This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project
to make the world's books discoverable online.
It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject
to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books
are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that' s often difficult to discover.
Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book' s long journey from the
publisher to a library and finally to you.
Usage guidelines
Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying.
We also ask that you:
+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for
personal, non-commercial purposes.
+ Refrainfrom automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the
use of public domain materials for these purposes and may be able to help.
+ Maintain attribution The Google "watermark" you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it.
+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner
any where in the world. Copyright infringement liability can be quite severe.
About Google Book Search
Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web
atjhttp : //books . qooqle . com/
Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google
som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online.
Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog,
der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyright vilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra
land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der
ofte er vanskelig at opdage.
Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange
rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig.
Retningslinjer for anvendelse
Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige.
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at
kunne tilvejebringe denne kilde.
Vi beder dig også om følgende:
• Anvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug
Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål.
• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler
Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski-
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os.
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe.
• Bevar tilegnelse
Det Google- "vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det.
• Overhold reglerne
Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror,
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden.
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig.
Om Google Bogsøgning
Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan
søge gennem hele teksten i denne bog på internettet på http://books.google.com
^"PSc*
n i^z.s
^MIMW>VJM*VJMWVJM*MWM«MfM*MWVJ Vi V *
HARVARD COLLEGE
LIBRARY
IN MEMORY OF
FRANKLIN TEMPLE INGRAHAM
C LAS S OF 1914
SECOND LIEUTENANT
COAST ART1LLERY CORPS
UNITED STATES ARMY
WELLESLEY. MASSACHUSETTS
MAY 23.1891 APRIL 11.1918
7/AtAtAtAtAtAtA'AtAtAtA«A'AtAtAtA'AtAtAtAft>
DANSK TIDSSKRIFT. NY RÆKKE
GADS
DANSKE MAGASIN
1906-1907
REDIGERET AF
CHR. GULMANN og L. MOLTESEN
— c^P^s
FORLAGT AF G. E. C. GAD - KØBENHAVN
TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE
(AXEL SIMMELKIÆR).
1907
r
INDHOLD
Aarestrup, O., Undervandsbaade 99
Årsbo, Jens, Julesang i 1000 Aar 358
Alsted, Jacob, England-Danmark i 1807 980
Ammundsen, Vald., Fra Kampen om Evange-
liernes Kristusskikkelse 195
— Undret og den evange-
liske Historie 474
Arnskov, L. Th., De tyske Rigsdagsvalg. . . 550
Asmussen, Otto, Fotografien i Astronomiens
Tjeneste 713
Bang, Herman, Om dansk Skuespilkunst . . . 876
— Julie Meller 1029
Bang, J. P., Religiøsitet og Videnskabelighed 955
Beckett, Francis, Antike Mesterværker i Ny
Carlsberg Glyphtotek 291
Berger, Henning, Vejen til Castellar 1014
Bergmann, Bo, Drømmen 688, 799
Berlin, Knud, Rigsdagen 191, 283, 376, 477, 563, 720
— Finlands nye Forfatning 173
— Island og Danmark 813
Besthorn, R., 1906 340
— Casimir Périer 627
— Kolonialkonferencen 748
— Fredskonferencerne i Haag . . . 849
Bikélas, Dimitrios, Den Gale — Philip Mar-
thas 438
Bittmann, Joh., Urolighederne i Indien 918
Bjernbo, Axel Anthon, Det nye kgl. Bibliotek 135
Bjeraer, J. L., Jordreformen 881
Boesgaard, H., Det jyske Redningsvæsen . . 600
— Tunneller ude og hjemme . . 825
— Sejlskibe 1006
Brandes, Georg, Tolstoy contra Shakespeare 733
Christmas, Walter, Premiere 559
Cornelius, Peter, Nordiske Kunstnere i Bay-
reuth 78
Cox, Et sandt Æventyr om en Bog 53 1
Dahl, Kristian, Islandsrejsen 1023
Dalhoff-Nielsen, Jena. Et Hundredaarsminde 165
Falck, J., De danske Statsbaners nye Iltogs-
lokomotiv 939
France, Anatole, Tre Noveller 1 79
Frelich, Lorens, Ungdom og Udvikling. . .50, 114
Gemzøe, K. J., Nyere Oplysninger om Aalens
Livshistorie 539
Givskov, E., Kurvemagerne i Belgien 990
Gnudtzmann, A., De gule Roser 149
Graa, Th., Fra 1864 709
Grundtvig, N. F. S., Studenter 30
Gulmann, Chr., Litteratur 269, 371
— Dansk Komedie 641
Hagensen, A., Under Standrettens Tegn . . . 257
Hansen, Niels, Henrik VIII og Anne Boleyn. 863
Hardy, Thomas, Noveller, 652, 724
Heilmann, Gerh., Nye Menter 319
Herrick, Robert, Et Kunstproblem 758
Hude, C., Flyvende Mennesker 82
Jensen, Dagen og Vejen (Post festum —
Studenter) 189, 887
Jensen, Chr., Hvad vore Barn lærer i deres
Fritid 314
— Forposter i Tuberkulosekampen 625
Jensen, N. P., General de Meza i 64 998
Jespersen, Otto, Mands Sprog og Kvindes
Tale 581
Jessen, Franz v., Under prøjsisk Styre 1
Johannsen, W., Om Goethes Naturforskning 670
Jørgensen, Johannes, Giosué Carducci 350
— Forårsudstillingen . . . 657
Jorgensen, O. E., En betydningsfuld dansk
Opfindelse 697
Jørgensen, Troels G., Option og Hjemstedsret 481
Kidde, Harald, Mænd og Kvinder 978
Knudsen, Jakob, Freken Therese Herning.. 218
Kohl, Carl, Panislamismen 369
Krag, Thomas, Hunderakkeren 593
Kragh, Johannes, Kunstindtryk 1907 965
Lagerlef, Selma, Dalelven 335
Lange, Thor, Bedstemoder og Datterdatter. . 497
Larsen, Karl, Fra Skitsebogen. Da Hjul-
manden blev total 46
Larsen, Kay, Et Stykke dansk Kolonihistorie 618
Liljefalk, Axel, de Meza i 64 924
Lund, Otto, Blandt Dværge i Afrika 125
— Blandt Menneskeædere. . . f 520
Lundbye, P., Skyttesagens Betydning for Dan-
marks Forsvar 948
Madsen, Karl, Nyt om Rembrandt 225
Madsen-Mygdal, C. Berg 69
Mahtzius, Karl, Goethe som Teaterdirektør . 505
Midhat, Ahmed, Ungdom 1031
Mielche, Joh., Et Kunstens Storværk. Joakim
Skovgaard og Viborg Domkirke 21
Mikszath, Koliman, Vicedommeren 275
Mollerup, Andr., Kvindevalgretsbevægelsen . 60
Moltesen, Eva, Valgene i Finland 706
Moltesen, L., Traktaten mellem Danmark og
Preussen 408
— Om Forsvarssagen 612
— - Biskop Fredrik Nielsen 686
— De smaa Nationer 1019
Mortensen, H. Chr. C, Mærkede Trækfugle 782
Mortensen, R. C, Nord paa : Færøernes Plante-
verden 457
Munch, Th., Dansk Porcelain 347
— Blyantens muntre Mestre (Alfred
Schmidt — Rasm. Christiansen) 410, 772
Munk, Einar, Vor aandclige Bespisning fer
og nu 896
Muusmann, Carl, Todtenschlægeren 548
Muller, J. P., Legemskultur 160
Meller, H. L., Redakter J. Jessen 122
— Mindretallenes Ret 681
Nandrup, Oscar, De norske Vikingeskibe. . . 907
Nielsen, H. C, Poulsens Lysbuetelegrafi ... 210
— De kommende Verdensopfin-
delser 755
Norman-Hansen, C. M.. Leven paa Zea 915
Nyholm, C. V., Retsreformen 395
Olrik, H., Helene-Kilde og Helenes Grav ... 889
Orluf, Fr„ Islands Stilling i Riget 929
Ostenfeld, H., Kristne og det sociale Spørgs-
maal 431
— Den frederiksbergske Skolesag og
Kirken 779
Otto, Carl, Kampen mod Kræften 400
Poe, Edgar Allan, En Stump Samtale med en
Mumie 88
Poulsen, Emil, Erindringer fra min første
Udenlandsrejse 244
Ramsing, H. U., Fra Udgravningen af Absa-
lons Borg og Kebenhavns Slot 737
Rosen, Anton, J. V. Dahlerup 489
Ryberg-Hansen, P. O., Fra Kampen om Evan-
geliernes Kristusskikkelse 379
Rerdam, Vald., Paa Andejagt 303
Salicath, Vibeke, Husholdningsbudget og Pris-
stigning 155
Sandfeld Jensen, Kr., De rumænske Bender
og deres Livsvilkaar 700
Schack, C. G., Islandsfiskeri og Trawlerjagt 38
— Islandsfiskeri 352
— Jordens største Krigsskib . . . 634
Schierbeck, Chr., Hajer 942
Schjett, P. O., Norges politiske Opgave i Nu-
tiden 236
Schovelin, Jul., Kebenhavns Kornbers 58
Schreder, Ludvig, Minder 417
Smith, Sigurd, Seren Hjorth og Dynamoprin-
cippet 464
Tavastjerna, Karl A., Impressionisten 836
Thulstrup, W., Kunst og Fotografi 569
Troels-Lund : Peder Oxes Ungdom 13
Waage, H., Forholdstalsvalg til Folketinget. 323
— Grundlovsforandring 803
Wiehe, Holger, Det islandske Spergsmaal . . 935
Zahle, Nathalie, „Om Bibelen at læse og lære* 859
Østrup, J., Danmarks Pionerer 109
— Et Fremtidsland og Danmarks In-
teresser deri 385
Desuden har Tidsskriftet indeholdt Meddelelser
fra „ Natur og Videnskab" ved Skoleinspektor R.
C. Mortensen, „Hus og Have* ved Fru Vibeke
Salicath, Handelsgartner G. N. Brandt og Konsulent
W. A. Kock.
GADS DANSKE MAGASIN
ILLUSTRERET MAANEDSSKRIFT FOR HJEMMENE
REDIGERET AF
Chr. Gulmann og Dr. phil. L. Moltesen
Alsidigt, aktuelt, belærende,
underholdende og — billigt.
A Ile, som er fortrolige med udenlandske Forhold, erkender, at vi har trængt til
x\ paa dansk at faa et Sidestykke til de fortræffelige udenlandske Magasiner
med deres alsidige Indhold, i bekvemt Format og til meget billig Pris.
Udviklingen har ganske naturligt ført dette Krav med sig; Telegrafens vok-
sende Brug har tilført Dagspressen et saa uhyre Stof, at de knappe Meddelelser,
de korte Artikler bliver Dagbladenes væsentligste Indhold.
Samtidig breder de aktuelle Illustrationer sig mere og mere i Ugebladene,
eftersom Fotografen ude i Livet fanger Begivenhedernes brogede levende Billeder,
som Publikum kræver at se gengivne, før Ugen er udløben.
Tidsskrifterne faar da en nødvendig Plads, idet de ved en grundigere Behand-
ling af Stoffet i mere indgaaende Artikler og gennem et mere sigtet Billedstof ud-
fører deres orienterende, samfundsnyttige Arbejde.
Dagbladet er dødt med Dagen ; Tidsskriftet ligger fremme paa ens Bord, læses
i ledige Stunder, bliver staaende i Bevidstheden.
Vi har herhjemme haft fortræffelige Tidsskrifter, der kun var skrevne for en
altfor lille Kreds og stillede altfor specielle Krav til Læsernes Viden. Det mere
bredt anlagte, paa en Gang oplysende, underholdende og fængslende Tidsskrift
har vi hidtil manglet, og det turde være paa Tide, at vi faar det.
GADS DANSKE MAGASIN vil bringe et afvekslende Stof i Tekst og Billeder:
Rejseskildringer, Nye Opfindelser, Naturvidenskabelige Iagttagelser, Kunst, Noveller
m. m. Det vil slaa til Lyd for nationale Emner, ligesom Begivenhederne i de
fremmede Samfund vil blive fulgt med Opmærksomhed og belyste med særligt
Henblik paa deres Betydning for de nordiske Lande.
Ogsaa de populær-videnskabelige og underholdende Smaating, som Tidsskriftet
vil bringe, og som det første Hæfte endda kun ufuldstændigt har kunnet give en
Forestilling om, vil paa mange Maader kunne gavne og glæde overalt, hvor det
nye Magasin vinder Indgang.
GADS DANSKE MAGASIN vil med dette Program tilstræbe at blive en kær-
kommen Gæst i alle danske Hjem; dets afvekslende Indhold vil sikre det Venner i
alle Kredse.
Det er et af vore Formaal, at ingen dansk Mand eller Kvinde skal faa Tids-
skriftet i Hænde uden at finde noget af Interesse deri, og at ethvert Hjem, hvor
der læses andet end Aviser og Romaner, for en billig Pris skal kunne faa et Tids-
skrift, som læses med Udbytte.
Redaktørerne er i Besiddelse af en saadan journalistisk og redaktionel Erfaring
og nyde en saadan Anseelse, at Magasinet vistnok ter paaregne betydelig Tilslutning
hos det læsende Publikum, og paa dygtige Medarbejdere vil det ikke skorte.
GADS DANSKE MAGASIN vil fra 1ste Oktober udkomme hver Maaned med
et illustreret Hæfte paa ca. ICO tospaltede Sider, d. v. s. fyldigere, rigere illustreret og
mere afvekslende anlagt end noget andet dansk Tidsskrift. Abonnementsprisen er
billigere end for noget andet dansk Tidsskrift, nemlig 2 Kr. Fjerdingaaret, for hvilket
Beløb Abonnenterne modtager Læsestof, som i almindeligt Bogformat vilde koste
over 10 Kroner.
Abonnement modtages i alle Boglader, hvor ogsaa 1ste Hæfte forefindes til
Eftersyn.
København, September 1906.
G. E. C. GAD.
KVhwM.. Nlaltwi 4c,di«h: (Aa» S.huimU.bi1
UNDER PRØJSSISK STYRE
Af Redaktor FRANZ v. JESSEN.
DEN Drøm, som begejstrede saa mange
indfødte Borgere i Christian VIII's og
Frederik VH's danske Monarki, skulde aldrig
omsættes i Virkeligheden. Der findes nu et
„Schleswig- Holstein", men blot som en prøjs-
sisk Provins, styret af en tilfældig Embedsmand,
der snart er af brandenborgsk, snart af
vestprøjssisk Æt, snart atter nedstammer
fra en polsk Renegatfamilje. Der findes ogsaa
en Augustenborger, som bærer lovlig Titel
af „Herzog von Schleswig- Holstein" ; men han
har faaet den som Naadegave gennem den
prøjssiske Krones Patent af 1ste April 1885,
nitten Aar efter at Prøjssen havde lagt sin Haand
paa ., Hertugdømmets" Riger og Lande, Suve-
rænitet og Herligheder. Schleswig- Holsteinis-
men døde en æreløs Straadød, begravedes i
prøjssisk Administrationspapir og har intet
andet Mindesmærke i Vente, end det der
sættes den af dansk Historieskrivning, som
er den eneste, der hidtil har vist Vilje til
at behandle den med Retfærdighed
Da tvende Stænderdeputerede under Sam-
lingen i Flensborg i Oktober 1853 havde
benyttet Udtrykket „ Regering" og „Øvrighed"
om de slesvigholstenske Oprøreres saakaldte
Statholder skab, sendte den holstenske Adels-
mand, der den Gang var slesvigsk Minister,
Grev Carl Moltke (NOtschau), den kgl.
Kommissarius ved Stænderforsamlingen en
Skrivelse, hvori han udtalte, at han ikke
vilde taale, „at Kongens Regering og Hertug-
dømmets lovlige Øvrighed forhaanedes ved at
blive sat paa lige Fod med Ophavsmændene
til det skammeligste Oprør, der nogensinde
havde fundet Sted i noget som helst Land:
et Oprør, der blev forberedt ved de mest
uforskammede Løgne og Bagvadskelser, paa-
begyndt med det sorteste Forræderi, fortsat
med mageløs Haardnakkethed, Hovmod og
Grusomhed og endt med Nederdrægtighed".
Naar man nu læser disse (ofte anførte) Ord,
som den Gang faldt en loyal Holstener na-
turlige, modtager man et levende Indtryk af den*
Magt, Schleswigholsteinismen har siddet inde
med; saaledes hades kun den Fjende, der er
farlig. De fleste i den Slægt, der nu præ-
ger Tiden, vil imidlertid finde, at Carl Moltkes
Udtalelser lyder underlig gammeldags bomba-
stiske og skyder langt over Maalet. Ganske
vist har Schleswigholsteinismen tilføjet vor
Nation dyb og sviende Fortræd, fordi den
var det Gærstof, der dristigt blev benyttet
til at gennemføre de Forandringer i Nord-
evropas Stats- og Folkeliv, hvorved det danske
Monarkis Grænse rykkedes op til Kongeaaen.
Men ogsaa den ynkeligt skibbrudne Fjende
vækker Medfølelse. Allerede A. D. Jørgen-
sen begyndte med hele sin Myndighed som
dansk Slesviger og Tidens ypperste Stats-
historiker at omtegne Billedet fra Hundred-
aarets Midte og fordele Lys og Skygge efter
det forlængede Perspektivs Krav; havde han
levet endnu en Stund, vilde han have fore-
taget den Omvurdering af de overleverede
historiske Værdier, som foresvævede ham hin
Juniaften 1895, da han efter Regenburgs
Jordefærd vandrede ene i Skoven ved Skander-
borg Sø, og da han saa stærkt følte Kaldet
til at „gøre Ret og Skel ogsaa mod dem,
som Regenburg og hans samtidige fordømte
eller dog ikke forstod" (En Redegørelse for
i -. -^ x
Under prøjssisk Styre
min Udvikling og mit Forfatterskab, S. 186).
Siden da er der mange, der er begyndt at
forstaa, at naar de statsretlige Spidsfindig-
heder og de historisk-dynastiske Fortolknings-
kunster skrælles bort fraSchleswigholsteinismen,
saa bliver der inderst inde en Kærne tilbage,
hvis Ret til Liv og Forplantning er ubestri-
delig. I hvert Fald i nogle Egne af Hertug-
dømmerne havde denne politiske Bevægelse
grebet saa vidt om sig og slaaet Rod saa
dybt nedefter i Samfundet, at den holdt Jævn-
maal med de betydeligste folkelige Strøm-
ninger i sin Tid. Det dynastiske Tilsnit, den
fik ved Forbindelsen med de augustenborgske
Arvekrav, og hele det Præg af Smaafyrste-
Agitation, der kom til at klæbe ved den,
gjorde den ubodelig Fortræd og omgav den
med et Skær af Latterlighed, som har holdt
sig ud over dens forøvrigt forladte, ukrudt-
bevoksede Grav. Men Schleswigholsteinismen
som national Stræben, som Kamp for fol-
kelig Selvhævdelse og Frigørelse
er en historisk Foreteelse, der har Krav paa
Respekt, og hvis Endemaals Berettigelse ingen-
lunde helt kan fordunkles af Uviljen mod de
Midler, som blev bragt i Anvendelse for at
føre det igennem.
Det er sandsynligt, at Danmark aldrig
havde formaaet ved egne Kræfter at slaa
denne tyske Folkebevægelse ned, efter at den
een Gang var bleven rejst inden for Monar-
kiets Grænser. Der skulde en Bismarck til
at gøre det af saa vel med Augustenborgerne
— paa Trods af Folkemening og Fyrstevilje —
som med Schleswigholsteinismen. Han gjorde
det grundigt. De „tyske Brødre" i Lauen-
borg, Holsten, Ditmarsken samt Syd- og
Mellemslesvig, der i 1864 blev befriede
fra det danske Aag ved Hjælp af polske
og magyariske Regimenter, fik næppe Tid til
at raabe et sidste Hurra, før de modtog
Meddelelse om, at nu var den nye Herre
kommen og agtede at tage sit Gods i Besid-
delse. De prøjssiske Kronjuristers Kendelse
af 11. Septbr. 1865 bortsprængte med lærd
og brutal Hensynsløshed hele Schleswighol-
steinismens møjsommelig opbyggede, stats -
og arveretlige Grundvold. Det statelige Hus
begyndte at vakle; Taarne og Spir faldt
sammen; Murene revnede og sank ned
i det augustenborgske Morads, som mange
godtroende og ikke faa ærlige Mænd havde
antaget for klippefast Grund. Men det af-
gørende, uoprettelige Stød leverede Bismarck
mod selve Schlesvvigholsteinismens Hoved-
værk. Kort udtrykt kan man sige, at han
berøvede den nationale Bevægelse ikke blot
Livsbetingelserne, men selve Retten til Livet
ved at opfylde dens Ønske og Stræben, idet
han forenede de fraskilte Brødre med den
mægtigste af alle tyske Stater, Kongeriget
Prøjssen, og derved aabnede dem Udsigt til
at blive optagne — Trin for Trin — i det
nordtyske Forbund og Kejserriget Tyskland.
Naar Holstenere, Ditmarskere og Sydslesvi-
gere vilde hævde, at der for dem var en
betydelig Forskel mellem Begreberne Tyskland
og Prøjssen, saa var denne Tale altfor sub-
til til at kunne bære en levedygtig, folkelig
Modstand. Schleswigholsteinismen havde villet
befri det havomslyngede Land fra dansk Ty-
ranni — og dette var sket. Den havde villet
bevare de „evigt udelelige" Hertugdømmer
sammen og knytte deres Skæbne og Udvik-
ling til det tyske Folks — hvilket ogsaa var
sket. Den havde villet oprette et „Schleswig-
Holstein" under en suveræn Hertug — og
det skete, kun at Hertugen blev udeladt
og erstattet med Overpræsidenten for den
prøjssiske Provins af samme Navn som Her-
tugdømmet. Ellers, paa denne Enkelhed nær,
havde den slesvigholstenske Bevægelses Hoved-
tanke sejret fra samme Stund, Bismarck
tog den i sin Varetægt. Og i dette Favntag
skulde den drage sit sidste Suk.
Det er nu snart 41 Aar siden, at den
angelske Slesvigholstener, Gaardejer Hansen
fra Grumby paa sin berømte „Dånenfahrt"
søgte de danske Nordslesvigeres Bistand til
Kampen mod Prøjssen. Han blev høfligt, men
Under prøjssisk Styre
bestemt afvist (Decbr. 1865). Aaret efter
trak han sig helt tilbage fra det politiske Liv.
Og saadan gik det Schleswigholsteinismen
selv. Efter at have famlet om efter Forbunds-
fæller og en Tid lang haabet paa, at den
„angestammte" Hertug skulde vise sig som
en Mand og Fører, trak den sig tilbage fra
det politiske Liv. Den slukkedes som en
Lampe, der har været skruet for højt op, og
som for hurtigt har opbrugt sin Olje.
Men Osen ligger endnu over Landet mel-
lem Flensborg Fjord og Elben. Skuffelsen
og Harmen over at være bleven narret, det
Xag, Nederlaget afføder, og Modviljen mod
det fremmedartede prøjssiske Herrevæsen,
som den befriende „tyske Broder" har ført
med sig — alt dette skaber den særegne,
tunge, trykkede og indestængte Atmosfære,
som har hæmmet A ands væksten og den kul-
turelle Udvikling i samtlige Hertugdømmernes
tyske Landsdele. Mellemslesvig, hvis
Xationalitetsskifte først er fuldbyrdet i sidste
Hundredaar, visner aandelig talt hen i en
hidtil uforstyrrelig Dvaletilstand; ikke den
mest afsides og isolerede danske Egn kan
opvise saa tyk en Materialisme, saa indgroet
en Træghed som disse rige og frugtbare
Strækninger ved alfar Vej. Sydslesvig har
mistet ethvert Særpræg; Ejderen skiller ikke
længere to Folkeracer fra hinanden, lige saa
lidt som den nu sætter Grænse for de ro-
merske Kejseres Magtomraade; ved begge
den graa, plumrede Strøms Bredder er Plat-
tysken Befolkningens Modersmaal og Hj ærte-
sprog, der helt tilfredsstiller dens Behov; de
prøjssiske Skoler og den højtyske Presse er
uden virkelig Indflydelse, fordi Bønderne og
de smaa Købstæders Indbyggere lever Livet
med snæver Horisont, stærkt optagne af deres
eget, uden politisk og aandelig Samfølelse
med de „rigtige" Prøjssere syd paa, nationalt
afstumpede og yderlig fattige paa folkelige
Minder. Hos Ditmarskerne har de store
Begivenheder i sidste Hundredaar derimod
sat andre Spor: dette kraftige lille Folk er
det eneste i Hertugdømmernes tyske Dele,
som i nyere Tid har gjort en nævneværdig
Indsats i Kulturlivet; Kærligheden til Landets
Overleveringer holdes vaagen, og i den be-
vidste Stræben efter en Art provinsiel Selv-
hævdelse øjnes Tilbageslaget fra de grove
prøjssiske Forsøg paa at overvælde Befolk-
ningen med administrativ Uniformering; „den
danske Tid" omtales i Ditmarsken ikke alene
uden Bitterhed, men med en vis Veneration,
mindre maaske for sin egen Skyld, end fordi
den vinder ved i sin Fjærnhed at blive sam-
menlignet med den prøjssiske Nutid; baade
ude paa Landet og i Byerne vil Ditmarskerne
tale aabent og afgjort om det Modsætnings-
forhold, hvori de paa deres egen Jord be-
finder sig til den nye Herre, og om den uvil-
lige Ligegyldighed, hvormed de betragter hans
Færd og Handlemaade paa hans egenlige
Virkefelt i det dem fremmede Prøjssen og
Tyskland. Havnen har naturligvis gjort Kiel
til en helt prøjssisk By; men i det østlige
Holsten findes mange gamle, fornemme
Slægter, som bevarer Erindringen om den
Tid, da det var dem, der beklædte de høje-
ste Æres- og Tillidsposter i det danske Mo-
narki, og hvis Indflydelse strakte sig fra
Elben til Nordkap, fra København til Mellem-
og Vestevropas Residensstæder, medens de
nu højt regnet er stedlige Magnater, grevelige
og friherrelige Honoratiores, der faar anvist
Plads bagude i en eller anden prøjssisk Em-
bedsmands Følge. Det holstenske Ridderskab
er som slettet af Jordens Overflade; Schles-
wigholsteinismen lagde Øksen ved dets Rod
— og Prøjssen greb den for med et eneste
Slag at hugge den stolte Stamme igennem
og derefter pinde den ud til Smaatbrug i
Assessor-Embeder, Løjtnant-Stillinger og lidt
Forvaltningstjeneste hist og her i det nye
Fædreland.
Den Feighed, hvorved Schleswigholsteinis-
men straks kapitulerede og sprang over den
prøjssiske Klinge, har alt i alt været til megen
Fortræd for de tyske Befolkningsdele i de
1*
Under prøjssisk Styre =
annekterede Hertugdømmer. Thi da den saa
ubetinget opgav Ævred, og da dens fødte
Fører, Hertugen af Augustenborg, lod sig
affinde med nogle Penge og en tom Titel,
var det afgjort, at den eneste store og dybt-
gaaende, politiske Bevægelse, som havde sin
Oprindelse i selve Hertugdømmernes tyske
Befolkning, havde lidt et forsmædeligt og
uopretteligt Nederlag, der politisk set
gjorde den opvoksende Slægt i disse
Egne arveløs. Den idelige Modsætning i
Lys- og Vindforholdene, alt eftersom Syd
eller Nord fik Overtaget, havde jo i disse
Brydningsegne, hvorover Stormcentrerne be-
standig samledes, skabt ganske særegne Kaar
for Folkelivets Vækst. Omplantningen til en
hegnet Udkant af det prøjssiske Mønsterbrug
maatte derfor mislykkes fuldstændig, naar
den skete brat og unænsomt. I Prøjssen var
Hertugdømmernes Befolkning rodløs; disse
voldelig sammenbragte og hverandre fjærnt-
staaende Familjemedlemmer havde hverken
Historie, Minder, Kultur eller Interesser fælles.
Hvor Slesvigholstenerne drømte sværmerisk
om en selvstændig tysk Smaastat, lagde
Prøjssen dristige, haandfaste Planer om et
tysk Rige, der under dets Ledelse skulde
vinde Magt over Evropa og Verden. Hvor
slesvigske og holstenske Bønder tænkte paa
Marskkvægets Udførelse eller Mejeriproduk-
ternes Afsætning og Greverne paa et hertuge-
ligt Hof med Ministre og Diplomati, bereg-
nede Prøjssen Kielerhavns Værdi for Magt-
fordelingen paa Østersøen og Omfanget af
det Matrosmateriale, der kunde skaffes til at
sikre en tysk Flaades Fremtid paa Verdens-
havene. Naar Hertugdømmerne sagde: „Dan-
mark og vi selv", havde de en tusindaarig
Udvikling i Erindring; naar Prøjssen sagde:
„Østerrig, Frankrig, England", mente det en
Fremtid, fuld af Storhed, Vidsyn og Haab.
Og de forstod ikke hinanden. Det var ved-
taget, at de var Brødre; men de talte et
forskelligt Sprog.
De gør det den Dag i Dag. Endnu efter
40 Aars Forløb er der ikke i de tyske Dele
af Hertugdømmerne udviklet noget folkeligt
Fællesskab med Prøjssen og ikke heller nogen
tysk Rigs følelse. Uden at der kan være Tale
om en virkelig slesvigholstensk Partikularisme
— fordi den største Del af Befolkningen i
disse Egne er sløv og uselvstændig — saa
leves der dog her et isoleret Folkeliv, svagt 0g.
tamt i sine Ytringsformer, trægt i Udviklingen,
prøjssisk farvet paa Overfladen, men uden at
have indgaaet nogen forplantningsdygtig For-
bindelse med prøjssisk Overlevering, Tanke-
gang, Virkelyst og Stræben.
Schleswigholsteinismen blev altsaa uhjælpe-
lig besejret af Prøjssen, og det Folkeomraade,
den en Tid lang havde behersket som en
mægtig national Tanke med historisk Kald,
forvandledes lidt efter lidt til en Kirkegaard,
en Sump uden Tilstrømning og Afløb. Den
anden af de store folkelige Bevægelser i Her-
tugdømmerne, baaret af de danske Nord-
slesvigeres Nationalbevidsthed, har
derimod tilføjet Prøjssen Nederlag paa Neder-
lag, og hvor den i uforandret Styrke hersker
over Befolkningens Sind og Tanke, blomstrer
Livet frodigt, overrislet af Kulturstrømnin-
gerne nord fra, befrugtet af Samfølelsen med
Folket hinsides Statsgrænsen.
Prøjssens Styrekunst er ofte bleven stærkt
beundret, ogsaa her i Danmark. Men de
Erfaringens Aar, der er gaaede, siden Ulyk-
kernes sorte Flok formørkede alle klare Over-
vejelser, har kunnet lære os, at er den prøjs-
siske Organisme end fortrinligt udstyret med
alle Redskaber, der hører til for at gribe,
lamme og nedsvælge et Bytte, saa er den
ikke i samme Grad indrettet paa at optage
og fordøje. Det er mislykkedes fuldkommen
i det nuværende Østprøjssen, de gamle pol-
ske Landsdele. Det er ikke gaaet godt i det
franske Lorraine og næppe heller i det natio-
nalitetsblandede Alsace. Det er paa ingen
-= Under prøjssisk Styre
Maade lykkedes i det danske Nordslesvig.
Alle Kure er bleven forsøgt, og bestandig er
de slaaet fejl. Som prøjssisk Indenrigsmini-
ster, slesvigsk Overpræsident og Statssekretær
i Rigslandene har Excellensen von KOller
haft Lejlighed til baade i de polske, de dan-
ske og de franske Provinser at experimentere
med de skrappeste Midler, der overhovedet
kunde udfindes. Og da Grev VON Caprivi
var tysk Rigskansler og prøjssisk Minister-
præsident, var netop den modsatte Behand-
lingsmaade — Skaansomheden og Mildheden
— bleven bragt til Anvendelse. Resultatet
blev i Hovedsagen det samme efter begge
Førsøg som efter alle de blandede Kure, der
gik forud og siden fulgte : Rigets Besiddelser
forblev territorialt uforandrede, men det her-
skende Folks Indflydelse paa de erobrede
Nationer havde ikke gjort en Tommes Frem-
skridt, og Modsætningen mellem det prøjssisk-
tyske og det i de annekterede Provinser
hjemmehørende Befolkningselement var haab-
løst uddybet, hjælpeløst blotlagt. Prøjssisk
Regeringskunst forslaar da i hvert Fald ikke
til at udføre de Opgaver, der paahviler den
som Redskab for en Erobringsstats Politik.
Den har tværtimod i de sidste 30 — 40 Aar
spillet Fallit alle Vegne, hvor den stod over-
for ikke-tyske Befolkningsdele , der havde
Vilje til at yde en jævnt udholdende Mod-
stand mod — aabenlyse eller skjulte — An-
greb paa deres Nationalitet. Den har været
uregelmæssig, kantet og klodset; end ikke i
sin aggressive Anvendelse af Statsmagten har
den formaaet at gennemføre nogen Konse-
kvens; den har forbrugt uhyre Pengemidler
— de maa tælles i Milliarder — for ad
kunstig Vej at fremme Denationaliseringen af
den erobrede Jord og dens Befolkning, men
uden at Udbyttet staar i nævneværdigt For-
hold til Indsatsen; den har endvidere ved
alle disse og endnu flere Fejl hjulpet til at
demokratisere Nationalitetskampen, saa nu
prøjssisk Tvang og Vilkaarlighed baade i
Øst, Vest og Nord har alle Tilhængere af
folkelig Frihed til Modstandere; og endelig
har den skabt Martyrer, hvis Savn og Li-
delser virker ophidsende paa de overvundne
og opflammer til Udholdenhed i den Strid,
der alt forud i alle civiliserede Nationer aner-
kendtes som helliget et højt og stort For-
maal.
Franskmændene i Alsace og Lorraine og
.Danskerne i Nordslesvig har haft en stærk
Støtte ved at kunne læne sig til den langt
overvejende Del af deres Nationalitet, der var
forbleven samlet i et suverænt Rige, og denne
Fordel har for deres tysk-prøjssiske Modstan-
dere og Herrer skabt tilsvarende Vanskelig-
heder, som det er retfærdigt at tage i Be-
tragtning. Men afgørende for Bedømmelsen
af den prøjssiske Statskunst bliver dette For-
hold ikke, navnlig naturligvis ikke i Nord-
slesvig, hvis Rygstød, storpolitisk og inter-
nationalt set, savner Styrke. Og i hvert Fald vil
denne Betragtning jo ikke have Gyldighed i
Prøjssens polske Provinser, der netop er Dele
af et søndersplittet Rige, hvis Stumper tre for-
skellige Stormagter har lagt Haand paa, og —
hvad der er væsenligt — hvis Kulturstand-
punkt i Erobringsøjeblikket var betydelig la-
vere end baade Franskmændenes i 1870 og
Danskernes i 1864. Den længere Besiddelse og
de ringere Forudsætninger for virkningsfuld
Modstand har imidlertid ikke bragt prøjssisk
Politik større Resultater i de polske Lands-
dele end andetsteds. Tværtimod er det her,
den har lidt sine alvorligste Nederlag, idet
den har forenet Over- og Underklasserne i
Kampen mod sig og drevet Modsætningen
op til en saadan Højde, at hverken Kirken
(i Centrumsform) eller Socialismen har kun-
net holde Stillingen mellem de to stridende
Elementer, men er bleven tvungen til Valg
mellem de alt beherskende Alternativer: tysk-
prøjssisk eller national-polsk.
Det er Iagttagelser af denne Art, der kan
være medvirkende til at give en vis Opti-
misme i Betragtningen af det dansk-prøjs-
siske Forhold i Nordslesvig Berettigelse. Set
^-— --= ---=-=--^=--=- Under prøjssisk Styre
nærved synes den prøjssiske Modstander i
Embedsmandsskikkelse, rustet til Tænderne
med Statsmagtens vidtrækkende Vaaben, helt
overvældende farlig i Sammenligning med den
lille Flok danske Bønder og Smaaborgere
fra forkrøblede Købstæder. Men set paa
større »— historisk og politisk — Afstand faar
man Øje for, at denne Modstanders Styrke
dog maaske, naar alt kommer til alt, er ble-
ven noget overvurderet. Har han end ube-
stridelig baade Ævne og Vilje til at drille,
plage, skabe Utryghed og bringe Sorg til
Huse, saa er det dog lige saa sikkert, at
hans Magt ikke varigt har ødelagt afgørende
nationale Værdier. Har han end formaaet
at overstryge med fremmed Farve, saa har
han dog ingenlunde kunnet bygge om og
forandre det oprindelige til sit eget nye.
Og har han end endelig slaaet sig ned i
Landet som dets Herre, der daglig for-
kynder sin Myndighed og kræver den æret,
saa har dog hver af hans Handlinger bidra-
get til, at han opfattedes som en fremmed,
og derved er det sket, at han aldrig vandt
Adgang til Folket. Ved den Anvendelse
Prøjsscn som erobrende Stat hidtil har gjort
af sine Magtmidler, har det saaledes selv
indsnævret Magtens Grænser. Det har for-
tabt sig i Nærkamp, besejret den enkelte,
men lidt Nederlag i Hærtoget mod Nationen.
Og derfor er der gemt dyb Sandhed i den
gamle nordslesvigske Bondes Ord: „Havde
det været Vorherres Mening, at vi skulde
have været Tyskere, saa havde han givet dem
en bedre Forstand".
Alle de Forbud, Domme, Udvisninger, Und-
tageiseslove, Politi-Chicanerier og administra-
tive Overgreb, som Prøjsserne lod regne ned
over de danske Nordslesvigere, krævede mange
Ofre; men deres væsenligste Virkning blev
dog den, at de dyngede sig op til en hel
Mur, der efterhaanden blev en uoverstigelig
Hindring mellem de fremmede og Landets
egne Børn, og som nu danner en stærk
Forsvarslinje paa dansk Side. Selv om
den unge Slægt kunde tænkes at blive holdt
i Uvidenhed om Fædrenes Kamp og om
Folkelivets tusindaarige Minder, og selv om
det var muligt, at den kunde fornægte Sam-
følelsen med sit eget Folk — aldrig vilde
den dog komme uden om den prøjssiske
Mur, der sætter Skel mellem Sejrherren og
de overvundne. Dette mægtige Monument
over Fremmedherredømmets Vælde, bygget
fra Grund til Top af prøjssiske Hænder,
skygger fra Vuggen til Graven over Nord-
slesvigerens Liv. Og han lærer uden Hjælp
at hade det, som Fangen sin Lænke, som
den fribaarne Mand Trældommens Symbol.
Dette er Sagens ene Side. Paa den anden
staar Folkets aktive Modstand, den organi-
serede Samvirken til Støtte for Sprogets og
Jordens Bevarelse, Ungdommens Uddannelse
paa Modersmaalat og Varetagelsen af de po-
litiske Rettigheder. Her ligger den stær-
keste og vigtigste danske Forsvars-
linje, tæt bemandet, vel udrustet og aar-
vaagent bevogtet, med Ryggen dækket og
Forbindelsesvejen sikret. Taget i sin Helhed
er Positionen derfor ikke alene i lang Tid
holdbar, men byder Mulighed for Fremryk-
ning paa flere vigtige Punkter. Og under
alle Omstændigher har det mærkelige, ved de
prøjssiske Regeringsmetoders Fejlgreb hidførte
Sammenspil mellem Angreb og Forsvar be-
virket, at Situationen nu efter 42 Aars uaf-
brudt Kamp kan opgøres saaledes, at Dansk-
hedens nationale TabiSønder Jylland
har været mindre under Prøjssens
Styre end i den Tid, Danmark selv
havde Hertugdømmet i Besiddelse.
En Undersøgelse i Enkelheder bekræfter
denne Opfattelse, selv om Skinnet paa nogle
Omraader gaar Danskheden imod. Tydeligst
træder det danske Forsvars Værd og det
prøjssiske Angrebs Fejl frem gennem en Bc-
tragning af Foreningsvæsenet. SPROGFOR-
ENINGEN (off. „Foreningen til det danske
Sprogs Bevarelse i Nordslesvig", stiftet 10.
Okt. 1880) havde i 1885: 676 Medlemmer ;
Under prøjssisk Styre
i de følgende Femaars Perioder voksede Med-
lemstallet gennem en normal Stigning til hen-
holdsvis 820, og 1024 og 1614. Paa dette
Tidspunkt (1898) griber imidlertid Overpræ-
sident v. Koller ind i Udviklingen. Det reg-
ner med Retssager og Politiundersøgelser;
paa een Gang paaføres der Foreningen 150
Sagsanlæg, der, hvis de alle havde resulteret i
Domfældelse, vilde have kostet en Formue
paa 20,000 Mark i Bøder. Samtidig stævner
Øvrigheden danske Mænd for sig og medde-
ler dem, at hvis de ikke træder ud, vil deres
Tjenestefolk eller Naboer eller Slægtninge, som
ikke er prøjssiske Undersaatter, skaanselløst
blive jagne fra Tjeneste, Hus og Hjem. I Aaret
1903 havde Sprogforeningen derpaa 2530
Medlemmer, og dens Indtægt, som i Perioden
1889—1893 havde andraget et aarligt Gen-
nemsnit paa 3800 Mark, beløb sig i Perioden
1899— 1903 til gennemsnitlig 11.400 Mark
aarlig. — For Skoleforeningens vedkommende
(stiftet 30. Novbr. 1892) er Forholdet noget
anderledes. Efter fem Aars Forløb havde
den samlet 4740 Medlemmer om sit Formaal:
at tilvejebringe Midler til unge nordslesvig-
ske Mænds og Pigers Ophold paa kongerig-
ske Høj- og Efterskoler. I rigtig Erkendelse
af, at dette Arbejde, der var nødvendiggjort
ved det prøjsiske Skolevæsens Bekæmpelse
af Ungdommens Modersmaal og dets øvrige
Uformuenhed, udgjorde en vigtig Del af det
danske Forsvar, rettede Hr. v. Koller og hans
ivrigste Embedsmænd de voldsomste Angreb
mod netop denne Forening. Til Retssagerne,
Udvisningstruslerne og Politi-Overgrebene
føjedes de utrolig raa Forsøg paa ad admi-
nistrativ Vej at tage Forældremyndigheden
fra de danske Forældre, som sendte deres
konfirmerede Børn til kongerigske Skoler, og
overføre den til tysksindede Personer. Her-
ved opstod der Fare for Øvrighedens Ind-
griben i de helligste og dyreste Intesesser,
og mange af Skoleforeningens Medlemmer
anmodede derfor af Hensyn til Naboer og
Genboer, Venner og Slægtninge om at blive
strøgne af Medlemslisten. Men samtidig med
denne Bevægelse, der formindskede Medlems-
tallet med c. 1000, voksede Bidragene til
Skoleforeningens Formaal med c. 5000 Mark
aarlig. I Perioden 1893—1897 havde Ind-
tægternes Gennemsnit nemlig været 12.100
Mark; men i Perioden 1898—1902 var det
steget til 17.000 Mark. — I Forbindelse
hermed staar Befolkningens og Myndighedernes
Forhold til de danske Møder og Sam-
menkomster. Det Køllerske Tidsafsnit fuld-
byrdede den allerede tidligere indledede Ud-
vikling, som tilstræbte at gøre danske For-
samlinger husvilde. Den Krovært, som lejede
sin „Sala ud til Danskerne, fik Øvrighedens,
Uvilje at føle til den Grad, at han ikke
kunde bestaa i sin Næring. Og naar en pri-
vat Mand, der ejede store Lokaliteter i sin
Gaard, stillede disse til Raadighed, skred
Gensdarmerne ind under Paaskud af, at der
ikke fandtes fyldestgørende Sikkerhed mod
Brandfare, eller at en Revne i Loftet vakte
Mistanke om, at Huset vilde styrte sammen.
Gustav Johannsen er saaledes en Gang i
Køllertiden bleven fordrevet fra Sted til Sted,
indtil han endelig i Spidsen for sine Vælgere
vandrede ind over den danske Grænse og
fortsatte Mødet i Frederikshøj Kro. Svaret
paa dette prøjssiske Angreb har været, at
Nordslesvigerne nu har rejst (henholdsvis er-
hvervet) 30 Forsamlingshuse rundt om i deres
Land, og flere vil efterhaanden følge til Fuld-
stændiggørelse af det danske Forsvar. — Paa
samme Maade har endelig Statskirkens over-
haandtagende Fortyskning affødt den nord-
slesvigske Frimenighedsbevægelse, der fore-
løbig raader over fire Kirker.
Det interessanteste, men samtidig ogsaa
mest indviklede Omraade, hvorpaa den or-
ganiserede danske Modstand har gjort sig
gældende, er de politiske Valg, hvorved
her udelukkende skal forstaaes Valgene til DEN
TYSKE Rigsdag (idetValgmaaden til det prøjs-
siske Andetkammer ikke tillader en talmæssig
Maaling af Styrkeforholdene i Befolkningen).
--= 7
^ : Under prøjssisk Styre^
Begyndelsen var glimrende, da der — for
første Gang siden Krigen — i Aaret 1867
blev afholdt Valg i Sønderjylland, henholds-
vis 12. Februar til det den Gang nydannede
„nordtyske Forbunds" grundlovgivende
Rigsdag og 31. August s. A. til dette For-
bunds ordinære Rigsdag. Paragraf 5,
der har betydet saa meget, baade til godt
og ondt, i Nordslesvig, var paa hint Tids-
punkt frisk og ny. Det gjaldt da om at
vise Verden, hvilken dybt alvorlig Virkelig-
hed der laa bag de Bestemmelser om Slesvigs
„nordlige Distrikter u, som de Franskes Kejser
havde tvunget Prøjssen og Østerrig til at
indsætte i Pragfreden. Og det blev i Sand-
hed en mægtig Tilkendegivelse. Ved Fe-
bruarvalget 1867 var 41 p. Ct. af samt-
lige i Hertugdømmet Slesvig afgivne
Stemmer danske. Men ved Augustvalget
s. A. var 5 1 1/8 p. Ct. af samtlige Her-
tugdømmets Stemmer danske; skønt
Regeringen ved en overmaade kunstig og
vilkaarlig Omlægning af Valgkresene havde
paralyseret mange danske Stemmer, kunde
den naturligvis ikke forhindre, at det blev
fastslaaet, at Flertallet i Sønderjylland var
dansk og dansksindet; mod 24.664 tyske
stod 25.598 danske Vælgere. Dog, dette
var jo væsenlig en moralsk Sejr uden virke-
lig politisk Rækkevidde, fordi Pragfreden ikke
talte om Hertugdømmet som en Helhed, men
netop ved at tilsige de „nordlige Distrikter"
en fremtidig Særstilling efter eget Valg hæv-
dede Nationalitetsprincipet som Grundlag for
det slesvigske Spørgsmaals Løsning. Hele
Interessen samlede sig derfor om Afstem-
ningen i Nordslesvig. Og aldrig har Tale
kunnet være tydeligere. I de Egne af Søn-
derjylland, der ligger mellem Kongeaaen og
en Linje Syd for Flensborg, Hanved, Me-
delby, Ladelund og Tønder, var ved Februar-
valget 7 5 p. Ct. og ved Augustvalget 8 0
p. Ct. af samtlige afgivne Stemmer
danske. Hvis Paragraf 5 var bleven bragt
til en blot nogenlunde loyal Udførelse i 1867
eller de nærmest følgende Aar, vilde da
mindst 95 — 96 p. Ct. af de Stemmeberet-
tigede have begæret Slesvigs nordlige Di-
strikter genforenede med Danmark.
Men paa disse Højder kunde det danske
Stemmetal ikke holde sig. Krigen i 1870
omstyrtede det hævdvundne Ligevægtsforhold
i Evropa, tilintetgjorde det franske Kejser-
dømme, ved hvis Vilje Paragraf 5 var bleven
indsat i Pragfreden, og beseglede den Ny-
ordning, hvorved Prøjssen havde trængt
Østerrig ud af Kappestriden paa det mellem-
evropæiske Fastland og ene overtaget det
tyske Førerskab. Som tungt rullende Døn-
ninger sporedes disse Verdensbegivenheder
ogsaa i det nye, straalende Tysklands fjærne
nordslesvigske Udkant. Danske Sønderjyder
havde maattet kæmpe ved Sedan og Grave-
lotte. Hvorhen skulde Nordslesvigs Ungdom
næste Gang føres under den sort-hvide Fane?
Uro og Bekymring sad til Huse i Hjemmene
dernede; alle Sind var optagne af dette ene
og store: Løftet i Paragraf 5, forkyndt for
Verden, besvoret i den allerhelligste Treenig-
heds Navn. — Men Dagene gik, og de blev
til Maaneder og Aar, uden at Forjættelsen
skete Fyldest.
Da voksede og voksede Strømmen af sles-
vigske Vandrere, der forlod det omstridte
Land for at søge Fred og Læ hinsides
Kongeaaen. Et langt Tog af danske Søn-
derjyder satte sig i Bevægelse nord paa, op-
gav Hus og Ejendom, vovede at friste Lyk-
ken i andre danske Egne, hvor de kunde
være fri for den evige Trusel om Indrullering
i den Hær, som havde bekæmpet deres eget
Fædreland, og som maaske — ingen kunde
vide, hvor snart — atter skulde sendes i
Fejde mod Fjender, der hverken var deres
eller Danmarks. Det gjaldt jo desuden
slet ikke nogen varig Afsked med Hjemmet.
Hver Familje, der vandrede ind over Græn-
sen, vinkede et fortrøstningsfuldt: Paa Gen-
syn! tilbage. Og alle tænkte de herved det
samme : Vi kommer igen til disse vort Hjem-
8 —
Under prøjssisk Styre
lands dyrebare, minderige Egne, naar Paragraf 5
atter har forenet, hvad der i disse tunge Land-
flygtighedens Aar har maattet være adskilt!
Vandringen nord paa tappede Nordslesvig
for Ungdom, Formue og — Vælgere. Det
Tab i Penge, de fire nordslesvigske Amter
(Flensborg, Tønder, Aabenraa og Haderslev)
har lidt herved, er for Tiden fra 1867 til
1900 opgjort til 120 Millioner Mark. Og
saa dybt greb Bevægelsen ind i Landets
Udvikling, at Folketallet paa disse rige og
frugtbare Strækninger Aar efter Aar ikke
blot ikke gik frem, men bestandig tog af;
endnu i 1900 var der godt 6500 Mennesker
færre i Nordslesvigs fire Amter, end der
havde været i 1867.
De, der blev tilbage, fordi deres personlige
Forhold tvang dem til at holde Ventetiden
ud paa deres egen Jord. tog i stort Antal
deres Tilflugt til Wienfredens Artikel 19,
der havde sikret dem Ret til at vælge (op-
tere) dansk Undersaatsforhold. Det mylrede
med Optanter i Nordslesvig, fordi Optionen
befriede fra den tungeste af Fremmed herre-
dømmets Byrder: Værnepligten. I 1867
taltes kun godt 4000 danske Undersaatter i
hele Slesvig; men i 1871 var der allerede
c. 12.000. Og Væksten fortsattes helt op
til 1890, da Antallet af Optanter, Optant-
børn (disse sidste er de saakaldte „Hjem-
løse*, idet de hverken har anerkendt Stats-
borgerret i Prøjssen eller i Danmark) samt
danske Undersaatter fra Kongeriget beløb sig
til rundt 28.000. I 1900 endelig var Tallet
dalet til 17.246.
Optanterne havde gennem Optionen sikret
sig mod den prøjssiske Værnepligts Byrder.
Men samtidig havde de fraskrevet sig den
vigtige statsborgerlige Rettighed: at udøve
Valgret til Prøjssens og Tysklands lovgivende
Forsamlinger. Dette Afkald syntes ringe;
thi Optanterne tænkte som Udvandrerne: Det
hele er jo blot en Overgangstid, saa vist
som Paragraf 5 bestaar og vil føre os til-
bage til Danmark.
I Tillid hertil fortsattes da disse to for
Nordslesvig saa skæbnesvangre Bevægelser,
og de rullede videre endnu en lang Tid efter,
at den prøjssisk- østerrigske Traktat af 11.
Oktober 1878 havde kundgjort, at Prag-
fredens femte Artikel var „sat ud af Kraft".
Virkningerne af Optionen og Udvandringen
kan spores den Dag i Dag. Men afgørende
blev de for Stemmeafgivningen ved samtlige
Valg fra 1871 til 1886. Som det fremgaar
af omstaaende Diagram, sank de danske
Stemmer i disse Aar fra 18.725 til 11.616,
eller ialt med rundt 7000. I det samme
Tidsrum steg derimod de tyske Stemmer fra
3570 til 5052, eller ialt med rundt 1500.
Opløser man disse Tal (hvori Flensborg By
ikke er medregnet) i deres to Hovedbestand-
dele: Stemmer fra Landet og Stemmer fra
Købstæder og Flækker, saaledes som det er
sket paa de andre Diagrammer, vil man
finde, at den danske Nedgang i Landkom-
munerne andrager 6438, den tyske Opgang
i samme Tidsrum 1004 — eller med andre
Ord, at Bevægelsen hovedsagelig er foregaaet
paa Landet. I Bykommunerne var den dan-
ske Nedgang kun 67 1, den tyske Opgang
470. Medens Nedgangen i de danske Stem-
mer i disse Udvandringens og Optionens
værste Aar er rivende — fra Valg til Valg
sænker Linjen sig i bratte Fald nedefter —
foregaar den tyske Opgang derimod uregel-
mæssigt baade paa Land og i By. Dette
hænger sammen med, at den Del af den
hjemmehørende Befolkning, som af den ene
eller anden Grund holdt til paa Øvrighedens
Side, kun vanskeligt var til at formaa til at
stemme tysk — d. v. s. tage bindende Stil-
ling ved en afgørende Handling — saa længe
Paragraf fems vidtrækkende Muligheder kunde
ventes at blive til Virkelighed; derfor an-
drager den faktiske Vækst i de tyske Stem-
mer i Aarene indtil 1878 ogsaa kun 843,
hvoraf 497 paa Landet, og 346 (eller for-
holdsvis det langt overvejende Antal) i By-
erne. Opgangen paa tysk Side skyldes i
Under prøjssisk Styre^
Hovedsagen en Indvandring syd fra, dels i
mindre Omfang af Arbejdere til større offen-
lige og private Foretagender, dels og navnlig
af Embeds- og Bestillingsmænd, som imidler-
tid i Følge Forholdenes Natur maa blive et
dommen var naaet frem til Valgretsalderen.
Men naturligvis kunde Omslaget ikke komme
brat og stærkt. De samlede Vilkaar var
bestandig for ugunstige. Med en Valgkres-
ordning, der paa Forhaand gjorde alle danske
6fo(nmetallene
18 7 1
18 7 4
18 7 7
18 7 8
18 8 1
188 4
18 8 6
18 6 7
18 90
16 93
18 96
DANSKE
i 9 02
1A725
i
!
1 7 ft 9 7
v
!
1
1 ft S 7 S
i 1
^
i !
i i
I4A21
i
\
i
14 447
\ x
' / V
UASfi
\
: ! ■ ; / \
M87É
i
i / i
'PflGO
\ \
X
i ? fl 3 1
\ | i . /
1?48fl
>J : < /
>
1 22 2R
\ : 1/
• !
116 16
1 \ /
; i
i
i
' /5KE
81^7
:
G 7 44
1 ' /
': OS 4
1 ' i /
602 6
'
i . J
/ \ /
/
50 4 S
i
___' ,_7
•5 0 5 2
1 •
l
X
4 7 2.3
1
i
1
i /
'»5 73
!
1
44? 1
I
/ ^
\ K
/
'? 1 P 4
)
i
\
^ ' i ' l
C 7 78
1 /
1 ' 1 '
55 7 8
X
'
i
18 7 1
18 7 4
18 7 7
1878
188 1
16 84
18 8 6
1 887
16 90
1893
1 898
1 905
Den danske og tyske Afstemning ved Valgene i Nordslesvig 1871—1903.
i sine Bevægelser uregelmæssigt Vælger-
materiale.
Aaret 1886 danner Vendepunktet. Ud-
vandringen var sagtnet noget; der var for-
løbet henved 16 Aar siden Optionsfristens
Udløb (16. Novbr. 1870): en Del af Ung-
Stemmer udenfor første Kres (Haderslev-Søn-
derborg) magtesløse, under stadigt Tryk fra
Myndighedernes Side, i uafbrudt Kampstilling
overfor et overmægtigt og hensynsløst Frem-
medherredømme maatte de danske Stemmers
Vækst foregaa langsomt, og man kunde næsten
10 r—
= Under prøjssisk Styre =
sige: forsigtigt. Men Fremgang var der, og
dermed Vidnesbyrd om, at ingen Undertryk-
kelse, ingen Uretfærdighed, ingen Skræmme-
midler eller Skuffelser havde formaaet at om-
bringe Nordslesvigs Danskhed eller tvinge den
til Underkastelse. Fra 1886 til 1890 steg
det danske Stemmetal med c. 1250 Stemmer,
hvoraf 1084 paa Landet og 160 i Byerne.
I 1898 var den samlede Vækst bleven til
3200 (2837 paa Landet, 368 i Byerne).
kommunerne, de 671 paa Bykommunerne.
Men ved de fera Valg fra 1886 til 1903
indvandt Danskerne paany 27 79 Stemmer,
hvoraf de 2442 i Landkommunerne, de 337
i Bykommunerne. Det samlede Tab,
Danskerne har lidt i Løbet af de 31
Aar, hvorover disse 12 Valg spæn-
der, beløber sig derfor til Trods for
Udvandring, Optioner, Tvang og
Forfølgelse kun til 3996 Stemmer
DANSKE
18 7 1
18 7 4
18 7 7
18 7 8
18 0 1
18 8 4
18 8 6
18 8 7
18 90
18 93
18 9 6
l 903
TYSKE
I 7 2 2 O
'
6 14 3
1 64 O O
X
48 5 3
1 4 3 OO
13 6 19
13 2 2 6
13 2 2 4
4 3 11
4 2 5 7
40 7 9
33 7 3
1 2 5 1 O
118 66
118 16
115 26
/ f
1
3 136
29 7 7
28 6 6
2 7 2 0
1 1 2 7 S
S
2 4 14
10?fi2
.
S
2.3 fifl
Afstemningen i de nordslesvigske Z<m</kommunei
CANSKE
18 7 1
18 7 4
18 7 7
18 7 8
1
1 8 8 1 \ i 8 8 4
18 8 6
18 8 7
1 3 9 O
13 93
18 98
1903
TYSKE
1 5 O 5
^
i
19 9 4
! 4 9 7
>
r "
\
18 9 1
1 2 7 S
12 2 1
1 2 02
117 1
16 6 6
17 9 7
17 15
16 7 9
116 2
\
15 8 7
10 15
9 9 4
■ -•
i
15 8 6
15 5 5
9 5 4
1
1^74
95 3
A A4
1
^ -,
13 6 4
1 2 Q «
Afstemningen i de nordslesvigste bykommuner
„Optantlaveriet", hvorved forstaaes den Vil-
kaarlighed, hvormed de tyske Myndigheder
pludselig strøg danske Vælgere af Valg-
listerne under Paaskud af, at de vpr eller
burde opfattes som eller formodedes at være
Optanter, hidførte en lille Nedgang i det
danske Stemmetal ved Valget 1903 (427
Stemmer). Regner vi imidlertid, som rigtigt
vil være, ogsaa denne kunstigt hidførte
Formindskelse med, kommer vi til følgende
Hovedresultater: Ved de syv Valg fra 1871
til 1886 tabte Danskerne i Nordslesvig 7109
Stemmer, hvoraf de 6438 falder paa Land-
paa Landet, 334 Stemmer i Byerne,
ialt 4330 Stemmer.
Dette Resultat viser med overordenlig Klar-
hed det organiserede, danske Forsvars Styrke
og Værdi samt ikke mindre tydeligt, naar
alle Aarsager tages i Betragtning, de tyske
Angrebsmetoders Uformuenhed.
Væksten i de tyske Stemmer beløber sig
i det hele til 4559, hvoraf omtrent Halv-
delen (2192) falder paa de fem Valg efter
1886. Paa Landet i Nordslesvig er Tyskerne
gaaet frem med 3774 Stemmer i 31 Aar, i
Byerne med 78 5. Et Mindretal af disse til-
.= 11
Under prøjssisk Styre-
komne Stemmer skyldes den oprindelige, i
Nordslesvig hjemmehørende Befolknings Til-
slutning til Fremmedherredømmet; det over-
vejende Antal nye Stemmer har Tyskerne
vundet gennem Indvandring sydfra samt ved
skrap Udnytning af Bestillingsmandsklassens
Afhængighed. Naar undtages Præsten C. J.
Jacobsen (tidligere i Skærbæk), der foreløbig
er endt som falleret Pengespekulant, har de
tysksindede Nordslesvigere da ikke hel er
frembragt en eneste Fører ndenfor deres
egen Midte; de ledes i Pressen og det øv-
rige offenlige Liv udelukkende af indvandrede
fremmede, hvoraf atter de betydeligere er
Embedsmænd i Forvaltningen eller ved Dom-
stolene.
Kunde man forestille sig Nordslesvig forud
for en Stemmeafgivning styret af en neutral
Magt, vilde Tallet paa de tyske Stemmer
synke langt ned under Halvdelen. Omvendt
vilde de danske Stemmer naa op til en
Højde, der kunde taale Sammenligning med
Tallene fra 1867, og de vilde da ogsaa —
stadig udenfor Flensborg By — helt opsluge
de knap 2000 socialdemokratiske Stemmer,
som blev afgivet ved Valget 1903.
Indtil Traktaten af 11. Oktober 1878, der
ved en prøjssisk-østerrigsk Viljesakt — uden
Hensyn til den i Sagen delagtige Tredjepart,
de danske Nordslesvigere — erklærede Para-
graf 5 for at være „sat ud af Kraft", be-
roede DET NORDSLESVIGSKE SPøRGSMAALS
Løsning paa Udførelsen af Pragfredens Be-
stemmelser og delte altsaa Vilkaar med saa
mange andre uordnede, mellemfolkelige An-
liggender i Evropa. Siden Oktober- Traktatens
Offenliggørelse er det imidlertid fra tysk Side
bestandig bleven hævdet, at nu bestod der
ikke mere noget nordslesvigsk Spørgsmaal,
men kun et indre prøjssisk Anliggende, hvis
endelige Ordning Prøjssen vel skulde vide
at gennemføre alene. Denne Opfattelse har
dog paa alle Punkter vist sig aldeles uhold-
bar. Det nordslesvigske Spørgsmaal bestaar
uforandret den Dag i Dag, og dets mellem-
folkelige Betydning maales tydeligt paa den
Kendsgærning — der ogsaa i Tyskland er
bleven rigtig forstaaet — at det nu danner
den eneste alvorlige Hindring for en aktiv
og praktisk Samvirken mellem Tyskland og
Danmark. Heller ikke har Prøjssen formaaet
at optage og fordøje det Bytte, det gjorde
i 1864 — 66; endnu den Dag i Dag vilde
en prøjssisk Statsmand med Føje kunne gen-
tage Bismarcks Ord i Landdagen den 20.
Decbr. 1866: „Jeg har altid været af den
Mening, at en Befolkning, som virkelig utvivl-
somt og til Stadighed manifesterer, at den
ikke vil være prøjssisk eller tysk, men tvært-
imod at den nationalt vil tilhøre en umiddel-
bart tilgrænsende Nabostat, ikke bliver nogen
Styrke for den Magt, fra hvilken den stræber
at skille sig." Gennem 42 Aar har den
nordslesvigske Befolkning stadigt og utvivl-
somt tilkendegivet, at den ønskede at tilhøre
den danske Nabostat, og at den paa alle
Punkter, med hele sin folkelige Magt vilde
yde Modstand imod og virkelig ogsaa var i
Stand til at forhindre sin egen Denationali-
sering.
Derfor kan det trygt hævdes, at Prøjssens
politiske Kunst ikke har ført til ærefulde
eller for Riget gavnlige Resultater i de Her-
tugdømmer, som tidligere hørte under den
danske Krone. Schleswigholsteinismen, der
er den ene af de store Folkebevægelser, som
har grebet Sindene mellem Kongeaa og El-
ben, Wev af Prøjssen slaaet ned for bestan-
digt; men Landet lagdes samtidig aandeligt
øde. Den anden store Folkebevægelse, der
er den sønderjydske Danskhed, har derimod
tilføjet Prøjssen en lang Række Nederlag, og
dens Kamp har vakt voksende Styrke og
Liv, som forjætter, at før eller senere vil
den vinde frem til Sejr.
PEDER OXES UNGDOM
Af Prof. Dr. phil. TROELS-LUND.
(Brudstykke al et Skrift af samme Forfatter: »Peder Oxeu, der snart udkommer
paa det Schubotheske Forlag.)
Det maa lades Johan Oxe og hans Hu-
stru Mette Gjøe, at de i deres Velmagt
sørgede efter Evne for deres ældste Barns,
den lille Peders Opdragelse. Han var født
den 7. Januar 1520 og skønt der efter Ti-
dens Skik kom mange Søskende efter, tolv
i alt, saa sendte de ham dog, just som Du-
sinet var fuldt, alligevel afsted paa en mange-
aarig, kostbar Udenlandsrejse. Aar 1532
forlod han tolv Aar gammel Danmark for at
studere i Frankrig, Tyskland, Holland, Italien
og Sveits. Med Valget af Ledsager havde
de været meget heldige. Der var uden Tvivl
altid rigeligt Tilbud af studerede, fattige, unge
Mænd, der kunde have Lyst til i nogle Aar
gratis som Hofmester for en adelig Dreng at
opholde sig i Udlandet. Men en dertil saa
vel skikket, dygtig og paalidelig Person som
Magister Christian Morsing skulde man van-
skeligt finde. Ham skyldtes det for en ikke
ringe Del, at Udbyttet af Rejsen blev saa rigt
for hans unge Ledsager, som Udfaldet siden
viste.
Ikke mindre end fem Aar 1532 — 37 va-
rede Rejsen. Rige paa ny erhvervede Kund-
skaber for den lille Peder Oxe, der uformærkt
modnedes til Yngling. Endnu rigere paa Be-
givenheder hjemme. Underligt maa det have
været for de rejsende at modtage brudstykke-
agtige Efterretninger hjemmefra gennem sjældne
og tungt affattede Breve eller af tilfældigt
trufne Landsmænd. Den spændende Strid om
Gisselfeld mellem Peder Oxes Fader og Mor-
fader var alt i fuld Gang, da de drog hjem-
mefra. Saa fulgte Aaret efter Morbroder
Henrik Gjøes Død i Armod. Saa kom Ufre-
dens og Grevefejdens uhyggelige Tider. Mor-
fader maatte, skønt Rigshofmester, flygte
hemmeligt om Natten fra Herredagen i Kø-
benhavn, fordi han holdt paa Hertug Chri-
stian til Konge. Fader holdt med de andre.
— Lybækkerne er landede paa Sjælland. Nu
maa Fader nødtvungen lyde dem og gamle
Kong Christian, ham der havde ladt Farbro-
der Torben halshugge. — Far er død. Det
var Juleaften, ligesom det nye Aar skulde
begynde. Men de havde nok andet at tænke
paa hjemme paa Nielstrup. Far stod og
rettede selv Falkonetten (lille Kanon) mod
Borgerne og Bønderne, der kom for at an-
gribe os. Men idet den luntedes af, sprang
den og slog ham selv sønder, saa han blev
død. Stakkels Mor og de andre. Det maa
have været en sørgelig Jul. — Morfader, han
hytter sig nok. Nu er han bleven Statholder
i hele Nørrejylland. De slaaes endnu paa
Fyn. — Mor er død. — Nu træffer jeg ingen
uden mine Søskende, naar jeg kommer hjem.
Disse og lignende Tanker maa til Tider
have fyldt Peder Oxe, medens han opholdt
sig i det Fjærne. Hvorfor vendte han ikke
tilbage straks efter Faderens eller dog idet-
mindste efter Moderens Død? Der var saa
vist nok for ham at tage vare hjemme. Som
ældste Broder var han jo nærmest kaldet til
at værne baade om Søskende og om Arv.
Hvorfor tøvede han da fremdeles? Indtraf
der maaske uventede Hindringer, som stan-
sede ham? Eller var han selv ikke Herre
over sin Rejseplan, men maatte lystre en
anden? Eller laa Grunden muligt netop hos
ham selv, idet- han ikke vilde vende, tilbage
^ 13 =:.
Peder Oxes Ungdom ~ ■= -— --
førend han som myndig helt kunde overtage
Styret? Vi véd intet herom. Kun det knappe:
Aar 1537 vendte han tilbage. Den ?. Ja-
nuar 1538 fyldte han atten Aar.
En ung" Mand i Forhold til de store Op-
gaver, der ventede paa ham. Han skulde
ikke blot lede sine Søskendes Opdragelse,
men drive Fædrenegaarden Nielstrup, bestyre
de uskiftede Pengemidler og det spredte Strø-
gods og — som om alt dette ikke var nok
— desuden være Lensmand over Ravnsborg
Len paa Lolland (Nørre- og Sønderherred),
som hans Fader havde haft i Pant og som
fremdeles henstod uindløst. Tilsyneladende
mødte han ganske uforberedt hertil. Thi
hvad skulde et femaarigt Ophold i Udlandet
have lært en tolvaars Dreng om Drift og Styre
af dansk Jordegods, om erfaren og myndig
Optræden i mangfoldige rent praktiske Spørgs-
maal og om Snildhed i Retstvist? Men ikke
for intet flød Oxernes og Gjøernes Blod i
hans Aarer. Som født paa Hesteryg og op-
vant dér, greb han Tøjlerne og styrede alt
som gammel øvet Rytter.
Og mere end dette. Med Kraft gik han
paa. I Løbet af en halv Snes Aar erhver-
vede han sig flere og flere Smaalen paa
Laaland, tilsidst det store Len Halsted Klo-
ster. Foruden disse fik han under sig For-
svar af samtlige Præster, Degne og Kirker
og deres Fæstere paa Laaland og Falster,
Oppebørsel af Kronens Part af Tiender og
Regnskab over alle Kronens Indtægter paa
begge Øer. Paa eventyrlig Maade voksede
hans Pengemidler. Han, der blot var værd
en Tolvtedel af Johan Oxes og Mette Gjøes
efterladte jævne Velstand, var ikke alene Mand
for at udlaane ret betydelige Pengesummer
baade til Kongen og andre, men formaaede
at rejse til eget Brug overordentlig store
Midler til nye Foretagender og Indløsnirjg af
gammel Gæld.
Gammel Gæld. Der var et gammelt Regn-
skab, der kunde trænge til at tages op paany,
skønt det skulde synes afsluttet. Den gamle
Strid om Gisselfeld, som Hr. Mogens Gjøe
til Spot og Spe for sin Broder Henrik og til
Tab og Skam for Peder Oxes Fader havde
ved Rigsraadsdom faaet afgjort derhen, at
Salget erklæredes for ugyldigt, og Gaarden
saaledes forblev i et uklart Afhængigheds
Forhold til Rigshofmesteren, der havde For-
købsret. Siden da var begge de to tabende
gaaet i Graven og Rigshofmesteren vokset
stærkt i Anseelse.
Men netop derfor var han værd at binde
an med. Hvilken Opgave at gaa løs paa
ham, besejre Tidens mægtigste Mand og snil-
deste Rethaver, hævne gammel Uret, gen-
erhverve Gisselfeld ! Oxernes ubændige Vold-
somhed kogte over hos Slægtens yngste Mand,
denne Gang dog mærkelig blandet med Gjø-
ernes rolige Beregning og Retskløgt. Knap
en Snes Aar gammel indlod Peder Oxe sig
i Proces med sin berømte Morfader om Gis-
selfeld.
Peder Oxe førte sin Sag saa vel, at han
sejrede. Efter en vidtløftig Række af Pro-
cesser, først mod Henrik Gjøes Enke, fik han
endelig fastslaaet, at hvad hans Fader i sin
Tid havde laant afdøde Henrik Gjøe skulde
tilbagebetales ved Udlæg i Gisselfeld Gaard
og Gods. Sluttelig opnaaede han 1 540 en
kongelig Rettertingsdom for, at da Salget af
Gisselfeld til Johan Oxe var blevet dømt at
være ugyldigt, da Henrik Gjøe altsaa maatte
ansees for at have været Ejer af Gaarden
til sin Død, da dennes Enke og Børn der-
efter var gaaede fra Arv og Gjæld, og da
Peder Oxe nu havde faaet Indførsel i Henrik
Gjøes Gods — saa bor Peder Oxe have
Ejendom i Gisselfeld Gaard og Gods og be-
tale Hr. Mogens Gjøe efter Pantebrevs Ly-
delse.
Ad en Bagdør var saaledes Peder Oxe
trængt ind og havde faaet sat sin Bedste-
fader udenfor. Men skønt Sagen hermed
skulde synes afgjort, var dette dog langt fra
Tilfældet. Forgæves mødte Peder Oxe paa
Sjællandsfars Landsting for at faa Overdra-
_^= 14
Peder Oxes Ungdom = — -= =.= -= —-
gelsens Enkeltheder ordnede. Mogens Gjøes
Befuldmægtige gjorde Vanskeligheder, og det
endte med, at Peder Oxe maatte drage bort
med uforrettet Sag efter at have nedlagt de
tilbudne Penge i Landskisten. Sagen blev
da paany bragt for Kongen og Rigsraaderne,
denne Gang dog ikke som Retssag — der
var jo fældet Dom — men Kongen og Rigs-
raadet maatte optræde som Mæglere.
Saa vidt man kan skønne, har Rigshof-
mesteren her udfoldet al sin Indflydelse for
at tilvriste sig en Sejr. Det Forlig, som Kon-
gen og Rigsraadet endelig fjerde Søndag efter
Paaske 1541 bragte i Stand, synes nemlig
ufordelagtigt for Peder Oxe. Skønt han ved
Kongens Retterting havde faaet tildømt Ejen-
dom i Gisselfeld Gaard og Gods maatte han
Jog gaa ind paa straks at rømme Gaarden
og Godset til Mogens Gjøc og den anden
Parthaver. Gisselfeld skulde først overlades
til ham Mortensdag 1541, saafrcmt han
inden denne Dag havde udbetalt Modparten
Pantebrevenes Paalydende, derhos en meget
stor Erstatningssum for, hvad Johan Oxe i
rlre Aar havde oppebaaret af Gaarden, og
endelig n 1000 Mark danske og 500 Mark
lybsk for Kost, Tæring og Skadegæld".
Dette maatte synes haarde Vilkaar for Peder
Oxe, der jo ifølge Dommen skulde antages
straks at være bleven Ejer og kun at skulle
betale Pantebrevenes Paalydende. Man fristes
til at formode, at Mogens Gjøe og dennes
Parti "nar ment i disse meget store Penge-
krav at have rejst en uoverstigelig Hindring
for at Peder Oxe skulde kunne vinde Gissel-
feld. Hvis dette muligt har været deres Plan,
blev de dog skuffede. Inden Mortensdag
1541 havde Peder Oxe udbetalt alle Pengene. t
Gisselfeld var tilbagevundet. Hvor kær Sejren
var ham, kan ses af, at han nogle Aar efter,
da Brødrene var voksne, tilbyttede sig Gis-
selfeld af dem mod at afstaa dem sin Part
i Xielstrup og andre Gaarde. Vistnok fra
1545 skrev han sig: Peder Oxe til Gisselfeld.
Men jo større Sejren og Glæden var hos
Peder Oxe, desmere maatte Nederlaget ærgre
Bedstefaderen. Kun de færreste tænkte nær-
mere over, hvor dyre Krigsomkostningerne
var blevne for den Sejrende. Det, der hu-
skedes, var at Peder Oxe virkelig havde nødt
Hr. Mogens til at afstaa ham Gisselfeld. For
første Gang i umindelige Tider var Rigshof-
mesteren bleven overvunden i Strid om Jor-
degods og 'det af en Grønskolling. Tilmed
hans egen Dattersøn. Paa sine bare Knæ
burde Pederlille takket Gud for at have en
saadan Morfader. Og saa havde han tvært-
imod understaaet sig at anlægge Sag imod
ham og — r at vinde den. Det var mere
end harmeligt.
Men del blev ikke derved.
Næppe havde Peder Oxe overvundet Mogens
Gjøe i det første Slag, førend han straks
tilbød ham det næste. Gisselfeld var tilbage-
vundet, som Rigshofmesteren i Peder Oxes
Tid havde fralistet hans Fader Johan Oxe.
Nu skulde Striden rejses om en ny Gaard,
den, for hvis Skyld Mogens Gjøe i sin Tid
havde fundet det klogest at binde Mund paa
Johan Oxe ved at give ham sin Datter Mette
til Ægte. Det var Oxernes gamle Gaard
Tordsø i Skaane.
Peder Oxes Stilling var her den modsatte
af ved Gisselfeld. I Striden om denne Gaard
havde han faaet de egentlige Arvinger skudt
til Side ved at henvise til, at de var gaaede
fra Arv og Gæld. Uheldigvis var just det
samme Tilfældet med Arvingerne efter den
Farbroder, Oluf Oxe, gennem hvem han nu
vilde hidlede sin og sine Søskendes Adkomst
til Tordsø. Han anvendte da det Fif først
at faa Kronen til at afstaa til ham og Sø-
skende den Ret, som den maatte have til
Tordsø, efterdi Arvingerne var gaaet fra Arv
og Gæld. Som saadan nyoppudset Arving
gjorde han derpaa Fordring paa Ret til at
indløse sin Morfader, Mogens Gjøes Pante-
brev i Gaarden.
15 =--.
Peder Oxes Ungdom =
Denne Gang var dog Rigshofmesteren fast
bestemt paa ikke at vige. Han mødte vel
lige saa lidt nu selv personlig som i Sagen
om Gisselfeld. Men Mogens Gyldenstjerne
førte Sagen paa hans Vegne og var saa hel-
dig paa Skaane Landsting at faa tildømt
Mogens Gjøe Indførsel i Tordsø. Kampen
var hed. Hensynsløst udslyngedes Beskyld-
ninger for Voldsomheder og Rævestreger,
der mindede om Oxernes gyldne Tid. Salig
Torben og Johan Oxe beskyldtes saaledes
for at have sat Broderen Oluf Oxes Datter
i Kloster i Roskilde og bagefter ladet hende
i et falsk dateret Brev give dem Skøde paa
hendes Arveret til Tordsø, da klostergiven
Kvinde ikke kunde gøre sligt. Det forbed-
rede ikke Sagen, at det var Torbens og Jo-
han Oxes egen Søster Birgitte, der havde
sladret dette af Skole til Mogens Gjøes Skri-
ver. Ikke heller svækker det Troværdigheden
af Birgitte Oxes Udsagn, at Peder Oxe se-
nere lovede samme „kære Faster" et aarligt
Underhold, saafremt hun vilde forblive i Ro
i Maribo Kloster og ikke komme i Taleporten
til Samtale med andre end hendes nære Slægt
og Venner.
Rigshofmesteren synes kampivrig og op-
muntret af Udfaldet. Han lod straks Mogens
Gyldenstjerne ifølge den opnaaede Landstings-
dom gøre Indførsel i Tordsø. Peter Oxe be-
svarede imidlertid dette ved at beskylde Mo-
gens Gyldenstjerne og hans Ledsagere for at
øve Vold. Rigshofmesteren gav da sin Søn
og Svigersøn Befaling til at gaa frem paa
samme Vis og indstævne Peder Oxe paa
Sjællands Landsting for ved Indførselen i
Gisselfeld at have gjort sig skyldig i Vold.
Hele den nys afgjorte Sag truede altsaa med
at blusse op paany.
Men denne Gang synes Peder Oxe at have
haft flest formaaende Venner. Med stor Bit-
terhed udtalte Mogens Gjøe sig i hvert Fald
om Rigskansleren, Antonius Bryske, med
hvem han selv just samtidig laa i Proces om
Kjeldkjær Gods ved Vejle, og hvem han be-
skyldte for i den Anledning at være ham
ildesindet. Om Sagen med Peder Oxe skrev
han mistrøstig: Kongen vil ikke kunne ud-
stede Breve, der er i Strid med Loven, med
mindre de forhverves ved nogen vrang Un-
dervisning. „Men hvad den Kansler kan
gøre derudi, det han veed kan være mig
imod, tvivler jeg ikke paa, at han jo gør."
Hvad der nu end kan have været Grun-
den, Peder Oxe erhvervede en kongelig Ret-
tertingsdom for, at Mogens Gyldenstjernes
Indførsel paa Mogens Gjøes Vegne i Tordsø
Gaard skulde anses for ulovlig og magtesløs.
Da Rigshofmesteren saaledes saa sig Vaab-
nene slaaet af Haanden, var der ikke andet
for end at skjule Nederlaget ved at indgaa
Forlig. Det blev sluttet i Heliiggæsthus i
København i November 1542, men det var
ikke nær saa gunstigt for Mogens Gjøe som
det, der Aaret forud var blevet indgaaet oppe
paa Slottet angaaende Gisselfeld. Der be-
stemtes nemlig, at Peder Oxe „nu straks maa
til sig annamme Tordsø Gaard og Gods".
Mogens Gjøe skulde erstatte, hvad der mulig-
vis var bortsolgt. Inden førstkommende
Paaske skulde Peder Oxe udbetale Mogens
Gjøe, hvad Pantebreve denne havde i Tordsø.
Det allerværste ved Forliget var imidlertid
Maaden, hvorpaa det blev efterkommet.
Peder Oxe overtog vel straks paa egne
og Søskendes Vegne Gaard og Gods, men
— undlod at udbetale Pengene, hvad enten
han nu ikke har kunnet eller ikke fundet
det nødvendigt. Hvis han paa sine bare
Knæ maatte have takket Gud for slig en
Morfader, har det da maaske nærmest været,
fordi den skyldige Sum kunde betegnes som
Forskud paa Arv.
Men slig en Haan : at narres baade for
Gaard og Penge, blev den gamle Mogens
Gjøe formeget. Endnu i Foraaret 1544
havde han intet faaet og skrev derfor til sin
Befuldmægtigede under Sagen, Mogens Gyl-
denstjerne: „De (Peder Oxe og Søskende)
have baade Godset og Pengene, og kan jeg
16
Peder Oxes Ungdom
troc, de cre vel tilfredse, hvor længe de sidde
saa hen dermed. Thi begærer jeg gærne dit
gode Raad herudi, kære Hr. Mogens ! hvor-
ledes jeg skal forholde mig hermed. De handle
nu med mig paa min Alderdom, som de ville.
Men jeg forhaaber dog, det vil anderledes
komme sig."
Hans Haab gik ikke i Opfyldelse. Allerede
Palmesøndag døde han. Pantet i Tordsø,
der havde voldet saa mangen bitter Kiv, sank
atter, som en Bølge der lægger sig, stille
hen i Boets samlede Masse.
En Optræden som Peder Oxes vækker Op-
sigt og virker Anseelse. En usædvanlig
dygtig ung Mand, nu desuden en af Arvin-
gerne efter den hovedrige Mogens Gjøe. Pe-
der Oxe forstod at indkassere alle Fordelene.
Kongen, der fra først af vel kun havde
antaget ham som Hofsinde paa hans gode
Navn og glatte Ansigt, synes lidt efter lidt,
vejledt af Peder Oxe selv, at have opdaget
ham. Han besad ogsaa en sjælden Evne til
at vinde, hvem han vilde. Der var noget
eget Tiltalende ved denne kundskabsrige,
belevne unge Mand, der tilsyneladende blot
lutter Form indesluttede en saadan Sum af
Kraft og Snille. At have besejret gamle Hr.
Mogens endog gentagne Gange i Lovens
Brætspil gjaldt med Rette ved Hove som af-
lagt ypperste Prøve paa enestaaende Dygtig-
hed. Kongen saa med Føje i ham en ganske
usædvanlig brugbar og lovende ung Mand.
Herved forandredes Peder Oxes Stilling.
Den havde allerede fra første Færd været
dobbeltsidig og uklar. Som pur ung Hof-
sinde var hans Betydning kun ringe, nær-
mest kun en pænere Drabant, der i kort
Fløjels Kappe kunde tage sig ud til Hest og
anvendes til Opvartning. Men allerede fra
første Færd havde han som Arving af Pantet
i Ravnsborg Len været Lensmand tillige,
altsaa Indehaver af noget, som Hofsinder
ellers først efter lang og god Tjeneste kunde
gøre sig Haab om at naa frem til. At han
fik Lov til at beholde Lenet skyldtes vistnok
oprindelig nærmest Kongens Pengeforlegenhed,
der ikke tillod at indløse Pantet. Men her-
ved besad Peder Oxe en Springstav, der,
snildt anvendt, vel skulde bringe ham fremad.
Med stor Behændighed synes han at have
faaet sin Stilling svunget om, saa at Lens-
manden blev Hovedsagen, den blotte Hofsinde
gik i Glemme. Dette Forhold fik øget Fart,
da han efter Bedstefaderens Død kom til
endnu flere Penge. Han kunde nu laane
Kongen endnu større Summer, og det faldt
naturligt, at han fik Smaalen i Pant og Ve-
derlag. Aar 1549 opnaaede han endog det
store Len Halsted Kloster.
Dette var uden Tvivl en Slags Løn for,
hvad han Aaret forud havde udført. Kongen,
der selv satte megen Pris paa ham, betroede
ham nemlig det ikke lette Hverv som Mar-
skal at lede det store og pragtfulde Brudetog
til Sachsen. Dronning Dorothea vilde selv-
ledsage sin Datter Prinsesse Anna ned til
Torgau, hvor Brylluppet skulde staa med
Hertug August. Det var allerede en vanske-
lig Sag at være den sikre Dronning tilpas,
dobbelt vanskelig, naar ogsaa hendes Broder
samt Kongens Broder og Søster fulgte med.
Og ned efter i hele det lange Tog af for-
gyldte Vogne, hængende Karme, Fruervogne,
Kudskvogne, Rustvogne og Ryttere, omtrent
900 Heste ialt, var der en Sum af stridige
Viljer, lige fra Dronning Dorotheas Hofmester,
Peder Oxes gamle Modstander Hr. Mogens
Gyldenstjernc, de mange Lensmænd og Hof-
sinder, som Peder Oxe havde sprunget forbi,
og ned til den ringeste Kok, Sølvpop eller
Dørs vend. Alle misfornøjede enten med Be-
spisning, Natteleje, Følge eller Føre, alle rede
til Klager og Opsætsighed. Der skulde derhos
skiftevis spares og flottes, gaaes høfligt til
Side, prales og vigtes, alt efter Lejlighed og
rette Skøn. Peder Oxe viste sig Opgaven
voksen. Han var myndig, smidig, snarraadig.
■ - 17
Peder Oxes Ungdom
Han var fra den Stund lige vel anskreven
baade hos Kong Christian og Dorothea i
Danmark og hos Hertug August og Anna i
Sachsen.
Sit sidste store Bevis paa hurtig Fremgang
i Kongegunst fik han endelig, da han kun
32 Aar gammel 1552 blev Rigsraad.
Det var dog ikke blot opefter, at Peder
Oxe forstod at gøre sig gældende. Sejren
over Mogens Gjøe og den voksende Guld-
glans om hans Navn skabte Respekt ogsaa
blandt hans Standsfæller. Var man i Be-
gyndelsen mest rede til at overse den dun-
hagede Hofsinde og Pantelensmand, saa til-
tvang han sig uvilkaarligt Agtelse, da han
kunde skrive sig ikke blot som hele Brødre-
flokken med Faderens gamle „til Nielstrup",
men med dtst nye, selvstændige : „Peder Oxe
til Gisselfeld". I dette „til Gisselfeld" laa
der saa grumme meget, der løftede. Først,
hvad hver i Samtiden straks fornam : erobret
fra Hr. Mogens. Dernæst, en Hofsinde „til
Gisselfeld" var mer end en almindelig Hof-
sinde. Man kunde lige saa godt straks ind-
rømme, at han egentlig var Lensmand. Det
var da kun ganske rimeligt, at Benævnelsen
„Hofsinde" kort efter helt faldt bort, og han
fik Sølvsporer og blev Væbner. Men endelig
dette „til Gisselfeld" taalte at ses efter i
Sømmene. Havde ikke denne unge Fyr styret
sin og sine Brødres Sag saa vel, at de nu,
da de var bleven myndige, kunde møde hver
med sin Herregaard! Det skulde ingen let
have gjort ham efter, at begynde 1538 med
Nielstrup alene og paa Skiftet 1545 —
ganske vist efter Morfaderens Død — at
kunne udstyre fire Brødre hver med sin
Gaard: Peder til Gisselfeld, Albert til Niel-
strup, Eskild til Løgismose og Johan til
Tordsø.
At Peder Oxe hjemme paa Laaland baade
paa Fædrenegaarden og i det store Len,
Ravnstrup, som han havde arvet Styret over,
hurtigt blev lystret, er lettere forstaaeligt.
Han havde jo Magten. Og mangen en skulede
vel endnu lidt frygtsomt hver Søndag i Vaa-
bensted Kirke til Stenen over gamle Hr. Jo-
han under Kirkegulvet og videre over til
Oxernes Stol. At gamle Hr. Johan var død
paa Nielstrup den Torsdag før Jul i Herrens
Aar 1534 stod til at læse paa Stenen for
enhver, der forstod Skrift. Hvordan salig
Herren var død, var jo Gud og Hvermand
bekendt; at Falkonetten just skulde springe
og slaa hans Laar sønder, saa han blev død.
Men vidste mon han, Peder derovre, ogsaa
hvem der havde været med i Flokken mod
Gaarden ? Hvem det var, der havde dræbt
Førerne, just som Hr. Johan havde skænket
dem de skønne Sølvbægere for at gaa væk?
Hvem det var, der havde ført Flokken videre
for at gøre det af med Gaarden, den gamle
og alle Ungerne? — Peder var jo langt borte
dengang og kom først hjem tre Aar efter.
Bedst dog at dukke sig nu og tage sig i vare.
Sin største Sejr vandt Peder Oxes stigende
Anseelse og Evne til at tækkes og bedaare
enhver*, da han ved Skiftet efter Morfaderen
ikke blot forligtes med men blev Tillidsmand
for samtlige Arvinger. Han, der som ingen
anden havde forringet Boet ved sine Angreb
paa Morfaderen, han, der havde bortført
baade Gisselfeld og Tordsø, valgtes nu,
skønt kun en ung Søstersøn, af samtlige
Onkler og Tanter til at varetage deres fælles
Tarv. Og de valgte ikke den urette. Med
vante Kraft gik han paa. Først i Proces
mod Rigskansler Antonius Bryske om Kjeld-
kjær Gods ved Vejle. Det Gods, som Peder
Oxe formentlig skyldte sin Sejr over Hr.
Mogens om Tordsø, idet Rigskansleren an-
toges at se ondt til denne for Tvisten om
Kjeldkjær. Men nu var det andre Tider.
Tordsø var reddet. Saa gjaldt det om at
bjerge ogsaa Redningsbøjen Kjeldkjær. Efter
flere Domme fik Peder Oxe ved Forlig er-
hvervet Kjeldkjær for Mogens Gjøes Arvin-
ger. Ligesaa heldig var han i en anden be-
tydelig Retssag om det saakalte „store Pant
i Skaane".
18 ------
Peder Oxes Ungdom -
Hvis Tarv havde Peder Oxe særligt vare-
taget, samtlige Arvingers eller sit eget? Ved
et underligt Træf fik han udlagt som sin Lod
baade Kjeldkjær Gods og en Sjettedel af det
„store Pant i Skaanett.
Hvem var egentlig den Peder Oxe, der
ved Nytaarstid 1552 fik som Fødselsdagsgave
kun 32 Aar gammel at blive optagen i det
danske Rigsraad? Hvad boede der i ham?
Han vidste det næppe selv. Andre endnu
mindre.
Thi Naturen havde ødslet paa ham med
Anlæg og Evner, men tillige blandet i ham
de stærkeste Modsætninger, der kun løst
sammenholdtes ved et Dække af Belevenhed
og Sans for Harmoni.
Paa sin Udenlandsrejse havde han med
lyst, modtageligt Sind og under sin fortræf-
felige Lærers, Magister Morsings Vejledning
opsuget Indtryk, Kundskaber og Inderesser,
der aldrig siden tabtes, men lod ham et helt
Liv igennem, hvor han saa færdedes i Dan-
mark eller Udlandet, lyse med en egen Glans
som en gennemdannet, fint sleben Aand. Paa
Videnskabs, paa Kunsts, paa fælles Menne-
skeligts Omraade syntes han at eje Betingel-
ser for at kunne blive en Mand af Betyd-
ning.
Men under denne Sum af Anlæg og In-
teresser, der alle pegede mod et Liv i Fred
og Harmoni eller dog et Liv med disse som
Ledestjerne og Maal, laa der en Naturbund
af stærke Drifter, Arv efter baade Oxer og
Gjøer. En ustyrlig Voldsomhed og Trang
til stampende at gaa paa, parret med en
Sans for Penge og Penges Værd, der aldrig
undte Ro, saa længe der endnu var noget at
indvinde. Det hjalp kun lidt at denne Ubæn-
dighed og Gridskhed atter ifølge mange Slægt-
leds Vane var parret med eller iklædt Lyst
til at stige opad til Ærens og Magtens Tinde.
Allerede denne Undergrund maatte være
en højst farlig Vulkanbund for hans lyse,
livsvenlige Dannelse. Men hertil kom endnu
en Form for Begavelse, som Naturen i sin
Ødselhed havde udrustet ham med, og her-
ved fra Vuggen mærket ham til Fører. Det
var en Slags Glimtevne, en Evne til jo højere
Vanskelighederne taarnede sig, des mere at
blive fuldt sig selv og lyse af Forstaaelse
og Raad for Udveje. Til daglig ytrede denne
kostelige Gave sig nærmest kun som Frodig-
hed i Ideer og Interesser. Men hos en ung
Mand og indpodet paa Oxernes Ustyrlighed
kunde den let antage Form af en Trang til
at slaa hele Spillet overende for nyfigent og
kampklar at se, hvad der nu kom.
Ved Siden af dette Myldresind og Storm-
snille laa der saa endelig, halv skjult og
ubevidst, men i lønlig Forbindelse med hans
milde Dannelse, en egen dyb Trofasthed og
Hjemmehang. Saa besynderligt det lød, han
vilde kunne ikke blot slaa alt i Stykker,
naar man handlede ham imod — glemme
Hensyn til Konge, Fædreland og eget Vel-
færd — men han vilde tillige, som Morbroder
Henrik Gjøe, kunne hengive sig og alt sit
til Forsvar for Land og Konge, kunne sygne
hen af Hjemve, naar han udelukkedes derfra.
Over alle disse rige Muligheder men stærke
Modsætninger dækkede, som sagt, kun en
tynd Skal af belevent Væsen og Trang til
Harmoni, der endda, flygtigt set, kunde for-
veksles med blot Lyst til at indsmigre sig.
Intet Under, at saa modsat Indhold i saa
let en Indpakning hverken lod sig fuldt tyde
eller holde sammen. De Standsfæller, der
mente at forstaa ham gennem hans Stamtræ,
stillede vel Horoskopet saalunde: en Stats-
mand som salig Hr. Mogens Gjøe, solid og
snild — hvis han da ikke skulde falde paa
Oxe-Dumheder. Selv forstod han næppe sit
sammesatte Væsen, anede ikke, at den Frem-
gang, der hidtil havde fulgt ham, med Nød-
vendighed maatte føre til hans Fald. Muligt
kunde stram, idelig, men jævnt afpasset Mod-
stand have langsomt hærdet og udviklet det
19
Peder Oxes Ungdom
bedste og ejendommeligste i håns Natur.
Som det nu gik, maatte det ende med For-
dærv, Oxerne og Gjøerne i ham maatte for
slupne Tøjler løbe løbsk med Resten. Men
han anede det næppe selv.
Hvem var heller han selv? Var han over-
. hovedet endnu bleven sig selv, eller var han
fremdeles kun en uudviklet, uafgæret Del
deraf?
Man tør sikkert sige, at han næppe, hvor-
meget han end kendte sig selv, fuldt kunde
klare, hvilke hans Bevæggrunde havde været
i. Eks. til Kampen mod Morfaderen. Var det
blot Trods og Hævnlyst? Var det Oxen, der
stangede Gjeen? Var det Retfærdighedstrang
eller dog indslaaede Barndomsindtryk fra den
Tid en lille Haand knyttede sig ved Synet
af Faderens og Moderens Bekymring over
det Skete ? Eller var det den reneste Penge-
begærlighed, Peder, der da han saa sit Snit,
skamløst plyndrede selv fra sin Bedstefader?
Sit reneste Udtryk fik hans sammensatte
Natur i hans Behandling af Gisselfeld, da
han først var kommen i fuld Besiddelse deraf.
Det var en hel anden Peder Oxe, der fær-
dedes her og syslede med at skabe et Stor-
værk. Ikke at han glemte sin gamle Sans
for Penge og Jordegods. Indtil det sidste
vedblev han ved Køb og Magelæg af Bøn-
dergaarde at afrunde Besiddelsen, et Mosaik-
arbejde, der i al sin Mængde af Midler og
Hensyn viser den mest levende Forretnings-
sans. Men over denne gamle Naturbund kom
der noget Nyt tilsyne, hvor Penge blev blot
Middel til at fremme noget andet og højere.
I Strid med Slægtens Overleveringer, der i
Gaard og Gods kun saa fordelagtigt Eje,
brød han ud og stræbte efter af denne Form
at skabe et Udtryk for det Skønneste han
vidste. Han viste sig greben af Renæssan-
cens Aand derude fra og blev en af dens
første og ypperste Talsmænd herhjemme.
Nadveren. (Chr. E. Jerge risen fot.)
ET KUNSTENS STORVÆRK
JOAKIM SKOVGAARD OG VIBORG DOMKIRKE
Af Kunstmaler Joh. Mielche.
DEN, der som jeg — engang i 90erne —
traadte ind i Viborg Domkirke med
Forventningens Højtid i Sindet — maatte
lide en dyb Skuffelse. Kirken, hvis Mate-
riale er henrivende, saa ud som om den fiks
og færdig, renhugget og afglattet var leveret
fra et mekanisk Stenhuggeri paa Nørrebro,
der ellers kun beskæftigede sig med Grav-
monumenter.
Nu er det anderledes: Skovgaard har
„draget* Væggene „fremover lige mod Ko-
ret", ja helt, helt rundt flyder Billedrækken,
ud fra Hvælvingernes dybe Blaa lyser de op
fra Midtkuplens festlige Gule for lige som at
samles i Korrundingens mægtige tronende
Kristus, der favner de Saliges Skarer, og det
er, som Sideskibenes Billedflader ved Hjælp
af Triforiefelterne kaster legende Blink op
mod det ældre Trælofts marvløse Farver.
Endelig er Domkirkemurene blevne levende.
Saadan vil det gaa mange, som det for-
leden gik en Bonde tra Hammelegnen, der
tilfældig var kommen ind i Kirken og dér
med Undren saa* sin Bibelhistorie i levende
Billeder : Adam og Eva og Syndflodens Vande
.— hele den gamle Pagts Historie, indtil den
kære Frelser selv begyndte at tage sig af de
forfaldne Sager, truede Satan og jog hans
Yngel ud af Templet — velsignede de smaa,
helbredte syge og kaldte døde frem til Livet,
stred i Gethsemane og led paa Golgatha,
stod op paa Paaskemorgen og fo'r til Him-
mels „hvid og red" for endelig tronende i
sin Herlighed at modtage sine dyrekøbte
smaa med aabne Arme.
Da Bonden kom hjem, samlede han Na-
boer og Kendinger, og saa drog de i samlet
Trop til Viborg og saa* Billeder.
Men hvorfor er Arbejdet lykkedes Skov-
gaard og saa temmelig mislykkedes for de
andre — ja dertil er naturligvis flere Grunde.
Maaske er vi komne lidt længere i For-
staaelsen af, at i Kunsten saa vel som i alt
andet kommer det ikke an paa Læresætnin-
ger, men paa Liv. Livet er Maalet og Ind-
El Kunstens Storværk
satsen. Det er ikke nok at vide, at romansk
er Rundbuer og gotisk er Spidsbuer og saa
grifle væk.
I det 12te Aarhundrede blev Grundstenen
lagt til Viborg Domkirke, der skal være Lan-
dets første Granitkirke, bygget som treskibet
Basilika med halvrund Korafslutning og en
lille Krypt eller Kælderkirke. Krypten er be-
varet fra den
Tid, og en Kri-
sten med nogen
Næse vil endnu
kunne lugte
Troldeblod, thi
selv om Kirken
idet 12te— 13de
Aarhundrede
havde vokset sig
saa stærk, at den
kunde øge sine
Bygningers An-
tal og, hvor de
forefandtes, om-
bytte Trækirker-
ne, som sikkert
har bundet
stærkt i det vi-
gende Heden-
skab, med mere
kristnede af Sten
— saa var der
dog Trold ogsaa i dem — det var ikke alene
i Lund, at de hjalp til ved Kirkebygningen,
men alle Steder, hvor der er godt Arbejde
fra den Tid. Men der er sandfærdig ikke
meget Trold ved den øvrige Del af Kirken!
Den er nemlig efter 1863.
Paa den Tid var Viborg Domkirke saa
medtaget af Ildebrande og Restaurationer og
Tilbygninger, at man bestemte sig til at ned-
rive den til Grunden — den skulde genop-
føres i sin oprindelige, rene romanske Stil.
Hele Landet slog sig sammen om Opgaven,
bistaaet af den højeste Sagkundskab.
Adam og Eva. (Chr. E. Jørgensen fot.)
En Arkitekt tog fat, støttet til sit Kend-
skab til den Stilart, der forlangtes ; han havde
Kirkens Grundplan og Anlæg givet, Krypt
og Korslutning at støtte sig til — Krypten
behøvede næppe at røres, kun at pyntes lidt
hist og her — Korrundingen blev vel ned-
revet til Grunden og denne rettet af, men
Stenene bleve lagte paa deres oprindelige
Plads, maaske renhuggede en Smule, man
havde jo Empi-
rens og Nygræ-
kerens Pyntelig-
hed - i sig end-
nu — og saa
var det for Re-
sten blot at
bruge sin Ho-
vedlineal, Tre-
kant og Passer
med Omsigt og
Grundighed, og
det blev de.
De lodrette og
vandrette Linjer
droges med
ubarmhjertig
Fasthed. Halv-
cirkler sloges
over 2 og 2
lodrette Linjer
til Vinduer og
Døre, 3 Rum
afpassedes til Triforier, 3 smaa og 1 stor
Halvcirkel slaaet; saa var de færdige, en-
delig blev der slaaet en stor Cirkel i Gav-
len — og det er sandt — Taarnhattene
— lad os vælge et Punkt foroven f. Eks.
her og saa trække 4 Linjer ned til Taarn-
kanterne og saa anbringe Glamhullerne: de
kom skam omtrent til at sidde rigtigt, en
Kende lavt maaske, saa de tog Taarnet af
Taarnet — men alligevel, Stilen er ren —
og det er Hovedsagen.
Krypt og Apsis sagde noget andet, men
det var der ingen, der hørte.
.- = 22
Et Kunstens Storværk
Og dog er Kirken smuk — smuk i sit
Anlæg og sin Fordeling, som vel er over-
leveret fra den gamle Kirke, smuk af Mate-
riale, hvor dette er broget og skiftende —
desværre er store Partier af den bygget af
en ensartet graa Granit, der er næsten lige
saa død som Cement, det dødeste af alt Ma-
teriale — det forøger det Indtryk af Spar-
sommelighed eller Kniberi, dette ikke at ofre
mere end det strengt nødvendige, som præ-
ger hele den
nye Del i Mod-
sætning til den
gamle. Professor
Storck, der har
fuldendt Kirkens
Indre efter to af-
døde Forgænge-
re, har ganske
vist ydet fin, men
meget forsigtig
Kunst; men de
Mænd, der skul-
de forme og frem-
stille hans Tanke
i de forskellige
Slags Materiel
har gjort dette
med den yder-
ste Tørhed —
man behøver
kun at kaste et
Blik paa den smukt tænkte Prædikestol: fryg-
telig tørt er Sandstenen behandlet, og de 3
Løver, der bærer den, er nærmest formede
over en lam Puddel.
Hejkirkens Loft har vist næppe nogen
Sinde været Udtryk for Prof. Storcks Me-
ning dermed.
Altret er bedre, selv om dets Reliefer ere
stærkt overskyggede af Thorvaldsen; det er
naturligvis en saare vanskelig Opgave saa-
ledes at skulle opgive den Tid, i hvilken
man har sin levende Udvikling og sætte sig
saa livagtig tilbage i en anden Tids Liv og
Kain og Abel. (Chr. E. Jergensen fot.)
Udtryksform, at man kan skabe overbevisende
Billeder i dens Aand.
Er det lykkedes Skovgaard?
Han er i hvert Fald kommen Opgavens
Løsning nærmere, efterhaanden som han har
arbejdet sig ind i den og faaet Mod til at
give sig selv.
I vor Tid, da vi tillægger Afstamning og
Slægtsarv saa stor en Betydning — vist nok
med god Grund — er det naturligvis bedst
paa dette Tids-
punkt at gøre
Rede for, hvor-
ledes det stiller
sig med Skov-
gaard i saa Hen-
seende.
Det ser da
næsten ud, som
om han af
Skæbnen var
forudbestemt til,
naar han trø-
stig giver sig
hen til sit eget,
sin Slægtsarv,
at frembringe
nordisk- romansk
Kunst. Hans
fædrene Slægt
var renlivet
dansk — Fade-
ren var jo Landskabsmaleren Prof. P. C. Skov-
gaard; gennem Moderen flyder der romansk
Blod i hans Aarer. Som ung har han ar-
bejdet med i Domkirken og derved grundig
lært dens Rum at kende: han har sikkert
dengang faaet en levende Følelse af Forskel-
len mellem gammelt og nyt i Kirken. Disse
Indtryk har han senere udviklet paa sine
Rejser og sine lange Ophold i Italien og i
Grækenland, hvis fribaarne Kunst han kender
til Bunds.
Givet sig hen til sin Opgave har Skov-
gaard — fra hans Side er der ikke Tale om
23 =-:
Et Kunstens Storværk
Sparsommelighed eller Kniberi — hvad han
har skænket Kirken, har han givet med fulde
Hænder. Han har kun haft een Bekymring,
at det Guld, han skænkede, ikke var lødigt
nok: derfor de mange, mangfoldige Omma-
linger, om Guldet dog ikke ved Omsmeltning
kunde drives nogle Karat højere op — og
det skal siges, at hans Rettelser, saa vidt
jeg véd og forstaar, aldrig er gaaet den for-
get havde ødelagt Forgængernes Arbejde,
udløste denne af romanske Ornamenter og
en Sammenpakning af Motiver indeklemte
Virkelyst sig i en storladent fremadskridende
Fortællen. Thi Skovgaard fortæller udmær-
ket — naivt, ligefremt — aldrig kedsom-
meligt.
Lad os først kaste et Blik op mod Apsis'
store paa lys gylden Bund malte Kristus.
Gethsemane. (Chr. E. Jergensen fot.)
kerte Vej! Et Særkende for Skovgaards
Kunst er en munter Virksomhedstrang — en
frodig Foretagsomhed.
Det er morsomt at se Skovgaards første
Udkast til Dekorationen. Det pibler med
Virkelyst deri: de smaa Figurer i den tem-
melig lille Maalestok er ligefrem ladede med
Lyst til at forestille det, de skal.
Da Skovgaard begyndte i Kirken, og paa-
virket af dens Helhed i Anlæget, frigjorde
sig fra den direkte Stilefterligning, der i me-
Han troner i al Herlighed, modtagen og hyl-
det af hvide Skarer til højre og venstre —
alt trædende frem fra den dybe Blaa, der
ogsaa er anvendt i den foran værende Kor-
hvælving — hvor store, grønt draperede
Engle staar med Basuner i Hænderne; foran
ses Midtkuplens gule Felt med tronende
Apostle. Saa kommer Højkirkens Granit-
kvadre.
Men lad os, som det sig hør og bør, be-
gynde ved Begyndelsen: Adam navner Dy-
24
Et Kunstens Storværk
rene. Det er malt paa nordre Sideskib,
vestre Væg — Adam sidder under et levende
løvet Træ, og frem for ham gaar Isbjørn,
Daakalv og Løve — og engang naar Synde-
faldet har været — hvilke Snepper og Høns
for en Jægersmand!
Paa Væggen ved Siden er malet Evas
Skabelse. — »Her ser De Adams Forbav-
selse*, forklarer Kirketjeneren, „saadant har
han aldrig set føra. Vi saa sandt ikke hel-
ud; og det gør hun ogsaa, hvor hun og
Adam skjuler sig — hun er fuldkommen
dejlig af Farve!
Se engang over mod nordre Sideskib —
nu her fra søndre — hvor vel mærket Or-
namenterne, der smykker Krydshvælvingen,
ligesom leder Øjet op mod Triforiefeltet oven
over: „Adam rydder Tidsler" — man bør
se Vægbilledet og Triforiebilledet under eet.
Indtoget i Jerusalem. (Chr. E. Jergensen fot)
ler! Hvor er dog Adam og Eva malt —
ligesom i eet Strøg.
En Falk sidder i et Træ og gør sig til-
gode med Figen ; det er Menneskeslægtens
gyldne Drøm: Drømmen om Edens Have, vi
her staar midt i — Slangen er endnu ikke
gledet frem — men her er den; i søndre
Sideskib — thi Fortællingen krydser sig frem
gennem Kirkens Skib, fra nordre til søndre
Væg op med Korsarmen. Slangen hænger
ned fra Kundskabens Træ og hvisker i Evas
Øre, hvorledes hun skal faa Adam til at
bide af Æblet — ved at se rigtig forførende
Nu bliver vi med Adam og Eva drevne
ud af Paradis ved en prægtig klædt EngeJ
med Flammesværd — Slangen gaar i Jorden.
Lofthus har malet Englens Draperi; han har
ogsaa malet Syndflodens Vande ved Siden af,
saaledes at en kolerisk Herre, der en Dag
besaa Kirken, tog Forargelse deraf og skældte
Kirketjeneren og hans Kone Huden fuld.
Jeg maa her indskyde, at Lofthus er en
af Skovgaards trofaste Hjælpere. Han er
Bergenser og en Maler med en levende kvik
Pensel. Han var med fra 1901. Endda
ældre i Arbejdet er Maleren Stevns, som har
25
Et Kunstens Storværk
været med lige
fra den første
Begyndelse og
varSkovgaards
Hjælper ved
flere tidligere
Arbejder. Det
er maaske en
Husmandslod i
Kunstens Rige,
han har valgt
sig, men den
er fortrinlig
dyrket. Han
maler, skærer
i Træ og hug-
ger i Sten, alt-
sammen godt
og ejendomme-
ligt.
Men vi kom
forbi Kain og
Abels skjønne
Felt — det er
det første i
Fresko færdig-
malte Felt i
Sideskibene —
disse to.
Saa to Felter med Abrahams Historie, et
i nordre, et i søndre Skib — Jakobs vid-
underlige Drøm, der klinger som dæmpet
Musik, Josefs Historie baade paa Væg og i
Triforiefelt, Moses paa Sinai — hvor herlige
er de tre Piger, der er med i Dansen om
Guldkalven — Moses ved det røde Hav.
David, der danser foran Pagtens Ark — et
godt Motiv — graciøst udført. Endelig Elias
og Johannes den Døber i de to sidste Felter.
Endevæggene ind mod Korsarmene illustrerer:
„Ved Babylons Floder vi sørgende sad", og
Jerusalems Genopførelse efter Udlændigheden.
Saa har vi gennemgaaet den gamle Pagts
Historie, men der er selvfølgelig mange Ting,
der slet ikke blev omtalt — som de vidun-
Den store Nadver. (Cbr. E. Jergensen fot.)
derlig malte
Kalkuner i
Syndefaldsfel-
tet og Vandet
og de prægtigt
fremstormende
Engle i „Over-
gangen over det
røde Hav", og
nu staar vi
over for Kors-
armens mæg-
tige Billedfla-
der, hvorpaa
Jesu Liv indtil
hans Død paa
Korset er frem-
stillet.
Skovgaard
fik i sin Tid
paa det særlige
Kirkesyns An-
befaling Mini-
steriets Tilla-
delse til her
at borttage 4
Granitskifter
malet af Skovgaard og
hele Vejen rundt, derved vandt Billedfladerne
en langt bedre Form, og da han desuden ude-
lod en hel Del paa Skitserne angivne Motiver,
naaede hans Billeder den storladne Simpelhed,
de nu ejer.
Hvor smukt i Farven Væggen med Geth-
semane staar, set herfra søndre Sideskib!
Der er noget i dette Billede, der minder om
skælvende Poppelløv en dyster, stille Aften
— mod Nat.
Og saa har vi Væggen med Kristi Indtog
i Jerusalem, Kristus, der opvækker Lasarus,
og Kristus hos Martha og Maria.
Betragt derefter Korsfæstelsen med den
grønne Krukke og de lodkastende Sol-
daters smukke sorte Farver i Brynjerne. —
Dér lige over for: Væggen med dets ud-
mærket fortalte Lignelse om den store Nad-
=.-=-= 26 =
= ^=^=Et Kunstens Storværk =-■=■===-
Himmelfarten. (Chr. E. Jørgensen foi.)
vere. Hvor er Stevns' Studepranger, med
Blinket i Øjet og den skæve Næse, morsom.
„Det er et rigtigt Punseansigt", udbrød Kir-
kens Tømrer, da han saa* ham første Gang.
Han er ogsaa malet paa en Markedsdag. —
„Men længer ud i Naturalisme maa vi ikke
komme", sagde Skovgaard, „her er Grænsen
naaet". Og se Skovgaards smukke Brudepar!
De to Vindusvægge, hvis Billeder er no-
get vanskelige at se paa Grund af det gen-
nem de store Vinduer indstrømmende Lys —
men man kan alligevel se nok til at glæde
sig over Holdningen i Kristi Fristelse paa
Bjerget. — Det er den Mandorla, Kristus
staar i, der i sin Tid fik Dr. Bierfreund til
at koge over. Hvor udmærket er Arkitek-
turen i Billederne her benyttet til at stive
Væggen af!
Hvælvingerne er malte om atter og atter,
baade de to blaa med de vældige Engle,
som stadig maatte øges nedefter — og den
gule med de tolv tronende Apostle foroven
og de fire Evangelister i Hvælvingsfagene.
Hvilken Fryd er det ikke at se, hvor Be-
handlingen er gaaet frem i Friskhed fra disse
Hvælvinger og saa til Hvælvingerne i Kor
og Apsis. „Naar vi engang bliver færdige",
siger Skovgaard, „saa véd vi først rigtig,
hvordan en Domkirke skulde males".
Af Korets Vægge fremstiller den ene Kristi
Opstandelse og de ved Kristi Blod frigjorte,
der med ham og Adam og Eva i Spidsen i
store Masser drager ind i det genvundne Pa-
radis — den anden Himmelfarten — to over-
ordentlig dejlige Billeder!
Og nu er vi ved Apsis, hvis Runding er
fortrinlig fyldt, især naar man ser Linjerne
langt nede i Kirken: i Kristus-Skikkelsen
mødes og samles hele Dekorationen.
Det er mærkeligt, hvor det personlige Ind-
tryk bundfælder sig, uvilkaarligt. En af de
Skikkelser, jeg holder mest af, er Kristus,
~ 28 ---—z
Et Kunstens Storværk
der opvækker Lazarus — jeg synes, den
har en intensiv Kraft og Liv og en Ejen-
dommelighed, som er sjælden; men den er
der mange, som har haft meget at ind-
vende mod.
Saa er der den grønne Krukke paa Kors-
fæstelsen« den er — skønt den straks, stødte
mig — blevet for mig et Skrig i Farve,
som passer til Billedet, og saa holder den
vist tillige godt paa Vægfladen.
Skovgaard har næppe tænkt ret meget ved
den Farve-Krukke, men Tilfældet har faaet
sin store Ret
Endnu maa jeg nævne det Triforiefelt, hvor
Moses bliver funden op af Nilfloden — des-
værre skal det vist „stiliseres" ned i jevn
Almindelighed — men som det i Øjeblikket
er, rummer dets Fortælling for mig det mest
nordisk-romerske i hele Kirken, et Folke-
æventyrs Fylde, Enkelthed og gode Humør.
Det er et stort Pund, Skovgaard har faaet
at aagre med, og han har ikke gravet det
ned, men altid været paa Færde — flittigt
lagt Rente til Rente; han er som den, der
efterhaanden har lagt Ejendom til Ejendom,
saa vi nu ser ud over et smukt Gods med
store Marker i ensartede Sædskifter — Him-
len hvælver sit Blaa derover, og Fuglene
synger. Kan Jorden dér end ikke altid hol-
des saa ren som paa de smaa Ejendomme,
saa er deres udstrakte Fylde en Fryd for
Øjet.
Skovgaard har samlet Rummet i Viborg
Domkirke, og han har fyldt det med Liv.
Jeg tror ikke, det oftere vil være en Skuf-
felse at betræde det.
Kristus hos Martha og Maria. (Chr. E. Jørgensen fot.)
29 =■
STUDENTER
Ap N. F. S. GRUNDTVIG
1 afdøde Projessor Nicolai Bøghs Manuskriptsamling findes neden-
staaende Aktstykke, som ikke tidligere har varet offentliggjort.
Det fremkommer nu som et nyt Vidnesbyrd om den Interesse, Grundtvig
nærede for Studenterne og Universitetet.
Lengangs- Stræde 118
17de Septbr. 1819
VED min Hjemkomst fra Landet, i Over-
gaars, forefandt jeg et anonymt Brev
af 4de dennes, der udgiver sig for at være
fra endeel Studenter ved Kiøbenhavns Uni-
versitet, som ønske at vide mine Tanker om
en selskabelig Forbindelse, de agte at ind-
gaae o. s. v.
Egenlig maa mit Svar herpaa være: Hvem
lader spørge? thi deels kunde jo det Hele
være Værk af Kaadhed, som vilde have mig
til Bedste, og deels kan jeg umuelig sige,
hvad jeg synes om en Forbindelse mellem
hvem jeg ei kiender det Ringeste til.
Imidlertid, en saadan Kaadhed, som den,
der maatte her have drevet sit Spil, er saa
aldeles udansk, at jeg heller vilde haves lidt
til Bedste, end lade Mistanken derom, hvor
tilgivelig den end hos mig turde være, have
Indflydelse paa min Handlemaade, og uagtet
jeg Intet kan sige om det Enkelte, der er
mig ubekiendt, vil jeg give hvad jeg kan:
aabenhjertig sige mine Tanker om Studenter-
Standen [?] med Hensyn paa Fædrelandet.
Forudsat nu, hvad jeg vil antage for af-
gjort, at hint anonyme Brev virkelig er mig
tilstillet fra endeel danske Studenter, som
mene det godt med Fædrenelandet, Viden-
skaberne og sig selv, da bør jeg ei fortie:
det glæder mig, ei blot som et Agtelsestegn
fra dem, hvis grundede Agtelse er mit høieste
videnskabelige Ønske, men fornemmelig som
et Vidnesbyrd om den Indsigt, at en Sag af
den Beskaffenhed, som et Studenter-Selskab,
der skal vorde gavnligt for Videnskaberne og
Fædrenelandet, trænger til at overlægges med
ældre Videnskabs-Mænd, da kun de kan have
den nødvendige Erfaring af og om hvad der
befordrer og hvad der hindrer Fremskridtene
paa Banen, vi alle kaldtes til at betræde, og,
efter Evnernes Maal, med Æren, til Gavn,
at fuldende; ligesom det og kun er af
dem man kan vente det øvede, rolige Blik,
der ligesaalidt miskiender som henrives af de
glimrende Udsigter, der hos den ædle Yng-
ling nødvendig parre sig med en god Hen-
sigt!
En Forening af de Studerende, som gjorde
dem Dyden fromt [?] Fædrenelandet sønlig,
hinanden broderlig, og Videnskaberne med Liv
og Sjæl hengivne; en saadan Forening frem-
byder tilvisse et Syn, som Engle, end sige
Mennesker, maatte glædes ved, og vee os,
om vi i nogen Alder agte Tanken herom for
et Blændværk og et latterligt Foster af Ung-
doms-Drømme! thi sandelig, det er Billedet,
som fra det første til det sidste Skridt paa
Videnskabernes Bane skal svæve os levende
for Øje, hvad enten saa vor Lyst og vore
Evner anvise os for Alteret, paa Domstolene,
ved Skole-Bordet eller i Studere-Kamret vort
særegne Dagværk; ja, det er et Billede, vi
ei maa betragte blot som en glimrende, lyste-
lig Skygge, men skal stræbe at give Liv og
Virkelighed i vort eget Inderste, dannende
= - ., 30 - - =
Studenter^
os selv til værdige Led i de ægte Forstan-
diges, Oplystes hellige Kiæde! Kun, naar
mange af os ærlig tænke saa, kun da kan
skiønnere og lysere Tider oprinde, kun da kan
de herlige Fædre i Aanden opstaae, gien-
fødes i os og ved os paa Marken; kun da
kan vi vorde, hvad vi kaldtes til: vore Brø-
dres Lærere og Mønstre i Aand og Sandhed ;
thi kun da er der Liv i vort Ord, og Lys
i vort Levned; kun da kan Folket see paa
os, hvortil boglig Kunst er nyttig, lære, at
der er en Oplysning, der ei som Lygtemænd
forvilder fra Fromhedens gamle Stie, ei som
tindrende Stjerner i Vinter-Natten kun for-
kynder Kuldens Strænghed; men som Solen
paa sin klare Bane belyser den ene ufravigelige
Vei, og indgyder med Varme, Liv og Styrke til
at vandre den, og paa den bestige de evige Høie.
At dette er min stadige Overbeviisning,
behøver jeg neppe at forsikkre, thi dersom
min Forsikkring kan staae til Troende, da
tvivle mine Læsere, blandt hvilke jeg med
Glæde tæller mange af Dannemarks Studen-
ter, ei noget Øieblik derom; men kalde det
i Erindring maatte jeg alligevel her, hvor jeg
nødes til at misbillige Tanken om et Selskab,
hvis Gienstand skulde være hint hellige, uop-
løselige, evige Broderskab mellem de Stu-
derende, hvorom vi tale, og som neppe No-
gen ønsker inderligere end jeg.
Hint Broderskab nemlig er enten ene Hjer-
tets Sag, og kan da umuelig opnaaes ved
nogen Eed eller Forpligtelse, men kun ved
det som forener Hjerter: eenTroe, eet Haab,
een Gud, som er Alles Fader, i Alle og over
Alle, altsaa kun i hvad vi kalde den sande,
usynlige Kirke; eller ogsaa er hiint Broder-
skab kun et Fostbroderskab, som skal med-
iere Sammenhold og udvortes Bistand paa
Liv og Død imod alle Andre, og da er det
Afsondring fra den Stat hvori vi leve, og
enten Stiftelse af en nye, eller Dannelse af
en Røver-Trop.
Heraf følger klart, at Broderskabet i første
Betydning er for høit og i anden for lavt
til at være Gienstanden for en Studenter-
Forbindelse; hint kan ved denne umuelig op-
naaes, og dette maa ikke attraaes; ansee vi
den Kirke, hvori vi ved Daaben indlemmedes,
for falsk og uskikket til at forbinde os i
i broderlig Kiærlighed baade med de Nær-
meste og Fjerneste, de Lærde og de Læge,
som give Sandhed Magt, da skal vi søge
den sande Kirke og indlemme os i den; an-
see vi den Stat, hvori vi fødtes, for at være
Menneskets sunde Udvikling og rette Bestem-
melse fiendsk, da skal vi vandre ud, søge
den rette Stat og, hvis vi ikke finde den,
stræbe at stifte en saadan paa et Jordsmon,
hvor ingen Stat er; men en Vinkel-Kirke og
en Vinkel-Stat maae vi ingenlunde stræbe at
danne der, hvor vi vil have Ord for at danne
os til den Kirkes og Stats Tjenere, vi derved
spotte og undergrave.
Universitetet, det maae vi aldrig glemme,
er en Høi-Sfofe, og skole-massig maa derfor
enhver Forbindelse vi, som academiske Borgere
indgaae, nødvendig være, naar den skal være
tilladelig, og, jeg tør lægge til, naar den
skal være gavnlig, naar den ei skal forstyrre,
men befordre vore boglige Sysler, ei skade
men gavne Høiskolen, vi betraadte for at
voxe i Kundskab og Indsigt, og derved blive
dygtige til at virke, aandelig talt, som det
Folks Øine og Tunge vi tilhøre. At al vor
Viden i Grunden er Intet bevendt, dersom
den ei er forenet med Fromhed og Kiærlig-
hed, det er vist nok unægteligt; og at Fæ-
drenelandet kun har lidet Gavn af vor Lær-
dom, dersom ikke et fast, uopløseligt Baand
sammenknytter os til dets villige Tjeneste, er
ligesaa vist; men Forpligtelsen at frygte Gud
og elske hinanden have vi tilfælles med alle
Mennesker, og opfylde den slet ikke bedre
ved at love hinanden det, eller rettere ved
at love Enkelte hvad vi ere Alle skyldige,
Fopligtelsen til Sammenhold og til gjensidig
Bistand paa Liv og Død have vi tilfælleds
med alle vore Medborgere, og udvide ei,
men indskrænke den netop, ved at overføre
:— 31
Studenter^
den paa et sluttet Selskab, med mindre det
gjaldt en bestemt Daad til Fædrenelandets
øjensynlige og almindelige Fordeel, i hvilket
Tilfælde vi ei forbandt os som academiskc Bor-
gere, men som Fædrenelandets Sønner, der sor-
rigfulde savnede det almindelige Sammenhold,
og stræbde i det Mindste for Øieblikket at
bøde, saavidt mueligt, derpaa ved et Fost-
broderskab mod Fædrenelandets Fjender. For-
pligtelsen derimod til at dyrke Videnskaberne
med Flid og Alvor, og med særdeles Hensyn
paa Kirkens, Statens og Skolens Tarv i vort
* Fædreneland, den har vi ikke tilfælles med
Andre end os selv indbyrdes, den indgik vi
som danske academiske Borgere, og i For-
bindelsen som Saadanne, maa enhver lovlig
Forbindelse, vi som Studenter indgaae, kunne
indbefattes, til Opnaaelsen af dette vort sær-
egne Maal maa enhver Studenter-Forbindelse
sigte, naar den ei skal lede fra, men til
Maalet. Naar vi undtage det eneste Tilfælde,
at Fædrenelandet er i øiensynlig Fare, og
derved kalder os dobbelt til Daad, baade
som sine Sønner, og som de, der maa føle
sig indvortes tilintetgjorte, ved Fædrenelan-
dels Forstyrrelse eller Trældom under frem-
med Herskab, naar vi undtage dette Tilfælde,
da har Studenten ei andet med Staten at
giøre end at lyde dens Love; thi han er
netop, som academisk Borger, løst fra de
almindelige Borger-Pligter, for i Stilhed at
dannes til en oplyst Borger, der ei blot for-
staaer at lyde, men ogsaa at byde, ei blot
at følge, men ogsaa at styre i sin Kreds, ei
blot at efterkomme hvad Staten kræver, men
ogsaa eftergrandske hvad der er dens Tarv.
Skal han vorde dygtig hertil, da maa han,
saavidt mueligt udelukkende, bruge sin Tid
og Flid til at lære, og Stats-Forholdet maa,
indtil Videre, ei være Gienstand for hans
Handling, men kun for hans Betragtning,
netop for at han kan, med øvet Øie og sik-
ker Haand, tage fat, naar han enten vorder
Embedsmand, eller føler sig modnet til at
fremtræde som Skribent.
Jeg skulde ikke brugt saamange Ord til
at omtale denne Sag, der i sig selv er saare
klar, dersom jeg ikke vidste, at uindskrænket
Fostbroderskab mellem Studenter hører til
Dagens Orden paa Tydsklands Høiskoler, og
maa, saavel derfor, som ved det tillokkende,
romantiske Anstrøg, et Saadant i Modsæt-
ning til en kold [?], egennyttig Slægts Ge-
meenhed, unægtelig har, nød vendig synes netop
de bedre og fyrigere danske Studenter ønske-
ligt; uagtet det lader sig vise, hvorledes en
saadan Forbindelse, naar den skal være mere
end et Mundsveir, maa med stræng Nødven-
dighed føre til Stats-Opløsning og videnska-
beligt Barbarie o: Barbarie med videnskabe-
ligt Anstrøg. En Efterabeise af hine tydske
Studenter-Forbund vil sagtens være uafvende-
lig, men kun Abekatte efterabe, og kom den
Tid, da Abekatte førte det store Ord paa vor
Høiskole, da spildte man sine Ord, ved at
tiltale den som Plante-Skolen for Videnskabs-
Mænd; kun Efter-Ligningen frygter jeg der-
for; thi den er naturlig, saa meget mere,
som vi giennem tre Aarhundreder ere vante
til at betragte Tydskerne som vore viden-
skabelige Forgiængere og Mærkes-Mænd, og
denne Efterligning er det min Pligt, da jeg
adspørges, paa det Inderligste at fraraade,
blev det min Pligt, hvis jeg saae den iværk-
sat, paa det Kraftigste at bekæmpe med det
Sandhedens giennemtrængende Ord, for hvil-
ket, med Guds Hjelp, det danske Folk skal
aldrig døves. Paa en anden Tid vilde maa-
skee et Fostbroderskab mellem Studenterne
blot være fantastisk, men for nærværende
Tid, da en stor politisk Giæring er deels alt
udbrudt, dels i uafvendeligt Udbrud, nu er
det farligt, og vilde, om det end aldrig ud-
artede til en Sammenrotteise mod Staten,
nødvendig, ved paa sine Steder at udarte
dertil, overalt faae Skin deraf, og, selv naar
det gjorde allermindst Skade, indskyde Øv-
righeden en Mistroe til de vordende Embeds-
mænd, og, som Følge heraf, disse en Kulde
for den, hvis Frugt blev, om ikke en Op-
Studenter^
løsning, dog en Rørelse i Stats-Legemets
høire Side, der seent eller aldrig helbredtes.
Dette om Gienstanden for en Studenter-
Forbindelse, og skal vi nu tale om Tegnene
derpaa, da er det en følgelig Sag, at de maa
ei hentes uden fra, men komme indenfra, ei
være Skræderens eller Pursemyhtmagerens men
Aandens Værk, udmærket Flid og Sædelig-
hed, større Kundskab og højere Indsigt, det
skulde være Kiendetegnene paa et Medlem af
Selskabet, som en Student i høiere Forstand
og ædlere Bemærkelse.
Men, vil man kanskee sige, det kunde dog
ikke skade tillige at have en særskilt Dragt!
Om det vilde skade, veed jeg ikke, men
at det lettelig kunde skade, og vilde aldrig
gavne, derom er jeg overbéviist. Om endeel
Studenter besluttede at gaae eens klædt, der-
ved var i sig selv intet Ondt, men heller
intet Godt, og hvad skulde da bevæge dem
dertil? Hvad kan fornuftigviis bevæge os
til at giøre en Bestemmelse om aldeles lige-
gyldige Ting? Altsaa, naar et Studenter-Sel-
skab antog en særegen Dragt, da viiste dets
Medlemmer, at Dragten var dem ikke lige-
gyldig, men at de satte Noget deri og lagde
Vægt derpaa, Noget, der er aldeles usømme-
ligt for Videnskabens Dyrkere, som netop er
dem, der skal lære Folk ei at skue Hund
paa Haar og Karl paa Kjortel-Ski ød, Stu-
denter, som aldrig maae see paa Hatte, end
ikke paa Doctor-Hatte, men kun paa Hove-
der. Var det Umagen værd, lod det sig let
bevise, at under alle Omstændigheder er det
et Misgreb, naar Selskaber vil udmærke sig
ved egen Dragt, eller andre vilkaarlige Egen-
heder, og er ligesom en taus Tilstaaelse om,
at de ei tør haabe at udmærke sig ved An-
det, en Anelse, der ogsaa sjelden har glippet ;
thi slig en Komoediant- Forklædning er noget
ganske Andet, end den Kiende-Dragt, Staten
forordner for sine Embedsmænd og Andre,
hvis Stilling i Borger-Samfundet bør være
udvortes kiendelig. For Studenter, som ere
det virkelig, troer jeg derimod at have sagt
nok, thi de indsee straks at i det Mindste
de kun bør udmærke sig, ved ei blot at have
Bogen under Armen men i Hovedet, og vi
veed Alle, at kunde Uniform skabe Broder-
skab, behøvede de danske Studenter kun at
drage deres paa, for at giøre Sagen klar.
Tingen var derfor ikke Talen værd, dersom
ikke paa den ene Side det tydske Exempel
fristede Tosserne til Efterabeise, og selv de
Klogere til Efterligning af hvad der i Grun-
den ikke er en Bønne værd, og dersom paa
den anden Side ikke netop dette høitydske
Kvækerie hængde saa nær sammen med det
hele Burschen- Væsen, at selv naar dette ikke
fulgde med, vilde Staten ei ganske uden
Føie frygte for, dét kom med næste Post,
Noget der for danske Studenter burde være
Grund nok til at slaae Klæderne af Hovedet,
om de ogsaa, hvad lykkeligviis slet ikke er
Tilfældet, havde lidt dermed at giøre! Lad
hvem der har Lyst studere deres Fædres
Skygger, for at see ud som deres livagtige
Gienfærd! vi vil imidlertid studere vore Fæ-
dres Aand, for at kunne tee os som deres
ægte, lyslevende Sønner; thi deraf turde
komme baade lidt Mere og lidt Bedre ud!
Vil jeg da nu fraraade dem af vore Stu-
denter, som føle Trang dertil, at træde i en
nærmere selskabelig Forbindelse?
Nei, tvertimod, styrke dem vilde jeg i et
Forsæt, hvis Udførelse, selv om den i det
Hele mislykkedes, sikkert vilde for hver En-
kelt, som arbeidede derpaa, være saa gavn-
lig, at han aldrig fristedes til at angre For-
søget, hvor latterligt saa end Dagdriveren
fandt det; men advare vilde og maatte jeg
tillige for Afveie, der desværre ere noksom
betraadte, medens der groer høit Græs paa
den Stie, der fører til Maalet. Skolemæssig,
høiskolemæssig-videnskabelig maa Forbindel-
sen være; thi, som sagt, alt Andet forbi-
gaaet, ere vi forbundne til ved Academief at
studere af alle Livsens Kræfter, og skeer det
ikke i Almindeligbed, da kan vel et enkelt
opvakt Hoved, men Videnskabeligheden i det
3
33 -— -
-■-= Studenter-
Hele aldrig blive til Noget, den Enkeltes
Fremskridt ere da tabte for Folket, og ved
mekanisk at lade sig fabrikere til Embeds-
mand i dette eller hiint Fag vanærer man
Studenter-Navnet, og spaaer om den Tid, da
der, aandelig talt, ei er Mere tilbage af de
nye Folk end af de gamle: et Læs Bøger,
eller, om man vil, en mageløs Pyramide af
Tryk-Papir, som Videnskabeligheds Mausole.
At virke saavel imod Examen-Slendrian og
Papegøie-Væsen, som mod Udsvævelser og
Lediggang, at føre de gode Hoveder fra alle
Kanter og af alle Slags i Berørelse, at samle
de adspredte og vække de slumrende Kræf-
ter, at befordre hinandens Udvikling, ved at
befordre sin egen, at indføre ved Høiskolen
en vel fri, men sømmelig Tone, og give et
lysende Exempel paa, hvor sandt det Ord-
sprog er, at Alvor og Gammen kan godt
sammen, saa dette udtrykker omtrent hvad
der allevegne burde være Gienstanden for
Studenter- Forbindelser, og for danske Stu-
denter vilde i en saadan Forbindelse Fædrene-
landets Historie ei blot være, hvad Alle kap-
pedes om at lære tilgavns at kiende, fordi
den til Dygtighed i enhver dansk Stilling er
uundværlig, men den vilde tillige være, hvad
neppe noget andet Folks Historie kan være
for sine Studenter, et Kiærminde Baand, som
omslyngede dem Alle, og det ei som en af-
sondret Skare, men som Dannemarks Sønner
opfostrede i Skjoldungers Gaard til Livvagt
om Kongen og Høvedsmænd for Folket.
Et saadant Selskab burde det være alle,
nu [er] det, vil jeg haabe, mange Studenters
Lyst at danne, og ved Dannelsen heraf kan
alt det Paafaldende, Overspændte og Hemme-
lighedsfulde, som Studenterne bør skye, som
den oplyste Stat altid maatte misbillige, og
som i de nærværende Dage selv den umis-
tænkeligste Stat maa mistænke og hade, kan
alt Sligt undgaaes, medens paa den anden
Side der ved et saadant Selskab kan opnaaes
alt det Gode, der med modnet Betænksomhed
lader sig vente af en Studenter-Forbindelse,
. -_r . 34
der ei er Noget uden fra indført, men indén-
fra opkommet.
Hvor langt roligere vilde ei kiærlige For-
ældre sige Sønnerne Farvel paa Reisen til
den Hoved-Stad, hvor saa mangt et godt
Hoved forfalder, saa mange skiønne, uigien-
kaldelige Ungdoms-Aar tabes, naar de vidste
der var et Samfund, udmærket ved Evner,
Flid og Sædelighed, der stod de Nykomne
aabent og lyste som en Bavn til at betegne
dem den rette academiske Bane ! Hvor langt
sikkrere vilde de ikke være paa deres Søn-
ners Fremgang og sømmelige Adfærd, naar
disse befandt sig i et Selskab, der kunde
kiende sine Medlemmers Adfærd, og ei taalde
Andre iblandt sig end dem det uden Skam
kunde vedkiende pig ! , Hvormangen fyrig Un-
gersvend vilde ikke ved et saadant Selskabs-
Baand, der ei bandt ham til Andet end hvad
han desuden burde følge, og knyttede ham
til beslægtede Naturer, søm ønskede at hæve,
ei at styrte ham, Hvormangen siger jeg, vilde
ei herved reddes fra den Hvirvel, som især
i de førsfe academiske Aar er saa farlig og
henrivende, hvori Saamange gik til Grunde,
og hvorfra Ingen hæver sig uden smerteligt r
tit uerstatteligt Tab og bitter Anger! Hvor
var en bedre Leilighed for de Nykomne til
at mærke, hvad det egenlig var for en Vi-
denskab, hvad det var for et Fag, deres
Lyst og Evner anviiste dem ! hvor kunde de
bedre helbredes for den aandsdræbende Een-
sidighed, og for den ligesaa ødelæggende
som latterlige Indbildning, at de havde slugt
al Verdens Viisdom, fordi de havde saa no-
genlunde lært, hvilke danske Ord der svare
til de græske og latinske, og med Æren
gjort Rede for de første videnskabelige Ele-
menter! Hvor kunde den videlystne Unge
nemmere erholde Kundskab om hvor han
skulde finde hvad han søgde, end hos sine
nærmeste Forgiængere, der havde det i frisk
Minde baade hvor deres Forventninger skuf-
fedes og hvor de opfyldtes, og hvad kan i
de første academiske Aar opveie en saadan
— ^= ~ ^=- Studenter^
indbyrdes Underviisning, hvor man ei dandser
efter Nogens Pibe, men gaaer efter Aandens
Rest, staver i Hovedet og ei med Pege-Pinde !
Ja, endelig, hvad kan der ved en udvortes
Forbindelse Mere giøres for at fremkalde det
inderlige, uopløselige Broderskab mellem danske
Studenter, som vi ønske, end hvad her vilde
skee! Vi veed det jo Alle, at Eed og Løf-
ter kan hverken smelte eller i nogen Hen-
seende forvandle Hjerter, og over deres Fø-
lelser kan kun den Eneste holde Bog; men
vi veed ogsaa, hvorledes fælles Beskæftigel-
ser, fælles Studier, venskabelig Omgang,
Tanke-Meddelelse og Ord-Skifte af sig selv
knytter i Ungdommens Aar søde uopløselige
Venskabs-Baand mellem beslægtede Hjerter,
som dog stedse vil være de eneste, der for-
staae, og fyrigt banke for hinanden! Det
herlige Maal : hjertelig Forening mellem danske
Studenter vil da i det studerende Selskab af
sig selv opnaaes, saavidt det virkelig kan
opnaaes, uden at Nogen fristes til at hykle
Følelser han ikke har, indgaae Forpligtelser
han ei kan opfylde eller engang maa angre,
lutter Ting, der ere høist fordærvelige, men
dog uundgaaelige ved enhver Sammen-Svær-
gelse, ethvert Fost-Broderskab af foromtalte
Slags.
Er der da nu virkelig Endeel danske Stu-
denter, som have Lyst til en gavnlig aca-
demisk Forbindelse, og ændse i denne Sag
mit velmeente Raad, da stile de paa en
saadan, som jeg stræbde at betegne, og jeg
tør love dem, de skal aldrig faae A årsag til
at fortryde det!
Men, for Intet at efterlade, vil jeg end
sige mine Tanker om den Fremgangs- Maade,
jeg troer, det ved et saadant Selskabs Stif-
telse var raadeligst at følge.
De Ældre, som ønske Forbindelsen, og
ved de Ældre forstaaer jeg naturligviis dem,
der enten alt have Embeds-Examen , eller
med Æren berede sig til den, thi kun af
saadanne burde det egenlige Selskab bestaae,
da de Yngre kun maatte have Adgang, og
først optages til Medlemmer, naar de i det
første academiske Aar have ved Flid og
Sædelighed viist sig værdige dertil, de Ældre
altsaa, mener jeg, burde anmode to eller tre
af Universitetets Professorer, som de tiltroede
mest Indsigt i og Interesse for Sagen, om
at forfatte et Lov-Udkast bygget paa de
Grundsætninger, hvorom man var blevet
enig. Naar dette var færdigt, og de Ældre
dermed fandt sig tilfreds, skulde det være
en ufravigelig Regel for Selskabet, men kun
paa en vis Tid, f. Ex. 3 Aar; thi kun Er-
faringen er istand til fuldelig at afgiøre
Hensigtsmæssigheden af Meget i en Indret-
ning, der er nye i sit Slags, og ethvert
Selskab, som efterat have antaget faste Love,
lægger dem paa Hylden, eller forandrer dem,
opløser sig omtrent selv! Først naar Erfa-
ringen havde givet sin Stemme, skulde Lov-
Udkastet, enten som det var, eller revideret
efter Erfaringen giøres til en Lov, hvis Brud
erklæredes som en Opløsning af Selskabet.
Ingen, som med Agtsomhed læser det
Foregaaende, kan troe det er af Mangel paa
Interesse for Sagen, eller af Magelighed, at
jeg henviser til Andre, uden at tilbyde min
Tjeneste, men for at der slet intet Gaade-
fuldt skal være heri, vil jeg dog tilføje, at
det er min Pligt at handle saa, deels fordi
neppe alle de ældre Boglærde endnu ere
komne ud af den Drøm, at jeg har Mod
paa at være Partie-Stifter, og vilde udentvivl
lade deres Uvillie imod mig gaae over paa
Sagen, som er mig for vigtig, til at jeg vilde,
den skulde lide under mine Skribent- Forhold ;
deels fordi Studenterne, især paa saa be-
tænkelig en Tid, strax bør give Staten et
Pant paa deres Hensigts Lovlighed, ved at
sige dem paa Haand, Staten selv gav dem
til Ledsagere og Raadgivere. Kun det Til-
bud kan jeg da i denne Henseende giøre,
at naar der vælges to Professorer, som Intet
have imod, at faae mig til tredie Mand,
skal jeg altid være beredvillig til at arbejde
3*
=Studenter=
med paa et Lov-Forslag, der i mine Øjne
har ligesaamegen Interesse som Vigtighed.
Neppe behøvede jeg at angive Grunden,
hvi jeg maa undslaae mig for det hæderlige
Hverv at tale i en Studenter-Forsamling
ægte Selskabeligheds og Videnskabeligheds
store Sag, men det skader dog ei heller op-
rigtig at angive den. Her kunde nemlig
ikke blot Frygten for at belyves, ved Umue-
ligheden at saaledes at bevise hvad man har
sagt, som hvad man har skrevet, afholde
mig ; thi Skvalder kunde og burde jeg trodse,
naar jeg, med det Samme jeg stræbde at
vække Varme for Sagen, skiød den i Øvrigt
fra mig; men jeg tør ikke sige, at jeg, efter
Lovene har ubestridelig Ret til at tale i en
Studenter-Forsamling, og om der end ingen
Modsigelse var at befrygte, er og bør det
være mig en Lov, aldrig at give Anledning
til den Beskyldning, at jeg trængte mig ind,
hvor jeg, efter Forfatningen, Intet havde at
giøre. Det er sandt: engang har jeg, uden
at spørge om Tilladelse, tiltalt Studenter*);
men det var i et af de sjeldne Tilfælde, da
Staten ikke, uden Raserie, kan optage en
Borger det ilde, at han søger sin Plads,
uden at ændse tidsspildende Formaliteter.
Her er derimod intet saadant Tilfælde, her
kan vi ikke med Bestemthed sige, det kom-
mer an paa Dage eller Uger, og Selskabet
vilde desuden vel kun blive lidet nyttigt,
dersom dets Stiftelse beroede endogsaa paa
den mest begeistrede Tale, da Stiftelsen maa
være en Trang de Bedre selv ved det kol-
deste Overlæg see sig drevne til at afhjelpe,
dersom det ellers skal ret have Noget at
betyde. En ganske anden Sag er det efter
Stiftelsen, thi da bør man haabe, ethvert
godt Ord vil i Studenter-Selskabet finde et
godt Sted, og, saalidet jeg vilde tilraade at
*) Heri sigter han naturligvis til sine Taler paa
Ehlers Kollegium i Januar 1814, hvor han, da de
Allieredes Tropper rykkede frem mod Kongerne,
opmandede Studenterne til at gaa i Krig for Dan-
marks Sag.
give Selskabet andre Forstandere end nogle
af dets ældste Medlemmer, da ethvert andet
Forstanderskab danner en Myndighed om
ikke over, saa dog ved Siden af Loven,
som ikke duer paa det Sted, saameget skulde
jeg tilraade ikke blot hvad der egenlig er
nødvendigt, at erklære alle Universitetets
virkelige Professorer for Æres- Medlemmer paa
Embedstid, men ogsaa at kaare dertil enkelte
andre Videnskabsmænd, som kunde indfinde
sig i Selskabet, og efter foregaaende An-
meldelse tale et Par Ord om hvad dem
tykdes passende. Dette mener jeg vilde give
Selskabet mere baade Liv og Betydning,
men dog vilde jeg her raade til den For-
sigtighed, ei at vælge for mange, og især
Ingen paa Livstid, men kun paa nogle helst
vel 3 Aar; thi i et saadant Tidsløb vil
Personalet i et Studenter-Selskab være saa
forandret, at vel ingen Æres-Medlem kan
vide hvad Selskabet da mener om ham, men
uden det har hans Forhold til Selskabet
tabt sin Betydning.
Nu troer jeg at have svaret saa bestemt
og omstændeligt som det var mueligt paa
Spørgsmaalet i den ubestemte Form, og jeg
er nu ret glad ved, at jeg slet ikke veed,
hvem Spørgeren er, thi desmere umistænke-
ligt er mit Svar, og den Muelighed at jeg
kan have spildt den Tid, Brevet kostede,
seer jeg langt heller end den Rimelighed, at
man kunde troet, personlig Fordom, god
eller ond, havde tilsagt mig Svaret. Hvad
jeg har sagt, er min Overbeviisning, som
jeg til hver Tid og hvert Sted vil vedkiende
mig, og hvoraf man derfor maa giøre ethvert
sømmeligt Brug, man ønsker; kun maa jeg
bede, da min Tid ei tillader mig at tage
nogen Afskrift, og det ei blot var mig kiært,
men blev mig maaskee engang nødvendigt,
at kunne vise, hvad jeg har skrevet i denne
Sag, at -Brevet efter nogle Dages Forløb
skikkes mig tilbage, enten i Original, eller,
om man skulde ønske at beholde den, i en
Afskrift, hvis Rigtighed bevidnes af samme
— 36
Studenter^
Haand, som tilskrev mig Brevet af 4. Septbr.,
og med det deri opgivne Mærke.
Slutte vil jeg med det Ønske, at Sagen
ei maa hendøe, men udvikles til et langt og
daadfuldt Liv paa Danmarks Høiskole, og
jeg behøver neppe at tilføie, at hvis Enkelte
enten blot paa egne eller tillige paa Fleres
Vegne, ønske mundtlig at tale med mig om
Sagen, da er det mig altid en Fornøielse at
tale med hvem der vil noget Godt, hvor-
meget mere da med velmenende danske Stu-
denter, der kaldtes til ei blot at ville, men
ogsaa at virke meget Godt, og til hvis Tal
det er mit glade Haab, saalænge man husker
mit Navn, at blive regnet!
N. F. S. Grundtvig.
Til
S. U. H.
37
Engelsk Damptrawler i Vestmane Havn.
(Idømtes en Bede paa 80 £ og fik sin Fangst og sine Fangstredskaber konfiskerede).
ISLANDS-FISKERI OG TRAWLER-JAGT
Af Kaptejn C. G. Schack.
Havet om Island er saa rigt paa Fisk,
at det i flere Aarhundreder har været
efterstræbt af fremmede Nationers Skibe. Alle-
rede i Begyndelsen af det 1 6de Aarhundrede
kom der engelske og hollandske Fiskefartøjer
og hjembragte ofte et rigt Bytte. Senere
fulgte Franskmændene, men de mødte til
Gjengæld med et langt større Materiel. Is-
lænderne selv fiskede dengang kun lidet. De
havde blot deres smaa skrøbelige aabne Baade,
der ikke fjernede sig langt fra Kysten, og
ejede ingen Kapital til Anskaffelse af større,
søgaaende Fiskefartøjer.
Skjønt saaledes de fremmede Nationer i
Aarhundreder har taget for sig af Islands Rig-
domme, kom der dog først rigtig Fart i
Udviklingen af Fiskeriet for c. en Snes Aar
siden, da de engelske Damptrawlere begyndte
at søge derop. Tidligere var der kun fisket
med Sejlfartøjer og alene fisket med Line,
og skjøndt der til Tider laa c. 200 store
franske Fiskefartøjer deroppe, kunde disse
ingenlunde gjøre noget nævneværdigt Indhug
i de umaadelige Rigdomme, som Havet inde-
holdt.
Damptrawlernes Ankomst til Landet for-
andrede ganske Fiskeri forholdene. Tidligere
havde det danske Stationsskib, der mødte
med den Opgave at forhindre Lovbrud og
Overgreb fra de fremmede Fiskeres Side, en
let Opgave. Det havde hovedsagelig at gøre
med franske Fiskefartøjer; Besætningerne der
om Bord vare lovlydige Folk, og der fiske-
des kun med Line, hvad der ikke byder
større Fare for Fisk eller YngeJ.
En Damptrawler er et Dampskib, der fis-
ker med Trawl. Ved det engelske Ord
„trawl" forstaaes et Vaad i Form af en stor
Pose, der ved Hjælp af nogle store jernbe-
slaaede Træskovle og en Slæbetrosse bringes
38
=-=-— Islands-Fiskeri -- --— =^-— _ --^— —--=-=--
til i udspilet Form at slæbe langs Bunden.
Damptrawleren gaar langsomt frem — 2 å 3
Knob — og alt, hvad den møder paa sin
Vej, baade levende Fisk og Yngel, skrabes
ind i den udspilede Pose. Der trawles paa
Dybder fra 10 Favne og indtil 100 Favne.
Der foraarsages selvfølgelig en Del Skade ved
hensynsløs Trawling. Dels ødelægges en
Masse Yngel og dels en Mængde Fisk, idet
den Fisk, der ikke bruges, kastes over Bord
i død Tilstand, knust under Ophejsningen af
den store Vægt over den.
De engelske Damptrawlere mødte paa Is-
land i Begyndelsen af Halvfemserne; noget
senere kom Tyskere, Franskmænd og Hol-
lændere. De blev snart Islændernes bitreste
Fjender. De respekterede nemlig intetsom-
helst. De overskred Ter-
ritorialgrænsen, borttog
al Fisken for Næsen af
Islænderne, ødelagde Is-
lændernes Fiskeredska-
ber — Næt og Liner
— ved at slæbe Traw-
len hen over dem; de
jog endog Islænderne
ind, naar de vovede
sig ud paa Havet, og tilføjede dem ofte le-
gemlig Molest. Undertiden gik de i Land
og tog Islændernes Faar.
Til nærmere Forklaring af Territorialgræn-
sen skal jeg anføre, at et Lands Søterrito-
rium regnes — efter international Overens-
komst — til 3 Kvartmil (8/4 danske Mil)
udenfor Landets Kyster, Øer og Skær, hvor
disse ere tørre ved Lavvande. Indenfor
denne Grænse maa kun Landets Børn fiske,
Havet udenfor er internationalt.
De ovennævnte Forhold kunde jo i Læng-
den ikke taales. Det ålandske Althing ved-
tog Love (af 1 889—94—98— 1 902), hvorved
al Fiskeri med Trawl forbødes paa Islands
Søterritorium (altsaa indtil 3 Kvartmil af
Land), saaledes at forstaa, at det ogsaa var
forbudt Danske og Islændere at trawle paa
En Trawl,
Søterritoriet, og der fastsattes meget strænge
Straffe for Overtrædelse af Loven; men ét er
jo at vedtage Love, et andet er at sørge for,
at de blive adlydte. De fremmede Damp-
trawlere brød sig fejlt om Loven, og det
var derfor nødvendigt for Danmark ved de
skarpeste Midler at søge Loven respekteret.
Tidligere havde Danmark haft et ældre, lang-
somt Orlogsskib som Stationsskib deroppe;
det kunde ikke løbe Damptrawlerne op, og
disse havde derfor ingen Respekt for det. I
1895 sendtes derfor en ny, hurtig og mo-
derne Krydser derop, og fra dette Aar be-
gynder den egentlige Fiskeriinspektion paa
Island.
Fiskeriinspektionen og Jagten efter Traw-
lerne er overordentlig spændende; den har
lidt af Krigen i sig;
man har jo under visse
Forhold Ret til at sky-
de skarpt for at skaffe
Loven og sin Vilje re-
spekteret; og dette har
en særlig Charme for
den, der ellers kun er
vant til at sende de
skarpe Skud ud efter
udlagte Skydebøjer.
Man sejler sin Kurs langs Islands Kyster
og opdager Røgsøjler i det fjerne ind mod
Land — og saa véd man, der er Ugler i
Mosen. Farten sættes op for at være klar
til Forfølgelse, thi en Trawlskipper giver
sig ikke altid godvillig, han maa tidt for-
følges skarpt. Der bliver Røre blandt Offi-
cerer og Mandskab ved Udsigten til en lille
rask Jagt og lidt Forandring i det daglige
Liv. Kanonerne gøres klare. Fartøjerne
rigges til, og Mandskabet, der skal om Bord
i Trawlerne, spænder Sablen om Lænd, hæn-
ger Revolveren i Bæltet og lægger de skarpe
Patroner i Tasken.
Naar man nærmer sig corpus delicti og
efterhaanden har faaet Sikkerhed for, at det
er Damptrawlere, der er paa forbudne Veje,
=„_ . 39 t-=
--= Islands-Fiskeri
maa man nøjagtig bestemme sin Plads og
Trawlerens Plads for at have aldeles sikkert
Bevis for, at Territorialgrænsen er overskre-
den. Man kan i saa Henseende ikke være
forsigtig nok; det maa erindres, at Danmark
er en lille Nation og England, Frankrig og
Tyskland Stormagter; enhver nok saa lille
Uregelmæssighed gribes straks af Trawlskip-
peren og gøres til Genstand for Klage. Den
engelske Regering har jævnlig udbedt sig
nøjagtige Oplysninger om den Plads, paa
hvilken engelske Damptrawlere ere blevne
anholdte, og vé den danske Skibschef, der
saa ikke har sine Papirer i behørig Orden.
Er man som sagt overbevist om, at Damp-
trawleren eller Trawlerne er inde paa Søter-
ritoriet, hejses Inspektionsstanderen samt det
internationale Signal „Stop". Det lystres i
Reglen ikke, og efterfølges derfor af et løst
Skud fra Kanonen. Lystres dette heller ikke,
sendes der et skarpt Skud for Bougen af
Damptrawleren. Dette kan Skipperen sjæl-
dent staa for, og han stopper; men jeg har
dog maattet sende 3 skarpe Skud efter en
Damptrawler, før den stoppede. Efter Be-
stemmelserne har man Lov til, naar Damp-
trawleren ikke lystrer det første skarpe Skud,
at anholde den med Magt, d. v. s. for Al-
vor at beskyde den, til den stopper; men
man maa selvfølgelig være yderst forsigtig i
saa Henseende, og atter huske paa den lille
Nation overfor den store. Der er desværre
ingen Tvivl om, at den danske Chef, der
handlede efter Bestemmelserne og derved
maaske dræbte nogle Mennesker eller tilføjede
Damptrawlerne alvorlig Skade, han vilde
blive desavoueret af den danske Regering,
selv om han var i sin soleklare Ret. Det
er jo en af de Ulæmper, der klæber ved at
høre til en lille Nation og have en Regering,
om hvis Fasthed man ikke har de højeste
Tanker. Jeg sagde derfor altid til min Ka-
noneer, paa hvis sikre Haand og Øje jeg
fuldt stolede: „Skyd ganske tæt forbi ham,
men ram ham ikke". Et saadant Tilfælde
indtraf for et Par Aar siden i Kanalen, hvor
det engelske Stationsskib skød paa en fransk
Trawler, der ikke lystrede, og dræbte 2
Mand. Hvad Resultatet blev for den en-
gelske Chef, véd jeg ikke; men den Slags
Ting kan man tillade sig, naar man hører
til en stor Nation.
Damptrawlerne — særlig de engelske —
søge paa alle Maader at slippe fra Stations-
skibet, vel vidende, at det ikke er nogen
blid Behandling, der venter dem, naar de
først er i Fælden. Under Flugten opfører
de sig undertiden rent desperat: der er Eks-
empler paa, at de søge at fremkalde Kolli-
sion med Krydseren for derved at faa Skyl-
den lagt over paa denne. Det er derfor
nødvendigt for Chefen at vise den yderste
Agtpaagivenhed og ikke lade sig narre af
Trawlerens Manøvrer.
Skønt man i de fleste Tilfælde faar Trawl-
skipperne til at lystre uden at anvende for
yderliggaaende Midler, er der dog Tilfælde,
hvor det kan holde haardt nok inden Skip-
peren giver sig. Jeg skal nærmere omtale
den Anholdelse, der voldte mest Besvær un-
der Kampagnen forrige Aar. Det var Trawl-
damperen H. (Hull) Nr. 8 „Lord Kitchener*
Skipper J. Barker. Da Krydseren en Middags-
stund kom rundt Portland — en fremsprin-
gende Klippe paa Islands Sydkyst — vester-
fra, saas i nogen Afstand langt indenfor Ter-
ritorialgrænsen en Damptrawler, der var igang
med at hive sin Trawl hjem. Dette — at
den hiver Trawlen hjem — kan ofte. ses paa,
at Spildedampen fra Dampspillet, der gaar
rundt, stødvis drives ud gennem Skorstenen.
Krydseren gik straks med fuld Fart ned imod
den med Signalet „Stop" vajende. Saasnart
den opdagede Krydseren, flygtede den straks
med fuld Fart, hvorved man er paa det Rene
med, at den maa have kappet sin Trawl fra
sig, da den ellers er bunden nogen Tid til
Stedet af denne og ikke kan komme afsted
i en Fart. Der sendtes først 2 løse Skud
efter den, som den ikke ændsede. Den fik
— 40 - =-
Islands-Fiskeri
derpaa et skarpt Skud tæt forbi sig, hvad
der dog heller ikke lod til at genere Skippe-
ren, han fortsatte Flugten. Det næste skarpe
Skud slog ned lige foran Bougen, men heller
ikke det bragte Skipperen paa andre Tanker.
Jeg tænkte da, at det vistnok blev nødven-
digt at sende den et Skud gennem Rejsningen
for at lade den føle, at det var Alvor; først
sendte jeg den dog endnu et Skud lige for
Bougen, saa tæt, at Vandet sprøjtede op paa
den — - og saa gav den sig. Krydseren var
imidlertid ved sin overlegne Fart naaet stærkt
ind paa Damptrawleren, og idet denne sagt-
nede sin Fart og stoppede, drejede den tvers
paa Krydserens Kurs; men det lykkedes den
dog ikke at fremkalde nogen Kollision. Efter
Sigende var Skipperen, der var hvad man
kalder „en haard Negl", bleven tvungen til
at stoppe af Besætningen, der syntes at Pro-
jektilerne faldt i en uhyggelig Nærhed af
Skibet. Da Officeren kom ombord, var Traw-
len selvfølgelig borte, men han fik den sæd-
vanlige Besked, at den var mistet udenfor
Territoriet kort Tid før Krydseren kom i
Sigte. Paa Spørgsmaalet om, hvorfor han
da flygtede, naar han havde en god Sam-
vittighed, og ikke lystrede Skuddene, svarede
Skipperen ganske frækt, at han først ved
det sidste Skud havde opdaget, at Krydseren
skød paa ham.
Naar Damptrawleren er stoppet, sendes
der et Fartøj med Officer og bevæbnet Mand-
skab om Bord i den; hvis Trawlen endnu
er ude, behøver man intet andet Bevis for
den Paagældendes Skyldighed. Han bliver
underrettet om, at han er antruffen i ulov-
ligt Fiskeri paa Søterritoriet, erklæres for an-
holdt og beordres til at følge Krydseren til
den nærmeste Dommer (Sysselmand). Under-
tiden har Skipperen imidlertid, naar han op-
dager Krydseren i Tide, kappet sin Trawl
fra sig (denne gaar saa til Bunds), og naar
Officeren kommer om Bord, er der intet di-
rekte Bevis imod ham. Skipperen fortæller,
at han for kort Tid siden har mistet sin
Trawl paa en Klippe, hvad der selvfølgelig
altid er Usandhed, men vanskeligt at mod-
bevise; det gælder da om at fremskaffe Be-
viser, som at der findes levende Fisk paa
Dækket eller i Lasten o. 1.
Naar Damptrawleren er anholdt, skal den
føres for Dommeren. Da det overvejende
Antal af Overtrædelser finder Sted paa Syd-
landet, hvor Fisken (særlig Torsk) næsten
altid er til Stede i store Mængder, føres de
fleste anholdte Damptrawlere til Sysselman-
den paa Vestmanøerne, en lille Øgruppe paa
Sydsiden af Island. Paa Vejen fra det Sted,
hvor Anholdelsen sker, til Domsstedet, maa
en Officer og Mandskab med skarpladt Vaa-
ben være om Bord i Trawleren for at paase,
at der ikke gøres Forsøg paa at bortskaffe
Beviserne for Forseelsen. Saadan en Rejse
til nærmeste Dommer kan, særlig under ugun-
stige Vejrforhold, vare henved 24 Timer;
Officeren og Mandskabet maa da uafbrudt
opholde sig paa Dækket; de maa selv have
deres Kost med, thi det er forbudt at mod-
tage nogetsomhelst af Besætningen i Trawle-
ren. Man vil forstaa, at en saadan Rejse
Vinterdage paa Islands ugæstmilde Kyst ikke
er nogen Lystrejse for Officerer og Mand-
skab.
Naar Dommeren kommer om Bord, sættes
Retten. Chefen for Stationsskibet er Ankla-
ger, 2 af Officererne fungerer som Tolk og
Retsvidne. Det gælder jo nu for Dommeren
paa Grundlag af de foreliggende Omstændig-
heder at fremskaffe Tilstaaelsen, hvad der,
særlig for Englændernes Vedkommende, ofte
er meget vanskeligt og kan trække længe
ud. Der er en betydelig Forskel paa de
forskellige Nationers Optræden i Retten. Hvad
angaar Disciplin, Høflighed og net Optræden,
staar Tyskerne absolut som Nr. 1. Den
tyske Trawlskipper møder om Bord i sit
bedste Puds, han bukker for Retten og ind-
rømmer næsten altid straks sin Brøde, naar
Beviserne ere ham forelagte. Retsforhand-
lingen er for Tyskernes Vedkommende altid
41 —-
Islands-Fiskeri
yderlig kort; man mærker paa alt, at man
har at gøre med en Mand, der i 3 Aar har
lært Lydighed og Disciplin i den tyske Ma-
rine.
Diametralt modsat er den engelske Trawl-
skippers Optræden, skøndt der naturligvis er
hæderlige Undtagelser. Han møder som of-
test for Retten i sin smudsige Arbejdsdragt,
, undertiden med begge Hænderne i Bukse-
lommerne, og betragter det hele militære og
judicielle Apparat med den største Ligegyl-
dighed, som om det hele ikke vedkom ham.
Paa Spørgsmaal om han erklærer sig skyldig,
Officerer kan aflægge Ed paa det modsatte,
og spørger man dem, hvorfor de da flygter
og ikke stopper trods Signal, løse og skarpe
Skud, saa er Svaret, at de ikke har set Sig-
nalet, ikke hørt Skuddet, og det Projektil,
som vandede lige for Bougen af dem, troede
de gjaldt et andet Skib, som laa 1/2 Mil
borte; kort sagt, Englænderen giver sig nø-
dig. Undertiden blive de store paa det og
true med Parlament og Regering og love, at
Danmark skal nok komme til at undgælde
for det begaaede Lovbrud. En Skipper, som
maatte have 3 skarpe Skud, før han stoppede,
Tysk Damptrawler paa Vestmane nordlige Ankerplads.
(I dem tes en Bøde paa 1200 Mark).
svarer han altid „Nej", selv om de klareste
Beviser foreligger, ja selv om han er greben
paa fersk Gerning med Trawlen i Bund.
Dette har noget sin Grund i, at den engelske
Rettergangsmaade — Jurysystemet — er
saa vidt forskellig fra den danske, overfor
hvilken Englænderne i Reglen staa ganske
uforstaaende. Dommeren maa tidt herse med
dem i flere Timer, førend de indrømme en
Forseelse, for hvilken der foreligger de sole-
klareste Beviser. Jeg har haft Eksempel paa,
at en Skipper, skøndt hele hans Mandskab
vidnede imod ham, dog fastholdt sin Benæg-
telse. De paastaar, at de ikke var inde paa
Søterritoriet, selv om Krydserens Chef og
forklarede, at han var bleven i den Grad
bestyrtet ved de Projektiler, der susede om-
kring ham, at han slet ikke var Herre over
sine Handlinger.
Tilstaaelsen kommer dog som oftest tilsidst,
og kort efter falder Dommen. Den laveste
Bøde er 1000 Kr. ; den idømmes for første
Gang begaaet ulovlig Trawling, naar Til-
staaelsen har været uforbeholden og ingen
skærpende Momenter foreligger ; men for gen-
tagen Overtrædelse af Loven, naar Trawl-
skipperen ikke har lystret Stoppesignalet, naar
det har været nødvendigt at skyde skarpt,
eller Tilstaaelsen først er fremtvungen efter
usandfærdige Udflugter, kan Bøden stige til
Islands-Fiskeri
1500— 2000 — 3000 Kr. Tillige konfiskeres
altid alle Fangstredskaberne og hele Fang-
sten, og heri ligger den egentlige haarde
Straf. Bøden bryder Besætningen sig ikke
om; thi den betaler Rederiet, men ved Kon-
fiskation af Fangsten mister de deres Andel
deri, og det er en Straf, de kan forstaa. Jeg
har set gamle Trawlskippere græde ved Ud-
losningen af al deres dejlige Fisk. Bestem-
melsen i Loven om, at al Fangsten skal
konfiskeres, er i Grunden ogsaa uretfærdig,
da den samme Forseelse derved straffes saa
uhyre forskelligt. Fangsten er jo nemlig me-
get forskellig. Anholdes Damptrawleren
samme Dag, som den kommer hjemmefra,
saa har den jo næsten ingen Fisk i Skibet;
men sker Anholdelsen den Dag, da den skal
gaa hjem med fuld Last, saa kan den have ind-
til 150,000 fr Fisk om Bord til en Værdi
af over 10,000 Kr. Ja for Franskmændenes
Vedkommende, der have meget store Damp-
trawlere, som tilberede og nedsalte deres Fisk
i Tønder med det samme, kan fuld Last
have en Værdi af over 20,000 Kr.; 2 saa-
danne fuldlastede Franskmænd anholdt jeg
forrige Aar, og det Tab, som Rederi og Be-
sætning led ved Bøde og Konfiskation, an-
drog 25,000 Kr. for hver Damptrawler.
Skipperne græd da ogsaa, da Fisken blev
udlosset. Det er ikke lutter Solskin at blive
taget i ulovlig Trawling.
Efter hvad jeg har bragt 1 Erfaring har
den franske Regering i Anledning af disse 2
Anholdelser henvendt sig til den danske Re-
gering med Forespørgsel, om ikke noget af
det store Tab, som Rederierne havde lidt,
kunde erstattes, da det var ret ødelæggende
for disse; saavidt jeg véd, var Svaret be-
nægtende, og det vilde jo ogsaa være et
højst farligt Skraaplan at komme ind paa;
blev ét saadant Andragende bevilget, vilde
det sikkert strømme ind med Reklamationer.
Den konfiskerede Fisk bliver solgt ved
Auktion paa Island til Fordel for den is-
landske Landskasse; men Priserne er kun
smaa; saadanne Ladninger som de oven-
nævnte, der i Frankrig var sine 20,000 Kr.
værd, indbringer ved Auktion paa Island
højst 4000 Kr.
Under Udlosningen af Fangsten er det
nødvendigt at have bevæbnet Mandskab om
Bord i Damptrawlerne; thi disses Mandskab
er tidt saa rasende over, at de skal aflevere
Fangsten — flere Dages møjsommeligt Ar-
bejde — at de utvivlsomt vilde kaste de Is-
lændere, der besørgede Udlosningen, over
Bord, hvis ikke den væbnede Magt hang
over deres Hoveder.
Synes man nu at Straffen over Trawlerne
er haard, og t det kan jo ikke undlade at gaa
et Menneske til Hjertet, naar man ser en
gammel Skipper staa og græde, saa maa
man paa den anden Side erindre al den For-
træd, de volde Islænderne, og det er ikke
lidet; det Had, som disse nære til Traw-
lerne, er forstaaeligt. Det maa erindres, at
Stationsskibet indtil sidste Aar kun var der-
oppe det halve Aar, og saasnart Stations-
skibet forlod Island, hvad Trawlerne var sær-
deles godt underrettede om, saa begyndte
de øjeblikkelig deres Hærværk, og de kan i
deres Gerning være utrolig hensynsløse. Det er
maaske i friskt Minde, hvorledes en Trawl-
skipper for nogle Aar siden optraadte mod
den daværende Sysselmand paa Isafjord —
nuværende Minister Hafstein — da han i
sin Egenskab af Politimester vilde arrestere
en engelsk Damptrawler, der trawlede klods
i Land paa en af Vestfjordene. Trawlskip-
peren manøvrerede med Forsæt saaledes, at
Baaden, hvori Sysselmanden og 3 Islændere
befandt sig, kæntrede. De 3 Mand druknede,
og Sysselmanden reddedes i sidste Øjeblik i
bevidstløs Tilstand uden at der fra Damp-
trawlerens Side gjordes noget Forsøg paa at
redde de Forulykkede.
Paa Vestfjordene laa i Vinteren 1903 — 04
en hel Flaade af Damptrawlere og borttraw-
lede Rub og Stub, saaledes at den fattige
Befolkning aldeles ikke kunde komme paa
43
Islands- Fiskeri
Søen og hente sit Livsophold. Tilsidst ind-
sendte Befolkningen en Petition til Regerin-
gen og bad om Beskyttelse, da de ellers
maatte udvandre fra deres Hjemstavn. Man
kan forstaa, at Islænderne under saadanne
Forhold komme til grundig at hade deres
Plageaander og glæde sig, hver Gang Sta-
tionsskibet faar fat i en af dem. Da jeg
forrige Aar en Nat ved Midnatstide (det var
Sommer og altsaa lyse Nætter) kom ind paa
en stor Vig paa Nordvestlandet og arreste-
rede en engelsk Trawler, der i et Par Dage
havde generet Befolknin-
gen, var Glæden saa stor,
at hele Vigens Befolkning
lige til de mindste Børn
blev purret ud for at
overvære det glædelige
Syn af deres Plageaands
Arrestation. — Desværre
havde jeg den Sorg at
opdage, at baade Skip-
peren, Styrmanden og
Baadsmanden i Trawleren
vare Danske (Vestjyder).
A propos Danske, af
hvilke adskillige særlig
Vestjyder, tjene som Skip-
pere og Styrmænd i de
engelske Trawlere , saa
have de desværre aldeles
Intet at lade Englænderne høre, idet mange
danskfødte Trawlskippere ere straffede for
Overtrædelse af Fiskeriloven. Det lader til,
at samtidig med at Vestjyderne vier deres
Energi og Kræfter til Trawlerbeskæftigelsen,
saa farer der en Hensynsløshedens og Ulov-
lighedens Aand i de ellers saa brave og lov-
lydige Mænd.
Trawleruvæsenet paa Island er trods de
strænge Straffe ikke let at komme til Livs.
Fristelsen til at gaa ind paa Territoriet er,
særlig Foraar og Efteraar, naar Torsken staar
i store Mængder under Land, for stor.
Trawlskipperne er Sangvinikere, der stole
En Trawlerkaptejn faar en skarp Advarsel.
paa deres gode Lykke, vel vidende at Sta-
tionsskibet ikke kan være allestedsnærvæ-
rende paa den udstrakte Kyst, der er over
1200 Kvartmil i Omkreds.
Undertiden kan man paa Grund af For-
holdene pludselig komme ind i en hel Flaade
af Damptrawlere, der drive ulovligt Fiskeri.
Det er jo under saadanne Forhold umuligt
at anholde dem alle. De kappe øjeblikkelig
Trawl og alt fra sig og flygte til alle Sider,
som om Fanden var i Hælene paa dem, hvad
han jo forresten ogsaa — set fra deres Stand-
punkt — er. Det gæl-
der under saadanne For-
hold om hurtigst at faa
sine 4 Fartøjer i Vandet
og sende nogle velrettede
skarpe Skud for Bougen
af de nærmeste for saa
godt som mulig at for-
skrække dem. Tillige
maa man saa vidt mulig
notere Hjemsted og Nr.
(hver Trawler skal have
sit Hjemsteds Forbogstav
og et Nr. i meget stort
Format paamalede for og
agter). Har man Bogstav
og Nr. og har set Traw-
leren trawle paa Territo-
riet, saa kan mant hvis
man senere træffer- den paa Territoriet, anholde
den. Ved en saadan Razzia er der anholdt 4
Damptrawlere paa én Gang, men der undslipper
rigtignok mange flere. De have undertiden
ogsaa Forbindelse med Folk i Land for
derigennem saavidt muligt at faa at vide,
hvor Krydseren er og hvor den agter sig
hen. Det er derfor af stor Betydning, at
dette ikke kendes, og navnlig er det af Be-
tydning, at man stadig forandrer sin Rute
og i Nattens Mulm og Mørke vender om og
kommer over Trawlerne, naar disse tro, at
man er vel passeret, og den hellige Grav vel
forvaret. Paa denne Maade gør man dem
44
Islands-Fiskeri
utrygge. At vedblive at løbe Landet rundt
i samme Retning ger liden Nytte. Skipperne
lærer i saa Tilfælde hurtig, at naar Stations-
skibet er vel passeret, er Faren foreløbig
overstaaet, og de gaa derfor straks efter ro-
lig ind paa Territoriet. Anholdelser og Dom-
fældelser er nemlig en Nødvendighed for at
holde Trawleruvæsenet indenfor rimelige Græn-
ser. Trawlskipperne lade sig absolut ikke
imponere af at se Stationsskibet sejle rundt,
naar de ikke mærker dets kraftige Arm, m.
a. 0., naar der ingen Anholdelser sker. Det
er kun, naar Arrestationerne falde Slag i Slag,
naar Trawlskipperne høre og se, at deres
Kollegaer ere blevne arresterede og Ladnin-
gerne konfiskerede, at de faa Respekt for
Inspektionsskibet og føle sig generede af In-
spektionen og — i nogen Tid i ethvert Til-
fælde — holde sig udenfor Territoriet. Der
er næsten altid et eller andet Sted paa den
udstrakte Kyst Trawlere inde paa Søterritoriet.
Skipperen véd, at han paa ganske kort Tid kan
faa Skibet fyldt med Fisk, naar han gaar ind
paa forbudt Territorium, og saa lader han staa
til. Saaledes vil det vedblive at gaa, saalænge
Inspektionen paa Island ikke er effektiv, d. v. s.
saalænge Inspektionen ikke kan overkommes
af ét Skib. Thi det maa erindres, at Sta-
tionsskibet har andre Opgaver end at paase
Trawlfiskeriet, der jo kun tilstræber Fiskeri
efter Torsk og Rødspætter. Der har paa
Nordlandet i de sidste Aar udviklet sig et
storartet Sildefiskeri, som for den langt over-
vejende Del drives af Nordmændene, et Silde-
fiskeri, der snart kan maale sig med Silde-
fiskeriet paa Norges Vestkyst. Der er i Aar
udrustet hele Flaader paa flere hundrede Skibe
fra Norge til Sildefiskeri paa Island; og
Nordmændene optræde sandt for Dyden ikke
beskedent deroppe; de optræde som om de
var Herrer i Landet, saa det er nødvendigt
at føre streng Kontrol med dem. At et
mindre Skib som det nuværende Stationsskib
„Islands Falk" ikke kan overkomme dette
strenge Tilsyn paa den udstrakte Kyst er
indlysende, og derfor er det jo ogsaa, at
fremmede, foretagsomme Folk benytte sig af
den tildels lovløse Tilstand, der hersker der-
oppe, og drage alle Fordelene af Øens Rig-
domme, medens Danmark ser til og lader
det gaa, som det bedst kan. Der ligger
store og rige Felter at opdyrke paa Island
for Danske og Islændere, hvis vi kun havde
den fornødne Energi og Foretagsomhed, og
Staten vilde sikre Danske og Islændere den
nødvendige Beskyttelse, som ethvert andet
Land sikrer sine Undersaatter ligeoverfor
Fremmedes Udbytning; men herom kan jeg
tale nærmere næste Gang.
45
FRA SKITSEBOGEN
DA HJULMANDEN BLEV TOTAL
Et Udkast af Karl Larsen.
Ude paa Landet, men meget nær ved
København, ligger der en Landsby,
som er ved at gaa i Opløsning. Fra den-
gang den nye Bane kom, gled Bønderne
langsomt over til at blive Grundspekulanter,
de bløde Højdedrag omkring den lille By
bespyttedes med Villaer, og om det saa
var lige overfor Gadekæret rejste der sig et
7 -Værelsers Hus med Skifertag, trekantet
Gavl og som Hovedindgang til nederste Etage
en Parodi paa romersk Søjlehal med to Sten-
huggerløver hvilende paa de øverste Trappe-
trin der op til.
I Byen lever der endnu en Hjulmand og
hans Kone, men de nærer sig snart mere af
at handle med Frugt fra deres egen og an-
dres Haver end af Mandens Haandværk og
tilfældige Arbejde. Han skal i sin Tid være
kommen ovre fra Kolding-Egnen og kaldes
Peter Ib, er nu op i de halvhundrede, men
har holdt sig sort, mager og med et Par
gnistrende brune Øjne. Den noget yngre
Kone bevarede en rødmusset Teint og hvide
Tænder; men hendes svære Haar er helt
graat, og hun er bleven overmaade fed.
Hele den Udvikling, der kom i Gang paa
Egnen, med Byggeri og Rykind af Fremmede,
hjalp ikke paa Hjulmandens Regelmæssighed
i Arbejde og Vaner. Den havde aldrig været
stor, og nu baade drak han tæt og havde
tykt med Kærester. Der gik utallige Histo-
rier om Fru Hjulmandens drastiske Optræden
overfor sine Medbejlersker, og tit og ofte
hørte man i Landsbyen Brag og Skrig og
Klask fra Hjulmandens Hus; Dagen efter
saas da Konen med hele Gruber af blaa
Øjne i Ansigtet, medens den lange Mand
gik omkring og spædede sin Rus op med
Brændevin, som han fik de svenske Ar-
bejdere paa et Teglværk i Nærheden til at
give.
Ikke sjældent var Mand og Kone oppe
for Stedets yderst godmodige Birkedommer.
Naar Hjulmanden rigtig havde gennembanket
Konen, klagede hun over Mishandling og
vilde skilles; men naar saa Birkedommeren
vilde til at gøre Alvor af Sagen, bad hun
for Manden, og de saas vandre hjem sam-
men, for en fjorten Dage efter igen at ligge
i Haarene paa hinanden, hvorpaa hun atter,
forslaaet og bulet, styrede løs paa Birke-
dommerboligen, i sin bedste Kjole, med Stads-
sjal, Hat med Roser paa og højrød i Hovedet.
Rent galt blev det, efter at en ældre Mand
med en yngre svensk Kone var flyttet ind i
Huset ved Siden af dem. Saa glemte Ma-
dam Ib ganske sit gamle Fjendskab til Ma-
dam Poulsen, der gjorde rent nede paa den
nye Jernbanestation.
„Jeg ser ikke mer til Madam Poulsen,"
sagde hun en Dag til Birkedommeren, da
hun var oppe hos ham for at klage i An-
ledning af den anden.
„Jamen det skal De ogsaa helst lade være
med, Madam Ib. For De saa for meget til
hende engang, kan De nok huske."
„Ja, det ved jeg meget godt, Hr. Birke-
dommer, at jeg blev dømt for det; men der
var megen Overdrivelse til Stede dengang.
For naar jeg kom med mine Kurve og skulde
paa Banen og ud at sælge Frugt, saa, naar
hun ligefrem stiller sig i Vejen for mig og
ser paa mig med denne nederdrægtige Mine
uden at sige et Ord, saa kan det jo godt
46
Da Hjulmanden blev total — — -=^=-
være, jeg skubbede hende lidt til Side med
Kurvene, og Hjulmandsmær ! det sagde jeg;
det har jeg aldrig nægtet. Men at jeg
skulde have flænset hele Overstykket af
hende, fordi der maaske kan være kommet
en Smule Rift i saadan et Stykke, det har
jeg aldrig ku't indrømme. Og de Nap, som
hun havde i Ansigtet, det sagde jeg ogsaa
straks til Stationsforstanderen, dem kunde
hun vist godt have faaet af nogen af alle
sine Mandfolk, som hun gik og gjorde Sta-
tionen til — jeg vil ikke sige hvad, med."
„Skulde vi nu ikke hellere blive ved det,
som De vilde tale med mig om," sagde
Birkedommeren sagtmodig.
„Jo,* tog Madam Ib straks fat, meget
villig, „det er denne rødhaarede svenske
Fladtæve . . ."
„Det er vist ikke værd, vi .bruger Ukvems-
ord!-
„Nej, Hr. Birkedommer, det er saamænd
ikke fordi jeg tager mig af og sætter Pris paa
saadan Ord, men som Kone betragtet, er det
dog temlig meget, at man skal tage imod
saadan et Par Gevinster" — Madamen pe-
gede paa et Par vældige blodunderløbne Mær-
ker — „for saadan ens Skyld, som at hendes
Mand har samlet sammen paa Landevejen
og at hun saa ikke engang kan te sig or-
dentligt. Men det kan der vel ikke gøres
noget for, jeg mener fra Lovlighedens Side
a' . . .•
Der mødte Birkedommeren et hurtigt for-
skende Blik.
„. . . jeg mener," blev hun ved, opmun-
tret af hans Tavshed, „at saadan en kan
da ikke betragtes som mere end som en
ligefrem under Politiet ..."
Men da blev Birkedommeren utaalmodig.
„Nu er jeg ked af alle Deres Dumheder,
Madam Ib; det kan ikke nytte, De bliver
ved at løbe her paa denne Maade; der maa
gøres noget radikalt; jeg har tænkt meget
over det; der er ikke andet for, end at Deres
Mand han maa blive totalafholdende."
„Skal han blive total?" spurgte Madam
Ib, ganske overrasket.
„Ja, det er jo altid rent galt, naar han
kommer svirende hjem."
„Jo-o; ja, det er det jo," sagde Konen
noget nølende.
„De har tit fortalt mig, at saa bliver
han helt rasende."
„Ja, det passer. Hvor Brændevinen gaar
ind, der gaar Forstanden ud, hedder det jo
for et gammelt Ord."
„Saa snakker vi ikke mere om det. De
bliver ogsaa total."
„Gør jeg?"
„Ja, naturligvis."
„Naa, ja — Kaffen ta'er de jo ikke fra
en . . ."
— Og en Uge efter var Hjulmanden vir-
kelig bleven total.
Birkedommeren var yderst tilfreds med
Resultaterne af hans Indskriden overfor Hjul-
manden.
Peter Ib drak virkelig ikke mere, og han
blev en ivrig Gæst i den stedlige Afholds-
forening.
Den havde, takket være en energisk Læges
Arbejde, gjort store Fremskridt, en Velhaver
havde skænket en Grund, hvorpaa der var
bleven opført en spaan tækket, nøgen, rød
Bygning, med en Rade tynde Yperntræer
udenfor og et Par større Rum indeni, hvor
der holdtes Loge. Afholdsfolkene gjorde
ogsaa Udflugter sammen, og Birkedommeren
saa med virkelig Glæde en smuk Sommerdag
Hjulmanden trække af med Konen midt i en
stor Skare Mænd og Kvinder, til en op-
muntrende Hornmusik, i den grønne Skov,
under et blaat Banner med Indskriften „Af-
hold adler".
Rigtignok hørte han efter kort Tids For-
løb berette, at det stadig gik højrøstet til
omme hos Hjulmandens; men Folk havde
nu engang saa travlt med de Mennesker, og
—= 47 —
^Da Hjulmanden blev total
der var øjensynlig allerede dem, som var
blevet misundelige over, at Hjulmanden ken-
delig havde forbedret sig i Udseende og
Manerer og var bleven helt pyntelig i Klæ-
derne, nu, han ikke mere ødede sine Penge
til Brændevin.
Men en skønne Dag stod Madam Hjul-
manden atter i Birkedommerens Stue med et
Par frygtelige Gruber af blaa Øjne i Ansigtet
og blussende i Hovedet af den aabenbareste
Ophidselse.
Birkedommeren kunde ikke gøre ved det,
men han blev ligefrem arrig.
„Har De da nu heller ikke kunnet holde
Fred igen!" busede han ud til Madam Ib.
„Jeg — !" Stemmen dirrede.
„Ja, De! Der maa jo ogsaa være Fejl
fra Deres Side. Nu drikker Deres Mand
ikke længere. Det véd jeg ganske paalideligt.
Han kommer ikke mere fuld hjem og gør
Spektakler og ypper Kiv og slaar i Styk-
ker
»Nej, Hr. Birkedommer, " for Madammen
op med stærkt hævet Røst, „nu driller han
ædru . . ."
„Hvad gør han?a
„Han driller ædru — og det er meget
værre."
Den tykke, halvgamle Kone gav sig til
at snøfte og flæbe: „De véd ikke, Hr. Birke-
dommer, som han kan drille mig, jeg kan
ikke holde det ud, og saa svarer jeg igen
og bliver gal, og saa slaar han — og nu
er han ædru, lige saa ædru som baade De
°g JeS- Før var der dog ligesom en Und-
skyldning, saadan ogsaa for fremmede . . ."
Det begyndte at dæmre underligt inde i
Hjernen paa Birkedommeren.
„Før sagde de, at naar han er fuld, saa
tæver han Konen; men nu griner de bare
og siger, han kommer fra sine Tøser. —
Og nu har han jo slet ikke andet heller
at tænke paa. Før i Tiden sad han ovre
paa Kroen og hos Nielsen med Teglværks-
arbejderne og de andre, og der gik megen
Tid med det, og naar han kom svirendes
hjem, saa var han aldrig ondskabsfuld, uden-
tagen han havde været sammen med nogen
af hans Tøser, og det er dog alt for kra-
perende for en Kone, at man skal finde sig
i alle de Duller og møde dem paa Vej og
Sti og de ser paa en uden at sige noget. a
„Naa ja," kunde Birkedommeren ikke lade
være med at indskyde, „det var da egentlig
ikke bedre, om de sagde noget."
„Jo, Hr. Birkedommer, for saa kan man
svare dem igen med samme Salut. Men den
svenske Jævelsatan, hun siger heller aldrig
et Ord, hun bare glor. Og hende og Man-
den fik han ogsaa til totale. Det var et
kønt Formaal."
Birkedommeren bøjede stille Hovedet.
„De totale i det hele taget," blev Madam
Ib ved, „der er et helt Sjak af Fruentimmer
og møder op til alle Sammenkomster, og der
er en fra Fabriken, hende er jeg nu gan-
ske sikker paa, at han ogsaa render med.
Kan der dog ikke gøres noget ved saadan
noget, Hr. Birkedommer?"
Birkedommeren gav sig til at flytte frem
og tilbage paa en Bog, der laa paa Bordet
foran ham.
„Ja, undskyld Hr. Birkedommer, men jeg
mener — u Madam Ib stirrede helt anstrengt,
Sveden stod hende paa Panden — „man ser
jo dog i Bladene saa meget, og man maa
jo sige, at min Mand han kan ikke være
normal. Naar en Mand ikke bliver ved sit
Hjem, men han holder sig med saadan en
som den rødhovedede Svenske, der har lagt
med hele Sognet, og med unge Tøser, som
jo bare gør Nar ad ham, for det siger jeg
til ham altid, om han saa slaar mig halvt
fordærvet: De gør Nar ad Dig, de unge
Tøser, de griner ad Dig bag din Ryg . . ."
Madam Ib tog Vejret et Øjeblik.
„Kunde man ikke faa ham erklæret
umyndig, Hr. Birkedommer?"
Birkedommeren spærrede Øjnene højt op.
„Umyndig — !" sagde han bare.
--=^ 48
Da Hjulmanden blev total
„Ja, og saa faa et Tilhold om at han
skulde holde sig fra Svenskeren, ligesom
han, Jens Fuglevad, der fik et Tilhold af
Politiet om, at han maatte ikke sjenere hans
fraskilte Kone og blive ved at passe hende
op. Jeg mener, kunde han ikke faa saadan et
Tilhold, naar han blev gjort umyndig; for nor-
mal, det er han ikke, det kan han ikke være."
„Aa, jeg tror, De er gal, Madam Ib.a
Madam Ib saa forknyt paa ham:
„Naa, er Lovene ikke for det? Ja, det
maa De jo vide, Hr. Birkedommer."
„Men,tt føjede hun til efter en lille Be-
tænkning og resolut, „saa maa han i hvert
Fald ud af de totale."
Men da blev Birkedommeren vred: „Nej,
det vil jeg sige Dem, at saa bliver vi to
ikke gode Venner. Det var virkelig slet
ikke saa let for mig at faa ham til at blive
totalafholdende, og det kan dog ikke være
andet end en Fordel. Han giver ikke Pen-
gene ud til Brændevin . . .**
„Aa, skidt!"
„Siger De: aa skidt?a
„Ja, undskyld, men jeg mener, der har
fer været Tider, hvor han ikke tjente et rødt
Øre og drak paa den Borg, de vilde give
ham, men jeg har alligevel ku't ernære ham
med hvad jeg solgte. Og naar han drak,
og han var fuld, saa naar han blev ra-
sende, var det Tøserne, der havde sat det i
ham. For jeg skal sige Dem, Hr. Birke-
dommer" — og Madam Ib sænkede for-
klarende Stemmen — „der er jo megen For-
skel, og min Mand han er ikke af de Mand-
folk, der bliver gal hovedede i Kæfer, det er
han ikke. Han bliver meget før behagelig
af Brændevin, naar der ikke bliver sat ondt
i ham. Og med det at være total, der maa
jeg rigtignok sige: de totale, der er ingen,
der kan være saa ondskabsfulde, det har jeg
rigtignok maattet prober't!"
Birkedommeren tav ganske. Han følte,
hvorledes han fra Teoriernes Landevej var
kommen ud paa Livets underfundigt gyn-
gende Mosebund.
Og som tra en Røst fjernt borte hørte
han Madam Ib fortroligt fortsætte: „De to-
tale, Hr, Birkedommer, for min Mands Ved-
kommende, det er nu min Tanke, at, lige
modsat: det, de ikke faar i Sprut, det ska'
de ta' paa den anden Maade."
Og da Birkedommeren stadig ikke sagde
noget, tav hun ogsaa lidt og tilføjede i en
undskyldende Tone: „Jeg mener naturligvis
bare som for min Mands Vedkommende, Hr.
Birkedommer!" —
49 —
QamgnaasajHnaD
UNGDOM OG UDVIKLING
Af Lorens Frolich.
Selvportrait.
Redaktionen har opfordret mig til at
nedskrive Erindringer fra et Afsnit af mit
Liv. Jeg vælger dertil min Barndom og
Ungdom; det er Udviklingen jeg anseer
for det Vigtigste i mit Kunstnerliv, men
som forresten ej vil blive begrændset efter
en Tidsgrændse, naar Forstaaelsen kan
forbedres ved at medtage større og min-
dre Udløbere, der høre sammen, uagtet
de føre ind i en senere Tid. Helst vil
jeg kalde, hvad jeg skriver, Udviklingen
i mit Liv; den hænger sammen med
Ungdom. Der kan ogsaa findes Ungdom
under graa Haar.
Jeg fødtes i en Slægt, der
som en Deel andre her kun
havde været i en eller et
Par Slægtled her i Landet —
altsaa ikke rette Danske ved
Sprog og hele Udvikling. For
de bildende Konster var der
almen Sands i min Familie.
Min Farmors Fader var den
meget fremstaaende Konsl-
drejer Sprengler, der af Hof-
fet var indkaldt som Lærer;
Konstdrejning var da en for-
nem Mode, som Sporten er
almen nu. I flere Retninger
var han udviklet, virkede som
Samler (hans Concylier er
gaaet over i vor naturhistori-
ske Samling) og Museums-
inspecteur. Han var ligesom
Frøhlich'erne tysk Schweizer.
Min Farfar var af sin Mor-
bror Iseling kaldet hertil fra
Bruck i Argau; Kirkebøgerne der ud-
vise, at vor Stamfader i det 15de Aar-
hundrede var en Indvandret (formodentlig
Albigenser) Joyeux, der saa, vel for Be-
qvemmeligheds Skyld, oversatte sit Navn
til „Frøhlich".
Da jeg fødtes 1820, var denne min
Oldefader død, men hans Søn Conrad
Sprengler var efter ham Direktør for Konst-
kammeret og den kongelige Malerisam-
ling. Samlingerne, den Gang ej tilgæn-
gelige som nu, stod aabne for mig lige-
som Onkels Samlinger af Haandtegninger;
ligeledes glædedes jeg ved hans mun-
-= 50
Lorens Frølich -=-- -=-
trende Omgang. Mine to halvvoksne
flinke Brødre holdt af at tegne — havde
og Evner; den ældste, Elev af Dyremaler
Holm, vilde som udøvende Konstner i
visse Maader nok have bragt det videre
end jeg. Fra min Moders Haand har
jeg endnu en køn Sortkridtstegning efter
van der Velde, mine Søstre copierede
Blomster sirlig og net Vi havde M.
Rørby til Lærer; efterhaanden tog han
sig og af mig og lod mig tegne efter
Gips, indtil hans Rejse til Italien afbrød
det Forhold.
Jeg var et sart, nervøst Barn og som
det yngste blev jeg da forkælet og fulgte
al Slags Fantasier, som saa tog Fart i
Tegninger, der forbavsende tidligt vakte
Opmærksomhed. Det var navnlig Dyr,
mest Heste, helst i stærk Anspænding,
løbende, springende: en velvillig Dame
har senere foræret mig en slig, hun
havde opbevaret fra mit sjette Aar. Den
er ej ilde, har Karakter og Bevægelse.
Min Fader og Farbror (som Grosserere
havde de Kontor sammen), der havde
øje for Spirerne i min Natur, gav Ordre
til, at jeg kunde faa reent Papir saa
meget, som vilde paa Kontoret. — Saa
malede jeg da løs i det uendelige. Jeg
lagde Papiret paa det runde Spisebord
og saa hengav jeg mig til mine Drøm-
merier og rundt om Bordet i Galop, der
tog vild Fart med Tankernes, til der
dannede sig et Billede i Hjærnen. Da
stoppede jeg foran Papiret og tegnede
dette i en Fart, hvoretter Galoppen atter
fortsattes — det var saaledes Fantasier.
Det skulde more mig at gensee nogle
af de Billeder; kanske jeg kunde give
Tekst til dem? Men hverken jeg eller
nogen Anden tænkte paa at tage vare
paa de Kradserier, hellere lave nye.
I Skoleaarene (fra det syvende Aar)
trængtes Barnets Leg tilbage. Naar der
51
var Tid og Lejlighed tegnedes efter Na-
turen Dyr og Landskaber, og vedblev
jeg at gøre Udkast af alle Slags. Dette
bragte mig, da jeg var 14 Aar gammel,
i Berøring med Baron Rumohr, en over-
ordentlig overlegen Aand, der havde an-
vendt sin meste Tid paa Konststudier.
Han sagde om sig selv: „Jeg var for
fattig til at være Konstmæcen, for rig til
at blive udøvende Konstner.14 Han lærte
mig at benytte Pennen (dens Fortrin be-
roer paa at den udvikler en concis Ud-
tryksmaade; Stregen staar fast, kan ej
ændres) til at gøre Studier efter Naturen.
Ifølge hans Indbydelse tilbragte jeg to
Sommerferier hos ham paa et Gods i
Lauenborg, saae hvad andre Konstnere
under hans Ledning havde tegnet og
tegnede daglig ivrigt; selv tegnede han
gerne med Pen, componerede italienske
Landskaber og alleslags Karakteerhove-
der; han var en talentfuld Dilettant.
Ved det daglige Samliv fik jeg Indblik
i hans Betragtning af Konst og Konst-
forhold. Middelalderens Italienere var
hans Ideal. Kirken, Prindser og Adels-
mænd stillede decorative Opgaver for
Konstnerne. Den valgte Mester lagde
Planen for Arbejdet ; han tog Læredrenge,
og disse udvikledes, i det Mester satte
hver til det Arbejde, han var skikket til.
Ad denne Vej naaede de forskellige Sko-
ler at give hver sit, til den højeste Ud-
vikling i Renaissancen stod færdig. —
De Folkeslag, der ej havde havt denne
naturlige Konstudvikling, søgte senere at
erstatte Mangelen ved Academier, hvor
Professorer som Lærere skulde føre de
unge Mænd, der ønskede at blive Konst-
nere frem i Udvikling. — Rumohr var
ingen Ven af Academierne, der gjorde
Konst til en Drivhusplante \ naturligvis af-
hænger deres Værd af de enkelte Mænd,
der sættes i Spidsen for dem, og Folk
som Eckersberg gav han sit Bifald.
4*
Lorens Frølich
Da han saa mine Evner og min Iver
ved Arbejdet, gav han min Fa'r det Raad
at lade mig selv styre min Kaas. Raa-
det blev fulgt. — Til mig sagde han
„Under Arbejdet fremad vil De miste den
Lethed, De nu har ved at producere,
men ved ufortrøden Fremskriden vil den
komme forklaret tilbage." — Han tiltro-
ede mig sagtens for meget. Sygdom og
Død hindrede ham i at beholde Indfly-
delse paa min Udvikling.
Helt ung stod jeg saaledes fri og uaf-
hængig ; mit Arbejde var min Glæde. —
Følte Impuls nok; da jeg tillige var nøj-
som, fandt min Fa'r ingen Grund til at
begrændse sine Tilskud. Men jeg havde
for stor Tillid til mig selv, hvilket, maa-
ske uheldigen, dækkedes af et beskedent
Væsen. —
V. Bissen kom hjem fra Italien. Han
viste sig meget venlig mod mig — jeg
blev feriegæst hos ham i Hesterkøb i
en Vinterferie; han tegnede da sin Frise,
der var bestilt til Festsalen paa Christi-
ansborg. Jeg blev Elev hos ham, da
han aabnede sine Atelierer ved Frede-
riksholms Kanal, uagtet jeg jo vilde være
Maler. Min Fremgang i at modelere blev
ej stor, hvilket jo var Skade; derimod
modtog jeg stærk Paavirkning af hans
Compositioner og den Thorvaldsenske Stil-
følelse. Uagtet jeg ej besøgte Academiet
som Elev, nød jeg gennem Familieven-
skab Velvilje af dets Professorer og be-
søgte Academiets forskellige Forelæs-
ninger.
Strax efter Rørbys Bortrejse var jeg
kommen til Købke. Hvis han var traadt
op med nogen Myndighed ligeover tor
mig, maatte han kunne øvet en fortrinlig
Lærer-Indflydelse paa mig, thi jeg følte
da stor Beundring for hans Konst. Den
Eckersbergske Soliditet var hos ham
genfødt i en saa elskværdig barneglad
Renhed, at adskillige af hans Billeder
altid maa glæde. Hans sollyse Billeder
fra Kjøbenhavns Omegn, fra Kastelsvol-
den og fra Søerne er der en Lyrik over,
som gør dem enestaaende i sin Slags.
Hoveder og Portrætstudier findes der at
ham, der vise en henrivende Troskab og
Varme for Naturen, Dygtighed og Finhed
i Behandling af Oliefarven for at udtrykke
de opfattede Natur-Indtryk. — Alt dette
fik dog ej Indflydelse paa mit eget Ar-
bejde.
Da jeg nu begyndte selv at arbejde
som Konstner, gjorde jeg efterhaanden
Bekendtskab med andre unge Konstnere.
Den første var min tro Ven Th. Læssøe,
der havde forladt Landvæsenet og taget
fat paa efter Naturen at male Architektur
og Landskaber. Hans Ven var J. A.
Jerichau, der var kendt for sine fortrin-
lige Tegninger fra Academiets Model-
skole. Han malede og modelerede. Et
Par Aar senere naaede han at komme
til Rom, hvor han snart udfoldede sit be-
tydelige Talent som Billedhugger. Han
beklagede, at Thorvaldsen dengang for-
lod Rom, ellers troede han, at han ved
at slutte sig til denne berømte, stærkt
skabende Landsmand — der kun ved
Hjælp af Elever kunde overkomme alle
sine mange Bestillinger — kunde øget
disses store Kunstværd ved sin Evne til
at fordybe sig i Formen for at give denne
overordentlig Gennemførelse. Dette For-
søg kunde nu ej gøres. Jerichau var
meget tænkende, selvstændig i sine Me-
ninger, stærkt stræbende, men tynget at
et mørkt Sind.
Ogsaa gennem Læssøe fik jeg en Ven
i J. Th. Lundbye. Da hans ældste Bror,
den senere Krigsminister, blev spurgt,
om han ej havde en Bror, der var Maler
af Profession, svarede han: „Nej, af Liden-
skab!" Denne træffende Bemærkning
passede ogsaa paa mig, og denne Lighed
sluttede os nøje sammen i de tre Aar,
52 ==
Lorens Frølich
der fik den største Betydning for mit
hele Liv: fra mit syttende til mit tyvende
Aar, den Tid, da de stærke Indtryk gjorde
mig fra Barn til Yngling. Disse Indtryk
modtog vi sammen. Han, der var et Aar
ældre end jeg, var ogsaa paa flere Punk-
ter mere udviklet end jeg ; han havde da
malet fortrinlige Landskabs- og Dyre-
Malerier, mens jeg malede Studier i begge
disse Retninger, som jeg selv og andre
Konstnere endnu sætte Pris paa. I Sam-
menligning med Lundbyes ere de be-
skedne, barnlige.
Jeg havde min meget levende Fantasi,
der nu fik sit gribende Stof. Dens Ejen-
dommelighed var følgende: Naar jeg blev
greben af, hvad jeg læste af Poesi (slet
ikke al) formede det sig til Billeder, som
jeg gengav hurtig og levende. De var
strax helstøbte, saa der i Hovedsagen
Intet var at ændre paa dem.
Jeg hørte Forelæsninger i Konsthistorie
af N. L. Høyen; han var varmt, ja liden-
skabelig grebet af, hvad han foredrog,
hvorved der kom en festivitas og pathos
i Foredraget, der rev Tilhørerkredsen med
sig i den Grad, at man kunde høre en
Knappenaal falde. — Dette har ogsaa
fremkaldt Marstrands Portræt.
Ved den indre Storhed i Opgaven er
dette Portrait for mig monumentalt i en
Grad, at det ej naaes i saa Henseende
af noget andet i dansk Konst, mens
Const. Hansen hæderligt har stræbt at
give denne Værdi i Billedet af Grund-
lovsforsamlingen.
Lundbye og jeg sammen med fiere
unge Studenter kom ugentlig en Aften
sammen. Herved kom jeg meer og meer
ind i Kjendskab af vore Digtere og fæ-
stede mig ved, hvad der var mig meest
sympatetisk og gav mig meest Udbytte
for det Skabende i min Konst. Dette
blev det Oldnordiske. Vi morede os,
fortalte Historier, hvori Lundbye var Me-
ster, debatterede og snakkede, sang
Kæmpeviser, saa vel som Bellraann. —
Alt gik uden Mislyd. En Aften L. for-
talte en morsom Bondehistorie, stop-
pede han med „jeg har vist fortalt den
før?" „Gaa paa," raabte B., „jeg har
kun hørt den 3 Gange!" — Man kunde
høre dem 20 Gange; det var Bondé-
dialecten og hele Foredraget, der gjorde
dem kostelige.
Enkelte af Øhlenschlægers Arbejder,
Ingemanns levende Fantasi, og rene og
varme Lyrik henrev mig, saa at jeg
seent blev kritisk ligeoverfor det svage
i hans Arbejder, der gør ham usmagelig
for Nutiden. — Grundtvig var mig den
kæreste; dog fastholdt jeg hans eget
Ord „jeg ønsker at vække Eftertanke,
ej Eftersnak." Jeg blev ej Grundtvig-
ianer. — De Islandske Sagaer, Saxo,
Snorre, Kæmpeviser blev kær Læsning.
Det jeg søgte i Konsten var det Ideale,
det saae jeg i hele Naturen, hvor kun
en Skabers Villie er synlig, hos Dyret i
høj Grad, i det naive ved Barnet med;
men hvor Menneskevillien træder til,
egentlig kun i det heroiske; jeg kunde
forstaae og glædes ved det komiske, det
vittige, det humoristiske, men . overlod
det meest til andre. — Det complicerede
i Livet forstod jeg mig kun lidt paa.
Høyen havde megen Indflydelse paa
en Deel af Kunstnerne; ligeoverfor de
Yngre sammen med Myndighed. Lundbye
holdt han stærkt til at fastholde et strengt
Studium for at naae noget Betydeligt.
L. vred sig ved det, men holdt ud, og
Frugten af dette er det store Billede med
Klinten, Skrænten, der findes paa Gale-
riet. Lundbye sagde „maaskee er allige-
vel de Tegninger, jeg gør næsten som
Leg, det bedste, jeg kan yde". Mig
synes, de begge have Ret ; vi kan glæde
os over at eje begge Dele.
Høyen vilde have os til Landskabs- og
53
Lorens Frølich
Genre- Malere, han henviste til den hol-
landske Malerskole, hvis Opgaver kunde
ligge naturligt for os at efterstræbe; han
havde den Glæde at see Folk som Skov-
gaard, Rump og Dalsgaard at udvikles.
Jeg glædedes og ved at see det. Med lidt
Forandring i Forholdene kunde jeg maa-
skee blevet en Mand til i samme Geled;
som det var gaaet, havde jeg andre
Aspirationer.
Jeg havde debuteret med nogle smaa
Dyremalerier; derefter malede jeg Frithiof
og Ingeborg som Børn ; Palnatoke skyder
Kong Svend Tveskæg, ej ilde som Kom-
positioner, men ringe i Udførelsen. Der-
efter Kampen paa Samsøe, hvor Hjalmar
og Angantyr falde, kun Ørvarodd over-
lever. Da dette Billede var kommet
paa Udstillingen, mødte jeg der Prof. I.
P. Møller. Han førte mig hen til mit
Billede og gennemgik det vidtløftig og
detailleret, saavidt jeg opfattede og min-
des, aldeles tilintetgørende fra et optisk
naturalistisk Standpunkt. Jeg, som var
grebet af det dramatisk tragiske Æmne,
som jeg havde søgt at give i sin natur-
lige pathos, hvorved jeg havde søgt for-
øget Stemning ved Landskab og Belys-
ning, følte, at det, jeg havde villet, blev
helt forbigaaet som ubemærket og betyd-
ningsløst. Jeg blev kanske for lidt berørt af
Kritiken, men indvendte Intet mod den
gamle Professor, som jeg var vant at
vise Respect Om han handlede efter
andres ønske eller af egen Drift, veed
JeS eJ- — Men Billedet har en længere
Historie. Jeg forærede det til min Ven,
V. Kyhn, da jeg forlod Landet. Før hans
Død sagdes mig, at han vilde efterlade
det til Galeriet, der omtrent Intet ejer
af mig. Dette skete ej og ved Auctionen
købte F. Hendriksen det.
Dog dette fører mig utilbørlig og for-
styrrende frem i Tiden. Efteraaret 1840
rejste jeg til Miinchen over Berlin og
Dresden, hvor jeg blev henimod 2 Aar.
Det er mig nu klart, at jeg saa snart
følte mig hjemligt her paa Grund af de
forskellige Elementer i min Udvikling.
Alligevel blev Indtrykket fra mit Samliv
med Lundbye, og hvad der knyttede sig
dertil, liggende i min Sjæl som noget
inderligt, uberørt af alt andet, og med
sin egen Spirekraft.
Jeg følte mig ret vel mellem nye Ven-
ner og saae paa den tydske Udvikling
med langt meer Sympati, end andre
danske Konstnere har gjort — den Konst,
som Kong Ludwig havde fremkaldt ved
sine Bestillinger hos de bedste Kræfter,
han forefandt. Jeg saae gerne paa Cor-
nelius's Arbejder, paa Schnorrs, Kaul-
bachs, Rottecks, Schwanthalers og flere.
Den Kritik, jeg nu kunde øve overfor,
hvad jeg saae, tav den Gang, og jeg
mødte Velvillie overalt. Selv tegnede jeg
med Varme efter Naturen og efter An-
tiker, og navnlig under et Sommerophold
i Tyrol tegnede jeg meget efter Bjergene
og de smukke Bønder. Baseret paa
disse Studier malede jeg i Miinchen et
Maleri med Børn, ivrige ved deres Spil;
formodentlig har det havt Finhed i Ka-
rakter og Tegning og været tørt i Farve.
Jeg solgte det til Konstforeningen der.
Et Billede sendte jeg hjem, Bønder spil-
lende Kort; det hænger paa min Væg,
og jeg holder af det; men mens jeg deri
gav, hvad der bevægede mig i min Na-
turopfatning, ejer det slet ikke, hvad det
Danske Genremaleri giver : nøjagtig Gen-
givelse i alle Enkeltheder fra en bestemt
Egn, eller Studie -Gengivelse af noget
specielt foreliggende. Mens Skovgaard i
et Landskabsmaleri søger at give noget
andet end i Studierne, han benytter der-
ved, kommer man nu til, naar Studiets
Friskhed bliver det fremtidig attraaede,
at male Maleriet directe efter Naturen;
det kalder Franskmændene „Impressio-
-— -- 54
Lorens Frølich
nisme14, drives dog sjældent til den Yder-
lighed, saavidt jeg kender det.
En Søster og Svoger af mig boede i
de Aar i Dresden og opfordrede mig at
komme did. — Det var sagtens Foraaret
1842, at jeg forlod Miinchen og dermed
Kammerat- Livet paa Kafeer, hvor jeg
havde lært at drikke 01 og ryge Tobak;
i Dresden kotn jeg ind i et meget
dannet Selskabsliv. Denne smukke Elb-
stad med sin Zwinger og den store ka-
tholske Rokokokirke, sin store Elbbro og
sin anseelige Briihlsche Terrasse, sin for-
trinlige Maleri-Samling og mange andre
Samlinger, med Udsigt til det lokkende
Sachsiske Schweiz, til en anden Side
Meissen med smukke gothiske Bygninger
og sit Porcelain o. s. v. var den Gang
frem for alt en Musik-By. Den geniale
Architect Semper havde bygget et for-
tryllende Theater, uligt andre Europæiske
Theatre (det brændte og erstattedes ved
et nyt af hans Søn, der ej syntes mig
at erstatte Faderens). — Wagner, der
den Gang nok kup havde komponeret
sin flyvende Hollænder, var Kapelmester
ved Theatret, hvor saavel Skuespillet som
Operaen var forsynet med fortrinlige
Kræfter., — Den norske Landskabsmaler
Dahl levede og virkede her. E. Kende-
mann var kaldet hertil for at decorere 2
store Sale i det Kongelige Slot. — Retsch,
der har illustreret Schillerske Digte, die
Glocke o. fl. med Raderinger i Konturer,
var maaske død den Gang. Den geniale
Landskabsmaler L. Richter, var, troer jeg,
den Gang hjemkommet fra Italien; han
var en stille, beskeden Mand, der vist
helt levede for sit Arbejde. Nu havde
han taget fat paa at tegne Illustrationer,
først til Volksbiicher, romantiske Fortæl-
linger, derefter til andre Texter, Riibezahl,
Allemannische Gedichte o. s. v. — Han
har dannet sig sin egen enkelte Tegne-
maade, der er fortræffelig gengivet i Træ-
snit. — Med disse 2 Konstnere har jeg
Lighed. Muligvis det tildels beroer paa,
at jeg har modtaget Paavirkning af at
see paa deres Arbejder. — Vi er alle 3
fortællende i vore Arbejder. L. Richter
hører til det elskværdigste, jeg kjender.
Jeg havde i Kjøbenhavn beskjæftiget
mig med Tegninger til Øhlenschlågers
Vise, de 2 Kirketaarne. Digteren har for-
staaet at benytte alt det ejendommelige
af den gamle Viseform, og Indholdet er
saa smukt, at for mig giver den en Hel-
hed, kærere end nogen anden gammel
eller ny Vise. Saa vidt jeg erindrer
var det nu i Dresden, jeg udførte dem
som Raderinger. Jeg solgte dem for
en ringe Penge til den Københavnske
Konstforening. — Jeg betragter det som
mit bedste Arbejde, for det, der i sin
Vanskelighed giver mest Konst- Værdi;
i hvert Fald har jeg ej gjort noget bedre.
— Vilh. Wanscher har for nogle Aar
siden („Dansk Tidsskrift" 1901) fornøjet
mig ved at skrive forstaaende og meget
anerkendende om dette og flere af mine
Arbejder. — Samlingen ligger nu unyttet
i Konstforeningen, idet Aftryk kun tages,
naar et Medlem ønsker et Exemplar.
Jeg boede hos min Svoger i et Hus
ud mod Elben ved Siden af den store
Elbbro. Dets Ejer, Prof. Vogel, en bekendt
Portraitmaler, havde, da han gjorde en
Rejse, lejet det bort. — Dejligt beliggende,
havde vi Venner rundt omkring. — Uden
at bo i en meget stor By, havde man
omtrent alt, hvad fcaadanne kan yde.
Skulde man i daarligt Vejr i et fint Sel-
skab, fik vi ej fat i en Droske, men blev
baaret i Portechaise af to Fyre i kanarie-
gul Uniform som i det 18 Aarhundrede.
Disse Karle udgjorde Laug; de fandtes i
en Stueetage i Hovedgaden. Naar de ej
var i Arbejde, brugte de Tiden til at
strikke Strømper. Der stod gerne nogle
af dem paa Gaden foran de Buer, der
— 55
Lorens Frølich =--_=
førte ind i deres Locale, strikkende paa
en lang sort Strømpe. — Findes de der
endnu? jeg tror det knap.
Som ingensinde før eller senere var jeg
stadig i Theatret, Selskaber o. s. v., men
om Dagen arbejdede jeg. Jeg malede
Fantasibilleder, f. Ex.: I en Baad ude
paa Havet en Slump nøgne Smaadrenge,
der jublende søge at drage et Vaad op
i Baaden; i Vaadet en Slump smaa hvi-
nende Havfruer eller Piger. — Jeg troer
der nærmede sig en Havmand for at fri-
gøre sine Smaapiger. Det var maaske
første Gang, jeg havde Tag i at gengive
Børnenes Naivetet. Prof. Steinla, en
af de Kobberstikkere, der have gengivet
Rafaels Sixtinske Madonna, viste mig ved
mit Besøg hos ham dette Billede, som
han havde købt, som Maleri, ej i Teg-
ninger, ophængt over sin Seng. Som
Morgenindtryk gav det ham en glad Ind-
vielse til Dagens Besvær; jeg malede ad-
skillige Billeder af lignende Æmner. —
Et maatte jeg gentage, formodentlig for
den pikante Tanke, der havde fundet sin
billedlige Form deri. En lille Amor har
saaret en lille Najade med en af sine
Pile. Hun har grebet hans Been for at
trække ham ned i sit Element. Han
stritter af alle Kræfter imod.
Jeg malede flittigt Hoveder efter Na-
turen, som dog ej gjorde mig til Portrait-
maler. Jeg har et godt lithografisk Billede,
Gengivelse af et Maleri, jeg solgte til
Dresdner Konstforeningen. En Gruppe
Børn, leirede ved en Marksti; en halv-
voxen Pige fortæller Æventyr for de an-
dre. Jeg holder af det, men agtede mig
for at sende af mine Billeder hjem under
den Følelse, at de hjemme havde Konst-
nere, der malte, som man ønskede det,
og, i det mindste i Konstkredsene, vilde
stille sig uforstaaende og afvisende mod
mine Produktioner. — Derimod blev man
ad andre Veje bekendt med mine Illu-
strationer til Kalendere, udførte af min gode
Ven Fr. Biirchner, god Træskærer og Ra-
derer, der ogsaa tog sig af vor Træskærer,
min Ven Henneberg, som jeg havde faaet
did. Ved mine Forbindelser i Dresden,
navnlig til den elskværdige Prof. E.
Bendemann, i hvis Atelier jeg malede, og
i hvis smukke Hjem jeg blev venlig
modtaget, kunde jeg have havt en god
Fremtid, men jeg længtes efter andet, og
rejste hjem efter en Fraværelse af 4 Aar.
I det Aar jeg var hjemme har jeg de
meest levende Erindringer fra Grundtvigs
Forelæsninger; ved sit beaandede Fore-
drag fængslede han alle Tilhørerne. —
Naar jeg nu vil genkalde mig Lundbye,
som her stod ved min Side, er det med
det forklarede Udtryk, jeg der iagttog.
— Han, som var bleven Ven med Grundt-
vigs Sønner, indførte mig i Familien, der
boede den Gang i Vimmelskaftet; Fade-
ren var mest taus i min Erindring, men
navnlig med Svend og Meta (senere Fru
Bojsen), blev jeg i venskabeligt Forhold
til deres Død; — og fremdeles endnu
med hendes Børn. —
Det efterfølgende Aar rejste Th. Lund-
bye til Italien; vi saaes ej senere.
Den kommende Sommer tilbragte jeg
paa en Egn, nær Skarritsøe ved Kongens
Møller; Skovgaard og Dalgas boede der
ogsaa, hver sit Sted; jeg hos Sogne-
fogeden i Holmstrup: Familien bestod af
rare Folk, der viste mig megen Venlig-
hed. Men vi kom næsten daglig sammen.
Jeg tegnede adskilligt, Dyr og Landskab,
malede lidt. Jeg besøgte i Kallundborg
Lundbyes Moder, der boede hos sin Fa'r,
den smukke gamle Mand, som Lundbye
har foreviget, hvilende i sin Lænestol
(raderet). — J. Th. var Moderens Hjærte-
søn, blandt hendes syv Børn, troer jeg nok.
Efter dette Efteraar tilbragte jeg endnu
et Aar i Dresden og rejste saa med en
god Ven, en engelsk Billedhugger West-
56
Lorens Frølich -■=
macott, der i Dresden havde arbejdet
under Rietschel. Westmacott var smuk og
elskværdig, vi rejste sammen med en en-
gelsk Dame, der søgte Helbredelse i Syden
for en brystsyg Søn, en smuk ung Mand,
der døde i Rom; desuden havde hun en
nydelig Datter med. Ved denne fik hun
sig en frisk Søn ; vi oplevede paa de dag-
lige Vetturinture ned gennem det skønne
Land at see et Forhold udvikle sig mel-
lem de to unge Mennesker. Vi saa Flo-
rens hver for sig; de naaede Rom som
forlovede og blev senere et lykkeligt
Ægtepar.
57
Kornbørsens Mænd. Tegning at E. Krause.
I Forgrunden Grossererne Clausen, Colding og Muus.
De ovrige Personer fra venstre til hejre: Grosserer Lund, Direktør Hytten, Grossererne F. Bay, Smith, Levin,
Varemægler Cohen, (Børstjeneren), Grosserer Hirsch og Carøe.
KJØBENHAVNS KORNBØRS
Af Kontorchef A. Schovelin.
Nu Høsten er bragt i Huse — somme
Steder lidt nok og med stort Besvær,
andre Steder rigeligt og let — gælder det
for alt det Korn, der ikke skal fodres op i
Hjemmedriften, at faa det fordelagtigst muligt
afsat.
I gamle Dage eller nærmere bestemt: for
en Menneskealder siden gik Vejen hertil over
Kjøbenhavns Børs. Rundt om i Landet købte
Provinskøbmændene Kornet op og gav det i
Kommissions-Salg til de store Kjøbenhavner-
Firmaer. Den Gang flød Børsgulvet om Ef-
teraaret daglig af Markens Guld, den Gang
var Danmark ogsaa et kornexporterende Land
58 : - ^=
Kjøbenhavns Kornbørs
i største Stil — det var Jordens langtstraaede
Afgrøde, der bragte os Penge ind udenlandsfra.
Alt dette er nu fuldstændig skiftet om —
nu laver vort Landbrug ej alene i største
Omfang sit eget Korn om til Smør og Flæsk,
men indfører desuden Bunker af fremmed
Korn til det samme Brug: fra Amerikas Præ-
rier, fra Sydruslands Stepper, fra Donaulan-
dene, kort sagt fra den hele vide Verden
hidslæbes der saaledes aarlig sande Bjerge af
Majs og Foderbyg, som gaar lige i Svinene
og Køerne. Men ogsaa Hvede henter vi fra
den anden Side Jordkloden — der er over-
hovedet ingen Kornart, som vi ikke impor-
terer i Masse og Mængde uden Maltebyg.
Af Maltebyg er vi endnu Sælgere til Udlan-
det, for al anden Sæds Vedkommende er
Landet trods sin Lidenhed Storkøber.
Samtidig med denne Udvikling er vore
Provinskøbstæder voxede i Størrelse og Vel-
stand, har faaet Banker og moderne Havne
— og dygtige, selvstændige Købmænd, som
forstaar at handle direkte og ladningsvis.
Følgen heraf er ganske naturligt, at Kjø-
benhavns Kornbørs fuldstændig har ændret
Fysiognomi : Kommissionshandel med Provin-
sernes Korn er forsvunden, dansk Vintersæd
spiller mindre og mindre Rolle i Omsætningen,
der er Aar, hvor det for Børsen er, som om
der saa at sige slet ikke var høstet dansk
Hvede eller Rug. Kun i Maltebyggen holder
de store Bryggerier stadig Forretningen oppe.
Men her er vi gaaet modsat det bekendte
Ord: hvad indad tabtes, er her udad vundet.
Der er endnu Mange paa Børsen, der kan
huske den første Majsladning, som Jørgen
Jensen i sin Tid lod komme hertil — og nu
dominerer denne oversøiske Kornsort fuld-
stændig det kjøbenhavnske Kornmarked. Og
i dens Følge er traadt Handelsf oderet : de for-
skellige Slags Oliekager til Kreaturfoder samt
Klid og fremmed Foderbyg.
Kjøbenhavn er bleven en Kornimportens
Stad. Og trods al den Indlandssæd, som
er mistet, og den Konkurrence fra Provinsen,
som er paaført, er Omsætningen paa Korn-
børsen dog i Sammenligning med den „glim-
rende" Fortid adskillige Gange mangedoblet.
Men nødvendigt er det ogsaa, thi den
gode, gamle Tid, „Nevadas flotte Dage", da
man aldrig handlede om mindre end 1 Mark
Tønden op og ned og naar man var en ren
Fedtehans kneb Budet ned til en Otteskilling,
er længst, længst forbi. Avancerne er nu-
omstunder saa udpinte, at 5 Øre, ja til Ti-
der endog 21/« Øre mere for 100 ft ligefrem
er „gefundenes Fressen".
Paa Kjøbenhavns Børs holder Kornhand-
lerne til i et Hjørne af den store Sal — naar
man kommer fra Rampen i det Hjørne, der
er længst oppe til Venstre. Her summer der
rigtig som i en stor Bikube, Købmænd og
Mæglere klumper sig ivrig sammen i Vindues-
fordybninger eller omkring Pillerne, fra smaa
raslende Poser glider de gule Prøvekorn ud
i geskæftige Hænder for at synes af kræsne
Øjne — og endnu hænder det jævnlig, at
naar Slaget er endt paa den snævre Plads,
som nylig genlød af Kampen, findes den for-
ladte Valplads symbolsk overstrøet med lækre,
lyse Smaakorn.
Hvor der handles, spildes der!
I gamle Dage kunde der ofte bagefter en
rigtig Børsdag i Høst fejes saa meget op fra
Gulvet af Budene, at de kunde „sælge af
deta. Nu hænder det jo stundom, det gaar
den som Hønen i Fabeldigtet, da den ende-
lig med Møje og Besvær har tilvristet sig
det fede, gyldne Korn: Den saa' og den
saa* — og saa var det ikke andet end en
lille Stump af et Straa.
Og med Profiten paa Kornbørsen kan det
gaa ligedan.
59 =
KVINDEVALGRETSBEVÆGELSEN
Af Cand. theol. Andreas Mollerup.
VI er i Amerika i Midten af forrige Aar-
hundrede, i en af de nordamerikanske
Fristater. Vi er i et amerikansk Arbejder-
hjem, i en nøgen Stue, uden Kul i Kakkel-
ovnen, og med Vinden pibende gennem
Sprækker i Døre og Vinduer. Paa Gulvet
leger et Par fattigt klædte, men renvaskede
Børn om et vaklevornt Fyrretræsbord. Stuens
eneste Pryd er foruden Børnene — et Par solide
gammeldags Stole, og paa Væggen et Billede
af Washington. I Køkkenet træffer vi Ko-
nen i Færd med at koge Kartofler. Hun er
mager og bleg, gør et træt og udslidt Ind-
tryk og fortæller os den gamle Historie om
det gode, som var, og hvordan det siden
gik ned ad Bakke.
Kort efter Giftermaalet slog Manden sig
paa Drik og daarlige Kammerater. De gode
Møbler, hun havde medbragt, gik til Pante-
laaneren. Hustruen havde den Gang ingen
Raadighed over sin egen Ejendom. Da hun
tog Arbejde paa Fabrikken, hævede han
Lønnen. Hustruen havde heller ikke Raadig-
hed over sin Arbejdsfortjeneste. Og Børnene
— hendes sidste og dyrebareste Interesse —
dem slog og skældte han og jog dem ud at
tigge til Svir og Udsvævelser. Ikke engang
Børnene, dem hun selv havde født, givet
Die, syet om og opdraget paa, ikke engang
dem havde Hustruen Ret til at værne om.
1 860 — endelig — faar Hustruen Raadighed
over sin egen Arbejdsfortjeneste. Og 1862
— allerede — bliver denne, man skulde mene
selvfølgelige Ret, atter frataget hende.
„Da forstod jeg," siger Susan B. Anthony,
„at det var Valgretten, Kvinderne maatte
have. Uden den vilde de være de forskel-
ligste Luner- prisgivne. Først naar Kvinderne
sidder i Lovgivningens Raad, vil de have Tryg-
hed for Varigheden af de indvundne Goder."
Kvindevalgretsbevægelsen, den Bevægelse,
der har til Formaal at skaffe Kvinderne de
samme politiske Rettigheder som Mændene,
er ikke født i Gaar, saa lidt som den vil de
i Morgen. Allerede i det 17. Aarhundrede
træffer vi hos de engelske Kvinder et udtalt
Krav paa politisk Indflydelse. De indgiver
i Aaret 1643 et Andragende til Parlamentet,
hvori de, under Henvisning til de økonomi-
ske Nødstilstande, fordrer Genindførelse af
rolige og fredelige Forhold. — Den franske
Revolution, der har Brug for alle Viljer, for-
smaar heller ikke at tage Kvindeviljen i sin
Tjeneste. Kvinderne bliver Revolutionens
Avantgarde. Hør Charlotte Cordays Raab,
medens Revolutionstribunalets Rovdyr knur-
rer og staar paa Spring: „Jeg var Republi-
kaner før Revolutionen ! Jeg har aldrig mang-
let Energi!" Hør Madame Rolands: „O,
Frihed, hvor mange Forbrydelser er ikke
øvede i dit Navn!" — Allerede før Revo-
lutionen indgiver franske Kvinder et Andra-
gende til Ludvig d. 16de, hvori de under-
danigst beder Majestæten holde sin allemaa-
digste Haand over de særligt kvindelige Er-
hverv som Syning og Brodering. 1795 ud-
kommer Olympe de Gourge's pompøse: „Dé-
claration des femmes". Og snart derefter
overrækkes der Nationalforsamlingen et An-
dragende, hvori der stilles følgende Fordrin-
ger: 1) Alle Mandkønnets Forrettigheder op-
hæves fuldstændigt og for alle Tider, og 2)
„- 60
Kuindeualgretsbeoægelsen
Kvindekønnet har samme Frihed, samme
Fordele, samme Rettigheder som Mændene.
Skade, at Menneskerettighedernes Erklæ-
ring i Virkeligheden var en Mandsrettighe-
dernes Erklæring. RousseaiTs Forkyndelse
af Kvindens Underdanighedsforhold til Man-
den var endnu en Magt i Sindene og Mar-
quis Caritat de Condorcet var en Røst i
Ørkenen. Dog, helt tomhændede gaar Kvin-
derne ikke bort fra Revolutionens Gæstebud.
Døtre faar lige Arveret med Sønner; ugifte
Kvinder faar lige Myndighed med Mænd og
samme Næringsfrihed som Mænd. Der-
imod er der ikke Tale om politiske Rettig-
heder. Den store Soldaterkejser var Kvin-
derne gram. Hustruen bliver aldeles afhæn-
gig af sin Ægtefælle og faar ikke mindste
Raadighed over Formuen, om hun ogsaa
selv har medbragt den i Fællesboet. „Code
civil" stiller Kvinden lige med umyndige,
med Taaber og Forbrydere. Man forstaar
de Følelser, hvormed franske Kvinder maa
betragte den. Man forstaar dem, naar de
d. 19. Oktbr. 1904 lader Flammerne for-
tære den. Code civil af 1804 er det ty-
piske Eksempel paa de Uretfærdigheder, der
er begaaede, hvor Mænd har været ene om
den lovgivende Myndighed*).
9 Politik skal Kvinderne ikke give sig af
med,* har Grev Posadowsky udtalt. Netop
Ægteskabslovgivningen afgiver i alle Lande det
bedste Bevismateriale for Nødvendigheden af
Kvindernes Medvirkning ved Loves Affattelse.
Det vil føre os for vidt at følge Kvinde-
valgretsbevægelsen i alle dens Faser og i
alle Lande. Endnu videre, at efterspore dens
Kilder og bevægende Kræfter. Den, der vil
fatte dens Betydning, maa se den i Sammen-
hæng med hele den kvindelige Kulturbevæ-
gelse, alle de mangfoldige Bestræbelser, etiske,
økonomiske, sociale og literære, der samler
*) Oer er for Tiden nedsat en Kommission,
som reviderer Ægteskabslovgivningen ud fra hu-
mane Grundsætninger. Jfr. „Frauenbewegung",
15. Aug. 1906.
sig i det ene Brændpunkt: Frigørelsen af
den kvindelige Personlighed.
„Jeg tror, at jeg er først og fremmest et
Menneske, eller at jeg i al Fald skal for-
søge paa at blive det.a Det er Kvindesagens
Idé og Maal.
Alle politiske Kampe er til syvende og
sidst Kampe om Kultur, Kampe om Aands-
værdier. At benægte dette, er simpelt hen
Materialisme. Det er at berøve Historien
dens Perspektiv. Arbejdernes Kampe det
19. Aarhundrede igennem er saadanne
Kampe, De er det endnu. Og om Kvin-
dernes gælder det samme. Formaalet for
Kvindens politiske Bestræbelser er, som
Helene Lange udtrykker det, at tilvejebringe
de Livsformer, hvori hun som etisk Person-
lighed kan gøre sig gældende.
Først fra Midten af forrige Aarhundrede
træder den politiske Kvindebevægelse frem
som en organiseret, maalbevidst Bestræbelse.
1832 forelægges det første Andragende om
Valgret for Underhuset i England. 1848
foreslaar Victor Considérant at give Kvin-
derne politisk Valgret i Frankrig. Og samme
Aar holdes det store Kvinderetsmøde i
Seneca Falls i New York, hvor de ameri-
kanske Kvinder vedtager 7 Resolutioner, af
hvilke den syvende og sidste fastslaar Kvinder-
nes Ret til ved Afstemninger at deltage i Stats-
styrelsen for derigennem at hævde deres øvrige
Rettigheder.
I de Kampe, som nu følger paa, de Kampe,
vi staar midt i, er det Amerika, der gaar i
Spidsen. Bevægelsens litterære Hovedværker
er af europæisk Oprindelse, Stuart Mill:
Kvindernes Frigørelse 1851, Kvindernes Un-
derkuelse 1865. Amerika gaar forrest blandt
dem, der gør Ideerne til Virkelighed. Den
utrættelige, heroiske Forkæmperinde for Kvin-
dernes politiske Frigørelse er Susan B. An-
thony, død i Aar i en Alder af 86 Aar.
Naar en Gang Tidsrummets Historie skrives,
61
Koindeualgretsbevægelsen
vil hun faa sin Plads blandt de ypperste
Mænds. Hendes Minde vil leve i de ædle-
stes Erindring. „Det dybeste i hendes Væ-
sen, a siger Miss Anna Shaw ved hendes
Grav, „var en altomfattende Kærlighed, en
Kærlighed, som hverken Ligegyldighed eller
Forfølgelse, Foragt eller Forræderi, Had eller
Smiger kunde besejre, en Kærlighed, der
stedse kun havde ét Maal for Øje : at udrydde
Urettens og Ondskabens Magter og bringe
Kærligheden og Retfærdigheden, alle ædle og
gode Kræfter til Udfoldelse i Mennesket."
Susan B. Anthony og hendes Medhjælpere
er den moderne Valgretsbevægelses Pionerer.
Umiddelbart eller middelbart staar alle kvinde-
politiske Bestræbelser Verden over i Gæld
til dem.
En Oversigt over Bevægelsens nuværende Stil-
ling i Kulturlandene giver følgende Resultater.
Australien er naaet videst. Det har fri-
villig givet alle Kvinder fuld Valgret lige
med Mændenes. Den eneste Undtagelse er
Victoria, hvor Kvinderne endnu ikke kan
stemme ved Valget til det særlige Statspar-
lament, skønt de har Valgret ved Valgene
til Nationalparlamentet og ved alle andre
Valg. Ogsaa i Nau Zeeland har Kvinder
samme Ret som Mænd. I de forenede
Stater har Kvinderne fuld Stemmeret i 4 Sta-
ter og delvis Stemmeret i 21 andre. — I
England, Skotland og Irland kan Kvinder
stemme ved alle Valg saa nær som Parla-
mentsvalgene. Fra 1892 har Kvinder po-
litisk Ligeberettigelse paa Øen Man. I
Canada har Kvinderne kommunal Valgret,
i nogle Provinser er den udstrakt til alle
Kvinder, i andre kun til ugifte og Enker.
Skandinaverne — den Ros giver Mrs.
Chapman Catt dem — følger tæt efter Angel-
sakserne i deres Retfærdighedshandlinger over-
for Kvinderne. Danske har dog i denne
Henseende kun lidet at rose sig af., Dan-
mark staar tilbage for Island, der fra 1882
giver selvstændige Kvinder kommunal Valg-
ret. Videst i Norden er Finland naaet.
Den almindelige Valgret giver de finske Kvin-
der fuld Stemmeret og Valgbarhed.
I Sverrig har skatteydende Kvinder haft
kommunal Valgret lige fra. det 17. Aarhun-
drede, en Ret, der er stadfæstet ved Loven af
1862. Det konservative Kabinet, der til-
traadte i Maj, har nedsat en Kommission til
Undersøgelse af Spørgsmaalet om Kvindernes
politiske Valgret. — I Norge kan Kvinder
stemme ved alle Valg saa nær som Rigsdags-
valgene. Det socialdemokratiske Parti har
gjort Kvindernes Valgret til et særskilt Punkt
paa deres Partiprogram; og Venstre støtter
Kravet om politisk Ligeberettigelse, men fast-
holder af opportunistiske Grunde den til
Kvindernes kommunale Valgret knyttede
Census.
Og endelig Danmark. — Dette Land, der altid
roses for dets høje Kulturtrin, har paa dette
Punkt hidindtil været blandt de bageste.
Maaske har det slette Eksempel fra vor syd-
lige Nabo virket smittende. Maaske staar
vi her over for et Udslag af den samme
Slendrian, der endnu stadig lader os sidde
med den højeste Valgretsalder, Kloden over-
hovedet kender. — Hvad Kvindens sociale
Stilling angaar, staar Danmark i det hele og
store paa Højde med de mest fremskredne
Lande. 1857 bliver ugifte Kvinder myndige,
Søstre faar lige Arveret med Brødre, og
selvstændige Kvinder faar Næringsfrihed.
1880 faar de gifte Kvinder Raadighed over
Selverhverv. 1899 bliver Hustruer myndige.
Der lettes dem Adgang til Særeje, der mulig-
.gøres Bodeling med efterfølgende Særraadig-
hed. — Og hvad Kvindens Stilling i Erhvervs-
livet angaar, er Udviklingen ogsaa her jævnt
fremadskridende. Jeg skal minde om, at
Ægteskab ikke længer medfører Afskedigelse
i Telegrafvæsenet, og at Lærerinder nu og-
saa kan blive Inspektører, altsaa beklæde
ledende, overordnede Stillinger indenfor det
kommunale Skolevæsen.
Men hvorfor har de danske Kvinder ingen
politiske Rettigheder? Hvori stikker den For-
62
■= Kuindeualgretsbeuægelsen ■
skel, der giver f. Eks. Danmarks Lærere
Adgang til Kommunalraad og Rigsdag, ja
til selve Konsejlspræsidiet, medens Kvinder
ikke kan sætte sig højere Maal end Skole-
kommissioner, Værge- og Menighedsraad.
Det er sørgelige Udsigter for de Dronning-
Margrete-Emner, der maatte findes her i Lan-
det. Men maaske, som sagt, Kulturforbin-
delsen med Tyskland har virket hæmmende
paa Udviklingen her i Danmark.
Gaar vi fra Danmark til Tyskland, maa
vi give Minna Cauer Ret, naar hun i sin
fortræffelige Bog: „Kvinden i det 19de Aar-
hundrede", karakteriserer Situationen med
Sybels Vending: saa ugunstig som mulig.
Tyskland, hvis Digtere i højere Grad end
noget andet Lands har svælget i Lovpris-
ninger af Kvindens Guddommelighed, og hvis
store Mænd staar i saa dyb en Gæld til
Kvindens Paavirkning — jeg nævner Navne som
Schiller, Schleiermacher, Borne og Lassalle — ,
Tyskland har været blandt de sidste til at
indrømme Kvinderne jordiske Rettigheder.
Heinrich von Treitschke ser i Kvindebevæ-
gelsen kun et Udtryk for Degeneration og
karakteriserer den i følgende Sætning: „Som
fordum i den klassiske Kulturs Forfalds-
periode, saaledes stiger nu Læren om Kvin-
dernes Frigørelse op af Overkulturens Dynd. u
En mægtig Hindring for Kvindesagens poli-
tiske Udformning har de tyske Forsamlings-
love været. I Foreninger, der har til For-
raaal at drøfte politiske Spørgsmaal, maa
Kvinder ikke være Medlemmer. Da det
tyske Kvindevalgretsforbund holder sin første
Generalforsamling i Aaret 1903, maa denne
derfor henlægges til Hamborg. Til poli-
tisk Ligeberettigelse er der foreløbig intet
Tilløb.
I de preussiske Landsogne har dog kvin-
delige Grundejere Valgret; men de kan kun
udøve den gennem deres Mænd eller valg-
berettigede Stedfortrædere.
1 Sachsen gælder lignende Bestemmelser,
og i Brunsvig har i Følge Lov af 17. Marts
1850 de ugifte Kvinder undtagelsesvis Ret
til at vælge gennem Stedfortrædere.
Endnu staar tilbage at omtale Belgien,
hvor en Mand faar 2 Stemmer, naar han er
gift, samt Østerrig og Rusland, hvor der gæl-
der lignende Bestemmelser som i Preussen.
Ogsaa i Schweiz har skatteydende Kvinder
indirekte Valgret i Kommunen. Det samme
er Tilfældet i Rumænien. I Frankrig,
Spanien, Portugal og Italien har Stemmerets-
bevægelsen endnu ikke sat sig Spor i Lan-
denes Forfatninger.
Gennemført eller dog tilnærmelsesvis gen-
nemført politisk Ligeberettigelse har Kvin-
derne altsaa kun i Australien, paa New Zee-
land, i 4 amerikanske Fristater, paa Øen
Man og i Finland.
Jeg lader atter Grev Posadowsky tage
Ordet. „Kvinden skal ikke befatte sig med
Politik," erklærede han i den tyske Rigsdag.
„Men,a tilføjede Greven diplomatisk, „hun
bør have al mulig Adgang til at erhverve sig
sit Livsophold." — Hvad der ligger bag disse
Ytringer, er den velkendte Distinktion mel-
lem politiske og sociale Rettigheder, en Son-
dring, Carlyle ofrede et Liv paa at ind-
hamre i den britiske Bevidsthed. Den er
ikke uden Værdi. Carlyle og Ruskin har
med den manet Arbejdere til Taalmodighed,
magthavende Politikere til Retfærdighed. Den
engelske Fabrikslovning, den engelske Fagfor-
eningsbevægelse er blevne til under den sociale
Retfærdigheds Auspicier. Indtil 1880'erne har
de engelske Arbejderes Interesser været røgtede
af de Liberales og Toryernes Politikere.
Men bag den hele Tankegang lurer dog
alligevel en Undervurdering af det politiske
Livs Betydning. Det er rigtigt, at den
sociale Frihed er Maalet. Men det er lige-
saa rigtigt, at den politiske Frihed er Midlet.
En saa simpel Ting som Retten til Organi-
sation — et af de uundværligste Led i den
nuværende Samfundsorden — hvorledes sikre
den uden ad Lovgivningens , d. v. s. den
politiske Selvbestemmelses Vej? „Nej, først
63
Kuindeualgretsbeuægelsen -
naar Kvinderne sidder i Lovgivningens Raad,a
sagde Susan Anthony, „vil de have Sikker-
hed for Varigheden af de opnaaede Goder."
„Kvinder skal ikke befatte sig med Poli-
tik. u Ja, hvis Kvindesagen var en Fritids-
sport for ledige Bourgeoisieladies. Men,
som Doktor Kathe Schirmacher har frem-
hævet det: Kvindesagen er hele det arbej-
dende Folks Sag. Paa Fabrikker og Uni-
versiteter, i Hospitaler og ved Telefoner, i
Køkkenet og Varietéen, i Skolerne og i
Fængslerne, der finder vi Kvindesagens
Troppemasser, der findes dens Førere, dens
Syge og Saarede, dens talløse Kompagnier
af kampdygtige Rekrutter. Og nu denne
Tale om det ørkesløse Bourgeoisi! Det
ørkesløse Bourgeoisi er halvvejs et arbejdende
Bourgeoisi, et Led af hele det arbejdende
Folk. Hvor mange af Bourgeoisiets Damer
staar ikke i Folkeskolens Tjeneste, hvor
mange har ikke viet sig til Lærergerning og
Sygepleje. Louise Otto, Arbejderskernes
Talsmand, var Datter af en højtstaaende
Embedsmand. Florence Nightingale, Krim-
krigens Sygeplejerske, var Datter af en
engelsk Godsejer. Fra et solbeskinnet Hjem
gaar Ilia Fibiger til Kolerahospitalerne. Og
Camilla Collett, Clara Raphael og Frederike
Bremer, tæller de ikke med blandt de arbej-
dende Kvinder? Nej, Kvindesagen er alle
Kvinders Sag, Hustruers og Mødres, Søstres
og Enkers, giftes og ugiftes. De, der kræ-
ver politisk Indflydelse for Kvinden, taler
paa Hundredtusindernes, paa Millionernes
Vegne.
Hvad viser Tallene?
Efter Folketællingen 14. Juni 1895 var
der i Tyskland 26,4 Millioner Kvinder. I for-
skellige Erhvervsgrene arbejdede 6,6 Millioner,
d. v. s. l/* af den samlede kvindelige Befolk-
ning. De Grunde, der driver Kvinderne ind
i Erhvervslivet, skriver Doktor Epstein, er
højst forskellige; men den væsentligste Driv-
fjeder er Nød. Betydningsfuldt er det Fak-
tum, at de gifte Arbejderskers Antal stadig
er i Opadgaaende*). — Men de kvindelige
Arbejderes Tal er i det hele i Stigen.
Generalkommissionen for Tysklands frie
Arbejderorganisationer offentliggør en Beret-
ning over Status i 1905 med særlige Op-
lysninger om de kvindelige Arbejderes Tal.
Antallet af kvindelige Medlemmer i de for-
skellige Fag er steget fra 48,604 i Aaret
1904 til 74,411 i Aaret 1905, altsaa en
Tilvækst paa 25,807 eller 53,i °/0. Det
største Antal kvindelige Medlemmer findes i
Tekstilarbejdernes, Tobaksarbejdernes, Metal-
arbejdernes, Bogbindernes, Bogtrykkermed-
hjælpernes og Skomagernes Organisationer.
En Statistik, anført i „Englishwomans*
Review" Januar 1905, viser, at 700.000
preussiske Børn vilde komme til at gaa uden
Undervisning, hvis Lærerinderne fratraadte
deres Stillinger. I alle større Byer udgør
Kvinderne 30—40, ja nogle Steder 50 %
af den samlede Lærerstab.
Samme Steds ser man, at der i den en-
gelske Bomuldsindustri arbejder 300.000
Kvinder mod kun 200.000 Mænd. Af de
organiserede Bomuldsspindere var 96.000
Kvinder, 69.000 Mænd. I alt findes der i
England c. 125.000 organiserede kvindelige
Arbejdere. Og for at tage nogle Tal fra Kø-
benhavn! I Følge Folketællingen 1901 var
der i København og Sundbyerne tilsammen
c. 216.000 Kvinder og 185.000 Mænd. Af
Kvinderne hører 76.700 til Forsørgernes
Klasse, af Mændene 115.000, idet det dog
maa erindres, at alle Hustruer i Folketæl-
lingen henregnes til de forsørgede.
Tager vi et Fag som Lærergerningen, saa
finder vi her 2000 Kvinder mod 1000 Mænd.
Tager vi Haandværk og Industri, saa er
ganske vist Mændenes Antal over det dob-
belte af Kvindernes Antal, nemlig 53.800,
men Kvinderne udgør dog deri ret betydelige
Sum af 22.000.
*) Jfr. Epstein: „Die Erwerbsthåtigkeit der
Frau in der Industrie". Frankfurt 1901.
64
Kvindevalgretsbevcegelsen
Det største Antal kvindelige Arbejdere
findes i Tobaksindustrien, Væverierne og
Trikotagefabrikkerne *).
Hvad viser Tallene?
De viser korteligt dette, at vi ikke længer
kan regne med Hjemmet som Kvindens Ar-
bejdsplads, hverken for den giftes eller den
ugiftes Vedkommende. Den industrielle Re-
volution, der kastede Manden fra Hjemmet
hen paa Fabrikken, slyngede ogsaa Kvinden
ud i Konkurrencens Hvirvelstrøm. Rokkens
og Vævens Idræt øves ikke længer i Hjem-
met, Smør og Ost laves paa Mejerierne, Brød
bages af Bageren. Hele den Arbejdskraft,
der ved denne Forvandling bliver ledig, maa
vandre ud af Hjemmet og søge sig Plads i
Erhvervslivet. Den industrielle Udvikling og
den med denne følgende Arbejdsdeling har
ikke blot fremkaldt Arbejderbevægelsen; den
har ogsaa sin store Andel i Kvindebevægel-
sens Opkomst. „Retten til Arbejde" er et
Krav, som bliver fælles for Manden og
Kvinden. Historien kan føje et nyt Kapitel
ind i sin Aarbog. Kapitlet hedder: Kvin-
dens sociale Arbejde. Heraf vor Tids store
Problem: Skal Kvinden være Mandens Kon-
kurrent eller hans Medarbejder, et Problem,
som fra det forrige Aarhundredes Midte er
bleven løst gennem Kvindernes Optagelse i
de mandlige Organisationer. Engelske Vævere
har Æren af at gøre det første Skridt.
Men lad os se lidt nærmere paa dette om
Kvindernes Arbejde. Thi ved Arbejde er
det, man godtgør sin Ret til Repræsentation
i Samfundet, og ikke ved den tilfældige Be-
siddelse af en bestemt Skatteindtægt.
Vi lever i Lønarbejdets Tid. De fleste af
os er Lønarbejdere. Nogle af os er Løn-
slaver. 20 Kr. om Maaneden for 10 Timers
dagligt Kontorarbejde, hvad er det andet end
Lønslaveri?*) Men det bedste Arbejde er al-
drig udført for Lønnens Skyld. Det bedste
Arbejde er det, der har sin Løn i sig selv.
*) Jfr. Kvinden og Samfundet" 20. Juni 1905.
I Fyrst Krapotkins „Gensidig Hjælp a læser
følgende Historie: Lille Annie W. blev af
sin Mor sat i Pleje hos en gammel Kone i
Wilnot Street. Barnets Moder døde, men
denne Kvinde, som var meget fattig, beholdt
den Lille uden en Øres Vederlag. Da Barnet
var 5 Aar gammel, døde imidlertid den
gamle Kone. Barnet var naturligvis bleven
forsømt under hendes Sygdom og havde
næsten ingen Klæder paa Kroppen. Ikke
des mindre tog en Skomagers Kone, der
selv havde seks Børn, hende til sig."
Arbejde af denne Slags falder udenfor Stati-
stikens Rammer. Det er derfor ikke mindre
værdifuldt, og det tæller med, naar Kvindens
Samfundsværdi skal opgøres. Den gamle
Kone, der i Kaalunds Digt giver Okserne at
æde, har større Lod og Del i Samfundsbyg-
ningen end Kejseren, der afholder Udgifterne
af Statskassen. I det hele: Barmhjertig-
hedsgerningernes Omraade — er her ikke et
Felt, hvor Kvinden baade psykisk og fysisk
er Manden overlegen? Jeg siger fysisk og-
saa; thi vi Mænd har ikke Haandelag til at
skrubbe Gulve, vaske Børnetøj, lave Mad og
lægge Grødomslag paa. Og ofte er just det
det ene fornødne. Medlemmer af Menigheds-
plejer vil kunne tale med herom. — Lad
mig sige et Ord om Mødre ogsaa. Enhvers
egen Erfaring vil her være ham det bedste
Vidnesbyrd. En Statistik over gennemvaagede
Nætter, over nedbrudt Helbred, over de Tu-
sinder af Afsavn, som Mødre har lidt for
deres Børn, hvilket bindstærkt Værk vilde
det ikke blive!
Og nu Kvindens Betydning for store Mænd !
Ruskin siger herom: hun peger paa Maalet
for Mandens Energi. Næsten overalt, hvor
Mænd har øvet et Storværk, maa Histori-
keren spørge: „ou est la femme?" Kvinder
som George Sand, Rahel Varnhagen, Elisa-
beth Browning og Sofie Øhlenschlæger hører
til denne Gruppe. Muhåmeds Hustru,
Marlborough's Hustru har haft denne Ind-
flydelse.
65
Kvindevalgretsbeuægelsen
For Dig, for Dig kun, op mod Ærens Tind
jeg stige vil, kun for at se Din Kind
af Bifald redme, læse min Bedrift
prist i Dit Blik som i en Engels Skrift,
og faa som Len for Kampens haarde Færd
et Smil af Dig, Udødelighed værd.
Men Kvinder har ikke blot kunnet inspi-
rere til Storværker, de har ogsaa selv kunnet
øve dem. Der er dem, der paastaar, at
Kvinder mangler ledende Evner og derfor
ikke egner sig for overordnede Stillinger.
Saavidt jeg ved, hylder den konservative
Politiker, Dr. L. Birck, denne Tankegang. —
Jeg tør ikke garantere forFourier's Bemærk-
ning: Fra Semiramis til Katarina af Rusland
har der altid været 7 fremragende Regent-
inder mod 1 middelmaadig, og omvendt 7
middelmaadige Regenter mod 1 enkelt frem-
ragende. Men at Kvinder har vist Evner
— endogsaa store Evner — for Statsstyrelse,
just det aktuelle Stridsspørgsmaal, derom
kan der dog næppe være nogen Tvivl. Jeg
skal ikke trætte Dem med Verdenshistorie,
men blot nævne Navnene: Elisabeth af Eng-
land, Maria Theresia af Østerrig-Ungarn, Kata-
rina d. Anden af Rusland og vor Dronning
Margrete. Naar man betænker, hvor for-
holdsvis faa kvindelige Regenter, der i det
hele taget har været, bliver det des mærke-
ligere, at saa forholdsvis mange har udmær-
ket sig. Herhjemme er vi som bekendt
sikrede mod det kvindelige Regentskabs Farer.
Er det finansielle Evner, der spørges om,
saa kender vi alle Moder Sigbrit. Og selv
strategisk Begavelse har i det mindste een
Kvinde haft. Der foreligger officielle Vidnes-
byrd om, at det var Anna Elba Caroll, som i
November 1861 udtænkte den Plan til at kue
Slayestaternes Opstand, der senere skaffede
General Grant Verdensberømtheden og Præsi-
dentposten*). Den egentlige Ophavsmand til
Planen var der ingen, der tænkte paa. Hvor-
for vel? Fordi Ophavsmanden i dette Tilfælde
var en Kvinde! Gaar vi til Videnskabens
Dyrkere, saa træffer vi ogsaa her fremragende
kvindelige Begavelser. Der er Astronomerne
Maria Mitchell og Caroline Herschell. Der
er Matematikeren Sofie Kovalévskij, og der
er Naturforskeren Fru Curie. Mrs. Faw-
cett og Beatrice Webb er bekendte som For-
fattere af udmærkede nationaløkonomiske
Værker.
I Skønlitteraturen indtager Kvinder en
fremragende Plads — Navne vil være over-
flødige. I Skuespilkunst har de skabt det
ypperlige; i den udøvende Musik staar de
i første Række. Som tøalere og Billedhug-
gere viser de meget Talent.
Men det turde være unødvendigt at ofre
flere Ord paa at godtgøre Kvindens Betyd-
ning i Samfundet.
Vi er Gud ske Lov ikke i Tyskland, hvor
en Weininger definerer Kvinden som den
personificerede Seksualitet eller en Dr. Jo-
hannes Muller skildrer den kvindelige Be-
vidsthed som et forvirret Kaos af forskellig-
artede Forestillinger, der er opstaaet ved den
vilkaarlige Blanding af oprindelige Fornem-
melser med tilfældigt opsnappede Tanker.*)
Kvindens sociale Arbejde har en dobbelt
Betydning: det sætter hende i Stand til at
lægge sine Evner for Dagen, og det gør det
nødvendigt for hende at søge Samfundets
Beskyttelse. Saasnart man anerkender Kvin-
den som Bærer af sit Fag, betragter hende
som Medlem af en stor, arbejdende Klasse,
saa maa man indrømme, at hendes Arbejde
lige saa godt som Mændenes staar. og falder
med de store . økonomiske Spørgsmaal, som
nu til Dags for en stor Del bestemmer Ver-
denshistorien.
Naar vi i „Englishwoman's Reviewa Jan.
1905 læser, at statsansatte Lærerinder i
Tyskland mister deres Stilling den Dag, de
*) Jfr. E. Elberling „Kvindens Stilling i det
offentlige Liv*.
*) Johannes Muller: Beruf und Stellung der
Frau.
z= 66 — -.—
Kvindevalgretsbevægelsen
gifter sig, og at samme Regel gælder i Post-
væsenet, har da ikke Kvinder her et Krav
paa Medbestemmelse i offentlige Anliggender.
Og for at tage et af de videst rækkende
økonomiske Spørgsmaal, Forholdet mellem
Storhandel og Detailhandel, har det saa ikke
den mægtigste Interesse for alle Kvinder,
Husmødre som ugifte, at Varepisernes Stig-
ning ved Mellemhandelen paa Kontinentet
beløber sig til fra 25 til 40 pCt. Som
Regel er det dog Kvinden, der varetager
Hjemmets Proviantering, det er hende, der
besørger Indkøbene, det er hende, der maa
faa Husholdningspengene til at slaa til.
De Spørgsmaal, hvori Kvinden har en
Førstehaandsinteresse, er ikke faa. Ægte-
skabets Ordning, den gifte og den ugifte
Moders Stilling, Kvinders Opdragelse og Un-
dervisning, hendes Stilling i Erhvervslivet,
Tyendespørgsmaalet. Utallige er de, hvori
hun har samme Interesse som Manden. Jeg
nævner i Flæng: Fattigvæsen, Kirkevæsen,
Militærvæsen, økonomiske Spørgsmaal og
Forfatningsspørgsmaal. Spørgsmaalet om
Kvindestemmerettens Forhold til den alminde-
lige Valgret vil blive et af Fremtidens vig-
tigste.
Om Kvindens Betydning for Samfundet,
om Værdien af hendes Indsats i Samfunds-
arbejdet, kan der da ikke længer herske
væsentlig Uenighed.
Stuart Mill har Ret, naar han erklærer,
at det under Samfundets nuværende Tilstand
er umuligt at erhverve sig Grundlaget for
en fuldstændig og nøjagtig Besvarelse af
Spørgsmaalet om den intellektuelle og mo-
ralske Forskel mellem de to Køn. De Er-
faringer, der er indvundne i de 40 Aar, der
er gaaede siden Mills epokegørende Bog,
kan allerhøjst muliggøre en Sondring mellem
Mandens og Kvindens erhvervsmæssige Funk-
tioner, de kan ikke begrunde Kvindens Ude-
lukkelse fra det politiske Livs Omraade.
Hvad er det da, der alligevel hindrer
Manden i at tilstaa Kvinden, hvad der alle-
rede længe har været hendes Ret? Det maa
unægtelig være Betragtninger af ganske af-
gørende Betydning. Ja, lad os til Slutning
kaste et Blik paa de Argumenter, der stadig
føres i Marken.
Kvinderne har ikke den fornødne Intelli-
gens, siger man. Jeg tror, denne Indvending
er tilstrækkelig gendreven i det foregaaende.
Man fristes let til at spørge: Hvorledes staar
det da til med de mandlige Vælgeres Intelli-
gens? Mon de alle er saa vel funderede i
de Spørgsmaal, der stemmes om? Og tiltror
man Kvinden Forstand nok til at afgive sin
Stemme, men ikke til som Mændene at del-
tage i de lovgivende Handlinger, saa op-
fordrer jeg vedkommende til at føre Bevis
for, at Mændene her har et Plus i Intelligens,
som Kvinderne mangler.
Men Kvinderne har ingen Interesse for
Samfundsspørgsmaal, svares der.
Selve Kvindevalgretsbevægelsen slaar denne
Indvending til Jorden. „Kvindens Indtrædelse
i det politiske Liv" anses dog selv af dens
argeste Modstandere for at være et betyd-
ningsfuldt Samfundsspørgsmaal. De Kvinder,
der arbejder for den, har altsaa i hvert Fald
saa stort et Mon af Samfundsinteresse. Hvor
naivt i iøvrigt at sige til en kvindelig Ar-
bejderske — og her, hvor Oplysningen er
mindst, tør man vel forudsætte den mindste
Interesse — at hun ingen Interesse har for
sin retslige Stilling i Ægteskabet, ingen In-
teresse for sin Arbejdstids Længde eller for
Fabriklokalernes tidssvarende Indretning.
Det paastaas fremdeles, at Kvindens Plads
er i Hjemmet. Ja, Gud give det var saa
vel! Men der er bare ikke Plads i det
gamle Hjem, og Manden vil ikke hjælpe
hende med at danne et nyt. Og hvor der
er et Hjem, var det saa ikke netop en Op-
gave for Kvinden at gøre dette Hjems In-
teresser gældende i Samfundets Lovgivning?
Den, der er Hjemmets gode Genius, maa
vel, som Frigga Carlberg sagde, ogsaa kunne
være Samfundets gode Genius.
67
Kvindevalgretsbevægelsen
Der er dem, der siger, at Politiken vil
bringe Splid ind i Hjemmene. Jeg tillægger
ikke dette Argument nogen Vægt. For det
første er den politiske Interesse gennemgaa-
ende overordentlig ringe. Den blusser op,
næret af Valgtidens Papirdeklamationer, og
den synker hen, saasnart Valgdagen er omme.
Og for det andet. Hvor den virkelig betyder
noget, der vil den snarere virke som en ide-
aliserende Magt. Den vil, som A. C. Meier
sagde paa Folkemødet i Frederiksberg Have,
„ afløse Kiv og Kævl med Diskussion og al-
vorlig Drøftelse.
Endnu eet Argument gøres gældende: det
paastaas, at Kvinden ikke vil faa Tid til at
varetage sin Valgret. Tør jeg spørge, hvad
Tid det tager de fleste at læse en Avis og
gaa et Par Timer hen paa Afstemningsplad-
sen, det Aar Valget finder Sted. Og mere
Tid anvender Mænd vistnok ikke paa deres
politiske Rettigheder, i Almindelighed da.
At være Repræsentant kræver selvfølgelig
en betydelig Opofrelse af Tid og Arbejde.
Men de Kvinder, der er optagne af deres
private Arbejde, maa naturligvis give Afkald
paa offentlig Virksomhed. De er i den Hen-
seende ikke anderledes stillede end Mændene.
Større Betydning tilkommer der det Argu-
ment, at Kvinden ikke aftjener Værnepligt.
De samme Rettigheder maa medføre de sam-
me Pligter.
Men der kan dog indvendes, at Kvinderne
gentagne Gange har erklæret sig villige til
at aftjene Værnepligten i Form af Sygepleje,
en Form, der vilde falde nøje i Traad med
et almindelig anerkendt kvindeligt Anlæg.
Endelig ved vi jo, at der aarlig kasseres c.
27 °/0 af de værnepligtige Mænd, uden at de
dog derfor mister deres Borgenet. Ja der
har, saavidt jeg ved, end ikke været Forslag
om en Værneskat for de kasserede, om end
denne Tanke er optaget paa det jyske Højres
Manifest.
Ogsaa Frygten for Virkningerne af Kvin-
dens Indtræden i det politiske Liv er vistnok
ret ubegrundet. Meningerne herom er ogsaa
højst delte. Man maa vistnok have flere
Erfaringer til Raadighed, før man kan udtale
sig med Sikkerhed. Mange konservative
Politikere mener, at Kvinderne vil støtte den
konservative Sag. Beaconsfield og Balfour
har givet Tanken deres Tilslutning.
I modsat Retning gaar en Udtalelse af en
New-Zeeland'sk Minister, Mr. Rewe, der me-
ner, at Indførelsen af Kvindevalgretten vil
befordre det radikalt-socialistiske Fremskridt
hele Verden over. Thi Kvinderne, siger han,
har mindst Grund til at være tilfreds med
Verden som den er.
De Resultater, der foreligger fra de Steder,
hvor Kvinderne har Valgret, er overalt til-
fredsstillende, saavel i Amerika som i Au-
stralien. Afholdssagen og Børnebeskyttelsen
har til Eksempel nydt godt af Kvindernes
politiske Arbejde.
Men jeg skal ikke længer trætte med Gen-
drivelse af mere eller mindre intetsigende
Argumenter.
Det drejer sig her om Løsningen af et
stort og gennemgribende Samfundsspørgsmaal.
Lad os danske gaa i Spidsen med at yde
Retfærdigheden Fyldest. Lad os nulevende
træde i Forfædrenes Spor, de Mænds, der
lagde Grunden til Kvindens Frigørelse her i
Danmark med Lovgivningen af 1857, Mænd
som Grundtvig og Clausen, Tscherning og
Madvig, Lehmann, Monrad, Ploug og
Krieger.
Grundvolden er lagt! Det staar til os,
de nulevende at føre Værket til Ende.
68
C. BERG
At Statsrevisor Madsen-Mygdal.
Naar jeg efter Anmodning af Redak-
tionen giver mig i Lag med at
„skrive noget om C. Berg", saa kan der
selvfølgelig ikke være Tale om at skrive
Bergs Historie, endog i meget begrænset
Omfang. Jeg maa derfor indskrænke mig
til udaf Stoffets Mangfoldighed at fremdrage
nogle enkelte Mærkepunkter i hans politiske
Liv.
„Det danske Folk har mistet sin største
politiske Kraft", saaledes skrev det norske
Blad .Verdens Gangtf i 1891 ved Bergs
Død. Herhjemme var en lignende Følelse
almindelig baade blandt Venner og Modstan-
dere. „Nu brast Bolværket", skrev Mod-
standerne i Erkjendelse af, at han var den
store Hindring for Gjennemførelsen af deres
Planer, medens Vennerne sørgede over at
have mistet en Kraft, som ikke for Tiden
kunde erstattes.
Siden de store Mænd fra 1849 gik bort,
er der absolut ingen, der har fyldt saaledes
i dansk Politik som han. Hans enestaaende
Arbejdsevne i Forbindelse med hans store
Trang til Virksomhed har sat dybe Spor i
vort politiske Liv. Han begyndte sin politi-
ske Løbebane med at blive valgt ind i Rigs-
raadets Folketing for Koldingkredsen den 30.
Januar 1865 midt under Grundlovskampen
og paa en Tid, da Grundlovssagen var sin
endelige Løsning nær, idet de hemmelige
Underhandlinger, kjendt og billiget af Ven-
stres ledende Mænd, mellem J. A. Hansen
og Grev Frijs allerede da var begyndt. Han
blev siden valgt ind i Rigsdagens Folketing
den 4. Juni 1866 og har derefter repræsen-
teret Koldingkredsen lige til sin Død.
Hans første Tale i Rigsraadet var et varmt
Forsvar for Junigrundloven som det danske
Folks moralske Ret, men for øvrigt tog han
til at begynde med ikke nogen væsentlig Del
hverken i Rigsraadets eller Rigsdagens For-
handlinger, og udøvede derfor ikke nogen
særlig Indflydelse paa Afgjørelsen i de første
Aar. Derimod kastede han sig med særlig
Kraft ind i Arbejdet paa at forberede sig til
sin Rigsdagsgjerning. De første Aar af hans
Rigsdagsliv blev derfor nærmest Studieaar.
Man saa ham Dag efter Dag siddende i
Rigsdagens Bibliotekslokaler ofte til langt
ud paa Natten, ivrigt beskjæftiget med Lov-
arbejder, Finanslovsstudier, Læsning af Rigs-
dagstidende og en Mængde andre Ting, som
en ung Rigsdagsmand har Brug for. Resul-
tatet heraf var en enestaaende Sagkundskab
paa saa godt som alle Omraader indenfor
Rigsdagsgjerningen, en Sagkundskab, der aner-
kjendtes ogsaa af politiske Modstandere, hvil-
ket bl. a. fremgaar af følgende Udtalelse i
„Parlamentariske Stjernebilleder", udgivet af
en Højremand i 1873 under Mærket „Zodia-
kus": „Der kan næppe være Tvivl om, at
det, som fra første Færd skaffede Berg hans
politiske Indflydelse, og som siden stadig har
styrket hans Stilling, det er hans enestaaende
Kjendskab til det danske Lovarbejde, som
han ved sin mageløse Flid og sin mærkvær-
dige Hukommelse har tilegnet sig og holdt ved-
lige. Der er for Tiden adskillige i vor Rigs-
dag, der muligvis har lige saa gode Evner
som Berg, men i Sagkundskab er der nappe
nogen, der kan maale sig med ham. Det sikrer
ham hans Magtstilling i Tinget, og saaledes
nyder han Frugten af hans ihærdige Arbejde".
= 69
C. Berg
Det varede imidlertid ikke ret længe, in-
den han med Alvor og Kraft kastede sig
ind i Arbejdet baade i Folketingssalen og
ude blandt Vælgerne. Højre var den Gang
i Flertal baade i og udenfor Rigsdagen, og
Berg maatte derfor kjæmpe sig frem med de
Ideer, han gjorde sig til Talsmand for. Men
hans Sjælsstyrke, baaren af en glimrende
Tro paa hans Sags Retfærdighed, i Forbin-
delse med den Kundskabsmængde, han sad
inde med, var mægtige Hjælpere, der havde
til Følge, at han vandt fremad med Kjæmpe-
skridt og Dag for Dag gjorde sine Erobringer.
Efter 1866 havde vi i nogle Aar til ind
i Halvfjerdserne en nogenlunde rolig Periode,
hvor Forhandlingsvilligheden fra forskjellig
Side satte Frugt i en Række af Love, som
i Forhold til Fortiden maatte betragtes som
gode. Dernæst blev der efter „det forenede
Venstres" Dannelse i 1870 udført et stort
Arbejde paa Rigsdagen for at omsætte Par-
tiets forskjellige Programpunkter i positive
Lovforslag. I dette Arbejde tog Berg saa
virksom Del, at han meget hurtigt kom til
at indtage en Førers Stilling paa Rigsdagen.
Hans mangfoldige Foredrag i Folketingssalen
fra hine Aar indeholder saa vægtige Bidrag
til Løsningen og Forstaaelsen af de mange
forskjellige Samfundsspørgsmaal, der den Gang
og til Dels endnu den Dag i Dag staar paa
Dagsordenen, at man dristig tør sige: Her
er en enestaaende Sagkundskabens Kilde,
som det ogsaa for Nutidens Politikere vil
være rigtig lønnende flittigt at benytte.
Det kan være vanskeligt at udtale sig om,
hvad der er størst hos Berg og hvad der
har havt mest Betydning, enten hans Gjer-
ning paa Rigsdagen eller hans Arbejde ude
blandt Befolkningen. I sidstnævnte Hen-
seende er det sikkert og vist, at ingen dansk
Mand i lange Tider paa langt nær har udført en
Gjerning som han, hverken med Hensyn til
Arbejdets Omfang eller dets Indflydelse paa
Befolkningen. Her maa man igjen lægge
Mærke til, at han til at begynde med havde
Flertallet af Befolkningen imod sig, og at
han maatte arbejde sig frem under haard-
nakket Modstand. Men dette svækker ikke
hans Kraft elier Mod, tværtimod: han høj-
nedes i Kampen og Kraften øgedes. Han
havde Mod til at oprette en Del Dagblade i
døde og højresindede Egne, uden at tænke
paa, at han derved satte meget i Vove i
pekuniær Henseende. Han saa, at Trangen
til politisk Oplysning var størst i saadanne
Egne, og at daglig Paavirkning her var mest
nødvendig.
Samtidig hermed begyndte Berg en omfat-
tende Foredragsvirksomhed, der var størst i
Halvfjerdserne og ind i Firserne, men for
øvrigt blev fortsat lige til det sidste Aar,
han levede. Intet Navn i vor Tid har kun-
net samle saa mange Tilhørere omkring en
Talerstol som Navnet C. Berg. De største
Møder, der har været holdt her i Landet i
de sidste 50 Aar, har i særlig Grad samlet
sig om ham. De ældre af os har i frisk
Erindring de mægtige Møder ved Proviso-
riets Begyndelse, dernæst i Kjøbenhavn og
Kolding i Sommeren 1886, da Fængselstiden
var endt, og hvor Folkets Dom gav sig Ud-
slag i en enestaaende Hyldest. Ogsaa efter
hans Død har hans Navn havt Evne til at
samle Folk i saa store Tal, at man ikke
regner med Tusinder, men med Titusinder.
Hans Ligfærd i Kjøbenhavn ug hans Jord-
fæstelse i Kolding var som en Konges, og
endelig har vi været Vidne til, at endnu 15
Aar efter hans Død kunde Mindefesten for
ham forleden samle en Folkeskare fra alle
Landets Egne, der almindelig blev anslaaet
til 30.000 Mennesker.
Han har berejst Landet Gang efter Gang,
der er næppe nogen Krog i det ganske Land,
hvor ikke hans mægtige Vidnesbyrd har lydt.
Men ogsaa her tog han sig særlig af de
døde Egne, og hans alvorsfulde Røst har her
vækket Tusinder og atter Tusinder af Dvale.
Ingen dansk Folketaler har som han gjen-
nem sine Foredrag i politisk Henseende kun-
-.= 70 =--
C. Berg =■
net gribe og tiltale det danske Folks Hjærte,
og han udøvede derfor en ejendommelig
Magt over Befolkningen. De mange, endnu
levende, som har set Berg paa de store
Møder, vil have let ved at forstaa dette.
Magten i hans Foredrag laa ikke i en glim-
rende Stil, ikke i kunstmæssige Former eller
i forud beregnede Effektsteder. Han lagde
ikke an paa, at hans Tale skulde være „form-
fuldendt", det laa ikke for ham. Formen
var ham mindre væsentlig, hans Tale var
ikke indstuderet og endnu mindre forud
skreven ned, kun i ganske enkelte Tilfælde
paatog han sig det dermed forbundne Ar-
bejde. 'Skjøndt han oftest talte uden videre
Forberedelse, var hans Foredrag derfor ikke
mindre vægtigt, det var altid præget af
selvstændige Tanker og solid Kundskab og
altid baaren af Hjærtets Varme og Hjærtets
Tro. Han kjendte sine Folk og havde i
sjælden Grad Evnen til at fængsle sine Til-
hørere og holde dem vaagne. For Berg
selv saavelsom for Tilhørerne var disse store
Møder for Alvor Festdage, og han var aldrig
gladere, aldrig friere, end naar han fra
Talerstolen saa et Hav af Hoveder under sig.
Bergs Taler var altid alvorlige. Han gik
ikke ud paa at vække Latter, men Alvor.
Grinet var han altid en Modstander af, saa-
velsom af tomme Talemaader og daarlige
Vittigheder. Han tog ikke Sigte paa at til-
tale de daarlige Instinkter, sligt saa han paa
med Foragt. Derimod var det ham altid
om at gjøre at tiltale de bedre Følelser i
Menneskets Bryst. Han kunde slaa haardt,
meget haardt til sine Modstandere, men altid
med saglige Vaaben, aldrig med personlige
Angreb. Han var imod Anvendelsen af
personligt saarende Vaaben over for hvem-
somhelst; han troede ikke, at sligt fremmer
den Sag, man har kjær, men skaber derimod
Hindringer.
I Begyndelsen af hans Rigsdagsvirksomhed
skrev han i et Brev til en af sine Venner i
Kolding følgende: „ Kampen skal føres med
blanke Vaaben, der skal kjæmpes med Alvor
og med Højsind for det menige Folk og dets
Ret, saa gaar det." Dette Ord, der første
Gang blev brugt i Anledning af, at nogle
af hans delvise Meningsfæller havde brugt
Midler i Kampen, som han misbilligede, kom
til at præge hele hans følgende politiske
Gjerning saaledes, at man har Lov til at
sige, at disse Ord atter og atter gaar igjen
som den røde Traad i alt hans Arbejde.
Dette kjendes ikke mindst i hans Foredrags-
virksomhed. „Alvor og Højsind* var Løse-
net for ham her som allevegne. Det var
ham ikke særlig om at gjøre at faa sagt
mange fortræffelige Ting, eller at glimre som
Debattør. Skjøndt Modstanderne som oftest
fik at føle, at det ikke var saa lige til at
give sig i Kast med ham, fordi Kampen
med dem var som en Leg for ham, saa var
alt dette saavel for Berg som for hans Ven-
ner det mindre væsentlige. Det afgjørende
og det, der i særlig Grad vejede til, var den
Varme og den urokkelige Tro, der bar hans
Vidnesbyrd om den Sag, der ejede hans
hele Kjærlighed. Herom blev der ved hans
Død bl. a. sagt følgende: „De store politi-
ske Idealer forstod han at bringe sine Til-
hørere saa nær, at de ligesom kunde gribe
dem med Hænderne; han satte dem i saa
nøje Forbindelse med de religiøse og rent
menneskelige Grundfølelser hos dem, han
talte til, saa de paa én Gang blev dem
hjemlige og forstaaelige og dog i Stand til
at fylde deres Sind med Andagt. Politiken
blev under Bergs Hænder noget af en Re-
ligion".
Naar vi kortelig har omtalt Bergs Rigs-
dagsarbejde, hans Virksomhed som Blad-
udgiver og den Mangfoldighed af Møder,
han holdt rundt omkring i Landet, saa —
skjøndt alt dette var mere end nok til at
udfylde en Mands Liv — , strækker Bergs
politiske Gjerning sig videre endnu. Han
handlede ikke saadan paa Maa og Faa, der
var Plan i alt hans Arbejde. De mange
71 rz
C. Berg
Møder blev bl. a. Led i en enestaaende
Organisation, som kun han alene var i Stand
til at sætte i Værk. Han var en praktisk
Mand, der forstod at underbygge en nyvakt
politisk Bevægelse som ingen anden. Det
var i Reglen saaledes, at naat et Møde var
forbi, saa begyndte en meget vigtig Del af
hans Gjerning. Saa stiftede han Bekjendt-
skab med Egnens ledende Mænd, skaffede
sig Underretning om stedlige Forhold og
vandt sig Venner, hvis Hjælp han kunde
stole paa. Saadanne Venner holdt han fast,
og han vandt Tid efter anden et forbavsende
Kjendskab til Personer over hele Landet.
Med disse Venner førte han en Brevvexling
saa omfangsrig, at den alene var nok til at
lægge Beslag paa en almindelig Mands Ar-
bejdskraft. Derigennem fik Vennerne, selv i
de fjerneste Kroge af Landet, al den Vej-
ledning, de kunde trænge til, og derfor var
de aldrig i Tvivl om , hvad de skulde tro
og gjøre.
Ved Slutningen af hver Rigsdagssamling,
særlig foran et Valg, gjennemgik han med
sine Partifæller paa Rigsdagen alle Landets
Valgkredse, og drøftede Stillingen i hver
enkelt af dem. Samtidig gjennemgik han
Vinterens Rigsdagsarbejde, for at Partifællerne
kunde have det vigtigste i frisk Minde og
være godt rustet til den kommende Sommer.
Der blev sat Mærke ved de Valgkredse,
hvor der var særlig Trang til Arbejde. Nye
Erobringer fra sidste Valg maalte holdes
fast og befæstes samtidig med, at man maatte
have Opmærksomheden henvendt paa Kredse,
hvor der var nyt Land at vinde. I saa-
danne Kredse skulde der særlig arbejdes.
Foruden enkelte store Møder, som han selv
i Forening med én eller to af hans Menings-
fæller besørgede, plejede han gjerne at sende
enkelte af sine Venner ud for at holde Ræk-
ker af Møder, ikke sjelden fra Sogn til Sogn.
I Forbindelse hermed havde han Venstre
organiseret saa godt som i alle Landets
Valgkredse og ved Siden heraf en samlet
Landsorganisation, der altid havde Midler til
Raadighed til det Agitationsarbejde, der til
enhver Tid var fornøden.
„Berg var en Kampens Mand, hans Poli-
tik var en Kamppolitik* , har man sagt.
Hertil kan der svares baade Ja og Nej.
Hvis man dermed tager Sigte paa, hvorledes
der skal ihærdigt Arbejde til for at bekjæmpe
Vanskeligheder og overvinde Hindringer, ja
saa var Berg en Kampens Mand som ingen
anden. Hvis man derimod vil sige, at Berg
stilede paa Kamp, og at hans Politik førte
os ud i Kamp mellem Lovgivningsmagtens
forskjellige Faktorer, saa er dette en stor,
stor Misforstaaelse. Han var ikke bange for
at tage Kampen op, naar den ikke kunde
undgaas, men alligevel: Ingen har i højere
Grad end han stilet paa at undgaa Kampen.
Det var Tilfældet i 1877 med Hensyn til
de saakaldte „konstitutionelle Punkter" , der
den Gang blev sat ind paa Finansloven, og
det var i endnu højere Grad Tilfældet i
1884—85. Folketingsvalget i 1884 gav
Venstre den største Sejr, det endnu havde
vundet, og gav Højre et saa føleligt Knæk
som aldrig før. Dette havde bl. a. tilfølge,
at mangfoldige Højremænd holdt paa, at
man ikke burde spænde Buen højere, og at
Estrup nu maatte gaa, hvis ikke Højre helt
skulde ødelægges. Men de vilde Elementer
i Højre vandt Sejr, og man vovede Proviso-
riet, fordi visse Tegn bebudede en Deling af
Venstre. Uden i øvrigt at komme ind paa
Begivenhederne fra den Tid, der endnu lig-
ger os temmelig nær, skal her blot anføres,
at adskillige Elementer indenfor Venstre
havde det saaledes, at Valgsejren i Juni
1884 var gaaet dem til Hovedet i den Grad,
at man mente, at man kunde gjøre næsten
hvad man vilde, og at man nu burde slaa
løs og ikke være bange for Kamp. „Berg
er bleven moderat", hed det, „og der skal
72 ----=^
C Berg
føres en ganske anderledes radikal Politik".
Det Bergske Organ „ Morgenbladet " var ikke
godt nok som Fællesorgan for Venstre', og
Bladet „Politiken* blev startet den 1ste Ok-
tober 1884 .
I Modsætning hertil hævdede Berg med al
den Styrke, han ejede: „Vi skal gjøre alt,
hvad vi kan gjøre med Ære, for at undgaa
Provisoriet, mens det endnu er Tid; thi vi
skal huske paa, at med Provisoriet saaes der
en ond Sæd, der vil bære bitter Frugt for
lange Tider". I Sandhed, Berg havde Ret,
„den bitre Frugt" er endnu den Dag i Dag
skjæbnesvanger for os i mer end én Retning !
Ud fra denne Betragtning satte Berg igjen-
nem, at Folketinget umiddelbart før Provi-
soriet i 1885 tilbød paa Finansloven at ville
gaa l1/* Mill. Kroner højere op, end der
var bevilget ved 3die Behandling, væsentlig
til militære Øjemed, med den Tilføjelse af
Ordføreren, at man derhos var villig til at
give en hvilkensomhelst Bevilling, som Dhrr.
Modstandere kunde paavise som nødvendig
til Statsstyreisens forsvarlige Førelse. Ende-
lig satte han igjennem, at Folketingets Ord-
fører i sidste Øjeblik erklærede, at Folketinget
var villig til at forhandle om den midlerti-
dige Finanslov baade med Hensyn til Ind-
hold og til Form.
Men alt var forgjæves. Der var Tegn til
Splittelse indenfor Venstre, og Provisoriet
kom. Og nu var det ikke blot de særlig
„radikale Elementer" inden for Venstre, der
var af den Mening, at man nu maatte sætte
Haardt imod Haardt ved at mødes med Mod-
standerne med Midler, der laa uden for Loven,
men der var ogsaa adskillige andre, der i
retfærdig Harme over Lovbrudet mente, at
man nu burde sætte Magt imod Magt ved
Anvendelse af saadanne Midler som Skatte-
nægtelse, Riffelbevægelse, økonomisk Krig
osv. Men Berg var en afgjort Modstander
af alt saadant. Det var hans bestemte Over-
bevisning, at Anvendelse af voldsomme Mid-
ler kun kunde føre til Nederlag. I Kraft
heraf lykkedes det ham i et Partimøde den
lste April 1885 at faa vedtaget en enstem-
mig Beslutning om, at ingen Rigsdagsmand
maatte tilraade den Slags Midler. „Midler,
der fører til at svække os og styrke Mod-
standerne, duer ikke". — „Jeg sætter de
moralske Midler over de brutale, saaledes
regner jeg altid, og jeg tror, at disse allige-
vel blive de stærkeste, selv om Sandheden
og Retten for Tiden ligger under". — „Vor
Sag er for god til at betjenes af den Slags
Midler. Jeg har stedse manet til det mod-
satte, manet til Taalmodighedens og Udhol-
denhedens Kraft og Viljestyrke. Dette er det
stærkeste Vaaben. Sammenholdets, Taalmodets
og Udholdenhedens Aand styrker vor Vilje
og fører vor Kraft. Vi blive ved at staa
paa Lovens ijrund, fortsættende alle lovlige
Midler, som vi ikke nær har opbrugt endnu".
„Paa Lovens Grund" var sikker og solid
Grundvold for Berg. Tvivlerne spørge:
„Hvilke Midler have 1? Men jeg spørger:
hvilke Midler have Modstanderne? De mene
at have den fysiske Magt paa Trods af Lo-
ven. Men vi have Loven. Er vi da komne
saa vidt i Danmark, at Loven intet Middel
er? Paa Lovens Grund, paa Rettens Grund
kan trofast Arbejde aldrig være forgjæves."
I Kraft af denne Betragtning stod han urok-
kelig fast overfor Lovbruddet og vilde ikke
være med til „at gaa paa Akkord med Uret-
ten".
Samtidig hermed advarede han mod det,
som han betegnede som vor værste Fare,
nemlig Utaalmodighedens Farer. 23de Jan.
1886, Dagen før han blev fængslet, siger
han herom bl. a. følgende i Folketingssalen:
„Hvor skrappe de strænge Herrer end træder
op, som nu har Magten i Danmark, er jeg
ikke sikker paa, at de ere vor Sags værste
Fjender; thi dem kan man have tydelig for
Øje, dem tager ingen fejl af, de har skrevet
et Program med saa tydelig Flammeskrift, at
det gaar enhver til Hjærte i Danmark, det
kunne vi føle os til, vi behøve ikke at tænke
- 73 - —
C. Berg
os dertil. Men der er andre Farer for vort
Sammenhold og for vor Udholdenhed, og det er
Utaalmodighedens Farer. Der er 2 Slags
Utaalmodige ; der er de Utaalmodige, der
maaske rasle med Sværdet, inden de endnu
har kjøbt det, der tale om „Krig paa Kni-
ven" uden endnu at have den skjærpet, og
der er en anden Slags Utaalmodige, som
finde en saadan Pinsel i at regjeres en 9
Maaneders Tid paa provisorisk Vis, at vi
strax skulle finde paa Udveje, selv om de
føre til Nederlag for os. Den Slags Utaal-
modige kunne blive vor Sag til mere Skade
end selve Magthaverne. Thi dersom De tror,
at Magthaverne har det godt nu, saa tager
De storlig fejl. Dersom De tror, at de gaa
saa roligt til Sengs og staa saa roligt op
som vi, saa tager De fejl, der er vist ingen
af os her i Oppositionen, der ønsker at være
i deres Sted. Det er det, vi maa holde os
for Øje, Utaalmodigheden efter paa enhver
Maade at komme ud af Sagen er absolut i
Ministeriets (Estrup) Favør; det holder da
den samme Betragtning ved lige, som det har
levet paa hidtil: Holde vi ud, gaar Opposi-
tionen fra hinanden, de Utaalmodige til den
ene Side, de andre til den anden, saa spræn-
ges den, saa kile vi os ind og saa have vi
Tingene gaaende, som vi ville. Det er For-
ventningen, som de leve paa". Og derfor:
„Jo bestemtere og fastere vi vise os her,
saaledes at der ikke er en Sprække at se
igjennem, ikke Tanke om Utaalmodighed,
kun den mest sejge, bestemte Fastholden ved
vor simple, ligefremme Ret, desto vanske-
ligere bliver vore Modstanderes Stilling Dag
for Dag, og desto klarere vil man blive over,
at her er ingen anden Udvej end at møde
os paa Forfatningens Grund".
Man har sagt om Berg, at han var en
Modstander af Forhandlingspolitik. Men dette
er igjen en stor Misforstaaelse. „Forhandling
paa Grundlovens Grund" var hans Løsen,
og ingen har med større Kraft end han lagt
an paa alvorlig Forhandling mellem Lovgiv-
ningsmagtens forskjellige Faktorer. Det har
han vist ved sin Indsats af et Kæmpearbejde
i Rigsdagens Forhandlinger gjennem mange
Aar, og dernæst derved, at det stadig var
hans Maal at tilvejebringe og bevare Be-
tingelser for frugtbar Forhandling. Da Uvejret
i Firserne trak op, var han 2 Gange Folke-
tingets Ordfører for en Adresse til Kongen.
Ved den Lejlighed udtalte han bl. a. : „Adres-
sen er et Tilbud om Fred, den udtrykker fra
Folketingets Side et Ønske om Betingelser
for frugtbart Samarbejde mellem Lovgivnings-
magtens forskjellige Faktorer, for at vi kan
komme til at arbejde med hinanden paa
Grundlovens Grund og bygge Landet op, i
Stedet for at ødelægge det i Kiv og Strid."
Den samme Opfattelse har han gjort sig til
Talsmand for ved midt under Provisoriet
atter og atter at gentage: „Møde de os paa
Forfatningens Grund, saa møde de os strax
paa alle Omraader som Forhandlingens Mænd,
der erkjende, at som Forfatningen er, er vi
nødt til at slaa af paa vore Fordringer paa
begge Sider, og saa vil ethvert grundlovstro
Ministerium kunne føre et frugtbart Liv."
Af dette sidste vil man bl. a. forstaa, at
det laa ikke for Berg at sige: „alt eller
intet", og at dersom han ikke kunde faa sin
Vilje fuldt ud, saa var han rede til at slaa
løs. En saadan Stilling var ikke forenelig
med Bergs Politik. Tværtimod. I Troskab
mod Idealerne gjaldt det for ham om at
komme saa langt frem mod hans Ønskers
Maal, som det til enhver given Tid var
muligt, og med sikker Forventning om, at
man paa denne Vis vilde vokse til at naa
videre siden.
Der har været sagt om Berg, at ingen i
det ganske Land havde saa mange Venner
som han. Dette er vistnok rigtigt, ikke blot
i politisk Henseende, men ogsaa rent person-
ligt har dette Ord sin Berettigelse. Berg
var nemlig en godmodig Natur, og havde
en forunderlig Evne til at omgaaes Folk i
74
C. Berg
alle Stillinger. Han var et Hjærtemenneske,
der særlig havde Lyst og Vilje til at tage
sig af de smaa i Samfundet. Det turde
være en afgjort Sag, at jo nærmere man
kom ham, des mere kom man til at holde
af ham, fordi han virkelig var en elskværdig
Personlighed, der kunde vise Interesse og
Deltagelse selv for de mindste Ting. Alt
dette vil selv hans mest afgjorte Modstandere
erkjende. Vandt han paa den Vis mange
Venner, saa gjælder dette ganske i Særdeles-
hed de Folk i underordnede Stillinger, han
kom i Berøring med. Budene i Rigsdagen,
Tjenestefolk, baade hans egne og andres,
holdt særlig meget af ham. Nogle enkelte
Exempler vil vise dette. Et Landstingsbud,
gammel Højremand for Resten, der som saa-
dan havde hørt og læst meget ondt om Berg,
havde særlig Glæde af at vise mig en Sølv-
krans, som det underordnede Personale paa
Rigsdagen vilde lægge paa Bergs Kiste, og
da jeg udtalte min Anerkjendelse heraf, ud-
bred han med Taarer: Ja, Berg var en rigtig
god Mand. En af de første, Berg mødte i
Fængslet, var en af hans gamle Elever fra
Bogø, nemlig Kjøkkenjomfruen. Hun brast
i Graad ved at møde sin gamle kjære Ven
paa dette Sted og havde den inderligste
Lyst til at vise ham særlig Opmærksomhed,
hvilken Berg som pligttro Mand nægtede at
modtage.
I en Fastelavnsferie rejste jeg en Gang
sammen med Berg til Bogø og tilbragte
nogle Dage i hans Hjem der. Jeg havde
lovet at holde Foredrag i Øens Forsamlings-
hus, men underligt nok, jeg maatte ikke tale
om Politik, jeg skulde holde et historisk
Foredrag. Bogø var for ham som et fred-
helligt Sted, hvor han kunde rive sig løs
fra sin daglige Gjerning og rigtig hvile ud
ikke blot i sin Families Skjød, men i Sam-
livet med alle de kjære Mennesker paa Øen
uden Hensyn til politisk Trosbekjendelse.
Den Dag, Foredraget skulde holdes, udbrød
der et forrygende Snevejr, saa det var næsten
umuligt at komme fra Hus til Hus. Jeg
tænkte ved mig selv, at jeg nok blev fri for
at holde Foredrag den Aften; men da Berg
og jeg efter megen Møje var naaet op til
Forsamlingshuset, var dette propfuldt af Men-
nesker. Hele Øens Befolkning, Gamle og
Unge, Kvinder og Mænd var mødt, natur-
ligvis ikke for Foredragets Skyld, men tor
at hilse paa deres kjære Ven, thi der var
Højtid paa Øen, naar Berg kom hjem, og
sjælden eller aldrig har jeg oplevet noget
lignende som det hjærtelige Forhold mellem
Gamle og Unge, de 3 Dages Ophold paa
Øen bar Vidnesbyrd om. Naar der derfor
blev sagt ved hans Død, at „Berg til det
sidste var som en Fader for Befolkningen
paa Bogø og blev elsket og beundret af
allea, saa har jeg en levende Følelse af, at
dette i fuldt Maal er Sandhed.
Bergs store Sjælsstyrke kjendtes bedst i
Modgangens Dage. Han blegnede ikke, naar
Bølgerne gik højt og det trak op til truende
Uvejr, og han tabte aldrig Modet. Tvært-
imod, det var som om Faren gjorde ham
større og stærkere. Ogsaa her vil et Par
Exempler være paa sin Plads.
Ilte Januar 1886 faldt den svære Høje-
steretsdom, der gik ud paa Fængsel med
sædvanlig Fangekost i 6 Maaneder. Vi
troede at vide forud, at 6 Stemmer i Høje-
steret vilde lyde paa fuldstændig Frifindelse,
andre 6 paa Domfældelse. Det endelige Re-
sultat vilde altsaa bero paa en enkelt Stemme.
Under Voteringen i Højesteret holdt vi med
Berg som Formand Partimøde om vigtige
Sager, der skulde forhandles paa Rigsdagen
i de følgende Dage. Vi andre var i spændt
Forventning med Hensyn til Resultatet i
Højesteret, men Berg ledede Forhandlingerne
med sædvanlig Ro, Kraft og Dygtighed.
Saa gik Døren op, et Rigsdagsbud kom ind
og meldte, at Bergs Sagfører, Octavius Han-
sen, ønskede at tale med ham. Saa gik
===-= 75
C. Berg
Berg ud, modtog Budskabet om den svære
Dom, kom ind igjen, gik tilbage til sin Plads
uden at forandre en Mine, og ledede For-
handlingerne fremdeles som om intet var
passeret. Først da Mødet var forbi, fik vi
andre Besked om Udfaldet; men jeg har
aldrig set Berg større, end han stod for mig
i dette for ham saa skjæbnesvangre Øjeblik.
Saa gik han hjem og udarbejdede en af de
største Taler, han nogensinde har holdt paa
Rigsdagen. Det stod for ham, j som om
dette Fængsel vilde blive hans Død, og
denne Tale kan derfor paa en vis Maade
betragtes som hans politiske Testamente til
det danske Folk. Denne Tale, der blev
holdt i Folketinget den 15de Jan. 1886
under Forhandlingerne om det Estrupske
Grundlovsforslag, og som findes i Folke-
tingstidenden for 1885—86, Spalte 421—
57, falder særlig i 3 Afsnit: 1) Det danske
Folks Ret, 2) Hvorledes har det danske
Folk brugt denne Ret? Har det misbrugt
den? 3) Grunden til den nuværende Til-
stand og Midler og Veje til at komme ud
af den. — Dette sidste har han nærmere
udviklet i en Slutningstale den 23de Januar
(se Folketingstidende 1885—86, Sp. 796 —
81 1), Dagen før Fængslingen. Disse 2
Taler, holdt saa at sige umiddelbart foran
Fængselsdøren, vidner bl. a. om, hvorledes
Modgangen kunde højne Kraften hos Berg.
Livet indenfor Fængslets Mure vidner om
det samme, og flere Exempler her fortæller
om hans store Standhaftighed. Hans Kon-
stitution kunde ikke taale Fangekosten, og
man gjorde Forsøg paa at vise ham Begun-
stigelser i saa Henseender, men han mod-
satte sig sligt aldeles bestemt. Først da han
blev alvorlig syg, og Lægen som Følge heraf
paabød en anden Levemaade, maatte han
bøje sig. Det blev paa forskjellig Maade
antydet for ham, at han nok kunde komme
ud af Fængslet, hvis han ønskede dette.
Svaret paa den Slags Antydninger var: „Jeg
holder af at opfylde min Pligt, og nu er
det min Pligt at sidde her i 6 Maaneder.
Heri skal. der ikke gjøres nogen Forandring.0
Det sidste Forsøg gik ud paa, at han
trængte til at gjøre en Rejse for sit Hel-
breds Skyld, og at han blot behøvede at
udtale et Ønske i den Retning, for at blive
fri. Men han svarede: „Jeg modtager under
ingensomhelst Form Naade af mine Fjender. *
Og da man henstillede til ham at lade hans
Hustru afgjøre Sagen, saa lo han og sagde:
„Ja, jeg bøjer mig villigt for hendes Afgjø-
relse." Men som hun havde sagt til mig
Dagen før Fængslingen: „Det, jeg nu nå-
digst af alt vilde se, er dette, at man skulde
gaa hen og benaade ham," saaledes var
Berg sikker nok paa, at hendes Afgjørelse
vilde gaa i den rigtige Retning.
Hvad er nu Grunden til denne mærkvær-
dige Kraft hos Berg? Bjørnstjerne Bjørn-
son har en Gang for mange Aar siden paa
en Foredragsrejse her i Landet udtalt Føl-
gende: „Det har ingen Nød med jer, for
jer Politik har en religiøs Baggrund.0 Dette
er sandt. Styrken i dansk Politik ligger
deri, at den har en religiøs Baggrund. Men
deri ligger ogsaa i første Række Styrken i
Bergs Politik. Hans Politik var i bedste
Forstand en Personifikation af ægte dansk
Venstrepolitik. En dyb og stærk Tro var
Bærekraften i hans Liv, Livsnerven i al hans
Gjerning. Han troede paa Lovens Magt,
Sandhedens og Rettens endelige Sejr gjen-
nem daadrig Virksomhed. Han troede paa
Befolkningens brede Lag, paa dens sunde
og ærlige Vilje, og paa, at her laa gjerne
store Kræfter, som det gjaldt om at vække,
kalde frem og udvikle til Lykke og Velsig-
nelse for vort Folk.
Men den inderste Kjærne i hans Tro var
Overbevisningen om, at Kristendom var den
stærkeste Livsmagt paa Jord. Han havde i
sine unge Dage været Ludvig Kristian Mul-
lers Elev, og dennes Indflydelse paa ham
var kjendelig gjennem hele hans Liv. Naar
det saa allermest truende ud, var hans Til-
76
C. Berg
flugt: „Der er en Gud, som over Danmark
vaager,u en Sætning, jeg flere Gange har
hørt ham bruge. Her ligger Grunden til, at
ingen Modstand kunde bringe ham til at
lade Hænderne synke.
„Der skal kjæmpes med Alvor og med
Hejsind, saa gaar det*. Dette „saa gaar detu
i Bergs Mund var Udtrykket for hans inder-
lige Overbevisning om, at en Kamp, der fø-
res paa denne Maade, er sikker paa at fange
Sejr. Endnu et Vidnesbyrd i saa Henseende
er et Brudstykke i hans sidste egentlige Tale
paa Rigsdagen kort før hans Død. Det var
i Anledning af en Opfordring til Regjeringen
om at komme frem med Forslag til en Rets-
reform. Under Forhandlingen herom havde
Berg sagt: „Dersom der overhovedet kunde
være Tale om at opfordre denne Regjering
til nogetsomhelst, saa har det danske Folk
kun én eneste Opfordring tH disse Ministre,
og det er den: „Gaa, og lad Grundloven
og Grundlovstroskaben komme til". Et Blad
skrev i den Anledning: „Underligt at den
gamle Mand gider!" Men Dagen efter tog
Berg i Folketingssalen fat paa denne Sæt-
mng> og udtalte bl. a. : „Det er mit umiste-
lige Haab, mit urimelige Haab maa De gjerne
kalde det, at der vil komme den Dag her i
Danmark, da Folket atter vil vinde sin Grund-
lov saa kjær, at det faar Sejr over Provi-
sorismen, og gjør alle onde Spaadomme til
Skamme. Jeg slipper ikke dette Haab. Det
er nok muligt, at mine Øjne ikke faar Lov
til at se dette Haab opfyldt, men hvad gjør
saa det? Der er Tusinder og atter Tusinder
i det danske Folk, som deler dette Haab
med mig, og det hører ogsaa til mit urime-
lige Haab, om Gud vil, at disse Tusinders
Tal vil voxe Dag for Dag, saaledes at den
Dag vil komme, da Vrøvlet, Fejgheden og
Modløsheden vil vige for Frihedskjærlighedeh
i Folkesindet. Tillad mig at beholde dette
Haab som min Arvepart, som Frugten af min
politiske Gjeming, og gjør ikke alt for meget
Nar ad den gamle Mand, fordi han holder
fast ved dette Haab".
Bergs umistelige Haab gik i Opfyldelse,
ja tildels allerede inden hans Død. Valgene
i 1890 baade til Folketing og Landsting
bar Vidneshyrd om en stærk Strømkæntring
i Retning af den Bergske Politik. Bevægel-
sen fra disse Valg lod sig ikke stanse, trods
forskjellige Forsøg derpaa, men voxede sig
stærkere og stærkere med Aarene.
I 1895 slog den igjennem saaledes, at
det, som Berg havde kæmpet for, og ofret
sit Liv for, naaede at faa Flertal i Folke-
tinget. Den stærke Væxt i de følgende Aar
og Frugten deraf er i frisk Minde, og vi
har nu, trods Vrøvlet i de allersidste Aar,
tilforladelig Sikkerhed for, at denne Politik
ejer det danske Folks Hjærte. Den inderste
Kjc?rne i denne Politik har, som Bjørnson
har sagt, en religiøs Baggrund. Kun en
saadan Politik kan føres med Alvor og med
Højsind, og kun en saadan Politik har For-
jættelse om en rig og lykkelig Fremtid for
vort Folk.
- 77 _-
Udenfor Festspil-Bygningen i Bayreuth.
NORDISKE KUNSTNERE I BAYREUTH
Af kgl. Operasanger Peter Cornelius.
Bayreuth — ja det stod jo altid for
mig som noget uopnaaeligt, noget hel-
ligt, og mindst drømte jeg mig selv saavidt,
indtil jeg paa en Gang sad der i Virkelig-
heden. Lediggang ved vor egen Opera drev
mig til Berlin for at høre Wagner, og der-
nede, hvor Musiklivets Puls banker heftigt,
hvor Arbejdet i Musiken med rivende Hast
gennemføres, der hvirvledes jeg ogsaa med
ud i Strømmen, og landede først — i Bay-
reuth, hvor jeg sang for Fru Wagner, først
paa Dansk (Dele af „ Siegfried u) og dernæst
efter nøje Indstudering det samme paa Tysk
og — blev antaget til at synge „Siegmund"
ved Festspillene allerede i 1906. Jeg rejste
saa hjem, det var i November, og ved The-
aterstyrelsens Elskværdighed fik jeg Løfte om
Orlov i Maj Maaned. Dette skrev jeg til
Fru Wagner, og dermed var Sagen i Orden
fra hendes Side. Hun sendte en Kapelmester
op til mig i København i Marts, vi arbej-
dede en Maaned, og første Maj ankom jeg til
Bayreuth.
Her begyndte saa det Slid, som skulde
føre mig sikkert i Havn. Paa Villa Wahn-
fried (Fru Wagners Bolig) begyndte vi strax
paa Arrangementsprøven med den „gnådige
Frau", som hun altid kaldes; det foregik i
en hvælvet Hal, i hvis Hjørner „Heltene" i
Marmor var placeret, og aldrig glemmer jeg,
med hvilke bange Følelser jeg skuede den
„gnådige Frauu, da hun spillede hele „Sieg-
mundas Rolle igennem i den „Stil", som hun
ønskede den.
78
Nordiske Kunstnere i Bayreuth
Utrættelig var hun,
naar det gjaldt at
fastsætte de forskel-
lige „Bevægelser" paa
Mellemspillene, og
elskværdigt fandt hun
sig i mange Gentagel-
ser, naar det ikke
strax formede sig til
det Hele, som hun
havde tænkt sig, men
efter at jeg med Sieg-
fried Wagner som
Sieglinde og „gnå-
dige Frau" som Hun-
ding havde faaet
„fat i Stilen", skred
den tyske Siegmund
fastere og tydeligere
frem, og han viste
sig helt præsentabel,
da de samlede Prø-
ver paa Festspilhuset
skulde begynde.
Nu kom der jo Liv i Byen (i den for-
løbne Tid havde alt været stille). Fra alle
Kanter ankom Kunstnerne, Kapelmestrene,
Kor, Orkester, „Smededrenge", „Engle", a
propos Engle, der kom en Dag en lille
Dreng op til en „Satan" af en Kapelmester
og sagde: „Jeg vilde gærne være en Engel".
»Ja, det vilde jeg ogsaa gærne være", sva-
rede Kapelmesteren ; naa — det viste sig, at
Drengens Stemmemidler ikke egnede sig for
de højere Regioner og han maatte gaa —
uden Vinger.
I Festspilhuset var alt nu i Orden til at
modtage alle disse Mennesker, og naar man
ved Foden af Bakken, paa hvilken Festspil-
huset laa, ilede af Sted for at naa op til
Prøvesalene, ligesom droges man af Toner,
der lød ud i den friske lille Skov, som om-
giver „Kunsttemplet". Fra en Prøvesal hør-
tes Strofer af „Ringen", det var Dr. Richter,
der med hele Orkestret prøvede „Rheingold",
Peter Cornelius som Siegmund.
selv stod han i
Skjorteærmer og diri-
gerede, samtidig med
at han uden Partitur
sang alle Partierne.
Fra et Hjørnevin-
due tonede Bryn-
hildes „Hojotoho",
det var den præg-
tige Fru Ellen Gul-
branson, der forfri-
skede sig ved at
trænere sin herlige
Røst. Og hvad var
det? et Sus af Vin-
den? Nej, nu kom
det nærmere, de 8
Walkyriers mægtige
Ensemble brusede
igennem Luften, og
hør ! — her stod jeg
andægtig stille —
Englekoret af „Parsi-
fal", de skønne Barnestemmer plukket sammen
fra forskellige katolske Kirker. Ja — det
kan ikke beskrives, det maa høres, og derfor
er det jo ogsaa, at Tilstrømningen til Bay-
reuth er saa stor, at der allerede i Januar
var alt udsolgt.
Parsifal-Rovet i Amerika har ikke skadet,
tværtimod! Men Fru Wagner tilgiver aldrig
de Kunstnere, der var hende utro og gik med
dertil, det fik vi Bevis for: der kom en
Sangerinde fra Amerika, hun havde før sun-
get „Freja" i Bayreuth og nu havde hun
sunget Kundry i Parsifal i New York.
Hende blev det os betydet, at vi ikke maatte
omgaas, og hun mærkede snart, at det var
fornuftigst at fortrække: hun maatte saa
rejse bort uden at faa noget at høre.
Da nærværende Tidsskrift har ønsket at
høre om os Skandinaver, ja da maa jeg udtale,
at den, der har gjort betydeligst Indtryk paa
mig, er Fru Ellen Gulbranson; hun var na-
turligvis først og fremmest en imponerende
79
Nordiske Kunstnere i Bayreuth
og i de mindste Detailler fuldendt Brun-
hilde og ligeledes fantastisk og vild som
Kundry, men hun var jo ligesom jeg og-
saa Fremmed, da hun i sin Tid kom til
Bayreuth, og derfor var hun ikke alene
paa Scenen min beskyttende Walkyrie, men
ogsaa udenfor denne, og hun kunde i Kraft
af sin enestaaende Position vise sig som hun
virkelig var, thi ligesaa sejrrigt som hendes
Stemme fylder det store Rum, ligsaa menne-
skeligt har hun forstaaet at bevare sin noble
og fine Karakter. De Udtalelser, man hørte
om hende og hendes Kunst, var ogsaa af
den Beskaffenhed, at hun fuldt ud honorerer
sit Ry som Verdens Brunhilde.
Erik Schmedes, min berømte Landsmand,
hørte jeg (for første Gang paa en Scene) i
Bayreuth, han sang Parsifal og illuderede
som denne; alle vare meget begejstrede for
ham, og Tyskerne betragter ham som deres
egen. Han har sunget alle Wagnertenorpar-
tierne med stor Succes og har en glimrende
Position.
En meget sympa-
thetisk Baryton lærte
jeg at kende i Sven-
skeren Karl Leid-
strom, han har un-
der Professor Kniese
studeret 2 Aar i Bay-
reuth og synger alle
Baryton - Partier
Wagner; han sang
Klingsor i „Parsifal",
og maatte i „ Tristan
og Isolde" paa Ge-
neralprøven som Føl-
ge af en andens Syg-
dom „springe ind" og
synge „Kurwenal* ;
han høstede stor Ros
for begge Dele.
En anden Svensker
(som i mange Aar
har været knyttet Fru Ellen Gulbranson som Brunhilde.
til Bayreuther -Ensemblet) Johannes Elm-
blad blev desværre syg og kom ikke til
at synge med ved Opførelsen, men jeg
hørte ham paa Generalprøven som „Faf-
nera i „Rheingold", og denne Rolle faldt
fuldstændig sammen med hans egen mægtige
og interessante Skikkelse. Forresten var han
det mest oplivende Element under Prøvetiden,
hvor vi alle om Middagen samledes i „ store
Restaurant" til den af Fru Wagner for os
arrangerede billige Dinér. Her kunde Elm-
blad pludselig rejse sig op og intonere en at
de rigtige gode gamle Folkeviser, som aldrig
forfejlede sin Virkning, og som ogsaa her
blev modtaget af en forstaaende Kreds,
der livligt applauderede deres Kunstbroder.
Om mig selv kun dette : at jeg naturligvis
har maattet arbejde alvorligt, det er jo ikke
let at synge paa et fremmed Sprog, men
dobbelt svært bliver det i saadanne Omgivel-
ser, hvor alle Ens Medspillende ere vel be-
vandrede baade i Stil og Sprog, dog det
maa jeg sige: Alle
tyske Kolleger vare
umaadelig elskvær-
dige og hjælpsomme,
det vilde være mig
umuligt at fremhæve
Nogen paa Bekost-
ning af Andre, og
de lagde deres Sym-
pathi lydelig for Da-
gen, naar Anledning
gaves, som f. Ex.
efter Generalprøven
og da jeg havde sun-
get første Aften.
To Navne maa
jeg dog nævne: det
er Dr. Richter og
Siegfried Wagner,
mine to Dirigenter.
Dr. Richter havde
jo slet ikke hørt mig
synge til Orchesler,
80
Nordiske Kunstnere i Bayreuth
og det gjorde mig naturligvis lidt nervøs straks,
men da jeg saa den første Aften var færdig
med min „Fortælling* i 1ste Akt og gik fra
„HundingsBord", da faldl mit Øje uvilkaar-
ligt ud i Rummet og paa dets Vej traf det
to milde Øjne, det var Dr. Richters. Hvor
gjorde det mig dog godt, da han tilmed ved
en anerkende begejstret Haandbevægelse til-
vinkede mig sit Bifald, og efter Akten kom
op til mig sammen med Fru Wagner og
gratulerede og takkede mig for min (som
han sagde) udmærkede Præstation.
Siegfried Wagner skylder jeg Tak for hans
store forberedende Arbeide og hans opmuntrende
behagelige Væsen imod mig baade paa Thea-
tret, i lians Hjem, og naar vi om Aftenen efter
endt Arbeide sad sammen i en lille Kneipe,
hvor han altid var Hovedpersonen, og hvor han
rigtig kunde være sig selv. Ogsaa ham skyl-
des det, at jeg anden Aften uden Nervøsitet
og uden Uheld kunde gennemføre mit Parti
til hans Tilfredshed, som han udtrykte høj-
lydt ogsaa til min Hustru udenfor Theatret,
ved at raabe til hende: „Aber ausgezeichnet
susse Frau Peter !a Ja til Slut kun dette,
som jeg jo i mit Fædreland ikke er vant til,
og som baade glædede og morede mig, det
var den Maade, hvor paa Damerne viste mig
deres Hyldest, nemlig ved midt paa Gaden
at komme med mit Portræt som „Siegmund"
hen til mig og bede mig om at skrive der-
paa, og den Hjertelighed, der den Aften jeg
forlod Festspilhuset, tilviftedes mig et sidste
Farvel med deres Lommetørklæder.
Ja saaledes endte da den for mig saa be-
tydningsfulde Tid i Bayruth, og da jeg sam-
men med min Hustru Dagen efter fra Jern-
banen saa Festspilhuset forsvinde, bøjede jeg
mit Hoved i Taknemmelighed for Sjælen i
det, Mesteren Richard Wagner, hvem jeg
skylder saa uendelig meget, og ved hvem jeg
naaede ud i den store Verden, den Verden,
der lokker med Guld og Ære, men for hvil-
ken dog ingen Dansk glemmer sit eget
Fædreland.
= --= 81
Fig. l. Lillienthals Flyveapparat.
FLYVENDE MENNESKER
Af Ingenier C. Hude.
Hvem der kunde flyve" — men de fleste
vil jo føle sig fast overbeviste om, at
det ligger udenfor menneskelig Mulighed. Vort
naturlige Ræsonnement er dette: Mennesket
er utallige Gange tungere end Luften og
ejer ikke Fuglenes enorme Muskelstyrke, ergo
kan man ikke uden særlige Hjælpemidler, saa-
som en Ballon, hæve sig fra Jorden end sige
flyve i Luften. Dette holder imidlertid ikke
Stik, thi i Benzinmotoren har Mennesket faaet
en mægtig Kraftforøger til Fremdriften og i
Aeroplanet, d. v. s. i de lidt skraat stillede
store lette Flader, et Svævemiddel, der ikke
giver Fuglenes Vinger meget efter. Pointet
bestaar nu i at indordne disse Hjælpemidler
under Menneskets absolutte Vilje, saa at
Hjernen kan styre og regere dem med samme
Lethed, som Fuglens Hjerne regerer Vinger-
nes Flugt og Halens Bevægelse. Naar denne
Vanskelighed engang er løst — ja saa flyver
vi, ligesom vi nu cykler eller automobiler.
Spørger man nu, om det da er muligt at
flyve, saa besvares det bedst ved at under-
søge, hvorlangt man er naaet til Dato.
I Oldtiden nøjedes man med at digte om
flyvende Mennesker. Homer beretter om Dai-
dalos og hans Søn Ikaros, der undflyede
Minos Vrede ved at flyve ud af den belej-
rede By paa kunstige af Voks formede Vin-
ger. Og i det gamle Testamente findes en
indgaaende om end utydelig Beskrivelse af
den Flyvemaskine, Profeten Esekiel brugte for
at rejse fra Babel til Jerusalem. Jeg har for-
gæves forsøgt at opfatte Konstruktionen efter
den bibelske Forklaring, men en amerikansk
Præst Mr. Cannon har været heldigere; han
har forstaaet Forklaringen complet og har
ladet et Luftskib bygge efter dette Princip
kun med den Ændring, at han har erstattet
Profetens, rimeligvis overordenlig stærke, Arme
med en 6 Hestes Benzinmotor. Nu er Præ-
sten ved at danne et Aktieselskab paa en
-. 82
Fly uende Mennesker
Fig. 2. Pilchers Flyvemaskine.
Million Dollars til at overtage Opfindelsen, end sige flyve tilvejrs. I Midten af August
— The international dragon air ship Com- 1896 skulde han prøve et nyt og større
pany (System Hesekiel). Adresse: The rev Apparat (Fig. 1), hvor Vingerne var gjort
Mr. Cannon, Syracuse, U. S. A.
Ogsaa i Oldnorden beskæftigede man sig
med flyvende Mennesker; i Fjederhammen
kunde Vølund Smed flyve op til sin Hervør
Al vide under Lysalf og S var tal fs Deltagelse,
og i gamle Æventyr benyttes den ofte, lige-
som Sagnet om den flyvende Kuffert gen-
findes i næsten alle Nationer.
Den første, der imidlertid med Held tog
Sagen op til praktisk Prøve, var en Tysker
ved Navn Lilienthal; han byggede sig i
1891 en høj Platform, der var hævet 30
Meter over Jorden og sprang, forsynet med
nogle store flagermusagtige Vinger, ud fra
sit høie Stade; og han landede med stor Sik-
kerhed paa Jorden ofte indtil 1 Kilometer
fra Taarnets Fod. Man
kunde imidlertid kun
uegentlig tale om en
Flyvning, det var sna-
rere en Synken eller Da-
len; thi i Virkeligheden
dalede han langsomt hele
Tiden, og han var ikke
istand til at holde sig
svævende i samme Højde
Fig. 3. Chanutes Aeroplan.
83 =
bevægelige, men han kæntrede i Luften ved
et skævt Vindpust, faldt ned og slog sig
ihjel. Hans samtidige, Englænderen Pilcher,
faldt ligeledes ned og -slog sig ihjel den
30te December 1899.
Man blev herved opmærksom paa, at en
Faktor, der var af stor Betydning i Flyve-
sporten, var Vindens ulige Styrke og Fart.
Ikke alene blæser Vinden altid ustadigt i
Henseende til Retning, og samtidig kommer
Vinden i Stød og med svagere Vind imellem
Vindstødene, men desuden maa det bemærkes,
at Vinden heller ikke altid blæser parallelt
med Jorden ; der kan ofte være Vindstød,
som blæser skraat opad eller nedad, og saa-
danne pludselige skraa Vindstød har en
stærk Tendens til at
kæntre en Flyvemaskine.
Da man ikke kunde finde
Midler til at undgaa denne
Fare, gik man helt bort
fra Vingesystemet, eller
den dynamiske Vinge, som
den tekniske Benævnelse
hedder, og man gik over
til Anvendelsen af faste,
6*
Fly uende Mennesker
skraa Flader, drevne af vertikale Luftskruer.
Dette Princip ejr blevet gjennemexperimenteret
i de sidste 10 Aar; mange Videnskabsmænd
har beregnet Lovene for disses Fart gjennem
Luften, og praktiske Teknikere har gjort
utallige Forsøg med mere eller mindre sin-
drigt konstruerede Modifikationer.
I Begyndelsen anvendtes en Overgangs-
form, idet der vel brugtes Aeroplan men
uden mekanisk Fremdrivning. Paa denne
Maade foretog den amerikanske Ingenieur
Chanute lange flade Spring langs med Jor-
den med en Aero-
plan bestaaende af
1 6 skraat stillede
Flader.
Pioneren i Luft-
skibe efter Aero-
planprincippet var
imidlertid den be-
kendte amerikan-
ske Prof. Langly,
der selv er den,
der mest indgaaen-
de har studeret
Flyveteknikken. I
1896 foretog han
mange tildels hel-
dige korte Spring
med sit Luftskib, der gik op fra Taget af
et Hus paa en Pontonflaade i Potomac-
floden. Han fik igennem en Del Aar Un-
derstøttelse af den amerikanske Regering,
og ved hans Død for nogle faa Aar siden
efterlod han en for Luftteknikere uvurderlig
Række fortrinlige Studier over Vinden og dens
Nyttevirkning. Hans Luftskruer dreves af en
lille Dampmaskine, der i sin Tid blev anset
for et Vidunder af sindrig Konstruktion.
I England har den bekendte Opfinder af
Maskinkanonen Mr. Hiram Maxim ligeledes
foretaget mange indgaaendc praktiske Forsøg
med Luftskibe tildels af endog mægtige Di-
mensioner. Paa et af hans Luftskibe repræ-
senterede de skraa Flader et Areal af 5400
Fig. 4. Prof. Langlys Dampaeroplan.
Kvadratfod. Luftskruerne var af Træ og
vejede hver 135 &, de var 17 Fod i Dia-
meter og arbejdede med 575 Omdrejninger,
medens Dampmaskinen havde 560 Hestekræf-
ter og hele Apparatet vejede omtrent 4 Tons,
altsaa omtrent 8000 *&. Luftskibet var mon-
teret paa Hjul, der løb paa Skinner, og naar
Farten var naaet op til 58 Fod pr. Sekund
hævede Aeroplanet sig og kørte videre paa
nogle Luftskinner anbragte 1 Fod over Jor-
den. Imidlertid væltede Apparatet en Dag
og sloges i Stykker.
Derimod har de
to Brødre Wright
i Dayton ved Ohio
i Amerika været
heldigere, de har
skiftevis foretaget
Opstigninger med
et Aeroplan efter
Chanutes System
med en Luftskrue,
der dreves af en
Benzinmotor paa
24 Hestes Kraft,
og i Oktober ifjor
fløj de 15, 20 og
26 Mil uden mind-
ste Uheld. Deres
Luftskib hævede sig fra Jorden efter at have
løbet 30 Fod henad en Skinnevæg og Ned-
stigningen var saa jævn, at Tilskuere knapt
kunde se, naar det berørte Jorden. Selve
Luftskibet er ikke fotograferet, da Patenterne
endnu ikke er i Orden, men vi gengiver et
Billede af en af deres Luftskibe til Dalefor-
søg. De to Brødre har nemlig experimente-
ret i over 6 Aar først med Aeroplan uden
Bevægkraft og derefter med en lille Benzin-
motor, indtil de som nævnt for et Aar siden
begyndte for Alvor. De har imidlertid ind-
ledet Underhandlinger med den franske Re-
gering om Salg af alle Patenterne, og af
denne Grund ved man endnu saa lidt om
de senere Flyveforsøg sidste Sommer.
-..— : 84 z=r-
Flyvende Mennesker
Ogsaa i Danmark findes der Mænd, som
har experimenteret og stadig arbejder paa
Løsningen af det store Problem.
Blandt de mest omtalte er den bekendte
Opfinder Hr. Ellehammer, der har bygget et
Luftskib med 2 store Aeroplaner og en Luft-
særlige Opfindelse er et Ror, der automatisk
holder Skibet i samme Højde over Jorden.
Ved Ellehammers Forsøg har han anvendt
en ny Fremgangsmaade, han har nemlig forbun-
det Aeroplanet med en 20 Meter høj Mast
anbragt midt i den cirkulære Bane. Luftski-
Fig. 5. Br. Wrights Motoraeroplan.
skrue, der drives frem af en 20 Hestes Ben-
zinmotor. Paa Øen Lindholm ud for Band-
holm i Smaalandsbugten har han oprejst et
stort Hus og en cirkulær Cementbane med
en Diameter paa 500 Meter. Han har i denne
Sommer været oppe fra Jorden omend kun
paa korte Distancer, og han selv er ikke i
Tvivl om, at det skal lykkes ham at flyve
lange Ture uafhængig af Vejr og Vind. Hans
bet tøjres nu til Masten og vil derved tvin-
ges til at bevæge sig i en Cirkel. Han slip-
per saaledes for at bekymre sig om Sidesty-
ringen, der paa Forhaand er givet, og han
anvender al sin Opmærksomhed paa Opdrif-
ten. I August naaede han flere Gange at
faa Aeroplanet til at hæve sig og gøre Spring
paa 50 til 80 Meter. Han maa imidlertid
op paa en Fart af henimod 7 danske Mil i
=^ -= 85
Fly uende Mennesker -
Timen, for at faa et saa
stort Tryk under Aero-
planet, at der kommer
stærkere Optryk end Luft-
skibets samlede Vægt.
I den allersidste Tid er
man nu andet Steds be-
gyndt at gaa bort fra
Aeroplanet som upraktisk.
I Stedet føreslaas Anven-
delsen af horizontale Luft-
skruer til Løftningen, saa-
ledes at disses Bevægelser
skulde ligesom skære Luftskibet opad, medens
vertikale Skruer paa sædvanlig Maade skulde
give Fremdriften. Allerede for flere Aar siden
har der forsøgsvis været anbragt en vandret
Skrue i Aeroplanet for at hjælpe med Opdriften ;
ogsaa her har en dansk Mand, nemlig Kunst-
maler Johannes Elias Holm, bidraget til en
Løsning af Spørgsmaalet, han har foreslaaet
Fig. 5. Direkter Ellchammer.
at forøge Skibets Opdrift
ved at indsætte i Aeroplanet
flere eller færre korte Ka-
naler, hvori der arbejdede
Luftskruer, der ved deres
Sugning skulde gøre Aero-
planet mere effektivt.
Den bekendte danske
Videnskabsmand Ingeniør
H. Vogt, der i over 25 Aar
har syslet med Luftskibenes
Teori og Praksis mener at
have fastslaaet, at Aeropla-
net ikke er Midlet til Problemets Løsning, og
hans Paastand synes ikke uden videre at kunne
forkastes. Han fremhæver, at Luftpropelleren
drives direkte af Maskinen, medens Aero-
planet nødvendigvis drives indirekte, idet Ma-
skinens Kraft først skal overføres paa en
Luftpropeller med horizontal Aksel med et
Krafttab af 30 til 40 °/0, og denne Propeller
Fig. 7. Bleriots ovale Aeroplan.
r-=_-= 86 ^ - :
== Flyvende Mennesker^
Fig. 8. Ingenier Vogts projekterede Luftskib.
driver derefter Aeroplanet. Dernæst kan et
Aeroplan ikke holde en konstant Indfaldsvin-
kel, idet Vinden som tidligere omtalt aldrig
blæser konstant og følgelig vil Indfaldsvink-
len stadig variere. Endelig har Aeroplanet
ingen Løfteevne uden ved betydelig Fart
fremover: mangler denne Fart styrter Ski-
bet ned, og blot en Nedstigen med en Fart
af over 2 Fod i Sekundet vil give Havarier
paa Sejl eller Ror. Et Aeroplan kan derfor
efter Hr. Vogts Mening ikke med Sikkerhed
komme op og endnu mindre komme ned.
Selvfølgelig er det muligt ved Experimenter
at hæve sig, men til praktisk Brug er det
uanvendeligt. I Stedet foreslaar Ingeniør
Vogt alene at anvende vandrette Luftskruer
til at hæve Skibet med og lodrette til at
drive det frem med. Man kan efter Hr. Vogts
Beregning med en Mo-
tor paa 230 HK. løfte
3000 #, og da hele
hans projekterede Luft-
skib vejer 2600 % vil
der altsaa blive ca.
400 S til Passagerer
og Ladning. Ved et
saadant Luftskib er
man sikker paa at kom-
me op, og Vindens Styr-
ke eller Jævnhed er af
fuldkommen underord-
net Betydning, men — sker der et Havari
paa Motoren, saa Luftskruen stopper — ja
saa er man færdig, thi saa styrter Skibet
ned ligesom naar et Skib fyldes med Vand
saa det synker.
Imidlertid synes det, som Hr. Vogt har
Ret, i hvert Fald har en saa bekendt Tek-
niker som Ingeniør Santos Dumont begyndt
Bygningen af et Luftskib efter netop dette
Princip. Han begyndte med en styrbar Bal-
lon, gik derfra over til Aeroplanforsøg og
har nu forladt dette for at gaa over til ren
Luftskrueflyvning.
Der kommer vel ogsaa nok den Dag, da
man enten kan fremstille en Motor der er
saa driftsikker, at man ikke behøver at regnr
Fig. 10. Eliehammers Aeroplan.
Fig. 9. Santos Dumonts sidste Lultskib.
med Faren for dens pludselige Svigten, eller
der opfindes saadanne Sikkerhedsmidler, at
Motorens Svigten ikke vil betyde Luftskibets
Nedstyrten, men blot foraarsage en langsom
Dalen. I hvert Fald
experimenteres der i
alle Lande og af geniale
Videnskabsmænd, og
der er neppe Tvivl om,
at Problemet bliver løst.
Saa betragter vi det at
flyve som noget lige
saa dagligdags som at
telefonere, at cykle, at
høre en Fonograf, at
køre i Automobil eller
sejle i undersøisk Baad.
</ — -_
EN STUMP SAMTALE MED EN MUMIE
Af Edgar Allan Poe.
JEG havde spist min tarvelige Aftensmad
— det var kun fire-fem Portioner ristet
Brød og Ost og saa nogle Flasker Porter —
og trukket Nathuen ned over Ørerne i det
salige Haab, at jeg kunde sove sødeligt til op
paa Formiddagen næste Dag. Jeg lagde mit
Hoved paa Puden og faldt strax i en tryg
Søvn, saadan som en god Samvittighed
giver den.
Men hvornaar gaar vi Menneskebørns
Haab i Opfyldelse? Jeg havde næppe nok
snorket tredje Gang, da der lød en rasende
Ringen paa Gadedørs-Klokken og saa en
utaalmodig Dunken med Dørhammeren, som
med et Sæt gjorde mig lysvaagen. Et Øje-
blik efter, mens jeg endnu sad og gned mine
Øjne, gav min Kone mig et Brev i Hovedet.
Det var fra min gamle Ven, Doktor Ponnon-
ner og lød saaledes:
„Kom lige med det samme hen til mig,
min kære, gamle Ven. Kom og vær med til
en stor Fornøjelse. Langt om længe og med
den allerstørste Snedighed har jeg faaet Lov
af Direktørerne for Musæet til at undersøge
Mumien — du ved, hvad for en jeg mener.
Jeg har Tilladelse til at vikle Svøbet af den
og aabne den, hvis jeg ogsaa vil dét. Kun
et Par enkelte Venner kommer med til det
— mellem dem naturligvis du. Mumien er
nu hjemme hos mig, og vi begynder at rulle
den op Klokken elve i Aften. Din altid
hengivne Ponnonner.a
Saa snart jeg var naaet til „Ponnonner",
slog det ned i mig, at nu var jeg saa lys-
vaagen som noget Menneske behøver at
være. I Ekstase sprang jeg ud af Sengen,
væltede alt, hvad der kom i Vejen for mig,
klædte mig paa med en i Sandhed vidunder-
lig Hurtighed og for afsted til Doktoren, saa
hurtig mine Ben kunde bære mig.
Dér fandt jeg et brændende ivrigt Selskab
samlet. De havde ventet mig med den stør-
ste Utaalmodighed ; Mumien laa udstrakt paa
Spisebordet, og i det Øjeblik jeg traadte ind,
begyndte Undersøgelsen af den.
Det var den ene af et Par, der adskillige
Aar før af Kaptejn Arthur Sabeltask, en
Fætter til Ponnonner, blev bragt fra en Grav
i Nærheden af Eleithias i de Lybiske Bjærge
et anseligt Stykke ovenover Theben ved Ni-
len. Grotterne paa dette Sted er ganske vist
mindre prægtige end Theben Gravene, men
af større Interesse, da de viser os talrigere
Fremstillinger af Ægypternes Privatliv. Det
Kammer, hvorfra vort Exemplar var taget,
sagdes at være meget rigt paa saadanne
Fremstillinger, idet Væggene var fuldstændig
dækkede med Fresco-Malerier og Bas-Reliefs,
medens Statuer, Vaser og Mosaik i rige
Mønstre antydede den Afdødes uhyre Rig-
dom.
Denne sjældne Skat var bleven overgivet
til Musæet nøjagtig i samme Stand, i hvil-
ken Kaptejn Sabeltask havde fundet den ; —
det vil sige, Hylstret var fuldkomment ube-
skadiget. I otte Aar havde det staaet saa-
ledes, kun udvendig fra til Skue for Publi-
kums Nysgerrighed. Vi havde derfor nu
Mumien urørt til vor Raadighed, og de, der
er vidende om, hvor uhyre sjældent, uunder-
søgte Oldtidsminder naar til vore Egne, vil
saa være paa det rene med, at vi havde
god Grund til at lykønske os til vort ual-
mindelige Held.
=-—. 88 =.— -
En Stump Samtale med en Mumie
Da jeg nærmede mig til Bordet, saa jeg
paa det en stor Kasse eller Hylster af næsten
syv Fods Længde og vel tre Fods Bredde,
med to og en halv Fods Dybde. Den var
langagtig, og ikke af Form som en Lig-
kiste. Materialet antoges først at være Mor-
bær-Figentræ (platanus), men ved at skære i
det fandt vi, at det var en Papmasse, eller
nøjagtigere : papier maché, dannet af Papyrus.
Det var tæt prydet med malede Billeder, der
forestillede Gravscener og andre højtidelige
Æmner, ind imellem hvilke paa alle Ledder
og Kanter der fandtes visse Rækker af Hie-
roglyph-Tegn, Jder utvivlsomt angav den
Hedengangnes Navn, Heldigvis var Hr.
Gliddon med i Selskabet, og han læste uden
Vanskelighed Bogstaverne Vadvedvio,
Vi havde nogen Vanskelighed ved at faa
dette Hylster aabnet uden at ødelægge det,
men da vi tilsidst havde faaet det gjort, kom
vi til et andet, kisteformet og betydelig mindre
af Størrelse end det yderste, men ellers nøjag-
tig lignende dette i alle Henseender. Mel-
lemrummet mellem dem var fyldt med Har-
pix, som til en vis Grad havde udvisket
Farverne paa den indre Æske.
Da vi aabnede denne sidste (hvad vi
gjorde uden Vanskelighed) kom vi ind til et
tredje Hylster, der ligeledes var af Kisteform
og ikke væsenlig forskelligt fra det andet
undtagen i dets Materiale, som var Cedertræ
og endnu udsendte den særlige og højst aro-
matiske Duft, som er dette Træ egen. Mel-
lem det andet og tredje Hylster var der
intet Mellemrum, det ene passede nøjagtig
ind i det andet.
Idet vi aabnede det tredje Hylster, fandt
vi selve Menneskelegemet og tog det frem.
Vi havde ventet at finde det, som sædvanlig,
indhyllet i talrige Svøb eller Bandager af
Lærred, men i Stedet for disse fandt vi et
Slags Foderal lavet af Papyrus og overtruk-
ket med et Lag af kraftig forgyldt og malet
Gibs. Malerierne forestillede Æmner, der
stod i Forbindelse med Sjælens formodede
Prøvelser og dens Fremstilling for forskellige
Guddomme, sammen med talrige lignende
menneskelige Skikkelser, der sandsynligvis
var mente som Portræter af balsamerede
Medmennesker. Strækkende sig fra Hoved
til Fod fandtes en søjleformet eller lodret
Indskrift, i fonetiske Hieroglypher, der igen
meddelte hans Navn og Titler, og Navnene
og Titlerne paa hans Slægt.
Rundt om den altsaa nu afdækkede Hals
var der et Halsbaand af cylindriske Glas-
perler, i forskellige Farver og ordnede, saa
de dannede Billeder af Guddomme, af Scara-
bæer eta, tilligemed den vingede Jordkugle.
Om Midien laa et lignende Baand eller Bælte.
Idat vi fjærnede Papyruslaget fandt vi Kjø-
det udmærket bevaret; der var ingen Lugt
ved det at mærke, Farven var rødlig. Hu-
den var fast, glaf og glinsende, Tænderne
og Haaret var udmærket bevaret. Øjnene,
saa det ud til, havde man taget ud og er-
stattet med Glasøjne, der var meget smukke
og af et forunderligt Liv, afset fra noget
altfor stift stirrende i Blikket. Fingre og
Negle var brillant forgyldte.
Hr. Gliddon var af den Mening, i Be-
tragtning af Hudens rødlige Farve, at Bal-
sameringen var bleven udført helt med As-
falt; men da vi skrabede Overfladen med et
Staalinstrument og kastede lidt af det Støv,
vi saaledes havde faaet, paa Ilden, fornam
vi tydelig Lugten af Kamfer og andre sødlig
duftende Gummier.
Vi søgte særdeles omhyggeligt paa Lege-
met efter de sædvanlige Aabninger, gennem
hvilke Indvoldene var udtagne, men til vor
Overraskelse kunde vi ingen opdage. Intet
Medlem af Selskabet var paa. det Tidspunkt
vidende om, at man ikke ganske sjældent
finder hele eller uaabnede Mumier. Hjernen
plejede man almindeligvis at udtage gennem
Næsen, Indvoldene gennem et Indsnit i Si-
den ; Legemet blev derefter barberet, vasket og
saltet og saa lagt til Side i adskillige Uger,
inden den egentlige Balsamering begyndte.
89 —
En Stump Samtale med en Mumie ==- -=■-
Da vi ikke kunde finde noget Spor af, at
Legemet havde været aabnet, lavede Dr. Pon-
nonner sine Dissektions-Instrumenter i Stand,
men saa opdagede jeg, at Klokken var ble-
ven over to. Herefter bestemte vi at opsætte
den indvendige Undersøgelse til næste Aften ;
og vi var i Færd med at bryde op for denne
Gang, da der var en, som foreslog et Forsøg
eller to med Voltasøjlen.
At anvende Elektricitet paa en Mumie, der
i det mindste var tre eller fire tusind Aar
gammel, var et Indfald, som vel ikke kunde
kaldes videre fornuftigt, men i det mindste
tilstrækkelig originalt, og det slog ned i os
allesammen paa en Gang. Saadan en Tiende-
del for Alvor og ni Tiendedele forcSpøg
lavede vi et Batteri til i Doktorens Studere-
værelse og bragte Ægypteren derind.
Det var først efter meget Besvær, at
vi fik Held til at blotte et Parti af Tindinge
Musklen, der lod til at være mindre haard
end Legemets andre Dele, men naturligvis
viste den, som vi havde forudset, ikke noget
Tegn paa galvanisk Modtagelighed, da den
bragtes i Berøring med Ledningen. Dette
vort første Forsøg syntes i Virkeligheden
endelig afgørende, og med en hjærtelig Lat-
ter over vor Taabelighed stod vi og sagde
Godnat, da mine Øjne tilfældigvis i det
samme faldt paa Mumiens, — og dér nag-
ledes de i det samme i dyb Forbavselse.
Mit flygtige Blik havde i Virkeligheden
været tilstrækkeligt til at overbevise mig om,
at Øjeæblerne, som vi allesammen havde
troet var af Glas, og som oprindelig var
mærkværdige ved en vis vild Stirren, nu var
saa vidt dækkede af Øjenlaagene, at kun en
ringe Del af tunica albuginea endnu var
synlig.
Med et højt Raab henledede jeg Opmærk-
somheden paa denne Kendsgærning, og øje-
blikkeligt var det dem allesammen paafal-
dende.
Jeg kan ikke sige, at jeg blev forfærdet
over dette Fænomen, fordi »forfærdet* ikke
rigtig er Ordet, naar det gælder mig. Imid-
lertid er det muligt, at jeg kunde være ble-
ven en Smule nervøs, hvis jeg ikke i For-
vejen havde drukket Porter. Hvad det øv-
rige Selskab angaar, saa gjorde det absolut
intet Forsøg paa at skjule den uforstilte
Skræk, som de blev grebne af. Doktor
Ponnonner var det virkelig helt trist at se.
Mr. Gliddon gjorde sig usynlig paa en eller
anden mærkelig Maade, Mr. Silk Bucking-
håm tror jeg næppe vil være saa dristig at
nægte, at han paa alle fire gemte sig under
Bordet.
Efter at det første Antald af Forbløffelse
var ovre, bestemte vi imidlertid som en selv-
følgelig Sag uopholdelig at give os i Lag
med videre Experimenter. Vore Forsøg ret-
tedes nu mod højre Fods store Taa. Vi
gjorde et Indsnit ovenover den udvendige
Side af det ydre os sesamoideum pollicis pedis
og naaede saaledes til Roden af abdudor
Musklen. Ved atter at anbringe Batteriet
rettede vi Strømmen mod de tvedelte Ner-
ver — og saa trak Mumien først med en
overmaade Liv-lignende Bevægelse sit højre
Knæ saa højt op, at det næsten kom i Be-
røring med Bugen og strakte derpaa samme
Lem med en ufattelig Kraft, saa at det til-
delte Doktor Ponnonner et Spark, der havde
den Virkning, at det sendte denne Herre
som en Pil fra en Catapult gennem et Vin-
due ud paa Gaden nedenunder.
Vi styrtede ud en masse for at hente de
sønderlemmede Rester af Ofret, men mødte
ham lykkeligvis paa Trappen, ilende op i en
ubeskrivelig Hast, overstrømmende af den
mest brændende videnskabelige Iver og mere
end nogensinde opfyldt af Nødvendigheden
af at fortsætte vore Experimenter med Omhu
og Iver.
Det var da ogsaa efter hans Raad, at vi
lige paa Stedet gjorde et dybt Indsnit i Man-
dens Næse, medens Doktoren selv voldelig
lagde Haand paa ham og bragte ham i kraf-
tig Forbindelse med den elektriske Traad.
-- - 90
En Stump Samtale med en Mumie
Moralsk og fysisk — figurligt og bog-
staveligt — var Virkningen elektriserende.
For det første aabnede Væsnet Øjnene og
blinkede meget hurtigt i nogle Minutter, lige-
som Pjerrot gjør i Pantomimen; for det
andet nyste det, for det tredje rejste det sig
over Ende, for det fjerde plantede det sin
Næve i Ansigtet paa Doktor Ponnonner, for
det femte vendte det sig til de Herrer Glid-
don og Buckingham og tiltalte dem paa
ganske fortræffeligt Ægyptisk saalunde:
„Jeg maa sige Dem, mine Herrer, at jeg
er lige saa overrasket som krænket over
Deres Opførsel. Af Doktor Ponnonner kunde
man ikke vente sig bedre. Han er en stak-
kels, lille, taabelig Nar, som ikke ved bedre.
Jeg har Medlidenhed med ham og tilgiver
ham. Men De, Hr. Gliddon, — og De,
Silk — som har arbejdet og opholdt Dem i
Ægypten saa længe, at man skulde tro, De
var som skabt til det Arbejde — De, siger
jeg, som har været saa længe iblandt os, at
De taler Ægyptisk fuldkommen saa godt som
De skriver Deres Modersmaal — De, hvem
jeg altid har været vant til at betragte som
Mumiernes sande Ven — jeg var fra Deres
Side virkelig belavet paa en mere dannet
Opførsel. Hvad skal jeg tænke om, at De
staar roligt her og ser mig blive saa usøm-
melig behandlet? Hvad skal jeg tro om, at
De tillader Tom, Dick og Harry at trække
mig ud af min Kiste og mine Klæder i det
skrækkeligt kolde Klima? I hvilket Lys (for
at komme til det afgørende Punkt) skal jeg
se det, at De hjælper og opmuntrer den
elendige, lille Kæltring, Doktor Ponnonner,
til at tage mig ved Næsen?"
Uden Tvivl vil det blive anset som givet,
at vi alle ved at høre denne Tale under de
forhaandenværende Omstændigheder enten
stak ud af Døren eller blev grebne af hyste-
riske Anfald eller faldt i en almindelig Be-
svimelse. En af de tre Ting, siger jeg,
kunde man vente sig. I Virkeligheden kunde
hvilken som helst af disse Maader at tage
Sagen paa, helt forsvarligt have været an-
vendt. Og paa Æresord, jeg begriber ingen-
lunde, hvordan eller hvorfor det gik saadan,
at vi hverken bar os ad paa den ene eller
den anden Maner. Men maaske kan
den sande Grund søges i Tidsaanden, som
allevegne gaar frem efter Urimelighedernes
Lov, og nu sædvanligvis antages som Løs-
ning paa alt muligt i Retning af Paradox og
Umulighed. Eller, naar alt kommer til alt,
var det maaske kun Mumiens overmaade
naturlige og selvfølgelige Mine, som tog det
skrækindjagende bort af hans Ord. Hvor-
dan det nu imidlertid forholder sig, saa er
Sagen selv dog klar, og ingen af Selskabet
røbede nogen særlig Ængstelse, eller syntes
at mene, at noget var gaaet synderligt for-
kert til.
Jeg, for min Part, var overtydet om, at
alt var i sin Orden, . og jeg traadte blot til
Side udenfor Rækkevidden af Ægypterens
Næve. Doktor Ponnonner stak Hænderne i
sine Buxelommer, saa haardt paa Mumien
og trak op i sin Skjorteflip. Hr. Bucking-
ham hang med Hovedet og stak sin højre
Tommelfinger op i sin venstre Mundvig.
Ægypteren saa nogle Minutter stift paa
ham med en streng Mine og sagde tilsidst
med et spodsk Smil:
„Hvorfor siger De ikke noget, Hr. Bucking-
ham? Hørte De, hvad jeg spurgte om eller
ej? Tag dog den Tommelfinger ud af
Munden ! u
Det gav saa et let Ryk i Hr. Bucking-
ham, han tog sin højre Tommelfinger ud af
sin venstre Mundvig og stak — efter den
almindelige Ligevægts Lov — sin venstre
Tommelfinger ind i det højre Hjørne af oven-
nævnte Aabning.
Da Væsnet nu ikke var i Stand til at faa
et Svar fra Hr. B., vendte det sig gnavent
til Hr. Gliddon, og i en bestemt Tone spurgte
det i almindelige Udtryk, hvad vi allesam-
men mente.
Hr. Gliddon svarede særdeles udførligt i
., 91 —
En Stump Samtale med en Mumie
Lydstavelser; og hvis vore Trykkerier ikke
manglede hieroglyphiske Typer, vilde det
være mig en stor Fornøjelse at optegne hele
hans ganske udmærkede Tale ordret.
Jeg kan ligesaa godt benytte denne Lej-
lighed til at bemærke, at hele den følgende
Samtale, i hvilken Mumien tog Del, førtes
paa Oldægyptisk, ved Hjælp af (for saa vidt
som det angik mig selv og andre uberejste
Medlemmer af Selskabet) — ved Hjælp,
siger jeg, af D'Herrer Gliddon og Bucking-
ham som Tolke. Disse Herrer talte Mumiens
Modersmaal med uforlignelig Fart og Ynde;
men jeg kunde ikke undgaa at bemærke
(utvivlsomt hidrørende fra Indførelsen af fuld-
stændig moderne Billeder, der naturligvis var
fuldstændig nye for den fremmede), at de to
berejste Mænd lejlighedsvis blev nødte til at
anvende let begribelige Formler i den Hen-
sigt at tilvejebringe en nøjere bestemt Me-
ning. Hr. Gliddon kunde for Exempel en
Gang ikke gøre Ægypteren Udtrykket »Poli-
tik" forstaaeligt, før han med en Stump
Trækul i grove Træk tegnede paa Væggen
en lille Herre med karfunkelrød Næse, med
Huller paa Albuen, staaende paa en Forhøj-
ning med sit venstre Ben trukket bagud, sin
højre Arm strakt frem, med sin Næve knyt-
tet, Øjnene rullende vendt mod Himlen og
Munden aabnet til en Vinkel paa halvfem-
sindstyve Grader.
Man vil let forstaa, at Hr. Gliddons Tale
hovedsagelig drejede sig om de uhyre For-
dele, der tilførtes Videnskaben ved Oprul-
ningen og Aabningen af Mumier; med Hen-
blik herpaa førte han Forsvar for den Ube-
hagelighed, der i Særdeleshed kunde være
foraarsaget kam, denne bestemte Mumie, kal-
det Vadvedvio; og han sluttede med et let
Vink (mere kunde det næppe betragtes som)
om, at nu da disse Smaasager var udvik-
lede, kunde man ligesaa godt skride til den
tilsigtede Undersøgelse. Her gjorde Doktor
Ponnonner sine Instrumenter i Stand.
Hvad angaar Talerens sidste Henstilling,
synes det, at Vadvedvio havde visse Sam-
vittighedsskrupler, hvis Natur jeg ikke rigtig
erfarede; men han udtalte, at han var til-
freds med det fremstillede Forsvar, og idet
han steg ned fra Bordet, trykkede han hele
Selskabet i Haanden.
Da denne Ceremoni var til Ende, fik vi
øjeblikkelig travlt med at hele de Skader,
som vort Forsøgs-Objekt havde faaet af Dis-
sektionskniven. Vi syede Saaret i Tindingen
til, lagde Bandage paa hans Fod og anbragte
en Kvadrattomme sort Plaster paa hans
Næsetip.
Det iagttoges nu, at Greven (det lader til,
at det var Vadvedvios Titel) overfaldtes af
en Skælven — utvivlsomt kom det af Kul-
den. Strax ilede Doktoren til sin Garde-
robe og kom snart efter tilbage med en sort
Klædes Kjole, syet i det fineste Snit efter
nyeste Mode, et Par himmelblaa tærnede
Benklæder med Stropper, en blegrød Gingham
Skjorte, en langt nedhængende Brokades
Vest, en hvid Sækkeoverfrakke, en Spasere-
stok med Kroghaandtag, én høj Hat med ingen
Skygge, Patent - Læder - Støvler, straafarvede
Kidskinds Handsker, en Monocle, et Par
Whiskers og en stor brusende Cravat. Paa
Grund af Størrelsesforskellen mellem Greven
og Doktoren (Forholdet mellem dem var som
to til en) var det forbundet med en Smule
Vanskelighed at anbringe dette Kostume paa
Ægypterens Person; men da alt var arran-
geret, kunde han nok kaldes velklædt.
Hr. Gliddon bød ham derpaa sin Arm og
førte ham hen til en magelig Stol ved Ilden,
medens Doktoren lige paa Stedet ringede
paa Klokken og bestilte en Gang Cigarer og
Vin til.
Samtalen blev snart livlig. Meget blev
der naturligvis yttret med Henblik paa den
temmelig mærkelige Kendsgerning, at Vad-
vedvio endnu var i Live.
„Jeg skulde tro," bemærkede Hr. Bucking-
ham, „at det var paa høje Tid, De var død.a
„Hvadbehager?" svarede Greven særdeles
92
En Stump Samtale med en Mumie
forbavset, „jeg er ikke stort mere end syv
hundrede Aar gammel. Min Fader levede
tusind, og han var paa ingen Maade affæl-
dig, da han døde.*
Her paafulgte en forvirret Række Spørgs-
raaal og Beregninger, ved Hjælp af hvilke
det afgjordes, at' Mumiens . Alder var ble-
ven højst fejlagtig bedømt Det var fem-
tusind og halvtredsindstyve Aar og nogle
Maaneder, siden han var bleven overgivet til
Katakomberne ved Eleithias.
„Men med min Bemærkning, " vedblev Hr.
Buckingham, „tænkte jeg ikke paa den Al-
der, De havde ved Gravlæggelsen (jeg er virke-
lig villig til at bevidne, at De endnu er en ung
Mand), jeg hentydede til den uhyre lange Tid,
i hvilken De — som De selv har bevist —
maa have ligget indpakket i Asphaltum."
,1 hvad for noget?" sagde Greven.
„I Asphaltum," gentog Hr. B.
„Ah, saaledes; jeg har et svagt Begreb
om, hvad De mener; og det maatte jo uden
Tvivl kunde gøre god Nytte, men paa min
Tid anvendte vi næppe noget andet end
Bichloridet af Mercurialis. "
„Men hvad vi særligt er ude af Stand til
at begribe, " sagde Doktor Ponnonner, „det
er, hvordan det gaar til, at De, der er død
og begravet i Ægypten for fem tusind Aar
siden, De sidder her i Dag spillevende, og
ser saa dejligt rask ud."
„Var jeg, som De siger, død,u svarede
Greven, „er det mere end sandsynligt, at
jeg stadig vilde være død ogsaa nu, thi
jeg ser, at Galvanismen hos Dem endnu er
i sin Barndom, og at De ikke med den kan
udføre, hvad der var noget ganske daglig-
dags iblandt os i gamle Dage. Men Sagen
er» at jeg blev greben af et kataleptisk An-
fald, og mine bedste Venner var af den Me-
ning, at jeg enten var død eller kunde have
godt af at være det; følgelig balsamerede de
mig med det samme — jeg antager, at De
er bekendt med Hovedprincipet for Balsame-
ringsprocessen ?a
„Aa, ikke fuldkomment."
„Ah! jeg mærker nok; — en ynkelig
Uvidenhed ! Naa, jeg kan ikke gaa i Detailler
nu ved denne Lejlighed ; men det maa nød-
vendigvis staa klart, at det at balsamere (i
Ordets egentlige Betydning) i Ægypten var
at stanse for ubestemt Tid alle de animalske
Funktioner. Jeg bruger Ordet „animalsk" i
dets videste Betydning, indbefattende i lige
Grad den fysiske, moralske og vitale Væren.
Jeg gentager, at det ledende Princip ved
Balsameringen hos os bestod i den øjeblikke-
lige Standsning og Holden i en vedblivende
rolig Ligevagt af alle de animalske Funk-
tioner. Kort sagt, i hvilken som helst Til-
stand Individet var paa det Tidspunkt, det
blev balsameret, forblev det i den samme
Tilstand. Da det hu er mit store Held, at
jeg er af Scarabæernes Blod, blev jeg bal-
sameret levende, som De ser mig her."
„Scarabæernes Blod?" udbrød Doktor Pon-
nonner.
„Ja, Scarabæen var Insignium eller „Vaa-
ben" for en meget fremragende og en meget
sjælden Adelsslægt. At være af „Scarabæer-
nes Blod" betyder blot være Medlem af den
Familie, for hvilken Scarabæen var Insignium.
Jeg taler billedligt."
„Men hvad har det at gøre med, at De
er i Live?"
„Jo, det er den almindelige Skik i Ægyp-
ten før Balsameringen at berøve et Legeme
dets Indvolde og Hjærne; alene Scarabæer-
nes Slægt delte ikke denne Skik. Havde jeg
ikke været en Scarabæ, vilde jeg derfor have
været uden Indvolde og Hjærne, og det er
ubekvemt at leve uden de Dele."
„Jeg forstaar det," sagde Hr. Bucking-
ham, „og jeg antager, at de hele Mumier,
som man faar fat i, alle er af Scarabæer-
nes Blod."
„Uden Tvivl."
„Jeg troede," sagde Hr. Gliddon, ganske
ydmygt, „at Scarabæen var en af de ægyp-
tiske Guder."
=--~ 93
En Stump Samtale med en Mumie -=^=—-=
„En af de ægyptiske hvad for noget?"
Taabte Ægypteren, og for op af Stolen.
„Guder", gentog den berejste.
„Hr. Gliddon, jeg er virkelig forbavset
over at høre Dem tale paa den Maade,"
sagde Greven og satte sig ned igen. „Ingen
Nation paa Jordens Overflade har nogensinde
troet paa mere end en Gud. Scarabæen,
Ibis'en o. s. v. var hos os (som lignende
Skabninger har været hos andre) de Sym-
boler eller Medier, gennem hvilke vi frembar
vor Andagt for Skaberen, der var altfor ære-
frygtindgynde til, at vi skulde nærme os mere
direkte."
Der blev her en Pavse. Tilsidst optog
Doktor Ponnonner atter Samtalen.
„Det er altsaa ikke usandsynligt efter det,
De har udviklet," sagde han, „at der mel-
lem Katakomberne i Nilens Nærhed kan exi-
stere andre Mumier af den Scarabæiske
Stamme, der har Mulighed for at kunne
komme til Live."
„Der kan ikke være noget Spørgsmaal om
det," svarede Greven, „alle de Scarabæer,
der ved et Tilfælde er blevne balsamerede,
medens de var i Live, er i Live. Endogsaa
nogle af dem, der med Forsat er blevne saa-
ledes balsamerede, kan være blevne oversete
af deres Executorer og endnu hvile i Gra-
vene."
„Vil De være saa venlig at forklare mig,"
sagde jeg, „hvad De mener med „balsame-
rede saaledes med Forsæt"?"
„Med største Fornøjelse," svarede Mumien,
efter roligt at have kigget paa mig gennem
sin Monocle i nogen Tid — thi det var før-
ste Gang jeg havde vovet at henvende et
direkte Spørgsmaal til ham.
„Med største Fornøjelse," sagde han.
„Den sædvanlige Varighed af en Mands Liv
var paa min Tid omkring otte hundrede Aar.
Kun faa Mennesker døde, uden ved særligt
Ulykkestilfælde, før sex hundrede Aars Alde-
ren; [kun faa levede længer end ti Aarhun-
dreder; men otte blev anset for at være den
normale Tid. Efter Opdagelsen af Balsa-
merings-Principet, som jeg allerede har be-
skrevet for Dem, faldt det vore Filosoffer
ind, at en rosværdig Nysgerrighed kunde til-
fredsstilles, og paa samme Tid de videnska-
belige Interesser vinde et stort Fremskridt,
naar denne naturlige Livstid levedes i for-
skellige Terminer. Især paa Historiens Om-
raade viste Erfaringen saa sandelig, at noget
i den Retning var uundgaaelig nødvendigt.
Det kunde f. Ex være en Historiker, der
var bleven fem hundrede Aar gammel, og
som skrev en Bog i sit Ansigts Sved, hvor-
efter han lod sig omhyggelig balsamere, idet
han gav Besked til sine Executorer pro tern. ,
om at de skulde sørge for, han blev bragt
til Live igen efter en vis Tids Forløb —
lad os sige fem eller sex hundrede Aar.
Naar han atter vaktes til Live efter den Tids
Forløb, vilde han uvægerlig finde sit store
Værk forvandlet til noget som en tilfældig
Samling Noter — det vil sige en Slags lite-
rær Arena for modstridende Gætninger,
dunkle Forklaringer og personligt Kiv af hele
Horder rasende Kommentatorer. Disse Gæt-
ninger o. s. v., der gik under Navnet oply-
sende Noter eller Rettelser, vilde vise sig at
have overdækket Texten saadan, at Forfat-
teren maatte søge rundt med en Lygte for
at finde sin egen Bog frem. Naar han fandt
den, var den for Resten ikke mejligheden
med Eftersøgningen værd. Naar han saa
havde skrevet den om igen fra Ende til
anden, blev det betragtet som en given Pligt
for Historikeren øjeblikkelig at sætte sig hen
og rette ud fra sin egen personlige Viden og
Erfaring de nu gældende Meddelelser om den
Epoke, i hvilken han oprindelig levede.
Denne Fremgangsmaade med Omskrivninger
og personlige Rettelser, der fortsattes af for-
skellige Lærde fra Tid til anden, havde nu
den Virkning, at de forhindrede vor Historie
fra at udarte til den rene Fabelfortælling."
„Undskyld," sagde Doktor Ponnonner paa
dette Tidspunkt og lagde sin Haand blidt
94 — —
En Stump Samtale med en Mumie
paa Ægypterens Arm — „undskyld, men
tillader De, at jeg afbryder Dem et Øjeblik?"
„Bevares," svarede Greven og vendte sig
opmærksomt mod ham.
„Jeg ønskede blot at stille Dem et Spørgs-
maal," sagde Doktoren. „De omtalte Histo-
rikerens personlige Rettelser af Overleverin-
gerne fra hans egen Periode. Tør jeg spørge,
i hvad Forhold gennemsnitlig disse Krøniker
almindelig viste sig at være rigtige?"
„ Krøniker er ikke noget ilde Udtryk om
dem. De viste sig almindeligt alle at staa
i nøjagtigt samme Forhold til selve den
uskrevne Historie; — det vil sige, at der
ikke var et ærligt Bogstav af nogen af dem,
som ikke i enhver Retning var fuldkomment
grundfalsk."
„Men eftersom det nu er ganske klart," be-
gyndte Doktoren igen, „at der i det mindste
er gaaet fem tusind Aar, siden De blev lagt
i Graven, anser jeg det for givet, at Deres
Historie, selv om ikke Deres Overleveringer,
var fuldkomment paa det Rene med en Sag
af almindelig Interesse, nemlig Skabelsen,
som fandt Sted, hvad De formodentlig ved,
knapt ti Aarhundreder i Forvejen?"
„De mener?" sagde Grev Vadvedvio.
Doktoren gentog sine Bemærkninger, men
det var først efter mange vidtløftige Forkla-
ringer, at den Fremmede bragtes til at be-
gribe Meningen. Tilsidst sagde han nølende:
„De Tanker, De der har berørt, er mig
ærlig talt særdeles uvante. Paa min Tid
ved jeg ikke en eneste, der nærede den be-
synderlige Forestilling, at Universet (elier
denne Verden, hvis De foretrækker det Ud-
tryk) nogensinde overhovedet har haft en
Begyndelse. Jeg mindes en Gang, men og-
saa kun én Gang, jeg har hørt noget flygtig
antydet af en Mand, der spekulerede meget
over Oprindelsen af den menneskelige Race;
og den paagældende anvendte netop det Ord
Adam (eller: Rød Jord), som De nu brugte.
Han anvendte det imidlertid i videre Be-
tydning som Symbol for den spontane Op-
staaen fra Ur- Jorden (akkurat som Tusind af
Skabningens lavere genera er opstaaede) —
den spontane Opstaaen, siger jeg, af fem
uhyre Menneskehorder, der samtidig har ud-
viklet sig i fem adskilte og omtrent ligestore
Dele af Kloden."
Saa at sige hele Selskabet trak nu ved dette
paa Skulderen, og en eller to af os pegede
betydningsfuldt paa Panden. Hr. Silk Bu-
ckingham kiggede først flygtigt paa Vad-
vedvios Baghoved og saa paa hans Forhoved ;
derefter talte han som følger:
„Det menneskelige Livs lange Varighed
paa Deres Tid, i Forening med den alminde-
lige Skik at udnytte det i Afsnit, som De
har fortalt os om, maa unægtelig have haft
en stor Betydning i Retning af almindelig
Udvikling og Opsamling af Viden. Jeg an-
tager derfor, at de gamle Ægypteres uom-
tvistelige Underlegenhed paa alle Videnskabens
Felter, sammenlignet med vor Tid, maa til.
skrives den ægyptiske Hovedskals større Tyk-
kelse."
„Nu maa jeg igen tilstaa," svarede Greven
overmaade blidt, „at der er noget, jeg ikke
fatter af det, De siger: undskyld, hvad for
en Gren af Videnskaben tænker De særlig
paa?"
Her opregnede nu hele vort Selskab med
forenede Røster alle Hypnotismens og Spiri-
tismens mangfoldige Vidundere.
Greven hørte os rolig til Ende, og saa
fortalte han et Par Historier, som gjorde det
aabenbart, at vore Mediers forskellige Kun-
ster var saa gamle i Ægypten, at ingen
længer gad se paa dem, og at selv de fineste
Aandematerialisationer var enfoldige Tricks i
Sammenligning med de Thebanske Troldmænd,
der kunde skabe levende Lus og mange an-
dre lignende Ting.
Nu spurgte jeg Greven, om hans Folk var
i Stand til at udregne Solformørkelser. Han
smilede lidt foragteligt og sagde, at det var
de dog.
Det forbløffede mig lidt, men jeg begyndte
95
En Stump Samtale med en Mumie
at stille andre Spørgsmaal med Henblik paa
hans astronomiske Viden, da en af Selskabet,
som endnu ikke selv havde aabnet Munden,
hviskede mig i Øret, at naar jeg vilde vide
noget om det, maatte jeg hellere søge Op-
lysning hos Ptolemæus (Gud maa vide, hvad
det er for en Ptolemæus) saa vel som i
Plutarchs de fade lunæ.
Saa spurgte jeg Mumien om Brænd-Glas
og Linser og deres Glassliberier i Almin-
delighed; men jeg var endnu ikke færdig
med mine Spørgsmaal, før det tavse Medlem
igen stilfærdig rørte ved min Albue og bad
mig for Guds Skyld huske paa Diodorus
Siculus. Hvad Greven angaar, spurgte han
mig, i Stedet for at svare, om vi moderne
Mennesker besad saa gode Mikroskoper, at
vi var i Stand til at skære Cameer saa fine
som Ægypternes. Medens jeg tænkte over,
hvad jeg skulde svare paa dette Spørgsmaal,
kompromitterede lille Dr. Pormonner sig i en
ganske ualmindelig Grad.
„Se til vor Arkitektur!" udraabte han til
begge de Berejstes store Harme — de kneb
ham sort og blaa, uden at det nyttede det
mindste.
„Se," raabte han med Entusiasme, „blot
Capitoliet i Washington" — og den gode
lille Doktormand gik omhyggelig i Detailler
med Beskrivelsen af Bygningen. Han for-
klarede, at Porticus alene var prydet med
ikke mindre end fire og tyve Søjler, fem
Fod i Diameter og med ti Fods Mellemrum.
Greven sagde, at han beklagede, at han
ikke lige i Øjeblikket var i Stand til at min-
des de nøjagtige Dimensioner af en eller
anden monumental Bygning i Byen Aznac,
hvis Fundamenter var lagte i Tidens Morgen,
men hvis Ruiner endnu stod paa den Tid,
da han blev lagt i Graven, paa en uhyre
Sandslette vest ud for Theben. Han huskede
imidlertid (nu da De nævnte den Porticus),
at en, der hørte til et temmelig ubetydeligt
Palads i en Slags Forstad, som hed Karnak,
bestod af et Hundred og fire og fyrretyve
Søjler, syv og tredive Fod i Omkreds og
med fem og tyve Fods Mellemrum. Vejen
til denne Porticus gik fra Nilen gennem en
en halv Mil lang Alle af Sfinxer, Statuer og
Obelisker, tyve, treds og hundrede Fod i
Højden. Saa vidt han huskede, var Paladset
selv en lille halv Mil i den ene Retning og
kunde vel være henved to Mil i Omkreds ; dets
Vægge var rigt bemalede, baade indvendig
og udvendig med Hieroglyfer. Han vilde
ikke paastaa, at halvtreds til tredsindstyve
af Doktorens Capitoiier kunde have været
byggede indenfor dets Vægge9 men han var
paa ingen Maade sikker paa, at en to-tre
hundrede af dem ikke med lidt Besvær kunde
have været sammenpressede i det. Det Pa-
lads i Karnak var, naar alt kom til alt, en
ussel lille Bygning.
Her greb jeg Lejligheden til at spørge
Greven om, hvad han havde at sige om
vore Jernveje.
„Intet særligt," svarede han, de var baade
daarligt konstruerede og klodsede i Udførel-
sen og kunde naturligvis aldeles ikke sam-
menlignes med de uhyre, jævne, direkte,
jernhaarde Landeveje, ad hvilke Ægypterne
transporterede hele Templer og solide Obe-
lisker paa 150 Fods Højde.
Jeg talte om vor mægtige mekaniske Kraft-
udvikling. Han indrømmede, at vi nok
kunde noget i den Retning, men spurgte
mig, hvorledes jeg vilde have baaret mig ad
med at anbringe Overliggerne ovenover
Dørkarmen bare i det lille Palads i Karnak.
Jeg foretrak at overhøre dette Spørgsmaal
og spurgte, om han kendte noget til artesiske
Brøndboringer; men han løftede kun Øjen-
brynene; i det samme gjorde Hr. Gliddon
Tegn til mig og hviskede ganske sagte, at
en Ingeniør, som borede efter Vand i den
store Oase, lige for nylig havde opdaget en
gammel ægyptisk Brøndboring.
Jeg talte derpaa om vort Staal; men den
Fremmede trak paa Næsen og spurgte mig,
om vort Staal kunde have hugget de skarpt
— = 96 - -
En Stump Samtale med en Mumie
udskaarne Billedarbejder, som vi ser paa
Obeliskerne, og som alle var udførte med
Værktøj af Kobber.
Alt dette forstemte os saa meget, at vi
tænkte det var klogere at variere Temaet og
angribe ham paa det metafysiske Omraade.
Vi sendte Bud efter en Bog, som hed „Ud-
viklingslæren eller Fremskridtets Velsignelser".
Vi læste et Kapitel af den for ham. Det
var maaske ikke rigtig klart, men det lød
nydeligt.
Greven sagde blot, at man ogsaa i hans
Tid havde uhyre Bryderi med Fremskridt,
men at det blot aldrig ret skred fremad.
Saa talte vi om Demokratiets store Skøn-
hed og Betydning og fik svært travlt med
at give Greven tilstrækkeligt tydeligt Indtryk
af de Fordele, vi kunde glæde os ved, vi,
som levede i et Land, hvor der var Stemmeret
ad libitum og ingen Konge.
Han lyttede med paafaldende Interesse, og
det lod i Virkeligheden til, at det morede
ham ikke saa lidt. Da vi var færdige, sagde
han, at man for meget længe siden havde
kendt noget ganske lignende. Tretten
ægyptiske Provinser besluttede alle paa en
Gang, at de vilde være frie og saaledes staa
som et straalende Forbillede for Resten af
Menneskeslægten. De forsamlede deres vise-
ste Mænd og bryggede saa den sindrigst
tænkelige Constitution sammen. En Tid lang
regerede de virkelig rigtig godt, kun pralede
de paa den vidunderligste Maade med det.
Tingen endte imidlertid, da de tretten Stater
havde faaet ordnet deres Sager solidt og
varigt i Forening med femten eller tyve
andre, med den mest ondsindede og utaale-
lige Despotisme, som man nogensinde har
hørt om paa nogen Del af Kloden.
Jeg spurgte, hvad Navnet da var paa den
Tyran, der tilrev sig Herredømmet.
Saa vidt Greven kunde huske, var det
MA.
Da jeg ikke vidste, hvad jeg skulde sige
til den Ting, tog jeg kraftig til Orde med en
Beklagelse over, at Ægypterne ikke havde
kendt det mindste til Dampmaskinen.
Greven saa ganske forbavset paa mig,
men svarede ikke noget til det. Den tavse
Herre i Selskabet gav mig imidlertid med
Albuen et kraftigt Puf mellem Ribbenene —
sagde, at jeg havde dummet mig tilstrække-
lig én Gang, og spurgte, om jeg virkelig
var saa uvidende, at jeg ikke havde hørt,
den moderne Dampmaskine stammede fra
Heros Opfindelse, gennem Solomon de Caus.
Vi sad nu og følte os i den yderste Fare
for at maatte give tabt; men vor gode
Lykke vilde, at Doktor Ponnonner nu igen
havde faaet samlet sig lidt og kunde komme
os til Undsætning: han spurgte, om det
ægyptiske Folk for Alvor vilde paastaa, at
det kunde tage det op med vor Tid i Klæde-
dragtens dog virkelig betydningsfulde Ejen-
dommelighed.
Ved dette Spørgsmaal kiggede Greven
paa sin høje Hat, tog saa fat i Snippen af
et af sine Kjoleskøder og holdt den tæt op
til Øjet i nogle Minutter. Saa lod han det
tilsidst falde, hans Mund udvidede sig lidt
efter lidt fra det ene Øre til det andet; men
jeg mindes ikke han gav et eneste Ord til Svar.
Ovenpaa dette steg Humøret ikke saa lidt
hos os, og Doktoren henvendte sig nu til
Mumien med stor Værdighed og udbad sig
hans oprigtige Svar, paa Gentlemans Tro og
Love, om Ægypterne overhovedet nogensinde
havde kunnet lave Magen til Ponnonners
Sundheds-Salt eller Liebigs Haar-Balsam eller
Pink-Pillerne.
Vi stirrede paa ham i angstfuld Venten
paa hans Svar, men forgæves. Der kom
ikke noget. Ægypteren sad der rød og hang
med Hovedet. Aldrig har nogen haft en
mere komplet Triumf; aldrig er noget Neder-
lag bleven baaret saa ynkeligt. Oprigtig
talt, jeg kunde ikke taale Synet af, hvor
haabløst den stakkels Mumie blev pulverise-
ret. Jeg fik fat i min Hat, bukkede stift
for ham og tog Afsked.
97
= En Stump Samtale med en Mumie
Da jeg kom hjem, fandt jeg, det var ble-
ven over Fire og gik paa Øjeblikket i Seng.
Nu er den Ti, Formiddag. Jeg har været
oppe siden syv, for at nedskrive denne Rede-
gørelse til Bedste for min Familie saa vel
som for Menneskeslægten. Den første vil
jeg ellers ikke mere tage Hensyn til. Min
Kone er en Hex.
Sandheden er, at jeg er hjertelig ked af
dette Liv og af det nittende Aarhundrede i
Almindelighed. Jeg er ganske vis paa, at
det Hele gaar ad Hekkenfeldt til. I Særdeles-
hed er jeg helt ængstelig for, hvem der bliver
Præsident i 2045. Saasnart jeg derfor er
bleven barberet og har faaet slugt en Kop
Kaffe, springer jeg over til Ponnonners og
lader mig balsamere for et Par hundrede
Aar.
98 -
Q^na^aaazj
Mærkelig: Brosammenstyrtning.
Ved en Hændelse kom forleden et Damp-
skib, der langsomt passerede igennem Sving-
broen Duluth-Superior, til at tørne mod Broen
med det overraskende Resultat, at Damperen
ikke tog nævneværdig Skade, men hele Broen,
skøndt Stødet var ret svagt, styrtede sam-
men saa uheldigt, at den baade spærrede
Skibstrafikken ad Floden og Færdslen tværs
over den. Broen var, som Billedet viser, en
Bro med 2 store Spand fra Bredden og ud i
Srømmen og et drejeligt Midterspand paa
500 Fod.
Damperen ramte Svingpartiet ca. 20 Fod
fra Midterpillen og knækkede en af Støtte-
girderne, og da den ene Brosides Understøt-
telse saaledes blev formindsket, styrtede den
ned i Floden, men derved forstyrredes selv-
følgelig Ligevægten, og den anden Arm af
Svingbroen, der nu mistede sin Kontravægt,
styrtede derfor ned til den modsatte Side.
At en saa stor Virkning kunde følge paa
en saa lille Aarsag, skyldes en Konstruk-
tionsfejl. Alt var nemlig saa nøjagtig be-
regnet, at der ikke var mindste Overskud af
Modstandskraft tilstede: alle Tryk og Træk
var nøjagtig afbalancerede, da et ringe Uheld
formindskede Modstanden, maatte det hele
styrte sammen.
Der er ikke Tvivl om, at Broen var fuldt
ud stærk og paalidelig, saalænge alle Tryk
og Vægte kom paa de Steder, hvor Inge-
niørerne havde beregnet dem, men ligesaa-
snart Broen fik et ringe Stød paa et ikke
forud beregnet Sted — saa blev alle Bereg-
ninger kuldkastede.
Kromarografen.
Hvad er en Kromarograf vil Læseren ud-
bryde — og Svaret er: det er en mekanisk
Nodeskriver. Ligesom Fonografen optager
Menneskets Tale og Skrivemaskinerne ad me-
kanisk Vej optager Ordet, saaledes nedskriver
Kromarografen et Musikstykke i Noder. Man
tænke sig blot Fordelen for en Forfatter ved,
at han kan benytte en Stenograf, der ned-
skriver hans Tanker efterhaanden som de
formes i Ord, en lignende Fordel har Kom-
ponisten ikke. Han maa møjsommeligt ned-
skrive sin Komposition Takt for Takt; en-
hver vil let forstaa, at Kompositionen i hvert
Fald ikke kan høste Gavn af en saadan
Sønderdeling.
Nu har imidlertid en Østriger ved Navn
Lauritz Kromar fra Wien opfundet et Appa-
rat, der anbringes ved Siden af et Piano og
drives af en lille Elektromotor; den har lige
saa mange Elektromagneter som Pianoet har
Tangenter, og ved Nedtrykningen af Tan-
genterne afsættes der Tegn paa en fortløbende
Papirstrimmel.
Disse Tegn kan aflæses med samme Let-
hed som en Stenograf aflæser sit Stenogram
eller som en Telegrafist aflæser Morses Tele-
graftegn.
Tegnene bestaar af to korte parallele Stre-
ger, svarende til de hvide Tangenter, og en
kort tyk Streg, svarende til de sorte. Ved
at variere Afstanden mellem de enkelte Tegn-
kolonner, angives de forskellige Takter, me-
dens et Musikstykkes Tempo angives ved de
enkelte Stregers Længde.
Kromarografen har været udstillet i Berlin
ved den internationale Musikudstilling sidste
Sommer, og det synes, som om dette Appa-
rat virkelig har løst Opgaven paa en tilfreds-
stillende Maade.
Tegnene, som de nedskrives af Apparatet,
kan overgives direkte til Nodestikkeren, der
vil kunne omsætte dem til de sædvanlige
Nodetegn paa samme Maade, som et steno-
grafisk Manuskript kan afskrives med almin-
delige Bogstaver.
99
ÉJMidil;liIek*JtO;>KfcK+ira
Tiberius' og Caligulas flydende Villaer.
Paa Bunden af den lille Nemi Sø i Italien
ligger to store Lystfartøjer, der engang har
tilhørt de to romerske Kejsere Tiberius og
Caligula.
Igennem de mange Aarhundreder har Om-
egnens Befolkning bevaret Sagnet om de to
med Kostbarheder fyldte flade, pramlignende
Skibe, der laa dybt i Mudderet paa Søens
Bund. I det 16de Aarhundrede forsøgte en
Franskmand at efterforske, hvor meget der
laa til Grund for Sagnet, og han fandt ved
sine primitive Hjælpemidler den ene Gallej,
men videre naaede man ikke, før Signor Eliseo
Borghi i Aaret 1895 begyndte at interessere
sig for de Værdier, Søen muligvis skjulte.
Han engagerede Dykkere og lod foretage om-
fattende Undersøgelser. Det viste sig da, at
den største af Gallejerne var 230 Fod lang
og 80 Fod bred, medens den anden Gallej
var 30 Fod kortere og 1 5 Fod smallere. De
var begge usædvanlig vel bevarede, og Dyk-
kerne bragte i Hundredevis af Broncesager,
Træudskæringer, Ornamenter af Bly og lig-
nende op for Dagens Lys.
Bly havde overhovedet været meget an-
vendt paa disse to Skibe, de var forsynede
med et helt Overtræk af Blyplader paa Skibs-
bunden, og i det indre fandt man Rør og
andre Genstande af dette Metal. Blandt andet
er der kommet for Dagens Lys et Stykke
Bly, hvorpaa der tydeligt staar: „C. Caesaris
Aug. Germanici" — dette var netop Kejser
Caligulas officielle Navn.
Dækkene var velbevarede og viste sig at
bestaa af en haard Træsort, der dannede
Underlag for Stenmosaik, og Skibssiderne
bestod af Ege tøm mer, som var samlede med
Kobbernagler.
Der er nu udarbejdet et Projekt til at op-
tage disse to interessante Minder om romersk
Kultur. Forslaget gaar ud paa simpelt hen
at lede Søens Vand bort, saaledes at man
kan læsse de to Fartøjer paa et Par Slæder
og køre dem op paa det højere Land. Det
lader til, at Forslaget har Udsigt til at blive
virkeliggjort med den Ændring, at ikke hele
Søen bliver tørlagt, men at der lægges en
Dæmning omkring Skibene, hvorefter denne
Del af Søen tørlægges.
Under alle Omstændigheder vil disse to
Skibes Bjergning give værdifuldt Stof til Be-
lysning af Kejsertidens Kultur.
Billedet gengiver de to Gallejer saaledes
som de maa tænkes at have set ud efter
Dykkernes Undersøgelser.
GHm£^M3S3
Haven i Oktober.
Om Foraaret og om Sommeren kan man sag-
tens være Haveven ; men i Oktober, naar det er
koldt og regnfuldt og Jorden er vaad, saa skal
Venskabet staa sin Prøve. Haven stiller nemlig
i denne Maaned særlig store Krav, der er saa
meget vanskeligere at opfylde, som det paa
Grund af de korte Dage ikke altid er let for
. Amatører at faa Tid til at beskæftige sig med
Havearbejde. Nattefrostens Indtræden, der
100
■^= Hus og' Have =-
for HavevenRerne betegner et Vendepunkt i
Aarets Løb, indfinder sig her i Landet nor-
malt i den første Uge af Oktober; man er
endnu ikke ganske klar over Aarsagerne til
dens skadelige Indflydelse paa en Del af Ve-
getationen, kun synes det, som om det ikke
saa meget er den lave Temperatur som den
pludselige Overgang fra Nattefrost til Morgen-
sol, der er skadelig; i hvert Fald er det et
udmærket Middel mod Frosten at mildne
nævnte Overgang ved at overbruse let frosne
Planter med iskoldt Vand inden Solen naar
at skinne paa dem. En skønne Morgen vil
imidlertid Georginerne staa uhjælpelig sorte
og frosne, og saa maa Arbejdet med at bringe
Knoldene i Hus helst begynde saa snart som
muligt Nogle lægger dem i tørt Sand, an-
dre drysser tør Jord imellem dem; Hoved-
sagen er, at de opbevares tørt og frostfrit.
Det samme gælder om Begoniaknoldene (der
maa behandles med særlig Omhu) Gladiolus
og Montbretia (der bør beholde Toppen til
den er helt indtørret). De sidste kan jo nok
taale at blive ude, naar Jordbunden ikke er
for fugtig, og Vinteren ikke bliver for stræng;
men det klogeste vil dog være at tage dem
op. Pelargoniebedene burde allerede i Sep-
tember have været ryddede til Fordel for
tidligblomstrende Chrysantemum ; i hvert Fald
bør de ryddes nu. Hvor Vinteren er kortere,
f. Eks. i Frankrig, bruges det at skære Bla-
dene og de bløde Skud af Pelargonierne,
ryste Jorden fra, og hænge de saaledes be-
handlede Planter op i Bundter i en tør Kæl-
der: de saftige Stængler bevarer deres
Vitalitet saaledes, at der om Foraaret bryder
unge Skud frem, hvorpaa man planter Pelar-
gonierne ud igen. Men saa nemt gaar det
nu ikke her; vil man gemme Pelargonier til
næste Aar, hvad der sjældent lønner sig,
maa man plante dem i Potte og overvintre
dem i Stue, hvor de virker alt andet end
dekorativt.
Det er i Oktober Maaned Tid at lægge
Blomsterløg og i det hele tænke paa det
kommende Foraarsflor. Forglemmigej, Crocus,
Gyldenlak, Aubretia o. 1. bør henplantes paa
Blomstringsstedet, hvis det ikke allerede har
fundet Sted. Man kan opnaa en nydelig
Gruppe tidligt paa Aaret ved at lægge f. Eks.
ensfarvede røde eller gule Tulipaner med 10
Tommers Afstand og derimellem plante For-
glemmigej. Hvis man har nogle Blokke Pæ-
oner, bør man lægge Paaskelilier umiddel-
bart i Nærheden; naar disse blomstre vil de
unge brune Skud af Pæonerne danne dem en
meget flatterende Baggrund. Eranthis og
Vintergjæk bør man lægge saaledes, at man
kan se dem fra sit Vindue; de blomstrer jo
paa en Aarstid, hvor man ikke færdes meget
i Haven.
Plænerne bør slaaes tæt inden Vinterens
Komme, medmindre de skal omlægges, i saa
Fald bør de gødes og graves om.
Oktober er for de fleste Planters Vedkom-
mende en udmærket Plantetid, saa Forandrin-
ger og Nyplantninger foretages med Fordel nu.
Den sildige Frugt bør nu plukkes, inden
Storm og Frost ødelægger den. Man bør
plukke, i hvert Fald en begrænset Del af
Frugten, med de moderne Frugtplukkere, der
som tre bløde Fingre griber om Frugten,
selv den højstsiddende, og „drejer" den af.
Den bør plukkes, naar den er tør, og derpaa
i nogen Tid lægges ind, saa den kan „svede",
senere bør den indpakkes i Papir. Naar man
saaledes har sikret sig en passende Portion
fin Taffelfrugt, kan man ryste Resten ned
paa den gode gamle Maade.
Grøntsagerne, undtagen Selleri og Porrer,
maa nu slaas ind i Kælderen. Dersom man
har Blomkaal, der endnu ikke har sat Hoved,
kan man slaa den ind paa en lys Plads,
saa vil Hovedet udvikles. Den Blomkaal,
der har sat Hovede, kan man, efter at Bla-
dene ere sammenbundne, hænge op ved Ro-
den i Kælderen, paa den Maade vil den
kunne holde sig lang Tid.
Til alt dette og meget andet Arbejde kom-
mer saa, at Løvet falder og hvirvles omkring
og stadig maa samles og bringes væk, i
hvert Fald fra Forhaven; man har jo altid
Lov at lade det ligge lidt i sin Baghave og
glæde sig derover; Løvet er dog det skøn-
neste, Oktober byder os.
G. iV. Brandt, Handelsgartner.
Hønsegaarden.
1 denne Maaned bør Hovedrengøringen og
Eftersynet af Hønsehuset finde Sted, for at
man fuldt udrustet kan gaa det for Fjer-
kræet mindre behagelige Efteraar og Vinter-
tiden imøde. Sprækker og Revner dækkes,
Vinduer og det løse Inventarie som Reder,
Siddestænger osv. vaskes og renses grundig
i skoldende Sæbe- eller Sodavand, og Huset
hvidtes efter en grundig Udrensning fra øverst
til nederst med Kalkvand, hvori er tilsat Kar-
bolvand. Det gælder om at naa ind i alle
r— ^ 101 ^
- - Hus og Have
Krogene for at komme Utøjet til Livs. Fal-
serne, hvori Siddestængerne er anbragte,
bestryges med Karbolinium. I det lyse, luf-
tige Læskur, som burde findes i ethvert
Hønsehus ved Siden, under eller foran Sove-
rummet, graves Jorden op og fornyes, for
at Hønsene kan faa frisk Bund at gaa paa
og skrabe i.
Samtidig med, at denne Renselsesproces
finder Sted i Hønsehuset, bør Besætningen
undersøges for Utøj, og kraftig Insektpulver
kan i dette Tilfælde gøre Underværker. In-
sektpulveret bør naa hdt ind til Kroppen;
særlig ved Gumpen og under Vingerne sam-
ler Utøjet sig. Er Besætningen særlig befængt
er en Gentagelse af Indgnidningen nødvendig.
Inden Maanedens Udgang vil Fældningen
overvejende være overstaaét, ligesom Udsæt-
ningen af de gamle Høns forlængst burde
have fundet Sted ; nu tærer de kun paa Fo-
deret, taber i Vægt ved Fældningen, og i
Værdi, da Vildtet nu snart vil overfylde
Markedet og saaledes trykke Priserne, og
endelig optager saadanne Dyr Pladsen for
Ungdyrene, hvorpaa Opmærksomheden nu
særlig bør rettes, thi det er dog nærmest
dem, man kan vente sig Æg af i Vintertiden.
Det lønner sig overfor saadanne Kyllinger at
fodre godt og give rigelig Plads, for at de
kan udvikle sig saa meget som mulig. Naar
Udvalget af Hanekyllinger har fundet Sted,
bør Resten afsættes snarest mulig.
Sluttelig er det paa høje Tid, at man for-
syner sig med tørt Landevejsstøv, Tørvejord
samt tørrede Blade, man har da i Vintertiden
Materiale til Askebad, fortrinlig Strøelse i
Soverummet og Læskuret, sidstnævnte særlig
nødvendig for at skaffe Hønsene noget at
skrabe i i Vintertiden, thi uden Arbejde
lægge Hønsene ikke Æg.
Foruden Korn og animalsk Føde er vege-
tabilsk Føde nødvendig for Hønsene, men
vanskelig at skaffe til Veje om Vinteren;
tørrede Nælder og 2den Slæt Kløver vejret i
Skyggen er en fortrinlig Tilsætning til Blød-
foderet ; det betaler sig at forsyne sig hermed.
Disse Stoffer hakkes i Løbet af Vinteren,
koges til en geleagtig Masse og blandes i
Blød foderet.
Tidspunktet for Anskaffelsen af nye Dyr
til Betætningen er nu ogsaa inde, og det
kan ikke noksom anbefales ved Indkøbet af
saavel Haner som Høner at søge nøjagtig
Oplysning om Afstamningsforholdene, thi in-
denfor de forskellige Racer findes baade gode
og daarlige Individer, og Ydelsen kan svinge
fra nogle faa Æg til op over 200 om Aaret
pr. Individ.
For Gæssene, Ænderne og Kalkunerne
byder Stubmarkerne et fortrinligt Opholdssted
inden den egentlige Fedning finder Sted.
Konsulent W. A.Kock.
Hjemmet.
Af Vibeke Salicath.
Efteraarsrengering.
Hovedrengøringerne besværliggøres mere og
mere. Gaardene er ikke store nok til at have
Sengelad, og Lejlighederne er efterhaanden ble-
ven saa dyre, at man maa indrette sig uden
overflødige Værelser. At banke Møbler og «
Sengklæder, saaledes at man virkelig faar
Støvet bort og ikke blot flytter det. kan
volde Hovedbrud. Jo større Gadefærdslen er
i det Kvarter, hvor man boer, jo mere Støv
samles der i Stuerne. Og er man saa heldig
at kunne banke sine løse Tæpper ud om
Morgenen i Gaarden, saa er der som Regel
saa snævert fra Væg til Væg, at alt Støvet
ryger ind til Familierne i Stuen og paa første Sal.
• Men da vi lever i Maskinernes Tid, saa
er vi ogsaa nødt til at tage dem i Brug.
Det bliver dem, der maa tage de Opgaver op,
som Husmoderen ikke længer selv magter.
Nu er det Støvsugeren, der vil komme hende
til Hjælp. Maaske den Tid ikke er fjærn,
hvor hver Ejendom har sin Støvsugermaskine,
som paa Tur Foraar og Efteraar vil være i
Virksomhed hos Familierne. Støvsugermaski*
nen kan allerede nu tages i Tjeneste af Hus-
mødrene ogsaa i de mindre Hjem. Ganske
vist kører den ikke ud til en Støvsugning
paa mindre end 25 Kroner, men Firmaet
lader meget billigt de Møbler, Madratser,
Gulvtæpper og Gardiner, som man ønsker
renset, afhente og levere tilbage samme Dag,
hvis det da ikke er et helt Flyttelæs. Men
har man flere større Stuer med faste Gulv-
tæpper, sadelmagerophængte Gardiner og Por-
tierer, samt mange Bøger i Reoler, saa er
det billigere at faa Maskinen sat i Gang i
Huset. Man lader da Gardinerne hænge og
sparer derved Udgiften til Sadelmageren.
Det kunde maaske ogsaa tænkes, at to
Familier i samme hus, naar de ikke hver
behøvede at anvende 25 Kr., kunde slaa sig
102
Faas i Kolonial- og Materialforretninger
hele Landet over.
liftende frisk
og skinnende hvid bliver Deres
Vask ganske uden den sæd-
vanlige infamt slidende Skrub-
ning, naar De anvender
Faas bos de Handlende i
Pk. å 25 & 12 0.
fil gros: MIS Lagerman junr.
MtmroJd 23, T%lt 1080.
Fest- Brude- og Julegaver.
P. F. Jensen.
-m fe.
— Hus og Have — -^ -=.-^=--^=
sammen og rekvirere Støvsugeren ud til Ste-
det. Det sidste kunde man jo spørge Fir-
maet om.
At transportere Bøger er ikke tilraadeligt
Skal man dog have dem ned af Reolerne,
saa maa man lige* saa gerne støve dem af
paa den gamle Maade, ved Hylde for Hylde
at tage * dem ned,, og naar Hylden er vadsket,
atter sætte de afstøvede Bøger paa Plads.
Ved telefonisk Henvendelse til det Firma,
der ved Støvsuger renser' Lejligheder, kan
enhver Husmoder selv forvisse sig om Pris-
beregningen.
Sender man ved Rengøringen sine polstrede
Møbler fra Dagligstuen bort til Rensning,
saa vinder man tillige mere Plads til Ren-
gøringsarbejdet.
At gøre Dagligstuen ren.
Dagen før selve Rengøringen afvadsker og
pudser man alle Nipsgenstande, tager Billeder
og Malerier ned fra Væggene og vadsker dem
af. Det sættes alt tilside, hvor man kan
skaffe Plads. Smaatingene sættes enten i et
lukket Skab, eller paa et Sted, hvor man
kan tildække dem med Vidskestykker, Lag-
ner el. lign. Gardinerne nedtages, og Støvet
afrystes, før man lægger dem til Snavsetøjet.
Næste Morgen tidlig afhentes de polstrede
Møbler. Derpaa støves Væggene og Loftet
af med en Ugle, eller med en Fejekost om-
bunden med et Stykke rent Tøj. Kakkel-
ovnen børstes. Vinduerne hægtes af, Ram-
merne afsæbes, og de skylles efter i en
Balle koldt Vand. Før de atter hænges i,
maa Vinduesfordybninger og Karme være
afsæbet. Saa tager man fat paa Væggenes
Afsæbning, hvis de er oliemalede; hvis der
er Tapet, da blot Paneler og Døre. Er disse
sidste eller Vinduesfordybninger og Karme
lakerede, afvadskes de forsigtigt med lunkent,
meget tyndt Sæbevand (Sæben maa være
fuldstændig smeltet og udpisket i Vandet),
skylles efter, i koldt Vand, tørres med et
linned Stykke, og gnides efter med et tørt,
blødt Vadskeskind. De oliemalede Vægge af-
sæbes med varmt Sodavand, hvori der kan
være en Ubetydelighed Sæbe. Man vadsker
ovenfra nedad og tager Væggene Stykke for
Stykke, thi de maa altid straks skylles efter
med koldt Vand, at der ikke bliver Striber
af Sodavandet. Det er bedst at være to om
dette Arbejde, den ene sæber af, den anden
skyller efter. Væggene aftørres med tørre,
linnede Klude. Afsæbningen føretages med
uldne Kliide, .kun i pjørner paa Paneler og
Træværk - anvendes den sædvanlige spidse
Skurebørste. Naar dette Arbejde er gjort,
kommer Turen til de polerede Møbler, som
afvadskes med en Svamp dyppet i rent koldt
Vand, i Ornamenternes Kroge benyttes en
blød Pensel. Møblerne gnides tørre med rene
bløde Stykker og blanke med et tørt Vadske-
skind. Hvis man har lukket Bogskab med
Glasdøre, vadskes Hylderne af, og Glasruderne
poleres med lidt Sprit. Fpørnerne, hvor der
gerne har samlet sig Støv, renses med en
spids Pind, omvunden med den i Sprit dyp-
pede Klud. Da Sprit ødelægger Polituren,
maa Husmoderen selv helst udføre dette Ar-
bejde, da det er i hendes Interesse intet at
faa ødelagt. Paa samme Maade pudses Spej-
lene ogsaa med Sprit, mens Rammerne af-
vadskes ligesom de polerede Møbler. Vindu-
erne pudses, og tilsidst vadskes Gulvet.
Derefter er Stuen i Stand til atter at mod-
tage, først Billederne paa Væggene, dernæst
Ophængning af Vintergardinerne. Naar dette
er sket, kan de rensede, polstrede Møbler
modtages, og tilsidst kan alt Nipset, Blom-
ster og lign. flyttes ind. Blomsterne har
imidlertid ude i Køkkenet faaet en grundig
Vadskning paa Bladene, og Undcrskaalene er
bleven vadsket af. Kan man naa dette Ar-
bejde Dagen forud, og kan man have Urte-
potterne staaende Natten over ude i Køkkenet,
saa er det jo det nemmeste, ellers maa de
tages ud af Stuen om Morgenen før Afstøv-
ning af Vægge og Loft finder Sted.
Alle Empirebeslag afvadskes med lunkent
Vand og en blød Børste og tørres grundigt,
men er de af Messing, maa de poleres med
Pudsepomade. Dette maa gøres saa forsig-
tigt, at Pomaden ikke gnides ind paa det
polerede eller lakerede Træværk. — Spar ikke
paa Vandet ved en Rengøring. Anvend en
middelstor Balle til Sæbevand og en stor Balle
til Skyllevand. Vær ikke sparsommelig med
at skifte Vand. Sørg for at have mange
store, linnede Klude parate til Rengøringstiden ;
gamle Chemiser og Skjorter er meget anven-
delige. Tre gode, hvide, uldne Klude faar
man ogsaa Brug for. Slidte strikkede Uld-
trøjer og Normaluldsklude er gode. Desuden
maa man helst have to Vadskeskind, et til
det lakerede Træværk og et til de polerede
Møbler.
104 r
Venligt.
Gæsten. Aa. vil De give mig Spisesedlen?
Vårten. Spisesedlen er lige nu optaget henne ved det
andet Bord. Men jeg har Kalvehoved, Oxebryst, Lamraelaar,
Gasetw ....
Gæsten. Tak, jeg har ikke bedt om nogen Beskrivelse af
Deres egen Person — jeg vil bare have noget at spise.
Det gjensidige Forsikringsselskab
„DANMARK"
Hovedkontor: Selskabets Ejendom,
V. Boulevard 34, Filialkontor: Amagertorv 3.
Desuden har Brandforsi krfngsafdelingen
Agenturer over hele Landet og Livsforsikrings-
afdelingen har General Agentur i Aarhus:
Prip, Clemensborg, og i Odense: Schreiner,
Kongensgade 31.
Brandfors- Livsfars.
Forsikringssum c. 877 Milt. c. 50 Mill.
Formue - 31^— c. 10 —
Epokegørende
Opfindelse
Faas hos enbver Bog ha tid
ler og Isenkræmmer.
Forhandlere betyd. Rabat
FtrlMf Prospekt.
Patent anmeldt
i alle Lande.
Selvrullende
Maalehjul.
Grotfoineter
m»»X®:r^ ±a=L<fL*trbl 18 Meter.
Overflødiggør J"mme&Lok og Baandmaal, er uundvaarlig
fur enhver rimimlvtfrker, Arkitekt, Ingeniør, Husejer etc.
A. Utzon Frank & Co. Lm^^S8tr^J^Kibenh€^'
k ki Mtsjnr, du bedre Sæbe!
■Sr^kwktahiÉir!
lofigit a»w
Wtijrø
Tud
Harpiks
pr. Pond
Ligeratni Viikepihtr
Yaid
Vudglai
25 Øre
SI* pot
Jl^pCi
b pCt
50 «w
3fpCt.
intet
pr.9/4N.
fefafeiMt
WpOt
25,4 pCt.
5,7 pCt.
44 Ore
LiiiiTO Phéiii
35pCt.
5pCt.
pr. 1 Pd.
Herman Bleens
bmailineUkSife.
64pCt.
20pCt.
intet
35 (Tre
Heymann Blochs
Yiikepiher =
15 pCt.
intet
pr.lPd.
Hr. Detlefsen & Meyers Laboratorium (aut. af Landbrugsminist.) erklærer, at Heymann Blochs Normal
Marseillesæbe og Vaskepulver indeholder hverken Vandglas eller andre Indblandinger. — Er der
Heling i at bruge udenlandske Varer, naar do tilsvarende danske er bedre og billigere 1
Hus og Have =====
Kekkenet.
Naar Sommeren er forbi, og Efteraaret saa
smaat begynder at melde sig, kredser Hus-
moderens Tanker om Forberedelse til Vinteren
ogsaa paa Madomraadet. Lever man nogen-
lunde selskabeligt, men dog ikke har altfor
rigeligt at rutte med, gælder det om at have
de Ingredienser tilhuse, hvormed man uden
større Udgifter kan fixe op paa Maden,
baade den daglige og den finere. — I Oktober
Maaned er Tiden inde for Syltning af Cham-
pignons, Sellerier og Leg.
Selleri som Champignons.
8 store, hvide Sellerier renses, skrælles og
koges møre i Vand med lidt Salt i. Det
Svampede, som undertiden kan være i Midten
af de store Sellerier, bortskæres. Naar de er
kogt heldes Suppen i en Krukke. Naar Sel-
lerierne er kolde, skæres de i smaa firkantede
Stykker.
1 Pot Eddike koges med 2 Theskefulde
hel, hvid Peber og et Stykke Muskatblomme.
Sellerierne nedlægges i smaa Sylteglas, vædes
med ganske lidt af Suppen, overhældes med
den varme Eddike og tilbindes straks med
Pergamentpapir. De kan holde sig hele Vin-
teren og anvendes i hvid Sauce til hvide
Kødsorter, f. Eks. kogt Kalve-, Hønse- og
Kalkunkød, men Saucen maa da legeres med
en Æggeblomme eller to, rørt med en ube-
tydelig Smule hvidt Melis. Sellerierne kan
ogsaa anvendes stuvede med kQgt Fisk, Fiske-
boller eller Brisler til Fyld i Krustader, Rou-
letter og Risolles. Vol au vent med Høns,
Fiskeboller og disse Sellerier er en nydelig
Ret.
Syltede Løg.
5 Pund ægte Skalotteløg pilles og lægges
i en Saltlage, saa stærk at den kan bære et
Æg. Lagen skiftes hver Dag i 3 Dage. Dette
sker nemmest ved at ophelde Løgene paa et
Dørslag, og lade den løbe fra, og derefter atter
helde Løgene i Krukken med den friske Lage.
Den 4de "Dag helder man atter Løgene paa
Dørslaget, at Lagen kan løbe fuldstændigt
fra. 3 Potter lys Eddike koges med 3/4 &
lyst Kandis, lidt Muskatblomme samt 10 hele
Nelliker og skummes. Derpaa kommes Lø-
gene i Eddiken og koges møre. De tages
op og lægges i Krukker. Eddiken koges i
et Par Minutter, heldes derpaa over Løgene.
De tilbindes hede. Løgene er først anvende-
lige efter 2 Maaneders Forløb. Jo længere
de gemmes, jo bedre bliver de.
Anvendes i brune Saucer til Pirogi og
Risolles med Kødstuvning, Aubain, Hachispey,
Kød- og KartofTelroulettter samt alle Slags
Retter af Kødfarce, hvortil hører brun Sauce.
Champignons.
Er man ikke fuldstændig sikker paa sit
Kendskab til den ægte Champignon, er det
ikke tilraadeligt at samle dem selv, skønt det
egentlig ikke er vanskeligt at kende den ægte
fra den uægte. Køber man friskplukkede
Champignons, maa man ogsaa nøje undersøge
dem og ikke stole paa, at den, der har pluk-
ket dem, ogsaa er fuldt ud kompetent til at
kende dem.
Svampene frigøres først for al Jord og
Sand, som findes ved Roden. Stilken brydes
af helt oppe ved Hatten, skrælles og skrabes.
Hatten renses, den skæglignende Frødannelse
paa Indersiden af Lamellerne fjernes. Lamel-
lerne er undertiden vanskelige at faa bort,
da Hatten er tynd og gerne vil gaa i Styk-
ker. I saa Fald maa man lade Lamellerne
blive siddende, thi de er ganske uskadelige.
Hattens Hud trækkes forsigtigt af eller skræl-
les ganske tyndt. Efterhaanden som Svam-
pene bliver rensede, lægges de i koldt Vand
med lidt Salt i.
Ægte Champignons til Sauce.
De renses som ovenfor beskrevet. Er de
meget smaa, faste og lukkede, behøver man
kun at skrabe dem rene for Sand og Jord
paa Stilken, og maaske lidt paa Hatten, hvis
Skindet lige i Midten er mørkt. Er det
. større Champignons, skrælles Lamellerne helt
bort, Skindet trækkes baade af Hat og Stilk,
og de skæres i passende Stykker. Er nogle
af de indhøstede Champignons gamle og
mørke i Kødet, maa de koges for sig, da de
ellers vil farve de hvide. Naar Champignon-
erne er rensede og skyllede, lægges de op
paa et Klæde for at rinde af.
Til hvert 18 Champignons tages 40 Kvint
udvadsket Smør, der afklares og sættes over
Ilden i en Gryde, hvor Emaillen er hel.
Champignonerne kommes deri, og det bringes
langsomt i Kog. Naar Champignonerne —
i Reglen efter et Kvarters Forløb — er møre,
optages de med Hulskeen og lægges i smaa
Glas. Smørret og den Sky, som er kogt ud
:- — = 106 .^-.--^
O/
fbtM
6?
ocouide /,00 /tb. Qstvnci.
c/o. /£0
c/o. ///O
(C/aeao/ut/v-eb, /tuma JS,00
0^-
.<>
{9noeo/a>c/e-iOori/#c/, e-Åd/ia///*', /
e. £00 c/iw. <£føjc/n*j*aei, £ # cf Qs/>.
4am/ enzføci/we Qjyii&ecnøe&dcu/eb /'■
&føt/ /u/va/a.
-_^^Hus og Hjem ~-=
af Svampene, koges langsomt i 5 Minutter
og fordeles derefter i Glassene, der staar til
Dagen efter. Da heldes der saameget af-
klaret og smeltet Smør over Champignonerne,
at det staar saa tykt som x/4 Tomme højt.
Naar Smørret er koldt, tilbindes Glassene
med Pergamentpapir..
Champignonspulver.
Svampene renses, flaaes og skylles godt,
hvorefter de sættes paa Ilden i en Lergryde
uden andet Vand, end hvad der hænger ved
efter Skylningen. Gryden maa ikke staa
længere paa Ilden end til Champignonerne
er godt gennemhede. Man maa stadigt røre
rundt i Gryden med en Træske. De slaas
op paa et fladt Fad for at blive kolde. Der-
paa kommes de i en Stenmorter og stødes
til Mos. Mosen blandes med saameget fint
Hvedemel, at det bliver som en Deig. Denne
vædes med lidt Cognac, for at Pulveret ikke
skal ore. ' I Dejgen æltes lidt stødt Alle-
haande, Muskatblomme og Taffelsalt. Af
denne Dejg laves smaa runde Kager, som
tørres i en lunken Ovn, og naar de er kolde
stødes til Pulver og opbevares i smaa Glas-
flasker med vide Halse, der tilproppes godt.
Kan holde sig i flere Aar og er anvendeligt
i alle Retter og Saucer, hvor man bruger
Champignonssmag.
Tørrede Kantareller.
Denne Svampeart har en lys saffrangul
Farve, den er skaalformet opadvendt, og
Lamellerne udgaa fra Stilken. De behøver
ej at renses paa anden Maade end at fri-
gøres for Sand og Jord ved Roden og der-
efter skylles. Lamellerne skrabes ikke. Kan-
tareller er nemme at opbevare ved Tørring.
Man renser dem, trækker dem paa tykt,
hvidt Bomuldsgarn og hænger dem i lange
Rækker i Solen. Naar de er tørre, opbeva-
res de paa et tørt og luftigt Sted, helst paa
et Loft, stadig hængende paa Snorene. Paa
denne Maade holder de sig et Par Maane-
der. En anden Fremgangsmaade ved Kanta-
rellerne er saasnart de er trukne paa Traa-
den, da at dyppe dem et Sekund i kogende
Vand, derefter lægge dem paa et Klæde at
de kan rinde af, og saa først tørre dem i
Solen eller paa en Plade i Ovnen, belagt
med Linned. Naar de tørrede Kantareller
skal benyttes, udblødes de først i lunkent
Vand eller Mælk, indtil man ser, at de er
godt udbulnede. Det tager mindst 12 Timer.
Derefter lægges de paa et Klæde eller et
Stykke Trækpapir i en halv Timesiid, og er
saa tjenlige til at anvendes i brune Saucer
eller i brune Stuvninger, enten de benyttes
som friske eller som tørrede.
Champignonsoya.
Naar man renser Sampe og Champignons,
faar man altid en Del Skræller og Affald,
der ikke egner sig til at koges med, lige-
som Lamellerne jo ogsaa er afskrabede. Alt
dette blandes med Salt, Peber og et Par
Spiseskefulde Eddike og stilles hen i en Krukke
til næste Dag for at safte. Man tager hele
Massen op i et Klæde og vrider Saften fra.
Saften faar 3 smaa Opkog lige efter hin-
anden, heldes hed paa smaa Flasker, der
tiltroppes med ny Propper og lakeres. Denne
Soya giver fin Smag i Sauce.
Fransk Kryddereddike.
Basilikum, Timian, Rosmarin og Estragon
— en Haandfuld af hver. Merian, Kruse-
mynte, Salvie og La vr bærblad, to Haandfulde
tilsammen. Krydderurterne maa være tørrede.
Kan man ikke skaffe alle disse Sorter tilveje,
tager man saa mange man kan faa. Paa
Vilvorde dyrkes der en Del Krydderurter,
hos adskillige private Haveejere ligeledes.
Urterne stødes tillige med to Spiseskefulde
tørret Dild og en Spiseskefuld hel sort Peber,
Allehaande og Nelliker tilsammen. Urterne
kommes i en Krukke og overheides med tre
Potter Vineddike. Det tilbindes og staar i
et varmt Værelse i 14 Dage å 3 Uger, hvor-
efter Eddiken sies fra. For at faa den klar
kan man langsomt filtrere den gennem hvidt
Filtrerpapir.
Denne Eddike er meget fin til Salater,
Mayonnaise, Remoulader og til Sylte.
Estragoneddike.
Estragonen udbredes paa Gulvet eller hæn-
ges i Knipper oppe paa et Kvistkammer eller
paa Loftet, hvor der er varmt. Naar den er
tør, stødes den, overheides med Vineddike og
behandles paa samme Maade som ovenstaa-
ende Eddike. Den anvendes med Held til
at syrne Fiskegelé og til Salater.
108
lanoer
nye og brugte, sælges og ud-
lejes billigst med fuldt Garanti
paa moderateste Vilkaar.
~CTørreT7>oldg. 78
(lige ved Frederiksborggade).
De i daglig Tale og i Skriftsproget hyppigst
anvendte, samlede af Oscar Arlaud. 2. Udg.
7 Kr., indb. 8 Kr. 75 Øre.
Faas i alle Boglader.
G. E. C. GAD.
SIDSTE HÆFTE AF
TRAP: DANMARK
UDKOMMER I DISSE DAGE
DENNE BOG EJES NU AP OVER 5000 MENNESKER
(SE SIDSTE SIDE)
non
1 STØRSTE
1 UDVALQ
nm
W. 0. LARSEN 11X11
i
STØRSTE 1
UDVALG 1
■L* il
1 1 U 1 1 f 1 1
llikflil
UKllJll
iEi
[TJ]
Ni'
1
AMAGERTORV 9 AMAGERTORV
ADDERINGSMÅSKINEN
*v*v \ \>W\^i M
--*--» /\3-\^\--**
Et Mesterværk af fin Mekanik.
Adderer hurtigere end den mest øvede Regner.
Enhver Fejl absolut udelukket.
^ Et Aars Garanti. ^
Pris Kp. 25,00 og Kp. 30,00.
Forlang Prospekt.
A/S DB FORENEDE IMPORTØRER.
Købmagergade 22. Telf. 4954. Kbhvn. K.
VvaitoVaeYi
mest fuldkomne Klaverspilleapparat hvorpaa
enhver med eget Foredrag — kan udfore
alle Musikens Mesterværker. PUnoUen. hvis
Pris er IOOO Kr.. forevises beredvilligt dagligt i
Petersen & Steenstrup's
Harmoniums-Magasin,
St. Kirkestræde 1,1. Sal.
Speoial-Ateller for alt
moderne Haararbejde
for Damer og Herrer.
Transformations. Toupets.
Parykfabrik og Lager.
SF. Platan a
Hoved vagtsgade O
Ordres pr. Post ekspederes prompte
Gennem Bogladerne faas :
VORE ALMINDELIGE
FØDEMIDLERS
PROCEITISKE SAMMEIS/ETIII6.
UNDER MEDVIRKN. AF MICHAELLARSEN
UDG. AF J. BØKELUND
FARVETRYKT TAVLE MBD VEJLEDNING.
Pris 1 Kr. .30 Øre. G. E. C. GAD.
Kgl. Hof
Instrument-
mager
CORNELIUS KNUDSEN
15 Købmagergade 15
HAGE
»s
HAANDBOG I
HÅNDELSYIDENSKÅB
ANDEN UDGAVE
VED
MICHAEL KOEFOED og EMIL MEYER.
20 Kr., indb. 23 Kr. 50 Øre.
Faas i alle Boglader.
G .E. C. GAD.
I disse Dage er hos undertegnede udkommet et
nyt, stort
KORT over KBBEHHAVH
med indlemmede Distrikter samt
FREDERIKSBERG
Pris i 2 Blade 8 Kr., opklæbet i Lommeformat
11 Kr. 50 Øre,
paa Lærred med Stokke og ferniseret 14 Kr.
(Kortet leveres uopklæbet
til Subskribenterne paa Traps »Danmark« uden Vederlag).
G. £. C. Gad.
Kløgtigt.
Ser De, Herre, nu da Københavnerne er rejst, saa er der egentlig saadan aller
nydeligst berude hos os.
— Det bar De Ret i Petersen, det er mærkeligt nok, at ikke alle Mennesker
ta'r ud netop nu, naar Folk er væk.
FERRIN
mod Blodmangel
er en kemisk Forbindelse af Mælkens
Æggehvidestoffer med Jern.
Denne Forbindelse afgiver den bed-
ste Form for et styrkende organisk
Jernpræparat. Faas'paa Apothekeroe.
Pris 1 Kr. 50 Øre.
Kbnvn.s Leveapotheks kemiske Fabrik.
/ alle Boglader faas:
„Stjernehimlen".
Stjernekort med Drejeskive.
2 Kp.
G. E. C. GAD.
mm frues
anerk. russiske Cigaretter
anbefales alle Cigaretrygere
' Cadeau Nr. 1. 25 Stk. 35 «re
Reseda » 18. 25 » 35 >
Ooldene Adler » 88. 25 » 35 »
Troika »33. 25 » 50 »
Rassalka » 17. 25 > 60 >
■ T m T\m\ fnÉi T* M iT>i t mt m\t mt mt mw •
Ws^^wS^^^^^w^ +W + W+IW Mmw ^ W m >w a ^ A w
M-9»W»W)AWA.9M*M*M*M*MTM~*Tm\T
T M. w M W'iJ. Ti M wiM.iT* tTåTéTéTÉ TjTå
I
A ^ A ^'A ^'A » ' dfc
*/£/*
^Kntzæt-tSttefiez éoz tnoc/exne cfotoatafier t o/lul oa (SuintnifauKt
<d>/oz/ Sclc/vafø af ^/tepzooiumtoner efter c/anzft oa tzemmecl Qslunoi. !jj!
lJ£T j, 1 iltil T l T > ▼ ^ T > W < > a • ^WaT^T^T^ Tl^ T a T~'i^ T*«M TÉTiT>T|TtTÉTiTÉT>TÉTÉ
BILLEDER
AF
NORDENS FLORA
MED TEKST AF
A. MENTZ og C. H. OSTENFELD.
Udkommer i 21 Hæfter med 26 Tavler og et Ark Tekst i hvert Hæfte. Subskrip-
tionspris 3 Kr. pr. Hæfte.
Subskription i Bogladerne.
G. E. C. GAD.
Gennem alle Boglader faas:
J. P.TRAP:
KONGERIGET
DANMARK
3. OMARBEJDEDE UDGAVE
UNDER MEDVIRKNING AF
V. FALBE-HANSEN og H. WESTERGAARD
UDARBEJDET AF
H. WEITEMEYER
I_V 77 Kr., indbunden 94 Kr. 50 Øre.
Traps Danmark er ganske uundværlig for en Mængde Autoriteter og Forretnings-
folk; men ogsaa en Mængde almindelige Mennesker, der strængt taget ikke
skulde synes at have Brug for Statistik og Haandbøger, vil finde den uundværlig.
Enhver, der holder af sit Land, vil gærne have dette Værk i sin Boghylde. Vil
man gøre en lille Rejse rundt i Danmark, faar man mest Glæde deraf, naar man
ved Besked om, hvad man ser. Men intet Sted faar man en saa fornuftig Besked
som i Traps Danmark. Vi har Rejsehaand bøger og poetiske Beskrivelser i Mængde,
men de tilfredsstiller ikke. De fortæller' i Reglen kun, hvad vi ved eller selv kan
se. Men Trap! Ser vi en gammel Herregaard, maa vi høre Trap fortælle om
den. Færdes vi paa en Egn, faar vi Svar paa vore mange Spørgsmaal hos Trap.
Han kender Folkemængde, Erhverv7, Jordbonitet, Historie, Sagn; han ved saa at
sige alt, hvad vi spørger om. Og selv om man ikke rejser og ikke vil købe Gaarde,
men blot underholde sig i en ledig Time, kan man have Glæde af Traps Danmark.
Det er næsten lige meget, hvor man slaar op 1 disse Bind. Allevegne finder man
noget, der sætter Fantasien i Bevægelse. Det er en Glæde at se alle disse ypper-
lige Billeder af vort Lands gamle Gaarde og Slotte og læse de smaa historiske
Beretninger om dem. Fra den tidlige Barndom elskede man Traps Danmark med
de store tontrykte Billeder; nu er de tontrykte Billeder erstattede af Arkitektur-
maler J. Th. Hansens samvittighedsfuldt tegnede Billeder, og de er ligesaaa gode.
Der er naturligvis kommet mange nye Oplysninger til, og alt er ført frem i moderne
Skikkelse. Men saa kær er den gamle Trap blevet, at man beholder ham i Reolen
ved Siden af den nye, og man maa kun haabe, at den Ungdom, som nu skal tage
fat paa den sidste Udgave, maa faa ligesaa stor Kærlighed til denne, som vi ældre
fik til den tidligere, thi Trap lærte os at kende vort Land, at elske dets gamle
Mindesmærker. (Af en Anm. i »Nordsjælland«.)
Forlagt af G. E. C. Gad's Universitetsboghandel.
Lakebaad.
UNDERVANDSBAADE
Af Premierløjtnant O. Aarestrup.
/
NAAR de store Amerikapaketter nærmer
sig Cherbourg, ser Passagererne ofte
med Forundring en underlig Genstand dukke
frem af Belgerne. Det ligner en kæmpemæs-
sig Hval, fra hvis grøngraa Sider Vandet
driver. Men pludselig smækkes en Luge op,
Matroser springer frem, og Trikoloren udfol-
des for Vinden. Det er en af Undervands-
baadene fra Cherbourg, der har øvet sig i
Angreb. Uset og uanet har den nærmet sig
saa meget, at den med sin dødbringende
Torpedo kunde have sendt den store Damper
til Havets Bund. Men det er Fredens Tider.
Torpedoen bliver rolig liggende i sit Rør, og
Matroserne vinker fornøjet til Passagererne,
som svarer igen med Viften og Tilraab. Et
Øjeblik betragter man hinanden, saa forsvin-
der Mandskabet igen ned gennem Lugerne,
som skrues fast til. Dybere og dybere sæn-
ker Baaden sig. Tilsidst slaar Bølgerne sam«
99
men over den, og Havfladen ligger atter mørk
og rolig uden at røbe den lille Skare Men-
nesker nede i Dybet.
Det var kun et Glimt, et Syn; men det
bragte Hilsen fra det 20de Aarhundredes In-
geniørkunst, der sejrrig har overvundet alle
Vanskeligheder, saa man nu kan sejle lige
saa trygt nede i Havets Dybder som oppe
paa Overfladen.
Den Tanke, at kunne konstruere Fartøjer
til at sejle nede i Vandet, er imidlertid ikke
ny. Det er ingen genial Idé, der pludselig
er slaaet ned i en Opfinderhjærne, men et
gammelt velkendt Problem, hvis Historie gaar
tilbage gennem Aarhundreder.
Allerede i 1620 byggede Hollænderen Cor-
nelius van Drebbel en Undervandsbaad af
Træ, tætnet med Læder. Baaden kunde ros
frem under Vandet ved Hjælp af Aarer, an-
bragt i vandtætte Indfatninger i Skibssiden.
8
Undervandsbaade
Diebbel foretog flere heldige Ture paa Them-
sen og havde endogsaa en af Gangene selve
Englands Konge, Jacob den 1ste, med som
Gæst.
Efter Drebbels Død tog andre Opfindere
Tanken op, uden at det dog lykkedes dem at
skabe noget særlig nyt. Hjælpemidlerne var
jo den Gang kun faa og smaa. Den første
Baad, til hvilken man har Tegninger, er kon-
strueret af Englænderen Symons; men skønt
den først fremkom hundrede Aar senere, sy-
nes dog Drebbels Principper i Hovedsagen at
gaa igen.
Efterhaanden som Tekniken imidlertid skred
fremad, udvikledes Under vandsbaadene i For-
hold dertil, og samtidig voxede Opfindernes
Skare i det utrolige. Det er mærkværdigt,
at de vanskeligste Problemer, som kan faa
dygtige Ingeniører til at studere sig næsten
sindssvage, altid udøver størst Tiltrækning
paa Lægfolk. Præster, Læger, Jurister, Sko-
magere, Skræddere, Snedkere, Tømrere, Folk,
der aldrig havde set Havet, er mødt frem
med alle Slags vidunderlige Forslag. Hel-
digvis for Opfinderne er Størstedelen af disse
Forslag havnet i en eller anden Papirkurv,
men enkelte har forstaaet at skaffe de nød-
vendige Penge til Baadenes Bygning og har
i blind Tillid til deres Værk styret ned i
Dybet for aldrig mere at vise sig for de
ventende Tilskuere.
Det er ikke faa Menneskeliv, der paa denne
Maade er gaaet tabt, skønt den simpleste
Beregning vilde have kunnet sagt, at Fore-
tagendet var ganske meningsløst.
Selvfølgelig har der dog ogsaa været vir-
kelig dygtige Konstruktører, der har udtænkt
betydelig genialere Planer. I Aaret 1800
foreviste Fulton en Baad for Napoleon, der
viste Sagen betydelig Interesse, idet han haa-
bede muligvis ad denne Vej at faa et Vaa-
ben, hvormed han kunde komme Englænderne
til Livs. Det var Tanken, at Baaden skulde
anbringe Miner under Bunden paa fjendtlige
Skibe og sprænge dem i Luften. Der blev
nedsat en Kommission for at forhandle med
Opfinderen, men Forhandlingerne strandede,
og mærkeligt nok hovedsagelig paa det Punkt,
at Fulton og hans Mandskab ønskede at an-
erkendes som virkelige Kombattanter, for
ikke at blive hængt, hvis de blev taget til
Fange. Det vilde man imidlertid absolut
ikke gaa ind paa, da Krigsførelse med Un-
dervandsbaade ikke kunde anses for passende
og værdig for brave, tapre Søfolk.
Det var først Krigen mellem Nord- og Syd-
staterne i Amerika, der for Alvor vakte In-
teresse for Sagen, idet det under Krigen lyk-
kedes en Undervandsbaad at sprænge et stort
Skib i Luften.
Baaden, hvis Navn var „David", var byg-
get som en aflang Cylinder, der bevægedes
frem ved en Skrue, som blev drejet af Be-
sætningen, og sænkedes under Vandet ved
Hjælp af et Par vandrette Ror paa Siderne.
5 Gange foretoges Forsørg paa Angreb, men
hver Gang skete et eller andet Uheld, saa
at Baaden sank, og Størstedelen af Besæt-
ningen druknede. Der meldte sig imidlertid
strax nye Folk, og endelig lykkedes det at
løbe den Stangtorpedo, der var anbragt i
Forenden af Baaden, mod det store tremastede
Skib „Hausatonic", der laa tilankers paa
Charlestowns Red. Der skete en mægtig
Explosion, og baade Skib og Undervandsbaad
forsvandt. Man troede først, at Baaden var
undsluppet, men da Dykkere undersøgte Vra-
get, fandt de Undervandsbaaden siddende i
det Hul, Explosionen havde frembragt i Skibs-
siden. Besætningen var selvfølgelig kvalt.
Da Rygtet om denne Begivenhed spredtes
over Verden, vakte det enorm Opsigt, og
endnu ivrigere end før kastede Konstruktø-
rerne sig over Opgaven. Men det var dog
først Opfindelsen af den whiteheadske Tor-
pedo, der bragte Udviklingen ind i det rette
Spor. Torpedoen er nemlig ikke alene selv
en Art Undervandsbaad, men den er ogsaa
det Vaaben, der fremfor noget andet egner
sig til Brug i Undervandsbaade.
100 i-.
Underuandsbaade
I Firserne fulgte derfor Opfindelserne Slag
i Slag. Blandt Navnene paa Konstruktø-
rerne skal blot nævnes: Nordenfeldt, Dupuy
de Lorne, Gustave Zédé og Goubet i Europa,
og Mr. Holland i Amerika.
Herhjemme udarbejdede Kaptain W. Hov-
gaard, der nu er Professor ved det teknolo-
giske Institut i Boston, Planen til en Under-
vandsbaad, der paa mange Punkter viste et
klart Fremsyn og rummede flere nye Ideer,
men de Omkostninger, der skulde medgaa til
Bygning og Forsøg, var saa store, at hver-
ken Staten eller Private turde indlade sig paa
Foretagendet.
I det hele
taget blev de
fleste Forsøg
temmelig hur-
tig opgivne,
kun i Frankrig
og Amerika
lykkedes det
virkelig tilslut
at frembringe
et godt Resul-
tat. I Frank-
rig var det
Staten, der tog Sagen i sin Haand, medens
det i Amerika var Privatmænd, der stod bag.
Men begge Steder østes Millioner og atter
Millioner ud, før det ved det 19de Aarhun-
dredes Slutning lykkedes at skabe de Typer,
der har været Forbilledet for hele den Flaade
af Undervandsbaade, der nu svømmer paa
Havene.
Takket være sin Energi opnaaede Frankrig
paa dette Omraade at skabe sig en Fører-
stilling, som det bevarer den Dag idag, men
de andre Lande er begyndt at komme stærkt
efter, og da navnlig England.
De franske Baade bygges udelukkende paa
Statsværfter, og der vaages strængt over Hem-
meligholdelsen af Detaillerne ved deres Kon-
struktion. Ellers har de fleste Stater valgt
den Fremgangsmaade at købe Baadene hos
=-.= 101 -_-
Symons Undervandsbaad.
et af de private Firmaer, der levere Under-
vandsbaade. Disse Firmaer er: „The Elec-
tric boat Co." (forhen „ The Holland torpedo-
boat Co a) i New York; „The Lake Torpedo-
boat Co.a med Hovedkontor i Washington
og Berlin, og endelig „Germania værftet" i
Kiel.
De tre Firmaers Baade er temmelig for-
skellige saavel i Udseende som i Indretning,
men enkelte Træk er dog fælles for dem
alle. —
Betragter man oppe fra Land en Holland-
baad, der ligger ved Bolværket, synes man
ved første Øje-
kast, at den ser
saa ubetydelig
ud, at man
næppe kan
fatte, der kan
være Plads til
flere Menne-
sker i Baadens
Indre. Kun det
øverste af det
svære, cigar-
formede Skrog,
der er saa
stærkt, at det kan modstaa Vandets Tryk paa
300 Fods Dybde, rager op over Vandskorpen
og bærer paa sin Ryg det pansrede Kommando-
taarn og den lange smalle Overbygning, der
paa Midten danner et lille Dæk, omgivet af et
Gelænder. Men gaar man ned gennem Taarn-
lugen eller Lugen i Fordækket, forbavses
man over, hvor megen Plads der i Virkelig-
heden er. Man staar helt oprejst paa et
fladt Dæk, der strækker sig fra Forenden
gennem Størstedelen af Baadens Længde hen
mod Agterenden, hvor det sænkes lidt for at
give større Højde for Maskinen. Hele Rum
met, der i de smaa Hollandbaade er ca. 60
Fod langt, er altsaa et sammenhængende
Hele, hvor 12 Mennesker med Lethed kan
bevæge sig omkring og passe deres Funk-
tioner uden at være i Vejen for hverandre.
8*
Underuandsbaade
En Hollandbaad ved Bolværket
Ude i Forenden ligger Udskydningsrøret, der
rummer en Torpedo, medens 2 andre Tor-
pedoer ligger i Reserve udenfor Røret. Langs
Siderne ligger en Del Luftbeholdere og nogle
Vandtanke. Luften i Beholderne er sammen-
presset til et meget højt Tryk. Den bruges
dels til at blæse Ballasttankene læns og dels
til Udskydning af Torpedoer. Agterude staar
en Gasolinmaskine og en Elektromotor samt
forskellige Pumper. Gasolinmaskinen driver
Baaden frem i Overfladen, medens Elektro-
motoren ved Hjælp af et Accumulatorbatteri
besørger Fremdrivning under Vandet. Accu-
mulatorbatteriet staar nede under Dækket i
Bunden af Baaden, hvor Rummet forøvrigt
er opfyldt af Beholdere til Gasolin og til
Vandballast. Naar man vil dykke, fyldes
saa meget Vand i Tankene, at Baaden syn-
ker, til kun lidt af Taarnet er over Vandet.
Man sætter saa Elektromotoren i Gang og
styrer Baaden ned ved et Par horisontale
Ror, anbragt agter. Rorene bevæges ved et
Rat akkurat som almindelige Ror og Dybden
aflæses paa en stor Trykmaaler, der er ind-
delt i Fod.
Under Kommandotaarnet er anbragt en
lille Platform, hvorpaa Føreren tager Plads,
hans Øje er da i Højde med de smaa Ko-
øjne foroven i Taarnet, saa han kan se ud
igennem dem, naar Baaden er i Overfladen.
Naar Baaden er neddykket, kigger han ind
i et Glasprisme, der sidder i den nederste
Ende af det lange Rør, der rager op paa
Taarnet. Dette Rør, der kaldes Periscopet,
har i sin øverste Ende et andet Prisme, der
kaster et meget klart og tydeligt Billede af
Omgivelserne ned til det underste Prisme,
saa at man med dette Apparat fra den ned-
dykkede Baad kan iagttage alt, hvad der
foregaar oppe over Vandfladen med samme
Tydelighed, som om man havde Øjet oppe
ved det øverste Prisme.
102 =--.=
Underuåndsbaade
Den Hollandbaad, der ses paa Billederne,
er 67 Fod lang og har en Fart af 9 Knob
i Overfladen og 7 Knob under Vandet. Den
største Hollandbaad er 105 Fod lang og har en
Fart af 14 Knob i Overfladen, 8 under Vandet.
Lo£i-Baadene har ligesom Hollandbaadene
et stærkt cigarformet Skrog, men op fra dette
er bygget en betydelig større Overbygning.
Baaden faar derved Form som et almindeligt
Overvandsfartøj med et bredt Dæk, paa hvil-
ket der staar et rummeligt Kommandotaam.
I Overbygningen findes Brændselstanke og
Beholdere til komprimeret Luft. Paa denne
Maade holdes disse to farlige Elementer uden
for selve Opholdsrummene. Naar Baaden
skal dykke, fyldes alle de resterende Rum
i Overbygningen med Vand.
I det Indre er Baaden i Modsætning til
Hollandbaadene ved vandtætte Skodder ind-
delt i forskellige Rum. Det forreste af disse
er ganske mærkeligt, det er nemlig beregnet
til at Dykkere derfra skulle kunne gaa ud
og arbejde, medens Baaden ligger stille nede
ved Bunden. Forneden i Rummet findes
derfor en Luge, der kan aabnes udefter,.
Naar Dykkeren skal gaa ud, slippes først
komprimeret Luft ind i Rummet til Trykket
er lige saa stort som Trykket ude i Vandet,
man kan da aabne Lugen i Bunden af Rum-
met uden at der vil løbe en Draabe Vand ind, og
Dykkeren kan komme og gaa saa ofte, han lyster.
Agterfor Dykkerrummet findes en Kahyt
med Køjer til 8 Mand, derefter følger et
Køkken med elektrisk Ovn og endelig helt
agter Maskinrummet med 2 Gasolinmaskiner,
2 Elektromotorer og forskellige Pumper.
Under disse Rum findes Accumulatorbat-
teri og Ballasttanke. Der er 2 Udskydnings-
rør, 1 forude og 1 agter, hvert Rør inde-
holder 1 Torpedo. — Baaden sænkes ligesom
Holland-Baadene ved at fylde Vand i Tan-
kene til kun lidt afTaarnet er over Vandet;
derefter styres den ned ved Hjælp af hori-
sontale Ror, men disse er ikke anbragt agter,
men derimod paa Siderne, 1 Par foran og
1 Par agterfor Taarnet. Ved denne Dybde-
styring dykker Baaden ikke under en Hæld-
ning som Hollandbaadene, men den tvinges
ned paa ret Køl. Rorene betjenes af Føreren
selv inde fra Taarnet samtidig med, at han
gennem Periscopet, eller som det her kaldes,
Omniscopet, iagttager Horisonten.
Baaden har endnu en mærkelig Indretning,
der adskiller den fra alle andre Undervands-
Gennemsnit af en Lakebaad. A. Kommandotaam, B. Sigtehætte, C. Luger, D. Afgangsror fra Maskinen, E. Udskydnings-
rer, F. Overbygning, G. Inderskrog, H. Kokken, I. Kojer, J. Luftaflukke, K. Dykkerrum, L. Dykkerport, M. Accumu-
latorer, N. Faldkel, O. Hjul, P. Ankre, Q. Vandballast. R. Ror.
= 103
Underuandsbaade
baade, nemlig et Par store Hjul under Kølen.
Hjulene kan hæves og sænkes ved hydrau-
liske Presser ; naar de er nede, kan Baaden
med Skruerne i Gang køre henad Bunden
ligesom en Bicycle oppe paa Land, men Op-
driften maa selvfølgelig i dette Tilfælde være
negativ, saa at Baaden hviler med et let
Tryk paa Bunden. Kaptain Lake siger, at
han paa denne Maade har kørt op og ned
ad stejle Skraaninger og sprunget over Stene
og andre Forhin-
dringer.
Som man ser,
rummer Lakebaa-
dene altsaa en Del
praktiske Indretnin-
ger, men netop paa
Grund af alle disse
Indretninger er For-
men blevet temme-
lig tung og kluntet,
saa at Farten kun
er ringe. Med de
Baade, der hidtil
er bygget, er størst
Fart under Vandet
ca. 5 Knob, i Over-
fladen 7 å 8 Knob.
De mindste Lake-
baade er 70 Fod
lange, de største
140 Fod.
Germaniabaadene er delvis byggede efter
samme Principper som Lakebaadene, nemlig
med et stærkt indre Skrog og et Yderskrog,
der indeholder Brændselstanke og Luftbehol-
dere. Inderskroget er ved Skodder delt i
følgende Afdelinger: Udskydningsrum, Accu-
mulatorrum, Kahytter til Officerer og Besæt-
ning, Køkken- og Maskinrum. Men medens
Lakebaadene er korte og tunge, er Germania-
baadene lange og slanke, og man har i det
hele taget gjort alt for at opnaa saa stor
Fart som muligt. De to Skruer drives i
Overfladen af Petroleumsmotorer, hvilket er
Kahytten i en Lakebaad.
bedre end Gasolinmaskiner, da Explosions-
faren er langt ringere. Naar man har bi-
beholdt Gasolinen saa længe, er det kun
fordi der har været store Vanskeligheder
forbundet med at konstruere en Petroleums-
motor, der egnede sig til Brug i Under-
vandsbaade. Germaniaværftet er det første
private Værft, der har Æren af at have løst
dette Problem paa tilfredsstillende Maade.
Baadene har et Udskydningsrør i Stæv-
nen, hvortil hører
3 Torpedoer. Far-
ten i Overfladen
er 11 Knob, under
Vandet 9 Knob.
Dykning iværksæt-
tes ved at sænke
Baadene med Vand-
ballast til de akku-
rat flyder, og der-
efter styre ned ved
2 Par horisontale
Ror. Det ene Par
er anbragt helt ag-
ter, de sættes fast
under en bestemt
Vinkel, svarende til
Dybden og Farten.
Det andet Par, der
sidder helt forude,
bevæges af en Ror-
gænger, og tilveje-
bringer Dybdeforandringer. Hidtil har Ger-
maniaværftet kun bygget 1 Type Baade; de
er 120 Fod lange. Men der er Planer fær-
dige saavel til større som til mindre Baade.
Som man ser, er altsaa Konstruktionen af
Undervandsbaade nu indenfor faste Grænser,
idet hvert Firma søger at udvikle sine Baade
saa godt som muligt. Hvilken Type man
vil vælge bliver selvfølgelig afhængig af,
hvilke Fordringer man hovedsagelig vil lægge
Vægt paa. Hollandbaade er anskaffet til
England, Amerika, Rusland, Japan og Hol-
land; Lakebaade til Rusland, og Germania-
104
Undervandsbaade
baade til Tyskland og Rusland. Italien og
Sverrig har selv forsøgt at bygge Under-
vandsbaade.
Det er altsaa nu omtalt, hvorledes Baa-
dene i Hovedtrækkene er konstruerede. Lad
os saa en Gang gaa ombord i en af dem,
staa med ud paa Havet, dykke ned i det
mørke Dyb og se, hvad Indtryk man bringer
med tilbage.
Baaden, som er af Hollandtypen, ligger
fortøjet ved Bolværket, klar til Afgang. Kun
lidt af det graahvide Skrog hæver sig over
Et Torpedomaal er udlagt. Det skal fore-
stille et Panserskib, der skal angribes.
Telegrafens Gongongklokke lyder ned i
Rummet. Maskinerne stoppes, og kort
efter ligger Baaden ubevægelig paa Vand-
fladen.
Saa lyder Ordren: „Klar til Dykning".
Hurtig nedtages Gelænder, Rat og Kompas,
og alle forsvinder ned i Baaden for at ind-
tage deres bestemte* Pladser. Føreren i Kom-
mandotaarnet, 3 Mand ved Maskinen, 1
Mand ved det horisontale Ror, 1 ved det
Germaniabaad.
Vandfladen, men nede i det mudrede Vand
skimtes de buede Sider og Agterenden med
Skruen og Rorene.
Nu kastes los. Sirenefløjten skingrer et
Hvin ud over Havnen, og langsomt glider
Baaden frem.
En Skare Tilskuere betragter det mærke-
lige Fartøj, paa hvis smalle Dæk en lille
Klynge Mennesker staar samlede omkring
Kommandotaarnet.
Nede i Baaden hamrer Explosionsmoto-
rerne. En blaalig Damp fra Maskinen strøm-
mer ud agter og lægger sig som et let Slør
over det skummende Kølvand.
Hurtig gaar det fremad. Snart svinder
Havnen i det fjærne, og det aabne Hav bre-
der sig til alle Sider.
vertikale Ror, 2 Mand ved Udskydnings-
røret og 1 ved Ventilerne.
Endnu er Forbindelsen med Omverdenen
ikke afbrudt; gennem de aabne Luger skim-
tes den blaa Himmel, og Sollyset falder i
skraa Striber ned i det halvmørke Rum.
Men paa Kommandoen : „luk vandtæt over-
alt", smækkes Lugerne i, og det sidste Skær
af Dagslyset forsvinder samtidig med at alle
de elektriske Lamper inde i Baaden tændes.
Kun oppe i Taarnet falder lidt Lys ind gen-
nem de smaa Lysningsglas, ellers er der
ingen Koøjne i Baaden, de er nemlig til
ingen Nytte, da man nede i Vandet kun
kan se nogle faa Fod frem for sig. Igen-
nem Glassene i Taarnet kan Føreren der-
imod se ud saalænge Baaden er i Overfla-
105 =
Underuandsbaade
den, da de endnu er over Vandet, naar Baa-
den er klar til Dykning; men saasnart Van-
det gaar over dem, maa Periscopet benyttes.
Føreren er altsaa den eneste, der egentlig
ved, hvad der foregaar, derfor gælder det
om, at han er en rolig, bestemt Mand, til
hvem alle har Tillid. Saa gaar alt, som det
skal, Mandskabet passer sin Dont og man
føler sig absolut tryg og veltilpas nede i det
stærkt oplyste Rum, der netop ved sin Snæ-
verhed og Afgrænsethed virker helt hygge-
ligt.
Nu lyder Ordren til at fylde Tankene.
Hanerne aabnes og med en brusende og
kogende Lyd strømmer Vandet ind i de
store Beholdere.
Man ved, at Baaden nu synker, men hvor
dybt, ser kun Føreren oppe i Taarnet, der
gennem Koøjnene iagttager et Par smaa af-
mærkede Pejlstokke ude paa Dækket. Naar
de rette Mærker er naaet, lukkes for Tan-
kene, og alt er klart.
Saa lyder Telegrafen. Den elektriske Mo-
tor sættes i Gang. Dybden beordres til 20
Fod, og styret af det horisontale Ror glider
Baaden langsomt ned i Dybet.
Det svage Skær oppe i Taarnet forsvin-
der, ellers mærker de, der er inde i Baaden,
ikke mindste Forandring. Vidste man ikke
bedre, kunde man ligesaa gerne tro, man
sad nede i et af de underste Rum i et Pan-
serskib.
Alt er stille og tavst. Vandet lukker sig
lydløst om Baaden. Der er ingen Bølger,
der bryder for Bougen og intet Kølvand,
der hvirvler og bruser. Den eneste Lyd er
Motorens ensformige, søvndyssende Snurren.
Folkene sidder tavse rundt paa deres
Pladser, kun af og til vexles en enkelt Be-
mærkning. De eneste, der er i stadig Ak-
tivitet, er de to Rorgængere, der med Blik-
ket fæstet paa Kompasset og Dybdemaaleren
styrer Baaden efter de Ordrer, Føreren giver
oppe fra Taarnet, hvor han gennem Peri-
scopet iagttager Horisonten.
Luften i Baaden er fuldstændig frisk og
god. Man skulde tro, at den efterhaanden
maatte blive forurenet ved Uddunstningerne
fra de mange Mennesker, men dette spores
absolut ikke. Man kan, hvis man vil, pumpe
den forbrugte Luft ud og tilsætte frisk Luft
fra Beholderne, men selv ved Lejligheder,
hvor Baaden har været 12 til 14 Timer
nedsænket, er dette ikke gjort, da man ikke
trængte til det.
Nu nærmer vi os imidlertid Maalet. Fø-
reren varskor klar ved Torpedoen, og Op-
mærksomheden vendes mod Udskydnings-
røret, hvor en Mand stiller sig klar ved Af-
trækkeren. Endnu et Par Ordrer til Ror
gængerne, saa lyder Kommandoen: „Fyr!"
og med et dumpt Smeld farer Torpedoen ud
af Røret. Man hører den brusende Lyd af
Vandet, der strømmer ind istedetfor, saa
falder alt igen til Ro, som om der intet var
hændt. Det hele har kun staaet paa i Se-
kunder.
Nu vilde Baaden altsaa i Krigstid vende
om og i Skjul af Vandet søge bort for at
gøre den næste Torpedo klar; men Skyd-
ningen er jo kun til Øvelse, derfor beordres
Stigning, det horisontale Ror lægges op og
Baaden farer mod Overfladen.
Motoren stopper. Et Par Tanke blæses
læns. Taarnlugen smækkes op, og Føreren
springer nogle Trin op for med Øjet at følge
Torpedoens Bane og se, hvoriedes den ram-
mer. Den styrer lige løs paa Maalet, glider
gennem Centrum og springer op paa den
anden Side. En Slæbedamper iler til for at
fiske den op, medens Undervandsbaaden pum-
per Tankene læns for at komme helt op til
Overfladen.
Hermed er Øvelsen forbi for denne Dag.
Stævnen vendes hjemad. Gasolinmaskinerne
sættes i Gang, og medens Vandet skummer
om Siderne, gaar det for fuld Kraft til-
bage mod Havnen, hvor Baaden snart efter
ligger fortøjet paa sin sædvanlige Plads.
Man gaar i Land med et behageligt Minde
= 106
Underuandsbaade
Hollandbaaden i Dok.
om en overordentlig interessant Dag og op-
fyldt af Beundring for denne snilde Meka-
nisme, der dog er saa simpel, at man ikke
kan fatte, det har taget Aarhundreder at
udvikle den.
Det er et raskt og fornøjeligt Liv at sejle
med Undervandsbaade, fordi man møder saa
mange nye Problemer, der ikke forekommer
ved almindelig Sejlads. Paa nogen Fare
tænker man absolut ikke. Baadene er saa
solide og alt funktionerer saa fortrinligt, at
det kun indgyder Tryghed. At der har
været Ulykker, er noget, alle ved, det hæn-
der hvergang, noget nyt forsøges; men nu
er Undervandsbaadene absolut ude over For-
søgsstadiet.
Naar Frankrig, der i saa mange Aar grun-
dig har studeret Spørgsmaalet, for Tiden har
90 Undervandsbaade færdige eller under Byg-
ning og paa sit nye Flaadeprogram forlan-
ger yderligere 90 inden 1919; naar Eng-
land bygger 10 Baade om Aaret, naar Tysk-
land har bevilget 5 Millioner aarlig til An-
skaffelse af Undervandsbaade og Amerika og
Rusland et lignende Beløb, saa vidner disse
Tal bedre end alt andet om, paa hvilket
Trin Udviklingen staar. Prøvernes Tid er
forbi, man staar foran den færdige Under-
vandsbaad, og ingen Krigsmarine tør længer
tøve med at anskaffe den; navnlig fordi
den som Kystforsvarsvaaben vil faa en be-
tydelig Værdi.
Hvilken Type man skal anskaffe er ikke
let at afgøre, naar man staar ganske frem-
med overfor Spørgsmaalet; derfor vælger de
fleste mindre Stater først at anskaffe sig en
enkelt Baad af ikke for store Dimensioner.
Et grundigt Studium af denne Baad vil da
klargøre, hvor stor en Del af sit Forsvar
man kan basere paa Undervandsbaade, og
107
Underuandsbaade
hvilke Fordringer man med de hjemlige For-
hold for Øje maa stille til den Type, man
vil vælge.
Saaledes har man gjort i Sverrig og Hol-
land og det er man for Øjeblikket ifærd med
i Norge, idet der iaar paa Finansloven fin-
des opført en Bevilling til en Under vandsbaad.
Selvfølgelig er Undervandsbaade alene ikke
er Kystforsvar, de er kun et enkelt Led af
det samlede Hele, men Spørgsmaalet er saa
vigtigt, at ingen Marine længer bør stille sig
afventende, hvis den da nogenlunde vil følge
med Fremskridtene i andre Lande.
Undervandsbaaden er nu et Faktum, som
man ligesaa gerne kan anerkende strax, thi
der g\ves dog ingen Vej udenom.
LJ-'Fj1 v***immw^*
sn>
„David", der sked „Hausatonic" i Sænk
ok selv gik med til Bunds.
108 --
DANMARKS PIONERER
Af Dr. J. ØSTRUP.
Ide moderne Staters økonomiske Politik
er Kommandoen Fremad! i en Række
Tilfælde kommen til at lyde lig med Ordet
Udad! Landenes Befolkning voxer, medens
Arealet forbliver det samme, og kun uden-
for Grænsen kan derfor søges Anvendelse
for den overflødige Arbejdskraft og det over-
flødige Initiativ; samtidig forøges Produk-
tionen, særlig Industriens, i langt hurtigere
Tempo end Forbruget, og kun udenfor Græn-
sen kan man derfor lede efter det Marked,
hvis Efterspørgsel kan aftage den overflødige
Produktion. I feberagtig Hast deltager alle
Europas fuldt ud civiliserede Stater, smaa og
store, i Kapløbet om at erhverve eller ud-
vide nye Afsætningspladser og om at bane
Vej til nye Omraader for Anbringelse af
Kapital og Arbejdskraft.
Jeg har allerede tidligere — i en Afhand-
ling i n Dansk Tidsskrift" for April 1906 —
haft Lejlighed til at paavise Betydningen af,
at ogsaa Danmark kommer med i dette Kap-
løb, og at det skaber sig de Organer, som
er den nødvendige Betingelse for, at denne
Deltagelse kan bære Frugt. Siden hin Af-
handling fremkom, er der fra den danske
Regerings Side gjort et vigtigt Skridt i den
antydede Retning, idet man har nedsat en
Kommission til Undersøgelse af, hvorledes
baade Udenrigsministeriet og vor udenrigske
Repræsentation bør udvikles og omordnes for
at kunne gøre Fyldest til de gennem hele
den moderne økonomiske Udvikling stillede
Opgaver.
I det, der er meddelt om Kommissionens
Instrux, er Konsulatvæsenet særlig fremhævet
som noget af det, der først maa tænkes
paa. Det er ikke helt udelukket, at Dan-
marks i sig selv beskedne diplomatiske Re-
præsentation kan yderligere simplificeres, da
det jo kun er paa ganske enkelte Pladser,
at der for vort Fædreland /// Stadighed fore-
ligger Opgaver af egenlig diplomatisk Natur,
men med endnu større Vished kan det hæv-
des, at paa den anden Side den konsulære
Repræsentation maa gøres fyldigere og til-
lige dygtigere. Thi her er det netop, at
Tampen brænder ; det er for en væsenlig Del
gennem sine udsendte Konsuler, at Danmark
skal sættes i Stand til ikke at sakke bag
ud i det internationale Kapløb ; de skal være
nogle af de Pionerer, som baner Vejen for
dansk Kapital, dansk Initiativ og dansk
Arbejdskraft, og det baade Hjærnens og Haan-
dens.
Idet Betydningen af disses Virksomhed er
fastslaaet, rejser sig Spørgsmaalet : Men hvor
skal man da faa saadanne Pionerer fra,
hvadenten det nu bliver Staten eller i en-
kelte Tilfælde maaske private Interesser, som
sender dem ud? Hvori skal disse Mænds
forudgaaende Uddannelse bestaa! Og her
skal der i det følgende forsøges en Besvarelse
af dette Spørgsmaal med korte Sideblik til
alle dertil knyttede praktiske Hensyn, særlig
Bekostningen og Anvendeligheden.
Vi spørger altsaa først: Hvilke Fag skal
en saadan eventuel Uddannelsanstalt omfatte?
Dernæst: Hvorledes kan den billigst og
mest praktisk indrettes?
Endelig: I hvilket Omfang kan der an-
tages at blive Brug for den?
De Kundskabskrav, der kan stilles til en
fuldt udrustet, officiel Repræsentant for Dan-
marks økonomiske Interesser i det fremmede,
vil formenlig omfatte følgende Fag: 1) Stats-
r=- 109
Danmarks Pionerer
ret, 2) Nationaløkonomi, 3) moderne Historie
og Handelsgeografi, 4) almindelig Handels-
kundskab og endelig 5) Sprog. Det er klart,
at der paa de forskellige Pladser og de for-
skellige Virksomhedsomraader ikke i lige
Grad vil blive Brug for alle Fag, men natur-
ligvis maa den Uddannelse, som der hjemme-
fra bydes Mulighed for, alligevel omfatte dem
alle. Særlig vil Forskelligheden i Krav træde
frem ved Sprogene; den Mand, der sendes
til Østasien, vil have Brug for andre Kund-
skaber end den, der sendes til Sydamerika
eller Lilleasien. Idet vi forudsætter Kend-
skab til et eller flere af de tre Verdenssprog
som selvfølgelig paa Forhaand, bør Uddan-
nelsen omfatte følgende andre: Russisk,
spansk, arabisk og kinesisk, saaledes at en-
hver vælger det eller dem, han kan antage
at faa Brug for.
Af de nævnte Fag behøver de under
1) — 4) nævnte vel næppe nogen nærmere
Motivering; lad mig i denne Sammenhæng
blot minde om, at et saa vigtigt Fag som Han-
delsgeografi (commercial geography), Kend-
skabet til de økonomiske Hovedruter og til
Aarsagerne til disses skiftende Forskydninger
af de praktiske Englændere er bleven doteret
med en selvstændig Lærestol ved Londons
Universitet. Med Hensyn til Sprogene vil
Betydningen af russisk være umiddelbart selv-
indlysende; større Betænkelighed kan man
maaske nære med Hensyn til spansk; dog
er Danmarks Forbindelser med Sydamerika
allerede saa livlige og vil maaske blive det
i endna højere Grad, at dette Sprog sikkert
bør tages med. Til de to sidstnævnte, ara-
bisk og kinesisk, er at bemærke følgende:
Den moderne Udvikling har mere og mere
gjort Asien, baade det nærmere og fjærnere,
til Genstand for Europas Erobringsforsøg af
fredelig Vej ; i Kina, Siam, Persien, Mesopo-
tamien og Lilleasien — for blot at nævne
de vigtigste Punkter — kappes Nationerne
om at skaffe Plads for europæisk Virksom-
hed af teknisk eller kommerciel Natur. Og
Asien falder i sin Helhed netop i to Dele:
en østlig med buddhistisk Kultur og med
kinesisk Sprog som Hovedmeddelelsesmiddel
og en vestlig, Hjemstedet for en islamitisk
Kultur, for hvilken arabisk er det for alle
Folkeslagene fælles sproglige Udtryk.
Man maa endvidere lægge Mærke til, at naar
det drejer sig om at udruste Pionerer til Ori-
enten, da gælder det fuldt saa meget, at disse
tilegne sig de kulturhistoriske Forudsætninger
som de rent sproglige som en nødvendig
Betingelse for at vinde Terræn. De fleste
af de Misgreb, som er begaaede af Euro-
pæere i Samkvem med Orientalere, har netop
deres Aarsag i det almindelige Ukendskab
til disses Tankesæt og Udtryksmaade. En
Undervisning i orientalske Sprog til Brug
for Folk, som skal ud blandt Orientalere og
tage fat, skal derfor fuldt saa meget være
en Belæring om disse Nationers almindelige
Kulturforhold som en Indøvelse af Gloser
og Grammatik. Og her bliver da netop de
to nævnte Sprog, kinesisk for Østasien og ara-
bisk for Vestasien, det fælles Grundlag, hvor-
fra der i alle Tilfælde maa gaas ud. Der
kan vel tænkes Tilfælde, hvor Kendskab til
japansk eller tyrkisk eller maaske endog
dersisk for den enkelte kunde tænkes at have
større Betydning; men da man i et lille
Land som Danmark af rent praktiske Grunde
vil være udelukket fra Fuldstændighed i
en saadan Fagliste, gælder det om først og
fremmest at faa de Sprog med, der danner
det fælles kulturhistoriske Grundlag for en
større Enhed, og det er netop de to nævnte;
og endelig vil disse ogsaa være netop det
bedste Udgangspunkt for en eventuel videre
sproglig Uddannelse paa egen Haand.
Betydningen af et eventuelt dansk Pioner-
arbejde i Østasien vil for de fleste vel staa
saa meget mere klart, som vi jo allerede
gennem det store nordiske Telegrafselskab
har faaet Foden godt indenfor Døren. Men
ogsaa i Vestasien bliver der netop i den
nærmeste Fremtid adskilligt at gøre. Den
110 =.-
Danmarks Pionerer
af „Deutsche Bank" med saa glimrende
Energi og Fremsynethed paabegyndte Bag-
dadbane vil i Løbet af det første Tiaar være
en fuldbragt Kendsgerning, som vil frem-
bringe en Omvæltning i Verdenstrafikfor-
holdene, større endnu end den, der i sin
Tid foraarsagedes af Suezkanalen. Hele Lan-
det mellem Eufrat og Tigris, der indtil Mon-
golernes Hærtog 1258 var et af Verdens
rigeste, vil dernæst atter vaagne til nyt Liv,
og baade disse Egne og det bagved liggende
Lilleasien vil kræve et saadant Forbrug af
Teknikere, Maskinister og Handlende, at der
ved Siden af Tyskerne, som gennem „Deutsche
Bank" og Kejser Wilhelm jo har et godt
Forspring, ogsaa vil blive Plads for Repræ-
sentanter for en lille og derfor neutral og
politisk ufarlig Nation som den danske, for-
udsat at denne i Tide har sine Sager i Or-
den og sine Pionerer paa Pladsen for at
bane Vej. Jeg betænker mig ikke paa at
hævde, at de Chancer, der gennem Bagdad-
banens Fuldendelse vil bydes europæisk Fore-
tagsomhed, vil overgaa alle Østasiens Her-
ligheder, og derfor gælder det at staa forberedt
i Tide til ogsaa at være med paa dette Punkt.
Man vil nu kunne sige: Vi anerkender
Rigtigheden af den rent principielle Betragt-
ning, der her er gjort gjældende; det vilde
være meget rart, om man, naar det gælder
at sende Folk ud for at erobre nyt Terræn,
kunde medgive dem en Uddannelse som den
ovenfor antydede. Men vil ikke det Appa-
rat, som dertil fordres tilvejebragt, blive alt-
for bekosteligt og altfor omfattende i Forhold
til den forholdsvis ringe Anvendelse, det vil faa?
Denne Indvending er af den Natur, at jeg
overhovedet ikke vilde have fremsat min
Tanke, hvis jeg ikke mente strax at kunne
give et fyldestgørende Svar. Til at tilveje-
bringe Mulighederne for en Uddannelse som
den, der forlanges, behøves i Virkeligheden
saa godt som slet intet nyt; det hele vil
kunne fremstaa, saa at sige, af sig selv ved
et stilfærdigt Samarbejde mellem Universitetet
og Udenrigsministeriet, hvilket kan tænkes
gennemført paa følgende Maade: De ovenfor
antydede Fag findes, med Undtagelse maaske
af almindelig Handelskundskab og Handelsgeo-
grafi og i hvert Fald af kinesisk, allerede nu re-
præsenterede, tildels endog paa ret fyldig Maade,
ved Universitetet. Det vil da være en sim-
pel Sag under et af Fakulteterne, vel nær-
mest det rets- og statsvidenskabelige, at hen-
lægge en Undervisningsrække som den an-
tydede. Det Omfang, hvori hvert Fag bør
læses og Arten af den Prøve, hvormed for-
mentlig efter de nødvendige Semestre hvert
Kursus bør afsluttes, bliver at fastsætte ved
Samraad mellem Universitetet, som skal med-
dele Uddannelsen, og Udenrigsministeriet, som
skal finde Anvendelse for en Del af dem,
der har modtaget den. Til Lærerkræfter
tages dels Fakultetets egne Professorer og
Docenter, dels kaldes — for Historiens og
Sprogenes Vedkommende — det filosofiske
Fakultets Besætning til Hjælp; allerede nu
foreligger der jo Tilfælde af, at et Fakultets
Lærere anvendes i et andet, som naar f. Ex.
en juridisk Professor læser over Kirkeret for
de theologiske Studerende eller en Læge læser
over Retsmedicin for Juristerne.
Paa denne Maade vil de samlede Udgifter
til den Institution, der skal skaffes til Veje,
blive ret forsvindende; de vil samles under
følgende Poster : De Udgifter, der foraarsages
ved den forøgede Anvendelse af Universitetets
Lokaler ; Tilskud til Løn for de Lærerkræfter,
der vil blive Tale om at anvende, og hvem
der herigennem vil paalægges et forøget Ar-
bejde; endelig Løn til nye Docentposter i de
Fag, der endnu ikke er repræsenterede ved
vort Universitet. Her vil maaske lige til en
Begyndelse særlig det kinesiske volde Vanske-
lighed; men vi har saa mange dygtige yngre
Filologer gaaende ledige eller i hvert Fald
uden Udsigter til egenlig videnskabelig Virk-
somhed, af hvilke med Glæde en eller anden,
naar han blev sendt ud et Aar eller to til
en af de større Skoler for levende orientalske
111
Danmarks Pionerer
Sprog i Paris eller Berlin, vilde ofre sig for
denne Karriere, saafremt efter hans Hjem-
komst et Docentur blev stillet ham i Udsigt.
Jeg skal ikke paatage mig her paa Kroner
og Øre at opgive, hvad det hele kan beløbe
sig til ; men saa meget kan allerede ved dette
løselige Omrids af Planen siges, at det kun vil
komme til at dreje sig om nogle faa Tusinder
af Kroner. For denne beskedne Sum vil Dan-
mark faa en Institution, der afpasset til vort
Tarv vil gøre samme Nytte og give danske
Mænd, der sendes ud, tilsvarende Chancer
til dem, der i Udlandet opnaaes af saa dyre
og vidtløftige Etablissementer som de orien-
talske Seminarer i Petersborg og Berlin eller
École des langues vivantes orientales i Paris.
Ved Anlæget af disse Undervisningsserier
bliver der endnu to Ting at fastsætte. For
det første, som alt antydet, Omfanget af
Fordringerne til den afsluttende Prøve i hvert
enkelt Fag. Det lyder maaske noget gam-
meldags, men det er min faste Tro, at skal
en Undervisning som den antydede bære
praktiske Frugter, maa den baade gaa frem
efter en forud lagt Plan og afsluttes med en
formelig Kundskabsprøve. Fra to til fire Se-
mestre å tre ugentlige Timer foruden til-
hørende Hjemmestudium vil antagelig være
en tilstrækkelig Tid, og da hver enkelt jo
kun vil faa med en Del af Fagene at gøre,
vil disse vel alle kunne forfølges samtidig.
For det andet maa der træffes Bestemmel-
ser om Adgangen til denne specielle Under-
visning. Enhver, som paa Grundlag af den
herved erhvervede Kundskabsmasse vil for-
lange at komme særlig i Betragtning ved
Udenrigsministeriets Valg af de Folk, der for
Fremtiden skal sendes ud, maa paa Grund
af den planlagte Uddannelses ret begrænsede
Karakter i Forvejen kunne dokumentere et
vist Kundskabsniveau og en vis Dannelse;
her vil ogsaa Fordringen om Kendskab til
et eller flere af de tre Verdenssprog passende
kunne skydes ind. Jeg tror ikke, at det vil
være klogt at gøre den nye Fagprøve til et
Appendix til en af de allerede bestaaende
Examiner, vel nærmest da den statsviden-
skabelige. Tværtimod, til den Slags Virk-
somhed, som der her bliver Tale om, vil det
ofte være heldigt i sit Valg ikke at være be-
grænset til Examensmenneskerne alene, men
ogsaa at kunne tage Folk ud af praktiske
Stillinger. For de nærmere Enkeltheder i
hvert Tilfælde vil der altid, naar Ideen i sin
Helhed findes brugbar, kunne træffes nøjere
Bestemmelser.
En Indvending er der endnu mod hele den
antydede Tanke, som kan synes at .ligge ret
nær, og som derfor her skal berøres. Selv
om Danmark ogsaa i adskillig højere Grad,
end hidtil har været Tilfældet, vender sin Op-
mærksomhed mod de økonomiske Opgaver i
Udlandet og tillige skaber sig officielle Vare-
tagere af disse i Form af et ret talrigt Korps
af udsendte Konsuler, saa vil dette dog al-
drig blive saa stort, at Tilgangen til det
alene vil kunne afgive tilstrækkeligt Elev-
materiale til en Undervisning som den an-
tydede, og saa staar vi der blot med nogle
nylavede, maaske i og for sig fortræffelige
Rammer, men som vi ikke har noget til at
fylde i! Hertil er at svare følgende: Den
Undervisning, som der her vil blive Tale om,
vil ikke alene blive brugbar for de vordende
udenrigsministerielle Embedsmænd, som Dan-
mark vil ansætte paa de oversøiske Pladser,
men tillige for de mange, der for private
Interessers Skyld søger ud i det fjærne : Tele-
fister til Østasien, Polyteknikere til Siam,
Jærnbaneingeniører til Lilleasien, Handelsmænd
til Rusland, Landmænd til Sibirien eller til
Sydamerika, for dem alle vil Adgangen til
Undervisningen i et eller et Par af de Fag,
som den nye Institution spænder over, kunne
blive af afgørende Betydning; det vil næppe
kunne undgaas, naar det hele lægges an paa
denne bredere Basis, at den sproglige og
kulturhistoriske Undervisning bliver den stær-
kest benyttede, men deri er jo i og for sig
ingen Ulykke. Hele Institutionens Karakter
- 112 =_=.
Danmarks Pionerer ------ = =--
forandres ikke derved, idet Sprogene indgaar
blot som enkelte Fag i den samlede Plan.
For de udenrigsministerielle Interessers Røgt
vindes der ved en saadan Institution det, at
Konsulatskarrieren ikke længere faar det ret
tilfældige Præg, den hidtil har haft, og hvor-
for den ogsaa ofte blot blev et, maaske
endog kortvarigt Gennemgangsled i en Mands
Liv. At være udsendt Konsul bør være et
særligt Kald, som skaber sin særlige Ancien-
nitet, men som derfor ogsaa kræver sin sær-
lige Uddannelse. Hidtil har vi til Konsuler
haft Jurister, Officerer, Statsøkonomer, ja
endog Filologer; nogle af disse har været
saare flinke, men endnu bedre vilde det dog
ubestrideligt være, om der i selve deres For-
dannelse laa en udtrykkelig Garanti for, at
de var i Stand til at tage netop den Slags
Opgaver op, som fortrinsvis vil blive stillet
til dem. Der kan desværre ved Siden af
megen udvist Dygtighed hos vore Konsuler
ogsaa nævnes adskillige Tilfælde af grave-
rende Forsømmelser, begrundede paa mang-
lende Forudsætninger hos de Mænd, der
burde være Udkigsmænd og Pionerer for
Hjemlandets økonomiske Interesser.
Det er min faste Overbevisning, at Planen
om et saadant Seminarium for danske Em-
bedsmænd og Forretningsmænd i Udlandet —
den Plan, som jeg her kun har kunnet frem-
stille i løst skizzerede Omrids — ved sin
Gennemførelse vil kunne faa Betydning for
hele vort Erhvervsliv i Udlandet, og at den
ringe Sum, som vil udkræves hertil, vil for-
rente sig mangedobbelt. Men for at den skal
faa fuld Betydning, vil det ogsaa være nød-
vendigt ikke at betænke sig for længe. Jeg
har allerede nævnet det store Forspring, som
en enkelt Nation, den tyske, har faaet i hele
Vestasien, ikke mindst gennem Kejser Wil-
helms personlige Forhold til den tyrkiske
Sultan. Men ogsaa mindre Nationer er for-
længst paa Færde for at skaffe sig Indpas
paa oversøiske Pladser, og navnlig kan her
fremhæves Belgien som en af de Stater, Dan-
mark kan tage Exempel efter. Det belgiske
Konsulkorps er fremgaaet af en alsidig og
indgaaende Uddannelse, og i dets praktiske
Virksomhed lægges særlig Vægt paa Sam-
arbejdet . med den private Forretningsverdens
Mænd. Den Handelsrejsende og Konsulen
gaar Haand i Haand, den ene udsendt af sit
Firma, den anden af Staten; begge er de
Fædrelandets Pionerer.
Den Opgave at skaffe dansk Handel og
dansk Virksomhed i det hele taget Fodfæste
i Udlandet krydser ikke nogen af de Inter-
esser, som hvert af de hjemlige politiske
Partier fortrinsvis kan kalde for sine. Det
er en Opgave, som alle uænset deres politiske
Farve med Villighed og Iver kan samles om.
Og derfor tør man maaske ogsaa haabe paa
en tilvarende Enstemmighed, hvor det gæl-
der om at skabe og uddanne de Organer,'
der kan blive de bedst skikkede til denne
Opgaves Løsning.
€H§3gjgg>-3>
z=-— 113
Frelich tegner efter Model i de Tyrolske Bjærge. Tegning af Kunstneren selv.
UNGDOM OG UDVIKLING
Af LORENS FRØLICH
Med ikke tidligere offentliggjorde Ungdomstegninger af Kunstneren.
Saa kom jeg da til Italien; var der i
5 Aar, — levede i dets Skønhed,
Landets, Folkets, og Kunstmindernes.
De fleste Sommere i Bjærgene, søgte
Formen overalt, men mindre Farven. —
Af gamle Venner traf jeg Læssøe og
Jerichau. Den første temmelig uforandret,
stedse rede til kærlig Hjælp for dem, der
trængte til den. Jerichau havde ud-
viklet sine store Evner som Billedhugger.
Han var en rigt begavet Natur. Hans
smukke Hoved er vel almindelig erindret;
som Legeme var han lige saa skøn,
muskuløs, meget kraftig. Han havde en
klar Forstand, selvstændig Tænkning.
Han var energisk og arbejdsom, sand i
hele sit Væsen.
Aaret forud havde vor gamle Ven
Lundbye været i Rom. De havde boet
sammen, en lille Konstnerkoloni, Jerichau
Læssøe, Ruben, en svensk Billedhugger
og Kobberstikker, som stemte godt med
J. ved sin skarpe Forstand; Magnussen,
en frisk, smuk, kraftig ung Slesviger.
Han var min Ven, hvor jeg traf ham,
til hans Død. Han var Slesvigholstener,
men ej synderlig Preusser, og bevarede
et vist Venskab for os Danske; han
havde begyndt sin Karriere i København.
I dette Selskab af Venner modtoges
114
^=— Lorens Frølich
han altsaa 1845 som Kammerat, men
han kom ej til at befinde sig vel i det
Samliv. Nok værdsattes han højt som
Kunstner, og det blev mange danske
Kunstnere; men Kunsten opfattedes cos-
mopolitisk. Jerichau følte levende som
Dansk; men han syntes ilde om den
herskende politiske Gang i vore Sager,
forudsagde ulykkelig Udgang som Re-
sultat, og troede ene paa Muligheder, som
kun et politisk Geni kunde gennemført. —
Lundbye med sit varme Følelsesliv
stødte her paa meget, der krænkede ham,
og det blev forsvaret med skarp For-
stand, med Ironi og Satire. Det gen-
sidige Venskab hindrede Brud, men
skaffede ej Velvære. —
Da jeg kom til Rom, var Lundbye rejst
hjem; Jerichau havde giftet sig, og
Læssøe havde fulgt ham til det nystiftede
Hjem. Hans Hustru var en meget
talentfuld DQsseldorfferkunstnerinde, Frø-
ken Baumann, polsk af Fødsel. Ægte-
fællerne beundrede med Rette hinandens
store Kunstnergaver; han søgte og fik
megen Indflydelse paa hendes Arbejder,
der ej udmærkede ' sig ved correct Teg-
ning; hans Paavirkning har vist ogsaa
medvirket til Salget af hendes Billeder.
Hun havde en utrolig Kraft og Energi
til at overkomme alt, hvad hun tog fat
paa og — hun havde „les 3 savoirs",
som efter det franske Ordsprog udkræves
„pour réussir: le savoir 1) de son metier,
2) faire, 3) vivre.
Naar jeg nu tænker tilbage paa de
Tider, er jeg kommet til den Erkendelse,
at jeg foretrækker Polakken med hendes
Mangler, men med det stærke Tempera-
ment og de glødende Farver, fremfor
hvad hun blev til.
Jeg gjorde mange Tegninger, som
udvise Forstaaelse af og Fordybelse i
Naturen; de malede Sager var ringere;
med Malerierne gik det ej; jeg havde
115
Ideer nok, men jeg kunde ej faa Natur-
studiet til at passe ind i dem som jeg
vilde; saa endte det altid med, at jeg
lagde Studierne tilside og malede løs paa
Sagen uden at naa Maalet. Jeg savnede
dog ej Folk, der gerne vilde hjælpe mig,
skal nævne fiogle af dem. Da Rorby
kom hjem fra sine Rejser, lod han mig
vide, at han gerne vilde overtage mig
som Elev paany, men jeg søgte mine
egne Veje. — J. Th. Lundbye foreslog
mig, at vi skulde følges ad paa Rejser
som ellers,, vi havde jo altid været glade
ved hinanden og hinandens Arbejder,
saa vi oftere havde virket i Fællesskab.
Men jeg havde allerede lagt min Rejse-
plan, og derved blev det.
Var hans Forslag kommet til Udførelse,
havde hans Paavirkning maaske mildnet
de uheldige Sider i min Udvikling.
Maaske havde det havt endnu betyde-
ligere Følger for ham.
1848 modtog jeg det sidste af hans
kære, kærnefulde Breve. Han meddelte
mig sin tagne Beslutning, at gaa med i
Krigen som Frivillig. Jeg forstod ham;
med hans dybe Følelse for Danmark,
dets Natur, dets FolkJ forstærket af den
kraftige, loyale Aand i hans helt igennem
militære Familie; endelig Paavirkning
af hele Folkestemningen.
Men jeg mente, at han havde gjort
bedre i ej at gribe Bøssen. Han havde
et Pund til at skaffe «it Folk Gavn og
Glæde i Udvikling, der var mere værd,
end hvad han formaaede som Soldat;
og naar jeg tænkte paa hans dybe, øm-
taalelige Følelse, hvordan skulde han
bære Krigens Rædsler! — Ja, jeg er
fristet til at tro, at Vor Herre mente det
samme; Kendsgerningen er, at da han
med sin Hærafdeling vandrede fil det
første Stevne mod Fjenden, gik et Skud
ved Vaade af fra en faldende Bøsse,
Kuglen gennem Lundbys Tinding. Med
9
Lorens Frølich
et Suk laa han død paa den Jord, han
vilde værne om. Endnu kan jeg spørge,
om jeg ved at følge hans Opfordring,
maaske endnu havde ham ved min Side;
han havde en sund
og kraftig Natur.
Endvidere maa
jeg nævne, at min
Fader ej trættedes,
men ved hyppige,
kærlige Breve søgte
at bringe mig til at
følge fornuftige Veje
i mine Kunstbestræ-
belser. Endnu har
jeg den Sorg at
tænke paa, at han
ej skulde opleve sit
berettigede ønske at se mig opnaa nogen
nævneværdig Anerkendelse som Kunst-
ner. Min Fader fik forøvrigt en Allieret
i Jerichau; de traf sammen i Kbh., og
formaaede mig til i Paris at søge Udvik-
ling paa en af de kendte Malerskoler. —
Couture, som ledede den, viste mig me-
gen Interesse. Efter nogen Tid naaede
jeg at male en Figur, der
fik den Udmærkelse, som
der kunde naaes, at hæn-
ges op til Minde om de
bedste afgaaende Elever.
Da jeg derefter kom til
Danmark fik jeg af Mini-
steren for Slesvig, Grev
Moltke NUtschau, Bestil-
ling paa to store Malerier
til Udsmykning af den
ny Appellationsrets- Byg-
ning, somWinstrup opførte
i Flensborg. Opgaverne er: 1) „Valdemar
2. giver sin jydskeLov til Hertugdømmet."
2) „Frederik 4 hyldes i Slesvig af Ridder-
skabet." Disse Æmner udkrævede saa
mange Studier, Portraiter, Dragter osv.
at Arbejdet tog mig 31/* Aar.
Jeg gjoree mit bedste; dog vil det
næppe blive disse Arbejder, der give
mit Navn Betydning.
I den anden slesvigske Krig var disse
Billeder indpakkede for at sendes til Kbh.,
da Fjenden drog ind i Flensborg og
lagde Beslag paa dem. Billedet for
Jydske Lov er ophængt i Flensborg;
Hyldingen i Slesvig i Hertugdømmernes
Præsidents Localer.
1855 blev jeg gift med en Svensk
Dame og bosatte mig i Paris. Hun
kaldte mig sin Goddags-pilte. Det var
betegnende nok. — Jeg havde havt
mange gode Dage; men Ordsproget siger,
der skal en bred Ryg til at bære megen
Medgang. Practisk havde den navnlig
ikke gjort mig, saa jeg maatte være
glad ved at have bedre Lykke end For-
stand, nu, det gjaldt at klare sig ved
egne Kræfter. I rette Tid blev jeg fore-
stillet for Forlæggeren J. Hetzel, en be-
gavet Mand, der havde været Sekretær
1848 hos en af Republikens Ministre,
Arago. Efter Statscoupet 51 var han
blandt de landsforviste, der nu som be-
naadet fra Tydskland var hjemkommet
til Paris. — Han havde lejet en lille
Stueetage, „rue Jacob 18", hvor han
havde begyndt en Bog- og Forlægger-
forretning; det var beskedent, men hvert
116 ~_
Lorens Frølich
Aar behøvede han mere Plads; nogle
Aar sanere indehavde han det hele høje
Hus fra Kjælder til Qvist.
Da han gennemsaa en Mappe med
mine Tegninger, stod det ham straks
klart, at nogle Smaategninger efter min
lille Datters Laden og Væren kunde der
gøres noget ud af. Det blev til „la
journée de MUe Lili, paa dansk „Lille
Lise44. Nogle Aar senere bød han mig
en maanedlig Gage, imod at jeg ej ar-
bejdede for andre Pariserforlæggere. Han
havde dermed som med andet gjort en
god Forretning. Tydskland og England
havde fortrinlige Tegnere til Børnebøger.
Det havde de snilde Franskmænd savnet.
Hetzel fyldte dette ved Hjælp af mig,
(Doré fremkom paa samme Tid).
Jeg kunde levere ham saa mange
Tegninger, som jeg vilde, og jeg havde
Grund til at være flittig. Jeg havde
Arbejdsdage paa 14 Timer; det var Held,
at jeg ej helt ødelagde mit Helbred, som
dog leed. Hetzel kunde ej bruge de
mange Tegninger strax, et Par Bøger
om Aaret var fordelagtigst at levere, —
men Tegningerne var saa gode Varer,
at han kunde laane Penge paa dem som
Pant. Han indløste dem efter Behov i
Aarenes Løb; hans Søn efter ham, til
-= 117
de nu alle er udkomne for et Par Aar
siden.
I de først udgivne Hæfter er Tegnin-
gerne copieret og saaledes trods god
Villie endel forringede; derefter ved vor
Tids tekniske Fremgang er Gengivelsen
tilfredsstillende. 1 det sidst udkomne
Hæfte synes Hetzel jun. at have villet
udtømme Beholdningen af Tegninger ved
at gengive dem formindskede, hvorved
de er forringet. Dog tror jeg, de alle
nød ligelig Publikum's Gunst. Tiltrods
for den Forringelse, de ved mangelfuld
Gengivelse led, var det aabenbart Sand-
heden i Opfattelsen af Barnets umiddel-
bare Natur og Ynden i dets Naivetet, der
dog kom til sin Ret og især vandt alle
Mødres Yndest. Disse Smaabøger blev
oversat i mange Sprog og syntes vel-
komne overalt. I alle Lande ligne Smaa-
børnene hverandre.
Jeg var nu i min kraftigste Alder, men
ej tilfreds med hvad jeg havde opnaaet
som Maler. Alligevel, naar jeg lagde i
den anden Vægtskaal, hvad jeg havde
udrettet i Række-
følge af Tegnin-
ger til vor Sagn-
historie, til den
nordiske Mytho-
logi, Andersens
Æventyr o. a., i
Paris af Barne-
tegninger, rade-
rede Hæfter, som
„Fader Vor44,
„Amor og Psy-
che44 o. m. da
vejede Skaalen
ned, saa jeg ej
burde skamme mig ved, hvad jeg havde
brugt Tid og Evner til.
Under mit Ophold i Paris gjorde jeg
Iagttagelser over Kunstforhold i det store,
rige Kulturland, som fik mig til at tænke
9*
Lorens Frølich —--
paa Baron Rumohrs Udtalelser. Der
gjorde sig stadig en udpræget Retning
enevældig gjældende, der ej lod andet
komme op, vel navnlig af Mangel paa
Forstaaelse af andet end det, der faldt
i dens egen Udviklingsperiode. I det
19de Aarhundredes Begyndelse herskede
Davids Skole, som fremblomstrede af
Revolutionen. 1 den fremtraadte et strengt,
antikt Element. Den Gang holdtes de
Konstnere, der udviklede den romantiske
Skole, nede. Der findes et berømt colos-
salt Maleri „Medusas Skibbrud" (et kendt
fransk Orlogsskib.) Dets Maler, Gericault,
stod i Begreb med at sønderskære det,
for muligt at kunne afhænde Stykkerne,
saa fik han det solgt til England, hvor-
fra det i forandrede Tider købtes tilbage
for at smykke Louvre. s Republiken
1848 — 51 aabnede Dørene for en Række
udmærkede Kunstnere, der aarevis var
blevet udelukket fra Udstillingerne. Der-
efter gjordes det samme mod Millet, der
uden en Vens Hjælp maatte være gaaet
til Grunde. Efter hans Død steg denne
Kunstners Navn til den største Hæder,
hans Arbejder til de højeste Priser i
Frankrig, som i Udlandet; hans Fatmlie
sørgedes der for ved Statspension.
Impressionisterne udviklede et nyt Syn
paa Naturen. Deres Fører, Manet, blev
aarevis udelukket fra Udstillingerne. Før
sin Død, uagtet ung, opnaaede han dog
Medailler og Anerkendelser.
Vi have oplevet noget tilsvarende her
hjemme med Willumsen. Academiet be-
høvede ikke at udelukke ham. Han med
flere havde oprettet deres „Fri Udstilling".
Desuden mente det større Publikum at
burde slaa sig til Ridder paa Arbejder,
hvis fremmedartige Besynderligheder var
let at see, men hvis Evner kun vurderedes
af enkelte Kunstnere og havde de Yngre
for sig.
Hans Genialitet modsiges vel ej mere,
mens hans Værdi næppe forstaaes af
mange.
Der foreligger det Spørgsmaal, om der
kan gøres noget til Kunstens og Kunst-
nernes Tarv i saa Henseende. Det er
godt, at et Antal fremstaaende Mænd
have Magten med Ansvar, men det vilde
maaske være nyttigt, om de Unge kunde
faae Indstillingsret for dem, de blev enige
om at fremhæve til Optagelse i de Stillinger
i Academiet, der samvirke til den jævne
Udvikling af Tidens gode Spirer.
Før jeg forlader Paris, vil jeg omtale,
at fremstaaende Kritikere i Paris og Lon-
don havde skattet mine Arbejder. Des-
uden var der kommet lange Artikler af
yngre Mænd, som min Hustru da sam-
lede som særlig interessante. Jeg har
dem liggende ; om jeg nogensinde paany
naaer at læse dem, eller nogen Anden vil
finde det Umagen værd, er usikkert; vil
kun nævne, at den Gang en ung Mand,
Pelloquet, skrev med stærk Overbevisning;
kort efter døde han.
Da jeg kom hjem til København, syn-
tes jeg en fremmed; saa mangfoldige
Venner og Bekendte havde i Mellemtiden
forladt det Jordiske. Men nogle ældre
Kunstnere og mange unge tog overra-
skende venligt imod mig. De gamle
Venners Børn blev mig navnlig kære, for
Forældrenes Skyld, ogsaa ved deres
eget Værd. — De unge Skovgaards
malede fortrinlige Sager i den herskende,
naturalistiske Retning, der ved sin friske
Kraft nærpaa stillede de andre Kunstret-
ninger i Skygge; men de havde For-
staaelse og glædelig Behandling af andre
Retninger; gjorde fornøjelige Keramiker
og Tegninger til decorative Arbejder,
havde indre Liv til at give dem gribende
Indhold. — Franskmænd, Tyske, Enge-
lændere havde hver paa sin Maade søgt
at genføde en Kunst ved Tilslutning af
= 118 zr^^rr
Lorens Frølich
Indtrykkene fra gamle Mestere, meest af
den Italienske. Skole. Det faa vi nu
ogsaa, og Joachim Skovgaard har drevet
det paa rette Maade; har ved Anvendelse
af Elever som ledende Mester overkom-
met det store Arbejde i Viborg Domkirke.
Kirken vil vel oftest findes villig til efter
Evne at fremkalde Kirkers Udsmyknin-
ger. Kun naar paagældende Kunstnere
Sagnet om Gefion, saavel som de hi-
storiske Efterretninger, jeg forefandt sam-
lede af Worsaae, gav Rigdom for min
Opfindsomhed.
Jerichau, der efterhaanden heelt havde
forladt Rom, viste mig stedse Venskab.
Han havde ment, at vi sammen skulde
naaét en Indflydelse, der vilde udkræve
en Kampstilling, hvortil mine gode,
medbringer en varm Følelse for Opgavens
kunstneriske som for dens menneskelige
Side, venter jeg mere end ufrugtbar
Efterligning.
Efter min Hjemkomst fik jeg Lejlighed
til i det nybyggede Frederiksborg-Slot at
udføre de decorative Billeder paa Kam-
merherre Meldahl's og Brygger Jacob-
sen's Bestilling. 1) Loftsbilledet med
Gefion og 2) en Frise: „de Danskes Er-
obringer i England under Kongerne Svend
Tveskæg og Knud den store."
saavel som mine svage Sider gjorde
mig uskikket. Da vi desuden i Bunden
ej følte og tænkte ens, kunde hans øn-
ske ej opfyldes. Han har ikke desto
mindre omtalt mig saaledes, at det kunde
skaffe mig indflydelsesrig Protektion, som
jeg ej havde Ævne til at nytte til større
Maal og var for stolt at benytte til ego-
istisk Fordel.
Det laa i mit Naturel at føle Inter-
esse for de forskelligste Kunstbestræbel-
ser; derfor tror jeg ogsaa, men veed ej,
119
Lorens Frølich
om man i Almindelighed er velstemt
imod mig.
Jerichau havde opgivet sine Forhold
til Udlandet, følte sin Kunstnerstilling her-
hjemme utilfredsstillende, og træt længtes
han til Hvilen.
Jeg mindes, da gamle Eckersberg havde
seet det nys opfundne. Lysbillede, sagde
han: „Kan vi Kunstnere gøre andet, end
nærme os det, saa meget som muligt."
Det Raad skal næppe skade Nogen ; Lys-
billedet, Fotografien har haft saa stor
Indflydelse paa Kunsten, at dens Udøvere
vil stadig kunne have Gavn af den;
men den maae stille Opgaverne forandret
til de forskellige Tider. Lysbilledet giver
den objektive Gengivelse af Naturen;
deri kan Kunstneren ej maale sig med
Instrumentet, men der er da andet, hvor-
ved han glæder sig og andre. Uden at
tænke paa det, vil Kunstnerne opfatte
forskelligt hver efter sit Naturel; er det
blot livligt og inderligt, er det netop For-
skelligheden, der vil tiltrække.
En Dansk Kunstteori siger, at det er
de overvundne Vanskeligheder, der giver
Arbejdet Værd og Tiltrækning. Er det
ej at lægge utilbørlig Vægt paa Midlet,
det Tekniske? Den Japanske Kunst er
forskellig fra den Europæiske. Vi have
foragtet den, fordi den stod tilbage i den
optiske Gengivelse. Nu har vi begyndt
at forstaa hinanden og værdsætte hin-
andens Kunst, og Japanerne have Ord om
Kunst, hvorefter al Kunst kan dømmes.
— Hugsey, der sagtens er deres bedste
Kunstner havde en Ven, der skrev Tekst
til hans Tegninger. Hansiger: „ det gode
Kunstværk fortæller os, hvordan og hvor
højt Naturen har været elsket", — (lad
os tilføje, og af den Grund forstaaet) —
kan der siges noget sandere og noget
mer elskværdigt om Kunst.
Det andet Ord er lige saa godt „hvad
Du kan udtrykke med 3 Linier, maa Du
ikke anvende 4 til." — Det er denne
Regel, der giver Kunstværket Stil, ej en
efterlignet eller søgt, men den levende,
som fremkommer for den glade, ivrigt
skabende Kunstner. Han griber det, der
kortest udtrykker, hvad han har paa
Hjærtet, og naar det er gjort, tilføjes
Intet overflødigt, der kunde svække ved
at trække Opmærksomheden fra det nød-
vendige. Man vil forstaa, at her bliver
Tale om den Stil, der opstaaer for den
enkelte Kunstner. En Række samstem-
mende og samvirkende Kunstnere kan
jo ogsaa udvikle en Stil med egne faste
Regler, hvilket træder tydeligt frem, naar
man taler om achitektoniske Stilarter,
som den Doriske, den Joniske.
Jeg beder om Undskyldning, om jeg
ej har modstaaet at skrive om noget,
der har opfyldt mig, og som mine
Læsere muligen finder kedeligt og uved-
kommende.
Før jeg tager Afsked skal De høre lidt
om mig selv. I mange Henseende har
jeg fremhævet, at jeg har havt Lykken
med mig. I mine Familieforhold ikke
mindst. — Første Gang gift 1855 med
Lina In de Betou + 1872 (svensk) efter-
ladende en hengiven Datter, nu Fru Stage,
2den Gang 1878 med Benedicte, da Enke-
fru Withusen, født Treschow. De har
begge været, hvad Hustruen fra Ægte-
skabets Indstiftelse skal være, sand Med-
hjælp, og hvad jeg stærkt trængte til.
Jeg blev venligt optaget af min Hustrus
Slægt; hun dannede et Hjem, hvor Ven-
ner mødtes, og 2 Sønner og en Datter
voxede op til vor og fleres Glæde og i
Samklang med 2 Halvsøskende af min
Hustrus første Ægteskab. — Kun en stor
Sorg blev os tilskikket, den vor yngste,
lovende Søn voldte os ved sin Død.
Jeg arbejder paa det ny herlige Raad-
hus, hvor Interessen for Billederne i Fa-
britius^ Sagnhistorie, dem jeg gjorde
120
~ Lorens Frølich
for halvhundrede Aar siden, har samlet
Midler til at begynde et stort Værk, som
der skal Udholdenhed og megen Støtte
til at faa gjort. — Mens jeg tegner, ar-
bejde flere Damer, under Ledelse af
Frøknerne Olrik, paa at gengive Tegnin-
gerne i vævede Billeder (Gobeliner). For
øjeblikket arbejde vi paa Uffe den Spage,
der for mig er de Danskes egentlige Helt,
fordi han staaer med det bedste af den
ejendommelige danske Natur, saaledes
udstyret, at Ingen kan tage ham fra os,
da han ikke ligner noget andet Folks
Søn. Om jeg faar udtrykt, hvad jeg vil,
maa Tiden vise.
Rumohrs Forudsigelse, at jeg vilde
tabe den skabende Lethed i min Kunst
er ej slaaet til; endnu i Aar har jeg gjort
flere Compositioner, som tør lade sig see.
Dog er der skeet Forandring med mig.
Jeg er blevet meer kritisk overfor mine
egne Arbejder. Derved har mit Arbeides
Udførelse plaget mig selv, og jeg har
gjort — forhaabentlig — bedre Natur-
Studier, end jeg har gjort før. — De vil
blive udstillet. Men hvorvidt jeg i min
Alder vil kunne gøre virkelige Fremskridt
i færdige Arbejder, er jeg, skøndt født
Sangviniker, ret usikker paa.
Et Held har jeg atter havt. Nærvæ-
rende Tidsskrift har opfordret mig til at
nedskrive disse Erindringer paa et Tids-
punkt, da Alderen havde afklaret mig,
men endnu ej sløvet mig.
121
REDAKTØR J.JESSEN
Tale ved Mindefesten for J. Jessen i Studenterforeningen den 29. Sept.
af Dr. phil. H. L. Møller.
Det er næppe fem Aar
siden, vi i denne Sal
fejrede Gustav Johannsens
Mindefest. Ligesom i Dag
var der baade en Sønder-
jyde og en Mand fra Kon-
geriget, der førte Ordet.
Sønderjyden var Redaktør
Jessen, og alle vi, som lyt-
tede til hans Tale, sad med
den Tanke : Her staar Gu-
stav Johannsens Efterføl-
ger, Sønderjydernes ny
Mærkesmand.
Det blev, som vi den-
gang tænkte, men naar vi
tillige haabede, at der
skulde blive forundt Jes-
sen Kraft og Lykke til i
en lang Aarrække at fylde
den Plads, han nu vilde
blive stillet paa, — da skulde det ikke være
saa! Som Gustav Johannsen blev ogsaa
han tidlig bortkaldt, — for tidlig, fristes vi
til at sige. Til Gengæld faldt det i hans
Lod i de faa Aar, han stod fremmest blandt
Sønderjydernes Førere, at gøre sig saaledes
gældende, ikke alene i sit snævrere Hjem-
land, men saa langt den danske Tunge
tales, at det med Sandhed nu kan siges:
Ved ingen af de ældre sønderjydske Føreres
Bortgang har Sorgen i vort Folk givet sig
saa stærkt og fuldt et Udtryk, som da Jessen
i Sommer lukkede sine trætte Øjne. Det er
ikke for meget sagt, at i de Dage var der
Landesorg i Danmark ligesom ved vor gamle
Konges Død i Vinter.
Hvad var det da, som greb os saa dybt,
da Jessen blev kaldt bort fra sit Folk og
fra sit Livsværk? Var det bare det, at han
døde i sine bedste Manddomsaar, eller var
det, fordi vi vidste, at Helsoten alt længe
Redakter J. Jessen.
havde gnavet paa hans
Livsrodog forvandlet hans
sidste Leveaar til en lang
Kæde af haarde Lidelser?
Jeg tror, det var noget
andet og mere, der randt
os i Sinde, da Budskabet
om hans Død kom til os.
Vi følte, at denne Mand
var segnet paa en Valplads
og faldet som en Helt i
Kamp mod vort Folkelivs
Fjender ; han sank til Jord
med »Martyriets blodrøde
Ridderbaand" slynget om
sit Bryst.
Hans Forgængere, som
Junggreen og Gustav Jo-
hannsen, — de var gaaet
bort i Fred, de døde Straa-
død, de sov hen, som Sol
i Høst gaar ned, men om Jessen gælder det,
at han ikke bare har sat Livet ind paa vort
Folks Hjertesag; han har ogsaa i egentligste
Forstand sat Livet til for den.
Og som hans Død var et Martyrium,
saaledes havde hele hans Deltagelse i den
nationale Kamp været præget af Lidelse. Det
er blevet sagt i Sommer i en Tale paa
Skamlingsbanke af Vilh. Andersen — og
sagt som en Bebrejdelse, et Varsko til Folket,
at det tragiske Sindelag forlængst var blevet
en Sjældenhed i Danmark. Udviklingen her
hjemme i den sidste Menneskealder har med-
ført en Tankegang i Folket, som gaar ud
paa, at vi, baade Nationen og de enkelte,
fremfor alt skal tilpasse vor Vilje og vore
Evner efter hinanden; vi skal tilvejebringe
den rette Harmoni i vor Livsførelse ved ikke
at ville andet end det, vi er sikre paa, at
vi kan. Vi arter os mere og mere som Redaktør
Mortensgaard i Ibsens Skuespil: „Han kan
1 22 -.=. _=-
-Redaktør J. Jessen
alt, hvad han vil, for han vil ikke andet
end det, han kan." — Jessen havde det,
som det saa højlig skorter alle os andre
paa: den tragiske Aand, den evige Trods,
der sætter Mandens Vilje mod en hvilken-
somhelst fjendtlig Overmagt, der heller kaster
sig mod Skæbnens rullende Hjul og lader
sig knuse under det, end den viger til Side
for det. Den Aand, som siger: „Det højeste
er ikke at bevare Livet, men at ofre det."
Denne Trods var det, som lod ham holde
ud under alle Trængsler paa den mest ud-
satte Post i den nationale Kamp, — Grænse-
vagten i egentligste Forstand, men den lod
ham ogsaa føle Kampens Lidelser i fuldeste
Maal. Som Lidelse maatte han føle Ensom-
heden paa sin fremskudte Post. Den Dansk-
hed, der omgav ham i Flensborg By, var
jo netop en saadan, som søgte at bevare sig
ved den størst mulige Tillæmpning efter de
ydre Kaar under Fremmedherredømmet, —
der hyggede sig, saa godt den formaaede,
mellem de prøjsiske Pikkelhuer og Bajonnetter,
der ikke kendte Trangen til at vise de rød-
hvide Farver aarle og silde. — Men ogsaa
paa anden Maade var hans Stade i Kampen
saaledes, at han altid maatte føle Ensom-
heden om sig.
Naar man staar paa Kongshøj syd for
Danevirke og ser ud over det storladne
Landskab, som strækker sig til alle Sider,
har man ligesom hele Danmarks tusindaarige
Historie udbredt for sine Øjne paa een Gang :
Stenene raaber den ud, hver Tue har et
Ord med i Laget. I Syd øjner man, hin-
sides den brune Lohede, Rendsborgs Taarne,
der hvor den graa Ejder, Rigets ældgamle
Grænsestrøm, vælter sine dorske Bølger. —
1 Nord ser man ud over Slien og Slesvig
By — den danske Kirkes Moderstad, ud
over Gottorp, Tornen i Danmarks Fod, og
længst ude lukkes Synskredsen af Skovene
ved Isted og Lyrskov. Mod Vest følger
Øjet Danevirkes Vold helt ud i de lave
Egne ved Trenen. — Men den Historie, hvis
Skueplads man saaledes ser ud over, er
netop een fortsat Tragedie, et Spejlbillede af
den evige Strid imellem, hvad vort Folk
har villet, og hvad det har evnet.
Jessen boede i aandelig Forstand som paa
et Kongshøj: Hvad der for dagligdags Men-
nesker her hjemme kun er festlige Ord med
en fjern, højtidelig Klang: Ejder, Danevirke,
Isted, Lyrskov, det var for ham en nær-
værende Virkelighed, han hver Dag havde
for Øje. Vor tusindaarige Tragedie var den
Sfære, hvori han altid aandede. Han, der
i Forpostlinien stred en Livsens Strid for at
redde, hvad der endnu kunde reddes af vor
historiske Arv, han havde fra sit Stade i
Kampen Udsigten til alt, hvad der var tabt —
tabt ved den tragiske Modsætning mellem
Vilje og Evne i vort Folks Levnedsløb. —
Men der er ikke mange iblandt os, der har
Sjælsstyrke til daglig paa ny at tømme vor
Histories bitre Kalk til Bunden. Ogsaa her
maatte Jessen føle Ensomheden om sig og
Lidelsen ved at være ene.
Og som han i sit eget Bryst kendte Mod-
sætningen mellem, hvad han vilde: standse
Tyskhedens mægtigt rullende Bølge sydfra,
— og hvad han, den enkelte paa den ud-
satte Post, evnede ved egen Styrke alene,
saaledes føjede hans Livsværk sig for hans
egen Betragtning ind som et Led i Dansk-
hedens aldrig endende Tragedie. Derfor blev
hans hele Liv, ikke mindre end hans Død,
et Offer, der bragtes for at frelse vort Folk
fra Undergang.
Heri, synes det mig, ligger Storheden i
Jessens Liv og Død. Han var den eneste
af vore folkelige Førere i den nyere Tid, der
havde Mod og Kraft og Trods til at tage den na-
tionale Kamp tragisk, der afviste al Tanke om at
indrette Grænseforsvaret paa en „Tillæmp-
ning efter de faktiske Forhold", eller hvad
man nu saa smukt kalder det. Han saa
det ikke som Kampens Maal at naa en
Overenskomst, en „modus vivendi*4 med
Magthaverne, saaledes at der sikredes de
_= 123 =-
Redaktør J. Jessen —
danske Nordslesvigere de blidest mulige Kaar
under Fremmedherredømmet. For ham var
der kun een attraaværdig Udgang af Striden :
Genforeningen med Danmark. De Fordele,
der kunde købes under de nuværende stats-
retlige Forhold, havde for ham lidet at be-
tyde over for det ene: at vedligeholde den
hellige Ild i alle danske Hjerter, at vidne
om Retten og Sandheden, at brændemærke
Uretten og Løgnen og derigennem holde
Folket vaagent til Oprejsningens Dag.
Det tjener til de Danskes Ære, at de dog
i nogen Maade lærte at forstaa og værd-
sætte Jessens ejendommelige Personlighed og
hele Livsværk; og jeg tror, vi lærte at for-
staa ham netop ud fra det Synspunkt, jeg
her har anlagt. En af de Kranse, der
dækkede hans Gravhøj, bar den Indskrift:
Han kunde ikke vige,
blot falde kunde han.
Deri er Sandheden om Jessen sagt med
faa Ord, og det skal være hans Æresminde.
Og idet Sønderjyderne nu giver sig ind
under en andens Førerskab, skal det Ønske
udtales fra dette Sted, at hans Efterfølger
ogsaa i den Forstand vil følge ham efter,
at det samme engang maa kunne siges om
ham. Vi Danske her i Kongeriget har ikke
Lov til at stille Krav i saa Henseende til
Sønderjyderne, thi det er ikke os her hjemme,
som skal lægge Ryg til og bære Stridens
Møje og Besvær. Men vi har Lov til at
glæde os over de talrige Tilkendegivelser,
der efter Jessens Død er kommet fra Søn-
derjyderne selv, thi de viser os, at Kravet
vil blive stillet derom, og vi tvivler da ikke
om, at Jessens Eftermand vil vise sig lydhør
over for det.
— Jessen kendte meget mere til Kampens
Lidelser end til dens Glæder. Han mærkede
Kviden ved at være den, der ene skulde
gøre Fyldest for tusind mod den vældige
Overmagt, ved under Striden altid at have
for Øje alt, hvad der var tabt i tusind Aar.
Men kuede end den Tanke ham, at det var
et lemlæstet Land og en sønderskudt Skanse,
han var sat til at værge, saa var der dog
eet Omraade, hvor han stod med Følelsen
af at vogte en tusindaarig Odelsarv, der
endnu var bevaret for Folket, hel og ube-
skaaren: vort danske Modersmaal. Her kendte
han sig som den stærke og den myndige,
her hævede han sig under Kampen til det
højeste Mesterskab, og Modersmaalet skænkede
han al den Kærlighed og Ømhed, han raadede
over.
Det gælder om Vinen, at den naar sin
største Fylde, sin højeste Sødme paa de
Voksesteder, der ligger i Grænselinien for
dens Udbredelse. Det har været ligesaa med
det danske Sprog i de Aar, Jessen stod som
dets Grænsevagt i Flensborg. Ingensteds har
det nydt en kærligere Røgt, ingensteds er
der værnet om det med ømmere og mere
trofast Haand, ingensteds har det formet sig
renere og klarere, myndigere og kraftigere
end under Jessens Pen. Derfor staar der
forrest i den store Skare, som sørger ved
hans friske Grav, en højbaaren Jomfru, en
ædel Kongebrud. Hun takker den døde for
hver en Ring, han har flettet i Brynjen, der
dækker hendes Bryst, og for hver en Sten*
han har sat i Muren, som hegner hendes
Gaard. Og han har fortjent denne Tak;
thi ingen har som han været Modersmaalets
Ridder i denne Slægt.
— Maatte da alle Danske længe bevare
Mindet om den faldne Helt, og maatte vi
af det øse Kraft til at løfte Arven efter ham !
Maatte det være mægtigt til i Folket at
genføde noget af den tragiske Aand, der
ikke var vore Fædre nær saa fremmed, som
den er blevet os: det Sindelag, der ikke
sætter det som det højeste at bevare Livet,
men at ofre det. Da har hans Liv og Daad
ikke været forgæves iblandt os, og da vil
der af hans Minde vokse ny Kræfter frem
„til dansk, til stor og til herlig Id,
til Danmarks Frelse i Nødens Tid.*
124
• »lam»itO**id;*0:>m
BLANDT DVÆRGE I AFRIKA
Af Kommandant i Kongostaten Otto I. Lund.
Fra de ældste Tider lige til nu har Menne-
skene haft en vis Forkærlighed for at
befolke ukendte Egne og Lande med alle
Haande æventyrlige Væsener, med Kæmper
og Dværge, med Dyr af fantastiske Former
og Størrelser og med de vidunderligste Buske
og Træer.
Gennem mange Aarhundreder var det Ori-
enten, Indien og Kina, der var Æventyr-
landene fremfor alle, Landene, hvor man
fandt Dale fyldte med Ædelsten, Træer med
Guldæbler og Mennesker med Dyrehoveder.
Saa kom Amerikas Opdagelse, og Æventyr-
fuglen fløj mod Vest; men Tiderne var
skredne frem, de rejsende saa mere nøgternt
paa de Mærkværdigheder, de mødte ; en Kai-
man forblev en Kaiman, og selv om den
maaske nok voksede en Del paa Vejen til
Europa, saa blev den dog ikke til nogen
glubende Drage. Ogsaa Menneskene forblev
det, de var, nemlig simpelt hen Mennesker
om end med en anden Hudfarve og andre
Ansigtstræk; men man gjorde dem ikke
hverken til Kæmper eller Dværge.
Tiderne skiftede, man trængte dybere og
dybere ind i det ukendte og man fandt al-
drig de gamle Sagn bekræftede, saa gik de
i Glemmebogen og blev kun en Gang imel-
lem tagne frem til Beskuelse af Kulturhisto-
rikeren, som belærte os om, at saa langt
tilbage havde vore Forfædre været, de
havde troet paa Kæmper og Dværge og alle
Slags Æventyr, og vi har trukket paa Skul-
drene og beklaget disse Mennesker, som dog
maaske i deres Tro var lykkeligere end vi
i vor Viden. — — —
Ti vi ved, at der rundt om i Afrika fra
Albertsøen til Leopoldsøm lever Kolonier af
Dværge; vi har set, at de ældste gamle
ægyptiske Indskrifter, hvori der fortælles om
Dværge, som en Farao lod hente fra Landet
om Nilens Kilder, er sand. Vi ved, at
baade Aristoteles og Herodot har haft Ret,
naar de har fortalt om Dværgfolk. Vi ken-
der og studerer disse Smaa- Mennesker. Vor
Viden har faaet et Rum mere at bevæge sig
paa, vor Fantasi et færre.
Først Stanley og siden mangen andre har
bekræftet de gamles Udsagn. Dværgene fin-
des, og man ved nu nøjagtig, hvor de lever,
man kender en Del til deres Levevis, og der
er skreven Bog paa Bog om dem, alle mere
eller mindre, navnlig mindre nøjagtige. I
Særdeleshed er der fra amerikansk og fransk
Side fremkommen en ikke ringe „Dværghte-
ratur", der selvfølgelig indeholder mange fak-
tiske Oplysninger, men desto værre endnu
flere forkerte ; ti Dværgene er sky som jagede
Dyr, og der skal mange Aars Iagttagelser
til for at kunne skrive tykke Bøger om disse
Folk. Men her ligger netop Vanskeligheden.
De fleste Dværge bor paa Steder, hvor kun
de kan bo, og hvor navnlig ingen hvid Mand
kan leve, derfor bliver det i høj Grad van-
skeligt at gøre de nødvendige Iagttagelser,
og mange Forfattere har da hjulpet sig med
Gisninger, hvilket jo selvfølgelig er højst til-
ladeligt, naar det blot staar Læseren klart,
hvor Iagttagelserne hører op, og Gisningerne
begynder.
Hvad Dværgfolkenes Historie angaar, er
man ganske uvidende. Man aner ikke, om
de er indvandrede, eventuelt fra Asien, hvor
der ogsaa findes Dværgfolk, eller om de var
Afrikas Urbefolkning. Ej heller ved man,
om de oprindelig var Dværge, eller om det
125 —-
Dværge i Afrika
er Vægten af Aartusinders Degeneration, der
har gjort dem mindre end andre Mennesker.
Det kan dog bemærkes, at de ikke bærer
væsentlige Præg af Degeneration, deres Antal
tager ikke af i nogen bemærkelsesværdig
Grad, og det synes som deres Intelligens kan
vækkes, saa de kan faa Interesser for andet
end Jagt og Fiskeri.
Den Dag i Dag lever Dværgene splittede
i flere Stammer, nemlig Akkaerne eller
Tjiki'erne i det sydlige Uele, Valeserne, Ba-
tua'erne og Mambutti'erne i Aruuimi, Obon-
goerne i Ogouey Allaerne vest for Kilimandiaro
og Batuaerne nord og øst for Leopoldsøen.
Desuden taler Wolff og Wissmann, ganske
vist i temmelig vage Udtryk, om Dværge,
som skulde bo ved Sankurifloden, og Delcom-
mune omtaler ligeledes Dværge i Tanganika-
egnene. Personlig stiller jeg mig noget tviv-
lende overfor Rigtigheden af de tre sidst-
nævnte Forskeres Udtalelser om Dværgene;
eftersom jeg intet Sted har fundet dem be-
kræftede; men jeg indrømmer villigt, at Ur-
skoven gemmer mere, end nogen aner, og
det er meget muligt, at der baade i Sanku-
rus Dal og om Tankanika kan leve Menne-
sker, som de tre før nævnte Rejsende har
set, og som ingen siden er stødt paa.
Man vil imidlertid af ovenstaaende se, at
der bor Dværgfolk i et Bælte, som gaar
tværs over Afrika omtrent i Retningen Øst
— Vest, samt at disse Folk, langt fra at
nærme sig Kysten, paa begge Sider har holdt
sig over Hundrede danske Mil inde i Lan-
det.
Men Dværgfolkene bor ikke alene, de bor
ganske vist i Byer for sig selv; men dog
inde mellem Folkene af den store Banturace,
til hvilken de allerfleste af Centralafrikas Be-
boere maa henregnes. Paa mange Steder
staar de endogsaa i et Slags Afhængigheds-
forhold til disse sidste, om de end ikke di-
rekte anerkender dem for deres Overherrer.
— Hvorledes dette Forhold maa tænkes at
være opstaaet, skal vi senere se. Noget fak-
tisk kan man ikke sige derom; men man
maa som paa saa mange andre Omraader
udelukkende holde sig til den Hypotese, som
falder naturligst.
Det kan have sin Interesse at vide,, hvor-
vidt samtlige Dværge hører til een og
samme Race, eller der findes flere Racer.
Ogsaa herpaa er det vanskeligt at faa Svar.
Den belgiske Rytterofficer, Løjtnant Masui,
hvis Forskninger i Afrika har været ret
grundige, mener, at det ligger nær at an-
tage, at Dværgene og Buskmændene i Syd-
afrika tilhører een og samme autochtone
Race, som er i Færd med at forsvinde. Men
Stanley, der, som nævnt, maa anses for den
første*), der giver os nogen tydelig Besked
om disse mærkelige Folk, erklærer, at han i
Aruuimidalen har truffet Dværge af to Racer,
nemlig Batua med aflangt Hoved, smalt An-
sigt og smaa Øjne og Mambuiti med rundt
Ansigt, større Øjne, høj Pande og gul Hud-
farve. For begges Vedkommende var Højden
fra 0,90 til 1,40 m., den tungeste vejede
40 Kilogram.
Jeg skal nu gaa over til nærmere at om-
tale mit eget Kendskab til Dværgene og de
Erfaringer, jeg har gjort angaaende deres
Levesæt i de c. 2 Aar jeg levede blandt
Batuaerne Nord for Leopoldsøen. Først vil
jeg dog bemærke, at jeg, da jeg tilfældigvis
har haft Lejlighed til at stifte Bekendskab
med nogle enkelte Tjiki-Tjik'er, nærmest hæl-
der til Stanleys Opfattelse og tror, at der
eksisterer flere udprægede Dværgracer. For-
skellen mellem en Batua og en Tjiki-Tjik er
nemlig paa sin Maade mindst lige saa stor
som Forskellen paa en Europæer og en Ki-
neser.
De Tjiki-Tjik'er, jeg har iagttaget, har
*) Georg Schweinfurth stedte ganske vist alle-
rede 1872 i Uele paa Dværge; men han meddeler
i sin Bog : Im Herzen von Afrika — kun ret over-
fladiske Iagttagelser basserede paa Hukommelsen,
da hans Optegnelser ved et Uheld var brændte.
126
Dværge i Afrika
rundt Hoved med lav fremstaaende Pande,
sparsom, rødbrunt og kruset Haarvækst, smaa
Øjne af den Slags, man vulgært kalder for
Griseøjne, kort og temmelig bred Næse, stor
Mund og svulmende Læber, velformet, lidt
svær Hage. Kroppen er som Helhed velbyg-
get, og Arme og Ben er muskuløse. I det
hele taget maa disse Mennesker anses for at
være vel proportionerede, naar Hensyn tages
til deres ringe Højde, 0,92 til 1,23 m. Hud-
farven meget lys.
Batuaen har derimod et aflangt Hoved,
temmelig rigelig, ret lys Haarvækst, store,
udtryksfulde Øjne og næsten ariske Ansigts-
træk. — Kroppen er mindre velbygget end
hos Tjiki-Tjikfen, navnlig er Benene tynde,
og Fødderne er drejede indad. Kvinden er
som Regel bedre proportioneret end Manden.
Hudfarven er som lys Kaffe. Højde 1,32 til
1,60 m. — — Batua'en er mere sky og
mindre omgængelig end Tjiki'en, der f. Eks.
sætter Pris paa at blive taget i Tjeneste hos
de hvide. —
Batuaerne bebor sammen med en Del andre
Stammer et Landomraade i den sydlige Del
af den store æquatoriale Urskov, hvilket Om-
raade i Syd begrænses af Leopoldsøen og
Lukenieføden, i Øst rimeligvis af Lomamiflo-
den, i Nord af Ruhi — Momboyofbden og i
Vest af Tumpasøen. De lever her som Regel
i god Forstaaelse med de omboende Bantu-
folk, til hvilke de om ikke paa anden Maade
saa dog i ren kommerciel Henseende staar ji
et vist Afhængighedsforhold. Sagen er nem-
lig den, at Batuaen udelukkende er Jæger;
men ved det stadige Samliv med de ager-
dyrkende Bantufolk har han faaet Smag for
visse af Agerbrugets Frembringelser, nu an-
ser han det for at være under sin Værdig-
hed at dyrke Jorden eller rettere sagt, han
kan over Hovedet ikke gøre det og maa der-
for tilluske sig Maniocrødder, Sukkerrør,
Mais o. s. v., som han har Brug for, hos
Bantufolkene. I Tidernes Løb har dette ført
til, at flere mægtige Bantuhøvdinge har faaet
indført bestemte Dage, paa hvilke denne
Handel gaar for sig, og hvad der oprinde-
lig var en ganske naturlig og simpel Han-
delsoperation, anses nu af forfængelige Høv-
dinge (og alle Bantuhøvdinge er forfænge-
lige) for en Skatteindbetaling, og de glem-
mer ganske, at de maa give fuld Valuta for
det Jagtudbytte, som Batuaerne bringer dem.
— — Endnu en Ting fremmer dette Af-
Ea Dvergkvinde og en Negerkvinde.
hængighedsforhold, Batuaerne har ingen In-
dustri, saa de faa industrielle Frembringelser,
f. Eks. Knive og Pilespidser, som de har
Brug for, maa de købe hos Bantuerne.
Vi vil nu betragte Batuaernes hele Leve-
vis. —
De bor omkring i Skoven i smaa Lands-
byer, om man kan kalde den Samling elen-
dige Hytter, hvori de bor, for en Landsby;
som Regel tæller en saadan Koloni fra 50
til 300 Individer, og skønt der ikke findes
noget Slaveri hos dem, adlyder de dog til
en vis Grad en Høvding, hvis Magt dog
ofte er ret problematisk. Af og til regner
en Høvding sig endogsaa for Herre over flere
saadanne Kolonier.
= 127
Dværge i Afrika
Parti af Floden Olongolule, der falder ud i „Lac
Leopold II4* ved Posten Bongo.
Landsbyen ligger i Skoven borte fra Al-
farvej, og hvor man mindst ventede at støde
paa dem. Hytterne er lavede af Grene af
Palmearten Raphia venifera og er i Reglen
saa primitive, at de kun afgiver et nødtørf-
tigt Ly mod Sol og Regn, mangen Gang be-
bestaar de endog kun af 4—5 store Palme-
grene, der er stukne i Jorden og bøjede
sammen foroven, saa de danner en Slags
Kuppel.
Medens Negerlandsbyerne i Almindelig-
hed er temmelig regelmæssigt anlagte, er
dette ikke Tilfældet med Dværgenes Byer,
Hytterne ligger som de kan bedst, og Høv-
dingens Hytte er ligesaa tarvelig som de
andres. Man ser ingen ryddet, pænt luget
Plads midt i Byen, og den er ikke omgivet
af Plantager, ej heller finder man Veje eller
Gader. — Urskoven gror i sin Frodighed
op mellem Hytterne, og Dværgene er glade
for den; ti jo nærmere den er, des hurtigere
kan man forsvinde inde i den, dersom der
skulde komme noget farligt.
Hvad den ydre Renlighed angaar, da er
den saa som saa og der lugter ikke just af
Maria Farina i en saadan By, hvor alt Af-
fald smides der, hvor det bedst kan falde
sig. —
Batuaens Møblement er indskrænket til det
mindst mulige, det vil sige en Slags Seng
eller rettere sagt en meget bred, lav Bænk
af Bambus, den kan just ikke beskyldes for
at være magelig, især da den ikke kan dæk-
kes, hverken af Madras eller Skind. Af
Køkkentøj vil man i Reglen forefinde nogle
Potter af brændt Ler, der meget ligner vore
Jydepotter, samt en Morter, bestaaende af en
udhulet Træblok, ofte saa stor og tung, at
en Mand kan have Mas med at bære den.
Det er alt. Hos en eller anden vil
man ogsaa finde et eller flere Musikinstru-
menter. Det er den i hele Afrika almindelige
Gong-Gong, den ikke sjældnere Tam-Tam
samt det for Batuaerne alene specielle Musik-
instrument: Gonganang'kelenge, som bestaar
af to Bambusstykker, af hvilket det ene er
forsynet med Riller, medens det andet er
flækket; naar disse Stykker gnides mod hver-
andre, fremkommer der en klagende, snur-
rende Lyd, som absolut ikke er melodisk i
europæiske Øren.
Ud over disse Ting finder man i Reglen
intet i Hytterne, saa man ser, at der for en
Etnograf ikke er meget at hente hos Batua-
erne.
Klædedragten er saa simpel som vel mu-
lig. Manden bærer mellem Benene et Stykke
Tøj vævet af Bast, Kvindens Dragt ind-
skrænker sig til et Bælte om Livet, dette
Bælte er flettet af Bast, ofte i flere Farver,
og er til Tider meget smukt Arbejde. Men
baade Mænd og Kvinder sætter megen Pris
paa at pynte sig med Perler og lignende,
derimod er det sjældent at se dem smyk-
kede med Arm- eller Ankelringe, og de bærer
aldrig, som f. Eks. Mongokvinderne, de tunge
Halsringe af Kobber eller Messing.
Af praktiske Grunde gaar Batuaen altid
tætklippet, eller rettere sagt, raget; ti me-
dens det indre Afrikas Beboere godt kender
en primitiv Barberkniv, er Saksen helt ukendt
hos dem,
Batuaen tatoverer sig ikke og er i Reglen
skægløs, dog kan det hænde, at Familie-
overhovedet bærer Hageskæg paa den ene
Side (venstre) af Hagen, dette flettes til en
ganske tynd Pisk; men denne Skik er sik-
128
Dværge i Afrika
kert optaget efter de omboende Bantuhøv-
dinge, hos hvem den omtatte Skægpisk er
et ydre Tegn paa Høvdingeværdighed.
Hjemme i sin Landsby færdes Batuaen
saa godt som altid vaabenløs; dog hænder
det, at han bærer den korte Kniv i Bæltet,
der som Regel bestaar af et Stykke Vild-
svine- eller Antilopeskind af c. 2 Tommers
Bredde. — ,
Af europæiske Varer lærer Batuaen først
og fremmest at sætte Pris paa Glasperler,
helst saa store og stærkt farvede som mu-
ligt, dernæst paa Salt.
Det varer længe, inden han kommer til at
bryde sig om Bomuldstøjer og Beklædnings-
genstande i det hele taget, alt dette generer
hans fri Bevægelse for meget, derimod kan
Ting, som f. Eks. tomme Flasker og Daa-
ser, afskudte Patronhylstre af Metal og lig-
nende Ubetydeligheder have stor Værdi for
ham.
Batuaen staar altid op med Solen d. v. s.
KL 6. Hans Toilette er Nul; ti han hader
Vand som Pesten og bliver derfor kun va-
sket, naar han er ude i Regnvejr, eller naar
han, hvad der sjældent sker, falder i Vandet.
— En Gang imellem indsmører han sit Le-
geme i en Pomade, lavet af tørret og pul-
veriseret N'Gullatræ og Palmeolie, uddraget
af Frugterne af Elatis guineensis. Denne Po-
made er rødlig og for en europæisk Næse
alt andet end vellugtende. — Neglene hol-
des altid omhyggeligt tætklippede, og Tæn-
derne renses og skylles med stor Omhu
baade Morgen og Aften samt efter hvert
Maaltid.
Efter Toilettet hengiver Batuaen, naar han
er hjemme i Landsbyen, sig til et sandt Dri-
verliv, siddende paa en Træblok betragter
han sine Omgivelser med et sløvt Blik og
synes hensunken i salig dolce far niente;
men han sover ikke, hører han en mistænke-
lig Lyd, er han straks paa Benene og for-
svinder i Urskoven, hvorfra han først kom-
mer tilbage, naar al Fare ej forbi.
I Reglen indtager Batuaen to Maaltider
om Dagen, og han tager da godt for sig af
Retterne. Disse er altid tilberedte af friskt
eller røget Kød og røget Fisk samt Palme-
olie og forskellige Grøntsager saasom Manioc-
blade eller -rødder kogt i Vand og krydret
med vild Peber. Ogsaa Bananer af Arten
Musa paradisica samt Frugten af Carica
Papaya spiller en Rolle ved Batuaens Maal-
tider. Han er ingenlunde Kostforagter, og
for ham er alt Kød spiseligt, og de mærke-
ligste Ting, som Europæerne har Afsky for,
regnes for rene Lækkerbidskener, f. Eks. Kød
af Slanger og Øgler, Flagermus og saa vi-
dere. Ej heller tager han sig det nær, om
Kødet har faaet en ogsaa meget stor Tanke.
— „Jeg spiser ikke Lugten!" — siger han.
Kvinderne deltager ikke i Mændenes Maal-
tider. Selvfølgelig serveres Maden i den
Potte, hvori den er kogt og alle Spisered-
skaber er ukendte. Efter Maaltidet skyller
Batuaen omhyggelig sin Mund, renser sine
Tænder og gnider dem med en lille Pind,
der er flosset i den ene Ende. Jeg tror nok,
at dette er det eneste, som vi Europæere kan
lære af Batuaerne.
Dagen gaar med stadigt Driveri, der til
Tider afbrydes af et livligt Skænderi med
en Nabo; men det skal dog bemærkes, at
dette kun meget sjældent gaar over til Slags-
maal mellem Dværge indbyrdes. Batuaen
Floden Luémé.
129 =-
Dværge i Afrika
slaas nødigt, han snigmyrder sin Fjende,
naar han endelig vil ham til Livs, og Fjen-
den er i Reglen en af Undertrykkerne, en
af de forhadte, mere velvoksne og mægtigere
Bantuer, som er kommen Dværgens faktiske
eller formentlige Ret for nær.
Som alt sagt, har Batuaerne ingen Indu-
stri, og som en Følge deraf ser man dem
som Regel ubeskæftigede i deres Landsbyer.
Kun en sjælden Gang kan man se en eller
anden i Færd med at lave et Net af Snore
eller sno disse af fine Plantefibre. Men som
oftest opsættes ogsaa dette Arbejde til det
Øjeblik, da de har Brug for Nettene. I det
hele og store maa man sige, at af alle Tro-
pernes Folkeracer er Batuaen den, som har
mindst Tanke for den Dag i Morgen, og
det vil sige meget; ti jo længere man kom-
mer mod Syd eller Øst, jo stærkere erPrin-
cipet „at lade den Dag i Morgen have nok
i sin Plage" udviklet. Men jeg tvivler paa,
at nogen bedre og nøjagtigere udfører det
end netop Batuaerne.
Batuaen gaar tidlig til Ro. Han tænder
Baal inde i sin Hytte, lægger grønt eller
fugtigt Ved paa det, for at Røgen skal holde
Moskitoer og andre ubehagelige Insekter
borte, og uden at dække sig med noget,
lægger han sig paa sin Bambusseng og sover
i en Røg, der snart vilde kvæle et hvilket
som helt civiliseret Menneske.
Kvinden kan ikke tilbringe sin Dag i samme
Grad af Uvirksomhed som Manden. Hun
maa om Morgenen ud at samle tørt Brænde,
siden hen maa hun tilberede Dagens Maal-
tider og i det hele taget udrette, hvad Man-
den paalægger hende. Derimod har hun ikke
stort Besvær af sine Børn. Saa snart de
kan begynde at kravle omkring, maa de passe
sig selv. Under Ækvator er man ikke Barn
ret længe, naar Drengen er 10—11 Aar
gammel, kan han godt være en fremragende
Jæger, og i sit 8—10 Aar bortgiftes Pigen,
d. v. s. Faderen sælger hende til en eller
anden Mand for nogle Pilespidser, en Kniv
eller lignende Værdigenstande, og hun maa
da hos en fremmed, men en Batua som hun
selv, paatage sig alle en Hustrus og Slav-
indes Pligter og dette uden at have Skygge
af Rettigheder; ti i Urskoven har Kvinden
kun Pligter. Hun lever det samme glædeløse
Liv som sin Moder, og bliver selv Moder
som oftest før sit tolvte Aar.
Selvfølgelig hylder Batuaerne som alle det
indre Afrikas Folk Flerkoneriet, men det er
dog sjældent, at en Mand har mere end 10
å 12 Koner i sit Harem; ti for Dværgene,
som én Gang for alle er fattige, er et vel-
forsynet Harem ikke saa stor en pekuniær
Skat, som for de øvrige Negre. Dværgene
maa nemlig nøjes med at handle med Kvin-
der indbyrdes; ingen Bantu køber en Dværg-
kvinde, ja saa dyb er hans Foragt for denne
anden Menneskerace, at han end ikke spiser
en Ret Mad, som en Dværgkvinde har til-
beredt. —
Men man maa ingenlunde tro, at den lille
gratiøse Batuakvinde føler sig tynget af Li-
vets Møje og Besvær, tværtimod, hun er i
Reglen altid glad og veltilfreds, udfører sit
Arbejde, medens hun nynner en af Urskov-
folkenes monotone Melodier, og til Tider
slipper hun Morteren, eller hvad hun nu har
i Hænderne, fatter Hofterne og begynder at
danse; men saa erindrer hun, at det hverken
er Aften eller Maaneskin og altsaa ikke Tid
til at danse nu. —
Over Batuaerne hviler knugende tungt alle
de omboende Folks dybeste Foragt. Ingen
vil række en Batua Haanden, spise af hans
Mad og dele hans Leje, han er saa fuld- .
stændig Paria som nogen og intet andet.
Ja, mangen Gang har det undret mig, at
Bantuen vil spise Kødet af det Dyr, som
Batuaen har dræbt; men det gør han dog
uden Skrupler. Derimod kunde det aldrig
falde en Bantu ind at smage paa en Chiqu-
angue o : Brød lavet af Maniocrøddernes Mel,
som en Batuakvinde havde æltet, nej, hellere
døde han af Sult. Den Bantumand, om hvem
= -- 130
Dværge i Afrika
det høres, at han har haft Samleje med en
Dværgkvinde, han er moralsk død for sin
Stamme; men høres det om en Kvinde, at
hun har plejet Omgang med en Dværg, da
dræbes hun, og hele hendes Slægt føler sig
vanæret. Saa stor Stands- og Klasseforskel
er der i Urskoven, der, hvor man alminde-
ligst tror, at alle Fordomme er ukendte.
Som Jæger er Batuaen et Vidunder, for
hvem intet er umuligt, han frygter intet Dyr,
det være sig nok saa stort og stærkt, men
taler om at sætte Fælder for Leoparder med
samme Lethed som en dansk Forstmand taler
om at sætte Saks for Ræve, og han sætter
Fælder og fanger Dyret. Hans eneste Vaa-
ben er Buen og en lille, bred Kniv, men disse
to Ting forstaar han ogsaa at bruge bedre
end alle andre.
Batuaens Kendskab til Naturen og dens
Vidundere er forbløffende, og hvem der har
boet mellem disse Folk, bringes uvilkaarlig
til at se mere end blot og bar Fantasi i Kip-
lings Junglefortællinger. Naar en Dværg for-
tæller, lader han altid ganske uvilkaarlig Dyr
og Planter optræde som talende og tænkende
Væsener, hvis Tale og Tankegang han for-
staar. —
Som alt sagt har jeg i t6 Aar levet blandt
Dværgene, det var først, da jeg var Chef for
Stationen Iboko, siden da jeg som Secteur-
chef havde Kommandoen over n'Kiri Sec-
teuret.
I Iboko kom jeg i nær Berøring med
Dværgene, og vi forstod hinanden forbau-
sende godt, jeg, der selv allerede fra Drenge-
aarene havde følt Lyst til et frit og ubun-
dent Liv og mangen god Gang havde følt
den sælsomme Længsel efter at forsvinde i
Skoven, som jeg fra Akademiets Vinduer saa
paa den anden Side Sorø Sø, som mangen
Søndag havde tilbragt Time efter Time ude
i Skovensomheden siddende paa en Træstub
saa stille, at Skovmusene kom frem og ube-
kymrede løb foran mig, jeg forstod Batuaens
Kærlighed til sin Skov og sin ubundne Fri-
hed, og maaske arbejdede jeg mindre ihær-
digt, end jeg burde, paa at forvandle Dvær-
gene til fast bosiddende Skatteborgere i en
ordnet Stat; men til Gengæld tror jeg, at
disse havde større Tillid til mig end til nogen
anden hvid Mand, som de før havde haft
med at gøre. Og i Ly af denne Tillid kunde
131
jeg færdes blandt dem, næsten som en af
deres egne, til hvem de betroede deres større
eller mindre Sorger og Bekymringer.
Den første Batue, jeg stiftede nøjere Be-
kendtskab med, hed Lokututu, han kaldte sig
Høvding over alle Dværge i Egnen om Iboko,
naa, han var faktisk en anset Mand; men
der var mange andre som ogsaa kaldte sig
Høvdinge over Egnens Dværge, saa hans
Høvdingeskab faar staa ved det Værd, han
10
Dværge i Afrika
selv gav det. Lokututu var en klog Mand,
og han forstod at drage al mulig Fordel ud
af sit Kendskab til Egnens Højstkomman-
derende; men ogsaa jeg og min Station
havde store Fordele af Lokututus Venskab.
Han forsynede til Stadighed Stationen med
frisk Kød, mest Antiloper og Vildsvin, des-
uden bragte han Ferskvandsrejer fangede i
Gangifloden, spiselige Svampe og lignende
Ting til Køkkenet. Mig personlig overvæl-
dede han med Gaver, snart et Par Papegøjer,
snart en Abe, saa jeg til Slut, takket være
ham, saa en Del af min Veranda forvandlet
til en hel zoologisk Have. Det er maaske
forkert at kalde disse Ting for Gaver; ti
havde jeg ikke givet Lokututu andre for ham
værdifuldere Ting i Stedet, havde hans Gav-
mildhed rimeligvis faaet en temmelig brat
Afslutning.
At følge Batuaen paa hans Færd i Ur-
skoven er en fuldstændig Umulighed; men
naar man har færdedes saa meget i Skovene,
som jeg har, kan det jo ikke undgaas, at
man møder saa en, saa en anden Dværg, og
lidt efter lidt lærer man ogsaa at kende en
Smule til deres Liv her ude, hvor de i Grun-
den hører til, og hvor de befinder sig langt
bedre end hjemme i Landsbyens Fred og Ro.
De strejfer om oftest i smaa Flokke og
ledsagede af Koner og Børn. Konerne maa
bære de ganske smaa Børn, som endnu ikke
kan klare sig selv og desuden de nødvendige
Potter og Krukker af brændt Ler, hvori de
tilbereder Maden.
Hver Mand fører med sig sin Bue, tre å
fire Pile med Jernspids, som bruges til Jag-
ten, og for alle Eventualiteters Skyld nogle
smaa, forgiftede Træpile samt en diminutiv
Callebas med Pilegift.
Jagtudbyttet maa Damerne bære til der
slaas Lejr om Aftenen, det vil sige, til Sel-
skabet kommer til et tørt Sted i Nærheden
af drikkeligt Vand. Her gøres saa Holdt,
og medens Kvinderne samler Brænde sam-
men, henter Mændene nogle Palmegrene, som
de stikker i Jorden, bøjer sammen foroven
og fletter ind i hverandre; naar dette er
gjort, danner Grenene en komplet og fortrinlig
Batuahytte. Nu gælder det at faa Baalene
tændte; mangen Gang har en eller anden
Kvinde hele Dagen maattet slæbe brændende
Træstykker med sig; men dersom disse er
slukkede, maa man ty til den fra Robinson
bekendte Maade at gnide to Træstykker mod
hinanden. Dertil vælges et temmelig stort c.
80 ctm. langt og 20 ctm. bredt Stykke
blødt Træ helst af den saakaldte „Parasol-
lier"; ned i dette Stykke skæres en trekantet
Rille og i denne gnides af alle Kræfter med
et Stykke tilspidset meget haardt Træ. De
smaa Træpartikler, som afslides, samles om-
hyggeligt igen i Rillen, i hvis nederste Ende
en Smule Fyrsvamp findes anbragt, det er
disse ganske smaa Partikler, som fænger, og
som en Regn af Gnister puffes de ned mod
Fyrsvampen, der antændes. Det er en Selv-
følge, at det maa være helt tørt. Med den
brændende Fyrsvamp tændes der Ild i noget
Græs og Kvas, og Baalet flammer snart
lystigt.
Herefter giver Manden sig Hvilen i Vold,
medens Kvinden maa tilberede Maden. Det
Kød eller de Fisk, som ikke spises, anbrin-
ges over et stort Baal og røges eller tørres.
Nedsaltning kender Batuaerne ikke noget til,
først og fremmest paa Grund af Saltets høje
Pris, 2 fr. 28 ctm. Kiloet koster det, naar
det skal købes i Stationer og Faktorier. Og
det Salt, som de Indfødte laver selv ved at
brænde en saltholdig Urt, er først og frem-
mest sjældent og kan dernæst ikke bruges
til Nedsaltning.
Naar Kødet er tørret og røget nok, pak-
kes det i Kurve flettede af et eller to Palme-
blade, og Kvinderne transporterer det saa
videre i Byrder paa 25 å 30 Kilo. Kun
Vildt, som skal sælges til en hvid Mand,
bringes straks i frisk Tilstand til Stationen,
hvor en stor Antilope i Reglen betales med
1 fr. 50 c, en mindre med 1 fr. og et
.—-= 132
Dværge i Afrika
Vildsvin med 3 fr. å 3 fr. 50 c. — Røget
Kød, som anvendes til Rationer til Soldaterne
betales med 5 c. Rationen d. v. s. \xl% å 2
Kilo. Dette er efter afrikanske Forhold ingen-
lunde nogen daarlig Betaling.
Saasnart Maaltidet er indtaget, gaar Batu-
aerne til Ro efter at have forsynet Baalene
med Brænde. Dog maa en efter Tur vaage.
Forøvrigt sover Batuaen, saalidt som andre
Negere i Naturtilstand, ikke nogen rolig, uaf-
brudt Søvn, han vaagner gerne 6 — 7 Gange
i I^øbet af en Nat og ligger saa lidt og lyt-
ter, rejser sig for at kaste Brænde paa et
Baal, og lægger sig atter til at sove.
Saaledes gaar Dag efter Dag, Nat efter
Nat i Uger og Maaneder. Et uroligt, om-
strejfende Jægerliv, uroligere endogsaa end
det Grønlands Eskimoer lever.
Batuaen jager ikke brutalt som vi Euro-
pæere, næsten aldrig byder han sit Bytte
Spidsen, nej, han overvinder det ved List.
Han sætter Fælder for alt levende lige fra
Elefanten til Flaggermusen, og saa snildt er
disse Fælder satte, at han næsten altid fan-
ger noget i dem, og det skønt de ser meget
primitive ud; men maaske gør netop denne
Primitivitet, at Vildtet er mindre mistænksomt
over for dem. Fælden for Elefanter f. Fks.
bestaar i en Faldgrube, som Dværgene med
deres faa Redskaber, gerne flade Træstænger,
graver midt i en af de i Urskoven meget
hyppigt forekommende Elefantstier. Selve
Gruben er sjældent mere end l1/* å 2 Meter
dyb, i Bunden er den forsynet med Spyd
lavede af haardt Træ og hærdede i Ild. Et
Træ i Faldgrubens umiddelbare Nærhed ar-
rangeres, ved at Roden omtrent overbrændes,
saaledes, at det, naar et Par Lianer over-
hugges maa falde over Gruben, og et Par
Dværge lægger sig nu paa Lur og venter
taalmodigt, stundom mange Dage, til Ele-
fanten kommer; naar den har faaet Forbenene
i Gruben, overhugger de Lianerne, og Træet
falder ned over Dyrets Ryg og forhindrer
den fra at komme op, sluttelig dræbes den
ved aldrig fejlende Pileskud, som rammer paa
de mest saarbare Steder f. Eks. Øjnene.
Dog skal det bemærkes, at det er sjældent,
at Dværgene binder an med disse Skovens
Kæmper, mest jager de Antiloper og Vild-
svin, disse sidste er ofte meget farlige Dyr,
fanges ogsaa af og til i Faldgruber, som an-
lægges i Nærheden af en eller anden Bantu-
landsbys Maniocplantager, hvor Vildsvinene
mangen Nat gør frygtelig Ravage.
Mindre Fugle fanges ved Hjælp af Fugle-
lim, større i alle Slags Fælder. Ogsaa i at
tage Honning fra vilde Bier, ofte et ret far-
ligt Foretagende, er Batuaen en Mester, mærk-
værdig nok bryder han sig ikke selv om
Honningen, men sælger den til Bantuerne.
Han er ikke mindre dygtig Fisker end Jæ-
ger, vel at mærke til at fiske i mindre Søer
og Vandløb, for store Floder har han en vis
Respekt, og han befinder sig i det hele taget
bedst paa Landjorden. Han fanger sine Fisk
i en Slags Ruser lavede af Bambussplinter
og Spanskrør. Fangsten røges uden videre
Rengøring. —
Det kan hænde, at en større eller mindre
Flok Batuaer føler sig forurettede af Sam-
fundet og giver sig til at bekæmpe dette paa
enhver Maade, saa lægges Jagtpilen og Buen
bort, og den lille forgiftede Pil tages frem.
En saadan Bande er meget vanskelig at faa
Fingre i, og man tvinger den ikke til at ind-
stille sin røverske Virksomhed, før dens sidste
Element er fangen eller dræbt. I Aaret 1901
fandt saaledes en Flok Dværge i Ibokos Nær-
hed paa at konstituere sig som Røverbande.
De brændte Landsbyer og dræbte Folk for
et godt Ord, og selvfølgelig maatte vi ud for
at faa fat paa dem, saa der igen kunde
komme Ro i Landet. Men Batuaen paa Krigs-
stien er ikke nogen Sinke, han er tværtimod
en meget farlig Fjende, og først efter lang
Tids Jagt og efter at have gjort mange bitre
Erfaringer faar man Bugt med ham.
Her et Par Eksempler paa de Erfaringer,
jeg personlig har gjort:
10*
:-- 133 ^z^=
Dværge i Afrika
Kolonnen gaar ad den smalle, snoede Sti
gennem Urskoven, først en Forspids med
Sikringspatrouiller til begge Sider og saa
Hovedstyrken Mand efter Mand med Gevæ-
rerne vandret paa Skuldren. Der er ikke
noget militært prangende ved en saadan Ko-
lonne, lasede, forrevne Uniformer, trætte, ud-
asede Mænd, som er inderlig snavsede efter
det sidste Morads, de har passeret. Befa-
lingsmænd i snavsede, forhenværende hvide
Uniformsfrakker, med Ansigter, som de evinde-
lige Anstrengelser og Manglen paa Hvile og
Søvn har gjort stive og stillestaasnde. En
Chef, som tavs passer Kompas og Ur og
giver sine Ordrer ved Vink eller smaa Pift
i Signalfløjten. Ikke et Ord veksles Mand
og Mand imellem, og foroven og til Siderne
kun Urskovens tunge knugende Stilhed.
Saa skingrer der med et et Angstskrig
gennem Stilheden, der smelder et Skud, og
Knaldet giver Genlyd fra alle Sider. Sol-
daterne gør af sig selv Front til højre og
venstre, Haner spændes og Patrontasker aab-
nes; men midt over Stien ligger en Mand
og stønner af Smerte, skøndt hele hans Saar
kun er en ubetydelig Rift i Kinden, en Rift
åom gaar fra oven nedad, og som er frem-
bragt af en af Dværgenes skrækkelige for-
giftede Pile.
En hvid Befalingsmand knæler hos den
saarede, river med en Kniv Saaret op og
fylder det med koncentreret Ammoniak. Er
han kommen tids nok, saa gaar alt godt, i
modsat Tilfælde dør Soldaten meget kort efter
i et voldsomt Krampeanfald.
Men Batuaen, der har udskudt den forgif-
tede Pil fra sit Stade højt oppe i et Træ,
han er allerede langt væk; ti paa Grene og
Ranker færdes han lige saa let som nogen
Abe.
Saa et andet Eksempel:
Der er gjort Holdt og slaaet Lejr. Om-
egnen er afpatrouilleret med al Omhu, Ve-
detterne staar med Geværet i Armen i en
Ring om Lejren, og tro mig, de bruger Øjne
og Øren, spejder gennem Mørket ud mellem
Stammer og Lianer, lytter og opfanger hver
fremmed, ukendt Lyd.
Time paa Time gaar, Lejren sover, og
Raabene begynder at dø hen, kun fra Vagtene
høres sagte, hviskende Samtale.
Saa med et, eet Skud, to Skud, en knit-
rende, bragende Geværild fra Vedetterne. Et
skingrende Hornsignal, og hver Mand er paa
Plads. Fra Postkæden skydes stadig, og ude
mellem Træerne ses Fakler bevæge sig frem
og tilbage.
Lejrkanterne besættes, Posterne kaldes til-
bage, og nogle Salver drøner gennem Natten.
Faklerne forsvinder, alt bliver stille igen.
Vedetterne stilles atter paa Plads; men der
mangler en, maaske to eller tre, og de findes
paa deres Plads ramte af forgiftede Pile, ral-
lende i Krampe.
Men næste Morgen finder man, at Faklerne
kun var en Smule Copal, fæstet til Enden
af en lang Bambusstang, som Dværgene hol-
der ud til Siden for sig, saa vi har om Nat-
ten kun skudt efter Lygtemænd. — — —
Selvfølgelig hænder det ogsaa, at Dværgene
kommer til kort under deres Overfald, og
ved stærkt gennemført Udholdenhed naar
man gerne at besejre dem; men først efter
at man selv har lidt store Tab, først efter
at Kolonnen i Uger og Maaneder har maattet
strejfe om gennem Skov og Morads og døjet
alt det onde, Soldater i Afrika udsættes for
at døje, Feber og Dyssenteri, Saar og Død,
Sult og Savn, Nætter uden Hvile, hvor alle
ens søvntunge Tanker kredsede om disse
Smaadjævles næste Overfald, Dage saa trø-
stesløse lange under Marchen gennem Skov-
tykningen, dér hvor ingen hvid Mand satte
sin Fod, først efter alt dette naar man Re-
sultatet, Banden afstraffes, og der kommer
Fred og Ro i Egnen. Men i Congo naas
dette Resultat altid; ti det skal naas, kan
een Chef ikke, maa han forsvinde og give
Plads for en anden, Orden skal der være i
Landet, Orden og Fred for Batua og Bantu,.
134 =—-
Dværge i Afrika
for hvid Mand som for sort, saa er Kongens
Bud, og næppe et andet Sted i Verden ly-
stres et Kongebud som der, hvor den oplyste
Enevælde, repræsenteret af en af Verdens
intelligenteste Herskere, er raadende. —
Batuaens Dødsforagt i Forbindelse med
hans Foragt for Menneskeliv i det hele taget
er forbausende og dette uagtet han ingen
rigtig Religion, navnlig ingen Tyrketro, har.
For ham findes der intet Liv efter dette, in-
gen Guder eller Gudinder, ja han er næppe
Fetischtilbeder i dette Ords egentlige Betyd-
ning. Men, hvad der vanskeligt falder i
Traad med ovenstaaende, han er i højeste
Grad overtroisk- Visse Steder i Skoven siger
han, lever Aander „Lirnaeru som han hver-
ken ofrer til elier tilbeder; men som han
frygter og undgaar, naar det er muligt, og
med sig fører Batuen alle Slags Tryllemidler,
f. Eks. en ret vilkaarlig valgt Træpind eller
Spidsen af et Antilopehorn, der giver Lykke
paa Jagten, en Skindstump som beskytter
mod Fjendens Pile, en sammenrullet Stump
af et Bananblad mod Sygdom o. s. v. — Selv
ved han knap, hvorfor han tror paa disse
Tings undergørende Virkning; men det gør
han nu én Gang fuldt øg fast
Disse Tryllemidler er indviedde ved Ny-
maane, under Sang og Dans. Heri ligner
Batuaen alle de øvrige Afrikanere: — „Naar
Nymaanen lyser, saa danser Afrika fra Hav
til Hav" — siger et Ordsprog fra Sierra Leone,
og Batuaen gør det ingenlunde til Skamme.
Paa Hug sidder Spillemændene og trakterer
Gong-Gong, Tam-Tam og Gonganan'kelenge ;
uden om dem i Kreds staar Dværgkvinderne
og alleryderst Mændene. Musikken larmer,
og Kvinderne nynner en og samme monotone
Melodi, mens de vugger yndefuldt i Hofterne.
Men som Tiden gaar, og Nattebrisen bliver
svalere kommer de mere Bevægelse over dem,
Dansen bliver vild, Mændene blandes ind i
den, der kastes Copal paa Baalene, som flam-
mer op med dybrødt Skær, Musikken virker
æggende, og Dansens Vildhed forøges, Øjnene
skinner og Hænderne ryster under Berøring,
alt er et Kaos af Larm, en sand Heksesab-
bat, lige til de dansende styrter om og sovei
ind paa Stedet, dødstrætte af Nattens An-
strengelser.
I nogle Blade ser jeg, at Congostatens og
Englands Regeringer ere komne overens om
at skaffe Dværgene bedre Kaar, bygge Lands-
byer for dem og paa denne Maade „gøie
noget for dem". — Jeg tvivler paa, at dette
noget bliver til Gavn. — Dværgen er vild
og man maa lade ham forblive i sin Natur-
tilstand, ellers gaar det ham, som det er
gaaet Indianerne. Naa maaske gaar det ham
alligevel saadan: men med ham forsvinder
Jordens fattigste, og interessanteste, men
lykkeligste Folk.
- 135
r
A »»-« ?JB Hit ■H
<^^==*— ~n
Den ny Bygning med Broen.
DET NYE KONGELIGE BIBLIOTEK ANNO 1906
Af Axel Anthon Bjørnbo.
Det kgl. Bibliotek vil nu i den nærmeste
Fremtid efter en højtidelig Indvielse
aabne Porten til sit nye Hus. Det forekom-
mer en at være en ganske ufortjent Lykke,
at dets mange Skatte nu virkelig er kommet
i en sikker Havn, naar man tænker paa,
hvor forbløffende længe man beholdt den
gamle brandfarlige Bygning, og hvor utillade-
ligt man trak det i Langdrag med den nye
Bygnings Opførelse. Forsynet var imidlertid
naadigt og vogtede alt det gamle knastørre
Træ i Frederik den 3djes Hus mod den fæn-
gende Gnist; baade i 1794 og 1884 drev
Flammerne fra det brændende Slot bort fra
Biblioteket; og Landet forskaanedes for en
Ulykke og Skandale som Biblioteksbranden i
Torino. Spørgsmaalet om, naar den nye
Bygning kan aabne sine Døre for Publikum,
om den er godt og praktisk indrettet, om
der er rigelig Plads i den, alt dette bliver noget
ret underordnet ved Siden af det Faktum, at de
værdifulde og for en stor Del uerstattelige
Skatte af Bøger, Haandskrifter, Aviser, Kort,
Billeder og Musikalier nu er i Sikkerhed, og at
herved Muligheden for at drive videnskabeligt
Arbejde i Danmark er blevet befæstet for
en uoverskuelig Fremtid; thi dette, hverken
mere eller mindre, var det, der blev naaet,
da det sidste Flyttelæs smykket med Grønt
fra Tøjhusgaardens gamle Linde- og Ka-
stanjetræer blev ført over til det nye brand-
fri Hjem. — Havde man blot kunnet fæstne
Grundvoldene for dansk Historie- og Old-
tidsforskning ved at bringe Rigsarkivets og
Nationalmusæets Skatte i Sikkerhed samme
Dag! — Dog det maa vel komme engang,
det ogsaa.
Nu var det imidlertid Bibliotekets Flytning,
der blev Sommerens Begivenhed. 1 30 Dage,
fra 5 te Juli til 8de August, rullede Vogn
efter Vogn over den Bro, der forbandt det
gamle med det nye; for hver Dag voxede
Haabet om at faa alt vel i Hus, men ogsaa
Angsten for en Ulykke i den ellevte Time;
thi aldrig havde Faren været større end i de
Dage, Flytningen stod paa. Selve Bogreo-
lerne og Trægulvene i den gamle Bygning
stod jo i direkte Forbindelse med et stort Træ-
stillads, der var klinet lige op ad og ind i
Huset, og fra Stilladset førte en lang Træbro
— 136
— = Det nye kongelige Bibliotek
hen over Tøjhusgaarden, og langs Træet laa
der elektriske Ledninger, og paa Træet var
der anbragt Maskiner og Elevatorer, Kabler
og Hjul, medens Smede, Murere, Tømrere,
Maskinister, Soldater og tilfældige nysgerrige
arbejdede og færdedes paa Broen og under
Broen, paa Stilladset og ved Stilladset, og
det tilmed paa den tørre Aarstid og i saa
varmt Vejr, at Gummiet paa Transportvog-
nenes Hjul maatte holdes fugtigt paa kunstig
Vis for ikke at sprække. Det var lidt uhyg-
geligt at se Smeddene ovre ved den nye Bygning
lodde og hamre glødende Metal tæt ved
Broen; men endnu uhyggeligere var det at
attrapere en Smededreng, der en tør Blæst-
vejrsdag dampede nok saa gemytligt paa sin
Shagpibe ude paa Træstilladset fem Skridt
fra de bogfyldte Træreoler; og dog var maa-
ske Faren større, eller i alt Fald mere lumsk,
hin Dag for faa Aar tilbage, da der rent
tilfældigt blev opdaget en Vandkaraffel, der
stod i en Bunke løse Blade paa et af Biblio-
tekets gamle Træborde, medens glade Sol-
straaler spillede gennem det uskyldige Vand,
saa at det tørre Papir allerede sydede og
osede og bukkede sig rygende sammen om
det sortbrune Brændpunkt bag Karaffelen, eUer
hin Morgan for ikke mange Aar siden, da
Bibliotekets Portner var ved at fyre i den
gamle Kedel, men for at hindre en Explosion
maatte rive hele Baalet ud paa Gulvet, da
han saa, at Kedelens Vægge var ved at
bøje sig sammen; og begge Dele var dog
efter den sidste Slotsbrand, altsaa paa en
Tid, da man var blevet forsigtig og brugte
Damprør til Opvarmning. 1 de gode gamle
Dage havde man en Kamin paa Læsesalen,
som Læsesalsinspektøren tørrede sine vaade
Sokker ved, og som man hentede Brændet
frem til fra et Ruf mellem de to Trævægge
bag Ovnen, medens man sad og pustede til
Ilden med en gammel Blæser, der nu i sit
fine kgl. røde Læderbetræk kørte over til
den nye Bygning sammen med et Par alderstegne
Stearinlyslygter, et af de gamle Læsesalsblæk-
huse og andre Relikvier, der dukkede op ved
Flytningen.
En mærkelig Forskel mellem gammelt og
nyt, mellem Frederik den 3djes og Frederik
den 8 des Tid følte man, naar man under
Flytningen færdedes snart i den gamle, snart
i den nye Bygning. Underligt vil det ogsaa
være for dem, der Aar efter Aar er vandret
op ad den løjerlige Vindeltrappe i Krogen
nede i Tøjhusgade, og som har kendt alle
det gamle Biblioteks Krinkelkroge, den uan-
selige Læsesal, de bitte smaa Kontorer, de
lange tætpakkede, hvidforgyldte Bogsale og
de smalle knirkende Trætrapper, nu for første
Gang at besøge det nye Hus. Allerede i
det Ydre er Forskellen slaaende; istedetfor
den underlige, lange, graa, udvendig grimme
og uanselige Kasse har man nu foi sig det
massive, med Taarne knejsende Bogpalads,
om hvis Ydre man hører de mest afvigende
Ytringer, men som trods al Kritik virker
storslaaet og med sine røde Sten, store rund-
buede Vinduer og skraa Tegltag passer godt
ind i Omgivelserne.
Naar Du nu har set dig mæt paa Byg-
ningens Ydre, undret Dig over det venetian-
ske Frontparti og de mange Porte, to af dem
med nogle hæslige Overliggere, glædet Dig
over det smukke Vindue ud mod Christians-
gade og taget Dit Standpunkt til det dob-
belte Bælte af grønne Ruder, der dekorerer
Bygningen helt rundt, gaa saa ind gennem
den brede, lidt tunge Portal. Idet Du passe-
rer den, bemærker Du til Din Overraskelse
den Cyclestald, Du savnede saa haardt ovre
i Tøjhusgade, en Bekvemmelighed, man des-
værre ikke havde forudset Nødvendigheden
af i Frederik den 3djes Tid. Til Gengæld
leder Du forgæves efter en Portnerbolig ; men
Sagen er, at der ingen fast Beboelse bliver i
den nye Bygning saaledes som i den gamle,
men kun — tilvenstre for Indgangen —
en Budstue til Brug for Portneren og de 7
andre Betjente, deriblandt en Varmemester
til at passe det store Centralvarmeapparat,
137
==^-= Det nye kongelige Bibliotek
det elektriske Anlæg og Støvsugermekanis-
men, der skal tjene til at holde den nye
Bygning lys, varm og ren. Hvor meget
dette vil koste om Aaret, er det ikke værdt
at tænke paa; det var ulige billigere at leve
i Mørket, Snavset og Kulden ovre paa den
anden Side Tøjhusgaarden. Det store Ma-
skinrum, Kulkælderen osv. ligger lige for
Indgangen og tvinger Dig til at dreje til
højre op ad den brede Trappe, der bringer
vække Minder hos Dig fra den gamle Byg-
ning. Thi dets antike Rørkloset med to
Trin op til som til en Trone, der var be-
gravet mellem alskens Skrammel i et Slags
Fangebur med et Glughul højt oppe, stod
kun til Publikums Disposition med Overbi-
bliotekarens særlige Tilladelse, en Reservation,
der engang for længe siden medførte en paa
Tryk ubeskrivelig Katastrofe. Du kendte
sikkert heller ikke den ækle Fyrretræsservante
Grundplan af Det nye kongelige Bibliotek.
Dig til med en vis Vemod at tænke paa de
trange slidte Trætrin, der vindlede sig rundt
om den komiske, af runde Klodser byggede
Midtsøjle, som Du før maatte passere. Idet
Du gaar op ad de moderne bekvemme Trin,
fanges Dit Øje saa ganske af et stort antikt
Gibsskib, hvis Original Dr. Kinch paa Carls-
bergfondens Bekostning har gravet frem paa
Rhodos, at Du ikke bemærker, at Du kom-
mer forbi et Toiletværelse for Damer; men
hverken dette eller de tilsvarende med
W. C, Vaskeapparat osv. udstyrede Toilet-
værelser for Herrer og for Personalet vil
i Avisrummet bag den gamle Læsesal eller
det deri for Personalet reserverede Møbel,
hvis Forgænger en paa Biblioteket ansat be-
rømt Digter hin Nat, da Slottet brændte, i
sin forvirrede Embedsiver smed ned i Kaval-
lergaarden uden at tænke over, at Fajance
er for skørt til at „frelses" paa den Facon.
Naar Du har passeret Skibet fra Rhodos,
studser Du, idet Du pludselig gennem en
Glasvæg tilhøjre faar Udsigt over en mægtig
Bogsal med aabent Rum i Midten i hele
Bygningens Højde, men paa Siderne afdelt i
fem Etager ved Jernristegulve, mellem hvilke
138
Det nye kongelige Bibliotek
Jernstandere fra Gulv til Loft danner Reol
ved Reol. Det er den danske Sal ; her rum-
mes den i Danmark trykte, om Danmark
handlende eller af danske forfattede Literatur,
vel at mærke det Danmark, der strakte sig
fra Elben til Nordkap, fra Upernivik til
Kjølen. Har Du Smag, eller har Du blot i
engelske Biblioteker lært, hvilke Farver der
klæder Bøger, vil Du ærgre Dig lumskt over
grønne Søjler, hvis bløde Farve staar ypper-
ligt til det hvide Puds, der foroven hvælver
sig i en Kuppel. Der var intet i den gamle
Bygning, der svarede til dette prægtige Rum
med sin enkle og kølige Stil; thi til det lille
bælgmørke og sure Garderobeværelse foran
den gamle Læsesal svarer her en rummelig
Garderobe i det ene Hjørne af Vestibulen
inde under dens Galleri. I direkte Forbin-
Den nye danske Sal.
Anvendelsen af de grelle nationale Farver paa
det dekorative Smedejernsarbejde i denne Sal,
især hvis Du samtidig faar Øje paa det brun-
røde Linotolgulv. Alligevel er Salen ikke ilde,
fordi den imponerer; men „saa hyggelig som
den lave, hvide men lysere og venligere
gamle danske Sal er den alligevel ikkea,
tænker Du ved Dig selv, idet Du gaar op
ad det sidste Stykke Trappe.
Nu staar du i en stor ottekantet Vestibule
med Ovenlys og et Galleri, der bæres af
delse med Vestibulen fører en Trappe Dig op
til Portalvinduet og Trapper i Taarnene vi-
dere op til den Del af Galleriet, hvor der i
en ikke fjærn Fremtid skal indrettes en fast
Biblioteksudstilling, som vil give et ganske
anderledes fyldigt Indtryk af Bibliotekets Rig-
domme end det lidt ensidige og magre Ud-
valg, man kunde se i de Par Montrer, der
var opstillet midt i Frederik den 3djes store
Sal. løvrigt kan Du vælge, om Du fra Vesti-
bulen vil forsøge at trænge ind ad den
139 _-
Det nye kongelige Bibliotek
lukkede Dør til danske Afdelings Kontor,
elier om Du vil gaa ind i Udlaansværelset
vis å- vis Portalvinduet eller i Katalogværelset
tilvenstre derfor eller forbi Garderoben og ind i
Læsesalen. Vælger Du det sidste, overraskes Du
ved, idet Du passerer Garderoben, i den at
finde en Handel med Papir- og Skrivemateri-
aler, hvor Du kan forsyne Dig med alt det,
Du har glemt hjemme, saa at Du ikke mere
som i gamle Dage er henvist til at tigge de
nødtørftigste Smuler af A. C. Larsens Skuffe.
Saa aabner Du Døren til Læsesalen og
staar overvældet stille; thi det er et mægtigt
Rum, Du her har for Dig : Høje Hvælvinger,
der hviler paa sex polerede Granitsøjler, høje
Vinduer til begge Sider og et enormt Vin-
due for den modsatte Ende af Salen. Du
beklager, at Du gennem dette Kæmpevindue
kun har Udsigt til et rødt Tegltag, og de
hvide, endnu ganske udekorerede Hvælvinger
virker maaske sammen med den blanke Gra-
nit lidt koldt paa Dig ; men alt i alt glæder
Du Dig over Rummet, hvis Perspektiv vel
ogsaa fremhæves ved, at Salens Midte er et
Trin forsænket, en for dem, der skal benytte
Salen, ikke helt praktisk, „ren arkitektonisk u
Foranstaltning. Lidt overraskende virker det
paa Dig, at der trods de mange Vinduer
ingen Vinduespladser er, idet der udenom
hele Salen er en for det expederende Perso-
nale reserveret Gang, afdelt fra den øvrige
Sal ved Piller med temmelig høje — i For-
hold til Vinduerne vel høje — Haandbiblio-
teksreoler. Møblementet er solidt Mahogni,
holdt i en enkel og ren Stil. De 100 Ar-
bejdspladser fylder ikke stærkt, skønt hver
Plads er meget rigeligt tilmaalt og bestemt afgræn-
set fra Nabopladserne. Elektrisk Lys er der
over det Hele; Du kan arbejde her fra 9
Morgen til 7 Aften hele Aaret rundt. Hvil-
ken Forskel er der ikke mellem dette og den
gamle snævre og mørke Læsesal, hvor Du i
en elendig Luft og Lugt maatte slaas for at
faa Dig erobret nogle Tommer bælgmørk
Plads, hvor Du blev plaget og skubbet af
Dine Omgivelser, hvor Du ubarmhjertig blev
sat paa Porten Kl. 3, hvor der var lukket
en hel Maaned om Sommeren, hvor det
Haandbibliotek, der stod til din Raadighed,
ikke beløb sig til saa mange Hundrede Bind,
som Du nu har Tusinder, og hvor det frem-
lagte Antal Tidsskrifter var en ren Parodi.
Her derimod finder Du bag en Skranke lige
til venstre for Indgangen et Skuffedarie med
over 400 løbende Tidsskrifter og en Række
Pladser forbeholdt til deres Afbenyttelse. Bag
Skranken modtages Du af en ung, venligt
imødekommende Mand — de A. C. Larsen 'ske
Traditioner er flyttet med over fra den gamle
Læsesal — , et nyt Ansigt. Det er en
af de nyansatte extraordinære 3-Aars Assi-
stenter, en ung Akademiker, der af de haarde
Tider har set sig nødsaget til 4 Timer om
Dagen for den beskedne Løn af 6.0 Kr. om
Maaneden at staa Dig bi med Raad og
Daad, samtidigt med at han selv uddanner
sig til Bibliotekets Tjeneste.
Naar Du nu har beset Tidsskrifthjørnet,
kigget paa Haandbiblioteket og beundret de
3 Buster, som pryder Salen oppe ved det
store Vindue, som forestiller Bibliotekets
høje Stifter, Frederik den 3dje (i Midten),
samt Otto Thott og Hjelmstjerne, Bibliote-
kets fornemste og berømteste Velgørere i
Tidernes Løb, begiv Dig saa over til Bar^
rieren paa den anden Side Indgangen, mod-
sat Tidsskriftaflukket, hvor Læsesalsinspek-
tøren troner paa sit ophøjede Sæde med
Overblik over sin nye Domæne, forsynet med
Glødelampe, Hustelefon, pneumatisk Rør-
post (til Expeditionen), stort Skuffedarie til
Bøger, der er i Brug, fint nyt Kontrolappa-
rat og splinternye Rekvisitionssedler efter en
ny Facon. Det mere end fordoblede Tjener-
personale lystrer hans Vink og bringer ham
den ene Stabel Bøger efter den anden fra
Vognene ude i den reserverede Gang; men
trods sin udvidede Virksomhed faar han
Tid til at trykke din Haand og lade et Par
venlige Ord falde, medens han viser Dig ind
- 140
Det nye kongelige Bibliotek
S^=3>-
J
Bibliotekets Embedsmænd samlede i Læsesalen i Det nye kongelige Bibliotek.
De staaende fra venstre til hejre: V. Madsen, O. Tuxen, Th. V. Jensen, H. Larsen.
De siddende fra v. til h.: Bonnesen, Biendal, Jul. Clausen, C. Petersen, Elberling, H. O. Lange, A. C. Larsen,
H. Ehrencron-MUller, Behrend, Bjornbo.
i det mindre Lokale bag hans Plads og præ-
senterer Dig for sin derværende Kollega.
Det er Katalogværelset, Du er kommet ind
i, en af den Slags moderne Indretninger,
som intet tilsvarende havde i Fortiden. Da
maatte Du rekvirere hver enkelt Katalog, og
Seddelkatalogen var aldeles ikke tilgængelig.
Nu finder Du her alle Kataloger af alle Slags
paanær den alfabetiske over danske Afde-
ling anbragt i Skuffer og paa Hylder af læk-
kert Mahognitræ; og hele Dagen er der
en af de faste Assistenter, som vil staa Dig
bi med Raad og Daad. Ham maa Du bede
om Lov til at kigge bag Kulisserne, d. v. s.
smutte ind ad den Dør, der fra Katalog-
værelset fører til udenlandske Afdelings Kontor.
Maaske vil Du synes, at Kontor ikke er
nogen passende Betegnelse for den lange lyse
og hvælvede Sal, Du kommer ind i, med
dens høje Kirkevinduer til begge Sider. Langt
bedre, synes Du vist, Ordet passede paa det
gamle morsomme Værelse med Stukloftet med
Frederik den 3djes og Sofie Amalies Navne- ,
træk, hvor Du før i Tiden stod som en Sild i
en Tønde og i voxende Arrigskab ventede
paa at faa Bøger til Laans, medens Du saa
Dig gal paa de bag Skranken udstillede Ex-
emplarer af Anstaltens Personale. Og dog
svarer denne gennem tre Etager rækkende
Arbejdssal, sammen med det mindre ud mod
Vestibulen liggende Udlaansværelse, til det
gamle beklumrede Kontor. Men hvor er her
ikke Plads : Brede Gange til Trillevognsfærdsel
paa Siderne og i Midten store Skriveborde om-
givet af Haandbiblioteksreoler, der ligesom Ku-
lisser dækker de arbejdende Biblioteksfolk mod
■— - 141
Det nye kongelige Bibliotek
Laanernes nysgerrige Blikke, saa at kun den
forreste Del af Salen nærmest op mod Ud-
laansskranken er synlig. Her finder Du
ogsaa Udlaansinspektøren med sin Stab rede
til som Din ærbødigste Tjener at opfylde hvert
af Dine Ønsker, hvis de ikke skulde være saa
dristige, at han er tvungen til at henvise
dig til Overbibliotekarens Velvilje. Er dette
Tilfældet, saa mindes Du uvilkaarlig gamle
Dage, da det hed: „De træffer Overbiblio-
tekaren nedenunder, første Dør tilvenstre,
hvor der staar Mortensen paa Døren", den-
gang Du maatte famle Dig op ad en Trappe
ind i en mørk Gang for tilsidst at finde frem
til en Slags Kælder, hvor Overbibliotekaren
residerede selv tredje eller selv fjerde. Nu
bliver Du vist op ad en bred Trappe med
rigeligt Lys og ind i et ikke særlig stort,
men nobelt udstyret Værelse med Altan, Jern-
pengeskab, Solskin og fint Møblement. Inden
Du naar derop, maa Du imidlertid, hvad
enten Du kommer fra Vestibulen eller fra
Arbejdssalen, passere „Danske Kontor", en In-
stitution, der i den gamle Bygning laa lige
indenfor Læsesalen, inde bag „Lemmen", og
hvorfra Stamgæsterne i den gamle Anstalt
mere end een Gang har hørt Latter eller
Skænderi, Halløj eller højlydt Gaben; thi det
lille gamle danske Kontor, hvor i sin Tid
Vahl residerede, var tillige Frokost værelse
for Personalet, det Sted, hvor Biblioteksviddet
spruttede og Dagens Spørgsmaal diskuteredes,
den Arena, paa hvilken alle indre Stridigheder
udkæmpedes, men desuden den eneste op-
varmede for Publikum fredlyste Plet, og der-
for det Sted, hvor paa en Gang Arbejdet gik
bedst fra Haanden og den trætte Arbejder fandt
en magelig Stol at hvile og gabe i. Et saa-
dant Midtpunkt for ondt og godt bliver det
nye danske Kontor ikke; for det første fordi
en Del af Afdelingens Kontorarbejde forlæg-
ges til Bogbinderværkstedet nede i Stuen, en
anden Del til to Skuffedarierum paa den anden
Side danske Sal, medens Frokosten og Hvi-
len har faaet deres eget mere rummelige, men
trods Skabe, Buffet med elektrisk Kaffevarmer
og moderne Vaskeapparater stadig særdeles
spartanske Domicil ovenpaa vis å- vis Chefens
Kahyt; men endelig ogsaa fordi den muntre
Hygge i gamle danske Kontor har veget
Pladsen for en decideret Uhygge i dets Af-
løser, der med sin evindelige Passage ind til
danske Sal og sin store aabne klodsede
Fyrretræstrappe, som maa passeres, naar man
vil ovenpaa, minder mest om en Entré. Har
Du nogensinde en Solskinsdag i den gamle
Hyggelighed set de Herrer Bibliotekarer sidde
i Skjorteærmer og tælle Aviser i gemytlig
Passiar med kafTedrikkende Kolleger, da for-
lader du denne mahognimøblerede Korridor
med et Suk og tænker: „Ak hvor forandret!"
Trøst Dig imidlertid ved atter at gaa gennem
udenlandske Afdelings sollyse Arbejdssal, og
kom med ind i det bagved liggende Bibliotekar-
værelse, om hvis Udstyrelse og Brug der
endnu ikke er taget endelig Bestemmelse. Her-
fra kan Du komme direkte ud i Bogrummene, i
tredje Bogetage, hvis Du ikke hellere vil ad
Trappe eller pr. Elevator til en af de andre fire.
Selv om Du her paa Jernristegulvene med
Sorg mindes den gamle store Sal med Mar-
morfliserne og med et Suk gør Dig klart, at
de brandfarlige Bogsales Poesi og Stemning
nu for Tid og Evighed er afløst af de brand-
sikre Magasiner, der kun afviger fra hverandre
ved Nummereringen og Farven, som Arkitekten
har haft den gode og praktiske Ide at gøre
forskellig i hver Etage, saa har disse Maga-
siner dog trods deres Prosa og Mangel paa
Individualitet deres store Interesse, især natur-
ligvis for den bibliotekskyndige. Han glæder
sig over det bevægelige Hyldesystem uden
at føle sig synderlig generet af, at Hylderne
er umalede og ubejsede; han forstaar at
goutere de upudsede nøgne Mure; han ser
med Tilfredshed paa de overalt anbragte Hus-
telefoner og faste Støvsugerapparater; han
nyder de magelige Betontrapper og be-
kvemme Vaskeapparater; fremfor alt er han
henrykt over de tre Elevatorer, der kan rumme
142
Det nye kongelige Bibliotek
ikke blot ham selv, men en hel Vogn fuld
af Bøger, dem man i den gamle Bygning
maatte slæbe op ad stejle Trapper, og han
skutter sig velbehageligt ved Tanken om, at
her selv de koldeste Dage skal blive en be-
hagelig Varmegrad, saa at der ikke mere
bliver noget, der hedder at gaa i Hundekulde
og tumle med Bøger, der er kolde som Is-
klumper. Derimod finder han det lidt ubegribe-
ligt, at han i flere
af Bogrummene skal
gaa med Livet i
Hænderne paa spejl-
blankt Glas, og lige-
ledes, at han stadig
skal være nødt til at
kravle paa Stiger for
at naa Bøgerne paa
den øverste Hylde;
og han gør hurtigt
den Opdagelse, at
de gamle Trappesti-
ger, der er flyttet
med, ikke er helt
ufarlige at bruge paa
Jernristene, saa at
der foreligger et Jern-
ristetrappestigepro .
blem til Løsning, in-
den Magasinerne er
helt som de skal være.
Men disse Spørgs-
maal interesserer næp-
pe Dig, der er Lægmand paa Biblioteksvæsenets
Omraade. Du gaar mere og mere ligegyldig
gennem de utallige Magasiner og nøjes med
at imponeres af Rummenes og Bøgernes Mang-
foldighed, medens Du glæder Dig over den
prægtige Udsigt over Havnen, Kalvebodstrand
og Amager; mere vil Du maaske interessere
Dig tor det fotografiske Atelier, der skal ind-
rettes ovenover Bibliotekarværelset; men paa
dette Punkt er Biblioteket da ogsaa med ét
Spring blevet radikal Fremskridtsmand og
kommet forud for sin Samtid.
Et af Bogrummene.
Fra det fotografiske Atelier kan Du nu,
om Du har Lyst, spadsere Bygningen rundt
ovenover Hvælvingerne — alle Bogmagasi-
nerne er hvælvede — ; men der er ikke no,-
get særligt at kigge efter, saa Du gør bedre
i at gaa ned nedenunder Læsesalen til
Hvælvingerne fra Christian den 4des Tid, hvor
foruden det i fuld Drift værende Bogbinder-
værksted de danske Aviser skal have deres
Plads, naar det en-
gang er lykkedes at
faa de tykke vand-
drukne Mure saa
tørre, at Rummet kan
benyttes. De danske
Aviser synes at være
fordømte til en vaad
Tilværelse; thi i det
gamle Avismagasin
i Tværbygningen over
mod Slottet havde det
en fæl Tilbøjlighed til
at regne ned. Medens
Bogbinderværkstedet
er lyst og venligt, er
Avismagasinet mørkt
og skummelt, ikke
blot den indre Del
under Læsesalen, men
ogsaa den ydre, hvis
Loft udadtil danner
en stor nøgen Flade
med Brystværn om
lige udenfor Læsesalens store Vindue, en Slags-
enorm Altan. Du fatter ikke, at man har villet
beholde dette gamle, til Opbevaring af Tryk-
sager ganske uhensigtsmæssige og paa Grund
af sin Form uøkonomiske Rum,' som tilmed
kun kunde vanskeliggøre Bygmesteren han&
Opgave paa alle Kanter; men Du aner, at
der maa knytte sig en eller anden Stats-
hemmelighed hertil, og trøster Dig med, at
her dog for en Gangs Skyld er et gammelt
Stykke Arkitektur, man har vist den skyldige
Pietet imod; men kuriøst er det rigtignok
143
Det nye kongelige Bibliotek
at se alle moderne Hjælpemidler, Asfalt,
Tjærepap, Linotol, Centralvarmeapparater, Ele-
vatorer og Buelamper bragt i Anvendelse
for at faa noget brugbart ud af de gamle
Mure og Pladsen indenfor dem.
Fra Avismagasinet kan Du let komme ud
i en af de indre Biblioteksgaarde og se ikke
blot det nye Haveanlæg, men ogsaa det gamle
Morbærtræ, som har overstaaet den lange
Byggetids Trængsler med Glans, og som un-
der Indflytningen prangede med dejlige røde
Bær; men Du maa ikke forsømme ogsaa at
besøge den anden indre Gaard, som takket
være sin Uregelmæssighed og nogle fixt an-
bragte Altaner er langt smukkere end den
med Morbærtræet, og som en Gang, naar
Haveanlæget er groet i Vejret, vil blive en
arkitektonisk Lækkerbidsken.
Du har nu været hele Bygningen rundt
og haft rig Lejlighed til at overbevise Dig
om, at den, hvad der jo er det vigtigste,
danner en god og virkelig brandsikker Bolig
for Landets kostbareste Bogsamling. Spørger
Du dernæst — og det gør man jo altid
herhjemme med en vist Angst, naar der er
Tale om større offentlige Byggeforetagender — ,
om der nu ogsaa er Plads nok i Bygningen,
da vil Du faa det beroligende Svar, at i saa
Henseende er der Intet i Vejen. Med den
nuværende Opstilling er der Plads til ca. 55
Procents Forøgelse. Selv med en uberegnelig
stor Tilvæxt i de kommende Aartier vil Om-
flytninger ikke let blive nødvendige i de før-
ste 30 Aar. Ved Hjælp af Omflytninger,
Inddragelse af de tomme Reservemagasiner,
Opstilling af Reservereoler, Udnyttelse af Tom-
rummet i den danske Sal, Omdannelse af de
to overflødige Porte til Bogmagasiner, Ind
retning af Pulterrum paa Loftet og endelig
Anbringelse af Hængereoler i de brede Tvær-
gange i Magasinerne kan Pladsen udnyttes
saaledes, at der ikke vil kunne blive Tale om
Nybygning før om 60, sandsynligvis ikke
før om 75 å 100 Aar, selv om man regner
med en betydelig større Forøgelse end den nuvæ-
rende. Pladsen paa Læsesalen var, som Du
saa, ogsaa særdeles rigelig og kan med Let-
hed omdannes fra de nuværende 100 til ca.
150 Læsepladser, saa Pladsmangel kan der
ikke godt blive Tale om. Derimod er det
paa Din Vej gennem Biblioteket, selv om Du
ikke er Fagmand, næppe undgaaet Din Op-
mærksomhed, at den i saa mange Henseender
storslaaede og prægtige Bygning lider af
enkelte Skavanker, der i alt Fald strax
falder den bibliotekskyndige i Øjnene. Den
mindre, men dog ret væsentlige, er den, at
der for Publikum ikke findes en eneste Vindues-
plads og for Personalet meget faa, medens
der alligevel intetsteds er anbragt det eneste,
som erstatter, ja som i Virkeligheden er langt
bedre end Vindueslys, nemlig Ovenlys; thi
Ovenlys finder man, foruden selvfølgelig i
det fotografiske Atelier, kun i Vestibulen, hvor
det ingen Nytte er til for dem, der skal "be-
stille noget.
Værre er det, at Pladsen i Bygningen i
flere Henseender hverken er klogt udnyttet
eller fordelt, selv om man ser bort fra det
ret uheldige Avismagasin og den vel brede
og, især naar Rummet en Gang skal udnyttes
helt, noget mørke danske Sal.
Ganske vist ligger Læsesal, Katalogværelse,
Udlaan og udenlandske Afdelings Arbejdssal
rigtigt for hinanden og just saa centralt i
Forhold til Bogmagasinerne, som de bør; men
den danske Afdelings Kontor er ikke blot,
som vi saa, i sig selv mindre heldigt, men, hvad
værre er, saaledes fjærnet fra Afdelingens to lave
og mørke fra Bogmagasiner omdannede Afle-
ve rings rum, fra Bogbinderværkstedet og Maga-
sinet for danske Aviser, at Afdelingen og
dens Arbejder snarere splittes end samles.
Denne Fejl rammer imidlertid kun Personalet, ja
kun en Brøkdel af dette ; men hvad der rammer
Publikum og Personale lige haardt, er den
mærkværdige Mangel paa egentlige Værelser,
paa rolige Arbejdsrum uden Passage, en Man-
gel, der virker saa meget mere irriterende,
som der ellers er ruttet med Pladsen, ja an-
-_-_ 144 — -
Det nye kongelige Bibliotek
bragt en Mængde ganske død Plads. Den
mægtige Vestibule i al sin bedaarende Skøn-
hed er kun og kan kun blive til Øjenslyst
eller i det højeste Sladrebørs; Galleriet mellem
Overbibliotekarens og Personalets Værelser er
ret ubrugbart; Platformen bag Læsesalen egner
sig kun til hængende Have eller anden Deko-
ration, og Bibliotekar værelset vil med sine
aabne Tilgange, Løbebroer og Passager og
sin 3-Etages Højde næppe nogensinde kunne
blive et roligt Vinterarbejdsværelse og i alt
Fald ikke komme Publikum til Gode, uden
at hele Tanken i
Bygningen og Bib-
liotekets Forret-
ningsgang brydes.
Samtidigt mangler
der et selvstændigt
Tidskriftværelse
og fremfor alt et
Haandskriftværel-
se, samt overho-
vedet Rum til saa-
danne Arbejder,
som fordrer vir-
kelig Ro og Fred ;
thi den prægtige
Læsesal med sine Trappetrin, sit urolige Tid-
skrifthjørne og uafbrudte Expedition kan kun
blive en Myretue for Publikum, Kontorerne med
deres Vognfærdsel, Udlaansspektakel, stadige
Passage, Støj af Skrive- og Stempelmaskiner
en Myretue for Personalet, og Katalogværelset
det Sted, hvor de to Tuers Beboere mødes;
men trænger et Menneske til i prima Lys og
virkelig Ro f. Ex. at studere et vanskeligt
Haandskrift, eller to til uden at plage andre
uforstyrret at konferere eller arbejde sammen,
har man intet Sted at anbringe dem; og
saa taler vi endda slet ikke om saadanne
moderne blandt Fagmænd endnu omtvistede
Krav som Fordringerne om særlige Departe-
menter for Musiksamling og Kort- og Billed-
samling samt en Restauration. Den nye Byg-
ning er en ypperlig Bolig for Bøger, et stort
Der pakkes i den gamle danske Sal. Stevsugeren i Virksomhed.
og stilfuldt men uroligt Hus for arbejdende
Mennesker; den bærer klart Præget af Arki-
tektens Kunst og Skønhedssans, i betæn-
kelig ringe Grad derimod af Bygmesterens
praktiske Snille. Der er fra første Færd gaaet
Lyrik i Huset.
Hovedkravene, Sikkerhed mod Brandfare,
Mulighed for Udvidelse, Alburum, ren Luft og
Lys de mørke Vinteraftener, er imidlertid sket
Fyldest. De Skranker, den gamle Bygning satte
for Bibliotekets Liv og Trivsel, er faldet, og der
er skaffet en smuk og smagfuld Ramme for
det friere Liv og
den friskere og.
bedre Aand, der
nu vil komme til
at præge den al-
derstegne, lidt for-
benede Institution;
.hi Lejligheden til
at ryste den Slags
sære Ideer og be-
synderlige For-
domme af sig,
der ligesom Støv
i Aarhundreders
Løb altid samler
sig og sætter sig fast paa gamle Institutioner
i snævre Lokaler, den kommer ligesom af
sig selv den Dag, den gamle Ramme
sprænges.
Fra den Dag, Flytningen begyndte, var det
ogsaa, som der var vaagnet et nyt Liv,
en ny Energi, en friskere Tilværelse. Det
„ædle" Støv paa de tykke Folianter blev
suget bort ; de skæve Træreoler faldt ; de sir-
lige Gallerirækværk brødes ned; de bureau-
kratiske Pulte blev fjærnet; tømt og Kon-
torskranken, der havde staaet og dannet
Skille mellem det af Anstaltens Ælde og
Værdighed overvældede Publikum og de
strenge Herrer Biblictekarer, blev sat i Skamme-
krogen; intet af det, der i denne Bøgernes
Verden saa længe havde betydet den fast
vedtagne Verdensorden, fik Lov at bestaa.
,
^ 145
Det nye kongelige Bibliotek
Selve Bøgerne i deres uvante renpudsede Til-
stand saa helt rædselsslagne og fortumlede
ud ved denne Omvæltning, og mere end en
af deres Vogtere gik det næppe bedre; de
korsede sig og syntes, at det var som Ver-
dens Ende; men medens Biblioteket i de
Dage, der forløb mellem Lukningen og den
første Flyttedag lignede en Kube, hvor Bierne
skal til at sværme, og frembød et Billede af
Forvirring og Uhygge, saa varede det ikke
mange Timer, efter at de 40 flinke Jenser
og deres tre elskværdige overordnede, som fri-
villigt hjalp til med Flytningen, var marcheret
ind og havde besat baade den gamle
og den nye Bygning, før Flyttearbejdet
gik sin raske og taktfaste Gang uden Slin-
ger og overflødig Hurlumhej. Og det gik
baade med Humør og Iver ; Bibliotekets Nestor,
den af Kollegerne afholdte og beundrede
Underbibliotekar Elberling, blev ung igen og
dirigerede selv i graa Støvfrakke og Kasket
Udleveringen af den saakaldte lille Sal, hvor
Reolerne stod paa Kryds og tværs og dan-
nede et Kaos, hvis Hemmeligheder han var
den eneste der kendte; det Exempel, denne
Yngling paa over de 70 gav, satte Fart i
hele Flokken, og skønt ingen forlod det
gamle Bo uden et vemodigt Suk, var det
dog en munter Skare, der mellem 12 og l
indtog Fællesfrokosten nede i Studenterfor-
eningen.
Den Flyttemetode, som Overbibliotekaren,
der i lang Tid havde gjort Flytningen til et
Studium og forberedt den til de mindste De-
taljer, havde fundet paa, viste sig snart at
være særdeles praktisk og meget tidssparende.
Ideen deri var, at Bøgerne, naar de var
pakkede, ikke skulde bæres men køres, saa-
vidt muligt uden Haandkraft, direkte fra
Pakkestedet til deres Plads i den nye Byg-
ning , og at de Apparater, hvori de kørtes,
kun skulde bevæges paa jævnt Niveau eller
en ganske svagt skraanende Plan, saa at
Bøgerne uden særlig Emballering kunde blive
flyttet staaende i den rigtige Orden.
Dette skete ved at anlægge en Luftbro,
der forenede de to Bygninger, og ved
hver Ende af Broen at anbringe en Elevator.
Da begge Bygninger havde fem Bogetager,
blev Broen lagt i tredje Sals Højde, og den
ene Elevator anbragt uden paa Midten af
den gamle Bygning, den anden ved Midt-
punktet for den nye Bygnings Bogmagasiner,
Bibliotekarværelset, som Broen blev ført helt
ind til. Det vanskeligste var at faa lavet
en Trillevogn, der kunde rumme en ordentlig
Mængde Bøger og passe lige godt til n Poli-
tiken" i det gamle Format og til „Damernes
Noteringskalender", som kunde køre baade paa
Marmor-, Træ-, og Jernristegulve og mellem
Skinner, komme rundt i alle den gamle Byg-
nings Krinkelkroge og svinge let om alle
skarpe Hjørner, som var bekvem at pakke,
let at trille, nem at adressere, og som uden
fast Lukkeindretning kunde beskytte Indhol-
det mod Regn under Transporten. Efter flere
Forsøg løstes Problemet, og Resultatet blev
en 2 Alen lang, 1 Alen bred indvendig filt-
foret Vogn med to faste og to drejelige med
tykt Gummi beklædte Hjul og delt i to
Kasser, en nedre fast og en øvre til at løfte
af, uden Laag men med en vandtæt Sejl-
dugshætte til at knappe paa i forskellig Højde,
med Fals i den ene Ende til at stikke Adresse
i, og Bøjler i den anden til en Gaffel, der
kunde gribe fat om det stadigt roterende
Kabel, som trak Vognene frem og tilbage
over Broen. Vognen var, som Bibliotekar
Schwenke og Baurat Adams, der var oppe
for at faa gode Ideer til den forestaaende
Flytning i Berlin, bemærkede, „tadellos".
En vigtig Del af Flyttemaskineriet var
ogsaa Støvsugeren, der stod nede i Tøjhus-
gaarden mellem de gamle Kanoner og hvæ-
sede og sugede gennem fire Slanger, som krøb
ind ad Vinduerne i de forskellige Etager og
hang som Guirlander langs Gallerierne, til
de naaede det Sted, hvor et af de fireFlyttehold,
fem Soldater og en af Anstaltens faste Assi-
stenter, pakkede. En af Krigerne tog Bøgerne
146 ■— :
Det nye kongelige Bibliotek
ud, en slikkede dem med Sugeværket, en
bankede, børstede og pudsede dem, en pak-
kede og Nummer sidst kørte med Vognen til
Elevatoren, medens „den faste" afmærkede og
udfyldte og anbragte de Flyttelister, Dagsedler,
Meldingssedler og Adressepapper, som Flytte-
kontoret i sin Kontorvisdom havde belemret
ham med; og saa hjalp han de andre med
at dæmpe Støvet og Varmen med Skibsøl.
Naar Læsset var fuldt — hvis Bøgerne var
meget høje, blev kun den faste Kasse pakket,
og der kom aldrig
mere end eet Lag &
i Kassen — , blev £|
det trillet ud paa
Platformen, der blev
kimet paa Elevator-
føreren, og saa gik
det fra Haand til
Haand pr. Elevator,
Luftbro, Elevator
og over Jernristene
hen til den nye Bo-
pæl, hvor Modta-
gerholdet, en „fast"
med to Jenser, stil-
lede op paa de for-
ud opsatte og mær- (S
kede Hylder i sta-
dig Angst for, at
Tiivæxtberegningen skulde være forkert; thi
hele Bogmassen var naturligvis længe i
Forvejen opmaalt og grupperet, fordelt og
placeret og indført i en stor Protokol, som
Bibliotekets vittige Hoved døbte „Flytte-
omnibussen", medens selve Arbejdet med
at fylde Omnibussen med Længdemaal, Nor-
malhøjder, Hyldekombinationer, Reollæng-
der, Vognlæsoverslag, Flytteinstruxer, Til-
væxtprocenter osv. hed „at lege Flytteleg".
Alt var forudset og forudberegnet, kun ikke,
at danske Sal blev for sent færdig, og at
Hylderne først kom drattende i yderste Øje-
blik; men saa legede man „bytte Gaarde",
og alt kom godt i Hus, uden at det nogen-
Yognen kobles paa.
sinde blev nødvendigt at standse. Hele Flytte-
mekanismen tog sig fornøjelig ud og morede
de mange Besøgende, fra Hans Majestæt og
nedefter, der kom for at se paa. Særlig in-
teresserede var naturligvis Kollegerne fra Uni-
versitetsbiblioteket, fra Lund og fra Berlin,
der selv gik en Flytnings Besværligheder i
Møde.
Et Par Tal vil give et Begreb om det ud-
førte Arbejde. Den flyttede Bogmasse lader
sig ikke maale i Bind, fordi dette er et me-
get uklart Begreb,
saa at de Overslag
over Bindantallet,
mellem 600,000 og
800,000, som kan
gøres, er ret usikre.
Det eneste nogen-
lunde sikre Maal er
Hyldelængden eller
rettere Fod Bøger,
naar disse er stillet
nogenlunde kom-
pakt. Medregnes nu
Aviser, Musikalier,
Haandskrifter, Ka-
taloger osv. osv.,
bliver den flyttede
Bogmasse cirka
64,000 Fod lø-
bende Hylde, d. v. s. omtrent 23/4 danske Mil
eller mellem 20 og 21 Kilometer, med andre
Ord en Distance som fra Trianglen til Rung-
sted Kro. Tænker vi os Bøgerne stablet,
maa vi sætte Galhopiggen og Raadhustaarnet
ovenpaa Verdens højeste og dette atter oven-
paa Verdens næsthøjeste Bjærg for at naa
Stablens Top. Bøgerne blev ført over i 3228
Vognladninger, d. v. s. 107 å 108 om Da-
gen, blev foruden i Skabe og Skuffer fordelt
paaca. 5000 7 Fod høje Reoler, ialt ca. 15000
Fods Reollængde med op mod 32000 Hylder
a 3 Fod, og spredt over 100 Bogrum for-
uden den danske Sal og Avismagasinet.
Vægten af det overflyttede lader sig ikke angive,
II
147 —
Del nye kongelige Bibliotek
men kun anslaa til mellem 1 1/8 og 3 Millioner
Pund. De systematiske Kataloger over alle
Afdelingerne beløber sig da ogsaa til mellem
300 og 400 Folianter, og de alfabetiske fylder
over 800 tykke Kapsler.
Med disse Tal for Øje forekommer det
en næsten altfor beskedent, at Biblioteket
har søgt om Tilladelse til at slette Ordet
„store** i sit Navn og faaet Bevilling til
Navneforandring, saa at det officielle Navn
for Fremtiden vil blive: „Det kongelige
Bibliotek**. Det er imidlertid ikke Navnet,
der gør det, og Beskedenhed kan kun klæde
en Institution, hvis Opgave det er, ikke blot
at være et sikkert Opbevaringssted for Bøger
og et Midtpunkt for Landets videnskabelige
Oplysning, men tillige et Sted, hvor ingen
gaar uhjulpet bort, hvor Publikum vænnes
til at fordre istedetfor at bede, Personalet
derimod til uden Persons Anseelse med Vel-
vilje og Forstaaelse at bistaa de Besøgende,
fremme deres Ønsker, opfylde deres Fordringer,
kort sagt være Tjenere og Hjælpere i Ordets
bedste Forstand.
148
DE GULE ROSER
Af A. GNUDTZMANN.
KENDTE De dem, der kom om Bord nu? Gnist af mig. Nu havde han i nogle Mi-
Ja, — dem, der nu staar der henne nuter været tavs. Men jeg mærkede godt,
ved Nedgangen til Salonen . . . ? Det var ham
denne her Cyklerytter Krag, De ved — han
var saa omtalt i sin Tid ... det er hans
Kone, han er sammen med. Hun var jo en
Datter af Tømrermester Treide ude fra Jagt-
vejen . . .
— Ja, De maa undskylde, jeg kender ikke
nogen af dem.
— Ikke det ? Jo, han tjente jo saa mange
Penge paa Byggegrunde — ude i Hellerup
— de siger, der skal have været det meste
af en Million, da han døde. Ham denne her
Krag han havde jo ikke noget — han var
— Ja» Je§> ved sgu egentlig ikke hvad han
var — Kontormand tror jeg. Men nu kan
han jo spille op, nu han er Rentier . . .
Den, der talte, var en stor, rødskjoldet
Mand, og hans Stemme havde en fedtet,
tjæreagtig Klang. Jeg vidste, at jeg en Gang
maatte have været sammen med ham et eller
andet Sted, men jeg huskede ikke hvor, og
Bekendtskabet havde i hvert Fald været saa
flygtigt som vel tænkeligt. Ikke desto min-
dre havde han klæbet sig op ad mig straks
da Sunddamperen var gaaet fra Havnegade,
og ikke et Minut havde han sluppet mig løs
til nu, vi stod ud fra Bellevue.
Jeg hader Folk, der vælter sig over deres
medrejsende med Snak. Men jeg tilstaar, at
min Selvopholdelsesdrift ikke staar Maal med
mit Had. Og denne store, rødskjoldede Tale-
maskine havde aabenbart sat sig i Hovedet,
at jeg skulde forkorte Rejsens Kedsomhed for
ham. Han havde forsøgt baade med politi-
ske og med personalhistoriske Emner, uden
at det var lykkedes ham at slaa mindste
149
at det kun var Vaabenstilstand. Skønt jeg
ikke saa paa ham, fornam jeg, at hans Blik
hvilede forskende paa mig som for at udfor-
ske, fra hvilken Kant min Interesse lettest
maatte kunne berendes.
— Køre Væddeløb kan han jo ikke mere,
siden han fik denne her Sinkadus, ude paa
Banen for to Aar siden, blev hans fedtede
Stemme ved. Han paadrog sig jo en Hjerne-
rystelse. Dé kan nok se, han sidder saa
underligt og mimrer . . .
Parret havde sat sig paa en Bænk. Der
gik af og til gennem den unge Mand en
nervøs Skælven, som fremkaldte nogle Træk-
ninger om Munden.
— Nu lever han altsaa af Konens Penge.
Han er jo ikke til noget videre, men hun er
ligesaa forelsket i ham, som da de var for-
lovede. De ser nok, han har en gul Rose
i Knaphullet — hun køber altid Blomster til
ham og for det meste gule Roser, naar hun
kan faa . . . Ja, det har nu for Resten sine
Grunde — det er en ganske rørende Hi-
storie . . .
— Hvad er det da for en Historie?
Jeg vidste, at med dette Spørgsmaal over-
gav jeg mig til den rødskjoldede. Men jeg
havde næppe alligevel kunnet unddrage mig
hans Passiar, med mindre jeg da vilde være
positivt uforskammet imod ham. Og desuden
var der noget ved det unge Par, han saa
ihærdigt omtalte, der vakte min Opmærksom-
hed og gjorde mig nyfigen efter at faa noget
nærmere at vide om dem.
Hun var lille, spæd som et halvvoksent
Barn med blaasorte, runde Fugleøjne i et
11*
~^= ^De gule Roser
Ansigt, hvorover Rødmen idelig for. Hendes
Stemme havde den bønlige Varme, som de
Menneskers undertiden faar, der gaar omkring
med et uopfyldt Kærlighedshaab. Skønt den
i og for sig ikke var smuk, skinger og skri-
gende, som den lød, kunde 'man sidde og
blive helt vel til Mode af at lytte til den.
Hendes Mand sad og saa ligegyldigt frem
for sig. Hans Ansigt var ganske stillestaa-
ende. Om den sluttede, smallæbede Mund
var et tomt Smil frosset fast.
Hun talte ivrigt til ham, halvt hviskende,
med smaa, kvidrende Udbrud. En Gang
imellem gled hendes Haand over hans Haand-
led. Jeg saa, at hun kastede et forskende
Blik paa hans Ansigt, og hendes Fingre gled
helt op under hans Manchet. Men da hans
Ansigts fuldkomne Ligegyldighed viste, at
han slet ikke havde lagt Mærke til hendes
Kærtegn, trak hun hurtigt Haanden til sig,
og der gled en Skygge af Skuffelse over
hendes Træk.
Jeg kunde ikke faa Øjnene fra de to Men-
nesker. Jeg følte mig sikker paa, at der
maatte ligge smertelige Oplevelser bag det
bønfaldende Smil, hvormed hun af og til
skottede til ham, og bag hans Følelsesløshed
og Slaphed — noget mere end den Ulykke,
der havde ramt ham paa Cyklebanen . . .
— Ja, De ser paa dem, sagde den rød-
skjoldede. Det er ogsaa Mennesker, som har
gaaet noget igennem, hver paa sin Maade.
Det undrer mig, at De ikke før har hørt
tale om dem; de er af den Slags, som de
fleste kender. Men man siger jo saa meget,
ved De nok, som bare er Snak og løst Prat.
Jeg har nu tilfældigvis faaet Sandheden at
vide . . .
Det forekom mig, at hans Stemme havde
faaet en anden og behageligere Klang end
før. Den lød dybere og varmere og ikke saa
anmassende. Jeg satte mig til rette. Jeg
vilde gerne høre. Og han fortalte.
Den afdøde Tømrermester Treide havde
været en af dem, paa hvem Livet ødsler
sine Gaver, uden at de nogensinde gør noget
synderligt for det. Med runde, glade Barne-
øjne saa han Guldet strømme ind over sig.
Han saa sin Forretning gaa frem fra en
ringe Begyndelse til stor Anseelse. Han købte
Byggegrunde, naar de var billige, og der
blev altid lagt en Bane nær hans Jord, eller
en eller anden stor Institution fandt paa at
bygge en Pragtbygning netop paa det Stykke
Grund, han ejede. Han solgte dyrt, blev en
rig Mand og anset, som rige Mænd i Reglen
er, fik Tillidsposter, blev Ridder, Borgerre-
præsentant, Landstingsmand, uden at han
selv havde nogen dybere Forstaaelse af sit
Held.
Men det undrede ham ikke, at det gik
ham saa godt. Han betragtede det som noget
selvfølgeligt. Han havde overhovedet ikke no-
gen Forstaaelse af, hvad Ulykke vil sige.
Livet var skænket Menneskene, mente han,
for at de skulde glædes ved det.
Og ingen undte han Glæden bedre end sin
lille Pige. Paa hendes spinkle Skuldre skulde
ingen Sorger lægges.
Derfor faldt det ham heller ikke ind at
rejse nogen Modstand imod, at hun forlovede
sig med den kønne Cyklerytter Frants Krag.
De sagde om Krag, at han var en kold-
hjertet Stræber. Men fra det Øjeblik, Tøm-
rermester Treide havde faaet at vide, at hans
lille Pige holdt saa meget af ham, saa han
i den unge Mand et Pragteksemplar af Dyg-
tighed og Paalidelighed.
Det unge Pars Bryllup stod paa Skyde-
banen med stor Pomp. Fjorten Dage senere
døde Tømrermester Treide stille og smertefrit
af Apoplexi.
Krag skyndte sig at sætte en passende
Del af den store Formue over Styr. Der gik
nette Historier om hans Farter i Selskab med
tvivlsomme Eksistenser af begge Køn, altid
med Champagne skummende for Bougen.
Alle, der kendte en Smule til ham, talte
derom — alle med Undtagelse af den lille
Fru Ingeborg. Thi saa sært det lyder: hun
150 —:
=- De gule Roser=
anede intet — saa kun, at han var glad for
hendes Penge — vidste ikke hvorledes eller
sammen med hvem han brugte dem. Og hun
havde da ogsaa altid mere end nok tilbage.
Hun havde sin Faders Sans for at se
glade Ansigter om sig. Og naar Frants Krag
kom hjem fra sine Ture, begravede hun sine
barnebitte Hænder i hans sorte Haarmanke
og kyssede hans smallæbede, grusomme Mund
og mente selv, at ingen kunde være lykke-
ligere og højere elsket end hun.
Saa længe Krag levede sit vilde Liv, var
det ham selvfølgelig umuligt at optræde paa
Cyklebanerne. Hans Legeme, der havde været
spænstigt og stærkt som ungt Ved, forfaldt
og slappedes. Han begyndte at faa Mave,
blev poset og doven og sløv.
Men da der var gaaet et Par Aar, tog han
sig pludselig sammen. Forsagede Spiritus,
gav sig til at leve regelmæssigt og gik paany
i Træning til Cykleløb.
Man hviskede jo allehaande om Grunden.
Der var en Dame, sagde man, som han i
denne Tid var bleven set meget sammen
med . . .
Dagen kom, da han skulde køre. Det var
noget af en Begivenhed. Der var hele det
Publikum, som møder hver Gang en Fest,
en Forestilling eller en Idrætspræsentation
menes at ville blive en Oplevelse.
Da han viste sig nede paa Indrekredsen,
var det, som om pludselig en Kastevind satte
en Hav i Bevægelse: Stemmebruset rejste sig
og steg i et Kog, til Startskuddet lød og
Rytterne paa de blinkende Maskiner sneg sig
efter hinanden som store Katte, der lurer paa
Spring.
Lille Fru Ingeborg sad paa Tribunen og
saa med blanke, fornøjede Øjne sin Mand
køre frem mellem de andre. Hun saa hans
smidige Skikkelse spændt i en Bue over Cyk-
lens Styr, den sorte Haarlok, der tungede
sig ned i Panden, Øjnene, der truende som
to Pistolmundinger var rettede mod hver af
Konkurrenternes Bevægelser . . . Men hendes
Sind bevægedes kun af glade og milde Stem-
ninger. Det faldt hende ikke ind at tænke
sig nogen anden Udgang af Kampen end den,
at han sejrede. Og det syntes hende, at det
hele var , sat i Scene blot for at tilvejebringe
en Ramme udenom hans Forherligelse: den
bølgende Folkemængde, de vajende Flag,
Dommerne, de konkurrerende Ryttere — ja,
selve den blaa Sommersøndagshimmel, der
hvælvede sig over Skuet. Hun følte sig glad,
ja taknemlig over det altsammen og hengav
sig i Beskuelsen som et Bam, der er kommet
paa Komedie.
Men det, som mest af alt vakte Interesse
hos den Del af Publikum, der fulgte en Smule
med i Dagens Skandalkronik — det saa hun
ikke. Det var en Kvinde, der stod ved et
af Banens Sving helt ovre paa den modsatte
Side af den, hvorpaa Fru Ingeborg sad —
en slank Kvinde med gyldengult Haar og et
grønt Slør og en stor Buket gule Roser
i Haanden . . .
Cyklisterne havde allerede kørt den første
Omgang. Der var blevet stille mellem Publi-
kum. Kun nu og da lød en Stemme una-
turlig højt, som blot for at lade sig høre.
Og nede paa Indrekredsen løb der Mænd
frem og tilbage, uden at nogen kunde sige,
hvorfor de løb.
Krag laa bagerst. Men alle vidste nu, at
han var de andre overlegen. De fornam det
paa sig, hver og en, de saa det paa hans
Ansigts Glød, paa hans Legemes selvbevidste
Sluttethed.
Nu var han i Svinget. Man saa, at han
nu vilde erobre sig den fordelagtigste Plads
paa Banen, den inderste. Allerede begyndte
Spændingen saa smaat at slappes. Det kunde
slet ikke slaa fejl, og herefter vilde Udfaldet
af Kampen være ganske givet. Han vilde
overtage Føringen af Løbet, vilde endnu et
Par Gange lege med sine Konkurrenter, lade
dem komme sig saa nær ind paa Livet som
muligt, maaske ogsaa give dem et lille For-
spring — og derefter med sin berømte Slut-
z 151
De gule Rosers
spurt flyve frem for Maalet som den
første.
Men pludselig var der noget, der svirrede
ned over Banen, ramte, dens graa Masse lige
foran Krags Forhjul, trillede videre ned paa
Grønsværet, hvor det viste sig at være en
Buket gule Roser . . .
De, der stod nærmest, lagde Mærke til, at
han i samme Øjeblik kastede et Blik ad den
Kant, hvorfra Buketten kom. Men de fleste
saa ikke andet end, at han pludselig vaklede,
som var han bleven grebet af Svimmelhed;
Forhjulet slingrede i Zigzag, slog et Sving
op efter, ravede, gled, og pludselig, mens et
halvkvalt Udraab af Rædsel brød frem fra
Menneskemængden, rutschede Cyklen med sin
Rytter ned ad Banens stejle Skraaning.
Et Øjeblik efter bar nogle Mænd Krags
bevidstløse Legeme ind i Lægeteltet. Da Am-
bulancevognen en halv Time senere kørte
ham hjem, var Dommen over ham afsagt:
han vilde i det højeste kunne redde sit Liv,
ikke den fulde Brug af sit Legemes Styrke
og sin Aands Evner.
Fru Ingeborg havde taget det hele ganske
roligt. Den Kone havde da ikke noget Hjerte,
var der dem, der mente. Hun havde helt
stilfærdigt sagt sit Navn til Kontrollen og
derved skaffet sig Adgang til Lægeteltet.
Nu stod hun derinde, næsten uden at nogen
lagde Mærke til hende, og stirrede ufravendt
paa den ligblege Skikkelse, der laa der foran
hende paa Baaren. Hun græd ikke. Blot
gled hendes Øjne fra den ene til den anden
med et Udtryk af Forventning, næsten Utaal-
modighed — som følte hun sig sikker paa,
at dette her kun var en grusom Spøg, der
snart maatte holde op.
Da de kørte bort, laa Krags Hoved i hen-
des Skød. Taareløs sad hun bøjet over ham,
stirrede med det samme Udtryk af Forvent-
ning ind i hans gustentblege Ansigt. Om
hun havde set en Kvindeskikkelse, der trængte
sig frem, da de bar ham ud, om hun havde
hørt en sanseløs Hulken, en Stemme, der
paa en Gang truede og jamrede og ankla-
gede sig selv og bønfaldt den forulykkede
om atter at slaa Øjnene op — ja, det er
der ingen, der rigtigt har kunnet blive klog
paa. Der var saa mange, der skreg op, ogsaa
ganske fremmede Kvinder.
Kun det er sikkert, at hun holdt en Buket
gule Roser i sin Haand. En af dem, der
stod om Sygelejet inde i Teltet, havde fun-
det den ude paa Pladsen og taget den med
ind og lagt den ved Baarens Hovedgærde.
Der havde hun set den, og saa havde hun
taget den til sig.
Men da de var kommet hjem — til Vil-
laen i Vedbæk, hvor de boede, da faldt hun
sammen. Der gik et Par Døgn, hvor hun
kastede sig i Febervildelse paa sin Seng, og
havde hun et lyst Øjeblik, saa tog den mest
hjerteskærende Fortvivlelse hende og knugede
hende sammen. Imens stred Lægerne med
Manden inde i Værelset ved Siden af.
Paa den tredie Dag stod hun op og gik
ind til ham. Hun satte sig ved hans Seng
og tog hans Haand i sin. Hendes Ansigt
var blegt, men hendes Stemme var rolig og
behersket.
Og nu blev hun sin Mands utrættelige
Plejerske. Hun havde en næsten overnaturlig
Evne til at gætte, hvordan hans Tilstand i
de nærmeste Timer vilde arte sig, samt hvad
han i ethvert givet Øjeblik trængte til. Læ-
gerne maatte næsten altid erkende, at hendes
Foranstaltninger var de bedste, der under de
givne Forhold kunde træffes.
En Dag laa der gule Roser paa hans Seng.
Hun havde, da han en Nat laa i Febervil-
delse, hørt ham fantasere om denne Blomst,
og hun tøvede ikke med at skaffe ham dens
Vellugt. Siden købte hun altid gule Roser
til ham. Selv paa Rejser sørgede hun for,
at han ikke behøvede at undvære dem . . .
Min Rejsefælle standsede i sin Fortælling.
Han, som før havde været saa plagsom snak-
som, syntes nu slet ikke at have Lyst til at
gaa videre.
152
De gule Roser^
Men han var gaaet for vidt til, at han
pludselig kunde lade min Videbegærlighed i
Stikken.
— Hvorfor tror De nu, hun gjorde det?
sagde jeg. Skulde hun ikke have forstaaet
ham . . .?
— Forstaaet? Hvem forstaar egentlig den
Slags, min Herre ? Jeg selv forstaar saa lidt.
Men det kan De være vis paa, at hun har
set. Og det ganske pludselig — i det Øje-
blik, da den gule Rosenbuket blev lagt ind
i Teltet, hvor hans Baare stod — maaske
af en, der ikke vidste bedre end at det var
fra hende, Blomsterne kom.
Og skal jeg sige Dem, hvad jeg ved,
Jeg ved, at i de mange Timer, hun sad ved
hans Seng uden at vide, om hun vilde be-
holde ham, da var der en eneste Tanke, der
bestandig nagede hende og som hun slet
ikke kunde slippe. Det var, at det var hen-
des Penge, der havde lokket ham til hende
— ikke hende selv — og det var ikke langt
fra, at hun bebrejdede sig det. Som en rent
selvfølgelig Ting havde hun taget det, at
det for ham, den fattige Svend, maatte være
en Lykke at komme over paa hendes Sol-
side, og hun havde øst over ham alle de
Glæder og Behageligheder, som hendes For-
mue satte hende i Stand til at skaffe ham.
Om hans Lykke havde hun ikke spurgt —
blot om sin egen Glæde ved at give — give
hensynsløst. Nu var hun vaagnet. Og hun
forekom sig selv næsten som et underjordisk
Væsen, der havde koglet ham til sig med
Guld . . .
Et Brøl fra Dampskibsfløjten forkyndte, at
vi nærmede os Vedbæk. Og min Rejsefælle
pegede ind mod Land, hvor nogle røde Villa-
tage tindrede frem af Træernes grønne Svøb.
— Der har de deres Villa inde, sagde
han. Kan De se: det er den der — den har
omtrent Facon som et Dueslag.
— Hvordan lever de nu sammen, de to
Mennesker? spurgte jeg.
Det varede lidt, inden Svaret kom.
— De lever vist i Grunden ganske godt.
Saa godt som de to Mennesker er i Stand
til i det mindste.
Hvad ham angaar, har han ingen Anelse
om, hvad der er passeret i Tiden lige før
han blev ramt af Ulykken. Han har i det
hele taget ikke megen Hukommelse tilbage;
det kan nok saadan ligesom glimte lidt for
ham, men saa drejer det sig altid om noget,
der er sket for lang Tid tilbage. Det er
ikke let at blive klog paa, i det hele taget.
Disse gule Roser, dem raabte han jo paa i
sin Feber. Han maa altsaa dog have en
Slags Forestilling om, at der knytter sig et
eller andet til dem, og jeg har hørt, han
savner dem, naar han en enkelt Dag ingen
faar. Ja, de siger endogsaa, at han ikke
vil kendes ved sin Kone, naar hun ikke har
gule Roser til ham . . .
Hende den anden — ja, der er det jo
vanskeligt at udtale sig. Men saa meget
ved jeg da, at en fjorten Dages Tid efter at
han var styrtet, kom der en Dame — eller
en Kvindesperson i det mindste — og spurgte
til ham. Fru Ingeborg lod hende komme ind,
og siden kom den anden af og til, indtil
Krag helt havde faael sin Bevidsthed tilbage.
Saa blev hun pludselig borte . . . han vilde
nok ikke kendes ved hende — hun havde
da heller ingen gule Roser med . . .
Ja, det er underligt nok. Lægerne har
forsikret Fru Ingeborg, at Krag aldrig vil
faa mere af sin Hukommelse tilbage, end
han har i dette Øjeblik. Der er ingen Fare
for, at Fortiden skal dukke op i hans Erin-
dring og gøre sine Fordringer gældende. Og
kunde hun blot stole helt derpaa, saa var
hun jo i Grunden saa lykkelig, som hun kan
blive. Han lider ingenting, det jeg kan
skønne, og i hvert Fald har hun ingen Sans
for, at han i Grunden ikke mere er et rigtigt
Menneske. Det eneste er altsaa, at hun er
bange for, at det alligevel kunde lyse op i
hans Hukommelse, saa hun ikke mere skulde
kunne klare sig med de gule Roser. . .
—- 153 =-.-—.
De gule Roser =
Ja, nu er vi altsaa ved Vedbæk, saa skal
jo Krags fra Borde . . . Vil De se, hvor hun
støtter ham, som han var et lille Barn . . .
se, man kan ligefrem se paa den Maade,
hendes Haand griber fat om hans Arm paa,
hvor hun holder af ham — saa blødt og
fast paa en Gang . . .
Han hilste. Den lille Frue havde faaet
Øje paa ham. Og han blev staaende og
saa ind mod Land, hvor Parrets Skikkelser
tabte sig i den voksende Afstand.
— Jeg forstod ikke, at De kendte Fru
Krag personlig, sagde jeg, da vi atter stod
ud efter.
Han strøg sig med Haanden over Pan-
den.
— Kendte hende? Jo — det gør jeg,
og vel ogsaa bedre end de fleste. Det stam-
mer fra den Tid, vi var helt unge begge
to og hendes Fa'r levede. Jeg var Svend
hos ham en Tid, og jeg havde en Del Ar-
bejde for ham ude paa Villaen — nu har
jeg jo min Forretning selv. Jo, jeg har kendt
hende — og hun hører for Resten til dem,
som det ikke er let at glemme. Jeg har
altid fulgt med i alt, hvad der angaar hende
— jeg var ogsaa til Stede den Dag ude paa
Cyklebanen.
Naa, dette her holder jeg for Resten ikke
meget af at tale om. Men en Gang imellem,
saa synes jeg, jeg maa ud med det. Ja, det
er underligt, som man kan rende udenom
hinanden her i Livet . . .
Hans Stemme fik pludselig sin dagligdags,
fedtede Klang.
— Drikker De en Whiskysjus med, Herr. . . ?
Man skulde naturligvis helst lade være. Men
efterhaanden lægger man sig jo en Del Vaner
til, som man ikke skulde have. Skidt! naar
Livet ikke er skikkeligt, saa maa man jo se
at faa lidt Fornøjelse af det paa de Maader,
som byder sig til . . .
— 154
HUSHOLDNINGS-BUDGET OG PRISSTIGNING
Af Fru Vibeke Salicath.
Der er to forskellige Betragtningsmaader
der gør sig gældende hos Familiefædre,
naar de tænker paa Familiens Underhold. Den
ene lyder: Saa og saa meget tjener jeg
aarligt, det skal vi komme ud af det med.
Den anden: Saa og saa meget bruger vi,
det skal jeg tjene. •
Den første Betragtning er den solideste og
passer bedst for den nøjsomme og mindre
energiske. Den anden er den morsomste og
mest udviklende, men tillige mest opslidende.
Her gaar vi ud fra den første, som ved
den stærke Prisstigning paa Fødevarer, Hus-
leje, Skolepenge etc. i endnu højere Grad
end tidligere er bleven en sejg Udholden-
heds- og Forsagelsens Kamp, som vel kan
give Udvikling men oftere giver Nedtrykthed
i Sindet, Begrændsning og Anledning til at
forsumpe i trivielle Smaatterier.
Det her opstillede og udførligt beregnede
Budget skal naturligvis kun betragtes som
en Slags Normalbudget, eller som en Form,
der kan lempes og tilpasses efter de Men-
neskers forskellige Tarv og Tykke, som har
Indtægter, der svarer til den her angivne
A årsindtægt.
»Deres Mand har 4000 Kr. om Aaret i
fast Indtægt ! — Det er da ikke saa daarligt ! u
„Jamen husk at vi har 5 Børn, hvoraf
de tre gaar i Skole!"
„Ja det er unægtelig en utilladelig Over-
daadighed i disse dyre Tider — men dog
ret forstaaelig! — Altsaa Frue — al anden
Luksus maa jeg paa det bestemteste raade
Dem til at give Afkald paa — hvis De da
ikke vil tvinge Deres Mand til at gøre
Gæld. — — De ler af mig! Men da De
er kommen for at bede om en Anvisning
paa at faa Indtægterne til at slaa til — saa
skal De faa den. Men — paa Forhaand —
jeg tror ikke mit Budgetforslag vil smage
Dem. —
Hvormeget bruger De til Skolepenge og
Bøger?" „Vi har i Aar brugt 374 Kroner.
Men til næste Aar rykker Johan op i næste
Klasse, saa bliver det 24 Kroner mere."
. . . „Og en af de to smaa hjemme skal
vel ogsaa snart i Skole — vi siger derfor
500 Kroner til Skolepenge og Bøger.
Saa er der Skatterne. Her er det jo en hel
Fordel at have 5 Børn — 500 Kroners
Fradrag paa Skattelisten — og da Deres Mand
ikke har Formue men kun fast Gage, saa
kommer han vel neppe højere op i Skat end
paa 100 å 120 Kroner. Vi vil til Livs-
forsikring, Skatter, Brandassurance og andre
Forsikringer — altsammen Udgifter som man
ikke kan komme udenom — ansætte 240
Kroner. — — Disse Poster er jo desværre
allerede et stort Indhug i Aarsindtægten.
Til Husleje kan De ikke beregne mindre end
650 Kroner eller ca. en Sjettedel af Aars-
indtægten, og saa maa De naturligvis ikke
bo i de flotteste Kvarterer, men krybe helt
op paa fjerde Sal eller finde en god Kvist-
lejlighed i en mindre fin Gade. 5 Værelser
maa De have, og et godt Pigekammer. 3
Sovekamre, Spisestue og Dagligstue. Spise-
stuen maa være Opsholdsstue for Dem og
Børnene, mens Dagligstuen maa være saa
stor og saaledes møbleret, at den tillige er
Arbejdsværelse for Deres Mand — altsaa
baade Herreværelse og Dagligstue. —
De maa være meget økonomisk med Hus-
holdningen, spare paa Betjening og selv ud-
rette meget af Husgerningen. Anden Extra-
hjælp end en Vadskerkone en Gang hver
Maaned — altsaa 24 Kroner aarlig — bliver
der ikke Raad til. En Pige til lavere Løn
end 16 Kroner om Maaneden skal De ikke
fæste — thi De er ikke tjent med at faa
et Menneske, der er saa uduelig, at hun
ødelægger Bohavet og slaar Glas og Porcel-
lain i Stykker. De maa selv være saa dygtig
til Vadsk, Husgerning og Madlavning, at De
kan sætte Pigen i Trit og ordne Arbejdet
praktisk. For 16 Kroner faar De nemlig
ikke nu om Stunder en Pige som kan noget,
De faar kun en Hjælperske. — Ved Hoved-
rengøringer maa De selv hjælpe med og
155
^Husholdnings-Budget og Prisstigning^
desuden tage Nytte af Børnene, naar de
kommer fra Skole. Om de ikke kan udrette
andet, saa kan de større Børn passe de
mindre, saa De selv kan udrette mere Ar-
bejde. Børn har godt af at vænnes til at
gøre Gavn."
„Jamen Maden og Klæderne — det er
forfærdelig svært at faa det til at slaa til.
Kød, Smør, Sukker, Brændsel, Urtekramvarer,
Klæder og alt muligt er blevet dyrere "
„Nej Stop — ikke alt — Klæder er ikke
steget. Uldstoffer, og Strømper kan man faa
langt billigere end før, men det er ogsaa
daarligere Varer — det holder ikke saa
længe som tidligere. Færdigsyede Ting
er dyrere, fordi Arbejdslønnen er steget.
Forresten jo — paa Bomuldsvarer gik Prisen
for ca. I1/* Aar siden i Vejret — .
Men med Hensyn til Fødevarer har De Ret
— paa Kød mærkes det jo navnlig. Ogsaa
Fisken er bleven dyrere Aar for Aar — selv
Klipfisk, som man før regnede for billig
Mad, fortjener ikke længer dette Prædikat.
For faa Aar siden gav man 25 Øre pr. &,
nu giver man 35 å 40 Øre. — Men det
var om Klæderne, vi skulde tale, Maden
kommer senere. Mere end 600 Kroner aarlig
til Klæder kan Budgettet ikke bære."
— — „Hvordan det skal gaa til! — Jeg
indrømmer at det er lidt af et Kunststykke,
men paa denne Post skal og maa man slaa
af. — Børnenes Fodtøj og Deres Mands
Klæder bliver jo det dyreste. Men — vær
glad over, at han ikke er Officer, for en
civil Mands Klæder er dog ikke saa dyre
som Uniformer. Deres Mands Tøj maa De
sy om til Drengene og deres eget til Pige-
børnene. De mindste Børns Klæder maa De
selv sy, og naar De skal have Tøj syet til
Dem selv og de større Børn, maa De tage
en Syjomfru hjem. Ogsaa dette bestrides
af de 600 Kroner. De maa samle alle Deres
heluldne Klude, gamle Uldstrømper og lign.
og lade dem forarbejde til Cheviot paa én
eller anden Fabrik. Dette Tøj kan De bruge
til Drengetøj, Børnekaaber, Overfrakke og
Dagligtøj til Deres Mand. Hvor der er mange
Børn, slides der jo meget Uldtøj — man
reparerer det, saalænge man kan, og naar
det er helt slidt, samler man Resterne sammen
i en Lærredspose, som man gemmer i Peber-
kisten, for at der ikke skal gaa Møl i Klu-
dene. — Naar man har samlet 5 — 6 fi>
Klude, er der allerede nok til adskillige Alen Stof.
Til Vedligeholdelse af Bohave, Linned,
Glas, Porcellain osv. kan der ikke skaffes
mere end 28 Kr. aarligt!"
„Det er rædsomt," sukkede den unge
Frue. „Der gaar jo meget mere til. Jeg
forsikrer Dem for, at da jeg forleden Dag
købte hvide Gardiner for min Gevinst i
Lotteriet, maatte jeg give 1 8 Kr. for to Fag,
fordi jeg ikke vilde have dem af det aller
ringeste Stof."
„Men tror De da, at Deres Mands Ind-
tægter tillader Dem at spille i Lotteriet. Den
Sport maa De hurtigst indstille. — De kan
selvfølgelig rykke lidt om paa de enkelte af
Budgettets Poster efter Behag, men De maa
stille Dem klart, at vil De have Indtægten
til at slaa til, saa sker det kun ved en
omhyggelig Inddeling af Udgifterne, en
grænseløs Paapasselighed og — Nøjsomhed.
Og kniber det at føre det igennem, saa
tænk blot paa de mange, som skal faa en
endnu mindre Indtægt til at slaa til og endda
blive mætte. —
Til Fornøjelser og Gaver ansætter vi hele
100 Kroner. De og Deres Mand kan gaa
i Theatret eller paa Koncert et Par Gange
om Aaret paa billige Pladser, og til en
Skovtur med Madkurven og hele Børneflokken
et Par Gange om Sommeren bliver der ogsaa
Raad. Det har man langt mere Glæde af,
end at spendere Pengene paa egne Fornøj-
elser. 20 Kroner til Tobak og Aviser
kommer Deres Mand til at nøjes med, ved
at spare paa Tobakken, — dette Husfaderens
Privilegium — , maa han foregaa sin Hus-
stand med et godt Exempel. Ligeledes
sætter vi 20 Kr. aarlig til Sporvogn og
Porto — hvad De sparer her kan jo komme
Fornøjelserne til Gode."
„Det er rigtignok en meget lille Sum!"
„Men Pengene skal jo helst slaa til, og
naar der til Petroleum, Gas og Brændsel vil
medgaa 140 Kr., til Lægehjælp og Medicin
60 Kr. saa bliver der ikke mere til de for-
skellige Poster, end vi har beregnet. Husk
paa, mindre end 1400 Kr. til Mad og Vadsk
kan De ikke have. — De vil dog en enkelt
Gang kunde se et Par af Deres Venner til
en Kop The eller til Frokost i Hjemmet, saa
derefter maa jo Madplanerne lægges og, som
de selv bemærkede før, er Fødevarerne jo
bleven dyrere. At se nogen hos sig i sit
Hjem er næsten en Nødvendighed, fordi Sam-
kvem med andre er opmuntrende og ud-
^-— ^ 156 .
^Husholdnings-Budget og Prisstig ning=-
viklende, og saaledes som Samfundslivet nu
er, kan det være af Betydning for en Fa-
milie ikke at udelukke sig. — For Hustruen
har det desuden den særlige Interesse, at
hun faar Anledning til at lave lidt extra
pæn Mad — og derved til at opstille nogle
Beregninger for lidt finere Ting ogsaa.
Jeg forstaar saa godt, at De ser betænkelig
ud ved det. Men husk nu paa, at man
kan ikke faa baade i Pose og i Sæk, og
De har nu haft den Lykke at faa 5 dejlige
Børn, derfor maa De slaa af paa andre
Goder, der heller ikke nær kan opveje dette.
Se her har De Budgettet opskrevet —
hvad De kan spare det ene Sted kommer
det andet til Gode. Kun raader jeg Dem
bestemt : spar ikke yderligere paa Maden, det
kan ellers let hænde, at De, ved at ind-
skrænke Post 5, kommer til at anvende det
opsparede og mere til paa Post 8, som
man ingen Fornøjelse har af. Siden vi
nævner Post 8, vil jeg bemærke, at denne
Udgift kan indskrænkes, hvis Familien er i
en Sygekasse!"
1) Skat, Livs- og andre Forsikringer
2) Husleje
3) Skolepenge
4) Klæder
o) Mad og Vadsk
6) Lys og Varme
7) Pigelen
8) Læge, Medicin
9) Vedligeholdelse af Indbo
10) Sporvogn, Porto
1 1) Tobak, Aviser
12) Bade og Extraudgifter
13) Fornøjelser og Gaver
Summa . . .
Kr. Ør
240
650
500
600
1400
140
192
60
28
20
20
50
100
4000 00
Udgiftspost Nr. 5 tænkes fordelt saaledes:
Vask aariigt 70 Kr.
Middagsmad aariigt 780 Kr.
Tor Kost og Drikkevarer. 500 Kr.
Til Selskabelighed 50 Kr.
Summa . . Tl400 Kr.
Vadsken beregnes saaledes:
Vadskerkone å 2 Kr. pr. Dag. 12 Gange
aariigt 24 Kr. 00
Sæbe og Soda til Vadsk og Rengering
aariigt 13 Kr. 80
Rulle samt Stivelse og Blaanelse
aariigt 12 Kr. 20
Strygning og Stivning ude af Huset
aariigt 20 Kr. 00
Summa . 7 .~70 Kr. 00
Af Sæbe er beregnet grøn eller brun blød
Sæbe å 15 Øre pr. &. Heraf bruges 5 $£
om Maaneden til Vadsk og Rengøring. 6 18
Soda og 1 &" hvid blød Sæbe å 20 Øre W
til at koge i. Flipper og Mansketter vadskes
hjemme, men stryges ude af Huset. At
bruge Mansketskjorter undtagen ved særdeles
højtidelige Lejligheder, bliver der ikke Raad
til. — Sæbe og Soda er ikke steget i de
sidste Aar> derimod Strygning og Vadsk ude
af Huset. Tillige er Arbejdskraften steget
ved at Arbejdsdagen for en Vadskerkone er
bleven kortere end tidligere. For at Vadsken
kan endes paa den Dag, hvor De har Konen,
maa De selv vadske Uldtøjet oppe i Køkkenet,
og Pigen maa Dagen efter Vadsken, alene,
eller med Deres Hjælp, besørge Skylning og
Ophængning. Da der sandsynligvis er for
meget hvidt Tøj i Vadsk, til at det kulørte
Bomuldstøj kan vadskes samme Dag, maa
det vadskes Dagen efter, for at man dertil
kan benytte det tiloversblevne Sæbevand,
hvori det hvide Tøj har været kogt.
Nu har vi naaet det Felt, hvor Prisstig-
ningen navnlig vil mærkes, nemlig Madlav-
ningen.
Det var en Gang besparende, jo mere Mad
man selv lavede og kogte hjemme, og den
Husmoder, som ikke selv lavede Kød- og
Fiskefarce eller som købte „opskaaret" Paa-
læg, var Genstand for en vis Ringeagt — .
Det samme er undertiden Tilfældet endnu. Men
i Familier hvor Fordringerne til Husmoderen
er saa store, som de her i Budgettet nævnte,
er det nødvendigt at tage en Del af de
Lettelser m. H. t. Madlavningen, som Tiden
har medført, i sin Tjeneste, som f. Eks. at
købe færdiglavet Kødfarce.
Husmoderen i det Hjem, som her er tænkt,
har ikke megen Tid til sin Raadighed. Hun
maa tage i Betragtning, om det Stykke Kød
hun køber er:
1) hurtigt at tillave for at spare Tid,
2) hurtigt at koge og stege for at spare
Brændsel,
3) reelt at skære ud for ikke at faa Affald,
4) reelt at skære op til Paalæg, naar det
er blevet koldt.
— - 157
^Husholdnings-Budget og Prisstigning-
Skøndt Kødfarce er steget 4 å 5 Øre pr.
&, er det dog det billigste Kødnæringsmiddel
at købe, fordi Kød med de færreste Ben,
eller i Form af Farce helt uden Ben, for
denne Husmoder som Regel vil være det
billigste. Dog, hvis Familien har Høkasse
og forstaar at benytte den, saa kan et større
Stykke Kød, som kan deles i reelle Stykker
og Affald, være praktisk at købe, i Fald
Husmoderen forstaar at anvende det. De
større Stykker Kød med Ben ved, er altid
billigere pr. © end de smaa Stykker skært
Kød. Ben og Sener koges til Suppe, og
Stegeben afkoges for at anvendes i Sauce
og legerede Supper.
Forkød er billigere end Bagkød, men der
er paa Oksen, og navnlig paa Kalven og Lam-
met ikke saa lidt løst Kød, Fedt og Ben, som
bevirker, at det ikke forslaaer saa godt. — Vil
moderen med det her opstillede Madbudget Hus-
derfor anvende Forkød til Middagsmaden,
maa hun give det som Fricassé paa
den Tid af Aaret, hvor Urter og Rødder er
billigst — altsaa i Efteraarsmaanederne, helst
ogsaa komme Kartofler paa og derved gøre
Tilsætningen til Fricaséen til det væsentlige,
og Kødet maa nu i de dyre Tider spille den
mindre væsentlige Rolle i Retten, som tidligere
Urterne spillede.
Tilbereder man Kødet i Carry, saa maa
Risene, der spises til, gøres til Hovedbestand-
delen, og Kødet gøres til en Lækkerbidsken,
der giver Kraft og Smag, men som spiller
en underordnet Rolle m. H. t. at blive mæt.
Selv om Svinemørbrad naaer til en Piis
af 90 Øre pr. fø, saa er det forholdsvis ikke
nogen dyr Ret, fordi der slet intet Affald
er, det er godt til Paalæg, og man kan
drøje paa Mørbraderne til Middag ved at
servere dem i en god tyk Vildtsauce.
Naar Svinekam — Skinke — og Bov er
i Pris med Kalvekam — Kølle — og Bov,
saa betaler det sig at købe Svinekødet frem-
for Kalvekødet, fordi Benene i Svinet er
mindre og altsaa ikke fylder saa meget i
Vægt. — Fjerkræ er aldrig billigt at spise,
da der er altfor meget Affald, som ikke kan
benyttes.
For de Mennesker, der ikke har imod at
spise Hestekød, er her jo altsaa en Kødsort,
som er billigere end andet Kød. Den fineste
udskaarne Hestefilet uden Spor af Fedt eller
Affald koster nu 55 Øre Pundet. En Heste-
filet, der er behandlet som Vildt og har
ligget i Kærnemælk et Døgn, er en velsma-
gende og meget drøj Steg. Inderlaaret kan
anvendes til Boeuf å la Mode, hvorved Kryd-
derierne borttager Karakteren af Hestekødet,
der med sin lidt sødlige Smag staar saa
mange imod.
Af alle Slags Gryn, gule og graa Ærter,
Lindser og Bønner kan laves billige, nærende
og mættende Retter. Man har altid nærmest
anvendt dem til Formad, og enhver Husmo-
der er kommen til det Resultat, at Formaden
var billig og nødvendig for at mætte Fa-
milien og drøje paa Eftermaden. Vægten i
en Husholdning, der skal føres billig, maa
derfor lægges paa store Portioner Formad med
megen Afveksling af Retterne og smaa Por-
tioner Eftermad.
Men i Familier, der ikke sætter stor Pris
paa Søbemaden, maa Husmoderen lade koge
mindre Portioner af den — aldrig helt ude-
lade den — og give Familien det samme at
spise paa en anden Maade d. v. s. som Ge-
myse til Kødretten. Stuvede Kartofler, stuvet
Kaal, hvide Bønner, Lindser, Rødder, Ris,
Maccaroni osv. Gemyserne maa serveres i
god tyk enten Mælke- eller Suppestuvning.
Gør man dette, saa kan man nøjes med
mindre Stykker Kød. —
Fisk er absolut for dyr at spise i en billig
Husholdning, men kan Familien ikke undvære
det, saa maa der gives rigeligt med Kartofler
til. I en mindre Husholdning er henkogte
Fiskeboller og Fiskebudding, serveret f. Eks.
med en meget tyk Persille — eller Ægge-
sauce og Kartofler, billigere at spise end fersk
Fisk. — Vil man anvende Klipfisk, bliver
der kun Raad til at spise Sennepssauce,
Kartofler og stuvede Gulerødder til, ikke
hakket Æg og Smørsauce.
Resultatet af disse Madbetragtninger er at :
Mel- og Grynspiser samt tørrede Bælgfrugter
er billig Mad, Kød og Fiskespiser dyr Mad,
samt at de danske tykke Sauce og jævne
Stuvninger, som vi efter Paavirkning af
fransk Køkken har begyndt at kaste bort,
er nødvendige at beholde i de prisbillige
Husholdninger, for at man kan blive mæt.
Syltning i en Husholdning, som den der
her danner Exemplet, hvor alt skal tages
saa billigt ud som muligt, er en Luksus,
som man ikke kan tillade sig, nu hvor man
158
Husholdnings-Budget og Prisstigning^ -=--=-
har tørret Frugt, der baade giver Saft og
Farve i Supperne. Vil man koge Kompot,
anvender man ogsaa hertil den tørrede Frugt
paa den Tid af Aaret, hvor den friske ikke
er billig. Hvis man ved en enkelt Lejlighed
vil have lidt Gelé, kan man købe det i Glas
til 25 Øre Stykket, hellere end selv at
spendere Syltning. Bruger man meget af
denne Vare, stiller det sig anderledes. —
Koger man ved Gas, saa behøver man
ikke derfor at have en Gasovn, der er dyr
at anskaffe sig, thi megen Mad kan laves i
Gryde over et Blus, men i en Familie som
den vi her paa Budgettet gaar ud fra, kan
det alligevel være praktisk at anskaffe sig
én, thi Pier, Gratiner og Omeletter er
billige, drøje og afvekslende i Sammen-
sætningerne. Med klinkede Æg, Kød farce,
Grøntsager etc. kan der kombineres mange
bagte Retter, ligesom en hjemmelavet Lever-
postej bagt i Ovnen er billigt Paalæg, der
kan erstatte Smør og Fedt paa Skolemaden.
En godt lysende Petroleumslampe, der
holdes godt ren, er billigere at oplyse Køk-
kenet med end at bruge det „billige" Gas-
blus til Oplysning, som hører med i ethvert
Køkken, hvor man har Kogegas, thi Blusset
sluger mere Gas end man tænker sig.
Familien paa Budgettet skal kunne bestride
Middagsmaden for c. 2 Kr. 10 Øre dagligt.
Deraf gaar de 10 Øre til Køb af x/» Tønde
Kartofler hver Maaned. Resterne af Efter-
maden anvendes til Paalæg. — Smør, Fedt,
Margarine, Klaret og Sukker er angivet paa
Madudgiften til den tørre Kost og skal altsaa
ikke beregnes med til Middagsindkøbene.
Der er 8 Munde, der skal mættes, til hver
beregnes altsaa 25 Øre. — Naar dette kan
lade sig gøre er det, fordi der er otte —
jo flere, jo billigere bliver Maden pro Persona.
At lave Mad til et Par Mennesker koster
forholdsvis mere.
Prisberegning for den tørre Kost:
Kr. Ore
Brød
maanedligt
8
0
4 % Smer
do.
4
60
8 % Margarine
do.
5
44
2 % Svinefedt
do.
! i
28
2 % Klaret
do.
1 i
00
2 % Kaffe m. Tilsætning do.
2
28
10 % Sukker
do.
2
00
*/« % Kakao
do.
6
70
Vi % The
do.
1
20
9 % Havregryn
do.
1
35
3 il Ost
do.
1
50
Paalæg (Resterne
af Middagsmaden an-
vendes).
2
00
Hvidt Ol og Mælk
(kun beregnet til at
drikke, ikke til
Madlavningen.
is
75
Krydderier og Le
g-
Summa . . .
50
41
60
Børnene spiser alle Havregrød kogt i Vand
med Mælk til om Morgenen. Intet Brød,
heller ikke Hvedebrød, spises før det er en
Dag gammelt, da det derved bliver drøjere.
Børnene spiser Fedt og Margarine paa Maden.
Under Paalæget spiser hele Familien Margarine.
Kun til bart Smørrebrød anvendes de 4 ^
Smør til de tre Voksne. Efter Behag kan
man jo udvide og indskrænke de forskellige
Poster, blot de holdes indenfor den givne
Ramme.
159 r
Gymnastik ( Aandcdrætsøvelser i Luftbadedragt) ved en Kommuneskole i Breslau.
LEGEMS-KULTUR
ER VI PAA DEN RETTE VEJ MED VOR OFFENTLIGE GYMNASTISKE UDDANNELSE?
Af J. P. MULLER.
I Sommer opholdt jeg mig nogen Tid paa
Waidberg, der ligger udenfor Zurich.
Midt i Granskoven er indrettet en stor Luft-
badeanstalt med hele Kolonier af de saakaldte
Lufthuse og Lufthytter, hvilke sidste er aabne
baade fortil og under Tagskægget. Disse
Boliger benyttes af de Gæster, der ofte med
Kone og Børn tilbringer deres Sommerferie
i dette Paradis. Andre Luft- og Solbade-
gæster kommer hver Dag fra Byen medbrin-
gende deres Læse-, Skrive- eller Haandarbejde,
og ofte slæbende Madkurv og Barnevogn op
ad Bjærget. I et Hjørne af den aabne Plads
findes, skærmede af Plankeværk, Vand- og
og Solbadene med særlige Afdelinger for
Damer og Herrer. Her ligger de rigtige in-
karnerede Soltilbedere helt nøgne i timevis
paa Træbrikser og lader sig stege brune paa
.—.— 160
alle Ledder og Kanter. Ulige interessantere
og sikkert nok saa sundt former Livet sig
for dem, der leger, spiller og sporter ude
paa de vidtstrakte Græsplæner. Her dannes
Grænserne ikke af de tungsindige Brædde-
vægge, men af et lavt, levende Hegn, og
bagved kommer paa alle 4 Sider Granskoven.
Hegnet forhindrer ikke „Uvedkommende" i
at kigge ind i Paradiset. Og naar de, sve-
dende i deres mange, stive Klæder, en Stund
har staaet og betragtet det glade Naturlivs-
billede, saa gaar de om til Hovedportalen og
bliver mod en lav Entré optaget i Naturbør-
nenes Kreds.
Kvindernes Paaklædning bestaar af et Em-
pireskørt, Mændenes og Børnenes kun af vide
Knæbenklæder af Hørtrikot. Enkelte bærer
dertil Straahat og Sandaler, men de fleste er
Legems-Kultur — --
barhovedede og barfodede. Det var interessant
at bemærke den naturlige Takt og Finfølelse,
der her traadte i Stedet for den falske Kul-
turs Tvang og hykleriske Etikette. Jeg kom
uvilkaarligt til at tænke paa Forholdene hjem-
me, der forbyder Damer og Herrer at bade
sammen i Svømmedragt, selv om de er præ-
senterede for hverandre, medens man paa
den anden Side — eller rettere netop af den
Grund — paa vore Søbadeanstalter ofte kan
blive Vidne til raa Uanstændighed mellem
mandlige og kvindelige Badegæster, der slet
ikke kender hinanden.
Den Idræt, der
samler de fleste
Deltagere og det
samtidig af alle
Aldre og begge
Kjøn, er Boldle-
gene. Jeg lærte
her nogle meget
morsomme Lege,
der kan beskæf-
tige et næsten
ubegrænset An-
tal Deltagere. Til
Afveksling fore-
tages Spadsere-
ture i de om-
liggende Skove eller videre ud i Landet. En
Dag foretog min Hustru og jeg i Selskab med c.
30 Personer en flere Timers Vandring til Katte-
søen, hvor vi alle fik os en god Svømmetur.
Vejen gik gennem Landsbyer, men ikke en Hund
gøede af os, uagtet Paaklædningen var som
ovenfor beskreven. Der blev sagt, at man i
den Mundering kunde færdes uantastet i hele
Kanton Zurich. Men tidligere var det rigtig-
nok anderledes. Skaberen af dette ^Licht-
luftheim" og Sjælen i al Idrætten og hele
Livet deroppe er en forhenværende Landsby-
præst, Pfarrer Stem, en 3- Alens Kæmpe med
langt, blondt Apostelskæg. For nogle Aar
tilbage blev han en skønne Dag anholdt, mens
han vandrede om i en ensom Bjærgskov i
Ældre Gymnastik«!* i et Luftbad ved St. Gallen.
Berneroberland, fordi han kun var iført Svøm-
mebukser, der ganske vist er en lidt ureg-
lementeret Uniform for en Sjælesørger. Han
maatte saa for Alvor kaste den sorte Kjole,
men har ikke senere angret sit Fejltrin.
En Søndag foranstaltede han en stor Idræts-
fest. Der var Væddekampe i Fodløb, Bryd-
ning og „Schwingen", Spyd- og Diskoskast,
Stenstødning, Længde- Højde- og Stangspring,
Reck- og Barreøvelser, en Mængde Boldspil
og til Slut Præmieuddeling og Skønhedskon-
kurrence, hvor jeg var Dommer sammen med
Billedhuggeren Prof. Freitag o. a. Der var
flere Hundrede
Deltagere og et
halvt Tusind Til-
skuere. Men det
ejendommelige
var, at ogsaa dis-
se sidste for stør-
ste Delen havde
anlagt Luftbade-
kostume. Om det
saa var Dommer-
ne, Kontrollører-
ne etc, bar de
kun Knæbenklæ-
der og manglede
altsaa baade Di-
plomat, høj Hat og langsløj fet Roset. Over-
alt skinnede Solen paa nøgne Skikkelser i de
forskelligste Farveafskygninger fra hvidt til
nøddebrunt. Hist saa man et Par Athleter
brydes midt i en interesseret Rundkreds, og
her konkurreredes der i Hurtigløb paa bare
Fødder uden Pigsko, mens samtidig et halvt
Hundrede Mænd og Kvinder spillede Figur-
bold og Forfølgelsesbold paa den største
Plæne. Da slog det mig, at jeg aldrig før
i mit Liv havde været Vidne til noget, der i
saa høj Grad lignede de gamle Helleneres
Gymnastik (NB. ikke det moderne Vræng-
billede i Athen), og jeg spurgte mig selv:
„H vorlænge skal det mon vare, inden jeg faar
noget saadant at se hjemme i Danmark?"
161
Legems-Kultur ==-
Endnu er Menneskeheden ikke naaetsaa vidt,
at den paa den fysiske Kulturs Omraade
ganske har frigjort sig for Trykket af den
mørke Middelalders Mare. Renæssancetiden
er i den Henseende kun at ligne ved en Op-
vaagnen i Utide, en Gaben, en Gniden-Øjne
og en Venden-sig-om paa den anden Side;
hvorefter Søvnen fortsattes, indtil man c.
1800 endelig begyndte at blive rigtig vaa-
gen. Det var Folk som Basedow, Guthsmuth,
Jahn, Nachtigall og Ling, der besørgede Væk-
kelsen. Vor Tids legemskulturelle Opblom-
stringsperiode er altsaa kun 100 Aar gammel,
medens den tilsvarende antike Kulturperiodes
Mænd tilsidst havde over 1000 Aars Erfaring
st bygge paa. Med disse 2 Tal in mente er
det jo undskyldeligt, at vi endnu ikke har
naaet saa smukke Resultater som Antiken.
Men naar det viser sig, at der hos vore of-
ficielle Anførere (de gamle Generalers mindre
store Efterfølgere) er Tilbøjelighed til at
sætte sig ned og hvile paa bemeldte Gene-
ralers Laurbær — eller endog til at marschere
baglæns — , saa maa et Nødraab være paa
sin Plads.
Særlig da det nu er paa Tale at bygge
et nyt Centralinstitut herhjemme, bør man i
god Tid drøfte, hvad rationel, videnskabelig
Gymnastik egentlig er for noget. Med denne
Betegnelse for visse Gyrnnastiksystemer i vor
Tid forholder det sig nemlig akkurat som i
gamle Dage med Udtrykket det „hellige,
romerske Rige" — nemlig 3 Løgne i
3 Ord.
Legemsøvelse er rationel, naar den er for-
nuftig, d. v. s. formaalstjenlig. Men der kan
være mange forskelligartede, hver for sig
gode og prisværdige Formaal, som ønskes
opnaaede, nævnt i Flæng f. Eks, god Appetit,
god Fordøjelse, god Holdning, alment Vel-
befindende, Sygdoms Forebyggelse, Sygdoms
Helbredelse, legemlige Færdigheder, sjælelige
eller moralske Egenskaber etc.
Hvorvidt et System af Legemsøvelser er
rationelt eller ej, afhænger i det enkelte Til-
fælde ganske af, hvor dét anvendes og hvor-
ledes det virker. I sig selv er intet System
rationelt; i Anvendelsen kan derimod mange
Slags Legemsøvelser blive tilnærmelsesvis ra-
tionelle.
Naar man derfor siger: „Alene vi her i
Norden kender rationel Gymnastik", saa er
dette blot et ganske naturligt Udslag af den
Selvovervurdering, som Danske og Svenske
har tilfælles med alle andre Nationer, og som
i og for sig kan være en værdifuld Egenskab,
naar den kun ikke bringer os i Konflikt med
Sokrates* noksom bekendte Visdomsord, saa-
ledes at vi glemmer at tage Lære af andre.
Videnskabelig er den Gymnastik, der tager
Videnskaben i sin Tjeneste for at naa et godt
Resultat paa saa mange Omraader som muligt.
Men man maa ikke være ensidig og f. Eks.
kun tage Hensyn til de gennem Anatomien
og Æstetiken formulerede Krav. Nej, Fysi-
ologiens, Hygiejnens, Pædagogikens og Eti-
kens Krav er nok saa vigtige.
Endelig er der det tredje Ord og den tredje
Løgn, nemlig „Gymnastik". Ordet betyder
Kunsten at uddanne det nøgne Legeme.
Har man derfor under Legemsøvelsen mere
Tøj paa, end der er absolut nødvendigt, saa
har Øvelsen strengt taget ikke Ret til at be-
nævnes Gymnastik. Dette er den formelle
Side af Sagen. Og i Realiteten kommer en-
hver Legemsøvelse, der udføres i lukket Lo-
kale og i Paaklædning, netop derved i Strid
med de ovennævnte Videnskabers sande Krav
og kan ikke blive andet end et mere eller
mindre tarveligt Surrogat for virkelig rationel
Gymnastik.
Paa jo flere Omraader, i jo flere Hense-
ender et System af Legemsøvelser kan blive
formaalstjenligt, desto mere nærmer det sig det
Ideal, der hedder rationel, videnskabelig Gymna-
stik. Et saadant Ideal havde vi i de gamle Græ-
keres Gymnastik (jeg understreger „gamle ", thi
de moderne Grækere har øjensynlig mindre For-
staaelse af Gymnastiken end de fleste andre
Nationer).
162 — =
Legems-Kultur
Fritstaaende Øvelser af c. 12,000 Turnere i Bern.
Selv om man ikke nøje kender de teore-
tiske Enkeltheder ved det antike græske Sy-
stem, ligger de praktiske Virkninger, Resul-
taterne, klart for Dagen. Alt, hvad vore
Dages Gymnastik- Lærde i deres Specialise-
ringslyst deler i Sport, Spil, Atletik, Akro-
batik, Sundhedsgymnastik, Udviklingsgymna-
stik egentlig og anvendt Gymnastik etc. var
indbefattet i den antike Gymnastik, der ud-
førtes i fri Luft og uden Klæder. Eksempelvis
indtog Smidighedsøvelser, som visse „Gym-
nastikautoriteter" i vore Dage ringeagter og
i deres Uforstand skælder ud for „Akroba-
tik", en vigtig Plads; og disse Øvelser er
jo ogsaa ganske udmærkede, fordi de *) giver
fuldendt Herredømme over Legemet, *) ud-
vikler de vigtigste af Kroppens Muskler og
Organer, s) ere meget morsomme og 4)
ikke fordrer særlige Apparater. De nævnte
Autoriteters værste Mis fors taaelse ligger dog
ikke kert men i den Omstændighed, at de
ved Legemsøvelse kun tænker sig Skelet-
og Muskeløvelse, medens Lungeøvelse kun
til Nød, og Luft-, Sol- og Vandbad samt
Hudgnidning aldeles ikke tør kaldes Gymnastik.
Som om Lungerne, Blodet og Huden ikke er
lige saa vigtige Dele af Legemet som Knog-
lerne og Kødet.
Af det ovenfor udviklede følger for det
første, at de forskellige moderne Systemer
af Legemsøvelser hvert for sig kun er et
Surrogat for en enkelt Side af den antike
Gymnastik, og for det andet, at de i mange
Tilfælde er indbyrdes inkommensurable, da
de kan have specielle, vidt forskellige For-
maal, f. Ex. Hjemmegymnastik (Sundheds-
øvelser) og Foreningsgymnastik (Sport).
Vil man nu ærligt og paa en praktisk
Maade forsøge at udfinde, hvilket moderne
Gymnastiksystem, der kommer Idealet nær-
mest, maa man tage Hovedhensynet til, hvor de
bedste Resultater findes, saavel kvalitativt
som kvantitativt.
I førstnævnte Henseende, hvor Talen altsaa
12
163 =
Legems-Kultur
er om at præstere de sundeste, smukkeste,
dygtiste og bedste Mennesker, vilde Norden
faa svært ved at konkurrere med Mellem-
europa, hvor det nu overalt er Skik at øve
sig i de talrige Luftbadeanstalter (efter sidste
Opgørelse 210 i Tyskland og 29 i Schweiz),
der er forsynet med alle mulige Gymnastik-
apparater og Rekvisiter til næsten al Slags
Sport og til en Mængde Bold-Lege,
I kvantitativ Henseende er en Sammen-
ligning betydelig lettere. Og her ser man
da, at frivillige Gymnastikforeninger er saa
at sige ukendte i Sverige, og heller ikke i
Danmark tæller Foreningerne eller Kursus
saa mange Deltagere, som det var ønskeligt,
og som man f. Ex. finder i Turnforeningerne
i alle Tysklands Byer. Et lille Land som
Schweiz kunde endog ved Turnfesten i Bern
for nylig stille med henimod 12000 aktive
Gymnastikere, og man helmer ikke — med-
delte Præsidenten mig — , førend hver Landsby •
har sin egen Turnforening.
Gymnastiksalene ogsaa de offentlige Sko-
lers, er meget større end vore, de er frit
beliggende og til 2 å 3 Sider forsynede med
store Vinduer, der gaa omtrent fra Gulv til
Loft. De er i Reglen omgivet af en stor
Plads med Træer og alle mulige Gymnastik-
apparater samt med elektriske Buelamper
paa Opstandere, der gør det muligt, at der
ogsaa om Aftenen kan gymnasticeres i fri
Luft. Hos os er Gymnastiksalene jo som oftest
sammenbyggede med Skoler eller Beboelses-
huse, de har oftest kun Vinduer (og det i
Reglen lukkede) paa den ene Side, og disse
er tilmed smaa for at give Plads til Ribbe-
væggene — et veltalende Symbol paa det
System, der overdriver den stramme Holdning
paa Bekostning af de hygiejniske Værdier,
som frisk Luft og Lys fører med sig. Gym-
nastik i fri Luft, selv om Sommeren, er saa
at sige ukendt herhjemme ; der findes maaske
enkelte Steder Gymnastikplads udenfor Lokalet,
men den benyttes blot ikke.
Ved Kultusministeriets Feriekursus i Gym-
nastik for Almueskole- og Kommunelærere, hvil-
ket i afvigte August Maaned afholdtes paa en
af vore Højskoler, blev det saaledes i Teori-
timerne stadig fremhævet, at Gymnastik i det
fri, under gunstige Vejrforhold, selvfølgelig
var Idealet. Men uagtet en af Eleverne gen-
tagne Gange med nogen Tids Mellemrum
indgik til Lederen med Anmodning om, at
Øvelserne maatte forlægges til den dejlige
Plads udenfor Lokalet, da Vejret var saa
straalende, saa blev den skønne Teori dog
ikke en eneste Gang omsat i Praksis. Dette
Forhold er saa meget mærkeligere, som man
netop skulde synes, at det maatte være af
særlig Betydning at bibringe Almueskolelærere
Kendskab til, hvorledes man kan sætte god
Gymnastik i Værk, selv om et særligt Lo-
kale ikke forefindes. Som Hovedaarsag til
den mangelfulde Legemsuddannelse, som Al-
mueskolen giver, nævnes altid Savnet af
Gymnastikhuse- Kan man tænke sig et bedre
Bevis for, at Vedkommende slet ikke ved,
hvad Gymnastik er? Og kom endelig ikke
med den Indvending at at det danske Som-
merklima er saa fugtigt. Thi lige saa ube-
hageligt og farligt det er at øve sig med
Klæder paa, naar det regner, lige saa sund
er efter min Erfaring Nøgen-Gymnastik (und-
skyld Pleonasmen !) selv i den værste Torden-
skylle, og rigtige kendere priser Regnbadet
som en udsøgt fysisk Nydelse. Ingensinde
har jeg paa noget Luftbadeterræn set, at
Regnvejr gjorde mindste Afbræk i Gymna-
stiken eller Legen.
Jeg har nu skitseret de Grunde, hvorfor jeg
mener, at det i Overskriften stillede Spørgs-
maal maa besvares benægtende. Maaske for-
taber mit Nødraab sig i Ørkenen, men det
kunde jo ogsaa være, at det hørtes i Skoven,
saa en Diskussion kun blive Følgen. Det vilde
dog være for ærgerligt, om der, saaledes som
der nu er Tale om, opførtes et gymnastisk Cen-
tralinstitut, og det saa bagefter — naar Folk en
Gang blev klogere — viste sig, at Udøvelsen
af virkelig Gymnastik var omtrent umulig dér.
164
JENA
ET HUNDREDAARS MINDE
Af Kaptajn Dalhoff-Nielsen.
Den 14, Oktober var det 100 Aar siden,
det preussiske Monarki blev kastet til
Jorden af Napoleon I og lemlæstet i en saa-
dan Grad, at der i en Række af Aar ikke
syntes at være Haab længere om dets Gen-
oprejsning.
De Aarsager, som førte til den enestaaende
Katastrofe, er ikke væsensforskellige fra dem,
der i Historien som Regel altid har ført til
Staters Undergang: Fejl Politik og militær
Stagnation. Strengt taget følger det sidcte
af det første; thi et sundt Statsliv beror dog
til syvende og sidst paa en rigtig Erkendelse
af Statens Væsen som Magt, Forsømmelse
af Magten er ensbetydende med, at Staten er
bleven sit Væsen utro, og i afgørende Kri-
ser savner den da Midlerne til at hævde sin
Tilværelses Berettigelse. Hovedaarsagen til
Preussens Fald i 1806 var just de ledende
Personligheders Mangel paa Forstaaelse af,
at Preussens Eksistens ikke længer var et
Freds-, Neutralitets- eller Retsspørgsmaal, men
udelukkende var blevet et Magtproblem.
Jenakatastrofen er Resultatet af en svag
vankelmodig Politik over for en Stat, der
repræsenteredes af det „posi ti veste af alle
Mennesker". Fra Baseler Freden af og ind-
til den 9. Oktober 1806, da Preussen erklæ-
rede Napoleon Krig, tager Begivenhedernes
Kurve mere og mere Retningen hen imod
Afgrunden. —
Det er bekendt, at Preussen i 1795 traadte
ud af den 2. Koalition og sluttede Fred med
Frankrig i Basel. Det forpligtede sig til
Neutralitet og garanterede i en hemmelig Ar-
tikel ogsaa for Hannovers Neutralitet. Her-
ved lagdes der allerede en skæbnesvanger
Spire til senere Fortrædeligheder, eftersom
Kurfyrsten af Hannover tillige var Konge i
England (Georg III).
Den 16. November 1797 besteg den 21
aarige Friederich Wilhelm III den preussiske
Trone uden i mindste Maade at være blevet
forberedt paa sit vanskelige Kald.
Aaret efter kom den 2. Koalition i Stand
mellem England, Rusland, Østrig, Tyrkiet og
Neapel. Preussen derimod holdt sig neutral,
hvad der straks kostede det dets vestrhinske
Besiddelser. Ved Freden i Luneville 1801
maatte Fr. Wilhelm gaa ind paa at lade
Rhinen være Grænsen mellem Tyskland og
Frankrig. Der opstod imidlertid Divergenser
mellem Østrig og Preussen angaaende nogle
gejstlige Kurfyrstendømmers fremtidige Stil-
ling, og da de to Magter ikke kunde blive
enige om andet end at skrive Skrivelser frem
og tilbage, blev Napolen ked af Vrøvlet, af-
gjorde Sagen ved et Magtsprog og truede
Østrig, der gjorde Ophævelser, med sine Ba-
jonnetter. Dette Varsel forblev upaaagtet.
1802 sluttede England Fred med Frank-
rig i Amiens, men brød Freden Aaret efter,
og da Georg III, som nævnt, tillige var Kur-
fyrste i Hannover, laa det nær at vente sig
en fransk Okkupation af Hannover. Fr. Wil-
helm var en fredelskende Mand, og saa længe
Neutralitet var ensbetydende med Fred, havde
han ikke noget imod at være Garant for
Hannover. Men nu, da han skulde til at
konstatere Neutraliteten, begyndte det at knibe
for ham, eftersom en Besættelse af Hannover
med preussiske Tropper kunde bringe ham i
Konflikt med Napoleon. Hans Regering for-
søgte at klare Sagen ved Hjælp af Skrivel-
165 == 12*
Jena
ser, og medens Blækket flød, handlede Na-
poleon. Inden man vidste et Ord af det,
rykkede Mortier med 20,000 Mand ind i
Hannover !
Under Forsøgene paa at slippe ud af den
latterlige Stilling, i hvilken Preussen havde
bragt sig selv, kom der et ganske uventet
Tilbud fra Napoleon. Da han nemlig havde
faaet Underretning om, at det var lykkedes
hans uforsonlige Modstander, den engelske
Statsmand Pitt, at faa en 3. Koalition bragt
i Stand mellem England, Østrig, Rusland og
Sverrig, frygtede han for, at Preussen ikke
skulde kunne modstaa Trykket fra disse Mag.
ters Side, og han søgte derfor at faa Preus-
bragt ud af Spillet ved et ganske sindrigt
Skaktræk. Dette bestod i, at han tilbød
Preussen Hannover paa Betingelse af, at Frank-
rig og Preussen skulde garantere hinanden
deres øjeblikkelige Besiddelser.
Den senere saa bekendte Statsmand Har-
denberg og den gamle Hertug af Braun-
schweig raadede Kongen til at antage Napo-
leons Tilbud, uagtet de ikke var blinde for,
at saadant kunde føre til Krig med Rusland,
som pønsede paa at faa Preussen med ind
i Koalitionen. Men Fr. Wilhelm, som skulde
høre alle mulige Menneskers Mening, inden
han besluttede sig til noget, fandt mere Be-
hag i Ministeremnet Grev Haugwitzes Raad.
Og dette Raad gik ud paa det, der i Øjeblik-
ket var det taabeligste af alt, at bevare Neu-
traliteten. Derved slap den svage Konge saa
nemt udenom alle kraftige Beslutninger.
Det galdt nu om at gennemføre denne
Neutralitetspolitik, hvad der ikke var saa helt
let, eftersom der stod 20,000 Franskmænd i
Hannover; men overfor Rusland viste Rege-
ringen sig tapper, forbød de russiske Trop-
pers Gennemmarche gennem Schlesien og
mobiliserede endog 80,000 Mand mod den
russiske Grænse.
Ved disse Foranstaltninger mente den preus-
siske Regering at have vist ærlig og redelig
Villie til at øve Ret til alle Sider og at have
sikret sig en fredelig Tilværelse for de preus-
siske Lande.
Herligheden varede imidlertid ikke længere
end til den 6. Oktober 1805. Napoleon
havde tabt den sidste Rest af Agtelse for
den preussiske Regering og lod uden videre
sine Tropper marchere gennem det neutrale
Ansbach! Dette var dog den fredsæle Fr.
Wilhelm for stærkt, og i den første opblus-
sende Vrede havde han mest Lyst til at sende
den franske Gesandt Rejsepas. Det skete dog
ikke. I Stedet for blev der den 9. Oktober
besluttet følgende: Over for Frankrig sagde
Preussen sig løs fra alle indgaaede Forplig-
telser, de russiske Tropper fik fri Gennem-
marche gennem Schlesien og fra svensk Pom-
mern gennem Meklenburg til Hannover, som
i Mellemtiden var bleven rømmet af Fransk-
mændene paa Fæstningen Hamelen nær;
Hannover skulde besættes af preussiske Trop-
per, og Kejser Alexander tilbødes der „ne-
gociation armée".
Alt dette var aabenbart lige saa mange
fjendtlige Skridt mod Napoleon og i ethvert
Fald et flagran t Brud paa Neutraliteten; men
denne havde Napolen jo allerede krænket.
Kejser Alexander ankom til Berlin den 26.
Oktober og opbød alt for at faa Preussen
med tnd i Alliancen. Men nu var Situation
helt forandret. Imellem de krigeriske Mani-
festationer den 9. Oktober og Kejser Alexan-
ders Ankomst til Berlin laa Østrigernes for-
smædelige Nederlag ved Ulm (20 Oktaber).
Napoleon havde efter et Felttog, som er
et Kunstværk i strategisk Anlæg og Gennem-
førelse, med et eneste Slag kastet Østrigerne
ud af Bayern og stod som Herre i Sydtysk-
land. Og med en saadan militær Situation
i Baghaanden var han aabenbart ikke til
Sinds at lade sig foreskrive Betingelser. Det
er derfor rent ud komisk at læse den Over-
enskomst mellem Alexander og Fr. Wilhelm,
som blev sluttet i Potsdam den 3. Novem-
ber. Ifølge denne skulde Preussen optræde
som „væbnet Mægler u og sende en befuld-
166
Jena
mægtiget til Napoleon for at forhandle om
— Fred paa Grundlag af Luneville-Trakta-
ten, d. v. s. Napoleon skulde bl. a. straks
trække sine Tropper bort fra Sydtyskland,
Holland, Schweiz og Neapel. Det var aaben-
bart det pure Vanvid. Men — og det kunde
endda lyde af noget — hvis Napoleon ikke
inden 4 Uger sagde Ja og Amen til disse
Betingelser, forpligtede Preussen sig til sammen
med Sachserne og Hesserne at rykke i Felten
med 180,000 Mand. I Forbindelse hermed
udarbejdede Hertugen af Braunschweig en
Operationsplan, som kort efter blev lagt ned
i Arkivet over ekspederede Sager.
Underhandleren, Grev Haugwitz, kom dog
afsted, og der foretoges nogle militære For-
anstaltninger for at give hans Sendelse nogen
Vægt. Efter Overenskomsten af 3. Novem-
ber skulde der gives Napoleon 4 Ugers Frist,
og da man haabede at være færdig med de
militære Forberedelser omtrent midt i Decem-
ber, saa opsattes Grevens Afrejse til den 14.
November.
Dette var straks et Brud paa den bin-
dende Overenskomst, efter hvilken den be-
fuldmægtigede skulde afgaa „uopholdelig".
Værre var det, at den vaklevorne Fr. Wil-
helm bagom den ledende Statskanslers Ryg
medgav Haugwitz en ganske privat Instruk-
tion, der paalagde ham fremfor alt at virke
for Freden mellem Frankrig og Preussen I
Den ædle Greve skulde altsaa baade true
Napoleon med 1 80,000 Preussere og forhandle
om Fred mellem Preussen og Frankrig. Sjæl-
dent har en Situation været mere sindrigt
forkludret.
Grev Haugwitz havde sin første Samtale
med Napolen den 28. November, netop paa
den Dag, da Napoleon paa det allerubeha-
geligste blev overrasket ved Efterretningen
om sine Troppers Nederlag ved Winschau.
Hans Stilling var i dette Øjeblik alt andet
end hyggelig. De allierede stod med en
Overmagt af 25,000 Mand over for Brunn,
og de nærmeste franske Divisioner var Zlj% —
4 Dagsmarcher borte. Napoleon ventede med
Sikkerhed et Angreb den 29., og medens
Briinns Garnison blev alarmeret, rejste Grev
Haugwitz paa Opfordring til Wien for at
fortsætte Underhandlingerne der, uden at have
gjort et Forsøg paa at udnytte den for Preus-
sen saa gunstige Situation.
Men med Vindens Fart fløj Napoleons
Kurerer afsted i alle Retninger for at hid-
kalde de nærmest staaende Tropper, som nu
i Ilmarcher nærmede sig Austerlitz. Til Held
for Napoleon angreb de allierede ikke Brunn,
men gav sig god Tid til at manøvrere og
etablere en stor omgaaende Bevægelse for at
afskære Napoleon fra Wien. Derved gav de
ham tre Dages Respit, og det var tilstrække-
ligt for den frygtelige Mand.
Den 2. December stod Slaget ved Austerlitz.
Grev Haugwitz kom saaledes tidsnok til
Wien for at erfare, at Situationen paa det
politiske -Verdensmarked atter var bleven
forandret ved den faldne Vaabenafg øreise.
Telegrafen eksisterede ikke, nye Instruktioner
kunde ikke indhentes i en Hast, og Haug-
witz forstod kun altfor godt, at Preussen
med sine rundt i Landet spredte Tropper
var hjælpeløst fortabt over for den mægtige
Slagenes Kejser, hvis det kom til et endeligt
Brud med ham. Men Napoleon var noget
hurtigere i Vendingen end baade Fr. Wilhelm
og alle hans ansvarlige og uansvarlige Raad-
givere og affærdigede da ogsaa alle Grevens
Krumspring ved at stille ham det klare og
letfattelige Spørgsmaal: Krig eller Fred!
Det er ikke saa let at sige, hvad Grev
Haugwitz egentlig skulde have foretaget sig
i denne ubehagelige Situation, hvor der ikke
længer kunde være Tale om at virke med
mer eller mindre tomme Trusler. Men man
kan dog ikke fortænke Fr. Wilhelm i, at
han følte sig en Besvimelse nær, da Haug-
witz holdt sit Indtog i Berlin efter at have '
afsluttet en offensiv og defensiv Alliance mel-
lem Frankrig og Preussen, dateret den 25.
December 1805!
167
Jena
Og den 3. November havde Fr. Wilhelm
forpligtet sig til at hjælpe Østrig od Rusland
med 180,000 Mand. Naturligvis skulde
Preussen ikke gaa helt tomhændet ud af
Handelen. Det skulde saaledes faa Hannover
— som Napoleon ikke ejede — men til
Gengæld aftræde Ansbach.
Man maa se denne ynkelige Farce paa
Baggrund af den Kendsgerning, at Preussen
var Napoleon mere end dobbelt overlegen.
Den preussiske Armé sammen med Sachserne
og Hesserne talte ca. 200,000 Mand, Rus-
seren Benningsen stod med 40,000 Mand
ved Breslau, Tolstoi med henimod 20,000
Mand i Hannover, hvor der desuden fandtes
20,000 Mand engelske Tropper, medregnes
endelig 7000 Svenskere i Lauenborg raadede
Preussen saaledes over 287,000 Mand,
medens Napoleon paa det omhandlede Tids-
punkt knapt mønstrede 140,000 Mand. Den
engelske Underhandler opholdt sig i Berlin,
en Alliancetraktat kunde opsættes paa mindre
end 12 Timer, og med Penge har England
aldrig været fedtet, naar det galdt Riget —
men Fr. Wilhelm var en Fredens Mand, og
det blev hans Lands Ulykke. Thi ogsaa
Fredens Velsignelser kan købes for dyrt,
særligt naar der alligevel ikke kommer nogen
Fred ud af det, og naar den Pris, der skal
betales for en Stunds Fred, bliver Statens
Ruin.
Den preussiske Regering blev forholdsvis
hurtig færdig med at spekulere over, hvad
den skulde gøre med den ny Alliancetraktat,
som Grev Haugwitz havde bragt med sig
hjem. Den 3. Januar foreslog den Napoleon,
at de fordrede Landaftrædelser først skulde
finde Sted, naar Hannover ved Fredslutningen
med England var bleven Napoleons retmæssige
Ejendom og som saadan ogsaa kunde bort-
gives. Midlertidigt fik Hannover preussisk
Besætning „bis zur Abschliesung eines all-
gemeinen Friedens a. Uhyre retsindigt tænkt,
men uden Spor af Forstaaelse af, at der her
slet ikke var Tale om Retsspørgsmaai. Fr.
Wilhelm var saa sikker paa, at Napoleon
maatte blive tilfreds med hans Ændringer,
at han hjemsendte Tropperne, gav Russerne
Ordre til at marchere hjem og lod Eng-
lænderne indskibe sig.
Efter at Preussen paa den Maade havde
svækket sig eftertrykkeligt, kasserede Napo-
leon selvfølgelig hele Traktaten, da den ikke
var vedtaget i den Form, han vilde have
den.
Dér stod den preussiske Regering saaledes
atter over for det fatale Spørgsmaal: Krig
eller Fred, og Haugwitz maatte paany af-
sted til Napoleon. Den 15. Februar blev
der saa affattet en ny Traktat, der kort og
godt lød paa, at Preussen øjeblikkelig skulde
aftræde Ansbach og noget mere, samt spærre
Ems, Weser og Elben for England. Han-
nover, som altsaa tilhørte England, maatte
Preussen med største Fornøjelse besætte.
Hermed havde Preussen faaet det sømægtige
England paa Halsen og var kommen i
Klammeri med Rusland og Sverrig. Et
virkeligt smukt Freds- og Neutralitetsresultat.
Men Hæren havde man været saa forsynlig
at svække, og følgelig maatte man finde sig
i, hvad Diktatoren foreskrev.
Vi forbigaar alle de afmægtige Bestræbelser,
Preussen udfoldede for at komme ud af sin
pinlige Stilling. Der var selvfølgelig intet
at stille op ud over Valget for eller imod,
noget tredie kunde der ikke gives, eftersom
Preussen hverken viste sig fysisk eller moralsk
stærkt nok til at drive Neutralitetspolitik.
Under saadanne Forhold blev Preussen i
Napoleons Øjne en højst upaalidelig Nabo,
som snarest muligt maatte tvinges til at be-
kende Kulør eller uskadeliggøres for lange
Tider.
Det vil erindres, at den 12. Juli 1806
blev Traktaten angaaende Rhinforbundet
underskrevet i Paris. De tyske Fyrster, som
traadte ind i Rhinforbundet, sagde sig løs
fra Riget, indgik et offensivt og defensivt
Forbund med Napoleon og forpligtede sig til
168
Jena
at levere ham 63,000 Mand. 95 rigsumid-
delbare Fyrster, Abbedier m. fl. mistede deres
politiske Rettigheder. „Hvis den tyske Kejser
gør den ringeste Vanskelighed, rykker Ar-
méen straks frem i Rummet mellem Inn og
Linz," skrev Napoleon den 16. Juli til Ber-
thier. Napoleon var Mand for at lave Land-
kortet om, og da han er sin egen Rigsdag,
gaar alt i en Haandevending. Den 1. Au-
gust fik den tyske Kejser en ligefrem* Med-
delelse om den nye Ordning i Riget med en
lille Sidebemærkning om, at hvis den ikke
maatte behage Hs. Majestæt, vilde de franske
Tropper overskride Inn. Tropper er et ud-
mærket Argument i alle Tvivlstilfælde, og
den tyske Kejser skyndte sig da ogsaa med
at nedlægge sin Værdighed som saadan.
Den 6. August 1806 havde „det hellige
romerske Rige „deutscher Nation * ophørt at
eksistere !
Almindelig Forbitrelse var den første Virk-
ning af denne Voldsdaad; men Napoleon
yndede ikke altfor nærgaaende Bemærkninger.
Krigsretterne kom i Virksomhed med at fælde
Dødsdomme over dem, der skrev Smæde-
skrifter, og Boghandleren Palm i Nurnberg
blev skudt, da han ikke vilde udlevere For-
fatteren til „Deutschland in seiner tiefsten
Emiedrigung."
Den preussiske Regering saa stadig ikke,
hvor alt dette bar hen, og ombølget af
Dunsterne fra den alt beherskende Fredspibe
styrede den mere og mere hen imod Af-
grundens Rand.
I Slutningen af Juli og Begyndelsen af
August 1806 indløb der saadanne Efterret-
ninger til Berlin om Napoleons Forehavender,
at man begyndte at blive betænkelig. Og
netop samme Dag, som den tyske Kejser
nedlagde sit kejserlige Scepter, kom der en
Depeche fra Preussens Parisergesandt, Luc-
chesini, der meldte om en Samtale, han
havde haft med den engelske Gesandt Lord
Yarmouth. Denne havde meddelt, at Na-
poleon havde tilbudt England Hannover —
som han i forvejen havde overladt til
Preussen! Nu endelig begreb Fr. Wilhelm,
at der var Ugler i Mosen, og den 9. August
blev der virkelig befalet delvis Mobilisering
af Tropperne, og deres Koncentration paa
forskellige Punkter til Sikring mod et Over-
fald. Den preussiske Regering var dermed
gennem Freds- og Neutralitetsstadiet naaet
frem til et Forsøg paa Forsvar, og efter at
have overanstrengt sig med denne halve
Porholdsregel — som jo ikke maatte „irritere
Fjenden" — gav den sig til at spekulere
over Problemet Forbundsfæller, hvad der jo
var noget sent.
Napoleon havde paa dette Tidspunkt endnu
ikke bestemt sig for Krig med Preussen af
den simple Grund, at han først ønskede at
faa Fredstraktaten med Rusland bragt i Land.
Den var undertegnet den 20. Juli og
skulde ratificeres 25 Dage senere i Peters-
burg. Indtil dette var sket undgik han om-
hyggelig alle Overgreb mod Preussen. Først
den 3. September ankom Kureren fra Peters-
burg med Meddelelse om, at Kejser Alex-
ander havde forkastet Traktaten. Øjeblik-
kelig vejrede Napoleon et hemmeligt For-
bund mellem Rusland og Preussen, og et Par
Dage efter har han ikke alene fattet Beslut-
ning om Krig med Preussen; men han har
ogsaa dannet sig en bestemt Idé om Ud-
førelsen. Der udgaar Ordre til Generalstabs-
chefen, Berthier, om at have hele Hæren
samlet mellem Bamberg og Bayreuth 8 Dage
efter Befalingens Modtagelse. Den 19. Sep-
tember modtog den franske Gesandt i Berlin,
Laforest, Ordre til at forlange sine Pas, saa
snart han erfarede, at preussiske Tropper
marcherede ind i Sachsen. Allerede to Dage
efter forlod han Berlin, og den 26. var de
franske Armékorps paa Vej til deres Sam-
lingssteder.
Medens Napoleon saaledes baade politisk
og militært handlede efter en simpel og klar
Idé, blev Forholdene i Preussen mer og mer
indviklede og forvirrede og tilsidst vidste
169 —
Jena
man hverken ud eller ind. Betegnende for
Situationen er et Brev fra den preussiske
Generaladjutant v. Kleist til den i Krigs-
historien saa sørgeligt berømte Generalkvar-
termester og Konfusionsraad, Oberst v. Mas-
senbach: „Man ved her egentlig slet ikke,
hvad man vil. Idag trues man af en Inva-
sion og vil forsvare sig, i Morgen vil man
gaa angrebsvis frem, og i overmorgen vil
man sandsynligvis igen underhandle, kort
sagt, en Konfusion uden Lige." Og Napo-
leon dømmer ikke en Smule anderledes, kun
udtrykker han sig mindre blidt i en Note
til Talleyrand af 12. September: „Dette Ka-
binet er saa foragteligt, Suverænen i den
Grad karakterløs, Hoffet saa behersket af
unge æventyrlystne Officerer, at man aldeles
ikke kan forlade sig paa denne Magt. Den
vil stedse bære sig ad som den hidtil har
gjort, den vil ruste, atter afvæbne og staa
paa Lur, medens man slaas, og træffe en
Overenskomst med Sejrherren." I Sandhed
en grufuld, men ingenlunde ufortjent Yd-
mygelse.
Preussens forkludrede Politik maatte nød-
vendigvis lægge en lammende Haand over
den militære Aktion fra første Færd af, og
det kunde derfor ikke hjælpe stort, at Fr.
Wilhelm omsider slog paa Sværdet og stillede
Napoleon et Ultimatum, der gik ud paa, at
han inden den 8. Oktober skulde erklære
sig villig til at trække sine Tropper ud af
Sydtyskland. Det gjorde han ogsaa, men
Vejen gik over det preussiske Monarkis og
den preussiske Hærs Ruiner.
Napoleon svarede slet ikke paa dette i og
for sig klare Ultimatum, og den 9. Oktober
erklærede Preussen saa Krig. Samme Dag
blev de sachsiske Tropper under Tauentzien
slaaet ved Schleitz, og Dagen efter slog
Marskalk Lannes den preussiske Avantgarde
ved Saalfeld, medens den preussiske Hær
planløst marcherede frem og tilbage mellem
Saale- og Werrafloden og var udaset og
udsultet, inden Krigen for Alvor begyndte. —
Den Armé, hvormed Napoleon førte sit
berømte Felttog mod Preussen 1806 var
til Trods for det pompøse Navn „la grande
armée" dog ret beskeden i Sammenligning
med Nutidens Massehære. Den talte 160,000
Mand, eller omtrent l/5 af den Styrke, som
Tyskland mobiliserede i August 1870, og
den havde heller ikke slaaet til, hvis Preussen
ikke ved sin holdningsløse Politik havde
mistet Magternes Tillid. Den 4. Oktober
var den franske Armé opmarcheret med 4
Armékorpser i forreste Linie ved Mainfloden
og 2 Armékorpser i anden Linie ved Ans-
bach og Nord for Amberg. Hele Opmarche-
rummet strakte sig fra Wiirzburg i Vest til
Amberg i Øst; men allerede Dagen efter at
Fremmarchen var begyndt, foregik Koncen-
trationen fremefter saa stærkt, at Fronten
den 8. Oktober om Aftenen kun var knapt
halv saa bred, nemlig fra Koburg til Miinch-
berg, eller ca. 60 Kilometer, og denne Front
bibeholdt Arméen under største Delen af
Marcherne nordpaa. Den benyttede tre Veje,
nemlig fra Vest til Øst: Coburg— Saalfeld,
Bamberg — Saalburg og Bayreuth— Hof, hvor-
ved ogsaa Hæren deltes i tre Kolonner af
følgende Sammensætning :
Venstre Kolonne:
V. Armé-Korps, Lannes.
VII. — Augereau.
50,000 Mand.
Centrum:
I. Armé- Korps, Bernadotte.
III. — Davoust.
Garden.
Reservekavalleri, Murat.
70,000 Mand.
Højre Kolonne:
IV. Armé- Korps, Soult.
VI. — Ney.
Bayrerne.
40,000 Mand.
170
Jena
Napoleon selv fulgte med den midterste
Kolonne.
Felttogets Idé var ganske simpelt at styre
ad korteste Vej mod den fjendtlige Hoved-
stad, Berlin, i sikker Forventning om, at
den preussiske Hær paa et eller andet Sted
vilde lægge sig imellem for at hindre Hoved-
stadens Fald, og det var dette Sammenstød,
Napoleon fremfor alt ønskede. Selv havde
han kun mangelfulde Efterretninger om den
preussiske Hærs Stilling. Oprindelig troede
han at linde den ved Weimar; men senere
forledte nogle preussiske Bevægelser ham til
at antage Gera for at være dens Samlings-
sted. Den preussiske Hærs Bevægelser var
imidlertid saa planløse og forvirrede, at det
var meget vanskeligt at danne sig et Billede
af deres Forehavender.
De omtalte tre Veje løber i Almindelighed
i Retning mod Nordøst og overskæres af
Saalefloden ved Saalfeld (Vest), Saalburg
(Midte) og Hof (Øst). Disse Byer ligger i
en Linie, som paa det nærmeste er vinkelret
paa Marcheretningerne. Da den midterste
Kolonnes forreste Korps (Bernadotte) var en
Dagsmarche forud for Spidserne af Nabo-
korpserne, saa formede Marchen sig saaledes,
at Centrum og højre Kolonne samtidigt
naaede Saale den 9. Oktober, medens venstre
Kolonne endnu stod en Dagsmarche Syd
for Saalfeld. Deraf kom det sig, at den
sachsiske Post ved Saalburg blev slaaet
allerede den 9. Oktober.
Den 10. Oktober stødte Marskal Lannes'
forreste Division paa Prins Hohenlohe-Ingel-
fingens Avantgardedivision, der komman-
deredes af den højt begavede og stærkt be-
undrede Prins Louis Ferdinand af Preussen.
Den preussiske Hær var for saa vidt bleven
moderniseret som den efter Oberst Scharn-
horsts, den berømte Organisators, Forslag
var bleven delt i Infanteridivisioner, og disse
var atter samlede i to Arméer, Hovedarméen,
58,000 Md., under Feltmarskalken, Hertugen
af Braunschwig, og en anden Armée, 46,000
Md., under Fyrst Hohenlohe-Ingelfingen. Armé-
korpset, som er Napoleons Opfindelse, eksi-
sterede ikke.
Kampen ved Saalfeld var en Frugt af den
preussiske Hærs forvirrede Ledelse. Prins
Louis forsvarede Saale- Overgangen i den Tro,
at Hohenlohe var paa Marche mod Øst i
Retning mod Neustadt, og han var ikke
bleven underrettet om, at denne Plan lige-
som alle de øvrige var bleven opgivet.
Desuden besad Prins Louis hverken Erfaring
eller Tropper nok til at kunne tage det op
med den mægtige Lannes. For at skaffe sig
Luft til at slippe bort fra en truende Om-
fatning angreb han i Spidsen for 5 Eska-
droner en fransk Kavalleribrigade, kastede
dens forreste Træfning, men blev redet ned
af den anden og maatte tænke paa at redde
sig. Ved Springet over en Hæk blev hans
Hest hængende med det ene Bagben, hvad
der' sinkede ham saa meget, at han blev
indhentet af en fransk Sergent. Denne op-
fordrede ham til at overgive sig, og da
Prinsen svarede med et Sabelhug, borede
han ham sin Lanse i Ryggen. Efter Prinsens
Død ophørte al Ledelse, og Tilbagetoget
udartede til Flugt.
Det er ugørligt her at give en Fremstilling
af den preussiske Hærs planløse Operationer,
de har ganske samme Karakter som den
forvirrede Politik, af hvilken de kun var den
naturlige Fortsættelse. Det er tilstrækkeligt
at følge Napoleon for at forstaa, at den
preussiske Armés Skæbne allerede var be-
seglet, inden Vaabnene havde talt.
Den 12. Oktober naaedo Napoleon Gera
sammen med Bernadotte og Ryttergeneralen
Lasalle og opdagede her, at han havde ført
et veritabelt Stød ud i den blaa Luft. Det
eneste, han fik fat paa, var Sachsernes
Bagage.
Den 13. Oktober modtog han nogle Efter-
retninger, der bringer ham til at u'dbryde:
„ Endelig er Sløret faldet, Fjenden begynder
sit Tilbagetog mod Magdeburg." Hvorpaa
171 =
Jena
han byggede denne Slutning vides ikke. Men
øjeblikkelig giver han Befaling til at svinge
alle Kolonnespidserne mod Vest, og som en
glubende Tiger kaster han sig over det
Bytte, som var i Færd med at undslippe ham.
Man maa være lidt fortrolig med General-
stabs- og Forplejningstjeneste for at kunne
fatte, hvad det vil sige pludselig at kaste
6 Armékorpser ind paa en tilfældig ikke
forberedt Operationslinie, øg hvilket svimlende
administrativt Arbejde en saadan Operation
forudsætter. Den 13. om Morgenen paa-
begyndtes Arbejderne, og den 14. om Aftenen
var den preussiske Hær totalt slaaet og paa
Flugt med Resterne! Man maa vist helt
tilbage til de oldgræske Forestillinger om
Giganter eller Titaner for at finde et ad-
ækvat Udtryk for disse 36 Timers Arbejde,
over for hvilke alle moderne Superlativer
forsager.
Den 13. KL 111/« Formiddag er Befalin-
gerne ekspederede og Napoleon undervejs til
Jena. En Mil Øst for Jena modtager hanLannes'
Melding om, at der paa Højden Vest for
Jena fandtes en Lejr paa ca. 30,000 Md.
Øjeblikkeligt udsteder han nye Befalinger,
deriblandt at Davout fra Naumburg skal
operere i Ryggen paa Preusserne. Da Klokken
nærmede sig 4 faar Kavalkaden Øje paa
Jenas Taarne i den dybt indskaarne Dal, og
Kejseren ser straks, at den hinsides liggende
Højde er i Lannes' Besiddelse. I forstærket
Tempo gaar Ridtet gennem Jena og op ad
det stejle Landgrafenberg, og inden den
korte Dag er gaaet til Ende, har Napoleon
overset alle Enkeltheder og lagt Planen for
den følgende Dags Kamp.
Oppe paa Højden rejses hans Telt og her
dikterer han den mærkelige Slagbefaling for
den 14. Oktober. Den er fra Formens Side
ikke noget Mønster, set med moderne Øjne;
men den er et interessant Eksempel paa, at
kun Mesteren kan bryde Formen og følge
sine egne Veje.
I Løbet af Eftermiddagen og Natten
arbejdede Soldaterne paa at gøre Vejen op
til Højden saa bred, at Kanonerne kunde
bringes op, og Napoleon ansporede personlig
Soldaternes Iver. Inden Morgenen gryede
stod Batterierne i Stilling.
Napoleon sov kun lidt, hans mægtige Aand
befandt sig under et saa vældigt Pres af Energi,
at han ingen Hvile fandt. Og den følgende
Morgen udladede hele den opsamlede Energi
sig i voldsomme Eksplosioner, der sprængte
Fyrst Hohenlohes tapre Skarer som Avner
for Vinden.
Hovedhæren var afmarcheret nordpaa og
stødte ved Auerstådt og Hassenhausen paa
Marskalk Davoust. Den gamle Hertug af Braun-
schweig blev skudt gennem begge Øjne og
Ledelsen vaklede. I afmægtige Angreb for-
blødte Hæren sig overfor de franske Tirail-
lører, og trods sin numeriske Overlegenhed
maatte den tilsidst give fortabt over for Da-
vousts overlegne Ledelse.
Med hensynsløs Energi forfulgte Napoleon
sin Sejr og jagede omsider den preussiske
Hærs Rester til Døde. Ved Oktober Maa-
neds Udgang eksisterede den preussiske Hær
ikke længer. I det nordøstligste LHjørne af
sit Monarki fandt Friederich Wilhelm III
et Fristed sammen med nogle faa tusind
Mand. —
Det var Frederik den Stores Hær, som
som fandt sin Grav ved Jena og Auerstådt.
Men den store Konges Aand var veget fra
Hæren, det var som om den havde udtømt
sin Kraft i 7 Aars Krigen og var bleven møl-
ædt. Ved Jena bukkede den under, fordi
den i Mellemtiden ikke var blevet noget an-
det end Frederik den Stores Hær. Den havde
levet paa sine Laurbær og ikke forstaaet, at
der var brudt en ny Tid frem, som stillede
helt andre Krav til Krigens Mænd end for-
dum. Paa den uklare Politik fulgte den
uklare Krig med et sløvt Værktøj, derfor var
Katastrofen en historisk Retfærdighed.
172
å«Jd:*OaKfcIeM,?lfi
FINLANDS NYE FORFATNING
Af Knud Berlin.
YDERLIGHEDERNE rører ved hinanden ! Denne
Sætnings Sandhed slaar En i for-
underlig Grad ved Læsningen af den ny
Landdagsordning for Storfyrstendømmet Fin-
land af 20 Juli 1906, der er traadt i Kraft
1ste Oktober d. A. Ikke blot stadfæstedes
denne Europas i flere Henseender mest demo-
kratiske Forfatning af Ruslands Zar samtidigt
med at han opløste Ruslands Rigsduma uden
at udskrive ny Valg og derved i hvert Fald
foreløbigt tilintetgjorde den beskedne Begyn-
delse til et frit Selvstyre, som han kort for-
inden havde indrømmet det russiske Folk.
Men ogsaa ved Sammenligningen af Finlands
nye Landdagsordning med dets egen ældre
indtil nugældende Landdagsordning af 1869
springer de yderligste Modsætninger hinanden
i Møde. Fra middelalderlig Stænderrepræsen-
tation med Adels- og Præsteprivilegier, med
Firekammersystem og ulige og indskrænket
Valgret for Borger- og Bondestand tager det
finske Folk ikke Skridtet, nej vover Springet
over til det mest nymoderne Repræsentations-
system med Etkammer, udgaaet af almindelig
og lige Valgret, med Forholdstalsvalg og med
ikke blot Valgret men ogsaa Valgbarhed for
Kvinder lige med Mænd ! Stod Finlands Land-
dagsordning indtil igaar som et Exempel
jævnsides med Mecklenburgs paa en Forfat-
ning, der var blevet, ligesom forglemt af Ti-
den, tilbage paa et af de fleste andre mo-
derne Forfatninger for Menneskealdre siden
forladt middelalderligt Udviklingstrin, staar
Finlands Forfatning i Dag som et dristigt
Forsøg paa en Forfatningsud vikling, som man
i Øjeblikket ikke kan tænke sig de fleste af
Europas øvrige Lande naaede til i hvert
Fald for en overskuelig Tid. Saa meget
større Interesse har det derfor at fordybe sig
i denne Europas yngste Forfatning og sam-
menligne den med dens Forgænger, den ind-
til nu gældende : det er ikke Timer eller Dage,
men Aarhundreder, der skiller mellem den
gamle og ny Ordning, den ene dragende
Blikket tilbage mod en fjærn, ærværdige hi-
storiske Minder til Live vækkende Fortid,
den anden vendende Tanken frem mod en
ny i det ukendtes Taageslør gemt Fremtid.
Den indtil d. 1 Oktober i Aar endnu gæl-
dende ældre finske Landdagsordning af 15
April 1869 byggede i det væsentlige paa
den Regeringsform, der gjaldt i Sverige
ved Finlands Afstaaelse til Rusland i 1809,
nemlig den af Gustav III gennemtvungne Re-
geringsform af 1772 samt Forenings- og
Sikkerhedsakten af 1789. Disse gamle sven-
ske Grundlove, der hjemlede Kongen en vid
Magtfuldkommenhed, men dog gav Stænderne
udenfor Krigstid fuld Veto i Lovgivnings- og
Bevillingsspørgsmaal — derimod intet Lov-
initiativ — , maatte vel i mange enkelte Punkter
undergaa Ændring ved at Finland underlag-
des Ruslands Krone og Ruslands Zar saaledes
traadte i Stedet for Sveriges Konge, men de
anerkendtes i øvrigt som gældende Grund-
love for Finland og paaberaabtes saaledes
endnu som saadanne af Kejser Alexander
den Anden i Landdagsordningen af 1869.
Denne Landdagsordning, der kun i 1886
ændredes af Alexander III ved, at Stænderne
igen fik Ret til at foreslaa Love, var derfor
paa mange Punkter af ganske middelalderligt
Tilsnit. Paa Landdagen, der kun regelmæs-
sigt skulde indkaldes hvert femte Aar, kunde
173
Finlands nye Forfatning
man saaledes endnu bestandig se Middelal-
derens de fire historiske Stænder: Adel,
Præsteskab, Borger- og Bondestanden give
Møde og samle sig hver for sig til sin egen
særskilte Forsamling. Og hvilken Brogethed
i Arten af den Adkomst, der gav Adgang
til Sæde som Landdagsmand ! Paa Ridder-
huset mødte kun Greverne, Friherrerne og
den øvrige Adel, hver indskeven Æt ved sin
Hovedmand eller sin af Hovedmanden valgte
Fuldmægtig. Præstestanden bestod af Erke-
bispen og Bisperne som fødte Medlemmer
samt af valgte Repræsentanter for Stifternes
lavere Gejstlighed, Universitetet og Skolerne.
Borger- og Bondestanden mødte alene ved
valgte Fuldmægtige, valgte snart i meget
smaa, snart i større Kredse, snart ved direkte,
snart ved indirekte Valg og efter en højst
ulige Valgret. Og disse fire Stænder for-
handlede som fire adskilte Kamre, der vel
undertiden kunde raadslaa, men aldrig beslutte
i Fællesskab. Regelmæssigt var vel tre Stæn-
ders Samtykke nok, og i finansielle Sager
kunde Afgørelse endog træffes ved simpelt
Flertal i et stort Fællesudvalg, men drejede
Spørgsmaalet sig om Ændring i Grundlov
eller Standsprivilegier, krævedes dog alle fire
Stænders Samtykke. I Fyrstens Udnævnelse
af Ridderskabets Landmarskal og „Talmann"
(Formænd) for de øvrige Stænder og i hele
Sættet for Forhandlingsmaadcn Stænderne og
Fyrsten imellem skelnedes endnu bestandig
den ældgamle Stænderlanddags Grundtræk,
saaledes som de kendes fra Sveriges og Tysk-
lands gamle Stænderlanddage.
Den nye Landdagsordning af iaar rører nu
vel kun paa visse Punkter ved Finlands gamle
Grundlove. Den rører saaledes og ændrer
kun i ringe Grad ved Landdagens Forhold
til de andre to øverste umiddelbare Stats-
magter, den udøvende og den dømmende
Magt. Landdagen skal fremtidigt indkaldes
hvert Aar af Kejser-Storfyrsten i Stedet for
tidligere kun hvert femte, og Landdagen faar
nu selv Ret til at udnævne sin Formand og
Viceformænd. Men iøvrigt bliver Kejser-Stor-
fyrstens og Domstolenes Magtstilling — i
hvert Fald retlig set — den samme som før.
Derimod er en fuldstændig Omvæltning fore-
gaaet i Landdagens Sammensætning og i den
fjærde øverste Statsmagts, hvis Kald det vel
kun er at vælge Landdagsmændene, men som
derved politisk lægger sit tunge Lod i Vægt-
skaalen ved Landets Styrelse. Det er nu
efter den 1ste Oktober ikke længer Ridder-
skab og Adel, Præsteskab, Borger- og Bonde-
stand, der udgør Finlands „vælgende Stæn-
der", men det er nu omtrent samtlige Lan-
dets 24aarige Mænd og Kvinder, der vælger
de 200 Landdagsmænd, som efter Lovens §
2 fremtidig udgør Finlands nye Landdag.
Den finske Adel har saaledes med et Slag
givet Afkald paa hundredaarige politiske Sær-
rettigheder uden som i Tyskland og tildels i
Sverige til Gengæld at forbeholde sig visse
Pladser eller dog fortrinsvis Indflydelse i et
nyt aristokratisk dannet Førstekammer, og
heller ikke Intelligensen eller de større For-
muers Mænd har gjort Krav paa Skabelsen
af særlige priviligerede Vælgerklasser: Valg
retten er nu ifølge Lovens § 4 ikke blot al-
mindelig, men ogsaa lige og umiddelbar.
Dette er unægtelig et i Forhold til den tid-
ligere finske og til den i de fleste andre
Lande endnu gældende Ordning nyt og stort
Skridt, men dog ikke længer noget enestaa-
ende, idet saavel flere andre europæiske Lande
som navnlig Amerika og Australien fremviser
lignende demokratiske Valgretsprinciper. Men
et Skridt af helt verdenshistorisk Betydning
er det, at Finlands Mænd ogsaa paa én Gang
har givet Afkald paa Aartusinders Privilegier
overfor det andet Køn ved at indrømme alle
24aarige Kvinder, gifte som ugifte, ikke blot
Valgret men ogsaa Ret til at vælges som
Landdagsmænd.
Om det højsindede og storstilede i denne
= ==== 174
Finlands nye Forfatning
Gennemførelse af Menneskerettighedernes Pro-
gram i en Udstrækning, som ingen selv i det
højtflyvende Aar 1789 drømte om, kan der
ikke disputeres; om det politisk rigtige i at
tage et saa stort, et i den Grad alle tilvante
Forestillinger om konservativ, kontinuerlig
Udvikling spottende Skridt paa engang, vil
først Fremtiden kunne dømme. Særlig vil
det være de kvindelige Landdagsmands Ind-
rykning paa Landdagen, der rent udvortes
vil give Forhandlingerne et nyt og uvant Præg
og g*re den ny Landdag i 1907 yderligere
afstikkende fra den, hvis Ridderskabs Depute-
rede nyligt for sidste Gang afleverede Land-
marskalstaven til Kejser-Storfyrsten. Reelt
vil dog Kvindernes Valgret og Valgbarhed
— om man tør dømme andetstedsfra, hvor
Kvinder har faaet Valgret — vistnok ikke
paa langt nær mærkes og betyde saa meget
som Indførelsen af den almindelige og lige
Valgret. I hvert Fald har Kvindernes Valg-
ret andetsteds — f. Ex. i Australien — re-
gelmæssig ikke afsat nogen betydeligere Virk-
ning paa Partidelingen, — Kvinderne har nemlig
sædvanlig delt sig nogenlunde ligeligt efter
de gamle Partilinjer — og har overhovedet
oftest ikke givet noget synligt Udslag uden
maaske alene med Hensyn til Kampen mod
Drikkeriet.
Det er imidlertid ikke blot i Vælgerkorp-
sets Sammensætning, men ogsaa i selve Land-
dagens ydre Form og Forhandlingsmaade, at
den ny finske Landdagsordning staar i grel-
lest mulig Kontrast til den ældre og paa
adskillige Punkter indslaar nye Baner. Andet-
steds, hvor Overgang er sket til moderne
parlamentarisk Styre fra en gammelstændersk
Repræsentation med tre eller fire for sig skilte
Stænder, har man regelmæssigt efter Englands
Exempel for den statslige Kontrols Skyld
ment at maatte indføre to Kamre, og man
har derfor staaet overfor den Vanskelighed
enten at maatte stille to altfor modsatte og
derfor som fjendtlige Rivaler hinanden bekri-
gende Kamre overfor hinanden eller at skabe
to altfor ens Ting af hvilke det ene synes
en blot Kopi af det andet og derfor egentlig
et ret overflødigt Hjul i Maskineriet — en
Vanskelighed, paa hvis Skær altfor mange
Tokammerforfatninger er strandede. Den ny
finske Landdagsordning har søgt at løse dette
vanskelige, statsretlige Problem at undgaa en
altfor farlig indbyrdes Spænding indenfor
Repræsentationen uden dog at give ethvert
tilfældigt numerisk Flertal Hals- og Haandsret
over Mindretallene paa den simpleste og
mest økonomiske Maade ved at indføre blot
et eneste Kammer men indenfor dette Etkam-
mers Ramme at skabe fornøden Garanti saa-
vel mod overilede Afgørelser som mod den
Misbrug af Flertallets Magt, som altid er at
befrygte, hvor et Flertal i en Forsamling
staar uden tilstrækkelig Kontrol og Ansvar.
Da dette Problem paa en naturlig og simpel
Maade at skaffe fornøden statslig Kontrol
med et af lige og almindelig Valgret udgaaet
Etkammer hører til de allermest aktuelle
politiske Spørgsmaal, er det af stor Interesse
at se, hvorledes de finske Statsmænd har
søgt at løse denne Knude.
Den første Garanti for Mindretallenes Be-
skyttelse er søgt ad den ikke længer ukendte
Vej : ved Indførelse af Forholdstalsvalgmaaden.
De med denne den mest rationelle og sikkert
politisk retfærdigste Valgmaade forbundne
praktiske Vanskeligheder, der dog ikke har
forhindret dens Indførelse f. Ex. i Belgien,
Jiar man søgt at overvinde ved ikke at lade
Valgene af Landdagsmænd foregaa, hvad der
fra Tankens Side vilde være det mest ratio-
nelle, over hele Landet som én Valgkreds,
men i et Antal større Valgkredse, der hver
efter Forholdstal vælger et vist stort Antal
Landdagsmænd i Forhold til deres Folke-
mængde og saaledes at det ikke er udeluk-
ket, hvor lokale Forhold kræver det, at en
enkelt Kreds kan vælge alene en enkelt Land-
dagsmand. Efter Lovens § 4 skal Valgkred-
175 .
Finlands nye Forfatning
senes Antal være mindst 12 og maa ikke
overstige højst 18 Valgkredse*).
Allerede ved Indførelsen af Forholdstals-
valg har saaledes de forskellige politiske An-
skuelser, der er rent numerisk underlegne,
men derfor vel kan repræsentere den bedre
statslige Indsigt, faaet en Beskyttelse, der,
for saa vidt deres Talsmænd naar en nogen-
lunde anselig Styrke og ejer Evne til at or-
ganisere sig paa forstandig Vis, yder Sikker-
hed for, at deres Mening ikke ganske over-
høres. Men den finske Forfatning er ikke
bleven staaende derved. Forholdstalsvalgmaaden
alene sikrer nemlig højest, at alle mere be-
tydende Anskuelser kommer til Orde, men
den hindrer jo derimod ingenlunde, at ikke
det numeriske Flertal, selv om det er nok
saa ringe, selv kun en eller to Stemmer over
Halvdelen, alligevel tilsidst altid trumfer sin
Vilje igennem. At et hvilketsomhelst nok
saa ringe Flertal bør have Ret og Magt dertil,
hvor langtrækkende end Følgerne af Beslut-
ningen kan være, kan jo imidlertid ingen-
lunde betragtes som en selvfølgelig Sag, hvor
ikke en Afgørelse nødvendigvis strax maa
og skal tages, og mangfoldige Forfatninger har
da ogsaa forlængst krævet et kvalificeret
Flertal ved visse vigtigere Beslutningers Ta-
gelse, navnlig ved Vedtagelse af Grundlovs-
ændringer. Den ny finske Landdagsordning
lader sig imidlertid ikke nøje med at kræve
Totredjedelsflertal efter nye Valg ved Vedtagel-
sen af Grundlovsændringer*), men den gaar
langt videre. Efter § 57 skal nemlig i et-
*) Efter Valgloven af 20 Juli 1906 § 1 dannes
der strax kun 16 Valgkredse, af hvilke én, Lap-
markens Valgkreds, kun vælger én Landdagsmand.
Hver Vælger har ievrigt kun Ret til at stemme paa
hejst tre Kandidater, Valglovens § 44, men om
de nærmere Regler for Valgmaaden maa ievrigt
henvises til Valgloven.
*) Yderligere kræves der ifelge § 60, hvis Grund-
lovsforslaget skal feres strax igennem, uden at
udsættes til næste Landdag efter nye Valg, at Be-
slutning herom vedtages med fem Sjettedel af de
i Plenum afgivne Stemmer.
hvert egentligt Lovgivningsanliggende, hvis
ved Sagens 3 die Behandling i hele Kam-
meret (Plenum) en Tredjedel af Landdagens
samtlige Medlemmer kræver det, Sagens Af-
gørelse udsættes til næste Landdag efter at
ny Valg ere foretagne; dog maa Sagen da
ikke yderligere udsættes, medmindre nogen
Ændring vedtages (§ 58). Og ved Spørgs-
maal om ny eller forhøjet Bevilling eller ny
vedvarende Skat eller om Optagelse af Stats-
laan, hvilke Spørgmaals Afgørelse ikke kan
kræves udsat, skal Forslaget anses forkastet,
hvis det ikke ved tredje Behandling faar to
Tredjedele af de afgivne Stemmer (§ 61).
Disse Regler der vidner om, at de' finske
Statsmænd ikke i en flygtig Begejstringsrus
er gaaet til Indførelsen af et Etkammer, byg-
get paa lige og almindelig Valgret, men og-
saa har haft Tanken nøgternt henvendt paa
Ensidighedens Farer, vil muligvis kunne kal-
des i høj Grad konservative, idet herved et
Mindretal paa blot en Tredjedel in4enfor
Kammeret oftest vil være i Stand til at udsætte
eller hindre Beslutninger, som Flertallet er stemt
for. Men hvad man end herom vil mene,
synes denne Løsning i hvert Fald langt mere
rationel end efter de mange Tokammerforfat-
ninger, hvor der ved det ene Kammers, Første-
kammerets, Dannelse er skabt en kunstig Be-
skyttelse for væsentligt alene et enkelt Min-
dretal, en enkelt bestemt snæver Klasse, f.
Ex. Adelen eller de store Godsejere, der oftest
ikke kan dokumentere nogen særlig Adkomst
til altid at kunne nedlægge et absolut Veto
mod den øvrige Befolknings Vilje. Efter den
finske Ordning har derimod ethvert Mindretal
regelmæssigt et Veto, naar det har en saa
stærk Rod i Folket, at det i Øjeblikket kan
mønstre en Tredjedel af Kamret, skabt ved
lige og almindelig Valgret uden nogen født
eller selvskreven Adkomst, og det har paa
den anden Side regelmæssigt enten kun et
rent suspensivt Veto eller dog kun Veto saa-
længe det efter nye Valg bevarer denne dog
ret anselige Minoritet i Folket.
176 = --—
Finlands nye Forfatning
Paa denne ny og dristigt tænkte Maade
søger altsaa den finske Landdagsordning at
værne om Mindretallets Ret. Allerede her-
igennem ydes jo tillige et virksomt Værn
mod overilede Afgørelser, men ogsaa paa
andre Maader søges Garanti mod saadanne.
Ikke blot skal der i alle Lovgivningsanlig-
gender regelmæssigt nedsættes et særligt min-
dre forberedende Udvalg (§ 54), ligesom
visse Sager skal henvises til særlige staa-
ende Udvalg (§ 35), men alle egentlige
Lovgivningsspørgsmaal skal yderligere ifølge
§ 57 inden 2den Behandling drøftes i et
stort Udvalg (stora uttskottet) paa 60 Med-
lemmer, der derved til en vis Grad kommer
til at fungere som et mindre Kammer inden-
for det større, samtlige 200 Medlemmer
omfattende Plenum. Det er for saa vidt
Norges og Islands Etkammerforfatning, der
her er efterlignet, idet jo ogsaa i de nævnte
Lande en Del af hele Tinget vælges af dette
til at udgøre et mindre Ting til særskilt Drøf-
telse af Lovgivningsforslag. Men medens i
Norge Lagtinget og paa Island øverste Af-
deling vælges ved almindeligt Flertalsvalg og
for hele Valgperioden, skal det finske store
Udvalg vælges ved Forholdstalsvalg og kun
for en enkelt Landdagssamling. Den finske
mindre Afdeling faar jo saaledes langt mere
Karakteren af et blot staaende større Udvalg,
hvad det jo ogsaa kaldes, hvilken Karakter
endnu mere forøges derved, at - det store Ud-
valgs Forhandlinger ikke er offentlige, idet
kun samtlige Landdagens Medlemmer har
Adgang til at overvære dets Møder og selv
Senatets Medlemmer (Ministrene) kun med
Udvalgets Samtykke kan deltage i dets For-
handlinger (§ 5 1), ligesom det heller ikke saa-
ledes som Lagtinget eller Islands øverste Afde-
ling har noget suspensivt Veto, men kun raadgi-
vende Stemme. Da det paa den anden Side paa
Grund af sit store Medlemstal og sin udstrakte
saglige Kompetence heller ikke synes at kunne
komme til i særlig Grad at virke med den speci-
elle Sagkundskabs Autoritet, der ofte, navnlig i
den nordamerikanske Kongres, giver mindre
Udvalg af særlig sagkyndige Politikere en saa
dominerende Betydning indenfor et talrigt
Kammer, hvis store Gros ikke kan være nøje
inde i de enkelte Sager, synes det derfor nær-
mest at maatte være tænkt som en særlig
Betænkningsinstans eller som et Middel til
lettere Manøvrering med det store Kammer.
Hermed er de mest iøjnespringende Træk
i den ny Landdagsordning belyste. Som
andre vigtige Ændringer i Forholdet til tid-
ligere finsk Ret maa dog endnu bl. a. næv-
nes, at Landdagen ikke blot, som allerede
berørt, fremtidigt skal indkaldes hvert Aar i
Stedet for tidligere blot hvert femte, men at
ogsaa Kejser-Storfyrsten ifølge § 3 faar en
egentlig Opløsningsret. 1 den gamle Land-
dagsordnings § 5 hed det ganske vist allerede
at Kejser-Storfyrsten, naar Stænderne havde
været 4 Maaneder inde, kunde „upplosa landt-
dagen och hemfbrlofva Stånderna", men „op-
løse" betød her blot „slutte" Landdagen,
selv om Landdagens Slutning til en vis Grad
havde den samme Virkning som en egentlig
Opløsning, idet de valgtes Mandater derved
bortfaldt. Sagen var, at Landdagen tidligere
valgtes kun for en enkelt Samling (hvert 5te
Aar), og de valgtes Mandater udløb derfor
ved hver Samlings Slutning, men Storfyrsten
var efter „Opløsningen" (Slutningen) tidligere
ikke pligtig at udskrive ny Valg, før en ny
ordentlig Landdag 5 Aar efter skulde ind-
kaldes. Nu derimod skal Rigsdagsvalg nor-
malt finde Sted hvert 3dje Aar, og naar
Opløsning af en ordentlig Landdag nu sker
før denne Frists Udløb, skal ny Valg altid
udskrives og den nyvalgte Landdag indkaldes
igen inden 90 Dage (§18)*).
*) Det hedder i § 3: „Landtdagsmanns uppdrag
vidtager så snart han forklarats vald, och fort-
far intill dess nåsta val slutforts*. Det
synes derfor som den Valgtes Hverv ikke bort-
falder ved Oplosning eller Udlob af Valgperioden,
hvis nye Valg ikke i rette Tid udskrives
og fuldferes. Synderlig praktisk Betydning har
177
Finlands nye Forfatning
En anden interessant Forandring er ogsaa
foretaget i Rigsdagsmændenes Retsstilling lige-
overfor deres Vælgere. Efter den ældre Land-
dagsordnings § 20 havde den valgte nemlig
Krav paa Diæter hos Vælgerne i det Di-
strikt, som havde udset ham, og omvendt
tilfaldt de Bøder, han maatte ifalde for ulovlig
Udeblivelse fra Landdagen, vedkommende
Stands Kasse, alt i god Overensstemmelse
med den gammelstænderske Opfattelse, hvor-
efter den valgte saas som Repræsentant ikke
først og fremmest for Statens, men for Stan-
dens Interesser. Den ny Landdagsordnings
§ 14 hugger derimod dette snevre økonomi-
ske Retsbaand imellem den valgte og hans
Vælgere over og hævder Statssynspunktet :
den Valgte har nu kun Krav paa Diæter
(højst 1400 Mrk. aarligt) overfor Statskassen,
og det er nu alene Statskassen, der lukrerer
ved de Tab af Diæter, han udsætter sig for
ved ulovlig Udeblivelse (15 Mrk. for hver
Dag, han udebliver) saavelsom ved de Bøder,
han yderligere kan ifalde herved (§15). I
nær Forbindelse hermed staar det, at mens
Valgene af Rigsdagsmændene tidligere betrag-
tedes mere som et halvt privat Anliggende,
Vælgerne imellem, saaledes at det f. Ex. om
Præstestandens Valg i den ældre Landdags-
ordnings § 1 1 blot hed, at derom maatte de
Vælgende „sig emellan ofverenskomma", inde-
det dog næppe, da Landdagen aldrig af sig selv
kan samle sig igen, men kun „efter særlig for hver
Gang udfærdiget Indkaldelse* fra Kejser- Storfyr-
stens Side (§ 17). Ievrigt spores Paavirkning af
den svenske Rigsdagsordning § 3 i det mindre
korrekte Udtryk i § 3 2det Stk. „forordna om nya
val" i Betydningen af at „o pi es e og udskrive
nye Valg", idet en Udskrivning af nye Valg jo
alene i og for sig ikke kan bringe endnu ikke ud
løbne Valg til Ophor fer Tiden.
holder nu Valgloven i sine 80 Paragrafer
meget nøje fastsatte og udførlige Regler om
Fremgangsmaaden, saaledes at Valget nu
gøres til en fuldt offentlig Sag, der ikke blot
skaber en Ret, men først og fremmest en
offentlig Statsborgerpligt for dem, i hvis
Hænder Staten i hele Folkets Interesse har
betroet Valgene til Landdagen.
Ogsaa blandt de iøvrigt mange ældre Reg-
ler, der gaar over i den ny Ordning, fortjener
en, vedrørende Landdagsmændenes Retsstil-
ling, endnu at nævnes, nemlig Reglen i § 8
der bestemmer, at skønt den, der er valgt
til Landdagsmand, frit kan afslaa Valget,
jvfr. Valglovens § 20 og 67, kan han dog
efter at have modtaget det og efter at være
erklæret for gyldig valgt, ikke mere „befrias*
fra sit Hverv, medmindre han godtgør lovligt
Forfald eller anden Grund, som af Landdagen
godkendes. Naar denne gamle Regel, der
er forladt i de fleste nyere Forfatninger, fordi
der nu regelmæssigt er Ærgerrigheder nok,
der higer efter at vinde frem ad Rigsdags-
mandens Vej til Ros og Magt, her er beva-
ret, turde det muligvis hænge sammen med,
at der endnu hænger truende Skyer over
Finlands Himmel, som maaske kan bevirke,
at det ikke altid vil føles som en altfor at-
traaværdig Ting, men snarere som en alvorlig
Fædrelandspligt at møde paa den finske Land-
dag for at værne om det finske Folks Ret.
At disse mørke Skyer maa drive over, og
at den i lige Grad om Højsind og politisk
Fremsyn vidnende ny finske Forfatning maa
faa Lov til uforstyrret at vise sin Evne til
at virke efter sin Bestemmelse til det finske
Folks Vel, dette Ønske vil alle Finlands
Venner give Finlands ny Forfatning med paa
dens Vej ud i Livet.
*y*
178
ANATOLE FRANCE
Efter Zolas Død er Anatole France det
sejrrige Verdensnavn i fransk Literatur.
Af Kendere var han den Gang forlængst
dyrket og elsket, fordi han — som Zolas
Modsætning — har udviklet fremtrædende
Sider af fransk Aand og fransk Kultur til
den gennemsigtigste Klarhed, den skarpeste
Finhed og smidigste Ynde.
France formede først ét Par Bind lyriske
Digte. Nogle af dem er af en egen lysende
Skønhed, men han er alligevel ikke Lyriker.
Han skrev Fortællinger, som alle var kloge
og fængslende, men mere Udtryk for en høj
Kultur end oprindelig Digter-Evne, indtil han
med „Sylvestre Bonnard" (der priskronedes af
det franske Akademi) fik rendyrket sin Type
179
og sin Tone. Han berettede siden en
Række Noveller, der er lydefri Mester-
værker af fornem fortættet Fortælle-
kunst, digtede kritiske Essays, der
næsten aldrig er Kritik, men legende
Anatole France'ske Betragtninger over
alt andet, og forfattede Romaner, der
ikke (som den store og egentlige Ro-
mankunst) er selvstændigt levende
Udsnit af Tilværelsen, men kuriøst
samlede og kræsent udarbejdede og
fortryllende: han maler sine Personer
nøjagtigt og skarpt silhouetterede,
men ligesom genspejlede i en viis Iagt-
tagers Hjærne, der har tænkt meget
og véd meget, som synes at forstaa
alt og alligevel tilgiver alt.
Anatole France er en Samler, paa
en Gang en stuelærd Vismand og
overlegen Verdensmand. Han er voxet
op nær Paris* Bog-Kajer i et stille
bogelskende Hjem, hvor han som
Barn „opdagede Verden" mellem det
middelalderlige Frankrigs karakter-
fulde og kuriøse Kobberstik og Folianter. Han
har indsuget Indtryk og Erfaringer allevegne fra
— endnu mangfoldigere end sine Samtidige i
vor urolige og dilettantiske Tidsalder — men
i sit Væsens Grund er han Latiner og Fransk-
mand.
Hans Væsens Grund er Klarhed, hans
Væsens Form er Ynde og Ironi — en stille
og blid Ironi, en smilende Ironi, som dølger
et Dyb af Bitterhed. Denne yndefulde Ironi,
som farver hans Stil, der i al sin galliske
Klarhed altid er meget personlig og kan
falde kunstlet, har til Baggrund et sært og
besk, en Kende koket-fornemt Verdenssyn,
som er født af en Videnskabsmands Studier,
en Iagttagers Erfaring og en Tænkers Gru-
13
Fru de Luzy
biener. Som en sød og fin Gift kan den
virke, undertiden tirrende og æggende, tiere
sørgmodig afklarende — aldrig med Oplevel-
sens oprørske Grund-Voldsomhed. ... Og
det er denne Ironis Vigen og Skiften og
kloge Tindren, der udgør hans Kunsts Trylleri.
Som Aand og som Kunstner — ikke som
oprindelig og skabende Digter — er det han
bliver den store Mester. Han er tillige et
fremragende Menneske, som i de senere Aar
vovede sin Autoritet og Stilling ved sin tid-
ligere Uven Zolas Side. Det taler hans Karak-
ter til Ære ; — men sin bedste Kunst har han
unægtelig skabt fjærnt fra Gadens støjende
Nutids-Uro."
Vi gengiver her tre typiske Prøver paa
hans Fortælle-Kunst. En Novelle fra Revo-
lutionstiden, en middelalderlig Mirakelhistorie
og hans meget berømte lille Nutids-Skildring
„Gestas", der til Model har den franske
Symbolist-Digter Paul Verlaine, som henlevede
sit forkomne Liv paa tvivlsomme Værtshuse
og skrev nogle af de reneste, religiøse Digte,
vore Dage kender.
FRU DE LUZY
(Manuskript fra 15. September 1792.)
DA jeg traadte ind, rakte Pauline de Luzy
mig Haanden. Saa stod vi et Øjeblik
tavse. Hendes Skærf og hendes Straahat
laa flygtigt henkastede paa en Lænestol.
Bønnen af Orpheus stod opslaaet paa Spi-
netet. Hun gik hen til Vinduet og saa Solen
gaa ned i den blodrøde Horizont.
— Frue, sagde jeg endelig til hende, husker
De nogle Ord, De udtalte for to Aar siden just
paa samme Dag som i Dag, ved Foden af
denne Høj, ved Bredden af den Flod, som
De nu i dette Øjeblik retter Blikket mod?
»Husker De, at De rakte Haanden profe-
tisk ud om Dem og forudsagde Prøvelsens
Dage, Forbrydelsens og Rædslens Dage? De
standsede paa mine Læber en Tilstaaelse om
min Kærlighed, og De sagde til mig: „Lev
og kæmp for Retfærdigheden og Friheden."
Frue, siden Deres Haand, som jeg aldrig ret
fik dækket med Taarer og Kys, viste mig
Vejen, har jeg vandret dristig ad den. Jeg
har adlydt Dem, jeg har skrevet, jeg har talt.
To Aar igennem har jeg kæmpet uden Op-
hør mod de forsultne Fredsforstyrrere, som
udsaar Forvirring og Had, mod de Tribuner,
som forfører Folket ved en løjet Kærligheds
krampagtige Forsikringer, og de Fejge, som
ofrer til de kommende Magthavere.
Hun standsede mig ved en Gestus og gjorde
Tegn til mig, at jeg skulde lytte. Vi hørte
da gennem Havens balsamiske Luft, hvor
Fuglene sang, fjærne Dødsskrig lyde: „Paa
Lygtepælen med den Aristokrat! . . . Hans
Hoved paa en Stage!"
Bleg, ubevægelig lagde hun en Finger paa
Læben.
— Det er, fortsatte jeg, en eller anden
ulykkelig, de forfølger. De foretager Hus-
undersøgelser og Arrestationer ved Nat og
Dag i Paris. Maaske kommer de ogsaa her.
Jeg maa hellere forlade Dem for ikke at bringe
Dem i Fare. Skøndt jeg kun er lidt kendt
i dette Kvarter, er jeg nu i disse Tider en
farlig Gæst.
— Bliv! sagde hun til mig.
For anden Gang sønderrev Skrigene Afte-
nens fredelige Luft. De blandedes med Støjen
af Skridt og Bøsseskud. De nærmede sig,
man hørte: „Spær Udgangene, for at han
ikke skal undslippe, den Kæltring!"
Fru de Luzy syntes roligere, efterhaanden
som Faren nærmede sig.
— Lad os gaa op paa anden Sal, sagde
hun ; vi kan der se gennem Jalousierne, hvad
der gaar for sig derude.
Men næppe havde de aabnet Døren, før
de paa Trappeafsatsen saa et gustenblegt
Menneske, ude af sig selv, med klaprende
Tænder og vaklende Knæ. Denne spøgelse-
180
Fru de Luzy
agtige Skikkelse mumlede med halvkvalt
Stemme :
— Frels mig, skjul mig; ... De er der
... De har sprængt min Dør, de er trængt
ind i min Have. De kommer . . .
II
Fru de Luzy genkendte den gamle Filosof,
Planchonnet som boede i Nabohuset og spurgte
ham ganske sagte:
— Har min Kokkkpige set Dem ? Hun er
Jakobiner !
— Der er ingen, som har set mig
— Gud være lovet, Nabo!
Hun trak ham ind i sit Sovekammer, hvor
hen jeg fulgte dem. Vi maatte finde paa
noget, maatte udse et eller andet Skjulested
hvor hun kunde gemme Planchonnet nogle
Dage, i det mindste nogle Timer, Tid nok
til at føre dem bag Lyset og trætte dem,
der søgte efter ham. Vi blev enige om, at
jeg skulde udspejde de nærmeste Omgivelser,
og paa det Signal, jeg skulde give, maatte
saa den stakkels Mand snige sig ud af den
lille Havedør.
Foreløbig kunde han ikke holde sig oprejst.
Det var et lamslaaet Menneske.
Han prøvede at forklare, at han blev efter-
søgt, han Præsternes og Kongernes Fjende,
for at have sammensvoret sig med Hr. de
Cazotte imod Konstitutionen og den 10 Au-
gust at have sluttet sig til Tuilleriernes For-
svarere. Det var en skammelig Bagvaskelse.
Sandheden var den, at Lubin forfulgte ham
med sit Had, Lubin, der nylig havde været
hans Slagter, som han hundrede Gange havde
villet skaffe Stokkeprygl for at lære ham
at veje sit Kød noget bedre, og som nu var
Formand i den Sektion, hvor han havde sin
Bod.
Da han med kvalt Stemme mumlede dette
Navn, troede han at se Lubin selv og skjulte
Ansigtet i sine Hænder. Skridtene kom nu
virkelig op ad Trapperne. Fru de Luzy skød
Slaaen for og fik den gamle Mand hen bag
et Skærmbrædt. Der blev dunket paa Døren,
og Pauline genkendte sin Kokkepiges Stemme,
som raabte til hende, at hun skulde lukke
op, at Øvrigheden var ved Porten med Na-
tionalgarden, og at de kom for at foretage
en Husundersøgelse.
— De siger, lagde Pigen til, at Planchonnet
er her i Huset. Jeg ved jo nok, at det er
forkert, og at De aldrig vilde skjule saadan
en Kæltring; men de vil ikke tro mig.
— Naa, ja lad dem saa komme op ! raabte
Fru de Luzy ud gennem Døren. Lad dem
søge Huset igennem fra Kælder til Loft.
Da den stakkels Planchonnet nu hørte denne
Samtale, besvimede han bag sit Skærm-
brædt, hvor jeg havde min Nød med at faa
Liv i ham ved at stænke ham Vand i An-
sigtet. Da det var lykkedes, sagde den unge
Kvinde ganske sagte til Oldingen:
— Forlad Dem paa mig, kære Ven. Husk,
vi Kvinder er snilde.
Saa trak hun ganske rolig, som var det
en dagligdags Rengøring hun havde for, sin
Seng lidt frem fra Alkoven, tog Tæppet af
og arrangerede ved min Hjælp de tre Ma-
dratser, saa de ind mod Vægaabningen dan-
nede et lille Mellemrum mellem den nederste
og den øverste.
Mens hun nu ordnede dette, steg der en
svær Støj, af Sko, Tøfler og hæse Røster op
fra Trappen. Det var for os alle tre et ræd-
selsfuldt Øjeblik; men Støjen gik lidt efter
lidt videre, op over vore Hoveder. Vi for-
stod, at Vagten, ført af den jakobinsksindede
Kokkepige, først gennemrodede Loftsrummene.
Loftet knagede; der lød Truselsraab, grov
Latter, Fodspark og Bajonetstød i Skillevæg-
gene. Vi aandede atter op, men der var ikke
et Sekund at spilde. Jeg hjalp Planchonnet
med at putte sig ind i det Rum, vi havde
lavet mellem Madratseme.
Medens Fru de Luzy saa os gøre det,
rystede hun paa Hovedet. Som Sengen var
rodet op, havde den et mistænkeligt Udse-
ende.
Hun forsøgte at bringe det nøjagtigt i Or-
den; men det vilde ikke lykkes hende.
— Jeg maa selv lægge mig i den, sagde
hun.
Hun kastede et Blik paa Klokken; den
var syv Aften. Hun tænkte, man vilde ikke
finde det naturligt, at hun var gaaet til Sengs
saa tidligt. Sige hun var syg — nej, det
kunde det slet ikke nytte at tænke paa : den
jakobinske Kokkepige vilde opdage Knebet.
Hun stod saaledes nogle Øjeblikke i Tan-
ker; saa klædte hun sig af, roligt, naturligt,
med en ophøjet Renhed, dér i mit Paasyn,
lagde sig i Sengen og bad mig tage mfhe
Sko af og min Frakke og mit Halsbind.
— Det maa være saadan, at De er min
Elsker, og at de overrasker os. Naar de
181
13*
Kautionen =
kommer, har De ikke haft Tid til at faa
Dem helt klædt paa. De maa lukke op for dem
i Skjorteærmer og med Haaret i Uorden«
Alle vore Forberedelser var i Stand, da
Borgergarden sværgende og bandende kom
ned fra Loftet.
Den ulykkelige Planchonnet blev greben af
en saadan Skælven, at han fik hele Sengen
til at ryste.
Endydermere var hans Aandedræt saa hef-
tigt, at man maatte høre dets Piben helt ud
i Forværelret.
— Det er Skade, mumlede Fru de Luzy,
jeg var saa fornøjet med mit lille Paafund.
Naa; lad os ikke fortvivle, — Gud staa os
bi!
En plump Næve dundrede mod Døren.
— Hvem er det, der banker? spurgte
Pauline.
— Øvrighedens Repræsentanter.
— Kan De ikke vente et Øjeblik?
— Luk op, eller vi slaar Døren ind.
— Saa luk Døren op, min Ven.
Pludselig som ved et Mirakel hørte Plan-
chonnet op at ryste og ralle.
III
Det var Lubin, som først kom ind, med
Skærf om Livet og fulgt af et Dusin Bevæb
nede. Skiftevis saa han paa Fru de Luzy og
paa mig:
— Saa for Pokker! udbrød han, vi stø-
ver nok Kærestefolk op. Undskyld min Snut!
Derpaa vendte han sig til sit Følge:
— Det er dog kun Sansculotterne, der
lever anstændigt.
Men til Trods for denne strenge Grund-
sætning havde Begivenheden alligevel bragt
ham i Humør.
Han satte sig paa Sengen og tog den
smukke Adelsdame under Hagen:
Det er nu rigtig nok, at den Mund ikke
er skabt til Dag og Nat at plapre „Fadervor"
Det vilde være Synd. Men Republiken frem
for alt. Vi er paa Jagt efter Planchonnet,
den Forræder. Han er her, det er jeg vis
paa. Jeg maa have fat i ham. Jeg vil
have, hans Hoved skal ryge .Det vil bringe
mig til Vejrs.
— Saa led dog efter ham!
De kiggede ini under Møblerne, i Skabene*
stak Lanserne ind under Sengen og jog Ba-
jonetterne gennem Madratserne.
Lubin kløede sig bag Øret og skelede til
mig. Fru de Luzy, som frygtede, at han
skulde underkaste mig et generende Forhør,
sagde til mig:
— Min Ven, du kender Huset lige saa
godt som jeg; tag Nøglerne og før Hr. Lubin
rundt allevegne. Jeg ved det vil være dig
en Fornøjelse at vise vore Venner om.
Jeg førte dem ned i Kælderen, hvor de
gennemrodede Halmhylstrene og drak en god
Del Flasker. Derefter slog Lubin med Kolbe-
stød Bunden ud paa de. fyldte Tønder og
forlod Kældren, der var oversvømmet med
Vin, med Signal til Afmarch. Jeg førte dem
helt ud til Portgitret, som jeg smækkede i
efter dem og løb op for at melde Fru de
Luzy, at vi var frelste.
Ved denne Efterretning bøjede hun Hovedet
ned mod Skjulestedet og kaldte:
— Hr. Planchonnet! Hr. Planchonnet!
Et svagt Suk svarede hende.
— Gud være lovet! udbrød hun. Hr.
Planchonnet, De har gjort mig frygtelig bange.
Jeg troede, De var død.
Saa vendte hun sig mod mig
— Stakkels Ven, De havde saa megen
Glæde af fra Tid til anden at sige mig, at
De elskede mig : De maa aldrig sige det mere,
vel!
KAVTIONEN
AF alle Venedigs Købmænd var Fabio
Mutinelli den punktligste til at betale
hver Mand sit. Han viste sig gavmild og
storsindet ved enhver Lejlighed og især over
for Damerne og Kirkens Folk. Den fornemme
Retskaffenhed i al hans Levevis bei ømmedes
hele Republiken over, og man beundrede i
San Zanipolo et Guldalter, som han havde
skænket Sancta Catherina for sin store Kær-
lighed til Catherina Manini, Senator Alesso
Cornaros Hustru. Da han var meget rig,
havde han mange Venner, for hvem han
gav Fester og villig holdt Pungen aaben.
Men han tabte mange Penge ved Krigen mod
182
Kautionen ^ — -- --.=^
Genua og under Urolighederne i Neapel. Det
skete ogsaa, at tredive af hans Fartøjer blev
opbragte af Uskokerne eller sendersloges paa
Havet. Paven havde han laant store Penge-
summer, men denne nægtede rent ud at be-
tale. Paa den Maade mistede den stolte
Fabio i Løbet af kort Tid alle sine Rig-
domme. Da han havde solgt sit Palads og
sit Sølvtøj for at betale, hvad han skyldte
bort, stod han der uden en Skilling. Men
dygtig som han var og modig, forfaren i
Handel, og midt i sin Ungdoms fulde Kraft,
tænkte han kun paa at bringe sine Sager
paa Fode igen. Han gjorde mange Bereg-
ninger i Hovedet og fandt ud, at fem hun-
drede Dukater var ham nødvendige for atter
at stikke til Søs og prøve nye Foretagen-
der, som han spaaede sig lykkelig Sejr af.
Han bad den ædle Herre Alesso Bontura, som
var Republikens rigeste Borger om venligst
at laane ham disse fem hundrede Dukater.
Men den gode Herre mente, at dristig Fore-
tagsomhed vel skaber de store Formuer, men at
klog Forsigtighed alene bevarer dem, og væg-
rede sig ved at udsætte saa stor en Sum for
Havets og Tilfældets Farer. Fabio henvendte
sig derpaa til den ædle Herre Andrea Moro-
sini, som han fordum havde gjort sig for-
bunden paa mangfoldig Vis.
— Meget kære Fabio, svarede Andrea
ham, til enhver anden end Eder vilde jeg
gærne laane denne Sum. Jeg har ikke meget
Hjærte for Guldstykkerne og slutter mig paa
dette Punkt til Satirikeren Horats* Leveregler.
Men Eders Venskab er mig dyrebart, Fabio
Mutinelli, og jeg vilde risikere at miste det,
naar jeg laante Eder Penge, Ti oftest gaar
det ilde med de gode Følelser mellem Kredi-
tor og Skyldner. Det har jeg set for mange
Eksempler paa.
Med disse Ord lod den ædle Herre Andrea
som om han ømt omfavnede Købmanden, og
lukkede Døren for Næsen af ham.
Den næste Dag gik Fabio til de lombar-
diske og florentinske Bankierer. Men ingen
af dem vilde gaa med til at laane ham saa
meget som tyve Dukater uden Kaution. Han
løb hele Dagen fra Bod til Bod. Allevegne
svarede man ham:
— Ædle Hr. Fabio, vi kender Eder som
denne Bys mest retskafne Købmand, og det
er kun ugærne vi nægter Eder, hvad I beder
om. Men sund Forretningsgang forlanger
det saa.
Den Gang han om Aftenen sørgmodigt
vendte hjem til sit Hus, klyngede Kourtisanen
Zanetta, som da badede sig i Kanalen, sig til
Gondolen og stirrede elskovsfuldt paa Fabio.
I sin Rigdoms Tider havde han en Aften
taget hende med til sit Palads og havde be-
handlet hende venligt, ti han var munter og
elskværdig af Sind.
Søde Herre Fabio, sagde hun til ham, jeg
ved Besked med Eders Ulykke; hele Byen
taler om den. Hør nu ; jeg er ikke rig, men
jeg har nogle Smykker paa Bunden af et
lille Skrin. Hvis I tager imod dem af Eders
Tjenerinde, kære Herre Fabio, vil jeg tro, at
Gud og den hellige Jomfru ere mig naadige.
Og det er sandt, at Zanetta i sin Ung-
doms Friskhed og sinSkjønheds fine Blomst
var fattig. Fabio svarede hende:
— Yndige Zanetta, der er mere Ædelsind
i den Knejpe, hvor du boer, end i alle
Venedigs Paladser.
Tre Dage endnu søgte Fabio rundt til
Bankerne og Vexellererne uden at finde nogen,
der vilde laane ham Penge. Og allevegne
modtog han vrantne Svar og maatte høre
Tale, der lød omtrent som denne:
— I har gjort højlig Uret i at sælge
Eders Sølvsager for at betale Eders Gæld.
Man laaner til Nøds til en forgældet Mand,
— man laaner ikke til en Mand, der har
skilt sig af med sine Møbler og Sølvtøj.
Den femte Dag begav han sig i sin For-
tvivlelse lige til Corte delle Galli, som man
ogsaa kalder Ghettoen, og som er Jødernes
Kvarter.
— Hvem ved, sagde han til sig selv, om
jeg ikke opnaar hos en Omskaaren, hvad de
Kristne har nægtet mig?
Han tog da Vejen mellem Gaderne San
Geremia og San Girolamo, ind gennem en
snæver og stinkende Kanal, til hvilket Ind-
gangen hver Nat efter Senatets Befaling bli-
ver spærret med Kæder. Og i hans hjælpe-
løse Uvished om hvad for en Aagerkarl han
først skulde henvende sig til, faldt det ham
ind, at han havde hørt Tale om en Israelit
ved Navn Eliezer, Søn af Eliezer Maimonides,
som havde Ord for at være overmaade rig
og vidunderlig skarpsindig. Altsaa forhørte
han sig om denne Jøde Eliezers Hus og
standsede sin Gondol der. Over Døren saa
man en Gengivelse af den syvarmede Lyse-
stage, hvilken den Omskaarne havde ladet
tildanne som et Haabets Tegn med Henblik
= -_ 183 -
Kautionen
paa de forjættede Dage, hvor Templet atter
skulde opstaa af sin Aske.
Købmanden traadte ind i en Sal, der var
oplyst af en Kobberlampe med tolv osende
Væger. Jøden Eliezer sad der foran sin
Vægtskaal. Vinduerne til hans Hus var til-
murede, fordi han var en Vantro.
Fabio Mutineili talte til ham paa følgende
Maade:
— Eliezer, jeg har flere Gange behandlet
dig som en Hund og en forbandet Vantro.
Det er hændt mig, da jeg var yngre og i
den saare kaade Alder, at jeg har kastet
Sten og Skarn paa Folk, der gik forbi langs
Kanalen med en gul Krans syet paa Skul-
dren, saa det er muligt, jeg har ramt nogen
af dine Venner, maaske dig selv. Jeg siger
dig dette, ikke for at haane dig, men af Oprig-
tighed, just den Stund da jeg kommer og
beder dig gøre mig en stor Tjeneste.
Jøden rakte sin Arm, der var tør og
knudret som en Vinrankes Gren, ret op i
Vejret :
— Fabio Mutineili, Faderen som er i Him-
lene vil dømme os begge. Hvilken Tjeneste
kommer du og beder mig om?
— Laan mig fem Hundrede Dukater i
et Aar.
— Man laaner ikke uden Kaution. Det
har du sikkert lært af dit eget Folk. Hvad
Kaution har du?
— Du skal vide, Eliezer, at jeg ikke har
en Denar tilbage, ikke et Guldbæger, ikke
en Sølvskaal. Heller ikke har jeg en eneste
Ven mere. Alle har de nægtet at gøre mig
den Tjeneste, jeg beder dig om. Jeg har
her i Verden kun min Købmandsære og min
Kristentro. Jeg byder dig som Kaution den
hellige Jomfru Marie og hendes guddomme-
lige Søn.
Ved dette Svar bøjede Jøden Hovedet som
den, der overvejer og tænker, og kærtegnede
nogle Minutter sit lange, hvide Skæg. Og
sagde:
— Fabio Mutineili, før mig til dine Kau-
tionister. For det er dog rimeligt, at Laan-
giveren gør sig bekendt med den Kaution,
der bliver tilbudt ham.
— Det er din Ret, svarede Købmanden.
Rejs dig og kom med.
Og han førte Eliezer til Kirken dell'Orto
tæt ved det Sted, der kaldes den mauriske
Plads. Der pegede han paa Madonna, som
stod paa Alteret med Panden omgivet af en
Ædelstens Krone og Skuldrene dækkede af
en guldbroderet Kappe og holdt i sine Arme
Jesusbarnet, smykket som dets Moder. Og
Købmanden sagde til Jøden:
— Der er min Kavtion.
Eliezer betragtede med sine kloge Øjne
vexelvis den kristne Købmand, Madonna og
Barnet; saa bøjede han Hovedet og sagde,
at han modtog Kavtionen. Han førte Fabio
tilbage til sit Hus og overgav ham fem hun-
drede fuldvægtige Dukater.
— De tilhører dig i et Aar. Hvis du
ikke om et Aar, nøjagtig paa Dagen, har
tilbagebetalt mig denne Sum med Renter,
efter den Taxt den venetianske Lov og Lom-
bardernes Skik fastsætter, saa kan du selv
forestille dig, Fabio Mutineili, hvad jeg maa
tænke om dnn kristne Købmand og hans
Kavtion.
Uden at spilde Tiden købte Fabio Skibe
og ladede dem med Salt og forskellige andre
Varer, som han solgte i Byerne langs Adri-
aterhavet med stor Fortjeneste. Derpaa hej-
sede han Sejl over en ny Ladning til Kon-
stantinopel, hvor han købte Tæpper, Parfumer.
Paafuglefjer, Elfenben og Ibenholt, som han
gennem sine Kommissionærer lod handle bort
paa Dalmatiens Kyst mod Bygningstømmer,
der forud var købt hos ham af Venetianerne.
Paa den Maade fordoblede han i sex Maa-
neder den Sum, han havde faaet.
Men en Dag, da han holdt Fest i en Baad
paa Bosporus med græske Kvinder, og var
kommen langt fra Land, blev han opsnappet
af Sørøvere og ført fangen til Ægypten.
Lykkeligvis var hans Guld og hans Varer i
Sikkerhed. Sørøverne solgte ham til en for-
nem Saracener, som lod lægge Lænker om
Fødderne paa ham og sendte ham ud at
dyrke Korn, der voxer meget smukt paa
disse Egne. Fabio tilbød sin Herre at betale
høje Løsepenge, men den saracenske Herres
Datter, som elskede ham og vilde have ham
til at føje sig efter sit Ønske, overtalte sin
Fader til ikke for nogen Pris at lade ham
blive fri. Da han nu kun kunde vente sin
Frelse ved egen Hjælp, filede han sine Læn-
ker over med det Værktøj, man gav ham
til Markens Arbejde, flygtede bort, slap ned
til Nilen og kastede sig i en Baad. Han
naaede saaledes ud til Havet, der var i Nær-
heden, og flakkede om paa det i flere Dage,
og da han lige var ved at dø af Sult og
:= 184
Kautionen
Tørst, blev han taget op af et spansk Skib,
som agtede sig til Genua. Men efter otte
Dages Sejlads blev dette Skib overfaldet af
en Stoim, som kastede det ind paa den dal-
matiske Kyst. Just som det skulde til at
gaa ind der, knustes det mod et Rev. Hele
Besætningen druknede, og Fabio, der holdt
sig oppe ved Hjælp af et Hønsebur, naaede
med Nød og næppe Bredden. Der sank han
bevidstløs om og blev funden af en saare
skøn Enke, ved Navn Loreta, hvis Hus
laa ved Kysten. Denne Dame lod ham
bringe derhen, lagde ham til Sengs i sit eget
Kammer, vaagede over ham og plejede ham
paa det bedste.
Da han kom til sig selv, mærkede han
Duften af Myrter og Roser og saa fra sit
Vindu en Have, der i Terrassee sænkede sig
helt ned til Havet. Fru Loreta, der stod
ved hans Hovedgærde, tog sin Viola og
spillede sødelig paa den.
Fuld af Taknemlighed og Henrykkelse kys-
sede Fabio tusind Gange hendes Hænder.
Han takkede hende hjerteligt og lod hende
forstaa, at han endda ikke var saa rørt over
at være kommen til Live igen, som over at
han skyldte det til saa skøn en Dame.
Han rejste sig og vandrede med hende i
Haven, og da de havde taget Sæde i et
Myrtekrat, drog han den unge Enke til sig
og udtrykte hende sin Taknemlighed ved
tusind Kærtegn.
Han fandt hende modtagelig for sine Op-
mærksomheder og tilbragte nogle Timer hos
hende i Fryd og Glæde: derefter blev han
bekymret og spurgte sin Værtinde, i hvilken
Maaned og nøjagtig hvilken Dag i Maaneden
de befandt sig.
Og da hun havde sagt ham det, begyndte
han at klage og jamre sig ved den Tanke,
at der kun manglede fire og tyve Timer i,
at et helt Aar var løbet til Ende, siden den
Dag da han havde modtaget fem hundrede
Dukater af Jøden Eliezer. Den Tanke at
han skulde svigte sit Løfte og udsætte sine
Kautionister for den Omskaarnes Bebrejdelse
var ham utaalelig. Fru Loreta spurgte ham,
hvorfor han dog var saa fortvivlet, og han
lod hende det vide. Da hun nu var meget
from og inderlig elskede den hellige Guds
Moder, sørgede hun med ham. Vanskelig-
heden var ikke den at finde de fem hundrede
Dukater. Der boede i Nabobyen en Bankier,
som i sex Maaneder havde opbevaret en til-
svarende Sum til Raadighed for Fabio. Men
at komme fra Dalmatiens Kyst til Venedig i
fire og tyve Timer over et oprørt Hav og
med Modvind, derpaa var ikke at tænke.
— Lad os først faa Pengene, sagde
Fabio.
Og da en af hans Værtindes Tjenere havde
hentet dem til ham, lod den velædle Køb-
mand en Baad føre tæt ind til Bredden; i
den satte han Sækkene med Dukater og gik
saa hen og hentede i Fru Loretas Bedesal
et Billed af den hellige Jomfru med Jesus-
barnet ; det var af Cedertræ og højst ærvær-
digt. Han anbragte det i Fartøjet lige ved
Roret og sagde til hende:
— Frue, I er min Kavtion. Jøden Eliezer
skal og maa betales i Morgen. Det drejer
sig om min Ære, Frue, og om Eders saavel
som om Eders Søns gode Navn. Hvad en
dødelig Synder som jeg ikke kan gøre, vil
I sikkert fuldbringe, I Havets rene Stjæene,
I, hvis Barm nærede ham, der vandrede paa
Vandene. Bring disse Penge til Jøden Eliezer
i Venedigs Ghetto, for at de Omskaarne ikke
skulle sige, at I er en daarlig Kavtion.
Og da han havde skudt Baaden ud i Bøl-
gerne, tog han sin Hat af og sagde ganske
blidt :
— Farvel Frue!
Baaden gled ud i rum Sø. Længe fulgte
Købmanden og Enken den med Øjnene. Nat-
ten faldt paa; en Kølvandsfure af Lys drog
sig over det stilnede Hav.
Og se, da Eliezer den næste Dag aabnede
sin Dør, fik han i Ghettoens snævre Kanal
Øje paa en Baad ballastet med Sække og
med en lille Figur i af sort Træ, helt straa-
lende i Morgenens klare Skær. Baaden stan-
sede foran det Hus, hvor der var udskaaret
en Lysestage med syv Arme. Jøden gen-
kendte Jomfru Marie med Jesusbarnet, den
kristne Købmands Kavtion.
#
185
Gesfas
GESTAS
Gestas er i de gamle franske Mysterier Navnet paa den Rever,
der blev korsfæstet ved Jesus Christus' højre Side.
DET fortælles, at der nu for Tiden lever
en slem Knægt ved Navn Gestas, som
digter de blideste Sange af Verden. Paa
hans braksnudede Ansigt stod det skrevet,
at han skulde være en Synder i Kødet, og
henad Aften lyser de daarlige Lyster i hans
grønne Øjne. Han er ikke længer ung.
Hans Kranies Knuder har faaet Kobberets
Glans; ned over hans Nakke hænger Haaret
langt og grønligt. Dog er han troskyldig,
og han har bevaret sin Barndoms enfoldige
Tro. Naar han ikke ligger paa Hospitalet,
bor han i et eller andet møbleret Kammer
mellem Pantheon og zoologisk Have. Dér, i
det gamle, fattige Kvarter kender hver Sten
ham, de dunkle Stræder er overbærende mod
ham, og den ene af disse Stræder er lige
efter hans Hjærte, ti randet af Knejper og
Kipper bærer den paa et Hushjørne et Billede
af den hellige Jomfru bag et Gitter i en
blaa Niche. 'Han gaar om Aftenen fra Kafé
til Kafé og gør sine 01- og Spiritus-Ophold
i en bestemt Orden : de store Arbejder i Ud-
skejelse forlanger Methode og Regelmæssig-
hed. Det bliver sent paa Natten, inden han
naaer hjem til sin Hule, uden at vide hvor-
dan, og ved et dagligt Mirakel faar genfundet
sin Straaseng, som han falder ned i med
Klæderne paa. Der sover han med knyttede
Næver saa trygt som kun Vagabonder og
Børn kan. Men denne Søvn er kort.
Saa snart Morgendæmringen falder blegt
over Vinduet og sender sine lyse Strejf mel-
lem Gardinerne ind i Tagkamret, aabner
Gestas Øjnene, rejser sig, ryster sig som en
herreløs Hund, der vækkes af et Spark, gaar
skyndsomt ned ad den lange Vindeltrappe
og ser atter med Glæde Gaden, den gode
Gade, der er velvillig overfor Staklernes og
de Fattiges Laster. Hans Øjenlaag blinker i
Dagningens fine Skær; hans Silén-Næsebor
snøfter ud mod Morgenluften. Kraftig og
rank, med Benene stive af sin gamle Gigt
gaar han støttet til sin Knortekæp, hvis
Jærnbeslag er slidt i tyve Aars Vagabond-
liv. For under sine natlige Æventyr har
han aldrig mistet sin Pibe og aldrig sin
Stok. I denne Stund ser han god ud og
helt lykkelig. Og i Virkeligheden er han
det. Her i Verden er det hans største
Glæde, som han betaler med Savnet af sin
Søvn, at gaa rundt i Beværtningerne og
drikke Morgenens hvide Vin sammen med
Arbejderne. Det er Drukkenboldens Uskylds-
følelse: denne lyse Vin i den dæmrende Dag,
blandt Murernes hvide Bluser, det er en Ren-
hed, som fortryller hans Sjæl, der har holdt
sig troskyldig midt i Lasten.
Nu, en Foraarsmorgen, da Gestas paa den
Maade var vandret hjemmefra til „Den lille
Morian", havde han den Glæde at se Døren
aabne sig under et Saracener-Hoved af malet
Støbejærn og at vandre hen til Zink-Disken
i Selskab med gode Venner, som han ikke
kendte : en hel Trup Arbejdere fra la Creuse,
som stødte Glassene sammen og talte om
deres Hjemstavn og fortalte Historier som Rid-
derne om det runde Bord. De drak et Glas
og tog en Bid Brød; naar en af dem fik
et godt , Indfald, lo han mægtigt, og for
bedre at faa Kammeraterne til at forstaa det,
gav han dem djærve Dunk i Ryggen. Imid-
lertid hævede de andre gamle Venner lang-
somt Albuen i Tavshed. Da de Mennesker
var vandret til deres Arbejde, gik Gestas
sidst ud af „Den lille Morian" og naaede
„det hyggelige Hjørne", hvis Gitter med dets
Jærn-Lanser var ham vel kendt. Der drak
han igen i behageligt Selskab og bød oven
i Købet to mistænksomme og forekommende
Politibetjente paa et Glas. Saa opsøgte han
en tredje Beværtning, hvis gamle Smedejærns
Skilt forestiller to smaaMænd, der bærer en
uhyre Drueklasse; der skænkede den kønne
Madam Trubert for ham: hun var berømt i
hele Kvarteret for sin Dyd, sine Kræfter og
sit gode Humør. Da han dernæst kom i
Nærheden af Fæstningsværkerne, tog han
endnu et Glas i Brænderiet, hvor man ser
Tøndernes Kobberhaner lyse gennem Halv-
mørket, og hos den Skæakevært, hvor
de grønne Skodder lukker tæt mellem to
Kasser Lavrbærtrær. Hvorefter han vendte
tilbage til de menneskemyldrende Kvarterer
og fik sig en Vermuth eller en Snaps i for-
skellige Kafeer. Klokken slog otte. Han
vandrede fuldkomment lige, med nøjagtige
Skridt, stiv og højtidelig, forbavset naar
186
- Ges/as ==
Pigerne, der løb til Købmanden, med bart
Hoved og Haaret snoet op om Nakken, stødte
til ham med deres tunge Kurve, eller naar
han tørnede imod en eller anden lille Pige,
som han ikke havde set, med et uhyre Brød
mellem Armene. Sommetider stansede endda,
naar han krydsede over Kørebanen, Mælke-
mandens Vogn, paa hvilken Zink- Jungerne
dansede og sang, saa tæt foran ham, at
han følte Hestens varme Aande mod sin
Kind. Men uden Hast fortsatte han sin Vej
under den landlige Mælkehandlers foragte-
lige Eder. Sikkert nok var hans Gang, støt-
tet til Kortekæppen, stolt og rolig. Men ind-
vendig var den gamle Mand vaklende usik-
ker. Der var ikke længer noget tilbage i
ham af den morgenfriske Munterhed. Lær-
ken, som havde slaaet sine muntre Triller i
hans Sind ved de første Draaber af den lyse
Vin, var fløjet hastigt bort, og nu var hans
Sjæl et taaget Fjæld, hvor Ravnene skreg i
de sorte Træer. Han var dødelig bedrøvet.
En dyb Væmmelse ved ham selv svulmede
i hans Hjærte. En Røst steg af hans Anger
og hans Skam og raabte til ham: „Svin!
Svin! Du er et Svin!" Og han beundrede
denne vrede og rene Stemme, denne skønne
Englestemme som hemmelighedsfuldt var i
ham og som gentog: „Svin! Svin! Du er
et Svin!" Der fødtes i ham en uendelig
Attraa efter Uskyldighed og Renhed. Han
græd, store Taarer rullede ned over hans
Bukkeskæg. Han græd over sig selv. Lær-
villig overfor Mesterens Ord, som har sagt:
„Græd over Eder og over Eders Børn, I
Jerusalems Døtre", udgød han sine Øjnes
bitre Dug over sit Kød, der var vanhelliget
af de syv Synder, og over sine urene
Drømme, som Drukkenskaben undfangede.
Hans Barndoms Tro genfødtes i ham og ud-
foldede sig helt frisk og helt blomstrende i
ham. Fra hans Læber brød troskyldige Bøn-
ner. Han sagde ganske sagte: „Min Gud,
giv mig, at jeg kan blive det lille Barn lig,
jeg en Gang var." I det Øjeblik, da han
talte disse simple Ord, befandt han sig under
en Kirkes Indgangshvælving.
Det var en gammel Kirke, fordum hvid
og skøn under Stenenes Kniplingsmykke,
som Tiden og Menneskene har sønderrevet.
Nu er den bleven sort som Sulamit og dens
Skjonhed taler nu kun til Digternes Hjærter.
Gestas traadte ind i Guds Hus. Der var
ingen derinde, ikke en Gang en Kirketjener til
at række Vievandet. Opstillede i god Orden
i Skibet var alene Stolenes Forsamling Vid-
nesbyrd om Sognebørnenes Troskab og syn-
tes at fortsætte Bønnen i Fællesskab.
I den fugtige og friske Skumring, som
sænkede sig ned fra Hvælvingerne, drejede
Gestas af til højre ned mod Kirkens ydre
Del, hvor tæt ved Indgangen en Jærnopstan-
der rejste sine spidse Tænder, paa hvilke
endnu ingen OfTerlys brændte, foran den hel-
lige Jomfrus Statue. Der betragtede han det
hvide, blaa og rosa Billede, som smilede
frem mellem smaa Guld- og Sølvhjærter, der
var ophængte som Offergaver; han bøjede
sine gamle, stive Ben og græd Sankt Peters
Taarer og sukkede stille Ord uden Sammen-
hæng: „Gode Jomfru, Moder, Marie, Marie,
dit Barn, dit Barn, kære Mo'r!" Men strax
efter rejste han sig igen, gjorde nogle ha-
stige Skridt og stansede foran en Skrifte-
stol. Af gammelt Egetræ, som Tiden havde
brunet og glinsende som en Vin-Perses Bjælker,
havde denne Skriftesiol et hæderværdigt, for-
troligt og husligt Udseende som et gammelt
Linnedskab. Paa Dørfelterne henledte de re-
ligiøse Emblemer, der var udskaarne i Mus-
linge- og Konkylie-Skjolde, Tanken paa Bor-
gerkvinder fra gamle Dage, som her kom og
bøjede deres Huer med høje Kniplingssvøb
og rensede deres Husmodersjæl i denne sym-
bolske Dam. Hvor de havde bøjet deres Knæ,
bøjede Gestas Knæ, og med Læberne mod
Tremmeværket kaldte han sagte: „Fader,
Fader!" Da Ingen svarede paa hans Kal-
den, bankede han let med Fingeren paa Vin-
duet:
— Fader, Fader!"
Han tørrede Øjnene for bedre at se gennem
Gitrets Huller, og han troede i Skumringen
at skimte en Præsts hvide Kappe.
Han gentog:
— Fader, Fader, hør mig dog! Jeg maa
skrifte, jeg maa rense min Sjæl; den er sort
og skidden; den fylder mig med Væmmelse
og mit Hjærte oprøres. Skynd dig, Fader,
giv mig Straffens Bad, Tilgivelsens Bad,
Badet i Jesus. Ved Tanken om mit Sjæle-
dynd, stiger Hjærtet mig paa mine Læber og
det kvalmer mig af Modbydelighed over min
Urenhed. Badet, giv mig Badet!
Saa ventede han. Snart troede han at se
en Haand gøre Korsets Tegn inde i Skrifte-
stolen, snart kunde han kun i det lille Rum
se det tomme Sæde, og saaledes ventede han
zrr=-. 187
Gestas =
længe. Han blev liggende ubevægelig med
Knæerne hvilende tungt mod Trætrinet og
Blikket fæstet ved Vinduet, hvorfra Tilgivel-
sen skulde komme til ham, og Freden, Ren-
heden, Frelsen, Uskyldigheden, Forsoningen
med Gud og med ham selv, den himmelske
Giede, Tilfredshed, TCjæffighed, den evige
Lykke. En Gang imellem mumlede han ind-
trængende Bønner:
— Hr. Pastor, Fader, Hr. Pastor! Jeg
tørster meget! Gode Hr. Pastor, giv mig,
som kun De har det, det rene Vand, en
hvid Klædning og Vinger for min stakkels
Sjæl. Giv mig Pønitensen og Tilgivelsen.
Da han ikke fik Svar, bankede han stær-
kere paa Gitret og sagde højt:
— Naa, lad mig nu komme til at skrifte !
Endelig tabte han Taalmodigheden, rejste
sig op og hamrede med stærke Slag af sin
Knortekæp paa Skriftestolens Vægge, i det
han brølede:
— Hejda, Præst! Hejda, Vikar!
Og alt som han talte, drev han haardere
til, Slagene faldt rasende mod Skriftestolen,
fra hvilken der stod Støvskyer i Vejret, og
som svarede paa denne voldelige Behandling
med Stønnen fra de gamle, ormstukne Bjæl-
ker.
Den Betjent, som var i Færd med at feje
i Sakristiet, kom løbende til ved Støjen, med
opsmøgede Ærmer. Da han saa Manden
med Stokken, stansede han et Øjeblik; der-
efter kom han nærmere med den forsigtige
Langsomhed, der er fælles for de Tjenere,
der blev graa under det mere underordnede
Opsyns Gerning. Da han var kommen inden-
for Hørevidde, spurgte han:
— Hvad er det dog, De vil?
— Jeg vil til Skrifte.
— Man gaar ikke til Skrifte paa denne
Tid af Dagen.
— Jeg vil skrifte.
— Gaa Deres Vej.
— Jeg vil tale med Præsten.
— Hvad vil De ham?
— Jeg vil skrifte.
— Præsten er her ikke.
— Saa den første Vikar.
— Han er her heller ikke. Gaa Deres Vej.
— Anden Vikar da, tredje Vikar, fjerde
Vikar, den yngste Vikar.
— Gaa Deres Vej!
— Nej, hør nu ! er det Meningen jeg skal
dø uden Skriftemaal? Det er altsaa værre
end i 93! . . . Bare en ganske lille Vikar.
Hvad kan det gøre Dem, at jeg skrifter for
en ganske lille Vikar, ikke slørre end som
saa? Sig til en Præst, han skal komme og
høre mit Skriftemaal. Jog lover, jeg skal
betro ham de sjældneste, de mærkeligste og
mest interessante Synder, aldeles vist, — trods
nogen af alle dem, hans Skrifte- Madammer
kan møde med hos ham. De kan underrette
ham om, at han her bliver hentet til et smukt
Skriftemaal.
— Gaa nu Deres Vej.
— Men forstaar du mig da ikke, gamle
Barabas? Jeg siger dig, at jeg vil forsone
mig med den gode Gud — i Guds hellige
Navn!
Skøndt denne Kirkens Vaabendrager nu
ikke havde samme majestætiske Skikkelse
som en Schweizer i en rig Sognekirke, var
han dog solid nok. Han tog vor Gestas
ved Armen og smed ham udenfor.
Ude paa Gaden havde Gestas kun en Fore-
stilling i Hovedet, og det var at komme ind
i Kirken igen ad en Sidedør, for om muligt
at slippe bagfra udenom Opsynsmanden og
faa Fingre i en lille Vikar, der vilde sam-
tykke i at tage ham i Skrifte*.
Ulykkeligvis for Gennemførelsen af denne
Plan var Kirken omgivet af gamle Huse,
og Gestas forvildede sig, uden Haab om
at finde tilbage, i en forvirret Labyrint af
Gader, Stræder, Blindgyder og Smøger.
Der befandt sig nu en Vinhandler, hvor
den stakkels Angrende tænkte sig Muligheden
af at finde Trøst i en Absint. Det lykke-
des ham ; men der voxede snart en ny Anger
frem i ham. Og det er dette, der gør hans
Venner sikre i Haabet om, at han vil blive
frelst. Han har Troen, den simple, stærke
og enfoldige Tro. Det er meget mere Ger-
ningerne, der kunde fattes ham. Imidlertid
skal vi ikke fortvivle, siden han selv aldrig
fortvivler.
Uden at vi skal komme ind paa Præde-
stinationens betydelige Vanskeligheder eller
undersøge dette Emne i Forhold til de Menin-
ger, der er fremsatte af Sankt Augustin,
Gotesfiale, Albigenserne, Wikliiterne, Hussi-
terne, Luther, Calvin, Jansenius og den store
Arnaud, gør den Mening sig gældende, at
Gestas er forudbestemt til den evige Salighed.
Gestas, sagde Herren, gak ind i Paradiset.
— 188 -
DAGEN OG V^JEN
Post festum.
DER har været Fest i den forløbne Maa-
ned. Det begyndte i fyrstelig Rokoko
med pudrede Parykker. Maaske vil det være
et ligesaa praktisk som dekorativt Paafund i
vort blæsende [Klima: men hvorfor vende op
og ned paa al Rangforordning og begynde
med Lakajerne? — Vi fortsatte i digterisk
Raadhus-Renæssance. Vi har svælget i Hyld-
ningsdigte, Cigar-Reklamer, Folkehyldest, Ju-
belforestillinger, Festtaler, Fakkel-Os, poetisk
Anarkisme, Kommandørkors, Heste- fra-Spæn-
ding, Mavedans, hvide Skjalde og danske
Folk. Det var Danmark, der sang. Hvor
gjorde det dog godt bagefter at komme over
i reel Prosa.
Hvorfor nu al denne Stimmel? En Mand
fyldte 60 Aar. Saaledes er det nu en Gang
Skik i Danmark. Til andre Tider har man
givet Folk Triumftog og Ovationer efter
vundne Sejre og stolte Bedrifter. Men der
var noget udemokratisk ved det, og Sagen
syntes angribelig : det vil ikke altid være let
at opnaa Enighed om, hvad der er Bedrift;
navnlig kan Konkurrenterne nære visse Be-
tænkeligheder. Derimod lader det sig med
videnskabelig Vished fastslaa, hvornaar en
Mand (med Kvinder bliver det strax mindre
paalideligt) fylder 57 eller 63 eller en anden
af de runde Summer, der giver bekvem og
munter Anledning til Fest. Da den lidt til-
fældige danske Ungdom paa Kongens Nytorv
spændte Hestene fra Holger Drachmanns Vogn
var det netop som Gebortsdags-Present til
den fejrede Digter og ikke som Tak for „Hr.
Oluf, han rider — ", der lige havde oplevet
en ærefuldt enestaaende Fiasko.
Hr. Olufs Døds- Ridt vakte under disse For-
hold ikke den fortjente Opmærksomhed. Det
var ellers saadan et nydeligt Stykke. Der
var baade Helheste, Nisser, Alfer, gamle
Skjalde, moderne Ynglinge, Elvermøer og
„den gamle Kvinde": de omgikkes paa en
fortrolig og hyggelig Fod ; særlig var Scenen,
hvor den gamle Kone holdt Børnehave med
Alferne umiddelbart betagende. Men nu gik
man uden Diskussion over til næste Punkt
paa Dagsordenen: den store Fest.
Saalænge det endnu kun drejede sig om
et Digter-Jubilæum, kunde Sagen være usik-
ker; med det samme Parolen var givet:
Digter-Fest paa Raadhuset, var Jubel-Højtiden
i Orden. Ingen vilde staa udenfor. Den
talende Store maatte, om han nok saa nødig
vilde, sætte sin Veltalenheds Maskine i Kog,
ellers vilde den store store Taler jo have faaet
Æren; de syv Skjalde maatte slaa Guld har-
pen, hvis ikke Publikum skulde spørge, om
det da ikke længer var dem, der synger for
Danmark. Fest-Arrangeurernes lille, uudsigelig
energiske Fag -Forening var der selvfølgelig
strax paa Pletten — som de er der ved Ba-
zarer, Prinsesse-Markeder og bedre borgerlige
Ligbegængelser. Og Publikum. Ja, gaa en
Gang Listerne igennem ; det er ikke indiskret :
Listerne og Navnene er der for det samme.
Vi træffer en Grundstamme af fremragende
Mænd og Kvinder, de samme til alle de frie
eller fashionable, stormende eller støttende,
anstandsfulde eller forsorne Fester Aaret rundt.
Lad os ikke være naive; vi laver Fest paa
Manden eller Tingen, men vi laver Festen
for at more os.
[I Parenthes bemærket gik det jo ikke rig-
tigt godt denne Gang. Festens Genstand
gjorde sig for stærkt gældende: da han lige
havde færdedes i Elverlandet, konstaterede han
for henrykt, at den danske Kvinde ikke er
skabt som en Elverpige. For Resten beruste
189
Dagen og Vejen
Folk sig i Lyrik, Tomater og Indlandets
ædleste Vine. Nogle vil paastaa, at det iøv-
rigt var net, men kedeligt; andre hævder, at
det var Orgie, selv om det ikke var morsomt.
Sandheden ligger sagtens midt imellem.].
Digter-Fest i Raadhuset: det var nu for-
træffelig tænkt. Hvem, der oprindelig havde
Ideen, kan iøvrigt være tvivlsomt. Mistænk-
somme Folk paastod, det var det store For-
lag, som netop stod i Begreb med at udsende
Digterens samlede Værker: de henviste til
det snedige Indfald, Boghandler-Medhjælper-
foreningen samtidig havde, med at udsætte
Præmie for det prægtigst pyntede Drachmann-
Vindu. Selvfølgelig en uretfærdig Mistanke!
Det udmærkede Forlag kunde lige saa lidt
som nogen af os andre være i Tvivl om, at
det, vi havde Brug for, netop ikke var de
samlede Værker men et lille, skarpt sigtet
Udvalg, de kostelige Førstedraaber af dette
Kæmpekar men gærende og boblende Digter-
bryg. Drachmanns samlede Remser og Rim
— Gud bevare Danmark ! Og det gjorde han.
Endnu inden andet Hefte averteredes Udgaven
uden alle Fest-Dikkedarer som enorme Pris-
Reduktion.
Nej, det var saamænd Digteren selv, der
vilde have Raadhusfesten. Hvorfor? Ja, hvor-
for ønskede han Kommandør- Korset om sin
Oprører- Nakke? Hvad vilde han med denne
Piedestal af -uhyre mange samlede Bind? . . .
Der fortælles, at den store Kritiker i et snæv-
rere Selskab spøgende eller spidst spurgte:
Sig mig, Drachmann — hvor meget tror Du
nu i Grunden vil leve videre af alle disse
Bind? Hvortil Digteren svarede: Meget lidt,
maaske ingenting. Men Drachmann- Mythen
vil leve!
Her er Svaret og det ganske overlegent.
Drachmann - Mythen : Sagnet om den store
Skjald (den isengraa, den hvide) der synger
for og revser og renser Folket, ombejlet af
Kvinderne, hædret af sin Konge, med Svær-
det ved Lænd og Luthen i Haand og Hatten
altid præcis som han vil — den lever jo
allerede; var det ærlig talt ikke den, der blev
trukket hjem efter „Hr. Oluf", og den, der
modtog Fakkeltoget af en Skare unge Men-
nesker . . . eller hvor meget mon Flertallet af
dem kendte til Digterens Kunst? Nuvel,
denne moderne Holger Danske, denne æven-
tyrlige Folkehelt har ikke Brug for et Digt-
Udvalg, som læses og maaske ældes — ti
alt menneskeligt ældes — men meget mere
for en uhyre Stabel Værker, som inspirerer
uden at kendes indeni. Den pyntes af Kom-
mandør-Korset, som skinner i det flunkende
Baand om Halsen. Den faar ret Relief af
Osen fra Raadhusfestens Fakler. Den taaler
tilmed en grov Smagløshed, som hider sig fast
(Drachmann har jo selv udtalt sig om netop
denne Reklame -Værdi) ... Og har han ikke
Ret? Vilde han have været halvt saa berømt,
om han havde været helt artig?
[Kære Læser, vi to elsker jo en helt anden
Drachmann — ham vi fejrede i vore Hjerter,
da han syg og brudt laa nede i Hamborg
paa sin 50 Aarsdag, hyldet paa den skjøn-
neste Maade af den bedste danske Ungdom.
Vi elsker Smerten og Uroen og den skjønne
Længsel i dette store, svage Mandfolks vid-
underligt skælvende Digte, der for Resten
uhyre undtagelsesvis er det danske Folks
Sange. Vi sværmer ikke stærkt for denne
landevejs ridderlige Maskeradegarderobe] .
Men Drachmann - Mythen lever videre . . ,
Og naar Raadhushallen er bleven omhyggelig
renset, faarjien sig maaske en Minde-Plade
i Festens Anledning. Højt oppe over Taget,
over Skyerne, hvor Luften den er blaa, sid-
der en Fugl syngende. Den lyser gyldent i
Solen, stolt kroende sig. Og eftersom Vinden
blæser [svinger Vejr-Hanen om Fløjstangen,
syngende. jtnsen.
~33~
190
3i.-»*stMerenraE
Mandagen d. 1. Okb. aabnedes Rigsdagen
under Udfoldelse af ceremonielt Pomp
af Kongen personlig. Det var den første
ordentlige Rigsdagssamling i det i Foraaret
nyvalgte Folketings treaarige Lovgivnings-
periode; tillige havde der i Efteraaret fundet
Nyvalg Sted af Halvdelen af .Landstingets
folkevalgte Medlemmer, og endelig var det
den første ordentlige Rigsdag, der traadte
sammen til Arbejde under Kong Frederik VIII's
Regering. I denne tredobbelte Anledning
aabnedes Rigsdagen derfor ligesom efter Sy-
stemskiftet i 1901 og iøvrigt efter kendt
parlamentarisk Mønster af Kongen personlig
med en Trontale, oplæst af Kongen foran
den i Folketingssalen opstillede Tronstol. I
Trontalen bebudedes Fremsættelsen af en
Række Lovforslag, af hvilke nævnedes: For-
slag om kommunale Valg, om Toldafgifter
m. fl., om Ministrenes Ansvarlighed, om
Reform af Retsplejen, om Ændring af Grund-
lovens § 32, om Forsikring mod Arbejds-
løshed, om Hjælpekasser, om Udvidelse af
Ulykkesforsikringen til Landarbejdere m. fl.,
Forslag til Love om Fiskeriet og om Ud-
videlse af vort Jærnbanenet. Trontalen ud-
talte fremdeles Forvisningen om, „at Rigsdagen
altid vil medvirke til, at Landets og Folkets
Selvstændighed kan bevares", samt navnlig
dvælede ikvrigt ved Kongens Besøg i Sverig
og det islandske Altings Besøg, hvortil
knyttedes Regeringens Tilsagn om at fore-
tage Skridt til at imødekomme Islændernes
Ønsker om Reformer i Lovgivningen om
Islands forfatningsmæssige Stilling i Riget.
Ligesom efter Trontalen i 1901 stilledes
der, den 2. Oktober, af Regeringspartiet i
Folketinget (Ordfører: Anders Nielsen) For-
slag om at besvare Kongens Trontale med
en Beslutning af Folketinget, gaaende ud
paa at bevidne Kongen Tingets Glæde over
Trontalen og tilsige Ministeriet dets Støtte
under dets Ledelse af Arbejdet for Gennem-
førelsen af de i Trontalen nævnte Reformer.
Den 9. Oktober, efter at Finansloven, og for-
skellige andre af de bebudede Regerings-
forslag, deriblandt Toldlovforslaget, med til-
hørende Kompensationsforslag var fremsatte,
kom denne Beslutning til eneste Behandling.
Under denne rent storpolitiske Adressedebut,
der fortsattes de følgende Dage og først før-
tes til Ende den 11., og hvorunder særlig de
afholdte Folketings- og Landstings valgs Re-
sultater og Ministeriet J. C. Christensens
Stilling efter disse drøftedes, stilledes der to
Ændringsforslag, henholdsvis af Folketingets
Venstre og af N. Andersen paa Højregruppens
Vegne. Det første meget omfangsrige
Ændringsforslag tilsigtede bestemtere at ud-
trykke Folketingets Stilling til de forskellige
i Trontalen bebudede Lovforslag samt al be-
tone Kravet om Militærudgifternes Nedsæt-
telse og Nedlæggelsen af Københavns Be-
fæstning; det sidste udtalte Forventning om,
at Regeringen vilde søge de paa Dagsordenen
staaende Samfundsspørgsmaal løste ved en
gensidig imødekommende Forhandling og
under ligelig Hensyntagen til alle Samfunds-
klassers berettigede Interesser. Inden disse
forskellige Forslag kunde komme til Behand-
ling, stillede imidlertid K. M. Klaussen paa
den socialdemokratiske Gruppes Vegne For-
slag om Overgang til Dagsordenen, idet
Regeringen samtidigt bl. a. opfordredes til
„om fornødent ved Anvendelse af de for-
fatningsmæssige Midler, der staa til dens
Raadighed at gennemføre de i Trontalen
nævnte Lovforslag i Overensstemmelse med
Demokratiets Grundsætninger." Denne Dags-
orden, der bekæmpedes saavel af Konsejls-
præsidenten, som af Ordførerne for samtlige
andre Partier udenfor Socialdemokratiet
(Anders Nielsen, Zahle, N. Andersen og N.
Neergaard), forkastedes efter kort Debat med
79 Stemmer mod 21, og efter den egentlige
Adressedebats Afslutning forkastedes ogsaa
de to stillede Ændringsforslag, det af Folke-
tingets Venstre stillede med 74 Stemmer
mod 8 og det af Højre stillede med 82
Stemmer mod 12, hvorefter det af Venstre-
reformpartiet stillede Forslag til Beslutning
ved Navneopraab vedtoges med 63 Stemmer
(Venstrereformpartiet og de Moderate samt
Højreløsgængerne Chr. og L. Reventlow),
medens 41 stemte ikke og 6 var fraværende.
Ogsaa i Landstinget — der vel ikke i
1901 havde besvoret Trontalen men derimod
ved tidligere Lejligheder lige saa vel som Folke-
tinget havde gjor dette, — indbragtes et For-
slag til Beslutning som Svar paa Trontalen.
Dette Forslag stilledes dog først 10. Oktb. og
alene fra Medlemmer af Højregruppen. For-
= 191
Rigsdagen
slaget, der var politisk farveløst, idet det
ikke talte om Støtte til Ministeriet, men kun
udtrykte Tingets Tilslutning til Kongens
Ønske „om et frugtbringende Arbejde paa
Rigsdagen til Fremme af Folkets Velfærd og
til Betryggelse af Fædrelandets Selvstændig-
hed," sattes under Debat 12. Okt. Rege-
ringspartiets Ordfører (Madsen- Mygdal) ud-
talte vel forskellige Betænkeligheder saavel med
Hensyn til Landstingets parlamentariske Kom-
petence til at besvare en Trontale — Be-
tænkeligheder, han dog senere, den 17., ved
en Bemærkning udenfor Dagsordenen i det
væsentlige frafaldt — som med Hensyn til
hvad der mulig kunde lægges i Adressens
Ord, men han tilraadede dog uforandret Ved-
tagelse af Forslaget, derikke heller fra anden
Side mødtes af Ændringsforslag og derfor
efter kort Debat — hvori intet Medlem af
Ministeriet deltog — enstemmig vedtoges med
50 Stemmer.
Efter den storpolitiske Adressedebats Af-
slutning gik Folketinget over til den sæd-
vanlige detaillerede Førstebehandling af Fi-
nanslovforslaget for det kommende Finans-
aar (1907 — 1908). Det af Finansministeren
(Vilhelm Lassen) aflagte Statsregnskab for
1905 — 1906 viste en usædvanlig udmærket
Status, idet det i Stedet for et budgetteret
Underskud paa 7,7 Millioner fremviste et
Overskud paa 3,2 Millioner, det største Over-
skud paa noget Statsregnskab i de sidste
20 Aar. Dette Overskud var fremkommet
ved, at dels Indtægterne var indgaaede med
7 72 Millioner mere end forventet, og dels
Udgifterne var afholdte med 3,4 Millioner
mindre end budgetteret. Den overordentlig
store Merindtægt skyldtes atter væsentligt to
Indtægtskilder, Statsbanerne og de indirekte
Afgifter, at hvilke Statsbanerne havde givet
1,6 Millioner og de indirekte Afgifter 3,4
Millioner mere end budgetteret. Med Hensyn
til de indirekte Afgifters Stigen fremhævede
Finansministeren ved Finanslovens Forelæg-
gelse, at denne Stigning ikke alene havde
vist sig for Toldindtægternes Vedkommende,
men at Halvdelen af Indtægtsforøgelsen skrev
sig fra Stigning Jogsaa i de andre indirekte
Afgifter: Sukkerafgiften, Arveafgiften, Rets-
gebyrafgiften og Afgiften ved Køb og Salg
af faste Ejendomme (Halvprocentafgiften),
hvilket altsammen tydede paa gode Tider,
da Forbruget stiger, da der købes og sælges,
arves og procederes mere; kun 01- og
Brændevinsafgiften var ikke steget: et glæ-
deligt Tegn paa voxende Maadehold i Be-
folkningen!
Det forelagte Finanslovforslag afviger iøv-
rigt ikke i synderlig Grad fra de foregaaende
Aars; det balancerer med en Indtægt paa 88, 15
Millioner og en Udgift paa 88, ia Millioner,
altsaa med et beregnet lille Overskud paa
knap 30,000 Kr. I Sammenligning med det
foregaaende Aars Finanslov viser Indtægterne
en Opgang paa 2l/i Million, Udgifterne en
Stigning ps^a l8/4 Million, hvilken sidste Stig-
ning i Udgifterne særlig hidrører fra de stadig
voxende Udgifter til Alderdomsforsørgelsen,
Sygekasserne, Skolevæsenet og til Tuberku-
løses Helbredelse samt til offentlige Arbejders
Udførelse.
Medens Folketinget optoges af Finanslovs-
behandlingen, opnaaede Landstinget at under-
kaste en hel Række Lovforslag første Behand-
ling, ja endog at faa oversendt et Par min-
dre Lovforslag til det andet Ting, deriblandt
et Forslag, hvorved Handelspladsen Frederiks-
værk ophøjes til Købstad. Af de større Lov-
forslag, der underkastedes 1ste Behandling,
maa foruden et Forslag, gaaende ud paa at
ophæve de for de i København i 1900 ind-
lemmede Valby-, Sundby- og Brøndshøj-
Distrikter valgte Særrepræsentationer og i Ste-
det udvide den københavnske Borgerrepræsen-
tations Medlemsantal til 42, særligt nævnes
Forslagene om Begravelser og om Hjælpe-
kasser. Det første Forslag, hvis fuldstændige
Titel er: Forslag til Lov om forskellige For-
hold vedrørende Begravelser, og som er ud-
arbejdet efter det kirkelige Udvslgs Udkast,
gaar ud paa dels, at Præsten ved almindelige
kirkelige Begravelser kan tillade Lægmænd,
der høre til Folkekirken, at tale i Kirken
eller Begravelseskapellet eller ved Graven, og
dels paa Tilstedeise af Begravelse paa Folke-
kirkens Kirkegaarde og fra dens Kapeller
uden Medvirkning af Folkekirkens Præster
(borgerlig Begravelse). For at borgerlig Be-
gravelse kan ske, kræves det efter Forslaget,
at den afdøde ved en vidnefast afgiven skrift-
lig eller mundtlig Erklæring har truffet Be-
stemmelse herom — det behøver altsaa ikke at
eke i Testamentsform — ; dog maa den paagæl-
dende være fyldt 1 5 Aar, for Personer under
_= 192 = —
Rigsdagen
1 5 Aar kan Forældre eller Værger fremsætte
Begæringen. Ved saadaune borgerlige Be-
gravelser tillades Afholdelse af Taler, Med-
bringelse af Faner og anden Højtidelighed,
dog at intet maa siges eller foretages, som
strider imod „den Sømmelighed og Orden,
der iagttages paa Kirkegaarde, og imod det
Hensyn, der skyldes Folkekirken." Derimod
maa ingen Jordpaakasielse linde Sted og der
maa ikke uden Præstens Samtykke synges
andet end Salmer, der er optagne i Folke-
kirkens Salmebøger; ligesom Klokkeringning
ikke maa finde Sted, medmindre den afdøde
„ved Daaben er optagen i de kristnes Sam-
fund." Ligeledes bestemmer Forslaget, at
ogsaa Medlemmer af andre anerkendte Tros-
samfund eller af kristne Trossamfund i det
hele kan faa Begravelse forrettet paa Folke-
kirkens Kirkegaarde af Samfundets egne Præ-
ster, ligesom der endelig af Ministeriet skal
kunne meddeles Tilladelse til, at der i en
Kommune paa dennes Bekostning anlægges
kommunale Begravelsespladser med lige Ad-
gang for alle Kommunens Beboere til at blive
begravede paa samme og for alle Trossam-
funds Præster til at forrette Begravelser der
med Benyttelse af deres Trossamfunds Ritual.
Lovforslaget om Hjælpekasser gaar ud paa
at erstatte „De fattige Kasse", der som be-
kendt yder en Understøttelse til trængende,
der ikke betragtes som Fattighjælp, med en
mere tidssvarende Institution. De fattiges
Kasse fik oprindelig sine væsentligste Indtægter
fra Kirkens Bøsser, Tavler og Blok, men ved
Loven om Menighedsraadene af 1903 blev
disse Midler henlagte under Menighedsraadenes
Forvaltning, og de fattiges Kasser blev nu
alene henviste til at virke ved Hjælp af de
Tilskud, der ydes dem af Kommunerne, og
som Statskassen efter en Lov af 1904 atter
delvis erstatter Kommunerne. Men hele
Kassernes Styrelse og Regnskabsvæsen var
meget mangelfuldt ordnet og trængte til en
grundig Omordning, hvad altsaa nu Lovfor-
slaget om Hjælpekasser tilsigter at tilveje-
bringe. Efter Forslaget ophæves „De fattiges
Kasse" og i Stedet oprettes i hver Købstads-
og Landkommune en Hjælpekasse. I disse
Hjælpekasser indgaar alle de Indtægter, der
for Tiden tilflyder „De fattiges Kasse", og
det bestemmes yderligere, at Kommunalbe-
styrelserne uden at behøve Samtykke af højere
Myndighed (Amtsraadet) kan yde Bidrag til
Kommunens Hjælpekasse. Af det Bidrag,
en Kommune saaledes yder hertil, er den
berettiget til atter at kræve en Tredjedel
erstattet af Statskassen, dog saaledes, at
Statstilskudet til samtlige Kommuner ikke
kommer til at overstige 250,000 Kr. Hjælpe-
kassernes Opgave er den samme som de nu-
værende „frie Fattigkassers", nemlig at støtte
værdige trængende, som har fast Ophold
indenfor Kassens Omraade og ikke nyder
Fattigunderstøttelse, i deres Bestræbelser for
at ernære sig uden Hjælp af Fattig væsenet.
Hjælpekassens Bestyrelse, der uddeler Hjælpen
efter frit Skøn og som solidarisk er ansvar-
lig for Kassens Midler, skal vælges for 3
Aar af samtlige 2 5 aa rige Mænd og Kvinder,
der i det Skatteaar, hvori Valget foregaar,
har været bosat i og svaret direkte Skat til
Kommunen ; naar en Ægtemand som Familje-
overhoved har svaret direkte Skat til Kom-
munen af Ægteparrets fælles eller af Hu-
struens særlige Midler, betragtes de begge
som Skatteydere. Valget er skriftligt og
hemmeligt og skal foretages efter Reglerne
for Forholdstalsvalg; og de valgte er regel-
mæssigt pligtige til at modtage Valget.
Hjælpekassernes Regnskaber, der ikke maa
meddele Oplysning om Navnet paa nogen
understøttet, skal aarligt indsendes til Kom-
munalbestyrelsen, hvor det revideres og deci-
deres for lukkede Døre.
Samtlige de tre sidstnævnte Lovforslag fik
i det hele en velvillig Modtagelse og hen-
vistes til Udvalg. Til Udvalg henvistes lige-
ledes det tredje Gang i Træk for Rigsdagen
forelagte men hidtil stadig paa Spørgsmaal
om Aalegaardsretten strandede Saltvands-
fiskeriforslag, medens et privat indbragt Lov-
forslag om Indplantning af Fiskeyngel, gaa-
ende ud paa at anvende 25000 Kr. aarlig
til dette Øjemed, deraf indtil 20,000 til Ind-
plantning i Limfjorden, og som ifjor vedtoges
af Landstinget, fordi man forudsaa eller fryg-
tede Saltvandsfiskerilovens Stranding, atter iaar
hurtigt fremmedes uden Nedsættelse af Udvalg.
193
Q^azmazHZJ
Valdemar Poulsens Telegrafon.
Paa Pariserudstiliingen 1900 vakte den
unge danske Ingeniør Poulsens Telegrafon
berettiget Opsigt ; det store Publikum morede
sig over den Tydelighed og Præcision, hvor-
med Apparatet paa Kommando afleverede en
modtaget Telefonbesked ; Videnskabsmænd og
Teknikere delte deres Beundring mellem den
geniale Ide og Apparaternes sindrige Kon-
struktion.
I de Aar, som siden er forløbne, er der
to Steder (New York og Kjøbenhavn) oprettet
Fabriker, som
tilvirker disse
Apparater, og
naar den dan-
ske Fabrik
først nu melder
at have Tele-
grafoner til
Salg, ligger det
i, at Fabriken
stadig har ind-
ført Smaafor- -
bedringer ved "
Apparaterne,
indtil de ende-
lig er blevne
saa gode, at man vistnok ikke kan naa
videre.
Princippet for Opfindelsen er i kort Antyd-
ning det, at de elektriske Strømme, der op-
staar, naar man taler i en Telefon, ledes ind
i Telegrafonen, hvor de frembringer en Række
Smaamagneter i en løbende Staaltraad, der
vikles af den ene store Tridse over paa den
anden; Magneternes Fordeling i Traaden sva-
rer saa nøje til Talestrømmenes Variation, at
Talen tydelig høres, naar man senere lader
Staaltraaden bevæge sig ligesom før, medens
Telegrafonen nu er i Forbindelse med et
Telefonhørerør. Staalets Evne til at bevare
sin Magnetisme uforandret bevirker, at man
kan gemme et saadant Stykke Traad i f.
Eks. 10 Aar og dog høre Talen aldeles
tydelig. Paa en Tridse er der Traad til 10
Minutters Tale; hvis Apparatet bruges til at
passe en Telefon under Ejerens Fraværelse,
kan det, hvergang han er borte, tage mod
Telefonbesked fra 10 forskellige, idet hver
Opringning sætter Tridserne i Gang for 1
Minut.
Valdemar Poulsens Telegrafon
Den paa Traaden magnetisk „opskrevne"
Tale viskes ud ved en kraftigere Magnetise-
ring, ligesom Skriften paa en sort Tavle fjer-
nes med en Svamp ; det er den samme Tridse-
fuld Traad, som stadig bruges; kun hvis
man ønsker at opbevare noget af det talte,
kan man tage Tridsen med den magnetiserede
Traad ud og anbringe en anden med frisk
Traad i Stedet.
Ejeren af en Telegrafon kan straks ved
sin Hjemkomst se, hvormange (indtil 10) der
har ringet op under hans Fraværelse, idet en
lille Viser paa
Apparatet an-
giver, hvorme-
get Traad der
er løbet over;
ved at trykke
paa Knapper
sætter han
Tridserne og
Traaden i den
samme Bevæ-
gelse, som før
foraarsagedes
ved Opringnin-
gerne, og han
hører derved
gentaget al den i Telegrafonen afleverede
Besked.
Hvis man har en Telegrafon, kan man
under en Telefonsamtale skaffe sig et ud-
mærket Vidne paa, hvad der bliver sagt,
idet man pludselig slutter Forbindelsen til
Telegrafonen, som straks gaar i Gang og
omhyggelig opmagasinerer, hvad der bliver
sagt af begge Parter; i et saadant Tilfælde
er det af stor Betydning at Tridserne kan
udveksles. Udvekslingen spiller ogsaa en
Rolle, naar man bruger Diktattelegrafon, som
erstatter en Stenograf; f. Eks. kan Chefen
i en stor Forretning diktere sine Breve i en
saadan Telegrafon, som staar paa Maskinskri-
verens Bord; Skriveren maa da sætte en ny
Tridse i, hvergang en Tridsefuld Traad er
opbrugt; bagefter sætter han et Høreapparat
paa sit Hoved og maskinskriver Brevene
efter Telegrafonens Diktat.
Det er ikke saa ganske lidt, Ingeniør
Poulsen kan anvende en meget tynd Staal-
traad til.
h. c. AT.
194 —
pazgmi!
oigzmaiQ
Fantasi-Dyr.
Talen er ikke om Helheste, Kirkelam eller
andre af den uhyggelige Familie, men om
mere fredelige Fantasidyr eller rettere om,
hvorledes kloge Folk kan lade sig narre.
Dc Marduris,flc Ztbcllis, ae pelhbus torum
Det kan nu være nær ved 400 Aar siden,
at den ærværdige Olaus Magni belærte sin
Samtid om Nordens Dyreverden. Fra ham
har vi laant hosføjede Billede, der viser os
nogle rent ud gigantiske Maare. Er det
Fantasidyr, eller var Maare saa store i hine
fjerne Dage? Svaret maa lyde, at de ikke,
saa fantastiske de end ser ud, skal forestille
andet end skikkelige, jordiske Maare af al-
mindelig Størrelse. Tegneren har ikke ladet
sin Fantasi løbe løbsk, men har blot manglet
teknisk Færdighed og Begreb om Perspektiv.
Har hans Billede ført jævne Lægmænd bag
Lyset med Hensyn til Spørgsmaalet om Kæmpe-
maares Tilværelse, saa er det ikke hans Skyld ;
men vi kan berette om en Forsker, der ikke
er uden Skyld, saavist som han har drevet
en artig Spøg med veritable Lærde!
I Halvfjerdserne publicerede Zoo-
logen Stecker nede i Prag et Par
lærde Afhandlinger om et Dyr, in-
gen andre end han selv nogensinde
havde set. Han beskrev baade dets
Ydre og dets Indre, og de, der læste,
hvad han skrev, blev forbausede.
Vi er saa heldige at kunne vise vore
Læsere Dyret baade ovenfra og neden-
fra, men de fleste vil sagtens finde,
at det er et kedeligt Dyr, for det
ser ud til, at det hverken kan slaa
med Halen eller misse med Øjnene
eller gaa i Krig mod dristige Jægere. Og dog :
Paa en vis Maade er Billedet af denne Gibo-
cellum, som den hedder, saare mærkværdigt. Dy-
ret har færdedes, siger Stecker, som et lillebitte
Kryb et Steds i Riesengebirge, men selv de,
der har rejst derned og har ledt
efter Magen til det, ja anholdt alle
Dyr fra et Punktums Størrelse og
op til de store Bogstavers, har
ikke kunnet finde nogen Steckersk
Gibocellum. Og hvorfor det?
Videnskabernes Selskab giver
i disse Dage Besked derom: Den
danske Zoolog, Dr. William Sø-
rensen, erklærer, at heller ikke
selve Hr. Stecker nogensinde
har fundet Dyret. Han har der-
imod fundet, at det kunde være
interessant at blive nævnet som
Opdager af et nyt Dyr, og saa
har han paa Papiret konstrueret
et saadant, og den saaledes fremkomne lærde
Afhandling har han sendt ud i den vide
Verden.
Mon de Lærde alligevel ikke sommetider
er meget godtroende?
Hr. Stecker maa vel have haft en vis
Mening om den Ting! I hvert Fald op-
naaede han at blive indskreven i den viden-
skabelige Verden som Opdager. Men ak!
den danske Hr. Sørensen manglede for
en Gangs Skyld Troskyldigheden: Han er-
klærede i Videnskabernes Selskab efter en
vidtløftig baade geometrisk, arithmetisk og
zoologisk Dokumentation, at Dyret ganske
simpelt er et Foster af den Steckerske Fan-
tasi.
I Grunden en artig og lærerig Historie!
r. c. M.
éiiikfUHtii*
Haven i November.
Resten af Grøntsagerne skal tages op
inden den rigtige Vinterfrost kommer, kun
Grønkaal- og Rosenkaalplanterne danner for
saa vidt en Undtagelse, som de udmærket
kan blive paa deres Plads. Selleri og Porrer
bør indslaas i Jorden med lidt Løv imellem
og over Urterne, og ikke som man alminde-
ligt ser det i en med mere eller mindre
Omhu etableret Kule, der i Reglen bliver et
lunt Tilholdssted for Mus ; den første Maade
er baade bedre og nemmere. Espaliertræerne
bør renses omhyggeligt og alle Frugttræernes
Stammer bør forsynes med Bælter af Lim
for at forhindre Angreb af Frostsommer-
fuglen (Frostmaaleren), hvis vingeløse Hunner
netop i November kryber op ad Stammerne
og anbringer deres Æg i Træet. Larvene,
der kommer frem næste Aar, ødelægger meget
hyPP^t nele Høsten. Man smører gerne
Limen paa Papstrimler anbragte rundt om
Stammen; baade Limen og færdige Bælter
til dette Brug faas i Handelen.
Frilands- Fuchsia og alle andre lidet haard-
føre Planter bør skæres ned og dækkes med
Løv eller lignende og Jorden bør hyppes
lidt op om de mest kælne Roser. Hvis
Jordbunden er fugtig eller svær og derfor
kold, bør man i det Hele give Roserne en
let Vinterdækning f. Eks. af Granris, men
først bør man fjerne de Blade, der endnu
kan sidde tilbage, da de ellers let bringer
Planterne et grimt Lag Skimmel under Dækket,
derimod bør man ikke beskære Roserne nu,
men vente til Foraaret. Det volder altid
nogen Vanskelighed at dække de højstam-
mede Roser, hvis Stammen da ikke er saa
tynd, at den ikke kan bøjes ned til Jorden
og holdes nede ved Hjælp af en Krog og
det saaledes bliver muligt at dække Kronen
som paa andre Roser. Er Stammen for tyk,
maa man dække Kronen paa anden Maade
og kan hertil anvende Halm, Stykker af
Bastmaatter eller Sækkelærred. Man ser
meget hyppigt Papir anvendt i dette Øjemed ;
men selv om det maaske virkelig har sine
gode Egenskaber, saa maa man dog paa
det bestemteste fraraade dets Anvendelse, det
er dog ikke ganske ligegyldigt hvorledes
Havens Vinterdragt klæder den, og Papir
virker nu engang uheldigt sammen med Planter.
Det samme er forøvrigt Tilfældet med Potte-
planterne inde i Stuen, det er en afskyelig
Skik at pynte Urtepotterne med kulørt Silke-
papir, for det første virker en ærlig Lerpotte
i Reglen betydelig kønnere og dernæst øde-
lægger Papirets paatrængende Farver gerne
Synet af Planten.
Der er gerne en god Del Gravning at ud-
føre i November, men det er Arbejde, der
passer til Vejret. Alle tomme Stykker og
Rabatter bør graves, ligeledes bør Jorden
under Frugttræerne og Busketterne stikkes
om. Medens der ved Gravningen om For-
aaret tilstræbes at smuldre Jorden og derfor
ogsaa anvendes smaa Spadestik gælder det
om Efteraaret at faa Jorden til at ligge
ujævnt d. v. s. i store Klumper for at
Frosten kan komme til at øve sin gavnlige
Virken paa saa stor en Overflade som
muligt; man bør derfor grave med store
Spadestik og ikke slaa Klumperne itu. Paa
Plænerne strøs findelt Gødning, der fordeles
saaledes at de bare og lidet frodige Partier
faar mest.
I ovenstaaende er nævnt en Del af hvad
der absolut skal gøres; der er imidlertid
meget som med Fordel kan gøres i November,
saaledes vil alle større Arbejder, der som
Draining gaar dybt i Jorden bedre kunne
udføres nu fordi Grundvandet staar lavere
end om Foraaret, samtidig med at Haven
nu bedst taaler den Ravage, som slige Op-
gravninger afstedkommer. Forandringer i
Havens Anlæg og de deraf følgende Nyplant-
ninger foretages ligeledes med Fordel nu,
ikke fordi Efteraarsplantning i Almindelighed
kan siges at være at foretrække for For-
aarsplantning (der er nemlig saa mange for-
skellige Forhold, der betinger en gunstig
Plantetid, at der absolut ikke kan gives
nogen almindelig Regel) men fordi rent
praktiske Grunde taler for at plante nu.
For det første har Planteskolerne langt de
største Beholdninger og Udvalg om Efter-
aaret, dernæst vil det i Regelen være lettere
at faa Arbejdet udført nu fremfor i det travle
Foraar, hvor særlig Anlægsgartnerne ikke er
til at komme nær, og endelig har man nu
Tiden for sig, saa dersom man skulde blive
forsinket med Arbejdet og overrasket af
Frosten, saa vil det staa en aabent at fort- *
sætte i det tidlige Foraar.
Med Hensyn til Nyplantninger og For-
Trinidad-, Surinam- og Caracas-Chocolade anbefales.
Hus og Have
andringer, saa burde Folk tænke paa at den
skarpe Adskillelse af Havens forskellige Dele
ikke er saa absolut nødvendig som man
skulde tro ; man ser næsten aldrig en Rosen-
rabat i Køkkenhaven eller et Frugttræ i
Forhaven. En Ændring i denne Regel kan
passende udføres ved paatænkte Nyplantninger
og vil sikkert ikke forfejle sin velgørende
Virkning hverken her eller der.
Handelsgartner G. N. Brandt.
Hønsegaarden.
I Løbet af November Maaned vil de mest
fremmelige Hønneker begynde Æglægningen;
det er derfor paa Tide at Mærkningen af
disse finder Sted saaledes, at man til enhver
Tid har fuldstændig Klarhed over de for-
skellige Individers Alder. Til denne Mærk-
ning anvendes Alluminiumsringe runde eller
flade eller maaske bedre Celloidringe, der kan
faas i forskellige Farver og let kan anbringes
om Hønsenes Ben. Der, hvor Kontrol med
de enkelte Individers Ydelse er indført, an-
vendes flade Ringe forsynede med Nummer.
Den bedste Tid for Paabegyndelsen af Kon-
trol med de enkelte Høners Æglægning er
Iste November. Kyllingerne begynde Æglæg-
ningen, og de gamle er ophørt med denne.
Kontrollen udøves enten ved Følning om
Morgenen eller ved Hjælp af Kontrolreder
indrettede til at lukke sig, naar Hønen gaar
paa Reden. Efter endt Lægning tages Hønen
af Reden, og Fodringens Nummer noteres
paa et Skema indrettet saaledes, at man med
Lethed ved Aarets Slutning kan opgøre Æg-
antallet, ligesom Størrelsen af Æggene samt
Aarstiden, de ere lagte paa, tages i Betragt-
ning ved Udvalget af Avlsdyrene.
Skal det lykkes at faa en Besætning til at
lægge Æg om Vinteren, er det ikke nok at
denne stammer fra rigtlæggende Forældre,
men Pasningen maa være saa god og nøj-
agtig som mulig, saaledes at Dyrene ikke
paa nogen Maade mangler noget, men paa
den anden Side heller ikke blive overfede.
Læskuret, som aldrig burde mangle hos
nogen Hønseholder, er der særlig Brug for
paa denne Aarstid. Paa Gulvet, hvor Under-
laget bestaar af den bare Jord, lægges paa
kolde fugtige Dage et Lag Halm, Avner
• Blade osv., hvori Kornfoderet kastes, og Høn-
sene vil da faa den nødvendige Beskæftigelse
med at finde og skrabe efter Kornene — et
Middel til at fordrive Tiden og til at holde
Besætningen rask og fri for Uvaner, som op-
staar ved Lediggang (f. Eks. Fjer- og Æg-
spisning).
Da Hønsene i de korte Dage opholde sig
længere Tid i Soverummet, bør dette, efter
at Hønsene ere lukkede ud om Morgenen,
udluftes og renses. Stænkning med Karbol-
vand har en gavnlig forfriskende Indflydelse.
I Tørvejord og Smuld har man et fortrinligt
tørt og lunt Strøelsesmateriale til Gulvet i
Soverummet. Fugtigheden opsuges, og hver
Dag kan man let med en Rive fjerne den
om Natten under Siddestængerne faldne Gød-
ning.
Med Hensyn til Fodringen, da kan Majsen
grundet paa dens Ævne til at virke varme-
ydende med Fordel udgøre en Del af Korn-
foderet særlig i de Besætninger, der indeholde
unge Dyr af lettere Slags, der have store
Pladsforhold til Raadighed. Til svære ældre
Høns under smaa Pladsforhold virker Maisen
for fedende.
Foruden Kornet hører Grønt og Kød eller
Benstof til de Næringsværdier, som ere nød-
vendige for Hønsenes Trivsel. Kan sidst-
nævnte Stoffer ej tilføres i frisk naturlig Til-
stand, maa det ske ad kunstig Vej, og gives
da som Blødfoder bedst i lunken halvsmul-
drende Form. I Roen har man et forfri-
skende Foder; i overskaaren Tilstand ophæn.
ges den i Læskuret, saaledes at Hønsene kan
faa Bevægelse med at hoppe op og ud hakke
Kødet. (I frossen Tilstand er Roen i høieste
Grad skadelig, ligeledes iskoldt Vand). Ende-
lig er Trækul og skaldannende Materiale som
knuste Østersskaller uundværlig særlig paa
denne Aarstid i et veldrevent Hønsehold.
— Fedning af Kalkuner, Ænder og Gæs
sker bedst ved, at Dyrene gradvis vænnes
til Indespærring. Skal det bedste Resultat
naaes, vil en Fodringstid af 6 til 7 Uger
incl. Stopningen være nødvendig. Formalet
Sæd, kogte Kartofler samt skummet Mælk
anvendes meget. Sine Steder mener man at
have naaet fortrinlige Resultater med hel Sæd
sat i Støb. Anvendes for megen Mais vil
Fedtet blive olieagtig og Kødet faa et gulligt
Udseende. Hver Slags Fjerkræ bør fedes
for sig, og hvert Hold helst slagtes paa
samme Dag, da de tiloversblevne ellers let
tabe i Vægt. For Svømmefuglenes Vedkom-
mende skal Fodring med Selleri have til
Følge at Kødet faar en egen pikant Smag.
IV. A. Kock, Konsulent.
<?øe6o/*(
Moderne Tider.
Vennen: Du tænker vel snart paa at faa dig en ny Kone?
Den Fraskilte: Hvor vil du hen . . . jeg skylder endnu Borg-
mesteren for den forrige Vielse.
?\aTvo\aexv
mest fuldkomne Klaverspilleapparat hvorpå«
enhver - med eget Foredrag — kan udføre
alle Musikens Mesterværker. Pianolaen. hvis
Pris er iooo Kr.. forevises beredvilligt dagligt
Petersen & Steenstmp's
Harmoniums-Magasin,
St. Kirkestræde 1, /. Sal.
Speeial-Atelier for alt
moderne Haararbejde
for Damer og Herrer.
Transformations. Toupets.
Parykfabrik og Lager.
8h\ Platan a
Hoved vagtsgade O
Ordres pr Post ekspederes prompte
Hus og Have
Køkkenet.
I Noyember begynder Selskabeligheden,
derfor gives her denne Gang Anvisning paa
et koldt Aftensbord med varm Anretning.
Hors d'oeuvre: Champignons en croutes.
Varm Ret: Høns i Vol au vent au rai-
fort. (Høns i Butterdejgsrand
med Peberrodssauce).
Koldt Bord: Skinke å la daube med Re-
mouladesauce.
Kold Kalvesteg m. Lageagurk.
Lax i Gelé.
Salt Oksetunge.
Ristede Kastanier, engelsk
Selleri, Fromage de Brie og
hollandsk Ost. Svensk Knæk-
kebrød.
Dessert: Is eller Rødvinsbudding med
Petit-Fours.
Champignons en croutes.
Et langt Franskbrød skæres i Skiver af
l Centimeters Tykkelse. Skorpen skæres af,
og Krummen udstikkes med en Form i ens
mindre Skiver ca. 2 Tommer i Gennemsnits
Størrelse. De lægges paa Panden, steges
lysebrune i Smør og anrettes paa et varmt
Fad, hvor der er lagt en smukt sammenfoldet
Serviet.
Friskplukkede Champignons renses, skæres
i Stykker af Størrelse som Enden af en Finger,
skylles og lægges paa et Klæde. De vejes.
Til hvert fr tages 10 Kvint Smør. Smørret
brunes i en Gryde, Champignonerne kommes
deri og svitses lidt. 1/a Pægl kogende Sky
eller kraftig Kødsuppe (Beauvais's Suppe
paa Flaske kan bruges) tilsættes, samt Peber
og Salt efter Smag. Heri koger Champig-
nonerne meget langsomt, indtil de er møre,
og Suppen næsten er inddampet. Stuvningen
anrettes paa de varme Brødcroutons. For
at give Stuvningen en pikant Smag, kan
man komme en Spiseskefuld fin, tør Sherry
i samtidig med Suppen, men det er ikke
nødvendigt.
I Mangel af friske Champignons anvender
man henkogte, dog bliver Smagen aldrig fuldt
saa fin. Naar de er heldt ud af Daasen,
maa de ligge en Timestid paa et Klæde og
rinde af. Naar de stuves, bruges der til
hvert Pund */2 Pægl af Champignons vand et,
hvori man har udrørt 1/2 Theskefuld Liebigs
Kødextrakt i Stedet for Sky.
Peberrodsauce.
V4 & Mel bages af med.1/4 ft Smør og
spædes op med stærk Kødsuppe, indtil den
har en passende Tykkelse. Reven Peberrod
efter Smag kommes i og faar et Opkog.
Saucen legeres med 4 Æggeblommer, der er
rørt hvide med V« Theskefuld hvidt Melis.
I denne Sauce svinges de ituskaarne Høns
og anrettes derefter i Butterdejgsranden. Por-
tionen af Sauce er beregnet til en Høne.
Skinke å la daube.
Kogt salt Skinke skæres i pæne ikke for
tynde firkantede Stykker c. 3 Tommer paa
hver Led. En Ler form smøres godt med
Salatolie. Bunden belægges med smaa Bu-
ketter frisk Persille, kogte Rødbeder der er
skaaret ud i Figurer og Skiver af haard-
kogte Æg. Derefter nedlægges Skinkeskiverne
i flere Lag. De overheides med en kraftig
Sky, som er vel klaret, og hvortil er sat tre
Blade fineste Husblas til hver Pægl Sky.
Naar Skyen er stiv, vendes Formen paa et
fladt Fad, og Remouladesaucen anrettes
udenom, pyntet med udskaarne Rødbeder.
Rødbederne maa have været nedlagt i Eddike
og have en let syrlig Smag.
Rødvinsbudding.
8/4 & haardt Melis opløses i V* Pægl
Kirsebærsaft. Naar dette er smeltet over
svag Varme, kommes 1 Flaske Rødvin og
Va Pægl Cognac deri. 4 Lod Husblas op-
løses under stadig Omrøren i Blandingen.
Det faar et Opkog, løftes derpaa af Ilden og
røres til det er koldt. Da heldes det op i
smaa Lerforme, der er vædet med koldt
Vand og bestrøet med hvidt Melis. Naar
Buddingen er stiv, vendes den af Formene
og pyntes med Flødeskum.
Petit-Fours.
4 Æggeblommer pidskes stærkt med 1 fr
Florsukker og den revne Skal af en Citron.
Heri røres lidt efter lidt, og bestandigt til
samme Side, 3/4 8 tørt Flormel, som er sigtet
først. Naar Dejgen er godt sammen rørt,
sætter man den med en Theske i smaa
Klatter paa den velsmurte Plade bestrøer
dem med Sukker og sætter dem i Ovnen,
der ikke maa være for hed, for at de kan
stivne og hæve sig. Naar de har begyndt
at faa lidt Farve, tages de ud, og løsnes
meget forsigtigt med en Kniv fra Pladen.
Fru Vibtkt Salicatk.
Naivt.
Moderen (til sin unge Datter): Hvor kunde du dog kysse din
Fætter?
Dat te ren: Jeg stod op paa en Stol — saa kunde jeg godt
Kgl. Hof
Instrument-
mager
CORNELIUS KNUDSEN
15 Købmagergade 18
FERRIN
mod Blodmangel
er en kemisk Forbindelse af Mælkens
Æggehvidestoffer med Jern.
Denne Forbindelse afgiver den bed-
ste Form for et styrkende organisk
Jernpræparat. Faas paa Apothekerne.
Pris 1 Kr. 50 Øre.
Xbhvn.t Lrreapotheki kemiske Fabrik
/ alle Boglader faas:
„Stjernehimlen".
Stjernekort med Drejeskive.
2Kr.
G. E. C. GAD.
gjiaiBllBIIBIIBIlBIIBllBJIBUBllBllSHBIIBli^fiil
m A/s De danske Vin og Konserves Fabriker |
I
i
I
i
i
^MJlM^IMM^mM^miM}
J. A. BEAUVAIS
Grundlagt 1850
■«»#■
iConserves
H*
M. RASMUSSEN
Kgl. Hofleverandør
byltede Frugter
-4* Frugtsafter «if-
Qeleer **
** iCompotfeugta?
Faaborg fougtviii og Likører
-** Faas overalt •«-
@
M
M
M
M
M
i
i
i
i
WMMmmrnmmmmmmmmmMmmimmimMMmMmmmm,
Sfllp
jBBgj
wm$ 8j8
Det gjensidige Forsikringsselskab
„DANMARK"
Hovedkontor: Selskabets Ejendom,
V. Boulevard 34, Filialkontor: Amagertorv 3.
Desuden har Brandforsikringsafdelingen
Agenturer over hele Landet og Livsforsikrings-
afdelingen har General- Agentur i Aarhus:
Prip, Clemensborg, og i Odense: Schreiner,
Kongensgade 31.
Brandfors- Llvsfors.
Forsikringssum c 877 Mill. c. 50 Mill.
Formue - 3ij4 — c. 10 —
Hein & Maller-Holst
GI. Torv 10 & 12
&(cva^ozcz
Tilbud gratis
€TNGmra~THE
UOVERTRUFFEN AROMA
MEGET FIN SMAG * »
ØKONOMISK I ÉRUGEN
lanoer
og brugte, sælges og ud-
lejes billigst med fuldt Garanti
paa moderateste Vilkaar.
XTørrevoldg. 78
(lige ved Frederiksborggade).
' De i daglig Tale og i Skriftsproget hyppigst
anvendte Citater, samlede af Oscar Arlaud. 2 .Udg.
7 Kr., indb. 8 Kr. 75 Øre.
Faas i alle Boglader.
G. E. C. GAD.
I alle Boglader faas
DANSKE
HELTESAGN
Tegninger af LORENS FRØLICH
Tekst af AXEL OLRIK
FOLKEUDGAVE
2 Kr. 50 Øre
Indb. 4 Kr., med Guldsnit 6 Kr.
G E. C. Gads Univ.-Boghdl.
FRA KAMPEN
OM EVANGELIERNES KRISTUSSKIKKELSE
Af Professor Valdemar Ammundsen.
Man kan undertiden opdage en over-
raskende Mangel paa Kendskab til de
vigtigste religiøse Spørgsmaal selv hos Folk,
der gør Krav paa alsidig Dannelse og paa,
at intet menneskeligt skal være dem fremmed.
Adskillige, som let er blevne „ Fritænkere u
ved at sige sig løs fra det overleverede Lære-
system, • som aldrig har været andet end
sære Tanker for dem, kan blive overraskede
og føle sig underlig usikre, naar de træffer
paa andre Former af Kristendom. Der er
imidlertid i vort Kirkeliv og vor Theologi et
Arbejde for en stadig fortsat Reformation,
som paa en Gang vil søge længere tilbage
mod det oprindelige og tillige søge at forstaa
og imødekomme Nutidsmenneskers Trang.
De to Ting, det oprindelige og det moderne,
kunde synes at trække i stik modsatte Ret-
ninger. Og dog er det ikke Tilfældet, i alt
Fald ikke paa nogle af de vigtigste Punkter.
Og allermindst ved det Hovedpunkt, som
bestaar i Arbejdet for at faa den evangeliske
Kristusskikkelse stillet ret i Lys. Der er heri
en bevidst eller ubevidst Modsætning til me-
get i ældre Tiders Theologi. Fra Oldtiden
var der en Tendens til nærmest at se paa
Kristus som én Idé eller et guddommeligt
Væsen uden Kød og Blod, og under Efter-
virkningerne heraf lider vi endnu. Det er
ikke en enestaaende Erfaring, naar en norsk
Præst vidner, at han selv i mange Aar havde
baaret paa et Kristusbillede, hvor man om
Jesus som Menneske kun havde den Slags
Selvfølgeligheder at sige, som at han blev
sulten, tørstig og træt, følte Smerte, var fat-
tig og lignende. Det gav ikke Indtryk af
nogen Personlighed. „Det var et karakterløst
Menneskeansigt, som stirrede mig imøde ud
af Straaleglansen om Gudmenneskets Hoved. "
(Chr. Bruun: Om Jesus som Menneske. 2.0pl.
1898. S. 2"f.)
195
Naturligvis har Jesusskikkelsen aldrig været
helt borte. Hvor tæt et Slør end skematiske
Læreformler og fantastisk Overmaling af hans
Billede lagde over ham, traadte han dog lys-
levende frem fra Evangeliebogens Blade Gang
efter Gang. Han blev virkelig for den sø-
gende og for den fromme Betragtning. Salme-
digtningen og den kristelige Kunst har her
virket uberegnelig meget. Særlig et Afsnit
af hans Liv var der, som bestandig prote-
sterede mod alle Forsøg paa at udslette hans
Træk, nemlig Lidelseshistorien og Genklangen
af den i den kristelige Forkyndelse. Midt i
Middelalderens Klosterliv bryder de stærke
Toner: „O Hoved højt forhaaneta mægtigt
frem, og Tanken om Jesu Efterfølgelse i hans
Fattigdom og Lidelse blev en af de vigtigste
fornyende x Kræfter i Middelalderens Aands-
liv. Luther vidste godt, hvordan en Mand
vor Herre Kristus var, og som en Arv har
han efterladt Protestantismen Iveren efter
„Christum treiben".
Alligevel har denne Stræben i Nutiden
faaet ny Kraft og Konsekvens. Det er saa
oprindelig kristeligt som noget kan være altid
at pege paa Kristus selv fremfor paa, hvad
Mennesker senere har tænkt om ham. Og
det svarer til vor Tids Realisme og Respekt
for Historien, men Mistillid til Tankens egne
Konstruktioner, at fremhæve det centrale hi-
storiske Hvilepunkt for Troen. Det svarer
endvidere til vor Tids Sans for det person-
lige Liv at se Kristendommen som Personlig-
hedsreligionen ogsaa i den Forstand, at man
paa det stærkeste betoner, at Gud har talt
til os og handlet overfor os, ja selv er kom-
men til os gennem en menneskelig Person-
lighed. Aabenbaringen og Frelsen er givet
ikke først og fremmest i en Institution som
Kirken eller en Bog som Bibelen, men i
en menneskelig Personlighed, overfor hvem
14
Fra Kampen om Evangeliernes Kristusskikkelsen
baade Bogen og Institutionen staar i anden
Række.
En saadan Kristusforkyndelse og Kristus-
theologi i Nutiden har forskellige Kilder. For
en stor Del er det Livet selv, som har lært
mange Forkyndere af Kristendommen at søge
i denne Retning. De erfarede, at intet havde
en' saadan Magt til at fremkalde Syndserken-
delse, Tro paa Syndsforladelse og Kraft til
et nyt Liv som det at faa Kristusskikkelsen
malet for sine Øjne. Indenfor dem, der be-
væger sig i denne Linje, er der igen betyde-
lig Forskel. Nogle mener ad denne Vej at
kunne vinde hele den nedarvede Lære tilbage,
andre, at den maa renses og beskæres i be-
tydelig Grad. Jeg skal her ikke indlade mig
paa dette Spergsmaal; det er noget, enhver
maa afgøre for sig. Men jeg vil gøre op-
mærksom paa, at den nordiske Litteratur er
rig paa Værker af denne Art, men med for-
skellig Nuancering i Standpunktet. Foruden
Chr. Bruuns ovennævnte lille Skrift har vi
A. Andersen: Menneskets Søn 1894, et væg-
tigt theologisk Arbejde fra konservativ Side.
Dernæst to smukke Opbyggelsesbøger: Lyder
Bruns Jesu Billede 1904 som ikke for intet
er skreven af en Videnskabsmand, og Morten
Pontoppidans Breve om Kristus til min Gud-
søn 1905. Endelig C. Kochs Jesu Lignelser
1905, der med stor Sans for Smaatrækkene
fint tegner et Billede af Jesu Personlighed og
godt viser, hvordan nyere videnskabelige Er-
kendelser kan omsmeltes til Brug for Menig-
heden.
Men i den allersidste Tid er der brudt et
Stormvejr ind over den kristelige Theologi
netop paa dette vigtigste af alle Omraader.
Der er opkommet en Bevægelse, som synes
at udviske og opløse Kristusskikkelsen paa
dobbelt Maade.
Den ene Vej er, at man inddrager Kristen-
dommen i en religionshistorisk Sammenligning
og Sammenhæng. Meget i den ældste Kri-
stendom betragtes som Fællesgods for flere
religiøse Strømninger i Datiden, og man for-
tolker de kristelige Forestillinger udfra den
jødiske og hedenske Baggrund. Vore Begre-
ber maa utvivlsomt herigennem undergaa
visse Forandringer. F. Ex. er det urigtigt,
naar man tidligere har ment, at kun Kristen-
dommen, ikke Jødedommen kendte Tanken
om Gud som den enkeltes Fader. Der er i
adskillige kristne Kredse stor Angst for den
Slags Undersøgelser. Med Urette. Thi Sand-
heden er altid til Gavn, og som Helhed vil
Fremtidens Studier i denne Retning sikkert
give betydeligt Udbytte til en klarere For-
staaeise af den ældste Kristendom. Men dette
Arbejde er endnu ungt og lider for Tiden af
forskellige Børnesygdomme, der ledsages af
vilde Fantasier. Manglerne er navnlig tre:
at man ofte arbejder med utilstrækkeligt Ma-
teriale, at man ikke er kritisk nok ved Sigt-
ningen af Materialet, men sammenblander
Ting, der er vidt forskellige, og endelig, at
man ikke ser, at naar to siger det samme,
er det dog ikke altid det samme. Den samme
Forestilling eller Formel kan have en anden
Realitet og en anden Plads i Helheden paa
kristelig Grund end paa hedensk eller jødisk.
Det er f. Ex. netop Tilfældet med Tanken
om Gud som den enkeltes Fader; den har
en ganske anden Sandhed og beherskende
Plads hos Jesu Disciple end hos Jøderne.
Den anden Maade, hvorpaa Kristusskikkel-
sen opløses, er ved at Overleveringen om
ham anfægtes, saa det bliver højst tvivlsomt,
hvad vi egentlig ved om ham. Dette er
ikke blot en videnskabelig Fagbevægelse.
Faktisk maatte disse Tanker, om de var rig-
tige, have en vidtrækkende praktisk Konse-
kvens. Denne er antydet af Wellhausen,
som har ført Bevægelsen til et Yderpunkt,
nemlig at Religionen maatte løsnes fra Kri-
stendommens første Stadium. Jesus bliver
ubrugelig som Grundlag for Tro.
Og man gør sig al Umage for at sprede
slige Tanker ud iblandt Folket. Den tyske
196
Fra Kampen om Evangeliernes Kristusskikkelse-
Radikalisme paa dette Omraade er i de sidste
Aar gaaet over til en næsten voldsom Popu-
larisering, især i Foretagendet »Religions-
geschichtliche Volksbucher"- Her hjemme
har vi faaet tre Skrifter af denne Art, nem-
lig Ryberg Hansens: Evangelierne som Kilder
til Jesu Liv 1904, samme Forf.s Piece: Af Nu-
tidens Jesusforskning (Wellhausens Evangelie-
værk) 1906 og A. B. Drachmanns Frem-
stilling af Kristendommens Oprindelse i det
store Værk „Verdenskulturen" 1906.
Den, hvis Overbevisning selv gaar i denne
Retning, maa naturligvis ønske at udbrede
Tankerne saa meget som muligt. Men netop
naar man prætenderer at være kritisk, maa
man dog stræbe saa vidt det er gørligt at
lægge Materialet saaledes frem, at Læserne
selv kan dømme. Under dette Synspunkt
er Ryberg Hansens : Evangelierne o. s. v. me-
get mangelfuldt. Og et almindeligt Forbe-
hold i Forordet forslaar ikke overfor det, der
her er Tale om. Forf. har en betydelig Be-
læsthed og et ualmindeligt Greb paa at lægge
Stoffet til Rette. Hans Fremstilling er ele-
gant og glat, desværre altfor glat. Hans
Bog skal være Udtryk for den nyere Forsk-
nings Resultater, men er overvejende kun
Gengivelse af et bestemt Partis Meninger,
omend et udbredt Partis. Og det Indtryk,
Læsøren faar af Forholdet i Kilderne, er for
nogle vigtige Punkters Vedkommende ligefrem
overfladisk, fordi Forf. har udeladt adskillige
Grunde, der taler mod hans egen Opfattelse.
Det gælder især Behandlingen af Johannes-
evangeliet (f. Ex. S. 116, 119 og særlig
graverende S. 40).
Den derimod, hvis Overbevisning gaar i
modsat Retning, vil ikke have Grund til at
glæde sig over, at disse Svar — thi netop
den populære Litteratur giver mere af Svar
end af Spørgsmaal — paa den Maade som
det nu sker, kastes ud for alle og enhver,
som savner Forudsætninger for selv at døm-
me. Jeg anerkender fuldt ud den historiske
Forsknings Ret paa dette Omraade, saa langt
som den kan række. Men jeg tror paa Vær-
dien af Pietet for noget helligt, og finder
disse Ting for dybe og alvorlige til blot at
experimentere med. Der er i vor Tids Ar-
bejde en jagende Uro; mange Hypotheser
lever kun et Døgnliv; det er, som om man
stadig famlede og greb efter nyt for at und-
vige den kristne Menigheds Opfattelse af sin
egen Tilblivelse. Der er da Grund til at*
mindes det klassiske Raad om de ni Aar,
som Bogen skal vente, før den ser Lyset.
Og der er endnu mere Grund til, at en ny
videnskabelig Idé, som maaske kunde være
frugtbringende, idet den fremsættes til Viden-
skabsmænds Prøvelse, ikke strax kastes ud
i Grams i en Piece til 50 Øre eller en Krone.
Det fører let til at adskillige ukritisk sluger
de mest sensationelle Ideer raa, hvad der
dog kun bliver en ny Autoritetstro. Og det
er at gøre Videnskaben en Bjørnetjeneste;
den kommer let i Miskredit paa Grund af
begaaede, iøjnefaldende Fejl. At enkelte be-
tydelige Forskere som Wellhausen vil miste
en hel Del af deres videnskabelige Kredit,
anser jeg for givet.
197
I Aaret 1900 udkom A. Harnacks Fore-
læsninger om Kristendommens Væsen, og s. A.
blev de oversatte paa Dansk af Dr. Edv.
Lehmann. Harnack havde en ualmindelig
Position blandt Tysklands Theologer. Han
er en Mand med en rent ud fabelagtig Ar-
bejdskraft, vidstrakte Kundskaber og megen
Aand; han kan skrive tørt videnskabeligt
om Fakta, og han kan kaste blændende, ofte
for blændende, Strejflys over Problemerne.
Om hans Lærestol i Berlin er der et stort
Auditorium af tyske og fremmede Studenter
og yngre Videnskabsmænd. I den sidste Tid
er Harnack tillige Overbibliothekar ved det
store kongelige Bibliothek i Berlin, og han
har ofte været paa Tale som Chef for det
preussiske Kultusministerium eller en Del
14*
Fra Kampen om Evangeliernes Kristusskikkelse-
deraf. I nævnte Bog traadte han frem for
det store Publikum med en i formel Hen-
seende glimrende Fremstilling af Kristendom-
mens Væsen, belyst udfra dens Historie. Vi
vil her som ved de andre Bøger, der om-
tales, væsentlig holde os til Behandlingen af
Jesu Person.
Hvor stærkt Harnack er greben af Jesu
Personlighed, derom vidner et Ord strax i
Begyndelsen. „ Intet Menneske, der en Gang
har optaget en Straale af hans Lys i sig,
kan nogensinde atter blive, som om han al-
drig havde hørt noget om ham." Og om
det samme vidner hele Bogen. Dog giver
han mere en Fremstilling af Jesu Forkyndelse
end et Karakterbillede af ham selv. Det
svarer til denne Bogs Formaal, og i det hele
synes det mere at ligge for Harnack at skil-
dre Ideer end Personligheder.
Med Rette sættes indenfor Jesu Forkyndelse
Guds Rige i Forgrunden. Nogle havde her
ment, at dette var et rent fremtidigt Begreb,
og at Jesu Forkyndelse først og fremmest
var. at forstaa udfra Tanken om Dommens
Nærhed. Harnack savner vel ikke Blik for,
at kun en konstrueret, ikke en faktisk levende
Religion kan undvære Tanken om og Ret-
ningen mod en sidste Afslutning. Men han
mener dog, at hos Jesus er dette et under-
ordnet Punkt Guds Rige eller rettere Guds
Kongeherredømme kommer her i Tiden til
den enkelte Sjæl. Det er Gud selv med sin
Kraft. Og Gud er i Jesu Forkyndelse frem-
stillet som Faderen; herved har Religionen
naaet det højest tænkelige Punkt. Kristen-
dommen er ikke en Religion blandt mange,
men Religion*«. Gud er Fader rent umiddel-
bart; Kristus selv kan ikke skydes ind imel-
lem. Jesus har vel anset sig for Messias
og Guds Søn i særlig Forstand; Ordet: „du
har elsket mig, før Verdens Grundvold blev
lagt", svarer til hans eget Gudsforhold, hvor
al Forskning maa staa stille. Men Jesus har
ikke forkyndt sig selv som Genstand for Tro,
kun sin Fader i Himlen.
Guds Rige er et nærværende; det skal der-
for give sig Udslag i Stillingen til Verden.
Harnacks alvorlige og smukke Tegning af
Evangeliets Forhold til Askese, Arbéide og
Kultur regner jeg til de bedste [Partier i
Bogen.
Harnacks Skrift fremkaldte en Syndflod af
Modskrifter og Bladartikler. Baade Modstan-
dere og Tilhængere saa i Bogen det klassiske
Udtryk for en hel Side af moderne Theologi.
Tilhængerne fandt her, at deres bundne Tan-
ker havde faaet Mæle i en ualmindelig smuk
Form, og Bogens Betydning syntes sikret
for lange Tider.
Det er 6 Aar siden Bogen udkom. Og
nu er den allerede væsentlig gaaet ud af
Diskussionen i sit Hjemland ; fra mange Sider
betegnes den som rent forældet Man maa
dog haabe, at den ikke helt vil blive over-
givet til Forglemmelse; dertil rummer den
for mange Impulser.
Alligevel er den Dom, som Begivenheder-
nes Gang har fældet over Harnacks Skrift,
ikke helt uretfærdig, og Harnack har selv
forskyldt* den ved at vække falske Forestil-
linger om Skriftets Art. Han betegner sit
Formaal som rent historisk, ikke apologetisk
eller religionsfilosofisk. Men senere nævner
han som Historikerens højeste Opgave at
fastslaa det værdifulde og blivende o: han
lægger et stærkt filosofisk Element ind i selve
Begrebet Historiefremstilling. Og han be-
dømmer og beskærer de historiske Kilder ud
fra bestemte filosofiske eller dogmatiske For-
udsætninger. Han indrømmer selv, at det
er begrundet i en almindelig Verdensopfattelse,
ikke i den historiske Overlevering, naar han
forkaster Fortællingen om, at Jesus stillede.
Stormen paa Søen, men antager, at han
kunde helbrede lamme, blinde og døve ved
særegne sjælelige Kræfter. Harnack har
givet et talentfuldt Forsvar for Kristendom-
men, som han opfatter den. Men den er un-
der hans Haand blevet stærkt tilklippet og
moderniseret udfra personlige Følelser,, og
198
Fra Kampen om Evangeliernes Kristusskikkelse^
dette har Harnack alligevel udgivet for den
historiske Videnskabs Resultater.
Tilklipningen er senere fortsat med mere
skaanselløs Haand og mindre religiøs For-
staaelse. Den glidende Bevægelse har taget
rivende Fart.
Bortset fra enkelte Udløbere — som en
Præst i Bremen, der mente, at Jesus aldrig
havde existeret — har denne Bevægelse naaet
et foreløbigt Endepunkt med Julius Wellhausen,
af hvis Tanker Ryberg Hansen har givet os
et Referat i den ovenfor anførte Piece. Denne
berømte Forsker af semitisk Sprog og Histo-
rie, derunder ogsaa særlig Israels, er ved
Siden af Harnack den fra liberal Side mest
fejrede Mand. Han er højtbegavet og idérig ;
hans Stil er skarp, kraftig, lynende af spidse
Hentydninger og Finter. Han skriver ofte
med en absolut Sikkerhed, som om han med
hver Sætning afsagde en Højesteretsdom.
Det er dog næppe hans Ønske hermed at
forlede Folk til ukritisk at sværge til Lære-
rens Ord. En tysk Professor, som kom for
Skade at følge Wellhausen i en Misforstaa-
else, fik en kold Douche, der nok kan virke
afsvalende paa altfor hidsige Eftersnakkere.
Wellhausens Ord (Die kleinen Propheten.
3. Aufl. 1898 S. 89) er saa morsomme, at
de fortjener at gengives: „I denne Bogs før-
ste og anden Udgave har jeg grovelig mis-
forstaaet Hoffmann og derpaa slaaende gen-
drevet denne min Misforstaaelse. Nowack
bevarer ogsaa i Ulykken sin opofrende Tro-
skab overfor mig og plasker i bagefter."
Wellhausens absolute Udtryksform skyides
vist mest Stræben efter Knaphed og bliver
mere forklarlig ved, at han gennemgaaende
kun skriver for Videnskabsmænd. Hvor lidet
han selv føler sig bunden ved sine Udtalel-
ser paa vort Omraade, kan man se af, at
hans Opfattelse af Jesus nu (i Kommentarer
til de tre første Evangelier og Indledningen
dertil) er væsentlig afvigende fra den, han
tidligere med samme korte Bestemthed frem-
satte i sin Israelitische und judische Ge-
schichte, hvor forøvrigt igen de forskellige
Udgaver ikke er helt i Overensstemmelse med
hinanden. Og hans nyeste Arbejder er ikke
fri for haandgribelige Selvmodsigelser.
Om hans Evangelieværk siger Ryberg Han-
sen, at det. ikke just er populært i alminde-
lig Forstand. Dette er et meget mildt Ud-
tryk. I deres Rækkevidde er Wellhausens
Tanker kun forstaaelige for den, der kender
noget til anden nyere Evangeliekritik. Og
den principielt vigtigste Del, Indledningen, er
tæt spækket med græske og aramaiske Ord
og Vendinger. Men hele den betydningsfulde
sproglige Side er end ikke nævnt i Ryberg
Hansens Piece. Vel sagtens er det, fordi den
ikke egner sig til at populariseres. Men er
Resten af Værket skikket dertil? Jeg mener
Nej. De, for hvem denne Kost er bestemt,
skal ikke have den serveret som Smørrebrød.
Af Wellhausen selv kan man lære, næppe af
et nemt lille Referat. Men særlig Forundring
maa det vække, at Ryberg Hansens Piece
fremtræder under Etiketten: Fri Forskning
og positiv Kristendom, udgivet af Ny theo-
Iogisk Forening. Lad de, der vil, prise Well-
hausens Forskning som den frieste af alle;
andre vil finde den stærkt bunden af For-
domme. Men positiv Kristendom er dette i
hvert Fald ikke. Ganske vist kan Mennesker
forstaa noget forskelligt ved positiv Kristen-
dom, og Dr. Lehmanns livfulde Programfore-
drag (Nr. 1 i Foreningens Smaaskrifter) skal
ikke just bidrage til at klare dette Spørgs-
maal. Men Wellhausens Tanker viser i hvert
Fald direkte bort fra positiv Kristendom; det
Facit, han (og Ryberg Hansen) uddrager er
netop, at den historiske Jesus ikke kan bru-
ges som Grundlag for Religionen. Det synes
nu, ogsaa efter Dr. Lehmanns Programfore-
drag, ikke at være Foreningens Hensigt hver-
anden Gang at give fri Forskning, hveranden
Gang positiv Kristendom, saa de to Magter
skulde ligge i Krig med hinanden. Tvært-
imod synes Tanken at være, at disse to skal
sammensluttes til en Enhed. Men saa maa
199
Fra Kampen om Evangeliernes Kristusskikkelse-
der nedlægges en alvorlig Indsigelse mod, at
Ryberg Hansens Piece sejler under dette Flag.
Nærmest til at gøre Indsigelse er den, der
selv bekender sig til en Forening af fri Forsk-
ning og positiv Kristendom. Men dernæst er
der Grund til en saadan Protest, naar man
vil undgaa al taagetTale, naar man ønsker,
at alle Fænomener i vort aandelige Liv skal
staa klart hver for sig og tages for det, de
er. Hvis Foreningen stadig vedbliver at
mærke saa forskellige Varer med samme
Stempel, fører den ind i et Mørke, hvor alle
Katte er graa.
Wellhausens Værk frembyder sin største
Interesse ved Kildekritiken med Hencgyn til
de tre første Evangelier. Han slutter sig til
den udbredte Opfattelse, at Matthæus og
Lukas har benyttet Markus og en Samling
af Jesu Ord. Men i den følgende Vurdering
af disse Kilder gaar han for en stor Del sine
egne Veje. Markus er den ældste og egent-
lig den eneste, der har støne historisk Værdi.
Dette Evangelium staar i nær Forbindelse
med den palæstinensiske Overlevering paa
Jesu aramaiske Modersmaal og maa antages
at have medtaget alt det Stof, Forf. kendte.
I de senere Kilder kan der derfor kun ven-
tes et ringe Efterslæt af ægte Erindringer.
Markus meddeler jo nu kun forholdsvis faa
Ord af Jesus. Hele den store Masse af det
overleverede Talestof er da i Virkeligheden
skabt af Urmenigheden. Jesus har selv kun
villet være en Lærer, som det viser sig i
Lignelsen om Sædemanden. Han var Jøde;
alt kristeligt Stof ogsaa hos Markus maa
udskilles som skabt af Menigheden. Omend
Jesus personlig var voxet ud over Jødedom-
men, og omend det almenmenneskelige hos
ham var mere karakteristisk end det jødiske,
holdt han dog fast paa Jødedommen. Uden
Menighedens Tro („Evangeliet") og Paulus
vilde man ikke være kommen løs fra den.
Det mest frapperende heri er den radikale
Forkastelse af det, man ellers hidtil har an-
set for en sikker Overlevering af Ord af Je-
sus, f. Ex. de fleste af de store Lignelser.
Her synes at være gjort Alvor af at lægge
Vægt paa den ældste Kilde. Men herved er
en vigtig moderne Forskningsregel [udartet
til blindt Principrytteri. Iblandt os behøves
vist ingen nærmere Paavisning af, at dette .
er et Misgreb; Ryberg Hansen tager da og-
saa Afstand paa dette Punkt, og Drachmann
gør indirekte det samme. Skulde vi ude-
lukkende holde os til den ældste Kilde, da
maatte fot øvrigt ikke Markus, men Pauli
Breve alene være bestemmende for vor Be-
tragtning, thi de er de ældste kristelige Do-
kumenter. Men paa vort Omraade, hvor
der kun ligger Aartter mellem de forskellige
Kilders Nedskrivelse, har det ikke saa meget
at sige, om et Skrift er lidt ældre eller lidt
yngre. Selv om Wellhausens Ordning af
Kildernes Rækkefølge i Tid skulde være rig-
tig, var dog den Forudsætning, at Markus
havde villet medtage alt, ubevislig, og de
følgende Slutninger ikke mindre. Det fore-
kommer mig meget sandsynligt, at man har
Ret i at antage Markus og en Samling af
Jesu Taler for de ældste Evangeliekilder, om-
end jeg ingenlunde tør udtale noget bestemt
om dette vanskelige Spørgsmaal. Men ialt
Fald er hermed en fuldstændig Løsning ingen-
lunde naaet. De to yngre Kilder, Matthæus
og Lukas, har hver for sig alene saa vig-
tige og værdifulde Stykker som f. Ex. Lig-
nelserne om den gældbundne Tjener og Ar-
bejderne i Vingaarden (Matthæus), den barm-
hjærtige Samaritan, den fortabte Søn og Fa-
risæeren og Tolderen (Lukas). Den, som
heri erkender ægte Stof, maa da overhovedet
indrømme, at Bestemmelsen af Kildernes ind-
byrdes Forhold, saa interessant den er i sig
selv, dog er af absolut underordnet Betyd-
ning for Helhedsbilledet af Jesus. Wellhau-
sens voldelige Løsning vil vistnok netop bi-
drage til at aabne Øjnene for, at det er et
200
Fra Kampen om Evangeliernes Kristusskikkelse=
skæbnesvangert Misgreb at gøre den litterære
Rækkefølge trøherskende paa vort Omraade;
det farer til en Fallit for Kritiken. — I
Virkeligheden ligger der ogsaa hos Wellhau-
sen noget andet bag den kritiske Fremgangs-
maade. Thi naar han er naaet til den ældste
Kilde, Markus, udskiller han der igen en hel
Del vigtigt Stof som uægte. Og han siger
i denne Forbindelse udtrykkelig (Einleitung
S. 57), at det er underordnet, om de yngre
Stykker ogsaa litterært hører til et yngre
Lag. Vi kommer imidlertid her ind paa et
Omraade, hvor Forhandlingen er særlig van-
skelig, fordi man gaar ud fra rent forskellige
Standpunkter. En Del af Forhandlingen vil
netop bestaa i at oprede, hvilke disse per-
sonlige Forudsætninger er. Rent historisk
kan ingen af de to Grundbetragtninger siges
paa Forhaand at være den eneste rimelige.
Tiden mellem Kristus og Evangelierne er
lang nok til, at Legender kan have dannet
sig. Og den er kort nok, til at det ægte
Billede kan være bevaret. Hvem vilde for-
øvrigt her have Magt til at sætte faste
Grænser?
Fra en Side mener man, at selv det
ældste os bekendte Kristusbillede umu-
ligt kan svare til Virkeligheden; dertil af-
viger det altfor stærkt fra alt, hvad vi ellers
kender. Den mest konsekvente Stilling vilde
da være at sige: vi ved overhovedet intet
om Jesus selv, kun hvordan den ældste Me-
nighed har opfattet ham. Men dette Stand-
punkt tages sjældent; oftest forsøger man
dog ligesom videnskabeligt at magte Jesu
Person ved af Overleveringen at udskille en
ægte Kærne. Virkelig historiske Midler, som
forslaar overfor de afgørende Spørgsmaal,
har man dog ikke, naar man er naaet til
Enden af den litterærkritiske Vej. Det bliver
Dogmer af æsthetisk, filosofisk elier religiøs
Art, hvorfra man gaar ud. Fra gammel Tid
har en saadan filosofisk Modsætning til den
kirkelige Betragtning gjort sig gældende over-
for Underne. I nyeste Tid viser den sig
tillige overfor Jesu Personlighed og Forkyn-
delse. Dette er vistnok et Skridt til Klaring.
Det aabenbarer, at den dybestgaaende Mod-
sætning ikke angaar ydre Naturlove, men
det personlige Livs inderste Kærne og Ret-
ning. Ulykken er, at det saa sjældent siges
ligefrem, udfra hvilke Dogmer Kritiken sker.
Man maa i Reglen selv læse sig til det, un-
dertiden mellem Linjerne.
Af mindre Betydning er de æsthetiske
Domme, som fældes. Og. dog maa de tages
med for at vise, hvor stor en Rolle Smagen
faar Lov til at spille i en Litteratur, som
kræver at følge videnskabelige Principer. Jeg
vil vælge et Exempel, som tillige illustrerer,
hvor vanskeligt det er at enes om Smagen
selv blandt hinanden nærstaaende Forfattere.
Ryberg Hansen (Evangelierne S. 150) næv-
ner efter Georg Brandes Ordet om Ægte-
skabsbrydersken : „Den, som er uden Synd,
kaste den første Stentf som den Sætning, der
klarest belyser det individuelt ejendommelige
ved Jesu Personlighed og Tale. Dette er
nu en udpræget Smagsdom. Thi kildekritisk
kan intet Ord være mindre sikkert end dette.
Som enhver kan se, f. Ex. i Biskop Rør-
dams Oversættelse, er det paagældende Af-
snit i Begyndelsen af Joh. 8 ikke en oprin-
delig Del af Evangeliet. Fortællingen kan
meget vel være ægte, men strengt taget har
vi ingen Hjemmel for den, og det havde
været paa sin Plads, om Ryberg Hansen her
havde mindet om, hvad han har oplyst et
andet Sted (S. 73 f.) om Stykkets daarlige
ydre Bevidnelse. Og nu kommer Wellhau-
sen (Einl. S. 70) med lige den modsatte
Smagsdom, nemlig at Fortællingen er absolut
apokryf, selv om den mægtig tiltaler den
moderne Smag.
Blandt de mere filosofiske Dogmer, som
bestemmer den nyeste radikale Kritik, er de
vigtigste af psykologisk Art. Man vil ikke
hos Jesus antage Forestillinger, som man
ikke naturlig kan begribe udfra hans Samtid
og hans Liv. Dette ligger til Grund, naar
201
Fra Kampen om Evangeliernes Kristusskikkelse=
Wellhausen glat væk bortskærer alt, hvad
han anser for egentlig kristeligt. Ryberg
Hansen røber i sin Piece (S. 46), i hvor høj
Grad noget saadant ligger bag meget af den
nyeste Kritik, naar han siger, at man neppe
med Urette mener, at Opgivelse af Overleve-
ringen om, at Jesus har anset sig selv for
Messias, er den eneste Pris, for hvilken man
kan vinde en naturlig psykologisk Forstaaelse
af Jesus uden at slaa ind paa de patholo-
giske Veje.
Men hvem har for det første sagt, at vore
Kilder skulde slaa til for at give os en fuld
Forstaaelse af Jesu Sjæleliv? Og hvem har
sagt, at en saadan Forstaaelse overhovedet
skulde være mulig? Der er en Historieop-
fattelse, den saakaldte materialistiske, som
mener at kunne opløse Personligheden i aan-
delige Atomer og til sidste Rest forklare den
ud fra Samtiden. Resultatet bliver da, at
Personlighedens Betydning reduceres til et
Minimum. Men dette er i Aandshistorien et
grundigt Misgreb. Her beror netop det vig-
tigste paa de store Personligheder, hvor me-
get de saa end igen hænger sammen med
deres Omgivelser. Og ved enhver Personlig-
hed, især de største, især igen den største,
bliver der altid et uforklaret Mysterium til-
bage. Kun profane Aander kan miskende
det, idet de tror at se den store Mand oven-
fra, men i Virkeligheden staar dybt under
ham. Men anerkender man overhovedet en
saadan Hemmelighed ved Jesu Person — hvad
f. Ex. A. B. Drachmann ogsaa gør — da har
man ingen Ret til at benægte, at han kan have
haft en Forestilling, fordi det er en selv
uforklarligt. At skære bort af denne Grund
er at lade sit eget snevre Dogme overvinde
den historiske Overlevering. Den Kritik, der
tyer til saadanne Midler for at undgaa
Valget overfor - Jesus : enten en helt eller
halvt sindssyg Sværmer eller det, som Me-
nigheden har taget ham for, saa langt vi
kan se tilbage, den viser, at den ikke længere
bygger paa Kilder, men paa Konstruktioner.
Et andet Dogme, som vistnok — stærkere
tør jeg ikke sige det — ligger bag adskil-
ligt af. den nyere Kritik, er Tanken om en
Udvikling fra neden opad. I alt Fald bliver
dette det Resultat, der kommer ud, jo mere
man gør Jesus til Jøde og en stor Del af
de overleverede Jesusord til Produkter af
Menigheden. Men her er et Punkt, hvor
man. bør være paa Vagt, for at ikke en Hy-
pothese, der har vist sig frugtbar i Natur-
videnskaben, skal blive en Hindring for For-
staaelsen af Aandshistorien. Paa flere af-
gørende Punkter i Kirkens senere Historie
synes Forholdet at være det omvendte. Saa-
ledes ved Augustin, til Dels Frans af Assisi
og udpræget ved Luther. En mægtig, rig
og dristig Personlighed har her givet et Stød
fremad; men hans Disciple og Efterfølgere
har ikke nær naaet ham i Oprindelighed og
har været saa bundne af det gamle, at de
kun har kunnet fatte enkelte Sider af ham.
Indenfor Ny Testamente giver Apostlenes
Gerninger os ikke et rigere, men et mindre
skarpt og fyldigt Indtryk af Paulus, end vi
kan vinde ud af hans egne Breve. Skulde
det da være sandsynligt, at Evangelierne
— hvoraf det, der røber mest udpræget In-
dividualitet, er skrevet af samme Mand som
Apostlenes Gerninger — har gjort Jesus ri-
gere end han var i Virkeligheden? Interes-
sant er det i denne Henseende at lægge
Mærke til Helhedsbilledet særlig hos Matthæus
og Lukas. Der er mellem disse ikke en
Modsætning, men en forskellig Nuancering.
Matthæus vil især fremstille Jesus som Læ-
reren, der staar paa det Gamle Testamentes
Grund og dog er hævet over det og him-
melvidt forskellig fra Datidens Rabinere, og
som stifter det nye Guds Rige. Lukas maler
ham især som den, der er kommen for at
søge og frelse det fortabte, som raader over
de stærke Toner, der kan røre Hjærtet dybt.
Wellhausen pointerer skarpt denne Forskel
— i Udtryk som viser en paafaldende Man-
gel paa Evne til at værdsætte Lukasevange«
202
Fra Kampen om Evangeliernes Krtstusskikkelse=
liets Skønhed — men hans Tanker synes at
gaa i den Retning, at Evangelisterne selv
har skabt de Fortællinger og Ord af Jesus,
særlig Lignelser, som mest opviser det paa-
gældende Evangeliums Karaktertræk. Nu be-
mærker selv Ryberg Hansen med Rette for
nogle vigtige Stykkers Vedkommende, at
denne Tanke er ganske umulig; Forfatterne
kan ikke selv have skabt dette Stof, men
maa have forefundet det i Overleveringen.
Naar da alligevel hver af Evangelisterne har
kunnet vælge en Række Stykker, som særlig
giver det Billede, han vil have frem, viser
det, hvor rig Traditionen har været.
Hvis man nu antog, at denne Tradition
væsentlig var skabt af Urmenigheden, vilde
man møde en dobbelt Vanskelighed foruden
de ovennævnte historiske Paralleler. Det
stemmer aldeles ikke med det lidt, vi ellers
ved om den jerusalemske Menighed, at den
skulde have skabt noget saadant. Og jo
mere man reducerer Jesusskikkelsen, desto
ubegribeligere bliver det, at han blev Gen-
stand for Tilbedelse i levende Live, i alt Fald
lige efter sin Død af dem, der aad og drak
med ham. Det er i de omgivende Forhold
aldeles uden Sidestykke. Hans Disciple var
monotheistiske Jøder, der vidste, hvor uhyre
stort det var at stille et Menneske paa Guds
Side. Ja hvis det ikke var sandt, var det
Gudsbespottelse. . De rykkede ham op højt
over alle andre Mennesker ; ingen af de mest
ærede af hans Disciple blev tilnærmelsesvis
sat i Klasse med ham ; al Helgendyrkelse var
hine Kredse fremmed. Men denne enestaa-
ende Stilling vilde være helt ubegribelig, hvis
Jesus selv ikke havde været overvældende
rig og dyb. Men den Kritik, jeg her sigter
paa, gaar i Retning af stadig at gøre ham
fattigere — og modarbejder derved direkte
sit Maal: Forstaaelsen af Kristendommens
Oprindelse.
Fra en anden Side er derimod netop
denne Kristus, som Evangelierne skildrer
og som Menigheden har troet paa, saa
langt vi kan se tilbage, bleven Udgangs-
punktet- for et helt nyt Forhold til Gud og
Verden. Vi tilskærer da ikke Billedet af
Jesus for at faa det sat ind i vor Verdens-
anskuelses Ramme; men vi maa søge at
faa Rammen udvidet, saa den kan passe til
Billedet. Evangeliernes og Kirkens Kristus
er den eneste, som er bleven en Magt i Hi-
storien; det vil saavist aldrig en Kristus
blive, hvem man stadig berøver mere og
mere. Og historisk har dette Kristusbillede
den Styrke at være det ældste, ja det eneste,
som er os virkelig bekendt. Om et andet
har vi intet historisk Vidnesbyrd.
Hermed er ikke udelukket, at der i Erin-
dringen hist og her kan forekomme Forskyd-
ninger og fremmede Elementer; kun paa rent
dogmatisk Maade kunde man benægte denne
Mulighed. Men som Helhed bærer Evange-
lierne Præg af stor Troskab mod Overleve-
ringen. De aflægger Vidnesbyrd om Forfat-
ternes Tro. Det er et betydeligt Skridt til
Klaring, naar den nyere Kritik stærkt betoner
dette for de ældste Evangeliers Vedkommende.
Det forholder sig ikke saaledes, at de ældste
Kilder giver os en rent menneskelig Jesus,
de senere en guddommelig. Nej allerede de
ældste vil vidne om en Messias, som staar
paa Guds Side overfor os, men dog har le-
vet et virkeligt Menneskeliv. Men dette Vid-
nesbyrd har en ejendommelig Karakter. Evan-
gelisterne mener at vidne bedst ved simpelt
hen at fortælle. De udbryder ikke i Beun-
dring over Jesus eller Harme mod hans
Fjender; de prædiker eller moraliserer ikke
over deres Text. De føler sig staaende
overfor et Stof, som er kommet til dem og
staar over dem, og som det blot gælder tro-
fast at give videre. Hvor forskellige er de
ikke ved denne Tilbageholdenhed fra det
meste af senere Legendelitteratur!
Hvad her er sagt, gælder først og frem-
mest de tre første Evangelier. Men tildels
ogsaa det fjerde. Der er hos adskillige mo-
203
Fra Kampen om Evangeliernes Kristusskikkelse-
derne Forskere en Tendens til at frakende
Johannesevangeliet en historisk Karakter og
opløse det i bar allegorisk Digtning. Hvor
parodisk en saadan Tydning kan gennem-
føres, kan ses hos Ryberg Hansen (Evange-
lierne S. 117 f.), hvor Ordene om den sa-
maritanske Kvinde, som har haft fem Mænd,
fortolkes om, at Landet Samaria har dyrket
fem Afguder. Man spærrer sig helt Vejen
til Forstaaelse af Evangeliet, hvis man ikke
ser, at Forfatteren har villet fortælle Historie,
paa sine Steder rette sine Læseres Forestil-
linger om Historien, et Indtryk, som Ryberg
Hansen da heller ikke helt kan værge sig
imod. Alligevel har det fjerde Evangelium
et andet Præg end de andre. Skildringen
sker ikke som de første Evangeliers gennem
en Række fotografiske Øjebliksbilleder; den
er en Tegning, hvori Evangelisten har lagt
sin Sjæl. Indtrykket af Jesu Person, som
Johannes har set med sine egne Øjne og
følt paa med sine egne Hænder (Joh. 1, 14,
I Joh. 1,1), har arbejdet i ham, til det ved
en Samvirken af Erindring og Trostænkning
er forklaret til det aandsfyldte Billede, Forf.
tegner for os. Evangeliet frembyder ved
denne Dobbeltkarakter ejendommelige Vanske-
ligheder for den historiske Forskning. Men
det staar endnu indenfor den ægte Erindring
og hører endnu hjemme i Urkristendommens
høje Tankeverden. Man har i nyeste Tid
skarpt kritiseret Udsondringen af de nytesta-
mentlige Skrifter som en særlig Gruppe, og
man har krævet, at i Litteraturhistorien og
Dogmets Historie skulde de behandles sam-
men med den følgende Tid. Begge Krav er
historisk berettigede. Paa Forhaand kan det,
at Kirken senere har samlet visse Skrifter i
det Nye Testamente, ikke give dem en Sær-
stilling overfor den historiske Forskning. Men
som Resultat fremkommer alligevel en Sær-
stilling. I det hele og store repræsenterer det
Nye Testamente en enestaaende Periode af
Udviklingen; efter det følger et stort Indsnit,
en Tilbagegang i Rigdom og Kraft. Og ud-
over Ny Testamente rækker den selvstændige
Erindring om Jesus heller ikke. Bortset fra
nogle enkelte interessante løse Ord og nogle
tabte Skrifter, hvorom vi ikke kan gøre os
nogen sikker Forestilling, har den følgende
Tid enten intet nyt at sige os om Jesu Liv
eller gaar over til Romanlitteraturen (de apo-
kryfe Evangelier).
Idet vi nu fra Betragtningerne af Kil-
derne og Methoder kommer til selve Jesus-
skikkelsen, vil der blive Lejlighed til mere
indgaaende end hidtil at tage Hensyn til
Drachmanns Fremstilling. Man maa aner-
kende den Flid, Omhu og Redelighed, hvor-
med Drachmann har arbejdet, ligesaa hans
klare Sprog. Alligevel har hans Behandling
været mig en Skuffelse. Han giver kun lidet
til Belysning af Kristendommens Forhold til
Datidens- religiøse og kulturelle Situation over-
hovedet; af mest Værdi er her hans stærke
Betoning af den nære Sammenhæng mellem
Jødedommen og Kristendommen. Men man
kunde have ventet mere i en Fremstilling af
Verdenskulturen, naar Behandlingen var lagt
i Haanden paa en klassisk Filolog. Drach-
mann har ved andre Lejligheder røbet Blik
for disse Problemer, og han vilde vistnok i
denne Retning have kunnet yde noget af
selvstændig og blivende Værdi. Nu er hans
Værk nærmest en Nuancering af de sidste
Aars Frembringelser indenfor den radikale
tyske Theologi. Og den er slaaet ind paa
en Vej, der efter min Overbevisning ingen
Fremtid har for sig, hvor stor en øjeblikke-
lig Applaus den end kan vinde.
Ogsaa hos Drachmann viser det sig, hvor
nær Sympathi og Forstaaelse er forbundne.
Jeg vil illustrere dette ved hans Behandling
af el Par Fænomener fra den efterapostolske
Tid. Her diskuterer man lettere uden, at
de personlige Motiver kommer i Bevægelse.
Den Side, som Drachmann mest sympa-
thiserer med, er repræsenteret af Skriftet „De
204 r-
=Fra Kampen om Evangeliernes Kristusskikkelse-
tolv Apostles Lære*. „Dette giver som Hel-
hed det mest tiltalende Billede af kristeligt
Menighedsliv, som kendes fra denne Tid. I
et jævnt og klart Sprog, uden Fraser eller
overflødige Ord, fremsættes Hovedpunkterne
i Datidens Kristendom: Monotheismen og
Moralen i Spidsen, som sig hør og bør, og
efter jødisk Mønster, som sig ogsaa hør og
bør; derpaa de kristelige Kultushandlinger
med deres Mystik og deres frelsende Betyd-
ning behørig fremhævet; Regler for Menig-
hedslivet; og som den rette Slutning det
kristelige Fremtidsperspektiv. Over det hele
ligger en naiv Ynde, en Blidhed og tillige
en Fasthed, som ikke lader sig beskrive men
maa fornemmes. Det vil ikke være muligt
i hele den antike Verden paa denne Tid at
pege paa et religiøst Samfund, der blot til-
nærmelsesvis kunde opvise en saa højtstaa-
ende og dog saa folkelig Form af positiv
Religion«. (S. 487).
Her kan vistnok adskillige Theologer lære
af Drachmann — jeg mærker det selv. Den,
som kommer til „De tolv Apostles Lære"
fra det Nye Testamente, og som selv lever
i Ny Testamente og Reformationens Tanker,
fristes let til at miskende en Form af Kri-
stendom, som dog historisk har haft en over-
ordentlig Betydning. Mange af Ny Testa-
mentes egentlig religiøse Tanker træffer vi
ikke i „De tolv Apostles Lærea, og Moralen
har faaet en Vending i Retning af det jø-
diske, man kunde ogsaa sige det katholske.
Men selv den, der heri ser en Tilbagegang,
kan lære at vurdere denne Form som pæda-
gogisk nødvendig for de omvendte Hednin-
ger. Og netop som Filolog har Drachmann
maaske haft særlige Forudsætninger for at
se, hvor meget der paa græsk-romersk Grund
trængtes til det jævne — man fristes stund-
om til at sige: filistrøse — og de faste Bud
og Former.
Der er derimod en anden Side, som Drach-
mann finder højst utiltalende; den er repræ-
senteret af Biskop Ignatios, der intet hellere
vilde end blive Martyr. I ham ser Drach-
mann væsentlig en fraserig, fanatisk, forskruet
og i Bunden egoistisk Person. Han forstaar
ikke at vurdere hans glødende Kristuspathos
og hele hans højt spændte Enthusiasme, saa
lidt som han ser hans Sans for Mennesker
og varme Interesse for dem og hans aande-
lige Realitetstrang. Og dog har nogle af de
originaleste og kraftigste religiøse Personlig-
heder lige ned til Søren Kierkegaard haft
meget i sig af en saadan lidenskabelig Spæn-
ding. Men til at værdsætte denne Spænding
hører vistnok enten, at man selv kender no-
get til den eller ogsaa en næsten digterisk
og kunstnerisk Evne til at sætte sig ind i
andres Sjæleliv. Drachmanns Behandling er
derimod helt igennem nøgtern prosaisk. Han
synes mere at spørge om Tankerne end om
Energien, og bedre at forstaa den Side af
Religiøsiteten, der vender imod Filosofien,
end den, der giver sig Luft i Hymner.
Samme Begrænsning kommer ogsaa frem
ved Bedømmelsen af Paulus, hvor Drach-
mann tilmed har fulgt Tyskeren Wrede i
hans Grundopfattelse, som i mine Øjne er
et Mesterstykke i Retning af Misforstaaelse.
Hovedpunktet i Pauli Theologi skal være den
Tanke, at Forløsningen er foregaaet rent ma-
gisk ved Kristi Død og Opstandelse. Men
hvad man først og fremmest maa gøre sig
klart, er at Forløsningen for Paulus ikke er
en Tankekonstruktion, men en Virkelighed,
hvori han lever. Det er jo kun et Skin,
naar det en Gang imellem ser ud, som om
Forløsningen uden videre gjaldt alle Menne-
sker. Nej den er en Tilstand, hvori Paulus
ved sig i Modsætning til mange andre og i
Modsætning til sin egen Fortid. Men dette
gør Drachmann ikke klart, ja han bidrager
direkte til at gøre det uklart. Det hedder
f. Ex. S. 459: „Paulus taler nok saa gerne
som om vi allerede var døde i og med Kri-
stus". Dette „vi" har flere Sidestykker hos
Draccmann, og det giver mig Anledning til
en Bemærkning, som sigter videre til den
: 205
= Fra Kampen om Evangeliernes Kristusskikkelse^
Tankegang, der overhovedet gør det muligt
at bruge et saadant „vi". Og denne Tanke-
gang — eller rettere Mangel paa skarp
Tankegang — er vist temmelig almindelig.
En Muhammedaner vilde med Rette finde det
urimeligt og stødende, hvis en kristen paa
tilsvarende Maade brugte Ordet „vi* i et
Referat af Koranens Lære. Og saaledes bør
den, der ikke selv føler sig staaende i den
kristne Forløsning som Paulus gjorde det*
gøre klart for sig selv og andre, at han ved
Omtalen af disse Tanker ikke har Ret til at
sige „via. Hvis man i samme Øjeblik siger
„via og tillige stempler Tanken som en luf-
tig Konstruktion, begaar man Uret og ska-
der den historiske Forstaaelse. Man bryder
Brodden af Tanken og hindrer en alvorlig
Anstrengelse for at faa fat paa, hvilken Be-
tydning den har haft for Paulus. Arbejder
man derimod i den Retning at se den Op-
levelseskarajcter, som den kristne Forløsning
har for Paulus, da faar man et Billede ud,
som er grundforskelligt fra Wredes og Drach-
manns.
Og endelig skader Begrænsningen i Drach-
manns Sympathi og Forstaaelse hans Be-
handling af Jesus. Den Skikkelse, han faar
ud, staar ret klart og er paa sin Vis til-
talende, men han er ikke — Jesus.
Fremstillingen af Jesu Moral hører til de
bedste Partier. Jesus er Manden af Almuen;
han taler mod de rige, fordi han oprøres
over den ulige Fordeling af Livets Goder,
men han har tillige en ejendommelig stærk
Sympathi med Samfundets Stedbørn. Det,
han fordrer, som Hjælpsomhed og Overbæ-
renhed, er det mest nødvendige for Smaa-
kaarsfolk. Men hans Hensigt har slet ikke
været at give et Moralsystem. Han stiller
sig i skarp Modsætning til Farisæismen med
dens Interesse for Ceremonialbuddene ; hans
frie Holdning her minder om de gamle Pro-
feters. Han sigter altid paa den moralske
Vækkelse, paa at ruske Selvgodheden og
den moralske Nøjsomhed op af Sløvheden*
Hans Moral er ikke beregnet for det daglige
Liv; hans Forventning om Gudsrigets Nær-
hed lader ham arbejde under et Højtryk,
som gør en Sammenligning mellem ham og
andre Ethikere næsten umulige. Han er fri
for ethvert Hensyn til det gennemførlige.
Derfor faar hans Moral fremfor alle andres
et Præg af Ophøjethed og Absoluthed. Han
er den paradoxaleste af alle Ethikere, men
maaske ogsaa den, der har det skarpeste
Blik for det ethiske Fornødne.
Jeg agter ikke at diskutere enkelte Tanker
eller Udtryk heri. Men jeg vil fremhæve
en Spids, hvori Jesu Moral løber ud, men
som Drachmann ikke har faaet med, uagtet
han andre Steder berører Tanker, som kunde
føre i den Retning. Det mest ejendommelige
ved Jesu Moral ligger i dens Absoluthed,
den uophørlige Konflikt . mellem det, som et
Menneske gør, og det han burde gøre. Men
Meningen er netop, at Mennesket skal føle
denne Konflikt mellem Ideal og Virkelighed.
Og den viser i Retning af Ordene Synd og
Skyld. Dette er Konsekvensen af hele Jesu
moralske Forkyndelse; den ligger bagved
ogsaa hvor Ordet Synd ikke nævnes. Kra-
vets Absoluthed og den moralske Vækkelse
fordrer nødvendigt Syndserkendelse. Derfor
ligger Paulus's Forkyndelse om Synd i For-
længelse af Jesu.
• Der er imidlertid mange moderne Forskere,
som har miskendt dette for Jesu Vedkom-
mende. Ogsaa adskillige, der føler sig som
kristne, men hvis Stemning paa dette Om-
raade er noksaa beslægtet med Goethe som
med Paulus. De ved ikke, hvad de ofrer
ved at skyde Tanken om Synd og Skyld i
Baggrunden. Kun hvis det egentlige, dy-,
beste onde er noget i mig selv, en person-
lig Skyld, har jeg Mulighed for Frigørelse;
ellers er jeg prisgivet under den blinde Na-
turmagt. Og anerkender man ikke Synds-
følelsen som Konsekvens af Kravets Abso-
=.-.- 206
Fra Kampen om Evangeliernes Kristusskikkelse^
luihed, da riiaa Jesu Moral ganske naturlig
forekomme overspændt.
Med Hensyn til den religiøse Side af Jesu
Forkyndelse har Drachmann faaet en Grund-
tanke godt frem. Mennesket skal sætte alt
paa eet Kort, og dette er kun muligt, naar
han har ubetinget Tillid til Gud. Gud har
en Kærlighed som Faderens til Barnet, og i
Forholdet til ham fjernes ethvert Spor af
Trællesind. Men vi harer for lidt om, hvor-
dan dette udformes i det enkelte. Højst
paafaldende hedder det (S. 441), at Jesus
havde liden Jntereese for Bønnen; skulde
hermed være ment: „Bønnen som- god Ger-
ning", trængte Ordene i hvert Fald til et
Supplement. Men især faar man hos Drach-.
mann altfor lidt Indtryk af, at det var no-
get svart at komme til at staa overfor Gud
som Barnet overfor sin Fader, at kaste al
Frygt og Bekymring til Side. Og vi hører
intet om den Grundforandring, der maa fore-
gaa med et Menneske. Da Drachmann ikke
har Lejlighed til at give Begrundelse, kan
man ikke se, om dette skyldes Mangel paa
Blik for den Side eller kritiske Betænkelig-
heder overfor de paagældende Ord. Men i
mine Øjne er Kravet om at omvende sig
og blive som Børn, at finde sin Sjæl ved at
miste den, at fornægte sig selv, at gøre sig
til den ringeste, noget af det mest karak-
teristiske i Jesu Forkyndelse. Men alt dette
savnes hos Drachmann. Naar han S. 443
siger: „Forbigangne Synder gør intet til
Sagen; de tilgives", saa er denne Sætning
i og for sig rigtig. Men i sin. Korthed
giver den intet Indtryk af, hvor stor en Op-
levelse Visheden om Syndsforladelse var. Jesu
Modstandere forstod det, naar de fandt det
gudsbespotteligt af ham at tiltage sig Magt
til at forlade Synder.
Jeg vender mig tilsidst til Spørgsmaajet:
hvem var Jesus? Hvad der her er tilgænge-
ligt for den' historiske Forskning er først
Menighedens Opfattelse af ham nogle faa Aar
efter hans Død. Da holdt de ham for Mes-
sias, en Guds Udsending, som- er et Men-
neske og dog mere end et Menneske. Det
hyppigst anvendte Udtryk, ' som kort og
godt betegnede hans Forhold til Menigheden,
var n Herten". Herom vidner yore ældste
Dokumenter* Paulus's Breve, og der er intet
Spor af, at der paa dette Punkt saaledes
som paa andre var en Forskel .mellem Pau-
lus og den gamle Menighed i Jerusalem.
Endvidere kan vi med stor Sikkerhed føre
denne Tro tilbage til Tiden umiddelbart efter,
at. Disciplene blev forvissede om hans Opstan-
delse. Drachmann har meget rigtig stærkt
pointeret den Betydning, som Troen paa
Jesu Opstandelse havde for Apostelkredsen,
og . ligeledes har. han indrømmet, at man
ikke er i Stand .til at forklare, hvorledes
denne Tro er opstaaet.
Vi spørger da videre : hvorledes har Jesus
set paa sig selv? Det er det yderste Punkt,
som den historiske Forskning kan stræbe efter
at naa. Drachmann ser vel, at der ved Jesus
bliver en Personlighedens Hemmelighed til-
bage, som Historikeren ikke kan opløse, og
at vi her staar ved et af de Tilfælde, hvor
en oprindelig og mægtig Personlighed har
grebet bestemmende ind i Historiens Gang,
og han finder, at Jesu Opfattelse . af sig
selv er et af de vanskeligste Punkter i hele
Kristendommens Historie (S. 444 f.). Han
tager med Wellhausen sit Udgangspunkt i
Lignelsen om Sædemanden. Herefter har,
Jesus villet være Lærer. Mer) han tillader
sig at fuldstændiggøre og rette. Skriften.
Dette forudsætter, at han har ment sig at
staa i et særligt Forhold til Gud, at være
en Profet, ja mere end en Profet. Udgangs-
punktet herfor var Jesu Evne . til at helbrede
ved Suggestion. Dette stod for ham selv
og Samtiden som mirakuløst,; og heroverfor
var kun to Forklaringer mulige: at han
havde Guds Aand eller at han var i Pagt
med Djævelen. Da hans Modstandere for-
søger den sidste Forklaring, rejser hele
hans Væsen sig til Protest; her har man
=r=r-r 207.
—Fra Kampen om Evangeliernes Kristusskikkelse^
rørt ved Grundvolden for hans Personlig-
hed.
Angaaende disse Tanker kunde der være
adskillige kritiske Bemærkninger at gøre, f. Ex.
om det er ret troligt, at en Mand faar stærk
Selvbevidsthed ved sin Magt over andre,
om ikke snarere Magten forudsætter Selv-
bevidstheden. Men jeg gaar hurtig videre
til det afgørende Spøi'gsmaal, om Jesus har
anset sig selv for Messias, hvad Drachmann
følger Wellhausen og flere i at betvivle.
Der er i den evangeliske Overlevering her
en betydelig Vanskelighed, nemlig at vinde
en klar Forstaaelse af, hvorvidt Jesus har
villet have sin Messiasværdighed proklameret
eller ikke før til allersidst. Men en Tvivl
om selve det, at han har anset sig for
Messias, kan ikke begrundes ad historisk
Vej. Vor Overlevering er enstemmig i at
fremhæve, at Jesus har modtaget Peters Be-
kendelse som Messias, har øvet messianske
Handlinger som Udsendelsen af de tolv
Apostle og Indtoget i Jerusalem, er bleven
dømt for Kravet om at være Messias, hvor-
om ogsaa Indskriften paa Korset: „Jødernes
Konge" vidner, og endelig ikke mindst, at
han har tillagt sig Stillingen som Verdens-
dommer.
Hvis man iøvrigt ikke forkaster hele den
evangeliske Tradition, kan man kun udskille
denne Side, fordi man finder det utænkeligt,
at Jesus skulde have ment noget saadant
om sig selv. Hverken Wellhausen eller
Drachmann er da helt dristige ved afgjort
at forkaste den stærke Overlevering. Jeg
har tidligere sagt min Mening om Værdien
af den Kritik, der dikteres af dogmatiske
Ræsonnementer. Jeg skal her tilføje, at hvis
man lader Spørgsmaalet henstaa ubesvaret,
da bør man indrømme, at man slet ikke
er naaet til nogen Forstaaelse af det inderste
i Jesu Person. Han bliver grundforskellig,
eftersom man her siger Ja eller Nej. Efter
min Overbevisning er et Ja det eneste, som
passer ind i det øvrige, vi hører om ham.
Det enestaaende Forhold til Gud, hvorfor
Messiastanken var Datidens Udtryk, ligger
bag hele hans Forkyndelse og hans Færd,
som naar han fordrer, at alle skal tage
Parti for ham og om det skal være hade
Fader og Moder for hans Skyld, betegner
sig selv som mere end Templet, dømmer
med suveræn Myndighed indenfor det Gamle
Testamente og tiltager sig Magt til at for-
lade Synder.
Men har han anset sig for Messias, da
maa han netop have haft — eller selv dan-
net — den Messiasforestilling, som Drach-
mann let mener at kunne se bort fra nem-
lig den, som rummer Lidelsen i sig. Og
denne Vej svarer ganske til den, han an-
viste andre: gennem Ydmygelse til Ophøjelse.
Tilbage staar Jesu ejendommelige Selv-
benævnelse: Menneskesønnen. Dette Punkt,
et af de allervigtigste, har Drachmann forbi-
gaaet i Taushed, hvad dog hverken Spørgs-
maalets Vanskelighed eller hans Fremstillings
Korthed kan undskylde. Wellhausen har
her forvildet sig saa vidt ud, at han har
benægtet, at Jesus overhovedet har brugt
denne Selvbetegnelse. Hans Argumenter er
tildels rene Smagsdomme, som at en saa-
dan Selvbenævnelse (der efter Wellhausens
Mening maa gengives ved Mennesket), vilde
være højst besynderlig, Argumenter som er
helt ødelæggende for al stringent historisk
Forskning. Endvidere anfører han bl. a.,
at naar Paulus ikke har Udtrykket, kan det
næppe have været gængs i den ham be-
kendte evangeliske Overlevering. Historisk
maa man slutte akkurat omvendt. Ordet
forekommer saa godt som kun i Jesu Mund.
Det har altsaa ikke været nogen almindelig
Benævnelse i Urmenigheden; man har fra
Menighedens Synspunkt ikke fundet dette Ord
egnet til at udtrykke Troen paa Jesus. Og
netop naar det ikke var noget almindeligt
Navn, er det saa utroligt som vel muligt,
at man skulde have lagt Jesus det i Munden.
Hvis man overhovedet kan sige noget med
208 =
-Fra Kampen om Evangeliernes Kristusskikkelse^
rent historisk Sikkerhed med Hensyn til den
evangeliske Historie, saa er det, at dette
Ord i Evangelierne kun kan stamme fra
virkelig Erindring. Vanskeligere er det at
udfinde Meningen af Ordet, ja desværre har
man paa dette vigtige Punkt næppe naaet
noget afsluttende Resultat. Her er ikke
Stedet til at belyse de sproglige og historiske
Problemer, som knytter sig dertil; navnlig
angaaende den aramaiske Grundform og
Grundbetydning er jeg heller ikke kompetent
til at demme. Foreløbig forekommer det
mig sandsynligst, at Ordet rummer noget
dobbelt. Dels betegner Jesus herved, at han
hører sammen med dem, han virker iblandt;
en Missionær gengav træffende denne Side
ved: Jeg er en af Eder. Det bliver fra
denne Side et Udtryk for Kærlighedens Selv-
fornedrelse. Dels er det vistnok en halvt
skjult Messiasbetegnelse. Ved en saadan
Dobbelthed bliver dette Ord et centralt Ud-
tryk for Jesu Selvvurdering. I det er sam-
mentrængt hele den uhyre Spænding, der er
mellem hans ydre Stilling og hans Vished
om at være „Guds Søn", den, som helt ud
og alene repræsenterer og aabenbarer Fa-
deren, fordi han alene helt ud kender Fa-
deren. Og denne Spænding med det dybeste
Hvilepunkt, som tilsidst ligger bagved: Vis-
heden om Guds Kærlighed, som han selv ejer
og skal aabenbare netop i sin Ringhed, er
hans Persons store Hemmelighed.
Ovenstaaende Bemærkninger kræver ikke
anden Vægt end den, der kan ligge i Be-
tragtningerne selv, og det saa meget mindre,
som jeg med Hensyn til det Ny Testamente
ikke er Fagmand i streng Forstand.
En Strøm som den kritiske Bevægelse, jeg
her har omtalt, har efter min Mening fjernet
sig langt fra dette rette Leje. Der er dog
altid noget at lære; en saadan Bølge kom-
mer aldrig, uden at der er noget som skal
enten aflejres eller bortskylles. Men der er
to Magter, som bestandig vil trække til-
bage til det rette Strømleje. Den ene er
Evangelierne selv og de andre historiske
Vidnesbyrd, Kilderne, der bliver bestaaende
bag alle de skiftende Hypotheser, og som
kraftig vil protestere mod en Opløsning af
Kristusskikkelsen. Den anden er den reli-
giøse Trang. En dygtig Forsker (E. von
Dobschutz) har sagt: „Methoden er det
uundværlige Værktøj. Men tilsidst kommer
det ikke an paa Værktøjet, men paa den,
der fører deta. For mig rækker denne
Tanke vistnok endnu videre end for ham.
Det religiøse Instinkt aner umiddelbart, at
der bag de tilsyneladende videnskabelige Mod-
sætninger ligger religiøse. Det gaar ofte vild
overfor de enkelte. Men dog har det i det
store ikke Uret. Naar Traadene redes ud
fra hinanden, føres vi tilsidst tilbage til det
personlige Valg. Men saa vil den religiøse
Trang ikke til Stadighed finde Hvile i, at
man fratager Menneskeslægten den eneste
Skikkelse, hvorpaa der kan grundes et Haab
om Frelse fra Synd og Død. Og da vises
vi hen til den kristne Menighed, hvor Jesus
ikke blot mindes som en fjern Fortidsskik-
kelse, men hvor hans Ord stadig er levende
Tale, hvor man er vis paa at eje hans Aand,
ja ham selv som den levende Herre. Her
maa den Forsker have sin Rod, som skal
magte at føre Kritikens Værktøj, saa Billedet
ikke sønderskæres, men renses.
Netop forfejlede Forsøg, som Wellhausens
Vold mod Kilderne og Drachmanns Skildring,
der trods al Forstandighed er baade historisk
og religiøst utilfredsstillende, viser paany, at
kun med den kristne Theologis Forudsæt-
ninger naaes en virkelig Helhedsopfattelse.
=r^= 209
INGENIØR POULSENS LYSBUETELEGRAFI
Af Ingeniør H. C. Nielsen.
streret sin Telegraferingsmetode og der-
ved vist, at han havde Ret.
Grundlaget for Marconis Opfindelse
var den tyske Fysiker Hertz's Paavis-
ning af, at der ved elektriske Gnist-
udladninger opstaar elektriske Svingnin-
ger, som udbreder sig i Rummet, der
omgiver Lederne, hvorimellem Gnisterne
springer. Disse Svingninger eller Bøl-
ger foregaar i det mærkelige Stof Æte-
ren, som maa antages at være udbredt
overalt. Æterbølgerne, som Hertz frem-
bragte ved at lade Gnister slaa over
mellem to Metalkugler, svækkedes imid-
lertid meget hurtig, jo længere man
kom bort fra Gniststedet, og de kunde
kun mærkes i meget korte Afstande.
For Marconi lykkedes det ved Hjælp
af stærke Gnistudladninger at frembringe
meget kraftige elektriske Svingninger i
en lang Metaltraad, som var i Forbin-
delse med den ene af Metalkuglerne.
Naar denne. Metaltraad anbragtes i
lodret Stilling paa en høj Mast, straa-
lede der Æterbølger ud til alle Sider fra
Traaden — Antennen — , hvergang man lod
en Gnist, springe over mellem Kuglerne; de
Æterbølger, man fik paa denne Maade, svæk-
kedes meget langsommere og kunde forplante
sig over lange Strækninger uden helt at miste
deres Kraft. Hvis man ved Hjælp af en al-
mindelig Telegrafnøgle skiftevis sluttede og
afbrød Gnistfrembringerens (Ruhmkorfferens)
elektriske Strøm, fik man fra Antennen ud-
sendt Æterbølger nøjagtig i den Takt, hvori
man bevægede Nøglen; paa samme Maade
som man vilde have faaet elektriske Strømme
i Telegraftraaden, hvis Nøglen havde været
i Forbindelse med et almindeligt Telegrafap-
parat.
Saaledes foregik Afsendelsen af Telegram-
Ingenier Valdemar Poulsen.
FOR at forstaa Ingeniør Poulsens nye Op-
findelse og vurdere dens Betydning maa
man først gøre sig klart, hvorledes den traad-
løse Telegrafi har udviklet sig, og hvilket
Standpunkt den i Øjeblikket indtager.
Da den italienske Ingeniør Marcotii for
godt og vel 10 Aar siden offentliggjorde, at
han havde opfundet en Metode, hvorved man
kunde telegrafere over ret store Afstande,
uden at der var nogen ladning (Traade,
Kabler) mellem Telegrafstationerne, rystede
mange Mennesker paa deres kloge Hoveder,
idet de tænkte, at der dog var Grænser for,
hvad man skulde lade sig bilde ind. . Selv
de mindst skeptiske ønskede at se Sagen
nøjere bevist, før de troede paa den. Mar-
coni fik som bekendt meget hurtig demon-
_. 210 .-_=
Ingeniør Poulsens Lysbuetelegrafi
mer ved Hjælp af Gnistapparat og Antenne;
paa Modtagestationen skete Opfangeisen af
Telegrambølgerne ved Antenne, der stod i
Forbindelse med et Modtageapparat, som var
saaledes indrettet, at der sluttedes en elek-
trisk Strøm, hver Gang der kom elektriske
Svingninger i Antennen ; medens denne Strøm
øjeblikkelig blev afbrudt, naar Svingningerne
hørte op. Modtageapparatets Konstruktion
baseredes paa den Egenskab hos de elek-
triske Svingninger, at et Metalpulver, som
træffes af dem, faar sin Ledningsevne for
den elektriske Strøm forøget meget stærkt.
Et lille Glasrør, fyldt med en Blanding af
Sølv- og Nikkelspaaner og lukket i hver
Ende med en Prop, hvorigennem der er stuk-
ket en Sølvtraad, som rager et Stykke ind
i Røret, vil yde en meget stor Modstand
mod elektrisk Strøm, selv om der kun er
kort Afstand mellem de to Sølvtraades En-
der inde i Metalpulveret, Indskydes et saa-
dant Rør i en sluttet Strømkreds, f. Eks. en
elektrisk Ringeledning, vil der ingen Strøm
gaa, og Klokken altsaa ikke ringe, undtagen
hvis Røret rammes af elektriske Svingninger;
saa stiger nemlig Ledningsevnen pludselig,
ved at de smaa Metaldele blive ligesom sam-
menhængende (cohærente, deraf Navnet Co-
hærer), og Klokken ringer. Naar Svingnin-
gerne ophører, vedbliver Røret at beholde sin
Ledningsevne, indtil Metaldelene rystes fra
hinanden, ved at der bankes paa Røret med
en lille Hammer. Et saadant Rør — Co-
hærer — med tilhørende Hammerapparat,
som stadig bankede paa Røret under Tele-
graferingen, fandtes i Marconis Modtageap-
parat; Telegrambølgerne kunde derved om-
sættes til elektriske Strømme i samme Takt,
og Telegrammerne lod sig altsaa nedskrive
paa sædvanlig Maade ved et Morseskriveap-
parat.
Denne Antydning maa være tilstrækkelig
angaaende, hvorledes Marconis Gnisttelegraf
var indrettet. Siden Marconi fremkom med
sin Opfindelse, er der baade af ham selv og
andre indført Forbedringer, f. Eks. anbringes
der nu Leydnerilasker i Forbindelse med
Gnistapparatet, Modtageapparaterne kan være
af andre Konstruktioner, Antennen kan have
mærkelige Former o. s. v., men i Hovedtræk-
kene foregaar Gnisttelegraferingen stadig som
ovenfor antydet.
Den første Tid, denne nye Telegraferings-
metode anvendtes, fungerede den udmærket,
og det syntes virkelig, at den gamle Metode
med Ledningstraade og Kabler skulde slaas
helt ihjel. Der var jo ingen Sammenligning
mellem den Lethed, hvormed et Par Gnist-
telegrafstationer kunde indrettes paa hver sin
Side af et stort Vand, og saa den gamle
besværlige og kostbare Nedlægning af Kabler
paa Havbunden; for slet ikke at tale om de
store Udgifter ved disse Kablers Vedligehol-
delse, den Ubehagelighed, at de i Krigstid
kunde overskæres af Fjenden o. s. v. Der
dannede sig flere store, meget kapitalstærke
Selskaber for Gnisttelegraferingsanlæg; men
efterhaanden som der rejstes flere og flere
Antenner i Nærheden af hinanden, viste der
sig en meget stor Ulempe. Det var, at ud-
sendte Gnisttelegrammer ikke alene blev mod-
tagne der, hvor de skulde, men ogsaa paa
ganske uvedkommende Steder satte de Mod-
tageapparater i Virksomhed. Det er under
disse Omstændigheder ikke særlig behageligt at
telegrafere Hemmeligheder, men meget værre
endnu er det, at Æterbølger, der saaledes
gaar ind i fremmede Antenner og Modtage-
apparater, opfører sig som meget ubehage-
lige, ubudne Gæster, frembringer Forstyrrelse,
ja forhindrer disse fremmede Apparater i at
modtage de eventuelle, rigtige Gæster, der
kommer, medens de ubudne huserer i Lej-
ligheden; ovenikøbet løbes den Risiko, at et
saadant Gnisttelegram, som skal passere en
længere Strækning, svækkes saa meget af
alle disse Besøg, at Telegrammet i en yderst
svag Forfatning naar sit virkelige Bestem-
melsessted; akkurat ligesom det hænder, at
en Mand, som absolut maa ind i hver eneste
15
Ingeniør Poulsens Lgsbuetelegrafi
Beværtning, der ligger paa hans Vej, ikke
altid kommer til sit Maal i en rigtig klar
Tilstand.
Denne Usikkerhed, som man ikke har
kunnet kommet udenom, har været den værste
Anstødssten for Gnisttelegraferingen, som for-
øvrigt anvendes i ikke ringe Maalestok til-
søs, dels imellem Skib og Land, dels mellem
Skibe indbyrdes; Ulempen kan ofte være
meget følelig; den var det saaledes i den
russisk -japanske Krig, og er det altid, naar
store Flaadeeskadrer holder Øvelser i Nær-
heden af hinanden.
Det ligger nær at sammenligne Ætersving-
ningerne med de Luftbølger, hvoraf Lyden
bestaar. Svingningerne i Æteren udbreder
sig dog med en langt større Hastighed:
300000 Kilometer pr. Sekund, og Telegram-
bølgernes Svingninger er meget hurtige : ind-
til flere Millioner Svingninger i Sekundet.
Om Lyden ved man, at den er sammensat
af Toner, og en Tone er regelmæssige Luft-
svingninger med et til Tonen svarende be-
stemt Svingningstal pr. Sekund. Naar en
udspændt Metalstræng ved at svinge frem-
bringer en bestemt Tone, ligger det i, at
Strængen har den Egenskab (foraarsaget ved
Strængens Længde, Spænding, Elasticitet etc.)
i hvert Sekund at svinge netop det Antal
Gange, som er Tonens Svingningstal; den
svingende Stræng faar den omgivende Luft
til at bevæge sig i samme Rytme som Stræn-
gen selv; at Luftsvingninger omvendt kan
sætte en Metalstræng i Bevægelse er lige-
ledes kendt; hvis man har to godt stemte
Violiner og giver en Stræng paa den ene
Violin et Strøg med Buen, saa at man faar
en Tone, vil den tilsvarende Stræng paa den
andenviolin „synge meda, medens de andre
Strænge er tavse og rolige.
Kunde man riu ikke gøre noget lignende
ved Gnisttelegraferingen? Nemlig ved Af-
sendelsen frembringe „Ætertoner", som kun
paavirkede det eller de Modtageapparater, der
var „stemt" til samme Tone; ja, det er netop
det, der er arbejdet paa, og som de forskel-
lige Gnisttelegrafselskaber ofte har forsikret,
at nu kunde de afstemme saa og saa fint,
men den tidligere nævnte Ulempe viser sig
dog stadig, og det er ikke svært at sige,
hvorfor man vanskeligt kan faa en blot no-
genlunde fin Afstemning af Gnisttelegrafens
Æterbølger; disse er nemlig af en ganske
anden Art end Luftbølgerne, der frembringes
af den svingende Stræng; thi Violintonen er
en Række sammenhængende ganske ens Bøl-
ger, medens hver enkelt Gnist i den forsvin-
dende lille Brøkdel Sekund, den varer, kun
frembringer ganske faa Æterbølger, hvoraf
den første er meget stærk, men de følgende
svagere og svagere, og efter at de har tabt
sig fuldstændig, varer det endnu et Stykke
Tid, inden den næste Gnist kommer, dennes
Bølger dæmpes ligeledes hurtig o. s. v. Det
ovenfor omtalte smukke Resonansfænomen:
at Strængen paa den anden Violin synger
med, skyldes netop de mange ganske ens
Paavirkninger, som Strængen faar i bestemt
Takt lige efter hinanden; men mange i regel-
mæssig Række kommende ensartede Paavirk-
ninger i Modtageapparaterne kan man ikke
faa paa Grund af Gnistbølgernes Karakter.
Der kan derfor ikke faas en fin Afstemning
ved Gnisttelegraferingen, ligesom man ikke
kan stemme en Stortromme saa fint som en
Violinstræng; de eksplosionsagtigt udsendte
Bølger, der kommer ved Slag paa Stortrom-
men, faar mange forskelligt stemte Strænge
til at synge, paa samme Maade som de ved
Gnisterne frembragte Æterbølger kan paavirke
mange forskelligt „stemte" Modtageapparater.
Trods alle Anstrængelser er. Gnisttelegra-
fien saaledes paa det Standpunkt, at Tele-
grambølger maa, for ikke at paavirke et Mod-
tageapparat, have et Svingningstal, der er me-
get forskelligt fra det, hvortil Modtageapparatet
er afstemt.
Men, kunde man spørge, er det da ikke
muligt at frembringe uafbrudte Rækker af
ganske ens Æterbølger, svarende til Tonerne,
212 —
Ingeniør Poulsens Lysbuetelegrafi
man faar fra Violinstrengene? Der er ar-
bejdet meget paa den Sag, men den første,
der har naaet at fremstille saadanne Bølger,
egnede til Telegrafering, er den danske In-
geniør Valdemar Poulsen, som nylig har of-
fentliggjort en af ham opfunden Metode for
traadløs Telegrafi, netop baseret paa Anven-
delsen af kontinuerte, udampede, elektriske Sving-
ninger.
Der var det meget interessante ved Dud-
dels Forsøg, at de elektriske Svingninger,
der opstod, var kontinuerte, men begrundet
paa de altfor lave Svingningstal kunde de
ikke anvendes til traadløs Telegrafering; man
skal have langt hurtigere Svingninger, førend
Udstraalingsevnen bliver tilstrækkelig.
Ved at undersøge Forholdet nærmere fandt
Poulsen, at Svingningstallet varierede temme-
Po uisens Forsøgsstation 1 Bagsværd.
Poulsen blev ledet ind paa den Metode,
han anvender til Fremstilling af disse konti-
nuerte Æterbølger, ved den engelske Fysiker
Duddell's „syngende Buelampe**, som offent-
liggjordes omtrent ved Aarhundredskiftet.
Duddell opnaaede ved at forbinde en elek-
trisk Lysbue med en Kondensator (Leydner-
flaske) og en Traad spole, saa at der dannedes
en saakaldt Svingkreds, at frembringe elek-
triske Svingninger, hvis Hurtighed han kunde
varieie op indtil ca. 30000 Svingninger pr.
Sekund; ved de mindre hurtige Svingninger
hørtes fra Lysbuen en Tone, der havde
samme Svingningstal som de elektriske Sving-
ninger i Kresen.
213
lig stærkt efter den Lutt, hvori Buen befandt
sig; blev saaledes Luften, der omgav Lam-
pen, mere iltholdig, blev Svingningerne lang-
sommere. Poulsen drog den Slutning af
disse Undersøgelser, at det gjaldt om at faa
Lysbuen saa kold som muligt, naar man
vilde opnaa meget hurtige Svingninger; og
Resultatet blev, at naar Lysbuen brændte i
Brint eller brintholdig Luft (f. Eks. alminde-
lig Gas), kunde man faa saa hurtige Sving-
ninger, at de ledet i en Antenne gav Ud-
straaling af kontinuerte Æterbølger. Foruden
at anbringe Buen i en brintholdig Atmosfære,
lader Poulsen den ene Kulelektrode (Anoden)
være erstattet med en hul Kobberelektrode,
15»
Ingeniør Poulsens Lysbuetelegrafi
der kan gennemstrømmes af en kølende Vand-
strøm; endvidere paa virkes Lysbyen af mag-
netiske Kræfter.
Ingeniør Poulsen har med Lysbuen opnaaet
Æterbølger med indtil ca. 2 Millioner Sving-
ninger pr. Sekund.
Det mest betydningsfulde ved disse Poul-
sen'ske Bølger og deres Fremstillingsmaade
er, at de lader sig meget nemt og meget
fint afstemme ; som Følge deraf paavirker de
kun Modtageapparater, naar disses Svingkres
er afstemt til samme Svingningstal ; saa snart
Forskellen paa Bølgernes og Modtageappara-
tets Svingningstal er over 1 °/0, sker der
ingen Resonans; selv om man altsaa over
et lille Omraade har en stor Mængde Tele-
grafstationer, der anvender Poulsen'ske Bølger
og Apparater, kan disse Stationer samtidig
telegrafere to og to indbyrdes uden at ge-
nere hinanden, naar blot hver Station har
sit Svingningstal; under saadanne Forhold
maa en Station, naar den skal afsende Tele-
gram, indstille sit Afeendeapparat, saa at
det giver Bølger af Modtagestationens Sving-
ningstal. Sikkerheden for Telegrammernes
rigtige Modtagelse bliver derved betydelig
forøget, naar man sammenligner med Gnist-
telegraferingen.
Paa Grund af den lange Række ganske
ens Paavirkninger, de Poulsen'ske Bølger
faar Lejlighed til at give Modtageapparatets
Svingkres, behøver Bølgerne ikke at være
saa kraftige ved Udsendelsen som Gnistbøl-
gerne; de kontinuerte Bølger har ogsaa min-
dre Anledning til at svækkes undervejs, da
de ikke gaar paa Visiter hos Uvedkommende;
i det hele taget har en saadan sammenkædet
Række Bølger en stor Modstandsevne overfor
forskellige Paavirkninger af andre Æterbe-
vægelser.
Ved Poulsens Bølgefrembringelse bliver for-
holdsvis meget af den elektriske Energi om-
sat til Svingninger ; selve Bølgernes Kilde —
Lysbuen — virker uafbrudt, saa længe Tele-
grafnøglen holdes nede. Ved Afsendelsen af
Gnisttelegrammer bliver Nyttevirkningen rin-
gere; Gnisterne, som foraarsager Bølgerne,
varer kun en lille Brøkdel af den Tid, Nøg-
len er nede, thi selv om Gnisterne rent ab-
solut set kommer meget hurtig efter hinanden,
bliver Tidsmellemrummet mellem to paa hin-
anden følgende Gnister dog ca. 100 Gange
saa stort som den Tid, en Gnist varer.
Alt det gode, der saaledes rent teoretisk
kan siges om de Poulsen'ske Bølger og hans
paa dette Grundlag udarbejdede Telegraf e-
ringsmetode, lyder jo meget smukt og sand-
synligt, men bedre er det dog, at de hidtil
vundne praktiske Resultater tilfulde bekræfter
de teoretiske Betragtningers Rigtighed.
Den første Station, der blev anlagt, var
den paa Billedet viste Forsøgsstation, der
ligger ved Bagsværd paa Grosserer Bleching-
bergs Mark (Nybrogaard) ; og de første Tele-
grammer veksledes mellem Forsøgsstationen
og en interimistisk Station i Taastrup; Af-
standen mellem de to Steder er 15 Kilome-
ter, og et Par Dage, efter at begge Statio-
nerne var færdige, opnaaedes den telegrafiske
Forbindelse. Den næste Station anlagdes i
en Afstand af 45 Kilometer fra Bagsværd;
Forbindelsen etableredes samme Dag, Statio-
nen var færdig. Endelig kom den store For-
søgsstation i Esbjærg (c. 300 Kilometer fra
Bagsværd), og med den vekslede man med
Lethed Telegrammer den første Dag, Sta-
tionen var i Orden. Lige i de sidste Dage
er der opnaaet Forbindesse mellem en ny-
oprettnt Station i Newcastle og baade Es-
bjerg og Bagsværd. Disse Resultater maa
siges at være forbavsende gode, naar man
betænker, at det her drejer sig om en ganske
ny Telegraferingsmaade.
Apparaterne, der anvendes, er ikke meget
indviklede; den største Afvigelse fra Gnist-
telegraferingens Apparater kommer ved Mod-
tageren. Fig. 1 viser et af Poulsens Af-
sendeapparater; til venstre ser man den lille
Kasse, dels af Marmor dels af Messing, som
omslutter Buelampen, og hvori der under
-_^= 214 -—.—
Ingeniør Poulsens Lysbuetelegrafi
Fig. i.
Telegraferingen gaar en langsom Gasstrøm;
de Traadruller, der ses paa Kassens Sider,
foraarsager den ovenfor omtalte magnetiske
Paavirkning af Lysbuen; til højre ses en
Kondensator (svarende til Leydnerflaskebatte-
riet), hvis Kapacitet varieres ved at der drejes
paa et Haandtag; derved „afstemmes" Bøl-
gerne ; den store Traadrulle i Midten staar i
Forbindelse med Antennetraaden og tjener til
at give denne en større eller mindre For-
længelse, saa at den samlede Antennelængde
kommer til at passe med Bølgernes Sving-
ningstal ; forneden paa Bordet staar Telegraf-
nøglen.
Ved Modtageapparatet (Fig. 2) er den
øverste Traadrulle til højre i Forbindelse med
Antennen; den faar altsaa direkte Telegram-
bølgernes Svingninger; disse induceres derved
i den nedenunder staaende større Traadrulle,
sow er Led af den egentlige Modtagekres,
hvori der ogsaa findes en Kondensator med
variabel Kapacitet (Afstemning). Det inter-
essanteste ved Modtageapparet er, at den fint
afstemte Svingkres hvert Øjeblik er aldeles
fri for noget, der kan forstyrre dens Reso-
nans, for i næste Øjeblik at blive afladet for
Svingningerne; dette sker, ved at en lille
Kontakt afvekslende berører og slipper Kre-
sen et bestemt Sted; det svarer omtrent til
om man med en Finger afvekslende berører
og slipper en Violinstræng i et Rum, hvor
Strængens Tone stadig frembringes; hver
Gang man rører ved Strængen, standser man
dens Svingninger, og tager man Fingeren
bort, kommer Strængen efter et Øjebliks For-
løb i Resonans igen o. s. v. Man maa ikke
bevæge Fingeren saa hurtig, som den lille
Kontakt bevæger sig, den svinger nemlig flere
hundrede Gange frem og tilbage hvert Se-
kund. Poulsen naar ved denne lille Kontakt,
som han kalder for „Tikkeren", at Sving-
kresen bliver meget fint mærkende og kan
afstemmes tilstrækkeligt nøjagtigt; fra Tikke-
ren ledes Svingningerne gennem et Termo-
element, som ved den frembragte Varme gi-
ver en elektrisk Strøm, der markeres ved et
Knæk i et Telefonhørerør; Telegrafisten maa
altsaa høre Telegramtakten og derefter ned-
skrive Telegrammet. Anvendelsen af den
lille svingende Tikker er meget karakteristisk
og bevirker, at kun kontinuerte afstemte
Bølger modtages; derfor paavirkes Poulsens
Modtageapparater hverken af Gnisttelegram-
bølger eller af Æterbølger fremkomne ved
atmosfæriske Elektricitetsudladninger.
Anvendelse af Telefon i Stedet for Skrive-
apparat bliver ogsaa flere Steder anvendt ved
Gnisttelegrafering. Man kunde mod Tele-
fonen indvende, at der skal sidde et Men-
neske og lytte, hver Gang der bliver telegra-
feret, og man har intet at holde sig til, hvis
der er nogen Fejl i Telegrammet; ved Morse-
apparatet har man dog stadig Papirstrimlen,
som ganske automatisk faar Telegrammet
Fig. 2.
:= 215
Ingeniør Poulsens Lgsbuetelegrafi
paategnet. Man kunde næsten tro, at det
var i en Forudanelse om denne Indvending,
at Poulsen i 1899 opfandt Telegrafonen
(se nærværende Tidsskrifts Novemberhæfte),
som netop egner sig fortrinlig til n Opskriv-
ning u af de i Telefonen afleverede Tele-
grammer.
En af Fordelene ved Poulsens Metode er,
Svingningsenergi, der er omtrent 9 Gange
saa stor; de vilde altsaa med fuld Kraft
sende Bølger, der kunde række over c. 2500
Kilometer paa Land; hvis man blot kan
multiplicere med 2 og sige, at det svarer til
5000 Kilometer til Søs (det er nemlig meget
lettere at telegrafere over Havet, Æterbølgerne
svækkes mindre), kan Amerika naas, uden at
Fig. 3.
at den elektriske Spænding i Antennens Spids
er meget lav i Modsætning til Forholdet ved
Gnisttelegraferingen. Spændingen, der ved
Telegrafering til Esbjærg kommer i Spidsen
af en 60 Alen høj Antenne i Bagsværd,
svarer til en Gnistlængde paa ca. 1 Milli-
meter. Ved Anvendelse af omtrent 1 Heste-
kraft faar Poulsen en Svingningsenergi af
omtrent 100 Watt, og dermed naas Esbjerg.
Den Buelampe og de Apparater, Poulsen har
i Gang paa Forsøgsstationerne, kan give en
der gøres noget yderligere for at forstærke
Apparaternes Virkning.
Det er Poulsens Ønske snarest muligt at
faa anlagt Stationer i Canada og paa Irland
og prøve at „række Atlanterhavet" ; der er
vel ogsaa stor Sandsynlighed for, at det
store engelske Gnisttelegraferingsselskab, som
har købt Poulsens Patenter, hurtig vil lade
Eksperimentet anstille under Poulsens Ledelse.
At selve Fremstillingen af de kontinuerte
Svingninger med den høje Frekvens kan faa
216
Ingeniør Poulsens Lysbuetelegrafi =^--.=
stor videnskabelig Betydning, og at Bølgerne
muligvis kan anvendes til en hel Del andet
end traadløs Telegrafering, er mere end sand-
synligt. Paa Fig. 3 ses et mærkeligt Labo-
ratorieforsøg, hvorved man faar ejendommelige
elektriske Udladninger ved at lade Poulsen'ske
Bølger svinge i en lang Metaltraad, der er
viklet om et højt Cylinderglas; Spændingen
bliver her saa høj i den øverste Del af Traad-
rullen, at Gnisterne slaar ud i Luften; i
Virkeligheden svarer den oprullede Traad jo
til Antennetraaden, men Spændingen bliver
saa høj i Rullen paa Grund af Induktionen.
Naar man ser paa Ingeniør Poulsens Bil-
lede, kommer man uvilkaarligt til at tænke
paa, hvad det næste bliver, han overrasker
os med; hvis man kunde give Raad i den
Retning, var det ikke saa dumt at bede ham
om at lave en let Akkumulator, for den
trænges der forfærdelig haardt til.
=== 217
FRØKEN THERESE HERNING
Novellette af Jakob Knudsen.
Der holdtes strængt over Bordskik og
Spisetid i Thorsted Præstegaard,
hvad Middags- og Aftensmaaltiderne an-
gik. Om Morgenen derimod var der kun
to Mennesker af den talrige, indre Hus-
stand, som fik deres Mad til ganske be-
stemt Klokkeslæt. Det var Præsten og
Lærerinden, Frøken Therese Herning. —
Børnene spiste Davre ude i Kjøkkenet,
og, paa Grund af de mange forskjellige
Alderstrin og Opstandelsestider, ikke paa
samme Klokkeslæt. Præstefruen var saa
optagen af de mindste Børn, saaat det
meget ofte heller ikke faldt hende be-
kvemt, at møde inde i Spisestuen præcis
Kl. 7.
Pastor Nielsen og Frøken Herning
sad da sædvanlig ene derinde, ved hver
sin Side af det omfangsrige Bord, og
nød deres kogte Mælk med Brød og
Smør. — Frøken Herning var paa denne
Tid af Døgnet altid daarligt oplagt, —
morgengnaven, som man uden sympa-
thisk Forstaaelse kalder det. Præsten der-
imod— som stod op Kl. 5% — var
ved Syvtiden i ypperligt, lidt drilsk Hu-
mør. Først op ad Formiddagen, omkring
Kl. 10, fik han, som Følge af det stille,
idylliske Præstegaardsliv , et Anfald af
Tungsind, under hvilket han ansaae sig
selv for saa vidt utilregnelig, som han
vidste af Erfaring, at hans Meninger om
Livet og Verden og hele dens Indhold i
Løbet af et Par Timer atter vilde blive
ganske andre og lysere. Han havde
betydelige , fysiologiske Indsigter , og
paastod, at hans Blod i denne Tilstand
„klumpede".
Men Kl. 7 var han, som sagt, fortræf-
felig tilpas.
Frøken Herning havde en let, men
hyppig, Bevægelse med højre Haands
Fingre henover sin Næse, som om hun
ved denne vilde gjøre en eller anden Ir-
ritation af Huden mindre følelig. Hver
Gang hun gjorde denne Bevægelse, dir-
rede alle de smukke og velplejede, men
temmelig graasprængte Hængekrøller paa
Siderne af hendes Hoved.
„Ikke gnide Næse! ikke gnide Næse!
lille Frøken "Theræse!" sagde den vel-
oplagte Pastor Nielsen. „Det hjælper ikke
noget, det bliver kun værre deraf!"
„Hvilket" ? sagde Frøken Herning stødt.
„Det, som volder denne Kløe."
„Hvad er saa det, om jeg maa spørge?"
„Ja, — see, det skulde De ikke have
spurgt mig om, lille Frøken Herning.
P'or jeg har længe været lige paa Nippet
til at give Dem en videnskabelig Forkla-
ring deraf. Og nu er det mig ganske
umuligt, at holde den tilbage længere."
„Tak, — maa jeg ikke være fri!"
„Seer De, det er nogle ganske bitte,
bitte smaa, hvide Mider, som sidder i
Porerne paa Deres Næsetip. Hvis jeg
havde haft Lov til at tage Dem ved Næ-
sen og klemme den en lille Smule, saa
skulde De bare see, — saa vilde "
„Hør, Pastor Nielsen! — De har flere
Gange her ved Morgenmaden talt vidt-
løftigt om, at De var i en saa mageløs
passende Afstand fra Deres Bondeafstam-
ning, forat Intelligensen kunde naa sin
Blomstring hos Dem "
„Uden dog — uden dog at være saa
angt fjærnet derfra, saaat Race- Vissen-
hed kunde begynde at indtræde — — tt
„Jo, — men jeg troer alligevel, at Deres
almindelige Dannelse vilde have vundet
ved, om De havde haft endnu eet Slægt-
led mellem Dem og Landmanden."
r-_ 218
Frøken Therese Herning
„Maaskee, ja, maaskee, Frøken Herning.
Som De veed, er De og jeg præcis lige
langt og lige kort fjærnede fra Bonde-
standen.41
„Min Fader var Kjøbenhavner, om jeg
maa be'e!"
„Deres Fader var en ærlig Jydekarl
fra Herning Egnen, der tjente sig en Del
Penge som Staldkarl paa Halmtorvet og
derefter nedsatte sig som Isenkræmmer
i Skindergade. Ikke sandt?"
„Ja, — og det er jeg stolt af."
„Det, De der siger, er ligesaa smukt
og naturligt, som det er ulogisk, sam-
menholdt med, hvad De lige i Forvejen
ytrede."
„Aa, De er utaalelig!" sagde Frøken
Therese, virkelig irriteret. -
„Jeg er blot sandhedskjæriig og viden-
skabeligt anlagt. — Og det er De ogsaa,
kjære Frøken Herning. — Ja, for nu at
sige Dem en Behagelighed : Maa jeg rigtig
meget takke Dem for den Interesse, De
har vidst at bibringe mine to ældste Børn
for Botaniken. Det er mig en meget stor
Glæde."
„Saa det er ijtke blot for at sige mig
en Behagelighed, at De — — "
„Nej, Nej!"
Der gled et Smil hen over Frøken
Hernings Ansigt, der gjorde hendes øjne
ligefrem smukke, og viste, at hun virkelig
var Lærerinde. Alle hendes Hængekrøl-
ler dirrede muntert: „Emilie og Aksel
skal en lang Tur ud med mig i Efter-
middag, op paa Haldbakkerne paa Bo-
tanikens Vegne. Det er jo Løverdag i Dag."
„Jo, Tak. Det sidste veed jeg."
„Aa! — hvorfor skal De nu igien øde-
lægge min Glæde ved saadan en Spydig-
hed!" — Frøken Therese blev rød og
blinkede nervøst med Øjnene.
„Ak, ak, ak! Jeg glemte, at Klokken
ikke er mere end 7. Undskyld, lille Frø-
ken Herning!"
Man spiste en Stund i Tavshed. Præ-
stens Kindtænder stødte mod hinanden
under Tygningen. Det gav en ubeha-
gelig, klangløs Lyd, som af Træ mod
Træ.
Inde fra Stuen ved Siden af hørtes en
anden Lyd. Det var den gamle Barne-
pige, Else Marie, der snakkede — meget
vedholdende.
„Naa, nu er hun nok atter ved at for-
tælle sin lange, ulykkelige Ungdoms-
Kjærligheds- Historie, den Gamle," sagde
Præsten. „Eller det er maaskee en af
hendes Søstres."
„Aa, det skulde hun sletikke have Lov
til!" sagde Frøken Herning heftigt.
„Hvorfor dog ikke? — Børnene tager
saamænd ingen Skade deraf."
„Det kan man ikke vide. Og i hvert
Fald har hun selv Skade deraf. Det er
sjælelig ublufærdigt saadan overfor andre
at — "— "
„Overfor andre, ja! — — Men ikke
overfor Børn!" sagde Præsten.
„Det forstaar jeg ikke.**
„Det er en af Børns aller elskværdigste
Egenskaber — naar det er rigtige Børn :
at de seer paa et voksent Menneske,
akkurat som det voksne Menneske seer
paa sig selv. Derfor: at tale med rigtige
Børn, det er lige saa trygl som at tale
med sig selv."
„Sikken et Paradox!"
„Det er Grunden til, at gamle, enlige
Mennesker holder saa meget af Børn,
medens de holder saa lidt af andre voksne
Mennesker."
„Ja, — gjør de nu det?"
„Ligesom jeg bestandig kan see paa
min gamle bløde Hat, at den har og-
saa været ny engang, saaledes kan
gamle, enlige Piger saa grangivelig see
deres egen Ungdom. Og taler de til
Børn derom, da sværmer ogsaa Børnene
for den unge Gammeljomfru."
- — 219
Frøken Therese Herning
Frøken Therese rejste sig brat: „ja,
nu vil jeg alligevel ved Lejlighed. sige til
gamle Else Marie, at hun ikke skal under-
holde mine Elever med sin Ungdoms-
Kjærlighed!"
„Det kan De jo godt," sagde Præsten
og rejste sig ogsaa. — „Velbekomme,
lille Frøken Therese!"
Det var høj, varm Juliluft, da Frø-
ken Therese og de to ældste af Præstens
Børn, Emilie og Aksel, om Eftermiddagen
Kl. 2 begav sig paa Vandring ud af
Præstegaarden. Men da de var komne
nordenfor Landsbyen, paa Markvejen,
hvor Jordsmonnet hæver sig, saae de,
at der stod nogle sorteblaa, boblende
Skyer lavt nede i Sydvest. — Frøken
Therese var meget bange i Tordenvejr;
men Aksel gjorde beroligende opmærk-
som paa, at Vinden næsten var stik
nordost, og fra den Side var der intet-
somhelst at frygte.
Botaniseringen skulde først begynde,
naar man var naaet op paa Haldbak-
kerne eller Halderne, et Højdedrag med
Kæmpehøje øverst, hvortil Terrænet lang-
somt blev ved at stige helt nede fra
Thorsted, som laa ved Fjorden. Deroppe
var der en mærkelig Magerjords- Vege-
tation, stor Udsigt over Fjorden og Ban-
kerne paa begge Sider af den; deroppe
skulde ogsaa Meldmads- Maaltidet holdes,
hvilket, trods al Videnskabelighed, spil-
lede en meget vigtig Rolle paa Turen.
Dets tilstundende Lystighed sad allerede
Deltagerne i Kroppen, gjorde dem meget
snakkesalige, formindskede Aldersforskel-
len og lod Lærer- og Elev- Forholdet træde
en Del. i Baggrunden. Emilie var 13,
Aksel 11 Aar. — Helt kunde Frøken
Therese dog ikke frigjøre sig for sin
Tordenangst. Tilmed hævede de sorte-
blaa Skybanker sig ganske langsomt op
ad Himlen, trods det de havde Vinden
imod sig. Axel paastod dog, at dette
maatte bero paa en ren Tilfældighed, og
at det kunde de umulig blive ved med..
De tre Vandrere havde gaaet godt en
Fjerdingvej mod Nord, var kommen forbi
de fleste Kalkstensbrud („Limgrave"), al
hvilke der er saa mange i Thorsted
Sogn, og stod nu ved Foden af de egent-
lige Halder. Her hørte endogsaa Kar-
tofTelagrene op. Bankerne var saa tørre
og saa tyndt beklædte med Plantevækst,
saa Faar ikke engang kunde nære sig
deroppe. Det var nu ogsaa den bekjendte,
regnløse Sommer 1868. Man havde ikke
faaet Væde her norden Fjorden siden
Begyndelsen af Maj Maaned.
Tilfældet, som Aksel havde talt om,
maatte være de sorteblaa Skyer gunstigt;
de blev ved med at stige, stod nu midt-
vejs mellem Horisonten og Zenith.
Stemningen var allerede saa trykket,
saaat Emilie og Frøken Therese vægrede
sig ved at gaa op i de nøgne Bakker.
De satte sig ned ved Foden af dem,
endskjønt der ingen Huse var i Nærheden,
og Kartoffel- Agrene jo. egentlig ingen
Dækning vilde kunne yde. Aksel følte
sig krænket ved deres Mistillid til hans
Førerskab og tænkte paa Kolumbus og
hans gjenstridige, forsagte Mandskab.
Pludselig kom Frøken Therese til at
mindes noget, hun havde læst: at Ge-
nierne altid gik imod Vinden ligesom
Tordenvejret. Hun havde tidligere altid
kun tænkt paa første Del af denne Lig-
nelse, nu bragte dens anden Del hende
til at skjælve. Da hun sagde det til
Børnene, huskede de ogsaa godt, at de
havde hørt det før — vistnok af Frøkenen
selv.
Et Vindstød løb igjennem de mørke-
grønne Kartoffeltoppe, saa de næsten
lagde sig ned og fik en helt anden Farve,
idet de graalige Bagsider af Bladene kom
220 =.
Frøken Therese Herning
frem. De violette Blomster med de gule
Hjerter blev kastet voldsomt frem og til-
bage, og en kvælende Støvsky fra den
sandede Jord rejste sig, foer hen over de
tre Mennesker og op ad de nøgne Ban-
ker. Straks efter faldt de første store,
tunge Regndraaber.
Emilie saae op paa Frøken Therese.
Dennes Øjne udtrykte en Angst, der
tydeligt var langt ude over Frygten for
at blive gjennemvaad.
„Jeg er slet ikke bange for at blive
ramt af Lynet", sagde Frøken Therese,
stakaandet. Og Emilie syntes, hun kunde
see paa hendes smerteligt fortrukne An-
sigt, at ogsaa dét var sandt. Hun blev
selv greben af en Rædsel, der hellerintet
havde med Ild eller Vand at gjøre, men
som hun følte gik over i hende fra Frø-
ken Therese. Aksel glemte ganske sin
Kolumbus - Stilling og løb bagefter Da-
merne, — henimod en Limgrav, som
var i Nærheden. — Nede i Graven var
Limstenen allerede fedtet af Regnen, og
da de naaede ind under en fremspring-
ende Stenvæg dernede, var det, som om
der blev lukket efter dem med Regn;
den svøbte i Strømme omkring Fristedet,
hvor de stod, og dannede hurtigt Søer i
de dybere Partier af Bruddet.
Det var Emilie, som i sidste Øjeblik
kom til at tænke paa dette Tilflugtsted,
hvor det ellers var forbudt Børnene at
gaa ned — for Sammenstyrtningers Skyld.
Som et uhyre Vogntog, der pludselig
bryder ud af en drønende Port, saaledes
bragede nu Tordenen frem og løb, med
røde Ildheste for, ud til Himlens Græn-
ser. Det var en lang, lang Sommertør-
kes indestængte Hede, som nu banede
sig Vej ud i det aabne Rum, og der
bredte sig en branket, svovlet Lugt fra
de mishandlede Marker, mens Regnen
buldrende slog mod Jorden.
Ingen af de tre sagde noget. De saae
fra deres Skjulested opad mod de blanke,
hvidlige, tætte Regnstraaler, som især
blev synlige dér, hvor de passerede Lim-
gravens Rand, inden de forsvandt i Skyg-
gen af Kalkstensvæggene.
Omtrent en Time rasede Uvejret. Saa
kom der pludselig store, blaa Flager paa
Himlen. — — Hovedvejen, ad hvilken
de var komne ned i Limgraven, var nu
spærret af Vandet, men de slap op ad
en Skraaning af Kalkstensbrokker, som
gik næsten helt op til Randen af Graven.
De stod deroppe paa Overfladen igjen,
og Børnene saae paa, at Skyerne, der
nu havde mistet al Genialskhed, blev
jagede af Vinden tilbage mod Sydvest,
mens de blaa Felter paa Himlen blev
større og større. Men samtidig lagde
Aksel Mærke til, at Frøken Therese græd
og blev ved at græde, han saae
flere Gange om imod hende. Det min-
dede ham om et Saar, naar man har
skaaret sig, der bløder, uden at man kan
faa Blodet standset. Hun gjorde sig vist
megen Umage for at holde op, men
Taarerne blev ved at pible frem. Og
pludselig bøjede hun sig forover og hul-
kede højt, mens hun holdt Hænderne for
sit Ansigt.
Hun begyndte at gaa henad mod Vejen.
„Er de bange for Tordenen?" spurgte
Emilie. „Men nu er den jo ovre. —
Er De?"
„Nej", sagde Frøken Therese.
De var kommen hen til en Tromle,
der stod paa Marken. Der satte hun sig
ned. — „Vil I ikke hellere gaa hjem,"
sagde hun til Børnene.
„Nej, vi vil da ikke gaa fra Dem,"
svarede Aksel.
Frøken Therese blev ved at græde,
stille og ustandseligt. Flere Gange saae
hun med hurtige, forlegne øjekast til
Børnene, under sine forgjæves Forsøg
paa at standse Taarerne. — Ingen af
221
Frøken Therese Herning
Børnene havde nogensinde seet hende
græde før.
„Men er De da ikke bange, Frøken?"
spurgte Emilie igjen.
„Nej. — Aa, det er blot noget, jeg
ikke kan glemme."
— Nu tog Graaden atter helt Magten
fra hende.
„Men hvad er da det, De ikke "
„Det var, da jeg mistede den, som jeg
holdt af."
„Var det da ogsaa i et Tordenvejr?"
spurgte Emilie troskyldigt.
„Ja "
„Er det længe siden?"
„Ja, — da var jeg helt ung."
Begge Børnene følte, hvor hun ogsaa
havde været smuk dengang, — og i
Grunden var hun det jo endnu.
„Hvem var det?" spurgte Aksel og
stirrede hende ind i hendes forgrædte
Ansigt, mens han nærmede sig til hende,
helt ubevidst, ligesom Myggen nærmer
sig Lyset. Ogsaa Emilie havde sat sig
paa Tromlen ved Siden af den gamle
Frøken og krøb ind til hende.
„Han var Løjtnant i Aalborg. Det var,
mens jeg var Lærerinde i Vadum Præste-
gaard." Det at sige det første Gang
— berusede hende næsten, det, hun
havde tavst erindret i mere end fem og
tyve Aar. Paa en Maade vidste hun
ikke rigtig af, at hun fortalte. Det kom
uimodstaaeligt af sig selv — ligesom før
hendes Taarer. — — „Jeg saae ham
første Gang paa Pontonbroen, en Aften
jeg havde været inde at spille hos en
Lærerinde i Byen. Jeg stod og ventede,
fordi der var en Jagt ved at sejle igjen-
nem. Der var saa mange store Skyer
paa Himlen. Det var lidt før Solnedgang.
Saa kom han hen, — jeg havde sletikke
seet, at der var andre Fodgængere end
mig, — og spurgte, om han ikke maatte
følge mig hjem. Vi talte saa tit bagefter
om, at det var en underlig Maade af
ham, og at jeg ikke burde have taget
imod det. Og han fulgte mig hellerikke
helt til Præstegaarden. — Saa kom han
i lang Tid hver Tirsdag og Fredag Af-
ten, naar jeg var derovre. Og vi gik
sammen oppe paa Skovbakken , men
mere ovre paa Skansebakkerne ved Nørre-
sundby.
„Hvem var han?" hviskede Emilie.
„Hans Fader havde en stor Gaard i
Vendsyssel. — Bagefter fik jeg at vide,
at han var Baron. Men det sagde han
mig ikke."
„Hvad talte I da om?"
„Jeg synes ikke rigtig, jeg kan huske
noget deraf, — for naar vi havde talt
lidt sammen, saa endte det altid med,
at han sagde, det var Synd imod mig.
Og det vidste jeg ikke, hvad han mente
med dengang. Men siden har jeg rig-
tignok forstaaet det."
„Hvad var det da?" spurgte begge
Børnene samtidig.
„Ja, jeg troede jo, vi var forlovede."
„Var I da ikke det?"
„Han havde aldrig sagt noget der-
om."
Kunde man tage fejl af det! tænkte
Børnene. De havde aldrig oplevet store
Ulykker; men de havde jo nok forestillet
sig dem. Derimod var det dem en ganske
ny og forfærdende Tanke, at en Livs-
skjæbne kunde bestemmes, et Menneskes
Lykke tilintetgjøres ved en blot Tilfæl-
dighed, en Misforstaaelse. Og skjønt
Frøken Therese endnu intet havde sagt
derom, følte de, at hendes Lykke her
maatte være gaaet til Grunde. Og de
syntes begge, de altid havde anet, at det
Store, som de endnu ventede sig af Li-
vet, det havde hun for længe siden mistet.
Stakkels, stakkels Frøken Therese!
Men de sagde intet. For de vidste
ikke selv det, som de følte.
Frøken Therese Herning —
„Han sagde saa tit, at jeg ikke skulde
tale til Pastor Nyborgs om, at vi mødtes.
Men saa var der jo nogen, der saae, at
vi saadan gik sammen, og de sagde det
til Fru Nyborg. Og saa skrev Præsten
til ham, — og sagde mig det først, efter
at han havde skrevet, — at enten skulde
han forlove sig offentlig med mig, eller
ogsaa maatte han aldrig være sammen
med mig tiere. — — Det svarede han
ikke paa, og han skrev heller ikke til
mig. Og han kom aldrig dér, hvor vi
havde plejet at mødes. — Jeg stod saa
tit dér paa Broen, hvor vi havde seetes
første Gang. Aa, jeg kan huske lige før
Jul, jeg stod og saae paa de mange
Vogne fra Vendsyssel med Folk, der
havde været ovre i Aalborg for at gjøre
Juleindkjøb. Nu kjørte de hjem igjen.
Hver Vogn var jo som en Rede, hvor
alle hørte sammen. Og jeg havde intet
Sted, hvor jeg hørte til. Pastor Nyborgs
i Vadum længtes jeg blot efter at komme
bort fra. For jeg syntes, Præsten havde
gjort saadan en stor Uret imod mig ved
at skrive, og de viste mig heller ingen
Venlighed mere. Jeg tænkte: hvis Drivisen
nu brød Pontonbroen itu, og vi alle drev
væk og gik til Bunds! — Saadan en
Vinter kunde jeg sletikke levet om igjen.
Aa nej, det kunde jo sletikke lade sig
gjøre. For da den var omme, var der
ikke noget mere, der kunde ødelægges
for mig.a
Børnene sad helt tavse. De havde
rent glemt sig selv, og derfor ogsaa, at
de kunde tale. Hvad skulde de ogsaa
sige til den unge, dejlige Therese Herning,
som de i dette Øjeblik saae for deres
øjne, og som de paa en Maade sletikke
kjendte.
„Jeg skrev mange Gange til ham, men
han svarede ikke. Før endelig i April.
Da sendte jeg ham et Brev, hvori jeg
bad om, at han vilde mødes med mig
nede paa Sø-Engene paa Nørsiden af
Fjorden, nede ved nogle store Stakke af
Rør, som der staar. Der kunde ingen
see os fra Thisted-Landevejen, og ovre
fra Aalborg — der var jo Fjorden imel-
lem. Og hvis han ikke vilde det, saa
bad jeg ham skrive det til mig, og saa
vilde jeg tage det som en Erklæring fra
hans Side om, at alt skulde være forbi
mellem os. — — Aa ja, saa kom der
Brev, og det kan jeg huske udenad, saa
længe jeg lever: „Kjære Therese! lad
det være saaledes, som Du skriver. Hvis
jeg ikke er derovre til den berammede
Tid, Torsdag Kl. 5, saa vent mig ikke.
Saa maa Du aldrig vente mig mere!"
— Der var ingen Underskrift. Men hans
Navn stod trykt paa Papiret. Nu
kan jeg aldrig forstaa, hvordan jeg kunde
tro, at det Brev var et Løfte om at komme.
Men dengang troede jeg det sikkert.
Ikke ligestraks, men efterhaanden. Og
da jeg gik derud til Mødestedet, — det
var vel en lille Fjerdingvej fra Vadum
Præstegaard, — da blev jeg ved at gjen-
tage de Ord for mig, og det var helt,
som om de ikke kunde betyde andet,
end at han kom helt sikkert. Jeg følte
blot en Ængstelse for, hvad han vilde
sige.
Jeg var der et Kvarter før Tiden. Jeg
lyttede først til Sø-Fuglene og Frøerne,
der sang og trilrede uafbrudt. Men efter
som Minuterne gik, da hørte jeg kun
Væden i Engbunden: det var, ligesom
Jorden hele Tiden drak eller mimrede
den ind i sig, ganske sagte, — det lød
ligesom det, Krabberne siger med deres
Munddele, naar de er kommen op paa
tørt Land. — Det er mig helt umuligt
at sige, om jeg tillige vidste eller ikke
vidste, at Klokken imidlertid var bleven
tyve Minuter over fem. Men da faldt de
første tunge Regndraaber af et Torden-
Uvejr, som var trukken op, uden jeg havde
=—- 223 — -
Frøken Therese Herning
mærket det, og da saae jeg paa Uhret —
og vidste, at nu var alting forbi. Aa, jeg
tror, det er meget værre saadan at glide
over i Ulykken, uden at der sker noget,
end naar Ulykken kommer, saadan at
man kan see og sanse den. Og derfor
var det ogsaa, ligesom Torden-Uvejret
blev til selve Ulykken, det blev til en
Rædsel, som jeg aldrig før havde kjendt,
og som jeg aldrig senere kan glemme."
Atter brød Graaden op hos Frøken
Therese; men Børnene klyngede sig til
hende, fulde af Angst og Beundring. For
hvad havde Fa'er og Mo'er oplevet, eller
hvad var der hændet dem selv, der kunde
sammenlignes med, hvad her var fortalt ?
Og hvor var der nogen i disse Egne,
der havde været saa skjøn og saa ung
som Frøken Therese!
*
Aksel var opfyldt af disse samme Tan-
ker, da han Dagen efter, Søndag Efter-
middag, tilfældig sad inde i Spisestuen,
mens de Voksne, — hans Forældre og
Frøken Therese, — drak Kaffe. — Han
syntes at hans Fader egentlig talte saa
dumt til hende, og saa koldt, sad og
smaadrillede hende, uden at ane, hvem
hun i Grunden var, eller hvor skjøn hun
var, — eller dog havde været.
Under en Pause i Samtalen hørte man
gamle Else Marie snakke og snakke inde
i Sovekamret.
„Naa, lille Frøken Therese," sagde
Præsten, „nu er øjeblikket der. Nu for-
tæller hun atter sine gamle Kærestehisto-
rier. De maa ind og nedlægge Forbud
derimod, til Værn for Deres kjære Ele-
ver."
Frøken Therese sagde ingen Ting.
Men Aksel saae at der løb nogle nervøse
Trækninger hen over hendes Underansigt.
Straks efter rejste hun sig pludselig, stod
et Øjeblik og kjæmpede med sig selv,
men brast saa i heftig Graad, og gik
med Lommetørklædet for Øjnene ud af
Stuen, ind paa sit Værelse.
Pastor Nielsen saae ganske forbavset
efter hende. Han havde heller aldrig før
seet hende græde. Han meldte Pas overfor
Fænomenet, idet han slog ud med Hæn-
derne, trak paa Skuldrene, rystede paa
Hovedet.
Saa sagde han, henvendt til sin Kone :
„Ja, ja, ja! — hvad kjender voksne Men-
nesker til hinanden? Intet, siger jeg, in-
tet! — Naar undtages enkelte Ægtefolk,
saa veed vi Voksne intetsomhelst om hin-
anden, for vi kan kun see med vore
egne, voksne Øjne, — vi er blottede for
al inderlig Forstaaelse!"
Men Aksel forstod rigtignok hellerikke,
hvad der netop nu havde mindet Frøken
Therese om Gaardsdagens Begivenhed. —
Hvad kunde overhovedet minde om eller
lignes ved den!
224 =-_
cmz^a
NYT OM REMBRANDT
Af Karl Madsen.
Efter at d. 15. Juli 1906 300-Aarsdagen
for Rembrandts Fødsel er bleven fejret
med store Festligheder i Holland under Lyk-
ønskninger fra hele Verden, med Udgivelsen
af talrige Bøger, Pjecer og Afhandlinger om
ham og Reproduktioner efter hans Vær-
ker, med Rembrandt-Al-
manaker, Rembrandt-
Cigarer, Rembrandt- Li-
kører o. s. fr., har et
lille Hefte bragt en
Række ny og delvis
overraskende dokumen-
tariske Oplysninger om
Kunstneren. Bl. a. den,
at han ikke er født
1606. Verden var kom-
men for sent med sin
Hyldest til Rembrandt.
Heftet, der er ud-
givet , af en ukendt M.
C. Visser under Med-
virkning af C. Hofstede
de Groot, fremkommer
som første Supplement
til de af denne udmær-
kede Forsker i „Quel-
lenstudien zur hollåndi-
schen Kunstgeschichte"
samlede „Urkunden uber
Rembrandt". Hans Navn
og Heftets videnskabe-
lige Præg med Facsi-
mile- Gengivelser af de
vigtigste Dokumenter
synes at borge for, at
der ikke kan foreligge •"*
nogen Mystifikation.
Længe har man vidst, at den Kilde for An-
givelsen af Rembrandts Fødselsaar, som sy-
nes den sikreste, ikke er det. Rembrandt
holdt daarligt Regnskab med sine Aar, som
med meget andet. 1631 opgiver han paa et
raderet Selvportræt sin Alder som 24 Aar,
Rembrandt i Arbejdsdragt. Tegning. Heseltines Samling.
225
Nyt om Rembrandt
Juni 1634, da han gifter sig med Saskia,
som 26. Men i de særdeles omhyggeligt
udarbejdede Biografier, Borgmester Orlers i
sin 1641 udgivne Stadbeskrivelse af Leiden
har meddelt, siger denne paalidelige Forfatter :
„Rembrandt van Rijn, Søn af Harmen Ger-
ritszoon van Rijn og Neeltgen Willems van
Suydtbrouck, er født i Byen Leiden den
15. Juli i Aaret 1606«.
Borgmesteren i Leiden har søgt nøjagtige
Oplysninger og fortjener ubetinget Tiltro.
Men som adskillige
andre gode Bøger har
vel ogsaa hans Bog
mange Trykfejl. Byen
Leidens Sekretær, Dr.
Gerard van Hoogeveen,
en Kunstven og en
Kunstnerven, har, —
efter hvad det nævnte
Hefte beretter — straks
da Bogen udkom, rettet
Trykfejlene i sit Eks-
emplar, der nu findes
i British Museum. Der-
imellem 6 Tallet i 1 606,
i Marginen er det er-
stattet med et 5 Tal.
For Rettelsens Rigtighed taler Rembrandts
Immatrikulation som Student ved Leidens
Universitet: „20. Mai 1620. Rembrandus
Hermanni Leydensis an. 14 stud. litt. apud
Parentes." Orlers beretter, at Rembrandts
Forældre, Møllerfolkene, hvis Velstand godt-
gøres af * adskillige Dokumenter, — ønskede
at give deres Søn en videnskabelig Uddan-
nelse, saa at han med Tiden kunde opnaa
en Embedsstilling i sin Fødeby, men da al
hans Hu stod til Kunsten, nødtes de til at
tage ham ud af Skolen og efter hans Ønske
føre ham til en Maler. Hoogeveen har i
Marginen rettet Ordet Skole til „Academie'*
og tilføjet: „Dette fandt Sted i Aaret 1624.«
Ogsaa dette lyder ganske rimeligt. Rem-
brandt skulde altsaa mod sit Ønske have
Formentligt Portræt af Rembrandts Fader.
Radering.
besøgt Universitetet i omtr. 4 Aar. Vi har
jo allerede længe vidst, at han ikke, som
man i gamle Dage troede, var noget ukul-
tiveret Naturgeni uden mindste boglig Dan-
nelse.
Efter Orlers kom Rembrandt i Lære hos
„den welschil derende" Jacob Isaacxsz van
Swanenburch, hos hvem han blev omtr. 3
Aar, under hvilke hans Kunstnervækst vakte
Kendernes højeste Undren. Længe har vort
Galleris 16 18 daterede „Procession paa
Peters- Pladsen i Roma
været det eneste
kendte Billede af Rem-
brands første Lærer;
Frimmel har nyligt i
Augsburg fundet et
Billede af samme me-
get ringe Kunstner-
haand (Blåtter fur
Gemåldekunde, Juli
1905). Jacomo Swa-
nenburch, som han
stedse selv kaldte sig,
har ikke kunnet lære
sin Elev nogetsomhelst
ud over det rent haand-
værksmæssige : at rive
og blande Farver, at grunde Træplader og
Lærreder, og sy Lærrederne paa Blind-
rammer, som man dengang brugte det. Efter
sin egen Forklaring, som han har afgivet,
da han Nov. 1608 i Neapel blev stævnet
for Inkvisitionen, havde han i Venedig lært
sig Malerkunsten ganske paa egen Haand
uden nogen Lærer. Anledningen til, at In-
kvisitionen æskede Forklaringer af den da
37 aarige Maler, som allerede en halv Snes
Aar havde været bosat i Neapel, var Op-
hængningen udenfor hans Bod i Largo della
Carita af et stort Billede, som fremstillede
en Heksesabbath med mange pikante Enkelt-
heder, bl. a. Hekse der tilbad den lede
Satan selv, et Billede af lignende Art, som
et Cornelis Sachtleven (med Urette; tilskrevet
-=- 226
Nyt om Rembrandt
Billede, der hænger paa Kronborg og kaldes
„Søndagsbarnets Syn." De hellige Fædre
ønskede gerne at vide, hvorfra Maleren
vidste saa god Besked om Heksenes Færd,
og Swanenburchs forvirrede Forsikring om,
at en ukendt Herre, han aldrig havde genset,
for 7 Aar siden havde bestilt Billedet og
under sin Kappe fremdraget et andet, som
skulde tjene ham til Vejledning, var ikke
egnet til at afvæbne deres Mistanke. Der
gik jo nok underlige Ting i Svang i Nabo-
byen Benevent. Men
i det andet Forhør
klarede Swanenburch
sig godt. Paa Spørgs-
maalet om, hvorledes
det skal forstaas, at
han erklærer Heksenes
Tilbedelse af Satan for
sin egen Opfindelse,
svarer han: „Fra flere
Mennesker har jeg
hørt, at det er Heks-
enes Skik, og ogsaa
min Skriftefader har
sagt, at Heksene hen-
giver sig til Djævlen;
aldrig har jeg tænkt
ved dette Billede at
gøre noget, der var
ondt.* Inkvisitionen synes derefter at have
ladet denne Hollænder, der altsaa havde omvendt
sig til Katolisismen, gaa i Fred. (Sagens Akter,
der først har været offentliggjorte 1890 i Atti
della Real. Accademia di Napoli, er refererede
og kommenterede i Januarheftet 1905 af det
hollandske Tidsskrift De Katholiek). 1617
vendte Swanenburch med sin neapolitanske
Hustru og deres 4 Børn hjem til sin Fødeby
Leiden, hvor han, * som Galleriets Billede
viser, udnyttede Minderne fra Italien og —
maaske i endnu højere Grad — de kobber-
stukne Prospekter, han havde hjembragt derfra.
Rimeligvis har Rembrandt under sin lange Lære-
tid hos ham hørt mere Italiensk end Hollandsk.
- 227
Portræt af Rembrandts Moder.
Radering.
„ Derefter," siger Orlers, „har hans Fader
fundet det for godt at lade ham komme til
den berømte Maler P. Lastman, som boer i
Amsterdam, for at han hos denne kunde
blive oplært og undervist mere og bedre;
efter at have været her omtr. 6 Maaneder,
besluttede han at udøve Malerkunsten paa
egen Haand, og har deri haft saa god Lykke,
at han er bleven en af vor Tidsalders berøm-
teste Malere."
Rembrandt ei aabenbart ikke kommen til
Lastman som en af de
almindelige Lærlinge,
der skulde løbe By-
ærinder, feje op og
fremfor alt lære at
lyde Mesteren og hans
Kone, men som en
ung haabefuld Maler,
for hvis første Skridt
paa Kunstnerbanen en
erfaren Mesters Vejled-
ning kunde være til
Nytte. Rembrandts
nærmeste Maal var at
kappes med det to Aar
yngre Leidener - Vid-
underbarn Jan Lievenz,
som, efter et Par Aar
at have staaet i Lære
hos en lokal Maler, 10 Aar gammel var
bleven Elev af Pieter Lastman, og endnu
i sine Drengeaar havde sat hele Leiden
i Undren ved den mirakuløse Færdighed,
hvormed han malte Kopier og Originaler.
Lastman var ulige dygtigere end Swanen-
burch. Høyen siger, at hans Billede i Bede-
stolén paa det afbrændte Frederiksborg
af Gangen til Golgatha „var saa fuld af
Alvor og ejendommelig Charakteristiky at
man maatte tænke paa Rembrandt ved at
se dette Maleri af hans Lærer." Ogsaa Last-
man havde levet i Italien, 3 — 4 Aar, og der
var han bleven stærkt indtagen af den ro-
mantiske Poesi i Tyskeren Elsheimers stem-
16
Nyt om Rembrandt —
ningsmættede Smaabilleder. Hvor tørre og
massive Lastmans Billeder end kan være,
gav de Rembrandts Fantasi Grundlaget for
hans Forestillinger om Orientens Eventyrland,
Skuepladsen for alle de bibelske Optrin. I
Inventariet over Rembrandts Bo 1656 op-
føres foruden to Bøger med Tegninger af
Lastman et Maleri af ham, en Tobias. Noten
i „Urkunden iiber Rembrandt", der oplyser,
at Lastmans Billede af Englen, som viser sig
for den gamle Tobias, solgtes 31. Marts
1788 paa en Auktion i Amsterdam, burde
have tilføjet: Dette 1618 daterede Billede
hænger nu i den Moltkeske Samling i Kø-
benhavn.
For kort Tid siden er der fundet et lille
Billede, som aldeles bærer Præget af at
være malt af Rembrandt i Lastmans Atelier,
i alt Fald gør Lærerens Indflydelse sig langt
stærkere gældende i denne Fremstilling af
Profeten Bileam, der slaar sit Æsel, end i
noget andet af Rembrandts Ungdomsarbejder.
Det findes nu i en Samling i Haag og er
afbildet i Zeitschrift fur bildende Kunst Okt.
1905. Blandt de i Supplementsheftet til
„Urkunden iiber Rembrandt" fremdragne
Oplysninger hører en Efterretning om detle
Billede til de mærkeligste. Rubens skal paa
sin Rejse i Holland 1627, have set dette
Billede og udtalt sig rosende om det, da
han med sin Rejsefælle, den tyske Maler
Sandrart, besøgte en hollandsk Rigmand og
Kunstelsker. Som Kilde for denne Oplys-
ning nævnes Sandrarts Selvbiografi, et Værk,
hvis Tilværelse hidtil har været ganske
ukendt. Besynderligt nok anvender Rubens
paa Rembrandts Billede næsten ganske de
samme Ord, som han efter Sandrarts „Teut-
sche Academie" bruger under et Besøg hos
Honthorst om et Ungdomsarbejde af Sand-
rart selv. Skulde Sandrarts „ Selvbiografi"
være et Falsum?
I hvert Fald er det sikkert nok, at allerede
Rembrandts første Værker tildrog sig stor
Opmærksomhed. Omtr. 1628 har en hol-
landsk Kunstelsker (Arent van Buchel) mellem
andre Bemærkninger om Malere noteret om
Møllersønnen fra Leyden: „Han sættes
højt, men det er for tidligt." Omtrent
1631 har en klog, fint dannet og indfly-
delsesrig Mand, Constantin Huygens, i et
Brudstykke af en Selvbiografi nedskrevet en
Lovsang over de to unge Malere Rembrandt
og Lievenz, som nu hjemme i Leiden kap-
pedes med en Flid, saa Kinderne blegedes
og Sundheden stod i Fare, Drenge at se til,
men sande Mestre, som ikke stod i mindste
Gæld til deres uduelige Lærere, der maatte
beskæmmes, om de fik Lærlingernes sjælfulde
Arbejder at se. Kun Skade, at de ikke brød
sig om at rejse til Italien, men paastod, at
der fattedes dem Tid dertil, og at man
ogsaa udenfor Italien kunde lære den bedste
italienske Kunst at kende.
1631 overflyttede Rembrandt til Amster-
dam, hvor det store Gruppebillede af Nico-
laes Tulps Anatomi forelæsning, Hundreder
af andre gode Portrætbestillinger, Passions-
billederne til Statholderen, og de mange
Elever, Rembrandt fik, maa have skaffet .
ham meget betydelige Indtægter. 1634 giftede
han sig med den indtagende og velhavende
Saskia van Uylenburch; 1639 købte han
Huset -i Joden-Breestraat. Men Købesummen
blev aldrig fuldt udbetalt, hans Pengesorger
begyndte, hans Gæld voksede stærkere end
Indtægterne. Han var letsindig i Penge-
sager; han havde en næsten ubetvingelig
Attraa mod noget nær alle de Ting, i hvilke
hans Kunstnerøje fandt Belæring og Behag.
Han køhte Malerier af Rubens, af de store
Italienere, af de gamle Flamlændere, af
Brouwer, af nyere Landsmænd, og det har
sikkert været ham en Sorg, at han paa en
Auktion i Amsterdam 1639 ikke kunde er-
hverve Rafaels Portræt af Balthasar de Cas-
tiglione, — nu i Louvre, — men maatte
nøjes med at skitsere dets Anordning i en
Tegning, paa hvilken han har noteret Salgs-
prisen, 3500 Gylden. Han købte Tegninger
228 —
Nyt om Rembrandt
~i*^
af alle Mestre, han erhvervede saa at sige
alt, hvad der nogensinde var frembragt af
ypperligt eller mærkeligt i Kobberstik og
Træsnit; sikkert har aldrig nogen anden
Enkeltmand ejet en Kobberstiksamling, der
kunde maale sig med Rembrandts i Værd.
Han gemte ogsaa de bedste Tryk af sine
egne Blade, saa i den Henseende rammes
han ikke af den Anke, en Spøgefugl har
rettet mod Rembrandt som Samler, at han
var uklog nok til stedse at skille sig af
med sine Rembrandter. Han købte ogsaa
Billedhuggerarbejder i Originaler eller Afstøb-
ninger, Vaa-
ben, Natura-
lier, oriental-
ske Genstande,
keramiske Sa-
ger og vene-
tianske Glas ;
Perlesnorene
om Saskias
Hals og Arme
var efter Guld-
smedens Vid-
nesbyrd ægte,
som Diaman-
terne i hendes
Fingerring og
Øresmykker
og Sølvtøjet
paa hendes
Bord.
Aabenbart
købte Rem-
brandt adskil-
lige Kunstsa-
ger for atter
at sælge dem.
Han var Ven
med alle Am-
sterdams
Kunsthandlere
og selv Kunst-
handler; det
<,-£k
*v/iiM>:
' vi
Portræt af Sasksa. Tegning. Berlin. Underskriften lyder: „Det er tegnet
efter min Hustru, da hun var 21 Aar gammel, den tredje Dag efter vor
Forlovelse. 8. Juni 1633."
var jo en ærlig Levevej. En af Akterne fra
1634 nævner Rembrandt som „ Købmand a ; mel-
lem hans mange Erhvervelser paa Auktioner
forekommer ogsaa (1637) Indkøb i store Par-
tier af de samme kobberstukne Blade. Men
Rembrandt var som Kunsthandler mærkværdig
og umulig, optændt af Lidenskab for Varerne,
hvad Kunsthandlere neppe bør være og
sjældent er, saa hidsig og flot i sine Bud,
at Samtiden korsede sig derover, og synes
at have Grund dertil. Helt ned til Italien
var det rygtedes; Baldinucci fortæller derom.
Hoogstraaten anfører i sin Bog som de mær-
keligste Eks-
empler paa høje
Priser for Kob-
berstik^ Rem-
brandt har be-
talt 80 Rigs-
daler for Lucas
van Leidens
Uglspil og end-
nu mere for
samme Mesters
„runde Pas-
sion." Sand-
rart beretter,
at en Elev af
Rembrandt har
set ham betale
1400 Gylden
paa en Auk-
tion for 14 af
Lucas van Lei-
dens Kobber-
stik. En Mand,
der betalte slige
Ting med Pri-
ser, hvis Mu-
lighed ingen
havde tænkt
sig, havde kun
ringe Udsigt til
at sælge dem
igen med syn-
%
229
Ny i om Rembrandt
derlig Fordel. — Rembrandt har været regnet
for Typen paa de Genier, der med Skyklapper
for Øjnene gaar deres egne sære Veje uden
i mindste Maade at bekymre sig om hvad
andre Kunstnere har skabt. Og det viser
sig, at han, maaske i større Omfang end
nogensomhelst anden, har gjort indtrængende
Studier i Kunst af enhver Form og Art.
Han har eftertegnet Kompositioner af Man-
tegna, Leonardo, Rafael, Carpaccio, Gentile
Bellini, Medaljer af Vittore Pisano og — i
stor Udstrækning — persiske Miniatyrer,
thi han havde ogsaa den mest levende In-
teresse for Ting, Samtiden ikke skattede
efter Værd. Han synes at have Aarhun-
dreder forud for sin Tid i rigtig Opfattelse
af de sande kunstneriske Værdier. Han be-
undrede van Eyckerne og deres Efterfølgere;
i et Brev fra 1666 fortæller en fornem Dame,
at Rembrandt har budt hende 1000 Gylden
for at komme i Besiddelse af et gammelt,
Holbein tilskrevet Portræt af en af hendes
Forfædre, der var fremstillet med sin Skyts-
helgeninde ved Siden. Nyere Kunsthisto-
rikere — især W. Valentiner i sin Bog
„ Rembrandt und seine Umgebung" — har
forsøgt at optrevle en stor Del af Rem-
brandts Kompositioner for at gribe de Enkelt-
heder, der røber Indtryk af Kunstværker,
som er passerede gennem Rembrandts Hæn-
der eller for hans Øjne. Det er gyngende
Grund, paa hvilken det er farligt at vove
sig ud. Hvorfra end Stoffet kom, blev det
Guld, Rembrandt gav ud, præget med hans
selvstændige Personligheds skarpe Stempel.
Og han hørte jo — som Kunstner —
ingenlunde til dem, der maa laane sig frem
for at komme igennem Verden. Han havde,
som sin „praktiserende Alkymist" — det
gamle, rette Navn paa den Radering, der
senere kaldtes „Faust" og som saadan er
kopieret paa Titelbladet til første Udgave af
Goethes Digt, — Syner nok og stærke
Aander i sin Tjeneste; hans skabende Fan-
tasi er uden Lige. De Billeder af svundne
Tiders Mennesker, han malte, tegnede og
raderede, stod for ham med en saadan
Klarhed og Kraft, at han selv var den
første til at illuderes, betages afstemningen,
tro dem Virkelighed, ikke Digt. Han, der
ellers klarede sig helst og bedst uden de
skrevne Ord, har taget dem til Hjælp for at
udtrykke sin Forbitrelse mod Farisæerne,
saaledes som han saa dem staa levende for
sig, da han vilde fremstille Kristus, der
undskylder den i Utugt grebne Kvinde.
Paa Bagsiden af en Begravelsesindbydelse
fra 1659 har han tegnet en flygtig Skitse
af Motivet og skrevet derved: „I den Grad
forhippede paa at indfange Kristus ved hans
Svar i Snarer, kan de Skriftkloge ikke af-
vente Svaret." Paa en Tegning af den
blinde Belisar har Rembrandts store, med-
følende Hjerte skaffet sig Luft i de Ord:
„Forbarm Jer overen stakkels Bellisaro, som
vel engang var i stor Anseelse for sine
mandhaftige Gerninger, men som Misundelsen
har blindet!"
Rembrandt havde nok personlige Grunde
til ikke at ville Farisæerne vel. Trods Men-
neskevennens Advarsel havde de kastet Sten
paa en Kvinde, der — mange Aar efter
Saskias Død — var bleven hans, uden at
nogen Præst havde lyst Velsignelse over
Parret. Da de onde Tider kom over hamr
som de var 'kommen over den stakkels Be-
lisar, da Ulykkerne ramte ham, — Faliten,
Salget af alle hans Kunstsamlinger og af
hans Hus, — synes den dygtige lille Bondepige
Hendrikje Stoffels at have været den, der
blev den slagne Mands bedste Hjælp og
Støtte. Med Saskias unge Søn Titus gik
hun i Kompagni om en Kunsthandel, hvor
Rembrandt skulde være Konsulent, og naaede
at føre ham sikkert i Læ for alle Kredi-
torernes Efterstræbelser. Rembrandts sidste
Aar har vel i mange Maader været triste,
— baade Hendrikje og Titus gik i Graven
før ham, — men rent økonomisk har han
været bedre stillet end man har troet. Kunst-
— ■: 230
Nyt om Rembrandt
handelen var ingen almindelig Marskan- Tre Dameportræter fremstiller efter Valen-
diserbod ; Rembrandts førnævnte Tilbud om tiners Mening samme Person, altsaa Magdalena
at købe en formentlig Holbein for 1000 van Loo. Han tilføjer : „Ikke med fuld saa stor
Gylden viser, at han har haft Penge til Raa- Sikkerhed tør jeg udtale den Formodning, at
dighed. Magdalena ogsaa findes gengivet paa Billedet i
Man har tidligere troet, at Rembrandt København fra 1656 i 15 Aars Alderen,
aldeles intet efterlod sig ved sin Død, der Thi Blomsten i Haanden kunde tyde paa,
indtraf 4. Ok-
tober 1669.
Men det er
ikke Tilfældet.
Bohavet, der
blev registre-
ret den føl-
gende Dag, var
godt, om end
ikke pragt-
fuldt. Kunst-
sagerne var an-
bragt i 3 af
Notaren af-
laasede Værel-
ser. Salget af
disse Kunst-
sager synes at
have indbragt
en forholdsvis
anselig Sum.
Endnu ved
vi paa mange
Punkter kun
lidt om Rem-
brandt sidste
Aar. Hvorfor
fandt hans Ko-
Forraentligt Portræt af Rembrandts Sen Titus.
Kanns Samling: Paris.
at den Frem-
stillede var for-
lovet, og dette
taler ikke godt
for Formodnin-
gen, da Rem-
brandts Søn
var for ung."
Et Blik paa
Dameportrætet
i vor Samling
vil vistnok
overtyde en-
hver Ikke-
Kunsthistori-
ker om, at
den Fremstil-
lede umuligt
kan være noget
15 Aars Pige-
barn.
Tidligere har
dette Portræt
været antaget
for at frem-
stille Hendrikje
Stoffels. .Hun
var i 1656
lossalbillede af Claudius Civilis ikke bli- 30 Aar gammel, hvad der passer bedre
vende Plads paa Amsterdams Raadhus, til med den Fremstilledes Alder. Billedets
hvilket det var bestemt? Hvem er Modellerne ejendommelige lyriske Sødme, den milde,
for Familjebilledet i Brunsvig og den saa- enfoldige trofast hengivne Sjæl, der lyser
kaldte „Jødebrud" i Amsterdam? Rimeligvis fra de klare, brune Øjne med Genskær
har Modellerne hørt til Malerens nærmeste af Varmen i Hjærtet, tyder i hvert Fald
Omgivelser; Valentiner har med Bodes Sam- paa, at den Fremstillede har staaet Rem-
stemning fremført den Gisning at „Jøde- brandt nær og været ham kær. Men der
bruden* fremstiller Rembrandts Søn Titus er saa mange og indbyrdes ret forskellige
med dennes Hustru, Magdalena van Loo. Portræter, der melder sig med Krav paa
231
Nyt om Rembrandt
Muligheden af at fremstille Hendrikje. Rem-
brandt synes ikke altid at have haft Held
med at træffe, den ydre Lighed; i en Rets-
sag 1654 paastaar en portugisk Købmand,
at et hos Rembrandt bestilt, endnu ufærdigt
Portræt af hans Datter aldeles ikke ligner
hende. Billeder, der synes at være Por-
træter, er maaske rent maleriske Studier,
hvor Virkeligheden omdigtedes eller farvedes
i et romantisk Skær af Kunstnerens sære
Drømme. Ofte har han jo pyntet sig selv
og sine nærmeste i fantatiske Skrud, og
under fantastiske Navne gik slige Fremstil-
linger ud i Verden. Maaske er det et af
Rembrandts Selvportræter, der 1679 i For-
tegnelsen over Rembrandts Raderinger i en
Kunsthandlers Bo nævnes som „Raetsheer
van sijn majestijt in Polen" ; Raderinger efter
Studier af Rembrandt fik Navne som „Philon
le Juif," „Mahomet," „Georgius Ragocy",
„Scandrebec Roy d'albanie", „L'Eunuque de
la Reijne de Candaces." „ Jødebruden " turde
neppe være ment som et egentlig Portræt-
billede. Trods alle mere eller mindre skarp-
sindige Gisninger er det endnu Kunstnerens
uafvristede Hemmelighed, hvem der har været
Billedets Modeller.
Om de Vilkaarligheder, Rembrandt tillod
sig som Portrætmaler, fortæller Houbraken
følgende kuriøse Historie:
„Det hændte, at han havde et stort Por-
trætbillede, paa hvilket Mand, Kone og Børn
stod, under Arbejde; da Billedet var næsten
færdigt, døde uventet en Abe, han ejede. Da
han ikke havde noget andet Lærred ved
Haanden, malte han denne døde Abe ind
i det nævnte Billede, hvad Folkene havde
meget imod, da de ikke vilde have, at deres
Portræter skulde staa til Pynt ved Siden af
Portrætet af en afskyelig kreperende Abekat.
Men nej: Han havde saa stor Kærlighed
til den døde Abes Kontrafej, at han
hellere selv vilde beholde Billedet ufuldført
end for at behage dem koste den ud.
Saadan blev det, hvorfor det omtalte
Stykke ogsaa senere hen har gjort Tjeneste
som et Skærmbrædt for hans Elever."
Anekdoten synes ikke troværdig. I det
samme lille Hefte, der meddeler os, at Rem-
brandt er født 1605 og at Rubens med
Interesse har set et af hans tidligste Arbejder,
aftrykkes dog et Dokument, der udgiver sig
for en Liste over Billederne i Rembrandts
Dødsbo, og mellem dem staar opført „et
stort ufuldført og stærkt beskadiget Stykke
med seks Portræter, derimellem en Abe.a
Ogsaa andre af Listens Oplysninger [vilde
være mærkelige, hvis denne Liste fortjente
Tiltro.
En Notits i „ Kunst- Chronik" har imidlertid
bekræftet Rygterne om Aktstykkernes Upaa-
lidelighed. Listen er et Falskneri ligesom Fler-
tallet af de i „Supplementsheftet" til „Die
Urkunden uber Rembrandt" meddelte Doku-
menter. Sammen med en anden hollandsk
Kunsthistoriker, W. Martin, har Hofstede de
Groot ofret et betydeligt og besværligt Ar-
bejde paa at forfatte disse Dokumenter og
give dem Sandsynlighedens Præg. Han har
kun tilsigtet at udsende en Spøg, et lille
lystigt „Satyrspil" i Anledning af Rembrandt1
Festen.
Vittigheden i denne Spøg vilde have været
lettere at opfatte, hvis Heftet f. Eks. havde
indeholdt en Takkeskrivelse fra Rembrandt
til Hofstede de Groot for al den Ulejlighed,
han havde skaffet Kunsthistorikerne. Men
Heftet indeholder kun ved Siden af nogle
Aktstykker — f. Eks. Sandrarts Ros af
Rembrandts Farveharmoni, — falske Doku-
menter, som er saa nydeligt byggede over
snilde Sandsynlighedsberegninger, at deres
Meddelelser ikke synes urimelige. Det var
jo dog muligt, at Oders Bog kunde have et
fejltrykt Aarstal, at Listen over Billederne i
Rembrandts Dødsbo kunde være genfunden,
selv at Rubens paa sin Rejse i Holland 1627
kunde have set et Ungdomsværk af Rem-
brandt og fundet det talentfuldt.
Vi tør da uden Skam glæde Hofstede de
-^ 232
Nyt om Rembrandt
Groot ved at tilstaa vor Lettroenhed, saa
meget mere, som den jo dog ogsaa for en
Del skyldes overdreven Tiltro til ham. Denne
udmærkede Forsker, et sandt Arsenal af
Viden om de hollandske Malere, selv de
ubetydeligste, har aldrig tidligere aabenbaret
nogen Art af Vittighed. Han har skrevet
om Kunstnere og Kunstværker, som Ento-
mologer skri-
ver om Arter
af Fluer og
Myg, med den
tørreste og paa-
lideligste Sag-
kundskab. In-
tet Under, at
hans Autoritet
har kunnet
fejre en Tri-
umf ved at
lade os antage
falske Doku-
menter for
ægte. Han er
næppe selv
hævet over
Fejltagelser af
lignende Art.
En i vore Øjne
meget slet Kopi
efter et Billede
af Rubens i
den Lichten -
steinske Sam-
ling blev i Sommer tilbudt Museet i Køben-
havn for 35000 frcs. med Hofstede de Groots
Attest for at være en ægte Rubens. Attesten
var næppe nogen Spøg eller noget Falsum.
„On ne badine pas avec famour.u Det
er derfor ret uforklarligt, at en fremragende
Kunsthistoriker har følt sig fristet til at
holde Kommers med Rembrandt, med Kunst-
historien, med de Aktstykker, som er Kunst-
historiens Basis. Hans Haan synes rettet
mod hans egne gode Gerninger, thi det er
Formentligt Portræt af Hendrikje Stoffels. Louvre.
jo netop en af hans største Fortjenester at
have samlet alle de ægte Aktstykker, der
vedrører Rembrandts Liv eller belyser Sam-
tidens og den nærmeste Eftertids Forhold til
hans Kunst. —
Rembrandts Død vakte ingen Opsigt, den sy-
nes at være bleven aldeles ubemærket af Almen-
heden, men Rembrandt hørte jo heller ikke til de
Kunstnere, der
bevægede sig
i Selskabslivet
og ikke mang-
lede ved fest-
lige Lejlighe-
der; han levede
stille, næsten
ensomt med sin
Kunst og sin
Kærlighed til
Kunst. Det
slikne Maleri
var komrr.en i
Mode, det aka-
demiske Pe-
danteri løftede
atter Hovedet,
de mest frem-
skredne af
Ungdommen
fordømte vel
allerede Rem-
brandts Kunst
som et farligt
Kætteri, delte
de Anskuelser, der 1681 kom til Orde i
Digteren Andries Pels' naive Straffepræken
og .1714 doceredes med komisk Vigtig-
hed som Aabenbarelser af den himmelske
Visdom i Uhyret Lairesses teoretiske Værk
„Groot Schilderboek." Men Rembrandts
Kunst havde ogsaa dengang sine Venner,
som den til enhver Tid har haft dem.
Er der i Tiden nærmest efter hans Død
end ikke faa Skribenter og Kunstdommere,
der laster ham, saa er der dog andre og
233
Nyt om Rembrandt
vistnok flere, der roser ham. Selv om vi
nu ikke synes, at de roser ham nok, erkender
de ham for en stor Kunstner, men de staar
ham for nær til at opfatte Omfanget af hans
Storhed og indse, at alle de Smaatalenter,
de skænker næsten fuldt saa gode Ord, er
Dverge ved Siden af denne Kæmpeskikkelse.
Kun hos en enkelt, Wybrand de Geest jun.
i Kabinet der Statuen, 1702, finder vi den
rette Arrigskab over Undervurderingen af
den stolte Kunstners berømmelige Værker,
tindrende Forargelse over den himmelraabende
Uforstand, der gjorde den attesterede Kends-
gerning mulig, at et Portræt af Rembrandt
kunde blive solgt for lumpne seks Styver
(omtr. 2 Kroner).
Fra Rembrandts egen Levetid, fra hans
siste Aar, er nogle Vers af Digteren Jere-
mias de Dekker, der udtaler Venskab for
Rembrandts Person og Højagtelse for hans
Kunstnerværd. Saaledes i en 1660 udgiven
Bog et net Digt om Rembrandts Kristus,
der efter Opstandelsen viser sig for Marie
Magdalene. Og i de 1667 udgivne „Rijm-
oefeningen" et langt Takkedigt til Rem-
brandt, der har malt Digterens Portræt. I
Epilogen til Shakespeares „As you like ita
anfører Rosalind Ordsproget „God Vin
trænger ikke til Vedbendbuske." Samme
Ordsprog anvender Jeremias de Dekker i
Digtets bedste Strofer:
„Saa vist som ædel Vin ej trænger til at smykkes
Med Vedbends grenne Krans;
Saa giver ingen Ros, som skrives eller trykkes,
Din Kunst forhejet Glans.
Din tapre Pensel bejed aldrig sig for Moden,
Den forte selv sin Sag,
Og bar sin Mesters Navn saa vide over Kloden
Som Hollands frie Flag."
Saa vidt er vel nok Navnet Rembrandt
først i vore Dage naaet. Dog var det ogsaa,
medens Kunstneren levede, tidligt trængt
langt ud over Hollands Grænser. Efter de
i „Die Urkunden uber Rembrandt" samlede
Aktstykker nævnes det første Gang fra Ud-
landet omtr. 1 640 i Fortegnelsen over Kong
Karl den førstes Malerier i Whitehall; snur-
rigt nok kan det godtgøres, at det ene af
de 3 Billeder, der her nævnes under Rem-
brandts Navn, ikke er malt af ham. Anden
Gang nævnes det 1641 i et Brev fra Paris,
hvor Rembrandts Billede af Profeten Bileam
er bleven takseret. Tredje Gang nævnes det
i Danmark. Dokumentet, hvori det fore-
kommer, har ikke tidligere været offentlig-
gjort, og denne Artikel kan saaledes lapse
sig med at offentliggøre et ukendt Aktstykke,
vedrørende Rembrandt. Allerede i Bering
Liisbergs Bog om Kunstkammeret nævnes
S. 130 og S. 190 Køb af Rembrandtske
Raderinger under Christian IV til den ud-
valgte Prins; efter godheds fuld Meddelelse
fra F. R. Friis maa herved sigtes til følgende
af Boghandler Jørgen Holst til Prins Chri-
stian 15. Maj 1646 indgivne Regning:
170 Kupfferstucken Reiahlbogen å 1 £ 8 (1 —
42 Rthl. 3 $
1 Der Schlacht grosz 1588 1 — 3 -
1 Rembrandt Ecce Homo Ori-
ginael 2 — 3 -
149 Allerhand boegen kunst å 8 (J 12 — 3-
190l/a folien å 4 (i 7 — 1 - 8 fl
1 Regum Daniæ Icones folio 2 — 3 -
I al sin Beskedenhed har dette Aktstykke,
til hvilket Originalen findes i Rigsarkivet,
(Afregninger, gi. Signatur I, 3, ny Signatur
VIII, 87) nogen Interesse. Thi det er første
Gang, og, saavidt endnu vides, i Rembrandts
egen Levetid eneste Gang, at en Radering
af ham nævnes solgt udenfor hans eget
Land.
Aktstykker er herlige. Anlangendes al
anden Kunsthistorie, kan man sige med Ihu-
kommelse af Landsbydegnens Yndlings-Skrift-
sprog, dens Dage ere som Græs; naar Vejret
farer over den, da er den ikke mere.
Ganske uforstaaelig er derfor den Vigtighed,
med hvilken adskillige Kunsthistorikere efter-
haanden har fundet for godt at udkramme
deres formentlige Visdom, den Alvor, med
^= 234
Nyt om Rembrandt
hvilken de gentager omtrent de samme Ord,
et Digt af Hauch i et bittert Udfald mod
Videnskabens Arrogance lægger „den Vise"
i Munden: „Saavidt vor Viisdom stegen er
til Dato!" De synes næsten nære samme
Opfattelse af Kunst, som den nævnte Vis-
mand har af Maanen: „Til Nytte kun for
os, for ingen anden." Men vi Kunsthisto-
rikere er jo dog blot Kunstens allerringeste
Tjenere. Formaar vi at hjælpe andre lidt
til Glæde over det, der glæder os, saa magter
vi heller ikke mere. Jeremias de Dekker
har Ret: Rembrandt trænger egentlig slet
ikke til vor Anbefaling, vor Roes giver ikke
stærkere Straaler til det Lys, der strømmer
ud fra hans egne Værker. I uendelig Af-
stand over os staar den store Kunst, og
hvad enten den forstaas eller ej, hvad enten
den drager Menneskesindene mod sig eller
kun møder de sløve og dumme Øjne, byder
den stedse ny Slægters Sjæle sin Aaben-
baring af Skønhedens Riger, lyser med lige
uformørket Glans over vor Vugge og over
vor Grav.
235
éMi):*»>aKt
NORGES POLITISKE OPGAVER I NUTIDEN,
SEET I FORTIDENS LYS
Af P. 0. SCHJOTT, Professor ved Universitetet i Kristiania.
Sperat infestis raetuit secundis
alteram sortem
Horats Od. II. ia
Nedenstaaende opsats er tilblevet i slut-
ningen af fonrige og begyndelsen af
indeværende aar, under det friske indtryk af
de politiske begivenheder, som da var ind-
traadt hos os. Den gengives her i væsent-
lig uforandret form. Hvad senere under de
nys stedfundne Begivenheder er kommet frem
i dagen, har ikke bragt noget nyt for den,
der ser nøgternt paa forholdene, men har
vistnok været egnet til at stille de stem-
ninger og tanker, jeg her har givet udtryk
i en skarpere belysning.
De har betydning, ikke blot for det ene
af de skandinaviske lande, men for alle tre.
Forholdene i dem er ikke væsentlig forskellige
og den indholdstunge sandhed, at naar et
Lem lider saa lider ogsaa de øvrige, har
endnu ikke tabt sin magt.
Det politiske liv er, det maa ikke glem-
mes, ligesaa vel som det økonomiske, love
underkastet. Skjønt ikke exacte , som f. ex.
de mekaniske og overhovedet de naturviden-
skabelige love, har de samme magt, og uden
dem sker overhovedet intet af det som fore-
gaar i det politiske livs. Disse love har
hos os i norden ei været — ialfald ikke i
fremtrædende grad — genstand for viden-
skabelig behandling. Og hvad er blevet
følgen? I mangel af theori er politik blevet
praxis — Kun praxis, og til og med en
saare kortsynet praxis. Man har levet af
dagen og for dagen uden blik for fremtiden.
Man har glemt at det er nødvendigt at se
stort paa store ting ; og følgen har da ogsaa
været, som det fra autoritativt hold, skaan-
selløst, men træffende er sagt : „smaa mænd,
smaa midler, smaat stel."
Det som skede hos os ifjor, føltes i den hen-
seende som en befrielse, — men man lever
ikke altid af 7de juni. Den stemning som
braat kommer, den braat gaar. Vi er, vi
norske som det synes, atter blevne os selv.
I mangel af videnskab, fyldes luften med
fraser, — udtryk for haab, bestemte til at
skuffes, forsæt, bestemte til at svigtes, og
for theorier, der forlængst har tabt det gran
af sandhed, der engang var i dem, og —
politiken gives rhetoriken i vold. Det kan
da ikke være en unyttig gjerning at se
dagens begivenheder i historiens lys. For-
holdene hos os og muligens ogsaa andet-
steds, maner, som det synes, dertil.
I
Der gives øjeblikke i hvert menneskes liv,
da man uvilkaarlig standser og ser sig om.
Livets jævne løb er blevet afbrudt, der er
indtraadt uventede begivenheder, store af-
gørelser, mer eller mindre forberedte; man
staar studsende i nye omgivelser. Thi mer
eller mindre klart dæmrer det for bevidst-
heden, at det som kommer, kan ikke maales
med samme maal som det der var før.
Under saadanne forhold vil enhver for.
standig og samvittighedsfuld mand, der har
fuld følelie af sin pligt og sit ansvar lige-
overfor sit land, og sig selv, uvilkaarlig
gjøre sig rede for det nye, som ligger for
ham, og bedømme sin kraft til at løse de
nye, opgaver efter det som alt er udrettet.
Som en atlet, der har tilbagelagt en del
af et vanskeligt løb med skranker, hindringer
og muligvis farer, som han i løbets fart er
kommet over i god behold uagtet han ikke
maalte deres storhed, eller maaske fordi han
ikke maalte dem, og ikke helt forstod dem
— ligesom en saadan, før han gir sig i
færd med den del som staar tilbage, fylder
sine lunger med luft og samler sine kræfter
for ei at forcere de indre organer under
det arbeide som forestaar, saaledes vil en-
hver forstandig mand, og ethvert folk, der
ser sig stillet ligeoverfor nye og store op-
gaver, veie før han vover.
Men af alle opgaver er denne at veie
sine kræfter den vanskeligste — den van-
= 236 --:
Norges politiske opgaver i nutiden
skeligste som den den er nødvendigste. Den
forudsætter nemlig ligevægt i sindet, og lige-
vægt er den planmæssige og regulerede kraft
— kraft i anden potens. Der er forskellige
sorter kraft. Der er tiltagets kraft og der
er udholdenhedens kraft. Den første er en
gave af en sund, livskraftig natur, den anden
en egen erhvervelse — en frugt af modnet
kultur. Den første er den vi i vort folk
kjender, den anden har vi, om ikke just at
skaffe os fra nyt af, saa dog at befæste
og udvikle.
Germanerne havde, siger deres første, store
historieskriver, den første kraft. De duede
— efter et moderne udtryk — helst til at
tage skippertag. Og den slags kraft maa ei
undei vurderes. Den kan udrette — og har
udrettet store ting. Men den er ikke altid
at stole paa. Man ser nemlig ikke saa
sjælden, at den, der har beseiret de store
vanskeligheder, ligger under for de smaa.
Skibe, hvis mandskab har klaret sig i storm
under overhængende fare, kan lide skibbrud,
under indre tvedragt, i havn.
Hvad der kan hænde den enkelte mand
eller det enkelte skibsmandskab, kan ogsaa
hænde et helt folk, og det saa meget mere
som opgaverne er større og mere sammen-
satte, og de kræfter som skal løse disse er
flere, og mere uberegnelige. Saa meget
vigtigere er det derfor at opgjøre paa for-
haand en plan — vigtigere, men ogsaa van-
skeligere. Saa vanskeligt i virkeligheden, at
det maa ansees for haabløst at tro paa for-
haand helt ud at kunne udføre det. Men
det kræves, i al fald i det enkelte, heller ikke,
thi fremtidens opgaver falder i dele, der, om
end sammenhængende som led i et system,
dog kun kan løses efter som de frembyder
sig. Det faar være nok paa afstand at pege
paa denne plan og disse dele. De enkelte
opgavers løsning beror paa forhold som
endnu ikke er fødte og vilkaar, som paa
forhaand ikke lader sig bestemme. At op-
tage denne plan i dens almindelige omrids
til overvejelse er nutidens sag og min hen-
sigt her er at levere et bidrag hertil. Frem-
tidens sag er det at føre overvejelserne ud
i livet.
Man vil her kunne møde med tvivl og
fremsætte den indvending, at hvad der an-
gaar samfundsforhold og statsstyrelse, alt-
saa al politik, er en praktisk bedrift og
ingen plads levner for ideologer. Denne
indvending har vi hørt før og under ganske
anderledes indviklede forhold end vore. Og
den har sin ret, specielt i kriser, hvor ge-
niale ledere har afgørelsen i sin stærke
haand. Men ogsaa kun da. Thi politik
maa ikke udarte til rutine. Og ganske vist,
vor politik har været drevet paa praktisk
vis. Vi har levet for dagen. Det vil sige
vor politik har ikke blot varet drevex, den
har drevet — drevet for den vind som har
blæst, selv om det maa erkj endes at vind-
retningen i det hele har været konstant, og
at der paa bunden af det hele har været
dybere kræfter, hvis samlede arbeide, ube-
roende af den enkelte, staa i forsynets haand.
Vor politik har, som sagt drevet for øje-
blikkets vind, og drevet slig, at vore ledende
politikere, i regelen, ved enden af sin bane
har staaet med ansigtet vendt mod de prin-
ciper, der ledede dem ved dens begyndelse —
forsaavidt, som der overhovedet har varet
principer. Aarsagen hertil ligger naturligvis
hos forholdene, ikke hos personerne. Lad
os takke forsynet for, at det er gaaet saa,
som skeet er.
Imidlertid: Forsynet skal vi takke, ikke
friste. Instinkter kan være gode nok for
den unge og uudviklede. For den fuld-
voksne mand er klarhed nødvendig, og meer
end det: den er pligt. „Den schlechten
mann muss man verachten, der nie bedenkt,
was er vollbringt.1* Og klarheden gjælder
kjendskab til de love, der regulere og be-
tinge folkenes skjæbne.
Kravet herpaa har, som sagt, hos os hid-
til ikke været synderlig følt, og derfor heller
ikke fremsat. Lad os da se os om i vor
egen tid. De omvæltninger der foregaa, saa
at sige, udenfor vor egen dør, for ikke at
tale om dem, hvori vi selv har spillet en
rolle, er jo for enhver, som ikke frivillig er
blind, en følge af aarsager som ligge i dagen,
og almene love, hvis virksomhed kan for-
følges.
Men erkjendes dette, saa ser vi, at vi
ogsaa kan opfatte de kræfter som endnu er
i virksomhed mod et maal, der ikke er
naaet. Kommende begivenheder kaste sin
skygge foran sig.
Alt dette maa den praktiske politiker tage
i beregning — for at praksis ikke skal blive
til hazard, — foretagsomhed, og initiativ
237
Norges politiske opgaver i nutiden
ikke til sport. Om det saaledes maa og
bør indrømmes, at det, under øjeblikkets
mange og presserende krav er vanskeligt
eller umuligt at tænke paa de evige love og
de permanente kræfter, som regulere fol-
kenes liv, ogsaa for vort vedkommende — ,
saa kan vi dog ikke se bort fra den sand-
hed, at efter enhver nutid, kommer en frem-
tid, og efter „idaga, kommer „dagen der-
paa."
Vi har alle vor stilling i samfundet —
forskjellig efter hver enkelts ydre og indre
kaar, men samfundet, hvori vi er stillet, har
brug for alles kræfter. Og særlig gjælder
dette ved de afgørelser, hvor indsatsen er
landets vel. Der gives imponderabilia —
latente kræfter — som man i „sturm- und
drang-perioder sætter sig udover, med let
hjerte, som det synes. For den ukyndige
og uerfarne vil dette kunne være en kilde
til triumferende fryd. — Den erfarne vil
standse og se sig om.
Statsøkonomen Roscher har opkastet det
spørgsmaal, om staten — og altsaa ogsaa
beskæftigelse med statsaffærer d. v. s. politik,
er en forretning eller noget andet og større.
Jo, siger han, den er en „geschåft". Men
ikke en geschåft som gaar ud paa kjøb og
salg af smør og ost, men paa at knytte et
folks fremtid sammen med dets fortid og
gjøre børnenes arbeide til en fortsættelse af
forældrenes.
II
Vi vil anvende disse betragtninger paa
vore egne forhold for at gjøre os rede for
vort folks stilling for nærværende, og se
denne stilling i lys af den historiske udvik-
ling. Thi det er ud fra fortiden, at et folks
nutid maa sees for at forstaaes. Lad os da
tænke os mennesker, som har boet ved en
afsidesliggende fjord, hvor de store bevæ-
gelser i verdenshavet kun sent og i efter-
virkninger naa frem. Man har der, i disse
omgivelser, kun liden opfordring til at be-
skæftige sig med oceanographien og dens
problemer. Horizonten er begrændset, ideerne
ligesaa. De mennesker, som færdes der,
tage præg af sine omgivelser. Noget andet
er ikke muligt. „Ved smaa strande og smaa
„søer," siger Håvamål, er menneskenes sind
smaa.a — Hvad tjener det til for dem at
fremmane de store viier? Men lad os saa
tænke os at disse selvsamme folk flyttes
over til en større scene, at de — for at
blive i billedet — istedetfor sine hummer-
teiner og fiskeruser i fjordenes stille vande,
maa ud paa havet for at søge fangst, da
stiller forholdet sig for dem anderledes. De
strømninger i luft og hav, som styrer det
hele komplex, hvoraf deres lille verden er
en del, naa ogsaa til dem. De er afhæn-
gige af dem og maa kjende til dem for at
indrette sig derefter. Horizonten er udvidet,
idékredsen ligesaa. Nye tanker og nye op-
gaver er voxede frem. Det kommer da an
paa om kræfterne er voxede i samme mon.
Billedet kan anvendes paa det norske folk
og dets stilling i fortid og nutid. Nogen
selvstændig politik har vi, som bekjendt,
ikke havt siden middelalderen. Der aabnede
sig da store muligheder for vort folk, —
som det netop er bleven oplyst af en af
vort fædrelands historie høit fortjent forsker
professor Y. Nielsen — større muligheder end
vi hidtil har vidst. Det var fra midten af
1 1te aarhundrede af. Vi var herrer paa
søen nær og fjern. Øerne i det nærmest-
liggende hav vare koloniserede af vort folk,
store dele af England, Skotland og Irland
befolkede med og beherskede af Nordmænd.
Amerika var fundet. — Og — hvad blev
det til? Desværre, vi maatte sande Gøthes
ord: „Was glånz ist fur den augenblick
geboren, das åchte bleibt der nachwelt un-
verloren." — De store muligheder blev ikke
benyttede, de store løfter ikke indfriede.
Vort folk nu er det samme som da: dets
psychologiske anlæg, dets race-instinkter,
kort de indre faktorer, hvoraf historien op-
bygges, er af samme gehalt da som nu. Det
milieu, hvori vi staar, er vistnok forandret,
men det hindrer ikke en sammenligning. Det
er vanskeligt at afvise det spørgsmaal, om
vi ikke har noget at lære nu af det som
skete da.
Hvad er Grunden til at efter de store
tilløb, de lovende, og endog glimrende be-
gyndelser i vor historie, fortsættelsen ude-
blev? Grunden ligger i dagen. Der mangler
sammenhæng, organisation og plan. Alt
afhænger af øjeblikkets impulser og øie-
blikkets mænd. Der er helte og heltegjer-
ninger, ganske vist, men igen idé, og uden
idé er der ingen udvikling. Tiltrods for de
rige kræfter, og disses storslagne, dramatisk
spændende brydning, saa fører bevægelsen
238
Norges politiske opgaver i nutiden
ikke frem. Der er uro, men den blotte,
d. v. s. idéforladte uro er stagnation og
stagnation er tilbagegang.
Hvis vi vil maale vort folks historie i
middelalderen med den europæiske udvik-
lings maal, bliver dommen følgende: — Den
organisatoriske idé i den europæiske middel-
alders politiske forhold var, som bekjendt,
lehnsvæsenet. Det var den form, hvori
statens enhed organiserede og bandt de
spredte samfundskræfter i den gjærende
overgangstid, som fulgte efter Romerrigets
opløsning. Denne naaede ikke op til os,
lige saa lidt som middelalderens municipal-
væsen, der ogsaa var et kulturfrø fra Ro-
merne; skilte, som disse to spirekraftige frø
var, skilte og modsatte: De havde dog
samme udspring. Vi var en politisk idé
fattigere end vore naboer i Europa og her-
med var vor skjæbne givet. Det lader sig
overhovedet ikke gjøre hverken for den
enkelte eller for et folk, at springe mellem-
leddene i udviklingen over. Vor historie i
middelalderen er en klagesang. Sars har
med mesterhaand skildret os dens tragedie i
3die bind af sin „Udsigt over den norske
historie".
III
Historien er kulturens historie; men ved
siden af de folk, i hvis historie kulturen har
sat sit præg, er der andre folk, der væsent-
lig gjør tjeneste som staffage. Og kultur-
statens væsen er organisation. Den stræber
mod frihed og søger at naa sit maal ved
orden, den ligesaa vel som kirken.
Man har opkastet det spørgsmaal om
staten er en organisme og dette spørgsmaal
kan ikke besvares, da det er urigtig stillet,
Men spørger man om kulturstaten er en
organisme, saa maa der svares: Ja. Den
er det og ikke blot i flgurlig forstand. Thi
den har sine o. ganer og af disses sundhed
og regelmæssige funktion afhænger dens liv.
Kun maa man huske paa at bedømmelsen
af disse spørgsmaal er vanskelig. Opgaven
er sammensat, og væsenet ikke blot betegnes,
men skjules ogsaa af navnet. Ad spekulativ
vei vil det være umuligt at bestemme den
politiske organismes natur. Heldigvis: den
har bestemt sig selv gjennem historien.
Fra den tid af da kulturstaten optræder i
historien, — og dens optræden lader sig-
føre tilbage til en bestemt tid og et bestemt
sted, — er dens organer de samme som
nu. De ere:
1) „Regering", 2),„Raad" d. v. s. par-
lamentarisk forsamling og 3) „Folk", d. v. s*
vælgere. Dette er historisk sandhed, maaske
banal sandhed. Alle ser det, men ikke alle ved
det, og hvad ialfald ikke er saa vel kjendt
er at disse politiske organers samvirken i
det virkelige liv ogsaa tager form af en
modsætning, ofte af kamp og ikke blot en
kamp med logikens vaaben. Dette ligger i
sagens najur og er tegn paa det politiske
livs sundhed. Da nemlig disse organer er
statsmagter og det ligger i magtens natur,
at den teer sig i livet, saa er det kun livets
selv som gir begrændsningen. Ser vi os
om i historien, baade den gamle og den
nye, saa finder vi intet frit folk — jeg
mener med dette udtryk et folk baade af dem
med constitulionel og af dem med parlamentarisk
forfatning — som ei har gaaet igjennem
sine perioder af politisk spænding eller kamp.
Men ei kan denne spænding eller denne
kamp fordunkle den sandhed, at statsmag-
terne i sin samvirken er afhængige af hin-
anden. Hvor den ene af de to faktorer er
bleven forkrøblet, der er ligevægten borte
og der staar folkets frihed i fare. Naar
den indre ligevægt er forstyrret, vil dette
have følger udad.
IV
Det kan være paa tide at forlade de the-
oretiske spekulationers luftige egne og sætte
loden paa virkelighedens grund. Og dog,
det er ikke uden betænkelighed.
„Jeg tager min stilling", siger Pindar et-
steds, paa elastisk fod og aander dybt, før
jeg taler. Thi mangt og meget er talt og
paa mange sæt. Men at udsige noget nyt
og overgive det til publikums dom er for-
bundet med risiko." — Jeg faar staa denne
risiko.
Der var, som det vil erindres, hos os for
en tid siden, — baade før og især
efter 7de juni, — en hel del tale, om vor
tidligere forfatning endnu bestod, eller om
den kunde ansees som bortfaldt i og med
unionen. — Jeg kan her bortse fra det i
sig selv ikke ganske uvigtige spørgsmaal,
=--.- 239
Norges politiske opgaver i nutiden
om det var forfatningen af 4de november
1814 eller af 17 de mai samme aar, som
spørgsmaalet gjaldt. Man bestemte sig for
den opfatning, at forfatningen endnu bestod.
Og man kunde ikke andet. Nød bryder
love, og øieblikkets tvingende krav er
stærkere end juridiske finesser.
Der er imidlertid et andet spørgsmaal,
som da, af gode grunde, ikke blev opkastet,
men som maa opstilles : om denne forfatning,
der altsaa nu er vor, er den samme som
den oprindelig var. En forfatning er en
organisk væxt; den forandres i og med
folket selv. Det vilde være et enestaaende
særsyn, om hundrede aars politisk liv, og
det i en tid fuld af stærk national væxt,
med omdannelse paa alle samfundslivets om-
raader, ei havde forandret den. Den er for-
andret. Den historiske udvikling har om-
dannet den. Den har ikke kunnet undgaa
at komme ind under forvandlingens lov.
I privatsretlige forhold, t ex. eiendoms-
forhold, er juridisk ret magt, uanseet tid og
de ved den bevirkede forandringer. Politisk
seet er det omvendt. Der er magt ret. For-
holdet imellem statslivets organer d. v. s.
de forskellige statsmyndigheder, et forhold,
hvorpaa statslivets sundhed beror, bliver
umærkeligt i tidens løb forrykket. Saa er
skeet ogsaa hos os siden 1814, og virk-
ningen deraf føles gjennem hele vor ad-
ministration, i alle vort samfundslivs for-
greninger, i det største som i det mindste,
i stat som i kommune, — virkningen føles,
og den føles ikke som en lykke.
Regeringen, der efter forfatningens idé er
bestemt til at staa frit og autonom overfor
vindens pust og dagens stemning er sunket,
ned til at blive en administrativ funktion,
afhængig af en majoritets indfald og øie-
blikkets chancer. Dette er ikke en isoleret
foreteelse hos os, vi ser den mangesteds,
baade i fortid og i nutid. Vor forfatning er
saaledes blevet defekt, har længe været det.
Dette blev, i sin tid, udtalt af Johan Sver-
drup i og med den formel, at „al magt skal
samles i denne sal," et ord, der har sin
forklaring, om ikke netop sin undskyldning
i datidens konfuse forhold og forbitrede po-
litiske kamp. Imidlertid: det schibolet som
skiller imellem en statsmand og en blot po-
litiker — imellem en storsindet opfatning og
en blot og bar partiopfatning, har vi at søge
her. Denne vor forfatning, hvordan den
nu end er, har vi nemlig at takke for den
mangel paa ligevægt, som har præget vort
politiske liv i de sidste decennier og for de
mangehaande love og reformer, hvis byrder
vi nu bærer.
Man vil her kunne spørge: „Hvorfor i al
verden sige dette ?u Alle ved det og ere, —
ialfald theoretisk — enige om at de paa-
pegede misforhold maa afhjælpes. Tiden
faar bringe raad. „Ikke alle sandheder er
gode at sige.a Indvendingen kan have sin
plads, hvor der er spørgsmaal om noget
større eller mindre, altsaa i kvantative spørgs-
maal, men ikke i principspørgsmaal. Disse
maa stilles og besvares. Halve forholds-
regler er forfuskning. I praktiske opgørelser
kan det være ret at bøie af, og der er com-
promis ikke udelukket. Det er farligt at
gjøre det samme med principer.
. Altsaa : Regjeringen skal regjere og stor-
tinget kontrollere den, ikke svække den, og
afsætte den. Vi levede tidligere paa grund
af unionen under særegne forhold. Disse
er nu forandret, og derfor maa det opstilles
som første krav og første politiske opgave
at regjeringen gjenindsættes i sin magt som
statsmagt og at den sættes i stand til at
hævde sin stilling som saadan.
Hvordan? vil man spørge. Hvordan skal
dette ske? — Nu ja, ikke netop ved at
paakalde politiets hjælp. Men ligesom paa
det økonomiske gebet sunde arbejdsforhold
er betingelse for at saavel arbejdsgivernes
som arbeidernes tarv rammes, saaledes er
ogsaa paa det politiske omraade den ene
statsmagts normale virkemaade og virkekraft
nødvendig for den andens trivsel. Svækkes
regjeringen vil ogsaa parlamentets anseelse
svækkes. „In der begrenzung zeigt sich der
meister. u
V.
Paa storthinget i 186J8 — 69 fandt en af
de reformer i vor forfatning, som hos os
har betegnet overgangen fra en konstitu-
tionel statsordning til et partistyre, som man
har beæret med navn af parlamentarime,
spørgsmaalet om aarlige storthing, sin be-
handling og afgjørelse.
Af de talere, som optraadte, er der ingen,
som talte med større klarhed, og hvis ord
faldt med større vægt, baarne som de var
af en fast overbevisning og støttede at lang
240 --=
Norges politiske opgaver i nutiden
erfaring erhvervet i patriotisk arbeide for
landets vel, end 0. G. Udånd. Han har
ved sin tale da, selv om han intet andet
havde udrettet, reist sig et æreminde i vor
historie — monumentum ære perennius.
Ueland ansaa sagen som en bedre for-
retningsorden og afviste med styrke den
tanke at man vilde forrykke forholdet mel-
lem statsmagterne.
En anden reform, der pegte i den retning,
udtalte han, nemlig statsraadernes adgang til
thingets forhandlinger var bleven reist af „ intelli-
gentsen.a Den var han ikke med paa, thi
nogen majoritetsregjering ønskede hverken
han eller den norske nation. „Denne har
ikke deltaget i bevægelsen for at fremkalde
en saadan." „Den vilde ikke have saadanne
kunster." Den sagde stop, og det samme
vil foregaa fremdeles. „Jeg er,a sagde han,
„saa konservativ, at paa det gebet vil jeg
ikke experimenlere, og jeg vil give mine
landsmænd det raad at de aldrig gjør det.
Kongemagten maa have sit prærogativ. Der
kan gaa strømninger gjennem storthinget.
Det er en menneskelig institution, og derfor
er det godt at have en modvægt i regje-
ringen."
Han afsluttede sin tale med følgende ord :
„Hr. president! Jeg er den mand i denne
forsamling, som har deltaget i de fleste for-
handlinger paa storthinget. Jeg tror at
naar nogen kan rose sig af at være identi-
ficeret med folket og med det distrikt, hvor
fra han er sendt, saa kan jeg rose mig af
det. Jeg er i 35 aar altid bleven valgt,
omtrent enstemmig. Man har aldrig fordret
af mig nogen trosbekjendelse, lige saa lidt
som jeg er gaaet med paa at give nogen
saadan. Man maatte altsaa have været for-
nøiet med mine meninger, og den samme
mening som jeg her har udtalt om foran-
dringer, der gik videre og paa nogen maade
vilde indskrænke kongemagten, den deler
folket. Jeg maatte, Hr. president, — og
jeg tror at forsamlingen undskylder mig —
udtale disse faa ord. Thi der er, paa grund
af min alder, liden sandsynlighed for at jeg
kommer til at deltage i flere af storthingets
forhandlinger. Men disse udtalelser anser
jeg som mit politiske testamente til mine
landsmænd."
Hvad Ueland her udtalte som sin egen
opfatning og som opfatningen hos det norske
folk, hvilket ingen kjendte som han, er det
nu paa tide at optage til overvelelse og at
opstille som politisk program. Det er i virke-
ligheden den samlingstanke, som alle fædre-
landssindede mænd søger og som tiden
kræver. Nogen anden vei til samling gives
der ikke.
De forhold, som før stod hindrende iveien,
nemlig den unionelle tvist, er nu borte. Nor-
male arbeidsvilkaar er forhaanden. Vi har
her en politisk opgave, der gaar forud for
alle andre opgaver som tiden stiller — de er
hverken faa eller smaa — og som er betingel-
sen for at de kan løses. Vi staar her ved et
constitutionelt veiskille.
For nogen tid siden, — det var da vor
nyvalgte konge holdt sit indtog hos os, —
sendte verdensbladet „Times" os sine gode
ønsker i anledning af vor nye politiske stil-
ling, og udtalte blandt andet, at det nu, da
vi havde sat foden under eget bord, stod
tilbage for os, ogsaa at komplettere vort
politiske udstyr.
Den tanke, der ligger i disse ord, — og
alle vil vistnok indrømme at de kommer fra
kompetent hold, — fører noksaa langt. Der
gives berettigede statsformer, afpassede efter
de ulige forhold og folkepsykologiske betin-
gelser, der hvor de har faaet plads og har
slaaet rod, — og der gives udartninger.
Thi enhver sag har sin vrangside. Demokra-
tiet er, synes det, den statsform, der er eien-
dommelig for nutiden. Den er i ethvert fald
vor; dens vrangside er demagogi.
Demokratiet beror, i høiere grad end andre
statsformer, paa alles deltagelse i det offent-
lige liv. Deri ligger dets styrke, men ogsaa
en fare. Thi den offentlige opinion, der over-
alt i fri samfund er den afgjørende drivkraft
i det politiske liv, er her, mer end andet-
steds, bevægelig. Den beror paa den offent-
lige diskussion, men denne kan føre i en
dobbelt retning, nedad eller opad, alt efter
det milieu, hvor atgjørelsen er.
Det afgjørende kan være saglige hensyn
og fornuftgrunde. Det kan ogsaa være folke-
instinkter, fordomme, egeninteresse, lyst til
unødige forandringer, kort: alle de kræfter
som virker i samfundslivet, og som trænger
sig frem ved afgj øreisen. Men netop her
viser det sig, at i det politiske liv kan de
to begreber, magt og ret, ikke skilles. Hvor
tallet er det afgjørende, er udfaldet uberegne-
ligt. Slagord, impulser, øieblikkets stemning
raader grunden. Og deri er intet forunder-
241
Norges politiske opgaver i nutiden
ligt, thi de sociale spørgsmaal, som danne
grundlaget for al politik, ere overordentlig
indviklede.
Men der hvor afgjørelsen ikke falder i hast,
med alle de tilfældigheder, som kan raade i
øjeblikket — enhver større forsamling, siger
Gothe, har en tendens til at udarte til en
mob, — d. v. s. der, hvor den sker gjennem
flere instantser, hvor den ældre, erfarne del
af borgerne, hvis illusioner tiden har prøvet,
og hvis dom erfaring har modnet, hvor
denne del af samfundet har sit institutionelle
organ, hvorigennem den kan øve sin ind-
flydelse, der og kun der kan man tale om
„den lutrede", d. v. s. ikke lunefulde, im-
pulsive, af instinkter eller egne interesser
baarne saakaldte „almenvilje". — Forment-
lig var det denne sandhed, som „Times"
vilde lægge os paa hjerte ved sit ovenfor
nævnte raad. Og der tør muligen være flere
grunde end den presumptive kyndighed hos
det folk, paa hvis vegne dette raad blev
givet, grunde af en vis vægt, der kan for-
staaes, selv ora de ikke udtales, til at tage
dette raad under overveielse. Det indebærer
i virkeligheden en forpligtelse, som det er en
æressag for os at indfrie.
VI.
Blandt de grundlovsforslag, som i sin tid
blev fremsatte af amtmand Falsen og som
kom til behandling og afgjørelse paa stor-
thinget i 1827 var der ogsaa et som angik
omdannelse af lagthingct. Dettes medlemmer
burde, mente han, være i tal en fjerdedelel
af odelsthingets (18 — 72) og storthinget
skulde ikke selv bestemme, hvilke af dets
medlemmer skulde udgjøre odelsthinget og
lagthinget, men representanterne skulde, til
at være medlemmer af disse thingets afde-
linger, særskilt vælges i dertil indrettede
valgforsamlinger, og lagthingets medlemmer
skulde fungere som saadanne i 9 aar.
Konstitutionskomitéen, hvis medlemmer var :
Statsraad Krogh, formand, Hornemann, sekre-
tær, Knudsøn, Sverdrup og Wedel-Jarlsberg,
bifaldt forslagets grundtanke, at give lag-
thinget en indretning, hvorved faste principer
i samme kunde udvikles og bibeholdes, men
fandt dets enkelte bestemmelser t. ex. at
ingen bonde skulde kunne vælges til lag-
thinget, og at tre embedsmænd skulde være
faste medlemmer deraf, stridende mod grund-
lovens aand. Forslaget blev derfor, uagtet
dets øiemed ansaaes for godt, enstemmig
henlagt.
Af alle, der har været medlemmer af stor-
thinget, saa længe dette har existeret, er der
neppe nogen, der har indtaget en mere frem-
skudt plads end amtmand Falsen „Grund-
lovens Fader" og O. G. Ueland, der fremfor
nogen anden kan ansees for en typisk re-
presentant for den norske bondestand. Og
nu træffer det sig saa, at det raad, som
Ueland har efterladt sine landsmænd som
summen af sin politiske erfaring, og den
tanke, der har fundet sit udtryk i Falsens
ovennævnte forslag, at de sigter mod samme
maal. Thi naar den konstitutionelle udvikling
har naaet frem til parlamentarisme — og
dette synes, om end i forskjellig grad og
paa forskjellig vis at ske med en naturlovs
nødvendighed, saa kan en stabil regjering
kun opnaaes derved, at den støtter sig til
en representation, eller i alfald en del af
samme, hvis medlemmer ikke vexler for hur-
tigt — hos os sker dette ved treaarigt valg
— og hvis stemning ei afhænger af den
politiske vind, som da blæser.
Hvis dette var en theori, udklækket i en
eller anden spekulativ politisk retslærds skarp-
sindige hoved, saa kunde man henvise den
til de lærdes studerekammer, og indtil videre
lade praxis gaa sin gang. Men saa er det
ikke. Historien har her talt. Den politiske
erfaring fra de snart 3000 aar, i hvilke
kulturstaten har bestaaet, og hvori den har
fremvist i alt væsentligt de samme karakte-
ristiske træk, som endnu bestaar, har afgivet
sin dom.
For denne dom maa ogsaa vi bøie os, thi
ligesaa lidt i politiske sager som i andre,
kan vi stille os udenfor almindelig regel og
lov. Uden ligevægt og fasthed i folkerepre-
sent ationen, vil ligevægt og fasthed i regje-
ringen ikke naaes, og uden fasthed ingen
plan.
Vi har nys seet at der paa høires saavel
som paa venstres partimøder blev opstillet
en række programposter, der vistnok maa
ansees som en sand pryd saavel for de re-
spektive partier som for deres ledende mænd,
d. v. s. som et bevis for deres udmærkede
moralske intentioner og deres lyst til at om-
vende og forbedre menneskene i det hele
og specielt deres landsmænd. Men disse
programposter vil, forsaavidt som de ikke
var beregnede som virkemidler i den kom-
242
Norges politiske opgaver i nutiden
mende valgkampagne, hvilket jo er fuldt
lovligt, — være fromme ønsker. De vil
komme til at figurere som dekoration, for
fremtiden, saaledes som de har gjort det før.
Thi i tallet, ikke i argumenterne, ligger hos
os nu den magnet som trækker. Did bøier
sig, med eller mod deres vilje, alle vore po-
litikeres sind. Og den del af disse politikere,
som ikke ved affattelsen af sit program har
det for øie, vil uvægerlig, som det nys blev
udtalt, ikke ganske uden grund, komme til
at „bryde med sin fortid". Vi har seet
saadant før.
Der paagaar nu et arbeide af fremragende
mænd iblandt os for at reise Eids voldsmæn-
dene et minde. Vilde det ikke være et lige-
saa værdigt monument over vore fædres
gjerning, om vi kunde gjøre grundloven lige-
saa god for vor tid, som den var i forhold
til den tid hvori den blev til?
VII
Vi laa i middelalderen, som nævnt, en idé
tilbage i vor politiske udvikling. Vi troede
at kunne springe mellemledene over, men
blev overrasket af begivenhederne, som drog
os ind i den fælleseuropæiske kulturbevæ-
gelse, før vort indre udstyr var færdigt.
Vi staa i en lignende stilling nu. Vort par-
lamentariske system er defekt. Det har et
provincielt præg og naar ikke op til en au-
tonom stats fuldstændige organisme.
At supplere det som mangler, er fra et
theoretisk standpunkt let. Thi det kan ske
ved at optage en traad, som ligger færdig
fra før, og udvikle en spire, som endnu har
livskraft.
Lad os tænke os lidt om: Hvad er det,
der stiller de smaa samfund i vanskeligere
forhold nu end før? Væsentlig to ting, som
indbyrdes er forskjellige, men dog sammen-
hørige.
1) Det finansielle spørgsmaal. Der gjælder
nemlig baade for stat og for individ den
sandhed : Penge er karakter. Men uden plan
og ligevægt i vor politik er det umuligt at
faa plan og ligevægt i vore finanser. Og
2) Den individuelle uddannelse og person-
lighedens udvikling og kraft, og denne naaes
ikke saa let i smaa forhold som i større.
Et enkelt moment vil jeg fremhæve. Vor
høiere skole (o: dens humanistiske del) blev
ved skoleloven 1896, som bekjendt reforme-
ret, d. v. s. den blev reformeret ud af til-
værelsen. Vor nuværende er et midlertidigt
surrogat. Men: er da det at leve paa sur-
rogater vor gjenvundne friheds sidste ord?
En anden sag, ikke af mindre vigtighed,
staar i en lignende stilling: vor armée. Den
er ikke en kaserne-uddannet armée, — man
tilgive udtrykket — men heller ingen milits ;
den vakler mellem begge. Her maa gjøres valg.
Men betingelserne for at disse spørgsmaal
skal ikke blot optages, men ogsaa løses, er
at vi har apparatet til at løse dem, d. v. s.
vor statsforfatning i orden. Der gaar et raab
gjennem vort folk : Lad os blive fri for parti-
styret med det spild af tid og kraft, dets
desorganiserende og demoraliserende indfly-
delse: Lad os igjen faa det/ som vi havde
efter forfatningen af 1814, baade den af
17 de mai og den af 4de november, lad os
atter faa en regjering.
Da vort folk forrige høst gik til afstem-
ning over: Republik eller monarki, og med
overvældende stemmeflerhed valgte det sidste,
saa var det, fordi det heri saa den bedste
garanti for at vi for vort politiske arbeide
stillede os det høieste maal og fik de bedste
betingelser for at naa det. Dette er ogsaa
almindelig erkjendt. Vi har faaet udlandets
anerkjendelse herfor og har taget dets sym-
pathi paa forskud.
I den statsform, vi har valgt, ligger en
forpligtelse, en æresforpligtelse, som vi ikke
kan og ikke vil unddrage os. Vi har faaet
et monarki, men de institutioner, hvorpaa et
monarki hviler som paa en tryg grundvold,
maa være i overensstemmelse hermed. Det
bedste er ikke for godt, hvor det gjælder at
sikkre den frihed vi har vundet, den stilling
vi har taget, og den throne vi har reist.
Og hertil vil jeg til slutning føie et ønske
eller rettere et sikkert haab: De fremragende,
fortjente mænd, som har gaaet i vor spidse
under det frigjørelsens arbeide, som er gjort,
d. v. s. begyndt, de maa blive der til det er
endt og betrygget, ikke blot udad, men og-
saa indad.
Hvad der er gjort er vel gjort. Men det
at gjøre vel forpligter. Dommen over hvad
der er gjort vil afhænge af, at taget ikke
slippes for tidligt. Thi:
Farerne er forbi, vanskelighederne staar
igjen.
243
17
•itJjqtOaKfclJiamO*;**:!
ERINDRINGER FRA MIN FØRSTE UDENLANDSREISE
Af Emil Poulsen.
Ungdomsbillede
DET var i 1870. Jeg
havde været skue-
spiller i 3 år og havde nu
fået teatrets reisestipendium
til en studiereise. 300 rigs-
daler : en formue syntes jeg —
omtrent det halve af min år-
lige gage — og 2ll2 måned
til at reise i : Verden lå åben
for mig. Planen var snart
lagt: turen skulde gå over
Hamborg, Berlin, Dresden,
Prag, Wien, Munchen, Ober-
ammergau (det var festspils-
året), Nurnberg, Heidelberg,
Strassburg til Paris. I
Wien skulde jeg træffe Lauritz Eckardt
og den unge lovende danser Harald Scharff,
som Eckardt tog sig af. Eckardt var en
dannet, kunstbegeistret mand, der uden held
havde forsøgt sig som sanger og skuespil-
ler. Han var formuende og optrådte gærne
som mæcen for unge, lovende talenter. Han
tilbragte sine ferier ved Europas hoved-
scener, hvor han var ven med eller bekendt
af de fremragende kunstnere. Han havde
lovet at introducere mig ved Burgteatret,
hvor hans gode ven Levinsky dengang stod
i sin fulde kraft og så skulde vi følges ad
til Paris. Han og Scharff var reiste i for-
veien. Jeg vilde nok først prøve reiselivet
på egen hånd.
Altså — en dag i begyndelsen af Juni måned
holdt en droche udenfor no. 33 Overgaden
neden vandet på Kristianshavn, hvor jeg
boede. Kufferten blev båret ned og fri og
frank sprang jeg efter — intet bånd hæm-
mede vandrefuglens vinger, troede jeg: i det
samme skulde jeg mindes om, at en fin tråd
dog måske var knyttet, der
overalt hvor jeg på min reise
kom, drog tanken til hjem-
met. — Som jeg satte foden
op i drochen, rakte et by-
bud mig en pakke med det
spørgsmål, om den ikke var
til mig. Han var blevet vist
herhen; i no. 36 boede in-
gen af det navn. — Jeg
så på adressen : det var gan-
ske rigtig mit navn; jeg åb-
nede pakken: det var en
bog, jeg havde lånt en ung
af Emil Poulsen. dame> der { distraktion
havde skrevet sit eget hus-
nummer på min adresse. „Forresten", sagde
bybudet, „er alt nu også i orden ; for herren
sidder jo i no. 36", han pegede leende på
drochens nummer. „Ja, og hvad står dér?",
sagde jeg og pegede på hans hvide frakke,
hvor et stort no. 36 prangede; „sér De kære
Horatio, der er mere mellem himmel og jord
end jeres filosofi drømmer om." „Mit navn,
er Petersen", begyndte han . . „Farvel Pe-
tersen! kør kusk"! råbte jeg og rullede min
vei, medens bybudet åbenbart grublende over
tilværelsens gåder gik sin. — Man fortæller
så meget om skuespilleres overtro og jeg har
også sét mange latterlige udslag deraf. Jeg
selv kunde dengang sige mig aldeles fri;
den eneste anfægtelse i retning af overtro,
jeg i mit teaterliv har havt, blev så at sige
påtvunget mig — men langt senere. Fru
Heiberg havde som ung skuespillerinde af
en Portugiser fået en sjelden ring, en kryso-
pras eller akvamarin — en underlig søgrøn
sten indfattet i en ganske tynd guldring.
„Det var en amulet — den skulde hun altid
-=-. 244
Emil Poulsen
bære, når hun spillede — den bragte helda.
Det gjorde hun også hele sit lange teaterliv.
Hun var nu sceneinstruktør ved teatret og
en aften, hun havde været særlig tilfreds
med mit spil, gav hun mig ringen på den
betingelse, at jeg altid vilde bære den, når
jeg spillede. Indfatningen var så tynd, at
når man dreiede stenen indad, lagde man
slet ikke mærke til ringen. Jeg blev så
betaget over den udmærkelse, hun viste mig,
at jeg g& ind på alt. Og det endte na-
turligvis med, at jeg aldrig mere kunde und-
være ringen. Stenen er flere gange faldet
ud af indfatningen og forsvundet i teater-
kælderens dybeste støv og mørke, men er
altid på forunderlig vis fundet og bragt mig
igen. Men det er som sagt også min eneste
svaghed i jetning af overtro. Tilfældet med
no. 36 her gjorde intet andet indtryk på
mig, end at den tanke et øieblik foer gennem
hovedet på mig: „Hvis du på reisen kom
til en spillebank, kunde Du jo prøve det
nummer." Men da jeg efter planen hverken
skulde til Ems, Hamburg, Spaa eller Baden-
Baden, hvor dengang allesteder rouletten
snurrede — rimeligvis for at berolige bade-
gæsternes nerver — var min interesse svunden
med det samme. — No. 36 kom nu alligevel
til at spille en ganske mærkelig rolle på min
reise, hvorom jeg senere skal mælde.
Veien til Berlin gik i de tider over Korsør-
Kiel-Hamborg. Til denne by kom jeg tidlig
på formiddagen og først henad aften afgik
toget til Berlin, så jeg havde en halv dagstid
til at se mig om i byen. Den meste tid
tilbragte jeg i den zoologiske have, som var
noget ganske nyt for en Københavner, der
var ude første gang. Dér slog jeg følge
med en venlig mand, der gav mig forskellige
oplysninger om dyrene og jeg fik lejlighed
til gennem flere timers konversation for første
gang at anvende mine tydske sprogkund-
skaber; — det gik, skøndt med en del be-
svær. Efter at vi tilsammen havde indtaget
en forfriskning, tog jeg afsked for at gå til
banegården. „Hvor i Tydskland er Deres
hjem?" spurgte jeg min ledsager. „Jeg er
fra Malmø i Sverrig," svarede han, „og De?".
„Fra København i Danmark?" Vi stod og
så lidt på hinanden; så brast vi i latter:
der havde vi gået en halv dag og anstrængt
os for det fineste tydsk! — nå — det
havde alligevel været en rar øvelse. —
Når jeg nu i erindringen gentager min
første udenlandsreise, slår det mig, at jeg
må rekonstruere de indtryk jeg modtog i
teatret eller på musæerne, medens billeder
af mennesker og steder, som jeg blot er
faret forbi, mylrer frem med en skarphed,
som var det igår jeg så dem — selv ganske
ligegyldige. Hvorfor sér jeg folk gå i deres
dugvåde køkkenhaver i den kølige morgen
ved en by i Holsten? Eller en gammel
morlille på en høj stentrappe under grønne
træer i den lyse aften ved den lille by på
Luneborgerhede ? Eller en gammel mand,
der trykker sin røde hue ind til sit bryst
og knæler foran et trekantet madonnabillede
i en skovkant udenfor Niimberg? jeg sér
hans store grove hånd så tydelig som jeg
sér Millets Angelus. Eller lugten af hø, da
vi foer forbi Salzburg, mens bjergtinderne
snedækkede kiggede frem af morgentågen.
Eller manden med den hvide nathue og den
lange pibe, der sad i sit vindue og så ned
på de to gamle fyre med spidse huer, korte
trøjer og knæbukser, der savede brænde på
gaden nedenfor, da vi tidlig paa morgenen
kørte gennem . Miinchen — et blad af
Miinchnerbilderbogen. Eller — ja billede af-
løser billede mere levende end, om jeg havde
medført et nutidskamera til øiebliksfotografier.
Af Berlin har jeg absolut intet indtryk
fra dengang. Efter den ulykkelige slesvigske
krig i 64 hadede man Berlin naturligvis —
man vilde ikke opholde sig dér. Jeg kom
der i mørke om aftenen og reiste tidlig den
næste morgen og glædede mig i kupéen i
stilhed ved at lytte til ordskiftet mellem en
Preusser, en Sachser og en Hannoveraner,
17*
245 =-
■ Emil Poulsen
der skændtes, så det knagede efter ; de sidst-
nævnte levnede ikke Preussen ære for to
skilling. „Das grosse, einige, deutsche vater-
land!*4 tænkte jeg hoverende. To måneder
efter allerede bestod den spottede enighed
sin ildprøve.
I Dresden byggedes der et nyt hofteater
— det gamle var brændt; der spilledes i en
interimistisk træbygning. Jeg så Schillers
Don Carlos. Det var for hovedrollernes ved-
kommende dygtige skuespillere. Hr. JafTée
var kong Phillip — Frk. Ulrich dronningen.
Hun var dengang allerede ikke just pur ung ;
af bladene sér jeg, at hun endnu stadig
feteres som en berømthed. En skuespiller
fra hofteatret i Hannover Karl Porth spillede
som gæst markis Posa. Hans navn hører
endnu til de kendte i Tydskland. Men spillet
gjorde dog gennemgående indtrykket af
andenhånds kunst. Vel rimeligt nok i en
klassiker, navnlig tydsk klassiker. Den
mægtige Schillertradition har frembragt en
række rollestøbninger, som kun geniet kan
gå udenom i en enkeltpræstation eller en
genial energisk ledelse som helhed kan puste
moderne liv i ; Reinhardt med sin trup har i
den senere tid med held gjort forsøget i
Berlin. — En episode fra Carlosopførelsen
må jeg dog omtale. Da overhofmesterinden
Olivarez i 4. akt forlader fyrstinde Eboli,
slæbte denne sit legeme henad gulvet til
døren, hertuginden gik ud af og i løbet af
ca. 5 minuter gennemgik, hun alle toner og
former af gråd ligefra snøften til den høieste
storhulken og krampegråd. Jeg har senere
på hjemlige scener sét småtilløb af den art,
men noget helt tilsvarende har jeg kun sét,
da man satte cirkus under vand til en vand-
pantomime. Da oversvømmelsen begyndte
at brede sig over tilskuerpladsen, flygtede
jeg skyndsomst.
I Dresdenergalleriet led jeg en [Skuffelse
foran den sikstinske madonna. Jeg kan godt
sige, at jeg med andagt betrådte tæmplet
og så var det stoppet fuldt af en turist-
sværm fra alverdens lande, der højrøstet gav
sin kunstforstand luft, så jeg helt opgav at
sé på billedet for at studere kunstsnobberiets
mangfoldige former. Senere har jeg dog
heldigvis her ligesom i Paris overfor Venus
fra Milo i ensomme timer kunnet dykke ned
i den evige skønheds rensende bølger. Som
i slægt med guder føler man sig — lykkelig
og stærk — , i et sådant åndeligt solbad.
Nu må jeg til skræk og advarsel fortælle,
hvorledes jeg i Dresden blev genstand for et
rigtig listigt anlagt forsøg på bondefangeri.
Berlin var berygtet i så henseende og jeg
var før min afreise blevet advaret blandt
andet ved en bekendt dansk journalists
skæbne, der vendte hjem fra Suezkanalens
åbningsfest og i Berlin blev plyndret, så han
måtte telegrafere efter penge til at komme
hjem for. Han var studenterkammerat af
mig, og jeg blev af hans egen mund belært
om alle de fif, der blev anvendt for at få
ham i garnet — navnlig en omstændelig
beskrivelse af de kortkunster, der anvendtes.
Nå — jeg skulde jo ikke opholde mig i
Berlin og var jo altså desuden advaret.
En formiddag sad jeg på Helbigs terrasse
og drak min kaffe. Helbigs terrasse er en
kaférestaurant, der er bygger ud over Elben.
Man sidder under telttag omgivet af blom-
strende nerier så store som trær og nyder
det brogede Liv på floden. Jeg tabte en
avis og en herre fra et nabobord tog den
op og rakte mig den høfligt. Vi vekslede
et par ord og han gik. Den næste formid-
dag sad han der igen. Vi kom i passiar
sammen. Han var en østrigsk hauptmann,
der var på veien til et bekendt badested
for sin gigt, han havde samlet sig i det
slesvigske vinterfelttog. Han hadede Preus-
serne — elskede de Danske, Østrig var
kun nødtvunget gået med til krigen mod os.
Han fortalte en mængde interessante op-
levelser fra felttoget — om vor tapperhed
og de frygtelige sår, vore taprifler havde
frembragt. I samtalens løb fortalte han mig,
— = 246
Emil Poulsen -
at han om eftermiddagen havde påtænkt en
udflugt til Plauensche grund, en klippeegn i
byens umiddelbare nærhed, berømt for sin
skønhed. Af Baedecker var jeg gjort op-
mærksom derpå og havde også betænkt at
drage derud. Da hauptmannen gjorde et
dannet og behageligt indtryk, sagde jeg, idet
vi skiltes: „så træffes vi måske derude og
kan slå følge?" „Ja, det var dog ikke
ganske afgjort, at han tog derud idag."
„Men omnibussen holder forresten dér* —
han pegede over mod Augustusbriicke —
„og den går kl. 4." — — Kl. 4 var jeg
på pletten, men han var der ikke. Jeg tog
altså alene afsted. Oppe på et udsigtspunkt
i anlæget fandt jeg ham. „Er naturen her
ikke vidunderlig," råbte han; „men — kom
her! skal De sé, hvor menneskene er smag-
løse. " I klippen lidt nedenfor toppen var
udhugget en række båse — lysthuse, be-
malet og behængt med reklameplakater for det
berømte „Waldschlosselbier" eller hvad det
nu hed og lidt længere nede så man en øl-
pavillon titte frem i en skrækkelig kinesisk
Schweizerstil. „Nå — øllet skal forresten
være udmærket — lad os prøve det." Vi
satte os i en af klippebåsene og drak vort
øl. På stien udenfor kom langsomt hum-
pende en yngre mand med soldaterkasket.
„Dér skal De sé! Dér er rimeligvis også et
offer fra den slesvigske krig," sagde haupt-
manden. Den nysankomne viste sig ganske
rigtig at være en Preusser, der var blevet
skudt i benet i 64 og nu hvert år måtte
til et nærliggende sanatorium. „Det er
frygtelige sår disse danske taprifler frem-
bragte og så den skrækkelige vinterkulde."
De to krigskammerater fordybede sig i erin-
dringer. Pludselig bukker hauptmannen sig
ned og tager noget op fra jorden. „Nej, —
vil De sé — er det ikke væmmeligt? — i
så skønne, romantiske omgivelser: et spil
kort!" han kastede foragteligt spillet henad
bordet. Jeg var under krigernes samtale
faldet lidt hen i mine egne betragtninger;
nu fik jeg ligesom et dunk i ryggen og blev
ganske årvågen. „Hvad var det? Skulde
min skikkelige Østriger være en bondefanger?
umuligt!". Spændt afventer jeg, hvad der
nu vilde ské. Under den følgende samtale
sad Preusserne og legede maskinmæssigt med
kortene, der var spredt på bordet. Efter-
hånden samlede han spillet og gjorde en
bekendt let kortkunst. „Kender De den?"
spurgte han Østrigeren. „Ja, den har jeg
kunnet fra jeg var lille," svarede denne og
gjorde kunsten efter. De gjorde nu vekselvis
forskellige kunster med kortene. En ung
fyr med stråhat — reisetaske på ryggen og
stok i hånden var stanset og så på dem.
„Kender De den kunst, bondefangerne al-
mindelig anvender," spurgte nu Preusseren.
„Nej — det vil være interessant at la# deres,
fif at se!" Preusseren tog nu tre kort, viste
os et af dem, et spar es og sagde: „Pas
nu på, hvor esset kommer til at ligge!"
Han blandede de tre kort let mellem hin-
anden og kastede dem på bordet. Som med
én mund råbte vi: „Dér!" og ganske rigtig
vi havde peget på spar es. „Det må være
bønder langt ude fra landet, man skal fange
med den kunst," lo Østrigeren. „Jeg er
ikke rigtig øvet," sagde Preusseren; „den er
ufeilbarlig — lad os prøve igen!" Denne-
gang tog Østrigeren feil. — „Ja, der kan
de sé! jeg vil vædde såmeget det skal være,
at De ikke 1 af 10 gange gætter rigtigt."
„Top! en Thaier er holdt;" svarede Østrigeren.
Østrigeren vandt den ene gang efter den
anden. „Det er mærkeligt," sagde Preusseren,
„De må være meget dreven." — „Har aldrig
sét kunsten før," svarede Østrigeren; „prøv
De!" henvendte han sig til mig; det er så
let som fod i hose." „Jeg synes også, det
er ganske let — men om penge spiller jeg
af princip aldrig," svarede jeg. — „Vil De
have revanche, krigskammerat?" spurgte
Østrigeren. „Javel," svarede Preusseren og
spillet begyndte igen. Men nu tabte Østri-
geren bestandig. Han blev rødere og rødere
247
-Emil Poulsen
i hovedet — hidsigere og hidsigere; porte-
monnæen tømtes — han rev sin tegnebog
op og seddel på seddel forsvandt. „Det er
skammeligt!" hviskede han til mig; „nu
har den Preusser vundet 200 Thaier fra mig!
prøv om De ikke har bedre lykke! han må
ikke gå bort med gevinsten!" Jeg kunde
ikke tjene ham. Den lille unge fyr, der
havde sét til, fik nu også lyst: i et nu
havde han tabt 50 Th. Jeg reiste mig for
at få fat på opvarteren og betale og over-
lade de tre kavallerer til deres eget behagelige
selskab. Da jeg kom tilbage, sad den unge
fyr alene grædende ved bordet. Preusseren
og Østrigeren var dragne til nye jagtgebeter.
„Hørte De ikke til selskabet?" spurgte jeg
forbauset. „Ak nej, jeg er ganske ubekendt
her — jeg er gymnasiast fra Halle — jeg
er på en fodtur i min sommerferie og nu
har jeg tabt alt, hvad jeg havde fået af min
fader til at more mig for" — han nævnede
faderens navn — en „rittergutsbesitzer" i
Mecklenburg. Jeg trøstede ham så godt jeg
kunde — bød ham et glas vin (mine reise-
penge var for knap tilmålte til at jeg kunde
hjælpe ham) og overlod ham til hans skæbne.
Man må håbe, at „ riddergodset " har været
solvent for andre 50 Th.
Langs Elben gennem sachsisk Schweitz
gik nu farten over Prag til Wien.
I Prag, hvortil jeg kom sent på efter-
middagen, var der et ophold på et par timer,
før toget gik videre til Wien. Jeg skyndte
mig ud i den fremmede stad — ja, nu stod
jeg for første gang, siden jeg forlod hjemmet,
virkelig „under fremmede" — midt i et
fremmed folks fremmede liv. Rundtom myl-
rede de små, mørke Czecher, snurrede og
knitrede de mange konsonanter i deres ufor-
ståelige sprog. Fortougene var besat med
borde og stole, hvor skomageren arbeidede
ved sin læst, smeden hamrede på sin kedel ;
råb og høirøstet tale veksledes med familien
inde i huset, hvis vinduer alle stod åbne,
hvis mure var prydet med billeder af guds
moder og hendes korsfæstede søn. Midt i
trængslen: en veritabel munk i sin brune
kutte — en virkelig — ikke fra en teater-
eller maskeradegarderobe — fuld af snavs
som gaden — fuld af stank som luften.
Jeg stod ved floden — Moldauen — som
deler staden. Prægtige gamle stenbroer førte
over, prydede med rækker af helgener hug-
gede i den grå sten; i midten Nepomuk,
Pragernes skytshelgen. På den anden side
floden hævede sig truende opad bjerget Rad-
schin, de czechiske kongers ældgamle borg.
Jeg bøjede af tilhøire, jeg vilde ind i jøde-
byen, se den urgamle jødiske synagoge (rath-
haus) og kirkegården. Gaderne blev smallere T
snavset og stanken tykkere. Tusmørket
sænkede sig i de snævre gyder — uhygge-
lige skikkelser strøg mig forbi med tilråb r
jeg ikke forstod — blåhvide ansigter med
røde hårtjavser (jeg har sét typen senere på
billeder af knælende jøder ved den hellige
mur i Jerusalem) — frække, unge knægte
gjorde mig halvhviskende på gebrokkent
Tydsk de skamløseste tilbud -- nøgne arme
strakte sig ud fra mørke hvælvinger og greb
mig i frakken — — jeg påskyndede min
gang mod byens centrum og stod snart igen
på banegården — åndende ud som efter et
mareridt af middelalderligt smuds og mørke
— higende efter at komme afsted igen på
vei til den lyse, glade keiserstad „an der
schonen, blauen Donau."
Noget efter midnat vækkedes jeg af et
syndigt spektakkel : da vi havde passeret den
østrigske grænse var alle i vaggonen efter-
hånden blidelig slumret ind; på en station
steg en ung Wiener ind og i et nu for-
andredes situationen : latter, visestumper, vitzer,
ustanselig snakken gjorde snart alle passa-
gererne lysvågne og der var ikke at tænke
på at lukke øinene mere dengang — et så-
dant fyrværkeri af livslyst og godt humør
holdt han gående, til vi tidlig om morgenen
rullede ind i keiserstaden, aldeles bedåret af
denne prøve paa uforfalsket ægte, gemytligt
248
Emil Poulsen^
Wienerblod. På banegården ventede Eckardt
mig og kørte mig til forstad Wieden, Favo-
ritenstrasse, hotel Viktoria, værelse no. 36
(naturligvis). Hurtigt i bad og i rene klæder
og så på hovedet ud på menneskehavet.
Nej — hvor var de dog smukke de Wienere.
Mænd og kvinder ligefrem kappedes om
skønhedsprisen — herligere menneskesamling
har jeg aldrig sét ligefra officerer og adels-
damer til tjenestepiger og gadefeiere. Den
lyse, slanke østrigske type med wienervalsens
elegante rytme i bevægelserne — pragtfulde
magyariske kæmper med sorte, glatte hår og
overskæg, i deres hvide, folderige pludder-
bukser — skjorteærmer — lange kapper og
runde filthat med fjerplumage, trædende i
brostenene som til en czardas — fyrige små
Slavoner — Kroater — Dalmatier.
„Og luften var svanger med vellyd fin" —
den formelig dirrede af valserytmer: udfra
„Volkspark" gnistrede Strauss med sine
violiner — brusende militærorkestre fyldte
gaderne hvert minut, om der så kun var to
rækker soldater bag dem. Drehorgler lød
ud fra hveranden port og færselen stansede,
medens folkesværmen med sang og dans
omringede lirekassemanden, der spillede den
nyeste sangvals: „Neu — Wien":
„'sgibt nur a Kaiserstadt, s'gibt nur a Wien!-
Afsted — ud i Prateren i det herlige sol-
skins — Søndagsveir! Ude i Leopoldstadt
ligger den — en vældig park gennemskåret
af alléer, der stråleformigt udgår fra en rund
plads i midten, Prater stem, i alle kompassets
streger. En af disse alléer fører gennem
„Wurstelprater" : Wiens dyrehavsbakke —
men i stor stil — jeg kunde sige en ide-
aliseret dyrehavsbakke — idealiseret af syd-
boens lette, livsglade temperament. Boder —
telte — beværtninger — småteatre — ka-
russeller — gynger — alt til bakken hen-
hørende — ligger mellem træerne på begge
sider af veien, der er fyldt af uendelige
rækker af vogne, ryttere og fodgængere,
medens inde under træernes skygge ligger
og sidder stuvende tæt — på jorden eller
om træborde — hele Wiens småkårsbefolk-
ning om deres madkurve — nydende livet
i en overstrømmende naiv glæde, som vi
nordboere aldrig giver os hen i. — „Sala-
mi-i! Gorgonzola !* lyder ustanseligt råbet
fra italienske handelsmænd, der med kæmpe-
mæssige pølser og halve oste baner sig vei
mellem grupperne og med vældige, frygt-
indgydende knive afskærer en tynd skive
hvidløgduftende salami eller en gnalling af
osten. Kan Du så dertil kapre en „kipfel"
(et slags rundstykke) — et glas af det lyse —
vinlignende Wienerøl eller „ein pfiff rothen
eller weissen* (en kvartflaske let østrigsk vin),
så har Du et måltid, Du i de omgivelser
ikke vilde bytte for en plads ved keiserens
taffel. Skønhed — barnlig — naiv livs-
glæde — o, jugendzeit — o, goldenezeit!
det klinger og synger i sommeraftenens varme
luft:
O, jugendzeit — o, goldene zeit! —
Wie bist Du fem, wie bist Du weit!
kommer så den triste slutning og — mindet
blegner. —
Min første gang den følgende dag galdt
naturligvis Burgteatret. Eckardt, der havde
mange bittre erfaringer bag sig, rådede mig
til straks at gå til general intendanten baron
Munch- Bellinghausen ; så fik jeg måske fri-
plads med det samme; vilde jeg vente på,
hvad gesandtskabet kunde udrette, kunde jeg
komme igen ad åre. Og ganske rigtigt :
fra gesandtskabet, hvor jeg havde indleveret
den kgl. teaterbestyrelses anmodning om fri-
plads for mig, havde jeg ved min afreise
fra Wien 14 Dage efter endnu intet hørt.
Kofburgen danner som naturligt midt-
punktet i den gamle, indre by. Helt rundt
om denne lå de gamle fæstningsværker, der
nu havde veget pladsen for en prægtig
boulevard — Ringstrasse, der omgiver hele
-=— 249
-Emil Poulsen
den gamle bys syd-vest og østside — nord-
siden indesluttes af Donaukaien. Forstaden
Wieden, hvor jeg boede, er adskilt fra den
indre by ved en lille biflod til Donau, som
hedder Wien. Over denne førte en smuk,
statueprydet bro, Elisabethbriicke, hvorfra
Kårthnerstrasse, skærende Ringstrasse mellem
Opernring og Kårtnerring, førte midt ind til
Wiens hjerte: Stefanspladsen med den æld-
gamle Stefanskirke og de snevre, krumme
gader Graben og Kohlmarkt, svarende til
„strøget" hos os: Vimmelskaftet og Øster-
gade. På hjørnet af Kårtnerstrasse og Ring-
strasse lå det pragtfulde, nye hofoperahus,
der just var blevet færdigt og åbnet med
sæsonen 1869 — 70. En vældig bygning —
vist på størrelse med Pariseroperaen. Hvad
der mest tiltalte mig, var det aldeles for-
trinligt virkende ventilationsapparat, der med
fuldt hus i bagende midsommervarme gav
temperaturen en behagelig, kølig friskhed. —
Vi bøiede tilvenstre ned ad Augustinerstrasse,
der bag om Hofburgen førte os til den lille
Michaelsplads, hvor Burgteatret lå tilvenstre
og Michaelskirken ligeoverfor tilhøire. Inde
i et mørkt hjørne åbnede sig en lav dør
med bænke ved siderne. Det var skuespil-
lernes indgang. På bænkene — ude på gaden
altså — sad passiarende i behagelig skygge og
ventende på prøvens begyndelse en række af
scenens berømtheder deriblandt Levinsky,
som Eckardt straks forestillede mig for og
som så overtog præsentationen for de andre.
Der var hans gode ven dr. Førster, en an-
seelig, jovial skikkelse, der mindede mig om
professor Nielsen (også i spillemåde, som jeg
senere så). Den henved 80 årige frau Hai-
zinger, Burgteatrets „komische alte*, en
gammel dame med et sprudlende humør,
der muntrede bele kresen. Hartmann —
ung lystig elsker og bon vi vant — og hans
unge, smukke hustru, den bedste ingenue,
jeg har set såvel i alvorlige som navnlig
lystige ungpigeroller — overgående f. Eks.
Samary på teatre Francais, hvem hun for-
resten havde lighed med i den kraftige statur
og djærve spillemåde. Hun blev forresten
også tidligt ligesom Samary temmelig svær
for faget. Jeg følte mig straks som hjemme
ved alles naturlige venlighed.
Snart mindede regisørklokkens kimen dem
om prøvens begyndelse. Vi tog afsted og
ad mørke, underlige krinkelkroge steg vi op
til generalintendantens allerhelligste. Det
gamle burgteater, der nu er afløst af en
pragtfuld moderne bygning på Ringstrasse,
var bygget ind i en fløj af Hofburgen og
mindede i udseende og størrelse ikke så lidt
om vort hofteater. Snævert og forfaldent
var der — men høre og sé kunde man, og
bedre komedie er ikke spillet på nogen
europæisk scene, end der blev spillet på de
gamle brædder. Det nye burgteater —
uagtet det ikke som vort nye kongelige blev
bygget til opera og ballet — er dog for
stort, og bittre er klagerne, der nu bestandig
lyder over akustiken.
Generalintendanten friherre, baron v. Munch-
Bellinghausen, en elegant, kraftig bygget
skikkelse på c. 64 år med et fint, noget
tilknappet væsen, viste mig den største imøde-
kommenhed og lod straks udfærdige fribil-
letter for mig såvel til skuespillet som til
operaen. Hans ledelse af Burgteatret, hvor-
til der knyttedes store forventninger, skaffede
ham ingen laurbær — han måtte trøste sig
med, at hans digteriske virksomhed havde
indbragt ham dem i fuldeste mål; hans
dramer beherskede engang Tydsklands scener;
også vi Danske kender jo Friederich Halms
Ørkenens søn og Fægteren fra Ravenna.
Laube havde styret Burgteatret fra 1849 —
67 med uindskrænket magt. 1867 udnævnte
ministeren fyrst Hohenlohe baron Munch-
Bellinghausen til generalintendant over de
keiserlige teatre — skuespil og opera. Dig-
teren i ham var i ét og alt enig med Laubes
kunstprincipper, men embedsmanden mente
ikke at burde finde sig i Laubes enevælde.
Det kom til stærkere og stærkere rivninger,
250 -- t-.
Emil Poulsen
og Laube måtte vige for overmagten. Han
overtog stadtteatret i Leipzig fra 1867 — 70.
Munch skaffede sig nu en medgørligere
underdirektør i Wolf. Foruden de to teatre
regerede han imidlertid over det keiserlige
hofbibliotek — det zoologiske kabinet og
den botaniske have; så man sér, han havde
hænderne fulde. Samtidig blev hans helbred
dårligt — han led af hæftige galdesténs-
smærter. Han trættedes mere og mere..
Hæftigere og hæftigere blev angrebene på
hans styrelse. Medens jeg var dernede i
sommeren 1870 forlød det almindeligt, at
han vilde søge sin afsked og foreslå Laube
til sin eftermand. Laube havde hørt dette
rygte og kom i eftersommeren 1870 efter
at have opgivet Leipzig til Wien, gik til
Mimen og spurgte ham lige frem, om der
var sandhed i rygtet. „Ja,* lød svaret,
„De havde ret Laube, der må en enevældig
direktør til at styre et teater." De traf nu
forskellige aftaler for den kommende tid, der
imidlertid alle ramlede sammen ved Munchs
uventede død i foråret 1871. Laube blev
ikke hans efterfølger, men overtog det nye
Wienerstadtteater, som han med afbrydelser
styrede til 1880, da han definitivt trak sig
tilbage fra praktisk teatervirksomhed: den
betydeligste dramaturg det 19. århundrede
har at opvise.
Angrebene på Munchs styrelse syntes mig
i én henseende ikke helt uberettigede: re-
pertoiret var uheldigt — underligt planløst.
Ved siden af enkelte klassiske forestillinger
som Faust og Don Carlos var aftnerne op-
taget af navne som: Kotzebue — , Birk-
Pfeiffer — , Lederer — , Benedix — , Albini
og andre endnu mindre kendte. Dertil nogle
franske oversættelser nos intimes (Sardou) og
le filleul du Pompignac (Dumas fils). Tra-
gedien havde just i den tid (i Juni) lidt et
stort tab ved den berømte Hamletspiller
Josef Wagners død. Den store tragedienne
Wolter var svagelig og måtte skånes. Jeg
så hende kun et par gange — ikke i tra-
gedier. Hun var et mægtigt naturel —
mindede mig noget om vor udmærkede dra-
matiske sangerinde fru Gerlach. Det var
det samme mærkelige blik som hos en vild
fugl. Siden jeg er ved ligheder, så mindede
Sonnenthal mig i stemmens timbre og noget
usigeligt ved personligheden om V. Wiehe
sen., skøndt der egentlig slet ingen ydre
lighed var; men han var langt åndfuldere.
Han er endnu den dag i dag, skøndt over
70, Wienernes yndlingsskuespiller. Levinsky
så jeg som Philip i Don Carlos — som
Mefisto i Faust og som en gammel købmand
i le filleul de Pompignac. Han havde et
noget hæst, mørkt organ — men en voldsom
energi i udbruddet. Der var noget ved hans
spillemåde, der både tiltrak og frastødte mig.
Jeg kunde ikke forklare mig det, før jeg i
Paris så Got spille. Levinsky havde studeret
under Got, og det var lærerens manér i
diktion og gebærder, der af og til stak frem.
Endnu må, jeg nævne Baumeister: en aldeles
fortrinlig karakterskuespiller både i alvorlig
og komisk retning. Hans lune havde noget
maliciøsk ved sig, der kunde minde om
gamle Mantzius. Men han besad en langt
større illusionsevne end denne. — Forresten
havde man fornemmelsen af, at skuespillerne
som naturligt længtes mod ferien. Jeg så
også i fleres hjem som hos Hartmanns store
kufferter, der pakkedes med kostumer og
rekvisiter: forberedelser til „gastering"' —
gæstespil, noget dengang temmelig ukendt
for en dansk skuespiller. Endelig slog for-
løsningens time: d. 30. Juni lukkede burg-
teatrets porte, og 1. Juli tog vi afsked med
den elskværdige keiserstad og begav os i
følge med Levinsky og Otto Devrient til
Oberammergau i Bayern for at overvære de
berømte passionsskuespil. •
Otto Devrient var af den berømte Devri-
entske skuespillei slægt — (egentlig de
Vrient — det var Hollændere) søn af Ed-
vard Devrient, der skrev den tydske skue-
spilkunsts historie, forresten skuespiller
251
-Emil Poulsen
ligesom brødrene Karl og Emil og teater-
direktør — alle tre brodersønner af den
allerberømteste i slægten: Ludvig Devrient.
Otto Devrient var dramaturg — dramatisk
forfatter, senere direktør for teatret i Weimar.
Han havde arvet Devrienternes bekendte na-
sallyde i talen og mindede herved og i
blikket og en spodsk, ironisk måde at ud-
trykke sig på endél om Høedt. Forresten
var både han og Levinsky som to løsslupne,
kåde føl i deres glæde over ferien og reisen
gik på den fornøieligste måde, medens Otto
Devrient var os en udmærket indvier i pas-
sionsskuespillets mysterier; hans fader var
den første, der havde gjort det store publi-
kum i Tydskland og Europa opmærksom
på disse mærkelige forestillinger og havde
udgivet en bog derom. Disse fremstillinger
i den lille, afsides liggende bayerske bjergby
af Jesu lidelseshistorie vekslende med levende
billeder af det gi. testamentes historie, der
havde sammenhæng, med frelserens liv,
stammede fra den tidligste middelalder. Bøn-
derne i landsbyen udførte de førskellige roller,
lavede dragter og dekorationer — først helt
ukunstlet under munkenes veiledning — i
nutiden med benyttelse af alle kunstneriske
hjælpemidler. Hver 10de år opførtes skue-
spillet hver Søndag hele sommertiden igen-
nem. Rollerne gik i reglen i arv i familierne
og alt forberedtes og indstuderedes i den
mellemliggende 10-årige periode med den
største samvittighedsfuldhed — ja, egentlig
med religiøsitet. Det var nu blevet helt
moderne at overvære disse skuespil ikke blot
for de omliggende egne: fra hele Europa,
ja, fra Amerika og Australien kom der
reisende for at se dem og et livligt, broget
folkeliv udviklede sig deroppe i bjergbyen i
sommermånederne. Over Miinchen tog vi til
Starnberg ved nordenden af søen med samme
navn — med damper til søens sydende
Seeshaupt og derfra til den lille by Murnau
ved foden af den bayerske alpekæde og
overnattede dér for kl. 4 den næste morgen
at begive os på vei snart kørende, snart
gående op i Ammergaubjergene, hvor vi så
den slanke, nøgne fjeldspids Ettaler Mandl
stikke frem som vor veiviser. En herlig
skovvej, hvor bække og små floder rislede
ned ad klipperne på begge veiens sider, førte
os op til Oberammergau i en høide af
3000 fod. Landsbyen ligger ved foden af
bjerget Kofel, der danner en glimrende bag-
grund for det åbne teater, snart omgivet af
pragtfulde skyformationer, snart nedsendende
lyn og torden fra sin top, hvad der ofte
tildrog sig netop som Golgathascenen fore-
gik. Det var forunderligt i den grå, kølige
morgenbelysning at se landsbyens indvånere
mylre ud fra de lave huse og vandre op til
teaterpladsen iførte de dragter, de skulde
benytte i skuespillet: hér et par romerske
soldater — dér ypperstepræsten omgivet af
Jøder — dér disciplene — dér Jesus og
Maria — dér røverne; — indtil 500 per-
soner medvirkede ved forestillingen. Skue-
pladsen, der ligesom teatret var ubedækket
undtagen de øverste par rækker af de am-
fiteatralsk sig hævende rader af træbænke —
kunde rumme indtil 7000 mennesker. Fore-
stillingen begyndte kl. 8 om morgenen med
kanonskud og basunstød og varede til kl. 5
blot med 1/2 times pause, hvori man hjem-
søgte de boder med pølser, brød og drikke-
varer, der var opslået rundt omkring. I
andre boder falbødes helgenbilleder og rosen-
kranse, der havde været i Jerusalem og som
fandt rivende afsætning hos bønderne, der i
deres maleriske høitidsdragter allevegne fra
var strømmede sammen gennem fjeldpassene ;
der udviklede sig det mest betagende, brogede
folkelivsbillede under den rene, skyfri himmel
i det strålende solskin. Fra 8 — 5 sad vi
dér under den brændende sol og lyttede
åndeløse — stirrede betaget på de vekslende
billeder — ligefrem levede Kristi lidelses-
historie med. Og hvor enfoldigt troende gik
de bønder op i rollerne! og hvilken rén,
skøn menneskelighed var der over den Kri-
--=--- 252 = = =
==- -=^Emil Poulsen
stus — en ung træskærer, der hed Josef
Mayr — hvilken smertefuld høihed var der
ikke over ham, som han timevis hang dér,
fæstet til korset i en utrolig pinefuld stilling !
Hvor gøs det i en, da de med køller knuste
benene i røvernes legemer — jeg glemmer
aldrig den skrækkelige, dumpe lyd. Det
blev forresten den sidste forestilling i det år,
den, vi overværede, idet Kristus, Josef Mayr,
blev indkaldt og som soldat måtte gøre den
fransk-tydske krig med, hvor han, om jeg
ellers husker ret, måtte lade sit unge liv.
En uforglemmelig afslutning på festdagen
var det at se bjerget ligesom blive levende,
da folkemassen opløste sig og fordelte sig
på veie og stier. Øverst de skinnende sne-
tinder, så de grønne, skovklædte klipper, de
rislende bække, tyrolske og bayerske bønders
brogede farver, der ligesom løsnede sig ud
af naturomgivelsernes grund, alt forgyldt af
aftensolens stråler, alt klingende af sang,
jodlen og lystige tilråb mellem de hjem-
vandrende skarer.
I Munchen overværede vi under nogle
dages ophold — foruden forskellige skuespil-
forestillinger — førsteopførelsen af Wagners
Rheingold. Vi var stærkt imponerede af at
sé den illuderende fremvisning af de i Rhi-
nens dyb svømmende Rhindøttre. Af mu-
siken var det især Lokes evigt sittrende
flammer, der betog os. Devrient og Levin-
sky tog her afsked med os. Devrient så jeg
aldrig mere; han dgd$ for flere år siden.
Levinsky traf jeg først efter 24 års forløb;
men han havde ved venlige breve vist, at
han mindedes den unge, ubekendte skuespiller
og genkendte mig straks ved sit besøg hos
ham 1894. Da senere mine sønner stu-
derede i Wien, åbnede han gæstfrit sit hus
for dem og glædede og belærte dem ved sit
og sine venners åndfulde selskab. Han er
nu fyldt 70 — en stor kunstner — et ud-
mærket menneske — en sjælden brav kam-
merat,
Nu gik farten over Nurnberg, Heidelberg
og Strassburg til Paris. I Nurnberg, der
endnu dengang var så temmelig uberørt af
nutidens raserende tendenser og henlå som et
herligt, kunstfærdigt stykke middelalder, til-
bragte jeg en prægtig aften udenfor et lille
hotel nede ved Pegnitzerfloden ligeoverfor den
maleriske Henkersteg med det mørke, uhyg-
gelige tårn. Vi nød det sjældne syn af
fuldmånens skin på byens takkede gavle,
høie tage, taame og tinder, medens samtidig
et tordenveir — mørknende horizonten bag
Henkersteg — udsendte lyn på lyn.
I Heidelberg stod jeg på Kønigsstuhl,
en klippe høit over den maleriske slotsruin
og skuede ud over Neckardalen, hvor floden
som en sølvslange snoede sig mellem byer
og borge, marker og skove, der bredte sig
i soldisen. Jeg syntes mig som Faust,
skuende ud over verden.
Det var en bagende solskins eftermiddag
i Juli, at vi befandt os på jernveien mellem
Hejdelberg og Strassburg. Vi havde passeret
Karlsruhe og lå og stønnede af hede og
støv på 3. klasses træbrikse — alle vinduer
stod åbne — brunt kulstøv og gult veisand
fyldte luften. Jeg lå halvsovende og stir-
rede på numret på vaggondøren: 36. Igen
no. 36 ! Overalt på min reise havde det
tal forfulgt mig. Drosker, jernbanevogne,
garderobenumre, hotelværelser: bestandig 36
eller tal, hvori 36 forekom. Hvad betød
det? Hvad skulde det sige? — I Rastatt
steg 3 Amerikanere ind til os. De vilde til
Baden-Baden og besøge hazardspillets blinde
lykkegud. »Hvordan foregår egentlig spillet
dér," spurgte jeg. „Rouletten har 36 numre",
lød svaret, „man sætter en sum på et
nummer og dersom viseren stanser ved dette
nummer, får man sin indsats 36 gange igen".
Det begyndte at flimre for øinene af mig
med forgyldte 3taller og 6taller. „Hvordan
bærer man sig ad med at komme derhen?"
— „Vi er snart ved den lille station Oos;
derfra fører en lille sidebane med damp-
omnibus på 10 minutter til kursalen i
-=-: 253
Emil Poulsen
Baden*. Jeg vil — jeg vil ikke! jeg
vil — jeg vil ikke ! hamrede det i maskinens
stempelslag. Nei — nei! Du har billet til
Strassburg uden ret til at afbryde reisen —
du har ikke råd til letsindigheder ;" manede
fornuften. Heden og støvet lammede al
energi — samtalen forstummede og i en blid
døs sank vi hen på bænkene.
En skingrende fløiten — et voldsomt stød :
hulter til bulter kastedes vi mellem hver-
andre ned på gulvet — kufferter og reise-
tasker væltede ned over vore hoveder — dygtige
Toiubs vankede der — lysvågne styrtede vi
til vinduerne : hvad var der sket ? Skinnerne
var under reparation og ikke bragt rigtig \
orden, da toget kom; — omtrent ud for
station Oos løb vi af sporet og stod fast.
„30 minutters ophold, før der kan skaffes
"ryddelig bane og lokomotivet løftes." Det
kimede til afgang for Baden-Badentoget :
„10 Tninuter derop — 10 minuter tilbage
— 10 minuter til at vinde en formue!
afsted!" — Op naaede vi i toget, der, inden
vi havde rigtig fået sat os tilrette, udlossede
os foran kurhusets pragtfulde vestibule. Som
tre frygtelige sjovere, uvaskede, ubarberede
og tilstøvede masede vi gennem sværmen af
elegante herrer og damer ind i spillesalen,
der strålede af forgyldning — hen til bordet
hvor guldet lå i dynger. En Louisdor på
no. 36! — Jeg vendte mig for at betragte
den pragtfulde hal og de strålende toiletter.
Man rørte ved min arm: „Pas på deres
penge — herre!" „Hvad? — hvor?u —
En rulle skinnende dukater var skubbet hen
til min plads: imens jeg havde vendt mig,
var roulettens viser stanset ved no. 36.
Ellevilde stormede vi ned ad marmortrapperne
ud på terrassen foran kursalen — en flaske
champagne knaldede og høit svang vi bæg-
rene på et muntert ophold i Paris. De 10
minuter var gået — i rette tid nåede vi
stationen, hvor toget til Strassburg ventede
os. Og så til Paris med mine vundne
700 frcs. Nu kunde jeg blive der en hél
måned, jeg havde jo fået mit reisestipendium
fordoblet.
Paris var som en myretue, der var stukket
en pind i. De vildeste rygter om krig svir-
rede om ørene på en. Zuaver og turcoer var
dagens helte; hvor de viste sig, spærredes
gaden af beundrende tilskuere. De trakteredes
— de blev drukket fulde og hylende dan-
sede de på boulevarderne under skriget
„å Berlin, å Berlin!" Man gik som i feber
for, hvad den næste dag vilde bringe. Blev
det krig eller ikke? — Under sådanne for-
hold havde man ingen ro til teaternydelse.
Jeg så et, som jeg syntes, kedeligt stort
drama på vers: Maurice de Saxe, hvor
Got, Maubant og La Roche deklamerede som
besatte. Jeg hørte også „le freischutz" —
forunderlige forestilling! jeg kendte bogsta-
velig ikke et tema igen i denne franske
tolkning af hypertydsk romantik. Men man
kunde ikke sidde rolig i teatrene; man
måtte ud på gaden og høre, hvad enden
blev. Endelig en morgen hed det sig for
20de og sidste gang for afgjort: nu går det
løs! Vi skyndte os til vor gesandt, grev
Moltke for at høre råd. „Jo, krigen var
erklæret!" ~= „Kunde vi blive?" — „Ja —
han vidste ikke, hvad han skulde sige.
Landveien gennem Tydskland vilde jo snart
blive stoppet; men søveien vilde jo altid
stå os åben." — Vi veiede sagen frem og
tilbage. „Sæt — Danmark kom med! —
Nej — lad os komme hjem, mens det er
tid!" — Med samme tog som vi reiste vor
krigsminister Råsloff og Preussens gesandt
v. Werther, der nu rystede Frankrigs støv
af sine fødder. I Achen, hvor der holdt et
kolossalt militærtog med alle våbenarter,
forlod han vort tog og modtoges med uen-
delig jubel. Fra nu af raslede der ustan-
selig militærtog forbi — alle vinduer fulde
af pikkelhuer og bagladerifler ; jeg vil ikke
nægte, at min krigsbegeistring kølnedes en
dél ved synet af disse skarer af tause, al-
vorlige krigerskikkelser, der i samme nu
-= 254 i — -
= Emil Poulsen =
krigens tærning var kastet fuldtvæbnede
mylrede til grænsen: en grel modsætning
til de halvfulde turcoers hyl og dans på
gaderne i Paris. I Hamburg skiltes jeg fra
mit reiseselskab, der vilde nordpå i Jylland ;
jeg vilde over Kiel til Korsør. Man mente
rigtignok, at Kielerhavn var spærret af
miner og torpedoer og al skibsfart stanset.
Men jeg vilde dog vove forsøget: ellers
kunde jeg ikke nå at komme til væddeløbene
ved Eremitagen, Søndag formiddag (hvad
vilde jeg mon dér?). I nattoget til Kiel
mente personalet dog, at den danske post-
damper afventede togets ankomst, hvis vi
ikke var altfor meget forsinkede. Fuld af
spænding ilede jeg ved i 2-tiden Lørdag nat
fra banegården ned mod havnen: Hurra!
dér lå damperen med alle laterner tændte og
dampen oppe. Med en følelse, som var jeg
sluppet ud af preussisk fangenskab, gik jeg
ombord og afsted dampede vi mod Dan-
marks kyster. Ud gennem fjorden viste
kapt. Tegner, en dansk søofficer, der førte
postdamperen, mig flere steder, hvor han
havde taget mærke af de tydske minespæ-
ringer. Natten gik med drøftelse af krigens
chancer i sangvinsk forhåbning. Søndag
formiddag var jeg i København. Et hurtigt
toilette og afsted ud på Eremitagesletten.
Skuffelse! Hun var der ikke. Dagen til-
bragtes med at afsøge de steder, hvor i
Tårbæk landliggende, unge damer kunde
tænkes at færdes. Først <em aftenen lykkedes
det mig i Klampenborg konsertsal at kon-
statere min lykkelige tilbagekomst til fædre-
landet. Dødtræt — jeg havde næppe fået
søvn i øjnene, siden jeg forlod Paris om
Fredagen — stod jeg i begreb med at be-
stige mit ensomme leje i Overgaden neden
vandet, da en voldsom kimen på portklokken
kaldte mig til vinduet. Nede på gaden
holdt en landauer fuld af gode venner. De
havde været på skovtur — havde sporet
min hiemkomst og ville nu have det nyeste
nyt fra Paris. 1 Skodsborg havde de over-
været Studentersangforeningens fest — de
havde deltaget i den overstrømmende jubel,
hvormed budskabet om krigserklæringen var
blevet modtaget derude — de flammende,
krigsbegeistrede taler: Slesvig! Slesvig! var
parolen som i Paris : å Berlin — a Berlin ! —
Jeg meddelte mine venner kortelig mine
indtryk og bad dem om nattero. Allerede
de følgende dage bragte illusionernes be-
gyndende bristning.
Men længe varede det, før det ret blev
os klart, hvor lykkelige vi måtte prise os i
vort musehul.
Medens jeg skriver disse sidste linier af
mine reiseerindringer, hører jeg en kvinderøst
fra det tilstødende værelse og gennem den
åbentstående dør udspinder sig følgende re-
plikskifte :
Hun: Dette nette, lille toiletspeil, jeg holder
i min hånd og som Du skænkede mig til
fæstensgave, var det en belønning for min
lykkelige „ distraktion* ?
Jeg: Ingenlunde, kære ven! Hin skønne,
kostbare gave var allerede købt i den for
sine ciselerer og snildrige sølvsmede fra
middelalderen berømte, gode by Nurnberg.
Hvis fremtiden var mig god, skulde den
være en amindelse til min „tankes tanke" ,
mit „hjertes dronning", til det fantom, der
lysende ledte vandrenes fjed i det fremmede
land.
Hun: Kalder Du mig et fantom?!
Jeg: Et skønt — ja!
Hun: Ak nej! Når jeg i speilet betrag-
ter —
Jeg: Speile lyver!
Hun: — betragter mit ansigts træk, så
bliver det mig klart, hvor den „goldene ju-
gendzeit* både er „fem und weit." Hvor
mange år er vel svundne fra „da vi var
21"?
Jeg: Jeg forudsætter, at Du, som vanlig,
har din regnskabsbog ved hånden (den
anden — i den ene har Du jo efter eget
sigende speilet). Du vil da let ved blyantens
255
-Emil Poulsen
hjælp kunne gere regnestykket op: 1870
fra 1906 er 36."
O ven og bybud no. 36, hvis navn er
Petersen! hvis dit øie nogengang efter 36
års forløb skulde falde på disse blade,
tænker jeg, Du vil være tilbøielig til at
indrømme, at der er (endnu) mere mellem
himmel og jord end din og vor fælles ven
Horatios filosofi drømmer om.a — (En efter
omstændighederne ganske klækkelig drikke-
skilling ligger forresten til afhentning.)
Sommeren 1906.
Det nyeste Billede af Professor Emil Poulsen.
256
4«ia>;*0aK
333
UNDER STANDRETTENS TEGN
BILLEDER FRA DET OPRØRSKE POLEN
Af A. Hagensen.
Patrouille paa Weichsel promenaden.
HISTORISKE Begivenheder kan være him-
melvidt forskellige. Reglen er vel, at
de først antager den „historiske" Karakter
efter lang Tids Forløb, naar deres Virkninger
konstateres. En i Øjeblikket interesseløs,
stilfærdig Forhandling kan efter Aars Forløb
blive til „den historiske Daga, og Optrin
fulde af den stærkeste Spænding kan gaa
sporløst i Forglemmelse. Men selv i de Til-
fælde, hvor den historiske Udvikling løber
synlig i Døgnets Overflade, vil Afstanden og
Tiden oftest udslette alle de smaa Træk, som
tilsammen udgør Tidens aktuelle Fysiognomi.
Det var for at se disse utallige Ubetydelig-
heder, hvorom Telegrafen intet melder, men
som i Livet mellem Morgen og Aften føles som
det eneste væsentlige, at jeg gjorde min Ud-
flugt til Polen.
Allerede i Berlin sporedes de første Tegn.
Næsten alle større Forretninger paa Hoved-
strøgene havde anskaffet sig Skilte eller Re-
klametavler med russiske Inskriptioner — det
bedste Bevis paa, hvor stort et Antal rus-
siske Flygtninge der maatte opholde sig i
Byen. Alene i September Maaned indtraf
der over en halv Snes Tusinde.
Trafikken i modsat Retning er derimod
kun ringe. Jo nærmere vi kom til Grænse-
stationen Aleksandrowo, desto bedre Plads
blev der i Toget, og der var kun en Snes
Stykker tilbage, da vi efter at have afleveret
vore Pas til en Gendarmofficer tog Opstilling
langs Toldskranken. Jeg havde forberedt
mig paa en grundig Visitation og anbragt
en lille Sum Penge i min Vestelomme —
den Gang troede jeg endnu, at alle russiske
Embedsmænd levede af Bestikkelser. Til min
Overraskelse mødte jeg kun den mest ud-
prægede Elskværdighed og den uegennyttigste
Hjælpsomhed, saa jeg til Trods for de mili-
tære Vagtposter ved Dørene og mine ind-
fødte Medpassagerers mørke Tavshed, trods
alt, hvad jeg havde læst og hørt, grebes af
en behagelig, veltilpas Følelse.
Og Duften — den bedaarende Duft, som
slaar En i Møde overalt i Rusland ! En Duft
af sød Parfume, af Cigaretter og The, af
Laser og Silke, som faar, En til at tænke
paa et asiatisk Karavanserai. Man mærker
ikke stort andet end denne Duft, sløv og
søvnig som man er af den lange Natterejse,
men alene den er en Oplevelse, som man
aldrig vil glemme. Og naar man omsider
har faaet sit Pas udleveret og er kommen
til Leje oppe under Koupéens Loft, kan man
ligge længe og indaande denne nye, subtile
Fornemmelse.
Hen paa Morgenen vækkes jeg af Solda-
ten, der patrouillerer frem og tilbage i To-
-- 257
Billeder fra det oprørske Polen
gets Korridor, og jeg ligger nu og stirrer
ud gennem de dobbelte Vinduesruder. Lan-
det er efteraarsgraat og fladt, fladere end
det danske, med større Marker og fjernere
Horisont. Menneskeboligerne ligger langt fra
hinanden, og kun sjældent ser man et Træ.
Det eneste, der nu og da bringer Liv i Bil-
ledet, er store Gaaseflokke, som bevogtes af
Smaapiger.
Og af og til hænder det, at vi rasler gen-
nem en Station, hvis Perron er fuld af Sol-
dater og af morgenduelige, langkoftede Jøder,
som venter paa det første af Dagens Bumletog.
*
Straks man træder ud fra Warschaus mi-
litærbesatte Banegaard, faar man Indtrykket
af en By i Forfald. Husene er lave og
daarligt vedligeholdte, Brolægningen slet, og
Befolkningen ikke fri for at være lurvet.
Men man har ikke været mange Timer i
Byen, før man føler sig grebet af den halvt
triste og halvt højtidelige Stemning, som man
ellers kun kender fra Kirker og fra storladne
Ruiner. Thi Warschaus Forfald er ikke det
udueliges eller overflødiges Henvisnen. Det
er et Stykke Europa, som er erobret af Asien ;
et Stykke blomstrende Civilisation, der er
tilsandet ude fra Stepperne; en Del af den
civiliserede Verdens fælles Historie, der er
halvt udvisket af en Haand ude fra det
ukendte. Og Europa har glemt Polen. War-
schau er omtrent dobbelt saa stor som Kø-
benhavn — og vistnok den eneste, større
By, om hvilken der ikke eksisterer nogen
Rejsehaandbog. Den er et af de vigtigste
Jernbanecentrer, men Turisterne kommer her
ikke. Selv Tyskerne holder sig borte — die
Bierverhåltnisse sind schlecht!
Naarsomhelst og hvorsomhelst sporer man
denne kulturelle Tilsanding. Dér holder nu
for Eksempel en Række Droscher, smaa, lav-
hjulede Køretøjer, hvis lasede Kuske har et
Nummerskilt dinglende i Nakken. Men er
Kuskene lasede, er de Mennesker det endnu
mere, som kommer og giver dem Hyre. Det
er støvede Kularbejdere, karhovede Tjeneste-
piger, magre, langskæggede Jøder med Byldter
af gammelt Skrammel — kort sagt Almues-
folk. Det i Vesten snart forsvundne Begreb
Almue har endnu Gyldighed i Polen. Menne-
skenes standard oflife er lavere her; man er
smittet af Steppefolkenes karrige Nøjsomhed.
Men samtidigt har man vænnet sig til Sam-
livet med Hesten, saa det føles som noget
ganske selvfølgeligt, at det daglige Liv
baseres paa denne. Kørsel er her en Livs-
fornødenhed, ikke som i Vesten en Luksus.
Man plejer ikke sin Magelighed, men sørger
kun for at komme hurtigt frem; mange
Vogne er derfor bygget saa smaa og lette,
at en voksen Mand kun kan sidde krum-
bøjet i dem.
Jeg gaar hen til Droscherækken, sætter
Foden paa et Vogntrin og siger:
„Hotel Victoria."
Kusken smiler forlegen og ryster paa
Hovedet.
„Hotel Victoria!' gentager jeg — et Par
Gange og med forskellig Betoning. De to
Ord var dog internationale, og det var umu-
ligt andet, end at en gammel Droschekusk
maatte kende Hotellet! Men Faktum var,
at hverken han eller nogen af hans Kamme-
rater begreb, hvor jeg vilde hen. Saa enorm
er Sprogforskellen. Slaverne taler i Konso-
nanter, der kun er løst sammenkittede med
Vokaler, og for deres Øren er vort vokale
Sprog ikke artikuleret Tale, men kun en
morsom Gurglen.
Imidlertid tabte jeg ikke Modet men frem-
viste et trykt Kort med Hotellets Navn og
Adresse. Alle Kuskene, godt og vel en halv
Snes Stykker, stimlede sammen og besaa
Kortet, hvorpaa de brød ud i den hjerte-
ligste Latter. Du gode Gud, her kom der
en Tysker med Fotografiapparat paa Maven
og Rejsetaske paa Bagen og troede, at de
kunde læse! De — jævne, fattige Drosche-
kuske! Aldrig før havde de oplevet noget
saa ubetaleligt!
— 258 =■ ■=-
Billeder fra det oprørske Polen
Jeg tror ikke at overdrive ved at ^ige,
at intet nogensinde har gjort saa stærkt et
Indtryk paa mig som dette Latterkor. Det
tog al Stivelsen ud af mig, saa jeg stil-
færdig luskede bort for at sunde mig. Et
Par Gange tidligere havde jeg truffet Analpha-
beter, men aldrig før befundet mig i en By,
hvor det var selvfølgeligt, at det brede Lag
ikke kunde læse. Og dette Folk vilde man
give Valgret!
Omtrent en halv Time senere gaar jeg
ovre i Pragerforstaden, da en Drosche pludse-
lig holder foran mig. Det er min Kusk fra
før — ham, som ikke kunde forstaa mig.
Han nikker huldsaligt til mig og peger paa
sin Vogn. Kom, lille Bror, nu skal du
alligevel op at køre hos mig!
Straks efter at jeg havde fjærnet mig, fik
Manden en god Idé. Han satte sig op i
sin Vogn og forfulgte mit Spor. Hej, du
dér, har du ikke set en lang Tysker med
Fotografiapparat paa Maven og Rejsetaske
paa Bagen ? Ja, det var der nok, der havde,
thi i disse Dage vækker en Turist ikke ringe
Opsigt i Warschaus Gader, og altsaa fandt
min Kusk mig. Da han havde faaet mig
vel ind i Vognen, kørte han mig i Bravade-
galop hen i et andet Kvarter af Byen til en
Bekendt af sig, der kunde fungere som Tolk.
Og da han saaledes havde erfaret, at jeg
vilde til „Haatellu Vitstaarjaa", lod han
undskyldende Tolken sige:
„Fra nu af skal der betales en lille Smule."
Dette var for mig den første Aabenbaring
af den store Hjælpsomhed, som mærkes over-
alt bag Ruslands Grænser, og som er Kærnen
i alt' russisk Væsen og al russisk Kultur.
Rusland er det vennesæleste Land paa Jorden.
Hjælpsomheden er uden Grænser. Dagen
efter min Ankomst købte jeg i en af Parkerne
en Avis af en lille Jødedreng. Han kunde
ikke give tilbage paa den Mønt, jeg rakte
ham; men uden at betænke sig antastede
han alle velklædte Forbigaaende for at faa
den vekslet — standsede endog et Par Ekvi-
259
pager. Tilfældigvis var ingen i Stand til
at hjælpe ham, men alle gjorde sig den
største Ulejlighed. I det demokratiske Vest-
europa havde han ganske simpelt faaet en
Piskesnært i Hovedet.
Og Tiggerne, den utrolige Masse Tiggere,
der hilser paa En alle Vegne! De faar alle
noget — om ikke andet, saa besvarer man
deres Hilsen, thi Tiggeri betragtes som et
naturligt og hæderligt Erhverv for gamle
Folk. De er ikke som i Vesteuropa en
Plage, og hvad man giver dem er ikke en
Almisse men en Broderskærv.
Alle disse Smaatræk paatrænger sig den
Rejsende med en saadan Styrke, at han
straks forstaar, hvor inkompetent han hidtil
har været til overhovedet at have en Mening
om russiske Forhold. Paa mig gjorde de
en saa altudslettende Virkning, at jeg var
fri for alle de gængse, vesteuropæiske Fore-
stillinger, da jeg begyndte mine Vandringer
rundt om i den By, som Maaned efter Maaned
havde levet under Standrettens Tegn.
Overalt Soldater! Langs Fortovene stod
de med omtrent samme Afstand som Lygte-
pælene. Hist og her paa aabne'Pladser eller
udenfor Regeringsbygninger stod der større
Troppeafdelinger med Geværerne stillede i
Pyramider, og i Apotekerne, Bankerne og
mange større Forretninger fandtes der en
Dobbeltpost indenfor Døren. Hele Byen var
tæt overpfikket med hvide Soldaterkitler
og -huer. Med faa Minutters Mellemrum
blev Gaderne yderligere gennemsøgt af Kom-
mandoer, der slentrede af Sted formeret i en
lang Enkeltmandslinie paa hver Side af Gaden.
Noget sjældnere kom der Rytterpatrouiller —
Tscherkesser med Faareskinds Tophue og
sølvskæftede Dolke.
De første Dage var det unægtelig *lidt
nervepirrende at spadsere rundt blandt disse
Tusinder af Soldater med deres skarpladte,
bajonetbesatte Rifler. Jeg vidste, at de havde
Lov" til uden videre at skyde en Mand ned,
18
Billeder fra det oprørske Polen
og jeg troede, at det heller ikke manglede
dem paa Lyst dertil. I det sidste halve Aar
har Dagbladene jo atter og atter meddelt,
hvorledes den raa og brutale Soldat anrettede
det ene Blodbad efter det andet paa frede-
lige Borgere. Der blev skævet en Del til
mit mystiske Kamera, som jo hinde inde-
tænke sig disse Soldater i Warschau! Fra-
regnet de fuldt udviklede, atletiske Kavale-
ristei er det alle ganske unge Mennesker,
mange af dem næppe mere end sytten Aar
gamle. Deres Hjem er et Sted langt ovre
ad Sibirien til — deres Ansigtstræk er ofte
mere mongolske end en Kinesers. De fleste
Troppekommando foran Alexandcr-Newski Kirken.
holde en Bombe, og et Par Gange blev der
af en Skildvagt gjort Tegn til mig, at jeg
skulde holde mig paa Afstand, men jeg
opdagede snart, at der intet var at frygte
for den, der færdedes a åbenlyst. ,
Det er ret ulogisk, naar man har skildret
de russiske Soldater som Folkets Fjender og
Bødler, thi Hæren er jo Folket selv, og hvis
den en Gang imellem deltager i et mørk-
blodigt Pogram, er det forstaaeligt. Man
af dem har næppe været udenfor deres Landsby,
før de bliver transporteret til denne forvir-
rende Storstad, hvis Befolkning taler et frem-
med Sprog og efter Officerernes Sigende har
gjort Oprør mod Czaren. Og saa den Masse
Jøder, som ikke tror paa Jesus eller Jomfru
Maria, og som mestendels lever af Pølser,
hvis ukontrollerede Indhold gærne kan stamme
fra slagtede Kristenbørn, saadan som Præ-
sterne paastaar ! Næppe en Dag gaar dert
260 — -
Billeder fra det oprørske Polen
uden at en eller anden af deres Kammerater
bliver myrdet af de Revolutionære, og hele
Døgnet rundt maa de gøre anstrængende
Tjeneste. Kan man da undre sig over, at
de bliver nervøse, eller at de kan føle desperat
Tilfredsstillelse ved at massakrere den for-
bandede, fremmede Befolkning, der ligger
paa Lur udenom dem og kun pønser paa at
tage deres Liv? De elsker ikke Militær-
livet — det er dem jo paatvunget. De
hader deres Officerer og skyder dem ikke
sjeldent selv, men Mytteri tør de ikke gøre.
Hvem skulde da skaffe dem Mad, og hvem
transportere dem tilbage til deres Hjem?
Man kan ikke andet end føle Sympati for
disse Stakler, hvis Skikkelighed er ligesaa
ubegrænset som deres Uvidenhed. Et Nik
er nok til at vinde deres Venskab.
En lille Episode, som jeg oplevede, giver
en god Forestilling om Troppernes Karakter.
Fem smaa Bønderdrenge var kommen til
Byen med Morgentoget og blev arresteret paa
Banegaarden. Aarsagen kender jeg ikke;
formodentlig har de enten intet Pas haft
eller ogsaa fløitet en polsk Melodi. Men
arresteret blev de i hvert Fald og omgivet
af en hel Militærkordon ført ud til Citadellet.
Dette ejendommelige Optog vakte ingen videre
Opmærksomhed; Folk var saa vant til sligt,
at man ikke en Gang vendte sig om, men
mig som Fremmed interesserede det selv-
følgelig, saa jeg blev staaende ved Bane-
gaarden for at se, om der kom. flere af den
Slags Transporter. Det gjorde der ikke, men
efter kort Tids Forløb kom der en ung Mand
farende ud fra Ventesalen i fuld Firspring
med en Gendarm i Hælene paa sig. I sin
blinde Angst løb Polakken lige mod et
Plænegitter, hvor Gendarmen holdt ham fast
ved blidt og nydende at trykke sin Bajonet-
spids mod hans Mave. Medens han stod
her med oprakte Arme og ikke vidste, om
hans sidste Øjeblik var kommen, traadte jeg
nærmere — men blev standset af en ung
Soldat, der ilede til. Da jeg pantomimisk
tilkendegav, at jeg var en ganske harmløs
Person, klarede det op i hans skikkelige
Bondeansigt, hvis Intelligens ikke naaede
langt indenfor Huden; jeg kunde se, hvilken
Lettelse han følte ved ikke at skulle gaa
voldeligt frem. Gendarmen derimod, der som
Bymenneske kendte et Fotografiapparat, havde
straks indtaget en teatralsk Krigerattitude i
Haab om at blive foreviget.
Ligesaa skikkelige Soldaterne er, ligesaa
forhærdede og forhadte er Gendarmerne og
Politibetjentene. Enhver Politibetjent er, hvad
enten han befinder sig paa Post eller i sit
Hjem, bevogtet af to Soldater, men alligevel
lykkedes det de Revolutionære at eksekvere
mange af de Dødsdomme, som den hemmelige
Kamporganisation havde fældet over Politiet.
Kamporganisationen ! Siden min Hjemkomst
skal fjorten af dens Medlemmer være blevne
arresteret og henrettet, men for et Par Uger
siden var deres Navne ligesaa ukendte af
Myndighederne, som deres Efterfølgeres er
nu. Alle Byens Borgere derimod kendte
Kamporganisationen og lystrede den blindt —
af Solidaritetsfølelse eller af Frygt. Den
regerede diktatorisk ved Siden af den offi-
cielle Regering, udskrev Skatter, gav Ordrer
og holdt Justits. En Læge blev for Eksempel
ved højlys Dag standset af to Mænd, der
oplæste hans Dødsdom — for Angiveri. Det
faldt ham ikke ind at søge Hjælp hos Mili-
tæret; men han gik hjem, gjorde Testamente
og afventede sin Skæbne.
Der kæmpes uafbrudt, men Vilkaarene er
højst ulige. Den ene Part er skjult i Mørke,
medens den anden Part staar i fuldt Dagslys.
Myndighederne ved aldrig, hvor de har deres
Fjender; thi den Befolkning, der færdes paa
Gaderne, er fredelig og besindig at se til.
Alt gaar tilsyneladende sin jævne Gang ;
Færdselen er saa stærk, at den til Tider kan
minde om London. Men alligevel er det
kun det nødvendigste, daglige Arbejde, der
udføres. Al større Virksomhed ligger stille;
hvis en Mand er dygtig og energisk nok til
18*
261 ^.^
Billeder fra det oprørske Polen
at tjene Penge, risikerer han let, at en af
Byens to Regeringer beslaglægger hans Ind-
komster. Selv en ubetydelig Varetransport
gennem Gaderne maa beskyttes af Militæret.
Man kan tænke sig, hvor enormt et Tab
Befolkningen maa lide. Danske Skribenter
har skildret Polakkerne som ligeglade, ini-
tiativløse, ødsle Mennesker uden praktisk
Sans — de er lige det modsatte ! I Warschau
og Lodz (udtales Wodsi) findes talrige, store
Fabrikker, der beskæf-
tiger Tusinder af Arbej-
dere, og rundt om i
det russiske Rige be-
herskes Handelen for
en stor Del af Polak-
ker. De er de eneste,
der kan optage Kon-
kurrencen med Arme-
nierne, som har Ord
for at være Verdens
drevneste Handelsfolk.
Warschau alene har
over 400 Fabrikker
med gennemsnitlig 50
Arbejdere og en Pro-
duktion til 50 Millio-
ner Rubler. Ogsaa al
Handel fra Vesteuropa
til Rusland maa gaa
over Warschau, da
Banernes Sporvidde
skifter her. I Lodz er Virksomheden mindst
ligesaa betydelig.
Naturligvis har den stærke Blanding med
Jøderne bidraget meget til at gøre Polakkerne
dygtige og praktiske. En Tredjedel af War-
schaus Befolkning er Jøder, der ganske vist
officielt er en Pariakaste, men af Befolk-
ningen nærmest betragtes som ligestillede
Lidelsesfæller og politiske Kampfæller. Begge
Parter — Polakker og Jøder — har jo en
speciel Frigørelseskamp at føre, og de ved,
hvor let Myndighederne kan falde for Fristel-
sen til at statuere et afskrækkende Eksempel
Visitation efter Vaaben.
paa disse to fremmede Elementer i Landet.
Paa de yngre af Warschaus Jøder kan man
se, hvorledes den stadige Frygt for Massakrer
deprimerer dem ; der er som et Slør af For-
pinthed over deres Ansigt. Gennemgaaende
er de kønne og sympatetiske, rolige og vær-
dige i deres Optræden, og over de ældre,
der har gjort sig fortrolige med deres Skæbne,
kan der være et Præg af Ophøjethed.
Alle er alvorlige, og det virker pinligt,
naar man nu og da hø-
rer en Smule Musik.
Under den ydre Ro
er Forsvarsinstinktet
uafladelig alert — da
det elektriske Lys i
Hotellet en Aften plud-
selig slukkedes, var
der ikke ét Menne-
ske i hele Huset, som
ikke sprang ud af Sen-
gen og i Mørket fam-
lede efter et eller an-
det Vaaben. Man er
saa gennemtrængt af
Forventningen om det
værste, at man aldrig
lader sig overrumple
af en Situation, men
straks finder sig tilrette
i den. Derfor mær-
kedes der heller ikke
nogen egentlig Bestyrtelse den Mandag Morgen,
da Militæret pludseligt slog sin Klo i Struben
paa Befolkningen.
Det var lige efter det frygtelige Pogrom
i Siedlce. Om Søndagen havde man faaet
de første Meddelelser om Grusomhederne, og
Rygtet gik, at der kunde ventes et lignende
Blodbad i Warschaus Jødekvarter. For-
modentlig nærede Myndighederne den ikke
ubegrundede Frygt, at Folket i sin Ophid-
selse skulde lade sig forlede til at slaa
forst; thi Mandag Morgen ved Ottetiden
blev alle Vagtposter pludseligt forstærkede,
262 -_
Billeder fra del oprørske Polen
og der blev slaaet Kordoner tværs over
Gaderne.
Virkningen var forbløffende. Den før saa
travle Gade, i hvilken jeg befandt mig, blev
omtrent mennesketom med det samme. De
maatte række Armene i Vejret og lade sig
visitere. Det gik meget grundigt for sig,
selv i Haaret og i Støvlerne ledte Soldaterne
efter Vaaben ; men det siger sig selv, at de
intet fandt. Det kneb ofte, naar en ung
Masse visitation.
fleste Mænd forsvandt nemlig op i Husene;
Kvinderne derimod gik roligt videre — først
nu lagde jeg Mærke til, at der fandtes en
Mængde frugtsommelige Kvinder — — og
en Mængde Ligtog. Mig bekendt blev ingen
Kvinde undersøgt, men alle Mænd og Drenge
Mand for femte eller sjette Gang i Løbet af
kort Tid skulde staa stille og holde Armene
i Vejret, men alligevel, den Morgen kunde
Polakkerne smile!
Ved enkelte større Færdselscentrer var
Undersøgelsen særligt grundig. Alle mand-
263
=-■ Billeder fra det oprørske Polen
lige Personer maatte tage Opstilling i Kø,
alle Sporvogne og Droscher holde stille, og
den, der ikke havde et tilfredsstillende
Pas hos sig, blev ført til Citadellet som
Fange.
Antallet af de Portemonnæer, der i denne
Morgenstund blev „beslaglagt" af Soldaterne,
var efter kyndige Folks Mening meget betydeligt.
Længere op paa Dagen blev der til Gen-
gæld mere fredeligt end sædvanlig. Medens
Flertallet af Soldaterne blev trukket tilbage
til Kasernerne for at hvile ud, antog Byen
næsten en rent borgerlig Karakter. Man fik
Tid og Ro til at bese Thorvaldsens fæle
Kopernikusstatue og til at studere Bog-
handlervinduerne, den lokale Kulturs Baro-
metre. Overvejeijde var de fremlagte Bøger
af alvorligt Indhold. Der var Darwin, Bebelj
Renan, Håckel og alle de andre videnskabe-
ligt-radikale Forfattere, som unge Stu-
denter, Autodidakter, Kværulanter og vaag-
nende Nationer altid gløder for. Censuren
kan altsaa ikke være saa kvælende, som
man i Almindelighed tror, thi de nævnte
Forfattere solgtes ikke i tillæmpede Bear-
bejdelser, men i Originaludgaver. Samme
Dag forhandledes der Flyveblade med Bil-
leder af Grusomhederne i Siedlce, som abso-
lut maatte kaldes ophidsende — men det
tillodes! Derimod havde Censuren meget
omhyggelig sværtet i et italiensk Billedblad,
hvis Tekst næppe forstodes af det Café-
publikum, som havde Adgang til at se det.
Da Skumringen begyndte at falde, blev
Byens Liv atter febrilsk. I Hovedgaderne
beskyttede man de store Butiksruder med
Brædder, som man om Dagen havde haft
liggende i en Stabel paa Fortovet, men ude
i Forstæderne tændtes der Lys i de mange,
smaa Forretninger, kun ikke i de altid luk-
kede Vaaben- og Brænde vi nsudsalg. Gaderne
myldrede af jødiske Arbejdere, der kom
gaaende eller kørende fra Fabrikkerne, og i
Dørene stod deres Kvinder og talte ivrigt.
Jeg kunde se, at der var sket noget, eller
at der vilde ske noget. Ingen drev om paa
Gaden, alle skyndte de sig til deres Hjem,
men her blev de staaende ved Dørene for
at - afvente. Soldaterne var igen kommen
fuldtalligt til Syne, og nu var der noget
agtpaagivent og fjendtligt over dem, saa man
instinktmæssigt gik lidt udenom dem.
Et Brandtog foer forbi Enden af Gaden.
Flot saa det ud, og drabeligt lød det, thi
der var ikke færre end tolv Køretøjer; Sprøj-
terne maatte nemlig føre det nødvendige
Vand med sig i Tønder. Uroen voksede.
Var det en almindelig Brand eller . . en
politisk? Soldaterne rykkede nærmere sammen
og spejdede saa mistænksomt gennem det
stadigt tættere og tættere Mørke, at jeg fandt
det raadeligst at deponere mit Kamera i en
Butik. Ingen vidste rigtig Besked, kunde
jeg høre; i elementære, stærke Situationer
kan man forstaa tilstrækkeligt af Tonefaldet,
selv om man ikke kender Sproget.
Endelig kom der en Mand løbende og
raabte med en Klang af triumferende Viden :
„Elektoralna!" Og snart vidste alle, at der
havde staaet en haard, hidsig Kamp inde i
Elektoralna-Gaden. Om der havde været
mere end én Bombe, vidste man ikke endnu.
Det samme Ord „Elektoralna" blev hvisket
nogle Gader længere inde, da en Trup Sol-
dater kom marscherende med fire sortsmud-
sede, unge Mennesker i Retning ad Citadellet,
hvor det politiske Fængsel ligger, og hvor
Standretten daglig udsiger Dødsdomme, som
eksekveres med det samme.
Næste Morgen erfarede jeg, at der i Løbet
af Natten var foretaget flere Hundrede Hus-
undersøgelser, af hvilke mange havde ført
til Arrestation.
„Tror De selv, naar De skal se nøgternt
paa Sagen, at der er nogen Udsigt til Polens
Genoprejsning i en nogenlunde nær Fremtid?"
spurgte jeg en polsk Bekendt. „Er det
muligt, at der kan skabes en ny Nation i
264 =_
Billeder fra det oprørske Polen
Europa paa Trods af tre Kejserrigers Mod-
stand ?a
„Vi er en Nation", lød Svaret, „og der
er gode Udsigter for, at vi kan blive et
selvstændigt Rige. Overalt tenderer de poli-
tiske Grænser jo mod at falde sammen med
de sproglige. Hvorfor skulde der da ske en
Undtagelse for vort Vedkommende, naar
netop vi i Praksis har godtgjort, at vi ikke
sangvinsk, naar vi haaber paa et stort Omslag
i Rusland. Tyskerne er vi ikke saa bange
for, trods deres brutale Fremfærd mod os.
Vi har aldrig bragt Preussen andet end
Kvaler — indre Uro, moralske Nederlag og
økonomiske Tab. Hvad betyder ikke blot
det, at Naboskabet til Rusland gør det nød-
vendigt at have hele Østgrænsen stærkt mili-
tært besat? Sligt var unødvendigt, om der
Scene fra Blodbadet i Siedlce. Efter et polsk Flyveblad.
kan absorberes af en fremmed Stamme? Hvis
hele Polen tilhørte Rusland eller Tyskland,
kunde man maaske forhale Udviklingen ved
at give os delvist Selvstyre; men nu er vi
splittet over tre Riger og kan derfor ikke
tilfredsstilles ved andet end fuld og fri
Forening.
Vore værste Fjender er selvfølgelig Rus-
serne. De ved meget godt, at Europa i
Virkeligheden hører op ved Polens østlige
Grænse. Hvis de mister os, vil de have
mistet det Mellemled, der nu knytter dem
til Europa, og derfor holder de fast. Men
De maa indrømme, at det ikke er altfor
eksisterede en polsk Stødpudestat. Bismarck
var gunstigt stemt for Oprettelsen af et selv-
stændigt Polen, og det samme er endnu
Tilfældet med de mest preussiske Preussere.
Vore værste Modstandere er de tysk-jødiske
Blade. Jeg er selv Jcde — jødisk Po-
lak! — saa det gør mig ondt at maatte
sige det.
Fra Østrigs Side har vi altid kunnet regne
paa Velvilje, og paa det nye Rusland tør vi
ogsaa nok stole."
Jeg mindedes et Vers, som jeg havde
læst i en Art politisk Rimkrønike fra 1762.
Det lød saaledes:
= 265
Billeder fra det oprørske Polen
Polen:
Det er just ikke Nyt, som gives os tilkjende,
At her Landdagene har faaet en herlig Ende,
Og sluttedes med Hug, Jordskuf og Nævepust:
Saa mangen Arm og Ben er bleven sønderknust.
Den polske Adel nu er sindet som dens Fædre.
Landdages Udfald kan hos dem ey ventes bedre.
De i udvortes Fred indbyrdes krige vil:
Saa mange Adelsmænd maa sætte Livet til.
Jeg gjorde en Bemærkning af samme Ind-
hold som dette Vers. Hvor længe var det
siden, at de berygtede, polske Rigsdage havde
givet Stormagterne Paaskud til at dele Landet?
Slet ikke saa mange Generationer. Ikke
flere, end at det Warschau, der staar den
Dag i Dag, er det samme, som stod under
den sidste polske Konge. Og kunde Folket,
det brede Folk, siges at være gaaet blot
nogenlunde ligesaa stærkt frem i Modenhed
som det øvrige Europa?
„Folket maaske ikke," svarede Polakken,
„men Adelen er. Det var den, som øde-
lagde det gamle Polen, og jeg skal indrømme,
at den har mange Synder paa sin Samvittighed.
Det er rigtigt nok, at Godsejerne ofte morede
sig med at holde Jagt paa deres egne Bønder,
og at de ofte behandlede deres Husjøder bru-
talt. Men var det absolute Veto saa slemt?
Var det egentlig ikke demokratisk, at de af
Rigsdagen vedtagne Love kun var bindende
for de Medlemmer, som havde vedtaget dem,
og at Mindretallet havde lovlig Ret til at
modarbejde dem og søge dem ophævede?
Man kæmpede dog ridderligt mod hinanden
og førte aabenlys Krig. Naar man betænker,
at Tidens Kultur overhovedet var ringe, og
at Polakkerne altid har været et udpræget
Krigerfolk, var de polske Rigsdagskampe
langt fra saa forargelige som Slagsmaalene
i de østrigske og franske Parlamenter og de
utiltalende amerikanske Valgkampagner. Men
vor Adel har forbedret sig. Det er den, der
nu leder vor Udvikling, ikke som en særlig
Kaste, men som Del af Folket. Og dette
selv har vist, at det trods al Undertrykkelse
baade før og efter Adskillelsen har en levende
Nationalfølelse. Hvilket andet Folk tror De
havde haft Evne og Vilje til to saadanne
Opstande som vore i 1830 og 1861? Efter
den sidste Opstand blev en stor Del af de
Mænd, som endnu var levende, sendt til
Sibirien, 300 Købstæder blev degraderede til
Landsbyer, det blev forbudt Polakker at
erhverve Jordegods, og det polske Sprog
blev officielt udryddet. Det nyttede altsam-
men ikke mere, end at man af Frygt for en
ny Opstand oversvømmede Landet med Trop-
per^ da Krigen med Japan begyndte. Czar
Nikolai og Witte gav os store Løfter, som
de ikke indfriede, og De ser nu selv, hvor-
ledes Stillingen er.
Folket er umodent op uoplyst, siger Mænd,
som ikke kender Forholdene. Man glemmer
blot, at Omstændighederne tvinger os til at
rodfæste vor Kultur og vor Nationalitet i
Kirken i Stedet for i Skolen, hvor vi ikke
selv er Herrer. Og saalænge det er Til-
fældet, maa det betragtes som en national
Fordel, at Folket er naivt troende, oprinde-
lige Mennesker. Jeg er jo selv Jøde, men
alligevel nærer jeg ligesom Katolikerne en
Slags naiv Forestilling om, at Gud er Polak.
Russerne arbejder paa at skabe et panslavisk
Forbund, og for at faa os med indenfor
dette søger de først at gøre os til Græsk-
Katoliker; men det tjener selvfølgelig kun
til at gøre Forbindelsen mellem vor Nation
og den gamle Kirke endnu fastere. I Rom
er man ikke i Tvivl om Stillingen. Man
ved, at Gejstligheden vil tabe al sin Ind-
flydelse i samme Øjeblik, den hører op at
tage Del i vor nationale Kamp. Af den
Grund er det, at det ellers saa urgermanske,
katolske Centrumsparti altid maa støtte
Polakkerne i den tyske Rigsdag, selv naar
disse, som nu under den store Skolestrike,
gaar angrebsvis til Værks."
I Sammenhæng med disse Udtalelser, der
gengiver alle dannede Polakkers Mening, er
---- 266 =— r-
^=^.^z Billeder fra det oprørske Polen
Gadebillede fra Jødekvarteret.
det nødvendigt at omtale de polske Skole-
børns Strike i Preussen, da den er et Udslag
af den samme Bevægelse, som har bragt
Belejringstilstanden over Russisk- Polen.
I Aarevis har Preussen gjort energiske
Forsøg paa at germanisere sine polske Pro-
vinser. Da det ikke lykkedes ad kulturel
Vej, dannede man den berygtede „Hakatist-
forening", der skulde fremme den tyske Ind-
vandring til Østen, og stiftede et „Nedsæt-
telsesfond" paa Hundreder af Millioner. I
alle tyske Jærnbaner er der opslaaet Plakater
med Løfte om Guld og grønne Marker for
enhver god, tysk Bonde, der vil nedsætte
sig i Polen, og for Fondets Midler opkøbes
det ene polske Gods efter det andet. Mange
Polakker er villige nok til at sælge, men
kun naar de faar saa mange Penge for deres
Ejendom, at de straks efter kan gaa hen og
købe et tidligere tysk Gods, der er dobbelt
saa stort. Resultatet af denne Politik har
været, at den paa polske Hænder værende
Landejendom i Løbet af fem Aar er vokset
med otte Kvadratmil — som er erhvervet
for tyske Penge!
Heller ikke er de talrige, tyske Kolonister
i Stand til blot at give Østen Præg af
en sprogblandet Provins, thi for at leve maa
de lære at tale og tænke Polsk. Som et
afskrækkende Eksempel staar den tidligere
tyske By Bamberg, der nu er helt poloni-
seret. Det gaar med Menneskene som med
Pengene — jo flere Regeringn og Haka
tisterne spreder ud mellem Polakkerne, desto
talrigere og stærkere bliver Tysklands polsk-
talende Befolkning.
Nogen direkte, revolutionær Bevægelse har
der hidtil ikke været blandt de tyske Polak-
ker. Man ventede roligt paa Signal fra
Stammefrænderne i Rusland, thi før de var
i Stand til at følge Trop, kunde det ikke
nytte at sætte sig i Bevægelse mod det fælles
Maal. Nu er Signalet der, og nu kan Kejser
Wilhelm med Grund sige, at „russisk Sorg
er tysk Sorg." Som det var at vente, kom
Fremstødet fra den polske Nationalitets Fæst-
ning, fra Kirken. Støttet af deres Forældre
og af hele Gejstligheden med Ærkebispen af
Posen i Spidsen har 40,000 Skolebørn kate-
gorisk nægtet at lære Religion i det 4yske
Sprog. Intet har kunnet faa dem til at
ændre deres Beslutning, hverken Prygl eller
Formaninger, hverken Bøder eller Fængsel.
Endnu er denne Strike i fuld Gang, og hvor-
ledes den vil ende, hvorledes den polske, natio-
nale Bevægelse videre vil udvikle sig, er ikke
til at forudsige. Det vil ikke mindst afhænge
af Begivenhederne i Rusland.
#
Jeg havde fundet mig en bekvem Plads i
Toget. Det var en tredje Klasses Afdeling,
stor og rummelig som en Stue med Vinduer
til begge Sider, i hvilken Passagererne fær-
dedes rundt som en stor Familje, uden at
have nogen fast Plads. Gennem de to Døre
for Enderne kom der stadigt Gæster, som
267
Billeder fra det oprørske Polen
undersøgte, om der mellem os skulde findes no-
gen, som det var værd at slaa en Passiar af med.
Saalænge Warschau endnu var i Syne,
ofrede jeg ikke mine Medpassagerer synder-
lig Opmærksomhed, men sad og saa tilbage
mod den By, hvor jeg i de forløbne Dage
havde været Vidne til et Liv fuldt af stil-
færdig Pathos og levet blandt et Folk, hvis
Livskraft var dæmpet, men ogsaa tætnet af
den stadige Dødsfare.
Da Toget standsede ved den første Station,
kom der en lang Række Mennesker tram-
pende gennem Waggonerne. Først en
Gendarmunderofficer, der skulde visitere.
Efter ham en Tigger, en kraftig lysblond
Invalid, som havde mistet en Arm og et
halvt Ben i Japanerkrigen, saa nogle plads-
søgende Rejsende og igen en Tigger — denne
Gang en rejsende Jøde fra bageste Vogn,
som under Turen forgæves søgte at indtigge
det Beløb, Billetten havde kostet ham. Og
efter at vi havde haft Besøg af en Dreng
med koghed The, kom der endnu tre Passa-
gerer, som slog sig ned hos os.
Det var en Officer, en intelligent, tilsyne-
ladende stum Mand med Hustru og Barn.
Moderen og den lille Pige, begge elegant
klædte, var af den største Skønhed — under
glinsende sort Haar runde, hvide Ansigter
af en tungsindig Blidhed og med store, sorte
Øjne af den Slags, som man kan sidde og
stirre beundrende ind i uden at være næsvis.
Ogsaa de var tavse — sad stille ved Siden
af hinanden og saa ud paa det Utal af
violetsorte Smaaskyer, som plettede den for-
gyldte Aftenhimmel.
Det rygtedes hurtigt, hvem vi havde hos
os, og fra hele Toget valfartede man ned
til os for at se vor lille Guds Engel. Mange
korsede sig eller kyssede Moderen paaHaanden,
naar der gik et svagt Smil over de to blege,
alvorlige Ansigter, men den almene Beundring
syntes ikke at gøre noget Indtryk paa dem. Med
Manden, der havde Plads paa den anden Side
af Passagen, vekslede de hverken Ord eller Blik.
Rundt om mig sad der en Jødefamilje.
En gammel, graaskægget Mand med store,
kraftige Træk og en uformelig fed Kone, en
gift Datter med hendes to Smaapiger og en
Tjenestepige. De fire sidste skulde til Lon-
don; Hylder og Sæder var overfyldt med
Kurve og Byldter, mærket med en Londoner-
adresse. Kom det frygtelige Blodblad, skulde
de Unge i hvert Fald være i Sikkerhed; saa
fik det gaa med de Gamle, som det bedst
kunde. Heller ikke de talte mere end højst
fornødent. Den gamle Bedstemoder græd
ustandseligt og søgte at faa Børnene til at
tage mod endnu en eneste, lille bitte Bid
Pølse fra hendes Haand — i Kurvene var
der mindst ti Pund afskaaren Pølse som
Proviant for den store Rejse.
Langt om længe naaedes Grænsen, hvor
de Gamle under Graad og Hulken tog
Afsked for at vende tilbage til Warschau.
Ogsaa Madonnaen med Englebarnet skiltes
fra Officeren — hun straalede af Lykke, da
hun befandt sig alene med Barnet idet tyske Tog.
Og jeg grebes, da jeg attter befandt mig
blandt de frittalende, lovsikre Tyskere, af en
plat Tryghedsfølelse, der fyldte mig med Lede.
Kerende Patrouille.
- - 268 — .-.- .:
zazsjømsasD
I.
Karl Gjellerup: Pilgrimen Kamanita. — Laurids
Bruun: Pan. — Henrik Pontoppidan: Asgaards-
rejen. — Bjørntf jerne Bjørnson: Mary. — Jakob
Knudsen: Inger. — Karl Larsen: En moderne
Hverdagshistorie. —
HR. Publikum er vanskeligt stillet i Aar,
Forlagene har luftet deres Lagre og
dynget Mesterværker ud paa Markedet til
langt under Fabrikspris. Samtidig melder
Literaturtidenden om en ustanselig Række
nye Succes'er. Skal vi da følge Tidens
frodige Aandsliv og give vore rare Penge
for en ny Bog, naar vi kan faa den samme
Forfatter i Pragtbind — for mindre end
hvad Bindet er værd?
Nu, de rigtig gode Bøger klarer sig vel
under alle Forhold; med de rigtig daarlige
har det aldrig Nød. Men af de mellemgode
vil der sagtens op mod denne Jul drukne
flere end nogensinde: kunde det blot gøre
os ondt for dem! Det gælder da kun endnu
mere end ellers at tage vare paa de nye
eller mindre kendte, som fortjener at reddes
fra Oversvømmelsen — og Kritiken er jo
til for det samme. Men først sømmer det
sig at gøre Honnør for et lille Udvalg af
de betydende Navne, som indtil videre bærer
dansk-norsk Literatur-Interesse.
Egentlig føler man sig lidt uvis om, hvor-
vidt Karl Gjellerup kan regnes med i den
Forbindelse: han synes l de senere Aar
næsten mere tysk Forfatter end dansk.
Denne Gang har hans Fortælling Pilgrimen
Kamanita saaledes været offentliggjort i et
Berlinerblad, før vi faar den som Bog, og
dens Maal er fjærnt fra danske Strande : at
give et digterisk Billede af Buddhismens
Livs- og Verdensanskuelse. Vi bør imidler-
tid ikke lade os skræmme. Buddhismen er
i de senere Aar bleven noget fint moderne;
naar vort Publikum har let sig træt af en
ny dansk Digters Metafor med Honningduft
af Svedperlerne paa en brunstig Han-Elefants
Pandehud, saa vil det sikkert interessere her
hos Gjellerup at opdage, det er et indisk
Billede — hvad der for Resten ikke gør
den mindre komisk paa dansk: rigtig saa-
dan lugter der jo ikke i zoologisk Have.
Men desuden er Fortællingen om Kamanitas
og Vasitthis Kærlighed udover Døden nyde-
lig fortalt og underholdende i sin ethno-
grafisk brogede Ramme. Man kan naturlig-
vis smile et enkelt Sted, naar den kunst-
lærde Forfatter lader en ung indisk Kvinde
fantasere over Lyset paa Kannellurerande,
Voluter, Plinther, Kapitæler og trinagtige
Afsatser, og man kan vanskelig undlade at
smile, naar de to Elskende i en Dobbelt-
stjærnes Skikkelse udvexler med Hundred-
tusinder og Millioner Aars Mellemrum smaa
Bemærkninger, som de maaske nok kunde
have klaret hurtigere. Dog det er ikke
Hovedsagen. I sig selv er Buddhismen saa
klart og letfattelig fremstillet, at den næppe
vil volde nogen Læser Vanskelighed. Om
Billedets Korrekthed vilde det være for-
masteligt at udtale Tvivl. Maaske er det
hele lidt for klart. Forf. vil sagtens deiimod
indvende, at det saa ikke er læst med til-
strækkelig dybt Sind. Kan være. Men det
bliver Digterens Sag at faa os til at gruble
og drømme. Jeg mindes en lille buddhistisk
Historie, som Anatole France en Gang har
genfortalt — den gav paa et Par Sider, et
dybere Indtryk af den sælsomt tindrende
Livsforsagen end hele „Pilgrimen Kamanita**
— der er Buddhismen udsat for Pianola.
Pan af Laurids Bruun , det lyder som om
vi nu skulde over i græsk Gudeverden, men
det er da de danske lyse Nætters roman-
tiske Gud, og Bogen har erholdt Udnævnelse
som vort moderne Skærsommernats Digt,
foruden at være „Julens Bog.a Det er saa
rimeligt. Forf. har her rent ud overgaaet
sig selv i Fortællingens sikkre Beregning.
=■_. — 269 =--
^Litteraturs
I dens „fire Timer," der med stigende
Spænding fører os gennem Kriminalhistorie,
lyrisk Natursværmen, gammel Kærlighed
og ny-romantisk Frihedstørst, er intet over-
flødigt; hvert lille Træk er beundrings-
værdig sammenføjet og udnyttet, indtil
Mordet er opklaret, den ægteskabstrætte Frue
forenet med sin Ingeniør-Tilbeder, hendes
Difteri- truede Barn reddet og hendes forh.
Mand oven i Købet trøstet med en brav
ung Pige i Huset. Morgen-Himlen lysner,
Pan flygter skræmt til sine Skove, men ved
ham har de gode — og onde — Instinkter
sejrrigt bragt Orden i Tingene. Dog hvor-
for give Sommernatten Æren ; det er virkelig
Hr. Bruun selv, der er den gode Pan. Det
hele (der nu er rost tilstrækkelig til et Re-
klame-Udklip) er udført med en forbløffende
Fingerfærdighed: nur Behendigkeit, kein
Hexerei, som Markeds-Troldmanden plejer at
sige! Det er netop kun Hexeri (d. e. Poesi)
som fordringsfulde Folk vil kunne komme
og savne i denne Skærsommernats- Roman.
Hr. Laurids Bruun har strejfet et Problem
— Kvinden vaklende mellem to Mænd —
som her ikke er nyt men snart minder om
„Hedda" snart om „Fruen fra Havet" (men
altsaa med helt anden Udgang, hvad der
ganske vist ikke er den eneste Forskel).
Stilles det lidt anderledes — som Kvindens
Usikkerhed i sit Kjærlighed s- Valg — har vi
Grundmotivet i de tre følgende Bøger: „As-
gaardsrejen", „Mary" og „Inger"; i dem
alle tre hengiver en Kvinde sig frit, før
Ægteskabet, uden Kærlighed — eller uden
den egentlige og rette Kærlighed — til en
Mand, som derefter med tidligere Tiders
Herre-Følelse mener sig sikker i sin Besid-
delsesret ... og i alle tre Tilfælde ikke mindst
derfor mister hende. Problemet eller dog
Begivenheden er saa ensartet, som om det
havde været en Prisopgave fra Forfatter-
foreningen.
Henrik Pontoppidan har taget sig Sagen
lettest; det er ogsaa væsenlig andet, der
ligger ham paa Sinde: Han har forset sig
paa det ædle, det nøjsomme Frisind, det
ferske Retskaffenheds-Evangelium. Som den
gode Kæmpe for stærke og stejle Stand-
punkter han er, vil han jage „Frihedens døde
Helte og Martyrer, det hele blege, vilde
Tog af fordømte Sjæle" gennem Ungdommens
Drømme og ægge de modige til ny Kamp
og nye Eventyr. Og saa lader han en
gammel, syg Radikaler-Onkel (af de rigtige)
virke som klarende Syre paa den unge Piges
Sind, saa hun flygter bort fra sit fersk fri-
sindede Hjem, bort fra den rige Godsejersøn,
som hun har givet sig til, og hvem hun
nu dobbelt skyer, fordi han derigennem vil
tvinge hende til Ægteskab. Pontoppidans
Kunst er Fortællingens faste Mesterskab; i
hans faa Skuespil vil Personerne ikke ret
træde frit og mangfoldigt levende frem. Men
hendes Forhold til den unge Mand er utvivl-
somt : det var kun en flygtig Sanseforvildelse,
siger Forfatteren.
Bjørnsons skjønne Mary staar derimod som
en ung Gudinde mellem to tilbedende Mænd.
Den ene er stærk og fjeld frisk stormende,
saa rent utæmmelig med sine Kraftspring
og Atletmandighed, at vi vel forstaar, han
maa skræmme dette fine Race-Menneske,
som i Stedet langsomt lader sig vinde af
en fin og ventende Kavaller. Af fri Su-
verænitet „yder ham Livets højeste Pris."
Og da hun Morgenen efter venter hans Tak
og Lov som hans Livs Fyrstinde, drager
han hende uforstaaende vigtig, dækkende og
skjulende til sig: „han vilde hjælpe hende
med mandig Godhed over den Skamfølelse,
som hun naturligvis stod i." Herren er han
nu. Og hun opdager hurtig, hvor meget
hans stille Venten var klog Beregning, hans
fine Afdæmpethed sugende Nydelsesbegær,
hans nedstemte Voldsomhed grov Mandfolke-
Brutalitet.
Det er Bjørnsons beundringsværdige Kunst,
at han. som jo kender disse Mennesker og
ikke skjuler dem for os, alligevel faar os til
■= 270
= Litteratur ■---=
at se med sin Heltindes Øjne og skiftende
Opfattelse, skjøndt vi ved bedre Besked og
hun instinktmæssig ogsaa. Bjørnsons Kunst
kan ligesom være bleven noget nærsyyt i
de senere Aaringer, saa han maa forme sine
Personer urimelig stort for selv rigtig at
se dem. Mary bliver helt umenneskelig op-
højet og dejlig, ikke lidt af en Roman-Helt-
inde, hendes brave Tilbeder saa underfuldt
stærk og god, at han nok kan synes os
utaalelig — det Hele rykkes os for fjærnt
paa den Maade. Men sit Anslags Kraft og
Fart og sin Stils stærke Fyndighed har han
bevaret som den gode Mester han er: det
er neppe nok. at Friskheden mindskes. Ung
Kunst kan endnu lære meget af ham. En
Scene som de løbske Heste i Boulogneskoven
maler han med sin overlegne Fremfart, og
saa sikker hans Haand er i hele Optrinet
med Atletstatuen paa Udstillingen, hvor de
to Kvinder begge ser den Mands Skjønhed,
de paa forskellig Maade er optagne af, og
den unge jomfruelig oprørt flygter, da hun
ser den anden iagttager hende. Ja, det
lykkes ham at faa os helt og holdent over-
beviste selv i den dristigt tænkte Scene ved
Stranden, hvor Mary belures af sin stille
Tilbeder og oprøres og alligevel uvilkaarlig
erobres af den Lidenskabens Brand, hun
aner hos ham : hans tilbageholdne Hyldest er
altsaa et dobbelt Offer til hendes Ære.
Noget mindre overbevisende er nok Marys
Harme, da hun siden hen mærker hun skal
have et Barn. „Forstaar du ikke, siger hun
til sin Tante, han har kun gjort det for at
binde mig ... jeg tænkte, jeg gav mig til
en gentleman. Men jeg kom til en Speku-
lant.44 Naa ja, hvad er det da i Grunden,
hun oprøres over: hun kom jo selv til ham
„af fri Suverænitet.** Det er ganske vist
en saare kvindelig Logik, men det staar,
som om Forf. var ganske enig med hende.
Meget betydningsfuld er vel heller ikke hele
den forsonende Slutning, da Spekulanten alt-
saa er bleven vist Vintervejen; en knap og
udmærket Opgørs -Scene, (hvor hans raa
Dressur af en lille Hund bliver Afgørelsen)
og Mary med knælende Tak tages tilbage
til Livet, som den rene Kvinde hun i hans
Øjne stadig er, af sin første Bejler, netop da
hun i det iskolde Vand vil paadrage sig en
Sygdom til Døden. Men det er nu et Udslag
af Bjørnsons helt barnligt kærlige Hjærte.
Det har han saa friskt som nogensinde,
raed samt sin dybe, overbærende Menneske-
lighed og saa sit godhjærtet lune Smil, der
kan gennemlyse hans korte, knappe, stærkt
substantielle Stil. Der er i denne fremfarende
Mandskraft saa megen ømhudet Kvindefinhed,
saa megen urolig Modtagelighed, at det vist
netop er den dybeste Aarsag til hans Be-
vægelses udad virkende Voldsomhed.
Blev Bjørnsons Mary lidt menneskelig
fjærn, som det Gudsbilled hun er — selvom
et skrøbeligt — saa gaar Jakob Knudsen til
Gengjæld Spørgsmaalet paa Livet med Skil-
dringen af det sunde Menneske, Jnger. Jeg ved
godt, han har spoleret en Del af Bogens
Slutning ved at springe over fra det sjæle-
lige Problem til den praktiske Vanskelighed :
at vi ikke kan gøre, hvad vi vil efter vort
Hjærtes Overbevisning, naar vi derved for-
bryder os mod Samfundets skrevne eller
uskrevne Love. Kvindens Elskov har Sam-
fundet indgærdet med Ægteskabet ; den Kvinde
og Mand, som vover sig udenfor det, mister
deres Ære, og det er rigtigt. For det er
nu en Gang ordnet saa, at kun Hustruen er
økonomisk sikret, lige med Manden, men
Elskerinden prisgivet. Sligt er ikke ærligt
ogjevnbyrdigt Kompagniskab. Det er virkelig
en Skam baade at byde og modtage saa-
danne Vilkaar Det er Knudsens Be-
tragtning, som vist praktisk talt ikke er saa
fejl endda. Men han har sit Resultat for
godt i Orden og slipper altfor nemt til
denne Del af sin Skildring: kunstnerisk
snyder han ved at kigge efter Facit!
Dog Bogen er andet og mere end dette.
Den er altsaa Inger — saa djærvt og dy g-
271
^Litteraturs
tigt og aabent et Kvindesind. Hun stilles
strax menneskelig modig udenfor den snævre
Dagligdags Moral, derved at hun faar Sønder-
jylland som sin Barndoms Baggrund: der
er Øvrigheden æ Sjendarm, og netop derfor
ringe Respekt værd, og Præsten Tyskeriets
betalte Mand og derfor ikke Sjælenes Vej-
leder. Jakob Knudsen har her givet værdi-
fulde Billeder af den lavmælte, rankryggede
og frie Menneskelighed, den djærve Person-
lighed, som Kampen mod Overmagten og for
Slægtens Ret har udviklet sønden for Kongeaaen.
Saa kommer Inger altsaa til at staa væl-
gende mellem sin Barndoms to Kammerater.
Egentlig elsker hun den ene, der er lys og
ligevægtig, dygtig og retskaffen; han er fra
det gode Knudsenske Præste-Hjem — hans
Fader har lært ham, at han altid handlede ret,
naar han havde Glids Solskin i sit Hjerte. Helt
tydelig ser vi ham maaske ikke, Forf. er
altfor meget selv med ham ; vi har ham ikke
ret udefra. Inger karakteriserer sin Følelse
overfor ham meget nydelig, hvor hun siger :
„Det er saa lige at holde af dig, saa jeg
næsten helt kan glemme, hvad det er. Og
saa er du saa blandet. Du minder saa
meget om alt det andet, der er virkeligt."
Den anden er netop ikke saa »virkelig".
Han udtrykker det selv med, at han er
overdreven, det vil sige fanatisk i sine For-
dringer om Renhed hos den Kvinde, han vil
knytte til sig: snart heftigt krævende, snart
sønderknust og bønfaldende Netop ved sit
Væsens urolige Voldsomhed er det, han
fængsler Inger. Han tyranniserer hende og
plager hende, men under hans ydmyge Svag-
hed bliver hun modstandsløs overfor ham.
Og saadan giver hun sig en Aften til ham.
Siden tvinger han hende til Ægteskab.
Hans Herredømme er imidlertid omme. Fri
som hun kom til ham, gaar [hun nu til sin
Hjertens Ven. Dermed er Historien egentlig
forbi. Deres Kamp mod Verden — for Man- ,
den vil ikke Skilsmisse — er det urimelige
Regnestykke: lige med Undtagelse af et en-
kelt Optrin, hvor hun er flyttet for sig selv
i Haabet om at undgaa Verdens Dom, og
Manden kommer til hende. Der staar hun
atter vaklende; træt og forpint af denne
evige Usikkerhed, er hun lige ved paany at
give sig til hans absolute Fordring om Hel-
hed og Renhed, „enten man kan eller ej.1*
Nu er det ikke slet saa sikkert, at denne
dobbelte Tiltrækning er udelukkende sjælelig,
som Jakob Knudsen tror det. Og allige-
vel er Inger alt i alt dygtig og fri og aaben.
Forf. kalder hende tilmed jomfruelig, hvilket
Udtryk dog vist er en Begrebs-Forskydning.
Men sikkert er hun dybt kvindelig; Billedet
af hende er netop en mærkelig levende
Kvindeskildring, fri som den er for Kultur-
Opløsning og Forfinelse. Det giver [endnu
slet ikke Bogens hele Værdi. Fortællingen om
Børnenes Liv er saa straalende rig Jakob
Knudsensk Iagttagelse, ikke blot de betydende
Hoved -Scener men saadan et lille Billed som
det af Drengen, der føler sig ilde tilpas over-
for Præsten i Kirken (han var af den Slags
Mennesker, der ligefrem bredte sig af An-
seelse som Planter efter Regn, naar de havde
været gudelige) „En Søndag, han kom hjem
fra Kirke, gik han ind i Hotel Royals Heste-
stald ... Og da han saa disse seks ydmyge
og årlige Heste, gjorde det ligesom et helligt
Indtryk paa ham. Der er de udmærkede
Portrættegninger bl. a. af den myndige og
farisæiske og meget kloge Pastor Boye og
den lille Højskoleforstander hvis „Væsen som
Vært egentlig var for stort og navnlig for
viidt til hans magre og tynde Personlighed;
men han havde taget dettet Væsen uomsyet
efter een af de store Højskoleforstandere, der
ikke brugte det mere selv." Og der er først
og fremmest et Par Optrin mellem de to Ri-
valer (ved Studentergildet og Valgmenigheds-
forsamlingen) hvor de dem selv ubevidst
taler om det, der ligger dem mest paa Hjærte,
i Grunden ud over Hovederne paa de andre,
rent forkert og for dem selv saa afgørende
rigtigt. Hvor Jakob Knudsen saadan maler
272
^Litteraturs
det naturlige Liv og den jævne Væxt og
Lidenskabernes uvilkaarlige Udbrud er han
den store Kunstner. Og da har hans Stil altid
over sig noget sundt og saftfuldt og kraftig
farvet som moden Frugt og Korn i Høst.
Det var i tidligere Tid Kvinderne, der blev
forførte, og som havde deres Bryderi med at
faa Mændene til at tage Konsekvenserne.
Her fortæller altsaa disse tre vidt forskellige
Forfattere om Kvinder, som frit hengiver sig
til Mænd, — bagefter er det nu disse der
kan komme og bede om Ægteskab. Det er
ganske paafaldende saa Ideer og Forestillinger
paa den Maade kan ligge ensartet i Luften.
Tilfældigt kan man ikke antage det er: og
Regel ude i Livet vilde det være absurd at
tro, det angivne Tilfælde skulde være.
Sagen maa da staa saadan, at Livet netop
nu viser nye Fænomener, som samtidig har
vakt disse Forfatteres Opmærksomhed. Vi
staar overfor et UdsJag af Kvindefrigørelsen,
som med dens stærkere Udvikling af Indivi-
dualiteten hastigt og rent ubevidst virker
videre i de forskelligste Lag. Som med alle
Nydannelser vil ogsaa denne Udvikling skabe
nye Uregelmæssigheder og nye Lidelser. I
alle tre Tilfælde tog Kvinderne fejl i deres
Valg, viste en erotisk Usikkerhed eller Split-
tethed, som syntes typisk. Her viser sig
altsaa et nyt psykologisk Problem — og for
Literaturen et frugtbart Studiefelt.
Individualismen er stærkt og paafaldende
bleven greben som Kvindens Sag. Ogsaa
Karl Larsens „En moderne Hverdagshistorie*
bevæges af dette hendes urolige Lykke-Krav.
Vore Mødre følte det ikke helt saaledes.
„Det var" — siger Fru Åntonie her, efter
at hun er naaet gennem sin Strid — „den
Tids Kvinders Ære at kæmpe deres Kamp
i Stilhed og* uden at den forgiftede deres
Kærligheds dybe Brønd,"
Tidligere Dage kendte naturligvis ogsaa
deres „uforstaaede" Kvinder, men Kravet
stilles nu anderledes, mere ubetinget, — med
en ubarmhjertigere Kvinde* Egoisme hævder
Hverdags-Historien her.
Hun er dog et indtagende Menneske, blu-
færdig og fin, denne 37-aarige Fru Lucie.
Madonna sorridente, kalder hendes Tilbeder
hende; i hans literære Tillavning bliver hun
en Madonna, der havde følt og født og lidt
og med Taalmod haaret, men ikke glemt sit
Smil — sit lille ubevidste Smil, „der var
sødt af Smægt en og blødt af Vemod og stille
Eftertanke.1* De stille Eftertanker bliver kun
farligere nu, da hendes Datter er bleven gift,
og hendes Mand kommen saa underlig langt
fra hende: Livet er ved at glide hende af
Hænderne.
Og saa staar hun mellem disse to Mænd.
Hendes egen Mand, der har trukket sig
mere og mere tilbage i sin Krog som
en stille Filosof, for ^hvem Livet blev en
Betragtningens Stemning, krydret med en
forfinet Dyrken af Passioner, som havde
deres hemmelighedsfulde Rod i hans Væ-
sens Inderste: der havde han fundet den
ærbødige Forsagen af Livet. — Den hans
Husven og Medbejler ingenlunde kender, livs-
graadig og urolig Teoretiker som han er.
Strax ser vi ham ganske vist ikke saaledes:
han virker praktisk og munter og dygtig.
Man mærker det mest paa Smaating, „han
var indtaget i denne unge Kone, netop fordi
hun var saadan en yndig ung Kone — for
en anden Mand." Og saa slaas han altsaa
ned i al sin Sikkerhed („som en velsyet
Redingote44 ) dette selvbespejlende dumme Mand-
folk, „der gav sine Fornemmelser og Drifter
Literatur paa og kroede sig som en Aand
paa Moden.**
Nu er der ingen Grund til at genfortælle
Bogen ; det er for saa vidt ikke Kærligheds-
historien (mellem de tre) det kommer an paa.
Den bliver kun det flygtige Tilfælde, der tjener
til at klare Forholdet mellem Mand og Hustru.
Saa nær havde hun altsaa været ved at falde i
Armene paa en fremmed Mand: Han havde
===== 273
-=Litteratur^
talt om at leve et andet Liv, „ fordi det var
saadan en gammel Overtro, at man kun
kunde leve ét Liv.* Det kom dog sikkert
an paa, hvad Art Liv man havde levet. I
hendes Liv, det følte Antonie nu, havde al-
ting slaaet Rod, Lykken saa vel som Ulykken,
de lod sig ikke rive op. De maatte holdes
i Ære med samme Troskab mod ens hæder-
lige Kamp med Livet paa den Valplads,
man nu engang havde maatte kæmpe paa.
Og det er igennem denne Følelse af
Livets sunde Væxt og den gode Hjemmets
og Slægtens Samhørighed, at hun lærer at
se sig selv: fordringsfuld og pedantisk,
rethaverisk i sin Kærlighed, der ved den
mindste Fjærnelse af Manden bragte et
Mylder af fine Føletraade i pinefuld Be-
vægelse, som om han ikke ogsaa havde
sit eget Liv og sin egen Personligheds
Væxt. Da Manden tommer hjem, efter at
have gjort det af med Tilbederens sidste
Selvfølelse, for nu at hjælpe hende, takker
hun ham blot kærligt. . . . „Og de gik ind
til deres daglige Bord.a
Dermed er det selvfølgelig ikke sagt, at
Fru Antonie aldrig mere vil føle sig forladt
og ene. Det er kun denne store og unæg-
telig betydende Krisis i deres Liv, Forfatteren
indtrængende belyser. Og det er heller ikke
bevist, at den Kvindens urimelige Kærligheds-
Egoisme, der tidt blev størst naar hun
syntes at ofre sig mest, er den afgørende
Løsning af Ægteskabsgaaden. Kvinde-Ego-
isme og Mands-Egoisme mødes vist der med
lige Ret og undertiden lige stor Brutalitet.
Maaske er det Ægteskabets alier intimeste
Kunst at skabe den bølgende, Forholds-Fø-
lelsens Forstaaelse mellem de to Livets
Modparter og Fæller.
Men Karl Larsen gennemfører sit Syn
med overbevisende logisk Sikkerhed. Han
faar os derhen, hvor han vil. Hans For-
tælling er en af de i vor Literatur saa
sjældne psykologiske Romaner, hvor han stille
og gennemtrængende analyserer sit Tilfælde
og optrevler disse tre Menneskers Sjæleliv
for os. Bogen har selvfølgeligt derved tabt
i den umiddelbare Indtryksfriskhed som f. Ex.
udmærker „Det gamle Voldkvarter " ; Karl
Larsen faar os her hverken til at undersøge
paa egen Haand eller selv fantasere videre.
Han vil føre sin Sag, bevidst.
Han fører den med sin smidige og føl-
somme, her saare stilfærdigt, næsten graat
afdæmpede Stil, der naturligvis som alles kan
glippe i et og andet Billede, men er af den
sikreste Helhedsvirkning. Og han støtter sig
til en længe overvejende Analyse, der kan
være saa overrumplende skarp i sin Kvinde-
Psykologi — som f. Ex. hvor Fru Antonie
sidder og tænker. „Og Mænd er op-
draget med Overtro paa Ord, alting skulde
man kunne sige i Ord, og Ord skulde
indeholde altid samme Mening. Mænd troede
paa Sandheden af Ord, vilde bestandig have.
man skulde prøve paa at proppe Stemning
og Følelser i Ord, ligesom Solskin paa Flasker.
Derfor maatte man lyve for dem, hvor
gærne man end vilde lade være." Er det
ikke overraskende nydeligt! Hvor udmærket
er saa ikke Scenen med Bogen, som hun og
Vennen læser med hinanden, hver paa sin
Maade — hver læsende sit ud af den og
digtende sig selv ind i dem.
Netop i Tider, hvor — som vi har
set — Samfundets Ny-Dannelser nødvendigt
maa medføre Uro og Opløsning, er det af
utvivlsom Værdi, og det ikke blot for Æste-
tikere og Kunstelskere, at de sjælelige Vil-
kaar for Lykke-Forholdet i Hjemmet — „den
fineste og mest sammensatte Organisme,
hvis Celler Menneskeslægter har bygget op
med det Inderligste af deres Følelser uden
selv at vide deta — forskes med den Fin-
hed og Fasthed, som det er sket i Karl
Larsens Hverdagshistorie.
Ckr. Gulmann.
=-r= 274
KOLOMAN MIKSZATH
DEN ægte Digter hører Græsset gro og
forstaar Dyrenes Sprog som Menne-
skenes Tanker. En saadan Digter er Ko-
loman Mikszath (f. 1849). Ungarn har
ingen Mangel paa Novellister. De store
Dagblade, Ugeblade og Tidsskrifter bringer
adskillige tusinde Noveller om Aaret, af
hvilke kun de færreste efterlader mere end
et flygtigt Indtryk hos Læseren. Men møder
man Mikszath som en sjælden Gjæst —
han skal være saa umaadelig doven, forsikkrer
hans Venner — saa lytter man og husker.
De fleste ungarske Novellister har gaaet i
europæisk Skole og behandler Livet og Men-
neskene som mathematiske Opgaver, Miks-
zath har som „Sækkepibeblæseren Lapaj"
ikke havt anden Læremester end Naturen,
derfor er han saa velsignet national. Hans
Historier er oversatte paa Fransk og Engelsk
i Pragtudgaver, paa Tydsk i „Reclam", paa
Russisk, Polsk, Italiensk og — Dansk, det
rører ham ikke, han forstaar ikke- engang de
rosende Ord i det fremmede Sprog, han
skriver ikke for Verdensberømmelse, men
fordi han maa fortælle og har Noget at
fortælle.
Ingen har som han formaaet at skildre
Naturen og Folket i hans Hjemland, og hvad
mere er, han har fundet Poesiens Guld paa
Steder, hvor andre kun finder værdiløse
Sten, i det lille Paloczerland, . hvor hans
Vugge stod, og hvor han som Landjunker
henlevede sin Ungdom blandt palocziske
Gaardmænd og slavakiske Hyrder („De gode
Paloczere** og „Vore slovakiske Landsmænd"),
i Rigsdalens Sale („Mine Samtidige"), hvor
han som „Mameluk" hørte til „Generalen",
Koloman Tiszas Garde. Over ajle hans
Skildringer lyser en frisk Humor, der har
givet ham Navnet „den ungarske Dickens",
skønt den eneste Lighed mellem Mikszath
og den store engelske Digter er, at Humoren
hos begge udspringer fra samme Kilde: et
stort ' og varmt Hjerte og et aabent Øie for
det Store i det Smaa.
VICEDOMMEREN
EN UNGARSK RØVERHISTORIE
Fra Ungarsk ved Al. Schumacher.
ViCedommeren i Byen Putnok, Hr.
Mikael Szabo, var en mager, koparret
lille Mand. Vicedommer- Embedet i Putnok
og selve Dommer-Embedet er ingen stor
Stilling i Verden, men naar det beklædes
af en strix Mand, betyder det dog Noget.
275
Mikael Szabo var en strix Mand, der havde
mange Jern i Ilden, og Den var ikke født,
som kunde hamle op med ham.
Man kan ikke sige, at han var et godt
Menneske, heller ikke et slet, men dog
snarere et slet; han var ubarmhjertig streng
19
En ungarsk Røver-Historie
og hjerteløs; men selv om han manglede
Hjerte, havde han to Jernhænder, som kraf-
tigt drog til sig ; allerede hans Fingre vendte
paa en Mande stift indad, og hvad der
først kom imellem dem, slap ikke saa let
ud igjen. Derfor kaldte de gamle Herrer,
som talte Latin, ham ogsaa cape-rape-Mikael.
Han besad heller ikke stor Kløgt; han
kunde, t. Ex., ikke tale saa smukt i Byraads-
møderne som Josef Kajszi; men hans Kløgt
var heller ikke saa ringe, at han gjorde
Laan hos Andre. Kort og godt, den Gamle
var en stor Hallunk.
Det vil sige, egentlig var han heller ikke
gammel (han var ikke fyldt Halvtreds), han
lod det kun paa Grund af sin Grimhed, sit
pjudskede Haar og Skiæg, og man omtalte
ham som gammel. Det er en Selvfølge, at
han ikke var høit elsket og endnu mindre
nød stor Anseelse, men alligevel blev han
altid gjenvalgt til Vicedommer, da han pas-
sede til denne Stilling som Knasten til
Træet, den maa være der, det kan ikke være
anderledes. Selv efter hans Død, hvis han
virkelig døer (for det er ikke saa sikkert),
vil det staa for Putnokernes Bevidsthed, at
de maa vælge en ny Mikael Szabé og ikke
saa meget en ny Vicedommer.
Men under cape-rape-Mikaels Regimente
hændtes mange mindeværdige Ting. Til
disse hører ogsaa den gudsforgaaende Røver,
Pista Kårtyis Uvæsen der paa Egnen.
Den sjeldent velvoxne Karl havde meget paa
Karvestokken hos det ædle Komitat, og
Komitatet havde ogsaa meget paa sin Karve-
stok, og da de stillede Pista Kårtyi for
Kriminalretten, fordi han sammen med fem
Kammerater havde overfaldet og plyndret
40 Udvandringsfamiliers Vogne, og Rettens
Præsident, Stefan Kiiry, efter Dommen —
som lød paa tre Aars Fængsel — sagde:
„Men, Pista, hvordan kunde Du ogsaa
udplyndre dine egne Landsmænd?" blev han
rød til op over begge JØren og sagde brum-
mende til Præsidenten:
„Jeg har ikke bebreidet Herren Noget, saa
Herren skal heller ikke komme med Bebrei-
delser til mig.1*
Og derved blev den høivelbaarne Hr.
Stefan Kiiry saa rød som en kogl Krebs.
Pista Kårtyi udstod sin Straf, men var
alligevel ikke bleven forbedret. Da han var
løsladt, samlede han igjen en Bande, udvidede
den til syv, og de stjal strax syv Heste til
eget Brug paa Markedet i Rimaszombat, da
en Røver tilfods kun er et halvt Menneske.
Naturligvis forbeholdt Kårtyi sig den smuk-
keste, den blissede Raphingst, som siden blev
berømt, fordi den paa Spørgsmaalet : „H vor-
mange Flasker Vin har jeg drukket?" skrabede
med det venstre Ben ligesaa mange Gange,
som dens Herre havde tømt Flasker. (Naar
den gjorde det Regnestykke, lavede den en
hel Fordybning i Jorden udenfor Kurintyo
Csardaen). Den enøiede Gerencsér havde
lært den Kunsten, og hvis den havde til-
hørt en Anden, kunde man godt have vist
den frem for Penge.
Men nu vilde de gjerne give Penge for
ikke at se den, for naar de saa den, sad
Pista Kårtyi gjerne paa dens Ryg, hvad der
ikke betød nogen ringe Fare. Kårtyi var
nemlig ikke meget kræsen i Valget af de
Midier, der førte til Maalet, især i sløie
Tider.
1 en saadan sløi Periode (først paa Som-
meren, naar Landmanden har givet det ud,
han har taget ind det foregaaende Aar, og
den nye Høst endnu staar paa Marken), var
Vicedommer Mikael paa Vej til Byens Avls-
gaard. For Vognen gik to smaa sorte Heste,
dovent og langsomt skridtede de ud i Sandet,
der glitrede og tindrede i det brede Sollys,
som om der var blandet Guldkorn imellem.
Det var én trykkende, ulidelig Hede, Fluerne
plagede Hestene, og de baskede dygtigt til-
høire og venstre med deres naturlige Flue-
smækkere, medens Poul Kusk hjalp til med
Pisken paa deres Ryg og under deres Bug.
Bagved, paa det indsunkne Halmsæde,
blundede Dommeren, hans store Hoved, der
var faldet ned mod Brystet, dinglede frem
og tilbage som et Pendul, men han blun-
dede kun, han sov ikke; han holdt ogsaa
Piben fast mellem Tænderne og røg; hans
Øine var lukkede, ligesom en gammel Hares.
Ved hvert Stød saae han op, saa klæbede
han igjen Øinene til, som om de var gum-
merede.
De to Smaaheste gik og gik, og det var
godt henad Middag, da de naaede den
Bøgeskov, som kaldes Pity. Ikke et men-
neskeligt Væsen var at se, hverken nær eller
fjern, undtagen en Pige. Men i Frastand
var hun ogsaa nydelig at se til i sin korte,
blaa Kjole, da hun dukkede frem af Skoven.
Som en Kornblomst skred hun gjennem
Hveden.
.-= 276 --=.=-
~ En ungarsk Røver-Historie
Hun var slank og syntes meget ung.
næsten et Barn. Besynderligt, man kunde
ikke se ganske tydeligt i den Afstand, og
dog var det sikkert, at hun var smuk.
Hvorfor? Det maa Gud vide. Øiet har
maaske en Sfære til udover Synet. Ogsaa
Øiet kan ane.
Pigen syntes forpustet at haste ud tra
Skoven, som om hun var forfulgt. Pludselig
satte hun i Løb, men det store Knippe Kvas,
hun bar paa Ryggen og under hvis Vægt
hun næsten syntes at segne, hæmmede hende
i Løbet.
Nu stod hun stille . . . Poul Kusk, som
hurtigere vilde se et Skjørt mellem Millioner
Træer (han har Øine til det) end Tusinde
Træer mellem to Kvinder, opdagede strax,
at Pigen med Kvaset var bleven opmærksom
paa deres Vogn. Ja, virkelig. Hun tog
Retning imod den. Vinkede, raabte ogsaa.
Hr. Mikael Szabé, af hvem man ikke saae
Andet end Straahatten, der endte i en Spids,
løftede Hovedet ved at høre Stemmer fra
det Fjerne, saae sig om og spurgte Kusken :
„Hvad raaber Tøsen for?a
„Jeg kan ikke høre et Muk, skjøndt jeg
holder Haanden for Øret som en Trompet,
velædle Hr. Dommer!1*
Pigen tog nu sit røde Hovedklæde af og
svingede det henimod dem paa en Maade,
som om hun vilde opfordre dem til at
vende om.
„Maaske er der Noget i Veien med
Vognen?*4
De saae efter, men Alt var i Orden.
Vicedommeren blev nysgjerrig.
„Spring ned, min Søn, løb hen til hende
og hør, hvad hun vil.**
Kusken sprang ned og løb et Stykke
sideværts henimod hende, indtil han kom
hende saa nær, at han kunde forstaa hendes
Ord. Hvilken smuk Stemme hun dog havde !
„Vend om, Godtfolk! Jeg har seet Røvere
her i Skoven, de koger deres Middagsmad
under et stort Træ.**
Og saa skraaede hun forsigtigt ud fra
Kornet, ud paa Veien, af og til snublende
under det store Knippe Kvas.
Efter at Dommeren af den tilbagevendte
Kusk havde faaet Forstaaefsen af Pigens
Udraab, lod han sig igjen med stor Flegma
falde ned i Sædet.
„Hun er nok bleven bange for nogle Skov-
huggere. Hun lader til at være ganske ung. "
■=.- = 277
„Hun er tidlig bleven Hest ligesom Fattig-
mands Føl,*1 svarede Kusken efter sin egen
Tænkemaade, idet han aabenbart sigtede til
Knippet, som hun maatte slæbe paa.
Inden han igjen satte sig op paa Vognen,
brækkede han et Par Grene af og stak dem
ind under Hestenes Seletøi.
„Det baade svaler og jager Fluerne bort,**
sagde han. „Der er saa mange Fluer, at
deres Haler ikke slaar til som Fluesmækkere.**
„Czekerne er kloge Folk,** henkastede
Dommer Mikael, „de har givet deres egne,
Løver to Haler. De veed, hvordan de skal
bære sig ad.**
Saa sprang Poul ogsaa op paa Vognen,
tog Tømme og Pisk i Haanden og spurgte
tilbage :
„Skal vi saa ikke vende om?*1
„Naa, det var jo rart," brummede Vice-
dommeren, og dermed lukkede han igjen
Øinene og begyndte at blunde, og de to
Heste flyttede Benene videre. De vældige
Bøge laa aftegnede i Zikzak-Skygger paa
begge Sider af Veien. Og skjønt Bladene
ikke rørte sig og selve den rødbrune Lerjord
syntes at .gispe i den stærke Hede, og
Bregner og Skovløg slappe sænkede deres
Blade, var der dog mere skyggefuldt her
end paa den aabne Mark. Nu brusede
Skoven ikke som ved Efteraars- og Foraars-
tid, den ikke engang hviskede, den aandede
kun. Men denne lette Aande var saa
balsamisk.
Dyb Stilhed herskede i Skoven, kun
Droslen fløitede et Stykke inde i Tykningen
eller et forfulgt Egern fik Buskene til at
rasle, da der ved Resterne af Tobias' Faare-
stald inde fia Lysningen lød Stampen af
Hestesko, og et Øieblik er ikke meget, men
saa susede ved Siden af dem enten Hvirvel-
vinden eller syv beredne Betyårer.
„Holdt! Ikke et Skridt videre!**
Poul holdt Hestene an, men der var heller
ikke Andet for ham at gjøre, for Miklos
Mathé, Kårtyi-Bandens Kæmpe, en vældig
Karl, havde allerede grebet den ene ved Bidslet.
Vicedommeren aabnede forbauset sine Øine;
det var snarere Standsningen, der havde
vækket ham, end Hestenes Trampen.
„Hvad er det?" spurgte han med stor
Sindsro, „hvorfor holder Du, min Søn Poul ?**
Poul svarede dog ikke (han var mere død
end levende), men Pista Kårtyi selv red hen
til ham og oplyste:
= En ungarsk Røver-Historie
„Han har kun gjort Holdt, fordi vi har
standset Vognen."
„Saa?" sagde den Gamle halvt sovende
og gav sig til at slaa Asken ud af sin
udgaaede Pibe. „ Og hvorfor har I standset os ?"
•„Kjender I mig da ikke?" spurgte Røver-
høvdingen, næsten krænket over denne eien
dommeligeModtagelse. — „Jeg erPistaKårtyi ! "
Han ventede sig stor Virkning af denne
Præsentation, men forgjæves. Vicedommeren
lod ikke til at blive det Mindste forbauset,
han ledte en Tændstik op af sin Vestelomme,
strøg den af paa Laaret, men da den gik
ud ved et svagt Vindpust, sagde han til
Pista Kårtyi:
„Aa, min Ven, hold din Hat lidt for!a
Dette utvungne Ønske bragte Pista Kårtyi
saaledes ud af Fatningen, at han kjønt aftog
sin lille runde Hat, hvorpaa var fæstet en i
det Blegrøde spillende Georgine, og holdt
den for, mens Dommeren tændte.
„Jeg ser, at I kommer i Herskabshuse,"
brummede han gjennem Næsen, da hans
Mund, bakkende af fuld Kraft, var beskæf-
tiget med den antændte Urt.
»Hvoraf veed I det?"
„Fra Blomsten. Den findes ikke i Bonde-
haver, den Slags udfolder sig kun for
Frøkener."
„I har gjættet rigtigt. Vi har. virkelig
været hos Forvalteren i Palånka."
„Naa, og han har maattet bløde lidt? For
I har da ikke været der alene for Blomstens
Skyld?"
Ethvert af hans Ord var saa fortroligt og
naturligt, at Pista Kårtyi mere og mere faldt
ud af sin barske Rolle.
„Han gav os to Sække Havre til vore
Heste."
Gyuri Stråzsa og Jåncsi Lotusz havde
virkelig hver en fyldt Sæk strittende ud bag
Sadlen.
„Ja, jeg seer det," smilede Dommer Mikael
og trak Øjenbrynene iveiret.
„Og han har ikke givet Andet?"
„Nej."
„Den gjerrige Abekat ! Men hvad kommer
det ogsaa mig ved ! For at komme til Sagen,
min Ven; hvorfor Fanden standser I min
Vogn? I vil da ikke have Noget af mig?"
„Vi vil have Penge," sagde Kårtyi nu i
en barsk Tone. „Frem med dem!"
Den enøiede Gerencsér traadte ogsaa til,
efterat han først havde taget sin Pistol frem
af Hylsteret, og brølede i en truende, pra-
lende, hoven Tone:
„Rigtig! Frem med Tegnebogen, gamle
Natvægter, ellers gaar det galt."
Hr. Mikael Szabo satte en saa kordial,
munter Mine op dertil, som En der morer
sig over en tilladelig, uskyldig Keitethed hos
et andet Menneske.
„I er sandelig kommet til den Rette," lo
han hjerteligt. „Skammer I Jer virkelig ikke
over at tænke paa en saadan Dumhed? Det
nytter ikke, at Du skjærer Grimasser, Gerencsér,
for hvad jeg siger, det er sandt. I siger,
jeg skal give Jer Penge. Til hvad? Jeg giver
ikke engang mine Sønner Penge uden videre,
men kom blot lidt nærmere. Hvorfor holder
Du Dig tilbage for mig, Joska Benyåk, jeg
skal ikke æde Dig, vi kan jo snakke om
Sagen i al Venlighed, et fornuftigt Ord
finder jo altid Øre."
Den graahaarede Benyåk, som var vant
til at faae de overfaldne Reisende til at ryste
og bæve, kom saadan ud af Fatningen, da
Vicedommeren forsikrede, at han ikke skulde
være bange, han vilde ikke æde ham, at
han ikke havde en Tanke mere (han blav
helt lammet), han blev greben af en tryk-
kende Angst, en eiendommelig Fornemmelse
af, at Vicedommeren virkelig kunde æde
ham, hvis han vilde, han slog; Øinene ned
og traskede lydigt frem. De andre kom
ogsaa nærmere, En og Anden steg af Sadlen,
dels af nysgjerrig Drift, dels i et vist Haab,
men alle lige besnærede af Gemytligheden
hos den Reisende, de vilde udplyndre. Har
man set Magen! Han spiller ovenikjøbet
den Fornærmede.
„Jeg siger altsaa, jeg kan ikke give Jer
Penge og pro primo" (her løftede han sin
knoklede Pegefinge rtil Forklaring), „fordi jeg
ikke skylder Jer Noget. Er det rigtigt eller ikke?"
Ikke en Stemme svarede, hvert Øie hang
ved den forklarende Pegefinger, som Skole-
børns ved Lærerens. Det var et Par mærke-
ligt formede Hænder, ligesom to River.
„Pro secundo giver jeg Jer ingen Penge,
fordi det er svært at faae Penge af en Put-
noker, selv naar han skylder dem."
Den enøiede Gerenesér nikkede med sit
store, behaarede Hoved.
„Det er rigtigt!" sagde han. „Putnokerne
er et nederdrægtigt Folkefærd!"
Men alt dette forvirrede ikke Hr. Szabo,
han føiede just sin tredie Finger til de andre to:
278 —
En ungarsk Røver-Hisiorie
„Pro tertio, kan jeg ikke give Jer Penge,
Børn, fordi jeg ingen har."
Gid Fanden havde denne tredie Finger,
den gjorde dem mest forstemt, og den bar
dog en Ring, en tyk Sølv-Signetring, skjøndt
den markerede Fattigdommen.
„Skal vi staa og høre paa det!a udbrød
Joska Stråzsa utaalmodigt. „I er maaske
nysgjerrige efter alle ti Fingre? De er krumme
alle ti! Vi maa blive færdige med ham.a
Dermed lagde han sin Jernnæve paa Dom-
merens Skulder og tiltordnede ham:
„Penge, Snyder!**
„Ikke smagløs, lille Joska, siger jeg/
brølede Dommeren vredt til ham. — Du er
en kjøn og brav Karl, men hvorfor vil Du
med Vold og Magt gjøre Dig dum?"
„Jeg er ikke dum," forsvarede Josef
Stråzsa sig, formildet ved de rosende Ord,
„men netop derfor troer jeg ikke, at den vel-
ædle Herre ingen Penge har."
„Saa-aa? Er jeg ikke længer en Snyder?
Fr jeg allerede velædle Herre? Det er en
anden Sag. Naar Du taler- ordentlig, svarer
jeg ogsaa ordentlig. Jo, jeg har en Gylden.
Se, her er den." (Han greb ned i Veste-
lommen og tog den frem). „Hver Dag efter
Middag drikker jeg en halv Flaske Vin, det
agter jeg ogsaa i Dag i Kurintyo-Kroen —
jeg tilstaar ogsaa, at jeg ikke har spist til
Middag enAiu. Jeg lader Krokonen bage
mig en lille Æggekage. Derti 1 skal jeg bruge
den Gylden, og jeg giver den ikke fra mig.
Før lader jeg Livet."
Jåncsi Lotusz puffede til Pista Kårtyi:
„At Du ikke skammer Dig ved at lade
Dig holde for Nar af den gamle Gnier. Han
pudser selve den Helligaand. Lad os komme
afsted. For tilsidst tager han Gud hjælpe
mig Noget fra os.
Der var i Jaucsi Lotusz Optræden en
chevaleresk Fornemhed, som pludselig henrev
hans Kammerater, En og Anden vilde trække
sig tilbage, selv Gerencsér sagde:
„Han har Ret. Det er ikke værd at ind-
lade sig med ham. Lad os komme afsted,
Kammerater!"
Og han satte Foden i Stigbøilen.
Kårtyi modtog ogsaa Råro, som Gazsi
Szirom hidtil havde holdt ved Bidselet.
Gazsi var den yngste Betyår og ikke fiildt
rustet endnu; han havde en Hest, men ingen
Støvler. (Fanden tage disse Skomagere, de
føler sig allefede som store Herrer, for i
den Hede reiser de ikke til Marked med
deres Varer). Barbenet holdt han Høvdingens
Hest. Rekruttiden varer, indtil han har
udført en Bedrift, der duer.
Kårtyi tog Tømmen og vilde afsted, men
paa en Del af Røverne kjendtes Raadvild-
heden, de havde endnu Lyst til at se, om
man ikke med kraftigere Midler kunde presse
Noget ud af Dommeren.
Det bemærkede Mikael, og han søgte at
holde dem alle tilbage:
„I vil da ikke tage afsted! I er da ikke
bleven vrede? Hvorfor har I saadant Hast-
værk ? Lad os snakke et Ord sammen endnu.
Jeres Heste skal puste, det skal mine ogsaa.
De har det behov, de Stakler. "
Han holdt nemlig ikke af, at den mere
hæderlige Del vilde stige til Hest, medens
den ubehøvlede Part blev tilbage; dumdristig
spillede han endnu en Trumf ud.
„Desuden har jeg, oprigtig talt, endnu
36 Gylden hos mig. De ligger her i min
Tegnebog. Han tog Tegnebogen ud af sin
Inderlomme og viste dem Sedlerne. Her seer
I dem. Der er 36 Gylden, hverken mer eller
mindre. For mit Ord er ligesaa helligt som
Præstens fra Prædikestolen. Det er desuden
Penge, som jeg kan miste. Jeg bryder mig
ikke om disse 36 Gylden."
Ved disse Ord vendte Røverne igjen til-
bage, som om en usynlig Traad havde
dem draget alle til sig; kun Jåncsi Lotusz
steg ikke af Hesten, nærmede sig heller ikke
et Skridt, men smilede kun haanligt.
Dommer Mikael var derimod i sit Es, han
skjød sin store Straahat tilbage og knappede
gemytligt sin Vest helt op, medens han
fægtede med den aabne Tegnebog.
„Disse 36 Gylden er nemlig Dagleiernes.
Jeg har Ugelønnen med ud til dem paa
Avlsgaarden. De jordbundne, fattige Menne-
skers surt erhvervede Penge, to Gylden til
den Ene, 70 Kreuzer til den Anden. Saa
siger jeg til de sultne Dagleiere : jeg har havt
Pengene, nu har jeg ingen, den berømte Pista
Kårtyi, som I synger Viser om, har taget dem."
Pista Kårtyi foer op som bidt af en Slange.
„Det behøves ikke," stammede han hult.
„Min Fader var en Adelsmand, og jeg er
heller ingen Vagabond."
„Vil Du gjøre Dig ringe for ham "
udbrød Lotusz giftigt.
„Kom, Pista," opfordrede tre af Kamme-
raterne ham.
279 —
En ungarsk Røver- Historie
„Man kan ikke presse Honning af en
Tudse. a
„Lad os komme afsted."
Selv de Værste var paa engang feiede
bort; de tilbudte 36 Gylden syntes at virke
som en Tryllekjæp.
Nu var Vicedommeren den Overlegne, han
satte ogsaa strax en krænket Mine op.
„I vil altsaa ikke have dem? Godt! Saa
lægger jeg dem tilbage igjen, men I kan da
ikke sige, at jeg ikke har behandlet Jer af
et godt Hjerte.
„Det er, som man tager det,a bemærkede
Joska Stråzsa, der var bleven Sidstemand til-
bage, idet han rettede Noget paa Svederemmen
og Sadeldækkenet. „Herren baade patter og
bider paa engang, ligesom en lille Gris.14
Vicedommeren vilde ogsaa haane Joska
Stråzsa, idet han udsendte store Røgskyer.
„Ret Du bare paa din Hest, for den seer
noget løierlig ud med den udstaaende Havre-
sæk. Naar den stod paa Bagbenene, vilde
den ligne Veirmøllen i Domåny. Minsæl
vilde den saa."
Et Ord er kun et Ord, men det rammer,
naar det er et sandt Ord. Joska holdt selv
ikke af dette Arrangement. Sækken maatte
slutte sig til Hestens Sider, det er sandt nok.
Saadan gaar det ikke, man vil grine ad
ham. Han bandede lidt, saa løste han op
for Sækken, lod det Halve af Havren løbe
ud paa Veien, indtil Sækken blev mere
handlelig og løsere.
Vicedommeren stak med Piberøret til Poul,
der rystede over hele Kroppen.
„Spring ned, min Søn, og sank Havren
op, den kan være god til vore Heste."
„Sagde jeg det ikke nok/ udbrød Jåncsi
Lotusz til Høvdingen, der red forud, „at
han vilde kapre Noget fra os?a
Den enøiede Gerencsér rystede paa Hovedet":
„Der er ikke Mage til Hallunk i hele
Verden."
Men Vicedommeren lod Havren samle op
Drikkespanden, som hængte i en Kjæde
under Vognfjælen, og stoppede sin udgaaede
Pibe igjen. „Lad os saa faae Hestene igang,
Poul?" sagde han og lagde sig paa Maven
ned i Vognen, saa at der ikke var det
Mindste at se af ham, medens han kunde
se Alt gjennem de smaa Aabninger i Vognen.
Røverne red ned til Berente- Bækken, der skin-
nede helt herhen, ligesom en langstrakt Slange ;
ved Broen, hvor tre Veie mødes, saae man
dem raadslaa et Øieblik, saa fordelte de sig.
to og tre tilhøire og venstre, Pista Kårtyi
selv red ligeud henad Veien til Putnok.
Man kunde kjende ham paa Afstand. Blomsten
skinnede paa hans Hat.
Da Vicedommeren ikke længer kunde se
Nogen af dem, satte han sig op som for,
og med sine Falkeøine kunde han se en
Svamp langs Veien, og naar han opdagede
en, maatte Poul staa af efter den, for at
den kunde blive stegt i Kurintyo.
De fandt ogsaa nogle, men efterhaanden
hørte Skoven op, og pludselig fængslede
noget Andet Hr. Mikaels Opmærksomhed.
Udenfor Skoven fortsattes Jordkuglen nem-
lig af Fru Kabolyi's Valmuemark. Valmuerne
stode just i Blomst, det var en Fryd at se,
hvordan de tusinde og atter tusinde Planter
koketterede og vuggede sig i deres brogede
Kjoler . . . Men det var ikke det, der til-
trak sig hans Opmærksomhed, men snarere,
at der mellem Blomsterne dukkede en Metal-
hjelm op, saa en og en til. Han tænkte
ved sig selv: de er neppe voxet op af Fru
Kabolyi's Frø.
Han fik strax sin Mening bekræftet. En
Stemme raabte:
„Heida, halløi! Stop, Hr. Dommer!"
Det var Lieutenant Tremer, som laa med
sit Regiment i Tornaalja. Han krøb frem fra
Valmuerne, da han fik Øie paa Mikael Szabé.
„Heida! Har De ikke lagt Mærke til noget
Mistænkeligt inde i Skoven?"
„Jo vel saa."
„De har maaske ogsaa seet Noget, Hr.
Dommer?"
„Det kan gjerne være, at jeg har seet
Noget, Hr. Lieutenant. Det kommer an paa,
hvad Talen er om?"
„Vi er sendt ud for at fange Kårtyi og
hans Bande."
„Ei, ei, jeg har lige nylig talt med dem."
„Er det muligt! Har de ogsaa ud-
plyndret Dem?"
„Nei, det har de ikke."
„Hvorledes? De har altsaa ikke gjort Dem
Noget?" udbrød den lille Lieutenant forbauset.
„Det er ganske simpelt," bemærkede Vice-
dommeren. „De har sak meget Hjerte, at
de ikke gjør mig Noget, og jeg har saa
megen Fornuft, at jeg ikke gjør dem Noget."
„Og hvor gik de hen?"
„De spredte sig ved Berente-Bækken lige-
som en
280 =.
En ungarsk Røver-Historie
„I hvilken Retning tog Kårtyi?"
„Jeg formoder ad Byen til. Maaske har
han Arbeide der i Nat. Idag i Dagbræk-
ningen gravede nogle Skurke sig ind til
Peter Sos' Svinesti.14
Lieutenanten blæste i sin lille Fløite, hvor-
paa Valmuehovederne begyndte at bølge og
bevæge sig, og pludselig krøb tolv Soldater
frem, og Lieutenanten lod dem strax sætte
sig i Sadlen, da deres Heste græssede nede
i Dalsænkningen. En af Soldaterne førte
ogsaa Lieutenantens Brune frem.
„Vi rider efter dem. De følger med os,
Hr. Dommer, og tjener os med Oplysninger."
Dommer Mikael satte et fortrydelig Ansigt
op.
„Det lader sig ikke gjøre."
„Men naar jeg giver Ordre dertil, i Kei-
serens Navn.*4
Hr. Mikael trak paa Skulderen.
„1 Keiserens Navn? Velan. Jeg er en
loyal Mand, man kan ogsaa befale mig det,
jeg vilde ogsaa gjøre det, men jeg har en
Mave (og dens Lov er endnu ikke ophævet),
og det nytter ikke, at jeg siger til den: Du
skal være mæt, lille Mave, i Keiserens Navn,
den vil alligevel knurre. Jeg har ikke faaet
Mad endnu idag, Hr. Lieutenant, jeg maa
hen til Kurintyo."
Heldigvis havde Lieutenanten en halv
Skinke i sin Taske og Vin i sin Flaske.
Mikael Szabo vendte altsaa om med Sol-
daterne, idet han underveis viste dem, hvor
Overfaldet havde fundet Sted og længer
henne Korsveiene, hvor Røverne havde delt
sig. Sporene vare udslettede, løbne ud i
Sandet, de Veifarende, som de mødte og
som Vicedommeren spurgte ud (for Solda-
terne kunde kun Tydsk), gav ingen Vejled-
ning.
De færdedes altsaa uden Maal. Det vil
sige, de vilde ialtfald til Putnok for at til-
bringe Aftenen der. Lieutenanten spurgte
ogsaa, om der var en Ølstue i Putnok.
„Ja vel, for Ungarerne drikker ogsaa 01,
skjøndt Peter Påzmåny* i sine Skrifter kalder
det „den gule Saft, der er presset med en
Plejl.""
Det vilde han for enhver Pris oversætte
paa Tydsk for Lieutenanten, der red ved
Siden af hans Vogn, og han tumlede saa
* Fyrstprimas af Ungarn, beromt theologisk
Forfatter, Leder af Modreformationen i Un-
garn (1570—1637).
længe med det, at de var naaet helt hen til
Byens Grænse, da han paa Gangstien uden-
for Johan Snedkers Plankeværk fik Øie paa
Pigen med Kvaset Hun gik saa langsomt,
at det var dem en let Sag at indhente hende.
Vicedommeren lod Vognen holde og vin-
kede ad Pigen. Soldaterne gjorde ogsaa
Holdt. De omringede hende nysgjerrigt, for
underveis havde der allerede været Tale om
hende som den, der først havde gjort Mi-
kael Szabo opmærksom paa Røverne.
„Er det hende?" spurgte Lieutenanten paa
Tydsk."
„Ja."
„Pulchra persona (et smukt Kvindemen-
neske)/ sagde han paa Latin, forat Folkene
ikke skulde forstaa det.
Hun var virkelig ogsaa smuk, især da
hun kom nærmere. I Frastand lod hun saa
keitet, mager, svag og uudviklet, men hun
var alligevel saa fin som en Prinsesse. En
Prinsesse i Bondedragt og barbenet. Barn-
dommens uskyldige Ro laa endnu over hen-
des Ansigt, men hendes Øine glødede af
Viden. En frisk Livlighed udstrømmede fra
hendes slanke og ranke Skikkelse. Liv-
stykket var gledet lidt tilside fra den ven-
stre Skulder og lod se den snehvide Hud
med den blaa Fure, som var skaaret af
Strikken, der holdt Kvaset sammen. Det
var Synd for Skulderen.
„Kom kun nærmere, min lille Pige!"
„Jeg er ingen Pige, velædle Herre. Jeg
er Kone."
Hun smilede lidt, medens hun lumskelig
skjød Hovedklædet tilbage, som om hun til-
fældigt vilde rette paa det; en stor Fletnings-
krone af hendes kulsorte Haar taarnede sig
op under det.
„Hvad siger Du! Du vil narre os. Hvem
er Du gift med?"
„Min Mand er Frants Sos, Vingartner
hos Herrerne Pribolszki."
rDen hjulbenede Frants? Ham kjender jeg.
Du har en styg Mand, mit Barn. Hvem er
da din Fader?"
„Min Fader er Antal Nagy, og jeg er
Verona Nagy. Min Fader er nu Markvogter
i Pity, han tjente før hos Johan Snedker."
„Det er ogsaa ligemeget. Jeg vilde hel-
lere vide, hvor din Moder har tjent. Men
nu spørger jeg Dig kun, om Du ikke under-
veis har seet Kårtyi eller nogen af hans
Kammerater?"
281
En ungarsk Røupr-Historie
„Nei," svarede den unge Kone med sagte
Stemme.
Vicedommeren rynkede Panden og kneb
det ene Øie til, som han undertiden havde
for Skik.
„Siig nu Sandhed, lille Kone, siig Sand-
hed. Har Du virkelig ikke seet dem?"
„Nei."
„Tør Du sværge paa det?a
Hun bøiede Hovedet.
„Jeg vil miste begge mine Øine, om jeg
har seet dem."
(Det vilde være stor Skade, hvis hun mi-
stede de to straalende Øine).
„Hvad siger hun?" spurgte Lieutenanten.
„At hun ikke har seet Noget," svarede
Vicedommeren paa Tydsk.
Saa henvendte han sig igjen til den unge
Kone.
„Kom nærmere herhen, jeg vil hviske Dig
Noget i Øret; nærmere endnu, saadan, at
den Tølper til Kusk ikke kan høre det."
Verona adlød.
„Den Georgine, som er fæstet i dit Bryst,
den sad for to Timer siden paa Kårtyis
Hat."
Verona blev ligbleg og begyndte at ryste
over hele Kroppen. Aa, den forræderske
Blomst! Uvilkaarligt snappede hun den fra
Brystet og stoppede den hurtigt ind under
Livstykket. Men det var allerede for silde.
„Veed Du, at det staaer til mig at sende
Dig til Retterstedet," hviskede Dommeren.
„Bøddelen vilde kappe dit Hoved af, om
jeg ikke var."
„Jeg veed det, jeg veed det," stønnede
hun og faldt helt sammen, hendes Tænder
klaprede, medens hendes Bryst bevægede sig
uroligt, saa man kunde se det gjennem Liv-
stykket, der klæbede tæt til hendes varme,
bløde Legeme.
Men Livstykket klæbede ikke saa tæt ved
det, som Mikael Szabos Øine.
„Ja, de vilde ganske sikkert kappe dit
Hoved af, mit Barn," hviskede den gamle
Hallunk videre, „hvis jeg ikke var et saa
godt Menneske, og dit Hoved ikke saa
smukt."
Hun havde en Fornemmelse, som om der
kravlede en Orm paa hendes Ansigt, og
hun greb forvirret efter den ; det var ingen
Orm, men kun Vicedommerens graadige Blik.
„Frels mig," stønnede hun, „og jeg skal
tjene den velædle Herre igjen,"
Vicedommeren saae listig paa hende,, som
en gammel Kanariefugl seer paa et Stykke
Sukker.
„Det er saa naturligt," sagde han og
dæmpede Stemmen endnu mere. „Hvad har
Du givet Kårtyi for Blomsten?"
„Ingenting."
„Naa, naa."
„Ved Gud, Ingenting."
Der indtraadte en kort, næsten pinlig
Taushed, Dommeren ledte forvirret efter Ord.
Et varmt Vindpust samlede Duften af de
blomstrende Akacier i Johan Snedkers Have,
førte den herhen og bedøvede Skurken end-
nu mere.
„Saa er det godt, Verona. Hvad Kårtyi
saa beder Dig om for sin Blomst, det giver
Du mig for min Taushed."
Blodet foer op i Veronas Ansigt. Det
hamrede og foer under den skære, hvide Hud.
„Ak, velædle Herre, det passer sig ikke,
hvad De tænker."
Hun brast i Graad, Taarerne faldt ned
paa hendes Skjørt. „Aa, Gud, aa Gudl"
Hun vred sine Hænder. „Hvad skal der
blive af mig?" Hendes Stemme knækkede
over: „Tænk paa den gode, velædle Frue,
og spøg ikke saadan, velædle Herre."
Men istedetfor at blive blød, satte han et
vredt, fornærmet Ansigt op.
„Som Du vil, mit Barn. Jeg vasker mine
Hænder." (Han gav sig virkelig til at vride
sine Hænder som Kjøbmændene, naar de
handler). „Hvorfor skulde jeg frelse dit Liv
for Intet? Det maa Du da selv indse. Det
er der ingen Mening i. Enten samtykker
Du, eller jeg taler. Bestem altsaa! Skal jeg
tale?"
Verona trak skamfuld sit Hovedklæde
helt ned til Næsetippen, og med en rask
Beslutning stammede hun neppe hørligt:
„Tal ikke!"
* »
«
Vicedommeren sagde:
„Kjør Poul!"
Og til Soldaterne: /
„Den Lille veed Ingenting, skjøndt jeg
har gaaet hende saa haardt paa Klingen, at
jeg har faaet hende til at græde. Den Lille
er et stort Fæ."
-o— «£S>— o-
- - = 282 =r
^anmiMMD
Novmeber Maaned var den store Told-
reforms. Medens Landstinget det meste
af Maaneden maatte tage ufrivillig Ferie paa
Grund af Mangel paa Arbejdsstof, samlede
Opmærksomheden og Interessen sig des tæt-
tere om Generaldebatten i Folketinget om
Toldloven og de med den forbundne Kom-
pejisationsforslag.
Denne Generaldebat blev ikke alene af
usædvanligt Omfang, — den strakte sig over
9 Dage, fra d. 9. til d. 16. Nov., med Møder,
der oftere genoptoges og fortsattes langt ud
paa Aftenen, og den fylder i Rigsdagstidenden
ikke mindre end 735 Sp. — , men det blev
ogsaa en ualmindelig livlig og interessant
Debat, der, hvis Forhandlingerne blev ud-
givne som en Bog for sig, sikkert vilde
læses med Interesse af mange, der nu gyser
for at give sig i Kast med den store Rigs-
dagstidende.
De danske Toldreformers Historie gaar langt
tilbage i Tiden. Allerede 8 Aar efter den nu-
gældende Toldlov af 1863 fremlagde Finans-
minister Fenger det første Forslag til en Told-
reform — allerede da var man altsaa klar over,
at Toldloven trængte til en Reform. Det stran-
dede imidlertid paa Spørgsmaalet om Kom-
pensationen, d. v. s. paa Spørgsmaalet om,
hvilke Indtægter Statskassen skulde have til
Gengæld for Nedsættelserne i Tolden, og paa
dette Skær er ogsaa adskillige af de mange
senere Toldforslag strandede, uagtet Kravene
om en Reform efter Overgangen til Krone-
mønt, mens Toldloven stadig regner med Rd.
og Skilling, maatte melde sig med stadig
større Styrke. Navnlig var det ogsaa for-
nemmelig paa samme Skær, at Toldreform-
forsøgene 1896—97 til 1899 — 1900 stran-
dede; man var her allerede i det væsentlige
naaet til et Forlig mellem Regeringen og
begge Ting om Toldloven, det saakaldt Køedt-
Luttichauake Forlig, da Forsøget strandede
paa, at Regeringen og Landstinget som ' Kom-
pensation for Nedgangen i Toldindtægterne
krævede Indførelsen af en Brændevinsskat
hvad Folketinget ikke vilde gaa ind paa, da
derved den mindre bemidlede Del af Befolk-
ningen væsenligst vilde komme til at betale
Toldnedsættelserne.
Det af Finansminister Vilhelm Lassen d. 2.
Oktober forelagte Toldlovforslag fortsætter,
hvad selve Toldlovspositionerne angaar, væ-
sentligt det af Folketinget under det Køedt-
Luttichauske Toldreformforsøg fulgte Spor,
men slaar med Hensyn til, hvad Statskassen
skal have som delvis Erstatning for Nedgan-
gen i Toldjndtraderne, ind paa delvis helt ny
Veje, idet navnlig Tanken om en Brændevins-
skat som Kompensation for Toldnedsættelser
ganske er forladt.
Som Finansministeren særlig redegjorde ved
sin store Tale ved Forelæggelsen, tilsigter
Toldreformen i første Række — foruden at
gaa over til Kronemønt og Kilovægt — at
skabe en betydelig Nedgang i den indirekte
Skattekilde, Tolden, der jo føleligst rammer
det store Forbrug, d. v. s. den store alminde-
lige Befolkning. Dette søges realiseret dels
ved en betydelig Nedgang i de rene Finans-
toldsatser, dels ved Nedsættelse ogsaa af Be-
skyttelsestolden. I første Henseende foreslaas
saaledes navnlig følgende Nedsættelse paa
eller Frigørelse af almindelige Forbrugsartikler
og Raastoffer. Med Hensyn til Forbrugs-
artikler hæves Tolden helt paa Petroleum —
det udgør ca. 2 Mill. Kr. — , paa Stensalt —
318,000 Kr. — og paa Fisk — ca. 68,000
Kr., og den nedsættes for Kaffe fra 12V2 #•
pr. Pd. til 5 0. pr. Pd., og for brændt Kaffe
og Cikorie i tilsvarende Maal, hvilket betyder
for Statskassen en Nedgang i Toldindtægter
af ikke mindre end 1,700,000 Kr. Den ned-
sættes fremdeles for Risengryn og Rismel fra
4-Ve 0. til l Øre, hvilket andrager 540,000
283 =
Rigsdagen
Kr., for Sago ligeledes til 1 0., hvilket an-
drager 145,000 Kr., og for raffineret Salt,
hvad der udgør 175,000 Kr. lait bliver der
saaledes en Nedsættelse paa almindelige For-
brugsartikler af 5 Mill. Kr. Med Hensyn til
Raamaterialerne bortfalder Tolden paa Kul —
der jo forøvrigt ogsaa er en almindelig For-
brugsartikel — , hvilket for Statskassen be-
tyder et Tab paa 2,045,000 Kr., — samt
paa Jærn, Traad, Rør og Plader, Melasse,
Kemikalier og Gummier m. v., ligesom Tolden
nedsættes paa Farve og Farvevarer, Benzin
og Maskmolie, Tømmer og Træ m. v., saa-
ledes at Nedsættelsen paa Raa- og Hjælpe-
stoffer ialt beløber sig til 21/* Mill. Kr.
Med Hensyn til Beskyttelsestoldsatserne ned-
sættes Tolden paa Manufakturvarer, navnlig
Uld, Bomuldsvarer, Klædningsstykker, Hatte,
Garn og Traad o. s. v., paa Maskiner, Søm
og Pigtraad, Glas, Lervarer og Fajance, Papir,
forarbejdede Metalvarer, Trævarer m. v., saa-
ledes at hele Nedgangen i Toldindtægterne
paa saavel Finanstoldsatserne som Beskyttel-
sessatserne af Finansministeren ansloges til
i alt 12 Mill. Kr.
Af disse 12 Mill.s Nedgang foreslaas dog
strax 31/« Mill. dækkede paa selve Toldloven
ved Forhøjelse af Tolden paa Artikler, der for-
menes nærmest at maatte betragtes som Luk-
susvarer. Hovedpositionerne er her Tobak og
Cigarer, der skal indbringe en Merindlægt af
1,600,000 Kr., samt Frugter — ca. 400,000
Kr. — , Silkevarer — ca. 180,000 Kr., finere
Glas og Glasvarer — ca. 140,000 Kr. — og
Vine og Spirituosa paa Flasker — 240,000
Kr. Tilbage bliver der altsaa et Deficit paa
Toldloven af 81/* Mill. Kr.
Af disse S1^ Mill. Kr.s Nedgang i Told-
indtægterne menes efter det nuværende For-
slag 2 Mill. at kunne opgives af Statskassen
uden nogen Erstatning, medens der for de
61/* Mill. søges Erstatning ved ny Indtægts-
kilder, der væsentlig skal ramme de mere
bemidlede Klasser, nemlig ved Indførelse af
en ny Spiritusskat, der skal give 4 Mill. og
en forhøjet Arveafgift, der skal indbringe 2xjt
Mill. Til den Hensigt ledsages Forslaget om
Toldafgifterne af et Forslag om „Stempel-
afgift af visse spirituøse Drikkevarer u og et
Forslag om Arveafgift.
Det første Forslag gaar ud paa Indførelse
af en Stempelskat paa Vin, — en Skat, der
i denne Form ikke er prøvet andetsteds. Denne
Skattens ejendommelige Form skyldes, at dels
Tolden paa Vin ikke i væsentlig Grad vilde
kunne forhøjes uden at støde an mod Han-
delstraktaten med Portugal, og at dels en
forhøjet Vintold vilde medføre en forhøjet
Beskyttelse for den hjemlige Vinforskæ-
ring og Vinforfalskning og dernæst slet
ikke vilde ramme den store hjemlige Fabri-
kation af Cognac, Rom og svensk Banco.
Efter Forslaget skal der paa hver Flaske, der
bydes frem til Salg eller Udskænkning, sæt-
tes et Stempelmærke, hvis Størrelse er sti-
gende efter Værdien, saa at Skatten altsaa
rammer som en Værdiskat stærkest den dyreste
Spiritus. Forbrugsskatten er saaledes for Vin
af Detailpris 80 Øre pr. Liter kun 8 Øre,
men for Vin til 560 0. pr. Liter 96 Øre.
Paa enhver Flaske skal Detailprisen være trykt.
Alle, der fabrikere eller aftappe de i Loven
nævnte Drikkevarer, nemlig Vin, Rom, Cog-
nac, Whisky o. s. v. samt alle Slags Likører,
skal anmelde det for Toldbestyrelsen, og der
skal da føres Regnskab over Tilførsel og
Fraførsel fra Lageret, og den vedkommende
er pligtig til paa enhver Tid at forevise Lage-
ret og give Toldbestyrelsens Repræsentanter
Adgang dertil. For Overtrædelse af Lovens
Regler om Stempelpligten fastsættes Bøder af
indtil 5000 Kr.
Ved Forslaget om Arveafgift foreslaas
Atgiften af Arv i Danmark sat meget op i
Lighed med hvad der i nyere Tid er ved-
taget i flere fremmede Stater som England,
Frankrig og Tyskland. Medens Arveafgiften
nu kun giver ialt 1*/$ Mill, skal den i sin
ny Skikkelse kunne give 36/6 Mill., altsaa
en Merindtægt af 21/2 Mill. Satserne er
284
■== Rigsdagen
derfor over hele Linien sat stærkt op. Me-
dens der nu for Øjeblikket kun findes 3
Afgiftsklasser, der svarer henholdsvis 1, 4
og 7 pCt, indfører Forslaget 4 Hoved-
klasser paa henholdsvis 1, 4, 7 og 10
pCt. og indenfor hver Klasse indføres der-
hos en stærkt stigende Skala, efter Arve-
loddens Størrelse, en Skala, der indenfor
hver Klasse omfatter 6 Trin, efter som Arve-
lodden henholdsvis ikke er over 1000, 5000,
20,000, 60,000, og 120,000 Kr. ell. over-
stiger det sidste Beløb. I første Klasse,
der kun omfatter Arveladerens Ægtefælle
eller Afkom, kan Afgiften saaledes stige
fra 1 pCt. til henimod 6 pCt. for Arve-
lodder over 120,000 Kr. ; i anden Klasse,
der omfatter Arveladerens Forældre og disses
Afkom, for saa vidt de ikke falde ind under
første Klasse, stiger Afgiften fra 4 pCt. til
henimod 9 pCt.; i tredje Klasse, der om-
fatter Afdødes Bedsteforældre eller disses
Afkom, stiger den fra 7 til henimod 12
pCt., og i fjerde Klasse, der omfatter de
fjærnere Slægtninge eller ikke beslægtede,
fra 10 pCt. til henimod 15 pCt. Lovforslaget
rammer desuden med Arveafgift forskellige
Erhvervelser, der nu er fri derfor, saaledes
Retten til at nyde Familielegater, Arveforskud,
Retten til at nyde Renten af borteblevne
Personers Formue m. v., ligesom det ogsaa
bestemmes, at der ved en Ægtefælles Død
skal betales Arveafgift af hans Boslod,
selvom den anden Ægtefælle hensidder i
uskiftet Bo.
Endelig hører til den hele Cyclus af
Toldreformslag Forslaget om Afgift af inden-
landsk Roesukker og af Raffinering af Suk-
ker, hvorved tilsigtes en Omordning af
Sukkertolden og Sukkerbeskatningen dels for
at aabne Mulighed for Danmarks Tiltrædelse
af Brysseler Konventionen og dels for at
opnaa en Nedsættelse af Beskyttelsen for
Sukkerfabrikkerne og derved en Lettelse for
Forbrugerne.
. Dette er i Korthed Grundtrækkene af den
store Toldreform, den første, der føres frem
af et Venstreministerium. Reformens Mod-
tagelse i Folketinget maa i det hele betegnes
som ret velvillig, idet den kun af en enkelt
Taler (Rørdam) blev angrebet stærkt som et
Forslag, man nærmest maatte skamme sig
over, naar det fremkom fra en Venstremini-
ster. Derimod blev der vel fra Socialdemo-
kratiets Side (Sigvald Olsen og Borgbjærg)
stillet Krav om større Nedsættelser paa Fi-
nanstoldsatserne, og fra Højres Side (Fraenkel
og Ellinger) krævet større Hensyntagen til den
toldbeskyttede Industris Tarv, medens der
fra Talere indenfor Regeringspartiets Ræk
ker fremkom Ønsker om videre Toldned-
sættelser, men der udtaltes dog fra alle Sider
Villighed til ved Forhandlinger i Udvalg at
naa et Resultat. Stærkest Kritik rettedes,
bl. a. ogsaa af Neergaard, der iøvrigt paa sin
Gruppes Vegne i det hele sluttede sig til
Forslaget, navnlig imod Forslagets Oprethol-
delse af Vægttolden i Stedet for Værditold
og mod den store Forhøjelse af Tolden paa
Frugter, der mere og mere bliver et almin-
deligt Nydelsesmiddel; i første Henseende
lovede imidlertid Ministeren at forsøge, paa
hvilke Postioner Værditold lod sig praktisk
gennemføre, og med Hensyn til Frugttolden
erklærede han endog i sin sidste større Tale,
at han allerede indsaa, at den maatte opgives,
ligesom han ogsaa erklærede sig beredt til
at gaa længer ned paa andre Punkter, naar
man blot vilde give ham Erstatning derfor
paa andre Maader. Iøvrigt manglede De-
batten ikke dramatiske Episoder, idet Dinesen
fandt Anledning til et bevæget Opgør med
sit Parti og dets Politik siden 1892, og paa
Debattens sidste Dag fandt der en oratorisk
Dyst Sted mellem Dr. Fraenkel og Borgbjærg
om Socialismen og den personlige Frihed,
en Veltalenheds-Tvekamp der vel næaten
sprængte Tolddebattens Rammer, men som
med spændt Interesse fulgtes af Tinget.
Efter at Toldloven med tilhørende Kom-
pensationslove var sendte til to store Udvalg,
^rr 285
Rigsdagen
et Toldudvalg, til hvis Formand valgtes
Anders Nielsen, og et Stempelskatudvalg,
hvem et omfattende Arbejde er forberedt,
gik Folketinget over til første Behandling af
en Række Lønningsforslag, vedrørende Mi-
nisterierne, Finanshovedkassen og den kgl.
Mønt, hvilke Forslag med velvillig Omtale
fra alle Sider sendtes til Lønningsudvalget.
Inden Landstinget maatte tage Ferie
November Maaned, foretog det dog i de
sidste Dage af Oktober Maanéd første Be-
handling af endnu et Par Lovforslag foruden
de i forrige; Oversigt nævnte. Af disse maa
særlig nævnes Forslagene om „Voldgift i
Tvistigheder angaaende Handel med Husdyr"
og om Ministernes Ansvarlighed, der begge
af Justitsministeren var forelagte Landstinget
i den Skikkelse, hvori de i forrige Samling
var vedtagne i Folketinget. Det første skyides
et Ønske fra Landbrugets Side og gaar ud
paa at skaffe en hurtig og billig Afgørelse
ved Voldgift af Lægmænd i de saa hyp-
pige Kreaturhandler, navnlig Hestehandler
der nu ofte afstedkommer langt dyrere Pro-
cesser end hele Dyret er værd. Som For-
slaget oprindeligt i Folketinget fremsattes fra
Ministerens Side skulde Afgørelse ved Vold-
gift kun ske, for saa vidt denne Afgørelse
særlig var vedtaget af begge Parter, men i
Folketinget ændredes dette til, at Voldgift
skal være Reglen, medmindre Parterne ved
Handelens Afslutning have taget Forbehold
om, at Tvistigheder om Handelen skal af-
gøres ad Retsvejen. Mod denne Unddragen
af en Mængde Retstvister fra Domstolenes
Værn blev der i Landstinget nedlagt Ind
sigelse af P. G. C. Jensen, der ligeledes
ansaa det forkasteligt, at denne Lægmands-
Kendelse skulde være ganske inappellabe
og kunne uden videre exekveres ligesom en
Dom. Flertallet af Talerne, saaledes ogsaa
Rotbøll fra frikonservativ Side, fandt imid-
lertid denne Afgørelsesmaade nem og billig
og satte ligesom Justitsministeren dette prak-
tiske Hensyn over de mere teoretiske Be-
tænkeligheder.
Forslaget om Ministrenes Ansvarlighed
skyldes Paabudet i Grundlovens § 12, hvor-
efter Ministrenes Ansvarlighed skal bestemmes
nærmere ved Lov, men skønt dette Paabud
allerede fandtes i Grundloven af 1849, er
dog aldrig noget Forslag derom blevet ført
igennem. Kravet om en saadan Lovs Gen-
nemførelse findes nu paa begge Venstre-
partiers Program, og Forslaget gik da ogsaa
let gennem Folketinget. Ogsaa i Lands-
tinget modtoges Forslaget med skyldig
Honnør, men i Realiteten viste der sig dog,
hvad ogsaa kun var at vente, den mest
dybtgaaende Uenighed mellem paa den ene
Side Talsmændene for Højre (Matzen og
Goos) og den frikonservative Gruppe (Stef-
fensen) og paa den anden Side Talsmændene
for Regeringen (Justitsministeren og J. L.
Hansen) angaaende Bestemmelserne om Mi-
nistrenes Ansvar for Afholdelsen af ubevil-
gede Udgifter og Udstedelsen af foreløbige
Love, der ikke senere godkendes af Rigs-
dagen, saaledes at en Forstaaelse her ikke
let synes mulig. Forslaget henvistes dog
naturligvis til Udvalgsbehandling. *". A
286
é.»:Oa**:Ii
i»WfcW:t;*
En ny dansk Fugl.
Den, der har Sans for det skønne ved
Fuglenes Flugt og for smukke Former og
rene Farver, glædes tidt og ofte over Maa-
Dvcrgmaage-Rede.
gerne. Han finder dem nydelige, hvad-
enten de vugger sig i Vandet eller kredser
i Luften eller bare sid-
der stille et eller an-
det Sted. Men Folk —
saadan som de er
flest — skelner van-
skeligt de forskellige
Arter fra hverandre;
der skal ofte et Jæger-
eller Naturforskerøje
til at se, om den Fugl,
der flyver forbi, er den
ene eller den anden
Art. Saaledes kan det
forklares, at der til
Tider har været Tvivl
om, hvorvidt Dværg-
maagen findes her i
Landet eller ikke. Nær-
mere end henne ved
Frisches Haff havde vi
den ikke, sagde man,
og dog: Sagkyndige
erklærede, at de havde
set den. Nu har ny-
lig Dyrlæge Roar Chri-
stensen paa "en mor
som Maade ført Bevis
for, at den er her;
han har nemlig foto-
graferet den paa den
ene af dens Ynglepladser, et Sted i Ring-
købing Fjord, og saa kan vi jo paa en
Maade allesammen faa den at se.
At fotografere , den celebre Fugl var ikke
saa let en Sag, som
man kunde fristes til
at tro; thi det var
ikke gjort med at naa
ud til den store vand-
omgivne Klægbanke.
Herude laa det ene
Kuld Æg ved Siden
af det andet, — man
maatte gaa forsigtigt
for ikke at søndertræ-
de dem, det var heller
ikke let at finde Plads
til Fotografiapparatet,
og endelig: Hvilke
blandt disse mange Æg var Dvergmaagens ?
Ja selv da dette Spørgsmaal blev løst, var
Dvergmaage-Rede med Æg.
287 ^r
Natur og Videnskab
der langt tilbage, før Opgaven var ført til
en lykkelig Afslutning, thi Maagen var
bange for Fotografiapparatet, saa alle For-
søg paa at faa „taget" en Plade glippede.
Saa maatte Hr. Christensen tage Natten til
Hjælp. Han opstillede Apparatet, „indstil-
lede" paa Reden og førte en Snor fra
„Lukkeren" hen til en Rørhytte, han byg-
gede sig. Der laa han saa en Nat tjl
Ende, omgiven af rugende Fugle, af hvi-
skende og tiskende Maager og tavse Terner,
— den nærmeste rugende Fugl var kun en
Alen fra hans Hænder; men ingen anede
hans Nærværelse. Og da det blev lyst, kom
der en belejlig Stund, han trak i Snoren,
og et smukt Billede af de danske Strand-
egnes nye Borger blev Resultatet. r.c.m.
Ultramikroskopet.
Der har hidtil været
en ganske bestemt Græn-
se for, hvor smaa Gen-
stande man kunde se i
et Mikroskop. Naar en
Partikel er mindre end
en Totusindedel Milli-
meter i Udstrækning,
kan man nemlig intet
se i et almindeligt selv .
nok saa stærkt Mikro- J
skop. Helmholtz og Abbe
har bevist, at denne
Grænse stod i Forhold til Lysbølgernes
Bredde (Lyset er nemlig Bølgebevægelse i
Æteren). Man ser jo i et Mikroskop Gen-
standene mørke paa lys Grund, idet de røber
deres Tilstedeværelse ved at bevirke en Lys-
mangel i Mikroskopets oplyste Synsfelt; og
de to nævnte Videnskabsmænd har udregnet,
at Genstande, hvis Udstrækning er mindre
end det halve af Lysstraalernes Bølgebredde,
ikke virker hæmmende paa Lyset; de Lys-
straaler, der rammer en saadan lille Partikel,
drejer uden om den og løber sammen igen,
saasnart Genstanden er passeret, hvorefter
Lyset fortsætter sin Vej uhindret og uden
at være blevet svækket. Der er derfor ingen
Mulighed for at faa en saadan lille Genstand
at se, selv om man prøver i meget stærkt
forstørrende Mikroskoper, thi som man siger,
hvor intet er, har Kejseren tabt sin Ret.
Noget andet er Tilfældet, naar de smaa
Genstande bringes til selv at udsende Lys,
paa samme Maade som Solen kan faa Støv-
partikler i Luften til at lyse; i saa Fald kan
man faa langt mindre Partikler at se. Ved
Hjælp af det Apparat, hvis Billede her
bringes, det saakaldte Ultramikroskop kan
man komme til at se Smaapartikler, hvis
Udstrækning kun er en Firemilliontedel Mil-
limeter; der er ganske vist det at mærke,
at man ikke faar noget Indtryk af disse
smaa Genstandes Form, man ser dem kun
som lysende Punkter paa en mørk Baggrund.
Fysikeren Siedentopf har konstrueret Ap-
paratet til Dels paa Grundlag af Zsigmondy's
Undersøgelser af Rubinglas.
Ved at sætte Guld til en smeltet Glas-
masse kan man ved en bestemt Fremgangs-
maade faa Glasset farvet smukt rødt; man
har længe troet, at det var metallisk, fint
fordelt Guld, der frembragte den smukke
Rubin farve, men det var ikke muligt at se
Guldpartiklerne, selv ved den stærkeste For-
størrelse. Zsigmondy fandt paa at samle
Sollys ved Hjælp af et Brændglas (Samle-
linse) og sende Lyskeglen vandret ind gen-
nem Rubinglasset, samtidig med at han be-
tragtede dette i et lodret staaende Mikroskop;
da saa han Guldpartiklerne i Glasset lyse som
smaa Prikker paa mørk Grund.
Dette Princip er anvendt i Ultramikroskopet.
En elektrisk Buelampe (c) frembringer Lyset;
gennem d gaar Lysstraalerne til en Samle-
linse (f); i denne Linses Brændpunkt findes
en Spalte (g), som kan indstilles, saaledes
at man kan faa et større eller mindre
Straalebundt til at ramme Linsen h; ved
Hjælp af denne L nse dannes der et omvendt
formindsket Billede af den lysende Spalte;
lige bag ved det Sted, hvor dette Billede dannes,
er anbragt en tredie Linse (1), som endelig
samler Straalerne til en Lyskegle, der sendes
288
Natur og Videnskab —
ind gennem den Opløsning eller det gen-
nemsigtige Legeme, man vil undersøge under
Mikroskopet.
Ultramikroskopet har haft meget stor
Betydning for Bedømmelsen af de saa-
kaldte kolloide Opløsningers Karakter; kol-
loide er f. Eks. Opløsningerne af Ægge-
hvidestof og af forskellige Metaller. Disse
Opløsninger er aldrig saa absolut klare som
krystallinske Stoffers Opløsninger, men i
gennemfaldende Lys er de tilsyneladende
fuldstændig gennemsigtige. Sender man Lys-
straalebundtet fra en Samlelinse gennem en
kolloid Opløsning, ser man tydelig Lyskeglen
med det blotte Øje; dette tyder paa, at Op-
løsningen ikke er ægte, men at der findes
en Mængde Smaapartikler svævende i Væd-
sken. Denne Antagelse faar man i mange
Tilfælde bekræftet ved at bruge Ultramikro-
skopet.
Undersøges f. Eks. en kolloid Guldopløs-
ning ved Hjælp af Siedentopf's Apparat, ser
man ligesom ved Rubinglasset en Mængde
smaa lysende Guldpartikler; her i Opløs-
ningen er de smaa Gulddele i en meget
livlig Bevægelse, de baade svinger frem og
tilbage og farer afsted i en stadig skiftende
Retning.
Der er ligeledes i Ultramikroskopet gjort
meget interessante Iagttagelser ved Opløs-
ninger af Æggehvidestoffer og forskellige
Farver.
Apparatet kan maaske faa den allerstørste
Betydning ved Forskningen efter de Syg-
domsbakterier, som man ikke hidtil har
kunnet opdage, vistnok netop fordi de er
for smaa. H- c- N-
Svømmende østers.
For nogen Tid siden opdagede en Østers-
fisker, der ejer store Østersbanker i Nord-
amerika, at disse aftog jævnt og hurtigt.
Han lod da udsætte Vagter, for at de skulde
opdage og paagribe de formodede Tyve, men
det var forbundet med større Vanskelighed
end paai egnet, idet Tyvene viste sig at være
en Slags Blæretang.
Disse Alger voxer som smaa fast paa
Østerserne; mens de vokser, tager de Form
som grønbrune Læderbeholdere, og disse
bliver med Alderen luftfyldte, hvorved de
kommer til at virke som en Ballon eller en
Svømmesele, og saaledes hæves Østerserne
op mod Overfladen, og Strømmen vil der-
efter hurtigt føre dem bort; ved en bestemt
Lejlighed saa saaledes Ejeren med blandede
Følelser mange Tusende Østers sejle afsted
mod det aabne Hav, baarne af Blæretangen.
Den omtalte Alge hedder Coipomenia
sinuosa; den har aldrig tidligere været fundet
i det nordlige Atlanterhav, men hører hjemme
længere mod Syd; man antager, at den er
ført til Bankernes Nærhed paa Bunden af
et Skib og har fundet Forholdene saa gode,
at den har sluppet Skibet og slaaet sig til
Ro under de nye Forhold.
Foreløbig aner man ikke, hvorledes man
skal faa den udryddet uden samtidig at
skade Østerserne, og Østersbankens Ejer har
derfor god Udsigt til at blive forarmet.
Udødelige Dyr?
De lavest staaende af alle Dyr kalder
man Protozoer. De kan formere sig paa to
Maader: Enten flyder to Individer sammen
for derefter atter at forlade hinanden, hvor-
paa de begge formerer sig, eller Formeringen
finder Sted, uden at der er gaaet en Sam-
menflydning forud. Nu har P. Enriquez ved
Forsøg vist, at Protozoer under visse Om-
stændigheder kan frembringe den ene Gene-
ration efter den anden uden at dø. Han
har i hvert Fald faaet sine Forsøgsdyr til
at opleve 683 Generationer; — det er de
et Aarstid om. Saa længe man blot for-
hindrer Sammenflydningen og tillige holder
Bakterierne borte, dør Protozoerne ikke.
Dette med Bakterierne er ikke det mindst
interessante: Det er altsaa dem, der ogsaa
overfor de allerlaveste Dyreformer er de
skæbnesvangre Sygdomsbringere. Skade, at
det ikke kan lade sig gøre at unddrage
Mennesker ganske og aldeles fra Bakteriernes
Paavirkning, — det vilde ellers være inter-
essant at leve gennem 683 Generationer eller
længere !
Rosenolie.
I hen ved 150 Aar har Bulgarien været et
Midtpunkt for Fabrikation af Rosenolie. Mest
bruger man røde og hvide Roser til Frem-
stilling af denne kostbare Vædske, og det
skal være et henrivende Syn at se det Væld
af hvide og røde Farver, der om Foraaret
gyder sig ud over visse af Landets Egne.
„Høsttiden" falder i Regelen fra Midten af
Marts til Midten af Juni: Koner og Børn
afskærer da i de første Morgentimer Millioner
289
Natur og Videnskab
af Roser. Der bruges omtrent 6000 &
Roser til Fremstillingen af 2 S Olie, et
Kvantum, der kan indbringe Rosendyrkeren
650 — 800 Mark. Der udføres aarlig henved
12000 fr. Frankrig, England, Tyskland,
Tyrkiet og de forenede Fristater i Nord-
amerika bruger Hovedparten.
Den omvendte Verden.
Det er jo en Kendsgerning, at Løvtræer,
der trives godt ved Foden af et højt Bjerg,
ogsaa kan voxe et Stykke op ad det,
men at de saa giver Plads for Naaletræer,
hvorefter der følger andre „Plantebælter"
indtil en vis Højde. Øverst oppe voxer der
bogstavelig ingenting, og ofte er Bjergtoppen
evig og altid sneklædt. Man skulde for-
sværge, at den modsatte Rækkefølge: Sne
nederst, saa alpine Planter og Naaletræer og
øverst oppe Løvtræerne kunde forekomme,
og dog kan den paavises.
Nede i Karst, Østalpernes sydostlige Del,
findes der paa de kolde, barske Flader en
Del diminutive Dale, — de bredeste har en
Diameter af saadan noget som 1600 Fod.
De er ret dybe i Forhold til deres Udstræk-
ning: Tænker man sig Raadhustaarnet sat
midt i en af de dybeste Dale, m'aatte man
give det Vor Frelsers Kirketaarn til Fod-
stykke, hvis man vilde have Spidsen op i
Højde med Dalens Omgivelser. Siderne af
disse Dolliner, som Dalene kaldes, er plante;
bevoxede, men øverst oppe findes Løvtræerne
og nedadtil de andre Plantebælter, medens
Dollinens Bund er nøgen og kold. Det er
naturligvis Forholdet til Solen, der her er
det afgørende: Dalbunden kan ligge saaledes,
at den aldrig faar Sol, men Dal- Randene faar
Lov til at hilse paa Sollyset, der ogsaa kan
stryge et Stykke nedad Siderne i disse mær-
kelige Dolliner.
Det højeste Observatorium.
Europas højestliggende og hele Aaret igen-
nem beboede meteorologiske Observatorium
ligger i en Højde af 3106 Meter paa Hohen
Sonnblick i Østerrig (Salzburg). Det holdt
i September Maaned 20aars-Jubilæum. Et
absolut behageligt Opholdssted, hvad Varme-
forholdene angaar, er Observatoriet ikke, thi
Termometeret viser paa Toppen af Sonnblick
meget sjeldent over 0. Kun 66 af Aarets
Dage tør man vente, at det kommer over
dette Lavmaal, og i Juli bevæger Tempera-
turen sig fra 0 til 8° Celsius.
Trægrænsen i Schweiz.
Man har tidligere gjort Undersøgelser an-
gaaende Snegrænsen i Alperne, men først
for nylig har. man faaet opstillet et samlet
Billede af Skovbestanden, saaledes at Træ-
grænsen overalt er kortlagt nøje. I Nord-
alperne og Jurabjergene er Rodgranen det
fremherskende Træ, i Wallis, Tessin og En-
gadin Larhetræet og Fyrren. Exempelvis
anføres :
ligger Trægrænsen
mellem
I Wallis og Engadin . . . 2 100 og 2200 M.
- Tessin 1800 - 2000 -
- Jurabjergene . 1400 - 1600 -
- de sydlige Højalper . . . 2050
- de nordlige Højalper . . 1800
Læsning paa forskellige Alderstrin.
Bibliotheket i Cambridge har opstillet føl-
gende Statistik: De 14aarige læser i Gen-
nemsnit 43 Bind om Aaret; de 20aarige
læser 59; de 30aarige 174; de 50aarige 27 ;
de 60aarige 15 Bind. Om denne Statistik
passer for danske Forhold ved vi ikke.
Københavns kommunale Skoler.
Aarsberetningen for 1905 udkom i Ok-
tober 1906. Den viser, at Skolernes Ind-
tægt har været godt 170,000 Kr., deres Ud-
gift c. 3,277,000 Kr. Et Par af de enkelte
Udgiftsposter har særlig Interesse. Til Skole-
lægeinstitutionen medgaar der 6900 Kr. ;
Telefonabonnementet koster over 3,500 Kr.
Inspektørerne faar op imod 134,000 Kr.;
Lærere og Lærerinder 2 Mill. og 200,000 Kr.
Det koster Kommunen nær op imod 48,000
Kr. at holde Vikarer til de syge Lærere og
Lærerinder. Skade, at man ikke faar at
vide, hvor stor en Del af Summen der gaar
til Lærerne og hvor stor en Del til Lærer-
inderne. Det havde af Hensyn til Spørgs-
maalet om de to Køns Arbejdsevne Interesse
at se dette Forhold opklaret,
Skolebetjentene faar godt 40,000 Kr., og
Renholdelsen af Skolerne beløber sig til over
48,000 Kr.
En ganske særlig Post vedrører de van-
artede Børn: Det koster 4, 72 7^2 Kr. for-
uden Brændsel og Belysning at- lade Børnene
„sidde over", 12,22172 Kr. at holde „In-
ternatet" i Gang og næsten 79,000 Kr. at
tage sig af forsømte og aandssvage Børn.
r-rr 290 =
enHUSEEEiB
Haven i December.
Denne Maaned og de to følgende kan
med Hensyn til Havearbejderne i en almin-
delig lille Villahave betragtes som en lang
Hvileperiode, hvor Arbejdet, for saa vidt det
ikke gælder ny Anlæg, kan udføres paa
nogle Dage.
Til et af de Arbejder, der udføres i denne
Periode hører Beskæring af Frugttræerne.
Mange anser det af Hensyn til senere
Frostskade for heldigst at foretage Beskæringen
i Slutningen af Vinteren; ikke desmindre
foretages den tit midt om Vinteren og vil
derfor passende kunne omtales i dette Hefte.
Der er næppe nogen Del af Havebruget,
der i den Grad har sat Sindene og Pennene
i Bevægelse som netop Frugttrædyrkning.
Man har til Tider med Vold og Magt villet
fylde Landet med Frugttræer, man vilde
plante i Husmandshaver og Herregaardshaver,
langs Landevejene og paa Jernbaneskraa-
ningerne, baade hvor der kunde og hvor
der ikke kunde gro Frugttræer. Samtidig
med denne Bevægelse indførtes der væsentlig
under fransk og belgisk Paavirkning en Række
indviklede Beskæringssystemer, der alle deres
gode Egenskaber ufortalte, dog aldrig kunne
blive en Rettesnor for en Frugtavl, der skuide
blive Allemandserhverv. Efter en Kamp sej-
rede ogsaa simplere Methoder, hvoraf neden-
staaende uddrages et Par Regler, som enhver
Haveven kan udføre.
Straks naar man har plantet unge Træer
(hvis de ere plantede om Efteraaret bør man
vente), bortskæres alle overflødige Grene paa
4 eller 5 kraf-
tige og velfor-
delte nær. Dis-
se lader man
passe sig selv
hele Somme-
ren, den kom-
mende Vinter
beskæres disse
4 eller 5 Grene
lige over en
helst udad ven-
dende Knop.
Med Hensyn
til Udførelsen
af selve Snittet
saa bør dette være rent og skarpt og ske
som vist paa Billedet, a. viser det rette
Snit, b. Snittet er for højt over Knoppen.
B. C. viser, hvor det burde have været;
c. Snittet ligger for dybt. E. viser den
rigtige Retning.
Hovedøjemedet med denne Beskæring er
at grundlægge en smuk og symetrisk Krone.
Naar der derfor spørges, hvor meget der
skal tages bort, kan der svares, omtrent
Halvdelen, men mest af de kraftigste og
mindre eller maaske slet ikke af de sva-
gere Grene, og er de endelig lige stærke,
da mest af de øverst siddende og af de
mest lodret stillede. Hvem der er kendt
med Beskæringen, fortsætter med denne de
følgende Aar, men den, der ikke tiltror sig
at kunne udføre en god Beskæring, bør ind-
skrænke sig til det her nævnte. Hellere in-
gen Beskæring end en tvivlsom. Naar Træerne
overlades til rig selv, faar man da i hvert
Fald et smukt Træ, det faar man sjældent,
naar det underkastes et eller andet Beskæ-
ringssystem.
Beskæringen af store Træer bliver et helt
andet Spørgsmaal; den bør i Reglen kun
gaa ud paa at sørge for, at Kronen ikke
bliver altfor tæt. Altsaa foretages kun en
læmpelig Udtynding, der hos mange Træer
slet ikke vil være nødvendig. Syge og visne
Grene og Grene, der krydser og gnaver
hverandre, bør selvfølgelig fjærnes, men dette
kan naturligvis kun uegentlig kaldes Beskæring.
Er man ikke sikker i sin Sag med Hen-
syn til, hvad man skal skære væk, saa er
der altid en Udvej og det er endda ofte
den bedste: Lad Grenene være. — Under
en af de mange Kampe, der i Fagkredse
stod om hvorledes man skulde skære Frugt-
træerne, og hvor de forskellige Systemers
Tilhængere stred hver for sit, ytrede en
■gammel, højt anset Gartner disse vise Ord:
„Plant et Træ og gød det og plej det, saa
skal det nok bære Frugt, naar Tiden kom-
mer, men skær endelig ikke Grenene af, for
det er derpaa Frugterne skal sidde."
Handelsgartner G. N. Brandt.
Hønsegaarden.
Selv om ogsaa Vejret i denne Aarets
korteste Maaned skulde falde ind med Sne
og streng Frost, burde dette ikke faa nævne-
Hus og Have
værdig Indflydelse paa de unge Høns Læg-
ning, forudsat at Pasningen er god, og de
har et lyst og luftigt Læskur at ty til, hvor
der findes rigeligt raed tørt Skrabemateriale
til at holde Hønsene i stadig Bevægelse med
at finde Føden. (Angaaende Fodringen se
forrige Nummer).
Skulde Soverummet vise sig at være for
koldt, maa dette udvendig beklædes med
Halm, Siv eller lignende, medens Tørvejord
eller Smuld maa være det lunende Materiale
paa Gulvet. Bestræbelserne bør særlig paa
denne Aarstid rettes saa meget som muligt
paa, at en gennemført Renlighed finder Sted
netop nu, da Hønsene opholde sig saa meget
i Husene.
Skulde Utøj opdages, da *bør Husene
grundig renses og desinficeres som tidligere
nævnt; særlig i de Falser, hvori Siddestæn-
gerne ere anbragte, viser sig ofte røde Mid-
der, en stor Plage for Hønsene særlig om
Natten; en Smule Karbolinium vil straks
gøre Ende paa Middernes Liv.
Eftersynet af selve Besætningen finder bedst
Sted paa en Frostvejrsdag, stærkt Insekt-
pulver bør der ikke spares paa. Utøjet be-
døves af Insektpulveret og Kulden og falder
ned paa Jordea Paa Stedet fejes der nøje
og paahældes Petroleum eller lignende for at
tilintetgøre Utøjet fuldstændigt, for at det
ikke skal komme til Live igen og overføres
paa Hønsene.
Skulde ved dette Eftersyn nogle Dyr vise
Tegn paa Fjerspisning, indgnides de an-
grebne Steder med karbolsurt Vaseline eller
Hjortetaksolie. Har nogle af dem Kalkben,
indsmøres Benene i nogen Tid med grøn
Sæbe for at løsne Skorperne og afvaskes
derefter gentagende Gange med 25 % Kreolin-
opløsning.
Er Vejret klaret op, og der efter nogle
Dages Sne og Sjap følger en Tid, hvor
Solen nogle Timer paa Dagen søger at vinde
det tabte Herredømme tilbage, da bør Skovl
og Kost være i Virksomhed med at faa
Sneen bort. Lukkes Hønsene ud paa et
snedækt Areal, blive de ofte helt vilde (sne-
blinde). Skulde Hønsene blive angrebne af
Frost i Kammene, da er det i de fleste Til-
fælde forbi med Æglægningen. Kammene
maa da vaskes i koldt Vand eller gnides
med Sne, aftørres og indsmøres med Vaseline.
W, A. Kock,
Konsulent
Køkkenet.
Til Bagning af Pier og Gratiner anvendes
Fade af ildfast Ler eller Blikforme med fast
Bund. Retten serveres i Formen, hvis Kant
beklædes med en Serviet, hvis den da ikke
er dekoreret.
Vil man anvende et almindeligt Lerfad,
kan det i nogle Tilfælde gaa godt, men det
er som Regel ikke stærkt nok og man risi-
kerer, at det knækker.
Hvis man ikke har hverken Bagefad eller
Blikform med fast Bund, men er nødt til at
hjælpe sig med en Blikform med løs Bund,
da kan man beklæde Formens Bund med
tyndt Pergamentpapir. Papiret smøres da
med Smør, i Stedet for at man ellers smører
Bunden af Formen.
Kaalpie.
Vjt fB Kødfarce røres op, til den er tem-
melig lind. 1 Hvidkaalshoved skæres i
smalle Strimler og brunes i en Jærngryde
med et godt Stykke Klaret. Det tager en
god halv Time at faa Kaalen brun. I ^
Medisterpølse steges og skæres ud i Stykker
paa 2 Tommers Længde. Piefadet beklædes
i Bunden og paa Siderne med 2/s af Kød-
farcen. Det halve af den brunede Kaal læg-
ges i Formen, derpaa Medisterpølsen og Re
sten af Kaalen. Resten af Kødfarce lægges
øverst for at danne Laag. Farcen, der lig-
ger øverst, glattes med lidt koldt Vand eller
med en Smule smeltet Smør. Pien bages
3/4 Time i Ovnen, der maa være godt hed.
— Naar Pien tages ud af Ovnen, maa man
forsigtigt helde den fede Sky fra, som har
samlet sig i Formen, jævne den, farve den
med lidt Soya og heraf lave en brun Sauce.
Hachispie
Lav en god Hachis, der ikke er for
lind. Kog Kartofler, moes dem godt ud, giv
Mosen et Opkog i lidt Suppe eller Mælk,
og sæt Smag paa den med lidt Salt og
Peber. Smør Piefadet godt med Smør, og
læg Kartoffelmosen og Hachis'en lagvis i
Fadet, indtil det er fuldt. Det underste og
det øverste Lag skal være Mos. Lidt smel-
tet Smør dryppes over Pien, inden Formen
sættes i Ovnen. Bages i 1/2 Time og spises
med brun Sauce, krydret med syltede Ska-
lotter.
Karloffielpie.
Kolde, faste Kartofler skæres i Skiver.
Rester af Steg eller Suppekød skæres i Tær-
Trinidad-, Surinam- og Caracas-Chocolade anbefales.
^
Hus og Have
ninger. 1 Stykke Klaret brunes paa Panden
med fint hakkede Løg. Kødet svitses godt
heri og svinges derefter i en stærk og tyk
Tomatpurée. Formen smøres' i Bunden , der
dækkes med et Lag Kartofler, som dryppes
med en lille Smule smeltet Smør. Herover
lægges et Lag af Kødstuvningen, derpaa
Kartofler og saaledes lægges Kød og Kar-
tofler lagvis, indtil Formen er fuld. Det
øverste Lag skal være Kartofler. Pien be-
strøes med et tykt Lag Rasp og dryppes
med smeltet Smør. Brun Skysauce spises til.
Tomatpie.
Tomater, der ikke er for modne, flækkes,
bestrøes med Peber, Salt og fint hakkede
Løg. Smør, Olie eller Klaret brunes. Heri
steges Tomaterne i nogle Minutter. Formen
smøres. Bunden belægges med en stiv Kød-
farce. Kalvekødfarce er det bedste. Der-
efter lægges et Lag stiv Vandrisengrød af
en Tommes Tykkelse. Herover lægges de
brunede Tomater, og derefter et Lag Farce,
som danner Laaget. Hertil spises Tomat-
sauce, kryddret med Paprika.
Frugtpie.
20 Kvint Smør røres til det er lindt og
hvidt, 8/4 fr Puddersukker og 6 å 8 Æg
røres deri. 4 Hvedeknopper raspes og ud-
blødes godt i Mælk i et Par Timer og ma-
ses ud i Dejgen. Piefadet smøres, det halve
af Dejgen lægges i Bunden, og derover et
Lag . Frugtkompot. Resten af Dejgen lægges
over. Gratinen strøes med Rasp og bages
i en Timestid. Spises med Sukker.
Semouille Omelet.
1 5 Kvint Semouillegryn koges i 1 1/2 Pægl
Mælk. Naar det er kogt, hældes Grøden
op i et Fad og røres med 12 Kvint Smør,
som i Forvejen er rørt hvidt. 6 Kvint
hvidt Sukker, hakket Skal af 1 Citron, 4
Æggeblommer og tilsidst de 4 stivt pidskede
Hvider røres i. Dejgen hældes i det vel-
smurte Piefad, bestrøes med 6 Kvint hvidt
Sukker og bages i en knap Time. Om man
vil, kan man lægge Frugtkompot imellem
Dejgen.
Hjemmebagning.
Da Brødpriserne er stegne, vil det navn-
lig i større Husholdninger svare Regning
selv at bage Franskbrød. Man kan hertil
bruge enten Gær eller Bagepulver. Anvender
man Gær, maa man lade Dejgen staa til
Hævning paa et lunt Sted i et Par Timer.
Med Bagepulver skal man derimod sætte
Brødet i Ovnen, saasnart Dejgen er lagt.
Man maa være forsigtig i Valg af Bage-
pulver, thi faar man ikke noget der er godt,
faar Brød og Kager en ubehagelig Soda-
smag. Ligeledes maa man være meget nøj-
agtig med at afveje Bagepulveret, thi tager
man lidt for meget bliver Brødet mørkt.
Ligesom Franskbrød, lagt med Bagepulver,
bliver tættere, end naar det lægges med Gær.
Franskbrød, bagt i Form, bliver lettere end
Franskbrød, bagt direkte paa Pladen. Til
Bagning maa man anvende det bedste Mel.
Franskbrød.
Til 1 % Hvedemel tages 1 Pægl lunken
Mælk. Dette æltes godt sammen med Hæn-
derne paa Brædtet eller i Gryden. En Smule
Salt kommes deri og, hvis man vil have
Brødet særlig lækkert, 1 Spiseskefuld fineste
Salatolie, men Olien kan udmærket godt
undværes. 5 Kvint Gær, der maa være god
og frisk, udrøres enten med lidt af Mælken
eller med en Theskefuld hvidt Sukker indtil
den er helt flydende og hældes derpaa i
Dejgen. Man ælter nu kraftigt, indtil Dej-
gen slipper Brædtet og Hænderne. Ved at
skære med en Kniv i Dejgen, ser man efter,
om den begynder at pibe. Naar den er be-
gyndt at pibe, sættes den til Hævning i et
Fad eller i en Gryde i et Par Timer paa et
lunt Sted, og tildækkes med en sammenlagt
Serviet. Over Servietten lægger man et Laag
for at holde Luften ude. Naar Dejgen er
tilstrækkelig hævet, sættes den paa Pladen i
Form af en aflang tyk Pølse eller, i en af
de almindelige Forme, der bruges til Brød
eller Leverpostej. Man skærer et Par Ridser
i Dejgen og pensler Brødet ovenpaa med
koldt Vand, Æggehvide, 01 eller Dextrin,
udrørt i Vand. Dette Franskbrød kan ogsaa
lægges med Vand i Stedet for med Mælk.
kun tager man i saa Fald lidt mindre Vand
end 1 Pægl.
Vil man anvende Bagepulver, tages 6
Kvint deraf til hvert % Mel, som blandes
tørt i Melet og Dejgen skal ikke staa til
Hævning. Ovnen maa være godt ophedet,
før Brødet sættes ind. Bages i en Timestid
For at se om det er bagt færdig, stikker
man en Strikkepind i Brødet. Naar der
i
t
i
i
i
i
i
i
i
i
i
i
i
1
i
tmrnmimrnmMmmmmmmmmm
iwmwt
\mmmmmmmmz:
A/s De danske Vin og Konserves Fabriker
J. A. BEAUVAIS
Grundlagt 1850
A
i|*fy
Konserves
h*
M. RASMUSSEN
Kgl. Hofleverandør
byltede Frugter
Qeleer **-
-*•■ frugtsafter -H-
*• Kompotfpugtep
Faaborg Fmigttln og Ifører
-** paas overalt <*-
i
g
i
g
g
i
i
i
i
i
g
i
g
i
1
^IMMM^JMlMI^MlMMIMJMMMllIMJMMMI^MM^M^iMMJMMI-,
SIAM
OG DANSKERNE
I DE HYIDE ELEFANTERS LAND
AF
HOLGER ROSENBERG
MED TALRIGE ILLUSTRATION Eli
Pris 4 Kr 50 Øre.
G. E. C. GADS FORLAG
Hus og Have
ikke klæber Dejg ved Pinden, idet man træk-
ker den ud, saa er Brødet bagt nok.
Julebagning.
Jukkage med Bagepulver.
4 Æg røres hvide med Va ®" stø(*t Melis.
Deri røres x/2 7$ smeltet Smør (det halve
kan være Margarine), */« P°t sød Mælk,
1 Theskefuld stødt Kardemomme, 25 Kvint
Rosiner, 25 Kvint smaatskaaret Sukat og
tilsidst 2 fr Mel, hvori der er blandet 10
Kvint Bagepulver. Kagen hældes i Form
og bages 1 Time ved god Varme.
Braunkuchen (til Julebagning).
4 fr Sirup, 1 <S? Smør (det halve kan
være Margarine), 4 fr Mel, 1 Kvint stødte
Nelliker, 3 Kvint stødt Kardemomme, 6 Kv.
stødt Kanel, hakket Skal af 3 Citroner, 1 fr
fintstødte Mandler, */i ® fintskaaret Sukat
og 1/A ft fintskaaret kandiseret Pomerantsskal.
Sirup og Smør lunkes i samme Gryde, Me-
let, Krydderierne og Mandlerne røres heri
og tilsidst 6 Kvint renset Potaske, opløst i
Rosenvand. Efter at det hele er rørt sam-
men, skal Dejgen staa i 24 Timer i en lun
Stue. Derpaa æltes ljA fr grovt stødt hug-
get Sukker og endnu 1 S Mel deri. Dej-
gen er meget tung at ælte.
Dejgen udrulles i Plader af Vi Tommes
Tykkelse og lægges paa Kagepladen, der er
strøet med Mel. Ovnen maa ikke være alt-
for hed straks, naar Kagerne kommer ind,
da de ellers hæve sig for hurtigt. Braun-
kuchen maa bages ved langsomt stigende
Varme. Naar de bagte Dejgplader næsten
er kolde, skæres de i passende aflange smalle
Stykker. Man kan godt lade Dejgen staa
i flere Dage efter at den er æltet, men det
sidste fø Mel og det stødte Sukker maa
først æltes i den Dag ' man vil bage.
Julekage med Gar.
2 & Mel æltes med Va Pot lunken Mælk,
2 hele Æg cg l/A S smeltet Smør, hvoraf
det halve kan være Margarine. Hertil bruges
10 Kvint frisk Pressegær.
Vi tt Sukker, 20 Kvint Rosiner, 20 Kvint
smaat skaaret Sukat, 2 Kvint bittre og 10
Kvint søde Mandler der er fint stødte, samt
lidt Kardemomme efter Smag æltes i efter
at Dejgen har staaet til Hævning. Dette
maaske hurtigt og med let Haand.
Dejgen sættes atter hen for at hæve sig
i 20 å 25 Minutter og slaas derefter op i
en Form med løs Bund. Naar Dejgen er i
Formen bestikkes Kagen om man vil spen-
dere det med smaa Klatter koldt Smør. Her-
til bruges V4 fr halvt Smør og halvt bedste
Margarine. Smørklatterne stikkes med Hjælp
af en Kniv 1, 2, å 3 Tommer ned i Dejgen
som man selv synes. Denne Fremgangs-
maade gør navnlig Kagens Skorpe særlig
sprød og lækker.
Bages ved god Varme i godt og vel 5
Kvarter.
Feinschmeckertarle.
6 Æg vejes. Derefter afvejer man 6
Kvint Smør og 6 Kvint Sukker mindre end
Æggene vejer. Smørret lindes lidt og røres
med de 6 Æggeblommer og Sukkeret. Man
tager nu 6 Kvint Rismel mere end Æggenes
Vægt. Dette røres nu lidt efter lidt i Dejgen
og tilsidst de 6 pidskede Æggehvider. Kagen
bages c. 1 Time ved god Varme. Hvis
den kliver klæg ligger det i at Ovnen ikke
har været varm nok.
Hertil kan anvendes bedste Margarine i
Stedet for Smør.
Kanelstanger.
1 *B Mel og Va ^ Smør behandles som
til Butterdejg. Naar Dejgen er æltet færdig
kommes V4 8" meget fint hakkede Mandler,
Vi ®. Sukker 1 Theskefuld stødt Karde-
momme, 1 helt Æg og s/4 Pægl sød Fløde
i den. Det hele æltes nu godt og længe
sammen, trilles derefter i lange Pølser paa
en god Tommelfingers Tykkelse. Diss Pølser
afskæres i Stykker paa 2 å 3 Tommers
Længde, dyppes i pidsket Æg og trilles i
grovt hvidt Demerarasukker og stødt Kanel.
Kagerne bages ved god Varme, men maa
sættes paa en kold smurt Plade.
Fru Vibeke Sa Heath.
<SnrarararTRE
UOVERTRUFFEN AROMA
MEGET FIN SMAG * *
ØKONOMISK I BRUGEN
^ danske
% * *v * - r ^T5
et1 V\t\e o%i^\å\%e V\\ V^o^e^Tu^
Bør Havregryn købes i
Pakker eller løs Vægt?
Som Svar herpaa skriver i * Dansk Sundhedstidendec den bekendte Specialist
Mavesygdomme, Professor Dr. med. Carl Lorentzen, bl. a. følgende:
»Jo ældre Grynene er, desmere er de udsat for en Fedt-
,rfrtC5
^/■fflf^^
in m«wi
dekomposition (paavist ved Undersøgelser paa Dethlefsen &
Meyers Laboratorium). Det er da vigtigt, at man saa vidt
muligt skaffer sig friske Havregryn, ved hvilke man har
Garanti for, at de ikke har henligget for længe.
Det har vist sig ved Rækker af Forsøg i syreholdigt,
steriliseret Vand, at Gryn, som ikke ligger forsvarligt ind-
pakkede, bliver skimmelholdige, medens Grynene fra for-
svarligt lukkede Pakker, som først aabnes ved Brugen, ses
kimfattige eller ganske kimfri.«
Garanteret friske Avena-Gryn med Fabrikationsdato i
Seglet, anbefalet af over 400 danske Læger, er de eneste
Havregryn, der sælges med betryggende Garanti for Friskhed.
Avena-Gryn leveres til alle Landets Sanatorier, Sindssygeanstalter, Hospitaler,
Klinikker, Apoteker etc.
Vogt Dem for daarlige Efterligninger
og forlang altid udtrykkelig Avena datoplom berede Pakkegryn.
Duftende frisk
og skinnende hvid bliver Deres
Vask ganske uden den sæd-
vanlige infamt slidende Skrub-
ning, naar De anvender
Lagermans Yaskepntoer
Faas hos de Handlende i
Pk. å 25 & 12 0.
En groa: MjS Lagerman junr.
Htrrevold 23, Telf. 1080.
FERRIN
mod Blodmangel
er en kemisk Forbindelse af Mælkens
Æggehvidestoffer med Jern.
Denne Forbindelse afgiver den bed-
ste Form for et styrkende organisk
Jern præparat Faas paa Apothekerne.
Pris 1 Kr. 50 Øre.
Kbnvn.1 Laveapotheks kemiske Fabrik
T
iy
mf?v
Klassisk Værdsættelse.
(Hørt i Teatret)
Fru Parven u: Hvor kunde man nu ogsaa tænke sig, at det netop
var saadan noget som Shakespeare, der gik.
BILLEDER AF
ORDENS FLORA
<%, <%, OVER 500 FARVETRYKTE TAVLER <%, <%,
MED TEKST AF
A. MENTZ og C. H. OSTENFELD.
Med Uudtagelse af det berømte »Flora Danica«, der udgør 54 Bind og koster c. 2500
Kr., ejer den dansk-norske Litteratur ikke noget botanisk Billedværk, som kan sidestilles
med »Nordens Flora«. Ogsaa i Sammenligning med Udlandets almenkendte Planteat-
lasser rager det højt op ved sine naturtro og med den fineste Teknik udførte Afbildinger.
— Det vil være til Nytte og Glæde ikke blot for enhver, som interesserer sig for Botanik
men ogsaaa for den, som i kunstnerisk Øjemed søger Motiver i Planteverdenen.
c. 20 Hefter å 3 Kr.
Faas i alle Boglader
G. E. C. Gad.
Internationalt
Privat Detektiv Bureau,
Dronn. Tvergade 9, i. Sal, ved Hj. af Bredgade,
paatager sig Undersøgelser af enhver Art, Adresseopsøgninger, Efter-
forskninger samt giver Oplysning om ethvert tasnkeligt Forhold.
ChaaiaIiIaI« Bevisførelse for Utroskab blandt Forretningspersonale,
OpiCllllllll. — - Ægtefolk.
NB. Arbejdet udføres af prøvede og paalidelige, private Opdagere — Kontoret er
aabent fra 10—12 og 6—8.
Tel. 17271 y. Grundlagt 1901.
3@@@@@@@@@S8@g9S3S9S3S3S3S3S3S
Kgl. Hof
Instrument-
mager
CORNELIUS KNUDSEN
13 Købmagergade 15
I alle Boglader faas:
'„Stjernehimlen".
Stjernekort med Drejeskive.
2Kr.
G. £. C. GAD.
V. C. S. Topsøe
Samlede
Fortællinger
Tre Bind. 9 Kr. 50 Øre
Indb. 13 Kr. 50 Øre
•**
G. E. C. Gad
I disse Dage er hos undertegnede udkommet et
nyt, stort
KORT ovn KIBEHHAVH
med
indlemmede Distrikter
samt
Frederiksberg
Udarbejdet af C. Meldal
paa Grundlag af Generalstabens og Magistratens Opmaalinger.
Pris i 2 Blade 8 Kr., opklæbet i Lommeformat
11 Kr. 50 Øre, *
paa Lcerred med Stokke og ferniseret 14 Kr.
(Kortet leveres uopklæbet
til Køberne af Traps »Danmark« uden Vederlag).
0. E C. Bad.
ADDERINGSMASKINEN £t Mesterværk af fin Mekanik.
(AUliXl
A^;
«/ \ \— \— \&\>v v
Adderer hurtigere end den mest øvede Regner.
Enhver Fejl absolut udelukket.
^> St Aars Garanti. ^
Pris Kp. 25,00 og Kr. 30,00.
Forlang Prospekt.
A/S DE FORENEDE IMPORTØRER.
Købmagergade 22. Telf. 4954. Kbhvnjt.
Urimeligt Forlangende.
Damen: „Op med Hænderne ! Eller jeg skyder !*
?vMv6Vaexv
mest fuldkomne Kliverspilleapparat hvorpå*
enhver — med eget Foredrag — kan udføre
alle Musikens Mesterværker. Planolaen. h\ is
Pris er lOOO Kr., forevises beredvilligt dagligt i
Petersen & Steenstrnp's
Harmoniums-Magasin,
SL Kirkestræde 7, 1. Sal.
Speeial-Atelier for alt
moderne Haararbejde
for Damer og Herrer.
Transformations. Toupets.
Parykfabrik og Lager.
8F. Platan **
Hoved vagtsgade ^F
Ordres pr. Post ekspederes prompte
tniuiwrt!ji;ii muinmiMii.ii'iuTiwiiJiii'i. .hjiyiijt.ii iiminrrnjLi-iuuLlniiaiiiii]
itij^sj^r wnEnwr ivns^^ rPTHjWr i'iWLfciinj H-wmiwnrMn
En smuk Julegave!
i
1bolber$8 ftomefcier J
i tre ffitib
TH>vne veb
f. %. Xicbcnbcra
5 fer., inbb. 0 fer. 5o øre
Solfeeuoøaven i ét JSinb 3 ttr
inob. 4 fer. 25 øre.
dfte& Jlluøtrationer: 4 fer.,
inob. 6 fir. 25 øre.
I
tfaaø i alle Boglaber.
(5. £. C. <3a&'s forlag.
;*!'• i.imitl i uy MiuflWI.iit'r i >l ■wniuiirii'Mii'Wmwi.riimiin:'jiil •i'kiJ1Wli.j::i 'fc^.rT.;:«. MAiifTUm:!. -MiMUidli i!.H.THiJLri..ltu:>IIUH, HCJiy,Uf i ^ Trrj;--iiifc»iiwii^i.. i k-'^llj« ilihuIWiiui • i
JtjtrWnBnP! MP JL ^ . l.y.jy^fWPnaWTry'.ai fl Miymrc1!1 y'11" ""alW |*||jiiig!i i'TWliy^l'FUfclHUl P!la<!Wi. F.jLTUjMUL.flPi.'.'F.JU^!!. WlAJItlli
iEyiNGEDE5
De i daglig Tale og i Skriftsproget hyppigst
anvendte Citater, samlede af
Oscar Arlaud.
2. Udg.
I alle Boglader faas
DANSKE
HELTESAGN
Tegninger af LORENS FRØLICH
Tekst af AXEL OLRIK
FOLKEUDGAVE
7 Kr.,
indb. 8 Kr. 75 Øre.
Faas i alle Boglader.
G. E. C* GAD.
Ted Ufalget for Folkeoplysnings Fremme
Frank T. Ballen
„Kaskelotten Togt
Jorden rundt efter Spermhvaler
Indb. 4 Kr. so Øre.
BDe har aabnet Døren ind til en helt
ny Verden.« (Af et Brev fra Kipling til Bullen).
Til Julen:
TB. /Ifoarlitt's
"Romaner
Rigt illustrerede.
Tante Cordulas Hemmelighed
Hedeprinsessen
Grevinde Gisela
Gutt-Else
2 Kr. 50 Øre
Indb. 4 Kr.,
med Guldsnit 6 Kr.
Q. E. C. Gad.
Hver Roman koster ) Kr.,
indb. 4 Kr.
Faas i alle
Boglader.
G. E. C. GM).
Johannes Knudsen
Bookor T. Washington
Felkaopdnger oy lenneikeven
Med 50 Billeder.
Indb 2 Kr. 25 Øre.
»Der er noget af Æventyrets Glans over denne Neger, der
bier fedt som Slave i de usleste Omgivelser og nu er Æres-
doktor ved Amerikas ældste og fineste Universitet.«
Faas i alle Boglader.
G. E. C. GAD.
Arctiske Rejser.
G. Holm og Y. Garde
Den danske
Konebaads-Expeditien
til Grønlands Østkyst
Populært beskreven.
Med Kort, 8 Tontryk og 39 Afbildn. i Teksten.
; Kr.
A. P. Hofgaard
Nordenskiølds Hejse
omkring Asien og Europa
populært fremstillet.
Med 3 Kort, 24 Tontrvk og 22 Billeder i Teksten.
3 Kr.
Dijmphna-Expeditionen
1 Kr. 25 Øre.
Faas gennem Bogladerne. G* E* C« Gad«
THORVALDSENS
UDGIVNE FOR FOLKET
150 AFBILDNINGER MED TEKST AF EMIL HANNOVER
FORLAGT AF G. E. C. GAD
Thorvaldsens Arbejder afbil-
des her paa kunsttrykte Tav-
ler i et virkelig fyldigt Udvalg
og til en Pris, som enhver vil
kunne overkomme. Til hver
Afbildning svarer en forkla-
rende Tekst, og Værket ind-
ledes med en kortfattet Skil-
dring af Thorvaldsens even-
tyrlige Løbebane.
10 Øre pr. Tavle
Værket udgives i 25 Hæfter å 40 Øre. — Senere forhøjes Prisen.
Første Hæfte bedes forlangt til Gennemsyn hos Boghandlerne.
> Thorvaldsens Værker *, hvoraf nu 12 Hæfter er
udkommet, vil være en smuk, værdifuld og kær-
kommen Julegave i ethvert dansk Hjem.
Papæske i Marmorimitation 1 Kr.
caiEEza
ANTIKE MESTERVÆRKER
I NY CARLSBERG GLYPTOTHEK
Af Francis Beckett.
Fig. l. Ynglingehoved. Af Antenor
København har faaet to nye Stjærner i
Baedeker; den ene er Byens Raadhus,
den anden Ny Carlsberg Glyptothek.
Man maa nemlig ikke tro, at Københavns
Raadhus lyser alene over Nordens Himmel,
og at det alene er os Danske, der finder, at
Hovedstaden i sit Raadhus har faaet det
skønneste moderne Bygningsværk i Norden.
„Gid denne Bygning — saaledes slutter en
tysk Fagmand en Artikel om Raadhuset i et
tysk Fagtidsskrift — , som ikke blot har
begyndt at danne Skole i Danmark, men
ogsaa i Udlandet, overalt maa give Stødet
til Pleje af den nationale Kunst, saa at man
derved kan finde Udgangspunktet for en ny
Tid i Bygningskunsten.** For den tyske
291
Fagmand er Raadhuset altsaa et Mønster-
værk, et forbilledlig Værk.
Heller ikke maa man tro, at den Samling
Antiker, Brygger Jacobsen har anlagt i
Aarenes Løb, med eet Slag er blevet navn-
kundig, efter at den har faaet Plads i den
nye, kostbare Bygning. Med al Respekt for
den smagfuldt beherskede Ramme, Kamp-
mann har skabt omkring Samlingen, — det
er dog denne Samling, der er Perlen, det er
den, ved hvilken Baedeker har hæftet sin
Stjærne. Allerede i mange Aar har Kunst-
nere og Videnskabsmænd fra Europa og
Amerika valfartet ud til det lave Bygnings-
kompleks ude ved Ny Carlsberg Bryggeri,
hvor den verdenskendte *Collection Jacobsen*
dannedes, og i over en halv Snes Aar ud-
kommer der paa Bruckmanns Forlag i Mun-
chen et Pragtværk, der skal indeholde Gen-
givelser af Mesterværkerne i Glyptotheket.
Herfra er fem af de Billeder tagne, der led-
sager denne Afhandling. „Stjærnen** er alt-
saa ikke opdaget for ganske nylig, om end
det først er nylig den er gaaet ind i Offen-
lighedens Bevidsthed her hjemme.
Engang for mange Aar siden udbrød Glyp-
tothekets Stifter i Antiksamlingen inde i
Prinsens Palæ: Naar man gaar her, skulde
man tro, at den græske og den romerske
Billedhuggerkunst var daarlig Kunst! Nu,
det er maaske for meget sagt, men eet er
i hvert Fald sikkert: Brygger Jacobsen har
haft Midler og Held, Udholdenhed og Be-
gejstring nok til at vise sine Landsmænd,
at den græske Billedhuggerkunst er god nok,
den ypperste i Verden. Det ædleste og her-
ligste, der findes af Billedhuggerkunst her i
20
Antike Mesterværker i Ny Carlsberg Glyptothefc
Danmark, maa søges indenfor Glyptothekets
Mure.
Det er lidt vanskelig at vælge et stærkt
begrænset Antal Værker ud af Glyptotheket,
hvis Rigdom er saa stor, men det i Tiden
ældste Værk af græsk Kunst, der fortjener
Betegnelsen Mesterværk, er i hvert Fald det
Marmorhoved fra Athen, som Franskmanden
Olivier Rayet i sin Tid har ejet, og som
fra hans Samling er kommet til Glyptotheket
(Fig. 1).
Hvorledes? vil sikkert mange udbryde.
Er dette Hoved, der ser ud som en Karika-
tur, hvor Haaret ligger som en Kage til
Issen, hvor de enkelte Lokker er fremstillet
i fladt Relief i koncentriske Cirkler, hvor
Ørerne er formløse, er det et Mesterværk?
— Det er i alle Tilfælde en Mesters Værk
fra en Tid, da den græske Billedhuggerkunst
endnu ikke havde gennemdyrket Fremstil-
lingen af det menneskelige Hoved. Panden
er een stor, tung Flade, Øjnene er altfor
store, og Øjeæblerne er i Færd med at
vælte ud af Hovedet. Men Totalformen af
dette tætte, kraftige Ynglingehoved er givet
med stor Sikkerhed; det er en Kunstner,
der har haft Blik for Formkærnen. Og det
brede, stærke Underansigt kunde man daar-
lig tænke sig bedre formet, paa een Gang
djærvt og fint, med den lette Kløft i Hagen
og med den overmaade følte Behandling af
den tynde Hud paa Læberne i Modsætning
til den grovere Ansigtshud. Hertil kommer
endelig noget ganske mærkeligt. Munden
er — som man ser — trukket op til et
let Smil. Saaledes smiler hele den ældre
(den „arkaiske") græske Kunst; men Me-
steren for Glyptothekets Hoved har gjort det,
at han har forfulgt Smilets Virkninger ud
over de bløde, bevægelige Træk omkring
Mundvigene, og hvad han her paa første
Haand har iagttaget, har han formaaet med
den sarteste Haand at gengive i Marmoret.
Dette er saa at sige blevet hans Signatur
som Kunstner.
Der er nu det underlige, at der hændel-
sesvis er bevaret endnu et Arbejde af den
Kunstner, som har udført Glyptothekets Ho-
ved. Træder man nemlig ind i den Sal i
Akropolismuseet i Athen, hvor de Kvinde-
statuer er opstillede, der er fundne paa
Athens Højborg, saa ser man straks, at den
smukkeste og den største af disse Kvinde-
statuer maa være udført af den samme Haand,
som vi kender saa godt fra Glyptothekets
Ynglingehoved. Hovedet paa Kvinden i
Athen viser nemlig ganske det samme Syn
paa Total formen og ganske den samme Be-
handling af de enkelte Former; kun har
hendes Øjne været indlagte. Men det er
den samme brede Tyrepande, de samme
brede Kindben, den samme kraftige Hage.
Hun er som en Tvillingsøster til Glyptothe-
kets Yngling. Og hvad der endelig er det
afgørende: ogsaa her er der det fuldkommen
individuelle Blik for de fine Forskydninger i
Omgivelserne af den smilende Mund, hvad
der — i Mangel af bedre — kan betragtes
som en Kunstnersignatur. Men forøvrigt er
Kvindestatuen i Athen betegnet med et
Kunstnernavn. Paa Statuens Fodstykke næv-
nes nemlig Billedhuggeren: Antenor. Det er
en af de navnkundigste Billedhuggere i Athen
fra Slutningen af det 6. førkristelige Aar-
hundrede. Det var nemlig ham, der udførte *
Broncestatuerne af de to Blodvidner for Fri-
hedens Sag, Vennerne Harmodios og Aristo-
geiton, der til evigt Minde om Tyrannernes
Fordrivelse blev opstillede ved Opgangen til
Akropolis. Selv om man derfor ikke synes,
at Glyptothekets Hoved er et Mesterværk,
fordi det vidner om en delvis uudviklet
Kunst, saa maa man i hvert Fald indrømme,
at det er en Mesters Værk.
Størsteparten af de Antiker, vi beundrer —
for at nævne et Eksempel: den belvederiske
Apollon i Vatikanet — , er imidlertid ikke
Originalværker af navnkundige Mestre; det
er senere Kopier efter navnkundige Mestres
Arbejder, udførte til romerske Liebhavere.
- — — 292 ~
^Antike Mesterværker i Ny Carlsberg Glyptothek
Af den Art Kopier, der kan give en Fore-
stilling om de tabte Forbilleders Skønhed,
lindes der mange i Glyptotheket. Men der
er ogsaa græske Originalværker, som ingen-
lunde er egenlige Mestres Arbejder, men
som dog viser, hvor højt Skønhedssansen
var udviklet, og hvor dybt den bundede, i
Oldtidens Grækenland. Et saadant Værk er
et Relief, der er fundet i Piræus (Fig. 2).
Enhver nogenledes kyndig Beskuer vil straks
se, hvorledes Relieffet i Formbehandling og
Udtryksmaade,
kort sagt i Stilen,
minder om et
navnkundigt
Relief, der ken-
des i flere Eks-
emplarer : Bille-
det af Orfeus,
der vender sig
om mod sin
genvundne Hu-
stru, Eurydike,
medens Hermes
sagtelig drager
hende tilbage til
Underverdenen,
et Værk, hvis
Udtryksmaade
er vidunderlig
diskret og dæmpet. Den nøgne Yngling til-
venstre i Glyptothekets Relief er i Hovedtræk-
kene en Gentagelse af Hermes i Orfeusrelieffet.
Heraf, og ogsaa af andre Omstændigheder,
kan man slutte, at Glyptothekets Relief er
udført i Slutningen af det 5. førkristelige
Aarhundrede, i den græske Kunsts første,
høje Blomstringstid, Fidias'es og Polyklets
Periode. .
Det har ikke været nogen stor Kunstner,
der har udført Relieffet, men han har været
Barn af en stor Tid, og han har fremfor
alt ikke været nogen Pedant. Han har be-
handlet ganske flygtig, hvad der kun havde
underordnet Betydning, som Fødderne, og
Fig. 2. Attisk Votivrelief.
_ 293
han har af Skønhedshensyn tilladt sig at
ophæve Tyngdeloven. Hvordan kan egenlig
Kappen hænge saadan ned bag Ynglingen
tilvenstre, spørger en kritisk Betragter; men
Kunstneren svarer: fordi jeg har villet, at
Ynglingens fine Kontur skulde afsætte sig
mod Draperiets Stejlfolder. Og naar det
gjaldt, har han arbejdet med største Finhed.
Den svungne Linie af Sløret, som den mo-
derlige Gudinde løfter med venstre Haand,
har han villet fremhæve stærkt mod Bag-
grundsfladen,
derfor har han
her arbejdet sig
ind i Fladen ;
strengt har han
overholdt Relief-
fets Retnings-
flade, saa at Fi-
gurernes Hove-
der springer for-
holdsvis stær-
kere frem end
deres Fødder, og
de mest frem-
springende Par-
tier, f. Eks. Man-
dens venstre
Arm, er fladt
holdte ; mester-
lig har han gennemført de forskellige Planer,
saa Beskueren slet ikke føler, at noget er,
rundere udført end andet; tilfulde har han
behersket sin Tids gennemdyrkede Draperi-
behandling: han stiller 'strenge Stejlfolder
mod blødt og slapt Foldekast, han lader ung
og svulmende Form skinne gennem Klædebon,
han stiller kraftig rundet kvindelig Form
mod magrere og knappere Mand s form. Og
endelig; hvor yndefuldt havde han ikke
slynget Linierne mellem de tre af Figurerne.
Tænker man sig Ynglingens løftede — nu
afbrudte — højre Arm tilføjet og den unge
Kvindes højre Arm fuldstændiggjort, saa
vilde man have en rytmisk svunget Linie,
20*
Antike Mesterværker i Ny Carlsberg Glyptothek
Fig. 3. Amazone. Efter Polyklet.
der forenede de tre Skikkelser som en Guir-
lande.
For Øjet er den moderlige Kvindeskikkelse
Hovedfiguren; til hende ser de andre tre,
og hun alene vender Front mod Beskueren.
Men Kunstneren har dog antydet , at Man-
den yderst tilhøjre alligevel er Hovedpersonen ;
han er isoleret; foran ham afsluttes den
rytmiske Liniebevægelse, der forener de andre
tre, og han er den højeste; hvis han rettede
sig i sin fulde Højde, vilde han støde Ho-
vedet op gennem Pladens Overkant.
Relieffet er, hvad man kalder et Votiv-
relief, d. v. s. et Relief udført til Tak
og Ære for Guderne. Den, der har
ladet Relieffet hugge, ser man længst
til venstre, beskeden i lille Maalestøk;
Størstedelen af Figuren er dog af-
fliset. Hvis den moderlige Gudinde
er Hera, maa Manden tilhøjre være
selve Zeus; Ynglingen er sandsynligvis
Hermes ; den unge Kvinde kunde være
Afrodite (eller Iris). Men forresten er
disse Benævnelser det rene Gætteværk.
Formodenlig kunde en Græker fra Aar
400 f. Kr. med Sikkerhed angive de
fire Guders Navne, og dér, hvor Re-
lieffet var indsat, var der utvivlsomt
en Indskrift, der nævnte Gudenavnene.
For os er Relieffets kunstneriske Værd
det vigtigste.
Fem af de navnkundigste Billedhug-
gere — fortæller den ældre Plinius —
havde i Væddestrid hver udført en
Amazone, der skulde opstilles i Årte-
rn istemplet i Efesus. Kunstnerne skulde
selv udpege den bedste Statue. Det
viste sig at være den, som de regnede
for den bedste næst efter deres egen,
nemlig Polyklets. Hvad Sandhed der
er i denne Anekdote er ikke godt at
sige; vist er det i hvert Fald, at der
fra Oldtiden er bevaret en Række Gen-
givelser efter i det mindste tre Ama-
zonestatuer, der aabenbart var udførte i
det 5. Aarhundrede f. Kr. Lægfolk vil
vel finde gode Ting i hver af disse Ama-
zonestatuer, men spørger man en Billed-
hugger om hans Mening — og efter Plinius
var det jo Billedhuggere , der dømte — vil
han ikke et Øjeblik være i Tvivl om , hvil-
ken Statue han skal give Prisen: til den
Statue, hvoraf Glyptotheket ejer et Eksemplar
(Fig. 3). Dette er da formodenlig en Gen-
givelse i Marmor efter Polyklets Bronce-
Original.
294
Aniike Mesterværker i Ny Cailsberg Glyptothek
Som Arbejde betragtet er Statuen noget
haard og tør, og den er vist ogsaa over-
arbejdet. Tilmed er venstre Arm og Spydet
ny. Her er heller næppe Anvendelse for et
baade-og; her gælder det kun et enten-
eller. Enten støtter den krigerske Mø sig
til en Pille, eller ogsaa til et Spyd. Begge
Dele er aabenbart for meget. Men Øjet
kræver et lavt, men solidt Støttepunkt til-
venstre for Figuren. Derfor maa Pillen
aabenbart foretrækkes baade for Spydet og
for den Bue, som foreslaas i Glyptothekets
Katalog.
Statuens Skønhed beror paa den haarfine
Karakteristik af en saadan mandhaftig Mø,
en ung Mandinde, og paa det vidunderlig
fint overvejede og fint gennemførte Liniespil.
Med de brede Skuldre til det smallere Hofte-
og Bækkenparti og de lange Ben er Ama-
zonens Skikkelse mere mandlig end kvinde-
lig. Og man aner, hvor sikkert Kunstneren
havde vidst at lade hver Enkeltform spille
lige paa Grænsen af det kvindelig mand-
haftige, uden nogensinde at overskride Stre-
gen til det mandlige. Sligt har kun en
Billedhugger formaaet, der ikke alene havde
et fuldkomment Kendskab til Mands- og
Kvindeform, men ogsaa et sikkert Overblik
derover, saaledes som vi ved det om Po-
lyklet. Men forøvrig havde den græske
Billedkunst ved denne Tid endnu ikke Sans
for det feminint kvindelige; den elskede
Kvindelighed, der var en Genklang af det
mandlige. Derfor har denne stærke, kri-
gerske Mø, der ogsaa legemlig er Mændene
en jævnbyrdig Modstander, sikkert for Græ-
kerne fra Perserkrigenes Tid været Indbe-
grebet af Kvindelighed.
Skikkelsens Linier gaar ud paa gennem
Modsætninger at give Indtryk af Ligevægt.
Til det sænkede Hoved svarer den løftede
Arm, til det strakte højre Ben det bøjede
venstre; til den herligt udfoldede, strakte
højre Kontur svarer den slappe, bøjede ven-
stre Sidelinie, og den nedadbøjede venstre
Arm modsvarer den opadbøjede højre. Saa
staar da denne dejlige Skikkelse som et vel-
talende Vidnesbyrd om den Dyrkelse af det
rent formelle i Billedhuggerkunsten, der er
Særkendet for Polyklet og hans Skole paa
Peloponnes. Thi det kan jo ikke nægtes,
at Statuen er bygget op udvendig fra, uden
rigtigt Hensyn til dens Motiv. Amazonen er
nemlig ikke blot træt, men ogsaa saaret;
fra et Stiksaar ved højre Bryst pipler Blodet
frem. Hertil har dog Kunstneren ikke taget
ringeste Hensyn, da han digtede Statuens
Liniemotiv; idet Amazonen hæver Armen,
maa Saarrandene jo skilles, og Saaret volde
dobbelt Smerte. Hvis Figuren var kompo-
neret indvendig fra, vilde Amazonen have
grebet sig til Vunden.
Heri er der en Forskel mellem den pelo-
ponnesiske og den samtidige attiske Billed-
Fig- \- Anakrcon. Efter Fidias.
295
Antike Mesterværker i Ny Carlsberg Glyptothefc
huggerkunst. Den
sidste er mere be-
stemt indvendig
fra end den første.
Hvis Polyklet kun-
de træde hen for-
an den staaende
Digter i Glypto-
theket (Fig. 4),
vilde hans skarpe
og øvede Blik sik-
kert hæfte sig ved
noget bundet og
tungt i Figurens
Linier og Bevæ-
gelse, og han vil-
de maaske ikke
ret have Øje for
den Sjælsadel, der
beaander og løfter
Værket. Det er en
herlig granvoksen
Mandsskikkelse,
et Legeme i dets
fulde Blomstring,
smukt og godt fra
Naturens Haand,
forskønnet til det
guddommelige gennem gymnastisk Tugt. Dog
Kronen paa Værket er det ædeltformede Lokke-
hoved, bøjet let, som lyttede han elter Toner fra-
oven, og med Blikket løftet mod Horizonten.
Kappen har han bragt tilside, over Ryg og
Skuldre, thi Arme og Hænder maatte være
frie; i sin venstre Haand holdt han nemlig
Lyren , i den højre holder han Plektret.
Denne Statue siger fra Fodspids til Isse, at
Manden er under den lykkelige og lyse In-
spiration , ved hvilken man — som Græ-
kerne mente — kom Guderne nær. Det er,
som den lette Ekstase strømmer ud fra det
aabne Blik og de adskilte Læber.
Statuen er en Kopi i Marmor efter en
Original af Bronce; det kan man slutte deraf,
at venstre Ben er arbejdet sammen med en
Fig. 5. Siddende Digter.
Træstamme , thi
denne hæslige
Stamme er kun
en teknisk Nød-
hjælp , Kopisten
maatte tage sin
Tilflugt til, naar
han vilde overføre
Bronce-Originalen
i Marmor. Af
Hovedet kendes
der flere Genta-
gelser. Een — i
Konservatorpalad-
set i Rom — bæ-
rer Indskriften
Anakreon}og Glyp-
tothekets Statue er
saaledes et Billede
af den indtagende
og yndefulde For-
sanger i det Kor
af alle Tiders og
Landes Digtere,
der har sunget
om Vin og Elskov;
et Billede, vel dan-
net over Indtryk-
ket af Anakreons Poesi, men ikke noget egen-
ligt Portræt, thi Forbilledet for Glyptothekets
Statue maa — efter Stilen at dømme —
være udført i anden Halvdel af det 5. Aarh.
f. Kr., men da havde Anakreon allerede i
flere Menneskealdre hvilet i sin rosensmyk-
kede Grav. Paa Athens A kropolis fandtes
der en Statue af Perikles'es Fader Xantippos
og tæt ved den en Statue af Anakreon,
Xantippos' es Ven. Sandsynligvis havde Pe-
rikles ladet begge Statuer udføre til Athens
Højborg, og rimeligvis var de Arbejder af
Fidias, Hovedlederen af de kunstneriske Fore-
tagender i Athen under Perikles. Denne
Anakreonstatue paa Akropolis er efter al
Sandsynlighed Forbilledet for Glyptothekets,
og — hvad man ogsaa ad andre Veje kan
296
-Antike Mesterværker i Ny Carlsberg Glyptothek
Fig. 6. Prakaitclisk Ynglingehovcd.
formode — bag den ligger altsaa et Værk
af Oldtidens største Billedhugger. Det for-
nemme og aandfulde Arbejde er sikkert nok
Fidias værdigt.
Saadan har man altsaa i Perikles'es Athen
givet Løftelsen, den digteriske Inspiration,
legemlig Skikkelse. Der findes i Glyptotheket
et andet berømt Digterbillede i Marmor
(Fig. 5), fundet sammen med Anakreon i
Nærheden af Rom, men gengivende en græsk
Original, der ikke var udført tidligere end
paa Aleksander den Stores Tid. I British
Museum er der en Gentagelse af Hovedet.
Forbilledet har saaledes været et navnkun-
digt Værk; hvem Digteren er ved man ikke.
Han sidder i en stor, komfortabel Marmor-
Lænestol, men han gør sig det ingenlunde
mageligt. Højre Ben har han vredet over
venstre, han kaster sig over tilvenstre, alt
medens han med Plektret tamper løs paa
Kitarens Strenge; Kitaren er forresten urigtig
restaureret; og den tykke, grove Kappe slyn-
ger sig om ham som en Uvejrssky. Han
er heller ikke nogen smuk Mand; sit Le-
geme har han i hvert Fald ikke plejet.
Armen er tynd med slappe Muskler. Det
er et Stuemenneskes Krop man ser; de store
Hænder er runkne, og idet han bøjer sig,
danner den løse Hud Folder over Brystet.
For ham er Inspirationen ikke nogen Be-
frielse og Løftelse; Grublerier har gravet to
dybe Furer mellem hans Øjenbryn, og det
er paa sin Sjæls sorte Tungsind, at han er
Digter. Hvad han lytter frem af sit Indre
er Mørke, og hvad der fødes under digterisk
Indgivelse er Lidelse.
Det er ganske vist to forskelligt karak-
teriserede Digterpersonligheder, men det er
ogsaa to forskellige Perioder indenfor den
græske Kultur, der her giver sig tilkende:
P erikles es lyse Athen , en skøn og aaben
Sjæl i et herligt Legeme, og Hellenismens
grublende Selvfordybelse, Lidelsen i en for-
falden Krop. Paa mange Maader kan man
297
^=^=^^Antike Mesterværker i Ny Carlsberg Glyptothek^ -----=-
udtrykke Modsætningen mellem den rene
Græcicisme og Hellenismen. Her er det i
Anakreon Foreningen af athletisk og etisk
Tugt og i den siddende Digter det uathle-
tiske og uetiske, det legemlige Forfald og
den sønderrevne Sjæl. Og — da det her
drejer sig om digterisk Indgivelse — det er
Modsætningen mellem Lærkesangen og et
vældigt Deprofutidis.
Man plejer at sige om den græske Billed-
huggerkunst, at den er idealistisk. Det er
ogsaa rigtig for Plastikens Vedkommende
mellem Perserkrigene og Aleksander den Stores
Død; efter den Tid ligger Styrken i den
græske Skulptur i dens Naturalisme. Men
hvis man vilde paavise, hvori den græske
Idealisme egenlig bestod, maatte man Punkt
for Punkt gennemgaa de enkelte Værker med
dette Spørgsmaal for Øje. Det er ikke gjort
siden Winckelmanns Dage, og det var i og
for sig ikke nogen daarlig Opgave. Hvor-
ledes Idealismen ytrer sig i Behandlingen af
et Hoved kan man se af et kostbart lille
Ynglingehoved udført i det skæreste hvide
Marmor (Fig. 6).
Hvis Respekten for græsk Kunst ikke sad
os saa dybt i Blodet, vilde vi ganske sim-
pelt udbryde: Men saadan ser jo intet Men-
neskes Hoved ud. Det er utvivlsomt rigtigt-
Kunstneren har antydet en Tværfure i Pande-
benet, der ikke findes i Naturen, han lader
Pandens underste Del springe frem, lader
den svulme over Næseroden, lader Tindinge-
benet lude ud over de ydre Øjenkroge —
altsammen imod Naturen, og alt i den Hen-
sigt at give Indtryk af svulmende, tyreagtig
Kraft. Han gengiver Øjenlaagene uden Vip-
per, og han løfter de underste Øjenlaag,
hvorved han skaber Indtrykket af noget
sværmerisk, noget blødt og drømmende i
Blikket; han sænker de indre Øjenkroge
dybt ved Næseroden , saa at Skyggen fra
Brynene falder let over Øjnene; derved bliver
Blikket ligesom sløret af tilbagetrængt Tung-
sin Og Punkt for Punkt kan man paa-
vise, hvorledes Kunstneren har arbejdet mod
Naturen og overdrevet Naturen for at kunne
danne sit Skønhedsbilled. Hvis der her var
tilsigtet en komisk Virkning, kunde man
tale om en Karikatur; men det er jo for-
skellige Ting, der vækker Latter hos for-
skellige Folkeslag. Ingen Arier vilde trække
paa Smilebaandet over dette Ynglingehoved,
tværtimod sikkert opfatte det som en kunst-
nerisk Aabenbaring af fin og kultiveret Man-
dighed. Japanerne derimod, der karikerer
deres Guder paa anden Vis, vilde maaske i
dette Hoved se en kostelig Karikatur, lige-
som vi til Gengæld finder, at deres Gude-
billeder er Karikaturer. Bedst vil sikkert
Englændere forstaa dette græske Værk, thi
det er jo en af deres egne, en blond og
hudskær spleensyg ung Lord, Nummer Et
ved en Aare og paa Fodboldpladsen, en
vældig Bokser for Herren, Oscar Wildes for-
staaende Læser.
Hvis der her var Tale om et Maleri, vilde
man ubetinget sige, at Hovedet var henfejet;
de smaa Ører og Haaret er f. Eks. kun an-
lagte i Marmoret. Men saa henfejet dette
Hoved end er, er Virkningen særdeles godt
beregnet. Det skarpe Spil mellem Lys og
Skygger i Haaret staar med udmærket ma-
lerisk Virkning til den bløde Sammensmelt-
ning af Lys og Skygge i Ansigtet, og her —
i Ansigtet — er Marmoret glat og Formen
er givet uden skarpe Overgange, blødt og
smeltende og glidende. Ved denne fint nuance-
rede Behandling af den glattede Marmor-
overflade har Kunstneren opnaaet meget; for
det første, at denne Overflade ser ud som
levende, aandende Hud, dernæst, at Ljrs-
partierne nok saa sagtelig, uden Brud, gli-
der over i klare, gennemsigtige og blonde
Skyggepartier, og endelig, at Hovedets Sil-
huet ingensinde afsætter sig skarpt mod
Baggrunden, men med bløde, svømmende
Omrids, »sfumato« som Italienerne siger.
En saadan Kælen for det smukke hvide
Marmor kommer først op i den græske Kunst
298
^Antike Mesterværker i Ny Carlsberg Glyptothek-
i det 4. Aarh. f. Kr., og ved den Tid er
Glyptothekets Hoved udført. Man kan ikke
være blind for, at Hovedet paa Hermes fra
Olympia, det eneste uomtvistelige Original-
værk, der nu haves af den store attiske
Billedhugger Praksiteles, viser en lignende
Behandling af Haaret og Ansigtshuden som
Glyptothekets Hoved, og at de enkelte Træk
er stiliserede paa
overensstemmende
Maade i begge Ho-
veder. Mærk saa-
ledes den stærke
Svulmen af Panden
over Næseroden, der
synes at være et
ejendommeligtTræk
for praksiteliske
Ynglingehoveder.
Men Hermeshove-
dets Oval er smal-
lere, og dets Præg
er mere opvakt, som
det sømmer sig for
den snilde Gud. I
Karakteren ligner
Glyptothekets Ho-
ved mere et ung-
dommeligt Herak-
leshoved i British
Museum; det kal-
des gærne efter en
tidligere Ejer for
„det Aberdeen'ske
Hoved". Det er
saa frisk og dejligt udført, og det staar i
Behandlingen Hermeshovedet saa nær, at og-
saa det uden Tvivl er et Originalværk af
Praksiteles. Man skulde derfor tro, at vi i
Glyptothekets lille Marmorhoved ejer et Brud-
stykke af en Statuette, 'der var udført i
Praksiteles 'es Værksted eller i hans Skole.
Der ligger over halvandethundrede Aars
kunstnerisk Udvikling mellem Antenors og
dette praksiteliske Hoved, og i denne Mel-
Flg. 7. Herakles. Bronccstatue.
lemtid har den græske Kunst plastisk op-
dyrket det menneskelige Aasyn, saa det er
blevet i Kunsten, hvad det jo er i Virkelig-
heden, en Afspejling af Sjælen. Men der-
for har man ikke forsømt Gengivelsen af
Legemet, der altid vil være Billedhugger-
kunstens Hovedopgave. Man ser det bl. a.
af en Bronccstatue under naturlig Størrelse
i Glyptotheket (Fig.
7). Ogsaa det er
en ung Idrætsmand,
selv om han ikke
just er Pair of Eng-
land; det er aaben-
bart en mere jævn
og borgerlig Yng-
ling, som staar her
plantet paa sine
lange Fodsportsfød-
der. Den stærke
Haarvækst gør Pan-
den lav, og Blikket
fra de mørkeblaa
Glasøjne er vel
ivrigt og opvakt,
men bringer ikke
Bud fra nogen dyb
og skøn Sjæl. Dog,
det er i hvert Fald
en frisk og sund og
stærk ung Mand.
Fra Naturens
Haand er hans Le-
geme snarere spin-
kelt end kraftig byg-
get. Skuldreneer ikke synderlig brede, Armene
ikke svære, og Hænderne er smaa, de yderste
Fingerled opadbøjede. Ikke ved legemligt Ar-
bejde, men ved Idræt har han udviklet sin
Styrke. Der bor aabenbart vældige Slag i hans
Skulderparti, der slumrer Styrke om Hofterne,
der er Kraft, Spænstighed og Udholdenhed i
Benene, og paa Ryggen ligger de staalhaarde
Muskler saa tæt og svulmende ved Skulder-
bladene, at Rygradssøjlen bryder sig Vej
■2<)<>
Antike Mesterværker i Ny Carlsberg Glyptothefc
dybt nede mellem dem, og Manden, set fra
Siden, bliver ganske rundrygget. Forøvrigt
er han ingenlunde tynget af sine mange
Kræfter, som Nutidens „stærke Mænd", og
ogsaa Kraftkarlene i den senere græske Kunst;
han er tværtimod spænstig som en Staalfjer.
Forresten skal det være selve Kraftens
Heros, Herakles. Pilekogeret har han haft
hængende paa Ryggen i en Rem, hvis Spor
endnu ses over højre Skulder og tværs over
Brystet, og hvis Skraalinie har gjort en god
Fig. 8. Hoved af en fløjtespillende Satyr.
Hellenistisk.
Virkning. Buen har han holdt i venstre
Haand, en Pil har været stukket ind mellem
den krogede Langfinger og de to tilstødende
Fingre, og det „ Vildt** , han vejrer, er vel
de stymfaliske Fugle eller den neméiske Løve
eller noget andet frygteligt, hvis Nedlæggelse
vil kaste Glans over hans Ungdom og Styrke.
Forknyt er han i hvert Fald ikke. Kom an,
siger hans Holdning, hans Bevægelse og hans
Udtryk.
Statuen indeholder udmærket skønt for-
mede Partier — Stederne over Nyrerne, Par-
tiet henne ved Tindingerne, og Halsen ikke
at forglemme, denne stærke og skønne ret-
linede Ynglingehals under Nakken — , men
det kan dog ikke nægtes, at navnlig Bryst
og Mave er noget tørt og haardt for-
mede. Dette er vel en af Grundene til den
Antagelse, at Statuen ikke er udført i den
Tid, hvis Stilsprog den taler — nemlig det
4. Aarhundredes f. Kr. — , men skulde være
gjort langt senere. Den er fundet i Italien,
og Fodstykket er uden Tvivl fra Tiden om-
kring Kristi Fødsel, men Statuen behøver
ikke at være samtidig med Fodstykket. Den
kan godt være røvet i Grækenland og i
Italien sat paa et nyt Fodstykke. En Om-
stændighed taler til Gunst for denne Anta-
gelse. Inde i højre Haandflade er der et
Ansatsspor; Herakles har altsaa omfattet no-
get med Haanden. Det var vel Skaftet af
hans Kølle. Nu kræver Øjet en ret Linie
tilvenstre for Figuren, nemlig for at afveje
Skikkelsens lovlig stærke Hældning mod ven-
stre. Drager man nu en ret Linie fra højre
Haand ned paa den nuværende Basis, da
faar man et ubehageligt knækket Omrids,
der langt fra at modarbejde Figurens Hæld-
ning, tværtimod fremhæver denne. Giver
man derimod Linien en saadan Retning, at
den for Øjet ophæver Indtrykket af Skik-
kelsens Hældning, da falder dens Endepunkt
et godt Stykke tilvenstre for den nuværende
Basis. Heraf turde vel fremgaa, at Statue
og Basis er fremmede for hinanden, og at
Statuen oprindelig har været opstillet paa en
langt bredere (Marmor)- Basis; der er derfor
næppe nogen ubetinget tvingende Grund til
at antage, at Statuen ikke skulde være fra
den Tid, hvis Stilsprog den taler kraftigt og
rent, nemlig det 4. Aarh. f. Kr.
Strengt taget behøves der vel ingen Und-
skyldning for, at man lidt minutiøst stræber
at gøre sig Figurens Motiv helt klart; som
Kunstværk giver Statuen den ypperst gen-
nemførte Karakteristik af en Idrætsmand, der
overhovedet findes i København; og som
Museumsværk hører den til de allerstørste
Sjældenheder, thi man kan hurtig tælle paa
300
=Antike Mesterværker i Ny Carlsberg Glyptothek
sine Fingre de Broncestatuer , der er os be-
varede fra Oldtiden. De naar næppe op
over tyve. Hvor rigt Glyptotheket er kan
ses deraf, at det foruden denne Statue inde-
holder endnu een velbevaret antik Broncefigur.
Denne Herakles er stedse blevet højt hædret
i Glyptotheket; den er opstillet saaledes, at
man kan se den fra alle Sider og dreje den
efter Lyset. Derimod har man det Indtryk,
at det følgende Værk, et Marmorhoved af
en piniekranset Satyr (Fig. 8), ikke er til-
strækkelig paaskønnet i Samlingen. Det er
i hvert Fald saa lavt opstillet, at man maa
knæle paa Gulvet for at kigge det ind i An-
sigtet. Men det er nok en Knæbøjning
værd. Alle Guder og Dæmoner, hvilket
Mesterværk! Hvor herligt passer ikke det
storkornede Marmor til denne grovkornede
Fyr og til den hele grovkornede Spas! Det
er en stridhaaret og spidsøret Satyr endnu
i sine bedste Aar, men særdeles vel ved
Magt. Han blæser Dobbeltfløjte; paa hans
Læber er Rester af Mundstykket bevaret.
Det ubetalelig morsomme er den Virkning,
hans musikalske Iver frembringer i hans
Ansigt; de tykke Kinder spiles op, Hage-
sækken lægger sig vifteformet over Halsen,
Øjenbrynene vrider han; det er en uhyre
vanskelig Passage; og han skeler i Spænding
ned til Instrumentet. Og saa har han selv ikke
den fjærneste Anelse om, hvor morsom han er.
Det er en Skælmsmester, der har udleveret
os denne søde Fløjtenist, og en Mester fra
den hellenistiske Periode. Først ved ^denne
Tid gengiver Billedhuggerkunsten, hvad der
er over eller under legemligt Jævnmaal, det
altfor fede eller altfor magre, og først den
hellenistiske Kunst har ret faaet Øje paa
Modsætningsforholdet mellem Sjæl og Legeme.
Det kan let blive til Tragedie, nemlig naar
der er et Misforhold tilstede, naar Aanden
er stærkere end Kroppen, naar Sjælen bræn-
der sig igennem Legemet. Her er der paa
en Maade ogsaa et Misforhold, nemlig mel-
lem Satyrens ideale Hensigter og det grumme
reale Tilbageslag; men her har Komiken ka-
stet Skælmeriets Kaabe ovei Modsætningerne
og opløst det hele i Latter.
Glyptotheket er ganske vist vel forsynet
med græsk Billedhuggerkunst, baade Origi-
naler og antike Gengivelser efter navnkun-
dige Originalværker; dog kan man ikke for-
lange, at det paa dette Omraade skulde
kunne hamle op med de store, gamle Museer
i Paris og London, i Berlin, Rom, Neapel
Fig. 9. Cn. Pompejus »den Store".
og Florents. Paa eet Omraade staar Glypto-
theket derimod i første Række: det rummer
den største Samling af romerske Portræter
Nord for Alperne.
Gaar man fra de græske Portræthoveder
i Samlingen til de romerske, bemærker man
en ejendommelig Forskel i Opfattelsen. I de
græske Portræthoveder er det typiske stærkt
fremhævet; det er mere Karakterer i store,
kraftige Træk end bestemt omgrænsede Indi-
vider. Dette gælder ikke blot om de egen-
lige Karakterhoveder, d. v. s. frit skabte
Billeder af forlængst henfarne Stormænd, ud-
301
Antike Mesterværker i Ny Carlsberg Glyptothek
førte paa Grundlag af det Mindesmærke, de
har efterladt sig i deres Aandsværker; men
det gælder ogsaa om de Billeder, der maa
antages at være udførte Ansigt til Ansigt.
De romerske Portræter slutter sig derimod
gærne stramt og fast om det blot og bart
individuelle. Men Portrætkunsten hos Græ-
kerne havde ogsaa en anden Oprindelse end
hos Romerne. For Grækerne var Portrætet
altid et Hædersminde, et Minde om fremragende
Egenskaber; hos Romerne var Portrætet en
ganske dagligdags Sag; enhver, der havde
Raad, fik sit Portræt udført. Fra Græken-
land er der ikke bevaret et eneste Barne-
portræt, fra Rom er der mange. I Græken-
land var det Offenligheden , der krævede
Forevigelsen gennem Portrætet, i Rom var
Portrætet en Familiesag. For Romerne gjaldt
det at bevare ganske nøjagtige Gengivelser
af Familiemedlemmernes Hoveder. I Græken-
land var Portrætet en fri kunstnerisk Skab-
ning; i Rom dannedes Grundlaget for Por-
træthovedet i Afstøbning over Naturen. Endnu
kan man paa mange romerske Portræthoveder
— navnlig fra den republikanske Tid —
tydelig se, at Billedhuggeren har arbejdet
efter en Ligmaske; hvad der er gjort efter
Ligmasken er forbløffende, slaaende livagtigt,
medens Resten kan være baade konventionelt
og dilettantisk gengivet.
Kunstnerisk set er det egenlig ret lige-
gyldigt, hvad Navn et Portræthoved bærer,
men naturligvis, forudsat at Portrætet ellers
er godt, faar det en særlig Tiltrækning, naar
det forestiller et navnkundigt Menneske; men
ogsaa fra et historisk Synspunkt er det af
Vigtighed, at Portrætet er udført af en
Kunstner, der har kunnet gøre Rede for,
hvad han har set. Dilettantiske Portræter
eller Kopier har for Historikeren i Virkelig-
heden ikke større Værdi end forvanskede Akt-
stykker. Undertiden glemmer Historikerne dette.
Men hvorom alting er: Marmorhovedet
Fig. 9 er ikke blot et Mesterværk, men og-
saa et uomtvisteligt Portræt af en navnkun-
dig Mand, Triumviren Cnejus Pompejus med
Tilnavnet den Store. Det fremgaar af en
Sammenligning med de Portræthoveder, der
findes paa Mønter, som hans Sønner har
ladet præge i Spanien og paa Sicilien. El-
lers vilde man vel udbryde : En fuldkommen
Type paa en jysk Hestepranger og Knald-
proprietær! Svære, plumpe Træk, smaa svine-
poliske Øjne og en snu, smallæbet Mund. De
Egenskaber, der grundlagde Pompejus'es Ry
— Smarthed og Hensynsløshed — er vel for-
resten heller ikke til at kimse ad, naar det
drejer sig om Hestehandel. Men iøvrig burde
man have set ham paa den Tid, da han
holdt Klapjagt efter de kilikiske Sørøvere og
jagede Mitridates Pokker i Vold. Nu, som
en Mand henved de halvhundrede, er han
ikke kommet paa sin rette Hylde, trykket
som han er dels af de fine Hoveder i Rom,
dels af Cæsars rolige Overlegenhed. Den
lidt grovkornede Lystighed, der ligger i hans
Væsen, kan derfor ikke komme frem, thi
den har ingen Klangbund i Omgivelserne.
Det var vel paa den Tid, man i Rom be-
mærkede, at han — som Seneka siger —
gærne rødmede i Andres Nærværelse. Trods
det plumpe Ydre altsaa et saart Sind. Han
havde forøvrig den Værdighed i Optræden,
som hører sammen med en kort Hals og en
undersætsig Krop. Hans Smigrere sagde, at
hans opadstræbende Haar og hans Blik min-
dede om Aleksander den Store. Den rede-
lige romerske Mejsel oplyser nu om, at
Haaret virkelig staar op fra Panden, thi der
er her en Haarhvirvel. Sikkert et usvigelig
paalideligt Portræt. Vi tror at have set
Originalen ovre paa Vorbasse Marked.
Der er foreløbig ingen Grund til at gøre
et dansk Publikum opmærksom paa Ny Carls-
berg Glyptothek; de Tusinder af Mennesker,
der Sommeren igennem daglig har færdedes
inde i Bygningen, turde være et Vidnesbyrd
om, at man virkelig har opdaget »Sljærnen*.
1 det foregaaende er det forsøgt at fange
enkelte af dens Straaler.
302
O. de Penne: Andejagt.
PAA ANDEJAGT
Digt af Valdemar Rørdam.
Blæsten lægger sig mod Aften.
Hvor det hvide Skum har væltet,
ser man kun de mørkblå Bølgers
jævne Vandring over Bæltet.
Duen trækker hjem tilskovs nu
langsmed Hvedemarkens Brinker.
Tiden er der. Kun en Time —
og den første Stjerne blinker.
Før Stjernen er tændt, er en Jæger på Plads.
Ti, Hund, med det tossede Glam !
Langs Molen, hvor Dønningen brister som Glas,
glider hurtigt din hændige Pram.
303
=- -=- Paa Andejagt =-.=-—=:-=—.
Hør det klukkende Vand, se det rolige Hvælv,
vend din friskbidte Skraa, og ro til!
Med din Pudel, din Pram, dit Gevær og dig selv,
kan du gøre hvad Pokker du vil.
Du er færdig, for iaften,
med at bukke for den fine
Amtsforvalter, med at trælle
for den klaprende Maskine.
Lænet imod Havnefyret
følger kun en gammel Fisker
ligegyldig dig og Prammen,
og det bløde Vand kun hvisker.
Men din Sjæl sidder krum i dit Bryst, af det Læs
som den veed den skal løfte påny.
Ro væk, skjul dig bort bag om Øer og Næs,
og glem din Forbandelses By.
For ikvæld, for inat er du fri, stakkels Kryb,
du er Menneske selv, du er til.
Du er ene og fri på det vuggende Dyb,
og du gør, hvad i Verden du vil.
Se, hvor flinkt nu Prammen flyder.
Her i Bugten bag de brede
Herregårdes mørke Skovbryn
ligger Blegvand allerede.
Inderst i den sorte Blankhed
glider lydløst hvide Måger
ud og ind som Elverpiger
gennem Aftnens første Tåger.
Men det lysner æfor af den synkende Sol,
og du strammer din spændige Krop,
og din Pram skyder frem gennem Guld og Viol
som et Marsvin i mægtige Hop.
z 304 = -.-.
Paa Andejag U
Det er Musklernes Kraft som af fjedrende Stål,
det er Kølvandets kogende Lyd,
du ser som en Ørn i Solklodens Bål
og dit Mandshjerte svulmer af Fryd. —
Hvilken paradisisk Hvile!
Hvilende på Åren glider
du i Tavshed tusend Mile,
mens de gyldne Dråber drypper.
Se, den røde Vandmand hvælver
om de grønligt klare Strømme
svulmende sit Rosenbæger,
favner, ånder ud og skælver.
Selv den sorte Puddel stirrer
fra sin Tofte stumt i Dybet;
i dens alvorsfulde Øjne
skimter du en Sjæl, som længes.
Længsel, det er altid langvejs,
altid bort fra det som hæfter —
bort fra Livet. Dumme PuddeJ
veed du, hvad du længes efter?
Gå Pokker ivold med din Filosofi!
Hvad forstå vi af Liv og af Død?
Om et Øjeblik, Plask, er det hele forbi,
før vi anede hvad det betød.
Du skød efter Månen. Jagu blev den ramt.
Det er her, de der tænker og slås
møder den, som kvitterer for Skat fra et Amt
og må ta sine Bukser på Klods.
Åren ud, og ro til, ganske jævnt, Kammerat,
i det blanke Minut. Se dig ud!
Strømmen glider som flydende Guld og Agat,
og den sitrer som levende Hud.
- . --: 305
— -i-^-^=rPaq Andejagt — - ^=^-r--.=
I samme Sekund nu, Solkuglen sank,
skød hun op af den glasklare Sø,
som en blinkende Fisk, bredskuldret og slank
i sin Nøgenhed, se mig og dø.
Det skyller og skvulper om Skulder og Skød
om et gyldent og fast lille Bryst,
hvis Top springer ud i en brændende Glød
som en Tangblomst fra Afrikas Kyst.
Hendes Hår synker sort gennem Dønningens Drag;
mat løfter hun Øjnenes Låg,
hendes dvælende Blik mod den døende Dag
taler mørkt, men et flammende Sprog.
For en fattig Per Tot, for en Splejs Kontorist
er det næsten for skønt, dette Syn.
Men skynd dig! Når favned en Jomfru dig sidst?
Hun er Hav, du en Sky, fuld af Lyn.
Av for Pokker! Er du kæntret?
løfted selve Proteus Panden,
tanggroet, knudret som en Gråsten,
til et Skub mod Prammens Planker?
Nej, du roede i din Galskab
mod en ganske simpel Gråsten
og gik baglængs. Højt mod Himlen
fægter dine Træskostøvler.
Og din kloge Puddel mønstrer
dig med Mistro. Arme Dåre,
saml dig sammen efter Stødet,
og fisk op din tabte Åre.
Her er Vigen, du har valgt dig.
Bag den sumpet flade Forstrand
mørkner bratte grønne Brinker,
og den første Stjerne blinker.
- -- :*06 -
-Paa Andejagt=========—-==
Aftenstjernen Venus blinker
guldklart i en glasgrøn Himmel,
og de mørke Poplers Grene
suser underligt alene.
Og det sitrer og det klinger
fra de dugfaldsvåde Skrænter,
hvor usynlige Cikader
gnider deres Ben og Vinger.
Ned ad Græssets Palmestammér
driver Dug i sølvblå Flammer
tusend klare Vinger klirrer,
hele Himlens Hvælving dirrer.
Da kom der med Et som et skarpere Klirr
og et Sus som af styrtende Regn.
Der var Ænderne. Sju! Hør det svindende Svin-
over tusmørke Marker og Hegn.
Og det klirrer over Søen,
og det suser gennem Luften,
og med Halsen fremstrakt farer
nye Par og nye Skarer
med en Fart, som gør dig svimmel,
fjernt ind i den gule Himmel.
Med den spændte Bøsse rede
lytter, spejder du dernede.
Og der hænger med Et (her er Skud, allenfals)
i den lysere Luft imod Land
med løftede Vinger og fremstrakt Hals,
ubevægelig næsten, en And.
Et Glimt. Hult brager det Kysterne rundt.
Og du gnider din Kind. Det slog hårdt!
Et Plask, og et nyt Plask samme Sekund.
Der svømmer din Pudel. »Aporte!«
. _ 307 - 21
Paa Andejagt—
I den lyse Aftens Dæmring
vejer du dit første Bytte,
medens Pudlen ryster Pelsen
så den stænker som et Vandspring.
Stille henslængt under Toften
med den hvidgrå Bug iværet
ligger Anden, og du spejder
atter landværts over Kæret.
Fjernt i Aftenhimlens Lysning
ser du som en Tråd, der svæver,
som et Spindelvæv, der hæver
sig og sænker sig i Luften.
Som en Stribe Røg, der rolig
strækker sig i tynde Luftlag;
som en Sky; nej, Fugl, der trækker,
nu i Klynger, nu i Rækker.
Til en skarpt afskåren Kile
nærmer sig og lynsnart svinger
ned om Brinken, ud imod dig,
med et Pib af rappe Vinger.
Og du dukker dig lidt for det susende Træk,
du sigter halvt sky, som i Skam.
Et tvefoldigt Brag. Som en Storm er de væk.
Men en And dratter tungt i din Pram.
Og Vildfuglens lynende syngende Flugt
gennem Dæmringens lønlige Lys
og de bragende Skud og Krudtets Lugt
fylder Hjertet med vellystigt Gys.
Ny Ild fuser ud, ny drønende Brag
ruller rundt, slår igen under Land;
sort Krudtrøg ligger som Skyer i Lag
på det blyblankt skumrende Vand.
308
-Paa Andejagt=^^=— =-^-==:
Det rabber og skræpper forhexet nær,
der er Sus som af Asgårdsridt ;
du skyder på Lyden af farende Vær,
på et Skimt kun af flyvende Hvidt.
Og Pudlen plasker i Sump og Tang
med anskudt og nedskudt Vildt —
men højt over Havets mørknende Vang
stråler Stjernerne roligt og mildt.
Og da først dit Blik er fængslet,
rent tilfældigt, af en Stjerne,
tusendårigt, fra det fjerne,
af en ukendt Verdens Lysbud,
bliver du med Et så lille,
lægger Bøssen bort i Lede,
sidder stille, skamfuldt stille,
her på Bunden, dybest nede.
Fra det tusendårigt Fjerne,
gennem endeløse Mile,
drypper Stilhed, gylden, dugsval,
i din feberhede Hjerne.
Om hin ene stærke Stjerne
svinger hele Himmelhvælvet,
dybt og langsomt gennemskælvet
af udødelige Drømme.
Fra den store Bjørn, fra Kronen,
fra den Orden, hvori Verdner
vandrer mægtigt hos hverandre,
mærker du et sagte Luftsus.
Og dit Hjertes røde Blade
falder som en frostbidt Roses,
synker dybt i sortblå Strømme.
Det at dø gør godt i Drømme.
3(79 -1
=------ =^=- --=- — =Paa Andejagt-^^-
Og at vågne igen, stakkels Ven, det er træls!
Det er Pudlen, som buger sig frem
med sin rystende Krop i dyngvåd Pels
og slikker din Hånd. Den vil hjem.
Du trækker af Trøjen og gir din Ven,
og han skraber og skubber den om
og strækker sig træt. Og så ror du igen,
ror hjem, samme Vej som du kom.
O, hvor stille og hvor vældigt
hvælver slig en mørk Augustnat
afgrundsdyb sin Stjærnebue
over Verdens lave Tue.
Som i sælsom Vildskab løfter
bag det bakkesorte Kystland
netop Månen i det samme
vredt sin valmurøde Flamme.
Og hvergang din Åre sænkes,
slår den af det sorte Saltvand
som en fosforfarvet Røgsky,
som en Regn af hvide Gnister.
Lig en Røgsky, lig en Gnistregn
ruller Åreslagets Malstrøm
bort i Mørket bagved Prammen,
hastig to og to bort sammen.
Ensom ror du, afgrundssvimmel,
ud imellem Hav og Himmel,
angst for Dybet og for Månen
og den stumme hvide Morild.
Da hvisler, da rasler et Stormsus brat
gennem Strandskovens løvtunge Trær:
og der syder igennem den lydløse Nat
som Larm af et vældigt Vær.
^ 310
Og plaskende Bølger med skumskinnet Kam
kommer pludseligt væltende ind
på det rolige Vand, og de løfter din Pram,
men der rører sig aldrig en Vind.
Det er, som steg der af Havdybet selv
og den sorte tungsindige Jord
et indestængt lidenskabeligt Skælv
af de lønlige Kræfter, dær bor.
Og den skælver, din Sjæl, i sit fattige Hus,
og du ror, saa du ryster derved,
i en Rædselens Rus, mellem Dybets Brus
og den spøgelseraslende Bred.
Ej, da kommer selve Vinden,
frisk og sval og salt fra Søen!
Sus i Løv og Plask af Bølger
er med Et kun det som følger.
Alt er helt naturligt atter,
med et Suk og med en Latter
ser du Månen hænge sølvblank
allerede højt i Luften.
Og med nyskabt Friskhed kæmper
du din Årekamp mod Søen,
synes det er smukt at hoppe
gennem Sølv på sorte Toppe.
Og i venlig Nærhed ser du
Havnefyrets røde Lygte.
Der er intet mer at frygte,
her er Molen, du er hjemme.
Hjemme, ja. Mens Prammen smutter
som en Ælling ind i Havnen
mellem høje Skibes Bouge,
under Spryd og Ankertouge,
- - 311 - _
==-—=:- Paa Andejagt--^— ===
ser du mer end halvt forsonet
op til Byen, hvor den ligger
i sin Lysdis, roligt kronet
af Alleens Lygteprikker.
Her i Byen, hvor du slider
langsomt dine Livsens Tider
som en Træl i Armods Pine
for den klaprende Maskine.
Her, hvor du kun altid bliver
det, du er, en ringe Skriver,
sultefødt, med slidte Buxer,
udgrint, selv af Skolens Fuxer —
Selv her, her stråler hver eneste Nat
et Lys, som for dig kun er tændt;
selv her, her sukker et Hjerte forladt,
når din Vej fra dets Tærskel er vendt.
Der stråler to Øjne, der smiler en Mund,
og der åbner sig kærligt en Favn,
når du kommer. Og ømt i dybeste Blund
har du hørt hende hviske dit Navn.
Ingen attenårig Ungdom,
ingen frisk bevaret Frue,
kun en fattig Skrivers Hustru,
fængslet til sin Symaskine.
Tidlig oppe, vågen silde
slider hun, så hendes Bryster
knap har Mælk nok til den Lille,
Jeres Mindste, som I elsker.
Men et frisk ungt Hjerte har hun,
og en livfuld Troskabs Ynde.
For sin Husbond er hun yndig,
som hun var hin første Vårnat.
— - 312 --. —
Paa Andejag f=
Og når I to trætte mødes
i et Favntag, i et Håndtryk,
i et Blik blot, så forstummer
begge trætte Hjerters Kummer.
I et fattigt utæt Loftsrum,
i en Seng med grove Lagner
mærker man sin Kæres Arme
dobbelt fine, dobbelt varme.
I et fattigt udslidt Legem
lyner Elskov, lyser Ømhed
i de dyre Hvilestunder
tvefold saligt, som et Under.
Derfor har du Lov at gøre
hvad du vil med Hund og Bytte,
med Gevær og Pram, kun ikke
med dig selv, da du er hendes.
Skynd dig, gå til den der venter!
Hun vil stråle af Beundring,
klappe højt i sine Hænder,
når hun ser de otte Ænder.
313
HVAD VORE BØRN LÆSER I DERES FRITID
Af Kontorchef Chr. Jensen.
Naar alt kommer til alt, er Tiden,
vi lever i, nok alligevel ikke saa
„literær", som den giver sig Udseende af.
For 15—20 Aar siden var det almin-
deligt, at vore Gymnasiaster havde deres
literære Diskussionsklubber, i hvilke der
stod Kamp om de nye Navne i Litera-
turen kontra de gamle, — hvor der ryn-
kedes paa Næsen ad Øhlenschlæger, og
Ingemann reduceredes in absurdum, mens
I. P. Jacobsen kanoniseredes og Nytidens
spæde literære Spirer sattes i Højsædet,
— hvor hver 16 Aars Yngling havde
sin Dom fuldt færdig om „Gennembrud-
dets samfundsreformatoriske Betydning,
og hvor hver den 17 Aars Ungersvend,
der ikke kunde sin »Marie Grubbe" eller
„Haabløse Slægter* saa nogenlunde paa
Fingrene, af Kammeraterne blev regnet
for en Undermaaler.
Der er næppe saa megen „Literatur"
i Skoleungdommen i vor Tid, som der
var den Gang. Vi er komne mere paa
det Jævne igen. Den Opfattelse, at Nu-
tidens opvoksende Ungdom, vore Drenge
saavel som vore Pigebørn, dyrker en
væsentlig anden Literatur end den, den
tilsvarende Ungdom for et Slægtled eller
to tilbage dyrkede og var optaget af,
synes i alt Fald ikke at holde Stik.
Faa" eller ingen af de Forfattere, der i
den mellemliggende Periode er dukkede
op, har for Alvor evnet at gøre de
gamle Navne Rangen stridig i Ungdom-
mens Bevidsthed, og under alle Omstæn-
digheder for den Ungdom, der endnu
ikke er naaet helt ud over den egentlige
Barnealder, Skoleungdommen i Alders-
klasserne 14—16 Aar, kan det vist slaas
fast som en Kendsgerning, at det sta-
digt er den gamle Forfatterskole og de
gamle Forfatternavne, der har dens Øre
og Hjærte.
Jeg har henvendt mig til Størstedelen
af Landets over halvandet Hundrede til
Afholdelse af Afgangseksamen for stu-
derende Disciple og Almindelig Forbere-
delseseksamen berettigede Skoler for at
søge det Spørgsmaal besvaret: Hvad
læser vore Børn i deres Fritid? Spørgs-
maalet er stillet til Eleverne i Klasserne
fra øverste Mellemskoleeksamensklasse
og Præliminæreksamensklassen til de stu-
derende Afgangsklasser. Eleverne har
hver faaet sit Skema til selvstændig Ud-
fyldning, og det skønnes, at Skemaerne
gennemgaaende er udfyldte og Spørgs-
maalene besvarede uden Paavirkning af
Lærere eller Hjem. Det siger sig selv,
at man skal være forsigtig med den Be-
tydning, man vil tillægge et paa den
Maade tilvejebragt Materiale, da Tilfæl-
dighederne ofte kan have spillet en Rolle
ved Skemaernes Udfyldning. Men det
tør dog maaske nok paa den anden Side
fastslaas, at de Tilfældigheder, der kan
have gjort sig gældende indenfor den
enkelte Skole, hvor Kammeraterne har
haft Lejlighed til at raadslaa indbyrdes,
alligevel ikke kan komme til i væsentlig
Grad at influere paa eller misvisende-
gøre det endelige Hovedresultat, der frem-
kommer ved en samlet Opgørelse for
samtlige Skoler tagne under et.
Det Materiale, der ligger til Grund for
nærværende lille Udredning, hidrører fra
noget over 2000 Børn, fordelte i 90 af
Landets foran nævnte eksamensberet-
tigede Skoler, nemlig fra ca. 1400 Drenge
og henved halvsyvende Hundrede Pige-
314
^Hvad vore Børn læser i deres Fritid
børn. Af de førstnævnte er ca. 220 fra
5te og 6te studerende Klasser (fra ialt
18 lærde Skoler), og det vil være natur-
ligt at behandle disse unge Menneskers
Besvarelser tor sig, uafhængig af de
andre Klassers; de studerende unge Da-
mers Tal er i Enqueten desværre for
lille til, at der for deres Vedkommende
kan foretages en tilsvarende Udsondring.
I Henvendelserne til Eleverne er der
stillet Spørgsmaal til dem om, 1) hvor-
vidt de fortrinsvis læser dansk eller frem-
med Literatur, 2) fortrinsvis ældre eller
nyere Forfattere, 3) af hvilken dansk og
af hvilken fremmed Forfatter de har læst
mest, og hvilken af denne Forfatters
Bøger der har gjort stærkest Indtryk paa
dem. Svarene paa Spørgsmaalet under
Punkt 1 er temmelig udglidende, men
betragtede i Samling lader de dog for-
mode, at det overvejende er danske For-
fattere, der læses. Hvad angaar Spørgs-
maalet under Punkt 2, spores der i Be-
svarelserne heraf ganske naturligt en ikke
ringe Usikkerhed med Hensyn til, hvilke
Forfattere der anses for at komme ind
under Kategorien „ældre", hvilke under
Kategorien „nyere", men her giver jo
forøvrigt Besvarelsen af Spørgsmaalene
under Punkt 3 tilstrækkelig tydelig Vej-
ledning, og at de ældre Forfattere er de
ivrigst eftertragtede og flittigst gennem-
pløjede, synes der ikke at kunne være
nogensomhelst Tvivl om. Aabenbart har
de under Punkt 3 hørende Svar i de
allerfleste Tilfælde formet sig som en
Tilkendegivelse af, hvem der er den Ad-
spurgtes Yndlingsforfatter, og hvilken Bog
der er den Adspurgtes Yndlingsbog.
Den moderne Kritik vil gerne lade
haant om en Forfatter som Carit Etlar,
og i Gymnasiasternes „literære" Diskus-
sionsklubber havde man højst et over-
bærende Smil tilovers for ham. Ikke
desto mindre har næppe nogen anden
dansk Forfatter i den Grad haft Tag i
den opvoksende Ungdom gennem det
sidste Par Generationer som han, og
trods de halvthundrede Aar en Bog som
„Gøngehøvdingen" har bag sig, vedbli-
ver den ubestridt at hævde sig Første-
pladsen i vore Drenges Læsning. Af de
ca. 1200 Drenge i Alderen 14 til 15—16
Aar, vi her regner med, opgiver henved
500 Carit Etlar som den danske For-
fatter, af hvem de har læst mest, og
nær op imod de tre Fjerdedele af dem
nævner „Gøngehøvdingen" som den af
hans Bøger, der har gjort stærkest Ind-
tryk paa dem. Og trods den billige
Overlegenhed, hvormed man nu til Dags
ofte vil bedømme Ingemanns historiske
Romaner, har de dog bevaret deres store
Popularitet hos Ungdommen gennem de
vekslende Tider, og en Bog som „Val-
demar Sejr" staar den Dag i Dag, skøndt
skreven for over firsindstyve Aar siden,
fremmest i Rækken blandt de Bøger,
vore Børn med størst Glæde fordyber
sig i. For Drengene synes Ingemann
ganske vist ikke at staa fuldt paa Højde
med Carit Etlar, men til Gengæld har
han hos Pigebørnene, som ikke i nogen
synderlig Grad dyrker denne, et lige saa
stærkt Tilhold som hos Drengene, idet
Pigerne dog fortrinsvis vier „Landsby-
børnene" deres Kærlighed, hvor Dren-
gene sætter „Valdemar Sejr" og „Erik
Men ved og hans Barndom" som Nummer
et. Vore Pigebørns literære Interesser
synes forøvrigt adskilligt mere forskellig-
artede end Drengenes. Hvor 62 Procent
af Drengene samler sig om Carit Etlar
og Ingemann, maa disse to Forfattere
have Assistance af Øhlenschlæger, H. C.
Andersen, gamle Ewald, Chr. Winther
(„Hjortens Flugt") og Bergsøe („Fra
315
—Hvad vore Børn læser i deres Fritid
Piazza del Popolo") for at kunne samle
et tilsvarende Procenttal af Pigerne. En
skematisk Oversigt over, hvorledes de
nævnte Forfattere med Tilslutning af
Blicher deler Børnene imellem sig, er
ganske oplysende. Følgende Tabel viser,
hvor mange Procent af de 1200 Drenge
og halvsyvende Hundrede Piger, der an-
giver de paagældende Forfattere som
dem, de har læst mest af, og blandt
hvis Bøger deres Yndlingsbog findes:
Drenge: Piger:
Carit Etlar 40 pCt 7 pCt.
Ingemann 22 — 17 —
Blicher 7 — 3 —
H. C. Andersen . 6 — 7 —
Øhlenschlæger. . 5 — 10 —
Bergsøe 3 — 8 —
H. F. Ewald... 2 — 7 —
Chr. Winther . . 2 — 6 —
Holberg og Hostrup følger efter Ewald
og Chr. Winther, saa kommer der en
lille Smule Interesse for Heiberg, Hertz
og Paludan-MQUer, Hauch og Goldschmidt,
men om Resten af den ældre Tids Navne
er der saa godt som fuldstændig Taus-
hed. At I. P. Jacobsen nævnes er en
Selvfølge, men det er dog kun i et og
alt 1 2 af Pigerne og 6 af Drengene, der
angiver ham som den Forfatter, af hvem
de har læst mest. Drachmann møder
med 16 Drenge og 16 Piger, medens en
Forfatter som Schandorph endog kun
nævnes af 3 Drenge og 1 Pige.
Af den nyere Tids Forfattere synes
kun Sophus Bauditz at have vunden
nævneværdigt Indpas hos Skoleungdom-
men, og det er især hans „Krøniker fra
Garnisonsbyen", der nævnes. Mathilde
Malling indtager Førstepladsen i nogle
faa af Pigebørnenes Interesse, hvor selv-
følgelig ogsaa Fanny Tuxen og „Johanne"
spiller ind. Den helt „moderne" Litera-
tur mærker man saa godt som slet intet
til, og mærkeligt nok staar ogsaa et
Navn som Walter Christmas ganske i
Skyggen, og kun én af hvert hundrede
Drenge har nævnt ham i deres Besva-
relser, naturligvis med „Peder Most" som
Centrum.
Vender vi os derefter til den fremmede
Literatur, viser det sig, at som Carit
Etlar stadigt staar højst blandt de dan-
ske Forfattere i Drengenes Bevidsthed,
saaledes har Marryats raske Sømands-
fortællinger uforandret bevaret deres store
Popularitet, medens Cooper, der tidligere
gik jævnsides med Marryat, synes at
være ved ganske at gaa ud af Spillet.
Dickens øver nu som forhen samme Til-
trækning paa Piger og Drenge, og det
er navnlig „Oliver Twist*, der stadigt
er i Kurs. Drengene dyrker ligeledes
med usvækket Interesse Jules Verne, og
paa Walter Scotts „Ivanhoe" har Tidens
Tand ejheller sat sine Spor. For disse
fire Forfattere stiller Forholdet sig saa-
ledes:
Drenge: Piger:
Marryat 21 pCt 4 pCt.
Dickens 16 — 17 —
Jules Verne .... 15 — 2 —
Walter Scott. . . 8 — 5 —
Ganske. interessant er det at se, hvor-
ledes den norske Literatur dyrkes i langt
større Grad af Pigerne end af Drengene:
Drenge :
Bjornson ".. 7 pCt.
Ibsen 3 —
Lie 3 —
Piger:
17 pCt.
8 —
9 -
Til Navnet Bjornson knytter sig sær-
lig „Synnøve Solbakken" og „En glad
Gut", til Ibsen Digtet „Terje Vigen",
medens der i Lies Produktion ikke ses
at være et tilsvarende Brændpunkt for
Interessen at samle sig i. Kielland næv-
.=.- 316 =- -=.
-Hvad vore Børn læser i deres Fritid^
nes kun saare sjældent. Derimod øver
Selma Lagerloff, især hendes „Gosta
Berlings Saga", en næsten lige saa stor
Tiltrækning paa Pigerne som Ibsen og
Lie, medens Drengene aabenbart ikke
har nogen Interesse for hende. De dyr-
ker derimod i nogen, om end ikke me-
get fremtrædende Grad Topelius, ligesom
man skønner, at ogsaa Alexander Du-
mas den Ældres „De tre Musketerer"
har bevaret noget af sin Tiltræknings-
kraft overfor dem. Marlitts Romaner
har selvfølgelig endnu ikke helt udspillet
deres Rolle blandt Pigebørnene, der og-
saa stadigt tyer lidt til den ældre en-
gelske Guvernantelekture.
Den eneste af de nyere Forfattere, der
synes for Alvor at være ved at vinde
sig en Position blandt vor Ungdom, er
Rudyard Kipling, men det er næsten
udelukkende Drengene, der interessere
sig for ham.
Conan Doyle - „Literaturen" indtager
ikke den fremskudte Plads i Børnenes
Bevaagenhed, som man kunde være til-
bøjelig til at tro. At de 1200 Drenge
er der kun 72, der melder sig som spe-
cielle Dyrkere af denne Retning, og
blandt de halvsyvende Hundrede Piger
naaer Tallet endog kun op til 6. En
Skolebestyrer vægrede sig ved at yde
Bistand til Fremskaffelsen af Materialet
til nærværende lille Artikel med følgende
Motivering: „Det kan ganske vist have
Interesse at faa Rede paa vor Ungdoms
Smag, men en statistisk Redegørelse vil
efter min Mening lettelig gøre mere For-
træd end Gavn; Børn og unge Menne-
sker trænger til at vejledes, deres Smag
er ofte meget daarlig, og nu er der vel
næppe Tvivl om, at et eller andet For-
lag vil benytte sig af en saadan Statistik
til at imødekomme den daarlige Smag
og yderligere udgive en Masse Conan
Doyle'r, Indianerhistorier eta, som sluges
med Begærlighed af Ungdommen, men
som der allerede er for mange af". — Den
Statistik, der er tilvejebragt af det her
foreliggende Materiale, peger jo egentlig
ikke i faretruende Retning og lader sig
næppe anvende til Forlægger -Spekula-
tioner af den befrygtede Art. Det ind-
samlede Materiale synes med større Ty-
delighed, end man paa Forhaand kunde
have ventet, at godtgøre, at vore Børn
gennemgaaende er under en ganske god
og sund literær Paavirkning, ikke væ-
sentligt afvigende fra den, vi Andre paa-
virkedes af i vor Barndom, selv om
denne maatte ligge 30—40 Aar tilbage
i Tiden. Den mellemliggende Periode
har ikke her hjemme frembragt Forfat-
tere, som har evnet at slaa igennem
hos Børnene, og at den eneste, der sy-
nes paa Nippet dertil, er Sophus Bauditz,
kan jo da kun tages som et glædeligt
Vidnesbyrd. At paa samme Vis Selma
Lagerlflff blandt Pigerne og Kipling blandt
Drengene staar forrest i den nyere frem-
mede Literatur, der fanger Børnenes In-
teresse, tyder jo egentlig heller ikke paa
nogen helt ilde Udvikling.
Ser vi nu paa det Materiale, der fore-
ligger fra de ældre af Skoledisciplene,
fra de studerende Klassers unge Men-
nesker i 16—18 Aars Alderen, er dette
jo selvsagt for utilstrækkeligt, for lidet
omfattende til, at man tør indlade sig
paa at drage videregaaende Slutninger
deraf. En simpel Gruppering af Besva-
relserne fra de 220 unge Mennesker,
Talen her er om, og som repræsentere
18 af Landets lærde Skoler i og udenfor
Hovedstaden, frembyder ikke desto min-
dre en Del Interesse. Man sporer intet-
somhelst til den Omkalfatring i Smagen,
rzr 317 r
Hvad vore Børn læser i deres Fritid
som Gymnasiasternes literære Diskus-
sionsklubber i sin Tid lod formode var
nær forestaaende, men forbauses tvært-
imod over slet ikke at se nævnt en hel
Række af de Forfatternavne, som den
Gang betegnedes som Bannermærkerne,
hvorunder Athenes Sønner i Flok og
Følge vilde fylke sig.
Af de 220 unge Mennesker angiver
de 38 fortrinsvis at interessere sig for
Øhlenschlæger, og nærmest efter denne
følger derpaa Paludan-Muller (hvis „Adam
Homo" naturligvis nævnes i første Række)
med 22, der sætter ham øverst. 18 op-
giver at have læst mest af I. P. Jacobsen
(særlig „Marie Grubbe" og „Niels Lyhne"),
16 har læst mest af Blicher, 14 har mest
dyrket Hauch („En polsk Familie"), 13
Carit Etlar, 9 Bergsøe, 8 Holberg, 7
Chr. Winther, 7 Drachmann, 7 Sophus
Bauditz, 6 Ingemann, 6 H. C. Andersen,
5 Henrik Pontoppidan; Goldschmidt og
Hostrup har hver 4, Heiberg, H. F. Ewald,
Herman Bang og Laurids Bruun hver 3,
Poul Møller, Topsøe og Fru Blicher-
Clausen hver 2, hvorefter følger en Række
Navne med hver 1.
Indenfor den fremmede Literatur næv-
nes Ibsen hyppigst; 42 angiver at have
læst mest af ham, uden at noget enkelt
af hans Værker ses at hævde sig en
Fortrinsstilling fremfor de andre. Saa
følger Kipling, hvem 30 nævner som
den, de har læst mest af, og her an-
føres oftest „Lyset, der sluktes" som
den af hans Bøger, der har gjort stær-
kest Indtryk. Efter Kipling kommer Lie
(22), Dickens (20), Bjornson (18), Selma
Lagerloff (11), Shakespeare (10), Mar-
ryat (8), Walter Scott (6), Goethe og
Kielland (hver 5), Schiller, Tolstoy, Zola,
Henryk Szienkewitsch og Hall Caine
(hver 4), Dumas den Ældre (3), Jules
Verne, Ebers og Conan Doyle (hver 2)
og derefter en Række med 1 hver.
Som sagt, Materialet er ikke stort,
men det taler forøvrigt for sig selv, og
særlig Taushedén i det taler med en
forbausende Tydelighed.
= 318 =
NYE MØNTER
Af Gerhard Heilmann.
FORLEDEN Eftermiddag var jeg bleven for-
sinket ved mit Arbejde herinde i Byen
og maatte skynde mig til Østbanegaarden
for at naa Toget. Det lykkedes mig at
komme op i en Sporvogn med alle mine
Pakker; der var kun Plads foran, hvor man
ved hver Drejning staar og dingler mellem
de andre Passagerer som paa et Skib i Sø-
gang og med et vældigt Pres af Vind lige i
Ansigtet.
Konduktøren kom først for at billettere
lige før vi naaede Banegaarden. Med stort
Besvær halede jeg min Portemonnaie op af
Lommen, men inden jeg fik fat paa et Pen-
gestykke til at betale ham med, standsede
Vognen og i samme Øjeblik sluktes det elek-
triske Lys.
Forgæves forsøgte jeg ved Hjælp af Fø-
lelsen at skelne de enkelte Mønter, — det
var umuligt.
Passagererne trængte paa, og en fed Dame
masede med sit uhyre Korpus min Haand
saaledes ind mod Ruden i Døren, at Porte-
monnaien vendte sig og hele Beholdningen
faldt ud.
„Du Stoffer, det er vist en ny Privatbank,
der reklamerer med Varerne," hørte jeg en
tyk Ølstemme sige, medens mit Øre forgæves
søgte at opfatte, hvor alle de forskellige
Mønter trillede hen.
319
Nye Mønter
Enkelte blev liggende,
nogle hørte man rulle mod
Forskærmen og falde om
der med et lille Smæk,
andre igen hoppede ly-
stigt ned ad Platformens
Trappetrin til begge Sider
og lagde sig til Hvile i Vejens Pløre.
„Nej, de er s'gu ikke runde for ingen-
ting!" oplyste en anden velvillig Stemme
mig om.
Imidlertid var der bleven stor Opstandelse
i Gaden. Drenge strømmede til og sloges
om Herlighederne, medens en velvillig Blad-
sælger raabte: „Vil Herren ikke hellere ha'
Ekstrabladet for alle Pengene ?a hvilket vakte
almindelig Latter.
Sporvognen kørte, og
pludselig fo'r det igennem
mig: Toget! I et Par lange
Spring styrtede jeg over
Gaden og naaede ind i
Forhallen, netop som Dørene til Perronen
lukkedes i lige for Næsen af mig.
Der stod jeg, — just ikke i den blideste
Stemning.
„Nej, de er s'gu ikke runde for ingen-
ting!" gentog min Hjærne mekanisk. — Ja,
hvorfor i al Verden er Pengene egentlig
runde? tænkte jeg. Man har jo kun Ærg-
relser af deres Rundhed!
selv ligge paa Maven
paa Gulvet og rage med
en Kæp ind under et :
eller andet Møbel for at
faa en Sølvmønt ud.
Og hvorfor kan man ikke blot ved at føle
paa dem kende deres Værdi?
Saasnart jeg endelig naaede hjem ud paa
Aftenen, forsøgte jeg at tegne nogle Mønter
op, som ikke var runde og med et stærkere
Relief.
Vi har i alt ni forskellige Mønter her i
vort kære, lille Fødeland, og i Størrelse føl-
ger de saaledes efter hinanden : 2 Kr., 5 Øre,
og jeg saa mig
1 Kr., 20 Kr., 2 Øre,
10 Kr., 25 Øre, 1 Øre,
10 Øre. Man ser det
lettest, naar man lægger
dem i en Stabel, man
ser da ogsaa, at det
største Spring er mellem
Tokronen og Femøren og det næststørste mel-
lem Toøren og Tikronen, medens der er ret
jævne Overgange mellem de øvrige. Tikro-
nen og Femogtyveøren er næsten ens store
og kun en Smule Vægtforskel adskiller dem.
Enøren og Tiøren staar ogsaa hinanden me-
get nær; Enøren føles lidt tykkere end Ti-
øren. Men naar det gælder, vil det i en
snever Vending være umuligt at skelne dem
ved Følelsen alene. Enhver
kan jo tage en hel Del
forskellige Mønter i Lommen
og prøve ad.
En ganske nedrig Mønt,
som man meget hyppigt
træffer, er den svensk-norske Halvtredsøre;
mange Gange har jeg faaet den stukket ud
i Stedet for en Enkrone.
Mine Udkast er gengivne her i de Stør-
relser, som Mønterne skulde have, og des-
uden med dobbelt saa stor Diameter for at
Enkelthederne kan træde tydeligt frem. Af
Enøren er der to Skitser. Paa den første
er nederste Rand affladet og det store Ettal
vil desuden let kunne
føles; den anden har
et Hul i Midten ligesom
den kinesiske Cash. To-
ørens Rand er paa to
Steder flad, og paa Forsiden rindes tillige
to ophøjede Lister. Femøren har fem For-
dybninger i Kanten, saa at den bliver en
fembladet Roset; det store Femtal er ogsaa
meget fremtrædende. Bagsiden bærer ligesom
paa En- og Toøren Kongens Navnetræk, men
de er alle tre helt forskellige.
Enkronens Form er kvadratisk med afrun-
dede Hjørner, den vil saaledes ikke kunne
320
Nye Mønter
forveksles med Halvtreds-
eren. Femogtyveøren er
bleven oval og ligner slet
ikke nogen af de andre
Pengestykker ; maaske kun-
de man ogsaa give Tokronen
denne Form. Tiøren har
ligesom Enkronen faaet et
kvadratisk Snit.
De øvrige Mønter syntes det mig over-
flødigt at tegne op; det vil være meget let
at give dem Former, som adskiller dem fra
de foregaaende.
Blinde vil med Lethed skelne disse Møn-
ter, og selv i Bælgmørke kan enhver nor-
maltseende uden Vanskelighed gøre det
samme. Og hvis vi havde saaledes formede
Pengestykker i det daglige Sam-
kvem, vilde man blive forskaanet
for i en Droske om Aftenen at
tælle forkerte Penge op, og man
vilde ogsaa kunne undgaa at give
en Guldtyvekrone ud i Stedet for
en Toøre, saaledes som det engang gik en
af mine Venner. Hans Midler var meget
smaa, og han var saa fortvivlet over dette
uforudsete Tab, at han tilbragte flere Dage
med at løbe omkring og søge efter den, thi
han erindrede ikke, hvor han havde givet
den ud. Han mistede saaledes mer end det
dobbelte Beløb, — Tid er jo Penge. Enhver
kan vist erindre mange lignende Fataliteter.
Jeg har forespurgt flere Bank-
mænd, Vekselmæglere og andre,
som fortrinsvis beskæftiger sig med
Penge, om de ikke kunde sige mig
en Grund til, at Mønter var runde.
Det er dem ikke muligt, og dette Spørgs-
maal virker ret forbløffende paa dem; thi
for dem er det noget saa selvfølgeligt, at
Penge er runde, at Tanken om, at de kunde
have andre Former, saa at sige ikke kan
opstaa i deres Hjærne. Jeg tror ligesaagodt
man kunde spørge, hvorfor Solen og Maa-
nen ikke er firkantede. — Hvilket dumt Spørgs-
maal, — enhver kan jo se, at de er runde!
Det forlyder, at vore
Mønter vil blive forandrede
saaledes, at man ombytter
den afdøde Konges Billed
med den nuværendes. Men
naar der alligevel skal laves
nye Stempler, hvad var saa
rimeligere, end at man ikke nøjedes med
blot en lille Forandring, men foretog en hel
Omformning, en virkelig Fornyelse af det
gamle System. Jeg venter ikke, at man skal
benytte nogen af de Udkast, som jeg har
tegnet op, men jeg mener, at Karakteren
af Nydannelsen nærmest maatte blive som
her antydet. Baade praktiske og morsomme
Mønter vilde komme ud deraf.
Thi om end Møntens Præg som
praktisk Omsætningsmiddel nød-
vendigvis maa fastholdes, — lige
saa vel som en Stol først og frem-
mest skal være til at sidde paa —
saa maa dens Skønhedsvirkning
dog ikke underkendes.
Denne lille prægede Metalbarre, som glider
saa stille fra Mand til Mand, og som allige-
vel behersker Verden, den burde overalt
bringe Bud om, at Staten har et vaagent
Øje for, at endog det mindste Pengestykke
i sig selv kan bidrage til at sprede Skøn-
hed ud over Landet.
Dagligt, mange Gange endog, tager vi
dem i Haanden, — en sidder maa-
ske i Tanker og drejer saadan en
lille Mønt mellem Fingrene æng-
stelig for at slippe den, en anden
vasker omhyggelig Smudset af dem,
for at de ikke skal virke smittebringende; en
ældre Dame samler paa de nye og blanke
for ved sit ugentlige Whistparti at imponere
Selskabet dermed, eller en gammel Onkel
lægger en blank Tyvekrone i en flunkende
ny Portemonnaie, som Julegave til en kær
Niece; for ikke at tale om de mange Bank-
mænd, hvis Hænder er ligesom en Flodseng
for den rivende Pengestrøm; — i utallige
321
Nye Mønter
Tilfælde er vort Øje nødsaget til at hvile
paa disse Mønter, og deres Tegning præger
sig uudsletteligt i vor Hjerne. Der er der-
for al god Grund til at gøre dem saa kønne
og ejendommelige som muligt.
Og naar saadan en lille beskeden Mønt
vover sig ud i den store Verdens Hvirvel,
da skulde den ogsaa der bringe Bud om
den Smag og praktiske Sans, som præger
den dejlige Have ved det sølvblaa Vesterhav.
'fy^yÆ+U.
ifø^
322
FORHOLDSTALSVALG TIL FOLKETINGET
Af H. Waage.
I.
Under den Diskussion om Indførelsen af
Forholdstalsvalg til Folketinget, der er
ført i de senere Aar, har Tilhængerne af
Forholdstalsvalgmaaden, som naturligt er, først
og fremmest henvist til det retfærdige Krav
om, at de forskellige politiske Partier bliver
repræsenterede i Folketinget i Forhold til
deres Vælgerstyrke. Folketingsvalget d. 29.
talsvalg, men det vilde være en Fejltagelse
at tro, at det ved Spørgsmaalet om For-
holdstalsvalgmaadens Indførelse alene drejer
sig om at tilvejebringe, hvad man kunde
kalde „matematisk Retfærdighed". Dette
kan til Nød siges, naar der kun findes 2
Partier, og Partidelingen sker paa et enkelt
bestemt Hovedspørgsmaal saaledes som Til-
fældet var i Kampen mellem Højre * og Ven-
Maj 1906 er kun egnet til at skærpe dette stre under det Estrupske Styre. Saalænge
Krav, thi der har ikke ved noget tidligere
Valg staaet saa mange politiske Partier over-
for hverandre, og en Undersøgelse af Stemme-
tallene viser et udpræget Misforhold mellem
de forskellige Partiers Vælgerstyrke og Tal-
lene paa de Mandater, som Partierne op-
naaede. Ganske vist maa man udvise en
vis Varsomhed med at drage Slutninger fra
Tallene paa de Stemmer, som de forskellige
Partier mønstrede ved Valget, eftersom man
selvfølgelig ikke har Lov til at se bort fra
de Vælgere, der ikke stemte, og man heller
ikke kan gaa ud fra, at Stemmerne vilde
være faldne nøjagtig paa samme Maade,
hvis vi havde haft Forholdstalsvalg. Men
det angivne Misforhold, der særlig karakteri-
seres ved, at Reformpartiet og det moderate
Venstre tilsammen opnaaede over Halvdelen
af Mandaterne, skønt de kun mønstrede lidt
over en Tredjedel af de afgivne Stemmer,
er dog saa stort, at man rolig kan paastaa,
at de nævnte to Partier ikke vilde have
faaet Flertal i Folketinget, saafremt vi havde
haft Forholdstalsvalg.
Den nuværende Valgmaade til Folketinget
medfører imidlertid ikke blot, at Tallet paa
Partiernes Repræsentanter i Tinget jævnlig
vil staa i et absolut Misforhold til deres
Vælgerstyrke, saaledes som Tilfældet er nu
for Tiden. Det er selvfølgelig dette Mis-
forhold, der først og fremmest vækker Op-
mærksomhed og afføder Krav om Forholds-
323
denne Kamp stod paa, var der kun ringe
praktisk Trang til Forholdstalsvalg, thi det
var utvivlsomt, at Folketingets Flertal var
et Udtryk for Vælgernes Flertal, og Højre-
partiet kunde vel med Føje beklage sig over,
at det havde for faa Folketingsmænd i For-
hold til sin Vælgerstyrke, men den politiske
Kamp, som den Gang førtes, vilde sikkert
ikke have faaet et andet Udfald, selv om
Mandaterne havde været fordelte mellem de
2 Partier med „matematisk Retfærdighed".
Helt anderledes stiller Sagen sig derimod,
naar Vælgerkorpset er splittet i 3 eller flere
Partier. Under saadanne Forhold bliver Ind-
førelsen af Forholdstalsvalg til Folketinget
en praktisk Nødvendighed, hvis det politiske
Liv skal bevare sin Sundhed. Bevarelsen af
den gældende Valgmaade fører nemlig ikke
blot til den Forfalskning af det parlamentariske
System, der ved en stor Splittelse af Stem-
merne nødvendigvis maa indtræde, naar de
forskellige Partier ikke bliver repræsenterede
i Forhold til deres Vælgerstyrke, og et
Mindretal af Vælgere bliver i Stand til at
besætte Flertallet af Pladserne i Folketinget.
Thi naar Udfaldet af Valgene i en Mængde
af Kredsene kommer til at afhænge af et rent
Lykketræf, vil der indtræde en almindelig
Usikkerhed i de politiske Forhold, der har
vidtrækkende Virkninger.
Den mest skæbnesvangre Virkning af den
nugældende Valgmaade, naar Vælgerne er
_ 22
Forholdstalsvalg til Folketinget
splittede i mange Grupper, er Folketings-
mandaternes store Usikkerhed, et Forhold,
der mere end noget andet sætter sit Præg
paa den nuværende politiske Situation. Der
findes vel en Del Kredse, der er sikre for
Reformpartiet, et mindre Antal Kredse, der
er sikre for det socialdemokratiske Parti,
og ganske enkelte, der er sikre for Højre-
partiet og det moderate Venstre. Men det
overvejende Antal af Kredsene hører til de
usikre, eftersom der i disse Kredse findes
talstærke Grupper af Vælgere, tilhørende
flere forskellige Partier. En Folketings-
kandidat, der opstilles i en saadan Kreds,
og som overhovedet kan gøre sig Haab om
at blive valgt, kommer let i en meget vanske-
lig Stilling. Thi naar det er absolut uvist,
om hans Valg kan gennemføres alene ved
hans egne Partifællers Stemmer, vil han
uundgaaelig fristes til paa flere Punkter at
dække over Modsætningen mellem hans eget
Partis og andre Partiers Opfattelse af de
foreliggende Spørgsmaal for om muligt at
drage Vælgere til sig, der egentlig ikke
sympatiserer med ham, men dog kan an-
tages paa Valgdagen at ville stemme paa
ham efter Reglen om, at man af to Onder
vælger det mindste. Der er selvfølgelig
Grænser for, hvor langt en hæderlig Mand
kan gaa i den Retning, men under saadanne
Forhold vil det ikke kunne undgaas, at de
klare Standpunkter udviskes, saa at det i
mange Tilfælde er vanskeligt at øjne nogen
synderlig saglig Forskel paa de forskellige
Partiers Kandidater. Kandidaternes Udtalel-
ser bliver under disse Omstændigheder ofte
ubestemte og selvmodsigende, og i samme
Grad som den saglige Forskel mellem Kan-
didaterne udviskes, udarter den politiske
Diskussion til personlige Kævlerier og ende-
løse Debatter om de ligegyldigste Smaating.
Det vilde være en let Sag fra Forhand-
lingerne i forrige Rigsdagssamling eller under
Valgkampagnen i Foraaret 1906 at frem-
drage en Mængde Eksempler, der viser, at
Folketingsmandaternes store Usikkerhed under
den bestaaende Valgmaade i altfor mange
Tilfælde hindrer Folketingsmændene i at ind-
tage klare og vel begrundede Standpunkter-
Her skal kun nævnes nogle enkelte Eksemp-
ler, hentede fra Debatten om de store Hoved-
spørgsmaal.
Som bekendt blev Forsvarsspørgsmaalet i
Aaret 1902 henvist til Undersøgelse af en
Kommission, der ikke blev bundet til noget
bestemt Program, men stillet fuldstændig
frit. Det var den daværende Regerings og
Reformpartiets Forudsætning ved Kommis-
sionens Nedsættelse, at det foreløbig skulde
være et aabent Spørgsmaal, om en ny For-
svarsordning vil medføre Stigning eller Ned-
gang i Militærudgifterne, og om Københavns
Befæstning skal danne Grundlaget for For-
svaret eller ikke, idet den hele Sag først
skulde afgøres, naar Kommissionen havde
afgivet sin Betænkning. De fleste af Re-
formpartiets Folketingsmænd og Valgkandi-
dater har sikkert ogsaa uden Hensyn til
deres personlige Meninger og Ønsker ærlig
vedkendt sig det Standpunkt, at Forsvars-
sagens Ordning foreløbig er et aabent
Spørgsmaal, men lejlighedsvis har man dog
set Kandidater af Reformpartiet afgive bin-
dende Erklæringer om, at de uden Hensyn
til Kommissionens Betænkning og det even-
tuelle Regeringsforslag vilde kræve Militær-
udgifterne betydelig nedsatte og Fæstningen
sløjfet. I Stedet for at indtage det logisk
uangribelige Standpunkt, at man ikke godt
kan gaa med til at nedsætte en Kommission
og dog paa Forhaand erklære, at man ikke
vil tage det ringeste Hensyn til Kommis-
sionens Overvejelser, har disse Kandidater
under Trykket af den radikale og social-
demokratiske Agitation og i Haabet om at
drage nogle vaklende Vælgere til sig rent
ud svigtet det Partis Program, i hvis Tje-
neste de har stillet sig. Men de har den
Undskyldning, at deres Valg vilde være
saare tvivlsomt, hvis de nøje fulgte Partiets
-— 324 =
Forholdstalsvalg til Folketinget
Program, og at Partiet dog maaske til
syvende og sidst nødigst saa dem falde
igennem ved Valget og derfor vilde tilgive
dem Programbrudet, naar de blot kunde op-
naa Valg. At et saadant Forhold imidlertid
har en demoraliserende Virkning, vil umulig
kunne benægtes.
Det radikale Venstres Forhold til den i
sidste Rigsdagssamling vedtagne Lov om
Oprettelse af en Statshypotekbank frembyder
et ligesaa slaaende Eksempel paa, hvorledes
den nuværende Valgmaade hindrer Folke-
tingsmændene i med Fasthed og Klarhed at
arbeide for Gennemførelsen af det Partis
Program, som de tilhører. Formaalet med
Oprettelsen af Statshypotekbanken er som
bekendt ved Optagelsen af Laan i Udlandet
at skaffe Grundejerne billigere Prioritetslaan,
end der ellers vilde kunne opnaas. Den
lavere Prioritetsrente medfører atter en Stig-
ning af Jordens Værdi, hvad der efter en i
Grundejerkredse udbredt, men iøvrigt mil-
dest talt ejendommelig Anskuelse anses for
en Forøgelse af Nationalformuen. Da det
radikale Venstres Program imidlertid kræver
en lettere Adgang for jordløse Landarbejdere
til at blive selvstændige Husmænd, hvilket
lettest vil naas, naar Jorden bliver saa billig
som mulig, maatte man vente, at Partiets
Folketingsmænd vilde bekæmpe en Lov, der
tilsigter ved kunstige Foranstaltninger at
gøre Jorden dyrere. Herom var der imidler-
tid ikke Tale. Det radikale Venstres Folke-
tingsmænd reiste ingen principiel Modstand
mod Statshypotekbanken og den eneste Und-
skyldning, der kan anføres for deres Hold-
ning i denne Sag, er deres Mandaters Usikker-
hed. De kunde ikke bekæmpe Statshypotek-
banken, fordi de derved udsatte sig for at
miste Agrarstemmer, som de daarlig kunde
undvære paa Valgdagen, saa meget mindre
som de i denne Sag ikke kunde faa Støtte
fra Socialdemokratiet, der ikke nærer nogen
synderlig Interesse for at skaffe de jordløse
Landarbejdere billigere Jord og derfor heller
ikke vilde modsætte sig Statshypotekbanken
Uagtet Spørgsmaalet om at skaffe Land-
arbejderne en lettere Adgang til Jorden har
været stærkt fremme i de senere Aar, og
Spørgsmaalet omfattes med megen Interesse I
vide Kredse blandt Landbefolkningen, kan
der dog ikke for Tiden vælges nogen Folke-
tingsmand, der med Kraft og Konsekvens
vil søge dette Spørgsmaal løst i demokratisk
Aand. Der kan vistnok ikke i dette Øjeblik
fremskaffes noget bedre Vidnesbyrd om, hvor
udemokratisk den nuværende Valgmaade til
Folketinget i Virkeligheden er.
Kuriøst nok frembyder selve Spørgsmaalet
om Indførelsen af Forholdstalsvalg til Folke-
tinget et lignende Eksempel paa, hvorledes
Mandaternes Usikkerhed i mange Tilfælde
tvinger Folketingsmændene til at indtage en
vaklende og selvmodsigende Holdning. Som
bekendt er Højrepartiet det eneste Parti, der
hidtil har optaget Forholdstals valgmaadens
Indførelse ved Folketingsvalgene paa sit Pro-
gram, og alle Venner af denne Reform bør
selvfølgelig uden Hensyn til deres politiske
Standpunkt iøvrigt yde Partiet Anerkendelse
herfor. Der kan heller ikke være nogen
Tvivl om, at Partiet gennem sit Arbejde for
denne Sag vil kunne vinde en Del Stemmer
fra Vælgere, der i andre Henseender staar
Højrepartiet fjærnt, men under den nu-
værende Valgmaade ikke kan komme til at
stemme paa de Kandidater, de helst vilde,
og altsaa mere end andre Vælgere er prak-
tisk interesserede i Indførelsen af Forholds-
talsvalg. Men Betingelsen for, at Højrepartiet
kan kræve Anerkendelse for sit Standpunkt
i denne Sag, er selvfølgelig, at Partiet vil
gøre et kraftigt Arbejde herfor og at det
ikke ved en selvmodsigende Holdning vækker
Tvivl om, at Arbejdet er alvorlig ment. En
saadan Tvivl kan ikke anses for helt ube-
rettiget, thi der findes i Højres Program,
saaledes som dette er udtrykt i et af Højres
Repræsentantskab i Foraaret 1905 udstedt
Manifest, en Udtalelse, der lyder saaledes:
rv- -= 325 - -
22*
Forholdstalsvalg til Folketinget -
„Saalænge vi imidlertid have Enkeltmands-
kredse, bør den i Grundlovens § 32 liggende
Fordring, at der omtrent skal være en Folke-
tingsmand for et lige stort Antal Mennesker,
ske Fyldest. u Denne Udtalelse er ikke
videre klar, men den kan dog ikke forstaas
anderledes, end at Partiet eventuelt vil ar-
bejde for en bogstavelig Opfyldelse af Grund-
lovens § 32. Dette er urimeligt og selv-
modsigende. Partiet kan umulig arbejde for
Forholdstalsvalg og dog samtidig erklære
eventuelt at ville gaa med til en bogstavelig
Opfyldelse af Grundlovens § 32. Thi naar
Partiet er klar over, at en virkelig Valgret
til Folketinget kun kan opnaas ved Ind-
førelsen af Forholdstalsvalg, og at det nu-
værende System med Enkeltmandskredse er
ganske uskikket til sit Øjemed, er det ulo-
gisk at ville gaa med til at oprette flere
Enkeltmandskredse end vi nu har. Jo flere
Valgkredse vi faar, des mindre Valgret, og
en bogstavelig Opfyldelse af Grundlovens
§ 32 vilde altsaa kun forværre den bestaaende
Tilstand. Højrepartiet vilde derfor have
staaet bedre og klarere i denne Sag, hvis
Partiet rent ud havde erklæret, at det ikke
vilde gaa med til nogen Forandring i det
bestaaende, medmindre vi fik Forholdstals-
valg, men Partiet har den Undskyldning, at
næsten alle dets Folketingsmandater er saa
usikre, at det under Valgkampen med Social-
demokratiet, der stempler enhver Tilhænger
af Forholdstalsvalg til Folketinget som en
Fjende af den almindelige Valgret, let vilde
risikere at komme til kort, naar det stillede
sig absolut afvisende overfor enhver Tanke
om en bogstavelig Gennemførelse af Grund-
lovens § 32.
Det anførte er tilstrækkeligt til at vise,
hvor vanskeligt det er at stille sig som
Folketingskandidat paa faste og klare Stand-
punkter. Og denne Vanskelighed rammer
ikke blot de Kandidater, der stiller sig i de
usikre Kredse, thi ogsaa den, der stiller sig
i en sikker Kreds, vil af Hensyn til de
Partifæller, der maa kæmpe i de usikre
Kredse, ofte være nødt til at udvise en vis
Tilbageholdenhed i sine Udtalelser. Heraf
kommer den ubestemte og sfinxagtige Karak-
ter, der præger saa mange Politikeres Op-
træden og det er under disse Omstændig-
heder ikke forunderligt, at en Kandidat, der
besidder et selvstændigt Syn og en udpræget
Personlighed, er et forholdsvis sjældent Syn
paa en Valgtribune. Den, der sammenligner
det nuværende Folketing med Folketinget
som det var for 15 å 20 Aar siden, vil
ikke være længe om at konstatere en be-
tænkelig Nedgang i Tingmændenes Kvalitet.
Folketingets Medlemmer er uden Tvivl gen-
uemgaaende hæderlige og velmenende Mænd,
og det vilde være uretfærdigt at frakende
Flertallet af dem en vis Dygtighed, men af
Folk med Talent og videre Syn findes der
kun faa. Og der er ingen Tegn til, at den
Sænkning af Niveauet, der er foregaaet i den
sidste halve Menneskealder, vil ophøre, saa-
længe vi beholder den nuværende Valgmaade.
Efterhaanden som de ældre kendte Politikere
er faldne fra, er de gennemgaaende blevet
afløste af mindre betydelige Mænd, og denne
Bevægelse vil sikkert blive fortsat, saa at vi,
om der ikke i Tide sker en Ændring i Valg-
maaden, inden ret lang Tid naar til det
Punkt, hvor „Manden fra Kredsen" er om-
trent eneraadende i Tinget. Det er en
karakteristisk Egenskab ved det stejste Folke-
tingsvalg, at skønt der var opstillet flere
Kandidater end ved noget tidligere Valg,
har der næppe nogensinde været opstillet saa
faa virkelig fremragende Kandidater som ved
dette Valg.
Den nuværende Valgmaade, der bevirker,
at saa mange betydelige Mænd med politisk
Interesse og Indsigt ikke vil tage aktiv Del
i Politik, fordi de ikke vil indlade sig paa
at indtage en vaklende og ubestemt Hold-
ning, er ikke mindre ubehagelig for Vælgerne
end for Kandidaterne. I denne Forbindelse
tænker jeg ikke blot paa det store Spild
— = - 326 --
Forholdstalsvalg til Folketinget
af Stemmer, men paa den pinlige Stilling,
hvori mangen en Vælger kommer, fordi han
ikke kan faa Lov til at stemme paa en
Kandidat af sit eget Parti. De Vælgere,
hvem denne Skæbne er overgaaet ved sidste
Valg, maa sikkert tælles i mange Tusinder,
og naar man nøjagtig skulde opgøre, hvor
mange Vælgere der har haft virkelig Til-
fredsstillelse af deres Valgret til Folketinget
d. 29. Maj 1906, maatte man undersøge
ikke alene, hvor mange der har faaet den
Kandidat valgt, de har stemt paa, men til-
lige, hvor mange af disse der har kunnet
udøve deres Valgret i Overensstemmelse med
deres Overbevisning. Denne sidste Under-
søgelse lader sig jo imidlertid efter Sagens
Natur ikke anstille, men kunde man fra de
sejrende Kandidaters Stemmer trække alle de
Stemmer, der er faldne paa dem fra andre
Vælgere end deres egne Meningsfæller, vilde
det sandsynligvis vise sig, at kun */4 å */s af
det hele Vælgerkorps har haft Tilfredsstillelse
af Valgretten. For de andre har Valgretten
kun været et Valg mellem at sidde hjemme,
at spilde Stemmen eller at stemme paa den
Kandidat, der under de tilfældig givne For-
hold maatte anses som det mindste Onde.
Saa er der endelig den Form for Agita-
tion, som den nuværende Valgmaade uund-
gaaelig medfører. Al politisk Virksomhed
kræver selvfølgelig Agitation, forsaavidt som
man herved forstaar , et Arbejde for Ud-
bredelse af Idéer. Men den Agitation, der
plejer at gaa forud for vore Folketingsvalg,
særlig ogsaa den Agitation, der blev ud-
foldet ved Valget 1906, har gennemgaaende
intet at gøre med Udbredelse af Idéer. Dis-
kussionen angaar som oftest Smaating, Strid
om, hvad den og den Politiker har sagt ved
den og den Lejlighed, og lignende Sager,
der som Regel har tabt al Interesse, naar
først Valget er forbi. Og Diskussionen an-
tager i altfor mange Tilfælde en bitter og
personlig Karakter, netop fordi den drejer
sig om Bagateller, thi en Debat om Smaa-
ting kan nu en Gang ikke paaregne Inter-
esse, medmindre den krydres med Stiklerier
af personlig Art, Mistænkeliggørelse og lign.
Og jo usikrere Valgets Udfald er, des større
bliver Fristelsen til at bruge tarvelige Midler
i Agitationen. Der er præsteret ret artige
Ting i den Retning under den sidste Valg-
kampagne, men det nytter ikke at rette sin
Anklage mod nogen, thi vil man være ret-
færdig, maa man indrømme, at det med den
nuværende Valgmaade vilde være en næsten
overmenneskelig Fordring at kræve, at Kandi-
daterne og Agitatorerne skulde undlade at
bruge grove Midler. Thi naar Valgmaaden
er indrettet saaledes, at en stor Del, maaske
den største Del af Vælgerne ikke kan faa
deres Stemmer tagne i Betragtning paa Valg-
dagen, kommer Valgkampen nødvendigvis
til at ligne den Panik, der opstaar ved et
Skibbrud, naar man véd, at Skibets Baade
ikke kan rumme alle Skibsfolkene. En
Valgkamp kan nu heldigvis føres med lempe-
ligere Midler end den Kamp for Livet, der
opstaar ved et saadant Skibbrud, men det
maa ikke desmindre betegnes som et politisk
Barbari at opretholde en Valgmaade, hvor
Anvendelsen af Kneb og humbugsagtige
Midler med Nødvendighed maa florere i den
Grad som nu, naar man ved Indførelsen af
Forholdstalsvalg kan omgive Valgdagen med
en stille Højtidelighed og gøre Deltagelsen i
Valget til en fredelig Borgergerning. Og
naar man samtidig indfører Kommuneafstem-
ning og aabner Adgang til Stemmegivning
i 2 Dage, deriblandt en Søndag Eftermiddag,
vil man opnaa at kalde langt flere Vælgere
til Stemmebordene, end den mest paagaaende
Agitation under den nuværende Valgmaade
er i Stand til.
II
Skønt Spørgsmaalet om Indførelsen af For-
holdstalsvalg til Folketinget for Dagpressens
Vedkommende næsten udelukkende behandles
i Højrebladene, idet Venstrebladene og den
socialdemokratiske Presse afviser Spørgsmaalet
.-_ _■= 327 t
-— =--= Forholdstalsvalg til Folketinget
med den velkendte Paastand "), at Indførelsen
af Forholdstalsvalg til Folketinget vilde være
en udemokratisk Foranstaltning, naar man
ikke samtidig afskaffede den privilegerede
Valgret til Landstinget, er det hævet over al
Tvivl, at der blandt de menige Vælgere saa-
vel i Venstres som i Socialdemokratiets Ræk-
ker findes mange Tilhængere af Reformen.
At Valgret til en lovgivende Forsamling for-
nuftigvis ikke kan bestaa i den blotte Ret
til at blive opført paa en Valgliste, men maa
omfatte Kravet om at faa sin Stemme taget
i Betragtning paa Valgdagen, forsaavidt dette
overhovedet er muligt, er en Sandhed saa
simpel og selvindlysende, at den kan fattes af
enhver, der gider tænke en lille Smule over
Sagen. Og det vil, som Forholdene nu fore-
ligger her i Danmark, heller ikke være van-
skeligt at gøre Folk begribeligt, at Forholds-
talsvalgmaadens Hovedbetydning ikke, som
det sædvanlig paastaas, bestaar deri, at den
sikrer Mindretallene en Repræsentation, men
at Forholdstals valgmaaden er nødvendig først
og fremmest for at hindre, at Vælgernes
Flertal prisgives et Mindretals Herredømme.
Hvis man vilde rejse en særlig Bevægelse for
denne Sag gennem Dannelsen af en Forening,
Udbredelsen af Agitationsskrifter og lign.,
vilde man uden Tvivl i Løbet af kort Tid
kunne paaregne betydelig Tilslutning hos
Vælgerne. Men det følger af sig selv, at
Vejen fremad vilde blive baade lang og trang,
saafremt man var henvist til at gribe Sagen
an alene paa denne Maade. Det ligger derfor
nærmere at prøve paa, om man ikke kan
faa de politiske Partier, som for Tiden er
Modstandere af Reformen, til at forandre
Standpunkt. Der er ganske vist mange
iblandt os, der anser et saadant Forehavende
Denne Paastand, der beroer paa en Begrebs-
forvirring, som vistnok bunder i den populære
Misforstaaelse af Forholdstalsvalgmaaden som en
„ Mindretal s valgmaade" er udferlig imedegaaet i
mine Artikler i Dansk Tidsskrifts Novemberhæfte
1905 og Januarhæfte 1906.
for haabløst, og det skat villig indrømmes, at
vore Politikere gennemgaaende kun er lidet
tilgængelige for nye Synspunkter, og det
Mindretal iblandt dem, der kunde føle Trang
til at lægge en noget større Selvstændighed
for Dagen, vil som Følge af Partitrykket ofte
være nødt til at lægge Baand paa denne
Trang. Men man har dog før set Exempler
paa, at de reale Forholds Tryk blev saa
stærkt, at politiske Partier er blevet nødt til
at gaa imod deres tidligere Standpunkt, og
det kunde jo være, at der for det her be-
handlede Spørgsmaals Vedkommende foreligger
en saadan Situation.
Skønt det nuværende Folketing er stærkt
splittet i Grupper, findes der dog kun 3 Par-
tier, som man behøver at regne med. Det
er for det første Reformpartiet og det mode-
rate Venstre, som til Trods for den bestaa-
ende formelle Adskillelse maa regnes for ét
Parti, dernæst Socialdemokratiet og endelig
Højrepartiet. Til det radikale Venstre behøver
man derimod ikke at tage noget Hensyn, da
dette Parti kun raader over et ganske lille
Vælgerkorps og paa alle Punkter er afhængig
af Socialdemokratiet. Saalænge Socialdemo-
kratiet fastholder sin Modstand mod Indførel-
sen af Forholdstalsvalg til Folketinget, er det
radikale Venstre, der næppe ejer en eneste
sikker Kreds, derfor nødt til at gøre det
samme, saa ubehageligt dette end er for den
Kreds af radikale Vælgere, der er forstandige
nok til at indse, at Forholdstalsvalgmaadens
Indførelse er den eneste Vej til at skaffe
Partiet fast Grund under Fødderne.
At prøve paa at omvende Socialdemokra-
tiet til Forholdstalsvalgmaaden maa nu sikkert
anses for haabløst. Partiet er saa beruset af
sin store Sejr d. 29 Maj 1906, at Lederne
nu begynder at haabe paa, at der, naar Alli-
ancen med det radikale Venstre opretholdes,
næste Gang kan skaffes et radikalt-socialistisk
Flertal i Folketinget. Meget sandsynligt er
dette ganske vist ikke, men Muligheden er
til Stede, og det generer ikke disse Forkæm-
328
Forholdstalsvalg til Folketinget
pere for Folkesuveræniteten, at denne Mulig-
hed i al Fald kun kan tænkes virkeliggjort
derved, at et Mindretal af Folketingsvælgerne
som Følge af den nuværende Valgmaades
Tilfældigheder besætter Flertallet af Pladserne
i Tinget. De radikale og socialistiske Sang-
vinikere, der haaber paa et Flertal i Folke-
tinget i næste Omgang, synes heller ikke at
have Øje for, at et radikalt- socialistisk Mini-
sterium, der skulde regere med et saadant
Flertal, men ikke kunde paaregne nogen
nævneværdig Støtte i Landstinget, ikke vilde
kunne udrette nogetsomhelst og derfor hurtig
vilde komme i en latterlig Situation. Til-
hængerne af Forholdstalsvalg til Folketinget
behøver iøvrigt ingenlunde at ængstes for den
Mulighed, at et Mindretal af radikale og so-
cialdemokratiske Vælgere opnaaede Flertal i
Folketinget, eftersom denne Muligheds Virke-
liggørelse antagelig vilde være en sikker Vej
til at faa Forholdstalsvalgmaaden indført.
Thi Reformpartiets og det moderate Venstres
Vælgere vilde dog under en saadan Situation
næppe være saa enfoldige at fastholde den
nu gængse Paastand om, at Forholdstalsvalg
til Folketinget ikke kan indføres, medmindre
den privilegerede Valgret til Landstinget af-
skaffes, og der vilde saa uden Tvivl komme
en Valgalliance i Stand mellem alle de Væl-
gere, som ikke tilhører det radikale Venstre
eller Socialdemokratiet, med det Formaal at
skaffe Forholdstalsvalgmaaden indført.
Medens Socialdemokratiet altsaa for Tiden
maa anses for utilgængeligt for Bestræbelser
for at skaffe Forholdstalsvalgmaaden indført
ved Folketingsvalgene, stiller Sagen sig vist-
nok noget anderledes med Venstrereformpar-
tiet og det moderate Venstre. Ganske vist
har disse Partier hidtil været afgjorte Mod-
standere af Forholdstalsvalg, og da det kan
vides, at Tallet paa Partiernes Mandater i
Tinget vilde blive reduceret betydelig, hvis
Forholdstalsvalg indførtes, kunde det synes
som Partierne vilde begaa politisk Selvmord
ved at stemme for Forholdstalsvalgmaadens
Indførelse. Sagen er imidlertid ikke afgjort
ved en simpel Henvisning til, at Partierne
ved Indførelsen af Forholdstalsvalg vilde
miste en Del Pladser i Tinget. Thi hvis
Forholdet er det, at de to Partier til Trods
for deres Flertal i Folketinget ikke er i Stand
til at gennemføre de Sager af politisk Betyd-
ning, der staar paa deres Program, og hvis
denne svigtende Evne netop hidrører fra, at
en Mængde af de Mandater, som Partierne
sidder inde med, paa Grund af den nuvæ-
rende Valgmaades Tilfældigheder er overor-
dentlig usikre, vil Partierne snarere begaa po-
litisk Selvmord ved at holde paa den be-
staaende Valgmaade. For et politisk Parti
gives der intet mere ødelæggende end Besid-
delsen af Magtens Attributer uden virkelig
Magt. Højrepartiets Skæbne er i denne Hen-
seende et talende Exempel.
Reformpartiet og det moderate Venstre
raader tilsammen over 65 af 1 14 Folketings-
mandater. Men naar man undersøger Tallene
fra sidste Folketingsvalg, vil man se, at ad-
skillige af disse Mandater kun er vundne
med en temmelig kneben Majoritet, og at
selv en ringe Forskydning i Stemmetallene
ved næste Valg vil kunne bringe de to Par-
tier i Mindretal i Tinget. Under disse Om-
stændigheder tr den Majoritet, som den nu-
værende Regering kan støtte sig til, kun af
ringe Værdi. Naar Regeringen f. Ex. skal
forhandle med Landstingets konservative Grup-
per om den kommunale Valgrets Udvidelse,
vil den ikke være i Besiddelse af synderlig
Myndighed, idet den i høj Grad er udsat for,
at de af dens Tilhængere i Folketinget, hvis
Mandater er stærkt truede fra radikal eller
socialistisk Side, ikke tør følge den i de af-
gørende Øjeblikke. Og vel er det ret sand-
synligt, at Landstingets konservative Grupper
af Frygt for, at det radikale Venstre og So-
cialdemokrattet ellers skal faa Vind i Sejlene,
vil være tilbøjelige til at vise stor Imøde-
kommenhed, men Betingelsen for en saadan
Imødekommenhed synes dog at maatte være,
=■== 329 = — =
Forholdstalsvalg til Folketinget
at der saa ogsaa opnaas en vis Sikkerhed
for, at den nuværende Regering kan beholde
sit Flertal i Folketinget. Da denne Sikkerhed
ikke kan gives, men der tvertimod er en ikke
ringe Mulighed for, ,at det nuværende Rege-
ringsflertal ' i alle Tilfælde vil gaa tabt ved
næste Valg, har Landstingets konservative
Grupper ikke megen Opfordring til at vise
den Imødekommenhed, som udkræves, for at
Lovforslaget kan blive gennemført i en Skik-
kelse, der er antagelig for Regeringen. Og
som det gaar med Lovforslaget om den kom-
munale Valgrets Udvidelse, vil det gaa med
andre af Regeringens „Mærkesager". Naar
Regeringens Flertal i Folketinget paa Grund
af mange Mandaters Usikkerhed hænger i en
Traad, kan Regeringen hverken hævde sit
Standpunkt overfor Landstinget med fornødent
Eftertryk eller uden Risiko vise den Imøde-
kommenhed overfor Landstingets Flertal, som
det bestaaende Tokammersystem nu en Gang
nødvendiggør.
Det skal villig indrømmes, at Reform-
partiet og det moderate Venstre ikke har
nogen let Stilling. I visse Spørgsmaal maa
Partierne gøre Front mod Højre, i andre
mod det radikale Venstre og Socialdemokra-
tiet. En saadan Stilling vilde kun kunne
opretholdes i Længden, hvis enten Partiernes
nuværende Folketingsflertal hvilede paa et
absolut Flertal af Vælgere, eller Partierne,
skønt kun repræsenterende et mindre Antal
Vælgere, raadede over tilnærmelsesvis sikre
Folketingsmandater. Da ingen af Delene er
Tilfældet, vil Partierne ved desuagtet at be-
holde Regeringsmagten i Hænde meget let
risikere at svække deres fremtidige politiske
Stilling og at vanskeliggøre Gennemførelsen
af de Sager, der staar paa deres Program.
Naar Partierne trænges baade fra Højre og
Socialdemokratiet, vil det blive vanskeligt at
holde en retlinet Kurs efter Venstres gamle
Grundsætninger, og den Upopularitet, som et
regerende Parti let er udsat for, vil gøre det van-
skeligt for Partierne at hverve nye Tilhængere.
Under disse Omstændigheder vilde Re-
formpartiet og det moderate Venstre handle
klogt ved at opgive deres Modstand mod
Indførelsen af Forholdstalsvalg til Folketinget.
Intet af de for Tiden existerende Partier har
saa stor Interesse i Forholdstalsvalgmaadens
Indførelse som Reformpartiet og det moderate
Venstre, thi disse Partier vil tabe mest, hvis
den bestaaende Valgmaade opretholdes. Det
er nemlig ikke vanskeligt at forudse, hvor-
ledes det i saa Tilfælde vil gaa. Efterhaa ri-
den som Socialdemokratiet trænger frem og
gør en Mængde af de Kredse usikre, som
Reformpartiet og det moderate Venstre for
Tiden sidder inde med, vil disse Partier i
stigende Grad behøve Støtte fra Højre for at
holde Stillingen. Og denne Støtte fra Højres
Side vil blive ydet, uden at der hertil be-
høves nogen Valgalliance, thi naar Højre-
vælgerne er afskaarne fra selv at sætte en
Kandidat igennem i en Kreds, vil de, hvor
Valget staar mellem en Kandidat af Reform-
partiet eller det moderate Venstre og en so-
cialdemokratisk Kandidat, selvfølgelig kaste
deres Stemmer paa den førstnævnte Kandidat
som det mindste Onde. Allerede nu rummer
Reformpartiet flere Folketingsmænd, der kun
har kunnet opnaa Valg ved Hjælp af Højre-
stemmer, og disses Tal vil sikkert stige ved
de kommende Valg. Men det er indlysende,
at naar en stor Del af Reformpartiets Folke-
tingsmandater delvis hviler, paa Stemmer fra
Højre eller Frikonservative, vil Partiet efter-
haanden undergaa en Forvandling, nærmest
i frikonservativ Retning, og Partiet, der alle-
rede nu har noget vanskeligt ved at finde
sig til Rette med forskellige folkelige Rørelser
af nyere Dato, vil efterhaanden i stigende
Grad miste Tilgang fra de Befolkningslag,
der hidtil har afgivet Rekruter til Venstres
Hær. Naar denne Udvikling har vedvaret i
nogen Tid, vil den saakaldte „konservative
Samlingspolitik" komme ganske af sig selv,
og det behøver ingen nærmere Paavisning,
hvor stor en Afstand der er mellem en saa-
330 =
- Forholdstalsvalg til Folketinget =
dan Politik og det gamle Venstres Politik.
Derimod vilde Indførelsen af Forholdstalsvalg
til Folketinget skaffe Reformpartiet et selv-
stændigt Vælgerkorps uafhængig saavel af
Højre som af Socialdemokratiet, og med dette
Vælgerkorps bag sig vil Partiets Folketings-
mænd kunne drive en selvstændig folkelig
Politik i Pagt med Fremskridtet. Selvfølgelig
vil Socialdemokratiet ogsaa under Forholds -
talsvalgmaadens Herredømme erobre Vælgere
fra Reformpartiet, men dog i betydelig min-
dre Grad end under den nuværende Valg-
maade, thi i samme Grad som Reformpartiet
tvinges over i konservativ Retning, vil Social-
demokratiet faa Lejlighed til at fremstille sig
som det eneste politiske Parti, der fører en
virkelig demokratisk Politik.
Det er en udbredt Tro blandt Venstre-
mænd, at det for Tiden kun er Højrepartiet,
der har Interesse af at faa Forholdstalsvalg-
maaden indført ved Folketingsvalgene, men
denne Tro hviler paa et Fejlsyn. For det radi-
kale Venstre er Forholdstalsvalgmaadens Ind-
førelse saaledes et Livsspørgsmaal, da Partiet
ellers vil blive kvalt af Socialdemokratiet.
Men ogsaa Reformpartiets Interesse i Forholds-
talsvalgmaadens Indførelse er i Virkeligheden
nok saa stor som Højrepartiets, thi for Re-
formpartiet staar der langt mere paa Spil,
hvis den nuværende Valgmaade bevares.
Højrepartiet maa ganske vist for Tiden nøjes
med et langt ringere Antal Folketingsmandater
end det efter sin Vælgerstyrke har Krav paa,
men Partiet behøver paa den anden Side
ikke at frygte for, at det skal miste sine
Vælgere, thi under de nuværende Forhold
gør Venstrepartierne ingen Erobringer fra
Højre, og til Socialdemokratiet har Højre
vistnok tabt alt, hvad det overhovedet kan
tabe. Og da Højrepartiets Indflydelse vil
voxe i samme Grad som Reformpartiets Fol-
ketingsmandater bliver afhængige af Højre-
stemmer, kan Partiet heri søge en vis Trøst
for Savnet af de Mandater, der vilde tilkomme
det efter Forholdstalsvalgmaaden. Da Reform-
partiet derimod uundgaaelig vil miste en stor
Del af sine Vælgere til Socialdemokratiet, vil
Partiet faa haardt Brug for Forholdstalsvalg-
maaden for at kunne samle Mindretallene i
de Kredse, som det har maattet aflevere til
Socialdemokratiet, og det turde dog være
klart, at Partiets Fremtid vil være ganske
anderledes betrygget, naar dets Folketings-
kandidater kan blive valgt alene ved Parti-
fællernes Stemmer, end naar de skal søge
Hjælp hos Højre.
III.
Under Diskussionen om Indførelsen af For-
holdstalsvalg til Folketinget har Modstanderne
af Forholdstalsvalgmaaden undertiden hævdet,
at denne Valgmaade vil gøre Folketings-
parlamentarismen umulig, idet den vil op-
løse Folketinget i en Mængde mindre Grup-
per og hindre Dannelsen af et Regerings-
flertal. De, der fremsætter denne Paastand,
har for Øje den engelske Form for Parla-
mentarisme, der forudsætter et Underhus-
flertal, hvis Medlemmer alle hører til samme
Parti, og da England almindeligvis anses for
Parlamentarismens Mønsterland, er det jo i
og for sig ikke unaturligt at søge engelske
Forbilleder ved Uddannelsen af den parla-
mentariske Statsskik her i Landet. Men den
engelske Parlamentarisme har nu en Gang
særlige historiske Forudsætninger, der ikke
findes i vort Land, og derfor hindrer os i
at søge vore parlamentariske Forbilleder i
England. Kampen mellem det konservative
og liberale Parti i England om Flertallet i
Underhuset stammer fra den Tid, da Valg-
retten til Underhuset var knyttet til høj
Census, og det kun var Overklassernes Sag
at beskæftige sig med Politik, og skønt Valg-
retten til Underhuset nu er næsten lige saa
udstrakt som Valgretten til vort Folketing,
har Traditionerne fra hin Tid hidtil været
stærke nok til at holde Liv i de gamle
Partidannelser. De engelske Arbejdere er
imidlertid som bekendt nu begyndt at op-
træde selvstændig ved Valgene, og naar
331
Forholdstalsvalg til Folketinget
denne Bevægelse først har taget rigtig Fart
og Arbejderklassen faaet en stærk Repræsen-
tation i Underhuset, vil den hidtilværende
engelske Parlamentarisme tilhøre Historien.
Det er ogsaa ganske karakteristisk, at det
engelske Arbejderpartis selvstændige Optræden
ved Valgene til Underhuset har bragt ind-
sigtsfulde engelske Politikere til at rejse Krav
om Forholdstalsvalgmaadens Indførelse ud fra
den ganske simple Betragtning , at Valg-
maaden i Enkeltmandskredse, hvor teoretisk
ufuldkommen den end er, dog er praktisk
brugelig, saalænge det kun er to politiske
Partier, der kæmper om Herredømmet, men
at dens Opretholdelse fører til Urimeligheder,
naar først Vælgerkorpset er splittet i 3 eller
flere Partier.
Her i Danmark har vi som bekendt alle-
rede i en Aarrække haft mindst 3 å 4 Par-
tier, og af de nu bestaaende Partier har intet
absolut Flertal blandt Vælgerne. Under disse
Forhold vil Folketingsparlamentarismen først
ved Indførelsen af Forholdstalsvalg faa fast
Grund under Fødderne. De, der holder paa
den bestaaende Valgmaade i Haabet om, at
den bedst vil sikre Folketingets Overherre-
dømme i vort politiske Liv, synes ikke at
have Øje for, hvor svagt et Folketing, valgt
efter de nugældende Regler, nødvendigvis
maa være overfor Landstinget, naar Vælgerne
er splittede i mange Grupper. Det meget
omtalte Lovforslag om almindelig kommunal
Valgret frembyder ellers et iøjnefaldende
Exempel herpaa. Uagtet alle Partier i Folke-
tinget undtagen Højre har stemt for dette
Lovforslag, og man sikkert kan gaa ud fra,
åt det langt overvejende Flertal af Folketings-
vælgerne billiger Forslaget, er det dog tvivl-
somt, om det vil lykkes Regeringen at
føre det igennem Landstinget i uskadt Stand.
Men gennemføres Lovforslaget ikke, bliver
det unægtelig et mærkeligt Resultat af den
Folketingsparlamentarisme, der efter manges
Sigende nu skal herske her i Landet. Den,
der formaar at se lidt under Overfladen af
Tingene, kan dog umulig blive forundret,
hvis Lovforslaget ikke gennemføres. Thi de
herskende Partier, der fører Forslaget fremt
Reformpartiet og det moderate Venstre, re-
præsenterer kun et Mindretal af Vælgerne
og kun til Dels de Vælgere, der er afgjort
stemt for Forslaget. Og vel har det radikale
Venstre og Socialdemokratiet tilsagt Regeringen
„Støtte" til Gennemførelsen af Forslaget, men
naar man erindrer, at disse Partier i For-
aaret 1906 førte en bitter, ja næsten hade-
fuld Valgkamp mod Regeringspartierne, er
dette Tilsagn selvfølgelig værdiløst og ude
af Stand til at imponere Landstingets kon-
servative Grupper. Hvis disse Grupper des-
uagtet skulde beslutte at vise Regeringen den
Imødekommenhed at vedtage Lovforslaget,
bliver det i al Fald ikke under Trykket af
Folketingets Afstemning, thi det er vanskeligt
at se, hvad de skulde risikere ved at mod-
sætte sig Forslaget.
Endnu svagere vil Folketingets. Stilling
overfor Landstinget blive, hvis vi efter kortere
eller længere Tids Forløb kommer til det
Punkt, hvor intet af de til den Tid existe-
rende politiske Partier har Flertal i Folke-
tinget. Faar vi da en 3 å 4 nogenlunde
faste Partigi upper, vil dette være ensbetydende
med, at det langt overvejende Antal af Folke-
tingskredsene bliver meget usikre, og Valget
et fuldstændigt Lotterispil. Og skal Folke-
tingsparlamentarismen opretholdes under saa-
danne Forhold, maa det jo ske i den Form,
at Regeringen støtter sig til flere Grupper,
der er blevne enige om at samarbejde. Men
hvorledes tror man, at et Samarbejde vil arte
sig mellem Grupper, der hvert 3die Aar skal
kæmpe med hinanden om Mandaterne? Na-
turligvis kan man henvise til den Udvej, at
forskellige Grupper kan indgaa Alliance ved
Valgene, og denne Udvej vil selvfølgelig
ogsaa blive betraadt. Men det er rigtignok
en meget daarlig Udvej. De menige Vælgere
ynder ikke Valgalliancer, og med fuld Ret,
thi den Handlen og Sjakren med Vælgerne,
332
Forholdstalsvalg til Folketinget
som Partiførerne ved saadanne Lejligheder
driver, er i Virkeligheden en Haan mod
Vælgerbefolkningen. Og selv om det lykkes
at faa en Valgalliance i Stand, saa er det
dog ikke sikkert, at den kan føre til noget
kraftigt Samarbejde mellem de allierede Parti-
ers Folketingsmænd efter Valget, thi det vil
vanskelig kunne undgaas, at det ene af de
allierede Partier føler sig forfordelt ved Valg-
resultatet, og i saa Fald vil der let opstaa
Rivninger mellem de allierede. Kampen om
Folketingsmandaterne under den nuværende
Valgmaade, hvad enten den føres med eller
uden Alliancer, vil altid være en stor Hin-
dring for, at et i Mindretalsgrupper splittet
Folketing kan hævde sig overfor Landstinget.
Ved Indførelsen af Forholdstalsvalg til
Folketinget vil Stillingen blive en helt anden.
Thi naar Kampen om Mandaterne antager
den fredelige og saglige Form som Forholds-
talsvalgmaaden medfører , . vil Samarbejdet
mellem de enkelte Grupper blive meget lettere
end under den nuværende Valgmaade. Og
da Forholdstalsvalgmaaden tillader et praktisk
Samarbejde mellem forskellige Partigrupper
uden Alliance ved Valgene, vil et saadant
Samarbejde heller ikke medføre den Begrebs-
forvirring hos Vælgerne som de nuværende
aabenbare eller skjulte Valgalliancer, der gør
det umuligt at skille Faarene fra Bukkene.
Et Samarbejde mellem forskellige Partigrupper
under Forholdstalsvalgmaadens Herredømme
vil nemlig ikke medføre den Tilsløring af
de principielle Standpunkter og den heraf
følgende Taagedis, der nu hviler tæt over
vore politiske Forhold. Paa den anden Side
maa et Samarbejde mellem flere ved Forholds-
talsvalg valgte Partigrupper nødvendigvis faa
en begrænset Karakter, da dette maa blive
en uundgaaelig Følge af, at de forskellige
Grupper ikke er enige om alt muligt. Men
naar Samarbejdet rettes paa at finde en
praktisk Løsning af de Reformspørgsmaal,
der almindelig erkendes at staa i første Linje,
vil det næppe møde større Vanskeligheder,
thi Erfaringen viser, at de forskellige Partier,
saa snart det kommer til en egentlig Realitets-
forhandling om bestemte konkrete Spørgsmaal,
ikke staar hinanden saa fjærnt som man
maa formode efter de hidsige Ordkampe, der
under de nu bestaaende Forhold anses nød-
vendige, for at Partimodsætningerne kan blive
markerede. Den nylig stedfundne Forhand-
ling i Folketinget om det nye Toldlovsforslag
frembyder et godt Exempel herpaa.
Under Forholdstalsvalgmaadens Herredømme
vil et Flertal i Folketinget altid repræsentere
et Flertal af Vælgere, og det er indlysende,
at en Beslutning af et saadant Folketings-
flertal vil fremtræde med en ganske anden
Vægt end en Flertalsbeslutning af Folketinget
under de nuværende Forhold. Naar Lands-
tingets konservative Grupper nu er i Stand
til at modsætte sig de af Folketingets Flertal
vedtagne Love, er Grunden alene den, at
den almindelige Valgret til Folketinget ikke
kan give sig noget kraftigt Udtryk under den
gældende Valgmaade. Det fremhæves saa
ofte fra radikal og socialdemokratisk Side,
at den privilegerede Valgret til Landstinget
er urimelig og utidssvarende, og dette kan
være rigtigt nok. Men naar det radikale
Venstre og Socialdemokratiet som Følge heraf
stiller Fordring om, at Folketingets Flertal skal
begynde en „Kamp mod Landstinget" for at
trodse sin Vilje igennem, overses det, at
det nuværende i mange Grupper splittede
Folketing er ude af Stand til at optage en
saadan Kamp. Et Folketingsflertal har ingen
Myndighed til at optage en Forfatningskamp
mod et Landstingsflertal, medmindre det hviler
paa et Flertal af Vælgere, thi i modsat Fald
er det jo kun et Mindretal af Vælgere, der
vil trodse sin Vilje igennem overfor et andet
Mindretal, og at det ene Mindretal muligvis
er noget større end det andet, kan dog ikke
berettige det til at tale i Flertallets Navn.
Om der blandt Folketingsvælgerne overhove-
det findes et Flertal, der ønsker at be-
gynde en Forfatningskamp med Landstinget,
-- = 333 =_-^
^^ Forholdstalsvalg til Folketinget —
er vistnok meget tvivlsomt, men hvis det
findes, er det i al Fald ikke repræsenteret i
det nuværende Folketing. Naar Forholds-
talsvalg til Folketinget er indført, vil der
derimod være tilvejebragt Betingelse for, at
et Folketingsflertal kan optage en Forfatnings-
kamp, saafremt Landstingets Flertal vil mod-
sætte sig de af Folketingets Flertal vedtagne
Love. Men der vil da sikkert ikke blive
Spørgsmaal om nogen Forfatningskamp. Naar
først Folketingets Flertal er blevet et Udtryk
for de blandt Vælgernes Flertal herskende
Anskuelser, vil Udviklingen, uden at der
hertil behøves Ændringer i Grundloven, føre
til, at Landstinget kommer til at indtage en
lignende Stilling som det engelske Overhus,
saa at Tinget om end ikke retlig saa dog
faktisk kun faar et midlertidigt Veto og i al
Fald maa give efter, naar nye Folketings-
valg har vist, at et Flertal af Vælgerne er
stemt for den Lov, som Landstinget hidtil
har modsat sig.
Det er ikke vanskeligt at paavise, hvor-
ledes Indførelsen af Forholdstalsvalg til Folke-
tinget kunde skaffe flere af de nu saa meget
omstridte politiske Spørgsmaal ud af Verden.
Forslaget om lige og almindelig kommunal
Valgret vil da kunne gennemføres uden Van-
skelighed. Thi naar Højrepartiet, det eneste
politiske Parti, der hidtil har modsat sig dette
Forslag , ved Forholdstalsvalgmaadens Ind-
førelse faar Adgang til at skaffe sig en be-
tydelig større Repræsentation i Folketinget
end nu, vil Tyngdepunktet for Partiets Virk-
somhed blive forlagt fra Landstinget til Folke-
tinget, og Selvopholdelsesdriften vil da tvinge
Partiets Repræsentanter i Folketinget til at
stemme for Forslaget. Forslaget vil da efter
al Sandsynlighed blive saa godt som enstem-
mig vedtaget i Folketinget, og enhver vil
kunne indse, at Landstingets konservative
Grupper da vil blive nødte til at opgive
deres Modstand, da de ellers vil undergrave
deres politiske Stilling.
Forholdstalsvalgmaadens Indførelse ved
Folketingsvalgene er endvidere en Betingelse
for, at Forsvarsspørgsmaalet kan blive løst i
Overensstemmelse med Vælgernes Flertals
Vilje. Det tør sikkert antages, at det kun
er et Mindretal af Folketingsvælgerne, der
er Tilhængere af det radikale Venstres og
Socialdemokratiets Afvæbningsplaner. Det
langt overvejende Flertal af Folketingsvæl-
gerne er sikkert stemt for en Forsvarsordning,
der kan betegnes som „ forsvarlig1*. Men
selv om det skulde lykkes at fremskaffe en
Plan for en saadan Forsvarsordning, ses det
ikke, hvorledes det under den nugældende
Valgmaades Herredømme skal blive muligt
at faa den gennemført. Det nuværende Fler-
tal i Folketinget kan ikke gennemføre en saa-
dan Forsvarsordning uden Støtte fra Højre-
partiet, men naar Højre og Venstre ikke kan
optræde fuldt uafhængige af hinanden ved
Folketingsvalgene, vil en Overenskomst mel-
lem de to Partier om en Løsning af det
militære Spørgsmaal kun blive en Gentagelse
af Forliget 1894, og Udsigten til, at det
efterfølgende Folketingsvalg vil faa et lig-
nende Udfald som Folketingsvalget 1895, vil
vistnok være en afgørende Hindring for, at
en saadan Overenskomst overhovedet kommer
i Stand.
IV.
Der findes vel nok en Del naive Menne-
sker her i Landet, kanske endog blandt vore
aktive Politikere, der tror, at Folketings-
parlamentarismen bestaar deri, at Ministrene
udnævnes blandt Folketingets Flertal. Men
de fleste af os er dog sikkert paa det rene
med, at Folketingsparlamentarismen bestaar
deri, at Folketingsvælgernes Flertal gennem
et Flertal i Folketinget bestemmer Politikens
Gang, og at Ministrenes Udnævnelse blandt
Folketingets Flertalspartier kun er en Konse-
kvens heraf. Hvad vi for Øjeblikket kalder
Folketingsparlamentarisme er i Virkeligheden
kun et Skin, thi Reformpartiet og det mo-
derate Venstre har intet Flertal af Folketings-
vælgere bag sig. Man har derfor Lov til
at vente, at Reformpartiet og det moderate
Venstre, der repræsenterer Grundstammen i
det Venstreparti, som en Menneskealder igen-
nem har kæmpet for Folketingsparlamenta-
rismen, nu vil gaa med til at afskaffe den
nuværende falske Valgmaade. Enhver, der
ikke er forblindet af Fordomme og Parti-
fanatisme, maa jo dog kunne indse, at man
ikke i Længden kan opretholde en Tilstand,
hvorefter Flertallet af dem, der opfylder
Grundlovens Betingelser for Valgret til Folke-
tinget, ingen Valgret har.
O-K*£>-0
334
DALELVEN
Af Selma Lagerløf.
Oppe ved den norske grænse
laa der en fjeldsø. Ud fra den
løb en aa, der lige fra
den første begyndelse var
strid og hidsig. Saa lille
den var, blev den dog
kaldt Storaaen, fordi det saa ud til, at
der kunde blive noget dygtigt af den.
Strax da den kom ud af søen, kastede
den et blik omkring sig for at se, i hvil-
ken retning den helst skulde løbe, men
da var det egentlig ikke noget opmun-
trende syn, der mødte den. Til højre, til
venstre og ligefor var der ikke andet at
se end skovklædte aase, der lidt efter lidt
gik over til nøgne fjeldrygge, og nøgne
fjeldrygge, der lidt efter lidt hævede sig
til høje bjergtoppe.
Storaaen kastede blikket til venstre.
Der havde den Langfjeldet med Djup-
grafstøten, Barrfrøhågna og Storvåttes-
hågna. Den saa mod nord; der havde
den Nåsfjeldet, i øst stod Nipfjeldet, og
i syd fjeldet Stådjan. Det var ikke
langt fra, at den tænkte, om det ikke
var kiogest at vende tilbage til søen igen.
Men saa syntes den alligevel, at den dog
burde gøre et forsøg paa at finde ud til
havet, og saa begav den sig paa vej.
Det er let at forstaa, at det var et
drøjt stykke arbejde for den at bane sig
vej gennem dette vilde fjeldland. Var
der ikke andet, der stod i vejen for den,
saa var der altid skoven. Den maatte
rive den ene fyr omkuld efter den anden
for at faa frit løb. Den var mægtigst
og stærkest om foraaret, naar det første
tilløb kom og fyldte den med snevand
fra granskovene, og naar dernæst tilløbet
fra fjeldene fyldte den med fjeldvandet.
Da samlede den al sin kraft og styrtede
frem, fejede sten og jord til side og gra-
335
Daleluen -
vede sig igennem sandaase. Ogsaa om
efteraaret kunde den gøre et ordentligt
stykke arbejde, naar efteraarsregnen
havde styrket den.
En skønne dag, da Storaaen som sæd-
vanlig havde travlt med at bane sig vej,
hørte den pludselig en boblen og brusen
til højre for sig, langt borte i skoven.
Den gav sig til at lytte saa ivrigt, at den
næsten stod stille. „Hvad i al verden
kan det være" sagde den.
Skoven, der stod rundt om den, kunde
ikke lade være at gøre sig lidt lystig
over den. „Du bilder dig nok ind, at
du er ganske ene i hele verden", sagde
den. „Men jeg kan fortælle dig, at den,
du hører bruse, er ingen anden end Grof-
velaaen fra Grofvelsøen. Den har lige gra-
vet sig igennem en smuk dal, og den kom-
mer nok lige saa tidlig ud til havet som du."
Men Storaaen havde sit eget sind, og
da den fik dette svar, sagde den uden
at betænke sig et øjeblik: „Den Grofvelaa
er nok kun en lille stakkel, der ikke kan
hjælpe sig selv. Hils du den fra mig og
sig, at Storaaen fra Wånsøen er paa vej
ud til havet og at jeg nok skal tage mig
af den og hjælpe den frem, hvis den vil
slaa følge med mig."
„Du er en skrap fyr, saa lille du er,"
sagde skoven. „Jeg skal nok bringe
Grofvelaaen din hilsen, men jeg er ikke
vis paa, at den bliver glad for den!"
Men næste dag stod skoven der og
skulde hilse fra Grøfvelaaen, og sige, at
den havde haft det saa svært, at den
var glad ved at faa hjælp, og den skulde
nok komme og forene sig med Storaaen,
saa snart den kunde.
Efter dette gik det selvfølgelig endnu
flinkere for Storaaen, og det varede ikke
længe, inden den havde arbejdet sig saa
langt frem, at den fik øje paa en lang,
smal, smuk so, der laa og afspejlede Id-
reberget og fjeldet Stådjan.
„Hvad er nu dette for noget?" sagde
den, og atter var den lige ved at staa
stille af forbavselse. „Jeg har da ikke
baaret mig saa dumt ad, at jeg igen er
kommen tilbage til Wånsøen?"
Men skoven, som var tilstede allevegne
paa den tid, svarede strax: „Nej, vist er
du ikke kommen tilbage til Wånsøen.
Denne sø er Idresøen, der er bleven fyldt
med vand fra Sønderelven. Det er en
dygtig elv. Den er lige nu bleven fær-
dig med at lave søen, og nu er den i
færd med at skaffe sig afløb fra den."
Da Storaaen hørte dette, sagde den
strax til skoven: „Du, der trænger frem
alle vegne, vil du ikke nok hilse Sønder-
elven, at Storaaen fra Wånsøen er kom-
men. Hvis den vil lade mig løbe igen-
nem søen, skal jeg til gengæld tage elven
med mig ud til havet, og du kan sige,
at den ikke behøver at bekymre sig for,
hvordan den kan slippe frem ; det sørger
jeg for."
„Jeg skal gerne bringe den dit forslag,"
sagde skoven, „men jeg tror ikke, at
Sønderelven gaar ind paa det, for den
er lige saa mægtig som du."
Men næste dag kunde skoven fortælle,
at Sønderelven ogsaa var bleven træt af
at bane sig vej alene, og at den var
rede til at forene sig med Storaaen.
Aaen løb nu lige igennem søen og
gav sig derpaa til at kæmpe med skoven
og fjeldene ligesom før. En tid lang gik
det godt, men saa kom den ind i en
fjelddal, der var saa tæt lukket, at den
ingen udvej kunde finde. Storaaen laa
og skummede af arrigskab , og da skoven
hørte, hvor rasende den var, sagde den :
„Nu er det nok ude med dig alligevel?"
„Ude med mig!" sagde Storaaen.
»Nej, jeg har bare travlt med et Stor-
værk. Jeg vil prøve, om jeg ikke lige
saa vel kan lave en sø som Sønderelven."
Saa begyndte den at fylde Sårnasøen,
336
Dalelven =^=±- —
og det blev en hel sommers arbejde.
Efterhaanden som vandet steg i søen,
løftedes Storaaen højere op, og til sidst
brød den sig en udvej mod syd.
Da den lykkelig og vel var kommen
ud af denne klemhærke, hørte den en
dag en vældig susen og brusen til ven-
stre for sig. Saa mægtig en brusen
havde den aldrig før hørt i skoven, og
den spurgte strax, hvad det var.
Skoven var som sædvanlig øjeblikkelig
parat med svaret. „Det er Fjåtelven,"
sagde den. „Kan du høre, hvor den
bruser og skummer! den er paa vej ud
til havet."
„Ifald du naar saa langt, at elven kan
høre dig," sagde Storaaen, „vil du saa
ikke hilse den og sige, at Storaaen fra
Wånsøen tilbyder at tage den med ud
til havet paa den betingelse, at den an-
tager mit navn og lydig lægger sig i min
flodseng."
„Jeg kan aldrig tro, at Fjåtelven vil
opgive at gøre den rejse paa egen haand,"
sagde skoven. Men næste dag maatte
den erkende, at ogsaa Fjåtelven var
bleven træt af at grave sin egen vej, og
at den var rede til at forene sig med
Storaaen.
Nu gik det bestandig fremad for Stor-
aaen. Den var dog ikke saa stor, som
man skulde have ventet, da den havde
draget saa mange hjælpere til sig. Men
stolt var den. Den skred frem næsten i
lutter vandfald, og med vældigt drøn
kaldte den til sig alt, hvad der boblede
og bruste i skoven, om det saa ikke
var andet end en foraarsbæk.
En dag hørte den noget bruse langt,
langt vester ude. Og da den spurgte
skoven, hvem det var, fik den til svar,
at det var Fuluelv, der optog vandet fra
Fulufjeld og allerede havde opnaaet at
faa gravet en lang og bred fure.
Saa snart Storaaen fik dette at vide,
sendte den sin sædvanlige hilsen, og
skoven paatog sig som sædvanlig at
overbringe den. Næste dag kom den
med svar fra Fuluelv. Sig til Storaaen,
havde elven svaret, at jeg aldeles ikke
ønsker dens hjælp. Det havde sømmet
sig bedre for mig end for aaen at sende
en saadan hilsen, da jeg er den mægtig-
ste af os to, og det nok bliver mig, der
kommer først ud til havet.
Næppe havde Storaaen faaet den be-
sked, tør den havde sit svar paa rede
haand. „Vil du strax svare Fuluelv,"
sagde den til skoven, „at jeg udfordrer
den til kamp. Anser den sig for at være
mægtigere end jeg, maa den bevise det
ved at løbe om kap med mig. Den,
der kommer først til havet, har vundet."
Da Fuluelv fik den hilsen, svarede den:
„Jeg har ikke noget udestaaende med
Storaaen, og jeg havde holdt mest af at
vandre min vej i fred og ro. Men jeg
har saa megen hjælp at vente af Fulu-
fjeld, at det vilde være fejgt af mig ikke
at tage imod udfordringen."
Og saa begyndte da de to strømme
deres væddeløb. De brusede afsted med
endnu større hast end før og havde in-
gen ro hverken sommer eller vinter.
Men det lod til, at Storaaen meget
snart skulde komme til at fortryde, at
den havde været saa forvoven at ud-
fordre Fuluelven, thi den mødte en hin-
dring, der var lige ved at blive den for
mægtig. Det var et bjerg, der laa i
vejen for den, saa den ikke kunde komme
frem uden gennem en trang revne. Den
kneb sig sammen og gik i stride fosse-
fald, men i mange aar maatte den file
og slide, inden den fik revnen udvidet
til en nogenlunde bred rende.
I al denne tid spurgte Storaaen mindst
een gang hvert halvaar skoven, hvordan
det gik Fuluelv.
„Elven gaar det saa godt, som ønskes
-— : 337 - — --
Daleluen
kan," svarede skoven. „Den har nu
forenet sig med Gorelven, der optager
vandet fra de norske fjelde."
En anden gang, da aaen spurgte til
elven, svarede skoven: „Den behøver du
ikke at være bekymret for, den har lige
faaet hele Hormundsøen med sig."
Men Hormundsøen havde Storaaen
selv gjort regning paa at faa til sig, saa
da den hørte, at den var gaaet til Fulu-
elv, blev den saa rasende, at den endelig
brød sig gennem „Trångslet" og kom
styrtende frem saa vild og skummende,
at den rev meget mere skov og jord
med sig, end den behøvede. Det var
netop foraar, og den oversvømmede hele
egnen mellem Hyckjebjerget og Wåsa-
bjerget, og inden den faldt til ro igen,
havde den skabt den egn, der kaldes
Elvdalen.
„Jeg gad nok vidst, hvad Fuluelv siger
til dette!" sagde Storaaen til skoven.
Fuluelv havde imidlertid udgravet
Traustrand og Lima, men nu havde den
temmelig længe staaet stille foran Limed
og ledt efter en udvej, da den ikke vo-
vede sig til at kaste sig ned af det stejle
bjerg der. Men da den fik at høre, at
Storaaen havde brudt sig vej gennem
Trångslet og gravet Elvdalen ud, sagde
den, at nu maatte det briste eller bære.
Nu kunde den ikke længer blive staaende
stille. Og saa kastede den sig ned ad
Limedfossen.
Det var et vældigt spring, men elven
kom velbeholden ned, og derefter kan
det nok være, at den fik fart paa. Den
udgravede Malung og Jårna og der lyk-
kedes det den at overtale Wanaaen til
at forene sig med den, skønt denne var
hele fjorten mil lang og paa egen haand
havde udgravet hele søen Venjan.
Af og til hørte den en mærkelig stærk
brusen.
„Nu synes jeg, jeg kan høre, at Stor-
aaen er ved at kaste sig i havet," sagde
den.
„Nej," sagde skoven, „vel er det Stor-
aaen, du hører, men endnu er den ikke
naaet ud til havet. Nu har den faaet
Orsasøen og Skattungen med sig, og derfor
er den bleven saa stor paa det, at den
har sat sig for at fylde Siljan."
Det var en glædelig Nyhed for Fulu-
elv. Den tænkte som saa, at naar Stor-
aaen først havde forvildet sig ned i
Siljandalen, saa vilde den der være inde-
lukket som i et fængsel. Og saa skulde
den nok naa ud til havet før aaen.
Nu kunde Fuluelv altsaa tage sagen
med større ro. Om foraaret gjorde den
sit drøjeste stykke arbejde. Da steg den
højt over trætoppe og sandaase, og hvor
den var skredet frem, efterlod den en
ryddet dal. Saaledes gik dens vej fra
Jårna til Nås og fra Nås til Floda. Fra
Floda kom den til Gagnef. Her var der
allerede i forvejen en slette. Bjergene
havde trukket sig saa langt tilbage, og
Fuluelv havde saa let ved at komme
frem, at den glemte al sin gamle travlhed
og bugtede sig legende i alle mulige
krumninger og snoninger, næsten som
om den havde været en lille bæk.
Men havde Fuluelv glemt Storaaen,
da havde Storaaen sandelig ikke glemt
Fuluelv. Hver dag sled den med at
fylde Siljandalen for at slippe ud af den
i den ene eller den anden retning, men
den laa foran den som et umaadeligt
stort kar, og lod til aldrig at ville lade
sig fylde. Sommetider troede den, at den
vilde blive nødt til at sætte selve Gesunda-
bjerget under vand for at slippe ud af
sit fængsel. Den prøvede paa at bryde
igennem ved Råttvik, men der stod
Lerdalsbjerget i vejen. Saa til sidst slap
den ud nede ved Leksand.
„Sig ikke noget til Fuluelv om, "at jeg
er sluppen ud," sagde aaen til skoven,
338
Dalelven
og skoven lovede, at den nok skulde
tie.
Storaaen tog Innsøen med sig i forbi-
farten, og stolt og mægtig skred den
gennem Gagnef.
Da Storaaen kom i nærheden afMjål-
gen i Gagnef, fik den øje paa en elv,
der kom flydende bred og pragtfald med
lyst og skinnende vand, og som skød
skove og sandaase, der laa i vejen for
den, til side saa let, som om det var et
rent legeværk.
„Hvad er dog det for en prægtig Elv?"
sagde Storaaen.
Men nu traf det Psig, at Fuluelven
spurgte netop om det samme. „Hvad
er det dog for en elv, der kommer nord-
fra saa stolt og [vældig? Aldrig havde
jeg troet, jeg skulde se en elv skride
igennem Jandet med en saadan styrke
og magt.a
Da sagde skoven saa højt, at begge
floderne kunde høre det: „Siden I nu
begge to, Storaa og Fuluelv, har ladet
falde gode ord om hinanden, saa synes
jeg, at I ikke burde have noget imod at
forene jer med hinanden og i fællesskab
bane jer vej til havet."
Dette forslag lod til at behage begge
floderne. Der var bare det i vejen, at
ingen vilde opgive sit eget navn og an-
tage den andens.
Det var lige ved, at det slet ikke var
kommen til nogen forening imellem dem,
men saa fandt skoven paa at foreslaa,
at de skulde tage sig et nyt navn, der
ikke tilhørte nogen af dem.
Det gik de begge ind paa. og de tog
saa skoven til navngiver. Den bestemte
nu, at Storaaen skulde aflægge sit navn
og kalde sig Østre Dalelven, og at Fulu-
elv skulde aflægge sit og kalde^Jsig Vestre
Dalelven. Naar de saa havde forenet
sig, skulde de slet og ret hedde Dal-
elven.
Og nu da begge floderne havde for-
enet sig, gav de sig til at skride frem
med en vælde, som intet kunde modstaa.
De jævnede jorden i Stora Tuna, saa den
blev saa glat som en gaardsplads. De
styrtede ned ad faldet ved Kvarnsveden
og Domnarfvet uden at betænke sig.
Da de kom i nærheden af søen Runn,
sugede de den til sig og tvang alle vand-
løb i omegnen til at forene sig med dem.
Derpaa drog de østerud mod havet uden
synderlig modstand og bredte sig ud
som hele søer. De vandt stor ære og
anseelse ved Soderfors og ligesaa ved
Ålfkarleby, og endelig naaede de ud til
havet.
Da de skulde til at styrte sig i havet,
kom de til at tænke paa deres lange
kappestrid og al den møje og besvær,
de havde haft.
De følte sig nu trætte og gamle og
kunde ikke begribe, hvor de i deres ung-
dom havde kunnet være saa glade ved
kamp og kappestrid. De spurgte sig selv,
hvad nytte alt dette i grunden havde
været til.
Men de fik intet svar paa deres spørgs-
maal, for skoven var bleven staaende
højt oppe i landet, og selv kunde de
ikke vende tilbage i deres leje og se,
hvorledes menneskene var trængt frem
overalt, hvor de havde banet vej, hvor-
ledes bygd paa bygd var voxet op langs
østerdalelvens søer og Vesterdalelvens
dale. Hvorledes der i hele landskabet
ikke fandtes andet end ensomme skove
og øde fjelde, undtagen der, hvor de i
deres mægtige kappestrid var skredet
frem.
339
23
1906
Af Pr. phil. R. BESTHORN.
Man har i de sidste Aar kunnet finde
enkelte Fejl i „Almanach de Gotha",
der tidligere var lige saa paalidelig som
en Logaritmetabel, og den gamle og be-
rømte Haandbog er trods alle Redaktionens
Anstrengelser nu altid lidt forældet, naar den
udsendes fra Forlaget. Ved Jenahundred-
aarets Begyndelse var Gotha-Kalenderen end-
og mere vildledende end vejledende for dem,
der ønskede at kende de midlertidige „Magt-
havere" paa vor lille Klode.
Den Tid er ganske vist forbi, da der i
vort Land var Studenter, som ikke havde
oplevet en hjemlig »Ministerkrise, og Danmark
er begyndt at komme med ogsaa paa dette
Omraade af den moderne Udvikling. Men
vort Land er dog endnu ved Siden af
Kong Edwards og Kong Leopolds Riger
og den Rooseveltske Republik det Rige,
hvor en Minister sidder fastest i Sadlen,
løvrigt faar det Bismarckske Ord: „Ministre
er dobbelt dødelige11 mere og mere alminde-
lig Gyldighed, og det gælder ikke blot om
de mere eller mindre parlamentariske Lande.
I Czarriget har der i Aaret 1 906 været to
Ministerkriser, ganske vist med det nye mis-
lykkede „Parlaments" Hjælp; den 2. Maj
indgav Witte sin Dimission, og det nye Mi-
nisterium Goremykin afløstes allerede den 2 1 .
Juli af Ministeriet Stolypin, I vort store
Naboland, hvor Herskeren i endnu højere
Grad end i Rusland er sit eget Ministerium,
hindredes et tysk Rigskanslerskifte og et
preussisk Ministerpræsidentskifte maaske kun
ved det „Tilfælde", som den 5. April ramte
Fyrst Bernhard v. Bulow i Milliardpaladset.
Men ogsaa Berlin har sat sine Mærker i
Gotha-Kalenderen for 1907. Det skyldes kun
ganske almindelige Dødsengle, at Kejser Wil-
helms Ven og Fortrolige, Hr. von Tschirschsky
und Bogendorff er flyttet fra Alsterpavil-
lonens By til Wilhelmstrasse, og at Hr. Brei-
tenbach er bleven preussisk Minister for de
offentlige Arbejder; men til Gengæld er Hr.
v. ArnimKriewen kun ved en lang og saare
indviklet Krise bleven den gamle Husargene-
ral og Postminister, Hof-Anekdotefortælleren
og Kejserens Med-Skatspiller v. Podbielskis
Efterfølger i det preussiske Landbrugsmini-
sterium. Og om end Gehejmeraad Holstein
og den nye tyske Kolonidirektør Dernburg
kun hører til Excellencernes, ikke til Mini-
strenes Lag, har dog Holsteins Bortgang fra
Wilhemstrasse og den „orientalske" Bank-
direktørs Indtog i den berlinske Gades Nr.
75 — 76 været Begivenheder, der fuldt ud
staar paa Højde med Ministerkriser. Og de
stærke og vidt udbredte Misstemninger mod
det personlige Regimente, der er fremkaldte
ved de uheldige Resultater af Kejser Wil-
helms Udenrigspolitik, har i det tyske Rige
fremkaldt stærke Krav om et „Systemskifte",
der efter al Sandsynlighed vilde give Signalet
til saare mange Ministerskifter.
Henimod Aarets Slutning er det tyske
Rige blevet hjemsøgt af en ny ret uventet
Krise, der kan faa vidtrækkende Følger. Den
11. December forkastede Rigsdagens Finans-
udvalg Efterbevillingerne til - Sydvestafrika.
Kejseren, der befandt sig paa Jagtudflugter,
blev forbitret over dette Skridt, der skyldtes
det katholske Centrum, og udstedte den 13.
i Buckeburg et Opløsningsdekret, der skulde
finde Anvendelse for det Tilfælde, at Rigs-
dagen godkendte Finansudvalgets Beslutning.
Da Rigsdagen samme Dag med 10 Stemmers
Flertal forkastede Bevillingen, blev den opløst.
Partierne mobiliserede med preussisk Hurtig-
hed, og alt tyder paa en voldsom Valgkamp.
Men der er Mulighed for, at denne Kamp
kan ende med en større Kamp, Kampen om
den almindelige Valgret, og de Bismarckske
340
=1906-
Organer søger at gøre Regeringen „skarp1*
overfor Centrum.
De ret hyppige Ministerskifter i det engelske
Australien vil næppe faa nogen fremtrædende
Plads i Verdenshistoriens Annaler. Større
Opmærksomhed fortjente kun den nyseeland-
ske Premierminister Richard Seddons Bortgang
ved et Hjerteslag, der den 9. Juni ramte
den tilsyneladende bomstærke Mand paa en
Lystrejse med en Damper. „King Dick" var
en Selfmade-man, en ejendommelig haard-
hændet, men karakterfast og dygtig Stats-
mand med originale Ideer; paa en mere cen-
tralt beliggende Skueplads vilde han være
bleven en politisk Aktør af Rang.
Hvor mange Kabinetskifter der har været
i de mellem- og sydamerikanske Republiker, vil
man erfare, naar Aarsberetningerne fra de
fra Washington udsendte Diplomater offent-
liggøres. Chile har som sædvanligt slaaet
enhver Rekord paa det Omraade, og det i
sin Tid interessante Land fik den 18. Septem-
ber en ny Præsident, Pedro Montt. Præsident-
skiftet i Brasilien, hvor Alfonso Penna i Mid-
ten af November kom til Magten, medførte
ogsaa et Ministerskifte i Rio de Janeiro.
Mikadoen fik paa Aarets syvende Dag et
nyt Ministerium under Saionjis Ledelse.
Shahen har paa sine gamle og vel sidste Dage
indført Persien i de parlamentariske Staters
Række, og dette af pekuniære Misforhold
fremkaldte Experiment blev indledet med et
Storvesirskifte; før det første persiske Parla-
ments Aabning i August 1906 traadte Mu-i
schir Ed-Daulat i Spidsen for Regeringen
Teheran.
Man maa for Fremtidens Historieskriveres
Skyld haabe, at en gunstig Skæbne, der for-
modentlig vil vise sig i Form af vidtgaaende
Papiropløsning, vil reducere vor Tids histo-
riske Kilder i meget betydeligt Omfang. Det
er allerede nu for den nutidspolitiske Kro-
nikør, der staar midt i Begivenhederne og
daglig sigter det vældige Stof, næsten umu-
ligt at holde Rede paa Begivenhedernes Gang.
341
Opgavens Vanskelighed skyldes tildels vor
Tids Masseskrivning og Massetelegrafering;
men Hovedvanskeligheden ligger dog i Be-
givenhedernes Mangfoldighed og i de bro-
gede Billeder, der skifter saa pludseligt
rundt om paa Verdensscenerne. Selv det
flygtigste Rundskue i Europa giver et over-
vældende Indtryk af det stærkt pulserende
politiske Liv, der i stadigt voxende Grad
bliver dødbringende for vor Tids politiske
Helte, der ganske vist har Udsigt til ved
Hjælp af politisk Valgflæsk, som erstatter
Valhals Særimner, atter at vise sig paa
Arenaen. Kun i det tysk- preussiske Rige
gælder det endnu som fast Regel uden Und-
tagelser, at den Minister, der falder, i sit
Fald slaar sig til Pensionist for Livstid.
Naar man undtager de smaa Stater, Dan-
mark, Norge, Holland og Belgien — hvor det
klerikale Regimente dog blev stærkt rystet ved
Valgene den 27. Maj — er England det
eneste europæiske Rige, der ikke har skiftet
Ministerium i Aaret 1 906 ; og selv i det
store Ørige begyndte Aaret under Ledelse
af et ganske nyt Kabinet, hvis Skæbne først
skulde afgøres af Vælgerne. Januarvalgene
gav det nye liberale Ministerium Campbell-
Bannerman et enestaaende overvældende Fler-
tal i Underhuset; til Gengæld beherskedes
det politiske Liv i England i hele Aaret af
den skarpe Modsætning mellem Underhus og
Overhus med Hensyn til Skolelov- Spørgsmaalct.
Kampen om „The Education Bill* har en
religiøs - politisk Karakter. Da Ministeriet
Gladstones Undervisningsminister, Forster, i
Aaret 1870 skred til at indføre en af Sta-
ten og Kommunen støttet Folkeskole, der
tildels skulde afløse de forskellige Troessam-
funds Kirkeskoler og muliggøre Indførelsen
af tvungen Skolegang, førte Nonkonformi-
sterne, der ansaa og anser det for deres
første og største Opgave at bekæmpe Stats-
kirken, ogsaa kaldet den anglikanske Kirke,
det store Ord. Det lykkedes ikke Ncnkon-
formislerne helt at gennemføre deres Pro-
23*
1906=
gram, ifølge hvilket Religionsundervisningen
skulde fjernes fra Folkeskolen, for at ikke de
højkirkelige Lærere skulde faa Lejlighed til
at paavirke Børnene, og ingen Skatteyder
skulde tvinges til at betale Tilskud til Skoler,
i hvilke Børnene fik Religionsundervisning
efter Statskirkens Katekismus. De gamle
Kirkeskoler, de saakaldte „frivillige Skoler",
fik ved Forsters Lov et Statstilskud, og de
beholdt Ledelsen af deres Religionsundervis-
ning. Men Loven bestemte, at der i Folke-
skolerne kun skulde gives Religionsundervis-
ning i Form af Kirkehistorie, med Udeluk-
kelse af Katekismus og Dogmatik, og Reli-
gionsundervisningen skulde ikke mere være
obligatorisk.
Tiderne skiftede. De Liberale, der støt-
tedes kraftigt af Dissident-Stemmer og alle-
rede af den Grund maatte tage Hensyn til
de frikirkelige Stemninger, afløstes af de
Konservative, i hvis Rækker de højkirkelige
Anglikanere spillede en fremtrædende Rolle.
Kirkeskolerne — baade de anglikanske og
de katholske — fik stadigt større og større
Bidrag af Statskassen, og i 1902 vovede
Balfour et afgørende Skridt. Han gennemførte
med de katholske Irlænderes Hjælp en ny
Skolelov, der sikrede ogsaa de frivillige Sko-
ler Støtte af Kommunerne, hvis Indflydelse
paa Skolerne samtidigt blev indskrænket.
Men den Lov havde væsentlig Del i det
unionistiske Kabinets Fald, og da Nonkon-
formisterne ved [Januar valgene 1906 bidrog
meget til de Liberales Sejr og selv satte 200
Mand ind i det nye Underhus, var det en
politisk Selvfølge, at C.-B.s Undervisnings-
minister Birrell fremsatte og i Underhuset
gennemførte en ny Skolelov; den gaar ud
paa saa godt som helt at fjerne Religions-
undervisningen fra Skolerne og at forvandle
alle frivillige Skoler til konfessionsløse Sko-
ler ved at fratage dem enhver Understøttelse
fra Stat og Kommune. Men i Overhuset,
der beherskes af de konservative Lorder, blev
det Birrellske Lovforslag [underkastet en saa
gennemgribende Omkalfatring, navnlig i B*t-
ning af Religionsundervisningens Bevarelse,
at Campbell-Bannerman og hans Mænd ikke
vlide vedkende sig Forslaget. Dermed er Kon-
flikten mellem Overhus og Underhus i Aarets
sidste Maaned bleven akut. Hvor mange
interessante Lovgivningsspørgsmaal der end
staar paa Dagsordenen i gamle England, be-
herskes det politiske Liv paa Stenkulsøen
af Skolelov-Krisen, der faar forøget Interesse
ved det Omslag i Vælgerstemningen, der
viste sig ved de londonske Kommunalraads-
valg den l. November.
Ogsaa i den franske Republik har et reli-
giøst Spørgsmaal behersket det politiske Liv
i Aaret 1 906, og ogsaa der er dette Spørgs-
maal — Spørgsmaalet om Gennemførelsen af
„Loi de Separation" af 11. December 1905,
der dekreterer Skilsmisse mellem Stat og Kirke
— blevet særligt brændende i Aarets sidste
Maaned.'
Aaret 1 906 kan for Frankrigs Vedkom-
mende med Grund kaldes „Clemenceau- Aaret* .
Den gamle Ministerstormer med det mærke-
lige mongolske Hoved syntes at være bleven
dødelig saaret den Dag, da Boulangers fuld-
tro Ven, Soldatersangenes Digter, Paul De-
rouléde stemplede Georges Clemenceau som
„Cornelius Herzf Mand". Den højtbegavede
Politiker, der selv havde fældet saa mange,
kom dog atter til Hæder og Værdighed
som Dreyfus* Befrier, han fik som. Senator
atter Lejlighed til at godtgøre sine store
Evner; men der blev dog beredt Verden en
stor Overraskelse, da Clemenceau blev fransk
Indenrigsminister.
Clemenceau kunde takke sit Venskab med
Republikens nye Præsident og de Radikales
Frygt for de Misstemninger, som Skilsmisseloven
havde vakt i det endnu katholske Frankrig,
for sin uventede politiske Lykke. Den 17.
Januar blev den brave radikale Borger, Se-
natspræsident Fallieres i første Omgang valgt
til Præsident af Kongressen i Versailles, og
den 18. Februar afløste den nye Præsident
342 =
1906=
den ikke mindre brave radikale Borger, Ex-
Senatspræsident Loubet i Elyséet. Falliéres
syntes fornuftigvis for en længere Tid at
være sikret mod Elysée-He/rernes værste
Plage: Ministerkrise. Rouvier sad ved Ro-
ret. Den kloge Forretningsmand havde ført
Republiken uskadt ud af den farligste Krise,
der havde truet Europas Fred siden den
Dag, da det franske Kavalleri ved Vogeser-
grænsen sov med Tøjlen om Armen, rede
til at springe i Sadlen og galoppere over
Grænsen paa Goblet-Boulangers Bud. Krisen
var endnu ikke helt overstaaet, de franske
Diplomater kæmpede endnu i Algeciras med
den kloge og erfarne Hr. v. Radowitz, og
Rouvier syntes at være uundværlig som Mi-
nisterpræsident og Udenrigsminister, da han
den 7. Marts faldt for en af de velkendte
Kulisse-Intriger i Palais Bourbon. Falliéres
overdrog den gamle radikale Politiker Sårrim
at danne et Kabinet;' men Sarrien maatte
paa sine Drosketure til Republikens ledende
Mænd erfare, at den egentlige Fremtids-
mand slet ikke var ham selv, men Cle-
menceau. Og da saa Sarrien selv lidt
nedladende henvendte sig til den formentlig
endnu stærkt havarerede Fortidsstorhed og
tilbød Clemenceau Portefeuiller af anden Rang,
fik han det for ham overraskende Svar: „Jeg
vil være Indenrigsminister og intet andet!"
Da Sarrien saa, at Clemenceaus Fordring
støttedes' ' af Præsident Falliéres og af et
stort Flertal af de Radikale, der kun under
Clemenceaus Ledelse ventede at slippe frelste
ud af det forestaaende Valgslag, dannede
han den 13! Marts (af ægte franske over-
troiske Grunde blev der paa Falliéres*
Udnævnelses - Dekreter sat den 14. Marts)
Ministeriet Sarrien — Clemenceau. Efter Cle-
irenceaus store Valgsejre den 6. og 20.
Maj (atter her undgik de radikale Fritæn-
kere med Forsæt den 13!) fremtraadte det
nye Kabinet klart som Ministeriet Clemen-
ceau— Sarrien. Da Clemenceau mere og mere
trængte sig i Forgrunden, blev Sarrien endelig
ked af Legen, og den 23. Oktober dannede
Georges Clemenceau et nyt Ministerium — et
rentog skært Ministerium Clemenceau med ham
selv som Ministerpræsident og Indenrigsmini-
ster og som virkelig Udenrigsminister, da
Pichon aabenbart kun er en Straamand.
Gambetta og hans „store Ministerium" har
aabenbart været Clemenceaus Mønster; men
Clemenceau har sikkert haabet, at hans Mi-
nisterium vilde faa en bedre Skæbne, end
Gambettas, og dette Haab synes at skulle
gaa i Opfyldelse. Man kalder i Frankrig
Clemenceau „Diktatoren", i Tyskland kalder
man ham „Revanchens Mand". Det er i
ethvert Tilfælde sikkert, at Clemenceau i kort
Tid har erhvervet sig større Prestige, end
nogen anden fransk Ministerpræsident har
havt siden Freycinets Velmagtsdage. Hvad
Fremtiden vil bringe, maa ganske vist Frem-
tiden vise. (Clemenceau selv tænker sikkert
ofte paa det gamle franske Ord : „ Qui mange
de Pape, meurt,* og den franske Minister-
præsident og hans Kultusminister, Aristide
Briand, der næst efter Clemenceau vel er det
franske Ministeriums betydeligste Mand, har
da ogsaa søgt at undgaa en aaben Kamp
med den katholske Kirke. Men Pius X er
ingen Leo XIII, og Paven har forbudt den
franske katholske Gejstlighed at danne de i
„SkilsmisFeloven", der traadte i Kraft den
12. December, forudsatte religiøse Associa-
tioner og fortsætte Gudstjenesten paa Grund-
lag af Foreningsloven. Clemenceau — Briands
Tilbud om at forlænge Fristen for Lovens
fulde Gennemførelse til 11. December 1907
har derved forfejlet sit Maal. Den 1 1 . De-
cember begyndte Kulturkampen, og den pave-
lige Repræsentant i Paris, Monsignore Montag-
nini blev samme Dag udvist.
Fremtiden maa vise, hvem der sejrer i
Kampen; men for Tiden har „Frimurerne"
og Fritænkerne aabenbart Overtaget i cfet
politiske Liv i Frankrig, og de antikirkelige
Bølger har endog steaet over Pyrenæerne og
fremkaldt stærke Tilløb til en Kulturkamp i
343
1906-
det hidtil saa bundkatholske Spanien, Denne
Bevægelse i Forbindelse med den Opløsning,
der gør sig gældende i de spanske Parti-
forhold, har i Aaret 1906 fremkaldt en selv
i Kong Alfons XIII's Rige enestaaende Række
Ministerkriser. Allerede den 20. Marts ind-
gav Ministeriet Morel sin Dimission. Kong
Alfons forlangte og fik Fred til at holde
Bryllup med Prinsesse Ena af Battenberg,
hvis Jaord han havde faaet i Biarritz den
24. Januar. Moret var endnu Minister-
præsident, da Kong Alfons den 31. Maj
viedes til den engelske Prinsesse, og det
frygtelige Attentat, der blev forøvet mod det
kongelign Brudepar paa Vejen fra Kirken til
Slottet i Madrid, trængte for nogle Dage den
politiske Krise i Baggrunden. Vel indgav
Moret atter den 7. Juni sin Dimission, men
han nøjedes med at rekonstruere sit Kabinet.
Den rekonstruerede Herlighed varede dog
knap en Maaned. Den 5. Juli indgav Moret
for tredje Gang sin Dimission, og denne
Gang blev det Alvor. General Lopez Do-
minguez dannede et nyt Kabinet, der forsøgte
at rejse en Kulturkamp; da Kortes den 24.
Oktober traadte sammen, havde det spanske
Ministerraad en Foreningslov færdig. Men
allerede den 28. November maatte Ministeriet
træde tilbage. Krisen forværredes ved Spørgs-
maalet om Spaniens Deltagelse i den af
Frankrig foreslaaede Flaadedemonstration mod
det urolige Marokko. Den 30. November
dannede Moret et nyt Kabinet; men allerede
den 3. December indgav han for fjerde Gang
i Aaret 1906 sin Dimission. Kong Alfons
appellerede da til den 84aarige Marquis de
la Vega de Armigo, der da ogsaa allerede
den 4. December overtog Magten.
Portugal har i Aarets Løb havt tre for-
skellige Ministerier. Italien har havt samme
Skæbne, men til Gengæld synes Ministeriet
Giolittiy som den 29. Maj afløste Ministeriet
Sonnino, at sidde fast i Sadlen. Bulgarien har
skiftet Ministerpræsident; i Serbien ha* Told-
konflikten med Østerrig-Ungarn styrtet to
Kabinetter. Den gamle Fyrste af Montenegro
har ligesom Shahen følt Lyst til at faa et
Parlament, og den første montenegrinske
Rigsdag fremkaldte selvfølgelig strax en Mi-
nisterkrise. Fyrst Nikolaus fik da det Indfald,
at overlade Rigsdagen at udpege det nye
Ministerium, og han bekræftede dens Valg.
Ogsaa Grækenland har selvfølgeligt havt
en Ministerkrise; men da Kronprinsen meldte
sin Fader, der opholdt sig i København,
Ministeriet Theotokis' Dimission, gav Kongen
Befaling til at opløse Kamret. Valgene den
8. April medførte en Del Uroligheder, bl. a.
blodige Gadekampe i Athen; men Theotokis
vandt en stor Sejr og synes at have en for
et græsk Ministerium usædvanlig fast Stilling.
Regeringen er da ogsaa bleven i høj Grad
styrket ved det politiske Mesterstykke, hvor-
ved Kong Georg har knyttet Kreta endnu
fastere til Kongeriget. Da Prins Georg paa
Grund af visse Konsulers Optræden nedlagde
sit Mandat som Magternes Generalkommissær
paa Kreta, opnaaede Hellenernes Konge Mag-
ternes Samtykke til, at han selv valgte
Prinsens Efterfølger. Kongen valgte den
ansete og uafhængige græske Politiker Zai-
mis, der overtog Regeringen efter, at Prins
Georg den 25. September havde forladt Kreta.
Zaimis har havt en heldig og lovende
Debut paa den klassiske 0, der nu kun af
Navn staar under Sultanens Overhøjhed, men
i Virkeligheden regeres fra Slottet i Athen.
Den gamle Kejser og Kong Franz Josephs
urolige Riger har i Aaret 1906 havt en
særlig uhyggelig interessant Historie. Ved
Aarets Begyndelse var Kampen i Ungarn
endnu staaende mellem Kejserens tro Mand,
Helten fra Solferino, Baron Fejervary og Op-
positionen. Fejervary havde som tapper Sol-
dat besluttet at holde ud paa sin Post og
regere med provisoriske Love saa længe,
hans Hersker befalede det, for at hindre de
forenede Oppositionspartier i at sprænge den
dualistiske Overenskomst af 1867 mellem
Østerrig og Ungarn og danne et ganske
344 —
-W06=
selvstændigt transleithansk Rige i Personal-
union med Cisleithanien. Den ungarske Rigs-
dag blev den 19. Februar opløst af en kon-
gelig Kommissær, en General, der havde
Fuldmagt til at bruge Vaabenmagt, og der
syntes at være Fare for aabent Oprør. Men
i det yderste Øjeblik gav baade Kronen og
Oppositions-Koalitionens Førere efter. Der
blev sluttet et Forlig, ved hvilket Oppositions-
førerne forpligtede sig til at gennemføre de
nødvendige Love og hindre en Anklage mod
Ministeriet Fejervary og dets Forgænger, Mi-
nisteriet Tisza. Den 7. April blev der dan-
net et Ministerium, i hvilket Oppositionens
vigtigste Førere, bl. a. Grev Apponyi og
Diktatoren Kossuths Søn, Franz Kossuth,
havde Sæde under Ledelse af den forholdsvis
maadeholdne Ministerpræsident fra den un-
garske Kulturkamps Dage, Alexander Wekerle.
Wekerle udskrev nye Valg, der styrkede det
nye Ministeriums Stilling, og gjorde Ende
paa den herskende „Ex lex-Tilstanda. Men
Kronens Indflydelse er bleven stærkt svækket
ved den langvarige Krise og dens Afslutning,
■og mange af Franz Josephs Undersaatter
imødeser med Bekymring, hvad der vil ske,
naar den gamle habsburgske Hersker, der
i det forløbne Aar for første Gang har
sporet Alderdommens Følger, lukker sine
•Øjne.
Den ungarske Krise har havt ganske
mærkelige ♦ Følger for Østerrig. Da Kon-
flikten mellem Kronen og Parlamentet i Un-
garn var paa sit Højdepunkt, fattede Fejer-
vary eller rettere hans Indenrigsminister den
Plan, at bekæmpe de herskende Partier ved
en radikal Valgreform. Franz Joseph og
hans nærmeste personlige Raadgivere, blandt
dem Rigsudenrigsministeren Grev Goluchow-
ski modsatte sig først denne Plan. Men
senere indiraadte der et fuldstændig Omslag
i Kejserens Opfattelse af den Sag, og han
besluttede at gennemføre en saadan Valg-
reform i Østerrig. Valgreform-Spørgsmaalet
styrtede den 3. Maj Ministeriet Gautsch.
En ny Mand, Prins Konrad Hohenlohc-Schil-
lingsfurst kom til Magten under store For-
ventninger, men forsvandt allerede den 28.
Maj fra den politiske Skueplads. Derefter
dannede en ganske splinterny politisk Mand,
Friherre v. Beck den 2. Juni et Kabinet.
Han blev modtaget med meget ringe For-
ventninger, men han har med stor Dygtighed
og Energi gennemført Valgreformloven i det
østerrigske Deputeretkammer. Herrehuset har
rejst Vanskeligheder, men er der dog Udsigt
til, at det vil lykkes Ministeriet Beck at gen-
nemføre Valgreformen.
De ungarske Storme i Forening med et
Kejser-Telegram har krævet et opsigtvækkende
Offer. Magyarerne var forbitrede over, at den
østerrigsk-ungarske Rigsudenrigsminister, Grev
Agenor v. Goluchowski, havde blandet sig i
Kampen mellem det ungarske Parlament og
Kronen. Magyarerne viste tydeligt deres
Uvillie under Delegationsmøderne i Juni, og
de truede med at give Goluchowski et Mis-
tillidsvotum, naar Delegationerne atter traadte
sammen i Begyndelsen af December. Kejser
Wilhelm II. havde desuden, aldeles utvivl-
somt meget mod sin Villie, svækket Grev
Goluchowskis Stilling ved det Telegram,
hvori Kejseren takkede Greven for hans
Mægling paa Algeciras-Konferencen og be-
tegnede ham som sin „glimrende Sekundant tf.
Den 24. Oktober forlod Grev Goluchowski
Ballhausplatz, hvor han har hersket i 12
Aar. Han afløstes af den østerrigsk-ungarske
Gesandt i St. Petersborg, Friherre Alois Lexa
v. Aerenthal, der anses for at være Mand
for at benytte Tysklands vanskelige Stilling
il at sikre det habsburgske Monarki en
bedre Stilling end „Sekundant" -Rollen over-
for Kejser ^Vilhelms Rige.
Rusland er stadigt Nutidspolitikens største
og frygteligste Gaade. Ogsaa Aaret 1906
har skuffet de mange, der troer paa Mulig-
heden af en Revolution i .det store Militær-
monarki, og som ikke kan forstaa, at Rusland
vedbliver „at skylde Verden en Revolution*4,
345
1906-
og den første Rigsdumas ørkesløse Deklama-
tioner har tilstrækkelig godtgjort, at det
russiske Folk ikke selv magter en Reform-
aktion. Disse Erfaringer synes at have
lammet ogsaa Terroristerne, og der er i de
sidste Maaneder udsendt langt færre Sensa-
tionstelegrammer og vistnok forefaldet endnu
færre Rædselsgerninger i Rusland end i
A årets første Maaneder. Men Ilden ulmer
stadigt under de mange uhyggelige Brand-
tomters Aske, og Siolypin skylder endnu
stadig Beviser for, at han er Mand for at
lede Udviklingen i en ny og bedre Retning.
Foreløbigt maa man afvente de bebudede
nye Dumavalg og deres Resultater.
Ruslands Skæbne har ikke alene Betyd-
ning for det uhyre Riges mange Millioner
Indbyggere; det tomme Rum, der er opstaaet i
Storpolitiken ved det russiske Riges midlertidige
Lammelse, øver stor Indflydelse paa hele den
planetariske Politik. Ruslands indre Forhold
har i høj Grad fremmet Kong Edwards
Plan om en ny Vestmagtforstaaelse, fordi
Frankrig ikke længer tør stole saa trygt
som før paa Ruslands Hjælp, og denne For-
staaelse har, som Algeciras-Konferencen viste,
bidraget til at svække Triplealliancen og true
Tyskland med Isolation. Italien svigtede paa
Konferencen Tyskland, og Østerrig -Ungarns
„glimrende Sekundant- Rolle" blev spillet mere
i franskvenlig end i tyskvenlig Aand. Vel
skal Triplealliancen efter Kejser Vilhelms
Initiativ være bleven fornyet til Aaret 1912;
men der er vel næppe mere nogen Statsmand,
som troer, at denne Alliance vilde holde Stand
overfor en akut europæisk Krise. Kejser
Wilhelm II's impulsive mangestrengede Politik
har ikke blot vakt Uro i London og Paris,
men ogsaa i Rom og Wien; ogsaa Tysklands
nominelle Allierede ser en Garanti for Ver-
densfreden i den fransk-engelske Entente, der
er beregnet paa at bryde Tysklands Overmagt
paa det europæiske Fastland og standse den
tyske Kejsers „verdenspolitisk" Aktioner. Og
den Kjendsgerning, at alle europæiske Stor-
magter har skiftet Udenrigsminister i de sid-
ste 13 Maaneder, har ikke bevirket nogen
Forandring i den Situation, der blev frem-
kaldt ved Kejser Wilhelms Besøg i Tanger
den 30. Marts 1905.
Det er en for Verdensfreden farlig Situation t
og Freden har da ogsaa i det forløbne Aar
flere Gange hængt i en Traad. Det er ogsaa.
i Jenahundredaaret lykkedes at bevare Fre-
den, og Simplontunnelen er bleven indviet i
det fredelige Samkvems Tegn.
Men Aaret 1906 har været et meget
broget Aar; man kan kun med svære Be-
tydninger tænke over, hvad Aaret 1907 kan
bringe, og der er vel kun eet Land i Eu-
ropa, som ikke nogenlunde efter Evne søger
at holde sit Krudt tørt for alle og tildels
ret nærliggende Tilfælde..
17. December 1906.
346
—^ o/aorileans (Jtuttr
DANSK PORCELAIN
DEN kongelige Porcelainsfabrik har bragt
sit Anne-Galleri i Orden. I dens for-
nemme Udstilling staar nu Magen til de gra-
ciøse Mesterværker, som efter saa forbav-
sende kort Prøvetid skabtes i den sidste Snes
Aar af det attende Aarhundrede. Den brave
Frantz Heinrich Muller var en Direktør, der
af sit Hjærtes Lidenskab forstod sig paa
Kunst Haand værk — som den Gang endnu
ikke var n Kunst Industri". Det var dansk
Porcelain, som „den Kongelige Porselins-
fabriques" gjorde og ingenlunde Efterligninger
af Meissener- Værkerne. Dem kan man vel
ogsaa nok opvise nogle af. Men Stilen i
Vaser og Krukker, saa vel som Smagen i
Udførelsen af de yndefuldt dansende Grupper
var dansk præget, og Modellerne, man ar-
bejdede efter, danske. Nu har Fabrikens ud-
mærkede kunstneriske Leder, Professor Arnold
Krog og dens habile Direktør Dalgas vist, at
det kunde gøres igen — d. v. s. gøres om
igen.
Naturligvis
har det kostet
Arbejde, fem —
sex Aars Arbej-
de, inden man
af det Vognlæs
Gibsstumper,
som Aktieselska-
bet „Aluminia"
fandt i den
gamle Fabrik,
og efter de mere fuldstændige gamle For-
billeder, som Musæer og private Samlere
godhedsfuldt stillede til Raadighed, fik Held
til at genskabe de yndefulde gamle Former.
Ikke blot maatte der rekonstrueres og ny-
modelleres (Normandsdal- Figurerne er model-
lerede helt paa nyt af Billedhugger Carl
Martin Hansen), men der maatte experimen-
teres med Porcelainsmassen, som skulde være
blødere for at lfunne opsuge Farverne og
give de blidere og varmere Valører, saavel
som med Glasurer og Farver, der slet ikke
vilde falde ud som paa de gamle Modeller.
Det hjalp ikke, før man fik fat i de gamle
Recepter og Opskrifter, som saaledes stod
deres Prøve trods moderne Teknik og alskens
Fremgang.
Men netop dette Arbejde og disse Anstren-
gelser er det, som sagtens bliver en væsen-
lig Del af Fabrikens reelle Udbytte — saa
smukke som Resultaterne i sig selv ogsaa maa
siges at være.
Forholdet var jo
det, hvad de
fleste Kendere
med nogen Æng-
stelse iagttog, at
der var kom-
men en tydelig
Standsning i den
kgl. Porcelains-
fabriks Arbejde.
Det Resultat,
347
Dansk^ Porcelaim
man havde
naaet, var ære-
fuldt, og havde
høstet megen
Ære. Men den,
der havde Lej-
lighed til at følge
Fabrikens Mon-
tre ved en Del
af de senere store
Udstillinger,
maatte rent uvil-
kaarligt sige sig selv: Ja, dette er stadig
meget smukt — men mest Gentagelse og
atter Gentagelse af det, der undertiden tid-
ligere var bedre!
Under dette Synspunkt maa denne nye
Udstilling forstaaes. Den kgl. Porcelains-
fabriks Kunstnere havde naaet et Mesterskab
i en bestemt Art Arbejder og med den ex-
cellente Teknik, som dens Underglasur-Maling
altid fremviste. Og her stod de stille. I
Frygt for den Tilbagegang, der lovmæssigt
følger Stilstanden, har de nu dykket sig ned,
til forhaabentlig frugtbar Fornyelse, i de
gamle Former og de gamle Farver, efter
hundredaarige Recepter. Herfra vil der kunne
virkes videre paany. Det kan selvfølgelig
ikke være Maalet at vedblive med Gransk-
ningen efter de kuriøse Figurer, som nævnes
i Pousserer Tvedes Kontrabog: Drager, Stjer-
nekiggere, kloge Koner, Havdrenge „med og
uden Rumpe", de tre Rigers Enighed, det
gode Navn osv.
Det er det gamle
Mesterskab —
som et forfri-
skende Bad —
ikke de gamle
Modeller, hvor-
om det gælder.
Ellers vilde
det med nogen
Ret kunne siges,
hvad der rundt
om hviskes, at
det er mange
Aars Arbejde
ofret paa at gøre
om igen, hvad
der allerede en
Gang er gjort.
Det er selvfølge-
lig ikke nok selv,
med den største
Fuldkommen-
hed, at eftergøre
de gamle Sjældenheder. Det vil kun være at
stille Kenderes Kyndighed paa en urimelig
Prøve, naar de om et halvthundrede Aar skulde
til at granske om denne „Europa med Tyren fc
er Louis Seize fra Slutningen af det attende
Aarhundrede eller fra 1906.
Allerede de nye Former med Maling over
Glasuren efter de genfundne Fremgangsmaa-
der vil være nyt Arbejdsfelt for Fabrikens
ansete Kunstnere og en forfriskende Afvex-
ling for det købende Publikum Verden over,
nu da saa mange af de fremmede Fabriker
er vandrede i Hælene paa det gode, den
Gang nye københavnske Arbejde. — Det er
jo gaaet Adskillige som den afdøde Konge,
der med sin elskelige Beskedenhed en Gang
paa Københavns Porcelainsfabrik sagde: „Ja,
egentlig holdt jeg jo meget mere af de
gamle Farver; men nu, da de allesam-
men siger, at dette er bedre, maa vi jo
være rigtig glade for dette Nyea.
Men. Hoved-
Dansk PorSélain
samme Platter,
det samme
Kunst-Nips og
de samme Lam-
per og Lysesta-
ger. Hvor sindigt
der en Tid lang
er arbejdet, ses
maaske bedst,
naar man iagt-
tager, hvor lidt
Hensyn man har
taget til de nye
Krav, Elektrici-
teten som Allemands-Forbrug har skabt. Ud-
over et enkelt svagt Forsøg, mest til eget Ud-
stillings-Brug, er vi ikke naaet. Der mødes
stadig med de gamle Petroleumslamper, som
anvendes mindre og mindre netop af K.
P. F.s Kunder, medens den elektriske Lampe
med dens Rigdom af Motiver for kunstne-
risk Luxus og praktisk Nytte lades ganske
uænset, saa herligt som det halvt gennem-
skinnede, skønne Porcelain dog her lod an-
vende. Men er det ikke netop Kunsthaand-
værkets egentlige Prøve om det levedygiigt
formaar at forme sig over Daglig- saavel
som Fest-Livets nye Krav?
I det Hele taget stod Fabrikens Ledelse
sig sikkert ved i noget højere Grad at rette
Blikket udefter — og paa det hjemlige Be-
hov. Da dens Fajance-Afdeling for faa Aar
siden blev opkultiveret paany, toges Sagen
fat med Energi og utvivlsom Dygtighed. Der
blev væsenlig med engelske Forbilleder, men
med dansk Smag, skabt en omfangsrig og i
det hele taget meget lovende Industri. Der
blev lavet Kruse, Blækhuse, Lamper, Stel.
Nydeligt! Nuvel, spørg Deres Frue, hvor hun
vil købe det Dag-
ligstel eller Villa-
Service, som De
skal have til at
tage af for det
gode, men jo
ikke billige Stel
af københavnsk
Porcelain ? Hun
vil ganske sik-
kert henvise Dem
til denne eller
hin Forhandler
af tysk, belgisk
eller engelsk
Vare. Det er bil-
ligere, vil hun
sige — muligvis
ogsaa at det er
bedre . . . K. P.
F. har i Virke-
ligheden mest
skabt sig selv
•n Konkurrence med sin ny Fajance — i
Stel, Lamper og Platter. Samtidig oversvøm-
mes Landet af udenlandsk Kram. Vi kan slet
ikke optage Konkurrencen, i dette Porcelai-
nets navnkundige Land!
Imidlertid er vi komne bort fra den fine
og pyntelige Udstilling, som var vort Ud-
gangspunkt, og hvis skønne Sager pryder
denne Artikel. Det er og bliver indtil videre
selvfølgelig Porcelainet som Kunst Haandværk
og Luxus, hvor Hovedvægten kommer til at
ligge. Her har vi vundet vore Sejre, og
her skal nye vindes. Betyder det end ikke
økonomisk saa uhyre meget samfundsmæs-
sigt set, saa er det desmere en Æressag og
en Honnør for vor Smag og kunstneriske
Kultur — saaledes som den skønne og for-
nemme Kunst allerede var det i den kgl.
Porcelainsfabriks første og store Blomstrings-
tid.
Denne kan og skal ikke efterlignes. Men i
dens Aand og med dens genvundne Viden
vil Fabriken forhaabentlig og sikkert gen-
vinde sig en ny og frugtbar Blomstringstid.
Til Ære for dansk Kunsthaandværk, til Glæde
for dens mange
Venner og til
Pryd for den sto-
re Udstilling, vi
nu begynder at
forberede. Ahne-
galleriet har Fa-
briken altsaa nu
i Orden!
Th. Munch.
— --= 349 r— =
GIOSUÉ CARDUCCI
Denne Italiens literære Førstemand (Aarets
literære Nobel-Pristager) blev født i Val
di Castello ved Pisa d. 27. Juli 1836.
Som ung indsugede han de af l'ltalia gio-
vine repræsenterede Ideer, blev — som saa
mange unge Italienere omkring Midten af
Aarhundredet — politisk liberal, religiøst
antikirkelig, ja antikristelig. Frelsen for hans
Land som for hele Verden kom for ham til
at ligge i en Tilbagevenden til Tiden før
Aar 1, en Genfødelse af det antike Heden-
skab. Ud fra dette Synspunkt maa det for-
staas, naar han 1865 — under Pseudonymet
Enotrio Romano — i sin „Hymne til Satan"
fejrede Lucifer som Menneskehedens Velgører
og Fremskridtets Bærer (smlgn. Georg Bran-
des' berømte Tale ved Festen 1891 i Koncert-
palæet). Samstemmende hermed indførte han
i sine „ Barbariske Oder" (1877, femte Oplag
1887) de gamle horatsiske Versemaal i mo-
derne Digtning og skildrede f. Ex. en
Afsked paa Banegaarden i sapflsk eller
alkaisk Metrum. Den naturlige, nøgne,
brutale Sa/idhed — den triste Sand-
hed — saaledes lød det fra Frankrigs
Realister og Ruslands Pessimister laante
Feltraab, hvormed Carducci drog i Le-
ding mod de sidste blodløse Ætlinge
af Manzoni og Silvio Pellico. „Ve-
risme" blev den nye Bevægelse kaldt,
og Romanforfattere som d'Annunzio i
hans første Manér („Giovanni Epis-
copo"), Lyrikere som Ada Negri og
Annie Vivanti sluttede sig til Meste-
ren. Selv udgav han endnu to Bind
„Nye barbariske Oder", (1883 og
1889), „Nye Rim" (1887) og den
formfuldendte Sonetkrans Qa ira. 1860
var Carducci bleven ansat ved Univer-
sitetet i Bologna som Professor i Lite-
raturhistorie, og en Frugt af denne
hans Virksomhed er forskellige kritiske
og historiske Værker.
Efter som Aarene gik, mildnedes Carduccis
Radikalisme. Berøringen med Fortidens store,
en Dante, en Petrarca, har her sikkert ikke
været uden Betydning. Og saaledes kom
det, at Digteren af „Hymnen til Satan" be-
væget har kunnet dvæle ved den hellige
Frans af Assisis Grav og har kunnet vie den
og Klosterskoven ved Fiesde de to her gen-
givne Sonetter.
Den af de yngre, paa hvem Carduccis
Aand tydeligst hviler, er vel nok Giovanni
Pascoli, hans Efterfølger paa Lærestolen i
Bologna og Digteren af den vergilsk følte
Samling Hyrdedigte Myrmica. Ogsaa hos
Pascoli finder man den religiøs inspi-
rerede Tone fra Carduccis senere Aar. I
endnu højere Grad gælder dette om ganske
unge Poeter som Eliseo Battaglia og Tommaso
Neddiani, der formelt er Elever af Carducci,
men aandeligt staar ham meget fjærnt. Disse
350 = — -
Giosué Carducci
unge har husket, hvad Carducci i sin første
antiklerikale Begejstring havde glemt, at der
er opført Kirker ovenpaa Forum, og at paa
den Grundvold, Horats og Vergil har lagt,
er der bleven bygget en uforgængelig Byg-
ning, som hedder „Den guddommelige Ko*
medie".
Som i Dantes Digtning maa i al italiensk
Literatur Klassicismen nøjes med at tjene
som Fører til den højeste Skønhed.
FIESOLE.
Fra Fiesole, som sender Blikket vide
ned over Florens og den gule Flod,
en Klokke ringer, og paa langsom Fod
de brune Brødre op ad Højen skride.
De brudte Oldtidsmure tyst forvitrer,
men gennem Klosterskoven tungt det
bruser,
og sukkende de sorte Træer suser,
og Aftenstjærnen stor og ensom sitrer.
Paa Toppen af de maanelyse Høje
end knejser Kampanilen, som den knejste,
da Fiesole Aar Tusend først den rejste.
Og i dit Marmor, Mino, endnu smiler
med jomfrukysk og moderkærligt øje
Natur, som evig i sit Væsen hviler.
SANTA MARIA DEGLI ANGELI.
Ak, Broder Frans, hvor megen Luft om-
spændes
af denne Kuppel, som Vignola tegned
over den Hytte, der din Dødskamp hegned,
den Gang du, nøgen, følte Livet endes!
Se det er Sommer, Juli! Sange stige
om Elskov over Sletten, hvor der høstes.
Ak, af et Ord fra dig jeg vilde trøstes
og se et Glimt af dig her i dit Rige!
Af Bjerge blaa er Horisontens Rand.
Jeg ser dig staa deroppe ved din By;
som gyldne Porte luer Aftenrøden.
Jeg ser dig som en mild og ensom Mand,
der priser Gud med Armene mod Sky:
Hav Tak, o Herre, for vor Søster Døden !
Ved Jokannes Jørgensen.
351
Fransk Damptrawler under Osterjeklen paa Island.
ISLANDS-FISKERI
Af Kaptajn C. G. Schack.
Skjøndt Fiskeri med Trawl i de senere
Aar har været det vigtigste Fiskeri paa
Island, saa er det dog kun en forholdsvis
mindre Del af Havet omkring Island, der
egner sig til Trawling. Til Trawling fordres
nemlig reen Bund, helst Sandbund eller
haard Lerbund. Klippebund, som der fin-
des paa mange Steder, er ikke god, da
Trawlen saa „fisker" Klipper og Sten og
sønderrives og sprænges. Blød Bund er
heller ikke god Bund, da Trawlpladerne her
skærer sig ned i Bunden, og Nettet fyldes
med Mudder. Det gælder derfor for en
Trawlskipper at finde de rigtige Fiskepladser,
d. v. s. Steder, hvor Bunden er god, sam-
tidig med, at Torsken, Rødspætten eller
Helleflynderen er tilstede i rigelige Mængder.
Foruden Trawlfiskeri drives der et ud-
strakt Linefiskeri efter Torsk paa Island, saa-
vel fra Dampskibe som fra Seilskibe. Fra
Dampskibe drives det især af Englændere og
Hollændere, fra Seilskibe af Franskmænd og
Islændere.
Linefiskeri fra Dampskibe sker med Lang-
liner— Liner, der kan være indtil 2 danske
Mil lange forsynede med Kroge. Man vil
forstaa, hvad det er for et Arbeide at sætte
Madding paa de Tusinder af Kroge, som
findes paa en saadan Line. Det tager Tid
at løbe en Linie af ovennævnte Længde ud,
og naar den er løben ud, begynder man
strax at bjerge den; paa gode Fiskepladser
skal der saa helst være en Fisk paa hver
Krog. Fra Seilskibene fiskes med Haandliner.
Liniefiskeriet gjør jo ikke tilnærmelsesvis
den Skade paa Fiskebestanden som Trawl-
fiskeriet; det gjør ingen Skade paa Islæn-
dernes Redskaber, og man Ifører derfor
sjelden Klage over det; men det er selv-
følgeligt forbudt fremmede Nationer at fiske
med Line paa Søterritoriet. Straffen i Over-
trædelsestil fælde er dog meget læmpelig.
Loven fastsætter Bøder fra 20 til 400 Kro-
ner, men ingen Konfiskation af Fangst og
Fangstredskaber. Overtrædelserne ere heller
ikke altid lette at konstatere, hvor der —
som fra Seilfartøierne — fiskes med Haand-
liner; thi saadanne Haandliner kan jo let
hales ind, naar Krydseren viser sig, og der
er saa intet Bevis mod den Paagjældende.
-- 352
Islands-Fiskeri -==
Franskmændene drive som nævnt i stor
Maalestok Fiskeri fra Seilfartøier med Haand-
line. De ligge som Regel i Fiskesaisonen
fra Marts til September i et Antal af c. 200
deroppe. Det er gjennemgaaende lovlydige
Folk, hvad der dog for en Del har sin
Grund i at de ere statsunderstøttede og
mister denne Understøttelse, naar de gjøre
sig skyldige i Overtrædelse af de islandske
Love. Det skeer dog undertiden, at de lade
sig friste og gaae ind paa Søterritoriet. Jeg
traf saaledes en Dag, da jeg uventet kom
over dem, c. 70 store Fartøier inde paa Sø-
territoriet ved Vestmanøerne.
Franskmændene ere meget dygtige og dri-
stige Fiskere, og det er et meget anstren-
gende og farefuldt Liv, de fører deroppe;
der forliser aarlig en Del af deres Fartøjer,
og mange Menneskeliv gaa tabt; paa den
anden Side sørger den franske Regering godt
for dem. Der er opført Hospitaler for dem
saavel i Reykiavik som paa Østlandet, hvor
de pleies af franske Sygepleiersker og barm-
hjertige Søstre, og Hospitalskibe opsøge dem
paa Havet og sørger saavel for deres aande-
lige som materielle Vel.
Der er beskjæftiget over 3000 Fransk-
mænd ved Fiskeri deroppe, og Værdien af
deres Fangst har i de sidste Aar beløbet sig
til c. 7 Millioner francs aarlig.
Det Fiskeri, der særlig har taget stort Op-
sving paa Island i de sidste- 4 Aar er Silde-
fiskeriet. Tidligere dreves dette i mindre
Maalestok paa forskjellige Fjorde ved Hjælp
af Sildenoter (Stængegarn), et Garn som
gaaer fra Bunden og til Overfladen af Van-
det; naar en Sildestime løber ind i en Fjord,
bliver dette Garn sat tvers over Fjorden og
spærrer saaledes Stimen inde. Dette Slags
Fiskeri (med Stængegarn), der drives ude-
lukkende af Nordmænd, vakte ved sin Frem-
komst stort Røre paa Island. Det kan jo
efter sin Natur kun drives paa Søterritoriet;
men da det dreves af Nordmænd, var det
altsaa ulovligt Fiskeri. De islandske Love
om Fremmedes Fiskeri var — og er —
uheldigt affattede, saaledes at det er en let
Sag at omgaa dem. Der fordres kun Bor-
gerskab og fast Bopæl paa Island.
Fast Bopæl kan erhverves ved at opføre
et Skur med et Ildsted i — eller ved pro
formå at kjøbe sig et saadant. Borgerskab
kan da faaes for 4 Kr. Man nyder da
fuldstændig samme Rettigheder som Landets
Børn; og ønsker en Udlænding ikke at bo
paa Island, men dog at drive Fiskeri der-
oppe, saa benytter han sig af Straamands-
væsenet eller -uvæsenet. Han faaer en Is-
lænder — en fattig Fisker — til pro formå
at overtage hele Fiskeriet; han opretter en
Købekontrakt med Straamanden, der notorisk
ikke eier en rød Øre. Denne Kontrakt, der
skal forevises de islandske Myndigheder, er i
Virkeligheden en fuldstændig pro formå Kon-
trakt, men den er affattet saaledes, at det
er umuligt for Myndighederne at bevise dette.
Ved at omgaa Loven paa denne Maade
drive adskillige Nordmænd i Virkeligheden
ulovligt Fiskeri paa Island, men det er umu-
ligt for Myndighederne med de nugjældende
Love at skride ind.
Det Opsving, Sildefangsten har faaet i de
4 Aar, skyldes, at man har forladt den
gamle Fiskemaade med at spærre Silden inde
paa en Fjord. Dette Fiskeri er Lotteri,
idet det er afhængig af, om Silden tilfældig
gaaer ind paa den Fjord, hvor Eieren af
Sildenoten (Notebruget) har etableret sig.
Man er nu gaaet over til den mere rationelle
Fiskemaade at opsøge Silden paa Havet og
fange den enten i Drivgarn eller i Snurre-
noter, paa norsk: Snurpenøter. En Snurre-
not er et stort Garn, c. 150 Favne langt,
der kan snøres sammen forneden. Det sæt-
tes i Ring rundt om Sildestimen; Bunden
af Garnet trækkes derefter sammen fra Ski-
bet, og Silden er spærret inde i Noten og
kan derfra øses over i Skibet. Dette Fiskeri
kan selvfølgelig drives saavel paa som uden-
for Søterritoriet, men da Sildestimerne lige-
353 =
■-= Islands-Fiskeri =-
s*a ofte indfinde sig paa Territoriet som uden- tagef deres Sild tildels paa islandsk Søterri-
for dette, overskrides Territorialgrænsen selv-
følgelig stadig af fremmede Fiskere. Der blev
iaar, da Stationsskibet første Gang kom paa
Siglufjord, arresteret 4 norske Dampere for
Fiskeri paa Søterritoriet. Sildefiskeriet drives
kun i Maanederne Juli — September, i hvilket
Tidsrum Kvaliteten af Silden er bedst.
Det Opsving, Sildefiskeriet har taget i de
sidste Aar, illustreres bedst ved nogle Tal.
Medens Fangsten af Sild for Nordmændenes
Vedkommende i Aaret 1900 var c. 600 Tdr.,
var den i 1903 c. 40,000 Tdr., i 1905 c.
120,000 Tdr. og efter Efterretningerne fra
Island bliver den iaar neppe mindre end
200,000 Tdr. Hvilke Flaader, der deltage
deri, faaer man et Begreb om ved at høre,
at der fra Norge alene iaar er udrustet c.
30 Dampere og langt over 100 Seilfartøier
til Deltagelse i Sildefiskeriet, foruden at baade
Englændere, Tydskere, Svenskere, Hollændere
og Belgiere deltage deri — kun ikke Danske.
Nettoindtægten for Nordmændenes Vedkom-
mende ansloges i 1905 til 2 Mill. Kr. og
bliver iaar neppe under 3 Millioner — snarere
over — fortjent paa 3 Maaneder. Det er
særlig Stavanger, Haugesund og Bergen, der
deltage i Fiskeriet paa Island.
Sildefiskeriet drives næsten udelukkende
paa Nordlandet og her igjen særlig ved Siglu-
fjord og 0 fjord. Det Liv, der hersker sær-
lig paa Siglufjord i de 3 Maaneder, Fiske-
riet varer, er ganske karakteristisk. Alle
Fiskefartøjerne søge nemlig om Dagen (Silden
fanges, om Natten) ind paa Fjordene for at
tilberede og salte Fisken. Da det efter den
islandske Lov om Fremmedes Fiskeri er for-
budt disse at tilvirke Fisken iland, maa Nord-
mændene, for at kunne udføre dette, sørge
for at erhverve sig islandsk Borgerret; dette
skeer, som tidligere nævnt, uhyre let ved at
opføre et Skur iland, saa er den Sag i
Orden.
Man vil see, hvor let Bedriften gaaer for
Nordmændeue i et dansk Kronland. Det
torium, fordi det danske Stationsskib, hvis
Hovedopgave efter Instruxen er at føre
Tilsyn med Trawlfiskeriet, der foregaar paa
en hel anden Kant af Landet, ikke kan føre
et effektivt Tilsyn paa den store vidtstræk-
kende Kyst. De tilvirker deres Fisk iland i
det danske Kronlad, fordi Loven aabner dem
den letteste Adgang dertil. De tjener store
Penge derved og gaaer til Norge med dem.
Man vil forstaa, at det under saadanne
Forhold er ganske naturligt om Nordmændene
føle sig som Herrer i Landet; de see ikke meget
til Islænderne og næsten aldrig noget til Dan-
mark og Danske. Det norske Flag vaier fra
næsten alle Skibene paa Havnen. Det norske
Tungemaal høres overalt i Land, der er ingen
Politimester og intet Politi paa Stedet, saa
den fri Nordmand kan omtrent foretage sig,
hvad han vil; er Landet saa ikke hans?
Det er under disse Omstændigheder ikke
mærkeligt, at besindige Nordmænd, der øn-
skede lidt mere Orden i Forholdene paa
Siglufjord, for Alvor søgte om at faa et
norsk Krigsskib derop for at holde Orden
paa Havnen og i Land. De gjorde det sik-
kert i en god Mening og fattede ikke den
overmodige Haan mod Danmark, der laa i
Forslaget — og gjør det ikke endnu; thi
Sagen diskuteres stadig i det norske Fiskeri-
blad „Kysten" — ja endogsaa i det norske
„Morgenblad*. 'Den Korrespondance, jeg i
den Anledning havde med flere t Nordmænd,
endte regelmæssig med: „men med hvad Ret
besidder Danmark Island a. Da liegt der
Hund begraben : Island tilhører egentlig Norge,
saa det er ganske i sin Orden, at Norge
drager alle Fordelene af Islands Rigdomme.
Der er selvfølgeligt Intetsomhelst at sige
hertil, og det er ganske naturligt, at ener-
giske og foretagsomme Nordmænd benytter
sig af Forholdene, som de er. Island og
Danmark har lagt Forholdene til Rette for
dem, og med den dem egne Kraft og Hur-
tighed til Beslutning benytter de disse fuldt ud.
354
Islands-Fiskeri
Men seet fra et dansk Standpunkt er det ombord i deres egne Skibe, hvad et i 1903
unægteligt sørgeligt, at et dansk Kronlands
bedste Rigdomskilder udelukkende udnyttes
af Udlændinge og beskæmmende for Natio-
nen er det, at vi holde saa liden Justits, at
en fremmed Magts Undersaatter snart føle
sig som Herrer deroppe. Hvad kunde der
ikke udrettes, hvis Danmark som enhver
anden Nation tilsikkrede danske Undersaatter
Retten til først og fremmest at benytte Lan-
dets Rigdomskilder. Den første Betingelse
var, at det forbødes Udlændinge at tilvirke
Fisken iland, vel at mærke, at Loven var
affattet saaledes, at Udlændinge faktisk ikke
kunde tilvirke Fisken iland, idet Betingelserne
for at erhverve Borgerret i Landet ikke som
nu var en pro formå Forretning, men at det
forlangtes af den Udlænding, der vilde have
islandsk Borgerret, at han virkelig blev is-
landsk Borger m. a. O., at han viste, at det
var hans Hensigt at boe og bygge i Landet
og ikke alene at hente Kilden til sin Rig-
dom der. Der er i saa Henseende foreslaaet,
at man først maatte kunne faa islandsk Bor-
gerret, naar man havde boet i Landet i 5
Aar og tilkjendegivet det som sin Hensigt
at forblive der. Dernæst maatte der under
hele Sildesaisonen stadig være et Stationsskib
paa Station, saaledes at Overtrædelse af
Fiskeriloven faktisk blev umuliggjort. Der
vilde i saa Tilfælde blive tilsikkret islandske
og danske Fiskere udelukkende Ret til de
store Stimer, der komme ind paa islandsk
Søterritorium, ligesom Danskere og Islændere
selvfølgelig sammen med andre Nationer
kunde deltage i Fangsten af de Stimer, der
staa udenfor Territoriet, og der vilde blive
tilsikkret Danske og Islændere udelukkende
Ret til at tilvirke Fisken iland, hvor for Øie-
blikket Nordmændene optage hver Plads.
Derimod kan man ikke forbyde Udlændinge
at tilvirke Fisken ombord i deres egne Skibe,
selv om disse ligge paa islandsk Søterrito-
rium; thi man kan ikke foreskrive Udlæn-
dinge, hvad de maa eller ikke maa gjøre
355
i Althinget indbragt og vedtaget Lovforslag,
der ikke fik kongelig Sanktion, gjorde.
Men, saafremt det faktisk blev umuliggjort
for Udlændinge, hvad Loven allerede nu for-
byder, at tage Silden paa Søterritoriet og til-
virke den iland, saa vilde der være lagt saa
store Hindringer i Veien for Fremmedes Ud-
nytning af Islands Rigdomme, at det norske
Sildefiskeri vilde aftage i meget betydelig
Grad; men en uafviselig Følge heraf maatte
blive, at det toges op af Islændere og Dan-
ske; thi kun i det Tilfælde er en energisk
Indskriden mod Fremmede moralsk berettiget.
Hvis disse to tidtnævnte Fordele blev til-
sikkret Islænderne og Danske, saa kunde det
islandske Sildefiskeri blive af stor Betydning
for disse, og med lidt Energi, lidt af den
Energi, som norsk Regering og Nordmænd
udviser, vilde det være saare let at faa Be-
stemmelser herom vedtagne og overholdte.
Der skal kun i det islandske Althing ved-
toges en Lov, der fastsætter strengere Bestem-
melser for Meddelelse af Borgerret til Ud-
lændinge, og dernæst skal den danske Rege-
ring ved en fuldstændig effektiv Inspektion
og de islandske Politimestre sørge for Love-
nes strenge Overholdelse.
Og saa maatte dansk og islandsk Energi,
Foretagsomhed og Kapital træde til og der-
ved muliggjøre, at de Millioner, der nu aar-
lig gaa til Norge fra Sildefiskeriet paa Is-
land, for Fremtiden gik den rigtige Vei,
nemlig til Island og Danmark.
Det er sagt, at Islænderne gerne see Nord-
mændene paa Island og ikke ere begeistrede
for Samarbeidet med Danske. Dette er ikke
rigtigt. Islænderne har tidligere havt en
lille „faible* for Nordmændene, men den er
grundig forsvunden, efter at de have seet,
hvorledes Nordmændene udnytter Landets
Rigdomskilder; de ønske Nordmændene der-
hen, hvor Peberet groer.
Man har sagt og skrevet, at den danske
Fisker ikke egnede sig til Fiskeri paa Island ^
24
"==-_=r^-= Islands-Fiskeri
Ganske vist er Fiskeren i de danske Ind-
vande jo ikke vant til det strenge Liv, som
Fiskeriet paa Island medfører; han har ikke
megen Lyst til at gaa ud over Hiemlandets
Grænser med Fiskeriet; han har det godt
herhjemme i det lille Danmark, og vil nødig
udsætte sig for de Strabadser, som Hav-
fiskeriet ved Island medfører; men Skagens-
og Vestkystfiskerne er ikke særlig vant til
gode Dage. Dernæst er det jo ogsaa Trawl-
fiskeriet og Linefiskeriet, der medfører den
strenge Tjeneste, da det drives hele Aaret
rundt i alskens Veir, paa en farlig og daar-
lig oplyst Kyst — og dog er der jo mange
Danske som Førere af og Styrmænd i engel-
ske Damptrawlere; men Sildefiskeriet drives
jo kun i de 3 Sommermaaneder (Juli —
Septbr.) og medfører ikke særlige Besværlig-
heder.
Der er store Muligheder for en heldbrin-
gende Udnyttelse af Sildefiskeriet paa Island ;
men der fordres Regeringens Støtte til Over-
holdelse at Lovene, nogen Kapital og „last
but not least" en energisk Ledelse.
Fiskeriet maa jo med Tiden komme til at
at spille en stor Rolle for Island; der er jo
noget utilfredsstillende i at see Udlændinge
udnytte alle Rigdommene. Dette er ogsaa
i de senere Aar gaaet op for Islænderne;
medens de indtil for faa Aar siden kun
fiskede udfor deres Hjemstavn i deres smaa,
skrøbelige, aabne Baade, er der nu begyndt
at komme Liv i Udviklingen. Da Damp-
trawlerne vare blevne almindelige i England,
bleve mange af de store Seilfiskekuttere le-
dige og kunde kjøbes billigt. Mange kjøbtes
af Islænderne, der saaledes trak i Englæn-
dernes aflagte Klæder; men disse Kuttere
have været til stor Nytte for Befolkningen,
ikke mindst fordi de have tjent til at ud-
danne gode Søfolk, hvad Islænderne ikke
tidligere var — de have jo aldrig drevet
egentlig Søfart. Islænderne eier nu c. 150
af disse store, gode Fiskekuttere med en Be-
sætning af 20 til 30 Mand pr. Kutter. De
drive udelukkende Torskefiskeri med Haand-
line, hovedsagelig langs Syd- og Vestkysten
af Island; men der er en Grænse for,
hvad Island kan præstere. Befolkningen er
ringe, og Landbruget endnu Landets Hoved-
erhverv, saa der kan ikke skaffes Beætning
til en stor Flaade; allerede nu klages der
over Mangel paa Arbeidskraft ved Land-
bruget, fordi de unge Mænd søge til Fiske-
kutterne, hvor Arbeidet betales bedre.
Rødspættefiskeri drives aldeles ikke af Is-
lænderne. Skjøndt de see Damptrawlerne
seile hjem med den ene store Ladning af
deilige Rødspætter efter den anden, skjøndt
deres Fjorde, særlig Vestfjordene, er fulde af
store Rødspætter og andre Fladfisk, saa gjør
de intet for at faa fat i dem. De spiser
dem sjeldent, skjøndt de mange Steder kan
faa dem lige udenfor deres Dør. I de senere
Aar har en foretagsom Skagensfisker i Som-
mermaanederne fisket Rødspætter paa Ønundar-
fjord paa Vestlandet med en stor Motor-
jolle. Hans Fangst beløb sig eet Aar til c.
54,000 Rødspætter paa 87 Fangstdage eller
over 600 Rødspætter pr. Dag ; men Omkost-
ningerne ved at starte et saadant Foretagende
ere jo for en enkelt Mand saa betydelige, at det
pekuniære Nettoudbytte ikke kan blive sær-
lig stort; dog havde han et ret ordentligt
Overskud. En Del Skagensfiskere havde iaar
tænkt paa at udruste en forholdsvis større
Expedition til Rødspættefiskeri paa Islands
Vestfjorde; men til et saadant Foretagendes
Startning maa uformuende Folk selvfølgelig
have nogen Understøttelse andetstedsfra, og
da den ikke kunde faaes, blev Planen, saa-
vidt mig bekjendt, opgivet.
Danmark og Island har altfor længe ladet
Spørgsmaalet om Ophjælpning af Islands store
Rigdomskilder ligge hen. For en Del skyldes
dette Islændernes Skyhed og Utilbøielighed
til at indlade sig med ikke-Islændere — in
casu Danske. Denne Utilbøielighed er dog
ved at fortage sig, idet Islænderne indsee,
at deres Exklusivitet i saa Henseende kun
--- 356
Islands-Fiskeri
er til Skade for Landet, og man har Grund
til at haabe, at Althingets Besøg her i Lan-
det i Sommer vil føre til en nærmere Sam-
menslutning mellem Landene til Gavn og
Glæde for begge.
Til Slut vil jeg gentage, hvad der er nød-
vendigt, hvis Island og Danmark skal have
den Andel i det rige Fiskeri omkring Island,
som efter Sagens Natur bør tilfalde dem:
1) Samarbeide mellem Islænderne og Danske.
2) En Revision af forskjellige islandske Love
og Fiskeribestemmelser, saaledes at disse
blive gunstigere for Landets Børn end
de nu ere.
3) Statens Hjælp til en streng Overholdelse
af Lovenes Bestemmelser, saaledes at
aabenlyse Omgaaelser blive umuliggjorte
— blandt andet ved en mere effektiv
Bevogtning af Søterritoriet.
4) Kapital fra Danmark og Island til Fore-
tagendets Startning.
Spørgsmaalet om Ophjælpningen af Is-
lands naturlige Rigsdomskilder er for Øie-
blikket aktuelt. Et Samarbeide vil bidrage
mægtigt til at knytte Island nærmere til
Moderlandet, hvad der i høi Grad er ønske-
ligt. Fremmede Nationer har altfor længe
havt Overvægten i saa Henseende. Vi har
dog for nylig havt et Exempel i de vest-
indiske Øer, som fremmed Indflydelse nær
havde berøvet os. Vi bør gjøre, hvad vi
kan, for at forhindre, at Islænderne selv
søger andetsteds hen.
= 357
24*
JULESANG I 1000 AAR
Af Jens Årsbo.
T Digtningens og Musikens Historie spiller
Julefesten kun meget sjældent en frem-
ragende Rolle. Den har i Aarhundreder saa
fuldkomment været en folkelig Højtid, at kun
faa Poeter og Komponister har kunnet bruge
dens Æmner til kunstnerisk Stordaad. Johan
Sebastian Bachs Weihnachtsoratorium (1734)
var vistnok i mere end 100 Aar et Særsyn.
Først i vore Dage har det maaske faaet et
værdigt Sidestykke i Dr. Philipp Wolfrums
(M.M. /*= 144.)
JT^j> jÆDhfj J WTTfl
Glo- ri- a in excél-sis Dé- o.
Et in tér-
ÆJ J> tihft}
lun- tå- tis.
pax ho-
JJEJJ J y || J7, i p m'» 11 [^
Laudå- mus te.
Be-ne-df- c i- mus te.
A-do-
tøf g fl j 11 -dqpr^^Wf^
rå- mus te-
Glo- ri- fi- cå- mus te.
jb^r j , 1 rt^m j jto j. j
as å-gi-mus ti- bi propter må- gnam g!6- ri-
3^
tu- am
Weihnachtsmysterium (1899). I dansk Kunst
tør man vel næppe engang regne med Weyse-
Thaarups Julekantate (1818); saa glemt er
den.
Anderledes i Folkelivet, hvorhen den store
Poesis og Musiks Strømme saa vanskeligt
naar. Dr. H. F. Fejlberg har udredt det
vidunderlige Væv af brogede, sælsomme
Forestillinger, der i Folkets Liv og Tro har
spundet sig om denne Fest gennem tusind
Aar. I nær Forbindelse dermed vilde det
være, at gøre opmærksom paa det omfattende
og rige Flor af Poesi og Musik, som i dea
religiøse Sang og Vises smaa Former, Slægt
efter Slægt, Aarhundred efter A århundred
Verden over er bleven knyttet til Julen. Her
vil kun være Lejlighed til at sammenstille
og belyse det, der har holdt sig sejgest
gennem Tiderne, og tillige har haft Værd
for dansk Jul.
I.
Blandt den romerske Messes faste Sang-
stykker er et af de musikalsk set rigest ud-
smykkede Gloria in ex-
celsis Deo, en Udvidelse
af Englenes Lovsang den
første Julenat (Luk. 2,14).
Denne Hymnus angelicus
har i sin latinske Skik-
kelse 22 rytmiske Prosa-
strofer; efter Traditionen
tilskrives den Biskop Hi-
larius af Poitiers (f 379) ;
men allerede 250 Aar
før skal den i den bi-
belske Form være indført
til Brug i Julemessen af
Pave Telesforus. Den
gregorianske Messesang
har fra Blomstringstiden,
Aar 500—1000, i sit
vældige Musikforraad
ogsaa gemt mange Me-
lodier til denne Lovsang,
nogle alvorlige og meget
simple, andre jublende i
vidtspundne Tonesving,
alt efter Festtidernes for-
skellige Krav.
Det citerede Brudstykke af en af de yngre
Gloriamelodier kan tjene som Eksempel paa,
hvorledes de mere festligt klingende tager
sig ud. Kun ved Fordybelse i større Hel-
heder af denne gamle Musik faar man dog
ret Sans for, hvilken umaadelig rig Kunst-
skat den er. (Lettilgængelig, paalidelig Ud-
gave „Manuale Missae et Officiorum", Editio
Solesmensis Nr. 573, Desclée Lefebvre. Tour-
nai 1903). Fra en anden af Melodierne til
denne Sang stammer vor nu brugelige Ale-
neste Gud i Himmerig, ligesom selve denne
Tekst ogsaa er en Omdigtning fra Reforma-
Grå- ti-
358
Julesang i 1000 Aar
tionstiden af det gamle Gloria. Men Koral-
melodien har især siden Rationalismens Tid
faaet en Skikkelse, livløs og stivnet, der er
saa fjærn som vel muligt fra Forbilledet fra
Middelalderen.
Imellem Oldkirkens latinske Julehymner er
der et lille Antal som har holdt sig op til
vor Tid, efter at de ved Reformationen var
bleven gengivet paa Modersmaalet. Grundt-
vig forsøgte i sit „Sangværk" i 1837 at
gyde nyt Blod i dem, men uheldigvis kendte
han næppe de gamle Melodier og støbte dem
derfor i nye Former, der ikke bærer noget
klassisk Præg. Salmebøgerne har heller ikke op-
taget nogen af dem. En af dem Veni redemptor
gentium lyder med sin majestætiske Melodi:
Fra der, hvor Solen først gaar frem,
til Verdens sidste Grænsebræm,
vi love til vor Frelser kær,
dertil Maria væn og skær.
Hvorimod Grundtvig:
Fra Solens Vugge til Solens Grav,
fra Østerlide til Vesterhav
skal Lovsang stige
til Himmerige
for Jesus Kristus, vor Moders San,
vor Gud i Lan.
En tredje af denne Digters Hymnebear-
bejdelser, den smukke Julebøn Stjernernes
Skaber og Himmelens Drot (Conditor alme
siderum) har maaske været nærmest ved at
i
ir— jHf
S s
w- s s
^
n n
39E
ZIb taitm der Qei • tan Qci * land, der 3ung»fras * en fttnd er • fcandt,
(Kom Du Folke - Frelser sand, fød af Mø foruden Mand,
des fi<& tpun . tert ol • Ir ZBctt, 6øtt fbl<4 $< • dnrt jfcm U » ftelft.
det al Verden undres maa, Gud din Fedsel skikked saa.)
Oversættelsen er efter Landstads norske
Salmebog; Musiken fra Lucas Osianders
„Fiinfzig geistliche Lieder" 1586, Nyudgave
ved Dr. Zelle 1003. Man maa mindes, at
den firstemmige Sats alene er beregnet til
Sang, som altid i 16. Aarh.; ikke for Orgel
eller Klaver.
Desværre føjer den norske Overssættelse
sig heller ikke efter Originalens Versemaal,
men hos Grundtvig har Sangen faaet yder-
ligere et Omkvæd: Vær Velkommen til os
Smaa — fra det Blaa. En lignende for*
styrret Udvidelse lod den store Digter veder-
fares A solis ortus cardine, en Hymne, der
almindelig tilskrives den irske Munk Sedu-
lius (o. 400). I nyere Tid har Johannes
Jørgensen i Digte 1898 med mere Held gen-
givet den saaledes:
A solis ortus cardine
ad usque terme limitem
Christum canamus principem,
natum Maria virgine.
vinde nyt Liv, idet man endog havde frem-
draget dens ældgamle, blide, rytmiske Melodi
(P. Hjort „ Gamle og nye Psalmer" 1843);
men det lykkedes alligevel ikke*. End
mindre blev det Tilfældet med de andre Old-
sange om Julen, græske og angelsachsiske,
som Grundtvig med saa stor Kunst har føjet
ind i sit Sangværk I. S. 366 — 74, 381 —
84. Hvorledes de i fjærne Tider har lydt,
og om de nogensinde har været sunget, er
endnu et aabent Spørgsmaal.
II.
En langt rigere Blomstring fik den kriste-
lige Julesang i Middelalderen. I Hymner og
*) En Julemelodi, der har gemt et Minde fra
den gamle Kirke, er den velkendte Den yndigste
Rose, som i 16. Aarh. (og f. Eks. paa Island
endnu op i det 18, Aarh.) brugtes til Gravsangen
Jam moesta quiesce querela af Prudentius (f 410).
Men om Melodien er ligesaa gammel som denne
Tekst kan næppe godtgeres.
359
Julesang i 1000 Aar
Sekvenser paa Latin, i de halvkirkelige Lejser,
paa Folkesprogene, i smaa Viser til Jomfru
Marias og Jesusbamets Pris og endelig i de
mærkelige makaroniske Veksel-Sange har
denne Tid frembragt et Væld af Festsang,
som næppe nogen anden Periode i Historien
kan opvise Magen til. Da Reformatorerne
i det 16. Aarh. begyndte at lægge Grunden
til en almen kristelig Folkesang gennem en
(f912) gjorde navnkundig ved sin Sekvens-
digtning *.
I vore ældste danske Psalmebøger havde
den en Hædersplads, men senere forsvandt
den. I nyere Tid har man søgt paany at
bringe den i Brug i Sønderjylland. Vi an-
fører den her med Orgelledsagelse efter
Prahl — Heinebuchs „Liturgiske Melodier*
1889, S. 39 ff. Dens første Halvdel synges
No vil vi Al • la tak - ka vor Her ■ ra, som vad rit Ord oa
j u u i i -i d ű i d j
T" |- r r i r
fra al Djæ- ve- lens Magt! Ham bar vi al - tid gla- de - lig ejan- ge
r r »r r r V~T T r"? r^
Eng- la - naa Lov* sang : Æ - re og Priia væ - re Gud
^ J J J J . J „j
det Høi-e - atal
omfattende Salmebogsliteratur, gjorde de for
denne Fests Vedkommende den største Høst
fra Middelalderens Sangtradition.
Blandt denne Tids Julesekvenser er ingen
mere berømt end
Grates nunc omnes reddamus Domino Deo,
qui sua nativitate nos liberavit
de diabolica potestate. '
Huic oportet ut canamus cum Angelis semper:
Gloria in efccelcis!
Den hidrører fra Sangerskolen i Klostret
Skt. Gallen, som Munken Notker Balbulus
før, den sidste efter Salmen Lovet være du
Jesus Krist.
Fra en meget senere Tid, mest fra det
15. Aarh., stammer en lang Række latinske
Julehymner, som ved deres knappe festlige
*) Udtrykket „Notkerske Sekvenser" er af samme
Art som andre kendte Navne paa større Sang-
kredse: Davids Salmer, Ambrosianske Hymner,
Gregorianske Melodier, Lutherske Koraler, Sankeys
Sange; det antyder alene den opkaldte Persons
Betydning i Samtidens Sangtradition, men godtgør
intet om hans Virksomhed som Komponist eller
Digter.
- 360 —
Julesang i 1000 Aar
Sprog, deres fyndige Versefald og især ved
de snart kvikke, snart majestætiske Melodier
hurtigt opnaaede stor Popularitet. Alene
Indgangsstroferne klinger med de latinske
Sprogs herlige Vokallyde saa højtideligt:
Dies est laetitiae. —
Quem pastores laudavere, —
In Satali Domini, —
Resonet in laudibus, —
Nunc angelorum gloria, —
Puer natus in Bethlehem, —
Kun den første og den sidste af disse
Sange har hos os vist sig særlig levedygtige.
Den gammeldanske Gengivelse af Dies est
laetitiae har af Grundtvig faaet sig en for-
træffelig Afløser i hans Fordanskning Glæden
hun er født i Dag, der giver en karakteri-
stisk Prøve paa denne Digters overlegne
Kunst som Fortolker af fremmed Poesi. Især
i det andet Vers er de malmfulde Antitheser
mesterligt efterlignede :
In obscuro nascitur
illustrator solis.
Stabulo reponitur
princeps terrae molis,
fasciatur dextera
qui et fecit sidera,
qui coelos ascendit.
Concrcpat vagitibus
qui to nat in nubibus.
dum fulgur descendit.
Han er født ved Midnats-Tid,
skabte Sol og Maane!
Han, som ejer Verden vid,
Hus i Stald vil laane.
Han, som paa Skyerne
ager blandt Stjernerne,
svebes nu som spæde!
Han, som til Domme-Dag
taler med Torden-Brag,
nu man herer græde!
Den bekendte Melodi (Laub, Salmemelodier
i Kirkestil, II. 1902, Berggreens Koralbog
Nr. 35), som i Aarhundreder har baaret
mangfoldige andre Salmetekster, alt før Re-
formationen Et lidet Barn saa lysteligt, er
kendt fra Bøhmen saa tidligt som o. 1400.
Blandt de andre nævnte Hymner udmærker
Resonet in laudibus sig ved sin barneglade,
hos os ret ukendte, Melodi, der meget vel
kan læmpes til Grundtvigs danske Gengivelse
„Lad det klinge sødt i Sky" (Laubs anf.
Værk IL). In Natali Domini er første Bærer
af den hos os velkendte Melodi Sjunge vi
af Hjærtens Grund, men dens bevægede og
mandige Karakter kommer først ret til Orde,
naar man synger den i dens oprindelige
rytmiske Form. En lignende ejendommelig
Melodi er den gamle doriske Puer natus in
Betkiekem (Et Barn er født i B.), Gennem
Rungs og Laubs Udsættelser er den bleven
bekendt ogsaa i vor Tid, hvor man ellers
synger Teksten til en nyere „Folkemelodi"
fra 19. Aarh. Men man erkender ikke dens
majestætiske, om en festlig Procession
mindende, Karakter ret, uden at man faar
den at høre paa livfuld gammeldags Vis, og,
hvis den synges af Kor, i en Udsættelse,
som er i ret gammel Stil, rig paa Akkorder
og bratte Overgange. (I Brickas og Hagens
Værk „Fra Cæciliaforeningen" er optrykt en
gammel Udsættelse af Mogens Pedersen,
Kristian den Fjerdes Kapelmester). Denne
Sang er et godt Eksempel paa, hvilket Tryl-
leri det latinske Sprog, endnu længe efter
Reformationen, øvede over Folk. Endnu ind
i det 18. Aarh. sang man den oprindelige
Tekst ved Siden af Oversættelserne paa
Folkesprogene.
Puer natus in Bethlehem.
unde gaudet Jerusalem.
Alleluja.
Hic jacet in praesepio,
qui regnat sine termino.
Cognovit bos et asinus,
quod puer erat dominus.
Reges de Saba veniunt,
aurum, thus, myrrham offerunt.
o. s. v.
Et Barn er fedt i Bethlehem,
thi glæder sig Jerusalem.
Halleluja.
Han lagdes i et Krybberum,
uden Ende er hans Herredom.
En Oxe og Asen derhos stod,
og saa der denne Herre og Gud.
De Konger af Saba kommer der,
offrede Guld, Røgelse og Mirr.
(Den gammeld. Oversættelse).
Som Folkesang var den saa yndet, at
man stundom parodierede den, og lærde
Forfattere gjorde sig lystige over den ; f. Eks.
Holberg i sin Epistel 226, hvor han mener
at ramme det skabagtige i, at selv en Stue-
pige kunde synge Puer natus paa Latin i Kirken.
Med denne Sang føres vi mod en anden
Art Juledigtning, hvor det klassiske Tunge-
361 —
Julesang i 1000 Aar
maal paa en besynderlig Maade er blandet
med Brokker fra Folkesproget. Af denne
tvetungede Herkomst er et Par berømte Jule-
viser, en tysk og en dansk. Den tyske
In dulci jubilOy
nun singet und seid froh,
unsers Herzens Wonne
liegt in prasepio
und leuchtet als die Sonne
matris ingremio,
Alpha est et O!
var ogsaa her i Landet i det 16. Aarh.
saa udbredt som en Gadevise, og den da
almindelige danske Gengivelse fjernede ikke
de latinske Ord. En fuldstændig og ud-
1569 stammer fra Pavedømmets Tid er i
formel Henseende et Mesterværk, ved Siden
af hvilket mange af de senere Tiders,
f. Eks. 17. — 18. Aarh. 's religiøse Rimerier
blegner. .Om den Digter ved vi intet,
uden at han maa have været Jyde. Sunget
af to Kor, der vekselvis overtager de danske
og de latinske Strofer, vil hans Julevise
endnu den Dag idag klinge virkningsfuldt.
Den hidsættes her jævnsides med Grundt-
vigs Bearbejdelse, der godtgør, med hvil-
ken fyndig, stundom overgiven og le-
gende Kunst, denne Digter formaaede at
omstøbe og opblanke gammel poetisk Guld.
Melodien er gengivet efter Hans Thomissøn.
i
Pris og æ - re og dyd gan- ske meget sum-mo Je-su Chri-sto pro
fe
sto; den tid uud saa os træn-ge, de-dit aux-i - li - um : vi vaa-re
i ned saa læn-ge, tune mi - sit Ji - li-um. Hans lov vil-le vi sjun-ge
baa-de medhjært-te og tun-ge ca-nen-do dul-ci-ter co-a-qu-a-!i-ter.
mærket Fordanskning har derimod Grundt-
vig gjort; dens naive Musik er tilrettelagt
af Th. Laub i „Kirken og Hjemmet44 1903,
Julenr..
Mere værdifuld er dog den dansk- latinske
Vise, som har været Forbillede for samme
Digters Julen har Englelyd.
Dens oprindelige Melodi, der er mere
kærnefuld og festlig end de mange nyere,
der er lagt til samme Tekst, har tillige
Værdi som en af de ældste os bekendte
Prøver af dansk Folkemusik. (Th. Laub:
Salmemelodier II).
Selve den gamle Tekst, der efter Be-
mærkninger i Hans Thomissøns Salmebog*
*) Hans Thomissens Salmebog indeholder et re-
lativt langt fyldigere og mere værdifuldt Juleritual
af Sang og Musik end nogen af dens Efterfølgere
i nyere Tid, ialt 24 Salmer og 20 Melodier.
Pris og ære og dyd
ganske meget1
sutntno Jesu Christo
pro isto,*
den tid Gud saa os trængde,
dedit auxilium:*
vi vaar i ned saa længe,
tune misit Jilium. *
Hans lov ville vi sjunge
baade med hjærte og tunge
canendo dulciter
coaqualiter. 6
Ære og Pris og Dyd!
vi med Fryd
os barnlig paa Gud-Fader
forlader!
Vi var i Ned saa længe,
dog herte han vor Ben,
og som han saa os trænge
han sendte os sin Sen !
Thi ville vi nu sjunge
med Hjærte og med Tunge
hans Pris, saa godt vi kan!
sjunger alle Mand!
=__= 362
Julesang i 1000 Aar
Englen bar os trest
med sin rest;
verbum dixit Ave
suavef*
Maria, fuld med naade,
sit tecutn Dominus,1
al verden frelste af vaade
procul et cominus;*
Eva. verdsens kvinde,
kunde ej den naade finde,
quam virgo reperiU
Deum peperit*
Englen bar os Trest,
med sin Rest,
Guds-Fred han bed i Stuen
Jomfruen ;
han sagde: med dig være
Vor Herre, Jomfru skjen!
Undfang i Dyd og Ære
og fed Guds egen Sen!
Det vilde Eva gjærne,
men havde ej den Stjerne!
Nu op flej Naadens Der,
lukket var den fer!
Den som himmel og jord
med et ord
in ortu creavit,
portavit,10
Maria foruden al mede
in ventris gremio;11
de glædtes, som fer vaar dede
de vita præmio.1*
Af sin faders rige
hånd kom og blev vor lige,
natus de virgine
sine seminel1*
Himmel er skabt og Jord
af Guds Ord,
dog voldte under Hjærte
ej Smærte
den himmelheje Kæmpe,
da ham en Jomfru bar:
saa véd han sig at læmpe,
er aldrig Byrde svar,
for han fra Himmerige
kom til os som vor Lige,
kom hid paa Barnevis! .
Gud ske Lov og Pris!
Ret i en salig tid
kom hånd hid,
nuncius fidelis
de celis;14
for vor skyld vilde hånd lide
mundi tristitiam;16
hånd tog bort sorrig og kvide
reddens Letitiam.1*
Vi ville ham derfor love
af al det, vi formove17
pro nostro studio
cum tripudio.19
Ret i en salig Tid
kom han hid,
da glemde deres Mede
de Dede,
for de fik det at vide,
at fedt var Folkets Ven,
som tog vor Sorg og Kvide
og gav os Fryd igen,
paatog sig Verdens-Meden
og kom med Raad for Deden!
Det Barn af Hjærtens-Grund
priser allen Stund!
Vel os det vi er skabt
ufortabt;
in Bethlehem rex gratus
est natus,19
som os skal frebe og værne
ab hostis fraudibus, *°
vi love ham saa gjærne
cunctis temporibus ;M
havde han ej ladet sig fede,
da havde vi alle været dede,
jam vita claruit,
lux apparuit.n
Vel os, at vi er skabt,
ufortabt,
nu Bod paa alt mon raade
Guds Naade,
thi love vi saa gjærne
vor Drot fra Bethlehem,
som vil os mægtig værne
og fere salig hjæm,
lovsynger Morgenreden,
som frelste os fra Deden!
Med ham fra StjærneTop
Livets Sol gik op.
Sorrigen er bortvendt,
som er kendt,
omnes ergo lait
gaudete!n
Maria, som kaldes at være
impleta gratiau
hun monne det foster bære
nobis solatia**
alt monne deraf rise16
vi ville det love og prise
cunctis temporibusc
cum honoribus.n
Sorg er til Glæde vendt,
Klagen endt,
i Lovsang kjendes Fryden
paa Lyden;
var han ej fedt og baaret,
Guds Sen i Moderskjed,
os arme var beskaaret
den bitre haarde Ded,
ved Jomfruen benaadet
paa Vaanden Bod er raadet,
nu takker gladelig
Gud i Himmerig!
363
Julesang i 1000 Aar
Hun haver fedt en sen
favr og sken
reddens omnem mundum
jucundum;**
der glædes al himmerigs skare
de partu domini,*9
al verden* er frelst af fare,
pax datur homini.*0
Gud vilde til os vende
sin glæde foruden al ende
post hoc exilium
propter filium.*1
Fedt haver Me en Sen
faur og skien,
gienfedt blev Evigheden
herneden,
ved Sang af Engle-Skare
om Herrens Fedsels-Dag,
om Verden frelst af Fare,
Guds Fred og Velbehag,
som vilde Sorgen vende
til Glæde uden Ende,
os bær paa Bernevis
ind i Paradis!
Alt menM vi ere til
med godt skæl98
grati simus Deo
pro eou
hånd vilde os dyrekebe
ad vita meritum,**
Nu maa vi alle undlebe88
mortis interitum.*1
Hånd vilde os Himmerige give,
at vi maa med ham blive
in regno gloriae
omni tempore !w
1 dy d = Magt (af at due) har opr. rimet med
meget (udtalt dej — mej), og disse stærkt afslebne
Former reber Forfatteren som Jyde. Grundtvigs
bekendte Indgangsstrofe „Julen har Englelyd —
vi med Fryd" er ferst fra 1845. Rimet: Englelyd
— Fryd er alt brugt af Holberg i „Per Paars"
4. S. 2 B., V. 271—72. *være Jesus Krist i det
heje. 'gav han os Hjælp. *saa sendte han sin
Sen. Bved at kvæde sedt i Flok. 6han sagde
blidt: vær hilset, Maria! 7 Herren (som frelste . . .),
være med dig! 8fjærnt og nær. 9som hin Jom-
fru fandt, der fedte Gud. "(den som h. . .) skabte
i Førstningen, ham bar Maria foruden Meje (mede,
jvfr. medig). lli sit Moderskod, "over Livets
Len, d. e. Frelsen, som Jesusbarnet bragte, "fedt
af Jomfruen uden Mand. udet trofaste Bud fra
Himlen. "Alverdens Jammer. ,6men gav os
Glæde i Stedet. l7/ørwi<rø* = formaa. 18 med Dans
af Hjærtens Lyst; jvfr. Dav. Salm. 149»— 150*.
19i B. er den herlige Konge fedt. 20fra Fjendens
Rænker, "til alle Tider. "Livet blev nu lyst,
Dagen bred frem. nlad os da alle frydes og
glædes, •♦den naaderige, se V. 3. "som er vor
Trest i Ned. "udspringe, "med Hæder og Ære
til alle Tider. Mog gjorde hele Verden yndig
igen. "ved Vorherres Fodsel. 80Fred gives Men-
nesket "ved sin Sen, efter denne (Verdens) Ud-
lændighed. "Alt mens. umed skellig Grund.
84 lad os være taknemlige mod Gud, fordi, »til
Livets Len, d. e. Frelsen, "undgaa. 81Dedens
Undergang. M evindelig i Herlighedens Rige.
Det sidste Vers har Grundtvig ikke gengivet
Mens Flertallet af de her omtalte Jule-
sange ikke direkte lovpriser et af denne
Fests mest yndede middelalderlige Temaer,
Jomfru Marias underfulde Barnefødsel, klinger
denne Tone dog stærkt igennem i Julen har
Englelyd, og end mere i en Række Maria-
viser med Æmner fra Jesu Moders Liv. Her
vil kun være Lejlighed til at fremhæve et
Par af dem. For os Danske har især Ærke-
biskop Andreas Sunesøns latinske Viser til den
hellige Jomfru Interesse. Den smukkeste af
dem Missus Gabriel har ført en meget om-
flakkende Tilværelse. Dens Tekst kendes kun
fra Opskrifter i England, Tyskland, Frankrig
og Sverige, og kun det sidste Sted synes
man at have bevaret Musik til den. Af dens
mange Vers og den gennemkomponerede
Musik citerer vi de første pompøse Strofer *:
Mis-sus Ga-bri-el de ce-lis ver-bi ba - ju - lus fi - de - lis
Ul UUU) '■n.llUlLLjMIl
sa - cris dis - se
rit
lo - que-lis cum bea • ta vir-gi-ne.
*) Dr. Robert Geete, Stockholm, har velvilligst stillet en Afskrift af Melodien til min Raadighed.
r. .=. 364 —
Julesang i 1000 Aar
En overordentlig smuk Samling tyske Viser
af denne Art findes i R. v. Liliencrons for-
træffelige og populære Værk „Deutsches
Leben im Volkslied um 1530", 1884, baade
Tekster og Musik. I Michael Pratorius' flrst.
Udsættelse (1609) er især følgende lille Vise
bleven berømt Verden over:
dinavisk Budbærer. I vore Dage synges den
vel overalt i Norge og paa Island med
Weyses Melodi (1826). I Sverige har man
beholdt den gamle frygiske Melodi, som
Hans Thomissøn først optegnede (den findes
i Laub „Om Kirkesangen", S. 175); og den
var i ældre Tid ogsaa almindeligt brugt i
©iir = ael jart,
1. @6 ifl ein 9tøéent=ft>runaen au« ci
f1 '
3Bur=jcl jart, ttitutt« bu
♦ ij Jj _TiL J i^->j i „ — -J J
2. 2)aø9teié(ein, ba« id> met -- ne, ba = »on 3e = fa • * ja« faat, tyat nit* ges
(KSetetn)
3cf -- fe t am
2. brafyal = lei -- ne 2Ra = rie, bie rei > ne 2Raa>. Bu« ©ot* te«
bet t>al -- ben
1. SlamtetnBra^t mit=tenim fol =ten2Bin=ter »efyl $u ber ^al = ben Waty.
I I
2. erogent tøatø fyxt fie ein Jrtnba,e=b© -- rentootyt ju ber fyit = . ben 9tø$t.
Som man ved, var det i Reformationstiden
Skik at udrense saadanne gamle Viser og
Salmer for de Levninger af middelalderlig
Overtro, som de gemte, kristelig forvende
dem; og derved sikrede man dem endnu et
langt Liv i Folkets Sang. Pastor P. Seve-
rinsen har i Dansk Tidsskrift 1904,
eftervist, hvorledes det gik for sig med en
af Julens gamle nordiske Sange Den signede
Dag med Fryd vi ser.
Ogsaa for Musikens Vedkommende er der
Grund til at dvæle lidt ved denne endnu saa
yndede- Salme, der saa tidligt blev en skan-
den norske og den islandske Kirke. Paa
Island fremkommer dog alt 1619 i Holabok
en smuk mixolydisk Melodi, der har været
brugt helt ind i det 19. Aarh. (P. Gud-
jonssons Sålmasaungsbok 1861, Nr. 89).
Ogsaa norske JComponister, bl, a. Ludv. M.
Lindeman (1840) og Svenskeren N. E. Anjou
har skrevet Musik til den. Endelig er Dage-
visens Tekst i vor Tid benyttet til et Kor-
værk af Jak. Fabricius (1880).
En ganske kort, men ligefuldt storslaaet
Julesang fra Middelalderen foreligger endelig
paa Folkesproget i den tyske Lejse:
365
--=— Julesang i 1000 Aar
Gelobet seist du Jhesu Christ,
dass du Mensch geboren bist
von ciner Jungfrau, das ist wahr,
dess freuet sich der Engelschar.
Kyrieleis.
Kun dette ene Vers er ældre end Refor-
mationen. Luther har føjet de øvrige til,
og samtidig foretog ogsaa en katolsk Digter
en Udvidelse af Teksten. Til sin fulde Ret
kommer Sangen først, naar man synger den
med sin malmfulde, mixoly diske Melodi
(Berggreen Nr. 23, Laub: Salmemelodier I.).
Den moderne Omlavning af Sven Vonved-
Visens ene Melodi passer ikke saa godt til
den.
III.
Mens Middelalderens Julesang, baade hvad
Ord og Musik vedrører, kan opvise mange
lige karakteristiske og smukke, helstøbte
Salmer og Viser, er det ikke Tilfældet med
Festsangene fra det 16. og 18. Aarh. Hvad
vi har tilbage af Juledigtning fra denne Tid
er vel ingenlunde fattigt, men kun saare lidt
deraf er bleven til virkelig Sang.
Det 16. Aarh.'s mange Salmebøger strømmer
over af Juleviser fra Middelalderen; men
Tilskudene fra Samtiden er faa. Mest be-
kendt er vel Luthers Børnesang Fra Himlen
højt, Nik. Hermans Nu ville vi sjunge og
være glad, Philip Nikolais Af Højheden op-
runden er, de to sidste omplantet paa Dansk
af H. Chr. Sthen, og alle tre med fortræffe-
lige Melodier, blandt hvilke dog Nik. Her-
mans (Mesterkantoren fra Joachimsthal) er
gaaet tabt for Julen, idet Sthens Gengivelse
ikke har haft synderlig Livskraft i vor Folke-
sang (Berggreen Nr. 4).
Skønt Tiden mellem Reformationen og
ftA.fCD Ut, du
*D*s al
Brorson hos os ikke frembragte rigtig po-
pulær Julesang (end ikke Thomas Kingo
ejede de dertil stemte Strenge), har vi dog
fra denne Periode et Par Sange, som knytter
sig til Julefesten; Adventssangen Fryd Dig,
Du Kristi Brud er et af de mange Digte
der omkring 1600 blev sunget til den vælske
Visemelodi om Venus og Amor:
Venus, du und dein Kind
sind alle beide blind.
Under Kalmarkrigen blev den baade paa
svensk og dansk Side brugt til Krigsviser,
Arrebo og Hieronymus Justesen Ranch havde
den paa deres musikalske Repertoire, og
endelig fæstnedes den til den endnu vel-
kendte Kirkesang.
Ogsaa Forbilledet for Grundtvigs bekendte
Advents og Nytaarssange hører denne Tid
til. Det er den, kun i Haandskrift bevarede,
enfoldige Vise
Vær velkommen Herrens Aar
og velkommen her,
Julenat lod vor Herre sig fede,
han frelste al Verden af Mede.
Velkommen Nytaar og velkommen her.
De 9 følgende Vers er en trohjertig, men
formløs Rimstok over Jesu Liv. Betydelig
yngre er Visen De hellige tre Konger saa
hjærtensglad, hvis Forfatter var Peder Nielsen
Kjøge, Byfoged i Assens (t 1695). Til den
gives der en Mængde Melodier, ældre Folke-
melodier og nykomponerede fra vore Dage.
Men ingen af dem har fæstnet sig rigtig til
Teksten. En enkelt Lokalmelodi hører hjemme
nær Visens Hjemstavn, paa Als (Prahl-Heine-
buch „Melodisamling" Nr. 25 b); en ud-
mærket Melodi fra Folkemunde er optegnet
i H. Rungs „Tillæg til Weyses Koralbog".
En noget ældre Nytaarskomposition, hvis
Musik hidrører fra en
dansk Mand, er for nylig
kommen for Dagens Lys
i Tyskland gennem Dr.
G. Gohlers Udgave af
en Weihnachtsliederbuch,
der stammer fra Zwickau
Kantoren Freundt(t 1591).
Mellem de 28, for en Del
velkendte, Julesange, i
polyfone Korudsættelser,
træffer vi det gamle Nyt-
aarsdigt Das alte Jahr
vergangen ist, komponeret
af Arnold de Fine.
366
Julesang i 1000 Aar -
Den pragtfulde Komposition er i sin vStil
et af de allerældste danske Musikværker.
Arnold de Fine (f 1586), en af Ludvig
Holbergs Ahner og Stamfader til en endnu
blomstrende norsk Slægt, var Kapelmester
hos Kong Frederik den Anden. (Jfr. Art.
om ham i Biografisk Leksikon, hvor hans
Kompositioner omtales som fuldstændig tabte).
Da Hans Adolf Brorson fra Tønder, i December
1732, udsendte det lille Hæfte „Nogle Jule-
psalmer, Gud til Ære og Kristne Sjæle, især
sin elskelige Menighed, til Opmuntring", fik vort
Folk for første Gang en værdifuld Skat af hjem-
lig Julesang; selv med Melodierne havde han
været ret heldig i den ellers musikfattige Tid:
I denne søde Juletid, digtet til: Et lidet
Barn saa lysteligt. — Mit Hjærte altid vanker,
til: Hjertelig mig nu længes. — Den yndigste
Rose, til: Jam moesta quiesce querela. —
Frisk op endnu en Gang, til: Fryd Dig, Du
Kristi Brud.
Her komme dine arme smaa.
Den sidste fik først et Hundrede Aar
senere tilfældigt den meget populære Melodi,
hvortil den nu altid synges, af /. A. P.
Schulz komponeret til en anden Tekst 1786).
Nogen egentlig ny Julesang ogsaa i mu-
sikalsk Retning skabtes ikke derved. En
Blomstring som den middelalderlige fik denne
Fests Poesi først i det 19. Aarh. Der er
ingen Grund til at ransage og belyse de
velkendte i alle Sang- og Salmebøger ver-
serende nyere Jules/mge af Ingemann, Grundt-
vig o. a. Fra Musiksiden vil et Par Enkelt-
heder dog være værd at fremdrage. C. E. F.
Weyses Bidrag til vore Festsange er ikke altid
saa paaskønnet, som de burde være det. Blandt
hans hidhørende smaa, fine Kompositioner
Den signede Dag 1826,
Julen har bragt velsignet Bud 1842,
Dejlig er den Himmel blaa 1838,
Velkommen igen, Guds Engle smaa 1838,
er kun de to første alment udbredte, mens
de to sidste oftest maa vige Pladsen for
anden, tildels ringere Musik. Da Weyses
flerstemmige Kompositioner endnu ikke, sva-
rende til hans „Romancer og Sange", fore-
ligger samlede, optrykker vi her Velkommen
igen, der kun meget sjældent ses i hans
egen Udsættelse (efter „Trestemmige og fir-
stemmige Sange", samlede og udgivne af
C. Borchorst, 1838):
$ulet>tfe«
M
t—f — f-M — brt- ^ 1 — M 'i r r
fa > fe, «eb bri * Ii*ge ©ol * fKn«*JH* * ber paa, i 3ot*bcn« ©fyg * gt*
fe^Sfff#=^|Éi^
ry r • • * ' r _ .
ba * te ! XroWttiagreH'begwjlgobtStor 3foaae for fcngl og® æb i 2>oa * te.
367
Julesang i 1000 Aar
Ogsaa i vor nyere Julesang spores Paa-
virkning udenlandsfra, især fra Tyskland.
Saa udbredte Melodier som Glade Jul og
Dejlig er Jorden har vi faaet sydfra. Den
første, hvis oprindelige Tekst begynder Stilk
Nat, hellige Nat, hidrører fra den salzburgske
Organist Fr. Gruber (f 1863).
„Dejlig er Jorden* bruges nu i Tyskland
til en Julevise Schonster Herr Jesu, men
kendes alt fra 18. Aarh. til flere da almin-
delige, rørende Mariaviser; med Ingemanns
Tekst er den en Slags skandinavisk Folke-
vise, oversat endog paa Islandsk af Digteren
M. Jochumson; Svenskeren A. Rubenson har
benyttet den til en smuk Korkomposition;
ligesaa hos os Henrik Rung i „Tolv Sange
for Mandsstemmer a, 1854. Endog en Stump
af en nyere latinsk Julevise har vundet Ind-
gang hos os, rimeligvis fra Herders „Stimmen
der Volker", hvor den første Gang er trykt
Det er den noksom bekendte Mariabøn:
O sanctissima, o piissima
dulcis virgo Maria,
mater amata, intemerata
ora pro nobis!
Oehienschlåger har i „Røverborgen" vist-
nok første Gang anvendt den hos os.
Ogsaa til dens Melodi er det Ingemann,
der har forsøgt sig med dansk Tekst, Dyb
af Kærlighed, som dog ikke hører Julen til.
Et Par danske Digtere fra Guldalderen,
der ellers ikke dyrkede religiøs Digtning, har
givet smaa Bidrag til Julens Folkepoesi.
H. C. Andersens Barn Jesus i en Krybbe
laa er velkendt gennem Rungs, Gades og
Gebauers Melodier; iøvrigt har ogsaa Robert
Schumann sat den i Musik (op. 79) og med
den kan man træffe Andersens Vise tyske
Skolebøger.
Ganske uænset i Literaturhistorien er Johan
Ludvig Heibergs Helligtrekongersvise fra „Jule-
spøg og Nytaarsløjer" (1817):
O Stjerne hav Tak, vor ledende Ven,
imellem de vildsomme Veje!
Alt Hytten vi se, nu kende vi den,
Lyksalighed monne vi eje!
Med Glæde
vi træde
her ind i det fattige Hus.
Trods dens mange Vers har den dog med
en naiv, lille Melodi af Musikamatøren P.
Grønland (t 1825) faaet vid Udbredelse,
og hører vistnok til de allerførste af Heibergs
Sange, som den danske Børneverden lærer
at kende. Saaledes kan en stor Digter ufor-
varende finde Vej til de fjerneste Egne af
Folket.
Og saaledes hænde det endnu den Dag i
Dag.
Komponisten Lange-Muller, som med sine
Madonnasange og med den pragtfulde Ad-
ventshymne :
Der kommer en Konge, naar Nøden er
størst
(efter Ingemanns »Salomons Ring") •
har givet os de nyeste Bidrag i større Stil
til Julens poetiske Ritual, har tillige sat
Heines halvt spøgende, halvt rørende Die
heirgen drei Konige i Musik (op. 27), paa
én Gang saa fint og enkelt, at Skolebørn
allerede begynder at faa den paa deres Re-
pertoire. Et sidste, smukt Exempel paa den
Vekselvirkning mellem Kunsten og Folket,
hvorpaa Julesangens Historie er saa rig.
368
PAN-ISLAMISMEN
Af Carl Kohl.
Den Frygt for Islam, der i sin Tid Gang
paa Gang tvang Europas rivaliserende
Magter til fælles Optræden mod den fælles
Fjende, er forlængst ophørt. Men i den
allersidste Tid har mange, tilsyneladende iso-
lerede og uvæsentlige Begivenheder atter frem-
manet dette Spøgelse, der saa længe var
glemt. Fra mange Sider advares Europa
mod den farlige Drøm at tro sig for sikker;
Europa har jo ikke altfor megen Grund til
antage sig elsket af de islamitiske Millioner.
Det er kun naturligt at tænke, at en saadan
Magtudvidelse som det nuværende Europas
maa skabe et Bjerg af Misundelse og Hævn-
lyst hos de overvundne og hos dem, der
er sakkede bagud i Kapløbet om Magten.
Derfor er det, at forsigtige Stemmer midt i
Sejrherrernes Triumf advarer mod de over-
vundnes mulige Sammenslutning. Længe har
man drøftet den »gule Farea, Pan-Mongol-
ismen; nu har Begivenheder som Muham-
medanernes Utilfredshed i Indien, Urolighederne
i Marokko og Affæren i Denshawi i Ægypten
brag Pan-Is amismen paa Bane. Vor Tid er
jo de store Sammenslutningers Tid! — ;
Hvorvidt de islamitiske Folk vilde være i
Stand til at danne en saa mægtig Koalition
som en pan-islamitisk Bevægelse vilde være,
derom er de sagkyndige ikke enige, men, at
en bevidst Samlingstanke rindes kan ikke
betvivles. Den ligger allerede i Muhamme-
danernes Trosbekendelse ; Ideen til den findes
i Koranen selv. Khalifatet er jo ikke en
moderne Opfindelse. Nutildags er Musel-
manden den eneste religiøse Apostel, der
omvender Mennesker i Masse. Hans Tro's
Simpelhed, den Lethed, hvormed den lover
Paradiset, den troendes Levevis, der saa let
underordner sig de laverestaaende Folkeslags
Existens — alt det er Elementer, der sikrer
Islam F i dér, hvor andre Religioner maa
opgive Haabet. Den muhammedanske Sufi
sniger sig ind overalt; medens den euro-
pæiske Opdagelsesrejsende materielt erobrer
Afrika, bemægtiger den muhammedanske
Munk sig Sjælene. I Indien og Kina træn-
ger Islam sejrrig frem. Den har allerede
fast Fodfæste i det malayiske Øhav. Næsten
300 Millioner Mennesker venter stille paa,
at deres lovlige Overhoved, de Troendes
Behersker, Emvr-d-muminim^ skal give Sig-
nalet til den store Dschihad, den hellige
Krig, der skal vende sig imod det vantro
Europa.
1 1897 skrev en tyrkisk Videnskabsmand
Mehemed Emmin Effendi (Kvliur und Hu-
manitåt. Wiirtzburg): „Sikkert vil I, Euro-
pæere, udrydde endnu flere Racer. Men til
al Lykke vil det ikke lykkes Jer at udrydde
alle. Maaske vil det blive Japanerne, der
vil ynkes over deres fortrykte Brødre og
for at frelse dem organisere en stor , asiatisk
Liga? Gid det XX. Aarhundrede vilde bringe
os denne glade Overraskelse! Om Europa
endelig kunde blive plyndret for Verdens-
herredømmet!*4
Dog er bet almindeligvis ikke udefra, at
Islam venter sin Triumf* Midtpunktet, hvor-
fra de Traade gaar ud, som bringer Uro i
den muhammedanske Verden, er Khalifen i
Stambul. Under Sultan Abd-ul-Hamid har
den islamitiske Propaganda fundet den mest
energiske Understøttelse. Overalt paa Is-
lams Grund har hans Sendebud været, der
forkyndte Khalifens gode Følelser for de
Troende. Ved hans Initiativ er Ordet Pan-
islamisme blevet til en Virkelighed, ikke læn-
gere en blot Frase.
Navnlig for Frankrig og for England, x paa
hvis Jord 62 Mill. Muhammedanere lever,
giver den panislamitiske Tanke Aarsag til
Frygt. Under den græsk-tyrkiske Krig saa
=: 369 -^ ~
Pan-Islamismen
man et muhammedansk Blad i Indien ud-
trykke sin Glæde over, at „en Gang igen
havde Islams Sværd paa kristen Jord slaaet
den Vantro til Jorden." I Ægypten har
den anti-engelske Fører, Mustafa KamilJPascha,
offentlig udtalt: „Vi foretrækker Fattigdom
og 'Tyranni under indfødte muhammedanske
Fyrster for Rigdom og Frihed under en
fremmed Hersker." —
Ingen er i Tvivl om, at Abd-ul-Hamid
kun er i Stand til at opretholde sin Stilling
som Islams Chef og haabe at faa nogle af
sine Planer virkeliggjorte ved Hjælp og mo-
ralsk Støtte hos en stor europæisk Magt.
Og overalt høres det ogsaa, at det er Tysk-
lands Politik, der gør Panislamismen til en
Kraft, der maa frygtes og bør bekæmpes.
Naar Abd-ul-Hamids Beundrer Chedo Mija-
tovitch, fh. serbisk Gesandt i Konstantinopel,
skriver*): „Pan-Islamismen er vækket af sin
Søvn og genfødt af de kristne selv, ikke af
Abd-ul-Hamid, u saa har han forsaavidt Ret
deri, som Kejser Wilhelms Optræden ved
mange Lejligheder har givet Bevægelsen Vind
i Sejlene. Hans Besøg i Marokko, der var
ment som et Skaktræk mod europæiske Mag-
ters Interesser, hans Tale i Damaskus, hvor
han officielt anerkendte Sultanen som øverste
Herre over de 300 MUL Muhammedanere og
tilsagde disse samme Muhammedanere det
tyske Riges offervillige Bevaagenhed, var vel
egnede til at lade Jslam opfatte ham som
Muhammedanismens Støtte.
Alf. Stead skriver**): „Ligesom der før
Boxeropstanden var livlig Forbindelse mellem
Yildiz Kiosk og Muhammedanerne i Kina,
saaledes gear nu de elektriske Strømme af
*) » Sultan Abd-ul-Hamid« Fortnightly Review.
Okt. 06.
*•) »Pan-Islamism. Addnger*. Fortnightly Rew.
Okt. 06.
Uro og Utilfredshed fra Konstantinopel til
enhver Krog i Verden, og selv om de er
udsendte af Khalifens Haand, er deres ska-
bende Kraft Kejser Wilhelms."
Ogsaa i Tyskland selv regnes der i Stor-
politiken med dette Tyrkevenskab. Den be-
kendte Afrikarejsende, Dr. Carl Peters, skrev
saaledes i en tysk Avis, der udkommer i
London: „En eneste Faktor er der, der
kunde blive os (Tyskland) nyttig under en
Verdenskrig, og det er Islam. Som Pan-
Islamisme lod den sig spille ud imod Eng-
land og den franske Republik, og hvis den
tyske Politik er dristig nok, kan den blive
det Dynamit, som sprænger Vestmagternes
Herredømme fra Cap Nun til Kalkutta i
Luften44 *).
Man kan ikke undre sig over, at vesteuro-
pæiske Politikere opfatter Tysklands „Drang
nach Osten" som en positiv Fare for Europas
Interesse. Spørgsmaalet om den tyske Bag-
dadbane bliver ved den tyske, tyrkiskvenlige
Politik snævert forbundet med Pan-Islamismen.
Selve dette Begreb, Pan-Islamismen, bliver
vel aldrig andet end et Skrækkebillede for
Europa, en Advarsel mod at sove paa sin
Post. Den islamitiske Verden er vel for
forskelligartet i sin Sammensætning til at
kunne optræde som en homogen Masse, men
Fremtiden vil sikkert kunne regne med mange
og farlige lokale Udbrud af politiske Ud-
skejelser under den religiøse Fanatismes Maske,
og Tysklands Kejser, der jo ynder at koket-
tere med sin Stilling som „den Almægtiges
højre Haand", vil da kunne tilegne sig Æren
af at bære en stor Del af Ansvaret for de
Farer, som europæisk Civilisation og Kultur
udsættes for."
*) Eft. Prf. A. Wambéry: *Pan-Islamism.* XIX.
Centurv. Okt. 06.
«=x>36o<^
370
CZffiJESMHISiDD
II.
Svend Leopold: Goethes Kat. — Otto Rung: Den
hvide Yacht. — Harald Kidde: De Blinde. —
Herman Bang: De uden Fædreland.
Har man arbejdet sig igennem et halvt-
hundrede Værker af dem, der udgør
den gængs salgbare Vare paa dansk Bog-
marked, kan man undertiden standse et Øje-
blik og undres. Følelsen har intet at gøre
med den almindelige Anmelder-Fornærmelse
over al den megen Literatur, der udkommer
— Forlæggerne og Publikum om det! Men
hvad Hensigt har i Grunden disse flittige
Folk med deres løse og tilfældige Afskriven
af Livets ligegyldige Hændelser? Hvor har
de vel følt Tilværelsen stærkere eller dybere
end hvilkensomhelst Hr. Jævnmaal, hvor har
de let hjerteligere eller spottet dristigere?
Hvor har deres Sind været i Oprør eller
deres Hjerter glødet!
Der holdtes nylig i Forfatterforeningen et
Foredrag om Bogen og Bladet af C. Lambek,
som i dette Efteraar selv har udgivet en
Samling tænksomme, snart fint skarpsindige,
snart uhyre troskyldige Overvejelser „Verds-
ligt Aandsliv", der kan anbefales Folk med
Tid og Vilje til selvstændigt at uddybe
deres Iagttagelse af dagligdags og derfor
betydende Forhold og Fænomener. Hr.
Lambek kom, efter Referaterne, til det Re-
sultat, at Aviserne var det græsseligt løse
og overfladiske, Bøgerne det blivende og
værdifulde. Jeg ved ikke, om det er Bøgerne
eller Bladene, Hr. Lambek ikke læser. Ti
hvor tomme og tarvelige Aviserne ogsaa
kan være, [er de dog fyldte af den ramme
og rige Virkelighed. Selv Politi-Notitser og
Rigsdags-Referater kan give Læserne de be-
-frugtende Anelser om og gudvelsignede Ind-
blik i Menneskers Liv og Tænken, som er
god Føde for vort verdslige Aandsliv. Men
en jævn Bog — Ja, jeg holder mig til de
halvthundrede ! Og begriber ikke den fri-
== 371
modige Nøjsomhed, der propper disse mange
Læsetaske -Sider. Naa, Underholdningslæs-
ning . . ? De forstaar sandfærdig ikke at
finde paa saa meget som en middels engelsk
Feuilleton-Roman. De Bøger bør takke Bla-
dene paa deres bare Knæ for deres utrætte-
lige hjælpsomme Anmeldelser, der kun jubi-
læumsvis falder i anderledes nyttige Nærings-
drivendes Lod.
Saa griber man sig i Taknemmelighed
overfor de Forfattere, der i det mindste for-
søger at komme udenfor det daglige Tros.
Der er dog en dristig Idé i Svend Leopolds
Goethes Kat, som for en stor Del ligesaa godt
kunde hedde Napoleons Kat, da den først
lever fortroligt sammen med den store Kejser,
inden den slaar sig paa Litteraturen og Goethe.
En listig og skælmsk Kat skal det være, ikke
med den Hensigt at se Mennesker med Katte-
Øjne, hvilket vel ogsaa nok vilde blive be-
sværligt i en hel Bog, men et næsvist Husdyr,
som iagttager de store Mænd i deres jævnlig
naragtige Hjemmefrakke : ingen er jo (saa
længe han lever) stor for sin Kammertjener.
Den lille Roman minder naturligvis om en
hel Del ældre satiriske Romaner, som Hr.
Leopold muligvis slet ikke har læst. Den
er ikke kedelig. Den indeholder vittige Ind-
fald og spotske Iagttagelser, der ikke alle er
nye, og undertiden morsomme Karakteristiker
som den af Christiane Vulbius, — ret en
Hustru for Goethe, der trængte til at und-
gaa Konversation, naar han hengav sig til
Kys og Omfavnelser. „En hel Nat kunde
hun ligge i hans Arm uden at udspørge ham
om Menneskehedens Bestemmelse og Poesiens
Grundsætninger. Hun kunde elske varmt og
uforstyrret uden at ane Kvindens Stilling i
Oldtiden. . . . Ofte laa jeg i hendes Skød
og legede med Garnnøglen, og med store An-
strengelser forsøgte hun at overse, at der hang
Flødeskind i mit velplejede Overskæg." Det
er et lykkeligt Udtryk for hendes Hjertens-
25
-Litteratur^
godhed. Og der er Klo i Katten* tforstaaende
Bemærkning om den store Digter, der tilsidst
jager det invalide Dyr bort. „Han elskede
alle Dage det mønstergyldige, og Invalider
havde ikke Æren af hans altid vaagne Op-
mærksomhed, Sygdom, Nød og Død faldt
udenfor hans ellers ubegrændsede Interesses-
phære.u Men der er for meget velbehageligt
Katte-Snak i Bogen. Den ordsmidige For-
fatter har en ulykkelig Hang til at beruse
sig i billige Ord — billigt vittige eller billigt
vellydende. Derfor blive „Goethes Kata ikke
rigtig morsom nok.
Vort Sprog er fra Mesternes Hænder over-
leveret os villigt og smidigt; selv en fattig
Fantasi kan nemt sno det i Arabesker og
og Blomster. Det bliver en Fare for den
Forfatter, der ikke øver nøjeregnende Selv-
kontrol. Ogsaa Otto Rung, som i sig selv
er produktivt strømmende, med Forkærlighed
for det sære og sensitivt malende, synker tit
i de vigende Ords Kviksand. Han har lært
Skildringens sitrende Impressionisme af Bang;
hans Stil er paavirket af eller beslægtet med
Johannes V. Jensens hastigt smeldende Be-
tegnen: .der er kort Vej mellem hans Sans-
ning og dens Udtryk. Han ved i øvrigt,
hvad han gør; der er en god Del Bereg-
ning i hans tilsyneladende visionære* Billeder.
Han er kun ikke altid kræsen nok overfor
sig selv. Men Udmalingen af Underbevidst-
hedens sælsomme og flygtige Stemninger for-
langer netop den sikreste Paalidelighed i alt
det, der kan kontrolleres, fordi vi skal tro
fast paa det uhaandgribelige. Saadan som
man i Panoramaet gør Forgrunden veritabel
ægte, for at Øjet skal lade sig overbevise af
Malerierne bagved.
I „Den hvide Yacht" styrer han nu for
fulde Sejl bort fra Dagliglivets regelbundne
Virkelighed. Dette fornemme Millionær-Fartøj
er ikke blot den festlige Ramme om en Række
virkningsfulde Fortællinger, med den stem-
ningsfulde Baggrund af den lyse Nats blege
Sugen og Sommerdagens forvirrende Sol-
brand: den er et Symbol. Rung lader en
af Gæsterne ombord „ane Vanviddet i det,
der gik for sig indenfor den hvide Yachts
Spanter" : „hun følte en pludselig Angst over
at være med blandt en formastelig Kreds af
Mennesker, der havde udvalgt sig blandt
alle andre: til at have en Lov og en Ret
fremfor andre, en Lyst og Luxus forbeholdt
for sig, udover Massernes knebne Maadehold".
Nu foretager de sig i Virkeligheden intet
vanvittigere end at sejle rundt og holde
Ferie paa en Rigmands Yacht. Men Sel-
skabet ombord bliver her et typisk Udsnit
af det Samfundslag, for hvem „intet bliver
jævnt og dagligt, fordi de altid har Raad
til det, der er udover det daglige*. De er
udover Livets Økonomi: et Overskud, der
følgeligt som Værdi er — overflødigt . . .
Og Forfatteren assimiliserer sig i sin Fan-
tasi med Kunstneren ombord, der siger: Den
borgerlige Aand har jeg befriet mig for. Jeg
behøvede en tungere Frihed, en køligere
Luft for min Kunst. Aldrig forstod jeg den
ydmyge Andagt for det Almindelige. Jeg
elskede Linjens Smidighed, aldrig Bredden. Jeg
købte min Kunst for Tabet af min Hjertelighed.
Andet end et Symbol bliver den hvide
Yacht heller ikke — man maa ikke vente
sig at snuse rigtig Yachtliv ombord, ikke
heller at føle sig hjemmevant mellem Gjæ-
sterne — næppe En af dem faar Menneske-
Ansigt Bogen igennem (knapt saa meget en
Gang som Omslagets stiliserede Besynderlig-
hed) : Tegningen af dem er dekorativ Kunst.
Men der er en knitrende Anskuelighed og
en glansfuldt bølgende Farveskiften i Ud-
malingen af Sjælelivet hos den Luxus-Kaste,
som Forfatteren vil skildre, i Overkulturens
hidsige Nervøsitet og urolige Søgen efter de
forfinede Sjælsfornemmelser, i deres Træthed
og pludselige Angst og koldblodige Klarøjet-
hed — saadan som Forfatteren aner dem.
I det med Rette berømmede Automobil- Væd-
deløb eller i Udmalingen af den meningsløse,
372 —
^Litteraturs
paniske-^ Rædsel ved det luxuøse Badested,
naaer Rung momentvis det udmærkede, saa-
vel som, helt modsat, i Skildringen af Han-
dyrets elementære Vildskab eller, endnu mere
elementært, i Maskinværkstedets bundne og
frygtelige, gigantiske Vælde .... Men det
kan altsaa ikke undgaas, at man en Gang
imellem brister i Latter f. Ex. over et Ud-
brud som dette: Aa! at have valgt en
Kvinde og ladet hende se ind i sin mørke
Mandsverden. De kryber sammen gysende
af Lyst, til at de forgaar af Skam over,
hvad de har set, og over at de har ladet
sig se, medens de saa!
Og saa tidstypisk Sammenstillingen af
Luxusklassens uroligt raffinerede Livsnyden
med Underklassens arbejds-mægtige Muskel-
vælde, mod hvilken hin forgæves søger at
hævde sig ved Sport, ogsaa kan være, saa
sikkert er det, at denne Overklasse ikke føler
Sagen, saaledes som Rung aner den. Blandt
andet er den jo adskilligt mindre imponeret
af sin Luxus end Digteren.
Hans blændede Overraskelse bringer rent
uvilkaarlig Tanken hen paa en anden ung
Forfatter, der en Gang i Sommer i Helsingør-
Togets (III Klasse) udbrød:
— Jeg vil en Tur op til Marienlyst og
svælge i Luxus . . . Man kunde ordentlig mærke,
hvordan han knugede Haanden sammen om
Tikronesedlen.
Til syvende og sidst er Harald Kidde vel
længere borte fra den borgerlige Almindelig-
hed, eller paa en dybere Maade. Hans nye
Roman De Blinde er med sine næsten 500
store Sider en besværlig Bog, en til Tider
irriterende Bog — som griber Læseren dybt,
og som han sent glemmer.
Hør nu blot : Her er en Fortælling om to
Børns Kærlighed. Han er en fin og svag
Dreng, der i sin nølende Usikkerhed næsten
gør et Jørgen Tesmansk Indtryk, hun et
egenraadigt, viltet, exalteret nysgerrigt Pige-
barn, paa en Gang følsom og grusom. Han
373
elsker hende, uselvisk, opofrende, indtil han
endogsaa bringer sit Livsmaal og hele Frem-
tidshaab som Offer for sin Kærlighed. Han
gør det blødende og begejstret; saa meget
des rigere voxer hans Kærligheds Værd : den
bliver en „Enhed i Evigheds Forvisning*.
Og saa forkaster hun ham alligevel. Hun
vilde erobres helt, tages med Legem og San-
ser, føle og vide alt det, hun brændende
aner i Elskov. Han forstaar, de er Børn
endnu og staar imod den Kødets Forløsning,
som han selv hedt, men fjæmt længes mod.
Og saa falder hun i Armene paa en fad og
dreven Rigmand.
Dette er den første og største Dels Hand-
ling. Og disse Børns Kærlighed er uden
den Ironi, som det længe har været det gode
kritiske Krav overfor ungdommelig Følelse
og Lidelse. Den er minutiøst eftergaaet
uden velsmagende Rørelse. Alligevel holder
Forfatteren os fast, fordi han ved og viser,
hvor stærkt og inderligt Børn lever og lider.
Javel, men de glemmer ligesaa hurtigt! —
Er det nu ikke ogsaa en af de vedtagne
Almindeligheder? Sandt nok, de skifter hur-
tigt Stemning fra Graad til Latter. Men
den dybeste Sorg er alligevel Barnesorg,
fordi den mangler Forholdsfølelsens Perspek-
tiv, og maaske netop den, der smerter med
længst Mindelse, fordi Sindet endnu ikke er
afstumpet. Er der nogen Lidelse, vi husker
Livet igennem, er det just Barneaarenes.
Kidde behandler nu denne Barne-Elskov
rent tragisk: Han viser os den Forsmaaede
elleve Aar derefter — i en afsides schwei-
zisk Kro, hvor hans Elskede søger ham,
efter at hun i et umuligt Ægteskabs Lidelser
har faaet udrenset sin Naturs grove Slagger.
Sandt at sig er det en ganske* anden Kvinde,
vi møder her i denne Del: de elleve Aars
Udvikling er et stort Hul, der føles som en
Brist. Men det er ikke Hovedsagen — Væg-
ten hviler paa Skildringen af ham. Sølle og
forkommen sidder han, fornægtet i sin Exi-
stensret, ramt i det ene, hvori han kun er
_ r 25*
=Litteratur=
Mand, „da er det forbi med ham, des mer
absolut, jo mer dybt han er Mand. Da er
han omme som Han". Den eneste han kaa-
rede sig at være Livet i og skabe Livet
med, umuliggjorde hans Vilje. „Ja, saa er
han altsaa omme, stemplet af Livet, det vil
sige af hende, der var Livet for ham, det
rene, af al Gærning usmittede Liv — stemp-
let som ugyldig, sat udenfor Nummer, som
det skabede Handyr forvises, udjages at
slukke sin Tørst i Ørkensandet" . . . Saa
en skønne Dag laa han her, efter Savnets
blodige Pine, og følte Morgentystheden som
«t køligt Glas Vand. Han fandt Freden
ved denne Vidunderets Sø, i i, saa aaben og
skøn en Kiste" : den stille livsalige begærfrie
Venten mod al Lykkes Højdepunkt: den ab-
solute Død .... Der er en lidenskabelig
Kraft, en menneskelig Dristighed og en tra-
gisk Storhed i denne Skildring, som hæver
sig op over det meste, der er skrevet af
moderne dansk Digtning. Stod den øvrige
Bog paa Højde hermed havde Harald Kidde
skabt et kunstnerisk Storværk.
Det blev Bogen nu ikke. Forfatteren vil
ulykkeligvis have alting med. Med den
redeligste Nøjagtighed skriver han alting op,
maler minutiøst hvert Landskab, hver Egn,
hver Naturens Stemning — forsmaaende al
Kompositionens Kunst. Der er Natur-Skil-
dringer af den skønneste Ægthed og Finhed,
men der er for meget. Forf. opnaar unæg-
telig at overbevise os ved sin ustanselig do-
kumenterende Sandfærdighed, sine skarpe Be-
stemmelser. Men han lukker ogsaa Fanta-
siens Udsyn for os, bliver undertiden utaa-
lelig med sine altfor kunstige Ord og træt-
tende med sine mere end naturligt oprevne,
snakkende Repliker . . . Undertiden faar hans
Bog Karakter af en Skizze-Sammenhobning i
Stedet for færdig Kunst.
Men et mærkeligt Værk er „De Blinde".
Ikke blot ved den dialektiske. Styrke, hvor-
med han opstiller Problemet: Livets flygtige
Lyst og Lykke, eller Sjælens evige Ret i
Trofasthed. Han viser os den Elendighed
og Smerte, Forræderiets Forsmædelighed kan
bringe, saa vel som Troskabens kummerlige
Straadød. Til syvende og sidst er det dog
ikke dette Problem, der drager ham; ti vi
vælger jo ikke selv; vi lever vort Liv under
Nødvendighedens strænge Lov: som Blinde
fører Guderne os til Synd og Fortvivlelse
„denn alle Schuld råcht sich auf Erden".
Det er Forældrenes Liv og Anlæg, deres
Kærlighed og Brøde, der lever videre her i
Bent og -Helene. „De Blinde" føles af For-
fatteren selv netop som en moderne Livets
Tragedie, hvis dramatiske Afslutning er La-
vine-Skredet, der hvirvler de to i Afgrunden.
Som en Dagliglivets Tragedie føler vi Læ-
sere den ganske vist ikke. Dens Personer
lever i en tyndere Luft, i en anderledes
højspændt Stemning. Deres Troskab er re-
nere og mere skæbnefyldt end mellem Men-
nesker ellers — udenom de Tos Barndom
tegnes med nænsom Finhed en gammel Jom-
frus og tre ældre Mænds Kærligheds-Troskab
eller -Brud, der straks stemmer Tonen —
som Tragediens Chor ... Og det er dette
klare og dybe, dette barnlige og gammel-
kloge Blik, denne upraktiske og fine Haand,
denne Livets Tro og ansvarsbevidste Angst,
der gør Harald Kidde saa kær for stille
Læsere.
I sin store Elendighed følte Bent sig paa
„Ensomhedens Øu. Herman Bangs Helt Joan
Ujhåzy fødes paa „de Forbandedes Øa, hvil-
ket er voldsommere, men . . . Naa, jeg vil
ikke sammenstille de to Forfattere. De klæ-
der ikke hinanden. Kiddes langsomme, fint-
mærkende Indtrængen gør saa meget hos
hin til Virtuosnummer — til Gengæld knu-
ser jo Bangs mangfoldige Menneskekundskab
og Mesterkyndighed ham og Størsteparten
af dansk Forfatterverden.
Og saa myndigt overlegen som her i De
uden Fædreland har han næppe været i
noget tidligere Værk. Stilen er fastere,
374
^Litteraturs
Tonen er klarere. Jeg bryder mig endda
ikke saa meget om, at hans med sin for-
farne impressionistiske Teknik samler hele
sin Fortælling i en Dags Ramme. For det
første er det ligegyldigt (Laurids Ittuun har
oven i Købet nedsat Rekorden til fire Timer)
og for det andet sprænger han selv Ram-
men: en indtrykslevende og fuldstændig
Skildring som det brillante Kapitel i Orient-
toget er ikke. en Erindrings-Række. Mere af
Mindernes hede Flimren er der over Barn-
domslivets Fortvivlelse paa de Forbandedes
0, hvor han og hans Slægt levede uden
Fædreland og uden Sprog — under Hjem-
løshedens Forbandelse.
Stort og gribende er dette som Symbol.
Det er den voldsomme Billed-Udformning af
den Væren udenfor Samfundets sunde Liv,
der som Grundfølelse gaar igennem Bangs
meste Digtning lige fra det første forpinte
Anslag i „Haabløse Slægter". Men det
lader sig ikke nægte: Symbolet er her ble-
ven for reelt. Hvor i Alverden er den 0,
hvis Folk fødes uden Sprog — ét bliver dog
deres, hvor mange der saa end brydes:
Fædreland har de dog, om saa kun den
samme 0. Den findes ikke paa Kortet,
hedder det. Nej, men vi har set den som
en Virkelighed. Altsaa er den virkelig og
underlagt vor forstandsmæssige Kritik. Og
da tror vi ikke paa den.
Men Grund- Akkorden har vi nu, selv
under Protest. Og saa følger Joans Liv i
glimrende Billeder (og naturligvis glansfulde
Billeder: med det allerbedste Selskab som
Relief-Baggrund) Grev Joan er bleven Virtuos
og i Selskab med alt Kunstens farende Folk
suser han altsaa gennem Evropa. Skildrin-
gen er beundringsværdig, nøje paa sin Plads,
sikker i dette ægte Bangske Milieu, hans
Kunst frugtbare Koloni-Land. Ogsaa det er
hjemløse Folk; dog hver har en Plet at
længes tilbage til, en eller anden lille Melodi,
der nynnende ligger inderst i deres Sind.
Med hastigt Skarpsyn ridser Bang de skif-
tende Fysiognomier op for os. Sjældent har
har han k været saa fin i sin Iagttagelse,
aldrig vittigere i sin Karakteristik. Man
husker saadan et Par Bemærkninger, som
dem, der falder over en Tegners Karikaturer.
„Det er saa let at være seende, siger den
ene, til en vis Grad seende, naar man ser
alting fra et Hotelvindue Og han fort-
sætter: „Vi, der drager rundt, ser altid
Latterlighederne, fordi vi aldrig helt forstaa
de andres Art af Følelser." Lidt efter af-
slutter han (og hans stærke og glade Ansigt
syntes pludselig træt): „Det at man kan se
alt det — gør Een hjemløs paa Jorden."
Saa stanser Joans Fart ved den lille Sta-
tionsby ved Sønderjyllands Grænse, hvor han
vil spille i sin Moders Hjemland — der
maaske ogsaa kan blive hans Hjem. —
For Bangs Kunst er den i hvert Tilfælde
Hjemlandet som Virtuosernes og Gøglernes
Verden er hans velerhvervede Kolonier. Denne
Stump Samfund, som giver det hele Lands
Tænken og Færden i formindsket Hulspejl-
Billed, kender han inderlig. Han har malet
den før, ogsaa nok med varmere Stemning,
men ingensinde med saa mangfoldig en Iagt-
tagelse, saa dybt Perspektiv. Han har næppe
tidligere fanget Livets Tone saa fint som i den
Festens stigende Begejstring om Joan og
hans Spil, til en favnende Hjertelighed, der
gør det hele Selskab til Venner og Brødre,
og saa den kølnende Afspænding og Ned-
stemning, hvor hver vender tilbage til sit og
Kredsen tørres ind i de gamle Kroge — og
Joan stille, uimodstaaeligt skydes udenfor.
Og som den fortroligere Tone i Festmylret:
Kunstnerens og en god ung Piges uvilkaar-
lige og glade Dragning mod hinanden og
ligesaa umærkelige og baabløse Gliden fra
hinanden . . .
Men bag disse Optrin ligger som den
stærke Sangbund Joans sugende Hjemlands
Længsel. Her sidder en Kreds i deres lille
truede Land og hver for sig taler de om
Fædrelandet og synger om Fædrelandet, og
hver for sig bruger de det til deres smaa
private Formaal — og forraader det. Og
dog har de midt blandt sig Sønderjyderne,
lammede i deres frie Livsførelse, stirrende
tilbage, syngende . . . Om Joan bliver det
tomt. Og da han siger dem sit Liv, dets
Sejre og dets Smærte, lukker sig en stram
Forargelsens Iskulde over ham. Ene drager
han videre under Hjemløshedens Forbandelse.
Der er i dette saa sund en Harme, saa
stor en Livets Styrke og, trods alt, saa sik-
ker en Medejendoms Ret, at Forklaringen vist
netop heri gives af, hvorfor Forbandelsens
og Haabløshedens Indgangs- Symbol ikke ret
har faaet Rædslens Uhygge. Al Dumhed og
Raahed til Trods ejer Joan jo sin Kunsts
dyrebare, udløsende Rigdom.
Chr. Gulmann.
375
JrJtrtSiMtfaKå
I Slutningen af November var den politiske
Interesses Brændpunkt samlet i Lands-
tingssalen. Det var de to kendte politiske
Kampforslag om kommunale Valg og om
Forandringen i Folketingets Sammensætning,
der efter at have vajet som Kampflag under
Folketings- og Landstingsvalgene skulde mod-
tage deres Afgørelse for denne Samling i
vort Førstekammer.
Størst var naturligvis Interessen for Mod-
tagelsen af Forslaget om de kommunnle Valg.
Dette Forslag, der jo gentagne Gange af
Folketinget har været sendt op til Landstin-
get uden at komme videre der, gaar som
bekendt ud paa en radikal Forandring af
Valgretten og Valgmaaden til samt Sammen-
sætningen af alle vore kommunale Raad over
hele Landet. Nu er Forholdet, at bortset
fra København, Byraadenes valgte Medlemmer
og paa Landet Sogneraadenes samtlige Med-
lemmer vælges efter Toklassesystemet , idet
snart den større, snart den mindre Del af
Raadene vælges af alle Skatteydere, der er
valgbare til Folketinget, medens den anden
Del vælges af en Femtedel af de højstbe-
skattede Vælgere, og at Amtraadene nu lige-
ledes vælges efter • et Toklassesystem, der i
endnu højere Grad giver de højeste Skatteydere
Indflydelse paa Valgene, hvorhos endelig saa-
vel Byraadenes som Amtsraadenes Formænd
er kongevalgte Embedsmænd. Efter Forslaget,
som det er indbragt af Regeringen og uforan-
dret vedtaget af Folketinget, skal derimod
samtlige Medlemmer af samtlige kommunale
Raad være folkevalgte og vælges af en enkelt
Vælgerklasse, og Valgretten skal derhos til-
komme ikke blot alle Skatteydere, der er
valgbare til Folketinget, men ogsaa skatte-
ydende 25aarige Kvinder — deriblandt ogsaa
Hustruer — samt Tjenestefolk, der jo nu er
udelukkede fra al politisk Valgret. Til Gen-
gæld skal Valgene foregaa efter Forholdstals-
valgmaaden som den Valgmaade, der baade
giver det rigtigste Udtryk for Vælgernes Øn-
sker og bedst beskytter Mindretallene.
Dette Forslag havde hidtil mødt bestemt
Modstand i Landstinget saavel hos Højre-
gruppen som hos den frikonservative Gruppe,
og paa denne faste Modstand var Forslaget
strandet. Spørgsniaalet blev da, om Lands-
tingets Flertal nu efter Folke- og Landstings-
valgene vilde ændre deres Holdning. En
saadan ændret, mere imødekommende Hold-
ning blev da ogsaa ved Sagens 1ste Behand-
ling den 21 November indtaget, vel ikke af
Højregruppen, men af de frikonservatives
Gruppe. Dennes Ordfører, Grev Frijs, udtalte,
at skønt han beklagede Vælgernes Svar,
maatte han dog erkende, at de Svar, der
var givne ved Folketingsvalget og ved Valg-
mandsvalgene , var utvetydige, og han og
hans Meningsfæller vilde derfor nu gøre deres
til at „komme til en Forstaaelse paa et nyt
Grundlag til en ny Ordning af vore kommu-
nale Forhold." Denne udstrakte Haand blev
greben af Regeringspartiet, og Forslaget før-
tes derefter hurtigt uden Udvalgs Nedsættelse
— men ogsaa uden at de nærmere Linier
for en gensidig Forstaaelse om en ny Ord-
ning blev antydede — gennem de grund-
lovsbefalede Behandlinger i Landsting og
Folketing, indtil der midt i December blev
nedsat et Fællesudvalg paa 15 Medlemmer
af hvert Ting til at søge at tilvejebringe den
gensidige Forstaaelse. I dette Fællesudvalgs
Hænder hviler altsaa foreløbigt dette vidtræk-
kende Lovforslags Skæbne.
Lovforslaget om Forandring af Grundlovens
§ 32 kom til 1ste Behandling i Landstinget
den 23. Nov. Dette Grundlovsforslag, der
i forrige Samling vedtoges i Folketinget, men
ikke behandledes til Ende i Landstinget og
derfor paany var forelagt dette Ting, har til
Hensigt at fixere Antallet af Folketingets Med-
lemmer, saaledes at dette herefter ikke skal
kunne være under 124, og ikke over 132,
idet det ved denne Forøgelse af det nuvæ-
rende Medlemsantal (1 14) skal gøres muligt
at foretage en Valgkredsomlægning, hvor-
ved den nu bestaaende store Ulighed i Valg-
kredsenes Størrelse kan udlignes uden at
Folketingets Medlemstal bliver større end øn-
skeligt. Forslaget var tidligere strandet for-
nemmelig derpaa, at den frikonservative Lands-
tingsgruppe som Betingelse for at fremme
Forslaget havde forlangt en bestemt Udtalelse
af Konsejlspræsidenten om Ministeriets Stilling
til Spørgsmaalet om, hvorvidt den Opløsning
af begge Ting, som ifølge Grundlovens Bud
vilde blive en Følge af Grundlovsforslagets
376 =.
Rigsdagen
Vedtagelse, ogsaa ramte de kongevalgte Med-
lemmer af Landstinget. Denne Erklæring
-ønskede Konsejlspræsidenten ikke at afgive,
og Forslaget blev derfor liggende ubehandlet
i Landstingets Udvalg. Atter i Aar var Stil-
lingen den samme, idet de Frikonservatives
■Ordfører, Rottbøll, gentog sin Opfordring, og
Konsejlspræsidenten ligeledes gentog sin Væg-
ring ved at udtale sig om Spørgsmaalet, før
det efter Landstingets eventuelle Opløsning
laa for til endelig Afgørelse i Statsraadet.
Skønt Forslaget paany sendtes i Udvalg, maa
det derfor sikkert paany anses for strandet,
og vistnok endelig strandet
Blandt de af Folketinget i Slutningen af
November og Begyndelsen af December be-
handlede Lovforslag maa foruden Forslaget
om en Revision af Ferskvandsfiskeriloven af
1898 særligt nævnes Forslaget om Indførelse
uf åd metriske System for Maal og Vægt samt
de betydningsfulde sociale Forslag om uægte
Børn og om Arbejdsløshedskasser. Forslaget
om Indførelse af Metersystemet, der tidligere
adskillige Gange, men altid forgæves, har
været fremsat, synes nu omsider at være
modent til Vedtagelse, idet det nu næsten
fra alle Sider anbefaledes som et Forslag, der
talte for sig selv.
Lovforslaget om uægte Børn eller, som
dets Titel er, Forslag til Lov indeholdende
Bestemmelser om udenfor Ægteskab avlede
Børns og disses Mødres Retsstilling tilsigter at
gaa et stort Skridt videre end den nugæl-
dende Lovgivning i Retning af at forbedre
de uægte Børns og deres Mødres nu oftest
i saa sørgelig Grad ugunstige Stilling i Sam-
fundet. Som Bestemmelser, der, hvis de
vedtages, særligt vil betegne Forandring i de
paagældende Personers Retsstilling imod nu,
skal fremhæves følgende. Medens nu Under-
holdsbidraget til et uægte Barn kun fastsættes
efter, hvad der kræves til Barnets nødtørftige
Underhold og derfor ofte yderlig lavt, skal
efter Forslaget Bidraget fastsættes i Overens-
stemmelse med Moderens Livsforhold, og i
Tilfælde af Misforhold mellem Forældrenes
Kaar skal Forsørgelsesbyrden kunne lægges
alene paa den bedst stillede af dem. Frem-
deles skal Faderens Bidragspligt nu normalt
vedvare indtil Barnets 18de Aar, ligesom Fa-
deren ogsaa vil kunne komme til at udrede
yderligere Bidrag i Anledning af Barnets
Daab og Konfirmation saavel som til dets
Skoleundervisning og faglige Uddannelse. Bi-
dragene, skal fremdeles nu erlægges forud,
og Forlig mellem Forældrene, hvorved Mo-
deren maa lade sig nøje med en Affindelses-
sum en Gang for alle, skal fremtidigt kun
være bindende med Overøvrighedens Sam-
tykke. Paa Forbedring af Moderens Stilling
tages der særlig Sigte derved, at hun ogsaa
kan fordre Faderen ved Overøvrighedens Be-
slutning tilpligtet til at bidrage ikke blot til
Udgifterne ved hendes Barselsfærd men ogsaa
til hendes Underhold i 1 Maaned før og 1
Maaned efter Fødslen, ligesom derved, at
hun allerede under Svangerskabet, saasnart
den 6te Svangerskabsmaaned er forløben, kan
kræve Sag rejst mod den af hende som Fader
sigtede, saaledes at Spørgsmaalet om Fade-
rens Bidragspligt kan være afgjort allerede
før Barnets Fødsel.
Mest vidtgaaende er dog Forslagets § 3,
der ikke blot udvider den nugældende Lovs
Regel om Udbetaling af Underholdsbidraget
i Faderens Dødsbo, men ogsaa indfører en
ganske ny og maaske ikke andet Steds i
Verden kendt Arveret for det uægte Barn
efter dets Fader, uanset at han ikke selv vil
vedkende sig det. Hertil kræves efter For-
slaget, at Moderen, efter at Faderens Egen-
skab som Barnets Fader paa sædvanlig Vis
er fastsiaaet, f. Ex. ved hans Undladelse af
at aflægge Benægtelsesed, skal inden Fade-
rens Død rejse Sag for Politiretten for at
kendes berettiget til at aflægge Ed paa, at
hun ikke i et af Dommeren efter Sagens
Oplysninger nøjagtig bestemt Tidsrum har
haft Samleje med nogen anden end Faderen
til det paagældende Barn. Moderen maa
dog ikke tidligere udenfor Ægteskab have
faaet Børn med nogen anden end den nu
udlagte Fader. Aflægger hun Eden, faar
Barnet Arveret efter Faderen, som om det
var ægte Barn, saafremt han ikke efterlader
et ægte Barn, født før det uægte Barn.
Forslaget blev modtaget med den største
Velvilje fra alle Sider, idet man blot fra
mange Hold ønskede at gaa adskilligt videre
i Retning af at stille uægte Børn lige med
ægte.
Ogsaa Lovforslaget om anerkendte Arbejds-
løshedskasser betegner et betydningsfuldt so-
cialt Fremskridt, ja det vil, om det gennem-
føres nogenlunde i den foreslaaede Skikkelse,
stille Danmark i allerførste Række blandt de
Stater1, som har forsøgt Løsningen af det .
vanskelige Arbejdsløshedsproblem. Forslaget
377
Rigsdagen
forsøger ikke at komme selve det sociale
Ondes Rod, Arbejdsløsheden, til Livs, men
derimod saa vidt muligt at forsikre Arbejderne
mod Følgerne af den uforskyldte Arbejds-
løshed og derved væsentlig lindre de Ulykker,
den medfører. En saadan Forsikring har
man andetsteds — i St. Gallen i Svejts —
forsøgt at løse ved tvungen Forsikring, men
uden Held, og Forslaget, der er Frugt af en
i 1903 nedsat Kommission, søger derfor at
naa Resultatet ad Frivillighedens Vej ved
Hjælp til Selvhjælp og ved ligesom den nylig
i Aar vedtagne norske Lov om samme Æmne
at følge samme Princip, som i Danmark
med saa stort Held er fulgt ved Sygeforsik-
ringen, nemlig ved at yde Statshjælp til
anerkendte, frivillige gensidige Forsikringsfor-
eninger, Arbejdsløshedskasser. Lovforslagets
Tanke er, at det skal være Fagforeningerne
selv, der skal danne Kasserne og føre den ind-
byrdes Kontrol med Medlemmerne, som maa
til for at Kasserne skal kunne bære sig,
men Forslaget vil, da Fagforeningerne tillige
forfølger politiske Formaal, ikke yde Stats-
støtte direkte til Fagforeningerne selv, men
kræver særlige, fra Fagforeningerne skilte
Kasser oprettede og stiller yderligere disse
under Opsyn af en Arbejdsløshedsinspektør,
assisteret af et valgt Arbejdsløshedsnævn,
samt foreskriver endelig visse Rammer for
Kassernes Organisation og Virkemaade. I
denne Henseende kræves det saaledes f. Ex.,
at Arbejdsløshedskassen ikke maa have under
50 Medlemmer, at Medlemmerne ved Op-
tagelsen ikke maa være under 18 og ikke
over 60 Aar, da denne Form for Forsikring
kun skal værne fuldt arbejdsdygtige Personer
mod Arbejdsløshed, at Kassens Indtægt og
Formue skal holdes strængt adskilt fra andre
Foreningers Midler og hverken som Laan
eller Gave maa tilflyde andre Foreninger
eller anvendes i uvedkommende Øjemed.
Fremdeles maa Understøttelse ikke ydes under
Strejke eller Lockout til Personer, der om-
fattes af samme, og ikke ydes til Medlemmer,
hvis Arbejdsløshed er foraarsaget ved Sygdom,
idet disse skal holde sig til Sygekasserne,
eller til Medlemmer, hvis Arbejdsløshed er
selvforskyldt ved Dovenskab eller Drukken-
skab eller Ufordragelighed mod Arbejdsgiver
eller Arbejdskammerater, heller ikke til Med-
lemmer, der aftjene deres Værnepligt, — idet
Staten her bør underholde dem — eller som
nyder fast Fattigunderstøttelse eller som væg-
rer sig ved at overtage et af Kassens Be-
styrelse anvist Arbejde, som svarer til deres
Evne. Endelig kræves det, at den daglige
Understøttelse, som Kassen yder, ikke maa
overstige */3 af den almindelige Arbejdsløn,
da det ikke skal være en Profit at være
arbejdsløs, men at paa den anden Side Dag-
pengene ikke maa være under 50 Øre og
ikke over 2 Kr. daglig, ligesom Kassen paa
den ene Side mindst maa kunne yde Under-
støttelse i 70 Dage og paa den anden Side
heller ikke i 3 Aar maa yde samme Person
Understøttelse for mere end 210 Dage. Op-
fylder en Kasse disse Betingelser, har den
Ret til at faa offentlig Anerkendelse og Del
i Statsbidraget, der er foreslaaet saaledes, at
der aarlig af Statskassen skal udredes et Til-
skud, svarende til en Tredjedel af de paa-
gældende Kassers samlede Præmiebeløb, dog
ikke udover 250,000 Kr. Yderligere kan
Kommunerne uden Samtykke af højere Myn-
digheder yde et Tilskud til Kasserne indtil
en Sjettedel af Præmierne, saaledes at det
offentliges Tilskud altsaa i alt vil kunne stige
til op mod en Halvdel af Præmiebeløbet.
Forslaget, der modtoges med enstemmig
Sympati og fra alle Sider i Folketinget øn-
skedes en hurtig Gang gennem Tinget, hen-
vistes ligesom Forslaget om uægte Børn og
Meterloven til videre Behandling i Udvalg.
K. B
378
FRA KAMPEN
OM EVANGELIERNES KRISTUSSKIKKELSE
SVAR TIL PROF. AMMUNDSEN
Af P. O. Ryberg Hansen.
I dette Tidsskrifts Decemberhefte har Pro-
fessor Ammundsen i en livfuld og vel-
talende Artikel udtalt sig bl. a. om den
nyere tyske Évangeliekritik og om nogle
Skrifter,' der forsøger at indføre den her-
hjemme. De Mangler, han finder ved de
sidste, vil det neppe frembyde tilstrækkelig
Interesse at drøfte. Men han fremsætter
mod denne Forsknings hele Fremgangsmaade
nogle principielle Indvendinger, der frister til
Modsigelse.
Den nyere tyske Kritik gaar efter hans
Mening ud fra visse Dogmer. Naar Harnack
forkaster Fortællingen om, at Jesus stillede
Stormen paa Søen, men antager det for
historisk, at han helbredede syge ved sjæle-
lige Kræfter, beskyldes han af A. for at
beskære de historiske Kilder ud fra bestemte
filosofiske eller dogmatiske Forudsætninger.
Han lader sig nemlig bestemme af Dogmet
om de mirakuløse Beretningers Utroværdig-
hed. Ofte beherskes Kritikken — efter A. —
ogsaa af et andet Dogme, nemlig dette: kun
det psykologisk forstaaelige er historisk sand-
synligt. A. anker f. Eks. over, at man ikke
hos Jesus vil antage Forestillinger, der ikke
naturligt kan begribes ud fra hans Samtid
eller hans Liv.
Det forekommer mig nu at disse to
„Dogmer" ikke er andet end to elementære
Grundsætninger for al historisk Undersøgelse.
Man finder i Professor Erslevs „Grundsætnin-
ger for historisk Kildekritik" S. 27 følgende:
„en Beretning om en mirakuløs Begivenhed
kan aldrig ved indre Troværdighed opveje
det usandsynlige i Brud paa Naturlove" og
sammesteds „den reale Usandsynlighed af en
Beretning kan . . . udledes . . . psykologisk
af den handlende Persons hele Karakter".
Det kunde nu muligvis blot være A.'s Me-
ning, at Kritiken anvendte disse Grund-
sætninger med alt for stor Dristighed. Navn-
lig den psykologiske Forudsætning maa
naturligvis — som ogsaa Erslev tilføjer — an-
vendes med Varsomhed. Men det synes at
være selve Grundsætningernes Benyttelse,
ikke manglende Forsigtighed i deres Gennem-
førelse, der af A. bebrejdes Evangelieforsk-
ningen. Thi han anholder særlig følgende
Udtalelse: „man mener neppe med Uredte,
at Opgivelsen af Jesu Messiasbevidsthed er
den eneste Pris, for hvilken man kan vinde en
naturlig psykologisk Forstaaelse af Je^us
uden at slaa ind paa de patologiske Veje".
Man skulde dog synes, at her var udvist
Forsigtighed: Døren er ladet aaben for den
Mulighed, at her foreligger et abnormt Sjæle-
liv, at altsaa en psykologisk Forstaaelse i
almindelig Betydning ikke kan naas. Endda
udelukker Ordene jo ikke, at Ævret helt
maa opgives paa Grund af manglende Mate-
riale. Det er altsaa selve Princippet, A. angriber .
Den Evangelieforskning, der her omtales,
har jo imidlertid intet at gøre med religiøse
eller opbyggelige Betragtninger (hvis Værdi
ingenlunde skal underkendes). Den præten-
derer at være metodisk Videnskabelighed, og
man kan da ikke bebrejde den, ^at den føl-
ger den historiske Videnskabs almindelige
Principper. A. maa enten udstrække sin
Klage over dogmatiske Forudsætninger til al
moderne Historieskrivning, eller han maa
afgrænse den evangeliske Historie som et
Enklave for sig, der ikke tør behandles
efter Forskningens almindelige Principper.
Og dette vil han dog neppe.
=-—^ 379
Fra Kampen om Evangeliernes Kristusskikkelse=
At den historiske Forskning ikke kan
akceptere mirakuløse Beretninger, er en
Sandhed, som det ikke er fristende at gøre
sig til Talsmand for. Den, der sysler med
Religionens Historie, føler nutildags langt
mere Trang til at pege paa de religiøse
Fænomeners blivende og værdifulde Kærne
end til at øve en letkøbt Kritik over det
absurde og forgængelige i deres Fremtræ-
delsesformer. Men naar et Angreb ligefrem
bygges paa Benægtelsen af slige Sandheder,
nødes man dog til en beskeden Indsigelse.
Et tredie Dogme, fra hvilket Kritikken
skulde gaa ud, er ifølge Prof. A/s — her
noget mere forbeholdne — Erklæring Forud-
sætningen om en Udvikling nedenfra opad.
Kritikken gør Jesus til Jøde (o: Tilhænger
af den jødiske Religion) og anser Hoved-
massen af de overleverede Jesusord for
Menighedens Frembringelser — gør altsaa
Jesus mindre, hans Menighed større end
den gængse Betragtning mener. Denne
Tendens hos Forskningen skyldes nu neppe —
som A. mener — noget evolutionistisk Dogme,
men snarere en kritisk Forsigtighed. Om
Overleveringen véd vi dokumentmæssigt kun,
at den stammer fra Menigheden. I hvilken
Udstrækning den kan føres tilbage til Jesus,
beror delvis paa et Skøn. Muligvis har A.
Ret i, at man vanskelig forstaar den Op-
højelse til Gud, som Menigheden har ladet
Jesus blive til Del, hvis han ikke selv har
været Skaberen af hele denne rige Tanke-
verden. Men A. argumenterer i saa Fald
just ud fra den psykologiske Sandsynlighed,
som han selv har kaldt en dogmatisk For-
udsætning.
Foruden at nære Betænkeligheder ved
Evangelieforskningens Metode mener Prof. A.
ogsaa, at man gaar for ukritisk til Værks
ved Populariseringen af dens Resultater. De
tyske religionshistoriske Folkebøger, som A.
i denne Sammenhæng nævner, er jo imidler-
tid gennemgaaende forfattede af Mænd, hvis
videnskabelige Lødighed A. neppe vil be-
stride. Skrifternes Prisbillighed — som A.
næsten beklager — er dog i og for sig kun
et Gode. De bedste Læsere findes blandt
dem, der kun har Raad til at ofre 50 Øre.
Herhjemme er et tilsvarende Foretagende
næsten umuligt paa Grund af vort begræn-
sede Bogmarked. Det lille Arbejde, som
A. omtaler, og som gengiver visse Hoved-
træk af Wellhausens Evangeliekritik*) søger
sin Berettigelse i denne Forskers fremragende
Betydning. A. spaar, at han vil miste en
Del af sin videnskabelige Kredit. Naa —
paa det garnmel -testamentlige Omraade kan
man i al Fald neppe sige, at han kun har
havt en Døgnsucces. A. anfører at Well-
hausen ofte selv indrømmer at have taget
Fejl. Ja, han har Raad til det! I Hoved-
sagen er det unægtelig hans Modstandere,
der har maattet tage deres Ord i sig. Han
siger selv i en af sine morsomme Fortaler:
„den kirkelige Videnskab synes paa gammel-
testamentligt Omraade at have den Opgave,
50 Aar igennem at gendrive en ny Op-
dagelse for derefter at finde paa et mér eller
mindre aandrigt Synspunkt, under hvilket
den kan optages i Trosbekendelsen".
Man burde — mener A. — vente med
Populariseringen af Forskningens Resultater
til de var mere prøvede. Det vil desværre
i Reglen sige: til vi ikke mere har nogen Brug
*) A. advarer mod taaget Tale i Anledning af at
dette Skrift er fremkommet i en Række, der
bærer Fællesmærket „Fri Forskning og positiv
Kristendom". Da han indrømmer, at Skriftet
selv udtrykker sig med forneden Tydelighed,
maa hans Bebrejdelse vel gælde Redaktionen.
Denne vil dog kunne henvise til, at Publika-
tionernes Formaal (sé Hefternes Bagside) er
„i let tilgængelig Form at gere Almenheden
bekendt med den nyere Teologis Metode og
Resultater og fremkalde Dreitelse af disses
Værdi og deres Betydning for Kristenlivet".
En Fremstilling sf Wellhausens nyeste Værk
passer ikke ilde til Programmets første Punkt
At denne Fremstilling har vist sig egnet til
at fremkalde Dreftelse %^s. v., derpaa er jo
f. Eks. Prof. A.'s Indlæg et glædeligt Bevis.
380 =
Natur og* Videnskab
for dem. Det er kun den kæmpende Sand-
hed, der lever. Prof. A. nævner Harnack's
„Kristendommens Væsen" som en Bog, der
alt nu er b'dt forældet. Maaske. Men vi
er dog vist enige om, at det var en for-
tjenstfuld Gerning, Dr. Lehmann gjorde, da
han i sin Tid indførte den i vor Literatur.
Ellers havde vi neppe staaet, hvor vi nu
staar. Eller for at tage et andet Eks-
empel. Det er ikke sjeldent, at man nu
næsten hoverende fremhæver Tiibingerskolens
Fejltagelser. Men hvor langt havde vi nu
været uden F. C. Baur? At popularisere
hans Tanker var i sin Tid en god Gerning.
Foregangsmandens Tanker har selv med deres
Fejl og Ensidigheder mere Næringsværdi —
ogsaa for Folket, ogsaa for Ungdommen —
end den statsgaranterede Visdom. Og det er
kun retfærdigt, at ogsaa vi, der sér Baurs
Fejl, nævner hans Navn med større Pietet
end deres, der overfor ham repræsenterede
Besindigheden og Betænkelighederne.
Lad os da faa Videnskabens Tanker frem,
mens de endnu er nye og dristige, lad os
faa dem saa almenfatteligt som muligt, saa
billigt som muligt. Saa naar de derhen,
hvor de skal: til Folket, til de unge. Og
vi vil ledsage dem med Bjørnsons Ord:
„Ferst faar du at samle
saa skille dem —
saa faar du at famle
dig længer frem.*
É.»i<altl;IiIfl*JiO:>KfrWM71
Hvalrosserne i Zoologisk Have.
Et morsomt Tilfælde — hvis man da ikke
er Pessimist, for i saa Fald vil man udstyre
Tilfældet med et ganske andet Adjectiv, —
altsaa et morsomt Tilfælde paa, hvorledes
en usagkyndig kan give sit Besyv med i
Laget, indtraf
nylig i Zoolo-
gisk Have: Der
stod en Mand
foran Hvalros-
serne, og han
rystede paa Ho-
vedet, thi Ha-
vens Maade at
behandle disse
Dyr paa, huede
ham ikke. Nej,
han skulde bare
være Direktør,
saa skulde de
faa alt indret-
tet i Overens-
stemmelse med
deres Natur !
„ Endnu kan det
£aa an," sag-
de han tilsidst;
„men sig mig engang: Hvorledes skal de
arme Dyr klare sig, naar Kulden kommer,
og det bliver en rigtig Vinter, saadan som
vi jo somme Tider kan have den her til Lands?"
En anden lille Tildragelse er det bedst at
tage med; i den spiller to Damer Hoved-
rollen. De skred
med spejdende
Blikke henad
Havens Gange.
„Hvor mon Hval-
rosserne er?a
spurgte de, men
de søgte forgæ-
ves. Da øjnede
den ene Gnueii,
og med forvent-
ningsfuld Glæde
udbrød hun :
„Mon det ikke
er det Dyr der-
henne med de un-
derlige Horn?"
En Tilstedekom-
mende oplyste
nu de tvende
Damer om, at
de maatte søge
=_. _ 381
Natur og Videnskab
Hvalrosserne nede
i deres Bassin. „I
Bassinet,* svare-
de de, „men hvad
skal de dog der?a
Skuide der yder-
ligere eksistereblot
eet Menneske, —
af Hensyn til Sko-
lernes Renommé
tør vi ikke bruge
Pluralisformen —
der ikke ved, hvor-
ledes en Hvalros ser ud, kan vedkommende
gennem en Betragtning af de Billeder,
hvormed vi ledsager disse Linier, faa sin
Viden beriget. Zoologisk Haves Exempla-
rer er dog rene Pattebørn; de er født i
April eller Maj ovre paa Ensomhedsøen, Østen
for Franz Josephs Land — eller, som man
ogsaa kan udtrykke det: over 100 Mil Nord
for Jenisseis Munding, altsaa dybt inde i
Sneens og Isens Verdensdel. Her fangede
en norsk Skipper dem, Hannen i Juli, Hun-
nen i August, og den 18de Oktober hav-
nede de saa i Københavns zoologiske Have.
Her har Hannen hele Tiden staaet noget til-
bage for Hunnen, fordi han jo har undværet
Modermælken en hel Maaned længere; men
nu synes det, som om han er kommet over
den slemme Tid, som det er, mens man
„vænnes fra*, og han tager nu lige saa vel
som Hunnen godt for sig af den Barnemad,
der serveres i Haven. Lidt kraftigere er den
jo end den, Menneskebørn plejer at faa:
Den daglige Ration bestaar af nogle Spande-
fulde Havresuppe med 30 $T Torsk og andre
lignende Sager i.
En Seværdighed af Rang er disse Dyr.
Fraregnet en bedrøvelig Hagenbecksk Kunst-
ner har en Hvalros ikke før været at se her-
hjemme; lad os haabe, at de Unger, vi nu
kan se i Zoologisk Have, maa trives og faa
det, som er en Pryd for den voxne Hvalros,
nemlig lange Stødtænder. Sommeren vil
kunne blive Dyrene lovlig varm; men man
tør jo nok tro, at de lige saa vel som
Polaroxen maa kunne taale den.
I hin fjerne Tid, da Klimaet i Danmark
var saaledes, at man med Rette kalder den
Istiden, levede der Hvalrosser ved vore Ky-
ster; men nu findes de kun i Jordens nord-
ligste Egne. Hvad ellers kun den djærve
Sømand i Ny og Næ kan faa at se, naar
hans Skude svøm-
mer melleme Isen
i de koldeste
Egne, det kan
nu vor hjemlige,
fredelige, zoologi-
ske Have indbyde
enhver til. Havde
sligt ikke anden
Betydning, det
har dog i hvert
Fald den, at vi
kan skaffe os en
paalidelig Viden om Dyrenes Sædvaner, Be-
vægelser o. s. v. A. D. Jørgensen for-
tæller i sin Levnedsbeskrivelse, hvorledes han
i lange Tider gjorde Dyre-Studier i Zoologisk
Have — uden at være Zoolog havde han
stort Udbytte af slige Studier. Mon der ikke
er mange andre, der kunde have Udbytte af
Haven paa lignende Vis? Concerterne og
Restauranterne kan være gode nok, men det
er da egentlig først og fremmest for Dy-
renes Skyld, man burde færdes derude.
r. c. M.
Et værdifuldt Uroxeskelet.
Zoologisk Musæum ejer en stor Mængde
Uroxeknogler, fundne i Jylland, paa Fyn,
Langeland, Møen og Sjælland; og det har
i hvert Fald eet Skelet, (fundet paa Møen),
som er saa at sige fuldstændigt. At Uni-
versitetet i Sommeren 1905 fik tilsendt en
Meddelelse fra Vig om et nyt Skeletfund er
der i og for sig ikke noget mærkeligt i;
men det har gennem de Undersøgelser, tre
Videnskabsmænd nu publicerer i Aarbøger
for nordisk Oldkyndighed, vist sig, at man
dog har Grund til at være i særlig Grad
taknemmelig imod Parcellist Jens Peter Jensenr
fordi han, da Skelettet blev fundet i hans
Mose, sendte Bud til Musæet. Det er selv i vore
saakaldte oplyste Tider sjeldent, at Folk har
Forstaaelse af, hvad Sagkyndiges Under-
søgelser vil sige, og derfor gaar mangt et
Fund til Spilde, — de værdifulde Oplysnin-
ger, det kunde have bragt os, lægges øde.
Hvad angaar Fundet fra Vig, da har det
vist sig, at vedkommende Uroxe paa sit Ske-
let bærer Mærker af et friskt og et forlængst
lægt Saar. Det friske er tilføjet Dyret med
en Pil, af hvis Flintspids der endnu sidder
Rester i det Hul, Spidsen har dannet gen-
nem et af Ribbenene. Dyret maa, ifølge
382
Natur og Videnskab —
Udseendet af andre Pilespidser, der fandtes
ved Skelettet, hidrøre fra den ældste Sten-
aldersperiode; Nationalmusæets Direktør, Dr.
Sophus Muller, har ikke før set Mage til
disse Pilespidser. Paa Grund af deres Sjel-
denhed er baade de og Skelettet nu opbe-
varede paa Nationalmusæet. Ganske inter-
essant er det at se, hvorledes den ene Vi-
denskab kan støtte den anden: Geologen N.
Hartz, har undersøgt Jordbundsforholdene
der, hvor Skelettet fandtes, og hans Angi-
velse af den Tid, det maa stamme fra, stem-
mer med Dr. Mullers. Zoologisk Musæums
Viceinspektør, Mag. Herluf Winge, har paa-
vist, at Skelettet er af en midaldrende Tyr.
„Da Uroxen, saaret og forfulgt, fandt sin
Grav her ved Jyderup,* skriver Mag. Hartz,
„var den nuværende Mose .... en stille
Skovsø, kranset af Fyr, Birk og Bævreasp;
i Søen vuggede A åkanderne deres skønne,
hvide Blomster, Vandaxets Blade dækkede
Vandskorpen, og ved Søbredden dannede
Bukkeblad tætte Bræmmer. Lidt efter lidt
groede Mosen op; i sit Indre gemte den
trofast Resterne af den saarede Oxe, der nu
giver os et interessant Indblik i Stenalders-
folkets Jagt." ,
Hvorledes man vejer en Planet.
En amerikansk Videnskabsmand Mr. Frede-
rik Honey har for nylig givet en interessant
Forklaring af hvorledes man vejer et Himmel-
legeme. Benævnelsen „vejer" er for saavidt
ukorrekt eftersom man naturligvis kun ved
Beregning kan finde Vægten, medens Vejning
jo er en anden Maade til at finde en Gen-
stands Vægt.
I Udmaaling af astronomiske Distancer be-
nytter som Udgangspunkt eller Enhed den
gennemsnitlige Radius i den Bane Jorden be-
skriver omkrings Solen nemlig 92,900,000
eller omtrent 93 Millioner engelske Mil. Hvis
denne Afstand multipliceres lidt over 30
Gange faas Radius for Banen af den yderste
af Planeterne nemlig Neptun, Radius for dette
Himmellegemes Bane er omtrent 2792 Milli-
oner eng. Mil. Den menneskelige Hjerne er
imidlertid ude af Stand til at opfatte saa-
danne Afstande og man maa derfor nøjes
med at konstatere Faktum. Naar man der-
imod gaar over til at tale om Rumfang og
Vægt er Størrelserne langt lettere at opfatte
eller i det mindste lettere at angive paa en
saadan Maade at man kan forstaa det.
Et Himmellegemes Rumfang og Vægt er
bestemt ved dets Diameter dels Afstand fra
Jorden, Radius af en af Himmellegemets Maa-
ners Baner og den Tid en saadan Maane
bruger om en Omdrejning omkring Planeten.
Naar man har disse Tal tilnærmelsesvis nøj-
agtige kan man med samme Nøjagtighed be-
stemme Rumfanget og Vægten af Himmel-
legemet.
Som Exempel skal anføres Tallene for Jor-
den og før Planeten Jupiter, den største af
alle Blaneterne, idet dens Vægt er omtrent
to og en halv Gang den samlede Vægt af
alle de andre Planeier i vort Solsystem.
Jupiters gennemsnitlige Afstand fra Solen
er 5,2 Gange den tilsvarende Afstand fra Jor-
den til Solen altsaa ca. 488 Millioner eng.
Mil. Naar Jupiter og Jorden er i Opposition
er Afstanden mellem disse to Himmellegemer
lig med Jupiters Solafstand minus Jordens
Solafstand nemlig 390 Millioner eng. Mil.
Paa Grund af Planetens meget ovale Bane
er imidlertid denne Afstand stærkt varierende.
Jupiter er ligeledes noget fladtrykt ved Polerne
saaledes at medens Æk vat ordiametren er 88200
miles er Poldiametren kun 83000 miles. Ju-
piter bliver derved en Kugle hvis Diameter
er ca. 11 Gange sea stor som Jordens. Nu
er det en matematisk Læresætning at Luglers
forholder sig som 3die Grad af deres Dia-
metre, ifølge denne Lov er Jupiter derfor
10,9163= 1300,8 eller ca. Hundrede Gange
saa stor som Jorden.
Skulle vi derefter undersøge Jupiters Vægt
maa vi betragte hosføjede Figur hvor Jupiter
og dens Maane Callisto samt Jorden og Maa-
nen er tegnede i korrekt indbyrdes Forhold
men den indbyrdes Afstand mellem de to
Planeter og dens Maaner er formindskede til
1/3 for at faa Plads paa Papiret. Callisto
fuldfører en Omdrejning omkring Jorden i 16
Dage og 167a Time i en Afstand fra Jupiter
af 1,167,000 Miles medens en Maaned bruger
21 Dage og 73/4 Time om en Baneomgang
i en Afstand af 238840 eng. Miles.
Lad M. paa Fig. 2 angive Maanen, der
bevæger sig en kort Del af en cirkulær Bane
omkring Planeten E til Punktet M'. Paa
Grund af Tyngden bliver Banen en Kurve,
hvis Tyngden kom i Betragtning, vil Maanens
Bane blive en ret Linie som vist ved M — M*.
Det Stykke, Maanen i det omhandlede korte
Tidsrum er „faldet" ind mod Planeten E, er
derfor EM" -f-EM'.
383
Natur og Videnskab
For nu at faa en Sammenligning mellem
Maanens og Callistos Baner er de paa Fig.
2 viste drejende om samme Punkt E og deres
Baner ere paa det angive korte Stykke vist
cirkulære. Ballistos Banes Radius er 4,89
Gange større end Maanens og Callisto be-
n9i.
væger sig i sin Bane 8 Gange saa hurtig
som Maanen i sin Bane, Tangenten CC er
derfor 8 Gange længere end MM*. Forhol-
det mellem Længden af Linierne CWC og
M " M ' angiver de to Planeters forskellige
Tiltrækningskraft.
Ved simpel Udmaaling finder man at C * C '
er' 13,i Gange større end M"M' d. v. s. at
Jupiters Tiltrækning er 15 Gange saa stor
som Jordens, men Callistos Afstand fra Ju-
piter er 4.82 Gange større end Maanens Af-
stand fra Jorden. Nu ved man gennem fy-
siske Forsøg at Tyngdekraften formindskes
med Kvadratet paa Afstanden; Tallet 13,i
maa derfor multipliceres med 4,89* for at faa
Jupiters Tiltrækning i Forhold til Jordens Til-
trækning reduceret til samme Afstand fra
Planeten. Jupiters Tiltrækningskraft er derfor
13,i X 4,89* — 3l3,i det vil sige at Jupiters
Masse eller Vægt er 313,i Gange saa stor
som Jordens.
I denne Sammenhæng kunne vi oplyse at
Solen, der er Centrum i vort Planetsystem
vejer 355,000 Jordkloder eller udregnet i
Pund 57 efterfulgt af 29 Nuller.
Paa Tegningen er Afstanden C" C og
M u M ' betydeligt forstørrede for at gøre det
muligt at opfatte Differencen. Maanens virke-
lige Fald paa et Stykke af f. Ex. en eng.
Mil er 0,oooooao9345 Dele af en Mil og Callis-
tos Fald medens den har gennemløbet 8 Mil
(hvad der jo svarer til Maanens ene Mil) er
0,000027420. Divideres Maanens Fald ind i Cal-
listos faas 13,098 og multipliseres dette med
de før rfevnte 4,89 faas 312,7. Ved denne
Methode kommer vi altsaa temmelig nøjagtig
til samme Resultat med Hensyn til Jupiters
Vægt i Forhold til Jordens. c. h.
Nærsynethed
kan være ret generende. Allerede det ikke
at kunne kende Folk, der gaar ovre paa det
andet Fortov, kan være ubehageligt; men
værre er det dog ikke engang at kunne
klare sig inde i en ganske almindelig lille
Stue uden at begaa Fadaiser. Adskillige
Mennesker maa, naar de vil læse, holde
Papiret helt op til Ansigtet, saa at det er
ganske nær deres Næsetip. Professor C. Hess,
der har givet sig meget af med Undersø-
gelser over Nærsynethed, ser meget pessi-
mistisk paa Sagen, og udbryder, at naar
man ikke kan rent ud sagt forbyde Nær-
synede at gifte sig, og saaledes hindre, at
Børn fødes nærsynede, saa maa man dog i
hvert Fald gennem Skoleundervisningens Re-
form søge at begrænse den erhvervede My-
opi, og han mener da, at først og frem-
mest bør man ikke lære Børn at læse, før
de har fyldt 9 Aar. Undervisningspligten
begynder her i Landet med Barnets 7de Aar!
Fremtidens Skole.
Skolebestyrerinde, Frk. Theodora Lang i
Silkeborg har tegnet nedenstaaende Skema,
*S ^ <*, ^ ^ N ^ <J J
B* l » 1 1 II ||
fa^H *"«**»'•«<
RcatklcLasen.
*"*<<
">u
c
»'
der bedre end en blot og bar Ordforklaring
viser, hvorledes den nye Skoleordning tager
sig ud. Adskillige Forældre vil vist være
glade for at modtage en saa let forstaaelig
Underretning om, hvorledes det egentlig for-
holder sig med Forskole, Mellemskole, Folke-
skole, Realskole og Gymnasium.
_=- 384 r^rr-:
ihi*å*
Haven i Januar.
Der vilde intet være forløbet selv om de
aktive Havevenner holdt Ferie i denne Maa-
ned ; men ikke destomindre vil der naturligvis
altid være nok at tage Vare paa. Træffer
det i med større Snelag, vil det altid give
noget Arbejde at fjærne Sneen, hvor den lig-
ger i Vejen, og hvor den vil kunne gøre
Skade. Saaledes kan høj Sne, der omslutter
Grene af f. Eksempel Dværgfrugttræer under-
tiden, naar den synker sammen, knække selv
tykke Grene. Det er et Pragtsyn at se
Naaletræerne sneklædte, men der skal stærke
Skuldre til at bære Hermelinskaaben, og
navnlig dersom Vejret skifter med Frost og
Tø, vil man gøre bedst i at ryste det tun-
geste Lag Sne ned, ellers kan en Gren let
knække, hvad der særligt skamskænder
Naaletræer.
Barfrost er det rigtige Vejr til at klippe
og skære. Her skal kortelig omtales Sir-
buske og Træer. De sidste bør man i Al-
mindelighed helst enten lade staa eller fælde
og, om det kræves, erstatte med yngre Ek-
semplarer. Træer, der er kappede ser, sær-
lig om Vinteren, uhyggelige ud med de af-
stumpede Grene, der ligesom rækker mod
Himlen om Barmhjærtighed.
Naar Buskadsene blive for tætte og for
gamle, maa de udtyndes og forynges, og
det Princip, man bør følge — men som langt
fra altid følges selv i velplejede Haver — er,
at hver Busk skal have Lov til at udvikle
sig efter sin Ejendommelighed, og det man
bortskærer af den enkelte Busk skal helst
tages væk helt nede fra dens Udspring ved
Roden; naar man nøjes med at studse Bu-
sken, ødelægger man i Reglen baade Form
og Blomstring. Man bør være klar over,,
og i sin Beskæring tage Hensyn til, om
Buskene blomstrer paa Sommerskuddene eller
paa det overvintrede Træ.
Mange af Spidserne af de afskaarne Grene
kan man faa Fornøjelse af ved at drive dem
frem i sine Stuer. De blomstrende Grene,
som man vil faa mest Glæde af og som
stiller de ringeste Fordringer ere Kirsebær-
og Kastaniegrene. I Reglen lykkes Forsythia,
Syren, Ribes og lignende tidlig blomstrende
Grene nogenlunde, men dels kræver de mere
Omhu, og endelig faar de kun en temmelig
mat Farve. Det nemmeste og tit det for-
nøjeligste er Drivning at Grene af tidlige
Træer og Buske som Bøg, Røn eller Stikkels-
bær. Fremgangsmaaden ved denne primitive
Drivning er følgende. Grenen, der helst
skal have faaet Frost, afskæres skarpt for-
neden og alle Knopper og Sideskud paa den
nederste Del fjærnes. Derpaa anbringes
Grenen i en ret høj Krukke eller Vase med
Vand. For at holde dette friskt lægges lidt
Trækul i Vasen. Naar Grenene er anbragte
stilles de først i et køligt men selvfølgeligt
frostfrit Rum. Efter et Par Ugers Forløb-
flyttes de ind i et halvvarmt Værelse, og
selv om man kan fremskynde Drivningen
ved senere at sætte Grenene i en varm Dag-
ligstue, saa gør man dog bedst i at lade
den udfolde sig i et køligere Rum. I Varmen
er Holdbarheden kun ringe. Grenene bør
staa saa lyst som muligt og helst ikke und-
drages den Smule Sol, vi faar paa denne
Aarstid. Der maa et Par Gange om Ugen
fyldes efter med Vand, og samtidig bør man
sprøjte eller stænke Grenene, eller endogså a.
dyppe dem i lunkent Vand. Knopperne
bryder lettere, naar de ikke tørrer for stærkt.
Der danner sig gerne grønne Alger i Vandet,
og skulde disse tage Overhaand, kan man
helt skifte Vand. Fantasifulde Skribenter
har anbefalet at „gjøde" Grenene ved at til-
sætte Vandet forskellige Kemikalier f. Eks;
Salpeter; det skal man dog vist helst lade
være med.
Af de øvrige Dele af det Kvas, der falder
af ved Beskæringen, kan man anvende det
længste til Ærteris. At hugge Ærteris er
en udmærket Beskæftigelse, der holder Sindet
i Ro og Kroppen i Bevægelse, og det turde
jo i mange Tilfælde være Hensigten med den
Art Havebrug, der her omhandles.
Handelsgartner G. N. Brandt.
Hønsegaarden.
I denne Maaned ere Kræfterne udeluk-
kende ofrede paa at frembringe saa mange
Æg som mulig; tidlig udrugede Individer
inden for svære Racer, eller Krydsninger, der
have lagt en Del Æg paa Slutningen af
Aaret melde sig ikke sjeldent rugelystne.
Det vilde sikkert kunde betale sig for mange
at lade saadanne Høns tilfredsstille deres
Hus og Have
Rugelyft, saafremt man da kan skaffe sig
anvendelige Æg helst af en Race, der ud-
vikler sig hurtig. Naar man har et beskyttet,
lunt og tørt Sted til Raadighed, vil nogle
Kuld Vinterkyllinger give en god Indtægt
Skal Opdrættet lykkes, da gælder det om at
give Kyllingerne Anledning til at arbejde ef-
ter Føden, der saaledes aldrig maa henstaa
til dem hele Dagen. I Avner, Blade eller
lignende har man et fortrinligt Skrabemate-
riale, Føden maa da gives i tør Form og
bestaar af Gryn, særlig valsede Havregryn
ere at anbefale, smaa Korn navnlig Hvede,
samt ikke at forglemme saftigt Grønt, rigelig
med Grus for Fordøjelsen og lidt Kød. Som
Drikke gives frisk Mælk. I 5 til 7 Ugers
Alderen vil Kyllingerne som Regel være slagte-
færdige og kan naa 1 til l1/*^ pr. Stk., og
er da en efterspurgt Salgsvare.
I Tilfælde af at stærk Kulde skulde indtræffe,
bør Æggene indsamles flere Gange om Dagen ;
frosne Æg kan optøes i koldt Vand; udsæt-
tes de for pludselig Varme, vil Skallen springe.
Lad Hønsene faa den fulde Nytte af den
sparsomme Sol, hold dem tørre og vel be-
skyttede mod den kolde Vind. Hvis Læskur
mangler, indret da et saadant af gamle Sække,
Brædder eller lignende, fyld dette med et
Par Tommer tykt Strøelsesmateriale og an-
bring et Par Siddestænger i Solsiden saaledes,
at Hønsene kan flyve op paa disse og varme
Benene.
De Steder, hvor man har indrettet et sær-
ligt Læskur, ere Rederne som oftest anbragt
i dette; om Vinteren, den Tid, hvor Hønsene
først blive sent lukkede ud om Morgenen,
vil det være formaalstjenlig at sætte et Par
Reder op i Soverummet for de Høns, der vil
lægge tidlig Æg, da Æggene ellers let vil
gaa tabt.
Selv om Vejret skulde blive meget koldt,
maa kunstig Varme ikke finde Anvendelse i
Hønsehuset; det vilde kun have til Følge,
at Hønsene vilde blive altfor ømflntlige over-
for Vind og Vejr. Paa den anden Side maa
Temperaturen nødig gaa ned under 3 ° Varme ;
i saa Fald kan man sætte et større Antal
Høns i hvert Hus; drejer det sig derimod
om en mindre Besætning, da maa der ofres
en extra Beklædning paa Huset.
I de korte Dage, hvor Hønsene opholde
sig Størstedelen af Døgnet i Soverummet,
bør man særlig være paa Post overfor Utøjet.
Askebadet, der bestaar af den fine Bestand-
del af Aiken, rent Sand, Vejstøv samt To-
baksstøv, bør jævnlig fornyes paa denne
A årstid. W. A. Kock. Konsulent.
Køkkenet«
Trangen til Frugt og Grøntsager som Er-
statning for den megen Kødføde, der ellers
har været anvendt i Husholdningen, er i de
senere Aar i stærk Tiltagende.
Har man Gigt, maa man ikke spise ret
meget Kød, men helst leve udelukkende af
Frugt og Grøntsager. Lider man af Tørst,
anbefales det at spise Frugt, der lædsker,
fremfor at drikke, og har man Tilbøjelighed
til at stimulere sig ved stærke Drikke,
saa raades man fra at nyde skarpe, kryd-
drede eller meget sammensatte Kødspiser,
der fremmer Trangen til Spiritusnydelse, men
holde sig til en Diæt af Frugt og Grønt-
sager og kun et mindre Maal Kød om
Dagen.
Man maatte med al denne Henvisning til
Planteføde ønske, at Danmark havde et
Klima, hvor Træfrugt voksede vildt i Masse-
vis og var tilgængelig for alle og enhver,
at Grøntsager kunde dyrkes saa let som
Fod i Hose og skøtte sig selv, samt at der
ikke var noget, der hed Arbejdsløn eller
Forrentning af Jorden.
Det er nu desværre ikke saaledes. Vort
Klima lægger adskillige Hindringer i Vejen
for at Frugt og Grøntsager kan blive
saa billige, som det er nødvendigt, for
at ogsaa mindre bemidlede Mennesker kan
anvende dem i større Maalestok til den dag
lige Kost. Der er Tider paa Aaret, hvor
Grøntsager er en dyr Ret, og hvor Frugt
vanskelig kan faaes. Med Hensyn til Frugt
og Grøntsager, men navnlig til det første
kan man jo om Efteraaret købe et større
Parti billig Frugt ude fra Landet; men
hvormange Mennesker i Byerne har Raad til
at overkomme en saa stor Udgiftspost paa
én Gang eller Raad til at leje Lejlighed med
Oplagsrum til Frugt, der, som bekendt, ikke
kan stuves hen paa ethvertsomhelst Sted.
Paa samme Maade gaar det med at købe
Grøntsager i større Parti fra Landet. Man
faar det ganske vist billigere, men Udgift til
Plads, Omkostninger og Risiko, forbyder det
langt overvejende Flertal af Byboere at for-
skaffe sig billig vegetarisk Føde paa denne
Maade.
Man er derfor henvist til at tage sin Til-
IjMM^MMmjMI^JMI^MlifilM^MmiMPJMIMJ^IMmMMPIM^:
(1
m A/s De danske Vin og Konserves Fabriker l
m
m
m
m
m
m
m
i
i
m
m
m
i
i
i
J. A. BEAUVAIS
Orundlagt 1850
i
im
konserves
H*
M. RASMUSSEN
Kgl. Hofleverandør
gyltede Frugter
Qeleer **«
-**» frugtsafter •**-
« Kompotfeugte*
Faaborg pmigfalii og Likører
-*» Faas overalt «f
ilBllBllEHBJIBJIBUBJIEllBllBlfBHEJfBIIgl
i
§
i
@
@
i
@
@
i
M
M
i
i
I
i
i
M^JM^M^IMMIMJM^MMJ
Bør Havregryn købes i
Pakker eller løs Vægt?
Som Svar herpaa skriver i » Dansk Sundhedstidende« den bekendte Specialist
i Mavesygdomme, Professor Dr. med. Carl Lorentzen, bl. a. følgende:
»Jo ældre Grynene er, desmere er de udsat for en Fedt-
dekomposition (paavist ved Undersøgelser paa Dethlefsen &
Meyers Laboratorium). Det er da vigtigt, at man saa vidt
muligt skaffer sig friske Havregryn, ved hvilke man har
Garanti for, at de ikke har henligget for længe.
Det har vist sig ved Rækker af Forsøg i syreholdigt,
steriliseret Vand, at Gryn, som ikke ligger forsvarligt ind-
pakkede, bliver skimmelholdige, medens Grynene fra for-
svarligt lukkede Pakker, som først aabnes ved Brugen, ses
kimfattige eller ganske kimfri.«
Garanteret friske Avena-Gryn med Fabrikationsdato i
Seglet, anbefalet af over 400 danske Læger, er de eneste
Havregryn, der sælges med betryggende Garanti for Friskhed.
Avena-Gryn leveres til alle Landets Sanatorier, Sindssygeanstalter, Hospitaler,
Klinikker, Apoteker etc.
Vogt Dem for daarlige Efterligninger
og forlang altid udtrykkelig Avena datoplomberede Pakkegryn.
Mus og Mave
flugt, enten til henkogte Sager, som ganske
vist er bleven billigere Aar for Aar, men
dog er altfor dyre i Forhold til, hvad de
nærer og mætter, eller til at anvende tørret
Frugt og Grøntsager, hvoraf der i de senere
Aar er kommet en stor Mængde paa Marke-
det, hvis man da ikke vil nøjes med til
Gemyse udelukkende at benytte tørrede Bælg-
frugter, Gulerødder, Rosen- eller Hvidkaal.
Disse sidste Kaalsorter vil dog i Maanederne
Marts — April som Regel stige i Pris og
synke i Kvalitet. I April — Maj og først i
Juni er det altfor dyrt at spise friske Grønt-
sager. Derfor maa man absolut bruge de
tørrede; og tørret Frugt er en stor Del
af Aaret saa meget billigere end frisk Frugt,
at man staar sig ved at anvende ogsaa dette
i Husholdningen.
I det Hele vil jeg anbefale en langt større
Brug af tørrede Grøntsager og tørret Frugt
end det endnu er Skik.
Tørrede Grøntsager.
Naar man køber tørrede Grøntsager, er
det først og fremmest nødvendigt at sikre
sig anerkendt gode Varer; thi faa Madvarer
er saa forskellige i Kvalitet som disse.
Jeg har i Aarenes Løb prøvet forskellige
Mærker, og er kommen til det Resultat, at
selv de bedste Mærker, som føres i Han-
delen, kan falde meget forskelligt ud. Om
det ligger i Høsten, eller det ligger i Tør-
ringsmaaden, skal jeg ikke kunne sige.
Det maa absolut fraraades at købe tørrede
Urter i Papemballage, men altid i løs Vægt.
Naar de er indpakkede i Æsker, gaar der
let Orm i dem.
De bedste tørrede Grøntsager, vil sige:
dem der bliver hurtigst kogt, i højeste Grad
bibeholder deres Aroma, og fuldstændig
mister den tørre høagtige Smag, der har
gjort saa mange Husmødre bange for at an-
vende dem.
Grøntsagerne skylles først i koldt Vand
og sættes derefter i Blød i Vand, der er en
lille Smule kuldslaaet, og staar tildækket i
2 å 3 Døgn. Hvis Vandet er bleven
meget mørkt, helder man det fra og kom-
mer nyt paa, naar man vil koge Urterne.
Helder man nyt Vand paa, naar Grønt-
sagerne sættes over Ilden, maa det være
lunkent, men aldrig hedt og endnu mindre
kogende.
Koger man paa Komfuret, maa de kun
sættes over en sagte Ild, og holdes i lang-
somt Kog i en Timestid. Bruger man der-
imod Gas, lader man dem kun' koge smaat
i et Kvarter, og sætter derefter Gryden i
Høkassen, hvor den kan henstaa et Par
Timer. Vandet, hvori tørrede Urter er kogt,
kan anvendes til Stuvningen, men tynd Kød-
suppe er bedre.
Dette er Fremgangsmaaden i sin Helhed,
mens Tilberedelsen efter Kogningen er for-
skellig for de forskellige Slags.
Tørret Rosenkaal.
Naar Vandet er siet fra, røres der et godt
stort Stykke Smør og lidt Salt i den varme
Kaal. Man kan ogsaa blot afryste Vandet
og spise Kaalen med rørt Smør til som af-
kogte Grøntsager. Dette kan man dog kun
anvende til en meget tarvelig Anretning, da
den tørrede Rosenkaal naturligvis ikke har
det kønne Udseende, naar den er kogt, som
den friske. Idet Kaalen koger, kan man
tilsætte en Knivspids tvekulsurt Natron, for
at den grønne Farve kan blive lidt klarere.
Kaalen kan ogsaa stuves i det Vand,
hvori den er kogt eller i Suppe, men Stuv-
ning af tørrede Grøntsager smager ikke
saa godt som af friske.
% Tørrede Perlebønner og tørrede Snittebønner.
Naar Vandet er siet fraf røres der et godt
stort Stykke Smør, hakket Persille og Salt i
de varme Bønner, eller om man foretrækker
det, kan de spises med rørt Smør tit som
afkogte Grøntsager. Ligesom Rosenkaal kan
Bønnerne ogsaa anvendes stuvede paa al-
mindelig-Vis i Mælk eller i Suppe. Stuves
de i Suppe, forhøjer lidt hakket Persille
Smagen.
Tørrede Julienneurter
kan udmærket godt anvendes baade til Suppe
og stuvede som Gemyse, dog maa man
sørge for at købe de Urter, der falder stort
skaarne.
Tørrede Gulerødder
kan blive særdeles velsmagende, selv om
de har tabt lidt i Udseende. Men paa
Gulerødder mærkes det i Særdeleshed, naar
det ikke er en fin Sort, der er tørret. Hvis
det ikke er de bedste Karotter, der er an-
vendt, saa smager Retten flovt, hvormegen
Umage man end gør sig for at tillave den
efter alle Kunstens Regler. Ingen Rod kan
- - - - , .r
Trinidad-, Surinam- og Caracas-Chocolade anbefales.
Hus og Have
være saa forskellig i Smag som Guleroden.
Den store grove Gulerod, som man sæd-
vanligt køber om Vinteren til Suppe, smager
flovt, naar den stuves, den egner sig kun
til Suppe, eller lil stegte Gulerødder, mens
den fine mørkerøde Karot, navnlig den
runde, særligt egner sig til Syltning. Paa
samme Maade er det ikke enhver Gulerod,
der egner sig til Tørring. Imidlertid er
det ikke muligt i tørret Tilstand at se, om
det er en velsmagende Rod, man køber.
Man maa blindt stole paa, at Sælgeren
fører en god Vare.
Det Vand, hvori Gulerødderne er kogte,
anvendes til Stuvningen. 6 Kvint Smør
smeltes, bages godt op med 1 Spiseskefuld
Mel og opspædes med 1 Pægl af Gulerods-
suppen. I denne Sauce koges . de allerede
mørkogte Rødder i 10 Minutter under Laag
ved sagte Ild. 2 Æggeblommer pidskes med
2 Skefulde raa Fløde, 2 Kvint koldt Smør
i smaabitte Klatter røres deri. Hermed le-
geres Stuvningen. Før Anretningen tilsættes
lidt fint hakket Persille. — Denne lækre Stuv-
ning kan ogsaa serveres som selvstændig
Ret — til Frokost for Eksempel — med
varme Brødcroutons.
Tørret Spinat.
Naar Vandet er siet fra den kogte Spinat,
hakkes den med en Smule Mel, faaer derpaa
atter et Opkog med lidt af Vandet, hvori
den har været kogt, eller med et Par Spise-
skefulde Fløde, lidt koldt Smør, Salt og en
Smule Muskatblomme eller Nød, hvis man
holder af det.
Russiske Ærtery gule Ærter, hvide Bønner og
Flageolets
bliver bedst, naar man lader dem staa i
Blød 3 å 4 Døgn. For de russiske Ærter
gælder dette dog kun for den mindre fine Sort.
Den fineste Sort behøver kun at staa i Blød
i 48 Timer. Hvis gule Ærter, hvide Bøn-
ner og Flageolets begynder at revne, mens
de staar i Blød, gør det ikke noget.
Tørrede Champignons.
Af de tørre Champignons, som man alminde-
ligvis faar i Handelen, bliver man meget
skuffet; hvorledes man end behandler dem,
giver de ikke nogen videre Smag i den
Sauce, hvortil man anvender dem. Den
eneste Svampeart, som i tørret Tilstand be-
holder sin Smag, er egentlig Kantarellen,
men den faaes ikke i Handelen, den maa
man selv tørre, saaledes som anvist i
Oktoberhæftet af Gads Magasin.
Vil man alligevel anvende de tørrede
Champignons, skal de staa i Blød i lunkent
Vand i 24 Timer, og naar de koges, dryp-
pes med lidt Citronsaft og krydres med 1
Stykke Muskatblomme. De anvendes bedst
i hvide Sauce.
Omektte med tørrede Urter.
Gemysen, der maa være enten Snittebøn-
ner eller Julienneurter, koges efter den alt
ovenfor nævnte Fremgangsmaade. Vandet
rystes af, ligesom til afkogte Grøntsager. 5
Skiver Franskbrød skæres i Tærninger og
bages i Olie, Smør eller Klaret paa Panden.
Brødet stilles tilside for at afsvales. 7 hele
Æg piskes godt med 7 Spiseskefulde Mælk,
lidt Salt og lidt Peber. Brødtærningeme
røres deri. Et godt, stort Stykke Smør
kommes paa Panden. Æggemassen hældes
op, og Æggekagen bages kun paa den
underste Side.
Før den endnu er stivnet ovenpaa, dækkes
den halve Del af Æggekagen med Grønt-
sagerne, den anden Halvdel lægges hen der-
over. Den halvmaaneformede Omelet te an-
rettes paa et aflangt Fad.
Tørret Frugt.
For tørret Frugt gælder samme Regel som
for Gemyserne: at de skal staa længe i
Blød for at indsuge ligesaa meget Vand,
som ved Tørringen er draget ud af den
friske Frugt, thi kun derved kommer de til
at ligne den i Smag og Udseende. Dette
gælder navnlig for den tørrede Frugt, som
man vil anvende til Kompot.
Tørrede Blommer
skal kun staa 1 Døgn i Blød og helst i
kuldslaaet Vand. Et Stykke hel Kanel
koges med i Siruppen. Ceylonkane giver
den bedste Smag. Naar Blommerne er
taget op af Saften, hvori de er kogt, lægges
de forsigtig paa Kompotskaalen. Derefter
tilsmages Siruppen med lidt Sherry, før den
hældes over Frugten.
Pariser Blomsterhalle.
Blomster direkte fra Lager
til en gros Priser. — Ingen Butik.
78, Nørrevoldgade, Stuen. Indg. i Porten (ligeved Frederiksborggade). Telf. 215 og 17,053 y.
€torofflra~THE
UOVERTRUFFEN AROMA
MEGET FIN 3MAQ <s> <s)
ØKONOMISK I BRUGEN
(Se Fortsættelsen.)
Speeial- Atelier for alt
moderne Haararbejde
for Damer og Herrer.
Tr»i>8foroi«t'ons Toupets.
Parykfabrik og Lager.
8F. Platau a
Hoved vagtsgade O
Ordren |>r Pont ekspederes prompt
_ føg^Q/,i
danske
T ^Ct
Det gjensidige Forsikringsselskab
„D A N M A R K"
Hovedkontor: Selskabets Ejendom,
V. Boulevard 34, EilialkoiiLor: Amagertorv 3t
Desuden har HraiidforsikringsafdeLmgeii
Agenturer over hele Lun det ng Uvsforsikriiigs-
afdelingcn har General Agent ur S Aarhus \
Prip, CJemensborg, og L Qdetw. Schreiner,
Kongensgade 31,
Brandfors Livsform.
Forsi kring*.uni i-. 877 MUL c. SO Mil I,
Formue. - . . - 3i|4 — c. 10 -
Hage's
HAANDBOG I HANDELSYIDENSKAB
2. Udgave
ved
Michael Koefod og Emil Meyer
Direktør for Kontorchef 1
Statens statist. Bureau Nationalbanken
20 Kr., indb. 23 Kr. 50 Øre.
Det kan vel neppe tænkes, at der findes noget
større Kontor eller Bibliotek i Landet, hvor ikke
Hages Haandbog regnes med til det uundværlige
Indbo, eller at der gives nogen Handelsskole, der
ikke lærer sine Elever, hvordan de sk«l anvende
den. Men ogsaa den akademiske Ungdom, særlig
Jurister og Socialøkonomer, bør søge til den
for at supplere deres teoretiske Viden med Kend-
skab til det praktiske Livs Anvendelse af Teorier
og Lov paragrafer, Afsnittene om Veksler, Kon-
nossementer, Told og Handel med Effekter
for at nævne nogle enkelte blandt mange, vil kunne
klare adskillige Spørgsmaal for dem, som Lære-
bøgerne ikke giver Oplysning om. Skulde vi frem-
hæve et særligt Afsnit som læseværdigt, maatte det
være det nationaløkonomiske, der paa sine
120 Sider giver et meget orienterende og fyldigt
Billede af denne Videnskab. Det er en hel Af-
handling, bygget paa de nyeste videnskabelige Re-
sultater, en hel Lærebog i Nationaløkonomi, hvortil
der ikke findes noget Sidestykke i vor Litteratur.
(Berl. Tid.)
THÉWHiSKY OF DIS TIN CTIOJSf
sTCOTCH
WHISKY
I disse Dage er hos undertegnede udkommet et
nyt, stort
KBRT om KØBENHAVN
med
indlemmede Distrikter
samt
Frederiksberg
Udarbejdet af C. Meldal
paa Grundlag af Generalstabens og Magistratens Opmaalinger.
Pris i 2 Blade 8 Zr., opklæbet i Lommeformat
11 Kr. 50 Øre,
paa Lærred med Stokke og ferniseret 14 Kr.
(Kortet leveres "iiopklæbet
til Køberne af Traps »Danmark« uden Vederlag).
G. £ C. Gad.
Internationalt
?Vaxvo\aeTV
mest fuldkomne Klaverspilleapparat hvorpå*
enhver — med eget Foredrag — kan udføre
alle Musikens Mesterværker. Planolaen, hvis
Pris er lOOO Kr.. forevises beredvilligt dagligt i
Petersen & Steenstrap's
Harmoniums-Magasin,
St. Kirkestræde ly 1. Sal.
FERRIN
mod Blodmangel
er en kemisk Forbindelse af Mælkens
Æggehvidestoffer med Jern.
Denne Forbindelse afgiver den bed-
ste Form for et styrkende organisk
Jernpræparat. Faas paa Apothekerne.
Pris 1 Kr. 50 Øre.
Xbhvn.a Ltveapotheka kemlike Fabrik
Rgl. Hof
Instrument-
mager
CORNELIUS KNUDSEN
IB Købmagergade 15
/ alle Boglader faas:
„Stjernehimlen".
Stjernekort med Drejeskive,
2 Kp.
G. E. C. GAD.
Privat Detektiv Bureau,
Dronn. Tvergade 9, 1. Sal, ved Hj. af Bredgade,
paatager sig Undersøgelser af enhver Art, Adresseopsøgninger, Efter-
forsteninger samt giver Oplysning om ethvert tænkeligt Forhold.
■ a I i 4 a 4 ■ Bevisførelse for Utroskab blandt Forretningspersonale,
11111(11. — - Ægtefolk.
NB« Arbejdet udføres af prøvede og paalidelige, private Opdagere — Kontoret er
aabent fra 10—12 og 6—8.
Tel. 17271 y. Grundlagt 1901.
Speci
EDVARD HOLM
DANMARK-NORGES HISTORIE
FRA DEN STORE NORDISKE KRIGS SLUTNING
TIL RIGERNES ADSKILLELSE
(1720-1814)
I. FREDERIK IV's sidste Regeringsaar (1720—1730) 9 Kr. 75 Øre
II. KRISTIAN VI (1730— 1746) 11 - 50 -
III. FREDERIK V (1746- 1766) 13 - » -
IV. KRISTIAN VII (1766-1808). I. Bind 15 - • -
V. - — II. — 13 - 25 -
Som Indledning til ovennævnte Værk udkom tidligere:
DANMARK-NORGES INDRE HISTORIE
UNDER ENEVÆLDEN FRA 1660-1720
To Dele. 14 Kr. 50 Ore.
Af en Anmeldelse ved A. T. i „Nationaltidende" anføres:
„Hele Værket maa i vor moderne Historieskrivning siges at være et Førsterangsarbejde, thi vel
er det saa, at Forfatteren har benyttet andre Historikeres Resultater, idet han har gjort Anvendelse
af hele den trykte Litteratur, som gælder noget i videnskabelig Henseende, men ved Siden deraf ligger
den mest udstrakte Undersøgelse og Gennemlæsning at et mægtigt utrykt Arkivmateriale. Det skal
med største Anerkendelse vidnes, at Forfatteren har behersket det uhyre Stof med Klarhed og Over-
legenhed, at Fremstillingen er fast og sikkert anlagt, at Overblikket gennemgaaende er blevet bevaret
og at Fortællingen bevæger sig fremad i et simpelt og naturligt Sprog, der stadig holder Iuteressen
for det omhandlede Emne vedlige. Hvad Opfattelsen angaar, da bestræber Forfatteren sig for den størst
mulige Objektivitet, hvorfor hans Domme om Begivenheder og Personer bærer Uhildethedens og Besin-
dighedens Præg."
1 „Politiken- skriver J.A. F.:
»Hvad Prof. Holm vil give er jo ikke mindre end Danmark— Norges Historie fra Freden i Frede-
riksborg 172u til Norges Tab 1814, Danmarks Historie i saa godt som hele det 18. og Begyr. delsen
af det 19. Aarhundrede. Ingen staar rustet til dette Arbejde som han, der i talrige Monografier, igen-
nem hvilke der gaar en fælles Traad, har behandlet vigtige Sider af den indre politiske Udvikling, der
endvidere har skrevet en samlet Fremstilling af den ydre Politik i den nævnte Periodes sidste Del, og
endelig i den store Skildring af Danmarks indre Historie fra 1660—1720 har givet en grundlæggende
Indledning til sit nuværende Værk. Fremtidige Historikere vil maaske rette i Enkeltheder, maaske ogsaa
have andre Opfattelser af Forhold og Personer og særlig maaske lade Farve og Lys falde anderledes
end han, men hans Værk vil altid staa som en Bedrift og det af de Bedrifter, der kan tælles i dansk
Historieskrivning. — Med Lethed bevæger Forf. sig igennem de diplomatiske Situationer, og man føler
overalt hans store Fortrolighed med Europas almindelige Historie. -
G. E. C. GAD's FORLAG
ET FREMTIDSLAND
OG DANMARKS INTERESSER DERI
Af Dr. J. ØSTRUP.
Fra fer Jernbanens Tid.
Af Ruternes Forskydninger afhænger Ri-
-Zjl gernes Skæbne. Renæssancens italienske
Republiker, der skænkede Menneskeheden
nogle af dens kosteligste Kulturfrembringelser,
gik til Grunde, da Opdagelsen af Søvejen
rundt om Sydafrika gjorde det af med Mid-
delhavstrafiken, og det frugtbare Ægyptens
Velstand, som ikke en Gang Mamluksulta-
nernes vanvittige Herredømme havde kunnet
faa Has paa, visnede hen af den samme
Aarsag. Og baade Palmyras- og de syd-
arabiske Byers Ruiner forkynder med deres
tavse Veltalenhed den samme historiske Sand-
hed, at det er de store Handelsveje, der
skaber Liv og Kultur, og at Forandring i
disse bringer Stilstand og Undergang for
hidtil blomstrende Egne.
For Kulturhistorien betyder Udviklingen
af de økonomiske Betingelser adskilligt mere
end baade Krigsbegivenheder og Digterværker,
og blandt disse Betingelser 6taar atter Trafik-
forholdene i første Række; Suezkanalens
Aabning har for Menneskeheden mere at
sige, end Slaget ved Sedan.
Saa meget mere Grund er der da til
aarvaagent at forfølge netop denne Side af
Verdensudviklingen ; medens de smaa Staters
Undersaatter ellers overfor de store Begiven-
heder maa nøjes med at være passive Til-
skuere og endda være glade til, at der ikke
sker dem noget værre, saa kan der, hvor
Talen er om økonomiske Foreteelser, blive
Mulighed for, at deres Interesse bliver ikke
blot Iagttagerens.
En Verdensbegivenhed af den her paa-
pegede Natur er den store Bane, der skal
Udsigt over Bagdad.
386 -- -
26
—=-^r-Et Fremtidsland^
gaa fra Konstantinopel gennem Lilleasien til
Bagdad og den persiske Havbugt, og hvis
Fuldendelse nu er sikret.
I November 1899 udstedte Sultan Abdul-
Hamid II en kejserlig Irade, i Følge hvilken
der blev givet det tysk-anatolske Jærnbane-
selskab Koncession paa en Forlængelse af
den i Drift værende Bane fra Haidar Pascha
(Endestationen paa den as;atiske Kyst lige-
overfor Konstantinopel) til Eskischehir; Banen
bestemtes til at skulle gaa over Konja (Ico-
nium) til Mosul — Bagdad — Basra og ende
ved et Punkt paa den persiske Havbugts
Kyst.
Den store Tanke, for hvis Virkeliggørelse
det her var lykkedes Direktøren for „Deutsche
Bank", Georg von Siemens, at skabe det
diplomatiske Grundlag, var ikke ny. Alle-
rede i 1836 havde Moltke, den Gang preu-
sisk Generalstabskaptajn i tyrkisk Tjeneste,
udtalt sig for Tilvejebringelsen af en Trafik-
forbindelse over Land gennem Lilleasien til
Indien, og senere blev det, som ventelig var,
sårlig Englændere, der beskæftigede sig med
dette Problem; vi mader her en hel Række
bekendte Navne, hvoraf nogle, som Layard
og Rawjinson, af den videnskabelige Forsk-
ning fra først af droges til Vestasien, men
hvis Blik for det praktiske Livs Interesser
alligevel ikke sløvedes af denne; ved Siden
af disse kan nævnes Mænd som Chesnay,
Sutherland og Cameron Lovett, der alle
skønnede, at her laa Fremtidens store Lande-
vej til Indien. Det var da ogsaa i fuld
Overensstemmelse hermed, at man fra tysk
Side, den Gang Tanken om en Bagdadbane
endnu var i sin Vorden, søgte at interessere
ogsaa engelsk Kapital for dette Foretagende.
England har imidlertid hidtil stillet sig af-
visende til denne Tilnærmelse, paa samme
Maade som oprindelig ogsaa til Suezkanalen.
Først da denne sidste viste sig at være et
rentabelt Foretagende, fik Englænderne travlt
med at sikre sig de ved Khediven Ismael
Paschas Gældsopgørelse udbudte Aktier. Det
er jo muligt, at den engelske Finansverden
ogsaa ved Bagdadbanen tænker paa Gen-
tagelsen af et lignende Kup, hvorved man
lader de andre bære Risikoen ved Foretagen-
dets Start for selv at træde til, naar det
først er kommen godt i Gang. Dog synes
ved denne Lejlighed ogsaa andre Hensyn at
have gjort sig gældende, dels almindelig
Uvilje mod et Samarbejde med Tyskerne,
dels ogsaa Omsorg for konkurrerende, særlige
engelske Virksomheder; der blev nemlig fra
tysk Side ved Tilbudet om Fællesskab om
Bagdadbanen stillet den naturlige Fordring,
at den indiske Post efter Banens Fuldendelse
skulde besørges ad denne Rute; nu er det
den store „Peninsular and Oriental Line"
(populært kaldet „P. & 0.a), der har denne
Post i Entreprise, og ved en saadan Omlæg-
ning af Postruten vilde „P. & 0.a, der er
et af Englands største og bedste Dampskibs-
selskaber og hvis Skibe er den engelske
Handelsmarines Stolthed, med et Slag miste
næsten hele sin Betydning. Det var Haabet
om, at et engelsk Afslag paa Tilbudet om
Samarbejde skulde umuliggøre Bagdadbanens
Virkeliggørelse og saaledes forhindre Be-
skæringen af „P. & O. "s Virksomhedskreds,
der blev væsenlig bestemmende for Englands
Holdning.
Men dette Haab gik ikke i Opfyldelse-
Tyskerne handlede med en overraskende
Energi; „Deutsche Bank", „Hamburg- Amerika
Dampschiffsgesellschaft" og det af Kejser
Wilhelm dirigerede Udenrigsministerium ar-
bejdede Haand i Haand. Ogsaa Kejserens
usædvanlig levende Interesse for den viden-
skabelige Udforskning af Babyloniens Oldtids-
mindtsmæiker staar i Forbindelse hermed og
har ikke fuldt saa uskyldig en Karakter, som
man gærne vil give det Udseende af; sam-
men med de Arkæologer og Kileskriftforskere,
som det af Admiral Hollmann ledede tyske
Orier.tselskab sender til Mesopotamien, følger
Ingeniører og andre praktiske Mænd, hvis
Undersøgelser mindre gælder Nebukadnezars
386
Et Fremtidsland=
■jt
Hvor to Kulturer modes. Fra den anatolske Bane.
og Sardanapals Efterladenskaber end de
Skatte, som det tyvende Aarhundredes Ager-
brug og Industri skal hæve i dette gamle
Kulturland.
Paa denne Maade er Bagdadbanen blevet
et hovedsageligt tysk Foretagende, et Resultat
af Kejserens heldige Orientpolitik og af den
stærke Udvidelsestrang, der i de senere Aar
spores i al tysk Kapitalvirksomhed. Af de
350 Millioner Mark, der foreløbig er opførte
som nødvendige til at føre Tanken om
Bagdadbanen ud i Livet, er de 60 Procent
overtagne af den tyske Finansgruppe, de
øvrige 40 fordelte paa Banque Ottomanes
internationale Interessenter; Tysklands Over-
magt er dermed sikret.
Umiddelbart efter at Sultan Abdul-Hamid
havde udstedt den ovennævnte Irade, tog
Tyskerne fat; en Kommission bestaaende af
Jærnbaneingeniører og Finansmænd samt den
tyske Generalkonsul i Konstantinopel, berejste
det allerede i Forvejen afmaalte Terræn og
fastslog Banelinjen i alle dens Hovedpunkter.
For Tilvejebringelsen af en Jærnbanefor-
bindelse mellem Lilleasien og Mesopotamien
havde oprindelig en dobbelt Plan foreligget
med en nordlig og en sydlig Linje1). Den
første tog sit Udgangspunkt i den allerede
existerende Banestrækning, der har Endesta-
tion i Angora, og gik derpaa over Jozgad,
Sivas, Malatia og Charput til Mosul. 1
militær Henseende frembyder denne Linje de
største Fordele for den osmanniske Stat, og
den tyrkiske Generalstab har derfor været
meget ivrig for delte Projekt, men da den
nordlige Linje er over 400 Kilometer længer
end den sydlige (2050 Kilometer mod 1600)
og da tilmed Jordbundsvanskelighederne paa
hin vil blive langt større og baade Anlægs-
og Driftsomkostninger derved betydeligere,
er den sydlige Linje bleven foretrukket og
fastslaaet som den, der skal gennemføres.
Denne Linje gaar fra Konja (Oldtidens
Iconium) ret mod Øst; fra Konstantinopel
til Konja har Driften allerede i flere Aar
været regelmæssig; ved Kulek boghaz (de
387 =
*) Til Forstaaelse af alle geografiske Enkeltheder
henvises til Kieperts slore Carte générale de
1' Empire Ottoman, Berlin 1892. For de i
denne Afhandling nævnte Hovedpunkter vil
de vedkommende Blade i Andrées eller Stie-
lers Atlas være fyldestgørende.
26*
=Et Fremtidsland=-
kilikiske Passer) smutter den igennem den
ellers fuldstændig uvejsomme Taurusbjærg-
kæde; omtrent hertil er Anlæget for Tiden
naaet. Fra den tidligste Oldtid har dette
ganske smalle Pas, der skærer sig ind mel-
lem ganske lodrette, flere Hundrede Fod høje
Klippevægge, været den eneste Forbindelses-
vej mellem Lilleasien og Syrien; dette Sted
har Xenofon beskrevet, her marscherede Alex-
ander den store igennem, her passerede
Middelalderens Korsfarerhære forbi, og denne
Vej fulgte Ibrahim Pascha, da han i 1833
truede det tyrkiske Rige med Undergang. I
Fremtidens fredelige Trafik vil dette minde-
rige Sted faa den samme historiske Betyd-
ning som i Fortidens krigerske. Takket
være JNaturens gigantiske Gennembrudskraft
vil Terrænhindringerne her ikke blive syn-
derlig store.
Naar Banelinjen herfra er kommen ned paa
Kilikiens frugtbare Sletter, berører den Adana,
og gennem den allerede i Drift værende
Stump Bane Adana— Tarsus — Mersina faas
der her Forbindelse med Havet ved en af
det østlige Middelhavs faa virkelig gode
Havne. Fia Adana ledes den projekterede
Linje videre mod øst over Aintab, Biredjsik,
Urfa (Oldtidens Edessa) til Mosul.
I umiddelbar Nærhed af Aintab ligger en
lille By, ved Navn Killis, der muligvis er
udset til at faa en særlig Betydning. Det
er bekendt, at samtidig med at Tyskerne arbejder
paa Bagdadbanen, har Tyrkerne med en for
den osmanniske Race forbausende Iver kastet
sig over Virkeliggørelsen af Sultan Abdul-
Hamids Ide om en Bane fra Damaskus til
til de hellige Byer Mekka og Medina; af
dette store Foretagende, der udføres udeluk-
kende for tyrkiske Penge og med tyrkisk
Arbejdskraft, er i Øjeblikket omtrent en
Tredjedel færdig; Banen, der ganske vist
kun er smalsporet, er aaben for Driften til
Maån (et Punkt omtrent i Højde med det
røde Havs Nordspids). Men det er den
endelige Tanke, at naar denne Pilgrimsbane,
der vil faa afgørende Betydning for den
osmanniske Sultans Magtstilling i hele den
islamitiske Verden, foreligger fuldendt, skal
den ogsaa fortsættes fra Damaskus nord paa,
og ved det nævnte Punkt Killis skal den da
forenes med Bagdadbanen.
Fra Mosul af er det, at denne træder ind
paa det Territorium, hvor Banen økonomisk
og derved ogsaa politisk faar den største
Betydning. Mosul, om hvis industrielle Virk-
somhed i Middelalderen vi endnu har beva-
ret et Minde i Ordet Musselin, ligger ved
Tigris i umiddelbar Nærhed af Ruinerne af
Oldtidens Ninive, Hovedstaden i en af Histo-
riens mægtigste Kulturriger; alene herigen-
nem vilde, selv om man ikke havde Lejlighed
til at faa Værdien af det omgivende Opland
direkte konstateret, denne alligevel være sikret.
Fra Mosul gaar den tracerede Banelinje forbi
det minderige Erbil (Oldtidens Arbela med
Alexanderslaget) gennem de frugtbare Egne
omkring Kerkuk mod sydøst i større eller
mindre Afstand fra Floden, indtil den naar
Bagdad. Bagdad, de abbasidiske Kalifers
By, er i vore Dage Centrum for al Han-
delen paa hele Mesopotamien (Djezire) og
gennem sin Havnestad Basra Endepunkt for
hele Trafiken paa den persiske Havbugt.
Som allerede antydet, ligger Hovedinter-
essen ved den store Forbindelseslinje Kon-
stantinopel— Bagdad i den sydøstlige Tredje-
del af denne. Banen gennem Mesopotamien
og Babylonien vil nemlig faa en dobbelt
Betydning. For det første vil hele Passa-
gertrafiken til Indien og Østasien blive draget
ad denne Vej; det, at man paa 12 (tolv)
Dage vil kunne komme fra London til Kal-
kutta, vil betyde en Omvæltning i Verdens-
trafikforholdene endnu større end den, der
fremkaldtes ved Suezkanalens Gennemførelse.
Endnu langt større bliver dog den Rolle,
Bagdadbanen vil komme til at -spille som
Middel til Genoprejsning for de rige Egne,
den gennemløber.
Naar man nu til Dags rejser gennem
388
-Et Fremtidsland^
Mesopotamien, særlig da ad den sædvanlige
Karavanerute fra Bagdad mod nordvest langs
Bredderne af Eufrat, vil man undrende spørge
sig selv, om disse mennesketomme Stræk-
ninger er det samme Land, som gennem hele
Oldtiden (omtrent 2500—500 f. Kr.) var
Verdens rigeste Kulturland, og som atter i
Middelalderen under de ældre abbasidiske
Kalifer opnaaede en saa frodig, men kort-
varig Blomstring. Hvad Babylon har været
i Verdenskulturen, ved vi alle, men ogsaa
om Landets Velstand i Middelalderen er vi
vel underrettede; den arabiske Geograf og
Statistiker Ibn Chordadbeh, hvis omhygge-
lige Skattelister er os en uvurderlig kultur-
historisk Kilde, angiver, at under Kalifen
Mansur (754 — 77 5) var de Nettoindtægter,
der alene fra Provinsen Irak (Egnene mellem
Bagdad og den persiske Havbugt) flød i
Centralkassen efter Fradrag af Provinsens
egne Administrationsudgifter, over 100 Mil-
lioner Dirhems (Francs) aarlig.
Opklaringen af den gaadefulde Modsæt-
ning mellem før og nu findes ved en Sam-
menligning med Ægypten og en Betragtning
af de historiske Forhold. Ligesom Nillandet
er Egnene imellem Eufrat og Tigris kun til-
gængelig for Dyrkning ved Hjælp af kunstig
Vanding gennem et vidtforgrenet Kanalisa-
tionssystem. Vi har her en Bekræftelse af
den gamle kulturhistoriske Sætning, som vi
ogsaa i Chinas Lavland mellem Yang-tse-kiang
og Ho-ang-ho har et udmærket Exempel paa,
at Kulturudviklingen først opstaar netop i
saadanne Lande, der kræver Vanding gen-
nem Kanaler, fordi Forholdene her tvinger
Menneskene ind paa videnskabelig Syssel,
Astronomi for de nøjagtige Tidsberegningers
Skyld, Mathematik og Landmaaling for at
kunne udføre Kanalisationen. De gamle
Babyloniere havde gennemskaaret Landet
med et tusindfoldigt Net af større og mindre
Kanaler, og ved Hjælp af disse udfoldede
Landet en fabelagtig Frugtbarhed; der høste-
des ligesom i visse Dele af Ægypten to
Gange aarlig, og Babylon, hvor al denne
Overflod strømmede sammen, blev Verdens
rigeste og ypperste Stad; den blev, som
Profeten Jeremias udtrykker det i sin pragt-
fulde Rhetorik, „det Guldbæger i Herrens
Haand, som berusede hele Jorden. u
Med Kanalernes mangelfulde Vedligehol-
delse sank i de efter Byen Babylons Øde-
læggelse følgende Aarhundreder Landets Vel-
stand ; de umajjadiske og efter dem med
større Held de første abbasidiske Kalifer for-
søgte i Middelalderen atter at hæve denne.
Men derefter gik det atter nedad under de
uafbrudte borgerlige Uroligheder, indtil det
dræbende Slag kom med Mongolerhordernes
Indfald og Indtagelsen af Bagdad 1258.
Efter denne menneskelige Græshoppesværms
Hærgninger trivedes intet mere! Kanalerne
var tilstoppede, Befolkningen decimeret og
alle videnskabelige og kulturelle Institutioner
lagte i Grus.
Men de naturlige Forhold, som i tidligere
og lykkeligere Aarhundreder havde gjor
disse Egne til en virkelig Edens Have, er
bestandig forblevne de samme. Den tyske
Rejsende Sachau, der besøgte Landet i 1899,
fortæller fuld af Beundring om Jordbundens
Rigdom paa de umiddelbart i de store Strøm-
mes Nærhed dyrkede Pletter. De af andre
Tyskere anstillede systematiske agronomiske
Undersøgelser bekræfter ogsaa fuldt ud For-
modningen om, at en Genoprejsning af
Kanalsystemet vil være ensbetydende med en
Atterkomst af Oldtidens paradisiske Frugt-
barhed.
Det er bekendt, hvilke glimrende Resulta-
ter det er lykkedes Englænderne at opnaa i
Ægypten siden deres Besættelse af Landet
1882 ved en omhyggelig Omsorg for Kanal-
væsnet, navnlig ved Opførelsen af de store
Barrager i Øvre-Ægypten, hvorved det er
bleven muligt at regulere Nilens Vandstands-
højde i Oversvømmelsesperioderne til en hid-
til ukendt Ensartethed. Det er derfor kun
naturligt, at engelske Ingeniører med deres
389 =
-Et Fremtidsland-
fra Nillandet hentede rige Erfaring ogsaa
har kastet deres Øjne paa Eufrat — Tigris-
iandet, hvor ganske analoge Naturforhold
gør sig gældende. Sir William Willcocks,
som har haft Overledelsen af de engelske
Kanalarbejder i Ægypten, har for et Par
Aar siden offentliggjort en detailleret Plan
til at hæve Mesopotamiens gamle Rigdom
ved at reparere og fuldende det abbasidiske
Kanalsystem. Han vil koncentrere sine An-
strengelser om den gamle Nahrvankanal, der
udgik fra Tekrit (ved Tigris midtvejs mel-
lem Mosul og Bagdad) og som derfra strakte
sig i en Længde af 400 Kilometer mod
sydøst; fra denne Hovedaare vil han saa
føre et helt Forgreningssystem af Kanaler
ud til begge Sider; den eneste Ulæmpe, der
vil fremstaa af et saadant Anlæg, er den,
at Skibsfarten paa Tigris mellem Bagdad og
Basra, naar Flodens Vandmasse anvendes
andet Steds, vil blive endnu vanskeligere,
end det alt er Tilfældet; ogsaa af denne
Grund vil Banen være en uomgængelig nød-
vendig Betingelse for Landets fremtidige Ud-
vikling.
I det af Sir William udarbejdede Overslag
anslaas Omkostningerne ved disse Arbejder
til mellem 8 og 10 Millioner engelske Pund ;
han regner, at paa denne Maade et Areal
af 1,280,000 Hektarer vil kunne tages ind
til Dyrkning, saa at hver Hektar altsaa vil
komme til at staa i 7 å 8 Pund; til
Sammenligning kan anføres, at i Ægypten
koster en Hektar Land, egnet til Bomutds-
dyrkning, 60 Pund. Den aarlige Brutto-
indtægt sættes efter en meget moderat Be-
regning til 3 Pund for hver Hektar,
hvilket jo var ialt 3,840,000 Pund; af
denne Sum fradrages 1,840,000 til aar-
lige Omkostninger og Vedligeholdelser, og
der fremkommer saaledes et Overskud af 2
Millioner Pund eller mellem 20 og 25 Pro-
cent af Anlægskapitalen.
Det er dog først og sidst som Ager-
land, at Eufrat — Tigrislandet har en stor
Fremtid for sig, og det er da ogsaa navn-
lig paa dette Punkt, at Bagdadbanen tager
Sigte. At drage Lilleasien og dets „Hinter-
land0 med ind under det mellemeuropæiske
Toldforbund, som tyske Statsøkonomer be-
standig drømmer om, og dermed gøre disse
Staters Brødforsyning uafhængig af Rusland
og Amerika, det er et af de store Fremtids-
maal med Bagdadbanen.
Men netop fordi denne nye Rute vil faa
saa stor Indflydelse paa den økonomiske
Politik ogsaa i vor Verdensdel, er det, at
den internationale Jalousi er vaagnet og sta-
dig kredser om denne Fremtidsmulighed. Be-
tegnende for, hvorledes Misundelsen kan
skærpe Blikket til at se endog det, der slet
ikke er til, er de Forhandlinger, der i De-
cember 1906 førtes i det engelske Under-
hus; den tyrkiske Regering havde til Gen-
nemførelse af de makedoniske Reformplaner
forlangt Magternes Samtykke til en Forhøjelse
af den samlede Indførselstold med tre Pro-
cent; den hele Indtægtsforøgelse blev anslaaet
til 750,000 Pund Sterling, og det engelske
Udenrigsministerium anstillede den Beregning,
at den britiske Handel vilde komme til at
bære omtrent de to Trediedele af denne Sum.
Men da dette Anliggende forelagdes i Under-
huset, regnede det ned over Udenrigsmini-
steren, Sir Edward Grey, med Spørgsmaal
om, hvorvidt man nu ogsaa havde Sikkerhed
for, at disse Penge virkelig vilde blive an-
vendte til Makedonien, og ikke maaske til
en Forhøjelse maaske af den tyrkiske Stats-
garanti for Bagdadbanen, og da Sir Edward
tog hele Sagen ret sorgløst, fik han en
dundrende Filippika i „Morning Post", fordi
han ved sin Ligegyldighed kun tjente de
tyske Bankers og det tyske Baneforetagendes
Interesser.
Den internationale Jalousi vil ikke være
stærk nok til at forhindre Virkeliggørelsen
og Fuldendelsen af et allerede saa vidt frem-
skredent Foretagende som Bagdadbanen, men
den vil let kunne spille en Rolle, naar Talen
= 390
Et Fremtidsland^
bliver baade om Erhvervelsen af den tekniske
Arbejdskraft, der skal anvendes, og om hele
den økonomiske Udnyttelse af det ved Banen
genoplivede Opland. Og fra det Synspunkt,
hvorfra vi betragte de her opdukkende Frem-
tidsmuligheder, nemlig det dansk nationale,
kan hin Faktor kun hilses med Glæde. Naar
Babylonien i Kraft af den store Modsætning
mellem tysk og engelsk ophører at være et
tysk Monopol, og dette vil ske i samme
Øieblik som Banen er færdig, eller rettere
aaa snart man
kan præcist da-
tere Tidspunktet
for dens Fuld-
endelse, da vil
de smaa Natio-
ners Tid være
inde, forudsat
naturligvis, at
de møder paa
Pletten og har
deres Sager i
Orden. Den Post
som teknisk og
faglært Funktio-
nær, som Eng-
lænderne ikke
under Tyskerne og Tyskerne ikke Englænderne,
falder uden Vanskelighed i Hænderne paa
en Repræsentant for en lille, neutral Nation,
naar han iøvrigt medbringer samme Betin-
gelser i Konkurrencen som Medbejlerne; paa
samme Maade vil baade den ene og den
anden Leverance kunne gaa de store Nationers
Firmaer forbi og havne hos den politisk
ufarlige og derfor af den internationale Jalousi
ikke hjemsøgte Købmand fra den lille Na-
tion ; hvad denne mangler i Kapitalkraft og
diplomatisk Rygstød, vil han have Erstatning
for i sin neutrale Position, naar alle andre
Betingelser iøvrigt tænkes ligelige.
To Ting er der, som Bagdadbanen og Ud-
nyttelsen af Bagdadbanens Opland vil kræve
af Europa, det er Kapital ;og Arbejdskraft.
Basra. Den store Kanal.
Hvad det forste angaar, vil de smaa Nationer
af letforstaaelige Grunde næppe kunne gøre
Regning paa at komme med i større Om-
fang; de Foretagender, der her vil blive Tak
om, er, saaledes som Sir William Willcocks
ovenfor omtalte store Kanalproject« saa gigan-
tiske, at mindre Staters Banker næppe fristes
til at være med, da den Quotadel, de vji
kunne indskyde, om de da faar Lov dertil,
aldrig vil kunne tilsikre dem nogen virkelig
Indflydelse. Derimod stiller Sagen sig ganske
anderledes, naar
Talen er om Im-
port af euro-
pæisk Arbejds-
kraft.
Tre. Slags Ar-
bejdskraft bliver
der her Anven-
delse for : til
Landbruget, til
Handelen og til
al teknisk Virk-
somhed. Hvad
den første an-
gaar, fablede
man i Tyskland i
den første Begej-
stringsrus, da man i 1899 havde faaet Sul-
tanens Underskrift paa Koncessionen, ad-
skilligt om de fremtidige Landbrugskolonier
i det rige Mellemflodland, hvor Hundreder
Tusinder af Tyskere, efterhaanden som Na-
tionens Frugtbarhed gjorde Hjemmemarkerne
for trange, skulde finde et nyt Fædreland;
de heldige Erfaringer fra de tyske Landbrugs-
forsøgsstationer i Palæstina, i Egnen omkring
Haj fa og Karmels Bjærg, syntes at give
disse Drømmerier fast Grundlag. Senere har
man imidlertid atter taget Afstand herfra, og
navnlig har de nøgterne Udtalelser fra General
von der Goltz Pascha, som fra sin lange
Tjenestetid i den tyrkiske Hær er fortrolig
med orientalske Forhold, bidraget til at lade
disse Illusioner forsvinde. Naar Bagdad banens
391
Et Fremtidsland^
Opland skal dyrkes, og naar Abbasidernes
gamle Kanaler atter er bragte til at flyde,
vil det babyloniske Landbrug for den rent
manuelle Arbejdskrafts Vedkommende i første
Omgang væie henvist til den indfødte Be-
folkning; det er sandsynligt, at ved Siden
af de allerede existerende Fellaher vil ogsaa
Omegnens Beduinstammer blive taget i Land-
brugets Tjeneste ; enhver Jærnbane har jo en
vidunderlig Evne til at virke hæmmende paa
alle nomadiske Tendenser, og den lansebe-
væbnede Ørkenrytters Røvertog har ingen
Fremgang mellem Jærnbaneskinner og Tele-
grafpæle; man kan fra et æsthetisk Stand-
punkt beklage, at den moderne Civilisation
ogsaa her skal gøre det af med al Roman-
tik, fra et økonomisk kan man derimod kun
ønske denne Overgang velkommen. Saaledes
er det gaaet i Ægypten, og saaledes vil det
ogsaa gaa i Mesopotamien. Af de i Nil*
landet levende Beduiner, der for et Par Men-
neskealdre siden var Nomader, har nu den
langt overvejende Del faste Boliger; den
ægyptiske Folketælling af 1898 opviser, at
af 601,427 Beduiner levede kun 70,472 i
Telte, og for hvert Aar formindskes disses Antal.
Alligevel vil der naturligvis, naar Banens
Pulsaare først har gydt Liv i Landet, altid
være Chance for Landmænd med lidt Kapi-
tal, navnlig i Begyndelsen, inden Grundvær-
dien endnu har faaet Tid til at stige; over-
hovedet vil vel den agrariske Udvandring i
en nær Fremtid vende sig bort fra det alle-
rede ret udpinte Nordamerika og Kanada, og
ogsaa det babyloniske Flodland vii da komme
i nærmere Betragtning. Og særlig gælder
dette naturligvis for al mere teknisk Land-
brugsvirksomhed; ligesom danske Mejerister
allerede har faaet ret godt Fodfæste i Frem-
tidslandet Sibirien, vil de ogsaa om ikke saa
ret længe kunne finde Anvendelse i de langt
rigere Egne mellem Eufrat og Tigris.
Hurtigere og i første Omgang langt stær-
kere vil Kravet lyde til Europæerne paa alle
Omraader, hvor der bliver Brug for teknisk
Virksomhed. Først og fremmest er der her selve
Anlæget og Driften af Banen, men cternæst
ogsaa alt det, der overhovedet forlanges af
Ingeniører, Elektrikere, Maskinister og Arki-
tekter, hvor en europæisk Civilisation skal
holde sit Indtog. 1 Ægypten har England
monopoliseret al denne Virksomhed; i Me-
sopotamien vil de politiske Forhold forhindre
Tyskerne i at gøre det samme.
I første Omgang bliver det dog ved Op-
arbejdelsen af dette Fremtidsland hovedsagelig
den merkantile Virksomhed, som det —
navnlig da for de smaa Nationers Vedkom-
mende — vil komme an paa. Ved Ex porten
fra Bagdad og Basra vil dog kun de meget
store og meget kapitalstærke Firmaer kunne
gøre sig gældende ved Siden af de enkelte,
allerede indarbejdede Huse; Artiklerne er her
kun forholdsvis faa og har hovedsagelig
Ærinde som Raastoffer til de store Staters
Fabriker; blandt de vigtigste kan nævnes
Dadler, Skind, Tragant, Krydderier, Tæpper
og Uld. Ganske anderledes stiller derimod
Forholdet sig for Indførslen til disse Egne;
her er Kravene langt mere forskelligartede,
og Artiklerne selv af den Natur, at ogsaa
de smaa Staters Industri kan møde op som
leveringsdygtige Afsendere. Af de i de offi-
cielle tyrkiske Tabeller meddelte Angivelser
over Indførslen til Bagdad, som er gengivne
i det tyske Konsulats Handelsberetning for
1905, skal jeg anføre de Satser, der for en
eventuel dansk Konkurrence kunde faa særlig
Interesse, idet jeg (i tyske Mark) ved hver
Vare tilføjer Angivelsen af den samlede Sum,
for hvilken den er indført:
Cement for 11,100 Mark")
Glasvarer - 108,192 —
Lys - 90,573 —
Læder - 81,120 —
Papir - 136,640 —
Porcellæn - 7,497 — *)
*) Disse Talangivelser stammer fra Beretningen
for 1904; for 1905 er Cement og Porcellæn
ikke anført.
= 392
Et Fremtidsland^
Sukker for 1,665,818 Mark
Tændstikker - 124,800 —
Vinduesglas - 25,920 —
Sammenlignet med de tilsvarende Poster i
Beretningen fra 1904 udviser de fleste Sum-
mer en Nedgang; denne synes at skyldes den
Choleraepidemi i Sommeren 1904, der i høj
Grad hæmmede Befolkningens Købeevne;
naar man derimod sammenholder dem med
de i tidligere A årsberetninger anførte, er der
over omtrent hele Linjen en ikke stærk, men
konstant Fremgang at spore.
Til denne Import er de store Stater ikke
ene om at bidrage; det fremhæves saaledes,
at medens Efterspørgslen efter Papir væsentlig
dækkes af Østrig, og medens Tyskland leverer
det meste Læder, er Belgien saa godt som
ene om Artiklerne Lys og Vinduesglas, og
Sverrig har fuldstændig fortrængt Østrig med
sine Tændstikker. Om Hjemstedet for de
indførte Kvantiteter af Cement og Porcellæn
nævnes intet, heller ikke i Beretningen for
1904.
Det er klart, at naar først Banen har gen-
født Landet, vil de her nævnte Summer
mangfoldig fordobles; for den samlede Ind-
førsel til Bagdad beløb Værdien sig dog
allerede i 1905 til 33,058,705 Mark. I
første Omgang maa som Fremtidsartikler næv-
nes Træ og Cement, der begge og navnlig
da den sidste vil faa udstrakt Anvendelse
ved selve Baneanlæget, naar Linjen først er
ført saa langt frem, at der kan blive Tale
om ogsaa at tage fat fra den sydlige Ende.
Ved Siden deraf er der tillige to Artikler,
der har og endnu mere vil faa særlig Be-
tydning, og det er Lamper og Konserves.
Den tyske Konsulatsberetning synes at ind-
befatte de første under Artikler Kortevarer,
der opføres med en Sum af ialt 1,807,680
Mark, og en nøjagtig Angivelse af Forbruget
er derfor ikke til at faa ; men faktisk er det,
at der er faa europæiske Industriartikler, der
efterhaanden i den Grad som netop Lamper
trænger ind i Befolkningens bredere Lag som
en uundværlig Nødvendighedsgenstand ; selv
ude i Ørkenen ser man Beduinerne med en
besynderlig Blanding af Hyggelighedsfølelse
og Ærbødighed flokkes i Teltet om denne
sære frankiske Tingest, der formaar at sprede
saa roligt og klart et Lys. Hvad Konserves
angaar, er det tidligere væsentlig den faatallige
europæiske Befolkning, der har dækket For-
bruget, men i den seneste Tid synes ogsaa
de indfødte at komme godt med. Endelig
kommer hertil som en vigtig Fremtidsartikel
Landbrugsmaskiner af de forskellige Slags;
det vil, naar Europæerne først tager fat, blive
et rationelt og moderne Agerbrug, som kom-
mer til at betale sig bedst.
Det vil af det her anførte fremgaa, at der
ogsaa for de smaa Staters Industri og Hånt
del vil være Plads paa det Verdensmarked,
som her i en nær Fremtid vil blive aabnet
for Konkurrencen. To Betingelser er der her,
som navnlig for den svagere Part vil være
af Betydning, og det er Forspring i Tid og
det derved indvundne Forspring i Erfaring;
jo tidligere man kan blive indarbejdet paa
Pladsen, desto bedre ; thi endnu er jo Bagdad
saa at sige ikke „opdaget", men det vil
ikke vare mange Aar, førend det bliver det.
Med Erfaring tænkes i denne Sammenhæng
ikke saa meget paa sproglige Kundskaber,
— de Folk, man i Handelssamkvem faar at
gøre med, mestrer med Orientalerens over-
fladiske, men hurtigt nemmende Sprogbe-
gavelse altid et eller andet europæisk Sprog, —
men jeg mener hermed Kendskab til Tanke-
sæt og Udtryksmaade, til Smag og Vaner.
I denne Henseende har særlig Tyskerne ud-
vist stor Dygtighed overalt i Orienten; de
handler med den arabiske og persiske Køb-
mand paa orientalsk og ikke paa europæisk
Maner, og deres Handelsrejsende spørger
ikke som den engelske, om man vil kebe de
Fabrikater, hvis Prøver han medbringer, men
han spørger derimod om, hvilke Artikler og
Mønstrer, man ønsker, saa skal han lade sit
Firma fremstille dem. Hvad angaar Sikker-
= 393 z=r zrz
Et Fremtidsland^
heden for Overholdelsen af indgaaede Over-
enskomster, da er den allerede nu, hvor
Civilisationen endnu ikke rigtig har holdt sit
Indtog i disse Egne, lige saa stor som i alle
Middelhavshavne* og særlig med tyrkiske Køb-
mænd vil der aldrig være noget i Vejen, —
men ogsaa den arabiske og persiske eller den
levantinske Forretningsmand vil man uden
Risiko kunne forhandle med, særlig hvis man
ved alle Betalinger paakalder den aldrig svig-
tende Barfque Ottomanes Mellemkomst; kun
Armenierne ger man her som overalt i Ori-
enten bedst i at gaa af Vejen for, medmindre
der da forhandles paa de allerstrengeste kon-
tante Vilkaar. I de fleste Tilfælde vil al
Forretnings virkelige Trivsel komme til at
afhænge af, hvilken indfødt Agent man har
forskaffet sig ; i det store som i det smaa er
Mellemhandleren Sjælen i alt Købmandsskab
i Orienten, saaledes som han har været det
i Aartusinder. Det er Agentens Sag at skaffe
Kunder og at faa Vished for, *i de tr i
Stand til' at efterkomme deres Forpligtelser,
i Tilfælde af Vanskeligheder, f. Ex. Vægring
ved at modtage et Parti Varer paa de givne
Vilkaar under Paaskud af, at Sendingens
Kvalitet ikke svarer til Prøverne — et nem-
lig blandt Armeniere hyppigt anvendt Trick — ,
er det Agentens Sag at bringe Kunden til
Fornuft, og da han i de fleste Tilfælde paa
mange andre Maader har Forbindelse med
denne, har han som oftest et Middel til at
udøve et Tryk, der ikke bliver uden Virk-
ning; den retslige Afgørelses Vej skal man
derimod vel vogte sig for at betræde, den
er i Orienten langsommere og besværligere
end noget andet Steds. Megen Energi, noget
Lokalkendskab og en skønsom Blanding af
Varsomhed og Dristighed, det er de tre
store Betingelser for den europæiske Forret-
ningsmand, der søger Forbindelse i Orienten;
men har han dem, da vinker der ogsaa her
Dividender, som man i det konkurrence-ud-
pinte Europa og Amerika ikke vover at
drømme om.
— — Paa de tre store Felter, Landbruget,
teknisk Virksomhed og Handelen, er det
alt saa, at Europas Hjælp paakaldes til hint
orientalske Land, hvor en Gang den menne-
skelige Kulturs Vugge har staaet, og som
nu atter ser en rig Fremtid dukke frem for
sig. Den politiske Konkurrence vil, som alt
fremhævet, bevirke, at ogsaa paa de øko-
nomiske Omraader de smaa Staters Repræ-
sentanter vil være fortrinsvis begunstigede,
og det staar da til de smaa Stater selv, i
hvilket Omfang og i hvilket Tempo de vil
udnytte deres Chancer. Jo hurtigere der tages
fat. desto bedre vil Udsigterne være.
Jeg har allerede ved tidligere Lejlighed
i en anden Sammenhæng haft Anledning til
at fremhæve, hvorfor i et Land som Dan-
mark netop al Virksomhed i Østen bør be-
gunstiges og al Udvandring af dansk Arbejds-
kraft til disse Egne bør hilses med Glæde,
og jeg skal derfor her kun gentage det i
størst mulige Korthed. Aarsagen er, at
medens den aarlige Udvandring, der foregaar
vest paa, er et direkte Tab for Nationaliteten,
er dette ikke Tilfældet med den, der foregaar
i den modsatte Retning. Man kan nok saa
længe eksperimentere med „ Brobyggerier*
mellem Hjemlandet Qg de danske i Amerika,
en Kendsgerning er det dog, at i Løbet af
en eller højst to Generationer er de udvan-
drede Familjer fuldstændig amerikaniserede.
De Mænd deri.nod, der rejser til Østen, har
som Regel kun den Tanke atter at komme
tilbage efter at have beriget sig med Erfaring
og — forhaabentlig — en større eller mindre
Kapital. De betyder saaledes ikke blot ikke
nogen Formindskelse af Nationalitetens Styrke,
men tværtimod en Forøgeise; de vil ved
deres Hjemkomst, som altid er det sidste Led
i deres Rejseplan, tilføre det hjemlige Erhvervs-
liv Penge eller Kundskaber eller begge Dele.
Spørgsmaalet er nu blot det: Er der i det
nuværende Slægtled den Foretagsomhed og
det Vovemod, som hertil udkræves? er der
til Stede i vor Generation den Forening af
394 =
forretningsmæssig, energisk Lyst til at tjene
Penge og saa den romantiske, vikingeagtige
Higen ud mod det fremmede, som det her
kommer an paa. Jeg haaber sikkert, at
Svaret vil lyde bekræftende; thi af disse
Egenskabers Tilstedeværelse afhænger ikke
blot dette eller hint Foretagendes Succes og
disse eller hine udenrigske Muligheders Ud-
nyttelse, men derpaa beror ogsaa hele vort
nationale Livs Fremtid. - En Nation maa
stadig vokse eller formindskes, blive handle-
kraftigere eller mere dekadent; en Forbliven
paa Stedet er umulig.
Om et Aarti eller maaske i Løbet af
endnu kortere Tid vil Bagdadbanen være en
Et Fremtidsland^
fuldbragt Kendsgærning. Maatte da allerede
længe forinden ogsaa det lille Danmark staa
fuldt forberedt til at tage sine Chancer paa
de rige Felter, som der her lukkes op til, og
udnytte dem fuldt ud!
Efter hint Nederlagets Aar, som Danske
aldrig glemmer, er det i det nittende Aar-
hundredes sidste Trediedel bleven Land-
brugets og dermed beslægtede Virksomheders
Ære at gøre Danmark rigere og større i
Areal indadtil; det vil nu i det tyvende
Aarhundrede blive Handelens og Industriens
Opgave ogsaa at gøre Fædrelandet større
udadtil og lade det voxe i Foretagsomhed,
Kapitalstyrke og Anseelse.
Bagdad og Tigrisbroen.
395
RETSREFORMEN
Bemærkninger i Anledning af Forslaget til Lov om Rettens Pleje,
indbragt i Landsthinget i Samlingen 1906 — 07.
Af Højesteretsassessor C. V. NYHOLM.
Motiverne til dette i indeværende Rigs-
dagssamlings Begyndelse Lands-
thinget forelagte Lovudkast indledes med
et Tilbageblik paa de forskellige Tilløb,
som under Tidernes Veksel ere skete til
at føre Grundlovens §§ 71*) og 74**)
ud i Livet. — Det er en gold og træt-
tende Ørkenvandring, hvis Billede her
oprulles: — begyndt med et forholdsvis
kortfattet Forslag af daværende Overrets-
assessor Mourier i fransk Tilsnit; efter-
fulgt af Hother Hages Tid efter anden
gentagne, fyldigere nærmest efter engelsk
Mønster affattede Udkast; efter nogle
spagfærdige Thingforhandlinger, bl. a.
gaaende ud paa, at ogsaa den borger-
lige Retsplejes Reform burde tages under
Overvejelse, ført videre gennem 2de i
lange Tider sysselsatte Kommissioner,
hver især indbyrdes skilte ved et langt
Spand af Aar (den ene i Viiksomhed
fra 1868—74, den anden fra 1892—99) :
puffet gennem en Uendelighed af Fore-
læg nu i Folkething, nu i Landsthing
med tilhørende Udvalg og Udvalgs-
betænkninger; stadig voksende i Omfang
og tilsidst svulmende op til henimod
1000 §§; og saa omsider i Foraaret
•) § 71: Retsplejen bliver at adskille fra For-
valtningen efter de Regler, der fastsættes
ved Lov.
*) § 74: Offenlighed og Mundlighed skal saa
snart og saa vidt mulig gennemfares ved
hele Retsplejen. I Misgærningssager og i
Sager, der rejser sig af politiske Lovover-
trædelser skulle Nævninger indferes.
Allerede fer Grundloven havde Hage, Leu-
ning, Th. Raasleff o. fl. udtalt sig varmt for
Reform af vor Retspleje jvfr. for Norge Au-
berts og Munch Ræders Arbejder.
1906 — 57 Aar efter Grundloven —
kulminerende med Fællesudvalgets Ud-
talelse, at der i dette var Enighed om,
aat det vilde være uden Udsigt til Re-
sultat at forhandle videre i sammea. — *)
Hermed syntes Reformen af vort Pro-
cessystem i dets Helhed at være naat
til det døde Punkt, og det Arbejde,
hvormed 2de Slægtled havde været be-
skæftiget, og hvorpaa Mænd som Hage,
Leuning, Krieger, Nellemann, Goos o. fl.
havde ofret baade Tid og Kræfter, at
have været forgæves, alt imedens vore i
1864 fraskilte Hertugdømmer faa Aar
derefter fik deres hele Rettergang om-
dannet i moderne Aand, og Norge, hvor
en lignende Bevægelse som hos os havde
været oppe, ved Loven af 1ste Juli 1887
iværksatte de Retsplejereformer, for hvilke
det samtidig med os havde kæmpet.
Det fortjener derfor fuld Anerkendelse,
at Justitsministeren ikke ligeoverfor denne
Fællesudvalgets saa afvisende Holdning
har opgivet Ævret, men istedenfor at flikke
og bøde hist og her paa det bestaaende
— som det fra forskellig Side er blevet
tilraadet — ved sit ovenanførte Lovfor-
slag har gjort et nyt Forsøg paa Re-
formens Gennemførelse om end ad en
noget anden Vej end den hidtil betraadte.
De overordenlig store, voksende Udgifter
for Stat og Kommune og den be-
tydelig forøgede Byrdefuldhed for Be-
folkningens forskellige Lag, især gennem
Mødepligten for de overordnede Retter,
eie de Skær, hvorpaa navnlig de senere
Reformbestræbelser ere strandede, og
*) Parturiunt montes, nascetur ridiculus mus.
396
Retsreformen
som Ministeren derfor har søgt at klare
sig ud fra; men dette har, som venteligt,
ikke kunnet lade sig gøre uden at lette
Skuden for en Del af dens Ladning eller
med andre Ord, uden at udskille fra det
forelagte Lovudkast en Del af de at
Proceskommissionen og de hidtil sig der-
til sluttende Regeringsforslag tilraadede
Lovbestemmelser.
Hvad er det da, man har trøstet sig
til at ville ofre? Tilvisse er det tunge
og kostbare Varer, som ville blive kastede
over Bord.
Først og fremmest: Grundlovstilsagnet
om Retsplejens Adskillelse fra Forvaltningen;
Underdommerne skulle vedblive som hid-
til at være Politimestre og Underøvrighed
med de dertil knyttede mangfoldige Side-
hværv. Herved opnaas, som det for-
klares i Motiverne, at „den bestaaende
og for Befolkningen tilvante Inddeling af
Underretskredsene og de nuværende
Thingsteder og Retslokaler kan bibehol-
des, og den betydelige Forøgelse af An-
tallet af Embeds- og Bestillingsmænd kan
undgaas, idet den stedfindende Forening
af Underdommere og Underøvrigheds-
embederne bevares, hvilket betyder en
stor Formindskelse af Udgifterne ved
Reformen og af Ulemperne for Befolk-
ningen" og det tilføjes, at der udenfor
København, i hvilken en Byret afløser
de nuværende Retter, ikkun vil blive an-
sat særlige Underdommere i de 3 meget
tæt befolkede Kredse Aarhus, Odense
og Frederiksberg (her dog 2) og særlige
Politimestre, under hvem de administra-
tive Hværv henlægges, medens det be-
budes, at der senere vil blive foreslaaet
Oprettelsen af et flyvende Opdager-Politi-
korps.
Selvfølgeligt er dette forsaavidt rigtigt.
Intet fornuftigt Menneske vil kunne be-
stride, at der ved Opgivelsen af Grlvns
§ 71 vil indspares bl. a. store Lønnings-
beløb, men medens Opgivelsen desuden
vil øve sin Virkning gennem Administra-
tionen og Retsplejen i det hele, vil den
imidlertid særlig for Strafferetsplejen uund-
gaaelig medføre, at ogsaa Anklageprin-
cippet maa ofres. Det er den engelske
Rettergangsmaades Styrke, at Forbrydel-
sens Forfølgning og Rejsningen af An-
klagen holdes fuldstændig ude fra Dom-
mervirksomheden, og det var denne
Tankes Gennemførelse, som ogsaa var
Proceskommissionens Ledestjerne; derfor
Oprettelse af en særlig Anklagemyndig-
hed med Rigsanklager og Overanklagere
i Spidsen og Politiet optrædende ikke
blot ved Efterforskningen, men ogsaa, i
det mindste efter Mindretallets Forslag,
ved og under selve Forundersøgelsen,
medens Dommerne alene træde til, hvor
det gælder Indgreb i den Anklagedes
Retssfære: Anholdelse, Fængsling, Af-
høring o. s. fr.
Det foreliggende Forslag har intet og
kan intet have heraf; det er Politimeste-
ren, der udenfor Hovedstaden og de 4
ovenomtalte Retskredse tillige er Under-
dommer, det er ham, som virker baade
ved Efterforskningen og Forundersøgelsen
paa én Gang baade som Paataler, An-
klager og Dommer, og det er Amtman-
den, der fremdeles skal beslutte den
egenlige Tiltale og træffe Bestemmelse
om, hvorvidt og for hvilken Domstol
Domsforhandlingen skal foregaa. — Det
vilde imidlertid være i høj Grad ensidigt,
om man vilde lukke øjnene for, at For-
slaget endog meget energisk har stræbt
at bøde paa Anklageprincippets Ude-
lukkelse og at værne den Tiltalte mod
Overgreb. Alt, hvad der hedder Forhør
over den Sigtede, er afskaffet, det staar
ham frit for at undlade Besvarelse af
de til ham rettede Spørgsmaal; som
Regel ere alle Retsmøder under For-
undersøgelsen offenlige, og der sørges
397
Retsreformen
for at give den Sigtede en Forsvarer,
saasnart han belægges med Varetægts-
fængsel. Ligesom dette sidstes Anven-
delse er bundet til faste Lovregler, i det
væsenlige svarende til de af Proces-
kommissionen foreslaaede*), saaledes er
der ogsaa givet humane Forskrifter om
Behandlingen under Varetægtsfængslingen
og foreslaaet Indførelse af borgerlig Kon-
trol med disse Forskrifters Efterlevelse
(§ 761). Ikke blot for uforskyldt Vare-
tægtsfængsling men ogsaa for uforskyldt
Anholdelse vil der af Statskassen kunne
opnaas Erstatning eller i sidstnævnte
Tilfælde i alt Fald kunne erholdes en
Æreserklæring fra vedkommende Myn-
dighed og idet Betingelserne for Vare-
tægtserstatningen ere affattede paa en
for den Paagældende gunstigere Maade
end efter den nu gældende Lovgivning,
er der — og dette er formentlig af stor
Betydning, givet ham Adgang til at faa
Spørgsmaalet om hans Ret til samme
prøvet ved Nævningeret. For yderligere
at betrygge den Tiltalte mod Overgreb
under Forundersøgelsen, indeholder For-
slaget endnu den udtrykkelige Regel, at
en af ham afgiven Tilstaaelse paa ethvert
Trin af Sagens Behandling kan, saa længe
ei Dom er falden, tilbagetages, selv om
der ikke foreligger Omstændigheder, der
bestyrke Tilbagetageisens Rigtighed, hvor-
hos det herved vil være at erindre, at i
alle betydeligere Sager vil Domsbehand-
lmgen foregaa for andre Dommere (Lands-
retternes eller Nævningeretternes) end
dem, som have ledet Forundersøgelsen
(Underdommerne).
Visselig er her ydet med rund Haand,
og der vil til Gengæld kunne stilles saa
meget større Krav til det om det eventuelle
Opdagelseskorps bebudede Lovforslag, og
det saa meget mere som Forslaget ved
for alle ved Underret og Landsret be-
handlede Straffesager at opgive Umiddel-
delbarhedsprtncippet*) — der ikke maa
forveksles med Mundlighedsformen —
har opgivet et efter Erfaringens Vidnes-
byrd ret vigtigt Middel til Sandhedens Ud-
forskning. „Ved denne Opgørelse, hedder
det imidlertid i Motiverne vil det Offenlige
spares for de meget betydelige Udgifter,
som efter Proceskommissionehs Forslag
vilde bevirkes ved Vidners og andres
(bl. a. de Sagkyndiges, Skøns- og Syns-
mænds) Rejse til det Sted, hvor Lands-
retten holdes og deres Ophold der ofte i
flere, stundom i mange Dage, ligesom
den Tidsspilde og Ulejlighed, som der-
ved vilde foraarsages Borgerne i til-
svarende Grad formindskes." — Saa
sandt nu end dette maa erkendes at
være, saa heldigt er det dog, at Umid-
delbarhedsprincippet fuldt ud opretholdes
i de Sager, som blive at foretage ved
Nævningeret, og at Landsretten lige«
*) Af et Mindretal i Proceskommissionen var det
foreslaaet at begrandse Varetægtsfængslingens
Varighed overhovedet i Lighed med de i den
esterrigske Straffeproces gældende Regler.
•) Umiddelbarhedsprincippet forudsætter, at den
hele Sag — uden Hensyn til den forudgaaende
Undersegelse — forelægges for dem, som
skulle demme i den saaledes, at den ligesom
udvikler sig for deres Øjne, idet den Anklagede,
Vidnerne, de Sagkyndige fremtræde for dem
og personlig svare for dem og udtale sig,
medens Oplæsning og Andenhaandsmeddelel-
ser kun undtagelsesvis tilstedes. — Mundlig-
hed bruges nærmest om den Form, hvor-
under de forevrigt oftest tidligere og anden-
stedsfra erhværvede, Oplysninger og Bevis-
dele fremferes for den demmende Ret om-
trent saaledes som under den for Højesteret
brugelige Procedure i Modsætning til Skrift-
ligheden, der anvendes ved vore almindelige
Over- og Underretter. I dygtige Sagføreres
Mund virker selvfølgelig deres Gengivelse af
Sagens Omstændigheder og Beviser oplysende
og vækkende, men i og for sig gør det dog
kun mindre Forskel, om f. Eks. et Things-
vidne forelæser for Dommeren eller denne
personlig læser selve Vidneakten.
398 .—-
= Reisreformen
som i borgerlige Sager har det i sin
Magt at forlange, at en eller flere af de
Personer, som have afgivet Forklaring i
Sagen (i borgerlige Sager bl. a. tillige
Parterne), skulle møde under Domsfor-
handlingen og personlig der afgive For-
klaring.*)
Idet jeg i de foregaaende Linjer har
dvælet ved nogle Sider af Forslaget i dets
store Træk, nærmest dog kun forsaavidt
det sysselsætler sig med Strafferetsplejen,
uden at komme ind paa Enkelthederne i
samme, vil der til Slut være Anledning til
at fremhæve, at saaledes som Situationen
synes at have udviklet sig efter Fælles-
udvalgets Fiasko, vil der formentlig nu
kun være at vælge mellem at forblive
ved vort bestaaende kriminelle Rets-
system med enkelte Smaaforbedringer
hist og her eller at slutte sig til For-
slaget selvfølgelig under Forbehold af de
Ændringer, hvortil der under en loyal
Forhandling maatte vise sig Føje.
Men naar saa er, forekommer Valget
mig ikke at være tvivlsomt. Thi selv
om Forslaget lader Grundlovens § 71
uændset — det bemærkes dog i Motiverne,
at det er saaledes indrettet, at „en Ad-
skillelse af Retsplejen og Forvaltningen
naarsomhelst med Lethed vil kunne fore-
tagesu — og dermed i alt Fald fore-
løbigt, som alt berørt, udelukkes An-
klageprincippets Anvendelse,
saa virkeliggør det paa den anden
*) Til yderligere Stette for Umiddelbarhedens
foreslaaede Indskrænkning udtales det ievrigt
i Motiverne, at „man er gaaet ud fra, at \
de Sager, ved hvis Paakendelse kun retskyn-
dige Dommere skulle medvirke, vil Sagens
Beskaffenhed kunne blive lige saa klart og
fyldestgerende behandlet og fremstillet for de
retskyndige Dommere ved en lignende Frem-
gangsmaade som den, der nu bruges under
den mundlige Procedure for Højesteret i
Straffesager," hvilket i og for sig .kan være
rigtigt, men saa maa der ogsaa serges for
tilsvarende Sagfører!
Side Tilsagnet i Grlvns. § 74, omend paa
anden Vis end de tidligere Forslag:
Det indfører Offenlighed fuldt ud i hele
Retsplejen og Mundlighed, saaledes som
dette Begreb vistnok nærmest foresvævede
Grundlovens Fædre;
Det giver den Anklagede, om det end
ikke i Formen bryder med Inkvisitions-
systemet, en hel anden Betryggelse mod
dettes Misbrug end vor nuværsnde Retter -
gangsmaade og yder endog videre Ad-
gang til Erstatning i Tilfælde af Fejl-
tagelse ved Proceskommissionsforslaget:
Det indfører Nævninger ikke blot som
det i Grundloven siges i Misgæmings-
og politiske Sager, overensstemmende
med de tidligere Proceskommissionsfor-
slag, men tillige, naar der rejses Krav
om Erstatning for uforskyldt Varetægts-
fængsling eller bliver Spørgsmaal om
Anvendelse af legemlig Straf (§ 665) ;
Det anvender Umiddelbarhedsprincippet
i alle Nævningesager og tilsteder i alt Fald
dets Anvendelse idetmindste i andre Sager,
hvor dertil findes særlig Opfordring og
Det bryder endelig jo ikke saa brat
med de bestaaende historiske Forhold,,
som de tidligere Forslag, og vil, som
ofte nok fremhævet, blive langt billigere
for Stat og Samfund.
Naar Alt kommer til Alt tror jeg der-
for, at man skylder den højtærede Mini-
ster Tak ikke alene, fordi han over-
hovedet ikke har ladet Reformsagen falde*,
men ogsaa for selve hans Forslags Ind-
hold, og knytter til Takken Haabet om,,
at det maa lykkes ham naturligvis med
grundige Indrømmelser og Læmpelser at
samle begge Rigsdagens Afdelinger om
Forslaget, saa at Aaret 1907 kan blive
Udgangspunktet for en reformeret Straffe-
rettergang i Danmark, og ikke for en ny
ørkenvandring, som den der afsluttedes-
1906.
7. Januar 1907.
399
KAMPEN MOD KRÆFTEN
Af Dr. med. Carl Otto.
Kraftens Bekæmpelse — det er det Løsen,
der lige siden Aarhundredets Begyn-
delse med stedse stigende Styrke kræver sin
Ret. Det er i den korte Tid gaaet som en
Løbeild gennem de fleste store Lande og
har vakt et Initiativ og et enigt Arbejde,
der i meget kommer paa Højde med Tuber-
kulosebevægelsen.
Paa andre Steder, mere ude i Periferien,
staar man endnu usikker og tøvende, fordi
mange ikke rigtig ved, hvorom det hele
drejer sig, og her hjemme er Bevægelsens
Dønninger først nylig begyndt at spores.
Alt hvad der her i Landet ofres af Kapital
og Interesse paa Lægevidenskabens Alter gæl-
der Tuberkulosen, medens ingen har Tanke
tilovers for de kræftsyge, som dog for stør-
ste Delen er modne Mænd og Kvinder, hvis
brudte Arbejdsevne udgør en alvorlig Forrin-
gelse af Samfundets Energikapital. Og da
der hvert Aar dør mindst lige saa mange af
Kræft som af Lungetuberkulose, er det ikke
noget ringe Tab, der her er Tale om. Men
Sygdommens hele Udviklingsmaade er Grun-
den til, at den ikke falder saa stærkt i Øj-
nene og ofte miskendes, indtil den utvetydigt
har stemplet sine Ofre, men da er Arbejds-
evnen brudt, og de har kun at trække dem
stille tilbage i deres Skjul for at dø. Ingen
ser dem, og derfor falder det saa let at lade,
som om de ikke eksistere, skøndt der netop
her er saa meget at udrette, naar det blot
kunde lykkes at bringe Patienterne under
tidlig Behandling, eller naar der kunde ydes
de haabløst uhelbredelige en gennemført
Hjælp og Pleje. Det er saaledes ikke blot
den videnskabelige, men i endnu højere Grad
den sociale Side af Kræft-Spørgsmaalet, der
i Øjeblikket trænger sig paa og fordrer sin
Løsning. Og Opgaven er tillige social i
snevreste Forstand, fordi det er blandt Sam-
fundets Arbejderbefolkning og ubemidlede at
Sygdommen vælger de fleste Ofre og da
navnlig blandt Kvinderne med den store
Børneflok.
Selv om vort Kendskab til Kræften paa
flere Punkter trænger til Uddybelse, som det
derfor gælder om at give den videst mulige
Adgang til, kan vi dog allerede nu med
nogenlunde Sikkerhed erklære, at Sygdommen
ikke rummer nogen Smittefare. Denne ievrig
gode Side er for saa vidt uheldig, som
Kræftbevægelsens Foregangsmænd derved er
berøvede et meget virksomt Agitationsmiddel.
Menneskets sangvinske Sindelag giver Tryg-
hed overfor de svære Sygdomme gennem
Troen paa selv at høre til Undtagelserne, og
Troen vokser, naar man ikke behøver at
frygte nogen Smitte. Det er da ogsaa det
nøje Kendskab til Tuberkulosens Aarsag,
Tuberkelbacillen, der i sin Tid gav denne
Bevægelse rivende Fart, men de talrige For-
anstaltninger mod Sygdommen dikteres sik-
kert nok saa meget af Samfundets egen
Trang til Selvforsvar som af Hensyn til
Patienterne. Man kunde derfor næsten ønske
Kræften en infektiøs Oprindelse, idet den da
vilde have lettere ved at bortlede noget
af Sanatoriepengenes brede Strøm. Paa den
anden Side er det saa lidt nødvendigt at
kende en Lidelses egentlige Aarsag for at
kunne helbrede den, at vi for adskillige Syg-
dommes Vedkommende rent erfaringsmæssigt
er naaet til en overmaade virksom Behand-
ling, og det er derfor ingenlunde udelukket
ad samme Vej at Ånde Midler til Kræftens
Helbredelse, naar der fandtes et Sted, hvor
et saadant systematisk Arbejde kunde gennem-
føres.
Gennem de senere Aars talrige Under-
søgelser og Eksperimenter er vor Viden om
Kræftens Natur blevet stærkt beriget og me-
400
Kampen mod Kræften --^= -=-^
get tyder endog paa, at den Opfattelse, der
for Tiden deles af de fleste ledende Forsker-
kredse, er den rigtige, fordi vi gennem den
faar Svar paa mange vanskelige Spørgsmaal.
Kræftens væsentligste Karaktermærke er
en Svulstdannelse, en Ophobning af Celler,
der stammer fra Legemets egne Væv. Cel-
lerne danner som bekendt Opbygningsmateria-
let for alt levende i Naturen, baade hos
Planter og Dyr. De ailer laveste Organis-
mer bestaar kun af en eneste Celle, der alt-
saa rummer alle de Muligheder, som er nød-
vendige for at opretholde Livet og Arten,
idet den ved Knopskydning eller paa anden
Vis danner et helt nyt, selvstændigt .Individ.
Hos de højt udviklede Skabninger er denne
Selvstændighed fra Moders Liv holdt nede
og tilsyneladende kvalt, idet den indbyrdes
Forbindelse mellem Vævene udøver en saa-
dan regulerende Indflydelse, at hver Celle
kun faar Lov at udvikle sig i en bestemt
Reming som en lille Del af et stort sammen-
sat Hele. — Saalænge disse ordnede Forhold
bestaar er alting godt, men nu kan det
undertiden hænde, at der indtræder Lige-
vægtsforstyrrelser i Cellernes Sammenhæng,
og de forskellige Mennesker synes forskelligt,
maaske arveligt, disponerede hertil. I hvert
Fald M spiller Alderen en væsentlig Rolle, idet
der med Aarene let kommer Uregelmæssig*
heder i den indbyrdes Regulering, fordi Væ-
vene ikke alle ældes paa samme Tid og
med samme Hastighed. Rimeligvis kræves
der dog altid endnu en Faktor i Form af
et Stød eller Slag, et vedvarende Tryk, en
kronisk Betændelse, kort sagt et Irritament,
der kan være af meget forskellig Art og
sikkert ogsaa af meget forskellig Styrke,
saaledes at det ofte slet ikke er muligt at
efterspore, men dog maa være tilstede, fordi
alle ^Overgange har kunnet paavises. Naar
det da en Gang sker, at der et eller andet
Sted sker et Brud paa den strænge, fysiolo-
giske Sammenhæng mellem Vævene, vil en-
kelte Celler derved let blive frigjorte fra det
_— _^- 401
omgivende Vævs Spændetrøje og ligesom
isolerede. Men dette medfører straks en fuld-
stændig Forvandling af Cellens Karakter.
Den mister hurtig sit Særpræg, de slumrende,
medfødte Anlæg udvikles og giver sig Ud-
tryk i en uhyre Vækstenergi og i en saadan
Evne til at hævde sig selv, at den kan tri-
ves og formere sig paa Steder i Legemet,
hvor den slet ikke hører hjemme. Den vir-
ker med andre Ord som noget helt nyt og
selvstændigt, som en encellet Organisme, en
løssluppen, uciviliseret og yderst farlig For-
bryder, der truer det bestaaende Samfund
med Ruin. Og man kan ikke vægre sig
for Tanken, at disse Celler med deres
uimodstaaelige Formeringsevne er vendte til-
bage til den Urform, i hvilken Livet fra sin
første Begyndelse finder sit Udtryk.
Hvis Kræften skyldes en saadan simpel
Ligevægtsforstyrrelse i de Væv, der begyn-
der at ældes, maa lignende ondartede Ny-
dannelser kunne forekomme mange Steder i
Dyreriget, og det er da ogsaa for at faa
dette Punkt yderligere belyst, at den engelske
Nationalkomite, som stiftedes for 4 Aar siden,
har iværksat en FaUesforskning i stor Stil
ved Henvendelse til Veterinærer, Zoologer og
Botanikere i alle Dele af det britiske Rige.
Af samme Grund blev Kontrollen ved de store
Slagterier, ved Fiske- og Hønsemarkederne
anmodet om at have Opmærksomheden
henvendt paa eventuelle Nydannelser hos
Dyrene og i saa Fald straks indsende dem
til Centrallaboratoriet for Kræftforskning i
London. — Et endnu mere betydningsfuldt
Led i .Arbejdet er de talrige Dyreforsøg, der
i den senere Tid udføres særlig paa Mus,
og som en dansk Mand , Prof. C. O. Jensen
ved Landbohøjskolen, har Fortjenesten af at
have givet Stødet til. For nogle Aar siden
lykkedes det ham nemlig at overføre Celler
fra en kræftagtig Nydannelse hos en Mus
til en lang Række andre, hvor de straks
formerede sig og dannede lignende Svulster.
Senere er dette ogsaa lykkedes for andre,
_ 27
Kampen mod Kræften
men den Gang vakte det en uhyre Opmærk-
somhed, og Stykker af „ Jensens Svulst"
sendtes og sendes endnu Verden rundt, om-
plantes og vokser videre hos Mus af alle
Nationaliteter. Den lille Mus, fra hvem de
første Svulstceller stammede er naturligvis
død for længe siden, men Nydannelserne,
den gav Materialet til, fortsætter deres Vækst
fra Individ til Individ og har allerede nu
frembragt Svulstmasser, der ialt mange tu-
sinde Gange overgaar den første Mus i
Størrelse. Denne ubegrænsede Forplantnings-
evne giver yderligere Indtrykket af disse
Svulstcellers Selvstændighed, idet den minder
om Livet selv med dets ustanselige Forme-
En Mus med Kræftsvulster.
ring af Individerne gennem talløse Slægtled.
For denne Opfattelse taler ogsaa Cellernes
Modstandsevne, der viser sig ved, at de
taaler at udsættes for stærk Hede og Kulde,
til Tider gennem flere Aar, uden at miste
deres Levedygtighed. Det er næsten som
Sædekornene i de ægyptiske Kongegrave,
der trods Aartusinders Hviletilstand , ved
given Lejlighed spirer og formerer sig.
De talrige Dyreforsøg tilstræber dog ikke
blot et dybere Indblik i Kræftens Natur og
Aarsag, men der søges samtidig paa mange
Maader efter Midler til at hæmme eller helt
at stanse Svulsternes Vækst. Og man synes
her at være kommen ind paa et Spor, der
i al Fald aabner Muligheder for en Løsning
af den store Opgave — Kræftens Helbredelse.
Det er da intet Under, at Laboratorierne spil-
ler en væsentlig Rolle i den moderne Kræft-
forskning, og at der stadig oprettes nye,
som udelukkende indrettes paa at arbejde
med denne Sygdom. Saaledes i London r
hvor der ikke findes mindre end tre, i
Liverpool, Manchester, Berlin, Frankfurt, Køln,
Heidelberg, Moskva, New York, Philadelfia,
St. Louis, Buffalo og Boston. Alle disse er
enten helt selvstændige eller knyttede til Ud-
landets Kræfthospitaler, men enkelte andre
udgør endnu kun en Afdeling af Laboratorier r
der iøvrig virker i andet Øjemed, som ved
rinstitut Pasteur i Paris og paa Landbohøj-
skolen i København.
Det siger sig selv, at der i samme Tid er
vokset en betydelig Literatur op om Spørgs-
maalet, og at der endog udgives Tidsskrifter,,
som udelukkende behandler dette Emne.
Naturligvis søges dette ogsaa belyst gennem
statistiske Opgørelser, men disse kommer let
til at hvile paa for løst et Grundlag til at
faa videre Betydning. Endelig har det kgL
medicinske Selskab i London for nogle Aar
siden stiftet et Legat, der uden Hensyn til
Nationalitet, skal uddeles hvert 5. Aar som
Opmuntring og Belønning for det bedste Ar-
bejde om Kræften. Det skete første G&ng
i December 1905 og tilfaldt med Rette Prof.
C. O. Jensen.
Den moderne Kræftbevægelse har dog ikke
blot en videnskabelig, men ogsaa en mere
praktisk Side, som naturligvis først og
fremmest Lægerne, men ogsaa alle andre,
der faar Blikket aabent for Spørgsmaalets
sociale Betydning, burde tage Del i. Kræf-
ten begynder nemlig uden Tvivl altid paa
et enkelt begrænset Parti, som en lille, orm-
stukken Plet, og føres først senere gennem
Vævenes Saftkanaler videre ud i Legemet.
Paa hvilket Tidspunkt dette sker er ganske
ubestemmeligt og meget varierende, men er-
kendes Sygdommen i det første Stadium, og
sidder den et Sted, som er tilgængeligt for
Operation, har Patienten ogsaa derigennem,
den bedste Udsigt til Helbredelse. Det er
- — 402
Kampen mod Kræften
derfor et vigtigt Led i Arbejdet for Kræftens
Bekæmpelse 'at faa den under tidligst mulig
Behandling, men at dette rummer store Van-
skeligheder, har Forfatteren andet Steds tid-
ligere paavist.*) Flere bekendte Operatører
i Udlandet har — ikke uden Held —
søgt at naa dette Maal ved Henvendelse
til Publikum, navnlig til Kvinderne, gennem
Dagspressen eller i Smaaskrifter, hvor de
gør Rede for Kræftens første Symptomer
og advarer mod ubetimelige Opsættelser.
Ligeledes har man rettet alvorlige Advarsler
til Jordemødrene om ikke at indlade sig
paa at undersøge og give gode Raad, men
straks at vise de Kvinder, der af Uviden-
hed maatte søge dem, til deres Læger.
Endvidere er det blevet foreslaaet at oprette
Under søgelsesstationer, som skulde have til
Formaal at arbejde for Kræftens tidlige Er-
kendelse ved at virke som en Art Konsulta-
tionsstuer, hvor alle, der af en eller anden
Grund føler sig ængstet, kan søge hen for
at blive nøje undersøgt. Her skulde da
ogsaa findes enkelte Senge til Brug for de
vanskelige Tilfælde, som maatte kræve nogle
Med samme Formaal for Øje har man i
flere tyske Byer stiftet lokale Ligaer mod
Kraft, som overvejende bestaar af Lægfolk,
særlig Kvinder, men kun delvis af Læger.
Medlemmerne har forpligtet sig til ved en-
hver Lejlighed at arbejde for Kræftens retti-
dige Behandling, at skaffe de uheldbredelige
den Hjælp, der gøres nødig, og at samle
Bidrag til det fortsatte Arbejde.
Disse forskellige Bestræbelser maa dog al-
tid virke spredt og ufuldstændigt, naar ikke
alle Traadene samles i et enkelt Punkt, og
det er nu en Gang blevet Tradition at skabe
saadanne Samlingspunkter gennem Nedsættel-
sen af Komitéer. I den senere Tid skyder
der da ogsaa Kraftkomitéer frodigt frem i
alle Lande, selv i Danmark, hvor vi for ll/%
Aar siden fristedes til at følge de andres
Eksempel, om end med et mere begrænset
Tilsnit. Men Flertallet af alle disse Komi-
téer vil sikkert faa samme korte Levetid
som den første, der stiftedes i London for
100 Aar siden. Thi en Kræftkomité kan
kun vinde Eksistensberettigelse og tilstrække-
lig Myndighed, naar den lige fra Begyndelsen
Dages Observation. Denne Plan er allerede fører Arbejdet ind i et praktisk og almen nyt-
tigt Stoor% endvidere uden Betankning støtter
sig til Offentligheden ved at vakke Publikums
Interesse for Sagen og endelig gør Programmet
omfattende og vagtigt. Det første Fremstød
skal netop være saa virksomt som muligt,
medens det kun tjener til at svække Interes-
sen, naar man gaar altfor forsigtigt, prø-
vende og ubemærket til Værks, ligesom hele
Bevægelsen derved let ebber ud i det rene
Intet. Vi kan i den Henseende lære ikke
saa lidt af Tuberkulosens Foregangsmænd,
der straks gjorde Spørgsmaalet nationalt og
støttede Arbejdet til Oprettelsen af Sanatorier.
Paa samme Maade er man for Kræftens
Vedkommende gaaet frem i England, Tysk-
land og Amerika med Resultater, der lover
det bedste for Fremtiden. Det gælder derfor
om at centrere Bevægelsen paa rette Maade
ved at skabe et fast Udgangspunkt, som
bragt til Udførelse ved flere af de særlige
Hospitaler, hvor der samtidig lægges Vægt
paa at gennemføre en omhyggelig Behandling
af de mange, som endnu kan færdes ude
og maaske nogenlunde passe deres Arbejde,
men som ved idelige Opsættelser har berøvet
sig selv den sidste Mulighed for en virke-
lig Helbredelse. Det er nemlig af største
Betydning, at der gives disse Patienter Lej-
lighed til en saadan Behandling, hvilket nu
kun i ringe Grad er Tilfældet, fordi de der-
igennem ofte langt længere er i Stand til at
bevare deres Arbejdsevne og nyde et for-
holdsvis Velvære. Desuden er det Tanken,
at disse Stationer samtidig skulde virke som
en Slags Dispensaires, hvorfra der ydes Hjælp
til de sengeliggende Patienter i Hjemmene.
*) Livmoderkræften og Kampen for dens Hel-
bredelse. 1905.
— 403
Kampen mod Kræften
alle kan tage og føle paa, men et saadant
Centrum kan kun tænkes virkeliggjort i
Form af et Hospital. — For nogen Tid siden
har Prof. Howitz i Ugeskrift for Læger med
den varmeste Interesse fremhævet Hospitalets
Betydning, ligesom Forfatteren, ud fra per-
sonlige Erfaringer i Udlandet, for nylig
rejste Spørgsmaalet til Diskussion i vort
medicinske Selskab.
Det er klart, at intet Sted vil Gærningen
bedre kunne samles end paa et saadan Hos-
pital. Det daglige Arbejde her maa kunne
give Impulser og rumme Muligheder som
aldrig ellers, fordi hele Stoffet er lagt til
Rette paa bed-
ste Maade. Nu
er det jo saa-
ledes, at der ide-
lig dukker nye
Midler op mod
Kræft, som af
Opfinderne er-
klæres for mere
eller mindre
ufejlbarlige. Og
selv om de med
Rette modtages
med Mistillid,
ligger der dog ofte en fornuftig Tanke til Grund
for deres Anvendelse. Mange burde derfor
underkastes en systematisk Prøve, medens
man nu som Regel ingen Hensyn tager til
dem eller i det højeste ofre dem et Par til-
fældige og ugennemførte Forsøg. Det er dog
paa Forhaand ingenlunde udelukket ad denne
Vej at naa til en virksom Kræft-Behandling
ud over den rent operative, saaledes som
det gentagne Gange er lykkedes ved andre
Sygdomme. Hospitalet bør derfor i hele sin
Arbejdsmaade virke som en ikke blot human,
men ogsaa videnskabelig Institution, hvor der
bestaar det intimeste Samarbejde mellem Kli-
niker! og Laboratoriet. Men det er indlysende,
at dette Arbejde kun kan gennemføres paa
Steder, som udelukkende er baserede paa
Middlesexhospitalet i London
Behandlingen af denne ene Sygdom, da der
hertil kræves fuldt op af Plads og Tid i Ste-
det for de Brøkdele, Kræftpatienterne nu
maa lade sig nøje med. Thi der er
overmaade ringe Plads for disse Patienter
i Øjeblikket, naar da netop de faa undtages,
som egner sig til en indgribende Operation,
og der findes saa godt som ingen Steder,
hvor en fortsat Behandling kan blive gennem-
ført efter Udskrivningen. Fra Kommune-
hospitalet alene udskrives der saaledes hvert
Aar henved 130 Patienter med Kræft, som
foreløbig ingen Udsigt har til Helbredelse,
og som alle i høj Grad trænger til Røgt og
Pleje. Men kun-
de vi følge hver
af disse gennem
Resten af deres
korte Levetid,
vilde Vejen sik-
kert for de fær-
restes Vedkom-
mende føre til-
bage igen eller
ind paa en eller
anden Stiftelse,
men de fleste
vilde vi finde
lidende under ulykkelige Forhold i Hjemmet.
Flertallet er Kvinder, og for dem er tilmed det
daglige Livs Krav ofte saa bydende, at de
vanskelig kan give efter, men saa at sige
næsten dør staaende eller — begaar Selvmord
af Fortvivlelse. Der er da ingen Tvivl om,
at for mange af dem vilde et fortsat Hospi-
talsophold være den største Lykke.
Erfaringen viser, at der i Udlandet er saa
stor Trængsel om disse Pladser, at mange
staar paa Ekspektancelisterne uden nogen-
sinde at komme ind. Og færdes man paa
saadanne Afdelinger, hvor alt er smukt og
venligt indrettet, bliver det let forstaaeligt,
at disse Mennesker, der ofte er saa dybt
fortvivlet stillede udenfor Hospitalet, føler
alt dette som et Paradis, hvor de taknemlige
404
Kampen mod Kræften
og lykkelige falder til Ro. Taler man med
Patienterne og Sygeplejerskerne faar man
egentlig heller ikke Indtrykket af at være
paa Steder, hvor saa at sige Haabet er ladt
ude. Det ligger nu en Gang ikke i Menne-
skets Natur at opgive Haabet, og her er der
netop, hvad man ikke tænker sig straks, saa
meget, der giver det Vækst. Patienterne be-
høver end ikke at vide, de har Kræft. Der
lægges jo adskillige ind til Observation alene,
andre udskrives virkelig helbredede, fordi de
kom tidlig nok, og mange bedres saa bety-
delig, at de
maaske kan
begynde at
arbejde igen.
Her er Lej-
lighed nok
til at haabe
og til, selv
for de daar-
ligste, at lade
sig bedrage,
naar man en-
delig ikke vil
være sand
mod sig selv.
Stort bedre
er det da hel-
ler ikke med Sanatorierne, hvor det langt over-
vejende Flertal kun bedres for en kortere Tid.
Thi vi maa vel huske, at der ikke her er Tale
om en Plejestiftelse for uheldbredelige i sid-
ste Stadium, hvilket at flere Grunde er for-
kasteligt. Hospitalet maa netop kunne op-
fylde alle Krav for at blive det Bevægelsens
Centrum, det skal være. Men herved fjær-
nes ogsaa Haabløshedens Stempel fra dets
Porte, fordi det kun er et Mindretal af Pa-
tienterne, hvis Spor føre ind og ikke ud
igen. Den uhyggelige Klang, som Sygdom-
men har, vil paa denne Maade mildnes en
Del, selv om man vel nok foreløbig skal være
forsigtig med at gaa saa vidt som i London —
at skilte med Navnet paa Hospitalets Facade.
Kræfthospitalerne er af gammel Dato i
England. For over 100 Aar siden aabne-
des den første lille Afdeling paa Londons
Middlesex-Hospital, og senere har flere Byer,
som Liverpool, Manchester og Glasgow,
fulgt Hovedstadens Eksempel. Nu findes der
her et stort, selvstændigt Kræfthospital ude
i Brompton, en Forstad til London, ligesom
hele den ene Fløj af The Middlesex for ny-
lig er ombygget og udelukkende indrettet til
Behandling af denne Sygdom. I Stueetagerne
findes der begge Steder store Laboratorier,
og Sygestuer-
ne er lyse og
rummelige.
De høje Fa-
jancepaneler,
det mægtige,
engelske Ild-
sted midt paa
Væggen, Læ-
nestolene,
Malerierne og
Bordene,
bugnende af
Blomster ■ —
alt bidrager
til at gøre et
En Sygestue med Kræftpatienter paa Middlesexhospitulet. ,. .,
venligt og til-
talende Indtryk. Patienterne har udstrakt
Tilladelse til at se deres Venner og Familje,
Kosten er mere varieret end den sædvanlige
Hospitalskost, Mændene har Lov til at ryge
i deres Dagligstue, der sendes Bøger og
Aviser i Mængde, der holdes Oplæsninger,
sørges jævnlig for musikalsk Underholdning,
og paa de Dage, Vejret er smukt, gives der
ofte Patienterne Lejlighed til Køreture. Man
maa indrømme, alt muligt er gjort for at
gøre dem Opholdet saa lykkeligt som muligt.
Det er dog først i de senere Aar, at andre
Lande har indset Nødvendigheden af at tage
Opgaven op paa lignende Maade som Eng-
land. I Slutningen af forrige Aarhundrede
blev saaledes flere Kræfthospitaler byggede i
.—-..-. 405
Kampen mod Kræften =^--
Nordamerikas store Byer, noget senere aab-
nedes et lignende i Moskva, der efter Bil-
lederne at dømme synes ganske overdaadigt.
De store Fællesstuer er helt undgaaet her,
idet næsten alle Værelserne kun er paa 1 — 2
Senge. Omtrent samtidig tog man i samme
Øjemed to Pavilloner i Brug paa Berliner-
Charitéens Grund, og for et Par Maaneder
siden indviedes et stort Hospital i Heidelberg,
som ved sin hele Indretning og den Alsidig-
hed, hvormed Planen er lagt for det frem-
tidige Arbejde, kommer tæt op til Idealet af,
hvad man kan forlange af en saadan Institu-
tion i vore Dage. . ..
Frankrig har i
over 50 Aar i
Lyon og Paris
haft et Par vel-
gørende Stiftelser
med stærkt religi-
øst Præg, der
udelukkende er
beregnet for kvin-
delige, uhelbrede-
lige Kræftpatien-
ter, og hvis væ-
sentligste Opgave
bestaar i at pleje
Kræfthospitalet
de syge og lære dem at dø smukt. Læge-
autoriteterne har dog for ganske kort Tid
siden ogsaa her taget Sagen i deres Haand,
og det ikke blot ved Dannelsen af en
ny Komité — den ældre afgik ved Døden
for 10 Aar siden — men de er samtidig
begyndt med en saadan Realitet som 100,000
Francs, der er skænkede af Rothschild som
Basis for Oprettelsen af en stor Kræftinstitu-
tion.
I det hele taget har man ingen Steder
i Udlandet betænkt sig paa at bringe Ar-
bejdets Plan til Offentlighedens Kundskab,
og overalt er en saadan Henvendelse bleven
mødt af Autoriteterne og private med den
største Offervillighed. I de Dage den engel-
ske Nationalkomité blev dannet, tog saaledes
Prinsen af Wales Anledning til at give en
stor Banket, under hvilken han udviklede
det nye Foretagendes Maal og straks satte
en Indsamling i Gang. Resultatet blev en
Driftskapital med c- 50,000 £ i aarlig Rente.
Kongen er Komitéens Protektor og Prinsen
af Wales dens Præsident. De fleste af Hos-
pitalerne og Laboratorierne er oprettede væ-
sentlig for private Midler, men derefter har
Kommunen eller Staten overtaget deres Drift.
I Berlin nyder f. Eks. Central i nstitutet for
Kræftforskning en aarlig Statsunderstøttede
paa 53,000 Mark. Bevægelsen støttes des-
uden flere Steder
af Assurancesel-
skaber og Syge-
kasser, der ud-
betaler visse Pro-
center af deres
aarlige Indtægt.
Og den festlige
Maade, hvorpaa
Kræfthospitalet i
Heidelberg blev
indviet sidste Sep-
tember Maaned,
vidner yderligere
om en udbredt
Brompton.
Forstaaelse af Sagens sociale Betydning. Ind-
vielsen foregik paa det gamle Ruperto-Carola-
Universitet under de højtideligste Former i
Nærværelse af Storhertugen af Baden, Byens
Kommunalbestyrelse, Fakultetet, Kultusmini-
steren og en særlig Repræsentant for det
tyske Rige. Men desuden var der ikke blot
fra næsten alle Evropas Stater, men ogsaa
fra Rusland og Amerika, mødt talrige Ud-
sendinge, som de følgende Dage samledes til
den første internationale Kraftkonference.
Over for al denne Virksomhed kan man
ikke andet end blive slaaet af den Tomhed,
de hjemlige Forhold byder paa, og det er
ubegribeligt, at enkelte alligevel rolig kan
erklære, at der i Øjeblikket intet foreligger,
som berettiger til at „ forurolige" den offent-
406
Kampen mod Kræften
lige Mening. Det er nemlig ganske fejlagtigt,
-at ville gøre hele denne store Sag til et rent
videnskabeligt Spørgsmaal. Den offentlige
Mening vil sikkert føle sig langt stærkere
foruroliget, naar den bliver klar over, hvor-
ledes Tingenes Tilstand i Øjeblikket er, og
hvor lidet alvorlig de tages. Folk bør vide,
4it Kraften, ligesom Tuberkulosen, er en Syg-
dom, der paa visse Betingelser har Udsigt til
4it heldbredes , og de maa lare disse Betingelser
at kendt. Men de bør ogsaa vide, hvor mange
der nu lider under de usleste Forhold. De bør
vide det, fordi vi gennem Oprettelsen af et
særligt Hospital eller sarlige Afdelinger er sikre
paa i begge Henseender at kunne yde en virk-
som Hjalp.
Man siger, Danmark er for lille til at bygge
paa den private Kapital, men denne har dog
ved mange andre Lejligheder vist sig paa-
lidelig nok. Desuden vil sikkert Myndig-
hederne give efter for Nødvendigheden, naar
først Publikums Interesse og Initiativ er vakt.
Men i hvor høj en Grad dette tiltrænges,
derom vidner de Komitéforhandlinger, der i
disse Dage er blevet ført paa Københavns
Raadhus i Anledning af en forestaaende in-
ternational Kongres for Filantropi. Paa det
righoldige Program optager Tuberkulosens
Bekæmpelse en hel Sektion, men Kampen
mod Kræften synes ingen at haye ofret en
Tanke. Og dog er en Institution for ratio-
nel Kræftbehandling og Kræftforskning en
Opgave, der ikke længere kan skydes tilside,
saa vist som det kun er ad den Vej, ogsaa
vi vil blive i Stand til at afhjælpe en skri-
gende Nødstilstand og tage virksom Del i
den kulturelle Kamp, der nu føres Verden
over for Kræftens Bekæmpelse.
' 1 --^^ J. i
i
r amwir
Kræfthospitalet i Moskva.
407 -
TRAKTATEN MELLEM DANMARK OG PREUSSEN
Den 11. Januar sluttedes følgende Af-
taler mellem Danmark og Preussen:
„Efter at Grænserne mellem Danmark
og Preussen er blevne fastsatte ved
Wiener-Fredstraktaten af 30. Oktober
1864 og ved de Dispositioner, som Hans
Majestæt Kongen af Preussen og Hans
Majestæt Kejseren af østerrig havde
truffet i Medfør af nævnte Traktat, have
hans Majestæt Kongen af Danmark og
Hans Majestæt den tyske Kejser, Konge
af Preussen i det for Preussen paa dets
Anmodning handlende tyske Riges Navn,
besjælede at det overensstemmende Øn-
ske at se. den Uro fjernet, som findes i
visse Befolkningskredse, særlig i Hen-
seende til deres statsborgerlige Forhold,
og i den Forventning, at denne af begge
Parter tilsigtede Virkning tilfulde vil blive
opnaaet ved nærværende Overenskomst,
idet hver af de to Regeringer paa sit
Statsomraade og indenfor Rammen af
sit Lands Lovgivning forpligter sig til
paa enhver Maade at virke i dette Øje-
med, udnævnt som deres Befuldmægtigede
til at afslutte en Overenskomst herom:
Hans Majestæt Kongen af Danmark. Aller- .
højstsammes overordentlige Gesandt og
befuldmægtigede Minister, Kammerherre
Johan Henrik Hegermann-Lindencrotie.
Hans Majestæt åen tyske Kejser, Konge af
Preussen Allerhøjstsammes Statssekretær
for de udenlandske Anliggender, virkelig
Gehejmeraad Heinrich Leonhar d von Tschirschky
und Bøgendorff, hvilke efter at Fuldmagterne
fra begge Sider er befundne i god og
rigtig Form, er komne overens om føl-
gende Artikler:
Artikel I.
Den preussiske Regering vil optage
i det preussiske Undersaatsforhold de
paa preussisk Statsomraade bosatte na-
tionalitetsløse Optantbørn, hvorved- for-
staas de efter Faderens Optionserklæring,
men inden den danske Indfødsretslov af
19. Marts 1898 traadte i Kraft, udenfor
Danmark fødte Børn, naar de ansøge
derom og de almindelige lovbestemte
Forudsætninger er til Stede.
Artikel II.
Den Ret, som hver af de kontraherende
Parter har til at nægte den anden Parts
Borgere Ophold, enten ifølge retslig Ken-
delse eller for Statens indre og ydre
Sikkerheds Skyld eller af Fattigforsørgel-
ses- og Ordenspolitihensyn, berøres ikke
af foranstaaende Artikels Bestemmelser.
Denne Ret gælder for den preussiske
Regering ogsaa ligeoverfor de Optantbørn,
som ikke have benyttet den dem i Artikel 1
tilstaaede Ret til at blive preussiske Stats-
borgere eller hvis Ansøgninger have
maattet afvises, fordi de lovbestemte For-
udsætninger mangle. Disse Optantbørn
vil den danske Regering ikke nægte Op-
hold i Danmark, for saavidt der ikke
ifølge dansk Ret foreligger andre Grunde
dertil.
Artikel III.
Begge Regeringer er enige om, at der
ved Optantbørn i Artikel 1 og Artikel 2
i nærværende Overenskomst skal forstaas
ikke blot Efterkommere i første Led,
men ogsaa disses Efterkommere.
Artikel IV.
Ratifikationen af nærværende Konven-
tion skal ske saa snart som muligt og
Udvekslingen af Ratifikationsakterne fore-
gaa i Berlin.
Til Bekræftelse heraf have begge Par-
ters Befuldmægtigede undertegnet Kon-
ventionen i dobbelt Udfærdigelse og for-
synet den med deres Segl.
Sket i Berlin den ellevte Januar 1907.
(S. L.) 1. Hegermann-Lindencrone
(S. L.) von Tschirschky.u
408
Traktaten mellem Danmark og Preussen
Denne Konvention er herhjemme ble-
ven omtalt som en dansk diplomatisk
Daad af Rang. iMan forstaar ikke
denne Tale uden at faa en ydmygende
Følelse af, hvor ringe det egenlig er fat
med dansk Udenrigspolitik. Det, der er
sket, er, at „den preussiske Regering vil op-
tage i det preussiske Undersaatsforhold de
p^a preussisk Statsomraade bosatte natio-
nalitetsløse Optantbørn . . . naar de an-
søger derom og de almindelige lovbestemte
Forudsætninger er tilstede". Man skulde
synes, at det maatte være et indre preus-
sisk Anliggende, og at Danmark ikke
her var nødt til at hjælpe Preussen med
at komme udover en statsretslig Util-
børlighed. Danmarks Medvirkning vilde
være nødvendig ved Optantspørgsmaa-
lets Løsning, d. v. s. ved at Optanterne —
og ikke som nu kun deres Børn — kunde
faa Sikkerhed for deres Bolig paa den
Jord, som var deres før Preussens var
Hohenzollernes, men om Optanterne
handler Traktaten ikke.
Noget er der imidlertid naaet, som vil
have Værdi for de danske Sønderjyder
i deres Nationalitetskamp, men mange af
dem vil det skære i Hjertet at se Ty-
skerne fortolke Indledningen til Traktaten,
som om Danmark har godkendt Preussens
og Østerrigs Ophævelse af Pragfredens
§ V. Mange af dem har nemlig knyttet
værdifulde Følelser til denne §, det er et
godt Vaaben i Kampen, men de danske
Sønderjyders Kamp hviler paa noget
langt solidere end paa brudte Stormagts-
løfter, den hviler paa samme Grund som
alle de andre undertrykte Nationers, som
alle undertrykte Menneskers overhovedet,
og det løses kun i samme Grad som
Ret bliver Magt. Det er det, der giver
Nordslesvigernes Kamp dens Indvielse,
det er det, der fører de bedste blandt de
unge ind i de danskes Rækker — de
kæmper for det, der ligger ovenover Fyrst
Biilows og Grev Råbens diplomatiske
Forudsætninger.
Over Valgkampen dernede i denne
Maaned og over den i Oktober ifjor var
der en Kraft og Stemning, væsenligst
baaren frem af helt nye Mænd, som
river med de sløve og modløse, ja selv
dem, der paa Sproggrænsen synes at
Ævret maa opgives. Disse unge er som
sig hør og bør Missionærer mer end Po-
litikere, hvorfor de har svært ved at for-
staa Hanssen-Nørremølles Taktik. Mod-
sætningen mellem østslesvigeme, der
først indsaa, at deres Repræsentanter i
den preussiske Landdag maatte aflægge
Eden for at kunne indtage deres Sæde,
og Vestslesvigerne, der holdt paa, at
Landdagsmændene skulde protestere ved
at nægte at aflægge Eden — denne Mod-
sætning er der stadig om end under nye
Former. Afdøde Redaktør J. Jessen, Vest-
slesvigeren, der gennem sit Blad gjorde
store Erobringer i østslesvig, staar som
Høvding for de sidste, mens Hanssen-
Nørremølle er Taktikeren, Politikeren,
der vil naa frem ved Forhandlinger, men
hvis Sind er lige saa dansk som det er
klart, og hvis Sjæl ikke er mindre varm
for Danskhedens Sejr end de varmblodiges.
Lad saa de tyske Aviser skrive der-
nede hvad de mener er det mest „tak-
tiske". Vi heroppe i Kongeriget holder
ikke op med vort „Sønderjyden" derfor.
Vor Regering vil altid føle det som en
Rettesnor for sin Udenrigspolitik at staa
i det korrekteste ja det venskabeligste
Forhold til vor mægtige Nabo mod Syd,
og heri vil alle danske støtte den; den
vil ogsaa som nu i dette Tilfælde hjælpe
samme Nabo i at udøve Retfærdigheds-
handlinger, og heri er det, at alle .danske
baade nord og syd for Kongeaaen vil
hjælpe den, og det er slet ikke andet
nogen af os vil med vort „Sønderjyden",
L. Af.
z=-z= 409 r
BLYANTENS MUNTRE MESTRE
Selvportræt 1907.
I. ALFRED SCHMIDT
K"
unstforeningen aabner snart
en Udstilling af den bril-
lante svenske Tegner Engstrdms
Arbejder. Han er ikke verdens-
berømt, han er ikke Maler, ikke
Kunst-Illustrator. Han er Vittig-
hedstegner, og selv uden Ver-
densryets Undskyldning er altsaa
Vittighedstegning Kunst, d. v. s.
naar den er det. Det er nu saa
sikkert, som det altid har været
sandt. Men i ret mange Aar har
det ikke staaet os klart her-
hjemme.
Og vi har dog længe haft
Alfred Schmidt.
I en Aarrække har han været
Københavnerlivets muntre, klare,
altid villige, ofte festligt vittige Aktualitets-
tegner. I Dagspresse, Ugeblade, Aarskalendere,
Lykønskningskort, Reklamebilleder, Karnevals-
Dekorationer m. m. har han drysset sine Tu-
sinder af Tegninger. Der er vist ikke den
Almanak, som ikke har kunnet glæde sig ved
Udbyttet af hans uopslidelige Flid. Etats-
raader har lét anerkendende af hans Bil-
leder, Hjørnesjovere har grinet hjerteligt. Han
har karikeret dem alle. De er allesammen
hans Venner.
Og han er alligvel en udmærket Kunstner.
Som næsten alle, der indgaaende har skil-
dret Kjøbenhavn, er Alfred Schmidt fra Pro-
vinsen. Man ser lettest det sære og pudsige,
naar man ser udefra. Faderen var Adjunkt
i Horsens, hvor Alfred kom til Verden 1858.
Han tegnede, fra han kunde holde en Blyant
— paa Klatpapirstumper og i Marginen af
Stilebøger. „Jeg tror ikke, disse Billeder
var Smigrerier mod Lærerne," skriver hans
Skolekammerat Herman Bang, „en og anden
Gang bragte de ham i Ulykke. Han kradsede
Alfr. Schmidt
ogsaa Tegninger op i Stedet for at regne,
og det bekom ham ikke vel.a Imidlertid
lykkedes det ham at overbevise sin Fader
om, at han havde Anlæg for Kunsten, især
ved den her gengivne Tegning fra fjorten
Aars Alderen, som Alfred Schmidt selv kal-
der sin „første Tegning". Den minder ikke
meget om vor
Tegner nu —
men adskilligt
om gode danske
For-Tegninger.
Saa kom han
paa Akademiet,
hvor han gik
tre Vintre. Om
Foraaret, naar
Skolen lukkede,
fordi Udstillin-
gen skulde ind
i dens Lokaler,
gik Schmidt i
Malerlære. Han
naaede at blive
udlært Svend.
Samtidig be-
gyndte han at
tegne i de da
florerende Vit-
tighedsblade,
„ Folkets Nisse",
„ Passe- Partout"
og Marcussens
„Falstaff". „Det
var vist noget
frygteligt
Stads", mener
han selv, „men man tjente da lidt". Det var
det vigtigste, for hjemmefra kunde han ikke
vente sig megen Hjælp. Han udstillede nogle
Gange paa Charlottenborg; Debut- Billedet var
mislykket, men siden naaede han at blive rost.
I Virkeligheden havde han ringe Følelse for
Farven — det var Tegner, han var. Han
blev det, ikke fordi han ej kunde være
Peter! Der kommer en Officer!
bleven en jævnt flink Maler. Han vidste fra
første Færd selv, han var Tegner, og netop
det vilde han være.
Den Gang gik det ikke saa nemt som nu,
hvor en Tegner er opdaget, saa snart et Par
Pennerids er lykkedes i et af vore let til-
gængelige Dag- eller Ugeblade. Dagspressen
brugte ikke Bil-
| leder saadan som
vor, og Ugebla-
dene var for-
nemme og fat-
tige. Der klæ-
bede den Gang
noget af det
mislykkede Geni
ved Karikatur-
Tegneren. De
fine Kunstnere
kunne naturlig-
vis give sig lidt
af med den Slags
Kunstens Ud-
skejelser, saa-
dan lidt ved
Siden af. Men
selv et Talent
som Fritz Jur-
gensen havde jo,
borgerlig vurde-
ret, en temmelig
tvivlsom Smag.
Og Stamtræet
ellers — Klæ-
strup, Gamborg,
Wiwel — stod
som Vildskud
paa Kunstens Overdrev. Hans Tegner alene
havde Rang og Anseelse, som han vel endda
først fik, da han hævdede sig som den store
Virtuos i lllustrationskunsten, udenfor Vittig-
hedstegningen.
Schmidt maatte den lange Vej rundt til
Redaktionernes lukkede eller trange Døre.
En Dag mødte han ved Dags-Avisen op med
God Morgen, Hr Kaptejn!
411
Alfr. Schmidt
en Tegning af Turister om ørsteds- Planke-
værket: han traf en venlig Mand ved Navn
Axel Henriques, som
købte Tegningen. Red-
aktør Secher blev vred
over det (og der var vist
ikke meget ved Kunstvær-
ket), men Henriques und-
skyldte sig: „han syntes
dog, der var noget i den
Tegning, som tydede paa,
det kunde blive til noget".
I 1880 forlod Hans Teg-
ner „Punch", og Schmidt
blev hans Efterfølger. Han
naaede ikke derfor Be-
rømmelsen. Vittighederne
i Bladet var Bladets Vit-
tigheder : det blev simpelt-
hen Tegnerne forbudt at signere deres Arbejder.
Selv naar lejlighedsvis en Tegning slog igen-
nem — som den lille Dreng, der gemmer
sig inde bag et Træ for en stor Hund, mens
han skæver til den forbryderiske Pisk ude
paa Vejen: „Det var inte mig!" — saa var
det „Punch", som havde været vittig, og
ikke Alfred Schmidt, som
havde udfoldet Talent; nej
paa ingen Maade.
Første Gang Alfred Schmidt
dukkede frem var i „Oldfux"
Aargangen 1883, da Hans
Tegner var i Udlandet. Han
naaede ved den Lejlighed at
blive nævnt som en ung
Mand A.Schmidt, „der vær-
dig traadte i sin Forgængers
Fodspor". Det var allerede
en Ære, en lidt bleg Ære.
Større Navnkundighed vandt
han, da han samme Aar
udgav en Række Tegninger
„Indfald med forskelligt
Udfald", og Barndomskammeraten Herman
Bang i den Anledning skrev en af sine uhyre
Munkene (Tegning Ira Drcngeaarcne).
læste og omstridte „Vekslende Themaer" i
Nationaltidendes Søndags-Feuilleton : nEn Nyu,
med indgaaende og prote-
gerende venlig Omtale.
„Fremtiden vil sikkert
vise, at vi have faaet en
Illustrator til at bære
Laurbærrene ved Siden
af Hans Tegner. Medens
denne illustrerer Holberg,
burde Alfred Schmidt
have en moderne Gruppe.
Han bør illustrere „Kjø-
benhavneriets" uskrevne
Roman." Alfred Schmidt
knejste som en ung Gud.
^ „Den Dag syntes jeg jo,
alle Mennesker saa efter
mig paa Gaden."
Hans Lykkebæger blev snart blandet med
Malurt. Den lidt uheldigt formede Panegyrik
kaldte Karl Madsen frem : i Dags- Avisen an-
meldte han nu Schmidts lille Samling —
med Front mod den „aldeles utilbørlige
Maade", paa hvilken Bang havde skamrost
den unge Tegner. Det var kun en ringe
Trøst, at den celebre Kritiker samtidig, med
Henvisning til et dygtigt Gaard-Interiør paa
Charlottenborg -Udstillingen, formildende til-
føjede, at han „vækker et grundet Haab om,
at han vil tage] Skeen i en anden Haand".
Drengen
med Handsken
Utvivlsomt havde Karl Mad-
sen Ret i sin Kritik. Men det
kan jo ikke nægtes, Bang fik
Ret.
Schmidt beholdt Blyanten i
samme Haand, og som bekendt
kom han til at illustrere Kø-
benhavneriets den Dag i Dag
uskrevne Roman — ikke dri-
stigt skildrende eller dybt skæ-
rende, men med en Række
muntert smilende, lunt spot-
tende, godmodigt
412
karikerende /\c
S
Skitscbogsblad
(Tietgen).
Alfr. Schmidt=
—^-^
Forlags-Direkteren.
Digtere under Censur.
Randtegninger, som i stort Tal vil beholde
deres kulturelle Værd og — i noget snævrere
Udvalg — kunstnerisk bevare hans Navn.
Han har skildret det ud fra sit ærlige Kend-
skab og sit Blodsfællesskabs smilende For-
staaelse.
Han er dybt beslægtet med visse af de
solideste Egenskaber hos den gode By Køben-
havn, som den var og delvis endnu er.
Herman Bang fandt i sin Feuilleton hos vor
Tegner en Blanding af Kollings hjertelige
Lune, af det let satiriserende, flot kjøben-
havnske hos Skuespiller Wulff og imellem
Stunder et arrigt Glimt af Zinckske Grimacer.
Ser man nu hine Tegninger, faar man Ind-
tryk af, at dette for en Del er feuilletonistisk
fafon de parler. Men Schmidts videre Ud-
vikling bragte det i hvert Fald til at passe.
Hans Karikatur havde i lange Tider netop
noget af denne bravt elskværdige, let flotte,
undertiden lidt gnavne Folketeater-Borgerlig-
hed.
Schmidt var gaaet ind til en Bestilling,
som egentlig ikke var borgerlig anset. Nuvel,
han skulde vise, han var saa god en Borger
som nogen af de andre, hvad han virkelig
ogsaa er. 1 alle disse Aar har han fra
Morgenstunden, naar han kom hjem fra sit
Morgenbad, Dag efter Dag siddet ved sit
Arbejdsbord og tegnet. Kafeer og „Strøg",
Teater og Rangleri lod han de andre om,
naar det ikke netop blev bestilt af ham.
Afset fra Forretningsafbrydelser og nødven-
digt Rend, hvor der var noget, som skulde
ses og tegnes, har han siddet der indtil
Aftenens Spaseretur. Tidlig op og tidlig i
Seng. Saa faar man udrettet noget.
Punktlig i alt sit Væsen, ulastelig i Dragt
som i Optræden, elskværdig, men med dette
underfundige Blink i sit altid aarvaagne Blik,
der gør det raadeligt at passe en Smule paa,
er Alfred Schmidt gaaet gennem Livet som
det uangribelig korrekte Samfunds-Menneske.
Dette er den personlige Baggrund for hans
Kunst. Derefter forstaar vi som givet, at
Storbyens Flitter og forfløjne Letliv spiller
en saa meget ringere Rolle i hans Tegninger
end hos hans fleste inden- og udenlandske
Fanden ogsa», saa dctjtrækkcr her paa Fælleden !
Undskyld, Hr. Kaptejn! Skal jeg lukke Leddet 1
413
Alfr. Schmidt
„Jensen er valgt !"
Kolleger. Det er heller ikke underligt, at
det evig kvindelige ej just er bleven hans
Blyants Sag: det uroligt yndefulde, pikant
æggende, flygtigt hensmilede er ham ganske
fremmed. Saa lidt som han finder Udtryk
for det groft brutale eller idealt fantastiske.
Schmidt er Realist i Kraft af sit klare, roligt
borgerlige Blik. Han skal nok finde alle
dem frem, der skaber sig, paa Trods af
juste milieu. Men dem, han forstaar, tegner
han med indtrængende, tit baade fin og skarp
Karakteristik. Madammer, ældre
Pebersvende, skikkeligt forhutlede
n Bisser", fine Samfundsspidser,
hvem Flyvelyster har bragt ud
af deres adstadige Ligevægt —
hele det egentlige Borgerskab,
med tilhørende Militær naturlig-
vis, jævnt, fredeligt, eller koket
oppudset. Intet er mere beteg-
nende til Sammenligning mellem
dansk Soldatervæsen og tysk end
Schmidts Kriger- Karikaturer —
der ikke kendes ved det Ord Mili-
tarisme — og tilsvarende tyske.
Hans Galleri af „Jenser1* er klas-
sisk, med deres poliske Sveden-
hed, deres brave Godmodighed
og sejge Uimponerethed. Og
endelig kommer saa hertil, som den rette
borgerlige Lyrik, en Række indtagende Barne-
billeder, af en frisk Nydelighed og paalidelig
Virkelighedssans, der behageligt holder dem
fra det søde.
Jævnlig har Alfred Schmidt faaet at høre,
at han ikke er ondskabsfuld nok. Hvorledes
skulde han kunne være det
med hele sit Anlæg og Tem-
perament? Dansk Humor,
saa lidt som engelsk, ligger
jo i det Hele det ætsende
skarpe fjærnt. Bar Venlig-
hed er han som bekendt hel-
ler ikke: af og til har han
vist Kløerne paa nok saa
uforglemmelig Vis. Mere har
simpelthen ikke Forholdene
tilladt ham. Vi er et lille
Samfund med Hensyn at
tage til Abonnenter, Forlag,
Venner og Bekendte. Er vi i Grunden ikke
alle Venner og Bekendte!
Fornærme har han kun sjældent villet.
Derfor har Folk sjældent eller aldrig taget
ham hans Karikaturer ilde op; selv om hans
Blyantspids har kradset lidt, har selve Op-
mærksomheden til Gengæld kløet velbehageligt.
Direktør Thrane.
= 414
l.2«-~W -
Alfr. Schmidt
Bliver han nu ikke sommetider kedelig,
med denne Sindsligevægt og denne tilforlade-
lige Høvlebænks-Flid, som gemmer den hele
danske Samtid magasineret og rubriceret i
Mapper med en Uendelighed af Fotografier
og Portrætudklip fra Ugeblade og Aviser?
Underlig nok, han ger det ikke. Han kan
naturligvis blive stereotyp; jeg kender ingen
Tegner, der ikke kan blive det. Man skal
ikke lade sig narre af, at dette tilsyneladende
ikke gælder
denne og hin
fremmede
Berømthed
— hvis Bil-
leder vi kun
ser i Ny og
Næ.
Man kan
kun forbav-
ses over, at
Alfred
Schmidt ikke
er bleven helt
anderledes
maskingjort.
Han har sik-
kert ikke
holdt sin
Kunst fornem
nok, ikke sat
sig selv højt
nok: Han har
rent ud ikke -*■•»
følt sig be-
rettiget til at
sige nej til
en hvilken
som helst Be-
stilling. Men
naar han al-
ligevel ikke
er størknet i
denne væl-
dige Produk-
tion, der lige-
som har til-
ladt enhver
Haandværker at slaa ham paa Skuldeien og
sige du til ham, har dette flere værdifulde
Grunde.
Først og fremmest har han ikke blot teg-
net sine Bestillinger. Han har en Skitsebogs -
Samling, som vistnok vilde faa de fleste
= r— - 415
• Xrkftto iftft • afttn
Malere til at studse. Men en større Skitse-
Samling ejer han dog i sin egen Hjerne.
De fleste Mennesker husker han, naar han
har faaet Lejlighed til at se lidt paa dem.
„Naar jeg har faaet rigtig Kig paa en Mand%
siger han selv „tror jeg nok, jeg ved, hvor-
dan han er og hvordan han gaara. Paa
sine Ture fra og til Arbejds-Bordet bruger
han sine hastige, skarpe Øjne. Undertiden
smutter han ind i en Gadedør for i en Hast
at ridse en
karakteri-
stisk Kontur
op i sin No-
tes-Bog. Han
er selv altid
i Orden og
derfor altid
oplagt.
Men der-
næst har hans
stadig tilta-
gende For-
bindelse med
Aktualitets-
Tegningen
været ham af
uvurderlig
Værd. Folk
paastaar, at
Døgn-Livets
Uro sløver
sine Dyrkere.
Netop Døg-
nets uad-
vendte Ar-
bejde har
været denne
Tegner en
Kilde til
Friskhed og
Fornyelse.
Rutinen hav-
de han næ-
sten ligestrax
fra sin Debut:
allerede Karl
Madsen ad-
varede ham imod den — da han var 25 Aar
gammel. Men hans Streg var forsigtig, spinkel,
ligesom prøvende. Det laa noget noget i For-
billederne, noget i egen Natur, noget i den
gamle Teknik, der af Sparsommelighedshen-
syn tvang vore Tegnere til at bruge det
Pigen fæstes.
Alf r. Schmidt
1
autotypiske Tusch direkte paa
det fedtet glatte Overførings-
Papir, hvor Rettelser var en
Umulighed. Det blev uvilkaar-
lig til pillen Skjønskrift — hvor
de unge Tegnere nu uden Be-
tænkning kradser løs med Kul
og Kridt.
Blad-Tegningen gjorde hans
I Linjer grovere og dristigere.
*1 Den vendte hans Blik udad, helt
bort fra vor hjemlige Borgerlig-
hed. Den gav ham Emner, hvor
hans Mod og Fantasi voxede.
Han, der i „Fliegende Blåtter* var endnu spid-
sere og korrektere end hjemme, ja næsten pynte-
lig, fik her en Bredde og Frejdighed, som stiller
adskillige af hans udenrigske Karikaturer højt
i vor Tids evropæiske Galleri — tænk blot paa
berømte Billeder som „Onkel Lubbe" og „Søn
af Huset".
Men hvor rig en naturlig Friskhed, maa
han ikke have haft, hvor ukuelig en Udvik-
lingsmulighed for gennem sit Almanak- Vid-
og Reklame-Tegneri stadig at kunne arbejde
sig højere op og videre frem.
Fra Skitsebopen:
Drengenakke.
Alfred Schmidt har selv til de sidste Aar
været i stadig Udvikling. Han har tegnet
sig ud af den folketeaterlige Jævnhed. Hans
Karikaturtegning har i de bedste Billeder ud-
viklet sig til en brillant Karakter-Skitsering:
Jeg er uærbødig nok til at mene, at der er
mere Tietgen i hans Karikatur end i den,
de har stillet op udenfor Børsen. Der kan
nu ogsaa i hans hjemlige Tegninger komme
en enkel Helhedsvirkning, en pludselig Fan-
tasi af den festligste Virkning, som oprinde-
lig næppe anedes. Tænk blot paa Raadhus-
billedet, hvor Borgerrepræsentant Borgbjerg
springer op som Trold af en Æske for at
melde den første socialistiske Borgmesters Valg,
eller et snart ikke længer moderne Samfunds-
billed som den karakterfuldt vit-
tige Sati re over vore trætte, sløve
selvopgivende 20-aarige.
Grundlaget er stadig det
samme forstandig borgerlig re-
serverede. Men Stilen er bleven
større, Humøret friskere, Fanta-
sien dristigere. Han er bleven
en fortræffelig Kunstner. Kære
Schmidt ! Hvor mange forfri-
skende hjertelig og gudskelov
ikke altid helt harmløs Latter
har De ikke givet os !
Vi maa nu snart have det
fint udvalgte Alfred Schmidt-
Album. Ernst Bojesen skyl-
der sin uvurderlige Medarbejder det. Han
skylder os det, som her vil faa en herlig
Billedbog og en Samling munter Kunst. . . .
Vi har her foreløbig givet et Par af dens
Blade. Tk. Mu*ck%
Fra Skitsebogen:
Portræt-Studie.
De paa 20 Aar.
•i*afctfiOaKfci:,lsmO>;*dft
MINDER FRA KJØBENHAVN,
RØDDING OG ASKOV I SEXTIERNE
Af Ludvig Schrøder.
„Lille Theologicum".
Ludvig Schrøder (i Midten med Pennen i Haanden) omgiven af sine Studenterkamme-
rater — F. Viberg, Otto Jacobsen, Trier, Jens Paludan-Muller, Christ. Bage, Schousboe.
Jens Nørregaard, Reinhold Hertel Marcus Dam og Ludvig Wagner — begyndende fra
venstre og bag om Bordet
Sidst i Juli 1860 tog jeg min teologiske
Eksamen. Til den skriftlige Del af den
havde vi for en Del svære Opgaver, skrev
jeg kort efter til Rektor Listov paa Herlufs-
holm*). Det kan man vide deraf, at fire
— og deriblandt to ret flinke Studenter —
forlod Eksamen, før den skriftlige Del var
færdig. Vi var lidet tilfredse med den kirke-
historiske Opgave, som stillede større For-
dringer til os om Kendskab til de avignonske
Paver, end vi, der havde hørt af Professor
Fr. Hammerich, at det var taabeligt at lære
Paverækken udenad, kunde gøre Fyldest.
*) I det, jeg her meddeler, vil jeg væsentlig
holde mig til Breve, jeg i sin Tid har skre-
vet; men — for ikke af trætte — anferer
jeg ikke alt, som det staar i Brevene, men
bruger Anførselstegn, hvor noget gengives
ordret.
417
Opgaven i nytesta-
mentlig Bibelforklaring
var det næsten umu-
ligt at blive færdig
med i de bestemte tre
Timer. Imidlertid stod
alle mine Afhandlinger
i Laud, og den dogma-
tiske endog i Laud-{-.
Ved den mundtlige Eks-
amen gik det godt. Dog
blev jeg i Dogmatiken
forstyrret ved et
Spørgsmaal om det
athanasianske Symbo-
lum, saaat jeg kom
til at tage Fejl i Ting,
jeg ellers har vidst
god Besked om. Der-
for fik jeg ikke det
„Udmærket" i Dogmatik, jeg nok ellers^
kunde have opnaaet. Men med mine 5
Lauder kunde jeg være vel tilfreds. Disse
Karakterer betragtedes blandt andet som et
sikkert Adgangstegn tit at blive Alumnus
paa Borchs Kollegium, naar der var Plads
ledig. Jeg fik en saadan en tre Maaneder
efter og boede der i to Aar.
Tidligere havde jeg ofte tænkt mig det
som et lykkeligt Fremtidsmaal at blive Ad-
junkt paa Herlufsholm, hvor jeg havde gaaet
i Skole fra 1848 til 54. Nu vaklede jeg
imellem en Fremtid som Præst eller et mere
videnskabeligt Liv; jeg kunde ogsaa tænke
mig at fortsætte med Undervisning i nogle
Børneskoler og samtidig at vejlede Studenter
til teologisk Eksamen og fordybe mig i
dansk Kirkehistorie; kunde jeg opnaa et
Rejsestipendium, da vilde jeg gerne opholde mig
28
Ludvig Schrøder
en Tid ved Universiteterne i Sverig og Norge
og maaske i England. Min Forlovede, Char-
lotte Wagner, var 1860 kun atten Aar, saa
der var ikke Grund til at haste med at søge
et Levebrød til at gifte sig paa. Hendes
Onkel, Sognepræst P. A. Fenger ved Vor
Frelsers Kirke, havde opfordret mig til at
tage Embedseksamen et halvt Aar tidligere
og saa blive Kateket paa Kristianshavn ; men
det mente jeg ikke at kunne blive færdig
til. I 1861 har jeg flygtig tænkt paa et
ledigt residerende Kapellani paa Læssø og i
et Brev spurgt min Ven M. A. Dam, der
var uordineret Medhjælper hos Stiftsprovst
H. E. Glahn i Aalborg, hvad denne Mand
og Biskop P. Chr. Kierkegaard vilde sige
til det, om jeg søgte Embedet; men det var
kun en Flyvetanke. Det kunde lettere have
ført mig ind i præstelig Gerning, da Niels
Lindberg, hvem jeg hjalp med „Dansk Kirke-
tidende", foi talte mig, at den brave Provst
Sørensen i Karby paa Mors var i Forlegen-
hed med at faa en Kapellan. Det førte til,
at jeg, som havde gaaet paa Pastoralsemi-
nariet i Vinteren 1860/61 med Stiftsprovst
Paulli (d. æ.) og Holmens Provst Munter
som Lærere, om Sommeren tog mine prak-
*"tiske Prøver. Biskop Martensen, som ledede
den kateketiske Prøve, vilde ikke afholde
den, medmindre tre Kandidater indstillede
sig paa én Gang. Gjerløff skulde være
Kapellan paa Samsø, og Sofus Høgsbro, der
var Forstander for Højskolen i Rødding,
tænkte paa at søge det ledige Præstekald
sammesteds; de savnede en Tredjemand til
den kateketiske Prøve, og Høgsbro kom der-
for til mig paa Borchs Kollegium. Vi gik
sammen til Biskoppen og fik vore Opgaver.
Det var helt højtideligt at se Martensen,
Professor Bornemann og Sognepræst Nikolaj
Blædel sidde i fuldt Ornat i Kordøren i
Garnisonskirken, hvor vi tre i Bogstav-Orden
maatte frem i vore sorte Klæder for at tale
med Børnene, der var mødt fra en af Sog-
nets Skoler. Mindre højtideligt var det i
Trinitatis Kirke, da jeg prædikede for Profes-
sor Hermansen og Præsten Jens Nielsen, der sad
bag et Gardin i et af Pulpiturerne og saa efter
i Opskriften til min Tale. Nogle af mine
gode Venner var mødte i Kirken, og de
sang, om jeg husker ret, baade før og efter
Prædikenen en Salme, saa det blev ikke
blot en Eksamen, men ogsaa en Gudstjeneste.
Inden jeg fik meldt mig til hansjTjeneste,
fik Provst Sørensen en Kapellan, og denne
blev vistnok hans Svigersøn. Det var kun
for at hjælpe en bekendt Hædersmand blandt
Danmarks Præster ud af en Forlegenhed, at
jeg .havde tænkt paa at blive hans Hjælper.
Jeg har følt det som en Lettelse, da Udsig-
ten lukkedes til at blive Hjælpepræst paa
Mors.
Der var kommen noget ind i min Livs-
udvikling, som viste hen til et andet Maal
end Præstegerningen. Til de Skoler, hvori
jeg underviste, hørte Melchiors store Borger-
skole, som dengang laa paa Nørregade. Be-
styreren var gammel Herlovianer, og dette
har vel haft sin Del i, at jeg som ung
Student var bleven Lærer hos ham. Jeg havde
begyndt med at regne med de mindste Drenge.
Siden fik jeg Undervisningen i Historie og
Geografi med en noget ældre Klasse, som
jeg fulgte tre Aar igennem. En af mine
Lærlinge her var Axel Helsted, der siden er
bleven en højt anset Figurmaler. Hans
Fader havde et Tegne-Institut, og han har
vistnok tidlig i Sønnen set en vordende
Kunstner. Han ønskede, at han skulde af-
slutte den Undervisning, han havde haft
som Barn, paa en friere Maade, og Sønnen
fik selv Lov til at vælge imellem sine Læ-
rere i Melchiors Skole dem, han ønskede
skulde undervise ham. Nytaarsdag 1861
blev jeg anmodet om at være hans Lærer,
navnlig i Dansk og Historie. „Idet jeg paa-
tog mig 6 Timers Undervisning i alminde-
lige Skolefag," skrev jeg */* Aar e^ter t!l
Rektor Listov, „foruden de 8, jeg havde
iforvejen, opgav jeg Tanken om at gøre den
418 -z
Ludvig Schrøder
teologiske Manuduktion til Hovedsag, og da
jeg med den friere Undervisning og Beskæf-
tigelse med Modersmaalet og Historien be-
standig mere følte mig draget til denne
Side, saa vaagnede Tanken om en snarlig
Ansættelse i Rødding*. Jeg har et Eksem-
plar af Grundtvigs Oversættelse af Sakse og
Snorre i den første Udgave, som jeg købte
paa Auktionen over Stiftsprovst Trydes Bø-
ger; disse Historieværker fordybede jeg mig
i for at kunne fortælle
Oldsagn og gammel
nordisk Historie saa liv-
ligt som muligt for min
lydhøre Lærling. De
nordiske Myter fortalte
jeg med Benyttelse af
Grundtvigs Bøger. Jeg
har ogsaa arbejdet mig
ind i hans „Optrin af
Nordens Kæmpeliv" og
hans Haandbog i Ver-
denshistorien. Naar
Grundtvig samlede Til-
hørere i sit Hjem om
de kirkehistoriske Fore-
drag, der siden blev trykt
under Titelen „Kirke-
spejl", var jeg til Stede,
ligesom de fleste Søn-
dage, naar han prædi-
kede i Vartov Kirke.
Med den bestandig stærkere Tilegnelse af
Grundtvigs Tankegang vaagnede Lysten til
at blive Ordfører for den paa en folke-
lig Ungdomsskole. At jeg blev Lærer paa
Højskolen i Rødding, hang sammen med,
at jeg ligesom flere af mine Venner blandt
de unge stundom kom sammen med nogle
„ grundtvigske Rigsdagsmænd", deriblandt N.
J. Termansen, og da Høgsbro for sin Rigs-
dagsvirksomheds Skyld skulde have en
Stedfortræder som Lærer i November og
December 1861, har han, — jeg for-
moder efter Termansens Raad — spurgt
Schreder og Charlotte Wagner.
419
mig, om jeg vilde [paatage mig denne Ger-
ning. Gennem Grundtvigs Svigersøn, P. O.
Boisen, i hvis Hus jeg ofte kom i den Tid,
vidste jeg Besked om /. L. Knudsen, der
var Lærer paa Rødding Højskole og gift
med en Broderdatter af Boisen. Jeg ven-
tede at kunne faa særligt Udbytte af Sam-
livet med Knudsen og henstillede derfor, om
jeg ikke kunde komme til at spise hos ham,
i alt Fald om Middagen, saa der kunde
blive rig Lejlighed til at
tale sammen. Knud-
sen, som havde lagt
Mærke til, hvad jeg
havde skrevet i „Dansk
Kirketidende" føjede sig
efter mig.
Det Ønske, Høgsbro
havde næret om at blive
% Sognepræst i Rødding,
var ikke bleven opfyldt.
Hans Svejstrup, der hørte
til Vilhelm Birkedals
nære Venner, var ble-
ven kaldet fra Nørup
ved( Vejle til at være
Sognepræst for Rødding
og Skrave, og han havde
tiltraadt sit Embede, da
jeg kom til Rødding.
Med ham kom jeg og-
saa i nær Forbindelse.
Høgsbro havde stillet mig ret frit med
Hensyn til hvad jeg vilde meddele Eleverne
af Historien, og jeg holdt mig til, hvad jeg
var mest glad ved. Blandt andet har jeg
fortalt Vølsungesaga og læst „Optrin af
Norners og Asers Kampa for dem. I det
hele befandt jeg mig vel i de Timer, jeg var
sammen med de unge. — J. L. Knudsen
havde allerede dengang bestemt sig til at
bryde op fra Rødding samtidig med Høgs-
bro. Naar denne følte sig stillet overfor
Valget imellem Skolen og Rigsdags-Virksom-
heden og lod den sidste faa Overvægten,
28*
Ludvig Schrøder
saa var det et Samarbejde med Kristen Kold,
der vinkede Knudsen. Vore Samtaler drejede
sig stadig om Kolds mærkelige Livsførelse
og hans ejendommelige Skolegerning, og
Sammenligningen mellem den og Rødding
Højskole gjorde, at Knudsen saa mange
Skrøbeligheder paa det Sted, hvor han var.
— Svejstrnp tog mig med til Ribe, da min
gode Ven Kristian Køster skulde ordineres
til at være Medhjælper hos Sognepræst Ples-
ner i Vedersø under dennes Sygdom. Jeg
har et Brev liggende, som Køster skrev 18.
December 1862 — Aarsdagen efter hans
Sofus Høgsbro.
Ordination — , hvor han dvæler ved vort
tidligere Samliv og saa tilføjer: „Navnlig
skal jeg ikke glemme, at du var med i Ribe,
det trængte jeg til, og det gjorde godt, og
maa dog for de Dage endnu mere takke
Svejstrup; tak ham fra mig, og sig ham,
at jeg nu og altid har ham kær og glemmer
ikke, at han vilde gaa til Alters sammen
med mig; han skal ogsaa have Tak for, [at
han indførte mig hos] Tage Mullers Døttre*),
*) Den ene var hans Plejedatter, Frederikke
Lorentzen, nu 90 Aar, hvis Billede findes i
Hejskolebladets sidste Julenummer med et
Digt af Christine Daugaard.
saa at mine lyse Minder fra Ribe kan samle
sig om deres Arne.a
Det var, saa vidt jeg mindes, efter en
Natterejse fra Rødding, at jeg en Morgen-
stund lige før Jul 1861, da jeg var paa
Vejen til min Forlovedes Hjem, mødte Høgs-
bro paa Slotspladsen, ikke langt fra Højbro.
Han spurgte mig ud, om hvordan jeg havde
fundet mig tilpas i Rødding, og da kom jeg
straks ud med, hvad Knudsen havde paa-
vist af Skrøbeligheder ved Forholdene der-
ovre. Høgsbro gik til Formanden for Rød-
ding Højskoles Bestyrelse, Etatsraad Flor, og
fortalte ham, hvad jeg havde sagt; da skal
Flor have udbrudt: „Saa kan vi jo heller
ikke bruge ham." Til min Hustrus Sødsken -
debarn, den gamle Rødding-Elev, Dyrlæge
Rasmus Fenger, som nærede et varmt Ønske
om at blive Lærer paa Skolen, sagde jeg,
hvad Knudsen havde faaet mig ind paa
med Hensyn til de naturvidenskabelige Fag.
Og da han havde fortalt det til sin Fader,
Præsten P. A. Fenger, fik jeg ved mit Jule-
besøg hos ham en streng Tiltale, som endte
med: Dixi et liberavi animum meum (jeg
har talt og lettet mit Sind), hvorpaa han
forsvandt ind i sit Studerekammer.
Straks efter Nytaar 1862 gik jeg op til
Etatsraad Flor. Det har været i en mere
dæmpet Tone, jeg søgte at forklare ham
mit Standpunkt. „Det vilde ikke ret lykkes
for mig under vor første Samtale", skrev
jeg 2. Juli 1862 til Rektor Listov, „da vi
straks kom til at tale om Anvendelsen af en
strengt videnskabelig Form navnlig i Frem-
stillingen af Naturlære, hvilken jeg var bange
for. Nogen Tid efter blev jeg opfordret til
at fortælle noget om Rødding Folkehøjskole
i Præsten Boisens Danske Samfund. Etats-
raad Flor fik det at vide og indfandt sig
imellem Tilhørerne. Jeg havde valgt mere i
Almindelighed at betegne Højskolens Formaal
og beskrive Vejen, den gik. Den var frem-
gaaet af et Ønske om at styrke den dansk
folkelige Bevidsthed, særlig til Kampen mod
- 420 - —
Ludvig Schrøder
Tyskheden. Den var støttet paa Erkendel-
sen af, at det er godt for Borgere i et frit
Folk at kende de offentlige Samfunds-For-
hold, Grundtrækkene i Administrationen og
Retsplejen. Og da det navnlig var Bønder,
der benyttede Skolen, maatte den meddele
dem al den Oplysning om deres særlige
Livsgerning, som de ønskede og Skolen
kunde give. Saaledes var det i tre Ret-
ninger, Skolen maatte gaa. Den maatte gen-
nem Modersmaalet og Fædrelandshistorien
vække den folkelige Bevidsthed, den maatte
opfostre dygtige Borgere ved en Beskrivelse
af Fædrelandets naturlige og borgerlige For-
hold, og den maatte lette Muligheden for
Bonden til at blive dygtig i sin Gerning.
En Del andre Ting maatte med, enten som
Hjælpemidler til at forstaa Hovedsagen, eller
fordi Eleverne af en eller anden Grund
trængte til dem. Hvad Naturlæren angik,
da henviste jeg den dels til Fædrelands-
beskrivelsen som Oplysning om Jordbunds-
forholdene, Plantevæksten og Dyreformerne,
der er fremtrædende hos os og betinger Be-
folkningens Liv, — dels lod jeg den faa
sin Plads under den tredje Afdeling, forsaa-
vidt den umiddelbart tog Hensyn til Ager-
dyrkerens Gerning, f. Eks. som Agerdyrk-
ningskemi. — Etatsraad Flor erklærede sig
meget tilfredsstillet ved min Skildring, og
der udspandt sig en morsom Samtale mellem
ham og en af de jydske Rigsraader (Jens
Jørgensen fra Bjerregaard), der ogsaa havde
meget med Bonde-Højskoler at gøre. — Fra
den Tid af tror jeg nok, at Flor var bestemt
paa at vælge mig til Forstander. Under et
kort Besøg paa Fyn tidlig i Foraaret fik
jeg Lejlighed til at erfare, at det ikke var
nogen klar Erkendelse af Skolens Maal hos
alle Lærere, men en levende Samfunds- Aand,
som gav Folkehøjskolen i Dalby {Kolds Skole)
sin Styrke. Desto mere glædede jeg mig
over, at en af mine bedste Venner vilde
følge mig til Rødding. „Heinrich Nulzhoru,
som Vennen hedder, er et fornøjeligt Menneske,
hvem alle, der kender ham, holder meget af;
han vil derfor vist være ypperlig skikket
til at overtage Inspektør- Forretningerne. Han
er meget musikalsk og vil derfor kunne
føre Sangen ind iblandt Eleverne. Endelig
har han med Held undervist i Dansk og
Geografi i Frøken Zahles Skole og nogle
andre større Instituter. Disse Fag skulde
da være hans Hovedfag, medens jeg skulde
tage Fædrelands- og Verdenshistorie, Myto-
logi, saamegen Statslære, som jeg kunde
magte, m. m. Skrivning, Regning, Tegning,
Tysk, Engelsk, Svensk, hvilke Ting medtages,
N. J. Termanscn.
efter som Trangen er, — deler vi, som vi
kan bedst. Den farmaceutiske Kandidat
Viinsted vedbliver med at behandle Land-
væsensfagene. Nutzhorn tager fat til Sep-
tember, jeg til Oktober; før jeg rejser der-
over, haaber jeg at kunne holde Bryllup;
jeg vil komme til at behøve den Støtte, jeg
kan faa i en trofast Hustru. De er jo ikke
faa, som ser surt til mig derovre."
Den sidste Bemærkning sigter til de An-
greb, der var kommen frem i det af Godske
Nielsen redigerede Blad „Dannevirke". 1 et
Brev, jeg 1. Juli 1862 skrev til H. Svej-
strup, staar der: „Jeg var ude hos den
gamle Biskop (Grundtvig) igaar, og vi talte
421
■= Ludvig Schrøder
næsten kun om Rødding og Sønderjylland.
Han mente, det var vigtigt at passe paa
itide, da det let kunde ske ved Agitationen
fra Dannevirke og dets Venner, at det blev
meget knapt med Elever i Vinter." Af et
Brev, jeg skrev til Svejstrup 18. September
1862, og hvori jeg fortalte om en Sammen-
komst den 8. September i Grundtvigs Have
og i hans Hjem paa GI. Kongevej, meddelte
jeg blandt andet, hvad han havde sagt om
den Fare, der følger med, at man søger at
udslette det folkelige for det almen-menneske-
liges Skyld. Senere, da han svarede paa en
Tale af mig paa de unges Vegne, rørte har.
ved den usunde Fordannelse, den nærvæ-
rende Slægt havde faaet, som vilde hindre
den i at udrette noget stort, naar den ikke
kastede alt det fremmede og falske bort og
holdt sig til, hvad man havde i sig selv og
i sit Folk. „ Dertil vilde han ønske Ung-
dommen Lykke og Velsignelse; men særligt
vilde han give den af de unge det Ønske
med, som snart skulde ned sydpaa, hvor
der allerede var begyndt et stærkt folkeligt
Røre, som forhaabentlig ved ham skulde
fortsættes og bringes til Modenhed." — Et
smukt Brev, Præsten F. E. Bojsen i Stege
skrev til min Hustru og mig, 25. Septem-
ber 1862, Dagen efter vort Bryllup, sluttede
han med disse Linjer: „Nu drager I til
Sønderjylland; Strid vil I jo nok faa en
Del af; men Hjælpen skal ikke udeblive.
Drag I med godt Mod i Jesu Navn. Saa
beder jeg eder ogsaa bevare mig og mine i
eders Hjerter. Charlotte glemmer vel ikke saa
let vort første Møde paa Broen ved Aarøsund".
Da Bojsen var Præst i Vilstrup, sydøst for
Haderslev, havde min Hustru besøgt ham.
Det var mange gode Ønsker for vor Frem-
tidsgerning i Sønderjylland, der lød omkring
os paa vor Bryllupsdag og kom frem i Breve
til os i den Anledning.
. Saa kom vi da til Rødding og flyttede
ind i Forstanderboligen, hvor nu Fripræsten
bor. Dér var ogsaa Skolestuen, hvor Flors
Buste stod, hugget i Marmor, og hvor jeg
holdt mit første Foredrag paa Kong Frede-
rik 7. s Fødselsdag, 6. Oktober. Vi havde
den Glæde, at den gamle Sognepræst Hertcl
fra Moltrup, hvem vi havde besøgt paa
Vejen fra Haderslev, med sin Svigersøn, den
senere fra Kampen ved Mysunde i 1864
hæderlig bekendte Artillerioflicer Hertel, var
kommen ud til os paa denne Dag.
Den 3. November 1862 skrev jeg et Brev
til Rektor Listov, hvori jeg fortalte om vort
Hjem og vor Gerning: „Jeg er glad ved
min lille kære Hustru og ved det yndige
Hjem, jeg ved hendes Hjælp har faaet, og
som Vennehaand har smykket. Nu sidder
min Viv ved Fortepianoet og spiller: foran
hende staar Istedløven, og over den hænger
Morten Luther og Ingemann. Henne over
Sofaen har vi et dejligt Kobberstik efter
Rafael med den hellige Familie; det lille
Jesus-Barn løfter sin Haand velsignende over
den lidt større Johannes. Det er en Gave
fra min lille teologiske Vennekreds. Der-
under hænger et Billede af min Svigermoder.
Jeg selv sidder ved et Skrivebord, der meget
ligner Deres; siden min Skoletid stod et
lignende som Maal for et af mine Ønsker;
da jeg i Vinter kom fra Rødding, stod det
for mine Øjne paa Borchs Kollegium. Foran
mig hænger et stort Brystbillede af den six-
tinske Madonna, som min Fæstemø gav mig
til min sidste Fødselsdag, og et Portræt af
Grundtvig. Paa Bogskabet, der indeholder
vore bedste Bøger, staar et Uhr i sort Mar-
morkasse, og ovenpaa det Thorvaldsens Hebe.
De røde Gardiner dækker om Aftenen alle
tre Vinduer, det tykke Gulvtæppe luner for-
neden, og broderede Puder og Stolesæder
efter Tegninger af Constantin« Hansen, Skov-
gaard og BindesbøU hjælper til at gøre vor
Daglig- og Studere-Stue hyggelig. Især er
den det dog, naar vore bedste Venner her,
Nutzkorn, Præsten Svejstrup og Avisforval-
teren Østergaard er her, og enten Nutzhorn
med sin Violin akkompagnerer min Kones
422 =_—
Ludvig Schrøder
Klaverspil, eller hele Selskabet stemmer i en
Sang. — Har jeg nu kunnet give Dem et
liile Indblik i vort Hjems bedste Stue, saa
vil jeg føre Dem til Skolen. Ved Døren
maa jeg dog standse Dem, forat sige Dem,
det var en Hjertesag for mig, at De skulde
billige, at jeg drog til Rødding, og at det
derfor var en dejlig Brudegave, da De skrev,
at det glædede Dem for min og for Skolens
Skyld, at jeg kom herover. Deres Bemærk-
ninger om den kritiske Virksomhed*) kan
jeg samstemme med; dersom De desuagtet i
Fremtiden skulde møde mit Mærke under
Anmeldelser i Kirke-
tidenden, da tænker
jeg, De vil se, at jeg
mindre giver mig af
med at bedømme Bø-
ger, end med at vække
Folks Opmærksomhed
for, hvad jeg anser
for Skattene i vor Bog-
verden ; men ligesom
jeg ikke har skrevet
en Linje til Bladet i
den Maaned, jeg har
været her, saaiedes vil
det vist blive meget
sjældnere i Fremtiden,
at jeg føler Trang dertil end før, da jeg ikke
havde saa rig Lejlighed til at tale med Folk.
At fyldestgøre Deres Forventninger om mig som
Skolemand har jeg mere svært ved at love;
men da jeg slutter af Deres Brev, at De var
vel fornøjet med det bile Program, som jeg for-
talte Dem om, havde vundet Etatsraad Flor
for mig, saa tør jeg nok haabe, at De vil
kunne følge min Gerning med et venligt
Blik. — Saa vil jeg da føre Dem lidt ind
i vort Skoleliv. I Fredags sluttede vi Som-
merhalvaaret, og det var underligt nok efter
en Maaneds Samliv med de unge Karle, at
♦) Listov havde haft Betænkelighed ved, at jeg
skrev Kritiker i Dansk Kirketidende. Samlgn.
Højskolebladet 1906, Sp. 1601.
man dog blev halv vemodig stemt ved Skils-
missen. De fleste af dem var da og Kyn-
dinge fra sidste Vinter*). Der var da navn-
lig én Elev, som det var hel underligt at
skilles fra. Han hedder A. P. og er fra et
Sogn mellem Flensborg og Slesvig. Han
vidste ikke i fjor, hvad Skolen egentlig skulde
hjælpe ham til, saa det var mere et Tryk
hjemmefra, som drev ham herop; saa vidt
jeg kan forstaa, kunde hans ærlige Hjerte
ikke holde det ud med den Kvæghandel,
som drives i hans By, og som han forsik-
rer umuligt kan drives med Ærlighed. Saa
Redding Højskole 1845.
søgte han en Friplads og fik den. Tydske
er alle de unge i Sognet, og han selv troede,
han var tydsk, da han kom herop. Åt der
var en Gud, som vaagede over alt, hvad
der skete i Verden, vidste han ikke, har
han senere fortalt. Da han rejste herfra,
var han godt paa Vej til at faa Klarhed i
Troens Sag. Men hvad han havde fuld
Klarhed i, det var sit Fædrelands Sag. Den
sidste Middag var han hos os, og da kunde
han ikke andet end stadig vende tilbage til
Spørgsmaalet om, hvad han vel kunde gøre
for at vinde Hjerterne for det danske. Jeg
raadede ham til at fare med Læmpe, til at
*) Nov. og Dec. 1861.
-- 423
Ludvig Schrøder
søge blot én Ven, med hvem han kunde
læse Ingemanns Romaner, og naar han mær-
kede, det kunde gaa, tale med, om hvad
der laa ham paa Hjerte, Men A. P. kan
næppe holde sig dertil. Det hedder
om Tor i Vøluspa, at han sidder aldrig
stille, naar noget er uklart. Der er noget
af denne Natur i vor Ven; han kan ikke
tie med sin Mening, naar der føres noget
frem, som saarer hans Sandhedsfølelse ; det
er hans Kammeraters Vidnesbyrd om ham.
Og i denne Henseende kender han sig selv
J. L. Knudsen.
nok til at føle, der forestaar ham en Kamp,
hvor han skal staa ene mod mange. Han
giver sig ikke. Men det kan være, han ikke
bliver gammel dernede, men søger op mellem
Danske igen, for i al Fald at styrkes endnu
mere, inden han sætter sig fast som den
ene danske Bonde mellem lutter fortydskede.
Det var vemodigt at skilles fra ham; men
Hjertet maatte ogsaa blive fuldt ved det Lys,
som denne ene Erfaring kaster over hele den
store Opgave, vi har at røgte her under
Istedløvens Tegn. — C. fra H. Sogn ved
Flensborg (Elev her paa Skolen sidste Vin-
ter) tilbragte Eftermiddagen hos os igaar.
Det var ogsaa vemodigt at tale med ham.
Skolelæreren i Sognet, som synger den tappre
Landsoldat efter hver Tydsk-Time, er den
enecte han kan stemme med foruden en gam-
mel Kone, og Faderen vil nødig lade ham
gaa til Skolelæreren. Præsten er en Lovens
Mand i Kirken, og udenfor den er han en
Ivrer for Danskheden, men ogsaa paa den
strenge Lovens Vis. Skolelærerens Mund
er bunden i Præstens Nærværelse, saa han
næppe tør ytre sin Tvivl, naar Præsten ytrer,
det af Skriften kan bevises, at Djævelen ikke
er til. Befolkningen vil ikke vide af nogen
politisk Forhandling ; er der noget, de ønsker,
da er det ligesom Lord Russel: „Slesvigs
Selvstændighed". C. vilde saa inderlig gerne
gøre lidt godt dernede; men han mægtede
det ikke. Nu haabede han paa, at han
kunde komme her tilbage til Rødding til Maj
og blive her et Aar. Saa mente han, kunde
han faa „mere Oplysning og mere Liv".
— Det er dejligt, at Folkeaanden saaledes
kan tage de unge i sin Tjeneste, saa de
kan ikke sidde stille, men maa modsige
Løgnen; men det er saa vemodigt, at de er
saa ene mod de mange. Hvordan det hæn-
ger sammen med Embedsmændene her i
Slesvig, tør jeg ikke fælde nogen Dom om;
men det er forfærdeligt, hvor gennemgribende
Befolkningens Misfornøjelse med dem er. —
Undervisningen i Vinter begynder vi Onsdag
eller Torsdag. Elevantallet synes at blive
4 — 5 mere end forrige Vinter, saa vi faar
en tredive Stykker at tale til. — Jeg er
glad i mit Hjem og glad i min Skole".
Da jeg ikke véd, hvordan det siden er
gaaet de to unge Sydslesvigere, som der i
dette Brev er fortalt om, har jeg ikke villet
anføre deres fulde Navne. Men ved at
læse om dem i mit gamle Brev er jeg kom-
men til at tænke paa, hvor mange unge
Mennesker jeg i Løbet af 40 Aar og mere
har talt til i deres mest modtagelige Alder,
og hvad Ansvar der følger med denne Ger-
ning. Det er forholdsvis faa, jeg har kunnet
staa i stadig Forbindelse med. Jeg kan
gaa i Rette med mig selv, fordi jeg ikke
= :__= 424 ^_
Ludvig Schrøder
har gjort mere for denne Sag. Men saa
trøster jeg mig ved, at jeg selv i min Ung-
dom til én Tid har været stærkest paavirket
af ét Menneske eller én Kreds af Mennesker,
til en anden Tid af andre, og at dette vel
maa være det naturligste, om et Menneske-
liv skal udvikle sig i Frihed og Selvstæn-
dighed. Jeg slutter, at hvor megen Betyd-
ning det end kan have for unge Mennesker
at tilbringe en Tid af deres Liv paa en god
Højskole, saa vil det i Regelen ikke være
heldigt, om de siden altid skal søge tilbage
dertil — og kun dertil — for at finde
Styrke til deres Livsgerning.
Der er for øvrigt adskillige af de Lær-
linge, jeg lærte at kende i min Rødding- Tid,
hvis senere Udvikling jeg har kunnet følge.
Nogle af dem er døde efter at have fuld-
bragt et smukt Livsværk. Der er dem, som
fremdeles er i Virksomhed og nyder megen
Anseelse i deres Kredse.
Det var en af Ankerne, J. L. Knudsen
havde imod Ordningen i Rødding, at Ele-
verne blev bespiste af en Økonom. Da vi
kom til Rødding, søgte Nutzhorn at bøde
paa denne Mislighed ved at spise med dem,
i alt Fald om Middagen. Naar nogen spiste
hos os i Forstanderboligen, var det som
Gæster. Nutzhorn, der som Inspektør og
Skolens Kasserer boede paa Elevhuset, havde
i Fritiden jævnlig nogle af de unge hos sig.
Baade han og jeg havde taget stærkt Del i
et Studenterliv med yngre Kammerater, og
dette har maaske præget vort Forhold til de
mere udviklede Elever.
Ved det før nævnte Besøg paa Kolds
Skole (sammen med J. L. Knudsen og Nutz-
horn) havde jeg faaet et Indtryk af, hvad
det havde at betyde, naar der var et godt
Samarbejde imellem Larerne. Der havde i
Rødding for en Del Aar tilbage været en
Brydning imellem de Lærere, der havde den
naturvidenskabelige og landøkonomiske Un-
dervisning, og dem, der havde de historiske
Fag. Eftervirkningerne deraf var vedbleven
i de følgende Aar, hvor godt end Forholdet
var imellem Lederne af den forskellige Slags
Undervisning. Det hang ligesom i Væggene,
at Eleverne skulde dele sig imellem de to
Slags Lærere. Da Viinsted skulde have sin
egen Skole (Aagaard i Angel) i Foraaret
1863, fik vi det ordnet saaledes, at Rasmus
Fenger skulde være hans Eftermand. Jeg
har et Brev af 11. November 1862 liggende
fra hans Fader, hvori denne takker, fordi
jeg ikke har tøvet med at skrive til ham
derom. Peter Fengers Søn, der som alt
H. Nutzhorn.
meddelt var min Hustrus Sødskendebarn og
paa en vis Maade hendes Plejebroder, da
hans Forældre regnede hende som deres
„sjette Datter", kunde slutte sig saa nøje til
Nutzhorn og mig, at det var svært for
Eleverne at skille os ad. Min Erfaring fra
det sidste Aar i Rødding som fra mit senere
lange Skoleliv i Askov har styrket mig i,
hvad jeg skrev til Rektor Listov om den
Ejendommelighed ved Kolds Højskole, det
først og fremmest gjaldt at tage op. At
det ogsaa var ønskeligt at knytte Eleverne
nærmere til Lærerne ved at gøre Skolen til
en Kostskole, kunde jeg foreløbig ikke gen-
nemføre i Rødding, hvor der var en fast
ansat Økonom; men det blev taget op, saa
snart vi kom til Askov.
425
Ludvig Schrøder
Det var Skik paa Rødding Højskole at
holde nogle offentlige Møder i Vinterens Løb,
med Foredrag af et Par Lærere^ om For-
middagen og af en Lærer om Eftermiddagen
eller omvendt; de, der var mødt længere
borte fra — vistnok i det hele kun Mænd — ,
deltog da gerne i et Fællesmaaltid, som de
maatte betale for, hos Økonomen. Uden at
bryde denne Skik kunde vi ved Siden af
holde Møder paa Skolens ret rummelige
Spisesal en Aften om Ugen. Hver anden
Gang holdt Svejstrup da et kristeligt Fore-
drag, hver anden Gang var det et folkeligt
Møde. Der kom Kvinder og Mænd i stor
Mængde til disse Aften- Sammenkomster, og
det gav Anledning til, at der — for at
skaffe bedre Plads — blev bestemt, at Skolen
skulde faa bygget en Gymnastik- og For-
samlingssal. Der er en af de stadige Del-
tagere i disse Møder, som, baade ved min
Hustrus Død og da jeg blev 70 Aar, har
skrevet til mig, at der var en Sammenhæng
imellem disse Møder, som kom frem, medens
vi var i Rødding, og Frimenighedeu, som
senere blev dannet. Den ny Sal blev da
ogsaa og er endnu Frimenighedens Kirkesal.
Første Gang, den blev brugt, var vel til
et kirkeligt Møde den 27. Oktober 1863
H. Svejsirup havde deltaget i det første
kirkelige Vennemøde, der var bleven afholdt i
Kjøbenhavn i Begyndelsen af September, og
han vilde gerne gøre Rede for, hvad der
var kommen frem paa dette, og navnlig for,
hvad Grundtvig ved denne Lejlighed havde
talt om Præstefrihed. Der var samlet 3 —
400 Mænd og Kvinder fra en vid Omegn.
Folketingsmand N. J. Termansen ledede Mø-
det, og der blev — foruden af Svejstrup —
talt af Sognepræsterne L. C. Hagen (Stepping),
Kyhnel (Farup), Hansen (Vejen) og Boesen
(Agerskov), Stiftsprovst C. Boisen (Ribe),
Kapellan Rasmus Lund (Hjemdrup), den nu-
værende Frimenighedspræst L. B. Povlsen
(da Skolelærer i Rangstrup), Gaardejer P.
Larsen i Dons, Rasmus Nansen (Kastrup) og
N. J. Termansen. Jeg gav mit Bidrag til
Forhandlingen ved et længere kirkehistorisk:
Foredrag om Kirkelivets Forhold til Friheden.
Der raadede en saare fornøjelig Stemning
over Mødet i Salen og over Fællesspisningen,
ved hvilken jeg mindes, at Stiftsprovst Boi-
sen talte meget venligt til dem, der nu stod
for Styret paa Højskolen.
En meget alvorlig Sammenkomst havde vi
paa Rødding Højskole, da Budskabet var
kommen om Frederik Vll.s Død. N. J. Ter-
mansen fremsagde ved den Leilighed Grundt-
vigs Digt: a„ Fædreneland ved den bølgende
Strand", og det gav Anledning til, at Nutz-
korn komponerede en Melodi til Digtet, saa
det blev Folkesang i vide Kredse. Det var
jo ikke underligt, at man paa sønderjydsk
Grund saa mørke Skyer trække op paa
Himlen ved Kong Frederiks Død, og at man
kunde trænge til al den Trøst, Grundtvigs
Digt fra 1848 kunde bringe.
Ved de ugentlige Møder i Gymnastiksalen,
der fortsattes en Tid, efter at Dannevirke
var rømmet, befæstedes Venskabsforholdet
imellem en Del af Omegnens Beboere og
Rødding Højskoles Lærere; men ogsaa Nord
for Kongeaaen var der adskillige, der havde
deltaget i de omhandlede store Møder paa
Skolen og Folkefesten, vi 5. Juni 1863
havde holdt i Rødding Præstegaards Skov.
De Baand, der saaledes var knyttede, fik
Betydning for vor Virksomhed, da den maatte
ophøre i Rødding fra Maj 1864, og da der
navnlig efter Afstaaelsen af Landet ved Freds-
slutningen kom et tysk Embedsregimente til
at raade.
Om en alvorlig Oplevelse i Rødding i
Krigstiden har] jeg fortalt i Indledningen til
min af Folkeoplysningsudvalget udgivne søn-
derjydske Virkelighedsfortælling „Jep og Anne
Mari" (2. Udg.), og om „ Askov Folkehøjskoles
første Dagett har jeg) fortalt saa meget i Poul
Bjerges „Aarbog for Dansk Kulturhistorie,
1899", at jeg kan henvise dertil. I den
sidste Afhandling har jeg fremhævet den
— = 426 — - -
Ludvig Schrøder
underlig frimodige Stemning, der var hos
mange Sønderjyder i den Tid, og som hjalp
mig til ogsaa at faa godt Mod. I et Brev til
mig, som Præsten Hagen i Stepping skrev i
November 1864 finder jeg Udtryk for lignende
Erfaringer: „Fredens Bestemmelser gjorde
næsten intet Indtryk paa os, — vi vidste
jo næsten til Punkt og Prikke, hvorledes det
skulde være. Men hvad der er mærkeligt,
er den Sikkerhed og Ro, hvormed den danske
Mand venter bedre Tider, og, saa vidt jeg
kan skønne, venter disse bedre Tider med
Foraaret."
Det Mod, jeg havde faaet under Paavirk-
ning fra Sønderjylland, har været medvir-
kende til, at jeg ikke vaklede i Beslutningen
om at prøve en Fortsættelse af den afbrudte
Højskolegerning, og Baandene, der var knyt-
tede mellem en Del af Rødding- Egnens Be-
boere og Rødding Højskoles Lærere, i For-
bindelse med det venlige Forhold, hvori vi
var kommen til P. Larsen og N. J. Ter-
mansen og deres Venner Nord for Grænsen,
har gjort, at vi valgte Askov til Hjemsted
for den Skolegerning, der nu skulde røgtes
paa Kongerigets Grund.
Det Hus, hvori min Hustru og jeg og vor
ældste Søn, der var født i Rødding samme
Dag, som Laurids Skau døde, flyttede ind i
Foraaret 1865, staar endnu og danner en
underlig Modsætning til de Bygninger, der
senere har rejst sig paa Askov Højskoles
Grund. Det kaldes gerne „Fengers Hus",
fordi Rasmus Fenger boede dér som gift
Mand i de sidste Aar, han var Lærer paa
Skolen, inden han overtog Stillingen som
Leder af det Landbrug, der var knyttet til
Sukkerfabrikken i Odense. Men i dette Hus
holdt min Hustru og jeg, støttede af min
Broder, Johannes Schrøder, Skole for unge
Piger allerede i Juni og Juli det nævnte Aar,
og Lørdag Eftermiddag samlede vi i den
største Stue, som nu er Opholds- og Sove-
værelse for tre Elever, de af Omegnens
Folk, der vilde høre de Foredrag, jeg holdt
om Menneskelivets Udvikling, belyste ved
Fortællinger af det gamle Testamente. Et
andet Hus blev i Sommerens Løb bygget til
Undervisningsrum og til et Værelse for R.
Fenger*). Nutzhorn lejede sig ind i en af
Nabogaardene, til han fik^bygget sig et Hjem,
hvortil han kunde hjemføre den Brud, han
havde fundet i Rødding Præstegaard, — en
Søster til Folketingsmand Christen Bergs
Hustru. Paa Forslag af vor gode Ven
Gaardejer Claus Dall i Københoved fik vi
allerede 1865 en Grundlovsfest i Stand i
Skibebelund Krat, da vi var hindret i at kunne
C. Kold.
samles i Rødding Præsteskov; Nutzhorn rejste
herover fra Kjøbenhavn for at deltage i den.
Var vi end i egentlig Forstand Nybyggere,
der maatte begynde saare smaat, saa haabede
vi dog paa ikke blot at kunne faa Brødet
til de samme Lærere, der havde virket i
Rødding, vi vilde ogsaa holde Møder for
Egnens Folk som dér og et aarligt Frilufts-
møde som dér. I det Hele var det vort
Ønske at bevare alle de gode Overleveringer
fra Rødding.] Men da vi var frit stillede
over for, hvad vi fandt mindre heldigt i
Ordningen i Rødding, var der straks adskil-
ligt, som vi gjorde Ændringer i. Jeg har
*) Dette Hus er forlængst aflest af et andet,
den saakaldte „Skriveskole".
427 =^__
Ludvig Schrøder
et Brev fra Præsten Hagen i Stepping*) fra
3. April 1865, da Skolen i Askov endnu
ikke var begyndt, hvori han skriver: „Jeg
blev meget glad, da jeg hørte, at De vilde
sætte Tæring efter Næring, og at De vilde
dele Hus og Mad og alt godt med Lærlin-
gene. At Rødding Skole har været for dyr
og for fornem o. s. v., er ganske vist; det
er en Sandhed, som maatte frem; men den
maatte komme fra Forstanderen, som saa
kunde slaa ind paa en anden Vej. Det har
De nu begyndt, og jeg ønsker Dem Lykke
til at fuldføre det."
Skolen i Askov skulde være en Kostskole,
Opholdet dér kunde saa blive billigere end i
Rødding, og Forholdet imellem Lærere og
Lærlinge kunde blive mere jævnt. Men
Rumforholdene var saa smaa, at vi den
første Vinter kun kunde gøre en lille Be-
gyndelse med at have Lærlinge boende hos
os. Men i lang Tid byggede vi næsten
hvert Aar, og det blev færre og færre Lær-
linge, der fik Kosten udenfor Lærernes Hjem.
Ved denne Udvikling opnaaedes der, at vi
selv'kunde lære det, efterhaanden at føre en
Husholdning, som paa engang var sund og
hjemlig, og dog ikke medførte Pengetab. Der
skulde stort Mod for min Hustru til at paa-
tage sig at føre Husholdningen for de ugifte
Lærere og saa mange Lærlinge, som der
kunde skaffes Plads til ved vort Bord. Naar
det lykkedes for hende, i Aarenes Løb at
faa et meget stort Bordselskab, som hun
kunde bespise til gensidig Fornøjelse, da har
det utvivlsomt bidraget dertil, at hun be-
gyndte med faa og først efterhaanden fik de
mange. 1 Tredserne fik stadig endel af Lær-
lingene Kosten hos Gaardmænd, der boede
i Skolens Nabolav. Men nogle fik ogsaa
Kosten hos Nutzhorn, da han var bleven gift.
En anden Ændring i Skolens Drift, som vi
tog op efter Kold, var den at samle unge Piger
*) Han blev siden Valgmenighedspræst i Kjerte-
minde. I mange Aar havde han været Med-
lem af Rødding Højskoles Bestyrelse.
i Sommertnaanederne Maj, Juni og Juli og
indskrænke Skolen for mandlige Lærlinge,
der i Rødding egentlig .skulde omfatte 7
Maaneder (i August var der Ferie), men
hvor mange faldt fra ved Majdag, til 6
Maaneder. For at det ikke skulde gaa ud
over den omfattende Undervisning, vi gerne
vilde give de unge Mænd, har vi altid søgt
at give anden Vinters Lærlinge en Del sær-
Mge Undervisningstimer, medens det først
har været, efter at Vinterskolen helt igennem
blev en Skole for viderekomne, at Forholdene
udviklede sig til, at vi ogsaa kunde tilbyde
mere udviklede kvindelige Lærlinge Ophold
her i to Vinterhalvaar, der i Forening kunde
danne en Helhed.
Min Hustru havde været saa glad ved
den lille Pigeflok fra den allernærmeste Om-
egn, der gik fra deres Hjem til os i Juni
og Juli 1865, at hun med frit Mod gik ind
paa at holde Pigeskole de følgende Som-
merhalvaar, og hun regnede altid Sommer-
Pigeskolen for Begyndere som den bedste
Tid af Aaret: det var jo ogsaa den, hvor-
under hun kom i det nærmeste personlige
Forhold til Skolens Lærlinge.
Der er en tredje Retning, hvori Skolen i
Askov kom til at skille sig fra den i Rød-
ding. Men det var en Følge dels af de
politiske dels af de kirkelige Forhold i hele
Landet. Lige oven paa Krigen kom Grund-
lovskampen. Askov ligger i Ribe Amts
fjerde Valgkreds, og dér havde vi i N. J.
Termansen en Folketingsmand, hvem vi kunde
give vor fulde Tilslutning. Men de, der
havde ønsket 5. Juni-Grumdloven ændret,
var Modstandere af Termansen. Der blev
baade i Nærheden af Vamdrup Station mod
Sydøst og i Eskelund en Mikvej mod Nord-
vest af Grundlovsforandringens Venner rejst
Skoler, som var bestemte til at modvirke
den grundtvigske Folkehøjskole i Askov;
men dette har vel bidraget til at bane Vej for
denne til mange javtie Folk, der delte Ter-
mansens Kærlighed til den almindelige Valgret.
-. 428
Ludvig Schrøder
Samtidig med at Kampen om Grundloven
optog Befolkningen, bevirkede Birkedals Af-
skedigelse, at der kom en stor Bevægelse
frem for at faa mere Frihed i Folkekirken.
Der blev holdt mange Møder af Birkedals
Meningsfæller, særlig ogsaa, hvor Peter Larsen
i Dons havde sine Venner. Det var ikke
underligt, at han, som var nøje knyttet til
Svejstrup, og havde deltaget i det før om-
handlede kirkelige Møde i Rødding, stillede
sig i et saare venligt Forhold til Folkehøj-
skolen i Askov, og det Samarbejde, der kom
i Stand imellem ham og mig for at hjælpe
Birkedal til
at kunne
fortsætte sin
Præsteger-
ning, maatte
vække Op-
mærksomhed
imellem de
gudelig vakte
Lagfolk, der
regnede ham
for deres Fø-
rer. Fra deres
Kredse fik
Skolen da stærk Tilgang,
at holde Morgenandagt
m - ^V ,
rf *. mm wL\
1
i: ts tt
•
Askov 1866.
Det blev lettere
med Lærlingene,
naar mange af dem kom fra kristeligt vakte
Hjem.
Det var da ikke blot med Hensyn til
Lærernes Virksomhed, men ogsaa med Hen-
syn til, hvad de kunde forudsætte hos deres
Lærlinge, at der var en kendelig Forskel
imellem Rødding og Askov.
Blandt vore første Lærlinge paa Vinter-
skolen i Askov var nogle fra Asperup Sogn
paa Fyn, deriblandt en Søn af Sognepræsten
M. Melby , til hvem jeg var kommen i et
nært Forhold, da jeg under den sidste Del
af Krigen i 1864 fulgte med Feltpræsten
P. Rørdam til hans Gudstjenester i Middel-
fart, paa Fænø, paa „Rolf Krake", i Veilby,
i Kauslunde og flere Steder i det nordvest-
lige Fyn. Melby skrev tit mig den 22.
Januar 1866: „Vi ere alle inderlig glade
over Skolen i Askov og takker hjerteligt
baade Dem og Deres Kone og de andre
Lærere for al den Omsorg, De have for
dem (Lærlingene fra Asperup), og den Kær-
lighed, De alle viser dem, og som gør, at
de alle rét føler sig som hjemme. Herom
var nu meget at skrive; men jeg maa til-
staa, at det ikke nærmest er min Taknemlig-
hedsfølelse mod Dem (skønt den er oprigtig)
der driver mig til at skrive iaften, men der-
imod dette, at Julie*) har saa stor Lyst
til at besøge
Dem en 8
Dages Tid i
Vinter og
sidde dels i
Deres Hjem
og dels ovre
i Skolen at
høre lidt til,
hvad der for-
tælles, og
naar det kan
ske, uden at
plage Dem
og Deres Kone, saa jeg det ogsaa gerne, da
Julie (i sin nærværende Stilling som Husjom-
fru) jo bedst kan faa en lille Ferie ved denne
Aarstid. Hun siger, at Deres Kone har sagt,
hun kunde nok faa Plads til hende, ellers
vilde jeg ej heller have skrevet, da jeg synes,
det er vanskeligt ved Vintertid i Deres lille
Lejlighed at faa Plads til hende."
Et Brev fra Melby, skrevet Juledags Aften
1866, begynder saaledes: „Kære Schrøder!
Jeg har Trang til at skrive lidt til dig, og
derfor skriver jeg; og naar jeg nu siger du
til dig, maa det ej være dig en Plage; men
kan du ej med det, saa lader vi det være,
*) Melbys ældste Datter, der er død som hans
Eftermands, S. Lassens, Hustru. Hun var
neje knyttet til min Hustru fra den Tid, hun
ferst kom i vort Hjem.
429
Ludvig Schrøder
og saa er vi hge gode Venner endda; men
min Forbindelse med dig og med Askov
har grebet saa stærkt ind i hele min Livs-
virksomhed, at du for mig er bleven en af
mine kæreste Venner, med hvem jeg ej kan
undvære Fællesskabet og helst vil have et
saa inderligt Fællesskab, som der kan ud-
vikle sig.a
Det nøje Forhold, som kom i Stand imel-
lem Melby og Askov Højskole paa Grund
af hans Børns og andre unge Asperupers
Besøg hos os, blev en Rigdom for mig og
fik Betydning for Skolen ved hans livlige
Deltagelse i de Møder for bosatte Folk eller
Efteraarsmøder, som blev holdt her før noget
andet Sted, men som nu hører til det uund-
værlige i mange Kredse indenfor vort Folk.
Af mine Breve til min gamle Rektor skal jeg
endnu anføre et lille Brudstykke. Det var 24.
November 1866, at jeg skrev til ham: „Det
er gaaet os over Forventning godt her i
Askov. Sidste Vinter havde vi over 40
Karle, i Sommer over 20 Piger; i August
havde vi en 14 Dages Tid samlet en Snes
Skolelærere, og nu har vi 60 Karle paa
Skolen og et Par i Vente. Af disse hører
2 til vore Elever fra ifjor, 3 er gamle Rød-
ding-Elever; der er kommen 2 og meldt 1
til af Kolds Elever; 4 andre er gamle Høj-
skole-Elever. Vi kan da med Fornøjelse
give særlig Undervisning til det ældre Hold
en 3 Timer daglig, medens hele Skolen er
samlet i de andre 6 daglige Undervisnings-
timer*). — Ogsaa i mit Husliv har Gud
været mig god. Min Hustru er rask, og vi
har to raske fornøjelige Børn, Jens og Mar-
grethe, opkaldte efter Farfar og Mormor.
*) Reglen var da 9 Skoletimer hver Dag.
Margrethe blev født paa sin Mormoders
Aarsdag den 27. Juni, medens hun var her
i Besøg, og blev døbt af sin Moders Onkel
og faderlige Ven, Sognepræsten fra Frelsers
Kirke, P. Fenger, paa den sidste Dag, vi
havde Pigeskolen samlet: det var en lille
Folkefest, hvor vi havde 6 Præster og mindst
4 Ordførere til blandt vore Gæster.41 —
Hvad jeg her har meddelt fra de første
Aar af mit Højskoleliv, kan jeg ikke slutte
uden at minde om Christian Flors kærlige
Omhu og kraftige Støtte for vor Virk-
somhed. Han besøgte os flere Gange i Rød-
ding, og det var en Fest for Lærlingene og
Lærerne saa vel som for min Hustru og
mig, naar han var hos os. Da Forholdene
ikke gjorde det muligt, at vi kunde blive
i Rødding, satte han sig i Spidsen for
en Penge -Indsamling, der hjalp os til
at begynde i Askov, og han fulgte Ger-
ningen her med samme varme Deltagelse,
som han havde vist overfor Rødding Høj-
skole. Han var glad ved at besøge os og
ved stadig at faa Breve herfra. Han kunde
se frisindet paa de Ændringer, vi gjorde i
den gamle Plan, glæde sig over dem og
styrke vort Mod til at gaa videre ad den
begyndte Vej. Hans hjertelige Deltagelse i
Skolens Udvikling og hans kraftige Støtte
gjorde det naturligt for os, da vi naaede
at faa den Bygning rejst, som endnu maa
regnes for Hovedbygningen, at bede ham om
hans Samtykke til at skrive over Døren:
Flors Højskole. Senere gav han et stort
Pengebidrag til Opførelsen af vort Gymna-
stikhus. Havde han oplevet det, at Skolen
om Vinteren udelukkende kom til at virke
som udvidet Folkehøjskole , er jeg vis paa, at
det vilde have glædet ham.
430 = _-- -
KRISTNE OG DET SOCIALE SPØRGSMAAL
Af H. Ostenfeld.
Den kristne Menighed har levet sit Liv
under de forskjeiligste Samfundsforhold
og de mest modsatte politiske Tilstande; Kir-
ken er blevet til under det absolutte Kejser-
dømme og har bestaaet under den demokra-
tiske Republik. Dette beviser imidlertid ikke,
at Kristendom og Samfundsforhold intet har
med hinanden at skaffe, men beviser kun,
at Menighedens Liv ikke er udelukkende af-
hængig af og sammenhørende med en bestemt
Samfundsform.
Kristendommen begynder med at henvende
sig til den enkelte, den kommer hans dybeste
Personlighedstrang i Møde, Trangen til at
leve med Gud og blive vis paa ham. Og
vi nægte ikke, at der har været og er kristne
Mennesker, som har nok i et saadant indad-
vendt og opadvendt Liv; det gjælder vist
nogle af de dybeste og frommeste Personlig-
heder, som har levet. Men Menigheden som
saadan kan ikke staa ligegyldig overfor Sam-
fundsudviklingen ; heller ikke kan Interessen
herfor være en Specialitet, som det overlades
til nogle enkelte „socialt interesserede Kristne"
at dyrke. Den Kristnes Opgave er ikke at
udvikle sin egen Aandelighed, men det er
denne: selv at voxe og udvikle sig ved at
vare til Velsignelse. Men skal man være til
Velsignelse, maa man have Øje for sine Om-
givelser, som man skal være til Velsignelse
for, og saa maa man opdage Samfundet,
som man lever i. Det er muligt, at man
kun kommer i Berøring med en lille Kreds,
men det gør principielt set ingen Forandring,
thi saa repræsenterer denne lille Kreds Sam-
fundet. Den Kristne er Borger, han er Sam-
fundsmedlem, og han har i sit Gudsforhold
baade Kraften og Forpligtelsen til at være
en god Borger og et godt Samfundsmedlem.
Men det er man ikke, naar man indskrænker
sig til at beklage sig over Tidens Slethed og
Fordærvelse, uden at gjøre virkelige Forsøg
paa positivt at hjælpe paa Tiderne og gjøre
sit Indskud i Arbejdet for at føre Samfunds-
udviklingen frem paa god Maade. Der er
mange Kristne, som stærkt trænger til at
mindes om, at den Samfundsorden, vi nu
har, ikke er fuldkommen og færdig, men
maa staa under Udviklingetis Tegn, og at det
sande bevarende i et Samfund, det, som be-
tinger, „at vi kan leve et roligt og stille Lev-
ned i al Gudfrygtighed og Ærbarhed", ikke
er det uforanderlige, men det, som imødekom-
mer den Trang, som er moden til at afhjælpes.
Det at være Borger og Samfundsmedlem
betyder noget andet nu end paa Kristi og
Apostlenes Tid. Altid har deri ligget, at
man skulde øve Barmhjertighed og Retfær-
dighed, saavidt som man kunde række. Men
det er netop her, at Forskjellen kommer
frem. I Oldtidens Samfund var det store
Flertal kun passive Medlemmer af Samfundet,
men i det moderne Samfund er vi aktive
tillige. Vi har ikke Lov til at glæde os over
den Frihed, som vi i vore Dage nyder, uden
ogsaa at føle Forpligtelsen, som følger med.
Vi har alle vort Ansvar for, hvordan den po-
litiske og sociale Udvikling kommer til at gaa,
og vi har ligesaalidt paa dette Omraade som
paa noget andet Lov til at lade vor Ind-
flydelse ligge hen ubrugt, men maa anvende
baade vor Valgret og det Indskud, vi kan
give ved Mund og Pen, til at gavne o: at
Retfærdighedens og Barmhjertighedens Idealer
kan virkeliggøres. At afvise Spørgsmaal om
menneskelig Nød med: hvad kommer det
mig ved ? gaar i vore Dage ikke saa let som
tidligere, thi det kommer mig ved, naar jeg
er fri Borger i et frit Samfund, hvor den
offentlige Mening har meget at sige, men
hvor ogsaa den enkelte har Medansvar for,
hvorledes den offentlige Mening bliver til.
Det sociale Spørgsmaal er Spørgsmaalet
om Fattigdommen. Jeg tror, at der er
■-- - 431 =■-.
Kristne og det sociale Spørgsmaal=
mange velstillede Kristne, som maa opdage
det Spørgsmaal først. Naturligvis mener jeg
ikke, at de maa opdage, at der er Fattigdom
i Verden, det ved de saa godt, men det
tages saa ofte som en selvfølgelig Ting, som
der ikke er noget at sige til. De maa op-
dage, at det er et Spørgsmaal, og et Spørgs-
maal kræver et Svar. Er det en Nødven-
dighed, at Fattigdommen er saa dyb og saa
udbredt, som den er? Her maa sikkert mange
begynde at gjøre sig Rede for, hvad det vil
sige at vare fattig,
I Danmark blev 1901 ca. 50,000 Per-
soner understøttede af Fattigvæsenet med
Fattighjælps Virkning. Det er dem, som er
sunkne ned fra Selvhjulpethedens Plads. Og
selv om vi nu mener, at det ikke er nogen
Skam at modtage Fattighjælp, naar Grunden
dertil ikke er noget selvforskyldt, saa er det
alligevel en Kjendsgjerning, at der kjæmpes
i de fleste Tilfælde en fortvivlet Kamp, inden
man beslutter sig til denne sidste Udvej. —
Af erhvervende Personer over 18 Aar findes
1,023,296 ialt. Af disse er paa Grænsen
af Fattigvæsenet de 709,000, som er under
Skattegrænsen, i Kjøbenhavn 800 Kr., i
Kjøbstæderne 700 Kr., paa Landet 600 Kr.
Fra Skattegrænsen til 1200 Kr. har ca.
150,000 Personer (Tallene er fra 1905), i alt
under 1200 Kr. 859,000 Personer. Lad os
tænke os en Familie med 3 Børn og 900
Kr. Aarsindtægt; 200—240 Kr. gaar til Hus-
lejen, 40 — 50 Kr. til Fagforening, Sygekasse og
Begravelseskasse. Af de resterende 600 Kr.
skal der skaffes Føde, Klæder, Fodtøj, Vask,
Brændsel, Lys m. m. Sandelig, w, som er
bedre stillede, forstaar egentlig ikke, hvordan
det kan gaa; men vi forstaar, at selvom det
gaar nogenlunde, naar der ingen særlige
Omstændigheder gjør sig gjældende, saa kan
det ikke gaa, hvis Sygdom, Arbejdsløshed
el. lign. kommer til.
Eller lad os se Fattigdommen fra Boligens
Synspunkt ! Man skal ikke gaa langt ude
paa Landet for at finde Indsidderens Hus,
hvor der som oftest kun er en Stue foruden
Kjøkken — det er Soveværelse, Spiseværelse,
Opholdsværelse. I Kjøbenhavn var der i
1901 ca. 14,000 Etværelseslejligheder med
28,500 Beboere, og 47,000 Toværelseslej-
ligheder med 166,000 Beboere. Mange af
disse Lejligheder er i Sidebygninger og Bag-
huse, hvor Lufttilførslen er meget sparsom.
En Arbejdsmands Dagløn i Kjøbenhavn var
1904 3 Kr. 43 0. i Gjennemsnit, det er
siden 1882 en Forøgelse af 44 p. C, hvilket
mange jo sikkert vil synes er udmærket,
hvad det jo ogsaa paa en Maade er, men
man maa ikke glemme, at Livsfornøden-
hederne i det samme Tidsrum er stegne paa
samme Maade eller undertiden stærkere.
Hvordan ser der ud i et saadant Hjem?
Manden maa gaa meget tidlig hjemmefra for
at være paa sin Plads Kl. 6, mange Gange
maa Konen ogsaa ud at fortjene noget enten
ved Fabriksarbejde eller Vask og Rengjøring.
Børnene kommer paa Vuggestue og Asyl.
Det er jo godt nok, at saadanne Institutioner
findes, men selve deres Tilstedeværelse taler
højt om Samfnndels Brøst, at Mødre maa for-
lade deres Børn og overlade dem til andre.
Det er ganske smaa Børn, hvem det over-
drages at klæde de mindre Søskende paa og
passe dem, og hvordan bliver saa den Pas-
ning? Naar Moderen kommer hjem fra sit
Arbejde, skal hun til at lave Mad til Fa-
milien, og det er umuligt, at et saadant
Hjem kan blive holdt, saa det kan blive et
virkeligt Hjem. Den stærke Sammenhobning
af Mennesker, som er tilladt, fordi Jorden
maa bebygges saa stærkt som Tilfældet er
i Kjøbenhavn, gjør, at moralsk Smitte med
uhyre Lethed breder sig og næsten ikke
lader sig standse. Det er kun en Nødhjælp,
at man danner Foreninger for vildfarne Børns
Frelse; saa længe Ondets Kilde ikke tilstop-
pes, vil den stadig sende en Strøm ud; men
Kilden er de elendige Beboelsesforhold og de
stakkels Hjem. Det hænder ved Lejligheder,
at en enkelt Begivenhed kaster et klart Lys
■— 432
Kristne og det sociale Spørgsmaah
ind over Forholdene og lader dem komme
til Syne, som de er. Saaledes den lille
Drengs Forsvinden ude paa Frederiksberg
ved Fabriksbranden. Han er rimeligvis
brændt. Han og en jevnaldrende, Smaapurke
paa 6 — 7 Aar, gik og passede sig selv,
Moderen, som er Enke, var ude paa Arbejde
og saa skete det. Det er Fattigdom.
Det er klart, at naar noget kommer os
nær og anklager os, eller vi dog ser Nøden,
og den ser saa ynkelig ud, og vi møder
Øjne halvt bebrejdende, halvt bedende; saa
tigste at finde Beskæftigelse. Det er sandt
nok, at der blandt Arbejderes Hjem findes
uordentlige Hjem, og ligeledes sandt, at der
findes en Del Personer, som drikker mer,
end de har godt af. Men det er ikke
noget, som er ejendommeligt for de Smaa i
Samfundet. Taget forholdsvis vil vi finde,
at det samme gaar igen i væsentlig samme
Udstrækning gjennem alle Klasser. Vi kan
ikke vente, at alle Arbejdsmandskoner skal
være økonomiske Genier, eller at alle Arbejdere
skal være staalsatte Moralister, men vi kan
vil manges Tilbøjelighed tilskynde dem til at forlange, at Samfundsforholdene ikke lagger
sige: det er selvforskyldt, det er de uordent-
lige Hjem, og det er alt det Drikkeri, som
er Skyld i det, maaske vil en og anden føje
til: det er Strejkerne. Denne sidste Paa-
stand vil jeg først tage for. De Dage, som
tabes ved Strejker, er ikke ret mange, naar
man fordeler dem paa hele Arbejderhæren.
Det maa indrømmes, at Strejken kan være
ubetimelig og uforstandig, men Strejken er
det nødvendige Vaaben i Arbejderens Haand,
om han skal være i Stand til at opnaa en
højere Pris for sit Arbejde; han maa have
Lov til, naar han ikke bryder indgaaede
Forpligtelser, at holde sit Arbejde tilbage fra
Markedet, for at fremtvinge en højere Mar-
kedspris. Han er ikke fristet til at gjøre
det for et Lunes Skyld, da Strejken jo paa-
lægger ham selv og hans Hjem følelige Savn.
I vore Dage kommer man da ogsaa mere
og mere bort fra uoverlagte Strejker og ind
paa Forhandlingsvejen, hvor man paa fredelig
Vis opnaar det samme, som Strejken gav
Udsigt til.
Men saa er det Paastanden om, at de
uordentlige Hjem og Mandens Drikkeri er de
egentlige Aarsager til Fattigdom og Nød,
at den med andre Ord er selvforskyldt. Før
man udtaler det haarde Ord selvforskyldt,
skulde man dog først gøre et Forsøg paa at
udsondre det, som er uforskyldt, fremkaldt
ved Forsørgerens Død eller ved en Arbejds-
løshed, som gør det umuligt for den flit-
overmenneskelig store Fristelser i Vejen for
Folk, saa at de næsten ikke kan undgaa at
falde i dem. Det er meget muligt, at der
ogsaa er et Arbejde at gjøre paa disse
Punkter med at oplære de kommende Hus-
mødre i de smaa Hjem i en forstandig og
god Økonomi, og at der trænges til en stærk
Agitation mod Alkoholens Indflydelse, men
at man alene ved disse Midler skulde kunne
afhjælpe Nøden og Fattigdommen, vil vist
alle indrømme, er ugjørligt.
Hvad skal da den Kristne gjøre overfor alt
dette, dette Faktum, at de mange lever paa
Livets Skyggeside, men trænger til Sol for
at trives? Her vil Svaret sikkert lyde fra
mange fromme og gode Kristne: Vi skal
øve Barmhjertighed, komme dem til Hjælp,
som er blevne saarede i Livets Kamp, og
det er netop den kristne Menigheds Opgave
at yde en Ambulancetjeneste. Og der er
meget rigtigt i dette Svar. Den Menighed,
som glemmer at øve Barmhjertighed, den
glemmer, at den selv lever paa sin Herres
Barmhjertighed. „Kommer de Fattige i Hu",
saadan maa det altid lyde, ikke alene med
med en tilfældig Gave eller saaledes, at
Barmhjertighed øves for at man kan fri sig
selv for Synet af Nøden. Men den Kristen-
dom, som indskrænker sig til at samle de
saarede og faldne op efter Slaget, og ikke er
med der, hvor Kampen og Udviklingen i Sam-
fundet gaar for sig, den er mat og trat og
433
29
= Kristne og det sociale Spørgsmaal-
ikke stærk og livskraftig. Jesus talte ikke
alene om at øve Barmhjertighed, men ogsaa
om at øve Retfærdighed, og han begyndte
dermed: Søger Guds Rige og hans Retfær-
dighed !
Men hvorledes skal vi da forlige disse to
med hinanden, Retfærdighed og Barmhjertighed?
Er de ikke hinanden modsatte? Nej ikke naar
de tages i den rette Orden. Overfor den
Nød, som vi møder, skal vi først spørge: er
her ikke et Retfærdighedskrav, som skal op-
fyldes, og naar vi med god Samvittighed
kan svare „Nej,a saa spørge vi: men er
her da ikke et Barmhjertighedskrav, som
maa opfyldes? Altid spørge om Retfærdig-
hed først. —
Skal vi imidlertid gjøre det, saa det be-
tyder noget, saa maa vi atter og atter revi-
dere vore Ideer, om der ikke skulde være
noget, som egentlig var retfærdigt, men som
vi paa Grund af overleverede Forestillinger
var komne til at se noget bornert paa. Det
er ikke saa let saadan at prøve sin egen
Maalestok, og ikke stadig gaa ud fra den
som noget givet og ufejlbarligt, men sand-
hedssøgende Mennesker maa gjøre det. Jeg
tænker f. Ex. paa Retten til at organisere
sig i Foreninger, en Ret, som vel de fleste
tænkende Mennesker i vore Dage fuldt ud
anerkender. Og dog er det ikke mer end
en Menneskealder, siden det betragtedes som
Overgreb. Som vi tænker om disse Forhold,
saaledes bedømmer vi Mennesker, der staar
i dem.
Her vil nu rimeligvis nogle bemærke:
„Ja, men Samfundet kan jo ikke saadan
gribe ind i den enkeltes Virksomhed og paa-
lægge Indskrænkninger og give Regler." Jeg
svarer: Jo det er netop det, som Samfundet
kan gjøre og faktisk nu gjør. Vi har en
Fabrikslov, der drager bestemte Grænser for
Børns Arbejde og fastsætter Regler for, hvor
tidlig en Kvinde maa gaa paa Fabrik efterat
have født et Barn til Verden; der paabydes
visse Sundhedsforanstaltninger for Lokaler,
hvor mange arbejde; og Staten ansætter Fa-
briksinspektører, som skal paase, at disse
Bestemmelser overholdes.
Spørge vi da om, hvilke Retfærdigheds-
krav maa en Kristen rejse overfor Nøden i
Verden, saa opdager man meget snart, at
det sociale Spørgsmaal opløser sig i mange
sociale Spørgsmaal, der gives ikke et enkelt
Middel, som kan afhjælpe al Nød. Den
Kristne, som ikke vil afvise Tankerne om
Nøden, drives uvilkaarlig til at give sig af
med Politik. Politik er jo Samfundsstyre,
Arbejdet for at gjøre Samfundet saa godt
som muligt. Vi maa have Lov til at glæde
os over, at Lovgivningen i de senere Aar
har forsøgt sig paa at løse flere af de Op-
gaver, som her frembyde sig. Vi har faaet
en Sygekasselov, gennem hvilken der ydes be-
tydelige Bidrag til de af Staten anerkjendte
Sygekasser. Ligeledes en Ulykkesforsikrings-
lov, hvor det samme er Tilfældet. Vi har
faaet en Alderdomslov, hvorved de gamle
efter det 60de Aar faar en Understøttelse.
Det er ikke en lille Sum, det her drejer sig
om. 1904—05 er udbetalt 7,193,489 Kr.
Men med al Anerkendelse af denne Lov,
saa er der dog adskillige Mangler ved den.
Den har ikke faste Satser, men det hele er
overladt til Sogneraadenes og Kommunalbe-
styrelsernes Skjøn, og det maa altid til en
vis Grad blive vilkaarligt. Det vilde i høj
Grad være ønskeligt, om der i hvert Fald
fra det 65 de Aar var faste Satser, medens
5-Aaret fra 60 til 65 var undergivet et
Skjøn, thi i disse Aar kan der jo endnu
være en ret betydelig Erhvervsevne hos
nogle, men efter det 65 de Aar betyder den
ikke saa meget. Saa trænger Loven ogsaa
til Bestemmetser om, at de Gamle maa eje
noget. Der er noget demoraliserende i, at
det, man har sparet sammen, hindrer i at
faa Alderdomsunderstøttelse, og der er mange
gamle Folk, for hvem det moralsk betyder
meget at have en Nødskilling staaende. Det
kunde saa let ordnes, naar man fik faste
434
Kristne og det sociale Spørgsmaal=
Satser, idet den Formue, den Gamle havde
enten i Skikkelse af en Sparekassebog eller
af fast Ejendom, blev vurderet, og man
kunde da let slaa efter i Livsforsikrings-
tabeller og se, hvor stor en Livrente der
kunde kjøbes for Summen, og denne maatte
saa trækkes fra Alderdomsunderstøttelsen.
Man kunde maaske paa Landet frygte, at
Sogneraadet skulde taksere et Hus for højt,
men den Vanskelighed kom man ud over,
naar Sogneraadet var forpligtet til at oVertage
Huset til Vurderingspris, om det forlangtes.
For den, som færdes en Del mellem Fat-
tige, er der en anden Tanke, som melder sig :
hvorfor skulde Samfundet ikke ligesaavel under-
støtte Enker, hvis Forsørger er faldet bort,
som det understøtter de Gamle? Det er en
forfærdelig Kamp, som her ofte kjæmpes for
at skaffe Brødet til Børnene og skaffe dem
i Vej. Om Staten her vilde træde til og
give en Understøttelse til. hvert Barn til det
fyldte 15. Aar, vilde megen Nød blive af-
hjulpet. Opgaven vilde, som Prof. Wester-
gaard en Gang har eftervist, slet ikke blive
saa uoverkommelig. Der findes af Enker
under 60 Aar (for dem, der er over 60 Aar,
gjælder Alderdomsloven) knap 37,000. Af
dem er der naturligvis en Del, som ikke
trænger til Hjælp, og ved en Enkeforsørgelse
vilde Fattigvæsnets Budget lettes en Del ; vort
Samfund er rigt nok til at komme til Hjælp
her.
Af andre Retfærdighedskrav vil jeg nævne :
Skolebørns Bespisning for offentlig Regning, naar
Hjemmet ikke kan ernære Børnene ordentlig.
Hvad kan det nytte, at vi ofrer en Mængde
Penge paa vort offentlige Skolevæsen, ansæt-
ter dygtige Lærere o. s. v., naar Børnene
paa Grund af daarlig Ernæring ikke er i
Stand til at profitere af den gode Undervis-
ning? Man løber naturligvis den Fare, at
nogle Hjem vil skubbe af sig, men efter hvad
jeg kjender til Forholdene, er den ikke stor,
og selv om den var større, end den er, maa
man udsætte sig for den, thi helleie give
=.-- - 435
Mad til to Børn, som kunde have faaet den
paa anden Maade end pine Kundskaber i ét
sultent Barn.
Endvidere maa det kræves, at Stateti enten
selv etablerer en Forsikring mod Arbejdsløshed
eller gjennem Fagforeningerne kommer til Hjalp
overfor denne Hjemsøgelse. Ligeledes maa
man kræve, at Staten satter Arbejder i Gang
i Tider, hvor mange gaa ledige, for at afbøde
de værste Slag af Arbejdsløsheden. Vil man
indvende, at Statens Indgriben her vil være
virkningsløs, maa der svares, at saa maa
Statens Virksomhedsomraade udvides saa
meget, at den bliver i Stand til at virke
regulerende. At her kræves Overblik og
praktisk Dygtighed fra de Styrendes Side er
klart, og der kræves tillige Initiativ til at
gribe ind i rette Tid. Paabegyndelsen af det
nye Rigshospital blev udskudt i mange Maa-
neder paa Grund af en Uenighed mellem
Magistraten og Ministeren om en Kloakledning,
og det var i en Periode, hvor der herskede
meget stor Arbejdsløshed; man vekslede
Breve, hvor der var Uger og Maaneder mel-
lem Spørgsmaal og Svar, og det i en Tid,
hvor man kan ringe hinanden op i en Tele-
fon og træffe en Aftale, samtidig med at man
kan forbeholde sig alle Rettigheder og føre
Proces om dem bagefter, om man har Lyst.
Her er ogsaa Pladsen at kræve, at Staten
lønner sine Arbejdere anstandigt, og ikke ab-
solut holder sig til et Minimum af Løn,
hvad nu ofte er Tilfældet med f. Ex. en Del
af Jernbanefunktionærerne. Det er ikke rig-
tigt, at Mennesker skal have mindre for
deres Arbejde end andre og saaledes dyrt
betale for deres „faste** Stilling.
Ude paa Landet er der et Spørgsmaal,
som er svært fremme i vore Dage, det er
Husmandsspørgsmaalet. Vi har i de senere
Aar faaet et Par Smaalove om statsunder-
støttede Husmænd. Men disse Love synes
ikke at ville have nogen videre Virkning.
Jorden kjøbes for dyrt, fordi der kjøbes en
enkelt Husmandslod ud af en Gaard, som
29*
— — ^-Kristne og det sociale Spørgsmaah
vedbliver at have de samme Driftsudgifter og
derfor maa forlange forholdsvis meget for de
faa Tdr. Land, som sælges fra til Husmands-
bruget, og det bliver som oftest den ringeste
Jord, som sælges. Endvidere er Husmands-
loddet ne for smaa til, at en Familie kan leve
udelukkende af dem uden at søge Arbejde
andet Sted. Det, som behøves, er to Ting:
at Kommunerne faar Lov til at erhverve en
større Ejendom — f. Ex. Præstegaardsjorden
og udstykke den. Det vil kunne gjøres uden
Tab for Kommunen, og Husmandslodderne
vil ikke blive saa dyre for Husmanden, og
Statens Penge vil staa sikrere i dem, end nu
er Tilfældet. Og saa skulde disse Husmands-
brug ikke være fri Ejendom, hvorved der kun
blev hjulpen paa et Slægtled, men Statsfæste,
en Besiddelsesform, som man ikke maa be-
dømme efter den ilde Klang Herremandsfæste
har faaet i danske Ører. Det er sikkert
Husmandsbruget, som har Fremtiden for sig ;
der har været den Tid, da de store Gaarde
gik foran i Udviklingen og leverede de bedste
Produkter. Ved Andelsbevægelsen er de
smaa Brug komne op paa Linie med dem,
ja, giver meget mere i Udbytte. Jeg hørte
i et Sogn i Jylland, hvad de forskellige havde
opgivet at have ud af deres Jord: Herre-
manden havde opgivet 30 Kr. af Td. Land,
Bonden 50 Kr., Husmanden 80 Kr. Det
viser os tydelig, i hvilken Retning Udviklingen
vil gaa. Den selvstændige Husmand, som
kan leve af sin Lod, har ogsaa ganske andre
Betingelser for Menneskelykke og Menneske-
udvikling end Indsidderen og Herregaards-
arbejderen.
Et Spørgsmaal af lignende Betydning for
Byarbejderen er Byggeloven i Byerne; saa-
længe det er tilladt at opføre Huse med
Bagbygninger og usle smaa Gaarde, hvor
Mennesker er umenneskelig pakket sammen,
kan man længe nok give Penge til Under-
visning og humane Foranstaltninger; det bli-
ver ikke gode og lykkelige Mennesker, som
voxer op her. Her gjælder det om, at Sam-
fundet træder til; der er jo Plads nok og
med de moderne Samfærdselsmidler spiller
Afstanden ikke saa stor en Rolle. Men det
kan kun naaes ved, at Byggelovens Bestem-
melser skærpes.
Dette er nu ikke en udtømmende Liste
over de Retfærdighedskrav, som maa rejses,
men det er kun et Udvalg af dem, der fore-
kommer mig at være mest modne til at blive
afhjulpne.
Paa dette Punkt kunde det ogsaa være
paa sin Plads at hævde de Tanker, som er
fremsat af Amerikaneren Henry George, nem-
lig at beskatte Jorden enten den var bebygget
eller ikke bebygget, thi da vilde man hindre,
at Jorden blev holdt tilbage i Spekulations-
øjemed. Man kunde begynde med at beskatte
Stigningen af Jordværdien, som finder Sted
paa Grund af forøget Bebyggelse, Anlægget
af en Jernbane el. lign.; thi denne Værdi-
forøgelse er jo ikke fremkommet ved den
enkeltes Flid og Sparsommelighed, men af
Grunde, som skyldes Samfundet, og det er
da rimeligt, at Værdistigningen kommer Sam-
fundet til Gode, og man kunde gaa videre
ad den Vej og ikke alene beskatte den Vær-
distigning, som nu finder Sted, men ogsaa
den, som har fundet Sted.
Penge maa man jo have til de forskjellige
Samfundsforanstaltninger, og det er ikke den
Kristne ligegyldigt, om der hersker et retfær-
digt eller uretfærdigt Skattesystem. Jordskatten
og den stigende Indkomstskat maa blive Statens
Hovedindtægtskilder, medens Toldskatterne maa
reduceres saa meget som muligt.
Skal man tage Stilling til disse Spørgs-
maal, bliver der endnu et Spørgsmaal, som
man nødes til at tage Stilling til, og det er
det om Udvidelsen af Stemmeretten, et Spørgs-
maal, som med Mellemrum altid vil frem-
komme i et Samfund, saaledes som det nu
er fremme hos os paa det kommunale Om-
raade og Kvindernes Valgret. Man kan her
ikke foreskrive de Kristne at tage et bestemt
Standpunkt, men min Sympathi er her altid
—-= 436
—==~ Kristne og det sociale Spørgsmaal
paa demokratisk Side, og denne Sympathi er
for mig nøje forbunden med min Kristendom.
Thi for den Kristne maa Personernes Udvik-
ling og Selvstændighed altid være det, som
gaar forud for Bevarelsen af Retligheder, der
hviler paa en større Besiddelse.
Man vil maaske sige: alle disse Sager
angaar Rigsdagsmænd og Politikere og ikke
os, navnlig ikke os Kristne. Jeg svarer: Jo,
de angaar netop os. Rigsdagsmænd og Poli-
tikere sidde ikke og finde paa noget nyt, men
de sidde og lytte til, hvilke Krav, der er saa
stærkt oppe i Folket, at de maa efterkommes ;
saa er det deres Arbejde at finde den rette
Form for Opfyldelsen af disse Krav. Og der
skal de Kristne, naar der er Tale ikke om
Klassepolitik, men om Retfærdighedskrav fra
dem, som har det svært i Livet, ikke holde
sig tilbage. Vort Haab er jo, at vi vente
„en ny Jord, hvor Retfærdighed bor** —
men alt, hvad vi virkelig skal eje i Haabet,
maa vi ogsaa arbejde for og have Begyndelserne
til her, saaledes ogsaa hvor det gjælder Sam-
fundets Indretning efter Retfærdighedens Krav.
Jeg sagde før, at vi skulde begynde med
at spørge efter Retfærdighed, før vi spurgte
efter Barmhjertighed. Paa den anden Side
kan man sige, at den kristne Barmhjertighed
har banet Vejen {or Retfærdigheden. De nød-
lidende er først blevne hjulpne af kristen
Barmhjertighed, men efterhaanden er det gaaet
ind i hele Samfundets Bevidsthed, at her var
der et Krav, som ikke kunde overhøres, og
Staten anerkjendte det og traadte hjælpende
til. Paa den Maade er det gaaet med de
Blinde, de Døvstumme, de Aandssvage —
deres Forsørgelse er jo helt eller delvis over-
taget af Samfundet, som erkender det at være
sin Pligt. Den kristne Barmhjertighed skal altid
vare et Hestehoved forud, opdyrke en enkelt
Plet i Nødens Land, saa kommer Samfundet
og siger: nu skal jeg nok sørge for det for
Fremtiden. Maaske nogle sørge derover og
synes, det var bedre, at den frivillige Barm-
hjertighedsøvelse beholdt, hvad den havde
begyndt. Jeg synes, at her er ingen Ting
at sørge over, men det er glædeligt, at kristne
Tanker bundfalder i Samfundet. Men samtidig
vil jeg minde om, at Samfundet bliver ikke
kristeligt, fordi en Del kristelige Tanker har
afsat sig i det. Thi der er noget som hed-
der Degenerationens Lov, som vi ser virksom
i Naturens Verden: en ædel Rose, som ikke
plejes og beskjæres, de synker ned til at
blive den vilde Rose. Denne Lov gjentager
sig paa Aandslivets Omraade: hvis ikke en
kraftig og levende Menighed staar bagved
med sin Livskraft, nytter de bundfældte kri-
stelige Tanker intet. Derfor er der ogsaa
en inderlig Forbindelse mellem Arbejdet paa
kristelig Vakkelse og Arbejdet paa paa kriste-
lige Samfundstankers Virkeliggjørelse. Og den
kristne Menighed maa stræbe hen til at for-
ene begge disse Grene af det samme Arbejde.
Det gjælder om, at Menigheden og dens
enkelte Medlemmer lever med vaagen Sans
for Retfærdighedskravenes Fremsættelse. Jeg
mener nu, at det er af større Værdi og større
aandelig Betydning at følge med her end at
følge med i alle Skønlitteraturens og Kun-
stens forskjellige Svingninger og Nuancer.
Men endnu staar et Spørgsmaal tilbage:
hvorledes skal den Kristne stille sig overfor
Socialdemokratiet, som vi har det her til Lands ?
Jeg vilde svare for mit Vedkommende og
gjerne have, at mange skulde forsøge at
komme til samme Resultat: med saa stor
Forstaaelse som mulig og med saa stor Sym-
pathi og Tilslutning som mulig; thi det er en
Bevægelse, der er fremgaaet fra dem, der har
Skoen paa, og de ved bedst, hvor den tryk-
ker. Og kun naar man har Forstaaelse og
Sympathi, er man i Stand til at adskille Skal
og Kerne. Nogle Skaller er lette nok at
kjende f. Ex. Cand. mag. V. Rasmussens
Lærebogs Artikler i „ Socialdemokraten" ; disse
synes under det Niveau, som et stort Blad
bør byde sine Læsere. Andre Skaller er
Agitationens Midler i Tale og Skrift, men
her deler den vel Præg med al anden politisk
Agitation; fremdeles den i Bladet ofte ud-
talte Materialisme med Tilsidesættelse af Aand
og Aandsmagt. Men Kernen er selve de Lov-
forslag, som fremsattes for at fremhjalpe de
Smaa i Samfundet og skaffe dem blidere Kaar.
Den Alliance, der sluttes mellem Social-
demokrater og dem, der hylder Overmenneske-
theorien, hviler paa et usandt og derfor
usundt Grundlag, og den Spænding, som kan
findes mellem dem, der har Frihed, Lighed
og Broderskab til Feltraab, og dem, der vil
følge ham som deres Herre og Mester, som
sagde: „I er alle Brødre44 og „kommer hid
til mig alle I som arbejder og er besværede,
jeg vil give eder Hvile,** maa skyldes forbi-
gaaende og svindende Aarsager.
437
DIM1TRIOS BIKÉLAS
JEG husker en Dag under de olympiske
Lege i Athen sidste Foraar. Som et
hvidt skinnende, kæmpemæssigt Marmorkar
bredte Stadions stolte Sportsplads sig under
den tindrende Himmel. I det skarpe Sollys
gnistrede de 70000 Tilskueres festbrogede
Mylr som et lunefuldt henslængt, overdaa-
digt Silketæppe. Og der bølgede sød Duft
af de gule og blegrøde Roser, som i Dynger
laa i alle Damers Skød.
Vi kom sammen op over Marmortrappen.
Rundt om fra steg der en halvhøj Hvisken:
Dér gaar Bikélas, — ja, det er jo Digteren
Bikélas . . . Bikélas. En ung olivenbrun Atheni-
enser kom springende. Det var netop Præ-
mie-Uddeling: i sin Haand havde han som
Sejrherre de graa Olivenkviste fra Alfejos
hellige Lund. Foran Bikélas stansede han
brat, brød en Kvist af, og bøjende sig
udbrød han begejstret: Til den store Bikélas!
Bikélas havde Taarer i Øjnene : Ak
ja, de kære Børn . . . Saa tog han
Kvisten og rakte mig den med ridder-
lig Anstand : „Tag den som en Hilsen
hjem til Danmark, hvis frodigt grønne
Sletter jeg aldrig glemmer!*
. . . Det unge Grækenland, hvis Fest
disse olympiske Lege var, skylder Biké-
las ubegrænset Tak. Han er Ny-Græken-
lands største Digter; hans Fortællinger,
der findes oversatte paa de fleste Kul-
tur-Sprog, har udbredt Kundskaben og
Kærligheden til hans elskede Land.
Desuden har han ved ypperlige Over-
sættelser, bl. a. af H. C. Andersen, bi-
draget til at udvikle og berige det ny-
græske Sprog.
Dertil har han udført et uegennyt-
tigt Arbejde for græsk Skolevæsen og
Folkeoplysning efter grundigt Studium
i England og Frankrig. Han har op-
rettet et Skolemuseum og et Folke-
bibliothek; nu er han i Færd med
at oprette et Blinde-Institut, der, som saa
meget Nyt i hans Land, skabes for private
Penge. Ham var det endelig, som frem-
satte Tanken om en Genoptagen af de olym-
piske Lege i Athens klassiske Stadion.
En Lovprisning af ham vilde stemme daar-
ligt med hans elskelige Beskedenhed. Han
er hjertelig og jævn, som hans Skildring er
upyntet klar og sanddru — af den græske Bryd-
ningstid, snart i uberørt Naturliv, snart under-
lig anstrængt nye, uligevægtige Sind. Vi brin-
ger her en lille Folkelivs-Skildring „Den Gale"
og „Philip Marthas44, den af hans Historier,
han selv elsker højest. Takket være hans gode
Støtte ledsages de af originale græske Teg-
ninger af de ansete Kunstnere, Gyzis, Giallina
og Rizo.
... En Kvist med Hilsen fra det unge Græ-
kenlands frisk voxende Olivenlund.
A. Tk.
438
DEN GALE
Vi talte om Hunde.
Middagen var lige forbi,
Damerne havde trukket sig
tilbage paa Balkonen for
at betragte Skyerne, som
rødmede i den synkende
>Sols Straaler, og vi andre
sad rundt om Bordet, drak
Kaffe og røg.
Min Nevø André, som endnu ikke ryger
eller kun ryger i Smug, legede i et Hjørne
med sin Hund. Men de tumlede sig saa
støjende, at det ingenlunde forøgede For-
nøjelsen ved den fredeligt fordøjende Siesta
for os modne Mænd. Alligevel var der
ingen, der beklagede sig; thi André var
Værtens eneste Søn, og Hunden var Andrés
kæreste Legekammerat!
Imidlertid behøvede man ikke at være
særlig begavet for at gætte, at vi alle vilde
være særdeles vel fornøjede ved at slippe
af med den generende firbenede Ven. Min
Svoger, som mærkede den almindelige
Stemning, tog sig for at befri os for den,
til Trods for hans Søns aabenbare Mis-
fornøjelse. Da vi nu havde faaet Fred,
begyndte Konversationen igen med for-
nyet Liv.
Naturligvis gav man sig til at tale
om den forviste Hund, om dens Egen-
skaber, om dens Race i Særdeleshed og
om Hunde i Almindelighed. Ved at tale
om Hunde, kom vi til at tale om Hunde-
galskab. André, som syntes at interessere
sig ganske særlig for dette Emne, spurgte
Landsbypræsten, om Hundegalskab var
almindelig der paa Egnen.
„Almindelig ikke, men den forekom-
mer dog," svarede Fader Serafim, og han
fortalte os blandt andet om en udmærket
Hund, han havde haft, som han havde
været nødt til at slaa ihjel, da han var
overbevist om, at den var gal. André af-
brød hvert Øjeblik Præsten med sine
Spørgsmaal : Hvorledes hayde Fader Sera-
fim kunnet se, at Hunden var gal; hvad
han havde gjort? Hvor havde han bundet
den? Hvorledes havde han dræbt den?
Præsten svarede venligt, og jeg maa
indrømme, at jeg den Aften ved alle
disse Spørgsmaal og Svar fik en hel Del
at vide om Hundegalskab.
„Ja, nu taler vi om gale Hunde," sagde
min Svoger, idet han afbrød sin Søns sidste
Spørgsmaal, „men hvad vil du sige, An-
dré, naar du hører, at Fader Serafim har
set en Mand med Hundegalskab?"
„En Mand med Hundegalskab," raabte
André, og samtidig overvældede vi allesam-
men Præsten med Spørgsmaal.
„Hvorledes? Hvor? Hvornaar? Hvordan
gik det til? Hvad endte det med?
Fader Serafim rynkede sine tætte Bryn
ved min Svogers sidste Ord. Han besvarede
ikke vore hastige Spørgsmaal. Hans Taus-
hed og mørke Mine forraadte det sørgelige
Minde, som tyngede paa hans Hjerte. Det
var ham ikke behageligt at genopleve dette,
men da han saa os alle saa nysgerrige og
utaalmodige efter at høre det, overvandt
han sin Ulyst, satte sig til Rette i Stolen,
tog sin Kalot af og lagde den paa Bordet,
strøg sig saa et Par Gange med Haanden
over Ansigtet, og idet han lod sit Blik glide
hen over os, begyndte han sin Fortælling
saaledes:
„De kender alle det Sted, som kaldes „den
gamle Tærskeplads", tæt herved i Udkanten
af Landsbyen. Som De véd, ligger Kirke-
gaarden lidt længere
ude mod Vest.
Til hojre er der
Vinhaver, til
venstre Bjer-
439 =.-.
Den Gale=
gene, og midt imellem
gaar Vejen, som fører fra
den gamle Tærskeplads til
Kirkegaarden. Midtvejs har
De maaske lagt Mærke til
et gammelt ensomt Fyrretræ.
Dets gamle Grene kaster
ligesom en Oase af Skygge
henover dette øde Sted,
naar Solen brænder stærkt.
Hver Gang, jeg gaar forbi
dette Sted, snører mit Hjerte
sig sammen ved Synet af
dette Træ, og gennem den
Lyd, som Vinden frembrin-
ger med sit Sus gennem
dets Grene, synes jeg altid at høre den ulyk-
kelige Christos Navn. Det er nu tretten
Aar siden. Det var midt i August Maa-
ned. I nogle Dage havde det Rygte bredt
sig, at en Ulv luskede omking Lands-
byen. Fa'r Mitros, som netop samme Aar
havde bygget sin Hytte tæt ved den gamle
Tærskeplads, fortalte, at han en Nat var
bleven vækket ved sin Hunds Gøen, og da
han aabnede Vinduet, havde han set en
vældig Ulv udenfor sit Indelukke. Han havde
grebet sin Bøsse og givet Ild, men ikke
ramt, og i Maaneskinnet saa han Ulven for-
svinde med Halen mellem Benene. Han var
bleven saa forskrækket, at han ikke havde
tænkt paa at lade sin Bøsse og skyde igen.
Vore Hyrder havde ogsaa talt om et lig-
nende Sammentræf, saa Landsbyen var nu
fyldt af Rygter om, at vi havde en farlig
Ulv i vor Nærhed.
Bønderne sov kun med det ene Øje,
altid ivrigt paa Færde med at passe paa
deres Kvæg.
Faren var imidlertid endnu større end de
tænkte sig; thi Fjenden var ikke en for-
sulten Ulv, men en „gal" Ulvinde.
En Eftermiddag, det var en Mandag, vog-
tede Christos sin Faders Faar, som græs-
sede ved det gamle Fyrretræ, jeg før om-
talte. Han sad i Skyggen og havde travlt
med at pudse en gammel Mælkespand, da
han pludselig ser sine Faar springe om
imellem hverandre og flygte skrækslagne bort.
Han vender Øjnene hen imod Kirkegaarden,
og hvad ser han?
I tyve Skridts Afstand fra ham staar
den gale Ulvinde og rejser Børster og viser
sine frygtelige Tænder frem, rede til Angreb.
Christos sprin-
ger ojeblikkdjg op
og griber en Sten.
I Reglen plejer Ulvene al
være bange for Mennesker og
flygte for dem, men Vorherre bevare os
for at møde en gal Ulv!"
Fader Serafim tog ganske instinktmæssig
og satte sin Hue paa igen, og efter nogle
Øjeblikkes Taushed fortsatte han:
„Tillad mig, mine kære Venner, at give
Eder et Raad, som jeg dog ikke haaber, De
nogensinde maa faa Brug for. Det er højst
usandsynligt, at de nogensinde skulde komme
i Berøring med en gal Ulv, men dersom
De, hvad Gud forbyde, skulde blive angrebet
af en gal Hund, og De saa ikke har noget
Vaaben hos Dem eller en Stok, der er stærk
nok til at knuse dens Hoved, saa sørg for
alt i Verden for at beskytte Deres Hænder.
Dersom De kæmper med bare Hænder mod
saadan et Dyr, vil det bide Dem. De, som
er klædt paa europæisk Vis, har deres Hat,
jeg har min Hue, Bonden sin Fez; tænk
for enhver Pris paa at dække Hænderne og
benyt hvadsomhest som Værn.
Christos havde hverken Tid eller noget
Sted at skjule sig.
I Stedet for at vende om og flygte, da
den saa den unge Mand rejse sig, styrtede
Ulven løs paa ham, og inden Christos fik
Tid til at slynge Stenen efter den, havde
dens Forpoter naaet hans højre Side og dens
Tænder sønderrevet hans Bryst.
Stenen faldt ud af hans Fingre, men
hans Hænder var fri.
Christos var den største af vore unge
Landsbyfolk, han var stærk og modig — en
440
Den Gale=
ren Kærnekarl, men Faren kan jo gøre selv
en fejg Mand modig. Han hugger lige med
det samme sin højre Arm ned og klemmer
Ulvens Hals voldsomt ind under sin Arm-
huling, mens han med den venstre Arm
griber den om Hovedet for at kvæle den.
Saa begyndte der en frygtelig Kamp. Det
rasende Dyr bearbejdede hans Side med Klør
og Tænder. Sin Kniv kunde han ikke
komme til at bruge; thi for at faa den ud
af sit Bælte, maatte han jo slippe Ulvens
Hals med den venstre Haand. Han kunde
ikke røre den højre Arm uden at opgive sit
Tag om Dyret. Han turde ikke raabe
om Hjælp! Thi ve den, der kæmper,
hvis han spilder sine Kræfter med at
raabe !
Tilsidst faldt de begge to om paa
Jorden i en rædselsfuld Omfavnelse;
Christos øverst, Ulven underst; men
den havde sit aabne Gab over hans
Bryst, som den stadig flængede i,
mens den søgte at komme løs.
Christos følte Kræfterne tage af.
Han begyndte at tabe Modet, da
han pludseilg hørte den gamle Mitros*
Stemme raabe: „Hold bare ud, Chri-
stos, nu kommer jeg!" Christos' Faar
var under Flugten komne lige hen
til Mitros Hytte.
Forbauset aabnede Oldingen Døren
og saa i Afstand Christos kæmpe med
Dyret.
Han rev øjeblikkelig sin Bøsse
ned fra Væggen og gav sig til at
løbe, saa stærkt hans gamle Ben
kunde bære ham.
Da han endelig naaede hen til Træet og
saa de to kæmpende ligge der sammen-
slyngede, stansede han med ét raadvild.
Hvordan skulde han skyde paa Ulven uden
at ramme Manden? Christos, som fik for-
nyet Kraft ved at se Hjælpen saa nær, tryk-
kede Ulvens Hoved nedad, og idet han søgte
at fjerne det saa meget som muligt fra sit
Bryst, raabte han: „Skyd!"
Og Oldingen skyndte sig at trykke Bøsse-
mundingen mod Dyrets Øre og skød.
Ulven laa dræbt der paa Stedet! —
Fader Serafim tav nogle Øjeblikke. Ingen
af os forstyrrede hans Taushed, vi saa, at
han havde mere at sige os, og vi ventede.
Imidlertid var Solen gaaet ned. Det be-
gyndte at mørknes i Krogene. Damerne var
stadig paa Balkonen; vi hørte deres livlige
Samtale og glade Latter.
„Véd I, kære Venner," fortsatte Præsten,
„hvad jeg tænkte paa, og hvad jeg ofte
tænker paa? Jeg tænker paa, hvormeget vor
Uvidenhed koster os. Hvor mange Ulykker
kunde vi ikke undgaa eller mildne, dersom
vore Kundskaber var flere og grundigere.
Men hvem skal lære os det? Vi er i lang-
som Fremgang, det er sandt, men vi er
endnu meget langt tilbage.
Vil De tro, at der ikke findes hverken
Læge eller Apothek i nogen af Landsbyerne
i dette Distrikt. Jeg véd ikke, om man i
Athen kan faa, — for hertil er den i alle
Fald ikke naaet — nogen Bog eller noget
Skrift med Raad om Midler til at undgaa
eller til at helbrede de mest almindelige
Sygdomme. Jeg taler ikke alene om Hunde-
galskaben, men om de Sygdomme, der
hærger vore Børn. Men nok om det, det
faar vi vel nok altsammen med Tiden.
Da Christos vendte hjem til Landsbyen,
støttet til den gamle Mitros, saaret og blodig
og med sønderrevne Klæder, kom hele Byen
i Bevægelse. Jeg fik øjeblikkelig Underret-
ning om, hvad der var sket og gik hen for
at se til ham. Han boede hos sin Fader i
et lille Hus paa Vejen ved Kirken. Under-
441
Den Gale=
neden er der en Butik og en Olieperse,
ovenpaa et Par smaa Værelser.
Man kommer derop ad en udvendig Trappe
paa Husets Forside ud imod Vejen."
„Der, hvor nu Skolelæreren bor?" spurgte
André.
„Ja, netop; da jeg kom, havde jeg det
største Besvær med at trænge mig frem til
Christos.
Der var Trængsel
af Naboerskerne
de to Værelser; de
stod tæt om den
unge Mand, op-
fyldte af Medfø-
lelse, men forfær-
delig i Veien; i
Stedet for Hjælp,
bragte de kun
Forstyrrelse. Det
første, der skulde
gøres, var hverken
at afvaske Blodet
eller at reparere
hans Klæder, men
at brænde Saarene
ud. Ingen tænkte
paa dette. Man
talte kun om at
skaffe „Urter
mod Hunde-
galskab."
Hvor gjorde
jeg ikke mit
yderste for
at faa dem
til øjeblikke-
lig at sende
den Saarede
til Hospitalet
i Athen. Man vilde ikke høre Tale derom.
Der var kun Urterne mod Hundegalskab og
intet uden Urterne! Dette var Universalmid-
let, som alle søgte. Uheldigvis fandtes disse
Urter ikke i Landsbyen!"
„Hvad er det for en Urt?" afbrød jeg
Præsten.
Alle de omkring Bordet vendte sig mod
mig og saa paa mig, og jeg følte, at jeg
blev rød under disse Blikke. Jeg forstod, at
min Afbrydelse ikke var efter Tilhørernes
Smag, og jeg fortrød mit klodsede Spørgs-
maal. Det var ikke Stunden nu til at gøre
botaniske Studier, det opdagede jeg for sent.
== 442
Modrene skyndte sig at kalde paa deres Børn
„Jeg kan ikke beskrive Dem den; jeg
kender den ikke," svarede Præsten. „Jeg
formoder, at den voxer paa Salami; det er
en Hemmelighed, der tilhører Munkene i
Phaneromeni Klosteret og er en Indtægts-
kilde for dem.*)"
Jeg lod mig nøje med denne Forklaring
og bøjede
.;.-■.■„.,..• Hovedet i
Stilhed.
Fader Sera-
fim forstod,
at jeg følte
mig lidt usik-
ker, han
vendte sig
om mod det
øvrige Sel-
skab og fort-
satte :
„Endelig
efter mange
Vanskelighe-
der lykkedes
det mig at
overbevise
saavel Chri-
stos som de
andre, der
stod i Kreds
om ham, og
det blev be-
stemt, at han
skulde føres
til Athen.
Han vilde
ikke rejse før
næste Dag.
Jeg blev
ved mit, og
det lykkedes mig tilsidst at faa ham til at
rejse strax ved at love, at jeg vilde tage med
ham. Vi satte os paa vore Æsler og begav os
paa Vej. Naboerskerne gav os en Mængde gode
Ønsker med, uden at de dog paa nogen Maade
følte sig overbeviste om, at Hospitalet kunde
gøre nær den Gavn som Urterne. Vi ankom
meget sent til Athen. Jeg fik Christos an-
bragt paa Hospitalet og red midt om Natten
hjem igen til min Præstegaard. Alt dette
hændte, som jeg sagde Dem, om Mandagen.
*) Man ser, at denne Fortælling er skreven fer
Pasteur havde gjort sin Opdagelse.
Den Gale
Om Torsdagen kom Christos tilbage til
Landsbyen, endnu stærkt lidende af Smerterne
fra Udbrændingen af Saarene. Forresten
befandt han sig ganske vel. Efter nogle
Dages Forløb var Saarene fuldstændig helede.
Men Bønderne havde ingen Tro til Hospi-
talsbehandlingen. Det var ikke, fordi det
havde varet saa længe, inden Saarene var
blevne brændte ud, men fordi man ikke
havde anvendt Hundegalskabs-Urterne. Kunde
man bekæmpe dette frygtelige Onde uden
dette Middel?
Derfor mærkede man overalt, hvor Chri-
stos viste sig, en hemmelig Uro.
Mødrene skyndte sig at kalde
paa deres Børn, for at
de ikke skulde være sam-
men med ham, og Mæn
dene behandlede
ham, som om de
vilde undgå a
enhver An-
ledning til at
gøre ham
vred. Kort
sagt, Lands-
byen var paa
sin Post.
Delte Chri-
stos ogsaa de
andres Frygt
overfor sin
Helbredelse?
Den nølende
Maade, hvor-
paa han sva-
rede mig, naar jeg mødte ham, det skæve Blik,
han tilkastede de forbigaaende, mens jeg talte
med ham, alt dette og meget andet syntes
mig et Bevis for, at den stakkels Fyr var
hjertensangst. Jeg beklagede ham af hele mit
Hjerte. Forestil Dem, mine Venner, den Skræk
og Pine, man maa føle, naar man frygter for
at have Spiren til en Sygdom i sig og hver
Dag venter at se den bryde ud!a
— „Det værste er," sagde min Svoger,
„at netop denne Angst fremmer Ondet. Jeg
læste nylig en Artikel om denne Sag i et
videnskabeligt Skrift. Den Angst, som be-
mægtiger sig mange Mennesker, naar de er
blevne bidte af en gal Hund, en Angst,
som de skjuler enten af Egenkærlighed eller
for ikke at smitte andre med deres Uro, er
i sig selv en Sygdom. Denne pathologiske
Tilstand forværrer Følgerne af Biddet og
af Ætsningen. Alene dette kan være Aarsag
nok til Stivkrampen. Hundegalskab og Stiv-
krampe har megen Lighed med hinanden.
Det siger i det mindste Lægerne. Men hvad
kan det nytte at sige dette til os, naar de
ikke med det samme giver os Midler til at
beherske eller fjerne den hemmelige Frygt.
Det er det, vi venter paa. Undskyld, Fader
Serafim, at jeg afbrød Dem."
— „Jeg har aldrig læst noget i den Ret-
ning, men jeg har tænkt noget lignende,"
svarede Præ-
sten.
Imidlertid
gik der nogle
Uger,og Bøn-
derne be-
gyndte at
glemme den-
ne Historie,
eller de talte
ikke mere om
det, da Chri-
stos Fader
pludselig en
Morgen sidst
i September
kom for at
sige mig, at
det var galt
fat med hans
Søn.
— „Hvad
er der i Vejen
med ham?"
„Jeg véd det ikke, han har Feber og vil
ikke spise."
Jeg gik strax hen for at se til ham, Jeg
fandt ham liggende paa Gulvet paa sin
Kappe. Han var rolig, men bleg og an-
grebet. Han sagde, han kunde ikke faa
Vejret, at han undertiden fik ligesom Kvæl-
ningsanfald, og at han havde Trykkeu for
Brystet. Jeg rakte ham lidt Mælk og opfor-
drede ham til at drikke den. Han rejste sig
lidt op og tog Koppen af mine Hænder, men
saa snart han nærmede den til sine Læber,
kom han til at ryste af Væmmelse. Jeg fik
knap Tid til at tage Koppen fra ham. Han
fik skrækkelige Krampetrækninger, og jeg
troede, han skulde dø. Men lidt efter kom
han til sig selv igjen.
— „Aa," sagde han, „det er min Faders
=^ 443 --
Den Gale
Skyld, dersom han havde sørget for at skaffe
mig Urter mod Hundegalskab, vilde jeg ikke
nu dø som en gal Hund!"
Jeg forsøgte at overbevise ham om, at
hans Sygdom kun var en almindelig Mave-
historie. Jeg sagde alt, hvad jeg kunde
finde paa, desværre uden selv at tro paa
det, og jeg gik med Løftet om at komme
igen om Aftenen; thi jeg skulde samme Dag
forrette en Vielse i den længst bortliggende
Kirke i mit Sogn. Saadan er Præstens Liv,
fra Sorg til Glæde, fra Bryllup til Begravelse.
Ak ja!
Om Aftenen, inden jeg endnu var naaet
tilbage til Landsbyen, fik jeg at vide, at
Christos laa i Feberfantasier. Han var ble-
ven bindegal. Hans Fader ventede mig i
Præstegaarden, han vilde gærne have, at jeg
skulde hjælpe ham med at flytte den syge
hen i andet Hus i en Stuelejlighed. Naboerne
forlangte det. De var bange for, at Christos
skulde gaa ud paa Gaderne og give sig til
at bide de Folk, han mødte. I den Etage,
hvor han nu var, kunde
man ikke saa godt hin-
dre ham i at slippe
væk, han kunde springe
ud af Vinduerne. De
vilde have ham i en
Stuelejlighed, hvor
de bedre kunde passe
paa ham. Bønderne var
bange og Frygt gør
grusom. Jeg forstod,
de vilde skyde den
stakkels Christos ned,
hvis han blev farlig.
Uden at spilde Ti-
den, gik jeg op til
ham. Heldigvis var
han lige ved den
Tid rolig. Han sad
paa Gulvet med Al-
buerne paa Knæene og
Hovedet i sine Hæn-
der. Møblerne i Væ-
relserne var i vild
Uorden, og allevegne
laa Skaar af knuste
Krukker. Jeg maa til-
staa, at jeg i dette
Øjeblik følte en egen
Gysen. Jeg tænkte,
at det i Grunden var
uforsigtigt at komme
her ganske alene. Men
selv om jeg havde
villet det, var der nu
ikke mere Tid til at
trække mig tilbage.
Jeg gik da hen til ham, lagde min Haand
paa hans Hoved og bad en Bøn med høj
Stemme. Da jeg var færdig, gjorde han
Korsets Tegn og kyssede min Haand. „Du
har det ikke godt her, min kære Chri-
stos," sagde jeg: „kom lad os gaa hen i
din Onkels Hus. Der bor ingen. Der faar
du det bedre og roligere. Kom og gaa med
mig."
Han rejste sig op uden at svare.
— „Jeg vil ikke have, at nogen skal
444 z^.-=
=Den Gale=^=^
se mig," sagde han sagte, „bed dem alle
om at holde sig væk fra vor Vej.a
Jeg lukkede Døren op, og skønt der ingen
var at se, raabte jeg højt: „Gaa allesammen
bort, gaa ind til jer selv!a
— „Gaden er helt øde Christos, kom saa."
— „Jeg kan ikke taale Lyset, det piner mig!"
Solen var ved at gaa ned,
og dens Straaler faldt ind i
Værelset gjennem den aabne
Dør. Christos tog sin Kappe
over Hovedet, trak den ned
over Øjnene og gav mig
Haanden. Saa gik vi, jeg for-
rest, han bagefter, fra det
ene Hus hen til det andet.
Jeg blev en Tid lang hos
ham og gjorde alt for at
trøste ham; da jeg forlod
ham, var det Nat.
Da jeg lukkede Døren op
for at gaa, forekom det mig,
at jeg saa bevæbnede Mænd
i Mørket. Jeg lukkede Dø-
ren i. Nøglen sad udvendig,
jeg tog den af og gik. Bøn-
derne flokkedes strax om
mig og overvældede mig med
Spørgsmaal om den syge.
Jeg sagde dem, at han var
ved at dø og bad dem i
den barmhjertige Guds Navn
om at lade ham dø i Fred.
De ulykkelige havde jo
virkelig nogen Medfølelse.
De beklagede af ganske
Hjerte deres Ven og Kam-
merat, men Selvopholdelses-
driften ér stærkere end Med-
lidenheden, og Angsten op-
vækker det vilde Dyrs In-
stinkt i de uvidende Menneskesjæle . . . ."
I dette Øjeblik kom Damerne ind og
sluttede sig til os. Aftenens Kølighed for-
drev dem fra Balkonen. „Hvad for noget,
sidder I endnu i Mørke?" sagde min Søster,
„Fader Serafim fortæller jer nok en god Hi-
storie, lad os faa den med, det vil more os."
Og hun gav Ordre til at bringe Lys.
— „Hvad blev der af Christos?" spurgte
André ganske sagte.
Præsten lukkede Øjnene og gjorde en
vandret Bevægelse med sin Haand.
Jeg vilde ikke komme nærmere ind paa,
hvad denne Bevægelse betød.
Havde de dræbt ham?
Tjeneren kom ind med de tændte Lys,
og vi gav os til at tale om noget andet.
445
PHILIP MARTHAS
Mellem de Originaler, der for en halv-
hundrede Aar siden levede paa Øen
Syra, var Hr. Philip Marthas vist den, der
sidst bliver glemt. De, der kun har set
ham én Gang, husker maaske ikke hans
Navn, men Manden mindes de nok; thi han
havde mærkværdige Træk, som paatvang sig
Ens Erindring. Hans Haar var endnu sort,
men det ene Øjenbryn, det højre, var krid-
hvidt; hans tætte Overskæg var ligeledes delt
i to skarpt adskilte Far-
ver, men i Modsætning
til Øjenbrynene, var den
venstre Halvdel hvid,
den hejre sort. Denne
Krydsen af de to for-
skellige Farver gav hans
Ansigt et forunderligt
Udtryk. Dersom han
havde farvet de hvide
Haar sorte, vilde han
have gaaet for en smuk
Mand ; men hvem tænkte
vel paa den Slags Lap-
seri ved den Tid, da
han var kommet til
Syra.
Senere da der faldt
Ro over de politiske
Begivenheder, og det
daglige Livs srhaa Til-
dragelser fik større Be-
tydning, var der ogsaa
her Folk, som solgte
og købte Haarfarve, men
da vilde Philip have vakt alle Menneskers
Forbauselse og være bleven til Latter, hvis
han havde fundet paa at benytte den Slags
Midler for at opnaa Ensartethed i Farven.
Man var nu vant til at se ham saaledes,
og ingen lagde mere Mærke til det.
Forresten omgikkes han ingen — havde
knapt nok nærmere Bekendte.
Man havde aldrig set ham gaa ind i en
Kafé eller noget andet Hus end sit eget.
Han vandrede alvorlig, indesluttet og fred-
sommelig og med en exemplaiisk Punktlighed
fra sit Hjem og til det Kontor, hvor der var
noget for ham at gøre, og derfra hjem igen
til sig selv, fattig klædt, men altid proper
og pæn.
Han havde aldrig boet andre Steder end
i den lille Gade ved den katolske Kirke. Jeg
ved ikke, om denne Gade nu har den Ære
at bære et Navn. Hans beskedne Bolig, som
senere blev nedrevet, bestod kun af to smaa
Værelser og et Køkken.
Naboerskerne paastod, at der aldrig var
steget Røg op af hans Skorsten. Flere af
dem havde i Begyndelsen af Medfølelse til-
budt ham forskellige Ting under det Fore-
givende, at han skulde smage en særlig læk-
ker Kage eller Mad, de havde lavet i
Anledning af en Søns eller Mands
Fødselsdag. Han afslog det be-
standigt, høfligt men paa
en Maade, der ikke opfor-
drede til Gentagelse.
Saa holdt de op, den
ene efter den anden med
deres venlige Tilbud, og
Philip blev hver Dag ved
at bringe sin tarvelige
Mad med sig hjem ind-
pakket i et Stykke Papir
eller et Kaalblad; den
stillede aldrig Krav til
noget Køkken.
Som enhver ved, der
kender Syra, er alle
Husene i den Gade,
der vender ud imod
Havet, byggede paa mer
eller mindre stejle Klip-
per. Philips Hus, som
laa adskilt fra Gaden
ved en muret Gaard,
var bygget lidt længere ud end de andre,
saaledes at hans Træbalkon formelig hang
ud over Havet, der paa dette Sted var meget
dybt. Naar Vinden blæste, kunde man der-
oppe høre Bølgernes dumpe Mumlen, og un-
dertiden stænkede Skummet fra Bølgerne, der
brødes mod Klipperne, helt op paa Huset.
Philip havde beskyttet sin Balkon med
Brædder til begge Sider, ligesom Naboerne
havde gjort ved deres; paa denne Maade
blev disse Balkoner et frisk og køligt Op-
holdssted i de varme Sommernætter, men
medens de andre tog Dækket af deres om
Vinteren, blev Philips Balkon altid ved at
være ens.
Det var i delte Hus, Philip tilbragte alle
446
Philip Marthas
de Fritimer, hans Arbejde levnede ham. Om
Søndagen gik han regelmæssig i Kirke. Efter
Kirketid havde Bønderne, eller undertiden om
Vinteren Jægerne, som vendte hjem, mødt
ham vandrende omkring paa Øens stejle Høj-
der, eller de havde set ham sidde paa en
Klippe, stirrende over mod Øen Tinos ' Bjerge,
men ingen havde nogensinde set ham uden-
for hans Hjem om Aftenen.
Han tjente sit Brød som Tolk eller Skri-
ver i Engelsk. Det var med ham som Mel-
lemmand, at alle Forretninger afgjordes mel-
lem de engelske Kap-
tajner og deres Handels-
forbindelser. Hver Gang
en Købmand modtog et
engelsk Brev, sendte han
Bud til Philip for at faa
det oversat. Naar det
drejede sig om at ud-
fylde eller specificere et
Conossement eller skrive
en Kontrakt om en Bytte-
handel, var det altid
hans smukke Haand-
skrift, der udfyldte de
tomme Steder i de trykte
Formularer. Han blev
daarlig betalt for dette
Arbejde, men Handels-
forbindelsen med Eng-
land var saa livlig, at
han aldrig manglede
Arbejde, og hans Fornødenheder var saa
smaa, at det, han tjente, let slog til.
Men hvor og hvorledes havde Philip lært
Engelsk? Alt hvad man vidste var, at han
efter Katastrofen paa Øen Cypern under Re-
volutionen havde mistet sine Forældre, og at
han var bleven frelst af et amerikansk Skib,
som havde taget ham med til Amerika.
Som voxen vendte han tilbage til Græken-
land. Man sagde ogsaa, at han fra først af
havde studeret til Læge, men da han ikke
praktiserede, holdt man snart op at tale der-
om og tænkte ikke mere paa det.
Strax, da han viste sig paa Syra, sagde
man en hel Del andre Ting om ham, i nogen
Tid gik Rygtet, at han han havde været
sindssyg. Indbyggerne paa Tinos fortalte
endda bestemte Historier, fra den Gang han
skulde have været gal, men Manden lod til
at være ved sin fulde Forstand. Hans en-
somme Liv og hans alvorlige Væsen var ikke
uforklarligt med de Forhold, Grækerne den
Gang levede under, saa at Rygterne om hans
Sindsforvirring lidt efter lidt tabte sig. I det
hele taget beskæftigede Folk paa Syra sig
ikke mere med ham. Han generede ingen,
og var ikke til Byrde for nogen, hans eneste
Ønske var at leve ubemærket, og dette Ønske
var bleven opfyldt.
Imidlertid laa der bag dette ensomme og
ubemærkede Liv en sørgelig Historie, en lang
og uafbrudt Kamp mellem hans Hjerte og
hans Forstand. De, som saa ham roligt og
fejlfrit udfylde Forretningsbrevene, anede intet
om det Uvejr, der rasede i hans Indre.
Philip Marthas Hemmelighed vilde have
været død med ham, dersom ikke nogle Op-
tegnelser fra hans Haand vare blevne beva-
rede, ligesom Planker, der flyder op efter et
Skibbrud.
Hvorfor skrev han dem? Han havde sik-
kert ikke til Hensigt at meddele nogen sit
Livs Begivenheder. Han skrev, fordi man,
naar man er besat af den samme Tanke evig
og altid, føler Trang til at dulme sin Smerte
ved at betro sig til En eller Anden. Hvis
man har en Ven, saa gør man ham til sin
fortrolige, hvis man er troende, saa søger
man Trøst hos sin Skriftefader, hvis ikke
letter det overfyldte Hjerte sig i usammen-
hængende Enetaler, og hvis man kan skrive,
betror man sin Hemmelighed til Papiret.
Derfor skrev Philip.
Det Hefte, hvori han nedskrev sine Tanker
447
Philip Marthas
og sin Selvbekendelse, var forøvrigt hans
Regnskabsbog. Han skrev nøjagtigt op i den,
hvad han tjente og gav ud, som en Mand,
der altid vil have sit i Orden og være fri
for Gæld. Hans forskel-
lige Arbejder rundt i
Kontorerne var nøjagtig opførte deri fra Dag
til Dag.
Midt imellem disse Optegnelser fandtes der
undertiden medicinske Opskrifter, som viste,
at han ikke havde glemt sine lægeviden-
skabelige Studier, men mærkelig nok drejede
alle disse Opskrifter sig om søvndyssende
Midler. Grundstofferne var næsten altid de
samme, men Blandingen og Doserne varierede
i det uendelige. Hans Studier havde øjen-
synlig mest drejet sig om Bedøvelsesmidler.
Hist og her imellem disse Optegnelser stod
der saa Linjer om
hans Liv som maa
være skrevne i A arene
1845 og 47.
Det omtalte Hefte
er en Regnskabsbog i
Kvartformat, de tre
Rækker røde Streger,
som forekommer i en-
gelske Regnskabsbøger,
viser, at den er af en-
gelsk Oprindelse. At
den blev bevaret skyl-
des utvivlsomt dens
Format. Man antog den
sikkert for en trykt Bog,
og det er derfor, at den
nu befinder sig i Bib-
lioteket paa Syra.
Jeg skal ærligt bekende, at jeg først havde
tænkt at benytte Philips Optegnelser til en
ordentlig arrangeret Historie, men efter mo-
dent Overlæg fandt jeg, at det var bedre
at overgive Læseren dem, som de er. Hans
egne Tanker kan da udfylde Mellemrummene.
Saaledes lyder disse Optegnelser:
I.
Min Naboerske, den unge Kone fra Psara,
plejer at sætte sig om Aftenen paa sin Dør-
tærskel, med sin Førstefødte paa Skødet, for
at vente paa sin Mand. Naar jeg kommer
hjem, er jeg nødt til at gaa forbi hende, hun
smiler med et venligt Godaften, og siger
saa altid et eller andet til mig,
saa jeg er nødt til at sige noget
til Svar.
Undertiden giver hun sit Barn
Die, og skjuler saa sit utildæk-
kede Bryst med Haanden. Hun er egentlig
ikke, hvad man kalder smuk, men naar hun
bøjer Hovedet og med et ubeskrivelig kær-
ligt Smil betragter sit lille Barns store aabne
Øjne, bliver hendes Ansigt forskønnet og for-
klaret af Moderkærlighed.
Jeg staar da stille foran hende og betrag-
ter hende. Jeg stirrer paa hende — men det
er ikke hende, jeg ser! En anden skøn og
tilbedt Skikkelse synes mig at sidde paa
Tærskelen af denne Dør. Jeg synes, jeg ser
min egen Hustru sidde der og die vort Barn.
Det grønne Forklæde, som dækker Psara-
K vindens Hoved, forekommer mig at være
• .
.£»*>
448
Philip Marthas
Smyrnakvindemes yndefulde Hovedbedækning.
Hendes sorte Haar bliver blondt, og to
blaa Øjne fæster et ubeskriveligt Blik paa
mig. Men i det jeg drømmer saaledes, skifter
Synet. Øjnene lukkes, det rosenrøde Ansigt
bliver blegt, Barnet holder op at aande, og
jeg ser dets Moder død, saaledes som jeg
har set hende — som jeg altid ser hende
for mig.
Ak, hvorfor blev min Drøm ikke til Virke-
lighed! Hvorfor? Fordi mine forbandede
Hænder har ødelagt min Lykke! Det er mig,
der er den Skyldige; det
er mig der selv er Mor-
deren !
II.
I Dag har jeg mødt den
tyske Læge, som nylig er
kommet hertil. Hans Lands-
mand, som ledsagede ham,
stødte til ham med Al-
buen, idet vor Vej kryd-
sedes. Lægen saa efter
mig og iagttog mig nys-
gerrigt. Jeg hørte ham
sige bagved mig: „Uden
Tvivl Følgen af en eller an-
den psykisk Lidelse." Han
vidste ikke, at jeg forstod
ham, og at jeg ogsaa havde
studeret Lægevidenskab.
Hans Diagnose viser hans Skarpblik. Thi
Farven paa mit Haar og Skæg forandredes
netop i Løbet af de ti Maaneder, jeg tilbragte
i Klosteret Evangelistria*), men jeg ved endnu
ikke, om denne Forandring er kommen pludse-
lig eller lidt efter lidt. Jeg har aldrig for-
hørt mig om det. De troede, jeg var gal, og
behandlede mig derefter. Ingen kunde se ind
i, hvad der foregik i min Sjæl, ingen anede
noget om den Byrde, der tyngede paa min
Samvittighed. Ingen kunde skimte det Syn,
der bestandig svævede for mit Blik, og de
ansaa min Fortvivlelse for Sindsforvirring!
De pinte mig for at helbrede mig, og de
troede, at de fik mig helbredet.
Nej, jeg var ikke gal, eller rettere sagt,
hvis jeg var det den Gang, saa er jeg det
den Dag i Dag, thi endnu svæver det sam-
*) 9 Kloster og Mirakelkirke paa Øen Tinos, hvor-
til syge fra alle græske Øer gjorde Pilgrims-
rejser, og hvorhen man ofte bragte og under-
tiden indespærrede de Gale."
me Billede bestandig for mig, den samme
Fortvivlelse overvælder mig, den samme Læng-
sel efter Døden brænder i mig, den samme
Vilje til at straffe mig selv behersker mig.
Men den Gang troede jeg, at Døden var
den værste Straf. Det er ikke Menneskenes
Dom, som har faaet mig til at skifte Mening,
det var den gamle Præst i Klosteret i Evan-
gelistria, som overbeviste mig om, at Livet
er en langt grusommere Bod end Døden-
Aa! hvor havde han Ret! Han fik mig til
at sværge paa, at jeg vilde vente, til Døden
selv kom og hentede mig!
Hvor ofte har jeg ikke for.
trudt, at jeg har givet dette
Løfte! Hvor ofte har jeg
ikke været fristet til at
bryde det!
Men nej, jeg vil trofast
holde det!
III.
Tit er jeg selv forbauset
over, at jeg saa punktlig
kan udføre mit Kontor-
arbejde, mens mine Tanker
er andetsteds. Hvorledes
kan min Opmærksomhed
samle sig om mit Arbejde,
naar min Sjæl er langt
borte? Er der to Mennesker
i mig, hvis Virksomhed
kan adskilles ? Paa den ene Side Vanemenne-
sket, det ubevidste Hjul, den arbejdende Ma-
skine, og paa den anden Side den uforanderlige
Tanke, den ubetvingelige Erindring, den evinde-
lige Smerte? Paa den ene Side Viljen, paa
den anden Samvittigheden. Jeg har forsøgt
at kvæle Smerten, at jage Tanken paa Flugt,
at beherske Mindet. Kampen har været
haard mellem de to modsatte Magter, men
Viljen har intet udrettet. Samvittigheden har
sejret!
IV.
Den tyske Læge gør Mirakler! Jeg hører
overalt hans store Gerninger berømme. En
har han helbredet for en lang og haabløs
Sygdom, en anden, som var opgivet af alle
andre Læger, har han frelst; de syge kom-
mer i Mængdevis og belejrer hans Hus; hans
Kolleger søger hans Bistand, han er Genstand
for alle Samtaler og for hele Øen Syras Be-
undring.
30
449 =
Philip Marthas
,,vSaaledes var ogsaa den Fremtid, som mine
Lærere og mine Meddisciple spaaede mig, da
jeg forlod Amerika ! Saaledes saa den Frem-
tid ud, som Skolens Præsident lovede mig,
da han i den store Sal overrakte mig mit
Diplom med en Tak paa Latin, og da Mæng-
den, der træng-
tes omkring
mig, lykøn-
skede den nye
græske Læge.
Hvorfor min-
des jeg dette?
Jeg er ikke
mere Læge,
siden min Vi-
denskab skæn-
kede Døden i
Stedet for Hel-
bredelse, Mord
i Stedet for
Frelse. Den Gang var det Samvittigheden,
som paalagde mig denne Pligt. I Dag er det
desuden Uvidenheden. I de ti Aar har jeg
glemt Lægevidenskaben. Nu er jeg kun Tolk
og Skriver i det engelske Sprog — intet
andet. Ingen her ved, at jeg har været Læge,
og dersom nogen har vidst det, saa har de
glemt det. Jeg angrer ikke den Beslutning,
jeg tog; det maatte være saaledes, det er
saaledes, og det er godt. Nu er det godt!
I den senere Tid vender en Tvivl, som
pinte mig i gamle Dage, ofte tilbage i mit
Sind.
Jeg tvivler om alt, om Fortiden, om Nu-
tiden, ja selv om min Tilværelse! Det fore-
kommer mig virkelig, at min Vilje svigter
mine Evner, at min Tanke svækkes, at selv
min Smerte ....
Hvorfor disse Tanker? Hvorfor denne Tvivl,
som gør Livets utaalelige Begreb endnu tun-
gere for mig ? De, hvis Forstand er syg, har
ingen Bevidsthed om deres Tilstand. Ak;
Gud give jeg var som de!
VI.
Om Natten, naar jeg ikke kan sove, og
naar jeg fra min Balkon betragter de utal-
lige Stjerner, som glimter over mig paa den
uendelig rolige Himmel, og naar jeg neden-
under mig hører det rolige Havs sagte Hvi-
sken, saa ser jeg, ligesom hurtig skiftende
Billeder, mit Livs faa lykkelige Erindringer
drage forbi mit Blik. Jeg mindes da ham,
som blev min Velgører i Amerika; jeg min-
des Præsten i
1 Evangelistria;
y jeg mindes min
} Naboerske den
| unge Kone fia
{ Psara. Men-
neskene har al-
j drig nægtet
j mig deres Med-
følelse, tvert-
imod, det er
mig, som al-
drig har bedt
-~ om den, og
som har stødt
den fra mig. Dersom jeg havde tigget om
den, havde man maaske nægtet mig den,
thi Ulykken trætter i Længden. Medfølelsen
giver en forbigaaende Almisse, men nægter
at blive ved at give.
Jeg er taknemmelig over alle de Beviser
paa Medfølelse, som Menneskene har givet
mig, men jeg søger hverken deres Medliden-
hed eller deres Venskab.
Det jeg begærer, er Ligegyldighed!
Jeg ønsker at vandre ukendt og ube-
mærket omkring mellem alle disse frem-
mede og at bære skjult paa min Ulykke,
indtil endelig den længselsfuldt ventede Hvile-
stund kommer til mig.
VU.
Jeg har gaaet og tænkt paa at stifte Be-
kendtskab med den tyske Læge, for at spørge
ham ud om Videnskabens Fremgang med
Hensyn til Anvendelsen af Bedøvelsesmidler.
Jeg vilde gerne vide, ved hvilken Fejltagelse
jeg foraarsagede hendes Død.
Men til hvad Nytte?
Ulykken er jo uoprettelig, den døde kan
ikke leve op igjen.
Hvorfor lade denne fremmede faa at vide,
hvad ingen andre ved?
Man sagde, at hendes Død skyldtes Følgerne
af hendes Nedkomst, og da jeg i min For-
tvivlelse skreg, at det var mig selv, der havde
dræbt hende, forstod ingen Meningen af mine
460
Philip] Marthas
Ord ; de troede aUe> selv
hendes Moder, at det
var Smerten, som gjorde
mig afsindig! Gid min
forfærdelige Hemmelig-
hed for evigt maa blive
bevaret i mit Hjerte!
Kun Præsten paa Tinos
kendte den, og han er
ogsaa død.
Jeg vil ikke tale med
Tyskeren. Og dog, hvor ofte har jeg ikke
siden grundet over Sammensætningen og Styr-
ken af den Æther som voldte hendes Død ! Men
dette kan ikke udfindes ved Beregning, Der
maa Undersøgelser og atter Undersøgelser til ;
jeg har ingen foretaget siden, og jeg vil
aldrig mere gøre noget Forsag. H vormange
har jeg ikke foretaget i Boston! Og hvor-
mange paa Tinos? Og hvad endte det hele
med ! Jeg ulyksalige troede at besidde Hemme-
ligheden ved den farefri Bedøvelse ; jeg troede,
at Æren for denne Opdagelse gennem mig
vilde lyse over Grækenland, at jeg ved den
lykkelige Anvendelse af Ætheren skulde naa
at lindre den lidende Menneskehed, — og
jeg dræbte min egen Hustru!
Hvorfor holdt ikke den Gang en Tvivl
min Haand tilbage? Hvorledes kunde jeg i
min blinde Indbildskhed være saa sikker paa
et heldigt Udfald? Jeg saa, hun led usige-
lige Smerter, jeg saa hende i Livsfare, og
jeg benyttede mig af Æther for at bedøve
hende. Jeg bedøvede hende, sikker paa, at
jeg ved hendes Opvaagnen kunde vise hende
vort Barn, som var Skyld i alle hendes
Lidelser ! Hun vaagnede ikke igjen. Det var
mig, som vaagnede op af min bedrageriske
Sikkerhed, da jeg saa hende ligge død for
mig! Og mit Barn død med hende.
Hvoraf kom min Fejltagelse? Har jeg
taget Fejl af Dosen? Var der for meget
Chloræthyl i Blandingen? Har jeg taget fejl
af hendes Konstitution, eller er der indtraadt
en uforudset Forvikling med hendes Sygdom.
Ak! mit usalige Hovmod! Hvem var jeg,
at jeg troede at besidde Naturens Hemmelig-
heder? Da jeg saa Dødens Bleghed paa hen-
des Ansigt, da jeg hørte hendes Hjerte holde
op at slaa, da forstod jeg min Stillings hele
Rædsel!
I min Fortvivlelse styrtede jeg mig i
Havet.
Aa! hvorfor frelste man mig derfra!
451
Hvorfor lod man mig ikke dø den Gang!
Hvad har jeg vundet ved at leve siden?
vm.
Hvorfor mon Tyskeren er kommen hertil?
Hvorfor har han forladt sit Fædreland ? Skulde
det ogsaa være Ulykken, der har tvunget
ham til at begrave sig levende her mellem
fremmede? Men han, han udøver sin Viden-
skab, medens jeg har opgivet min.
Ulykken er mangfoldig i sit Væsen og iklæ-
der sig uendelig mange Former. Den enes
Ulykke ligner ikke den andens! Hvem ved,
hvorledes han har maattet betale sin Tribut
til Skæbnen. Hvem ved, hvorledes hans
Samvittighed bærer sin Byrde?
IX.
Jeg mindes ofte min første Spaseretur med
min Forlovede. Solen var gaaet ned, men
dens Straaler belyste endnu Egnen. Vi steg
ned ad Bjerget for at vende tilbage til Byen.
I den ene Haand bar hun en Buket Mark-
blomster, og med den anden støttede hun sig
til mig under Nedstigningen. Min Sjæl strøm-
mede over af Lykke. Vi gik forbi Vindmøl-
30*
Philip Marthas —
len, der
hvor Ry en
begynder,
dens Vin-
ger s lod
stille med
sammen-
ru Ilede
Sejl. For-
an Hytten
ved Siden
af sad den
gamle
Møller og
hans Kone
paa en Træbænk, deres Søn vandede Haven
omkring Møllen ; deres Sønnekone sad paa en
lav Taburet og bøjede sig forover for bedre
at kunne se at sy. To smaa Børn legede
omkring dem, og man hørte deres glade
Latter. Det var et Billed af den sande
Lykke.
Vi stod stille og nød i Frastand den Glæde
at se disse gode Folk saa fredelige og lykke-
lige. Jeg trykkede bevæget min Elskedes
Haand. „Aa! udbrød jeg: Give Gud, at vi
maattes ældes paa den Maade, omgivne af
vor Familie !a Hun smilte. „Du ser for
langt frem,a sagde hun, „lad os nyde Nu-
tiden, uden at tænke paa en fjern Fremtid!"
Vi har ikke nydt
Ungdommen, og Alder-
dommen er ikke kom-
men, i det mindste ikke
for hende!
X.
Lykkens Grundvold
er Ukendskab til Frem-
tiden. Hvem kunde no-
gensinde nyde et eneste
Øjeblik, om han vid-
ste, at Glæden i Dag
vil forandre sig til Smerte
i Morgen? Hvem kunde
nogensinde give sig hen
til Kærlighedens Lykke,
om han vidste, hvilken
Angst der rinder af den
samme Kilde, hvoraf
Lykken udsprang ? Hvem
turde give sig af med at
haabe, naar alle de
Ulykker, der skal komme, afsløredes for ham?
Saalænge man er ung, udbreder det Ukendte
sig uendeligt før Ens Øje, og jo længere
Fremtiden er borte, desto større er Lykken,
fordi man er uvidende om de kommende
Ulykker.
Men naar Skæbnens Finger mærker det
ubeskrevne Eiiad, naar Sløret, som dækker
over Fremtiden sønderrives og viser os de
Prøvelser, der venter os, saa svinder Haabet,
saa følger en grusom Opvaagnen, og For-
tvivlelsen træder i Stedet for Drømmen.
Jeg ser den, Skæbnens Finger; jeg ser
dens Skygge paa den aabne Bog; gennem
det sønderrevne Slør ser jeg det forudbe-
stemte Spor, hvori mit Liv skal henslæbe sig
til den Afgrund, hvori det ender.
Men nej, jeg tager fejl, jeg er altfor hov-
modig. Jeg kan ikke en Gang prale af det.
Den Fortvivlede ved kun, hvad han savner,
han ved, at han lever, og at han vil opleve
Dage, som ikke mere vil blive oplyste af
Lykkens Sol. Han ved ikke og kan ikke
forudse, hvad der endnu er skjult i Mørket
Men Bægeret er fuldt; der er ikke Plads til
en eneste Draabe mere! Intet kan gøre Drik-
ken mere bitter.
Og dog, bliver ikke denne Bitterhed
større og større af sig selv, eftersom Tiden
gaar ?
452 —
Philip Marthas
Ak, hvor tung en Byrde Livet er ! Hvilken
Lede ved Tilværelsen!
XI.
Endelig! Løsningen kommer af sig selv;
den Time, jeg saa brændende har begæret,
nærmer sig!
I Nat, mens Vinden tudede omkring mit
Hus, og Havet buldrede nedenunder mig,
hørte jeg pludselig Træværket knage, og jeg
følte, at min Balkon rystede. Min første
Følelse var Angst! Inden jeg fik Magt over
min Tanke, følte jeg mig under Selvophol-
delsesdriftens uvilkaarlige Herredømme. Men
denne Angst svandt som et Lyn, og mit
Hjerte fyldtes af Glæde. Jeg rejste mig op,
og jeg saa dybt nedenunder
mig det skummende Hav. Jeg
prøvede igjen paa at rokke
Balkonen, men kun den Side,
hvor mit Hovedgærde var,
bevægede sig. Jeg forsøgte
først at gøre mig klart, hvad
det var, der havde knaget,
hvorledes og hvorfor.
Jeg har aldrig kunnet se
min Balkon franeden. Af de
Søm, som jeg kan se, ved
jeg, at den som alle andre
Træbalkoner er afstivet med
Tværbjælker ind i Husets Mur.
Men oppe fra kan man hver-
ken se deres Tykkelse eller
deres Styrke. I hvert Tilfælde
foregaar#Ødelæggelsesværket lidt efter lidt,
og Træværket slides over. De ormstukne
Tværbjælker skilles ad, men endnu ikke helt.
De maa begge to være af samme Træ og
lige stærke. Hvorfor er den ved mine Fød-
der ikke brudt og bøjet som den anden?
Uden Tvivl fordi Vægten er mindre til den
Side, og derfor gaar det langsommere med
Ødelæggelsen,
Men, hvis kun den ene Tværbjælke brister,
vil Balkonen hælde uden at styrte ned, og
hvad har jeg saa vundet? For at den kan
styrte ned, maa begge Bjælkerne briste sam-
tidig, saa vil den i en Stormnat knuses under
min Vægt, og mit Martyrium er til Ende.
Jeg vil dreje min Seng. Jeg vil anbringe
mit Hovedgærde, hvor jeg før havde mine
Fødder.
Bryder jeg ved at handle saaledes den Ed,
jeg har svoret?
Nej, det er ikke mig, der gaar Døden i
Møde, det er Døden, der kommer til mig.
Den være velkommen!
XII.
En hel Uge er gaaet, og Bjælken holder
endnu. Hidtil hverken Knagen eller Rokken !
Jeg maa vente taalmodigt. Jeg vil ikke frem-
skynde Katastrofen. Nu er jeg sikker paa,
at den kommer af sig selv. Jeg har allerede
gjort en Prøve paa, hvad der vil ske, naar
Balkonen styrter ned. Jeg har ladet en stor
Sten falde ned mod Klippen, Stenen styrtede
i bratte Spring lige ned i Havet, og der
hørte jeg den blive opslugt af de dybe Vande.
Jeg kastede ogsaa en lille Sten, den styrtede
ned paa samme Maade. Der
er ikke nogensomhelst Forhin-
dring som kan stanse mit Fald
ned i Afgrunden.
XIII.
Pas paa, pas paa! I Dag
har jeg overrasket mig selv
i at tale ganske højt paa
Gaden, maaske har jeg og-
saa gestikuleret. Da jeg gik
hjem til mit Hus, saa jeg
en gammel Kone stanse ved
en Omdrejning af Gaden og
pludselig ligesom forskrækket
staa stille foran mig og be-
tragte mig forbavset. Da jeg
kom hjem til mig selv, hørte
jeg Lyden af min egen Stemme. Jeg maa
passe paa ! Dersom man faar Nys om, hvad der
skal ske, kunde man finde paa at forhindre
det. Det er derfor, jeg ikke har afbrudt mit
Arbejde. Det er derfor, jeg som sædvanlig
gaar hen paa de Kontorer, hvor man har
Brug for mig. Men hvis jeg ikke længere
er Herre over mig selv, hvis min Stem-
me, uden at jeg ved af det og mod min
Vilje, forraader min Tanke, hvad nytter det
saa altsammen? Pas paa, jeg maa ikke for-
raade mig!
XIV.
Idag mødte jeg den tyske Læge paa Ga-
den: han kunde knap staa paa Benene. Han
var dpjkken. Jeg havde før hørt sige, at
han drak, men jeg havde ikke lagt Mærke
til det. Jeg forstaar, hvad der faar ham
til at bære sig saadan ad; den ulykkelige vil
= 453
Phitip Marthas
uden Tvivl døve sin Samvittigheds Stemme,
og for ikke at høre den bruger han dette
sørgelige Middel.
Der er finder og Tanker, hvis Pine et
Menneske ikke kan bære. Han kæmper for
at forjage dem, men forgæves. Hvorledes
unddrage sig dem? Ved at paalægge sin Aand
et Arbejde uden Afbrydelse? Men mellem
Genstanden for hans Tanke og hans Blik
glider det Billede frem, som han vil glemme.
Det nytter ikke at lukke Øjnene, han ser det
for sig. Dersom han søger Glemsel i et vidt-
omtumlet Livs Sindsbevægelser, finder han den
heller ikke. Hvor han end drager bort, følger
hans Samvittighed og hans Smerte hans Skridt
Saa giver han sig hen til Drik for at sløve
sig. Der er Folk der mister Forstanden paa
denne Maade.
Min Gud! min Gud! Er Døden ikke det
simpleste, er den ikke langt at foretrække?
XV. J9H "
Balkonen er stadig urokkelig under mit
Hovedgærde, men ved Fødderne føler jeg den
hælde mere og mere. Jeg formoder, at Bjæl-
ken er revnet paa langs, uden dog at være
bristet i hele sin Længde. Det er derfor, den
anden holder. Jeg tænker, at Balkonen, naar
denne Understøttelse giver efter, vil styrte
ned, selv om den an-
den Bjælke endnu hol-
der. Maaske vil ikke
hele Balkonen styrte
ned mod Klippen, men
blive hængende ved
den ene Side. I saa
Tilfælde vil alt, hvad
der er paa den glide
af. Rækværket vil ikke
hindre Faldet. Jeg har
nøje undersøgt Træ-
værket hele Vejen rundt.
Det er fæstet til Muren
ved begge Sider, men
saa løst, at den mind-
ste Rystelse vil faa det
til at give efter. Jeg
vil ikke blive nødt til
at vente, til den anden
Bjælke ogsaa brydes og
brister. Jeg vil igjen
anbringe mit Hoved-
gærde ved den svageste
Side. Maaske vil Af-
slutningen da komme
hurtigere !
XVI.
Saaledes vil Skæbnen
altsaa, at Havet bliver
vor Familiegrav. Jeg
har altid haft en Forud-
følelse af, at ogsaa jeg skulde finde det
evige Hvilested dér. Andre bliver slugte af
Jorden, vore Ben vil blive bedækket af Sø-
planter og Muslinger paa Havets Bund.
Fra den Baad, hvor vor amerikanske Red-
ningsmand med Magt bavde anbragt min
Moder og mig, saa jeg i den forfærdelige
Nat min ulykkelige Fader blive opslugt af
Bølgerne.
Tyrkerne plyndrede og myrdede i Byen,
mens vi flygtede ned til Strandbreden. Baa-
den, som allerede var fuld af Flygtninge, var
454
Philip* Marthas
endnu fortøjet. Matroserne skubbede min
Moder og mig op i den, og Baaden stødte
fra Strandbredden, medens min Fader kastede
sig i Havet for at følge os svømmende. Men
Tyrkerne var tæt efter os. De var der paa
Strandbredden med de dragne Sabler og Ge-
værerne glimtende i Maaneskinnet. Jeg holdt
fast med begge Hænder i min Moders Kjole.
Stum af Rædsel stod hun oprejst i Baaden
og fulgte med Øjnene min Fader, som svøm-
mede efter os med fortvivlede Anstrængelser.
Pludselig saa jeg Glim-
tet af flere Skud, jeg
hørte Knaldene, jeg saa
min Fader løfte Armene
op over Vandet og der-
efter — saa jeg intet
mere.
Min Moder sank sam-
men i Bunden af Baa
den, hun laa uden Be
vidsthed, da Matroserne
bar hende ombord paa
Skibet, mens jeg stadig
holdt fast i hendes Kjole.
De fremmedes omsorgs-
fulde Pleje kaldte hende
tilbage til Livet, men
hvilket Liv! Hun saa
bestandig sin Mand for
sig forfulgt af Tyrkerne ;
hun kendte mig ikke
mere, hun græd over
mig og sagde, at jeg
ogsaa var bleven dræbt
af Tyrkerne. Forgæves
kyssede jeg hende og
raabte: „Men Moder, jeg er jo her!" Den
ulykkelige havde mistet Forstanden. Hendes
Martyrium varede heldigvis ikke saa længe
som mit. Hun døde ! Fra Skibets Kommando-
bro, hvor Kaptajnen i Stedet for en Præst op-
læste en Dødsbøn i et fremmed Sprog, saa jeg
hendes Legeme, indsyet i et grovt Stykke
Sækkelærred, blive sænket i Havet, med en
Kugle ved Fødderne.
Jeg var den Gang ti Aar gammel. Jeg
var gammel nok til at føle disse frygtelige
Sceners Rædsel. Fra den Tid af har den
Forudfølelse gravet sig ind paa Bunden af
min Sjæl, at mine saavel som mine Forældres
Ben skulde sænkes ned paa Bunden af det
dybe Hav, indtil deres Støv stiger op paa
Overfladen og forenes med Havets Skum.
XVII.
Nu er der gaaet fire Uger, og Balkonen
holder endnu. Hver Aften venter jeg Af-
slutningen, men den opgaaende Sol udskyder
den til den næste Nat. Jeg er træt af at
vente. Mit Hoved er tungt, det suser for
mine Øren, mine Øjne brænder, jeg føler, at
jeg snart ikke længere er Herre over min For-
stand. Men ieg haaber, at jeg ikke faar
lang Tid at vente. Balkonens Bjælker knager
og hælder mer og mer. Idag er Himlen mørk,
og Blæsten tager til fra Time til Time. Igaar
ved Daggry kom der en Due flyvende og satte
sig paa Rækværket over mit Hoved. Ved
Morgenrødens svage Skær, saa jeg dens klare
Øjne fæstet paa mig. Dens Blik udtrykte en
dyb Smerte; jeg syntes at se min Hustrus
Sjæl, og jeg gav mig til at græde! Ak!
det er længe siden, jeg har fældet Taarer.
Jeg græd og talte til den. Jeg fortalte Duen
min Sjælekval, den hørte efter og saa paa
mig med sine bedrøvede Øjne; jeg betroede
den mit Haab om snart at faa Ende paa
mine Lidelser og om snart at blive genfor-
enet med den, jeg elsker. Duen bredte sine
hvide Vinger ud, og jeg saa stadig dens Blik.
Vilde den vise mig Vejen?
Elskede Sjæl, jeg følger dig, jeg kommer!*
465
Philip Marthas
Her ender Philip Marthas Optegnelser.
I flere Dage foretog jeg Undersøgelser i
Syras Arkiv for at finde et eller andet Do-
kument, der kunde give mig Besked om hans
Død. Jeg opdagede tilsidst en Retskendelse,
i Følge hvilken alt, hvad han efterlod sig,
gik over til offentlig Eje.
Til dette Dokument var føjet en detaljeret
Fortegnelse over de ved offentlig Auktion
solgte Møbler. Af et andet Dokument op-
bevaret i Syras Bibliothek oplyses det, at
hans Bøger ikke var indbefattet i dette Salg,
men at de var bleven anbragte i Byens Bib-
liothek. Det var for Størstedelen engelske læge-
videnskabelige Bøger; der var ogsaa et Par
engelske Udgaver af græske Klassikere.
Men der var intet, som gav mig Under-
retning om, hvorledes og hvornaar Philip
var død.
Jeg havde opgivet at faa noget nærmere
at vide, da jeg ved tilfældigt at gennemblade
en Samling af Bladet : „Cycladernes Fyrtaarn"
kom til at læse følgende Notits i Nr. 319
den 10. September 1847.
„Til de mange Ulykkestilfælde foranledigede
ved den skrækkelige Storm i forgaars Nat,
maa vi endnu føje Hr. Philip Marthas sørge-
lige Død. Hans Naboer, der ikke havde set
ham hele Dagen i Gaar, underrettede Poli-
tiet om, at Orkanen havde revet Balkonen ned
af hans Hus, lige ved den katolske Kirke.
Man brød Døren op: der var ingen. Det
synes efter de Oplysninger vi har indhentet,
som om han har haft den Vane at sove paa sin
Balkon, selv om Vinteren. De Folk, der har
kendt ham, betegner ham som en sær og
mærkelig Personlighed; han har betalt sin
Uforsigtighed med Livet. Stormen, som end-
nu vedvarer, har forhindret alle Efterforsk-
ninger paa Stedet; oppe fra ser man ikke
nogetsomhelst flyde op. Vinden blæser fra
sydvest, saa at Philip Marthas Lig efter al
Sandsynlighed er bleven ført henimod Øen
TinOS. a Ved A. Tkalbttser.
456
Et lille Vandhul bevokset med Menyanthes.
NORD PAA -
FÆRØERNES PLANTEVERDEN
SOM Dreng gik jeg en Dag i en sjællandsk
Skov med en ung Mand fra Færøerne.
Han var ganske betaget ikke alene af Træ-
ernes Højde og Stammeomfang men ogsaa
af den Artsrigdom, Planteverdenen i det hele
havde at byde paa. Intet Under! Den, der
fra vore skønne, nordlige Klippeøer kommer
ned til os, har aldrig set et ordentligt Træ,
og han kender ikke den Blomsterfylde, som
karakteriserer den danske Forsommer. I
Løbet af et Kvarterstid eller mindre vil man
en Foraarsdag paa en enkelt dansk Voxe-
plads, f. Ex. i Skoven, kunne plukke sig en
Buket af Blomster, der repræsenterer flere
Arter, end man vilde kunne skaffe sig ved
at gennemsøge alle de forskellige Voxepladser
paa Færøerne, der som Helhed taget vanske-
ligt byder paa mere end en god halv Snes
foraarsblomstrende almindelige Planter, som
f. Ex. Bellis, Kabelleie, en Nellike, en Kokle-
are (korsblomstret Plante) to Violarter, og
nogle enkelte flere; og hvad der end er at
nævne, — saa udvikler intet sig til en
Fylde, der taaler Sammenligning med den,
en dansk Eng eller Skov har at byde paa.
Men for Botanikeren er det ikke Arts-
mængden og Fylden, det kommer an paa.
De Dage er forbi, da man kunde gælde for
Botaniker, naar blot man samlede en Mængde
Planter, pressede dem flade og skaffede, sig
at vide, hvad de hed. Den moderne Bota-
nikers Dannelse strækker sig videre: Den
driver ham til at undersøge Landets Ud-
viklingshistorie, dets Jordbundsforhold og
Klima, og saa søger han ud fra disse Fak-
torer at komme til en Forstaaelse af den
Indvirkning, de i Samling har paa Plante-
verdenen. Saa nøgne Færøerne end tager
sig ud, saa interessante er de i videnskabelig
Henseende. Rester er de af et for Aartusin-
der siden i Havet nedsunket Land, hvis
Klima var saa mildt, at det fremelskede an-
selige Skove. Nu ligger disse gemte i Jor-
den i Form af Kul. Stejlt rejser Øerne sig
i Nord og Vest, et Par Steder med „forstenet
Skov", noget, der ikke har mere med Skov
at gøre end Søjlerne foran Frue Kirke har
det: Glødende Masser sprudlede frem fra
Jordens Indre og vældede som en Strøm ud
til Siderne; men med Et standsede de, og
457 -
-= Færøernes Planteverden
dér, hvor ide; skød sig op fra Jordens hem-
melighedsfulde Dybder, stivnede de i Søjle-
former og stod som stive Stammer i en
død Skov. De vulkanske Dannelser, Basal-
ten, byder ikke de højere staaende Planter
gode Kaar, kun Mos og Lav som vi kender
det fra Stengærder — frodigst f. Ex. i Jyl-
lands mest forblæste Egne — trives; men
Vedkommende herhjemme, hvor f. Ex. Vin-
tergækker og Juleroser paa sine Steder blom-
strede i December 1906, saa holdtes nede
af det derpaa følgende noget barskere Vejr
men saa igen blomstrede i Januar 1907.
I den sidste halve Snes Aar har danske
Botanikere undersøgt Færøerne grundigere
end nogensinde før. Jeg vil blot nævne en-
Malinsfjeld.
selv hvor der har samlet sig Jord, er der
ikke den bedste Betingelhe for Plantevæxt,
thi Vinden skal nok sørge for at holde den
fra at komme til Vejrs, og den lave Varme-
grad gør Fællesskab med den. En egentlig
Vinter, saaledes som vi kender den, med
vedholdende Frost og med Sne kendes ikke
paa Færøerne, derfor kommer der ikke en
Hvileperiode for Planterne, men de staar og
smaagror hele Aaret igennem, saadan som vi
undertiden kan se det for visse Planters
kelte af de Publikationer, de har beriget
Læseverdenen med, og jeg vil da strax be-
klage, at en saa elskværdig og tiltalende
lille Bog som P. Feilbergs „Fra Lier og
Fjelde" kun foreligger trykt som Manuskript.
Den fremtræder som fordringsløse „Breve til
Hjemmet" men fortjente i langt højere Grad
end Mangt og Meget af det, der publiceres
som „Literatur" at være forelagt for en vi-
dere Læsekreds. Nægtes kan det ikke, at
Mange kunde trænge til et Kursns i, hvad
458
Færøernes Planteverden
der hører til Kundskaben om et Land, der
huser et saa tiltalende og interessant Broder-
folk som Færingerne i -strideligt er, og det
meste af, hvad der ellers publiceres, gemmer
sig Tidsskrifter og lignende Steder. Det
monumentale Værk „Botany of the Færøes"
som Eug. War-
tning nu snart
har afsluttet
med det 3die,
store Bind, er
skrevet paå
Engelsk, og
derved er det
ganske vist vel
egnet til at
henlede Ud-
landets Op-
mærksomhed
paa det, som
er „based upon
danish in ve-
stigations a,
(ihvorvel der
jo er dem, der
mener, at det
ikke skadede
os altid at pub-
licere paa
Dansk), men
den samme
Omstændig-
hed, som luk-
ker op for
Fremmede,
lukker i for mange Danske. Saa har disse
da i Hovedsagen Tidsskriftartiklerne at holde
sig til („Atlanten", Geogr. Tidsskrift o.s.v.)
og de Doctordisputatser, der i den sidste
Tid har hentet deres Stof fra Klippeøerne.
Disputatser er i Regelen ikke egnede til
Læsning for almindelige Dødelige, idet de
forudsætter en Detailkundskab, som kun
grumme Faa kan besidde. Der er ikke ti
Danske, der virkeligt kan vurdere en Bog,
Klipperevne ved Vestmanhavn.
der paa Hundreder af Sider taler om Bille-
larver, og maaske ikke fem, der kan danne
sig et solidt Begreb om en, der behandler
Bygningen af Fluernes Mund, men der er
vist Hundreder, der kan glæde sig over en
Bog, der omhandler Færøernes Planteverden,
særlig natur-
ligvis det faste
Lands ; thi lad
det være nok
saa sandt, at
Dansken fra
Lodbrogs Tid
husvant pla-
sker tilsøs, saa
er det ogsaa
sandt, at det
ikke er Havets
Planteverden,
han har kigget
efter. Dr. Bør-
gesens Dispa-
tats om Tang-
planterne vil
derfor, trods
dens mange
smukke Bille-
der, ikke blive
læst af Læg-
folk. De Bil-
leder, Dr.
Ostenfeldts
Bog, der om-
handler Land-
planterne, har
at byde paa, ligger i langt højere Grad inden-
for de brede Lags Fatteevne, og selv om
man visse Steder maa undlade at give sig
i Lag med Texten, fordi denne ligesom Bør-
gesens er for specielt videnskabelig, vil man
alene af Billederne kunne danne sig en meget
solid Forestilling om færøske Forhold. Jeg
henviser da den, der vil lære noget om
Færøernes Planter særlig til denne Bog.
Vinden stryger hen over Klipperne, ikke
459
=-= Færøernes Planteverden
en eneste .Busk giver ordentligt Læ. Enen,
der hos os ofte kan blive et Par Meter høi,
lægger sig paa Færøerne hen ad Jordens
Overflade; den tænker ikke paa at give,
men paa at faa Læ, og almindeligt fore-
kommende er den forøvrig ikke nutildags.
Af buskagtige Planter er kun almindelige en
lille, nedliggende Pil samt Timian, to Slags
Lyng, Blaabær og den helt hen ad Jorden
ende Færøernes Planteverden, thi det viser
sig, at næst efter de klimatiske Forhold er
det dem, som Faarene fremkalder, der giver
Planteverdenen sin Karakter.
Der er 15,000 Mennesker paa Færøerne^
men der er 100,000 Faar, og disse gaar
ude hele Aaret. Nær Husene er der ind-
hegnede Marker, og paa dem er det naturlig-
vis Mennesket, der bestemmer Planteverdenens
En Del af Klitten ved Sandabugt paa Sande.
krybende Rævlingebær, som vi kender saa
godt fra Jylland, og de 8 andre „Buske",
der frister Livet paa Færørne, hæver sig lige-
som de allerede nævnede ikke ret mange
Tommer over Jordfladen.
Saa er der de urteagtige Planter, 286
Arter ialt*). Hist og her i en Klippekløft,
hvor der er Læ for Vinden og Adgang for
Solen, kan der findes Urter paa over */a
Meters Høide, forudsat at Faarene ikke kan
komme der. Med Omtalen af disse Dyr
kommer vi til et Kardinalspørgsmaal angaa-
*) Af „heiere" Planter huser Færøerne 300
Arter. Danmark har 5 Gange saa mange.
Karakter, men udenfor Indhegningen er^det
Faarene, der regerer. Ganske vist er der
Harer paa Øen, men deres Gnav bliver
ikke af større Betydning, og ganske vist
er der her og der uhyre Mængder af
Svømmefugle, der yngler kolonivis paa
Klipperne, men deres Indvirken begrænses
til disse deres Ynglepladser. Her er den
forøvrig stor nok. Mange Mosser, som ellers
ynder Stenvæggen til Voxested, forsvinder,
fordi de ikke kan taale Fuglenes skarpe
Exkrementer, og Kvan (en Skærmplante,
efter hvis nære danske Slægtning Byen Van-
løse muligvis er opkaldt), der ynder Gødnin-
gen, breder sig frodigt, og findes endog som
- — 460 — =
Færøernes Planteverden — -=
vjldtvoxende kun der, hvor Fuglene holder
til. Men ellers er det som sagt Faarene,
der spiller Herrer. De forhindre Planterne i
at]Lvoxe nævneværdigt op over Jordfladen,
og de gør deres Bedste for at forhindre dem
i at blomstre og sætte Frugt. Hvor der i
Smaasøerne findes Øer, eller hvor der er
Klipperevner, som Faarene ikke kan komme
ned i, er Planteverdenen af en helt anden
egnede Insekter paa Færøerne; ingen Bier
er der, ingen Humier og ingen af de smukke
Sommerfugle, vi daglig i Sommertiden ser
flyve om alle Vegne ; kun saadanne ser man,
som Folk i daglig Tale slet ikke kalder
Sommerfugle men Møl. Dette er en af
Grundene til, at selv om Faarene levner
Blomster, saa kommer der for mange Plan-
ters Vedkommende kun meget faa Frugter,
Strandeng ved Trangis vaagfj ordens Bund.
Karakter, hei findes smukt udviklede Exem-
plarer, ellers er det overalt, som om man
jævnlig brugte at lade en Klippemaskine gaa
hen over Øerne. Ja een Undtagelse er der
endnu, og det er Fjeldmarkerne; heroppe vilde
Vegetationen, selv om der ingen Faar var,
alligevel være som kortklippet, — her rege-
rer jo Vinden mere end andensteds, og hvor-
ledes den kan svide og bide kender vi godt
nok herhjemme f. Ex. fra visse jyske Egne.
Det er en kendt Sag, at mange Blomster
ikke kan sætte Frugt, med mindre Insekter
bærer Støvkornene fra den enes Blomster
hen i den andens; men naar undtages Fluer,
forekommer der ikke mange til Bestøvning
og selvfølgelig spiller ogsaa den evindelige
Regn en mægtig Rolle. Meget interessant
er det da at se, at Planterne hjælper sig til
en Vedligeholdelse af Arten paa en anden
Maade.
Botanikerne sammenfatter under Navnet
„vegetativ Formering" alle de Formeringsarter,
der sker paa anden Maade end paa Grund-
lag af en Frøspiring. Vi har Planter, som
hovedsagelig betjener sig af vegetativ For-
mering (ved Hjælp af „Udløbere", iværk-
sættes den af Jordbær og Potentii), vi har
andre, der ligesaa meget bruger Frøformering
som den anden Slags (f. Eks. Vorterod og
visse Lilier), og der er [nogle, som ikke
461 .-
= Færøernes Planteverden
Negen Fjeldvidde.
plejer at bruge vegetativ Formering, men
som tvinges dertil paa Færøerne, idet de
f. Eks. bliver „topspirende". Der udvikler
sig nye Skud i Toppen, og disse løsner sig
fra Moderplanten og danner nye Planter.
Ogsaa en Plante kan, ser man, finde paa det,
som vi, Skabningens Herrer, ofte har saa ondt
ved, nemlig at lempe sig efter Forholdene.
Kun et eneste Sted paa Færøerne op-
skyller Havet saa meget Sand, at Vinden
kan fyge det sammen paa en saadan Maade,
at det danner en virkelig Klit. Denne Klit
adskiller *sig i Farve fra dem, vi kender
her hjemme, idet den ikke er hvid, men
graa, men den Plante, som bevoxer den paa
Færøerne, er den samme som i Jyllands
Klitter, altsaa Klittag. Det er paa Sandø,
at Klitten findes, og dér endda kun paa eet
Sted, Sandsbugten. Ogsaa Klittagen er hen-
vist alene til vegetativ Formering, men den*
bruger den jo ogsaa i Danmark i udstrakt
Maalestok.
Grimraiahedc paa Skællingsfjelds Top.
-=- -.-- 462 -.=
Færøernes Planteverden
Strandenge kan ogsaa forekomme, nemlig
ved det Indre af Fjordene, hvor der er
fugtigt, fordi der strømmer en Del Ferskvand
til, uden at det kan blive bortledet. En
saadan særdeles smuk Strandeng findes ved
Trangisvaag ; den ligner aldeles dem, vi ken-
der her hjemme fra; men ellers er Plante-
samfundene en Del forskellige, naturligvis,
fra vort, saa at man, hvor man iøvrig fær-
des, nok skal mærke, at man er paa frem-
med Bund. En færesk Hede, f. Ex. kan
bære dygtigt med Lyng. men der er blandet
en Mængde andre Planter ind deri, ja disse
kan endog helt faa Overtaget, og Heden kan
da forvandles til en „Græsli". I det hele
er Begrebet Hede mere sammensat for Fær-
øernes Vedkommende end for Jyllands. Man
kan træffe helt nøgne, ørkenagtige Vidder,
som ved Velbestad, eller mosklædte Heder r
Grimmiaheder (Grimmia er Navnet paa en
Slags Mos) eller lyngklædte Heder o. s. v.
Hvor der er Læ for Blæsten, bliver Vegeta-
tionen rigere, men hvor den faar frit Raade-
rum, bliver der øde.
Men hvadenten man finder en Klipperevne
med veludviklede Planter, eller man ser ud
over Grimmiahedens ensformede Vidder, —
hvad enten man maa kalde Planteverdenen
forholdsvis rig eller fattig, saa ejer Færøerne
i deres stolte Klippenatur og deres maje-
stætiske Ensomhed en Tiltrækningskraft, der
byder baade Videnskabsmanden og Æsthe-
tikeren en Næring, han vel skal vide at
værdsætte. *• c. m.
463
EN VERDENS-OPFINDELSE OG EN DANSK OPFINDER
SØREN HJORTH OG DYNAMOPRINCIPPET
Af cand. polyt,, Ingeniør Sigurd Smith.
hed kan vi Danske fastslaa, at som Ørsted
var Dansk, saaledes er det en lidet kendt
og sjældent nævnt dansk Mand, der først
har opfundet og anvendt Dynamoprincippet
I Udlandet er han meget bedre kendt end
her hjemme.
Det har hidtil været den almindelige Me-
ning, at Tyskeren Werner Siemens og Eng-
lænderen Wheatstone have været de første,
der (i 1867) byggede Maskiner efter Dynamo-
princippet. At dette ikke forholder sig saa-
ledes, vil man se af det følgende.
Da Pladsen ikke tillader mig at give en
Oversigt over Dynamoens Historie skal jeg
her indskrænke mig til at nævne, hvori Dy-
namoprincippet bestaar. Det vil være de
fleste af dette Tidsskrifts Læsere bekendt, at
i en Dynamo roterer Stænger af Kobber forbi
Polerne af Elektromagneter, og at derved
frembringes Elektricitet. Naar den Strøm,
der gaar omkring elektromagneterne og gør
dem magnetiske, tages fra selve Maskinen, siger
man, at den er bygget efter Dynamoprincippet.
Man vil nu indvende: jamen hvordan faar
saa Magneterne overhovedet nogen Magnet-
isme, thi naar man sætter Maskinen i Gang,
er der jo ingen Magnetisme til at frembringe
den første Strøm, og følgelig kommer der
ingen Strøm omkring Elektromagneterne. —
Jo, thi det har vist sig, at Jærn, der een
Gang har været magnetisk, mister aldrig helt
sin Magnetisme, der bliver altid nok tilbage
til at frembringe Begyndelsesstrømmen i Dy-
namoen; saa snart der blot kommer en svag
Strøm, vil Magneterne forstærkes, og som
Følge deraf vil Strømmen blive stærkere.
Strømmen virker atter paa Magneterne og
disse tilbage paa Strømmen, og saaledes ar-
bejder Dynamoen sig op til at give den fulde
Strømstyrke.
Seren Hjorth.
Naar vor Tid kaldes Elektricitetens Tids-
alder, sker det først og fremmest i
Kraft af den Betydning, som Dynamoen har
faaet. Uden denne simple Maskine, der for-
drer saa ringe Plads, er let at passe og
let at holde i Orden, denne Maskine, der
med et ubetydeligt Tab af Energi omsætter
mekanisk Kraft til Elektricitet, vilde vi slet
ikke have haft elektrisk Belysning, elektriske
Sporvogne og Baner og elektrisk Kraftover-
føring. Dynamoen er for Tiden det eneste
Middel, hvorved man kan frembringe store
Mængder af Elektricitet til en rimelig Pris.
Det er en lang Kæde af Opfindelser, der
fra det første Led — Ørsteds Opdagelse af
Elektromagnetismen i 1821 — har ført til
Konstruktionen af den moderne Dynamo. I
denne Kæde har de fleste civiliserede Na-
tioner føjet deres Led ind. Men med Stolt-
_ _= 464 =r- -
En Verdens-Opfindelse og en dansk Opfinder
Dette Princip har Danskeren Søren Hjorth
først opfundet og anvendt i 1854.
Søren Hjorth er født den 13de Oktober
1801. Sin Barndom tilbragte han paa Vester-
bygaard i Jordløse Sogn Nord for Tissø,
hvor hans Fader Jens Hjorth var For-
pagten
Forældrene blev tidlig opmærksom paa, at
Sønnen var i Besiddelse af et betydeligt me-
kanisk Talent. Sin første Lærdom fik han
gennem Hr. Peder Christensen, om hvem
Kirkebogen melder, at „han var i over 29
Aar en flittig og tro Lærer i Jordløse Sogn".
Efter at Hjorth var konfirmeret blev hans
Fader Forpagter paa det smukke Herresæde
Dragsholm i Odsherred, hvor han blev i
mange Aar.
Havde Hjorth i sin Barndom ikke haft
Lejlighed til at lære meget, fik han dog i
sin Ungdom læst til dansk juridisk Eksamen.
Efter at have taget denne blev han Gods-
forvalter paa Bonderup ved Korsør. I denne
Stilling følte han sig dog ikke tilfreds og
blev 1828 Volontær i Rentekammeret. Fra
denne Stilling avancerede han 1836 til Kam-
merskriver og Sekretær. Under denne Titel
er Hjorth bedst kendt, og skønt hans Virk-
somhed i omtrent 30 Aar indtil hans Død
førte ham ind paa helt nye Omraader, om-
tales han endnu af de faa efterlevende, der
har kendt ham, som Sekretær Hjorth.
Hjorths Interesser har heller ikke i den
Tid, da han var ved Rentekammeret, været
udelte ved hans Arbejde. De mekaniske
Problemer øvede stadig en stor Tiltrækning
paa ham. Der fortælles, at han i denne Tid
havde allehaande Forsøg for paa Dragsholm
og bl. a. havde lavet en Maskine, der kunde
tærske. 1832 konstruerede Hjorth en ro-
terende Dampmaskine, som blev udført af
den dygtige Mekanikus Schiøtt paa St. Annæ
Plads og efter Hjorths Ansøgning købt af
Kongen for 500 Rd. Sedler. Kongen skæn-
kede den til den nylig oprettede polytekniske
Læreanstalt som det Sted, hvor den med
mest Nytte kunde anvendes og „som inden-
landsk original Opfindelse mest passende finde
Plads*. Samme Aar beskrev Hjorth i Ur-
sins Magasiner for Kunstnere og Haandvær-
kere en af ham opfunden Dampvogn, der
skulde drives ved en Dampmaskine af oven-
nævnte Art. Hjorth ansøgte derfor atter det
offentlige om en Understøttelse af 2000 —
2500 Rd. til Hjælp til Udførelse af Vognen.
Denne Ansøgnings Besvarelse blev imidlertid
udsat efter Indstilling af Professorerne Ørsted,
Zeiss og Forchhammer, da Hjorth endnu ikke
var færdig med at opstille Kedlen til den
første Dampmaskine paa Læreanstalten. Hjorth
fik ikke Maskinen til at gaa, da han ikke
kunde faa den nøjagtigt nok udført. Pengene
til Vognen blev ikke bevilgede, selv efter at
Hjorth havde opgivet at anvende sin roterende
Dampmaskine dertil.
Vognen er vist aldrig kommen videre end
paa Papiret.
Hjorth foretog 1834 en Rejse til England
for at undersøge Dampvognes Anvendelse
paa Jærnbaner og almindelige Veje. Til
Rejsen havde Hjorth faaet en Understøttelse
paa 400 Rd. af det Reiersenske Fond og
200 Rd. af Regeringen. I sin Rejseberet-
ning*) udtaler Hjorth, at han kan nu ikke
længer antage, at der vil være væsentlige
Hindringer for at anvende Dampvognene paa
almindelig gode Landeveje. Særlig er han
optaget af en Tur, som han gjorde med
Maceronis Dampvogn, som paa dette Tids-
punkt vakte mere end almindelig Interesse i
England. Han skriver herom: „Efterat Dam-
pen havde erholdt den fornødne Spænding,
blev Vognen alene derved, uden noget Men-
neskes Hjælp sat i Gang i den Gaard, hvor
den stod, herfra styret igennem en Port ud
paa Gaden, omkring flere temmelig skarpe
Hjørner, imellem en stor Del Mennesker og
Vogne, samt herfra paa Landevejen og til-
*) Handels- og Industritidende 1834,
- 465 _-
31
En Verdens-Opfindelse og en dansk Opfinder
bage igen i Gaarden, hvorfra den udgik,
uden at det mindste Uheld indtraf. u
Hjorth udfoldede i det hele en stor Virk-
somhed i disse Aar for at sætte sig ind i
Dampkraftens Anvendelse, navnlig som Be-
vægkraft for Vogne og Skibe*). Skønt det
ikke lykkedes ham at faa sin egen Damp-
vogn udført, har han dog i disse Aar haft
en Dampvogn at eksperimentere med. Af
en af hans Passagerer har jeg erfaret, at
paa Københavns og Frederiksbergs jævne
Gader og Veje gik den godt nok, men Valby
Bakke kunde den ikke magte. Med beun-
dringsværdig Flid arbejdede han i mange
Aar paa Løsningen af Problemet: Landevejs-
dampvogne. Det stod i lange Tider for ham
som den bedste Anvendelse af Dampen som
Bevægkraft. Det var ikke blot ved de prak-
tiske Forsøg, at han var virksom, men ogsaa
ved Studium. Han hørte Forelæsninger paa
polyteknisk Læreanstalt og oversatte i 1838
Lardners „Dampmaskinen, med særdeles Hen-
syn til dens praktiske Anvendelse paa Jærn-
bane og Dampskibsfart" fra Engelsk. Til
Trods for hans mislykkede Forsøg med den
roterende Dampmaskine ved polyteknisk Lære-
anstalt maatte Professorerne Ørsted, Zeiss og
Forchhammer dog give ham en varm An-
befaling til Ministeriet, da han anmodede om
at faa sine Udlæg dækkede af Statskassen.
De omtaler den utrættelige Iver, hvormed
han har omfattet sin Opgave, den store Flid
og de betydelige Bekostninger. De mange
og dyre Forsøg fortærede alt, hvad Hjorth
kunde skaffe af Penge, ikke blot hans Gage
gik med, men ogsaa hvad Hjorth ad privat
Vej kunde skaffe til sine Forsøg.
I 1839 foretog han en Rejse til England,
Frankrig og Belgien. Det synes, som om
han paa dette Tidspunkt har faaet Øjnene
op for, at Dampbaner var at foretrække for
Landevejsdampvogne, thi paa denne Rejse
studerede han navnlig Lokomotiver og Jærn-
banevæsen i det hele. Efter at han var
bleven Bestyrer af Marschalis Pianofabrik —
en Stilling, som han beklædte i nogle Aar
— lykkedes det ham først i 1840 at finde
en anden Mand, Bogholder Schram, som
delte hans Interesser og med hvem han kunde
arbejde sammen paa sin Tankes Virkelig-
gørelse*). I 1840 udsendte disse to Mænd
en motiveret Beregning over Indtægterne og
Udgifterne ved en Jærnbane mellem Køben-
havn og Roskilde. Forslaget vakte imidlertid
ingen Bevægelse, man var mest tilbøjelig til
at smile • ved Tanken, og det syntes, som om
det skulde mislykkes at faa formaaende Mænd
til at interessere sig for Sagen, endsige sætte
Penge i den. Saa henvendte de sig i Januar
1841 til den unge Industriforening, indenfor
hvis Bestyrelse fandtes en særlig Handels-
komité, hvortil Sagen blev henvist. Heller
ikke her syntes at være Ørenlyd for Hjorths
og Schrams Forslag, men med deres utrætte-
lige Energi lykkedes det dem dog at faa
Handelskomitéen til at sammenkalde et større
Møde den 24de Marts. Her blev det be-
sluttet at henvende sig til Regeringen med
Anmodning om at faa foretaget et Nivelle-
ment af Jærnbanestrækningen, og til manges
Forundring blev Andragendet bevilget. Hvil-
ken Andel Hjorth har haft i Jærnbanesagens
lykkelige Gennemførelse, er der delte Meninger
om, da det sjællandske Jærnbaneselskabs
Arkiv efter Sigende ikke indeholder noget
som helst fra Hjorths Haand til Belysning
af Sagen. Det er rimeligt, at Hjorth med
sin udprægede agitatoriske Ævne har virket
mere ved sit Ord end ved sin Pen. Han
holdt Foredrag og fremviste Modeller og
søgte derved at udbrede almindelig Interesse
for Sagen. Hans samtidige skildrer ham som
Selskabsmand, vindende og elskværdig af
*) „Dagen« 1841 Nr. 11, 12.
baad paa 'Store Bælt.
Jærn- Dampskibs-
*) Det følgende om Hjorth og Jærnbanesagen
er til Dels taget efter C. Nyrop : Industriforeningen
i Kebenhavn 1838—1888.
= = 466
En Verdens-Opfindelse og en dansk Opfinder
Væsen og af en vis Ævne til at besnære,
afholdt af sin nærmeste Kreds saavel som
af de mange, der kun flygtigt kom i Be-
røring med ham. Hjorth og Schram blev
begge i 1841 valgt ind i Industriforeningens
Repræsentantskab, og Hjorth var fra 1841 —
43 Foreningens Næstformand. Sagen be-
gyndte nu at vinde nogen Sympathi, og In-
dustriforeningens Repræsentantskab viste sig
villigt til at følge det nedsatte Udvalg, be-
staaende af Forslagsstillerne »og Lektor —
senere Professor — Wilkens ved polyteknisk
Læreanstalt. Ved dette Udvalgs ihærdige
Arbejde blev det sat igennem, at Industri-
foreningen i Januar 1843 ansøgte om Kon-
cession til ved et Aktieselskab at anlægge
en Jærnbane fra København over Roskilde
til en Havn paa den vestlige Kyst af Sjæl-
land. Koncessionen, der skulde gælde 100
Aar, blev givet, og Industriforeningen ud-
stedte den 16de April 1844 Indbydelse til
Oprettelse af et Aktieselskab med en for de
Tider betydelig Kapital af l1/« Million Rigs-
daler. Allerede først i Maj var de fleste
Aktier tegnede — for største Delen i Ham-
burg. Medens Tiltroen til et saadant Fore-
tagende herhjemme kun var ringe, var Spe-
kulationen i Jærnbaneaktier paa dette Tids-
punkt omtrent paa sit højeste paa Tysklands
og Englands Børser, ja ligefrem drevet op
til Svindel. Det sjællandske Jærnbaneselskab
konstitueredes d. 2den Juli 1844, og Hjorth
blev dets første tekniske, Schram dets første
administrerende Direktør. Industriforeningen
fik 15000 Rd. for Koncessionen og udbetalte
heraf 3000 til Hjorth og Schram.
1843 var Hjorth enstemmig valgt til In-
dustriforeningens Formand. 1845 maatte
Hjorth nedlægge Formandsskabet, men da
der viste sig stor Vanskelighed ved at samle
Stemmerne om en ny Formand og Næstfor-
mand, modtog „Sekretær Hjorth paa almin-
delig Opfordring Viceformandskabet a, hvilken
Stilling han derefter beklædte i et Aar.
Imidlertid havde Jærnbaneselskabet faaet
467
sin første Banestrækning anlagt fra Køben-
havn til Roskilde, og den blev aabnet for
Driften den 27de Juli 1847 nogle Dage før
den fastsatte Tid. Allerede den Gang var
det — under Hjorths Indflydelse — bestemt,
at Banen skulde føres igennem til Korsør.
Naar dette Arbejde endnu ikke var paabe-
gyndt, skyldtes det den Jærnbanekrise, der
nu havde indfundet sig i Tyskland og Eng-
land, og som gjorde det umuligt at faa
Penge til Jærnbaneanlæg. Banen kom da
heller ikke til Udførelse før Staten i 1852
ydede en Rentegaranti for 4 °/0 af Aktie-
kapitalen.
Hjorth blev knap 4 Aar i sin Stilling.
Om dette Tidsrum skriver han: „Alle de
store Vanskeligheder og Omstændigheder,
som ved Anlæget af Banen vare at over-
vinde, virkede saaledes paa min Helbred, at
jeg, efterat den var bleven aldeles nedbrudt,
saa mig nødsaget til at forlade min Stilling
som daværende teknisk Direktør ved Banen,
førend min Funktionstid var udløben, og be-
nytte Vandkuranstalten paa Klampenborg."
Efterat han der havde nogenlunde genvundet
sine Kræfter, og en anden Bestyrelse imidler-
tid var bleven valgt, foretog han en Rejse
til England.
Paa denne Rejse benyttede Hjorth sig at
den fortrinlige Lejlighed, han havde til at
henvende sin Opmærksomhed paa Jærnbane-
væsenet. Dette var dog — som man vil se
af nedenstaaende — ikke hans egentlige For-
maal med Rejsen. Allerede i 1842 havde
Hjorth omgaaedes med Planer om at gøre
den elektriske Kraft brugbar og havde skit-
seret en Maskine. Skitsen blev i 1843 de-
poneret i det kgl. Videnskabernes Selskab,
men baade Skitsen og den tilhørende For-
klaring er meget ufuldstændige. I April
Maaned 1848 indgav Hjorth, Jærnbanedirek-
tør og Sekretær, en Ansøgning til Regeringen
om en Rejseunderstøttelse paa 200 Rd. for
at kunne gøre ovennævnte Rejse til England
i Anledning af hans Forsøg angaaende Elek-
31*
En Verdens-Opfindelse og en dansk Opfinder
tromagnetismens Anvendelse. Hvilken Tanke
Hjorth da har været inde -paa, lader sig ikke
oplyse, thi — som den forsigtige Mand han
var — har han ikke beskrevet sit Projekt
nogetsteds, men har kun betroet det til Pro-
fessorerne Ørsted og Forchhammer ved poly-
teknisk Læreanstalt. Disse to Herrer tilraade
Bevillingen af Hjorths Ansøgning med føl-
gende, af Ørsted affattede, frisindede Moti-
Fig. i.
vering: „ Hvad Ansøgerens ny elektromagneti-
ske Maskine angaar, da maa vi erklære, at
dette er ret sindrigt ; endskønt vi ikke finder
os overbevist om, at den vil frembringe ud-
mærkede Virkninger, vil vi dog anse det for
nyttigt, at en arbejdende Model udførtes.
Ansøgeren, som i saa mange Aar har ar-
bejdet for denne Sag, kunde maaske ved at
faa en saadan Model i Virksomhed endnu
paafinde noget, der kunde bringe ham Maalet
nærmere. Den ufortrødne Iver har ofte ført
til et Maal, hvis Opnaaelse i Førstningen
søgtes med Midler, som Videnskaben maatte
erklære for aldeles utilstrækkelige, men til
hvilket man under det fortsatte Arbejde fandt
ganske andre af Opfinderen selv tidligere
ikke anede Hjælpemidler. Forsaavidt den
ansøgte Sum af 200 Rdl. er saa liden, synes
det os da, at Bevillingen vil kunne tilraades.
Vi kunne dog ikke tilbageholde den Bemærk-
ning, at Ansøgerens Maskine fuldkomment
vel lader sig forfærdige her som noget andet
Sted."
Saaledes banede Elektromagnetismens Op-
dager den Vej, der nogle Aar senere skulde
føre til Elektromagnetismens smukkeste An-
vendelse, den Anvendelse, der fremfor alle
har haft gennemgribende og omdannende Be-
tydning i det sidste halve Aarhundrede og
derigennem har kastet dobbelt Glans over
Ørsteds Navn.
Ankommen til Englands Hovedstad tog
Hjorth først Ophold i City for efter nogle
Maaneders Forløb at slaa sig ned i Kvar-
teret Pimlico, hvor han boede indtil Efter-
aaret 1849, i Vinteren 1849 — 50 har han
boet i Birmingham. Det er rimeligt at an*
tage, at han personlig har været til Stede
ved Udstillingen i London 1851, men i No-
vember s. A. var han i København, hvor
han boede til sin Død, naar undtages et Par
kortere Ophold i England i 1854 og 56,
hvorom senere.
Hjorth har fra 1852 — 1856 bistaaet det
engelske Entreprenørfirma Fox, Henderson &
Co. ved Anlæget af Roskilde — Korsør-Banen.
Arbejdet blev overdraget Firmaet i Oktober
1852 og skulde have været færdigt d. 1ste
Novbr. 1854, det blev dog forsinket, saa
Banen blev aabnet for Trafikken den 27 de
April 1856.
Under Hjorths Ophold i London knyttede
han Forbindelse med en Nevø af den be-
kendte Mekaniker Bramah, der bekostede
Udførelsen af Hjorths Projekt — en Slags
Elektromotor (Fig. 1) — og udtog Patenter
i alle civiliserede Lande. Udbyttet skulde
deles med Hjorth. Andel i Patentretten
solgtes senere for vældige Summer. Allerede
i Oktober 1848 ansøgte Hjorth om engelsk
Patent, der blev ham tilstaaet i April 1849.
468 — __ —
En Verdens-Opfindelse og en dansk Opfinder
Hos Robinson & Sons blev lavet en Model
af denne Maskine og senere en større for-
bedret Maskine, og den 21de Septbr. 1849
fik Hjorth Enerets Bevilling til i 15 Aar i
Kongeriget Danmark at forfærdige Maskiner,
hvorved Elektromagnetismen anvendes som
bevægende Kraft paa denne Maade.
Den omtalte større Maskine blev forevist
i Drift for forskellige Teknikere og vakte en
betydelig Opsigt. Hjorth blev opfordret til
at holde Foredrag om den i The Royal So-
ciety og Institution of civil Engineers. Ma-
skinen er omtalt i „Mining Journal* for 5te
Maj og 16de Juni 1849 og i „Flyveposten"
for 3die Juli s. A. er givet et Uddrag af
disse Artikler, hvori der ikke er Mangel paa
store Forhaabninger.
Maskinen blev udstillet paa Verdensudstil-
lingen i London 1851. I Kataloget staar
den rosende omtalt, og Maskinen opnaaede
den eneste Prismedaille, der blev givet for
elektriske Maskiner.
Allerede paa dette Tidspunkt har Hjorth
begyndt at tænke paa en forbedret Maskine
til Frembringelse af Elektricitet. At drive
ovennævnte Elektromotor ved Hjælp af vaade
Elementer var ingen billig Sag, og skulde
Elektromotoren faa nogen Betydning, var et
kraftigt „tørt Batteri" — saaledes benævnedes
en Maskine til Frembringelse af Elektricitet
— en Nødvendighed. De fleste af de paa
dette Tidspunkt kendte Maskiner til Frem-
bringelse af elektrisk Strøm arbejdede med
permanente Staalmagneter og egnede sig, da
Staalets magnetiske Mætning er ringe, ikke
til større Energimængder. Hjorth tænkte
derfor at benytte et „Batteri", om hvilket
han har udtalt sig til „Mining Journals"
Korrespondent, men desværre ikke tydeligt
nok til, at man kan slutte sig til dets Kon-
struktion.
Om dette „Batteri" skriver „Mining Jour-
nal" (Flyvepostens Oversættelse) : „Det eneste,
som nu staar tilbage at opnaa, er Anbringel-
sen af nogle Modifika-
tioner i Batteriet, ved
hvilke der kan tilveje-
bringes ubegrænset Kraft
i Forhold til Magneter-
nes Størrelse og Traade-
nes Antal og med en
saadan Økonomi, at
Bekostningen ikke bli-
ver større end ved
Dampmaskinen eller en
anden bevægende Kraft.
Hr. Hjorth har under-
rettet os om, at han
nu, da han til den Grad har fuldkom-
mengjort sin Maskine, vil henvende sin
Opmærksomhed paa denne Side af Sagen,
og han haaber, at det om meget kort Tid
vil lykkes ham at finde en saadan Form for
Batteriet, at det i flere Dage kan være i
stadig Virksomhed uden at trænge til For-
nyelse, og hvorved Tilintetgørelsen af det
negative Element, hvilket hidtil har været
Hovedbyrden i Bekostningerne, skal blive
næsten aldeles nominativ."
Slet saa let gik det ikke. Der skulde
mange Aars Eksperimenter til, og Hjorth
skulde ind paa helt andre Veje for at bygge
en kraftig Maskine og for at slippe for Ud-
gifterne til „det negative Element", Zinken.
Da Hjorth var kommen tilbage fra sin
Englandsrejse, var han allerede inde paa den
469
En Verdens-Opfindelse og en dansk Opfinder
Tanke, der senere skulde føre ham til Maalet.
Vi se det af nogle Papirer, som ere forsynede
med Professorerne Scharling og Forchham-
mers Paategning i December 1851 og i Maj
1852 deponerede i det kongelige danske
Videnskabernes Selskab. Vel er der endnu
stor Uklarhed til Stede og sammen med den
Idé, der førte Hjorth til Maalet — Dynamo-
princippet — kæler han for en anden Tanke,
Hvorledes Hjorth fra dette Grundlag har ar-
bejdet sig frem til Konstruktionen af Dynamo-
maskinen, som vi kender den af hans Patent-
beskrivelse af 14de Oktober 1854**), vides
desværre ikke.
I denne Patentbeskrivelse finder vi for
første Gang Dynamoprincippet klart ud-
talt.
Dynamoen er vist i Fig. 2, men Pladsen
Fig. 3.
som desværre senere skulde forvilde ham og
føre ham til Spekulationer over mekanisk
uløselige Opgaver. De omtalte Papirer er
to Beskrivelser, affattede paa Engelsk og led-
sagede af Tegninger.
Berlingske Tidende meddeler*), at Hjorth
i 1854 blev kaldet til England for at bringe
Forbedringen af „det magnetoelektriske Bat-
teri" til Modenhed. Den omtalte Forbedring
er aabenbart den, der er skitseret i de i
Videnskabernes Selskab deponerede Papirer.
tillader mig ikke her at komme ind paa Be-
skrivelsen af dens Enkeltheder.
Hjorth søgte og fik foreløbigt Patent paa
Dynamoen, men lod det atter forfalde, idet
han ikke fik udfærdiget det egentlige Patent.
Derimod fik han i 1855 egentligt Patent**)
paa en Maskine, bygget efter samme Princip
men med en lille Forandring (Fig. 3).
De Forsøg, der førte til Dynamomaskinen,
*) 1856 Nr. 69.
*) Specification of Patent Nr. 2198, 1854.
♦*) Specification of Patent Nr. 809, 1855, ind-
givet Ilte April 1855.
470 nr
En Verdens-Opfindelse og en dansk Opfinder
ere rimeligvis udførte hos W. T. Henley i
London. Professor C. P. Jurgensen erindrer
ved et Besøg hos Henley for mange Aar
siden at have set en Del Modeller, der hid-
rørte fra den Tid, Hjorth arbejdede ved Fir-
maet. Hvor disse Modeller er bleven af,
vides desværre ikke*).
Hjorth havde ikke spundet Silke ved sine
Forsøg, og da det lige saa lidt lykkedes
for ham at faa Dynamoen som nogen af
sine andre Opfindelser ført ud i Livet, fik
han intet igen for de Summer, han havde
ofret derpaa. Vi ser da ogsaa, at Hjorth i
1859 søger og faar Bevilling som Translatør
i det engelske Sprog i København, og fra
denne Tid af ernærede han sig dels som
Translatør og Lærer og dels ved en Agentur-
forretning som Repræsentant for Jærnværket
Charles Cammell i Sheffield. Endelig havde
han et Slags Patentbureau, idet han hjalp
Udlændinge med at faa Eneretsbevillinger i
Danmark og Danske med at faa udenlandske
Patentbevililnger. Samtidig havde han dog
stadig nye Opgaver for, arbejdede f. Ex. for
nye Baneanlæg; først i Tredserne fik han
en Undersøgelse iværksat af Anvendelsen
af bornholmske og Silkeborg Kul samt
Tørv til Briketter. I April 1860 søgte
han Regeringen om at faa en Ansættelse,
hvorved han kunde bidrage til Jærnbaners
Anlæg her i Landet, og henviste samtidig til
sine tidligere Fortjenester paa dette Om-
raade. Da han et Aar efter endnu ikke
havde faaet nogen saadan Stilling, anmodede
han om, i Fald en saadan Stilling ikke
kunde gives ham, at faa en aarlig Under-
støttelse. Da „Ideen til den sjællandske
Jærnbanes Anlæg saavelsom til Banens
Hovedretning for en væsentlig Del skyldes
Secretær Hjorth ... og der ogsaa maa til-
skrives ham en ikke ringe Andel i Fore-
tagendets Gennemførelse", indstilledes Hjorth til
en Understøttelse paa Finansloven 1861 — 62.
*) Elektroteknisk Tidsskrift 1902. Pag. 273.
Han erholdt dette Aar og de følgende til sin
Død 500 Rd.
Hjorth boede i disse Aar i Nørrebrogade
Nr. 10. Han var i 1845 bleven viet til
Vilhelmine f. Hansen (f. 27. Marts 1805),
Enke efter Landmand Diderick Ancker til
Lille Egede og var derved bleven Stedfader
til to Døtre, som endnu lever. .Ægteskabet
var barnløst.
Den lille sirlige Mand med den høje
Hat og de høje Hæle var vel kendt og
meget skattet i mange Kredse. Han var
altid hjælpsom og elskværdig. Det vides, at
han med stort personligt Offer har hjulpet
unge Haandværkere i en vanskelig Periode.
I Selskab vakte han Opmærksomhed ved sin
Ævne til at fængsle og ved sin alsidige
Viden. Om Søndagen saa man ham regel-
mæssig vandre til Johanneskirken, hvor han
i mange Aar var blandt Pastor Frimodts
faste Tilhørere.
I Efteraaret 1860 var Hjorth i Paris, og
han har her arbejdet for sine elektriske Op-
findelser. Udover dette synes det som om
Hjorth har opgivet sine Forsøg indtil 1867.
Det er tidligere nævnt, at Hjorth har
ment ved rent geometriske Midler at kunne
formindske den Kraft, der skulde til for at
trække hans Dynamo. Denne Tanke har
med Aarene vokset sig stærkere i ham, og
han har ikke formaaet at følge med Fysik-
kens Udvikling. Hjorth var Opfinder, ikke
Videnskabsmand. Kendskab til Joules Ar-
bejder, ja blot til Lenz's Lov, vilde have
bragt ham ud af hans Vildfarelse. Ja, han
havde ikke behøvet at gaa længere end til
Københavns daværende Stadsingeniør, vor
berømte Landsmand Colding, for at lære at
kende Princippet for Energiens Bestaaen,
som fra 1847 om end meget langsomt
trængte sig frem i Fysikernes Bevidsthed.
For at faa sin Tanke ført ud i Virkelig-
heden lod Hjorth bygge en Maskine, byggede
den omhyggelig ind i en Metalkapsel, saa
man intet kunde se af dens Konstruktion, og
=-.= 471 =z=z.
En Verdens-Opfindelse og en dansk Opfinder
sendte den til Udstillingen i Paris 1867.
Hjorth, som altid var meget forsigtig med
at meddele noget om sine Opfindelser, var
med Alderen ikke blevet mindre mistænksom
overfor sine Omgivelser. ^Hjorth rejste selv
til Paris i Slutningen af April og havde nok
en Del Vanskeligheder med at faa Maskinen
til at gaa. Dog naaede han at faa den
med under Juryens Bedømmelse. Der blev
gjort et Forsøg paa galvanisk Udfældeise,
som lykkedes fortrinligt.
Det franske Société d'Encouragement havde
foreslaaet en Konkurrence for magneto-elek-
triske Maskiner og tilbød en Belønning af
3000 fr. for en Maskine, der opfyldte de
stillede Betingelser. Hjorth anstrængte sig
meget for at faa denne Belønning og bragte
sin Maskine til to Forsamlinger i Société
d'Encouragement, hvor man lovede ham at
underkaste den en Prøve. Denne fandt
imidlertid ikke Sted paa Grund af de mange
Forretninger, hvormed Selskabet var over-
vældet paa hint Tidspunkt.
Hjorth, som ikke selv forstod Fransk, har
som Mellemmand benyttet en vis Emile
Granier, som har introduceret ham hos en
vis Feuquiéres, der efter Udstillingen laante
Hjorths Maskine til Forsøg med galvanisk
Udfældning. Saavel Feuquiéres som den
bekendte Professor Morse interesserede sig
meget for Hjorth's Maskine, „da den nær-
mede sig Løsningen af det Problem at frem-
bringe saavel Strømstyrke som Spænding."
Dog tager Morse Forbehold overfor Hjorths
Planer angaaende Formindskelsen i Kraft-
forbruget.
Da Hjorth ikke fik sin Maskine prøvet i
Société d'Encouragement har han, opmuntret
men den synes ikke at være falden heldig
ud, da der ikke forlyder noget om Resul-
tatet. —
Paa Udstillingen vakte en af Ladd ud-
stillet Maskine efter Dynamoprincippet stor
Opsigt.
For at gøre Fordring paa Prioriteten paa
dette Princip henvendte Hjorth sig til den
fremragende Fysiker Grev Th. du Moncel —
den senere Udgiver af „La Lumiére électri-
quea. Da Hjorths Repræsentant ikke var
videre inde i de elektriske Spørpsmaal —
siger du Moncel*) — kunde han ikke ud-
trykke sig klart, og Hjorth fik ikke sin
Prioritet anerkendt.
Hjorth vendte hjem fra Paris i Juli 1867
og skal paa dette Tidspunkt have været
meget medtaget af Sygdom og Skuffelser.
Da Hjorth var kommet hjem, vekslede
han en Del Breve med nogle af de oven-
nævnte Franskmænd, med hvem han havde
været i Berøring. Disse Breve blev senere
udgivne paa Fransk og Dansk. Brochuren
har dog ikke stor Interesse udover det, at
den indeholder Beskrivelse og Tegning af
den i Paris udstillede Maskine.
Af denne Tegning fremgaar, at Maskinen
ikke var bygget efter Dynamoprincippet.
Det havde ingen Interesse for Hjorth at an-
vende de dyre Elektromagneter, da det for
ham var Hovedsagen at faa godtgjort, at
han ved sin særlige Ordning af Ankere og
Poler kunde formindske den Kraft, der
skulde til at frembringe en elektrisk Kraft.
Efter at Hjorth var hjemkommen fra Paris
fik han ved Fabrikant Kåhlers Interesse for
Sagen bygget en mindre [Maskine paa dennes
Værksted i Korsør. En større Maskine blev
ved Morse's og Feuquiéres Udtalelser søgt samtidig udført i København for Bidrag fra
at opnaa noget ved gennem den danske
Gesandt Grev Moltke-Huitfeldt at skaffe sig
Avdiens hos Kejser Napoleon. Avdiensen
opnaaedes, og Kejseren befalede en nøjagtig
Undersøgelse af Maskinen. Hvem der har
foretaget denne Undersøgelse vides ikke,
flere Godsejere og Købmænd, som interesse-
rede sig for Sagen. Endelig indgav en
Kreds af bekendte Mænd i Decbr. 1868 en
Ansøgning til Regeringen om en Under-
*) La Lumiére électrique 1883 Pag. 555.
En Verdens-Opfindelse og en dansk Opfinder
støtteise til Hjorth paa 15,000 LRd. til at
bygge en ny større Maskine for. Da Mini-
steriet ikke mente at kunne gaa med til en
saa [stor Bevilling, foreslog det at bevilge
1000 Rd. til en Undersøgelse af de be-
staaende Maskiner af Professor Hummel m. fl.
Sagkyndige. Dette Forslag gik Hjorth ind
paa, og der blev sammensat en Kommission,
hvori foruden Etatsraad Hummel, Professor
Holten, Docent Lorenz og Mekanikus Win-
strup fik Sæde. Inden Forsøgene tog deres
Begyndelse, var Hjorth dog kommen til det
Resultat, at han maatte gaa over til Elektro-
magneter, dels paa Grund af at „Staalet ved
længere Tids Brug taber .en Del af sin
magnetiske Kraft og derfor maa remagneti-
seres" dels fcrdi „det har vist sig, at Elek-
tromagneter kunne bringes til at frembringe
en betydelig større magnetisk Kraft end
Staalmagneter ved Hjælp af den af disse
inducerede elektriske Strøm". Da! denne
Forandring ansloges til en Bekostning af
400 Rd. fik Hjorth i April 1869 Meddelelse
om at disse Penge vilde blive udbetalte af
den, til Forsøgene bevilgede Sum, naar den
mindre Maskine var ombygget.
Herpaa svarede Hjorth med at anmode
om, at de 400 Rd. maatte anvendes til et
hvilket som helst Batteri, som han kunde
lade udføre. Hermed løb Sagen ud i Sandet.
Paa denne Anmodning fik han først Svar
i April 1870, men Svaret blev et Afslag.
Hermed er Hjorth's Historie fortalt. Han
var svag og hans Arbejdskraft var brudt.
Faa Maaneder efter døde han, d. 28. Au-
gust 1870. Han overlevedes af sin Hustru,
der døde d. 30te September 1885.
Charlottenlund, Januar 1907.
473 —
UNDERET OG DEN EVANGELISKE HISTORIE
Af Valdemar Ammundsen.
Hr. cand. theol. P. O. Ryberg Hansen
har i dette Tidsskrifts Januarhefte
fremsat nogle Modbemærkninger mod enkelte
Punkter i mjn Artikel „Fra Kampen om
Evangeliernes Kristusskikkelse" i December-
heftet. Hans Svar giver mig ikke Anledning
til at rette noget i min første Artikel, men
vel til en nærmere Redegørelse for mit Syn.
De fremdragne Punkter er imidlertid af den
Art, at de fører fra de historiske Overvejelser
ind i de personlige.
Jeg havde om Harnack sagt, at han i sin
Fremstilling af Jesus bedømmer og beskærer
de historiske Kilder udfra bestemte filosofiske
eller dogmatiske Forudsætninger, f. Ex. om
Underets Umulighed. Ryberg Hansen ind-
vender herimod, at det er en elementær hi-
storisk Grundsætning, som anvendes overalt,
at Underet maa anses for usandsynligt, saa
jeg enten maa udstrække min Klage over
dogmatiske Forudsætninger til al moderne
Historieskrivning eller afgrænse den evangeli-
ske Historie som et Enklave for sig, der ikke
tør behandles efter Forskningens almindelige
Principper.
Jeg skal da først godtgøre Berettigelsen
af mine Ord om Harnack. Han taler nemlig
ikke om Usandsynlighed, selv i nok saa høj
Grad, men siger netop i Form af en filosofisk-
dogmatisk Trosbekendelse: „Vi er af den
urokkelige Overbevisning, at hvad der sker
i Rum og Tid, er underlagt Bevægelsens al-
mindelige Love, at der altsaa i denne Be-
tydning, det vil sige som Gennembrud af
Natursammenhængen, ingen Undere kan gives"
(Wesen des Christenthums S. 17). Men da
Ryberg Hansens Bemærkning om Underne
ikke gør klart, hvor langt eller hvor kort en
historisk Bevisførelse kan bære, maa jeg til-
lige søge at oprede Underspørgsmaalet, saa-
ledes som jeg ser paa det. Der knytter sig
for mig mange uløste Vanskeligheder dertil,
og det forekommer mig, at vi i høj Grad
trænger til ny Belysning her udfra historiske,
naturvidenskabelige og religionsfilosofiske
Synspunkter. Hvad det imidlertid fremfor
alt gælder om, er at klargøre Motiverne til
hvert Skridt, vi tager. Og det er hertil, jeg
gerne vilde give et lille Bidrag.
Historien har først den Opgave at under-
søge de Kilder, hvori vedkommende Under
berettes. Herved kan den fjerne en Mængde
Mirakler, naar de nemlig kun findes i Kilder,
som iøvrigt viser sig utroværdige. Dernæst
maa den belyse Underberetninger udfra de
vedkommende Personers og Datidens Fore-
stillinger om saadanne Ting overhovedet.
Ofte kan der herved vindes stor Sandsynlig-
hed for, at en Mirakelberetning er opstaaet
f. Ex. ved Misforstaaelse eller Efterligning.
Det er Historikerens Maal at fastslaa den
bag Beretningerne liggende Virkelighed. Men
i Tilfælde, hvor Dommen faktisk bliver usikker,
er det bedre at blive staaende ved at kon-
statere Kildernes Beretning og overlade andre
Dommen om Virkeligheden. Og Historikeren
bør gøre klart for sig selv og andre, hvor
langt hans Kompetence rækker. F. Ex. hvis
han ikke tillige er Naturvidenskabsmand, har
han intet specielt Kendskab til Naturlovene;
i mange Tilfælde vil han derfor ikke selv-
stændig kunne dømme om, hvorvidt en særlig
mærkelig Begivenhed, f. Ex. en tilsyneladende
mirakuløs Helbredelse, kan forklares udfra
Naturlovene eller ikke. Det er Historikerens
Pligt at sørge for at give sit Bidrag til
Videnskabens Helhed med den størst mulige
Sikkerhed, selv om derved sættes betydelige
Skranker.
Jeg skal illustrere min Opfattelse gennem
et Exempel. Det berettes, at Frans af Assisi
i Aaret 1224 paa sine Hænder, Fødder og
sin Side modtog Saarmærker i Lighed med
Jesu. Tidligere forkastede man ofte denne
= 474
Underet og den evangeliske Historie
Beretning som umulig. Nu antages den al-
mindelig, og man mener ofte at kunne for-
klare Saarmærkernes Opstaaen udfra Frans's
strenge Askese og brændende Ønske om at
blive Jesus lig i hans Lidelse. Efter min
Mening er Historikerens Opgave først at kon-
statere den udmærkede Bevidnelse, og jeg
kunde forstaa og respektere den Historiker,
der ikke turde gaa videre. Dog mener jeg,
at Kilderne her er saa gode, at man tør
gaa til at fastslaa selve Saarmærkernes Virke-
lighed. Og dette er da uafhængigt af, om
det lykkes at gennemføre en Forklaring, der
kan tilfredsstille Natur- og Lægevidenskaben,
eller om denne maatte lade selve Faktum
henstaa som videnskabelig uforklarligt —
noget hvorom Historikeren * og for sig jo
ingen selvstændig Mening har.
De Tider, hvorfra det vrimler med Mirakel-
beretninger, er ofte lettroende og overtroiske.
Det er derfor kun berettiget, at Historikeren
stiller sig reserveret overfor Underberetninger.
Men dog kan denne Skepsis drives for vidt.
Ved en forhastet Afvisning af Underberet-
ninger faar man vanskelig fat paa Betyd-
ningen af det Faktum, at de paagældende
Mennesker i hvert Fald troede paa Underet.
Og f. Ex. ved adskillige Punkter i Middel-
alderens Historie har man efter mit Skøn
meget vanskeligt ved at tro, at der ikke
ligger noget virkeligt til Grund. Historie-
forskningen bevæger sig da vistnok ogsaa
i den Retning at blive mere forsigtig ved
Forkastelsen af det for os uforklarlige. En
udmærket Kender af Middelalderens religiøse
Liv, som forøvrigt selv af filosofisk-religiøse
Grunde forkaster det egentlige Under — nem-
lig som vilkaarligt fra Guds Side og derfor
umoralsk — udtrykker vor vanskelige Stil-
ling i følgende Ord, der forekommer mig
ansporende netop i deres Gaadefuldhed : „Vi
er lykkeligvis ikke mere i den Tid, da Hi-
storikerne troede at have baaret sig fornuftigt
ad, naar de havde ført alt tilbage til deres
eget Maal, idet de begrænsede sig til i Men-
neskeslægtens Heroers Liv at nægte eller
udelade alt, hvad der overgaar vor banale
Erfarings Niveau. Naturligvis har St. Fran-
ciscus ikke paa Vejen til Siena mødt tre
rene og blide Jomfruer, som var komne fra
Himlen for at hilse paa ham; Djævelen har
ikke væltet Klipper for at forskrække ham,
men naar man nægter disse Syner og Aaben-
barelser, da er man Offer for en Vildfarelse,
som maaske er alvorligere end deres, som
bekræftede dem." (P. Sabatier: Vie de S.
Francois d'Assise. 33 éd. 1906. S. XXIII).
Ved Siden af de Synspunkter, som Hi-
storien har i sine særegne Methoder og sit
Stof, træder Naturvidenskabernes, og Historien
maa være glad ved at lære af dem. Men
paa det mest afgørende Punkt siger de intet.
Naturvidenskaberne arbejder efter deres egne
Love og maa gøre det. Men dels turde det
være meget vanskeligt at fastsætte Grænser
for. hvad der er muligt udfra Naturens Love
og Kræfter, dels er det som bekendt umuligt
naturvidenskabelig at bevise Naturlovenes ufor-
andrede Gyldighed. Naturvidenskaben kan
da først give Historikeren en levende Følelse
af, hvor stor Forsigtighed der kræves for at
erklære noget for umuligt udfra Naturlovene.
Og endvidere en stærk Tro paa Usandsynlig-
heden af et Brud paa Naturlovene. Men
ikke en urokkelig Vished om Umuligheden.
Denne kan man kun faa ved at valgt den,
fordi man vil have denne Forvisning som
Afrunding af sin Verdensanskuelse. Altsaa
paa dogmatisk Vis, som Tilfældet er i Har-
nacks ovenfor anførte Ord.
Med Hensyn til den evangeliske Historie
tilspidser nu Problemet sig. Allerede naar
man erkender det tarvelige i „i Menneske-
slægtens Heroers Liv at nægte alt det, som
overgaar vor banale Erfarings Niveau", maa
man efter min Mening faa Afsmag for ad-
skilligt i den fra liberal og radikal Side ud-
gaaede Evangeliekritik. Men Spørgsmaalet
er, om den evangeliske Historie tør og kan
behandles efter Forskningens almindelige Prin-
475
Underet og den evangeliske Historie
cipper. Jeg skelner mellem „tør" og nkanu.
Hvis man sagde: „den tør ikke behandles
saaledesa, vilde deri ligge, at man paa dog-
matisk Maade afspærrede dette Omraade.
Det er efter min Mening ugørligt. Noget
andet er, om Forskningen med sin alminde-
lige Maalestok ikke kan maale den evangeli-
ske Historie, om her fremtræder noget, som
man ikke kan komme i det rette Forhold til
ad videnskabelig Vej, og som rager udover
alt naturligt og menneskeligt Maal.
Benægte Muligheden heraf kan man kun
paa to Maader. Enten ved at sige: vi har
allerede gjort os til Herrer her — efter min
Mening den største Illusion, hvori Forsk-
ningen kan befinde sig. Eller ved at sige:
vi maa og vil kunne ordne den evangeliske
Historie ind under de almindelige Love, selv
om det endnu ikke er lykkedes — altsaa
ved et dogmatisk Postulat. Men omvendt,
at den nævnte Mulighed her er Virkelighed,
kan man kun tro i Kraft af et Valg. Nemlig
naar Jesu Person faar en saadan Magt over
ens Samvittighed og hele Personlighed, at
man ikke kan undvære Troen paa her at
møde Gud, medens man paa den anden Side
her ogsaa oplever noget, man ellers ikke
kender. „Hvis det ikke er saadan for dig,
saa tro det ikke" (Zinzendorf).
Troen paa den evangeliske Histories un-
derfulde Karakter forudsætter noget dobbelt.
Først at Jesus er bleven Genstand for en
ubegrænset Tillid, saa intet er for stort til
at man kan tiltro ham det. Og dernæst, at
den evangeliske Histories underfulde Karakter
er nødvendig sammenknyttet med Jesus som
Genstand for Troen. Den liberale Theologi
i sine mere konservative Former har forsøgt
at udskyde den sidste Tanke, men den Krise,
hvori den er blevet dreven ind, varsler ikke
godt for dette Forsøg.
Ved en saadan Tro bliver vor rent natur-
lige Verdensanskuelse sprængt eller udvidet
i det uendelige. Man har tidligere almindelig
tænkt sig Underet som et Brud paa Natur-
lovene. Dog har den religiøse Tro ingen
Interesse heraf; den forholder sig overhovedet
ikke til Naturlove. Troens Interesse er dels
de paagældende Begivenheders Virkelighed,
dels at de er Udtryk for Guds almægtige
Styrelse. Der er i Nutidens kristelige Tænk-
ning fra flere Sider en Bestræbelse for at
komme bort fra den ældre Forestilling om
Underet som et Brud paa Naturlovene. Man
tænker sig det da som virket af Gud ved
Kræfter, som ligger i Naturen, men som vi
ikke paa den Maade kender og raader over.
Ved denne Tankegang, om hvis Rigtighed
jeg foreløbig ikke skal dømme, vilde der
ikke blive Tale om en Sprængning af den
naturlige Verdensanskuelse, men om Udvidelse
i det uendelige. Og en saadan Udvidelse
maa vist ske, naar man overhovedet tror
paa en personlig Gud og ikke rykker ham
bort fra ethvert Forhold til Verden.
Ved Underet i den evangeliske Historie
føres man fra de mere almengyldige Over-
vejelser ind i de mere personlige. Dog ikke
i de allermest personlige, da Underspørgs-
maalet foruden den religiøse tillige har en
naturvidenskabelig Side. Jeg har ikke ment
at burde unddrage mig en Udtalelse om
Underet, men havde med Vilje i min første
Artikel kun ganske kort berørt det. Det
tjener mest til fuld Klaring af Problemet,
naar det vigtige Underspørgsmaal sættes i
anden Række overfor det endnu vigtigere
om Jesu Personlighed og Selvbevidsthed.
Herom kan jeg væsentlig henholde mig til
min første Artikel; ogsaa adskilligt i den
foregaaende Udvikling finder Anvendelse her.
Til Fordel for Forkastelsen af Jesu Messias-
bevidsthed anfører Ryberg Hansen det hi-
storiske Princip, at man omend med For-
sigtighed kan udlede en Beretnings reale
Usandsynlighed af den handlende Persons
hele Karakter. Jeg benægter ikke, at denne
Sætning har en, omend meget begrænset,
Gyldighed. Men ved Forkastelsen af Jesu
Messiasbevidsthed konstruerer man først hans
Karakter med Udeladelse af det, som i Følge
Kilderne er Hovedpunktet, for bagefter at be-
vise, at dette Punkt ikke stemmer med det
øvrige! Jeg kalder denne Methode snever
dogmatisk og intet andet og mener, at den
tilmed strander paa en hel Del Punkter i
Jesu Ord og Handling, som indirekte kræver
Messiastanken. Men lader man Messiastanken
staa, da viser sig her tydeligere end noget
andet Sted, hvorledes Jesu Person voxer ud-
over det almindelige menneskelige Maal —
hvis man da ikke vil sætte ham i Klasse
med mere eller mindre sindssyge Sværmere.
Om Popularisering af bestemte Ideer bliver
man næppe enig, naar man er uenig om
Ideernes Værdi. Men det forekommer mig
højst besynderligt, at Ryberg Hansen baade
betoner, at det her drejer sig om noget,
476
Rigsdagen
som prætenderer at være methodisk Viden-
skabelighed, og tillige siger, at vi i Reglen
kun har Brug for den kæmpende Sandhed,
ikke for Resultaterne, naar de er mere prø-
vede. Enten er Hensigten at give Sandheden,
saa vidt Videnskaben kan garantere den. Da
gælder det om, at Resultaterne er saa sikrede
og afklarede som muligt, naar man træder
frem for det store Publikum. Æggende En-
sidighed kan være ansporende for andre
Forskere; den egner sig ikke for dem, der
kun har Lejlighed til at læse lidt og ikke
har Midler til selv at dømme. Eller ogsaa
skal den vedkommende Litteratur snarere be-
tragtes som Led i en religiøs eller antireligiøs
Bevægelse, og da bør det gøres klart, hvor
subjektive dens Forudsætninger er. Ryberg
Hansen forsvarer sit Skrifts Optagelse i Ny
teologisk Forenings Serie med Henvisning til
en Passus paa Hefternes Bagside. Det æn-
drer ikke, at Skriftets Indhold og Slutnings-
facit strider mod Overtitlen paa Forsiden:
Fri Forskning og positiv Kristendom — et
Forhold, der skulde synes lige saa utilfreds-
stillende for Redaktion og Forfatter som det
er det for Offentligheden.
i.-Hrfrt ■):(*> ak*l
Faa Rigsdagssamlinger synes at skulle
blive saa indholdsrige som den nuvæ-
rende, hvis da blot de Haab om vidtræk-
kende Resultater, der virkelig denne Gang
kan næres uden alt for stor Optinisme, ikke
i ganake uventet Grad gøres til Skamme.
Et Fællesudvalg arbejder med den kommu-
nale Valglov, og Grethes Ord i „Kærlighed
uden Strømper": „Jeg aldrig bliver gift,
hvis det idag ej sker", synes med ringe
Forandring anvendelig paa denne Lov:
skal den nemlig blive Lov i en overskuelig
Fremtid, synes det at maatte ske i Aar.
Folketingets Toldudvalg har efter Foriydende
allerede valgt de moderates Førstemand,
Told-Specialisten N Neergaard til Ordfører —
Reformpartiets særligt toldkyndige Udvalgs-
medlem Ingvard Jensens Nedlæggelse af sit
Sæde i Toldudvalget blev af Regeringens
Modstandere sat i Forbindelse med dette
Ordførervalg — , og Toldlovforslaget synes
saaledes sikkert paa hurtig Gennemførelse i
Folketinget. Kort før Jul — d. 14. Dec. —
blev den store Retsplejereform paany fremsat
i Landstinget i en væsentlig ny Skikkelse,
der synes at love ny Udsigter for dens
Gennemførelse. Endelig midt i Januar kunde
Trafikministeren som Resultat af Jærnbane-
kommissionens Arbejde paa Folketingets Bord
aflæsse en hel Hærskare af ny Jærn bane for-
slag til en forøget Udgift for Statskassen af
23 Mill. Kr. Sammen med de her tidligere
nævnte Forslag om Arbejdsløshedskasser og
om uægte Børns Retsstilling synes der altsaa
at tegne sig Udsigter til en Lovhøst af
usædvanligt Omfang.
Her skal alene dvæles ved det ny Lov-
forslag om Rettens Pleje, der d. 11. Januar
kom til første Behandling i Landstinget, to
Dage efter Juleferiens Afslutning. Som
bekendt krævede allerede vor første Grundlov
af 1849, at en gennemgribende Reform af
vor Retspleje med Indførelse af Offentlighed
og Mundtlighed og Nævninger i Misgernings-
sager og politiske Sager skulde gennemføres
saa snart som muligt. Over et halvt Aar-
hundrede er henrundet siden da, og næsten
alle Kulturfolk har i den Tid — ogsaa uden
speciel Opfordring i Grundloven — sat deres
Retspleje paa ny Fod, afløst den gamle
slæbende skriftlige Procedure med en friskere
mundtlig og i Strafferetsplejen indført det
offentlige Anklagesystem — hvor Anklager
og Dommer er to torskellige Personer — i
Stedet for det skriftlige Inkvisttionssystem,
hvor Anklageren er den samme som den,
der skal dømme Sigtede. Hos os har —
trods Grundlovens Paabud om den snarlige
Retsreform — to Slægtleds Arbejde paa
denne Opgave hidtil været et frugtesløst Sisy-
fusarbejde. Forslag paa Forslag har været
fremlagt, og tre Proceskommisioner efter hver-
andre har Aar igennem siddet sammen og
gennemdrøftet Alverdens Retsplejesystemer for
at finde et, der skulde kunne opnaa at
slippe nogenlunde helskindet gennem det
danske Lovgivningsmaskineri. Men hidtil
forgæves. Lang Tid igennem lykkedes det
477 =^
Rigsdagen
ikke engang noget Retsreformforslag at frelse
sig igennem blot det ene Tings Skærsild.
Først den sidste Proceskoramissions Forslag
lykkedes det den nuværende Justitsmini-
ster at bjerge igennem Folketinget og over
til Landstinget, men derefter kastedes For-
slaget Aar efter Aar som en Bold fra
det ene Ting til det andet, stadig vedtaget
af hvert Ting i forskellig Skikkelse. Og
efter at Sagen tre Gange havde været i
Fællesudvalg og staaet paa i fem Rigsdags-
samlinger, var der til Slut opnaaet Enighed
alene om det, som Fællesudvalget gennem
sin Formand udtalte; at det vilde være uden
Udsigt til Resultat at forhandle videre.
Efter et saa kummerligt Resultat af saa
mange Aars Anstrængelser — skønt alle er-
kender, at en Reform er betimelig og burde
være gennemført for længe siden — , havde
maaske de færreste ventet, at et nyt Forsøg
skulde blive gjort igen i Aar, og endnu
mindre, at det skulde blive gjort under Om-
stændigheder, der virkelig — selv for mere
skeptiske Naturer — synes at aabne bedre
Udsigter til Gennemførelse end de tidligere
Forslag. Alligevel har Justitsminister Alberti
haft Udholdenhed til paany at føre Sagen
frem og Mod og Evne til at bringe den
frem i en delvis ny Form, der vel paa ad-
skillige Punkter gør kort Proces med mange
smukke Retsplejeidealer, men som maaske til
Gengæld bedre vil formaa at føre Sagen
over det døde Punkt — fra de blotte Teo-
riers til Virkelighedens Land. Unæglelig er
der paa sine Steder skaaret dybt i de gamle For-
slags Kød for at skære de Punkter ud, hvor-
om Striden mellem Tingene særlig har staaet,
men, som det ogsaa under Behandlingen i
Landstinget fra alle Sider blev erkendt, som
Grundlag for et Forsøg paa delvist nyt
Grundlag at naa til en Ordning, der om
den ikke er den ideale, saa dog staar højt
over den nuværende, vil Forslaget i hvert
Fald ikke kunne nægtes Anerkendelse.
Af de Punkter, hvor det nuværende For-
slag af Opportunitetsgrunde — for at bort-
rydde den tidligere aabne eller hemmelige
Modstand mod Reformens Gennemførelse —
bryder med de foregaaende Forslags Hoved-
principer, maa først nævnes, at det er op-
givet samtidig med Retsplejereformen at gen-
nemføre Grundlovens Bud om Forvaltningens
Adskillelse fra Retsplejen, uagtet denne ogsaa
er af saa stor Betydning for en virkelig Re-
form af Retsplejen. Justitsministeren har
imidlertid ment, at der ved Bevaringen af
den nuværende Underretsinddeling i uforan-
dfet Skikkelse vilde baade spares saa mange
Penge og gøres saa lidt Skaar i det for Be-
folkningen tilvante, at Reformen lettere vil
kunne bryde igennem den Understrøm af
Uvilje mod forøgede Udgifter og mod at
skulle indpasse sig til ny Forhold, som
denne Reform har at kæmpe med. Fremdeles
har det ny Forslag — bortset fra Sager,
hvor Nævninger medvirker — ligeledes for
at spare Udgifter og Ulejlighed fra Befolk-
ningens Side i det væsentlige brudt med det
saakaldte Umiddelbarhedsprincip d. v. s. den
Grundsætning, at Vidnerne skal afhøres af
samme Ret, som dømmer i Sagen, modsat
det nuværende Forhold i Danmark, hvorefter
Vidnernes Udsagn regelmæssigt optages af
en Ret for i skriftlig Form at forelægges en
helt anden, den dømmende Ret. Men mest
afviger det ny Forslag dog fra det tidligere
derved, at det ikke som ellers alle nyere
Retspleforslag sætter Anklageprincipet i Stedet
for Inkvisitionsprincipet, idet Forslaget vel
søger at udelukke det sidste System, men
uden dog helt igennem at gøre Anklageren
til en fra Dommeren forskellig Person, idet
tværtimod Dommeren ligesom hidtil i alle
Underretssager vil komme til at lede Under-
søgelsen mod den Sigtede — en Afvigelse,
der er en Følge af, at Forslaget ikke som
det tidligere skiller Forvaltningen fra Rets-
plejen og altsaa ikke stiller en selvstændig
Politimester ved Siden af Underretsdommeren,
og at Forslaget ligeledes i væsentlig Grad
vil spare den tidligere foreslaaede store For-
øgelse af Politiet.
Naar Forslaget uden at indføre Anklage-
systemet dog mener paa fyldestgørende Maade
at kunne sætte Bom for det nuværende In-
kvisition ssystem, bygger det paa, at Under-
søgelsen mod den Sigtede, ligesom efter det
tidligere Forslag, regelmæssigt skal foregaa
i offentlige Retsmøder, og at Sigtede strax,
naar han arresteres, skal have en Forsvarer
ved sin Side. Ligeledes indfører det en bor-
gerlig Kontrol med Varetægtsarrestanters Be-
handling samt en udvidet Adgang til Erstat-
ning for uforskyldt Varetægtsarrest, idet det
ikke længer som nu skal kræves, at den
vedkommendes Uskyld er bevist, men kun
at der ikke maa foreligge grundet Mistanke
om hans Skyld, ligesom der ogsaa endelig
478
Natur og Videnskab
foreslaas en ganske ny Adgang til Erstatning,
eventuelt Æreserklæring i Tilfælde af Anhol-
delse, der viser sig uberettiget.
Bortset fra de nævnte Afvigelser opret-
holder Forslaget iøvrigt i det væsentlige alle
det tidligere Forslags Grundtanker, navnlig
Mundtlighedsprincipet og den frie Bevis-
bedømmelse saavelsom i borgerlige Sager
Parternes Pligt til selv at møde og afgive
Forklaring for Retten. Ligeledes holder For-
slaget ogsaa i Overensstemmelse med Grund-
lovens Bud fast ved Medvirkningen af Næv-
ninger i Misgærningssager og politiske Sager,
ja udvider endogsaa OmraadeF for Nævningers
Medvirken paa visse Punkter, mens det rig-
tignok til Gengæld indskrænker det ved at
udelukke Nævninger i alle Sager, der fra
Underretten appelleres til Landsretten, selv
om de, naar de strax var komne for Lands-
retten, kunde være forlangt behandlede ved
Nævninger. Ligeledes fastholder Forslaget
her et af det tidligere Forslags store Strids-
punkter mellem Folketinget og Landstinget,
nemlig Spørgsmaalet om Nævningernes Ud-
vælgelsesmaade, idet det opretholder Nævnin-
gernes Udtagelse ved de kommunale Myndig-
heder, men ved at indføre en forøget Ret
til at udskyde et vist Antal af Nævningerne
mener det dog at komme ud over dette
Stridspunkt, hvad der efter Lovforslagets første
Behandling i Landstinget desværre kan synes
tvivlsomt.
Af andre ny Ting i Lovforslaget skal
endnu nævnes, at det vil indføre rejsende
Afdelinger af Landsretterne ikke blot som
efter det tidligere Forslag i Straffesager men
ogsaa i borgerlige Retssager, saaledes at
Landsretterne skiftevis skal holde Ting i for-
skellige Jurisdiktioner omkring i Landet, og
at det ikke blot som den sidste Proceskom-
missions Forslag vil indføre fuldstændig Appel
fra Landsret til Højesteret i borgerlige Sager,
men ogsaa — overensstemmende med den
nugældende Ordning, men afvigende fra det
sidste Forslag — vil hjemle fuld Appel til
Højesteret i alle Straffesager, der ikke be-
handles med Nævninger. I Sager, hvor
Nævninger medvirker og hvor Umiddelbar-
hedsprincipet vedblivende skal gennemføres
fuldtud, bliver Forslaget dog ligesom de tid-
ligere staaende ved at afskære al Appel til
Højesteret undtagen af formelle Grunde.
I Folketinget drejede Forhandlingerne —
efter Mødernes Genoptagelse efter Juleferien
— sig om Finanslovens 2den Behandling,
ved hvilken navnlig Spørgsmaalet om Hus-
lejetillæg til Statsbanefunktionærerne affødte
langvarige og levende Debatter.
iMi<jdli;IiIA«iiOaKfrK+iIH
Lidt Befolkningsstatistik.
Europas Folkemængde tiltager stærkt. Naar
man ved, at i Aaret 1800 rummede vor
Verdensdel 187 Millioner Mennesker og 100
Aar efter over 400 Millioner, er det ikke saa
urimeligt, om man udbryder: Hvorledes skal
dette ende! Om 100 Aar maa Europa an-
tages at skulle give Plads til henved 800 Mil-
lioner! Hvad fører denne uhyre Væxt i sit
Skjold?
Intet Under da, at man i Bevidstheden
om, at et sligt Spørgsmaal ikke kan besva-
res, i hvert Fald søger Svar paa Spørgs-
maalet om, hvad det er, der bevirker den
uhyre Tilvæxt. Tager man for sig nogle
paalidelige Tabeller over Fødslernes Antal,
da ser man til sin Forbavselse, at disse Ta-
beller ikke giver Svaret.
1871—1875
fedtes i Gennemsnit
hvert Aar
1 Rusland
- Tyskland . .
- Ostrig-Ung.
- England . . .
- Frankrig . . .
- Holland ....
- Sverige ....
- Schweiz . . .
- Finland
- Danmark . . .
- Norge
3,774,890
1,619,251
1,482,935.
1,123,421
928,820
133,661
131,033
81,833
68,319
56,643
53,724
1896—1900
fedtes i Gennemsnit
hvert Aar
5,116,132
1,956,522
1,751,035
1,168,915
848,710
161,671
135,170
91,817
85,558
71,002
65,142
Saaledes som de ovenstaaende Tal tager
sig ud, peger de ganske vist paa en For-
øgelse, men kun i Rusland og Tyskland er
den særlig stor, flere Steder, f. Ex. i Sverige,
er den ganske ringe. Udtrykt i hele Tusin-
der er Forøgelsen kun
479
Natur og Videnskab
i Rusland 1,341,000 lernes Skyld, at Folkemængden tiltager; men
- Tyskland 337,000 Aarsagen ligger i den aftagende Dødelighed.
: SSSi \Tn. : : : : : : : S ^s*™* Kunst er ***. <* dctte bevirkcr'
- Holland 28,000 at Døden i mange Tilfælde faar Lov til at
- Finland 17,000 vente paa sit Bytte. Den, der i gamle Dage
* Danmark lf nnn var nam vis strax» maa nan nu vente baade
*. schwW:::::::::::.:::: laooo 20 og 40 Aar paa, og det er &/, der iæg-
- Sverige 4,000 ger Loddet i Vægtskaalen. Hermed hænger
- Frankrig: en Tilbagegang af. 80,000 det sammen, at Folk lever mere hygiejnisk
Altsaa det Plus, Holland, Finland, Dan- end før: Skolen og Lægen har oplyst dem
mark, Norge, Schweiz og Sverige giver, op- om Betydningen af Renlighed og Soberhed,
vejes paa lidet nær af det store Minus, Frank- * Boligens Indretning o. s. v., o. s. v., og alt
rig møder op med! Det er altsaa ganske i ^ har Dødelighedsprocenten længe været
klart, at den Væxt, de andre Unde præsterer, * *n "vende Nedgang. Hvad Barselfeber og
kan ikke være det, der bevirker den uhyre Kirurgens Instrumenter, for blot at nævne
Tilvæxt i Folkemængden, denne taget som et Par Exempler, forhen bidrog til at rydde
Helhed. Ganske vist er der her for at und- °P iblandt Mennesker, man ellers skulde an-
gaa Vidtløftighed ikke medtaget alle euro- tage for fuldt levedygtige, det var kolossalt
pæiske Unde, men selv om man skaffer sig Hvad de nu har Paa Samvittigheden er i
Oplysninger fra alle disse, forrykkes Forhoi- Virkeligheden grumme lidt.
det ikke i nogen væsentlig Grad; det for-
rykkes heller ikke, dersom man vælger at Kvindens Fremmarch.
betragte — ikke som her nogle Aar, men — I de af Staten opretholdte „højere Almen-
alle Aarene i den sidste Menneskealder. skoler* (Utinskoler, som visagde i „gamle"
Men kender man lfdt til det praktiske Fag, Dage) fandtes der i sidste Skoleaar 384
der kaldes Regning, vil man iøvrig indse, at kvindelige Elever; Aaret før var der 278
de ovenstaaende Tabeller ikke giver nogen og i Skoleaaret 1903—04 ialt kun 113.
paalidelig Oplysning om, i hvilken Grad de
enkelte Undes Fødsler bidrager til Forøgelsen Berns Sørvn.
af Mennesker. Vil man have et paalideligt Der forlanges ofte alt for meget Arbejde
Billede, da maa man sammenligne Fødslernes af Børn. Prof. Axel Key i Upsala har op-
Antal med Landets Indbyggerantal, og ud- stillet følgende Tabel, som vinder mere og
regner man nu Forholdet procentvis, da kom- mere Anerkendelse i Skolekredse:
mer man til et i Sandhed forbavsende Re- Bern paa 7_ 9 Aar ber sove i 1 1 Timer pr. Degn
sultat. For samme Tidsrum som ovenfor er — 10— 11 — — 10—11 — —
angivet, er Fødslerne dalel — 12—13 — — 10 — —
0 14 91/ •
i Frankrig fra 25,5 °/0 til 21. 9 __ 15—16 — — 9 — —
• Sverige „ 30,7 „ - 26,9
. Schweiz „ 30,i „ - 28,4 ct f B
. England „ 34l9 „ - 28,9 Skyklapperne.
- Danmark „ 30,8 „ • 29,9 Berlins Politipræsident har for nogen Tid si-
- inland " 37o * - 33 \ den givet DroskeeJerne et Tilhold, der stiler mod
" Tyskland " 38* \ - 36^ Afskaffelsen af Skyklapper; mange har kun
- Østrig-Ungarn , 40.8 „ - 38,« med stor Ængstelse fulgt Tilholdet, idet man
- Rusland , 50,* n - 48,s dernede som herhjemme har ment, at Hestene
Norge indtager en Særstilling, idet Procenten _ { hyert Fflld , Storstæderne _ ikke kan
holdt sig ens, nemlig paa 30,s. , , - , ,
undvære dem, men der er nu forløben saa
Men naar der, selv i saa stærkt positive lang Tid, at man kan danne sig en begrun-
Lande som Rusland, Østrig-Ungarn og Tysk- det Mening om, hvorvidt Tilholdet har virket
land kan paavises en Dalen, og denne iøvrig heldigt eller ikke, og det synes da, som om
strækker sig udover saa at sige alle de andre det vil lykkes at præstere et fra det prak-
Lande, da er det slutteligen bevist, at hvad tiske Liv taget Bevis for, at det ikke alene
man anede ved at betragte de først anførte er Mennesker, men ogsaa Heste, der staar
Tabeller, er aldeles rigtigt : Det er ikke Føds- sig ved at undvære Skyklapper.
— ---= 480 -_ —
Hus og Mave
Europæernes Lugtesans.
Det er en almindelig Lægmandsiagttageise,
at Lugtesansen er forholdsvis daarligt ud-
viklet hos Europæerne; og de videnskabelige
Forsøg, man har anstillet for at kontrollere
Iagttagelsen, har bevist dens Rigtighed. Dr.
Grijns, der tidligere har anstillet nogle
meget fine Forsøg for at kunne fremskaffe
en Sammenligning mellem Malayernes og
Europæernes Lugtesans, har nylig publiceret
sine Iagttagelser over Javanesernes, og det
viser sig da, at han har udfundet, at den paa-
gældende Sans hos disse Folk maa betegnes
som intet mindre end dobbelt saa godt ud-
viklet som Europæernes.
Ngamisøen
regnedes endnu for en Snes Aar siden til at
være sine 770 □ Kilometer stor (som Falster
og Mors tilsammen), ihvorvel det var van-
skeligt at opgive dens Størrelse nøjagtigt,
fordi den i lange Tider har været i Aftagende.
Det tyske Blad „ Globus" fortæller nu, at
den, naar lige netop den østlige Del und-
tages, er i Færd med at blive en saga
blott; den er bleven til en Mose. Maaske
har den i Sinde helt at forsvinde, men det
kan jo ogsaa være, at den i en anden
Periode vil tiltage. Tanganika-Søen svinder
i hvert Fald til Tider betydeligt, men den
plejer ad Aare at indvinde, hvad den til en
Tid har tabt. Den har i det hele mere
Vand at rutte med, da den er 35,130 Kilo-
meter stor, det vil sige næsten lige saa stor
som hele Danmark.
Skoler.
Danmark har for Tiden 1 3 7 højere Almen-
skoler med Fællesundervisning eller med
Undervisning alene for Drenge, 36 højere
Almenskoler med Undervisning alene for
Piger, og 85 Højskoler (deriblandt 14 Land-
brugsskoler).
éiiékl.Irlf-i'Jd
Haven i Februar.
Af [Beskæring om Vinteren er tidligere
omtalt Frugttræernes, men som det blev
nævnt er den gunstigste Tid sidst paa Vin-
teren; ligeledes er omtalt Udtynding af
Træer og Sirbuske, tilbage staar blot korte-
lig at berøre Beskæring af Frugtbuskene.
Hindbær og Brombær beskæres i Reglen
langt tidligere, idet man skærer de afhøstede
Grene ned og studser de unge Skud noget
ned i Forhold til deres Længde og Kraft og
derpaa binder dem op til udspændt Staal-
traad eller lignende.
Stikkelsbær, Ribs og Solbær overlades af
de fleste, ogsaa af mange Fagfolk, fuldstæn-
dig til sig selv, ikke desto mindre maa det
anbefales at regulere Væksten ved en let
Beskæring, der for Ribsbuskenes Vedkom-
mende bør bestaa dels i en passende Af-
studsning af Kviste, der rager for langt frem
og vokser for stærkt og dels i en Udtynding
af Busken saaledes at Luft og Lys ikke
udelukkes helt fra de indre Partier. Det er
af de ældste Grene man fjerner nogle, og
fortrinsvis saadanne Steder, hvor der findes
yngre Træ til at erstatte det bortskaarne.
Man maa imidlertid vel vogte sig for at
skære, saaledes at man udhuler Busken.
For Solbærbuskene gælder samme Regel,
kun er der det at bemærke, at man maa
være mere forsigtig med at skære løs af
Solbærbuskene, idet disse i mange Tilfælde
ikke ere saa villige til at skyde nyt Træ
som Ribsene.
Stikkelsbær underkastes undertiden ind-
viklede Beskæringsmaader, med tilhørende
Sommerbeskæring o. s. v., men i Alminde-
lighed vil en lignende Beskæring som nævnt
for Ribs og Solbær være tilstrækkelig, kun
at Stikkelsbær ere endnu mere taknemmelige
for Lys og Luft. De Grene, der hænger
altfor langt nede ved Jorden, og hvis Frugt
i Reglen vil blive altfor overstænket i Regn,
bør man helt fjerne. Grene, der have været
angrebne af Sygdom, bør afskæres og brændes,
dette gælder navnlig for Buske, der har lidt
af den nu over hele Nordeuropa saa ud-
bredte amerikanske Meldug „Stikkelsbær-
dræberen". Denne ondartede Svampesygdom,
der er indført fra Amerika, bør man gøre
alt for at bekæmpe, dersom man har faaet
den paa sine Buske, idet den, hvis den faar
Hus og Have
Lov at trives, kan ødelægge Høsten af
næsten al Busk frugt baade for en selv og
for ens Naboer. En Beskrivelse af Syg-
dommen, der viser sig som en grov Meldug,
blev engang i Sommer, paa Foranledning af
en af Havebrugets Organisationer, udsendt gen-
nem Dagbladene, sammen med en Opfordring
til for Sagens Skyld at rydde og brænde
alle Stikkelsbærbuske eller i hvert Fald de
angrebne i Haver, hvor Sygdommen havde
vist sig. Til" Græmmelse for dem, der havde
fulgt Opraabet : og havde slæbt deres Buske
paa Baalet for den danske Frugtavls Skyld,
ledte de Erfaringer, man i Løbet af Somme-
ren høstede her og andet Steds med Hensyn
til Sygdommen, vore Autoriteter paa dette
Omraade til at udtale, at det var tilstrække-
ligt at skære Buskene ned og brænde de
afskaame Grene samt at overpudre Stubbene
og Jorden der omkring med pulveriseret
brændt Kalk.
Sygdommen kan blive saa skæbnesvanger
for hele Landets Buskfrugtavl, at navnlig de
private Haveejere, for hvem Stikkelsbær-
buskene jo ikke har økonomisk Betydning,
saaledes som for Gartnerne, ikke bør be-
tænke sig noget Øjeblik paa at gøre deres
til at hindre Smitten ved radikalt at følge
den angivne Fremgangsmaade. Hvis man
er i Tvivl, kan enhver indsende en af de
formentlig angrebne Kviste til Statens Kon-
sulent i Plantesygdomme.
Man bør i disse Maaneder gruse sine
Gange og klippe sine Hække, saaledes at
den . Art Arbejde ikke trænger sig paa
senere hen paa Aaret, naar det kniber med
at faa Tiden til at slaa til.
Handelsgartner G. N. Brandt.
Hønsegaarden.
Hvor det gælder tidlig Tillæg er Tiden
inde for Sammensætningen af Avisstammerne.
Det er af største Betydning, at de Avlsdyr,
man vil lægge til efter, ikke alene er kraf-
tige ensartede veludviklede Exemplarer af et
saa smukt Racepræg som mulig, men at de
samtidig tillige hører til de mest yderige i
hele Flokken; paa dette Punkt handler man
desværre altfor mange Steder i Blinde.
I de Besætninger, hvor Kontrolavl er ind-
ført, bliver det ved Udvalget af Avlsdyr
ikke alene Ægantallet, der er det afgørende;
Æggenes Form, Farve og Størrelse samt
Aarstiden; de ere lagte paa, har sin ikke
ringe Betydning ved Udvalget.
Drejer det sig om et større Tillæg, maa
Avlsdyrene inddeles i Flokke, men man maa
foretage saa lidt Omflytning som mulig, da
Hønsene ellers vil slaa af paa Æglægningen.
Til hver Flok paa 10 å 12 Høns, alt efter
Race, Alder og Aarstid, tilsættes kun en
Hane og da helst af bekendt Afstamning.
Spiren til kraftige Kyllinger ligger allerede i
Rugeæggene, derfor maa Avlsdyrene have
den bedst mulige Pasning, saa gode Plads-
forhold som mulig og rigelig Adgang til af
arbejde efter Føden. Animalsk og vegetabilsk
Føde er af største Betydning for Avlsdyrene.
Da de forskellige Racer i det første Aar
ikke have naaet Modenheden med Hensyn
til Væksten, vil ældre Dyr være at foretrække
som Avlsdyr, de lægge større Æg, ligesom
man kan forvente kraftigere Afkom efter dem.
Etaars Høns kan det forsvares at benytte
til Avl, naar de ere tidlig tillagte og vel-
udviklede; en kraftig ældre Hane vil da
være paa sin Plads. Hvor etaars Haner
sættes til ældre Høns, synes man at faa et
ikke ringe Procentantal Hanekyllinger —
generende, hvor det drejer sig om større
Besætninger.
Inden Maanedens Udgang er det ikke for
tidlig at paabegynde Forberedelserne til den
nær forestaaende Rugesaison. Skal Fjerkræ-
avl drives med Fordel, da har det sin store
Betydning, at man i rette Tid paabegynder
Rugningen, da det navnlig er de i Foraars-
maanederne velopdrættede Kyllinger, man
skal have Æg af og dermed Udbytte i
Vintertiden. De forskellige Nytteracer er
imidlertid kortere eller længere Tid om at
naa den for Æglægningen modne Alder, og
Rugningen maa da rette sig herefter. Læg-
ges f. Eks. Italienere til for tidlig, vil Læg-
ningen grundet paa denne Races hurtige
Modenhed allerede begynde henad Efter-
sommeren, inden den sidste Fældning er
overstaaet. Lægningen vil da ophøre, naar
Fældningen indtræffer, og er da meget vanske-
lig at faa i Gang igen. Det rette Forhold
maa sikkert blive saaledes, at de svære
Racer fortrinsvis bør tillægges fra Marts til
Maj, de lette fra midt i April til Begyndelsen
af Juni alt efter de tilstedeværende ydre Be-
tingelser.
Hvad selve Rugningen angaar, da maa de
bedste Høns hertil søges indenfor de for-
Trinidad-, Surinam- og Caracas-Chocolade anbefales.
Hus og Have
skellige svære Racer og Krydsninger, der ere
af et roligt Temperament. Hvor det drejer
sig om et større Tillæg, bør man lægge
flere Rugere paa én Gang; det vil lette
Pasningen, ligesom de ved Lysningen fore-
fundne ubefrugtede Æg kan borttages og
senere anvendes til Kyllingerne. De gode
Æg fordeles da mellem Rugerne, og de
ledige Høns kan modtage nye Æg. Sluttelig
faar man ved denne Fremgangsmaade en
Flok ensartede Kyllinger i Alder og Størrelse,
der saaledes kan opdrættes sammen.
W. A. Kock.
Køkken.
Kunsten at gøre en Middag.
Sætte en hel Del Retter sammen til en
Middag, det kan enhver, men sætte dem
sammen, saa det er en Fornøjelse at spise
dem i den Rækkefølge, hvori de møde op,
det er en Kunst, et Talent eller hvad man
nu vil kalde det. Regler for Retternes Sam-
menstilling kan man lære, som man kan lære
Regler for Tegning og Musik, men paa
Grundlag af disse Regler at sætte en festlig
Menu sammen indenfor den pekuniære Ramme,
der som Regel begrænser ethvert Festmaaltid,
det er en Kunst.
Der er Mennesker, der har den Opfattelse
af Maden, at det blot gælder om at putte
noget i Munden, at det til daglig er ret lige-
gyldigt, hvad Maden er, blot den kan spises,
og at Finessen ved et Festmaaltid bestaar i,
at det, der serveres, er kostbart.
De Mennesker forstaar hverken selv at
spise eller Kunsten at glæde andre, der for-
staar det.
Atter andre ringeagter Bordets Glæder og
glemmer, at Glæden over Maden ofte holder
Mennesket skadesløs for Tabet af saa mange
andre Glæder i Livet; den beholder man,
naar Alderen har taget saa mange andre
Glæder, ligesom at ved de fleste betydnings-
fulde Mærkedage i Menneskelivet — i alt
Fald i det civiliserede Menneskes — spiller
Festmaaltidet den samlende Rolle, og det lige
fra Barnedaab til Bryllup, Fødselsdag og Ju-
bilæum, ja tidligere endog til Begravelser.
En aandrig fransk Skribent, Brillat-Savarin,
Videnskabsmand paa Smagens og Spisningens
Omraade, har i „Smagens Fysiologi u udtalt,
at Middagsselskaber er de eneste festlige
Sammenkomster, hvor man ikke keder sig i
den første Time, at den, der drikker eller
spiser for meget, ikke forstaar hverken at
spise eller drikke, at man vel kan lære at
lave Mad, men at man maa være født Kok
for at kunne drive det til en virkelig Kunst,
og at man ved at indbyde en Gæst til
Middag paatager sig Ansvar for hans Vel-
befindende, saalænge han er under vort Tag.
For at en Middag skal være vellykket,
maa ingen af vore Sandser stødes, alt skal
være harmonisk afstemt. Det dækkede Bord
maa ikke være for stort eller prangende i
Forhold til Spisestuen og den øvrige Lejlig-
hed, Gæsterne maa have Følelsen af, at der
er det rette Forhold mellem Værtens Kaar
og den Middag han giver. Kort sagt,
hvis man kun er „lille Klaus", saa maa
man arrangere sin Middag med dette for
Øje. Men en Middag hos „lille Klausa kan,
naar Retterne er vel sammensatte, Borddæk-
ning og alt øvrigt Apparat i Harmoni med
Huset, være akkurat ligesaa tiltalende som
den, „store Klaus" gør med de mange kost-
barere Retter og Vine med dertil svarende
øvrige Arrangements.
Det kommer ikke saa meget an paa, hvad
der gives, som hvorledes det gives, og
hvorledes det tillaves.
Ved en Middag er det en Hovedregel, at
Retternes Rækkefølge gaar fra de tungeste
til de letteste, Vinenes fra de letteste til de
hedeste, mest krydrede. Naar der i Tidernes
Løb er gjort Brud paa denne 'Regel, har det
kun været flygtige Modeluner. Men uden
at bryde den fornævnte Retternes Rækkefølge,
kan man begynde Maaltidet med en „hors
d'æuvre", der er beregnet paa at vække
Appetiten. Saadan har Svenskerne deres
Smørgaasbord, ligesom baade de gamle Ro-
mere og de tidligste franske Konger — Men-
nesker, der forstod at værdsætte Maden —
begyndte Maaltidet med en „ aperitif * be-
staaende af Vegetabilier enten som raa Frugt
eller som Salat.
Hvide (kogte) Relter maa ikke serveres
lige efter hinanden, lige saa lidt som brune
(stegte), men de maa veksle. En Steg eller
i det mindste en stegt Ret maa ikke savnes
ved en Middag. Det festlige Øjeblik ved
Maaltidet er altid knyttet til Stegen, ved det
store Festmaaltid er Stemningen stigende og
naaer sit Kulminationspunkt ved den sidste
Steg.
Med Hensyn til selve Madlavningen gælder
@TNGgIffi~THE
UOVERTRUFFEN AROMA
MEGET FIN 9MAQ <9 <9
ØKONOMISK I BRUGEN
Internationalt
Privat Detektiv Bureau,
Dronn, Tvergade 9, 1. Sal, ved Hj. af Bredgade,
paatager sig Undersøgelser af enhver Art, Adresseopsøgninger,' (Efter-
forskninger samt giver Oplysning om ethvert tænkeligt Forhold.
Q I10M 9 lif of ' Bevisførelse for Utroskab blandt Forretningspersonale,
NB* Arbejdet udføres af prøvede og paalidelige, private Opdagere — Kontoret er
aabent fra 10—12 og 6—8.
Tel. 17271 y. Grundlagt 1901.
-3.C-3.e-3v
i|Ras paa\
'C*SS
* kTAbefaM aft o\ev ^00 daTAsYs \&%zv »
Pariser Blomsterhalle. ~^^f^ "
_til en gros Priser. — Ingen Butik.
78, Nørrevoldgade, Stuen. Indg. i Porten (ligeved Frederiksborggade). Teif. 215 og 17,053 y.
Hus og Have
det at holde sig den gyldne Regel efterrette-
lig, at en dygtig Kok skal forstaa Kunsten
at koge ved langsom Ild og stege ved rask
Ild, hvad der i et mere blomstrende Sprog
af en længst afdød fransk Kok er udlagt:
Naar Du koger Din Suppe, skal Dit Ild-
sted være at ligne ved Venskabs jævne Glød,
men naar Du steger Din Steg, da ligne Du
den ved Elskovs altfortærende Flamme.
Paa Madopskrifter kan man kun omtrentlig
angive, hvor meget Salt eller Krydderi der
skal anvendes i Retterne, men det afhænger
af den Persons Smag, som skal tilberede
dem, om der skal lidt mere eller mindre i
af det ene eller det andet for Velsmagens
Skyld.
Nedenstaaende Menuer stiller forskellige
Forslag til raadvilde Husmødre, der piner
deres Hjærner for at finde paa Sammensæt-
ning af de større og mindre Middage i
Hjemmene, som Februar og Marts er saa
rige paa.
1 . Plumbudding. Arraksauce.
Stegt Oxefilet garneret m. Grøntsager
og pyntet med høvlet Peberrod.
Ostevafler.
Frugt.
2. Aspargesomelet.
Kogt salt Oxetunge i Olivensauce. Kar-
toffelru letter.
Andesteg med glacerede Kastanier. Kom-
pot. Salat.
Punschegelé.
3. Tomatsuppe m. bagte Brødterner.
Kogt Lax el. Helleflynder. Hollandsk
Sauce.
Stegt Kalveryg med brunede Kartofler.
Kompot. Salat.
Ostebakkelser (Ravioles).
Rødvingelé i Glas pyntet med Fløde-
skum. Marengs.
4. Klar Kødsuppe med udskaarne Rødder.
Makaroniruletter m. skarp brun Sauce,
garneret med stegt Persille.
Kogt Kalkun med Flødepeberrod.
Stegte Selleriskiver paa Brødcroutons.
Ingefæris eller Ingefærfromage.
5. Sardin med ristet Brød.
Sellerisuppe.
Gratinerede Champignons el. Krustader
fyldt med Ærter og røget Skinke.
Spækket Kalvefilet m. brunede Kartofler.
Smør, Ost, Kiks.
Arrakfromage. Rosiner, Mandler, Druer
osv.
6. Oxehalesuppe.
Kogt Kabliau med Østerssauce.
Kalkunbryst spækket med Trøfler ser-
veret i Sauce med „pommes frites14.
Kogte Grøntsager.
Hjærper med Kompot.
Strasburger Gaaseleverpostej. Smør, Ost,
ristet Brød.
Citrongelé. Konfekt.
7. Østers.
Juliennesuppe.
Glaceret kogt, sprængt Skinke m. Cum-
berland Sauce.
Stegte Duer.
Annanasgelé.
Bederyg med Kastaniekroketter.
Slikasparges.
Isbombe.
8. Bouillon i Kop med en Æggeblomme.
Krustader med forloren Skildpaddefyld
(hertil frossen Punsch).
Kogt Kabliau eller Gedde. Smør og
reven Peberrod.
Stegt Tjur. Kompot. Salat.
Smør, Ost, Brød.
Appelsinparfait.
9. Hummer i Mayonnaise.
Klar brun Suppe m. Vandbakkelser.
Hønsebryst i Tomatsauce garneret med
smaa Tomater.
Kogt Karpe med Flødepeberrod.
Stegt Oxefilet m. Champignons. TCompot.
Kogte Purrer.
Trøfler i Serviet.
Xesselrode Is. Forskellig Dessert.
10. Friske Annanas.
Prinsessesuppe.
Østerspostej.
Kogt sprængt Oxetunge med italiensk
Rosenkaal.
Dyreryg. Kompot. Salat.
Ristede Kastanier m. rørt Smør. Ost.
Bred.
Kaffeis eller Kaffefromage. Dessert.
m\\de o% deY\Ga\e V\\ Sp\se\>ruk
•JMM^JMMMMlMIMMMMMfElJmMM^i^^MMMMMlMMfMI;:
il
ii A/s De danske Vin og Konserves Fabriker
i
i
i
M
i
i
i
M
i
i
i
1
i
i
i
i
J. D. BEAUVAIS
Grundlagt 1850
konserves
H*
M. RASMUSSEN
Kgl. Hofleverandør
byltede Frugter
QeleeF
f«-
-*** Frugtsafter ■**-
** l(ompotfrugtep
Faaborg foiLgtyiii og Likører
-4* paas overalt #-
Jmmmmmm@MmMm@MMmm@mmm@N@i^^@mmv
1
i
i
M
M
i
i
I
i
i
i
M
1
i
i
i
i
Etatsraaden (efter flere Gange at have raabt uden
at være bleven forstaaet) Er det da en ren Idiot, der er ved
Telefonen.
Stemmen i Telefonen: Nej, ikke her ved denne
Ende.
»Hele familien har (Skede
af en agU
<3rammopbon
med Sange af
— Herold — Cornelius - Nissen —
Simonsen f og mange Andre.
Musikstykker af den kgl. Livgardes og
Husar Regim. Orkestre.
Ægte Grammophon Apparater alle-
rede fra Kr. 30.
Ægte Grammophon Plader Kr. 2,50 og Kr. 5.
Nye Zonophon Plader, enestaa-
ende rene og kraftige, enkelt bespillede Kr.
1,00 og Kr. 2,00, dobbelt bespillede, 2 Melo-
dier paa en Plade, Kr. 1,50 og Kr. 3,00.
Skandinavisk Grammophon Aktieselskab
Frederiksberggade 27, København.
^*T.>.
Speeåal-Ateller for alt
moderne Haararbejde
for Damer og Herrer.
Transformations. Toupets.
Parykfabrik og Lager.
8F. Platau a
Hovedvagtsgade O
Ordres pr Post ekspederes prompte
/ alle Boglader faas:
„Stjernehimlen".
Stjernekort med Drejeskive.
2 Kp.
G. E. C. GAD.
mest fuldkomne Klnvcrspilleapparat hvorpaa
enhver med eget Foredrag — kan udfore
alle Musikens Mesterværker. Planolaen. Hvis
Pris er lOOO Kr.. forevises beredvilligt dagligt i
Petersen & Steenstrup's
Harmoniums-Magasin,
St. Kirkestræde /, 7. Sal.
Duftende frisk
og skinnende hvid bliver Deres
Vask ganske uden den sæd-
vanlige infamt slidende Skrub-
ning, naar De anvender
Faas hos de Handlende i
Pk. å 25 & 12 O.
En gros: AIS Lagerman junr.
Nørrevold 23, leif. 1080.
FERRIN
mod Blodmangel
er en kemisk Forbindelse af Mælkens
Æggehvidestoffer med Jern.
Denne Forbindelse nfgiver den bed-
ste Form for et styrkende organisk
Jernpræpnrat. Fnas paa Apotliekerne.
Pris 1 Kr. 50 Øre.
KbnYii.i Lareapotheks kemiske Fabrik.
Kgl. Hof
Instrument-
mager
CORNELIUS KNUDSEN
18 Købmagergade 15
V. C. S. Topsøe
Samlede
Fortællinger
Tre Bind. 9 Kr. 50 Øre
Indl). 13 Kr. SO Ore
G. E. C. Gad
OPTION OG HJEMSTEDSRET
Af Dr. jur. Troels G. Jørgensen.
DEN nys afsluttede dansk-tyske Konvention
om Naturalisation af Optantbørn har
allerede været meddelt i Tidsskriftet og gjort
til Genstand for en kortfattet Omtale. Dens
Betydning for den nordslesvigske Befolkning
og for Danmarks Forhold til Tyskland saa-
velsom dens Tilblivelseshistorie har siden —
som rimeligt er — været livlig drøftet i
Dagspressen fra forskellige Synspunkter. Her
skulde det nu være Opgaven nærmere at
undersøge den i Belysning af den bestaaende
Retstilstand og ud fra denne at paavise dens
Forudsætninger og redegøre for dens Resul-
tater.
Grundlaget er jo her Fredstraktaten af 30.
Oktober 1864 Art. 19 med dens Indstiftelse
af Retten til at optere dansk Undersaatsfor-
hold. Direkte gav denne ganske vist kun en
Bestemmelse for Befolkningens dalevende Slægt-
led. Men den Maade, hvorpaa Fredstraktaten
blev forstaaet og anvendt paa Optanterne,
har ogsaa været afgørende for den Retsstilling,
der blev indrømmet de følgende Slægtled,
Optantbørnene, og har fremkaldt den længe
følte Trang til en Regulering, som omsider
satte Frugt i Konventionen af 11. Jan. d. A.
Derfor først nogle Ord om Fredstraktaten.
I.
Naar man læser dennes Art. 19, lægger
man straks Mærke til, at den sondrer skarpt
mellem at være Undersaat og at have Ind-
fødsret. tTil Undersaatsforholdet har Bestem-
melserne om Option Hensyn. Optionen er
Retten til at vælge Undersaatsforhold, dansk
eller tysk, et Valg der maatte træffes i Løbet
af 6 Aar fra d. 16. Novbr. 1864 at regne.
Denne Ret gaves til Undersaatter, hjemme-
hørende paa de afstaaede Territorier, til dér
eller i Danmark fødte Personer uden Hensyn
til, hvor de paa den anførte Dag opholdt
sig, og endelig til de i Danmark hjemme-
hørende Undersaatter. Valget gjaldt for ved-
kommende Person, hans Hustru og umyndige
Børn, forsaavidt de ikke udtrykkelig undtoges.
Til disse Optionsregler føjes saa i Artiklens
5. Stykke den Bestemmelse: alle de Personer,
som har Indfødsret paa den Tid, da Ud-
vekslingen af Ratifikationerne af denne Traktat
finder Sted — den 16. November 1864 —
bevarer den saavel i Kongeriget som i Hertug-
dømmerne.
For at forstaa Betydningen af denne Ord-
ning maa man se hen til den Lovgivning,
som paa dette Tidspunkt gjaldt i Hertug-
dømmerne. Det var den almindelige danske
Ret, indeholdt i „Indfødsretten" af 15. Jan.
1776. Først efter den 1. Januar 1871
traadte en ny tysk Lovgivning i Kraft for
Hertugdømmerne. „Indfødsretten" maa atter
ses i Forhold til den ældre danske Ret om
det statsborgerlige Forhold. Allerede tidligere
var det at være indfødt Grundlaget for Be-
siddelsen af statsborgerlig Hjemstedsret, Retten
til at være og forblive i Landet og vende
tilbage dertil fra Udlandet. En Person af
fremmed Nationalitet kunde f. Eks. udleveres
til en fremmed Stat som Desertør, selv om
han ved fast Bosættelse her i Landet var
blevet Kongens „ Undersaat". Loven af 1776
præciserede nærmere Begrebet „indfødt", den
indførte Naturalisation af Udlændinge, saa-
ledes at disse kunde opnaa at »agtes lige
med indfødte", og sikrede endelig Indehaverne
af Indfødsret visse Fortrinsrettigheder, nemlig
Adgang til Embeder, Stiftelser og Klostre.
De indfødtes Hjemstedsret beskæftiger Loven
sig derimod ikke udtrykkelig med; den var
ikke skrevet for udtømmende at angive de
indfødtes Retsstilling men for at sikre dem
visse Privilegier og Fordele i Staten. Den
betragtedes i denne Henseende som en vigtig
Reform, og Kongen lovede at agte den som
5>2
481 =====
Option og Hjemstedsret
en Grundlov, der ikke kunde genkaldes. Men
med Hensyn til Hjemstedsretten nøjes den
med at henholde sig til den ældre Lovgivning,
og den udtrykker dette ved at betegne den
indfødte som „Borger i Staten". Den senere
Lovgivning gaar da ogsaa stadig ud fra, at
„Indfødsretten" havde angivet Betingelserne
for at opnaa dansk Hjemstedsret. Lovgiv-
ningens Standpunkt var altsaa, at Indføds-
retten for det første indbefattede Hjemstedsret
og dernæst visse særlige Fortrinsrettigheder.
I sidstnævnte Henseende var Begrebet „Ind-
fødsret" at betragte som en Ramme, hvis
Indhold blev udfyldt af den skiftende Lov-
givning; senere hen rummede Indfødsretten
f. Eks. Valgret til de politiske Forsamlinger.
Helt igennem skelnes der nu mellem Indføds-
ret og Undersaatsforhold. Enhver, der ved
fast Bopæl var hjemmehørende i den danske
Stat, stod i Undersaatsforhold til denne og
var underkastet de dertil knyttede Pligter,
saasom Værnepligten, uden Hensyn til sin
nationale Afstamning. Indtræden og Udtræden
i dette Forhold fandt Sted ved Ind- og Ud-
vandring. En Mand, der begav sig til en
fremmed Stat, tabte derimod ikke sin Ind-
fødsret, selv om han erhvervede fremmed
Statsborgerret; han kunde imidlertid af Hen-
syn til sit Forhold til den fremmede Stat faa
en administrativ Erklæring, der løste ham af
det undersaatlige Forhold, men saaledes at
han bevarede sin lovhjemlede Indfødsret.
Denne Løsningserklæring, der meddeltes for
at tjene som Legitimation overfor den frem-
mede Stat, der ønskede at forvisse sig om,
at vedkommende Mand ikke ved at træde i
Forhold til denne bragte sig i Kollision med
Pligtforhold, stammende fra hans tidligere
statsborgerlige Stilling, tilsikrede altsaa ved-
kommende, at der ikke fremtidig vilde blive
gjort Pligter gældende imod ham. Den for-
udsatte saaledes, hvad man kunde kalde et
særligt nationalt Undersaatsforhold: et til
Egenskaben af indfødt knyttet Pligtforhold;
men Lovgivningen havde dog ikke gjort prak-
tisk Brug af et saadant Pligtforhold. Ved
fornyet Bosættelse bortfaldt Virkningen af en
meddelt Løsning af sig selv, og dette kunde
om fornødent faas udtalt i en ny administrativ
Erklæring.
Disse Retsbegreber er det, Fredstraktaten
anvender. De Personer, der har Indfødsret
i Kraft af Fødsel i Hertugdømmerne, tilsikres
der Indfødsret saavel i Kongeriget som i
Hertugdømmerne. Undersaatsforholdet skulde
derimod bero paa Valg, Option. Befolkningen
i Hertugdømmerne skulde kunne undgaa Ind-
lemmelse under den fremmede Stat ved at
vælge dansk Undersaatsforhold, ligesom ogsaa
andre danske kunde vælge at slutte sig til de
afstaaede Landsdele. Adgangen til Option
læmpede altsaa Afstaaelsens Virkninger for
den Befolkning, der var knyttet til de af-
staaede Territorier. Der kunde ikke blot op-
teres dansk Undersaatsforhold af indfødte i
Hertugdømmerne men ogsaa omvendt Under-
saatsforhold i Hertugdømmerne af indfødte i
Kongeriget. Et Forbillede for denne Ordning
fandtes i Freden i Zurich af 1859, hvorved
Østrig afstod Lombardiet til Frankrig. I
hvor stort Omfang Optionsadgangen i begge
disse Retninger vilde blive benyttet, derom
kunde man ved Fredsslutningen ikke have
nogen klar Forestilling. Det viste sig dog
snart, at Bevægelsen nordpaa var den stær-
keste, fremskyndet som den var af Frygten
for det preussiske Herredømme og af Haabet
om en snarlig Ende paa dette Herredømme,
naar der blev aabnet Adgang til den i
Pragfredens Art. 5 lovede Folkeafstemning.
I Overensstemmelse med den danske Opfat-
telse af Undersaatsforholdets Natur maatte
det antages, at kun en virkelig Udtræden af
Forholdet til den erobrende Magt kunde give
et Krav paa at undgaa at behandles som
Undersaat, altsaa navnlig undgaa Værne-
pligten. Fredstraktaten betegner da ogsaa Op-
tionsretten som de paagældendes Ret til efter
forudgaaende Anmeldelse til vedkommende
Øvrighed toldfrit at udføre deres Løsøre og
482
Option og Hjemstedsret
med deres Familie begive sig til dansk Stats-
omraade.
Men de preussiske Myndigheder har op-
fattet Forholdet anderledes. Ganske vist ind-
skærpede en Bekendtgørelse af 16.Novb. 1866,
at Optionserklæringen maatte være efterfulgt
af en virkelig Flytning til Danmark, og at der
kun indtraadte Fritagelse for preussisk Værne-
pligt, naar det godtgjordes, at der var er-
hvervet fast og varigt Ophold i Kongeriget.
Men en ny Bkg. af 12. April 1867 gaar ud
fra, at der ogsaa foreligger Option, naar nogen
efter afgivet Anmeldelse var rejst til Danmark
og efter et kortvarigt Ophold dér atter havde
bosat sig blivende i Slesvig. Denne sidste
Anskuelse har Forvaltningen i det hele fast-
holdt. Og ser man hen til Domstolene, der
ifølge Fredstraktaten skulde afgive Værnet
for Befolkningens Rettigheder, er der den
samme Uklarhed og Usikkerhed. Overland-
retten i Kiel fastslog ganske vist i Dom af
9. Maj 190) , at en virkelig Bopælsforandring
ved Overflytning til Danmark maatte være
Forudsætningen for at anse en Option for
retsgyldig. Men Domstolene har ikke fast-
holdt disse strængere Fordringer til Optionen;
senere Afgørelser nøjes med, at der har været
foretaget forberedende Skridt til en Flytning,
eller med et kortvarigt Ophold i Kongeriget,
og der bortses fra, at Familie og Ejendele
ikke blev medført ved Afrejsen.
Sagen er den, at Preussen aldrig har villet
anerkende, at den Indfødsret, som Fredstrak-
taten erklærer for en stadig bestaaende Ret-
tighed, medfører en Hjemstedsret i Slesvig,
uafhængig af dansk Option. Den Sondring
mellem Indfødsret og Undersaatsforhold, der
som bemærket er staaende i dansk Retssprog,
kendes ikke i tysk Lovgivning, hvorefter Un-
tertanenschaft og Staatsburgerrecht altid er
forenede som Bestanddele af Staatsangehorig-
keit. Men det overses herved, at Fredstrak-
taten nødvendigvis maatte slutte sig til den
Retstilstand — den almindelige danske —
som dengang og endnu i adskillige Aar gjaldt
=r.^rzz 483
i de afstaaede Landsdele; den kunde ikke
operere med andre Retsbegreber end dem,
som dér havde Gyldighed. De preussiske
Domstole, der borttager Hjemstedsretten af
det Retsindhold, der ligger i Indfødsret —
Indigenatrecht, droit d'indigénat med det frem-
mede Udtryk — kommer til det urimelige
Resultat, at Fredstraktaten har nægtet de
danske Optanter Ret til Ophold i deres Hjem-
land, men garanteret dem „Fortrinsrettighe-
derne* — Adgang til Embeder, Stiftelser og
Klostre — thi af disse Rettigheder maatte
Adgang til Embeder anses uforenelig med
Option af dansk Undersaatsforhold og Hen-
synet til adelige Damers Adgang til Stiftelser
og Klostre — noget der maaske endog efter
de særlige Forhold i Hertugdømmene var
uden praktisk Anvendelse — kunde dog ikke
godt motivere Optagelsen af en Regel for
alle Optanter.
Naar dansk Option altsaa efter den her-
skende Retsopfattelse medfører Tab af Hjem-
stedsret, saa forstaas det, at der bliver Til-
bøjelighed til i videst mulige Omfang at
statuere, at en saadan Option har fundet
Sted. Derfor nægtes der ogsaa Tilbagekal-
delse af den een Gang afgivne Optionserklæ-
ring Gyldighed, og det samme er Tilfældet
med Reoptionen, bestaaende i Tilbageflytning
og Genkaldelse af den først afgivne Erklæ-
ring. Men efter dansk Ret foregik Udtræden
og Indtræden i Undersaats forholdet simpelthen
ved Udvandring og Indvandring, og Optan-
ternes bevarede Indfødsret maatte netop ytre
sig som en Ret til at tage Ophold igen i de
afstaaede Landsdele. Derved indtraadte de
naturligvis igen i Undersaatsforhold i Kraft
af Bopælen, og det samme var Tilfældet, naar
en Mand efterat have afgivet Erklæring til
Myndighederne om Option alligevel blev bo-
ende i Slesvig. Heri ligger Svaret paa den
fra tysk Side fremsatte Indvending mod at
tilkende Optanterne Hjemstedsret: at ingen
Stat kan indlade sig paa at anerkende en
saadan Ret for Personer, der paa deres Side
32*
Option og Hjemstedsret
skyder sig ind under et Krav om Fritagelse
for de offentligretlige Forpligtelser. Naar
Hjemstedsretten aktuelt udøves, saa forbindes
den nemlig med undersaatlig Underordnelse un-
der Statens Myndighed. Bopælsforholdet har i
hvert Fald for Danmark været tilstrækkeligt
Grundlag for at paalægge Værnepligt. Og
det er om dansk Ret, der her er Tale.
Hvor vidt den preussiske Forvaltning, støt-
tet af Domstolene, er gaaet under Indflydelse
af denne Tilbøjelighed til at statuere dansk
Undersaatsforhold, er der dog ikke Grund til
her at komme nærmere ind paa. Optant-
mageriets Dage er forhaabentlig forbi for
stedse.
Resultatet er blevet, at der paa sønderjysk
Grund lever c. 4,000 danske Optanter, hvem
der nægtes egentlig Hjemstedsret, ligesom de1
naturligvis ogsaa savner politiske Rettigheder.
Udsigten for. dem til at forbedre deres Rets-
stilling beror udelukkende paa, om de kan
opnaa Naturalisation som preussiske Stats-
borgere og Undersaatter.
Men imod dette Statsmagtens Standpunkt
staar Fredstraktatens klare Ord og Mening.
Den preussiske juridiske Opfattelse gør sig
idelig skyldig i den Fejl at fortolke Traktaten
i Overensstemmelse med tysk statsretlig Sprog-
brug. I Stedet for at undersøge Indholdet
af de danske statsretlige Begreber gaar man
ud fra de tyske Retsbegrebers universelle og
almengyldige Karakter, og man støtter disse
Udviklinger med Henvisning til de formentlig
politisk uantagelige Resultater, hvortil den dan-
ske Opfattelse fører. Dette Hensyn — der
dog paa ingen Maade vilde berettige til at
fravige den ellers nødvendige Forstaaelse af
Fredstraktaten — har imidlertid, som allerede
fremhævet, intet paa sig. Der fremsættes kun
Krav paa at nyde Hjemstedsret i Forbindelse
med fuld Underkastelse under Statsmagten
— som i den danske Tid. Hvis der til
nogen Tid har været Uklarhed hos Regeringen
over dette Punkt, saa maa det blive dens
Sag; den har jo Lovgivningen i sin Haand
og dermed Handlefrihed indenfor Rammen af
de traktatmæssig sikrede Rettigheder.
Paa den anden Side er der unægtelig her
en Opgave for os i Kongeriget. Det drejer
sig jo i sidste Instans om den rette Opfat-
telse af de danske Retsforhold, til hvilke
Traktaten har Hensyn, og naar Forstaaelsen
fra tysk Side glippede, saa maatte det være
den danske Retskyndigheds Sag at optræde
retledende. Slesvigs Retsforhold har i Reglen
været af en vanskelig og tvivlsom Art, og
det har skadet den danske Sag, at dens
Retsgrundlag var saa svært at forstaa for
dem, der ikke var fortrolige med hele Rets-
udviklingen. Ogsaa nu, da det ikke længere
gælder om Landsdelens, men om Befolknin-
gens Stilling, viser det sig, hvilke Vanskelig-
heder der træder i Vejen for Forstaaelsen.
Fortjenesten af at have taget dette Arbejde
op tilkommer Professor Henning Matzen, der
i sin i 1904 paa tysk og fransk udsendte
Bog om Optantspørgsmaalet har givet en klar
og fyldig Fremstilling af de rette Synspunkter
og siden gentagne Gange har grebet Pennen
for at udvikle disse. Det er da at haabe,
at hans — ovenfor gengivne — Opfattelse
efterhaanden maa trænge igennem og øve sin
Virkning i den ene eller den anden Skikkelse.
II.
Med Optantbørnene , de efter Faderens
Option fødte Børn, beskæftiger Fredstraktaten
sig ikke. Dette var ganske naturligt, naar
det forudsættes, at Optionen foregik ved reel
Flytning til Danmark, thi saa fik Optant-
børnene jo intet Forhold til de afstaaede
Landsdele. Men da Forholdene nu har med-
ført, at en Mængde Personer, der regnes for
Optanter, opholder sig og stadig har opholdt
sig i Hertugdømmerne, saa staar Sagen an-
derledes. Disse Personer har, forsaavidt de
ikke er født, efterat Loven af 19. Marts
1898 traadte i Kraft, ikke dansk Indfødsret.
Loven af 1776 krævede nemlig i Modsæt-
484 ^= —
Option og Hjemstedsret
ning til andre Landes Lovgivning om Stats-
borgerforholdet, at Personen skulde være
født paa dansk Statsomraade for at opnaa
Indfødsret. Kun Børn af Forældre, der i
Statens Tjeneste eller paa Rejser opholdt sig
udenfor Riget, fik Indfødsret ved Fødsel uden
for dette. Skønt Optanten har dansk Ind-
fødsret, faar altsaa hans under Faderens Bo-
sættelse i Slesvig fødte Børn det ikke. De
er efter dansk Ret at anse som Udlændinge.
Forsaavidt Barnet var født i Slesvig, medens
„ Indfødsretten" endnu havde beholdt Gyldig-
hed dér, o: inden den 1. Januar 1871,
maatte det derimod faa Indfødsret i Hertug-
dømmerne. Men dette er ikke anerkendt.
Den nu gældende tyske Lovgivning betinger
Barnets Statsborgerret af Faderens^ og da
man frakender den danske Optant Stats-
borgerret, saa bliver Følgen, at heller ikke
Optantbarnet bliver preussisk Statsborger. Da
der ikke er nogen tredje Stat, til hvilken
disse Personer træder i Forhold, har de alt-
saa ikke noget lovhjemlet Hjemland. Der
er intet Sted, hvor de har Krav paa at be-
vare Bopæl; de vil kunne udvises baade fra
Tyskland og Danmark. Om de faar et
Hjemsted, vil bero paa, om de selv senere
hen i Livet træder i et saadant Forhold til
en Stat, at der kan blive Spørgsmaal om at
optage dem ved Naturalisation.
I denne Henseende stiller det sig for Dan-
marks Vedkommende saaledes, at Naturalisa-
tionen foregaar ved Lov og i Almindelighed
— foruden Opfyldelsen af visse Fordringer
til Livsvandel og økonomisk Evne — forud-
sætter 1 2 å 1 5 Aars uafbrudt Ophold her i
Landet. Overfor Optantbørn vil man imid-
lertid se bort fra sidstnævnte Fordring og
som Regel nøjes med, at vedkommende har
fast Bopæl her i Landet. Forholdet er nem-
lig det, at den nugældende Lov om Stats-
borgerforholdet af 19. Marts 1898 hos os
har indført de i nyere Lovgivninger gæl-
dende Grundsætninger om Erhvervelse af
Statsborgerret paa Grundlag af Faderens
Stilling uden Hensyn til Stedet for Barnets
Fødsel. De her omtalte Personer vilde alt-
saa, om den nye Lov havde haft Gyldighed
for dem, have opnaaet Indfødsret, da deres
opterende Fader har denne Ret, og man
fjærner ved deres Naturalisation blot Følgen
af, at de moderne Principer saa sent har
faaet Indgang i vor Lovgivning.
Men det er jo nærmest i deres Fødeland,
Optantbørnene har Interesse i at blive natu-
raliserede. Aabenraakonventionen af Sep-
tember 1872 — hvis egentlige Opgave iøv-
rigt var at ordne Behandlingen af de talrige
værnepligtiges formentlig uberettigede Ud-
vandring henimod Slutningen af den 6aarige
Frist for at undgaa at komme til at gøre
Krigstjeneste mod Frankrig — beskæftigede
sig ogsaa med Optantbørnenes uheldige Man-
gel af et Statsborgerforhold, og det udtaltes
i Slutningsprotokollen , at dette anormale
Forhold senere skulde ophæves ved, at Preus-
sen eventuelt ved Lov sørgede for, at de
kommende Generationer ved deres Fødsel i
Preussen blev preussiske Undersaatter. Den
Vej, der i denne Henseende er blevet be-
traadt, har dog hidtil ikke været Lovgiv-
ningen, men Naturalisation, der i Preussen
foretages af Administrationen.
Et Blik paa denne Sags Historie viser
klart Indflydelsen af Regeringens skiftende
Politik. Ved Kundgørelse af 7. Januar 1883
blev det paalagt Optanternes Sønner at melde
sig til den preussiske Lægdsrulle i Tyveaars-
alderen og samtidig ansøge om Naturalisation,
hvis de vilde undgaa Udvisning. Denne
Kundgørelse udstedtes Aar for Aar og havde
for de allerflestes Vedkommende til Virkning,
at de blev i deres Fødeland, lod sig natu-
ralisere og aftjente deres Værnepligt i den
preussiske Hær. I 1898 kom imidlertid
Køllerpolitikken med dens Forstærkelse af
Regeringens danskfjendtlige Holdning. Det
hørte nu til Undtagelserne, at Ansøgningerne-
blev bevilgede; undertiden blev der foruden
Afslaget meddelt en Udvisningsordre. Denne
485
Option og Hjemstedsret
Periode gik imidlertid til Ende, og i Sep- har benyttet Adgangen til at blive preussiske
tember 1902 udstedtes en Anordning, hvor-
efter Ansøgninger om Naturalisation af Per-
soner, som siden 1867 „fejlagtig* var ble-
vet behandlede som Preussere, i Reglen
skulde bevilges, især naar de havde tjent i
Hæren. De samme Grundsætninger skulde
følges ved Behandling af Optantbørnenes
Naturalisationsandragender, men med Hensyn
til Gennemførelsen af denne Anordning er
der vedblivende sporet nogen Modstræben
af de stedlige Myndigheder.
Antallet af Optantbørn, fødte mellem
Faderens Option og 1898, anslaas til 11 å
12000. Deres statsborgerlig set retsløse
Tilstand er skadelig ikke blot for dem selv,
deres Paarørende og Landsmænd, men til en
vis Grad ogsaa for det offentlige Liv i det
hele, da det jo er ganske abnormt, at saa
store Dele af den fast bosiddende Befolkning
ikke kan regnes med blandt de egentlige
Borgere.
III.
At Optanternes Retsstilling blev bestemt
ved en Traktat mellem Danmark og Østrig-
Preussen var en Følge af, at disse Personer
hidtil havde været den danske Konges Un-
dersaatter og først i Kraft af Traktaten op-
hørte at være det. For Optantbørnenes
Vedkommende er Forholdet, som ovenfor
vist, et andet, og Preussens Beslutning om
at ville naturalisere dem i større Omfang
end hidtil kunde forsaavidt ligesaa vel have
været udtalt i en Anordning. Naar den er
kommen til at foreligge i en folkeretlig Ved-
tagelse, saa er det for det første et Vidnes-
byrd om, at der bagved har ligget en For-
handling mellem de to Stater, og at det er
denne, der har været Aarsagen til den tagne
Beslutning. En videre Grund vil man kunne
finde i Bestemmelsen i Artikel II om, at den
danske Regering ikke, forsaavidt der ikke i
Følge dansk Ret foreligger andre Grunde,
vil nægte Ophold til Optantbørn, der ikke
Statsborgere eller hvis Ansøgninger har
maattet afvises, fordi de lovbestemte Forud-
sætninger mangler, og endelig i de indled-
ningsvis gjorte Bemærkninger, hvorom neden-
for. Betydningen af Traktatformen er den,
at der nu er givet et forbindende Tilsagn
om Naturalisationens Foretagelse. Tilsagnet
omfatter de paa preussisk Statsomraade bo-
satte nationalitetsløse Optantbørn, hvorved
forstaas de efter Faderens Optionserklæring
men inden den danske Indfødsretslov af 19.
Marts 1898 traadte i Kraft, udenfor Dan-
mark fødte Børn, d. v. s. Efterkommere i
første og senere Led. Naturalisationen skal
naturligvis foregaa efter Ansøgning og i
Henhold til de almindelige i Lov af 1. Juni
1870 foreskrevne Regler, der stiller de efter
Sagens Natur nødvendige Fordringer om ube-
rygtet Livsvandel og en vis økonomisk Evne ;
enhver myndig — enogtyveaarig — Mand
ansøger for sig selv og sin Familie. Der
skal betales et Gebyr paa 50 Mark, der i
Tilfælde af Uformuenhed kan nedsættes til
indtil 5 Mark.
Saa langt naar Preussens Forpligtelse efter
Konventionen. Erindrer man, at Naturalisatio-
nen er ensbetydende med Tildeling af Hjemsteds-
ret i Hjemlandet og Erhvervelsen af politiske
Rettigheder, og erindrer man fra de senere
Aar, hvilke Følger Manglen af disse Rettig-
heder, der kun meget sparsomt meddeltes,
kunde drage efter sig, maa det sikkert er-
kendes, at Konventionen har bragt Befolk-
ningen et betydeligt Gode. Men Konven-
tionen er ikke bestemt til at være en staaende
Bestemmelse, der stadig finder Anvendelse.
Det er Meningen, at Optantbørnene nu skal
søge Naturalisation og Konventionens An-
vendelighed dermed være udtømt. Dette
fremgaar af den ovenfor anførte Udtalelse om
Danmarks Villighed til at modtage Optant-
børn, der ikke har benyttet deres Ret til at
ansøge om at blive preussiske Statsborgere,
eller hvis Ansøgninger ikke har fyldestgjort
486
Option og Hjemstedsret
Lovens Fordringer. Danmarks Forpligtelse
gaar dog ikke ud paa at meddele dem Ind-
fødsret, men kun paa at tilstede dem Op-
hold. Konventionen faar ved den sidstnævnte
Bestemmelse den Betydning, at den ogsaa
for de Optantbørn, der ikke kommer til at
nyde godt af Konventionens Hovedbestem-
melse, til en vis Grad ordner deres Stats-
borgerforhold. Saafremt der „enten ifølge
retslig Kendelse eller for Statens indre og ydre
Sikkerheds Skyld eller af Fattigforsørgelses-
og Ordenspoliti-Hensyn** bliver Spørgsmaal
om at nægte dem Ophold paa preussisk
Statsomraade, vil de kunne udvises til Dan-
mark. Man har fundet det betænkeligt, at
Danmark herved bliver forpligtet til at mod-
tage Forbrydere og Fattiglemmer, men denne
Forpligtelse faar næppe stor Betydning, og
unaturlig er den i hvert Fald ikke, da disse
Personer vilde have haft dansk Indfødsret,
om Loven af 1898 havde haft Gyldighed
for dem. Bestemmelsen hører med, naar
man for de af Konventionen omfattede Per-
soner vilde ophæve Manglen af Hjemstedsret.
Om den nærmere Udførelse af Naturali-
sationen er der iøvrigt ikke truffet Be-
stemmelse; navnlig er ingen Frist for Ind-
givelse af Ansøgning fastsat, og det vil der-
for være det rigtigste at ansøge uden unød-
vendigt Ophold.
Paa Optantbørn, fødte efter at den danske
Lov af 19. Marts 1898 er traadt i Kraft,
er Konventionen uanvendelig ; disse Personer
har jo ogsaa dansk Indfødsret og er altsaa
ikke hjemstedsløse. Da der imidlertid ifølge
Artikel III ved Optantbørn skal forstaas ikke
blot Efterkommere i første Led, men ogsaa
disses Efterkommere, lades der dog en Gruppe
af nationalitetsløse Personer tilbage. For at
Loven af 1898 skal give en udenfor Dan-
mark født Person Indfødsret, kræves jo nem-
lig, at Faderen har Indfødsret, og dette er
ikke Tilfældet med en før 1898 født Søn af
en Optant. Denne Lakune maa naturligvis
forudsættes at ville blive udfyldt i Overens-
stemmelse med Konventionens Princip, at
ophæve Manglen af Hjemsted. Spørgsmaalet
vil iøvrigt kun i sjældne Tilfælde komme
frem, da disse Børn regelmæssig vil være
indbefattede under den af Faderen søgte
Statsborgerret.
Paa lignende Maade falder Børn, født i
Tidsrummet fra 6. Novbr. 1864 til Af-
givelsen af Faderens Optionserklæring, uden-
for Konventionens Ramme, men da disse
Personer er født efter Afstaaelsen, mangler
de dansk Indfødsret. Her har den preus-
siske Regering imidlertid lovet at stille sig
fuldtud imødekommende overfor Naturali-
sationsandragender fra Personer, hvis Sø-
skende vil blive naturaliserede i Henhold til
Konventionens Artikel I, naar de bo sam-
men med disse Søskende og opfylder de al-
mindelige Betingelser.
Konventionen sigter altsaa ikke paa en
Løsning af Optantspørgsmaalet i dets Helhed.
Selve Optanterne er stillede som før. Men
naar det i Indledningen hedder, at begge
Parter er „besjælede af det overensstem-
mende Ønske om at se den Uro fjærnet,
som findes i visse Befolkningskredse, særlig
i Henseende til deres statsborgerlige Forhold*4,
og at de nærer den „Forventning, at denne
af begge Parter tilsigtede Virkning tilfulde
vil blive opnaaet ved nærværende Overens-
komst**, saa rækker disse Ord jo videre.
Der er derfor Grund til at antage, at Preus-
sen, naar det har gjort det større Skridt at
aabne for Optantbørnene, ogsaa vil gøre det
mindre at aabne for Optanterne. Grunden
til, at de ikke er medtagne, kan ligge i, at
deres Stilling allerede var fastsat i Freds-
traktaten.
IV.
Tilbage staar endnu det Spørgsmaal, om-
Konventionen har haft Indflydelse paa Dan-
marks Retsforhold til Tyskland i andre Ret-
ninger end med Hensyn til Optantbørnene.
I saa Henseende har det næppe større
487 ==
Option og Hjemstedsret
Betydning, at de kontraherende Parter i Ind-
ledningen udtaler deres Forpligtelse til inden-
for Rammen af deres Lovgivning at virke i
det Øjemed at fjærne den „Uro, som findes
i visse Befolkningskredse, særlig i Henseende
til deres statsborgerlige Forhold". Derimod
har Henvisningen til, „at Grænserne mellem
Danmark og Preussen er blevne fastsatte
ved Wiener -Traktaten af 30. Oktober 1864
og de Dispositioner, Kongen af Preussen og
Kejseren af Østrig har truffet i Medfør af
nævnte Traktat", vakt større Opmærksomhed,
særlig efterat Regeringen i en Meddelelse til
Rigsdagen har udtalt, at Hensigten har været
at give en udtrykkelig Anerkendelse af, at
Danmark ikke har haft nogen selvstændig
Ret til at kræve Artikel V i Pragfreden op-
fyldt. Som det samtidig oplystes, er denne
Anerkendelse en Gentagelse af vore allerede
i 1879 afgivne Erklæringer, og et Afkald
paa nogen for Danmark erhvervet Ret ligger
der sikkert ikke i disse Tilkendegivelser.
Spørgsmaalet om Betydningen af Tilsagnet
i Artikel V lader sig imidlertid betragte fra
flere Sider. Opfattes det som Tilsagnet om
under visse Eventualiteter at overlade Dan-
mark et Territorium, saa kunde det, da
Danmark under disse Forhandlinger var en
udenforstaaende Tredjemand, ikke afføde Ret
for andre end Medkontrahenten, Østrig. Men
Tanken med den Ordning at lade afholde
Folkeafstemning, maa dog være at indrømme
Befolkningen en Selvbestemmelsesret over den
Grund, hvorpaa den bor. Ved Afstaaelsen
til Preussen har Østrig betinget denne Ret
for Befolkningen, og ved at tiltræde Ene-
herredømmet har Preussen overfor Befolknin-
gen gaaet ind paa at give den denne Rets-
stilling. Dette Forhold kan ikke berøres af
en dansk-preussisk Konvention.
488
JENS VILHELM DAHLERUP
Af Arkitekt Anton Rosen.
Jens Vilhelm Dahlerup.
Kjøbenhavns Forskønnelse er glædelig
kommen paa Dagsordenen. I adva-
rende Lysbilleder er Bygmestrenes Synder
fremviste for os. For imidlertid at faa Lige-
vægt i Sagen vil det være rimeligt ogsaa at
vise et og andet Billede af det, der duer.
Dobbelt vil der være Anledning til det nu
ved en af Kjøbenhavns mest kendte Bygme-
stres Bortgang.
Vi har allesammen saa tit glædet os over
denne og hin af hans Bygninger — for
manges Vedkommende uden at ane, hvem
der var dens Mester. Hvor fin og fornem
fast fandt vi ej uvilkaarlig Toldbodkontorernes
Bygning, hvor mærkeligt og morsomt Tivolis
Paafugleteater. Hvem har siddet en sollys
Dag i Jesuskirken (i Valby) uden at gribes
af Rummets rige og stærke Stemning eller
siden undladt at glæde sig ved den slanke
Campaniles festlige Silhuet- Virkning. Har
vi haft vore Indvendinger mod Glypto-
thekets sirligt nydelige Facade, saa har
vi til Gengæld i Beundring bøjet os for
den prægtigt maleriske Virkning af det
kgl. Teater, naar Lyset ved Skumringstid
bragte Liv over Loggaens Farver.
Rundt om har vi mødt denne Byg-
mesters Kunst: ude ved Slusebygningerne,
i hvilke der med smaa Midler er skabt
saa udmærkede Bygninger, ved Ny Carls-
bergs Elefanttaarn og Dipylon, hvor Dahle-
rup med dristigere Fantasi forlod Hver-
dagens hjemb'ge Stil, rundt om ved Privat-
mænds Villaer saavel som i flere af Fri-
havnens statelige og stilfulde Pakhuse og
Kontorer.
Etatsraad J. V. Dahlerups Død inde-
holder for mig, og sikkert for adskil-
lige andre, Grund til Eftertanke. At
Dahlerup fødtes den 4de Aug. 1836 i
Norup Præstegaard, og døde d. 24de Jan. 1907
i København, er i og for sig mindre væsent-
lige Oplysninger, sligt og meget mere vil
man kunne læse sig til i den Bog om hans
Liv og Gjernjng, som hans Venner i den
nærmeste Tid — desværre for sent — lade
se Dagens Lys. Den gamle Mester, som
forresten aldrig forekom os, der stod ham
nær, videre gammel, opnaaede ikke at nyde
denne ham tiltænkte Glæde. Nej, det væ-
sentlige for os er, at han levede og virkede
et langt Liv iblandt os, og ydede med rund
Haand af det Pund, der var ham betroet,
— saavel i Egenskab af Menneske som i
Egenskab af Kunstner.
Naar Døden lægger sin Haand paa en
af os, stemmes Sindet til Alvor og Efter-
tanke. Det vilde være mærkeligt, om ikke
ved denne Lejlighed den Tanke opstod hos
mange: „har jeg nu ogsaa været den
489 =r
=Jens Vilhelm Dahlerup^
Mand taknemmelig for, hvad han var for
mig?* Jeg er sikker paa, at adskillige, naar
de nu saaledes ville ransage deres Hjærter,
komme til det triste Resultat: „sikkert ikke".
Det kan gøre mig (og vel os) saa
meget mere ondt, som Arkitekt Dahlerup fra
den store Offentlighed langtfra høstede den
Kunst og Ny Carlsbergs Glyptothek bragte
ham som bekjendt ikke megen Paaskjennelse.
Man faldt tvertimod over ham med haarde
Ord. En ny Slægt var under Opvæxt; det
gjærede i Bygningskunsten, den gamle Vin
duede ikke mere, man vilde have hjemme-
brygget 01,
Vestibule og Trappe i Kunstmuseet.
Ære, der tilkom ham. Den herskende Kritik
var ham langtfra altid god. I en afgørende
Periode af sit Liv havde han (og i det
mindste delvis med Urette) en særdeles
„daarlig Presse u.
Det er aabenlyst, at Dahlerup i de sidste
Aar af sit Liv ikke Mk den Anerkj endelse,
hvortil han var berettiget. Fuldførelsen af
de to store Arbejder: Statens Museum for
en god, kraftig, folkelig,
Drik, passelig for det
danske Land og den
danske Mand. — Ja,
selv staar jeg midt i
Bevægelsen, Gud give,
den maa lykkes. Men
hvor mange af os, hans
Standsfæller, har ikke,
idet de dømte Dahle-
rup, glemt paa hvilket
Grundlag vi alle er
opvoxede?
Hvor søger vi hen,
naar vi føler os golde
og trætte, hvor søger vi
ihvertfald vor første
kraftige Næring? —
ingen benægter det,
selvfølgelig paa Italiens
og Grækenlands —
Sydens — forunderlige
Jordbund. Der søger
vi nu, og der søgte
Dahlerup og fandt sine
Idealer.
Han levede sine Stu-
dieaar og sin kraftigste
Tid i en Periode, hvor
den italienske Renais-
Kurs, saavel her, som
sance stod højt i
overalt i Udlandet.
At det blev ham, der hos os blev den
italienske Rennaissances sidste, store Byg-
mester, er sikkert en Tilfældighed; thi gen-
nem sit første store Arbejde, vort udmærket
smukke Nationaltheater, blev han jo yder-
ligere [skolet og befæstet i denne Stil, og
herigjennem kan det maaske forklares, at det
490
^Jens Vilhelm Dahlerup =
til Trods for hans
store Talent ikke
blev ham, der se-
nere med Sejr slog
til Lyd for den dan-
ske Mursten og den
bornholmskeGranit,
i Udtryksformer,
der vare særlig ka-
rakteristiske for
disse Materialier og
for nordisk Tanke-
sæt.
Vel brugte han
Mursten i sine Byg-
ninger, men han
brugte dem i Reg-
len kun nødtvun-
gent i Facader,
hvor han, om der
havde været Raad,
helst vilde have
anvendt naturlig
Sten, saaledes Atti-
kaerne paa Kunst-
musæet og Pilla-
strene paa Glypto-
thekets Sider og
vistnok mange an-
dre Steder. Han
følte sig som en
Renaissancens Byg-
mester, der vel
kunde gaa paa
Akkord, naar det
gjaldt Materialet,
men fastholdt sin
Form, der havde
Rod i hans inder-
ste Væsen.
Han elskede de
store stolte Byg-
ninger i Rom og
Neapel og i andre af Italiens Storbyer, disse
Minder fra en Tid, hvor man fandt Mur-
"5c
stenen for lille til at give monumentalt Ud-
tryk for Tidens Aand og Brydninger.
491
Jens Vilhelm Dahlerup
Han kæmpede
for sin Stil og sin
Kunst, og naar
mange har ment,
at han faldt i
denne Strid, da
skal det siges, at
her er det heldigvis
Stenene der tale,—
som der blev sagt
ved hans Baare.
For hvem der vil
og kan se, er det
udenfor al Tvivl,
at vi i National-
theatret ejer et Byg-
ningsværk af høj
Rang. En Forside
og en Tilskuerplads
som her, findes
neppe bedre i Ev-
ropa, — og for at
bruge en højtanset
Kollegas Ord: „Den
store Opera i Paris
medregnet. u Og
Monumenter som
Huitfeldtsøjlen og L. N. Hvidt's i Ørsteds-
parken, kan vel være bekjendt at nævnes
sammen med deres Skabers Navn. Hvor
ærefuldt han gentagne Gange har hævdet
sig overfor Udlandets Mestre er bekendt.
Som værdifuld Prøve gengiver vi her [hans
præmierede Udkast til Viktor Emmanuel-
Monumentet.
Som allerede antydet faldt Kritikken over
Dahlerup ved Opførelsen af Statens Mu-
sæum for Kunst og i Anledning af Glypo-
theket.
For mig, som dengang var Dahlerups
Konduktør ved Musæet i Sølvgade, var det
ejendommeligt at lægge Mærke til, hvilke
Midler man anvendte for at komme denne
Kunstner til Livs. Jeg tvivler ikke om, at
de Mænd, der dengang greb til Vaaben,
hlefanttaarnet
handlede ud fra
deres bedste Over-
bevisning, men de
talte i alt Fald ofte
om Ting, de ikke
forstod. Musæet
var paa dette Tids-
punkt gaaet saa
nogenledes skud-
frit, — hvad den
kunstneriske Del an-
gik, — men saa
fandt man paa hun-
drede Ting at anke
over, f. Ex. »Byg-
ningen, der paa
dette Tidspunkt
havde været under
Tag i 3—4 Aar,
var fugtig," det
vilde være en Skan-
dale, mente man,
om vor uerstatte-
lige Samling instal-
leredes her.
Nuvel! Angrebet
ved Ny Carlsberg. yar offentligt frem.
sat, følgelig maatte det grundig undersøges,
hvor meget det havde paa sig. — Der blev da
med megen Omhu og gjennem særlig kyndig
Assistance (nuværende Professor Ramsing)
udtaget Prøver af Væggene i samtlige Mu-
sæumssale, — disse Prøver undersøgtes paa
Steins chemiske Laboratorium, hvor man
fandt, at disse paagjældende Vægge vare
næsten kemisk fri for Vand, — altsaa
ganske ualmindelig tørre. — Kort derefter
hed det sig, at nu var der da virkelig Syn
for Sagen, thi, som der stod i det paagjæl-
dende Organ (for nogle misfornøjede Malere) :
»Vandet flød ligefrem paa Gulvene". —
Dette viste sig, ligesom det andet, at være
fri Fantasi, de paagjældende Rum, hvor man
havde set „Synet", vare ved Lætger af-
spærrede fra de øvrige, fordi vi havde ladet
492 -_=
-Jens Vilhelm Dahlerup =
de nylagte Terrazzogulve overhælde med
Olie, hvilken Foranstaltning, som Sagkyndige
ved, lønner sig. — Men, sagde man nu,
Musæet var for lille til at rumme hele den
udmærkede Samling, — ja! det havde man
maaske baade Ret og Grund til at sige, men
at man anvendte denne Udtalelse som et radi-
kalt Angrebsvaaben mod Dahlerup, det var
dog et Nummer for stift.
Man skulde synes det unødigt at gjen-
drive eller afvise et saa taabeligt Angreb
paa Bygmesteren, der opførte Huset efter
sine af Staten approberede Tegninger; men
man var vred, og man vragede ikke Mid-
lerne.
Lysforholdene blev selvfølgelig ogsaa ^be-
handlede" ; — nu er det vel med Lysforhold
omtrent som med Lydforhold — enhver ved,
at et Billede, som hænger i godt Sidelys
tæl ved Vinduet i
en almindelig god
Stue eller i et Ate-
lier, ses godt, lige-
som Akustikken er
temmelig god i en
almindelig stor Stue.
Nu er Forholdet jo
dette, at man vist
ikke let finder paa
at indrette et Ma-
leri-Musæum med
lutter smaa Rum
og dernæst give
alle Billeder gode
Vinduespladser ;
saalidt som man i
en Koncertsal kan
nøjes med 5 Al.
til Loftet og 8-9
Al. mellem Væg-
gene. I et Musæum
maa findes store
Rum ; der gives
Sidevægge og Bag-
vægge, og den Ma-
Dipylon ved Ny Carlsberg.
= 493 =
ler, der faar sit Billede anbragt paa en
Bagvæg, kan maaske være i sin gode Ret
til at klage over Pladsen, men ikke over
Lysforholdene. Bagvægge er desværre ikke
til at undgaa, men naar saa er, maa det
siges, at Lysforholdene i alle de smaa Side-
lysrum ere udmærkede, ligesom Overlyssalene
ere fortræffelige, og jeg ved, at Dahlerup
gjorde et stort Arbejde for at fremskaffe dette
Resultat.
Vi maa ikke forlade Musæet for Kunst
uden at vi, i den prægtige Vestibule har
gjort Mesteren vor Afbigt for de mange
slemme Ord der dengang faldt.
Jeg haaber, at det maa lykkes, enten her
i dette Rum eller i det kgl. Theater, at faa
opstillet en Buste i Marmor eller Bronce af
den store Arkitekt, der i sine sidste Aar
blev altfor lidet paaskjønnet.
TilGlyptothekets
Tilblivelseshistorie
kjender jeg mindre,
men een Ting ved
jeg dog, at var det
blevet Dahlerup gi-
vet at opføre Byg-
ningen saaledes,
som han, i sine
bedste Tegninger
hertil, havde frem-
stillet den, saa
havde meget været
anderledes og bedre.
Overfor Kommis-
sioner og Komi-
teer havde Dahle-
rup ikke tilstrække-
lig Rygrad, han
var desværre over-
for de Herrer Dele-
gerede altfor efter-
givende, han var
som Regel parat til
at omarbejde i det
uendelige, og det
^Jens Vilhelm Dahlerup^
viste sig næsten altid, at de første Udkast
var de bedste.
Desværre var det i disse Aar ikke mindst
Kollegerne, der dømte Dahlerups Gjerning.
Der maatte Luft for det nye, som gjærede,
en Aften paa „Den kgl. Skydebane". Aka-
demisk Architektforening holdt Fest paa sin
25aarige Stiftelsesdag.
Foreningens første Formand — Dahlerup —
var tilstede, placeret ved Siden af en ældre,
/'
"^
.•<•/ ■■;-i^^,:j
Dahlerups Konkurrence-Udkast til et Monument for Kong Victor Emmanuel.
og noget maatte falde. Mange .ere heldigvis
de, som senere har gjort Dahlerup Afbigt
for, hvad de eller andre har tænkt eller
sagt om hans Værker.
Et af de smukkeste og mest typiske Til-
fælde jeg i denne Henseende mindes, foregik
kjendt og meget skattet Kollega, — jeg vilde
ønske at det ikke var indiskret at nævne hans
Navn, — thi hvad han gjorde var saa kjønt,
naturligt og ligetil, at mange, siden den Aften
var ham meget taknemmelige; — han gjorde
kun det, at han brød Isen ved, paa sin jævne,
494
=Jens Vilhelm Dahlerup^
brave og hjærtelige Maade, offentligt at gjøre
Dahlerup en Undskyldning for „alt det onde
saamange af Kollegerne havde gjort ham*.
Ja saaledes omtrent vare hans Ord.
Siden den Aften levede Dahlerup noget
op. Han, som altid nærede varm Interesse
og Venskab for sine yngre Medarbejdere,
var utrættelig i at hjælpe og støtte dem med
en stor Glæde, at mærke de varme Hjærter
omkring sig.
Har Dahlerup saaledes ikke i en vis Peri-
ode nydt Glæden ved Forstaaelse udadtil,
har han dog haft den Lykke at eje en
fast Vennekreds, der var ham hengiven i en
Grad, som det sjældent er Tilfældet; og hvad
der for ham sikkert har været af ganske
Slusebygningerne i Kalvebodstrand.
Raad og Daad. Han søgte ofte i de aller-
sidste Aar Kollegernes Kreds, og da Arki-
tektforeningen i 1905 foretog en Sommerud-
flugt til Aarhus d. 5te Aug., mødte han om
Aftenen den 4de Aug. (paa sin Fødselsdag)
for sammen med os unge at sejle til Jylland
for at se paa Kampmanns Værker.
Aaret efter — altsaa ifjor den 4de Aug.
— var Dahlerup, paa sin 70aarige Fødsels-
dag, Venners og Kollegers Gjæst paa „Den
kgl. Skydebane", og det var ham øjensynlig
uvurderlig Betydning, var den Omstændighed,
at han levede det lykkeligste Familieliv med
sin udmærkede Hustru og sine to Børn, som
han forgudede.
Vor Tid har ikke været særlig modtagelig
for den Renaissance, som Dahlerups Kunst
bragte os, hans Værker vil imidlertid vidne
om deres Mester, og lad det da være senere
Tider forbeholdt fuldt ud at skatte den ær-
lige og udmærkede Kunstner.
Lad nu os, som lever, haabe at den Ny-
=r-_- 495 —
Jens Vilhelm Dahlerup
Renaissance, der i vore Dage gryer, ikke maa
være blodløs, men livskraftig, saaledes at den
maa højne Kulturen i vort Folk, samtidig
med at den selv, til Efterverdenen maa bringe
Bud om vort Kulturstandpunkt. Og ved Siden
af dens Bygningsværker vil da staa Dahle-
rups Kunst til Sammenligning.
Tiden vil fælde Dommen, men Dahlerups Ar-
bejder vil, trods alt, staa som Mindesmærker
om en sjælfuld og ædel Kunstner.
Huitfeldt-Monumentet.
496
BEDSTEMODER OG DATTERDATTER
Af Thor Lange.
I.
Det var ved Foraarstid paa en Herre-
gaard i det sydlige Ukraine.
Fra Verandaen under Vinløv stod Glas-
dørene aaben ind til en Dagligstue med
gammeldags Mahognimøbler under stribet
Silkebetræk. Husets Frue, Oberstlieutenant-
inden, klædt som altid ud paa Eftermid-
dagen efter Fortids Skik meget enkelt og
paa samme Tid elegant i raslende Silke og
med fine, sorte Kniplinger paa sit sølvhvide
Haar, havde Besøg af Landsbypræsten, der
var kommen for at bede om Penge til nogle
brandlidte Folk i Sognet.
— Jeg har forresten allerede givet Starosten
hundrede Rubler til Fordeling imellem dem
og befalet Skovfogeden at hugge en halv
Desjatin Eg og Fyr til Tømmer, bemærkede
Fruen. Men Nøden er jo ganske vist stor;
jeg kan endeligt nok skrive mig for hun-
drede jubler endnu, hvis De, lille Fa'r,
blot lover at føre Tilsyn med , at der ikke
gaaer for mange af Pengene til Drik. Tak-
nemlighed af nogen Art hverken venter eller
fordrer man, men jeg vilde dog nødigt have,
at mit Bidrag ligefrem skulde gjøre Skade.
Præsten, en ædruelig og uegennyttig Mand,
der, saavidt det lader sig gjøre i vor Tid,
nogenlunde havde Krammet paa Bønderne,
lovede med et Hoved- Kast, der bragte det
lange Haar til at flagre som en Manke, at
det skulde han nok sørge for. Efter at
have kvitteret for Bidraget og aftalt nogle
Enkeltheder angaaende Fordelingen sagde den
gejstlige Herre: Naa, Maria Stepanovna, Tak
paa de Fattiges Vegne ; nu er det bedst jeg
gaaer. laften venter De jo Deres Datter-
datter hjem, som De ikke har set i tolv
Aar, siden hun var en lille Stump. Saa
vil jeg ikke forstyrre.
Nej, bliv kun, vor Fa'r, siden De engang
er her, sagde Oberstlieutenantinden og til-
497
føjede med et Suk: De har paa min Be-
stilling læst saa mange Sjælemesser over
Pigebarnets Moder , hvem De heller ikke
kjendte, at De nu kan tjene mig i at vente
for at slaa et Korstegn over Datteren.
Præsten strøg sig med alle fem Fingre
gjennem Haaret og satte sig ned igjen, og
den gamle Dame vedblev: Ja i tolv Aar
har jeg ikke set Ljuba fra den Dag, hendes
Moder døde. Hun var min eneste Datter
og hende kom jeg til at overleve. Gid de
Bønner, De læser over hende i Kirken, maa
gjøre hendes Sjæl Gavn i et andet Liv; her
paa Jorden fik hun det ikke godt. Til Dem
som Præst kan jeg jo godt fortælle Enkelt-
hederne. Hun giftede sig haardt imod min
Villie med en Student uden Examen, hvem
vore Naboer, Forældrene til den yngre Ar-
temjev — for de Gamle har De vel ikke
kjendt — havde bragt med sig fra Moskva
for at læse lidt med Børnene i Sommer-
ferien. Artemjevs havde jo en stor Familie
og mange Bekjendte; hele Sommeren var
Huset fuldt af Ungdom , der vilde more
sig. Min Mascha var Veninde med Døt-
trene; naturligvis skulde hun være med paa
Udflugterne, de arrangerede; dér saa hun jo
Studenten. Hvad Fluer han paa de evinde-
lige Kjøreture og Sejlbaads farter fik sat Bar-
net i Hovedet, veed jeg ikke, men da Efter-
aaret kom, rejste hun, uden at jeg anede
noget derom, sin Vej med Studenten. Bag-
efter skrev hun et Brev og bad om Til-
givelse for at hun havde ladet sig vie til
sin Forlovede uden at have faaet min Vel-
signelse. Hendes nuværende Mand havde,
af Frygt for at jeg skulde modsætte mig
Partiet, overtalt hende til at indgaa Ægte-
skabet paa egen Haand. Flere Aar itræk
svarede jeg ikke paa hendes Breve; jeg er
noget haard af Karakter. Trækker De paa
Smilebaandet , vor Far'? Vist er jeg drøj
33
-Bedstemoder og Datterdatter =
at bides med, hvor det gjælder Familiens
Navn; idetmindste har jeg været det før;
som ældre lader man jo efterhaanden Sa-
gerne gaa, som de kan, fordi man indser,
at der til syvende og sidst ingenting er at
stille op. Naa, slutteligt lod jeg mig for-
saavidt forsone, at jeg udbetalte] hende de
hundredetusinde Rubler, som min salig
Mand havde bestemt skulde tilfalde hende
efter min Død, men vi saas rigtignok saa
godt som aldrig. Svigersønnen var ikke
efter min Opskrift; træde ind i Statstjene-
sten kunde han ikke, og hjælpe mig at styre
Godset vilde han ikke.
Da han^ havde faaet fat i Pengene trak
han Mascha med sig til Udlandet, og dér
levede de alt andet end lykkeligt sammen.
Jeg antager, at han har brudt sig mere
om hendes Formue end om hende selv. Ti
Aar efter Bryllupet døde hun af Svindsot i
Lausanne , og da jeg tog derned for at
være om hende i hendes sidste Timer og
bringe hendes Kiste hjem til Familiegrav-
stedet, saa' jeg for første Gang min Datter-
datter. Saadan en kjøn lille En, men ikke
mindste Træk af Lighed med vor Slægt;
man skulde aldrig have sagt, at hun var
Maschas Datter. Jeg vilde tage hende med
mig tilbage til Rusland, hvad ogsaa hendes
Moder paa sin Dødsseng havde ønsket, men
derpaa vilde Faderen slet ikke gaa ind. Jeg
prøvede paa, om Penge kunde hjælpe, men
ikke for nogen Pris i Verden vilde han af
med Barnet. I den Henseende kan der ikke
siges noget paa ham; sit Barn holdt han
af, men det er vist ogsaa den eneste Skab-
ning i Verden, han har havt Hjerte for.
Aldrig nogensinde kom han tilbage til Rus-
land om saa blot for at se Maschas Grav;
i den senere Tid af hans Liv troer jeg ikke
engang, at han havde kunnet komme, selv
om han havde villet. Han havde, saavidt
jeg veed, skrevet forskjellige slemme Ting i
udenlandske revolutionære Blade og var nok
kommen i et saadant Selskab, at han gjorde
bedre i at blive, hvor han var. Nu er og-
saa han død, tilmed for mere end et Aar
siden, men jeg fik det først at vide for-
leden Dag af et Brev fra Ljuba, da det
pludseligt var faldet hende ind at komme
og besøge mig. Noget Hjerte maa Barnet
dog have, siden hun for en gammel Kones
Skyld rejser den lange Vej fra Petersborg
hertil, sluttede Oberstlieutenantinden.
Ja, mente ogsaa Præsten, tidligt eller sent
kommer altid Slægtskabsfølelsen tilorde. Men
nu maa den unge Dame snart være her.
Klokken gaar til Otte; Toget er vist kom-
met.
Hyggeligt i den gammeldags Dagligstue,
hvor de sad. Udefra gled et Skjær af smel-
tende Aftenlys ind over høje smalle Pille-
spejle i mørke Mahognitræsrammer; gjen-
nem den aabne Verandadør klang det af
Fuglekvidder; Fugle er ligesom Smaabørn
allermest højrøstede, lige før de skal til-
sengs. Men i Krogene skumrede det, saa
den lille Flamme af Helgenlampen henne i
Hjørnet flimrede stærkere i Pladen af ud-
hamret Sølvblik omkring Kristusbilledet.
Frue, nu kommer Vognen! raabte ind
gjennem Verandadøren en barbenet Bonde-
dreng, som havde været stillet paa Udkig
oppe paa en Høj, hvorfra man kunde overse
det meste af Vejen til Jernbanestationen.
Maria Stepanovna rejste sig hurtigt og fik
pludseligt meget at bestille. Tydeligt nok,
at hun kom i Sindsbevægelse.
Jeg vil gaa Vognen imøde, men De, vor
Fa'er, kan godt blive siddende. Saa spiser
De tilaften sammen med os.
Hun skyndte sig ud paa Trappen. Der
havde allerede omtrent alle Gaardens Be-
boere forsamlet sig med den gamle Vasilissa,
som engang havde været Amme for Husets
afdøde Datter, i Spidsen; hele hendes ind-
skrumpne Figur rystede af Rørelse ved det
forestaaende Møde med „Maschas lille Pige".
Bag Vassilissa stod og strakte Hals den
lange tynde Fadeburskone Paraska samt to
498
-Bedstemoder og Datterdatter
yngre Tjenestepiger og Kammertjeneren Feo-
dor, der saa pudsig ud i det gammeldags
Liberi, han for den højtidelige Lejligheds
Skyld havde faaet paa, og hvis guldgalon-
nerde Ærmer naaede ham helt ud til Finger-
spidserne. Endogsaa Kokken Pamfil, der
mest af alt lignede et Skovuhyre, stak Ho-
vedet ud af Kjøkkenvinduet.
Klokken under Aaget paa Trespandet lød
stedse nærmere og skarpere. Et Øjeblik
efter svingede Kaleschen rundt om Blomster-
plænen op foran Hovedtrappen. Ud af Ekvi-
pagen traadte en slank, ung Pige, og faldt
lige i Armene paa Maria Stepanovna. Men
en saadan Omfavnelse syntes ikke at være
rigtig efter den Nysankomnes Smag. Kjø-
ligt rakte hun den gamle Dame sin Kind
til Kys og frigjorde sig temmelig ugenert
fra hendes Favntag.
Goddag, Bedstemo'r, udtalte hun tilbage-
holdende, medens hun rettede paa sin Pince-
nez, der halvt var gleden af ved den Gam-
les overstadige Kjærtegn. Men der blev hun
uventet fanget af Vassilissa, der med hede
Taarer trykkede hende ind til sig og gav
sig til at kysse begge hendes Hænder.
Lille, søde Frøken, Guds hvide Engel!
stammede den Gamle. Jeg har ammet din
salig Moder op og holdt mere af hende end
af mit eget Barn. Nu takker jeg Vorherre
paa mine Knæ for, at jeg har faaet dig
at se.
Dette Udbrud af Ømhed behagede ingen-
lunde den oplyste kvindelige Repræsentant
for en yngre Slægt.
Jeg kan ikke udstaa disse Slavemanerer,
bemærkede „Maschas lille Pige" ret skarpt,
idet hun med begge Arme fjernede baade
Vasilissa og det øvrige Tjenestetyende, som
ogsaa vilde kysse paa Haanden. Jeg er
meget glad for at stifte Deres Bekjendtskab
men lad være med at slikke Hænderne paa
nogensomhelst. Enhver skal holde sin Men-
neskeværdighed i Ære!
Efterladende den betuttede gamle Amme i
499
en Tilstand af intet forstaaende Bedøvelse
fulgte hun efter Maria Stepanovna, der i
Skyndingen ikke havde lagt Mærke til den
nys beskrevne Scene.
II.
Se, lille Ljuba, det er dit Værelse, sagde
Bedstemoderen; gid du maa synes om det.
Kom, lad mig hjælpe dig Overtøjet af. Du
kan nøjes med at vadske Ansigt og Hæn-
der efter Rejsen, men klæd dig endeligt ikke
om; det varer for længe, og saa bliver
Aftensmaden kold. Nej, hvor du er lang
og stor, meget højere end din Moder! Men
noget ligner du hende alligevel; Panden og
Øjnene har du fra vor Familie.
Med al sin Kjærlighed stirrede hun ind
i den unge Piges Træk for at rinde noget
af det aandelige og legemlige Slægtskab,
noget af det, hun som Moder havde elsket i
det Barn, hvem hun trods al Sorg og Skuf-
felse hele sin ensomme Alderdom igjennem
havde længtes efter og savnet. Med for-
ventningsfuld Hjertebanken søgte og søgte
hun i glad Forvisning om, at hun allerede
havde fundet meget. En Udenforstaaende
vilde ikke helt have frakjendt hendes Gjæst
en vis aristokratisk Finhed i Ansigtstræk-
kene, men indtagende kunde dette Ansigt
ikke kaldes, dertil var det for mut. Et
temmeligt kort klippet Haar og en Pince-
nez, der sad hende Hdt paa skraa henover
Næsen, tog meget af Tækkeligheden bort og
gav hele hendes Fremtoning Udtrykket af
noget drengeagtigt.
Har du maaske været syg, lille Stakkel,
saa du har maattet klippe dit smukke Haar ?
spurgte Maria Stepanovna og klappede hende
paa Hovedet. Haaret er saamænd tæt nok
og ligesaa blankt og bronceglittrende som
hos din Moder.
Jeg er sletingen Stakkel og har aldrig
tænkt paa at være syg, bemærkede Datter-
datteren og trak Hovedet til sig. Sit Haar
33*
Bedstemoder og Datterdatter-
gjør man af Bekvemmelighedshensyn bedst
i at bære kort. Men maa jeg saa bede om
at faa noget at spise. Fanden til Stykke
Vej fra Jernbanestationen hertil.
Ja, gode tredive Verster er der rigtignok,
indrømmede den Gamle med en Skygge af
Forundring i Stemmen. Det er fire Timers
Kjørsel, og du er en kjæk lille Pige, Ljuba,
at du ikke var bange for at være alene i
Vognen henimod Aftentid.
Bange, Bedstemo'er, og Aftentid! lo den
Tiltalte højt. Hvad gjør Aftentiden mig.
Jeres antediluvianske Sipperi er jeg heldig-
vis fri for, og skulde virkeligt nogen komme
mig nærmere, end jeg syntes om, har jeg
et saadant Instrument hos mig. Dermed
trak hun en Rlle Revolver frem.
Aa, for Guds Skyld, Ljuba, læg den fra
dig, raabte Maria Stepanovna forskrækket.
Aldrig har vi havt den Slags Ting her i
Huset ; din Bedstefader havde kun sine
Jagtgeværer, og dem var det strengt for-
budt at røre ved.
Hvad bliver De forskrækket for! yttrede
Ljuba tørt. Jeg forstaaer at holde paa et
Skydevaaben og er nu engang vant til al-
tid at have en Revolver hos mig! — Der-
med stak hun demonstrativt sin Damepistol
i Lommen og fulgte efter Bedstemoderen ned
i Spisestuen.
Der sad Landsbypræsten. Da den unge
Pige traadte ind , rejste han sig , bukkede *
dybt og ønskede hende i velvalgte, salvelses-
fulde Ord til Lykke til at være kommen
hjem til Slægtens hellige Arne. Ljuba be-
naadede ham med et halvt Øjekast, rakte
ham tre Fingre og satte sig til Bords.
Er der altid saa flot anrettet hos
Dem, Bedstemoder? henvendte hun sig til
Maria Stepanovna og sendte et strengt Blik
til de stegte Kyllinger, til Fadet med Jord-
bær og hele det øvrige landlige Traktement.
Til Ære for Deres Tilbagekomst er Fede-
kalven bleven slagtet, tog Præsten til Orde,
mens Fruen i Huset lagde et Par dampende
Karudser, stegte i sur Fløde, paa Tallerkenen
for sin Datterdatter. Spis, lille Ljuba, spis
i Vorherres Navn!
Hvor kan man overkomme at spise alt
det, som her staaer paa Bordet til ingen
Nytte og Fornøjelse, tvertimod ligefrem til
Skade ! Det Fraadseri sætter ondt Blod hos
Bønderne, og saa undrer Godsejerne sig
over, at de sultne Bønder svider Huset af
over Hovedet paa dem. De sagde noget
om en Fedekalv, henkastede hun til Præ-
sten. I Deres Evangelium staaer der vist
ogsaa etsteds, at man ikke skal give Stene
for Brød.
Vær du ganske rolig, stoppede Maria Ste-
panovna hende. Jeg plejer ikke at beværte
Bønderne med Sten, og Bønderne har ikke
fj erneste Lyst til at brænde Huset af over
mig. Vi har havt en Ildebrand i Lands-
byen ; det var de Menneskers egen Uforsig-
tighed, og de Brandlidte har faaet rundelig
Hjælp. Misvæxt har der ikke været her paa
Egnen, og Bønderne er da hellerikke mere
fattige , end at de gjennem Bondebanken
forhandler med vor Nabo Artemjev om at
kjøbe tohundrede Desjatiner Pløjejord.
Og den Jord bliver nok af Bondebanken
taxeret til Fordel for Godsejeren , udtalte
Ljuba med Munden fuld af Mad, saasom
hun, trods al Fordømmelse af Overdaadig-
hed i Fødevarer, allerede havde faaet Bugt
med Karudserne og nu var i Lag med den
stegte Kylling Nummer to.
Nej langtfra Ljuba! Prisen paa Pløjejord
er tohundrede Rubler Desjatinen, og Artem-
jev er gaaet ind paa at tage hundrede og
femten.
Ja, det er en god kristen Pris, gav Præ-
sten hende Ret.
Kristen! Sagde De kristen? I deres Evan-
gelium — — —
Men, Ljuba, dog: Hvorfor siger du hele
Tiden „Deres" Evangelium? Evangeliet er
vel ikke alene Præstens, men ogsaa dit og
mit og alle andre Menneskers. Du lader til
=-_= 500
Bedstemoder og Datterdatter -
at være en Del berørt af de nymodens Ideer,
lille Pige, og megen Forstand paa Landbo-
forhold kan jo ikke forlanges hverken af
dig foreløbigt eller af de Kjøbstadsaviser,
du formodentligt læser. Bliv nu hos os og
se med egne Øjne paa Sagen, saa kommer
du nok paa andre Tanker, mit Barn. For-
holdene er langtfra allevegne saa slemme,
som man gjør dem til. Her paa Egnen
idetmindste lider Bønderne ingen Nød; de
er da Gudskelov ogsaa meget venlige og
stille af sig.
Ja, at de er stille af sig, skal jeg gjerne
underskrive, lo Pigebarnet haanligt; de gjør
Indtryk af at være nogle rene Faar. Paa
Vejen, hvor jeg kjørte forbi, stod de stille
med Huen i Haanden og gloede paa Her-
skabsvognen som paa et højere Væsen.
Vorherre være takket, faldt Præsten ind,
hos os er Befolkningen godmodig af sig og
flittig til at gaa i Kirke.
Det vil sige flittig til at bringe Offer af
Hvede og Runkelroer, sagde Frøkenen spidst.
Hvorfor det, jeg har mit eget Stykke
Runkelroer og behøver ikke Bøndernes.
Naa? Saa betaler de maaske i Penge?
Ja, det gjør de maaske, lille Frøken.
Fruen har nok alligevel Ret i, at De er ny-
modens, yttrede Præsten roligt og rejste sig
fra Bordet. Hvis De bliver nogen Tid her
mellem os gammeldags Folk, kan De med
Guds Hjælp muligtvis vænne Dem til at
være overbærende mod Folk, ligesom jeg har
vænnet mig dertil.
Dermed fjernede han sig tiltrods for Maria
Stepanovnas indtrængende Anmodninger om
at blive lidt endnu.
Skade, Ljuba, at du krænkede ham, sagde
Bedstemoderen, da hun havde fulgt Præsten
til Dørs. Der var ikke fjerneste Grund til
at fornærme ham; han er virkelig en uegen-
nyttig Mand, der tager sig meget af Bøn-
derne,
Jeg kan ikke døje Poper, svarede Ljuba
skarpt.
Hvorfor skjære dem alle over én Kam?
Der er Forskjel paa Poper og Poper. Nogle
af dem, der sad i Rigsdumaen, gjorde gan-
ske vist et alt andet end præsteligt Indtryk.
Naa, lille Bedstemo'er, vi to er nok af
forskjellig Troesbekjendelse, sagde Ljuba med
et forholdsvis venligt Smil, der saaledes lyste
op over hendes mutte Ansigt, at den gamle
Frue igjen blev varmere om Hjertet.
Hun er ung endnu og uerfaren, tænkte
hun. Hvad kan man egentligt forlange af et
Barn, som er voxet op uden Moder!
III.
Det er dog til helt at falde i Staver over
af Forundring, udbrød gamle Vasilissa og
rystede paa Hovedet. Vorherre skal vide,
at jeg nødigt siger noget til Fruen om
Fruens eget Barnebarn og om min Maschas
lille Pige. Men sandt og vist er dett at
hun hverken har det fra Fruen eller fra
Mascha; det maa hun have faaet efter sin
Fader; saa har Folk dog nok havt Ret i,
at han var en Oprører og vantroende Mu-
hamedaner, som levede i Udlandet for at
lave Sammensværgelser. Jeg kunde ikke be-
gribe, hvorfor Pigebarnet hver Morgen stod
saa tidligt op og gik ud i Marken, inden
der endnu rigtigt var Dag paa Himlen, og
hvorfor hun kom hjem med nogle Skjørter,
som var smurt til en hel Alen op med Jord
og Snavs. Men, da jeg saa fik dette her
at vide, gik der mig] ligesom et Knivs-
blad tversigjennem Hjertet. Maschas Datter
og hun befatter sig med den Slags Ting!
Men er det nu ogsaa sandt? spurgte Ma-
ria Stepanovna bekymret. Folk er altid saa
dumme, her paa Egnen laver man en hel
Historie ud af et halvt Ord.
Nej, lille Mo'er, nej, Frue, til mig kom-
mer man ikke og lyver paa Maschas Datter,
langt mindre skulde jeg da selv gaa hen
og finde paa noget om Fruens eget Barnebarn;
det kan da Fruen sagtens vide, Fruen har da
-— 501 =^~ =
Bedstemoder og Datterdatter -
kjendt mig snart et halvt hundrede Aar. Men
igaaraftes kom Forvalteren fra Artemjevs hal-
sende herhen og vilde tale med Fruen. Det
var lige med Nød, at jeg fik ham overtalt
til at vente til Morgenstunden og lade mig
sige det, som skulde siges, naar Fruen først
var staaet op; ellers havde Fruen jo ingen
Nattesøvn faaet.
Hvad sagde han saa, Vasilissa?
Han sagde det, jeg allerede har meldt
Fruen. Igaar, da de bjergede Hø hos Arte-
mjevs, og Folkene havde sat sig ned for at
faa en Mellemmad — det var saadan Kl.
otte om Morgenen — kom Frøkenen og
stillede sig op lige midt i Klyngen:
Hvis Hø er det I høster Godtfolk?
Herremanden Artemjevs.
Og hvor meget faaer I for jert Arbejde i
Dagløn ?
Ja, hvad vi faaer ? Hvad faaer vi ? Vi faaer
det, at han giver os Græsning og Tørveskjær
i sin Mose, og til Gjengjæld skal vi bjerge
Høet her paa dette Stykke Eng.
Men saa plyndrer han Jer jo! siger vor
Frøken. Hvor vil I taale det? Gaa alle-
sammen, saa mange I er, op paa Gaarden
og forlang to Rublers Løn om Dagen for
hvert Mandfolk og en Rubel for hver Kone
eller Pige. Saa kan I betale ham i Penge
for det Smule Tørveskjær og endda have en
god Slump Penge tilovers. — De gamle
Bønder gav sig til at le: Herremanden er
da ikke saadant et Fæ, at han skulde give
fire Gange saameget, som Prisen engang er.
— Forlang det, siger Frøkenen, kræv det
af ham! Nu er Tiden kommet for Bønderne
til at fordre deres Ret. Der kan 1 selv læse,
hvad fornuftige Folk, der vil Jer vel, skriver
derom. Tag disse Papirer og læs dem igjen-
nem; den af Jer, som bedst kjender Bog-
staver, kan stave sig igjennem det og bag-
efter læse det op for de andre. Men først
og fremmest, hold godt sammen; holder I
blot sammen, alle som en, kan I tiltvinge
Jer, hvad Løn I vil, og inden ret længe dele
alle Herremændenes Jord imellem Jer!
— Der begynder nogle af de yngre Karle
at raabe op. Hun har Ret deri, sagde de
og saa bandede de; Artemjev betaler, den
Onde tampe ham, mange Gange for lidt. —
Der var nu Forkarlen, Ivan Prokkorov; han
siger: Du, lille Frøken, siger han, er allige-
vel et Kvindemenneske, og vi her er Mand-
folk og ældre end du. Bønder er sletikke
saa dumme, som I herskabelige Mennesker
troer; vi kan meget godt kræve vor Ret
uden Jer, men vi vil ikke have andre til at
blande sig deri; hver staaer for sin Stand,
Bønder for Bønder og Herskabsfolk for Her-
skabsfolk. Derfor skulde du hellere tænke
paa den gamle Frue; hun er din Bedstemo'er,
og hende skal du vel arve engang og selv
faa noget at tage Vare paa; til den Tid
skulde du vente med at raade andre!
Saa lo alle Bønderne, men Frøkenen blev
vred og sagde, at naar hun engang fik
Magten, skulde hun nok give al Jorden til
Bønderne. Og til Ivan Prokkorov sagde hun
i alles Nærværelse, at han ikke havde mere
Fornuft i Hovedet, end der er Forstand i
Halen paa en Ko. Nu har tre af Bønderne
nægtet at gaa paa Arbejde, hvis de ikke
faaer Tillægsbetaling, og Prokkorov truer
med at melde Frøkenen til Politiet, hvis
Fruen, som han understaaer sig til at sige,
ikke giver Frøkenen ligesaa mange Bank, som
han selv allerede har givet de tre Bonde-
drenge.
Naa, Bank kan jeg ikke give hende, men
tale med hende skal jeg naturligvis, svarede
Maria Stepanovna roligt tiltrods for nogen
Bleghed. Ja, saa kan du gaa, Vasilissa.
Med bøjet Hoved korsede den gamle
Oberstlieutenantinde sig for Kristusbilledet og
gik stilfærdigt op ad Korridoren. Der ban-
kede hun paa Døren til Datterdatterens Væ-
relse.
Kom ind! lød en skarp Stemme.
Ljuba sad ved Skrivebordet. Ved Siden
502
Bedstemoder og Datterdatter^
af hende laa en Bunke Tryksager, som hun
i Hast dækkede til med sin Straahat.
Hvorfor er De idag staaet saa tidligt op,
Bedstemoder, begyndte hun lidt forvirret,
men Maria Stepanovna afbrød hende.
Hvorfor staaer du selv saa tidligt op og
holder Taler til Bønderne?
Ah, svarede den anden med et skjævt
Smil, Angiveri! Man har sladdret til Dem.
I saa Tilfælde skal jeg gjerne oprigtigt til-
staa, at mine Principper ikke tillader mig
roligt at se paa, hvorledes Bønderne bliver
udnyttede i Artemjevs Latifundium.
Hvad for en. Sludder om Latifundier og
Principper! Artemjevs Latifundium udgjør
alt ialt sexhundrede Desjatiner tarvelig Jord,
og mit Princip er at holde af dig og tro
dig, fordi du er stakkels Maschas Barn.
Gjør nu din Bedstemoder Gjengjæld og tro
du mig. Ingen af os her paa Egnen vil
exploitere Bønderne, og Bønderne lod sig
saamænd heller ikke udnytte af os ; det maa
der en anden Bonde eller en Jøde til. Vær
god og fornuftig Ljuba, du er den eneste,
jeg har tilbage i hele Verden.
Den unge Pige havde rejst sig op. Bed-
stemoder, sagde hun, skal vi ikke heller
lade al Slags Sentimentalitet og rørende Tale-
maader fare? Jeg er kommet hertil efter
Ordre af Komiteen for at paavirke den sløve
Landbefolkning og bringe den til Forstaaelse
af sine Krav.
Saa? Hvad forstaaer du dig paa Befolk-
ningens Krav i et Land, hvor du ikke er
Jeg giver Dem ikke min Haand paa noget,
og jeg rejser endnu idag! svarede Datter-
datteren koldt. Alt gammeldags farisæisk
Væsen og antediluvianske Synsmaader er mig
ubeskriveligt modbydelige. Behag, at lade
spænde for tidsnok til, at jeg kan komme
med Aftentoget.
IV.
Klokken var fire om Eftermiddagen. Juni-
himlen, der fra Morgenstunden havde været
klar, begyndte at blive diset og plumret.
Ude i Kimmingen trak Skyer op. Ved Sten-
trappen holdt en Rejsevogn forspændt med
tre Heste.
Inde i Dagligstuen stod Ljuba med Over-
tøjet paa foran sin Bedstemoder. Maria
Stepanovnas Ansigt havde tabt sit ophidset
forbittrede Udtryk fra Morgenstunden og var
blevet længere og smallere.
Var det ikke bedst at vente til imorgen,
Ljuba? yttrede hun frygtsomt og prøvende.
Det trækker op til daarligt Vejr, og Vejen
er lang.
Nej, nu har jeg engang pakket sammen,
svarede den unge Pige tilsyneladende med
fuldkommen Sindsligevægt. Farvel, Bedste-
mo'er !
Stakkels, stakkels ulykkelige Barn, betænk
dig itide, hvidskede den gamle Kone og
brast i Graad.
Græder De virkeligt for min Skyld? ud-
brød Datterdatteren og traadte et halvt
født, og af hvilket du aldrig har set andet Skridt tilbage, men gjennem den Ærgrelse,
end et Par Storstæder? Den Revolutions-
komité vil jeg ikke yide noget af, og paa
mine Enemærker tillader jeg ikke, at du
kompromitterer dig om saa blot ved at gjøre
dig latterlig mellem Bønderne. Vorherre
veed, at taber jeg dig, saa taber jeg alt,
men det faaer ikke hjælpe. Enten giver du
mig din Haand paa at træde ud af dit re-
volutionære Selskab, eller ogsaa rejser du her-
fra om tre Dage.
hendes Stemme udtrykte, klang alligevel
langt borte en noget blidere Tone.
Baade for dig græder jeg og for alle de
andre uforstandige Børn, som ødelægges af
samvittighedsløse Mennesker. Hvad skal der
blive af Jer! Skulde det gaa dig ilde i Ver-
den, Ljuba, saa kom, om du kan og vil,
igjen til mig. Mit Hus er og bliver dit
Hjem, hvis du selv søger det.
Tak, Bedstemoder, mit Hjem er min Virk-
503
Bedstemoder og Datterdatter -
somhed. Og nu er det paa Tide, at jeg
kommer afsted. Farvel da!
Denne Gang stod der ingen Klynge af
Tjenestefolk ved Foden af Trappen. Kun
Kammertjeneren Feodor var sysselsat med at
stoppe en Vidiekurv ind under Forlæderet af
Kaleschen.
Hvad er det, jeg der skal have gnedet op
ad mig? spurgte Frøkenen ham, da hun satte
sig til Rette i Rejsevognen.
Det er Spisevarer, som Fruen og Vasilissa
har pakket ind. — Skyggen af et over-
bærende Smil gled hen over Ljubas Læber.
Naa! fløjtede Kudsken til sit Trespand,
naada mine Myg, saa flyver vi ! — Med et
Ryk satte Trojkaen sig i Bevægelse.
Petro,Petro, ikke for raskt henover Mølledæm-
ningen! raabte Maria Stepanovna ængsteligt.
Nej, Frue, vi skal nok klare os! —
Et Øjeblik, og Vognen forsvandt ved Om-
bøjningen af Poppelalléen. Klokkerne under
Aaget klemtede endnu hørligt skjøndt svagere
og svagere. Snart tabte Lyden af den sig
helt, og ene tilbage stod Bedstemoderen og
stirrede med trætte, sorgfulde Øjne ud mod
de optrækkende Uvejrsskyer.
504
GOETHE SOM TEATERDIREKTØR
Af Dr. phil. KARL MANTZIUS.
I.
Fig 1. Goethe i
(efter May'
DEN første Scene, som
Goethe ledede, var det
Dukketeater, han som lille
Dreng fik forærende af sin
Bedstemoder. Det var et stort,
dejligt Teater, og endnu længe
efter Bedstemoderens Død, me-
dens Franskmændene besatte
hans Fødeby og Børnene
holdtes meget inden Døre, stil-
ledes det op i den lille Wolf-
gangs Gavlværelse oppe i hans
Faders statelige Frankfurter
Patricierhus.
Goethe omtaler dette Dukketeater baade i
„Dichtung und Wahrheit" og i „Wilhelm
Meister". Det gjorde et dybt Indtryk paa
hans Barnesind. Og karakteristisk for ham
er den metodisk-praktiske Maade, paa hvil-
ken han leger med det, den Omhu, hvor-
med han indstuderer Stykkerne, laver De-
korationer og Kostymer for sine livløse
Skuespillere, og hans Harme over de jævn-
aldrende Tilskueres lidet pietetsfulde, støjende
Opførsel under Forestillingerne.
Han siger selv, at denne barnlige Syssel
paa mangfoldig Vis udviklede og øvede hans
Opfindelses- og Fremstillingsevne, hans Ind-
bildningskraft, ja en vis Teknik, som han
næppe vilde have naaet ad andre Veje paa
saa kort Tid og med saa ringe Besvær.
Man kunde tilføje, at han, da han i sine
modne Aar fik et rigtigt Teater at styre,
bevarede ikke saa lidt af sin Barndoms Syn
paa den sceniske Kunst, at han tumlede en
Del med Skuespillere og Publikum, som var
det Dukker og Drenge, og at han kort sagt
vedblev at betragte sin Scene en Smule
under Synspunktet Bedstemoders Dukketea-
ter, som han experimenterede med for at
øve sine egne Evner.
29 Aars Alderen
s Maleri).
Det varede i øvrigt meget
længe, inden Goethe fik noget
direkte og personligt med
Theaterledelsen at gøre, og da
han, i toogfyrretyveaars Al-
deren, overtog Direktoratet for
Weimars Hoftheater, var dette
Skridt ingenlunde fremkaldt af
en længe følt Trang, ja, han
var den Gang saa langt borte
fra al teatralsk Syssel, at han
fra Begyndelsen af slet ingen
Ideer eller Principer havde,
det laa ham paa Sinde at
virkeliggøre.
Ikke desmindre optager Teaterledelsen en
saa stor Plads i Goethes Liv, ikke blot
kvantitativt — han var Teaterdirektør i
omtrent seksogtyve Aar — men ogsaa ved
den Betydning, den fik for den tyske Scene-
kunst, at denne Side af hans Virken nok
fortjener at gøres til Genstand for særlig Be-
handling, hvad den da ogsaa i Tyskland
gentagne Gange er blevet.
Da Goethe som 26aarig Mand kom til
Weimar, var hans Kendskab til og Inter-
esse for Teatret ikke saa stor, som man
kunde have ventet det af en Mand, der
allerede havde skrevet „G6tza og „Clavigo".
Han havde som Barn og Yngling set en
Del fransk og tysk Komedie i sin Fødeby,
han havde under sin petit-maitre Periode i
Leipzig sværmet for den indtagende Skue-
spillerinde Caroline Schulze (gift Kummerfeld),
der spillede ved det ansete Koch'ske Selskab
den Gang, og han havde alisaa skrevet
nogle Skuespil, deriblandt de to ovennævnte,
af hvilke „G6tza havde begeistret den lite-
rære Verden, men ikke ved sine sceniske
Fortrin — det var i sin oprindelige Skik-
kelse saa at sige uspilleligt — medens „Cla-
vigo" som bekendt skreves paa otte Dage
--=- — 505
Goethe som Teaterdirektør
som Resultatet af et kaadt Væddemaal. Lige
saa lidt som hans øvrige dramatiske Arbej-
der fra Ungdomstiden kunde det derfor bære
Præget af en stærk Fordybelse i det sce-
niske.
I Weimar fandt Goethe nu, da han kom
dertil, intet Teater. Det gamle Hofteater
var tilligemed Slottet brændt Aaret i For-
vejen, til stor Sorg for den stærkt teater-
interesserede Enkehertuginde Anna Amalie,
der just hertil, ikke længe før Branden,
havde engageret den kendte Seylerske Trup
med den berømte Ekhof i Spidsen.
Til at oprette et nyt Theater var der fore-
løbig aldeles ikke Raad efter den ødelæg-
gende Brand. Men da Hungeren efter Ko-
medie var stor hos Enkehertuginden, og
endnu hæftigere hos den unge, i overdaadigt
Livsmod gærende Hertug Carl August, saa
maatte der gøres noget til de høje Herska-
bers Fornøjelse i det lille Hertugdømme.
Sachsen- Weimar var som et af disse H.
C. Andersen'ske Æventyrriger, hvor Prinses-
sen gaar og leger „Komme fremmede", og
som Prinsen, naar han er i det Lune, kan
lukke forsvarligt af og slaa Slaa for, saa
ingen Uvedkommende kan stikke Næsen
indenfor.
Udenfor Hoffet en meget smaaborgerlig og
snobbet lille Verden, der kiggede andægtigt
og forskræmt op til Slottet som til Verdens
Navle.
Ved selve Hoffet i dette særegne Tilfælde
et lystigt Levned, beregnet for en snævrere
Kreds, forholdsvis uceremonielt paa Grund
af den unge Enkehertugindes *) naturlige Men-
neskesind, og allerede før Goethes Ankomst
stærkt literært-skønaandigt farvet.
Her færdedes den letbevægelige, bisarre
Wieland, Prinsens Opdrager, den gemytlige,
muntre Musaus, Udgiveren af de berømte
Folkeæventyr, den praktiske, men tillige lite-
rært interesserede Chatolkasserer Bertuch, den
*) Hun var 36 Aar, da Goethe kom til Weimar.
uundværlige Administrator ved alle Fester
og Forestillinger, de elegante, letlevende Hof-
mænd v. Einsiedel og v. Seckendorff, fortrin-
lige dramatiske og musikalske Dilettanter,
hvis kunstneriske Evner dog udelukkende
stilledes til Hoffets Disposition. En Række
smukke, elegante, kokette Hofdamer, den
skønne Sangerinde Corona Schroter, et Par
excentriske Originaler som den lille, forvok-
sede Frk. v. Gochhausen med den hvasse
Tunge og den literære Samlermani, og den
djærve, barokke Grevinde v. Donnersmark, fuld-
endte Billedet af det mærkelige kunstneriske
Hof-Milieu, som Goethe snart skulde blive
den centrale Hovedfigur i.
Thi, som han allerede var vant til, kom,
saa og sejrede den unge Digter næsten øje-
blikkelig her i Weimarkresen. Han kom
ombølget af „G6tza- og „Werther* -Begej-
stringen og tog imod den almindelige Hyl-
dest uden mindste Lumpenbeskedenhed, med
en ung Guds selvfølgelige Sikkerhed.
Wieland, der straks overstrømmende be-
gejstredes for sin unge Musabroder, har
givet den almindelige Stemning Udtryk i
disse Vers:
Ein schoner Hexenmeister es war
Mit einem schwarzen Augenpaar,f
Zaubern den Augen voll Gotterblicken,
Gleich måchtig zu todten und zu entzucken.
So trat er unter uns, herrlich und hehr,
Ein echter Geisterkonig, daner!
Und niemand fragte, wer ist denn der?
Wir fuhlten beim ersten Blick, 's war Er!,
Selv fuld af Livslyst, med Rhinlænderens
muntre Lune, sund og smuk, fuld af Aand
og Ild bedaarede Goethe alle, Mænd som
Kvinder, men først og fremmest den unge
Prins Carl August, og blev Sjælen i alle det
lystige Hofs Fornøjelser.
Til disse hørte ikke mindst det at spille
Komedie. Det hertugelige Dilettantteater blev
i disse Aar en næsten fast Institution, og
Goethe blev dets selvskrevne og almen aner-
kendte Leder.
506 ^
-= Goethe som Teaterdirektør
Det eneste professionelle Medlem af dette
Amatørselskab var Corona Schroter, ellers
spillede Hertugen selv, Kammerjunkere og
Hofdamer, Stykker skreves indenfor Kresen
selv af Goethe, Einsiedel, Bertuch, Musæus
o. fl. Seckendorf var en fortrinlig Operette-
komponist, Maleren Kraus, ogsaa en af Hof-
fets faste Stok, malede Dekorationer. Men
naar dette Dilettantteater naaede en Berøm-
melse som intet andet, saa var Skylden
Goethes.
Den suveræne Maade, paa hvilken han
tumlede de fornemme Amatører, fejede alt
det Rollevrøvl, de Smaaskænderier, som ellers
plejer at udgøre Privatkomediens Hovedattrak-
tion, fuldstændig til Side og gav Plads for
et virkeligt kunstnerisk, interesseret Arbejde,
som baade de Udøvende og Tilskuerne kunde
have noget Udbytte af.
Da der intet virkeligt Teater var, spillede
man dels i Hertugens Appartementer, senere
i en Maskeradesal paa Esplanaden i Weimar
(nu Schillerstrasse), dels — og dette var det
interessanteste — ude i det fri, i Ettersburger
Skoven og i Tiefurter Parken, hvor Goethe
fik bygget Hytter og lignende Lokaliteter,
der kunde passe til det i Reglen for Lejlig-
heden skrevne Stykke, og hvor han med
megen malerisk Sans arrangerede kunstige
Belysninger, som var af stor Virkning.
Selv var han en af Hovedskuespillerne og
spillede i alle mulige Fag. Hans skønne,
statelige Ydre henviste ham til Elskerne og
de tragiske Helte; man har endnu et Billede
af ham og Corona Schroter som Orestes og
Iphigenie i hans egen for Dilettantscenen
skrevne første Behandling af Iphigenie Emnet,
og han tager sig unægtelig pragtfuld ud i det
græske Heltekostyme, som er betydelig smag-
fuldere end Tidens sædvanlige konventionelle
Heltedragt.
Men iøvrigt var han efter Samtidiges Si-
gende dels altfor voldsom, dels for stiv i
patetiske Roller, hvorimod han var en for-
træffelig Komiker, navnlig i helt burleske
Roller, som i de Hans Sachs'ske Fastelavns-
spil, der nu og da spilledes for det usnær-
pede Hofpublikum.
En af de ham senere, ved det rigtige
Teater, undergivne Skuespillere*) fortæller
ogsaa, hvorledes han, da Schillers „Turandot",
som er bearbejdet efter en af Gozzi's Maske-
komedier, skulde spilles første Gang, tog sig
for at læse Stykket op for Personalet for at
give det et Begreb om de burleske Figurers
Karakteristisk — selv kendte han disse Ma-
sker godt fra Italien — og gjorde det med
Fig. 2. Corona Schroter
(efter Kunstnerindens Selvportræt).
en saadan drastisk Komik, at Skuespillerne
sad i en Latter.
Det kan vel ikke siges, at Goethe gjorde
egenlige teatermæssige Studier i disse Dilet-
tantscenens Aar; det hele gik som en æste-
tisk Leg og som et Led i de øvrige muntre
Forlystelser, men han lærte dog en hel Del,
udviklede sin Evne til at indstudere et Skue-
*) Genast, hvis Sen Eduard G. har udgivet sin
Faders Optegnelse fra Goethe-Tiden tilligemed sine
egne under Titelen „Aus dem Tagebuche eines
alten Schauspielers", Bd. I— IV Leipz. 1862.
507
= Goethe som Teaterdirektør
spil og fik et Indblik i Teatrets Teknik, som
hidtil havde været ham saa temmelig fremmed.
II.
Men Tiden gled og førte Goethe mere og
mere bort fra de Brædder, der betyder Ver-
den, ind som Hovedaktør i den virkelige
Verden. Han skriver selv til Vennen Merck,
ikke saa meget længe efter at han havde
slaaet sig ned i Weimar (5. Jan. 1776):
„Du vil forhaaben-
lig snart erfare, at
jeg ogsaa forstaar
at tragere en Smule
paa Theatro mundi
og kan klare mig
taaleligt i alle tragi-
komiske Farcer."
Det er bekendt,
at Carl August be-
toges saa ganske
af sin nye Ven og,
trods sin medfødte
Selvstændigheds-
sans, støttede sig
saa stærkt til ham,
at han faktisk i
mange Aar styrede
sit lille Rige gen-
nem Ministeren
Goethe. Politiken
og de mangfoldige
Detaljer, den førte
med sig, tvang Teatret, og delvis ogsaa Poe-
sien, langt tilbage i hans Bevidsthed, og
det varede lange Tider, før det atter duk-
kede frem.
Da Hertugen i 1790 omgikkes med Planer
om at oprette et eget Teater i Stedet for
det Privatforetagende, som under en vis
Bellomos Ledelse i nogle Aar havde givet
Forestillinger i Maskcradesalen, saa faldt det
ham ikke straks ind at tænke paa Goethe
som Direktør. Den nu 41-aarige Gehejme-
raad og Excellence von Goethe syntes nu
Fig. 3. Goethe og Corona Schreter som, Ores tes og Iphigenia.
Det
maaske for stor til en saa ringe Post, hans
politiske Fortid, hans naturvidenskabelige
Studier, som just i Øjeblikket fyldte ham
stærkt, var tilsyneladende uforenelige med Tea-
trets udadvendte Syssel.
Først da der uden Resultat er forhandlet
med flere andre, deriblandt Komponisten /. F.
Reichardt og den store Skuespiller Friedrich
Ludwig Schroder, vender Hertugen sig til
Goethe med Anmodning om at tage Over-
direktionen paa sig
med en dygtig for-
retningsmæssig Le-
der, Hofkammer-
raad Franz Kirms,
ved sin Side.
Goethe tog den
hele Sag ret køligt.
„Jeg gaar ganske
piano til Værks,"
skriver han et Par
Maaneder før Tea-
trets Aabning til
Friedrich Jacobi,
„maaske kommer
der dog noget ud
af det for Publikum
og for mig. I det
mindste bliver det
min Pligt at stu-
dere denne Sag nær-
mere, hvert Aar
at skrive et Par spil-
øvrige giver sig vel
lelige Stykker,
nok."
Der er just ingen flammende Begejstring i
disse Ord, og det var ganske utvivlsomt kun
smaa Forventninger, Goethe nærede til det
ny Foretagende, selv om han andensteds ud-
talte, at han paatog sig Hvervet som Direk-
tør „med Fornøjelse" Ganske spagfærdigt
og uden Bram aabnedes da ogsaa det Wei-
mar'ske Hofteater d. 7. Maj 1791 med Iff-
land's „Jægerne", og Goethe's Navn saas
ikke paa Plakaten, skønt han dog i Dagens
508
Goethe som Teaterdirektør = —
Anledning havde skrevet en Prolog, begyn-
dende med de undskyldende Ord:
Der Anfang isl an allen Sachen schiver.
Naar man vil forstaa Goethe's noget indiffe-
rente Stilling til hans nye Virksomhed, som
mange vilde kalde saare betydningsfuld, og
som ogsaa, navnlig set i historisk flatterende
Belysning, er blevet det, saa maa man først
og fornemmeligst klargøre sig de yderlig smaa
Forhold, under hvilke han begyndte.
Weimar er endnu kun en lille By, men
var den Gang ikke for synderlig mere end
Jmme-
*7farlig Post
j^^t|T.ijiU'iitcr, thi
I mx\ hyssede, lo
■ foej s tredes man, saa
Ri at raabe et »Leve
Li man meget let for at
ragten og, var man ikke
■fe, at blive udvist af Hertug*
kn lod saaledes en Mand,
%»zigblad havde skrevet en
Kritik over Goethes Teater-
>re og sende ud af Weimar,
en stor Landslige Tavshed, der nuomstunder
trent 6,000 ersker i tyske Teatre under Fore -
knyttede, mr sikkert en Reminiscens fra de
i tarvelige /Veimardage, thi før Goethe og
nogen Krøf'eimar førte Publikum ganske an-
Hofteatret et store Ord og lod sig ingenlunde
var lille * Regler for sine Følelsesudbrud,
et Gallerfoethe havde den Magt i sin Person-
selv eftec kunne kue endog noget saa ureger-
dyreste \ et Teaterpublikum. Da Schlegels
billigste i", som Goethe endda ikke selv ansaa
megen fet godt Stykke, men som han havde
ganske Del ind paa, opførtes første Gang,
merligetod Publikum Situationen og lo højt
hele Drift kun kunde opretholdes, ja ligefrem
var baseret paa, at man i Sommermaanederne
kunde tjene sig et Overskud ved at spille i
det nærliggende Badested Lauchstådt, som den
Gang var Modebad og Mødested for den
elegante Verden.
Det værste var imidlertid, at de smaa For-
hold nødvendigvis maatte medføre, at der
ingen virkelig gode Skuespillere kunde samles.
Den Trup, som Goethe begyndte med, var
mindre end middelmaadig og naaede epe
i hele hans lange Direktionstid ikke
,.e frygtet end
mcet, er ikke at
"havde han ogsaa sine blide Stun-
" Rigtignok, maa det tllstaas, mest overfor
Sku espi Heri n derne .
Goethe bekendte i sine senere Aar overfor
den gode Eekermann, at han som Teater-
direktør havde haft to farlige Fjender at stri-
des med. „Den ene*, siger han, „var min
lidenskabelige Kærlighed til Talentet, der let
kunde have bragt mig i det Tilfælde at gøre
mig partisk. a Den anden Fjende var den i
Goethe's som i andre Mandfolks Liv ikke
ukendte: Kvinden. „Der var", tilføjer han,
„ved vort Teater ingen Mangel paa Fruen-
timm er, der var smukke og unge, og dertil
af megen Sjælsynde. Jeg følte mig liden-
skabelig hendraget til mere end én; det fej-
lede . heller ikke, at man kom mig imøde paa
Halvvejen. Men jeg fattede mig og sagde:
Ikke videre/ Jeg kendte min Stilling og vidste,
hvad jeg var dem skyldig. Jeg stod ikke
her som Privatmand, men som Chef for en
Anstalt, hvis Trivsel betød mere for mig end
min øjeblikkelige Lykke. Havde jeg indladt
mig i en eller anden Elskovs hånd el, saa vilde
jeg være blevet som et Kompas, der umuligt
kan vise ret, naar det har en indvirkende
Magnet ved sin Side."
Blandt de unge Skuespillerinder, som Goethe
traf ved sin Tiltræden af Direktoratet, var
der én, han særlig maa have mindedes de
511
Goethe som Teaterdirektør =
Anseelse, dels af nye, unge Tredjerangs
Kræfter. Mange af Skuespillerne stod ikke
blot kunstnerisk, men ogsaa socialt ret lavt,
og en skrap disciplinær Tugt var særdeles
vel paa sin Plads overfor dem. Det kan
da heller ikke siges, at Goethe i nogen Hen-
seende sparede paa den.
Der var i og for sig noget højst impone-
rende og respektindgydende ved Goethes
Person; hans strænge Træk, hans store,
„Du 4e Øjne under de kraftige Bryn, hans
lig snai -mrae, der kunde blive tordnende
jeg ogsaa foi^an var vred, alt var skikket
at tragere en Smule * vtoritet i det hele. Men
1 Mn, trods
paa Theatro tniindi
og kan klare mig
taaleligt i alle tragi-
komiske Farcer."
Det er bekendt,
at Carl August be-
toges saa ganske
af sin nye Ven og,
trods sin medfødte
Selvstændigheds-
sans, støttede sig
saa stærkt til ham,
at han faktisk i
mange Aar styrede
sit lille Rige gen-
nem Ministeren
Goethe. Politiken
og de mangfoldige
Detaljer, den førte
med sig, tvang Teatret, og delvis ogsaa Poe-
sien, langt tilbage i hans Bevidsthed, og
det varede lange Tider, før det atter duk-
kede frem.
Da Hertugen i 1790 omgikkes med Planer
om at oprette et eget Teater i Stedet for
det Privatforetagende, som under en vis
Bellomos Ledelse i nogle Aar havde givet
Forestillinger i Maskeradesalen, saa faldt det
ham ikke straks ind at tænke paa Goethe
som Direktør. Den nu 41-aarige Gehejme-
raad og Excellence von Goethe syntes nu
Arkivet. En enkelt Prøve vil give et Begreb
om Forholdet mellem den store Digter og
hans undergivne Skuespillere. I Oktober 1795
udstedte Goethe følgende Reskript, som var
„at præsentere for samtlige Skuespillere:"
„Hs. Durchlauchtighed Hertugen har paa
ny givet mig tilkende: at paa den Her-
skabelige Plads en Del af Skuespillerne
ofte ikke bliver forstaaet, og at meget
i Særdeleshed ved Expositionen og paa
lidenskabelige Steder gaar tabt.
„Jeg har hertil kun kunnet svare, at
jeg saa vel i Almindelighed, som i Særde-
leshed gentagende har indskærpet Selskabet
Skuespillerens første Pligt: overalt at skaffe
sig hørt og forstaaet, men desuagtet ikke
har kunnet naa det ønskede Maal.
LvJ^ „Serenissirrms har derpaa ytret, at Højst-
e fremtidig, saa snart en Skuespiller
tydeligt, umiddelbart vilde erindre
hans Skyldighed.
jeg villet underrette Selska-
Ydmygelse ikke skal
Fig. 3. Goethe og Corona Schreter som.Orestes og Iphigenia.
Det
*s dog ingenlunde ved
v indførte ved Wei-
at 'gier og Forbud,
og nlige, men som
minnme den Orden,
min 1, som det var
dere dræget af. Der
mere, le Sted, ingen
at skrivi maatte ikke
øvrige givi andet end
end Haand-
lelige Stykker,
nok."
Der er just ingen flammende Be&tte optræde
disse Ord, og det var ganske utvivl Og den,
smaa Forventninger, Goethe nærede nde være
ny Foretagende, selv om han andens
talte, at han paatog sig Hvervet sorcne Maas,
tør „med Fornøjelse" Ganske spag.else g«-
og uden Bram aabnedes da ogsaa de lffland).
mar'ske Hofteater d. 7. Maj 1791 tis Dages
land's „Jægerne", og Goethe's NavLsinDtft
ikke paa Plakaten, skønt han dog i I betale.
508
Goethe som Teaterdirektør
End ikke Skuespillernes Privatliv undslap
den strænge Tugtemesters revsende Haand. I
Anledning af en Skilsmissesag mellem Ægte-
parret Ropke findes der en længere Skrivelse
fra Goethe til Teaterkommissionen — den be-
stod af tre ; Goethe var dens Formand — hvis
kostelige Slutning lyder saaledes: „. . . Som
billigt er, afviser vi i Kommissionen alt, hvad
der kunde synes ikke-teatralsk ; men naar en
Mand slaar sin Kone et Par blaa Øjne, saa
kan det blive meget teatralsk, hvis hun just
samme Aften skal spille Elskerinde. Det
skulde derfor ved denne Lejlighed udtales
meget tydeligt, at en Acteur, som prygler sin
Kone, straks i Følge Kommissionsordre bliver
ført paa Hovedvagten."
Overfor Publikum var han ikke mindre
striks end overfor sit Personale. Han pas-
sede paa som en Smed, at der intet usømme-
ligt skete. Det var en ikke helt ufarlig Post
at være Tilskuer i Weimar Hofteater, thi
forglemte man sig, saa at man hyssede, lo
paa gale Steder, eller begejstredes man, saa
man lod sig henrive til at raabe et „Leve
Forfatteren", udsattes man meget let for at
blive arresteret af Vagten og, var man ikke
indfødt Weimarianer, at blive udvist af Hertug-
dømmet. Fyrsten lod saaledes en Mand,
der til et Leipzigblad havde skrevet en
mindre gunstig Kritik over Goethes Teater-
ledelse efterspore og sende ud af Weimar.
Den højtidelige Tavshed, der nuomstunder
som oftest hersker i tyske Teatre under Fore-
stillingen, er sikkert en Reminiscens fra de
klassiske Weimardage, thi før Goethe og
udenfor Weimar førte Publikum ganske an-
derledes det store Ord og lod sig ingenlunde
foreskrive Regler for sine Følelsesudbrud.
Men Goethe havde den Magt i sin Person-
lighed at kunne kue endog noget saa ureger-
ligt som et Teaterpublikum. Da Schlegels
„Alarcosa, som Goethe endda ikke selv ansaa
for noget godt Stykke, men som han havde
sat en Del ind paa, opførtes første Gang,
misforstod Publikum Situationen og lo højt
paa de alvorligste Steder. Da blev Goethe
rasende, rejste sig i sin Loge og saa med
sine store, brune, funklende Øjne ud over
Forsamlingen, idet han med Tordenstemme
raabte: „Man lache nichtf"
Og paa lignende Maade apostroferede han
gentagne Gange Publikum, naar det ikke var
ham til Behag, og Publikum bøjede sig uden
at kny eller knurre under hans despotiske
Dyrtæmmervilje.
III.
At en saadan Leder var mere frygtet end
elsket blandt Skuespillerfolket, er ikke at
undres over.
Og dog havde han ogsaa sine blide Stun-
der. Rigtignok, maa det tilstaas, mest overfor
Skuespillerinderne.
Goethe bekendte i sine senere Aar overfor
den gode Eckermann, at han som Teater-
direktør havde haft to farlige Fjender at stri-
des med. »Den ene", siger han, „var min
lidenskabelige Kærlighed til Talentet, der let
kunde have bragt mig i det Tilfælde at gøre
mig partisk." Den anden Fjende var den i
Goethe's som i andre Mandfolks Liv ikke
ukendte: Kvinden. „Der var", tilføjer han,
„ved vort Teater ingen Mangel paa Fruen-
timmer, der var smukke og unge, og dertil
af megen Sjælsynde. Jeg følte mig liden-
skabelig hendraget til mere end én; det fej-
lede, heller ikke, at man kom mig imøde paa
Halvvejen. Men jeg fattede mig og sagde:
Ikke videre/ Jeg kendte min Stilling og vidste,
hvad jeg var dem skyldig. Jeg stod ikke
her som Privatmand, men som Chef for en
Anstalt, hvis Trivsel betød mere for mig end
min øjeblikkelige Lykke. Havde jeg indladt
mig i en eller anden Elskovshandel, saa vilde
jeg være blevet som et Kompas, der umuligt
kan vise ret, naar det har en indvirkende
Magnet ved sin Side.u
Blandt de unge Skuespillerinder, som Goethe
traf ved sin Tiltræden af Direktoratet, var
der én, han særlig maa have mindedes de
r= 511 rr-r-.—
== Goethe som Teaterdirektør
mange Aar efter, da han som 76-aarig Olding
sagde de besindige og dog saa oprigtige Ord
til Eckermann: det var Christiane Neumann,
Datter af en nylig afdød, fortjent Skuespiller.
Hun varet ungt, yndigt Barn paa tretten Aar,
da Goethe blev Direktør, men allerede da en fuldt-
ud viklet Jomfru, en af disse skære Blomster, der
nu og da skyder op af Teatrets Mistbænk, fulde
af Duft og Farve, ubevidste i deres kunstne-
riske Evner, der udfolder sig rigt og straa-
lende og alt for tidligt, for atter alt for hurtigt
at visne. Saadan havde den over hele Tysk-
land berømte Charlotte Ackermann været, og
saaledes var den lille Christiane, Goethes
Yndling. Fjorten Aar gammel blev hun gift
— med Skuespilleren Becker — sytten Aar
gammel havde hun to Børn, og nitten Aar
gammel var hun død. I sin korte Teater-
periode naaede hun at spille saadanne Roller
som Emilia Galotti, Minna v. Barnhelm,
Grevinde Eboli, Ofelia, Amalia (i „ Røverne")
og Luise (i „ Kabale og Kærlighed"). Hun
var Weimarpublikumets erklærede Favorit, et
lille Scenens Kælebarn, og alle de den Gang
saa yndede Prologer og Epiloger maatte siges
af hende.
Goethe omfattede hende med hvad Schlegel
senere lidt spottende kaldte „en pittoresk
Faderlighed", bag hvilken man tydeligt, for-
uden den ganske aabenbare levende Interesse
for hendes Teaterevner, læser den fyrige,
endnu ungdomskraftige Mands kun vanskelig
tilbagetrængte Erotik.
En lille Episode med hende viser ham til
en Forandring fra en helt anden Side end
den sædvanligt mod Teatret vendende strængt
officielle.
Den første Rolle Christiane spillede under
Goethes Ledelse var Prins Arthur i Shake-
speare^ „Kong Johan". I den gribende Scene
i 4. Akt, hvor Kammersvenden Hubert skal
udbrænde den unge Prinses Øjne med glø-
dende Jern, kunde Goethe ikke faa den lille
Skuespillerinde til at vise Rædsel nok. Han
greb da selv Jernet og styrtede med et saa
frygteligt Udtryk løs paa hende, at den lille
bævende sank sammen og besvimede. Nu
blev Goethe meget bekymret, tog hende i
sine Arme, bar hende derfra og søgte at
kalde hende til Live med kærlige Ord.
Hun, den lille, tidligt modne Skuespillerinde,
vaagnede ; men henrykt forbavset over at se
den store, frygtede Mand saa øm og god,
laa hun endnu længe stille som død i hans
Arme, indtil hun endelig slog Øjnene op,
kyssede ham paa Haanden og rakte ham
sine friske Læber.
Digteren har sat den altfor tidlig visnede
Blomst et uforgængeligt Mindesmærke i sin
skønne Elegi „Euphrosyne", og kort efter
hendes Død skrev han (til Bottiger): „Hun
var mig i mere end én Forstand kær. Naar
af og til den hendøende Lyst til at arbejde
for Teatret atter rørte sig i mig, saa havde
jeg sikkert hende for Øje, og mine Pige- og
Kvindeskikkelser dannede sig efter hende og
hendes Egenskaher. Der kan gives større
Talenter, men for mig intet yndefuldere."
Christiane Neumann-Becker var det kunst-
neriske Lyspunkt i Weimarteatrets første
Periode. Hvad der ellers udrettedes og skete,
var ikke stort. Hverken Repertoire eller Spil
var saa godt eller særegent, at der havde
været nogen Grund til at mindes denne Stump
Teaterhistorie med særlig Veneration, om ikke
just Goethes store Navn havde staaet paa
Titelbladet.
Goethe var ogsaa selv mangen Gang saare
utilfreds med sin Stilling og søgte at blive
fri for den. Men, skønt den iøvrigt var
ganske ulønnet, kunde han ikke mod Her-
tugens Ønske vikle sig fra den. Et Forsøg
paa at knytte Iftland til Teatret som Regissør
(o: Iscenesætter) strandede, mest paa økono-
miske Vanskeligheder. Derimod kom den
berømte Skuespiller til at optræde i en Række
Glansroller ved Weimarscenen, og dette Gæste-
spil blev for saa vidt et Vendepunkt i Tea-
trets Historie, som Goethe gennem hans Spil
fik en fornyet Interesse for Skuespilkunsten.
512
— Goethe som Teaterdirektør
I fjorten højst forskellige Roller viste Iff-
land sit mangfoldige og varierede Spil. Og
just denne Mangfoldighed tiltalte Goethe. Den
Art Fremstillere, der kun spillede paa deres
egen Person, der lagde Rollen til Rette for
deres egne Ejendommeligheder, brød han sig
ikke om. „Den, der kun kan spille sig selv,
er ingen Skuespiller", lader han Jarno sige i
„Wilhelm Meister".
Iflland var ikke den store Mester som
Fr. Ludw. Schroder, i hvis mandige Kunst
alle den tyske Nationalkarakters bedste Ejen-
dommeligheder havde samlet sig til en ene-
staaende, men fuldt naturlig Kulmination.
Iflland var mere Virtuos. Sit noget femi-
nine Talent havde han ved Kunstgreb ud-
viklet til at spænde over Registre, som han
egenlig hverken sjæleligt eller fysisk mestre-
de. Han besad imidlertid den Evne til at
omforme sig, til at skjule sin egen Indi-
vidualitet, som Goethe kunde lide. Og som
han var, stod han under alle Omstændig-
heder milehøjt over den middelmaadige Smaa-
stadstrup i Weimar. Goethe begejstredes for
ham og hans Begejstring fik den gode Virk-
ning, at hans Interesse for Teatervirksom-
heden flammede op.
IV.
Den epokegørende Forandring i Goethes
Teatervirksomhed, Omslaget, der frembragte
de berømte, store Weimardage, var imidler-
tid det, at Schiller indtraadte i Ledelsen, og
at de to store Digtere kom til at arbejde
sammen ved den lille Skueplads.
Den ydre Anledning var den, at det
gamle Teater i 1798 blev ombygget, og at
Goethe vilde fejre den ny Scenes A åbning
med en Førsteopførelse af Schillers lige
fuldendte „"VVallensteins Lejr*.
Med største Iver kastede Goethe sig over
Iscenesættelsen, konfererede ideligt med den
i det ganske nærliggende Jena levende Schil-
ler ; og de herlige, brogede Scener med deres
Vrimmel af fantasifulde Smaafigurer, der er
-„-^_= 513
som en Tekst til et af Callots Lejrbilleder,
fremkaldte hans allerbedste Evner som Scene-
leder.
Det nye Moment, Goethe bragte ind i
Scenekunsten, var, tror jeg nok, det, at han
gjorde den illustrativ, at han søgte dels at
indordne den under, dels at faa den til at
optage i sig Elementer fra andre Kunstarter.
Det 18. Aarhundrede havde rundt i Eu-
ropa hævet Skuespilkunsten til en Højde,
den maaske hverken før eller senere naaede;
men dens Bestræbelser havde været saa at
sige udelukkende rettet mod at give en saa
fuldkommen
Menneskefrem-
stilling, tragisk
eller komisk,
som muligt.
Studiet af den
menneskelige
Natur og den
tro Gengivelse
af dens Ud-
tryksformer
havde været
den alt.
Men denne
Naturalisme
var begyndt at forekomme den yngre Digter-
slægt plat, og Goethe, som kun havde Lejlig-
hed til de se maadelige Repræsentanter for
denne Skole, blev af samme Mening. Da
han ingen virkelig fremragende Enkeltfremstil-
lere havde, søgte han at skabe malerisk-lyri-
ske Totalbilleder, talende Illustrationer til
Digterværket, ud af sit Stof.
Dette malerisk-lyriske Moment, som i 19.
Aarhundrede tog mere og mere Overhaand
og blandt Andet gav sig saadanne Udslag
som de Meiningske Forestillinger, var den
Gang i Virkeligheden noget ganske nyt. Og
Goethe fandt den bedste Støtte for sine Be-
stræbelser baade i Schillers nye Skuespil —
de ældre gjorde han ikke saa meget af —
og i hans Person.
34
Fig. 5. Christiane Neumann-Becker.
Goelhe som Teaterdirektør
Wallenstein Trilogien — de to sidste Dele
opførtes næste Aar — blev Weimarteatrets
første epokegørende kunstneriske Sejr og Ind-
ledningen til dets store Æra. Forestillingerne
vakte Gny langt udenfor Hertugdømmets
Grænser, og Folk kom strømmende langvejs
fra og fyldte det lille Teater, som glad for-
højede sine Priser og indkasserede hidtil
ukendte Indtægter.
Med Aaret 1800 fik Schiller, som nu
havde taget Bopæl i Weimar, fast Del i
Teatrets Ledelse, og nu begyndte det ikke
langvarige, men enestaaende betydningsfulde
Samarbejde mellem de to Digtere.
Skuepladsen blev for dem som en Art
kunstnerisk Laboratorium, hvor de, tumlende
og arbejdende med deres Ideer, gjorde alle-
haande, tidt meget bisarre, literære Experi-
menter, og prøvende iagttog de mærkelige
Resultater, der fremkom.
Først og fremmest opstod de skønne Ædel-
stene, Nationens literære Kronjuveler, som
gjorde Schiller til den højest elskede Digter
i Tyskland: efter „Wallenstein44 „ Maria Stu-
art", „Bruden fra Messina41, „Jomfruen fra
Orleans14 og „Wilhelm Tella.
Goethe's selvstændige digteriske Indsats
var meget mindre, af Betydning blev vel
egenlig kun hans „Iphigenie paa Tauris" i.
dens endelige Form, og hans Stykker gjorde
ikke tilnærmelsesvis den Lykke s$m Schillers.
Men det var langt fra, at de to Poeter
alene holdt sig til at bringe deres egne
Ting frem. Med alle dramatiske Kunstfor-
mer tumledes og experimenteredes der: den
gammelgræske Tragedieform med dens Kor
genoplivede man først i „Bruden fra Mes-
sina", senere i Sofokles' „Antigone*4; man
sprang fra gammelromersk Komedie (Plautus,
Terents) til Gozzi's italienske Maskekomedie,
fra Shakespeare til den klassiske franske
Tragedie (Corneille, Racine og Voltaire), fra
det spanske Drama (Calderon) til den nye
romantiske Skole.
Men — mærkeligt nok — ved Siden af
alt dette, der skulde gøre Skuepladsen til en
Art højere literær Dannelsesanstalt, bestod
dog Hovedmassen af Repertoriet i den mo-
derne Døgnliteratur. Efterser man de under
Goethe ved Weimarscenen spillede Forfatterer
ser man til sin Forundring, at den der kom-
mer ind som den ubetingede Numer et, det
er — Kotzebue; den især af Schiller saa
dybt foragtede, nu forglemte Kotzebue har
af de 4136 Spilleaftener, som i det hele
udgjorde Goethe's Direktionstid, fyldt 600r
altsaa over en Syvendedel, medens Schiller
kun opførtes 361 Gange, og Goethe selv ikke
naaede højere end til 238. Hvilket viserr
at endog det mest ideelle og tillige med alle
Magtmidler udstyrede literære Regimente ikke
formaar at holde Publikums Døgnsmag ude
fra et Teater.
Saa meget ærefuldere var det da, at
Goethe og Schiller tidt og mange Gange
paa Trods af den gængse Smag tvang de
ægte og gode Ting ned i de genstridige Til-
skuere i Stedet for at lade fem være lige og
sørge for deres egen Berømmelse. Den lite-
rære Betydning af de store Weimardage lader
sig da heiler slet ikke omtviste. Tysklands
Digtning naaede aldrig højere i Magt og
Fylde end til disse to Mænd, og deres Sam-
arbejde er som Symbolet paa Fuldbyrdelsen«
af alt det, det 18. Aarhundrede havde drømt,
higet og stræbt efter.
Betydningen for Skuespilkunsten er des mere
omtvistelig.
I deres rent ydre Forhold over for Skue-
spillerne var Goethe og Schiller højst for-
skellige. Goethes bareaukratisk-olympiske
Stivhed, hans knappe, bydende, kategoriske
Maade at regere med Skuespillerne paa stod
i en grel Modsætning til Schillers jævne
Godlidenhed og elskværdige Letfornøjelighed.
Naar han med sin lange, lidt ranglede Skik-
kelse vandrede rundt blandt Teatrets Folkr
ivrigt forklarende paa sit pudsige, trohjær-
tede svabiske Maal, let begejstret, men næ-
sten aldrig vred, saa vandt han alles Hjærterr
-= 514 = _-=
Goethe som Teaterdirektør
og blev lige saa elsket, som Goethe var
frygtet.
Mangen Gang afbødede hans Goethes
strænge og bratte Beslutninger ved sine fred-
sommelige Indvendinger. Saaledes fortæller
Skuespilleren og Regissøren Genast i sine
Erindringer en lille Episode, der ret godt
karakteriserer Forskellen mellem de to Digtere.
„ Macbeth a skulde gaa i Schillers Bear-
bejdelse, og Teatrets bedste Helteskuespiller
Vohs havde Hovedrollen. Han var talentfuld
og yndet af Publikum, men daarlig til at
lære og ret pirrelig overfor Reprimander.
Memoreringen til Macbeth havde han især
forsømt og endnu paa Generalprøven var
han overor-
denlig usik-
ker i de Schil-
lerske Vers.
Nede i Par-
kettet sad
Goethe og
Schiller, og
Olympieren
var rasende.
Efter 2. Akt
hørte man
hans frygtede Røst kalde op til Scenen
efter Regissøren: „Hr. G'nast! forføj Dem
ned til mig!" — Og da Genast kom ved-
blev han forbitret: „Hvad er det med
denne Hr. Vohs? Manden kan jo ikke et
Ord af sin Rolle; hvordan vil han bære sig
ad med at spille Macbeth? Man aflyse
Stykket for i Morgen, og De behøver ikke
at fortie Grunden hverken for Hr. Vohs
eller for Personalet".
Nu søgte Schiller med gode Ord at dæmpe
Goethes Vrede og tog Vohs's Forsvar paa
bedste Vis, mente, at Inspirationen nok vilde
løre ham frelst over Forestillingsaftenen, da
hans Opfattelse af Karakteren dog var for-
træffelig og fik endelig Goethe, der allerede
havde rejst sig for at forlade Teatret, stillet
tilfreds.
fri^{ M'^r
Fig. 6. Weimar Hofteater paa Goethes Tid.
Aftenen kom og Vohs kludrede forskræk-
ligt i Versene, men rev alligevel Publikum
med sig, saa Bifaldet var varmt og begej-
ret. Goethe lod sig ikke se paa Scenen;
men efter 2. Akt kom Schiller op og spurgte
paa sin elskværdige svabiske Dialekt: „Wo
ischt der Vohs?*
Vohs nærmede sig nølende, med en inder-
lig daarlig Samvittighed og ventende sig en
ordenlig Overhaling. Men Schiller omfavnede
ham og sagde: „NeinVohs! ich muss Ihne
sage : meischterhaft ! meischterhaft ! Aber nun
ziehe Sie sich zum dritte Aet um!B Vohs
blev meget rørt over Digterens uselviske
Overbærenhed og takkede ham hjærteligt.
Men Schiller
vendte sig til
Regissøren
og hviskede :
„Sene Sie,
Genascht,wir
habbe recht
gehabt ! Er
hatzwarganz
andere Vers
gesproche,
als ich ge-
~ 515 r
schriebe hab, aber er ischt trefflich!"
Var Goethe og Schiller saaledes i deres
personlige Samvær med Skuespillerne abso-
lutte Modsætninger, saa faldt deres teoretiske
Anskuelser om Teatret og dets Kunst meget
godt i Traad sammen.
Goethe var den mest paavirkeiige af de
to, og den, der lettest skiftede Standpunkt.
Schiller havde Idealistens fanatiske Urokke-
lighed i Teorien, til Gengæld forstod Goethe
at føre den en Gang antagne Teori ud i
Praksis med en jærnhaard Hensynløshed, som
var Schiller ganske fremmed.
Goethes Anskuelser om Teatret skiftede
meget stærkt under Schillers Paavirkning.
Fra at have set ret forretningsmæssigt, op-
portunistisk paa Teatret med et ret lige-
gyldigt Syn paa Skuespilkunsten, i alt
34*
Goethe som Teaterdirektør ==
Fald uden paatrængende Teorier eller Ide-
aler i saa Henseende,*) gled han over til
Schillers strænge, æstetiske Idealisme.
Schillers Teorier om Skuespilkunst lader
sig, som de fleste Teorier, forsvare, men
udførte i Praksis giver de og gav de af-
skrækkende * Resultater. Sagte i de færrest
mulige Ord gaar de ud paa, at han af
Skuespilkunsten kræver to Ting: Sandhed i
Fremstillingen og Skønhed i Fremstillingen.
Sandheden erhverves alene ved Kunst og
ikke gennem Natur; ved Skønhed i Frem-
stilling beroer derimod alt paa den medfødte
Natur, den kan ikke tillæres ved Kunst.
Men hvorledes, spørger Schiller, kan da
Skuespilleren naa denne Fremstillingens Skøn-
hed, naar den ikke kan læres? Og Svaret
falder saaledes: „Han skal først sørge for,
at Menneskeligheden i ham selv kommer til
Modenhed, og saa skal han gaa hen og —
hvis det ellers er hans Kald — fremstille
den paa Skuepladsen. " Og ved Menneske-
lighed mener han ikke den tilfældige, indi-
viduelle Menneskenatur, men den idealiserede,
aandsfrigjorte „skønne Sjæl".
Schiller stillede sig i afgjort Opposition til
den gængse Opfattelse af Skuespilkunsten, i
Følge hvilken alt beroede paa Naturligheden,
Virkeligheden, det Livagtige.
Man kunde maaske med et Ord sige, at
det Schiller savnede ved Tidens Skuespil-
kunst og det, han vilde bibringe den, var
Stil
Dette var nu altsammen godt nok tænkt.
Og om Goethe havde klappet sin Ven paa
Skulderen og med sin Mefistofeles sagt ham:
Grau, theurer Freund, ist alle Theorie,
Und grun des Lebens goldner Baum,
for derpaa at skride til en rationel artistisk
Iværksættelse af de gode Tanker, vilde det
have været endnu bedre.
*) I 1791 skrev han: „En Direktør spiller alt
uden at prøve; hvad der falder, har dog udfyldt
en Aften, hvad der bliver, benyttes omhyggeligt".
I Stedet paabegyndte de i Fælleskab en
systematisk Udryddelse af den Smule sunde
Virkelighedssans, som Tidens naturalistiske
Retning havde kunnet afsætte paa Weimar-
scenens Middelmaadigheder, for i dens Sted
at dække dem med et Sminkelag af forloren
Deklamation og opstyltet Plastik, der i Vir-
keligheden fjærnede sig langt mere fra det
ideelle Skønhedsbegreb , end den tidligere
lidt smaatskaarne Naturtroskab.
Schiller havde, som det vides, i sin tid-
lige Ungdom villet være Skuespiller. Han
havde ingen naturlige Anlæg for Fremstil-
lingskunsten og maatte slaa disse Tanker af
Hovedet. Men han bevarede en stærk For-
kærlighed for at recitere og deklamere, og
spillede tidt enkelte Scener for Weimarskue-
spillerne for at vise dem, hvordan han vilde
have Tingene gjort.
Han yndede i sin Deklamation den stærkt
skanderende Versfremsigelse, som han i sine
unge Aar havde lært i Karlskolen, og, lige-
som Goethe, en overdreven, svulstig Pathos,
hvilket forresten synes at være ejendomme-
ligt for Digtere, der læser op. Navnlig el-
skede han at slynge Slutningen af en Tirade
ud med en umaadelig opspændt Kraft, der
i hans egen Mund forfejlede en Del af sin
Virkning paa Grund af hans pudsige svabi-
ske Dialekt og hans kantede, ranglede
Plastik.
Som Sceneinstruktør understregede han
med Forkærlighed det grelle, det hypertea-
tralske — hvad allerede de sceniske Be-
mærkninger i hans Skuespil viser. Han vilde
i „Macbeth* have Ladyens Fremstillerinde til
at besmøre sine Hænder med Blod, han ud-
stafferede i „Egmont" Hertug Alba med en
stor, rød Kappe og en ned i Øjnene trykket
Bulehat og lod ham i dette Bøddelkostyme
vise sig for Egmont ved Stykkets Slutning.
Han havde, for at sige det rent ud, en
barnlig Melodramasmag.
Men sammen med al Svulsten og al Over-
drivelsen tilførte Schiller Teatret et Pust af
516 — .
Goethe som Teaterdirektør -■-=--
Begejstring, bibragte Skuespillerne en Følelse
af deres Kalds Ophøjethed, som midt i den
ellers overfor Skuespilkunsten saa nøgterne
Tid blev af eminent Betydning.
De Aar, i hvilke Schiller stod for Styret
af Weimarscenen — thi Goethe, som overfor
alle andre var højst egenraadig, var mærke-
lig redebon til at bøje sig for Schillers Me-
ning — var ubetinget Teatrets Kulminations-
periode.
De to monumentale Digtere trykkede gan-
ske vist Skuespilkunsten ned, den blev ikke
den nødvendige Balance mellem Digtning og
Fremstilling. Men af den Glans, der udgik
fra de to Heroer, faldt der dog ogsaa nogle
Straaler paa de smaa Skuespillere.
V.
Med Schillers altfor tidlige Død (1805) og
Goethes Eneovertagelse af Direktionen traadte
Teatret over i sin tredje Fase.
Gennem Schiller havde Goethe fattet en
fornyet Interesse for Teatret, og han havde
faaet sit Kunstprineip slaaet fast. Det lød i
hans egen knappe Stil saaledes: Erst schoti,
dann wahr!
Skønheden paa Scenen var for Goethe
som for Schiller den stiliserede Idealisme.
Men medens Sværmeriet, Lidenskaben, Flam-
men hørte uløseligt med til Schillers Ideal,
saa traadte hos Goethe Harmonien, Anstan-
den, det Ophøjede i Stedet.
Han lod Skuespillerne gennemgaa en saa
omhyggelig Skønhedsdressur, at han over-
hovedet aldrig naaede til at faa det sande med.
Hans Teori baseredes paa den Grund-
regel, at Skuespillerne ikke af misforstaaet
Naturlighed maatte spille sammen, som om
ingen Tredjemand var til Stede. Bestandig
maatte Skuespilleren betænke, at han var til
Stede for Publikums Skyld; medens Natura-
lismens Bud just var det, at Skuespillerne
saa meget som muligt skulde glemme Pub-
likum for at kunne give Tilskuerne ligesom
ubevogtede Udsnit af Livet.
Efter denne Grundregel blev alle Goethes
specielle Forskrifter indrettede paa at vende
Spillet saa meget som muligt udefter. Stil-
linger, Tale, Gestus alt beregnedes saa meget
som muligt paa en direkte Henvendelse til
Publikum. At en Skuespiller vendte Ryggen
mod Tilskuerne var absolut utilstedeligt, end
ikke Profilstillingen taaltes, en ren Front
var Idealet; Talen blev en halvt syngende
Deklamation med ensformige Fald og Stig-
ninger; Bevægelserne statueagtig afmaalte;
den hele Fremstilling tilstræbende en antik,
højtidelig Enkelhed.,
I Praksis gennemførte Goethe sine Ideer
med en ubønhørlig Konsekvens. Han dres-
serede sine Skuespillere som et Regiment
Soldater, til de alle kunde deklamere lige
godt efter hans Metode. Han afstemte deres
Tale til et Hele, som en Orkesterdirigent,
med nøjagtige Crescendo'er og Diminuendoer,
Pauser og Tuttisteder, og han opridsede deres
Bevægelser og indbyrdes Stillinger med Kridt
paa Scenegulvet.
Den Ytring af Goethe er bekendt, at han
vilde paatage sig af enhver velvoksen
Grenader at gøre en Skuespiller. Der laa
intet Praleri i disse Ord: til at frembringe
Skuespilkunst af denne Art . behøvedes end
ikke nogen Grenader.
Man kunde sige, at Goethe havde fuld-
endt sit teatralske Kredsløb: han var vendt
tilbage til sin Bedstemoders Dukketeater,
hvor han alene tumlede med de livløse Pap-
figurer, hvor hans Vilje, hans Fantasi, hans
Stemme var den eneste, der kom til Orde.
En vis Grad af Fuldkommenhed naaede
hans Scene imidlertid gennem det ihærdige
Arbejde, han lagde i den. En vis Sammen-
spillets Enhed, som man hidindtil ikke havde
kendt, laa over de Weimarske Forestillinger,
og var Enheden end livløs og udvendig,
saa imponerede den dog ved sin Disciplin.
I 1815 mente Goethe, at hans Teater
havde naaet sit højeste Udviklingspunkt.
Personalet havde givet samlede Gæstespil
= 517 — --
Goethe som Teaterdirektør
rundt om i Tyskland og baade vakt Opsigt
og vundet Anerkendelse. Kætterske Røster
havde rigtignok ladet sig høre, men hvor
de var kommet offenlig til Orde, var de
blevet slaaet ned som hadsk Ondskab af
Goethe's uhyre Autoritet.
At uhildede og kyndige Folk dog var
meget langt fra at beundre den Goethe'ske
Teaterledelse, har man mange, i Privatbreve
opbevarede, Vidnesbyrd om.
Meget træffende skriver saaledes Schroders
Biograf F. L. W. Meyer, som i 1810 over-
Fig. 7. Caroline Jagcmann.
værede en „Tella -Opførelse i Lauchstådt:
„Hvis det skal kaldes Ensemble, at samtlige
Herrer og Damer i Guds Navn kunde have
byttet Roller, og den ene vilde have spillet
saa temmelig som den anden, saa kan man
ikke frakende dette Selskab Ensemble .... Et
statueagtigt Spil synes her at kaldes plastisk. u
I literær og æstetisk Betydning har Goe-
thes Teaterledelse intet Sidestykke i Sam-
tidens Tyskland. I ren skuespillerisk Hen-
seende stod den uendelig langt tilbage for
Schroders Ledelse af Hamburger-Teatret, og
betegner næsten udelukkende en Reaktion.
Ikke desmindre fik Weimarskolen just paa
den tyske Skuespilkunst en skæbnesvanger
Indflydelse, ikke for de store Begavelser, der
altid vil vide at gaa deres egne Veje paa
Trods af Teorier og Skoler, men for Middel-
maadighederne — for hviiken den jo rigtig-
nok ogsaa var skabt. Den tomme, ensfor-
mige, men klingende Deklamation og de
generelle, plastiske Gestus blev et bekvemt
Skalkeskjul for Talentløsheden, og Idealis-
men et smukt Navn at stille op mod de
grimme Naturalister.
Endnu den Dag i Dag kan man i Tysk-
land spore Eftervirkninger af denne Skole,
og den, der paa et Tredjerangs Hofteater
har overværet en uforfalsket Klassikerforestil-
ling, vil have en Fornemmelse af, hvilke
Prøvelser Goethe kunde paalægge sit strængt
disciplinerede Publikum.
VI.
Det er bekendt, at Goethe blev fordrevet
fra Weimarscenen af en Pudelhund. Dog
bag ved Hunden laa der naturligvis noget
og nogen. „Des Pudels Kern44 var i dette
Tilfælde en Kvinde.
I 1797 havde Goethe paa Inlands Anbe-
faling engageret en ung Skuespillerinde ved
Navn Caroline Jagcmann. Hun var egenlig
Sangerinde, men ved Christiane Neumann-
Beckers Død samme Aar blev hun forsøgt i
Skuespillet og viste et rigt og oprindeligt Ta-
lent. Hun var meget smuk og Hertug Carl
August fattede en stærk Passion for hende.
Hun blev hans Maitresse og fødte ham flere
Børn.
Men hun var tillige en meget uafhængig
Natur, ogsaa som Kunstnerinde, og den
eneste, som ikke lod sig undergive den
Goethe'ske Dressur. Endvidere var hun, som
det anstaar sig en ret Fyrstinde-Maitresse
intrigant og herskesyg. Forholdet mellem
hende og Goethe maatte naturnødvendigt
blive spændt, og Carl August har sikkert
haft mange vanskelige Timer mellem den
urokkelig despotiske Ven og den tøjlesløse
Primadonna-Maitresse.
518
Goethe som Teaterdirektør
Hundrede af smaa kvindelige Trakasserier
gjorde Goethe Teaterlivet surt og var bereg-
nede paa at faa ham til at trække sig til-
bage som Direktør.
Men nu var det mærkelige sket, at me-
dens Goethe tidligere kun modstræbende og
paa Fyrstens udtrykkelige Bøn havde ladet
sig formaa til at blive, saa vilde han paa
dette Tidspunkt, da man oprigtigt ønskede
at blive ham kvit, absolut ikke boit. Man
gav ham en højadelig Hofmarskalk og Greve
til Meddirektør; Goethe behandlede ham som
Luft, gjorde hvad han vilde og blev. Man
skabte Demoiselle Jagemann en Undtagelses-
stilling ved Teatret — det værste Goethe
vidste — man begunstigede hendes Yndlinge
mod hans Ønske: Goethe lod, som han ikke
mærkede Ydmygelserne og blev.
Da indtraf Katastrofen.
I Europas Hovedstæder havde i disse Aar
■et Melodrama gjort Opsigt, væsenlig ved at
«n dresseret Hund spillede en Hovedrolle
deri, blandt andet ved at redde et Barn fra
at drukne. Ogsaa til Tyskland var Stykket
naaet, og en dresseret Pudel drog paa Gæ-
stespil i de større Byer.
Hertugen og det Weimarske Hof fik Lyst
til at se disse Hundekunster og vilde have
Stykket opført og Hunden ind forskrevet.
Noget formasteligere kunde man vanske-
ligt byde Goethe, og da Hertugen gjorde
ham et Forslag i saa Henseende, svarede
han paa sin ophøjet afvisende Maade:
„Allerede i vore Teaterlove staar der, at
Hunde ikke maa medtages paa Scenen",
hvorpaa han rejste til Jena.
Tilskyndet af Caroline Jagemann besluttede
Hertugen sig imidlertid til alligevel at spille
Hundestykket — det hed „Aubry de Mont-
Didier's Hund eller Skoven ved Bondy" —
og trods det, at Goethe, efter at den første
Prøve havde fundet Sted, højlydt erklærede,
at el Teater, som en Hund havde spillet
paa, kunde han ikke have at gøre med, gik
Skandaleforestillingen — iøvrigt til Publikums
tydelig udtalte Mishag — den 12. April 1817
over Weimarscenens klassiske Brædder, og
den næste Dag erholdt Gehejmeraad Goethe
sin Afsked som Direktør.
Det var en bitter Nemesis, der ramte
Goethe, at han, der bestandig havde støttet
sit despotiske Teaterregimente paa sin uind-
skrænkede Kredit hos sin Fyrste, maatte
falde for en Maitresses Luner, og at han,
der i Skuespilkunsten sit Liv igennem ikke
saa stort andet end Dressur, fandt sig be-
føjet til at vige for en dresseret Pudel.
Fig. 8. Hertug Carl August
Dog, hvilke Indvendinger man end- kan
gøre mod Goethes Teaterledelse, saa havde
den fortjent uendelig bedre end den lat-
terlige Afslutning, den fik, og denne kan
ikke andet end blive til evig Skam for den
Fyrste, der føjede sin Elskerinde og sin
egen Lyst til Hundekunster for at ydmyge
en stor Mand, der var hans bedste Ven.
Men Goethe rystede Teaterstøvet af sine
Fødder og tilkastede Teaterfolket et sidste
haanligt Ord: „Det er et kvindagtigt Folke-
færd, og et Kvinderegimente er det, der
passer det bedst".
Hvorpaa han vandrede sin ensomme, man-
dige Gang op mod Tinderne.
519
BLANDT MENNESKEÆDERE
Af Commandant Otto Lund.
I.
Efter forskellige Konversationsleksika og
andre Ha and bøger at dømme skulde
Menneskeæderiet være noget, man en enkelt
Gang traf paa, naar man forvildede sig ned
til Ildlandet eller maaske ind hos ganske
enkelte Stammer i det mørkeste Afrika. Og
saa findes der sikkert i Realiteten mange,
mange Millioner Menneskeædere, og de
bor ikke splittede rundt om, nej hele det
indre Afrikas Befolkning anser en af deres
Lige for noget af det lækkreste, de kan
tænke sig. Ja, fra god Kilde hører jeg end-
ogsaa, at Menneskeæderiet ikke er ganske
udryddet hos Befolkningen i Negerrepublikken
paa San Domingo.
Det synes, som Lysten til at æde hver-
andre, kun rigtig findes hos de farvede Folk ;
mig bekendt har man ikke i historisk Tid
kendt noget til hvide Folkeslag, der op-
traadte som Menneskeædere. Det er vel nok
ret vanskeligt at forklare Grunden til denne
de farvede Folks Lyst til Kød af andre
Mennesker; man har ment, at det skrev sig
fra en Trang til Kødspiser, som paa Grund
af Kvægmangel ikke kunde tilfredsstilles paa
anden Maade. Denne Antagelse svæver
imidlertid saa temmelig i Luften.
Jeg har kendt Folkestammer, som havde
meget let ved at skaffe sig Kød, og som
dog aad hverandre indbyrdes, hvor de kunde
komme til det; jeg har spurgt saadanne
Folk om, hvorfor de ikke kunde nøjes med
Kød af firbenede Væsner, og de har svaret
mig, at naar man kunde vælge mellem Kød
af Mennesker og Dyr, maatte man være gal,
om man ikke valgte det føiste; thi Men-
neskekød har en Smag, som overgaar alt
andet Køds.
I bestemte Egne følger Menneskeæderiet med
visse religiøse Festligheder, saasom Begra-
velse, Forberedelse til Krig, der i det indre
Afrika altid foregaar under stor religiøs Pomp
og Pragt. Men i Almindelighed spiser man
et Menneske, som man spiser en Høne, alt-
saa naar man føler Lyst dertil og har Evne
til at skaffe sig det.
Maaden hvorpaa denne uhyggelige Ret
tilberedes er noget forskellig efter de for-
kellige Egne; men et er altid vist; man
spiser aldrig stegt Menneskekød, derimod er
det i Reglen kogt i Palmeolie, til Tider i
Vand, og tillavet med forskellige Krydderier
mest Pilipili (en Slags vild Peber). Paa
enkelte Steder nydes ogsaa Suppen; men
dette er en Undtagelse, i Almindelighed
kastes den bort.
En Mærkværdighed er det, at det hos de
fleste mig bekendte Stammer er Kvinderne
forment at spise deres Medmennesker saavel
som Kød af Slanger og Krokodiller.
I samtlige afrikanske Kolonier og i Congo-
staten gør man alt muligt for at udrydde
den grimme Skik, som Menneskeæderiet er;
men der vil sikkert gaa flere Generationer,
inden det fuldstændig lykkes, hvis det over
Hovedet lykkes; thi det er ikke umuligt, at
denne Skik først udryddes med Negerracen,
der vel engang, — det er mange Forskeres
Mening, — vil bukke under for den frem-
trængende Civilisation, ligesom Indianerne.
Der er sat meget strænge Straffe for
Menneskeæden; men i de ni og halvfems af
hundrede Tilfælde bliver det dog ikke straffet,
ganske simpelt fordi Sagen ikke kommer til
Øvrighedens Kundskab. Man maa jo erindre,
at Politiet dernede maa arbejde ganske uden
Hjælp fra Befolkningens Side, ja endog i
Reglen modvirket af denne. Og kun, naar
en eller anden Mand føler sig fornærmet,
fordi en Slægtning eller Blodbroder er havnet
i Gryden, eller naar man tilfældig selv fal-
— - 520 --
Blandt Menneskeædere
der over et Tilfælde, faar man Lejlighed til
at straffe. Men i Befolkningen, ja selv
blandt Politisoldaterne betragtes en saadan
Afstraffelse som en Uretfærdighed og en
Vilkaarlighed.
Inde i de store, store Urskove gaar der
meget i Svang, som man ikke aner i Eu-
ropa, dels fordi de færreste af os, som har
levet der, er skrivende, og dels fordi man
ofte frygter for at blive betragtet som hin
berømte „Bondeknøs, der hedte Hans*, der-
som man virkelig vilde trække Tæppet til
Side og vise, hvad der begaas bag det. Og
dog er det maaske det mindste, vi Europæere
kender; thi Negerne har en Følelse af, at
vort Syn paa Tingene er et andet end deres ;
derfor faar saa at sige ingen Europæer Lej-
lighed til at komme ind i Rædselskabinettets
Allerhelligste.
Paa sine Steder, hvor de Hvides Ind-
flydelse er af noget ældre Dato, have Negerne
en udpræget Følelse af, at de ved deres
Grusomheder og Menneskeæden begaar noget
galt, og de undser sig derfor; men Naturen
gaar ikke destomindre ofte over Optugtelsen.
Man har ment, at Kristendommen snart
vilde udrydde Menneskeæderiet, ja; men den
alvorlige Kristendom gør saa godt som ingen
Fremgang i det indre Afrika. Navnkristne
er der nok af; thi i Omegnen af Missionerne
og Statsstationerne er det en Fordel at være
kristen; men virkelig grebne kristne har jeg
saa godt som aldrig truffet paa, dertil er
blandt andet Konkurrencen mellem Katho-
likker og Protestanter og blandt de forskel-
lige Sekter af disse sidste for stor og iøjne-
faldende. Saa med Hjælpen fra den Side
har det lange Udsigter. — — —
I Congostaten har den tvungne Militær-
tjeneste været Civilisationen en mægtig Hjæl-
per, den unge Vildmand, som splitternøgen
og forfærdelig snavset kommer til sin Af-
deling, vender hjem med Klæder paa Krop-
pen, med Sans for Renlighed og Orden og
mangen Gang ogsaa med reel Afsky for
alle de Grusomheder, han i sin Ungdom har
set blive begaaet; men Menneskeæderiet er
det ikke altid lykkedes at bibringe ham
Afsky for, Lysten dertil er saa mærkeligt
indgroet hos ham. Negernes og vel iøvrigt
alle Naturfolks underlige perverse Lyst til
at pine deres Medskabninger ved de mest
haarrejsende Grusomheder, kan bekæmpes og
ganske overvindes; men Lysten til at smage
paa den forbudne Frugt, til at spise af dette
Menneskekød, som altid var Slægtens Livret,
kan vanskeligere overvindes. En Neger kan
forfalde til at spise sine Medmennesker, som
en anden kan forfalde til Spiritus, og begge
Dele er vanskelige at helbrede.
Jeg kan tænke mig, at man indenfor den
enkelte Stamme af en eller anden Grund
har lidt Sult og derfor har spist en eller
flere Slaver; man har faaet Smag for dette
Kød og har fortsat med at æde Slaver eller
Krigsfanger, selv efter at Hungersnøden for-
længst var forbi. Lysten har taget Over-
haand hos enkelte Stammer, saa de endog
æder deres døde, ligemeget hvad der saa har
gjort Ende paa deres Liv. Andre er dog
ikke naaet videre end til at æde Krigsfanger
og muligvis de samme Dag faldne Fjender.
Hos nogle Folk, Stammerne i Ubangis og
Aruwimi Floddale, staar Menneskeæderiet
i Forbindelse med visse religiøse Forestillin-
ger, hvorom jeg senere skal fortælle. —
II.
Naar man rejser ind i Congostaten ad de
sædvanlige Veje, de store Hoved færdselslinier,
faar man ikke Indtrykket af at færdes blandt
Menneskeædere, ja man glemmer endogsaa
helt, at man i sin Geografi har læst noget
om, at flere af de Stammer, som bebor det
indre Afrika skulde være Kannibaler.
De fleste Negere, man træffer paa, ere
halvnøgne og ildelugtende, men yderst elsk-
værdige, de ler mod En med deres store, ud-
tryksfulde Øjne og fremviser en Række af
521
Blandt Menneskeædere
de hvidest mulige Tænder, der dog hos en-
kelte Stammer er filede spidse; men hvem
tænker paa, at dette smilende Individ, naar
Lejlighed gaves, ikke vilde betænke sig to
Minutter paa at bore de hvide Tænder i
Ens Kød, og at det vilde være en Herreret
for ham. — Jeg tænkte i alle Tilfælde ikke
derpaa.
Og i Coquilhatielly, den herlige Station
lige under Equator, hvor Ruki og Congo
mødes, hvor alt gror og blomstrer, ja, heller
ikke der tænkte man paa, at sagtens en og
hver af de mange Soldater og Arbejdere,
som hver Morgen ved Appellen stod i Række
og Rad over Eksercerpladsen, havde smagt
Menneskekød og fundet det fortræffeligt;
men dette er dog vistnok Tilfældet.
Jeg fik Ordre til at overtage Komman-
doen .i Stationen Bombinba langt oppe ad
Shelembafloden, og en lille, grinagtig, hvæ-
sende Damper med et stort Hjul i Bag-
stavnen skulde bringe mig derop. Med
denne Damper skulde ogsaa nogle sorte Sned-
kere, engagerede for et Handelskompagnis
Regning i Freetown, transporteres til deres
Bestemmelsessted, Faktoriet Mondjo ved Ike-
lemba, men lidt før Damperens Afgang
gjorde de et syndigt Vrøvl og erklærede
paa deres „ Niggerengelsk u, at de ikke vilde
derop, hvor Mænd spiste Mænd. De kom
selvfølgelig af Sted; men under den lange
Dampskibsfart kunde jeg ikke lade være at
tænke paa, om det nu ogsaa var saa galt,
som de sagde. Jeg var ung og uerfaren,
som man jo gerne er det, naar man er tyve
Aar, og gruede en Smule for at blive højeste
Myndighed paa et Sted, „hvor Mænd spiste
Mænd". —
Men alt gik meget godt. Negerne dér
havde lidt færre Klæder paa end dem, jeg
havde set før, og de lugtede endnu lidt
mindre godt, ellers lignede de som sagt alle
andre Negere, og jeg saa dem ikke sidde
og gnave deres Medmenneskers Knogler.
Jeg lærte Sproget, og spurgte en Dag en
Capita d. v. s. Arbejdsformand, om det var
sandt, at de var Menneskeædere, han saa
lidt paa mig, grinede saa og sagde: „Nej,
vi ikke; men Lingois, som bo derovre paa
den anden Flodbred, de er Menneskeædere
paa en Hals!" —
Det var jo betryggende at vide, at vi
havde Floden mellem dem og os, og jeg
slog mig til Ro med den Tanke.
Men en skønne Dag, da jeg kom ud i en
Landsby lige ved Siden af Stationen, hørte
jeg det mest djævelske Spektakkel, jeg gik
efter Lyden og kom til en Del af Byen, der
laa en Smule afsides, her var en Masse
Mennesker samlede, og de syntes alle, at
raabe i Munden paa hinanden. Da de fik
Øje paa mig, forsvandt de fleste af dem
imidlertid, kun en enkelt nærmede sig mig i
Løb og bad om Beskyttelse; da ingen syntes
at angribe ham, var det jo ikke svært for
mig at beskytte ham; jeg tog ham med
hjem, og der forklarede han mig, at han
var Slave; men hans Herre, som var i
Pengeforlegenhed „havde gjort ham til Ny-
ama", det vil sige, bestemt ham til Spisning
og holdt en Slags Auktion paa ham, denne
sidste Handling var det jeg havde afbrudt.
Næste Dag kom Ejermanden og holdt et
syndigt Spektakkel, fordi jeg havde taget
hans „Nyama", den Visit skulde han ikke
have aflagt mig.
Naar Folk ved Ikelembafloden vilde spise
et Menneske, og det vilde de, som jeg
senere erfarede, meget ofte, førte de ham
om Aftenen • ned til Floden og bandt ham
ved et Par Pæle, saaledes at kun Hovedet
ragede op over Vandet, i denne Stilling
maatte han staa hele Natten, og han var
saaledes bunden, at det var ham en Umulig-
hed at drukne sig. Denne „ Udvanding*
skal dels gøre Kødet mere lækkert, dels
gøre det lettere at flaa Huden af; thi
Menneskehud skal være ubehagelig sejg. —
Kødet koges i Palmeolie med Pilipili og
Maniocblade.
~ 522
Blandt Menneskeædere^
Hos Montjallisstammen, som bor mellem
Ikelemba- og Lulongafloderne, bar man sig
noget anderledes ad. „Nyamaen" sattes
ikke iblød; men for ved. „Slagtningen" at
faa Blodet fuldstændig af ham, anbragtes
han paa en Slags Bænk med Hovedet noget
lavere end Benene, Halsen klemtes ind mel-
lem to Stænger, som vare plantede i Jorden,
og som bandtes sammen for oven. Derpaa
blev Hovedet bogstavelig talt skaaret af Of-
fret med en Kniv af bestemt Form. —
Kødet kogtes som hos Folkene i Bombim-
bas Omegn. — — Det sagdes om Bosom-
bitto, Montjallistammens Høvding, at han
spiste Menneskekød hver Dag. I 1898
massakrerede han en Ekspedition, som søgte
at gaa igennem hans Land, næsten alle
Ekspeditionens Medlemmer bleve ædte og
deres Hoveder stillede paa Stage foran Bosom-
bittos Hytte. Da jeg i 1899 slog ham og
indtog hans Hovedstad, stod der foran hans
Hus over tre hundrede Hoveder paa Pæle,
og rundt om paa andre Steder i den store
Landsby stod saaledes gruppevis over tu-
sinde Kranier.
Det er værd at lægge Mærke til, at intet
af de her omtalte Folk æder deres egne døde,
men kun deres døde Fjender. Visse Stam-
mer i Ubangidalen æder imidlertid under
stor religiøs Ceremoni deres døde. Denne
Ceremoni er væmmelig, men vistnok saa
sjælden, at den fortjener at omtales, for-
øvrigt har de to belgiske Opdagelsesrejsende,
Commandant Lemaire og Lieutenant Masui,
begge omtalt den i deres Skrifter.
Naar et Menneske, i Særdeleshed en Mand,
er dødt, anbringes Liget i siddende Stilling
paa er temmelig højt Stillads. Under det
ophænges Krukker og Potter, og der lændes
Baal, som holdes saa lavt, at Ilden ikke
kan opbrænde den døde, af hvem alt Fedt
efterhaanden smelter og flyder ned i de an-
bragte Krukker. Medens denne Proces gaar
for sig, danser hele den sørgende Familie
om Baalet og synger lange Klagesange,
hvori indflettes Strofer om alle den afdødes
Dyder. Naar alt Fedt er smeltet af, op-
hører Dansen, og de Tilstedeværende smører
sig ind med Krukkernes Indhold, der danses
nu en aldeles bestemt Dans om Baalet,
hvorpaa Fedtet vaskes af i varmt Vand,
som endelig drikkes, saaledes mener de at
indpode alle den afdødes gode Egenskaber
i sig.
Folkene i Aruwimidalen tror, at alle en
Mands gode Egenskaber sidder i Fingrene
paa hans venstre Haand. Naar de derfor
har dræbt en Fjende afskærer de denne, —
forøvrigt anser de ikke en Mand for død,
saalænge han har sin venstre Haand, — og
æder den ved første Lejlighed for at indpode
hans gode Egenskaber i sig.
En engelsk Missionær skriver, at Batétéla-
folket, som er bekendt for sit krigerske
Sindelag, har for Skik at æde alle Krøb-
linge og svage blandt Børnene. Batétéla'er,
som jeg har haft at gøre med har be-
kræftet, at de var Menneskeædere, men be-
nægtet Rigtigheden af Missionærernes Paa-
stand. —
I det hele taget maa jeg sige, at det er
sjældent, at man æder Børn, gør man det,
er det vist kun i Mangel af bedre.
Blandt Bolia- og Tumbafolkene omkring
Leopoldsøen knyttes Menneskeæderiet væsent-
ligst til Krigstogene, den store Høvding
Lukulangania, som i en Aarrække gav Sta-
tens Tropper paa de Egne nok at bestille,
var en særdeles ivrig Menneskeæder. Han
holdt paa, at et Menneske, for at smage
rigtig godt, skulde pines ihjel. Da han en-
gang, ved at overfalde en Ekspedition fan-
gede en af dens hvide Befalingsmænd levende,
lod han ham piske ihjel, for at han skulde
smage saa meget desto bedre.
Forøvrigt foretrak Lukulangania Kødet af
hvide fremfor de sortes. Da han langt om
længe var bleven fanget og i Isebu stillet
for en Krigsret, oplyste et af Vidnerne, for-
øvrigt en af hans utalllige Koner, at man
-=r-_r 523
Blandt Menneskeædere
om Aftenen — efter det ovenfor omtalte
Overfald paa en Ekspedition — gav sig
i Lag med at æde de faldne og fangne
Fjender, hun havde da budt sin Mand en
vel tillavet Portion; men han havde kun
spist ganske lidt, fordi han vilde gemme sin
Appetit til Kødet af den hvide, som de
skulde spise næste Dag.
I Egnen nord for Leopoldsøen har jeg
engang ladet en Mand arrestere, der havde
solgt sin egen Fader som „Nyama", det
synes mig at være Højden af Umenneske-
lighed !
I 1903 gjorde Bongindafolket, som bor
mellem Leopoldsøen og Congofloden, Oprør
og aad nogle Postbude o. s. v. Jeg fik
Lejlighed til temmelig uventet at kaste mig
over dem, og i den første By, vi tog,
havde man aabenbart været i Færd med at
fejre en eller anden religiøs Ceremoni i An-
ledning af Krigen, overalt stod der Krukker
og Gryder over Ilden, og i alle Gryder var
der Menneskekød, Arme, Hænder, Ben,
Stykker af Ryg og Skuldre o. s. v., mil-
dest talt et afskyeligt Syn, som vi forøvrigt
saa endnu et Par Gange under vor Frem-
rykning gennem dette Land.
Det mest menneskeædende Folk af alle
skal være Bangalafolket, der iøvrigt af alle
Negerstammer er den, der ser vildest ud;
men ikke desto mindre har Europæerne
haft temmelig let ved at faa Indflydelse hos
dem, uden at de dog til Dato har kunnet
vænne dem af med at æde hverandre.
Jeg har spurgt om, hvordan
Menneskekød smager, og man har altid
svaret mig, at det smagte bedre end alt
andet Kød. Man kunde med nogen Grund
antage, at det omtrent maatte smage som
Abekød; men dette, som jeg oftere har
smagt — mere af Nødvendighed end af
Lyst — , smager ganske afskyeligt efter eu-
ropæisk Smag. Hvide spiser mere Salt end
Negerne, for hvem dette Krydderi er noget
af en Sjældenhed; derfor skal Europæers
Kød være endnu stærkere efterstræbt end
vore sorte Brødres; der gives Negere, som
ikke kan se en Europæer, uden at deres
Tænder løbe i Vand.
Det er muligt og i høj Grad
ønskeligt, at man engang i Tiden kan ud-
rydde Menneskeæderiet; men foreløbig maa
man altsaa tilstaa, at det, trods alt Arbejde,
ikke er lykkedes. Hvor denne afskyelige
Last synes udryddet, er det Frygten for
Straffen, der virker. Lad de hvide med
deres Soldater og Politi drage bort, og otte
Dage efter vil Negerne æde hverandre, som
havde de aldrig hørt, at det var den væmme-
ligste af alle Laster.
r=^z 524 =r
FORPOSTER I TUBERKULOSEKAMPEN
Af Kontorchef Chr. Jensen.
Under den organiserede Kamp mod
Tuberkulosen har man her hjemme
i første Linje rettet sine Bestræbelser
paa at faa oprettet det fornødne Antal
Sanatoriepladser til Modtagelse af Pa-
tienter med Sygdommen i dens første
Stadium, hvor Udsigt til fuldstændig
Helbredelse maa antages at være til
Stede. Ved vore fortræffelige Tuberku-
loselove, der ude i den store Verden
betragtes som Mønsterlove, er der dog
selvfølgelig ogsaa taget Sigte baade paa
de forebyggende Foranstaltninger og paa
Sygdommen i dens senere Stadier, og
i det Hele tør det sikkert siges, at Tu-
berkulosekampen saavel fra det offent-
liges Side som af det private Initiativ er
greben særdeles praktisk og alsidigt an
her hjemme. Under en Rejse i Tysk-
land i Vinter havde jeg god Lejlighed
til at drage Sammenligninger mellem
Forholdene dér og hos os. Selv regner
Tyskerne sig for staaende i aller forreste
Række i Tuberkulosekampen, og læser
man deres Skrifter og hører deres Tale
derom, maa man ogsaa nødvendigvis
faa det Indtryk, at de er langt videre
end vi, har taget langt større Felter
under Behandling og sat Spaden ad-
skilligt dybere i Jorden. Kommen Ar-
bejdet paa nært Hold, erfarer man dog
forholdsvis hurtigt, at en Del af, hvad
de i Tyskland rubricerer under Foran-
staltninger til Tuberkulosens Bekæmpelse,
er identisk med, hvad man andre Steder,
ogsaa hos os, lader gro sin stille, men
kraftige Vækst uden at tænke paa at
reklamere dermed som særlige Tuber-
kuloseforanstaltninger. Det gælder f. Eks.
Bestræbelserne for i Sommertiden at faa
de flest mulige fattige Børn fra Byernes
Kaserner anbragt ude paa Landet, Op-
rettelsen af Feriekolonier, Indretningen
af Arbejderkolonihaver o. s. v. I Tysk-
land bogføres dette Arbejde under Fore-
byggelsesforanstaltninger mod Tuberku-
losen; hos os har vi set disse Opgaver
tagne op og ført frem, længe før der
var Tale om nogen organiseret Tuber-
kulosekamp. Men ogsaa paa de egent-
lige Tuberkulosekampfelter kan vi taale
en Sammenligning med Tyskland. Vi
har hos os — hvad der er af den aller-
største Betydning — Anmeldelsespligt for
Lægerne ved Konstatering af ethvert
Tuberkulosetilfælde, mens de i Tysk-
land stadigt kun har Anmeldelsespligt
ved Dødsfald. Vi er godt i Gang med
at faa en Række Tuberkulosehospitaler, hvor
de i Tyskland kun de færreste Steder
har eller tænker paa at oprette saadanne
Anstalter til Modtagelse af de stærkere
angrebne og mest smittefarlige Patienter.
Paa vore Folkesanatorier retter Kurens
Varighed sig efter hvert enkelt Tilfældes
Art og kan være paa baade otte, ti og
tolv Maaneder og længere, medens man
i Tyskland stadigt holder sig til den
obligate tre Maaneders Kur, trods den
berettigede Kritik, der ofte nok er rejst
derimod. Hos os gaar under Behand-
lingens Fremadskriden Deltagelse i prak-
tisk Arbejde — ved Skov- og Have-
væsen, Husgerning m. v. — ind som
Led i Sanatoriekuren, hvad man saa
godt som intet Steds i Tyskland kender
til. I Tyskland maa der stadig holdes
et stort Velgørenhedsarbejde gaaende for
at skaffe Midler til ubemidlede Tuber-
kulosepatienters Anbringeise paa Sana-
torier, medens hos os Staten udreder de
tre Fjerdedele af Udgifterne herved, og
Kommunerne kan udrede den sidste
Fjerdedel, uden at denne Hjælp faar
525
Forposter i Tuberkulosekampen
Fattighjælps Karakter eller Fattighjælps
ydre Virkninger for den Paagældende.
Man vilde kunne vedblive saaledes at
paapege Omraader, paa hvilke vi her
hjemme notorisk er komne til at indtage
en Stilling langt forud for Tyskland,
hvad Tuberkulosekampen angaar, og
denne fremskudte Stilling skylder vi ikke
mindst vore, baade lægeligt og humant
set, udmærkede Tuberkuloselove, ved
komme til og fra dem. I de tynde
Naaleskove i Berlins Omegn er der op-
rettet ikke færre end seks saadanne An-
stalter, hver beregnet paa et Par Hun-
drede Patienter. De er kun aabne i
Sommerhal vaaret; en enkelt af dem er
dog i det sidste Aar bleven indrettet til
— om end kun i begrændset Omfang —
ogsaa at -kunne modtage Patienter om
Vinteren. Hver Anstalt raader over et
hvilke der skabes det samlede System af indhegnet Skovareal af et Par Tønder
Foranstaltninger, hvorved man er i Stand
til baade at gribe forebyggende ind og
til at gribe ind overfor selve Sygdommen
paa et hvilketsomhelt af dens Stadier.
Ikke for intet gik disse Love i sin Tid
deres Rundgang gennem Udlandets me-
dicinske Presse, der opstillede dem som
Eksempel til Efterfølgelse for andre Lande.
Har vi saaledes ikke, hvad Tuberku-
losekampen set som Helhed angaar,
synderligt at lære i Tyskland, er der
dog forskellige særlige Foranstaltninger
dernede, man har Udbytte af at stifte
Bekendtskab med, og enkelte af de In-
stitutioner, jeg paa min Rejse havde
Lejlighed til nøjere at studere, frembød
unægtelig en Del Interesse.
Man er i de seneste Aar rundt om i
Tyskland kommet ind paa Oprettelsen
af saakaldte Walderholungsståtten, som man
knytter en Del Forventninger til. Disse
Walderholungsstatten er at betragte som en
Slags Dag-Sanatorier, hvor Patienter,
til hvem der ikke kan skaffes Plads andet
Steds, kan tilbringe Tiden fra Morgen
til Aften i frisk Luft, medens Natten til-
bringes i Hjemmet. Det er selvfølgelig
kun ved større Byer, der er Virkebetin-
gelser for Anstalter af denne Art. Der
skal jo være nogenlunde let Adgang til
dem ad Jærnbane eller Sporvej, for at
Patienterne hurtigt og bekvemt kan
t
526
Land. De fornødne Lokaliteter — Be-
boelsesrum for den ledende Søster, Hus-
bestyrerinden og Pigerne, Køkken- og
Viktualierum etc. — er indrettede i
Døckerske Barakker; der findes ingen
grundmurede Bygninger; det hele An-
læg er gjort saa simpelt og billigt som
muligt; Anlægsomkostningerne løber ikke
op i mange Tusind Mark. Her kommer
nu Patienterne om Morgenen ved 7—8
Tiden og tilbringer saa hele Dagen her-
ude; de kan spadsere, beskæftige sig
ved forskellige Friluftsspil, hvile, ganske
efter eget Tykke; hver [faar sin med
Nummer forsynede Liggestol udleveret;
der er en større Liggehal at hvile i,
naar det regner eller rusker, men ellers
anbringer Patienterne sig i deres Ligge-
stole ude omkring i Terrænet, som det
passer dem bedst. Anstalterne frekven-
teres hovedsagelig af Sygekassemed-
lemmer, for hvilke Kassen betaler den
Middagsmad og Mælk, der hører med
til Opholdet herude, men tør Kost kan
tages med fra Hjemmet.
Der finder ingensomhelst Lægebehand-
ling Sted i Anstalterne; Patienterne, som
kommer der, er henvist dertil af deres
Læge, under hvis Hjemmebehandling de
stadigt staar, og som ordinerer Kurens
Varighed. En stor Del af Patienterne
er saadanne, som venter paa at komme
paa Sanatorium, andre er saadanne, som
er udskrevne fra Sanatorium og nu gen-
= Forposter i Tuberkulosekampen
nemgaar en Slags Efterkur her; saa er
der Patienter, om hvilke man mener, at
alene denne Dagkur i frisk Luft er til-
strækkelig for dem til at bringe deres
Sygdom i Ro, men der er ogsaa Pa-
tienter med Sygdommen i et saa frem-
skredet Stadium, at de ikke har nogen-
somhelst Udsigt til nogensinde at komme
sig, men som henvises til disse Walder-
holungsståtten for her at faa den friske
Luft, der bekommer dem saa vel og
bidrager til at holde Modet og Haabet
oppe hos
dem længst
muligt.
Det er af-
gjort en Fejl,
at der ikke
er knyttet
noget Ar-
bejde til Op-
holdet i
disse An-
stalter, hvor
det vilde
være let at
indrette en
Smule Havebrug og lægge an paa forskel-
lig Sløjd o. lg.; en ikke ringe Del af de
Mennesker, der kommer her, er saa ar-
bejdsdygtige, at den fuldstændige Ledig-
gang næppe kan være til deres Gavn.
I ingen af Anstalterne for Voksne er
Kønnene blandet sammen; der er sær-
lige Anstalter for Mænd, særlige for
Kvinder; Kvinderne har Lov til at tage
deres smaa Børn med sig. Til de spe-
cielle Anstalter for Børn er der knyttet
noget Lægetilsyn, men ellers er det
Søstre af „Røde Kors", der forestaar
Anstalternes hele Ledelse og Drift.
De tyske Tuberkuloselæger paastaar,
at disse Walderholungsståtten ved de store
Byer danner et overordentlig nyttigt Led
i Kæden af de Foranstaltninger til Syg-
dommens Bekæmpelse, man i de seneste
Aar har taget op. Alle de mange fattige
Tuberkuløse inde fra Storbyens Kaserner,
som der ikke er Plads til paa Sana-
torierne, og som ikke egner sig til Syge-
husophold, har her et godt Tilflugtssted
for Dagen, men det lader sig jo ikke
nægte, at det undertiden kniber med at
opretholde den ønskelige Disciplin, jævn-
lig „skulker" Patienterne, møder først
højt op paa Dagen eller udebliver ganske,
og disse og lignende Uregelmæssigheder
vanskelig-
gør selvføl-
gelig Drif-
ten en Del.
Walderholungsst'dtte for Kvinder og Bern.
I Erken-
delsen af,
at Forebyg-
gelse er be-
dre end Hel-
bredelse,
har det
Spørgsmaal
atter og at-
ter været
drøftet, hvorledes man skulde tage sig af
svagelige Børn under Opvæksten og hindre
Udviklingen af Sygdomme hos dem under
Skolegangen. I alle civiliserede Lande
er der jo Pligt for Forældre til at lade
deres Børn nyde Undervisning, og denne
Undervisningspligt er selvsagt i det
Store og Hele bleven ensbetydende med
Skoletvang. Men for mange mindre
modstandskraftige Børn rummer Skole-
gangen under de almindelige Former
visse Farer for en .'yderligere Nedbryd-
ning af Barnets Konstitution, og man
søger derfor at finde Midler til at faa
saadanne Børn oplært under andre For-
hold end de gængse. Opgaven er van-
skelig, og kun faa Steder er man naaet
til virkelige Forsøg paa dens Løsning.
527
Forposter i Tuberkulosekampen -
Et af disse faa Steder er Charlottenburg
ved Berlin; her er Sagen taget op paa
den fiksest mulige Maade, og Resultatet
er blevet fortræffeligt. Kommunen har
midt inde i en Skov i Byens Nærhed
anlagt en Skole, indrettet med alle Hy-
giejnens videstgaaende Krav for øje,
ikke saaledes at forstaa, at der er ofret
synderligt paa Bygninger eller Udsty-
relse, tværtimod, Skolestuerne er indrettede
ganske almindelige Døckerske Barakker,
men hele
Driften er
baseret paa,
at Børnene
saa at sige
Dagen lang
kan være i
frisk Luft,og
selve de
Skolestuer
og Opholds-
rum, der er,
betragtes
nærmest
som et nød-
vendigt On-
de, som Til-
flugtssteder
i altfor daarligt Vejr.
mer om Morgenen ved 7 — 8 Tiden
og tilbringer da hele Dagen herude til
om Aftenen ved samme Klokkeslet. De
undervises i smaa halve Timer ad
Gangen, med Pauser paa fra fem til
tyve Minutter, og tumler sig saa iøvrigt
af Hjærtens Lyst paa den vidtstrakte
Tumleplads under stadigt Tilsyn af
Lærere og Lærerinder. Hele deres For-
plejning faar de herude; der kræses ikke
op for dem i nogen Henseende, Mid-
dagsmaden bestaar kun af en enkelt
Ret, men de faar Dagen igennem alt,
hvad de kan spise, og sund og nærende
er Kosten. Alle Maaltiderne indtages,
naar Vejret da ikke er altfor kontrært,
i det Fri, og ogsaa Størsteparten at
Undervisningen foregaar, naar Vejret
paa nogen Maade tillader der, under
aaben Himmel. Midt paa Dagen skal
Børnene hvile — helst sove endda — i
to Timer; hvert Barn har sin Liggestol,
og er det Regn, rykkes Liggestolene
ind i en stor, fortil aaben Liggehal, hvor
Hviletiden da tilbringes.
Det er hovedsagelig blegsottige, anæmi-
ske, under-
ernærede,
delvis skro-
fuløse Børn,
derhenvises
til denne
Skovskole.
Skolelæger-
ne foretager
Udvalget
blandt Kom-
munesko-
lernes Ele-
ver. De fle-
ste af Bør-
nene er fra
fattige
Hjem, og
Skovskolen ved Charlottenburg.
Børnene kom- Udgifterne ved deres Ophold og For-
plejning i Skovskolen udredes da helt
og holdent af Kommunen; men der er
ogsaa Børn fra mindre Middelstands-
hjem, og for saadanne Børn maa Foræl-
drene betale lidt, nogle 70 Pfenning
ugentlig, andre 3ll% Mark, alt etter deres
økonomiske Evne.
Skolen er beregnet paa 240 Elever
(Drenge og Piger), fordelt i 12 Klasser.
Der er ansat 6 Lærere og 3 Lærerinder
fra Charlottenburgs kommunale Skole-
væsen ved den ; foruden deres normerede
Løn som Lærere ved Folkeskolen — og
de prøjsiske Folkeskolelærere er som be-
kendt godt aflagte — faar de et Tillæg
528 -.
Forposter i Tuberkulosekampen
af 50 Mark maanedlig og fri Forplejning,
løvrigt er der til Skolen knyttet en ledende
„Søster", en Køkkenbestyrerinde, fire Piger
og en Vægter, saa man vil forstaa, at det
er en Drift, der koster mange Penge, men
Charlottenburg er jo rigtignok ogsaa en
af Tysklands aller rigeste Kommuner, og
det er alene Pengespørgsmaalet, der har
afholdt andre tyske Byer fra at oprette
lignende Skoler som den charlotten-
burgske.
Skovskolen har hidindtil kun været
aaben i Sommerhalvaaret, Maj til Okto-
ber. I Aar har man for første Gang
gjort Forsøg med ogsaa at holde den
aaben noget af Vinteren, dog kun for et
mindre Antal Elever (60—70). Da jeg
en af de forste Dage i December besøgte
Skolen, havde det i en Ugestid været
raat og ruskende Vintervejr med megen
Nedbør, og man var paa det rene med,
at man under de Forhold ikke kunde
holde Skolen aaben ret mange Dage
endnu, og at det første Vinterforsøg, som
man iøvrigt kun havde haft Grund til at
være tilfreds med, derfor maatte afsluttes.
Det var en Fornøjelse at iagttage, hvor
sunde og friske og velfornøjede Børnene
saa ud; lidet skulde man ane, at dette
var et Udvalg af Byskolens svageligste
Børn.
Betydelig Interesse har man af at studere
de saakaldte Auskunft- und Fursorgestellen,
der nu etableres rundt om i Tyskland,
og som sikkert vil komme til at gøre
megen Gavn. Disse Auskunft- und Fur-
sorgestellen, som man i Frankrig og Bel-
gien har Sidestykker til under Betegnel-
sen Dispensaires antituberculeuxy har bl. a.
til Opgave i de fattige Tuberkuløses Hjem
at yde Hjælp og Vejledning til Afvær-
gelse eller Indskrænkning af Smitten, at
fremhjælpe Bolighygrejnen og være paa
Vagt overfor ny opdukkende Tilfælde
= — = 529
af Sygdommen i de paagældende Hjem,
saaledes at saadanne Tilfælde kan blive
tagne under Behandling straks i Syg-
dommens allerførste Stadium, hvor Ud-
sigten til fuldstændig Helbredelse er til
Stede.
Den første af disse Tuberkulosestatio-
ner blev for en 7 — 8 Aar siden oprettet
i Halle; nu træffer man dem i en Række
af de større Byer rundt om i hele det
tyske Rige; Berlin har ikke færre end
fem saadanne Tuberkulosestationer, i
Leipzig har Kommunen bevilget et aar-
ligt Tilskud til Driften af fire Stationer,
hvoraf den første allerede i Fjor traadte
i Virksomhed.
Tuberkulosestationen lægges nogen-
lunde centralt i den paagældende By
eller Bydel og har Modtagelsestid et Par
Gange om Ugen." Til Stationen er knyttet
et Par „Søstre" og en eller flere Læger.
Naar en Tuberkulosepatient indfinder sig,
optager den vedkommende Søster først
en udførlig Journal over hans Familie-,
Bolig- og Arbejdsforhold m. v. ; derefter
vises han med Journalen ind til den
vagthavende Læge og bliver undersøgt;
i en særlig Rubrik paategner Lægen Jour-
nalen de fornødne Oplysninger om Under-
søgelsens Resultat, hvprpaa Journalen gaar
tilbage til Søsteren, medens en Genpart
af Stationslægens Optegnelser om Syg-
dommen overgives i lukket Konvolut ti
Patienten til Aflevering til dennes Hus-
læge (Sygekasselæge, Fattiglæge, Kreds-
læge o. s. v.). Lægen ved Tuberkulose-
stationen er nemlig i intet Tilfælde be-
handlende, han er udelukkende under-
søgende og kollegialt raadgivende, og
Stationen tager sig kun af Patienter, der
er henvist til den af Læger.
Saa snart en Patient nu paa denne
Maade er bleven indført i Tuberkulose-
stationens Journaler, aflægger Søsteren
Besøg i hans Hjem ; her optager hun en
35
Forposter i Tuberkulosekampen
Rapport over Hjemmets almindelige Til-
stand til Supplering af de mundtlige Op-
lysninger, der er givet til den oprindelige
Journal, og hun tilsiger dernæst samtlige
Familiens Medlemmer, Voksne og Børn,
til at møde.paa Stationen en af de næste
Modtagelsesdage, hvor der da bliver fore-
taget Undersøgelse af hver enkelt. Under
Husbesøget giver Søsteren dernæst Anvis-
ning paa, hvorledes der bedst kan for-
holdes med den Angrebne for at skaffe
ham mest mulig frisk Luft, hun faar,
hvor det maa anses for ønskeligt, stillet
om paa Sengene, indskærper, hvilke For-
sigtighedsregler der skal iagttages overfor
den Syge med Hensyn til hans Opspyt,
hans Spiseredskaber, Vasketøj etc, taler
med Husmoderen om, hvorledes der bedst
og mest praktisk kan holdes forsvarligt
rent og udluftet i Lejligheden og giver i
det hele Impulsen til en Mængde hygi-
ejniske Smaareformer. Hvor den Angrebne
deler Seng med et andet af Familiens
Medlemmer, indstiller Søsteren til Tuber-
kulosestationen at bevilge en Feltseng til
Familien, saaiedes at Patienten kan faa
Seng for sig selv. Hvor en Familie i
en to Værelsers Lejlighed har set sig
nødsaget til at fremleje det ene Værelse,
yder Tuberkulosestationen Hjælp til, at
Familien atter selv kan overtage begge
Værelser. I adskillige Tilfælde yder
Stationen ogsaa Hjælp til, at en Familie,
i hvilken der er Tuberkulose, kan flytte
fra en daarlig ind i en noget bedre og
mere luftig Lejlighed.
Søstrene har Pligt til stadigt med pas-
sende Mellemrum at tilse de under For-
sorg tagne Familier, og disses Medlem-
mer bliver rrted Mellemrum beordrede til
atter at møde paa Tuberkulosestationen
til gentagen Lægeundersøgelse. Ved denne
fortsatte Kontrol med Familierne og hvert
enkelt af disses Medlemmer, ikke mindst
med Børnene, faar man mellem Aar og
Dag en Mængde ny Tuberkulosetilfælde
konstateret lige ved Sygdommens Ud-
brud, hvad der er af uvurderlig Betyd-
ning, naar der bliver Tale om Behand-
ling paa Helbredelsesanstalterne. Man
ligefrem opsporer de friske Tilfælde. Naar
en Familie én Gang er kommen under
Tuberkulosestationens Forsorg, vedbliver
den at være det, og Søsteren, under hvem
den sorterer, maa ikke tabe den af
Syne.
Jeg deltog under mit Ophold i Berlin
med en Søster i en Række af disse Hus-
besøg, og det var fornøjeligt at se, saa
fortroligt et Forhold der bestod mel-
lem Søsteren og Hjemmet, navnlig Hus-
moderen, og med hvor stærke Baand
Tuberkulosestationen og Hjemmene syn-
tes at være knyttede til hinanden. Kun
overfor de alier fattigste Hjem maa Sta-
tionen erkende sin Magtesløshed; hvor
en under det offentlige Fattigvæsens For-
sorg staaende Familie paa 8 — 9 Med-
lemmer er henvist til at leve Livet i en
Lejlighed bestaaende af ét enkelt, ikke
altfor rummeligt Gaardværelse, i hvilket
der højt regnet kan anbringes 4 — 5
Sengesteder, bliver der ikke Plads for
Gennemførelsen af nævneværdige hjemme-
hygiejniske Foranstaltninger. Hvor Evnen
til Selvhjælp komplet savnes, melder Tu-
berkulosestationen sig forgæves med sin
Hjælp; den bliver omsonst.
Man vil forstaa, hvor omfattende de
berlinske Tuberkulosestationers Virksom-
hed er, naar man hører, at der i Tids-
rummet fra Oktober 1904 til Oktober
1905, altsaa i Løbet af kun to Aar, paa
Stationerne blev undersøgt 25,500 Personer;
Søstrene aflagde 29,000 Husbesøg; i 13,300
Boliger fik de gennemført mere og min-
dre gennemgribende bolighygiejniske Foran-
staltninger; 600 Familier blev ved Statio-
nernes Hjælp satte i Stand til at flytte
ind i bedre Lejligheder.
530 — ^z
ET SANDT EVENTYR OM EN BOG
Blandt det, vi alle har læst i vor Barn-
dom om Kina, er der noget, som vi
navnlig næppe saa let glemmer, og det er:
„Kejseren af Kinesiens Land er en umaa-
lig mægtig Mand; han kan gjøre alt hvad
han vil" o. s. v.
Dette og ikke saa lidt andet af det, vi
den Gang lærte om Østasien, har maaske
nok engang været sandt, men det er i alt
Fald ikke helt rigtig mere. Blandt andre
Dogmer som vi — omend paa mindre gemyt-
lig Maade — lærte om Kina, var der og-
saa det, at Kinas Kultur havde staaet stille
i mange Hundrede Aar, ja endda maaske i
de sidste Tusinde Aar eller mere. Ogsaa
dette er ikke ganske rigtigt og retfærdigt,
men langt snarere kun et Udtryk for Evro-
pæernes Mangel paa Selvkritik og deres ringe
Kundskab om de virkelige kinesiske For-
hold.
Den kinesiske Kejser Khang-hi (1662 —
1722) f. Ex. er en af dem, hvis Liv og
hele Virken tydelig beviser Urigtigheden af
den Opfattelse, at Kinas Kultur og Samfund
har staaet uantastet stille og været uden
Brydning i saa uhyre lange Tider. Khang-hi
sværmede nemlig for evropæisk Kultur, Admi-
nistration og Samfundsliv, d. v. s. han svær-
mede for den Samfundsorden og det A ands-
liv, som Evropæerne den Gang 1660 — 1700
— med selvsamme Naivetet og kritikløse
Stædighed som nu — ansaa for at være na-
turligvis den eneste sande og lyksaliggjørende
Samfundsorden for alle Jordens Folk, eller
dog i det mindste den eneste sikre Vej for
Samfundet at gaa, for at naa til den evige
Salighed og Lykke blandt Menneskene her
paa Jorden.
Tiden og Stedet her er ikke egnet til nu
et fortælle nærmere om alle de evropæiske
Reformer, som denne Kejser paa næsten alle
Omraader tappert søgte at gjennemføre i
- -= 531
Kina, og de Besværligheder han havde at
kæmpe imod; de, der interesserer sig for at
faa lidt nærmere Besked derom, kan f. Ex.
se efter i Johan H. Plath: „Die Volker d.
Mantschurei 1830", hvorfra en Del af de
efterfølgende Oplysninger om Khang-hi ere
hentede. Her skal kun nævnes, at han foruden
at søge at faa indført det herskende evropæi-
ske juridiske System *), ogsaa særlig interesse-
rede sig for at faa indført den evropæiske
Lægevidenskab i Kina, idet han og hans Mænd
maatte indrømme, at de evropæiske Læger
formaaede at udrette en Del mere end de
kinesiske Læger. Men Kejseren, som i de
franske jesuitiske Missionærer i Kina havde
fundet trofaste og intelligente Hjælpere i
sine reformatoriske Bestræbelser, stødte strax
i Medicinen paa store Vanskeligheder, thi
den kinesiske Kultus forbød (af Ærefrygt)
al Undersøgelse af det døde Legeme; og
skjønt Kejseren vel indsaa, at Manglen
af denne Undersøgelsesmaade var en af
Grundene til at Kineserne, trods deres
store Evne til at se, tilegne sig og gjengive
de ydre Legemsformer og Bevægelser, allige-
vel ikke formaaede at faa det evropæiske
Klarsyn paa de indre Legemsdele og disses
sande Forbindelse med det, som viste sig
gjennem Huden, saa turde Kejseren dog ikke,
alene af Hensyn til Medicinens Fremme, om-
støde et af sit Folks solideste kulturelle
Grundideer, nemlig: Ligfreden.
Ganske vist havde Kineserne drevet ana-
tomiske Studier fra den tidligste Tid, og
Lægevidenskaben var saa højt anset hos dem,
at selv Kejser Chi-Hoangti, som i Aaret 2 1 3
f. Chr. Fødsel udstedte Ordre til, at alle
Bibliotheker i Kina skulde brændes, dog
*) Fingeraftrykkenes Benyttelse til et Forbry-
dersignalement-System havde man i Kina allerede
den Gang kjendt i mange hundrede Aar.
35«
=Et sandt Eventyr om en Bog
derfra undtog de Bøger, der indeholdt Me-
dicin (samt Musik og Agricultur); men trods
dette var Kinesernes Kjendskab til Menneske-
legemets indre Bygning 1660 endnu saa
ringe, at selv en af Nutidens Kommuneskole-
drenge vil trække paa Skuldren af og let
paavise Fejlene i hosstaaende Figur, der er
hentet fra Cleyers: Anatomia Cinæ 1650, der
fremstiller Menneskelegemets indre Bygning,
saaledes som den er efter den gamle kine-
siske Opfattel-
se. Dobbelt un-
derlige er dis-
se anatomiske
Fejl, thi i det
4de Aarhun-
drede var der
en kinesisk
Kejser, som
skal have over-
givet Lægerne
40 halshugge-
de Forbryderes
Lig til Obduc-
tion og Dissec-
tion og have
ladet ædle Or-
ganer og indre
Dele aftegne
omhyggeligt.
KejserKhang-
hi følte de oven-
for nævnte
Mangler og Vanskeligheder og indrømmede
dem; men alligevel var det ikke muligt for
Jesuitten Perennin og hans Kolleger at faa
Menneskelig til Obduction. Kejseren gav først
de Lig-tørstige Jesuiter, en Tiger (maaske en
fin kinesisk Skose) og mente, at det dermed
kunde være godt. Kejseren havde nemlig
ikke principmæssigt noget imod at Jesuiterne
skar f. Ex. i levende Forbrydere saa meget
som de ønskede, men de Døde skulde de
lade være i Fred, sagde han. Formodentlig
har Jesuiterne ikke været synderlig hjemme
Fig. i.
i Vivisection eller haft Interesse derfor, thi
ellers havde de næppe ladet gaa fra sig en
saadan anatom isk-physiologisk Lækkerbisken,
thi nuomstunder er en levende Forbryder til
Forsøgsobject os næsten ganske nægtet.
Kejseren studerede personlig med største
Ivrighed Menneskets Anatomi, og formodent-
lig var det derfor, at han endelig, efter store
Anstrængelser fra Jesuiternes Side, lod sig
overtale til at lade nogle Forbrydere hen-
rette og overlevere Legemerne til Obduction,
„thia, sagde Kejseren, „saa er der dog
maaske nogen Mulighed for, at disse besvær-
lige Forbryderbæster efter Døden kan komme
til at gjøre Samfundet lidt af den Gavn,
som de skylder det, og som de ikke har
villet gjøre i levende Live". (Plath).
Dette er et interessant Ræsonnement som
f. Ex. vort Universitet, der ganske mangler
Dissectionsmateriale, i høj Grad vilde øn-
ske, at vor danske Lovgivning vilde god-
kjende og praktisere til stor Gavn og Be-
sparelse for Videnskaben, for alle Syge og
navnlig for de medicinske Studenter og deres
Forældre; thi, da der ikke findes Dissections-
materiale i Danmark, som er saa omhygge-
lig for de stakkels Forbryderes Ligfred og
extra gode Forplejning og anden Vellevnet, saa
maa vore medicinske Studenter nu med stor
Bekostning rejse til Udlandet for at lære
Dissection — et Fag som Universitetet —
mirabile dictu — fordrer lært af Eleverne, men
som det, paa Grund af Lovbestemmelserne,
ikke desto mindre ikke giver dem tilstrække-
lig Anledning til at lære.
Kejser Khang-hi udleverede, som sagt,
kun Forbryderlig, thi han synes paa en
Gang at have været en baade menneskekær-
lig og skeptisk Natur, han sagde nemlig
som saa: „Jeg vil gjærne gjøre mig al
Umage for at tro, hvad Jesuiterne fortæller
mig om Evropa, men det vil aldrig lykkes
dem at faa mig til at tro, at der i del højt
oplyste og i Kultur fremskredne Evropa fin-
des Mænd saa slette, samvittighedsløse og
532
=Et sandt Eventyr om en Bog-
ukærlige, at de tage Ligene af deres For-
ældre, Børn og andre kjære Venner og skæn-
der dem paa det grusomste ved at sønder-
skære dem i deres mindste Dele".
Der er sikkert nok endnu en Del Menne-
sker, som vil give Kejser Khang-hi delvis
Ret i hans Ræsonnementer over den Forskjel
der med nogen Grund kan gjøres mellem
ganske „almindelige Mennesker u paa den
ene Side og saa „Forbryderne* — „Genier-
nes Fættere« — paa
den anden Side; men
muligvis er det netop
vor faible for Slægt-
skabet med Genierne,
som gjør, at vore Love
og Lovgivere hidtil
saa stærkt værner om
Forbrydernes comfor-
table Velvære og Lig-
fred.
Hvordan det iøv-
rigt videre gik med
Dissectionen i Kina,
det findes der næppe
noget om i den evro-
pæiske Litteratur; der-
imod ved man (Plath),
at Kejseren overdrog
Perennin at oversætte
en evropæisk Anatomi
først paa Kinesisk og
derfra paa Manschju-
risk (Hofsproget i Kina). For at iværksætte
dette, blev 20 ansete Mandariner satte i Virk-
somhed foruden en hel Stab af Tegnere o. s. v.
og Arbejdet skal have staaet paa i 5 Aar.
Arbejdet foregik paa den Maade, at naar
10 Sider af Oversættelsen vare færdige, lod Kej-
seren — som forøvrigt altid var paa Rejse —
det oversatte forelæse for sig. Perennin, som
stod for Arbejdet, skal have valgt som Text en
fransk Anatomi af Pierie Dionis, men han be-
nyttede, siger Plath, som Illustrationer Tavlerne
i den danske Anatom Thomas Bartholins Bog.
Fig. 2. Titelblad til Bartholins Anatomi.
Det var sikkert nok ikke nogen Tilfældig-
hed, at Valget faldt saaledes ud, thi Peren-
nin var Franskmand; Dionis's Anatomi var
klar, praktisk og ikke særlig stor, og Bartho-
linernes Anatomi havde den Gang (c. 1677)
existeret i c. 100 Aar og var maaske den
mest populære anatomiske Lærebog blandt
Evropas Studerende. Tegningerne var valgte
og udførte med megen pædagogisk Sans, og
Bogen roses meget i Fortalen til Dionis's oven-
nævnte Bog; desuden
var der den Gang en
fransk Udgave af Bar-
tholins Bog under Ud-
arbejdelse (eller den
var nys udkommen?).
Denne kinesiske og
mansj uriske Oversæt-
telse af den europæi-
ske Anatomi var maa-
ske nok beregnet paa
en Gang med Tiden
at skulle blive det
videnskabelige Kinas
Haandbog i Anatomi,
men foreløbig blev den
kun udarbejdet i $
haandshrevne Rxempla-
rer til Privatbrug for
Kejseren.
Saa kom der da en-
delig Revolution i Kina ;
Kejseren døde, og næ-
sten hele hans Virksomhed tilintetgjordes. Jesu-
iterne berøvedes derved den fornødne Hjælp til
at fortsætte Arbejdet, og den paabegyndte Byg-
ning sank formentlig fuldstændig i Jorden og gik
i den Grad i Glemmebogen, at man kun af og
til hos Historikere finder Ord, der som et Sagn
eller Eventyr beretter om det snurrige Under,
at en Gang var det sket, at en dansk Bog
havde tjent til Amatør-Studium for en kine-
sisk idealistisk Kejser, der var nogle Aar-
hundreder forud for sin Tid.
Th. Bartholin siger ganske vist selv i For-
533 —
-Et sandt Eventyr om en Bog=-=^
talen til Udgaven af Anatomien 1677: „Ja
der grosse Mogoll aus sonderlicher Begierde
des Menschen Wesen zu wissen hat es (Bogen)
in die indianische Sprache durch einem frem-
den Medicum vertiren lassen".
Ogsaa vor bekjendte Medicinal historiker
Prof. Jul. Petersen omtaler, at Bartholin for-
tæller om, at han gjennem en fransk Læge
har hørt, at en asiatisk Udgave af hans
Bog var under Udarbejdelse.
Men da disse Udtalelser ikke senere blev
fulgt af nøjere Angivelser, saa var Bartho-
lins Modstandere (og Venner) nærmest til-
bøjelige til at betragte de ovenfor anførte
Ord af Fortalen som en Slags Praleri, og
Litteraturhistorikeren N. M. Petersen omtaler
ogsaa Bartholins Ord om den indiske Ud-
gave af Anatomien med megen Tvivl, idet
han siger: „Har nogen set en saadan Ud-
gave?"
Hermed slutter hvad man kalder denne
ille Histories første Afdeling.
2den Afdeling.
I Efteraaret 1903 mødtes i Hellerup i et
lille privat Selskab, som interesserede sig for
et specielt Østasiatisk Kulturforhold, d'Hrr.
Rentier Kierulf og Karantænelæge God-Han-
sen. Den første havde i mange Aar været
bosat i Peking og er bekjendt nok, dels fra
de store og værdifulde Gaver han har skjæn-
ket vort ethnografiske Museum, dels for den
endnu større og kostbare Samling af kinesi-
ske og japanesiske Sjeldenheder, han frem-
deles ejer i sit Hjem. Den anden var af
medicinske-historiske og gymnastiske Grunde
særlig bekjendt med Cleyers Fremstilling,
Plaths Fortælling og Jesuiternes Beretning
om den medicinske Blomstringsperiode i Kina
paa den nævnte Tid. Samtalen faldt for de
Herrer let paa den kinesiske Lægekunst, og
til Doktorens store Forundring fortalte Kieruif
om, at nogen anatomisk Kundskab maatte de
gamle Kinesere dog have haft, for han
havde under sit sidste Ophold i Peking,
af en Kuli (tilfældigvis, men med den
passionerede Samlers Instinkt) kjøbt en
gammel kinesisk Bog med en Mængde ana-
tomiske Tegninger, der ret indgaaende frem-
stillede Muskler og indre Organer hos Menne-
sket.
Nej det var umuligt, mente Dr., der maatte
absolut være en eller anden gul Gavtyvestreg
ved den Ting.
Men Partikulieren erklærede: Nej — Bogen
var god nok; han havde selv købt den af
en Kuli i Peking under den sidste Boxer-
Urolighed, „den er skreven paa Manschju-
risk, saa jeg tvivler paa, at der er nogen
Evropæer i Evropa, som kan læse den", til-
føjede Hr. Kierulf.
— Tja ! — Saa aa ! — og Næ ! mente Dr
fremdeles og rystede paa Hovedet, men blev
saa lidt tavs, for han var pludselig kommen
til at tænke paa og kombinere visse af Partiku-
lierens Ord med hvad han selv vidste, nemlig :
1) „Manschjurisk" d. v. s. Hofsproget i
Kina.
2) Plaths Fortælling om Jesuiternes Over-
sættelse til Kinesisk af en evropæisk Anatomi
til personlig Brug for Kejseren for godt 200
Aar siden.
3) Partikulierens Ord om at det var en
gammel Bog.
4) Bogens Titelblad var kinesisk.
„Ja! Med lidt rask Fantasi kunde man
maaske tænke sig, sagde Doctoren, at Bogen
er en Oversættelse af og Billeder til
( nej det er umuligt Vrøvl", mum-
lede han halvt for sig selv, „saadan noget
finder man ikke her paa Strandvejen")
Men næste Dag var han alligevel inde i
Kierulfs „Villa Peking4* med de ligesaa pragt-
fulde som kostbare Samlinger af østasiatiske
Antikviteter, af hvilke Ejeren allerede har skæn-
ket saa værdifulde Skatte til vore Musæer.
Og Doctoren blev mere og mere underlig
tilmode, jo mere han saa paa det sære
gamle udvendig snavsede Haandskrift paa c.
100 store Sider, med uendelig fint udførte
534
=Et sandt Eventyr om en Bog=
Tusch -Pennetegninger med Text og lidt
Farve og med de skønne karakteristiske
Skrifttegn. Bogen udviste en ret sammen-
hængende Række anatomiske Tegninger, der
ganske afveg fra alt, hvad man hidtil har
fortalt om Kinesernes Anatomi, men som nøje
passede med den evropæiske Opfattelse af
Anatomien.
Var da hele vor hidtidige Opfattelse af
Kinesernes lave anatomiske Standpunkt falsk?
Var det maaske virkelig muligt, at Kineserne
i det 4de Aarhundrede, blot ved at under-
søge et halvt Hundrede Lig, havde været
istand til at danne sig ligesaa klare Fore-
stillinger og Opfattelser om Legemets Indre,
som Evropæerne havde brugt c. 2000 Aar
om at naa frem til? — Umuligt!
Var Anekdoten om Oversættelsen af Bar-
tholins og Dionis Anatomi da historisk Sand-
hed og ikke, som hidtil troet, nærmest at
opfatte som litterært Forfatterpraleri eller en
gammel Boghandlerreklame?
Ja maaske ! Lad gaa da ! Men den af Plath
omtalte Oversættelse var jo slet ikke en Bog
i moderne Forstand, men derimod et Unicum,
et Haandskrift til Privatbrug for Kejseren;
ganske sikkert det eneste en kinesisk Kejser
nogensinde har hørt og læst af „gammel
dansk Litteratur a.
„Sært! Meget sært interessant", sagde Dr.
medens de sad ved Skrivebordet og bladede
Bogen igjennem sammen. „Jo! Se! Der er
det jo!" „Hvad er der", spurgte Partikuli-
eren! »Der! Det Hoved der," sagde Dr.,
og pegede i Bogen med en af Sindsbevægelse
rystende og stiv Pegefinger, „der paa Side
. . . ., det Hoved der er en aldeles nøjagtig
GjengiveJse af Anatomen Stenos Billede af Øre-
spytkirtlen og dens Udførselsgang med en
derigennem stukken Knopsonde. Bartholin
har dette Billede i Udgaven 1677 netop i
den Størrelse og med det selv samme ejen-
dommelige spidsnæsede Ansigt; jeg gjenfandt
Billedet igaar i Universitetsbiblioteket og mær-
kede mig det, af visse Grunde"
„ Ja ! . . . ." Det er jo endnu muligt, at jeg
tager fejl, Hr. Kierulf; og det var jo for-
færdelig elskværdig af Dem, at jeg, som De
sagde før, gjærne maa beholde denne Bog,
som ingen særlig Interesse har for Dem, men
det kan der naturligvis nu ikke være Tale om,
hvis jeg virkelig har Ret i min Gisning, thi er
denne sand, saa er disse Blade den aller særeste
østasiatiske Curiositet i hele Deres Museum;
en sand Delikatesse for en dansk Litterat, et
Haandskrift, som ikke bør ejes af en Privat-
mand Men lad mig nu se nærmere paa den."
„Naa ja, ja da," sagde Partikulieren med
det hyggelige Smil, som god Samlerglæde
giver, „det var jo morsomt hvis De kan
finde noget ud af den."
Dr. Clod-Hansen fik saa Bogen sammen-
lignet med de særdeles mange forskjellige Ud-
gaver af Bartholins Anatomi som vore
Biblioteker naturligvis ejer; det var et
stort Arbejde, thi Billederne i disse ere nem-
lig kun saare sjældent originale, men der-
imod oftest hentede rundt omkring fra en
Mængde forskjellige Anatomer. Det viste sig
imidlertid at Billederne*) i det nævnte Haand-
skrift ere Kalkeringer med Tuschpen og med
utrolig kunstnerisk Nøjagtighed udførte over
Figurerne i Bartholinernes Bog (særlig Ud-
gaven 1677, altsaa netop svarende til den Tid
Kejser Kang-Hi levede). Stik og Snitlinjerne
i de evropæiske Figurer er gengivne med
fotografisk Nøjagtighed, og altid er det Bar-
tholins Figurer, som ligger til Grund for Kal-
keringen og ikke de Originaler, som Bartho-
lin har efterlignet. tJndertiden er endog en
Del af et evropæisk Bogstav sluppen med
ind i den kinesiske Gjengivelse — de mere
omhyggelige end forstaaende kinesiske Kunst-
nere har aabenbart troet, at det lille x eller y
paa den evropæiske Figur var en Del af en
Evropæers Organ.
I Bogens Begyndelse har Figurernes Hove-
der med evropæiske Ansigter, men under
*) Nogle skal dog endnu være ubestemte.
rir 535
=Et sandt Eventyr om en Bog=
Arbejdets Fremadskriden vaagner Asiaternes
Selvstændighedsfølelse, og der sættes kinesi-
ske Ansigter paa Figurerne. Fig. 3 og Fig.
4 er et Exempel paa det nævnte Forhold,
og man vil her tillige se, hvorledes Genitalia
ere dækkede paa den kinesiske Figur —
hvorfor? — fordi den kinesiske Kultus ikke
tillader Fremstillingen af disse Organer og
allermindst altsaa naar Figurerne skal fore-
lægges Kejseren. Senere i Atlas'et forekom-
des de forsklellige Fotograferinger og Repro-
duktioner.
Særlig mærkelig er det, at nogle ganske
enkelte Figurer er Kalkeringer over Billeder
i den ovenfor nævnte Anatomi af Pierre
Dionis, hvis Text de franske Jesuitter ifølge
Plaths Fremstilling skal have benyttet.
Vore udmærkede Philologer og Asiatologer
Dr. Grønbæk og Prof. Thomsen have set og
oversat Stykker af Texten, hvilke synes at
Fig. 3.
mer talrige Figurer af Sexualorganerne, men
der er da altid fjernet saameget af Omgivel-
serne, at den uindviede ikke kan se, at Fi-
guren har nogetsomhelst med et Menneske
at gøre; og dog bærer netop disse Figurer
undertiden Udtryk af at være studerede med
særlig Grundighed.
Kunstnernes Mangel paa Forstaaelse ses
ogsaa paa Fig. 4, hvor et Hoved er sat lige
ovenpaa Bugorganerne med fuld Forglemmelse
af Existensen af Bryst og Hals.
Men bortset fra disse Uregelmæssigheder
er Kopierne og Kalkeringerne ideale. Se f.
Ex. Fig. 5 og 6, hvor Forskjellen kun skyl-
Fig.4.
svare ganske ordret til den Text, Bartholin
har til sine Figurer, og dette tyder unægte-
lig næsten uomstødeligt paa, at man virkelig
her staar overfor det kejserlige Haandskrift,
Plath rent tilfældigt omtaler, saameget mere,
som Haandskriftet utvivlsomt er oversat fra
kinesisk ikke direkte fra et evropæisk Sprog
til Manschjurisk. Men paa den anden Side
bringer Bartholin i sin ovenfor anførte For-
tale til Anatomien, Ordene: „den store Mogul"
og ndet indianske Sprog*1. Da det nu har
vist sig, at Bartholin forekommer paa Mant-
schjurisk, hvorfor saa ikke ogsaa antage,
at han tillige har været oversat til Brug i
=z= 536 ._=_ -
=Et sandt Eventyr om en Bog=
den store Moguls Rige i Indien. Kjerulfs
mantschjuriske Haandskrift blev funden i Helle-
rup, og maaske finder vi en Dag i Frihavnen
den indiske Gjengivelse af samme Bog; som
Indpakningspapir for østasiatisk Pretiosa lig-
Fig- 5-
ger det maaske en skjønne Dag paa Disken
hos Vett & Wessels ! — Ingen kan vide det,
thi Bøgers Veje ere uransagelige, det kender
enhver Bibliofil Exempler nok paa.
Fra Kejseren af Kinas Haandbibliotek fløj
dette Blad, hvis Existens ingen anede, og viet
til evig Forglemmelse som det var, ned fløj
det til „det kgl. Bibliotek i Kjøben-
havna, netop den Dag, det gamle kgl.
Bibliotek lukkede. Gunstige Vinde havde
uden mange Krogveje ført det den
lange Vej fra Kejserpaladset i Peking
til Tøjhusgade, og Overbibliotekar Lange
stod selv om Morgenen for sidste Gang
i det gamle Biblioteks mærkelige lille
Dør — „Hullet til Bikuben" — og sagde
til Kierulf: „Tak skal De ha'tt . . . .
og Tak i Aftenberlingeren, paa For-
siden! Altsammen virkeligt, og dog
som et lille Stykke af et H. C. Ander-
sensk Eventyr.
Kejser Khang-Hi var en Sværmer 200 Aar
forud for sin Tid, en farlig Revolutionsmand,
der faldt som et Offer for sine Ideer. Hans
Modstandere lod ikke Sten paa Sten til-
bage af hans Værk. Da deres Besøgelsestid
gav dem Medbør, da foer de frem som Ild
mellem Avner og Straa. Indignationens hel-
lige Ild fortærede skaanselsløst hele den daar-
lige Fortids Værk.
Men nogle Papirer var slupne ind
i det kejserlige Haandbibliotek. Hvem
tænkte vel paa at se der? Hvem kom
der? Og selv om der ogsaa laa et Gran
af den kejserlige Farsots Smitte der —
Hvad saa? Hvad kunde det gjøre? Der
kom de politisk betydende Mænd ikke!
Aldrig ! En embedsivrig gammel
Bibliotekar sad tavs trofast paa Papi-
rerne, — han sad med god Sarrivit-
w tighed, thi Bogen stod i Registrene,
hvis der da var nogen. — — Og
saa var der jo desuden et Sagn
om, at Kildeskrifterne til Kinas Historie
ikke maatte benyttes førend et Par Hun-
drede Aar vare gaaede og endelig var
det da ogsaa bedst for Sejrherrerne, at Efter-
verdenen en Gang fik at se, hvad det egent-
lig var for noget underligt noget Khang-Hi
havde spildt Tid og Kraft paa. — Corpus
delicti for Kejserens Brøde burde bevares!! —
Og saa blev altsaa Papirerne staaende i Fred
Fig. 6.
— blev staaende i al deres sære Værdiløshed,
og — hvor ofte i Historien blev ikke netop
Værdiløsheden den frelsende Planke for
„værdiløse Ting og Personer", som Efter-
537 =-
^Et sandt Eventyr om en Bog=
verdenen senere har haft saare megen Gavn
og Glæde af!
De 200 Aar gik henover Kina, og de
Ideer som i den Tid skiftede i Landet var
maaske kun svage Sildefødninger. Men saa!
En Dag kom Tiden igjen? Atter var en
gammel Ide bleven moden til at kaldes Ny!
Saa kom der en Aladdin og gik ind i Hu-
lens Mørke og greb en af de gamle Ideers
Lampe, som en vidende men gammeiængste-
lig Troldmand eller Philosof havde vist ham.
Og Aladdin gned paa Lampen — gned saa-
dan som kun en Aladdin kan gnide — og
„flux stod Aanden der". Vel blev han et
Øjeblik bange for Aanden, men da han var
en Aladdin, og da Aanden sagde, at den var
til hans Tjeneste, saa „bød Aladdin flux over
dena, og — „Boxerbevægelsen var rejst fu
Atter foer Ildbølgen frem for Medbør,
frem som Gnister i Straa og Halm — ind
mod Peking væltede Boxerbevægelsen sig!
Men den gamle Morgiana forstod ikke et
Muk af det hele, og Aladdin var død eller
bleven borte et Steds undervejs, hvad der
forresten ogsaa var ganske ligegyldigt, thi
Aladdin havde faaet Aanden frem og dermed
opfyldt sin eneste Bestemmelse i Livet.
Ind over Kejserslottets Parkmure væltede
Boxerne, og hvem tænkte vel paa Biblioteket,
nu gjaldt det Livet. — De trængte ind i
Biblioteket, hvide eller gule Barbarer og Van-
daler, hvem det nu var — Rodet op! Det
blev der i Biblioteket; men det de søgte,
det fandt de ikke ; og \id igjennem Vinduerne
kastedes Bunker af Bøger og Blade som ved
en Ildebrand — — — og Vinden tog disse
Blade og Bøger — da ingen anden syntes
at ville have dem — og med „den flyvende
Postu fløj de ud i den vide vide Verden,
hvem ved nu hvordan og hvorhen.
Et af disse Blade — det eneste i Verden maa-
ske — var et Document, hvori der stod noget
om dansk Litteraturs Forhold til Kejseren af
Kina, noget om dansk Litteratur for 200 Aar
siden og om et mislykket Forsøg paa at om-
plante Evropas Videnskab paa asiatisk Grund.
Dette kostelige Blad, det faldt — O! Du
Skæbne mod hvilken man omsonst sig søger
at bevæbne! — det faldt, ligesom Appel-
sinen fra Slottets Vindu, ned i en Aladdins-
turban — — og denne Turban var
dansk, thi det var Hr. Partikulier Kierulfs
høje Hat.
Han købte som sagt Bladene paa Gaden for
en „Sliktf, „en Yen", en Dollar eller hvad
det nu var.
Han vidste ligesaalidt som Sælgeren, eller
nogen anden i Verden, hvad det egentlig var
han købte, men med det rette Samlergeni og
Instinkt kjøbte han det alligevel, puttede det
i den store Pose og drog hjem til Hellerup
med det, og der laa det saa i Villaen og
ventede paa igen at blive opdaget.
Det gaar med det litterære og kulturelle
Guld ligesom med det materielle; kun Taa-
berne og Eventyrerne tror at man absolut
skal drage langt bort for at finde det. „Nej !
det ligger der for din Fod, Du bukker dig
kun for at faa det.a
Og her var der saa ogsaa en som buk-
kede sig og tog det op, og Hr. Partikulier
Kierulf fortjener i Sandhed Tak fordi han
igjen en Gang har vist sin Offervillighed
og foræret Landet den lille litterære Guld-
klump — lige kostbar for Anatomen, Litteraten
og Asiatologen.*)
Det hele her er et sandt Eventyr, eller
maaske rettere, en eventyrlig Sandhed der
snart minder om Aladdin og snart om H. C.
Andersens. j*. cox.
*) Efter at ovenstaaende Stykke er skreven, har
Carlsbergfonden bevilliget et større Beleb til Haand-
skriftets Udgivelse i Trykken. Red.
. - --— 538 —
NYERE OPLYSNINGER OM AALENS LIVSHISTORIE
DR. SCHMIDTS FUND AF AALELARVERNE
Af cand. mag. K. J. GemzOe.
DER er vistnok ingen af vore Fiskearter,
for hvilken der næres saa stor og
almindelig Interesse som Aalen. Ikke alene
fordi dens hele Udseende er saa karakteristisk
og gør den saa let kendelig, at man vist
næppe forveksler den med nogen anden af
vore Fisk ; heller ikke bare af den Grund, at
den lever næsten overalt i Danmark ikke blot
i det salte og brakke Vand, der beskyller
vore Kyster, men ogsaa i det ferske Vand,
i vore Aaløb, Søer og Moser, ja snart sagt
i ethvert Vandhul, saa at Midtjyllands Bonde
kender den lige saa godt som Fiskeren ude
ved Kysten. Nej, Interessen for den bunder
nok i mindst lige saa høj en Grad deri, at
der lige til den allersidste Tid har været som
en Nimbus af Hemmelighedsfuldhed over
dens Livshistorie, saa at det først er lykkedes
vore Dages Biologi at kaste Lys over det
dunkle Spørgsmaal : Aalens Forplantning. —
Atter og atter har man diskuteret dette;
Formodning efter Formodning er dukket op.
Man har troet at maatte antage, at Aalen
yngler i vore Søer eller Aaer eller ialtfald i
Havet nær ved eller uden for disses Udløb;
men man har ingen som helst Bekræftelse
kunnet faa for saadanne Antagelser, skønt
det jo ikke kunde være saa vanskeligt at
paavise Ynglepladserne paa Steder, der saa
let kunde undersøges i Bund og Grund. Nej,
Sagen var nok den, at man end ikke havde
faaet fat i blot en Flig af det Slør, der hvi-
lede saa uigennemtrængeligt over det hele
Spørgsmaal, det Tæppe der saa haardnakket
lukkede Udsigten til Scenen. Men nu er
Tæppet gaaet op og Scenen ligger oplyst for
os ! Og det Billede, vi ser, er vel egnet til
at tage vor Opmærksomhed fangen. Var
Interessen allerede forud spændt, da er selve
Løsningen af Gaaden ikke mindre spændende,
ja bringer os tæt til Grænsen af det æven
tyrlige.
Vi vil derfor følge de Undersøgelser og
Begivenheder, der fik Tæppet til at bølge
frem og tilbage, indtil det pludselig rullede
op, saa vi nu er i Stand til at følge Aalens
Livshistorie saa at sige fra Scene til Scene.
— De, der viser os de levende Billeder, er
den danske Videnskabsmand Dr. phil. C. G.
Johs. Petersen og hans dygtige Medarbejder
Dr. phil. Joh.s Schmidt, der ved sit Arbejde
ombord i internationale Havundersøgelsers
Damper „Thor" i Aarene 1904 — 05 har bragt
Spørgsmaalet sin Løsning nær. Billederne
vises os i Dr. Schmidts nylig udgivne Værk
(contributions to the life-history of the eel);
og jeg lader dem da lyse hen paa det hvide
Tæppe paa Scenens Baggrund, idet jeg sam-
tidig optræder som Tolk. Thi behage man
at se og høre!
Hvorledes kommer man ind paa det rigtige
Spor, det, der leder til Maalet, naar det
følges konsekvent?
Ja allerførst opdagede man, at der ogsaa
blandt Aalene er Hanner og Hunner ; det vil
sige, man fandt Hunnerne mere end 100 Aar
før Hannerne; hvilket næppe vil undre nogen
og allermindst den, der kender noget til
Aalen ; for Hunnerne bliver meget større end
Hannerne og er langt lettere at kende.
Det næste Skridt, og det gøres først i
Slutningen af forrige Aarhundrede, er det,
at man finder ud af, hvad den ofte meget
betydelige Forskel i Udseende hos Aalen
egentlig betyder. Det er ikke Forskellen i
Størrelse, som her menes. Men undersøger
man et større Antal Aal ved Sommerens Be-
gyndelse og ved dens Slutning eller hen i
Efteraaret, vil man opdage to Typer.
I Juni Maaned f. Ex. tager vi nogle Aal
for os — hvor de er fangede er temmelig
ligegyldigt — og ser paa dem. De ser ud
som Aal er flest, hvilket vil sige, at de
ganske svarer til det Billede af en Aal, der
foresvæver enhver af os, hvis vi kommer til
at tænke paa, hvordan saadan et Dyr egent-
lig ser ud. Farven er den almindeligt kendte ;
Bugen er gullig til gulbrun, op ad Siderne
bliver Aalen mere graalig og endnu mere
paa Ryggen; men gulbrunt eller mørkebrunt
er alligevel Grundtonen. Øjnene er ganske
smaa („plirende") og sidder saaledes i Ho-
vedet, at Aalen hovedsagelig ser „opad",
ikke saa meget til Siderne ; og Underkæbens
Rand ses uden for Øjnene, naar man ser ned
paa Hovedet oven fra. Mange af dem er
539
Nyere Oplysninger om Aalens Livshistorie^
meget magre, hvorfor Hovedet kommer til at
se uforholdsmæssig stort ud, bredt over Nak-
Hg. i
Gul Aal. Hoved og forreste Del af Kroppen
set ovenfra.
ken, bredere end den tynde Krop. Snuden
er tit bred.
Lad os saa undersøge nogle — helst
større — Aal i September Maaned. En Del
Fig. 2. Gul AaL Hoved og forreste Del af Kroppen
set fra Siden.
af dem, vi ser paa, ligner measke ganske
dem, vi lige nylig beskrev, men andre ikke.
Somme har en anden Farvetone nu; Bugen
er meget mere hvidlig, og især er det iøjne-
faldende, at Siderne har en stærk Metalglans;
de skinner og lyser næsten som Sølv, og
Øjnene, ja de ser helt anderledes ud —
dette taget i to Betydninger. Dels er de
nemlig nu meget store, paafaldende store,
og dels er de saaledes stillede i Hovedet, at
de ser lige ud til Siden, ikke opad. Ser
man oven fra ned paa Dyrets Hoved, kan
man ikke faa Øje paa Underkæbens Rande
udenfor Øjnene. — Hovedet synes aldrig saa
stort hos disse Aal; for Kroppen er nu fed
og vel næret, tykkere og bredere end
Nakkepartiet; Snuden er tilspidset.
Desuden er Brystfinnerne nu som
Regel ret spidse og smukt formede.
Anstiller vi en mere detailleret Un-
dersøgelse, finder vi, at Kønsorga-
nerne er meget mere udviklede end
hos de Aal, vi undersøgte i Juni
Maaned; men til Gengæld er Mave
og Tarm svundet ind — thi disse
Efteraarsaal har næsten hørt op med
at spise; de kan saaledes i Reglen
ikke fanges paa Kroge. Og i de mørke
af disse blanke Aal, som de kaldes, langs
vore Kyster udad imod Havet. —
Men hvorledes skal vi da forstaa Forholdet
mellem disse to Slags Aal, som vi har om-
talt, dem vi kalder de gule og de blanke
Aal. Er det virkelig to helt forskellige Slags,
lige saa forskellige som f. Eks. en Karpe
og en Karudse eller en Mus og en Rotte
eller med andre Ord hvad Zoologerne kalder
to forskellige Arter? — Ja spørg engang
Fiskerne ad; de kender ganske vist næppe
Artsbegrebet; men at de er to helt forskellige
Slags, det er de fleste sikre paa — eller har
i alt Fald været det; nu har maaske dog
en stor Del skiftet Mening, fordi det atter
og atter fra sagkyndig Side siges dem, at de
tager fejl, hvilket bevises dem klart. Men
mange forskellige Navne til A alene har de,
og der findes vist endda adskillige, som vil
mene, at hvert Navn betegner sit Slags, eller
at der er flere end de to Slags, vi har om-
talt. Først er der Navnet gule Aal, som
jeg allerede har brugt; det er jo særlig Far-
ven, der har bidraget til, at det er dannet;
saa er der Navne som Klæpaal eller Klæp-
Fig. 3.
Blank AaL Hoved og forreste Del af Kroppen
set oven fra.
hoveder, Bredhoveder og Bredpander — de
skylder Hovedets iøjnefaldende Størrelse deres
Fig. 4. Blank Aal. Hoved og forreste Del af Kroppen set fra Siden.
Flg. 1—4 fra C. G. Johs. Petersens Afhandling om gul og blank
Aal (Biologisk Stations Beretning v. 1894).
Nætter i Efteraarsmaanederne gaar der et Tog
Tilblivelse; og endelig er der det mærkelige
Navn „Prokuratorer" ; hvis det ikke stammer
540
^Nyere Oplysninger om Aalens Livshistorie^
fra en vittig men ret ondskabsfuld Sammen-
ligning med de gule bredpandede Aals store
Graadighed, ved jeg ikke, hvordan det skal
forstaas; skulde nogen imidlertid have en
bedre, mere folkelig Etymologi , sige han til ;
jeg skal bøje mig. — Den anden Slags Aal
kaldes almindeligvis blanke Aal, Vandreaal,
Gaardaal og Ruseaal ; de sidste to Betegnelser
er freatede fra de Redskaber, Aalegaarde og
Aaleruser, hvori de under deres Vandring
fanges. —
Men ogsaa Videnskabsmænd hyldede til-
dels den samme Anskuelse som Fiskerne;
ikke saa sært endda, for det er ikke saa
længe siden, man har begyndt at foretage
saa omfattende Undersøgelser ude i Naturen,
at man kunde lade dem belære sig tilstræk-
keligt. — Naa, det var nu alligevel et Skridt
henimod den rigtige Opfattelse dette, at man
saa, at „Aal og Aal er to Ting", om det
end var en forhastet Slutning, man drog
deraf. Thi det viste sig nemlig hurtigt, at man
virkelig kun har med een Art Aal at gøre.
Og den rigtige Løsning er den, som allerede
antydningsvis kom frem i Beskrivelserne oven-
for: den blanke Aal i dens smukke metal-
glinsende Dragt har engang som yngre været
en almindelig gul Aal; da den nu blev
voksen, forandrede den i Løbet af nogle
Sommermaaneder sine Farver og sit Udseende
og blev til blank Aal. Med Efteraarets Ind-
træden er den da rede til som voksen blank
Aal at forlade vore Kyster og vandre mod
sin Yngleplads. Det er saaledes blot en
særlig Yngledragt, den anlægger, hvilket er
et almindelig kendt Fænomen indenfor Dyre-
riget — det særlige for Aalens Vedkommende
er kun, at det sker samtidig med, at den
„bliver voksen a ; — de gule Aal er Børn,
de blanke er de voksne — saaledes er For-
holdet at forstaa.
Saa forstaar man da bedre, at det netop
er de blanke Aal og udelukkende dem, der
om Efteraaret i store Mængder forlader vore
ferske — og salte — Vande og søger bort,
ingen ved hvorhen eller rettere, ingen vidste
det for blot 3 Aar siden. Denne Vandring
er noget virkelig storartet. I de mørke
Efteraarsaftener og Nætter naar Maanen ikke
er fremme, kommer den blanke Aal; man
har det paa Fornemmelsen, i Aften er det
Aalevejr, og saa er de der ogsaa. Helst
maa det være Storm og Regn, jo værre des
bedre. Saa kommer de inde fra Moser og
Søer og Aaer, fra Østersøen og fra alle vore
Vige og Fjorde og Indvande, presses sam-
men, hvor Vandene snævrer sig ind som i
Øresund og i Bælterne og spredes atter
mere ude i det brede Kattegat. Strøm og
Vind fører dem ofte; deres Færd gaar langs
Kysterne for en meget stor Del, og Vinden
og Søen sætter dem da ofte langt ind under
Land. — Udad mod det aabne Hav vil de
— derhen driver Instinktet dem. men mange
Tusinder naar aldrig frem til Maalet. Over-
alt ved vore Kyster, hvor Forholdene er til
det, og man ved, at Aaletrækket gaar, staar
der Aaleruser ude; ligeledes ved Sveriges
Kyster. Dér skal der om Efteraaret staa
ca. 18500 Ruser; langs danske Kyster var
,der i Aaret 1 900 noget over 22600 Aalegaarde
og Ruser. Et anseligt Tal — og man for-
staar, at Tusinder og atter Tusinder blanke
Aal fanges paa deres Vej mod Havet. Over-
alt er Ruserne naturligvis stillede saaledes,
at deres Munding vender i den Retning,
hvorfra Aalene kommer, hos os i Hovedsagen
mod Syd; thi fra Syd til Nord gaar Træk-
ket hos os; langs Sveriges Østkyst inde i
Østersøen gaar det derimod fra Nord Syd
efter langs Kysten indtil Skaane, hvor det
da antager Hovedretningen Nord. — Man
har godtgjort dette direkte ved Mærknings-
forsøg. Ovre i Sverige og Finland har man
anbragt nummererede Sølvplader i mange
Blankaals Rygfinner og saa sluppet dem i
Søen igen. Saaledes blev der den 24de Sep-
tember 1904 udsat 70 mærkede Aal ved
Grislehamn (Aalandsøerne) ; 15,6 °/o ind-
fangedes igen. En af dem toges ved Kivik
i Skaane d. 14de November samme Aar og
havde saaledes i 51 Dage vandret mindst
650 — 680 Kilometer; den Hastighed hvormed
den var vandret var følgelig mindst 13,3
Kilometer pr. Dag. — Dette ene Eksempel
faar være nok; kun skal jeg lige nævne, at
to Aal, som i 1905 blev mærkede og satte ud
ved Sveriges Østkyst og ved Finland, blev
fangede igen i Øresund Syd for København
og ovre ved Helgenæs paa Jyllands Østkyst.
— Forsøgene viser os særdeles tydeligt, at
de blanke Aal fra Østersøens nordlige Del
vandrer Syd efter saa langt som til Sveriges
Sydpunkt, Skaanes Kyst, hvorfra de bøjer
af mod Nord. — Sammen med Aalene fra
vore egne Farvande gaar de videre ud i Kat-
tegattet; endnu ved Frederikshavn (og Ska-
gen?) fanges de — men derefter gaar de
541 =
Nyere Oplysninger om Aalens Livshistorie ==
rundt om Skagen og ses ikke mere; thi
udenfor Skagen drives der slet ikke Fiskeri
efter blanke Aal. — Den« Hastighed, hvormed
de vandrer, synes efter de svenske Mærknings-
forsøg at kunne sættes til mindst 1 5 Kilometer
pr. Dag ialtfald for Vandringer, der har
varieret mellem 17 og 30 Dage. —
Hvorfor vandrer da alle disse blanke Aal
ud? Der kan kun svares: for at naa deres
Ynglepladser ; alt tyder jo paa, at det er en
Ynglevandring. Ikke mindst den Omstæn-
dighed, at der hvert Foraar finder en formelig
Invasion Sted til vore Kyster og videre op i
Vandløbene af ganske smaa Aal saadan om-
kring ved 7 Millimeter i Længden. Og godt
er det, at de kommer, de smaa „Aalefaringer"
eller „Glasaal" som man kalder dem; det er
jo Erstatning for de bortdragne, de voksne,
blanke Aal. Lad os blot saa vidt mulig
sørge for, at der ikke er uoverkommelige
Spærringer for dem i vore Aaer og Bække;
store Hindringer kan de overvinde — men
man kan alligevel spærre en Glasaal Vejen.
Og Følgen deraf, ja den er let at se; de
Vande, hvorhen de ikke kan komme, de
tømmes Aar efter Aar for Aal og er den
sidste vandret ud som blank Aal, da er Visen
ude ; den Indtægt, som flyder af Aalefangsten,
er da forbi. Sæt derfor Aaletrapper overalt
ved Møller og Stemmeværker og alle andre
Spærringer; hjælp Aalefaringen frem i saa
stor Mængde som mulig; det er virkelig en
national Velgerning, men der agtes desværre
ikke tilstrækkeligt paa den.
Den Indvandring af Glasaal, som saaledes
— heldigvis maa vi sige — finder Sted hos
os, forudsætter selvfølgelig, at Aalene, de
udvandrede blanke Aal, har ynglet et eller
andet Sted — af Glasaalenes ringe Størrelse
og hele svage Udseende skulde man tro at
kunne slutte, at det maatte være i Nærheden
af Kysterne; vi vil alligevel ikke drage den
Slutning, hvilket vil vise sig at være klogt
af os. —
Efter haanden har vi faaet gode Fingerpeg
til Forstaaelse af det Spørgsmaal. vi beskæf-
tiger os med. Og Læseren ønsker maaske
nu at gaa lige løs paa Maalet og faa at
vide med det samme: hvorhen gaar da de
blanke Aal; og hvorfra kommer disse for os
saa økonomisk vigtige Glasaal?
Disse, ser vi jo godt, er ganske simpelt
Ungerne, den næste Generation, Børn af dem,
vi saa passere Skagen Efteraaret før.
Slet saa simpel er Sagen nu ikke; den Slut*
ning er for hastig. —
Jeg maa bede Læseren have Taalmodighed
nok til at standse en Kende paa det Punkt,
vi nu er naaede til, og med mig gøre en
lille Rejse ned til Middelhavets lune Egne,
helt ned til Messinastrædet mellem Italien og
Sicilien. — Det er ikke min Mening at ville
paastaa, at vi dér skulde møde vor hjemlige
Aal igen — men man har netop her haft
særlig gunstig Lejlighed til Studiet af Spørgs-
maalet om Aalens Forplantning; og da
Aalene i Middelhavet er af samme Art, som
de, der lever hos os, har alle Oplysninger
her nede fra stor Interesse.
Messinastrædet — skulde mon ikke dette
Navn kalde to andre Navne frem i vor Be-
vidsthed: Scylla og Charybdis. — Vil man
undgaa Scylla, falder man let i Charybdis,
og denne Malstrøm som hvirvler Vandet op
nede fra Dybderne af det meget dybe Mes-
sinastræde, skal nok ikke være god at komme
nær. Alligevel, vi vover os frivillig i Kast
med den for at se, om den ikke i al sin
Vildhed kan være saa venlig mod os at
hvirvle noget op til Overfladen ogsaa af de
Dybets Hemmeligheder, som vi vil klare os.
Og Modet belønnes; med Vandet nede fra
Dybet følger ogsaa de Dyr, som ellers skjuler
sig for vor Iagttagelse; ægte Dybhavs former
kan vi her finde i Vandets Overflade — og
imellem de saaledes „ophvirvlede" Dyr finder
vi igen vor gode Bekendt: Aalen. To ita-
lienske Naturforskere, Grassi og Calandruccio,
giver en nærmere Beskrivelse af de Aal fra
Dybet, som de her fik fat paa; det fremgaar
af denne, at det var Blankaal, som er endnu
mere udviklede end dem, vi har lært at
kende. Øjnene var saaledes ganske enormt
store, og Kønsorganerne meget mere udviklede
end hos vore Blankaal — skulde vi da ikke
her være nær ved en af Aalens Ynglepladser,
som i saa Fald maaske i det hele er at
søge paa meget dybt Vand? Sandsynligheden
herfor stiger yderligere ved en anden Op-
dagelse, som de samme Forskere gjorde paa
samme Sted. Imellem de Dyr, som af Strøm-
hvirvlerne bragtes op fra Dybet, var der
ogsaa nogle smaa Fisk, der slet ikke var
saa ualmindelige endda i Strædet; ialtfald
kendte Fiskerne dér dem saa godt, at de
havde givet dem Navne; de kaldte dem
„lombrici or vermicelli di mare*1 eller lige-
-_=-_= 542 -=
Nyere Oplysninger om Aalens Livshistorie^
frem: „morenelli" , hvilket sidste betyder
smaa Aai, saa at altsaa Fiskerne var inde
paa den Antagelse, at man her havde Aale-
unger for sig. Bedre vilde det nu være at
kalde dem AaleJarver end Aaleunger, da de
egentlig slet ikke, ialtfald for en rent ydre
Betragtning, ligner Aal. Deres Form er som
en Neriums Blad; Kroppen er stærkt sam-
mentrykt, høj og jævnt afsmalnende mod
Hoved og Hale. Som man ser, Ligheden
med den trinde, cylindriske Aal skal man
lede efter. — Men saa finder man den da
ogsaa: deres anatomiske Bygning stemmer
med Aalens. Grassi og Calandruccio frem-
hævede ogsaa dette, og det lykkedes dem at
finde Overgangsformer mellem dem (det Navn
Zoologerne brugte til dem, var Leptocephalus
brevirostris) og de almindelig kendte Smaaaal,
ja nogle Leptocephaler, som de havde gaaende
i et Akvarium, forvandlede sig efterhaanden
helt til Aal. — Dermed maatte den Tvivl
forstumme, som straks havde rejst sig. Alt-
saa : Den sydeuropæiske Aal, der yngler paa
dybt Vand i Middelhavet, har et saakaldt
Larvestadium, tilbringer som Larve med en
meget ejendommelig Skikkelse en Tid, inden
den Forvandling begynder, der efterhaanden
giver den den almindelig kendte cylindriske
Aaleform. —
Naturforholdene i Messinastrædet er imid-
lertid saa ejendommelige, at vi ikke fra de
betydningsfulde Fund dernede kan slutte os
til synderlig meget om, i hvilken Dybde
Aalens Yngleplads i det hele er at søge;
heller ikke kan vi dér faa at vide, hvor
Larverne under normale Forhold lever, om
det f. Ex. er nede i selve Bunden eller i
Vandmasserne dybt nede eller maaske nær
oppe ved Overfladen. Vi finder dem jo kun,
naar Strømhvirvlerne saa at sige giver os
dem i Hænderne; men hvor de lever og først
gribes af Strømmen, faar vi ikke noget at
vide om. —
At de to italienske Videnskabsmænds Fund
og Opdagelse alligevel har den allerstørste
Interesse er indlysende. Vi vil derfor have
disse Oplysninger in mente, naar vi atter
vender os mod Nord for at følge videre de
Undersøgelser herhjemme, som var godt i
Gang, og se, hvad de fører os til.
Det vil erindres, at de blanke Aal tabes
af Syne ved Skagen, som de passerer paa
deres Vandring. Derudenfor fiskes der ikke
efter dem, saa fra nu af kan vi ikke vente
at faa nogen Hjælp fra Fiskernes Side til
Belysning af Spørgsmaalet. Der maa nu
Undersøgelser til, som gaar planmæssigt og
metodisk til Værks, som netop stiler mod
det Maal at løse Knuden og tager til Hjælp
de fortrinlige Methoder og Redskaber, som
de biologiske Forskninger har udviklet og
opfundet. Med andre Ord, der kræves en
videnskabelig Undersøgelse.
Flere af Europas Stater har i adskillige
Aar ved særlig uddannede Mænds Hjælp
drevet saadanne biologiske Undersøgelser; og
for faa Aar siden enedes man om et Sam-
arbejde, oprettede Kommissionen for inter-
nationale Havundersøgelser med Hovedsæde i
Kjøbenhavn og vor biologiske Stations For-
stander, Dr. phil. C. G. foks. Petersen til
Formand (for den danske Afdeling). Derved
fik man en fast, ensartet Plan, og man for-
deler nu det store Arbejdsfelt, der spænder
fra Islands til Ruslands Kyster, mellem de
enkelte Nationer.
Vi vil da gaa ombord i det danske Un-
dersøgelsesskib „Thor", der i Foraaret 1904
dampede Nord paa med Dr. phil. Joks. Schmidt
som Leder af de videnskabelige Undersøgelser.
Maalet er Islands Kyster — men saa langt
vil vi ikke følge med. — Paa Vejen over
Kattegat, Skagerak og Nordsøen tages en
Række „Stationer**, som man kalder det ; det
vil sige, man undersøger de hydrografiske
Forhold (Strøm, Temperatur og Saltholdighed
i Havet) og studerer Dyrene i de forskellige
Dybder, naturligvis især Fiskene, deres Æg
og Unger. Men Aalelarver ser vi foreløbig
ikke noget til — vi er ogsaa endnu inde
paa Omraader, der er undersøgt tidligere
Gang paa Gang, saa vi kan ikke vente at
finde noget saa epokegørende nyt som Fore-
komsten af en Aalelarve her vilde være. Vi
maa længere ud til større Dybder og andre
Naturforhold. Vi naar da omsider ud over
den mægtige undersøiske Højderyg, der
forbinder Skotland med Færøerne og herfra
fortsættes til Island og videre til Grønland.
— Som en Barriere skyder den op fra de
store Dybder og danner et skarpt Skel mel-
lem det iskolde Vand, som fylder Nordhavets
og Ishavets Bund, og Atlanterhavets Vand-
masser Vest og Syd for den, hvor Tempera-
turen selv i de største Dybder over hele
Strækningen mellem Storbritannien og Irland
543
Nyere Oplysninger om Aalens Livshistorie
mod Øst, den amerikanske Kyst i Vest og
Færøerne og Island mod Nord, stedse er
over 0 Grader. — Naturligvis gælder disse
udprægede Temperaturforskelle kun Vand-
masserne i Dybet, hvor Højderyggen adskiller
dem og hindrer en Sammenflydning. Dens
laveste Steder ligger ca. 600 Meter under
Havets Overflade, saa der er Plads nok til
Strømninger fra Hav til Hav i Overfladen og
de øvre Vandlag hen over Ryggen; vi ken-
der jo da alle Golfstrømmen, der fører varmt
Atlanterhavsvand over den helt op til Nord-
kap og Spitsbergen. — Herude Sydvest for
Færøerne, hvor altsaa ogsaa Bundvandet er
det „ varme u Atlanterhavsvand, finder vi nu
d. 22de Maj 1904 „Thor* beskæftiget med
Undersøgelser. Man har Yngel-Trawlen ude;
Skibet gaar langsomt og trækker den gennem
Vandet noget under Overfladen; et Kvarters
Tid varer Trækket denne Gang, saa hiver
Spillet Redskabet hjem i den lange Staal-
traadsvire. Vi ser det komme op til Skibs-
siden ; først kommer Skovlene, som tjener til
at holde Redskabets Munding vidt aaben, da
de ved Vandets Pres spærres ud fra hin-
anden; saa ser vi de smækre Liner, der for-
binder Skovlene, med to Stokke, der sidder
hver paa sin Side af Mundingen; de ender
i hule cylinderformede Skiver, som, naar
Redskabet sættes i Søen, hurtigt fyldes med
Vand og saa ved deres Vægt tvinger Posen
ned og holder den i en bestemt Stilling i
Vandet; vi ser den store tætvævede Pose,
der nu lukker sig sammen, fordi Linerne
hales sammen, og hele Posen hales nu ind
paa Dækket, hvor Indholdet, Fangsten, under-
søges. — Redskabet, der har gjort de bio-
logiske Undersøgelser en overordentlig Nytte,
er konstrueret af Dr. phil. C. G. Johs. Peter-
sen og kaldes da simpelt hen Petersens Trawl
eller Yngeltrawlen, det sidste fordi det er
konstrueret og bruges til Indfangeise af Fiske-
yngel. — Ved Undersøgelsen af Fangsten
venter der os en Overraskelse; der er en
Aalelarve derimellem. Vi kender den straks;
den ligner ganske de smaa Leptocephaler fra
Messinastrædet. — Dybden paa Stedet er
ikke saa helt ringe, ca. 1300 Meter. Dr.
Schmidt gør derfor flere Træk i forskellig
Dybde for at se, om der ikke skulde være
flere at fange — men nej; han maa nøjes
med den ene. Saa sættes Kursen mod Is-
lands Kyster, hvor der foretages omfattende
Undersøgelser baade i det kolde Ishavsvand
Nord for Øen og det varmere Atlanterhav
Syd for; til Aalelarver ser man dog intet.
Ved Sammenligning mellem alle de mange
„Stationer" som toges i denne Sommer, blev
da Dr. Schmidt hurtig klar over, at Grunden
til, at han netop Sydvest for Færøerne og
kun dér havde fundet Aalelarven, sandsynlig-
vis var at søge i denne Stations sydlige Be-
liggenhed; han havde ganske vist undersøgt
Havet mange Steder Vest og Syd for den
Højderyg, vi har hørt om i det foregaaende ;
men Aalelarve-Stationen var alligevel en af
de sydligste og Vandet nede i Dybet var jo
varmere des længere Syd paa, vi kom. Saa
var det vel Nordgrænsen for Aalelarvernes
Udbredelse han havde strejfet, og det gjaldt
da blot at drage længere mod Syd for at
komme til Aalens Ynglepladser; thi Larvernes
Udbredelse maa jo i det store og hele falde
sammen med Ynglepladsernes Udbredelse.
Fiskene gyder deres Æg; Ungerne udvikler
sig af dem, og griber ikke Havstrømmene
dem, vil Udviklingen' ske i Vandmasserne
oven over de Pladser, hvor Fiskene har
leget. Derfor har man da ogsaa baade ved
Norges og Islands Kyster kunnet rinde og
fiske de gydende Torsk, naar man blot lod
sig vejlede af de uhyre Mængder af Æg (og
spæde Unger), som flød i Overfladen over
Gydepladserne.
Næste Foraar, i Maj Maaned, begynder
„Thora derfor sine Undersøgelser længere
Syd paa, udfor Hebriderne. Først fiskes der
inde paa lavt Vand, men her rinder man
kun de almindeligt forekommende Unger af
Torsk, Hvilling, Kuller og andre, som jo
netop gyder deres Æg, hvor Vandet ikke er
særlig dybt. — Saa forsøges længere ude,
hvor Dybden er steget til 1 1 50 Meter ; og
her faas een Aalelarve i et Træk i Nærheden
af Overfladen. Skulde mon da den rette
Plads være at søge over endnu større Dybde?
„Thor" damper derfor endnu længere Vester
ud, og man prøver atter efter at have loddet
1985 Meters Dybde; baade nær ved Over-
fladen og dybere nede trækkes Yngeltrawlen ;
men der fiskes ingen Aalelarver her. Saa
maa da Dybden her alligevel være for stor
— derfor tilbage til den ringere Dybde igen;
den passer altsaa bedre. Der gøres da ad-
skillige Træk over Dybder, som varierer
mellem 1020 og 1550 Meter, og ialt fanges
544
Nyere Oplysninger om Aalens Livshistorie^
her 8 Aalelarver. Den rette Dybde er fun-
det, og man har tillige opdaget, at Larverne
mest lever ca. 100 Meter under Overfladen.
Saa beslutter Dr. Schmidt sig til at gaa Syd
paa og undervejs følge 1000- Meter-Kurven
o: den Linie som kan trækkes mellem de
Punkter paa Havbunden, hvis Dybde er netop
1 000 Meter. Denne Linie eller Kurve løber
Vest for Skotland i omtrent ret Nord — Syd ;
henimod Irlands Nordvestkyst bøjer den Vest
over og beskriver en stor Bue ud Vest om
Irland; udfor denne Ø's Vestkyst ligger der
nemlig en stor Banke med lavere Vand ; men
ved Sydvest-Kysten bøjer Kurven igen nær-
mere ind mod Landet og løber nu efter at
have gjort en svag Bue udad mod Vest ud-
for Kanalens Munding omtrent parallelt med
Frankrigs Kyst, indtil den henimod og tæt
ved Spaniens Nord kyst bøjer Vest over paral-
lelt med denne. — Længere vil vi ikke følge
den. — Uden for den tiltager Dybderne
meget hurtigt; Havbunden skraaner temmelig
brat ned mod de store Dybder i Atlanter-
havet, og man skal ikke sejle langt, før
Loddet melder 2000 Meters Dybde. Dog er
der udfor Irlands Sydvestkyst en Slags Pla-
teau, hvor Dybderne længe er mellem 1000
og 2000 Meter, og ligeledes udfor Kanalens
Munding; det er Banker i Dybet, som maa-
ske kan minde os om Fiskebankerne inde
paa det lave Vand. — Saa følger da „Thora
denne 1000 Meters Kurve Sydover og fisker
til Stadighed over Dybder mellem 1000 og
1 500 Meter ; men Nord for den irske Banke
faas kun faa Aalelarver, saa faa, at det ikke
er sandsynligt, at A alene kommer ud til
Atlanterhavet Nord om Skotland for at søge
Ynglepladser Vest for dette Land; ialtfald
ikke de store Mængder af dem. — Saa var
der kun een Vej til for dem — Kanalen
mellem England og Frankrig. Skulde mon
de store Ynglepladser være at søge heruden-
for, maaske netop paa de Plateauer eller
Banker, som vi hørte om ovenfor? Det maatte
undersøges, og „Thor* gik derfor videre
over den irske Banke, hvor der ingen Aale-
larver fiskedes, længere Syd paa, til den igen
kom over 1000 Meter-Kurven. — Nu blev
der mere Mening i Fiskeriet ; i et Træk paa
2 Timers Længde toges saaledes 38 Aale-
larver; i et andet, Som gjordes over Plateauet
ud for Kanalen, endog- 70 Stykker. — Maa-
ske vil Læseren finde, at dette ikke er videre
høje Tal, særlig da Trækket var saa lang-
varigt; maaske ved man, at Dr. Schmidt
tidligere med samme Redskab paa lavt Vand
ved Færøernes Kyst i Løbet af en halv Time
kunde fange over 1200 smaa Torskeunger
foruden mange andre Fiskeunger. Saa er
selv 70 jo et ringe Tal! — Nej den Sammen-
ligning gaar ikke. Herude, hvor Dybden er
saa vældig, er det jo kun en yderst ringe
Brøkdel af den hele Vandmasse, som Red-
skabet kan gennemfiske — betænker man
ret dette, vil man snart forstaa, at det er
glimrende Resultater, der her er naaet. —
„Thor" damper derfor ogsaa ad Danmark
til; fisker paa Vejen længere inde mod Ka-
nalen, men finder der ingen Aalelarver. —
Det viser sig alt saa, at Leptocephalerne
(Aalelarverne) lever i selve Vandmasserne
nærmere ved Overfladen end ved Bunden;
de er, hvad man plejer at kalde pelagiske
Dyr, og sammen med dem fanges andre Dyr,
der ligeledes lever deres Liv oppe i selve
Vandmasserne, ikke nede ved eller paa Havets
Bund. Baade de og Aalelarverne er mere
eller mindre glasklare og gennemsigtige, saa
at det ofte var en vanskelig Sag at faa Øje
paa dem, naar Fiskeredskabet kom op med
saa mange af de andre Dyr, at de kunde
fylde mere end 650 Potter! Dr. Schmidt
skriver, at man dog kunde faa Øje paa dem,
fordi de havde sølvskinnende Øjne, og han
fortæller om nogle af dem, som han havde
gaaende ombord i Thor i store Glas med
Havvand i. Deri svømmede de rundt med
aalelignende, bølgende Bevægelser; rørte man
ved dem, rullede de sig undertiden sammen
i en Cirkel og holdt sig saaledes rolige i
Vandet i nogen Tid. For Lyset var de
bange. — I nogle Glas kom han en Blan-
ding af Mudder og Sand for at se, om de
viste nogen Tilbøjelighed til at grave sig ned
deri — som man jo havde ment tidligere;
men det var der ikke Tale om. —
Alle de Aalelarver, »Thor" fangede i For-
sommeren 1904, lignede ganske de Smaa-
fisk, vi har lært at kende nede fra Messina-
strædet under Navn af Leptocephalus brevi-
rostris. — Men hen i September Maaned
søger „Thor" igen efter Aalelarver ude Vest
for Skotland, og da viste det sig, at de
havde et noget andet Udseende. De lignede
nu Aalen betydelig mere, og det lykkedes
Dr. Schmidt at finde saa mange Overgangs-
former, at han kunde følge den hele Ud-
vikling fra Leptocephal til Glasaal. Og i
_= 545 = = 36
Nyere Oplysninger om Aalens Livshistorie
Fig. 5. Leptoccphalus brevirostris.
November Maaned fanger en engelsk Under-
søgelsesdamper saadan en lille Glasaal, der
om Natten kom svømmende hen langs Skibs-
siden oppe i Vandets Overflade; det var
Vest for Irland men meget nærmere ved
Land og over langt ringere Dybder end de
Steder, hvor de typiske Larver var fangede.
— Saa forvandler Larverne sig da og antager
Aalens cylindriske Legemsform, samtidig
svinder dens Længde noget ind, og naar
Forvandlingen er naaet saa vidt, at vi har
en Glasaal for os, begynder denne sin store
Indvandring, som vi allerede tidligere flygtigt
har omtalt. Til vore
Kyster kommer
Glasaalene i Maa-
nederne April, Maj
og tildels endnu i
Juni. Til Frankrigs
og Englands Atlan-
terhavskyster kom-
mer de noget før,
allerede om Vinte-
ren eller i det tidlige Foraar; og Indvan-
dringen i Floderne her er noget virkelig
storartet; et helt Fiskeri udelukkende efter
Glasaal giver den Anledning til. Ved Flo-
derne, f. Eks. ved Severn, som falder i
Bristol-Kanalen, staar Kvinder og Mænd
med lange Stænger, hvortil er bundet Næt,
og øser dem ligefrem op af Floden. En
Mand fanger let paa en Nat 100 fr af
dem, og da der gaar 1400 — 1500 paa Pun-
det, og Hundreder af Mænd fisker efter dem
ved Severn Nat efter Nat, vil man jo let
forstaa, hvilke enorme Mængder der fanges.
Og saadan er det adskillige Steder ved Eng-
lands og Frankrigs Floder omend maaske i
noget mindre Maalestok. I England sælges
de for 1 til 2 Pence Pundet. De saltes,
koges, presses sammen i Kager, der skæres
ud i tynde Skiver, ristes og spises; de skal
smage godt. — Men Glasaalene skal nok
saa ogsaa være helt glasklare og ikke have
noget af den mørke Farve, som de allerede
Fig. 6. Ovcrgangsform mellem Lepthocephal og Glasaal.
har lidt af pletvis, naar de kom-
mer ind i vore Farvande. — Fan-
ges der saa mange, at Folk til-
sidst ikke gider spise dem mere,,
fodrer man Svinene med dem! —
Som man ser, Indvandringen tit
Englands og Frankrigs Vestkyst er
virkelig et storartet Fænomen; ja
længere Øst paa vi derimod kom-
mer i Europa des færre kommer der ; ja i den
østlige Østersø kender man slet ikke Glas-
aalene ; hertil naar de først som ældre, efter
at de har faaet Aalens almindelige Farver
og Udseende. — Grunden til denne enorme
Mængde netop ved Atlanterhavskysten er ja
let forstaaelig for os nu. Aalens Yngle-
pladser er i Nærheden; her møder Aale-
ungerne under deres Vandring første Gang
Land. Navnlig er jo et Sted som Bristol-
kanalen ligefrem prædestineret til at maatte
modtage en Mængde af dem; det er temme-
lig nær ved Ynglepladsen udfor Kanalens
Munding, den aab-
ner sig udad mod
Vest og amler der-
rfor Glasaalenes
Skare som en Tragt y
hvis snævre Rør igen
bliver Severn-Flo-
den, hvor de da
ligefrem ledes ind
ved Landets Form,
Saa fik vi da Svar paa det Spørgsmaal,
vi stillede: hvor yngler de Aal, som lever
her ved vore Kyster eller i vore Søer og
Mosehuller? Vi faar ligesom en vis Respekt
for disse Dyr, der maaske lever det meste
af deres Liv i et eller andet lille Vandhul
inde midt i Jylland, men dog engang som
spæde Unger er kommet vandrende helt ude
fra Oceanet og igen vil søge derud, naar
Instinktet vaagner og hjælper dem til at
Fig. 7. Glasaal.
(Fig. 5—7 fra Johs. Schmidt: Contributions to the i
lifehistory of the eel 1906).
546 =.
^ Nyere Oplysninger om Aalens Livshistorie
overvinde Hindringer, som vi ofte anser for
umulige for dem at komme over. — Aalen
standser da ikke Vandringen, før Maalet er
naaet, før den møder de Naturbetingelser,
som den kræver for at kunne yngle. Intet
Steds undervejs heller ikke i Skagerak eller
Kattegat finder den de to Betingelser op-
fyldte, som den stiller til Omgivelserne: en
Dybde paa mindst 1000 Meter i Forbindelse
med en Temperatur af 6 — 7 Graders Varme.
— At det er for Æggenes Udviklings Skyld
den kræver det store Tryk, der hersker i
den omtalte Dybde og vel ogsaa den be-
stemte Temperatur, er sandsynligt; Vandets
Saltholdighed og dermed dets Bæreevne hæn-
ger jo nøje sammen med Temperaturen, og
dette kan have Betydning, hvis Aalenes Æg,
saaledes som mange Dybhavsfiskes flyder i
Vandlagene nær ved Bunden. Dog herom
ved man intet; heller ikke kender vi noget
til de Udviklingstrin, som ligger mellem
Ægget og den fuldt udviklede Aalelarve —
her er Arbejde for Fremtiden. Og endnu
ved man intet om, hvad der bliver af Aalene,
naar de har ynglet. Dør de eller lever de
en Tid derude? Tilbage til os kommer de
i alt Fald ikke mere — men heldigvis kan
vi trøste os med, at de erstattes ved Ind-
vandringen af Glasaalene, en yngre Generation.
Hovedtrækkene ligger nu klart belyste; det
rigtige Spor har man fulgt, det der førte
til Spørgsmaalets Løsning, og fulgt det med
tilstrækkelig Energi, saa at Maalet naaedes.
Hvorefter Tæppet atter gaar ned — dog
kun for de Scener, som her er vist Læseren,
ikke derimod for Aalens Livshistorie. Jeg vil
slutte med at spørge Dem, min ærede Læser:
var det rent forkert, naar jeg sagde, at vi
vilde komme nær til Grænsen af det æven-
tyrlige?
547
36*
TODTENSCHLÆGEREN
Af Carl Muusmann.
DER var Middagstilhed over det store
Fængsel. Dets mørke, graa Mure laa
og badede sig i den stegende Sol. Dens
brændende Straaler gled gennem Lyskasserne
ind over Cellernes nøgne Vægge9 der kun
var prydede med nogle Opslag. Alle inde-
holdt de Forbud!
Arbejdet gik langsomt under Længsel efter
Sommeren derude. Langsomst gik det i
Todtenschlægerens Celle. Den frygtede Volds-
mand med de uregerlige Kræfter og de vilde
Lidenskaber sad med et lyttende Udtryk og
flettede paa Vidiekurven.
Han var under Fængslets haarde Jærn-
disciplin. Men ogsaa det gav paa en Maade
Fangen en Art Ret netop ved sin Regel-
bundethed.
Og som en saadan Ret føltes denne stille
Middagstime, i hvilken der aldrig hørtes Trin
paa Jærngallerierne udenfor, og i hvilken
man kunde sidde stille og lytte til underlige,
regelmæssige Slag paa Vandrør og Varm-
ledninger, Slag, der lig en traadløs Telegraf
bar Bud fra Celle til Celle med Hilsen og
Oplysning.
Og nu sad Todtenschlægeren altsaa og
lyttede, medens der af og til lyste et Smil
i det skumle Ansigt ved Glæden over at faa
Bogstaverne flikkede sammen til Ord, og
Ordene til Mening.
Men pludselig forsvandt Smilet og gav
Plads for et haardt, næsten vildt Udtryk.
Der lød Trin ude paa Galleriet. Det var
Opsynet! Fangen kunde se ham med Hørel-
sen, som han kom travende hen over Jærn-
risterne, stor, tyk, bred og sveddryppende
med Nøgleknippet ved Bæltet.
Hvad Fanden vilde han nu her paa denne
Tid! Aldrig kunde man da heller have et
Øjeblik i Fred for sig selv.
Todtenschlægeren blev grebet af Raseri.
Skulde der nu maaske igen dikteres Straf
for en eller anden Forsyndelse mod det for-
bandede Reglement. Altid kunde de finde
paa noget, naar de vilde en Fange til Livs.
Todtenschlægerens Kinder glødede med en
dyb Rødme i Solheden,
Trinene derude paa Galleriet kom nær-
mere. Nu standsede de lidt fra Cellens
Dør.
En Række spredte Tanker knyttede sig i
dette Nu sammen til en Knude i Fangens
Hjærne.
Opsynet var alene! Maaske var der ikke
sat Vagt ud i denne stille Middagstime!
Henne under den løse Sten i Gulvet laa et
skarptslebet Stykke Jærn, som Todten-
schlægeren taalmodigt og lydløst havde
hvæsset i lange Maaneder! Ude skinnede
Solen, Fuglene sang, og Skoven var grøn!
Nøglen raslede i Celle-Døren. Opsynet
traadte ind, men i det samme styrtede han
til Jorden som ramt af et Lyn. Todten-
schlægeren havde med ubændig Kraft plantet
det skarpe Instrument dybt i hans Tinding.
Fangen saa end ikke paa sit Offer. Med
stive Øjne listede han sig hen over Galleriet.
For hvert Skridt standsede han, lyttede og
spejdede.
Han følte en jublende Glæde over den
erhvervede Frihed, intet andet. Vejen var
ryddelig, Dørene stod aabne. Der var ingen
Vagtposter.
Todtenschlægeren stod nu i Fænglets
Gaard. Det var, som om Himmelen selv
havde besluttet denne Flugt. Op mod Muren
stod en Huggeblok og en Stige. Han satte
Stigen ovenpaa Huggeblokken, svang sig over
Muren og lod sig falde.
Et Øjeblik blev han liggende ganske stille
uden at røre sig. Havde han knækket Arme
og Ben i Faldet!
= 548
Todtenschlcegeren
Nej, nu mærkede han tydeligt, at han var
ganske hel.
En eneste Tanke bemægtigede sig ham:
Flugt, saa hurtigt som muligt. Han rejste
sig op og løb, vedblev at løbe saa hurtigt,
som hans rystende Ben kunde bære ham,
over Marker, Grøfter og Gærder, indtil han
drivende af Sved naaede Skoven.
Saa segnede han dødtræt om i det bløde
Græs under de skyggefulde Bøge og blev
liggende i en salig Døs, medens han stir-
rede op gennem Løvtaget paa den blaa
Himmel med de smaa, hvide, drivende Skyer.
Saadan maatte man føle sig, naar man
paa Flugt fra Helvede naaede til Himme-
riges Port!
Men kun en fattig Stund varede denne
søde, næsten overjordiske Nydelse.
Der lød mange Stemmer, Fodtrin og for-
virrede Raab. Todtenschlægeren sprang op,
han greb en tyk, nedblæst Gren, der laa
paa Mosset ved Siden af ham, og idet han
svang Køllen, forsvandt han som en Vild-
mand ind mellem Træerne.
Den første, der kom ham nær, strakte
han til Jorden med et vældigt Slag og den
næste gik det ikke bedre.
Men der var for mange! Fem Minutter
senere laa Todtenschlægeren bundet og bastet,
medens han skar Tænder i afmægtig For-
bitrelse og ømmed sig af Smerter i det
Skudsaar, han havde faaet i det ene Ben.
I Triumf blev han baaret tilbage til
Straffeanstalten og ind paa Kontoret.
Inspektøren stod op mod Skranken og
stirrede paa ham med de strenge Øjne.
Todtenschlægeren slog Øjet ned og blev
ganske myg og stille i sine Lænker. Han
mumlede kun halvhøjt og ligesom undskyl-
dende mellem Tænderne:
— Hvorfor kom han ogsaa!
Der gik et bedrøvet Udtryk over Inspek-
tørens Ansigt, og han svarede tonløst:
For at meddele Dig, at Du var benaadet.
. ^ 549 - —
DE TYSKE RIGSDAGSVALG
Af cand. theol. Laurits Th. Arnskov.
I.
OM Aftenen den 2 1 . Januar var Munch-
ner Kindl-Keller's store Sal festsmykket.
— Det mægtige Rum, som til daglig kan give
Plads til 5000 Mennesker omkring Ølbordene,
var formelig tjældet med Flag og Vimpler:
svulmende trefarvede Rigsbannere hang Side
om Side med det bayerske Nationalmærke
og Landsfaner fra det tyske Kejserriges for-
skellige Egne. Grønne Guirlander snoede
sig om de friskmalede Piller, langs Væggene
og hen under Loftet, der i Form og Ud-
seende mindede om dem, man ser i de store
nordiske Bjælkehaller.
Der var Karakter over denne kæmpemæs-
sige Ølstue. Den havde Præg af det natio-
nale, af det historiske. Havde det elektri-
ske Lyssystem, hvis mange tindrende Spiraler
her tydeligt talte Nutidens Sprog, blot været
erstattet af en mere gammeldags Belysning,
f. Eks. Vokskærter, kunde man godt tænke
sig hensat til et eller andet fjernt Tidspunkt
i den tyske Historie.
Men det var ogsaa kun Milieu'et, der
havde dette Tilsnit som en passende nationaj
Baggrund for det, der skulde foregaa her i
Aften. Publikum var fuldkommen „up to
date" : Eliten af Spidserne fra det offentlige
Liv i Kongeriget Bayern og Damer og Her-
rer af det bedste Selskab fra det intelligente
og kunstelskende Munchen. Og Dagens
Mand var fuldtud moderne, en Personlighed,
hvis Væsen var præget af et kosmopolitisk
Nutidslivs hele Fremdrift og Energi.
Manden var Bernhard Dernburgy indtil for
faa Maaneder siden en forholdsvis ukendt
tysk Bankdirektør, men en Mand, som til-
skreves store Muligheder, ikke alene fordi
han i kommerciel Henseende sad inde med
Verdensmandens omfattende Totalsyn, men
ogsaa fordi han ejede den fødte Jødes sikie
Realsans. Nu stod han som Direktør for
det tyske Kolonialdepartement, i hvilken
Egenskab han for godt en Maaned siden
havde fremkaldt den tyske Rigsdags Opløs-
ning og kastet Landet ud i en Valgkampagne,
der i Hidsighed og Voldsomhed skulde over-
gaa alle tidligere og berede Verden de
største Overraskelser.
Siden Valgkampagnens Begyndelse havde
Kolonialdirektør Dernburg holdt et Foredrag
i Berlin om Koloniernes Betydning, og efter
dette strømmede det ind til ham med An-
modninger om Foredrag over hele det tyske
Rige. Mange maatte han afslaa, men Syd-
tyskland vilde han dog skænke en Tournée
for paa symbolsk Maade at angive, at i
denne Valgkampagne slog den tyske Enheds-
tanke en Streg over alle Modsætninger,
hvoraf den mellem Nord og Syd fra gammel
Tid stod som den mest skæbnesvangre.
Intet var nu naturligere end at Munchen,
Bayerns Hovedstad og Sydtysklands for-
nemste By, blev det Sted, som først fik Æren
af Hr. Dernburgs Besøg. En politisk Tanke
er i Tyskland ikke fuldt ud national, naar
den ikke slaar Rod lige saa godt i Munchen
som i Berlin.
Og at Eksbankdirektørens koloniale Kongs-
tanke vandt Anklang i Syden saa vel som i
Norden, var tydeligt for den, der paa nært
Hold havde Lejlighed til at følge Begiven-
hedernes Gang under Valgkampagnen.
I Munchen var alle Adgangskortene revne
bort længe forud, og de Pladser, der dis-
poneredes over til særlige Indbydelser, maatte
forøges Gang paa Gang. Kun i Egenskab
af udenlandsk Presserepræsentant var det de
sidste to Dage før Mødets Afholdelse muligt
at skaffe sig Adgang.
Mødet var fastsat til Kl. 8. Men fra 7
af var Gaden, hvori Kindl-Keller'en laa, et
Hav af Mennesker, hvoraf de lykkelige, som
havde Kort, kæmpede sig indefter og opad
550 ^
De tyske Rigsdagsvalg
Trapperne mod den store Sal i en eneste
mægtig, dirrende Strømbølge. Politiet, Tje-
nerne og det frivillige Sanitetskorps havde
fuldt op at gøre med saa nogenlunde at op-
retholde Regelmæssigheden. Salen var hur-
tigt overfyldt, og dog vedblev Folk til det
sidste Øjeblik at albue sig ind, uden at man
kan forklare sig, hvordan det lykkedes dem
at skaffe sig et Minimum af Kvadrattommers
Plads til at staa paa.
Lidt før B var Foredragsholderen ankom-
men fra „Hotel Bayerischer Hof* i Automo-
bil. Paa Slaget 8 var de kongelige Her-
skaber der, og Kolonialdirektøren besteg nu
Podiet, hilst med øredøvende Klapsalver fra
hele Salen. Han talte en Time, stadig af-
brudt af Bifald.
Født Taler er den tyske Kolonialdirektør
ikke. Men hans Fremstilling er klar og be-
hændig. Ved en forstandig Pointeren af det,
han vil have frem, og ved en flittig An-
vendelse af kendte autoritative Citater og
nu og da af amerikanske Ordsprog, som
han mindes fra sin Banktid hinsides Atlanten,
lykkes det ham let at rive Tilhørerne
med.
Men Situationen var unægtelig ejendomme-
lig: for godt en Maaned siden, før Rigs-
dagsopløsningen, stod den ny Kolonialdirektør
i Rigsdagen og kæmpede med de drevne
katholske Centrumsførere Roeren, Erzberger &
Co.9 der næppe kunde finde Ord haanende
nok overfor ham: „den ny Mand", „den
nye Herre", „Israeliten", „ Orientens Søn a! Nu
mod Slutningen af den Valgkampagne, som
Centrums Afstemning imod Kolonidirektøren
d. 13. December 1906 havde fremkaldt,
stod den samme Bernhard Dernburg i det
tyske katholske Hovedlands første By og
blev hilst af en bifaldende Tilhørerskare —
for at bruge Indlederens Ord — som „Bringe-
ren af en ny Morgenrøde over de tyske
Kolonier og over hele det kære tyske Fædre-
land!«
II.
En Situation som den fra hin Aften i
Munchen er kun en enkelt Episode, der kan
give et lille Indblik i, hvor usædvanlig den
Valgkampagne var, som endte med det for
alle saa overraskende Resultat, at det mæg-
tige, sejrvante tyske Socialdemokrati led et
saa knusende Nederlag.
Bagved en saadan Kendsgærning maa der
ligge mere end blot politiske Grunde. Der
maa ogsaa psykologiske Momenter til for at
forklare den. Og ser man tilbage paa den
hele Kampagnes Forløb, vil det ogsaa være
muligt at finde Aarsager af folkepsykologisk
Art, nemlig alt det, der kan samles under
Udtrykket : » Nationalfølelsens Renaissance « .
Tyskland oplevede i denne Valgkampagne et
nationalt Gennembrud, hvis nærmeste Side-
stykke maa søges i den tyske Enhedstankes
endelige Sejr for 35 Aar siden, i Tiden
1870-71.
Rigskansler Fyrst Buloiv angav selv det
Slagord, hvorunder Valgkampagnen skulde
føres, idet han den Dag, Opløsningen fandt
Sted, saa kraftigt som han kunde, betonede,
at det drejede sig om Tysklands Ære og
Anseelse i Verden, Kampen for Kolonierne
var en national Velfærdssag. Derfor maatte
Valgkampagnen føres for eller imod det
nationale, og derfor vilde en Sejr for Re-
geringen som det nationales Forsvarer være
selve den nationale Tankes Sejr.
Toner som disse, anslaaet af det tyske
Kejserriges første Embedsmænd, lød overalt,
hvor man kom fra By til By under Valg-
kampagnen, og mere og mere vandt de
Genklang, alt som Afgørelsen nærmede sig«
Paa Dagen for Hovedvalget, d. 25. Januar,
og paa Kejserens Fødselsdag, d. 27., kul-
minerede den nationale Stemning i Berlin
med begejstrede Hyldingstog til Sejrherrerne,
Kejseren og Kansleren — Kolonidirektøren
var endnu i Sydtyskland.
Skønt alle Berlins Valgkredse paa en nær
er og forblev i Socialdemokraternes Besid-
551 = :
=De tyske Rigsdagsvalg= =
delse, var der dog enorme Menneskemasser,
som demonstrerede med national Jubel, hver
Gang Telegrafen bragte Bud om et social-
demokratisk Nederlag, og af dem var der
den 25. over en Snes.
Meget betegnende for Stemningen i den
tyske Hovedstad hin Aften var den stærke
Indignation, som greb alle patriotiske Bor-
gere, da Politiet henimod Midnat trængte et
Folketog tilbage, som vilde hen til Slottet
for at hylde Kejseren i Anledning af den
nationale Valgsejr.
Politiet holdt sig til Forskrifterne. Vel,
men en Aften som denne maatte Etiketten
vige! Folketoget kom dog i national Hen-
sigt, afsyngende patriotiske Sange og anført
af Studenter! En ubegribelig Taktløshed af
Politiet var det at stille sig brutalt i Vejen!
Saaledes var den offentlige Mening den
Nat, og at den havde Tilhold paa de højeste
Steder, var tydeligt nok. Ikke alene blev
Folketoget, umiddelbart efter at Politiet
havde jaget det fra Slotspladsen, medtaget
ved det kronprinselige Palæ og hos Rigs-
kansleren i Wilhelmsstrasse, men Politiets
Optræden blev offentlig paa talt af Justits-
ministeren, og i Kejserens Kundgørelse i
„Reichsanzeiger" efter Fødselsdagen var Or-
dene, at Folkets Tilkendegivelser var „baarne
af begejstret Glæde over de tyske Vælgeres
nationale Holdning«, et tydeligt Bifald Hl
Folkestemningen for dens Holdning paa Valg-
dagen.
Paa den sidste Dag for Omvalgene, d. 5.
Februar, da lignende Demonstrationer fandt
Sted, tog Folket da ogsaa Revanche over
Politiets Adfærd fra d. 25.: de drog atter
ved Midnatstid til Slottet, og denne Gang
vovede Politiet ikke at standse dem. Kejse-
ren viste sig da ogsaa og holdt en Tale,
som vil give Anledning til mange Kommen-
tarer i mere end den første Maaned efter
Valget.
Kejseren bragte i sin Tale en varm Tak til
Folket for Udfaldet af Valget „De har gjort
Deres Pligt overfor Fædrelandet", sagde han,
og han tilføjede „Fyrst Bismarcks Ord faar
nu Bekræftelse, da han sagde, at det tyske
Folk kan ride, naar det sidder i Sadlen.
Jeg er fast overbevist om, at naar alle
Stænder, høje og lave, og alle Konfessioner
holder endrægtigt sammen, kan det ikke
blot ride, men ride alt det ned, der stiller
sig i Vejen for os .... . Hvad bryder vi
os om de Regler, hvorefter Fjenden kæmper;
naar vi blot slaar ham ned!"
Det hævdes officielt, at der med disse
Ord om at „ride ned" sigtes til Socialdemokra-
terne, de indre nationale Fjender, og „Vor-
wårts", der paa Valgdagen sejrsikkert ud-
brød „Der Tag des Volksgerichts ist ge-
kommen!", riposterer nu overfor Talen om
Nedridning „Vi er slaaede, men ikke be-
sejrede!".
Dog paastaas det ogsaa, at der med dem,
der „stiller sig i Vejen for os", ogsaa sigtes
til ydre Fjender, noget, som straks gav den
engelske og den franske Presse Stof til
mange Betragtninger.
Et er imidlertid givet: Kejserens improvi-
serede Midnatstale med dens Fremdragen af
den nationaie Enheds politiske Organisator,
Fyrst Bismarck, og dens stærke Betonen af
hele Folkets Sammenhold er det bedste Ud-
tryk for, at den tyske Kejser selv i Øje-
blikket følte, at han stod overfor en stor na-
tional Sejr. Og at han nu paa sin drastiske
Maade vilde mane det tyske Folk til at tage
Lære af det nationale Gennembrud, som her
kom til Udtryk i Folketoget til Slottet, der-
til sigter Talens Slutningspassus, hvori Kej-
seren udtalte sin Overbevisning om, at „der
ikke blot var Tale om en øjeblikkelig forbi-
gaaende Bevægelse, men at det var det tyske
Folks Beslutning at fortsætte paa den Vej,
det nu havde betraadt".
I Lyset af denne nationale Stemning, der
rejst fra oven snart slog ned i Folket og
gik gennem Landet som en mægtig Flod-
bølge, maa den tyske Valgkampagnes Ud-
552 =
-- De tyske Rigsdagsualg
fald ses. En saadan Stemnings hurtige Gen- nickaffære havde paany stillet det tyske
nembrud forklarer bedst det socialdemokra- Militær- og Politivæsen i et meget uheldigt
tiske Nederlag, der efter en ledende Social- Lys.
demokrats Udtalelser er den største Over- Kort sagt : Situationen var saadan, at der
raskelse, Partiet har haft de sidste 40 Aar. maatte „ske noget*, der kunde styrke Rege.
Men ogsaa, naar man ser paa selve ringens Position. Og da saa Kolonialdebatten
Valgkampagnens Forløb efter dens Hoved- i Rigsdagen ligefrem formede sig som en sand
linier fra dens Indledning til Afslutningen „cronique scandaleuse" , kom Opløsningen som
d. 6. Februar, forstaar man den bedst, naar en Trumf, der ikke alene var rettet mod den
man tager Virkningen af den voksende Na- afrikanske „ Edderbyld u — for at tale med
tionalfølelses Gennembrud med i Betragtning Kolonidirektør Bernhard Dernburg — , men
som Baggrunden for den almindelige poli- ogsaa var at betragte som Regeringens sidste
tiske Kamp. Regeringens successivt forand- Indsats i det politiske Drama for at for-
rede Holdning overfor Centrum er da mere bedre de yderst slette Chancer og feje at
indlysende: fra først af gælder Kampen ikke Utilfredshed bort ved at blæse til national
saa meget Socialdemokraterne, der altid er i Samling.
Opposition til Regeringen, som Centrum, den Saaledes maatte man nærmest opiatte Si-
nye Modstander, der har tirret Regeringen tuationen ved Rigsdagens pludselige Opløs-
ved at forkaste dens Forslag. Men efter- løsning, og nu bagefter slaar denne Forklaring
haanden som Kampagnen skrider frem, og ogsaa bedst til.
Situationen klares, gaar det op for Regeringen, Rigskansleren har dog en anden Forkla-
at skal den sejre stort i den Kamp, som ring, hvorefter Opløsningen skal betragtes
den selv har betegnet som national, saa maa som en storpolitisk Aktion imod det over-
Vaabnene rettes imod det nationales værste mægtige Centrum, der havde vist sig som
Fjender, de internationale Socialdemokrater. utro Forbundsfæller, hvorfor det nu maatte
Nogle orienterende Bemærkninger vil vise komme til et politisk Opgør,
dette. . Hvori dette Opgør skulde bestaa, vil ses,
naar man erindrer sig Stillingen i den tyske
III. Rigsdag før Valgkampagnen.
Man antog straks, at Opløsningen var et Efter Valget d. 16. Juni 1905 angaves
overilet Skridt, som Regeringen greb til i Partistillingen saaledes:
Følelsen af, at den var kommet i en uheldig Konservative 52 Mandater.
Frikonservative (Rigsparti) ... 20 —
S,tuatl0n- Nationalliberale 50 -
Sagerne stod i det hele ikke godt, hverken Centrum 102 —
udadtil eller indadtil. Marokkopolitiken havde Frisindet Forening 9 —
vist sig forfejlet og havde givet „Sortseerne* Frisindet Folkeparti 21 —
Ret i, at Tyskland indtog en isoleret Plads. Sydtysk Folkeparti 6 -
,«, .*.-, , ^ j . , tr . ... Socialdemokraterne 81 —
I Sydvestafrika havde de tyske Vaaben intet • -t —
Held med sig i Kampen mod Hottentotterne. Agrarer 7
Det syntes tvertimod ganske forgæves, at det Welfer 4 —
ene Hold efter det andet af tyske Soldater Polakker 16 —
drog ud for lægge deres Ben i de sandglø- Elsasser 9 —
Danske i —
dende golde afrikanske Ørkenkolonier. Hjemme . * __
blev de Stemmer, der talte om Kødnød, stedse Nationalsocial 1 —
mere højrøstede, og den tragikomiske Køpe- Tilsammen... 397 Medlemmer.
r- 553 =-r-- -
De tyske Rigsdagsualg=
I den Tid, der var gaaet siden Valget,
var der vel ved forskellige Suppleringsvalg
foregaaet enkelte Forskydninger — Centrum
havde bl. a. nu ved Opløsningen et Par Man-
dater mere — , men som Helhed var Parti-
fernes Styrkeforhold dog bevaret.
Noget fast konservativt Flertal var der
ikke. Der maatte drives Giuppepolitik, og
«om man ser, var der Grupper nok at ma-
nøvrere med: foruden de særlige Nationali-
ietspartier (Polakker, Elsasser og Danskeren)
var der 3 — 4 liberale Grupper og mindst
lige saa mange konservative, samt endelig de
store afsluttede Partier Centrum og Social-
demokraterne.
Denne Gruppering gav det største Parti,
det katholske Centrum, en overordentlig stærk
Position. Det havde Muligheden for i af.
gørende Tilfælde at blive Tungen paa Vægt-
kaalen ved snart at gaa sammen med So-
cialdemokrater, Polakker, Welfer o. s. v. imod
Regeringen, snart at gaa med de konserva-
tive og de moderate Venstrepartier for Rege-
ringens Politik. Og Centrum udnyttede disse
Chancer saa flittigt og entreprenant, at det
har faaet almindeligt Ry for at drive Sjakker-
og Studehandlerpolitik.
I Fyrst Bulows Sylves lerbrev, hvori Rigs-
kanslerens Valgparole gives, kommer han ind
paa denne Situation, og han siger herom, at
-der efter Valget i 1903 ingen anden Mulig-
hed var end at komme til Rette med Centrum.
„Rigskansleren var henvist til dette Partis
Medarbejderskab. Rigskansleren maatte for-
søge at faa dets Tilsutning til de i Landets
Interesse nødvendige økonomiske og natio-
nale Forslag**, og det betones fremdeles, at
det ikke maa glemmes, at saa vigtige Op-
gaver som Styrkelsen af Søværnet, Handels-
traktater og Finansreformeti kun kunde løses
og er bleven løst ved Centrums Hjælp".
Og skønt Rigskansleren — fortsætter han
— fandt denne Afhængighed af „den gode
Vilje hos et et enkelt Parti" ret betænkelig,
saa han dog ingen Grund til at ændre Situa-
tionen, saa længe Centrum gik med til at
yde positivt Arbejde. Men da Centrum i
Foraaret 1906 sammen med Socialdemo-
kraterne gik mod Regeringen paa Koloni-
spørgsmaalet, tænkte Rigskansleren alvorligt
paa at bryde, og kun hans pludselige Syg-
dom forhindrede ham i |dengang at aabne
Krigen, oplyser Bulow nu i sit meget om-
debatterede „Sylvesterbrev a .
Naar Opløsningen nu kom i December,
var den — efter Rigskanslerens Forklaring
— kun en Udførelse af hans Beslutning fra
i Foraaret. Dens Maal skulde være at skaffe
en rigstro konservativ-liberal Majoritet, der i
nationale Spørgsmaal — „den gode Bro over
det skillende Vand" — kunde gaa med Re-
geringen „i Kamp for Nationens Ære imod
Socialdemokrater, Polakker, Welfer og Cent-
rum**.
Overfor Centrum, den nye Modstander,
skulde dette være den officielle Valgparole,
og ved Opløsningen var det jo Centrum, der
blev proklameret som Regeringens værste
Fjende ved dette Valg. Men det vil ikke
kunne bestrides, at der som anført er en
meget stor Forskel paa Regeringens Holdning
overfor Centrum paa Valgkampagnens forskel-
lige Stadier.
Ved Opløsningen og i de første officielle
Tilkendegivelser i Regeringens særlige Tale-
rør „Nordd.Allgemein.Zeitg,4* var Tonen skarp
overfor Centrum, dette religiøst internationale
Parti, der endog kunde gaa sammen med de
genstridige Polakker!
Men i Rigskanslerens to ledende Valgud-
talelser, der faldt lidt senere, Sylvesterbrevet
ved Nytaarstid og hans Bankettale i den ko-
loniale Aktionskomité d. 19. Januar, var det
i første Række Socialdemokraterne, Regeringen
gjorde Front imod, og ligesom Valgkampagnen
lidt efter lidt gled over fra det kolonialpolt-
tiske til mere almindelige Spørgtmaal — det
var væsentlig kun Kolonialdirektør Dernburgs
Agitationsrejse for et almindeligt „Koloni-
Korstog**, der mod Slutningen af Valgkam-
554
De tyske Rigsdagsualg-
pagnen holdt Kolonispørgsmaalet frem — , saa-
ledes koncentrerede Regeringens indrepolitiske
Kamp sig mere og mere om den anden store
Modstander fra den 13. December, de altid
regeringsfjendtlige Socialdemokrater , mens
Holdningen overfor Centrum blev mindre
skarp.
Sylvesterbrevet, det vigtigste politiske Do-
kument fra denne Valgkampagne, er i den
Henseende særligt betegnende. Det er sym-
bolsk, at det publiceredes som en Skrivelse
til Præsidenten for „Rigsforbundet imod Social-
demokratiet" , Ekscellencen Generalløjtnant v.
Liebert, og ikke i „Norddeutsche Allgem.
Zeitung", „Reichsanzeiger" eller noget andet
Organ for officielle eller officiøse Udtalelser.
Om Socialdemokraterne skriver Rigskans-
leren: Efter min faste Overbevisning ligger
den sande Reaktion eller den sande Fare for
Reaktionen hos Socialdemokratiet. Ikke blot
er deres kommunistiske Fremtidsdrømme kultur-
fjendske, Midlerne til deres Udvikling brutal
Tvang. Alt, hvad der muligvis i Tyskland
findes af reaktionært Sindelag, vinder Kraft
og Ret ved den socialistiske Underminering af
Begrebet Øvrighed, Ejendom, Religion og
Fædreland.
Og da Kansleren i Slutningen af Brevet
nævner de nationale Partiers Fjender, gør
han det i Rækkefølgen Socialdemokrater, Po-
lakker, Welfer og Centrum , hvorefter han be-
mærker: „Jeg stiller Socialdemokratiet forrest
[og Centrum sidst], fordi ethvert Nederlag
for Socialdemokratiet vilde være en Advarsel
imod deres blinde Overmod, en Styrkelse af
Tiltroen til vor indre Udviklings rolige Frem-
skridt og en Befæstelse af vor Stilling udad-
til, og fordi derved tillige Muligheden vilde
blive mindre for, at et borgerligt Parti [o:
Centrum] med socialdemokratisk Hjælp ind-
tager en dominerende Stilling mod de andre
borgerlige Partier".
Og mens „de røde Internationale" saaledes
udpeges som Regeringens værste Modstandere,
bliver Tonen mildere overfor de gamle kendte
Vaabenfæller, de „sorte Centrumsfolk", maa"
ske i Følelsen af, at den første Anti-Centrums'
Parole ikke er faldet i god Jord hos de kon-
servative, der dog i de fleste vigtige økono-
miske og politiske Spørgsmaal gaar udmærket
i Spand med Centrum. Derfor maatte Pa-
rolen blive: »Mod Socialdemokraterne /" Thi
„Aftenen forud for et Slag sømmer det sig
ikke, at der er Strid mellem Forbundsfæller",
sagde Kansleren i sin Bankettale d. 19. Januar
i en lidt anden Betydning.
Ved at gennemlæse Sylvesterbrevet og
Bankettalen faar man Følelsen af, at Rigs-
kansleren ligefrem vil undskylde sig overfor
Centrum. Han protesterer bestemt imod en-
hver Tanke om Kulturkamp. „I det parite-
tiske Tyskland gaar det den katholske Kirke
bedre end i mange katholske Lande, og ingen
Repræsentant i Forbundsregeringen tænker
paa at ophæve Pariteten, krænke Samvittig-
hedsfriheden eller undertrykke den katholske
Religion", hedder det i Sylvesterbrevet.
I Bankettalen, der er at betragte som en
Forklaring til og et Forsvar for Sylvester-
brevet, siger Rigskansleren i Fortsættelse af
den samme ireniske Tanke: „Forbundsrege-
ringen vil ingen Kamp mod vore katholske
Landsmænd og den katholske Religion, men
religiøs Fred, religiøs Tolerance og fuld reli-
giøs Ligeberettigelse, fuld Samvittighedsfrihed,
hvortil jeg altid har bekendt mig, ikke blot
i Theorien, men ogsaa i Praksis".
Den væsentligste, men meget spagfærdige
Bebrejdelse, Fyrst Bulow i Bankettalen retter
imod Centrum, er, at det er et „uberegne-
ligt Parti", der repræsenterer „aristokratiske
og demokratiske, reaktionære og liberale,
ultramontane og nationale Fordringer. Kun
én politisk Retning er ikke repræsenteret,
den socialdemokratiske", siger han med øjen-
synlig Anerkendelse, og derfor finder han
det „saa meget desto mere paafaldende, at
Centrum ved Valgene kan yde Socialdemo-
kraternes religions- og statsfjendske Parti
Understøttelse." De „patriotiske Katholiker",
555 zr.=
--^Dt tyske Rigsdagsvalg
der d. 10. Januar samledes i Diisseldorf fra
alle Egne af Rhinland og udsendte et Op-
raab, der misbilligede Centrums Holdning
i Rigsdagen d. 13. December, er for Rigs-
kansleren et glædeligt Tegn paa, at der hos
Centrum i Modsætning til Socialdemokratiet
findes virkelig nationale Elementer. —
Med Goethe spørger den citatrige Kansler-
Fyrste i sin Bankettale:
„Was ist deine Pflicht?
Die Forderung des Tages!14
Og han svarer: „En Rigsdag, hvis Fler-
tal ikke svigter i nationale Spørgsmaal, det
er Dagens Fordring!" En saadan Majoritet
mener Rigskansleren at kunne skabe ved
»Parringen af den konservative Aandsretning
med den liberale«, og han betragter det som
et Vendepunkt i det indre Partiliv, at de kon-
servative og de liberale Partier den 13. De-
cember gik sammen med Forbundsregeringen.
IV.
Den tyske Valgkampage førtes saaledes un-
der en national Parole og det med en Kraft
og almindelig Deltagelse, som ikke er kendt
før ved noget tysk Rigsdagsvalg. — Store Ska-
rer af de indifferente Vælgere, som af Man-
gel paa politisk Interesse ikke plejer at del-
tage i Valgene — henved 3 Millioner o:
ligesaa mange som Socialdemokratiet sidst
havde Vælgere — blev denne Gang kaldt
frem af det nationale Kampraab, og deres
Deltagelse fik en meget stor Indvirkning paa
Valgets Udfald.
Denne 'Vælgerforøgelse i Forbindelse med
den almindelige Befolkningstilvækst havde til
Følge, at alle større Partier gik meget stærkt
frem i Stemmetal ved Hoved valget den 25.
Januar. —
For Hovedpartierne angives Stemmefor-
øgelsen i Sammenligning med sidste Valg d.
16. Juni 1903 saaledes:
uy&uuiy
1903 .
1907
Konservative
914,269
1,124,923
Frikonservative. . .
371,235
374,578
Frisindet Folkeparti
538,229
739,099
Frisindet Forening
264,512
360,747
Sydtysk Folkeparti
91,217
111,458
Nationalliberale . . .
1,324,855
1,570,836
Socialdemokrater . .
3,010,771
3,251,005
Centrum
1,876,092
2.274,097
Polakkerne
347,784
449,818
Maalt i Mandater ser Partistillingen efter
Hoved valget og de efterfølgende 158 Omvalg
(i de Kredse, hvor ingen Kandidat har op-
naaet over Halvdelen af de afgivne Stemmer)
saaledes ud — Grupperingen er foretaget
efter Valget af det officielle tyske Telegram-
bureau, men der sker muligvis senere enkelte
Omposteringer, da nogles Partifarve ikke er
helt sikker. —
Centrum 105 Medlemmer.
Konservative 59 —
Nationalliberale 55 —
Socialdemokrater ... 43 —
Frisindet Folkeparti . 28 —
Frisindet Forening ..11 —
Sydtyske Folkeparti 7 —
Frikonservative 21 —
Polakker 20 —
Økonomisk Forening 15 —
Agrarer 8 —
Tyske Reformparti. . 6 —
Elsasser 7 —
Welfer 1 —
Dansker 1 —
Løsgængere 10 —
Tilsammen 397 Medlemmer.
De to Grupper, økonomisk Forening og
det tyske Reformparti, der er at betragte som
en Slags regeringsvenlige Løsgængere, angives
ogsaa undertiden med andre Navne: Antise-
miter, tysk-sociale, kristelig-socialc o. lign. I
Forbindelse med Agrarerne udgør de en sær-
egen Gruppe af forskellige konservative Af-
skygninger, der hver forfølger særegne For-
maal, men staar i øvrigt i venligt For-
hold til Regeringen i dens almindelige
Politik. —
= 556 =^-=
De tyske Rigsdagsualg
Det karakteristiske ved dette Valgresultat
falder hurtigt i Øjnene: et knusende Nederlag
for Socialdemokraterne, der har maattet afgive
omtrent Halvdelen af deres Mandater til de
liberale Partier og de forskellige konservative
Fraktioner, et Resultat, der kom saa meget
desto mere overraskende, som alle — og
ikke mindst Partiet selv — havde ventet,
at Socialdemokraterne vilde vinde et ret be-
tydeligt Antal Mandater. —
Af de andre Oppositionspartier fra 13.
December er Centrum gaaet styrket ud af
Kampagnen, Polakkerne ligeledes, idet de har
faaet en saa betydningsfuld Tilvækst som 4
Mandater (fra 16 til 20). Elsasserne har
efter den givne Oversigt et Tab af 2 Man-
dater, men efter en anden Beregning har de
vundet 1. Man kan sikkert gaa ud fra, at
deres Styrke er væsentligt uforandret. Der-
imod har Welferne tabt 3 Mandater, saa de
er gaaet ned fra 4 til 1, et Resultat, der af
et hannoveransk Blad angives som det smuk-
keste Udtryk for den nationale Sejr den 25.
Januar. —
Ser man nu nærmere paa Hovedresultatet
af de tyske Rigsdagsvalg, synes det netop
at være en Opfyldelse af Rigskansler Bulows
Bestræbelser for at skabe en ny konservativ-
liberal Majoritet og at tilføje Socialdemokra-
terne et føleligt Nederlag. — *)
Spørger man om de nærmere Grunde til
dette uventede Resultat, maa man i første
Række som antydet nævne Rigskanslerens
*) Da der til absolut Majoritet kræves 199
Stemmer, er de forenede konservative og liberale
Partier nok til at danne et Flertal for nationale
Spergsmaal, o: Militær og Kolonibevillinger, og
ved Siden heraf er Vejen aaben til en anden Ma-
joritet af Centrum og Hejre, naar det drejer sig
om kulturelle og ekonomiske Spergsmaal, hvor
Hejre og Liberale ikke gaar godt sammen. Ma-
joriteten af 13. December af Centrum, Socialde-
mokrater og Polakker er derimod sprængt. —
Bestræbelser for at kalde til national Sam-
ling. Det var Bestræbelser af en Art, der
kaldte saa mange af de ligegyldige frem til
Valgurnen, og det var den stærke Betonen
af det nationale ved Valget: at det gjaldt
Tysklands Ære og Anseelse i Verden, der
gav Valgdeltagelsen hele det begejstrede
Sving, som paa Valgdagene i Berlin fik
Udtryk i de patriotiske Hyldingstog til Kej-
seren og Kansleren, og som kulminerede i
de mærkelige — under almindelige konsti-
tutionelle Former næppe korrekte — Takke-
Telegrammer, som fremkom fra Kejseren og
af andre tyske Regeringsoverhoveder, bl. a.
fra Kongen af Sachsen, det røde Kongerige,
hvor Socialdemokraterne denne Gang blev
saa mægtigt slaaet. —
Denne nationale Samling af de borgerlige
Partier kom særligt frem ved Omvalget.
Skønt der i Almindelighed ikke i de borger-
lige Partier blev givet Partiparoler, men Af-
stemningen mest faldt efter en helt lokal
Prangen og Prutten om Mandaterne, der
trodser al politisk Partimoral, gik det dog
som Regel saadan, at de borgerlige Partier
forenede sig imod Socialdemokraterne, der
havde ikke mindre end 90 Kandidater paa
Omvalg.
Undtagelser fra denne Hovedregel gaves
der naturligvis efter de særlige Forhold paa
de forskellige Steder. Saaledes kom det
navnlig i Bayern til et almindeligt Kartel
mellem Centrum og Socialdemokraterne ved
Omvalget, en lokal Ordning, som imidlertid
er af saa gammel Dato, at man ikke kan
forbavses over, at den ogsaa blev praktiseret
i Aar.
Men i det øvrige Tyskland gik Centrum
dog de fleste Steder sammen med de andre
borgerlige Partier, hvorved Socialdemokra-
ternes Nederlag fra Hovedvalget blev saa
meget forstærket, at Partiet efter Omvalget
maatte notere en samlet Nedgang fra 81 til
43 Mandater. —
Som Grund til det for Socialdemokraterne
---. 557 =.-.-=
^De tyske Rigsdagsualg=^
saa triste Valgresultat maa man ogsaa regne
med, at mange Vælgere, som hidtil er gaaet
med Socialdemokraterne, denne Gang har
stemt paa liberale Kandidater og derved bi-
draget til den meget store liberale Stemme-
tilvækst. Det er nemlig en Kendsgærning,
at der i Socialdemokraternes Rækker stadig
har været et betydeligt Antal Liberale, som
har været utilfredse med deres egne Repræ-
sentanter og derfor har sluttet sig til det
voksende Socialdemokrati , det almindelige
Samlingssted for al tysk politisk Utilfreds-
hed. Størsteparten af disse „Medløbere",
som de kaldes, har da denne Gang forladt
Socialdemokratiet. Naar Partiet ikke desto
mindre dog har Tilvækst af Stemmer, maa
det skyldes den „naturlige11 Tilslutning af
ny tilkomne egentlige Arbejdervælgere. Til-
væksten er jo i øvrigt meget lille i Sam-
menligning med sidste Valg: 240,234 Stem-
mer i Aar imod 903,695 i 1903. —
Endelig staar som en ret betydelig Grund
til Nederlaget ogsaa Socialdemokratiets egen
Holdning: Førerne er saa doktrinære og
dogmatiske, at de aldrig har villet lytte til
de advarende Røster baade fra Udlandet —
ikke mindst fra Jaures — og fra hjemlige
Partifæller om at ændre den gennemførte
Nej-Kurs noget, saa de gennem positivt par-
lamentarisk Arbejde faar Indflydelse paa den
politiske Udvikling.
Nu kan Nøden maaske lære den nøgne
Kone at spinde. Givet er det i alt Fald, at
selv de mest radikale iblandt de liberale
Grupper, den Th. Barth'ske Fløj, som stadig
har ønsket Samarbejde med Socialdemokratiet
imod de Konservative, men haanligt er ble-
vet afvist, af Hjærtet under Socialdemokra-
terne det Nederlag, de har faaet, idet de gaar
ud fra, at dermed er Vejen banet til en
Forening af Liberale og Socialdemokrater
imod den Reaktion, som er saa mægtig i
det tyske Rige.
VI.
Hvad bliver nu den nærmeste Følge af
BulowSy Dernburgs og — Kejserens Sejr ved
dette Rigsdagsvaig ? Bliver Roret flyttet lidt
til Venstre, idet Regeringen gør liberale Ind-
rømmelser, eller bliver det drejet yderligere
til Højre? —
Liberale Optimister hævder, at nu maa
der vise sig „liberale Kendsgærninger", og
nu og da er der fra konservativ Side svage
Tegn, som kan tyde paa, at sligt kan ske.
Men liberale „Sortseere" — og naturligvis
ogsaa de slagne Socialdemokrater, hvem „Der
Tag des Volkgerichts* ikke var gunstig — ,
betragter den nye Rigsdag som en af de
reaktionæreste, der endnu har været og hen-
viser med Bekymring til Kejserens opsigts-
vækkende Midnatstale fra Slottet.
Hvordan de dunkle Kejserord nu end skal
forstaas, saa meget er vist, man vil se de
liberale Kendsgærninger, før man fæster Lid
til dem.
Regentudtalelser som de anførte af Kej-
seren og den sachsiske Konge Friedrich Au-
gust's Telegrammer, hvoraf et endte med de
overstrømmende Ord: „Nu er det en For-
nøjelse at leve!", tyder i hvert Tilfælde ikke
paa, at den Side at Liberalismens Ide, som
giver sig Udtryk i en gennemført Konstitutie-
nalisme, har vundet Indgang paa de højeste
Steder i Tyskland.
Naar hertil kommer, at Rigskansler Bu-
lows bekendte statsretlige Doktrin, at de /w-
litiskc Partier intet Ansvar har, fremdeles skal
være knæsat i Tysklands øverste politiske
Ledelse, saa vil man ikke kunne komme
bort fra, at Absolutismen endnu ikke er død
i det tyske Rige — til Trods for en Rigs-
dag, som er valgt ved lige og almindelig,
hemmelig og direkte Valgret.
_= 558 ^r-_—
DAGEN OG V£JEN
PREMIERE
Af Walter Christmas.
Næppe nogen Kunstart er som den sce-
niske Allemandseje — saa billig, lige
.til at nyde, saa bekvem. For blot en halv
Krone og opefter lejer man et forholdsvis
mageligt Sæde og køber sig 3 — 4 Timers
Underholdning, Belæring, Gøgl, eller hvad
det nu er, Billetten giver Adgang til.
Hvad der navnlig gør Skuespilkunsten saa
populær er just det, at vi har Brug for den
til hver Dags Behov. Spiller vi maaske ikke
Komedie — de fleste af os — fra Morgen
til Aften; fra Barnealderen og indtil vi op-
giver Aanden efter at have afleveret den
sidste Replik? Og vi fabrikerer dem selv —
vi og vore Medarbejdere — alle disse Tra-
gedier, Lystspil, Farcer. Vi udfører selv
Rollerne, maskerer os, indstuderer Gestus og
Mimik, udtænker virkningsfulde Repliker.
Livets store Komedie, ikke sandt? Allevegne
møder os tillavede Ansigtsudtryk, løjede Ord,
andenhaands Fraser — aldeles som paa
Scenen.
Hveranden Tilskuer har lige saa meget
Skuespillertalent som det, Scenens betalte
Kunstnere gennemsnitlig virker med. Hver
tredie Teatergænger ejer netop det samme
ringe Maal dramatisk Sans som det, de
fleste af vore hjemlige Skribenter udnytter
gennem deres „dramatiske" Forfatterskab. Og
hver eneste Teatergænger — lige fra Kiosk-
drengen til Ministeren — er født Kritiker.
Paa intet literært Omraade er Produktionen
saa vældende som paa det dramatiske, Verden
over. Alene til tyske Scener indleveres aarlig
over 6000 Stykker. Og endda regner man, at kun
hvert tredie Arbejde overhovedet indsendes.
Det betyder, at der skrives tredsindstyve
Skuespil, Tragedier, Lystspil, Farcer, Operaer
og Operetter om Dagm blot i det ene Land !
Men af disse Aarets 18000 dramatiske Pro-
dukter bliver vel neppe mere end den halve
Snes til virkelige Successer.
Dette til Opmuntring for Lysthavende.
En eller anden aandrig Causeur har dra-
get Paraleller mellem Forfatterskab og Væd-
deløb. Forfatterne sidder „Scratch" i Sto-
lene med Papiret foran sig og Penneskaftet
i Haanden. — Skriv løs! Hvem kommer
først ind, hvem bliver „placeret", hvem tager
Præmien? Lignelsen halter som en bovlam
Krikke. Men vil man endelig bruge Billeder
fra Jockey-Kampe, saa tager den dramatiske
Kunst sig ud som en Steeple-Chase i For-
hold til alle andre Kunstarters flade Løb :
Mal et Landskab, lav en Buste, komponer
en Symfoni, skriv en Roman — Værket
sendes ud paa Markedet, og dermed er
Kunstnerens Arbejde forbi. Kritiken forsyner
det med Stempel; saa lever det videre —
eller visner ; tager sin Pris i Penge eller Ære
— eller vender forsmaaet tilbage til Ophavet.
Men skriv et Drama. Det er vel nok saa
vanskeligt at skabe som noget andet kunst-
nerisk Arbejde. Betænk saa de Vanskelig-
heder, der taarner sig op, før dette Drama
rinder Vej ud til Køberen, Publikum.
Blandt de 4 — 5 Scener, som en dansk
Skuespilforfatter kan ønske at skrive til, er
der kun en, højst to, der kan benytte Styk-
ket, fordi Forfatteren rimeligvis kun dér vil
finde netop den Skuespiller eller Skuespillerinde,
som kan udføre Hovedrollen. Og det skal nok
passe, at netop den ene af disse to Teaterdirek-
tører betragter vedkommende Dramatiker med
et saadant Maal af Mistillid eller Uvenskab,
at enhver Sandsynlighed for Antagelse maa
anses for udelukket. Saa er der altsaa kun
den ene Redningsmand tilbage. Han læser
Dramaet; hans Kone, Slægt og Venner, hans
private dramatiske Raadgiver, Teatrets In-
struktør og Regissøren gennempløjer det med
kritisk Øje og afgiver deres ansvarstunge
Dom. Stykkets Chancer afvejes nøje i For-
hold til andre forlængst anskaffede drama-
559
Dagen og Vejen
tiske Produkter under Synsvinklerne: Publi-
kums Smag, Rollernes Besættelse, Udstyrets
Kostbarhed, Aarstiden, Luftens Varmegrad,
m. m. m. Efter disse Overvejelser, der godt
kan spænde over Maaneder, sker Miraklet:
Stykket antages.
Forfatteren drager et dybt Lettelsenssuk
— ogsaa den Forhindring er klaret. Nu
„cantrer" han rolig mod den næste. Men
paa Vejen derhen kan der indtræffe mange
Vanskeligheder. Primadonnaer hændes der
af og til noget menneskeligt, Direktøren kan
faa Betænkeligheder, en Konkurrent indleverer
maaske et Arbejde, der har en mere ud-
præget Lugt af Succes, eller maaske Censor
stikker sin litterære Tugtepind i Hjulet, saa
hele Maskineriet gaar istaa.
Naa, er disse Farer overstaaet, kommer
Indstuderingen, og den kan saamænd øde-
lægge det meste af et godt Stykke. Endelig
naar Forfatteren gennem utalte Lidelser og
Skuffelser den store Dag, Premieren.
Nede paa Tilskuerpladsen sidder dette ube-
regnelige Tusindben, Publikum, klar til at
sluge Dramaet og enten spy det fra sig med
Foragt eller fordøje det i al Godmodighed;
og dér sidder disse grimmige Væsner, Kri-
tikerne, der anser det for deres fornemste
Pligt at spidde paa Knappenaale hver lille
teknisk Fejl, hver Smule Ubehjælpsomhed
for næste Morgen at præsentere Avislæserne
de herlige Fund til Morgenmaden. Paa
Scenen staar Skuespillerne, halvt vanvittige
af Lampefeber og Premierenervøsitet, der
svækker Hukommelsen og stivner den fri
Brug af Legeme og Lemmer.
Saa tages den sidste Hurdle, Kunstpro-
duktet glider ud paa Markedet. Gaar det
rigtig heldigt med Stykket, saa faar den
sindsoprevne Forfatter just saa meget ud af
sit Arbejde, at han kan bringe de ødelagte
Nerver nogenlunde i Orden igen og holde
sin forsømte Familie oven Vande, indtil han
næste Gang skal gennem samme Skærsild.
A propos! Jeg maatte være mere end
utaknemlig, om jeg ikke straks fastslog, at
min egen „Skærsild" ikke har givet Anled-
ning til ovenstaaende pessimistiske Betragt-
ninger. Jeg maa — med Fare for af kære
Kolleger at blive sigtet for Opportunisme
og lavt Lefleri — indrømme, at Indstude-
ringen af mit sidste Skuespil paa det konge-
lige Teater var en Periode fuld af Nydelse
og Belæring, om end det aabnede mine Øjne
for en overraskende Mængde Brøst ved den
nattonale Scene.
Jeg vil mindes den Tid med Taknemlighed.
Lige fra jeg satte mig i Kredsen af Skue-
spillere og Skuespillerinder om det runde
Bord i Teater foyeren, hvor Sceneinstruktøren
som Præces ledede n Læseprøven ", og til
Tæppet sidste Gang faldt Premiereaftenen,
var jeg betaget af den Lykkefølelse, som
Opnaaelsen af et stort og brændende Ønske
muliggør.
Dertil kommer den Tryghedsfornemmelse,
den stadig voksende Sympati, der opstaar
ved Samvirke med gennemdannede, alvorligt
arbejdende Kunstnere. I denne Sympati gror
Kærlighed og Taknemlighed frem, naar man
føler, at disse Kunstnere forstaar og skatter
Forfatterens Værk og opbyder al deres Kraft,
deres tekniske Dygtighed, hele deres rige
Talent for at bringe Dramaet frem i den
skønneste, mest fuldkomne Skikkelse.
Jeg kender ingen større Lidelse end at
skabe et Skuespil, ingen større Nydelse end
at se det leve sit Liv henover Brædde-
gulvet.
Man skriver ikke et Skuespil, man lever
sig til det. Den første Spire, Dramaets Idé
fødes i Sjælen — hvem ved hvorledes, hvem
husker hvornaar? Men er den født, saa
vokser den, naturnødvendigt, uhjælpeligt.
Tankerne tumler med den, former den; le-
vende Væsner spirer frem af Fantasiens Taage-
verden, de taler, handler, gør hinanden For-
træd og Godt, bliver vittige, melankolske,
besættes af . dyriske Drifter eller besjæles af
560 — —
Dagen og Vejen
ædle Følelser. Med Blæk paa Papir lænker
man disse Væsener , drager deres Skæbnelinier.
Med Fortiden i Perspektiv skabes Nu'et,
ordnet, tilklippet i intensive Optrin, Akter.
Saa rejses Muren, Tæppets sidste Fald. —
Bag Muren ligger Fremtiden; men om den
bekymrer sig Ingen.
Gælder denne Tilblivelsestheori alle Skue-
spil? Hvad véd jeg? Men saadan blev
„Skærsild" til. Og da jeg havde sluppet
mit Værk afhænde, indleveret det, blev der
et stort, tomt Rum i min Tilværelse. Det
var, som havde jeg sagt Farvel til en Kreds
af Mennesker, jeg længe havde levet og lidt
med, og som jeg havde faaet grumme kær.
For dem alle følte jeg Sympati, for Enkelte
Kærlighed.
Og alle disse Væsner, Fostre af min Villie,
min Fantasi, mødte jeg igen paa den dag-
skumle Prøvescene. Nu forekom de mig
som fjerne , halvfremmede Dobbeltvæsner.
„Lissie Bertram" var jo ogsaa Fru Hennings,
„Willy Cracauw" hed i direkte Tiltale Hr.
Liebman. Det var forvirrende til at begynde
med; men efterhaanden smeltede Begreberne,
Væsnerne sammen, efterhaanden krøb det
levende Menneske, Skuespilleren, helt ind i
Fantasivæsenet. Omstøbningen stod plastisk,
hel — som oftest da. —
* *
*
Min Forbavselse, da jeg første Gang stod
paa Scenen og skuede ud over den vældige
natdunkle Tilskuerplads. Hvilket jammerligt
Teater for Skuespillet! Hvilke usle Forhold
at arbejde under for Talescenens Kunstnere!
Det er jo slet ikke noget Teater, det er en
Koncertsal; der findes slet ingen Talescene,
men kun en Danse-Tribune skabt til Ballet-
personalets stumme Massevirken. — For til
Opera duer den nok heller ikke.
En Balletmester har skabt denne Scene,
denne Tilskuerplads, der er en Skændsel for vor
Hovedstad. Intet Sted hele Verden over findes
der Mage til Parodi paa én „Talescene".
Fra Soufflørkassen og til Parkettets første
561
Rækker gaber Orkestrets tomme Afgrund,
slugende Stemmernes Klang, umuliggørende
den Vekselvirkning mellem Tilskuere og Skue-
spillere, der skaber Illusion. For at fylde
det uhyre Rum med hørlig Tale maa de Op-
trædende paa Forhaand renoncere paa enhver
finere Nuancering af Stemmemidlerne. Hvisken
bliver næsten til Raab, stærkere Udbrud til Brøl.
Og Scenen selv. Et Rum mægtigt og
højt som en ryddet Byggeplads, med Gulvet
sænket lavt under den omløbende Gang og
de tilstødende Remiser. Ethvert Sætstykke,
enhver af Scenens Brugsgenstande skal slæbes
op og ned af stejle Trapper i Maskinkarles
snavsede, svedige Næver. Vi Københavnere
maa være en Samling dorske Sløvrianer uden
Interesse for god scenisk Kunst, siden vi ikke
kan skaffe vor Hovedstad en anstændig Tale-
scene. Kan vi ikke faa Pengene paa anden
Maade, lad os da gøre som Stockholmerne:
oprette et Teaterlotteri. Saa har vi de nød-
vendige Pengemidler, knap tre Millioner, i Løbet
af nogle Aar. — Men vi maa formodentlig
slet ikke!
En national Skuespil-Scene, hvilken Drøm!
Især naar man i den unge, moderne Kunst-
anstalt kunde afholde sig fra at overføre
Skuespillets Part af alle de mugne Traditi-
oner, den stivbenede Bureaukratisme, der
unægtelig i for stærk Grad mispryder „Kon-
certsalen" paa Kongens Nytorv.
* *
«
„Skærsilds" Premiere.
Rød Lygte udenfor, myldrende, masende,
stuvende fuldt derinde. Parkettet i Toilet,
Etagerne i pæne Bluseliv. Med andre Ord:
Fest. Overalt Lys, Liv, Larm — kun ikke
i det fordømte, skumle Orkestersvælg.
Endnu en a propos!
Staar det Teaterledelsen klart, hvilken Uret
der begaas mod Skuespillet ved at banlyse
Mellemaktsmusik ? Husk dog paa, hvorledes
Publikum nutildags opflaskes med Musik:
paa Restauranter, Varietéer, i Privatteatrene
— altid Musik. Hver Aften hele Sæsonen
37
Dagen og Vejen — -— -
igennem hærges Byen af Koncerter. Det er
ikke muligt paa en bedre Restaurant at drikke
en Kop The og spise to Stykker med Paa-
læg uden som Tillæg at faa det halve af
Traviata og hele den glade Enke. Kun det
kongelige Teater formener Publikum Orkester-
nydelsen og — Publikum hævner sig: Ud
over Premiereaftenen opnaar Skuespillet næ-
sten aldrig „Udsolgt".
«
Siddende sammenkrøbet i tiet forgyldte Bur
tilhøjre for Scenen følger jeg mit Dramas
Skæbne; lytter til de allerede gammelkendte
Repliker, nyder Stilheden paa Tilskuerpladsen
eller Latterbrusene, Klapkaskaderne. Jeg fry-
der mig ♦ over Fru Hennings' herlige Kunst,
hendes fuldendte Teknik, hendes ubegribelige
Gaaen-op-i-Rollen, bedaares af Liebmanns sym-
patetiske Ungdom, Mantzius' geniale Menne-
skeskildring, Jerndorffs klassiske Dialog
Og saa er det, som om alle Glædesblussene
paa én Gang slukkes omkring mig: mine
Tanker falder paa Kritikerne: — hvad kan
nu de Spielverderbere finde paa at skrive.
Og jeg lader dem alle passere Revy i min
bitterstemte Sjæl.
København ejer 5 — 6 dygtige, forstaaende
Teaterkritikere, og Gudskelov for dem —
blot de var flere! Men de andre?
Der sidder nu Stuepoeten, Stilfileren. Hvad
forstaar han af Livet, hvad kender han til
de Personer, jeg søger at skildre? Med
sin ene Dukkehaand under Kind, med den
anden førende Guldpennen drømmer han sig
til sine egne Romaner, sine egne Skuespil.
Hvorfor skal han have Lov til at kritisere
det, han slet ikke fatter?
Tætved ham gløder den berømte Kantate-
væver. Glubsk og fornærmet stirrer han sig
gennem de fire Akter og bider Knoer dertil.
Saa iler han til Redaktionskontoret, hvor han
med stærke Ord, ordnet i sære Sætninger,
serverer Publikum, Forfatter, Skuespillere og
Teaterstyrelse sin Haan og Foragt.
Som et Græskar blandt mangeslags Knolde
skimtes „Oldingens" nøgne Hjerneskal. Han
er to Snese Aar, hele Personen, og den mest
overfladiske af alle vore Kritici. Gennem
Dynger af Literatur har han ædt sig, ind-
til han blev saa fyldt og fed og støvet som
en Melorm. Den giver Forstoppelse, al den
Lærdom, naar man ikke har Intelligensens
Mavesafter at fordøje med, og Forstoppelse
giver ondt Sind. Han skulde ryste Stu-
derestøvet af sig, lufte sig borte fra de
lumre Boghylder, se sig om og lære lidt af
Livet at kende — men det forekommer ham
vel overflødigt.
Den værste er tilbage: „Kollegaen"! Se
ham sidde paa sin Anmelderplads i Embeds
Medfør, selvsikker, overlegen, klar til at
tugte. Hans Forbillede er Gustav Esmann, og
han kommer nøjagtig sit Ideal saa nær som
Slagtersvenden den øvede Kirurg. Tro mig,
„Frk. Kathinka"s Digter er streng i sine For-
dringer til Andres dramatiske Ydelser! Det
er Poesi, han forlanger, ynder ikke Demi-
mondevæsner paa Scenen, slet ikke. Man-
den kunde være saa mageløs grinagtig, hvis
han ikke gjorde slette Miner til godt Spil.
Han opfatter nemlig sin Stilling som Teater-
kritiker saaledes, at han bliver Premiere-
ødelægger. Hans Virksomhed begynder
gerne et godt Kvarter inden Tæppets Op-
gang — for saa vidt den uforsigtige For-
fatter har laant den ansete Kritiker sit Ma-
nuskript til Gennemlæsning. Det er hans
kollegiale Specialitet at kritisere Stykket i Mel-
lemakten, højrøstet, haardhændet. Hans ned-
slagtende Omtale af Skuespillet paavirker en
ikke ringe Kreds af Tilskuerne, og flere endnu
faar godt af hans Meningstilkendegivelse ude i
Foyeren. Han oparbejder en Stemning mod
Forfatter og Skuespil under selve Premieren.
Heldigvis for Standens Ære er denne Kri-
tiker endnu et Unicum.
* #
*
Saadanne Betragtninger og skiftende Fø-
lelser kan opstaa i en Forfatters Sjæl,
naar han i det forgyldte Bur overværer sin
Premiere. Saaledes gik det mig: Glæde,
Ængstelse, Fryd, Forbitrelse bølgede gennem
mit Sind — indtil jeg, efter tredje Akts store
Slutningsscene, forstod, at nu havde jeg Tag
i Publikum. Da blev jeg blid og vemodig
stemt. Og da Tæppet faldt efter sidste Akt,
og Bifaldet klang syv lange Minutter uaf-
brudt, da svulmede mit Hjerte af Taknem-
lighed mod Teaterstyrelse, Skuespillere og
Tilskuere, mod Alle, der havde hjulpet mig
til Sejr; og med mild Overbærenhed tænkte
jeg paa Fjenderne, der nu arbejdede paa at
slaa mig Sejren afhænde.
Men Dagene gaar og Ugerne. I Sindet af-
klares, aflagres efterhaanden de Tanker og
Følelser, der dengang kaotisk brusede
aflejrer sig som Erfaringer, Betragtninger
Her er nogle af dem!
562
• ;Hfk*»MdaKll
SIDSTE Maaneds Rigsdagsarbejde har for
Folketingets Vedkommende — Landstinget
har i den Tid nemlig ikke holdt Møder —
i det væsentlige været begrænset til et Par
enkelte men meget betydningsfulde Lovfor-
slags Behandling, nemlig Første-Behandlingen
af Nationalbankoktroj loven og Jernbaneloven
samt Anden- og Tredie- Behandlingen af den
store Toldlov med dens forskellige Kompen-
sationslove.
Lovforslaget om Forlængelse af National-
bankens Oktroi er af en for den danske Stats
hele Pengevæsen grundlæggende Karakter.
Den Nationalbanken ved den nugældende
gamle Oktroi af 4. Juli 1818 givne Eneret
til Udstedelse af Pengesedler som gyldigt Be-
talingsmiddel saavel Mand og Mand imellem
som ved Indbetaling til de kgl. Kasser, blev
oprindelig givet for 90 Aar, og denne Ene-
ret ophører altsaa ved Udgangen af Juli
1908. Det blev derfor nu nødvendigt at
overveje, om der paany skulde gives Natio-
nalbanken, som er et privat Institut omend
under en vis statslig Kontrol, denne Enerets-
bevilling og om for hvor lang Tid og under
hvilke Vilkaar, eller om Staten maatte fore-
trække selv at oprette og drive en Rigsbank.
En af Staten ejet Seddelbank findes dog kun
i Sverrig og Rusland; alle andre Steder har
man fundet det sikrest for Statens Penge-
væsen, at Statens almindelige administrative
Slyrelse ikke faar fri Adgang til Seddelud-
stedelse, saa at den kan udsende Sedler i
Masse, hvergang Statsstyreisen maatte trænge
til Penge. Det var jo netop paa Grund af
Statens Misbrug af Adgangen til at kunne
udstede Papirspenge uden tilstrækkelig Metal-
beholdning i Statskassen til deres Indløsning
og den deraf flydende Statsbankerot i 1813,
at Kongen i det nugældende Oktroi gav for
sig og sine Efterfølgere det kgl. Tilsagn, at
„ ingen Befaling fra ham eller dem nogen-
sinde middelbart eller umiddelbart skulde
kunne indvirke i Bankens, alene ved dens
Oktroi og dens Reglement lovbundne Besty-
relse." Og i Overensstemmelse hermed er
det ogsaa vedblivende i det nye Lovforslag
anset som bedst stemmende med det, der
efter Nationalbankens Oktroi er Bankens første
Bestemmelse: „at virke frem til at befæste
et sikkert Pengevæsen i Landet", at Banken
vedblivende holdes adskilt fra Staten som en
563
privat Institution, der ledes udelukkende efter
dens egne Formaal uden Tryk fra Øjeblik-
kets politiske Magter. Lovforslaget gaar
derfor ud paa at forlænge Nationalbankens
Oktroi — altsaa Bankens Seddelprivile-
gium — , dog ikke for saa langt et Tids-
rum som tidligere, men kun for en Tid af
30 Aar. Samtidig træffes der nye Regler
saavel om den Metalbeholdning, Bankens
Kældere til enhver Tid skal ligge inde med
til Sikkerhed for de løbende Pengesedler, som
om hvad Banken skal yde Staten til Gen-
gæld for sit Privilegium. Medens nu kun
et vist bestemt Beløb Sedler — 38 Mill.
Kr. — kan sættes i Omløb uden at være
dækket af Metalfonden, gaar Forslaget i
Fremtiden over til et andet System, det
saakaldte Brøksystem, idet der ikke længer
skal være nogen fast Grænse for Seddelbe-
løbets Størrelse, men denne altid kan fast-
sættes ^efter, hvad Omsætningen til enhver Tid
findes at udkræve, mod at til Gengæld altid
en vis Brøk af Seddelmassen skal være dæk-
ket af en tilsvarende Metal fond, hvilken Brøk
i Forslaget sættes til Halvdelen. Og medens
Banken nu intet Vederlag yder Staten for
sit Privilegium, skal efter Forslaget Banken
fremtidigt yde Staten en Afgift af forlods
750.000 Kr. aarligt, foruden Fjerdedelen af
det eventuelle aarlige Restoverskud, efter at
det fornødne er henlagt til Bankens Reserve-
fond og 6 pCt. er udbetalt til Aktionærerne,
saaledes at Staten i Fremtiden vil kunne faa
en ikke ubetydelig Indtægt ad denne Vej.
løvrigt fornyer Forslaget i det hele den
gamle Oktroi kun med enkelte Ændringer
navnlig vedrørende Bestyrelsens og Aktio-
nærernes Stilling; det kan saaledes bl. a.
nævnes, at medens Direktørerne tidligere
formelt kun udnævntes for 5 Aar ad Gan-
gen — faktisk udnævntes de vistnok altid
igen hvert femte Aar — , skal de nu an-
sættes „for ubegrænset Tid" d. v. s. for
Livstid, men kan dog til enhver Tid afske-
diges, ligesom nu to af Direktørerne skal
være kongevalgte, og af disse skal den ene
være landbrugskyndig. Justitsministeren be-
varer dog vedblivende sin Stilling som kgl.
Bankkommissær. Forslaget, der er fremgaaet
af en Overenskomst mellem Regeringen og
Nationalbankens Styrelse og derfor ikke kan
forandres, uden at ny Forhandlinger med
37*
=- Rigsdagen -----
Banken maa optages, blev meget velvillig
modtaget fra alle Sider og henvistes til Ud-
valg.
Det store Forslag til Lov om nye Jtern~
baneanlæg m. v. har Ærinde til næsten en-
hver Kant af Landet, idet det foreslaar An-
læg af ny Jernbaner, enten som rene Stats-
baner eller som Privatbaner med en vis Stats-
støtte, udover næsten hele det danske Land-
omraade, saaledes at det allerede nu ret store
danske Jernbanenet vil faa en foreløbig Af-
slutning, der maa synes tilstrækkelig for en
lang Aarrække. Her at nævne alle de
mange foreslaaede Baner, vil være ugørligt;
det skal derfor kun nævnes, at Forslaget
omfatter 9 nye Statsbaneanlæg og 30 private
Jernbaner, til en samlet Bekostning af en 40
Millioner Kr. Som nogle af de vigtigste ny
Linjer skal blot fremhæves den foreslaaede
Vejle — Herningbane, hvorved der over Hol-
stebro og Struer vil aabnes Nordvestjylland,
særlig Thy og Mors, en længe savnet kor-
tere, direkte Forbindelse med Hovedstaden,
og Funder — Grindsted— Brammingebanen, der
baade vil skabe en ny Transitlinje fra Tysk-
land og som en nyt Liv og Kultur tilførende
Pulsaare tillige med flere fra den udstraalende
ny Privatbaner vil grene sig igennem det
saa længe forsømte, berømte Jernbanetomme
Rum" i det sydlige Midtjylland. Men iøvrigt
faar hver Landsdel sin rigelige Andel i de
ny Jernbaners Velsignelser; selv Øer som
Langeland og Møen kommer med, og det
frugtbare Morsø vil ligefrem blive gennem-
ribbet af Jernbanelinjer. For enhver, der
kender noget til den Lidenskab, hvormed
Jernbanekoncessioner i Alverdens Parlamenter
omfattes af de paagældende interesserede
Egnes Repræsentanter, er det kun forstaaeligt.
at dette Lovforslag har maattet kalde næsten
hvert andet af Tingets Medlemmer frem som
Forsvarer for sin Egns Interesser, og dette
særlig fordi der til Statsanlægenes Foretagelse
kun kan afses af Statskassen et Beløb af
2 7a Mill. Kr. aarligt, saaledes at det samlede
Forslags Gennemførelse vil tage en Tid af
13 — 14 Aar, hvorfor det er af dobbelt Inter-
esse for de paagældende Egne at se det dem
særligt interesserende Jernbaneforslag stillet
øverst paa Listen som det, der først skal
gennemføres, idet naturligvis ikke alle For-
slagene kan paabegyndes samtidig. Skønt
den endelige Udligning af de mange mod-
staaende Interesser først vil kunne finde Sted
i et Udvalg, trak af de anførte Grunde Før-
stebehandlingen saa længe ud, at Udsigterne
for at faa det fra alle Sider med Længsel
imødesete Forslag igennem i Aar ikke synes
alt for lovende.
Dertil kommer yderligere, at Forslaget
indeholder flere nye Ting af mere vidtræk-
kende Interesse, der som alle ny Tanker
utvivlsomt vil møde adskillig Modstand og
derfor, om de skal medtages, let vil kunne
sinke Lovforslagets Gennemførelse. I mindre
Grad vil dette sikkert gælde om den ny,
højst interessante Ting, der findes i Forslaget
derved, at dette er det første Regeringsfor-
slag, der foreslaar — ganske vist som Pri-
vatbaneanlæg — Anlæg af elektriske Jern-
baner drevne ved Elektricitet, avlet af Dan-
marks Tørvemoser! Det er de driftige og
paa Tørvemoser rige Egne om Aarhus og
Randers, der har taget Initiativet til at ud-
nytte de store Rigdomskilder, Danmark be-
sidder i sine Tørvemoser, til Udvinding af
elektrisk Kraft, der igennem Stærkstrøms-Led-
ninger vil kunne bruges saavel til Jernbane-
Trækkraft som til Belysning og almindelig
Maskin-Drivkraft rundt om i Gaarde og Byer
paa Landet. Langt større Modstand vil der-
imod utvivlsomt den Maade vække, hvorpaa
Forslaget tænker at afholde de til de fore-
slaaede Jernbaneanlæg medgaaende Udgifter,
idet Ministeren for offentlige Arbejder, Svend
Høgsbro, her har gjort et dristigt første For-
søg paa at indføre en statslig Grund værdi-
stigningsskat, ganske vist ikk nøjagtigt efter
Henry Georges Tanke som en permanent
Statsskat, men som en tidsbegrænset Skat,
til Statens — og eventuelt Kommunernes og
Bevillingshavernes — Udlæg er blevet betalt.
Det foreslaas nemlig, at der af den Værdi-
stigning, som ved de paagældende Jernbane-
anlæg tilføres de private Ejendomme, der
nyde godt af Anlæget, skal udredes en Vær-
di stigningsskat af Halvdelen af hvad den der-
ved fremkaldte Værdistigning skønnes at ud-
gøre over 10 pCt. af Ejendommens Værdi,
beregnet uden Hensyn til den ved Jernbane-
anlæget indtraadte Værdistigning, eller dog over
10,000 Kr. Det er Tanken med denne
Skat at lade i hvert Fald en Del af den
Værdistigning, der ellers alene falder i Grund-
spekulanternes Lomme, tilflyde dem, der ved
deres produktive Arbejde bevirker Værdi-
stigningen, nemlig Banens Anlæggere, altsaa
navnlig Stat og Kommune. En lignende
- 564
— — = Rigsdagen ==
Skat er som kommunal indført i flere større
Byer i Tyskland, hvor Skatten dog kun
rammer en ringere Procent af Værdistig-
ningen, og Tanken om Indførelsen af en
saadan Skat staar overhovedet paa Dagsor-
denen i flere Lande. Men skønt Tanken her
tænkes gennemført mere lejlighedsvis, kun
ved Anlæg af visse Baner, er den dog saa
ny og uprøvet, at den utvivlsomt som nævnt
i hvert Fald til at begynde med sikkert vil
møde adskillig Modstand, navnlig i Lands-
tinget.
Den ubetinget vigtigste Begivenhed i Fe-
bruar Maaned blev det dog, at det ved en
energisk Behandling med mange Aftenmøder
lykkedes Finansministeren og Tingets Flertal
med N. Neergaard som Ordfører for Reform-
partiet og de Moderate at føre den store
Toldreform med tilhørende vidtrækkende Kom-
pensationsforslag igennem Folketinget i alt
væsentligt i den Skikkelse, hvori den var
forelagt af Finansministeren. Den afgørende
Kamp førtes ved 2 den Behandling, der
spændte over Dagene fra 4. til 14. Februar.
I Udvalgets Betænkning, der afgaves 31.
Januar, var der af de forskellige Partiers
Repræsentanter til denne Behandling stillet
ikke mindre end 325 Ændringsforslag. Hvad
de gik ud paa, er det ved et saa overor-
dentlig indviklet Æmne som Toldloven van-
skeligt at gøre Rede for i korte Træk. Fler-
tallets og Ministerens Ændringer holdt sig
indenfor Lovforslagets oprindelige Rammer og
søgte kun indenfor disse at gaa endnu en
Streg videre i frihandlersk Retning og i noget
højere Grad at indføre Værditold i Stedet
for Vægtiold. Saaledes nedsatte de igen
Forslagets store Forhøjelse af Tolden paa
Frugt, saa at Tolden for de almindelige Frug-
ters Vedkommende førtes ned omtrent til den
bestaaende, ja for Vindruer endog lidt under
det bestaaende; ligeledes nedsattes Tolden
paa Cikorie og Løvetand, paa Benzin, paa
Kødekstrakt og paa flere andre Punkter.
Til Gengæld for disse Nedsættelser fra For-
slagets Standpunkt, der af Ordføreren an-
sloges til 863,000 Kr., foresloges det at
bevare en Tredjedel af Kultolden, som efter
Regeringsforslaget helt skulde bortfalde. For
Skotøj og Tobak foresloges indført en blan-
det Vægt- og Værditold. Langt mere vidt-
gaaende, saa at de ganske vilde have
sprængt Lovforslagets Rammer, var de Ra-
dikales og Socialdemokraternes Ændringer:
de første gik ud paa at nedsætte Toldind-
tægterne med 5% Mill Kr., og de sidste
paa at nedsætte dem med ca. 10 Mill. Kr.
under det af Finansministeren foreslaaede,
og som Kompensation for denne store Ned-
gang i Statsindtægterne henvistes kun til en
Nedsættelse af Militærudgifterne eller til Ind-
førelsen af en Grundværdiskat. Paa den
anden Side gik de af Højres Repræsentant i
Udvalget, Dr. Fraenkel, stillede Ændrings-
forslag i ganske modsat Retning, saa at
Toldindtægterne derefter vilde blive sat
3,800,000 Kr. op fra Regeringens Forslag.
Ved Afstemningen den 8. Februar vedtoges
samtlige de af Ministeren og Flertallet stil-
lede Ændringsforslag, mens samtlige Min-
dretallenes Ændringsforslag forkastedes —
med Undtagelse dog af Dr. Fraenkels, idet
han selv tog alle sine tilbage under Protest
mod den forcerede Behandling, der ikke
havde levnet ham Tid til grundig Udar-
bejdelse af sine Forslag.
Ogsaa Kompensationslovene, Lovene om
den ny Arveskat, om den indenlandske Suk-
kerafgift og om Stempelskatten paa Vin og
andre spirituøse Drikkevarer vedtoges der-
efter i de følgende Dage i alt væsentligt i
Overensstemmelse med Regeringens Forslag.
Umiddtlbart derefter foretoges tredje Be-
handling af de samme Lovforslag, under
hvilken kuu mindre Ændringer foresloges og
vedtoges fra Flertallets Side, medens Min-
dretallene opgav at stille nye Ændrings-
forslag, efter at deres tidligere var forka-
stede. Derefter vedtoges Told lovforslaget
endeligt af Folketinget enstemmigt med 84
Stemmer, idet nu ogsaa Socialdemokraterne
og de Radikale stemte for Forslaget som i
alt Fald et væsentligt Fremskridt i Forhold
til den bestaaende Toldlov, medens Højre
undlod at stemme. Ogsaa Arveafgiftsloven
og Sukkerafgiftsloven vedtoges nu enstemmigt,
medens derimod Vin-Stempelafgiftsloven, som
saavel Socialdemokraterne og de Radi-
kale som Højre ved 2den Behandling havde
søgt at standse ved en motiveret Dagsorden,
kun vedtoges med 54 Stemmer mod 34.
Saaledes er da den store Toldrdform
færdig fra Folketingets Side. Det første
store Skridt er altsaa gjort, men her vil
det sikkert blive det næste Skridt, Vejen
igennem Landstinget, der kommer til at
koste : hvor meget, vil en nær Fremtid vise !
K. B.
- 565
cmanaj
JOaKtti*M
Kampen om Niagara,
Alverden kender Niagaras skjønne Vand-
dal, i det mindste fra Billeder. Hvormange
vil vel kendes ved nedenstaaende Billede? Og
dog forestiller ogsaa det Niagara — men
ødelagt af Fabriks-Anlæg. Faldenes Kraft
er udnyttet i Industriens Tjeneste, som Kraft-
kilde for Elektricitetsværker og anden højst
moderne Nytte- Virksomhed.
Lad det blive sagt med det samme: saa-
blot paa, at denne „sentimentale Stemning"
skal stilne af. Derfor passer Velfærds-
Komiteen stadig paa ... Og dette er altsaa
et af dens nyest advarende Anskuelses-Billeder.
Men er er det nu ikke morsomt, at det
netop er i Amerika, denne Kamp om Skøn-
heden føres! Nu havde man saa længe for-
talt os, at dér herskede Industriens praktiske
Krav uindskrænket; det reelle og haand-
gribelige Livs Interesser havde den gam-
dan ser Niagara slet ikke ud, endnu ikke
da. Det er et fantasifuldt amerikansk Frem-
tidsbillede — og Skræmmebillede, et Led i
den energiske og vidtom fattende Kamp for at
bevare den nationale Stolthed, de verdens-
berømte Falds Skønhed. Bevægelsen be-
gyndte med en Blad-Artikel i 1905, og saa
tog den hastig Fart med ledende Artikler,
Interviewer, Folkemøder, Henvendelser til
Præsidenten, Breve og Telegrammer til White
House og Rideau Hall. Indtil Præsidenten
tog Sagen i sin Haand, og Faren drev over
— foreløbig.
Men de store private Interesser, som lurer
paa Milliarderne, det her drejer sig om, har
selvfølgelig ikke opgivet Sagen. De venter
meldags Æstetik været saa god at bøje sig
for! Tilsidst begyndte vi i den gamle Ver-
den ordentlig at faa Samvittigheds-Nag. Naar
vi prisgav vort Lands og vore Søers Skjønhed,
Norge og Sverige deres pragtfulde Vandfald,
rystede vi maaske beklagende paa Hovedet
og tilføjede : men Herregud, først og fremmest
skal vi jo leve.
Og saa kommer de Folk i Amerika og
belærer os om, at det ikke alene kommer an
paa, at vi lever, men hvordan vi lever.
Det specifiske Serum.
Et af den analytiske Kemis vanskeligste
Problemer er at skelne mellem Kød eller
Blod af de forskellige Dyrearter, og indtil
for kort Tid siden lod de Undersøgelses-
--= 566 :
Natur og Videnskab
metoder, der kom til Anvendelse, meget til-
bage at ønske. Men nu har M. Borget i
Aaret 1898 gjort den mærkværdige Op-
dagelse, at naar man vakcinerer en Kanin
med Serum'et af Komælk, saa faar dens
Blodserum en Evne, som det ellers ikke har,
til at frembringe et Bundfald i Serum'et af
Mælken fra en hvilkensomhelst Ko. Senere
(1902) har Dr. von Rigler paavist, at naar
man indpoder en Kanin med Ekstrakten eller
Suppen af et eller andet Dyrs Kød, frem-
kalder Kaninblodets Serum stedse et Bund-
fald i den Ekstrakt, der er fremstillet af
Kødet af vedkommende Dyreart, men ogsaa
kun i denne og aldrig i Ekstrakten af en
anden Dyrearts Kød. Saaledes vilde Blod-
serum, der, som man siger, er bleven gjort
„specifisk" for Hestekød, ikke reagere med
Ekstrakten af Okse-, Vildt- eller Svinekød.
Af ligefrem omvæltende Betydning lover
denne Opdagelse at blive for Undersøgelses-
metoderne i Kriminaltilfalde. Thi naar
Menneskeblod bliver injiceret en Kanin eller
et Marsvin, saa bliver deres Serum specifisk
for Menneskeblod, og Reaktionen er virksom
selv endnu i det Tilfælde, at en Blodplet er
flere Maaneder gammel. I Frankrig er det
for ikke lang Tid siden hændet under en
Retssag, at den anklagede forsikrede, at
visse Pletter hidrørte fra Kaninblod, ikke fra
Menneskeblod. For at prøve Sandheden af
denne Paastand blev der præpareret Serum
for Kanin- og for Menneskeblod, og da en
Ekstrakt af en af de tvivlsomme Pletter, der
var fremstillet ved Hjælp af Saltvand, ikke
gav nogen afgjort Reaktion med det første
Serum, men derimod en meget tydelig med
det andet, saa holdt de kemisk sagkyndige
sig for berettigede til at erklære, at Pletten
sikkert ikke var foraarsaget af Kaninblod,
men efter al Sandsynlighed af Menneskeblod.
Bøgekager.
Det er en bekendt Sag, at man udpresser
Olie af Hørfrø, Rapsfrø og lignende og saa
af de tilbageblevne, knuste Dele af Frøene
fremstiller store Kager, der benyttes som et
godt Foderstof for Kvæget. I Thuringen og
i Nordfrankrig og maaske enkelte andre Ste-
der bruger man i de Aar, da Bøgetræerne
bærer rigelig Frugt, at fremstille Foderkager
af Bog, dels afskallede, dels med Skal. De
minder i Udseende en Del om Hørfrøkager,
men man kan let smage Forskel paa dem.
Mærkeligt er det, at Heste ikke godt taaler
dem, hvorimod de er fortræffelige for Horn-
kvæg.
Vor Fugleverden.
Ornithologisk Forening har fra Viceinspek-
tør Winge modtaget en (længe savnet) Liste
over Danmarks Fugle. Det viser sig, at
190 Arter maa kaldes absolut danske, men
4 af disse er forlængst udryddede. Foruden
de 190 egentlig danske Fugle er der at
notere 68, der optræder som tilfældige
Gæster og 45, der i Ny og Næ kan finde
paa at besøge os.
Oplyste Fuglereder.
Paa de malayiske Øer lever der en lille
Fugl, der af Plantetrevler væver sig en helt
lukket Rede, i hvilken Æggene saa udruges.
Inde . i en saadan Rede maa der natur-
nødvendigt være mørkt. Visse danske Fugle,
f. Ex. Stære, udruger ofte deres Æg inde i
mørke Huller, og man ved ikke af, at de
føler sig besværede derved ; men de malayiske
Væverfugle staar aabenbart over dem i Kul-
tur, thi de fanger — det fortæller i hvert
Fald de indfødte — saadanne Biller, som
kan lyse i Mørke, og i Troperne kan de lyse
langt stærkere end vore „Sankt Hans- Biller,*4
— og sætter dem ind i Reden, for at de
kan oplyse denne; ja det kan endog falde
dem ind at anbringe dem i en klæbrig Plante-
masse, for at de ikke skal undløbe.
Skal man skrive staaende?
Det er en gammel Anskuelse, at man bør
skrive ved Staapulte, fordi man, naar man
tvinges til at staa op, gør sit Arbejde bedre.
I Parises biologiske Selskab har man taget
Anskuelsen op til Drøftelse, og er kommen
til følgende, paa Træthedsmaalinger grundede
Resultat:
Staar man op, udfører man i nogen Tid
skriftlige Arbejder med større Akkuratesse og
Opmærksomhed, end naar man sidder ned;
men man bliver langt hurtigere træt, og dette
gaar saa ud over Arbejdet. Sidder man ned
hele Tiden, spares der en Mængde Kraft, og
man holder derfor langt længere ud, hvorfor
den siddende Stilling i Længden er at fore-
trække. 'Dette Resultat turde være saa umid-
delbart indlysende, at man kunde fristes til
at undres over, at lærde Mænd har anset
det for nødvendigt at underkaste dets Rig-
tighed en indgaaende Drøftelse.
567
Natur og Videnskab
%
SS
SO
45
35
\
1
i
ts°
10°
s°
^
i
v t
i
1
/
/
/
/
/
/
/
1
i
/
\ i
\ t
\ i
9 \
9 \
9 \
t \
/
\
\
/
t
i
/
/
#
»
\
\
\
\
\
\
\
\
\
\
/
Fér/e.
\
\
\
Ji
w. FebnMarts Apn Mai Juni Ju/f Ocf. /Vov. Di
?c.
Varmen og Opmærksomheden.
I Antwerpen har man gjort Forsøg, der,
om de ellers er til at lide paa i videnskabe-
lig Henseende, godtgør, at Skolebørnenes Op-
mærksomhed fra Januar til Sommerferien er
i stadig Nedgang, men i Tiden efter Som-
merferien og til Jul i Opgang. Vedføjede
Skema anskueliggør dette interessante For-
hold. Den fuldt optrukne Kurve giver Op-
lysning om, hvor mange pro Cent opmærk-
somme Børn, der var i de forskellige Maa-
neder (se de til venstre opførte Tal), og den
punkterede Kurve angiver Maanedernes Mid-
deltemperatur (se de til højre opførte Tal).
Det er Skolehygiejne-Foreningens Aarsskrift,
der herhjemme har publiceret denne inter-
essante Oversigt.
Skol ehygiejne- Kongres.
Forlængst har Lægerne erkendt, at Medi-
cinens Tidsalder er forbi, — vi lever nu i
Hygiejnens: Frisk Luft, lettest mulig Adgang
til Sol og Lys, Vand og tarvelig Mad, det
er de Faktorer, der bestemmer vort legemlige
Man haaber
dansk Side.
paa en
Velvære. Paa Skole-
livets Omraade giver
Erkendelsen heraf sig
Udslag i Opførelsen
af saa lyse og rum-
melige Bygninger, at
de fattigste Børn nu
om Dage som oftest
modtager deres Under-
visning i Lokaler, der
er udstyrede saaledes,
at end ikke de rige-
ste nulevende Voxne
nogensinde har sat de-
res Fod i slige Skole-
lokaler, da de modtog
deres Barneundervis-
ning. Men ikke nok
hermed! Der dannedes
for et Par Aar siden
en skolehygiejnisk For-
ening, og den første
internationale Kongres
for Skolehygiejne af-
holdtes 1904 i Nurn-
berg (vi lever vistnok
ogsaa i Kongressernes
Tidsalder), og den næ-
ste afholdes iaar i Lon-
don (5. — 10. August),
livlig Tilslutning fra
Hvad et Hønseæg kan taale.
Det paastaas, at et Hønseæg med List og
med Lempe kan bringes til at taale et for-
bavsende stort Tryk. Tømmer man det ud
gennem et ganske fint, fortil anbragt Hul, og
derefter belaster det forsigtigt, skal det kunne
bære over 30 fi> uden at briste, ja i nogle
Tilfælde langt mere (ikke alle Æg har lige
tyk Skal), og indfører man et tyndt Rør i
den tomme Skal saaledes, at en paa Rø-
rets nederste Ende siddende fin Kautschuck-
blære kan fyldes med Vand, vil Blæren snart
presse mod Æggeskallens indvendige Sider;
men disse vil ikke briste, før der opnaas 3
a 4 Atmosfærers Tryk.
Naar Vin eller andre Drikke smager af
Proppen, beror det efter Undersøgelser af
Tyskeren Bordas paa, at der i Proppen voxer
smaa Svampe, som allerede fandtes i Kork-
laget, medens dette sad paa Træet.
568
éAéidtl^itVåA
Haven i Marts*
Medens Foraarstravlheden i Gartnerierne
begynder i denne Maaned, ligger de almin-
delige Haver, der ikke raader over Drivhuse
eller Mistbænke, saa temmelig stille og ven-
ter paa det milde Vejr. Dersom dette ind-
finder sig i Slutningen af Maaneden, vil
Havevennerne faa nok at gøre, hvis ikke,
d. v. s. hvis Vejret beholder sin vinterlige
Karakter, er det egentlig kun Stueplanterne,
der kræver Arbejde, idet Solen lokker dem
til Vækst, enten det udenfor er koldt eller
ej. De afdrevne Blomsterløg maa nu gem-
mes tørt i Kælderen, og de Planter, der som
f. Eks. Fuchsia har været overvintret i en
Kælder eller i en kold Stue, bringes frem til
Varme og Lys og fornyet Vækst. Det Tids-
punkt i Planternes Liv, der, taget i Almin-
delighed, bør vælges til Omplantning, er
netop, naar de begynder at røre paa sig
igen efter en Hvileperiode og for de aller-
flestes Vedkommende vil dette netop finde
Sted i denne og næste Maaned. Amatører
har en udpræget Tilbøjelighed til at give
Planterne for store Potter, og denne usalige
Tilbøjelighed har, ikke mindst naar den for-
bindes med for rigelig Vanding, kostet man-
gen en pragtfuld Plante Livet. Naar man
ikke er rigtig sikker paa, om en Plante
trænger til Ompotning eller ej, gør man
bedst i at lade den blive i den gamle Potte,
eller i en ny af samme Størrelse, rense
Drænet op og maaske give lidt frisk Jord
uden at forstyrre Rødderne for meget.
Frugthaven bør nu staa beskaaren, gravet
og gødet, fuldt i Orden.
Dersom man har Apricoser eller Ferskner
paa Espalier op ad en Mur, bør man paase,
at de ere dækkede af et let Lag Granris
eller lignende; thi Blomsterknopperne taaler
ikke at fryse om Natten for derpaa om Mor-
genen at udsættes for den allerede nu ret
stærke Sol.
I Køkkenhaven bør man se Kulerne efter
og fjerne de raadne Dele af de gamle Grønt-
sager. Naar man ikke har Mistbænke, kan
man kun i de færreste Aaringer paabegynde
Saaning af de nye Grøntsager i denne Maa-
ned, dog gives der Tilfælde, hvor Jorden er
bleven saa tidlig varm og Vejret ser saa
lovende ud, at man med Fordel og uden
Risiko kan saa tidlige Ærter, Radiser m. m.
Hvis et ældre Aspargesbed er begyndt at
give for faa og for tynde Asparges, saa kan
man ofte afhjælpe dette ved følgende Frem-
gangsmaade. Mar lægger den i Gangen ud-
kastede Jord paa Bedene igen, graver Gan-
gen en Fod ud og fylder den med frisk
Tang, som trædes godt sammen. Asparges-
planten er som bekendt en Strandplante og
ynder Tang, men hvis denne ikke kan skaffes,
kan den erstattes med Muldjord iblandet
noget Kainit; i den Sæson, der følger efter
denne Behandling, bør man lade Planterne i
Ro og ikke stikke Asparges.
Hvis ikke Frosten lægger sig hindrende i
Vejen, er Slutningen af Marts en god Plante-
tid og der vil for Haveejerne være Anled-
ning til nu at se Busketterne efter, om
ikke en Fornyelse her og der er paatræn-
gende. I mange Haver ere nemlig Buskene
i sin Tid plantede uden Hensyn til den
Størrelse og Form, som de faa i ud-
vokset Stand, og Resultatet bliver let, at et
saadant Busket bliver Billedet af en Kamp
for Tilværelsen, der er unaturlig i hvert Fald
i en lille Have, der netop i sin Helhed og
i alle sine Dele skulde frembyde Synet af
et velordnet, fredeligt lille Samfund, hvor
der er Næring og Pleje til alle, og hvor
hvert Individ netop har faaet den Plads,
hvor det kan gøre sig gældende og udvikle
sig. De forsømte Busketter, hvor den ene
Busk søger at skaffe sig Plads paa andres
Bekostning, bringer en Disharmoni ind i det
Billede af Frodighed og Fred, som bør
præge Haven. Handelsgartner G. N. Brandt.
Hønsegaarden.
Den travle Tid tager nu sin Begyndelse,
særlig hvad Rugningen angaar. Til Ruge-
rum bør man anvende et saadant Sted, hvor
der er Ro, halvmørkt, lunt og ens Tempera-
tur samt ren Luft; en tør Kælder er som
Regel velegnet. Rugerederne kan bestaa af
rummelige Kasser, Kurve eller overskaarne
Cementtønder o. s. v. I Bunden af Reden
lægges en Græstørv med det grønne nedad,
i Mangel heraf fugtig Jord, da Stænkning af
Æggene da som Regel overflødiggøres. Græs-
tørven formes saaledes, at den bliver dybest
paa Midten, saa den danner en bekvem Rede
og ovenpaa lægges Redematerialet bestaaende
af Hø, kort Halm o. s. v.
Hus og Have
Rugehønsene bør lægges ved Aftentide, da
Flytning ved højlys Dag ofte virker forstyr-
rende og hæmmende paa Rugelysten. I det
hele taget har det sin Vanskelighed at flytte
Rugehøns en længere Strækning, i saa Fald
maa det helst ske om Aftenen ; Hønsene maa
da behandles saa varsomt som mulig og an-
bringes i en dyb Kurv, hvori Redemateriale
og Redeæg ere anbragte. Den flyttes saaledes
til Bestemmelsesstedet, hvor den da straks
anbringes paa den med Porcellainsæg for-
synede Rugerede.
Ægantallet, man vil lægge Hønen paa,
maa rette sig noget efter dennes Størrelse og
Aarstiden. 13 Æg vil en middelstor Høne
som Regel kunne dække bekvemt over. Da
Utøj vil være Kyllingernes værste Fjende, er
det af bydende Nødvendighed, at hver Ruge-
høne nøje undersøges, forinden den lægges.
Fortrinlig i dette Øjemed er Tobaksstøv og
kraftigt Insektpulver. Under Vingerne, ved
Halen og langs Brystet er der særlig Trang
til en grundig Indgnidning. Først efter at
Hønen nogle Dage har ruget sikkert paa
Porcellainsæggene, ombyttes disse med de
rigtige Æg, og Hønen maa da helst hver
Morgen komme af Reden for at gøde og
rense sig i det uundværlige Askebad, be-
staaende af fint Sand, Aske, Lande vejsstøv
samt Tobaksstøv og Svovlblomme. Endelig
maa der henstaa Æde til den i Form af hel
Korn, fortrinsvis det varmeydende Mais, rent
Vand samt Smaasten for Fordøjelsen.
Medens Hønsene ere af Rederne, benyttes
Lejligheden til et Eftersyn af disse. Findes
ituslaaede Æg fjernes disse, de øvrige vaskes,
hvis det er nødvendigt, med lunkent Vand,
ligeledes Rugehønens Brystfjer, hvis disse
skulde være tilsølede.
Hvor flere Rugehøns ere lagte paa samme
Tid, har det sin store Betydning, at Lysning
af Æggene finder Sted, ligesom det i alle
Tilfælde er gavnligt, at eventuelle raadne
Æg fjernes, for at disse ikke i flere Retnin-
ger skal gøre Skade. Lysningen af Æggene
kan paabegyndes den 5 — 6 Dag, bedst om
Aftenen i et mørkt Værelse, enten ved Hjælp
af et Æggespejl, der nemt laves af et Stykke
stærkt Pap, hvori et Hul er udklippet pas-
sende til Æggets Form eller ved Hjælp af
en Paptragt, der i den ene Ende svarer til
Æggets Form og almindelige Størrelse. Idet
Ægget holdes foran Æggespejlet op mod et
Lampelys, kan man nemt se om Ægget er
befrugtet eller ej. Er det klart, er det ube-
frugtet, viser der sig ligesom et Edderkoppe-
spind i dette, er det befrugtet. De saaledes
fraklarede Æg kan senere anvendes til Kyl-
lingefoder. Foruden Hønsene har man ogsaa
i Kalkunen en fortrinlig Ruger, der frembyder
den Fordel, at man som Regel ved venlig
Behandling kan faa den til at ruge naar
som helst. Den anbringes bedst i en. Kurv,
hvori der er lagt rigelig Redemateriale og
Porcellainsæg, og som er til at lukke med
et Laag. Hver Dag maa Kalkunen tages af
Reden, og Trainingen fortsættes til Rugelysten
melder sig. Endelig har man i Rugemaski-
nen en fortrinlig Hjælper, navnlig de Steder,
hvor det drejer sig om at vedligeholde større
Besætninger.
Mener man Æggene ere for tørre, kan
disse stænkes eller lægges i Vand for at
blødgøre Hinderne Dagen før Udrugningen;
de levende vil da bevæge sig i Vandet. Ved
Fremkomsten som Regel paa den 2 1 de Dag
bør Kyllingerne forblive 24 — 36 Timer ufor-
styrret hos Moderen; hjælpende Hænder ere
her unødvendige, kan Kyllingerne ikke selv
bryde Skallen, ere de ikke Livet værd.
Fra Naturens Haand ere de blevne for-
synede med Føde ved Indtrædelsen i Livet,
kun Varme er det, som de ønske og ene og
alene trænge til. w. a. Kæk, Konsulent
Køkkenet.
Salater.
Fra første Færd spiste man her i Landet
grøn Salat med en sød Flødesauce eller med
en sur og sød Æggesauce, eller Sildesalat
tillavet uden Olie. Men efterhaanden er Olie-
salater efter sydlandsk, navnlig fransk Møn-
ster, bleven mere og mere almindelig. Disse
Salater, der gøres forfriskende og pikante
ved de utallige Ingredienser, som en over-
legen Smag forstaar at stille i rette Forhold
til hverandre, fordrer Opfindsomhed.
— Der gives næsten ikke den Spise, som
ikke, naar den er kold, kan anvendes i Sa-
lat. Det gælder kun om Sammenblandingen.
Man kan give et Utal af forskellige Op-
skrifter paa Salater, men de er egentlig kun
at betragte som Desseiner. Den samme Des-
sein kan udføres godt af én, daarlig af en
anden. For virkelig at kunne sætte en „haut
gout" paa en Salat, fordres en gastronomisk
veludviklet Smag, som ikke alle er i Besid-
delse af, men som kan opnaas ved Øvelse.
Trinidad-, Surinam- og Caracas-Chocolade anbefales.
Hus og Have=-^^~=-
Tillige er det nødvendigt, at den der skal
lave Salater, har nøje Kendskab til alle de
forskellige Krydderurter, som dyrkes, eller
som burde dyrkes her tillands, thi det er
ved Anvendelse af disse, sammen med de
øvrige Bestanddele i Salaten, at man frem-
bringer en forskelligartet og pikant Smag.
Af Salatolie er den, der forhandles under
Mærke „Felix Potin" drøjest og holdbarest,
fordi den indeholder de færreste °/0 Vand.
Naar man køber den paa Trepægleflasker,
er den forholdsvis billig.
Af Løg anvendes det gule Løg, Purløg,
Skalotteløg samt Hvidløg — dette sidste dog
kun i enkelte Salater og meget diskret. —
I det Hele taget er det ofte tilstrækkeligt at
indgnide den Skaal, hvori Salaten røres, med
Saft af et Løg.
Af Sennop er den gule engelske at fore-
trække, naar det ikke udtrykkelig bemærkes
paa Opskriften, at en anden skal bruges.
Af Salt maa kun benyttes Taffelsalt eller
Sellerisalt, da Køkkensalt ikke fordeler sig
nok.
Af Eddike anvendes kun fine Sorter eller,
hvad der smager endnu bedre og er sundere,
Citronsaft.
Man skelner imellem 3 Slags Salater:
i. De enkle, eller dem, der er tilberedte
au naturel. 2. De kombinerede. ^. Mayon-
naisesalater.
De enkle Salater er dem, der tilberedes
af en enkelt Sort raa eller kolde, kogte Grønt-
sager, og til hvilke man kun anvender Olie,
Citronsaft el. Eddike, Sennop, Peber og Salt
samt Purløg eller en anden Sort Krydderurt
saasom Karse eller Estragon.
De kombinerede Salater fremstilles ved en
Sammenblanding af forskellige Sorter kolde,
kogte Grøntsager eller raa, grøn Salat, Kød,
Fisk eller Maccaroni, der sammenstilles i
Sauce naturel eller i pisket Fløde.
Mayonnaisesalater er dem, der tillaves med
Hel- eller Halvmayonnaise, Remoulade eller
pauvre homme Sauce.
Her følger et Par Salatopskrifter fra hver
Gruppe.
1.
a. Hovedsalat.
Hovedet maa være hvidt og fast. De
yderste grønne Blade skæres bort, skylles og
anvendes til at pynte Salaten med. Det faste
Hoved skæres i fire Dele, og skylles, hvis
det er jordet, lægges paa en Sigte for at
Vandet kan løbe fra og svinges tørt i et
Viskestykke. Tillaves au naturel. Til 5
Spiseskefulde Olie tages 1 Spiseskefuld Citron-
saft el. fin Eddike, lidt Sennop røres ud i
Olien, hvis man holder af det. Saucen hæl-
des over Salatbladene og røres rundt, indtil
Sauce og Blade er vel blandede. Man kan
yderligere give Salaten Buket ved at bestrø
den med hakket Estragon.
b. Romersk Salat. (Bindsalat).
Salaten har en langagtig Form, og Hovedet
indenfor de yderste grønne Blade er fast og
gult. Dette skyldes en særlig Fremgangs-
maade ved Sammenbinding af de yderste
Blade paa det Tidspunkt, da Planten skal
sætte Hoved. Tillaves som Hovedsalat. Paa
samme Maade tillaves Latuksalat, Agurkesalat
og Endivensalat. Denne sidste smager dog
nok saa godt, naar Hovedet blancheres.
c. Raa Hvidkaal, Rødkaal og Radiser
kan tillaves au naturel med Olie og Citron-
saft, men Kaalen maa da snittes meget fint,
og Radiserne skæres i papirstynde Skiver.
d. Afkogte kolde Grøntsager
kan alle tillaves au naturel, men man skal
ikke ved denne Tillavning blande flere Sorter
sammen ej heller give dem Buket af nogen
Krydderurt, men lade Gemysens egen Smag
træde frem. Kolde, henkogte Tomater danner
en Undtagelse, da de vinder i Velsmag ved
at bestrøes med hakket Purløg eller Kørvel.
e. Kartoffelsalat.
Til kogte, kolde Kartofler i Salat au na-
turel anvendes som Buket hakkede gule Løg
eller Saft af Hvidløg. Er man bange for den
stærke Løgsmag, bestrøer man Salaten med
lidt hakket Purre eller Purløg i Stedet for at
komme Løg i.
/. Romersk Salat med Skinke.
Tilberedes som Salade romaine, kun tages
2 Spiseskefulde Olie i Stedet for 5. Naar
Saucen er lavet, skærer man en Skive mager
Skinke i Tærner og bruner dem i en Skefuld
usaltet Smør el. i Olie. Naar Salaten skal
serveres, røres Skinken varm i Saucen.
o
«£
I
o
i'
fe' Pas paa !
r*a
^1
s
i
i
# fafoefa\ét a\ onct ^00 AaxvsYc L»fcOT#
82"
IbolbcvQB IRomefcter
i tre Binb
Jf, %♦ Xtebenberø
5 fer., fnfcb. 9 fer. 5o Ære
Jolfceufcøaven 1 ét JBfnfc 3 fer.
fn&b. 4 fer. 25 Ære.
ABe& Jlluøtratfoner: 4 fer.,
fnfcb. 6 fer. 25 Ære.
jfaae i alle Boglaber.
0. E. C. Øa&'s forlag.
æ!i
im.i i.-huiwmuit .^TWn ' w^i-jir iuiinuini;.nu:<yi.Mtf.i!<LiiiiPi-jrp-tKuf»iuiff vt-jm .mniu— . uffwimr wiar.m-. .-tufinmi :>jT;j h ,mwpu.: wjJ->» vi
!W!IltUWJtlfflll'..!r.A) l.i .IH iA, ^'I^WwWBWI P'liu.WiU/iWjlUl^iU!WaMrBTn>rg,%^lillHllUWU|innaBlll FUJiWI. .1 WI1AJ WU 'P Al Hit IBPIUUnNl IPlJu!lll<.!0,
Hus og Have-
g. Edvard Vil Salat.
Hertil bruges Hovedsalat — Bind — Latuk
eller Endivensalat. Naar Salaten er tillavet
au naturel, sættes som Buket Gruyereost Til
to store Hoveder bruges */* ® Os* skaaret i
Strimler af Tykkelse som en Svovlstik og 1/2
Tommes Længde.
a. Maccaronisalat.
1/A & Maccaroni koges møre i salt Vand.
1 gult Løg hakkes og brunes i 4 Spiseske-
fulde Olie, 1 fr Tomater, der er skaaret i
Skiver koges derefter med Løget og */s The-
skefuld Paprika. Naar det er kogt moses
det gennem Sigten. Naar denne Purée er
kold, hældes den over Maccaronien. Olie,
Citronsaft og Salt efter Smag.
b. Horen tinersalat.
Kødet af en kogt Høne skæres i Tærner.
78 fi> kogte Maccaroni skæres i Stykker af
samme Størreise som Kødet. 1 Pægl Fløde
piskes i stiv Skum. Heri blandes 2 Spise-
skefulde reven Peberrod, en Pris Salt og Saft
af 1 Citron. Kød og Maccaroni svinges i
Saucen, der pyntes med Kærne. (Kalvekød
kan anvendes.)
c. Fiskesalat.
En lille Tallerken kold, kogt Torsk, Rød-
spætte eller Gedde. En do. smaat skaaret
Selleri og 3 Spiseskefulde smaat skaaret Asie.
Dette blandes og tillaves med Olie, Sennop
og Citronsaft. Pyntes rigeligt med Kapers.
3.
Hvis man til Salater af Gruppe 3 vil an-
vende Fisk, da smager fed Fisk som Lax og
Makrel bedst. Af Skaldyr, Hummer og Rejer.
Af Kød, kun hvide Sorter. Af Grøntsager
kan flere Slags anvendes, naar de blandes
sammen, dog % ikke Kaalsorter eller Roer med
udpræget ram Smag. — Her følger Opskrift
paa Mayonnaise og Remoulade, som kan
anvendes som Sauce til de forskellige Salat-
blandinger.
Hel Mayonnaise.
(Paa Halv- Mayonnaise staar der Opskrift i mange
Kogeboger).
2 raa Æggeblommer røres, indtil de er hvide.
Derefter røres de med 12 Spiseskefulde Sa-
latolje, der kun maa røres draabevis i, for
de første 10 Theskefuldes Vedkommende.
Senere kan man komme to Theskefulde i ad
Gangen med 3 Minutters Røring imellem
hver Gang. Det tager en Time at røre en
god Mayonnaise. Naar al Olien er rørt i,
vil Mayonnaisen være saa tyk som en Grød.
Nu kommes 2 Theskefulde Moutarde de
MaiHe, 2 Theskefulde Citronsaft og en Pris
Salt i. Sennopen kan udelades. Er Mayon-
naisen for tyk, røres den op med koldt Vand
i Draabevis.
Remouladesauce.
I en dyb Skaal udtværes 2 haardkogte
Æggeblommer med en raa, 15 Spiseskefulde
Olie røres deri pac samme Maade som til
Mayonnaise. Naar Saucen er saa tyk som
Grød, røres 1/2 Theskefuld Sennop og 1
Spiseskefuld Estragoneddike i den. Er Saucen
for tyk røres den op med koldt Vand. Lidt
Salt, Peber, 1 Skive hakket Løg, 2 hakkede
Ansjovis, hvor Krydderierne er skrabet af og
Benene udtagne, 1 Spiseskefuld Kapers, 1
Dusk hakket Kørvel og 1 lille hakket, syltet
Agurk røres i lidt efter lidt. — Saucen skal
være som en tyk Vælling, før man anvender
den til Salat.
<7. Kartoffelsalat.
Kogte, kolde Kartofler i Mayonnaise med
rigeligt, hakket Persille er en udmærket
Salat.
b. Grøn Salat.
Et stort Salathoved skylles, og Bladene
skæres i Strimler. En Mayonnaise røres. Por-
tionen som den ovenfor angivne. En halv
Pot pillede Rejer røres i Mayonnaisen tillige-
med Salaten. Ophældes i Salatkummen og
pyntes med friske Salatblade.
c. Tomatsalat.
En tyk Skive raa rød Tomat. Ovenpaa
denne en Skive haardkogt Æg. Tomaterne
stilles paa et Fad. 1 Spiseskefuld Mayon-
naise lægges ovenpaa hver Skive Æg. Pyn-
tes med Kapers. Omkring mellem Tomaterne
slynges Mayonnaise, hvori der er rørt Rejer.
Grønne Salatblade garnerer Anretningen.
Vibeke Salicath.
<5mGfflHL~THE
UOVERTRUFFEN AROMA
MEGET FIN SMAG & *
ØKONOMISK I BRUGEN
^'"\
Efter Jagtfrokosten.
— Undskyld go'e Ven, tillader De jeg rider gennem
Deres Led?
Det gjensidige Forsikringsselskab
„DANMARK"
Hovedkontor: Selskabets Ejendom,
V. Boulevard 34, Filialkontor: Amagertorv 3.
Desuden har Brandforsikringsafdelingen
Agenturer over hele Landet og Livsforsikrings-
afdelingen har General-Agentur i Aarhus:
Prip, Clemensborg, og i Odense: Schreiner,
Kongensgade 31.
Brandfors. Llvsfors.
Forsikringssum c. 877 Mill. c. 50 Mill.
Formue - 3if4 — c. 10 —
kkkkkkktkkkkkkt
Special- Atelier for alt
moderne Haararbejde
for Damer og Herrer.
Transformations. Toupets«
Parykfabrik og Lager.
8F. Platan _%
Hoved vagtsgade O
Ordres pr. Post ekspederes prompte
mest* fuldkomne Kloverspilleapparat hvorpas
enhver — med eget Foredrag — kan udføre
alle Musikens Mesterværker. Planolaen. hvis
Pris er iooo Kr.. forevises beredvilligt dagligt i
Petersen & Steenstrnp's
Harmoniums-Magasin,
St. Kirkestræde f, 1. Sal
I alle Boglader faas:
„Stjernehimlen".
Stjernekort med Drejeskive.
2 Kp.
G. E. C. GAD.
FERRIN
mod Blodmangel
er en kemisk Forbindelse af Mælkens
Æggehvidestoffer med Jern.
Denne Forbindelse afgiver den bed-
ste Form for et styrkende organisk
Jernpræparat. Faas paa Apothekerne.
Pris i Kr. 50 Øre.
KbhTn.8 Lareapotheka kemiske Fabrik.
Kgl. Hof
Instrument-
mager
CORNELIUS KNUDSEN
15 Købmagergade IS
Blomster direkte fra Lager
til en gros Priser. — Ingen Butik.
78. Nørrevoldaade, Stuen. Indg. i Porten (iigeved Frederiksborggade). Telf. 215 og 17,053 y.
Pariser Blomsterhalle.
/ '
Mlfci
Den haarde Vinter i Aar har givet Negerbørnene en usæd-
vanlig Fornøjelse : De bruger Pyramiderne til Kælke-Bakker.
^.Ndefamilien har økede
af er? <sgle
Grammophon
med Sange af
— Herold — Cornelius - Nissen —
Simonsen f og mange Andre.
Musikstykker af den kgl. Livgardes og
Husar Regim. Orkestre.
Ægte Grammophon Apparater alle-
rede fra Kr. 30.
Ægte Grammophon Plader Kr. 2,50 og Kr. 5.
Nye Zonophon Plader, enestaa-
ende rene og kraftige, enkelt bespillede Kr.
1,00 og Kr. 2,00, dobbelt bespillede, 2 Melo-
dier paa en Plade, Kr. 1,50 og Kr. 3,00.
Skandinavisk Grammophon Aktieselskab
Frederiksberggade 27, København. j
er V\xve o£ Vj\d\fee V\\ ^ofcebrufe
m\\de ofe de\\ca\e V\\ $p\se\>r\x£
Jul. Meller fot. Blæst,
KUNST OG FOTOGRAFI
Af W. Thulstrup.
Siden første Halvdel af forrige Aarhun-
drede, da Fotografien efterhaanden frem-
stod ved Niépces, Daguerres, Talbots og
mange andre
FysikeresOp-
dagelser og
Forskninger,
og indtil vore
Dage vil vist-
nok enhver
have Øje for,
hvor stor Ud-
viklingen har
været paa
dette Om-
raade.
De gam-
meldags Da-
guerreotypier
med den u-
hyre lange
Expositions-
tidogdemed
N. Fischer fot. Portrætstudie.
569
moderne lynsnare tørre Plader fremstillede Bille-
der forholde sig til hinanden som Stude-
vognen til Tøf-Tøfen. Og ikke blot det
tyvende Aar-
hundredes
bestandig sti-
gendeHastig-
hedskrav,
men ogsaa
Trangen til
virkelig Fuld-
kommen-
gørelse i alle
Teknikens og
Materialets
Dele har Fo-
tografien
kunnet til-
fredsstille.
Det naturlig
farvede Foto-
grafis Pro-
blem er løst
38
-- Kunst og Fotografi
Carl Frederiksen fot. Sendag paa Landet.
i vore Dage. — Og fra at være et kuriøst
Liebhaveri er Fotografien gaaet over til at
være en uundværlig Faktor paa en Mængde
Omraader, tekniske, æsthetiske, forensiske, pæ-
dagogiske, ja — den er endogsaa naaet til
at underlægge sig Rummet, idet den kemiske
Proces kan udføres pr. elektrisk Ledning.
Fotografier overføres nu ad telegrafisk Vej.
Londons og Paris's store illustrerede Blade
indrette sig for Tiden paa at udvexle sensa-
tionelt Billedstof paa denne Maade. Det
bliver Dag for Dag vanskeligere at være
Forbryder paa Flugt.
Samtidig er Fotografien bleven hver Mands
Eje, dens Apparat og Teknik saa simpel og
fuldkommen, at ethvert nogenlunde intelligent
Menneske kan lære at fremstille Billeder af
alt muligt — og umuligt — , som møder
En i det daglige Liv. Det er snart lettere
at oplyse om, hvem der ikke er Amatør-
fotograf, end hvem der er det.
Alt det kan vi uden videre være enige
om. Men saa snart det Spørgsmaal stilles,
som rummes i Overskriften til disse Linier,
om Fotografiens Stilling til Kunsten, saa
møder vi højst divergerende Anskuelser. Kan
Fotografi da være Kunst?
For at besvare Spørgsmaalet, maa man
Carl Frederiksen fot Genrebillede.
570 — -
Kunst og Fotografi
jo først gøre sig
Rede for, hvad
man vil forstaa
ved Kunst. Hvis
enhver nøjagtig
og naturtro Af-
bilding udført af
Menneskehaand
uden Fotogra-
fiens Hjælp var
Kunst, saa vilde
der jo ikke være
Grund til at
nægte det foto-
grafiske Billed
Plads blandt de
bildende Kun-
ster. Men vi for-
lange dog selv i den ældste og mest pri-
mitive Kunst, at der skal være nedlagt en
menneskelig Fortolkning, et Stykke menneske-
ligt Sjæleliv i Billedet, førend det kan blive
Kunst. De gamle Ægyptere — for at tage
et almen kendt Exempel — give jo ved at
afbilde de enkelte Dele i deres mest karakteri-
N. Fischer fot. Flygtende for Uvejret.
stiske Stilling, Hovedet i Profil, men Øjne
og Skuldre set forfra, netop et Udtryk for
en bestemt sjælelig Opfattelse af Menneske-
skikkelsen. Saaledes søger Mennesket at
skabe noget personligt i det Billed, han danner,
skaber det ud fra sin egen Forestillingskreds,
og derfor kan han lade baade levende Væs-
ner og livløse Genstande
fortælle noget bestemt og
villet fra Sjælelivets Om-
raade. Dette er Kunst.
Men kan Fotografien
gøre dette? Aldrig! Hvor
meget saa end det mod-
satte paastaaes. Thi Foto-
grafen kan kun finde eller
samle — men aldrig
skabe — Optrin, som
ere Udtryk for menne-
skelige Følelser. Han kan
opfatte dem kunstnerisk,
det vil sige han kan lægge
deri for sit eget Øje saa
megen personlig Forstaa-
else, han vil, men det
fotografiske Apparat, kan
kun, følgende Fysikens
38*
Kunst og Fotografi
Love for Billeddannelse ved Linser, gengive
Billedet aldeles upersonligt. Fotografen kan vise
sin Opfattelse gennem karakteristiske Træk,
som han søger at forene i sit Billed, Kunst-
neren kan skabe en Karakter, fremstille et
Ideal med [bevidste og villede Midler. Det
kan Fotogra-
fen ikke. Ide-
alist og Dig-
ter, det bli-
ver han al-
drig.
Man maa
ikke lade sig
narre af de
moderne Ko-
pieringsme-
thoder, Kul-
billedernepaa
ru Papir og
særlig Gum-
mitrykkene,
der saa skuf-
fende efter-
ligne den
kunstneriske
Teknik, ja
endogsaanaa
til, hvad man
jævnlig kan
overbevise
sig om i de
tyske Kunst-
fotografi-
Tidsskrifter,
at vise saa
høj Grad af
Impressionisme, at det overhovedet ikke er
muligt at se, hvad Billedet fremstiller. Derfor
bliver dette sandelig ikke Kunst.
* Noget andet er, at man ved den nyere
Teknik i saa høj Grad er Herre over Styr-
ken af Lys og Skygge i Billederne, at man
kommer Virkeligheden nærmere end ved de
gammeldags Kopieringsmethoder.
Louis Schow fot
Nærmest søger det fotografiske Billed at
komme Naturen, hvor det ad fotokemisk Vej
gengiver denne med de sande Farver. Dette
kan ske paa forskellig Maade; den simpleste
er ved Trefarvetryk fremstillet gennem Plader
optagne gennem forskelligt farvede Glas. Man
kan naa til
ganske over-
ordentlig
smukke Re-
sultater. Men
intetsteds vi-
ser Fotogra-
fiens uperson-
lige Egenska-
ber sig skar-
pere end her.
Thi optages
ikke de for-
skellige Pla-
der med ma-
thematisk
nøjagtig Ens-
artethed, saa
bliver Bille-
det ganske
vanvittigt i
Farverne,
Græsset vio-
let, de blaa
Hustage gule,
de røde Mur-
sten blaa.
Det staar ikke
i Fotografens
Magt at til-
digte sit
Landskab en Kolorit, som maaske vilde virke
højst poetisk, men som ikke findes i Virke-
ligheden.
Selv om vi nu ikke vil anerkende Foto-
grafien som selvstændig bildende Kunst, saa
har den dog ikke været uden Betydning for
Kunsten. Ved de mangfoldige Maader, hvor-
paa den er i Stand til at reproducere Kunst,
r_= 572 =r—
Kunst og Fotografi
Jul. Meller fot Genrebillede.
Carl Frederiksen fot. Skovdis.
-._- 573 =■ -_
Kunst og Fotografi
har den gjort denne langt lettere tilgængelig.
Og i Reproduktionen er man naaet over-
maade højt. En af vore hjemlige Amatører
er en saa stor Mester i Gengivelsen af Pen-
netegninger f. Ex., at selv de fineste Ken-
dere kan tage fejl af en ægte Marstrands
Tegning og hans fotografiske Reproduktion.
De forskellig-
ste Kunstarter
er paa denne
Maade blevet
folkelige i god
Forstand. Selv
Skulpturen kan
gengives for-
trinligt ved Fo-
tografien, men
det er over-
maade vanske-
ligt. Romaides
i Athen var
over en Maa-
ned om at fo-
tografere Prax-
heles Hermes
i Olympia, in-
den han fik et
tilfredsstillende
Resultat. Kun
én Kunstart er
vel nok bleven
ødelagt af Fo-
tografien, Mi-
niaturportræt-
maleriet. Til
Gengæld er der anden Kunst, der maaske
undertiden laaner lidt for meget af Fotogra-
fien — i al Stilhed.
Blandt Reproduktionsmaaderne er det især
gaaet ud over Træsnittet. Og nægtes kan
det ikke, at Fremskridtet i Illustrationskunsten
fra det gammeldags Træsnit, der dog næsten
altid ødelagde noget af Kunstnerens Tegning,
til de moderne fotografiske Ætsmetoder, som
kunne komme Originalen langt nærmere, er
C. A. Reitzel fot. Portræt.
stort. Ogsaa Lithografien er trængt en Del
tilbage men vil dog altid beholde sin Plads
der, hvor Kunstneren selv tegner paa den
lithografiske Sten. Raderekunsten synes der-
imod snarere at have søgt en Spore til
Hævdelsen af sit stærkt personlige Præg
over den stedse voxende fotografiske Repro-
duktion.
Kunstens Ind-
flydelse paaden
fotografiske
Gengivelse er
heldigvis i sta-
dig Stigning.
Jeg har tidli-
gere forfægtet,
at Navnet
„Amatørfoto-
graf" kun bur-
de gives den,
der virkelig
forbinder en
kunstnerisk
Stræben i Valg
og Opfattelse af
Motiver med
Udførelsen af
Billedet, og
ikke den, der
blot farer om-
kring og tryk-
ker paa en
Knap, saa
snart han er
paa Skud af
en vilkaarlig og interesseløs Begivenhed.
Amatørnavnet har nemlig intet med den
økonomiske Side af Sagen at gøre; det kan
lige saa vel tildeles en Fagfotograf som et-
hvert andet Menneske. Udlandets store be-
kendte Amatører sælger deres Billeder paa
Udstillinger og hos Kunsthandlere i dyre
Domme.
Og der er ingen Tvivl om, at den, der er
en ægte Amatørfotograf, maa gennemgaa en
574 =_
- Kunst og Fotografi =---=■--
C. A. Reitzel fot. Efter Regnen.
0. A. Reitzel fot. Aften ved Floden. Holland.
= 575 =
Kunst og Fotografi
en betydelig
kunstnerisk
Udvikling. Li-
gesom Jæge-
ren, der med
anspændte
Sanser vandrer
gennem Skov
og Mose, læ-
rer Naturens
lønligste Liv
at kende paa
en ganske sær-
lig Maade, læ-
rer at agte
paa Dyrelivets
mindste Træk
og paa hver
en Væxts Ejen-
dommelighed,
saaledes lærer
Amatørfoto-
grafen at se
paa Genstan-
denes Forhold
til hinanden,
lærer at se
N. Fischer fot Genrebillede.
under forskellig Belysning, lærer i det hele
taget at vurdere Lys og Skygge, tage Hen-
syn til det maleriske, kort sagt maa an-
lægge et kunstnerisk Syn, som er saa meget
vanskeligere at erhverve sig, som man jo
som Regel maa abstrahere fuldstændig fra
Farvevirkningerne. I et idealt Amatørbillede
skal man kunne se, hvilket kunstnerisk og
malerisk Syn Fotografen har havt for Øje.
Men det, han har skabt, er Virkelighed og
ikke Ideal, det er kunstforstandigt set, ikke
Kunst.
Fagfotograferne har nu en særlig vanske-
lig Stilling over for de mere ideelle Krav i
Fotograflen, og den skylder de Publikum.
Og da det jo en Gang er bleven Mode at
skælde Publikum ud, saa lad det da ogsaa
ved denne Lejlighed faa at vide, at det fuld-
stændig mang-
ler Sands for
at opfatte og
værdsætte det
fotografiske
Portræt.
For nogle
Aar siden skrev
en Hamborger
Fotograf, Diir-
kopp, en for-
trinlig Artikel
om Portrætfo-
tografien, som
efterhaanden
er kommet ind
paa den sør-
gelige Afvej,
at man bestan-
dig fremstiller
Portrættet i et
Ateliers bru-
tale Oven- og
Sidelys, en Be-
lysning, hvori
vi Mennesker
aldrig befinde
os til dagligdags og derfor aldeles ikke kender
hinanden i. Vi bør lære af den gamle holland-
ske Kunst, hvorledes Lyset skal falde i et An-
sigt for at faa et karakteristisk Billede ud af
det. Og vi bør fotograferes i vore dagligdags
hjemlige Omgivelser. Hvad er vel mere latter-
ligt end at stille en jævn Bondekone op foran
et Baggrundstæppe fremstillende et fyrsteligt
Palæ med Søjlehaller, Marmortrapper og exo-
tiske Plantevæxter. Eller Baggrunden er
mægtige Skyer passende til Basunengle,
medens Forgrunden er en lille Etagere med
en klassisk Figur og Personen en hæderlig
Skræddersvend. Og sligt gaar i Publikum
uden Modsigelse. Men det værste er tilbage.
Retouchen. Og her er det Publikums daar-
lige Smag og manglende Begreb, der har
hele Skylden.
— 576
Kunst og Fotografi
Thi det første en Fagfotograf er nødt til
at lade gøre ved en Plade, om han da ikke
er saa meget Amatør, at han har Mod til
at trodse Klienternes daarlige Smag, det er
at lade Retouchøren fjerne alle Rynker og
og skarpe Træk; hver en af de Linier, som
giver Ansigtet Karakter, maa afdæmpes. Lidt
Haar males til paa de skallede Pletter.
Vorter borttages. Tilbage bliver et ganske
„ondigt" Billed, som de smaa Mennesker
stirre paa i stum Selvbeundring og i det
højeste finde „lidt flatteret". Men viser man
dem et kraftigt uretoucheret Billed med An-
sigtets karakteristiske Træk, med Lys og
Skygger som de ere, saa lyder det:
„Gud Herr Fotograf, hvor De har gjort mig
gammel og grim!* Og saa vanker der
ingen Dusinbestillinger. Ja, jeg har endog-
saa oplevet at
se, at en af
vore store Mu-
sæumsdirektører
og Førere paa
Kunstens Om-
raade som sit
Portræt lod ud-
gaa en fotogra-
fisk Gengivelse
af sit af Krøyer
malede Billed —
men vel at mær-
ke omhyggelig
retoucheret. Et-
hvert Spor af
Krøyers Pensel
var forsvundet,
men den fine
Mands Ansigt
var blødt og
skønt, som var
det formet i
Margarine. Hvor
kan man saa
vente andet af
den store Hob,
Carl Frederiksen fot Aftenstemning.
end at ikke ogsaa den skulde elske disse
udretoucherede prægløse Gennemsnitsbilleder,
som i al deres slikkede Yndighed er saa
vederstyggelige, fordi de ere saa falske.
Heldigvis er der da ogsaa her hjemme
Fotografer, som kæmpe for det naturalistiske
Portræt, og paa det Omraade har Amatør-
fotograferne en af deres store Opgaver. Som
oplysende Exempel henviser jeg til hosstaa-
ende udmærkede Portræt af den afdøde Mønt-
guardein. Og se saa, hvad det vilde være
bleven til, i Fald det skulde have været
retoucheret paa sædvanlig Maade.
Den kunstneriske Side af Fotografien maa
Indskrænkes til den Sands for det maleriske,
det ejendommelige, det sjælelig paavirkende
om man vil, som Amatøren viser i Valget
af sit Motiv. Han kan understøtte sit Bil-
ledes Virkning
ved en hensigts-
mæssig Teknik
i Fremstillingen
af det, men Bil-
ledet kan ikke
fortælle andet
end det, Virke-
ligheden giver.
Et af Sybergs
ejendommeligste
og smukkeste
Malerier frem-
stiller en Pløje-
mark paa hvil-
ken der pløjes.
Jorden virker
som et Basrelief,
den er saa
haard, at den
fortæller En hele
det drøje Ar-
bejde, der maa
til for at dyrke
den. Men den
er ikke naturali-
stisk. Fotogra-
577
Kunst og Fotografi
riet vilde aldrig kunne til-
digte Enkeltheder saadanne
Egenskaber, som kun ses
med et indre Blik. Men
derfor fortæller jo Foto-
grafien ligefuldt. Læg f.
Ex. Mærke til den ejen-
dommelige Symbolik, der
kan lægges i det gamle
Krucifix og den snevre
Sti, som kommer op fra
den mørke Skov imod
Lyset. Det er rigtig set
af Fotografen. Eller Mod-
sætningen mellem den store
Napoleon og den fredelige
Idyl ved Themaskinen. Den
legende Solstraale ned over
Sygesengen fortæller om
P. Elfelt fol Uden Retouche.
fornyet Livsmod efter den farlige Operation.
Og hvilken Stemning er der ikke i den lille
Empire-Frierscene. Eller over den unge Pige,
der vander Blomster, medens Morgensol og
Sommerfriskhed ligesom vælde ind ad Vin-
duet. Den mørke Eg ved den vaade Lande-
Hvem er
tigst, skal Tor-
denregnen sejre
eller de raske
Pedaler. Man
fristes næsten —
med et stort For-
billed — til at
skrive nedenun-
der: Han kom
tør hjem! Læg
Mærke til Be-
lysningen i Por-
trætstudierne,
det er ikke Ate-
lierlys. De gamle
Hollændere be-
lyste forfra, bag-
P. Elfelt fot Lidt svag Retouche for at fra> fra neden>
imødekomme Publikum noget. om det skulde
vej, den knejser mod Him-
len, som havde den mangt
og meget at fortælle, om
hvad der passerede ved
dens Fod.
Hvor er der stille inde
i Skoven, hvor Solstraaleme
lege med Sommerdagens
lune Dis; hvem er vel i
Tvivl om, at netop her-
inde vil Elverdansen gaa,
naar det bliver Maane-
straalernes Tur til at spille
ned gennem Træernes Kro-
ner. — Er det ikke som
et Pust af den friske Nord-
vest, der jager de store
Skyer henover Himlen me-
dens Solblinkene falde paa
Marken og Møllen snurrer hurtig rundt ! Og
saa Modsætningen, den hollandske Mølle ved
Floden i den stille Aftenstund. — Føler
man ikke Uvejret i den blygraa Himmel
bag den ilende Cyclist, som endnu bader sig
i det Solskin, der lokkede ham ud at køre.
hur-
Som Publikum helst ønsker
at se det.
^7 = 578
Kunst og Fotografi
være, og fik
derved ofte en
vidunderlig
Karakter i An-
sigtsudtrykket;
man skal ikke
være bange for
at lade Sol-
straalerne spille
i Haarets Pur
eller strejfe
Kind og Næse,
det er jo mang-
foldige Gange
smukkere, end
det flade skyg-
geløse Lys i
Fotografernes
struerer man
saa lysstær-
ke Objekti-
ver, at Op-
tagelsestiden
kan reduce-
res til saa faa
Øjeblikke,
selv i noget
svagere Lys,
at enhver kan
sidde stille
den tilstræk-
kelige Tid.
Og man maa
forøvrigt ikke
tro, at det lyn-
snare Øje-
bliksbillede
er Idealet.
Tværtimod
kommer der
langt større
Harmoni i
Lys og Skyg-
ger ved den
noget lang-
N. Fischer fot. Portrætstudie.
Glasbur. Nu til Dags kon-
Forf. fot. Fra Sygesengen.
sommere Op-
tagelse. Et In-
teriør taget ved
Lampelys vil
med sin lange
Expositionstid
altid give et
langt smukkere
Resultat, end
det haarde
Magniums Ex-
plosionslys gi-
ver; men har
man prøvet en
Gang at frem-
stille sit Selv-
portræt ved 6
Minutters Belysning, saa gør man det nødig
om og vover
langt mindre
at foreslaa
andre Expe-
rimentet. Det
er simpelthen
en Tortur at
sidde stille
saa længe.
Kunde Fol-
ket opdrages
til at se, hvori
det ejendom-
melige og
smukke lig-
ger i et vel
udført foto-
grafisk Por-
træt, saa vilde
meget være
vundet for
Fotografien.
Saa slap vi
for det gyse-
lige Mak-
værk, der nu
om Stunder
— ^: 579 r-_
Kunst og Fotografi
accepteres som dejlige
Portræter — helst med
legemsstore Forstørrelser
i Tilgift. Men Publikum
er jo underligt. Det før-
ste man siger til Foto-
grafen, naar man kom-
mer ind i Atelieret, er:
„Ja jeg tror nu aldeles
ikke, at De kan fotogra-
fere m jg ! u Og dernæst :
„Jeg hader at blive foto-
graferet, det er lige saa
rædsomt som at komme
til Tandlægen!" Tror
man nu egentlig, at dette
er den rette Basis at
skabe et karakteristisk
Portræt paa. Mistillid og
Afsky. Saa hjælper det
ikke meget at man, som
en af vore afdøde Foto-
grafer plejede at tilraade
sine Klienter, sagte mumler Ordet „Kyllinge-
ste-eg", det giver Munden saadan et yndigt
Forf. fot. Portrætstudie.
et kunstnerisk
kan mangle.
Syn,
Udtryk! — Amatøren
skal vække og uddybe
Forstaaelsen af Fotogra-
fien, saa at den kommer
til den Ret, der tilkom-
mer den. I Spørgsmaa-
let Kunst og Fotografi
kunne vi alle blive enige
om, at den, der er kunst-
nerisk blind, den, der
ikke kan se Sjælen i
sin Model, aldrig no-
gensinde kan tolke no-
get, der giver en Af-
spejling af Karakter,
malerisk Skønhed eller
kunstnerisk Ejendom-
melighed.
Er dette ikke nok
for de ærgærrigste
Amatørfotografer, saa
lad den trøste sig med,
at de ofte kan røbe
som Kunstnerne selv
Louis Schovv fot Frierscene.
MANDS SPROG OG KVINDES TALE
Af Professor, Dr. Otto Jespersen.
En række i den senere tid foretagne ana-
tomiske, fysiologiske og psykologiske
undersøgelser har påviist forskelligheder mel-
lem mænd og kvinder på områder, hvor de
færreste har nogen anelse om, at der findes
sådanne „sekundære konskarakterer." Vi veed
allesammen, at der er forskel fx på de to
kons hårvæxt: kvinden har som Samson sin
styrke i hovedhåret, manden sin i skægget
— at kvinderne ingen skæg har, forklares
for resten af folkevittigheden ovre i Mors
ved, at de ikke kan tie stille så længe, som
det tar at blive raget — og andre af disse
underordnede kønsforskelle er næsten lige så
vel kendte. Men ikke alle veed, at man har
opdaget, at flere procent af kvinderne end af
mændene nojes med to led i deres lille tå
istedenfor tre, at der er mere vand og færre
røde blodlegemer i kvindernes end i mændenes
blod, at mændene langt hyppigere er farve-
blinde end kvinderne, at piger voxer stærkere
end drenge i alderen mellem 10 og 15 år,
medens drengene så efter den alder voxer
langt mere end pigerne, at kvinder i alminde-
lighed kan skelne småmængder af forskellige
stoffer, opløste i vand, ved hjælp af deres
smag lettere end mænd, men at mænd synes
at overgå dem i evne til at smage små
mængder af salt, at der er forholdsvis flere
tunghøre mænd end kvinder, osv. osv. Da
forskellen mellem konnene berorer så mange
forskellige områder, ligger det nær også at
undersøge deres forskellige forhold på det
sproglige område; men jeg må strax her be-
klage manglen af virkelig gode forarbejder:
jeg har for en stor del været henviist til,
hvad jeg mere tilfældigt har fundet omtalt
eller selv har kunnet iagttage.
At sprogforskerne ikke har taget dette æmne
op, hænger vel for en stor del sammen med
hele den ældre opfattelse af sproget, som
forst for alvor i vore dage er begyndt at
blive fortrængt af en rigtigere. Man betrag-
tede et sprog som noget forholdsvist fast og
stift, der fandtes i en ordbog og i en sam-
ling regler, der udgjorde grammatikken. Hvad
der ikke stod i dem, var galt eller var end-
og slet ikke til. Det talende menneske be-
skæftigede man sig ikke med. Men nu er
man netop kommet til at "indse, at sprog
kun existerer i det talende individ og er en
sjælelig-fysisk virksomhed af ham. Man er
dærfor begyndt at undersøge, hvordan man
overhodet bær sig ad med at tale og med
at lære at tale — studiet af borns sprog er
netop i hoj grad oppe — ; man optegner be-
gåede sprogfejl og ser at forstå, hvordan man
kan [komme [til at begå sådanne afvigelser
fra normalsproget, og hvad indflydelse de kan
ha på sprogudviklingen, osv. Det er dærfor
også forståeligt, at en moderne sprogforsker
kommer til at se lidt nærmere på konnenes
forskellige måde at tale på.
Og lad mig da strax til en begyndelse
sige, at der ikke i den titel jeg har valgt,
ligger det, som nogen kunde falde på at
lægge ind i den, en underkenden af kvindens
ret til at ha et „sprog" så vel som manden.
En sprogforsker i nutiden tænker netop ved
sprog fårst og fremmest på talesprog; det
er for ham det vigtigste, i forhold til hvilket
skriftsproget altid er afledet og underordnet,
hvor stor betydning det end naturligvis har.
Nej, titlen er valgt — når jeg skal være
ærlig — forst og fremmest af rytmiske
grunde: den klinger bedre end den om-
vendte „mands tale og kvindes sprog* eller
den kedelige „de to kons forhold til sproget".
Desuden er der den grund til titlen, at
kvindens typiske sprog bedst studeres i hendes
tale ; når hun skriver, navnlig når hun skriver
ting der er bestemt til trykken, ligner hendes
sprog mere mandens, så man overfor mange
bøger kan være i tvivl, om forfatteren hører
581 =.
Mands sprog og kvindes tale
til det ene eller andet kon: husk bl. a. på
hvor længe fru Gyllembourg og George Eliot
kunde holde deres kon skjult.
Det påstås nu, at der flere steder på jorden
findes folk, hvor kvinderne taler et helt andet
sprog end mændene. Bedst kendt er dette
hos kariberne på de små Antiller, og den
overalt angivne grund til denne forskel er
efter et gammelt sagn, at et indvandret folk
dræbte alle mændene af de tidligere beboere
og giftede sig med kvinderne, der så lod
deres sprog gå i arv til deres døtre. En
undersøgelse har imidlertid ført mig til den
overbevisning, at sagnet ikke kan ha ret,
men at vi her blot har et ualmindelig stærkt
udslag af, hvad vi kender fra mangfoldige
steder i alle verdensdele, nemlig navnetabu:
det er under visse forhold forbudt alle eller
en bestemt klasse (her kvinderne) at nævne
de egentlige navne på personer, visse dyr o.
lign. Overtrædes forbuddet, mener man, at
det vil fremkalde hævn fra overnaturlige væ-
sener.
En anden art tabu har vi i de gamle in-
diske dramaer; dær går to sprog ved siden
af hinanden, så at sanskrit tales af guder,
konger, prinser, brahmaner, ministre, kammer-
herrer, danselærere og andre mænd i over-
ordnede stillinger, ja også sommetider af skri-
vere og dorvogtere, medens det lavere sprog
prakrit tales af underordnede mænd som køb-
mænd, retstjenere, oldermænd, bademestre,
fiskere, politibetjente og i det hele rå per-
soner samt endelig alle kvinder, ene med
undtagelse af nogle enkelte, der har en reli-
giøs karakter. Når det hedder, at disse to
klasser taler to helt forskellige sprog med
hvert sit navn, må man dog ikke forestille
sig forskellen altfor stor; det er nærmest
som to lag, et hojere, stivere, mere hojtide-
ligt og gammeldags, der kaldes sanskrit, og
et lavere, friere, naturligere, mere dagligdags,
der kaldes prakrit. Det kan altså sammen-
lignes med forholdene på dansk, hvor vi
godt indenfor samme sprog kan ha to udtryk
58:
for det samme, så at fx „Ti formedelst vor
store elskov til vore hustruer bede vi eder
alle undlade sligt* og „For på grund af
vores store kærlighed til vores koner ber vi
jer allesammen om at la vær mæ den slags
ting" betyder ganske det samme, skont ord-
valg, udtale og delvis bøjningsformer er helt
forskellige. Det sidste er altså den eneste
art tale, der i Indien vilde høre kvinderne
til. Grunden var vel sagtens den, at kvind-
ernes stilling var så lav, at de rangerede
med anden klasses mandfolk og ikke blev
delagtige i den hojere kultur, der var forbe-
holdt skabningens ypperste sammen med gu-
dernes sprog, det fine sanskrit: dette var
„tabu* for kvinderne.
Navnetabu af de nævnte to arter kender
vi ganske visst ikke her i Danmark, men vi
har andre arter, hvorved der netop kommer
forskel frem mellem mænds og kvinders tale.
Der er visse naturlige forretninger, legemsdele
og ting, som kvinder altid vil undgå at
nævne, medens mandfolk, og især da de
ganske unge, netop føler en viss trang til at
bruge de ligefremmeste eller krasseste benæv-
nelser for dem. Hvor mange unge piger er
der ikke, som er blevet skræmmet bort fra
læsningen af vor litteraturs ypperstemand:
„Uf nej, der er så mange ækle ord hos
Holberg!" Da nu kvinderne, i alt fald i
barnekammeret, ikke altid kan undgå at tale
om disse ting, så finder de på alskens
uskyldige ord og omskrivninger der skal til-
hylle og besmykke tingene. I reglen bruges
helt farveløse ord af almindelig betydning,
og de gode damer tar ikke altid dærved i
betragtning, at de fæle ting kan smudse
den kærlighedens kåbe til, som bruges til at
dække dem, så at efter kortere eller længere
tids forløb de ganske uskyldige ord netop
har fået ganske den samme betydning som
de fæle ; der er altså ikke vundet meget ved
at bruge dem. Men omvendt kan der være
tabt meget, fordi nogle pæne rare ord har
fået en plet på sig, der gor at man ikke
Mands sprog og kvindes tale
længer kan bruge sådanne ord som „gore",
„lave" eller „småt og stort* med samme
tryghed som for, men må vogte sig, i alt
fald i nogle forbindelser, for uvedkommende
tankeknytninger.
Også andre ord er tabu eller undgås i
alt fald mere af kvinder end af mænd. Der
er fx eder; kvinder — eller skal jeg her sige
damer? — opfylder snarere skriftens ord om
banden og s værgen end mænd, skont jeg
ikke dærmed vil påstå at deres tale altid er
»ja, ja, nej, neja. En afdød onkel af mig
sagde „fanden piske mig" til hver tredie
sætning ; jeg kender ingen damer, der har en
sådan yndlingsed. Men måske tiderne er ifærd
med at forandre sig, og kvinderne nu, sam-
tidig med at mændene indskrænker deres
forbrug af eder, begynder at opta denne
mandfolkevane, lisom nogle af dem begynder
at opta andre uvaner, der for herte til det
stærke kon, som fx tobaksrygning og hoje
glas. Jeg tror det ikke, og når jeg i en
for ganske nylig udkommen roman finder en
gehejmerådinde, der siger om sin nevø: „I
pigesjov er der sgu ingen, der slår hama,
så tvivler jeg om, at forfatteren på dette
punkt er i noje overensstemmelse med virke-
ligheden. Sgu (sku) er efter mit bestemte
indtryk et mandfolkeord lisom de mange af-
vexlende og maleriske forbindelse med fanden,
satan og hede helvede, hvormed mænd yn-
dede og tildels ynder at lægge saftige farver
på deres sprog. Men det er forresten ikke
altid let at se, hvorfor visse eder mere end
andre egner sig for pigelæber; hvorfor er
„gu er han så" værre end „gud, hvor dej-
lig!"? „Gud straffe mig" hører mandfolk
til, men „gud bevare's" kan tit høres af det
andet kon, især naturligvis når man udelader
gud og nojes med „bevare's". „Jøsses" og
„Ih du forbarmende" synes mer og mer for-
beholdt gamle koner, medens det er let for-
ståeligt at „sandt for dyden" yndes af unge
piger ; men hvor kan det være at skam nu op-
fattes som så uskyldigt at mange fine damer tit
bruger det ? Det er jo ikke andet end et gam-
melt udbredt navn for selve fanden, hvad man
nu helt har glemt. Brugen af dette ord er en
interessant krysning af lysten til at sige sgu
og angsten for at vække anstød, en krysning
som er helt kvindelig.
Beslægtet med kvindens uvillie mod de
saftige eder er også den forholdsvis ringe
brug hun gor af slang. Hun har ikke noget
af den lyst til at undgå altfor almindelige
dagligdags og flade ord, der får drengen og
den unge mand til stadig at søge at forny
sproget ved at bruge stærkere og stærkere
ord. Han nojes ikke med kaste, men siger
kyle eller smide; falde er for svagt, han fore-
trækker dejse, dratte om eller skvatte ; isteden-
for at fare siger han styrte af suse afsted,
bruse bort; at dø er ikke godt nok for ham,
han må sige krepere, kradse af el. lign. Sandt
nok, der er blandt den yngre slægt af kvinder
en del, der med storre eller mindre held efter-
ligner deres fætre på dette område; det for-
andrer dog ikke noget i den sandhed, at det
fortrinsvis er mændene, der opfinder og bruger
slang- og argot- udtryk, for hvem sproget i
dets overleverede skikkelse tit er for tamt, og
som dærfor pynter på det ved nye dristige
billeder og djærve udtryk. Tit og ofte lever
slangagtige nydannelser kun en dognflues
korte liv, men af og til kan en og anden af
dem slå an og trænge igennem til virkelig
berigelse af sproget.
Det er ret karakteristisk at når mændene
er purister eller sprogrensere, er det frem-
medordene de vil tillivs, men det som kvinde-
lige sproggrensere vil ha afskaffet, er grove
eller uhøviske udtryk. Det klassiske exempel
er de kvinder der i det syttende århundrede
samledes i hotel Rambouillet og kendes under
navnet précieuserne. De vilde udrense alt
ufint af det franske sprog, og var så „zirlige
med z" at de fx ikke sagde kost, men „ren-
hedens redskab", ikke næse, men „hjernens
dor", ikke skjorte eller særk, men „de dødes
og levendes stadige ledsager", medens solen
583
Mands sprog og kvindes tale
smukt og træffende kaldes „dagens fakkel"
osv. osv., helt ud i unaturen, indtil deres
skaberier druknede i latterbølgen fra Moliéres
udødelige satire i „Les précieuses ridicules".
Kvindens ordforråd er i reglen mindre end
mandens. Det er naturligvis af den slags
ting som vanskelig kan bevises nojagtigt;
det er umuligt at foretage omhyggelige op-
tællinger af, hvor mange ord den og den
kender, og navnlig hvor mange han eller hun
virkelig benytter, men der er dog flere ting
der tyder paa sandheden af min påstand.
Kvinderne bevæger sig fortrinsvis paa det
centrale ordområde i sproget; hvad der er
til en side, ikke blot egentlige slangord som
ovenfor omtalt, men alt hvad der er sært og
afstikkende, lar hun ganske rolig ligge, me-
dens manden tit med forkærlighed vil gå til
helt nye ord, eller ta gamle, der ikke bruges
meget, for dærved at finde et præcisere eller
blot et mere betegnende udtryk for sin tanke.
Kvinden går lige ud ad sproges landevej,
manden har langt hyppigere lyst til at smutte
ind på alskens småstier eller selv bane sig
helt nye stier, hvor ingen for har trådt.
Dærpå beroer den erfaringssætning som de
fleste der har læst meget i fremmede sprog,
som de ikke fuldt behersker, har' mærket, at
kvindelige forfattere i de fleste tilfælde er
langt lettere at læse end mandlige, de har
ikke saa mange sære gloser, dialektord, tek-
niske udtryk osv. For den, der vil lære et
fremmed sprog, blir de netop dærved så
værdifulde, fordi man i dem atter og atter
træffer det som udlændingen fortrinsvis har
brug for, de jævne dagligdags ord og vend-
inger, sprogets uundværligste småmønt.
Dette kan hænge sammen med kvindens
fordannelse, der i alt fald i tidligere tid
ikke var så omfattende og så teknisk som
mændenes. Men dette forklarer dog ikke
det hele, og der er i hvert fald nogle ex-
periroenter, foretagne af den amerikanske
professor Jastrow, der tyder på, at vi her
har et karaktertræk der er uafhængigt af
opdragelsen. Han lod nemlig fem og tyve
af hvert kon, hørende til samme hold af
universitetsstudenter, altså med samme for-
dannelse, nedskrive hver hundrede ord så
hurtigt som muligt, og optegne hvor lang
tid de brugte. Dærved fik han altså 5000
ord, men af disse var naturligvis en hel del
de samme. Dette fællesskab var imidlertid
stdrre hos kvinderne end hos mændene; me-
dens disse sidste brugte 1375 forskellige ord,
havde kvinderne kun 1123. Af de kun
een gang forekommende ord forholdt mænde-
nes andel sig til kvindernes som 30 til 21.
De forskellige områder hvorfra ordene er
hentede, er, i forbigående bemærket, ganske
interessante; jeg skal kun nævne to ting:
medens den hos mændene talrigst repræsen-
terede gruppe er „dyreriget", har „klædedragt
og. tojer" de fleste ord hos kvinderne; me-
dens kun 53 af mændenes ord angår „mad",
har kvinderne 179 ord i denne klasse. Må-
ske man dog ikke dæraf kan slutte, at kvin-
derne er mere madkære end mænd, men blot
at de i reglen har mere med tilberedelsen af
mad at gore.
En anden ting, der kom frem ved Jastrows
experiment, er at mændene havde langt stdrre
tilbøjelighed til at vælge ord, der rimede ind-
byrdes eller havde samme forlyd (viste „bog-
stavrim"). Dette viser noget, vi også ellers
kan lægge mærke til, at mændene har stdrre
interesse for ordene som sådanne og deres
klange, medens kvinderne tar dem som de
er, uden at lægge mærke til deres ydre
skikkelse. Brandere og ordspil, som navnlig
yngre mænd tit kan være forfaldne til, er
ikke nær saa yndede blandt det andet kon;
de opfatter dem tit slet ikke, når, de blir
sagte, og det falder dem aldrig ind selv at
komme med nogen. Ligeså med gåder og
rebusser, der beroer paa ordenes ydre form,
og for at komme til hojere ting: sprogforsk-
ning har forholdsvis få dyrkere blandt kvind-
erne, skont fremmede sprog netop fra gam-
mel tid af har hørt til de ting, kvinderne
^= 584
Mands sprog og kvindes tale
lærte mest og bedst, fordi det ligesom musik,
sang og kunstbroderi regnedes med til de
kvindelige „færdigheder" (accomplishments),
som der blev lagt stor vægt på. Jeg tror
heller ikke jeg tar fejl når jeg siger, at de
kvinder der optræder i litteraturen, gennem-
gående er mindre omhyggelige med formen,
og navnlig ikke opnår eller blot efterstræber
så fine og skonne klangvirkninger i digte
som mandlige digtere.
Hos kvinden går ordene meget hurtigt ind
ad det ene 'øre og ud igen — ikke just ad
det andet øre, men ud ad munden. Hun
hører hurtigt og svarer hurtigt igen. Manden
dærimod er langsommere i sproglig henseende,
han betænker sig, tygger drov på ordene,
og kommer dærved til at blive opmærksom
bl. a. på klanglighederne med andre ord,
også vel på andre mere skjulte virkninger
af ordene.
Coleridge fortæller et sted, at han en dag
sad og beundrede et af de skotske vandfald
og tænkte noje over, hvilket ord der bedst
passede som en beskrivelse af det. Til sidst
kom han til den slutning, at „majestætisk"
var det ene rette ord. I det samme kom
der en herre og dame til, som ikke havde
særlig intelligente ansigter, og det forste ord
manden sa, var „Det er meget majestætisk".
Det glædede Coleridge således at høre et
ekko af sine egne tanker, og han sagde
noget pænt til manden om det udtryk han
havde valgt, som sikkert det bedste han
kunde ha valgt i hele sproget. „Ja, sa den
anden, jeg siger at det er meget majestætisk,
det er storslået, det er smukt, det er stor-
artet, det er så malerisk". „Rigtig, fojede
damen til, det er det yndigste jeg nogensinde
har set". Jeg vilde gerne ha givet noget
for at ha set Coleridges ansigtsudtryk, da
han her gjorde den meget almindelige er-
faring, at de fleste mennesker, navnlig når
der er tale om rosende tillæg, bruger ordene
iflæng; men jeg vil blot her gore opmærksom
på, at når der en gang imellem er een der
: 585
passer noje på, så er det et mandfolk som
Coleridge, og at damens ene ord „yndig"
åbenbart var meget længere borte fra det
rette end alle hendes mands.
Netop ved rosende tillægsord viser for-
skellen mellem mandens koldere, ædrueligere
og kvindens mere impulsive og følelses-
betonede væsen sig tydeligt. Kvinderne føler
langt storre trang til at gi deres varme følel-
ser udtryk i sproget, og da de hvert ojeblik
kan komme i begejstring selv overfor mange
af livets småting, er det let forståeligt, at
de kommer til at slide mere på sprogets
rosende ord end mændene. Et særligt kvinde-
ord er yndig ; selv hvor der virkelig er tale
om ynde, hvad der jo slet ikke er i de fleste
tilfælde hvor kvinden bruger ordet, selv dær
vil manden som oftest foretrække ordet ynde-
fuld. Et andet af disse ord er dejlig, der
dog bruges mere af mænd end yndig; frem-
deles er kar i betydningen smuk (Næ, hvor
de er kære, de ællinger dær!) og det for-
stærkede allerkarreste, samt henrivende, for-
tryllende o. fl. mest dameorcl. Også de ord
der udtrykker det modsatte, som akel> væm-
melig, afskyelig, bruges mere af det svage
end af det stærke kon, selvom det ved dem
måske ikke er så let ligefrem at udpege en-
kelte som særligt hørende til det ene kon.
Men så er der her en anvendelsesmåde der
dog fortrinsvis hører damerne til, nemlig
som simple forstærkelsesmidler. En mand
kan sige om noget at det er skrækkelig
ærgerligt, eller om en ulykke at den er. for-
færdelig stor, men ikke at noget er skrække-
lig dejligt eller rædsom morsomt eller at
han vil gore noget med forfærdelig stor for-
nojelse, men den slags sammenstillinger ge-
nerer kvinder sig ikke for ; hos dem har disse
voldsomme ord ligefrem tant deres oprinde-
lige betydning, så at der ikke føles nogen-
somhelst modsigelse i forbindelser som vold-
som, yndig, gruelig sød, gyselig dejlig, ræd-
som glad osv.', Det er noget som ikke er
særegent for vore danske kvinder ; jeg husker
39
Mands sprog og kvindes tale^
et sted hvor Bjornson siger det samme om
Kristiania-damerne, og de engelske og franske
kvinder er ikke bange for på lignende måde
at sige awfully prelty, terribly ttice eller hor-
riblement beau, affreusetnent délicieux osv. Men
den slags ting smitter efterhånden mændenes
sprog, måske med hornenes som mellemled,
og flere af de forstærkende biord som nu er
fælleseje, er oprindelig af ganske samme art
som de nævnte, saaledes grumme, der fra
forst af betyder på en grum eller grusom
måde; sml. også det jyske grow (det var
da en grow fin tråd).
Hvad udtalen angår, da er der en forskel
som beror på rent ydre anatomiske forhold.
Mændenes strubehode er storre end kvinder-
nes, og stemmebåndene som følge dæraf også
længere. Forskellen er ikke stor, absolut
set, sådan noget som en femtedel tomme,
men den er dog stor nok til, at de længere
mandlige stemmebånd ligesom længere strenge
frembringer dybere toner. Bas er en typisk
mandsstemme, sopran en typisk kvindestemme,
og træffer vi en hoj skingrende stemme hos
et mandfolk, venter vi uvilkårligt også l
andre henseender at finde ham kvindagtig,
ligesom vi omvendt er vant til at finde en
dyb brummende stemme kun hos de kvinder
der også ellers i deres væsen og udseende
nærmer sig til det barske kon.
Forskellen mellem mandens og kvindens
stemmeføring kan nu efter omstændighederne
spille en stor rolle for deres indbyrdes for-
hold. Hvor tit lar han sig ikke skuffe af
hendes indsmigrende tonefald, så han tror
at alt, hvad hun sir, er lige så blidt og mildt
ment som det lyder! Og hvor tit tar hun
ikke fejl ved at glemme at det han sir ikke
er så barsk og hårdt ment som hans grove
og ubeherskede røst lar formode. Og alt
det kommer bare af den femtedel tomme som
hans stemmebånd er længere end hendes!
Kvinderne har ord for at være mere kon-
servative i sproglig henseende end mændene.
Allerede gamle Cicero har bemærket dette,
når han lar Crassus sige: „Når jeg hører
min svigermor Lælia, er det mig somom jeg
hørte Plautus eller Nævius — ti kvinderne
bevarer lettere det gamle sprog ufordærvet,
idet de nok hører manges måder at tale på,
men dog holder fast ved det de forst har
lært". Det kan dog måske være tvivlsomt
om dette rammer alle folks kvinder; i alt fald
finder jeg at den franske ingeniør Renault,
der længe opholdt sig hos botokudoerne (syd-
amerikanske indianere), fortæller om den let-
hed hvormed de opfandt nye ord for et eller
andet, ligesom ved et pludseligt indfald; det
nye ord blev da udråbt hojt og de andre
gentog det under latter og råb, hvorpå det
fik gyldighed blandt alle; men det var næ-
sten altid kvinderne der var ivrigst efter at
danne nye ord, ligesom de også var mest
opfindsomme med viser, klagesange og vel-
talenhed. Og i sin bog om det japanske
sprog siger Edwards: „I Frankrig og Eng-
land kunde man sige at kvinderne undgår
nydannelser og er forsigtige med at fjerne
sig altfor meget fra skriftsprogets former. I
Japan er dærimod kvinderne ikke så kon-
servative som mændene, hverken i udtale
eller i ordvalg og udtryksmåder. En af
grundene er, at kvinderne ikke har været
så udsatte for indflydelse fra det skrevne
sprog som mændene*.
Omvendt blir det dærimod, hvor kvinderne,
som hos os, både læser og selv skriver i
stor udstrækning. Her ser vi overordentlig
hyppigt at de holder fast ved de ældre
sprogformer, som mænd kun bruger meget
sjældnere i deres dagligtale. Jeg tænker på
former som „Jeg kan ikke lide hende", hvor
kvinderne altså bringer den adskillelse ud af
verden som ellers er opstået mellem formen
li i dette tilfælde og lide (smerte). Lige-
ledes holder kvinder mere end mænd på
langt ø og e i ord som spøg, nøgen, leg i
modsætning til tvelyden. Dog kan man
næppe sige at det her drejer sig om en
virkelig konservativ tilbøjelighed, idet det
586 — ---
Mands sprog og kvindes tale
slet ikke er det bestående der opretholdes,
men kun det der har bogstaven for sig.
Kvinderne er nemlig langt mere end mæn-
dene udsatte for at la sig imponere af det
skrevne, trykte: hvad der står i bøgerne må
være rigtigt! Kvinden er tit ubegribeligt
troende overfor ydre autoriteter, og særlig er
hendes store tiltro til at den overleverede
stavemåde rummer ubegrænset viisdom, mær-
kelig naiv. Jeg hørte forleden i en jernbane-
kupé en dreng sige slave; strax var hans
tante der: „Slave — sa hun vrængende —
hvordan staver du det?" Og da drengen
angergiven naturligvis tilstod, at han stavede
ordet med i, så var sagen for hende dærmed
afgjort, og der var kun hån tilovers for ud-
talen med v. Ikke et ojeblik falder det den
slags damer ind at vi dog i tusinde tilfælde
ikke retter vor udtale efter skriften, vi siger
ikke godt med o og d, ikke smuk med u,
ikke hvem med h, ikke negl med e og g.
Skriftformen står altså ikke for nogen som
en rettesnor der er gyldig i flertallet af til-
fælde; den kan dærfor aldrig være den yder-
ste autoritet i sporsmål om udtalerigtighed,
og selv hvor man kunde rette sig efter
skriftformen, bør den ikke være rettesnor,
fordi det vi kalder retskrivning ikke er an-
det end sletskrivning — tidligere tiders tit
famlende, kejtede, kludderagtige forsøg på at
gengi deres udtale, senere bragt lidt i sy-
stem af bogtrykkere, skolelærere og kultus-
ministre. Selvom retskrivningen ved disse
forskellige flikninger er blevet lidt mindre
slet, er det dog langt fra, at den fortjener
blind tillid som fører på udtalens område, og
det kan man i reglen lettere få mænd end
kvinder til at forstå, skont der også er ikke
få forstokkede mænd til. Da nu netop så
mange af dem der skal gi den opvoxende
ungdom deres forste begreb om modersmålet
i dets skrevne og talte form, er mødre og lærer-
inder, kan jeg ikke andet end se en stor fare
for sprogets naturlige udvikling i kvindernes
blinde afgudsdyrkelse overfor bogstaverne.
- o87
Der er noget visst rørende i denne seen
op til skriftsproget, så meget mere som dette
sikkert er en art sprog der kun for en meget
ringe del skylder kvinderne sin tilblivelse.
Jeg har i sin tid i modsætning bl. a. til
Madvig gjort gældende, at kvindekønnet både
direkte og indirekte har haft stor andel i
den forste sprogskabning; men dærimod tror
jeg ikke at det har haft meget at gore med
opfindelsen af skriften eller udviklingen af
skriftsproget. Det har utvivlsomt mændene
alene æren for, og så må de også bære
skammen for de mangler, der unægtelig klæ-
ber ved skriftsproget i mange punkter. Der
er fx. det man kalder kancellisprog, og det
beslægtede som Schandorff har kaldt den
juridiske kandidatprosa; den må mit kon
desværre ene bære ansvaret for. En kvinde
kunde aldrig falde på at filtre sine tanker
ind i sådanne sætningsvæv med parenteser,
indskudsætninger og indskrænkende indføj-
ninger som dem der tit udgår fra vore dom-
stole og regeringskontorer.
Som exempel skal jeg anføre ett eneste
punktum fra en dom, afsagt af Viborg overret
d. 17. okt. 1892.
„Da citantens moder d. 12. maj sendte
indstævntes hustru de ommeldte 10 kr., lod
indstævnte sig dog af sin hustru bevæge til
deraf at modtage et sådant beløb, som var
tilstrækkeligt til dækning af udgifterne til
sedlens fornyelse til anden trækning, men
resten af de 10 kr. efter fradrag af, hvad
der medgik til dækning af den gæld, hvori
citanten stod til indstævntes son Ferdinand
og til betaling af den lægehjælp, der var
ydet citanten under hans ophold i Ålborg,
udbetalte indstævntes hustru til deres son
Ferdinand, forat denne deraf kunde afholde
udgifterne ved de senere fornyelser af den
kvartseddel, hvorpå Ferdinand og citanten
spillede i forening, og da citanten ikke sendte
indstævnte penge til de senere fornyelser af
indstævntes kvartseddel, anså denne, idet be-
varelsen af citantens medejendomsret til sedlen
39*
Mands sprog og kvindes tale
i ethvert tilfælde måtte være betinget af, at
han forudbetalte sin andel af udgifterne ved
samme fornyelse, sig berettiget til i citantens
sted at antage sin son Ferdinand som med-
spiller på sedlen og det så meget mere, som
citantens moder efter en af indstævntes son
Hans under sagen afgiven erklæring skal, da
Hans under en samtale, som han, der efter et
ophold i København vilde rejse hjem til
Ålborg den 10. juni f. å., havde med citan-
tens moder, havde på en bemærkning fra
hende om, at han skulde have penge med til
lotterisedlen, sagt, at hendes son spillede på
to lotterisedler, dertil have svaret, at mere
end en vilde hun ikke betale til."
Se det er mand folkesprog !
En kvinde kan godt hobe sætning på sæt-
ning til ett uendeligt punktum, men det er
gjort på en hel anden måde, ikke med disse
kinesiske æsker indeni hinanden af bisæt-
ninger og bibisætninger og bibibisætninger; nej
alt er hos hende ikke leddelt som over- og
underordnet, men sideordnet, det ene sat ved
siden af det andet ved hjælp af og og og
så og atter og og så igen og så osv. med
et men hist og her til at bringe afvexling,
men altsammen i ett plan uden adskillelse
af vigtigt og mindre vigtigt. Sådan vilde
sætningsfojningen sikkert også se ud i den
trykte kvindelitteratur, hvis kvinderne havde
udviklet den ganske af sig selv og ikke i
så hoj grad havde gået i skole hos mændene.
Men selv nu er den herskende i mange
kvindebreve, der ikke er bestemte for offent-
ligheden.
Tegnsætning er ikke kvindernes stærke
side, og man tor dristigt påstå at i alt
fald komma, semikolon, punktum og ny
linie, der tjener til logisk inddeling, næppe
var blevet opfundne eller var kommet i al-
mindelig brug, om kvinderne havde været
enerådende på de områder. Dærimod kan
det jo nok være at udråbstegnet selv så
vilde være kommet frem, og ligeledes det
middel til at fremhæve det følelsesbetonede
som ligger i understregning — med een eller
helst to — tre — fire streger.
Der er nogle andre skilletegn som måske
også har noget kvindeligt ved sig, nemlig
tankestregen og de prikker hvorved afbry-
delse eller overgang antydes. Er det nemlig
ikke just typisk for den kvindelige tanke og
udtryksmåde, dette der betegnes ved disse
tegn? Tanken føres ikke færdig til dens
logiske ende, men slippes; så må læseren
eller tilhøreren selv om hvad han vil gore
ved den, men hun er allerede langt inde i
det næste tankeknippe. Een to tre, og et
graciøst lille hop, så vi tunge klodsede mand-
folk ikke længer er med: vi veed tit næppe
engang hvad det er for en han der nu er
tale om, for det behøver slet ikke at være
den samme som vi var ved i den forrige
sætning. George Meredith, sikkert en af de
bedste kvindeskildrere blandt vor tids roman-
forfattere, sir et sted at kvinden tænker i
tankestreger, men det vil netop sige i spring
og uden at føre tankerne til ende.
Hertil hører så også hendes forkærlighed
for „opstoppersætninger", hvor man kun får
halv besked og selv i tanken må kvæde
visen færdig. Et par exempler: „Men på
den anden side, da De jo fik den anden
indbydelse forst, ikke?" Her er navnlig det
ikke, der henføres til den uudtalte slutning
(så må De vel ta imod dén) hojst karak-
teristisk. Fremdeles: „Og Deres søster som
skal ha bryllup." De fleste der sir den slags
sætninger, vilde sikkert komme i forlegenhed
om man opfordrede dem til at fuldende sæt-
ningen. „Om jeg forstår hvad hun vil med
dén mand!" — „Nå, det må jeg sige!*
(hvad må hun sige?) — „Som han gjorde
kur til hende" med en mærkelig brug af
ordet som. Et opstopperord som damer tit
bruger er : „jeg blev forfærdelig sjak* isteden-
for det fulde sjakmat. Men når mandlige
venner tillader sig at gore lojer med den
slags ufuldendte udtryk, blir de i reglen mødt
med: „Å, I skal nu altid være så vigtige,
588 r„
Mands sprog og kvindes tale
I mandfolk" eller „I med jeres pedantiske
logik!" Og jeg må virkelig dær for en stor
del gi kvinderne ret: der er ingen*: grund til
at gore nar ad sådanne sætninger, når de
som mange, måske de fleste af dem, er fuldt
forståelige. Sproget vilde blive utålelig kede-
ligt og stift, hvis man på ethvert punkt
skulde nævne alt det der hører til for at få
tanken udtrykt. „To anden Roskilde" sir vi
mandfolk da heldigvis i reglen istedenfor det
fulde „Må jeg anmode Dem om at sælge mig
to andenklasses jernbanebilletter til Roskilde
station?" Og som exempler på virkelige
opstoppersætninger, der — takket være rime-
ligvis det svage kon — er groet helt fast i
det danske sprog, skal jeg nævne „At han
gider!" (Pontoppidan, Dommens dag 60:
„At I to dog altid skal skændes!" Nansen,
Guds fred 8: „At de gider! At de ikke alle
en dejlig sommermorgenstund springer op med
den beslutning, at nu vil de ikke længer!")
— „Ja, han kan sagtens!" (oprindelig fort-
sat: være glad, el. lign.) „Hvem der havde
råd!" (fra forst af fortsat: han kunde være
glad, osv.) Her er der ingen længer der
savner noget, og sætningerne er dærfor nu
fuldkomne. Det samme gælder også om en
anvendelse af ordet så: i en sætning som
„Hun er så sød" savner mandfolkelogik
egentlig enten en sammenligning (så sød som
sukker) eller en anden fortsættelse (så sød at
man kunde spise hende), men kvindernes
stadige stoppen op uden den slags afslut-
ninger har vænnet os af med at vente dem,
og dærved har ordet så egentlig fået den
nye betydning „meget". Ganske på samme
måde er det gået på engelsk, hvor også
„That is so kind of you" osv. særlig hyp-
pigt anvendes af det smukke kon. Til samme
klasse hører også kvindesætninger som „Føret
er i den grad rædsomt", hvor et mandfolk
kan føle sig fristet til at sporge „at hvad?"
Kvinden er her hurtigere i vendingen end
vi tunge mandfolk, og det hænger sammen
med at hun overhodet har langt storre fær-
dighed i at bruge munden — jeg siger med
villie ikke færdighed i at bruge mund — end
vi mænd. Det er et punkt hvor hendes over-
legenhed til alle tider har stået uanfægtet.
Mangfoldige ordsprog fra alle lande aflægger
et mangetunget og eenstemmigt vidnesbyrd om
hvor lille manden føler sig når det drejer
sig om at tale meget. „Når kvindfolk fattes
svar på stand, i Vesterhav da fattes vand."
„Forend kvinden tier, lær hun sig slo ihjel"
sir man i Vestjylland. I Frankrig lyder ord-
sproget : „To kvinder udgor et helt retsmøde,
tre en ordentlig snadren, fire et helt marked"
(Deux femmes font un plaid, trois un grand
caquet, quatre un plein marché), og på samme
måde i Venedig: „To kvinder og een gås
udgor et marked" (Due donne e un? oca
fanno una fiera). Kineserne siger at tungen
er kvindens sværd, som hun aldrig lader
ruste i skeden, og Knud Rasmussens „Nye
mennesker" oppe i Nordgronland mener: „Man
skal ikke tale om bjornejagter ; sidde inde
og vrovle om dem, nej! lad kællinger om
det; dem skal man aldrig se uvillige, når
det gælder snak". Xenark priser sikaderne
lykkelige, fordi da i alt fald deres kvindfolk
er stumme; en anonym forfatter siger: „Kvin-
den taler forfærdelig meget, og det lidt hun
siger i sine mange ord, er ikke engang godt",
og Tennyson, der er meget høfligere, mener
at „En kortfattet og fyndig stil passer for
manden, men for kvinden ligger det bedst
at bruge mange ord". Ja selv Mrs. Brow-
nings kvindeforkæmperske Aurora Leigh ud-
bryder et sted, at kvinden, inden hun kan
gore en ting, må bevise at hun kan gore
det, og snakker så meget op om kvindens
ret og kvindens opgave, at manden må sige
at en kvindes opgave tydeligt nok er at
snakke :
A woman's function plainly is ... to
talk.
Det vilde sikkert ikke være svært hos
mandlige forfattere at finde en hel mængde
citater i samme retning; jeg skal nojes med
589 -
Mands sprog og kvindes tale
endnu at anføre et sted, men det er så også
det krasseste og mest overdrevne jeg kender,
nemlig fra Weiningers sygeligt kvindehadske
bog Geschlecht und charakter: „Kvinderne
har ganske visst fået sprogets gave, men
ikke talens; en kvinde konverserer (koket-
terer) eller snadrer, men hun taler ikke" —
De vil se, at det er noget andet end når jeg
taler om mands sprog og kvindes tale!
Sproget selv viser flere udslag af den
samme opfattelse, at kvindernes talefærdighed
er storre end mændenes. Fransk cotnmérage
er dannet af commere, og når vi for rimets
skyld siger faddersladder, tænker vi vel også
nærmest på de kvindelige faddere; det engel-
ske gossip, der fra forst af betyder 'gud-
moder' går over til at være et udsagnsord
to gossip 'at snakke' og et nyt navneord
gossip 'sladder'; på tysk er gevatterin (men
ikke gevatter) et udtryk for et sludrehode.
Ja hvis vi skal tro engelsk Punch, ligger
den samme tanke bagved et langt ædlere ud-
tryk. Dær spor nemlig lille Tommy: „Hør
engang faei, hvorfor sir man 'modersmål' og
ikke 'fadersmål'?" og faeren svarer med et
suk: „Fordi mødrene altid taler mere end
fædrene." — Nå, alt dette er måske, når alt
kommer til alt, ikke andet end udslag af en
almindelig mandfolkelig misundelse på et om-
råde hvor de føler deres underlegenhed.
Allerede tidligt viser der sig forskel mel-
lem konnene: pigeborn lærer gennemgående
tidligere og hurtigere at tale end drenge: de
taler for rent, og de taler renere end drenge,
deres udtale skæmmes ikke af de mange
unoder og kejtetheder der så tit findes hos
drenge. Det er statistisk påviist fra forskel-
lige lande at der et langt flere iblandt drenge
og mænd der stammer og har dærmed be-
slægtede talefejl, end blandt piger og kvinder.
Kommer vi til læsning, så er der også en
række sammenstemmende vidnesbyrd om at
pigerne lærer hurtigere at læse end drenge,
og at de gennemgående gor det langt bedre,
med tydeligere artikulation og naturligere tone-
fald end drenge. De læser også hurtigere.
Den engelske naturforsker Romanes gjorde en-
gang nogle experimenter på den måde, at han
gav det samme trykte stykke til en del dan-
nede mennesker af begge kon; de skulde
læse det så hurtigt som muligt, idet der til-
stodes dem ti sekunder for tyve linier. Efter
udløbet af tiden skulde de med det samme
nedskrive alt hvad de huskede af det. Re-
sultatet var i hdj grad til fordel for kvinderne,
der både læste hurtigere og bedre kunde be-
rette om indholdet end mændene. En dame
kunde fx læse nojagtigt fire gange så hurtigt
som sin mand, og kunde endda bedre gengi
det hele, end han kunde gengi den lille del
af det som han havde været istand til at
læse. Men det viste sig også, at denne
hurtighed ikke var noget bevis for åndelig
overlegenhed; nogle af dem der læste lang-
somst var fremragende mænd. Dette forklares
på den måde, at den der læser og opfatter
hurtigst, ligesom kan fylde alt det læste ind
i tomme rum af hjernen uden undersøgelse,
medens den langsomme kritisk sigter hver
sætning og sammenholder den med alle sine
tidligere erfaringer på det område der er
tale om.
Også når det gælder om at lære fremmede
sprog, ser vi den samme lethed i tilegnelsen
og den samme virtuositet indenfor et snæv-
rere område. Hvad Anna Carlotta Leffler
fortæller om Sonja Kovalevsky i den hen-
seende, er ret typisk for kvinden i alminde-
lighed. „Dette overordentlige sprogtalent hos
hende havde dog sin begrænsning. Selv
plejede hun at sige at det slet ikke var
sandt at hun havde talent for sprog, hun
havde blot lært så mange af nødvendighed
og ærgerrighed, og sikkert er det at hun til
trods for de hurtige resultater hun kom til,
når hun lærte et nyt sprog, dog aldrig fuld-
kommengjorde sig i noget, men altid blev
stående ved et visst punkt og tillige strax
glemte det sidst lærte sprog når hun talte et
andet. Skont hun i så ung en alder var
.-= 590
Mands sprog og kvindes tale
kommen til Tyskland, talte hun altid meget
mangelfuldt tysk, og hendes tyske venner lo
tit ad de latterlige og umulige ord hun selv
fabrikerede. Ti hun lod sig aldrig hæmme
i sin ordstrom af sådanne smålige hensyn
som et rigtigt ordvalg. Hun talte altid fly-
dende, og det lykkedes hende altid at ud-
trykke hvad hun vilde, og at præge sin sam-
tale med sin egen personlighed, hvor lidt
herre hun end var over det sprog hun an-
vendte. Efter at hun havde lært svensk
glemte hun næsten helt tysk, og når hun
havde været borte fra Sverrig i nogle må-
neder, gik det altid knudret med svensken
når hun kom tilbage . . . Sproget som alt
andet hos hende var afhængigt af hendes
personlige stemning.*4
For at komme tilbage til kvindens virtuos-
mæssige beherskelse af sit modersmål, så har
måske Swift set rigtigt, når han et sted
siger: »Den flydende tungefærdighed der er
udbredt hos mange mænd og hos de fleste
kvinder, skyldes et ringe forråd af indhold
og et ringe forråd af ord; ti den der har
fuldkommen sprogbeherskelse og hvis sjæl er
fuld af tanker, vil være tilbojelig til, når
han taler, at betænke sig ved valget af begge,
hvorimod almindelige folk kun har ett sæt
tanker og ett sæt ord at klæde dem i, og
de ligger altid rede for tungen; på samme
måde kommer folk hurtigere ud af kirke når
den er næsten tom, end når der er en men-
neskesværm der presser på ved doren."
Talefærdigheden hænger altså sikkert sam-
men med* det jeg for omtalte, at kvindens
ordforråd er mindre og at det er mere centralt
end mandens. Den står også i forbindelse
med det, at kvinden i det hele ikke når til
sådanne yderpunkter som manden. Havelock
Ellis, der påviser dette på en mængde punkt-
er1), bemærker med rette at kvinden er til-
bojelig til at blive fornærmet når manden
*) Man and Woman. Fourth edition, London
1904. Denne bog er også benyttet på flere punkter
i det foregående.
gor opmærksom på, at der findes langt flere
genier blandt mænd end blandt kvinder, men
at hun ikke tar sig del nær, som dog synes
at være blot den anden side af den samme
sag. at der er langt flere mandlige idioter end
kvindelige. Også på det sproglige område
kan det siges, at både det hojeste sproggeni
og den laveste sprogidioti sjældent findes hos
kvinden. Det forste viser sig også i littera-
turen, bl. a. ved den uimodsigelige kends-
gerning, at der blandt alle de mangfoldige
kvindelige forfattere i mange lande ikke findes
en eneste dramatiker der er fremkommet med
noget der havde mere end dognværdi; netop
den dramatiske kunstform stiller vel de storste
fordringer til omfattende og skarpt skelnende
sprogbeherskelse. Men til gengæld kan
kvinden trøste sig med at der blandt mænd-
ene findes langt flere sprogidioter, som ikke
kan sætte to ord fornuftigt sammen og ikke
kan udtrykke en tanke forståeligt, og at kvind-
erne på det mellem begge yderlighederne
liggende område, der netop er det vigtigste
for de allerfleste mennesker, er mændene
overlegne ved den hurtighed og smidighed,
hvormed de kan bevæge sig, finde udtryk
for tankerne og udtale disse udtryk på en
tydelig og behagelig måde.
Hvordan disse forskelligheder er opståede
i menneskeslægtens almindelige udviklings-
historie, er det ikke så svært at forstå. Det
hænger sammen med primitive og også mere
civiliserede folkeslags arbejdsdeling. Mændene
har i årtusinder for en stor del haft sådant
arbejde, der krævede en voldsom energiud-
foldelse på en forholdsvis kort tid, især ved
jagt og krig. Men her var der ikke megen
anledning til at tale : det kunde endog under
mange omstændigheder være farligt. Og var
dette voldsomme arbejde forbi, så enten sov
manden eller drev, sløv og dorsk, tit med
en pibe i munden, hyppigst i hvert fald i
tavshed. Kvinderne havde dærimod fået over-
ladt til sig de mere regelmæssige og rolige
hjemmearbejder, der ikke krævede saa vold-
591 =
Mands sprog og kvindes tale
som anspændelse af kræfterne i hvert enkelt
ojeblik. Hun havde fra forst af al agerdyrk-
ningen under sig, og mange andre ting der
nu i mere fredelige tider er gået over til
mændene; men også meget som hun til de
seneste tider har været omtrent ene om,
bornepleje, madlavning, brygning, bagning,
syning, vask osv. — for storste delen ting
der ikke hindrede en livlig passiar og næsten
altid foretoges i fællesskab, medens det ikke
satte ideerne i særlig livlig virksomhed eller
opfordrede til overdreven dybsindighed. Efter-
virkningerne af denne tingenes tilstand ser
vi endnu og vil flere slægtled endnu sikkert
se, om der end i vor tid er foregået mange
gennemgribende forandringer i arbejdsfor-
delingen og dærfor også i opdragelsen, så
at man kan forudse at også de to kons for-
hold til sprogvirksomheden vil undergå om-
fattende ændringer; ja vi ser allerede at de
på mange måder har nærmet sig til hinanden,
så at mange måske vil sige at hvad jeg her
har skildret, ikke mere er rammende for den
unge opvoxende slægt.
Jeg tror nu ikke kvinderne skal være for
ivrige med at nærme sig til mændene i sprog-
lig henseende; for de konskaraktertræk jeg
har skildret har mange gode sider. For det
forste er det så sundt at tale. Det er i
virkeligheden den bedste lungegymnastik der
gives, og skulde jeg oprette et sanatorium
for brystsyge, skulde den forste regel dær
være at patienterne skulde hver dag tale eller
læse hojt (helst poesi, der ved sin rytme gir
de bedste øvelser) mindst et par timer om
dagen. Det er ganske visst ikke anerkendt
af lægerne, men det blir det nok; der er
for mig ingen tvivl om at når der findes
flere kvinder end mænd der opnår hundrede-
årsalderen — i Frankrig fra 1866 til 1885
gennemsnitligt 21 mænd og 46 kvinder år-
ligt; jeg har ingen danske tal ved hånden
— så er een af årsagerne dærtil at kvind-
erne i den alder hvor man ellers opgir dag-
lig motion, beholder den sunde talemotion i
langt hojere grad end mændene. Altså for
kvinderne selv vilde det ikke være godt om
de aflagde deres tungeraphed.
Men af endnu storre betydning er denne
dog for hver ny opvoxende slægt. Bornene
vilde næppe lære at tale deres modersmål,
eller vilde i alt fald lære det sent og dårligt,
om de kun var omgivet med mandfolk.
Disse vilde tit være gnavne, mutte, ordknappe,
hvor kvinderne overfor bornene er tålmodige
og langtfra sparsomme med ord. Et barn
skal høre et ord gentaget masser af gange
for at lære det, og det skal helst siges kær-
ligt og paa en sådan måde at hele situa-
tionen viser hvad det -betyder, altså netop
siges på de tider og steder hvor mænd slet
ikke siger noget, fordi ord tilsyneladende er
overflødige og ikke gir nogen ny oplysning.
Det har Mrs. Browning udtrykt i smukke ord
som jeg skal forsøge at oversætte:
Kvinder kender
hvordan man bedst skal fostre småborn op.
De har en simpel livlig kærlig kunst
at sætte indholdsløse ord på rad
og kysse mening ind i tomme ord.
Ved den slags småting lærer barnet bedst:
det fatter livets alvor gennem leg
og bliver ikke gammelklogt og sært.
En faders kærlighed kan være varm:
hans hjerne er dog altid mere tung,
og ansvarsfølelsen hans vilje hæmmer.
Hans klogskab virker ej så godt som skerat,
og er han ene, savnes moeren bittert.
Men hvis kvinderne altså dels af hensyn
til sig selv og dels af hensyn til bornene
g6r vel i at bevare nogle af egenskaberne
ved den nuværende kvindetale, så bør de
endelig også gore det af hensyn til mændene;
for selvom vi af og til finder vor morskab
i at drille dem med deres mangel på logik
osv., så er vi dog inderst inde enige om at
kvindernes tale er smukkere, friskere, mere
musikalsk og melodiøs end de fleste mand-
folks, og at Grundtvig ikke havde så helt
uret når han sang:
Modersmålet ved Oresund,
og trindt i de gronne lunde,
dejligst klinger i allen stund,
men dejligst i pigemunde.
■=_-- 592 :
HUNDERAKKEREN.
Af Thomas Krag.
I.
Man tror, jeg ikke er rigtig klog.
Man tror, at Sorgen over Tabet
af min Hustru og mit Barn har gjort
mig sindsforvirret. Man finder mit Had
til Hunde sygelig. Man mener at have
Rede paa, at mit Barn døde en naturlig
Død. En og anden har endog Vished
for, at jeg er et degenereret Individ, hvis
Udsagn ikke kan tages Hensyn til.
Og alligevel afgiver jeg nu min For-
klaring. Den er sand. Saa kan enhver
dømme:
Jeg kjender næsten ingen Mennesker
mere. Den eneste jeg taler nogle Ord
med er min Chef, „Gaardejer* Martin
Julius. „Gaardejer" ; saa er endnu hans
Titel. Den skriver sig fra dengang han
var Storspekulant og ejede mange Gaarde.
Nu ejer Hr. Julius saavist ingen Gaarde
mere. Han lever nok mestendels af at
laane Penge ud til ublu Renter. Han er
Aagerkarl, Blodsuger — hvad De vil.
Naar han har kasseret nogle af sine
Blodrenter ind, sidder han over dem og
summerer dem i det evindelige — som
en Edderkop sidder over en nyfanget
Flue. Men naar han bliver snydt — og
det gaar ligesaa ofte paa — da bliver
han mager paa en Dag, han lider, hans
gule Knebelsbart stritter som Vejrhaarene
paa en Hyæne. Alt i alt er. det saavidt
hans Forretning bærer sig. Tidt mumler
han endog noget om, at jeg vistnok snart
maa gaa : han har ikke Raad til at have
mig længer. Og da bliver jeg gusten og
gul. For Gud ved, hvor jeg da skulde
gaa hen. Ingen har nok videre Lyst til
at have en fjollet Mand i sin Tjeneste.
„Hunderakkeren" , som jeg engang kaldtes
i et Blad, der berettede den Historie, jeg
her skal berette.
Men lad mig fortælle alt i sin Helhed.
Jeg er vistnok en klodset Skribent. Lad
mig se at finde et Udgangspunkt for min
Beretning.
II.
Jeg har altid haft Rædsel for Hunde.
Rædsel blandet med Afsky. Maaske det
skriver sig fra den Tid, jeg som ganske
liden saa min Mor blive bidt af en stor,
glubsk Hund.
Den Dag glemmer jeg ikke. Det var
en meget varm Julidag. Mor og jeg
havde været i næste Flække og besøgt
en Slægtning. Pludselig hørte vi, mens
vi gik, høje Hundeglam. Og ud af en
aaben Havegrind kom en vældig Hund
farende med høje Hyl. Den saa mest
ud som en Djævel. Mor standsede,
hold mig fast i Haanden, jeg kjendte
hendes haarde Fingre præsse sig om mine,
trods Skrækken kjendte jeg dem. Hun
pufifed mig bag sig som for at gjemme
mig bort. Aa, hun vilde tage Ulykken
selv, hele Ulykken. Hun stod stille og
værnede om mig og skreg! Jeg var selv
ræd, lidefi som jeg var, neppe sex Aar.
Jeg klamred mig fast til hende, skjulte
mit Ansigt i hendes Kjole. Jeg hørte
Hundeglammene ganske nær, hu, de
tordnede . . . Mor skreg højere end før,
forfærdelige Skrig. Jeg skreg med. Ved
ikke andet end jeg skreg.
Jeg hørte Raab. Nogen kom nær-
mere. Man raabte paa Hunden, den gav
vel Slip. Jeg kikkede frem fra mit Skjul.
Mor jamrede fremdeles, hendes Kjole var
flænget, Blodet randt fra hendes Haand,
ogsaa hendes Kind var blodig.
Jeg husker den Dag fra min Barn-
domstid som en rød Blodflæk. Og Blod-
flækken og Hunden gaar i et. Og jeg
hører Mors stakkels Skrog, hendes jam-
: 593
Hunderakkeren
merfulde Suk, hendes taalmodige Suk til-
slut, slig som fattige Koner som oftest
sukker, naar de lider; ... der er noget
haabløst, stille over disse Sukke, der
smærter mig mere end store Veraab . .
Jeg er sikker paa, at den Dag gav
mig Rædselen for Hunde i Blodet. Jeg
føler selv, at jeg siden da saa sky og
fiendtiig paa disse modbydelige, indbildske
Dyr med de frække, usunde Lyster. Jeg
væmmedes allerede da ved deres skidne
Unatur og ved deres brydske Fremtræden.
Og jeg forstod godt, at Hundene og-
saa haded mig. Traf jeg en Hund i
Gader, hvor der gik mange Mennesker,
lagde den næppe Mærke til mig. Men
kom jeg henad en ensom Gade eller en
afsides Vej, og mødte jeg der en Hund,
helst en af de store, brutale med sorte
Svælg: da løfted den som oftest Hovedet
og knurred, naar jeg gik den forbi. Ja,
flere Gange hændte det, at slig Hund
gjøede og gjorde sig Rede til at forfølge
mig, maaske angribe mig. Og jeg be-
tvang med Vold min Rædsel, og frem-
for alt vogted jeg mig for at stirre den i
øinene; thi mit Blik hidsed den op. Og
jeg slap helskindet fra dens Raseri. Men
naar jeg endelig var langt nok fra den,
begyndte en ond Nervøsitet at anfalde
mig, som havde Hundens onde øine be-
sat mig.
Folk tager jo meget varlig paa Hundene
i det hele taget. Landsens Lov beskytter
dem i høj Grad. Om en Hund kommer
imod en Mand og gøer, saa Fraaden
siver den af Gabet — man skal dog
ikke prøve paa at slaa den. Man risi-
kerer at blive ilagt Bøder, om det kjære
Dyr faar Mén af Slaget. Man har ihvert-
fald at vente til Hunden har bidt, og
selv da bør man helst ikke tage sig
selv til Rette, nej man skal „melde"
Hunden, begjære — lidt forsent — Mund-
kurv paa den. Og bider Hunden ikke,
men blot truer med Glam og Fraade,
saa har man ingenting at gjøre uden at
vente til den bider. En slig Hund kan
i Dagevis true Dig med stærke, skarpe
Tænder, den kan gjø, saa Dampen driver
den af Svælget — Du har at finde Dig
i det. Selv om Dit Sind i Forvejen er
oprevet, og selv om disse Stunder er
utrygge, saa din Uro bliver større.
Hunden har Lov til daglig at true Dig
med Ulykke. Dersom en Mand løfter
sin Haand mod Dig, kan Du forlange
ham straffet. Hunden gaar fri og frank.
Jeg hader Hunde, og jeg hader det
hos Menneskene, som elsker Hunde.
Eet Ord før jeg gaar videre: Jeg har
set Jagthunde med vakre, venlige øine.
Og langt, ude i vilde Fjeldegne og paa
øde Sletter har jeg mødt Hunde, hvis
Væsen var Alvor og Trofasthed. Som
ikke bare gøede ad uskyldige Forbi-
gaaende, men som værgede Menneskene
mod virkelig Fare. Se disse Hunde har
jeg oprigtigt beundret, saaledes som man
beundrer en vakker Ting, der staar paa
sin rette Plads.
III.
Det bliver i Høst netop et Aar, siden
min lille Gut døde. Og han døde af den
Rædsel, han fik i sit Sind, og af den
Gift, han fik i sit Blod, da den store,
onde Hund bed ham.
Kom ikke her og „konstater", at der
ikke findes Gift i Hundens rasende Svælg.
Selv om Mikroskoperne ikke viser Vand-
skræksbacillen, kan der findes Safter,
ingen aner Virkningen af. I hele Menne-
skehedens Historie er Afsky for Hunde
som Kjærlighed til Hunde. Himlens
hemmelighedsfuldeste Stjerne blev givet
Navn efter Hunden. Mystikerne lagde
Helvede der. Og hvilken Sygdom bringer
en Rædsel med, der kan sammenlignes
med Hundeskræk? Den er jo selve Hel-
vedesangsten sluppen løs. Aa! det onde
594
Hunderakkeren
Dyrs Bid i mit Barns Kjød, og den
Rædsel det gød i hans Sind — det
bredte sig langsomt og gav ham Døden.
Denne min lille Gut var noget af et
Mirakel: Saa stærk og sund, saa tyk og
fed. Og munter og sprællende. Og min
Gut var han først og fremst. Jeg saa
paa hans øine, at han var min Gut. For
hans øine var tidt sælsomt tunge. Og
derfor elsked jeg ham dobbelt. Jeg fandt
i hans Øine ligesom mit eget stakkels
Liv. Og i hans søde Kinder og i hans
straalende Smil fandt jeg Billedet paa
min egen brændende Lykkedrøm.
IV.
Jeg husker godt den lille Gade, hvori
jeg dengang boede. Den løb langs et
Indsig af Sjøeri i Byens sydlige Del. Der
boede mest Agenter, Hyrebasser og Kjøb-
mænd, der handler med Kolonialvarer og
Skibsrekvisiter. Min Vært var en af de
mest kjendte Kjøbmænd der. Hans Bu-
tik laa i Kjælderen, men selv ejede han
hele Huset. Han var vist en svare Kar
her i Verden. Man saa paa ham. at
han gik dernede og tog sikre Penge ind.
Han stod tidt i sin Kjælderhals og saa
ud, som om han ikke bare ejede Huset,
men hele Gaden. Da jeg første Gang
kom ned til ham i Kramboden og spurgte
om, hvad den lille Lejlighed paa Kvisten
kostede, saa nævnede han Prisen kort,
og da jeg spurgte, om den ikke gik bil-
ligere, svarede han Nej. Ikke et Ord
mere. Bare Nej.
Som blev det ham revnende ligegyl-
digt, om jeg lejede den eller ikke. Jo,
han var sikkert nok Mand for sin Hat.
Lejligheden var forresten god nok, og
den laa i Nærheden af mit Kontor, saa
jeg lejede den og betalte, hvad han for-
langte uden at mukke.
Men en Ubehagelighed ventede mig
strax første Aften jeg kom hjem. Inde
fra Værtens Lejlighed hørte jeg dumpe
Glam. Og da jeg skulde gaa ud næste
Dag, stod en stor Hund midt i Porten.
Den stod og saa bestemt og myndig ud.
øjnene var dorske og ligegyldige, men
grumme. Og inderst inde lured noget
ondt. Den knurred stille, dæmpet, som
var den i Uvished, om den skulde lade
mig slippe helskindet forbi.
En ubestemt Skræk slog mig for dette
Syn. En Skræk, der bredte sig og be-
buded ondt . . .
Hunden mærked vistnok, at jeg var
ræd for den. Dens Opmærksomhed var
vakt. Dens Øine blev agtpaagivende,
naar den saa mig. Den knurred altid
dumpt. En Gang løb den to Skridt efter
mig og glammede.
Tidt kunde Tanken om denne Hund
forbitre mig. Engang da jeg kom ind i
Butiken, stod den der, og et vredt Glam
fik jeg strax, saa det smaldt imod mig.
Jeg sagde: „ Forbandet saa det Dyr altid
holder Spektakel." Værten svarede kort
og brøsigt: „Aa pas De Dem selv, saa
gjør ikke Hunden Dem noget."
Jeg er ingen Helt i Retning af at give
skarpe Tilsvar — saa jeg tiede. Men
jeg tror nok, Hunden mærkede sin Herres
bistre Udseende og hørte hans Stemmes
vrede Tonefald. I skulde se, hvor den
sad rnidt paa Gulvet og var ond. Et
dybt Knur dirrede i Luften omkring den.
Jeg var glad ved at komme ud af Kjælder-
butiken.
„De maa i Grunden være en lurtisk
Mand," vil nogle sige. „Hunde glammer
altid efter skumle Existenser."
Ja, det er den almindelige Antagelse;
men jeg har opdaget noget andet. Den
lader tværtimod mange onde og skumle
Folk i Fred. Og er den onde Mand des-
uden brutal, blir han tidt Hundens bedste
Herre. Den lader sig villig prygle af
ham og regere af ham ; den slikker hans
595
= Hunderakkeren
Haand som Tak og skjælver for hans
Vink. Men kommer en ulykkelig gaaende,
et af Vorherres Stedbarn, (han kan være
saa hjærtensgod han vil): strax farer
Hunden løs paa ham og er Helt og
skjælver ikke en Smule mere.
Hver Aften, naar jeg kom op, hørte
jeg inde fra Værtens Lejlighed dybe Glam.
Det var Hunden. Den var jo indestængt;
men bare de dumpe Lyd virkede paa
mig som en Trudsel. Jeg kunde ikke
komme op uden at de onde Glam ramte
mig. Der stod ligesom én og bandte
efter mig. Jeg havde tilsidst en Art
Feber i Blodet, naar jeg gik opad Trap-
pen: Hvad? Mon den ikke i Kveld stod
et Steds i Mørket og vilde styrte over
mig og flænge mig til Blods?
V.
Min lille Gut var begyndt at færdes
ude. Ikke sjeldent leged han sig iGaarden.
Han bygged smaa Huse af runde Smaa-
sten og Sand, han anlagde „Butik", eller
han laved „Jernbane". Stille og bitte-
liden gik han der og pusled med sine
beskedne Smaatterier; han fik jo aldrig
dyre Legetøjssager, han mored sig som
han bedst kunde, og jeg tror, han mored
sig ganske godt. Altid var han spil-
levende og ivrig. Han kom hver Dag
til mig og forklarede, hvad han nu havde
bygget og lavet, og jeg maatte jo se det
og rose det.
Tidt naar jeg sad paa Hr. Julius'
Kontor maatte jeg smile ved Tanken paa
min lille Fyr. Jeg længedes efter at
komme hjem for at høre hans barnlige,
alvorlige Forklaringer, jeg hørte i mit
øre Klangen af hans Barnestemme, hans
pudsige Ord og klodsede Sætninger, jeg
saa ligesom hans lille myge, ubehjeip-
somme Krop, og et inderligt ønske gik
gjennem mit Sind, om at Ulykken aldrig
maatte naa ham, om at hans Kinder
altid maatte være friske som nu, og hans
Øine altid maatte være klare. Ja tidt
kunde jeg gribe mig i det ønske, at min
lille Gut altid maatte være liden som nu,
saa jeg altid kunde værne om ham, at
aldrig det store, besværlige Liv maatte
gjøre ham grov og haard eller saar og
ulykkelig. Nu og da gik vi sammen og
leged. Jeg hjalp ham med hans Byg-
ningsværker, jeg forklared ham utallige
Ting, som han ikke vidste før, vi var de
bedste Venner og meget lykkelige . . .
Da kunde pludselig noget hænde:
Stygge, olme Hundeglam lød i Nær-
heden, og se der stod det modbydelige,
store Dyr med onde øine og Tungen ud
af en savlende Kjæft . . . Fy, hele Mo-
roen var forbi. Freden var borte. Jeg
søgte bare at komme ubetrtærket ind med
min lille Gut.
Han var forresten ikke ræd Hunden.
I sin Uforstand var han gjærne gaaet
lige hen til den. Og mon den da ikke
havde bidt ham? Om ikke for andet
saa fordi han var min, mit Kjød og Blod.
Tidt naar jeg sad hos Hr. Julius kunde
en Angst jage mine gode, rolige Tanker
paa Flugt: Hvor var min Gut nu? Vel
aldrig i Nærheden af den store, olme
Hund. Hm, dette kunde ikke blive ved
i Længden. Kanske hedst vi fandt et
andet Sted at bo . . . Eller mon ikke min
Fantasi lavede Faren for stor?
VI.
Ulykken kom! Aa, hvorfor flytted vi
ikke! . . .
Min Gut legde i Gaarden, og jeg var
ikke med ham. Jeg var den Dag træt.
Havde haft anstrængende Arbejde paa
Kontoret. Jeg laa paa Sengen en Stund,
maaske jeg sov. Jeg vækkedes ved et
Skrig. Det var min Guts Skrig. De kom
nærmere. Jeg for op. I det samme aabned
Døren sig. Min Hustru kom ind ganske
- 596 =.
Hunderakkeren ==^---=^—-^
forstyrret med vor Gut i sine Arme.
Han var bleven bidt af Værtens Hund.
I Kinden og i Armen. Han havde store
Saar der blødte. Vi hented Lægen. Han
vasked Saarene og lagde Plaster paa.
Vi skulde ikke tage os Sagen for nær,
mente han. Saarene var ikke farlige . . .
Og nu kommer det sære. Min Guts
Saar lægedes tilsyneladende. En Maa-
nedstid efter var der ikke noget større at
se. Men Gutten var ikke den samme som
før. Han var ikke den livlige, sorgfri
Unge. Han trivedes ikke rigtig. Han
løb nok omkring som før og pludred og
smilte til os. Men han havde ligesom
tabt Glansen, Overskuddet.
Og hans Modstandskraft var tydeligt
nok mindre. Som nu det, at han tidt
var forkjølet og hosted. Lægen tilskrev
det almindelige Aarsager. .Jeg havde
snarere den Tro, at Saarene havde lukket
sig over Giften fra den vrede Hunds Svælg.
Det blev Høst og Vinter. En kold,
mørk Vinter. Vor Gut blev ikke frisk,
og Lejligheden var daarlig for et sygt
Barn. Og flytte kunde vi ikke. Havde
netop nu meget daarlig Raad ... Og
en Dag blev vor lille Fyr værre. Og
han døde. Ja lad mig sige det kort og
godt. Han døde. Jeg glemmer ikke de
Dage. Det lille, fine Hoved. De kjære
Øine, der var saa trætte. Den lille, arme
Mund, der pusted saa tungt, og dog vilde
smile . . .
Sov mit Barn! Hundene havde vel
før eller siden bidt Dig. For nogle her
i Verden skal bides af Hunde. Og Du
var for stille og dine Øjne for underlige
til at Du skulde gaa fri. Sov, sov!
Min Hustru, som i Forvejen ikke var
stærk, fik det meget værre efter vor lille
Guts Død. Hun blev stærkt lidende af
Søvnløshed ; tidt vaagned jeg om Natten
og hørte hende græde. Hendes Graad
havde ligesom hverken Begyndelse eller
Ende. Sprang let og næsten ubevidst
frem af hendes store Sorg. Den var som
Strømmens krumme, sugende Hvirvel,
snart er den fremme, og snart forsvinder
den, og saa er den der uafladelig igjen,
fordi Strømmen rinder. Hendes Sind var
fuldt af Savn. Lægen talte om nervøse
Lidelser, tilraaded hende at skifte Op-
holdssted. Enden blev at min Hustru
rejste til en gift Søster i en af Kystbyerne,
og Havluften styrkede hende virkelig en Del.
Saa blev jeg altsaa alene tilbage. Jeg
maatte jo passe min Kontorplads. Jeg
blev boende i Lejligheden som før, og
jeg boede der alene. Gjorde alting selv,
gjorde mit Værelse rent, kogte min Mad,
holdt mit Tøj i Orden. Det hele gik
langt lettere, end jeg havde ventet. Ja
nu i min Sorg over Gutten var det mig
tidt en sød Ensomhed. Naar jeg vaagned
meget tidlig, endnu længe før jeg skulde
gaa paa mit Kontor — aa, hvor jeg var
fjern fra hele Verden. Hvor mine smaa
Rum var stille. Hvor jeg tænkte velsignet
paa mit Barn. Mere end en Gang hændte
det endog, at denne min vaagne Længsel
stille gled med mig over i Søvnen og
avled en dejlig Drøm om min Gut, som
kom til mig og vilde vise mig sine rare
Bygværker.
Hunden — jeg saa den endnu. Den
gik omkring, svær og bredbrystet som
før. Den likte sig. Og hvorfor skulde
den ikke like sig? Den var jo aldeles
efter Opskriften for at like sig og klare
sig blandt Menneskene. Stærk, sund,
brutal, svinsk.
Jeg „meldte" den ikke. Saa den fik
ingen Mundkurv.
Aa nej, jeg havde andre Ting under
Overvejelse.
r- 597 :
Hunderakkeren
En Eftermiddag standsed jeg tilfældig-
vis udenfor en af de mange smaa Kram-
boder nede ved Havnen. I Vinduet var
udstillet en hel Del Skibsrekvisiter. Toug-
værk, Værktøj, Trinsier, Kroge ... Jeg
blev staaende og saa paa de forskellige
Ting, uden nogen egentlig Hensigt. Mit
Blik faldt bl. a. paa en lang spids Jern-
tingest. Den saa ligefrem grum ud denne
Jerntingest, et rædselsfuldt Spyd vilde den
danne i en kraftig Haand. Aa, som den
vist kunde flænge og stikke.
Jeg blev staaende og se paa denne
lange, grusomme Ting; saa gik jeg ind
i Butiken og kjøbte den. Og jeg fandt ud, i
hvilken Lomme den lettest kunde faaPlads.
Denne farlige Ting bar jeg nu altid
paa mig. Hvorfor? Jo i en bestemt Hen-
sigt: I den senere Tid var min Fiende,
Hunden, meget paa Farten. Maaske det
var erotiske Eventyr, der optog den, nok
er det: tidt naar jeg sent paa Kveld gik
hjemover, saa jeg den trave om i den
mørke Gade ved Sjøen. Og nu vilde
det ikke være saa dumt at sætte denne
Pig i dens Nakke.
Jeg vilde passe Snittet naar Gaden var
tom. Naar den sidste Nattevandrer var
borte, og naar Politibetjenten var inde i
en eller anden ulovlig Beværtning og fik
nogle Glas som Løn for Tolerance. Sik-
rest var det vel at lokke den ned paa
et eller andet afsides Værft, hvor dens
Hyl ikke kunde høres.
Men som det saa tidt gaar: nu, da
jeg gik med Mordinstrumentet paa mig,
traf jeg den ikke. En Kveld hørte jeg
den gjø, og jeg gik efter Lyden ; men da
jeg endelig fandt den, stod den omgiven
af en hel Bande Sjøgutter, der Iegde med
den. Hm, da var det risikabelt at vælge
den Kveld. Sjøgutterne kjendte den maa-
ske. Om Hunden næste Dag blev savnet,
kunde de vidne og forklare.
— Men en Dag havde jeg været ude
at kjøbe Middagsmad, en stor Nyre.
Kjødet iaa i Papiret og tyngede, der var
Fedt omkring det, hele Nyren laa mørke-
rød og bristefærdig af Blod. Hunden stod
ved Trappegangen, da jeg kom. Dunsten
af dette Nyrekjød hidsed den. Da jeg gik
den forbi, aabned den Gabet og prusted gejl.
En lynsnar Tanke for gjennem mig.
Jeg gik min Etage halvvejs op, aabned
Papiret og kasted et Stykke til den.
Den slugte det i en Glæfs, og den stod
atter med et stort, sort Gab og pusted
dobbelt hastigt. Dens Brunst efter dette
Kjød var vistnok kolossal, næppe til at
styre. Da jeg atter kaldte paa den
knurred den ligesom, dens øine fik noget
brændende ved sig. Jeg rev endda et
Stykke af, hastig saa jeg fik Blod paa
mine Fingre, og jeg kasted det for Hunden.
Den slugte det og blev pludselig venlig,
dens Tunge hang helt ud, den stønned
idiotisk og logred med Halen, den blev
en elskværdig Basse af en Hund, medens
samtidig Ondskab og Blodtørst laa og
skinned gult i dens Øine.
„Kom saa da!" kaldte jeg. Og jeg
svang det sidste store Nyrestykke i min
Haand. „Kom saa da . . . javist . . .
kom saa da Bassen.14 Ja, den kom hele
Trappen op, den kom sluttelig helt ind i
min lille Lejlighed.
Min Lejlighed vendte ud til en hel Del
Pakhuse og en høj Skorstenspibe. Og
under mig boede en døv Skomager.
Ingen Lyd fra mine Værelser kunde for-
styrre nogen. Intet Jammerskrig fra, hvor
jeg boede, kunde give nogen noget at
tænke paa.
Jeg dræbte den store, djævelske Hund!
Jeg kvalte den langsomt i en Strikke
som jeg, medens den aad nogle gamle
Kjødrester, fæstede om dens Hals. Jeg
fik denne Strikke hæftet i en stærk Lampe-
krog i Loftet, og saa drog jeg til. At
se den ! Den studsede, hostede, fik Maden
598 =--
Hunderakkeren
i Vrangen, rallede, knurrede saa godt det
lod sig gjøre. Jeg drog stærkt til, og
pludselig blev den ynkelig, dens øine
glippede, den blev stor og dum og elen-
dig. Den fremviste kort sagt de Egen-
skaber, som gjorde den til sin Herres
bedste Ven.
Den blev efterhaanden tung, Døds-
krampen gav den en sælsom Styrke.
Men jeg fik strammet Touget endnu
mere. Og nu blev den dødsangst og
rasende. Dens øine blev blodskudte,
dens sorte Svælg aabned sig, hele Krop-
pen strakte sig og skjød sig sammen,
ligned en umaadelig Giftsnog. Det var
som al den Brutalitet, al den Ondskab,
den ejede, tydelig gav sig tilkjende ; den
dunstede af Helvedes Brutalitet.
Den dræbte mit Barn. Den forglfted
min lille Søns Blod: Jeg myrdede den
inderlig og med dyb Glæde. Jeg stak
den sluttelig med den store, spidse Jern-
pi& Jeg saa den ligge der elendig og
død . . . Jeg syntes jeg nu havde dræbt
noget af denne Verden, uden hvilken det
vilde være lettere for en ulykkelig at
leve . . .
Udpaa Kvelden slæbte jeg den døde
Hund ned og lagde den uden for Værtens
Dør. Næste Morgen ringede det paa
hos mig. Værten kom ind. Han saa
brysk ud og dog maaske en lille Smule
mindre brysk end før . . . (havde Hundens
Fravær gjort ham mindre?)
Om jeg havde set hoget til hans
Hund?
Denne hans Tone, overmodig og lidt
usikker, fik mig til at le. Ja sandelig, jeg
lo, skoggerlo. Manden troede nok, jeg
var gal.
Jeg tiede omsider og spurgte saa del-
tagende :
„Nej, se, se! har De mistet den sode
Hund? Og om jeg har seet den? Ja
mange, mange Gange.1* Jeg gik ham
nær, stirrede ham længe i øinene: „Nu
skal De forresten passe paa. Dette, at
Hunden kom saa daarlig afsted, er et
ondt Varsel for Dem selv. Ja pas paa!
Dæmonerne venter Dem!"
„Dæmonerne venter Dem!" sagde jeg
endnu engang. Og jeg maa have talt
paa en egen Maner. Den kjække Vært
sneg sig ud af Døren uden at svare et Ord.
Senere paa Dag fik jeg Brev fra ham.
Han bad mig paa en pen Maade om at
flytte. „Han havde Brug for Lejligheden
selv." Naa jasaa, javist, jeg flyttede.
Og Dagen før gik jeg ned til ham og
beretted ham om Hundens Død. Han
lod mig snakke ud, bukkede, da jeg gik.
Gud bevare mig, hvor han var ræd for
mig.
Værten havde nok fortalt Historien til
en eller anden, der havde med Bladene
at gjøre. Den nævntes i flere Blade.
Værten prisedes, fordi han ikke forlangte
mig straffet: jeg var jo en stakkels, gal
Mand her i Verden . . .
Aa nej, saa rent gal er jeg ikke. Min
store Sorg og min Ensomhed har nok
gjort mig anderiedes end andre; men
jeg tænkte klart og logisk, og omend
Verden udenfor ikke kommer mig meget
ved, kan jeg nok nu og da gjøre mig
mine egne Tanker om den. Blandt andet
kan jeg faa den sære Idé, at meget i
Verden udenfor ikke er, som det skal
være, at al Bryskhed og Bestialitet, som
nu breder sig, skulde knuses. Aa min
Drøm, min Drøm: engang at være mæg-
tig nok til at gaa om og slaa en stor,
tung Jernknippel i Hovedet paa Alverdens
krybende, grusomme lumske Hunde!
599
DET JYDSKE REDNINGSVÆSEN
Af H. BOESGAARD.
nT Testkystens Helte* er blevet en A vis-
Ar overskrift. Kysten derovre er for-
længst opdaget, den er slidt som Stof og
ingenlunde ny som Sommeropholdssted. Dri-
stige og besværlige Redningsforetagender og
store Ulykker — som forgangen Maaned den
norske Bark „Timuraas Stranding og mange
voldsomme og oprivende Tildragelser før den
— har trukket Navne og Skikkelser, hele
dette vort Lands „fjærne Vesten" frem af
Havgusen og Fjærnheden.
Digterne og Malerne har længst slaaet sig
paa Fiskerne; maaske de første allerede har
„ afbrugt u dem. Malerne er i al Fald ikke
færdige; enkelte har helliget sig dem helt, i
Erkendelse af, at f. Eks. et vejrbidt, blond
Ansigt, en gul Sydvest i Solnedgangsskær
ejer maleriske Egenskaber, der gør det sent
opslidt som Motiv. Prospektkortene har
erobret Sandets Regioner. Og — for at tage
det hele med — paa de nøgne Kirkegaarde
derovre forsikrer, mellem sorte og sjunkne
Kors, forholdsvis pragt-
fulde Monumenter over
hedengangne Høvdinge
og store Fællesgrave
om Folkets Taknemlig-
hed og Beundring. —
Ukendt er den jydske
Vestkyst da ikke mere.
Men om selve Red-
ningsvæsenet og dets
Arbejde véd „Folk",
Publikum nok alligevel
overmaade lidt. Det er
ellers en Virksomhed,
som har øvet den Stor-
daad i Løbet af et
halvt Hundrede Aar at
redde 8000 Menne-
skeliv. Hvilken uhyre Sum af Sorg og
Ulykke er ikke sparet herved ; fortjener Red-
ningsvæsenet Ikke at nævnes blandt de første
og ypperste af danske Institutioner? Jeg tror,
at man nu i Skolerne fortæller Børnene herom,
at de i deres Anskuelsesundervisning faar at
se og høre om Redningsbaade og Raketappa-
rater. Men man kan ogsaa trøstigt stryge
nogle Krigserklæringer og Fredsslutninger og
maaske et Par Centimeter Kongerække og
f. Eks. sætte Beretningen om en Daad som
Redningsforsøget ved „Daphneas Stranding
ind i Stedet.
, Om Institutionen „Det danske Rednings-
væsen" og dets Virksomhed kunde der skrives
en Bog. Rigtigt og udførligt kan det slet
ikke skildres paa anden Maade, og der vilde
alene i de korte og knappe ministerielle Be-
retninger være Stof nok til at gøre denne
Bog „spændende", til heraf at skabe Læs-
600
Det jydske Redningsvæsen
ning, der kan faa Øjnene til at tindre og
Pulsen til at slaa Tappenstreg. Her er et
vældigt Materiale i blot et Udtog af Beret-
ningerne om de over 3000 Strandinger i de
sidste 55 Aar. Der fortælles yderst kort-
fattet om det overhændige Vejr, om det nød-
stedte Skibs Stilling, om Redningsmandskabets
Slid ved Aarerne op mod Brænding og Strøm,
om de Forsøg, der kronedes med Held, og
om dem, der kun bragte Skuffelse. Altsammen
saare beskedent og med et saadant Præg af
Pligtopfyldelsens og Opofrelsens Selvfølgelig-
hed, dens simple Naturnødvendighed, at man
ved Læsningen uvilkaarligt kommer til at
tænke: ja saaledes maa det jo være; dette
at være født paa den jydske Vestkyst fører
altsaa med sig, at man maa sætte sit Liv i
Vove for at redde andres, — der er ikke
stort Væsen at gøre ud af den Ting!
Men saa oprulles tillige i den fyndige
Sagastil, imellem de nøgterne Ord, hele Bil-
ledet af den voldsomme og tragiske Til-
dragelse :
Af en Skibsbesætning halvdød af Kulde
og Anstrængelser paa et elendigt Vrag midt
i den brølende Brænding, hvis tunge, graa,
sandblandede Braadsøer vælter ind over Dæk-
ket, kvaser og knuser og tager Stump for
Stump, Liv for Liv. Af Raketterne, der
hvisler gennem Stormen og Natten for at
lægge den frelsende Line over Vraget; af de
anstrængende og ofte dødeligt farefulde For-
søg paa at faa denne Line anbragt paa rette
Maade i den vaklende Rigning; og derpaa
Farten — Mand for Mand — i Rednings-
stolen ind gennem Brændingen. Eller Billedet
af Redningsbaaden, der paa sin Vogn skump-
ler i Galop henad Klitvejene, bakses ud gen-
nem Havstokkens Brænding og dernæst for
de tunge Aarers Tag søges drevet op mod
Søerne, i Kamp med det lumske rivende
„Strøg" langs Kysten, udsat for at smides
bagover af Braaddet, for at knuses mod de
gamle Vrag paa Revlerne eller mod det
strandede Fartøjs drivende Gods eller Lad-
.^= - 601
ning. Forsøg efter Forsøg foretages. Aarer
knækkes, Baaden fyldes, saa at Vandet staar
op under Tofterne og Ventilerne næppe kan
lænse den. Strømmen river uhjælpeligt
Baaden med sig i Læ af Vraget, Mandskabet
er tilsidst saa udaset, at det maa søge i
Land. Paany køres Baaden langs Stranden
op til Luvart af det strandede Fartøj, og
friske Folk melder sig i Stedet for dem, hvis
Lunger og Arme ikke han yde mere. Det
samme Arbejde, den samme Livsfare om
igen. Saa lykkes det maaske, — det lykkes
i de fleste Tilfælde; og ind over Revlerne
gaar Baaden, tung af den reddede Skibs-
besætning eller den Rest af den, som endnu
ikke er bukket under for Kulden elier revet
bort af Braadsøerne.
Disse Billeder tegner de forretningsmæssigt
knappe Rapporter uden Svulst, uden „Stil",
uden Tilløb til at sætte nogen af de „age-
rende" i heltemæssig Positur. Det hele er
jo en Selvfølge, et Pligtarbejde, som hver
Dag kan paalægge. Men man lægger et
Hæfte hen for ivrigt at gribe det næste. Be-
retningerne om Strandinger veksler med Rap-
porter om, hvorledes Baadelag af Kystens
Fiskere ved Havets pludselige og uforklarlige
Rejsning er blevet afskaarne, og som maa
hjælpes. Advarselssignalet hejses, man mener
at se Blus paa Havet, Redningsbaaden gaar
ud; — og nogen Tid efter skylles den
kæntret ind i Havstokken — og derefter hele
Mandskabet, 12 Mand, som stivfrosne Lig.
Der fældes ingen Taarer i Beretningen;
den konstaterer lakonisk den beklagelige Hæn-
delse og søger kort at udrede Aarsagerne.
Og Befolkningen derovre møder Ulykken med
Resignation eller med Religionéns Trøst. —
Men det bliver efterhaanden mere og mere
fænglende Læsning, disse Rapporter. Man
drages mod Kysten deroppe, som den ligger
barsk og vintergraa med Brændingens dob-
belte eller tredobbelte Stribe, hvid og truende
over Revlerne. Og man kommer til at føle
Taknemlighed mod disse Folk mellem Klit-
40
Det jydske Redningsvæsen
terne, hvor „en vindpidsket Hyld bagved
Kaalgaardens Læ bær' et eneste Blad, naar
vore Skove tøves". — Taknemlighed og
Trang til at fortælle andre om deres Gærning,
deres selvpaatagne, sparsomt lønnede Pligt-
arbejde.
Men at fortælle herom kan vist bedst gøres
ved, sammen med en kort Oversigt over
Redningsvæsenets Historie og Virksomhed at
gengive en eller to typiske Beretninger om
Redningsforetagender.
Den første Begyndelse til Redningsvirksom-
hed paa de jydske Kyster blev taget omkring
30'erne i forrige Aarhundrede af Sandflugts-
kommissær Claudi, som efter Gang paa Gang
at have set, hvorledes Strandingerne langs
Vestkysten medførte store Tab af Menneske-
liv, gjorde sig til 6pgave at finde Udveje til
at afværge disse Ulykker. Som det første,
men naturligvis ikke synderligt virksomme,
Hjælpemiddel fik han alle Strandfogderne for-
synet med en lang, tynd Line, der kunde
kastes ud til de Skibbrudne ; dernæst foretog
han for egen Regning en Rejse til England
for at sætte sig ind i Redningsvæsenet her
og indgav efter sin Hjemkomst et Forslag
om Organisation af et Redningsvæsen til
Toldkammerkollegiet. I de nærmest derefter
følgende Aar skænkede „Foreningen til Sø-
fartens Fremme" og Frimurerlogen to Baade
og et Raketapparat, der anbragtes ved Agger-
kanal, Harboøre og Klitmøller, og efter at
Provinsialstænderne havde taget sig af Sagen
og Claudi paany havde berejst Englands
Kyster, anskaffedes en synkefri Redningsbaad
af tillæmpet engelsk Type. I 1849 nedsattes
en sagkyndig Kommission, i hvilken ogsaa
Claudi havde Sæde, og efter at denne havde
foretaget forskellige Forsøg og stillet Forslag,
blev der det følgende Aar bygget fire nye
Baade. Endelig i 1852 organiseredes Red-
ningsvæsenet som Statsinstitution under In-
denrigsministeriet ,|jj og Virksomhedsplan og
Materiel udvidedes og øgedes nu hurtigt, saa
at der ved Slutningen af Aaret 1858 fandtes
24 Redningsstationer paa den jydske Kyst
og 5 paa Bornholm; af disse Stationer var
17 forsynet saa vel med Redningsbaad som
med Raketapparat.
Claudi, hvem Æren for Oprettelsen af Red-
ningsvæsenet og dettes første Organisation
med Rette tilkommer, var selvskreven til
Posten som Bestyrer af det nørrejydske Red-
ningsvæsen og virkede i dets Tjeneste med
stor Dygtighed og Energi indtil 1869, da
han — 70 Aar gammel — traadtc tilbage.
Hans Afløser var en Mand af samme Stof,
A. Andersen, der i nogle Aar havde virket
som Assistent ved Redningsvæsenet. Ligesom
Claudi ved flere Lejligheder personlig havde
taget Del i farlige Redningsforsøg — saaledes
med den største Dødsforagt og den utrætte-
ligste Iver ved Barken „Vertumnus1" ulykke-
lige Forlis i 1847 — havde ogsaa Andersen
ved sin Optræden ved farlige Redningsfore-
tagender givet Kystboerne det rette Eksempel,
Paa Lemvig Kirkegaard, paa Bakken højt
over Limfjorden og over det flade Land ud
mod Harboøreegnen, finder man mellem den
grønne Vinka en Granitsten, som endnu ofte
smykkes med en Lyngkrans, og som bærer
denne Indskrift:
Thomas Earle,
død ved Redningsbaadens Kæntring for „Arctic*
den 5. Oktober 1860.
Ingen har større Kærlighed end denne, at han
sætter sit Liv til for sine Venner.
Hertil knytter sig et Minde, som sent vil
glemmes paa den jydske Vestkyst.
I de første Dage af Oktober Maaned 1860
stod der paa Kysten, fra Harboøre Syd efter,
ikke færre end 14 indstrandede Skibe, hvor-
iblandt en stor engelsk Damper „Arctic",
som en Eftermiddag ved 3 Tiden drev ind
og sank efter i hjælpeløs Forfatning at have
forsøgt at ankre udenfor yderste Revle. 7 af
de ombordværende 30 Mennesker blev hur-
tigt skyllede bort af Braadsøerne; de tilbage-
værende tilbragte en frygtelig Aften og Nat
602
Det jydske Redningsvæsen
i Rigningen, thi først ved Daggry næste
Morgen kunde man gaa i Gang med at
bringe „Arctic" Hjælp; Skibet laa længst
ude, og der var mange andre nødstedte Be-
sætninger at hjælpe. Nu nægtede imidlertid
det dødeligt udasede Redningsmandskab fra
Stationen Flyvholm at gaa ud med Rednings-
baaden, hverken Befaling eller Bønner hjalp,
og Andersen, der var tilstede i sin Egenskab
af Redningsvæsenets Assistent, skyndte sig
da langs Stranden Nord
efter, hvor han mødte
den nylig indbjærgede
Besætning fra en norsk
Bark. De gik med ham,
men da de saa', hvordan
Forholdene var ved „Arc-
ticas Strandingssted, var
kun én af dem, Anden-
styrmand Stem, villig til
at gaa ud med Rednings-
baaden; først efter store
Anstrængelser lykkedes
det Andersen at samle
om sig en 7 Mands Be-
sætning. Blandt dem, der
tilbød at gaa med, var
en ved et Tørlægnings-
arbejde beskæftiget engelsk Ingeniør Thomas
Earle. Han var svagelig og aldrende, men
uagtet Andersen indtrængende gjorde ham
opmærksom paa den Fare, han udsatte sig
for, vilde han absolut med, og paavirket
ved hans Eksempel meldte sig endnu tre fri-
villige, efter at Baaden én Gang var bleven
kastet tilbage i Havstokken. Da Baaden var
kommen i Nærheden af „Arcticas Fortop,
kastedes herfra en Tovende, hvorved man
fik Forbindelse, og de Skibbrudne lod sig nu
enkeltvis falde flere Fod ned i Baadens Boug.
hvor Redningsmændene greb dem. Naar Søen
kom løbende, maatte Baaden affires mange
Favne for derefter paany at gentage Manøv-
ren. I første Omgang blev 14 af de Skib-
brudne bragt i Land, men da Baaden var
= 603
paa Vej ind med Resten, kæntrede den,
hvorved to af de fremmede Søfolk og Mr.
Earle omkom. Hans Søn var inde paa
Stranden Øienvidne til hans Død.
En Optræden som denne skaffede natur-
ligvis Andersen en fast Position blandt Be-
folkningen, og han forstod at bevare den.
Ogsaa ved senere Lejligheder har han per-
sonlig taget Del i vanskelige Redningsfore-
tagender, og hans Ledelse af Institutionen og
Redningsbaaden kerer gennem Klitterne.
Virksomheden har været en saadan, at det
jydske Redningsvæsen er bragt frem til en
mønstergyldig Form. Redningsbaade, Raket-
apparater, Telefonforbindelse og Vagttjeneste
er det bedst mulige. Lederens praktiske
Sans, hans Organisationstalent, Kærlighed og
Kendskab til Personale og til Materiel, hans
utrættede Iver og heldige Haand har ud af
det rette Stof skabt det rette, det ypperligt
fungerende Apparat.
Under det jydske Redningsvæsen (som i
1896 blev underlagt Landbrugsministeriet,
men som nu i Fjor er overgaaet til Marine-
ministeriet) hører ialt 60 Stationer. Paa
Jyllands Kyster er stationeret 44 Rednings-
baade; desuden er paa Fanø stationeret 2
__ 40*
Det jydske Redningsvæsen
Johan Gaarn Sø-
rensen, f.18/8 1823,
d.«^ 1896. Op-
synsmand v. Sta-
tionen Østerby
paaLresø fra Sta-
tionens Oprettelse
i 1871 til sin Ded.
Chr. Eriksen
Langer, i .8/6 1824,
d. "/e 190°- Ansat ved Rednings-
væsenet 1848, Opsynsmand ved
Flyvholm (Harboere) 1860. En af de
djærveste og mest typiske Skikkel-
ser blandt de jydske Redningsmænd.
Deltog i Redningen af 561 Menne-
skeliv.
Lars Andersen Kruse, f.5/6 1828,
d. 9/8 1894. Baadformand ved Sta-
tionen Skagen fra 1ste Januar 1863
(efter „ Daphne" s Stranding, ved
paa Grundlag af Erfaringen og i Overensstemmelse med de sted-
lige Forhold udviklet Type. De ældste Baade, der nærmest var
efter engelsk Forbillede, havde ikke saa stor Bærekraft, og de
næste, man konstruerede, var ikke tilfredsstillende i Henseende
til Stivhed. Paa et Par Steder forsøgte man i 1860'erne at
benytte selvrejsende Baade, men de var tunge at transportere,
en slem Skavank i Egne med daarlige Veje gennem Klitter o.
a. lign. Baadebygger Frørup konstruerede imidlertid en Baad-
type, som byggedes paa Orlogsværftet, og med
hvilken alle Stationerne efterhaanden forsynedes.
Disse Baade er af god Bæreevne og gjort synkefri
ved et Korkbælte under Essingen udenbords samt
ved 12 Kobber-Luftkasser, saa at de kan flyde,
selv om de med en stor Besætning inde fyldes med
Vand. I de nyere Baade er anbragt en Ballast-
tank for at forøge Stivheden. Selvlænsningen er
opnaaet ved 8 selvvirkende Ventiler; gaar en
Braadsø hen over Baaden og fyl-
der den, varer det kun et Øje-
blik, før den atter er tømt. Naar
Baaden hæver sig paa Søen, aab-
ner Vandets Tryk indefra Venti-
lerne, saa at Vandet strømmer ud,
medens de, ved Trykket udefra,
atter lukker sig, naar Baaden sæn-
ker sig. Paa Roret findes en Kva-
drant, som kan
hvilken Lejlighed han udmærkede sig) indtil sin Ded.
Et Par Dage fer han omkom ved Kæntring, ledede han
et meget vanskeligt Redningsforetagende paa Skagens
Rev.
Bendt Ole Svendsen, f.**/10 1830, d. 81/7 1906. Ansat
som Baadmand ved Skagen samtidig med Lars Kruse
lste Januar 1863, efter at Redningsmandskabet var for-
ulykket ved Redningsbaadens Kæntring for „Daphne*
2den Juledag 1862. Kendt fra M. Anchers Maleri „Vil
han klare Pynten".
Mads Pedersen, f. 20/g 1834. Blev Baadmand ved Sta-
tionen Aggerkanal i 1862. Formand ved samme Station siden 1897
Beklæder endnu Posten til Trods for sin heje Alder. Har været med
til at redde 515 Mennesker.
Redningsbaade, paa Læsø 3 og paa Anholt 2. Ved 33 af
disse Stationer findes tillige Raketapparater, og paa isolerede
Steder er anbragt 13 Redningsbaade, som bemandes fra nær-
mestliggende Station. Endelig er der 9 Stationer, som kun har
Raketapparat.
Alle Redningsbaadene er synkefri og selvlænsende og af en
sænkes, saa at
Baaden ikke mi-
dter Styreevnen,
selv om Agter-
enden løftes af
Søen — et Ap-
parat, der er kon-
strueret af Red-
== 604
Det jydske Redningsvæsen
Thøger 5ø-
rensen , f. M/j
1840. Blev ef-
ter sin Fader
ansat som Op-
synsmand ved
Stationen Ve-
ster • Agger i
1863, hvilken
Post han end-
nu varetager
med megen Dygtighed. Han har
været med til at redde 528 Skib-
brudne. Ledede Redningsarbejdet
ved den tyske Øvelsesbrig n Un-
dinens Stranding i 1884 og har
ledet mange vanskelige Rednings-
foretagender. Th. Serensen er en
af de betydeligste Personligheder
i det jydske Redningsvæsen.
Ole Chr. Madsen, f. "/„ 1842.
Baadmand ved Stationen Kande-
stederne i 1868. Siden ljn 1892 Formand ved
Stationen. En af de mest kendte Strandinger
her er „Courier's 7/18 1878, da Redningsbaa-
den maatte gaa ud 6 Gange, fer den naaede
Forbindelse med Vraget.
Peder Kjelder Nielsen, f.6/6 1852. Opsyns-
mand ved Skagens Redningsstation fra 1/10
1883 til Vu 1905 og tiUig« ved GI. Skagen
1900 — 1905. Ledede desuden de under disse
Stationer herende 3 Bistationer Skagens Gren,
Hejen og Spirbakken. Nu Lodsoldermand i
Frederikshavn. Var under sin Tjenestetid en
af Redningsvæsenets mest betroede Mænd.
Kendt ogsaa fra sin Virksomhed ved Lods-
ningen af Admiral Rosdestwenskys Flaade gennem
danske Farvande.
Konsul A. Andersen, Bestyrer al det nerre-
jydske Redningsvæsen.
ningsvæsenets Bestyrer; til Baaden hører
iøvrigt ogsaa Styreaarer, men disse benyttes
meget sjældent. I de senere Aar er bygget et Par Baade, der er
noget længere og bredere end de sædvanlige (35 Fod lange imod
30 Fod) og forsynede med Sænkekøl og Sejl. De er anbragte
ved Skagens Gren og Blaavandshuk og er beregnede til Brug ved
Strandinger ved Skagens Rev og Horns Rev. Ved disse Steder samt
ved Læsø og Anholt kan det vel ogsaa antages, at Motoren i en
ikke fjærn Fremtid vil blive bragt til Anvendelse i Redningsbaa-
den. Til Betjening af en Baad af den almindelige Type anvendes
12 Mand; de større Baade har to Mand større Besætning.
Ogsaa Raketapparatet er i Aarenes Løb under-
gaaet Udvikling. Medens man i de første Aar
efter Redningsvæsenets Oprettelse udelukkende an-
vendte Raketter forarbejdede i England og disse en
Tidlang vedblev at hævde deres Overlegenhed, er
man nu naaet til herhjemme at fremstille Raketter
(enkelte og dobbelte), der under nogenlunde gun-
stige Forhold kan lægge Linen over et Skib, der
staar i indtil 1000 Fods Afstand
fra Forstranden. Redningsmandska-
bet har ogsaa erhvervet sig en me-
get betydelig Færdighed og Sikker-
hed i Anvendelsen af Apparatet —
en Færdighed, som desværre ikke
altid tilsvares af de Skibbrudnes
Forstaaelse eller Behændighed. Der
er mange Tilfælde, hvor Linen Gang
efter Gang — til
Trods for Mørke,
Storm og lang Af-
stand — er lagt
ud over det stran-
dede Skib, uden
at de ombord-
værende har gjort
den rette Brug af
den tilvejebragte
Forbindelse. Næ-
sten 3000 Men-
nesker er siden
1850 reddede ved Hjælp af Raketapparatet,
og i en Mængde Tilfælde vilde Døden
have været hele den skibbrudne Besætning
vis, om ikke Redningsraketten havde lagt
den frelsende Line ud over Vraget. Som
en af de Stationer, hvor Raketapparatet har
=-=r^ 605 .-_
Det jydske Redningsvæsen
gjort udmærket Gavn, kan nævnes Fer-
ring, endda Redningen af Skibbrudne her er
yderst vanskelig, idet det i stormfuldt Vejr,
naar Havet gaar lige op til Bovbjærgs stejle
Væg, ikke er muligt at komme paa For-
stranden. Navne som „Lutka" (18 Menne-
sker reddede Juleaften 1886) og „Auguste"
(13 Mennesker reddede 8. Marts 1893) vid-
ner her om, hvor dygtigt Redningsstationen
har røgtet sit Hverv. Sørgeligere Klang har
et andet Navn, som er knyttet hertil —
„Capella". En mørk Efteraarsnat indstran-
dede denne Bark her, og uagtet mange Ra-
Lekken Redningsbaad sættes i Vandet.
ketter blev affyret ud over Skibet, var det
ikke muligt at opnaa Forbindelse med det,
og kort efter skiltes det ad i to Dele. Ulykke-
ligvis opholdt Besætningen sig paa Agter-
skibet, som snart forsvandt i Søen, medens
Forskibet kørte længere ind mod Land og
endnu den følgende Dag saas med Forrejs-
ningen og en Del af Sejlene staaende.
Hvorledes Anvendelsen af Redningsbaad
og Raketapparat forholdsvist har udviklet
sig gennem Aarenes Løb, kan anskueliggøres
blot ved et Par Tal: Medens indtil 1873
9 1 1 Mennesker var reddede ved Baad og
1182 ved Raketapparat, viser Tallene indtil
i Aar 4515 reddede ved Baad og 2858 ved
Raketapparat. Dette Forhold har dels sin
Grund i, at Redningsbaadene efterhaanden
har faaet mere Stabilitet og Bærekraft, saa
at Redningsmandskabet har mere Tillid til
dem end i de første Aar, dels maa Aarsagen
søges i de ændrede Søfartsforhold. I Red-
ningsvæsenets første Tid var det hovedsagelig
Sejlskibe, der gik i Fart paa Vesterhavet,
og Strandingerne indtraf da gennemgaaende
meget nærmere ved Kysten, saa at man
kunde naa Skibene med Raket. Nu bliver
de store dybtgaaende Dampere staaende læn-
gere ude, saa at Redningen nødvendigvis
maa ske ved Baad. Forøvrigt har det altid
været saaledes, at Redningsforetagenderne paa
Kysten fra Skagen til Hanstedholm (og paa
Øerne) hovedsagelig er
udførte med Baad, fordi
Revlerne og Grundene paa
denne Strækning ligger
længere fra Land, medens
de fra Hanstedholm Syd
efter er nærmere Forstran-
den, hvorfor det er na-
turligt at anvende Raket-
apparatet. Endelig maa der
regnes med det betydelige
Antal Fiskere, som kommer
i Fare under Fiskeri ; disse
maa altid reddes med Baad.
Medens der ved Brugen af Raketapparat
kun er afstedkommet to alvorligere Ulykkes
tilfælde — en Opsynsmand mistede under
Øvelse det ene Øje ved Eksplosion af en
Raket, og Skipperen paa den ved Østerby
27. Oktober 1884 indstrandede Brig „Cale-
donia" blev dræbt af en Raket, som paa
Grund af Forholdene maatte affyres med
meget lav Elevation — har naturligvis Øvel-
ser og Redningsforsøg med Baad medført
flere Uheld og Tab af Menneskeliv. De al-
vorligste og mest kendte af disse ulykkelige
Tildragelser er følgende: Den 29de December
1856 kæntrede Redningsbaaden ved Blokhus;
5 af Mandskabet omkom. Den 5te Oktober
1860 druknede under Redningsforsøg ved
Flyvholm 1 Redningsmand og 2 Skibbrudne.
Den 27de December 1862 omkom ved Red-
606
Det jydske Redningsvæsen
ningsforsøget for „Daphne" — hvorom Minde-
stenen paa Skagen Gade taler — 8 af Red-
ningsbaadens Besætning og 1 Skibbruden.
Den 3die Juli 1863 druknede 2 Mand under
Øvelse ved Rindby paa Fanø. Den 3 die
August 1873 omkom under Redningsforsøg
ved Løkken 2 Redningsmænd og 1 Skib-
bruden. Den 26de Marts 1885 kæntrede
Redningsbaaden ved Vorupør, hvorved 8
reddede Fiskere omkom, og 25de Januar
1897 omkom hele Liløre Redningsbaads
Mandskab — 12 Mand — under Forsøg
paa at bringe de farestedte
Fiskere Hjælp.
Ved det jydske Rednings-
væsen er ansat 47 Opsyns-
mænd, 37 Baadformænd og
473 Baad- og Betjenings-
mænd. Opsynsmændene ved
Baadstationerne lønnes med
30 Kr. om Maaneden, For-
manden med 15, Betjenings-
mændene med 10 Kr. maa-
nedlig. For Deltagelse i
Redningsforetagender og i
Kvartalsøvelser faar alle
det samme Vederlag: 15
Kr. pr. Mand for et Redningsforsøg og 9 Kr.
for en Øvelse eller for et Redningsforetagende,
hvor Baaden har forladt Stationen men af
en eller anden Grund, der ikke kan lægges
Personalet til Last, ikke bliver Midlet til
den skibbrudne Besætnings Frelse. Opsyns-
mænd og Mandskab ved Raketstationer er
lidt lavere lønnede. Ved Afskedigelse af
Tjenesten paa Grund af Alder eller Svagelig-
hed faar Personalet (og Enker) en lille Aar-
penge (50 Kr. for en Baadmand) af Red-
ningsvæsenets ved Statstilskud oprettede Un-
derstøttelseskasse. Endvidere ydes der Un-
derstøttelse i Tilfælde af Invaliditet, og Red-
ningsmandskabet har Adgang til at nyde
Støtte af forskellige velgørende Foreninger
og Legater.
Tjenesten ved Redningsvæsenet er natur-
ligvis ikke Personalets eneste Beskæftigelse;
de fleste driver Fiskeri og lidt Landbrug.
Premierløjtn. Mygind har i en Afhandling
om Fiskeriet under Jyllands Vestkyst be-
tegnet Befolkningen Sønden for Nyminde som
Bønder, der tillige er Fiskere; Klittens Be-
folkning som Fiskere, der tillige driver Ager-
brug, og Befolkningen i Harboøre, Vorupør,
Agger, Skagen o. s. v. som en egentlig
Fiskerbefolkning. Redningsvæsenets Bestyrer,
Konsul Andersen, skriver i sine Uddrag af
Barkskibet „Capellaus Stranding under Bovbjerg.
Beretningerne om Virksomheden, at de fleste
er Husmænd, blandt hvilke nogle har saa
meget Jordtilliggende, at de kan holde en
Ko og nogle Faar.
— Det vilde blive en lang Liste, skulde
man nævne alle de Redningsmænd, der har
retmæssigt Krav paa Betegnelsen Helt; —
der blinker mange Redningsmedailler, danske
og udenlandske, paa Jakkerne og Kofterne,
naar den vestjydske Befolkning ved Højtider
samles indenfor Kirkegaardsdigerne. Lars
Kruse, den mest bekendte, den mest besungne
af dem alle, har mere end én jævnbyrdig
paa Kysten mellem Aalbæk og Rindby, om
end han er bleven Typen, som vi kender
den fra Drachmann, ligesom Ole Svendsen
blev Forgrundsfiguren paa de berømteste
607
Det jydske Redningsvæsen
Fiskerbilleder. Skulde man følge den „Rang-
forordning", som Tallet paa reddede Menne-
skeliv anviser, maatte man nævne Christian
briksen Langer (død 27. Juni 1906) øverst
med det imponerende Tal 561 Menneskeliv.
Han fortjener sikkert at nævnes blandt de
ypperste, den gæve gamle fra Flyvholm, som
endnu i sit 70de Aar under den store Ulykke
ved Harboøre 21de November 1893, da 26
Fiskere druknede, var i Virksomhed med
Redningsbaaden , indtil de sidste Baadelag
var bjærgede. Imidlertid er jo hverken Tallet
paa reddede Menneskeliv eller paa de Red-
ningsforsøg, i hvilke Vedkommende har del-
taget, den eneste Maalestok for hans For-
tjeneste eller Heltemod; men blandt Navne,
der bør huskes, er Veteranerne Niels Iversen
(tb. Agger, som for 10 Aar siden kunde
fejre sit 50 Aars Jubilæum i Redningsvæse-
nets Tjeneste, fesper Olsen fra Tuskjær, som
ligeledes igennem 50 Aar (fra 1848 til 1898)
udrettede et stort og fortjenstfuldt Arbejde,
og Anders Jensen i Flyvholm, en af de foran
nævnte frivillige ved „Arcticas Stranding i
1860. Af mange, mange andre er der øvet
stolte Bedrifter, Gang efter Gang vist Døds-
foragt og Selvopofrelse og udført et trofast,
taalmodigt, aarvaagent Arbejde gennem mange
Aar.
Det hænd-
te i den før-
ste Tid efter
Redningsvæ-
senets Opret-
telse en sjæl-
den Gang, at
enkelte Folk
eller et helt
Baadmand-
skab viste
Mangel paa
Mod eller
Pligtfølelse,
men fra 1884
kendes intet Raketten affyres.
Tilfælde af denne Art; — de, der er frem-
dragne, har aldrig kunnet staa for en alvor-
lig og upartisk Undersøgelse. Redningsvæse-
nets Mandskab er lutter udsøgte Folk, thi
det er en Hæderssag at blive antaget i dets
Tjeneste, og uagtet Livsfare og Anstrængel-
ser, Savn og Kulde og Gennemblødning,
ofte i hele og halve Dage ad Gangen, er
Gærningens uundgaaelige Ledsagere, er Stil-
lingerne ved Redningsvæsenet stærkt eftertrag-
tede.
De Strækninger paa den jydske Kyst, der
kan opvise det største Antal Strandinger, er
Skagen og den nærmeste Egn deromkring
samt Strækningen Harboøre — Agger. Fra
Redningsvæsenets Oprettelse indtil 1ste April
1906 er paa hvert af disse Steder indtruffet
ca. 600 Strandinger, men medens mange af
Strandingerne ved Skagen ikke har været
forbundne med Fare for Menneskeliv (hvilket
bl. a. fremgaar deraf, at ca. Halvparten af
de indstrandede Skibe er bleven bragt flot
igen, mange endda uden at Besætningerne
har haft Forbindelse med Land), har Revlerne
ved Harboøre — Agger som oftest beholdt det,
de én Gang har taget; her er kun henved
en Sjettedel af de indstrandede Skibe komne
af Grunden
igen. Paa de
to nævnte
Strækninger
er ogsaa det
største Antal
Skibbrudne
bjærgede,
men Skagen
møder op
med kun 800
imod 2000
paa sidst-
nævnte Sted.
DeRednings-
stationer,
som kan op-
608
Det jydske Redningsvæsen
vise de stør-
ste Tal paa
Reddede, er
Flyvholm og
Vester - Ag-
ger, der beg-
ge naar op
over de 600 ;
nærmest efter
dem kommer
Gammel Ska-
gen med ca. 450, Tuskjær med ca. 430, Ska-
gen og Klitmøller med hver ca. 380. Til Vur-
dering af dette Forhold maa imidlertid tages
i Betragtning, at den stærkere Trafikering af
Havet nær den nordligere Del af den jydske
Kyst naturnødvendigt medfører, at der her
maa indtræffe flere Strandinger end længere
Syd paa. Overalt er Kysten farlig i stor-
mende Vejr, men Søen er utvivlsomt højest
paa Strækningen fra Hanstholmspynten Syd
efter til udfor Ringkøbing Fjord. Horns Rev
er vel nok det farligste Sted, særlig fordi
det ligger saa langt ude, at Strandinger ikke
kan ses fra Land. I de sidste Aar er her
imidlertid tilvejebragt en betydningsfuld For-
bedring af Forholdene ved Anlæggelse af
traadløs Telegraf fra Fyrskibet paa Horns
Rev til Blaavands Fyr, hvorved der kan
gives Meddelelse om Strandinger paa Revet.
Lige saa vanskeligt og vilkaarligt det nød-
vendigvis maa blive at fremdrage Navnene
paa enkelte Redningsmænd, lige saa umuligt
bliver det paa begrænset Plads at omtale
eller blot nævne de særlig bemærkelsesværdige
Strandinger. Den jydske Kyst er spækket
med Vrag, selv om de tyske „Kaviarkort"
overdriver. Kystens Børn kender Vragene
ved Navn: Dér under Bovbjærg ligger „Lut-
kaa, „Stanley" og „Knaresbro" ; udfor Flyv-
holm gik „Ethel Horatio" i Land o. s. v. Et
særligt omfattende — om end ikke saa over-
vættes farefuldt — Redningsforetagende var
Bjærgningen af Besætningen, ca. 700 Mand,
Flyvholm (Harboere) Redningsstation.
fra den rus-
siske Orlogs-
fregat „Alex-
ander New-
sky" udfor
Harboøre i
1868. Her
kunde under
lidt uheldige-
re Forhold let
være indtruf-
fet et Sidestykke til Katastrofen Julenat
1811, da L600 Mand fra de engelske Or-
logsskibe „St. George" og „Defence" omkom
udfor Bøvling Klit. Endvidere kan nævnes
den tyske Øvelsesbrig „Undine"s Stranding
ved Agger i 1884, da 147 Mand reddedes.
Navne, der har en særlig sørgelig Klang, er
„Sleipner", det københavnske Barkskib, der
i 1880 strandede udfor Klitmøller; den tid-
ligere nævnte „Capella", Barken „Timura"
nu fra denne Vinter samt „Stanley" og
„Avona", to norske Dampere.
Fristende kunde det være, selv blot i Aars-
beretningernes Rapportform, at skildre nogle
af disse Strandinger, disse voldsomt bevægede
Dramaer og lysende Bedrifter — vi maa
nøjes med en, der da ogsaa er typisk nok:
Kl. 6 om Morgenen den 7de Februar 1894
gik Barken „Erato" af Sølvitsborg ind paa
Revlerne ca. 1 Mil Øst for Kandestederne.
Vejret var uroligt med stormende Kuling af
Vest, og der stod høj Sø over Revlerne.
Kl. 8 var Strandingen blevet iagttaget fra
Land og anmeldt til Redningsstationen GI.
Skagen. Da Skibet stod omtrent udfor Spir-
bakkens fiistation, omtrent midtvejs mellem
Kandestederne og GL Skagen, telefonerede
Opsynsmanden ved denne Station straks til
Kandestederne, og herfra telefoneredes øje-
blikkelig til Landsbyen Rannerød lidt inde i
Landet efter Mandskab og Heste. En halv
Time efter var Redningsbaaden undervejs til
Forstranden, hvor den blev sat i Vandet
næsten 8/4 Mil til Luvart af det strandede
-_=-_. -. 609 ^^^
Det jydske Redningsvæsen
Skib, som stod ca. 400 Favne fra Land.
To af Baadmandskabet var syge, men Fri-
villige traadte straks i deres Sted og heldigt,
om end med stort Besvær, blev Baaden roet
over Revlerne og af den rivende Strøm
ført ned mod „Erato*. Men næppe havde
Redningsbaaden faaet Forbindelse med det
strandede Skib, før dettes Dækslast, som be-
stod af Tømmer, rev sig løs, og da Braad-
søerne stadig gik over Skibet, maatte Red-
ningsbaaden kappe Forbindelsen for ikke at
blive knust.
Bjælker af
Ladningen
stødte imod '
dens Agter-
stævn og be-
skadigede
den, og efter
at tre Aarer
var brækkede
maatte Baa-
den søge
Land, som
den først
naaede et
langt Stykke
ØstforStran-
dingsstedet.
Fra Statio-
nen GI. Skagen havde man imidlertid, sam-
tidig med at man telefonerede til Kande-
stederne, sendt Mandskab og Heste til Spir-
bakken for at faa dennes Baad i Virk-
somhed. Paa Grund af Højvande og den
paalands Storm gik Havet paa mange Steder
helt op i Klitterne, saa Transporten af Baaden
var yderst besværlig, men Kl. lidt over 10
fik man den dog i Vandet et godt Stykke
Vest for det strandede Skib. Mens Rednings-
baaden nu blev roet ud efter Revlerne, fik
Mandskabet Øje paa Vraget af det et Par Aar
tidligere strandede Dampskib „Tom Pymana
(hvis halve Besætning iøvrigt var druknet
ved overilet at forsøge at gaa i Land i egen
Petroleums-Tankdamperen „Attila" af Middlesborough strandede 26. Aug. 1897
paa Nordre Ren n er ved Læse. Skibet kom i Brand og stod i 16 Dage brændende
paa Grunden. Blev bragt flot den 19. Sept 1897 og repareret
Paa Billedet ses Agterskibet i Brand.
Baad). Man turde ikke vove Forsøget at
gaa til Luvart af Vraget, thi blev Baaden
ført ned imod det, vilde en Ulykke være
uundgaaelig, og da man saa gik i Læ deraf,
blev Baaden af Strømmen forsat saa langt
Øst efter, at den ikke kunde naa op til det
strandede Skib, men maatte sættes ind paa
Kysten, som den naaede omtrent samtidig
med at Baaden fra Kandestederne kom ind
efter sit mislykkede Forsøg.
Opsynsmanden ved Gammel Skagen, som
saa* det
Uheld, der
fulgte de to
Baade, tog
derefter til
GL Skagens
vestlige Sta-
tion for at
faa Baaden
dér ført til
Strandings-
stedet. Paa
Stranden be-
sluttede man
imidlertid
straks at gøre
et nyt For-
søg med Spir-
bakkens
Baad, da denne ikke var kommen saa langt
i Læ som Kandestedernes, og dens Mandskab
ikke var saa udaset som det,* der allerede én
Gang havde været helt ude ved det strandede
Skib. To af Redningsmandskabet blev dog til-
bage for at være med til Bemandingen af GL
Skagens Baad, saa at denne ikke skulde betje-
nes af lutter Fremmede, men to Frivillige traadte
straks i deres Sted. Det var nu bleven
yderligere besværligt at transportere Baaden,
da en Mængde Tømmer af „Eratoas Dæks-
last var dreven ind paa Kysten; men Baaden
kom da heldigt i Vandet, naaede efter en
drøj Rotørn ud over Revlerne og fik Forbin-
delse med Barken. Denne laa nu helt kæn-
610
Det jydske Redningsvæsen
tret over med Ræerne i Vandet, og Besæt-
ningen sad surret omkring i Rigningen. En
af de Skibbrudne blev revet bort af en
Braadsø og forsvandt; et Kvarter efter fik
man fra Redningsbaaden Øje paa ham, men
han var da død. Efter en Times haardt
Arbejde, under hvilket en af Redningsmand-
skabet blev slaaet utjenstdygtig af det stran-
dede Skibs slingrende Rig, fik man 12 Mand
bjærget over i Redningsbaaden, hvor Vandet
nu stod op til Tofterne; saa søgte man mod
Land og kom heldigt ind omtrent Kl. 3.
Imidlertid var GL Skagens Redningsbaad
kommen til Stede, transporteret godt op til
Luvart og bemandet med 10 Frivillige samt
de to, der var bleven tilbage. Den kom
heldigt i Vandet, men da den gik over 2den
Revle, blev den ramt af saa voldsom en
Braadsø, at den 'blev sat tilbage og fik
Roret knækket. Saa i Land igen efter et
nyt Ror, men det gik nøjagtigt paa samme
Maade som første Gang, Roret brækkede, og
Baaden maatte paany sættes paa Land.
Saasnart Spir bakkens Baad, som fortalt,
anden Gang var ført op til Luvart, blev
Hestene sendt tilbage for at føre ogsaa Kande-
stedernes Baad Vest efter. Kun 6 af denne
Stations Mandskab var i en saadan Tilstand,
at de kunde gaa ud igen — de øvrige 6
var for medtagne — men ogsaa her meldte
der sig straks frivillige, og efter store An-
strengelser lykkedes det at faa Baaden ud
til det strandede Skib, paa hvilket der endnu
sad 7 Mand fastsurret i Rigningen. Fire af
dem kom ved egen Hjælp ned i Rednings-
baaden, men to var saa forkomne, at de
ikke kunde røre sig af Stedet. En af de
unge frivillige i Baaden, Christoffer Dalsgaard,
entrede da ad en Tovende, der hang ned fra
Nokken af Fokkeraaen, op paa Raaen, krøb
helt ind til Masten, hvor den ene Mand sad
fastsurret, løste ham, entrede atter ud ad
Raaen og firede ham ned i Baaden. Det
samme udførte han for at faa den anden
Mand bjærget, men den sidste tilbageværende
af Besætningen, en ældre Baadsmand, lod
man blive, da han allerede i flere Timer
havde siddet livløs fastsurret i Riggen.
Saa søgte Redningsbaaden i Land og kom
heldigt ind med de 6 bjærgede en Timestid
.efter at det var bleven mørkt.
Saaledes er Redningsmændenes Arbejde.
Der er udført Sidestykker til det mange
Steder paa den jydske Kyst, paa Øerne
i Kattegat og paa Bornholm, hvor Red-
ningsvæsenet gennem en lang A årrække
har haft en nidkær og dygtig Leder i Told-
oppebørselskontrollør Stub i Nexø. I de
senere Aar er paa den jydske Vestkyst yder-
ligere optaget en ny Form for Redningsvirk-
somhed — særlig med Fiskerbefolkningens
Sikkerhed for Øje — idet der er stationeret
to Redningsdampere „Vestkysten" og „ Vester-
havet", to djærve smaa Fartøjer, som har
taget mangen drøj Tørn paa deres udsatte Post.
Det jydske Redningsvæsens Historie,
Vestkystens Heltesaga, er ikke skrevet paa disse
faa Sider. Der skal mere til, — og for hver
Jævndøgnsstorm, for hver Vinter med Taage
og med brølende Braad over Revlerne vil der
blive nye Blade at skrive. Mens de gamle
Vrag gaar i Sandet eller splittes af Bjærgere
og Bølgeslag, sættes stedse nye ind paa den
haarde Kyst.
Der skal mere til, — og heller ikke er
vor Taknemmelighedsgæld betalt ved Danne-
brogskors eller smaa Lønningsforhøjelser. Men
vi har ingen Skade af — ogsaa ud over
Sommerferieopholdene og de bevægede Øje-
blikke, naar der „sker" noget — at syssel-
sætte Tankerne med denne samme haarde Kyst
og med det Arbejde, der udrettes derovre.
Vi bør fortælle vore Børn om den fattige,
„tunge" Fiskerbefolkning, der øver lysende
Heltegærninger som dagligt Pligtarbejde. Og
om de vindpiskede Klitter, den golde Sandets
Egn, hvor der er opblomstret en Virksomhed
i Menneskelighedens Navn — til Gavn for
Menneskeheden, til Ære for Virksomhedens
Udøvere og for disses Fædreland.
611
OM FORSVARSSAGEN
Indledning til Forhandling i Københavns „Venstreklub" den 25. Febr. 1907.
Af Dr. L. MorJtESEN.
Man har vist mig den Ære at bede mig
indlede en Forhandling i „Venstre-
klubben" om Forsvarssagen. Her har man
vel næppe tænkt paa Forsvarssagen i al Al-
mindelighed, men paa Danmarks Forsvar
saaledes som den nu staar og saaledes som
vi kunde tænke os den ordnet. Det gale
er imidlertid, at jeg kun har en Mening om
Forsvarssagen i Almindelighed, men ikke om
hvordan Danmark skal forsvares, d. v. s. om
hvordan Danmarks Neutralitet skal konsta-
teres og om fornødent gøres forsvares. Paa
dette Punkt trænger jeg ligesom de fleste af
mine Landsmænd til Belæring. Naar jeg
alligevel har taget mig paa at indlede denne
Forhandling, er det, fordi jeg ved, at der i
„Venstreklubben" findes Mænd, der har dan-
net sig en Mening om den Ting, og at de
vil retlede mig og de af Medlemmerne, der
staar som jeg.
Vi har længe nok ligget i Urede om For-
svarssagen. Dens Historie er en Historie om
vore slette Sider. Vi var fors varsu forberedte
i 1801, 1807, 1848 og 1864, nu maa vi
nødvendigvis blive enige med os selv om,
hvorvidt vi skal have et forsvarligt Forsvar
eller vi slet ikke skal have noget, for nu
gælder det Danmark Tilværelse. Næste Gang
kan let blive sidste Gang. Vort Lands geo-
grafiske Leje gjorde os fordum til Østersøens
Hersker, saa de fremmede langt op i Tiden
sænkede Topsejlet til Ære for vore Orlogs-
skibe som Herrer paa Østersøen. Nu er vort
geografiske Leje det farligst mulige. Det
stiller til os Krav, som nogle mener over-
stiger vore Kræfter, men som forpligter os
til at sætte alle Kræfter ind.
Danmarks Ulykke har været „den geo-
grafiske Politik". Ved De hvad det er, mine
Herrer? Biskop Monrad kendetegner den
saaledes i et af sine politiske Breve fra 1877 :
„Der er en Politik, som jeg vil kalde den
geografiske. Den er uafhængig af Menne-
skenes Planer, Stemninger, af Folkenes Lykke
og Ulykke; den ler ad Begivenhedernes Om-
skiftelser, gaar sin jævne, rolige Gang og
naar sit Maal i Aarhundreders Løb. At
Rusland maatte naa Østersøen, det var sik-
kert. Kortet profeterede det. At Rusland
maa naa Herredømmet over Stræderne ved
Konstantinopel og Dardanellerne, hvor uhel-
digt det end gaar i nærværende Krig, det
er sikkert; det sker om ikke i Aar, saa ad
Aare, om ikke i dette, saa i næste Aarhun-
drede. Kortet profeterer det. At Wales
maatte komme til at høre til England, Bre-
tagne til Frankrig osv. osv., det var sikkert ;
Kortet profeterede det. Og nu Danmarks
Kort, hvad profeterer det? Lader os i vort
stille Sind aflægge en højtidelig Ed, at vi
ville forblive sammen i Liv og Død, og denne
Ed gaa ned til vore Efterkommere! For-
færdelig er Død; endnu forfærdeligere er
Sønderlemmelse." Den geografiske Politik er
som Kræft. Gruelig har den faret frem mod
Danmark. Vi har Bornholm, der minder os
om, at vi engang ejede de skaanske Pro-
vinser, Færøerne, Island og Grønland, at vi
engang havde Magt i Norge, og Ærø, Fir-
kanten ved Ribe og de 8 Sogne syd for
Kolding, at vi for ikke længe siden havde
Sønderjylland. Endnu er vi i Stand til at
bære disse Minder, men kommer der et nyt
Snit, er vi selv kun et Minde. Det er kun
det næstværste, at Danmark sluges; det aller-
værste er, om Danmark deles ved Store Beit,
en ikke fremmed Tanke i Europas Raad, og
den kan faa Liv igen nu, da Store Belt og
612
=0m Forsuarssagen-
ikke Øresund er Porten ind til Østersøen.
Vi overlevede Delingen ved Øresund, vi
overlever ikke en Deling ved Store Belt.
Vor Stilling som Europas Portvagt ind til
Østersøen er saare beskeden, men vi ved, at
fra Portnerboligen kommer Fremtidens Bærere
lige saa let som fra 1. Sal; denne vor Stil-
ling er mere ansvarsfuld end glimrende, men
den gør, at Europas Stormagter vil betænke
sig paa at lade os sluge — maaske ikke saa
meget paa at lade os dele. At tro, at de
vil lade os leve alene af ideelle Grunde, vilde
være for barnagtigt. De lader os leve som
Stat saa længe som de staar sig ved det,
og de staar sig ved det saa længe som vi
gør vor Pligt som Vogtere ved Portene ind
til Østersøen. Hvordan vi skal røgte den
Opgave, kan vi ikke enes om; da den er
givet os af de krigsførende Stormagter, kunde
vi vente, at de vilde give os Svar, naar vi
spurgte dem om, hvad vi skal gøre for at
fylde vor Pligt. Et saadant Svar kan vi
næppe vente at faa. Ledende Officerer siger,
at Svaret er Københavns Befæstning, andre
siger, at Svaret lyder anderledes. Herpaa og
paa meget andet venter vi, at Forsvarskom-
missionen skal hjælpe os til Klarhed. Jeg
forlader derfor foreløbig det Spørgsmaal, som
vedrører Forsvarsevnen, for at gaa over til
at tale om Forsvarsviljen, der er Forudsæt-
ningen for alt andet.
Dr. phil. Starcke har i sin i 1906 udgivne
Pjece om „Danmarks Forsvar" givet den
mest velovervejede og alvorligste Fremstilling
af de radikales Stilling til Forsvaret, jeg
kender. For ham er det en Selvfølge, at
alle danske har som deres fælles og højeste
Maal at betrygge Danmarks Fremtid. „I
første Linje vil vi bruge alle vore Kræfter
til at sikre Fædrelandets Bestaaen som selv-
stændig Stat. Vi vil bygge det et Værn.
Dernæst vil vi udvikle dets Lovgivning, dets
Hjælpekilder og Kultur saaledes, at Velstand
og Lykke vokser og bliver tilgængelig for
saa mange som mulig *\ Han vil, at Spørgs-
maalet om vort Værn skal være hævet over
Partierne, og han slutter sin Indledning med
med fremhævede Typer at sige: „Fremfor
alt andet maa vi skabe os saa betryggende
et Forsvar som muligt". Altsaa det samme
som Konsejlspræsident J. C. Christensen har
udtrykt ved „et forsvarligt Forsvar". „Vi
er alle rede til at ofre Liv og Blod og Penge
og Velfærd, hvis Danmarks Værn kræver
det. Men stiller Danmarks Forsvar andre
Krav til os, saa vil vi lyde dem", siger Dr.
Starcke, og han mener, at det stiller andre
Krav. Han viser, at et ubefæstet København
— og for ham falder et militært forsvaret
Danmark sammen med Københavns Befæst-
ning — giver størst Udsigt til, at Danmark
kan holde sig udenfor en Stormagtskrig.
Dr. Starcke argumenterer her forsigtigt, og
hans Argumenter tager Generalmajor Aren-
drup („Forsvarssagen" 1906) og Oberstløjt-
nant E. Fischer („Spørgsmaalet om Køben-
havn som aaben Byu 1906) en stor Del af
Kraften fra. „Med et befæstet København
vil vor Deltagelse i Krigen blive af en aktiv
Karakter. Er vi ubevæbnede, vil vor Del-
tagelse i Krigen baade blive mindre vis og
mindre skæbnesvanger". — Dr. Starcke mener,
at vi skal indrette os paa, at Krigen i saa
høj Grad som muligt kan komme til at „suse
os om Ørerne", og det sker bedst, hvis vi
ingen Fæstning, Flaade, Feltarmé har. „Men,
siger Dr. Starcke, selv om vort Skøn er nok
saa stærkt paa dette Punkt, saa er vi dog
stillet overfor Muligheder, hvor der ikke kan
siges noget helt afgørende, før der er vundet
større Klarhed over de Udgangspunkter, som
bestemmer den forskellige Slutning, de for-
skellige Mennesker kommer til. Det er de
subjektive Udgangspunkter, vi er kommet til-
bage til; det er Dogmet om Forsvarets mo-
ralske Nødvendighed, som giver Valget en
saa forskellig Farve og Værdi i de forskellige
Øjne". Det er kort sagt „Livssynet", som
han mener er det afgørende for Stillingen
til Forsvarssagen. Han viser derefter, at det
613
Om Forsvarssagen=
største Mod er ikke at hævde vor Selvstæn-
dighed med Vaaben i Haand, men uden
Modstand at give os ind under Erobreren.
„Medens den væbnede Kamp er absolut
haabløs, er der dog en Mulighed for, at
Fjenden viger tilbage for den brutale Uret.
Da Lamartine gik ene og vaabenløs mod
Arbejderskarerne, viste han et højt personligt
Mod, som fik disse til at lytte til hans Ord
og drage fredeligt hjem. Vi siger ikke, at
vor aabne Forsvarsløshed vil beskytte os,
men vi siger, den giver os den eneste Ud-
sigt, vi hara. „Det er derfor ikke blot vor
Ret, men vor simple Pligt at gøre os dette
klart, at det Haab, vi kan have om at sikre
vort Fædrelands Bestaaen, vil faa fastere
Grund at hvile paa i samme Forhold som
vi sætter alle Kræfter ind paa at udvikle vor
ejendommelige Kultur og bringe den nationale
Bevidsthed ind i hvert Hjem, skabe det Mod
og den faste Vilje, som hører til at hævde
alt dette, selv under fremmed Herredømme*1.
„I Valget af Afvæbning ligger en Tro paa
Folkets nationale Mod og dets Vilje til at
anspænde alle sine Evner og samle alle sine
Kræfter om det fælles Fædrelands Udvikling,
som er nok saa stor og nok saa ophøjet
som Fæstningsvennernes. En saadan Tro er
maaske for stor. Den kræver uden mindste
Afslag et Folk, som er sig bevidst, at det
trods alle partiskillende Stridigheder staar
som en samlet Mur overfor fremmed Vold;
den kræver en Konge, der er som Folkets
frie stærke Hjærteslag, og en Styrelse, der
henter sin Myndighed fra sin Retsindighed".
Ja, alt det er saare smukt tænkt og sagt,
men vi lever jo nu engang ikke i det tusind-
aarige Rige. Et saadant Folk, som det, der
her argumenteres med, er vi ikke, og vi har
ikke en Fjende, der viger tilbage for den
brutale Uret, som det er at voldtage den
forsvarsløse. Og saa Eksemplet med Lamar-
tine. Han var den ene Mand, og saa var
han Lamartine, der talte til sine oprørske
Landsmænd, hans gamle Venner. Et Folk er
sammensat af saa mange Slags, og den fjendt-
lige Hærs Soldater har deres Officerer, Offi
cererne har deres Ordre fra Regeringen, de
kan ikke handle som en oprørsk Folkehob,
og Regeringen har sin Interessepolitik, der
tvinger den Sværdet i Haand.
En høj Idealisme gennemtrænger Dr. Star-
ckes Udviklinger, men han regner med en
Tid, da de moderne Tanker, han hylder, er
bleven alles Ejendom, og den ligger endda
et saare langt Stykke ude i Fremtiden. I
Politik raaa man regne med Forholdene som
de er og med den nærmere Fremtid.
Men lad os følge Dr. Starckes Tankegang.
Erobringshæren trænger ind i vort Land. Den
danske Ungdom, der er opdragen til at bøje
sig for en overlegen Erobrer, og som er saa
gennemkultiveret, at den vil afvæbne Raahed
med Høflighed, den bøjer sig roligt for Over-
magten, idet den med Livet i Behold skal
leve i Erobrerens Land som lige saa mange
Spydstager, som den har Sjæle, rettede imod
Forsøget paa at afnationalisere den. En saadan
Ungdom vil være det letteste Bytte for Afnatio-
naliseringen, hvis den udføres af en Kultur-
nation, maaske endda af en Nation, der staar
lige saa langt over os kulturelt som Goethe staar
over Øhlenschlæger og Luther over Grundt-
vig. Den Ungdom derimod, som har sat
Livet ind for at forsvare sit Land mod Vold-
tægt, af dens Blod vil en Skare af Spyd-
stager vokse op. Martyrernes Blod har alle
Dage været Ideernes Udsæd, udaf Ofret
vokser alt det, der bliver, udaf Blodet alt
det, der binder. Den, der sætter Livet til,
vinder det; den, der søger at bevare det,
mister det. Saadan er nu engang denne
Verden, og det er ikke den værste Side af
den.
I den forskellige Betragtning af dette For-
hold ligger den blivende Modsætning mellem
dem, der, saadan som Sagerne nu staar, og-
saa vil et militært Forsvar, og dem, der kun
vil et kulturelt. De forskellige Standpunkter
i Forsvarssagen bunder i et forskelligt Livs-
614
=0m Forsvarssagen-
syn. Skal vi opdrage Ungdommen til at se
paa Livet som det højeste i enhver Form
eller til at sige: hellere Død end Dødssynd,
hellere død med Ære end leve med Van-
ære. Livet er ikke det højeste i og for
sig, det sædelige Liv alene er ^det højeste,
og Forudsætningen for det er, at man lærer
Forsagelsens svære Kunst at kende. Det
var ikke alene Munkene, der lærte, at For-
sagelsen, Ofret, er Vilkaaret for Lykken, det
samme gjorde Goethe, der tillige sagde: „Alle
Tider, i hvilke Troen hersker, er glimrende,
hjærteløftende for Samtid og Eftertid. Alle
Tider derimod, i hvilke Vantroen i hvadsom-
helst Form hævder en kummerlig Sejr, selv
om de ogsaa et Øjeblik skulde straale med
en Skinglans, bliver borte for Eftertiden, fordi
ingen gærne gider pine sig med at forstaa
det ufrugtbare." Det var Troens Aand (her
naturligvis ikke taget i religiøs-dogmatisk For-
stand), som fyldte de Mænd, der gav 5.
Juni-Grundloven, og den, der byggede Dan-
mark op efter 1864. Den kunde faa Folk
til at overvurdere sig, saaledes i den ret hyp-
pige populære Opfattelse, at en Dansk kunde
staa sig mod tre, ja mod ti Tyskere, og til
at se Treaarskrigen i et skævt Lys, den
kunde faa Grundtvig til at se paa det danske
Folk som det af Gud udvalgte, hvis Histories
Blade altid havde vendt sig blidt, skønt
Sandheden er den, at vi lige siden vor gamle
danske Kongeslægt uddøde med Dronning
Margrethe har faaet et revet Blad, hver Gang
det vendte sig. Men saa kom 1864, og
Tvivlens, Vantroens vilde Goethe sige, Tider
kom. Af den undfangedes og fødtes vor
nuværende Grundlov, et saare ægtefødt Barn.
De, der gjorde Modstand mod denne Grund-
lov, var dem, der ikke mistede Troen og
som kunde se tilbage [paa 1864 uden at
fortvivle, fordi vi havde haft Dybbøl; thi
det at vi holdt os saa længe mod Over-
magten i Dybbøl betyder mere end Sejren
ved Fredericia i 1849. Vi forspildte Ud-
sigterne for en Folkevækkelse, da vi i 1814
opgav Norge uden Sværdslag, vi vilde have
forspildt mere, hvis vi i 1864 havde opgivet
Sønderjylland uden Dybbøl. Dybbølbjerg og
Skamlingsbanke symboliserer det, som skal
bygge Fremtidens Danmark.
Imod Overvurderingen før 1864 kom Re-
aktionen. Vi blev nøgterne og stilledes over-
for Spørgsmaalet: hvad nytter det hele?
Biskop Monrad stillede os overfor det i sine
„Politiske Drømmerier" (To Universitetsfore-
læsninger i 1870), hvor han drømmer det,
som Dr. Starcke ser lysvaagen i 1906, men
han vil, som han siger, ikke vie sit Liv til
at gennemføre sine Drømmerier. Hvad vor
store Drømmer Monrad udkastede, formede
Hørup i Slagordet: Hvad skal det nytte?
Det ramte, hvor det skulde. Det skabte
Tvivlens Tid; det tændte den Skærsild, som
vi maatte igennem. Vi har lært at forstaa,
i Steden for at beundre, vi har lært at op-
løse de store Personligheder i saa meget Epi-
lepsi, saa meget Paranoia, saa meget Urin
osv., vi har lært at søge de bevægende
Kræfter i den hjemmebagte Egoisme. Det
er det, som man kalder Kultur, og denne
Kultur har sine Fjender i Klerikalisme og
Militarisme. Den første af disse kan vi her
lade ligge, den anden alene ligger for. Man
ser Militarisme, naar de nu oppe i Norge vil
oplære deres Børn i Brugen af Forsvars-
vaaben, man ser Militarisme i vore Skytte-
foreningers Arbejde paa at øve vor Ungdom
i det samme, man ser Militarisme, naar man
vil opretholde Grundlovens § 90 om at en-
hver vaabenfør Mand er forpligtet til med
sin Person at bidrage til Fædrelandets For-
svar. Hvis vore Skytteforeninger har andet
Maal end Sporten, saa stemples de, hvis
man søger at demokratisere vor Hær, hedder
det: Militarisme, og hvis man ikke ubeset
vil istemme Raabet: Nedgang i Militærudgif-
terne, hedder det paa samme Vis. En anti-
militaristisk Fanatisme har besat mange af
vore Landsmænd, som har aabnet en Mis-
sion, for hvilken der er god Jordbund, fordi
615
=0m Forsuarssagen
den hyppigt appellerer til de jordbundne In-
stinkter, som den i hvert Fald altid tiltaler:
vi skal ned med Militærudgifterne for at faa
saa meget mere Smør til Grøden. Fredsbe-
vægelsen er herhjemme bleven tagen i denne
Missions Tjeneste, og Fredssagens høje Ide-
alisme har forvirret mange følsomme og elsk-
værdige Naturer, Mennesker, der tænker med
Hjertet. Ledende Fredsvenner i Udlandet og
den, der har gjort mest for Fredssagen her-
hjemme, Fredrik Bajer, vil ikke vide af en
saadan Misbrug af Fredssagen at sige. Denne
Mission faar desuden Tilslutning i store Dele af
vort Socialdemokrati, hvis internationale Stræ-
ben af mange omsættes i en unational, og da
det for Mængden kun er en „Brødbevægelse*,
opløses Fædrelandskærligheden til kun at
være en Forkærlighed for det Sted, hvor
man først fik Brødet eller hvor man skaffer
sig det bedst.
Sammen med Socialdemokrater, Fredsvenner
og Radikale ser vi alle hen til det store
Menneskehedens Rige som Maalet. Vi véd,
at ligesom Samfundet er vokset udaf Hjemmet
og Staten udaf Samfundet, saaledes vil der
sandsynligvis udaf -de bestaaende Stater vokse
Statsforbund og gennem dem Menneskehedens
store Fredsrige, men vi ved ogsaa, at de,
der værner bedst om deres Hjem, er de
bedste Statsborgere, og at de, der værner
bedst om deres Land, er de bedste Verdens-
borgere.
Det er Forsvarsviljen, der er bleven svækket
i vort Folk. Det er den, der maa vækkes.
Og det er den i Færd med. 70ernes Digter-
skole har ikke kunnet skrive en Fædrelands-
sang — Drachmanns Fædrelandssange er
kun Klingklang med forloren Mandighed —
nu begynder Digterne atter at synge Sange,
der kan styrke deres Folk. Uden Forsvars-
viljen finder vi ikke Forsvarsevnen. Forsvars-
viljen vokser fra Dag til Dag. Vejene skilles,
naar vi kommer til Forsvarsevnen. I 1906
kom fire Pjecer, der betegner de fire Hoved-
standpunkter herhjemme: General Arendrups,
der viser Københavns Befæstnings Nødven-
dighed, støttet af et fast Punkt ved Bæltet
og i Jylland, Kaptejn C. Th. Sørensens, der
vil et Forsvar uden Københavns Befæstning.
Dr. Starckes, der argumenterer for Afvæbning,
men som ofrer sidste Side for det radikale
Program: Nedgang i militær Udgifterne,
endelig Oberstløjtnant E. Fischers, der læg-
.ger Sagens Akter frem og forøvrigt venter
paa Forsvarskommissionen. Forud for disse
gik den energisk skrevne Pjece af Korps-
læge Dr. med. Severin Nordentoft, der fik en
forbavsende stor Udbredelse, delvis fordi det
var en ret udbredt Tro, at den var forfattet
af vor daværende Kronprins.
Det ringeste af alle Standpunkter, del
rette og slette: „Nedgang i Militærudgifterne*
er der ingen, der gider ofre en Pjece paa,
det sætter man kun ind i Programmer og
Valgtaler — for ellers er det saa goldt som
Østenvinden. Det, det gælder om, for dem,
der føler sit Ansvar som danske Mænd, er
„et forsvarligt Forsvar", om det saa koster
mere eller mindre end det nuværende, som
alle er enige om ikke duer. »Hjælp dig
selv, saa hjælper andre dig", gælder mellem
Stater som Mand og Mand imellem. Og i For-
svarssagen gælder: enten — eller. Enten et
forsvarligt Forsvar, selv om det bliver saa
dyrt, at vi af den Grund maa indskrænke
vort Forbrug af Brændevin, eller intet For-
svar, saaledes som Biskop Monrad drømte
om det og som Dr. Starcke ser det lys-
vaagent. >
Jeg tror ikke, at Dr. Starckes Forslag kan
kan faa Flertal for sig herhjemme. Det er
vel ogsaa derfor han ender sin Pjece med
at falde tilbage paa „Nedgang i Militærud-
gifterne". Men hvordan skal saa det forsvar-
lige Forsvar være? Jeg véd det ikke. Jeg
er i militære Sager ukyndig, men ikke mere
end at jeg har Respekt for dem, der er
kyndige. Jeg er i almenmenneskelige Sager
saa kyndig, at jeg ved, at Fagfolk er en-
sidige, og at de skal for den almindelige
-_-= 616
Om Forsvarssagew
sunde Sans'es Dorastol. Det gør Indtryk
paa mig, at saa mange af vore dygtigste
militære holder paa Københavns Befæstning,
og skønt jeg inderlig ønsker, at vi kunde
komme uden om den, føler jeg mig overbe-
vist om, at saa længe København er hele
Statsmagtens, ikke alene Regeringens Sæde,
kommer vi aldrig helt uden om Befæstninger
ved København.
Der er saa mange Ting, der kan tale for
enhver Sag. Der er endnu flere Ting, der
kan tale imod enhver Sag. Mange bliver
hængende i dem. Det er en Mands Sag at
bryde igennem dem ; det er den geniale Mands
Sag at finde den rette Vej og føre Folket med sig.
Nu staar Venstrereformpartiet med An-
svaret for Danmarks Fremtid. Hvis dets
ledende Mænd kan finde en Udvej — for
det bliver dem og ikke Forsvarekommissionen,
der skal finde den — vil de faa Rang og Sæde
mellem Danmarks allerbedste Mænd. Hvis
Partiet vil følge dem og det kan faa Landet
med, vil det skabe en Glans om sig, som
aldrig vil gaa af. Det er den danske Bonde,
der præger Venstre nu, af hans Jord vokser
Danmark frem hver evige Dag, han har
Fædrelandskærligheden under sig, over sig
og i sig. I ham kan Forsvarsviljen ikke
dø. Kan Venstre nu finde det Punkt, hvor
Forsvarsviljen og Forsvarsevnen mødes, sam-
tidig med at de skaffer alle danske politisk
Jævnbyrdighed, og hjælper dem opad,, som
sidder nedenunder, saa vi faar et Folk af
Enere, der tillige forstaar Samarbejdets svære
Kunst, saa har det bygget et Danmark, der
kan holde ud i Fremtidens Storme og gaa
frelst ind i den rolige Brise, som vi venter
skal komme, naar Ret bliver mere Magt end
det nu er. Arbejdet for vort Forsvar, den
almindelige Valgret og den sociale Laghæv-
ning er Sider af den samme Sag, og de
løses, som Sagerne nu staar, kun samlede.
Naar Forsvarskommissionen endelig engang
bliver færdig og vi skal tage Standpunkt, vil
jeg ønske og haabe, at vi alle maa have vore
Meningers Mod.
617
41
Trankcbar efter Billede tegnet 1787.
REBELLERNE I TRANKEBAR
ÉT STYKKE DANSK KOLONI-HISTORIE
(efter utrykte Kilder).
Af Kay Larsen.
Trope-Solen gør Evropæernes Blod vildt.
Tyskland har sine uhyggelige Koloni-
Affærer som England sine. Men hvor mange
ved, at ogsaa Danmarks-Historien gemmer
onde og mærkelige Æventyr fra Danskes
Færd i fjærne Trope-Egne. Og dog er det
saa. Men rigtignok længe siden.
Vildere og brutalere endda end de mo-
derne Koloni -Skandaler er disse Tildragelser
og dobbelt paafaldende, fordi to Præster er
mellem Historiens Hovedmænd og tilsidst
dømtes til at have deres Liv forbrudt. Fol-
kets Liv var grovere og kraftigere den Gang
end nu, deres Lidenskaber anderledes galne,
som ogsaa Renæssance-Tidens Præstehistorier
ved at berette om: ut populus, ut sacerdos
(som Folk, saa Præst).
Her skal da rent historisk nøgternt fortælles
et Stykke dansk Koloni-Krønike, som jeg
under mine Studier af Trankebars Historie
fandt frem af de tavse Arkiv-Hvælvinger.
Da Guvernøren Rolandt Crappé i Aaret
1636 „patrierede" (o: rejste hjem til Dan-
mark) efter en mangeaarig og travl Virk-
somhed i Indien, var Handelen og Skibs-
farten paa den danske Koloni Trankebar*) i
fuldt Flor. De evropæiske Handelsvarer,
Kompagniskibene**) bragte til Indien, oplagdes
paa Hoved faktoriet paa Fæstningen Dans-
borgf) og fordeltes derfra med Kompagniets
mindre Skibe, Jagter, Chalupper og Sampaner
(indiske Fartøjer) — til de forskellige Fak-
torier, hvoraf særligt det i Masulipatnam
(60 Mil Nord for Madras) havde opnaaet
temmelig stor Betydning Fra Faktorierne,
„Contoirerne", førtes atter de omliggende
Landes Produkter til Trankebars Red for
der at omlades i de større hjemgaaende
Skibe. Trankebar, eller rettere Dansborg,
var Knudepunktet for dansk Foretagsomhed
i Indien. Kompagniets Smaaskibe var imid-
lertid paa dette Tidspunkt ikke alene frede-
lige Fragtskuder: I Monsuntiden, naar Far-
ten i de sydlige Egne vanskeliggjordes, blev
de solidt udrustede med Kanoner og Mand-
*) Kolonien Trankebar paa Koromandelkysten
var dansk Besiddelse fra 1620—1845.
**) Det „kgl. octroierede ostindiske Kompagni*
havde Eneret paa den danske Handel paa Indien.
f) Den eksisterer endnu og bærer samme Navn.
- 618
Rebellerne i Trankebar^
skabet forstærket med nogle Soldater fra
Fæstningen — og saa gik de op i den ben-
galske Havbugt for at' kapfe de bengalske
Skuder, der skulde til og fra Tenasserim og
Malakka. De Danske havde, efter at have
lidt nogle Forurettelser i Bengalen, ombyttet
Vægtskaalen med Huggerten og taget flere
rigt ladede „Priser".
Desværre havde Crappé ikke faaet en
værdig Efterfølger. Kort før sin Afrejse
havde han i Masulipatnam (d. 9. Novbr.
1636) udnævnt Bernt Pessart til midlertidigt
„Opperhoved". Pessart var en intelligent,
men noget forsviret og utilforladelig Mand,
der gav sine Drifter fri Tøjler saasnart
Crappé var rejst. Der blev efterhaanden et
syndigt Leben blandt det danske Kompagnis
Folk i Indien. Eksemplet smittede, og da
der et Par Aars Tid ikke kom danske Skibe
ud, kunde alle i Ro hengive sig til Drukken-
skaben og Løsagtigheden, hvortil der var
saa rig Lejlighed, og hvori da ogsaa næsten
alle synes at have taget Del. Et Par nogen-
lunde hæderlige Undtagelser var dog den
skikkelige gamle Hollænder Jacob van Sta-
ckenborg, der var Overkøbmand i Trankebar,
og Vagtmesteren paa Dansborg, Frandtz
Erkmand; men de synes ikke at have for-
søgt paa at dæmme op mod Syndernes
Mangfoldighed.
Blandt Koloniens Evropæere gav de to
Præster ved Dansborgs „Kastelskirke"*) det
allerværste Eksempel. Det illustrerer bedst
Demoralisationens Omfang. Den ældste af
dem, Hr. Christen Pedersen Storm, der var
rejst til Indien med Orlogsskibet „Flensborg"
i Aaret 1629, var snart efter sin Ankomst
blevet aldeles drikfældig. Han drak med
*) Paa Fæstningen Dansborgs Gaardsplads var
i Aarene 1620 — 21 opfert en Kirke. Ved denne
„Kastelskirke" var der i Reglen ansat to Præster,
som imidlertid oftest efter faa Aars Ophold dér
lod sig aflese af Præster fra de danske Skibe for
selv at vende hjem som Skibspræsler.
619
Købmændene, med Skipperne, m*»d Soldaterne
paa Fæstningen og alle, han kunde komme
i Lag med, og naar han var bleven ør,
yppede han Kiv og sloges som den mest
forvorpne Landsknægt, — Og tilmed førte
han „it grueligt Leffnit" med indfødte Kvin-
der. En Tidlang var han i Fængsel for at
bøde for nogle grove Slagsmaal, men han
var sluppet ud igen mod Løfter om For-
bedring.
Den anden Præst, Hr. Niels Andersen Ud-
byneder, var kommet til Trankebar som
Skibspræst paa Skibet „St. Anna* i 1636
og samme Aar, efter Ansøgning, blevet an-
sat ved Kastelskirken. Det første Aar efter
sin Ankomst var han en ihærdig og nidkær
Kirkens Mand, der tog sig varmt af sin
Menighed. Og ikke nok dermed — , han
gav sig til at lære Portugisisk (der af de
evropæiske Sprog dengang var det mest ud-
bredte i Indien), og prækede inden lang
Tids Fortøb offentlig paa dette Sprog. Til-
strømningen til den lille Kirke blev saa stor,
at det kom til at skorte paa Plads, og ikke
faa „Portugisere" (Mestitser) sluttede sig til
den lutherske Menighed. Men det varede
ikke længe. Hr. Niels sluttede sig fil sin
Kollega og — „henfaldt udi Druckenskab
och alle Laster, som deraf følger, och saa-
som Indwaahnerne merckede det, faldt de
alle igien fra woris Religion, som tilforn,
siigende, at Religionen icke kunde were
goed, naaer Presterne levede saa slemt,
och slemmere end noegen aff de gemeene
Folck.a
Da Kommandøren Claus Rytter kom til
Indien i Aaret 1640 med Skibet „Solen",
var Tilstanden paa Trankebar og paa Fak-
torierne saare mislig. Alt var i Uorden,
Regnskaberne var ufuldstændige, Beholdnin-
gen af Penge og Varer utilstrækkelig, og
flere af Smaaskibene var gaaet tilgrunde af
Mangel paa Reparation eller ved Skippernes
Ligegyldighed. — Claus Rytter var afsejlet
fra København (Novbr. 1639) sammen med
41*
Rebellerne i Trankebar -
Kommandøren Willom Level*), der førte
Skibet „Christianshavn". Rygtet om den
slette Tilstand i Kolonien var nemlig naaet
hjem, og de to Kommandører havde Instruks
om at afsætte Pessart, hvis Rygterne be-
kræftedes. Skibene var imidlertid undervejs
blevne skilt fra hinanden, og da Leyel nu
udeblev, kunde Claus Rytter intet udrette.
Pessart unddrog sig ham ved at gaa paa et
længere Handelstogt, og Claus Rytter havde
det største Besvær med at faa Returladning
til sit Skib; 14 Maaneder tilbragte han med
at købe og sælge paa forskellige Havne i
Indien, og to Gange undervejs blev han
arresteret for Pessarts Gæld og slap kun fri
med stor Møje og stor Bekostning. Tranke-
bar var næsten lukket for ham; Niels An-
dersen var blevet Politiker og intrigerede
imod ham rforat holde ham borte, saa at
Claus Rytter mødte Vanskeligheder og Mod-
stand overalt. Da saa han forlod Indien,
blev det værre end nogensinde i Kolonien.
Særligt de to Præsters Udskejelser antog
højst uhygglige Former. Det skete gentagne
Gange, naar de var komne paa et vist
Stadium af deres Rus, at de ved høj, lys
Dag * splitternøgne løb ned gennem de mest
befærdede] Gader i Trankebar. „Undertiiden
hafde de ehn linned Dug offuer deris Belte-
steder, undertiiden saa nøgen som de ware
fød aff Moders Liff. Och Herr Niels Ander-
sen Udbyneder haffde gemenligen een stoer
Japans Sabel eller Swærd udi haanden at
giøre U-Løcker med." — Saaledes kom de
en Søndag Eftermiddag løbende nøgne ned
Reglen Torv i Trankebar). De skraalede og
hujede, og Hr. Niels svingede med sin
japanske Sabel. Der blev en frygtelig For-
virring paa Torvet; Bønderne, Byfolkene og
Adrigarens (o : den indfødte Fogeds) Opsyns-
mænd flygtede til alle Sider, og Fjerkræ og
Frugt og Stablerne af Potter og Krukker
med Olie væltedes mellem hinanden. Hr.
Niels huggede lysteligt efter de Flygtende —
og lod endeligt sin Bersærkergang gaa ud
over en Hest, der stod bundet paa Pladsen.
Han huggede den, saa den styrtede, og det
gik derefter ud over de arme Smaakræmme-
res Potter og Krukker.
Endeligt drev de hjem, og de Indfødte
samledes igen paa Torvet og søgte at redde
deres Ejendele ud af Ødelæggelsens Veder-
styggelighed. Den døde Hest tilhørte en
Muhammedaner i en Naboby, hvilket gjorde
sit til, at Rygtet om Ttrveaffæren spredtes i
videre Kredse. Hestens Ejermand lod Ka-
daveret slæbe hen for Porten af Fæstningen,
og en Mængde jamrende og raabende Indere
fulgte Eksemplet og kastede deres ødelagte
Ejendele i en Hob omkring den. Men det
nyttede ikke at klage. Pessart, der desuden
rimeligvis vilde have taget sig Sagen let, var
paa Rejse, og gamle Jacob van Stackenborg
var magtesløs. Fæstningens Soldater stod
paa Hr. Niels Side, og de tog sig et godt
Grin over denne Søndags-Moro. Der siges
endda, at Hr. Niels om Aftenen lod Hesten
slæbe hjem til sig for at faa dens Skind.
Det er næsten utroligt hvad de to Præster
tillod sig. Hr. Christen Storm havde giftet
paa Torvet, hvor der var en Mængde Ind- sig med „een sort portugisisk (Mestits)
fødte samlede; (om Søndagen efter Kirketid Slavinde, huilcken udi Negapåtan for sin
holdt de indiske Agerdyrkere fra Omegnen i
*) Det er fra denne dygtige og brave Mands
Haand, at Størstedelen af denne Beretning stam-
mer. Hans Rapporter og Breve findes — dels i
Original, dels i Kopi — i Rigsarkivet. Det har
dog været nedvendigt ikke alene ]at ordne og be-
handle Stoffet, men ogsaa at gere Tilfejelser efter
andre, samtidige, (utrykte) Kilder.
Udyds Schyld haffuer werit kagstrøgen och
sadt paa it Æsel och saaledes aff Byen ud-
ført, huilcket ehr dend største Wanære,
noegen kand giøris udi disse Lande1*. Hans
Kærlighed til hende var dog ikke større, end
at han pryglede hende saaat hun mistede
Helbred og Førlighed.
Værst var dog Hr. Niels. Af den nogle
620 — —
— — Rebellerne i Trankebar
Aar efter paafølgende Retssag fremgaar det,
at han „udi sit gruelige onde Leffnit haffuer
ihielslaait tuende sorte Quindis Personer."
Adskillige af Trankebars Indbyggere indgav
senere skriftlig Angivelse og Klage derover
til Leyel. Fire af Fæstningens Soldater
vidnede med deres Ed, at det var dem be-
kendt, at Hr. Niels havde mishandlet en
kristen Kvinde ved Navn Francisca, (for-
modentlig en Mestits), saaat hun døende
havde søgt Tilflugt i Bøsseskytten Michel
van Dantzigs Hus. Dér døde hun, og Michel
aflagde senere sin Ed paa, at Hr. Niels*
Mishandlinger var Skyld deri. Den anden
var en Inderinde fra Tillali; hun slæbte sig
efter Mishandlingerne til sit Hjem og døde
dér.
„Hånd haffuer desforuden udi tuende Aar
offentlig leffuit udi Skørleffnit med een Quin-
dis Persohn, och omsider sidst forleden
Februario (1644) Echted sig med hende.
Hun ehr een sort portugisisk Slavinde, bort-
løben for sin U-dyds Schyld fra Portugiserne,
huilcke endnu daglig giøre Instantia om
hende eller Betahling for hende; och hånd
haffuer een thidlang ochsaa leffuit meget ilde
med hende, och med Huug och Slag bethagit
hendis Helbred."
Forargelsen over de to Præster spredte sig
viden om. Kommandanten*) paa den hol-
landske Fæstning Paliacate, der tidligere imel-
lemstunder havde søgt til Kirken paa Dans-
borg for at gaa til Alters, fortalte senere
Leyel, at han atter havde haft i Sinde at
rejse til Trankebar forat søge Kirkens Trøst,
men ved Rygterne om Præsternes Levned
havde han betænkt sig, og besluttet sig til
først at sende en Mand derhen forat faa at
vide, om det var raadeligt at rejse. Han
havde da sendt en af Fæstningens Korporaler.
Udsendingen var kommet til Trankebar midt
i Ugen og havde fundet Hr. Niels aldeles
drukken. Om Lørdagen havde en af Kom-
*) Jurgen Boddin.
pagniets Folk sagt ham, at Søndagen var
nær, og at han maatte forberede sig paa
Prædikenen. „Jeg skall vel ryste een Præken
udaff Ærmerne til Soldaterne", havde han
svaret — og derpaa drukket hele Natten.
Da han saa kom paa Prædikestolen om
Søndagen, havde han staaet og vaklet og
ikke været istand til at sige noget sammen-
hængende, og omsider var han begyndt at
falde i Søvn. En Soldat var gaaet op til ham
og havde taget ham ved Armen og vækket
ham. Hr. Niels var da faret op og havde
raabt: „Ej! Schenk voll, — der Herr Sta-
ckenborg soli es haben!" Hvorover der var
blevet almindelig Latter. (Rimeligvis har han
sagt det paa Dansk; Leyel citerer imidlertid
Hr. Niels' Ord paa tysk). Hr. Niels1 Udraab
blev en Tidlang et almindeligt Slagord i de
hollandske Kolonier ved Drikkelag og Øl-
passiar.
— Willom Leyel naaede endeligt Tranke-
bar med sit veludrustede Skib »Christians-
havn" d. 5. Septbr. 1643. Pessart havde
imidlertid indfundet sig paa Dansborg for at
skynde paa Udrustningen af to Skibe: „Den
bengalske Prise" og Jagten „Waldbye".
Med disse vilde han gaa paa et længere
Handelstogt — ligesom da Claus Rytter kom
ud; men Leyel tog det Parti at følge med
ham og holde Øje med ham. Psssart havde
ikke Stunder til at vente, og Leyel fik kun
Tid til at tage nogle Forfriskninger ombord
og til at faa gennemført nogle Forflyttelser,
hvorved han fik anbragt nogle af sine egne
Folk paa Fæstningen og hvert af Skibene.
Faa Dage efter gik saa „Christianshavn",
„Prisen", „Waldbye" og en stor Kompagni-
chalup op langs Kysten. Leyel fik vel Nys
om, at „Hr." Christen Storms Kone nu var
død efter de Mishandlinger, der var blevet
hende til Del, men foreløbigt maatte han
lade Livet i Trankebar gaa sin skæve Gang.
Først maatte Pessart tages ved Vingebenet
og stækkes, inden han fik Lejlighed til at
gøre flere Forsyndelser — eller ligefrem tog
-— 621 -
Rebellerne i Trankebar
Flugten. Den 23. September var Skibene
udfor Masulipatnam, hvor Leyel ønskede at
stoppe op forat faa klaret nogle Fordringer,
som et Par Købmand dér havde paa Pessart.
Men da Pessart hurtigst muligt fortsatte
Rejsen med „Den bengalske Prise", fulgte
Leyel efter, og alle fire Skibe naaede d. 10.
Oktober Emeldy i Riget Golconda. Efter
Planen skulde man her forsøge at afsætte
de evropæiske Varer og indkøbe indiske
Lærredsvarer, og Skibene skulde i den paa-
følgende Monsuntid „ligge over" i Emeldys
trygge Havn for at efterses og repareres.
Her løb „Den bengalske Prise" ved Pessarts
Uforsigtighed paa en Banke, hvorved den
led slem Skade. Pessart lod Ladningen
bringe i Land og sælge for godt Køb, hvor-
paa han og hans Skipper, Mikkel Ewoutsen,
opslog Telte i Land og begyndte en Sviren
og Sværmen, der forargede de nyankomne
Danske. Leyel kunde hverken faa Regn-
skaber eller Oplysninger om Koloniens Handel
og Vandel af ham, og da saa Pessart, „den
velædle og velbyrdigej Hr. Opperhoved", i
Drukkenskab lod sig forlyde med, at han
vilde rømme med Jagten „Waldbye" og
Pengebeholdningen, samlede Kommandøren
Skibsraadet ombord i „Christianshavn" og
drøftede Sagerne med sin brave Kaptajn
Jorgen Hansen og de andre Officerer.
Straks efter tog Leyel i Land med nogle
betroede Folk og forsøgte at faa Pessart i
Tale, men han var aldeles drukken — eller
anstillede sig saaledes, og hans Folk, der
alle var godt bevæbnede, antog en truende
Holdning. Leyel roede da ud til Jagten,
der laa tæt ved Kysten i Nærheden af
Pessarts Telt, bemægtigede sig den og førte
den ud paa Dybet til „Christianshavn";
Skibsraadet blev nu atter samlet, og der
besluttede man ogsaa at sikre sig Pessarts
Person, indtil han havde aflagt Regnskab.
Hen paa Natten gik derfor en Del af Be-
sætningen i Land for at gribe ham, — men
da var Fuglen fløjet; de faa danske Matroser
der endnu var i Land ved Teltene, fortalte,
at Pessart skyndsomst havde bragt sine
Penge og en Del opkøbte Varer ud i Cha-
luppen og for et Par Timer siden forladt
Havnen med 20 af sine Folk, deriblandt
„Christianshavns" Underbartskær Jokum Cau-
lidtz og Styrmanden Peder Svart, som Leyel
havde laant Pessart til „Den bengalske Prise".
Straks gik Jørgen Hansen i Storbaaden igen
og satte efter Flygtningene, og hen paa
Morgenstunden lykkedes det ham at komme
Chaluppen paa nært Hold. Men Pessart lo
ad Opfordringen til at vende om, og da der
blev skudt paa ham, stablede hans Folk
Varekasserne op langs Rælingen saa at de
uden Fare kunde fortsætte Roningen. Der
var da saa høj Søgang, at Storbaadens lille
Kanon ikke kunde bruges, og da Jagten
havde varet endnu et Par Timer, opgav
Forfølgerne Ævret. Pessart undslap, og
Skipper Hansen maatte vende tilbage med
uforrettet Sag.
Leyel kunde ikke forlade Emeldy før Skibs-
reparationerne var endte — og før Monsu-
nen atter tillod ham at sætte Kursen sydpaa
med de store Skibe. Han sendte over Land
Bud og Brev til Jacob van Stackenborg i
Trankebar om hvad der var passeret; men
da var Pessart allerede ankommet, og det
lykkedes ham at opsnappe Brevene og inde-
spærre Budet. Pessart benyttede Tiden godt.
Han købte et portugisisk Fartøj i Negapat-
nam, udrustede det med Fæstningens bedste
Kanoner, tog de forhaandenværende Penge
og Varer — samt alle Regnskabsbøgerne —
ombord og gjorde sig rede til et Togt til
Japan. Før Afrejsen instruerede han Hr.
Niels Andersen og de andre Mænd, der
spillede nogen Rolle i Trankebar, om at
spærre Leyel ude fra Byen „indtil han kom
tilbage", og den gamle Stackenborg, der nu
var syg og sengeliggende, bandt han nogle
store Handelsplaner paa Ærmet. Da saa
hans Spioner i Portonovo gav ham Under-
retning om, at Leyel var paa Vej, gik han
622
Rebellerne i T rankebar
(d. 5. Juni 1644) under Sejl og forlod for
stedse dansk Grund.
Allerede i Januar havde Leyel været klar
til at sejle fra Emeldy. I Handelshenseende
havde han intet kunnet udrette, da Pessart
helt havde forspildt de Danskes Credit i
disse Egne, men Skibene var nu i god Stand,
dobbelt forhudede og klare til at gaa i Fart.
Men alt satte sig op imod ham; Vind og
Strøm drev ham om i den bengalske Bugt
Maaneder i Træk, og han maatte Gang paa
Gang anløbe de samme Havne, indtil han
endeligt d. 11. Juni — 6 Dage efter
Pessarts Afrejse — naaede Trankebar.
Der kom ingen Baade ud som ellers, naar
et Skib anløb Havnen, ingen Havne-Embeds-
mand, ingen Sellinger (indiske Baade) med
friske Levnedsmidler. Hr. Niels Andersen
stod i Spidsen for Evropæerne i Byen og
sørgede af al Magt for, at man holdt sig
Pessarts Instruks efterrettelig. Han ønskede
visselig ikke nogen anden Herre end Jacob
van Stackenborg. Leyels skriftlige Opfor-
dringer til Byens Øverster om at komme
ombord for at „see, høre och læse woris
Allernaadigste Honnings naadigste medgiffne
Befahling och willie" var forgæves. Han
skrev ogsaa til „Herr Niels Andersen Ud-
byneder, som dreff dette Spil, och formah-
nede hannem ", men det nyttede ikke. Ganske
vist kom langt om længe Vagtmester Erk-
mand ombord, — og han beklagede sig i
høje Toner over Pessart og Præsterne og
Tilstanden i Byen i det Hele taget; efter at
have gennemset de kgl. Ordrer og Leyels
Bemyndigelse til at overtage Styret, vendte
han tilbage til Byen med Løfte om at sørge
for, at samtlige Overordnede paa Stedet ind-
fandt sig ombord. Men Leyel ventede for-
væges; Frandtz Erkmand havde ikke Evne
— og maaske heller ikke Vilje — til at
bringe Orden til Veje. Der blev ikke en-
gang hejst Flag paa Fæstningen som ellers,
naar store Skibe, af hvad Nation det end
var, lagde sig for Anker paa Reden.
Skibene sejlede saa efter et Par Dages
Forløb til Nabobyen Karikai, et Par Mil syd-
ligere paa Kysten, og derfra sendte Leyel en
anset Portugiser som sin Talsmand til Tran-
kebar, men da ogsaa hans Mægling var
resultatløs, besluttede Skibsraadet at gribe til
Tvangsmidler. Skibene sejlede atter til
Trankebar, og d. 22. Juni gik Leyel i Land
med 70 godt bevæbnede Skibsfolk, der med-
bragte to Falkonetter. Selve Trankebar By
var dengang ubefæstet, og da han marche-
rede gennem de Indfødtes Bydel, modtoges
han med støjende Glæde. I et lille. „Musket-
skuds" Afstand fra Dansborg gjorde han
Holdt og fordelte sin lille Styrke saaledes, at
han kunde forhindre al Tilførsel af Levneds-
midler til Fæstningen. Saalænge denne
Blokade varede, bragte Trankebars indiske
Beboere ham dagligt al den Føde, han og
hans Folk behøvede, uden at ville modtage
Betaling derfor, og Adrigarens Folk hjalp
med til at fuldstændiggøre Blokeringen.
Indenfor Dansborgs Volde og Mure var
der henimod et Hundrede Mennesker, — men
selve Besætningen bestod kun af c. 35
Soldater; Resten var Kompagniets „civile
Betjentere", Embedsmændene og Handelsfol-
kene samt Præsterne med deres Familier.
Desuden havde nogle Haandværkere, en
Bande „ Soldaterkoner u og nogle Kompagni-
slaver deres Tilhold paa Fæstningen. Det
kom snart til at skorte paa Levnedsmidler,
da Dansborgs Beboere plejede at forsyne sig
dermed fra Dag til Dag, — og særlig følelig
blev, efter Leyels Beretning, Mangelen paa
Vin og Arrak. Det varede da heller ikke
længe før der kom Udsendinge ud for at
forhandle om Forlig; der var bl. a. Vagt-
mester Erkmand og Assistenten Niels Frand-
sen. De gennemsaa de kgl. Ordrer, og
Leyel sendte dem tilbage med den Besked:
„At wy ey wilde aflade inndtill dend sidste
Mand at giøre dennem Subject och siiden
straffe dennem som Rebeller", hvis de ved-
blev at modsætte sig. Saa nyttede Hr. Niels's
623
Rebellerne i T rankebar ^^
Kamp for Tilværelsen ikke længer. Erkmand
kom straks efter atter ud fra Fæstningen
— og denne Gang med Bud om, at alle nu
var tilfredse, efter at de kgl. Ordrer var
kundgjorte, og at Leyel øjeblikkelig vilde
blive anerkendt som „Opperhøvidsmand", om
han paa kgl. Majestæts Vegne vilde pardon-
nere dem. Deri indvilligede Leyel for ikke
ved Kamp — og senere ved Straffe — at
forringe Antallet af brugbare Folk, — og
straks efter aabnedes Portene.
Leyel fandt alt indenfor Fæstningen i den
største Uorden og Forfald. Der var kun
faa brugbare Kanoner, næsten ingen Ammu-
nition, og Mure og Værker var i den ynke-
ligste Forfatning. De fleste af Beboelses-
husene var faldefærdige, og i Faktoriet fandtes
saa godt som ingen Varer og hverken Penge
eller Regnskaber. Gamle Jacob van Stacken-
borg laa for Døden og „hensov udi Herren"
faa Dage efter. Der ventede Leyel et umaa-
deligt Arbejde for at bringe alt paa ret Køl.
— Det lykkedes ham, — men det vil være
for omstændeligt her at omtale hans omfat-
tende Virken. Vi nøjes med at fortælle om
de to Præstemænd.
Saasnart Leyel havde faaet fast Fod paa
Dansborg, og forskellige Kundgørelser og Foran-
staltninger røbede, at ordnede Forholdatter var
bragt tilveje, strømmede der fra fjærn og nær en
Mængde mundtlige og skriftlige Klager ind til
ham — i Særdeleshed over de to Præster.
Leyel havde straks sat dem under Opsigt,
og da bindene var faldet nogenlunde til Ro,
blev de bragt i Sikkerhed ud til Skibene paa
Reden. Hr. Niels kom ud paa „Christians-
havn*4 og Hr. Christen paa en lille Jagt
„Fortuna", (der imellemtiden var vendt hjem
fra en Rejse til Macassar, hvor det danske
Kompagni havde et Faktori.) Begge var
bestandig under Opsyn, og indtil videre blev
deres Bo forseglet. Men derved blev det
foreløbigt. Der var saa meget, som lagde
Beslag paa Kommandørens Arbejdsevne, at
han maatte udsætte Behandlingen af deres
omfangsrige Sager til et belejligere Tids-
punkt.
Medens saa godt som alle de Kompagni-
folk, der havde tjent i Pessarts Tid, hvad
enten de var af dansk, hollandsk eller por-
tugisisk Nationalitet, og hvad enten de havde
et større eller mindre Synderegister, slap fri
for Tiltale og Straf, undgik Pessart ikke sin
Skæbne. Ganske vist unddrog han sig vel-
beholdent Følgerne af sine Synder i Tranke-
bar, men han var næppe naaet ind i Malak-
kastrædet med sin velrustede Skude, før han
blev overhalet af en hollandsk Kaper og ind-
bragt til Batavia. Skibet blev der erklæret
for god Prise, rimeligvis fordi Pessart tidli-
gere havde forgrebet sig paa hollandsk Ejen-
dom. Han fik dog Aaret efter sit Skib igen
samt nogle Varer mod at forpligte sig til at
gaa til Manilla under dansk Flag for der at
udspionere Spaniernes militære Tilstand; Hol-
lænderne paatænkte nemlig paa den Tid et
Angreb paa denne spanske Besiddelse. Under-
vejs anløb Pessart en (ikke navngiven) 0,
og gik med nogle Folk iland for at tiltuske
sig Proviant hos de indfødte. Mens han
dér havde lejret sig paa Strandbredden for
at holde Maaltid, blev han overfaldet af „In-
sulanerne" og dræbt med Størstedelen af sine
Folk. Saaledes døde „Slyngelen Pessart*.
Det var i Juni Maaned 1645.
Paa dette Tidspunkt var ogsaa Præsternes
Skæbne afgjort. Hr. Christen Storm havde
ikke kunnet holde sig i Ro. Det blev op-
daget, at han havde bestukket Mandskabet paa .
Jagten „Fortuna" og søgt at overtale Fol-
kene til at rømme med ham og Skibet for
at gaa paa Æventyr i Østen. — Saa brast
Taalmodigheden. Han havde nu trodset baade
Guds og Landsens Love for haandgribeligt,
Han blev lagt i Lænker og ført ud til „Chri-
stianshavn".
Retten blev sat i Begyndelsen af Januar
1645. Den var sammensat af de tre „Raads-
personer", der for Tiden opholdt sig paa Dans-
borg, samt af et Par ældre, hæderværdige
624 — -
Rebellerne i Trankebar=
Befalingsmænd. Dommen, der faldt den 30te
Januar fik følgende Ordlyd:
QSfterfom befmbis, at fjer. Ctøriften
peberfen Storm fyajfuer tøtfft i Sinbe,
bet forræbiffe odj fafyrlige forefyajfuenbe
od? ©nbe <5ierning at ftille ubi toercf,
imob (Subs 2Ulermedjtigfte æoris 2Iller-
naabigjle Honning sambt tooris fiere
fæbernelanb, od? mor\s (Egen røeljtanb
fyer ubi India 3<*9ten Fortuna for«
ræbiffe n?t5 at affløbbe (o: bortføre).
(Effter forbmte IDibnesbvrb, od? fyanbs
<£gen beftenbelfe — Disligefte fyafuer
E?an6 fort ftt Ceffnit altib tilforn fyer
udi India ubi megen æfcfidjeligfyeb od?
rogubeligfyeb, fom t?er icfe alt fanb mb-
foris, od? bog enfyuer well befienbt efyr,
efter fom Ijanb ubi nogle 2Iars tfyb
l?affuer »erit inbmurit ubi fengfell paa
Danisborrig — for famme jtt avCfpi*
ftelige Ceffutt ocl? (Sieminger Scfyvlb,
fyuorom od? ftnbis abtføillige ffrifter
od? Documenter paa $ejhiingen Danis-
borrig. Saa E?ajfue toti Unberffreffne
formedelst faaban tjans fa^rlige forfe«
elfe od? forræbiffe Intention. <2ffter
»orts ailernaabigfte Konings 2trticfler
t?ermeb bømbt form Christen peberfen
Storm fra Qanbs LifT. ®d? ffall Ijanb
jhraj: ubi bag inbftedjis nbi <£n Sæd
meb Steen ubi, od? bermeb fajtis offuer«
borbt od? brud?nis nbi fjaffuit. —
Quilcfet ttøener alle od? <£n t?uer tt?i(I
Exempel jtg for Saabane forrcebiffe
intent od? onbe <5ierninger at tt?age
xpare. Ød? alle i?anbs ITlaantbspenge,
<8oefc, od? formuffue at n>ære Confis-
querit, od? Ejeybem1* roorts aEernaabig-
fte Honning i?iembfa(ben / Dog t?affue
u>ii Unberffreffne Haabs PerfoI?ner
formebeljl forbon Scfyflb Ijermeb for*
flarib, at bi tfjrej form £E?riften Sturms
Slaoer ocl? Slaoe 3"der, <£n Ciiben
breng ©eb Ztaffn Anthonio, ©cl? tou
Smaapiiger, ben <£ne n?eb ZTaffn Maria,
ben auben Dominga, 2Xt nrøre frit ef-
ter benne bag for Slaoerie, ocfy ben-
nem aff form (Ofriften Stsrms (Efter*
bliffuenbe at tillegis oct? (Stffuts, Saa
pidt fornøben gieris, ttjiu* beris <£t?rrt-
ftelig* optuctelfe oct? Unberfyolbning —
©?ill n?itterligt?eb Qaffuer n?ii Unber-
ffreffne meb <£gne Qenber Unberffreffuit.
Actum Sctøebet Christianshafn ben
30. January. Anno 1645.
UD. £ey«l.
3&rgen Jansen pouell Hielfen
Hasmus peberfen Simon ©lufffens Hlercfe
Skibets Profos var forberedt paa Dommens
Udfald. Hr. Christen blev samme Efter-
middag bragt op paa Dækket; der blev han
snøret sammen og stuvet ned i sin Sæk.
Profossen lagde et Par store Ballaststen i
Bunden af Sækken og bandt den sammen
over Præstens brødebetyngede Hoved. Da
alt var klart, gav Leyel Tegnet, — og Sæk-
ken skubbedes udenbors. Stenene tyngede
den straks tilbunds. Dommen var fuldbyrdet.
Hans Fælle, Hr. Niels, maatte endnu
vente nogle Maaneder paa Afgørelsen. Saa-.
vidt man kan forstaa, er han faldet noget
sammen og har mistet en Del af sin gamle
Styrke og Trods. Rimeligvis har han siddet
i Fængsel paa Dansborg, mens „Christians-
havn" var paa en Rejse til Ceylon. Hen
paa Efteraaret kom hans Sager til Behand-
ling, og de blev omstændeligere end hans
Fælles. Leyel skriver, at hans Synderegister
fyldte 10 Ark Papir. Dommen faldt paa
Dansborg den 3. Oktober 1645. Den har
omtrent samme Ordlyd som Hr. Christen
Storms; den er blot længere og endnu mere
stoppet med trættende Gentagelser. Vi nøjes
med at berette, at han overbevistes om, og
selv bekendte at være skyldig i de to Kvin-
der, May Giomars og Franciscas, Død, og at
han havde mishandlet den frugtsommelige
— -• 625
Rebellerne i Trankebar
Portugiserkvinde Philipa Teixero i den Grad,
„at hendis foster wed hannem war Omb-
kommit. Huorforre wii Underskreffne Raads-
persohner, og formedelst hånds Steds -wahrende
druckenskab, Løsagtighed, Slagsmaall, offuer-
last och w-gudelige Leffnit, EfTter woris Aller-
naadigste Konnings Artickuler oc Instruktiones
hermed haffue dømbt form Her Niels Ånder-
sen Udbyneder fra sit Liffu.
Ogsaa han skulde druknes i en Sæk ude
paa Reden. Hans Kone, Monica, fik Tilla-
delse til at beholde hans lille Hus og Bo,
men hans Løn hjemfaldt til Kongen. — Hr.
Niels kom dog ikke til at dele Skæbne med
Hr. Christen. Rimeligvis har . har han for-
maaet at gøre Indtryk paa Raadets Medlemmer.
Den 8. Oktober samledes Raadets Med-
lemmer atter og vedtog efter nogen Forhand-
ling at skænke Hr. Niels Andersen Livet. „Dog
skal hånd forsuerge och Rømme dette Land
och henføris til Zeylon och der settis udi
Land. Och dersom hånd atter betræder denne
Cost Choromandel f Koromandelkysten] , da
skall mand strax lade hannem gribe och ahn-
thaste och lade offuen bemte domb skee Execution.
— Hr. Niels er kort Tid efter blevet over-
ført til Ceylon med en af Kompagniets smaa
Jagter, — befriet fra sine Lænker og sat i
Land paa Kysten, langt fra menneskelige
Boliger, uden andre Hjælpemidler, end en
Smule Føde. Den danske Koloni var for
bestandigt befriet for de „gruelige och for-
vorpne Prester, som haffde werit till for-
argelse udi det gandske India".
„Dans borg" omtr. 1690. Efter ladridsning paa et Strudsæg i Nationalmuseet
IndrMsningen er rimeligvis foretaget efter Hukommelsen af en hjemvendende Ostindiefarer
under et Ophold paa Kap.
JEAN CASIMIR-PERIER
Af Dr. phil. R. BESTHORN.
Frankrig levede i Anarkist-Bombernes fryg-
telige Tegn. Det var Ravachols, Hen-
rys og Vaillants Æra, og den 24. Juni 1894
faldt Præsident Sad i Carnot for Caserios
Dolk. Frankrig led af Attentatfeber. Naar
man gik op ad en Retsembedsmands Trapper,
søgte Blikket uvilkaarligt efter en skjult
Bombe, og Cafégæsterne tænkte i deres stille
Sind: Skulde denne „Consommation" blive
Din sidste Nydelse i denne livsfarlige Verden?
Anarkist-Epidemien havde politiske Følger.
Der var ganske vist en dyb theoretisk Af-
grund mellem Ultraradikale og Anarkister;
men den offentlige Mening oversaa denne
Afgrund og beherskedes mere og mere af
den praktiske Opfattelse, at Anarkismen dog,
naar alt kom til alt, var et ægte, om end
vanartet Barn af Theorierne om ubunden
Frihed og deres Udførelse i Praxis. Frank-
rig søgte en haandfast Læge mod den
uhyggelige Sygdom. Det fandt ved en af
disse Tilfældigheder, der spiller en saa stor
Rolle i Historien som i det daglige Liv, Sønne-
sønnen af „Borgerkongens store Minister",
det fandt Jean Casimir-Perier — og det
fandt ikke den rette Mand.
Den tredje Republik var grundlagt af lutter
nye Mænd; men den havde sine „Familier",
der begyndte at komme frem, da den store
Leon Gambetta var død, og da Jules Ferry
var falden som mistænkt „Preusser". Repu-
blikken havde en Carnot, en Cavaignac og
en „Casimir". De to første var ægte nok;
den tredie, Jean Casimir-Perier, var paa For-
haand mistænkt for at være en formummet
Monarkist, „Philippe VII" 's Mand. Til Gen-
gæld havde den store Casimirs Sønnesøn
udmærket sig paa Valpladsen i 1870 og
sammen med de andre 362 befæstet Repu-
bliken under Gambettas Overanførsel; og
den tredje Casimir, hvis Fader havde været
Republikens Minister under Thiers, var mindst
20 Gange Millionær.
Det blev hans Lykke som Politiker, og
det blev hans Ulykke som Statsmand.
Arvingen til den „store Casimirs" Navn
og til Dynastiets Stifter, den store Penge-
matador Claude Periers Anzin-Gruber, var
en talentfuld, flittig Mand, og den Verden,
hvor man gør sin Lykke, stod ham aaben.
Han studerede, tog i en ung Alder sine Gra-
der med Glans, greb som 23 aarig Yngling —
han var født 8. November 1847 — Bøssen
for at forsvare sit Fædreland, blev strax
Kaptajn i Nationalgarden og udmærkede sig ved
Bagneux den 13. Oktober 1870. Midt under
Kugleregnen bar han sin dødeligt saarede
Chef, Major de Dampierre, bort fra Valplad-
sen, reddede ham fra at falde i Fjendens
Hænder — og fik „Korset". Hans Fader
sørgede for Resten. Da den store Casimirs
Søn, „Casimir II", blev Thiers* Indenrigs-
minister, tog han sin Søn til „Chef de
Cabinet" og opgav til Fordel for Sønnen
sit Sæde i Generalraadet i Nogent-sur-Seine ;
de lydige Vælgere valgte to Aar efter, i
1876, Jean Casimir-Perier til Medlem af De-
puteretkamret — ingen Modkandidat havde
paa denne Perierske Valgplads vovet at gøre
ham Rangen stridig.
Den unge Casimir-Perier sluttede sig —
af Overbevisning eller af opportunistiske Hen-
syn eller af begge Grunde — til det Gam-
bettaske Flertal.. Han gik i 1877 med de
362, der under Tours-Diktatorens Ledelse
stillede Mac-Mahon Valget mellem at under-
kaste sig eller dimissionere og gjorde Ende
paa Monarkisternes Restaurationsplaner. Han
var et flittigt og nyttigt Udvalgsmedlem, og
han blev genvalgt i 1881 med vældigt Fler-
tal. Han nedlagde den 1. Februar 1883
sit Mandat, fordi „Familiehensyn", hans
627 - — .=
Jean Casimir-Perier
Stilling som den store Casimirs Sønnesøn og
Hertugen af Audiffret-Pasquiers Nevø kom i
Strid med hans Partidisciplin, da Republi-
kanerne landsforriste „Prætendenterne" —
han blev sex Uger efter atter genvalgt.
Han begyndte at rykke frem i første Række,
blev Understatssekretær i Krigsministeriet
under Gambettas Yndling, General Campenon,
blev derefter Formand for Finansudvalget
og i 1885 en af Kamrets Vicepræsidenter.
Han havde oftere Lejlighed til at lede Kam-
rets Forhandlinger og vakte som fungerende
Præsident manges Uvillie ved sin haardhæn-
dede Brug af Forretningsordenen mod Kam-
rets mange urolige Hoveder og ved en ari-
stokratisk Overlegenhed, der nu en Gang var
ham medfødt. Men netop disse Fejl i For-
ening med hans paa personlige Egenskaber
og Rigdom støttede Ry for Retskaffenhed
og Ubestikkelighed banede ham Vejen til de
republikanske Koryfæers allerforreste Række.
Republikken var lige med Nød og næppe
sluppen levende op af Panama-Mudderet, den
følte sig endnu usikker paa Fremtiden, og
da den gamle radikale Berømthed, Panama-
manden Floquet, maatte forsvinde fra Præsi-
dentpladsen i Palais-Bourbon, udpegede den
offentlige Mening Jean Casimir-Perier som den
rette Mand til den Plads.
Den 11. Januar 1893 debuterede Casimir
Perier som Præsident i Palais-Bourbon. Det
var en stor Dag. De Deputerede fyldte Sa-
len, paa Tilhørerpladsen sad en udsøgt ele-
gant Skare af Herrer og Damer, der vilde
se, hvorledes den nye Præsident løste den
allerede historiske Opgave, hvis glimrende
Løsning havde fuldendt Gambettas Statsmands-
ry: at tage Afsked fra de ham eskorterende
Officerer ved sin Indtræden i Salen. Præsi-
dentens Buk var ligesaa ulasteligt som den
salonvante Millionærs n Aftendragt tt, og han
præsiderede med fuldendt Autoritet og Vær-
dighed og tillige med en udsøgt Venlig-
hed, som man havde savnet hos Vicepræsi-
dent Casimir-Perier, og som ogsaa stod i en
paafaldende Modsætning til de graa Øjnes
kolde Blik. Der var vistnok noget af en
Maske i dette Blik og i Casimir-Periers sæd-
vanlige næsten parvenu-aristokratiske stive
og fornemme Optræden overfor Offenligheden ;
i en fortrolig Kreds var han Mand for at
fortælle en morsom Anekdote og sige en
mere eller mindre ondskabsfuld Vittighed og
for at høre paa dem med et forstaaende Blik
og hjertelig Latter. Som Deputeretkamrets
virkelige Præsident kastede Casimir-Perier
hyppig Masken. Han begyndte at føle Trang
til Popularitet; han kunde nære grundet Haab
om at forny sin Families Laurbærkrans og
redde Borgerrepubliken, ligesom hans Bedste-
fader havde reddet Borger-Kongedømmet.
Det næste Trin paa Berømmelsestigen var
Ministerprædiet; men det vilde Casimir-Perier
som alle fornuftige Præsident-Æmner helst
undgaa for ikke i Utide at tilsætte sin Pre-
stige. Maaske var det netop Grunden til,
at Præsident Carnot efter Ministeriet Dupuys
Fald absolut vilde have Casimir-Perier til at
træde i Spidsen for det nye Kabinet. Casi-
mir-Perier kæmpede med hele sin afvisende
Kulde og Millionær-Overlegenhed for at und-
gaa sin Skæbne ; men det lykkedes ham ikke.
Spuller vilde være Minister, han allierede sig
med Carnot, de appellerede begge til Periers
Fædrelandskærlighed osv., og da det ikke
hjalp, tilbød Spuller, at han vilde befri den
nye Ministerpræsident for al Ulejlighed med
at danne det nye Ministerium. Da Spuller
virkelig mødte med et Kabinet, der kun
manglede Hovedet, og da tilmed Casimir-
Periers bedste Ven, Burdeau, trods alle Pa-
nama-Skumlerier stod paa Listen, gav den
haardt betrængte Kammerpræsident efter. Den
4. December 1893 debuterede Jean Casimir-
Perier som Ministerpræsident.
Casimir-Perier var ikke nogen almindelig
Ministerpræsident. Han havde et Program,
der passede baade til hans Personlighed og
til Tidens Krav, og han var ikke i mindste
Maade bange for at sætte sin Portefeuille paa
628 =_
Jean Casimir-Perier --- —
Spil. Casimir-Perier havde allerede i 1876
i sit Opraab til Vælgerne i Aube proklame-
ret Bedsteborger-Republiken som sit Ideal.
,, Republiken" hed det i dette politiske Akt
stykke, „bør være i de dygtigste og hæder-
ligste Mænds Hænder". Tretten Aar senere
holdt Casimir-Perier en stor Programtale i den
samme Kreds. „Det er" — sagde han —
„ikke nok at fastslaa, at Monarkiet ikke mere
existerer i Frankrig ; at være Republikaner er
det Samme som, for alle Tider, at umuliggøre
Monarkiets Tilbagevenden. Det gælder nu om
noget ganske andet end Kamp mod en Her-
res Almagt. Det gælder nu om at anvende
det parlamentariske System praktisk og be-
skytte det mod dets egne Udskejelser; det
gælder om at gøre Autoriteten gældende, da
ingen mere prutter om Friheden".
Casimir-Periers Program var klart ; det var
ogsaa et smukt og værdigt Program. Men
Programmet var i og for sig for stort, og
Jean Casimir-Perier var ingen Casimir den
Store. Resultatet blev da og maatte ifølge
Forholdene blive en Fiasko. Det var Hel-
tens Held, at Dramaet blev saa kort, at han
ikke fik Lejlighed til at røbe sin Mangel paa
den for hans Rolle uundværlige overlegne
Statsmandsdygtighed.
Det Perier'ske Ministerium varede kun fire
Maaneder. Den Casimir'ske Æra begyndte
ikke helt uheldigt. Den 9. December slyn-
gede Anarkisten Vaillant en Bombe ned i
Palais Bourbons Sal. Der var lige ved at
opstaa Panik blandt de Deputerede, men
Præsidenten, Charles Dupuy, der hurtigt
havde vundet sig et Navn som „Karl den
Dumdristige", var ogsaa ved denne Lejlighed
Situationen voksen. „Mine Herrer!" raabte
han, „Mødet fortsættes Hr. de
Montfort har Ordet!" Vaillant-Dagen var
og blev Dupuys Dag, men Casimir Perier
hævdede i det mindste sin Prestige
som en uforfærdet Mand. Rolig og kold-
blodig, med korslagte Arme havde han
set paa Tumulten. Da Ministerpræsidenten
tog Ordet, talte han som en Mand Han
lykønskede Kamret og dets Præsident til
deres Holdning. „Kamret" sagde han, „har
gjort sin Pligt ; Regeringen vil gøre sin Pligt.
Der er i dette Land Love, som beskytter
Samfundet. De er betroede til vor Omsorg;
vi vil bringe dem til Anvendelse." Casimir-
Perier foreslog Skærpelse af disse Love og
gennemførte flere Forslag. Casimir-Perier gik
videre. Han havde vist, at han havde
alvorlig Villie og Mod til at stanse Anarkist-
Bevægelsen. Han og Kultusminister Spuller
søgte ogsaa at berolige Sindene paa det
religiøse Omraade og hindre den truende
„Kulturkamp", Kampen mellem Staten og
Kirken. Spuller proklamerede i Deputeret-
kamrets Møde d. 3. Marts 1894 „den nye
Aand", Tolerancens Aand, og Casimir-Perier,
der strængt holdt paa, at han som Minister-
præsident havde det sidste og afgørende Ord,
tilføjede: „Republiken har maattet kæmpe
med Fortiden. Den har maattet skabe
Skolelovene, og Regeringen fornægter i ingen
Henseende dette Arbejde. Men efter ti Aars
Kampe er Øjeblikket kommet til at fastslaa,
at den verdslige Autoritet har sejret i Kampen
mod den religiøse Autoritet. Det vilde være
Republiken uværdigt at' føre en smaalig
Krig."
U esprit nouveau blev et Slagord, og i et
Par Maaneder var „den nye Aand", Toleran-
cens Aand, der skulde tilvejebringe virkelig
Forsoning mellem Stat og Kirke, paa Moden
i Frankrig. Værten ved Palais Bourbons
Buffet gav endog en ny Snaps Navnet
»U esprit nouveau*. „Men Manden", skrev
„Koln. Zeit.'s" Korrespondent, „synes at
have forregnet sig. De Radikale saavel
som de Klerikale erklære den for udrikkelig;
for den ene Part er den ikke bitter nok, for
den anden Part ikke sød nok."
Det gik ikke Spuller og Casimir-Perier
bedre, end det gik Værten i det franske
Snapsting. De Klerikale slog ikke af paa
deres Fordringer og fandt, at den nye Aand
=- -~ 629
Jean Casimir-Perier
var altfor radikal. De Radikale kaldte
Kabinettet . Perier et klerikalt Ministerium og
beskyldte „Kongen af Anzin*V „Casimir III",
for at ville forraade Republiken til Phi-
lippe VU.
Casimir-Perier var en modig Mand, men
han savnede Mod og Lyst til at trodse
Pressens Angreb, der da ogsaa som saa ofte
før og siden gik over alle Grænser. Minister-
præsidenten blev hurtig ked af en „Magt",
der var afmægtig til at beskytte hans Person
og personlige Ære, og han greb den første
Lejlighed til at lade sig falde. Det store
Principspørgsmaal om, hvorvidt Statsfunk-
tionærer kan danne Fagforeninger, stod alle-
rede den Gang paa Dagsordenen. Regeringen
havde forbudt Statsbanernes Funktionærer og
Arbejdere at deltage i de forenede Jernbane-
syndikaters Kongres; der blev i Deputeret-
kamrets Møde den 22. Maj 1894 rettet
en Interpellation til Regeringen om den Sag,
og Kamret forkastede med 265 Stemmer
mod 225 den af Regeringen akcepterede Dags-
orden. Næppe var Afstemningens Udfald
forkyndt, før Ministerpræsidenten demonstra-
tivt lukkede sin Portefeuille, kørte til Elyseet
og bad Carnot søge sig et andet Mini-
sterium.
Casimir-Perier havde sikkert kun fulgt sit
Temperament, men han havde lige godt havt
et Statsmandsindfald. Han havde viist Mod
og Kraft til at bekæmpe Anarkisterne, og
han var falden i Kamp mod Socialisterne;
disse havde tilmed, om end meget mod
deres Villie, gjort ham store politiske Tjene-
ster. Deres Blade havde haanet og krænket
ham, og deres Deputerede havde fremhævet
Betydningen af hans Fald ved en tydelig
Demonstration. Da den faldne Ministerpræ-
sident forlod Ministerbænken, tilklappede de
Røde ham deres Bifald og raabte: „Vive
la commune!" Casimir-Perier vendte sig om
med et ironisk Smil og klappede i Hænderne
op til de Røde.
Da Præsident Carnot en Maaned efter
faldt for et nyt Anarkistmord, udpegede den
offentlige Mening to Mænd som Frankrigs
og det franske Borgersamfunds Rednings-
mænd, som den myrdede Præsidents rette
Efterfølgere. De Radikale opstillede paa
Kongressen i Versailles Henry Brisson, men
„Republikens Grædekone" havde i Virkelig-
heden ingen Chancer. De virkelige Kandi-
dater til Præsidentværdigheden var Charles
Dupuy og Jean Casimir-Perier. Det ansaas
for givet, at Perier vilde faa de fleste Stem-
mer i første Valgomgang, men Vaillant-
Dagens Helt, Charles Dupuy var n Favorit«.
Dupuy var de moderate for radikal; men
naar Perier, som man ventede, ikke blev
valgt i første Omgang, vilde de moderate i
anden Omgang stemme for Dupuy, for at
undgaa Brisson, og mange Radikale vilde
da rimeligvis ogsaa give Dupuy deres Stemme.
Dupuy og hans Venner følte sig allerede sikre
paa Sejren, men saa indtraf der noget, som
ingen havde ventet; Casimir-Perier blev valgt
i første Omgang! Han fik kun et lille
Flertal, 451 Stemmer (Carnot var bleven
valgt med 616 Stemmer); men han fik
Flertal, og den store Casimirs Sønnesøn
var nu Frankrigs Præsident.
Den nye Præsidents Debut var ikke
lovende. Da „den søvnige Kat" Senatets
Præsident Challemel-Lacour havde forkyndt
Udfaldet af Valget, og den lykkelige Ud-
kaarne blev omringet af Gratulanter, blandt
hvilke den overvundne Dupuy var den første,
kunde Carnots Efterfølger, den Mand, der
ventedes at ville slaa Samfundets Fjender
til Jorden med Jærnhaand, næppe tale for
Bevægelse, og han fældede til Tilskuernes
Forbauselse Taarer. Uvelvillige Indviede be-
troede derefter Verden, at Casimir-Perier
overhovedet havde savnet Mod til at lade
sig opstille som Præsidentskabskandidat, og
at hans gamle Moder havde maattet gøre
Ende paa hans Vaklen med de romerske
Ord: „Naar Pligten kalder og Faren viser
sig, maa en Casimir-Perier altid være rede!4*
630
Jean Casimir-Perier
Helten fra Bagneux vandt dog strax den of-
fentlige Mening ved sit personlige Mod. Af
Attentathensyn holdt der et Extratog rede
til at fare den nye Præsident til Paris; men
Casimir-Perier steg ind i den traditionelle
Artilleri-Ekvipage og kørte til Elyséet sammen
med sin overvundne Konkurrent, Minister-
præsident Charles Dupuy, der tog sit Nederlag
med en overlegen Gemytlighed, som smittede
selve den alvorlige Sejrherre. Og da det
uendelige Ligtog om Søndagen drog fra
Elyséet til Notre-Dame, og fra Notre-Dame
til Panthéon, Republikens Martyr, Sadi Car-
nots sidste Hvilested, søgte alles Blik med
Interesse og Forventning den tredie Republiks
femte Præsident, der havde villet vise, at
han ikke var bange for Attentater og derfor
havde brudt Elysée-Ceremoniellet og gik i
Spidsen for Toget. Han var 'omgiven
af fire kæmpemæssige Huissiers, der i
Forening med det militære Følges martialske
Skikkelser stillede den lille Præsident i Skygge.
Men da den lille, men kraftige Mand
med det store — for store — Hoved med
Officers-Moustacherne og den militære Hold-
ning stod alene paa Panthéons Trappe og
holdt sin første Revue over de prægtige
Troppemasser, der havde viist den myrdede
Præsident den sidste Ære, saa Casimir-Perier
ud, som han vel kunde være den Præsident,
Frankrig haabede paa og trængte til, en
Autoritetens Mand. Dette Indtryk blev be-
styrket ved det Budskab fra den nye Præsident,
der blev oplæst i det franske Parlament
den 3. Juli: „Jeg er ", hed det, „ikke noget
Partis Mand; jeg tilhører Frankrig og Re-
publiken . . . .u Præsidenten lovede selv-
følgelig sociale Reformer, men hans Budskab
talte ogsaa om „Frihed og en fast Regering",
og han erklærede, at han ikke vilde tillade,
at hans Rettigheder blev miskendte eller
beskaarne."
Ved disse Ord brød Stormen løs i Deputeret-
kamret og derefter i Pressen. Casimir-Perier
havde allerede som Ministerpræsident gjort
uhyggelige Erfaringer med Hensyn til den
politieke Presses Hensynsløshed, og han ud-
talte sine Anelser om, hvad der vilde komme,
da han paa en lidt uforsigtig Maade i Ver-
sailles sagde til de tilstedeværende Journalister :
„Mine Herrer! Nu tilhører jeg Dem ! Diskuter
mig — men glem aldrig hverken Frankrig
eller Republiken !" Som erfaren Mand maatte
han vide, at en offentlig Personlighed maa
være fattet paa baade berettiget og uberetti-
get Kritik, og at han maa være rustet med
Foragtens Panser overfor Smædeskrivere,
hvad enten de bærer den forgiftede Fleuret
eller Skarnbøtten i deres Vaaben. Men netop
her var den bundrige, tilsyneladende saa
blaserede Borger-Aristokrats svage Side, og
her savnede han det Mod, han havde vist
paa Valpladsen og stadig var rede til at
vise, hvor der var Fare for hans Person.
Der var vistnok i Frankrig, som var
dybt rystet af og over Panama-Skandalerne og
var grebet af Attentat-Rædsel, Elementer til
at skabe en borgerlig Republik paa den sande
Friheds Grundlag, men det viste sig snart,
at Casimir-Perier ikke var Manden for at
løse den Opgave. De „Røde", der frygtede
og hadede den nye Præsident mere, end han
politisk set var værd, aabnede et voldsomt
Felttog mod ham. Atter fyldtes den Roche-
fort'ske Presses Spalter med Slagordene
„Casimir III" og „Kongen af Anzin", med
Insinuationer og Bagvaskelser af den laveste
Art. I Spidsen gik den unge, ret vittige og
overmaade hensynsløse Deputerede Gérault-
Richard med sit „satiriske Kamporgan", „Cham-
band"- Han blev sat under Anklage, dømt
til et Aars Fængsel — og genvalgt, men
ganske vist ikke frigivet. Denne Afstraffelse
standsede ikke Angrebene paa Præsidenten,
der klagede over, at han fandt utilstrækkelig
Beskyttelse hos sine Ministre mod Pressens
Angreb og Overgreb.
Helt Uret havde Casimir-Perier ikke, og
„den lille Presse", der fandt Støtte og Ekko
ogsaa i moderat-radikale Kredse, gjorde hur-
631
— Jean Casimir-Perier
tigt den nye Præsident upopulær. Men Fejlen
var ogsaa hans egen; han foretog sig intet
for at optage den Kamp, han havde paataget
sig» °g gennemføre sit Program, og han viste
ved flere Lejligheder en Svaghed og Frygt
for Folkestemningerne, der svækkede hans
Tilhængeres Tillid og æggede hans Modstan-
dere til nye Angreb.
Da Casimir Perier og hans Gemalinde den
7. Oktober 1894 første Gang præsenterede
sig officielt foi Pariserne ved et stort Vædde-
løb, der var arrangeret af Herrerne i Hotei-
de-Ville, blev der i Elyséet truffet store
Forberedelser til denne første Præsident-Op-
visning; den Ekvipage, hvori Præsidenten
og den overrnaade elegante og pragtfuldt
klædte Præsidentinde kørte til Longchamps,
var den prægtigste, man i lange Tider havde
set selv i den ekvipageberømte Seinestad.
Præsident-Ekvipagen blev trukket af fire blank-
brune Heste, der vakte alle Hestekenderes
Beundring, og Hestene blev styrede af fire
pragtfulde Postilloner. Men Pariserne savnede
dog noget; man havde hørt Tale om en
Forrider. Han havde ogsaa ganske rigtigt
holdt i Elyséets Gaard; men i sidste Øjeblik
blev Casimir-Perier bange for, at denne i
Republikens Annaler nye Fremtoning skulde
vække Forargelse, og lod Forrideren blive
hjemme.
Det var en Svaghed, der ikke kunde
skjules, og den kastede et lidt latterligt Skær
over sin Mand. Fejlen skulde genoprettes,
og saa kastede Casimir-Perier sig ikke over
en stor politisk Aktion, men over Guvernøren
i Indo-Kina, Hr.* de Lanessan og hans mere
eller mindre uheldige Forbindelser med Pressen.
Han mistede sin Post, og det gik ud over
nogle parisiske Redaktører, men Opgaven var
ikke stor nok — og Præsidenten havde stuk-
ket Haanden endnu dybere ned i en Hvepse-
rede, hvorfra han hidtil havde faaet mange
ubehagelige og nu fik adskillige farlige Stik.
Under denne Affære var der megen Tale
om „Nation "s Chefredaktør Camille Dreyfus.
Det Navn er vel nu godt glemt, men der
var en anden Dreyfus, som den Gang var
godt gemt, men hvis Navn ikke saa snart
vil blive glemt, og som kom til at spille en
skæbnesvanger Rolle i Casimir-Periers som i
saa mange andre franske Statsmænds Liv.
Den 28. December 1894 blev Kaptajn
Alfred Dreyfus dømt til Degradation og De-
portation paa Livstid; den 15. Januar 1895
Kl. 1 1 om Aftenen forbløffede Bladudraaberne
Pariserne ved deres Raab om „Casimir-Periers
Dimission", og den næste Morgen drøftede
man rundt om i Verden den store Gaade:
Hvorfor har Carnots Efterfølger forladt sin
Post?
Det er en Selvfølge, at den tusindtungede
Fama strax foer i moderne Journalistham og
fik saare travlt. Inden faa Timer vidste alle,
at Casimir-Perier og hans Familie i længere
Tid havde befundet sig i en nedtrykt Sinds-
stemning, at Fru Præsidentinden og selv
Præsidentens klassiske Moder var blevet
grebne af ubetvingelig Attentatfrygt efter et
Forsøg paa at bortføre Præsidentens lille
Datter, Germaine, hvori man i Elyséet saa
et revolutionært-socialistisk Attentat Andre
vilde vide, at Præsidenten af mindre gode
Familiegrunde følte sig personlig generet ved,
at Opdagelsesbetjente fulgte ham overalt for
eller under Paaskud af at sikre ham mod
Attentater. I politiske Kredse vidste man,
at Præsidenten i nogen Tid havde klaget
bittert over, at hans Ministre, særlig Minister-
præsidenten Charles Dupuy, Krigsminister
Mercier og fremfor alle hans tidligere Under-
givne, Udenrigsminister Hanotaux, holdt ham
ganske udenfor Forretningerne og endog næg-
tede ham Oplysninger om Regeringssager
under Paaskud af, at Præsidenten var uan-
svarlig, og at Ministrene havde hele Ansvaret.
Der var vistnok noget sandt i alle disse
Rygter og Fortællinger. Casimir har selv
senere oftere udtalt sig meget bittert om Mi-
nistrenes, særlig Hanotaux1 Optræden; han
har i sit opsigtvækkende Vidnesbyrd under
632
Jean Casimir-Perier
Processen i Rennes den [2. og 14. August andre end ham vrage en Trone af saadanne
1899 oplyst, at han kom til at staa ganske
uforberedt overfor den tyske Gesandts og
selve den tyske Kejsers Appel til hans Loyali-
tet i Anledning af de falske Kejserbreve, der
var blevne forelagte Krigsretten, som dømte
Dreyfus. Man ved, at Casimir-Perier endog
blev truet med en Krigserklæring fra tysk Side.
Det har aabenbart været bevægede Dage
for Casimir-Perier, men man maa dog endnu
med Forbauselse spørge, hvorfor han da ikke
aabent appellerede til Frankrig, hvorfor han
frivilligt trak sig tilbage? Spørgsmaalet er
saa meget mere berettiget, fordi Ministeriet
Dupuy netop var kommet i Mindretal i Kam-
ret og havde indgivet sin Dimission. Der
er dem, som paastaar, at Ministeriet havde
ladet sig falde for at tvinge Præsidenten til
at dimissionere. Det lyder ikke ganske rime-
ligt* °g der er mere Grund til at tro, at
Dupuy blev saare forbauset, da Casimir-
Perier den 15. Januar 1895 om Aftenen
sagde til ham: Det bliver ikke Dem, men
mig, der gaar!
Casimir-Perier skal selv senere have antydet,
at man nok en Gang i Tiden skulde erfare
den sande Grund til hans Dimission. Det
er rimeligt nok, at man blandt hans Efter-
ladenskaber vil finde værdifulde Oplysninger,
og det er jo muligt, at der har foreligget en
afgørende Grund, som hidtil er forbleven skjult.
Men sikkert er det, at det Budskab, hvori
Casimir-Perier meddelte Kamrene sin Dimis-
sion, kun indeholder almindelige Talemaader,
og det er sandsynligst, at den egenlige Grund
til hans „Desertion", som hans Tilhængere
den Gang kaldte hans Dimission, var hans
Nervøsitet, hans Mangel paa Udholdenhed
og paa virkelige Statsmandsevner. Hans Bedste-
fader havde trodset Stormen ; men Jean Casi-
mir-Perier var nu en Gang ikke skabt til at
blive en ny Casimir den store. Maaske var
det „Casimir IH' "s politiske Ulykke, at han
var for rig og kunde føle sig for uaihængig ;
man har jo set Greven af Chambord og
633
Grunde. Og naar alt kommer til alt er
„Magtens Sødme" falden stærkt i Værdi i
vor Tid, hvor Magthaverne er udsatte baade
for berettiget parlamentarisk og journalistisk
Kritik, og [for pinlige Naalestik og skandaløse
Presseoverfald, og i en Tid, der endnu ikke
har fundet Midler mod den Mord-Epidemi,
som har fyldt vor Tids Annaler med en lang
Række historiske Bloddramaer.
Casimir-Perier trak sig tilbage til Privat-
livet. Han var en arbejdsom Mand med
mange Interesser, han forvaltede en stor For-
mue, deltog i en Række store Aktieselska-
bers Ledelse og virkede med megen Dygtig-
hed for hygiejniske Formaals Fremme. Han
arbejdede endnu i de sidste Maaneder trods
sin Sygdom daglig sammen med sin Sekre-
tær, til Døden bortkaldte ham den 1 1 . Marts
Kl. 10 Aften.
Casimir-Perier kunde endnu en Gang være
kommen til at spille en politisk Rolle. Wal-
deck-Rosseau tilbød ham Krigsminister-Porte-
feuillen i sit Kabinet; Waldeck lod sig vel
lede af den Betragtning, at Casimir-Perier
ved sin Dimission havde afvist Medansvaret
for Dreyfus' Domfældelse, og at Helten
fra Bagneux nød almindelig Anseelse for
Hæderlighed og retskaffen Tænkemaade.
Casimir afslog dog den ham tiltænkte Ære.
Han havde prøvet sine Kræfter to Gange
paa den politiske Arena ; han havde hverken
Mod eller Lyst til atter at optræde paa Ver-
densscenen for maaske strax at forsvinde bag
Kulisserne for tredie Gang. Han var skabt
til at spille og spillede med al Anerkendelse
> Rollen som „anset Privatmand", og han be-
fandt sig langt bedre i sit elegante „Hotel"
i Rue Nitot og paa sit prægtige Slot Pont-
sur-Seine, hvor en Gang den store Napoleons
Moder havde resideret, end han havde be-
fundet sig i Elyséet. Som politisk Person-
lighed vil han væsentlig mindes som en frem-
ragende Kammerpræsident og som — *L'éter-
nel démissionaire«.
_ 42
„Dreadnought*.
HAVETS GIGANTER
I. JORDENS STØRSTE KRIGSSKIB
Af Kaptejn C. G. Schack.
Ica. 3 Aar hundred er fra Midten af det
16de Aarhundrede til henad Midten af
det 19de Aarhundrede gjennemgik den mari-
time Krigsførelse og Krigsskibene baade hvad
Størrelse, Bygningsmaade og Armering an-
gaaer ikke nogen Forandring af Betydning.
Det var Træskibe med Seilene som Bevæg-
kraft og de glatløbede Forladekanoner som
Skyts, installerede i flere eller færre Exem-
plarer ombord, eftersom Skibet var Tredækker,
Linieskib eller Fregat. Fra Generation til
Generation Aarhundreder igennem kunde
Faderen oplære sin Søn i Søkrigskunsten.
Til Gengæld har det sidste halve Aar-
hundrede i højeste Grad revolteret paa Krigs-
skibsbygningskunsten og den maritime Krigs-
førelses Omraade. Indførelsen af Damp,
Panser, Jern- og Staalskibe, det riflede Bag-
ladeskyts, Torpedoer og Torpedobaade, Mine-
spærringer, det røgfrie Krudt og andre stær-
kere explosive Stoffer, Brisantgranater, Under-
vandsbaade m. m., Anvendelsen af Elektri-
citet, Hydraulik, Telefoner og traadløs Tele-
grafi m. m. m. har jo i Løbet af de sidste
30 å 40 Aar i den Grad forandret Basis
for Alt, hvad der hører Søkrigen til, at den,
der har seet saavel de gamle Seilskibe med
glatløbede Kanoner som de sidste Udgaver
af moderne Panserskibe, tit kan rette det
Spørgsmaal til sig selv: Hvorledes skal
dette ende?
Kunde Fortidens Genier paa Søkrigens
Omraade, Mænd som en Niels Juel eller en
Nelson staa op af deres Grave og kaste et
Blik paa Nutidens Krigsskibe, saa vilde de
vistnok haste tilbage og bede sig forskaanede
for det Syn af uhyggelige, stygge kul- og
ildspyende Krigsmaskiner, der har afløst
Fortidens stolte Svaner.
Denne voldsomme Udvikling i saa kort
634
Havets Giganter
Tid har selvfølgelig fremkaldt Usikkerhed og
Vaklen i Valget af, hvad der var det bedste
og hensigtsmæssigste paa de forskjellige Om-
raader af Skibs- og Skytskonstruktion.
Mange Skibskonstruktioner er fremkomne
og atter kasserede, inden de blev prøvede
under alvorlige Forhold. Der arbeides stadig
paa at uddrage Erfaringerne af de faa Sø-
kampe, der har fundet Sted i det forløbne
Tidsrum. Den russisk -japanske Krig og
særlig Søslaget ved Tsushima har bragt
en Del Erfaringer i saa Henseende. Det er
disse Erfaringer, der har ført til Bygningen
af Englands og Jordens største færdige
Krigsskib „Dreadnought".
Den mangeaarige Kamp mellem Artilleriet
og Panseret medførte, at Krigsskibene stadig
blev større. Det sværere Artilleri medførte
sværere Pansring til Beskyttelse og større
Fart, og alle disse Faktorer betingede større
Skibe. England er altid gaaet i Spidsen
for Overgangen til større og større Kamp-
skibe, naar undtages en Periode i Begyndel-
sen af Firserne, hvor Italien pludselig over-
raskede og overfløj alle Stormagterne ved
Bygningen af et Par mægtige Panserskibe,
der i Størrelse langt overgik alle de existe-
rende Krigsskibe. Ellers er Udviklingen
foregaaet jevnt. I Halvfjerserne var de
mægtigste Panserskibe omkring 9000 Tons,
i Firserne steg Deplacementet til ca. 12000
Tons og i Halvfemserne til 15000 Tons.
Her syntes man i nogen Tid at blive staa-
ende. Man havde i den 30 cm. (12 Tom-
mer) 45 Kaliber lange Kanon (45 Kaliber
vil sige, at Kanonens Længde er 45 Gange
Løbets Tværsnit, altsaa her 45 Fod) funden
en foreløbig Grænse for Udviklingen af det
svære Artilleri, idet de endnu større Kanoner,
de 34 cm. og 40 cm. havde vist sig uprak-
tiske; man havde ogsaa fundet et Pansrings-
materiale (Krupps hærdede Staalpanser) og
en Pansertykkelse (ca. 12 Tommer), som
man var bleven staaende ved.
Erfaringerne fra Søslaget ved Tsushima
har imidlertid bevirket, at man i alle Stor-
magtsflaaderne er igang med at bygge Kamp-
skibe, der overgaar de tidligere ganske be-
tydeligt i Størrelse og Fart. Grunden til
Japanernes eklatante Seir over Russerne var,
Hvis „Dreadnought" blev anbragt i Londons Gade Strand, vilde det næsten rere ved Husene paa
hver Side og rage hejt ep over dem. (Efter Pearsons Magazine.)
635 --
Havets Giganter
blandt meget andet, den, at hine med deres
svære 30 cm. Kanoner og overlegne Fart kunde
skyde Russernes Skibe isænk paa en Afstand,
hvor det russiske Artilleri neppe kunde
række dem. Da Fremtidens Søkampe sand-
synligvis vil blive udkæmpede paa lang Af-
stand, er det nødvendigt i et Skib at have
mange svære og langtrækkende Kanoner i
Forbindelse med stor Fart. Her vil Kampen
komme til at staa mel-
lem Fremtidens Skibs-
konstruktører.
Kampskibet „Dread-
nought" er bygget
med disse Erfaringer
for Øje. Det har et
Deplacement af mel-
lem 18 og 19000
Tons og er ca. 2000
Tons større end den
sidste ny engelske
Klasse af Kampskibe
og 3 til 5000 Tons
større end de andre
Stormagters største
Kampskibe. Det har
paa Prøveturene været
oppe paa en Fart af
22 Knob eller 3 Knob
mere end noget an-
det 1ste Klasses Kamp-
skib. Det er armeret
med 10 30 cm. Ka-
noner, medens der af denne svære Kanon
ikke findes mere end 4 i noget andet Kamp-
skib. Disse 10 Kanoner ere installerede 2
og 2 i 5 svært pansrede Taarne, hvoraf de
3 staar midtskibs, de 2 iborde, saaledes at
de 8 af de 10 Kanoner kan være i Virk-
somhed paa samme Side samtidig. Der kan
saaledes i eet Minut fra disse Kanoner ud-
sendes Projektiler til en samlet Vægt af over
12000 ffi, samtidig med, at der kan sendes
et sandt Haglveir af Projektiler ud fra de
talrige smaa Maskinkanoner.
En af „Dreadnoughfs Kanoner stillet op ved
Siden af en Landsby-Kirkes Taarn.
For at faa en Idé om Mægtigheden af
denne Armering skal jeg kun henvise til
Middelgrundsfortet , hvis Bestykning med
svære Kanoner bestaaer af 5 30 cm., af
hvilke kun 3 kan bære i een bestemt Ret-
ning. Et enkelt Skib som „Dreadnought*
kan altsaa stille 8 30 cm. Kanoner mod
Middelgrundsfortets 3. Dette Faktum maa
dog ikke faa en pessimistisk Læser til at
udbryde: „Ja, hvad
kan det saa nytte",
thi dels er jo Forter
ganske anderledes hel-
dig stillet under Skyd-
ning end et bevægeligt
Skib, og dels er de
ikke saa saarbare, og
endelig har Forter et
frygteligt Vaaben i
Haubitzen, mod hvis
ødelæggende Ild Krigs-
skibene ikke kan
værge sig.
„Dreadnought" skil-
ler sig ogsaa fra andre
lste Klasses Krigs-
skibe ved en fortræf-
felig Inddeling af Ski-
bet i vandtætte Rum,
en Foranstaltning, der
i høj Grad forøger
Muligheden af at kunne
holde sig oven Vande
og nogenlunde kampberedt, selv om man
træffes af en Torpedo.
For Maskinens Vedkommende betegner
„Dreadnought" en Omvæltning, idet den er
det første Kampskib, der benytter Turbine-
maskiner. Hvorvidt dette vil blive nogen
Fordel, er man i indviede Kredse vistnok
ikke sikker paa. Turbinemaskinerne har i
ethvert Tilfælde i de mindre Krydsere ikke
svaret til de Forventninger, man nærede til
dem. Telefonnettet er meget udstrakt, Læng-
den af Traadene, der forbinder de Mængder
636
Havets Giganter
af Stationer, der findes i Skibet, er ca. 100
eng. miles.
Skibets Kulbeholdning er 2700 Tons,
hvad der giver en stor Aktionsradius, d. v. s.
den Strækning i Sømil, Skibet kan gennem-
løbe uden at fylde Kul. Med 12 Mils Fart
er den 6000 Sømil, men med 18 Mils Fart
kun 3500 Sømil, idet Kulforbruget ved de
større Hastigheder voxer uforholdsmæssigt.
Besætningen udgjør ca. 850 Mand.
„Dreadnought" er det niende Skib af
dette Navn i den engelske Marine. Det
første blev bygget i Midten af det 16de
Aarhundrede, det 8de i Rækken i 1875;
det existerer endnu som udgaaet Kampskib.
Ved at følge Rækken af disse „Dreadnougthfs
faaer man et talende
Indblik i saavel Tek-
nikens som Bekostnin-
gens kolossale Stigning
i de sidste 40 Aar;
medens de 7 første
„ Dreadnought" s (Seil-
fregatter og Linieskibe)
ikke adskiller sig fra
hinanden i væsentlig
Grad, idet kun hvert
af dem er noget større
end det foregaaende, træder Forskjellen
frem ved Nr. 8 og 9 (Panserskibe). „Dread-
nought" Nr. 5 (Linieskib, der blev bygget
i den første Halvdel af det 18de Aar-
hundrede), var et af sin Tids største Kamp-
skibe. Det var 2000 Tons drægtig og
kostede fuldt udrustet ca. 400,000 Kr. Det
nuværende „Dreadnought" er over 18000
Tons og koster fuldt udrustet jj Millioner
Kroner eller 90 — halvfemsindstyve —
Gange saameget, medens dets Tonsdrægtig-
hed kun er 9 Gange saa stor. Linieskibets
Besætning var ca. 800 Mand altsaa omtrent
den samme Besætning som det nuværende
„Dreadnought", et Bevis paa, i hvor høi
Grad Maskiner, mekaniske og elektriske Hjælpe-
midler har reduceret Menneskeforbruget. Endnu
„Dreadnoughfs ti store Kanoner vejer lige saa meget
som to Passager-Tog.
i Slutningen af Halvfjerserne kunde man
regne Bekostningen af et Panserskib til ca. 1
Mill. Kr. pr. 1000 Tons. Vort Panserskib
„Helgoland", der er bygget paa den Tid er
ca. 5000 Tons og har kostet 5 Mill. Kr.,
og „Dreadnought" Nr. 8, der er 10000
Tons, har kostet 10 Mill. Kr.
Nu er man oppe paa næsten den dobbelte
Udgift idet, et 18000 Tons Karapskib koster
ca. 35 Mill. Kr. Dette skyldes ikke alene
Materialets og Arbejdslønnens Stigning, men
ogsaa de utallige Installationer og Hjælpe-
midler, som den moderne Teknik efterhaan-
den lader tilflyde Krigsskibene til Brug i
Søkampen.
„Dreadnoughtas Berømmelse som Jordens
største Krigsskib vil
imidlertid kun blive af
kort Varighed; der er
allerede i England 3
Skibe af lidt større
Drægtighed paa Stablen,
og de andre Stormagter
har skyndt sig at
følge Englands Exem-
pel. Kæmpeskibe som
Kampskibe synes at
være Tidens Løsen. I
Frankrig skal der bygges 6 Kampskibe paa
18000 Tons, i Tyskland 2. De forenede
Stater i Amerika bygger et paa 20000 Tons,
og endelig er der hos Jordens nyeste Stor-
magt — Japan — 4 Kolosser under Byg-
ning eller bevilliget, 2 paa ca« 20000 Tons
og 2 paa 21000 Tons, der skal armeres
med 14 af de sværeste Kanoner og have en
Fart af 22 Knob. Her er Rekorden fore-
løbig sat. Det bliver Kapløb mellem Natio-
nerne om at bygge Skibe, der kan bære det
største Antal svære Kanoner i Forbindelse
med stor Fart og stor Kulbeholdning.
Hvor langt vil man kunne vedblive at
forøge Størrelsen af disse flydende Kamp-
maskiner? Ja, der er jo tilsyneladende ingen
Grænse; saalænge man har Penge til at
637
Havets Giganter
bygge for, Beddinger, der kan tage Skibene,
og Dokker, der kan dokke dem, kan man
vedblive at forøge Størrelsen; men der kan
jo tilslut stille sig praktiske Vanskeligheder
i Veien. Skibets Dybgaaende og dets Drei-
ningsradius forøges med Størrelsen, og dets
Manøvreevne formindskes, hvad der jo be-
tegner et Minus i et Skibs Kampværdi, og
dette Minus kan blive saa stort, at det
overgaar Fordelene ved Størrelsen. Skibe
som „Dreadnought" maa optræde med stor
Forsigtighed i danske Farvande og andre
Steder i Nord- og Østersøen. Dernæst maa
et Skib jo ikke gerne være større, end at
Overblikket ikke svækkes, og at Overledelsen
under Kampen kan være i en enkelt Mands,
Chefens Haand. Overledelsen kan ikke deles;
men en Skibschef er jo kun et Menneske, paa
hvis Skuldre man kun kan læsse et vist Ar-
beide. Man skulde synes, at Grænsen maatte
være naaet med de 21000 Tons; men man
skal Intet forsværge; man sagde det samme,
da man var naaet til de 1 5000 Tons Kamp-
skibe. Vi komme maaske til at opleve
30000 Tons Kampskibe.
Qui vivra, verra.
IL JORDENS STØRSTE HANDELSSKIB
Af Skibskonstruktør Axel Holm.
Al andet Væddeløb bliver Bagateller i
Sammenligning med Verderfs-Dampernes Re-
kord-Kamp paa Farten over Atlanten. Aar
for Aar øges Farten, og samtidig stiger
Størrelse og Komfort: for hvert nyt Skridt,
der vindes fremad, forbereder Konkurrenten
ufortrødent det næste. Ved Begyndelsen af
det nittende Aarhundrede tog Rejsen c. 45
Dage med' de bedste Sejlere, i 1907 vil den
kunne gøres paa c. 4x/a Dag.
„Lusitaniatts Stabelafløbning.
r=: 638 =^r=:
Havets Giganter
Det er navnlig mel-
lem de store engelske
og tyske Dampskibs-
linier, at Kampen i de
sidste Aartier er ført.
Siden Slutningen af
90'erne har Tyskland
siddet inde med Re-
korden for Fart paa
denne Rute — 23
Knob, eller 52/s Mil
i Timen — ; i det
sidste Aarstid har
Tyskland ogsaa ejet
Verdens største og
mest komfortable Skib
(„Kaiserinn Augusta
Victoria"). Begge disse
Recorder slaaes nu af
de to engelske Søster-
skibe „Lusitania" og
n Mauretania u ,af hvilke
det første om kort Tid
begynder sin Fart mel-
lem Liverpool og New-
York. Begge disse Skibe
er projekterede til en
Fart af 25 Knob eller
6l/5 Mil i Timen. Det
vilde føre for vidt her
at gennemgaa i alle
Enkelthederne, hvad
disse Resultater har
kostet af Opfindsom-
hed, Anstrengelser og
Bekostninger; vi skal
indskrænke os til en
kort Beskrivelse af det
nævnte Kæmpeskib
„Lusitania".
Paa Billedet er „Lu-
sitania" vist i Forhold
til Københavns Raad-
hustaarn og Danmarks
største Damper „Oscar
AA4£HUJTJyA*f*
=-z- - 639
Havets Giganter
II. a. Skibet er 380 Alen i Længden eller som
Bredgade fra Kongens Nytorv til Dr. Tvergade :
Bredden er 421/* Alen. Den samlede Vægt af
det færdige Skib, eller dets Deplacement, er c.
45,000 Tons = 91,000,000 &. Vægten af
Staalskroget alene, eller Deplacementet ved Af-
løbningen, er 16,500 Tons = 33,500,000 fr.
Skibet maaler 32,600 Register Tons*) Brutto
og 11,500 Netto. Til Sammenligning tjener,
at „Oscar ILa's Deplacement er c. 19,000
Tons og dens Tonnage 10,000 Brutto og
6,100 Netto.
„Lusitania" er selvfølgelig bygget helt af
Staal med dobbelt Bund og Masser af vand-
tætte Skodder. De Døre, som findes i disse
Skodder er saaledes indrettede, at de alle
kan lukkes vandtæt fra Kommandobroen ved
hydrauliske Lukkemekanismer, enten alle paa
en Gang eller hver for sig. Ogsaa den
dobbelte Bund er vandtæt inddelt; Højden
mellem Inder- og Yderbund er 21/2 Alen.
Hele denne Inddeling i mange mindre Rum,
suppleret med kraftige Lænsepumper i Ma-
skinrummet, har bragt Faren for, at Skibet
skal synke i rum Sø, ned til et Minimum,
for ikke at sige umuliggjort dette.
Skibet er helt fladt i Bunden, uden frem-
staaende Køl, idet Kølen bestaar af tre Lag
Staalplader ovenpaa hinanden, med en Tyk-
kelse af tilsammen 31/* Tom. og en Bredde
af 21/2 Alen. Flere af Staalpladerne i Uden-
bordsklædningen vejer op mod 9000 fr;
Roret, som er støbt af Staal, vejer med
Stamme ialt 130,000 &. Til Samling af
Skrogets mange Dele er medgaaet c. 4,000,000
Nagler. Skibet faar 9 Etager, forbundne med
Elevatorer, og den øverste Etage, Kommando-
broen, ligger 55 Alen over Kølen, eller
mere end et alm. Hus. De 4 ovale Skor-
stene hæver sig 75 Alen over Kølen —
deres største Diameter er 12 Alen, en lille
Gadebredde — og Masterne rækker til 102
Alen; de bærer det almindelige Marconi-
Telegrafapparat.
Med Hensyn til Passagerindretningen fore-
ligger der endnu ingen Beskrivelser eller Foto-
grafier, men Skibet vil blive indrettet med
den højeste Grad af Komfort for alle de tre
Klassers Vedkommende. I. Klasses Saloner
og Kahytter vil blive udstyret med en Luk-
sus, som staar fuldt paa Højde med Land-
*) 1 Register Ton = 100 Kubik-Fod.
jordens første Klasses Hotellers. Alt i alt
bliver der Plads til 550 Passagerer paa
I. Klasse, 500 paa II. Klasse og 1300 paa
111. Klasse — sammen med Besætningen
(800 Mand) 3,150 Mennesker eller en hel
dansk Købstads Befolkning, Hobro f. Eks.
Skibets Fart er, som sagt, beregnet til
25 Knob og de to Knob som „Lusitania"
altsaa har fremfor „Kaiser Wilhelm II." 's
23 har nødvendiggjort en Forøgelse af Heste-
kraften fra 40,000 til 70,000. En Sammen-
hobning af saa mange Hestekræfter findes
ikke paa Landjorden. Til at udvikle Dam-
pen til denne vældige Kraftudfoldelse er der
25 Kedler, 23 dobbelte med 8 Fyrsteder og
2 enkelte med 4 — ialt 192 Fyrsteder — ;
Maskinerne, som driver de 4 Skruer, er af en
helt ny Type, Dampturbiner efter Parsons
System, i Stedet for den almindelige Type
med Cylindrer og Stempler. Skibet kan
medføre til eget Forbrug 6000 Tons Kul =
12,000,000 fr eller en Kulbunke med et
Grundareal som Københavns Raadhus og 7
Alen høj, og af disse Kul bruges normalt
c. 5000 pr. Rejse eller for omtr. 100,000
Kr. Kul alene. Til Sammenligning har
„Oscar II." Maskiner paa 8,350 Hestekræf-
ter til en Fart af 17 Knob og kan medføre
1550 Tons Kul.
„Lusitania" løb af Stabelen den 7. Juni
1906 fra John Brown & Co.'s Værft paa
Clyde-Floden, og den vil antagelig begynde
sine Farter i første Halvdel af 1907. Søster-
skibet „Mauretania" løb af Stabelen i Sep-
tember 1906 fra et andet skotsk Værft og
Skibene vil koste 30 Millioner Kr. hver.
Betegnende for den omtalte skarpe Kon-
kurrence mellem England og Tyskland er
det Rygte, at Hamburg — Amerika Linien
allerede skulde have sat et Skib, større
og hurtigere end det her beskrevne, i Ar-
bejde.
Bedst maales sikkert Afstanden mellem
før og nu paa dette Omraade af Sømanden,
der paa syvende eller ottende Uge snegler
sig over Atlanten i sin knirkende Lastsejler,
naar en af disse Oceanflyvere ved mørk Nat
farer forbi ham som et Fata-Morgana med
Lys, Musik og Lystighed oppe og nede —
presset uimodstaaelig fremad af usynlige,
gigantiske Kræfter og kun efterladende sig
en Komethale af sorte Røgsøjler fra de fire
Skorstenes Krater-Svælg.
640
G3M5MD,
DANSK KOMEDIE
Saalænge lød Feltraabet: dansk Komedie
paa dansk Teater, at det lykkedes Di-
rektørerne at lære det udenad. Scener, der
hidtil ernærede sig stræbsomt af let parisisk
og berlinsk Teater-Galanteri, svor nu alene
til den gode, danske Kunst. Fra det kgl.
Teater til Sønderbro har de kunnet have
Skiltet staaende: danish produce. Holger
Drachmann, Stellan Rye, Skjoldborg, Nathan-
sen, Edgar Høyer, Gnudtzmann, Sven Lange,
Christmas, Gustav Wied, Agnes Henningsen,
Pontoppidan, Laurids Bruun, Helge Rode osv.
har vi haft, og i Reserve er endda Helge
Rode, Sophus Michaelis og Karl Larsen.
Det er en Frodighed, som meddeler rigt
Stof til Iagttagelse. Teaterkassen synes at
give dette vort dramatiske Monroe- Doktrin
Ret, de Penge, der i Aar er tjent ved Skue-
spilkunst herhjemme, skyldes vistnok over-
vejende det danske Fabrikat. (Man ind-
vende ikke „Den glade Enke" og „Charleys
Tante", ti vi taler her om Komedie). I og
for sig er det rimeligt. Skuespillerne kender
bedst vore egne Bekymringer og vore egne
Pudsigheder, som ogsaa lettest fanger Til-
skuernes Opmærksomhed og Interesse . . .
Dog Økonomien er kun den ene Side af
Sagen. Begynder vi at tænke over, hvad
vi nu har beholdt som Udbytte af al denne
Rigdom, hvad der har bidt sig fast, har
præget sig i vort Sind, hvad der har været
den dybere kunstneriske Interesse? ja, da bli-
ver Facit mindre straalende. Ærlig talt var
det uhyggelig ringe.
Kravet : dansk Komedie paa danske Scener,
er absolut berettiget, vel at mærke under en
afgørende Forudsætning — at vi virkelig
ejer en dansk Komedie- Digtning."
Dansk Komedie? Her i det mindste synes
dog Tallene at tale tilstrækkelig tydelig: op
imod en Snes danske Skuespil i en Sæson;
men det er kun den udvendige Side af Sagen.
Saa maatte vi ogsaa regne de Hundreder
utrykte Skuespil med, som skrives og ind-
leveres uden at naa op paa Scenen. Den
Tilfældighed, at en Teaterdirektør bestemmer
sig til at spille dette eller hint Stykke, kan
umulig gøre det til dansk Komedie. Dertil
hører mere. Med kunstnerisk Særpræg —
eller i det mindste scenisk Virkning — maa
den bringe Bud om vor Tid, vort Liv og
vore Tanker.
Vist havde „Hallfred Vandraadeskjalda den
sceniske Virkning. Det gyngende Skib i
Brændingen (hvor dog et Vandretæppe burde
have givet os Indtryk af Skibets Fremfart),
det bragende Gny af Øxer og Brynjer, de
vilde Vikinger midt mellem Sydens Rosen-
Orgier — det er den Slags levende Billeder,
som tiltaler et Teaterpublikums barnlige Sans
for det Brogede. Saa ved man, at Versene
er Drachmanns og altsaa skjøn Kunst, hører
maaske ogsaa en anden pragtfuld Rytme, et
andet klingende Rim. Men den smertelige
Længsel og Higen, som er Digtets personlige
Tone, føltes kun som den mattere Efterklang
af hans ældre og rigere Kunst. Havde det
ikke været . Hr. Johannes Poulsens vilde og
fantastiske Profil, var Aftenen bleven et tomt
Minde.
Maaske tør vi hastig gaa forbi Stellan
Ryes dramatiske Forsøg som det endnu dra-
matisk ufuldbaarne. Heller ikke Skjoldborgs
hæderlige Bestræbelser paa at faa Teatrets
Publikum i Tale tæller med; selv større Ro-
man-Digtere har med Selvfølgelighedens Sindsro
maattet tage deres Nederlag overfor Scenens
helt andre Krav. Det er jo ikke alene det,
at de kom nye og ubehændige overfor en
Teknik, de ikke kendte. Skuespillets Kunst
er ikke blot en Samling Kunstgreb og tek-
niske Fif, der altsaa maa læres først og kan
641
Dansk Komedie
læres. Det er en hel anden Kunst. Det er
netop Skuespil — "henvender sig først og
fremmest plastisk til Øjet, opfattes gennem
Øjet, forstaas rent billedmæssigt*). Derfor vil
Henrik Pontoppidan aldrig vinde fast Fod paa
Scenen, hvor hans Fortællings faste Mester-
skab lidet nytter ham, her hvor det først og
fremmest kommer an paa den frie og mang-
foldige Livs og Menneske-Iagttagelse — som
ikke er Pontoppidans Sag. „Asgaardsrejen",
der tidligere har været anmeldt her i Tids-
skriftet i anden Forbindelse, forsvandt da
ogsaa hastigt fra Plakaten. Og af ganske
lignende Grunde, maatte Laurids Bruuns „Pan*
faa saa krank en Skæbne — skøndt hel-
befarne Kritici forud havde lovet hans dra-
matiske Roman sikker Scenelykke. Som om
denne fortræffelige Fortæller og behændige
Konstruktør ikke fremdeles vil have uhyre Van-
skeligheder at overvinde for at naa den uvil-
kaarlige Anskuelighed, der er Teatrets første
Krav. Desuden røber Scenen saa ubarm-
hjertig meget. Her kunde enhver se, at de
n naturlige Instinkter a, der stadig raabes paa,
hos Hr. Bruun kun var Literatur. Og da
vi kom til Slutningsscenen, der virkelig er
den rene anarkistiske Vaudeville, var det nær
gaaet ganske galt. Nogle af os havde natur-
*) Jeg mindes et betegnende Exempel : Vi havde
i Palermo overværet „Giocondas" Premiere med
Eleonora Duse i Hustruens Rolle og sad nu bag-
efter og talte om denne mærkelige Forestilling.
Jeg forstaar saa at sige ikke et Ord Italiensk og
bad nu derfor min Ledsager, en anset tysk Teater-
kritiker, der magtede Sproget jævnt hen, om at
forklare mig en enkelt Scene lidt nejere. Han
forsagte paa det, men jeg mærkede snart, han
ganske havde misforstaaet Stykkets Hovedhand-
ling . . .
Han havde siddet og oversat Replikerne og
havde tabt Traaden i Skuespillet. Jeg, som paa
Forhaand opgav dette og havde givet mig gan-
ske hen i Stemningen, havde hele Tiden været
fanget af Handlingens lyslevende Udvikling — saa
jeg tilsidst knapt nok tænkte paa, det var Italiensk
de talte deroppe paa Scenen. Men Italienerne er
jo ogsaa fedte Mimikere — fedte Skuespillere!
ligvis ogsaa opdaget det i Bogen. Men de
fleste nød den jo da med Glæde.
Meget bedre gik det ikke med Henri Na~
thansens „Den gode Borger", som ellers nok
kunde have faaet en bedre Skæbne. Kritiken
tog haardt — ikke helt uberettiget haardt, for
lidt af Virkningen var jo laant fra „Forret-
ning er Forretning* (eller havde det Uheld
at minde om den), der var i det Hele taget
altfor mange literære Mindelser baade i Kon-
flikt og Karakterer: rigtig et Studerekam-
merstykke. Men havde Teatret haft Held
til at skabe den stille og fine Ægthedens
Stemning, som Prof. Bloch saa ofte har
mestret, var det vel gaaet en Gang endnu.
Der var jo ogsaa Literatur i god Forstand
ved det Stykke, en fin, næsten pertentlig
Omhu over Repliken, et eget forsigtigt Lune,
forstandigt Anlæg og omhyggelig Gennem-
førelse — men Spillet var gennemgaaendje
mat (Hr. Mantzius var dog bedaarende kor-
rekt stupid i en lille Rolle), og Svaghederne
blev dødelige. Walter Christmas, som sikkert
savner en og anden af Hr. Nathansens gode
Egenskaber, havde anderledes Lykke med
„Skærsild". Det var meget mindre Literatur
og meget mere Teater. Saadan et Optrin
som Artist-Agentens Forhandlinger med Fru
Bertram, der ikke blot i sig selv var en
morsom Scene, men rent haandgribelig dra-
matisk overbeviste Sønnen om, at i det Mi-
lieu kunde han ikke atter lade sin Moder
synke ned, og saadan en Samtale som den
hvor samme Fru Bertram lader sig rive med
af sine Minder og uden at ane det aabenbarer
sit Liv saa tydelig, at Sønnen maa forstaa, han
ikke kan dele det med hende, — saadanne Op
trin viser, hvor store Fremskridt Christmas har
gjort som dramatisk Forfatter. Nu blev han
desuden mesterlig forsvaret af Fru Hennings,
som i sin store Oprørs-Scene spillede med en
Lidenskab og Glans, der var beundrings-
værdig. Stykket er i Dagspressen bleven
saa omhyggelig kritisk gennemgaaet, at det
ikke vil være fornødent her at fortsætte. I
642
Dansk Komedie
denne Sammenhæng maa det kun siges, at
det næppe er nogen egentlig dansk Komedie.
Luften i den er saa temmelig kosmopolitisk.
Dets indre Problem: en Søns Pligter overfor
sin Moder, som han hidtil ikke har kendt,
er saa international (Zola har i flere Teater-
Feuilletoner behandlet den energisk under
samme Synspunkt), at det for saa vidt glat
væk kan gaa Evropas Scener rundt.
Der er nu ingen Tvivl om, at Albert
Gnudtzmann i „De flotte Drenge" har villet
give typiske Billeder fra Stor-Kjøbenhavn.
At det var Folkeskuespil stiller ikke Stykket
udenfor godt Teaterselskab, som ingenlunde
alene er sluttet med den stille Stuekomedies
Kammermusik. Oven i Købet var der en
ypperlig Scene, som fortjente en bedre Skæbne
end denne hastige Forsvinden: den blinde
Moders Møde med Sønnen, der i sidste
spændende Øjeblik befries for Haandjærnene,
saa han kan omfavne hende og hun dø i
Fred. Og der var i det mindste én morsom
Figurtegning af en gammel filosofisk Tyve-
knægt. Han blev nu nok mere en morsom
Feuilleton-Idé end dramatisk levende; der
var i det Hele mere Feuilleton end fasttøm-
ret Skuespil og direkte Iagttagelse i dette
Stykke, hvor en dansk Forbryderbande
hjemmevandt færdes paa Bristols mondæne
Kafé! Det faldt altsaa.
Den førstehaands Iagttagelse savnedes
saamænd ikke mindre i Edgar Høyers
„Standens Ære". Denne Forfatter har en
værdifuld Evne til at gribe ned i Tidens
Emner og stundom at faa en Vejring af
Byens og Øjeblikkets Luft med ind paa
Scenen. Han ejer tilmed et ufortrødent Hu-
mør og en bjærgsom Laden staa til, som
strax fanger Opmærksomheden. Gentagne
Gange har han altsaa skrevet underholdende
Stykker, der med Held lod sig anvende i
Mangel af gode Komedier. Ogsaa i „Stan-
dens Ære" havde han gjort et Fund: nu
var vore Læger saa længe Skuepladsens
Helte, at det kun havde sin samfundsmæssige
Rimelighed, om ogsaa de en Gang blev følt
kritisk om Pulsen. Men vor journalistiske
Dramatiker havde her taget sig Sagen for
let. Danske Læger er sandfærdig ikke saa
naivt aabenmundede, saa gavflabet tarvelige
og saa tynde i Papirerne, at en brav gam-
mel Huslæge en, to, tre gør det af med det
hele Sundhedskollegium. Forf. havde nok
selv en lille Anelse om det. Derfor fyldte
han paa med erotiske Æventyr og Maane-
skin og ung Forlovelse. Det gik altsaa ikke.
Derimod fik vi os unægtelig en lang Latter
over Gustav Wieds „Ranke Viljer". Meget
er der ikke bleven tilbage af den uroligt op-
rørske, sentimentale og lidet glade, om end
højst humoristiske Stemning i „Ungdoms-
historier", som dette ligeglade Satyrspil frit
dramatiserer. „Ranke Viljer" multiplicerer
muntert 2 Gange 2 er 5 og bryder sig Pok-
ker om, hvordan Resultatet naas. Dog, mel-
lem mange anstrengte Spøgefuldheder er der
noget af den uforknytte Wiedske Lyst til at
drysse Snus i Øjnene paa Godtfolk, som kildrer
og driller og virker ganske befriende i .vort
sure Klimas Byger af moralsk Forkølelse. Og
saa var Johannes Poulsen, dette vor Komedies
unge Haab, ubetalelig som det feminine Mand-
folk.
Alligevel en af de lette Teater-Aftener. Og
let var Fru Agnes Henningsens Skuespil „El-
skerinden", omend paa en ganske anden
Maade. Med ublandet Glæde noterede man
en Sejr for den talentfulde Forfatterinde —
men Glæden gik jo nok nærmest paa hendes
Romaner. Ikke for det, Skuespillet her har
i Skildringen af Lilis skælvende livfulde
Kvindeømhed en fin og egen Skjønhed (som
Fru Anna Larssen fandt straalende og ægte
Udtryk for), men det bedste og ejendomme-
ligste i det bliver næsten endnu bedre under
Læsningen, og det der holder Stykket sam-
men — Spændingen ved Grossererens Spil
og Fare — er en nogenlunde udvendig Te-
aterhistorie, selv om den faar Lejlighed til
at give os et Snarblik paa Mands-Elskov og
643
Dansk Komedie
Arbejde. Men den underfundige Iagttagelses-
Rigdom fra Romanerne har „Elskerinden"
ikke.
Sven Langes „De umyndiges Røst" er nu
heller ikke fra sin Forfatters Side tænkt som
nogen dybere Livs-Skildring: en Sommerdags-
Leg, hvor de unge Pigers lyse Sværm som-
merfuglelet flagrer ud og ind om den uimod-
staaelige Sanger, som kun det lille Fødsels-
dagsbarn hader, fordi han gør Kur til og
kysser hendes dejlige Moder paa Haanden,
saa hun altsaa maa faa et Barn! Og da
Pigens forelskede Skinsyge et Øjeblik kaster
et Lynglimt over Forældrenes vanemæssigt
venlige Forhold, glider deres alvorlige Sam-
tale som en Sky over Himlen — og glider
atter bort, medens Sommerlegen fortoner i
Sværmens lette Pludren om Sangerens Bort-
rejse. Saa nydelig æstetisk er det drømt —
mere end set — og ikke ganske blevet, fordi
Forældrenes Opgør netop ikke fortoner sig
men henstaar livsbittert uafgjort uden at
glide ind i den fine Ferie-Stemning. Nu,
Fru Anna Larssen agerede muntert som den
lille Moral- Vogterske og Fru Clara Wieth
opridsede et chargeret, paa sin Vis mærkelig
karakterfuldt Billede af et forvoxet og rørende
veninde-forelsket Pigebarn. „De umyndiges
Røst" gjorde Lykke.
Den værdifuldeste Indsats i Aarets drama-
tiske Spil gav Helge Rode med „Morbus
Tellermann". Indvendingerne mod det melder
sig først. For disse lidt luftløse „ Storstads-
billeder" fra Bladkontorer og Videnskabs-
Laboratorier har lidet med Storstaden at
skaffe, og hvis dette ikke betyder meget, saa
forstyrrer de dog Indtrykket af selve Hoved-
personen, Professor Tellermann. Man tænke
sig: her er en Videnskabsmand, der har
gjort betydende bakteriologiske Opdagelser,
hvis Udbytte han er bleven narret for og
som nu mener at have fundet et Serum mod
en farlig Sygdom. Da gør hans Assistent
ham opmærksom paa, at der rimeligvis har
været Fejl i Undersøgelsen, og at han nu
formentlig har fundet den Mikrobe, som er
Sygdoms- Kilden. Og denne Videnskabsmand
kaster end ikke et Blik i Mikroskopet men
smider Præparatet i Ovnen og viser Assi-
stenten Døren! Man kan indvende, at hele
denne Sag maa tages rent symbolsk som
Udtryk for Tellermanns sygelige Oprevethed
efter al den Modgang, han har lidt. Men
Scenens Symboler er farlige: de bliver selv-
stændigt levende, og vi dømmer reelt ud fra
det, vi ser. Derfor kommer Tellermann til
at staa vort Hjerte fjærnere. Vi hører kun
om hans Godhed, Geni og rene Karakter,
men vi ser ham brutalisere sin hjertensind-
tagende Kone og sin brave Assistent, ser
ham øjeblikkelig bukke under og altsaa her
optræde med en forbryderisk Letsindighed.
Scenen forlanger som Modstykke en Mang-
foldighed af overbevisende Liv, som Fanta-
sien lettelig tildigter under Læsningen.
Men samtidig er der noget saart og stærkt
og gribende ved dette Skuespil, som holder
Interessen fangen, længe efter at man har skudt
Kritiken fra sig. Der findes i Skuespillet et
gammelt „mislykket Geni", som et Sted siger:
Livet er fuldt af Bakterier, som forhærder og
æder og optøser vore Hjerter. Det der vi af. Dét
er den gule Ded. Find et Serum mod dem. Vi
hader og hidser hinanden, det ger vores Hjerte
goldt som Asfalten vi træder paa. Dér vokser
ingen Lykke og ingen Skjenhed og ingen Tro saa
stor. Jeg ved det, for jeg er selv ded. Find et
Serum mod det! . . .
... To Gange myrdede Menneskene mig. Første
Gang med Ligegyldighed og anden Gang med
Smiger. Tre Gange myrdede de mig. Sidste
Gang med Ligegyldighed igen. Fire Gange myr-
dede Menneskene mig. Den sidste Gang med
Ondskab og Kulde ...
Det er denne lyriske Grundtone, der lever
i Rodes Skuespil og levendegør det* denne
stille og bitre Smerte over, hvad Menneskers
lumpne Ondskab og Begærlighed og Mis-
undelse og Skadefryd dræber af rigt Haab
og sund Væxt — som Tellermann her dræbes.
Og er denne Morbus Tellermann ikke en god
hjemlig Sygdom, en farlig og ødelæggende
— 644
Dansk Komedie
moderne Sot? Vil vi se os om: har den
ikke drevet denne ud i syg Selvbeundring,
afstumpet hin i ligegyldig Selviskhed, hidset
denne anden op i* febrilsk Følsomhed og
usund Ageren . . . Har vi ikke alle følt et
Feber-Ryk af Morbus Tellermanns Mikrober?
En og anden munter og nydelig Aften, et
og andet fint og lovende, men ingen hel
Sejr, intet fast og stærkt Greb i Tidens Liv
og Tidens Tanker — det er altsaa den nye
danske Komedie, som skal brødføde dansk
Skuespilkunst.
Nu vil det ikke være uden Interesse at se
vor Scenes Stilling .bedømt med fremmede
Øjne. Det er sket nogle Gange i det sidste
Par Aar. I et Bind Teaterskitser, hvor den
unge berlinske Teaterløve Alfred Kerr bragte
en god Del af Samtidens Skuespilkunst som
Brændoffer til den vidunderlige Duse, for-
tæredes ogsaa det danske Ibsen-Gæstespil i
Berlin: det bedste han kunde se ved den
danske Komedie (især repræsenteret ved Fru
Hennings) var en ikke helt ægte Hjemlighed
og kunstfærdig Nydelighed — hvor den egent-
lig Ibsenske Kraft skulde lyse frem, blev det
til intet.
Med videre Sigte fælder Hr. Rothenburg-
Mens først i det ansete Teaterblad „Buhne
und Welt* siden i en hel Bog sin sønder-
knusende Dom om dansk Komedie-Kunst:
dansk Teater sidder, literært og dramatisk,
fast i en arg Dekadence. Det er ikke til-
fældigt; i det idyllisk flade Land stiger Folke-
karakteren, der er smilende og besindigt jævn,
sjældent til dramatisk Lidenskabs Hede; selv
Sprogets Rytme er karakterløs udflydende
med uren Vokalklang. Derfor falder en egen
tør Komik dette Sprog naturlig, og derfor
er Holberg Nationaldigter. „Resultatet er
bleven snakkende Masker i Stedet for liden-
skabeligt bevægede Sjæle. u
Det er en mærkelig Bog, knasende af tysk-
filosofiske Systemer, undertiden med rigtige
og skarpsindige Iagttagelser, hyppigere rig
paa det vi paa godt Dansk kalder Vrøvl.
Det er unægtelig trist, at han maa oplyse
os om, at næsten ingen af vore Skuespillere
for Tiden taler deres Sprog korrekt. Strengt
føles det ogsaa, naar han ganske afskaffer
Fru Betty Nansen som Kunstnerinde. Til
Trøst er han fuld af superlativisk Beundring
for Fru Marie Dinesen! Som frelsende Kur
for vor Scenekunst anbefaler han at opdyrke
Rum-Fantasien, hvilket er et skrækkeligt Ud-
tryk for en rigtig, men ingenlunde ny For-
nemmelse, og saa Pathos, hvilket er falsk eller
farligt, hvis han da ikke mener Styrke, Liden-
skab og dristig Given sig hen i Følelsens
livfuldt bevægede Udtryk.
Endelig affærdiger Hr. Alfons Cohn i det
lille berlinske Teatertidsskrift „Die Schau-
buhne" vor Skuespilkunst med en hastig
Haandbe vægelse: „det er vanskelig at finde
noget frem, der er værd at tale om, blandt
det Kram den danske Hovedstad byder af
Nytu. Ulykken for dansk Teater synes at
være „den skæbnesvangre, kvietistiske Taal-
somhed hos denne kaffedrikkende, gammel-
borgerlige, nøgterne (ligesom sachsiske) Men-
neskerace, der hverken selv har eller holder
af de stærke Følelser, hverken Forfærdelse,
Væmmelse, Afsky, Had eller Begejstring,
Enthousiasme, Fanatisme . . ."
Nu kan det naturligvis være os nogen-
lunde ligegyldigt, hvad en fremmed Hr. Kerr,
Rothenburg eller Cohn dømmer om dansk
Teater ud fra sit mangelfulde Kendskab og
sin fremmede Overlegenhed. Men hellere
end at slaa ned paa Fejltagelserne og Mis-
forstaaelserne hos disse maaske let ramte
Kritici staar vi os ved at lægge Mærke til
en vis karakteristisk Overensstemmelse mellem
dem. Saa meget mere som den svarer til
den Opfattelse En og Anden af os selv har
dannet sig herhjemme —
Dansk Teaterkunst har faaet Blegsot, me-
dens den nærsynet studerede Stuelivets smaa
Finesser.
645
Dansk Komedie
Men hvad er nu det? Har vi da ikke
en højtprist Statsscene, fremragende Skue-
spillere og fortryllende Kunstnerinder? Fejrede
vi ikke Sejre i Brødrelandene saa vel som i
Berlin, ja ligger nu for Tur til London . . .
Vist saa. Vi hævder os paa et ganske lille
Kulturomraade. Lad os se hvor.
Først er der altsaa Holberg, som i Pro-
fessor Blochs aandfulde Fornyelse spilles
bedre end 1 lange Tider før, stadig med stolt
Støtte af Olaf Poulsens saftfulde Kunst.
Erasmus Montanus, Jeppe paa Bjerget, Den po-
litiske Kandestøber . . ., jo den Del af Opgaven
løses med Ære, selv om det vilde være
endu bedre hvis Teatret, som det National-
teater det er, stadig holdt den egentlige
Kærne af de holbergske Komedier paa Reper-
toiret.
Men ogsaa i det moderne Skuespil hævder
dansk Scenekunst sig saa langt Prof. Blochs
Evne rækker. Stuekomedien, Nutidslivets
Hverdagsdramer — fra det danske Lystspil
til det franske Salon-Skuespil — kan man
herhjemme se udført med en gennemarbejdet
Finhed, en kultiveret Komik, en hjertensægte
stille Stemning, som holder Rang med det
Bedste. Jævnt ubetydelige Stykker er ved
denne Tolkning bleven gennemstraalet med
en let og lys Glans, som gjorde dem til
Kunst. I Reglen blev de stemt ned i Far-
ven, oftest gjort mildere — og hvad de vandt
i Finhed, tabte de undertiden i Karakter.
Naturligvis er det ikke alene William Bloch,
der har Æren. Sammen med en delvis ud-
mærket Skuespillerkreds har han virket videre
i Traad med de Høedtske Traditioner, i Ni-
veau med Ø-dansk Smag og Dannelse. Hans
særlige Betydning er, at han scenisk har ud-
formet dette Kulturpræg til dets yderste Fuld-
kommenhed gennem en genial Detailsans —
der undertiden kan drives ud i det paradoxale,
som en Gang han holdt en halv Times Prøve,
inden han fik en Femøre, der kastes ud ad
Vinduet, til (i et Vandfad) at klinge som
den faldt mod Gaardens Stenbro.
Men — der er nemlig et men : Denne
danske Stil er bleven en stille Stil, en inde-
lukket Stue-Stil. Man maaler det bedst paa
Opførelsen af de Ibsenske Dramer. „Vild-
anden" og „Et Dukkehjem" hører til vore
højest priste Forestillinger. De nævntes i sin
Tid som den absolute Mønsterkomedie og
var det, for saa vidt som disse Skuespil
næppe nogetsteds i Verden udførtes finere.
Vistnok spilledes de ogsaa bedre den Gang;
Roller har senere maattet ombesættes; Frem-
stillingen er paa mange Punkter stivnet og
størknet under Aarenes Gentagelser. Men det
er ikke alene derfor, de ej længer føles som
typiske Ibsen-Aftener. Nordmændene selv
(med Fru Johanne Dybvad) og Tyskerne
undertiden (med Agnes Sorma, Sauer, Else
Lehmann o. a.) viser os nu en Ibsen — om
ikke helt igennem bedre saa dog dybere
gribende. De forstaar og tolker den store
Nordmand anderledes, større og dristigere.
Vi ser Skæbnesymbolernes stærke Skyggekast
bag Hverdagslivets Gestus. De forskellige
Opfattelser fik slaaende Udtryk, da en ældre,
dansk Kritiker, som saa „Vildanden" i Berlin
og naturligvis holdt fast ved Dogmet om
den danske Ufejlbarlighed, spottende udbrød:
Nu har jeg set det med. Der har vi ellers
gaaet og troet (og han troede det stadig),
at „Vildanden" var et overvejende vittigt
Skuespil ?
For den fine og vittige, den lille og stem-
ningsfulde Stil har vi glemt det stærke Drama.
Men det dramatiske er i sit Begreb just Be-
vægelsen og Lidenskaben, det livfyldte Ud-
tryk for Skæbnernes Spænding og Sammen-
tørnen. Den dramatiske Kunst er Skuespil
og ikke fin Samtale. Vi har stille under-
bundet Skuespilkunstens Nerve ved at klemme
Bevægelsen indad, naturligt og diskret.
Vi har forset os paa Dogmet om det na-
turlige i Kunsten. Vor højeste Ros, der atter
og atter kommer igen i den literære Kritik,
er, at „dette var ikke Kunst men Liv." Og
vi opmuntrer Skuespillerne til at gaa der paa
Scenen og være sig selv først og fremmest,
hvor de dog virkelig skal være Personerne
i Komedien (som ikke altid kan antages at
falde sammen med vedkommende Fremstillers
absolute Eget-Væsen). Sandheden er dog
den, at Skuespillerne skal spille Komedie.
Kun de faa og sjældne Genier tør byde os
sig selv og kun sig selv. I Reglen sprænger
de saa Skuespillet derved.
Paa Scenen skal, efter Dogmet, al Ud-
styrelse være virkelig og hver Replik naturlig
Dagligtale (skøndt det er en tør Trivialitet
at gentage, at allerede Skuepladsens mang-
lende Fjerde-Væg er en nødvendig og af-
gørende Uvirkelighed). Det er slet ikke
sjældent at høre Vers fremsagt alene efter
646
Dansk Komedie
Sætning og Mening, imod Rytme og Rim.
Og man skulde dog tro, Forfatterne havde
deres Hensigt med det, naar de gjorde sig
al den Ulejlighed med Rim og Rytme.
Vort Teater kender tilgavns kun den jævne
Tale, med Ryggen naturligt til Publikum:
Hænderne i Buxelommerne. Men selve Livet
kan være stærkere, og Mennesker er ikke
altid helt saa lavmælte. De store Mestre
kan netop derfor blive os saa menneskeligt
nære ved deres voldsomme, deres forstærkede
Menneskelighed. Af Stil kender vi snart
kun den jævneste Virkeligheds — hvilket
atter har medført, at Følelsen er sjælden for
Stilens Betydning, der dog er Grundlov for
al Kunst.
Nu er det ingen ny Opdagelse, denne
Blegsot hos dansk Skuespilkunst. Det vilde
være ubilligt at tro, at ikke ogsaa vor Na-
tionalscenes Ledelse har en Følelse af denne
triste Kendsgerning. Professor Bloch har
yttret Ønsket om selv at komme til at sætte
Shakespeare i Scene — hvad der vilde være
af den allerstørste Intereresse. Direktør Einar
Christiansen begyndte sin Myndighed ved det
kgl. Teater med det storladne „ Mørkets
Gerninger a, og det blev en Bedrift, ikke
mindst for William Bloch, der her en Gang
kom udenfor sine stille Stuer. Der blev
gjort Forsøg med Oehlenschlåger. Og Dr.
Mantzius fik en Tid fri Bane, da han med
stolt Iver gjorde sin Indsats i den Shake-
speareste Tragedie — som endda paa For-
haand kunde synes hans moderne og skarpe
Talent fremmed.
Noget af dette lykkedes stateligt, i det
mindste som en lovende Begyndelse. Andet
forfejledes unægtelig iøjnefaldende. En Del
maa gaa i Stykker under slige Forsøg. Men
Sandheden i Ære var der andre og mindre
hæderlige Grunde til Nederlagene. Alt for
meget blev gjort uden ringeste Tillid, uden
den fulde Indsats af Vilje og Evne. Vi fik
det overbevisende Indtryk, at dette var noget,
der skulde gøres, saa var det gjort, og ingen
kunde forlange mere (men vi er urimelig
fordringsfulde). Desuden er man hensyns-
fulde i vort kgl. Teaters Direktion. Derfor
uddeles Roller, vælges, oversættes og iscene-
sættes Stykkerne efter det kammeratlige Re-
guladetris Fordelingsprincip. Ingen maa ske
Uret. Uden maaske Kunsten.
Ti Kunsten er det jo ligegyldigt om hver
faar sin Part, naar kun enhver faar, hvad
der kunstnerisk tilkommer ham. Alene det
bedste er godt nok.
Og saa blev Forsøgene svagere og svagere,
indtil vi efterhaanden nøjedes med at tage,
hvad der tilbød sig af den danske Komedie.
Nu kan man til Dommedag strides om,
hvor Skylden ligger. Direktørerne vil utvivl-
somt sige, det er Publikums og Skuespillernes
— Folk kommer ikke til de alvorlige Dramer,
og Skuespillerne kan ikke magte dem.
Men naar Dagmarteatret en Tid lang sam-
lede saa ivrig en Kunst-Interesse, var det
netop fordi en Skuespillerstab var oplært i
og et Publikum opdraget til en mere stor-
stilet Kunst, en dristigere Stræben. Vist blev
der brølet i „Røverne" og buldret i „Gøtz"
og hylet i „Othello*. Men det gik bedre
efterhaanden.
Og en skønne Dag stod der et Teater.
Hvis det var faldet i Hænderne paa en
kunstnerisk betydende Sceneleder, havde
Tyngdepunktet for dansk Skuespilkunst nu
sikkert ligget der og ikke paa Kongens Ny-
torv-Teatret. Selv under mindre lykkelige
Omstændigheder, viser det talrige Publikum,
der i en Aarrække trofast fulgte Hr. Martinius
Nielsens Pragt- og Dressur-Direktion, hvor dyb
en Trang der er til et modigere Opsving, et
længere Aandedræt i Kunsten.
Praxis viser os et andet Forsøg, der an-
tyder, at Kunstens Styrke ikke netop er
bunden til Harnisk- og Kappe- Dramaet. Folke-
teatret var hensygnende. Da lykkedes det
Herman Bang — med ringe økonomisk
Støtte — i kort Tid at samle og forny en
ung Trup, som kunstnerisk steg gennem
vægtige Opgaver, saa den en Stund samlede
Interessen om sig. Desværre førtes Forsøget
ikke saa længe igennem, at det fik blivende
Betydning.
Skal ikke Opløsningen, Dekadencen i dansk
Skuespilkunst ^skæbnesvangert udvikle sig,
bliver vi nødte til at sætte os Maalene større.
Arbejdet skal føres efter fastere Plan og med
hedere Energi. Vi kan ikke nøjes med den
meget blomstrende, men lidet frugtbare dan-
ske Komedie. Ikke blot maa vi med større
Omhu end hidtil følge med i det værdifulde,
som Udlandets dramatiske Digtning frem-
bringer — fordi et lille Land som vort ikke
647
Dansk Komedie
kan taale selvgod at lukke sig sammen om
sin egen Fortrinlighed. Men vi maa atter
og atter vende tilbage til det store, klassiske
Drama, først og mest Shakespeare, den store
Ildner og Fornyer, men ogsaa vore egne
ældre, store Skuespil, som vi ikke længer
spiller, efter at deres Tradition forlængst er
sat overstyr. Men det maa ganske vist gøres
med al den Evne og al den Lidenskab, vi
raader over: en høflig Fremførelse er jo ikke
nok.
Der er saa meget Talent ikke mindst
blandt vore yngre Skuespillere, hvad enten
de flakker Norden rundt, fordi vore haabløse
Teater-Forhold drev dem bort herfra, eller
tilsætter mange skjønne Kræfter i et Reper-
toire, hvis bedste (og i sig selv højst værdi-
fulde) Del, de stille Studiers intime Finhed,
ikke byder de rigeste Væxtbetingelser, og
hvis meste Del, den Fristrupske Mekanik-
Komedie under de mange forskellige Forfatter-
Navne, kun vanskelig faar Berøring med
Kunst.
Naturligvis sømmer det sig for vort Na-
tionalteater her at føre an — det er vel
derfor vi har et Nationalteater. Rigtignok
arbejder det under vanskelige Forhold, sam-
menlænket med en Ballet (som dog næsten
ingen Plads faar) og en overmægtig Opera
— det kan ikke siges for tit, og der kan
ikke arbejdes ivrigt nok for den Tale-Scene,
som det er usømmeligt og uværdigt vi ikke
længst har faaet. Men selv under de nu-
værende Forhold kunde der unægtelig arbej-
des ganske anderledes, end det sker, og ud-
rettes meget, meget mere. Men ogsaa for
de andre Teatre ligger her Opgaver, som det
Gang efter Gang er ført Bevis for, de kan
løse. Tænk blot paa, hvad der kunde ud-
rettes paa Dagmarteatret med Talenter som
Johannes Poulsen og Adam Poulsen, Fru
Anna Larssen, Rostrup, Fru Blad, Malberg
osv., naar ogsaa andre Hensyn end de øko-
nomiske (som vistnok i Længden bliver ret
kostbare) faar afgørende Ord med i Laget.
Men hvad skal vi da med dette store
Dramal Er det ikke forældet og os uved-
kommende? Staar vi os ikke allerbedst ved
at nøjes med vort lille naturlige og virkelig-
hedskopierende Teater, vore stemningsfine
eller smaavittige Stuekomedie og saa Holberg
til Stads? Det er dog den Slags Teater-
Adspredelse, der ligger vore moderne, prak-
tiske Tiders Komedie-Smag nærmest . . .
Allerede dette sidste er tvivlsomt. Det er
ikke den ligeglade Middagskøbenhavner, saa
lidt som den literært forvænte Finsmager, der
danner vort gode Teaterpublikums Kæmetrop-
per. Det møder tværtimod med den friskeste
Længsel efter en Kunst, der ikke er saa for-
skrækkelig diskret afstemt, men djærv og
levende . . . Der er nu talt saa meget ondt
om dette vort Teaterpublikum, at det kun
vil være retfærdigt at sige et Par gode Ord.
Fru Betty Nansens meget omtalte Artikel
var smuk og forfriskende, fordi den var saa
personlig og harmfuld og modig. Men Fruen
havde ganske Uret. Vort Teaterpublikum
viser jævnlig den friskeste og villigste Mod-
tagelighed for Kunst, — ja, det er just
smukt at se det overgive sig med glade Øjne
blot for et Glimt af den ægte Kunst. (Netop
Fru Nansen burde vistnok vide det . . .) Jeg
mindes, at en Skuespiller som Kainz en
Gang udtalte — og han skulde ikke den Gang
spille for os — , at det københavnske Teater-
publikum er det bedste i Verden!
— — Men desuden maa man jo ikke
misforstaa vore Krav. Maalet er ej at spille
Schiller, Oehlenschlåger, ja end ikke Shake-
speare. Skøndt den dybe, svulmende Men-
neskelighed hos de gamle Mestre altid vil
være Fornyelsen, paa en Gang Læren og
Prøven.
Maalet vil alle Dage være Tidens eget
Drama — naar det har et Drama. Men
nu har vi blot en rigelig Komedie-Fabrikation.
Og vor Skuespilkunst, stilfærdig og sammen-
kneben som den nu er, vilde næppe lige strax
kunne bære et levende moderne Drama — som
den nu end næppe kan bære Ibsen.
Trods meget spredt Talent sygner dansk
Skuespilkunst hen.
Den maa søge tilbage til de rige Kilder,
som ingen Kunst kan undvære — Scenens
mindst af alle. Til den fulde og modige
Personlighedens Indsats, der er Næringen i
Kunstens Brød og Begejstringen i Kunstens
Vin.
Christian Gnhmmnn.
648
• ;HclS.Mrta»:å
MARTS Maaned er for Rigsdagsarbejdet
Underhandlingernes og Handlingernes
Maaned. Mens Rigsdagsarbejdet i Samlingens
andre Maaneder tager sig god Tid med brede
og vidtfavnende Forhandlinger, faar det plud-
selig Fart i Marts: de offentlige Forhand-
linger for Tilhører- og Presse-Galleriet taber
nu i Interesse ganske for de hemmelige Un-
derhandlinger i Udvalgene og Underudvalgene
men navnlig i Partimøder og Fællesudvalgs-
møder; det gælder nu ikke længer om Debat
og Forhandling, men om Handling. Marts
er derfor Rigsdagssæsonens Høstmaaned ; mens
det er i Efteraaret, naar Rigsdagen træder
sammen, at de nye Lovforslag, de skønne
Løfter og de mange store og stærke Ord
saas ud over Landet, oprinder i Marts Høstens
Tid, da der i Hast skal sankes i Lade alt,
hvad der har været Grøde i, alt hvad der
kan reddes i Hus og ikke er visnet bort
under den politiske Tvedragts kolde Byger.
Derfor er Marts Rigsdagens urolige, ube-
regnelige Maaned, da Betænkning paa Be-
tænkning strømmer ind paa Rigsdagsbureauets
Bord, da Rigsdagstrykkeriets mange Hjul
snurrer rundt med feberagtig Hast, da Lov-
forslagene flyver frem og tilbage mellem
Tingene, saa de menige Rigsdagsmænd altfor
ofte kun har dunkel Klarhed over, hvad de
i Skyndingen maa rejse sig op og stemme
for, skønt de senere maaske mange Gange
vil blive dragne til Ansvar for deres Afstem-
ning. Marts er den ustadige, upaalidelige
Maaned, da Barometret snart staar paa højt
Vejr, snart paa Storm eller Jordskælv, snart
paa Forlig og en Hærskare af følgesvangre
Lovresultater, snart paa Sprængning af For-
handlingerne og politisk Virvar, da Luften
er elektrisk ladet med Rygter, og den ene
Dag Rigsdagens Hjemsendelse 1ste April er
sikker, den næste Dag en Sommersamling af
ubestemt Længde mindst lige saa sikker.
At skrive en Kronik over Marts Maaneds
Rigsdags-Resultater midt i Marts er derfor
næsten haabløst. Naar dette Hæfte gaar ud
til Læserne, da vil de vide, om det kgl.
Budskab er indtruffet, der for denne Samling
rækker Silkesnoren til samtlige 180 Rigsdags-
mænd, det kgl. aabne Brev om Rigsdagens
Hjemsendelse, der i et Nu som ved et Trylle-
slag standser hele Lovgivningsmaskineriet og
549
lukker for alle Veltalenhedens Sluser: For-
manden rejser sig, læser op det kgl. aabne
Brev, Luften genlyder af Hurraraab for Kon-
gen og Grundloven, og et Øjeblik efter ligger
den store Rigsdagsbygning, det stilfulde tid-
ligere gamle Kadetakademi, øde og tomt;
kun Rengøringskoner og Rigsdagsbude fejer
op og samler sammen de Dynger af Lovfor-
slag, hvoraf det meste nu er Makulatur, som
Rigsdagsmændene har ladt tilbage under deres
næsten en Flugt lignende hastige Bortrejse
til deres Hjem hver i sin Kant af Landet.
Elier ogsaa ved Læserne, at Rigsdagen kun
har taget Paaskeferie, at Forligsforhandlin-
gernes, de spændende, nervøst oprivende
Underhandlingers Traad endnu ikke endelig
er bristet, at den skal spindes videre for at
ende maaske med et Paaske- eller Sommer-
forlig eller for noget før eller senere uigen-
kaldeligt at briste maaske ved en Krise af
uberegnelige, langtrækkende Følger.
Under denne Uvished, denne Marts Maa-
neds urolige frem- og tilbagebølgende Virvar
og feberagtige Pulsslag er det vanskeligt ro-
ligt at se tilbage paa det, der er behand-
let i den sidste Maaned, det, der endnu
forhandles og underhandles om, og som
maaske om faa Dage føres over det døde
Punkt eller uigenkaldeligt opgives som umu-
ligt at naa til Enighed om. Over hele den
sidste Maaneds Rigsdagsarbejde har nemlig
Underhandlingerne i Fællesudvalget angaaende
Lovforslaget om de kommunale Valg kastet
sine Skygger: det er til disse Underhand-
lingernes Udfald, al politisk Interesse har
samlet sig, deraf afhænger ogsaa den store
Toldreform og først og fremmest hele den
storpolitiske Situations Udvikling. Intet Un-
der, at man har sammenlignet dette Fælles-
udvalg, der har Afgørelsen af vor fremtidige
kommunale Forfatning i sin Haand, med
Grundlovsfællesud valget i 1865, der faktisk
vedtog den nuværende Grundlov og saaledes
i Virkeligheden blev et grundlovgivende Fæl-
lesudvalg. Atter en Gang i vor Forfatnings-
historie er en politisk Afgørelse af vidtræk-
kende Betydning lagt ikke i de to Tings,
men i et Fællesudvalgs Haand, idet dettes
Afgørelse, hvis der opnaas et Flertal for en
saadan, kun vil blive underkastet en eneste
Behandling i hvert Ting og derfor efter al
43
= Rigsdagen
Sandsynlighed vil være givet med Fællesud-
valgets Vedtagelse. Dette Fællesudvalgs For-
handlinger er som alle Ud valgs forhandlinger
hemmelige; desuagtet er som bekendt alle
de af de forskellige politiske Grupper stillede
Kompromisforslag forlængst sivede ud og
offentliggjorte i Pressen, men da Forhand-
lingerne endnu, da dette skrives, ikke er
endelig bristede, skønt Udsigterne til Enig-
hed i Øjeblikket synes minimale, kan der
ikke dvæles derved.
Og iøvrigt er der næppe Anledning til i
det enkelte meget at fordybe sig i den sidste
Maaneds Forhandlinger — en afsluttende
Oversigt i næste Maaned, hvis Afslutningen
da er indtruffen, vil bedre kaste Lys over,
hvad der er Kærne i disse Forhandlinger og
hvad kun Ønsker og ikke bindende For-
haandsudtalelser. Det skal kun nævnes, at
Landstinget i en lang Række af Meder —
fra 26. Februar til 4. Marts — indgaaende
drøftede Toldlovforslaget med tilhørende Kom-
promisforslag og fra de forskelligste Syns-
punkter underkastede det Kritik, uden at det
dog klart fremgik, hvilken Stilling Flertallet
i Landstinget endelig vil tage til denne Re-
form. Kun det fremgik klart deraf, at Lands-
tinget, hvis den politiske Situation overhove-
det bliver gunstig for større politiske Resul-
tater, kun efter en grundig Undersøgelse af
Forslaget i alle dets Enkeltheder vil tage
Stilling til det, ligesom det ogsaa syntes
klart, at Tinget næppe vil gaa ind paa den
af Regeringen foreslaaede Stempelskat paa
Vin og andre spirituøse Drikkevarer, men
fordre en Spiritusskat i en ganske anden
Skikkelse. Toldlovforslaget henvistes til et
Udvalg, men Betænkning herfra kan jo i alt
Fald foreløbigt ikke ventes.
Derimod maa det nævnes som en Begiven-
hed af Rang, skønt den ganske stilfærdigt,
uden storpolitiske Trompetstød træder ud i
Livet, at det banebrydende sociale Reform-
forslag om anerkendte Arbejdsløshedskasser med
faa Ændringer, hvorom det var lykkedes at
samle fuldstændig Enighed i hele Folketings-
Udvalget, enstemmigt vedtoges i Folketinget
den 8. Marts, og i Landstinget fremmedes
til anden Behandling uden Udvalgs Nedsæt-
telse og dér ligeledes enstemmig vedtoges den
20. Marts, saaledes at her alle Partier ene-
des om at løfte op over Partipolitiken dette
dristigt tænkte Forslag, hvis Gennemførelse
for blot faa Aar siden, da Poul Rasmusen
og Birck stillede Forslag i lignende Retning,
syntes ganske haabløs. Ligeledes maa det
nævnes, at Forslaget om Saltvandsfiskeri
naaede at komme i Fællesudvalg, og at der
i alt Fald synes grundet Haab om, at dette
saa længe forgæves behandlede Forslag vil
kunne naa til ved gensidig Eftergivenhed at
blive til Lov, uanset den politiske Situations
Udvikling. Uafhængig af denne er ogsaa
en hel Række af Lønningslove blevet ved-
tagne: for Ministeriernes Embedsmænd (med
Undtagelse af Udenrigsministeriet, hvis For-
hold ordnes ved en særlig Kommission), for
Finanshovedkassen, den kgl. Mønt o. s. v.
Fremdeles er den lille, altid med en vis
Spøgefuldhed omtalte Rottehv blevet vedtaget,
hvorefter der kan ydes Tilskud af Stat og
Kommune til en Forening, dannet med det
Formaal ved Udsættelse af Præmier for til-
intetgjorte Rotter at virke for en rationel
Udryddelse af Rotter. Endelig er ogsaa
Loven om Indførelse af Metersystemet, den,
Landbovenstre i saa mange Aar modsatte
sig paa Grund af det Besvær, Indførelsen af
ny Maal- og Vægtbetegnelser i Overgangs-
tiden vil medføre, den 19. Marts sluppet i
vedtagen Tilstand igennem Rigsdagen, saa-
ledes at nu ogsaa Danmark som et af de
sidste Lande i Rækken kan slutte sig til det
saa simple og bekvemme internationale Tital-
system.
Iøvrigt skal kun i Forbigaaende nævnes t
at de her tidligere omtalte Forslag om
Hjælpekasser og om forskellige Forhold ved-
rørende Begravelser nu er blevne endelig ved-
tagne i Landstinget og oversendte til Folke-
tinget, og at de paagældende Landstingsud-
valg ligeledes har afgivet Betænkning over
de tidligere ligeledes omtalte Forslag om
Forandring af Grundlovens § 32 og om Mi-
nisterens Ansvarlighed, hvilke sidste Betænk-
ninger dog, hvad jo iøvrigt kun var at for-
udse, fremtræder i en saadan fra Regerings-
forslagene ganske afvigende Form, at der
slet ingen Udsigt er til disse storpolitiske
Forslags endelige Gennemførelse. Derimod
maa det endnu nævnes, at Landstinget den
20. Marts har afgivet Betænkning over to
vigtige Lovforslag angaaende Fremtidens
Hoveddrivkraft, Elektriciteten, nemlig om
elektriske Stærkstrømsanlag og om traadløse
Telegrafer og Telefoner, samt at Folketinget
har haft til Behandling to ikke tidligere om-
talte Forslag om Esbjerg Havns Udvidelse og
550
Rigsdagen
om en Telegrafbygning i København. Det
første af de to sidstnævnte Forslag gaar ud paa
en omfattende Udvidelse af saavel Esbjergs
Trafikhavn som af dens Fiskerihavn, da baade
den udenrigske Trafik og det indenlandske
Fiskeri ved denne Jyllands eneste Vestkyst-
havn og Landets næstvigtigste Exporthavn
er i stadig storartet Udvikling; under For-
handlingerne i Folketinget viste der sig imid-
lertid dybtgaaende Uenighed om, hvorvidt
Havnens Udvidelse bør finde Sted, som fore-
slaaet, mod Øst eller imod Vest, og da For-
slaget ogsaa søger at realisere flere nye Prin-
ciper af vidtrækkende Konsekvenser, saaledes
Indførelse af Værdistigningsskat og Expro-
priation til Fordel for Staten af visse i Nær-
heden af det ny Havneanlæg liggende Arealer,
hvis Grundværdi antages at ville stige ved
de nye Statsanlæg, kan Forslaget sikkert ikke
antages i denne Samling at blive færdig fra
det Udvalg, hvortil det er henvist. Forslaget
om for Staten at erhverve en privat, endnu
ikke fuldstændig opført Ejendom i Gammel
Mønt til Lokaler for Statens Telegrafvæsen
vedtoges kun under adskillig Modstand i
Folketinget og synes i Øjeblikket at møde
en endnu stærkere i Landstinget. Fremdeles
maa nævnes, at Finansloven midt i Marts
gjordes færdig fra Folketingets Side med et
budgetteret Underskud af omtrent 4 Millioner.
Og endelig naaede det vigtige Lovforslag om
Forlængelsen af Nationalbankens Oktroi for
de kommende 30 Aar efter en lang og in-
teressant Forhandling ved anden Behandling
at blive vedtaget i Folketinget 22. Marts
med kun faa og uvæsentlige Ændringer, idet
navnlig et af et Flertal i Udvalget stillet
Forslag om Pligt for Nationalbanken til at
oprette et vist Antal nye Filialer rundt i de
større Provinsbyer ved Afstemningen i Salen
forkastedes, saaledes at der nu synes over-
vejende Chancer for Lovforslagets Vedtagelse,
uden at ny Forhandlinger med Nationalbanken
igen behøver optages. Imidlertid Behand-
lingen i Landstinget staar endnu tilbage, og
Marts Maaned er jo for Rigsdagsarbejdet
Overraskelsernes urolige, upaalidelige Maaned,
det ustadigt svingende Barometers og det
feberagtige Pulsslags Maaned!
K. B.
651
43*
THOMAS HARDY
Thomas Hardy.
TH. Hardy hævder en betydningsfuld og
meget ejendommelig Stilling i den mo-
derne engelske Roman-Literatur. I de syd-
lige Grevskaber — som han giver Navnet
„Wessex" — har han valgt sig sin Skil-
drings ret egentlige Provins. Han kender
Landet ud og ind her, hver Vej og Sti,
hver Mark og Hede, og paa Baggrunden af
dette fortrolige Naturkendskab Folkets Liv
og Instinkter, dets Karakter og Krøniker:
han har skildret disse Egnes Almue med en
indtagende Ærlighed og en psykologisk Aand-
fuldhed, der vil blive staaende som betydende
Kunstværker.
Hans Romaner (af hvilke et Par er over-
satte paa Dansk) skildrer vilde og dybe
Lidenskaber med en indtrykslevende UJrnils
af de ubetydelige og skæbnesvangre Begiven-
heder i Menneskelivet. Men han har tillige
fortalt en Række stemningsfulde Smaahisto-
rier, snart sørgmodige, snart folkeligt muntre,
af hvilke vi her og i følgende Hefte gengiver
et Par karakteristiske og fornøjelige Prøver.
NETTY SARGENTS FÆSTEHUS
HUN boede endnu hos sin Onkel i det
ensomme Hus ved Skoven, som da
De kendte hende; en høj, rask ung Pige.
Ja, hvor jeg husker hendes sorte Haar og
spillende Øjne dengang, og hendes skælmske
Maade at spidse Munden paa, naar hun vilde
drille En! Hun havde knap faaet lange Skør-
ter, før de unge Fyre var efter hende, og
evig og altid var hun da belejret af en ung
Mand, som De maaske ikke kendte — Jasper
Celiff hed han — og skønt hun havde kun-
net faa mange, der var bedre, havde han i
den Grad vundet hendes Hjærte, at det skulde
nu være Jasper eller sletingen. Han var en
egenkærlig Fyr, der altid tænkte mindre paa,
hvad Gerning han skulde udrette, end paa
hvad han kunde tjene ved det. Jaspers Øjne
hang maaske nok ved Netty, men hans Tan-
ker var ved Onklens Hus; skønt jeg ind-
rømmer, at han holdt af hende paa sin
Maade.
Dette Hus, som hendes Tipoldefader havde
bygget, med Haven og den lille Marklod var
Fæstegods, Livsfæste paa den gammeldags
Manér, og havde været det i flere Slægtled.
Hendes Onkel var den sidste paa Ejendom-
men; saadan at den, hvis der ved hans Død
ikke var indsat en ny Ejer, vilde tilfalde
Herremanden. Men det var let at faa en
anden indsat — en lille Afgift paa et Par
Pund var efter Godsets gamle Vedtægter nok
til at faa Adkomst til et nyt Fæste; det
kunde Godsejeren ikke nægte.
Nu kunde Nettys Onkel ikke sørge bedre
for sit Søskendebarn og eneste Slægtning end
ved at sikre hende Hus over Hovedet, og
han skulde i Tide have været over at bringe
Sagen i Orden, da han jo kendte den under-
lige Skik med at Fæstet forfalder, hvis Fæ-
steren dør, før den nyes Fæsteafgift er be-
talt; og Herremanden var ivrig efter at faa
Huset og Jorden; hver Søndag, naar den
Netty Sargenis Fæstehus
gamle Mand kom til Kirken og gik forbi
Herremandens Kirkestol, saa tænkte Herre-
manden: „Hans Knæ er bleven lidt svagere
og hans Ryg lidt mere kroget — og endnu
har han ikke fornyet, ha! ha! jeg kan en
skønne Dag rydde hele det gamle Hjørne!"
Naar man tænker tilbage paa det, undrer
man sig over, at gamle Sargent kunde være
saa forsømmelig; men der er Mennesker, der
er saadan; og han opsatte Uge efter Uge at
gaa hen paa Godsforvalterens Kontor med
Afgiften, fordi han sagde til sig selv: „Næ-
ste Markedsdag har jeg bedre Tid end idag".
En ulykkelig Hindring var det ogsaa, at
han ikke rigtig kunde lide Jasper Cliff, og
da Jasper trængte ind paa Netty, og Netty
derfor pressede sin Onkel, var den gamle
Mand tilbøjelig til at vente med Fornyelsen
saa længe som muligt for at ærgre den egen-
kærlige unge Fyr. Tilsidst blev gamle Mr. Sar-
gent syg, og saa kunde Jasper ikke udholde
det længer : han skaffede selv Penge til Veje
til Afgiften og gav Netty dem, og talte lige
ud af Posen til hende.
„Du og din Onkel skulde have baaret Jer
fornuftigere ad. Du skulde have klemt ham
mere. Der er Pengene. Hvis Huset og Jor-
den gaar fra dig, vil jeg være fordømt, om
jeg gifter mig med dig! Folk kunde da
aldrig have Agtelse for en Mand, der gjorde
saadan en Dumhed."
Den stakkels Pige tog Pengene og gik
hjem og sagde til sin Onkel, at Mk hun ikke
Huset, saa blev hun heller ikke gift. Gamle
Mr. Sargent brød sig Pokker om Pengene,
det var ikke en Sum at tale om, men nu
satte han sig i Bevægelse, for han saa, at
hun var opsat paa at gifte sig med Jasper,
og han vilde nødig gøre hende ulykkelig,
naar hun nu var fast besluttet paa det.
Herremanden ærgrede sig over, at Sargent
endelig tog sig af Sagen, men han kunde
ikke sige noget til det, og Dokumenterne
blev skrevne. Da gamle Sargent nu var for
svag til at gaa til Forvalteren, skulde Kon-
trakten underskrevet bringes til ham og over-
rækkes ham ved Udbetalingen af Pengene;
Genparten skulde underskrives af Sargent og
sendes tilbage til Godsejeren.
Godsforvalteren havde lovet at komme til
gamle Sargent i denne Forretning Klokken
fem, og Netty lagde Pengene i Pulten for at
have dem ved Haanden. Mens hun var
ifærd dermed hørte hun et svagt Skrig fra
sin Onkel, og da hun vendte sig om, saa
hun, at han var falden forover i Stolen.
Hun løb hen og løftede ham op; men han
var uden Bevidsthed, og det blev han ved
med at være. Hverken Medicin eller stimu-
lerende Midler kunde bringe Liv i ham. Hun
havde vidst, at han muligvis kunde gaa
bort paa den Maade, og nu lod det til, at
Døden var der. Før hun kunde komme af-
sted efter en Læge, var hans Ansigt og
Hænder og Fødder blevet kolde og hvide,
og hun saa, at ingen Hjælp kunde nytte.
Han var stendød.
Nettys Stilling dukkede i hele sin Alvor
frem for hende gennem hendes forvirrede
Tanker. Huset, Haven og Marken var tabte
for hende ved et Par skæbnesvangre Timers
Tab — og dermed et Hjem for hende og
hendes Kæreste. Hun kunde ikke tænke saa
lavt om Jasper, at hun skulde tro, han vilde
holde fast ved sin Beslutning fra hint utaalmo-
dige Øjeblik; men hun rystede alligevel. Hvor-
for kunde hendes Onkel ikke have levet et
Par Timer til, naar han dog havde levet saa
længe? Klokken var nu over tre; Klokken
fem vilde Godsforvalteren være der, og hvis
alt var gaaet vel, vilde Klokken ti Minutter
over fem Hus og Jord været i hendes og
Jaspers sikre Eje saalænge de levede. Hvad
Glæde kunde den gamle, onde Herremand
have af at inddrage Fæstegaarden ! Han
trængte i Virkeligheden ikke til den, men
han hadede af Naturen disse smaa Fæste-
Forpagter- og Selvejergaarde, der dannede
uafhængige Øer i hans Besiddelsers smukke
rolige Hav.
Saa fattede Netty pludselig en Plan til at naa
sit Maal trods Onklens Forfald. Det var en
mørk Decemberdag: og hendes første Skridt
var at laase Yderdøren for at være vis paa
ikke at blive forstyrret. Saa gik hun i
Gang med Arbejdet, flyttede Onklens lille,
tunge Egetræsbord hen til Kaminen, og gik
saa hen til Onklens Lig, der sad i Stolen,
hvor han var død — en polstret Armstol
paa Ruller og temmelig højsædet, som der
dengang blev fortalt — og rullede Stol,
Onkel og det hele hen til Bordet med Ryggen
mod Vinduet i bøjet Stilling over Egetræs-
bordet, som jeg i mine Drenge-Aar kendte
ligesaa godt som hvert Stykke Møbel i mit
eget Hjem. Paa Bordet lagde hun den store
Familiebibel opslaaet foran ham og satte hans
Pegefinger paa Bladet; derefter aabnede hun
553
~ Netty Sargents Fæstehas
hans Øjenlaag og gav ham Briller paa, saa
at det bagfra for alle maatte se ud, som om
han læste i den hellige Skrift. Nu drejede
hun Nøglen fra og satte sig ned, og da det
blev mørkt, tændte hun et Lys og satte det
paa Bordet ved Siden af Onklens Bog.
Man kan jo nok tænke sig, hvordan Tiden
gik for hende, indtil Godsforvalteren kom,
og hvordan hun, da han bankede paa Døren,
var lige ved at gaa fra det af Angst —
saadan blev det i hvert Fald fortalt. Netty
gik rask hen til Døren.
„Det gør mig ondt, Sir,* siger hun med
dæmpet Stemme; „min Onkel har det ikke
saa godt iaften, og jeg er bange for, at han
ikke kan taale at tage imod Dem."
„Hm! — det var nydeligt," svarer For-
valteren. „Saa har jeg gaaet hele den Vej
for den lumpne Smule Forretning til ingen
Nytte!"
„Aa jo, Sir — det haaber jeg da," siger
Netty. „Jeg antager, at Forretningen med
den nye Kontrakt ligesaa godt kan gaa
i Orden for det."
„Gaa i Orden? Nej vist ikke. Han maa
udbetale de nye Penge og underskrive Perga-
mentet i min Nærværelse".
Hun saa usikker ud. r Onkel er saa bange
for juridiske Forretninger", siger hun, „at
han, som De ved, har skubbet dem ud og
skubbet dem ud i aarevis; og nu idag er
jeg virkelig bange for, at det vilde tage paa
ham. Hans tre stakkels Tænder klaprede
ordentlig, da jeg sagde ham, at De snart
vilde være her med Dokumentet til Under-
skrift. Han har altid været bange for Gods-
forvaltere og Skatteopkrævere og denslags".
„Stakkels Fyr, — det gør mig ondt. Men
Forretningen kan ikke udføres, uden at jeg
ser ham og bevidner hans Underskrift."
„Hvis det nu kan tænkes Sir, at De ser
ham underskrive, uden at han ser, at De ser
paa ham? Jeg har beroliget ham ved at sige,
at De ikke holdt saa strengt paa Formerne
og ikke brød Dem om at komme indenfor.
Er det ikke tilstrækkeligt, hvis det bare bliver
gjort i Deres Nærværelse? Da han er saa,
dan en gammel krumrygget rystende Mand-
vilde det være meget betænksomt af Dem,
om De lod det være nok!"
„Naar jeg bare er tilstede, vil det natur-
ligvis være godt — det er kun derfor, jeg
kommer. Men hvordan kan jeg være det,
uden at han ser mig?"
„Jo saadan, Sir, hvis De vil være saa
venlig at komme herhen." Hun førte ham
nogle faa Skridt tilvenstre, til de var ud-
for Dagligstuevinduet. Gardinet var med
Vilje rullet op, og Lyset skinnede ud paa
Buskene i Haven. Indenfor i den anden
Ende af Værelset kunde Godsforvalteren se
Nakken og Siden af den gamle Mands Ho-
ved, hans Skulder og Arm, saaledes som
hun havde sat ham med Bogen og Lyset
foran og Briller paa Næsen.
„Han læser i sin Bibel, som De ser, Sir,"
siger hun stille.
„Ja. Jeg troede, at han var en Mand,
der lod haant om Religionen?"
„Han har altid elsket sin Bibel," forsikrer
Netty. Skønt jeg tror, han sidder og nikker
over den i dette Øjeblik. Men det er dog
naturligt for en gammel syg Mand. Kan
De nu ikke blive staaende her, Sir, og se
ham skrive under, da han er saa svagelig?"
„Udmærket godt," sagde Godsforvalteren
og tændte sig en Cigar. „De har naturligvis
den aftalte Sum parat til at betale for Kon-
traktfornyelsen?"
„Ja," sagde Netty. „Jeg skal komme med
den". Hun hentede Pengene, indpakket i
Papir, og gav ham dem, og da han havde
talt dem, trak han de kostbare Dokumenter
frem af Brystlommen og rakte hende det ene
til Underskrift.
„Onkels Haand er lidt lam," sagde hun.
„Og som han sidder der og halvsover, ved
jeg virkelig ikke, hvordan hans Underskrift
skal blive."
„Det gør intet, naar han bare skriver
under."
„Maa jeg føre hans Haand?"
„Ja, før De hans Haand, lille Jomfru —
men skrive maa han skam selv!"
Netty gik atter ind, mens Godsforvalteren
blev staaende og røg udenfor Vinduet. Nu
kom den vanskelige Del af Nettys Fore-
havende. Godsforvalteren saa hende sætte
Blækhuset foran Onklen og røre ved hans
Albue som for at vække ham, og tale til
ham og aabne Dokumentet; da hun havde
vist ham, hvor han skulde skrive sit Navn,
dyppede hun Pennen og gav ham den i
Haanden. For at føre hans Haand stillede
hun sig behændigt bag ved ham, saa at
Godsforvalteren kun lige kunde se et Stykke
af hans Hoved og den Haand, hun førte;
men han saa da den gamle Mands Haand
= 554
Musikanterne i Kirken
skrive Navnet paa Kontrakten. Saasnart det
var gjort, kom hun ud til Godsforvalteren
med Pergamentet i Haanden, og han under-
skrev sig som Vidne ved Skæret fra Daglig-
stuevinduet. Saa rakte han hende Doku-
mentet med Herremandens Underskrift, og gik
sin Vej; og næste Morgen fortalte Netty
Naboerne, at hendes Onkel var død i sin Seng.
Hun maa have klædt ham af og lagt ham der.
Det maa hun. Den Pige havde stærke
Nerver, skal jeg sige Dem! Naa, for at faa
Ende paa Historien, det var altsaa paa den
Maade hun vandt Huset og Marken tilbage
igen, for de var jo sandt at sige allerede
gaaet fra hende; og med dem vandt hun
sin Husbond.
Dyden belønnes, som det hedder. Netty
fik sin Løn for det snilde Anslag for at
vinde Jasper. To Aar efter Brylluppet ban-
kede han hende — ikke slemt, ved De, kun
et Par Klask, men nok til at gøre hende
rasende, saa hun fortalte Naboerne/ hvad
hun havde gjort for at vinde ham, og hvor
hun nu angrede sit Slid. Da den gamle
Herremand døde, og Sønnen fik Ejendommen,
begyndte hendes Bekendelser at sive ud.
Men Netty var en smuk ung Kone, og Herre-
mandens Søn var en smuk ung Mand den-
gang og mere velvillig end Faderen, da han
intet havde mod smaa Gaarde; og han skred
aldrig ind imod den kloge Netty.
MUSIKANTERNE I KIRKEN
DET hændte Søndagen efter Jul — den
sidste Søndag de overhovedet spillede
i Longpuddle Kirkes Pulpitur, som det se-
nere viste sig, men dengang vidste de det
rigtignok ikke. Som De maaske ved, Sir,
udgjorde de Musikanter et meget godt Korps
— næsten ligesaa godt som Mellstock Sogns
Musikanter, der blev dirigeret af Dewyerne;
og det vil ikke sige saa lidt. Der var Ni-
cholas Puddingcome Lederen, med Første-
violin ; der var Timothy Thomas med Anden-
violin ; John Biles Bratschen ; Daniel Hornhead
Serpenten; Robert Dowdle Klarinetten, og
Hr. Nicks med Oboen — alle sunde og kraf-
tige, og gode Lunger havde Blæserne. Der-
for var der megen Rift om dem i Juleugen
til Reeler og Baller, for de var lige saa dyg-
tige til at spille op til Springdans og Kvart-
tur som til at foredrage en Salme, maaske
endnu dygtigere, sagt i al Ærbødighed. Kort
sagt, den ene halve Time kunde de spille
Julesange hos Herremanden for fine Damer
og Herrer og drikke The og Kaffe med dem,
saa beskedne som Helgener; og den næste
blæse op som vilde Heste i „Kedelflikkernes
Vaaben" med „Den pralende hvide Sergeant"
for ni Par Dansere eller flere og skylle i sig
Rom og Æblevin saa hed som Ild.
Naa, denne Jul havde de været ude til
det ene Sviregilde efter det andet hver Nat
og næsten ikke faaet Søvn paa Øjet. Saa
kom Søndagen efter Jul, deres skæbnesvangre
Dag. Det var en saa bidende Kulde det
Aar, at der næsten ikke var til at sidde
oppe i Pulpituret; for skønt Menigheden nede
i Kirken havde en Kakkelovn til at holde
Frosten ude, saa havde Musikanterne deroppe
ikke noget at varme sig ved. Saa sagde
Nicholas ved Morgengudstjenesten, hvor det
frøs, saa det knagede, „Herren være mig
naadig, nu er jeg snart bundfrossen ; i Efter-
middag skal vi have noget indvendigt at
varme os paa, om det saa skal koste det
halve Kongerige".
Da han saa om Eftermiddagen kom til
Kirken, havde han en Gallon hed sammen-
mixet Brændevin og 01 med sig og ved at
svøbe Dunken ind i Timothy Thomas's Vio-
linpose, holdt den sig varm og god, til de
fik Brug for den, og det var først et Finger-
bøl fuldt ved Syndsforladelsen, et endnu efter
Trosbekendelsen og Resten ved Begyndelsen
af Prædikenen. Efter sidste Omgang følte
de sig fuldkommen varme og behagelige til- »
mode, og i Løbet af Prædikenen — som
ulykkeligvis var lang den Dag — faldt de
i Søvn hver og en, og der laa de da og sov
som Sten.
Det var en meget mørk Eftermiddag, og
ved Slutningen af Prædikenen kunde man ikke
se andet i Kirken end Præstens to Lys paa
Prækestolen og hans Ansigt bagved. Da
Prækenen tilsidst var færdig, istemte Præsten
Aftensalmen. Men der var intet Kor, som
655
Musikanterne i Kirken^
faldt ind for at holde Melodien, og Folk be-
gyndte at dreje og vende sig for at se, hvad
der var i Vejen, og saa puffede Drengen Levi
Limpet, som sad oppe i Pulpituret, til Timo-
thy og Nicholas og sagde : »Begynd ! begynd !"
„Hejsa, hvadbehager?" siger Nicholas og
farer op; og da Kirken var saa mørk og
hans Hoved saa omtaaget, tænkte han, at de
var ved Gildet, hvor de havde spillet hele
Natten iforvejen, og han tog Bue og Violin
og klemte paa med „Djævelen mellem Skræd-
derne", der dengang var paa Mode der i
Egnen. De andre i Flokken vare lige saa
omtaagede som han og anede ingenting,
og de fulgte deres Leder med fuld Kraft,
som de altid plejede. Saa kørte de paa med
Melodien, til de dybe Bratschtoner fik Spin-
delvævet i Taget til at skælve som Spøgelser ;
saa trampede Nicholas i Gulvet, da han ikke
saa nogen røre sig, og raabte (med Kom-
mandostemme som han plejede, naar Folk
ikke var stive i Dansen) „Førsteparrene dan-
ner Kæde! Og naar jeg til Slut piber med
Violinen, kysser hver Kavaller sin Dame
under Misteltenen!"
Drengen Levi blev saa forfærdet, at han
styrtede ned ad Trappen og hjem, saa hurtig
han kunde. Præstens Haar rejste sig paa
hans Hoved, da han hørte den syndige Melodi
buldre løs i Kirken, og da han troede, at
Koret var blevet vanvittigt, slog han op med
Haanden og raabte: „Stop stop stop! stop
stop stop! Hvad er dette?" Men de hørte
ikke noget for deres egen Larm, og jo mere
han kaldte, des kraftigere toge de fat.
Saa kom Folk frem fra Stolene, de kunde
da ikke for deres Død begribe det, og de
sagde: „Hvad mener de dog med den Ugude-
lighed ! Vi skal opsluges ligesom Sodoma og
Gomorra!"
Saa kom Herremanden frem fra sin Stol
med de grønne Omhæng, hvori der sad mange
Lorder og Ladyer, der var i Besøg paa Herre-
gaarden og nu sad og holdt Gudstjeneste
med ham, og han gik hen foran Pulpituret
og rystede sin knyttede Næve op mod Musi-
kanterne og sagde: „Hvad! I dette ærvær-
dige Hus! Er I gale!"
Og tilsidst hørte de det gennem Musikken
og standsede.
„Aldrig har jeg hørt en større Bespottelse
og Vanhelligelse, — aldrig!" siger Herre-
manden, som ikke kan styre sin Hidsighed.
„Aldrig!" siger Præsten, som var kommen
ned og stod ved Siden af ham.
„Ikke om saa Himmelens Engle," siger
Herremanden (han var ellers en ugudelig Krop,
var han, skønt han nok nu for en Gangs
Skyld stod paa Vorherres Side) — „ikke
om saa Himmelens Engle steg ned", siger
han, „skal nogen af af Jer Slyngler deroppe
nogensinde mere spille en Tone i denne Kirke
for den Forhaanelse, I idag har vist mig og
min Familie og mine Gæster og Gud den
Almægtige!"
Saa kom de ulykkelige Kirkespillere til sig
selv og huskede, hvor de var; og det var
et ynkeligt Syn at se Nicholas Puddingcome
og Thimothy Thomas og Jon Biles med
deres Violiner under Armen krybe ned ad
Pulpiturtrappen, og stakkels Daniel Hornhead
med sin Serpent, og Robert Dowdle med
sin Klarinet, alle saa smaa som Kegler; og
væk kom de. Præsten vilde have tilgivet
dem, da han hørte Sammenhængen; men
Herremanden vilde ikke. Endnu samme Uge
sendte han Bud efter et Orchestrion, som
kunde spille toogtyve Salmemelodier, ligesaa
rigtigt og nøjagtigt at man, hvor syndefuld
man end var stemt, ikke kunde spille andet
end Salmemelodier paa det. Han fik en
virkelig respektabel Mand til at dreje Haand-
taget, som jeg sagde, og de gamle Spille-
mænd kom ikke til at spille mere.
556
€TNGfflra~THE
UOVERTRUFFEN AROMA
MEGET FIN 8MAQ a> 9
ØKONOMISK I BRUGEN
-Det Stykke skal Fruen tage!
Jamen, jeg herte jo fer, De fraraadede en anden Dame det.
. . . Jeg vilde reservere det til Fruen!
Duftende frisk
og skinnende hvid bliver Deres
Vask ganske uden den sæd-
vanlige infamt slidende Skrub-
ning, naar De anvender
Faas hos de Handlende i
Pk. å 25 & 12 0.
En gros: Af S Lagerman Junr.
Nerwold 23, Telt 1080.
LiJlUSiUUiuil
Ibolbergs IRomebier
i tre Binb
11!
WbQivne veb
f. %♦ Xicbcnbcra
5 ltr„ inbb. 9 Itr, 5o Qxe
Jolfceufcøaven i ét JBfttd 3 fer.,
inbb. 4 let. 25 øre.
ascb Jlluøtrationer: 4 let.,
fn&b. 6 let. 25 $re.
jfaaø i alle »oølaber*
©♦ £♦ C ©afc'a forlag*
ati**fcl'I*iEraS
Haven i April.
For Planterne er April en farlig Maaned;
jo mere straalende sommerlig Solen skinner,
jo snarere følges den af isnende Nætter og
frostkold Taage, der dræber, hvad Solen har
kaldt til Live. Det gælder i denne Maaned
fremfor paa nogen anden Tid at kunne be-
dømme Vejret, skønne, om det kan gaa an
at paabegynde den lange Række af Foraars-
arbejder, der helst skulde være tilende-
bragte snarest. En stor Del af Køkken-
urterne skal saas jo før jo bedre tor at
komme tidligt, men man maa helst have saa
meget Frø i Beredskab, at man kan saa om
igen, hvis Frosten skulde ødelægge det første
Hold. Salat, Spinat, Kørvel, Ærter og sidst
paa Maaneden Kaal er det vigtigste af, hvad
der bør saas. Mange Havevenner drister sig
ikke til at dyrke Grønsager, og dersom man
ikke har godt om Tiden, vil man i de fleste
Tilfælde ogsaa staa sig ved at købe Køkken-
urterne fremfor at dyrke dem selv; thi det
er de færreste Amatører, der formaar at faa
noget reelt Udbytte af en Køkkenhave. Men
den, der søger sin væsentligste Løn for Ar-
bejdet ved at glæde sig over at følge de
unge Planters Vækst, vil netop i de frodigt-
voksende Køkkenurter finde Planter, der
stærkere end nogen andre viser Forholdet
mellem Aarsag og Virkning i Plantelivet,
d. v. s. mellem Kulturen og Væksten.
Der er to Kulturer, som enhver kan finde
ud af og faa Fornøjelse af, og det er Ærter
og Kartofler. Den bedste Sort Ærter til al-
mindeligt Brug er „William Hurst" ; den er
lavt krybende og ret tidlig. Naar Jorden er
gravet og revet lægges Ærterne i Riller med
en Afstand af en halv Snes Tommer mellem
Rækkerne og med ca. en halv Tomme mel-
lem Ærterne. Rillen glattes derpaa ud igen
med Bagen af en Rive, saaledes at Ærterne
kommer til at ligge en god Tomme under
Jordoverfladen. Under almindelige Forhold
vil man kunne høste af disse Ærter i Be-
gyndelsen af Juli. Man kan til senere Brug
lægge flere Hold.
I denne Maaned er det Tid at lægge Kar-
tofler. Fremgangsmaaden er den simplest
mulige, kun at man maa give forskellig Af-
stand dels efter Sorterne, hvortil der natur-
ligvis hører noget Kendskab, og dels efter
om man ønsker at høste dem allerede om
Sommeren som nye Kartofler eller ej ; i første
Tilfælde giver man noget mindre Afstand.
En udmærket Sort, der er tidlig, navnlig
naar den har været lagt til Spiring f. Ex. i
en lun Stald, men som ogsaa er en udmærket
Vinterkartoffel, er „Perle von Erfurta. En
anden god Sort mellem de mange Hundrede,
der findes, er den saakaldte n Juli Kartoffel",
som Statens Planteavlsudvalg med Rette gør
meget for at udbrede. Der findes en for-
trinlig tidlig, fast Sort „Guernsey May ash-
leaved", der dels kan anvendes paa alminde-
lig Maade, men dels ogsaa saa sent som
muligt kan anbringes ovenpaa Jorden i Solen,
udsat for Vejr og Vind for derpaa i Juli
at lægges i Jorden. Man vil paa den Maade
om Efteraaret kunne grave Kartofler op, der
langt ind i Vinteren, naar man ellers skal
trækkes med de gamle Kartofler, er fuld-
stændig faste og friske ligesom „nye". Denne
Sort er endnu kun lidet udbredt her i Landet,
men faas dog i Handelen.
Man kan i Reglen plante Træer og Buske
endnii hele April, naar de blot ikke har
brudt for stærkt. løvrigt forlænges Plante-
tiden kunstigt, idet Planteskolerne holder
Træer og Buske fra at bryde. For Eksempel
kan man plante Roser helt hen i Juni, idet
de holdes tilbage i Kølehuse. Stauder deles
udmærket, netop naar de har begyndt at
bryde, idet man saa bedst kan se at dele
dem, saa der bliver baade Rod og Top til
hver ny Plante. Man skal ikke dele dem
for meget, thi de fleste af dem virker smuk-
kest, naar de fremtræder som en fyldig Blok
eller Tue. Ofte kan man med Fordel dele
en Plante og plante Delene sammen igen i
kort Afstand; man vil saaledes hurtigere faa
en fyldig Blok. De Blomster, der skal
saas paa Blivestedet, som f. Eks. Reseda og
Con volvolus, saas i Slutningen af Maaneden;
særlig i Nærheden af Stauder, der blomstrer
tidligt af og staar visne Resten af Sommeren,
vil de nævnte og andre Sommerplanter tjene
til at live op. Hvis Stedmoder og Forglemmigej
ikke staa. i Bedene allerede fra Efteraaret,
kan de plantes ud nu for senere at vige for
den egentlige Sommerplantning.
Handelsgartner C. N. Brandt.
Hønsegaarden.
I denne Maaned, der hører, til en af de
bedste, hvad Æglægningen angaar, bør Rug-
ningen og Kyllingeopdrættet være i fuld Gang.
Saasnart Kyllingerne ere blevne fuldstændig
Trinidad-, Surinam- og Caracas-Chocolade anbefales.
Hus og Have=
tørre anbringes Hønen med Kyllingerne paa
et lunt tørt og trækfrit Sted. Foderet be-
staar de første 3 å 4 Dage af let kogte Æg
og Hvedebrødskrummer, der fugtes med Mælk,
saa det hele faar Form af en halvtør Masse.
De fraklarede ubefrugtede Æg kan her gøre
god Fyldest. Til at begynde med fodres
5 å 6 Gange om Dagen, og hve* Gang
gives kun smaa Kvantum for senere hen,
naar Kyllingerne blive større, at indskrænke
Fodringstiden til 3 Gange daglig. Overfod-
ring bør ikke finde Sted, men Kyllingerne
maa altid være klar til at tage fat paa det
nye Maaltid, der bør være friskt.
Efter 3 å 4 Dages Forløb erstattes Æg-
foderet med Boghvedegryn, dog navnlig er
valsede Havregryn et særlig fortrinligt Kyllinge-
foder. Som Drikke gives Mælk; kan dette
ikke skaffes fuldstændig friskt, er Vand at
foretrække. Sidstnævnte maa aldrig sættes i
Solen.
Har Kyllingerne ikke Adgang til en græs-
bevoxet Løbeplads, maa de forsynes med
vegetabilsk Føde i Form af Salater, Kløver,
Luzerne o. s. v. Animalsk Føde er ligele-
ledes uundværlig og har en særlig gavnlig
Indflydelse paa de unge Dyrs Vækst; hakket
Kød senere friske knuste raa Ben ere for
trinlige.
Efter en halv Snes Dages Forløb kan man
begynde at give Kyllingerne Smaahvede, lidt
knust Majs, afskallet Byg og Havre osv.
Dette faste Foder gives i Avner eller Blade
for at Kyllingerne kan faa det nødvendige
Arbejde og Bevægelse, der er af største Be-
tydning for dem med Hensyn til Kroppens
gode og sunde Udvikling.
Ser man hen paa Pladsforholdene, der
ofres til Kyllingeopdrættet, da ere disse de
fleste Steder altfor indskrænkede. Ved god
Pasning samt gennemført Renlighed og ved
ofte Gennemgravning og Fornyelse af Jorden,
kan der sikkert fremskabes endog ret gode
Resultater paa indskrænket Plads, men nægtes
kan det ikke, at en stor skyggefuld tør Løbe-
plads vil være Idealet.
De i Udlandet saa ofte benyttede Kyllinge-
bure, indrettede saaledes, at Hønen bliver inde i
Buret og Kyllingerne gennem Forsidens Trem-
mer frit kan løbe ind og ud, kunde sikkert
med Fordel anvendes adskillige Steder. Kyl-
lingerne faa i saa Tilfælde Friheden, og kan
Det gjensidige Forsikringsselskab
„DANMARK"
Hovedkontor: Selskabets Ejendom,
V. Boulevard 34, Filialkontor: Amagertorv 3.
Desuden har Brandforsikringsafdelingen
Agenturer over hele Landet og Livsforsikrings-
afdelingen har General- Agentur i Aarhus:
Prip, Clemensborg, og i Odense: Schreiner,
Kongensgade 31.
Brandfort- Livafors.
Forsikringssum
Formue. .....
c. S77 Mill. c. 50 Mill.
- 31/4 — c 10 -
?Hele&mitønharøtøde
Gramrnopbon
med Sange af
— Herold — Cornelius - Nissen —
Simonsen f og mange andre«
Musikstykker af den kgl. Livgardes og
Husar Regim. Orkestre.
Ægte Grammoplion Apparater lige-
fra Kr. 30.00
Ægte Grammoplion Plader Kr. 2,50 og Kr. 5.
Nye Zonophon Plader, enestaa-
ende rene og kraftige, enkelt bespillede Kr.
1.00 og Kr. 2,00, dobbelt bespillede, 2 Melo-
dier paa en Plade, Kr. 1,50 og Kr. 3,00.
Skandinavisk Grammopbon Aktieselskab
Frederiksberggade 27, i.sti. København.
Hus og Have
selv søge sig mangen Lækkerbidsken i Form
af Orme, Insekter o. s. v. De fjerne sig som
Regel ikke langt fra Moderen for straks i
Tilfælde af Fare at søge tilbage til hende.
Naar Hønen forlader Kyllingerne i 6 til 8
Ugers Alderen, vil det paa større Steder
være rettest at samle Kyllingerne efter Alder
og Størrelse i forskellige Hold. Hvor der er
gode Pladsforhold tilstede, vil transportable
Huse være paa sin Plads. Naar Forsiden
bestaar af fint Staaltraadsnæt, der om Natten
er til at dække med et Skod, kan et saadant
Hus tjene baade som Dag- og Natrum. Paa
Gulvet i sidstnævnte lægges et tykt Lag
Strøelse, først naar Kyllingerne ere blevne
halvvoxne anbringes Siddestængerne. En for
tidlig Adgang til Siddestænger vil let have
skævt Brystben tilfølge. Tilbage staar da
senere hen at dele Kyllingerne, Hanerne for
sig og Hønerne for sig. Førstnævnte maa
med Undtagelse af de enkelte, man udvælger
til Avlsdyr, luges væk saa snart som mulig,
for at der kan blive des bedre Plads for
Ungdyrene og disse saaledes blive saa kraf-
tige som mulig.
Sluttelig skal anføres, at man stadig bør
være paa sin Post overfor Utøjet; flere
Gange i Løbet af Saisonen maa Hønen med
Kyllinger undersøges for Utøj. Paa sidst-
nævnte er det navnlig paa Hovedet, under
Vingerne og ved Halen at Utøjet samler sig.
Godt stærkt persisk Insektpulver er et godt
Middel herimod. Enhver Kyllingeopdrætter
bør holde sine Kyllingehuse fuldstændig rene
og jævnlig hvidte dem, ligesom der altid
maa være et tørt godt Askebad ved Haan-
den; mangen en Kyllingeflok vilde da und-
gaa at gaa tilgrunde, w. a. Kock, Kousuient
Hjemmet.
I.
Den dannede Middelstands Hjem,
I Begyndelsen af det 19de Aarhundrede,
hvor Pengekrisen og nedadgaaende Konjunk-
turer økonomisk set lagde en vis Tvang paa
Folk, levede den dannede Middelstand mere
indskrænket end nu. Den Grænse, som Fa-
milien i de Tider trak om sin Levevis, var
snævrere end den, som man nu vil nøjes
med. Flotte Vaner var af økonomiske Grunde
banlyste. De flotte Vaner, vi nu har, dem
har vi lagt os til i de opadgaaende Tider i
Halvfjerds — Firserne.
_ ^øeSon
er V\ne ofc iy\d\fee \\\ ^ofcebrufc
m\\de ofc deUcate \\\ $p\se\>v\xfc
Hus og Have-
Endnu er Tiderne opadgaaende, men de
socialistiske Principper har gennemsyret Sam-
fundet, Pengene fordeles jævnere, saaledes at
de enkelte Familiers Krav til Velvære kun
kan fyldestgøres indenfor en vis Begrænsning,
men indenfor denne kan man da indrette sig
saa bekvemt og hyggeligt, som al Nutidens
Komfort tillader det. Det Velvære — navnlig
hvad Plads angaar — som de opadgaaende
Tider begunstigede hos den dannede Middel-
stand, er der mindre og mindre Raad til, jo
flere Familier der bliver i Samfundet, som kræver
deres Andel af den økonomiske Opgangstid.
Men med den Konservatisme, som Hjemmet
udvikler, indrømmer vi det kun nødtvungent,
og derfor lever altfor mange over Evne,
kniber og sparer, men lige lidt forslaar det,
fordi man ikke sparer paa den eneste radikale
Maade: ved at indskrænke Rammen om sin
daglige Levevis, indskrænke Boligen. Kun
derved vil det lykkes at nedsætte Udgifterne,
saa det kan mærkes, og dermed slippe Knibe-
riets daglige Kvaler, som er baade aandsfor-
tærende og legemligt opslidende.
Men man gør det nødigt. Man mangler
Mod og Lyst til at gøre en radikal For-
andring i sin Levevis, fordi man hænger ved
Boligen i den Skikkelse, som man modtager
den fra Forældrene. Hænger forbenet fast i
den selvsamme Maade at ordne og udstyre
Lejligheden paa.
Vi maa imidlertid se at komme bort fra,
at den Maade, hvorpaa den dannede Middel-
stand i det sidste halvhundrede Aar har ind-
rettet sin Bolig, er den eneste saliggørende.
Vi maa rokke lidt ved Hjemmets ydre Appa-
rat, men ikke ved dets Grundvold, gøre det
fordi Apparatet er for stort og besværligt i
Forhold til Indtægterne.
At man tenderer hen imod mere tids-
svarende Boliger, tyder mange af de Byg-
ninger paa, som nu er under Opførelse med
praktisk indrettede 2, 3 og 4 Værelsers Lej-
ligheder med al Nutidens Komfort. Man fra-
falder her den gamle Fordring til, at en
Familie af den dannede Mellemstand maa
have en Spisestue, en Dagligstue og et Herre-
værelse, som noget der ikke svarer til Tidens
økonomiske Udvikling, hvor Maalet skal være
„at faa har for meget og færre for lidt", og
opnaaer, at de Smaafamilier, der før sad
bunket sammen i daarlige Et- Værelses Lejlig-
heder med Alkove eller lige saa daarlige To-
Værelses Lejligheder, nu hvad Bolig og Nu-
tidens Bekvemmeligheder angaar nærmer sig
hinanden.
Med Hensyn til vore Boliger er der to
Bevægelser oppe i Tiden, begge udsprungne
fra det samme Grundprincip. Den ene:
Villaerne viger for store moderne Bygninger
med Plads til mange Familier. Altsaa et
nyt Kasernesystem men efter retfærdigere og
bedre Principper end de Arbejderkaserner,
som Byggespekulationerne i de opadgaaende
Tider i Halvfjerds — Firserne bragte.
Den anden Bevægelse: I Stedet for at
bygge Kasernerne i Højden, bygges de i
Bredden som Villakomplex med bitte Huse
og bitte Haver af ensartet Type.
Maalet for begge er det samme: om Hjem-
mets klippefaste Grundvold at omforme saa
meget af dets ydre Apparat, som nu hverken
er praktisk, økonomisk eller stemmende med
Tidsaandens Stræben mod ligeligere Fordeling
af de materielle Goder.
Naar Børnene fra de fleste dannede Middel-
standshjem sætter Bo, indrettes deres Bolig
som en lille Aflægger af Forældres, Slægt og
Venners. Omgangskredsen — det Milieu,
hvori de unge har levet, mens de var i
Forældrehjemmet — paatrykker det nydan-
nede Hjem sit Præg. I Stedet for at det,
der burde præge det, er de unges egen In-
dividualitet og deres egne økonomiske Kaar.
Forældrene køber Udstyr til en Lejlighed,
som det unge Par nok har Raad til at be-
tale, saalænge de kun er to, men som naar
der kommer Børn til og dermed forøgede
Udgifter absolut er for dyr. Derfor maa de
knibe og knibe og har dog svært ved at faa
Pengene til at strække til.
Hellere end at udstyre en 4 — 5 Værelsers
Lejlighed skulde Forældrene give dem Udstyr
til 2 å 3 Værelser og sætte Resten af Pen-
gene i Sparekassen til Nødskilling i kom-
mende Tider.
Men Forældrene har selv Spisestue, Daglig-
stue og Herreværelse, og det samme har
Slægt og Venner, og derfor skal det unge
Par ogsaa have det, skøndt Indtægterne maaske*
ikke overstiger 3000 Kr. aarligt.
Den Konservatisme, som i aandelig Hen-
seende er Hjemmets Styrke, og som, trods
Snigløb af nedbrydende Strømninger, har
baaret det over mange Skær, der har truet
med at undergrave dets Existens, vil da
^Hus og Have
volde mange Hjems Ruin, hvis vi ikke sadler
om og indretter os paa en anden Maade.
Perkins Gilman har paapeget det for Ameri-
kanerne, Elsa Torne for Svenskerne, hver af
dem med deres Lands særegne Forhold for Øje.
Den gamle Sætning som ofte anvendes paa
Udstyret, at „det, man har, det har man"
og at „ Udstyret spiser jo ikke Brød44, var
god Latin for halvtreds Aar siden, men ikke
nu, hvor hver Tomme Plads koster omtrent
en Tredjedel mere end den Gang. Nu, hvor
man bogstavelig talt lejer Hus til sine Møbler
snarere end til sig selv, holder Tjenestepiger
og Koner for at renholde -dette Indbo med
samt al den Plads, det tager, og hvor man
inviterer Selskab, fordi man har været saa
dum at indrette sig med Plads, Porcellain,
Glas og Sølvtøj til 12—18 Personer. For
at stikke sig selv og andre Blaar i Øjnene
m. H. t. sin Økonomi, siger man saa, at
det er billigere at samle flere Gæster paa én
Gang end oftere at invitere 2 — 3 Mennesker.
Det billigste er naturligvis, naar man vil
være ærlig, slet ingen at se. Det næstbillig-
ste er at se 2 — 3 gode Venner hos sig i al
Tarvelighed. Økonomien med det billigere
større Selskab er et af de mange Selvbedrag,
som man har hygget sig ved i Stedet for ærligt
at indrømme: vi har ikke Raad til det, men
vi gør det alligevel, dels fordi det morer os,
dels fordi man gerne vil bedes ud igen til
dem, der gør Selskab. Kun for Folk i For-
retningsforhold kan man betragte Selskabelig-
heden noget anderledes — nærmere maaske
som en Slags Børsspil, der kan lykkes men
— ofte mislykkes. (Sluttes.) vibek* Saiicatk,
o
%
%
r*
%
5
Pas paaliL.
»»i
s
%
t
I
* fav\>efa\e\ at onot 400 AatvsVe Læfeer #
• Undskyld, go'e Herre, jeg har mistet mit ene Ben !
Ja, jeg har virkelig ikke fundet det.
V. C. S. Topsøe
Samlede Fortællinger
Tre Bind.
9 Kr. 50 Øre — Indb. 13 Kr. 50 Øre
G. E. C. Gad
FERRIN
mod Blodmangel
er en kemisk Forbindelse af Mælkens
Æggehvidestoffer med Jern.
Denne Forbindelse afgiver den bed-
ste Form for et styrkende organisk
Jernpræpnrat. Faas paa Åpothekerne.
Pris 1 Kr. 50 Øre.
Xblmhi Lareapotheki kemiske Fabrik.
Kgl. Hof
Instrument-
mager
CORNELIUS KNUDSEN
18 Købmagergade IS
Speoial-Atelier for alt
moderne Haar arbejde
for Damer og Herrer.
Transformation*. Tatjpets«
Parykfabrik og Lager.
8F. Platan a
Hoved vagtsgade O
Ordres pr. Pott ekspederes prompte
/ alle Boglader faas:
„Stjernehimlen".
Stjernekort med Drejeskive.
2Kr.
G. £. C. GAD.
mest fuldkomne Klaverspilleapparat hvorpå*
enhver — med eget Foredrag — kan udfare
alle Musikens Mesterværker. Piano laefl. hvis
Pris er 1000 Kr*. forevises beredvilligt dagligt i
Petersen & Steenstrap's
Harmoniums-Magasin,
St. Kirkestræde i, 1. Sal.
s~
BILLEDER AF
ORDENS FLORA
<%, <%, OVER 500 FARVETRYKTE TAVLER -%, <%,
MED TEKST AF
A. MENTZ og C. H. OSTENFELD.
Med Undtagelse af det berømte > Flora Danica«, der udgør 54 Bind og koster c. 2500
Kr., ejer den dansk-norske Litteratur ikke noget botanisk Billedværk, som kan sidestilles
med »Nordens Flora«. Ogsaa i Sammenligning med Udlandets almenkendte Planteat-
lasser rager det højt op ved sine naturtro og med den fineste Teknik udførte Afbildinger.
— Det vil være til Nytte og Glæde ikke blot for enhver, som interesserer sig for Botanik
men ogsaaa for den, som i kunstnerisk Øjemed søger Motiver i Planteverdenen.
c. 20 Hefter å 3 Kr.
^
Faas i alle Boglader
G. E. C. Gad.
LD
q ane
KJØBENHAVNS
LAANEOG
DISKONTOBANK
AKTIESELSKAB
Aktiekapital Kr. 12.000.000
Reserver Kr. 1.920.000
HOVEDSÆDE: Amagertorv 24. — 10-4. Telf. 6900.
NØRREBRO AFD.: Nørrebrogade 26. — 9-3 og 67i-8. Telf. 4951.
ØSTRE AFD.: Bredgade 77. — 9-2 og 5-7. Telf. H 583.
HELLERUP AFD.: Strandvej 96. — 10-2 og 6-7. Telf. Heil. 119.
Foretager alle Køber og sælger
Bankforretninger. Obligationer og Aktier.
Modtager Indlaan og Indskud paa Folio og Bankbog.
3 Mdrs. Indlaan = 5 pCt.
Rente paa Bankbog = 31/* pCt + Bonus.
Boxer udlejes i Hovedsædet og Hellerup Afdeling:
15—25—40 Kr. aarlig.
L_
Værdipapirer og Værdigenstande opbevares mod Va %o
aarlig Afgift.
q
Ut rti
44
TURISTFORENINGENS REJSEHAANDBOG
DANMARK
Særskilt iaas
TREDJE OMARBEJDEDE UDGAVE
Med 30 Kort. Indb. 4 Kr. 50 Øre.
SJÆLLAND
med omliggende Øer og
BORNHOLM
Med 13 Kort.
Indb. 2 Kr. 50 Ore.
FYN
og
JYLLAND
Med 18 Kort.
Indb. 2 Kr. 50 Øre.
Faas i alle Boglader.
♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦
Det gjensidige Forsikringsselskab
„DANMARK"
Hovedkontor: Selskabets Ejendom,
V. Boulevard 34, Filialkontor: Amagertorv 3.
Desuden har Brandforsikringsafdelingen
Agenturer over hele Landet og Livsforsikrings-
afdelingen har General- Agentur i Aarhus:
Prip, Clemensborg, og i Odense: Schreiner,
Kongensgade 31.
Brandfors. Llvtfort.
Forsikringssum c. 877 Mill. c. 50 Mill.
Formue - 31/4 — c. 10 —
^HekfomiiierrharØkedc
øf ro ckjU
Grammophon
med Sange af
— Herold — Cornelius - Nissen —
Simonsen f og mange andre.
Musikstykker af den kgl. Livgardes og
Husar Reglm. Orkestre.
Ægte Grammophon Apparater lige-
fra Kr. 30.00
Ægte Grammophon Plader Kr. 2,50 og Kr. 5.
Nye Zonophon Plader, enestaa-
ende rene og kraftige, enkelt bespillede Kr.
1,00 og Kr. 2,00, dobbelt bespillede, 2 Melo-
dier paa en Plade, Kr. 1,50 og Kr. 3,00.
Skandinavisk Grammophon Aktieselskab
Frederiksberggade 27, i-Sai. København.
TRAP: DANMARK
KOMPLET I s BIND
77 Kr., indbunden 94 Kr. 50 Øre.
Traps Danmark er ganske uundværlig for en Mængde Autoriteter og Forretnings-
folk; men ogsaa en Mængde almindelige Mennesker, der strængt taget ikke
skulde synes at have Brug for Statistik og Haandbøger, vil finde den uundværlig.
Intcrier fra Hovedgaarden Odden (Hjerring Amt).
Enhver, der holder af sit Land, vil gærne have dette Værk i sin Boghylde. Vil
man gøre en lille Rejse rundt i Danmark, faar man mest Glæde deraf, naar man
ved Besked om, hvad man ser. Men intet Sted faar man en saa fornuftig Besked
som i Traps Danmark. Vi har Rejsehaandbøger og poetiske Beskrivelser i Mængde,
men de tilfredsstiller ikke. De fortæller i Reglen kun, hvad vi ved eller selv kan
se. Men Trap! Ser vi en gammel Herregaard, maa vi høre Trap fortælle om
den. Færdes vi paa en Egn, faar vi Svar paa vore mange Spørgsmaal hos Trap.
Han kender Folkemængde, Erhverv, Jordbonitet, Historie, Sagn; han ved saa at
sige alt, hvad vi spørger om. Og selv om man ikke rejser og ikke vil købe Gaarde,
men blot underholde sig i en ledig Time, kan man have Glæde af Traps Danmark.
Det er næsten lige meget, hvor man slaar op i disse Bind. Allevegne finder man
" " _ 44*
noget, der sætter Fantasien i Bevægelse. Det er en Glæde at se alle disse ypper-
lige Billeder af vort Lands gamle Gaarde og Slotte og læse de smaa historiske
Beretninger om dem. Fra den tidlige Barndom elskede man Traps Danmark med
de store tontrykte Billeder; nu er de tontrykte Billeder erstattede af Arkitektur-
maler J. Th. Hansens samvittighedsfuldt tegnede Billeder, og de er ligesaa gode.
Interier af Tirsted Kirke (Maribo Amt).
Der er naturligvis kommet mange nye Oplysninger til, og alt er ført frem i moderne
Skikkelse. Men saa kær er den gamle Trap blevet, at man beholder ham i Reolen
ved Siden af den nye, og man maa kun haabe, at den Ungdom, som nu skal tage
fat paa den sidste Udgave, maa faa ligesaa stor Kærlighed til denne, som vi ældre
fik til den tidligere, thi Trap lærte os at kende vort Land, at elske dets gamle
Mindesmærker. (Af en Anm. i »»Nordsjælland«.)
G. E. C. Gad's Forlag.
Bertha Dorph: Hos den unge Barselkone.
FORAARSUDSTILLINGERNE
Af Johs. Jørgensen.
I.
FORAARSUDSTILLING !
Der var en Tid — det var, da Char-
lottenborg var ene paa Markedet, da der
endnu ingen fri Udstilling existerede, ja, da
der endnu ikke var rejst den nye røde Byg-
ning bagerst i Kunstakademiets Gaard. Til
den Tid knytter sig mine første Minder om
Foraarsudstillinger.
Og den Gang svarede disse Udstillinger til
deres Navn. Det var som en Indvielse til
Foraaret, saadan en Dag sidst i Marts eller
først i April at komme op i de fernisduf-
tende Sale og dér fra Lærrederne se alt det
Solskin og alle de Sommerskove lyse sig i
Møde, som man den lange, graa Vinter igen-
nem havde gaaet og længtes mod, og hvor-
paa der nu her blev givet ligesom et For-
skud. Jeg ved ikke, om andre har det
samme Indtryk — men jeg synes, at Vin-
trene den Gang, i Midten af Firserne, var
længere og trøstesløsere og umuligere at faa
Hast paa end nu. Derude i Christianshavns
sølede Gader og ved Havnens Vand, som
haardnakket vedblev at være graat og koldt,
kunde Længslen efter Sommer og Solskin
ligefrem stige til en Sygdom, en Feber. Og
denne Feber fandt lidt Lise og Lindring i de
Glimt gennem Sommerens Døre, som Lærre-
derne paa Charlottenborg gav . . .
Maaske var det ikke netop den bedste
Kunst, jeg saaledes i nittenaarig Uskyldighed
kom til at beundre. Men denne Kunst fik
en Livsværdi for mig — den gav mig, hvad
jeg trængte til — Lys i mit Mørke, Trøst
i mit Tungsind, Svaling af mit sugende Savn.
Jeg følte det, som var jeg kommen hjem,
naar jeg gik deroppe gennem Charlottenborgs
657 =
^Foraarsudstillingerne=
M. Ancher: Under Ørnens Tegn.
Sale, for dér, syntes jeg, var jo en Skovvej,
dér en Eng og dér en Grøftekant, jeg kendte.
Saadan faldt de gyldne Strejf af Eftermid-
dagssolen netop hen over de glimtende Straa
mellem Bøgestammerne i Græsholmeskoven
— og saadan laa Svendborg Sund, stille og
violet, i dunkle, skyede Avgustaftener, naar
Sommeren allerede gik paa Hæld, og Moder
stod med Sjal om Skuldrene paa Taasinge-
broen, og der blussedes Aal ude paa Vandet.
Og der var et Billed af en Vej et Steds
langs et Skovbryn — netop saadan huskede
jeg den, Bakke op og Bakke ned mellem
Skov og levende Hegn, indtil den ganske
smal og lille forsvandt over den yderste
Banke — et hvidt, længselsvækkende Glimt
i Horisonten . . .
Saadan saa jeg den Gang paa Billeder —
det var, hvad jeg den Gang saae i Billeder og
udaf Billeder. Dei er storr.e Kunstnere til end
Gotfred Christensen og Kabell, det véd jeg
meget godt. Men deres Værker havde Livs-
værdi for mig — og havde de saa ikke
ogsaa Kunstværdi?
II.
Der er 520 Malerier og 74 Billedhugger-
arbejder paa Charlottenborg, der er 223
Malerier paa den Frie og 41 Billedhugger-
værker — ialt hen ved 900 Kunstværker og
med Arkitekternes Modeiler og de dekorative
Kunstneres Bidrag til de to Udstillinger nær
op mod ét Tusend Numre. Ét Tusend Kunst-
værker — og det er blot ét Aars Afgrøde!
I Sandhed — der maa være noget om, hvad
afdøde Schandorph saa gærne vilde, at vi
skulde være Nordens Athenere. Vi er kun
et Folk paa 21/* Millioner Mennesker, og
vore overmægtige Naboer mod Syd tæller 60
Millioner. Men sé, om de forholdsvis kan
opvise en blot tilnærmelsesvis saa frodig Pro-
duktion! Gaa i Glaspaladset i Munchen, gaa
= 658 —t=l.
== Foraarsudstillingerne^
i alle „Sezessionerne" hele Tyskland over
— du vil knap finde flere Kunstværker eller
Kunstnere end paa Københavns to Foraars-
udstillinger ! Og dog burde Tyskland med
sine 60 Millioner Indbyggere, saafremt der
var samme Grøde i dem som i de 21/2
Millioner danske, kunne opvise en aarlig
Kunstproduktion paa hen ved 24,000 Arbej-
der. Den findes i sin Helhed ikke — vi er paa
dette Omraade virkelig vore krigerske, lærde
og forretningsdygtige Naboer mod Syd langt
overlegne.
Hvad Kvantiteten angaar, er der altsaa
ikke noget i Vejen med den danske Kunst.
Den skæpper godt, derom kan der ingen
Tvivl være. Et andet Spørgsmaal bliver det
imidlertid, om det nu altsammen er Korn,
godt, nærende Korn, man maaler os Skæppen
fuld med. Og her turde man vel paa For-
haand have Ret til at nære en lille Tvivl.
En Analogi fra et andet Kunstomraade
vil bringe denne Tvivl til at voxe. Der
tales jo hvert Aar ved Efteraars- og Juletid
stærkt om Bogoversvømmelse. Der digtes for
meget i Danmark, hedder det, skrives især
altfor mange Romaner og Noveller. Men tu-
send Romaner om Aaret — det kommer der
virkelig ikke ud herhjemme, vel knap nok
et Par Hundrede. Hvorfor da ikke langt
snarere tale om Maleri- end om Literatur-
oversvømmelse?
Tanker som disse er det vanskeligt at fri-
gøre sig for, naar man nu i Foraaret 1907
gennemvandrer Salene paa Charlottenborg eller
i Willumsens Bygning og standser ud for
Nummer efter Nummer, Værk efter Værk, for
at lade det virke paa sig. Her er Kvantum
nok, men hvordan er det med Boniteten?
III.
Vor Malerkunst lider vist for Øjeblikket
under én stor Fejl — den er i Færd med
at blive gammel. Man behøver ikke at gaa
mere end en femten Aar tilbage i Tiden, og
M. Ancher- Kunstdommere.
-- 6.r>9 =.-z
=Foraarsudstillingerne=
man vil huske, at man den Gang modtog
et ganske anderledes livfuldt og kraftigt Ind-
tryk af en Foraarsudstilling end nuomstunder.
Man tænke en Gang paa de Aar, da Zahrt-
manns „Job", Skovgaards „Bethesda Dam"
eller — hvorfor ikke tage den med? —
Willumsens forgyldte Gemse satte Sindene i
Bevægelse. Der var Ungdom paa Færde, der
var Fremgang og nye, dristige Forsøg paa alle
Kanter — og de nye
Malere havde det Held,
til deres Talsmand i
Pressen at have en
Mand, hvis Pen den
Gang endnu var helt
uslidt, skarp og blank
(og spids, om det be-
høvedes): Karl Mad-
sen. Hvor det for-
argede, naar han dri-
stigt drog Paralleler
mellem sine malende
Venner og Kunstens
henfarne Store? Men
hvor det virkede vel-
gørende — og hvor
det var gavnligt, selv
om Karl Madsen var
sig bevidst, at han
overdrev. Det var en
glimrende Slægt af
Kunstnere, han den
Gang saa glimrende
førte Ordet for, og hvorfor er Livet saadan,
at denne geniale og rebelske Pen skulde tvin-
ges i adstadig Pasgang til kunsthistorisk Mo-
nografiarbejde?
Det synes imidlertid at være en Lov i
Danmarks Malerkunst, at al Ting vender til-
bage til Eckersberg — jeg havde nær sagt
til Vermehren. Saa forholdsvis ny Tradi-
tionen end er i vor hjemlige Malerkunst,
den viser sig dog stærkere end alle Forsøg
paa at skabe noget nyt. Om det saa er
Syberg, saa gaar han nu Bodsgangen til
Augusta Thejll: Portræt.
Traditionen — man sé en Gang hans store
Bilied fra Horse-Klint (216 paa den frie Ud-
stilling) : ingen Vermehren kunde bedre „gøre
Rede* for hver af de bølgeslidte Sten i
Strandkanten. Saaledes maa al dansk Maler-
kunst aabenbart før eller senere komme til at
se ud. Karl Madsen har ingen Skyld i, at
det gaar saaledes, men mon ikke Hr. Emil
Hannover har en hel Del paa sin Samvit-
tighed ?
Man maaler bedst
Afstanden mellem før
og nu, naar man be-
tragter et af de Billeder,
der paa Charlottenborg
samler størst Publi-
kum om sig — Bertha
Dorphs: „Hos den
unge Barselkone". Den
Kunst, som i vore Dage
er den nye, har maa-
ske ikke længe sat
nogen mere fuldmoden
Frugt end denne. Der
er da Grund til at
dvæle lidt ved Bil-
ledet.
Det er bygget op
over et meget simpelt
Motiv — Modsætnin-
gen mellem de to Mid-
terfigurer: den bøjede,
sortklædte Bedstemo-
der, der kommer paa Gratulationsvisit, men
hvis Blomster mest af alt ser ud, som var
de bestemt til Ligfærd, og foran hende i al
sin Ungdom den lykkelige Moder, malet med
lutter Lys, lyst, rødligt Haar, fint, lyst In-
karnat, hvide, svagt blegrøde og bleggrønne
Farver i hendes og Barnets Dragt.
Ved den unge Moders Side er saa samlet
en Del Ting, der har til Opgave yderligere
at forstærke det Indtryk, hun og Barnet gør:
Roser i et fint, lille Glas — Frugt i en
Sølvskaal — forskellige Karaffer, Smaatal-
660 =__=
= Foraarsudstillingerne^
lerkener, Glas og Skeer. Alle disse Ting er
meget blanke og giver Anledning til rigelig
Brug af Glanslys. Over Bordet er lagt en
fint syet Dug. Bag Barselkonens magelige
Kurvestol staar to unge Piger, den ene med
askeblondt, den anden med lysgyldent Haar,
begge i lyse Dragter; den ene fører et buet
Glas med klar, gylden Vin til sine Læber,
den anden tager sit Glas ned fra en gam-
meldags Kommode, hvor der ogsaa staar
et lille Empire-Ur med
stærkt lysbrydende
Glas for Skiven.
Bag den sortklædte
Bedstemoder kommer
saa som Ungdommens
yderligere Repræsen-
tanter et Par unge
Kvinder, den ene end-
nu kun halvvoxen, i
Grønt, med udslagent
Haar og en Gylden-
laksbuket i Haan-
den — den anden lige-
ledes sommerklædt,
med Straahat og et
hvidt Sommersjal over
den lette, blaa Kjole.
De fleste af disse
Figurer ses mod et
Vindu, bag hvis tynde,
tætte Florsgardiner man (som gennem et Vand)
lige skimter de grønne Blade paa Vinduets
Planter. I det hvide, mælkede Lys, der saa-
ledes fylder Rummet, samler alle Billedets Ind-
tryk sig harmonisk for at tilvejebringe den til-
sigtede Virkning, for at vække den Stemning
af Livets Rigdom og Skønhed, af Moder-
glædens Fylde og Lykke, som Kunstnerinden
har tilsigtet. Sé, har hun til Hensigt at sige,
Livet er skønt — trods Dødens Uafvende-
lighed og Sorgens Ubestridelighed!
Men med hvor mange stilistiske Dikkedarer
er ikke dette sagt? Man tage en Gang til
Sammenligning et af de skønneste Billeder
paa Den frie Udstilling — Joakim Skovgaards
„Marie faar Mad". Ogsaa her er det Moder-
følelsen, Moderlykken, den Følelse, man har
overfor Børn af Undren, Glæde, Kærlighed
og Tak, som er udtrykt. Men hvor simpelt
er det ikke gjort, og i hvor tarvelige, lige-
fremme og hverdags Omgivelser! Og hvor
langt mere Følelse, hvor langt mere Virkelig-
hed er der dog ikke i dette lille Billed, end
i al Fru Dorphs Sølvtøj og alle hendes
Gerda Stram: Tevejr.
kunstnerisk paaklædte Pigebørn, der mest at
alt bringer En til at tænke paa Eva Nørre-
gaards Modebreve i „Politiken" ! Der er den
samme Forskel paa Skovgaard og Fru Dorph
som paa et Hjem, hvor virkelige Mennesker
lever sammen og bærer Dagens Byrde, og saa
paa en moderne tillavet Kunstnerbolig, som
et ungt æsthetisk Ægtepar indretter sig efter
alle Modens Regler, og hvor alt er stillet op
for at tage sig ud, intet er til virkelig Nytte
eller virkelig Glæde for nogen. Nej, heller
ikke til virkelig Glæde, thi for Alvor glæder
man sig kun ved det, man har Brug for.
Det, man i videste Forstand ikke behøver
661
Foraarsudstillingerne
N. V. Dorph: Ankomsten.
o: som hverken Ens Sjæl eller Legem træn-
ger til, det kan i og for sig være saa skønt,
det vil — for mig bliver det dog kun Osten-
tation og Affektation at pynte op med det.
Dette véd Skovgaard — men Fru Dorph
mangler denne Følelse. Og derfor aander
der ud af hendes iøvrigt saa dygtigt malte
og sindrigt opstillede Billed ingen virkelig
ægte Stemning. Det gaar En ikke til Hjærte,
simpelt og sandt, saaledes som Skovgaards
lille Billed, fordi det ikke er malet med Hjær-
tet, men kun med et klogt Hoved og en
talentfuld Haand.
At male med Hjærtet — det er vel i det
Hele det, som sondrer god Kunst fra daar-
lig. Atter er det Joakim Skovgaards Navn,
som trænger sig ind paa En, naar man, ikke
langt fra Fru Dorphs Barselbesøg, staar over-
for Julius Paulsens „Adam og Eva". Paulsens
gamle Billede af samme Navn bliver et rent
Mesterværk ved Siden af dette nye Arbejde.
Og naar man tænker paa, hvad Viborg Dom-
kirkes Mester har faaet ud af dette Æmne,
saa blues man paa Julius Paulsens Vegne
ved at se de to hæslige Modelstudier, han
iaar har betitlet med de bibelske Navne.
Hvad der er af Udtryk i dem, er kun lidt,
og det lidt, der er, er grimt. Wilhjelms Be-
handling af samme Sujet, ogsaa paa Char-
lottenborg, er ikke mønsterværdig. Men der
er dog langt mere af en Adam og Eva i
hans Billed!
Iøvrigt er det jo Drachmann og atter
Drachmann, der paa Charlottenborg drager
Hovedinteressen til sig. Han er der malet
af Krøyer og malet af Ancher, ja Krøyers
Maleri af ham er endda kommen med ind i
Anchers Billed, hvor Drachmann desaarsag
til nogen Forvirring for Tilskuerne forekommer
to Gange. Sligt er jo ganske morsomt, og
begge de to Malere har taget den populære
Skjald med samt hans Fez og røde Gammel-
mandstæppe og Fuente-Cigar og Skrivegrejer
paa Kornet. Ilden brænder dejlig svovlgult
og højrødt paa begge Billederne, som over-
hovedet har det med kraftige Farver. Og
der er paa Krøyers Billed et Glimt af Geni
i Drachmanns Blik, som ikke findes paa de
Skagenske Postkort med Interiører fra Villa
Pax. Til Gengæld ser man ikke noget til
Fru Drachmann, født Lassen; hende har
derimod Krøyer skitseret i sit store Billed
„St. Hansblus".
I dette store Billed har Krøyer endnu en
Gang dokumenteret sig som den Mester, han er.
En saadan Virtuositet har ingen anden. Dette
Værk — og alle de mange, ofte udmærkede
Skitser dertil — er et Bevis fra de sidste
Dage paa, hvor varmt Krøyers Hjærte stadig
banker for Skagen og for den danske Sommer.
662
Foraarsudslillingerne
N. V. Dorph: Terrassen i St. Germain en Laye.
Der er blandt hans mange hastigt henkastede
Studier deroppefra (de findes alle paa Den fri)
ét, som er saa ganske henrivende — Billedet
af en stille, graa Nat, uden Maane, uden
Stjærner, kun den store Himmel ud over det
store, stille, svagt dønnende silkegraa Hav.
Denne Stemning er følt med en Poets Hjærtc
og malet med en stor Kunstners Pensel.
Ved Siden af Anchers Drachmann - Billed
hænger hans fire „Kunstdommere*1. Det er
gode Portræter, og faa eller ingen herhjemme
kunde male dem bedre. Men kun Willumsens
Hoved, yderst tilhøjre i Billedet, rummer den
Skønhed, der fængsler og griber.
IV.
Jeg opdager, at jeg efterhaanden har faaet
nævnt de vigtigste Billeder paa Charlotten-
borg-Udstillingen. Jeg havde endnu Lyst til
at omtale N. V. Dorphs fortræffelige Portræt
af Professor Heiberg — den Lærdes anspændt
stirrende Øjne og gustne Farve, hele den
magre, sortklædte Fanatikerskikkelse er ud-
mærket gengivet. Jeg bliver ogsaa gærne
staaende foran Rings ypperlige Vinterbilled
med dets danske Samklang af graat, graa-
brunt, graagrønt, brunt, lidt okkergult og
et Tegltags Smule Rødt, halvt føget til af
Sne.
Men jeg kan ikke bekvemme mig til at
gaa Kataloget igennem og give Karakterer;
jeg nøjes med at nævne nogle Navne.
Brendekilde har intet lært og intet glemt,
Carl Møller heller ikke. Ilsted efterligner
stadig sin Svoger. Foss er den dygtige Maler,
han allerede var for tyve Aar siden; Axel
Hou har tegnet og farvelagt et Par smukke
Arkitekturbilleder fia det gamle København.
Især i Billedet af Marmorkirkens irrede Kuppel
mod den høje, blaa Sommerhimmel er der
en fin Farvevirkning. Achen har et dygtigt
Portræt (Landstingsmand Pagh), Mølsted og
Arnesen er de gode Marinemalere, de længe
var, Knud Larsen viser i sit store Høstbilled
nogen fransk Paavirk ning og er solid som
altid. Godfred Christensen maler Achensee,
lige saa godt som han maler Himmelbjærg-
søerne — han hører til vor bedste danske Race.
La Cour er saa imponerende som nogen Sinde,
og hvilken yngre Maler vilde kunne magte
et Landskab som det, Jerndorff har malet
ovre fra Båstad — med mægtig Udsigt over
Land og Hav, Regnbue og Bygevejr ud over
Bugten ?
663 — -
=Foraarsudstlllingerne=
Carl V. Meyer: „Morgenstund har Guld i Mund".
Saadan kunde jeg blive ved længe endnu
og vilde dog ikke kunne nævne alle Kunst-
nerne i Charlottenborgs Katalog. Men de
Unge, vil man spørge — er der da ikke
nogen Unge deroppe?
Jo, der er. Der er naturligvis Unge. Der
er Vandel, hvis ene Afteninteriør endda er ble-
ven købt af Galleriet — et dygtigt Billed selv-
følgelig, men vilde Verden blive en Smule fat-
tigere, om det aldrig havde existeret? Der
er Vedel, den gode Portrætist, men med en
underlig barrokagtig Opstilling i det bedste
af Billederne. Der er Jens Vige med enkelte
simple og kønne Landskaber — i »En Allé"
sporer man Gottschalck — og der er et
stort kedeligt Lampelysbillede af Friis-Nybo.
Der er et kraftigt og smukt Landskab
af Troels Trier (man sporer Viggo Peder-
sen bagved, men alligevel!), der er et Par
talentfulde Vinterbilleder af Gerda Strøm —
især det ene rummer en henrivende fin og
blid Tøvej rsstemning. Der er af Augusta
Thejll et Por-
træt — det bæ-
vende Udtryk i
det ganske unge
Pigeansigt kun-
de være en Illu-
stration til J. P.
Jacobsens „Du
Blomst i Dugg".
Der er et smukt
Billede af Niels
Hansen („Per og
Onnia), og der
er et Par Da-
naidebilleder, af
Schouboe og Sal-
toft; den sidstes
er absolut det
bedste. Ikke
netop de to Side-
fløje, men den
midterste Pan-
neau. Der er
meget Udtryk i denne Række af forslidte,
sønderbrudte Kvinder, som de dukker op fra
Dybet, trøstesløst slæbende deres Krukker og
Spande. Hos enkelte Unge gør en stærk
zahrtmannsk Paavirkning sig uheldigt gæl-
dende — saaledes hos Clemens og Larsen-
Særsløv. Fru Tupsy Clement maler en ita-
liensk Gade hverken værre eller bedre end
saa mange. Valdemar Neiendam har funden
et Par interessante Sujetter af Ewalds Liv og
udnyttet dem godt. V. Magaard er hæder-
lig og dygtig, men det er, som saae han
gennem altfor skarpe Briller. Der er noget
ved hans Billeder, som minder om farvelagte
Fotografier. Et smukt og morsomt Arbejde
er derimod Rudolf Petersens tre humlepluk-
kende Koner. En Bestræbelse for at gaa ud
over Naturalismen gør sig gældende i Bern-
hard Petersens „Sfinx", men symbolistisk
Kunst gøres nu en Gang ikke med Natura-
lismens Midler.
Man tænke paa, hvordan Willumsen eller
664
Foraarsudstillingerne
Jan Torop vilde have forsøgt at løse denne
Opgave !
Et mærkeligt og trods alle iøjnefaldende
Fejl interessant Billede er Carl V. Meyers
„Morgenstund har Guld i Mund". Maleren
fører os op paa en femte Sal i Saxogade
eller langt ude paa Nørrebro — ind i én af
de Et- eller Toværelses-Lejligheder, hvor saa
mange Proletarfamilier fører deres fortvivlede
Kamp for Tilværelsen. Klokken er fem —
man er ved at staa op. Paa Værelsets
eneste Bord staar, skjult af en af Personerne,
et Lys eller en Lampe uden Kuppel og kaster
sit grelle Skær op over de nøgne Tapetvægge.
Et Stykke Tøj er hængt op for Kvistværel-
sets eneste Vindue; over det improviserede
Gardin ser man den tunge, endnu natlige
Storstadshimmel. Paa Bordet staar det lille,
emaillerede Blikfad, hvoraf alle vasker sig.
Det ældste af Børnene er allerede i fuld
Mælkedrenge-Uniform og tager sin Taske ned
fra et Søm, parat til at gaa. Moderen staar
og knapper den ældste Piges Livstykke —
glatkæmmet og gammelklog staar den lille
Morgenpige, der skal til sin Plads, og har
allerede samme resignerede Udtryk i sit graa
Ansigt som Moderen. To halvvoxne Pige-
børn er endnu i bar Særk — den ene stræk-
ker sig og gnider sine Øjne. En lille Fyr
staar i Sengen bag Bordet og vræler af fuld
Hals. Og i en Søsterseng paa Gulvet er
der under et Hestedækken redt til tre Smaa-
børn, tre ganske smaa Orme — den ene so-
ver med aaben Mund. Træsko driver paa
det bare Gulv, nogle sorte Strømper hænger
over et Par Træstole.
Hele Fattigdommens isnende Uhygge taler
ubarmhjærtigt ud af dette Billed. Velnærede
Zahrtmann : Civitanere.
665 -.
Foraarsudstillingerne
Damer i Silke og Herrer i høj Hat gaar det
rask forbi eller betragter det med en kort
Gysen og et overlegent Huha! Men der er
dem, som foran et saadant Udsnit af det
Liv, Tusinder og atter Tusinder maa leve,
spørger sig selv, om Næstekærlighed egen-
lig er mere end et tomt Navn? Vil kom-
mende Slægter mon ikke finde os ligesaa
grusomme og barbariske som Inkvisitionens
eller Hexeprocessernes Bødler, at vi kunde
holde ud, hver Dag at leve i gode Kaar,
naar saa mange af vore Medmennesker maatte
føre saa glædeløs og kummerlig en Tilværelse ?
Lazarus ligger for Samfundets Dør, og Sam-
fundet lader sig ikke
synderlig forstyrre der-
af, hverken i sin Mad-
ro eller sin Nattero.
En Mand, som og-
saa er gaaet lidt uden-
for Portene og har fun-
den Lazarus liggende
der, endda uden Hunde
til at slikke Saarene,
er P. R. Bøyesen paa
Den fri Udstilling.
Endnu er han ikke i
nogen videre Grad
Herre over sine Midler,
men han har villet no-
get, da han malede sin
„Enkens Søna. Man
kan sige „Erik Hen-
ningsen!" til saadan
et Billed og gaa det
forbi. Men her er ved
nøjere Eftersyn allige-
vel mere — der er
noget af en Menneske-
skildring i Billedet af
denne uhyggelige For-
stadsvæxt af en Dreng,
med Sportshuen, det
Gudmund Ilentze: Den Fremmede.
færdigsyede Tøj og det røde Slips, og af
Moderen med den gamle Damehat, de rød-
lige Spytkrøller og Sjalet af ubestemme-
lig Alder og Farve. Og saa gælder det
overhovedet om Bøyesens Billeder som om
Meyers — det er dog al Ære værd, at
de gaar ud og finder sig ny Motiver. Kvar-
teret mellem „Løgten" og Bispebjerg kar sin
Poesi, og Bøyesen har haft en Anelse herom.
Det gaar jo ellers paa Den frie Udstilling
som det gaar En paa Charlottenborg — i
det væsenlige konstaterer man status quo.
Philipsen har sine Saltholmskøer, sine grønne
Øer og sit stride, blaa (for blaa!) Vand.
Johan Rohde tegner
udmærket gamle Gader
med mange morsomme
Virkninger af Gavle
og Trapper og aabent-
staaende Vinduer, og
Vandet i Randers Havn
er ligesaa smukt og
spejlblankt og stille
som i Nyhavn eller paa
andre af Rohdes Stille-
vandsbilleder. Viggo
Pedersen har en hel
Række store, gode,
kraftige Landskaber,
især et frisk og mun-
tert Snebilled. Hos
Zahrtmann stiger det
violette og det blaa nu
næsten til Oversvøm-
melse, og man kan ikke
lade være at spørge
sig selv : „Men er Du-
gene i Beværtnings-
haverne paa Lido nu
virkelig ogsaa hirnmel-
blaa?a Ja, jeg ser
nok, at Mester Zahrt-
mann tilkaster mig et
skarpt Blik, dér han
sidder bag sit Skrive-
- 666
= Foraarsudstillingerne^
Johan Rohde: Havnen i Randers.
bord som en Dommer bag sin Skranke, men
det nytter ikke — Tvivlen er én Gang vakt.
Jeg har imidlertid aldrig været paa Lido og
forbeholder mig derfor en endelig Dom, til
jeg kommer der.
Det at se Farverne stærkt er imidlertid
ikke særegent for Zahrtmann alene. Der er
paa begge Udstillingerne mange Billeder af
Vand, som er for blaat, af Tegltage og Kob-
berspir, som er stemt op i Farven. Og mon
Johannes Kraghs (ellers ypperlige) Rolf virkelig
har haft saa blaa Øjne? Ogsaa hos Niels
Bjerre, hos Johannes Larsen finder man den
samme Outrering af Kulørerne.
Jeg nævnte Jobannes Larsen — han er
vedbleven at være den samme dygtige Fugle-
maler, han længe har været. Ogsaa hans store
blomsterrige Landskab med den augustagtige
Stemning er meget smukt. I hans Nærhed
har Syberg foruden en hel Række Landskaber
og et Par Billeder med Æmner fra Andersens
„Historie om en Moder u (men langt mindre
gode end Tegningerne i sin Tid), et ganske
ypperligt lille Arbejde, der staar paa Højde
med hans allerbedste. Det er „Tulipaner i
Vinduet u — især den vinterhvide Have uden-
for med Frostsolens gyldne Skær over Abild-
gaardens grønne Stammer er et Vidunder af
malerisk Skønhed. Blot ét saadant lille Bil-
lede er nok til at vise Sybergs Mesterskab.
En stor farvelagt Tegning vidner om, at han
heller ikke er bleven sin første Kærlighed,
de blomstrende Frugttræer, utro.
Den frie Udstilling rummer en hel Del Por-
træter — Finds flotte og fejende, ligesom smin-
kede, af Fru Agnes Henningsen, Frydenbergs
af stille, blidt og ensomt drømmende unge
Kvinder, Frk. Krebs' dygtigt malede unge Da-
me. Af Ernst Goldschmidts to Portræter er det
af den unge Pige med den røde Bluse vel det
bedste; samme Kunstners „to Mennesker" er
et rent Bisarreri, hvori man forgæves søger
— 667
=Foraarsudstillingerne=
en malerisk eller symbolsk Hensigt. Der
siges En absolut ikke noget paa noget Sprog
gennem dette Billed, sikkert nok, fordi Kunst-
neren ikke har haft noget at meddele.
Bisarreri, det Ord kommer En ogsaa paa
Læben overfor Gudmund Hentzes Kunst —
eller da det meste af den. Især det store
„Den fremmede" er et gruelig ubehageligt
Billede. For at frembringe en Uhygge-
stemning er der her med fed Haandfasthed
malet et Landskab, hvor kæmpestore Padde-
rokker spirer af Sneen
som Asparges af et
Bed, og en uddød By
rejser sine fantastiske
Taarne og Broer mod
en sort Himmel. Et
violet Lys falder ned
over det øverste af en
korrekt sortklædt ung
Mand, der lænet mod
en af Padderokkerne
stirrer ned i en aabnet
Grav. Andre Grave
ses som firkantede Tavl
under Sneen.
Der er i dette Billed
som overhovedet i
Gudmund Hentzes
Kunst saa megen Paa-
virkning, at man ikke Joakim Skovgaard:
véd, hvad Kunstneren selv kan gøres ansvar-
lig for. Han er en forvreden Hjærne, et
fordrejet og forvendt, man kunde næsten
sige forgjort Talent. Det forvredne og for-
gjorte kommer ogsaa stærkt frem i hans
smaa Tegninger til „Germand Gladensvend" —
Talentet derimod i det simple og smukke Bil-
lede, som han selv betegnende nok kalder
„Et lille Maleri". 1 dette Arbejde og i det
alene er Hentze virkelig Maler. Alt det øv-
rige, han møder med, er Literatur — malet
og tegnet Literatur af den usundeste Art. Det
vilde være ham til stor Gavn, om han helt vilde
forsage Pennen og alene holde sig til Penslen.
En fuldkommen Modsætning til Hentze
danner i saa Henseende Henrik Lund. Han
er nemlig Maler og slet ikke andet end Ma-
ler. Der er enkelte af hans Ting, som man
affærdiger med, at det jo blot er Edvard
Munch om igen. Men der er nogle Portræ-
ter, saa skarpe i deres Blik for Karakteren,
saa rammende i deres knappe, kortfattede
Udtryksmaade, at man uvilkaarlig opgiver at
gøre Indvendinger. Det er ikke altid en be-
hagelig Lighed, Henrik Lund faar frem, men
man har Indtrykket af, at det kun er, fordi
han har faaet Ram paa
vedkommendes Sjæl.
Han hører absolut til
de Unge, af hvem man
har Ret til at vente
sig noget.
Det gør paa et gan-
ske andet Omraade
Karl Schou ogsaa.
Hans Farver er ikke
bleven renere, siden
han udstillede sine før-
ste Billeder. Men der er
over hans lille Marts-
billede fra Lyngby al
det tidlige Foraars før-
ste fine Dis og dæm-
pede, lykkelige Lys-
nen. Og et Billede
Marie faar Mad. som „Bag Laden* er
der, siden Gottschalck døde, ingen anden,
som kan male. Schou har aabenbaret os al
dette forladte og forsømte Steds stilfærdige
og inderlige Poesi — han har funden Skøn-
heden i denne stakkels afgnavede Skrænt, disse
arme Skrog af forkrøblede Træer og Buske, dette
blide, fattige Udblik over det graa, flade Land.
Hvis Gudmund Hentze er nær ved at være
Literaten mellem vore Malere, saa er Karl
Schou Poeten — den af et stille, dybt
lykkeligt Hjærte tyst og betaget nynnede
Poet.
VI.
Saa er der endnu Statuernes hvide Hær,
men hvor mange Udstillingsbesøgende faar
=r: 668 =-_-t=
^ForaarsudstiIlingerne=
Tid til at skænke dem mere end et flygtigt
Blik? Det nøgne er nu én Gang bleven os
fjærnt og fremmed, ikke naturligt og tilvant
som det var de gamle Hellenere. Og dog
hilser man med Glæde saa smukke Værker
som Signe Bangs „Pandora", Marie Carl
Nielsens „Finsen", Olga Wagners nydelige
„Ved Stranden", Hansen- Jacobsens Portræt-
buste af Fru M. J. og Johannes Kraghs
af Fru Trier, Willie Wulffs kraftige og
ejendommelige Portrætbuste af en svensk
Kunstner. Paa Charlottenborg — alle de
foran nævnte findes paa den Frie — har
Brandstrup en udmærket Foraars - Allegori,
en plastisk Skildring af hele den Sjælsløftelse
og Sjælsfornyelse, der følger med Vaarens
Atterkomst. Charles Lindstrøm udstiller en
ejendommelig Bronce, betitlet „Langfredag"
— en General Booth-lignende Skikkelse, der
sidder hensunken i Betragtning af Kruciftxet.
Einer Utzon Franck har en talentfuld „Kul-
læmper" (paavirket af Meunier, naturligvis !),
Ellen Locher en næsten japansk „Nidsanger
fra Grønland" og en realistisk Broncebuste
af en grønlandsk Sælfanger. Anne Marie
Carl Nielsen udstiller sin kraftige Statue „En
Arbejderske", Bærentzen haren udmærket Kopi
af Verrochios David. Smukke Portrætbuster er
signerede Carla Christiansen og Ingeb. Plockross.
At der ved Siden heraf findes en Mængde
daarligt baade i den ene og anden Retning
siger sig selv. Hassel ri is' Heine er ikke be-
hagelig, men Rudolf Tegners Gravmonument
eller Viggo Jarls „Afgrunden" er det lige
saa lidt. Og jeg kan ikke blive begejstret
hverken for Jønssons Natura mater eller Tho-
mas Hansens Kristushoved.
I det Hele forekommer det En, at vor
Billedhuggerkunst i endnu højere Grad end
vor Malerkunst gør Indtryk af, hverken at
vide Maal eller Vej. Der famles, forsøges,
vendes tilbage og gøres atter og atter Ny-
begyndelser. Og Grunden er vel, naar alt
kommer til alt, den triste, at der ingen rig-
tig Brug er for Mejselens Kunst. Siegfried
Wagner kan nu og da faa Bestilling paa et
Gravmonument, Bærentzen paa en grotesk
Figur til Portalen i en Rigmandsvilla — men
i det Hele og Store har Nutiden ingen An-
vendelse for Skulptur. Medens det moderne
Publikum synes at kunne konsumere ube-
grænsede Mængder af Musik, er dets Trang
til bildende Kunst og især til Plastik ringe
eller ingen. Taine har i sin „Kunstens Filo-
sofi" eftervist Aarsagen dertil, og hans Ræ-
sonnement er desværre sikkert rigtigt nok.
Kun det, som Livet kan bruge, bevares. Og
Livet i vore Dage synes kun i meget ringe
Grad at have Brug for Poesi, endnu mindre
for Billeder og Statuer.
Syberg: Tulipaner.
45
OM GOETHES NATURFORSKNING
Af Prof. W. Johannsen.
STORE Aander dyrkes af Eftertiden; der
danner sig et Slags Præsteskab, der
som skriftklogt udlægger Mesterens Ord for
Folket. Mesteren hæves da op i en højere
Sfære og synes utilgængelig for almindelige
Dødelige. Saaledes ogsaa med Goethe;
man læser meget mere om ham end af
ham.
Goethes Naturforskning behandles fortrins-
vis af Forfattere, der gaar til Sagen for
Goethes Skyld og ikke just for Naturforsk-
ningens. Saaledes ikke her. Studier over
Arvelighedsspørgsmaal og nogle meget spe-
cielle Undersøgelser over Sammenhængen
mellem Bygkorns Størrelse og kemiske Be-
skaffenhed bragte mig ind paa Læren om
Sammenhæng mellem de forskellige „Træk*,
de forskellige Egenskaber og Organer hos de
levende Væsener. Denne Lære spiller en
stor Rolle i Nutiden, og da jeg søgte efter
Oprindelsen til den, førtes jeg bl. a. til to
Afhandlinger, som Goethe har skrevet i 1795
og 96.
Afhandlingerne danner en Indledning til den
sammenlignende Anatomi og er et fortrinligt
Udtryk for Goethes Opfattelse af den levende
Natur, en Opfattelse, som holdt sig til hans
Livs Slutning. De gaar ud paa at opstille
en almen ideal Type, i første Linie en Ske-
let-Type for Hvirveldyrene, ud fra hvilken
Type de existerende Former skal forstaas og
bedømmes. Allerførst fremhæver Goethe, at
Naturhistorie overhovedet beror paa Sammen*
ligning, og idet han gaar til Betragtning af
forskellige Dyreformer betoner han, at Orga-
nerne, deres indbyrdes Forhold og særlige
Egenskaber bestemmer den paagældende Skab-
nings Livsfornødenheder. Naar vi nøje kender
Delene, vil vi finde, at Formernes Mang-
foldighed kommer deraf, at en eller anden
Del har faaet Overvægt over andre. Saa-
ledes er, siger han, Hals og Lemmer begun-
stigede hos Giraffen paa Bekostning af Krop-
pen, hvorimod det omvendte finder Sted hos
Muldvarpen. Og da har vi strax Loven :
Intet kan lægges til paa nogen Del uden at
der trækkes fra paa andre, og omvendt!
Her er den dyriske Naturs Skranker.
Den formende Virksomhed („Bildungs-
trieb") er sat til Hersker i et ganske vist
begrænset, men vel ordnet Rige. Rammerne
for Budgettet er givne; hvad den vil an-
vende paa hver Post staar til en vis Grad
frit for den. Vil den anvende mere paa et
Punkt, er den ikke helt hindret deri; men
den er da nødt til at lade noget mangle paa
et andet Sted: og saaledes kan Naturen
aldrig komme i Gæld, eller endog gøre Ban-
kerot. — Vi ser her Ministeren, Bureau-
kraten !
Goethe siger videre: Forsøger vi at komme
gennem de dyriske Formers Labyrinth ved
Hjælp af denne ledende Traad, saa vil vi
finde, at den ogsaa rækker ned til de form-
løseste Organismer. Dyret er en lille Verden
for sig, med sine Formaal i sig selv. Be-
tragtet „indefra" er ingen Del unyttig eller
vilkaarlig frembragt, om end et eller andet
Organ synes os uden Nytte udadtil; thi den
indre Sammenhæng i Dyrets Natur ytrer sig
ogsaa uden Hensyn til ydre Forhold. Man
skal derfor ikke sige, at Tyren har faaet
Horn for at stange, men man skal under-
søge, hvorledes den har faaet Horn, saa at
den kan stange.
Dette er en fuldt moderne Betragtning og
Goethe siger da ogsaa, at fromme Betragt-
ninger over Hensigtsmæssigheden i Naturen
ere uvidenskabelige.
Goethe fastholder den ideale Types Almen-
gyldighed og Fasthed i al den Formrigdom,
som Hvirveldyrene opviser, og, siger han,
vil man søge efter de Aarsager, som be-
tinger Mangfoldigheden, da svarer vi først
670
-Om Goethes Naturforskning^
og fremmest: „ Dyret bliver af Livskaarene Morsomt er Goethes Udsagn: ved Forstør-
præget til Livskaarene (durch Umstande zu relse i et Hulspejl faar Ansigter et aandløst
Udtryk, ret som kun Legemet, men ikke
Aanden lod sig forstørre!
Saa vidt Goethe om Sammenhængen mel-
lem Organismens „Træk" og om Typen,
Grundplanen, hvorefter Naturens formende
Virksomhed arbejder.
Det er let at se, at den her fremsatte
Lov om en Slags økonomisk Ligevægt i Or-
ganisationen ikke maa tages bogstaveligt.
Saadan kunde den kun gælde Organismer
med omtrent lige stor Masse, ligesom man
af en bestemt Portion Dejg faar en Kage-
mand, der bliver tynd i Benene, hvis Over-
delen tog for meget. Loven skal forstaaes
paa en mere billedlig eller om man vil „aande-
liga Maade; der tænkes at være en vis Sum
af Muligheder tilstede i Organismens Anlæg,
men ikke alle kan udfoldes, i alt Fald ikke
udover en vis Grad, uden at medføre For-
styrrelse af det ideale Billede, den tænkte
Type. Selve Typen vil, just fordi den er en
„Ide", aldrig findes virkeliggjort rent.
I denne Opfattelse møder vi Goethes Fore-
stilling om, eller rettere, Følelse af Enhed
og Harmoni, Lov og Skønhed i Naturen.
For ham er den levende Natur med al sin
Frihed styret i sig selv efter en den iboende
„aandelig* Lov. Med et moderne Udtryk
vilde vi sige Selvregulering. Sin Opfattelse
har Goethe givet det smukkeste og klareste
Udtryk i Digtet om Dyrenes Metamorfose,
et Digt, der skal tages i sin Helhed og ikke,
som det saa ofte sker, maa anvendes brud-
stykkevis.
Goethe offentliggjorde disse Studier først
længe efter deres Udformning. I Videnska-
bens Historie staar ej heller Goethe men —
hver paa sin Vis — Geoffroy St. Hilaire og
Cuvier samt, særlig paa Botanikens Omraade,
De Candolle, som Grundlæggerne af Læren
om Typer og organisatorisk Ligevægt („ba-
lancement organique"), en Lære som i vor
Tid har naaet en videre Udvikling under
45*
Umstånden gebildet), deraf dets indre Fuld-
kommenhed og dets Hensigtsmæssighed ud-
ad til."
Og for nu at anskueliggøre Tanken om
økonomisk Ligevægt i Organismen anfører
Goethe nogle Exempler: „Slangen staar højt
i Organisation. Den har et bestemt Hovede
o. s. v. Men dens Krop er ligesom uende-
lig og kan være det, fordi den hverken an-
vender Stof eller Kraft paa Lemmer. Hvor
disse optræder, saaledes f. Ex. de kun korte
Arme og Ben hos Firbenet, maa den ube-
grænsede Længde strax sammendrages og
en kortere Krop dannes. Frøens lange Ben
gør Kroppen kort, og den uformelige Tudse
er bleven bred efter selv samme Lov.
Goethe betragter ogsaa Typen med Hen-
syn til „de forskellige elementære Natur-
kræfters" Indflydelse, som den til en vis
Grad maa rette sig efter. Vandet udbulner
Legemerne. Saaledes bliver Fiskens Krop,
særlig dens Kød, opsvulmet „efter Elementets
Lov." Men efter „den organiske Types
Lov" maa denne Kroppens Opsvulmning
følges af Lemmernes Sammentrækning til
hvad Brug de saa forresten kan formes. Luften
udtørrer. Jo mere tør Luften er, desto tør-
rere maa Dyret, der udvikler sig, blive, og
der opstaar en mere eller mindre mager
Fugl, til hvis Lemmers Udvikling der er
Stof og Kraft nok; thi hvad der hos Fisken
anvendes paa Kødet, kan her blive tilovers
til Fjerdannelse.
Saaledes vil man i det Hele finde Klimaets
Virkning mægtig; det hede Klima alene er
i Stand til at give den ufuldkomne Organi-
sation noget menneskelignende, som det sker
f. Ex. hos Aber og — Papegøjer (!)
Og om Mennesker siges det, at overmaade
store Individer oftest skal staa aandeligt til-
bage for smaa. Det er den samme Tanke,
vi paa dansk har udtrykt i Talemaader som
„Bedre lille og vaagen end stor og doven."
671
Om Goethes Naturforskning
det flertydige Slagord „Korrelation" — med
danske Ord Samændring og Samafvigelighed.
Goethe havde nærmest det vi nu kalder
Samændringsforholdene for Øje; han saa, at
Organismen er en Helhed. „Alt hænger
sammen i det levende Væsen; der er ingen
uafhængig Funktion, intet Organ, hvis Form
og Udvikling ikke er paavirket af alle de
andre Legemsdeles" — saaledes siger i 1896
Franskmanden Delage i en Oversigtsartikel
om Korrelation, som Udtryk for Nutidens Er-
faringer. Det er morsomt at sætte Goethes
Ord fra 1796 ved Siden af Delage's. Goethe
har jo nærmest set paa Forholdene anato-
misk; men han betoner stærkt, at fysiolo-
giske Hensyn maa tages. Udtrykkelig siger
han: „Man skal ikke blot se paa Delenes
Tilstedeværelse ved Siden af hverandre, men
paa deres levende gensidige Indflydelse, Af-
hængighed og Virkning." Dette er et Pro-
gram, som et Aarhundredes Forskning har
givet Indhold.
Men dette Indhold er det ikke Opgaven
her at komme nærmere ind paa. Kun skal
det fremhæves, at man skarpt maa skelne
mellem to Ting: paa den ene Side den faste
Sammenhæng af Delene eller Egenskaberne
indenfor hvert enkelt Individ — hvorved just
dette bliver til den „Organisme" det er —
og, paa den anden Side, den Ting, at selve
disse Egenskaber, hvor fast forbundne og
samvirkende i den enkelte Organisme de
end er, dog kan nedarves paa Afkommet
ganske uafhængigt indbyrdes; ja de kan
fuldstændig skilles ad under Kønscelle-Dan-
nelsen, Vi staar her ved den først i Nutiden
vundne Erkendelse, at Organismens Egen-
skaber — i det mindste for en Del — er
betingede af bestemte „Anlæg", som ind-
byrdes uafhængigt fordeles paa Kønscellerne.
Hvor disse Anlæg træffer sammen ved Grund-
læggelsen af et nyt Individ, en ny Orga-
nisme, træder de selvfølgelig i Vexelvirk-
ning ; men Anlæggene behøver ikke at træffe
sammen paa ens Maade hos Atkommet af
selv samme Forældrepar. Denne hele Er-
kendelse forklarer os, at der maa rindes
mangen Undtagelse fra de Lovmæssigheder,
som Goethe havde for Øje. Og det for-
staas, at Betragtninger over den „organisato-
riske" Ligevægt kun med største Varsomhed
maa føres frem, hvor det gælder at belyse
Nedstamningslærens Problemer.
Disse Problemer søgte Goethe ikke at
trænge ind i ; Tidens Fylde . var ikke kom-
men. Hvad Goethe kan have anet i saa
Henseende — ja det ved vi ikke. Og det
giver kun en løs og vag Høst, i den Hen-
sigt at plukke Citater ud af hans Skrifter.
Goethe, hvis Forsker- og Digterbane spænder
over mere end et halvt Aarhundrede, kan
man pille højst forskellige Ting ud af, og
gøre ham til lejlighedsvis Forsvarer for ret
modstridende Anskuelser. Saa meget frem-
gaar dog af et umiddelbart jævnt Studium
af Goethes egne Arbejder, at han fandt Ro
i sin Type-Opfattelse. Det tilfredsstillede hans
Trang til Forstaaelse at tænke sig en Plan,
et Skema, hvorefter Naturen virker. Dette
ideale Skema — Urbilledet — var for ham
Udtrykket for den levende Verdens øverste
Naturlov. Det udtaler han maaske tydeligst
i det anførte Digt om Dyrenes Metamorfose,
skrevet saa sent som i 1819.
At naa til denne Opfattelse af Enhed i
den levende Natur var intet ringe Resultat.
Goethe er selv en af Banebryderne for den
sammenlignende Antomi, den Gren af Viden-
skaben, som maaske mere end alt andet har
været Grundlaget for Udviklingslærens for-
skellige Nedstamnings-Hypotheser. Men den
sammenlignende Anatomis Paavisning af fælles
Typer er endnu paa ingen Maade et med
Udviklingstankens eller endog Nedstamnings-
lærens Fremsættelse og Motivering. Vi be-
høver blot at nævne den sammenlignende
Anatomis største Navn, „Skabelses "-Manden
Cuvier, for at se dette.
Naar Goethe taler om Slægtskab (Ver-
wandschaft), tager han Ordet i figurlig Be-
672
Om Goethes Naturforskning
tydning, og de af Lamarck (1809) fremsatte
Ideer om Formernes successive arvelige Om-
prægning synes at være gaaet sporløst forbi
Goethe. Der er i det hele taget ikke Tale
om Nedstamnings-Spørgsmaal hos Goethe,
skøndt han utvivlsomt tidligt maa have
kendt Buffon's Tanker om fælles Afstam-
ning for Dyrerigets Slægters Vedkommende.
Nej, Typebegrebet er ham en „aandelig"
Forklaring af, at „alle Gestalten sind åhnlich
und keine gleichet der andern" ; i Type-
Tanken ser han Udtrykket for „das ge-
heime Gesetz" i Formernes forvirrende Mang-
foldighed.
Goethe har neppe selv følt det nye Pro-
blem, som Type-Opfattelsen fremkalder: Hvad
er Aarsag til den fælles Type? — dette Pro-
blem, der af Udviklingslæren, saaledes som
den brød igennem ved Darwin, søges løst
ved Antagelse af Nedstamning fra fælles Op-
havs-Former.
Begejstrede * Tilhængere af Darwin, navnlig
i Tyskland, vil gerne i Goethe se en Slags
darwinistisk Profet. I saa Henseende har
Ernst Håckel, „Ultradarwinisten", sat en Re-
kord, som slaar alt, hvad der ellers er bleven
budt os i saa Henseende. I sit i 1882 ud-
givne og senere optrykte Skrift „die Natur-
anschauung von Darwin, Goethe und La-
marck" serverer han Goethes Udtalelser i en
saa beklippet og forvansket Skikkelse, at de
slet ikke er til at kende igen. Selv om man
ikke havde læst andet af Goethe end Digtet
om Dyrenes Metamorfose, vil man straks
se, at Håckel kapper bort, hvad der er ube-
kvemt, og lader staa, hvad der passer ham.
Langt grovere er dog Håckels falske Frem-
stilling af Goethes Syn paa Planteriget, som
om Goethe virkelig tænkte sig at alle Planter
nedstammer fra en „Urpflanze" !
Denne Håckel'ske Bedrift — dristig som
en Kopenik- Affære — virker stadigvæk infi-
cerende paa Nutidens Opfattelse af Goethe.
Og den har sat sine Spor rundt omkring
ikke blot hos Eftersnakkere, men selv i al-
vorligere Værker, just fordi det endnu ikke
helt er gaaet op for Verden, at Håckel med
alle sine Evner synes uhelbredelig angreben
af en videnskabelig moral insanity.
At Goethes Opfattelser er ret w-darwinske
fremgaar iøvrigt ogsaa af den Vurdering,
som de nød i Tiden kort før Darwin's Frem-
træden, altsaa inden der kunde være Tale om
at udnytte dem tendentiøst. Jeg sigter her
til ingen ringere end Helmholtz, som dengang
skrev en meget lærerig Afhandling om Goethes
naturvidenskabelige Arbejder. Efter Omtale
af Goethes Type-Lære siger Helmholtz, at
Spørgsmaalet om Aarsagen til Type-Overens-
stemmelsen endnu er aabent. Er, siger han,
den Anskuelse rigtig, at den ene Dyreart
har dannet sig af den anden under den geo-
logiske Udviklingsgang og er da maaske Fis-
kens Brystfinne efterhaanden bleven til Arm
eller Vinge? Eller er det saaledes, at de for-
skellige Arter strax skabtes færdige, medens
Ligheden hidrører fra, at de første Trin i
Æggets Udvikling kun kan ske paa omtrent
samme Maade hos alle Hvirveldyr — og de
senere Analogier i Bygning betinges af Over-
ensstemmelsen paa de allerførste Trin? Og
han tilføjer: „Til denne sidste Anskuelse
turde Flertallet af Nutidens Forskere helde."
Det var i Aaret 1853 paa en Tid, da det
trak sammen til Darwinismen.
Helmholtz fik altsaa absolut ingen Paa-
virkning i Retning af Nedstamningslære ved
Studiet af Goethes Forskning. De to For-
klaringsmaader, som Helmholtz pegede paa,
kan i Virkeligheden gaa op i eller dog mødes
i den Grundtanke, at de hverandre mere eller
mindre lignende Organismer dannes af et
mere eller mindre overensstemmende Stof.
Det er aabenbart kemisk-dynamiske Overens-
stemmelser, der i første Linie betinger Orga-
nismernes Lighed. Kun for saa vidt fælles
Afstamning virkelig medfører Overensstem-
melse i stoflig og dynamisk Henseende (m.
H. til Kønscellernes Karakter og Kaarene for
deres Udvikling) har Slægtskabet Betydning.
673
Om Goethes Naturforskning
„Slægtskab", „Descendens", „Atavisme" og
s. v. er i og for sig ganske irrelevante som
Forklaring. Det vilde tage for megen Plads
her nærmere at udføre denne vel i Grunden
ganske indlysende Sag; jeg peger da kun
paa dette Punkt, der stærkere og stærkere
trænger sig frem i Arvelighedsforskningen —
men som endnu har en haard Kamp at be-
staa mod de mange, der virkelig tror at
Arvelighed finder sit exakte Udtryk som
„Forholdet mellem Slægtskab og Lighed."
Det er et Tegn paa Goethes Storhed, at
hans Opfattelse den Dag i Dag saaledes fører
os ud i Forskningens yderste Ildlinie. Hvor-
ledes kom han da til sit Syn paa den levende
Natur? Var det alene hans digteriske Blik,
der i umiddelbar Skuen opfattede Enheden i
Naturen? Han siger jo selv om sin Maade
at se paa Tingene, at den gaar fra Helheden
til det enkelte, fra Totalindtrykket til Iagt-
tagelse af Delene; men han er klar over at
dette medfører store Farer.
Derfor nøjedes han ej heller med sin Skuen ;
han sparede sig paa ingen Maade for et
virkeligt forskende, brydsomt kæmpende Ar-
bejde. Hans første betydelige videnskabelige
Arbejde er den i 1786 udarbejdede anatomi-
ske Undersøgelse af Kæbernes Benbygning
hos forskellige Dyr, et Arbejde, der fører
ham til den særdeles vigtige Opdagelse af
at ogsaa Menneskets Overkæbe har sit Mel-
lemkæbeben. Opdagelsen stred mod den
gængse Opfattelse, at Mennesket — i Mod-
sætning til andre Hvirveldyr — savnede
dette Ben, og at just denne Mangel var en
væsentlig Forskel mellem Abe- og Menneske-
Skelettet. I Afhandlingen ligger i Grunden
Goethes Type-Lære aaben for Dagen — det
er just Typen, der kræver sin Ret: Mellem-
kæbebenet „skal" være der — og det paa-
vises efter ret megen Besvær under stadigt
Samarbejde med Anatomen Loder. Hos Voxne
er Benet for største Delen helt sammenvoxet
med Overkæbens øvrige Dele, hvad der selv-
følgelig kunde forsvare eller dog forklare, at
Anatomerne ikke regnede det som en selv-
stændig Dannelse. Goethe sendte anonymt
sit Arbejde til den berømte Anatom Camper,
som dog ikke følte sig overbevist — og Ar-
bejdet henlagdes i mange Aar. Goethe led
her den Vanskæbne at være forud for sin
Tids ledende Mænd. Sidenhen fik han al
Anerkendelse for sin Opdagelse, og Arbejdet
blev med fuld Honneur offentliggjort i 1831.
Goethes mest berømte naturvidenskabelige
Afhandling er dog hans Skrift om Planternes
Metamorfose, der udkom 1790. Dette Værk
har virket banebrydende for den botanisk-
morfologiske Forskning. Først med Goethe
slog den Opfattelse igennem, der i Nutiden
finder sit Udtryk deri, at vi taler om Kim-
blade, Løvblade, Højblade, Bægerblade, Kron-
blade, Siøvblade og Frugtblade som sideord-
nede med de almindelige Løvblade. Den morfo-
logiske Bestemmelse af Bladets Begreb, der
just støtter sig til Læren om at alle de nys
anførte Organer maa opfattes som særlig ud-
formede „Bladorganer" (Phyllomer, som Bo-
tanikerne nu kalder Blade i al Almindelig-
hed) stammer fra Goethe, der udtrykkelig
siger, at man maa se at finde et passende
Ord for det almene Blad, Bladets Begreb
altsaa. Selve den Forestilling at Blomstens
Organer er særligt udformede, omdannede,
„metamorfoserede" (o: forvandlede) Blade, gaar
tilbage til den før-Linnéiske Tid. Og den
store Mester Linné har ikke blot i sin „Phi-
losophia botanica" men endog i en særlig
Afhandling med Titelen „Metamorphosis plant-
arum" lyst denne Opfattelse i Kuld og Køn,
ja endog begrundet den ved Paapegning af
de talrige Tilfælde af Misdannelser, hvor der
f. Ex. i Stedet for Støvdragere udvikler sig
Kronblade eller f. Ex. i Stedet for Støvveje
smaa grønne Blade o. s. fr.
Men Linnés korte og yderst tørre, dog-
matiske Fremstilling af Sagen og vel ogsaa
hans ganske forfejlede Forklaring af de for-
skellige Blomsterdeles Oprindelse fra forskel-
lige Lag af Stængelen — hvilket, i Parenthes
674
Om Goethes Naturforskning
bemærket, snarere skulde synes at vise hen
til forskellig Grund beskaffenhed hos disse Or-
ganer end just til en Metamorfose af samme
Ting — har ikke kunnet befordre Metamor-
foselærens Antagelse som en ledende Theori
for Datidens botaniske Verden. Denne Lære
var i alt Fald, da Goethes Skrift udkom,
ganske død og 'magtesløs, som i det hele
taget Interessen for almene Problemer i Bo-
taniken knugedes af den Linnéiske Skoles
rent „botaniserende" Forskning. Og just der-
for oplevede Goethe atter den Skuffelse at
den videnskabelige Verden ikke forstod ham
før langt senere.
Goethes Skrift hedder „Forsøg paa at for-
klare Planternes Metamorfose". Det nye deri
er ej heller selve Opfattelsen af de nævnte
Organer som „ omdannede Blade", men der-
imod Forklaringen af Omdannelsens Aarsag.
Den regelmæssige Trinfølge fra Kimbladene
op til Blomstens Bladkredse opfatter Goethe
som Udtryk for en ejendommelig Periodicitet,
en tredobbelt Svingning fra Udvidelse til
Sammentrækning : 1) Udvidelse fra Kimbladet
indtil Løvbladets Højdepunkt, derpaa Sammen-
trækning til Bægerdannelsen. 2) Udvidelse
fra Bæger til Krone, derpaa Sammendragning
til Støvdragere, 3) Udvidelse fra Støvdrager
til Frugtblade — og saa en sidste Sammen-
dragning, en stærk Koncentration ved Frø-
dannelsen.
Han tilskriver særlig Karrene i Bladene en
mekanisk Rolle, sammendragende eller ikke,
alt eftersom de danne uforgrenede Baner eller
forener sig til Netværk (Anastomoser), en Spe-
kulation vi dog ikke skal fordybe os i.
Dette behøver vi saa meget mindre, som
Goethes væsentlige, grundlæggende Forkla-
ring var den, at der dels ved Ernæringsvirk-
somheden i Bladene ved Lysets og Luftens
Hjælp, dels ogsaa ved en stadig fuldkomnere
Rensning (Filtrering) af de raa, gennem Stæn-
gelen tilførte Stoffer, efterhaanden sker be-
stemte fremadskridende Forandringer i Plan-
tens Sammensætning og Stof-Indhold. Denne
Forfining af Stoffet skal atter betinge Dan-
nelsen af højere og ædlere Bladformer indtil
Maalet naas: Forplantningen.
I denne Forklaring er der to Momenter:
Vi se for det første Goethes „aandelige"
Faktorer, der finder Udtryk i den Forestilling
at det „renere" Stof faar en ædlere, højere
Form, og at den fremadskridende Metamor-
fose udtrykker „ligesom en aandelig Stige
op mod Naturens Toppunkt, Forplantningen
ved de to Køna. Men ved Siden af denne
Betragtning, som i høj Grad kunde gouteres
af den snart frembrydende „Naturfilosofi",
møder vi den virkelig videnskabelige Tanke
om Formernes Afhængighed af stoflige Egen-
skaber. Her støtter Goethe sig paa Erfa-
ringer, bl. a. den, at meget rigelig Næring i
Jorden kan hindre Plantens Blomstring, medens
fattigere Kaar kan fremskynde Blomsterdan-
nelsen. Han siger, at saalænge der endnu er
„raa Safter" at arbejde med, tvinges Planten
til at uddanne Organer til dette Arbejde —
altsaa til at vedblive med Løvblades Udvikling !
Dette er en fuldtud moderne Opfattelse af
Plantens selvregulerende Færd ; og naar Goethe
mener, at Blomsterknopper, der dannes i Blad-
hjørnerne, vilde være blevne til Grene der-
som der strømmede rigelig Næring til dem,
saa stemmer dette med Vochtlings nyeste
Undersøgelser, der bl. a. har vist, at man
ved at pode aargamle Roers ganske spæde
Blomsterknopper ind paa Roe-Kimplanter just
faar disse Knopper udviklet til Skud i Stedet
for til Blomster! Og Goethes fra vort Nu-
tids-Standpunkt noget naivt formede Lære om
en fremskridende Stofforædling som Aarsag
til Blomsterdannelsen, har et Sidestykke i den
af den berømte Fysiolog Sachs omtrent Hund-
rede Aar senere fremsatte Hypothese om sær-
lige „blomsterdannende Stoffer", som skulde
dannes i Løvbladene ved Indvirkning af visse
Lysstraaler. Denne Hypothese er ganske urig-
tig; men det er en fuldtud videnskabelig Be-
stræbelse at sætte Organdannelsens Forløb i
Forbindelse med de fysiologisk-kemiske Pro*
675 - . _z
Om Goethes Naturforskning
cesser i Organismen, der alt efter de ydre
Kaars Forskelligheder paavirkes i den ene
eller anden Retning.
Maalt med Datidens Maalestok staar Goethes
fysiologiske Raisonnementer med Hensyn til
Forklaringen af Planternes Metamorfose sær-
deles højt — og de peger langt ud over
Linné. Goethes Standpunkt kan godt taale
at sammenlignes med den omtrent samtidige
udmærkede engelske Forsker Knights; ogsaa
denne knyttede til sine banebrydende Forsk-
ninger over Plantelivet naive mekaniske For-
klaringer.
Slog Goethe ikke strax igennem med sin
Fremstilling af Metamorfoselæren, saa har
man til Gengæld senere, medens han endnu
levede, ofte overvurderet ham, for saa vidt
man — maaske ikke helt uden Skyld hos
Goethe selv — har tillagt ham endog Er-
kendelsen af at Blomsterdelene have Blad-
Natur. Ingen kan dog nægte, at det faktisk
var gennem Goethes aandfulde og vækkende
Fremstilling, at denne Erkendelse overhovedet
blev frugtbar for Botaniken : Metamorfoselæren
gennem Goethe, Bladstillingslæren fra Schimper
og Alexander Braun, samt Symmetrilæren
(i sit Væsen ret overensstemmende med Goethes
Typelære) fra De Candolle, er en Treklang,
som har grundlagt den botaniske Morfologi
— selve Ordet Morfologi har Goethe dannet.
Metamorfose — Forvandling — er et Ord,
som Goethe har brugt paa forskellig Vis,
hvad der let kan forvirre. Man møder hos
ham mindst tre, fire forskellige Anvendelser
af denne Glose.
Ved Sammenligningen af forskellige Dyre-
arter, hvorved Type-Læren spiller en Hoved-
rolle, ser Goethe en Metamorfose udtrykt i
det enkelie særlige Organ — f. Ex. Kæbens
— forskellige Udformning hos de forskellige
Arter. Dette fremgaar tydeligt af Digtet om
Dyrenes Metamorfose. Tilsvarende naturlig-
vis hvor Talen er om forskellige Plantearter.
Klarest anvendes dog Udtrykket Metamor-
fose — ligesom i Nutiden — paa Insekters
og Padders Forvandling under Individernes
Udvikling; f. Ex. Sommerfuglens Udvikling
fra Larve gennem Puppe til fuldkomment In-
sekt. Denne Forvandling kalder Goethe „ suc-
cessiv Metamorfose".
Dernæst kommer vi til ligeartede Organers
forskellige Udformning i Dyret; og som det
for Goethe vigtigste Exempel kan vi nævne
den forskellige Beskaffenhed af Hvirvelsøjlens
enkelte Hvirvler. Devne Forskellighed kalder
Goethe „samtidig (simultan) Metamorfose".
Her kan det anføres, at han opstillede den
Theori, at Hovedets Skelet er dannet af
stærkt ændrede Hvirvler — en Theori som
dog nu er skrinlagt efter at have spillet en
vis Rolle.
Endelig stilles Planternes fremskridende Me-
tamorfose op som en Mellemting mellem den
samtidige og den successive Metamorfose; thi
Planten danner jo Skud efter Skud, og Goethe
vil — ligesom senere Alexander Braun gen-
nemførte det — i Skuddet (Knoppen) se
det egentlige, enkelte Plante-Individ. Denne
rent morfologiske Betragtning hår ingen Be-
tydning for Nutidens mere fysiologiske Stand-
punkt.
I Nutiden betegner vi den simultane Me-
tamorfose i Dyrene samt Bladets Metamor-
fose med Udtrykket Differentiation. Vi sige
at f. Ex. Dyrets Hvirvler fra Hals til Hale
(hvor gerne vilde man ikke her have Hovedet
med ligesom Goethe!) og f. Ex. Plantens
Blade fra Knopskæl til Blomst er differenti-
erede, hvormed menes, at samme »Grundor-
gan" har faaet forskellig Udformning, alt efter
dets Plads og Stilling paa og i Organismen
under dens individuelle Udvikling. Goethe
var fuldt ud paa det rene med, at jo videre
gennemført Differentieringen er, desto højere
er Organisationen naaet frem. Spørgsmaalet
om Aarsagerne til Differentieringen er den
Dag i Dag et af de vanskeligste og mest
omfattende i de biologiske Videnskaber. At
Problemet oftest knyttes sammen med Ned-
stamningshypothesen, gør det ikke klarere.
676
Om Goethes Naturforskning
Det blev sagt ovenfor, at Goethe i sin
Forskning gik fra det almene til det speci-
elle, fra Helheden til det enkelte. Dette siger
han selv i Anledning af sine mineralogiske
og geologiske Studier, som fængslede ham i
høj Grad og ved hvilke hans Samlertalent
og Samlerflid maaske viste sig paa den fyl-
digste Maade. Vi tør dog ikke komme ind
paa denne Side af Goethes Virksomhed som
Naturforsker, skøndt den ikke er gledet spor-
løst forbi. I Sammenligning med hans Be-
tydning som Biolog er vel hans mineralogiske
Forskning mere beskeden ; hans Blik paa Na-
turen i sin Helhed fornægter sig dog ej heller her.
Just Goethes Skuen paa Helheden, hans
Sans for det almene i hver spredt Iagttagelse,
medfører Tilbøjeligheden til at opstille Typer
og Skemaer, Grundfænomener og højere En-
heder. Denne Tilbøjelighed skød tilsidst over
Maalet. I den Periode, hvor Mellemkæbe-
benet blev opdaget og hvor Tanken om Ty-
pen hos Dyrene tog Skikkelse, syslede han
ogsaa med Forestillingen om en almen Plante-
Type, hans af Biograferne atter og atter an-
førte „Urpflanze", der spiller en stor Rolle
under hans Ophold i Italien. Da han først
fik Blik for Bladets Differentiation, fandt han
Ro i ski Metamorfoselære — og om „Ur-
pflanze", tales der slet ikke i hans berømte
Skrift fra 1790. Der har foresvævet ham
en almen Type for Planterne (de højere) men
han har ikke gennemført Tanken — og ganske
opgivet at finde en „Urpflanze" i Naturen;
han har aabenbart indset, at et saadant Væ-
sen er et rent Tankefoster, en „Ide" ligesom
han selv siger det om Dyrets Type. Tanken
om en „Urpflanze" som Virkelighed blev alt-
saa behersket og overvunden; den ligesom
fik Erstatning i hans mere frugtbare Meta-
morfoselære.
Værre gik det, da han, under Paavirkning
af den Schimper'ske Bladstillingslære, i 1831
opstillede to „Tendenser" : Spiraltendens og
Vertikaltendens som Grundfaktorer for Plante-
livet — men det vil være ganske ubilligt her
at gaa i Rette med den 82 aarige Goethe,
der lod sin Skuen tumle frit med „Urfæno-
mener". Allerede i 1820 har Goethe i et
Skrift om Støvdannelse („Verståubung, Ver-
dunstung, Vertropfung") vovet sig helt ud i
det urimelige. Ført vild af Schelver's og
Henschers fejlagtige Kritik af Læren om
Planternes Kønnethed — som vi dog har
set at han tidligere var klar over — mener
han, at Dannelsen af Støvkornene i Støv-
dragerne er Resultatet af en yderste Sammen-
dragning, en Følge af de Faktorer, der ere
virksomme ved Plantens Metamorfose. Støvet
skal nu intet have med Forplantning at gøre,
men være af lignende Natur som Rusten paa
Berberissens Blade og som Støvbrand i Kornet,
der opfattes som en til „das nichtige" førende
„Forstøvning". „Og ligesom man regner Pul-
veret hos Rust og Brand og Meldug til
Svampe-Riget, saaledes kan vel ogsaa Blomster-
støvet passende føres derhen!"
Denne hele Anskuelse fremsættes sammen
med en Række foi træffelige Iagttagelser —
det er her Forstaaelsen af Tingene, der er
blevet fordrejet. Han siger, at denne nye
Lære passer bedre end Forplantningslæren,
naai man skal undervise Børn og Damer.
Thi hvis saadanne uskyldige Sjæle tage bo-
taniske Lærebøger i Haanden, saares deres
„sittliche Geftihl" af de evige Bryllupper,
der er Tale om; Monogamiet, som Sædelig-
hed, Lov og Religion dog er grundet paa,
bliver opløst i en løs Elskov, som er utaale-
lig for et rent Sind. Det er en kuriøs Ud-
talelse hos Goethe. Hvad kunde en „sort"
Håckel ikke bruge den til: Goethe som Dyds-
prædikant !
I alle disse Ting har vi maaske Tegn paa
en begyndende Nedgang hos Mesteren.
Ganske anderledes staar Sagen med den Side
af Goethes Forskning, som han betragtede
som sit Livs vigtigste Værk, og som dog
maatte bringe ham saa dybe Skuffelser, at
der her falder et eget tragisk Skær over den
ellers saa lykkelige Forsker og Digter. Vi
677
Om Goethes Naturforskning
tænker paa hans Farvelære, dette mægtige
Værk, som alle har hørt om, men som næsten
ingen læser.
Efter at Goethe længe havde iagttaget og
tænkt over Farvefremtoningerne i Naturen,
særlig Farvespillet paa den italienske Himmel
og i Middelhavets Bølger, fik han i 1790
Lejlighed til at anstille Forsøg med Glas-
prismer. Disse bryder Lyset, og de forskel-
lige „Straalearter" : rødt, gult, grønt o. s. v.
adskilles paa den fra Regnbuens Farvespil
kendte Maade. Newton har allerede i 1670
opstillet og begrundet Læren om Sollysets
sammensatte Natur, og givet os den første
matematisk gennemførte Lys- og Farve-Theori,
Straalelæren, der senere afløstes af den i
vor Tid højt udviklede Svingningslære.
Strax da Goethe kiggede gennem et Prisme,
mod den hvide Væg og ikke saa denne i
Farver over det hele, blev hans Tvivl vakt
om Newtons Lære. Men her har Goethe
ganske misforstaaet Sagen, hvad enhver, der
kender det mindste til Lyslæren, strax fatter.
At Goethe her tog saa skæbnesvangert fejl,
kan vistnok kun forklares deraf, at han
mødte med en forudfattet eller dog forud
følt Anskuelse: Hans umiddelbare Sansning,
den han altid stolede paa, ganske særlig
naar det galdt Øjet, gav ham jo dog det
„ubedragelige" Indtryk at det hvide Lys er
det reneste og klareste! En ganske absurd
Tanke da, at det rene Lys skal være sammen-
sat; det er jo en Enhed. Denne Opfattelse
veg han aldrig fra.
Det hvide Lys, „Lyset*, er ham et „Ur-
fænomen". Ligesaa Mørke. Af Lys og Mør-
kes Blanding og Vexelvirkning kommer Far-
verne frem. Dette kan bl. a. ses paa en
Snurretop med passende afvexlende Felter af
hvidt og sort. Ved en vis Omdrejnings-
hastighed ses Farvespil; men det er ikke
nogen „Farvedannelse" — Sagen beror paa
at det hvide Lys's forskellige Straaler ulige
hurtigt paavirker Øjet. Fænomenet er rent
subjektivt, som saadant er det „sandt".
Efter Goethe skal en Forening af alle Farver
ikke kunne give hvidt Lys — thi hver Farve
har jo i sig noget af Skyggens Væsen (et-
was schattenhaftes). En ganske særlig Be-
tydning i Goethes Farvelære har „das Triibe44,
Halvklarheden, det let taagede. Det natur-
ligste og bedste Exempel herpaa afgiver At-
mosfæren. Var den fuldstændig klar, vilde
Himmelen ogsaa om Dagen vise sig sort; og
er der Skyer har vi det velkendte graa.
Men den skyfri Lufts ejendommelige Halv-
klarhed gør, at Himlen viser sig blaa, og
desto dybere blaa jo klarere Luften er. Og-
saa de gule og røde Farver ved Solens Op-
og Nedgang skyldes Halvklarheden. Dette er
altsammen godt og lader sig forklare fyldest-
gørende især deraf, at de røde og gule Straaler
(de største Svingninger) ret uanfægtet gaar
igennem Luften, medens de blaa Straaler
(mindre Svingninger) paavirkes stærkere og
navnlig tilbagekastes af de fine Partikler, der
betinge Luftens Halvklarhed.
Men med Goethes Opfattelse af Lyset som
Enhed, og af Farvedannelsen ved en Sam-
virken af Lys og Skygge, maatte Sagen ikke
forstaas saaledes. Han betragtede de to Ting:
blaa Farvers Fremkomst ved Mørke bag Halv-
klart, og rød-gule Farvers Fremkomst ved
Lys bag Halvklart, som Ur-Fænomer, der ikke
selv skulde eller kunde forklares, men som
derimod danner Udgangspunkter — Typer til
Forstaaelse af mangfoldige andre Farveto-
ninger.
Og det kan ikke nægtes, at han med en
ejendommelig halstarrig Konsekvens gennem-
førte sit hele Syn. Men den hele Goethe'ske
Optik, hvor rig den saa er paa Iagttagelser,
staar paa Hovedet; den er i sin Grundlære,
Lysets Enhed og Prisme-Farvernes Sammen-
sætning, lige omvendt af det rigtige. Natur-
ligvis maatte Samtidens Fysikere protestere
energisk mod sligt. De havde her ubetinget,Ret.
Imidlertid har Goethe ikke desto mindre
virkelige Fortjenester af Farvelæren i videre
Forstand. Ikke blot har han skrevet en
678 --
Om Goethes Naturforskning
overmaade lærerig og aandfuld Fremstilling af dommelige Sansnings-Selvsikkerhed — -„Augen-
den historiske Udvikling af Opfattelserne om
Farvernes Natur — en Fremstilling som det
er en Fornøjelse at læse i den Dag i Dag;
og hvoraf man kan se, hvor stor Paavirk-
ning han har modtaget fra de gamle Grækere.
Men han har som genial Forsker mærkvær-
digt godt og rigtigt fat i de rent subjektive
Farvefænomener, Farvefornemmelserne, saasom
Kontrastvirkninger, Efterbilleder, Farveblindhed
og andet mere. Han kommer altsaa ind paa
den fysiologisk-psykologiske Side af Læren
om Farver; og hans Undersøgelser her blev
i alt Fald et af Udgangspunkterne for senere
frugtbar Forskning af Schopenhauer, Johannes
Muller o. a.
Desværre formaaede Goethe ikke at drage
Grænsen skarpt mellem Farve-Fornemmelser
(i os) og de fysiske Farvefænomener (uden for
os). Vejen til Erkendelsen af denne Væsens-
forskel maatte gaa gennem Kant's Erkendelses-
Kritik. Grænsen mellem Naturforskning og
Filosofi kan ikke drages ; og hvor Naturforsk-
ningen skal fordybes, behøver den Erkendelses-
theoriens Støtte. Havde Goethe virkelig til-
egnet sig Grundtanken i Kants kritiske Filo-
sofi — hvad der under Samkvemmet med
Schiller skete Tilløb til — vilde han have
undgaaet mange af de Skær, mellem hvilke
han nu, trods al sin Genialitet, led Skibbrud.
Og hvad særlig Goethes Optik angaar, da
maa det erindres, at Synssansen er den af
vore højere Sanser, der er ringest i analytisk
Henseende; den bedrages lettest. Medens vi
ved Lugt og Smag meget ofte kan erkende
de Elementer, der findes i en Blanding, og
medens Hørelsen i en ofte forbausende høj
Grad kan analysere et sammensat Tonevæld,
saa kan Synet næsten intet sligt: Sollys, der
indeholder alle Straaler, gør jo samme „hvide"
Indtryk som en passende Blanding af rødt
og grønt, af gult og blaat, eller at alle
andre saakaldte komplementære Farver.
Det er da en nødvendig Følge af Goethes
hele Skole og Aandsbeskaffenhed, hans ejen-
mensch" har man jo kaldt ham — at han
som Forsker havde sin Grænse netop der,
hvor den findes : Analysens Betydning forstod
han i Virkeligheden ikke.
Deraf, og af den Bitterhed, som Mangel
paa Tilslutning og Forstaaelse maatte afføde
hos den fejrede Digter, kommer al den Haan
og Spot, som Goethe har udgydt over Fag-
Videnskabsmændene, og som kulminerer i
hans næsten hadefulde Skrift mod den for-
længst hensovede Newton, hvis Fejl Goethe
med største Skarphed lægger blot. Farve-
læren, som Goethe arbejdede med og havde
i Tanker til sit Livs Ende, var hans Smær-
tensbarn; intet Under da at det atter og
atter spores i hans Digtning.
Ganske direkte kommer hans Bitterhed til
Orde i flere af hans „Zahme Xenien" f. Ex.
Fur mich hab' ich genug erworben
Soviel auch Widerspruch sich regt;
Sie haben meine Gedanken verdorben
Und sagen sie haben mich widerlegt.
Og ganske særlig har han et godt Øje
til Anvendelsen af Mathematik paa Natur-
forskningen; Værdien heraf fattede han slet
ikke; hvorimod han klarlig saa, at den ma-
thematiske Behandling aldrig kan erstatte den
skabende Fantasi:
Das ist eine von den alten Siinden,
Sie meinen, Rechnen, das sei Erfinden.
— dette sande Ord kunde den Dag i Dag
sættes som Motto paa mer end et Sted.
I Smaadigtene er Goethes Anskuelser ofte
ligesom udkrystalliseret rent. Derfor kan vi
med Hensyn til Spørgsmaalet om hans Op-
fattelse af „Gud i Naturen" nøjes med her
at anføre det bekendte Vers:
Was wår' ein Gott, der nur von auszen stiesze,
Im Kreis das All am Finger laufen liesze!
Ihm ziemt's, die Welt im Innern zu bewegen,
Natur in Sich, Sich in Natur zu hegen,
So dasz, was in Ihm lebt und webt und ist,
Nie Seine Kraft, nie Seinen Geist vermiszt.
679 — .=
= Om Goethes Naturforskning
Ogsaa heraf lyser hans Enheds-Tanke os
imøde. Og hvor kvikt kommer ikke denne
frem i de bidende Ord mod Farvelærens
snæversynede Modstandere :
Was soli mir euer Hohn
Ueber das All und Eine?
Der Professor ist eine Person,
Gott ist keine.
Spørger vi nu: var Goethe størst som
Digter eller som Forsker, ja da er det ikke
let at give Svar. Hans Digtning gennem-
trænger hans Forskning, og hans Forsken
Digtningen. Hvor spores det ikke overalt:
i Faust, i Wilhelm Meister, i Wahlverwand-
schaften — selve dette Ord er laant fra Ke-
mien- Og hans hele Forskning er i Grunden
baaren af det digteriske Syn paa Naturen.
Hans geniale Skuen ser ind til det almene,
typiske i Tingene, og ud derfra vil han
ordne og forstaa de enkelte Tilfælde.
Dette lykkes ham i Naturhistorien; som
Morfolog hører han til de store Forskere.
Her fejrer hans ejendommelige plastiske An-
skuelsesmaade sin Triumf. Hans klare, baade
beaandede og ærlige Iagttagelsesevne har her
naaet, hvad der kunde naaes — og det var,
som vi har set, ikke lidet; han var forud
for sin Tid. Anderledes i de exakte Viden-
skaber, hvor Anskueligheden træder i Bag-
grunden for den gennemførte kritiske Ana-
lyse. Her slog det fejl for Goethes Blik.
Thi selve Sansningen skuffes jo her. Goethes
Optik var „optisk Bedrag" kunde man sige.
I Nutiden stræber ogsaa Biologien efter at
blive exakt; som analytisk Forskning vil den
trænge ind til de allerfineste Enkeltheder,
videre end Sansningen umiddelbart kan føre
os. Goethes Forskemaade kan derfor ikke
tilfredsstille os nu ; hans hele Naturopfattelse
hviler jo paa Sansning, paa umiddelbar An-
skuelse. Den bygger paa, hvad Naturen af
sig selv afslører for Seeren. Som Faust siger:
Geheimnisvoll am lichten Tag
Låszt sich Natur des Schleiers nicht berauben,
Und was sie deinem Geist nicht offenbaren mag,~
Das zwingst du ihr nicht ab mit Hebeln und mit
Schrauben«
Her påaviser Digteren Goethe ubevidst
Forskeren Goethes Begrænsning. Hvad han
kalder Løftestang og Skruer er den kritiske
Forsknings uundværlige Midler — fra Ana-
lyse og Experiment til Resultaternes Bereg-
ning og Kombination. End ikke en Goethes
Geni kunde undgaa Forvildelser ved at for-
sømme dem.
Men hans store og skønne Syn paa Na-
turen vil altid virke opløftende paa enhver,
der overhovedet har Blik for dens Under-
værker.
Anmærkning.
Litteraturen om Goethes Naturforskning er me-
get stor og af saare blandet Kvalitet; thi mange
Litterater, der ikke synes at have Begreb om
Naturforskning, taler gladeligt med om Sagen
i alskens „Indledninger" til Goethes samlede
Værker. Her skal kun anferes et Par af de virke-
lig værdifulde Skrifter.
Helmholtz: Ueber Goethes naturwiss. Arbeiten
(1853). [Vortråge u. Reden Bd. I].
Virchow: Goethe als Naturforscher und in be-
sonderer Beziehung auf Schiller. Berlin 1861.
Helmholtz: Goethes Vorahnungen kommender
naturwissenschaftlichen Ideen (Deutsche Rundschau
62, 1892).
Bliedner: Goethe und die Urpflanze, Frankfurt
1901.
Link: Goethes Verhåltnis zur Mineralogie u.
Geognosie. Jena 1906.
Magnus: Goethe als Naturforscher (336 Sider)
Leipzig 1906, et meget grundigt, Goethes Methode
dog noget overvurderende Skrift.
Simmel: Kant und Goethe (Die Kultur Bd. 10)
Berlin 1906.
Vil man kende Goethes Meninger maa man dog
læse ham selv! Ogsaa hans Samtaler med Ecker«
mann bør ikke forsømmes.
680
MINDRETALLENES RET
MED HENBLIK PAA DEN KOMMUNALE VALGREFORM
Af Dr. H. L. Møller.
Mellem alle politiske Partier i Danmark
er der Enighed om, at der under
enhver fri Forfatning tilkommer Mindretallene
en dobbelt Ret : for det første Retten til for-
holdsmæssig Repræsentation i det offentlige
Liv, for det andet Retten til offentlig Kritik
og Agitation, baade i Tale og Skrift. Det
anerkendes endvidere, at Repræsentationsretten
sikres paa den fuldkomneste Maade ved For-
holdstalsvalgmaaden. Vi har haft den i vort
politiske Liv siden 1855, den anvendes efter
1866 ved Valg af Medlemmer til den gen-
nemsete Grundlovs Landsting ; den er indført
ved Valgene til Menighedsraad og til det
kirkelige Udvalg, og alle Partier har god-
kendt den i Princippet ogsaa som Grundlag
for en ny kommunal Valgordning. Og naar
Venstre og Socialdemokratiet hidtil har mod-
sat sig denne Valgmaade ved Valg til Folke-
tinget, har de to Partier væsentlig kun kun-
net begrunde det med Henvisning til Lands-
tingets Sammensætning, der formentlig allerede
nu skulde yde Mindretallene tilstrækkelig
politisk Repræsentation. — Den anden Ret,
som man fra alle Sider vil indrømme Mindre-
tallene: Retten til offentlig Kritik og Agitation,
sikres ved Grundlovens Bestemmelser om Yt-
ringsfrihed, Foreningsfrihed og Forsamlings-
frihed.
Derimod ophører den almindelige Enighed,
saasnart man stiller Krav om yderligere Sik-
ring af Mindretallenes Retsstilling. Hos Ven-
stre og Socialdemokraterne er det hartad en
Grundsætning, at der ikke tilkommer dem
andet og mere : gennem Retten til Repræsen-
tation og Agitation staar nemlig Vejen aaben
for ethvert Mindretal til at blive Flertal og
saaledes erhverve Flertallets Magt og Ret;
alle politiske Partier har maattet begynde
som Mindretal og kæmpe sig frem til Magten
ved at vinde ny Tilhængere. Misbruger det
saaledes dannede Flertal i en konstitutionel
Stat sin Magt, vil det igen miste Tilhængere,
som vil slutte sig til det oppositionelle Min-
dretal; dette vil da efterhaanden vokse til
Flertal og dermed vinde baade Magten og
Ansvaret. Ifølge denne Teori maa det endog
være i Mindretallenes egen, velforstaaede
Interesse, at der ikke rejses kunstige Skran-
ker for Flertallets Brug af Magten; thi kun
naar Flertallet kan udøve denne helt og fuldt,
kan man ogsaa lægge alt Ansvaret paa dets
Skuldre og lade det føle hele Styrken af
Mindretallets Kritik. Saaledes bliver den lige
og almindelige Valgret sin egen Regulator;
Partiernes Brug og Misbrug af Magten frem-
bringer de Pendulsvingninger i det offentlige
Liv, der lader Herredømmet skifte mellem
Partierne og gør Politik til en ædel Kappe-
strid om, hvilket Parti der kan gøre sig bedst
fortjent af Fædrelandet.
Rigtigheden af hele denne Teori hviler
imidlertid paa en bestemt Forudsætning. Den
gaar ud fra, at der i Folket bestaar en saa-
dan indre Enhed, et saa omfattende Fælles-
skab i Interesser, at der ikke er andre Væ-
sensforskelle inden for Folket end de rent
individuelle. Hvor Vælgerkorpset bestaar af
væsentlig ligeartede Enere, der i Hovedsagen
har de samme religiøse, nationale og økono-
miske Interesser, dér vil ogsaa de enkelte
Vælgere alle være lige tilgængelige for de
politiske Partiers Argumenter; dér virker det
offentlige Livs Erfaringer i det hele og store
ens paa de enkelte Opfattelser; dér paavirkes
den offentlige Mening udelukkende eller dog
væsentlig af Styrken og Sandheden i den
politiske Agitation. Dér vil Striden mellem
Partierne næsten kun dreje sig om Tempoet
for Samfundsudviklingen: dér er der ingen
681
Mindretallenes Ret
andre Modsætninger i Politik end de, der
betegnes ved Ordene konservativ og liberal,
og dér vil Stillingen være den, at de Vælgere,
som til een Tid kalder sig konservative, til
en anden Tid bliver liberale. Hvor Partide-
lingen saaledes er af rent politisk Natur, dér
har det Parti, som i Øjeblikket er Mindretal,
alle fornødne Chancer for i Fremtiden at
blive Flertal, dér kan man uden Betænkning
lade Parlamentarismens Pendulværk raade,
thi dér har Flertallet intet virksomt Middel
til varigt at undertrykke Mindretallet.
Helt anderledes stiller Sagen sig derimod,
hvor den antagne Forudsætning om Enhed
og Fællesskab i de store religiøse, nationale
og økonomiske Interesser ikke længere er til
Stede i et Folk. Den Ret til Repræsentation
og Agitation, som tilkendes Mindretallet, bun-
der igen i Retten til engang at blive Flertal;
hvor Muligheden herfor ikke findes, dér taber
de andre Rettigheder deres egentlige Værd.
Dette er Tilfældet overalt, hvor et Samfund
deles efter Skillelinier, der udelukker Over-
gange mellem Partierne som de, der kan finde
Sted mellem konservative og liberale Retnin-
ger. Alle Vegne, hvor der bestaar „et født
Mindretal", som ved den Modsætning, hvori
det befinder sig til det øvrige Samfund, er
afskaaret fra nogensinde at blive Flertal, —
dér er Grundlaget for den parlamentariske
Teori bristet.
Enhver vil forstaa, hvor uanvendelig Teorien
er over for de religiøse Modsætninger inden
for et Statssamfund. Retten til Repræsenta-
tion og Agitation giver ikke et protestantisk
Mindretal nogensomhelst Udsigt til at drage
Tilhængere til sig fra et katolsk Flertal, eller
omvendt. Lige fra den Dag, da de evange-
liske Stænder paa Rigsdagen i Speier 1529
protesterede mod, at Stemmeflerhed skulde
gælde i Trossager, har Flertalsherredømme
ved Afgørelsen af religiøse Stridigheder været
anset for en af de utaaleligste Former for
Tyranni. Ifølge det tyske Riges Forfatning
efter 1648 gjaldt Flertalsprincippet ikke ved
Rigsdagsbeslutninger om saadanneSpørgsmaal.
I alle Religionssager delte Rigsdagen sig i to
Afdelinger: Corpus Catkolicorum og Corpus
Evangelicorum, der hver især havde Velo over
for enhver Forandring i det bestaaende. Der-
ved kom de evangeliske Stemmer, skønt de
var færre i Tal, til at gælde lige saa meget
som de katolske. En lignende Ordning af
Forholdet mellem det engelske og det irske
Parti i Irland tilstræbte Gladstone ved sin
home rule bill fra 1886.
Lige saa fast og uforanderligt, som Skille-
linierne ligger mellem de religiøse Partier,
vil de ogsaa ligge mellem de nationale. De
Danske i Nordslesvig kan i det tyske Rige
aldrig blive andet end født Mindretal; Ty-
skerne i Bøhmen kan ikke gennem Over-
talelse eller Agitation drage Cecherne over
til deres Nationalitet; i Finland er man ikke
Svensk den ene Dag, Finne den næste. Der-
for har Parlamentarismen hidtil haft saa
vanskeligt ved at slaa Rod i Samfund uden
national Enhed; de nationale Mindretal er
altid „fødte" som saadanne, og den parla-
mentariske Vej til at blive Flertal er spærret
for dem. De tre Folkeslag i Svejts har
ganske vist kunnet finde sig til Rette ved
Siden ad hverandre, men dér er Opgavens
Løsning blevet lettet ved Landets føderative
Indretninger. Derimod viser Begivenhederne
i det østerrigske Monarki 1848 — 49, hvor-
ledes de nationale Mindretal i denne Helstat
alle opfattede det parlamentariske Flertals-
herredømme som farligere for deres Eksistens
end den kejserlige Enevælde. Ligeledes har
vi Danske gjort bitre Erfaringer om Umulig-
heden af at samle to Nationaliteter i en
parlamentarisk Helstat. Det vil endnu mindes,
at den holstenske Stænderforsamling i 1853
i Nationalitetens Navn nedlagde Indsigelse
mod en konstitutionel Helstatsforfatning.
„Saaledes som Forholdene nu een Gang er,44
— udtalte den — „vil en Helstat, der om-
fatter forskellige Nationaliteter, kun kunne
bestaa og trives under en absolut Regerings-
682
-Mindretallenes Ret
form. Nationaliteten, som er Indbegrebet af
de højeste Goder, kan og maa ikke prisgives
en Fællesrepræsentation". Bøhmens politiske
Historie i de sidste 40 Aar viser, hvor lidt
det endnu er lykkedes dér at skabe en for-
fatningsmæssig modus vivendi mellem to Na-
tionaliteter, hvoraf den ene, Tyskerne, er født
Mindretal i Landet.
Den Ret, de kirkelige og nationale Mindre-
tal kan kræve ud over Retten til Repræsenta-
tion og Agitation, kan kortest udtrykkes
saaledes, at disse Mindretal bør have Veto
over for alle Flertalsbeslutninger, der gør
Skaar i deres Selvbestemmelsesret i kirkelige
og nationale Spørgsmaal. Et saadant Veto
er et rent defensivt Vaaben : Mindretallet kan
ikke paatvinge Flertallet sin Vilje derved,
men kun gøre sig uafhængigt af Flertallets
Vilje, dér hvor det drejer sig om Mindretal-
lets vitale Interesser. At denne Vetoret kun
er et billigt Vederlag til de Mindretal, som
efter Sagens Natur er afskaaret fra nogen-
sinde at blive Flertal, vil ikke let møde no-
gen Modsigelse, saa længe Talen er om reli-
giøse og nationale Modsætninger. Men kan
det paavises, at Samfundsudviklingen efter-
haanden fører til Dannelsen af andre Mindre-
tal, der er stillede ligesom de kirkelige og
nationale paa det afgørende Punkt: at de er
udelukkede fra at blive Flertal, da synes
Retfærdighed at kræve, at ogsaa saadanne
Mindretal sikres paa særlig Maade mod Fler-
tallets Overlast.
Uden Tvivl kan den sociale Udvikling føre
til, at der i Samfundet opstaar en saadan
Modsætning mellem de økonomiske Interesser,
at Skillelinierne mellem de sociale Partier
kommer til at ligge lige saa fast og urokke-
ligt som Skellene mellem de kirkelige og
nationale; i slige Tilfælde vil de „sociale"
Mindretal være lige saa værgeløst stillede
som Mindretallene i de kirkeligt og natio-
nalt blandede Samfund, selv om de udstyres
med Ret baade til Repræsentation og til Agita-
tion. I det Samfund, hvor Partidelingen er:
besiddende og besiddelsesløse, og hvor disse
sidste raader over et afgjort parlamentarisk
Flertal, dér kan Skellet mellem Partierne blive
draget saa skarpt og dybt, at det ikke læn-
ger lader sig flytte efter Lovene for den
parlamentariske Udvikling. Et Parti af be-
siddelsesløse, hvis Syn paa social Retfærdig-
hed kræver, at Samfundet ad Beskatningens
Vej planmæssigt arbejder paa Udslettelsen af
den økonomiske Ulighed, vil da, saasnart det
har vundet det parlamentariske Flertal, have
let og sikkert Spil over for det besiddende
Mindretal: Retten til Repræsentation og til
Agitation vil for et saadant være uden nævne-
værdig Betydning, fordi denne Ret savner sin
Krone: Muligheden for at danne Flertal.
Er denne Betragtning rigtig, da fører den
naturlig til Kravet om, at de „sociale* Min-
dretals Rettigheder skal suppleres paa samme
Maade som de kirkelige og nationale Mindre-
tals : ved et særskilt Veto paa de økonomiske
Interessers Omraade. Det træffer sig nu saa
heldigt, at der straks paatrænger sig et godt,
gammelt Kendingsnavn for et saadant Veto:
Skattebevillingsretten, saaledes som den er ud-
trykt i den stolte Grundsætning: ingen Stats-
borger skal betale nogen Skat, som han ikke
selv eller ved sine Repræsentanter har sam-
tykket i. Naar Beskatningen af Samfundet
imidlertid udøves af et „født" Flertal, uden
at det „fødte" Mindretal kan gøre Indven-
dinger derimod, saa er i Virkeligheden denne
Grundsætning ophævet. At Flertallet tager
Penge af sine egne Lommer for dermed at
bestride Udgifter i sin egen Interesse, er ikke
Skattebevillingsret; at det samme Flertal paa-
ligner det fødte Mindretal Skatter uden dettes
Samtykke, er heller ikke Skattebevillingsret.
Denne Ret ophører overhovedet under saa-
danne Forhold at eksistere, hvis den ikke
overføres fra Flertallet til Mindretallet. I de
gamle enevældigt styrede Stater gjaldt Form-
len: Kronen administrerer Statens Penge,
Folket bevilger dem; i de parlamentarisk
styrede Stater maa Formlen da blive: Fler-
683
-Mindretallenes ReU
tallet administrerer Pengene, Mindretallet be-
vilger dem, forsaavidt de tages af Mindre-
tallets Lommer.
Denne Skattebevillingsret for Mindretallet
kan i det politiske Liv sikres gennem To-
kammersystemet og er i vor Forfatning til-
strækkelig sikret gennem Landstingets Sam-
mensætning. Men ogsaa i Etkammersyste-
merne kan den sikres paa virksom Maade
ved Anvendelsen af Forholdstalsvalg i For-
bindelse med Kravet om kvalificeret Flertal
ved Skatteforhøjelser, Optagelse af Statslaan
o. s. v.
Denne sidste Vej er man gaaet i den ny
finske Landdagsordning, der traadte i Kraft
d. 1. Oktober i Fjor. § 61 i denne For-
fatning lyder saaledes: „Ved Spergsmaal om
ny eller forhøjet Bevilling, eller ny, ved-
varende Skat eUer om Optagelse af Statslaan
skal Forslaget anses for forkastet, hvis det
ikke ved tredie Behandling faar */s af de
afgivne Stemmer."
At kræve kvalificeret Flertal ved Skatte-
forhøjelser betyder nu netop det samme som
at give Mindretallet en saregen Skattebevillings-
ret. I den finske Landdag kan et Mindretal
paa 67 af Forsamlingens 200 Medlemmer
nedlægge Veto mod ethvert nyt Skattepaalæg,
enhver Forhøjelse af en normeret Udgiftspost,
enhver Optagelse af ny Laan. Til Beslut-
ninger herom kræves altsaa baade Flertallets
og Mindretallets Samtykke, forudsat at dette
sidste er saa stort, at det repræsenterer en
virkelig Samfundsinteresse.
Den samme Vej som den finske Forfatning
har fulgt til at sikre Skattebevillingsretten i
det politiske Liv, gik Ministeriet Deuntzer i
sine Skattelovsforslag fra 1901 for den kom-
munale Beskatnings Vedkommende (§ 32 og
33 i Forslag til Lov om Ændringer i Reg-
lerne for den kommunale Beskatning m. m.).
Dét hedder heri: „I Købstadkommunerne og
Handelspladserne samt i Amtskommunerne
kunne Kommunalbestyrelserne ikke noget Aar
udskrive et større samlet Skattebeløb eller
Bidragsbeløb end det højeste tilsvarende Be-
løb, som har været udskrevet i noget af
Aarene 1900 — 02, henholdsvis Aarene 1900
—01 — 1902-03 med Fradrag af det
senest fastsatte Statstilskud, med mindre Be-
slutning herom enten tages af tre Fjerdedele
af vedkommende Kommunalbestyrelses Med-
lemstal eller tages af over Halvdelen af Kom-
munalbestyrelsens Medlemstal og stadfæstes
af Indenrigsministeren." Lignende Bestem-
melser findes for Skatteudskrivningen i Sogne-
kommunerne og for Optagelse af kommunale
Laan.
Den da fungerende Indenrigsminister, den
nuværende Justitsminister, forsvarede meget
energisk disse Bestemmelser, netop med Hen-
visning til en kommende kommunal Valgrets-
reform, der vilde lægge Magten i et besid-
delsesløst Flertals Hænder, men over for So-
cialdemokraternes Angreb paa disse „Spænde-
trøjeparagraffer" turde Regeringen og dens
Parti ikke fastholde dem: de smagte jo af
Mistillid til den almindelige Valgret og til
„den jævne Mands Vilje til at gøre Ret og
Skel" ; og de udstemtes derfor, inden For-
slaget blev til Lov.
Det er nu netop de samme Bestemmelser,
Højres Medlemmer i det sidste Fællesudvalg
om den kommunale Valgretsreform har fore-
slaaet at genoptage til Sikring af Mindre-
tallenes Ret under et gennemført kommunalt
Flertalsstyre : de var optaget ordret mellem
Højres Ændringsforslag som et Hovedpunkt
i disse, men blev vraget af Regeringspartiets
Repræsentanter i Udvalget.
Uden saadanne Bestemmelser vil Regerings-
forslaget om den kommunale Valgretsreform,
hvis det bliver til Lov, kunne føre til, at et
Flertal af Skatteydere i en Kommune, der
alle er sat i Skat „efter det fri Skøn", og
hvis Skattebyrde derfor ikke vokser, selv om
Kommuneskatten i øvrigt forhøjes nok saa
meget, vil kunne forøge Skatten for alle an-
dre Skatteydere i Kommunen med lige saa
mange Procent, det lyster.
684
— =— Mindretallenes Ret -=
Et Eksempel vil vise, hvorledes Forholdet
vil kunne komme til at stille sig: I en min-
dre By eller et Landsogn har Kommuneskat-
ten hidtil udgjort 20.000 Kr. aarlig. Der
er i Kommunen 350 Skatteydere; af dem er
200 under „det fri Skøna og svarer 1 Kr.
hver, o: 200 Kr. til sammen, de andre 150
Skatteydere svarer til sammen 19,800 Kr. i
Skat. Med Indførelsen af den lige og al-
mindelige Valgret besætter de 200 førstnævnte
Skatteydere Flertallet af Pladserne i det kom-
munale Raad, som har Ret til at forhøje den
kommunale Skatteprocent. Der er da intet
i Vejen for, at dette Flertal i en kort Aar-
række kan lade Kommuneskatten stige til
det dobbelte: til 40,000 Kr., uden at Skat-
ten „efter det fri Skøna samtidig forøges:
hele Tilvæksten i Skattebyrden kommer til
at falde paa de 150, uden at disse har
noget Middel til at modsætte sig det eller
nogen Indflydelse paa, hvorledes Flertallet
raader over den indkomne Skat. Derved
skabes der altsaa en ny „privilegeret Vælger-
klasse" i Kommunerne med et tredobbelt
Privilegium: 1) den bestemmer selv, hvor
lidt eller hvor meget den vil betale i Kom-
muneskat; 2) den bestemmer uafhængigt
heraf, hvor meget alle andre Skatteydere i
Kommunen skal betale; 3) den raader alene
for, hvorledes Kommunens Penge skal an-
vendes. Dette ny Privilegium in optima
formå, som den demokratiske Valgretsreform
stiller i Udsigt, er blot knyttet til to Be-
tingelser : at ens Aarsindtægt er under Skatte-
grænsen for det fri Skøn, og at man hører
til et Flertal paa mindst en over Halvdelen
af de kommunale Vælgere.
For at neutralisere Virkningen af denne
ny privilegerede Valgret har Rigsdagens Højre
foreslaaet at gaa den Vej, som det første
Venstreministerium i sine Skatteiovforslag selv
har givet Anvisning paa: at sikre Skatte-
bevillingsretten i det kommunale Liv gennem
Kravet om kvalificeret Flertal ved Skattefor-
højelser; men det andet Venstreministerium
har pure afvist dette Krav. Ministeriet
Deuntzer viste fra først af Vilje til at be-
vare den kommunale Skattebevillingsret, Mi-
nisteriet J. C. Christensen er rede til at kaste
den over Bord; Rigsdagens Højre staar nu
som dens eneste Vogter.
685
46
BISKOP FREDRIK NIELSEN
født den 30. Oktober 1846, død den 24. Marts 1907.
ET stort Hul er der
bleven i de danske
Kirkemænds Rækker ved
Biskop Fredrik Nielsens
Død. Savnet vil føles
saa meget stærkere, som
der under de nuværende
usikre Forhold, usikre
baade paa Lærens og
Forfatningens Omraade,
er en voksende Skyhed
for at træde ind i kirke-
lige Stillinger. Døden
kom saa overraskende
pludselig og saa smerte- Kskop Fredrik Nielsen
lig fordi han Stod midt Efter Frederik Langes Maleri paa ForaarsudstilL
i sinManddomsgerningmed usvækket Virksom-
hedslyst og nyt Initiativ. Han havde nylig
ombyttet Aalborg Bispestol med den i Aar-
hus, og her havde han Planer om Arbejde
baade for Stiftet og for Staden. Med Døden
i Kroppen fik han et Møde i Stand om et
Universitet i Aarhus og hans Tale ved den
Lejlighed blev hans Testamente — det var
Universitetslæreren og Biskoppen, der i dette
smeltede sammen, med Universitetslæreren
som det overvejende, og det er ogsaa som
saadan han især vil mindes.
Som Universitetslærer havde han sjældne
Gaver. Han var ikke Forelæser, men Taler.
Mens man hos adskillige af hans Fæller,
naar de „forelæste", maatte tænke paa, at
de lærte som om Bogtrykkerkunsten endnu
ikke var opfunden, mindedes man hos Fr.
Nielsen altid om det levende Ords Magt.
Han var daarlig til at skrive af efter, Pennen
kunde ikke følge hans Flugt, og naar han
gav Udsigter over de ledende Ideer i et
Tidsrum, lagde man Pennen, og han havde
alle i den overfyldte Høresal i sin Haand.
Han vilde ikke give Eksamensstof i sine
Forelæsninger saa lidt som han vilde det i
sine Haandbøger, han
vilde gøre Studenterne,
de vordende Præster, til
dannede Mennesker; der-
for lagde han ikke saa
meget Vægt paa det teo-
logiske som paa det kul-
turelle, og hans Disciple
fik grundige almenhisto-
riske Kundskaber. Ved
Siden af sine Forelæsnin-
ger holdt han i hvert
Fald i 80erne noget i
Retning af de Laboratorie-
øvelser, som nu er ved
at blive Midtpunktet for
Universitetsundervisningen, og privat gav han
dem, der ønskede det, Vejledning i Litteratu-
ren. Han sad omgivet af et af Landets righoldig-
ste og smukkeste Privatbogsamlinger, som han
med rund Haand stillede til Studenternes
Raadighed.
Fr. Nielsens Viden omspændte de mindste
kirkehistoriske Enklaver, han sammenholdt dem
i en aandfuld Helhedsopfattelse. Hvad han
har skrevet udgør en hel Bogsamling. Af
hans Skrifter vil de to Bind om Romerkirken
i det 19. Aarh. blive staaende længst, de
blev straks oversat paa Tysk og i Fjor ud-
kom de i en statelig engelsk Udgave. Hans
Lærebøger i Verdenshistorie bruges endnu i
Skolerne, hans kirkehistoriske Ledetraad bru-
ges paa Seminarierne, og hans Haandbøger
i Kirkehistorie vil længe være Støtter for det
kirkehistoriske Studium i de nordiske Lande.
Han citerede engang en berømt Historikers
Ord : „Den, der skriver almindelig Historie, maa
lære af mange og kan næsten modtage Rettelser
af alle*. Det følte han for sit eget Ved-
kommende, men der var ingen andre her-
hjemme end han selv, der var i Stand til
at give en Kritik af hans omfattende kir-
686
Biskop Fredrik Nielsen^
kehistoriske Forfatterskab, og det savnede
han.
Fr. Nielsen stiftede ikke Skole hverken
som Videnskabsmand eller som Kirkemand,
men han fgav Stød. Han var stærkt op-
taget af alle nye Foreteelser og altid i Virk-
somhed, han forstod ikke den Kunst „at
drive" og fik derfor heller ikke de Karakter-
egenskaber udviklede, som vokser udaf hvad
Mystikerne kalder „den stille Overladenhed",
hvori det bevidste Liv blander sig med det
ubevidste. Den rolige uddybende Samtale
forstod han derfor sjældent at føre. Som
Skribent var han et stort Stykke af en Jour-
nalist, og flere af hans „Karakteristiker og
Kritiker", som er Optryk fra hans Virksom-
hed som Medarbejder ved „Dagbladet" og
som Redaktør af „Dansk Kirketidende", er
journalistiske Perler.
Sine religiøse Barndomsindtryk fik han
fra sin udmærkede Moder og fra sin For-
gænger paa Aalborg Bispestol, P. Chr.
Kierkegaard, og de var stærkere end hans
Ungdomstids Interesserthed for Nyrationalis-
men. Standpunktet overfor Rationalismen
fandt han i lang Tid i den grundtvigske
Opfattelse af den apostolske Trosbekendelse
og Sakramenterne. Den dogmatiske Op-
fattelse af Trosbekendelsen veg imidlertid
efterhaanden for den historiske, og han tog
derefter sit Standpunkt i en mere udpræget
Folkekirkelighed end det var foreneligt med
et Discipelforhold til Grundtvig, hvis kirke-
lige Frihedsideer altid var ham fremmede.
Hans Studier af Romerkirken og hans Sym-
pati for den engelske Høj kirke med dens-
store sociale Indsats i Forening med hans
Ordenssans øgede hans Iver for at faa faste
Forfatningsformer. Det pinte ham at mærke,
at Udviklingen gik i anden Retning, og at
de politiske Forhold var en Kirkeforfatning
saa ugunstige. 1 Politik havde han et klart
Blik for hvad Højre havde forbrudt, men
han havde ingen sympatetisk Forstaaelse
for hvad Venstre vilde, derfor blev han
politisk staaende i en Kritik, som altid
havde en vis Ret, uden at han dog kunde
angive den Retning, i hvilken man skulde
gaa. Paa Grund af sine mange Kund-
skaber havde han svært ved at værd-
sætte den Indsats, som de mindre vidende,,
men praktisk uddannede havde at bringe.
Naar han prædikede som Professor kom
han hyppigt tilbage til Ordet : „Der er endnu
5000, der ikke har bøjet Knæ for Baal*.
Heri fandt han Trøst, naar han som Schleier-
macher vaandede sig under Spørgsmaalet :
„Skal Verdenshistoriens Knude løses saa-
ledes, at Kristendommen gaar med Barbariet,.
Videnskaben med Vantroen?" Han trøstede
sig med, at udaf Stubben var engang vok-
set en Spire, der blev til et Træ, som over-
skyggede al Verden, og at ikke efter Maal,
men efter Vægt skal det evige prøves.
Han vilde have en Præstestand, der i
Dannelse stod MaaL med de ypperste, han
vilde, at Kirken skulde give sit Ord med i
Laget, naar Samfundsspørgsmaalene drøftedes,
ti han var overbevist om, at skal de løses
uden Kristendommen, bliver det til Skade
ikke blot for Kirken, men for Samfundet.
Han saa, at vi stilede hen mod Kirkens Ad-
skillelse fra Staten, men hverken for Kirkens
eller Statens Skyld turde han være med til
at rive Baandet over. Han var i det hele
ængstelig for afgørende Brud, frygtede for
religiøs Uvidenhed og Fanatisme i Frikirken
og for Gudløshed i den ukirkelige Stat.
Fr. Nielsens Navn som Kirkehistoriker er
kendt i hele den protestantiske Kristenhed,
han er en af dem, der bar Danmarks Navn
et stort Stykke udover Danmarks Grænser.
Han syntes, at Folk i vore Dage var saa
meget mindre end fordum. Han var i
hvert Fald ikke mindre end dem, der i for-
dums Dage var stillet paa den kirkehistoriske
Lærestol og paa Aalborg og Aarhus Bispe-
stole. L. Molteten.
— - 687
46*
DRØMMEN
Af Bo Bergmann. Aut. Oversættelse fra Svensk af E. Aaris.
EN Snevejrsaften i Midten af December
kom en Mand gaaende ned ad Kungs-
backen. Han var mager, med fremstrakt
Hals og lyse Øjne i et mat Ansigt med
sparsom Skægvækst. Hænderne, som han
holdt for Ryggen, bevægede sig nervøst, og
han trak lidt paa det højre Ben.
Drottninggatan laa lige som en Streg i
Taage og svagt Lygteskin. Der faldt et en-
kelt Snefnug. En Omnibus arbejdede sig
opad Bakken, og Skinnet fra de røde Lygter
faldt paa Hestenes sitrende Lænder, som drev
af Sved. Folk drog frem i to Strømme, en
op og en ned, og hvor de mødtes paa Ga-
den, dannede der sig smaa Hvirvler, der
snurrede rundt en Tid og derpaa udviskedes.
De første Varsler om Juleepidemien laa alle-
rede i Luften.
Fabian Levis tog Vejen ligeud, saaledes
som han havde gjort det i 40 Aar. Han boede
endnu i sit Fædrenehus paa Norrtullsgatan,
og han huskede meget godt den Tid, da den
Verden, han kendte, paa den ene Side begrænse-
des af Byporten og paa den anden Side af
Stromgatan — Nordpolen og Sydpolen. Tu-
ren ud til denne sidste var en hel Opdagel-
sesrejse ved Barnepigens Haand, en Eventyr-
færd fuld af de vidunderligste Oplevelser, af
lutter Nyt — Nyt — Nyt, som han i en
hel Uge efter skulde have Forklaring paa.
Han elskede stadig Drottninggatan lige højt,
maaske endnu højere, og han gjorde stadig
nye Opdagelser, naar han gik gennem den,
men nu var det mest Opdagelser hos sit eget
kære Jeg, og dertil egnede ingen anden Gade
sig saa godt. Han forstod ogsaa nok hvor-
for. Lange, lige Gader virker ikke befor-
drende paa Dumheden, saaledes som der paa-
staas; de fremmer tværtimod Evnen til at
tænke — til at drømme.
En lige Strækning som denne fra Kungs-
backen til Strømmen, smal, med Husrækkerne
som Skyklapper paa hver Side, uden distra-
herende Sideglimt, det var just den rette Ga-
de til at gaa og meditere, og derfor elskede
Levis den og havde gerne ønsket den dob-
belt saa lang, ti Gange saa lang, ja uden
Ende.
Naar kan kom ud til Bolværket, hvor
Vandet løb nedenfor, maatte han jo nemlig
beslutte sig til at gaa enten tilhøjre eller til-
venstre eller tilbage igen. Og Levis holdt
ikke af at tage en Beslutning. Hvordan
kunde han nu vide om han netop valgte det
rette; det modsatte kunde være akkurat lige
saa rigtigt. Han begreb overhovedet ikke,
hvorledes Folk turde vove at foretage sig
noget, som de ikke ligefrem var piskede til;
at handle var jo akkurat det samme som at
kaste en Sten ud fra en Bjærgtop, den kunde
havne i en Kløft, men den kunde ogsaa rive
andre Sten med sig, kunde vokse til en La-
vine, som bragte Død og Ødelæggelse over
Mennesker, som man ikke kendte og ikke
vilde noget ondt. Han selv kunde blive
reven bort af en saadan Lavine, hvilket Øje-
blik det skulde være. Maaske der netop nu,
medens han købte „Aftonbladet" af Manden
under Morians røde Lygte, hændte noget —
hjemme hos ham selv — eller tusinde Mile
borte — hvor som helst — opstod en Tanke
i en Hjerne, blev skrevet noget paa et Stykke
Papir, fødtes et Menneske, som skulde blive
hans Undergang. Og han kunde ingenting
gøre, bare gaa og vente, til det kom.
Det stod ilde til med Sikkerheden i Livet,
forekom det Fabian. Politiet beskyttede ikke
Folk tilstrækkelig mod Ulykken. Han havde
været forskræmt alle sine Dage, lige fra han
kunde tænke en Tanke. I Skolen havde han
været angst for Opgaver og Karakterer og
siden for alt muligt, for Kvinder, Penge,
Kammerater, Overordnede, for smaa Ubehage-
ligheder og smaa Lykkeglimt, hvilke sidste
688 —
--=-- -=— — Drømmen
han straks stillede sig mistroisk overfor
og afslørede som Snarer, der vilde narre
ham ind i Glæden for at han lettere skulde
falde som Offer. At være glad var at blotte
sig selv. Han levede i bevæbnet Neutralitet,
stillede sig i Forsvarsstilling mod alt og alle,
som vilde trække ham med sig — til en
Spadseretur eller en Fornøjelse eller en ny Livs-
anskuelse. Da hans Frygtsomhed og Vanske-
lighed ved at gøre sig gældende, der forhøje-
des ved, at han var kommet' til Verden med
Klumpfod, aldrig ophørte at plage ham, blev
Folks selskabelige Tilbøjeligheder for ham en
Kilde til alt ondt. Som Bøjgen i Per Gynt
gik han altid „udenom" og havde taget den
Beslutning ikke at stille Fordringer.
Han hørte ikke til de Mennesker, der
blande Drøm og Virkelighed sammen, som
man hælder to Vædsker sammen. For ham
var det, som han kendte og tænkte og vilde,
noget, som kun fandtes indeni ham, og Troen
paa, at det kunde føres ud i Livet, antage
Form, vedkomme andre end ham selv, fandt
han lige saa komisk som Troen paa Aande-
materialisering og den Slags Ting. Han var
paa samme Tid kold og letbevægelig, i Be-
siddelse af en stærk Fantasi, men uden Over-
tro. Stadig staaende som Tilskuer overfor
.sig selv, vant til at notere sin Sjæls hausse
og baisse, som man noterer Svingningerne
paa Børsen, gjorde han et noget vekslende
Indtryk og blev derfor anset for upaalidelig
og vanskelig at blive klog paa. Den Usik-
kerhed, han selv følte, meddelte han til andre.
Alt dette førte med sig, at man lidt efter
lidt ophørte at regne med ham. Han var
Bogholder i et Kolonialvarefirma, og han
passede sin beskedne Plads med tavs Bitter-
hed, blev undertiden rost, sagde Tak og gik
tilbage til sin Pult.
Hr. Levis, sagde Chefen, De er uundvær-
lig, De kan ikke erstattes. Første Gang,
Fabian hørte dette, rødmede han lige op til
Haarrødderne, og Taknemmeligheden forbød
ham at tale om Gageforhøjelse. Men han
hørte det om igen, mange Gange, næsten lige
saa ofte, som Nicodemi, hans Chef, havde været
til en bedre Frokost og kom trillende ind gen-
nem Kontoret, dampende paa sin tykke Cigar,
og da forstod han, hvor meget denne Velvilje
havde at betyde, og at han rimeligvis rigtig
godt kunde undværes. Og dermed bortfaldt
selvfølgelig enhver Tanke om at faa Paalæg.
Han fik det imidlertid alligevel tilsidst og
kunde nu begynde at lægge Penge op. Mid-
dag spiste han paa en Restaurant hvor Ku-
verten kostede en Krone, og Frokost og
Aftensmad lavede han selv paa sit Primus-
apparat. I de to smaa Værelser, som han
havde beholdt af Forældrenes Lejlighed, med
Udsigt over en Sindssygeanstalt *og helt
ud til Brunsviken, havde han sine faa sam-
lede Ejendele, nogle kønne, gamle Møbler,
lidt Bøger, nogle smaa Souvenirs. Paa en
Hylde stod hans lange Piber „Bismarck" og
„den lille Engel a. Han røg dem skiftevis;
naar det stod paa baisse i Sjælen, tog han
Bismarck, og var Humøret hausse, var det
den lille Engel, som sendte sine blaa Røg-
skyer op i Øjnene paa ham.
Saaledes levede han ene med sig selv,
uden Venner, uden Kvinder. De sidste ind-
gød ham Frygt og Begær, men Frygten var
næsten altid stærkere end Begæret. Han hørte
deres Latter paa Gaden, hørte Silkens svage,
metalagtige Raslen, og han blev tyk i Mun-
den og kunde ikke synke. Men han lod
dem gaa. De hørte ikke til samme Race
som han og kom altid til andre Resultater,
fordi de gik ud fra andre Forudsætninger.
Ikke i en eneste Sag tænkte en Mand og en
Kvinde ens. Han mindedes det gamle sko-
lastiske Disputatsemne: Er Kvinden et Men-
neske eller ikke? Han vilde svare, at hun
var mere end Menneske og mindre end
Menneske.
En Gang havde han haft en Historie, som
næppe nok var nogen Historie, men som i al
Fald havde en vis Betydning, for saa vidt
som det var hans eneste. Han havde elsket
689
---= Drømmen
en ung Pige, og hun havde elsket ham,
fordi de begge var unge og ikke havde andre
ved Haanden at forelske sig i. Om Aftenen,
naar de sad sammen, hviskede han bevæget :
— Tænk om jeg døde, Eva.
Og han græd over sig selv.
— Saa ved jeg ikke, hvad jeg gjorde,
sagde Eva, og et Aar jefter var hun gift med
en Musikdirektør.
Hun vidste altsaa ikke, hvad hun gjorde,
skønt han endnu var i Live, og der var saa-
ledes ingen Anledning for ham til at lægge
sig til at dø. Han vedblev at eksistere, og
i lang Tid efter havde han Gavn af dette
Kvindeforrædderi. Han voksede under det;
det gav ham ligesom Rygrad; han Mk Kraft
til at samle sig til en Bitterhed og en mørk
Foragt, som han aldrig havde troet sig i Stand
til at føle, og han beundrede sig selv af den
Grund. Men Kvinderne vedblev at le og
blinke med Øjnene, og ingen af dem saa paa
ham, hvad han var værd. Han fik heller
ingen graa Haar i Hovedet, og som Tiden
gik, begyndte han at lægge sig ud.
Livet gik hurtigt, og nu var han over 40
Aar. Han vaagnede tit om Natten og sagde
til sig selv : Nu er det snart altsammen forbi.
Hvad havde han udrettet? Hvor fandtes der
noget, som han kunde tage op og tage med
sig og tage frem i sin Erindring, naar han
en Gang ikke var i Stand til at beskæftige
sig med andet? — Intet var der. — Og
tænkte han fremad, ja, saa var det den
samme Ørken, som han fyldte med indbildte
Farer, blot for overhovedet at have noget at
fylde den med.
Han havde aldrig levet.
Det bedste af ham var allerede forbrugt,
og han havde aldrig levet. Der gik saa
mange Penge alene til at existere, for at leve
maatte man være rig, og han havde nogle
Hundrede Kroner i Banken. Det var heri
det stak. Det var den Hvirvel, som sugede
alle hans Tanker til sig. Om han kun 14
Dage kunde faa at mærke, hvad det var at
leve, med Kød og Blod, med hver Nerve,
hver Fiber i sin Person. Men saa maatte
han rejse. I Stockholm var han Fabian
Levis, Bogholder hos Nicodemi & Co., men
han vilde være Menneske, ikke noget som
helst Andet. Ikke noget, som bragte Tan-
ken hen paa et smudsigt Kontorinteriør eller
Lugten af gammelt Papir. Blot et Navn
blandt Millioner andre Navne. Han vilde
tabe Fodfæstet, løftes, bæres bort.
Saa dukkede et Ord op: Paris. I disse
fem Bogstavei kunde man drukne. Han
maatte derned; naar han havde Tusind Kro-
ner vilde han rejse. Han skulde gøre det af
med hver eneste Øre, og kun 14 Dage
skulde det vare. Nu havde han sparet i 2
Aar, og til Foraaret var han færdig. Paris
var smukkest om Foraaret. Romanfragmenter
og Minder fra Kunstudstillinger trængte sig
frem med Billeder fra Boulevarderne, af le
Bois i grønviolet Vaardragt, af blege Kvinder
i lave, lydløst glidende Vogne, af Seinemo-
tiver og Nattelyseffekter , Violinerne hos
Maxim og Ballerne paa Moulin de la Galette,
Forraines, Guillaumes, Gerboults, Bacs Paris
laa og ventede paa ham. For 60 — 70 Francs
om Dagen maatte han vel kunne faa noget
af det at se. Han var jo ikke ligefrem styg.
Der var nok det med den Klumpfod, men
den Slags Ting saa Kvinder ikke, naar de
ikke vilde se det. Grevinde Guiccoli saa
ikke Byrons, fordi hun elskede ham, og der-
som Fabian ikke kunde forblinde dem med
Kærlighed, saa kunde han holde et Par
Louisdorer hen for Næsen af dem, det gjorde
samme Virkning. For nu vilde han han have
Eventyret ; han havde ventet altfor længe paa
det. En Gang vilde han spise sig mæt.
Det var Drømmen. Han havde tumlet med
den i to Aar, og for hver Gang, der kom
nye Tal til i Sparekassebogen, antog den
skarpere Former, aldeles som et Laterna-
magica-Billede, der indstilles. Han levede
paa dette: En Middag paa Continental, en
Aften paa Americain, bon soir Clair, bon soir
. 690 —
Drømmen —
Pauline. Om nogle Maaneder skulde det ikke
længere være nogen Drøm. Endelig skulde
han være i Stand til at skaffe sig et Stykke
Virkelighed, som ikke smagte af Vand og
Brød. Han vilde flygte, se Lys, Luft, Men-
nesker, Livet. Efter fjorten Dages Forløb
var han tilbage og krøb i den graa Kontor-
frakke igen, men saa havde han i al Fald
noget at se tilbage paa. Det var naturligvis
en alvorlig Sag, den Fornøjelse, og den
havde sin Risiko som al Handling, men han
vilde løbe denne Risiko. Han vilde tage Or-
lov fra sig selv i fjorten Dage.
Fabian gik og følte sig som en Opdagel-
sesrejsende, der snart er færdig med Provian-
teringen.
Han var kommet ud paa Gustav Adolfs
Torv; det stod i en hvid Sky. Disen havde
fortættet sig til Taage og Rydbergs Buelamper
brændte som to døende Maaner, Menneskene
dukkede op og forsvandt som Skygger. Han
gik ind paa Operacaféen for at drikke en
Kop Kaffe og læse „le Figaro". Det var
altid som et Glimt fra Paris og fra Verden.
Og han læste under Nouvelles mondaines:
„I Tirsdags Middag med 30 Kuverter hos
Vicomtesse de la Rochefoucauld i hendes Ho-
tel paa Avenue Kléber. Blandt Gæsterne be-
mærkedes Hr. og Fru de Truite, Baron og
og Baronesse de Parlaminy, Grevinde Verlé,
Miss O'Hagan, Fyrst Volonski, Baron de
Vaufreland, Vicomte d'Elva m. fl.
Saa tog han fat paa Politinyhederne:
„En Slagter, Emile Mollard, boende paa
rue Sainte Croix de la Brettonnerie, mødte
i Gaar paa place Sainte Opportune sin Elsker,
inde, Rose Labiche, som havde brudt med
ham.
Mollard trak en Revolver op af Lommen
og affyrede flere Skud mod den Ulykkelige,
som blev truffet i Brystet og Underlivet.
Derpaa jog han sig selv en Kugle gennem
Hovedet.
Begge de saarede førtes til Hotel Dieu;
Mollards Tilstand er haabløs."
— Mollards Tilstand er haabløs, gentog
Levis for sig selv og saa ud i Røgen. Og
han følte en vis Glæde ved dette. Det fore-
kom ham, som om Paris ikke vilde være
Paris, dersom Mollard kunde komme sig.
II.
Fabian Levis laa i sin Seng og aabnede
Avisen, som han havde købt af Manden ved
Morian. Hans Blik standsede paa første Side
ved en Dødsannonce:
Musikdirektør Brandel, „Begrædt og savnet
af mig, Datter, Slægt og mange Venner".
Og nedenunder stod: Eva Brandel, født
Lind.
Det var mærkværdigt, endnu efter saa
mange Aars Forløb kunde han ikke se det
gamle Navn uden at faa Hjertebanken. T
Begyndelsen havde han mødt hende nogle
Gange, men undladt at hilse. Og nu var hun
Enke. Ja, Ja, Tiden gaar. Lad os se, For-
aaret 81. Saa var [Datteren ogsaa voksen,
omtrent saa gammel som Eva, da han traf
hende første Gang. Fabian stirrede paa An-
noncen. Der kunde gerne have staaet et
andet Navn indenfor den sorte Ramme. Han
kastede Avisen og trak Tæppet op- over
Hovedet. Det ringede for hans Øren som
en Klokke: et Liv, et Liv, et Liv.
Men han havde endnu noget tilbage af sit,
og han skulde vide at bruge sin Ret.
Han kunde ikke lade være med at skrive
nogle deltagende Linier; hun kunde undre sig
over det, om hun vilde. Men siden kom
Juletravlheden og fik ham til at glemme det
hele.
En Dag lidt ind i det nye Aar, en hvid og
kold Søndag, hvor det ene Ligtog efter det
andet drog forbi nede paa Gaden, sad han
hjemme og ristede Kastanjer i Kakkelovnen,
da der blev trukket i Klokkestrengen.
— Vær saa god.
— Det er Hr. Levis?
En Dame i dyb Sorg stod paa Dørtærske-
len; hun slog Sløret tilbage.
691
Drømmen
— Ja, De kender mig naturligvis ikke
igen; jeg er Fru Brandel — Eva Lind.
Hun rødmede svagt. Fabian mærkede, at
han gjorde det samme, da han bød hende
tage Plads. Selv stod han midt paa Gulvet
endnu med Ildtangen i Haanden, stum, uden
at forstaa noget. Nej, han kunde ikke ....
Denne fyldige, midaldrende Dame med noget
slapt, hvidt Kød i Ansigtet og brune Taare-
poser under Øjnene, med noget udpint og
udlevet over hele sin Person, det var Eva.
Der var ogsaa Spor af Fattigdom, endskønt
han ikke saa hendes Hænder.
— De ser paa mig, ja jeg har forandret
mig, jeg ved det nok. Aah, ja, jeg har
ikke haft det saa godt — hun pudsede Næ-
sen, og en stor, rund Taare satte sig fast
midt paa den blanke Kind.
Fabian vejrede noget uheldvarslende. Hvad
vilde hun egentlig?
— Hvis jeg blot . . . - mit Ærinde ....
ja, jeg ved ikke, hvordan jeg skal kunne ....
Men det var, fordi De skrev disse Linier,
saa gode, saa deltagende. Det gav mig Mod,
og saa tænkte jeg: jeg vil forsøge, han vil
ikke fordømme mig; og hvis, hvis det var
muligt, saa ....
Hun tørrede sig om Næsen; Taaren hang
der stadig som en Dekoration.
— Det er det, at jeg ikke kan klare mig
længere, brød hun pludselig ud. Der var
ingenting efter min Mand, ikke andet end
Gæld, og saa har jeg jo Maggi. Hun gaar paa
Konservatoriet og spiller Violin og er saa
flink og flittig, og Professoren siger, at hun
nok skal blive til noget. Hvis jeg blot . . .
Nu har jeg faaet Tilbud om at overtage en
lille Traadhandel, Lageret koster 500 Kroner.
Det flimrede for Øjnene af Levis. En
Kastanje, som han havde glemt i Asken,
sprang med et Knald. Ude paa Gaden
kimede en Sporvogn.
— Jeg forstaar ikke rigtig ....
— Hvorfor jeg henvender mig til Dem.
Jeg har ingen andre.
— Slægt og mange Venner, citerede Fabian
efter Dødsannoncen.
Hun græd stille.
— Beklager, men det er aldeles .... -
— Gud hjælpe mig. Ja, saa maa De
undskylde.
Hun slog Sløret ned, glattede paa sin
Dragt og rejste sig.
Fabian stod med hendes Haand i sin.
Ansigtet saa han kun som en hvid Plet bag
Sløret, men i dette Ansigt brændte et Par
Øjne, store, syge, glansfulde. Det stoppede
i Halsen paa ham, han blev tør i Munden
og kendte ikke sin egen Stemme.
— Maaske alligevel, stammede han. Ja,
jeg har ikke selv Pengene, jeg er fattig som
De, men jeg skal forsøge .... En bedre
situeret Ven, maaske, vi faa at se.
Vær blot ved godt Mod, Ev . . . Fru Bran-
del; inden en Uge skal De høre fra mig.
Og han skød hende sagte ud af Døren.
Saa sank han ned paa en Stol. Hvad var
det, der var sket. Ingenting; et gammelt
Kvindemenneske havde været oppe og grædt
for ham; og saa havde han lovet, lagt Strik-
ken om sin egen Hals. Men derfor behøvede
han jo ikke at trække til. Naturligvis var
det en Løgnehistorie, hun havde disket op
med. Drømmen, Livet, Paris — han var
vel ikke gal at give Slip paa alt det nu,
fordi et Par Øjne havde set paa ham gen-
nem et Slør. Han saa et Laterna-magica-
Billede langsomt blegne og viskes ud.
I to Dage gik han og sagde til sig selv,
at han ikke maatte bære sig ad som en gal,
og den tredje Dag sendte han Pengene.
Han var Idiot. Hvordan kunde han ogsaa
falde paa at skrive de deltagende Linier?
Saadan gaar det, naar man viser sig venlig.
Men Mennesker som han burde aldrig fore-
tage sig noget. De kunde ikke standse La-
vinen, rullede blot selv med ned i Dybet. Jeg
vilde saamænd siet ikke have moret mig i
Paris, ræsonnerede han, naar de Øjne stod
for mig. Nej naturligvis, saadan var han.
_ 692 __ _
Drømmen
Som om man fik nogen Glæde her i Verden suge dem ind med hver Pore i sit Ansigt.
uden at ødelægge andres, som om ikke alt,
hele Livet, maatte købes med Ofre, Ofre af
Mennesker, Blod og Hjerner. Man aad eller
blev selv ædt. Han stak nu altid sig selv
paa Spid, stegte sig selv, serverede sig selv,
sagde selv: Værsaagod. Men den Slags
Mennesker skulde ikke tale om at leve. Li-
vet var ikke for Folk som han.
Vinteren gik, og de nøgne Elmetræer uden-
'for Fabians Vinduer begyndte at grønnes.
Han havde været angst for Foraaret, havde
tænkt, at Saaret saa vilde bryde op paany,
Saaret efter den Drøm som reves itu, men
han mærkede intet.
Fru Brandel havde han ikke set og havde
med Flid undgaaet at minde hende om sin
Eksistens. Men en Dag fik han et Brev, hvori
hun spurgte, om han ikke vilde spise til
Middag hos dem om et Par Dage. Maggi
havde netop Ferie og vilde være glad ved
at gøre hans Bekendtskab.
— Det er Hr. Levis, sagde Fru Brandel,
som har været saa god imod os.
Maggi saa op paa ham med aabne, lys-
fyldte Øjne, Moderens Øjne, men ligesom
med mere Indhold! Det indolente, som
havde været over Eva selv i hendes yngre
Dage, fandtes ikke hos Datteren. Hun var
noget bleg, næsten hvid, Panden stærkt hvæl-
vet, Næsen kort, med skælvende Flige, Mun-
den bred, men smukt formet. I første Øje-
blik forekom hun Fabian ligefrem styg, men
paa et Par Timer var han overvundet, erobret,
draget ind i det Lys, som udstraalede fra
denne lille, ildfulde Person, som ikke var sig
selv lig i fem Minutter. I det ene Øjeblik
i lys Lue, det næste slukt som paa Kom-
mando af en Nerve. Hendes Bevægelser
kunde være kantede og ugraciøse som en
Drengs i Lømmelalderen, og hun kunde være
Kvinde lige ud til Fingerspidserne. Og fik
hun Violinen under Hagen, var hun som for-
vandlet. Hun syntes at drikke Tonerne,
Eva og Fabian sad tavse efter Middagen, og
en gammel Drøm drog dem forbi ved Tonerne
af en Sonate af Cherubini. Det var ikke
noget, som kunde udtrykkes i Ord, blot en
stor Taknemmelighed mod hinanden. Fru
Brandel var saa rolig nu; de første Vanske-
ligheder efter Dødsfaldet var overstaaede, og
hendes lille Forretning gik godt. Hun havde
endog i Dag været i Stand til at betale det
første Afdrag paa sin Gæld til Levis.
Maggi sad paa Gulvet med Hovedet mod
Moderens Knæ.
— Du Mor, sagde hun, naar jeg bliver
en berømt Kunstnerinde, en hvis Navn man
trykker med saa store Bogstaver, saa rejser
vi til Italien. Jeg spiller, og du kasserer
Pengene ind. Plenty money, mam. Aah,
du skal faa at se.
Fru Brandel holdt Hænderne for Øjnene
paa hende.
— Men jeg maatte først til Paris. Jeg
maatte. Herhjemme bliver det ikke til noget.
Ja, det er dyrt, men jeg skal nok faa Raad.
Jeg skal spare, give Timer. Og kan det
ikke slaa til, saa gaar jeg til Kongen. Jo,
det gør jeg. Hun stod med et Spring midt
paa Gulvet.
Jeg tager Violinen med mig, og saa mar-
cherer jeg op ad Lejonbacken. Der staar en
Gardist, for ham klager jeg min Nød, og
straks stiller han Geværet fra sig og følger
mig; og det samme gør alle Slottets Karle
og Lakajer. Saa kommer jeg til Kammer-
herrerne; de sidder og spiller Kort og drik-
ker Champagne og er ikke saa vanskelige at
komme til Rette med. Ikke sandt, Hr. Levis,
Kammerherrer synes om kønne Piger. Og
naar Kongen saa ser hele den lange Række,
saa nejer jeg saaledes og siger: Jeg er Maggi
Brandel, og det er mit Følge; og jeg maa
til Paris, Deres Majestæt, nu straks ....
Fabian sad og saa paa hende. Han tænkte
paa sig selv og paa sin egen Drøm, og det
forekom ham ganske naturligt, at det var
-= 693 ^= -
Drømmen
gaaet, som det var. Her var ogsaa en som
drømte om Livet, som man drømmer om det,
naar det ligger foran en. Hun drømte frem-
ad, han bagud. Han havde allerede kastet
sit af over Skulderen, og nu vendte han sig
om og vilde tage det op igen og se, om der
kunde gøres noget ud af det. Men det kan
der aldrig.
Han glædede sig ved at se paa Maggi.
Hun var uden Plet og Lyde. Og han greb
sig selv i at se hendes Ansigt for sig paa
Kontoret og hjemme mellem Tobaksskyerne.
Det var Sommer nu, og han kom oftere til
Brandels. Til Slut blev det som en tavs
Overenskomst, at han tilbragte sine Søndag-
aftener hos dem. Paa Væggen hang Mandens
Portræt, et underlig kort Ansigt med tykt
nedadkæmmet Haar, men Eva talte aldrig
om ham. Det har været ulykkeligt, tænkte
Fabian, og det smigrede ham paa en vis
Maade. Undertiden gik de ud til Kastel-
holmen om Aftenen og spiste paa Blås, spiste
Radiser og Skinke med Spinat, med Bølge
skvulpet fra Søen som Taffelmusik. Maggi
røg Cigaretter for at blive en stor Kunstner-
inde og blæste Røgen lige ind i Ansigtet paa
Fabian, Farbror Fabian.
Men naar Tusmørket sænkede sig over den
lille, mørke Have under de susende Trækro-
ner, sad Levis tavs og saa paa hende. En
Gang rødmede hun under hans Blik. Han
blev selv helt forskrækket, og den Aften fik
Fru Eva Lov til at føre Ordet alene lige til
de stod i Badstugatan udenfor Porten.
For Resten laa Levis om Eftermiddagene
hjemme og røg „den lille Engel*. Han havde
ikke læst „Le Figaro" i flere Maaneder, og
alt det om le Bois og Moulin de la Galette
og Americain forekom ham paa samme Tid
saa uendelig naivt og saa uendelig fjernt.
Claire og Pauline forduftede som en Smule
Hovedpine. Evig og altid saa han et hvidt
Ansigt, hvori Øjnene lyste som to Kloder,
en lille trodsig Pande og en stor, skælvende
Mund. Da det gik op for ham, hvordan
det var fat, tog han Antifebrin. Han var
aabenbart i Færd med at miste Forstanden.
Nu var han jo inde paa en ny Galskab,
værre end Paris, ti Gange mere umulig end
den. Gaa hen og hæng dig, Fabian. Men
Fabian vilde ikke gaa hen og hænge sig, i
Stedet for rettede han sig, børstede Haaret
frem over Ørene og tog en ren Flip paa.
Og saa saa han ikke saa gammel ud. Han
var jo heller ikke mer end fire og fyrretyve
Aar, og en Gang havde hun rødmet under
hans Blik.
Men han besluttede at holde sig borte fra
Brandels i nogen Tid. Han vilde først dres-
sere sig selv, vilde prøve at faa en Smule
Rede paa alt dette nye, som han var dum-
pet ind i.
Til Slut kom der Bud for at spørge, om
han var syg. Nej, det var han ikke, tvært-
imod, han havde blot haft saa meget at be-
stille, . men paa Mandag, Maggis Fødselsdag,
skulde han selvfølgelig komme.
Og han kom, med mange Blomster og et
Ansigt, som han havde arrangeret foran Spej-
let i en Time, og hvori der, som det fore-
kom ham, laa uendelig meget mere end den
farbroderlige Velvilje. Men Maggi forstod
sig ikke paa Fysiognomier. Hun tog Blom-
sterne med begge Hænder og dukkede An-
sigtet ned i tøem, inddrak deres Duft, som
hun inddrak Tonerne, naar hun spillede.
— Og saa er der lidt til Hjælp til Violi-
nen, sagde Fabian.
De sad endnu ved Desserten med Vin i
Glassene, og han rakte hende en Konvolut.
Hun rev den op; der laa fem Hundrede-
kronesedler. Og et Øjeblik efter følte Fabian
et Par Arme om sin Hals og et lille let Kys
paa den højre Kind. Siden efter sad han
meget stille, hørte Taksigelserne som noget,
der blev sagt langt borte, førte et Glas op
til Munden og mærkede, at han blev vaad
om Læberne, sad og smaalo indvendig uden
at fortrække en Mine, drak og spiste og drak
igen. Men inden i ham gjorde det ondt. Han
= - 694
r_--_ Drømmen
følte det ganske, som da han blev alene efter
Fru Brandels første Visit. Han saa et Laterna-
magica-Billede langsomt blegne og viskes ud.
— Det var et dyrt Kys, sagde Fabian
Levis med en lille Latter til sig selv, da han
gik hjem om Aftenen. Han gik ind i sit
Værelse, som var opfyldt af Nicotinluft, strøg
en Tændstik, tog „Bismarck" ned og stop-
pede den med Fingre, som dirrede en Smule.
I Begyndelsen af det nye Aar rejste Maggi
til Paris. Hun havde faaet et lille Stipendium,
og med dette, samt Levis ' og nogle andres
Hjælp havde hun beregnet til at begynde
med at kunne opholde sig der et Aar og
tage Timer. Siden vilde hun gaa paa Kon-
servatoriet, dersom der blev Raad til det. Hun
havde nu definitivt besluttet at blive en Neruda.
Det blev en lang Vinter for Eva og Fabian.
De trængte til hinandens Selskab, og de kom
hinanden nærmere i denne Tid, end mens
Maggi var hjemme. Om Aftenen, naar de
sad og passiarede ved Teen og saa paa et
Fotografi fra Reutlinger, tænkte Fabian paa,
om hun muligvis havde mærket noget til hans
Tilbøjelighed for Maggi. Hun havde begyndt
at røre ved det gamle, ved sin egen og
Fabians Ungdom ; og hun fik ham baade til
at le og til at faa Taarer i Øjnene. Men
det var maaske netop den rette Maade at
minde ham om, at han var fire og fyrretyve Aar.
Brevene fra Paris blev altid læste højt.
Maggi skrev til dem begge to, skiftevis. Og
det var bare „Ak" og „Oh" og „Livet levea.
Hun havde fundet et udmærket Pensionat,
det var en hel kosmopolitisk Koloni ; der var
hende selv, den svenske, og saa en Skot-
lænderinde, en Russerinde, en Amerikanerinde
og to smaa buttede Hollænderinder, som
kaldtes Eidammerostene. Skotlænderinden hed
Miss Hamilton og var altid i daarligt Humør
i smukt Vejr, men Regn og Taage elskede
hun. Russerinden — hendes Navn kunde
hun ikke stave — havde gule Fingerspidser
af Cigaretrøgning og kemiske Eksperimenter
og fortalte dem i dybeste Fortrolighed, at
hun ved Lodtrækning var udset til at dræbe
en meget højtstaaende Mand. En Gang fik
hun et Nerveanfald, fordi der krøb en Edder-
kop paa Væggen.
Saa var der Arbejdet. Hun fik to Timers
Undervisning daglig og spillede i over fire.
Hvor alt dog var anderledes end hjemme.
Dette her var noget anderledes [end Blasie-
holmen. Herre Gud, naar hun tænkte paa
gamle Aggis og hans evindelige: Fremfor
alt rank i Ryggen, Frøken, Violinen har
bedre af det. Her kunde man saamænd
lægge sig selv dobbelt, staa paa Hovedet,
om man vilde, bare det lød, som det skulde.
Og naar hun var færdig, havde hun en Fø-
lelse, som om hun var dukket lige op af Seinen.
„Kære Farbror", skrev hun, tænk at det
kan være saa svært at spille. Jeg ligger og
skærer Tænder om Natten og ønsker mig
Døden. Men om Morgenen vil jeg igen leve ;
Aah, jer lille Maggi skal vokse, blive stor
og berømt. Jeg har ogsaa saadan en gud-
dommelig Professor. Ja, der staar Professor
paa hans Visitkort, men det er ikke ved
Konservatoriet her. Hans Professorat ligger
vist i Vestelommen. Men skidt med det,
spille kan han. Og sikken nogle Øjne han
har; det er noget andet end Punscheøjnene
i det kgl. Hof kapel. Han har en Maade at
bøje mine svenske Træpinde til Fingre, saa at
de bliver som Voks, og naar jeg faar Ros
(hvad han er meget sparsom med), bliver jeg
saa glad, at jeg godt kunde danse. En Gang
sagde han: elle est vraiment drole, cette
petite; det hørte jeg, skønt jeg var langt
nede ad Trappen . . . . M
Fabian læste ikke dette Brev op. Der var
noget i det, som fik det til at løbe ham
koldt ned ad Ryggen. En Maaned efter
kom der et nyt, hvori hun bad ham laane
sig Hundrede Kroner. Men han skulde ikke
nævne det for Eva. Stakkels Mor, hun havde
Bekymringer nok endda. — Ellers var der
ikke noget nyt; hun arbejdede meget, og
Professor Tuvet var tilfreds med hende. For-
t=-_ 695 r
Drømmen =
leden havde han endogsaa inviteret hende
med i Operaen, og der var Tale om, at de til
Paaske skulde foretage en Provinsturné sam-
men. Der var noget ved hende, som ikke
fandtes hos franske Damer, paastod han.
I de smaa Værelser ved Badstugatan gik
Søndageftermiddagene som tidligere. Der
kunde nu gaa baade to og tre Uger, uden
at der kom Brev.
— Bare hun ikke er syg, sagde Moderen.
— Ja, ja.
•Tilsidst ophørte Brevene ganske. I det
sidste, som var dateret d. 16 Maj, skrev
hun, at hun var kommet tilbage til Paris
efter Turneen, som ikke var gaaet saa godt,
og at hun trængte til at hvile sig i nogen
Tid. Eva bad hende komme hjem, men der
kom intet Svar. Ugerne blev til Maaneder.
Folk flyttede paa Landet, og Stockholm laa
tom med hvide, solbagte Gader. Luften var
tung og stillestaaende. Der var ogsaa kom-
met en sløv Stilhed over Fabian og Eva.
De havde prøvet alt for at opmuntre hin-
anden, havde søgt at finde en Forklaring;
nu tav de. Hun vil komme og overraske
os, havde de sagt; i Morgen har vi hende.
En Aften ringede det, og de sad ganske
stille, da Pigen kom ind med et Brev. Det
var en Meddelelse om en [Realisation. Da
brast Eva i Graad.
Den Aften gik Le vis hjem med en Tryk-
ken i Underlivet, som drev Sveden frem paa
hans Krop og fik ham til at snuble over
Stenene. Han havde længe haft en Følelse
af, at der maatte gøres noget, men det var
bedre, om det vilde komme af sig selv.
Maaske laa der i al Fald et Brev paa Skrive-
bordet. Han lyste med en Tændstik. Intet.
Om Natten drømte han, at han gik over en
Bro, hvorunder der løb noget tykt, gult,^ gli-
dende Vand, og ude midt paa Broen mødte
han en ung Kvinde, som nikkede til ham:
God Dag, kender Farbror mig ikke igen?
Det var jo Maggi; men i samme Øjeblik,
han saa det, satte hun med et Spring over
966
Broens Rækværk og forsvandt i Luften. Fabian
vaagnede med Hjertet helt oppe i Halsen.
Det er Mareridt, sagde han; jeg er gaaet
i Seng med en daarlig Samvittighed.
Men da han, som han plejede, begyndte
at søge efter formildende Omstændigheder,
kom han i Tanker om, hvad han havde spist
om Aftenen. Det kunde saamænd lige saa godt
være Krebsene som den onde Samvittighed.
Denne Teori holdt han fast ved i en Uge,
saa kom Mareridtet igen, midt paa Dagen.
Han blev greben af en Angst, der ligesom
klemte hans Ribben sammen. Hvor var hun
henne, Maggi? Hvad foretog hun sig? Var
hun død? Det var ham, som maatte han
skaffe Rede paa det. Der var et Menneske,
ja maaske to, som ventede det af ham.
Man kunde ikke faa Lov til at være alene,
at sætte et Skillerum mellem sig og Verden;
der kom altid en Haand, som rev det itu
— eller ogsaa nødtes man til selv at rive
det itu. Den Sten, som man ikke vilde
kaste, fordi man ikke vidste, hvilken Vej den
tog, den rullede af sig selv ud af ens Haand,
og et Menneske snublede over den og slog
Hul i Panden. Og i alle Tilfælde fik man
Skylden. Egentlig talt var at handle og ikke
handle det samme.
Nu skulde han altsaa rejse.
Det var begyndt med, at han havde skre-
vet et Par Linier paa et Kort for at beklage
Tabet af et Menneske, som han ikke kendte.
Hvem havde tvunget ham til det? Han selv.
En Hjernecelle, hvori han havde gemt et
gammelt Minde. Hvorfor var han den, han
var? Det var dumt, at man ikke kunde for-
andres, naar det behøvedes. Men en Gang
gaar det maaske ; delvis gaar det jo allerede,
maaske man en Gang bliver i Stand til at
bortoperere en svag eller daarlig Karakter,
som man nu skærer en Svulst ud eller am-
puterer et Ben, der er Koldbrand i.
Indtil videre maatte han imidlertid finde
sig i at være Fabian Levis, som maatte op-
tage et Banklaan for at komme til Paris.
(Sluttes)
EN BETYDNINGSFULD DANSK OPFINDELSE
Af cand. polyt. O. E. Jørgensen.
Sindene i saa voldsom en Bevægelse, som
Tilfældet er! Naa, selv om man ikke be-
høver at tage Situationen fuldt saa alvorlig,
som de paagældende Fabrikanter gør det,
saa spiller Mælkecentrifugen dog saa stor en
Rolle i Danmarks og Sveriges økonomiske
Liv — og som Salgsobjekt over hele Verden,
at det turde have sin Interesse nærmere at
undersøge Stridens Genstand.
I Slutningen af 70'erne fandt man, at
man ved Hjælp af Centrifugalkraften kunde
skille Fløden fra Mælken, men denne Op-
dagelse fik først rigtig praktisk Betydning,
da en dansk Mand, nuværende Konstruktør
C. L. Nielsen, i 1877—78 opfandt den
kontinuerlige Centrifuge, — en Oprindelse,
han udnyttede sammen med Indehaverne af
„ Maglekilde Maskinfabrik" ved Roskilde. Tii
denne kontinuerlige Centrifuge udkrævedes
nogle store cylinderformige Beholdere, der
skulde presses op af een Staalplade, — et
Arbejde, der laa over den lille Provinsfabriks
Præstationsevne. I den Anledning hen-
vendte Fabriken sig til Burmeister &
Wain og bestilte dér en Del af disse pres-
sede Cylindre. Etatsraad Burmeister blev
opmærksom paa de forholdsvis mange Ordrer,
der indgik, og fattede Interesse for Sagen.
Han afsluttede Overenskomst med Opfinderen
og med Fabriken i Roskilde, og Fabrika-
tionen af Centrifugerne overgik til Aktie-
selskabet Burmeister & Wains Maskin- og
Skibsbyggeri i København. Nu kom der
System i Fabrikationen, der anlagdes i ret
stor Stil, og d. 31. Maj 1881 udgik den
første Mælkecentrifuge fra Fabriken. Efter-
haanden vandt Brugen af Centrifugen Indpas
paa Herregaards- og Fællesmejerierne, men
saa rejste der sig en • Mængde Røster, der
sagde, at hvad man vandt ved en bedre
Renskumning af Mælken, det tabtes ved,
at den skummede Mælk blev ' mindre værdi-
Den ny Centrifuges Opfinder, Direktør Knudsen.
Gennem Fagbladene herhjemme gik der
for nogen Tid siden en Meddelelse
om, at der var opfundet en nye Mælkecentri-
fuge af en dansk Mand, og at denne danske
Opfindelse var af indgribende Betydning for-
vort Lands Mælkeribrug, ligesom vor Industri
ved den nye Opfindelse havde erhvervet et
lønnende Aktiv, for hvilket der vilde kunne
skabes Afsætning over hele Verden.
Meddelelsen i Fagbladene affødte en heftig
Annoncekrig, der senere er gaaet over til
en Krig i Bladenes Tekst, som atter har ud-
viklet sig til en Strid — ikke mellem Centri-
fugefabrikanter indbyrdes, men til en i skarpe
Former ført Kamp mellem svensk og dansk
Industri, eller rettere mellem Sverige og
Danmark.
Hvad er da Stridens Genstand for et be-
tydningsfuldt Apparat, vil man spørge. Det
maa jo være en Sag, der rammer Nationerne
i deres inderste Kærne, siden den kan sætte
697 =
En betydningsfuld dansk Opfindelse
fuld. Docent Fjord anstil-
lede i den Anledning en
Række Forsøg med Kalve-
opdræt med Centrifugemælk,
og han gjorde en saadan
Propaganda for den nye
Skummemaskine, at denne,
trods megen Modstand, sejr-
rigt trængte igennem og i
Virkeligheden gav Stødet til
den overmaade betydnings-
fulde Andelsmejeri-Bevægel-
se. Det var jo nemlig klart,
at den nye Kraftcentrifuge
kun kunde have Betydning,
hvor der var store Kvanta
Mælk at behandle; skulde
Bønderne derfor faa Gavn
af den nye Opfindelse, kunde
det kun ske gennem Sam-
menslutning.
Saaledes opstod Andelsmejerierne.
Ved Siden af Kraftcentrifugen fremkom
senere Haandcentrifugen. Det første Exem-
plar af denne Slags var ret kompliceret;
Ydeevnen var kun ringe; den var tung at
trække og skummede langtfra rent, og det
var da ogsaa kun mindre Kvanta, der blev
fabrikeret. Burmeister & Wain havde den
ledende Stilling, trods det, at Svenskeren de
Laval mødte med en konkurrerende Maskine.
Men Herligheden varede kun i faa Aar.
En tysk Ingeniør Schmidt i Munchen
fandt, at man ved at anbringe en Del tal-
lerkenformede Plader i Centrifugens Cylinder
fik en Mængde smaa Centrifuger inde i
denne, hvorved Virkningsgraden i høj Grad
forøgedes, saaledes at Mælkens Renskumning
blev langt finere, end hvad man hidtil havde
kendt. Dette betød en Vinding af Millioner,
og det nye System slog ganske det gamle
af Marken. Opfinderen solgte sin Opfindelse
for en ringe Sum til en Friherre v. Bechtols-
heim, denne tilbød den atter til Burmeister
& Wain for 50,000 Mk. og en Afgift af
Den første Haandcentrifuge.
hver Centrifuge. Etatsraad
Burmeister ønskede at over-
veje Sagen, men Friherren
afventede ikke Overvejelsens
Resultat, rejste til Stockholm
og solgte Opfindelsen til det
svenske Selskab „Separa-
tor", der takket være den
nye Opfindelse skabte sig en
Verdensforretning, der har
indbragt Sverige Millioner.
Imidlertid kunde den
gamle danske Centrifuge
ikke optage Kampen med
den nye Konstruktion og
gik mere og mere ud af
Spillet, — ogsaa fordi Fa-
brikanterne fik andre og
større Opgaver at løse.
At opfinde Centrifuge-
indsatse eller Forbedringer
ved Konstruktionen synes at være en Sag,
der beskæftiger en Mængde Opfinderhjerner.
Lokkede af den store Fortjeneste, Hr.
v. Bechtolsheim havde paa den Schmidt-
éke Opfindelse — en Fortjeneste, der siges
at have oversteget Millionen — dukker der
snart den ene og snart den anden „epoke-
gørende" Centrifugeopfindelse op! Almen-
heden er derved blevet noget skeptisk overfor
Meddelelser om nye Centrifugekonstruktioner,
men naar den nu synes at være stærkt vakt
ved Offentliggørelsen af Maskindirektør Knud-
sens Idé, saa skyldes det sikkert, at der her
foreligger noget virkelig originalt, som vil
være af største Betydning for Centrifugernes
sikre Gang under Arbejdet. Nutidens Skumme-
maskiner af de bedste Mærker („Alpha*,
„Perfect" m. fl.) har nu naaet en saa fin
Renskumningsgrad, at man ganske roligt kan
gaa ud fra, at der paa dette Omraade ikke
er mere at opnaa. Naar man er nede paa
en Renhedsgrad i den skummede Mælk af
0,07 °/0 Fedt, saa kan man sige sig selv,
at det, der endnu i denne Retning kan op-
698
En betydningsfuld dansk Opfindelse
naas, er ubetydeligt i Forhold til, hvad der
kan indvindes ved Reduktion af Vedlige-
holdelsesudgifter og Forøgelse af Driftssikker-
„Perfect* Kraftcentrifugen (nuværende Model).
heden. Tilbage staar da Centrifugens kon-
struktive Side. Saaledes som Centrifugerne
hidtil har været konstruerede, har de været
yderst følsomme for enhver lille Uregel-
mæssighed. De har maattet afbalanceres
meget fint, — „Tallerkenerne" maatte lægges
i Nummerorden, og blev Cylindren den
mindste Smule sidetung, maatte den ind-
sendes til Fabrikanten for at ombalanceres.
Disse Ulemper koster Mejerierne i Danmark
mellem 50 og 100 Kr. aarlig pr. Centrifuge,
og da der her i Landet antagelig findes
3 a 4000 Kraftcentrifuger, vil det ses, at
der aarlig medgaar omkring x/4 Million
Kroner til Afhjælpning af de paapegede
Mangler. Direktør Knudsens Opfindelse, ved
hvilken disse ganske ophører, betyder derfor
alene for danske Mejerier en stor Kapital-
Gevinst. Hans Opfindelse gaar ud paa føl-
gende: Al Afbalancering bortfalder. Cy-
lindren er ophængt over Tyngdepunktet, saa
ledes at den altid vil søge tilbage til sin
naturlige Stilling, selv om den gøres side-
tung. Halslejet er erstattet af et Støtteleje,
og der er ingen Dele, der er særlig udsat
for Slid. Midterrør, Dæksler og Tallerkener
kunne anbringes uden at være afbalancerede,
for de sidstes Vedkommende i ganske vil-
kaarlig Orden! Smøringen er reduceret til
et Minimum, og Gangen er overraskende let.
Den hele Konstruktion forbavser ved sin
enkle Simpelthed, saa man fristes til at sige :
er det det hele, — Beviset for den gode
Opfindelse! Med den Knudsenske Opfindelse
kan det siges, at det betydningsfulde kon-
struktive Spørgsmaal ved Centrifugerne er
blevet løst paa en saa genial Maade, at
Vanskelighederne ved Driften er hævet, og
store Tab til Vedligeholdelse og Reparationer
undgaas.
Det er glædeligt, at en dansk Mand har
ydet sit vægtige Bidrag hertil, og forhaabent-
lig vil dansk Industri forstaa at gøre Op-
findelsen saa nyttig og lukrativ, at vort
»Perfect- Haandcentrifugen (nuværende Model).
Fædreland ogsaa kan faa sin Del af de
mange Millioner, der aarligt omsættes i Centri-
fuger.
699
DE RUMÆNSKE BØNDER OG DERES LIVSVILKAAR
Af Docent Dr. Kr. Sandfeld Jensen.
De blodige begivenheder, der i den senere
tid er forefaldne i Rumænien, er saa
at sige en nødvendig følge af dp utaalelige
tilstande, hvorunder store dele af den ru-
mænske landbefolkning har levet indtil nu,
og som vi her hjemme knap nok formaar at
gøre os nogen forestilling om. Skønt varm-
hjærtede og forudseende rumænske politikere
og skribenter gang paa gang har peget paa
den fare, der laa i at lade tingene gaa deres
skæve gang, og med stor styrke har hævdet,
at en snarlig ændring af forholdene var en
livsbetingelse for landet, er der aldrig bleven
gjort det ringeste fra statens side for at bøde
paa de skrigende uretfærdigheder, som de
•bestaaende love indeholdt overfor størstedelen
af Rumæniens indbyggere.
Skulde man karakterisere den hidtidige til-
stand med ét ord, er der ikke andre passende
betegnelser end „rendyrket kapitalistisk udbyt-
ning". Det passer i hvert fald bogstaveligt
for de egnes vedkommende, som er bleven
hjemsøgt af oprørsbevægelsen, lige fra det
nordlige Moldau, der beherskes (eller beher-
skedes) af den berygtede jødiske forpagter
Fischer, til egnene mellem Bukarest og Do-
nau, hvor optøjerne antog de vildeste former
og gik ud over rumænske godsejere og for-
pagtere. Overalt er det en forpint og mis-
handlet befolkning, der har rejst sig mod
sine økonomiske undertrykkere, og det er
kun højst uegentligt, at man kan fremstille
bevægelsen som en jødeforfølgelse, selv om
maaske hist og her den jødefjendtlige ret-
ning kan have haft en finger med i spillet.
Nu da den nye regering, der blandt sine
medlemmer tæller en af landets mest fortjente
mænd, Sp. Håret (ogsaa medlem af det for-
rige liberale ministerium indtil 1904), i kon-
gens navn har udstedt en proklamation, der
stiller vidtgaaende reformer i udsigt, tør det
maaske haabes, at en ny og bedre tid vil
oprinde for dette rige, men i saa mange
henseender vanrøgtede land. Men med et
slag lader det sig næppe gøre, dertil er on-
dets rødder for mange og for vidt forgrenede.
Det indtryk, man som fremmed faar af de
rumænske bønder, er temmelig forskelligt
efter de forskellige landsdele. Deres stilling
er aabenbart bedst i bjærgegnene, særligt i
den nordlige del af Valakiet. Her oppe i
de dejlige dale mellem udløberne fra de trans-
silvanske alper har ogsaa gammel sæd og
skik holdt sig bedst, og her finder man
endnu de prægtige nationaldragter, der paa
en ganske særegen maade præger sig i den
fremmedes erindring og faar ham til at tænke
tilbage paa sit ophold der som i et æventyr-
land. Hvem der en søndag eftermiddag har
set de festklædte bønder danse deres hard
paa en aaben plads med Karpaternes blaa-
nende toppe som baggrund, medens de hvide
og spraglede dragter danner et farvespil som
i et kalejdoskop, har modtaget et indtryk,
der aldrig udviskes, og man oplever næppe
ejendommeligere syn end det, som landsby-
kirken frembyder søndag formiddag, naar
hele dens midterskib er fuldt af hvidklædte
mænd, og alle kvinderne i deres kunstfærdigt
broderede dragter, de gifte med deres spæde
børn paa armen eller ved brystet, danner en
broget klynge i baggrunden. Eiler tankerne
gaar tilbage til en blikstille, idyllisk sommer-
aften tilbragt med at lytte til rumænske
folkeviser, medens lysene efterhaanden sluk-
tes rundt om i landsbyen, og stilheden kun
af og til afbrødes af en enlig hyrdefløjtes
toner —
Men det er vel kun den fremmede, paa
hvem alt dette virker romantisk, og ved et
længere ophold svinder ogsaa for ham ad-
skilligt af idyllen og romantikken bort. Man
føler sig ganske vist stadigt langt borte fra
det virkelige liv, men det er paa den maade,
700 -_=--
Rumænske bønder og deres livsvilkaar
at man ligesom er sat langt tilbage i tiden.
Overalt, hvor blikket fæster sig, møder det
primitive tilstande. Landsbyen — ofte umaa-
delig stor efter vore forhold — bestaar ikke
af gaarde, men af huse, hvortil der højt
regnet hører et par smaaskure, i reglen af
fletværk, til ophold for kvæget om vinteren.
Heste ser man kun faa af, køerne er magre
og skidengraa, svinene, der færdes frit paa
veje og i grøfter, nogle mærkelige sorte, lang-
haarede, smalle og højbenede skabninger.
Træder man ind i et bondehus, finder man
en tarvelighed, der næppe har sit tilsvarende
i det fattigste danske daglejerhus. Dog er
der naturligvis forskel. Hos de mere vel-
havende bønder er væggene og sengene i
den „fine" stue beklædt med de mest hen-
rivende hjemmevævede tæpper og duge, og
hustruen eller datteren kommer ind med den
traditionelle dulceatså, o : en teskefuld syltetøj
og et glas koldt vand. Men de fleste steder
møder man uhygge og urenlighed. Ved
maaltiderne er knive og gafler en ukendt
luxus, og spisebordet ofte kun en lav hugge-
bloklignende indretning. Bønderne selv, der
altid modtager en med stor gæstfrihed, staar
ogsaa paa meget forskellige trin. Man træffer
adskillige prægtige skikkelser, som man strax
kommer til at holde af, og som det er en
fornøjelse at tale med, men endnu flere, der
er meget langt tilbage.
Saaledes omtrent er tilstanden i egne, der
endnu er forholdsvis uberørte af „kulturen*.
Kommer man derefter til bønderne nede i
slettelandet, træder det hele endnu grellere
frem paa grund af modsætningen til de store
godser. Jeg var i sommeren 1905 i det til-
fælde at kunne tilbringe et par dage paa et
stort gods i det nordlige Moldau. Det var
midt i hvedehøsten. Rundt om paa de væl-
dige marker var talrige damptærskeværker i
travl virksomhed, medens godsets bønder ar-
bejdede halvnøgne i den frygtelige hede, der
fik blodet til at springe ud af næsen paa
flere af dem. De levede saa godt som alle
701
af at arbejde paa gaarden og havde kun lidt
jord ved siden af. Landsbyen bestod gen-
nemgaaende af de usleste rønner med tynde
vægge og utætte tage, en skrigende modsæt-
ning til godsejerens palads, der havde kostet
over en million at opføre og var indrettet
med al tænkelig luxus.
Det almindelige indtryk af den rumænske
landbefolknings daarlige stilling, som man
saaledes faar ved et ikke overdrevent langt
besøg paa selve stedet, bekræftes nu mang-
foldigt, naar man søger nærmere oplysninger
om enkelthederne. Der aabner sig da udsigt
til frygtelige afgrunde af elendighed.
Af den rumænske agerjord er de 46 pCt.
mindre ejendomme paa indtil 10 hektarer og
ejes af 920,000 familieoverhoveder; de øv-
54 pCt. er ejendomme paa 100 hektarer og
derover og er fordelte paa ca. 5000 personer.
Det vil altsaa med andre ord sige, at Ru-
mænien er et godsejerland i egentligste for-
stand, og at en stor del af bønderne ikke
er bønder i vor forstand, men landarbejdere.
Thi de mangfoldige bønder, der kun ejer 1
å 2 hektarer, kan ikke leve deraf, men maa
søge arbejde paa herregaardene i sommer-
tiden, og dertil kommer yderligere, at ikke
mindre end 400,000 overhovedet ingen jord
har, men udelukkende maa ernære sig og
deres ved daglejerarbejde. Af de store ejen-
domme drives henved 7 5 pCt. ikke af ejerne
selv, men er bortforpagtede. Af forpagterne
er de 38 pCt. grækere eller jøder, for Mol-
daus vedkommende endogsaa 66 pCt. I
denne landsdel har jøderne efterhaanden over-
taget omtrent alle de største godser gennem
formelige truster, som omfatter umaadelige
arealer. Den tidligere nævnte Fischer har
saaledes efterhaanden faaet inddraget 300,000
hektarer under sin myndighed (i 1903 endnu
kun 130,000). At forpagterne søger at faa
det mest mulige ud af jorden, er en selv-
følge, og man maa lade dem, at det lykkes
dem godt. For saa vidt som de ikke ind-
fører fremmed arbejdskraft, faar de de ru-
47
^Rumænske bønder og deres livsvilkaar=
mænske bønders arbejde omtrent for intet,
ca. 73 øre om dagen i sommertiden. Ved
siden deraf spekulerer de i den forpagtede
jord, idet de lejer en del af den ud i mindre
lodder til de bønder, der ikke kan klare sig
med deres egen jord, og det paa en saadan
maade, at de tjener 100 og 200 procent og
mere derved. Som exempel skal blot an-
føres følgende:
En godsejer havde ladet nogle bønder be-
nytte et stykke jord mod en afgift af 30
francs pr. hektar. Saa skete det, at han
forpagtede sin ejendom bort, og strax for-
højede forpagteren summen til 70 francs.
Bønderne søgte da at leje jord hos nabo-
godsejeren, men forpagteren kom dem i for-
købet, idet han skyndte sig at forpagte ogsaa
dette gods. De gjorde da et forsøg paa
at gøre strejke og nægte at tage arbejde
hos ham, men han hentede arbejdere fra
Bukovina, og de maatte saa falde til føje.
Eller en jødisk forpagter i Moldau tvang i
1904 nogle bønder til at betale 240 francs
i afgift af et stykke eng, som han selv kun
svarede 12 (!) francs af. Ret almindeligt
bedrages bønderne ved arealberegningen af
den lejede jord.
De allerfleste bønder i de rigtige godsejer-
egne er saaledes ganske afhængige af gods-
ejerne eller forpagterne, og det er ganske
utroligt, hvad disse tør byde dem. Nogle
fandt saaledes paa at betale bøndernes ar-
bejde med møntlignende mærker, der kun
var gangbare i det af godset oprettede værts-
hus. Det mest oprørende er dog, at en
særlig lov tillader dem at skaffe sig bønder-
nes arbejdskraft paa en ganske barbarisk
maade. Enten laaner de om vinteren penge
til de forarmede bønder paa det vilkaar, at
de skal afbetale det om sommeren med ar-
bejde, og de kan i reglen faa dem til at
gaa ind paa hvad som helst, saa det udførte
arbejde ikke kommer til at staa i noget som
helst rimeligt forhold til det ydede laan; ofte
bliver resultatet dette, at bønderne kom-
mer til stadigt at skylde arbejde. Eller
de overlader dem jord mod selv at faa halv-
delen af udbyttet deraf + f. ex. en høne og
10 æg samt en dags arbejde og en dags
kørsel for hver 2 hektarer, eller mod at faa
pløjet, saaet og høstet et areal, der svarer
til det, der overlades dem, hvortil der saa
føjes forskellige tilgiftsarbejder. Yder bon-
den ikke sit arbejde paa de bestemte dage,
maa han erlægge et vederlag paa 2 å 5
francs efter omstændighederne. Og det for-
tvivlede er, at han kan komme til at betale
denne bøde mod sin vilje, hvis godsejeren
eller forpagteren arrangerer det saaledes, at
han ikke kan komme til at arbejde paa de
aftalte dage. Det er sket engang, at der
kun var brug for 80 arbejdere, medens der
mødte et par hundrede, og at forpagteren
saa antog dem, der kom først i et væddeløb,
han paa staaende fod arrangerede, medens
resten maatte betale bøde for det arbejde,
de ikke kunde komme til at udføre (!).
Dette fører over til med et par ord at
omtale den haan og foragt, der udvises mod
bønderne fra rigmændenes side. Hvis nogen
sinde ordet „lønslaver44 har været paa sin
plads, saa er det her. Alle mulige overgreb
maa de finde sig i. En bonde, der nægter
at arbejde paa en helligdag og søger at
flygte, skydes der paa med revolver. Hans
dyr indtages strax, hvis de kommer ind paa
herregaardens jord, og gives kun fri mod
høj betaling (10 — 20 francs har man exem-
pel paa). Han tvinges til først at udføre
arbejdet for herremanden, før han kan tage
sig af sit eget, saa kornet ofte raadner paa
marken for ham. At bønderne prygles for
et godt ord, er kun smaating. De maa
ogsaa tie stille, naar der begaas overgreb
mod deres koner og døtre fra de høje herrers
side. De er næsten ganske retsløse, thi
administrationen er bestikkelig og i lom-
men paa de herskende rigmænd. En jødisk
forpagter Rappaport forførte i 1906 14
unge piger i samme landsby, uden at det
702
^Rumænske bønder og deres liusuilkaar=
lykkedes at faa ham draget til ansvar sidste, hvad enten de er grækere og jøder
derfor.
Ogsaa paa andre maader er staten ubillig
mod bønderne. Skatteforholdene er ordnede
saaledes, at de giver langt mere af deres
jord end godsejerne. Der findes exempler
paa, at et stort gods kun svarer et par francs
pr. hektar, medens bønderne paa samme gods
maa give mellem 9 og 1 1 francs.
Er bønderne saaledes uheldigt stillede med
hensyn til adgang til jordens benyttelse, er
de det ikke mindre, naar de skal afsætte
deres produkter. De snydes og bedrages da
paa alle kanter af en hærskare af spekulan-
ter, kræmmere og opkøbere, blandt hvilke jøder
og grækere findes i rigeligt tal, uden at der-
med skal være sagt, at deres rumænske fæl-
ler er stort bedre. Paa grund af daarlige
veje og daarlige transportmidler kan bønderne
de fleste steder ikke selv afsætte deres varer
i byerne, hvor de for resten ogsaa vilde
blive taget ved næsen, og opkøberne, der
drager rundt fra landsby til landsby, har paa
grund af deres uvidenhed ofte let spil med
dem. Varerne betales med latterligt smaa
priser, falsk maal og vægt anvendes ved
siden deraf i rig udstrækning gennem snild
manøvreren skiftevis med gammelt og nyt
system. Da man for nogle aar siden indførte
nikkelskillemønter, var der strax driftige kræm-
mere, der bildte bønderne ind, at det var
nye francstykker og paa denne maade f. ex.
købte en høne for 10 centimer. Regeringen
var derfor nødt til at lade alle skillemønter
forsyne med et hul i midten. Faar bønderne
mistanke og gør indvendinger, hedder det,
at saaledes er loven, og de maa tie dertil,
ti den kender de ikke, og klagemaal til øvrig-
heden vil i 9 af 10 tilfælde ikke føre til
noget.
Skal de bruge penge, lurer atter nye fald-
gruber paa dem, idet de uundgaaeligt falder
i hænderne paa aagerkarle, der tager blodige
renter. Laangiverne er enten forpagterne
eller opkøbere og værtshusholdere. Særlig de
(de fleste) eller rumænere, har mange synder
paa deres samvittighed, ti de lokker ogsaa
bøndernes penge til sig ved den uimodstaaelige
brændevin. De tager imod alt som betaling,
og bønderne bringer dem villigt alt muligt.
Drukkenskaben er nemlig ogsaa en meget
vigtig faktor i de rumænske bønders forar-
melse, og en og anden vil saa maaske sige, at
den altsaa for en del er selvforskyldt. Hertil
maa dog bemærkes, at det ofte netop er deres
usle kaar uden udsigt til forbedring, som
gør dem ligeglade og selvopgivende og faar
dem til at søge trøst i brændevinen.
Men det er sikkert nok, at skylden for
deres nødstilstand ikke udelukkende kan læg-
ges paa deres udbyttere. De bønder, der
har jord, forstaar i reglen ikke at behandle
den og er temmelig uimodtagelige for vejled-
ning i saa henseende, hvilket hænger sammen
med hele deres seje vedhængen ved det over-
leverede og deres tro paa, at det hele nu
en gang ikke kan være anderledes. Husdyrene
forstaar de ikke at passe. De faar daarlig
næring og anvendes til arbejde længe før
tiden, saa at de ikke- paa langt nær yder
det, de kunde. Af kornsorter dyrkes næsten
kun majs, sjældent hvede eller byg, og den
saas i den samme jord, som har baaret majs-
afgrøde i de sidste 10 — 20 aar. Dyrkning
af havesager er omtrent ukendt blandt bøn-
derne. Alt gartneri er saa at sige i hænderne
paa bulgarere, der drager landet rundt som
handelsgartnere. Man kan derfor roligt paa-
staa, at den rumænske landbefolkning væsen-
lig lever af majs. Om sommeren, inden den
er moden, kan den nydes kogt eller ristet
paa kolben (for øvrigt meget velsmagende),
eller males den og koges til en haard grød,
der . kaldes mdmåligå (italiensk polenta). Ofte
maa bønderne købe denne majs, idet høsten
ofte slaar fejl, og der er selv i gode aar
ikke altid nok af den, idet udførslen er steget
med den voxende befolkning.
Foruden måmåligden spises sur klidsuppe,
703 -=.-. 47*
Rumænske bønder og deres livsvilkaar=
syrer og peber, samt brændenælder og andet
ukrudt. Andre fødevarer er der kun raad
til i forsvindende ringe mængder. For hvert
kilogram majs faar bønderne i gennemsnit
kun 20 gram brød. Mælk er mange steder
aldeles ukendt. Kun de færreste har køer,
og disse giver ofte ikke meget mælk, da de
anvendes som trækdyr. I en landsby paa
500 familier havde saaledes kun de 7 malke-
køer og i det sydlige Valakiet findes lands-
byer, hvor børnene ikke aner, hvad en ko
er. Medens befolkningen i England og Frank-
rig nyder henholdsvis 40 og 60 liter mælk
aarlig pr. individ (efter angivelse af en rum.
læge dr. Lupu, der har anstillet undersøgel-
ser herover), bliver der i Rumænien kun 4
liter pr. individ. Kød er ligeledes en sjælden
vare i landsbyerne. Ikke de halve har en
gris at slagte til julen, og der holdes kun
faa høns, da man ikke har noget at give dem.
Den rumænske bonde er derfor overorden-
lig slet ernæret eller rettere underernæret, og
der kan her konstateres en jævn tilbagegang
i de sidste 20 aar. Følgen er da ogsaa
bleven en almindelig svækkelse af landbe-
folkningens helbred. Flere og flere unge
bønderkarle kasseres ved sessionerne paa
grund af snæver brystkasse og andre svag-
heder (i 1891 5 pCt., og i 1898 9 pCt.).
Alderdommen indtræder for tidligt — mænd
paa 30 aar har hvidt haar og rynket ansigt
— og dødeligheden er ængstende stor. Af
nyfødte børn dør de 35 °/0 i det første leve-
aar paa grund af mødrenes utilstrækkelige
ernæring og af mangel paa ordenlig pleje.
Dr. Lupu udtaler som sin overbevisning, at
80 pCt. af landbefolkningen er stedse syge.
At der ikke gives nogen landsby uden tu-
berkelpatienter, er en selvfølge, men den
frygteligste landeplage er dog pelagraen, der
griber mere og mere om sig. Det er en hud-
sygdom, der ender med idioti og hurtig der-
paa følgende død. Officielt opgives der til
stadighed at være 40 — 50,000 personer, der
er angrebne deraf (mod 6,000 i 1904), men
dr. Lupu paastaar, at der er 300,000. Og
disse frygtelige tilstande forværres yderligere
ved en følelig mangel paa læger, idet der
kun er 1 distriktslæge for hver 39,000 ind-
byggere paa landet!
De slette hygiejniske forhold har ogsaa
bidraget deres paa dette punkt. I de mang-
foldige bønderhuse, der kun bestaar af et
eneste rum, er luften i de lange vinternætter
ganske forpestet. Hele familien sover i samme
seng. Er der ikke plads, maa de større børn
ligge paa en løj bænk med tøjet paa. Klæder
og sko, der i dagens løb er bleven gennem-
trængt af snesjap og snavs, hænger til tør-
ring ved den varme ovn. Ofte findes hus-
dyrene i samme rum, og deres exkrementer,
undertiden menneskenesmed, faar lov at ligge
længe. Der luftes aldrig ud, thi vinduerne
er i reglen spigrede fast. De giver heller ikke
meget lys, smaa som de er, navnlig ikke,
naar ruderne, hvad ikke sjældent er tilfældet,
bestaar af oliepapir.
Bøndernes klædedragt er ogsaa meget lidt
hensigtsmæssig. Navnlig kvinder og børn
maa om vinteren nøjes med de samme tynde
klæder, som de bærer om sommeren, ja endog
gaa med bare ben i sneen. Thi da svine-
holdet er taget stærkt af, er der ikke raad
til at forsyne hele familien med de hjemme-
lavede svinelædersko. Omvendt kan man om
sommeren i 45 ° Cis. se mænd med tykke
faareskinds huer og trøjer! — —
Der er altsaa nok at tage fat paa med
hensyn til forbedring af de rumænske bønders
kaar. At give dem mere jord, vil ikke være
nok. Det er sket to gange tidligere, i 1864
og 1878 (hvor de ved allehaande omgaaelser
for øvrigt fik den daarligste jord), men arv
og salg og bortforpagtning har igen splittet
disse ejendomme, og dette vilde sikkert gen-
tage sig under de forhaandenværende forhold.
Der maa snarere arbejdes hen til at skaffe
dem jord i statsfæste, hvilket ogsaa er anbe-
falet fra forskellige sider. Og saa maa de
lære at dyrke jorden ordenligt, samtidigt med,
704
-Rumænske bønder og deres liusuilkaar=
at der sættes en stopper for den kapitalistiske
udbytning af dem, og der maa ruskes kraf-
tigt op i deres bevidsthed. Men her er der
en overordentlig stor vanskelighed at over-
vinde, nemlig deres forfærdelige uvidenhed.
Atter her kan tallene tale kort og tydeligt.
Af hver 100 indbyggere i Rumænien kan
kun højt regnet de 20 læse og skrive. Ved
de borgerlige vielser i 1897 — 98 var 70 pCt.
af mændene og 94 pCt. af kvinderne ude af
stand til at skrive deres eget navn, og der
var i 1903 ikke mindre end 212 sogne-
fogeder, der havde det paa samme maade.
Uagtet der er gjort meget for at forbedre
undervisningsforholdene, er der kun ringe
fremgang. I femaaret 1897 — 1902 gik kun
25 pCt. af samtlige skolepligtige børn i skole,
idet forældrene holdt dem hjemme, navnlig
pigerne. Der er heller ikke skoler nok,
skønt kultusministeriets budget i de sidste
20 aar er steget fra 11 til 26 mill. francs.
Endnu mangler der 3000 skoler og 5000
lærere. De allerede existerende landsbylærere
er usselt lønnede — 75 — 80 francs om
maaneden, ofte mindre. Trods dette lindes
der blandt dem en mængde dygtige kræfter,
der med stor energi og opofrelse arbejder
saavel paa undervisningens som det sociale
arbejdes omraade. Folkebanker, væsentlig
ledede af lærere og præster, oprettes i stedse
større tal: i 1900 fandtes 80, i 1904 der-
imod 1625. Her har altsaa bønderne i no-
gen tid haft et tilflugtssted. Men hvor under-
ligt det end lyder, har det alligevel ikke altid
været et helt sikkert. For at faa laan i en
folkebank, maa bønderne nemlig stille to ga-
ranter, og de folk, de saa ser sig nødsagede
til at henvende sig til, i reglen landsbyens
kapitalister, kroejerne, har i mange tilfælde be-
regnet sig rigelig provision for deres villighed.
Af vigtighed er det ogsaa, at bønderne
hist og her har begyndt at slutte sig sammen
for at overtage større ejendomme i fælles-
skab. Men ogsaa her møder dem vanskelig-
heder fra de styrendes side, da disse ser med
skæve øjne til alt, hvad der kan bidrage til
bøndernes frigørelse. Betegnende er i saa
henseende følgende, der passerede for et aars
tid siden. En lærer raadede nogle bønder
til at slutte sig sammen for at forpagte en
større ejendom. Uheldigvis havde en græsk
forpagter lyst til samme. Han anklagede
læreren for at ophidse bønderne imod sig,
og læreren blev fængslet. I et ganske lignende
tilfælde blev en lærer forflyttet til et daar-
ligere embede. Da lærerorganisationen høf-
ligt henvendte sig til ministeriet for at ud-
virke hans „benaadning", fik dens formand
en alvorlig irettesættelse og mistede en maa-
neds gage til straf, medens de andre fik
skarpt tilhold om ikke oftere at befatte sig
med slige anarkistiske bestræbelser!
Arbejdet paa at rejse bondestanden er
imidlertid begyndt og skal nok med tiden
sætte frugt. Thi trods alle dens skrøbelig-
heder og mangler, trods al underkuelse og
fortrykthed har den stærke kræfter i sig. En
befolkning, der rummer typer som dem, den
prægtige moldauiske forfatter Creangå saa
levende har fremstillet, kan ikke være viet
til undergang. Det er tvært imod af den og
ene og alene af den, at det nye Rumænien,
som er alle de bedste rumæneres maal, skal
fremstaa.
= 705
ma:*Q^l-ItrfTT?l
VALGENE I FINLAND
Det var som ved Midvintertid med høje
Snedriver og 10 Graders Kulde. Hel*
iigdagsstemning laa der i Luften ; alt Arbejde
var lagt til Side til Trods for at Fredag-
morgenen indbød til Hverdagens vanlige Sysler.
Fra tidlig Morgen bevægede sig stille, høj-
tidsstemte Skarer paa Gaderne i Stæderne,
paa Vejene i Landsbyerne, overalt i Landet,
Mænd og Kvinder, unge og gamle — hvor-
hen? Mod de Steder, hvor Valgene til Fin-
lands første virkelige folkevalgte Landdag
skulde foregaa. De stemmeberettigede —
alle Mænd og Kvinder som er fyldt 24 Aar
— havde indfundet sig i et uventet Antal,
nogle Steder op til 80 °/0, og overalt var
Kvinderne, som nu første Gang førte deres
Stemmesedler til Valgurnerne, de fleste. Valg-
iveren var stor. Gamle, firsindstyveaarige
Mænd og Kvinder stod i de ventendes Ræk-
ker, og man saa mange bære Stole til dem
ud paa Gaden, for at de ikke skulde blive
for tidlig trætte. Et Sted blev en gammel
Kone ført til Valget af sin Sønnesøn, som
selv havde en stemmeberettiget Søn.
Valget varede to Dage, 15 og 16 Marts.
Saa kom da endelig Hvilens Tid, Blikstillet
efter Agitationens stormfulde Uger. Aviserne
holdt et Par Dages Ferie eller deres Spalter
var fyldt med sagte Efterdønninger af de
vrede Bølger, som under den gangne Tids
hede Kamp mellem Partierne om Magten i
Landet havde rullet frem som en Foraarsflod
— kan hænde hærgende, men vel ogsaa liv-
givende.
Dog Roen var tilsyneladende. Agitations-
iveren var kun gaaet over i en Venten, hvis
Spænding næsten føltes uudholdelig og som
ingenlunde blev mindre ved de Meddelelser
om Valgenes sandsynlige Resultater, som dag-
lig sivede ud, indtil det endelige Resultat for
nogle Dage siden blev kendt.
Den uhyre Spænding ved Valgene havde
vel mange Aarsager. Først i Rækken stod
Spørgsmaalet om, hvilken Sammensætning det
Folkenævn vilde faa, som i den nærmeste
Fremtid skal hævde Finlands selvstændige
Stilling ved Siden af Rusland. Dette har
været Hovedspørgsmaalet ved en Række af
Landdagsvalg, men den gamle saa indskræn-
kede Valgret gav temmelig sikre Garantier
for, at kendte Mænd med kendte Meninger
atter og atter vilde blive valgt. Men nu!
Ingen har kunnet profetere — og Reaktionen
rejser sit gyselige Genfærd henne ved Græn-
sen og foreskriver den finsk-fjendtlige Presse
i Rusland hensynsløse Angreb paa hele den
nyvundne Folkefrihed. — Og saa denne
Masse af vanskeligt løste Samfundsspørgs-
maal, som det sidste Tiaars overnaturligt
hurtige Udvikling har kastet i Partipolitik-
kens Vægtskaal — Følger af gamle Synder
fra de gamle Magthaveres Side, af utaalmo-
dige Forhaabninger om øjeblikkelig Iværk-
sættelse fra de nu under Folkevældets Tegn
Indtrædendes, af den Genfødelsesiver, som
gennemtrænger alle Folkets Lag.
Partierne har i Agitationens Hede natur-
ligvis overbudt hinanden i at give store
Løfter om alt det, som de skulde virkelig-
gøre, hvis de nu kunde komme til Magten.
Heri har vel Socialisterne gjort Overbuddet,
støttet som de har været af en paa mange
væsentlige Punkter berettiget Misfornøjelse
med Samfundsforholdene samt af den ganske
vist almindelige Mening i Landet — ogsaa
i deres egen Kres — at de endnu en Tid
vilde komme til at staa i Oppositionen. De
har ikke sparet paa store Ord, hverken naar
de kritiserede det Bestaaende eller naar de i
de fagreste Farver udmalede det Kommende,
bare de Mk Haanden ved Roret. Men de
har alligevel næppe i Iver overgaaet Gammel-
706
Valgene i Finland^
fennomanerne, der som det ved Generalstrejken
styrtede Regeringsparti maatte have Hævn for
sit Nederlag. Med en Hensynsløshed uden
Grænser fremstillede de sig som det eneste
finske Parti og rettede især deres Angreb
paa Ungfinnerne. Disse har efter General-
strejken nærmere udformet deres Program i
Modsætning til Svekomanerne, med hvem de
under Ulykkesaarene dannede det konstitu-
tionelle passive Modstands Parti, idet de saa
bort fra alle andre Hensyn end dette ene af-
gørende: Forholdet Jtil den russiske Under-
trykkelse, og i Modsætning til Gammelfenno-
manerne. Frisindede i alle Ting har de
i Sprogspørgsmaalet indtaget et maadeholdent
Standpunkt. Det finske Sprog paa den første
Plads i Finland — det har været deres Lø-
sen — men med fuld Ret for det Svenske
ved Siden af. Stillingen er vanskelig at
hævde, endnu vanskeligere at samle de store
Masser paa, og det kan ikke nægtes, at de
stadig haanlige Tilraab fra Gammelfennoma-
nerne : Ungfinnerne er Halvfinner ! har drevet
til saa tilspidsede Udtryk mod det Svenske
ogsaa fra ungfinsk Side, at dette Sprogs
Forsvarere har fylket sig endnu fastere om
Bevarelsen af deres Modersmsal med en
Brod i Hjertet imod Vaabenbrødrene fra Ulyk-
kens Aar.
De hedeste Kampe har alligevel staaet
imellem de to finske Partier, da man nemlig
afgjort antog, at et af dem efter Valgene
vilde faa Førerskabet. Og det skarpeste Me-
ningsskifte i de sidste Uger før Valgene
kom til at falde om det første Punkt paa
Ungfennomanernes Valgprogram, som gik ud
paa, at ingen nogensinde under nogetsom-
helst Forhold maatte vige fra Loven. Dette
Punkt var jo angribeligt, idet man fra gam-
melfennomansk Side med Lethed kunde paa-
vise, at Afvigelser fra Loven i enkelte Fald
kunde blive nødvendige — alle Revolutioner
var jo Afvigelser af den Slags, og det var
alligevel gennem dem, at mange Folk var
kommet et langt Stykke frem i Udviklingen.
Men paa den anden Side var dets radikale
Form forstaaelig, fremkommet som det var
imod den indenlandske Regerings altfor løs-
agtige Maade at haandhæve Loven i de
gangne Aar og imod Gammelfennomanernes
Iver nu under Valgagitationen for at ret-
færdiggøre denne Regerings Handlemaade.
Saa kom Valgdagene og efter dem Med-
delelserne om Valgenes Resultater. Disse
vakte Forbavselse paa alle Kanter. Forbav-
sede var ikke mindst Socialisterne, som nu
saa sig som Indehavere af 80 af Landdagens
200 Pladser. Forbavsede var de borgerlige
Partier over denne uventede Overmagt. Sve-
komanerne over alligevel at være saa stærke
(24), Ungfinnerne over at lide et saa gen-
nemgribende Nederlag \(24 Ungf., 55 Gam-
melf.) Da den første Undren havde lagt sig,
begyndte man naturligvis at spørge sig selv
og andre: Hvorfor? At Socialisterne havde
faaet Overtaget var i og for sig ikke saa
mærkeligt. Hændelserne i Finland har været
egnede til at vække alle til Liv og Virksom-
hed, og det var ganske naturlig, at naar
de mange, som havde ligget under baade i
social og politisk Henseende, fik Øjnene op
for de Krav, som de kunde stille, vilde de
samle sig alle som een for at faa disse
virkeliggjort. Men det ujævne Forhold mel-
lem Gammel- og Ungfennomanerne? Har
Gammelfennomanerne et virkeligt Overtag i
Folket? Eller har de skaffet sig flere Stem-
mer end der egentlig tilkommer dem ved en
hensynsløs Agitation, som de andre Partier
har beskyldt dem for? Eller har Ungfenno-
manerne været disse idealistiske „Skønsjæle",
et af Gammelfennomanerne brugt Navn, som
i Visheden om deres Idéers og Idealers Kraft
har forsømt den nødvendige Agitation? Her-
til svarer de selv nej; men de har ikke
haft Raadighed over de Midler som Gammel-
fennomanerne, ikke heller over ledige Kræfter,
mens hine har haft en Stab af pensionerede
Senatorer fra deres Regeringstid at sende
rundt i Landet paa Agitationsrejser. Sikkert
707
Valgene i Finland
er det, at mens de andre Partier gennem
stram Disciplin har sammenholdt deres Ræk-
ker, har Ungfennomanerne, blændede af For-
holdstalsvalgmaadens bedaarende Løfte om
at skaffe ogsaa mindre Partiafskynginger
hørt, splittet sig og tabt mange Stemmer.
Det alene er dog ikke nok til at forklare
deres Nederlag.
Fremtiden staar fuld af Spørgsmaal, og
Spændingen fra Valgtiden gaar over i Spæn-
dingen for, hvorledes Landdagen skal for-
løbe. Nu rykker der ganske nye Skarer
frem, men det er Skarer af Rekrutter, ikke
een Høvding har de. Hvem skal indtage
Pladserne i Landdagens Udvalg, hvor der
kræves Sagkundskab, hvem Formandsposterne,
hvor der kræves Takt? Socialisterne har heller
ikke, som man maaske kunde ventet, hævet
et Jubelraab over den vundne Sejr, de har
i Steden for, glædeligt nok, i Følelsen af An-
svar hengivet sig til stilfærdige Betragtninger,
og temmelig uforbeholdent har de ladet sig
forstaa med, at de ikke vilde have haft no-
get imod endnu at staa i Oppositionen. Det,
der giver Situationen endnu mere Spænding
samtidig med et Drag af Humor, er, at
begge de mandsstærkeste Partier, Socialisterne
og Gammelfennomanerne, holder paa, at det
nuværende Senat skal blive det Senat, der
er sammensat af ungfennomanské og mode-
rat svekomanske Elementer, som tiltraadte
sit Arbejde efter den gammelfennomanske
Regerings Fald under Generalstrejken, og
spm med Hensyn til Arbejdskraft har ydet
mere end maaske noget Senat tidligere og
ogsaa heldigt har styret Finlands (Statsskib
gennem {mange Brændinger, og alligevel er
det til en hver Tid og for enhver Handling
bleven skarpt kritiseret. Gammelfennoma-
nerne stiller bestemte Krav paa dette Punkt.
Socialisternes Standpunkt er forstaaelig. De
kan ikke besætte hele Senatet, dertil savner
de Mænd, og det strider imod deres Prin-
cipper at tage imod nogle Pladser, hvis de
ikke kan tage dem alle. Men Gammelienno-
manerne? Er det maaske en vis Uvilje mod
at modtage saa ansvarsfulde Poster nu, da
Tiderne synes at skulle blive meget kritiske ?
Og hvad gør Senatet? Fra ungfennomansk
Side opfordres det bestemt til at afgaa. Par-
tiet har lidt et Nederlag, lad saa Nederlaget
mærkes i alle dets Konsekvenser, lad saa
Partiet atter blive et levende Mindretal som
før Generalstrejken, men et Mindretal, som i
Fremtiden skal lære af de begaaede Fejlgreb.
Skal Finland endelig være et parlamentarisk
Land, lad det saa ses ogsaa i dette Til-
fælde. Et parlamentarisk Land, ja! Men
det er med denne Parlamentarisme som
med saa meget andet i Finland, at der er
Forhold og Hensyn, som det ikke staar
i det finske Folks Magt at ændre. Det
kan jo være, at netop dette Senat føler
det som sin Pligt, at blive netop fordi Ti-
derne kan blive overmaade kritiske. Man
kan da kun ønske det Mod og Kraft til at
varetage Landets Tarv udadtil mod russiske
Angreb og indadtil mod de hadske Snigløb,
som ingenlunde vil udeblive fra de mægtigste,
men ikke deres fulde Ansvar bærende Par-
tiers Side.
Tiden er som en Aprildag, fuld af veks-
lende Lys og Mørke. Skal Sommeren nu
blive til? Eva Mclttun.
708
FRA 186 4.
Af Th. Graae.
DET var hundekoldt den 7 de Februar
1864. Snestormen føg henad Flens-
borgs Hovedgade. Saa lød Kl. 8 om Mor-
genen Raabet:
— Prøjserne er der!
I en Fart ud af Sengen og hen til Vin-
duet. Langs Husrækken vaklede fremad en
saaret dansk Infanterist, støttet af en Kam-
merat. Nogle Hundrede Skridt længere mod
Syd kom farende i Galop henover de sneglatte
Brosten tre* Uhlaner. I Spidsen en purung
Officer med Revolveren i den højre, saa to
Menige, fra hvis Lansespidser den sorthvide
Vimpel flagrede. De danske Soldater stod
ikke til at redde. Men i det samme snub-
lede Uhianofficerens Hest. En Port aabnedes.
Soldaterne slap ind, og for Næsen af Prøj-
serne smækkede Porten i. Uhlanerne bandte
og skældte, bankede paa med Lanserne.
Ingen svarede. Saa fo'r de videre i strakt
Karriere. Snart fyldtes Gaden med tysk
Kavalleri, gule Uhlaner, røde Zietenhusarer,
derimellem et Par højere Officerer, som sag-
des at være den unge Storhertug af Meck-
lenburg og den gamle Prins Albrecht. En
Timestid efter vendte Uhlanerne tilbage, dri-
vende foran sig fangne danske Soldater.
Kl. 12 kom Feltmarskal Wrangd i Spidsen
for den prøjsiske Garde. Saa en uendelig
Række Militær: Kæmpemæssige Kyradserer
og paa vævre Heste sortsmudsede Liechten-
stein-Husarer; stramme, prøjsiske Infanteri-
ster; i Løb de smaa Tyrolerjægere med
Fjeder i Hatten, saa det ungarske Regiment
»Belgien" i hvide Frakker og snevre blaa
Benklæder. — — —
Det var et ynkeligt Syn at se gamle
Wrangel i Kyradserernes prunkende Skrud.
En bile indskrumpen Mumie, der med synlig
Møje holdt sig oprejst i Sadlen. Der var
ikke Spor tilbage af den raske Ritmester fra
den tyske Frihedskrig. Den Wrangel, der i
1848 havde sejret ved Slesvig og senere
haandhævet Belejringstilstanden i Berlin, var
en Ruin, der indbød til Latter eller Med-
lidenhed. En 80aarig Olding, der halvt gik
i Barndom. Han var sat i Spidsen for den
prøjsisk-østerrigske Hær, fordi Østerrigerne
kun vilde finde sig i prøjsisk Overkommando,
naar denne beklædtes af en ældre, krigs-
erfaren General. — —
Wrangel blev paa en Maade snart popu-
lær i Flensborg. Naar han færdedes ude,
indlod han sig nemlig i Passiar med alle
og enhver. Han tiltalte gamle og unge
„mein Kind", men hændtes det, at Ved-
kommende ikke straks forstod hans Gammel-
mandstale, blev han grov og kunde f. Ex.
overfuse en fattig Kone med Udtryk som
gamle Natugle eller lignende. Dagen efter
sin Ankomst til Flensborg modtog han
en slesvigholstensk Deputation. Ordføreren,
Cand. theol. Hansen, anmodede i svulstige
Ord om, at Wrangel vilde virke for, at deres
elskede Hertug Friedrich VIII maatte blive
Landets Hersker. Endvidere rettede han et
voldsomt Angreb paa de danske Embeds-
mænd, om hvilke han sagde: „sie mussen
alle weg*. Wrangel hørte roligt paa den
lange Tirade og svarede saa meget diplo-
matisk :
— Børn, jeg vil sige Jer noget. Naar
Kuglen er ude af Løbet, — flyver den — ,
hvorhen? det ved Du ikke, det ved alene
Gud, og nu adjé Børn!
De slesvigholstenske Flensborgere var ikke
synderlig tilfredse med dette Orakelsprog og
værre blev det, da Wrangel ikke vilde af-
skedige den flinke unge Politimester Hamme*
rich. Saa ankom et Par Dage efter den
prøjsiske Civilkommissær, Hr. von Zedlitz,
og Piben fik en anden Lyd. Forholdet mel-
== 709
-Fra 1864-
lem ' Zedlitz og Wrangel skal have været
højst humoristisk. Ofte gav Wrangel Be-
falinger, som slet ikke kunde udføres eller
stod i den grelleste Modstrid med Zedlitz's
Instrukser. Naar han saa gjorde Indvendin-
ger, svarede Wrangel i Reglen:
— Hr. Præsident von Zedlitz! Jeg er
Feltmarskallen og har erobret Landet med
Sværd i Haand. Det er mig, som befaler
her. Og Du skal lystre, og dersom Du ikke
lystrer, lader jeg Dig skyde.
Saa sagde Zedlitz smilende: „Zu Befehl"
og gjorde alligevel, hvad han vilde I Nøds-
tilfælde telegraferede han til Berlin og naar
der saa kom Ordre derfra, sagde Wrangel
blot: „Janz jut!"
Denne Anekdote om gamle Wrangel er
hentet fra et fornylig udkommet Skrift, hvis
Forfatter er en Prins Hohenlohe. — De
Hohenloher har Krav paa Anerkendelse for
de Bidrag, som de i Vinter har givet til
Tidshistorien. Fyrst Chlodwig zu Hohen-
lohe-Schillingsfurst's Erindringer er kendt
gennem udførlige Uddrag i Dagspressen, ved-
rører kun i ringe Grad Danmark. Men
omtrent samtidig er udgivet et Skrift af
en anden Hohenlohe, der overværede Felt-
toget i 1864. Det er en Fætter til Fyrsten,
Prins Kraft zu Hohenlohe-Ingelfingen. Han
var prøjsisk Artillerigeneral, udmærkede sig
ved Chlum, foran Metz og ved Sedan, ledede
Bombardementet af Paris. Tillige har han
et anset Navn som Forfatter af talrige mili-
tære Skrifter. 1864 var han attacheret
Wrangels Stab med det Formaal at give
direkte Indberetninger til Kong Wilhelm.
Han er en skarp og ret upartisk Iagttager,
kritiserer skaanselsløst ikke alene den sølle
Wrangel, men ogsaa Prins Friedrich Karl.
Særlig om Wrangel indeholder Hohenlohes
Bog en Række Smaatræk, der giver et kuri-
øst Billede af den gamle Konfusionsmager.
Saalænge Wrangel endnu var i Berlin, '
spillede han den elskværdige. Aldrig saa-
snart var han ankommen til Hæren, før han
behandlede alle med den mest udsøgte Grov-
hed. Ikke mindst gik det ud over General-
stabschefen, General Falkenstein, og General-
kvartermesteren, Oberst Podbielski. Snart
stod begge paa den Fod med Wrangel, at
han sagde „Nej" til alt, hvad de foreslog.
Den eneste, som havde hans Fortrolighed,
var Major Stiehle af Generalstaben. Denne
Officer var selvfølgelig saa fornuftig i For-
vejen at konferere med Falkenstein og Pod-
bielski. Derefter forhandlede han med Wran-
gel i Henhold til disses Udtalelser. Indenfor
Generalstaben var det ogsaa den almindelige
Mening, at Feltmarskallen vilde berede Hæ-
ren langt flere Bryderier end hele den dan-
ske Armé.
Den 30te Januar var der Krigsraad, som
overværedes af de kommanderende Generaler,
Gablenz og Prins Friedrich Karl. Wrangel
holdt først en konfus Tale. Saa befalede
han, at man den 1ste Februar skulde for-
cere Ejderen, gaa løs paa Fjenden og slaa
ham. Det var hans faste Beslutning om
Aftenen den 1ste Februar at sove i Slesvig.
Prins Friedrich Karl og Gablenz saa smilende
til hinanden og svarede: „Zu BefehT. Men
aldrig saasnart havde Wrangel trukket sig
tilbage, før de to Generaler begav sig
til Falkenstein for at konferere med denne.
Tilfældigvis erfarede Wrangel, at der for-
handledes bag hans Ryg, og af Raseri her-
over beordrede han Falkenstein til sig for at
hindre yderligere Konference. Fra det Øje-
blik af nærede han et glødende Had til sin
Stabschef og benævnede ham aldrig andet
end „den gamle Rænkesmed*.
Den 25 de Februar inspicerede Wrangel
de prøjsiske Forposter, som stod Nord for
Kolding. Hans Blik falder paa et Bondehus,
som ved Hjælp af Bjælker var omdannet til
et Blokbus. Pludselig faar han en Napo-
leonsk Indskydelse og raaber:
— Ingeniørløjtnant Scheibert! Inden 24
Timer skal dette Blokhus være bombefast.
Ellers hugger jeg Hovedet af Dig. Oberst
== 710
Fra 1866=
v. Winterfeld skal stille det fornødne Mand-
skab til Din Disposition.
Scheibert svarede ganske rolig: „Zu Be-
fehla. Derpaa vendte han sig om til Oberst
Winterfeld og sagde : „Jeg forlanger straks
1000 Mand, der staar til min Raadighed i
24 Timer." Men saasnart Wrangel var
borte, rev han Taget af Huset og lagde
Jernbaneskinner ovenpaa. Saa meldte han,
at Blokhuset var bombefast overfor Felt-
skyts. Hermed var Wrangel tilfreds, idet
han bemærkede:
— Det er helt godt, for Fæstningsskyts
kan man jo ikke vente.
En anden Dag stod Wrangel ved Hotel-
vinduet i Kolding. Der lød Hestetrampen
paa Gaden. Det var en engelsk Hestehand-
ler, som havde indkøbt en Del Heste for
engelsk Regning.
— De Heste er mine, raabte den Gamle.
Og det hjalp ikke, at Falkenstein forestillede
ham, at Hestene var engelsk Ejendom og
ikke kunde beslaglægges.
— „ Løjtnant Kalnein," brølte Marskallen,
„straks ned paa Gaden! De Heste kon-
fiskerer jeg til Fordel for det flyvende Heste-
lazaret — saaiedes kaldte han det flyvende
Hestedepot, fordi der var saa mange syge
Heste — , og De blaa Oberst," henvendt
til Podbielski, „De behøver slet ikke at ryste
paa Hovedet."
Da Podbielski meget bestemt svarede, at
Beslaglæggelsen vilde afstedkomme Forvik-
linger med den engelske Regering, og at
han dog vilde blive nødt til at udlevere
Hestene, blev den Gamle helt rasende:
— Du skal ikke komme til at udlevere
dem. Jeg har erobret Landet med Sværdet,
og hvad der er der, er mit!
Kort efter skred den engelske Regering
ind. Ikke alene blev Hestene tilbageleverede,
men der blev ogsaa betalt en Pengesum i
Erstatning, — —
Da Kong Wilhelm kendte Wrangels Sær-
heder, lod han Kronprins Friedrich følge
med Staben uden dog at give denne nogen
militær Stilling. Stabsofficererne holdt derfor
altid i rette Tid Konferencer med Kronprin-
sen saaiedes, at denne var i Stand til at af-
værge Wrangels Dumheder. Den „Gamle" tog
nemlig i Reglen Hensyn til, hvad Kronprin-
sen sagde. Efterhaanden opdagede Wrangel
dog, at der forhandledes bag hans Ryg,
og han besluttede at skaffe sig af med
Kronprinsen. Han meldte til Kongen, at
Kronprinsen nu havde udlært. Han var
fuldstændig inde i alle de Detailler, som ud-
krævedes for at føre en Hær. Der var der-
for ingen Anledning til længer at udsætte
Kronprinsens kostbare Liv for Krigens Farer.
Men Kongen svarede med en naadig Haand-
skrivelse, i hvilken han takkede for den ud-
mærkede Undervisning, som var bleven Kron-
prinsen til Del, og som nu tillod Kongen at
overdrage Kronprinsen en virkelig Gærning
ved Hæren. Derfor udnævntes Kronprinsen
til Marskallens Stedfortræder og Adlatus.
Hermed var i Virkeligheden Overkomman-
doen frataget Wrangel og lagt i Kronprin-
sens Hænder.
Kort efter Ankomsten af denne Haand-
skrivelse, der var af 30te Marts, forlod
Prins Hohenlohe Krigsskuepladsen og vendte
tilbage til Berlin. I en Samtale med Kong
Wilhelm, som fandt Sted den 5te April,
fremhævede Hohenlohe, at Besiddelsen af
Dybbøl kun havde ringe militær Betydning.
Derfor var det langt lettere og vilde for-
aarsage mindre Blodsudgydelse at besætte
hele Jylland og derved tvinge Fjenden til
Fred. Men nu blev Kongen meget hæftig og
sagde, at det var ham ganske ligegyldigt,
om Dybbøl havde Betydning eller ej. Der-
paa kom det ham slet ikke an. Men han
var nødt til at vise Verden, at de prøjsiske
Soldater endnu var i Stand til at storme
Fæstninger. Han var træt af den sløje
Krigsførelse; man sneg sig jo omkring Fæst-
ningen som Katten om den varme Grød.
For at hele Europa kunde faa Respekt for
711
den prøjsiske Hær, dertil havde han Brug
for Dybbøl. Samtidig slog han med den
knyttede Næve i Bordet. —
Sin Opfattelse af den tyske Krigsførelse
sammenfatter Hohenlohe i følgende Udtalelse:
— „Fra 1ste Februar til 5te April bestod
Krigsførelsen fra vor Side i en lang Række
af Fejl, der kun undgik Straf ved en uhørt
Række af heldige Tilfældigheder og ved
Modstanderens Fejlgreb. Disse Fejl geraader
dog ikke vor Hær til Skamme, thi de var
kun en Følge af den lange Fred og mang-
lende Krigserfaring. Til alt Held var vor
Modstander ikke bedre stillet. Og heldigvis
havde vi i Spidsen for Staten og Hæren en
krigserfaren Soldat, hvis energiske Vilje
gjorde en Ende paa den ungpigeagtige Til-
-Fra 1864-
bageholdenhed, der særtegnede vor Krigs*
førelse. Saa knuste vi med vor Overmagt
Fjenden ved hurtige Slag. I Virkeligheden
var det som Helhed betragtet ikke altfor
stor en Heltedaad med en Hær, der tilsidst
talte 70 Batailloner, at overvælde en Mod-
stander, der i det højeste bød over 42 Ba-
tailloner, som ovenikøbet var mindre mands-
stærke og daarligere bevæbnede end vore.41
Felttogets største Betydning ser Hohen-
lohe deri, at man lærte at kende de Svag-
heder, den prøjsiske Hær havde i Retning af
Organisation, Strategi, Taktik og Forplejning.
Og denne lille Eksperimentalkrig virkede der-
for som en gavnlig Forskole.
Kun Skade, at det var Danmark, Kong
Wilhelm benyttede som Forsøgsobjekt.
712
FOTOGRAFIEN I ASTRONOMIENS TJENESTE
Af Otto Asmussen.
Der er vel næppe nogen Opfindelse, der
i Løbet af faa Tiaar i den Grad har
udviklet sig næsten til Fuldkommenhed som
Fotograflen, og der er ikke den Gren af
den eksperimentale Videnskab og Teknik, der
ikke forlængst har taget Fotograflen i sin
Tjeneste. Selvfølgelig ogsaa Astronomien.
Paa en Tid, da den fotografiske Kunst endnu
kun stod i sin Barndom, og Konstruktionen
af Apparater og Forfærdigelsen af Plader
ikke havde naaet det nuværende høje Stand-
punkt, var Fotografiens Anvendelighed i
Astronomiens Tjeneste straks taget under Drøf-
telse, men dens Anvendelse var i Begyndel-
sen meget begrænset. Efterhaanden som
Aarene gik, skred Tekniken frem med Kæmpe-
skridt, de optiske Hjælpemidler blev mere
og mere fuldkommengjorte og Pladerne —
navnlig efter at man i 1871 indførte tørre
Plader i Stedet for de tidligere brugte vaade
Kollodiumsplader — lettere at fremstille og
opbevare.
Om Fotografiens Betydning for og For-
tjeneste af Astronomien er der sagt og skrevet
mange Ord, og netop for denne Videnskab
kan dens Betydning ikke vurderes tilstrække-
lig højt. Hvad der ellers kun ses i Kik-
kerten i det enkelte Øjeblik, det fæstnes med
den fuldeste Naturtroskab paa den fotografiske
Plade. Og hvad der er det mest betyd-
ningsfulde: Iagttagelsen er ikke indskrænket
til det givne Øjeblik, men den fotografiske
Plade, der saaledes er bleven et paalideligt
Bilag til den paagældende Iagttagelse, kan
ydermere undersøges af hvem som helst, og
Undersøgelsen kan opsættes til bedre Tider
og gentages saa ofte, det skal være. Hvad
dette betyder — at Astronomen kan fore-
tage Undersøgelsen i sit lune Arbejdsværelse,
i en Stilling, han selv kan vælge — kan
alene den værdsætte, som har forsøgt at
maale Dobbeltstjerner en Januarnat i bidende
Frost, liggende vandret hen under Kikkerten,
naar denne pegede mod Zenit, famlende i
Mørket efter Skruenøglerne til Instrumentets
Finbevægelse og ved det sparsomme Lys af
en Blændlygte aflæsende Mikrometrets An-
givelser.
Fundamentalforskellen mellem Øjet og Foto-
grafipladen ligger ikke i deres forskellige
Følsomhed overfor Paavirkning af de Energi-
straaler, der viser sig som Lys, men derimod i
den Maade, hvorpaa de reagerer overfor
fortsat Paavirkning af Lysstraalen. Medens
Øjet i ufattelig kort Tid modtager et Hel-
hedsindtryk af en Ting, kun paavirket af
Lysmængdens Intensitet, ikke af dens Varig-
hed — vi ser ikke en Genstand bedre, fordi
vi vedbliver at stirre — , virker Intensitet
og Varighed i lige stærk Grad paa den foto-
grafiske Plade. Medens der saaledes er
Grænser for, hvad Øjet kan opfatte og fast-
holde, opsummeres Indtrykkene af Lysstraalen
paa den fotografiske Plade, og udstrækkes
Belysningen af denne tilstrækkelig længe, er
vi istand til at faa en Fremstilling af de
lyssvageste Genstande i Verdensrummet, som
Øjet — selv med Bistand af de stærkeste
optiske Hjælpemidler — ikke længer kan
iagttage. For at kunne udstrække Belys-
ningen tilstrækkelig længe, er det imidlertid
nødvendigt, at Lysstraalen under hele Eks-
poneringen falder paa nøjagtig samme Punkt
af Pladens Sølvhinde. Denne Vanskelighed
overvindes derved, at Fotografiapparatet
anbringes paa en almindelig astronomisk,
parallaktisk opstillet Kikkert. Forinden Foto-
graferingen kan tage sin Begyndelse, maa
den Stjerne, man har valgt som Ledestjerne,
bringes i en saadan Stilling paa det i Objek-
tivets Brændpunkt værende Traadkors, at den
viser lige meget Lys i Korsets fire Kroge.
Dette sker ved Finstilling af de Skruer, hvis
Haandgreb findes ved Kikkertens Okularende,
713 =-r
Fotografien i Astronomiens Tjeneste
og som Astronomen kan naa uden at skulle
skifte Plads. Derefter aabnes Kasetten, og
Laaget foran det fotografiske Objektiv drejes
ved Hjælp af et Sving forsigtigt til Side:
Fotograferingen er begyndt. Samtidig begynder
Astronomens Kvaler med stadig at holde
Stjernen paa Traadkorset, og fra nu af og
indtil Laaget atter dækker for Objektivet maa
hans Øje ikke
i mange Se-
kunderad Gan-
gen vige fra
Styrestjernen.
Ingen Opstil-
ling er saa
fuldendt og
intet Uhrværk
saa nøjagtigt,
at Styrestjer-
nen stadig hol-
der sig paa
Plads. Uhr-
værket kan
ganske vist re-
guleres meget
fint; man har
f. Eks. ved
Elektricitetens
Hjælp kunnet
regulere Uhr-
værket af et
astronomisk
Præcissions-
uhr, men de
smaa Sling-
ringer under Styringen hidrører ikke alle fra
Uhrværket; ogsaa andre Faktorer — ikke
mindst Luftens Uro ogRefraktionsvirkninger —
griber forstyrrende ind.
Til den astronomiske Fotografering kan
anvendes alle Størrelser af Apparater, hver
med sin Begrænsning. Vi kunne sammen-
fatte dem i følgende fire Hovedtyper: smaa
kortbrændviddede, større do., smaa lang-
brændviddede og endelig de store fotografiske
Fig. l. Astrofotografisk Dobbeltkikkert.
Denne Form og Størrelse er den vedtagne til Brug ved Fremstillingen
af det store fotografiske Stjerneatlas.
Kikkerter med lang Brændvidde. Det Arbejde,
der udføres med de smaa Kameraer, er
naturligvis meget begrænset. Den Slags
Apparater har et stort Synsfelt, men kun
ringe Spredningsevne; de spænde over en
stor Del af Himlen paa en Gang, men gen-
giver den kun i en lille Maalestok, og det
er saaledes den mindste og mindst væsent-
lige Del af
Arbejdet, der
udføres med
Kameraer af
disse Dimen-
sioner.
Den typiske
Repræsentant
for Apparater-
ne af den an-
den Klasse er
Euryskopet.
Objektivaab-
ningen er ikke
under 3 Tom-
mer og For-
holdet mellem
Aabning og
Brændvidde er
l:4å5. Med
disse, af Ydre
ret massive,
Apparater er
mange mærke-
lige Foreteelser
paa Stjerne-
himlen bleven
afsløret, særlig paa de lyssvage Stjernetaa-
gers Omraade.
De langbrændviddede astrofotografiske Kik-
kerter er saadanne, hos hvilke Forholdet
mellem Objektivaabning og Brændvidde er
1: 15 å 18 (Fig. 1), og Forskellen mellem
de smaa og store af denne Type ligger kun
i den anvendte Linses Størrelse og den der-
med forbundne Pladespredning. Det er med
disse Kikkerter, der tages Fotografier, der
714
Fotografien i Astronomiens Tjeneste
senere skal udmaales i de dertil konstruerede
Maaleapparater, især Fotografier af Dobbelt-
stjerner og variable Stjerner. De store foto-
grafiske Kikkerter benyttes tillige til Fotogra-
fering af Solen og Maanen samt Stjernespektra.
Solens Overflade er som bekendt under-
kastet vedvarende Forandringer, angaaende
hvis Natur og Aarsager vor Viden endnu
kun er ringe. At samle saa meget Materiale
som muligt
til Belysning
af disse
Spørgsmaal
er derfor en
meget vigtig
Opgave, til
hvis Losning
imidlertid
kun de store
Observato-
rier kan bi-
drage. I Eu-
ropa, bl. a.
paa Observa-
torierne i
Greenwich,
Potsdam og
Meudon og
i Amerika
paa Smith-
sonian Insti-
tution og enkelte andre Steder er der
derfor indrettet en særlig „ Soltjeneste u, saa-
ledes at Solen daglig — forsaavidt Vejret
tillader det — ved Middagstid, naar den
kommer højst over Horisonten, bliver foto-
graferet. Disse Fotografier (Fig. 2) danner
derved en fortløbende Protokol over Solover-
fladens Tilstand og indeholder med al ønske-
lig Tydelighed Oplysning om de Forandringer,
der fra Dag til Dag finder Sted. Paa Grund
af det overordentlig stærke Lys, Solen udsender,
maa der iagttages særlige Forsigtighedsregler,
for at det fotografiske Billede ikke skal over-
eksponeres. Der anvendes saaledes de mindst
Fig. 2. Solen med Solpletter. Fot. af Prof. Lohse, Potsdam.
følsomme Plader, og Eksponeringen kan ved
en særlig Mekanisme drives ned til l/sooo
Sekund. , Endvidere fotograferes ikke selve
det primære Solbillede, men ved Hjælp af et
indskudt Forstørrelsessystem modtager Pladen
et Billede af det forstørrede Brændpunkts-
billede. Foruden ved denne daglige Foto-
grafering yder Fotografien ogsaa en over-
ordentlig Nytte under totale Solformørkelser
til Fasthol-
delse af Sol-
koronaens
hastigt veks-
lende Ud-
seende og de
gigantiske
Protuberan-
sers skiftende
Former (Fig.
3). Ved Foto-
grafering af
en totai Sol-
formørkelse
fotograferes
baade paa
almindelig
Maade som
foran beskre-
vet for at faa
Billeder af
Solkoronaen
og Protuberanserne, men ogsaa i spektralana-
lytisk Øjemed, idet den fotografiske Kikkert for-
bindes med et Spektroskop. Ved en særlig —
af Hale opfunden — Metode er man istand til
at faa spektrofotografiske Optagelser af Solen
i Spektrets enkelte Farver, de saakaldte
monokromatiske Optagelser, der i høj Grad
har bidraget til Oplysning om Fotosfærens
Sammensætning.
Medens Solen kun kan fotograferes ved
Hjælp af et Forstørrelsessystem, da en direkte
Optagelse kun vilde give en sværtet Plade
uden nogensomhelst Enkelthed, er Maanens
Lys — der jo kun er tilbagekastet Sollys —
715 =
=^ Fotografien i Astronomiens Tjeneste-
Fig. 3. Stor Protuberans ved den ostlige Rand af Solen under den totale Solformørkelse den 30. August 1906.
(Fot af Hamborger-Observatoriets Ekspedition til Algier )
tilstrækkelig svagt til, at det primære Billede
kan fotograferes direkte. Efter et saadant
direkte Negativ kan der derefter senere tages
Forstørrelser, der viser de bekendte Enkelt-
heder i Maanens Topografi (Fig. 4). Maane-
fotografierne danne endvidere Grundlaget for
de eksisterende fotografiske Maaneatlas, af
hvilke de mest bekjendte er det i 1900
fuldendte af Prof. Weinek i Prag samt det
endnu ikke afsluttede, af Pariserobservatoriet
selv fremstillede. Ogsaa Lick-Observatoriet
har udsendt nogle Blade af et Maaneatlas,
men ved Holdens Afgang som Direktør i
1898 ophørte Udsendelsen af dette smukke
Værk, der altsaa vedvarende, og desværre
vel for bestandig, venter paa sin Afslut-
ning.
Af Planeterne har man hidtil kun faaet
meget mangelfulde Fotografier, og det er i
høj Grad tvivlsomt, om der overhovedet ved
Fotografiens Hjælp kan opnaas noget paa
dette Omraade, idet Planetens Rotation i den
Tid, Fotograferingen varer, vil hindre os i
at faa et skarpt Billede af Planetens Over-
flade. De Billeder, man hidtil har set af
Jupiter og Saturn, i den senere Tid tillige
af Mars, og som dog er tagne paa de
største Observatorier under de gunstigst
mulige Betingelser, viser kun faa og utyde-
lige Enkeltheder. Medens Fotografien for de
store Planeters Vedkommende altsaa ikke kan
staa Maal med, hvad en middelstor Kikkert
ved visuel Iagttagelse kan yde, viser den
atter sin Overlegenhed, naar vi vender os
mod de smaa Planeter (Planetoiderne). Medens
Opdagelsen af disse tidligere gik for sig paa
den Maade, at de i Kikkertfeltet værende
Stjerner møjsommeligt en for en blev sam-
menholdt med et Stjernekort, viser et i blot
to Timer eksponeret Fotografi ved Under-
søgelsen efter Fremkaldelsen øjeblikkelig en
Planetoides Tilstedeværelse, idet den ved sin
Egen- Bevægelse har tegnet en lille Streg paa
Pladen, medens de øvrige Stjerner viser sig
som smaa runde Skiver. Denne Metode,
der er opfunden af Prof. Max Wolf i Heidel-
berg, har bidraget til Opdagelsen af adskil-
lige Hundreder, for Størstedelen lyssvage
Planetoider. Det skal i denne Forbindelse
nævnes, at Opdagelsen af de senest tilkomne
smaa og meget lyssvage Jupiter- og Saturn-
maaner ligeledes skyldes Fotografien.
Fotograferingen af Kometer er en Opgave,
der ofte volder Astronomerne store Vanskelig-
heder, eftersom Kometerne er i Besiddelse
af en fra Himmelkuglens Omdrejning afvi-
716
Fotografien i Astronomiens Tjeneste
gende Egenbevægelse. Fotografier af Kometer
tages paa den Maade, at det tidligere omtalte
Traadkors bringes til at dække Kometkernen,
og det gælder derefter ved Hjælp af Instru-
mentets Finbevægelse at sørge for, at den
Del af Kometen, hvorpaa der „pointeres",
under hele Ekspositionen holder sig paa Plads.
Paa denne Maade faas et Billede af Kometen
og dens Hale, medens derimod Fiksstjernerne
viser sig som Streger, af hvis Længde man
direkte kan se Kometens Stedforandring i
den Tid, Fotograferingen har varet (Fig. 5).
Det er nok af og til hændet, at man
ad fotografisk Vej
har opdaget nye
Kometer, men af
større Betydning
er det dog, at
den fotografiske
Plade i en ganske
særlig Grad er mod-
tagelig for det af
Kometerne udsendte
Lys — der som be-
kendt ikke udeluk-
kende skyldes til-
bagekastet Sollys
— , og det har der-
ved vist sig, at
Kometernes Haler
ere af langt større
Udstrækning end
man skulde tro/
naar man iagttager
dem i Kikkert.
Ogsaa til Meteor-
fotografering kan
det fotografiske Ka-
mera benyttes, men
denne Opgave er
ulige utaknemlige-
re, fordi det kun
saa yderst sjældent
lykkes at fæstne
disse flygtige Lys-
pile paa Piaden. Til denne Art Fotografering be-
nyttes de mindre, men meget lysstærke
Apparater, hvis store Synsvinkel tillader
Fotografering af en stor Del af Himlen
paa én Gang, og som Regel fotograferes der
med flere Apparater samtidig paa en fælles
Opstilling.
Paa to specielle Omraader har Fotografien
navnlig i de senere Aar ydet noget over-
ordentligt, nemlig paa Fotometriens (Stjerner-
nes Lysstyrke) og Spektralanalysens (deres
fysiske og kemiske Sammensætning). For
de foranderlige Stjernes Vedkommende er
Fig. 4.
En Del af Maaneoverfladen ved Lysgrænaen; aftagende Maane.
Det midterste Ringbjerg med Rillen er Petavius.
= 717 = 48
Fotografien i Astronomiens Tjeneste
S
man istand til med meget stor Nøjagtighed
at fastslaa ikke alene Perioden, men ogsaa
Stjernens Lysstyrke til de forskellige Tider,
idet den større eller mindre Skive, som Stjer-
nens Lys frembringer paa Pladen, kan gøres
til Genstand for en nøjagtig Udmaaling. Ved
Fastsættelse af Lysstyrken maa der dog tages
Hensyn til den Omstændighed, at Fotografi-
pladen er særlig følsom for de violette og
ultraviolette Straaler, medens den derimod
kun i ringe Grad er modtagelig for de røde
Straaler. En blaa Stjerne vil saaledes paa
Pladen sy-
nes klarere,
end den i
Virkelighe-
den er, og
omvendt vil
en rød
Stjerne kun
synes at staa i Rang
med en 3 — 4 Stør-
relseklasser svagere
Stjerne.
Om Spektralana-
lysens Forhold til
Astronomien i Al-
mindelighed er her
ikke Tale, her skal
kun omtales dens Forbindelse med Foto-
grafien. Imidlertid skal dog flygtigt bemær-
kes, at Spektralanalysen som bekendt sætter
os istand til ved Hjælp af det særlig dertil
indrettede Instrument — Spektroskopet —
at drage visse Slutninger med Hensyn til
en bestemt iagttaget Lyskildes Natur. Da
denne Lyskildes Afstand fra Iagttageren
aldeles ingen Rolle spiller, saalænge Lyset
blot er tilstrækkelig stærkt til at kunne iagt-
tages, har denne Videnskab samme Betyd-
ning og dens Resultater samme Sikkerhed,
hvad enten Lyskilden er Gnisten fra Leydner-
batteriet i Laboratoriet eller Fiksstjernen paa
den mørke Nathimmel. Spektrografien har
ikke alene givet os vigtige Oplysninger om
Fig. 5. Fotografi af Borellys Komet 1903.
Fot af Prot. Wolf, Heidelberg.
de største
vort eget Solsystems fysiske Beskaffenhed, men
ogsaa om de andre fjerne Stjernesystemer og
Taager. Den har gjort os det muligt at
sondre Stjernerne i de forskellige typiske
Spektralklasser (saaledes som de angives af
Vogel i Potsdam og Pickering i Cambridge
(Amerika)), hvorved vi kunne følge Udvik-
lingsgangen hos Verdensrummets forskellige
Kloder. Og endelig har de af Prof. Camp-
bell (Lick) og Prof. Hartmann (Potsdam)
foretagne Undersøgelser paa dette Omraade
afsløret Stjernernes Bevægelse i Synsretningen,
ved hvilken
Bevægelse
Stjernen jo
r' ikke foran-
drer sin
Plads paa
Himlen.
Hos mange
af disse Stjerner har
man endvidere op-
daget Uregelmæssig-
heder i denne Bevæ-
gelse i Synsretningen
(„Visionsradien");
det er de saakaldte
spektroskopiske Dob-
beltstjerner, der selv
Kikkerter med Anvendelse
af den stærkeste Forstørrelse kun vise sig
som udelelige Stjertieprikker, men som ikke
desmindre bestaar af tvende Kloder, der
bevæge sig omkring hinanden i Løbet af
undertiden kun faa Dage. Hvor den ene af
disse Kloder er mørk, vil en saadan spektro-
skopisk Dobbeltstjerne tillige vise os Billedet
af en periodisk foranderlig Stjerne.
Det skal sluttelig nævnes, at Fotografien
har sat os i Stand til i Stjernetaagernes Form
at skelne Enkeltheder, som tidligere vare
ukendte for os (Fig. 6), og at den endogsaa
har gjort os det muligt at „se* Stjerner og
Taager, som overhovedet ikke kunne ses selv
i de største Kikkerter. Ikke alene har Foto-
718
Fotografien i Astronomiens Tjeneste
Fig. 6. Den store Oriontaage. Fot. af W. E. Wilson.
grafien i ganske betydelig Grad beriget vort
Kendskab til Himlens Topografi, men vi
kunne nu, takket være den Bistand, danne
os en langt rigtigere Forestilling om Fiks-
stjerners Antal, Lysstyrke og rumlige Fordeling.
Siden Bessels Dage — den astronomiske
Guldalders Tid — er den praktiske Astro-
nomi som bekendt undergaaet en overvæl-
dende Udvikling. Hindring paa Hindring er
overvundet og Rummets Grænsepæle flyttede,
men siden Fraunhofer, Kirckhoff og Bunsen
indførte Spektralanalysen, har intet direkte
bidraget saa meget til Astrofysikens Udvik-
ling som Fotografien, og dennes Anvendelig-
hed paa næsten alle Omraader indenfor
Astronomien betegner uimodsagt det største
Fremskridt, den astronomiske Videnskab i
en Aarrække kan vente.
-■= 719
48*
i;»rfMiMr>am
Saa løb da den trætte Rigsdagssamling
omsider til Ende midt i April — Tors-
dagen den 18. Det blev altsaa hverken til
det store Forlig eller den store Konflikt.
Rigsdagen sendtes hjem, ligesom Underhand-
lingerne om den kommunale Valglov syntes
bedst i Gang. De forhandlende Parter, Rege-
ringen og Vestrereformpartiet paa den ene
Side og de Frikonservative paa den anden
Side, var komne hinanden imøde, var komne
overens paa Hovedpunkterne: den almindelige
Valgrets ubestridte Anerkendelse i By- og
Sogneraadene og den privilegerede Valgrets
Bevarelse i Amtsraadene. Tilbage stod kun
Spørgsmaalet om visse Begrænsninger i By-
raadenes Myndighed. Da brast Forhandlin-
gerne. At de dog ikke brast for stedse,
men at Rigsdagen kun sendtes hjem for at
hvile ud for med friske Kræfter og efter at
have sovet paa det at kunne genoptage For-
handlingerne til Efteraaret, derfor borger Ud-
talelserne fra Ministerbordet under den afslut-
tende Debat, der lovede Forslagets Forelæg-
gelse og Forhandlingernes Genoptagelse paa
ny i næste Samling.,
Men med den kommunale Valglovs Skib-
brud strandede ogsaa de store Forslag, hvis
Skæbne under Situationens Højtryk var blevne
kædede sammen med den kommunale Valg-
lov, skønt de egentlig var ganske uden For-
bindelse med den, navnlig Toldloven og de
dertil hørende Kompensationsforslag samt det
store Jærnbaneforslag. At det i Aar fore-
lagte nye Retsreformforslag ikke heller gen-
nemførtes, bør derimod ikke skrives paa det
store politiske Skibbruds Regning; Retsre-
formforslaget forelaa i Aar i en saa ny Skik-
kelse, at det nødvendigvis maatte Underkastes
en meget grundig Behandling; af dets Ikke-
Gennemførelse allerede i Aar, kan derfor slet
intet sluttes. At Ministeransvarlighedsloven
og Grundlovsændringen endnu engang stran-
dede, kunde heller ikke undre nogen, og at
det sidste Forslag denne Gang stedtes til
endelig Hvile ved, at Landstinget formelig
forkastede det, kan endog muligvis betragtes
som et positivt Resultat, idet der af dets Aske
maaske kan opstaa et nyt Forslag med noget
bedre Udsigt til at føres igennem. Grund-
lovsændringen, der jo gik ud paa at fastsætte
Folketingets Medlemstal til 132, hvorved der
vilde kunne rettes paa den nuværende ulige
Fordeling af Valgkredsene, uden at Folketin-
gets Medlemstal alligevel svulmede alt for
højt op, havde jo fra sin Fødselsstund af
den Vanskelighed at kæmpe med, at der til
dens Gennemførelse som Grundlovsbestem-
melse krævedes en Opløsning af begge Rigs-
dagens Ting, men at Spørgsmaalet om de
kongevalgte Landstingsmænds Stilling i Til-
fælde af Landstingets Opløsning var omtvistet,
og at Konseilspræsidenten ikke ønskede at
udtale sig bestemt om dette Spørgsmaal,
skønt det raadende Parti i Landstinget, de
Frikonservative, strax stillede en bestemt og
for dem tilfredsstillende Besvarelse af dette
Spørgsmaal som Betingelse for at yde For-
slaget Fremme. Dermed var dets Skæbne
altsaa for saa vidt strax beseglet, men at
Forslaget nu iaar d. 13 April ved Navne-
opraab formeligt forkastedes i Landstinget
med 33 mod 29 Stemmer (Højres og de
Frikonservatives), havde dog det vigtige posi-
tive Resultat, at Konseilspræsident J. C. Chri-
stensen nu erkendte den formelle Grundlovs-
ændrings Vej for ufarbar og lovede til næste
Samling at forelægge, ikke et Forslag om
Ændring i Grundloven, men et Forslag om
Opfyldelse af Grundlovens § 32 gennem en
Forøgelse af Folketingskredsene til det grund-
lovspaabudte Antal.
Heller ikke vil der med Føje kunne rettes
=■= 720
Rigsdagen
Anke mod nogen, fordi det saa vigtige Lov-
forslag om uægte Børn og deres Mødres
Retsstilling ikke naaede at blive gennemført,
selv om dette Resultat kan beklages. Æmnet
er nemlig saa vanskeligt og flere Punkter
deri, f. Ex. Spørgsmaalet, om hvor vidt det
uægte Barns Krav paa at lære sin Fader at
kende ubetinget bør gaa forud for Moderens
Ønske om at kaste Slør over sin Fortid, er
af en saa tvivlsom Natur, at der ikke uden
en endnu grundigere Overvejelse end den,
Folketinget har haft Tid til i denne Samling,
bør træffes Bestemmelser, der paa de tvivl-
somme Punkter griber for stærkt ind i raa-
dende Opfattelser. At endelig Forslaget om
Statens Erhvervelse af den ved privat Spe-
kulation opførte Telegrafbygning i Gammel-
mønt faldt i Landstinget ved, at dette lod
Forslaget dø Straadød i Udvalget, vil vel
fra flere Sider bl. a. af Trafikministeren
og Telegrafvæsenet, blive levende beklaget,
men vil fra andre Sider sikkert blive opteg-
net blandt Landstingets gode Handlinger.
Maa denne Rigsdagssamling altsaa som
forøvrigt alle Rigsdagssamlinger — og det
er jo ogsaa nok saa meget Rigsdagens Op-
gave at slaa ned og standse hvad der ikke
er modent til at formes som Lov som det
er at vedtage over en Bank alt, hvad der
forelægges den — møde med mange ikke
vedtagne Lovforslag, kan den dog ogsaa vise
hen til flere vedtagne Love af virkelig Be-
tydning — og det er jo endelig ikke Tallet,
det kommer an paa. Et Resultat af Betyd-
ning er det saaledes, at Saltvandsfiskeriloven
omsider lykkelig, førtes i Havn efter For-
handling i Fællesudvalg — tolv Aars An-
strengelser kronedes endelig med Held, ganske
vist kun ved, at Rigsdagen paa en Maade
skød det vanskeligste Spørgsmaal i denne Lov,
Spørgsmaalet om Aalegaardsretten, fra sig
ved at overlade det til et Aalegaardsnævn i
hvert enkelt Tilfælde at dele Aalegaardsejerne
og de frie Fiskere imellem. Nævnt er end-
videre, at den vigtige sociale Lov om aner-
kendte Arbejdsløshedskasser enstemmigt førtes
igennem, og ligesaa enstemmigt gennemførtes
en anden betydningsfuld social Lov, nemlig
Loven om Hjælpekasser. — Endelig maa for-
uden Meterloven nævnes som en Lov af stor
kulturel Betydning, Loven om elektriske Stork-
slrømsanlag, hvorved Muligheden er aabnet for
Udsendelse af den elektriske Drivkraft og det
hvide elektriske Lys over det ganske Land, ind
i de mindste Landsbyer, og som et lille Frem-
skridt den lille frisindede Lov om Begravelser,
hvorved borgerlig Begravelse kan foregaa
uden Indblanding og Sammenstød med Præ-
sten. Og endelig lykkedes det paa Samlin-
gens sidste Dag det nedsatte Fællesudvalg at
opnaa Enighed om og derved sikre Gennem-
førelsen af cfet for vort hele økonomiske Liv
saa vigtige Forslag om Forlængelse af Natio-
nalbankens Oktroi, hvorved Eneretten til Ud-
stedelse af Pengesedler for et Tidsrum af 30
Aar paany betroes Nationalbanken.
Selv bortset fra Hofpensionerne og Rotte-
loven og den store Række af Pensions- og
Lønningslove, der gennemførtes i Aai gaar
Regeringen altsaa ingenlunde tomhændet ud
af denne Samling. Men ganske vist, de store,
de højtspændte Forventninger, som fra mange
Hold var stillede til denne Samling om enten
et stort Forlig paa den kommunale Valglov
— og paa Toldloven eller Samlingen til en
stor og afgørende Kamp mod Landstinget,
de blev unægtelig skuffede, og for saa vidt
vil Samlingen kunne betegnes som de skuf-
fede Forventningers Samling. Men ogsaa
politisk set bragte Samlingen dog her for saa
vidt et Resultat, som den til Slut ligesom
ved et elektrisk Kastelys klart viste, hvor de
forskellige Partier staar. Fællesudvalget om
de kommunale Valg afsluttede nemlig tilsidst
de opslidende, frugtesløse Forhandlinger med
en Betænkning, dateret 15 April. I dette
omfangsrige Aktstykke findes trykt de for-
skellige Partiers Forligst ilbud, og skønt de
fleste af dem formelt er tagne tilbage — det
gælder Reformpartiets og de Frikonservatives
721
—^^ Rigsdagen
Tilbud — , staar de dog der med sort paa
hvidt for alles Øjne og giver altsaa det
klareste Indblik i Stillingen, saaledes som
den var umiddelbart før Forhandlingerne
for denne Gang indstilledes.
En kort Optrækning af disse Partilinjer
vil derfor maaske være en passende Af-
slutning af denne Samlings Rigsdagsover-
sigt.
Medens Socialdemokraterne og de Radikale
uden at stille Ændringsforslag holder fast ved
Regeringsforslaget i dets oprindelige Skikkelse,
foreligger der Forligstilbud i Form af Æn-
dringsforslag fra de øvrige Partier.
Højres Forslag er et udførligt og fuld-
stændigt udformet Lovforslag paa 114 Para-
grafer, og det optager derfor ogsaa Løvens
Part af Betænkningen. Det gaar med til
Afskaffelse af den tidligere privilegerede Valg-
ret til By- og Sogneraad, men indfører til
Gengæld en ny, omend langt mindre vidt-
gaaende Sondring mellem Kommunevælgerne,
nemlig ikke efter Pengepungen, men efter
Alderen. Med Hensyn til Valget deles nem-
lig alle By- og Sogneraad, ligesom Køben-
havns Borgerrepræsentation, i to lige store
Dele, og deraf skal den ene Halvdel vælges
af alle valgberettigede 25aarige Mænd og
Kvinder (Hustru og Tyende deri indbefattede),
der har boet en vis længere Tid i Kommu-
nen, mens den anden Halvdel vælges alene
af dem blandt Vælgerne, der er 40 Aar
gamle, idet man i denne højere Alder vil se en
Borgen for større Modenhed og Besindighed.
Fremdeles indfører det Valgpligt for samtlige
Vælgere med Bøder fra 2 til 20 Kr. for den
Vælger, der uden lovligt Forfald undlader at
opfylde sin Stemmepligt. Videre søger det
at værne det besiddende Mindretals Stilling
indenfor Kommunen ved at bestemme, at
Udskrivning af højere Skatter eller Optagelse
af Laan kræver Beslutning af tre Fjerdedele
af Raadet. Og endelig sikrer det paa Lan-
det de større Ejendomsbesidderes Indflydelse
ved Reglerne om Amtsraadets Sammensæt-
ning, selvom Kredsen af de Højstbeskattede
udvides meget nedad, idet indenfor hver
Amtsraadskreds tre af hvert Sogneraad efter
Forholdstal valgte Delegerede sammen med
et tilsvarende Antal af de højstbeskattede
Ejendomsbesiddere i Amtet skal vælge Amts-
raadets Medlemmer.
Venstrereformpartiets Forligstilbud gaar ud
paa, at Vælgerne skal have boet en vis læn-
gere Tid i Kommunen, hvorved de mere
ustadige Elementer udelukkes, at By- og
Sogneraadene skal fornyes under et, samt at
Afstemning blandt Vælgerne (Referendum)
skal afholdes, naar Skatteprocenten stiger
med mere end en vis Del i Løbet af Valg-
perioden. Og endelig gaar det ud paa Op-
retholdelse af den privilegerede Valgret til
Amtsraadet, omend under en noget anden
Form end nu, idet hvert Sogneraad i Amts-
raadskredsen af sin egen Midte ved Forholds-
talsvalg skal vælge to Valgmænd, der til
Valget af Amtsraadsmedlemmer sammentræder
med et halvt saa stort Antal højstbeskattede
Ejendomsbesiddere i Amtsraadskredsen. Mens
nu de højstbeskattede Vælgeres Antal er ligt
med de sognekommunale Valgmænd, vil det
efter dette Forslag blive som 1 til 2, men
det maa dog herved erindres, at disse to
sognekommunale Valgmænd ikke begge er
Udtryk for Sogneraadets Flertal, men vælges
ved Forholdstalsvalg.
Til dette imødekommende Forligstilbud fra
Venstrereformpartiets Side foreligger endelig
i Betænkningen et Underændringsforslag fra
det frikonservative Partis Side, der vel sub-
sidiært kræver Tilladelse af Amtsraadet eller
Indenrigsministeren eller endog særlig Lov-
hjemmel til Stigning af en Kommunes Skatte-
procent udover en vis Grænse, men som
principalt i Virkeligheden ikke kræver væsent-
lig anden Indrømmelse udover det af Reform-
partiet tilbudte end at som efter Højres For-
slag den ene Halvdel af By- og Sogneraadenes
Medlemmer skal vælges af samtlige Vælgere,
den anden af Vælgere over 40 Aar.
= 722
Rigsdagen
Det er altsaa paa dette Skel efter Alders-
grænsen, at Forhandlingerne denne Gang — i
alt Fald tilsyneladende — er strandede. Da
dette Skel imidlertid, hvor besynderligt det end
maaske kan tage sig ud, ikke kan angribes
som udemokratisk — thi Alderen indhenter jo
den fattigere ligesaa vel som den rige, —
synes Udsigterne til en fredelig Overenskomst
om den kommunale Valglov, Toldloven, Rets-
reformen m. v. i den næste Samling — trods
dette Aars Skibbrud — ingenlunde ringe.
Hvis da ikke Afgivelsen af Forsvarskommis-
sionens Betænkning og Indblandingen af det
vanskeligste og vigtigste Spørgsmaal af alle,
Forsvarsspørgsmaalet, i det storpolitiske For-
lig eller storpolitiske Opgør, som maa komme,
bringer alle menneskelige Beregninger til at
strande !
Dog derom til næste Rigsdagssamling !
Imens hviler Rigsdagsmændene ud efter de-
res Rigsdagsmøje. Men helt Vaabenhvile bliver
det dog næppe: engang imellem maa de ud
til Sommerens Møder for at forsvare Vinte-
rens Gerning. Og i Juli sejler et større Ud-
valg af Rigsdagen sammen med Kongen til
Island for paa festlig Vis at forberede Løs-
ningen af et andet stort og vanskeligt Spørgs-
maal — det islandske! K. B.
723
PIGERNES JENS
Novelle af Thomas Hardy.
Jeg glemmer aldrig
Tonys Ansigt. Det
var et lille, rundt, fast,
tæt Ansigt med et Par
Kopar hist og her, men
ikke nok til at skæmme
ham i Kvindernes Øjne,
skønt han havde haft
I det slemt som Dreng.
Han saa saa alvorlig
1 og smilforladt ud, den
unge Mand, at man
virkelig skulde tro, at
han ikke kunde le uden
svære Samvittigheds-
Thomas Hardy, skrupler. Han saa En
fast ind i en be-
stemt Plet i Øjet, naar man talte med ham.
Og der var ikke mere Antydning til
Whiskers eller Knebelsbart i Tony Kytes
Ansigt end bag paa min Haand. Han plejede
at synge „Skrædderens Bukser" med an-
dægtig Stemme, som om det kunde være en
Salme: —
„Ak, Skørterne vandt Sejre, og Bukserne
belejre — " og hele det øvrige uanstændige
Indhold. Han var i høj Grad Pigernes Jens,
og til Gengæld for deres Yndest elskede
han dem alle, ligesaa mange som de var.
Men i Tidens Løb fæstede Tony sig særlig
ved en, Milly Richards, en køn lille blond
kærlig Skabning; og snart efter fortaltes det,
at de vilde gifte sig med hinanden. En
Lørdag havde han været paa Marked i For-
retninger for sin Fader, og var om Efter-
middagen paa Vej hjem med Vognen. Da
han var naaet til Foden af den selvsamme
Høj, vi nu kommer til om ti Minutter, hvem
ser han saa sidde paa Toppen og vente paa
sig andre end Unity Sallet, en smuk Pige,
en af de unge Kvinder han havde været
glad for inden han forlovede sig med Milly.
Saasnart Tony kom op paa Højde med
hende, sagde hun: „Kæreste Tony, maa jeg
køre med hjem?"
„Det maa du, min Skat," sagde Tony.
„Du tror da ikke, at jeg kunde nægte dig
noget?"
Hun smilede, og op hoppede hun, og videre
kørte Tony.
„Tony", skænder hun kælent, „hvorfor
forlod du mig for hende den anden? Hvor-
for er hun bedre end jeg? Jeg vilde være
blevet dig en flinkere Kone, og ogsaa holdt
mere af dig end hun. Det er ikke de bedste
Piger, dem man vinder ligestraks. Tænk,
hvor længe vi har kendt hinanden — næsten
siden vi var Børn — ikkesandt Tony?"
„Ja, det har vi," siger Tony, slaaet af
Sandheden.
„Og du har aldrig haft noget at udsætte
paa mig, har du vel, Tony? Svar mig nu
ærligt!"
„Det har jeg aldrig, saasandt jeg lever,"
siger Tony.
„Og — kan du sige, at jeg ikke er køn,
Tony? Naa, se paa mig!"
Han ser længe straalende paa hende. „Det
kan jeg rigtignok ikke," siger han. „Jeg har
virkelig aldrig før vidst af, at du var saa
nydelig!"
„Kønnere end hun?"
Ingen ved, hvad Tony vilde have svaret
dertil, for før han fik aabnet Munden, hvad
skulde han saa se forude over Hækken ved
Omdrejningen andet end en Fjer, han nok
kendte — Fjeren paa Millys Hat — hende,
hvem han havde tænkt at spørge, om de
ikke skulde lade lyse for sig endnu i denne
Uge.
„Unity," siger han saa mildt, han kan,
„der kommer Milly. Nu vil det ærgre mig
voldsomt, hvis hun ser dig køre med mig;
og hvis du staar af, saa drejer hun om
Hjørnet om et Øjeblik, og naar hun saa ser
dig paa Vejen, ved hun, at vi er kommen
sammen. Kæreste Unity, vil du ikke, for at
vi kan blive fri for alle de Ubehageligheder,
som jeg ved, du ligesaa lidt som jeg kan
udstaa, nu lægge dig ned bag i Vognen og
lade mig trække Pressenningen over dig, ind-
til Milly er kommen forbi? Det er kun et
Øjeblik, det drejer sig om. Gør det; —
saa vil jeg tænke over det, som vi har talt
om; og maaske jeg saa, naar alt kommer
til alt, kommer og be'r dig om noget isteden-
for Milly. Det er ikke sandt, at alt er i Orden
imellem hende og mig."
Naa, Unity Sallet samtykkede og lagde sig
ned bag i Vognen, og Tony dækkede hende
til, saa at Vognen saa tom ud, med Und-
tagelse af den løse Pressenning; og saa kørte
han videre for at møde Milly.
„Kæreste Tony!" raaber Milly lidt sur-
724
Pigernes Jens=
mulende op til ham, da han kommer nær-
mere. „Hvor du kommer sent! Som om
jeg sletikke boede i Upper Longpuddle! Og
jeg er gaaet dig imøde, som du bad mig
om, for at køre med tilbage og tale om vort
fremtidige Hjem — siden du bad mig blive
din Kone, og jeg lovede det. Ellers var jeg
da heller ikke kommen, Mr. Tony!"
„Ja, kære Milly, bad jeg dig — ja, det
gjorde jeg jo ogsaa, naar jeg tænker mig
om — men jeg havde næsten glemt det.
For at køre tilbage med mig, siger du, kære
Milly?"
„Ja, naturligvis! Hvad skal jeg ellers?
Du vil da vel ikke have, at jeg skal gaa
hele den lange Vej tilbage?"
„Nej, nej! Jeg tænkte, at du maaske var
paa Vej til Byen for at møde din Moder.
Jeg saa hende der — og hun saa ud, som
om hun nok ventede dig."
„Aa, nej., hun er lige kommen hjem. Hun
gik over Markerne, og kom derfor før du.
„Naa, det vidste jeg ikke," siger Tony, og
der var ikke andet at gøre end at tage hende
op ved Siden af sig.
De snakkede meget fornøjet og saa paa
Træerne og Kreaturerne, og Fuglene, og In-
sekterne og paa Bønderkarlene, som arbejdede
i Marken, indtil de nu pludselig skulde faa
Øje paa en, der laa og kiggede ud af et af
de øverste Vinduer i et Hus ved Vejen, hvem
andre end Hannah Jalliver, en anden ung
Skønhed der paa Egnen, og den allerførste
Pige, Tony havde været forelsket i — unæg-
telig før i Milly og før i Unity — den ene-
ste han næsten havde aftalt Giftermaal med
foruden Milly. Hun var en meget fixere
Pige end Milly Richards, skønt han i den
sidste Tid ikke havde tænkt videre paa hende.
Huset, som Hannah kiggede ud af, var hen-
des Tantes.
„Kæreste Milly — og snart min lille Kone,
tør jeg vel nok kalde dig," siger Tony med
sin mest indsmigrende Stemme og ikke saa
højt, at Unity kan høre det, „jeg ser der
en ung Pige kigge ud af Vinduet, hun vil
maaske snakke med mig. Sagen er, Milly,
at hun troede engang, at jeg gærne vilde
gifte mig med hende, og siden hun nu har
faaet nys om, at jeg tog en anden, én der
er kønnere end hun, er jeg bange for, at
hun skal blive rasende, naar hun ser os
sammen. Hør Milly, vil du gøre mig en
Tjeneste — minlilleKone,maajegvel nok sige?"
„Ja gærne, kæreste Tony," siger hun.
„Saa kryber du ned under de tomme
Sække her foran i Vognen og gemmer dig
der, indtil vi er kørt forbi Huset? Hun har
endnu ikke set os. Du ved, at vi skal leve
i Fred og Godhed nu saa nær ved Jule-
festen, og det vil hindre onde Lidenskaber
og Strid og Fortræd, og det skal vi
altid."
„Jeg vil gærne føje dig, Tony," sagde
Milly; og skønt hun ikke holdt meget af
det, kravlede hun dog ned og krøb sammen
lige bag Kuskesædet, medens Unity laa ube-
mærket i den anden Ende. Saa kørte de
videre, indtil de kom til Huset. Hannah
havde straks set ham komme og ventede i
Vinduet, hvorfra hun kiggede ned til ham.
Hun knejsede lidt med Nakken og smilede
indladende.
„Halløj, du er vel saa galant at bede mig
om at køre med dig hjem!" raaber hun, da
hun ser, at han vil til at køre forbi bare
med et Nik og et Smil.
„Ja vel! Jeg sidder nok og sover!" sagde
Tony forvirret. „Men du skal vel blive hos
din Tante?"
„Nej, jeg skal ikke," sagde hun. „Kan
du ikke se, at jeg har Hat og Trøje paa?
Jeg har kun besøgt hende paa Hjemvejen.
Hvor kan du dog være saa dum, Tony?"
„Nej, men — ja saa maa du naturligvis
køre med mig", siger Tony og føler den
kolde Sved springe frem over hele Kroppen.
Og han holdt Hesten an og ventede, til hun
kom ned ad Trappen, og hjalp hende saa
op ved Siden af sig. Og han kørte videre
ligesaa lang i Ansigtet, som han med sit
runde Ansigt kunde blive.
Hannah vendte sig og saa ham ind i Øjnene.
„Det er morsomt, dette her, ikkesandt Tony?"
siger hun. „Jeg kan godt lide at køre med dig."
Og Tony saa ogsaa hende ind i Øjnene.
»Og jeg med dig," sagde han et Øjeblik
efter. Kort sagt, da han rigtig havde faaet
betragtet hende, tøede han op, og jo mer
han saa paa hende, jo bedre kunde han
lide hende, til han tilsidst for sin Død ikke
kunde begribe, hvorfor han nogensinde havde
talt om Giftermaal til Milly og Unity, naar
Hannah Jolliver var at faa. Saa satte de
sig tættere sammen, med Fødderne paa Vog-
nens Forsmække og. Skuldrene lænet mod
hinanden, og Tony tænkte Gang efter Gang,
hvor dog Hannah var en smuk Pige. Han
= 725
Pigernes Jens-
blev ømmere og ømmere og tflsidst kaldte
han hende hviskende „kære Hannah".
„Alt er vel klappet og klart nu mellem
dig og Milly,a sagde hun.
»N — nej, ikke rigtigt."
„Hvad siger du? hvor Du taler sagte,
Tony".
„Ja, jeg er lidt hæs. Jeg sagde, ikke
rigtigt."
„Men det bliver det vel snart?"
„Ja, hvad det angaar —u Han saa paa
hende, og hun paa ham. Han undrede sig
over, hvor han havde været dum at lade
Hannah løbe. „Min søde Hannah!" udbry-
der han endelig og tager hendes Haand, han
kan virkelig ikke gøre ved det, og glemmer
Milly og Unity og hele den øvrige Verden.
„Klappet og klart! det er det ikke!"
„Hvad var det?" siger Hannah.
„Hvad for noget?" siger Tony og slipper
hendes Haand.
„Jeg hørte tydeligt noget skrige sagte
under Sækkene der! Du har jo kørt Korn, og
der er vel kommen Mus i Vognen!" Hun
begyndte at samle Skørterne op om sig.
„Aa nej, det er Akslen", sagde Tony be-
roligende. „Saadan siger den sommetider i
ørt Vejr."
„Naa ja ... Men sig mig nu ærligt,
kære Tony, holder du mere af hende end af
mig? For — for, selvom jeg har været
kold imod dig, saa vil jeg dog nu engang
fortælle dig Sandheden, Tony, at jeg holder
af dig; og jeg vilde ikke sige nej, hvis du
spurgte mig om noget — du ved nok hvad."
Tony var saa overvældet af Pigens ind-
ladende Væsen, hun der ellers var det mod-
satte (Hannah kunde sommetider være nok-
saa affejende, husker De maaske), at han
hurtigt saa sig om og saa hviskede meget
sagte, „jeg har intet sikkert lovet hende, og
jeg tror, at jeg kan slippe ud af det og
spørge dig om det, du nok ved."
„Du vil opgive Milly? — og gifte dig
med mig! Det er dejligt!" udbrød Hannah
højt og klappede i Hænderne.
Derpaa fulgte der et virkeligt Skrig, vredt
og trodsigt, og saa en Stønnen, som om
noget var brudt itu, og de tomme Sække
bevægede sig.
„Noget er der!" sagde Hannah og rejste
sig.
„Der er virkelig ikke noget," siger Tony
beroligende og beder sagte til Himlen om en
Udvej. „Jeg vilde ikke sige dig det straks
for ikke at skræmme dig. Men, Hannah,
der ligger virkelig et Par Væsner i en Sæk
dernede til at fange Kaniner med, og de
kommer engang imellem op at slaas. Jeg
vil nødig have snakket om det, for de kunde
let tro, jeg var Krybskytte for det. Du kan
være ganske rolig, de kan ikke slippe ud!
Og — og sikken smukt Vejr idag, ikkesandt
Hannah, af denne Aarstid at være? Skal du
til Marked næste Lørdag? Hvordan har din
Tante det nu?" Og saadan snakker Tony
væk, for at hun ikke skal tale mere om
Kærlighed, mens Milly hører paa det.
Men det var et strængt Arbejde, og han
saa sig om for at finde Anledning til at
slippe ud af den vanskelige Stilling. Ikke
langt fra sit Hjem ser han sin Fader ude i
Marken vinke, som om han vilde tale med
Tony.
„Er du ked af at holde Tømmerne et Øje-
blik, Hannah", sagde han lettet, „mens jeg
gaar ud og hører, hvad det er, Fader vil?"
Hun tog Tømmerne, og han skyndte sig
ud paa Marken, kun altfor glad over at faa
Tid til at trække Vejret. Han mærkede, at
hans Fader betragtede han med en mørk
Mine.
„Kom her, Tony," siger gamle Mr. Kytes,
saasnart hans Søn var naaet hen til ham,
„ser du, detteher gaar ikke."
„Hvadfornoget?" siger Tony.
„Vil Du gifte dig med Milly Richards,
saa gør det, og lad os faa en Ende paa
det. Men lad være med at køre Landet
rundt med Jollivers Datter og gøre Skandaler.
Det vil jeg ikke vide noget af."
„Jeg spurgte hende bare — eller hun
spurgte mig, om hun maatte køre med."
„Hun? Ja hvis det havde været Milly,
saa havde alt været i sin Orden; men du og
Hannah Jolliver føjte om med hinanden — "
„Milly er der ogsaa, Fader."
„Milly? hvor?"
„Under Kornsækkene! Ja, sandt at sige,
Fader, jeg er bange for, at jeg er kommen
net op at køre! Unity Sallet er der ogsaa
— ja, i den anden Ende, under Pressen-
ningen. De er i Vognen alle tre, og om
jeg saa bliver hængt, ved jeg ikke, hvad
jeg skal gøre med dem! Det bedste er,
skulde jeg tro, at tale lige ud af Posen til
en af dem, mens de andre hører paa, saa
ordner det sig nok; selv om de skulde knurre
= 726
Pigernes Jens^
lidt derved og sparke bagud. Hvem vilde
du nu gifte dig med, Fader, hvis du var
mig ?"
„Hvem af dem bad ikke om at køre
med?"
„Det gjorde Milly ikke, maa jeg sige, for
hun var den eneste, der kom med paa min
Opfordring. Men Milly — "
„Saa hold dig til Milly, hun er den
bedste .... Men se der!tt
Hans Fader pegede paa Vognen. „Hun
kan ikke holde Hesten. Du skulde ikke have
givet Tømmerne til hende. Løb hen og tag
den ved Bidslet, eller ogsaa sker der en
Ulykke med Pigebørnene!"
Tonys Hest havde virkelig trods Hannahs
Ryk i Tømmen sat afsted i muntert Trav
for at naa hjem til Stalden; den havde en
lang Dag bag sig. Uden videre Snak
sprang Tony fra sin Fader for at standse
Hesten.
Nu var der intet sikrere Middel til at
fjærne ham fra Milly, end at hans Fader
havde anbefalet hende. Nej; Milly kunde
det aldrig blive. Hannah maatte det være,
siden han ikke kunde gifte sig med dem
alle tre. Dette overvejede han, mens han
løb efter Vognen. Men inden i den fore-
gik der underlige Ting.
Det var naturligvis Milly, som havde skreget
under Sækkene for at faa Afløb for sin
bitre Vrede og Skam ved Tonys Ord ; og vise
at hun laa skjult, turde hun ikke af bare
Stolthed og Angst for at blive let af. Hun
blev mere og mere urolig, og som hun laa
og vred sig, hvad saa hun saa andet end
en anden Dames Fødder, og hvide Strømper
tæt ved sig. Hun blev ganske forfærdet, da
hun jo ikke vidste, at Unity Sallet ogsaa
laa gemt i Vognen. Men efter at Frygten
var overstaaet, bestemte hun, at der maatte
gøres en Ende paa det, og hun krøb og
krøb hen ad Bunden af Vognen, under
Pressenningen, ligesom en Snog, indtil hun
tilsidst laa Ansigt til Ansigt med Unity.
„Naa, hvis dette ikke er skammeligt !"
hvisker Milly rasende til Unity.
„Det er det,a siger Unity; „at se dig
gemme dig saadan i en ung Mands Vogn,
og Ære i Livet har I da ikke meget af,
nogen af Jer!"
„Pas du din Mund!" svarede Milly højere.
„Jeg er forlovet og skal giftes med ham,
har jeg saa ikke Ret til at være her? Hvad
Ret har du, maa jeg spørge? Hvad har
han lovet dig? Sludder for en Sladder an-
tager jeg! Men hvad Tony siger til andre
Kvinder, betyder ingenting og kommer ikke
mig ved!"
„Du skal ikke være for sikker!" siger
Unity. „Han er ved at tage Hannah, og
hverken dig eller mig; saa meget kunde jeg
da høre."
Ved Lyden af disse underlige Stemmer
under Klædet sad nu Hannah næsten sanseløs
som ramt af Lynet; og det var netop paa
dette Tidspunkt, at Hesten satte sig i Be-
vægelse. Hannah vidste ikke, hvad hun
skulde gøre, og rykkede vildt i Tømmen;
men da Striden tiltog i Styrke, blev Hannah
saa forskrækket, at hun ganske slap Tøm-
merne. Hesten løb nu, som den vilde, og
da den kom til Hjørnet, hvor man drejer
ned ad Bakken til Lower Longpuddle, vendte
den altfor skarpt, de fjermer Hjul gik op ad
Vejkanten, Vognen hældede, til den næsten
stod paa Kant, og ud paa Vejen trillede de
tre Piger i en Klump.
Da Tony ængstelig og forpustet naaede
hen til dem, trøstede det ham at se, at
ingen af hans Kærester var kommen til Skade,
naar undtages nogle Rifter af Brombærrene
ved Vejkanten. Men han blev temmelig
forfærdet ved at høre, hvordan de gik løs
paa hinanden.
„Hold op at skændes, Pigebørn — hold
op!" siger han og tager ærbødigt Hatten af
for dem. Og saa vilde han have kysset
dem alle rundt, saa ærbart og anstændigt
som en Mand kan gøre det, men de var
saadan ude af sig selv, at de ikke lod ham
komme til, og skreg og græd, til de var
ganske udmattede.
„Nu er jeg nødt til at tale rent ud,"
siger Tony, saa snart han kunde faa Øren-
lyd. „Og dette her er den rene Sandhed,"
siger han. „Jeg har bedt Hannah være
min, og hun er villig, og nu vil vi lade
lyse næste — "
Tony havde ikke bemærket, at Hannahs
Fader var kommet til og stod bagved ham,
og ikke heller at Hannahs Ansigt var be-
gyndt at bløde af Brombærrifterne. Hannah
havde faaet Øje paa sin Fader og Løb hen
til ham, mens hun tog paa at græde værre
end nogensinde.
„Min Datter er ikke villig, Sir," siger
Mr. Jolliver hidsigt og strengt. „Er du
727
Andrey Satchal og Præsten og Degnen
villig Hannah? Jeg haaber, du har Mod
nok til at sige nej, hvis du ellers er en an-
stændig Pige, og du ikke udsætter dig for
noget !a
„Hun er saa ren som en Kirkeklokke, det
jeg ved af, det tør jeg give min Ed paa!"
siger Tony oplivet. „Og de andre ligesaa,
hvad det angaar, om I end kan synes, det
lyder underligt nok!a
„Jeg er ikke bange, og jeg siger nej!"
siger Hannah, dels fordi hendes Fader var
der, og dels i daarligt Lune, som hun var,
over Opdagelsen og Rifterne i Ansigtet.
„Jeg tænkte ikke, da jeg før var saa venlig
imod ham, at jeg talte til saadan en skændig
Bedrager!"
„Hvad, vil du ikke have mig, Hannah?*
siger Tony og maaber paa hende med aaben
Mund som en død Mand.
„Jeg vilde før helt lade være at gifte mig
med nogen!" stammede hun, skønt med
Hjærtet i Halsen, for hun vilde ikke have
sagt nej, om Tony pænt havde spurgt hende,
og hvis hendes Fader ikke havde været der,
eller hun ikke havde haft Brombærrifter i
Ansigtet. Og med de Ord vandrede hun
bort med sin Fader under Armen, haabende
inderligt, at han vilde fri en anden Gang.
Tony vidste snart ikke, hvad han skulde
sige. Milly hulkede, som om Hjærtet skulde
briste ; men da hans Fader saa bestemt havde
anbefalet hende, følte han ingen Tilbøjelig-
heder i den Retning. Saa vendte han sig
til Unity.
„Naa, kære Unity, vil du være min?a
siger han.
„Tage, hvad hun har vraget? Nej tak!*
siger Unity. *Det skal jeg ikke have noget
af \u og væk vandrer Unity Sallet, skønt hun
kiggede tilbage, da hun havde gaaet et Stykke,
for at se, om han fulgte efter.
Saa stod da Milly og Tony der alene;
hun græd Strømme af Taarer, og Tony saa
ud som et lynslaaet Træ.
„Ja Milly, a siger han tilsidst og gaar hen
til hende, „det ser ud, som om Skæbnen
har bestemt, at det skal være dig og mig
og ingen andre. Og den maa man vel
bøje sig for. Hvad Milly?"
„Ja, hvis du vil, Tony. Du mente da
ikke alt det, du sagde til dem?«
„Ikke et Ord!" erklærer Tony.
Og saa kyssede han hende, og gjorde
Vognen istand, og de satte sig op sammen;
og første Søndag derefter blev der lyst for
dem i Kirken.
ANDREY SATCHAL OG PRÆSTEN OG DEGNEN
Novelle af Thomas Hardy.
DET hele kom naturligvis af, at An-
drey dengang holdt af at kigge for
dybt i Kruset — skønt han, saa meget des-
bedre for ham, nu skal være sober nok. Ser
I, Jane, hans Brud, var noget ældre end
han; hvormeget, skal jeg ikke kunne sige;
hun var ikke her fra Sognet, men det maa
man jo kunne se i Kirkebogen. I hvert
Fald voldte hendes Forspring i Alder, i For-
bindelse med visse andre Omstændigheder, at
hun var meget ivrig efter at faa Sagen ordnet,
inden han betænkte sig; og det skal have
været med svært fornøjet Ansigt, at hun en
Novembermorgen, saasnart det var bleven
lyst, vandrede til Kirke med Andrey, hans
Broder og hans Svigerinde for at blive gjort
til Et med Andrey for Resten af Livet. Han
var gaaet fra Byen længe før det blev lyst,
og de Folk, der var oppe, svingede med
Lygterne og tog Hatten af for ham, hvor
han kom forbi.
Hendes Sognekirke laa en Mils Vej eller
mer fra Stedet, og da det var et dejligt Vejr
efter den Aarstid, var det Meningen, at de
efter Vielsen skulde holde Fridag og køre
ud til Port Bredy for at se paa Skibene og
de fremmede Mennesker, istedenfor at komme
tilbage og spise hos den fremmede Slægt-
ning, hun boede hos, og drive rundt her
hele Eftermiddagen.
Ja, nu var der jo nok dem, der havde
lagt Mærke til, at Andrey ikke gik saa
sikkert paa Benene den Morgen paa Vejen
til Kirke. Sagen var, at hans Nabos Barn
728
Andrey Satchal og Præsten og Degnen
-var bleven døbt Dagen iforvejen, og Andrey,
der var Fadder, var bleven der hele Natten
for at fejre Daaben, for han havde sagt til
sig selv: „Om jeg saa bliver tusind Aar,
kommer jeg aldrig mer til at være Fadder
den ene Dag, og Brudgom den næste, og
maaske Fader den tredje, og derfor vil jeg
tage den fulde Velsignelse." Saa han havde
sletikke været i Seng, da han om Morgenen
gik hjemmefra. Følgen var, at Præsten, da
han og hans Brud gik op ad Kirkegulvet
for at blive viede, saa strængt paa ham
(indenfor Kirken var Velærværdigheden en
nøjeregnende Mand, hvad han saa end var
udenfor) og sagde meget skarpt:
„Hvad er det, Mand? Er du beruset. Og
saa aarle endda. Jeg blues, ved dig!"
„Ja, lidt er der om det, Sir," siger An-
drey. „Men jeg kan da gaa støt nok paa
Benene, hvad det angaar. Jeg kan gaa efter
en Streg", siger han (og det var ikke ment
som nogen Slags Fornærmelse), „ligesaavel
som visse andre; og — " (han blev ivrigere)
„det vil jeg sige Dem, Pastor Billy Toogood,
havde De været til Daabsgilde hele Natten
saa grundigt som jeg, saa vilde De slet ikke
kunne støtte paa Benene; det tør jeg bande paa !"
Ved dette Svar blev Pastor Billy — som
han kaldtes — temmelig gal, for ikke at
sige hidsig, for han var en varmblodig Mand,
naar han blev tirret, og han sagde meget
bestemt : „Godt, jeg kan ikke vie dig i den
Tilstand; og jeg vil ikkeheller! Gaa hjem
og bliv ædru!" Og saa smækkede han Bo-
gen i som en Musefælde.
Saa brast Bruden i Graad, som om hen-
des Hjærte skulde briste, af Frygt for at
miste Andrey efter al hendes Slid for at
vinde ham, og hun tryglede og bad Præsten
om dog at fuldende Ceremonien. Men nej.
„Jeg vil ikke være med til at fejre dit
Bryllup med en fuld Mand," siger Mr. Too-
good. „Det er ikke ret og passende. Det
gør mig ondt for dig, du unge Kvinde, men
gaa heller hjem. Og jeg undrer mig over,
at du vilde komme med ham, drukken som
han er!"
„Men — men hvis han ikke var drukken,
vilde han aldrig være kommen, Sir!" siger
hun hulkende.
„Der er intet derved at gøre," siger Præ-
sten; og hvor meget hun end beder, saa
rører det ham ikke. Saa slog hun ind paa
en anden Gade.
„Ja, Sir, hvis De vil gaa, og lade os
blive her, og komme tilbage til Kirken om
et Par Timer, saa skal jeg love, at han skal
være saa nøgtern som en nyfødt Gris", græ-
der hun. „Vi bliver her, med Deres Til-
ladelse; for hvis han først kommer ugift ud
af Kirken, saa faar jeg ham aldrig tilbage
med Djævlens Vold og Magt!"
„Javel!" siger Præsten. „Jeg vil give Jer
to Timer og saa komme tilbage igen."
„Og, med Forlov, Sir, saa laas Døren, at
vi ikke kan slippe ud!" siger hun.
„Ja," siger Præsten.
„Og ingen maa vide, at vi er her."
Saa tog Præsten sin rene, hvide Messe-
særk af og gik sin Vej; og.de andre gav
sig til at drøfte, hvordan de bedst kunde
holde Sagen hemmelig, hvilket ikke var saa
svært endda, for Stedet var ensomt, og det
var jo tidligt paa Dagen. Vidnerne, Andreys
Broder og Broderkone, var ikke stærkt for
Andreys Giftermaal med Jane og var nær-
mest kommen mod deres Vilje; de sagde
nu, at de ikke kunde blive der og vente to
Timer til i det Hul, og de skulde da hjem
før Middag. De var idetheletaget saa gnavne,
at Degnen sagde, at det gjorde da ikke noget,
og de kunde godt gaa, hvis de vilde. De
kunde gaa hjem, som om Broderens Bryllup
virkelig havde været, og det nygifte Par efter
Bestemmelsen var taget videre paa deres
Fornøjelsestur til Port Bredy. Han, Degnen,
og en eller anden tilfældig vejfarende kunde
være Vidner, naar Præsten kom tilbage.
Da man saa var bleven enige om det,
var Andreys Slægtninge ikke sene til at
komme afsted, og Degnen lukkede Kirke-
døren og skulde lige til at laase af for Parret.
Saa kom Bruden hen til ham og hviskede
noget, mens Taarerne stadig strømmede hende
ud af Øjnene.
„Kære rare Degn", siger hun, „hvis vi
bliver her i Kirken, kan man se os gennem
Ruderne og tænke sig til, hvordan det er
fat; og det bliver saadan Sladder og Skan-
dale, at jeg aldrig vilde kunne overleve det;
og maaske vilde ogsaa min kære Andrey
prøve paa at slippe ud og forlade mig!
Kan De ikke laase os inde i Kirketaarnet,
kære, rare Degn?" siger hun. „Jeg skal
nok faa ham derind, hvis De vil."
Degnen havde ikke noget imod at føje
den stakkels Kone deri, og de fik Andrey
ind i Taarnet, og Degnen lukkede rask i for
729
Andrey Satchal og Præsten og Degnen
dem og gik hjem for at vende tilbage om
to Timer.
Pastor Toogood har ikke været hjemme
længe efter at have forladt Kirken, før han
ser en Kavaler i rød Frakke og højskaftede
Støvler ride forbi Vinduet, og med ét
kommer han i Tanker om, at Jægerne skal
mødes den Dag netop i Udkanten af hans
Sogn. Præsten elskede Jagten højt og havde
stor Lyst til at være med.
Kort sagt, naar undtages Søndagene og
andre Festdage, var Pastor Billy Jæger med
Liv og Sjæl. Fattig var han ganske vist,
og han sad paa Hesten, saa Herren maa
forbarme sig, og hans sorte Mær var tynd-
halet og gammelt, og Støvlerne var endnu
ældre, ensfarvede hvidbrune, fulde af Revner.
Men han havde været med til at nedlægge
tre Tusind Ræve. Og — da han var Pe-
bersvend — plejede han, hver Aften, naar
han gik iseng om Sommeren, at løfte Tæp-
pet op ved Fodenden og krybe op mod
Hovedgærdet for at mindes den kommende
Vinter og den Jagt, han havde haft, og
hvordan Rævene gaar i Jorden. Og naar
der var Barnedaab hos Herremanden, og han
var der til Middag bagefter, som han altid
var, undlod han aldrig at døbe Barnet endnu
engang i en Flaske Portvin.
Nu var Degnen tillige Præstens Staldknægt
og Gartner og Avisbestyrer og var lige gaaet
igang med sit Arbejde i Haven, da ogsaa
han saa Jægeren komme forbi og et Øjeblik
efter en hel Flok af dem, Adelsmænd og
fornemme Herrer, og saa saa han Hundene,
Herregaardsskytten , Jim Treadhedge, ham
der holder Hundene, og jeg ved ikke hvem
flere. Degnen elskede Jagten ligesaa van-
vittigt som Præsten, ja i den Grad, at naar
han saa eller hørte Kobbelet, var han ikke
mere Herre over sine Følelser end over Him-
lens Vinde. Han kunde være paa Vej iseng,
og han kunde være ved at saa — alt glemte
han. Saa kaster han da Spaden og farer
ind til Præsten, der i dette Øjeblik var lige-
saa gal efter at komme afsted som han
selv.
„Deres Hest, Sir, trænger svært til at røre
sig nu til Morgen !a siger Degnen skælvende.
„Tror De ikke, det var bedst, at jeg gav
hende en Omgang paa -en Timestid, Sir?*
„Ja, vist er det, at hun trænger svært til
at røre sig. Jeg vil selv give hende en Tur,a
siger Præsten.
„Av — vil De selv ride hende? Men saa
er der Klepperten, Sir. Det Dyr er snart
ikke til at regere, som han altid staar i
Stald! Jeg kunde maaske sadle ham op — *
„Ja, tag du ham bare," siger Præsten,
der var lige glad, hvad Degnen gjorde, naar
bare han selv kom rask afsted. Saa krav-
lede han altsaa i Ridestøvler og Knæbukser,
saa hurtig han kunde, og red til Mødet med
den faste Hensigt at komme tilbage i Løbet
af en Time. Ikke saasnart var han væk,
før Degnen kom op paa Klepperten og red
efter ham. Da Præsten kom til Mødestedet,
traf han mange Venner og var straks i
straalende Humør. Hundene var paa Sporet
næsten ligesaa snart, de blev sluppen løs, og
der var stor Opstandelse. Saa glemmer Præ-
sten, at han vilde være vendt om straks og
rider ud til Jagten med de andre over
Brakmarkerne mellem Lippet Wood og Greens
Copse; og som han galopperer afsted, vender
han sig om et Øjeblik, og der var Degnen
lige i Hælene af ham.
„Ha, ha, Degn — er du her?a siger han.
„Ja, Sir, her er jeg," siger den anden.
„God Motion for Hestene!1*
„Ja, Sir, he he!" siger Degnen.
Saa gik det videre, ind gennem Green
Copse og over til Higher Jirton; saa over
selve den afspærrede Vej til Climmerston Aas
og videre til Yalbury Skov: op ad Bakker
og ned i Dale som en Stormvind, Degnen
tæt efter Præsten, og Præsten ikke langt fra
Hundene. De havde aldrig haft smukkere
Jagt med det Kobbel, end de havde den
Dag; og hverken Præst eller Degn tænkte
med en Tanke paa det ugifte Par, der sad
indelukket i Kirketaarnet og ventede paa at
blive forenet.
„Dette her vil Hestene have godt af, Sir!*
siger Degnen, som de farer afsted, han lige
et Hestehoved bagved Præsten. „Det var en
god Ide af Deres Velærværdighed at faa dem
ud idag. Det kan jo blive Frost baade idag
og imorgen, og saa kan de stakkels Bæster
ikke slippe ud af Stalden for det første. *
„Det kan de ikke, det er sandt nok. Et
barmhjærtigt Menneske har Barmhjærtighed
med sine Dyr,* siger Præsten.
„He, he!a siger Degnen og ser Præsten
fiffigt ind i Ansigtet.
„Ha, ha!" siger Præsten og kigger tilbage
paa Degnen. „Hallo!" raaber han, da han
i det samme ser Ræven bryde igennem.
730
"-=—■- Andrey Satchal og Præsten og Degnen
„Hallo !a skriger Degnen. „Der er han!
Hvad Satan, der er to Ræve — "
„Ti stille Degn, og lad mig ikke høre det
Ord igen. Husk paa din Stand. a
„Sandt nok, Sir. Men en god Jagt er i
Sandhed istand til at faa en Mand til at
glemme sit bedre Jeg!" Og i næste Øjeblik
skeler Degnen hen til Præsten, og Præsten
tilbage til Degnen. „He, he!a siger Degnen.
„Ha, ha!" siger Pastor Toogood.
„Ak, Sir!a siger Degnen igen, „detteher
er bedre end at raabe Amen til Jeres Fra
Evighed — og til Evighed en Vinter-
morgen!"
„Javist, Degn! Hver Dag har nok i sin
Plage", siger Pastor Toogood meget pas-
sende, for han kunde være en udlært Kri-
sten, naar han vilde, og havde Kapitel og
Vers paa Læberne, som en Præst skal have.
Tilsidst, sent paa Dagen, fik det da en
Ende med Jagten, da Ræven løb ind i Hytten
hos en gammal Kone, under Bordet og op
i Uhrværket. Præsten og Degnen var blandt
de første Forfølgere; de kiggede ind gennem
Vinduerne hos den gamle Kone og hørte
Uhrværket slaa, som det aldrig havde slaaet
før. Saa maatte de tænke paa at komme
hjem.
Hverken Præsten eller Degnen vidste, hvor-
dan det skulde lade sig gøre, for Dyrene var
nok lige ved at opgive Aanden. Men de
begav sig da paa Tilbagevejen, saa godt de
kunde, skønt de var saa udmattede, at de
kun kunde gaa i Pasgang, og det endda
kun et lille Stykke ad Gangen.
„Vi kommer aldrig, aldrig hjem!tt støn-
nede Mr. Toogood ganske udaset.
„Aldrig!" stønner Degnen. „Det er den
retfærdige Straf for vore Synder!"
„Ja, det er det," mumler Præsten.
Det var da ganske mørkt, før de kom ind
ad Præstegaardsleddet, efter at have listet
sig gennem Landsbyen saa sagte som to
Tyveknægte, da de lidet skønnede om, at
Menigheden skulde vide, hvad de havde haft
for hele Dagen. Og da de var saa møre
som Bankekød, og ængstelige for Hestene,
kom de da aldrig med en Stavelse i Tanker
om det ugifte Par. Saasnart som bare He-
stene var kommen i Stald og havde faaet
deres Foder, og Præsten og Degnen selv
havde faaet en Bid Mad, gik de iseng.
Den næste Dag da Pastor Toogood sad
ved Morgenbordet og tænkte paa Gaarsdagens
^rr= 731
glimrende Jagt, bankede Degnen rask paa
Døren og bad om at komme ind.
„Jeg kommer lige i Tanker om, Sir, at
vi ganske har glemt det Par, som vi skulde
have viet igaar!"
Den halvtyggede Mad faldt Præsten af
Munden, som var han bleven ramt af en
Kugle. „Gud naade mig," siger han, „det
har vi jo ogsaa. Det er pinende galt af os!"
„Det er det, Sir. Maaske vi har ødelagt
en Kvinde!"
„Ja, ja — naturligvis — nu husker jeg
det! Hun skulde have været gift før."
„Hvis der er sket noget der i Taarnet,
uden Doktor eller Jordemoder — det kan
blive fire Maaneder for os at sidde den af,
foruden Kirkens Unaade!"
„Du godeste Gud, Degn, driv mig da ikke
fra Forstanden!" siger Præsten. „Hvorfor
Fanden giftede jeg dem hellerikke, drukne
eller ædru!" „Har du været henne i Kirken
at se, hvad der er blevet af dem, eller spurgt
i Landsbyen?"
„Nej, Sir! Det var først lige nu, jeg kom
i Tanker om det, og jeg holder altid mest
af at være Andenmand i Kirkens Anliggen-
der, naar Jeres Velærværdighed er med. I
kunde have slaaet mig til Jorden med en
Spurvefjer i det Øjeblik, det kunde I!"
Naa, Præsten springer da op fra Bordet,
og begge skynder sig over i Kirken.
„Der er ikke megen Sandsynlighed for, at
de er der nu", siger Pastor Toogood under-
vejs, „jeg haaber det virkelig ikke. De er
sikkerligt sluppen ud og er gaaet deres Vej."
Men da de aabnede Kirkegaardslaagen og
kom ind paa Kirkegaarden og kiggede op
til Taarnet, saa de et lille hvidt Ansigt i
Taarnvinduet og en lille hvid Haand vifte.
Det var Bruden.
„Gud naade mig, Degn", siger Mr. Too-
good, „jeg tør ikke se dem i Øjnene!" Og
han sank om paa en Gravsten. „Hvor jeg
vilde ønske, at jeg ikke havde været saa
omstændelig!"
„Ja — Skade er det, at vi ikke gjorde
en Ende paa det, da vi havde faaet begyndt",
sagde Degnen. „Men naar Følelsen af .Jeres
hellige Kald ikke tillod Jer det, maa Parret
jo finde sig deri."
„Sandt, Degn, sandt! Ser hun ud, som
om der er sket noget?"
„Jeg kan ikke se hende længere ned end
til Armhulen, Sir.*
Andrey Satchal og Præsten og Degnen
„Men hvordan ser hun ud i Ansigtet?"
„Det er mægtig hvidt!"
„Ja, vi maa være belavet paa det værste!
Aa Gud ja, hvor Ryggen værker efter Ridtet
igaar! . . . Men til de hellige Forretnin-
ger!"
De gik videre ind i Kirken og laasede op
Døren til Taarntrappen, og straks for stak-
kels Jane og Andrey ud som halvdøde Mus
fra et Skab, Andrey myg og ædru nok, og
hans Brud bleg og kold, men ellers ligesom
i Gaar.
„Hvad?" siger Præsten med et Lettelsens
Suk, „I har da vel ikke været her fra
igaar?"
„Jo, vi har, Sir!" siger Bruden og syn-
ker udmattet om paa en Bænk. „Ikke en
Bid vaadt eller tørt har vi faaet! Det var
umuligt at komme bort uden Hjælp, og saa
blev vi her!"
„Men hvorfor raabte I da ikke, kære
Børn?" sagde Præsten.
„Hun vilde ikke lade mig raabe," siger
Andrey.
„Fordi vi skammede os over Anledningen,"
hulker Jane. „Vi tænkte, at naar det blev
udbredt, saa skulde vi høre for det hele
vort Liv ! En og to Gange var Andrey nær
ved at ringe med Kirkeklokken, men saa
sagde han: „Nej, jeg vil før sulte ihjel. Jeg
vil ikke bringe Skam over mit eget Navn og
over dit, kære Jane". Og saa ventede og
ventede vi, og gik rundt og rundt; men De
blev borte lige til nu!"
„Desværre!" siger Præsten. „Men nuskai
vi snart faa det gjort."
„Jeg — jeg kunde nok lide at faa en
Bid Mad," sagde . Andrey ; „det vilde sætte
Mod i mig, om det saa kun var en Brød-
skorpe og et Rødløg; for jeg er saa tom
indvendig, at jeg kan mærke Maven skrubbe
op ad Ryggraden".
„Jeg synes, at vi helst maa være færdige
først," sagde Bruden, lidt ængsteligt; „da
vi dog alle er samlede!"
Andrey opgav Maden, og Degnen skaffede
et Vidne til, som man kunde være vis paa
ikke vilde sladre af Skole, og snart var
Baandet knyttet, og Bruden smilede trygt og
Andrey saa mygere ud end nogensinde.
„Nu," sagde Pastor Toogood, „maa I to
komme hjem til mig og fores ordentlig ud
indvendig, før I gaar et Skridt videre."
De var meget glade ved Tilbuddet og gik
ud af Kirkegaarden ad den ene Sti, mens
Præsten og Degnen gik ud ad den anden,
og vakte saaledes ingen Opmærksomhed, da
det tilmed var tidligt paa Dagen. De gik
ind i Præstegaarden, som om de lige var
kommen hjem fra Turen til Port Bredy, og
saa huggede de Mad og Drikke i sig, til de
ikke kunde synke mere.
Det varede længe, før Historien om alle
deres Genvordigheder blev bekendt; men den
kom da ud engang, og de ler selv af den
nu ; skønt det var alt i alt ikke store Sager,
Jane vandt for sin Møje. Men naturligvis,
hun reddede Navnet.
732
iiiéfcf.Irli»:Wd
Haven i Maj.
I Slutningen af denne Maaned falder
gerne den travle Udplantningstid ; man maa
imidlertid være klar over, at det ikke er
Almanakken, men de virkelige Forhold, der
bestemmer, naar man skal plante. At linde
det rigtige Tidspunkt, naar Vejret er til-
strækkeligt paalideligt, og Jorden er, hvad
Fagfolk kalder „bekvem", kan ikke læres
uden gennem Erfaring; vil man endelig have
noget at rette sig efter, saa er der et gam-
melt Ord, der siger, at naar Kirsebærtræerne
blomstrer, saa er det Plantetid. Man staar
sig i Reglen ved at plante sent og mange
ere de Planter, der ere blevne ødelagte, fordi
Folk synes, at Haven skal i Sommertøjet til
Pinsen. Iaar kan der nu slet ikke blive
fornuftig Tale om at være færdig med Ud-
plantning inden Pinse. Det er naturligvis
lidt kedeligt at se paa den bare Muld i
Bedene, men saa har man jo det Mid-
del, som ikke ofte nok kan anbefales,
nemlig at have de mere fremtrædende Bede
forsynede med Foraarsplantning af Tulipaner,
Gyldenlak, Forglemmigej o. s. v.; det er
billigt og maaske netop dette Havens første
Flor vækker den største Glæde. Det kræver
en Smule Forsynlighed, idet denne Udplant-
ning maa planlægges Aaret forud; det er
forøvrigt netop i Maj, at man saar disse
„toaarige" Planter som Gyldenlak og For-
glemmigej.
Man bør ved Udplantningen skelne skarpt
mellem de Grupper, der tjener til Havens Ud-
smykning og de Blomsterbede, hvorfra Hu-
sets Vaser skal forsynes, og man gør bedst
i at holde de første lidt samlede, saaledes
opnaar man større Virkning end ved at
sprede dem over hele Haven. Det ser ikke
godt ud og det vanskeliggør i høj Grad
Græsslaaningen, naar hele Plænen er gennem-
hullet af Bede.
Den billigste Udplantning er Sommer-
planterne, de koster gerne kun nogle faa
Øre Stykket og egner sig fortrinligt til
friere Beplantning af Rabatter; men da de
sjældent ere ensartede i Former og Farver
egner de sig kun slet til større Sammen-
stillinger, hvor der stilles Krav om, at de
enkelte Planter skal virke sammen til en
Helhed, man maa hertil hellere benytte det
dyrere, men sikrere Materiale, som man har
i de saakaldte Udplantningsplanter d. v. s.
Pelargonier, Calceolarier, Heliotropher o. s. v.,
der ogsaa har den Fordel at kunne yde en
uafbrudt Blomstring fra Udplantning til Ryd-
ning. Disse Planter koster gerne mellem 20
og 30 Øre pr. Stk.
Jorden, hvori de plantes, bør være dybt
bearbejdet og velgjødet og Bedet bør ligge
baade lunt og solet, for at man kan faa
Glæde af Blomstringen. Hvad der virker
særlig uheldigt, er, naar Planterne i den ene
Ende af Bedet ere underkastede andre Be-
tingelser f. Eks. med Hensyn til Skygge end
de andre, idet Blomstring og Vækst vil blive
helt forskellig til stor Skade for Helheds-
virkningen.
I let Skygge kan trives f. Eks. Knold-
begonier, de ere lidt dyrere endnu, koster
gerne omkring et halvt Hundrede Øre pr.
Stk., men dels kan Knoldene gemmes og
dels blomstrer de i Modsætning til f. Eks-
empel Pelargonier lige villigt i en regnfuld
og i en tør Sommer. Der er at iagttage,
at man maa plante dem ud saa sent som
muligt og i en særlig let og god Jord. Der-
som en saadan Gruppe Begonier ikke rigtig
vil tage Fart, saa kan man med Forsigtighed
tage dem op, grave Bedet dybt endnu en-
gang og derpaa plante igen, idet man passer
at Jorden ikke trykkes og trampes haard,
men holdes let og porøs.
Georginerne kan man plante ud ret tidligt,
thi selv om Frosten skulde svide Toppen
lidt, bryder de rask igen.
De største Krav til næringsholdig Jord
stiller Bladplanter som Ricinus, Majs, Canna
o. s. v. Det anvendes undertiden at give
dem en Art Undervarme, idet man graver
Bedet ud og fylder det med en Alen varm,
gærende Gjødning, der igen dækkes med
Jorden. Varmen vil straks fremme Væksten
og senere, naar Rødderne faar Tag i Gjød-
ningen, vil det vise sig i en overdaadig
Bladfylde.
Udplantningstiden i Køkkenhaven falder
omtrent samtidig; der plantes Blomkaal og
Tomater, Selleri, Porrer, Hvidkaal, Grønkaal
og Rosenkaal til den kommende Vinter. Der
lægges Bønner, og der plantes et eller to
Græskar paa Jordbunkerne; da de færreste
sylter Græskar, er det ingen Verdens Nytte
til, men det er nu saadan en gammel Skik
Hus og Have-
at have et Græskar og det er jo ogsaa en
Fornøjelse at følge en Vegetation af en
Frodighed og Fylde, som ellers ikke ses i
vor egen besindige Planteverden.
Til alt dette meget Udplantningsarbejde kom-
mer, at Græsset skal slaaes og Jordbærrene
luges, Potteplanterne fra Stuen f. Eks. Calla,
Fuchsia og Roser skal graves ud paa pas-
sende Pladser, de Blade paa Fersken og
Apricoser, der krølles sammen af Sygdom,
skal afpilles, de visne Løgvækster pudses
o. m. m. ; næsten alle Havens Planter kræ-
ver i denne Maaned Arbejde og Tilsyn og
medens deres Herre er beskæftigede med dem,
gror Ukrudtet frækkere og frodigere end paa
nogen anden Tid af Aaret.
Handelsgartner G. A. Brmndt.
Hønsegaarden.
Inden Maanedens Udgang bør man have
udruget det Antal Kyllinger, hvoraf man vil
udvælge sine Tillægsdyr. Skulde der melde
sig mange Rugere, vil det sikkert for mange
kunne betale sig at tilfredsstille disses Ruge-
lyst ved at lade dem udruge nogle Kuld
Slagtekyllinger, Ællinger eller Kalkunkyllin-
ger. De Steder, hvor man har haft tidlige
Kyllinger, bør man, saasnart disse have naaet
en passende Størrelse frasortere Hanekyllin-
gerne og søge at faa dem afhændede. Tid-
lig paa Aaret fordres ikke saa store Kyllin-
ger, ligesom man maa erindre, at disse Dag
for Dag falde i Pris og koste Foder, ekstra
Ulejlighed samt optage Pladsen, som der oftest
er mere end haardt Brug for. Kan man ikke
afsætte Kyllingerne levende, hvad der ube-
tinget maa anses for at være det heldigste
i den varme Tid, da bør Kyllingerne slagtes
og behandles saa smukt som mulig. Hovedet
maa være vedhængende Kroppen alle Rifter
undgaaes og endelig maa Benene presses til-
bage saaledes at Brystet bliver mere frem-
hævet. Nedpakningen maa finde Sted i Trem-
mekasser eller Vidiekurve, og Kyllingerne
lægges lagvis. Forsendelsen maa ske hurtigst
mulig. Paa dette Omraade staa vi endnu alt
for langt tilbage her i Landet; en ekstra
Ulejlighed vil det fordre, men det vil utvivl-
somt lønne sig godt.
Den æglæggende Besætning er i fuld Virk-
somhed med at skaffe sin Ejer saa mange
Æg som mulig; hvor man har haft en tid-
lig tillagt Besætning af svær Race eller Kryds-
ning, vil der i Løbet af Maaneden melde sig
mange Rugere, der kan være ret generende
navnlig i større Hønsehold. Flytning fra et
Sted til et andet eller Indespærring paa saa-
danne Steder, hvor der ingen Reder findes,
men derimod en Hane til Underholdning, vil
ofte gøre det af med Rugelysten, overfor
mindre haardnakkede Individer. Sine Steder
har man med Held anvendt Tremmetrækasser,
der ophænges frit og som sættes i Bevægelse
ved den mindste Berøring. Har Hønen op-
holdt sig i Kassen et Par Dage og samtidig
været paa Smalkost, hævder man, at Ruge-
lysten forsvinder. At dyppe Rugehøns i koldt
Vand eller hensætte dem flere Dage under
et Kar eller en Kasse i Mørke uden Vand
eller Rede, en Fremgangsmaade, som man
praktiserede i gamle Dage, maa nærmest høre
ind under Betegnelsen Dyrplageri.
Sammen med Varmen i Vejret kommer
ogsaa Utøjet; det er navnlig i Sprækker
og i Falserne, hvor Siddestængerne ere an-
bragte samt i Bunden af Rederne, at de
smaa røde Midder holde til. En Over-
hældning med Petroleum er Døden for dem;
ligeledes en Smule Karbolinium; sidstnævnte
bør kun anvendes i ringe Mængde. Hønse-
huset samt Kyllingehusene maa hvidtes et
Par Gange om Sommeren, ligesom en lej-
lighedsvis Stænkning med Karbol, vil virke
forfriskende og være gavnlig for Hønsenes
Sundhed. Tobaksstøv og Svovlblomme an-
vendes i Bunden af Rederne; med Brug af
Naftalin maa man derimod være varsom,
Æggene faa let Afsmag heraf; og man har
haft Eksempler paa, hvor det har været an-
vendt i Rugerederne, at det fuldstændigt har
ødelagt Æggene ja endog i et Tilfælde for-
aarsaget, at Rugehønsene blev syge.
Det har sin største Betydning, at Rederne
holdes fuldstændig rene og ofte forsynes med
rent Halm eller Hø, i modsat Fald vil Hønsene
de Steder, hvor de nyde Frihedens Glæder,
selv opsøge en passende Rede i det Fri paa
Loftet eller i Udhuset. De lagte Æg vil saa-
ledes i mange Tilfælde gaa tabte; findes de
en Gang vil saadanne „tilfældig fundne Æg*
af mer eller mindre tvivlsom Alder, oftest
være værdiløse. At se Rederne efter i Som-
mertiden et Par Gange om Dagen vil være
en god Vane at komme ind paa; fjernes de
utidige Rugere i Tide, vil Tabet af ituslaaede
Æg kun blive ringe, og man vil blive for-
skaanet for at faa indførf Ægspisning i sin
Besætning, en Uvane, som det ikke er nemt
Trinidad-, Surinam- oy Caracas-Chocolade anbefales.
Hus og Have=
at faa udryddet igen, hvor den først har
faaet Indpas.
Hvad enten man nu selv vil anvende Æg-
gene eller udbyde disse som Handelsvare,
da vil det være rettest at efterse og sortere
disse straks efter Indsamlingen. Smudsige
Æg aftørres, og hele Beholdningen opbevares
paa et tørt og køligt Sted. At fremskabe
et smukt rent frisk Produkt maa være Maalet
for Bestræbelserne.
For at Hønsene ikke skal gøre Skade i
Mark og Have byder Forholdene flere Steder,
at Hønsene fra Foraar til Efteraar holdes
indelukkede. Der vil da være saa meget mere
Anledning til at give dem den mest formaals-
tjenlige Fodring og Pasning ; navnlig bør vege-
tabilsk og animalsk Føde, som de ere af-
skaarne fra selv at skaffe paa ingen Maade sav-
nes. Hønsegaarden maa frem for alt ikke være
for lille, og Dyrene maa have Beskæftigelse
ellers finde de paa Uvaner som f. Eks. Fjer-
spisning, hvorved de komme til at se yderst
utiltalende ud. De Steder, hvor denne Vane
har faaet Indpas, er den yderst vanskelig at
faa udryddet igen. En gentagende Indgnid-
ning paa de nøgne Steder og nærmeste Fjer
med karbolsurt Vaselin eller Hjortetaksolie
kan ofte virke forebyggende mod denne kede-
lige Vane. W. A. KocAt Konsulent.
Hjemmet«
II.
En lille Lejlighed.
Man maa altsaa indskrænke sine Udgifter
ved at trække en snæver Ramme om dem
— altsaa ved en lille Lejlighed, hvor man
bedre har Raad til at gøre sig det bekvemt.
Jo mindre Pladsen er, jo mere tvinges man
til at indskrænke sine daglige Fornødenheder.
Et dagligt Opholdsværelse, foruden to Sove-
kamre maa, naar det er stort og rummeligt
være nok til Familier med c. 3000 Kr.s
Indtægt. De fleste Embedsmænd har ikke
større Indtægter, før de bliver ældre.
Man anskaffer sig en god Sofa, Empire-
fa9on med stærkt Betræk i Læder. Et rundt
eller firkantet Bord saa stort at man kan
spise ved det. Et stort firkantet Bord med
Klapper til at slaa op er praktisk og passer
i Stil til Sofaen. Nær Vinduet et lille Bord
eller et Sybord med et Par Siddepladser ved.
Et Chatol, Sekretær eller lign. Møbel med
Skuffer, Skabe og Klap eller Pult til at skrive
ved. Et Klaver. Aabne Bogreoler er ikke
praktiske, men har man flere Bøger, end det
smukke Bogskab med Glasdøre, som er en
Pryd i enhver Stue, kan rumme, saa kan
man købe en enkelt Boghylde, der er lukket
med Glas. Den kan stilles paa et Spillebord.
Køber man efterhaanden flere af dem, kan
den ene stilles ovenpaa den anden, saa de
tilsidst danner en Reol, hvor hver Hylde er
dækket med Glas.
Den traditionelle Buffet, som kun hører til
i en Spisestue, viger for et mindre Skab eller
en Piedestal med Skuffe til Dug og Servietter
og Plads paa Hylderne til Glas, Kopper og
andet til Borddækning henhørende, som man
ikke vil have i de Skabe med Glasdøre, som
er indrettet i Køkkenet. Paa Gulvet kan
ligge et løst Tæppe, som udbankes hver 1 4de
Dag og daglig fejes med Tæppemaskinen.
Det ferniserede Gulv vaskes hver Morgen,
Tæppets Hjørner samles ind mod Midten,
saa man kan vaske under det. Endnu mere
praktisk er et smukt ensfarvet Linoleums-
tæppe, der harmonerer med Møbelbetrækket.
Tæppet tager sig godt ud i en mosgrøn
Farve med mørkere Tegninger. Læderbe-
trukne Spisestuestole, et Par Lænestole og
en Skrivebordsstol fuldender Udstyrelsen af
denne Stue, der baade er Spise-, Daglig- og
Herreværelse.
Det vilde være praktisk, naar man byggede
Husene med lyse Køkkener og til hvert Køk-
ken et Opvaskerum. Saa kunde man paa
amerikansk Vis spise i Køkkenet, hvor et
hvidskuret Spisebord da maa staa midt paa
Gulvet. Opvaskerummet skulde da være ind-
rettet med Vand, Vask, Afløb og en fritstaa-
ende Vaskekedel, saa Pigen og Husmoderen
selv kunde besørge Vasken oppe i Lejligheden,
naar den ikke var altfor overvældende stor.
Det vilde i mange Henseender være besparende
for Husmødrene af den dannede Middelstand,
naar de selv passede deres Vask og ikke
overlod alt til „Konen" i Kælderen. Linoleum
eller en Zinkplade paa Gulvet i Opvaske-
rummet kan forhindre, at Vand trænger igen-
nem til Underetagen.
„Men Børnene", vil man indvende, „hvor
skal de være, naar der kun er et Opholds-
værelse, og Manden i Huset skal have Ro
om Aftenen, naar han kommer hjem?
Selvfølgelig i Sove- og Barnekamret. Er
de saa store, at de skal læse Lektier, kan
de da ogsaa sidde i Stuen. Der er ingen
• Hvilken Hat raader Du mig til at kobc, Fritz?
Ja, her er skam gode Raad dyre, min Pige —
V. C. S. Topsøe
Samlede Fortællinger
Tre Bind.
9 Kr. 50 Øre — Indb. 13 Kr. 50 Øre
G. E. C. Gad
F\axvo\aeTV
mest fuldkomne Klaverspillcapparat hvorpå*
enhver — med eget Foredrag — kan udføre
alle Musikens Mesterværker. Pianotaen, hvis
Pris er iooo Kr.. forevises beredvilligt dagligt i
Petersen & Steenstrop's
Harmoniums-Magasin,
St. Kirkestræde 1, 1. Sal.
FERRIN
mod Blodmangel
er en kemisk Forbindelse af Mælkens
Æggehvidestofrer med Jern.
Denne Forbindelse afgiver den bed-
ste 'Form for et styrkende organisk
Jernpræparat. Faas paa Apothekerne.
Pris 1 Kr. 50 Øre.
Kbbvn.8 Lereapotheks kemiske Fabirk.
Nyhed.
Skuespilleren
PETER FOERSOM
Shakespeares Tolk
af
P. C.rB. Bondesen
Med 16 Billeder
Indb. 1 Kr. 75 Øre
Faas i alle Boglader
G. E. C. GAD.
Gennem Bogladerne faas:
EDVARD HOLM
DANMARK-NORGES HISTORIE
FRA DEN STORE NORDISKE KRIGS SLUTNING
TIL RIGERNES ADSKILLELSE
(1720-1814)
I. FREDERIK IV's sidste Regeringsaar (1720— 1730) 9 Kr. 75 Øre
II. KRISTIAN VI (1730— 1746) 11 - 50 -
III. FREDERIK V (1746-1766) 13 - * -
IV. KRISTIAN VII (1766 -1808). I. Bind 15 - » -
V. — -~ — II. — 13 - 25 -
G. E. C. GAD.
Hus og Have
menneskelig Grund — naar man ikke er et
godt Stykke nærmere til at være Millionær
— til at disse to Rum skal henstaa ubenyt-
tede det halve Døgn. Hygieine? Frisk Luft
kan man faa ved at lukke Vinduerne op
derinde i 5 Minutter hver Time og et helt
Kvarter før Børnene gaar i Seng. I den
Tid maa de saa være i Sovekamret eller i
Stuen.
Sovekamrene maa jo ogsaa være lidt prak-
tisk indrettede, saa de er lette at holde rene.
Træsenge med store Fjedermadratser maa
banlyses, og Jernsenge med Patentbund og
derover en blødt stoppet Krølhaars Madrats
træde i Stedet for. Krølhaarsmadratserne er
handlelige og kan, naar ingen Sengelad fore-
findes, bankes ud oppe i Værelset, hvis man
ikke foretrækker at lade alt Sengetøjet støv-
suge. Uldne, stukne, samt Duntæpper kan
man bære ned i Gaarden og banke ud paa
Snorene.
Paa de ferniserede Gulve er det mere hy-
giejnisk at anvende de smaa prisbillige Straa-
maatter, som da hver Dag kan bankes ud
og ved Hovedrengøring skylles ud og hænges
til Tørring i Gaarden eller paa Loftet. I
det Hele taget er disse Maatter meget an-
vendelige i Huset f. Eks. til Beklædning af
Panelet under Vinduerne for at lune eller til
Beklædning af en Ydervæg og m. a. De
har den Fordel, ikke at indsuge saa meget
Støv som Tæpper, der gaar ikke Møl i dem,
og de er lette at bære op og ned ad Trap-
perne ved Rengøring. En stor Nemhed vilde
det være, om man i alle Sovekamre havde
Vandhane og en stor Kumme med Afløb.
Ovenover og paa Siderne af Kummen, der
maa være af Porcellain med en stor Porcel-
lains Bagvæg, maa der da være Hylder til
Sæbeskaal, Tandbørstebæger etc. Faste Skabe
til Klæder, Linned og Dækketøj. Desuden
Toiletbord med Skuffer eller Kommode med
Toiletspejl.
Ved at bo i en Lejlighed med faa Værel-
ser sparer man paa: Gardiner, Gardinvask,
Brændsel, Belysning og Betjening. Det skal
nok kunne mærkes paa Budgettet.
Men det er nødvendigt at stille nogle
Fordringer til, at den 3 Værelsers Lejlighed,
som man lejer, har : et godt Pigekammer —
holder man ikke Pige, vinder man jo et
Værelse — gode Udenomsbekvemmeligheder,
faste Skabe og Garderober, et Brændsels-
rum, der kan tage 20 Tdr. Kul eller Kokes,
foruden Brænde, saa man kan købe Brænd-
sel naar det er billigt. Lejligheder med
Centralvarme bliver altid dyrere end hvor
man selv betaler Brændsel og kan spare
med Fyringen, naar man ikke er hjemme.
Desuden maa man lægge Vægt paa at faa
et luftigt Spisekammer, der vender mod Nord ;
mod Øst kan passere, naar ellers Lejligheden
er god, mod Syd er uheldigt, mod Vest al-
deles umuligt. I Spisekammeret maa der
være et ordentligt Vindu, der vender direkte
ud til den friske Luft og ikke ud til en
Trappegang, for at man ikke skal tvinges til
at købe Fødevarerne i altfor smaa Partier,
thi i Følge en Statistik har det vist sig, at
Fødevarer for Husholdninger med 2000 —
4000 Kroners Indtægt i Løbet af de sidste
ti Aar er steget med 4 pCt., medens de for
Indtægter paa 1200 Kr. aarlig er steget med
5 pCt. Hvilket vil sige, at Indkøb i de
smaa Portioner er dyrere end i lidt større.
Vibek* SaHcatA.
Nyt
Lommekort
over
København
i Kr.
Faas i alle Boglader
G. E. C. GAD.
Kgl. Hof
Instrument-
mager
CORNELIUS KNUDSEN
IB Købmagergade IB
Med Ennas
Fotografi-
Apparater
kan enhver strax Foto-
grafere overalt.
Forlang Katalog.
„Amatør-Fotografen"
Vimmelskaftet 47.
HOVEDKONTOR FOR DANMARK:
AMALIEGADE 3.
TELEFON Nf. 7507.
Speeial- Atelier for alt
moderne Haararbejde
for Damer og Herrer.
Transformations. Toupets«
Parykfabrik og Lager.
8F. Platan a
Hoved vagtsgade O
Ordret pr. Port ekspederes prompte
/ alle Boglader faas:
„Stjernehimlen".
Stjernekort med Drejeskive.
2 Kr. G. E. C. GAD.
o
1
%
%
i
CfO
5
IfPas paa\
I
PL
P*
•i
I
I
i
"^
BILLEDER AF
ORDENS FLORA
^ -%, OVER 500 FARVETRYKTE TAVLER -%, -%,
MED TEKST AF
A. MENTZ og C. H. OSTENFELD.
Med Undtagelse af det berømte > Flora Danica«, der udgør 54 Bind og koster c. 2500
Kr., ejer den dansk-norske Litteratur ikke noget botanisk Billedværk, som kan sidestilles
med »Nordens Flora«. Ogsaa i Sammenligning med Udlandets almenkendte Planteat-
lasser rager det højt op ved sine naturtro og med den fineste Teknik udførte Afbildinger.
— Det vil være til Nytte og Glæde ikke blot for enhver, som interesserer sig for Botanik
men ogsaaa for den, som i kunstnerisk Øjemed søger Motiver i Planteverdenen.
c. 20 Hefter å 3 Kr.
Faas i alle Boglader
G. E. C. Gad.
_y
Nyhed I
FOLKEUDGAVEN
AF
GENERALSTABENS KORT OVER DANMARK
OMFATTER
Sjælland med omliggende Øer i 25 Blade.
deraf 18 Blade i Maalestok 1
og 17 Blade i Maalestok 1
— — — i 6 Blade i Maalestok 1
Jylland i 129 Blade. Maalestok 1
Pyn med omliggende Øer i 8 Blade. Maalestok 1
— — — — i 2 Blade. Maalestok 1
Bornholm i 6 Blade. Maalestok 1
25 Øre pr« Blad«
80,000
40,000
160,000
40,000
80,000
160,000
40.000
Faas i alle Boglader.
/ alle Boglader faas:
J. JENSSEN:
HJEMMETS FLORA :
ANDET OPLAG
— PRIS: 1 KR. 50 ØRE
G. E. C. GAD.
> » V W "T *
Ltååå iiAAAA
iiiiiéiiiniiiiiiiiir
£g ;:;::: :::::: :::x:::::::::rrrr:
J. JENSSEN:
HAVENS PASNING
AARET RUNDT
ANDET OPLAG — PRIS: 1 KR. INDB.
Faas gennem Bogladerne.
G. B. O. GAD.
WF?T?yffffffffffff»ttftfy»fffffiy
d dn;
KJØBENHAVNS
LAANEOG
DISKONTOBANK
AKTIESELSKAB
Aktiekapital Ki\ 12.000.000
Reserver Kr. 1.920.000
HOVEDSÆDE: Amagertorv 24. — 10-4. Telf. 6900.
NØRREBRO AFD.: Nørrebrogade 26. — 9-3 og 6V*-8. Telf. 4951.
ØSTRE AFD.: Bredgade 77. — 9-2 og 5-7. Telf. H 583.
HELLERUP AFD.: Strandvej 96. — 10-2 og 6-7. Telf. Heil. 119.
Foretager alle Køber og sælger
Bankforretninger. Obligationer og Aktier.
Modtager Indlaan og Indskud paa Folio og Bankbog.
3 Mdrs. Indlaan = 5 pCt.
Rente paa Bankbog = 3*1 » pCt + Bonus.
Boxer udlejes i Hovedsædet og Hellerup Afdeling:
15—25—40 Kr. aarlig.
Værdipapirer og Værdigenstande opbevares mod lfa °/oo
aarlig Afgift.
Rejse-Akkreditiver udstedes. Fremmed Mønt købes og sælges.
CH - _ rfcr
49
♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦
TURISTFORENINGENS REJSEHAANDBOG
DANMARK
TREDJE OMARBEJDEDE UDGAVE
Med 30 Kort. Indb. 4 Kr. 50 Øre.
Særskilt laas
SJÆLLAND
FYN
med omliggende Øer og
og
BORNHOLM
JYLLAND
Med 13 Kort.
Med 18 Kort.
Indb. 2 Kr. 50 øre.
Indb. 2 Kr. 50 Øre
Det gjensidige Forsikringsselskab
„DANMARK"
Hovedkontor: Selskabets Ejendom,
V. Boulevard 34, Filialkontor: Amagertorv 3.
Desuden har Brandforsikringsafdelingen
Agenturer over hele Landet og Livsforsikrings-
afdelingen har General- Agentur i Aarhus:
Prip, Clemensborg, og i Odense: Schreiner,
Kongensgade 31.
Brandfart. Livsfars.
Forsikringssum c. 877 MM. c. 50 MM.
Formue - 31/* — c. 10 —
jfck familien hat <3tøwfe
af m ajjle
Grammophon
med Sange af
— Herold — Cornelius - Nissen —
Simonsen f og mange andre«
Musikstykker af den kgl. Livgardes og
Husar Rcgim. Orkestre«
Ægte Grammophon Apparater lige-
fra Kr. 30.00
Ægte Grammophon Plader Kr. 2,50 og Kr. 5.
Nye Zonophon Plader, enestaa-
ende rene og kraftige, enkelt bespillede Kr.
1,00 og Kr. 2,00, dobbelt bespillede, 2 Melo-
dier paa en Plade, Kr. 1,50 og Kr. 3,00.
Skandinavisk Grammophon Aktieselskab
Frederiksberggade 27, i.Sti. København.
TOLSTOJ CONTRA SHAKESPEARE
Af Georg Brandes.
I halvhundrede Aar er nu Shakespeare
blevet nedsat med grove Ord som den,
der har udgivet sig for Ophav til Vær-
ker, af hvilke han ikke var i Stand til
at forfatte et eneste, men hvis Mester
Lord Bacon var. Dramerne pristes paa
hans Bekostning.
Tolstoj lader Shakespeare beholde Æren
for de Dramer, der er komne til os un-
der hans Navn. Men selve denne Ære
bliver under hans Hænder til Skam; thi
Shakespeares Værker er daarlig Kunst og
deres Tendenser af den laveste, usædelig-
ste Art. Naar Meresjkovski angriber Tol-
stoj, gaar han ikke halvt saa vidt som
Tolstoj, naar han angriber Shakespeare.
Som Patriarken i JasnajaPoljana i sin
Tid i sin Bog om Kunsten begyndte med
at latterliggøre den moderne Kunstbestræ-
belse ved en uforholdsmæssig lang sati-
risk Skildring af Prøverne paa en Opera,
saaledes begynder han her med en utro-
ligt vidtløftig Nedrivning af Kong Lear,
der i hans Genfortælling bliver til et Uhyre
af Urimelighed og Unatur.
Hvad han siger mod Stykkets Udgangs-
punkt, har Andre sagt før ham ; men de
har ikke af Svaghederne i Stykkets Eks-
position ladet sig Glæden berøve over
dets Storhed.
Tolstoj derimod indvender overfor Lear
som overhovedet overfor Shakespeares
Digtning, at her mangler enhver Indivi-
dualisering af Sproget; alle Personerne
taler ens. Han sigter herved ikke alene
733
til de Spor af Euphuisme, ingen Kritiker
har ladet uomtalt; men for ham er Spøg
hos- Shakespeare altid uvittig og kjed-
sommelig, Pathos altid hul og tom. Om
Julia, Desdemona, Cordelia, Imogen og
Marina siger han, at de alle taler det
samme kunstlede, sentimentale Sprog.
Hvis Shakespeare er uvittig — hvem er
da vittig? Dersom Shakespeare er hul,
hvem er da lødig? Om Sligt lader sig
ikke disputere. Dersom En kalder Raffael
flov og Leonardo affekteret, saa er det
ikke Umagen værd at indlade sig i Ord-
strid. Men skal den Paastand, at hos
Shakespeare alle Personerne taler ens,
have en Mening, saa maa det være den,
at man kender Shakespeare igen i dem
alle. Men hvad vil dette sige andet end
at han har sin Personlighed og derfor
sin Stil. Hvilken sand Kunstner kender
man ikke i hans Værker, og ved første
Blik! Mon ikke Rembrandt, mon ikke
Turgeniev, mon ikke Tolstoj?
Alle Shakespeares Hovedskikkelser be-
tegnes som usande, Hamlet med Simplist-
Bevisgrunde som disse: „I det ene Øjeblik
nærer han Ærefrygt for sin Faders Aand,
i det næste kalder han Aanden Gamle
Muldvarp; snart elsker han Ofelia, snart
piner han hende«. Livssande skal kun
nogle Bifigurer være, Portia i Købmanden
og Polonius; af Hovedfigurerne en ene-
ste, Falstaff, men her ødelægges Skikkel-
sens kunstneriske Virkning af dens mo-
ralske Mangler: Fylderi, Udsvævelser,
49*
Tolstoj contra Shakespeare
Fejghed osv. Man skulde forsværge, at
det var en Digter, endog en stor Digter,
fra hvis Læber der lød den Kritik. Rig-
tignok har den Rousseau'ske Moralist
snart dræbt Digteren i Tolstoj.
Hos Shakespeare er Alt overdrevet, hed-
der det i Skriftet; men uden Maadehold
kan Ingen være Kunstner, uden Sans for
Maal og Maade har aldrig nogen været
det. Lad Shakespeare være hvad han
iøvrigt vil, blot ikke Kunstner.
Med Anvendelsen af Maadeholdskravet
vilde man kunne gøre det af med Mi-
chelangelo som med Rubens; dog især
med Tolstoj. Er det Maadehold, at til-
lægge Shakespeare »den laveste, mest
gemene Livsanskuelse«, at paastaa, hans
Dramer ved deres Usædelighed »berøver
Læseren Evne til at skelne mellem Godt
og Ondt«, at kalde ham »en ubetydelig,
ukunstnerisk, ligefrem usædelig Skribent« ?
Shakespeares Værker, hedder det, »har
intet at gøre med Kunst og Poesi, laante
som de er. rent udvortes sammenstyk-
kede som Mosaiker". For fuldt Alvor
hævder Tolstoj som forsmædeligt for
Shakespeare, at han har taget sine Æm-
ner fra gamle Fortællinger og Skuespil, ja
han skal have fordærvet Stofferne ved
at underkaste dem sin Behandling; det
gamle Drama Leir staar over hans Lear,
Saxos Amleth over hans Hamlet, Cin-
thios Othello over hans — lutter Paa-
stande, som svarer til et kunstnerisk Dan-
nelsestrin, der bedrøver hos Tolstoj.
Men den store Russer skræmmes nu
engang ikke tilbage af noget nok saå
vildt Paradoks. I Kreutzersonaten fordømte
han det naturlige Samliv mellem Kønnene,
endog i Ægteskabet; i sin Bog om Kun-
sten satte han den bibelske Fortælling
om Joseph over al moderne Poesi ; til Le-
winsky, som besøgte ham, udtalte han den
Formodning, at Ibsen i sine senere Dra-
mer drev Gjæk med Tilskuerne, vilde
prøve om der var nogen Galskab, de
ikke godkendte.
Det Fnug af Sandhed, der findes i hans
Shakespeare-Kritik, Paastanden at Shake-
speare ikke sjældent arbejder med den
øjeblikkelige teatralske Effekt for øje, er
for mangfoldige Aar siden langt bedre
hævdet af Rumelin.
Dog Shakespeares kunstneriske Mang-
ler vilde maaske finde en mildere Be-
dømmelse hos Tolstoj, ifald hans Værker
ikke, som det paastaas, manglede en-
hver religiøs eller sædelig Overbevisning.
Dramet skal efter Tolstojs Opfattelse
»meddele Menneskene noget om deres
Forhold til Gud, til Altet, Evigheden,
Uendeligheden". Shakespeares Dramer
indeholder intet af den Art.
Han var, hedder det, allerede glemt,
da Tyskerne i Slutningen af det 18. Aar-
hundrede bragte ham paa Mode. Dette
er tidtnok sagt, men bliver ikke et Gran
sandere for det. »En Række tilfældige Om-
stændigheder« fik Goethe til at prise ham.
De tyske Kritikere istemmede af Snob-
beri denne Ros og »alle Skribenter be-
gyndte nu at efterligne Shakespeare og
skrive intetsigende Dramer; saaledes
Goethe, Schiller, Hugo, og i Rusland Pusj-
kin, Ostrovski, Alexis Tolstoj.« Naar og-
saa Goethe, Schiller og Hugo falder for
Leen, saa tilintetgøres Shakespeare i det
Mindste ikke i daarligt Selskab. Man
læser om, og prøver om man ikke har
misforstaaet: Goethe — intetsigende?
Schiller — intetsigende. Som Narren siger
i Aladdin:
Jeg gantes ej. Det staar min Tro i Brevet.
Alle disse Digtere udtrykker nemlig en
fordærvet Overklasse-Livsanskuelse, mær-
keligt nok øjensynligt alle den samme,
endda der som bekendt er ret store For-
skelligheder mellem dem.
Shakespeares Hovedsynd er hansRinge-
734
Tolstoj contra Shakespeare
agt for Massernes Dømmekraft, som gøres
til Ringeagt for Menigmand.
Tolstoj priser Homer paa hans Bekost-
ning, ligesom Homer overhovedet er den
eneste Digter, der hos ham undgaar For-
dømmelsen. Tolstoj har overset, at Ho-
mer er mindst ligesaa aristokratisk som
Shakespeare. Thersites i anden Sang af
Iliaden, der taler Folkets og Fredens Sag
— Sager, der er Tolstoj saare kære —
faar som bekendt en overmaade daarlig
Behandling af Odysseus, og alle Høv-
dinge ledsager de Prygl, han faar, med
deres højrøstede Bifald.
Shakespeares Ry er for Tolstoj en
Modesag som Interessen var for Dreyfus.
(Ligheden mellem Shakespeares og Drey-
fus' Tilfælde er idetmindste ikke over-
vældende.)
Det vil gaa den berømte Englænder
som andre overvurderede Aander. I Fyr-
rerne pristes Eugéne Sue og George Sand
— Tolstoj kan bringe det over sit Hjerte
at nævne de kto i ét Aandedrag — nu
er de glemte. Hegel, Comte og Darwin
spillede engang en Rolle ; nu er de glemte
eller ved at glemmes. Shakespeare hol-
der sig endnu, fordi den fordærvede Livs-
anskuelse i hans Skrifter stemmer med
den fordærvede Aandsretning hos den
velhavende Tiendedel af Landenes Be-
folkning.
»Jo triviellere et Fænomen er, des hel-
ligere udgives det for at være«. Shake-
speare minder i den Henseende Tolstoj
om Paven i Rom. Han ligner Paven
omtrent saa meget som han ligner Drey-
fus.
Det er visselig ikke Shakespeare, som
her trænger til et Forsvar. For hans
Ry i Fremtiden er jeg ganske uden
Sorger.
Nej, det er de stakkels Kritikere, hvem
Tolstoj overøser med sin Ringeagt, der
kan behøve et; thi deres Fremtidsry er
mindre sikkert; de maa forsvare sig i
Nutiden.
De kommer højligt tilkort i Tolstojs
Gengivelse af dem. Tolstoj har f. Ex.
anført Undertegnede unøjagtigt paa Rus-
sisk — maaske paa Grund af en Fejl i
min russiske Shakespeare — og hverken
den danske, engelske eller tyske Over-
sætter af hans Arbejde har citeret mine
Ord, som de staar i min danske, engel-
ske eller tyske Tekst. Hovedstedet om
Cymbeline er endda forvansket indtil Me-
ningsløshed. Jeg har ikke talt om Van-
skeligheden ved at holde sit Liv rent for
andre Menneskers Forurettelser, men ved
at holde sit Liv helt rent for Usandhed,
Bedrag og Overlast imod andre Menne-
sker. Jeg har vist, at Shakespeare paa
det Tidspunkt, da han skrev Cymbeline,
indsaa, at Formaalsmoralen er den eneste
sande, eneste mulige.
Saa er altsaa ifølge Brandes, udraaber
Tolstoj, Grundsætningen, at Formaalet
helliger Midlet, den som Shakespeare
hylder — og han udtømmer nu sin For-
agts Skaaler over Shakespeares Jesuitisme.
Ifald disse Linjer skulde komme Rus-
lands store Digter (men ak! ikke skarpe
Tænker) for øje, vilde jeg bede ham
læse efter hvad Eduard von Hartmann i
sin Phånomenologie des sittlichen Bewusstseins
Side 563 ff. siger om Formaalsmoral og
Jesuitisme. Han vil deraf se, at Prin-
cipet: Formaalet helliger Midlet kun er
en ufuldkommen Omskrivning af For-
maalsmoralens utvivlsomt sande Princip
og at dette Princip selvfølgelig ikke ret-
færdiggør ethvert Middel, der tjener Maa-
let, uden Hensyn til dette Middels Side-
virkninger. At Shakespeare skulde overse
dette Hensyn, kan visselig Ingen udlede
hverken af hans Cymbeline eller af noget
andet Skuespil, han har digtet.
Forbausende er det at se, hvad Ind-
tryk Tolstojs Angreb paa Shakespeare
735
Tolstoj contra Shakespeare
har gjort paa adskillige Literatorer i og
udenfor England. Mandens utvivlsomme
Storhed paa andre Omraader har gjort
dem usikre overfor hans ikke mindre
utvivlsomme Svaghed som Kunstdommer,
og der er dog Seeder, hvor han formelig
minder om Nordau.
Det kan ikke undre, at Bernard Shaw
applauderer Tolstoj med Voldsomhed. De
paradoxale Aander tiltrækker nu engang
hinanden magnetisk. Men det har for-
bauset mig, at William Archer i Anledning
af disse Angreb erklærer Englænderne for
ude af Stand til uhildet Gendrivelse, da
de ikke formaar at se paa Shakespeare
med friske øjne, fordi de har lært ham
altfor tidligt at kende. Han drager da
ingen anden Slutning af Tolstoj contra
Shakespeare end den, at Shakespeare-
Læsning bør forbydes engelske Skole-
børn.
Det er vist for sildigt nu at formene
dem den Læsning; den omstridte Drama-
tiker vil blive vanskelig at erstatte.
-= - 736 =
Udgravningerne i Slotsgaarden, set fra Dronningens Trappe.
1. Absalons Ringmur. 2. Absalons Taarn. 3. Mure i Absalons Bryggers og Bagers. 4. Fundament tra Absalons Kirke-
flej. 5. Hvælving fra det i8Je Aarh. over Absalons Brand. 6. Murrester fra Midten af det 13de Aarh. 7. Levninger
af Borgkapellet. 8. Bagerovn, edclagt 1368. 9. Fundament af Riddersalen. 10. Ydre Ringmure, anlagte samtidig med
Riddersalen. 11. Christian III's og Frederik IVs Bygninger. 12. Fundament for Portalen i det ferste Christiansborg.
FRA UDGRAVNINGEN AF
ABSALONS BORG OG KØBENHAVNS SLOT
Af Ingeniørkapitain H. U. RAMSING.
„T^ODEM anno deturbandæ piraticæ gratia
-Li Absalon insulam tnaritimam novo ca-
stelli fundamento complexus, exigui muni-
menti beneficio ingens patriæ præsidium attulit",
eller paa Dansk: „Samme Aar (o: 1167)
skabte Absalon Fædrelandet et betydeligt
Værn ved en ringe Befæstning, idet han for
at hindre Sørøvertogene omgav Strandholmen
med en fra Grunden nybygget Borg".
Med disse Ord lader Saxo for første Gang
den Borg træde frem paa Historiens Blade,
som skulde danne Hjærtet i den By, af
hvilken Rigets Hovedstad skulde udvikle sig.
Hvem skulde have troet, at disse faa Li-
nier, hvis rette Tydning for en lille Menne-
skealder siden kun voldte vore Historikere
Hovedbrud, atter i det Herrens Aar 1907
skulde faa Aktualitetens Interesse i vide
Kredse af Københavns Befolkning? Og hvor
forunderligt. Skønt Strandholmens ældste Navn
blev ændret til Slotsholmen, efter at den var
bleven Sæde for Borgen, bevaredes Navnet
paa den Strand, hvorefter Holmen oprindelig
opkaldtes, i trofast Overlevering lige til vore
Dage. Hvilken Københavner ved ikke, at
Gaderne der nede siden Arilds Tid hedde
„Ved Stranden" og „Gammel Strand" 1 Og-
saa Fortsættelsen af disse Gader var op-
rindelig benævnt derefter, idet de ældste
Skøder paa Grundene i Frederiksholms Ka-
nal betegne disse som liggende „ved Slots-
stranden."
Forinden vi vende os til de sidste Dages
Udgravninger i Christiansborgs Slotsgaard,
lad os da kaste et hurtigt Blik paa For-
holdene langs Havnen, saaledes som de maa
have været paa Absalons Tid. Det er navn-
lig ved den utrættelige Forsker, Lærer Rosen-
kjars Arbejde, at det i de seneste Aar er
blevet muligt at føre Beskrivelsen heraf fra
Gisningernes over i Virkelighedens Land.
Strandlinien skød sig ind i en Bugt under
737
Absalons Borg og Københavns Slot
Raadhuset og dens Retning kan derefter om-
trent angives ved Gaderne Løngangsstræde,
Nybrogade, Gammel Strand, Fortunstræde,
Vingaardsstræde og Asylgade, hvorefter den
paa Landmandsbankens Grund bøjede videre
mod Nord. Langs Stranden laa der mod
Vest, indtil Højbroplads, en lav og sid Eng
af lignende Karakter som vi i vore Dage
Revshalen frem under største Delen af det
nuværende Christianshavn.
Længst mod Nord laa den med Mur og
Grav befæstede Fogedgaard Østergaard, den
senere Vingaard, uden Tvivl paa en Opfyldning,
der hævede den over Høj vandso vers vømmel-
serne, og paa dens Jord langs Stranden, paa
Bremerholmen og vel ogsaa paa Revshalen
Københavns Slot i Forhold til Christiansborg.
kende den ved Kalvebodstrand. Derefter
blev Jordsmonnet lidt højere og fastere,
men dog saa lavt, at det kunde oversvøm-
mes ved Højvande. Foran Kysten laa flere
Smaaholme, af hvilke Bremerholmen udfor
Vingaardsstræde og de tre Strandholme udfor
Gammel Strand vare de største. Hinsides
Farvandet strakte Amager sig til den dæk-
kede Vej udenom Christianshavns Vold, og
herfra skød der sig atter en lav, fliget Halvø
foregik Handelen fra Boder, som rejstes i
Sildetiden. Benævnelsen Gamkbodehavn, der
brugtes om denne Del af Havnen allerede
100 Aar efter Absalons Tid, vidner om Be-
byggelsens Karakter og Ælde. Til Højbro-
plads naaede denne Bebyggelse ikke, thi der
er fundet store Bøgegrene og Masser af
Bøgeløv oven paa Englaget ved Højbro.
Hvor Absalon nu knejser højt til Hest, stod
der en skyggefuld Bøgelund, da han rejste
738
Absalons Borg og Københavns Slot
sin Borg. Længere mod Vest, paa det høje
Land bag Strandengen, laa den gamle Lands-
by Havn med sin Trækirke, helliget St. Cle-
mens, omtrent midt i Frederiksberggade og
med sit Bystævne paa Gammel Torv, dens
Havn var i Katiesund, et lavvandet Sund
tæt langs Løngangsstrædes Sydside, der be-
skyttedes ud mod Stranden af en lav lang-
strakt Holm eller Revle.
Strandholmen eller Slotsholmen, hvorpaa
Borgen rejstes, var tilgroet med en tæt Skov
Absalons Ringmur (l) og Taarn (2); i Baggrunden Bryggersets Mure (3).
af Tagrør paa den Side, som vendte ind
imod Fastlandet.
Udgravningerne have, sammenholdt med
Lærer Rosenkjærs Undersøgelser, givet over-
raskende detaillerede Oplysninger, ikke blot
om selve Formen af Absalons Borg, men og-
saa om de Arbejder, der vare forbundne
med dens Opførelse. Det er saaledes paa-
vist, at der ligger en Transportvej, dannet
af Risknipper, paa begge Sider af Højbro
saavel paa den oprindelige Strandeng paa
Byens Side som ogsaa paa Slotsholmens
Muldoverflade mellem Slottet og Slotskirken.
Levningerne af de svære Egepæle, som bar
den ældste Højbro, staa netop i Linie med
de to Vejstykker, og den skylder altsaa og-
saa Absalon sin Oprindelse. Vejen peger
dels henimod Borgen, dels op imod det Sted
paa Graabrødretorv, hvor der er fundet Rester
af gamle Kalk- og Teglovne. Det er da
rimeligt, at Kalken og Murstenene til Bor-
gen ere blevne brændte her, paa det den
Gang ubebyggede Mellemrum mellem Nørre-
gade og Bjørnebrogade (nuværende Køb-
magergade), hvor senere de saa nøje til
Byens Overgang til Bispestolen knyttede kirke-
lige Anlæg, Frue Kirke med Kannikeboliger,
Graabrødre Kloster og Helligaands Huset
skulde faa deres Plads
og danne Bindeledet
mellem Byen paa Bak-
ken og Boderne ved
Havnen.
Da [selve Strand-
holmen laa saa lavt,
maatte Borggaarden
sikres mod Højvande,
og vi se derfor, at
der paa hele Borgens
Omraade, og kun der,
er foretaget en Op-
fyldning med sort Eng-
jord indtil ca. 6 Fod
over daglig Vande ;
formodentlig er Fylden
gravet i Strandengen tæt ved Transport-
vejen, hvor der f. Ex. ved Læderstræde
fandtes forskellige uregelmæssige Huller i Eng-
laget. Tæt udenfor Borgens Mur ligger der
paa et enkelt Sted en lille Dynge af den
sorte Jord, som viser, hvor den blev aflæs-
set, inden den kunde føres ind mellem Fun-
damenterne.
Udgravningen har vist, at Absalons Borg
bestod af en ca. 5 Fod tyk tilnærmelsesvis
cirkulær Ringmur, henimod 200 Fod i Dia-
meter og beklædt udvendig og indvendig
med regelmæssig tilhugne Limsten, formede
efter Murens Runding. Murens Kampstens-
fundament hviler, ligesom de øvrige absalo-
niske Bygninger, paa selve den oprindelige
Terrainoverflade og vise derved tydeligt, at
739
Absalons Borg og Københavns Slot
de ere anbragte sam-
tidig med den første
Opfyldning paa Hol-
men. Der er paa en-
kelte Steder bevaret
Stykker af Ringmuren
paa hen imod 10 Fods
Højde over den uden
for liggende Holm, men
selvfølgelig har Muren
oprindelig været bety-
delig højere. Overalt
langs dens Fod ligger
et Lag af Mursten,
blandet med Brud-
stykker af flade Kridt-
sten, der have tjent
til Afdækning af en
Kobenhavns ældste Segl, fra 1296.
dament, der udgrave-
des mellem Christians-
borgs Hovedport og
Frederik VII's Statue,
ligesom Ringmursfun-
damentet laa umiddel-
bart paa det oprinde-
i lige Terrain, og Bor-
\ gens Hovedtaarn maa
i derfor sikkert søges
f her.
Det synes rimeligt,
at Byens ældste be-
varede Segl fra 1296,
som viser et Hoved-
taarn, liggende bagved
to Sidetaarne, for-
bundne ved en buet
Murkrone. Det synes at stamme fra Borgens
første Ødelæggelse og tyder paa, at Muren
var kronet med Murstenstinder. Springende
frem foran Muren har der været anbragt for-
skellige Taarne, byggede af røde Mursten
paa Kampstens Sokkel, og et af disse er
udgravet omtrent midt i den nuværende Slots-
gaard. Dette Taarn har efter al Sandsyn-
lighed haft en Pendant i det som i det senere
Slot erstattedes med det saakaldte bage-
ste Taarn, hvis Plads var omtrent paa Chri-
stiansborgs sydøstlige Hjørne, thi Traditio-
nen udpegede dette Taarn som noget af det
ældste i Slottet. Det
samme sagdes om de
Bygninger, der stod
over det nu fundne
Taarn og om Absalons
Brønd, og her har Tra-
ditionen i begge Tilfælde
Ret.
Desuden har Borgen
sikkert haft et Hoved-
taarn, en Don jon. Rosen-
kjærs Undersøgelser i
1 902 viste, at i alt Fald
Dele af Blaataarns Fun-
Kvadratstens Mur med Tinder, forestiller
selve Absalons Borg.
Indenfor Ringmuren fandtes efter sæd-
vanlig middelalderlig Skik en Del Bygnin-
ger, anbragte med den ene Gavl imod
Ringmuren og den anden vendende ud til
Borggaarden. Ved Udgravningerne er der
fundet ret anselige Ruiner af et af disse
Huse, som øjensynlig har hørt til Økonomi-
fløjen. Murene af Teglsten ligne meget
det ældste Murværk i Taarnet. Huset er
delt i to Rum, af hvilket det første, som
maaske har været Bryggers, endnu tildels har
Bagerovn (1 og 2) og Riddersalsfundamentet (3).
740
Absalons Borg og Københavns Slot
sit ældste Murstensgulv, lagt paa den sorte
Fyld, medens det andet rummer Levningerne
af to Bagerovne, en meget gammel, der lig-
ger paa det sorte Fyldlag, og en anden yngre,
som stammer fra en Tid, da Bygningens Fa-
cade mod Gaarden var trukket tilbage, saa-
ledes at den ældste Ovn paa dette Tidspunkt
laa begravet under den udvidede Borggaard.
Tæt ved denne Bygning ligger Borgens
Brønd, der jo ogsaa af Traditionen benævne-
des som Absalons. Udgravningen har vist,
at Antagelsen er rig-
tig, thi den sorte
Fyld ligger tæt ind
imod den af raa
Kampsten opsatte
Brønd og er saa ren
og ublandet, at den
ikke kan have været
fjærnet og atter paa-
ført ved en senere
Brøndgravning.
Brøndens Anlæg er
samtidig med Borg-
pladsens første Op-
fyldning; den er ført
helt ned til Saltholms-
kalken og er ca. 24
Fod dyb. Brønden
laa oprindelig frit i
Borggaarden ; siden
Christiansborgs An-
læg sker Adgangen ad en underjordisk Hvæl-
ving fra Slotskæl deren. Paa den anden Side
Brønden slutter et andet Kampstensfundament
for en absolonisk Bygning sig til Ringmuren,
men der er ikke bevaret nogen Rest af det
Murværk, som oprindelig har staaet derpaa og
som dannede Afslutningen af den Fløj, hvori
Borgkapellet fandtes.
Det er kun sparsomme Efterretninger, som
Krønikerne give os om Absalons Borg, og
de tale sædvanligvis kun om dens Brug i
Ufreds Tid. Saxo beretter saaledes udfør-
ligt om, hvorledes Absalon i 1171 var i
Absalons Brend.
Bad paa Borgen, da en vendisk Sørøver-
skude kom i Sigte. Han iførte sig i Hast
sine Klæder, gik om Bord paa sit Skib,
erobrede det fjendtlige Fartøj og rejste de
henrettede Sørøveres Hoveder paa Stage langs
Borgens Ringmur til Skræk og Advarsel;
Sjællænderne havde allerede i Forvejen an-
bragt andre Sørøverhoveder paa Muren. I
1178 tog den gamle Ærkebisp Eskil ind paa
Borgen, da han havde nedlagt sit Embede
og var paa Rejse til Clairvaux, hvor han
henlevede sine sidste
Dage, og i 1180
søgte Absalon selv
sin Tilflugt til Bor-
gen i Havn, da han
blev fordrevet fra
Skaane af de op-
rørske Bønder.
I Slutningen af
Erik Plovpennings Re-
geringstid opstod der
en Strid mellem Ros-
kildebispen Niels Stig-
sen og Kongen, der
i 1247 bemægtigede
sig Borgen ; kort efter
indvikledes Kongen i
andre Stridigheder
med sin Broder Her-
tug Abel, som jo til-
sidst voldte Kong
Eriks Død. Under disse urolige Forhold
saa Lybækkerne deres Snit til at udsende
en mægtig Flaade under Borgmester Alex-
ander von Soltwedels Anførsel, der plyn-
drede langs Sundets Kyster, og som ogsaa
fandt Lejlighed til at erobre og ødelægge
København og dens Borg. Det er ganske
sikkert denne Ødelæggelse, som det ældste
Brandlag, der ved Udgravningen laa som et
kvartertykt Trækuls- og Askelag tæt over
de absaloniske Bygningsr ester, bærer Vidne
om. Navnlig hen over Kampstensfunda-
mentet ved Kirkefløjen og over Mur-
=^= 741 —
Absalons Borg og Københavns Slot
Kebenhavns Slot i det 17de Aarh.
stensgulvet i Bryggerset var dette Lag tyde-
ligt.
Ved Kong Eriks Død fik Bispestolen atter
Borgen i Hænde, og Borgen blev genopført
i Hovedtrækkene vistnok i den gamle Form;
Rester af to Smaabygninger mellem Brygger-
set og Kapellet samt et muret Afløb fra den
ene Bygning ud for Brønden ud gennem Ring-
muren hidrøre vistnok fra Genopførelsen efter
Branden i 1248, thi de vare ikke dækkede
af det ældste Brandlag og ere funderede i
den sorte Fyld, ikke paa den oprindelige
Terrainoverflade. Derimod laa det næste
Brandlag hen over dem.
Det melder om den næste Ufredstid i
Borgens Historie.
Kong Christoffer d. 1ste var i Strid med den
mægtige Ærkebisp Jakob Erlandssøny der
nægtede at krone hans Søn og Tronfølger
og iruede med Band over den Bisp, som
gjorde det. Kongen lod Ærkebispen fængsle
og føre til Hagenskov paa Fy en, og Ros-
kildebispen Peder Skælmsøn (Bang) lyste
derfor fra Københavns Borg Interdikt over
sit Stift og satte Kongen i Kirkens Band.
Derpaa flygtede Bisp Peder fra Sjælland til
Rygen, der hørte med til Stiftet og fik
Rygerfyrsten Jarimar til at antage sig Kir-
kens Sag. Jarimar bemægtigede sig Køben-
havn d. 18. April 1259 trods Borgernes
Modstand. Han trængte ind gennem Befæst-
ningen ved Studiestræde paa det Sted, der
længe efter kaldtes Jermers (o: Jarimars)
Gab og erobrede og ødelagde ogsaa Borgen,
næppe til synderlig Tilfredshed for Roskilde-
bispen, hvis Ærinde han gik.
Det endnu bevarede Pavebrev paalægger
Ryboerne at -godtgøre Bispen den anrettede
Skade og genopføre Borgen, og man faar
ved Udgravningerne en tydelig Fornemmelse
af, at Bispen ikke har været dem naadig.
Borgen er nemlig bleven genopført i en
væsentlig forstærket Skikkelse, omend stadig
inden for Absalons gamle Ringmur. Det
742
Absalons Borg og Københavns Slot
Brandlag, der vidner om Borgens næste Øde-
læggelse og som altsaa afslutter Perioden
efter Jarimars Erobring, laa nemlig paa
Gaardspladsen og udenfor Bygningernes
Kælderrum henved 11 — 12 Fod over daglig
Vande, med andre Ord: Gaardspladsen er
bleven hævet 5 — 6 Fod, og Ringmuren med
alle Borgens Bygninger maa i det mindste
have faaet en tilsvarende Forhøjelse, sam-
tidig med at de tidligere Stueetager ere
blevne Kælderrum. Borgen fik derved en
meget dominerende Stilling paa den lave
Strandholm og Adgangen til den højtliggende
Borggaard kan vel have været saaledes, at
den kan have givet Anledning til Navnet
Stejleborg.
Bispeherredømmet var almindeligvis ikke
elsket i København. I 1294 eller 95 kom
det til aabent Oprør i Anledning af den nye
strænge Stadsret, og Borgerne beskød Borgen
med Blider opstillede ved Stranden paa Byens
Side, altsaa formodentlig ved Højbro, hvor
Afstanden til Borgen var mindst. Men Bi-
skoppen, Johannes Krag, kuede Oprøret og
Borgerne maatte bøde haardt og tillige under-
kaste sig den forhadte nye Stadsret. Det
Oprør blev vist sent glemt i København.
Saa kom den ulykkelige Tid efter brik
Mandveds Død, da Holstenerne spillede
Herrer i Danmark. Københavns Slot var en
Del af Grev Johans Pantelen; han havde
faaet det ved Svig, netop som Bispens Lens-
mand, Ingvar Hjort, var i Færd med at
overgive det til Kong Christoffer II. De
holstenske Høvedsmænd havde Slottet inde
endnu i Begyndelsen af Valdemar Atterdags
Regering; Roskildebispen havde ganske vist
overdraget Kongen sin Ret til det, og Køben-
havns Borgere havde med Begejstring mod-
taget Kongen m som Befrieren fra Fremmed-
aaget, men denne havde endnu ikke evnet at
indløse den pantsatte Borg, der efterhaanden
gennem forskellige Hænder var kommen i
den svenske Kong Magnus Smelts Eje. I
1342 søgte Kong Valdemar at faa Slottet
ved Vaabenmagt. Kongens Tropper tilføjede
de Belejrede et Nederlag, da de gjorde Ud-
fald, men Slottet fik han ikke i sin Magt,
førend ved Fredsslutningen det følgende Aar.
Krønikerne siger, at Kampen mellem Kongens
Kebenhavns Slot, ombygget 1721—27. Efter J. J. Bruun.
= 743 _
Absalons Borg og Københavns Slot
Folk og Slottets Forsvarere stod i Køben-
havn ved Blidebro; mon det ikke var Høj-
bro, der bar det Navn som Minde fra
Borgeroprørets Dage?
Valdemar Atterdag beholdt Slottet i sin
Besiddelse. I 1361 synes det, at han har
indrettet et ny Slotskapel. Det er maaske
fra den Tid, at de faa Murrester ved Kirke-
fløjen indenfor Absalons Ringmur stammer;
de ere i alt Fald ældre end Slottets Brand
i 1368. D. 9. April 1363 fejrede Kongen
Situationen var saa alvorlig, at Kongen,
der i Begyndelsen spottede „de seven undt
seventig Gensen", snart fandt det raadeligst
at flygte til Tyskland. Efter flere Ugers
tappert Forsvar kom København og Borgen
i Hanseforbundets Vold d. 2. Maj 1368.
Næste Aar i Eftersommeren samledes der
Stenhuggere fra Østersøstæderne, som fuld-
endte Ødelæggelsen og jævnede Borgen med
Jorden. „Solotenus prostratus et funditus
demolitus,« o: „Slottet er ødelagt og jævnet
Christiansborg Slot i 18de Aarfa. Efter Thurahs Vitruvius.
sin 10-aarige Datter Margrethes Bryllup med
Kong Haakon af Norge paa Københavns Slot.
Det var vist den sidste store Glædesfest, der
fejredes indenfor Absalons hvide Mur. Thi
nu trak Uvejrsskyerne sammen over Køben-
havn og dens Borg.
Kong Valdemars Forhold til Hansestaderne
havde stadigt været spændt, navnlig efter
hans Togt til Gotland og Ødelæggelsen af
Visby i 1361. Der dannedes da i 1368 et
formelig Forbund blandt Hansestæderne med
det udtrykkelige Formaal at knuse Keben-
havn, deres farlige Medbejler ved Sundet,
og ødelægge og nedbryde dens faste Borg.
med Jorden," klager Dronning Margrethe
endnu i 1376.
Udgravningerne have vist, hvor fuldstændig
Ødelæggelsen var. Naar Resterne af Absa-
lons Ringmur ere saa sparsomme, skyldes
det i det væsentlige netop denne Ødelæg-
gelse, og paa Absalons Taarn er det kun
Sokkelen og en ringe Del af Murværket
derover, som stamme fra den oprindelige
Opførelse. Ogsaa Bagersets og Bryggersets
Mure ere bevarede tilnærmelsesvis i den
Højde, hvori Hansestæderne efterlod dem.
Men navnlig er Ødelæggelsen sikkert gaaet
ud over det gamle Hovedtaarn, det hvis Af-
744
Absalons Borg og Københavns Slot
løser jo kaldtes Blaataarn o: det store Taarn;
ved Nationalmusæets Udgravninger i 1902
viste det sig, at det var kun lidet eller intet
af det over Kampestensfundamentet bevarede
Murværk, som kunde henføres til en saa
tidlig Tid, men selve Fundamentet var op-
fyldt af Kalk og Murgrus fra det ældre
Taarns Nedbrydning.
Hanseaternes Hærgninger synes at have
tvunget Byen i Knæ for en Aarrække, men
henimod Slutningen af det 14de Aarhundrede
var Arbejdet paa Slottets Genopførelse vist-
nok i god Gang og inden 1400 var Slottet
atter beboet af
Roskildebis-
pens Slots-
foged. For-
skellige Spor
tyde paa, at
man har be-
gyndt at bygge
de forskellige
Bygninger op
omtrent som
de stod før
Ødelæggelsen,
men snart blev
dog denne Plan
fraveget. Ved
Fundament for Erik af Pommerns Ringmur (i) og Profil af den dertil herende
Voldskraanlng (2) samt Rest af Christian d. 3.s og Frederik den 4.s Byg-
ningsarbejder paa Københavns Slot.
Udgravningen kunde man se, hvorledes det
svære Fundament, der er en Rest af Slottets
ældste Riddersal, var gravet ned igennem
Brandlaget fra 1368, og hvorledes en Skille-
rumsmur i denne Bygning var opmuret
umiddelbart paa det tynde Brandlag som
dækkede Bagerovnens Lergulv. Dette Ar-
bejde kan da næppe være fra en meget sen
Tid efter 1368. Der kunde maaske være
Grund til at henføre Anlæget til Tiden strax
efter 1416, da Erik af Pommern inddrog
Slottet under Kronen ved Bisp Peder Jensen
Lodehats Død.
Ved Opførelsen af Riddersalen skiftede
Absalons Borg Karakter, idet Riddersalens
retlinede Ydermur blev funderet dels oven-
paa dels udenfor den gamle krumme
Ringmur. I Fortsættelsen af Riddersalens
ydre Facade blev der ført en Mur hen til
Hjørnet paa Absalons Taarn og en anden
fra Taarnets modsatte Hjørne tilbage til
Ringmuren ved Kirkefløjen. Disse nye Yder-
mure stod ikke som den gamle Ringmur
stejlt ned mod den flade Holm men hævede
sig over en fladt skraanende Lervold, hvis
Overflade tydelig kunde skelnes ved Udgrav-
ningen som en sort Stribe i den gule Fyld.
Hist og her, f. Ex. udfor Midten af Ridder-
salen synes den nye Ringmur at have været
forsynet med
fremsprin-
gende Rund-
dele eller Halv-
taarne til For-
stærkelse af
Borgens For-
svar.
Fra Erik af
Pommerns Tid
blev Køben-
havns Slot Re-
geringens og
Hoffets Hoved-
sæde og alle-
rede i sine før-
ste Regeringsaar holdt Kongen jævnlige Møder
paa Slottet med Rigets Stormænd og med hanse-
atiske Udsendinge, formodentlig netop i den
Riddersal, hvis Ruiner atter ere komne for
Dagens Lys. Omtrent i 1425 indførte Kongen
Øresundsiolden, og dette Skridt førte snart
til Strid med Hansestæderne og til Angreb
paa Københavns Slot. I 1428 forsvarede
saaledes hans Dronni.ig Philippa Borgen mod
et voldsomt Angreb af en mægtig hanseatisk
Flaade. Man sagde, at Fjenden havde for-
beredt sig paa store Plyndringer og havde
Salt og tomme Tønder i Lasten, som skulde
fyldes med Kød af det Kvæg, man haabede
at salte. Spotvis bragte Købmændene en
Ko ud paa en Tømmerflaade og opfordrede
K^25 Efe Mi
T/7 i "Elk
745
Absalons Borg og Københavns Slot
3T
O
3
Lybækkerne til at tage den. 200 Kanoner
tordnede fra Slottet og fra de danske Skibe,
og Fjenden maatte
vige „uden at have
faaet et Haar af
Koen." Der blev
Jubel i Byen, og
Dagen endte med
en stor Fest paa
Slottet, hvor Dron-
ningen og hendes
Jomfruer traadte
Dansen i Ridder-
salen.
De følgende Kon-
ger benyttede alle
Slottet som Residens
og de fleste foretog
mere eller mindre
omfattende Bygge-
arbejder. Kongerne
Chris tiern /og Hans
synes saaledes at
have udvidet Rid-
dersalen. Frederik I
arbejdede paa Slot-
tets Vold og Grav;
rimeligvis har der
dog existeret en
Slotsgrav fer hans
Tid; enkelte Spor
ved Udgravninger-
ne kunne tyde paa,
at der har været
et Led ogsaa i det
ældste Anlæg. Chri-
stian 111 opførte nye
Bygninger paa Slot-
tets Sydside, nem-
lig Kongefløj, Dra-
bant- og Kirkefløj.
Ved disse Arbejder
blev der rejst nye
Ydermure langs Fo-
den af Erik af Pom-
merns Vold, og denne dækkedes altsaa under
det nye Slot som efterhaanden, — uden at
746
.== Absalons Borg og Københavns Slot
det dog i Detaillerne kan udredes hvorledes — ,
fik den Form, vi kende fra Afbildningen fra
Christian IVs Tid og fra Frederik IVs Op-
maalingstegninger. I Januar 1717—27
nedrev Frederik IV Slottet indtil Fundamen-
terne med Undtagelse af det gamle Blaataarn
og opførte en ny, kun lidet imponerende
Kotigebolig i en Slags italiensk Renaissance-
stil. Naar de Levninger, der nu er bragte
frem ved de sidste Udgravninger blev skaa-
nede for Ødelæggelse den Gang, er Aar-
sagen, at de for største Delen ikke vare be-
nyttede som Dele af det senere Slots Mure,
men laa begravede under Slotsgaardens Fyld,
der efterhaanden havde hævet sig til omtrent
20 Fod over daglig Vande eller 6 — 7 Fod
over den nuværende Slotsgaard.
Frederik IV's Slot afløstes allerede i 1731
af det første Christiansborg, der blev indviet
i 1740. Det Slot brændte som bekendt i
1794, og dets Afløser havde jo samme
Skæbne i 1884. Nu begynder Arbejdet paa
det syvende Slot, der skal rejses paa Ab-
salons gamle Borgholm. Maatte det faa en
blidere Skæbne og en længere Levetid end
dets mange Forgængere!
Det ny Christiansborg.
747 .
50
KOLONIALKONFERENCEN
Af Dr. phil. R. Besthorn.
Den 3. Marts om Morgenen stansede
Morgen-Exprestoget til London paa The
Great Western Railway mod Sædvane ved
den lille Station Solihull, der ligger 6 — 7
engelske Mil udenfor Birmingham, for at med-
tage to Passagerer, der havde ønsket at und-
gaa Folks Opmærksomhed : en gammel affæl-
dig og syg Mand og hans Hustru. Det var
Mr. og Mrs. Chamberlain, der vilde begive
sig til Rivieraen, hvor den berømte Stats-
mand haabede at overvinde Følgerne af de
haarde Sygdomme, der i lang Tid havde
fængslet den gamle politiske Feltherre til
Sygelejet.
Joseph Chamberlain maatte særligt paa
dette Tidspunkt forlade sit Fædreland med
bitter Skuffelse. Der var kun sex Uger, til
den store politiske Forestilling, som skulde
opføres efter hans Program, og i hvilken
han skulde have spillet Hovedrollen, den
femte britiske Kolonialkonference (naar Ottawa-
Konferencen medregnes) skulde begynde i
London; han vidste, at den eller rettere
de, der nu skulde spille hans Rolle, vilde
gøre alt for at ødelægge det imperialistiske
Rigsstykke.
De londonske Kolonialkonferencer er be-
gyndte som Jubilæumsforestillinger, og de
tre første London-Konferencer hørte til denne
Kategori.
Da Storbritannien for tyve Aar siden skulde
fejre Dronning Victorias 50aarige Regerings-
jubilæum, søgte man selvfølgelig at samle
hele det britiske Verdensrige indenfor Fest-
rammen. De selvstyrende engelske Kolonier
fik en særlig Plads paa Festprogrammet, og
den engelske Regering benyttede Lejligheden
til at drøfte en Række Spørgsmaal, der havde
Interesse baade for Kolonierne og Moderlan-
det, med disse Koloniers Repræsentanter. Den
daværende Statssekretær, Edward Stanhope,
udsendte Indbydelser til en Konference, som
skulde drøfte Spørgsmaalene om en Reorganisa-
tion af Koloniernes Forsvar og Udviklingen-
af Post- og Telegrafforbindelserne mellem
Moderlandet og Kolonierne samt overhovedet
ethvert Spørgsmaal, der kunde interessere
England og de engelske selvstyrende Kolonier.
Men den engelske Statssekretær frabad sig
udtrykkeligt Drøftelsen af Spørgsmaal, der
vedrørte Planen om „et politisk Forbund",
altsaa netop de Spørgsmaal, der nu er blevet
Hovedspørgsmaalene paa Kolonialkonferencer-
nes Program.
Dronning Victoria oplevede ogsaa sit Dia-
mant-Regeringsjubilæum, og Hds. Majestæts
daværende Koloniminister, Joseph Chamber-
lain, indbød atter de selvstyrende engelske
Koloniers Premierministre til en Jubilæums-
konference, der blev afholdt i London i
Sommeren 1897. „Konferencen" — hed det
i Chamberlains Indbydelse — „vilde faa en
værdifuld Lejlighed til informatorisk at drøfte
Spørgsmaal, der var af stor Interesse for
Riget*. n Rigstanken " havde altsaa allerede
den Gang begyncft at beskæftige Chamberlain,.
men den spillede ingen Rolle paa de fem
Møder, som den anden londonske Kolonial-
konference afholdt for at drøfte Koloniministe-
rens Forslag, og Verden erfarede kun meget
lidt om Konferencens Forhandlinger.
Saa kom den tredie londonske Kolonialkonfe-
renu i Aaret 1902. Dronning Victoria var
endelig den 22. Januar 1901, mæt af Dage,
gaaet til sine Fædre, hendes Søn, Edward VII,
var bleven saa rask, at han kunde lade sig
krone, og Joseph Chamberlain kaldte atter de
engelske selvstyrende Koloniers Premiermini-
stre til London.
Den tredie London-Konference blev i Mod-
sætning til sine [Forgængere en Begivenhed
af høj politisk Rang. Den mærkelige, lang-
varige Kamp for Hævdelsen af det britiske
Kolonirige i Sydafrika var efter mange Om-
- 3 748
Kolonialkonferencen —
vexlinger endt med Englands fuldstændige
Sejr, og denne Kamp havde i Joseph Cham-
berlains fortræffelige politiske Hjerne modnet
en stor Plan, som han vilde gennemføre ved
Koloniernes Hjælp.
Den engelske Nation har aldrig været i
Tvivl om, at den vil og maa forsvare de
Flaadestationer, som det har sikret sig rundt
om i Verden, og det i Verdenshistorien ene-
staaende indiske Kolonirige, der danner Ho-
vedgrundlaget for Englands Rigdom og Ver-
densmagt, til det yderste og for enhver Pris.
Men i lang Tid var Englænderne lige saa
enige om, at det vilde gaa dem med de rent
engelske Udvandringskolonier, som det var
gaaet dem med de Kolonier, hvoraf de forenede
Stater i Nordamerika har udviklet sig — at
disse Kolonier vilde løsrive sig fra Moder-
landet, saa snart de følte sig stærke nok til
at staa paa deres egne Ben. Moderlandet
havde endog selv forberedt en saadan Udvik-
ling ved at give disse Kolonier, Canada og
de australske Kolonier, vidtgaaende Selvstyre,
der kun adskilte sig fra fuldstændig Uafhæn-
gighed ved, at Kolonierne maatte lønne en
kongelig Guvernør, der egentlig kun spillede
en dekorativ Rolle, anerkende et kongeligt
Veto og overlade Regeringen i London alt,
hvad der vedrørte Forsvarsvæsenet og Uden-
rigspolitiken.
Den berømte Frihandels-Cobden var ogsaa
Hovedtalsmanden for denne Resignations-Poli-
tik, og han lærte endog sine Landsmænd, at
Kolonier kun var en Byrde for England.
Lidt efter lidt begyndte dog en ny politisk
Opfattelse, Tanken om „et større Britannien"
at gøre sig gældende; dette Slagord blev
først udslynget af en af Englands mest
fremsynede Politikere, Mr. Charles Dilke,
hvis politiske Virksomhed, vistnok til stor
Skade for hans Fædreland, tidligt blev lam-
met ved private Affærer.
Tanken om „et større Britannien", om
Dannelsen af et britisk Rige ved Sammen-
slutning mellem Moderlandet og de rent en-
gelske eller væsentlig engelske Kolonier —
i Canada udgør det gamle franske Element
endnu omtrent en Trediedel af Befolkningen
— vandt mere og mere Fremgang og blev
baaret frem af Forholdene baade i Moder-
landet og i Kolonierne.
Der havde ganske vist i Kolonierne ud-
viklet sig en stærk Selvstændighedsfølelse,
men paa den anden Side havde Udviklingen
i „Samkvemmets Tegn" fremkaldt livligere
Forbindelser, baade paa økonomiske og paa
aandelige Omraader, mellem England og de
udvandrede Englændere, og samtidig medførte
Verdenspolitikens Udvikling nye og haardere
Vilkaar for de smaa Stater og altsaa ogsaa
for Dannelsen af nye uafhængige „forenede
Stater". Canada truedes af den store trans-
atlantiske Republik; i Australien forudsaa
man den Tid, som nu faktisk er* kommen,
da den forhadte gule Race vilde optræde med
overvældende militær Overlegenhed. Hertil
kom mægtige økonomiske Faktorer. Det
rundt om herskende og voxende Beskyttelses-
system rejste uoverstigelige Toldmure for de
engelske Koloniers Export, der væsentlig be-
staar af Raaprodukter; denne Udvikling
maatte ganske naturligt i Kolonierne frem-
kalde Ønsket om en britisk Rigs-Toldfore-
ning, der ved gensidig Begunstigelse og
Toldmure udadtil sikrede de engelske Rigs-
dele, der tilsammen saa nogenlunde frem-
bringer alt, hvad de behøver til Livets Op-
hold og Industriens Udvikling, hverandres
Markeder.
De engelske Koloniers Planer og Ønsker
stødte paa stor, efter manges vel begrundede
Mening uovervindelig Modstand fra Moder-
landets Side. England har vundet sin ver-
densbeherskende Stilling som Handels- og Sø-
magt i Frihandelens Tegn, og „Free Tråde*
er blevet et Dogme, som den store Mængde
i England tror blindt paa uden Hensyn til
en modsat Udvikling i den øvrige Verden.
Det nye tyske Riges hurtige, ligefrem kæmpe-
mæssige Udvikling paa Industriens og Indu-
749 --
50*
= Kolonialkonferencen
stri-Exportens Omraade, der begunstiges i
en forbløffende Grad ved den tyske Handels-
rejsendes hensynsløse og overfor alle Afvis-
ninger hærdede Energi og ved den engelske
Handelsstands næsten franske Konservatisme
paa dette Omraade, begyndte lidt efter lidt
at rokke Troen paa Frihandels-Dogmet i en-
gelske Forretningskredse. Men Hovedstødet
til den nye britiske Rigsbevægelse, der uløse-
ligt er knyttet til Joseph Chamberlains Navn
og Statsmandsløbebane, kom dog fra det
politiske Omraade. Englænderne havde været
forberedte paa at ofre hver Mand, hvert Skib
og alle deres Penge i en Kamp for Indien.
Boerkrigen havde vist dem, at Faren for det
britiske Verdensrige ogsaa kunde komme fra
andre Steder, og Kejser Wilhelms berømte
Telegram til Præsident Kruger havde indgivet
Englænderne Frygt for, at en Kolonikrig
ogsaa udenfor Indien kunde fremkalde en
Verdenskrig, der kunde volde det britiske
Verdensrige de største Farer.
Disse Forhold gav den ærgerrige og dri-
stige Chamberlain Mod til at fremsætte sin
store imperialistiske Plan, der i Hovedsagen
gik ud paa at knytte de selvstyrende Kolo-
nier fastere til Moderlandet ved et fælles
Toldsystem og overhovedet stramme de Baand,
der forbandt Kolonierne med gamle England
bl. a. paa Forsvarsvæsenets og Retssvæsenets
Omraade. Det af Chamberlain planlagte Ver-
densrige skulde paa det økonomiske Omraade
kunne være sig selv nok; det skulde selv
drage hele Fordelen af sine Produktionsevner.
Kolonierne skulde fortrinsvis købe Moderlan-
dets Industriprodukter; England skulde for-
trinsvis forsyne sig med Levnedsmidler fra
Kolonierne. Udlandets Konkurrence skulde
umuliggøres eller dog hæmmes ved den gen-
sidige Toldbeskyttelse, og det Chamberlainske
Kejserrige skulde desuden bidrage til at
hæmme den store engelske Udvandring til
ikke-engelske Besiddelser, særligt til de for-
enede Stater. Det engelske Verdensrige skulde
selv i fuldeste Maal udnytte sin Menneske-
kraft og sine Produktionsevner til Gavn for
sig selv, for „det større Britannien*.
Den tredie londonske Kolonialkonference
blev afholdt i Imperialismens Tegn. Medens
Stanhope i Indbydelsen til den første Kon-
ference havde frabedt sig alle Drøftelser om
„en politisk Føderation0, erklærede Chamber-
lain i Indbydelsen til Kolonialkonferencen 1902
udtrykkeligt, at Konferencen havde den Op-
gave at forhandle om de kommercielle og
politiske Forbindelser mellem det britiske Riges
Stater og om Forsvarsspørgsmaalet. Den
engelske Regering var paa Konferencen re-
præsenteret af flere Fagministre, og Cham-
berlain ledede selvfølgeligt Forhandlingerne i
imperialistisk Retning. Det lykkedes ham da
ogsaa at faa Konferencen til at vedtage føl-
gende Resolutioner: Konferencen erkender,
at Principet om gensidig Toldbegunstigelse
(Preferential tråde) mellem Storbritannien og
Hs. Majestæts Besiddelser hinsides Havene
vilde fremme og lette den gensidige Handels-
forbindelse og styrke Riget ved at udvikle
de engelske Rigsdeles Hjælpekilder og Industri.
Konferencen erklærer, at det under de nu-
værende Forhold er umuligt at gennemføre
fuldstændig Frihandel mellem Moderland og
de britiske Besiddelser hinsides Havene;
men for at fremme Handelen og Nærings-
vejene inden for Riget er det ønskeligt, at de
Kolonier, som ikke allerede har gennemført
en saadan Politik, vil, saa vidt deres Forhold
tillader det, yde Produkter og Frembringelser
fra de forenede Kongeriger klækkelige Told-
begunstigelser.
Dermed var Chamberlains Rigsplan officielt
sat paa den storpolitiske Dagsorden, og det
var lykkedes ham at vinde Kolonierne for
sin Plan. Men Kolonierne vejede kun lidt i
den britiske Rigspolitiks Vægtskaal. Hoved-
spørgsmaalet var, om Chamberlain kunde
vinde gamle England for sin Plan.
Planen var storslaaet, den aabnede store
Fremtidsudsigter, dens Gennemførelse kunde
under de givne Forhold endog synes at være
750
Kolonialkonferencen
en Nødvendighed for det britiske Rige, og
Planen blev ført frem af en slagfærdig, ener-
gisk og populær Statsmand. Men Chamber-
lains Stilling var mere blændende end sikker.
Kan havde ikke noget enigt Parti bagved
sig, og hans Indflydelse i det Kabinet, han
var Medlem af, heroede paa de Sejre, han
selv kunde tilkæmpe sig. Den altfor filoso-
fiske Premierminister, Arthur Balfour, indtog
en ofte ret tvetydig Holdning og vilde
paa ingen Maade opgive Frihandels-Etiketten,
før der var nogenlunde Sikkerhed for Cham-
berlains Sejr. De liberale Unionister under
Hertugen af Devonshire indtog en afgjort
fjendtlig Holdning overfor Chamberlain og
beskyldte ham — ikke uden Grund og heller
ikke uden Virkning — for at sprænge det
unionistiske Parti, lige som han tidligere havde
sprængt det liberale Parti. Chamberlain selv
synes at have savnet det rette strategisk-
politiske Blik. Han indsaa ikke, at en
Plan som hans, der brød med den engelske
Nations mest indgroede politiske Traditioner,
kun kunde gennemføres i et Stormangreb,
og han forsaa sig paa Gladstones berømte
Oldinge-Felttog. Han vovede ikke at gøre
sin Plan til et Kabinetsspørgsmål; han vovede
heller ikke at bryde med sit Parti og dets
Fører. Chamberlain traadte ud af Ministeriet
Balfour for at faa frie Hænder til sin Agita-
tion ; men han efterlod sin Søn som et Slags
Gidsel for sit politiske Venskab med Balfour.
Og da Chamberlain saa aabnede sit Agita-
tionsfelttog, skuffede han sine egne Forvent-
ninger. Den næsten 70aarige Chamberlain
maatte snart erkende, at han savnede „den
store gamle Mands" historiske Prestige og
uovervindelige Livskraft, og medens man for-
gæves ventede paa Gennemførelsen af det
store Chamberlainske Felttog, fik de Liberale
Tid til at samle deres Kræfter og vandt i
Arbejderklassen Allierede til den forestaa-
ende Valgkamp. Unionisterne blev saa stærkt
svækkede, at de end ikke kunde over-
tage Ledelsen af Valgkampen, og Balfour
veg i December 1905 Pladsen for de Libe-
rales Fører, Campbell-Bannerman. C.-B. var
visselig ikke nogen politisk Feltherre af høj
Rang; men Frygten for Chamberlains Told-
planer skaffede de liberale en forbløffende
stor Sejr. De Liberale førte Valgkampen
under Løsenet: „Ikke dyrere Brød*, og de
talløse Faner og Plakater, der paa drastisk
Maade anskueliggjorde Lignelsen om „Fri-
handelens store og Toldbeskyttelsens lille
Brød*, slog selv Unionisternes bedste Cham-
berlainske Argumenter til Jorden. De Libe-
rale vandt i Frihandelens Tegn en overvæl-
dende Sejr. Den gamle Chamberlains Magt
var brudt, hans Tilhængeres Mod og Tillid til
ham var svundet, og selv blev han kaldt
bort fra den politiske Arena ved haarde
Sygdomsanfald.
Den fjerde londonske Kolonialkonference, der
traadte sammen den 15. April 1907, var ikke,
som dens Forgængere, en tilfældig Jubilæums-
Konference. Chamberlain havde søgt at gøre
disse Konferencer til en fast Rigsinsti tution,
og Tiden for Konferencens Sammentræden
var forud bestemt. I modsat Tilfælde havde
Campbell-Bannerman sikkert ikke kaldt sine
Koloni-Kolleger til London, thi Kolonialkon-
ferencen kunde under de givne Forhold kun
volde Regeringen Ubehageligheder. Ganske
vist har den imperialistiske Tanke vundet
Borgerret ogsaa i England, og de Liberale
er ogsaa paa deres Vis Imperialister, for
saa vidt som ogsaa de ønsker at knytte de
selvstyrende Kolonier fastere til Moderlandet.
Det liberale Ministerium vil gerne lette Sam-
kvemmet mellem Kolonierne og gamle Eng-
land, det vil gerne lede Udvandringsstrømmen
fra de forenede Kongeriger til de selvstyrende
engelske Kolonier, skabe ensartede Retsfor-
hold og endog bane Vejen for et Slags
Rigsraad. Men C.-B. og hans Kolleger vidste
kun altfor godt, at Koloniernes Premiermini-
stre lagde afgørende Vægt paa det Spørgs-
maal, som Regeringen i London havde sat
sidst paa Kolonialkonferencens Dagsorden og
751
Kolonialkonferéncen
kun nødigt havde optaget blandt Forhandlings-
genstandene: Spørgsmaalet om „Preference"-
Told, om gensidig Toldbeskyttelse. Det var
givet, at Rigsregeringen hverken kunde eller
vilde imødekomme Koloniernes Ønsker paa
dette Hovedpunkt, og at det altsaa vilde
komme, til unyttige Konflikter. Koloniernes
Selvfølelse var blevet stærkt udviklet ved
Chamberlains Politik. De exotiske britiske
Premierministre havde allerede i 1897 afvist
Betegnelsen Kolonier og sagt, at den mindede
dem om „ Straffekolonier" ; den konservative
Regering havde vist sig lydhør og smigret
deres Selvfølelse, idet den til Dronningens
Titler føjede Ordene „and of the British Do-
minions beyond the seasu. Siden den Tid
var Koloniernes Selvfølelse voxet saa stærkt
i
at de bittert beklagede sig over, at Regerin-
gen i London afgjorde udenrigske Spørgs-
maal uden at spørge om deres Mening.
Det liberale Kabinet kunde kun vente Kon-
flikter og Ubehageligheder af Kolonialkonfe-
rencen. Regeringen maatte endog frygte for,
at disse Konflikter skulde fremkalde ubehagelige
Demonstrationer fra de engelske Arbejdere,
der ganske vist er bestemte Modstandere af
Koloniernes Toldplaner, men til Gengæld an-
ser to af Koloni-Premierministrene, det au-
stralske Statsforbunds Ministerpræsident, Mr.
Deakin, og ganske særligt New Zealands
Premierminister, Sir Joseph Ward, for at høre
til deres egne. Den engelske Regering havde
da ogsaa undgaaet blot at berøre Kolonial-
konferencen i Trontalen ved Parlamentets
Aabning. Men Kolonialkonferencen var nu
en Gang bleven uundgaaelig, og Regeringen
søgte da at hjælpe sig med at foranstalte en
Række glimrende Fester, der allerede paa
Konferencens femte Dag havde øvet saa stærk
Indflydelse paa flere af Deltagernes Helbreds-
tilstand, at de maatte sende Afbud til den
Dags Festgivere. Regeringen havde desuden
sørget for et meget mangelfuldt og meget
ensidigt Referat af Konferencens Forhandlin-
ger, til hvilke Pressen ikke fik Adgang. Da
man bebrejdede Ministeriet denne Fremgangs-
maade, svarede den brave joviale Skotte, Sir
Campbell-Bannerman, at det maatte væce
Konferencens egen Skyld; men den Kends-
gerning, at Ministrenes Taler spiller Hoved-
rollen i de officielle Referater, er mildest talt
noget mistænkelig. Der blev tilsidst truffet
Forholdsregler til Udgivelse af et stenografisk
Referat, men det vil i ethvert Tilfælde først
fremkomme om længere Tid.
Man har altsaa kun meget mangelfulde
Referater af Kolonialkonferencens Forhand-
linger; men man har dog faaet Beviser, at
Toldspørgsmaalet, som Regeringen havde sat
sidst paa Programmet, og som ogsaa beholdt
denne Plads, har spillet Hovedrollen og har
fremkaldt skarpe Sammenstød mellem Rege-
ringen og Repræsentanterne for Kolonierne,
blandt hvilke ved Skæbnens mærkelige Til-
skikkelse den berømte Boergeneral, nu Trans-
vaals Premierminister, Louis Botha havde Sæde
paa Konferencen sammen med Cecil Rhodes*
gamle Næstkommanderende, Dr. Jameson,
der blev slaaet og fanget af Boererne, og
som nu er Kaplandets Premierminister. New-
foundland repræsenteredes af Sir Robert Bond,
New Zealand af Sir Joseph Ward, Canada
af Sir Wilfrid Laurier, der er den mest
selvbevidste af de engelske Koloni-Premier-
ministre og nærmest føler sig som et Slags
Præsident for en ny Udgave af U. S. Natal
hørte egentlig ikke hjemme i det Selskab,
da det ikke har fuldt Selvstyre, men var dog
repræsenteret af sin Premierminister Moor;
for Indien, der endnu mindre hører til de
selvstyrende Kolonier, mødte Sir James Ma-
ckay efter Bemyndigelse fra Koloniministeren.
Kolonialkonferencen traadte sammen den
15. April og ofrede til Slutningen af Maane-
den hele sin ganske vist stærkt indskrænkede
Arbejdstid paa Spørgsmaal, om hvilke der
var Udsigt til at opnaa Enighed. Man op-
naaede da ogsaa Enighed om noget, bi. a.
om „almindelige Principer for en Rigs-Militær-
organisation", og navnlig om en fast Ord-
752
= Kolonialkonferencen
ning for Kolonialkonferencerne. Konferencerne
skal afholdes hvert fjerde Aar og have Titel
af Rigskonferencer , den engelske Premier-
minister er ex officio Konferencens Præsi-
dent, og de selvstyrende Koloniers Premier-
minister er ligeledes ex officio Medlemmer af
Rigskonferencen ; der kan tilkaldes andre
Minister, men kun to Repræsentanter for
hver Stat kan deltage i Forhandlingerne;
hver Stat har kun een Stemme. Rigskon-
ferencens Stilling som en fast Rigsinstitu-
tion blev desuden fastslaaet ved, at der an-
sættes Sekretærer, som under Koloniministerens
Ledelse skal samle Oplysninger til Brug for
Konferencen og vaage over, at deres Beslut-
einger gennemføres.
Endelig den 30. April kom saa Konferencen
til det Spørgsmaal, der mest interesserede
Koloniernes Repræsentanter og den offentlige
Mening — udenfor England: Toldspørgs-
maalet.
De forenede Koloniers Premierminister, Sir
Wilfrid Laurier, der udtrykkeligt havde er-
klæret, at han ikke var kommen til England
„for at tigge om noget", var for fornem til
selv at tage Ledelsen af den haabløse Koloni-
aktion. Denne Ære overlod Sir Wilfrid til
Australiens Premierminister Mr. Deakin, der
paa The Commonwealth of Australia's Vegne
stillede Forslag om at gentage Resolutionerne
af 1902 og desuden tilføje to nye Resolu-
tioner, cfer udtalte Ønskeligheden af, at de selv-
styrende Kolonier gensidigt tilstod hverandre
de samme Toldbegunstigelser, som de tilstod
Moderlandet, og Ønsket om, at England vilde
tilstaa Kolonierne Toldbeskyttelse.
Mr. Deakin motiverede disse Resolutioner
i et meget udførligt og grundigt Foredrag,
der fremhævede alle de mange og store For-
dele, som England vilde have af at akcep-
tere hans Forslag, og han blev støttet af
flere af de andre Premierministre. Men i
Mødet den 2. Maj tog Finansminister Asquith
Ordet og erklærede paa egne og hele Rege-
ringens Vegne, at de ikke kunde akceptere
det foreslaaede Begunstigelsessystem, der vilde
medføre et System af nye Toldsatser, som
vilde krænke Frihandelsprincipperne i deres
Grund — og de engelske Vælgere havde
ved de sidste Valg med stort Flertal udtalt
sig for disse Principper. Ministeren afviste
ligeledes andre mindre vidtgaaende Forslag,
der var stillede bl. a. af Jameson. Asquith
skal endog ifølge Meddelelser, der er sivede
ud fra Konferencen, brat have afbrudt en
af Koloniernes Ministre med de soleklare
engelske Ord: „We can give you nothing".
Asquiths skarpe Holdning havde vakt megen
Forbitrelse hos Koloniernes Repræsentanter, og
den blev ikke dæmpet tilstrækkeligt ved den
store Flaademanøvre, som den nu saa be-
berømte „Home Fleeta afholdt den 3. Maj
ved Portsmouth til Ære for de oversøiske
engelske Premierministre. Gladstones gamle
Ven og Elev, Handelsminister Lloyd-George
søgte da ogsaa i Mødet den 5. Maj at dæmpe
Misstemningen over Asquiths Tale ; men ogsaa
han fastholdt Regeringens bestemte Vægring
ved at gaa med til noget, der blot i mind-
ste Maade lignede Toldbeskyttelse. Under-
statssekretæren i Koloniministeriet, Mr. IVin-
sion- Churchill søgte i Mødet den 7. Maj at
løse den haabløse Opgave, at overbevise
Koloniministrene om, at Koloniernes Affærer
vilde lide ved at blive dragne med ind i den
engelske Partipolitik, hvad der vilde ske, hvis
man for Alvor vilde drøfte Begunstigelses-
systemet. Til Gengæld udtalte Regeringens
Medlemmer, at den engelske Regering var
villig til at gøre alt for at fremme og lette
Samkvemmet mellem Kolonierne og Moder-
landet.
Det engelske Kabinet søgte ved denne Ind-
rømmelse at undgaa et aabent Brud, og det
lykkedes. Konferencen vedtog de foreslaaede
Resolutioner, som Regeringen erklærede ikke
at kunne akceptere, men til Slutning vedtoges
i Mødet den 7. Maj et af den engelske Re-
gering stillet Forslag med nogle Ændringer,
hvorved det kom til at lyde saaledes:
753 =
Kolonialkonferencen
„Konferencen erkender — uden at gøre
noget Skaar i de vedtagne Resolutioner eller
de af Hs. Majestæts Regering tagne Forbehold
— Vigtigheden af at skabe større Frihed for
Handels -Samfærselen indenfor Riget og give
den en selvstændigere Udvikling. Konferencen
troer, at disse Formaal bedst kan naas ved,
at Rigets enkelte Dele faar Handlefrihed med
Hensyn til at vælge de bedste Midler til dette
Formaals Opnaaelse."
Dermed var Kolonialkonferencens Arbejder,
der formelt afsluttedes den 14. Maj, væsen-
lig endte, en tung Sten var lettet fra Camp-
bell-Bannerman's Hjerte, og den 10. Maj
var de oversøiske Statsmænds Damer ind-
budte til Te hos Kong Edward. Koloni-
ministrene selv er nu alle Medlem af Privy
Council med tilhørende Titel af Right honou-
rable, Æresborger i London og Edinburg
og Æresdoktor ved Edinburgs Universitet —
alle med Undtagelse af den gamle Arbejder-
repræsentant Mr. Deakin, der har afslaaet disse
Æresbevisninger.
Den femte Koionralkonference er endt; om
dens Resultater og Betydning er Lærde og
Ulærde meget uenige. Beskyttelsesmændene
fejrer Konferencen som en stor Begivenhed;
Frihandelsmændene frakender den næsten al
Betydning. Alt er muligt, og alle kan have
Ret — som en fredsommelig tysk Handels-
rejsende plejede at sige. Det kan vel ikke
med Grund nægtes, at den femte britiske
Kolonialkonference trods de ugunstige For-
hold, hvorunder den blev afholdt, betyder
et Fremskridt for den Chamberlainske Rigs-
tanke, der allerede før Konferencen havde
faaet en betydningsfuld Støtte ved det lon-
donske Handelskammers Resolution til Fordel
for Toldbeskyttelse. Det kan vel heller ikke
med Grund nægtes, at Konferencens Forhand-
linger og Resolutioner for Tiden ikke har
nogen praktisk Betydning for Gennemførelsen
af Chamberlains imperialistiske Toldpolitik,
og om den vil faa nogen Betydning i den
Retning for Fremtiden, er meget usikkert
Den nuværende engelske Regering hverken
kan eller vil fravige Frihandelsprincippet. Og
vel har Balfour i Anledning af Kolonialkonfe-
rencen med større Bestemthed end tidligere
udtalt sig som Frihandelsmand; men denne
Bekendelse skyldes dog vel nærmest taktiske
politiske Grunde og Ønsket om at volde den
liberale Regering Vanskeligheder. Skulde et
konservativt Kabinet i en ikke altfor fjern
Fremtid komme til Magten i England, vilde
det savne Chamberlain i sin Midte, og Mini-
steriet Balfours Historie viser, hvor utilbøje-
lige de konservative, naar de er ved Magten,
er til at bryde med den traditionelle engelske
Toldpolitik. Det maa heller ikke overses, at
Gamle England nu har en langt tryggere
verdenspolitisk Stilling, end Tilfældet var, da
Chamberlain traadte frem paa Arenaen med
sine imperialistiske Planer. Og jo sikrere
Englænderne er paa deres Verdensherredømme,
desto mere utilbøjelige vil de være til at
lade sig foreskrive Betingelser af deres ofte
ret overmodige Kolonier, desto mere tilbøje-
lige vil de være til at holde sig til den
gamle Skotte, den nu bortgangne Sir George
Campbells i anatomisk Henseende saare mærke-
lige, men dog meget forstaaelige Ord: „Den
engelske Soldats hvide Ansigt er det britiske
Riges Rygrad".
- 754 - _
DE KOMMENDE VERDENS-OPFINDELSER
Af Ingeniør H. C. Nielsen.
Al vor Maskinkraft skyldes den Energi,
-^JL vi faar sendt fra Solen som Straaler;
fyres der under en Dampkedel, er det Sol-
energi, der forbruges; thi Planternes Vækst
sker kun under Solens Indvirkning; Træ,
Tørv og Kul er lagret Solenergi paa for-
skellige Lagringstrin, idet Tørv og Kul er
Resterne af forlængst afdøde Planter. Enten
man bruger Gasmaskine eller Elektromotor
som Drivkraft, er det stadig Solen, der er
Energikilden; i det ene Tilfælde er der blot
fabrikeret Gas af Kullene, og i det andet
er Brændselsenergien omsat til elektrisk
Strøm.
Elvene og Vandfaldene, som kan drive
Vandhjul og Turbiner, er ogsaa i egentligste
Forstand Solenergi, thi ved Solvarmens Ind-
flydelse bliver Vand i Oceanerne til Damp,
som stiger til Vejrs for at afkøles og falde
ned som Regn eller Sne; den Del af Ned-
børen, der falder paa højtliggende Steder,
danner Vandløbene, som atter fører Vandet
tilbage til Oceanerne.
Det er kun en ringe Del af den tilsendte
Solenergi, der nyttiggøres; det vilde være et
meget stort Fremskridt, om vi kunde benytte
Solvarmen direkte til Frembringelse af mekanisk
Kraft: dette vilde navnlig have stor Betyd-
ning, tor de
Lande, som
hverken har
Kul eller Vand-
fald. Der er
gjort mange
Forsøg paa
Konstruktion
af praktiske
Apparater,som
kunde omsætte
Solvarmen til
Bevægkraft; i
den allersidste
Tesla's Solstroalemaskineri.
Tid er der to Amerikanere, der hver for
sig mener at have naaet et Resultat. Den
ene, Gotnez Himalaya, har konstrueret en
Solstraaleovn, der bestaar af en stor vin-
kelformet Jernramme, hvori der er fast-
gjort en Mængde smaa Hulspejle af en
saadan Form, at Solstraalerne ved Tilbage-
kastningen samles i en Brændflade, hvor
der kan anbringes en passende formet Damp-
kedel; derved kan der drives Dampmaskine
uden Brændselsforbrug; Himalaya kan opnaa
høje Varmegrader i sin Ovn, han kan saa-
ledes smelte Metaller i Digler, der er an-
bragt i Brændfladen. Det vanskelige ved
Apparatet er dets store Kostbarhed i For-
bindelse med dets Afhængighed af noget
saa upaalidellgt som Vejret. Den anden af
de to Amerikanere, Nicola Tesla, har kon-
strueret et Apparat, som i Princippet ligner
Himalayas en Del, men Tesla har gjort sig
mere Umage for at nyttiggøre sin Metode
paa en saadan Maade, at den kunde faa
stor praktisk Betydning. Tesla samler Sol-
straalerne ved Hjælp af Hulspejle og Brænd-
glas og lader det koncentrerede Straalebundt
træffe Glascylindre, der er fyldt med Vand;
den derved vundne Damp driver en Damp-
maskine, hvortil der er koblet en Luftpumpe,
som presser
Luft ind i en
stor Beholder;
den saaledes
frembragte
komprimerede
LuftladerTesla
drive en elek-
trisk Dynamo.
Solenergien er
derved omsat
til elektrisk
Strøm, men
for at denne
7n5
De kommende Verdens-Opfindelser
Kombination af Maskiner skal kunne anvendes
i Praksis, maa der yderligere findes et stort,
kraftigt Akkumulatorbatteri, saa at der ogsaa
kan leveres Strøm, naar Vejret er ugunstigt for
Solstraaleopfangelsen ; en saadan Akkumulator
er endnu baade kostbar og besværlig at
holde i Orden. Tesla's Anlæg bliver derved
temmelig kompliceret og alt for dyrt til at
kunne faa vidtrækkende Betydning.
Hovedvanskeligheden ved at faa Kraftanlæg
med gratis men ujævn Energitilførsel (Sol,
Vind, Bølgeslag) til at betale sig er netop,
at man de gunstige Dage maa kunne op-
samle sig Kraft i Reserve for ikke at komme
tilkort paa de Tider, hvor Energitilførslen er
ringe. Saa godt som den eneste Maade,
hvorpaa dette hidtil har kunnet gøres, er
ved Opmagasinering af elektrisk Strøm i
Akkumulatorer af Blyplader, men som ovenfor
nævnt bliver saadanne Batterier meget store,
saa snart de skal kunne opsamle ret megen
Strøm. Det har af denne og flere andre
Grunde været meget efterstræbt at fremstille
Ovnrummet i Notodden-Salpeterfabrik.
en Akkumulator med større Optageevne (Ka-
pacitet) end Blyakkumulatoren. Opgavens
Løsning vil føre Tekniken et stort Skridt
videre, og den heldige Løser vil have
Chance for at tjene mange Penge.
Det meddeles nu som ganske . sikkert, at
den berømteste nulevende Amerikaner, Edison,
har konstrueret en Akkumulator med en
mange Gange større Kapacitet end de hidtil
kendte. Der foreligger endnu ingen ind-
gaaende Beskrivelse af Opfindelsen, men det
vides dog, at Edison i Stedet for Bly an-
vender Metallet Kobolt til Akkumulator-
pladerne; den Indvending mod Kobolt, at
det er et sjældent og derfor kostbart Metal,
har Edison paa Forhaand imødegaaet ved at
finde overordentlig rige Koboltlejer i Canada
og Wisconsin. Kapaciteten af Koboltakku-
mulatoren, mener Edison, er saa stor, at et
saadant Koboltbatteri anbragt i et Elektro-
mobil kun behøver at lades med Aars Mel-
lemrum, selv om Køretøjet bruges daglig. —
Efterhaanden som Jorden bliver tættere og
=^ 756
De kommende Verdens-Opfindelser
tættere befolket, stiger Kravene til Ager-
bruget med Hensyn til Afgrødens Kvantum;
Jordens Dyrkning drives allerede nu ganske
intensivt, men der er dog sikkert et godt
Skridt endnu, inden Kulminationen er naaet.
Ved denne Dyrkning berøves der Jorden en
Mængde Kvælstof, som den atter maa have
for at kunne give Afgrøde; den naturlige
Gødning forslaar aldeles ikke, og af kvæl-
stofholdige Mineraler er der egentlig kun
Chilesalpeteret, hvis Lejer snart er ganske
udtømte; det har derfor været en ret ube
hagelig Gaade, hvorledes man skulde skaffe
Jorden tilstrækkeligt Kvælstof. Der er jo
nok af dette Stof i Luften, omtrent de 4/5
af vor Atmosfære bestaar af frit Kvælstof,
men i denne Form er der kun ganske faa
Planter (Bælgplanter), der kan optage for-
svindende smaa Mængder deraf; Kvælstoffet
skal være indgaaet i Forbindelse med andre
Stoffer, for at være nyttigt for Planterne;
navnlig salpetersure Salte optages. Man har
gjort mange Forsøg paa at faa Atmosfærens
Ilt og Kvælstof til at gaa i Forbindelse,
saaledes at man ad denne Vej kunde fabri-
kere kunstig Gødning, men det er først i den
allernyeste Tid, at det er lykkedes at naa
til praktisk brugbare Resultater.
Den smukkeste Metode til kunstig Gød-
nings Fabrikation af Atmosfæren er opfundet
af Nordmændene Professor Birkeland og In-
geniør Eyde; deres Fremgangsinaade har
efter alt at dømme en meget rig Fremtid for
sig. Man vidste, at ved elektriske Udlad-
ninger gennem atmosfærisk Luft gaar dennes
Bestanddele delvis i
kemisk Forbindelse,
men det er kun yderst
ringe Mængder Kvæl-
stofilter, der derved
dannes, thi de elektri-
ske Gnister er af meget
lille Udstrækning og
varer kun kort ; ogsaa
i elektriske Buelamper
dannes der ved Lys-
buens Paa virkning gan-
ske lidt af disse For-
bindelser.
Birkeland - Eyde s
Fremgangsmaade be-
staar i, at de frembringer den samme Art Ud-
ladning som i Buelamperne, men ved en meget
kraftig magnetisk Paavirkning antager Ud-
ladningen Form af en Skive i Stedet for en
Bue, derved berøres en langt større Luft-
mængde; inde i et Ovnrum fremstilles saa-
danne Lysskiver ved Hjælp af en højspændt
elektrisk Strøm, og Luften, der stryger igen-
nem Ovnrummet, bliver paavirket, saaledes
at kendelige Mængder Salpetersyre dannes;
Sat petersyren lader de gaa i Forbindelse med
Kalk, og den saaledes vundne salpetersure
Kalk sælges som kunstig Gødning. Billedet
viser Ovnrummet i den første Fabrik, der
anlagdes efter Birkeland-Eyde's Princip (Not-
odden); nu er der i Norge flere meget store
Fabriker, dels lige sat i Drift, dels under
Anlæg; de bruger Vandfald som Kraftkilde
for at frembringe den stærke elektriske Strøm.
Det synes, som om der ogsaa er andre
Maader, hvorpaa Jordbruget kan forceres;
der er nemlig i den sidste Tid forskellige
Steder — Finland, Schweitz, Amerika —
foretaget ganske overordentlig interessante For-
søg for at undersøge Elektricitetens Indflydelse
paa Planternes Udvikling, navnlig deres
Blomstring og Frugtdannelse. Som foreløbigt
Resultat har Forsøgene vist, at denne Ind-
flydelse kan være overraskende stor i heldig
Retning; Frugter modnes saaledes langt hur-
tigere ;. Vinstokkene bærer langt bedre og
flere Druer, medens farlige Snyltere dræbes
o. s. v. Det lille Billede viser to Æbletræer,
hvoraf kun det ene har været udsat for Elek-
tricitet; man ser den enorme Forskel, det har
gjort, at der ned i
Jorden ved det ene
Træ er stukket to Me-
talplader, mellem hvilke
man har sendt elektrisk
Strøm, som altsaa har
maattet berøre Træets
Rødder og den om-
givende Muld. Der er
her en Mulighed for
en kommende Revolu-
tion i Have og Land-
brug, en Revolution,
som maa kaldesheldig,
fordi Resultatet vil være
billigere Ernæring.
.= 757
ROBERT HERRICK
DANSK Læseverden synes at være i Færd
med at opdage Amerika. Joh. V.
Jensen har med den største Energi taget sig
for at lede en Strøm af amerikansk fri og
stærk Livs-Aabenbed ind over den danske
Kulturmark. Han har særlig slaaet til Lyd
for Frank Norris. Harald Nielsen har paa
sin Side gjort os opmærksom paa Robert
Herrick „en af de klogeste og mandigste
Aander i den unge Literatur Verden overu.
Han har i sin værdifulde Serie af fremmede
Forfattere „Roman og Novelle" bragt hans
Mesterværk „En amerikansk Borgers Erindrin-
ger". Selv gengiver han her hans ypperste
Novelle, som han i et Essay i „Tilskueren*
kaldte „et lille Kunstværk af Rang" . . .
„Det er hele Kunstens hemmelighedsfulde og
farlige Guldmageri, der er given i den lille
Fortælling med en Formels Knaphed".
Robert Herrick er født 26. April 1868,
af gammel puritansk Familie, Søn af en
Bostoner Sagfører. Han har studeret ved
Harvard Universitetet og for Resten rejst
meget, ogsaa i Evropa, hvorfra han — selv-
følgelig tør man endnu sige — har mod-
taget overordentlig stærke literære Paavirknin-
ger. Han har skrevet en Del Fortællinger og
fem Romaner, der fængsler ikke blot ved
deres Kunstværdi, som er betydelig, men
ved det livfyldte Indtryk, de bringer os fra
det nye og mægtige amerikanske Samfunds
sociale, politiske og økonomiske Milieu.
fe«
ET KUNSTPROBLEM
Novelle at Robert Herrik.
Oversat af Harald Nielsen.
John Clayton havde omtrent gennemløbet
hele Rækken af skønne Kunster. Som
Dreng havde han rent dilettantmæssigt dyr-
ket Musik, og efter at have røbet noget
Talent i en Skitse af en ung Pige, han
traf i en Sommerferie, havde han besluttet
at blive Kunstner. Hans mange Venner
havde knyttet saa store Forhaabninger til
ham, at han derved fik Mod til at bruge
Resten af sin lille Fædrenearv til at fuldende
sin Uddannelse ved en Udenlandsrejse. Det
tog ham omtrent to Aar at finde ud af,
hvad det egentlig vilde sige at være Kunst-
ner, og de følgende tre gik med at tænke
over, hvad det var, han egentlig vilde lave.
I Paris, i Munchen, og i Rom havde den
Rigdom af Muligheder, der aabenbarede sig
for ham, forvirret ham og bragt hans Planer
i Vildrede. Han var saa dygtig og saa smi-
dig, at han efterhaanden forsøgte sig i næsten
alle Kunstens Genrer, og de Smaating, han
havde faaet færdig, var tilstrækkelige til at
vække smukke Forhaabninger om, hvad han
engang i Fremtiden vilde kunne præstere.
_^— 758 -^
Et Kunstproblem
Blandt Sværmen af amerikanske Dilettanter
havde han nydt en vis usikker Anseelse.
Da hans Portemonnaie var tom, vendte han
tilbage til Amerika for at omsætte sine
Fremtidsudsigter i Penge.
Straks efter sin Hjemkomst udstyrede han
sig med stor Omhu et Atelier i Boston, men
da han fandt Atmosfæren „for provinsiel*
flyttede han til New-York. Der var han en
meget feteret Gæst ved en bestemt Slags
„five-o-clocka-Te,er. Han var paa sin »lo-
vende" Ungdoms Middagshøjde, men han
havde en Anelse om, at dette i Løbet af
faa Aar vilde blive til en Fortid: „da han
var lovende*1. Han trøstede sig imidlertid
med, at han endnu ikke havde fundet sit
rette „milieu*. Han var meget glad for
dette Ord, der saa rart omfattede alt, hvad
der kunde tænkes at stimulere hans Energi.
Han var ikke sikker paa, at der i Amerika
overhovedet var noget „milieu**, der var
gunstigt for Udfoldelsen af hans kunstneriske
Evner. Imidlertid blev Nødvendigheden af
at gøre en eller anden Anstrengelse mere og
mere paatrængende. Han kunde ikke leve
af five-o-clock-Te'er.
Clayton havde udstrakte Familieforbindel-
ser, som baade interesserede sig for ham og
havde Indflydelse. En af disse, en langt
ude beslægtet Kusine, tog sig af hans
Sager.
„Jeg vil give Dem endnu en Chance, *
sagde hun i en forretningsmæsssig Tone, da
han modløs havde gjort hende udførligt
Rede for sin Stilling og discret havde an-
tydet, at han var kommet til en Yderlighed.
„Besøg mig i Sommer ved Bar Harbor. De
skal faa det lille Skovhus paa Pynten til
Atelier, og De kan spise paa Hotellet, der
ligger i Nærheden — saa er De uafhængig.
Der er tre Veje, der vil kunne føre Dem ud
af Vanskelighederne, og hvis De ikke inden
Oktober finder en, der passer Dem, overlader
jeg Dem til Deres Skæbne."
Den unge Mand saa interesseret ud.
„De kan modellere et eller andet — det
er jo Deres Kunst, ikke sandt?"
Clayton nikkede ydmygt. Under det sid-
ste halve Aars Ophold i Italien havde han
besluttet at ville være Billedhugger.
„Og altsaa paa den Maade komme paa
Fødderne — i Deres Fag." Clayton suk-
kede. „Eller De kan finde en rig Beskytter
eller Beskytterinde, der vil sende Dem over
til Europa endnu nogle Aar, indtil Mester-
værket kommer." Hendes Tilhører blev rød
i Hovedet og begyndte at mumle noget, men
hun fortsatte uforstyrret: „Eller, hvad der
er det bedste, De kan gifte Dem med en
Pige med Penge og saa bagefter gøre hvad
De vil." Disse Ord fik Clayton til brat at
rejse sig.
„Saa vidt er det ikke kommet med mig
endnu," sagde han brummende.
„Vær nu ikke dum,* vedblev hun. „De
er virkelig indtagende. God Karakter, ud-
mærkede Manerer, behagelige Vaner, vellidt
af Kvinderne. De skal slet ikke føle Dem
smigret, det er jo Deres Driftskapital. De
er absolut interessant, og de fleste af de unge
Piger, der hvert Aar bliver sendt ud for
at blive anbragt, vilde være glade for en
saadan Handel. De kender Gud og Hver-
mand, og De kunde skaffe en hvilkensomhelst
ung Pige en smuk Position i Boston eller
New-York. Desuden er der jo Deres Geni,
som skal udvikles — det vil gare Udslaget.
Tro mig, det kan gøres i Penge."
Clayton, der var begyndt at føle, hvor
ubehagelig hans Stilling var, eftersom den
udsatte ham for den Slags Overhalinger,
endte med at briste i Latter ved den aaben-
hjærtige, materialistiske Maade, paa hvilken
hans Kusine fremstillede Situationen. „Well,"
udbrød han, „det nytter jo ikke at tale til
Dem om Kunstens Krav og Idealer, Kusine
Della, men jeg tager imod Deres Tilbud, om
ikke for andet, saa for at modellere en Buste,
der skal hedde: „Den energiske Matrone
(Amerikansk)."
_^ 759 -—^^
Et Kunstproblem
„Naa nej, jeg bryder mig ikke meget om
Idealer, Kunsten og al den Slags," svarede
hans Kusine, „men dette vil jeg „klare" for
Dem, som Harry plejer at sige. Kun en Ting
maa De love mig : ingen Kurmageri til Harriet
og Mary. Henry har, som De ved, gjort
Dumheder og tabt Penge, og jeg kan ikke
have mere end en Tigger i Familien."
II.
Da det lakkede mod Slutningen af Juli
Maaned var Clayton kommet helt paa det
rene med to Ting — han stod i sit lille
Atelier og snoede Overskæget, og saa snart
paa en halv-fuldendt Skitse og snart paa
den Strime blaa Vand, der laa nede under
Klippen. De to Resultater var, at han bestemt
ikke vilde blive forelsket i Harriet og i Mary,
og for det andet, at Mount Desert snarere
gjorde ham til Maler end til Billedhugger.
„Det er et Sted, der kun egner sig for
Farver og Digtning," mumlede han. „Man
maatte jo lukke sig inde i en Kælder for at
slippe løs fra disse herlige Højder og denne
Bugt, hvis man vilde arbejde paa min
„Skønhed". Han kastede et foragteligt Blik
paa en raat skitseret Buste af hans Kusine
Della, det eneste, han var begyndt paa. Som
en Løsning paa det haabløse Problem greb
han en Pibe og gav sig til at lede efter
noget Tobak for at drive over til Newport,
da der i det samme var Een, som bankede
frygtsomt paa Indgangsdøren.
„Er det Dem, Miss Marston?" sagde
Clayton i en skuffet Tone, da en middel-
aldrende Kvinde traadte ind.
„Alle Tjenestefolkene var ude," svarede
hun, „og Della mente, at De maaske trængte
til lidt Frokost ovenpaa Deres Arbejde."
Det blev sagt lidt spydigt, da hun saa sig
om og ikke fandt noget paa Stabelen, der
var værd at tale om.
„Jeg tænkte netop paa at sige stop for i
Formiddag og gaa mig en Tur. Vil De
ikke med? Det er saadant et straalende
Vejr og ingen Taage," tilføjede han i Paren-
thes som for at begrunde sin Lediggang.
„Hvordan kommer De paa den Ide at
bede mig med?" udbrød Miss Marston hef-
tigt. „Hidtil har De ikke lagt mere Mærke
til min Eksistens end om jeg havde været
Jane, Tjenestepigen, der bringer Deres Mad.*
Hun snappede efter Vejret af Forfærdelse
over sin egen Dristighed. Det var ikke
Koketteri, men aabenbart noget ganske nyt
og usædvanligt hos hende.
„Hvorfor! Jeg vilde virkelig ønske, De
vilde gaa med," sagde den unge Mand,
hjælpeløs. „Saa fik jeg Lejlighed til at
lære Dem bedre at kende."
„Godt, jeg gaar med." Hun syntes at
have taget en desperat Beslutning. Miss
Jane Marston, Della's Svigerinde, havde altid
været et overflødigt Medlem af sin Familie.
Den Slags ikkemisundelsesværdige Opgaver,
som at lege med eller undervise de mindre
Børn, sy, eller være fjerde Mand til en
Whist, var, som det sædvanligt gaar netop
saadanne Familiemedlemmer, tilfaldet hende.
Alt dette hadede Miss Marston paa en sløv,
opsætsig Maade. Da hun altid havde haft
akkurat for faa Penge til at leve uafhængigt,
havde hun været nødt til at modtage Ind-
bydelser til lange Besøg paa Steder, der
ikke interesserede hende. Som ung Pige
og ung Dame havde hun ejet en fin, til-
bageholdende Skønhed, som vilde kunne være
bleven feteret og til Trods for sit graa Haar,
sine fem og tredive Aar og et lidt skarpt
Blik, kunde man endnu opdage tilstrækkelig
mange Spor af en svindende Skønhed til
deraf at kunne idealisere hende. Hele Som-
meren havde hun iagttaget den raadvilde
unge Kunstner, fyldt af levende Interesse for
det nye Liv, han bragte ind i hendes flade
Omgivelser. Hans Sprudlen spredte hendes
sædvanlige Nedtrykthed, hans Ivrighed og
Livslyst fik hendes Blod til sympatisk at
rulle raskere og hans Intelligens' Livlighed
forvildede og fængslede hende. Hun var
760
Et Kunstproblem -
endnu med sine fem og tredive Aar en sky
Natur, og Bevidstheden om, hvor dagligdags
hun var, gjorde hende meget beskeden og
forsigtig, men til Tider kunde den oprørske
Bitterhed, der laa paa Bunden af hendes
Hjærte, bryde frem i voldsomme og dristige
Udtalelser. Hun var endnu i Stand til at
berede Overraskelser.
„Vil mit Selskab ikke jage Inspirationen
paa Flugt?" tillod hun sig at spørge, efter
en længere Pause.
„Jage Inspirationen paa Flugt", sukkede
Clayton. „Jeg vilde ønske jeg var Grovsmed
eller Sømand eller drev et andet hæderligt
Haandværk. Jeg føler mig fuldstændig som
en Humbugsmager. Jeg er begyndt i et
Tempo, som jeg ikke kan fortsætte i!a
Miss Marston følte sig smigret ved denne
tilsyneladende Fortrolighed. Hvis hun havde
kendt noget til den Slags Naturer, vilde hun
have forstaaet, hvor ligegyldig hun personlig
var Clayton. Han vilde have gjort Fuglene
den samme Tilstaaelse, hvis de havde paa-
virket hans Bevidsthed paa samme Maade.
„De siger jo allesammen, at det, De laver,
er saa udmærket", sagde hun trøstende.
„Aa for Pokker," udbrød han, „gid man
vilde lade være at sige den Slags venlige
Godtkøbsbehageligheder. Paa Kollegiet roste
man mine Vers, Teatrene stjal min Musik
til Farcer og de unge Piger fniste ad mine
Skitser. Og nu, sex og tyve Aar gammel,
ved jeg ikke, om jeg vil spille Violin, skrive
et Epos, modellere eller male. Jeg er Offer
for enhver kunstnerisk Tilskyndelse."
„Jeg ved, hvad De skulde gøre", sagde
hun kløgtigt, da de havde naaet en skygge-
fuld Plet og standsede for at faa lidt Køling.
„Ryge?" frittede Clayton, drillende.
„De skulde gifte Dem!"
„Det er alle Kvinders store Udvej og
Universalmiddel," svarede han med et Skul-
dertræk.
„Det vilde give Dem Stadighed og faa
Dem til at arbejde."
„Nej," svarede han eftertænksomt, „kun
hvis hun var fattig og i saa Fald vilde det
jo være fra Asken og i Ilden!"
„De skulde arbejde," fortsatte hun mere
dristig. „Og en Kvinde vilde skænke Dem
Arbejdslyst og Forstaaelse!"
„Det sidste har jeg allerede haft formeget
af," sukkede han. „Og det er alligevel be-
hageligere, naar det ikke bliver af samme
Tønde. I Løbet af kort Tid ophører en
Kvinde med at frembringe behagelige eller
produktive Stemninger i mit Sind. Ja jeg
ved godt, jeg er optaget af mig selv og er
frygtelig egenkærlig," tilføjede han, da han
saa hendes forundrede Blik. „Det er en-
hver Kunstner. Det eneste, han har at passe
paa er, at hans Omgivelser ikke bliver ud-
pinte og fortærskede. Eller hvis De ønsker
det i mere menneskelige Udtryk, en Kunst-
ner dur ikke til at gifte sig, det er en For-
brydelse af ham at gifte sig og derved knuse
et Kvindehjærte."
Efter denne heroiske Tilstaaelse, holdt han
en Pause for at tage et Par Drag af Shag-
piben. „Desuden, har jeg aldrig kendt nogen
Kvinde, der virkelig forstod sig paa Kunst og
det en Kunstner stræber efter. Hun har
Temperament, en vis overfladisk Forstaaelse
og Interesse, men ikke den ansporende Evne,
som Indsigt giver. Hun har Nerver, men
intet Hovede."
„Men De sagde jo lige nylig, at De havde
nok af Sympathiseren og Kællingeri."
„Saa — ? Naa, ja, saa sagde jeg fejl, for
jeg behøver ikke saalidt og jeg er ligeglad
med, hvor idiotisk det er. Det indgyder mig
Mod at høre et Barn rose mig. Det viser,
hvor nært vi menneskelige Dyr ere knyttede
sammen. Verden, eller i hvert Fald en
lille Del af den, maa give sit Samtykke,
hvis vi skal tro os selv paa den rigtige Vej.
Medens jeg spiller Foregangsmand behøver
jeg et Kor af Beskyttere, beundrende Ven-
ner, opmærksomme Damer o. s.v., til at for-
tælle mig, at „det gaar godt, og at jeg kan
761
Et Kunstproblem
fortsætte. * Tror De nogen Kvinde kunde
være ene om det? Hvor den Arm tager sig
storartet ud!* Dette pludselige Udraab blev
fremkaldt af den Stilling, Miss Marston uvil-
kaarligt havde indtaget, opfyldt som hun
var af den mest levende Interesse. Hun
greb med Haanden op til et fremspringende
Klippestykke og støttede sig let paa den.
Det hvide Muselinsærme var gledet tilbage
og afslørede en smuk, fint rundet Arm, som
man ikke vilde have ventet sig efter hendes
spinkle Legemsbygning. Clayton skubbede
sig hurtig nærmere og, lydende sit Kunstner-
instinkt, blottede han det hvide Kød med de
fine blaa Aarer endnu mere.
„Flyt den ikke. Den vil tage sig ud-
mærket ud i Marmor!" Miss Marston rød-
mede pinligt berørt.
„Hvor De dog er underlig*, mumlede hun,
idet hun rejste sig. „De sagde netop, at
De havde opgivet at modellere ellers vilde
jeg have ladet Dem modellere min Arm for
at give Dem noget at bestille. De skulde
prøve at tage fat paa et eller andet. *
„Sig nu ikke saadanne kedelige Ting, og
lær mig ikke at være udholdende,* sagde
Clayton leende. „Det vil tage paa Deres
Kræfter hvis De prøver paa det!"
„Jeg ved, hvad De trænger til,* vedblev
hun ihærdigt uden at tage Notits af hans
Formaning. „De trænger til en Spore* Det
kommer ikke saa meget an paa, hvad De
laver — De er dygtig nok.tt
„Af Børn skal man høre Sandheden . . .*
„Jeg er ikke noget Barn,* sagde hun,
i det hun optog hans Spøg i ramme Al-
vor. „Selv om jeg ogsaa er dum og al-
mindelig, har jeg mine Anelser som andre
Kvinder.*
„Og de giver det Resultat, at det er lige-
meget enten Raphael maler eller spiller Piano.
Naa, jeg kan ikke sige, jeg finder det saa
galt. Det er netop min Teori. En Kunstner
er en samlet Sum af sammentrængt, ufor-
brugt af Energi, for hvilken der staar en
Række Udveje aabne, men af disse udvælger
han sig kun en. De fleste af os ere Kunst-
nere, men med saa mange Udløb, at Tøn-
den efterhaanden løber tom. Men hvad skal
det være. Skal vi kaste „Plat og Krone*
om det?*
„De skal være Maler,* sagde Miss Mar-
ston afgørende. „Det maa De blive ved*.
„Hvordan kom De til det Resultat — har
De undersøgt mit Arbejde?*
„Nej, det skal De faa at vide en anden
Gang, men nu skal De begynde at bestille
noget. Kom!* Hun rejste sig op som om
hun vilde gaa ned til Skovhuset med det
samme. Uden at mærke det vanvittige i
Situationen, rejste Clayton sig føjelig og
fulgte med hende ned ad Stien et lille Stykke.
Han syntes fuldstændig behersket af den
pludselige Begejstring og Energi, som Skæb-
nen havde tilkastet ham.
„Naa, det har vel ikke saadant et Jag,*
sagde han tilsidst, da den første Opbrusning
havde lagt sig. Lyset vil være for ugun-
stigt til at arbejde ved, inden vi naar Bar
Harbor. Lad os blive her i denne mørke
Krog og drøfte Sagen.*
Clayton var altid umaadelig ivrig for at
drøfte alting. Meget af hans kunstneriske
Energi var sivet bort i Udenomssnak. „Hør
— jeg har det,* udbrød han begejstret. „Jeg
vil begynde et stort Billede — en moderne
Magdalene eller noget i den Retning. Vi
kan bruge Dem netop i den Stilling, knæ-
lende foran en Klippe med udstrakte Arme
og bortvendt Hovede. Vi laver det hele af
Deres Arme og Hænder!*
Miss Marston rødmede paa sin langsomme
uøvede Maade. I første Øjeblik morede det
hende at tænke paa, at hun var blevet en
saa vigtig Del af den unge Mands Planer,
men et Øjeblik efter lo hun roligt ad den
Aabenhjærtighed, hvormed han ønskede, at
udelade hendes Ansigt, og ad den karakteri-
stiske Hensynsløshed, han viste ved at an-
tyde sligt i en henkastet Bemærkning.
= 762 : :
Et Kunstproblem
„Godt — jeg er villig til at være til den
Nytte, jeg kan. Men det maa være om
Morgenen, thi Kl. 9 læser jeg med Børnene.
„ Fortræffeligt, " udbrød han med Tanken
om den nye Æra af upaaklagelig Livsvandel,
der gryede for ham. „Saa har vi baade
det friske Morgenlys og nyder tillige Dagens
smukkeste og køligste Timer. Og jeg har
oven i Købet Masser af Tid til at drive i."
„Nej, De maa ikke drive. Jeg bliver en
stræng Lærerinde skal De faa at se!"
III.
Ifølge Aftalen bankede Miss Marston paa
Døren til Atelieret præcis Kl. 6 næste Mor-
gen. Hun smilede ængstelig, og da hun
ikke fik noget Svar, prøvede hun at kaste
•Smaasten paa Ovenlysvinduerne. For at holde
Modet oppe, gentog hun for sig selv: „Han
vil ikke bryde sig om mig og i hvert Fald
«r jeg for gammel til at det kan gøre mig
noget. " Det varede ikke længe, inden et
Hovede blev stukket frem og Clayton raabte
med søvnig Stemme:
„Jeg drømte, at det hele var en Spøg,
men vent et Øjeblik, saa skal vi tale om
Sagen."
Miss Marston traadte ind i det uordentligt
udseende Atelier, hvor Resterne fra en Maa-
neds frugtesløse Anstrengelser laa strøet rundt
om paa Gulvet. Klumper af Ler og Model-
lererværktøj, Lærreder i utaalmodig Forbit-
relse slængte med Bagsiden opad og dækkede
af Olieklude, laa hulter tilbulter imellem hin-
anden. Hun løftede Kjolen forsigtigt og gik
paa Taaspidserne rundt og undersøgte hver
Ting, og da hun endelig havde fundet et
Spritapparat og en Kaffekande, gav hun sig
til at lave Kaffe. Da Clayton kom tilsyne
— som en noget ufriseret Gud — fandt
han hende i Færd med at lede efter Kiksene.
„De kan ikke lave mig til Kunstner Klok-
ken sex om Morgenen," sagde han gnavent.
En pludselig Indskydelse fik Miss Mar-
ston til at puffe den øverste Halvdør op, saa
^ 763
at man saa en lige Vej af Sollys ud over
Vandet, der krusede sig under deres Fødder.
Højderne længere inde i Landet var mystisk
dunkelgrønne og friske af Himlens Dug, og
fra Skovens Hvælvinger hørte man Droslerne
synge. Miss Marston drog et Lettelsens Suk.
Det varme, stærke Sollys gav hende Styrke
og bragte Blodet op i hendes blege Kinder,
ligesom den Interesse for Kunstnerens Liv,
der pludselig havde grebet hende, syntes endnu
engang at have givet hendes Følelsesliv Ung-
dom og Styrke.
Hun slog de tynde Hænder sammen og
hilste med Taknemmelighed baade den legem-
lige og den aandelige Fornyelse. Ogsaa
Clayton livede op. Straks havde han i Tavs-
hed lænet sig mod Dørposten, men efter-
haanden som han Minut efter Minut ind-
sugede Luft, Skønhed og Haab, fyldtes hans
trætte Skikkelse af de indstrømmende Følelser.
„Store Gud, hvor det er skønt," mumlede
han, og med ubetinget Tillid tog han imod
denne Kvindes Indblanding i sit Liv ligesom
han tog imod Solskin og Længsel.
„Til Arbejde," sagde Miss Marston endelig.
„Det dur ikke, det Emne, vi har valgt,
sagde han.
„Jeg tror gerne, De ikke vil faa meget ud
af det, men det kan altid gøre samme Nytte
som et hvilketsomhelst andet til at prøve
med og øve sig paa.
„Ah, De vil nok gerne have Deres Arme
forevigede."
Den lille Kvinde trak sig et Øjeblik for-
færdet ind i sin Skal. Denne dovne Kunst-
ner kunde nok strø Uforskammetheder om
sig med en Skødesløshed som om det var
Epigrammer. Men saa udbrød hun:
„Mr. Clayton, jeg kom ikke for at blive
fornærmet."
Clayton blev yderst overrasket og aabnede
sine søvnige Øjne ganske forfærdet.
„Men Gud velsigne Dem, kære Miss Mar-
ston, jeg kan umulig saare nogen. Jeg me-
ner aldrig noget med noget."
51
Et Kunstproblem
„Det er vist netop Fejlen," svarede Miss
Marston lidt formildet. Men Seancen blev
ikke videre vellykket. Clayton brugte det
meste af Tiden til at lave et Staffeli og rense
sine Pensler. Miss Marston maatte forlade
ham netop som han var parat til at be-
gynde. Han var misfornøjet og, i Stedet
for at drage Nytte af det gode Lys og den
lange Dag, han havde for sig, tændte han
sin Pibe og gik ud mellem Højene. Næste
Morgen var han underlig flov, da Miss Mar-
ston efter at have betragtet det raa Udkast,
der stod paa Staffeliet, sagde:
„Er det det Hele.a
Denne Gang malede han, men i et An-
fald af mørk Misfornøjelse ødelagde han det
hele. Paa den Maade gik det nogle Uger.
Miss Marston var punktlig som et Vækkeur.
Undertiden havde hun Arbejde med, men
som oftest sad hun tomhændet og saa den
unge Mand arbejde. Den eneste Maalestok,
hun anvendte, var Mængden. En Gang da
Clayton flittigt brugte en Regnvejrs -Eftermid-
dag til at male Draperiet, var hun saa glad
over, hvor meget han havde faaet udrettet, at
hun muntert roste ham. Clayton, der som sæd-
vanlig var i daarligt Humør, tilkastede hende
et yderst foragteligt Blik og vendte sig atter
til Staffeliet.
„De maa ikke se saaledes paa mig," sagde
hun næsten angst.
„Saa lad være at vrøvle om mine Male-
rier.1*
Hendes Læber skælvede, men hun tav.
Hun begyndte at gøre sig sin Stilling som
Galej slave klar og bød med en træt Glæde
Foragten og Fornærmelserne velkommen.
En skønne Morgen var Clayton ikke til
at finde. Han viste sig ikke den følgende
Uge og til sidst besluttede Miss Marston at
finde ham. Hun fandt paa en Undskyld-
ning for at rejse til Boston, og da hun
gættede, hvor Clayton var, sendte hun Bud
til en af hans Yndlingsklubber, at hun
gerne vilde træffe ham. Han opsøgte hende
paa hendes beskedne Hotel, i en nedtrykt,
slap og noget skamfuld Forfatning. Han
fandt Miss Marston rolig og dagligdags
som sædvanlig. Men denne Ro hvilede paa
en fortvivlet Beslutning, taget efter at hun i
pinefulde Timer havde stridt med sig selv, hvad
han kun lidet anede. Det Instinkt, hvormed
hun havde knyttet sig til dette mærkelige,
uberegnelige Væsen og besluttet at gøre ham
til Herre over sig selv, havde sejret over
hendes Fordomme. Hun ydmygede sig med
Glæde, da hun havde faaet Øje for, at der
var en Mission.
„Della mente, at jeg kunde gøre Regning
paa, at De vilde følge mig hjem," sagde
hun tørt, skælvende af Frygt for at faa et
affejende Svar. Men noget af det, der var
mest tiltrækkende ved Clayton var netop, at
han aldrig gjorde Regning paa det sædvane-
mæssige. Det forekom ham aldeles ikke
særligt mærkeligt, at denne Kvinde, der var
ti Aar ældre end ham, forfulgte ham paa
denne Maade. Han tog den Slags Eksentri-
citeter som en selvfølgelig Sag og hvor mær-
kelig Omstændighederne og deres Samtaler
end var, fandt han det hele naturligt og for-
nuftigt. Kvinder var derfor ikke bange for
ham, men talte aabenhjærtigt til ham om alt
muligt.
„Hvad Nytte er det egentlig til at fort-
sætte denne latterlige Farce?*4 sagde han
trist. Saa forsøgte han at finde en høflig
Vending. „Det er meget venligt af Dem,
kære Miss Marston, at nære en saa uventet
Interesse og Begejstring for mine stakkels
Forsøg, men de maa tillade mig at gaa i
Hundene paa min egen Facon. Det er i
vore Dage enhver frigjort Sjæls uafhændelige
Ret." Høfligheden og Spotten i denne lille
Tale saarede hende.
„Bliv nu ikke raa som De er unyttig,*
sagde hun bittert. „De er lige saa langt
nede som hvis De var begyndt at drikke
eller var grebet af en anden Last, og De
ved det selv. Jeg kan maaske ikke goutere
764
— — — Et Kunstproblem
Deres fortræffelige Ideer, men jeg véd, at De
burde gøre andet end blot tale. De er for-
færdelig ærgerrig, men De er for svag til
at drive det til mere end Snak. Jeg giver
ikke en Døjt for, hvad De mener om min
Indblanding. Jeg kan faa Dem til at ar-
bejde, og jeg vil faa Dem til at udrette no-
get. De ved selv, at De behøver Pisken,
og hvis ingen af Deres interessante Venner
vil give Dem af den, saa vil jeg. Kom
nu!" føjede hun bønfaldende til.
„Død og Pine!" udbrød den unge Mand
lavmælet. „De er vist en ren Kærnekarl.
Jeg følger med Dem tilbage."
Paa Hjemvejen vekslede de knapt ti Ord
med hinanden. Miss Marston anede, at hen-
des Ledsager var skamfuld og forlegen, og
at den Begejstring, han et Øjeblik havde
følt, var forduftet paa den lange Jærnbane-
rejse. Da de ventede paa Færgen ved
Mount Desert, sagde hun, saa henkastet som
hun kunde: „Jeg har telegraferet efter en
Vogn, men De maa vel gaa op til Dem
selv."
Han nikkede samtykkende. „Altsaa De
vil sætte Vilje i Maskineriet, hvis jeg vil
male Ideerne. Men det gaar aldrig," føjede
han til, mørk i Hu. „Jeg er naturligvis
meget forbunden o. s. v., og jeg skal holde
ud med det til Oktober for Deres Skyld."
I Stedet for Svar smilede hun med en Mine
som om hun ejede ham.
En Virkning paa Clayton af denne Ud-
flugt var det, at han begyndte paa nogle
Landskabsbilleder i de Timer, han tidligere
havde drevet bort. Han fandt nogle stille
Smaadale med Vandløb, og regelmæssig hver
Dag opstillede han sit Staffeli. Undertiden
sad han og drømte og læste, men han havde
en tidligere ukendt Skyldbevidsthed, hvis han
intet havde at vise fra den Dag, naar hans
Mentor ud paa Eftermiddagen viste sig med
Børnene. Hun tillod sig aldrig at kritisere
andet end Mængden af det Arbejde, der var
udrettet, og hun lærte snart ikke at maale
dette efter Lærredets Fladeindhold. Skønt
Clayton havde opgivet Magdalene- Motivet i
den yderste Lede, holdt Miss Marston fast
ved de tidlige Morgenseancer. Hun gjorde
sig nyttig ved at lave Kaffe og sætte
Lærredet til Rette. De talte sjældent sam-
men. Undertiden for der en Djævel i Clay-
ton, saa han drillede sin Formynderske med
det Forhold, de stod i til hinanden, med
hende selv, eller hvad der var det værste,
han lod det gaa ud over sig selv og sagde
meget sande Ting om sine egne Ufuldkom-
menheder. Naar han saa saa' Taarerne bryde
frem i sitOfTers forpinte, trætte Øjne kastede
han sig over sit Arbejde.
Saaledes gik Sommeren og den pragtfulde
September Maaned kom. Den uindviede
Hob forsvandt til Bjærgene eller til Byen,
og 0 og Vand fik atter det Præg af fri-
modig Fred, som tilkom dem med Rette.
Clayton var endnu oftere end før ude og
malede Søstykker, idet han forsøgte at fange
den forvirrede Straaleglans, der overgød alt.
„Det er ingen Nytte til," sagde han ned-
slaaet, da han en Aften i Slutningen af Sep-
tember pakkede sine Sager sammen. „Jeg
kender ganske simpelt ikke de første Be-
gyndelsesgrunde med Hensyn til Farverne.
Jeg kunde ikke udstille en eneste Ting af,
hvad jeg har lavet i Sommer.
„Men hvad er der da egentlig i Vejen?"
spurgte Miss Marston med Fortvivlelsens Ro.
„Hvad der er i Vejen? Jeg har tumlet
med saa mange Ting, at jeg har glemt
meget af, hvad jeg har lært derovre i
Paris."
„Hvorfor tager De Dem ikke en — en
Lærer ?"
Clayton lo ironisk. „Jeg er noget gammel
til at begynde forfra, navnlig da jeg ejer
siger og skriver halvtredsindstyve Dollars og
der ligger en hel Vinter foran mig."
Samtalen imellem dem gik i staa. Næste
Morgen kom Miss Marston paa den sædvan-
lige Tid og lavede Kaffe. Da Clayton var
-- 765
Et Kunstproblem
færdig med sit tarvelige Maaltid satte hun
sig forlegen og saa paa ham.
„De har aldrig interesseret Dem meget
for mine Fremtidsplaner, men nu vil jeg for-
tælle Dem noget om dem. Jeg er træt og
ked af at leve hos andre som en herreløs
Hund, og derfor har jeg i Sinde at rejse til
Jtew-York — og oprette — et Pensionat. a
Hun blev meget rød. „Man vil naturligvis
gøre Ophævelser over det, men jeg er parat
til at bryde med dem alle."
„Naa De finder det altsaa ogsaa besvær-
ligt at være afhængig," bemærkede Clayton
interesseret.
„De har ikke gjort Dem megen Umage
for at lære mig at kende, * svarede hun.
„Hvis jeg var en Mand", fortsatte hun med
dyb Foragt. „Vilde jeg hellere dø end være
afhængig."
„Men en Kunstner er ikke en Mand",
sagde Clayton, og bakkede med Sindsro paa
sin Pibe.
„Jeg hader Dem, naar De er saadan,"
sagde Miss Marston med oprørt Bitterhed.
„Saa hader De mig temmelig ofte. Men
lad mig høre mere om Deres Planer. Lad
endelig ikke vore smaa Temperamentsforskel-
ligheder gribe forstyrrende ind."
„Naa! — ja jeg bar altsaa skrevet til
nogle Venner, som om Vinteren bor i New-
York og blandt dem haaber jeg at finde til-
strækkelig mange Pensionærer — nok til at
jeg kan klare mig. Og der er et meget
stort Rum ovenpaa, der har Lyset fra Nord."
Hun tav og saa paa ham fra Siden.
„Ah, og De mener altsaa at jeg kunde
blive en god Lejer", sagde Clayton køligt.
„Netop," svarede Miss Marston lidt ube-
hageligt til Mode.
„Og hvem skaffer Moneterne; for De tror
da ikke jeg er ussel nok til at leve paa
Deres Pung."
„Nej, det vilde jeg ikke være gaaet med
til," svarede hun roligt, „skønt jeg ikke var
helt sikker paa, at De vilde have været
uvillig til det. Men De kan laane tre hund-
rede Dollars af Deres Broder, og naar De er
sluppet op, maa De være kommet saa vidt,
at De selv kan fortjene noget. De kan
melde Dem ind paa en Skole. Huset ligger
ikke langt fra det Kvarter, hvor de findes.**
Clayton tog hende om Armene og
betragtede hendes Ansigt, grebet af en
Tanke. Hun blev overrumplet og blev
næsten angst.
„Jeg tror", sagde han, men Ordene døde
paa hans Læber.
„Nej sig det ikke. De tror, at jeg elsker
Dem og gør dette for at beholde Dem i min
Nærhed. Vær nu ikke saa raa, for De er
raa, — grisk, egoistisk, utaalsomt raa." Hun
smilede svagt. „Men tro i det mindste ikke,
at jeg er taabelig nok til ikke at forstaa,
hvor utænkeligt sligt er.
Clayton holdt i sin Forbavselse endnu fast
paa hende. „Jeg tror næsten, jeg stod i Be-
greb med at sige, at jeg var forelsket i
Dem."
„Aa nej," sagde hun med en bedrøvet
Latter. „Jeg er Kaffe, Mælk, Brød og Smer
„det Stof, Drømmene ere lavede af". De skal
have en fin, ung Kvinde — en Gudinde,
som kan omskabe Dem til et Menneske. Jeg
kan kun frelse Dem fra Fattiggaarden."
IV.
Der fulgte to drøje Aar for dette mærke-
lige Par. Clayton laante et Tusind Dollars
— det var lettere at huske end tre Hund-
rede mente han — og fik en fremragende
Kunstner, der „tilfældigvis kunde noget" til
at optage ham paa sin stærkt søgte Skole
for et Aar. Han begyndte næsten glubsk
at lære igen, hvad han havde glemt, og ad-
skilligt, som han aldrig havde kunnet.
Da Aaret var omme, følte han, at han
kunde tage fat paa egen Haand og Mesteren
indrømmede det, idet han henkastet tilføjede :
„De kan blive til noget, men det vil koste
strængt Arbejde."
766 =
Et Kunstproblem
I Hjemmet gik Dagene ganske ensformigt.
Clayton havde opgivet sine gamle Vaner, da
han fandt det lidt svært at forene sin nuværende
Levemaade med sine Klubber og sine fashio-
nable Venner. Desuden sparede han paa
hver Cent og ved Miss Marston's Hjælp fik
han de faa Dollars til at strække saa langt
som det paa nogen Maade var muligt. Miss
Marston's beskedne Pensionat blev besøgt af
enlige, ældre Damer. Det var beliggende i
en af disse uinteressante Gader i det østlige
Kvarter, i hvilke man kan gaa en Fjerding-
vej uden at kunne skelne det ene Hus fra
det andet Middagsbordet bød baade med
Hensyn til Mad og til Samtalemuligheder
kun ringe Afveksling. Clayton kunde van-
skeligt tænke sig et mere ydmygt „milieu" for
Udviklingen af en stor Kunstner.
Miss Marston havde afpasset sig ganske
efter hans Fornødenheder og ved at bøje
sig ind i denne vanskelige Stilling følte hun,
at hun betalte for det nye Liv, der blev
hende skænket. Han var saa mærkelig, saa
utvungen, saa udenfor det sædvanlige, saa
optaget af Idéer, saa underholdende selv i
sine onde Luner, at han omskabte hendes
interesseløse Tilværelse. Gennem hans vold-
somme Optagethed af alt levende nød hun,
paa anden Haand. Til Gengjæld lærte hun
paa hvilket Tidspunkt hun kunde bringe ham
en lækker Frokost, og hvor hun skulde
sætte den saaledes, at han lagde Mærke til
den uden at den fremkaldte et Uvejr af
Utaalmodighed. Hun gjorde sig fuldstændig
husvant paa hans Enemærker og fjernede
enhver Ting, der kunde hæmme eller sinke
den unge Kunstner. Han kvitterede ikke for
hendes Hengivenhed, men arbejdede barskt
haardnakket og med en Stædighed, han
aldrig havde kendt før. Engang i Begyn-
delsen af den første Vinter var han nødt til
at vende tilbage til Boston i et Forretnings-
anliggende og lod sig ved den Lejlighed
fange af gamle Vaner og holdt Ferie en
fjorten Dages Tid. Ved hans Tilbagekomst
lagde Miss Marston med en stikkende Be-
kymring Mærke til, at denne lille Udskejelse
kun havde gjort ham godt, at han syntes
at have mere Aand, mere Liv, flere Ideer
og mere Arbejdsiver. Derfor udtænkte hun
metodisk uskadelige Adspredelser for ham. Hun
fik ham til at tage hende med i Operaen,
ja lod ham endogsaa svæve i den Tro, at han
gjorde det af lutter Medlidenhed med hende.
Søndagsspasereture i New-York's maleriske
Afkroge — af forskellige Grunde undgik de
begge den femte Avenue — Kirkekoncerter,
interessante Bøger, alt det „Brændsel", som
Clayton kaldte det, hun kunde skaffe lagde
hun paa Ovnen. Hun skaffede sig Kend-
skab til den bestemte Slags Litteratur, der
syntes at sætte hans Fantast i Bevægelse og
undertiden læste hun ham i Søvn om Af-
tenen for at skaane hans overanstrængte
Øjne. Han tog hendes Hengivenhed med
roligt Alvor som en Verdenslov. Men i
Løbet af den anden Vinter, da hun var syg
en kort Tid paa Grund af Overanstrengelse,
blev han foruroliget af en Tanke. En Dag
kastede han utaalmodigt sin Palet og lagde
sine Hænder paa hendes Skuldre.
„Lille Kvinde, hvorfor vil De absolut slide
Dem selv op for min Skyld."
„Det er Spillelidenskab," svarede hun und-
vigende.
„Hvad venter De at opnaa, hvis De vinder?"
„Et Par nedladende Taksigelser, maaske
et Frikort til Deres Udstillinger og en Linie
i Deres Biografi. Men alvorligt talt, Jack,
kender De ikke Kvinder saa godt, at De
forstaar, hvor det er en Nydelse for dem at
slide for den, der kan udrette noget?"
„Men selv om jeg havde ^Talent, hvad De
ikke kan være sikker paa, hvorledes kom-
mer De saa til at nyde det? De kan jo
ikke bedømme et Maleri?"
Hun smilende. „Bryd Dem blot ikke om
mig. Jeg faar min Morskab, som De plejer
at kalde det, ved at De faar mig til at føle
Ting, som jeg ellers ikke vilde fornemme.
767
Et Kunstproblem
Jeg skulde næsten tro, at det er den eneste
Løn, Kunstnere giver dem, der træller for
dem?"
Saadanne Samtaler var sjeldne. De mær-
kede, hvorledes de smeltede sammen til fysisk
og psykisk Enhed saaledes som dét gaar Men-
nesker, der lever, tænker og arbejder i Fæl-
lesskab for samme Sag. De havde ikke
været fra hinanden en eneste Dag siden
hans første Besøg i Boston. Om Sommeren
havde de boet i et billigt Pensionat i Kap
Ann, for at Clayton kunde faa Lejlighed
at gøre Skitser under sin Lærers Vejledning.
Ingen af dem tænkte paa det passende — det
var for sent at tænke paa det.
Da det lakkede mod Slutningen af det
andet Aar begyndte de at mærke Fattig-
dommens Tryk. Clayton nægtede at gøre
sig nogen Anstrengelse for at faa sine Bil-
leder solgt. Han brugte af sin Kapital og
fortsatte. Hans Tusind Dollars slap omsider
op. Han begyndte at holde sig selv med
Kost paa sit Værelse. Han solgte sine
Klæder, sit Linned, sit Ur, sine Bøger og
tilsidst, hvad han havde samlet paa sine
Rejser. „Mere Brændsel til Ilden," sagde
han bittert.
„Jeg vil laane Dem nogle Penge", sagde
Miss Marston.
„Nej ellers mange Tak," sagde han kort
og tilføjede med den Brutalitet, der var
ham ejendommelig. „Mit Legeme er et
Hundrede Dollars værd. Det vil Stevens
give for det og det vil klare Huslejen. Og
min Broder maa skyde en ;hvid Pind efter
sine Penge eller tage Valuta for dem i
Skitser."
Hun sagde intet, thi hun havde en Plan
i Baghaanden. Hun var imidlertid godt til-
freds med at se ham i Klemme, thi det
bragte de mere mandlige Sider frem hos
ham. Hendes egne Resourcer var ikke
glimrende, thi hendes Pensionat var sunket
i Anseelse. Kedelige Rygter havde skilt
hende af med de uklanderlige, middelaldrende
Damer, som hun var begyndt med, men
hun fortsatte sin Vej uforstyrret. Bebrej-
delserne fra hendes Slægtninge, der betragtede
hende som vanæret, var en sød Husvalelse
for hendes Stolthed.
Den haarde Kamp havde sat sine Mærker
paa dem begge. Han havde glemt sine fine
Vaner, sin Pillenhed i Klædedragt. Et billigt
Sæt hvert halve Aar var alt, hvad han
kunde faa Raad til. Hans Opmærksomhed
havde været saa fast rettet mod Maalet, at
han ikke lagde Mærke til den Forandring, '
der efterhaanden fandt Sted. Det var en
barsk Kamp. Stoffet var ubønhørligt, Dag
for Dag blev Anstrengelserne haardere og
hans Kræfter syntes ved at slippe op.
Skønt han var inderlig misfornøjet med sit
Arbejde, vovede han ikke at tænke paa at
det skulde ende med et Nederlag, thi det
tog hans Arbejdskraft for flere Dage. Men
paa den anden Side irriteredes han, naar
Miss Marston roligt paastod, at det kun
drejede sig om nogle Maaneder.
„Vorherre maa have sat Dem den Idé i
Hovedet, at jeg er et Geni," brummede han
vredt. „Jeg har aldrig gjort det, endsige
noget af mine Billeder. Naa, De kan jo
ikke skelne mellem et godt og et daarligt
Billede og vi er formodentlig lige tumbede."
Han skjulte sit Ansigt i sine Hænder, over-
vældet af Nederlagets Gru. Hun lagde sine
Arme om hans Hovede.
„Naa vi kan da holde ud lidt endnu og
saa — "
„Og saa?" spurgte han bittert.
„Saa," — hun saa paa ham med et
meget sigende Blik. De forstod begge.
„Lieber Gott," mumlede han, du har jo en
Sjæl." Og han kyssede hende mildt som i
et Øjebliks Anfald af Kærlighed. Hun gjorde
ingen Modstand, men de var begge ufølsomme
overfor Lidenskaben, i den Grad var de op-
tagne af det Maal, de skulde naa.
Til sidst lod hun sig ikke rokke fra, at
hun vilde prøve at sælge nogle af hans
768
Et Kunstproblem
Marinebilleder til Kunsthandlerne. Hun kom«
tilbage med fem og tyve Dollars, og det
faldt ham ikke ind, at det var hende selv,
der var Mæcenen. Han saa langeligt til
Pengene.
„Jeg havde tænkt mig, at vi skulde have
en lille Fest, naar jeg tjente mine første
Penge; men nu maa det nok bruges alt
sammen til at fyre med."
Hun fik Taarer i Øjnene ved dette Tegn
paa menneskelig Følelse. „Næste Gang
maaske."
„De tror altsaa, at det er Begyndelsen
til en Formue. Jeg har tabt — tabt om
De saa skaffer mig ti Tusinde Dollars for
hvert Billede, der er herinde. De vil aldrig
forstaa hvorfor. Maaske forstaar jeg det
ikke selv." Og saa gik han til sit Arbejde.
Nogle Uger senere kom han atter til
hende. Denne Gang prøvede han paa at
vinde den eneste „heldige" Kunstner, Clayton
kendte, og gennem hans Indflydelse lykkedes
det hende at sælge nogle Billeder og faa
andre anbragt til Salgs. Hun var saa lyk-
kelig, saa vis paa, at hendes Sjæls profetiske
Instinkt havde faaet Ret, at hun fortalte
Clayton, hvorledes hun. forrige Gang havde
narret ham. Han hørte omhyggeligt paa
hende. Det trak i hans Ansigt som om
han var ved at vænne sig til nye Fore-
stillinger. Først tog han fem og tyve Dol-
lars af de Penge, hun havde bragt, og
rakte hende dem. Saa lagde han Armen
om hendes Liv og saa hende forskende ind
i hendes Ansigt, en Smule venligere end
han plejede at undersøge sine Lærreder.
„Jane." Hun lod ham kysse sig en og
to Gange, og saa skød hun ham væk og
bukkede dybt.
„Takker Dem meget for Deres Taknem-
melighed. De bliver efterhaanden mere ci-
viliseret. Jeg vilde blot have ønsket, at det
havde været noget mere end Pengene, de
var taknemmelig for. Er Penge maaske det
eneste Offer, De forstaar at vurdere."
„De kan tage hvad, der tilkommer Dem i
Spydigheder, hvis De vil det. Jeg har
aldrig gjort Fordring paa at være andet end
en uhyre og maaske produktiv Polyp. Jeg
er i hvert Fald ærlig nok til ikke at dumme
mig med Kærlighedspassiar. De burde vide,
hvorledes jeg føler for Dem — De er
den bedste Kvinde, jeg nogensinde har
kendt."
„Den, der har vist Dem mest Venlighed,
mener De? Nej Jack," vedblev hun med
Ømhed. „De kan tage mig med Legeme
og Sjæl. Jeg tilhører Dem nu uløseligt
nok — det, der er tilbage af mig Jeg
har givet Dem mit Rygte, og alt det, der
hænger sammen med sligt for længe siden
— nej, sig mig ikke mod. Jeg ved, at De
foragter Folk, der taler paa den Maade og
jeg siger ikke noget til det. Men forsøg
ikke at skuffe Dem selv. De er noget be-
væget lige nu. Hvis jeg havde set godt ud
som en smuk Model, kunde De have faaet
nogen Hengivenhed for mig, men Kærlighed,
det har De aldrig drømt om. Og efter at
jeg har iagttaget Dem i disse to Aar, vedblev
hun efter et Øjebliks Tøven, „begynder jeg
at tro, at De aldrig kommer til det. Derfor
kanjeg sige saa sikkert, at jeg er Deres og at
De kan gøre med mig, hvad De vil. Jeg
er kun Brændsel. O, men husk Jack, at
hvis De knuser mit Hjærte, har De brugt
Deres sidste Brændsel. De kan ikke klare
Dem uden mig."
Det lød helt underligt at tale om knuste
Hjærter — en udkørt, tavs Mand og en
Kvinde, der var uelskelig paa Grund af de
uskønne Omgivelser, paa Grund af sin Alder
og fordi aldrig nogen havde brudt sig om
hende. Clayton skød det tunge Gardin til
Side saa at Morgenlyset kunde strømme ind;
thi det var først efter at de havde talt
sammen i Timevis, at de kom til Penge-
spørgsmaalet. Den frygtelige, lidenskabelige
skærende Glans af Sommeren brød ind over
Nabohusenes Tage.
769 -
Et Kunstproblem
„Hvorfor forbander De ikke Hamlu
mumlede Clayton.
„Hvorfor skulde jeg det?"
„Fordi han gav Dem et Hjærte til at
elske med og dog gjorde Dem ensom og
spildte Deres Kærlighed. u
„Jack, det værste er ikke hændet, den
er ikke helt gaaet til Spilde. u
Lidt efter lidt blev Clayton sig en ny
Følelse bevidst overfor sit Arbejde. Han
var for det første Herre over sine Midler og
han havde en udsøgt Nydelse af selve Ud-
førelsen.
Hans Penselsstrøgs Sikkerhed, det, at han
nøjagtig vidste, hvilken Virkning han vilde
opnaa, gjorde hans Arbejdstimer til en alt-
opslugende Glæde i Stedet for til en for-
tvivlende Pine. Og paa Grund af det af-
sondrende Liv, han førte, med et eneste
Maal for Øje, uden noget af sin Ungdoms
sociale Ærgerrighed og udenfor Livets Virvar,
forsvandt den Rastløshed og Uro, der tid-
ligere havde klæbet til hans Optagethed af
Kunst. Han opgav gerne at søge sig selv
— dette som Ynglingen altid stræber efter —
naar han betragtede og nød, hvad han
havde skabt. Med andre Ord det tog
mindre paa hans Kræfter at skabe. Han
arbejdede ubevidst og han kaldte ikke som
en Høne paa hele Hønsegaarden, naar han
havde lagt et nyt Æg. Hun følte ogsaa
den menneskelige, behagelige Træthed oven-
paa Arbejdet, men Selvet forsvinder bag
Menneskenes almindelige Fornødenheder —
Mad og Søvn. Den Omstændighed, at
han nu kunde tjene tilstrækkelig til at holde
sig oven Vande, og at han havde udkæmpet
en vis Kamp med Verden og aftvunget den
Betingelserne for sin Existens, løste maaske
.den Spænding, under hvilken han havde
stønnet.
Baandet mellem dem knyttedes tættere.
Denne ene Kvinde var for ham baade Moder,
Søster, Ven, Elskerinde og Hustru i een
Person. Pensionatet fik efterhaanden sit
Klientel blandt flygtige Kunder og unge
Kontorister, saa at hun tilbragte al den Tid,
hun kunde faa tilovers fra Husholdnings-
slæbet, i hans Atelier. Langsomt blev han
modtagelig for hendes stedsenærværende
Hengivenhed og endogsaa paa sin Vis be-
tænksom mod hende.
Og hun var næsten lykkelig.
Afslutningen kom paa følgende Maade.
En Dag blev Clayton set paa Gaden af en
god Ven fra Skoledagene. De var pludselig
løbet paa hinanden og da Clayton havde
indset, at Flugt under et passende Paaskud
var umulig, indvilligede han uden lang Nølen
i at lade sig bortføre til en af de Klubber,
han tidligere havde besøgt, til en stilfærdig
Frokost. Resultatet blev, at han ikke vendte
hjem den Nat, men sendte et Kort til Miss
Marston om at han var hos Lenox med en
gammel Skolekammerat. Det Kort isnede
hendes Hjærte. Hun følte, at det var Be-
gyndelsen til Enden og den følgende Uge
tilbragte hun alene i det lille Atelier og sov
paa den forladte Løjbænk. Og dog anede
hun, at den Bevægelse og Stimulans, han
fik i denne Ferie, var det, som Clayton mest
trængte til. Hun var bange for at han
skulde blive ufrisk og hun vidste godt, at
han om en Uge, eller fjorten Dage eller
maaske en Maaned vilde vende tilbage og
paany fordybe sig i sit Arbejde.
Han kom tilbage. Han talte neppe til
hende. Det lod til at han var optaget af de
første Planer til et nyt Værk, og da hun bragte
ham hans Lunch, fandt hun hans Dør lukket for
første Gang i mange Maaneder. Hun satte sig
ned paa Trappen og ventede — hvor længe
vidste hun ikke — og stirrede ned i den
triste Forstue med det falmede Tæppe og
paa sig selv, der var falmet for at passe til
Omgivelserne. Til sidst bankede hun paa
og Clayton kom ud. Han tog blot imod
Maden og sagde i en fraværende Tone, at
han var meget optaget af et nyt Billede og
derfor ikke vilde forstyrres. Om hun vilde
bringe ham hans Mad ? Han syntes stiltiende
at nægte hende Adgang til Atelieret. Paa
den Maade gik der en Uge og saa forsvandt
Clayton en Dag igen, idet han sagde, at
han rejste ud paa Landet for at hvile sig.
Han gik, som han var kommet, ganske op-
slugt af en eller anden Drøm eller af en
Plan til et stort Værk. Stoltheden afholdt
hende fra at gaa ind paa hans Værelser i
denne Uge.
Imidlertid, en Dag vendte han tilbage
ligesom forrige Gang og fordybede sig atter
i sit Arbejde. Denne Gang stod Døren paa
Klem og hun traadte ind paa den lydløse
Maade, hun havde vænnet sig til. Han
arbejdede haardt. Hun beundrede hans
_^ 770
Et Kunstproblem
hurtige Bevægelser, der saa ud som om de
var forudberegnede og den Lethed, hvormed
Maleriet foran ham voksede. Ja — nu
havde han en Mands Evne til at udføre,
hvad han i Aanden saa; og det var øjen-
synligt, at den mekaniske Anstrengelse voldte
ham stor Nydelse. Hans fuldstændige Op-
tagethed tydede paa den stærkeste ubevidste
Glæde.
Maleriet forbavsede hende. Hun vidste
godt, at hun var fuldstændig blottet for
Kunstforstand, men hun vidste ogsaa, at det
Maleri, hun saa var det betydeligste, Clayton
havde lavet. Der aandede Magt ud af det. Og
uden Overraskelse saa hun, at Emnet var
en ung Kvinde. Clayton's Legeme skjulte
Ansigtet, men hun kunde se Omridsene af
en Kvinde ved Siden af en Baad paa en
Strandbred i den tidlige Morgen. Altsaa
var det sket.
Da hun var ganske nær ved Clayton,
mærkede han hendes Tilstedeværelse og
begge stod tavse og saa paa Billedet. Det
var helt anlagt og næsten færdigt. Miss
Marston saa kun Kvinden. Hun var ung,
paa Grænsen imellem at være ung Pige og
ung Kvinde, ubevidst, stærk og handledygtig
som den første, spirende gaadefuld som den
sidste. Kunstneren havde grebet et af Livets
herligste Øjeblikke, og i den ikke helt ud-
viklede Skikkelse, i Ansigtets fuldkomne Ro,
i de smidige Lemmer, havde han givet det
sarte Mysterium, der træffes af Morgenens
Lys. Det var det nyes Fødsel — hin
Tingenes ældgamle, højtidsfulde, glade Be-
gynden forfra i Kvinden og i Dagen.
Clayton nærmede sig sit Billede som om
han forelsket vilde skjule det. „Er det ikke
storartet?" mumlede han. „Endelig kom
det. Jeg famler ikke mere. Jeg kan se og
jeg kan male. Ved Gud, det er det Helvede
værd, jeg har gaaet igennem. — "
Han standsede, thi han følte at hans
Tilhørerske havde forladt ham.
„Jane" sagde han og betragtede nysger-
rigt hendes Ansigt. „Jane, hvad er der i Vejen?a
„De ved det ikke?a svarede hun og saa
ufravendt paa ham. Han saa først paa
hende og saa paa Billedet og tilbage igen.
Pludselig begreb hun de Kendsgerninger, det
drejede sig om. „Jane," raabte han heftigt
„det er altsammen Deres Værk — det var
Dem, der gav mig Kraft og gjorde mig til
et Menneske oven i Købet — eller dog lidt
mere i den Retning end jeg var det i For-
vejen. Men jeg tager Livet af Dem ved at
leve paa denne Maade. Hvorfor gør De ikke
en Ende paa det?a
Hun smilede svagt af hans Alvor. „Der
er kun en Afgørelse mulig,* hviskede hun
og pegede paa hans Maleri. Clayton forstod
og greb en Olieklud og vilde ødelægge det,
men hun greb hans Haand.
„Lad os ikke blive melodramatiske. Vil
De ødelægge, hvad vi har levet for i alle
disse Aar? Vær nu ikke taab*elig — De%
vilde angre det altid. "
„Det er Deres Liv mod en Smule Be-
rømmelse."
„Nej imod Deres Liv," De stod udmattede
og betragtede Billedet.
„O, Jack, Jack," skreg hun tilsidst „hvor-
for skabte Gud Mænd som Dem. I tager
det altsammen, alt hvad Livet skænker,
Solskin, Kærlighed, Haab og Muligheder.
Jeres Rødder synes at suge, hvad de be-
høver, fra den hele Jord, og i efterlader
Jordbunden udtømt. Min Tid er forbi. Jeg
ved det, jeg ved det og jeg vidste, at den
vilde blive forbi. Nu skal et andet Liv
ofres. For De vil knuse hendes Hjærte
enten hun nu er i Live eller De blot
drømmer om en, der skal komme. De vil
behandle hende som alt andet. Det er ikke
nogen Fejl — De forstaar ikke." Ordene
endte i en Hulken. Clayton saa trodsigt
ufravendt paa sit Billede. Men hans Hjærte
nægtede at blive bedrøvet.
: 771
BLYANTENS MUNTRE MESTRE
II. RASMUS CHRISTIANSEN
D'
ER var for
en halv
Snes Aar siden
en Udstilling i
Berlin af mo-
derne Maleres
Christus - Bille-
der. Udstil-
lings-Komiteen
havde haft det
Indfald at frem-
lægge en Pro-
tocol, hvor de
Besøgende
Selvportræt t , .
kunde ned-
skrive deres Tanker. Mellem alt
dette højstemte Vaas, som na-
turligvis bredte sig, fandtes her
denne Bemærkning: „Det er mu-
ligt, at Kunstnerne har malet os
Christus, men det er givet, at
de først og fremmest har malet
sig selv. Det kan da enhver se".
Og da der i Nærheden af hver
Mesters Billede var udstillet et
Portræt af ham selv, kunde vir-
kelig enhver se Forbindelsen mel-
lem Kunstnerens egen Type og
den af ham malede guddommeligt-menneskelige
Ideal-Type.
Nu er det jo en ad-
skilligt ældre Iagttagelse —
denne uvilkaarlige Sam-
menhæng mellem Kunsten
og Kunstnerens Person. Det
gælder Tegningen ikke min-
dre end Maleriet. Det iagt-
tages i Karikaturen saavel
som i Ideal-Billedet. Rasmus
Christiansen er et mærkeligt
slaaende Exempel herpaa.
Fru Emma Thomsen
„Heiiigtrekongers Aftena. Hver Streg er hans egen
Fru Rosenberg i
Trold kan tæmmes-
Fru Hennings som Eliida
i „Fruen fra Havel".
saa sikkert, at selv den gan-
ske uerfarne vil kende en
Tegning af ham mellem hun-
drede andre. Og hver Teg-
ning af ham har dette klart
faste, næsten kantede, lige-
som firskaarne, der typisk
præger hosstaaende, udmær-
ket karakteristiske, hastigt
henkastede Selvportræt.
Man vil ikke let tage fejl
af det Hoved: det er jysk
Race. Den 13. Januar 1853
fødtes dets Indehaver i Bjertrup mellem Aar-
hus og Skanderborg. Faderen
var Gaardejer, og hverken ved
Slægtstradition eller Familie-An-
læg var der nynnet over hans
Vugge, at han skulde blive en
anset Maler og fremragende Vit-
tighed stegner, endda med den ud-
præget københavnske Teaterver-
den som uovertruffen Specialitet.
Men i Blodet maa det have lig-
get. For inden han
kunde føre en Bly-
ant, klippede han
Figurer og siden tegnede han
alt det, han kunde overkomme.
Da han var bleven stor nok
til det, kom han i Malerlære,
hvor han blev i fire Aar. Der
er ikke noget usædvanligt i
det: paa den Maade har saa
mange af vore Kunstnere be-
gyndt deres Løbebane. Men
medens de fleste af dem ang-
rer disse Aar som spildte, fin-
der Rasmus Christiansen selv,
det slet ikke var nogen Skade
Fru Nansen
til rent praktisk at lære Taget i „Primadonna*.
772
Rasmus Christiansen
Egentlig angaar det os heller
ikke hert at Rasmus Christiansen
saaledes blev en fortræffelig Maler,
Han har malet Portraeter, Genre-
billeder og Naturstudier, men især
karakterfulde Dyre male rier. Det
er ikke blot Køerne paa Marken,
dorske og tungtgumlcnde, og
Hestene i deres skønne musku-
løse Styrke, men det er disse
bestemte Koer og Heste, Por-
træter af Køer og Heste. Med
ganske særegen Kyndighed har
han, der fra Barndommens Dage
forstod at vurdere et godt Til-
lægsdyr, skildret os disse vore
Tiders Adelsdyr, de bringestærke,
muskelsvulmende Munkedalere og
de mægtige, kraft s truttende Præ-
mietyre. Han behandler dem med
den samme personlige Kendskab
Direktur Maxtioim Nielsen som .Hamlet"
og Arbejdet, før han kom til Kunsten , i
Stedet for at drømme og drive, som det
ogsaa undertiden er den begyndende Kunst- /\f^f V
ners Skik her hjemme. Og Respekt netop fej*
for Arbejdet har Christiansen, Punktlig, ar*
bejdssikker, reel synes han (som vi saa Al-
fred Schmidt) at ville gøre al Tale om Kun-
stens „løse Fugle" til Skamme.
Efter Læretiden sogtc han et Par Aar
Kunstakademiet; det vil sige; om Som ren
maatte han jo blive ved med Malerarbejdet
for at faa Raad til Kunsten, Derefter gik
han over til „de frie Malerskoler", som
utvivlsomt ved den Tid virkede befriende og
forfriskende overfor Akademiets stramme
Hegler for Palet og Pensler, saa vel som
Model og Perspektiv. Siden kommer jo nok
de Tider, hvor de virkede som en lidt hastig
Genvej udenom Tugt og Lære — men det
vedkommer os nu ikke i denne Forbindelse.
Kammersanger Simonsen og Frk. Krarup-Hansen
i „Lohengrin".
^--= 773
Rasmus Christiansen
og Interesse som den statelige
Landjunker og brede Gaardejer,
den svedne Bonde og tørt lune
Husmand omkring dem. Der er
gemt et godt Stykke Darwinisme
i de Dyrebilleder.
Man skulde da dermed synes
ham vel forvaret indenfor Maler-
kunstens sikre Rangforordning.
Men han havde en egen Evne,
som han ikke kunde komme uden
om, skøndt han hidtil kun havde
haft Ulejlighed af den. Han ejede
en fænomenal Øjets Hukommelse,
en Sikkerhed i at opfatte og gemme det
særegne: et mærkeligt Fysiognomi, et Mine-
spil, en Bevægelse.
Man træffer under-
tiden paa andre Fel-
ter en paafaldende
Hukommelse hos
Mænd af Landbe-
folkningen, hvor
Slægten i mange
Led har bevaret
Hjærnen frisk mod-
tagelig. Her er den
altsaa forbundet
med den ogsaa
folkeligt ejendom-
melige Tilbøjelig-
hed til lidt mistænk-
somt at se en Mand
an og bide Mærke
i hans Særheder. Og
altsaa denne Evne
udviklet i og an-
vendt af et Kunst-
nerøje.
Udviklet under
megen Mistillid. Ti
det var stræng
Kunst- Rettroenhed,
den Gang Rasmus
Fru Betty Nansen
i „Livets Dal".
skrivning.
Christiansen gik Kunstskolerne
igennem, at alt, hvad der ikke
var direkte og øjeblikkelig Iagt-
tagelse, duede ikke. Værre endnu :
Det var af det Onde. Naar Mo-
dellen forlod sin Stilling, maatte
Blyant eller Pensel samtidig slippe
Papir og Lærred. Ellers „malte
man ud af Hovedet", og det
kvalificerede til en Røffel. Nu
havde vor Kunstner det brillante,
stærke og trofast bevarende Ho-
ved, der saa udmærket gemte
netop det væsenlige uden at be-
høve den øjeblikkelige Model-Af-
Han kunde ligefrem ikke lade
være med at arbejde paa den en Gang imel-
lem. Man trak mis-
billigende paa Skul-
dren: hvad skulde
dette dog blive til?
Der er i den se-
nere Tid talt og skre-
vet meget om den
aandeløse Natural-
isme (fra „den store
Stils* Venner) kon-
tra det skabagtige
Stillaveri (fra Natu-
ralisternes Side). De
har naturligvis beg-
ge Ret. Eller Uret.
Men man kan ikke
helt lade være med
at tænke paa, hvad
Betydning det kun-
de have haft for en
Kunstner som den-
ne, om en Lærer
eller dog ældre Kam-
merat, der lagde
Mærke til hans sær-
egne Evne, havde
opmuntret ham til
at forlade sig paa
Kammersanger Cornelius og Fru Johanne Bruun i „Valkyrien".
--— 774 ._-__ .:
-Rasmus Christiansen
den, havde ægget
hans Fantasi, hav-
de drillet ham til
at sætte sin Per-
sonlighed ind —
i Stedet for at ad-
vare og holde
nede. *Nu blev det
først noget saa til-
fældigt som Stu-
dentersamfundets
Julegilder, der gav
Rasmus Christian-
sen Lyst til at ud-
nytte sin Hjernes
Samling af bro-
gede Billeder. De
gik jo der og skul-
de lave karikerede
og lystige „Lærre-
der* sammen i en
Fart. Medens nu
de andre, lidt be-
sværligt, tog fat
med Modeller o.
s.v., malede Chri-
stiansen løs ud af
Hovedet. Herre-
gud, her kunde det
vel ikke være saa
farligt. Til hans
Forbavselse agte-
de man ham ikke
ringere af den
Grund; tværtimod,
det „tog Kegler".
Det gav ham
Lyst til at tegne
mere af lignende
Art. Ogsaa dette
gjorde Lykke. In-
den længe havde
R. Christiansen
vundet sig en sik-
ker Position mel-
i*r3a
lem vore bedste
Vittighedstegnere.
I let Lystighed
maalte — og maa-
ler — han sig
næppe ganske med
disse andre. Han
har Vanskelighed
ved rigtig at slaa
sig legende løs.
Men han har givet
os en Række for-
trinlige, skarpt
sete og sikre Ty.
per (som skaarne
i Træ) fra Provin-
sernes Smaabor-
gerliv og endnu
bedre, drøje og
urokkeligt over-
bevisende, fra det
gode jyske Land :
Prangere og Smaa-
bønder, Jorddrot-
ter og Tjeneste-
karle. Han er helt
sig selv, hvor han
frit væk kan tage
til sin Ungdoms-,
siden naturligvis
mangfoldigt be-
rigede Forestil-
lingskreds. Det er
Karakter-Kunst, i
Grunden kun let
karikerende det
særegne. Ogsaa
Soldater har han
givet os med
samme drilske
Sikkerhed — det
er jo Landets Søn-
ner i deres broge-
de Sommerfugle-
Tilværelse. Han
=Råsmus Christiansen^
har med et lunt Glimt i Øjet spiddet dem
paa sin hvasse Pennespids.
Ogsaa deres Overordnede har
han fanget ind og fæstnet i
fortræffelige Typer. Men
Bondesoldaten viser han os
med den morsomste Mang-
foldighed — ikke troskyldig
og fiffig som Schmidts „Jens"
— før rask Fyr, undertiden
tykpandet, undertiden frækt
forsoren, altid af en egen
sejg, solid Virkelighed.
Nu maa man ingenlunde,
efter en og anden Antyd-
ning i det foregaaende, fore-
stille sig Rasmus Christian-
mildt muntre Kolleger.
sen som Bonde-
kunstner (med dette
friske Præg, der
f. Eks. stadig ger
Forfatteren Aakjær
saa tiltrækkende).
Han har personlig
hastig strøget dette
af sig og kén be-
holdt Fastheden og
den sikre Ro: han
har hverken det
landlige i sit Væsen
eller dets — lige-
saa hyppige— Mod-
stykke det anstrengt
Hovedstadsmæs-
sige. Han er tilbage-
trukket, stilfærdig,
klog og kultiveret,
med bevidst og sik-
ker Smag: han er
f. Eks. en Kender
af Boghaandværk
og har som kunst-
nerisk Raadgiver
været en udmærket
Støtte bl. a. for
„Juleroser".
Der er netop saa
megen Kløgt og
usødet Satire i hans
bedste Vittigheds-
tegning, at han kan
virke helt ram ved
Siden af sine mere
Ogsaa i en Række
tj fitmdim fm&4 n^
Rasmus Christiansen^
Køberen: „No a haar kevt æ Ku, sei mæ saa, æ der
noued i Vej mæ'en?*
Sælgeren: „Næi, it aant end te de jen Huen æ les"
(tager det ene Horn af Koen).
Køberen: „Det var grouw; men dessem no æ Ku ka*
sig elles a' noue fli'e Stæjer, saa ka' Do val sej mæ de osse."
næppe tilstrækkelig kendte Malerier af ham
har dette skarpe Smil fundet et ejendom-
meligt Udtryk. I „Et Dyrskue", hvor
Prinsen med Følge drager en paatrængende
Opmærksomhed efrer sig, i „Herskaberne
ventes", hvis tomme Pragtstole og slunkent
ærbødige ventende Komité i den øde Sal
virker med kold og klar Fynd, saa vel
som i „Kongemiddagen" har han langet ud
efter Hofdyrkelsen. I „Invalidefesten" har
han taget den lille Bys kummerligt uægte
Invalid efestbegejstring paa Kornet, hvad der
forøvrigt flere Steder blev taget ham ilde
op, idet man oversaa Pointet, der netop var,
al Invaliderne var forlorne: de rigtige In-
valider var jo borte til de store Fester —
selv Krøblingen paa Billedet skyldte en
Hakkelsemaskine sin Malør. Disse Malerier
(som maa nævnes her for deres nære For-
bindelse med hans Vittighedstegning) har
været fremme ved halv private Udstillinger,
hvor de straks solgtes. Ved Repræsentations-
Udstillingerne af dansk Kunst i Chicago og
Miinchen blev det imidlertid dem der valgtes
frem for hans anderledes grundigt gennem-
førte Heste og Kør.
Sin største Berømmelse vandt Rasmus
Christiansen alligevel med sine Teater-Masker.
Nu maa man vel studse over, at netop
han skabte sig en Mester-Specialitet i disse
flygtigt skarpe Rids af den lunefuldt levende,
den mest københavnske Kunst. Der sidder
denne Maler, hvis Specialitet vort sværeste
Racekvæg er, og ser paa Komedie en Akt
eller to. Han tegner ikke en Streg, kradser
ikke en Skitse. Saa gaar han hjem og tegner
Masker og Scener, saa næppe nogen har
naaet ham deri .... Og dog er det ikke
saa underligt. Først og fremmest har han
sin fænomenale Tegnerhukommelse og sin
enorme, ikke just lette, men virtuosmæssig
sikre Tegning. Men dernæst er det, mere
personligt set, netop rigtigt, at det blev en
Kunstner i sin medfødte Følelse saa nær som
muligt ved det jævnt naturlige, der kom til
at gennemføre sit vittige Maskesyn paa vor
Komedie, der forestiller Livet, men ikke altid
ligner Livet. Ingen har jo som vor Land-
befolkning en drøj Latter tilrede for dem,
der „skaver sig".
Mere udvendigt set gik det for Resten
saadan til, at Ove Rode havde skrevet en
drastisk Slutningsakt til „Lille Eyolf", og
Rivaler.
^Rasmus Christiansen^
Fra Skitsebogen: Romernes Mælkeforsyning,
da den skulde
illustreres, hu-
skede han Stu-
dentergildernes
skarpest mun-
tre Blyant. Bil-
lederne blev
overdaadige.
Og da nu „Po-
litiken" efter
fremmed Møn-
ster vilde be-
gynde med Te-
atertegninger,
foreslog Rode
felgelig ham.
Der blev gjort Prøve med et Ekstraoplag
af Bladet. Og se det gik. Ikke blot gik det,
men Maskerne gjorde stormende Lykke. Und-
tagen maaske hos Scenens Kunstnere.
— Jeg selv brød mig længe meget lidt
om de Avisnarrestreger, ytrede Christiansen
en Gang. Jeg skammede mig næsten over
at give mig af med den Slags. Og da for-
standige Folk som Pietro Krohn kom og
sagde, det duede, og
udmærkede Kunstnere
roste dem i alt for
venlige Ord, mente jeg
i Grunden, de maatte
fejle noget!
Ikke blot duede de,
men de bedste af dem
er simpelthen bedaa-
rende. Det erjo ej alene
de markerede Træk,
det drastiske Gøgl, den
stærkt bevægede Skab-
agtighed, som Kunst-
neren her ved at faa
Ram paa. Det er Rol-
lens Karakter greben i
et flygtigt Nu, saa
man atter lyslevende
ser Scenen for sig. Selv
noget saa flygtigt som
Kvindevæsen og Dame-
ejendommeligheder er
det lykkedes ham at
fæstne i disse enkle
Streger, tit trykt itu
paa tarveligt Avispapir,
men naturligvis bedre
i illustrerede Ugehefter
<$U )mU*'«,tv«'
I
Fra Skitsebogen: Foran Forum Romanum:
— Undskyld, hvad er i Grunden det for noget?
og Vittigheds-
blade, hvorhen
hans Tegninger
hurtig fandt
Vej.
Det var ikke
blot Karikatur
og Maskeka-
rakteristik. Der
blevundertiden
den underfun-
digste Kritik.
Ske kunde det
jo, at Anmel-
delsens alt for
venlige Ord
sagde ét, og Tegningen skaanselsløst viste
og beviste noget ganske andet. Undertiden
blev det af en egen ufrivillig Komik.
Adskillige Roller har igennem hans Kunst
fundet et helt klassisk Udtryk, som vil blive
staaende til evindelig Fryd for vor Teater-
historie. Naar den f. Eks. en Gang skal
notere Martinius Nielsens berømte Hamlet-
fremstilling, vil ingen Kritik og ingen vidt-
løftig Beskrivelse naa
en saa udtømmende og
fuldstændig Redegørel-
se for denne Karakter-
Komedie som Rasmus
Christiansens her gen-
givne Pennetegninger.
Saa mangesidig, som
denne Kunstner er, saa
flittig og fremragende
dygtig, har hans Efter-
mæle jo flere Par Fød-
der at gaa paa. Ikke
den korteste Vej vilde
hans Ry dog naa, om
han udvalgte og i Sam-
ling gav os et Udvalg
af de „Masker", som
ved Kunstnernes Be-
tydning og ved Rol-
lernes Værd kan have
Interesse ogsaa for
kommende Slægter.
Tit gemmer Efter-
tiden med den kærlig-
ste Omhu den Slags
flygtige „AviS-Narre-
Streger*. 7*. Munck.
DEN FREDERIKSBERGSKE SKOLESAG OG KIRKEN
Af Sognepræst Harald Ostenfeld.
UNDER Forhandlingerne i det kirkelige
Udvalg hændte det af og til, at der
— medens man talte om at indrette Folke-
kirkens Sager paa det bedste — faldt et Ord
om, at Folkekirken jo ikke vilde staa be-
standig, men at man ogsaa skulde være be-
tænkt paa den Tid, da Folkekirken maatte
fortsætte sit Liv som Frikirke. Ufravigelig
optraadte saa kort efter en Taler, som for-
manede til ikke at give sig af med fjerne
Spekulationer, som jo ikke havde nogen
praktisk Betydning i Øjeblikket, da vi alle
var saa vel fornøjede med Folkekirken. Jeg
har prøvet paa at se efter, hvor de forskel-
lige Talere hørte hjemme, og har fundet, at
blev der slaaet paa Frikirketanken, var det
altid en Taler fra Byen, medens det altid var
en Taler fra Landet, som forsøgte at tale det
beroligende Ord. Og det er vist et paalideligt
Udtryk for de to Slags Aandskaar, som fin-
des i vort Land for Tiden. Kirkeligt og
kristeligt set er Forskellen mellem Land og
By vist ikke denne, at den bevidst troende
og bekjendende Del er synderlig større det
ene Sted end det andet ; nej Forskellen frem-
kommer i den store ukirkelige Mængdes Stil-
ling, som paa Landet ej væsentlig bestemt
af Pietet overfor det kirkelig overleverede,
medens det ikke kan siges at være Tilfældet
i Byen, hvor Kritik for ikke at sige Opposi-
tion mod det overleverede er et fremtrædende
Træk. Men her vil vel ingen kunne nægte,
at Udviklingen i Byerne er den, som peger
fremad; der er vel ingen, som for Alvor
mener, at Tilstanden, som den findes paa
Landet, ogsaa vil blive raadende i Bybefolk-
ningen ; men saa synes det mig, at man maa
tage Kjending af Udviklingen, som den fore-
gaar navnlig i vor Hovedstad.
Nu er det ganske sandt, at selv de mest
konservativt sindede Kristne nok vil gøre
noget for at sikre Kirken for det Tilfælde,
779
at det skulde komme til et Brud mellem Sta-
ten og Kirken; Bestræbelserne for at gjøre
Kirkerne selvejende, som ved Tiendeafløs-
ningen har faaet Fart, peger utvivlsomt i den
Retning, men Maalet for disse Bestræbelser
bliver dog et officielt Kirkevæsen, som staar
i Pagt med Folkets Aand, men ogsaa styres
af Folkets Regering gennem Kultusministeriet
Hvilke Aandskaar kan da en saadan af Kul
tusministeriet styret Kirke byde? Der er altid
konservativt sindede Mennesker som siger:
alt er jo hidtil gaaet meget godt, hvorfor
skulde det ikke ogsaa blive ved med at gaa
godt? Det er da gavnligt for Klarheds Skyld,
at enkelte Begivenheder kaster Lys over Situa-
tionen, saa den kommer til at ligge i stærk
Belysning og ikke i Halvmørke. En saadan
Begivenhed foreligger i cand. mag. Vilh. Ras-
mussens Udnævnelse til Leder af den kom-
munale Mellemskole paa Frederiksberg. Det
er, om jeg saa maa sige, et rendyrket Til-
fælde. Manden har Attest for at være en
meget dygtig Faglærer, der som saadan har
gjort god Fyldest i tidligere Stillinger. Men
han er tillige optraadt som Agitator mod og
Spotter af Kristendommen. Hans Præstatio-
ner paa disse Omraader, har Mænd, som
aabent vedkjendte sig, at de ikke var Kristne,
taget stærk Afstand fra. Det „tyranniske
Frisind", som Dr. Vedel har kaldet det, har
baaret en Sejer hjem.
Det har imidlertid ikke alene været en
enkelt Kommunalbestyrelse, som jo vælges
med adskillige andre Hensyn for Øje, som
har haft med Sagen at gjøre, men den har
ogsaa været forelagt i et af sine Stadier
for Ministeriet for Kirke- og Undervisnings-
væsnet. Til dette var indkommet en Protest
mod Kand. Rasmussens Ansættelse fra de
samlede Menighedsraad paa Frederiksberg —
en lignende fra en Del Beboere i Kom-
munen; Skolekommissionens Mindretal og
_ 52
=Den frederiksbergske Skolesag og Kirkenp
Skoledirektionen havde nedlagt Indsigelse,
ligesom Ministeriet har haft for sig Birke-
dommerens Paategning i Sagen: „Den nævnte
Skole danner jo et Led i den almindelige
Kommuneskole og til at beklæde Stillingen
som dens Leder kan der kun udnævnes en
Mand, der hører til Folkekirken, hvad An-
søgeren ikke gjør. Om han formaliter har
udmeldt sig af denne, savner jeg Kjendskab
til, men i ethvert Tilfælde er han realiter ud-
traadt af denne ved offentlig at fremsætte
Lærdomme, der paa det bestemteste strider
mod Folkekirkens Fundamentalsætninger u.
Altsaa Sagens Realitet har ikke kunnet und-
gaa Ministeriets Opmærksomhed; men man
har valgt at gaa uden om Realiteten, og har
givet ham den formelle Dispensation, hvorom
der blev ansøgt, og hvorved det blev mulig-
gjort, at han blev udnævnt til Leder af Mel-
lemskolen. Jeg har her ingen Interesse i,
hverken at bifalde eller at kritisere Ministeriets
Afgj øreise — den kunde maaske ikke falde
anderledes — min Interesse her er udeluk-
kende at konstatere Faktum, den Tilstand,
vi befinder os i: Den Kirke, som til sin
øverste Autoritet har Ministeriet for Kirke- og
Undervisningsvasnety staar saa forsvarsløs, at
Ministeriet ikke kan hindre, at en aabenbar
Spotter ansattes som Leder af Undervisningen
for døbte Børn. Og saa maa man huske, at
denne Afgjørelse er falden under en Minister,
om hvem man ikke har Grund til at tro
andet, end at han er venligsindet overfor
Kirken. Det forekommer mig, at man ikke
kan forlange et klarere Bevis for, at den
folkekirkelige Situation mildest talt er noget
uklar for ikke at bruge et kraftigere Udtryk.
Det folkekirkelige har sin ubetingede Beret-
tigelse, saalænge Forholdet er naivt o: der
er ikke nogen bevidst Modsætning imellem
Folket og Kirken, men naar der kommer en
Spænding mellem den folkelige Frihed og det
for Kirken hellige, saa er det virkelig paa
Tide, at man forsøger at afgrænse de to
Parters Interesseomraade. En saadan Spæn-
ding kan kun indtræde ved Overgreb fra en
af Siderne — og her er nu Overgrebet sket
med en prisværdig Hensynsløshed, hvorfor der
er al mulig Grund til at tænke over, hvad
denne Sag maa lære os.
Det, som er sket i denne Sag, er jo at
Kirken som Institution har lidt et Nederlag.
Den, som ser sig om efter en beskyttende
Autoritet for den officielle Kirke, vil forgæ-
ves se hen til Kirkeministeriet, og forsøger
man at spejde andet Steds hen efter en be-
skyttende Autoritet — ja saa spilder man
ganske Tiden — thi en saadan gives ikke,
og det er vist meget heldigt. Men hvordan
kan da Kirken forsvare og hævde sig, saa
den ikke kommer i Foragt i - Spørgsmaalet
er naturligvis ikke: hvordan kan Kirken
hævde sig som hierarkisk Magt, som aande-
lig Formynder, nej jo mindre der er af det
des bedre! Spørgsmaalet er alene: hvorledes
kan Kirken, Menigheden, komme til at virke
som Aandsmagt — for sit eget Livs Skyld.
Ja der synes kun et.Raad — det maa den
selv gjøre; giv den Frihed ! Det fortælles, at
en bekymret Mand en Gang spurgte den store
Prædikant Spurgeon, hvad man skulde gjøre
for at forsvare Biblen mod de mange Angreb,
som rettedes mod den. Spurgeon svarede:
„Hvorledes vilde De bære Dem ad med at
forsvare en Løve i Bur!* Da Manden stod
lidt tvivlraadig, føjede han selv til: „Slip
den løs.a Det mener jeg har Anvendelse
ogsaa her: Giv Kirken, Menigheden, Frihed,
saa at de folkekirkelige Tremmer ikke bliver
et Fængsel, og den skal nok forsvare sig selv.
— At slaa ind paa den anden Udvej, som
ganske vist logisk og maaske juridisk frem-
byder sig som den første, nemlig at faa be-
stemte Fornægtere til at træde ud af Folke-
kirken enten ved en Appel til deres Æres-
følelse eller ved en Udøvelse af Kirketugt,
vil ikke føre til noget aandeligt Udbytte for
Kirken, hvad man jo let kan se af den Om-
stændighed, at deres Forbliven ikke vækker
almindelig Indignation — saa uklar og aandc-
780
Den frederiksbergske Skolesag og Kirken
lig svag er den folkekirkelige Situation
blevet.
Det Sted, hvor for Kirken Spørgsmaalet
om Frihed til at arbejde er brændende, er
Religionsundervisningens Stilling i Skolen.
Jeg synes, det var paa Tide, at der her
skete en Henvendelse til Regering og Rigs-
dag, om Tilladelse til, at dette Fag fik en
Undtagelsesstilling i Skolen, saa det blev
overladt til Kirken, Menigheden, at sørge for
denne, — eller det kom til at foregaa under
Kirkens Ledelse og Ansvar — men udenfor
den almindelige Fagramme; — der kunde
jo blive afsat et Par Begyndelsestimer om
Ugen, hvor denne Undervisning kunde med-
deles, medmindre man vilde kunne løse
Vanskeligheden ad den Vej, som Talsmændene
for den 'frie Skole anviser, hvor de frit op-
rettede Skoler fik Understøttelse af Stat og
Kommune, men det blev Forældrenes Sag at
vælge en saadan Skole, i hvis Aand de
gjorne vilde have deres Børn opdragne. Det
vilde være naturligt, om dette Krav blev
rejst fra Biskopperne, det kirkelige Udvalg
eller dem, der kan optræde som Ordførere
for Menigheden i vore Dage. Det er et
Krav ikke om at komme til at herske, men
om at komme til at bruge sine Kræfter uden
en hæmmende Spændetrøje.
Der er et andet Punkt, hvor den frederiks-
bergske Skolesag har bragt Klarhed, naar
man deraf ser, hvor lidet en endog Kirken
venligsindet Autoritet formaar; det er i den
kjøbenhavnske Kirkesag. Denne bæres jo
frem — ikke af det ganske Folk eller den
hele folkekirkelige Menighed — men af den
bekjendende, arbejdende, missionerende (hvil-
ket ikke er det samme som missionske) Me-
nighed i Danmark; det er den, som har op-
ført de mange Kirkehuse i de sidste 15 — 16
Aar gennem sin Repræsentation — Kirke-
fondet. Men nu er det en given Sag, at
denne Menighed ikke kan have nogen dybt
rodfæstet Tillid til en officiel Kirke, hvis
Magtesløshed træder saa stærkt frem. Føl-
gen vil blive,, at Arbejdet i denne Form maa
ophøre af Mangel paa Tilslutning, og saa
tages op under langt friere Former, der dri-
ver Mission uden at være besværet af de
folkekirkelige Myndigheder — med mindre
der indrømmes betydelig Frihed for Menig-
heden til at røre sig, hævde sin Ejendomsret
til de Bygninger, som den med betydelige
Ofre har skaffet til Veje. Atter her er det
ikke et Krav om et dominere, som er fremme,
men det er et Krav, hvis Opfyldelse er en
Livsbetingelse for Kirken, fordi det er Kravet
om Ret til at arbejde og røre sig.
Kunde den frederiksbergske Skolesag hjælpe
til, at der kom noget mere Klarhed over
Kirkens Aandskaar, og at nogle af de Taager
lettede, som hviler over Forbindelsen mellem
Stat og Kirke, saa vilde meget være vun-
det.
781
52*
MÆRKEDE TRÆKFUGLE
Af Adjunkt H.Chr. C. Mortensen.
Fra de ældste Ti-
der har Menne-
sker lagt Mærke til
Fuglenes Træk, til
deres massevise Til-
synekomst eller For-
svinden paa bestemte
Tider af Aaret. Her
i Danmark er der hvert Foraar og Efteraar
stærkt Træk f. Eks. i Egnen ved København,
men man vil for øvrigt i næsten enhver Krog
af Landet, selv midt inde i Jylland, som f. Eks.
ved Viborg, nu og da kunne faa Lejlighed
til at iagttage Fugle paa Rejse. En Dag
ser man saaledes Kragerne drage af Sted,
mest enkeltvis, den ene et langt Stykke efter
den anden, i en milelang Linie; en anden
Gang tegner der sig i Luften to fortil sam-
menstødende Rækker af Vildgas. Eller Haven
er en Morgen fuld af smaa Sangere, der
vimser af Sted fra Busk til Busk. Men det
er dog mest om Natten, at et Fugletræk gør
Indtryk paa Sindet. Man kan maaske faa
det at se om Dagen, naar man er heldig
og opmærksom, men naar det er mørkt,
trænger det sig saadan paa, at man studser,
staar stille og tænker: „Hvad er dog dette
her?"
Jeg erindrer saaledes en Aften midt i
April for et Par Aar siden, da jeg fulgte
nogle Gæster til Dørs. Det havde været en
efter Aarstiden usædvanlig varm Dag, og vi
vidste, at det var meget mørkt og at det
regnede. Men da jeg lukkede Gangdøren
op, var det, ligesom jeg lukkede op for en
fremmed og rent ud eventyrlig Verden. Ikke
en Vind rørte sig, og Regnen dryssede mildt
og stille ned, ustandseligt. Men hvad var
det for en Regn ! Den var varm / Draaberne
føltes halvlunkne, naar de faldt paa ens
Haand, og man fik en underlig, halv uhygge-
lig Forestilling om noget stort og mægtigt
og lavahedt, som var deroppe, hvor Regnen
kom fra. Og det var, som om dette vid-
underlig frugtbare Vand havde gjort hele
Luften levende! Det knurrede dæmpet over
vore Hoveder ; nu kom der et vildt skingrende
Trompetstød, og saa stønnede og jamrede det,
som om en dødssyg blev baaret bort og for-
svandt i Mørket. Der lød bløde og klagende
Fløjt saa nær, som om man kunde række
ud og tage dem, og der var fjern Haan-
latter højt oppe fra. Det var Gas og Brok-
fugle og Hattemaager, der fløj forvildede
omkring over Byens Lygter. Der var ogsaa
Viber og de Fugle, som hvisker »Gyv\ —
Gyvt — Gyvf* Det hele var saa sælsomt,
at jeg maatte ud midt i det; det var, som
om alt Landet mod Vest var sunket, og
som om Havet, naar det blev lyst, vilde
vise sig at ligge og gynge omme bag Huset.
En Gang imellem hørte jeg et Par rappe
Vingeslag skræppe tæt ved mig, saadan som
det lyder, naar en Fugl i Flugten ryster det
vaade af sig ; undertiden hvinede det af forbi-
farende Ænder. Men der var ingen Ting at
se, ikke en Gang i den oplyste Dis omkring
Lygterne, og det forøgede Følelsen af det
vidunderlige og aandeagtige ved Begiven-
heden. Det vilde ikke have været mærke-
ligt, om en Vejfarende i gamle Dage, hvis
dette var hændet ham, havde søgt Hus, for-
færdet over at høre den vilde Jagt! Men nu
vil Vandringsmanden staa stille og lade den
varme Regn strømme ned over sig, og det
vil juble i ham, naar han hører de usynlige
Fugle mylre rundt omkring, og han vil rive
sin Hat af og raabe ud i Natten: „Jeg hil-
ser dig, Foraar, som flyver mod Nord!u
Hver Gang der indtræffer en diset eller
regnfuld Nat i Træktiden, omkommer der
mange Fugle, som under gunstigere Vejr-
forhold ubemærket vilde have strøget over
Egnen. Det er en bekendt Sag, at der ret
782
Mærkede Trækfugle
ofte langs Telefon- og Telegrafledninger findes
Trækfugle, der om Natten er fløjet mod
Metaltraadene og har slaaet sig ihjel, eller
som har knækket en Vinge og nu løber
ynkeligt om nede i Vejgrøften. Men hvor
der navnlig er et stort Fuglefald, det er ved
Fyrtaarnene. Fuglene lokkes af Lyset, og
adskillige flyver mod Lanternens Ruder og
falder skamferede eller dræbte ned.
Hvad er det nu alle sammen for Fugle,
der drager hen over Lande og Have? Hvor
kommer de fra, og hvor flyver de hen?
Hvorledes finder de Vej? Hvor højt er de
oppe i Luften? Hvor mange Mile lægger de
bag sig hver Time? Hvad bevæger dem til
at bryde op? Forlader de unge eller gamle
først Egnen, eller følges de ad? O. s. v.f
o. s. v. Der er Spørgsmaal nok, som man
kunde ønske besvarede, og Tusinder af Øjne
og Øren er i vore Dage paa Vagt hele
Jorden over for at iagttage vore vingede
Søskende og mulig komme til Forstaaelse af
deres Færd.
Et af de betydeligste Forsøg paa at ud-
granske Fugletræk udføres i England. Der
har man i mange Aar benyttet Fyrtaarnene
som kæmpemæssige Instrumenter til Under-
søgelse af Begivenhederne oppe i Luften;
Eagle-Clarke har i Maanedsvis boet paa Eddy-
stone og i Fyrskib for at gøre Studier over
Fugletrækket; han har, om Bord paa en
Damper, hvis Hastighed var bekendt, sejlet
om Kap med Fugleflokkene, der strøg hen
over Vandet, og han, Barrington og flere
andre Videnskabsmænd har foretaget ind-
gaaende Undersøgelser af Fugle, der er fal-
det ved Fyrene.
Paa Helgoland, hvor der er et overordent-
lig stærkt Fugletræk, arbejdede i sin Tid
(indtil 1897) den gamle, prægtige Frilufts.
mand Gåtke, og Angivelser af ham (f. Eks.
om Trækkets Højde og Hastighed) har givet
Stødet til en Række Forsøg andet Steds i
lyskland. Lucanus har saaledes meddelt Iagt-
tagelser over Fugle, der er set fra Luftballon,
Helm har sendt udstoppede Fugle til Vejrs
med Drager for at se, hvor højt oppe i
Luften man i Grunden kan se dem, o. s. v. —
I Amerika har to Iagttagere, hver fra sit
Sted, holdt Øje med de Fugle, der om Nat-
ten viste sig mod den klare Maaneskive. —
I Ungarn har Foreningen „Ungarische orni-
thologische Centrale1* under Ledelse af Otto
Herman inddelt Landet i en Mængde Fir-
kanter, og i hver af dem har man skaftet
sig Medarbejdere mellem Folk, der har Lej-
lighed til at færdes i det fri, og som har
Interesse for Fugle. Disse Mænd indsender
deres Iagttagelser over forskellige Begiven-
heder, Fugletræk vedrørende, f. Eks. over
Landsvalens Ankomst og Afrejse i deres Fir-
kant, til Foreningen i Budapest, og de ind-
komne Hundreder af Meddelelser behandles
derefter videnskabeligt af Herman og andre
Ornitologer.
Disse Angivelser er meddelt ganske an-
tydningsvis, blot for at give en lille Fore-
stilling om, hvorledes man arbejder.
Her hjemme er der, paa Foranledning af
Professor Chr. Lutken og Cand. mag. Oluf
Winge, siden 1886 foretaget systematiske
Undersøgelser over Fugletræk paa den Maade,
at Fugle, der falder ved danske Fyr, ind-
sendes (sammen med meteorologiske Iagt-
tagelser fra Fyrene) til Zoologisk Museum i
København ; i intet andet Land har man det
saa godt og praktisk indrettet! Viceinspek-
tør ved Zool. Museum K Winge, der efter
de to nævnte Mænds Død leder disse Under-
søgelser, offentliggør hvert Aar i „Viden-
skabelige Meddelelser fra Naturhistorisk For-
ening i København" de indvundne Resul-
tater, og meget videværdigt er efterhaanden
kommet for Dagens Lys; der er endog ind-
sendt Fugle, som man ellers ikke har set i
Danmark. Der falder navnlig mange Lærker
ved Fyrene (i 1905 saaledes op mod fem
hundrede) men ogsaa andre Fugle, som Rød-
kælke, Drosler og Stære omkommer i mangt
et Aar i Hundredvis.
783 --
Mærkede Trækfugle
Paa de efterfølgende Sider skal nu med-
deles lidt om et nyere Forsøg paa at faa
noget at vide om forskellige Fugles Rejser,
nemlig ved at mærke de rejsende med en
Ring om den ene Fod. Intet er jo nyt
under Solen, saaledes heller ikke dette For-
søg, (som Forfatteren af disse Linier be-
gyndte i 1899): man har tidligere nu og
da mærket Fugle og sluppet dem løs i en
eller anden Hensigt. Men det er — saa
vidt mig bekendt — første Gang, at der er
mærket saa mange Fugle, nemlig hidtil et
Par Hundrede om Aaret.
Nogen Tid efter at mit Forsøg var an-
meldt i udenlandske Tidsskrifter, begyndte
/. Thienemann et ganske lignende i Rossitten
ved det kuriske Hav, hvor en tysk ornito-
logisk Forening har indrettet en „Vogel-
warte", d. v. s. en Anstalt, hvor alt ved-
rørende Fugletræk bliver iagttaget. Thiene-
mann har hovedsagelig mærket Krager, der
fanges levende i Næt af Fiskerne, men ogsaa
Maager og andre Fugle, og Meddelelser om
indfangede Ringfugle har været offentliggjort
i forskellige tyske Fagskrifter, f. Eks. i
„ Ornithologische Monatsberichte " .
Det Forsøg, der kommer disse nærmest,
er anstillet i Begyndelsen af forrige Aar-
hundrede i Holland af Baron van der Heyden
paa Huis te Book i Gelderland. Han holdt to
Snese Vildgæs i Fangenskab og gav i en
Aarrække dem af deres Unger, som naaede
at blive flyvefærdige, en Ring med Indskrift
om Halsen og lod dem saa flyve. Det med-
deles i Kjærbøllings Skandinaviens Fugle, at
en af dem, en Blisgaas, er bleven skudt ved
Danzig i Aaret 1835, — 29 Aar gammel
(den har vist været noget sejg at sætte Tand
i!), men ellers har man ikke hørt noget til
dem.
Baron v. der Heyden brugte Messinghals-
baand; jeg har, efter at man havde op-
fundet en Maade, hvorpaa Aluminium kunde
fremstilles til teknisk Brug, kunnet benytte
mig af dette Metal, der jo har den Fordel
at være meget let, og jeg har naturligvis
ikke sluppet vilde Fugle ud med Ring paa,
før jeg ved Forsøg paa fangne havde for-
visset mig om, at Ringen ikke nemmede
Flugten eller gjorde Foden Fortræd.
Jeg har ofte haft Lejlighed til at se paa
„Ringstære" i det fri, umiddelbart efter at
de var mærkede. Naar en Stær har faaet
Ring paa og slippes ud af Vinduet, kan det
hænde, at den nogle Øjeblikke lader den
mærkede Fod hænge for at ryste dette be-
synderlige af, som er kommet til at sidde
fast paa den; det kan ogsaa ske, at den,
efter at have sat sig paa en Gren, forsøger
at pille Ringen af med Næbbet. Men nogle
Minutter efter ser man den saa flyve ned
paa Jorden og løbe om der for at søge Føde,
uden at bryde sig det mindste om Ringen.
Og jeg har set Hundreder af nymærkede
Stære flyve fra min Haand, uden at der har
været noget paafaldende i deres Opførsel,
ligesom jeg har haft Ringstære ynglende paa
vort Hus det ene Aar efter det andet og
daglig siddet og set paa dem uden at be-
mærke, at de har været kede af Ringen.
Dog frembringer den efterhaanden et lille
Mærke paa Foden, idet et Par af de store
Hornplader, som Ringen idelig glider op og
ned ad, bliver noget tyndslidte. Men dette
kan naturligvis ikke gøre Fuglen nogen
Skade, (et lignende Mærke kan ses paa et
Menneskes Ringfinger, hvor en noget rumme-
lig Guldring sidder).
Nu flyver den mærkede Fugl altsaa af
Sted, og hvad saa? Ja, talrige Farer lurer
paa den; foruden Vejr og Vind, der kan
gøre det af med den, om det end sjældent
sker, er der mange Dyr og Mennesker, der
kan faa i Sinde at efterstræbe den. Kom-
mer Fuglen i Menneskehaand, og denne
Haand tilhører en, der interesserer sig for
Fugle, da sender han mig et Par Ord om
Fangsten, og kommer der mange af den
Slags Meddelelser, kan de efterhaanden give
en eller anden Oplysning om Fuglenes Op-
-= 784 =r
Mærkede Trækfugle
holdssted paa forskellige Tider af Aaret
Undertiden har man været saa venlig at
sende mig hele Fuglen; Dele af den, Skind
og Skelet f. Eks., kan da opbevares og en
Gang i Tiden, naar en hel Række af dem
foreligger, komme til Nytte, naar Talen bliver
om at finde Alders- eller Aarstidsforskellig-
heder o. s. v. I mange Tilfælde kan Ma-
vens Indhold undersøges, og dette kan blive
af Betydning, naar det praktiske Spørgsmaal
melder sig: Hvad lever denne Fugl af?
Gør den Mennesker Gavn eller Skade?
Men der skal naturligvis mange Med-
delelser til, før man tør udtale sig med
nogen Sikkerhed paa et eller andet Punkt;
det vil altsaa sige: der maa mærkes mange
Fugle hvert Aar, og man maa blive ved
med det i en længere Aarrække, før man
kan vente noget paalideligt Resultat af Under-
søgelserne. Det er dog ikke alene Resultatet,
der har sin Interesse; ogsaa Arbejdet selv,
dets Metode og Gang, kan ellers udenfor-
staaende have deres Fornøjelse af at tilse en
Gang imellem. Og idet jeg da nu gaar
over til at fortælle nogle af de mærkede
Fugles Rejseeventyr, (uden at jeg endnu
vover at udlede noget sikkert Resultat af
dem), vil jeg udtale det Haab, at ærede
Læsere mulig maa faa Lyst til selv at bi-
drage til Løsningen af de omhandlede Spørgs-
maal, hvis en Ringfugl en Gang skulde
falde ned i deres Kreds; at de da vil være
saa venlige at indsende saa fyldige Oplys-
ninger som mulig om den!
Rejsende Storke,
Den første.
I Slutningen af Juli 1901 fløj en ung
viborgensisk Stork for tidlig af Reden. Den
var, saa vidt vides, bleven bange for nogle
Haandværkere, der begyndte at arbejde paa
Husets Gavl; var de ikke kommen, vilde
den, i Overensstemmelse med Skik og Brug
i Storkeverdenen, være bleven siddende rolig
paa den Bunke Kvas, hvor den første Gang
havde set Da-
gens Lys, ind-
til dens Vinger
fuldt ud kunde
gøre Tjeneste,
men nu hav-
nede den, efter
nogle store
Slag i Luften,
i Haven til „ Preislers Hotel". Hr. Preisler ,
der er en stor Fugleven, indfangede den, og
h*11 °g j^ Sav den i Fællig en Ring om
Foden og satte den op paa et Halvtag,
hvorfra den saa selv skulde arbejde sig op
til Tagrygningen af det nærmeste Hus. Fyren
kunde imidlertid ikke klare sig paa de skraat-
iiggende Teglsten — en Storks Tæer duer
ikke til at faa Fodfæste paa et saadant
Sted — og efter en Del Flagren og Gliden
dumpede den ned i Nabohaven. Derfra
blev den senere besørget ind i den næste
Have, fra den videre til den ved Siden af,
og saaledes naaede den i Løbet af nogle
Dage, forsulten, forpjusket og forslaaet —
den var bl. a. kommen lidt til Skade med
det ene Ben — til n Hotel Phoenix". En
Fiskehandler, der havde Forbindelse med
Hotellet, tog sig saa af den og kørte hjem
med den til Mammen, en Landsby, der ligger
ca. ls/4 Mil 0. S. 0. for Viborg. Her
kom den efterhaanden til Kræfter. Den fik
godt med Fiskemad, og det var noget, den
kunde bruge! Og den fik Lov til at gaa
omkring, som den vilde, og blev snart helt
tam, saaledes, at den af sig selv søgte til
Kostalden om Aftenen.
Hele Vinteren gik paa den Maade og
Aaret 1902 ligeledes. I Sommeren 1903
saas den jævnlig sammen med andre Storke
ude paa Marken; den haltede nu ikke kende-
ligt og fløj godt. Og i August Maaned
var den en skønne Dag borte; det var lige
i den Tid, da Egnens andre Storke forsvandt,
og der var derfor Sandsynlighed for, at den
var fulgt med dem ad fjerne Lande til.
=-— 785
Mærkede Trækfugle
Der gik nu et Par Maaneder, og saa fik
man at vide, hvor den var bleven af. Med-
delelsen kom fra Godsejer Schulz- Wulkow y
Rittergut Wulkow (Post Boossen, Bezirk Frank-
furt Oder), og han meddelte følgende*) : I
Slutningen af Oktober indfandt Storken sig
paa Avlsgaarden og var straks meget tillids-
fuld af sig, saa man kunde se, at den havde
været mellem Mennesker før, hvad da ogsaa
Ringen om dens Fod beviste. Den blev sat
ind paa en hegnet Plads til Hønsene og gik
hos dem en fjorten Dages Tid, men saa
blev den ked af det og fløj ud paa Marken
igen. Imidlertid indtraf der koldt og barsk
Vejr, og da den havde opholdt sig et Par
rigtig ubehagelige Døgn i det fri, saa den
elendig og syg ud. Hr. Schulz- Wulkow lod
den da indfange og sætte ned i Faarestalden,
hvor der var lunt og godt. Der blev den
trakteret med døde Mus og plejet paa det
bedste, men det var for sent ; noget var der
i Vejen med den, hvad det saa var —
mulig havde den forkølet sig i det raa
Vejr — og et Par Dage efter laa den død
i Stalden.
Kan man nu tage noget Hensyn til, hvor
det har behaget saadan en nogenlunde tam
Stork at flyve hen? Det er: kan man af
dens Flugtretning slutte sig til, i hvilken
Retning Storkene fra Viborgegnen er fløjet i
Aug. 1903? Ja, uden Tvivl. Thi Ring-
storken har temmelig sikkert ikke forladt
Mammen ganske alene; der er overvejende
Sandsynlighed for, at den har fulgt med
Kammeraterne; Storke trækker jo i Flok og
ikke enkeltvis. Sandsynligheden taler end-
videre for, at Ringstorken, hvis Flyveevne
naturligvis ikke har kunnet staa Maal med
Kammeraternes, er bleven træt under Vejs
og har maattet hvile sig, medens de andre
er fløjet videre. Der var maaske endog ikke
noget i Vejen for at antage, at der er
*) En udførligere Beretning findes i „Frems
Vor Jord" for 14. Februar 1904.
kommet et andet Hold Storke, som har taget
Efternøleren med paa Vej igen, efter at den
har udhvilet sig første Gang. Maaske endda
det ene Hold efter det andet. Men til sidst
er der ikke kommet flere, og saa har vor
Stork staaet ensom tilbage og grubliseret i
Engene ved Frankfurt Oder, indtil den ende-
lig, da det begyndte at knibe med Frøerne,
af gammel Vane har søgt Hus.
Imidlertid: een Svale gør ingen Sommer,
og det er selvfølgelig heller ikke nok, at vi
een Gang har faaet en Ringstork til at røbe
noget om Slægtens hemmelighedsfulde Rejse.
Lad os derfor høre, hvad en anden Udsen-
ding, der blev standset paa Vejen, har at
fortælle.
Stork Nr. ?.
Haivtredie Mil Øst for Viborg ligger, ved
et udstrakt Engdrag, det lille idylliske Løv-
skal, der er bekendt for sine gode Kirsebær.
Da jeg en Dag fortalte Læge Rossen i Bjer-
ringbro om mine Mærkningsforsøg, gjorde
han mig opmærksom paa, at der i Løvskal
foruden Kirsebærtræer ogsaa var mange Storke.
Det var ikke saa ualmindeligt at se to, tre
Reder paa en og samme Gaard, ja syv var
der endog et Sted, om de end ikke var be-
boede allesammen. Der maatte aabenbart
være noget at gøre, hvis man da kunde faa
Storkeejerne interesseret for Forsøget, hvad
der ganske vist var nødvendigt; her i Vi-
borg var det hændt mig, at Folk ikke vilde
have deres Storkeunger mærkede, fordi de
var bange for, at de gamle Fugle ikke vilde
kendes ved Ungerne, naar et Menneske havde
rørt dem og givet dem Ring paa. Læge
Rossen paatog sig elskværdigt at forberede
Stemningen i Løvskal, og i Juli 1905 tog
jeg saa en Dag derud og mødte megen Vel-
villie baade hos Gaardejerne og hos Stedets
Skolelærer, Hr. Lund, der endog en halv Dag
igennem gik rundt og hjalp mig med at sætte
Stiger op til Storkerederne; Høhøsten var
nemlig i fuld Gang og en Arbejdsmand i den
Anledning ikke til at opdrive.
786
Mærkede Trækfugle
To mærkede Storkeunger paa deres
Rede. Ringen skimtes paa den lef-
tede Fod.
Hos Gaard-
ejer Søren Ve-
stergaard var
der to beboede
Storkereder,
hver med to
Unger. Der
havde været
en Del Slags-
maal mellem
Fuglene om
var kommet
i denne
Foraaret, saa det ene Par
noget sent til at ruge; Ungerne
Rede var kendelig mindre end i den anden,
og navnlig den ene af dem var paafal-
dende langt tilbage i Udvikling. Det var
denne Unge, som Skæbnen valgte til Bud-
bringer. Hr. Lund, der velvilligst paatog sig
at holde Øje med de mærkede Storke, har
meddelt mig, at han kunde blive ved at kende
den mellem dens Kammerater, selv efter at
de var bleven flyvefærdige, og han opgiver,
at den forlod Løvskal, sammen med det
sidste Hold Storke, den 26de August 1905.
Da var dens Livstraad omtrent udspunden,
og den fløj nu rask ned mod det Med, hvor
Traaden skulde klippes over.
Den 28de August om Eftermiddagen var
den sammen med en halvhundrede Kamme-
rater ankommen til Dieckow i Provins Bran-
denburg. Storkene gik omkring paa Marken
og fik sig lidt at leve af, og hen imod Af-
ten fløj de ind i et Fasaneri og satte sig i
nogle Fyrretræer, som stod der. Man jog
dem op og skød efter dem, og Hr. Bodo
von Klitzing hentede Nr. 9 ned. Ringen
blev nu opdaget, og Skovrider Zarnott i
Dieckow meddelte mig Begivenheden, medens
Hr. Klitzing skar den mærkede Fod af Fug-
len for at opbevare den som Trofæ.
Dieckow ligger c. 12 Mil N. 0. f. Frank-
furt Oder ; det vil altsaa sige, at de to Ring-
storke, Mammenstorken og Nr. 9, er rejst
nogenlunde i samme Retning, nemlig mod
S. 0. fra Viborgegnen. Men naturligvis er
disse to Tilfælde ikke tilstrækkelige for at
bevise, at danske Storke altid flyver mod
S. 0. Lad os høre et Vidne til !
Stork Nr. 34.
Det næste vingede Bud, som Loddet faldt
paa, er ligesom Nr. 9 født i Løvskal, men
paa Gaarden lige over for S. Vestergaards,
nemlig hos Anders Pallesen, og Aaret efter,
i 1906. Det vides ikke, naar den har for-
ladt sin Fædrenegaard, men den 8de August
1906 lagde Høstfolk, der arbejdede ved en
Tærskemaskine ude paa Marken ved Petrouritz
pr. Freistadt i østerrigsk Schlesien, Mærke til
den. Det sølle Dyr var anskudt; et Hagl
var gaaet igennem Musklerne paa den ene
Arm, men Knoglerne var heldigvis ikke be-
skadigede. Den gik et Par Dage og hang
med Vingen, og da den saa forpint ud, fan-
gede man den ind for at se, om man ikke
kunde hjælpe den. Skudsaaret blev vadsket
og renset, og i Løbet af kort Tid heledes
det, endog saa godt, at Fuglen kunde flyve.
Den var imidlertid bleven helt tam, havde
sluttet et nært Venskab med en Ged, som den
stod i Stald med om Natten, og satte saa
megen Pris paa det Køkkenaffald og de
Smaafisk, som man trakterede den med, at
den efter sine Flyveture stadig vendte tilbage
til Gaarden og overnattede der*). Hr. Bruno
*) Det er noget, man oftere har lagt Mærke
til, at naar Trækfugle af en eller anden Grund
er bleven opholdt et Sted saa længe, at Træk-
tiden er forbi, saa bliver de paa Stedet; det vil
altsaa sige: det er kun paa bestemte Tider af
Aaret, at Vandrelysten er over dem. Fugleven-
ner, hvem det kunde interessere at læse om et
andet Tilfælde
af samme Art,
henvises til en
lille Artikel om
efteraarsforsin-
kede Munkefugle
af H. Chr. C.
Mortensen, i
Dansk ornitho-
logisk Foren.s
Tidsskrift 1907.
787
Mærkede Trækfugle
Schlotter, Direktør ved Sodafabrikken i Petro-
witz, har været saa god at meddele mig det
her fortalte Rejseeventyr, som Nr. 34 har
haft i Østerrig, og han tilføjer, at Forvalter
Absolon i Marclowitz vil forsøge at overvintre
Fuglen og se, om den ikke, naar dens Kam-
merater i Foraaret 1907 kommer fra det syd-
lige Udland vil rejse med dem Nord paa.
En tysk Stork.
Vi har nu set tre Storke i tre forskellige
Aar flyve fra Viborgegnen mod Sydøst og
kan nu ikke frigøre os for den Tanke, at det
ikke kan være helt ualmindeligt, at vore lang-
benede Venner rejser den Vej.
Interessant er i denne Sammenhæng en
Iagttagelse, som omtales bl. a. i Ornitholo-
gische Monatsberichte 1902 p. 159. Frøken
Maria Pauli, Præstens Datter i Weseram (en
lille By i Nærheden af Brandenburg) havde
i Aug. 1902 taget sig af en Storkeunge, der
var fløjet for tidlig af Reden paa Præste-
gaarden, og bundet et sammenfoldet Brev
med sin Adresse om dens ene Overarm. Den
holdt sig til Præstegaarden i nogen Tid, men
en skønne Dag var den forsvunden. Kort
efter blev den skudt ved Hermannstadt i Un-
garn; den havde aitsaa ogsaa taget Vejen
mod S. 0.
Længere mod Syd har man hidtil ikke fulgt
mærkede Storke paa deres Efteraarsrejse, og
hvor Stork Langeben ellers „er saa længe",
det ved man ikke mere om nu end paa Inge-
manns Tid. I Ungarn, hvor man ved Hjælp
af de mange Iagttagere har kunnet vise, at
Storkene om Foraaret kommer tilbage fra S. 0.,
er man for Øjeblikket tilbøjelig til at sætte
disse Foraarsbebudere i Forbindelse med de
Skarer, som man ved forsamler sig ved
Mersina paa Lilleasiens Sydkyst (Nord for
Cyperns Østende). Her i Danmark har Me-
nigmand som bekendt fra gammel Tid tænkt
sig Storkene holde Jul i Ægypten, gaa paa
deres røde Hoser i Nilstrømmens Enge og se
paa Kong Faraos høje Sten. Ja, Dyndkon-
gens Datter har endog mærket en dansk
Stork dernede med en Guldring (det havde
hun Raad til!), hvorpaa hun havde ridset
sit Navn. Men hvad der ligger til Grund
for denne Antagelse, er mig ubekendt. Storke
overvintrer i Afrika saa langt mod Syd som
i Transvaal, det er sikkert, og de forekommer
i Asien helt over til Forindien, saa der er jo
Land nok at lede om dem paa. Det var
morsomt, om nogle Ringstorke en Gang vilde
bringe Klarhed paa dette Punkt!
En flyvefærdig Rovfugleunge paa sin Rede (den store,
merke Kvasbunke op til Træstammen til venstre).
Rovfugle paa Eventyr.
I vore Dage er det en tarvelig Bestilling
at være Rovfugl. For halvtredsindstyve Aar
siden kunde en ærlig Musevaage endnu kredse
i Ro over sin Eng inde i den fredelige Skov,
hvor de unge Mus endog ved højlys Dag
piler om i Græsset; den Gang viste den
prægtige Flyver, Glenten, sin lange, kløftede
Hale over Trætoppene, og Hønsehøgen lod sit
forbitrede højt gjaldende Skrig skære gennem
Skovens Tavshed, naar man nærmede sig
dens Rede. Men nu er Rovfuglene i Færd
med at udryddes her i Landet (ligesom for
øvrigt flere Steder i Europa); det vil vel
788
Mærkede Trækfugle
snart gaa dem, som det er gaaet Ulven og
Bjørnen her hjemme: de vil høre Fortiden
til — med mindre da Skovejere, der sætter
Pris paa den Poesi, som disse Fugles Vild-
skab og Skønhed forlener Skovene med,
kommer i Flertal. Som det er for Tiden,
vil en Rovfugl, der glider gennem Luften
hen over Danmark, overalt, hvor den kom-
mer hen, se Bøssepiber rejse sig op imod
den ; faa vil glæde sig over dens smukt ud-
bredte Vinger og dens fornemt rolige Bevæ-
gelser eller over den ubændige Kraft, hvor-
med Svingfjerene pisker Luften, naar Fuglen
farer frem som en udskudt Pil ; de fleste vil
gøre, hvad de kan for at dræbe den. Bliver
Fuglen træt og sætter sig paa en Pæl for at
hvile sig, smækker to frygtelig hungrige Jærn-
kæber sammen om dens Fødder og holder
den fast i de brækkede Ben. Er den sulten
og finder sig en død Graaspurv, saa er der
puttet Gift i den. Kommer den ind til en
Gaard og vil tage en af Bondens smækfede
Spurve eller Mus — straks faar den til Vel-
komst en Haandfuld Bly klumper pibende
gennem Vingerne. Ser den en stor Ugle
sidde paa en Pind, og slaar den ned efter
den, saaledes som det er Skik og Brug
mellem Dagrovfugle (ligesom en Hund daarlig
kan lade være med at springe efter en Kat).
saa sidder der en Jægersmand gemt i en
Hytte med sin Bøsse, og Rovfuglens sidste
Time er kommen. Sætter den sig i Skum-
ringen paa en udgaaet Gren i Toppen af et
Træ for at sove, farer der en Ildstribe ud af
Krattet nedenunder og henter den ned. Fred-
løs er den, hvor den kommer hen, og det
blot, fordi den har faaet det Næb og de
Kløer og gør, hvad alle de andre gør, lige
op til Mennesket selv : fanger og dræber sine
Medskabninger. Og disse Medskabninger er,
vel at mærke, ofte saadanne, som Mennesker
selv vil bruge — eller blot selv dræbe. Det
er paa Tide, at Rovfuglenes Saga skrives
færdig, og derfor er det af Interesse at høre,
hvad de selv kan meddele om de Rejseruter,
som de har benyttet i A årtusinder og som
nu befares af færre og færre.
Musevaage A/r. 8.
De var tre Søskende, der i Juni 1905 sad
i deres Rede i en Skov i Nærheden af Vi-
borg. Saadan en Musevaagerede er en stor
og tyk Bunke tørre Grene, der er samlet i
en Gren vinkel, gerne op til Stammen, et godt
Stykke oppe, og Træet maa helst ikke have
Grene i Nærheden af Jorden, som ubudne
Gæster kan finde paa at benytte for at komme
til at aflægge et Besøg i Reden. Den Rede,
som her er Tale om, var elliptisk af Form,
omtrent en Alen paa den ene Led og fem
Kvarter paa den anden, samt en halv Alen
tyk. Ovenpaa udjævnes den ringe Fordyb-
ning, der fra først af er i saadan en Rede,
ved Ungernes Bevægelser ; den trædes efterhaan-
den næsten flad og er altsaa at sammenligne
med en Hylde, der er slaaet op i Træet til
Siddested for Ungerne. Den bliver stadig
belagt med friske, bladbærende Grene af Bøg,
Gran o. s. v. ; Bøgebladene tørrer snart, men
beholder deres grønne Farve og danner et
baade blødt, varmt og behagelig duftende
Underlag. Haar af de Mus, som de gamle
Fugle bringer Ungerne, gylpes op igen som
ufordøjelige Klumper; de trædes ned i de
tørre Blade og bidrager til at gøre Under-
laget tæt og varmt at sidde paa. I dette
Lag findes smaa Fluer og Biller, der lever
af hvad der kan falde af ved Ungernes
Maaltider, men det er ellers rent og pænt at
se til. Ungerne kaster nemlig — saa snart
de er store nok dertil — ikke deres Skarn
i Reden, men sprøjter det fra sig, udenbords,
saaledes at man altid ser de visne Blade,
der ligger paa Skovbunden under en beboet
Rede, ligesom overstænkede med Kalk. Da
det meste af Træets Krone er oven over Reden,
kan Ungerne klare sig nogenlunde i Regn-
vejr, og Moder Natur har givet dem en varm
Pels af bløde, hvide Dun, saa de kan holde
Varmen i Timevis, mens Forældrene er ude
789
Mærkede Trækfugle
paa Jagt ; i koldt Vejr kryber de tæt sammen
til en Klump midt i Reden.
Det er naturligvis ikke enhvers Sag at
kravle en Snes Alen til Vejrs op ad glatte
Hoved og Forkrop af en stærkt dunet Musevaageunge, der
ligger i det tørre Lov ved Foden af Redetræet. Den er
noget bange og ligger derfor med aabent Gab, saa man
kan se dens Tunge.
og haarde Træstammer; jeg havde været saa
heldig at faa Tilbud om Hjælp dertil af nogle
unge, smidige Mennesker, der var vant til
at bestige Træer. Da den Gymnastiker, der
gik op til denne Rede, naaede op og stak
Hovedet over Grenbunken, rejste den ene af
Ungerne sig op og slog med Vingerne for
at skræmme det Uhyre bort, der pludselig
viste sig ved dens Hjem, samtidig med at
den skreg „Gi-æh" ! som en gammel Muse-
vaage, skønt den endnu var helt hvid af
Dun paa Hovedet, og Fjerene paa Ryggen
først lige havde begyndt at vise sig under
Dunene. Den satte sig ogsaa til Modværge,
slog med Fødderne og hvæsede, da den
skulde puttes i Kurven og hejses ned, og
det kan man jo ikke andet end respektere
saadan en lille en for. Hvordan vilde tre
Menneskebørn være til Mode, naar de var
ene hjemme, og der pludselig kom en Bjørn
eller et andet stort Udyr og kravlede ind ad
Vinduet til dem !
Da de smaa Musevaager omsider var kom-
men ned i det tørre Løv ved Foden af Træet
og saa alt det uvante omkring sig, var de
lettere at have at gøre med — det ser man
saa tit, at Dyr er mindre dristige paa ukendt
Grund, end naar de er hjemme hos sig selv;
— den ene pippede endog helt ynkelig som
en Kylling o: den følte sig hjælpeløs under
disse Omstændigheder, medens den oppe i
Reden ikke havde været bange af sig og der
brugte de voksne Fugles Mæle.
Medens jeg gav Ungerne Ring paa, sam-
lede min Hjælper, der sad ved Reden, det
Gylp, der laa deroppe, til mig; — ved at
pille saadanne Klumper fra hinanden og se
efter, hvad der er i dem, faar man naturlig-
vis et godt Begreb om, hvilke Dyr Rovfuglene
jager — og han gjorde ved den Lejlighed
et mærkeligt Fund. Der var noget levende i
Reden, sagde han, som gravede sig dybere
og dybere ned imellem de tørrede Bøgeblade.
Til sidst fik han fat paa det, og det viste
sig at være en Skruptudse, en af de ganske
almindelige brune, som enhver kender, og
som Musevaagen altsaa har taget med hjem
til Føde for Ungerne. Den var tilsyneladende
uskadt, og da den var bragt ned af Træet
og sat i Løvet paa Jorden, alkede den sig
straks baglæns ned i det.
De gamle Musevaager saa vi ikke noget
til, før Ungerne var hejsede op igen og atter
havde skreget „Gi-æh" et Par Gange; saa
kom den ene af Forældrene, der mulig havde
hørt Skrigene, lavt under Trækronerne, sty-
rende lige mod
Reden, men da
den saa os, for-
svandt den
skyndsomst
igen.
Nu maa det
antages, at Un-
gerne er vokset
op uden flere
Forstyrrelser
end den, jeg
her har fortalt
om, og at de
hen paa Efter-
aaret har forladt Danmark. Nok er det: den
1 6de Februar næste Aar var den yngste af Sø-
En noget dunet Rovfugleunge, der
sidder paa Jorden. Den læner sig
tilbage, parat til at forsvare sig med
Kløerne. Ringen ses paa hejre Fod.
790
Mærkede Trækfugle
skendene nede i Holland ved 's Gravezande,
S. V. for Haag, c. 80 Mil i lige Linie fra
Viborg. Der finder den i et Fasaneri nogle
Indvolde af en Kanin liggende paa Jorden
under et Poppeltræ; den slaar ned paa dem
for at gøre sig til gode med dem og — er
i samme Øjeblik fanget i den Rævesaks, som
Indmaden dækkede. Jagtopsynsmand Jzn
Dekker, der røg-
tede Fælderne,
var derefter saa
venlig at under-
rette mig om
Fangsten og
sende mig Rin-
gen og Foden
af den dræbte
Fugl. Og der-
med havde dette
Sendebud udført
sit Hverv!
Musevaage
Nr. /.
Ligesom i den
nys omtalte Fa-
milie var her
ogsaa tre smaa
at begynde med.
Men den ene af
Ungerne døde
allerede som lille,
uden at det kan
oplyses hvorfor,
og blev liggende
indtørret paa Randen af Reden. Og da vor
Træbestiger stak Hovedet op foran de to,
der var bleven tilbage, fløj den største af dem
bort; den var imidlertid ikke flyvefærdig
endnu og maatte derfor dale ned paa Jorden
en 70 Alen fra Træet. Vi løb efter den og
vilde tage den, men den værgede sig mande-
lig. Først gjorde den sig saa stor og frygt-
indgydende som mulig ved at sprede Vingerne
ud og slaa med dem, saa lænede den sig
Musevaage Nr. 1, udstoppet.
(Tilhorer Fabrikejer Ernst Kniffler i Crefeld.)
bagover og slog efter os med sine krumme
og spidse Kløer, alt imens den snøftede
ustandselig, for at skræmme os, og den bi-
bragte os da ogsaa Indtrykket af at have
med en lille, rigtig vild Skovtrold at gøre.
Den maatte imidlertid bøje sig for Over-
magten og have sit Nummer, men blev sid-
dende i Forsvarsstilling i Reden, da den var
hejset op igen
og anbragt ved
Siden af sin ikke
saa stridslystne
Med-Unge.
Dette skete i
Juni 1905, og
det maa formo
des, at Nr. 1
har gjort sin
lange Rejse om
Efteraaret uden
særlige Eventyr,
derefter — kraf-
tig og sky som
den har været —
lykkelig har und-
gaaet Fælder og
Skytter paa sin
Rejse hjem til
Danmark igen,
har boet her om
Sommeren og
derefter atter er
draget paa
Langfart i Efter-
aaret 1906.
Men saa kom Skæbnen over den.
Den 19de September 1906 var den naaet
til en lille Lund i Nærheden af Crefeld, hvor
Fabrikejer Ernst Kniffler opdrætter Kaniner
til Jagtbrug, og her blev den skudt af Jagt-
opsynsmanden, IVilh, Frankeny der var saa
god at melde mig det. Hr. Kniffler lod
Fuglen stoppe ud, og dette Sendebud vil saa-
ledes blive mindet i Jagtkredse ved Crefeld
i lange Tider.
= 791
Mærkede Trækfugle
Andre Musevaager.
Begge disse Musevaager er altsaa fløjet
mod S. V., medens Storkene drog mod S. 0.
Men deres Vej har sikkert ikke været snor-
lige. Der er i alt Fald indløbet Efterretnin-
ger om andre Musevaager, som har villet se
sig lidt om i Danmark først, inden de tog
til Udlandet — og det maa jo ogsaa være
herligt at kunne strejfe om i nogle Maaneder
fra den ene Skov til den anden i den lyse
Sommertid, hvor der er dækket rigt Bord alle
Vegne, hvor man kommer hen! Lad os høre
lidt om disse Skovstrejfere !
I Efteraaret 1905 var en Medunge til
's Gravezande-Musevaagen (det var den, der
pippede ynkeligt under Mærkningen) taget en
lille Tur op til Hem ved Skive; der er kun
en fire/ »fem Mil derop, saa det var mulig
kun en rask lille Eftermiddagstur, Ved Hem
er der en Plantage; der stod en Jæger, og
da Musevaagen vilde flyve til Side for ham,
lød der et Knald, og hvordan det -nu var
eller ikke: med det samme vilde Musklerne
til den ene Vinge ikke lystre, og Musevaagen
hvirvlede ned paa Jorden. Der blev den
indfanget af Skytten, Landpost /. Chr. Peter-
sen, og da han havde opdaget Ringen og
set, at det ikke var en ganske almindelig
Musevaage, han havde faaet fat paa, blev
den foreløbig sat ind i en Hønseindhegning,
medens der gik Bud ned til mig. Fuglen
var kun ganske let anskudt, Saaret heledes
fra Dag til Dag, og da Fangenskabet havde
varet en Uge, var Patienten rask. Hr. Peder-
sen gav den saa sin Frihed igen; den steg
meget højt til Vejrs og styrede i lige Retning
mod Viborg ; den har naturligvis med Lethed
kunnet se den kendte Egn, saa højt den var
oppe, og har mulig været hjemme igen paa
en halv Times Tid. Og saa har en lille Mark-
mus smagt godt! I den Uge, Musevaagen
sad fangen, hverken aad eller drak den (ja,
Hr. Pedersen meddeler, at den mulig har
spist en død Graaspurv, som han lagde ind
til den, men han ved det ikke bestemt).
Det er forbavsende længe, en Rovfugl kan
undvære Mad!
Et ganske lignende Eventyr oplevede en
Ringmusevaage i Sommerferien 1906; den
var paa en eller anden Maade kommen lidt
til Skade og blev i Følge Meddelelse fra
Hr. C. E. Lindegaard fanget i en Fyrreplan-
tage ved Gaardbogaard pr. Aalbæk, sad nogen
Tid i Fangenskab, aad ret godt og blev,
efter at være kommen til Kræfter igen, sat
tilbage i Plantagen, hvor den jævnlig saas i
de nærmest paafølgende Dage. En Uges Tid
efter var den forsvunden, og da der ikke er
indløbet nogen senere Meddelelse om den
andenstedsfra, er det at haabe, at den har
klaret sig.
Paa denne Maade gaar Sommeren vel
sagtens for Rovfuglene; de drager om fra
Sted til Sted og nyder Livet, som de kan
faa Lov til det. Men et Stykke ind i Sep-
tember Maaned, naar der er begyndt at blive
lidt tyndt med Blade i Udkanten af Skoven,
naar Solen vel endnu kan skinne varmt og
godt om Dagen fra sin høje Efteraarshimmel,
men Nætterne allerede er noget kølige, —
saa strækker Musevaagen sine Vinger og
drager af Landet. Og ned gennem Skovene
og Plantagerne og Fasanenerne, som den
passerer, efterlader den døde og saarede
Kammerater. Ved velvillig Meddelelse fra
Skytte A. J. Holm er det oplyst, at en Ring-
musevaage er skudt den 16de Sept. 1906
ved Vilhelmsborg pr. Maarslet (c. l'/s Mil
S. f. Aarhus), og Fasanjæger E. Clausen
melder, at en anden omtrent samtidig er
dræbt ved Boller pr. Horsens. Da har altsaa
en Del jydske Musevaager sandsynligvis
været for Sydgaaende; tre Dage efter var —
som man vil erindre — Nr. 1 ved Crefeld.
Undertiden bliver nogle Musevaager her i
Landet om Vinteren ; den 18de Januar 1906
blev saaledes en med Ring paa funden død
(det viste sig ved nærmere Undersøgelse, at
den var saaret) i StensbaUegaard Skov, l Mil
792
Mærkede Trækfugle
0. f. Horsens, af Skovrider TaulWegge. Da
Musevaager i Føige ældre Optegnelser først
plejer at indfinde sig her i Landet ved Be-
gyndelsen af Marts, er der ikke megen Sand-
synlighed for, at denne Fugl var i Færd
med at rejse hjem; den har nok været her
hele Vinteren.
Glenter.
I min Bog „Stæ-
ren, Myreløven og
andre Skitser fra
Dyrelivet" har jeg
under Kapitlet
„Glentereden"
fortalt om et Kuld
Glenteunger, som
jeg mærkede i
Sommeren 1905.
En af disse Un-
ger er bleven den,
som til Dato har
bragt Bud længst
borte fra, nemlig
fra det sydlige
Spanien. Her lig-
ger Byen Puente
Genil ved Jærn-
vejen omtrent midtvejs mellem Cordova og
Malaga, ved en Biflod til Guadalquivir, som
hedder Genil (Puente betyder Bro). Byen
er omgivet af Olivenlunde — enhver, der
har været lidt ude at rejse, vil spidse
Øren ved at høre saadan et Orr* og mærke
ligesom en varm Luftning fra
Sydens Eventyrlande slaa sam-
men om sig; men Glenten har
vel nok med lige saa stor Sinds-
ro sat sig til Rette mellem de
glinsende, graagrønne Blade der
som i et gammelt Piletræ her.
De var, efter Meddelelse fra
Don Galvez, to Glenter i Følge
dernede i Andalusien, mulig to
Søskende, og da Nr. 5 blev skudt
Udstoppet Glente.
Fra H. Chr. C. Morteosen : „Stæren
o. s. v." (Tillge 1905)
ned ude paa en Eng i Nærheden af Byen,
kredsede dens Kammerat i nogen Tid over
Stedet, hvor den var falden, men flygtede,
da den saa, det gik galt, og at der kqm
Mennesker til. Nr. 5 var vingeskudt; den
forsøgte ikke at forsvare sig mod Skytten,
der tog den, og da Ringen var opdaget, lod
den sig ogsaa uden Modstand føre til Puente
Genil, hvor den blev anbragt frit paa en
Gaardsplads hos Don Galvez — flyve kunde
Staklen jo ikke. Den aad, hvad man lagde
for den, ja tog endog Kød af Haanden paa
Folk og var aldeles ikke vild. Rygtet om
den sjældne Budbringer fra det kolde Nord
lokkede nysgerrige til, og Glenten blev foto-
graferet og beset og omtalt i Ayjserne. Men
hvad hjalp det? Imens sad den sørgmodig
paa en Træbul i den fremmede Gaard og hang
med den syge* rystende Vinge ; til Trods for,
at man gerne vilde være god mod den, blev
den svagere og svagere, og otte Dage efter
var den. død. Don Galvez lod den da ud-
stoppe, og han har senere vist mig den Ven-
lighed at forære mig den interessante Flyver,
der døde tre Hundrede danske Mil fra den
Skov, hvor den første Gang mærkede, at
dens Vinger kunde bære.
At de unge Glenter ligesom de unge Muse-
vaager strejfer omkring paa Egnen ved deres
Fødested i nogen Tid, inden de om Efter-
aaret begiver sig paa deres lange Rejse,
synes at fremgaa af en Meddelelse, der er
indløbet fra det sydligste Norge, nemlig fra
Hr. Jensens fotografiske Forretning i Mandal.
En omtrent flyvefærdig Glenteunge, med kun faa Dunender paa Fjerene,
f Eks. paa Ryggen; Halen er endnu ikke kløftet. Den ligger forskræmt
hen med aabent Gab, glasagtig stirrende Øjne og rejste Fjer.
793
Mærkede Trækfugle
I Følge denne blev en Ringglenle skudt der
den 2den August 1906. Der er smaa
tredive Mil i nordvestlig Retning fra Viborg
op til Man dal, men det er jo ikke meget
for en Glente; den flyver med Lethed et
saadant Stykke paa en Dag, hvis den vil.
Det er vel imidlertid nok rimeligere at an-
tage, at Glenten har strejfet om i det nord-
lige Jylland og saa har moret sig med at
flyve over Skagerak, der er ca. 15 Mil
bredt, for at se, hvordan der saa ud paa
den anden Side — Glenter kan godt lide at
være paa Steder, hvor de kan se Vand. Paa
en to, tre Timer har den kunnet være derovre.
Fjorten Dage efter blev, i Følge Meddelelse
fra Fasanjæger Christensen, en Medunge af
den dræbt ved Søbygaard Sø> pr. Hammel,
4 Mil S. 0. f. Viborg. Den har været lidt
ude at se sig om til den anden Side; det
menes, at den har opholdt sig nogle Dage
paa Stedet og den har vel altsaa endnu ikke
været paa Træk; i Kjærbøllings „Skandi-
naviens Fugle" opgives det, at Glenterne
forlader Danmark i Oktober.
Tre Stæres Oplevelser.
Vi kommer nu til
Slut til „vor Ven
Stæren". Hvem har
ikke i den allertidlig-
ste Begyndelse til en
Smule Foraar felt sig
oplivet ved at se den
lille sorte Kammerat
sidde paa nøgne, svaj-
ende Grene og fløjte
løs, som om der ikke
var noget, der hed
Kulde og Blæst og
Ubehageligheder i det
hele taget i' denne
Verden ! Og hvor
mange har ikke haft
Fornøjelse af at se
Stæren vipse ind og
En Ringstær bringer Regn-
orme til sine smaa. For-
uden med Ring (der kun
meget utydelig ses paa Bil-
ledet) er denne Stær mærket
med et Klip i Halen. Der sid-
der tre sultne Unger med
Hovedet fremme, men de to
af dem (og navnlig den ne-
derste) bliver klemt stærkt
af den, der trænger sig mest
frem. Kassen er nummereret ;
dens Laag er skruet paa.
ud af sit Hul med Straa til Reden eller
Mad til Ungerne! Selv den fattigste og
ensomste Hytte ude i Heden har sin Stær-
kasse slaaet op, maaske vind og skæv
og brøstfældig. Men lige meget! Den
farende Svend tager gladelig imod det til-
budte Husly og sidder straks tillidsfuld paa
Pinden og kvidrer og snadrer og fløjter,
saa Struben poser ud og man rigtig ser,
hvor lange og spidse Fjer, den har der, alt
imens den aarvaagen vender og drejer Hove-
det og slaar med Vingerne og kigger ned
til Husfolkene, der gaar og sysler med deres
Gerning faa Alen borte. Det var at vente,
at det let maatte opdages, naar saadan en
Stær havde Ring om Benet, og det var da
endelig heller ikke saa svært at faa den
fanget og Nummeret efterset, uden at Fuglen
kom noget til. Denne Betragtning gjorde
det i sin Tid ønskeligt for mig at faa mær-
ket nogle Hundrede Stære. Men hvorledes
skulde jeg faa fat i saa mange i Løbet af
en Sommer?
Det nemmeste var at mærke Ungerne i
Stærkasserne. Der er i Reglen en tre, fire
Stykker i hver Kasse og undertiden endda
flere; allerede i en halvhundrede Kasser kunde
altsaa gøres en god Fangst. Men det vilde
saa først være nødvendigt at henvende sig
til en hel Del Stærejere for at faa Tilladelse
til at lukke deres Stærkasser op, og det er
ret omstændeligt. For ikke at gøre de fod-
rende Stære bange, var det dernæst ikke af
Vejen, om Mærkningen foregik om Aftenen,
naar Ungerne var omtrent udvoksede, og de
gamle Stære sad og sov langt borte og ikke
anede Uraad. Men da Byens Stærunger føl-
ger nogenlunde Trit i deres Udvikling, vilde
det altsaa sige, at Mærkningsarbejdet skulde
sammentrænges til nogle faa Aftener, — hvad
der vilde være ret besværligt! Og endelig
omkommer der et betydeligt Antal nys ud-
fløjne Stærunger, i Regnvejr, i Katteklør eller
ved Drenge o. s. v., ikke at tale om, at
mange skydes eller skamferes af Søndags-
= 794
Mærkede Trækfugle ^=-
En fremmed Stær aflægger
Beseg. Den bringer ikke Æde
til de to Unger, der ses i
Indgangshullet.
jægere, der tankeløst fyrer ind i de store
Stærflokke. Det var meget bedre, hvis man
om Efteraaret kunde fange en Del gamle
Stære ind og faa dem
sendt af Sted med det
samme !
Det er nu en be-
kendt Sag, at Stære
holder meget af at
sidde og sove sam-
men i Rørene langs
en Søbred, og det
var jo muligt, at det
kunde lykkes at faa
trukket et Net hen
over saadan en so-
vende Stærflok. Det
vilde imidlertid kræve
et temmelig kostbart
Apparat af Redskaber
og Menneskehjælp, og
fik man saa endelig fat i et Hundrede
Fugle, saa var de maaske vaade og kom-
men til Skade med Vingerne eller paa
anden Maade, saa de ikke egnede sig saa
godt til at sendes ud i Verden og virke for
at udbrede Kendskab til Rejseruter m. m.
Endelig vilde Mærkningen af et større Antal
saa livlige Fugle ved Nattetid være ret træt-
tende, og der vilde ikke blive Tid til at se
nøjere paa de enkelte Dyr, der maaske
kunde være interessante i en eller anden Ret-
ning. Jeg opgav derfor ogsaa denne Plan
og overvejede en tredie.
Jeg havde lagt Mærke til, at Stærene be-
søger hinandens Reder: den rugende Stær
faar Visit som Konen i „Barselstuen"; Un-
gerne besøges af fremmede, der vil se, hvor-
dan det gaar, og om Efteraaret kommer den
ene efter den anden, rejseklædt og for øvrig
parat til at tage af Sted, og titter ind i saa
den ene, saa den anden Kasse, ja plumper
ogsaa derind og rumsterer med hvad der
ligger — jeg har omtalt det udførligere i
min før nævnte Bog „Stæren o. s. v.a. Det
var nu værd at prøve, hvor mange nys-
gerrige Stære, der kunde nappes i Besøg i
mine egne Kasser; jeg var da ikke afhængig
af den Velvillie, Naboer og Genboer vilde
vise mit Forsøg, og der vilde desuden paa
den Maade vindes, at jeg kunde faa Tid til
at se lidt paa de enkelte Stære, jeg fik fat
paa, og at Undersøgelsen af dem kunde
henlægges til en Tid, der kunde passe mig;
der er nemlig i Reglen ikke noget i Vejen
for at faa selv nylig indfangede Stære til at
æde i Bur ; modne Hyldebær piller de f. Eks.
gerne i sig. Jeg satte altsaa en lumsk lille
Falddør ind i et Par af mine Kasser og af-
ventede spændt Resultatet. Der kom en
Stær, hagede sig fast ved Indgangshullet,
kiggede ind, dybere og dybere, til sidst stak
kun Halen ud, saa man havde inderlig Lyst
til at gaa hen og give den et lille Puf; —
endnu en Gang kom den forsigtige lille Rad
ud for at forsikre sig om, at alting var,
som det skulde være; saa kiggede den atter
ind, forsvandt mer og mer og — hoppede
endelig ned i Kassen. Falddøren smækkede,
Stæren flagrede derinde, men nu var det for
sent; den var ubarmhjertig fangen! Paa
den Maade ftk jeg ved Hjælp af 8 Fangst-
kasser i Løbet af en Maanedstid af Efter-
aaret 1899 fat paa 160 besøgende Stære,
et Resultat, der langt oversteg mine dristigste
Forventninger.
Men, hvor spæn-
dende end Fangsten
af en Stær var i Be-
gyndelsen, saa blev
det efterhaanden træt-
tende at se den samme
Scene — de bærer sig
allesammen ens ad —
ikke at tale om, at
det tog megen Tid
at staa og passe paa
for at tømme Fangstkasserne og hænge
dem op igen. Jeg indrettede derfor nogle
„Nappere", som var selvvirkende o: som
53
En Ringstær i Fangenskab.
Mærkede Trækfugle
selv besørgede Tømning og derpaa aab-
nede sig igen. De var hængt op paa Gav-
len uden for et Loftsværelse og saa udven-
dig ud som almindelige Stærkasser; men
naar en Stær gik ind i en af dem, hoppede
den ned i en Hisse eller Elevator, der ved
Stærens Vægt blidelig sank og førte Fuglen
til et Bur, der stod inde paa Loftsværelset.
Stæren steg saa ud
af Hissen og gik ind
i Buret — jeg tæn-
ker, med en lignende
Følelse at at opleve
noget vidunderligt,
som Soldaten maa
have haft, da Heksen
havde hejst ham ned
gennem Piletræet, og
han kom til Kamrene
En stær kommer ud af en med Pengekasserne—
Kasse og sidder et Øjeblik
Daa Pinden, med Halen støt- Og derefter gik His-
tende oppe i Indgangshullet. sen til yejrs j„en
Ned ad Kassens Sider tes j o »
hvide Striber af Skarn, der parat til at modtage
er kastet ned af en forbi- den næste gtæn j
flyvende Stær.
et heldigt Tilfælde
kunde der saa sidde en fire, fem Stykker
og vente paa mig, naar jeg kom hjem fra
min daglige Gerning, ja en enkelt stor Dag
sad der endog en halv Snes Stykker, og saa
var der Liv i Kludene ! Saa skændtes og
smaahakkedes Flokken, især om Siddeplad-
serne, saa man kunde høre det langt ud
paa Loftet; der, hvor den ene havde sat
sig, der vilde den anden netop ogsaa være —
ganske som om det havde været Menneske-
børn ! Men det lød altid af mere end det
egentlig var; Fuglene sloges aldrig rigtig for
Alvor og gjorde ikke hinanden nogen Fortræd.
Vi skal nu høre, hvor tre af disse „nap-
pede" Stære dukkede op igen efter at være
forsvundne fra Viborg.
Stær AV. iiji.
Det var en Oktober Eftermiddag i 1904,
henad Skumringen, at „Napperen"s Døre
befriende aabnede sig; Fuglen for med et
glad „Væ— væ!a ud over Havens Træer,
og derefter styrede den lige mod nogle store
Rørstrækninger i Viborg Sø, hvor dens
Kammerater var i Færd med at samle sig
for at holde Nattehvile.
Den 2den November 1904 hang den død
i en Done paa den lille 0 Texel, tæt ved
Provins Nordhollands Kyst. Den blev ikke
udstoppet eller paa anden Maade opbevaret,
men — det gyser i mig ved at skrive
Ordet : — plukket! Og derefter gik den i en
eller anden brav Texelboer, hvem den for-
haabentlig har styrket. Men alligevel! Det
havde været morsommere, om man dog i
alt Fald havde haft Skindet af den inter-
essante Fugl gemt hen! Ringen blev af-
leveret til en af Skolelærerne paa Texel, Hr.
/. Daalder, der, som saa mange Lærere her
hjemme, interesserer sig levende for Naturen
og gør Iagttagelser over Fuglenes Træk hen
over Øen. Da Ringen var saa lille, stod
min Adresse ikke paa den, men kun Løbe-
nummer og „Danmark**. Hr. Daalder sendte
da Ringen til Præsidenten for den neder-
landske ornitologiske Forening, Baron R.
Snouckaert van Schou-
burg, der atter lod
Meddelelse derom gaa
til Viceinspektør H.
Winge i København,
og saaledes naaede
den interessante Efter-
retning endelig til mig.
Der er en 60 Mil
i lige Linie mod S. V.
ned til Texel fra Vi-
borg, og da en Stær,
efter hvad man ved,
med Lethed flyver
8—10 Mil i Timen,
er der i og for sig
ikke noget i Vejen for,
at 1151 kan have gjort Turen paa en Dag.
Men den har vel nok givet sig nogen Tid
En Stær i Færd med at gaa
ind i en Kasse. Den kigger i
øjeblikket derind, men vil
raaaske i næste Nu trække
Hovedet ud igen og støtte
Halen mod Kassens Forside,
hvor der efter mange Beseg
dannes en merk Smudsplet
796
Mærkede Trækfugle
under Vejs; ingen ved
det desværre, og det
vil blive vanskeligt at
skaffe nøjagtig Kund-
skab paa et saadant
Punkt ; om en Ringstork
som Nr. 9 kan man
sige: den er sidste
Gang set paa Reden
den og den Dag, men
en Stær vil det ikke
blive saa let at udtale
sig om.
Star Nr. ioji.
Denne lille Udsen-
ding er født i 1904 ^ stær bærer til Rede.
Og havde endnu graa (Billedet laant fra H. Chr. C. Mortensen: „Stæren, o. s. v.")
Ungefjer i sin Dragt, da den gik i „Nap-
peren" den 15de September 1904. Den
undgik lykkelig Katte, Maare, Hunde, Høge,
Drenge, Søndagsjægere og hvad andet der
efterstræber en Stærs Liv, foretog uden
Tvivl sin første Udenlandsrejse i Vinteren
1904 — 1905 og var hjemme i Danmark
igen for at stifte Familie i Sommeren 1905;
der er ganske vist ingen, der har set den,
men det er tilstrækkelig bevist, at Ringstære
vender tilbage til Viborg igen, efter at de
har været borte om Vinteren, saa Sandsyn-
ligheden taler for, at ogsaa den har været
her. Saa tiltræder den sin anden store
Efteraarsrejse i Oktober 1905 og er derpaa
forsvunden med samt sine Kammerater —
borte, som en Regndraabe, der er falden i
Søen.
Men saa i Marts 1906 sætter to Mænd
sig ved deres Skriveborde, hundrede Mile fra
hinanden og brevveksler om den; de store
Valser gaar, og britisk Sværte meddeler
Tusinder og atter Tusinder dens Historie i
Bladene; det er gaaet som i Digtet, vi lærte
i vor Barndom: Draaben er bleven til en
Perle!
Ovre i Skotland, en fem, seks Mil 0. for
797
Edinburgh og en Mils
Vej fra Nordsøen, lig-
ger Herresædet Biel i
en prægtig Park. Fra
Hovedbygningen vajer
Flaget stolt over Mur-
tinder og Skydeskaar;
ud mod Haven ses
fornemme Buegange
og Loggiaer ; en mæg-
tig Terrasse med sir-
lig klippede Hække
breder sig foran og
holder de ranke, rigt-
løvede Træer i ær-
bødig Afstand fra
Herskabet — Herre-
gud, en fattig viborgen-
sisk Stær, der er vant til at sidde paa Skor-
stenen til en Smule Udhus, kan man ikke
fortænke i at dvæle lidt her og føle sig be-
hagelig tilpas i de store Forhold ! Men ogsaa
saadan et Sted er -der tankeløse Drenge, der
skyder paa smaa Stære! Nr. 1031 fik det
at føle; den kom imidlertid ikke mer til
Skade, end at den kunde redde sig hen paa
Terrassen, og her blev den fanget og Ringen
opdaget. Herresædets Ejer, H. Hamilton
Ogilvy Esq. satte den saa i Bur, og efter-
som 1031 var en intelligent Stær, der ikke
lod sig gaa paa af noget, saa blev den,
efterhaanden som Vingen kom sig, alles
Yndling og endte med at blive ganske tam.
Se, at en viborgensisk Stær flyver ned til
Hollands Strandbredder, Enge og Kanaler
om Efteraaret, det er ikke mere end rimeligt.
Men hvordan gaar det til, at vi træffer en
af dens Kammerater 100 Mile Vest for Vi-
borg i Begyndelsen af Marts? Lad os høre,
om den næste Stær kan forklare noget
om det!
Star Nr. 193.
Medens de to først omtalte Stære er mær-
kede om Efteraaret, erhvervede Nr. 193 sin
Ring ved et Besøg i en af mine Kasser en
53*
— = Mærkede Trækfugle
Foraarsdag, nemlig den 5te April 1900, efter
at Stærenes Redebygning var begyndt rundt
omkring i Byen. Saa sent, paa Aaret har
den lille besøgende vist ikke været paa
Træk; den har nok boet her i Viborg i
Sommeren 1 900.
Den 2den Marts 1901 blev den imidlertid
indfanget i det sydligste Norge, tæt ved
Lister Fyr, pr. Farsund. En ung Mand,
Julius Emanuelsen Tjørve havde sat nogle
Fuglesnarer, og der var 193 gaaet i en af
dem og var bleven hildet med den ene Fod.
Det var en forrygende Snestorm den Dag,
og Tjørve tog derfor Stæren med hjem og
satte den i Stuen, hvor den fløj rundt „og
spiste og var saa fornøjet", som han med-
deler. Da Vejret havde bedret sig, blev
den sluppen igen, men den havde endnu
ikke lært at tage sig i Agt for de Løbe-
doner : næste Dag sad den i en af dem igen ;
den blev imidlertid atter befriet og sluppen
løs, og siden har man ikke hørt noget til den.
Hvorledes er nu det at forstaa, at to Stære
fanges i Begyndelsen af Marts, altsaa i Træk-
tiden, den ene i Øst-Skotland, den anden i
det sydlige Norge, samtidig med at mange af
deres Kammerater paa den Tid er ankomne
tilViborg og er i fuld Virksomhed med at gøre
i Stand til Redebygning? Tilfældet er ikke
tydeligt og kan forklares paa flere Maader.
Dog synes følgende at have nogen Sandsyn-
lighed for sig: Nr. 1031 har paa Foraars-
trækket fulgt Østkysten af Storbritannien Nord
paa, og den vilde, hvis den ikke var bleven
standset ved Biel, være fløjet Øst paa til
Danmark. Havet er omtrent 90 Mil bredt;
med heldig Vind kunde Rejsen gøres paa 9
til 10 Timer. Hvilken Fornøjelse at have Musk-
ler, der kan gøre saadan et Stykke Arbejde !
Hvis denne Antagelse er rigtig, saa kunde
det tænkes, at Nr. 193 ogsaa havde fulgt
Englands og Skotlands Østkyst Nord paa,
at den var kommen til Nordenden af Skot-
land og saa derfra var fløjet mod Øst; det
vilde saa passe med, at den har naaet det
sydlige Norge og ikke Danmark.
Hermed slutter disse smaa brogede Billeder.
Af de indkomne Beretninger er det altsaa
fremgaaet, at tre danske Storke ved Efttraars-
tid er rejst mod S. 0., medens tre Rovfugle
og en Star har valgt Retningen mod S. V.
Fremtiden vil forhaabentlig lære os, om det
er noget tilfældigt eller almindeligt. ' — Skulde
det sidste vise sig, bliver næste Spørgsmaal:
Hvorfor drager nogle den ene Vej, andre den
anden? Og skulde denne Gaade en Gang
blive løst, saa vil ny dukke op og ægge
den, der kan blive varm ved at se Livs-
ytringer, og som søger at forstaa dem. Der
er noget betagende ved dette, at man kan stille
et Spørgsmaal til Naturen og faa det besvaret —
hvis man har spurgt paa rette Maade!
Steder, hvor mærkede Fugle er iagttaget B Biel (Stær). C Crefeld (Musevaage). D Dieckow (Stork).
G 's Gravezande (Musevaage). H Hermannstadt (tysk Stork). L Lister (Stær). M Marclowitz (Stork). P Puente Genil
(Glente). T Texel (Stær). IV Weserara (tysk Stork). Wulkow (Stork) er mellem W og D.
798
DRØMMEN
Af Bo Bergmann.
III.
Drosken rullede ind over Boulevarderne.
Det var Regn og Blæst, Novembervejr. I
Vandpytterne paa Asfalten svømmede der
visne Blade, Røgen slog ned mellem Husene.
Fabian bøjede sig frem under Kaleschen for
at se, og han saa lange Rækker af Huse
byggede i fuldstændig samme Stil, nøgne
Facader i cementgraat eller smudsiggult. Med
deres Vinduesskodder og nedrullede Persien-
ner lignede Husene Rækker af Hotel garnis.
Han standsede udenfor et lille Hotel, som
han havde faaet Anvisning paa, fordi det
var billigt. Der stod to ormædte Laurbær-
trær udenfor Porten og en lige saa brøstfæl-
dig Portier midt i den. Værelset havde
ingen Vinduer og lugtede af harsk Olie
blandet med Løg og daarlig Parfume, men
Fabian var for træt til at se sig om efter
noget nyt. Det blev imidlertid Aften inden
han kunde faa vasket Rejsestøvet af sig, og han
maatte opsætte sine Efterforskninger til næste
Dag. Han var tidlig ude, drak Kaffe paa
et Konditori og begyndte sin Vandring. Det
var holdt op med at regne, og Himlen be-
gyndte at klare op. Et Dagslys, koldt som
Staal, brød frem gennem Skyerne og kaste-
des dødt tilbage fra Vandpytterne paa For-
tovet og fra de store, blanke Butiksruder.
Gadelivet var allerede begyndt at røre sig,
men endnu var det mest Smaafolk, som var
paa Benene, lavere Embedsmænd, Kontorister,
Handelskommisser og Arbejdsfolk. De for
forbi ham, skælvende i Morgenkulden, med
Cigarretten eller Snadden i Mundvigen. En
lille Butikspige kom gaaende, vuggende i
Hofterne, med sin gule Papæske paa Armen,
Halsen tynd, Figuren kantet, sorte Rotte-
øjne i det blaafrosne, magre Ansigt. Kjolen
saa ud, som om den havde slæbt i alle
Quartier Latins Rendestene. Søvnige Op-
Aut. Oversættelse fra Svensk af E. Aaris.
(Sluttet.)
vartere stod og døsede i Kafeernes Døre for
at faa en Dosis Morgenluft; deres voksgule
Panoptikonsansigter udtrykte kun Ondskab
og den yderste Fordærvelse. Paa et Gade-
hjørne sad en ambulant Kludehandler og
hostede paa sin Kærre.
Fabian Levis gik med sin Bædecker i
Haanden. Han saa lange Avenuer aabne
sig, kom forbi Parker, bagom Gallerier, over
Torve med Monumenter og Statuer, der
endnu glinsede efter Natteregnen, ind i Stræ-
der, hvor Butikkernes Ejere stod og konver-
serede hinanden fra Tærskel til Tærskel, og
befandt sig til Slut i en lille kort og mørk
Gade, som syntes at sove endnu. Husene
var sorte, som om de havde staaet i en
Jernbanetunnel. En lille Beværtning var den
eneste, som var vaagen. Værten gik og
vaskede Fortovet, og inde i Rummet foran
Disken, le Zinque, stod et Par Arbejdere og
drak deres Absinth.
Straks efter fandt han det Nr., han søgte.
Han ringede. Portnersken kom ud af sit
Hul som en stor, fed Rotte. I det oppustede,
usunde Ansigt, der saa ud, som om hun
levede af alt muligt Affald, sad et Par
Griseøjne, der ikke indeholdt andet end en
vis opblæst Arrigskab over, at de var nødte
til at aabne sig.
— Madame Boudins Pensionat?
— Tredje Sal.
Levis blev staaende, støttet mod Ræk-
værket. Atter mærkede han den samme
kvalmende Lugt af Løg og Olie som i Ho-
tellet, og alt svimlede et Øjeblik for ham.
Hans Hjerte hamrede voldsomt. Han skulde
træffe Maggi; efter saa mange Maaneders
Forløb skulde han igen se det lille straalende
Ansigt med de store, lysfyldte Øjne og
Munden, der var tung og rød. Hvorfor
havde hun ikke skrevet? Hun havde gjort
= 799
Drømmen
dem meget ondt dermed, men nu vilde han
jo faa Forklaringen. Og han vidste med
sig selv, at alle Bebrejdelser vilde blive ham
siddende i Halsen, naar han blot fik hende at se.
— Træffer jeg Frk. Brandel?
Han bestræbte sig for at udtale Navnet
saa fransk som muligt. Men den lille, smud-
sige Skabning, som lukkede op, stod blot
og gabede.
— Frk. Maggi Brandel, en svensk Dame ?
gentog Levis sit Spørgsmaal. Pigen for-
svandt. Et Øjeblik efter kom Madame selv
ud. Hun var i en sort, plettet Silkekjole
og havde et eddikesurt Smil, som blottede
to gule Fortænder.
— Aah, Svenskeren, den lille lyse. Ja,
hun er ikke her mere, det er længe siden,
hun flyttede, to, tre Maaneder.
— Flyttede?
— Ja, Herren var oppe at hente hende,
og de rejste over Hals og Hoved. Den
Herre, som hun var her med.
— Flyttede — rejste — den Herre, som
hun var her med. Alt løb rundt for Levis.
Han følte den kolde Sved springe frem under
Hattens Kant, og Benene skælvede under ham.
— Professor Tuvet? Ikke sandt, han
hed Tuvet?
— Ved det ikke.
— Men Adressen, stammede Fabian. Hun
efterlod dog vel sin Adresse — opgav, hvor
hun flyttede hen .... Jeg beder Dem
undskylde, at jeg . . . . Men det er om
en meget vigtig Sag, en Arv, ja det er det,
en stor Arv.
Han glemte nu alle franske Gloser og be-
gyndte at tale svensk. Han begreb ikke,
hvorfra han i den Fart havde foaet Historien
om Arven, men det var for at holde hende
fast, det sorte, eddikesure Menneske dér, for
at hindre hende i at lukke Døren. Det fore-
kom ham, at alt afhang af, at den Dør ikke
blev smækket i.
Men Madame vidste ingen Adresse, og
Fabian maatte gaa.
Han kom ud aldeles fortumlet, og til at
begynde med tænkte han slet ikke paa,
hvilken Vej han tog. Han gik og gik. Til
sidst satte han sig paa en Bænk for at
komme til sig selv igen. Paa den anden
Ende af Bænken sad en ung Præst, saa
mager som et Skelet under den sorte Kjole.
Det blege, gode Ansigt med mørke Ringe
under Øjnene og en Antydning af blaasort
Skæg indgød den dybeste Sympati. Han
var øjensynlig Lærer. En Flok Drenge
legede bag ved ham, og nogle af de mest
foretagsomme fyldte hans Lommer med Sten.
Han tømte dem uden at fortrække en Mine
og fortsatte sin Læsning.
Fabian for op igen, han var kommen i
Tanker om et Navn. I en Boghandel fik
han fat i en Vejviser, men deri fandt han
kun fire, som hed Tuvet, en Embedsmand i
Marineministeriet, en Konditor, en Enkefrue
og en Panoramadirektør. Da forstod Fabian,
at alt var forbi, og han blev ligesom kold
indeni. Der var ikke mere at gøre. Han
kunde lige saa godt rejse. Han gik imidler-
tid op i Konsulatet for at gøre Anmeldelse
om Sagen, men da han skulde opgive Mag-
gis Signalement, blev han forbavset over, at
hendes Ansigt ikke merestod rigtig klart for ham.
Det blev Middag, og de store Færdsels-
aarer fyldtes. Automobiler, Coupeer, Cabs,
Mail-coaches, Bicycletter susede forbi i en
endeløs Strøm. Trompetstød, Klokkekimen
og Varskoraab krydsede hverandre, her en
rødklædt Negergroom, der en Clubman med
Pukkel og Fugleprofil. I et Øjeblik fik
Fabian et Glimt af Paris, saadan som han
havde tænkt sig det, men dette Glimt sluk-
kedes straks, og det bevægede sig altsammen
forbi ham som presset frem af et Lufttryk,
optoges paa hans Øjes Nethinde, men efter-
lod intet Indtryk i Hjernen. Det vedkom
ham ikke, han havde kun én Tanke : Maggi.
Aah, Gud, hvad var der blevet af hende?
Var hun skyllet bort, druknet i dette Men-
neskehav? Maaske et Nødraab, som ingen
800
Drømmen
hørte. Og han stod her med bagbundne
Hænder uden at kunne gøre det allermindste.
Pludselig kom han i Tanker om en lille
Kafé, som hun havde omtalt i sine Breve,
og hvor hun plejede at spise Frokost af og til.
Maaske han kunde faa nogle Oplysninger der.
Han sprang op i en Droske og kørte
omkring i en Time; men da han naaede
derhen, var han lige klog. Der var ingen,
som vidste noget. Sulten og fortvivlet gik han
ind paa en Duval-Restaurant og spiste til Mid-
dag, indeklemt mellem to Albuer, som stadig
puffede hans Service frem og tilbage. Det
var blevet Aften. Da han igen stod paa
Asfalten, var der tændt Lys overalt. Husene
straalede af Blus, og højt oppe paa Tag-
ryggene tændtes og sluktes de elektriske
Skilte for et Livsforsikringsselskab, en Haar-
tinktur, en Aperitif. Vognlygternes Blink
mødtes som Stjerneskud. Levis drev om,
Gade op og Gade ned. Hvad skal jeg sige
til Eva, naar jeg kommer hjem? tænkte han.
Der kom et Par Damer bagfra og tog ham
en under hver Arm; han rev sig løs og
hørte et Par Skældsord, som han ikke en
Gang gad prøve paa at forstaa.
Og det var her, jeg længtes hen, vedblev
han at tale med sig selv. Jeg gaar jo midt
i min Drøm, og saa længes jeg tilbage til
to smaa Værelser ved Badstugatan. Du er
en utaknemmelig Mand, Fabian Levis.
Men hun var jo ikke mere i de to smaa
Værelser, kom han i Tanker om. Hun var
maaske et eller andet Sted i alt dette sorte
eller lysfyldte rundt om ham, der var maaske
nogen, som havde slæbt hende med sig, og
hun var fortabt, fortabt — og han mærkede,
at han græd. Pludselig dukkede Tuvet op
for ham igen. Han fik et Anfald af Raseri,
saa at han skar Tænder. Om den Mand
nu stod der, midt paa Fortovet, saa skulde
han gaa hen og give ham et Stokkeslag
tværs over Ansigtet, saa Blodet sprang frem,
skulde sparke ham omkuld, trampe paa ham.
Og næste Morgen skulde de duellere i Fon-
tainebleau-Skoven. Han, Fabian, skulde skyde
den anden ned som en Hund, men skulde
selv blive saaret i Skulderen og ført til
Lazarettet, og der skulde han træffe Maggi —
som Sygeplejerske. Og hun skulde pleje
ham med sine bløde Spiilefingre og elske
ham. Og naar han blev rask, skulde de
rejse hjem og gifte sig. — Eller han skulde
falde i Duellen og blive bragt til La Mor-
gue — men hvor skulde han saa træffe Maggi ?
Det gav et Sæt i ham ved et Vindstød,
som blæste de sidste Blade fra et af Boule-
vardens Træer ind i Ansigtet paa ham. Jeg
bliver mig selv lig, tænkte han bittert.
Uden at vide det, var han kommen op til
Montmartre, og da han saa Lys i en lille
Knejpe, gik han derind. Der var fuldt af
Folk derinde, og Luften var tyk af Mados
og Tobaksrøg. En Trop Artister i luvslidte
Fløjelsbluser med Haaret hængende helt ned
paa Kraven og Florkravattenes Snipper
kastede tilbage paa Skulderen, var midt i
et Kunststykke, og Skyggerne fra deres
svingende Arme saa ud som Møllevinger i
Ildskæret paa Væggen. I et Hjørne sad to
Studenter med lange Kridtpiber i Munden
og spillede Domino. En lille hvidsminket
Kvinde med en Caporal-Cigaret mellem Fin-
grene satte sig ned og saa til, stille og ved-
holdende. Da Fabian tog Plads, flyttede
hun sig uden videre over til ham..
— De ser saa gnaven ud, sagde hun.
Fabian bestilte to Glas* 01, og de klinkede
med hinanden. Han var glad ved, at hun
sad der, og greben af en Trang til at tale,
til at have nogen, som hørte efter, og som
i al Fald saa, at han led, begyndte han at
fremstamme det altsammen, hvorfor han var
her, hvordan han havde søgt, hvor ulykke-
lig han var. Hun sad og nikkede tavs
mellem de flammende Lys.
— Og jeg elskede hende, men hun elskede
ikke mig. Nej, hun elskede ikke mig. Hun
var saa hvid. Hun havde et brunt Tegn,
et Modermærke, under det højre Øre « — han
801
Drømmen
søgte efter Ord og fandt nogle forkerte. Og
nu er jeg alene og ingen bryder sig om
mig. Jo, hun brød sig ikke om mig, men
fordi jeg elskede hende, var det ligesom om
nogen brød sig om mig.
Han tav pludselig; den lille Kvinde sov
med underlig visne Øj en la ag under Sminken.
Saa gik Fabian Levis. Han gik lige ud i
Mørket og gav sig til at spekulere over sig
selv. Folkestrømmen var borte, der var
slukket i Butikkerne. Nattelivet begyndte.
De enkelte Typer blev mere udprægede, og
alle Nødens og Forbrydelsens Menneskekarika-
turer gled forbi barn som et hæsligt Skygge-
spil. En menneskelig Skabning, der mest
lignede en Bunke Klude, sad og faldt sam-
men paa en Bænk. En Latter skar som et
Knivsblad gennem Fabian. En Stump af en
Vise lød ud fra en Natkafé. Han kaldte
paa en Droske, der saa ud, som om den
gik i Søvne, og gennem Baggader, hvor
Rendestenslugten hang i Luften mellem] Bage-
rier og smaa stængte Haandværkerbutikker,
rullede han hjem til sit Hotel.
Næste Morgen sad han i Toget. Han
rejste fra sin Drøm, som egentlig var to
Drømme, og det forekom ham, som om han
hele sit Liv ikke havde bestilt andet end at
rejse fra den ene Drøm ind i den anden.
Han forstod, at hans Raab paa Liv kun var
et Raab paa Fantasi. Den ydre Virkelighed
havde for ham kun Betydning som Stof til
Tanker og Indbildninger og vilde aldrig faa
nogen anden Betydning. Saa snart hans
indre Bevægelse truede med at standse, greb
han efter nyt Materiale, Mennesker eller
Bøger, og naar de havde givet ham, hvad
han behøvede, smed han dem væk. Deraf
kom den Overgang fra Varme til Kulde i
hans Væsen, som kunde skræmme ham selv.
Han var ikke noget rigtigt Menneske, der
var vist blevet fusket med ham fra først af.
Undertiden følte han det, som om han ogsaa
gik og bar paa en indvendig Vanskabthed,
som han maatte skamme sig over.
Nu var Maggi snart forbrugt som alt det
andet. Han havde ejet hende i Tanken, saa
kunde han ogsaa tænke sig fri af hende
igen. Et nyt Ansigt, opdigtet eller virkeligt
vilde dukke op og fængsle ham for en Tid,
maaske endnu et, men de vilde blive blegere
og blegere, udviskes hastigere og hastigere,
og sagte vilde han glide ind i den Skum-
ring, som Alderdommen sender som Fortrop
for Mørket. Men dermed maatte ogsaa alle
de Skældsord, han havde ofret paa sig selv,
blive meningsløse. Han havde jo levet sit
Liv paa den eneste Maade, hvorpaa han
overhovedet kunde leve det.
Fabian længtes efter at blive gammel paa
samme Tid, som han frygtede for det.
Togets Bulder kunde ikke overdøve hans
triste Tanker, og Landskabet udenfor Kupé-
vinduet var kun lidet egnet til at gøre dem
bedre, Westphalens Fabriksskorstene, Branden-
borgs Hedestrækninger med en Farve som
vaad Snus. Paa Sjælland saa han den
første Sne, og det livede ham lidt op. Han
tænkte ikke mere paa, hvad han skulde sige
til Eva. Han behøvede saamænd slet ikke at
sige noget ; hun vilde forstaa det hele, saasnart
han traadte ind ad Døren. Og hun forstod det.
I Skumringen, som faldt tidlig paa i den
trange Gade, sad han et Par Dage efter i
det lille Værelse som han havde længtes imod,
da han stod paa Paris' Boulevarder. Eva
havde spurgt, og han havde svaret, og saa
blev der Tavshed. I Huset ligcoverfor spil-
lede et Par Barnehænder en Melodi af
„Geisha", og en Sporvogn klemtede henne
paa Hjørnet af Tegnérgaden.
Fru Brandel tændte Lampen, og Fabian
saa paa Maggis Billede og kunde ligesom
fornemme hendes Ord i sit Øre, Tonefald og
det hele. Naar jeg bliver en berømt Kunst-
nerinde, en hvis Navn man trykker med saa
store Bogstaver, saa rejser vi til Italien
— Men Professor Tuvet? spurgte Eva
pludselig, ham havde hun helt glemt.
Fabian saa til den anden Side.
— Der fandtes ingen Professor Tuvet,
sagde han og rejste sig for at gaa.
802
GRUNDLOVSFORANDRING
Af H. Waage.
I.
EFTKRAT Forslaget om en Forandring af
Grundlovens § 32, der gik ud paa at
fastsætte Folketingets Medlemstal til et be-
stemt Tal, i sidste Rigsdagssamling er blevet
forkastet af Landstinget, har Regeringen be-
budet i næste Samling at ville fremsætte et
Lovforslag, der gaar ud paa en bogstavelig
Opfyldelse af den nævnte Grundlovsbestem-
melse. Hvor stor en Tro Regeringen har
paa Gennemførligheden af et saadant Lovfor-
slag, maa staa hen. Sikkert er det imidlertid,
at den største Del af Rigsdagens Medlemmer
vil modtage Forslaget med stor Modvilje, og
at selv den skrappeste Partidisciplin ikke vil
forslaa til at skjule denne Stemning. Og
kunde man gennem en Afstemning æske de
menige Vælgeres Svar paa det Spørgsmaal,
om der er nogen Trang til at forøge Folke-
tingets Medlemstal fra 114 til 162, vilde
Flertallet sikkert besvare Spørgsmaalet med nej.
Naar Regeringen desuagtet har bestemt sig
til at fremsætte et Lovforslag om en For-
øgelse af Folketingets Medlemstal, maa Grun-
den være den, at den føler sig forpligtet
overfor den paagældende Grundlovsbestemmel-
ses Ordlyd. Der findes hos ikke faa Poli-
tikere en Opfattelse, der gaar ud paa, at Grund-
lovens Bestemmelser om, at et vist Forhold skal
ordnes paa en bestemt Maade, har en særlig
forpligtende Karakter, og at Lovgivnings-
magten derfor er nødt til at ordne Forholdet
i Overensstemmelse med, hvad Grundlovens
Givere har ønsket. Denne Opfattelse er i
Virkeligheden urimelig. Enhver Tid maa
forme sin Lovgivning efter den i Samfundet
herskende Opfattelse af, hvad der er rigtigt
og hensigtsmæssigt, og kan ikke være bunden
ved tidligere Tiders Anskuelser herom. Har
man f. Ex. den Opfattelse, at Nævningedom-
stole er en uhensigtsmæssig Indretning, vilde
det dog være en urimelig Tanke, at vi des-
uagtet skulde være forpligtede til at indføre
dem, blot fordi Grundlovens Givere har anset
deres Indførelse for ønskelig. Og paa samme
Maade forholder det sig med Bestemmelsen
i Grundlovens § 32 om Folketingets Med-
lemstal. Denne Bestemmelse har nu i over
en Menneskealder været et dødt Bogstav af
den simple Grund, at den er ganske uprak-
tisk. Det er det levende Livs Krav, det som
Monrad har kaldt den stille Magt, der har
forhindret, at Bestemmelsen er blevet virke-
liggjort, og efter al Sandsynlighed vil den
samme Magt ogsaa i Fremtiden være stærk
nok til at sørge for, at Bestemmelsen ved-
bliver at være et dødt Bogstav.
Hvad der ligger bag ved Kravet om en
bogstavelig Opfyldelse af Grundlovens Be-
stemmelse om, at der omtrent skal være én
Folketingsmand for hver 1 6,000 Indbyggere,
er jo ogsaa noget ganske andet end Tanken
om, at en Forøgelse af Folketingets Med-
lemstal fra 114 til 162 vilde være en for
vort politiske Liv gavnlig Foranstaltning.
Det er nemlig Kravet om lige Valgret til
Folketinget for alle dem, der opfylder Grund-
lovens Betingelser for Valgret. Thi saa
mærkeligt det end kan lyde, saa rindes der
en Del tankeløse Mennesker, der tror, at
man kan skaffe lige Valgret til Folketinget
ved at indføre nogenlunde lige store Enkelt-
mandskredse. Og foruden dem, der virkelig
tror dette, findes der en Del, der lader som
de tror det, og som holder Liv i den nævnte
falske Forestilling, fordi de mener, at det
politiske Parti, de tilhører, vil vinde ved en
Forøgelse af de nuværende Kredses Antal.
Kravet om lige Valgret til Folketinget for
alle, der opfylder de grundlovsmæssige Be-
tingelser for Valgret, vil umulig kunne af-
vises i Længden, men dette Krav kan, som
saa ofte paavist, ikke imødekommes, saalænge
man beholder Enkeltmandskredsene, men kun
803 :-
Grundlovsforandring
ved Afskaffelsen af alle Valgkredse og Ind-
førelsen af Forholdstalsvalg. Vil man be-
holde Enkeltmandskredsene, er Spørgsmaalet
om deres Antal et rent Hensigtsmæssigheds-
spørgsmaal, og Ulighed i Kredsenes Størrelse
er intet Vidnesbyrd om ulige Valgret. Thi
Valgret bestaar i Retten til at faa sin Stemme
taget i Betragtning paa Valgdagen, og Ud-
sigten til under den gældende Valgmaade at
kunne opnaa denne Ret vil jævnlig være
bedre i de større end i de mindre Kredse. I
de store københavnske Kredse, hvor Social-
demokratiet har et sikkert Flertal, har en
langt større Procentdel af Vælgerne Valgret
end i mange mindre Kredse, hvor Vælger-
korpset er splittet i 3 å 4 Partier, og hvor
den sejrende Kandidat som Følge heraf kan
opnaa Valg med et latterlig lille Stemmetal.
Den, der vil skaffe lige Valgret til Folketin-
get ved at indføre lige store Enkeltmands-
kredse bærer sig derfor ligesaa taabeligt ad
som den, der vil hidføre en lige Fordeling
af Skattebyrden ved at paalægge en Kop-
skat. I begge Tilfælde opnaas en ydre for-
mel Lighed, men en Lighed, der ikke har
det mindste med Retfærdigheden at gøre.
Den nuværende slette Valgmaade til Folke-
tinget, der ved Valget den 29 Maj 1906
gav det Resultat, at Flertallet af de stemme-
berettigede ingen Indflydelse fik paa Valgets
Udfald, vil selvfølgelig virke endnu slettere,
naar Kredsenes Antal forøges. Thi jo flere
Kredse, vi faar, des større bliver Udsigten
til, at Stemmerne bliver endnu mere splittede
end nu, og Tallet paa de Vælgere, der ingen
Valgret vil faa, vil sandsynligvis blive betydelig
større end under den nuværende Kredsdeling.
Og naar Kredsenes Antal forøges, voxer ogsaa
Antallet af de usikre Kredse, og den Svag-
heds! ilstand, hvori det nuværende Folketing
befinder sig, og som for en væsentlig Del
hidrører fra, at en stor Del af Mandaterne
er saa usikre, vil stige i en saadan Grad,
at Folketinget udsættes for at blive en tem-
melig betydningsløs Faktor i Statslivet. Hvis
Formaalet var at ødelægge den almindelige
Valgret og Folkets Selvstyre, kunde man
ikke finde paa noget bedre Middel end at
inddele Landet i 162 Folketingskredse.
Hvorledes det nu end vil gaa med det
bebudede Regeringsforslag om en ny Valg-
kredsordning, vil Kravet om Indførelsen
af Forholdstalsvalgmaaden som det eneste
Middel til at gøre Folketinget til en virke-
lig Repræsentation for Folket og derigen-
nem sikre det Overvægten i vort politiske
Liv derfor stadig være lige brændende, og
Forholdstalsvalgmaadens Venner har ingen
Grund til at opgive Ævret, fordi Højrepartiets
Forslag om Forholdstalsvalg er blevet for-
kastet af begge Rigsdagens Ting. Forholds-
talsvalgmaadens Tilhængere bør dog gere sig
fortrolige med den Tanke, at der, som For*
holdene ligger for, ikke er synderlig Udsigt
til at faa indført Forholdstalsvalg tU Folke-
tinget uden nogensomhelst anden Forfatnings-
forandring. Om det skal lykkes i en nær-
mere Fremtid at faa indført Forholdstalsvalg
til Folketinget, vil jo nemlig for en væsent-
lig Del bero paa, om Folketingets Flertals-
partier, Reformpartiet og det moderate Ven-
stre, kan vindes for denne Tanke. De nævnte
Partier har som bekendt hidtil været Mod-
standere af Forholdstalsvalgmaadens Indførelse
ved Folketingsvalgene, og skønt der vistnok
hos en Del af Partiernes Rigsdagsmænd her-
sker Tvivl, om dette Standpunkt virkelig er
forsvarligt og stemmende med Partiernes
Interesser, er det dog klart, at det ikke
vil være let for Partierne at skifte Stand-
punkt i denne Sag, saa længe der kun er
Tale om Indførelse af Forholdstalsvalg til
Folketinget som en . isoleret Foranstaltning.
Anderledes vilde Sagen derimod stille sig,
hvis Tidspunktet maatte være kommet til at
rejse Krav om mere omfattende Grundlovs-
forandringer, hvori Forholdstalsvalgmaadens
Indførelse ved Folketingsvalgene kunde ind-
gaa som et Led. Formaalet med denne Ar-
tikel er at undersøge, om ikke den Situation,
804
Grundlousforandring
der er kommen til at foreligge efter sidste
Rigsdagssamling, har rykket det Tidspunkt
nærmere, da man med Udsigt til Held kan
rejse Krav om tidssvarende Forandringer i
Grundlovens Bestemmelser om Rigsdagens
Sammensætning.
II.
Det Lovforslag, der i særlig Grad har be-
hersket Sindene i Rigsdagssamlingen 1906 —
07, er Lovforslaget om den kommunale Valg-
rets Udvidelse. For første Gang siden dets
Fremsættelse har Forslaget været Genstand
for en indgaaende Realitetsbehandling. Og
efterat det frikonservative Parti har erklæret
sig villig til at opgive den nuværende pri-
vilegerede Valgret] til Byraad og Sogne-
raad, og Folketingets Flertalspartier til Gen-
gæld har tilbudt en Ordning af Valgene til
Amtsraadene, der deler Magten i disse Raad
mellem den privilegerede og den almindelige
Valgret paa den Maade, at den privilegerede
Valgret bliver i Stand til at besætte l/s» den
almindelige Valgret 8/5 af Pladserne i Amts
raadet, er Sagens Løsning uden Tvivl rykket
meget nær. Hvad der endnu ligger Parterne
imellem, maa man med god Vilje kunne
komme over. Ganske vist kan Folketingets
Flertalspartier umulig gaa med til den af de
frikonservative foreslaaede Deling af de kom-
munale Vælgere efter Alder, thi Demokratiet
kan ikke uden at fornægte sin Idé indlade
sig paa at indføre nye Valgretspri vilegier.
Hvad demokratiske Partier derimod med rolig
Samvittighed kan gøre og efter Omstændig-
hederne ogsaa bør gøre, er at tage et vist Hen-
syn til bestaaende Valgretsprivilegier, saaledes
at man ganske koldblodig overvejer, om ikke
de Fremskridt, der kan opnaas selv med Be-
varelsen af bestaaende Privilegier, er saa be-
tydelige, at det vilde være uforsvarligt at
lade Sagen strande paa Spørgsmaalet om
Privilegiets Ophævelse. Det er kun den rent
dogmatiske Radikalisme, som lader haant om
det virkelige Livs Krav, der kan tage For-
argelse heraf. Folketingets Flertalspartier har
derfor handlet meget klogt ved at tilbyde
delvis Bevarelse af den privilegerede Valgret
til Amtsraadene, og at det frikonservative
Parti har forstaaet at vurdere denne Indrøm-
melse, viser sig ogsaa deri, at Partiet ikke
ubetinget har fastholdt Kravet om de kom-
munale Vælgeres Deling efter Alder, men
alternativt stillet Forslag om visse Begræns-
ninger med Hensyn til Kommunalraadenes
Adgang til Skatteudskrivning. De fortsatte
Forhandlinger vil antagelig for en væsentlig
Del komme til a't dreje sig om dette Spørgs-
maal.
Det havde unægtelig været heldigst, om
Sagen var blevet løst i sidste Rigsdagssam-
ling. Ganske vist er det ikke sandsynligt,
at det radikale Venstres og Socialdemokratiets
Agitation mod Regeringens Kompromisforslag
vil gøre Indtryk paa ret mange af Reform-
partiets og det moderate Venstres Vælgere,
men Ulykken er jo, at en Del af Regerings-
partiernes Folketingsmandater er saa usikre,
at selv et lille Frafald blandt Vælgerne vil
kunne berøve Partierne flere Mandater ved
næste Valg. Denne Udsigt er unægtelig
egnet til at bringe nogen Vaklen i Regerings-
partiernes Rækker og kunde derfor tænkes at
vanskeliggøre en Løsning i næste Samling.
Paa den anden Side maa det staa Regerings-
partierne klart, at det, efterat de har gjort
den Indrømmelse at gaa ind paa Bibeholdel-
sen af privilegeret Valgret til Amtsraadene,
vil være et Livsspørgsmaal for dem at faa
Sagen i Orden inden næste Valg. Ellers vil
Partiernes Udsigter paa Valgdagen 1909 være
meget slette. Der er derfor næppe nogen
Grund til at tvivle om, at Sagen vil blive
løst inden næste Valg i alt væsentligt paa
Grundlag af det Kompromisforslag, som Re-
geringspartierne har fremsat.
Det er ganske interessant at lægge Mærke
til, hvorledes Lovforslaget om den kommu-
nale Valgrets Udvidelse til en vis Grad har
skiftet Karakter under dets Behandling paa
Rigsdagen. I det oprindelige Forslag, der
805
G rundlovs forandring
blev fremsat under Ministeriet Deuntzer i
Rigsdagssamlingen 1903 — 04, bestod den til-
sigtede Valgretsudvidelse væsentlig kun i Op-
hævelsen af den privilegerede Vælgerklasse.
Ved Siden heraf havde det mindre Betyd-
ning, at Lovforslaget ogsaa indrømmede selv-
stændig skatteydende Kvinder Valgret. Nu
er der mellem alle Partier opnaaet Enighed
om, at enhver gift Kvinde faar Valgret, naar
blot hendes Mand svarer kommunal Skat, og
den nugældende lidet tidssvarende Regel, der
udelukker Tyender fra Valgret, skal ligeledes
falde bort. Herved vil det nuværende kom-
munale Vælgerkorps blive mere end fordoblet^
og medens den nu foreskrevne Valgmaade,
Listevalg uden Anvendelse af Forholdstal,
der vel nok maa betegnes som den sletteste
af alle Valgmaader, udelukker en større eller
mindre Kreds af de stemmeberettigede fra at
faa deres Stemmer tagne i Betragtning paa
Valgdagen, vil Indførelsen af Forholdstals-
valgmaaden fremtidig skaffe de stemmeberet-
tigede en virkelig Valgret. Ogsaa i sidst-
nævnte Henseende er Regeringens Kompromis-
forslag langt at foretrække for det ældre For-
slag. Det oprindelige Forslag indførte ganske
vist Forholdstalsvalg, men da det samtidig
paabød delvis Fornyelse af Kommunalraadene
hvert 3dje Aar, medens Regeringens Kompro-
misforslag indfører Valg af hele Kommunal-
raadet paa én Gang hvert 4de Aar, kunde
Forhold ståls valgmaaden ikke fuldt ud komme
til at virke efter det ældre Forslag. Rege-
ringens Kompromisforslag maa derfor, uagtet
det bevarer en begrænset privilegeret Valgret,
betragtes som en langt mere omfattende Re-
form end det Forslag, der blev fremsat af
Ministeriet Deuntzer i Efteraaret 1903. Den
partipolitiske Tendens, der laa bag ved det
sidstnævnte Forslag ligesom bag ved de af
Venstrepartiet under Højres Regeringer frem-
satte tilsvarende Forslag, Ønsket om gennem
Ophævelsen af de 2 Vælgerklasser ved kom-
munale Valg at holde Husmændene samlede
under Venstres Fane, er under Sagens Be-
handling paa Rigsdagen blevet trængt en Del
i Baggrunden. Hvad der nu er Udsigt til
at faa gennemført, maa betegnes som en
fuldtud moderne, ægte folkelig Reform.
Men naar vi nu forhaabentlig i næste
Rigsdagssamling faar gennemført en kommu-
nal Valgordning paa Grundlag af Regeringens
Kompromisforslag, saa rejser sig med tvin-
gende Nødvendighed det Spørgsmaal, om der
er nogen Mening i at gennemføre en rationel
Valgordning paa det kommunale Omraade
og samtidig beholde den nuværende i saa
mange Henseender forældede og irrationelle
Valgordning til Rigsdagen. Er en Demokrati-
sering af Rigsdagen, en Udvidelse af Valg-
retten til de lovgivende Forsamlinger ikke
nok saa betydningsfuld for den store Befolk-
ning som den kommunale Valgretsreform?
Er der nogen Mening i at nægte Kvinderne
Valgret og Valgbarhed til Rigsdagen, naar
man indrømmer dem Valgret og Valgbarhed
til Kommunalraadene? Er der fremdeles no-
gen Mening i at beholde den for Valg til
Rigsdagen gældende Aldersbetingelse af 30
Aar, en Aldersgrænse, der vistnok ikke har
sit tilsvarende i noget andet konstitutionelt
Land? Og vilde det ikke være højst be-
synderligt vedblivende at opretholde den gæl-
dende Valgmaade til Folketinget, som vi
næsten alle er enige om at erklære for util-
fredsstillende, naar vi først har faaet For
holdstalsvalgmaaden indført ved alle Valg til
de kommunale Raad?
Svaret paa disse Spørgsmaal kan ikke være
tvivlsomt. Bliver den kommunale Valglov
først gennemført paa Grundlag af Regerin-
gens Kompromisforslag, følger heraf med
logisk Nødvendighed, at den for Valg til
Rigsdagen gældende Ordning maa omdannes
efter de samme Grundsætninger. Efterat
Folketingets Flertalspartier har erklæret sig
villige til at indføre Forholdstalsvalg til
Sogneraadene og dog samtidig at bevare en
begrænset privilegeret Valgret til Amtsraadene,
kan de vanskelig nægte at gaa med til at
= 806
Gmndlovsforandring ^--=^---~
indføre Forholdstalsvalg til Folketinget, selv
om der bevares en begrænset privilegeret
Valgret til Landstinget. Og der er næppe
nogen Grund til at tvivle om, at Landstin-
gets konservative Grupper vil vise saa meget
Fremsyn, at de, naar der indføres Forholds-
talsvalg til Folketinget, til Gengæld vil gaa
ind paa en Begrænsning af den privilegerede
Landstingsvalgret efter de Grundsætninger,
der indeholdes i Regeringens Kompromisfor-
slag angaaende den kommunale Valglov.
Under Folketingets Forhandlinger om Ind-
stillingen fra det om den kommunale Valg-
lov nedsatte Fællesudvalg udtalte Indenrigs-
minister Berg, at der ikke vilde være en
eneste virkelig Fremskridtsmand her i Landet,
som ikke vilde stemme for en Ordning af
Valgretten til Landstinget, der var i Over-
ensstemmelse med den Amtsraadsordning,
som er foreslaaet i Regeringens Kompromis-
forslag med Hensyn til den kommunale Valg-
lov. Denne Udtalelse bør Forholdstalsvalg-
maadens Venner lægge sig paa Sinde, da
den aabner en Udsigt til, at deres Ønsker
om Indførelsen af Forholdstalsvalg til Folke-
tinget kan blive opfyldte, naar den privile-
gerede Valgret til Landstinget kan blive be-
grænset paa samme Maade som den privile-
gerede Valgret til Amtsraadene begrænses i
Regeringens Kompromisforslag angaaende den
kommunale Valglov. Indenrigsministeren har
ganske vist intet udtalt om, at Regeringen
under den nævnte Forudsætning vilde gaa
ind paa at indføre Forholdstalsvalg til Folke-
tinget, men hertil var der jo heller ingen
Anledning i den Sammenhæng, hvori Mini-
sterens Udtalelse faldt. Forholdene er vist-
nok saaledes, at der næppe skal saa over-
ordentlig meget til for at bryde Regerings-
partiernes Modstand mod Indførelsen af For-
holdstalsvalg til Folketinget, thi de mere ind-
sigtsfulde og fremsynte Politikere indenfor
Regeringspartierne begynder uden Tvivl at
indse, at Bevarelsen af den nuværende Valg-
maade rummer store Farer for Partiernes
Fremtid. At Partierne opnaaede Flertal i
Folketinget ved Valget den 29 Maj 1906,
skyldes jo kun et exceptionelt Held, som
man ikke fremtidig kan gøre Regning paa.
Og de mange usikre Mandater, hvoraf nogle
kun er vundne ved Støtte fra Højre eller
frikonservative, andre kun ved Stemmer fra
Vælgere, som nærmest hører hjemme i det
radikale Venstres Rækker, hidsætter Partierne
i en saadan Svaghedstilstand, at deres Flertal
i Folketinget kun er lidet værd. De kloge
Mænd indenfor Partierne vil derfor ræsonnere
saaledes: Hellere et mindre Antal tilnærmel-
sesvis sikre Folketingsmandater end et Flertal,
vundet i Kraft af den nuværende Valgmaades
Tilfældigheder.
Er Regeringspartierne altsaa stærkt inter-
esserede i at faa Forholdstalsvalgmaaden ind-
ført ved Folketingsvalgene, er de ikke min-
dre interesserede i at faa den indført ved
Valgmandsvalgene til Landstinget. De Lands-
tingsmandater, hvormed Regeringspartierne sid-
der inde, skyldes aldeles overvejende de af den
almindelige Vælgerklasse i Landsognene valgte
Valgmænd. De af Købstadvælgerne valgte
Valgmænd tilhører saa godt som altid enten
Højre eller Socialdemokratiet. Af de umid-
delbare Vælgere har der ganske vist altid
været nogle, som har tilhørt Venstre, men
deres Tal har aldrig været stort og det vil
efter al Sandsynlighed blive mindre i Frem-
tiden, thi de nye Skattelove har medført, at
den umiddelbare Valgret til Landstinget ikke
længere er et Privilegium for Besiddere af
Landejendomme. I alle Landstingskredse
er efter de nye Skatteloves Indførelse en
Del af de lavest beskattede blandt de hid-
tilværende umiddelbare Vælgere blevne ud-
skudte af Vælgerlisten til Fordel for højere
beskattede Kapitalister, og denne Ombytning
vil ikke være til Fordel for Venstre. I Frem-
tiden vil Regeringspartiernes Repræsentation
i Landstinget derfor saa godt som udeluk-
kende komme til at hvile paa den alminde-
lige Vælgerklasse paa Landet, og efterat
— — 807 - -
Grundlovsforandring
Socialdemokratiet har faaet et ret stærkt Tag
i Landbefolkningen, er dette Grundlag blevet
meget usikrere end hidtil. De i Efteraaret
1906 stedfundne Landstingsvalg, ved hvilke
Reformpartiet tabte et Par Mandater til Social-
demokratiet, medens det lykkedes Højrepar-
u>rne at holde Stillingen, afgiver et tydeligt
Fingerpeg om, i hvilken Retning Udviklingen
vil gaa.
Alt i alt turde det derfor næppe blive saa
vanskeligt at bevæge Regeringspartierne til at
gaa ind paa en ny Valgordning til Rigsda-
gen, hvorved Forholdstalsvalgmaaden indføres
saavel ved Folketingsvalgene som ved Valg-
mandsvalgene til Landstinget. Regeringspar-
tiernes Interesse i Indførelsen af en saadan
Ordning er i Virkeligheden saa stor, at Til-
hængerne af den privilegerede Landstings-
valgret kunde fristes til at ræsonnere saale-
des: Der er ingen Grund for os til at gaa
med til en Begrænsning af den privilegerede
Landstingsvalgret for at faa Forholdstalsvalg-
maaden indført ved Folketingsvalgene og ved
Valgmandsvalgene til Landstinget, thi Selvop-
holdelsesdriften vil om ikke ret lang Tid tvinge
Folketingets Flertalspartier til at kræve en
saadan Ordning indført for enhver Pris.
Men der er dog næppe nogen Fare for, at
de ledende konservative Politikere i Lands-
tinget vil stille sig paa et saa yderliggaaende
Standpunkt. De Landstingsmænd, som skylder
den privilegerede Valgret deres Mandater,
har nemlig en ikke ringe Interesse i, at Mod-
sætningen mellem dem og de af den alminde-
lige Valgret udgaaede Rigsdagsmænd ikke
bliver altfor stærk, og Forholdstalsvalgmaa-
dens Indførelse vil i nogen Grad være egnet
til at udjævne denne Modsætning. Og Højres
Kærlighed til Forholdstalsvalgmaadens Ind-
førelse ved Folketingsvalgene vilde unægtelig
være en Smule uægte, hvis Partiet vilde
vægre sig ved gennem en Begrænsning af
den privilegerede Landstingsvalgret at lette
Regeringspartierne Tilbagetoget fra den i og
for sig uholdbare Stilling, de hidtil har ind-
taget, naar de har gjort den privilegerede
Landstingsvalgrets Ophævelse til en Betingelse
for at gaa med til at indføre Forholdstals-
valg til Folketinget.
Spørgsmaalet om en Gru ndlovsie vision har
hidtil været væsentlig akademisk. Skønt
der i vide Kredse hersker en klar Forstaaelse
af, at den gældende Valgordning til Rigs-
dagen trænger til en gennemgribende Reform,
har det været haabløst at rejse Spørgsmaalet
i den praktiske Politik, saalænge det rege-
rende Venstreparti har indtaget det Standpunkt,
der betegnes ved Udtrykket „Junigrundlovens
Genindførelse". Men efterat Regeringen har
tilbudt at gaa med til at bevare en begræn-
set privilegeret Valgret til Amtsraadene, kan
dette Standpunkt ikke længere fastholdes.
Nu er det Tidspunkt kommet, da man med
Udsigt til et heldigt Resultat kan arbejde paa
Indførelse af en ny Valgordning til Rigsda-
gen, der ved Indførelsen af Forholdstalsvalg
til Folketinget gør dette Ting til en virkelig
Folkerepræsentation og derigennem sikrer det
Overvægten i vort politiske Liv, men samti-
dig tager de Hensyn til den bestaaende pri-
vilegerede Landstingsvalgret, som dels histori-
ske Grunde dels de forhaandenværende poli-
tiske Magtforhold gør nødvendige. Og Re-
geringen vil ikke have nogen Grund til at
udskyde dette Spørgsmaal om en Reform af
Valgordningen til Rigsdagen. Kunde Rege-
ringen opnaa i Løbet af de to Samlinger,
der er tilbage inden næste Folketingsvalg, at
faa vedtaget baade en ny kommunal Valglov
paa Grundlag af Regeringens Kompromisfor-
slag og et Forslag til en Grundlovsændring,
der ordner Valgene til Rigsdagen efter lig-
nende Grundsætninger, vil dens Stilling paa
næste Valgdag være meget stærk. Den Op-
position, som Socialdemokratiet og det radi-
kale Venstre maatte rejse mod en saadan
Grundlovsforandring, vil ikke finde nogen
stærk Genklang hos Befolkningen. Dertil er
Misfornøjelsen med den bestaaende Tilstand
altfor udbredt.
808
■ Grundlovsforandring
m.
Til vore aktive Politikeres Overvejelse hen-
stiller jeg derfor følgende Grundregler for en
ny Valgordning til Rigsdagen:
1) Valgret og [Valgbarhed til Folketinget
tilkommer enhver uberygtet Mand og Kvinde,
der har Indfødsret, er fyldt 25 Aar, ikke
har modtaget urefunderet Fattigunderstøttelse
og ikke er ude af Raadighed over sit Bo.
2) Folketingets Medlemstal sættes til et
bestemt Tal.
3) Valgene til Folketinget foretages efter
Forholdstalsvalgmaaden uden nogen Deling af
Landet i Kredse.
4) Landstingets Medlemstal, Bestemmel-
serne om de af Kongen udnævnte Medlemmer
og de nuværende Landstingskredse forblive
uforandrede.
5) Valgene af Landstingsmænd for Køben-
havn foretages efter Forholdstalsvalgmaaden
af en Valg forsamling, bestaaende af et nær-
mere fastsat Antal Valgmænd, valgte af alle,
der har Valgret til Folketinget, og et halvt
saa stort Antal Valgmænd, valgte af de
Vælgere, der i det sidste Skatteaar har været
ansatte til en Skatteindtægt af mindst 4000
Kr. ,Ved begge Valgmandsvalg, der fore-
tages under et for hele Staden, anvendes
Forholdstalsvalgmaaden.
6) Udenfor København vælges Landstings-
mændene i hver Kreds efter Forholdstalsvalg-
maaden af en Valgforsamling, bestaaende dels
af Valgmænd, valgte af alle, der har Valgret
til Folketinget, dels af Valgmænd, valgte af
de højstbeskattede Vælgere i Landstingskred-
sens Købstæder (o: de Vælgere, der i det
sidste Skatteaar har været ansatte til en
Skatteindtægt af mindst 2000 Kr.), dels (for
Landets Vedkommende) af umiddelbare
Vælgere.
Tallet af umiddelbare Vælgere og Tallet
af Valgmænd, valgte af de højstbeskattede
Købstadvælgere, fastsættes paa samme Maade
som nu foreskrevet i Grundloven. For hele
Landet bliver der altsaa ligesaa mange umid-
delbare Vælgere som der er Sognekommuner,
og Valgmænd, valgte af de højstbeskattede
Købstadvælgere, i et Antal, svarende til 1jl
af de umiddelbare Vælgeres Antal. Tallet
af Valgmænd, valgte af den almindelige
Vælgerklasse, skal i hver Landstingskreds
udgøre det dobbelte Antal af Tallet af Kred-
sens umiddelbare Vælgere og højstbeskattede
Købstadvalgmænd tilsammen.
De af den almindelige Vælgerklasse valgte
Valgmænd vælges for hele Landstingskredsen
— Købstæder og Landsogne under ét —
efter Forholdstalsvalgmaaden. De af de højst-
beskattede Købstadvælgere valgte Valgmænd
vælges under ét for alle Landstingskredsens
Købstæder, ligeledes med Anvendelse af For-
holdstals valgmaaden .
7) Reglen i Grundlovens § 95 ændres der-
hen, at et af Rigsdagen vedtaget Forslag til
Grundlovsændring skal forelægges Folke-
tingsvælgerne til Afstemning og først blive
Grundlov, naar det er billiget ved en saadan
Afstemning. Der indføres endvidere efter
schweizisk Mønster Adgang for et vist Antal
Folketingsvælgere til at kræve en tilsvarende
Afstemning over almindelige Love.
En Grundlovsrevision i Overensstemmelse
med de her foreslaaede Regler vilde gøre vor
Forfatning langt mere demokratisk end den
var efter Junigrundloven, uagtet den privile-
gerede Landstingsvalgret delvis er bevaret.
Om Enkelthederne kan der naturligvis altid
være delte Meninger, men Pladshensyn tilla-
der mig ikke at gaa nærmere ind herpaa.
IV.
Naar man vil drøfte Udsigterne til at faa
en Grundlovsforandring gennemført, er der
endnu et Spørgsmaal, som kræver en særlig
Undersøgelse. En Grundlovsforandring kan
som bekendt først tilvejebringes, naar For-
slaget herom er blevet vedtaget af 2 paa
hinanden følgende Rigsdage efter en mellem-
liggende Opløsning af begge Ting. Her rej-
809
Grundlousforandring -
ser sig da det jævnlig omstridte Spørgsmaal
om de af Kongen udnævnte Landstingsmænds
Stilling i Tilfælde af Tingets Opløsning. Om
dette Spørgsmaal har den nuværende Rege-
rings Chef ikke ønsket at udtale sig under
Forhandlingerne om det i sidste Rigsdagssam-
ling forkastede Forslag om en Forandring af
Grundlovens § 32. Det er imidlertid ikke
sandsynligt, at vi nogensinde vil faa et Lands-
ting, der vil vedtage en Grundlovs forandring
uden at være paa det rene med Rækkevidden
af en Landstingsopløsning. Og da vi jo dog
ikke for Tid og Evighed kan være afskaarne
fra at søge Grundloven ændret, fordi der er
en Uklarhed til Stede med Hensyn til de ud-
nævnte Landstingsmænds Stilling i Tilfælde
af Landstingets Opløsning, maa en Regering,
der vil arbejde for Gennemførelsen af en
Grundlovsændring, nødvendigvis paaForhaand
tage Stilling til Spørgsmaalet.
Blandt Jurister er Spørgsmaalet som be-
kendt omstridt, men Diskussionen om dette
som om andre statsretlige Spørgsmaal farves
naturligvis ofte af Vedkommendes politiske
Syn. Hvad der juridisk altid vil tynge stær-
kest i Vægtskaalen, er imidlertid den Om-
stændighed, at den umiddelbare Retsfølelse
umulig vil kunne forsone sig med den Fore-
stilling, at en Udnævnelse „paa Livstid" skal
kunne betyde, at de udnævnte Landstings-
mænd dog skal miste deres Mandater, saa-
fremt Tinget opløses. Og vil man herimod
indvende, at man ved at undtage de ud-
nævnte Landstingsmænd fra en Opløsning
indskrænker Bestemmelsen i Grundlovens § 22
om Opløsning af Rigsdagen eller de enkelte
Ting, saa skal det ganske vist indrømmes,
at Formuleringen af Grundlovens Bestemmelser
kunde have været heldigere, men Bestemmel-
sen i Grundlovens § 22 om Kongens Ret til
at opløse Landstinget bliver dog ikke betyd
ningsløs, selv om de udnævnte Landstings
mænd undtages fra Opløsningen, hvorimod
Bestemmelsen „paa Livstid" i Grundlovens
§ 39 bliver meningsløs, hvis man antager,
at de rammes af Opløsningen. Efter alminde-
lige juridiske Fortolkningsregler maa derfor
Bestemmelsen om Opløsning i Grundlovens
§ 22 fortolkes indskrænkende under Hensyn
til Bestemmelsen i § 39 om, at Kongens Ud-
nævnelse af Landstingsmænd sker paa Livs-
tid. At det heller aldrig har været Menin-
gen at give de paa Livstid udnævnte Lands-
tingsmænd ren saa prekær Stilling som de
vilde faa, hvis Mandaterne bortfaldt i Tilfælde
af Tingets Opløsning, er trods al prokurator-
mæssig Granskning af Forhandlingerne om
den reviderede Grundlov hævet over enhver
Tvivl.
Spørgsmaalet om de udnævnte Landstings-
mænds Stilling i Tilfælde af Tingets Opløs-
ning er imidlertid, som saa ofte fremhævet,
ikke blot et juridisk, men væsentlig et poli-
tisk Spørgsmaal, og naar det en Gang skal
afgøres i Praxis, vil den politiske Situation,
som da foreligger, altid faa en vis Betydning
for Afgørelsen. Tænker man sig, at Spørgs-
maalet kommer til at foreligge til Afgørelse
under en af et Folketingsflertal rejst Forfat-
ningskamp mod Landstinget, er det ikke
usandsynligt, at Folketingsflertallet vil kræve
Landstinget opløst til Bunds, og man vil
ikke paa Forhaand kunne bestride, at de
foreliggende Forhold politisk kan retfærdig-
gøre en saadan Holdning fra Regeringens
Side. Nød bryder jo som bekendt alle Love,
men det er rigtignok ikke meget sandsynligt,
at en saadan Nødstilstand nogensinde vil
komme til at foreligge, thi Landstinget vil
sikkert altid ved en klog Eftergiven i Tide
sørge for, at Forholdene ikke bliver saa til-
spidsede, at Folketinget rejser en Forfatnings-
kamp imod det. Imidlertid er det jo netop
en saadan Situation, man i Reglen har tænkt
sig, naar man har behandlet Spørgsmaalet,
og der er mange Venstremænd, der med J.
A. Hansen har hævdet, at Retten til ved en
Opløsning af Landstinget at udnævne 12 nye
Medlemmer af Tinget er en uundværlig Be-
standdel af vor Forfatning, og at Forfatnin-
810
Grundlovsforandring - -==
gen er ubrugelig, hvis denne Ret ikke til-
kommer Regeringen. Det J. A. Hansenske
Standpunkt i denne Sag nyder jævnlig den
Ære at blive betegnet som „Venstres gamle
Standpunkt*, men dette er dog ganske fejl-
agtigt, thi Venstrepartiet som saadant har
aldrig taget Standpunkt i Sagen. Det er
ogsaa tilstrækkelig bekendt, at en af Venstres
tidligere Førere, Grev Holstein-Ledreborg, for
faa Aar siden bestemt har advaret imod at
afgøre Spørgsmaalet ud fra et Synspunkt,
der til en vis Grad kunde være naturligt
under den langvarige Konflikt mellem Højre
og Venstre, men som ikke behøver at have
nogen som helst Berettigelse under andre
Forhold.
Naar Spørgsmaalet om de udnævnte Lands-
tingsmænds Stilling i Tilfælde af Tingets Op-
løsning kommer til at foreligge som Følge
af, at Landstinget og Folketinget i al Fredelig-
hed enes om at vedtage en Grundlovsændring,
ses det nemlig let, at Spørgsmaalet faar en
hel anden Karakter end naar det foreligger
som Følge af en af Regeringen aabnet For-
fatningskamp mod et oppositionelt Landstings-
flertal. En Grundlovsforandring kommer ikke
i Stand paa denne Maade, medmindre der
hos begge Ting hersker en stærk Overbevis-
ning om dens Nødvendighed, og den vil kun
blive vedtaget, naar den kræves af den offent-
lige Mening, og der som Følge heraf ikke
er nogen Udsigt til, at den nyvalgte Rigsdag
vil forkaste den. Under saadanne Omstæn-
digheder vil Kravet om Grundlovsændringens
Gennemførelse være saa stærkt, at andre
Hensyn maa træde i Baggrunden. Regerin-
gen maa derfor under disse Omstændigheder
være i høj Grad interesseret i at fjærne alt,
hvad der kan hindre den ønskede Grund-
lovsændrings Gennemførelse. Selv om Rege-
ringen derfor nærmest maatte hælde til den
Anskuelse, at den ved en Opløsning af Lands-
tinget er berettiget til at udnævne 12 nye
Medlemmer af Tinget, saa vil den under
saadanne Forhold blive nødt til at bøje sig
811 — :
for det Tryk, som Ønsket om at faa Grund-
lovsændringen gennemført lægger paa den.
Regeringen maa derfor med Hensyn til Spørgs-
maalet om de udnævnte Landstingsmænds
Stilling i Tilfælde af Tingets Opløsning træffe
den Afgørelse, der medfører de færreste prak-
tiske Vanskeligheder, hvad der er ensbety-
dende med, at den maa lade dem beholde
deres Mandater.
I al Fald er det klart, at hvis den nuvæ-
rende Regering vil søge Grundloven ændret
i den Retning, jeg her har foreslaaet, maa
den lade de udnævnte Landstingmænd blive
uberørte af en Landstingsoptøsning. Lands-
tingets konservative Grupper betragter en
Opløsning af de udnævnte Landstingsmænd
som et Grundlovsbrud, og denne Opfattelse
deles uden Tvivl af ikke faa Venstremænd.
Og af de Venstremænd, der nærer en mod-
sat Anskuelse, vil de fleste sikkert indrømme,
at Spørgsmaalet i al Fald er tvivlsomt, og
at en hensigtsmæssig Grundlovsforandring i
demokratisk Retning derfor ikke bør strande
paa dette Spørgsmaal. Det vilde jo dog
være en stor Misforstaaelse at tro, at det
folkelige Selvstyres Fremtid her i Landet
afhænger af, om Regeringen ved en Lands-
tingsopløsning har Ret til at udnævne 12
nye Medlemmer af Tinget. En sund Gennem-
førelse af det parlamentariske System beror
kun paa, om man gennem en Udvidelse af
Valgretten til Folketinget og Indførelse af
Forholdstalsvalgmaaden gør Folketinget til et
kraftigt Organ for, hvad der rører sig i
Folket.
V.
Tanken om at gennemføre en Grundlovs-
revision ved en fredelig Forhandling mellem
Folketinget og Landstinget vil sikkert fore-
komme mange fremmed, og Politikere af Fag
vil muligvis betegne den som Kandestøberier.
Dansk Politik præges endnu af den langva-
rige Kamp mellem Venstre og Højre, og fra
hin Tid stammer Forestillingen om Lands-
tingets Underkastelse eller Udryddelse som
54
Gmndlovsforandring
et Maal, Demokratiet nødvendigvis maa stræbe
henimod. Feltraabet „Mod Landstinget" har
i manges Øren en udmærket Klang, og den,
der ikke vil istemme dette Raab, risikerer let
at blive sat udenfor Demokratiets Rækker.
Spørgsmaalet om en Forfatningskamp mod
Landstinget er jo særlig kommet frem, efterat
Forslaget om den kommunale Valgretsreform
ikke er bleven gennemført i sidste Rigsdags-
samling. Men den, der nøgternt overvejer,
om de nuværende demokratiske Partier er i
Stand til med Held at optage en saadan
Kamp, maa nødvendigvis komme til et nega-
tivt Resultat, og de Kampsignaler, som Re-
formpartiet har udstødt efter Rigsdagssamlin-
gens Slutning, har heller ikke haft nogen
synderlig ægte Klang. Efterat Reformpartiet
har fremsat sit Kompromisforslag med Hen-
syn til den kommunale Valgreform, er det
saa at sige umuligt for Partiet at begynde
en Kamp mod Landstingets Flertal paa Grund-
lag af de Spørgsmaal, der endnu ligger Par-
terne imellem. Men selv om dette Kompro-
misforslag ikke var fremkommet, vilde det
ikke have forandret Sagen. Det Vælgerkorps,
hvorover Reformpartiet raader, er jo ikke saa
overvældende stort, og dets Beskaffenhed til-
med noget blandet. Hvis Reformpartiet der-
for paa egen Haand vilde optage Kampen i
Tillid til, at det radikale Venstre og Social-
demokratiet nok vilde yde det Støtte, vilde
det være et halsbrækkende Foretagende, thi
Partiet vilde uden Tvivl støde en Del af sine
egne Vælgere bort, medens den „Støtte", det
vilde faa fra radikal og socialdemokratisk
Side, sandsynligvis vilde blive af temmelig
tvivlsom Art. Skulde de nuværende demo-
kratiske Partier optage en Forfatningskamp
mod Landstinget, kunde dette kun ske ved
Dannelsen af en Koalitionsregering af Reform-
partiet, det radikale Venstre og Socialdemo-
kratiet, thi Reformpartiet maatte for at være
paa den sikre Side kræve, at nogle radikale
Venstremænd og Socialdemokrater traadte ind
i Ministeriet som Gidsler for de radikale og
socialdemokratiske Vælgeres Troskab. Men
Tanken om en saadan Koalitionsregering lig-
ger sikkert alle de paagældende Partier gan-
ske fjærn, og dens Realisation vilde jo ogsaa
støde paa uhyre Vanskeligheder, thi selv om
Partierne i Spørgsmaal om kommunal og
politisk Valgret er væsentlig enige, saa er
Uoverensstemmelsen imellem dem i de fleste
andre større Spørgsmaal saa stor, at det
vilde blive umuligt for dem i Forening at
danne en handledygtig Regering, og en kraf-
tig Regering er selvfølgelig den første Be-
tingelse for, at en Kamp mod Landstinget kan
have Udsigt til at føre til et heldigt Resultat
Men naar Reformpartiet altsaa ikke alene
kan begynde Kamp mod Landstinget og en
i dette Øjemed dannet Koalition mellem Folke-
tingets demokratiske Partier maa anses for
udelukket, saa er der selvfølgelig ikke nogen
anden Udvej end at søge svævende Spørgs-
maal løste ved at forhandle med Landstinget
paa fredelig Vis. Det er denne Vej, Reform-
partiet og Regeringen har betraadt under For-
handlingerne om den kommunale Valglov, og
disse Forhandlinger vil sikkert kunne føre
til et Resultat i næste Samling. Men Re-
formpartiet kan ikke blive staaende ved en
Reform af den kommunale Valglov. Partiet
har en moralsk Forpligtelse til at gøre sit til,
at Rigsdagens Sammensætning kan blive
ordnet paa en saadan Maade, at den Folke-
tingsparlamentarisme, for hvilken Venstre har
kæmpet i en Menneskealder, kan komme til
at hvile paa et tidssvarende Grundlag. Og
hvis Reformpartiet alvorlig vil erkende denne
Forpligtelse, vil det ogsaa blive klar over, at
der under de nuværende politiske Forhold kun
kan være Tale om at gennemføre en Grund-
lovsrevision ved en fredelig Forhandling mel-
lem Folketinget og Landstinget.
Tanken om i en nærmere Fremtid at søge
en Gmndlovsforandring gennemført ad den
fredelige Forhandlings Vej er derfor ikke
nogen Utopi. Om Forsøget skal gøres, beror
udelukkende paa Reformpartiet og dets Ledere.
^_- 812
Haven i Juni.
Balkonplantninger og tilplantede udvendige
Vindueskasser ere ved at bryde sig Vej i
vore Byer, og de smaa blomstrende Pletter
paa de uendelige Stenflader breder sig
efterhaanden mere og mere til Oplivelse for
dem, der færdes i Gaderne. Der er jo nem-
lig den Ting at bemærke ved disse Vindues-
kasser, at det egentligt mest er udefra set,
at de virker saa smukt. Man pryder sin
By og sin Gade, Qg man glæder Genboerne
og den forbipasserende egentlig mere end
sig selv; den klassiske Glæde ved at se sine
„egne Vindver* øges naturligvis ogsaa, men
ellers vil i Byerne kun de færreste selv have
Fornøjelse af at pryde det Hus, hvori de
bor til Leje; det er vist sjældent0 at nogen
er stærkt interesseret i, hvordan det ser ud
udvendigt fra. Anderledes med Villaerne og
paa Landet, hvor Hus og Have og Beboere
danner, eller burde danne en harmonisk En-
hed. Der kan Ejeren faa den fulde Glæde
af at smykke sine Mure med Plantninger
under Vinduerne, paa Verandaer, Altaner og
andre passende Steder. Man kan indvende,
at Trangen til den Art Udsmykning er min-
dre her end paa de store Kasserner i By-
erne; det er for saa vidt rigtigt, men det
maa dog anføres, at for det første er Chan-
cerne for at faa Planterne til at gro og der-
med skabe noget smukt betydeligt større ved
en Villa, og for det andet vil en saadan
Beplantning være et af de virksomste Mid-
ler i Bestræbelserne for, at faa Hus og Have
til at smelte sammen. Dersom Huset staar
som en kold, kantet Stenmasse midt i Haven,
men uden Forbindelse dermed, faar Ejendom-
men aldrig den Ynde og det tiltalende Ud-
seende, som en saadan Bolig kan og bør
have. Man skal derfor med alle Midler søge
at forene Hus og Have, ved Slyngplanter og
Espalietræer opad Murerne, ved Rabatter med
højtvoksende Planter som Stokroser og lig-
nende langs Husets Sokkel og endelig ved
Blomster i Kasser under Vinduerne paa Bal-
koner og Fremspring, hvor der findes dertil
egnede Pladser.
Det er i Juni Maaned den rette Tid at
anbringe denne Art Dekoration. Den kan
bestaa af mange Arter Blomster, men det er
at foretrække, at det bliver Planter, der kan
taale at* blive forsømte med Vand en Dags
Tid eller to — hvis det skulde ske — ,
Planter, der ere nogenlunde vindføre, der
kunne virke i Afstand og endelig — hvor
det kræves, at Beholderen skjules — Plan-
ter af en noget hængende eller slyngende
Vækst. Der ere adskillige at vælge imel-
lem : Petunier, hængende Lobelier, Tropæolum,
Lysimachia og. endelig Pelargonier. Det er
hævet over enhver Tvivl, at man til dette
Brug vil faa mest Glæde af Pelargonierne og
da navnlig af de slyngede Pelargonium pel-
tatum eller af de nye saakaldte Achievement-
Pelargonier, der ere Krydsninger mellem den
nævnte og de almindelige gammeldags rund-
bladede. Denne Forms Vækst er saaledes,
at nogle Grene falder ned, medens andre
staar rankt i Vejret; den egner sig udmær-
ket til dette Brug.
I Køkkenhaven kan man nu lægge sidste
Hold Ærter, og hvis man efter et Hold tid-
lige Grønsager i Løbet af Maaneden faar en
Plet Jord ledig, kan man udnytte den ved
at plante den til med Grønkaalsplanter for
Vinteren. Efter St. Hansdagstide bør man
ikke mere stikke Asparges; Jorden rages fra
Planterne, men for ikke at skade disse for
meget bør Arbejdet gøres lidt efter lidt; thi
det store Stængelparti, der har været dækket
af Jordvolden vil, hvis den pludselig ud-
sættes for Solens og Vindens udtørrende
Virkninger, skrumpe ind, og derved lider
Planterne en Del. Man maa se at skaffe
Bedene Gødning, om ikke andet, kan man
anvende Chilisalpeter. 1 Pd. pr. 10 Planter
vil omtrent passe. Paa gamle Bede findes
Rødderne ude i Gangene, og derfor vil man
gøre vel ved at tilføre Næring her. Ligeledes
bør man fra St. Hans lade sine Rhabarber i
Fred, for at de kan samle Kræfter til næste
Aar. Planterne vil skyde de kendte store
Blomsterstængler, der imidlertid bør skæres
ned. Det samme gælder om Syrer, en Plante
der vist kun dyrkes meget lidt i de senere
Aar, men som er nem at have med at gøre.
Man bør ogsaa forhindre sine nyplantede
Jordbær i at bære Frugt, det vil tage for
meget paa Kræfterne. De gamle Stykker
skulde nu helst være rene for Ukrudt og
Hus og Have-
nrnn maa paase, at Jorden mellem Planterne
er vel dækket af Gødning eller i det mind-
ste af Tang eller andet lignende Materiale,
idet Regnen i Jordbærsæsonen ellers vil til-
stænke Bærrene. Denne Dækning har ellers
til Opgave at holde paa Fugtigheden. At
indlade sig paa at vande sine Jordbær
er ikke tilraadeligt , medmindre man er i
Stand til at gøre det meget grundigt. Det
gælder om al Vanding, at den overfladisk
udført er mere til Skade end Gavn. Græs-
set, der slaas af Plænerne, vil med Fordel
kunne anvendes paa Jordbærstykket.
Handelsgartner G. N. Brandt.
Hønsegaarden.
I Løbet af denne Maaned indtræffer der
som Regel en Hviletid med Hensyn til Æg-
lægningen, særlig indenfor de Besætninger,
der bestaar af tidlig tillagte ikke rugende
Racer, som have været gode Vinter- og For-
aarslæggere. For rugende Racer indtræffer
denne naturlige Hviletid, naar Rugelysten mel-
der sig. Medens Udrugning af Kyllinger til
Tillæg nu praktisk set bør være afsluttet,
kan det rigelige Rugemateriale, som sikkert
vil melde sig i denne og følgende Maaned
finde god Anvendelse til at udruge Slagte-
kyllinger helst af gode kødfulde Racer, Æl-
linger og Kalkunkyllinger samt eventuelt
Gæslinger, de Steder, hvor nogle af Avisgæs-
sene lægge Æggene i to eller flere Lægnin-
ger og af den Grund lægge de sidste Æg
noget sent paa Aaret.
Tiden er nu ogsaa inde for Udrugning af
Dværghønseæg, idet sidstnævnte ikke maa
udruges for tidlig paa Aaret grundet paa at
Dværghønerne da ellers let blive for store.
Dværghøns, der bør være saa smaa og fikse
som mulig, have særlig Krav paa Opmærk-
somhed saadanne Steder, hvor Pladsfor-
holdene ere indskrænkede. Flere af de al-
mindelige Racer lægge ofte ret flittigt.
Æggene have en forholdsvis stor Blomme,
og kan meget vel anvendes i Husholdningen.
Særlig for Børn vil en Stamme Dværghøns,
der iøvrigt kan blive udsædvanlig tamme,
være en fornøjelig Adspredelse.
Med Hensyn til Pasningen af de gamle
Høns, da kan det ikke ofte nok gentages,
at man hele den varme Sommertid bør have
et vaagent Øje overfor Utøjet, og da navn-
lig Hønsehusets Renholdelse. God Ventila-
tion frembringes ved at Ruderne erstattes
med Staaltraadsrammer. Drikkevandet, hvori
er lagt et Stykke rustent Jærn, maa ofte
fornyes og anbringes saaledes, at det er vel
beskyttet mod Solen. Solvarmt Vand er i
højeste Grad skadeligt for Hønsenes Sund-
hed; overfor Kyllingerne virker det omtrent-
lig som Gift. Saavel Drikkekar som Blød-
fodertrug, der let i Sommertiden blive sli-
mede og sure, maa afvaskes Tid efter anden
i kogende Vand. Hverken Høns eller Kyl-
linger maa faa et større Kvantum Blødfoder,
end de kan æde op med det samme. Der-
imod maa man være saa rundhaandet som
mulig med Grøntfodringen. Frisk slaaet og
fint skaaret Plainegræs kan gøre god Fyldest.
Er Græsset for langt og gammelt vil det let
have til Følge, at dette ikke kan fordøjes,
men filtrer sig sammen i Kroen, og foraar-
sager derved en Sygdom, den saakaldte
„haarde Kro*, der oftest har Døden tilfølge,
ifald en Operation, som gaiar ud paa at
tømme Kroen for dens Indhold, ikke snarest
foretages.
Animalsk Føde kniber det at skaffe til-
veje, og da navnlig i Sommertiden, hvor
dette daarlig kan holde sig. Dog maa Høn-
sene, særlig hvor de ere indespærrede, paa
ingen Maade mangle dette. Bovblade fra
Slagterierne ere fortrinlige, idet der paa disse
Ben sidder en Del Kød, der først kan af-
pilles af Kyllingerne og senere kan Benene,
der iøvrigt kan holde sig i lange Tider,
males paa Benknuser til Hønsene. Angaa-
ende Kornfoderet skal kun anføres, at Havre
og Byg sikkert vil være mest formaalstjen-
lig at anvende nu da stærk Fodring med
Maisen særlig paa denne Tid let vil have et
stort Procentantal Rugere tilfølge.
Med Hensyn til Kyllingerne, da maa disse,
selv om de ere store, stadig opdrættes for
sig og gives saa megen Frihed som mulig,
eller Pladsen maa ofte skiftes, dog saaledes,
at de ere beskyttede navnlig mod Krager,
Rotter og Katte; førstnævnte ere særlig
slemme i Mai og Juni Maaned, den Tid
Ungerne skal opfodres.
Enhver skævtaaet og misdannet Hønekyl-
ling maa dele Skæbne med Slagtehanekyl-
lingerne snarest mulig for at give Plads for
andre. Hvert Hold bør saavidt mulig be-
staa af ensaldrende Kyllinger af samme Ud-
vikling og Størrelse. Som Tilfældet nu er,
udruges der sikkert for mange Steder 10
Sæt Kyllinger, hvor der i Virkeligheden kun
Trinidad-, Surinam- og Caracas-Chocolade anbefales.
z=^_=^ - Hus og Have
er Plads til ét. Her som i alt vil det sikkert
løp.ne sig bedst at holde sig et mindre Antal
Kyllinger passende til Pladsforholdene; naar
disse da samtidig gives den mest formaais-
tjenlige Fodring og Pleje, vil man utvivl-
somt naa et langt mere tilfredsstillende Re-
sultat. Noget lignende have vi saa ofte om-
talt, naar Talen gælder Hønseholdet i Al-
mindelighed, der holdes ikke alene gennem-
gaaende for mange Racer paa et Sted, men
ogsaa i Forhold til Pladsforholdene. Det
samme er Tilfældet med det Antal Haner,
der sættes til en Hønseflok. Nu da Avls-
perioden er afsluttet, kan man rolig slagte
væk paa dem saa meget mere, da Høns
lægge lige mange Æg med eller uden Hane.
Sidstnævnte kan derimod have sin Betydning,
hvor Hønsene gaa frit, idet denne føre dem
rundt i Terrainet og advare dem for Fjen-
derne.
Hvor Løbepladsen ikke er beplantet med
Frugttræer, Buske eller lignende, og hvor
der savnes den fornødne Læ og Skygge for
Solens stærke Straaler, kunde man med For-
del, som Tilfældet nu er i flere Hønsegaarde,
plante nogle Slyngplanter, saaledes at dekan
naa at slynge sig op ad Hønsegaardsnættet.
Paa dette Omraade have vi set nydelige
Arrangementer med vild Vin, Clematis osv.
W, A. Kock, Konsulent.
Om Vask af Sommerkjoler.
Man køber ikke saa sjældent et smukt
Sommerstof for vaskeægte, og opdager til
sin Ærgrelse, at det alligevel ikke har holdt
sig ganske i Farven, naar det har gennem-
gaaet den første Vask. Det er dog i mange
Tilfælde fordi man ikke har anvendt den
rette Fremgangsmaade.
Vask af kulørte Mouselinskjoler.
Naar en lys klar Kjole første Gang skal
vaskes, lægger man den forinden i Blød i
koldt Saltvand for at fæstne Farven. Den
ligger heri et Par Timer. En Spiseskefuld
Køkkensalt til l1/^ Pot Vand. Kjolen tages
op og trykkes let af — den maa hverken
vrides i Haanden eller paa Maskine. Man
efterser nu, om der er Pletter paa den, som
maaske ikke vil vige for koldt eller lunkent
Sæbevand. Pletstedet anbringes derfor over
en Skaal, og der skænkes kogende Vand
lige paa Pletten. Herved opløses Appreturen
i Tøjet, og Traadene løsnes saaledest at det
er lettere at gnide Pletten af. Det lykkes
trods denne Fremgangsmaade ikke altid at
fjerne den, men Behandlingen vil bidrage til,
at den langt lettere gaar af, naar Kjolen
vaskes. Dog maa man altid være meget
varsom ved Pletaftagning paa kulørt Stof,
thi dels kan kan Tøjet let blive skørt deraf,
dels kan Farven lide.
Ægte Marseillesæbe, eller hvad der er
er endnu bedre „Babbits Soapa rives eller
skrabes ganske fint og smeltes fuldstændigt
i kogende Vand. Man lader denne Opløs-
ning staa, indtil den er kold og danner en
geléagtig Masse. Heraf piskes saameget i
2 Baller Vand, der holder 24 a 26 Grader
Réamur, som man mener er passende til de
Stykker Tøj, der skal vaskes.
1 første Hold Vand vaskes Tøjet saavidt
som muligt rent. Det trykkes let af, men
altid paa langs af Stoffet. Paa en Nederdel
fra Livet og nedefter, paa et Bluseliv fra
Halslinningen og nedefter. Derpaa lægges
det over i 2det Hold Sæbevand, hvor det
klares godt uden synderlig Gnidning, men
ved at trykke Tøjet let mellem Hænderne.
Vil man benytte Vaskebrædt, maa det ske
med den yderste Varsomhed, at ikke Stoffet
gaar itu. Men det er vel overflødigt at sige,
at Vaskebrædtet til tynde Stoffer saavel som
til Gardiner helst maa undgaaes. Naar Tøjet
er klaret i det 2 det Hold Sæbevand, trykkes
det ligeledes let af og skylles derpaa i 3
Hold rent Vand af samme Temperatur, som
Sæbevandet. At Vandets Varmegrad er
ganske ens er nødvendigt, derfor maa man
helst grade det med Thermometer, thi derpaa
beror det for Størstedelen, at Farven holder
sig smukt.
Naar Tøjet er skyllet, hænges det op paa
et luftigt men skyggefuldt Sted, thi alle
Stoffer falmer lettere for Sol end for Vask.
Et Loft eller Værelse mod Nord, hvor der
er rigelig Gennemtræk, er det bedste, thi
klart Tøj maa helst tørre hurtigst muligt. —
God Stivning er meget vigtig, nærmest at
regne som Forberedelse til en god Strygning.
Er en Kjole daarlig stivet, saa bøder selv
den bedste Strygning ikke derpaa.
At stive Kjoler i raa Stivelse.
Naar Tøjet er parat til at stives, rører
man en Spiseskefuld Ris- eller Hvedestivelse
Nyt
Lommekort
over
København
i Kr.
Faas i alle Boglader
G. E. C. GAD.
Kgl. Hof
Instrument-
mager
CORNELIUS KNUDSEN
18 Købmagergade 15
Med Ennas
Fotografi-
Apparater
kan enhver strax foto-
grafere overalt.
Forlang Katalog.
„Amatør-Fotografen"
Vimmelskaftet 47.
HOVEDKONTOR FOR DANMARK:
AMALIEGADE 3.
TELEFON Nr. 7507.
Speoial-Atelier for alt
moderne Haararbejde
for Damer og Herrer.
Transformations. Toupets«
Parykfabrik og Lager.
8F. Platan a
Hoved vagtsgade O
Ordre* pr. Post ekspederes prompte
/ alle Boglader faas:
„Stjernehimlen",
Stjernekort med Drejeskive.
2 Kp. g. e. c. gad.
O
€9
O
(JO
1
#*-v
Pas paat
**1
o
(fO»
OL
•S-
O
p
%
%
» fanbefaW a\ o\ct ^00 AatvsVe \.æ&er *
Hus og Have
ud i lidt koldt Vand, saa det bliver som en
jævn Grød. Denne spædes nu op med 2 a
3 Pægle koldt Vand, hvortil sættes en Spise-
skefuld pulv. Borax, der røres godt sammen
med Stivelsen som, naar den er færdig, maa
ligne Mælk. Derpaa tillaves Blaanelsesvandet,
hvis Farve man bedst prøver ved at tage
noget af Vandet i en Ske. Naar det i
Skeen viser sig let blaat, er det tilpas. Klare
Stoffer taaler hverken megen Blaanelse eller
tyk Stivelse.
Tøjes dyppes 2 a 3 Gange godt op og
ned i Blaanelsesvandet, trykkes godt af og
skylles derefter i Stivelsen, som man lempe-
ligt med Haanden gnider rundt i Tøjet, for
at Stivelsen kan fordeles jævnt. Naar dette
er gjort, trilles Kjolen fast sammen i et rent
Klæde, hvori den ligger i et Par Timers Tid,
indtil den skal stryges.
At stive klare Kjoler i kogt Stivelse.
Mens Kjolen endnu er vaad efter Vasken,
stives den. I en ren emailleret Gryde udreres
Stivelsen med lidt koldt Vand. Gryden
sættes paa Ilden, kogende Vand spædes lidt
efter lidt derpaa, mens man stadig rører det
godt om, og lader det koge i 10 Minutter.
En stor Spiseskefuld Køkkensalt røres deri.
Stivelsen maa til en klar Kjole være af Tyk-
kelse som en meget tynd Vælling. Man
lader den varme Stivelse staa 1 Kvarterstid
tildækket med Laag ved Varmen paa Kom-
furet. Naar den er afkølet saameget, at man
kan stikkn Hænderne deri, gnider man Kjolen
godt ind med Stivelsen, saaledes at ikke en
Traad af Stoffet undgaar Stivelsen, men til-
lige saaledes at denne hverken sidder i
Klumper eller driver af Tøjet.
Derefter hænges Kjolen op (ikke hvor
der kommer Sol) og tages først ned, naar
den er knastør, stænkes og trilles i et rent
Klæde for at trække et Par Timer før
Strygningen.
(Sluttes.) Vibeke SalieatA.
AéÉAAAAAAAAAA* **m**+i
Ny lied T
FOLKEUDGAVEN
AF
GENERALSTABENS KORT OVER DANMARK
OMFATTER
Sjælland med omliggende Øer i 25 Blade.
deraf 18 Blade i Maalestok 1
og 7 Blade i Maalestok 1
— — — i 6 Blade i Maalestok 1
Jylland i 129 Blade. Maalestok 1
Fyn med omliggende Øer i 8 Blade. Maalestok 1
— — — — i 2 Blade. Maalestok 1
Bornholm i 6 Blade. Maalestok 1
80,000
40,000
160,000
40,000
80,000
160,000
40.000
25 Øre pr* Blad.
Faas i alle Boglader.
»»»»»»»»»»»»»»»»»»»»»»»»»»TTTTTTTy«
ri
KJØBENHAVNS
LAANEOG
DISKONTOBANK
AKTIESELSKAB
Aktiekapital Kr. 16.000.000
Reserver Kr. 1.920.000
HOVEDSÆDE: Amagertorv 24. — 10-4. Telf. 6900.
NØRREBRO AFD.: Nørrebrogade 26. — 9-3 og 6V.-8. Telf. 4951.
ØSTRE AFD.: Bredgade 77. — 9-2 og 5-7. Telf. H 583.
HELLERUP AFD.: Strandvej 96. — 10-2 og 6-7. Telf. Heil. 119.
Foretager alle Køber og sælger
Bankforretninger. Obligationer og Aktier.
Modtager Indlaan og Indskud paa Folio og Bankbog.
3 Mdrs. Indlaan = 3 pCt.
Rente paa Bankbog = 3X\» pCt -\- Bonus.
Boxer udlejes i Hovedsædet og Hellerup Afdeling:
15—25—40 Kr. aarlig.
Værdipapirer og Værdigenstande opbevares mod Ya °/oo
aarlig Afgift.
!
Rejse-Akkreditiver udstedes. Fremmed Mønt købes og sælges, i
1-1 0 o
J
55
TURISTFORENINGENS REJSEHAANDBOG
DANMARK
TREDJE OMARBEJDEDE UDGAVE
Med 30 Kort. Indb. 4 Kr. 50 Øre.
Særskilt faas
SJÆLLAND
FYN
med omliggende Øer og
og
BORNHOLM
JYLLAND
Med 13 Kort.
Med 18 Kort.
Indb. 2 Kr. 50 Øre.
Indb. 2 Kr. 50 øre.
♦♦♦♦♦♦»♦♦♦+"»♦♦♦♦♦
Det gjensidige Forsikringsselskab
„DANMARK"
Hovedkontor: Selskabets Ejendom,
V. Boulevard 34, Filialkontor: Amagertorv 3.
Desuden Har Brandforsikringsafdelingen
Agenturer over hele Landet og Livsforsikrings-
afdelingen har General -Agentur i Aarhus:
Prip, Clemensborg, og i Odense: Schreiner,
Kongensgade 31.
Brandfort- LIvsfors.
Forsikringssum c. 877 Mill. c 50 Mill.
Formue. &\A — c 10 —
; H ele fa rnilien hor Gtede
atm otgle
Grammophon
med Sange af
— Herold — Cornelius - Nissen —
Simonsen t og mange andre.
Musikstykker af den kgl. Livgardes og
Husar Regim. Orkestre.
Ægte GrammophOBL Apparater lige-
fra Kr. 30.00
Ægte Grammophon Plader Kr. 2,50 og Kr. 5.
Nye Zonophon Plader, enestaa-
ende rene og kraftige, enkelt bespillede Kr.
1,00 og Kr. 2,00, dobbelt bespillede, 2 Melo-
dier paa en Plade, Kr. 1,50 og Kr. 3,00.
Skandinavisk: Grammophon Aktieselskab
Frederiksberggade 27, i.Sai. København.
ISLAND OG DANMARK
Af Dr. juris Knud Berlin.
Dét er utvivlsomt, at det tidligere kø-
ligere Forhold mellem Island og Dan-
mark er blevet afløst af en tiltagende Hjærte-
lighed. Den ny islandske Forfatningslov af
1903, hvorved Islænderne fik en egen paa
Island bosat Minister, og dermed Opfyldelse
af et gammelt Forfatningskrav, samt den saa
længe attraaede Islandstelegraf, der ligesom
har trukket den fjærne 0 nærmere, er sik-
kert væsentlig Skyld deri. Men ogsaa det
islandske Altings Besøg her i Landet forrige
Sommer har bidraget sit dertil. Og nu i
Juli vil Kongen og en Delegation af den
danske Rigsdag som Altingets Gæster stævne
mod Island for yderligere at befæste Ven-
skabsbaandet. Alligevel lyder der endnu lige-
som fordum Krav fra Island om Forfatnings-
opgør med Danmark. Og det forventes, at
der 4^ den nærmeste Fremtid af Regeringen
— efter Opfordring fra de islandske Altings-
mænds Side — vil blive nedsat en Kommis-
sion af danske og islandske Politikere for
at tage det dansk-islandske Forfatningsspørgs-
mål under fælles Overvejelse.
Der er da altsaa endnu trods alt et ikke
fuldt udredet dansk-islandsk Forfatningsmel-
lemværende tilbage. Og selv om der for-
haabentlig nu vil være god Vilje paa begge
Sider til at komme hinanden imøde, er der
aitsaa dog en lille mørk Sky i Horisonten. Det
er da rimeligt, at den danske Offentlighed med
de kommende Forhandlinger for Øje saa fuld-
stændigt som muligt faar Rede paa, hvad dette
Spørgsmaal egentlig drejer sig om.
Den islandske Forfatningsstrid, hvis sene
Dønninger endnu har haft Kraft til at rulle
en Forfatningskommission ned mod vore Ky-
ster, begyndte for Alvor først i Halvtreserne,
altsaa samtidig med den første danske Grund-
lovs Indtog herhjemme. Det vilde føre for
langt her at gaa dybere ind paa hele denne
langttrukne Strids mange forskellige Faser.
Det er bekendt, at mens den i Danmark
ikke vakte alt for stor Opmærksomhed, fordi
det danske Folks politiske Kraft lige fra
vor første Grundlovs Dage og til Hertug-
dømmernes Afstaaelse forblødtes under det
haabløse Forsøg paa at løse det større og
langt mere skæbnesvangre slesvigske Spørgs-
maal og senere fortæredes af den bitre indre-
politiske Forfatningskamp, affødte den længe
megen Bitterhed oppe paa Island. Det er
ligeledes bekendt, at denne Strid fra begge
Sider altfor ofte tilspidsedes til en skarp og
for udenforstaaende meget indviklet statsret-
lig og historisk Debat om Islands statsretlige
Stilling under Enevælden og helt op under
de gamle norske Konger. Fra dansk Side
hævdedes det, at Island i hvert Fald siden
Enevældens Indførelse laa helt under dansk
Regeringsstyres Vælde og derfor som et blot
Biland ikke retlig havde Krav paa anden
Stilling i det danske Rige end den, dansk
Lovgivningsmagt fandt det rigtigt og stem-
mende med hele Statens Tarv at give det.
Fra islandsk Side fastholdtes det derimod
med samme Styrke, at Island fra ældgammel
Tid — siden Foreningsakten med Norges
Konge af 1262 — var et frit Forbundsland
af Norge, senere Danmark — Norge, og som
saadant retligt havde Krav paa Selvstyre i
alle særlige islandske Anliggender samt Stemme
med ved Afgørelsen af> hvilke Anliggender
der skulde være særlige, ja endog i hvert
Fald raadgivende Stemme med ved Vedtagel-
sen af selve Rigets Grundlov, for saa vidt
den skulde udstrække sine Virkninger ogsaa
til Island. Det forment retlige synes at ligge
saare vel for det danske Naturel, — vor
lange Strid med Tyskland vidnede jo, til
liden Baade for os, mere om denne formelle
Evne end om praktisk Statsmandsblik, — og
Islænderne har jo, som bl. a. Njals Saga vid-
ner om, fra Oldtiden af været uovertrufne
= • 813 rr-
55*
Island og Danmark
Dyrkere af den rent formelle Ret. Intet Un-
der derfor, at der fra begge Sider udfoldedes
en Skarpsindighed i Argumentationen, der
har gjort det islandske Spørgsmaal næsten
ligesaa vanskeligt at finde Rede i som i sin
Tid det slesvigske, med hvilket det jo ogsaa
har ikke faa Berøringspunkter.
Der skal derfor ikke her rippes op i dette
saa lidenskabeligt omtvistede Retsspørgsmaal,
og dette saa meget mindre, som Spørgmaalet
om en Nations eller Nationalitets Ret til selv-
stændig politisk Stilling jo ikke er noget blot
formeltretligt eller endog blot historisk, men
tillige i høj Grad et nationalt og politisk
Spørgsmaal. Rent formelt -retligt set har
nemlig enhver i længere Tid uanfægtet be-
staaende Retstilstand, altsaa ogsaa en rent
absolutistisk, alle moderne konstitutionelle
Grundsætninger og alle særnationale Rettig-
heder spottende Retstilstand, altid retligt Krav
paa at respekteres som gældende Ret, indtil
den paa formelt gyldig Maade ændres eller
en ny Retstilstand faktisk har afløst den. Og
dette ganske uanset dens Oprindelse,, enten
den er blevet til ved Lov eller Praxis, ved
fri Anerkendelse fra Folkets Side eller fra
først af ved Vold eller Svig — ellers vilde
næsten enhver moderne Forfatnings Retsgyl-
dighed kunne omtvistes. Men dette ude-
lukker ikke, at der fra en i Øjeblikket un-
dertrykt eller ringere stillet Nations Side un-
der Henvisning maaske til en endnu tidligere
historisk Retstilstand med fuld national og
politisk Ret kan stilles Krav om Ændring i
denne formelt bestaaende maaske blot ved
Tidernes Ugunst indførte Retstilstand. Og
føres dette Krav frem med tilstrækkelig Ud-
holdenhed og Styrke, saa at det ikke kan
afvises, da lader den tidligere bestaaende
ikke længer Anerkendelse mødende Ret sig
ikke uforandret opretholde blot ved Henvis-
ning til den tidligere formelt bestaaende og
tidligere uden Kære taalte Retstilstand. Ret-
ten er med andre Ord ikke blot noget en-
gang for alle stivnet fortidshistorisk, som det
alene er Retshistorikerens Sag at granske,
men en stadig Udvikling underkastet levende
Retsbevidsthed, der derfor bestandig stiller
ny Opgaver for Statsmændene*). Utvivlsomt
var nu Island under Enevælden om end med
Bevarelse af sin Særstilling som et eget Lov-
givningsomraade blevet styret som et blot
Lydland under Danmark af den enevældige
danske Konges dansk« Regeringskollegier, —
ligesom ogsaa Norge, selvom dets Karakter
som særligt Kongerige aldrig helt tabtes af
Syne, baade før og under Enevælden faktisk
styredes under et med, Danmark uden sær-
lige øverste Rigsorganer — , og en fortsat
Behandling af Island som et blot Lydland
under Danmark, kunde derfor ogsaa efter
Grundlovens Indførelse formelt retlig begrun-
des ved Henvisning til Enevældens Praxis
og den derved skabte Retstilstand. Men
foruden at dette formelle Spørgsmaal dog
heller ikke var aldeles klart, maatte det
aabenbart synes et uholdbart Standpunkt for
Halvtresernes danske Frihedsmænd, der selv
for Kongerigets Vedkommende havde brudt
med Enevældens Retstilstand og indført en
ny paa Folkets Selvbestemmelsesret hvilende,
at de dog samtidigt overfor Islændernes na-
tionale Krav henviste til og paaberaabte sig
— Absolutismens Retstilstand! Og ligesom
Normændene utvivlsomt, om Norge endnu i
Fyrrerne havde hørt sammen med Danmark,
overfor Danmark vilde have krævet deres
nationale Ret, som de i 1814 krævede det
overfor Sverige uagtet Kielertraktatens for-
melt gyldige Afstaaelse af Norge til Sverig,
saaledes kan man billigvis ikke fortænke Is-
lænderne i at de, naar de følte sig stærke
nok som Nation dertil, efter Enevældens
Ophør krævede ikke at behandles som blot
Lydland, selvom man kan finde adskillige af
*) Det ejendommelige næsten proteusagtige
i Rettens Udvikling er bl. a. nylig klart udviklet
af den fremragende norske Retslærde Hagerup
I Afhandlingen „Det psykologiske Grundlag for
Retten* i Tidsskrift for Retsvidenskab 1907 S. 1 fg.
814
Island og Danmark-
deres Fordringer og historiske Paastande over-
drevne og ikke holdende for en nøjere Prø-
velse.
Hvad Resultatet angaar, maa det i hvert
Fald anerkendes, at det islandske Folk trods
dets Faatallighed og i mange Aarhundreder
forsømte Tilstand med stor Udholdenhed har
formaaet at opretholde Kampen for dets po-
litiske Selvstændighed, og lidt efter lidt ad
fuldstændig fredelig Vej har evnet i Reali-
teten at føre næsten alle dets Krav igennem.
Og man kan nu kun ønske, at Islænderne
tilfredse med det praktiske vundne Resultat
ikke for teoretisk vil blive ved at dyrke de
Doktriner, der har tjent dem som politisk
Løftestang til at naa dette Maal. Ikke heller
er der overfor den nu faktisk anerkendte
Retstilstand Anledning til at søge at kaste
Skylden paa den ene eller anden af Parterne,
fordi dette Resultat saa sent er opnaaet.
Kun kan man ikke for begge Parters Skyld
undertrykke en Beklagelse over, at det ikke
strax efter 1864 lykkedes at samle Resterne
af Danmarks Rige ved fuldud venskabelige
Baand, og at Island ikke blot maatte vente
indtil Jubelaaret 1874 med at faa sin egen
Forfatning for sine særlige Anliggender, men
ogsaa lige til 1903 med at faa den Styrelse
i Landet selv, som det lige fra 1851 ved-
holdende havde krævet, og som det dog
altsaa alligevel nu til sidst har faaet. Om
der allerede tidligere var grebet til f. Ex. i
1867, da Enighed havde syntes ikke altfor
vanskelig at opnaa, vilde muligvis meget af
den Sæd af Mistro til Danmark ikke være
voxet op paa Island, der nu saa frodigt
groede frem i de lange Aar lige til 1903, og
som desværre endnu synes at have altfor
let ved at faa Spirekraft igen.
Islands nuværende særlige Forfatning hvi-
ler paa tre Hovedpiller: Loven om Islands
forfatningsmæssige Stilling i Riget af 2 Ja-
nuar 1871, Forfatningsloven for Islands sær-
lige Anliggender af 5 Januar 1874 og nu
Forfatningsloven om Ændring i den islandske
Forfatningslov af 3 Oktober 1903. Af disse
fastlaar den første Islands Stilling som en
uadskillelig Del af den danske Stat med sær*
lige Landsrettigheder og opregner derefter,
hvilke Islands særlige Anliggender er, hvor-
hos den, hvad der var den første Betingelse
for Islands Selvstyre, afvikler alt tidligere fi-
nansielt Mellemværende mellem Island og Stats-
kassen ved Fastsættelsen af et midlertidigt (nu
ophørt) og et vedvarende Tilskud af Statskassen
paa 60,000 Kr. til Islands særlige Fornødenhe-
der. Den anden Lov, Forfatningsloven af 1874,
gav det tidligere blot raadgivende Alting i
Forening med Kongen fuld lovgivende Myn-
dighed i alle Islands særlige Anliggender og
indsatte en øverste lokal Styrelse, Landshøv-
dingen, der dog stod under den danske Mi-
nister for Island, hvis Portefølje faktisk altid
var forbundet med den danske Justitsministers.
Den tredje Lov endelig, Forfatningloven af
1903 har skænket Island en selvstændig
Islandsk talende Minister, der bor i Reykja-
vik og møder i Altinget og kun med Mel-
lemrum rejser til Kjøbenhavn for i Stats-
raadet at forelægge Kongen de islandske Re-
geringsakter.
Disse tre islandske Hovedloves Tilblivelse
har imidlertid været af meget forskellig Art.
Loven af 1871 blev, da man fra dansk
Side efter de mange frugtesløse Forhandlinger
med Island havde opgivet at naa til Enighed
med dette Land, og en Løsning af Spørgs-
maalet dog blev mer og mere paatrængende,
givet som ensidig dansk Lov alene af Kon-
gen og den danske Rigsdag, uden at Al-
tingets Raad paany blev indhentet og imod
Altingets Ønsker. Forfatningsloven af 1874
er givet af Kongen alene ligesom den første
danske Grundlov „af fri Magtfuldkommenhed a
og „som en endelig Forfatningslov" (Kund-
gørelse af 14. Februar 1874), skænket Island
ved dets Tusindaarsfest efter Altingets Op-
fordring omend ingenlunde helt efter dets
815
= Island og Danmark
Ønsker. Og endelig Forfatningsændringen af
1903 er efter Regeringens Forslag vedtaget
saa godt som fuldkommen enstemmig af
Altinget i Overensstemmelse med den island-
ske Forfatningslovs Regler for Forfatnings-
ændringer. De to sidste Loves Retsgyldighed
har aldrig været omtvistet og har aldrig kunnet
blive det. Derimod har Retsgyldigheden af
Ix>ven af 1871 som givet alene af dansk
Lovgivningsmyndighed i alt Fald tidligere
været bestridt fra islandsk Side, saaledes al-
lerede af Altinget i 1871. Om Anfægtelse
af denne Lovs Retsgyldighed kan der imid-
lertid i alt Fald ikke længer vel være Tale.
Thi ikke alene hviler Udviklingen af hele
Islands Forfatningsliv efter 1871 paa denne
Lovs Adskillelse mellem Rigets almindelige
og Islands særlige Anliggender, men Forfat-
ningsloven af 1874, hvorpaa hele Altingets
lovgivende Myndighed beror, henviser i dens
§ l udtrykkeligt til Loven af 1871 og for-
udsætter altsaa nødvendigt denne Lovs Gyl-
dighed, og den i 1903 af Altinget og Is-
lænderne selv vedtagne Forfatningsændring
ikke blot stadfæster ved paa visse Punkter
at ændre Forfatningsloven af 1874 denne
Forfatningslovs øvrige Indhold, men den hen-
viser ogsaa selv i den ny § 8 udtrykkeligt
til Loven af 1871 og anerkender saaledes
endnu engang dens Gyldighed som Retsfun-
dament for Island. Herefter turde da en yder-
ligere Drøftelse af Spørgsmaalet om denne
Lovbestemmelses Gyldighed sikkert være ør-
kesløs.
Alligevel maa det i høj Grad beklages, at
Loven af 1871 paa Grund af Tidernes Ugunst
— hvem der nu end historisk bærer Skyl-
den — blev til ved ensidig dansk Lovgiv-
givningsakt uden foregaaende Overenskomst
med Island, en Tilblivelsesmaade, der, ganske
bortset fra Spørgsmaalet om det rent formelt
retmæssige ,unægtelig maatte synes saa meget
mere ubillig, som Loven tillige ensidigt af-
gjorde det i saa høj Grad omtvistede finan-
sielle Mellemværende mellem den danske Stats-
kasse og Island, altsaa afgjorde dette dog
utvivlsomt to Parter berørende Spørgsmaal
uden Hensyn til den anden Parts Protest.
Thi det er navnlig paa denne Lovens en-
sidige Vedtagelse fra dansk Side, at Islæn-
derne endnu i Aaret 1907 støtter Ønsket
om en Revision af denne Lov og dermed
Kravet om en ny Overvejelse og Opgørelse
af det statsretslige Forhold mellem Island og
Danmark.
Det har sine Vanskeligheder efter de spredte
Antydninger, der foreligger, at blive fuldt
klar over Rækkevidden af de islandske Kære-
maal og Ønsker. Naar man bortser fra de
videstgaaende, der mer eller mindre aabenlyst
tenderer imod en ligefrem Løsrivelse fra Dan-
mark, men som sikkert endnu kun har ringe
Kurs paa Island — om de overhovedet der
tages for Alvor — , turde de islandske Øn-
sker nærmest gaa ud paa en Revision af
Loven af 1871, hvorved flere af dens en-
kelte Bestemmelser noget ændres, men hvor-
ved navnlig hele Forholdet til Danmark grund-
lægges fra nyt af som bygget paa fri Over-
enskomst og sikres mod ensidig Ændring fra
dansk Side, hvad der nu formenes at mangle
retlig betryggende Garantier imod. Og der-
næst høres der ogsaa ofte Klage over, at
den islandske Ministers Stilling i det danske
Statsraad ikke er fuldt klar, idet man navn-
lig finder det imod den sidste Forfatnings-
ændrings Forudsætninger, at den islandske
Ministers Udnævnelse kontrasigneres af den
danske alene for Rigsdagen ansvarlige Kon-
sejlpræsident. Yderligere Ønsker, f. Ex. om
Optagelsen af Islands Navn i Kongens Titel,
eller om en vis Medbestemmelsesret ved de
fælles Rigsanliggenders Afgørelse, hvilke jo
nu henligger under Kongen og Rigsdagen
alene — til Gengæld yder saalænge Is-
land heller ikke noget som helst Bidrag til
Rigets almindelige Fornødenheder — , er vel
ogsaa komne frem, men de foran nævnte
816
Island- og Danmark
turde sikkert være de principale*). Da en
rolig Drøftelse af disse Spørgsmaal kun
kan tjene til Opnaaelse af den venskabe-
lige indbyrdes Forstaaelse om det dansk-is-
landske Mellemværende, som ønskes ikke blot
fra dansk, men sikkert ogsaa overvejende
fra islandsk Side, skal jeg knytte nogle Be-
mærkninger hertil, som i hvert Fald dikteres
af en oprigtig Bestræbelse for at se muligst
uhildet paa dette lige saa kildne som ind-
viklede Forhold.
Der er, som allerede tidligere udtalt, sik-
kert nu kun Grund til at beklage, at Loven
af 1871, der ved at skille mellem særligt og
fælles i Virkeligheden danner Grundvolden
for hele Islands nuværende forfatningsretlige
Stilling, ikke i sin Tid blev til ved lykkelig
Overenskomst mellem den danske Rigsdag og
Altinget, der, skønt det da retligt kun havde
raadgivende Stemme, maatte siges at repræ-
sentere det islandske Folks Ønsker. Sket er
imidlertid sket, og nu, da saa lang Tid er
henrundet og denne Lov trods dens ensidige
Udspring har vist sig i Stand til at bære en
Udvikling af Islands Selvstyre, som sikkert
ingen vilde ønske skruet tilbage, og da Lo-
vens Retsgyldighed som anført i alt Fald
ikke længer praktisk kan anfægtes, maa man
dog uvilkaarlig spørge, om en Revision af
denne Lov virkelig skulde være nødvendig
alene fordi den i sin Tid blev til paa en
Maade, man utvivlsomt nu ikke vilde slaa
ind paa overfor Island? For en praktisk
Betragtning synes det i hvert Fald først og
fremmest at maatte være det afgørende ved
Spørgsmaalet om en Lovs Revision, om Lo-
ven har virket og virker heldigt og om dens
Gyldighed er anerkendt, men ikke om Loven
oprindelig blev til paa en mere eller mindre
formelt-heldig Maade. Skulde alle Europas
nugældende Forfatninger tages op til Revision
og omgøres, mod hvis fulde formeltgyldige
Tilblivelse der kunde rejses grundet Tvivl,
hvilke Forfatninger blev da tilbage?
Nu gøres der ganske vist gældende, og
dette synes en vægtigere Anke, at da Loven
af 1871 ikke er givet som en fri Forbunds-
lov ved Akter baade af islandsk og dansk
Lovgivningsmagt, yder dens Tilblivelse ingen
Garantier mod ensidig Tilbagetagelse fra dansk
Side, og det henvises her til, at det ogsaa
virkelig er hævdet i danske Statsretsfremstil-
linger, at ligesom denne Lov, paa hvilken
hele Islands Forfatning hviler, er givet som
ensidig dansk Lov, saaledes kan den retligt
ogsaa naarsomhelst ændres eller ophæves ved
en ensidig dansk Lov, uden at Altingets
Samtykke kræves. Unægtelig er denne Lære
opstillet og forsvares af ansete danske Rets-
lærde*). Men for det første er hele denne
Lære i sig selv næppe uangribelig. Det kan
nemlig vel ved første Øjekast synes en Selv-
følge, at den Magt, der har givet Loven, og-
saa igen naarsomhelst kan forandre og op-
hæve den. Men ogsaa kun ved første Øje-
kast. At Tro og Love bør holdes, gælder
nemlig ogsaa Stater. Og ligesom Staten
utvivlsomt overfor andre Stater kan binde
sig til ikke ensidigt at ændre visse af sine
Love, hvorfor skulde Staten ikke ogsaa over-
for en særlig Statsdel, der indtager en selv-
stændig Stilling i Riget, kunne binde sig
ved forfatningsmæssige Tilsagn, der udelukker
Staten fra ensidig Ændring af den det sær-
lige Land skænkede Forfatning**)? Og kunde
den suveræne enevældige Konge utvivlsomt
*) Disse Krav er særlig klart fremførte i to
Artikler: „Hvad vi vil" i „Politiken* for 26—27
Juli 1906 af Altingsmand, Redakter Skuli Tho-
roddsen, der dog vel her taler nærmest paa den
islandske Oppositions Vegne.
*) Saaledes baade af Matzen og Goos, se Mat-
zen, Statsforfatningsret IS. 241 og Goos og Han-
sen, Statsret S. 308.
*") Dette sidste antages saaledes f. Ex. af Jel-
linek med Hensyn til Finland og Kroatien, skent
han ikke betragter disse Lande som Stater, jvlr.
ogsaa Getz og nu nylig Kohler.
817
Island og Danmark
binde sig ved den af ham i Lovsform givne
Forfatning, f. Ex. Junigrundloven, hvorfor
da ikke ogsaa Arvetageren af hans Suve-
rænitet, Kongen og Rigsdagen? Men at nu
den danske Lovgivningsmagt trods Loven af
1871, hvorved Island blev anerkendt som
en Statedel med „særlige Landsrettigheder",
og hvorved disse Anliggender blev slaaet
fast som Islands særlige Anliggender, allige-
vel skulde have forbeholdt sig at kunne og-
saa fremtidigt lovgive paa egen Haand om
disse Islands særlige Landsrettigheder, det
turde dog paa Forhaand have Formodningen
imod sig. Og naar man endog — med
stræng logisk Konsekvens forøvrigt — har
hævdet selv med Hensyn til Bestemmelsen i
Lovens § 2, der udtaler, at der ikke vil
blive stillet noget Krav til Island om Bidrag
til Rigets almindelige Fornødenheder, saa-
længe Island ikke er repræsenteret i Rigs-
dagen, samt at Spørgsmaalet om Islands Re-
præsentation i Rigsdagen kun kan afgøres
ved en baade af Rigets almindelige og Is-
lands særlige Lovgivningsmagt vedtagen Lov,
— naar man endogsaa her har hævdet, at
selv dette saa formeligt givne Tilsagn til Is-
land kan tages tilbage ved en ny, ensidig
dansk Lov*), — hvorved jo hele Bestem-
melsen synes at blive enten meningsløs eller
en utænkelig Tvetvungethed fra dansk Side,
— saa viser det kun, paa hvilke svage Fød-
der hele Teorien staar.
Men selvom denne Teori var mere uan-
gribelig end den er, vilde den dog kun være
en saadan blot og bar formel Teori, som
hin engelske, hvorefter det britiske Rigs-
parlament formelt retligt set naarsomhelst
kan tilbagetage de ved ensidige engelske
Love givne Forfatninger for Kanada og Au-
stralien. Men ikke desto mindre falder det
*) Saaledes Matzen, anf. St. S. 241- Senere
hen, S. 242, synes Forf. selv dog at nære Tvivl,
om ikke alligevel i alt Fald § 2, andet Stykke,
maa have begrænset den danske Lovgivningsmagts
fri Ændringsret.
ikke de praktiske og selvfølende Kanadiere
eller Australiere ind af den Grund at forlange
en ny Forbundspagt oprettet, thi de ved, at
en slig Tilbagetagelse eller Ændring af deres
Forfatning imod deres Ønsker ligger ganske
udenfor de praktiske Muligheders Verden.
Og hvorfor skulde da ikke ogsaa Islænderne
kunne hæve sig til en lignende praktisk og
selvtillidsfuld Betragtning, da det dog i mindst
lige saa høj Grad ligger udenfor det tænke-
lige, at Danmarks Konge eller Rigsdag skulde
kunne tænke paa uden Islands Minde at af-
korte Island mindste Gran af dets en Gang
tilstaaede særlige Landsrettigheder? Men des-
uden, hvis man ikke har Tro til at et Folk
vil føle sig bundet ved dets ensidige Løfter,
hvorfor skulde da et Løfte i Overenskomstens
Form binde stærkere ? — At Overenskomster
ogsaa de højtideligste statsretlige og folke-
retlige lige saa vel som ensidige Løfter kan
brydes, hvor Viljen og Magten er dertil, og
at da selv de utvetydigste Ord kan fortolkes
efter Ønske, derpaa behøver der næppe at
anføres Exempler.
Men naar saaledes ingen i Danmark tæn-
ker paa Ændring i Islands statsretslige Stil-
ling uden Islands fri Samtykke, da er Island
jo faktisk, hvad dets særlige Landsrettigheder
angaar, anerkendt som frit Forbundsland i
den Betydning, som praktisk alene har In-
teresse, nemlig med Henblik paa en fremtidig
Ændring i Islands Stilling. Men hvorfor da
af blot teoretiske Grunde kræve en Gentagelse
eller mulig Omskrivning af § 1 i Loven af
1871, hvorefter Island er en uadskillelig Del
af den danske Stat med særlige Landsrettig-
heder? Thi naar man synes at have taget
Anstød af Ordene „uadskillelig Del af den
danske Stat" og deri fundet noget mod Is-
lands Karakter af „frit Forbundsland" stri-
dende, da er dette, — naar Forbund da
ikke i separatistisk Forstand forstaas som lig
Personalunion — slet ikke Tilfældet. Thi
frivilligt indgaaede Overenskomster og Forbund
skulde jo netop holdes, og de enkelte Dele
818
Island og Danmark
af en Skat kun derfor ikke frit ensidigt skille
sig ud af Statshelheden, selvom Statsforbin-
delsen oprindelig er blevet til ved frit For-
bund, — hvilket paa uforglemmelig Maade
historisk blev slaaet fast ved den blodige
nordamerikanske Secessionskrig, ligesom jo
ogsaa nylig Norge i 1905 nødtes til i alt
Fald formelt at indhente Sveriges Samtykke
til Udtrædelse af Unionen. Og at Ordet
„ uadskillelig a udelukker at betragte Island
som saa løst knyttet til den danske Stat som
f. Ex. Kolonierne og Grønland, kan dog
ikke være nedsættende for Island. Ogsaa
Ordene „Del af den danske Stat* er valgte
med den videste Rummelighed, idet de en-
kelte Dele af en Stat jo kan indtage en me-
get forskellig statsretlig Stilling, og der jo som
bekendt endog gives Stater, Forbundsstaterne,
hvis enkelte Dele selv er Stater. Men da
Ordene i § 1 saaledes er valgte med lykke-
lig Takt, hvorfor da ikke blive ved den en-
gang saa heldigt fundne Formulering af Is-
lands Stilling i Riget — en Formulering, der
tilmed ikke blot delvis er foreslaaet fra is-
landsk JSide, men ogsaa gentagne Gange
faktisk er vedtagen af Altinget*).
Derimod maa det naturligvis erkendes, at
flere af de enkelte Bestemmelser i Loven af
1871 mulig med Føje bør tages op til Revision,
men dette vilde utvivlsomt kunne ske uden
at hele Islands statsretslige Stilling blev reelt
taget op til fuldstændig ny Overvejelse. Naar
saaledes det faste aarlige Tilskud af Stats-
kassen fra islandsk Side ønskes konverteret
til et Beløb udbetalt engang for alle i uop-
*) Saaledes baade i 1867 og 1869. Ordene
„med særlige Landsrettigheder" tilfejedes i 1867
af Altinget, der ievrigt kun i den islandske Over-
sættelse rettede det Ord, hvormed „den danske
Stat* var oversat (Danmerkur riki) til ,,Danavelditf
for at antyde, at Island ikke var en Del af Konge-
riget (Danmarks Rige) men af den danske Stat i
videre Forstand, der for 1864 ogsaa omfattede
Hertugdømmerne.
sigelige Statsobligationer, fordi Formen af
aarligt Tilskud synes stødende for Islænderne,
der betragter Tilskudet som en simpel Er-
statning for de i sin Tid fra islandske Kilder
i den danske Statskasse indgaaede Midler,
da vilde dette Ønske jo eventuelt kunne
imødekommes ved en blot partiel Ændring af
Loven af 1871. Det samme gælder sikkert
ogsaa Spørgsmaalet om Reglen i § 3, hvor-
efter alene Islands særlige Anliggender op-
regnes, — og som iøvrigt oprindeligt netop
skyldes et Ønske fra islandsk Side *) — bør
erstattes af en Opregning af de fælles Stats-
anliggender, saa at de ikke nævnte bliver
særlige. Af synderlig praktisk Betydning er
dette sidste Spørgsmaal dog næppe. Thi
paa den ene Side har den nuværende Op-
regning næppe voldet væsentlige Tvivl, og
paa den anden Side vil man ved ingen Op-
regning helt kunne afskære al Tvivl, da ny
Forhold altid i Tidens Løb vil kunne op-
komme, som Lovgiverne i Øjeblikket ikke
drømme om, jvfr. f. Ex. nylig Telegrafsagen
hvor Praxis dog let kom over Vanskelig-
heden, thi da det ny Forhold krævede Be-
villing baade af Rigsdagen og Altinget, var
det en Selvfølge, at dette maatte ordnes ved
fælles Overenskomst. Iøvrigt maa det heller
ikke glemmes, at selv et principielt fuld-
kommen særlig islandsk Forhold f. Ex. Fiske-
riet paa Island kan have Sider, der berører
fælles Statsinteresser, forsaavidt nemlig Dan-
mark, der har Ansvaret for Søpolitiet og
Forholdet til Udlandet naturligt maa kunne
kræve, at danske Indfødtes lige Ret til Fi-
skeri paa Island og fremmedes traktatmæs-
sige Rettigheder ikke krænkes. Ogsaa Øn-
*) Det danske Regeringsudkast af 1867 op-
regnede nemlig i § 3 kun de fælles Anliggender.
Dette kritiseredes imidlertid som uheldigt af Al-
tinget, der derfor fejede en Opregning af de sær-
lige Anliggender til, og Regeringen viste sig da
fejelig overfor Altinget ved i 1869 at opgive Op-
regningen af de fælles Anliggender. Nu enskes
altsaa dette igen først tilbage fra Islandsk Side.
819
Island og Danmark -
skerne om Islands Nævnelse i Kongens Titel,
om en særlig lokal Indfødsret, der naturlig-
vis ikke tildelte eller mindskede Rigets al-
mindelige Indfødsret m. m., vil kunne være
Genstand for særlig Ordning. Ja, selv saa-
danne videregaaende Ønsker, som det, der
dog sikkert i Øjeblikket kun er Fremtids-
musik, om Islands Deltagelse i de fælles
Anliggenders Afgørelse — og, hvad natur-
ligvis nødvendigt maa følge dermed, Islands
Deltagelse i de fælles Statsbyrder, — vilde,
da dette Forhold netop i Loven at 1871 er
udskudt til Afgørelse ved særlig Lov, i og
for sig kunne drøftes uden en Revision fra
Roden af og Ændring af hele Retsgrundlaget
for Islands Stilling i det danske Rige.
Thi hvad der bør gøre varsom med uden
aldeles tvingende Grund at gaa til en slig
fuldstændig Revision, er de mange vanske-
lige statsretlige Spørgsmaal, der da uund-
gaaelig strax vil melde sig, navnlig med
Hensyn til den øverste islandske Regerings-
leders eller Ministers Ansvarlighed, og som
i samme Grad er kildne og vanskelige at
røre ved, som de overvejende er af rent
teoretisk Betydning. Spørgsmaalet om flere
Nationers eller selvstændige Statsdeles For-
bindelse til et statsretligt Hele, saaledes at
de enkelte Deles Selvstændighed kommer til
deres Ret, hører til Statskunstens allervan-
skeligste Problemer, særligt, hvor den ene
Statsdel er væsentlig mægtigere end den
anden og derfor kræver Hegemoniet. Man
behøver blot at nævne Navnene: Finland-
Rusland, Norge-S verig , Østrig-Ungarn, Kro-
atien-Ungarn og Irland-England for at frem-
mane Spørgsmaalet i dets fulde Alvor,
Danmark, som har maattet lide nok for
Spørgsmaalet Slesvig-Danmark, bør derfor
ikke igen letsindigt kaste sig ud i Spørgs-
maalet Island-Danmark, selv dette ikke i
Øjeblikket synes at frembyde lignende Farer-
Thi dette Spørgsmaal synes jo nu omsider
efter saa mange Anstrængelser ført til en
næsten endelig og i alt Fald tilsyneladende
lykkelig Løsning: en islandsk Forfatningslov
vedtaget saa godt som enstemmigt paa Is-
land. For den, der tilbunds har gransket
den mer end halvhundrede Aar lange islandske
Forfatningskamp, vilde det derfor let synes
et virkeligt Sisyfosarbejde nu at lade Stenen
ligesom den efter flere Menneskealdres An-
strængelser omsider er ført op næsten lige
til Bjærgets Top, igen rulle tilbage for at
begynde forfra ved Bjærgets Fod.
Sandt nok at Toppen: fuld Tilfredshed
fra Islændernes Side, endnu ikke helt er
naaet — om den overhovedet kan naas!
Man har saaledes fra Island hørt Klage —
saa besynderligt det lyder — over, at Islæn-
derne i nogen Maade skulde være ført bag
Lyset ved Forfatningsændringen i 1903,
fordi denne bestemmer i sin ny § 1, at den
Islandske Minister skal møde i det danske
Statsraad, og det er sagt, at Justitsminister
Alberti som Minister for Island her har øvet
et Pres paa eller endog „løbet om Hjør-
net" med Islænderne. Rigtigt er det, at
Spørgsmaalet om den islandske Ministers
Stilling til det danske Statsraad har været
et af de gamle Stridspunkter lige siden
Forfaningen af 1874, hvorom den danske
Regering og Altinget tidligere aldrig har
kunnet blive enige. Men nu i 1903 opnaa-
edes virkelig denne Enighed, som det oftest
gaar, ved et Kompromis: Islænderne fik den
i Reykjavik bosatte, alene for Altinget, ikke
for Rigsdagen mødende islandske Minister,
mod til Gengæld at give efter for den dan-
ske Regerings Fordring om Ministerens Møde
med Mellemrum i Rigets fælles Statsraad.
Det hedder med rene Ord i den nye Forfat-
ningslov i dens allerførste Paragraf om den
ny islandske Minister, at han skal være bo-
sat i Reykjavik, men, saa ofte det er nød-
vendigt, begive sig til Kjøbenhavn for i
Statsraadet*) at forelægge Kongen Love og
*) Udhævet her.
rrr 820
Island og Danmark
vigtige Regeringsforanstaltninger" . Denne
Forfatningslov, der indeholder denne utvety-
dige Bestemmelse, og som iøvrigt er ganske
kort, blev i 1902 paa Island vedtaget en-
stemmigt af begge Altingets Afdelinger, og
efter at yderligere Vælgernes * Mening var
æsket ved Opløsning af Altinget, blev den i
1903 paany uforandret vedtaget af Altinget
med alle Stemmer mod en, hvis afvigende
Afstemning netop motiveredes ved Misnøje
med Bestemmelsen om Statsraadet. Paa
mere bindende Maade kan dog en Bestem-
melse næppe blive vedtaget! At der derefter
— endog kun et Par Aar efter! — fra Is-
lands Side skulde kunne rejses nogen Ind-
sigelse imod eller rokkes ved den Islandske
Ministers Stilling i det danske Statsraad, er
derfor en ganske umulig Tanke, der i Virke-
ligheden vilde indeholde en Fornærmelse saa-
vel mod Islændernes Intelligens som mod
deres Ordholdenhed. Og der er da sikkert
ogsaa her kun Tale om et Angrebsvaaben,
som den islandske Opposition har ment at
kunne bruge ikke just overfor Danmark, men
muligt overfor det hjemlige islandske Rege-
ringsparti.
Almindeligere Misnøje synes det derimod
at have vakt paa Island, at den nuværende
islandske Minister Hannes Hafsteins Udnæv-
nelse i 1 904 skete under Kontrasignatur ikke af
den tidligere islandske Minister, Justitsmini-
ster Alberti, men af Konsejlpræsidenten,
Deuntzer. Men heller ikke dette dog væ-
sentlig [blot formelle Spørgsmaal synes der
at kunne tillægges megen Vægt. Thi efter
at Kongen i Statsraadet den 24. Maj 1905
har afgivet det højtidelige Tilsagn, at For-
handlingerne paa Rigsdagen ikke længer
er medbestemmende ved Spørgsmaalet om et
Skifte af Islands Minister bør finde Sted,
synes Spørgsmaalet om Kontrasignaturen ved
Ministerens første Udnævnelse at synke ned
til en mere underordnet Form. Thi alt i Fald,
saasnart den undertegnende Konsejlspræsi-
dent er afgaaet — hvad jo allerede har væ-
ret Tilfældet med Konsejlspræsident Deuntzer.
— kan han dog utvivlsomt i alt Fald ikke
mere bære noget Ansvar for den island-
ske Ministers Politik, og synderlig politisk
Garanti afgiver derfor hans Kontrasignatur
ikke. Og omvendt, selvom Konseilspræsi-
denten som Symbol paa Rigsenheden under-
skriver den islandske Ministers Udnævnelse,
bærer dog denne sidste selv strax fra sin
Udnævnelse det fulde politiske Ansvar over-
for Altinget — ogsaa for sin Udnævnelse,
thi Ansvaret er jo aldeles ikke knyttet alene
til den formelle Kontrasignatur. Nogen større
Realitet er det derfor ikke let at øjne i hele
dette paa Island saa lidenskabeligt drøftede
Kontrasignaturspørgsmaal.
Men selv om saaledes — trods Forfat-
ningsloven af 1903 — endnu ikke fuld
Enighed er opnaaet, er det dog noget ganske
andet i Stedet for at søge at enes om en
Udjævning af de endnu bestaaende mindre
Divergenser at kaste det hele saa møjsom-
meligt vundne Retsgrundlag til Side og slaa
alle Døre op paa vid Gab for hvilkesomhelst
ny Muligheder. Thi skal der først paa helt
bar Bund aabnes Forhandlinger om en helt
ny Forbundspagt, og skal ingen af Parterne
være bundne engang ved enstemmige Vedta-
gelser for kun et Par Aar tilbage, da melder sig
strax blandt maaske mange andre ny Mulig-
heder f. Ex. Tanken om Indførelsen af et
helt nyt Jarlestyre i Stedet for det nu-
værende Ministerstyre. Tanken om en af
Kongen udnævnt dansk Jarl, der boende
paa Island skulde udøve den danske Kon-
ges Prærogativer under Medvirkning alene
af islandske Ministre, ansvarlige alene for
Altinget, har fra gammel Tid været en
yndet Tanke paa Island og dukker stadig
op paany*). Og nylig synes denne Tanke
*) Saaledes ogsaa i Skuli Thoroddsens Artikel
„Politiken" for 27 Juli 1906.
821
Island og Danmark
ogsaa at have vundet Proselyter hernede,
idet den islandske Ministers Stilling i Stats-
raadet ogsaa fra dansk Side har vakt
Betænkeligheder som formentlig ikke fuldt
grundlovsmæssig, hvorfor man har forment,
at det baade fra dansk og islandsk Side
maatte foretrækkes som en klarere Ordning
at gaa til et Guvernørstyre efter engelsk
Mønster*).
Spørgsmaalet om det grundlovsmæssige
eller grundlovsstridige i den i Kraft af den
islandske Forfatningsændring af 1903 ind-
førte Praxis, hvorefter den islandske Minister
vel møder i Statsraadet men ikke for Rigs-
dagen saaledes som de øvrige Ministre, idet
han, naar han er tilstede i Rigsdagen, tager
Plads ikke i Salen men i Diplomatlogen, lige-
som hans Egenskab af særlig islandsk, ikke
dansk Kabinetsminister i Praxis viser sig i,
at han ikke deltager i det danske Ministe-
riums forberedende Ministerkonferencer, men
alene møder i selve Statsraadet **), hele dette
interessante Spørgsmaal turde være for subtilt
til her at blive nærmere drøftet***). Det skal
blot lige antydes, at ligesom den danske
Grundlovs § 2, hvorefter den lovgivende
Magt er hos Kongen og Rigsdagen i For-
ening, af ingen antages at være til Hinder
for, at den lovgivende Magt i Islands sær-
lige Anliggender nu siden 1874 er hos
Kongen og Altinget, men ikke hos Rigs-
dagen, saaledes behøver Grundlovens Regler
*) Se navnlig to Artikler „Islands Forfatning*
af Folketingsmand Dr. polit Laurits Birck i Natio-
naltidende for 16—17 Juli 1906, jvfr. ogsaa „Poli-
tiken« for 27. Juli 1906.
**) Fra islandsk Side lægger man i sidst-
nævnte Henseende megen Vægt paa, at det i For-
fatningsloven af 3. Okt. 1903 blot hedder, at de
islandske Sager skal „forelægges0 Kongen i Stats-
raadet, ikke at de skal „behandles0 der, saaledes
som det hedder i Grundlovens § 16.
***) Dette ligesom de andre i det foregaaende
blot antydede Tvivlsspergsmaal agter jeg udfør-
ligere at behandle i et senere større Arbejde om
Islands nuværende statsretlige Stilling.
om Statsraadet og Ministrenes Ansvar for
Rigsdagen og Rigsretten sikkert heller ikke
antages at være til Hinder for, at den is-
landske Ministers Stilling ordnes paa den
for Staten og Island heldigste Maade, selv
om den derved kommer til at afvige fra de
andre Ministres Stilling. Og dette ganske
simpelt fordi ifølge Kongeløftet i Reskriptet
af 23. September 1848 „de Grundbestem-
melser, der med Hensyn til Islands særegne
Forhold maatte være nødvendige for at ord-
ne denne Landsdels forfatningsmæssige Stil-
ling i Riget" netop udskødes af den grund-
lovgivende Rigsforsamlings Forhandlinger, og
Grundloven derfor i sine Bestemmelser om
Ministrenes Ansvar for Rigsdagen og Rigs-
retten slet ikke har haft en særlig islandsk
Minister for Øje og følgelig ikke kan antages
at have fastsat noget herom, der hindrer en
særlig Ordning ad anden Vej end ved for-
melig Grundlovsforandring. Men selvom den
formelle Grundlovsmæssighed af den nuvæ-
rende Praxis maatte kunne omtvistes, har
den i alt Fald hidtil virket uden alvorlig
Kære fra nogen Side, og da alene af rent
teoretiske Tvivl at forlade et heldigt vundet
Grundlag, der forsoner modstaaende Forfat-
ningskrav, synes lidet stemmende med prak-
tisk Statsmandskunst*). Men dertil kommer
endelig, at man ingenlunde ved at gaa over
til et helt nyt Guvernørstyre, vilde slippe
ud over de statsretlige Vanskeligheder, men
de vilde tvertimod melde sig igen og endda
med forøget Styrke.
Man svæver nemlig ganske sikkert i en
stor Misforstaaelse, hvis man hernede tror,
*) Paa den sidste britiske Kolonikonference i
1907 blev det bestemt, se dette Tidsskrift for d.
A. S. 154, at samtlige Koloniers Premierministre
fremtidig skal være Medlemmer af det engelske
Riges Statsraad (Privy council). Ingen vil dog
derfor nu i England opkaste det subtile Spørgs-
maal, om Kolonimistrene fremtidigt ligesom de
engelske Kabinetsministre bliver ansvarlige tillige
for Rigsparlamentet og Rigets Rigsret, det engelske
Overhus.
822
Island og Danmark
at man fra islandsk Side vilde være tilfreds
med den Form for Guvernørstyre, som hol-
der de britiske Kolonier til den engelske
iw nges Haand. De britiske Kolonier bindes
foruden af økonomiske tillige af den fælles
Nationalitets stærke Baand til Moderlandet, og
deres Beboere har sammen med Moderlandets
Common Law, der væsentlig hviler ikke paa
skreven, men paa uskreven Ret, taget med
sig til de ny Lande en angelsachsisk com-
mon sense, der gør det let for dem, naar
deres Selvstyre ikke reelt beskæres, ikke at
opholde sig videre ved, at den engelske alene
for Storbritanniens Parlament ansvarlige Kolo-
niminister ikke blot underskriver de engelske
Guvernørers Udnævnelser men ogsaa kontra-
signerer de Kolonilove, der forbeholdes Kro-
nens Stadfæstelse. Islænderne derimod ud-
gør en anden Nationalitet end den danske,
og Spørgsmaalet om Kontrasignaturen har jo
saa længe spillet en stor, sikkert altfor stor
Rolle i den islandske Politik. Men skulde
den øverste Regeringsmagt paa Island over-
drages til en af Kongen udsendt Jari, der
selv valgte sig sine, for Altinget alene an-
svarlige Ministre, maatte det utvivlsomt kræ-
ves fra dansk Side, at ikke blot Jarlen ud-
nævntes og tilbagekaldtes samt instrueredes
under dansk Ministeransvar, men at ogsaa i
hvert Fald vigtigere islandske Love og Be-
slutninger forbeholdtes Kongens Stadfæstelse
under dansk Ministerkontrasignatur. Men
herved vilde Kontrasignaturspørgsmaalets
Vanskeligheder altsaa vinde tilbage saa at
sige i anden Potens, og der vilde altsaa
intet være vundet ved at forlade det af Er-
faringen prøvede og nu 1903 af Islænderne
selv til Grundlov ophøjede Grundlag*). At
*) 1 de tidligere islandske Forfatningsforslag,
der opstillede et Jarlcttyre, og hvor dette Spergs-
maal var holdt aabent, gik man sikkert ud fra, at
hele Forholdet skulde henhore alene under islandsk
Ministeransvar, jvfr. ogsaa Skuli Thoroddsen i
„Politiken" for 27. Juli 1906, der mener, at hele
dette Spergsmaal ber være „den danske Lovgiv-
Islænderne skulde føle sig mere smigrede ved
at styres som Koloni af en paa Aaremaal
udsendt dansk Guvernør i Stedet for at sty-
res som „Kongens Land Island" af Kongen selv
ved en i Rigets fælles Statsraad mødende is-
landsk Minister, synes heller ikke let tænke-
ligt. At et Guvernørstyre med en væsentlig
blot dekorativ Guvernør tillige vilde medføre
betydeligt forøgede Udgifter og ogsaa afføde
andre praktiske Vanskeligheder, er det derfor
neppe nødvendigt at tilføje.
Men selv med fuld Forstaaelse af Opga-
vens Vanskelighed kan det alligevel kun
hilses med Tilfredshed, at en Kommission af
danske og islandske Mænd som bebudet vil
træde sammen til en dansk islandsk Kon-
ference. Unægtelig vilde det fra et dansk.
Synspunkt have været mere glædeligt, om
Drivfjederen til denne danske Rigskonferences
Sammenkaldelse havde været som Tilfældet
var med den nylig afholdte britiske Rigskonfe-
rence — sans comparaison forøvrigt! —
Ønsket om nøjere statsretlig og økonomisk
Sammenslutning af Rigets vidt adskilte Dele
og ikke just alene islandske Krav om mere
og skarpere statsretlig Adskillelse! Men det
er maaske at haabe, at Ønsket om baade
en fastere økonomisk Bro mellem det danske
Riges Dele og om Bortseen fra blotte teore-
tiske Tvistemaal vil vokse under en saadan
Konference, hvor praktiske danske og island-
ske Mænd for første Gang faar hinanden
venskabeligt og alvorligt i Tale. Thi det er
jo i første Række ikke rent formeltretlige,
Baand men politiske, aandelige og økonomiske
Saminteresser, der binder Nationer og Lande sam-
men. Nationalt set er nu Islænderne og de
Danske to forskellige Nationer — en dansk og
en islandsk Bonde forstaar jo hinanden omtrent
ligesaa lidt som en dansk og en russisk —
ningsmagt uvedkommende" , hvad dog „Politiken*
med Feje tager Afstand fra.
823
Island og Danmark
og dette er Stats forbindelsens svageste Punkt,
saa sandt som den engelske Historiker Lord
Seelby har ikke ringe Ret i, at en Stat, der
udstrækker sit Herredømme ud over sin Na-
tionalitets Grænser, altid faar noget kunstigt
og farefuldt ved sig. Saa meget mere gæl-
det da, hvis de retlige Baand ikke skal blive
saa strammende, at de før eller senere spræn-
ges, om at styrke de aandelige og økono-
miske Baand, der endnu binder og som yder-
ligere kan knyttes. Utvivlsomt har Island
endnu Brug for Danmarks Værn, fordansk Ka-
pital og dansk Foretagsomhed, og sikkert vil
ogsaa Danske i Samarbejde med Islænderne
ligesaa godt som Fremmede kunne hente
Rigdomme fra Islands Land og Hav, ligesom
der maaske engang i Fremtiden paa det vidt-
strakte Island kan blive Plads for dansk
Overbefolkning. Og den lange Tid, hvori
moderne aandelig Kultur blev hentet til Is-
land gennem Danmark, vil ogsaa i Fremtiden
gøre det naturligt for Island at søge sin
nærmeste Tilknytning i dansk Kultur. Ved
at stræbe videre ad denne Vej snarere end
ved Fordybelse i indviklede og i Virkelig-
heden golde statsretlige Tvistemaal turde
en virkelig bærende „Islandsbro" være at
bygge.
Vilde en saadan praktisk Tankegang kom-
me til at præge den tilstundende Kommis-
sions Gerning, — og denne altsaa blive
mere en Rigs- end en blot Islandskonfe-
rence — , da vilde den ikke være nedsat
forgæves, selvom den den kun blev enig om
mindre konstitutionelle Ændringer og iøv-
rigt i Endrægtighed besluttede at lade Ud-
viklingen selv roligt fortsætte sin engang
indslagne Kurs. Thi paa den ene Side vilde
selv en Overenskomst om en helt ny For-
bundspagt, hvis den da ikke blev vedtaget
næsten ganske enstemmigt — i hvert Fald
fra islandsk Side — ikke borge for endelig
Afslutning af Forfatningsmellem væren det, naar
selv den i 1903 af to forskellige Alting
næsten fuldkomment enstemmigt vedtagne
Forfatningslov ikke har undgaaet at blive
angrebet af den islandske Opposition, skønt
denne selv har stemt for den. Og paa den
anden Side er der jo ikke Tvivl om, hvad
der heller ikke fra islandsk Side er bestridt, at
den islandske Forfatning allerede som den
foreligger, reelt set giver Island det fuldeste
Selvstyre i alle dets særlige Anliggender.
Naar en af Islands varmeste Venner og For-
kæmpere, hvis Navn er æret og kært overalt-
paa Island, den afdøde udmærkede tyske Rets-
forsker Konrad Maurer, allerede efter Udste-
delsen af Forfatningsloven af 1874 roed
Sandhed kunde udtale, at det nu for Frem-
tiden maatte komme an paa Islænderne selv,
hvis de ikke gjorde den rigtige Brug af de
dem tilstaaede Rettigheder og ophjalp deres
Lands endnu paa mange Punkter forsømte
Tilstand, hvor meget mere maa det da
ikke gælde nu, da Islænderne har faaet
deres egen i Island boende for Altinget an-
svarlige Minister? Endnu er der jo for en
rum Tid nok af nærliggende praktiske Op-
gaver, der kalder paa de bedste Kræfter i
det islandske Folk. Man tager næppe heller
Fejl i, at der ogsaa paa Island maa være
Ønsker fremme om i hvert Fald foreløbig
Afslutning af den lange Forfatningskamp.
Og nu da Islænderne jo faktisk reelt har op-
naaet næsten alt, hvad der i et snart Aar-
hundrede var Kampens Maal, synes de jo
ogsaa uden Frygt for Vanhæder i alt Fald
for en Stund at kunne lade Vaabnene hvile.
824
TUNNELLER UDE OG HJEMME
Af H. BOESGAARD
DEN menneskelige Higen helmer ikke.
Mennesket søgte stadig nye Veje
over Land og Hav, droges mod Polens Is-
dronning og op mod Ætheren, — excelsior!
Men det har ikke været nok at „gøre Jordklo-
den lille* ved Iltog og Hurtigdampere eller at
lade sig bære gennem Luften i Ballon eller
ved motordrevne Luftskibe; ogsaa gennem
Jordens Skød maa Menne-
sket bore sig Vej
Livet er kort, det
gælder at skynde
sig!
Ogsaa tid-
ligere, min-
dre travle
Slægter end
vor har
stræbt ind
gennem
Bjærgene,
ned under Jor
dens Overflade. Ol d
tidskongerne var ikke
ringe Tunnelbyggere. De
havde ikke vor Tids sindrigt
udtænkte Værktøj, ingen meka-
nisk Drivkraft eller Eksplosionsstoffer med
26,000 Atmossfærers Tryk som vore Dages
Nitroglycerin. Men de havde god Tid og
ingen Mangel paa menneskelig Arbejds-
kraft. Naar en Konge i ægyptisk Theben
besteg Tronen, tog han fat paa at grave
den lange Gang ind gennem Klippen til
det Sted, hvor hans Legem kunde hvile ufor-
styrret; nogle af disse Gravkammer- Gange
er over 700 Fod lange; der er Sidestykker
hertil hos Nubierne, Indierne og Aztekerne.
Den ældste Tunnel, gennem blødt Jordsmon
og beklædt med Murværk indvendig, er Gan-
gen under Nimruds Palads, udført under As-
syrerkongen Shalmaneser II (860 — 824 f.
En skarp Kurve i en Tunnel
Chr.), og da den er ført ind under Eufrat-
floden, kommer den tillige til at indtage Hæ-
derspladsen som den ældste undervands Tun-
nel. At den foretagsomme Monark hjalp sig
ved at lede Flodens Vande bort, medens Ar-
bejdet stod paa, gør ikke Værket mindre
ærefuldt.
Romerne var dog Oldtidens største Tun-
nelbyggere. De tog Ilden
til Hjælp, idet de tændte
mægtige Baal foran
den Klippe, der
skulde an-
gribes, og
skørnede
den ved at
paahælde
Vand, naar
den var
stærkt op-
hedet ; var
det kalkholdig
Klippemasse, der
skolde* gennembores,
hældte de Eddike paa.
De kendte ogsaa den Ar-
bejdsmetode at bore Skakter lod-
ret ned, saa at der, med Skakterne som
Udgangspunkt, kunde arbejdes flere Ste-
der samtidig paa samme Tunnel; Plinius
fortæller, at der ved Anlægget af Tun-
nellen til Tørlægning af Funcino-Søen blev
anvendt 40 saadanne Skakter, af hvilke
nogle var 400 Fod dybe. Det var intet
ringe Arbejde, Tunnellens Længde var 31/*
eng. Mil, og i 11 Aar sled her 30,000
Mennesker. Et andet pragtfuldt Stykke ro-
mersk Tunnelarbejde er det 3000 Fod lange
Galleri, der fører Vejen mellem Neapel og
Pozzuoli gennem PosilipoHøjen.
Middelalderen havde Forkærlighed nok for
„underjordiske Gange u ; dens Folk havde
825 =
Tunneller ude og hjemme
Brug for dem i fortiflcatorisk Øjemed, Kloster- lagte eller allerede paabegyndte, vil nogle
løndom og Elskov tog dem gerne i Tjeneste.
Men de egentlig „kulturmæssige FormaaT in-
teresserede mindre, og Tekniken bliver gen-
nem Aarhundreder staaende paa omtrent
samme Standpunkt som i Romernes Tid.
Først da man lærer at behandle Krudtet med
nogen Sikkerhed, og da de monarkiske Op-
hjælpningsbestræbelser — Anlæg af Veje og
Kanaler — omkring Aar 1700 fremstaar,
først da viser der sig Opsving og Udvikling
paa Tunnelbygningens Omraade. Det er dog
altsammen Passage gennem Klipper eller haard
Grund, først ved Begyndelsen af det 19de
Aarhundrede har Ingeniørvidenskaben vokset
sig stærk nok til at vove sig i Kast med
Tunnelarbejdet i blød Grund — den Opgave,
der, som Helhed taget, er den vanskeligste,
der kan melde sig for Tunnelbyggeren.
Med Jærnbanernes Sejersgang tager Tun-
nelbygningen Fart; den første Jærnbanetunnel
anlægges i England i 1820 (paa Liverpool-
Manchester-Banelinjen) og i Nordamerika i
1831, Men Anlæget af Tunnellen gennem
Mont Cenis (1857—1870) og af Hoosac
Tunnellen (fuldendt 1875) i Amerika ind-
varsler dog først ret den nye, den store Æra
i Tunnelkonstruktionens Historie. Ved disse
Arbejder tager man først ret de mekaniske
Boreapparater, den moderne Drivkraft og de
stærke Eksplosionsstoffer i Anvendelse (Krudt
var iøvrigt benyttet i betydelig Udstrækning
ved Tunnelarbejdet ved Anlæget af Langue-
doc-Kanalen 1679—81). Efter disse Be-
drifter følger Gennemboringen af St. Gothard
(fuldendt 1880) og af Simplon (fuldendt Ja-
nuar 1906) samtidig med de store subma-
rine Tunnelanlæg under Themsen, under Mun-
dingen af Severn, under East River i New
York o. m. a. — Sejre for den moderne
Ingeniørvidenskab, som aabner et uendeligl
Perspektiv for yderligere Triumfer.
— Inden vi gaar over til en Omtale af
de største af de Arbejder, der — ude og
hjemme — staar paa Dagsordenen som plan-
826
Linjer om de ovenfor nævnte heldigt fuldførte
Anlæg være paa Plads.
DE STORE JÆRNBANETUNNELLER.
Tunnellen under Mont Cenis — eller rettere
gennem Col di Fréjus — blev anlagt for at
tilvejebringe en hurtigere og bekvemmere
Forbindelse mellem Italien og Frankrig; Paris
kom Turin nogle Timer nærmere, Lyon fik
et mægtigt Opsving, og Virkningen sporedes
naturligvis paa de fleste evropæiske Hoved-
ruter samt i hele det midtfranske Industriliv.
Værket blev paabegyndt med gammeldags,
primitive Remedier, Haandbor, Hakker og
Løftestænger, men inden man naaede langt
frem paa den 71/2 (eng.) Miles Vej gennem
Bjærget, udviklede Tekniken sig med Kæmpe-
skridt. I 6 Aar blev der ved Haandkraft
udboret ca. ^ af Længden; men saa be-
gyndte man at anvende Boremaskiner drevne
ved sammenpresset Luft; ved Udtømningen,
af denne til Drivning af Boreapparaterne an-
vendte Luft samt ved store Sugeapparater
ved Indgangene fik man tilvejebragt Ven-
tilation; fra hver Side kom man 1 — 13/4
Meter frem daglig. Hele Anlæget, der kostede
ca. 53 Mill. Kroner eller 4400 Kr. pr. Me-
ter, blev en praktisk Skole og en Forberedelse
til den næste Kamp.
Denne valgte Gennemboringen af St. Got-
hard som Maal. Tyskland saa med Skin-
syge Frankrig høste Fordele af Mont Cenis-
Anlæget, og Sveits var misfornøjet med, at
Turiststrømmen for en Del blev ledet uden
om dets Grænser. Det gjaldt da om at finde
en ny Rute mellem Nord- og Sydevropa, og
man valgte Vejen gennem St. Gothard, der
vilde flytte Berlin nærmere ned mod Milano.
I Februar 1880 var man naaet den 9 7*
(eng.) Mil lange Vej gennem Bjærget, men
Tunnellen var ført gennem et vanskeligt Sted
med upaalidelige Jordlag, og først efter mange
Anstrængelser og Vanskeligheder — Chefen
Tunneller ude og hjemme
for Entreprenørfirmaet døde af Sindsbevægelse
— fik man Arbejdet fuldført.
Disse to Passager gennem Alperne var
dog ikke nok. Det blev fundet ønskeligt at
skabe endnu en direkte Forbindelse, og som
Stedet for denne valgtes Simplon, omtrent
midtvejs mellem Mont Cenis og St. Gothardt.
Vejlængden for en Tunnel her vilde blive
121/« (eng.) Mil, og man anslog, at Arbej-
det kunde udføres paa 58/4 Aar og for ca.
55 Mill. Kr. Det tog imidlertid 63/4 Aar
samt ca. 31/* Mill. Kr. mere at bringe det
til Ende. Under Arbejdet fik man mægtig
Hjælp af en af Ingeniør Brandt nylig opfun-
det hydraulisk Boremaskine samt ved at ud-
nytte 2000 Hestes Vandkraft fra Rhonen til
Drivning af Pumper og Frembringelse af
Elektricitet, men en Række af Hindringer og
Farer mødte de dristige Angribere. Først
ramte man en Vandaare, en underjordisk
Flod, der strømmede ind i Anlæget med en
Masse af 12 Millioner Gallons i Minuttet.
Da man efter et halvt Aars Forløb havde
besejret denne Vanskelighed, stødte man paa
en Række varme Kilder, der gjorde Klippe-
massen brændende hed og fyldte Luften med
giftige Gasarter; mægtige roterende Vifter
blev da anbragte ved Mundingerne af Tun-
nelen, og Luft og Klippemasse blev kølet
ved Strømme af koldt Vand fra den oven-
nævnte underjordiske Flod. Skønt Holdene
jævnlig maatte arbejde i fuldkommen tropisk
Temperatur, lykkedes det dog at fuldføre
Værket — omend ikke uden betydeligt Tab
af Menneskeliv. Den 25. Januar 1906 før-
tes det første Tog gennem Tunnellen ; da det
viste sig, at Damp og Røg fra Lokomotivet
gjorde Opholdet i den lange, hede Tunnel
yderst ubehageligt, er der nu installeret elek-
trisk Drivkraft paa Tunnellinjen.
UNDERVANDS-TUNNELLER OG DET
HYDRAULISKE SKJOLD.
Den første Tunnel under Themsen blev
anlagt af den franskfødte engelsk-amerikan-
ske Ingeniør Isambard Brunei i Begyndelsen
af 1840'erne. Ved Arbejdet anvendtes det
saakaldte „Skjold", i sin første Form op-
fundet af Brunei og senere ændret og for-
bedret af Beach, Barlow og Greathtad. Kor-
test skildret er „Skjoldet" en Jærncylinder,
som indeholder et Arbejdskammer, hvorfra
Arbejderne gennem Aabninger i Forvæggen
graver Jorden bort; gennem Bagvæggen slu-
ses den løsgravede Jordmasse ud i den fær-
dige Del af Tunnellen, hvorfra den saa trans-
indgangen til Siraplon-Tunnellen.
porteres videre. Skjoldet omfatter den fær-
dige Del af Tunnellen, som et stort Kikkert-
rør omfatter et mindre, og kan, naar der er
gravet tilstrækkeligt Materiale bort foran det,
skydes frem ved en Kreds af hydrauliske
Presser, som er anbragt mellem Enden af
den færdige Tunnel og en fremspringende,
rundløbende Konsol i Skjoldet. Naar dette
er ført et passende Stykke frem, fjærnes de
hydrauliske Presser, og Tunnellen forlænges
med saa stort et Stykke, som Skjoldet blev
trykket frem.
Indgangen til Arbejdsrummet er i Reglen
gennem et lille Kammer — en „Sluse". 1
dette Kammer maa Arbejderne opholde sig,
827 =
56
Tunneller ude og hjemme
indtil de langsomt og gradvis er vænnede til
den sammenpressede Luft i Arbejdsrummet
(her er sammenpresset Luft for at sætte
Modtryk mod det indtrængende Vand), og
den omvendte Tilvænningsproces — fra
fortættet Luft til det almindelig atmosfæriske
Lufttryk — maa de gennemgaa, naar de
forlader Arbejdsrummet. Forsømmes dette,
bliver den paagældende ramt af et ubehage-
ligt, ofte dødbringende Ildebefindende, „Cais-
son-Sygena, der ytrer sig ved Krampetræk-
ninger, Bevidstløshed og ved en sygelig Til-
stand af Blodet, idet der er trængt Luft ind
i Blodkarrene.
Ved Hjælp af „Skjoldet* i dets forskel-
lige Former, hvortil yderligere er kommen
andre sindrige Apparater og Sikkerhedsfor-
anstaltninger (saaledes en Indretning svaren-
de til Jærntæppet paa Teatrene), er de fleste
betydelige undervands Tunnelanlæg — og i
det Hele Anlæg gennem bløde Jordlag — i
de senere Aar udført. Nævnes bør da og-
saa her den saakaldte Frysemetode, som med
Held er anvendt ved Tunnelbygning i vand-
holdigt Jordsmon ; den gaar ud paa ved Ind-
blæsning af Luft, afkølet i en Frysemaskine,
eller ved Paasprøjtning af en Kuldeblanding
at afkøle Jorden, hvorigennem Tunnellen
skal graves, saa stærkt, at den vandholdige
Jord fryser, hvorefter man kan arbejde i den
som i tør og fast Grund,
Ved disse o. a. sindrige Arbejdsmetoder
og Maskiner, som den moderne Teknik og
Ingeniørvidenskab har til sin Raadighed, er
der nu udført storslaaede underjordiske Jærn-
baneanlæg under flere europæiske og ameri-
kanske Storbyer. Tunnel er lagt ved Tun-
nel under Themsen; under Mundingen af
Severn føres Great Western Banelinjen gen-
nem en 41/j (eng.) Mil lang Tunnel, og
blandt kendte og storslaaede Anlæg af denne
Art kan iøvrigt nævnes Tunnellen under
Seinen, Jærnbanetunnellen under St. Clair-
Floden, under Dorchesbugten ved Boston
(til Kloakledninger), de store Vandværksan-
læg ved Chicago, Cleveland og Milwaukee i
Det indvendige af det hydrauliske „Skjold", et Arbejdskaromer af Staal;
anvendes særlig ved Anlæg af Undervandstunnéller.
828 =
Tunneller ude og hjemme
Tværsnit af Tunneller under Hudsonfloden. Snittet viser Banevognene paa de underjordiske Jærnbanelinjer.
Paa begge Sider af Banelinjen er anbragt Fodstier til Anvendelse i Nødsfald.
Amerika samt de med uhyre Besvær anlagte
Tunneller under Hudsonfloden og dens for-
skellige Arme gennem New- York. Under
East River, hvor der i flere Aar har været
Tunnelanlæg til Rørledninger, er i denne
Forsommer fuldført en ca. 3000 Fod lang
Tunnel til elektrisk Sporvejsforbindelse mellem
New- York og Long Island City, og et lig-
nende Anlæg under samme Flod vil forven-
telig blive færdig i Løbet af Sommeren; ved
829
disse Anlæg, der netop er typiske for Ar-
bejdet med „Skjold", har en Nordmand
Hans Rude Jakobsen haft en ledende Stilling.
Et af de besværligste og kostbareste An-
læg er den i 1874 paabegyndte Tunnel un-
der Hudsonfloden mellem New- York og Jer-
sey City — et Arbejde, til hvilket har væ-
ret knyttet en Række tragiske Optrin, bittre
Skuffelser og kæmpemæssige Anstrængelser.
Da man første Gang var naaet godt frem
56*
Tunneller ude og hjemme
med Arbejdet, viste Jordlagene under Flodens
Bund sig saa løse og upaalidelige, at man
opgav Forsøget, efter at Vandet var trængt
ind og havde fyldt Anlægget, hvorved en
Mængde Arbejdere omkom. Nogle Aar efter
blev Arbejdet paabegyndt igen men paany
opgivet, og i en Snes Aar henlaa det ufuld-
førte Anlæg, der allerede havde kostet Mil-
boner, som en sørgelig Ruin, indtil et tredie
Forsøg blev gjort i 1902. Og denne Gang
Floden med Boblen og Brusen ; Flodvandet er
jævnlig sivet ned i Anlæggene, ja, man har
endog i Arbejdskamret faaet Besøg af gam-
melt Fodtøj, Blikæsker og andet Affald fra
Flodbunden. Gang efter Gang har Folkene
i yderste Øjeblik reddet sig ud gennem den
lille Dør i Skjoldet, naar Vandet kom fos-
sende ned; mangt et gribende Drama er ud-
spillet her i de mørke Skakter dybt under
Flodsengen.
6 Lag Færdselslinjer. l) Bro for Fodgængere. 3) Manhattan Elevated Railway.
3) Gaden. 4) Underjordisk Station paa N. Y. og N. J.-Banen. 5) Projekteret Anlæg for lokale Hurtigtog.
6) Pensylvania Jæmbanetunnellen.
lykkedes det; man arbejdede fra begge Flod-
bredder og naaede i Løbet af to Aar at faa
Arbejdet ført til Ende. En sand Lidenskab
for Tunneller har iøvrigt i de senere Aar
grebet New-York, mange store Anlæg er
blevet fuldførte og endnu flere projekterede;
og endda har Arbejdet faa Steder været saa
farligt og besværligt som netop her. Jords-
monnet under Flodsengen, er paa mange
Steder forvittret Substans eller blødt og fed-
tet Slam; saa upaalideligt har Dækket over
Tunnellerne været, at den sammenpressede
Luft fra Arbejdsstedet er trængt op igennem
— Ogsaa herhjemme er udført smukke An-
læg af noget lignende Art, om end ikke be-
regnede til Persontrafik og i betydelig min-
dre Maalestok end de ovenfor nævnte. Der
kan saaledes nævnes Tunnellerne, gennem
hvilke Kloakledningerne føres under Køben-
havns Havn; et af disse Anlæg — mellem
Havnegade og Gammel Dok paa Christians-
havn — blev udført allerede i 1856 — 58
og var forbundet med mange Vanskeligheder.
Tunnellen blev udhugget gennem den faste
Saltholmskalk, der danner Underlaget under
København, men der var betydelige Vand-
830
Tunneller ude og hjemme
tilstrømninger gennem Revner og gennem de
øvre løse Lag ved Nedgangsbrøndene ved
Tunnellens Endepunkter, og navnlig besvær-
liggjordes Arbejdet i selve Tunnellem ved, at
der i Kalken udvikledes forskellige giftige
Luftarter, som angreb Folkenes Øjne saa
stærkt, at de kun kunde arbejde kort Tid
ad Gangen. Anlægget var da ogsaa forbun-
det med stort pekuniært Tab for de engelske
Ingeniører, der havde det i Entreprise, Tun-
nellen ligger ca. 60 Fod under daglig Vand-
stand, har en indvendig Høide af 12 Fod
og en Bredde af 10 Fod; Afstanden mellem
Bolværket paa
Københavns-
og Christians;
havnssiden er
herc.310Fod.
Da denne Tun-
nel imidlertid
efterhaanden
blev stærkt op-
taget af Vand-,
Gas- og Kloak-
ledninger, og
tillige Ned-
gangsbrøndene
var for snevre
til, at de nye
og større Kloakledninger kunde føres der-
igennem, anlagdes for nogle Aar siden (af
Ingeniørfirmaet Fr. Johannsen & J. Saabye)
en ny Tunnel i Forbindelse med nye Ned-
gangsbrønde lidt nord for den gamle Tun-
nel. Ved dette Arbejde blev i stor Ud-
strækning anvendt Sprængning med Dynamit-
patroner (indtil 200 Sprængninger i Døgnet)
for at løsne Kalken, saa at den kunde bear-
bejdes med Hakke og Skovl. Ogsaa under
Arbejdet i denne Tunnel bleve Folkene
angrebne af Øjensygdomme, men dog
ikke i saa høj Grad som ved Arbejdet i
1850'erne, da der nu ved elektrisk drevet
Centrifugalblæser vedligeholdtes en kraftig
Ventilation.
Den gamle Tunnel under Københavns Havn.
(Efter „Københavns nyere Kloakanlæg".)
STORE TUNNEL-PROJEKTER
I UDLANDET
Som de mest omtalte og de mest stor-
slaaede Tunnel-Projekter i Udlandet kan næv-
nes Planer om Anlæg af en Tunnel under
den engelske Kanal mellem England og Frank-
rig, under den irske Kanal, under Gibraltar-
strædet og gennem Montblanc.
Sidstnævnte Projekt er vel nok det af de
her nævnte, der har mest Udsigt til i en
overskuelig Fremtid at blive ført ud i Virke-
ligheden. Storslaaet som den Tanke er at
gennembore selve Alpekædens og Evropas
mægtigste
Bjærg, vilde
Anlægget
utvivlsomt faa
overordentlig
stor Betydning
for den evro-
pæiske Trafik
og blive skæb-
nesvanger for
de sveitsiske
Jærnbaner. Det
vilde forkorte
Vejen mellem
Genf og Turin
med 166 eng.
Mil og blive Hovedruten — udenom Sveits
— for hele Trafikken fra England og den
nordvestlige Del af Fastlandet til Brindisi.
Tunnellen under den irske Kanal, som jo
bl. a. vilde faa Betydning ved at gøre Sø-
rejsen til Amerika kortere, tænkes lagt fra
et Sted i Wigtonshire paa den skotske Kyst
til et Sted i Nærheden af Belfast paa irsk
Side. Farvandet er her 23 eng. Mil bredt,
men for at faa passende Heldning maatte
man, da Vanddybden er indtil 900 Fod,
gaa nogle Mil ind i Landet paa begge Sider,
saa at Tunnellens Længde vilde blive 34
Mil, hvoraf de 25 vilde komme til at ligge
150 Fod under Havbunden. Man har kal-
kuleret Arbejdets Udstrækning til 12 Aar og
831 — -
Tunneller ude og hjemme
Bekostningen til henimod 180 Millioner
Kroner.
Omtrent af samme Længde — men af
endnu langt større Betydnig — vilde en Tunnel
mellem England og Frankrig blive. Spørgs-
maalet er ikke nyt, det blev rejst for over
hundrede Aar siden af en Ingeniør Mathieu,
som foreslog Napoleon at tage det under
nøje Overvejelse. At det en Gang vil blive
løst, er utvivlsomt, og det er for saa vidt
aktuelt, som det vil blive taget op til Be-
handling åf det engelske Parlament endnu i
Aar. Men selvfølgelig har man ført mili-
tære og politiske Betænkeligheder i Marken
mod Planen, idet man gør gældende; at den
vilde svække det naturlige Værn og Værge,
som Havet er for England. Om disse Be-
tænkeligheder vil vedblive at være stærkere
end Hensynet til den uhyre Vinding, Gen-
nemførelsen vilde betyde for Erhvervslivet —
ja, det vil den, der lever, faa at se. Rent
teknisk betragtet er Planen udførlig, nøje
overvejet og delvist allerede forberedt.
Paa Initiativ af Thomé de Camond blev
nemlig Projektet i Aaret 1867 taget under
Overvejelse af saavel den engelske som den
franske Regering, og en Protokol herom blev
9 Aar senere udarbejdet af en international
Kommission. Der blev ogsaa dannet et en-
gelsk og et fransk Tunnelselskab, som fik
99 Aars Koncession paa Foretagendet, men
Sagen blev saa upopulær i England, at det
engelske Selskab opløstes, og kun en eller to
af Medlemmerne fortsatte, underhaanden og
uden synderlig Fremgang, Arbejdet for Pla-
nens Virkeliggørelse. Paa Frankrigs Side
blev imidlertid Forarbejderne drevne med
mere Kraft, og skulde det nu virkelig blive
til Alvor, vil disse Forarbejder være af stor
Betydning. Tunnellens Udgangspunkt paa
engelsk Side skulde være ved Eastern Rail-
ways Krydsningsstation ved Folkstone; paa
fransk Side skulde Mundingen være ved San-
gatte (nogle Mil fra Caiais), hvorfra Bane-
linien skulde føres ad en Viadukt langs Ky-
sten uden om den stejle Brink til Wissant,
hvor der skulde være Toldstation, Ved
Stationen Marquise skulde Banen have Til-
slutning til Chemin de fer du Nord og tQ
Banen til Boulogne. Turen gennem den 341/i
eng. Mile lange Tunnel vil kunne gøres paa
45 — 50 Minutter; Drivkraften gennem Tun-
nellen skulde naturligvis være Elektricitet.
Allerede for mere end en Snes Aar siden
blev der ved Sangatte boret to Skakter ned
til 288 Fod Dybde, hvorfra to Gallerier blev
ført ud under Havbunden i omtrent 1 1/4 eng.
Mils Længde ; disse Forarbejder med tilhørende
Maskinanlæg er endnu i brugelig Stand, me-
dens de mindre Anlæg paa engelsk Side er
fuldstændig forfaldne og vistnok uanvende-
lige i Forbindelse med et nyt Anlæg. Saa
vældigt et Arbejde det end vilde være at
føre en Tunnel under Kanalen, mener man,
at det i og for sig ikke vilde medføre sær-
lige Vanskeligheder — der kræves blot Tid,
Penge og mellemfolkelig Overenskomst. De
Jordlag, gennem hvilken Tunnellen tænkes
ført, er af fast, leragtig Beskaffenhed, saa at
der næppe vil være Fare for Sammenstyrt-
ninger eller Indstrømning af Vand. Anlæg-
get er projekteret i Form af to cylinderfor-
mede Gange i en indbyrdes Afstand af 50
Fod og forbundne ved flere Tværgallerier.
Fra begge Endepunkter skulde Tunnellerne
sænke sig indtil henimod Midten, hvor de
atter løfter sig lidt; Afledningen af Vand
tænkes arrangeret ved særlige Ledninger, der
ved Enderne af Tunnellen udmunder i meget
dybe Skakter, hvorfra Vandet igen pumpes
op. Man har anslaaet 6 Aar som et til-
strækkelig langt Tidsrum til Fuldførelsen af
Anlægget, hvis vanskeligste Punkt maaske
bliver Ventilationsspørgsmaalet.
Overfor de militære Betænkeligheder, Pla-
nerne om et saadant Tunnelanlæg har mødt,
har man gjort gældende, at Nøglen hertil
jo vilde være Kystviadukten mellem Sangatte
og Wissant paa fransk Side, og at denne
Nøgle let vilde kunne drejes i Baglaas —
832
Tunneller ude og hjemme
baade af England og Frankrig — idet nogle
faa velrettede Granater vilde være nok til at
ødelægge Adgangen til Tunnellen. Men rent
bortset fra den militære Side af Sagen vilde
der være* Forhold nok at tage i Betragtning
— Tunnellen vil jo ogsaa i rent kommerciel
Henseende blive en „strategisk Nøgle", en
af de vigtigste Pulsaarer i det evropæiske
Erhvervslivs Organisme. Den vil, for blot
at nævne et enkelt Punkt, optage en meget
stor Del af den Trafik, der gaar over Nord-
søen, f. Eks. Hovedparten af Emigranttra-
fikken over Liverpool. Den vil endvidere
i første Række revolutionere hele Trafikken
mellem selve England og hele Fastlandet ; de
besværlige Omladninger vil undgaas, Risi-
koen vil blive mindre. De ca. 290 Milli-
oner Kroner, som Anlægget er kalkuleret til,
vilde nok give gode Renter.
DANSKE TUNNEL-PROJEKTER.
Saavidt de store Anlæg og Projekter i Ud-
landet; her skal nu kort omtales de hjem-
lige Planer paa Tunnellernes Omraade.
I et Ø-Rige som vort melder Tunnellen
sig som det naturlige moderne Middel til
Etableringen af hurtige Ruter, særlig da for-
saavidt disse er internationale. Saa udmær-
ket Fyldest end Dampfærgerne har gjort
gennem en lang Aarrække, vil man, hvor
det er muligt, ønske dem afløst af andre,
faste, af vis major og Havari mere uaf-
hængige Forbindelser. Over flere af vore
mindre Havarme er som bekendt Forbindel-
sen tilvejebragt ved Broer, og for en af Ho-
vedruternes Vedkommende — Lillebelt-For-
bindelsen — har Planen om en Bro været
saa vidt fremme, at Statsbanernerne (i 1898-
99) lod udarbejde to Sæt detaillerede Teg-
ninger til en Bro, et Foretagende, der fore-
løbig blev anslaaet til en Udgift paa ca.
151/« Millioner Kroner. Der rejste sig over-
for Planen forskellige Indvendinger — der-
iblandt ogsaa militære — og den synes i
i Øjeblikket at være skrinlagt. Der klæber
ved en Broforbindelse da ogsaa visse Ulæm-
per, som navnlig i et stærkt trafikeret Far-
vand med rivende Strøm og Isgang springer
stærkt i Øjnene. Enten maa Broen bygges
saa højt over Vandfladen, at al Skibsfart
kan foregaa uhindret under Brobuen, eller
man maa regne med Kollisioner, Beskadigel-
ser af Svingmekanismen o. a. m.
Disse Gener undgaas selvsagt ved en
Tunnel, gennem hvilken Færdselen til enhver
Tid kan foregaa uden at forulæmpe og uden
at forulæmpes.
Tre Tunnelprojekter paa dansk Omraade
har været Genstand for alvorlige Overvejelser
og har i den senere Tid været fremme i den
offentlige Diskussion, men det største af disse
— Planen om en Tunnel under Øresund —
ligger endnu saa langt ude i den taagede
Fremtid og har saa uklar Form, at det her
vil være nok lige at nævne det. Det kan
dog bemærkes, at Charles Prelini i sin Prac-
tical Treatise om Tunnelling (fra hvilket Værk
adskillige af de her fremsatte Oplysninger er
hentede) anfører en Øresunds-Tunnel som et
af de Projekter, der i særlig Grad har Krav
paa Opmærksomhed.
Det andet danske Projekt, en Tunnel un-
der Lillebælt, har været taget op til nærmere
Overvejelse, bl. a. af Landsthingsmand Schultz,
hvis Forslag *) har i Hovedtrækkene følgende
Udseende: Tunnellen tænkes bygget i to
Halvdele (to Længder) af Jærn, Staal og
Cementbeton, saaledes, at den ydre Omkreds
eller Skal bestaar af svære Staalplader sam-
mennittede paa T-Jærn, ved Afbinding for-
bundne med T-Jærn i den indre Omkreds og
herimellem Beton med indstøbt Jærnfletværk.
Tunnellen bygges paa Land (en Halvdel paa
hver sin Side udfor det Sted, hvor den skal
anbringes) paa Banevogne, der staar paa
Spor paa et dertil indrettet Skraaplan. Efter-
haanden som der bygges til, bringes hver
*) „111. Tidende«, Februar 1907.
833
Tunneller ude og hjemme
Projekteret Tunnel under Lillebælt.
Halvdel til at glide i skraa Retning ud i
Bæltet, og naar de to Halvdele mødes, sam-
les de først udvendig af Dykkere og der-
efter yderligere udvendig. Indtil Samlingen
er udført, maa hver Halvdel være lukket for
begge Ender, og den sidste Del af Materi-
alet bringes ned gennem en Skakt; sluttelig
tilvejebringes Forbindelsen. Tunnellens sam-
lede Vægt er beregnet til 194,724,296 Pund,
og hele Anlægget, indbefattet Banestræk-
ningerne mellem Middelfart og Fredericia, er
anslaaet til at koste ca. 8 Millioner Kroner.
— Det kan vistnok siges, at Projektet i den
foreliggende Form vilde være overordentlig
vanskelig realisabelt.
Det tredje danske Tunnelprojekt gælder
Tilvejebringel-
sen af en Jærn-
baneforbindelse
under Farvandet
mellem Masnedø
og Falster.
Det er vel nok
det af de tre Pro-
jekter, der har
nærmest Udsigt
til at blive vir-
keliggjort, og
dets Betydning
for den store
internationale
Rute mellem
Skandinavien og
det øvrige Ev-
ropa via Dan-
mark er umid-
delbart indlysen-
de. Betimelighe-
den af at søge
denne Rute gjort
saa hurtig og sikker som muligt under-
streges stærkt af de svenske Bestræbelser
for at drage Trafikken fra Gedser — War-
nemiinderuten over til den svensk-tyske Linje
Trelleborg — Sassnitz. Og da Forbindelsen
ved Dampfærge som ovenfor nævnt medfører
Forsinkelse, forskellige Ulæmper og Usikker-
hed — sidste Vinter var Forbindelsen her
som bekendt i flere Dage afbrudt ved Is-
gang, og en Færge kom i Besæt under meget
vanskelige Forhold — har man optaget Pla-
nerne om en fast Forbindelse.
Medens Statsbanerne har projekteret en
Bro (ført over Holmen Masnedø Kalv), har
Ingeniørfirmaet /. Saabye og O. Lerche ud-
arbejdet et interessant Forslag til Anlæg af
en Tunnel.
Denne tænkes
bygget af Beton
med Indlæg af
Jærn i Sider,
Loft og Bund,
udført i Styk-
ker, der hviler
paa Fundamen-
ter, forsænkede
i og nedstøbte
i Havbunden.
Udvendig be-
skyttes Tunnel-
len ved Jord-
fyld og Sten-
kastning, saa
at den ikke kan
lide Overlast af
passerende Skibe
eller ved Strøm
og Isdrift. Læng-
den af den luk-
kede Del af Tun-
834
Tunneller ude og hjemme
neilen bliver omtrent lj% dansk Mil, hvor-
til ved begge Ender kommer aabne Afslut-
ninger til Forbindelse med de nuværende
Baner, saa at den samlede Længde mellem
begge Endepunkter (paa hosstaaende Kort-
skitse Strækningen A — B) bliver ca. 16,000
Fod. Paa Midten er Tunnellen vandret med
en fri Vanddybde af 30 Fod over, ved begge
Ender stiger den op mod Land. Den er
projekteret enkeltsporet og har i sit Indre
Plads til — foruden Sporet og Banevognen
— Ledninger til Ventilation, til Oppumpning
af Vand og til elektriske Ledninger for Be-
lysning.
Bekostningen er anslaaet til ca. en halv
Snes Millioner Kroner.
EN SVIMLENDE PLAN.
Det 20de Aarhundredes Menneske er i
den Grad vænnet til „det vidunderlige", at
intet mere forbavser ham; han fødes uim-
poneret. Og som han nu med Sindsro ruller
gennem Simplon, finder denne Genvej ganske
selvfølgelig, vil næste Generation — eller Ge-
nerationen efter den — sagtens finde en Tur
over den engelske Kanal med Skib en pud-
sig gammeldags Rejsemaade eller en Sports-
præstation. Jules Vernes Fantasi har kun
plumpe Hønsevinger, der ikke evner at bære
op mod Virkelighedens Tinder; al Fortids
brogede Eventyr blegner mod dem, Nutid
og Fremtid skriver i Kul og Sod og
Staal.
Men som Slutning paa denne lille Oversigt
over Tunnelanlæg skal staa Omtalen af et
Projekt, som alligevel er egnet til at frem-
kalde en Smule Svimmelhed; et „wild cat-
Projekt" maaske, men ikke desmindre hyppigt
drøftet og indgaaende overvejet. Det er An-
lægget af en Tunnel under Beringsstrædet, en
60 eng. Miles Jærnbanepassage under det
dybe Vand, der skiller den nye og den gamle
Verden. Anlæget anslaas til at ville koste
smaa 1010 Millioner Kroner og vilde som
nødvendigt Tillæg kræve 5000 Mil ny Jærn-
bane anlagt gennem uvejsomme, arktiske Egne.
Om Nytten af Anlægget vilde komme til at
staa i nogenlunde rimeligt Forhold til Ofret
af Kapital og Menneskeliv, faar staa hen
— men det vilde gøre det muligt at fore-
tage Rejsen fra Paris til New York i samme
Waggon og uden at udsætte sig for Sø-
sygens Kvaler. Gør ikke alene dette Planen
fortjent til Overvejelse?
Viadukten ved Sangatte paa den franske Side af Kanalen.
Endepunkt for den projekterede Tunnel under Strædet ved Caiais.
= 835
IMPRESSIONISTEN
Af Karl A. Tavastjerna.
Naar man nu til Dags taler om Impres-
sionister, forstaar man derved gærne en
Del franske Malere, som stræbte efter i deres
Kunst saa nøje som muligt at gengive de
Indtryk, de modtog ved Synet af et Land-
skab, en Person o. s. v. , mere end selve
Landskabet og Personen. Længe førend Im-
pressionismen existerede som Skole, havde
følsomme Nervesystemer deres heftige For-
nemmelser og har det endnu uden at
forsøge at opstille Regler, efter hvilke an-
dre, mindre forfinede Nervestrænge skal lære
at føle som de.
Inden Impressionismen var kommen paa
Moden som Kunstskole, boede vi en Som-
mer tre unge Mænd sammen ved et Bade-
sted og lod som om vi plejede vort Hel-
bred. Sjælen i vort lille Samfund var Søl-
vermarck, kendt under det forkortede Navn
Marck af alle sine Venner, og det var egent-
lig dem, der udgjorde hans Verden. Den
øvrige Menneskehed laa ham temmelig lidt
paa Sinde. Han vat* den gladeste blandt
den Tids glade Studenter, et rent Vidunder
af Sorgløshed , godt Humør og Sygelighed,
Galgenhumorist ex professo, sysselsat med
de frie Videnskaber og sit farlige Hjerte-
onde , som helt pludselig lod hans frisk
strømmende Lune stilne af, just naar det
flød allermuntrest. De andre Badekamme-
rater var Hesten, saa kaldet først af Marck
og siden af alle andre Kammerater, desfor-
medelst han lignede en Hest baade af Ud-
seende og Karakter ; den tredje var jeg selv.
Selv et aldeles fantasiløst Menneske maatte
efterhaanden i Mareks Selskab være begyndt
at tænke paa, at der maaske alligevel fandtes
noget mere mellem Himmel og Jord end
Frokost, Middag og Aftensmad, plus god
Søvn om Natten. Ti han ejede i høj Grad
den Nervernes og Forstaaelsens Følsomhed,
der siden lig en Epidemi har grebet om sig
i vide Kredse og avlet Impressionismen som
Kunst, Spiritismen som Religion, Mystiken
og Symbolismen som Literatur.
Marck havde gennem Anlæg og Øvelse
naaet en formelig Virtuositet i at fange et
Indtryk i Flugten, han grublede selv stille
over sine Iagttagelser og meddelte os an-
dre i Reglen kun Slutresultatet af sine Spe-
kulationer. Da han en Mængde Gange havde
konstateret, at hans Instinkt ikke bedrog
ham, stolede han snart blindt paa det før-
ste skarpe Indtryk af Mennesker og det selv
af Folk, han aldrig havde talt et Ord med.
Hans specielle Kunst var at slutte fra et
Menneskes ydre, dyrelignende Ejendommelig-
heder til hans Sjælsegenskaber, og han redu-
cerede alle Mennesker, som kom indenfor
hans Synskreds, kort og sikkert til det eller
det Dyr. Hans Karakteristik var altid træf-
fende, naar han afgav den, og selv om det
skete i den allermest barokke og overdrevne
Form, laa der Alvor i hans Blik og paa
Bunden af hans Skjæmt. Hans største In-
teresse var at „lege Menageri" med Men-
neskeheden, og hans Uvilje overfor visse Ar-
ter indenfor Zoologien var saa stor, at han
aldrig kunde vise Venskab mod en Svine-
type eller en, der bar Ulvens og Schakalens
fejge, lumske og grusomme Linjer i sit
Ansigt.
Vi havde nu og da skarpe Disputer om
hans Methode, jeg modsagde ham af Prin-
cip og kaldte det naragtigt at lade sit sunde
Omdømme forblindes af et dunkelt Indtryk,
som man knapt nok kunde gøre rede for
og som umuligt kunde være ufejlbarligt.
Han saa da paa mig med et sælsomt,
tankefuldt Blik uden Skygge af et Smil og
sagde:
— Dumme Dyr, som har mistet dit In-
stinkt!
Jeg tog Handsken op og svarede, at min
836
Impressionisten
forstandige Overvejelse erstattede Instinktet
hundredefold.
— Forstandige Overvejelse! sagde han.
Den kommer først bagefter, som det ligger
i selve Begrebet. Vist er man et dumt Dyr,
om man giver Afkald paa sine naturlige,
medfødte Evner til strax at skelne mellem
stærke og svage. Mennesket er Skabningens
Krone, Summen af Udviklingen, — skulde
det da ikke rumme Dele af alt ondt og godt,
som det har arvet fra sine forhistoriske
Stammefædre indenfor Dyreverdenen, og skulde
det da ikke ogsaa ligesom de lavere Dyr
eje en Sjælsevne, der øjeblikkelig siger det,
naar det skal beskytte sig mod en Fjende?
Dumme Dyr, siger jeg! Livet er ikke blot
en flad Forstandsproces som du tror, — i
det mindste ikke endnu! — Se bare paa
Hesten! fortsatte Marck. Han gaar nu her
og vrinsker stolt og ser prægtig ud paa vor
sommerlige Eng. Har du set en mere uom-
tvistelig Hest i menneskelig Skikkelser Og
han er i Færd med at blive forelsket. Du
skal se, han bliver den allermest ridderlige
Mand mod sin Hustru. Han vil komme til
at bære hende gennem Livet, kærlig og no-
bel og stærk paa en Gang. Kan du ikke
se, at han pruster af Livslyst, naar han vej-
rer sin Elskede paa Afstand med sin store
Hestemule? Var jeg Kvinde, skulde jeg tage
ham bare af Instinkt, for en lettere ledet og
kækkere Karl kunde jeg aldrig faa. Jeg ken-
der ham jo som Ven, og jeg kender ogsaa
mere end en virkelig Hest og kan sammen-
ligne de to Parter. Men jeg kan ikke be-
gribe, hvor Folk har deres Øjne, naar de
ikke for længe siden har udgivet en Lære-
bog i anvendt Zoologi.
— Du er gal, sagde jeg i al Alminde-
lighed.
Marck svarede med underfundig Munter-
hed og Øjne, der gnistrede af bitter Spot.
— Ja, javist! Hvem er ikke det? I Sær-
deleshed naar man har saakaldte Ideer! I
Munden paa Middelmaadighederne og de
sunde Forstandshjerner har jo selve Ordet
Idé faaet en Biklang af Galskab. At have
Ideer betyder jo for det brave Borgerskab
det samme som at være forrykt. Men jeg
for min Del vil hellere være forrykt og lege
Menageri med hele Redeligheden, end jeg vil
høre med til den. Ti de er en Kvægdrift
alle tilsammen, tamme, ufarlige Husdyr, som
drives i Folden af Ejerens Karle for at mal-
kes og saa igen drives ud paa Markerne for
at faa fyldt sine Yvere til næste Malkning.
Det er hele den saakaldte Statshusholdning.
Og den er til deres eget Bedste.
Han var oprørt og kneb sine smalle Læber
saa energisk sammen, at der blev Gruber i
Kinderne, og Munden tegnede sig kun som
en smal Streg med en spodsk Bøjning i Vi-
gerne. Galgenhumoristen var komplet for-
svunden, og hans skarpe, graa Øjne viste
et Par Pupiller, som fik En til at tænke
paa Peberkorn.
Jeg vilde til at sige noget formildende
om, at jeg ikke mente mine Ord akkurat
som de faldt, da han gættede min Hensigt
og igen fik sit spodske Smil:
— Nu skal du ikke prøve paa at blive
en beskeden Skødehund, som slikker det
Saar, den lige har bidt. Du har forresten
ikke Stuekøterens Karakter men snarere Dog-
gens. Og naar Doggen bides er det for
Alvor. Den faar Krampe i Kæberne, ser
du, og du faar ogsaa Krampe i hele dit
Væsen, naar du bliver vred, det ved jeg.
Du er modig som en Buldog og regner ikke
saa nøje med at gaa løs paa en Fjende,
der er tre Gange saa stærk som du. Er du
saa tilfreds.
— Tak skal du ha' ! sagde jeg. Og saa
gik vi ud og glemte vor Disput.
II.
Et Par Dage senere stod vi nede ved
Dampskibs-Broen og tog imod nye Bade-
gæster. Hesten kastede, smaa vrinskende og
utaalmodig, søgende Blikke efter sin Skjønne
837
Impressionisten
uden at finde hende, medens Marck og jeg møn-
strede de Ankommende. Damperen var netop
i Færd med at lægge til, Passagererne stod
paa Dækket og gabede ganske uintelligent
ud over Badestedet, ti enten var de Tu-
rister, hvem Stedet var ganske ligegyldigt,
eller de skulde i Land her, og da lagde
tusinde Ting, de just skulde have besørget,
Beslag paa deres Tanker og Udseende.
— Dumme Dyr allesammen, var Mareks
summariske Slutningsbemærkning, efter at han
ransagende var faret gentagne Gange med
Blikket hen over Skibet.
Da bøjede i det samme en skulderbred
og tæt middelalderlig Mand sig ud over
Rælingen for at se efter, om Landgangen
ikke. snart blev sat til. Jeg havde næppe
lagt videre Mærke til ham, om jeg ikke
havde set, hvor stærkt et Indtryk han gjorde
paa Marck. Saa snart denne fik Øje paa
den kraftige Skikkelse med Rovdyrhovedet
mellem de brede Skuldre, hagede hans Blik
sig saa energisk fast ved den, at ogsaa jeg
begyndte at interessere mig for den Rejsende.
Han vendte sig strax efter om mod os
og viste forfra sit brutale Ansigt og de væl-
dige Kæber, den underste skydende sig frem
over den anden, sluttende tæt sammen som
om en Hemmelighed. I det samme følte han
sig iagttaget, og hans Blik droges magnetisk
mod os uden Tvivl om, at det var os, som
iagttog ham. I Begyndelsen var det stik-
kende af en uvilkaarlig, uklar Mistænksom-
hed , som han dog ligestrax fik Magt over,
hvorpaa han vendte Øjnene bort, for strax
efter at sende os et nyt Blik, i hvilket det
tidligere Udtryk var forandret til en saa ta-
lende Haan, at jeg maatte spørge Marck,
om han gav Agt paa det.
— Tror du, jeg er blind, eller hvorfor
spørger du? Skulde jeg ikke lægge Mærke
til et saadant Monstrum ! Et Menneske, som
halvvejs er en Gedde, halvt en Hyæne! Alt
det brutaleste og lumskeste, som findes i
Dyreriget. Eller har du set Magen til den
Slags farlige Kæber hos andre end Gedden?
Og saa Øjnene! Det Blik er Tyvens, den
fejge Tyvs og Ligrøvers! Var jeg Byfoged
her paa Pladsen, lod jeg ham snarest mulig
sætte fast. Han kan umulig være uskyldig.
— Naa naa, indvendte jeg smilende, det
er dog uden Lov og Dom at berøve Folk
Ære og Anseelse.
— Han ejer ikke Ære og fortjener ingen
Anseelse, indvendte Marck meget bestemt
— Det skulde du ikke sige for højt —
du kunde i en Haandevending blive ankla-
get for Æresfornærmelse.
— Jeg vilde vinde Processen, svarede
Marck kort og nærmede sig Landgangen,
hvor den Fremmede gjorde sig i Stand til
at gaa i Land. Hesten sluttede sig til os,
og vi modtog alle tre et særdeles ubehage-
ligt Indtryk, da den Rejsende gik forbi os
med udfordrende tilbagekastet Hoved og et
spodsk Træk om Læberne. Han sendte os
ikke et Blik, men jeg kunde se, at det si-
trede og skjalv i hans Øjenkroge, som om
han maatte beherske sig for ikke at vise
os det gærende Fjendskab i sit ubehagelige
Blik.
Da han var gaaet op imod Staden, saa
Marck i Tanker efter ham og sagde ganske
højt, saa at alle omkringstaaende kunde høre
det:
— Hvem vil vædde med mig? Han sid-
der i Tugthuset inden Aaret er omme!
— Hvem? spurgte Hesten nysgerrig.
— Han, Ligrøveren naturligvis, som lige
nu gik op mod Byen.
Tys for Fanden ! Det er jo Bestyreren paa
Kumlinge, en almindelig agtet Mand, faldt
Hesten ham i Talen.
Den Oplysning bevægede ikke Marck det
aller bitterste.
— I kan jo gærne ære og agte ham ind-
til videre, sagde han roligt. — Jeg vogter
mig for ham, gør jeg. Og saa meget er
vist, at han aldrig skal bestyre en Femøre,
som jeg kan kalde min.
838
Impressionisten
— Saa saa, hold nu op med at spille
Orakel, sagde Hesten halvvejs forarget over
hans sikre og overlegne Tone. ' — Du er
paa gal Vej med dit fuldt færdige Om-
dømme.
— Det skal vi siden faa at se, gav
Marck til Svar og smaafløjtede ubekymret
og ligegyldigt ind i Ansigtet paa Hesten.
— Du burde være Opdagelsesbetjent, fore-
slog jeg.
— Der findes daarligere Opdagere end
jeg. Og husk nu paa, hvad jeg har sagt
om ham.
Marck hyllede sig i sin Orakelværdighed
og imponerede os næsten med sin urokke-
lige Sikkerhed. Han mødte vor Tvivl og
vor Spot med sit ejendommelige, skarpe og
drillende Blik og slog saa til Slut det hele
hen med et ironisk: Ja, hvad Pokker kom-
mer det egentlig os ved — vi har jo ikke
Penge i Kumlinge Fabrik — og heller ikke
andetsteds da!
Men han blev hele den Dag ved med at
være ordknap og alvorlig, og hans Blik var
indadvendt som en Visionærs, med et for-
underlig fjærntstirrende Udtryk. Om Aftenen
skulde vi ned og spise i Badehotellets Sal,
men Marck tav med sin Skæmt og stansede
brat, da han paa Verandaen udenfor An-
stalten opdagede Kumlinge Bestyreren, der nu
med brede, overbevisende Gebærder forkla-
rede et eller andet for et Selskab Herrer.
Vi forsøgte uden Nytte at faa Marck med
til vort vanlige Aftensbord. Han vendte om
med den Bemærkning, at han hellere vilde
spise alene, end han vilde gøre sig gemen
med et Naboskab som det paa Verandaen.
Tilsidst lod vi leende ham gaa sin Vej; vi
kendte hans Særheder og havde en vis Re-
spekt for dem.
Men ved Aftensbordet diskuterede vi iv-
rigt hans Besynderligheder og betragtede den
skulderbrede Bestyrer saa nærgaaende , at
han tilsidst, besværet af vor Opmærksomhed
fortrak indenfor med sit Selskab. Da gik
det løs med Bemærkninger om den forjagne,
og vort enstemmige Omdømme var, at han
forekom os at være en i det Ydre meget
ubehagelig Person, men ingen af os sluttede
os til Mareks Anskuelse. Tværtimod hæv-
dede en af Lægerne med megen Vægt, at
Marck led af Idiosynkrasi og Hallucinationer
og hellere maatte" slaa sig ned paa en rolig
Nervekuranstalt end ved et Badested med en
livlig Strøm af Mennesker og de for ham
farlige Typer.
III.
Marck gennemgik trolig sin Badekur, uden
at den gjorde hans Helbred synderlig bedre.
Hvad Humøret angik, behøvede det ikke at
blive bedre, — lod det til — snarere det
modsatte, ti hans glade Kammeratsind fri-
stede hans Venner til at faa ham med paa
Vidtløftigheder. Dog at begaa saakaldte
Dumheder var Mareks største Glæde baade
ved Badestedet og senere i Helsingfors, hvor
han skulde passe sine Studier. Der blev
dog ikke noget alvorligt Arbejde af. Bade-
kuren og det sunde Liv udendørs havde
faaet ham til at glemme sin Hjertefejl, saa
at han ved Semestrets Begyndelse tog en
Smule for heftigt fat paa Studenterlivets Glæ-
der og fik en alvorlig Mindelse om sin Syg-
dom. Den holdt ham siden indestængt næ-
sten hele Vinteren, og tillod ham kun nu
og da at tage Del i Kammeratlivet, som for
ham beholdt hele sin Poesi og en desto
større Tillokkelse jo strængere det var for-
budt. Lykkeligvis for Marck var han af
formuende og fremragende Familie og be-
høvede ikke at blive Melankoliker paa Grund
af Pengesorger. Han var uanfægtelig mun-
ter og slagfærdig sin Sygdom til Trods, og
slap han ikke ud blandt Vennerne, saa kom
de til ham. Men saa vennesæl og god en
Kammerat han end var , kendte ingen ham
ret til Bunds. Hans drastiske Lune gjorde
en elegisk Selvbekendelse fra hans Side al-
deles umulig. Og maaske var det blot den
839
Impressionisten
uhelbredelige Melankolikers overgivne Lystig-
hed, fordi han saa den beredte andre en
saa stor Fornøjelse, og fordi han ved dens
Hjælp bedst skjulte -og glemte sine egne
mørke Tanker. Det var min Tro om
ham.
Oppe i hans Ungkarlehjem ved Alexander-
gaden samledes Vennerne som oftest for at
fordrive hans ensomme Rekonvalescentstun-
der — helt rask var han aldrig, saa længe
jeg kendte ham — og det blev i de fleste
Tilfælde ikke dem, der fordrev Tiden for
ham, men derimod han for dem. Han
slæbte sig hen til Pianoet, og havde han
ikke lavet en ny Vise siden sidst, saa sang
han sine gamle,, saa det ekkoede ud gen-
nem Dobbeltvinduerne ud over Gadens Sten-
bro, og Pigerne saa kende op til hans Vindu,
naar de gik. forbi, undrende sig over, hvem
den glade Magister var, som holdt saa mun-
ter Gratis-Koncert for alle dem, der boede i
Gaarden.
Naar de sommetider bagefter saa en ind-
pakket, skægget Mand af ældet Ydre og
med bøjet Ryg slæbe sig møjsommeligt op i
en ventende Droske, kunde de aldrig rigtig
tro paa. at det var ham, som sang de over-
stadige og kaade Viser med saa friskt et
Liv og saa overstrømmende Humør.
Der fandtes mere end en blandt Mareks
Bekendte, som med en foragtende Surhed
talte om ham som en halvt utilregnelig Per-
son. Deres Omdømme om ham støttede sig
mindre paa Kendskab til ham selv end paa
Frasagn om hans gale Streger, inden han
blev alvorligt syg. Desuden havde Marck
et overlegent og udfordrende Væsen til Raa-
digded overfor enhver, som ikke behagede
ham ved første Indtryk — og det var ikke
faa. De existerede rent ud ikke for ham,
og kom de paa hans Vej, var de Luft for
ham. Han kunde se paa et Menneske som
stirrede han paa et eller andet tværs igen-
nem ham. Og en aldrig* saa lidt udviklet
Selvfølelse maatte dog blive ubehagelig til
Mode og saaret af denne raffinerede Lige-
gyldighed.
For sine mange Venner var han en helt
anden. Hans Elskværdighed og Venskab
var lige saa udsøgt som hans Ligegyldig-
hed. Et ubetydeligt Løfte, afgivet i løftet
Stemning for lange Tider siden, indløste han
helt uventet en skønne Dag som ved en Til-
fældighed, men under Bagatellen laa et Flet-
værk af det mest fintfølende Venskabs dir-
rende Strenge, for fine til at vises i fuldt,
nøgternt Dagslys og til at tage og føle paa.
Min fulde Hengivenhed vandt han ved
følgende djærvt fantasifulde Sympatibevis.
Jeg havde i et muntert Selskab opført mig
dumt over for en Person, som var mig ube-
hagelig, og overfor hvilket lavpandede Indi-
vid jeg aldrig burde have forløbet mig. Vi
var kommen i Ordstrid om en Bagatel, det
ene Ord tog det andet, jeg blev heftigere
og heftigere, men min Modpart stedse ro-
ligere og skarpere, indtil min Hidsighed til-
sidst røg mig ud i Fingerspidserne, og jeg
umulig kunde beherske mig men strøg ham
med min flade Haand nærgaaende fornærme-
ligt over Ansigtet.
Vor lille Kammeratkreds havde den gode
Egenhed at holde paa god Tone overfor
mere Fremmede, og min Opførsel blev be-
svaret med en almindelig og tydelig Mis-
billigelse fra alle mine Venner. Den For-
ulempede drejede' rolig sin Mustache tilrette
med en vis Skadefryd i sit ubehagelige An-
sigt og belavede sig paa naadigt og ydmy-
gende at tilgive mig, naar jeg af Kamme-
raterne skulde blive tvungen til at bede ham
om det.
Man sad just og diskuterede, paa hvad
Maade jeg skulde gøre ham min Afbigt, og
i al Almindelighed var Stemningen ganske
udelt imod mig. Jeg havde naturligvis øje-
blikkelig angret min Heftighed men blev ilde
berørt over den strenge Bod, Kammeraterne
foreskrev mig. Jeg stod netop i haard Strid
med min Stolthed, da Marck, som hidtil
840
Impressionisten
havde siddet ganske stille uden at blande
sig i Diskussionen, pludselig rejste sig, nær-
mede sig min Modpart og gav ham to kraf-
tige Strøg med flad Haand over Ansigtet,
alt med den roligste Mine af Verden, al-
deles som om han opfyldte en naturlig Pligt.
Der blev et Øjeblik musestille i Selskabet.
Den Forulempede tabte sin Sikkerhed ved
Mareks Manøvre, og saa komisk var den
ved hans urokkelige Overbevisning, at selv
de alvorligste Øjeblikket efter brast i Latter.
Jeg var frelst for Ydmygelsen derved at
Marck med fuldt Overlæg, af Venskab for
mig, havde begaaet samme dumme Handling,
som jeg i Vrede nys havde gjort mig skyl-
dig i. Det var fuldt ud at redde Situa-
tionen for mig!
— En Fyr, som er glad over, at man
forløber sig imod ham, fortjener ikke bedre,
sagde Marck og satte sig igen.
Siden den Stund elskede jeg ham.
IV.
En Dag i Marts fandt jeg Marck alene
hjemme, halvt liggende i sin store Stol med
et Toiletspejl foran sig paa Bordet. Jeg
traadte ind i Værelset, og Marck kastede et
Velkomstblik op over Spejlet men faldt saa
snart tilbage i Betragtningen af sig selv.
Han var ualmindeligt alvorlig, og Samtalen,
som jeg forsøgte at holde gaaende, gled ud
i den ene Pavse længere end den anden,
medens Marck uafbrudt strøg sig om Skæg-
get med Blikket fæstet ved Spejlet.
— Skal du optræde paa Scenen, eller
øver du dig allerede til næste Rigsdagssam-
ling?
— Nej — jeg beundrer bare mig selv.
Igen en lang Pavse.
— Forstyrrer jeg dig?
— Nej.
— Naa, saa bliver jeg rolig siddende.
— Ja gør det. Har Du læst Aviserne i
Dag?
— Jeg har kigget i dem.
— Naa.
— Staar der noget vigtigt i dem?
— Ne — ej — egentlig ikke. Det vil
sige, der staar, at jeg havde Ret.
— I hvilken Henseende?
— Der staar at Bestyreren af Kumlinge
Fabrik er bleven arresteret for falsk Bog-
føring og Bedrageri . . .
— Hvad siger du?!
Jeg snappede Avisen, som laa der paa
Gulvet ved Siden af Marck, og læste den
kortfattede Notits om Direktørens Fængs-
ling, medens Marck undersøgte sine Tænder
i Spejlet.
— Det var da højst mærkværdigt, ud-
brød jeg.
— Aa nej, det er aldeles naturligt, at
det maatte gaa saaledes, sagde Marck uden
den mindste Klang af Triumf i Stemmen.
Jeg kunde ikke andet end betragte Marck
med stille Undren.
— Og nu stiller jeg mit eget Horoskop
for halvfjerdsindstyvende Gang, sagde han
træt og saa sig igen i Spejlet.
Hans Tone lød saa højtidelig og alvorlig,
at jeg ansaa det for rigtigst at forsøge en
lille Spøg.
— Du undslipper vel i det mindste Ret-
færdighedens Arme, og naar uskadt Amerika
med en halv Million i Lommen?
— Nej, jeg undslipper ikke Retfærdig-
heden, svarede han og slap Spejlet. Han
sank tilbage i sin Stol og saa paa mig med
sit underlige Visionærblik.
— Du fantaserer!
— Ak ja! — han forsøgte at slippe den
alvorlige Tone. — Det er bare Narrestreger.
Ingen af os undgaar jo den sidste Retfær-
dighed. I Dag jeg, i Morgen du! Det kom-
mer ud paa et.
Det ringede paa Entrédøren og ind kom
en munter Skare Venner, som havde læst
Notitsen i Aviserne og vilde gratulere den
dygtige Spaamand. Men han var ikke i
— 841
Impressionisten
Humør til at tage det Hele saa let som de.
Begivenheden havde tydeligt nok gjort mere
Indtryk paa ham end paa dem, og han an-
saa det nok for noget mere end blot et
Skæbnens Spil. Han tilbed at vise, hvor
naturlig og selvfølgelig Sammenhængen var,
men hans stirrende , sælsomme Blik talte
højt om et helt System af alvorlige Tanker
bagved den spøgende Tone.
— Det var Skade, at ingen tog mod
Væddemaalet med mig i Sommer, sagde
Marck, — nu vilde det have indbragt mig
en munter lille Festmiddag — !
— Det er nok bedst, at du holder dig
borte fra hvilkensomhelst Festmiddag, saa
længe du er saa daarlig, var der en som
sagde.
Da glimtede det op i Mareks stirrende
Drømmeblik. Han holdt ikke af Forskrifter,
ikke en Gang af Lægens.
— Mon jeg dog ikke skulde fejre min
Triumf med en lille Middag — ? henkastede
han.
Forslaget mødtes med enstemmig, stærk
Opposition. Det gik umulig an at slippe
Marck løs til Fest, saa syg han var. Des-
uden havde man ikke Tid. De ældste og
fornuftigste nærmede sig Døren for at afbryde
al videre Mulighed for Diskussion. Men da
sprang Marck op med usædvanlig Spænd-
stighed, laaste Udgangsdøren og stak Nøglen
til sig.
— Ja, værsgo og sid ned, sagde han,
— for ud kommer I ikke, uden at I gaar
med til Middagen.
Det var Mareks store Hemmelighed, at
han kunde foretage sig næsten hvad som
helst med Folk, uden at det mislykkedes. Han
afvæbnede enhver allerede ved sine uberegne-
lige Paafund, som han altid satte snarest
mulig i Værk, uden Vankelmod og med en
imponerende Bestemthed. Men især tilgav
man ham for den uforlignelignelige komiske
Alvor, med hvilken han drev Spasen ud til
dens yderste Spids, uden at bryde sig en
Gnist om hvad man tænkte om ham. Hans
Slagfærdighed gjorde Resten, og den havde
reddet ham ud af utallige brydsomme Van-
skeligheder overfor Fremmede.
Blandt Vennerne kendte man hans kaade
Lune, som atter begyndte at gro nu ved
Vaarens Frembrud.
— Kom nu med Nøglen, kommanderede
de Fornuftige, som vilde bort og unddrage
sig det moralske Ansvar for en Festmiddag
med Patienten.
Marck havde pludselig faaet hele sin glade
Energi tilbage, han nærmede sig Vinduet,
aabnede Ruden og stod med Nøglen i Haan-
den, parat til at kaste den ud.
— Hvis I ikke gaar med til min Afskeds-
middag i Dag, saa kaster jeg Nøglen ud og
lukker os inde her, til vi faar en Smed her-
hen, som kan bryde Døren op!
— Nej hør — lad nu være med de Narre-
streger! Vi har ikke Tid!
— Har I ikke Tid til at tage Afsked
med mig? Det er mig, som giver Mid-
dagen.
— Hvad er det for en Afsked? Det er
jo Dumheder? Lad os saa komme ud!
— Nej! Gaar I med, eller gør I ikke?
Ja eller nej?
— Nej, lød det energisk.
— Saa kommer I til at vente!
I det samme fløj Nøglen ud gennem Vin-
duet. Marck fik Overbalance og faldt om
paa en Stol. Nøglen havde saadan en Fart,
at den beskrev en Bue over hele den lille
Gaardsplads og slog klingrende ned mod et
Udhustag i Nabogaarden. Der laa den og
skinnede i Solen, — vi var indespærrede.
— Hvad Pokker skal det betyde . . . .?
faldt man over ham.
— Hvorfor hørte I ikke paa mig? Det er
Jeres egen Fejl. Jeg vilde invitere Jer til
Middag, fordi jeg gættede rigtig med Kum-
lingermanden allerede for et Aar siden, og
fordi jeg har afgjort med min Far, at jeg
skal følge udenlands med ham allerede om
842
Impressionisten
en Uge. Jeg skal pleje mit Helbred. Der-
for vilde jeg tage Afsked med mine Venner
ved en lille Middag, for vi ses maaske ikke
saa snart igen . . .
— Aa, bild os bare ikke det ind! Der
er vist ikke afgjort noget om den Rejse
endnu . . .!
— Er der ikke, raabte Marck og trak en
Anvisning paa en Wienerbank frem. — Plejer
jeg at lyve?
Almindelig og stum Overraskelse.
— Hvorfor har du ikke før talt om det
til nogen?
— Jeg har jo hele Vinteren talt om, at
jeg til Foraaret skulde sydpaa, men I tror,
jeg taler hen i Vejret, aldeles som den Gang
jeg spaaede rigtig om Kumlingeren.
Marck var Herre over Situationen og nød
den stille hvilende i sin Liggestol med An-
visningen mellem sine magre Fingre.
— Ja, lad os nu komme ud, begyndte
Oppositionen igen efter en Pavse.
— Det kan jeg ikke. Raab om Hjælp
ud af Vinduet!
— Du har en anden Nøgle.
— Nej! Men hvis I gaar med til Mid-
dagen, saa skal jeg trolde Jer ud herfra.
Det er jo ikke saa morsomt, naar fremmede
Mennesker skal komme og lukke op og finde
Jer allesammen her, fangne som Rotter i en
Fælde — eller hvad mener I?
Man vilde ikke give sig. De, som var
mest forbitrede, forsøgte at bryde Forstue-
døren op eller rodede i alle Hjørner og
Kroge efter den anden Nøgle. Forstuedøren
forblev urokkelig aflaast, og ingen Nøgle var
der at finde, som passede. Ikke heller var
var der nogen at øjne i Gaarden.
Der fulgte en lummer Stemning med op-
trækkende Uvejr. Den eneste, som ikke
syntes at føle Indflydelsen af Elektriciteten i
Luften, var Marck. Hans Minespil blev
stedse kaadere, og tilsidst sagde han.
— Ak, Herregud! Er det nu noget at
være vrede for, at jeg ber Jer til Afskeds-
843
middag? Jeg kan jo love at gaa hjem efter
Kaffen, saa har I ingenting paa eders Sam-
vittighed. Det vil tværtimod gøre mig godt
at komme lidt ud.
Man begyndte at blive træt af at være
fornærmede. Selskabets Samvittighed, vor
ældste Ven Doktoren, gjorde de første Tilløb
til Forsoning, men Marck erklærede stædig,
at han kun mod Alles fælles Løfte om at
gaa med til Middagen vilde trolde dem ud.
— Ellers maa I blive her til Klokken
fire, naar Konen kommer med Middags-
maden !
Klokken var tolv nu, og de fire Timers
Ventetid forekom os alle ganske sandsynlig
med vort Kendskab til Marck og hans af-
sides liggende Ungkarlelejlighed, hvor ingen,
der ikke just havde Ærinde til ham, kom
forbi. Gennem Vinduet kunde man heller
ikke komme ud; det var i anden Etage.
Man forsøgte endnu en Gang at formaa
Marck til at komme med Nøglen, da han jo
havde en anden, men han paastod troværdigt
og bestemt, at han ingen ejede.
Saa begyndte Underhandlingerne, alvorligt
i Begyndelsen, men lidt efter lidt under
muntrere Former. Vi var saa smaat nys-
gerrige efter at se, paa hvad Maade Marck
vilde slippe os ud, og de fleste havde des-
uden ikke noget imod selve Middagen, selv
om de var principfaste saa længe som mu-
lig. Tilsidst kunde vi ikke holde Stillingen
mod Mareks Stædighed. Man enedes om at
samles paa Operakælderen Klokken fire, men
det skulde være en meget stilfærdig Middag,
og Marck forpligtede sig højtidelig til at for-
føje sig hjem efter Kaffen og ikke at bryde
Overenskomsten.
Da det var ordnet som en formelig Kon-
trakt, gjorde Marck nogle Hokespokus, rejste
sig op i sin Liggestol og galede i højeste
Falset:
— Kykeliky — iiky!
Vi saa forundrede og hovedrystende paa
hverandre, uvisse om hvor vidt han frem-
__ 57
Impressionisten
deles drev Løjer med os eller var bleven
forrykt.
Han galede højt og klart et Par Gange
til med den urokkeligste Alvor, og en Stund
efter hørtes en Nøgle klirre i Entrelaasen,
medens Marck med stor Højtidelighed pegede
hen imod den.
Et Øjeblik efter traadte hans Madam gan-
ske fredeligt ind og spurgte, hvad det var,
Magisteren ønskede. Det var deres aftalte
Signal, som Madammen tydeligt kunde høre
gennem Gulvet i Etagen nedenunder, hvor
hun boede.
Marck triumferede, og vi gik hyer til
vort.
En Vaardag med Martssol og smeltende
Sne kan blive stemningsfuld midt i det ba-
naleste Helsingfors, naar blot man er lidt
Digter selv og ikke har altfor meget andet
at tænke paa. Naar vi slog os løs, blev vi
i Reglen en Flok glade Digtersjæle allesam-
men, som gærne gav os hen i Øjeblikket
uden just at trykkes af overflødig Reflexion.
Vi levede ud i Stemningen, og den var ikke
overdrevent sværmerisk og æterisk, men gan-
ske haandgribelig, livskraftig og fuldblodig.
I Operakælderens Sal, hvis Værtshus-Ele-
gance tog sig lidt kant-slidt ud i det skarpe
Dagslys, sang vi for „helana og „halvan" i
det allerbedste Foraarshumør, efter at Værten
havde slæbt sig op af Trapperne og skænket
bredfuldt Maal for alle andre end sig selv.
Han skulde efter Løfte være Afholdsmand i
Dag. Ved Kuverterne var der sat smaa Bu-
ketter — en uvant Luxus, som gav det
Hele et vist Festpræg — og paa Bordet stod
fire eller fem prægtige, blomstrende Roser.
Marck var saa ganske sig selv, saadan
som vi kendte ham fra mange andre glade
Lag, dog maaske en lille Smule alvorligere.
Hans trætte Væsen fik efterhaanden sin Spænd-
stighed igen i det glade Selskab, og hans
Sygelighed, som egentlig aldrig tyngede ham
føleligt, var inden kort Tid ligesom blæst
bort. Han havde faaet sit Ønske opfyldt og
syntes tilfreds. Vi andre holdt ikke saa for-
færdelig strængt paa Maadeholdsprincipperne,
da vi var naaet et Stykke frem paa Spise-
sedlen, og Vinene hentede os Duften hjem
fra Rhinborge med fjærn Loreleymusik eller
gav os Fornemmelser af en Siesta blandt
Bourgognes solfyldte Vigner. Det er saa-
mænd meget muligt det kun var Kulsyre og
Alkohol! Os gav det ægte Stemning, og an-
det søgte vi ikke i Øjeblikket.
Mareks Middag blev overstrømmende mun-
ter, som han havde ønsket det. Den lette
Misstemning under Indespærringen om For-
middagen havde veget Pladsen for en over-
given og hjertelig kammeratlig Stemning, som
ikke den flygtigste Sky formørkede. Det reg-
nede ned med Indfald, og imellem glimtede
Vittighederne. Da Glæden nærmede sig Kul-
minationen, begyndte Marck hyppigere og
hyppigere at se henad Indgangsdøren til.
Han syntes optagen af en Tanke, som han,
trods vore Spørgsmaal, ikke vilde meddele
nogen.
Endelig viste en Dreng sig i Døren med
en hel Mængde smaa Pakker. Marck rejste
sig og gik hen imod ham og uddelte dem
til Selskabet uden et Ord til Forklaring. Da
vi viklede Omslagspapiret op, fandt vi hver
et Kabinetsfotografi 'af Marck med hans Navn
paa og Dagens Datum.
Vi saa spørgende paa hinanden og forstod
ikke ret Meningen med at uddele dem midt
under Middagen. Marck sad atter paa sin
Plads og blev roligt ved med at spise.
Da han saa de mange spørgende Blikke,
tog han sit Glas, drak Selskabet til og sagde
muntert :
— Det er blot en Erindring — til Jer
— om denne Dag.
Midt i Sætningen slog hans klare Stemme
over, han rømmede sig, men Tonefaldet blev
underlig tvungent og skurrende til sidst.
Marck var bleven bleg, og da vi saa, at
844
Impressionisten
han vilde undgaa Forklaringer, slap han for
dem. Men den lille Afbrydelse efterlod en
egen besynderlig Beklemmelse, en Følelse,
som af noget skæbnesvangert. Aldeles uvil-
kaarligt sank Stemningen til Nulpunktet, og
Mareks glade Galgenhumor var heller ikke
længer parat til at bringe den i Vejret. Selv
Champagnen perlede forgæves i Glassene,
den havde ikke Magt til at bortskylle det
underlige Indtryk fra Fotografierne, Mareks
Mindegave, og hans ejendommelige Tonefald,
hans Bleghed og dunkle Blik.
Ikke en Gang ved Kaffen fik Munterheden
sin tidligere Ytringsfrihed igen. Marck sang
sine Viser, smukkere end nogensinde, men
ikke de gladeste af dem. Vi andre sad her
og der og stirrede ud over Esplanaden gen-
nem de store, til Gulvet naaende Vinduer,
betagne af uklare, halve Anelser, som ingen
vilde meddele de andre. Udsigten over Es-
planadens nøgne, smaa Lønnetræer havde for
første Gang i Aar denne fugtige, vaarblaa
Tone, som tyder paa, at Farverne i Naturen
begynder at vaagne efter deres blege Vinter-
dvale. I den nedgaaende Eftermiddagssol
laa Helsingfors med sorte og røde Tegltag
og tog sig sin Eftermiddagslur for atter om
en Time, naar Gassen tændes, at vaagne til
Aftenens Glæder. I Baggrunden rejste Uspen-
sky Kathedralen — den russiske Kirke —
sin smukke, let røde Murstensbygning, der
nu paa Afstand fortonedes i luftigt blaat,
som paa en idealiseret Akvarel. Solen lyste
paa dens hvide Tag, hvor Sneen aldrig smel-
tede, — et skønt Symbol paa Religionens
ophøjede Fred. Løgkuglen hvilede saa let
over det Hele, som om den hængte ved en
usynlig Traad, løbende i Vejret fra dens
Spids og fæstet etsteds højt oppe i Himmel-
hvælvingen.
Midt imellem os og Kirken skinnede Rune-
bergstatuens brede Kobberryg, som han staar
der tillidsfuld og tryg med blottet Isse og
Ansigtet mod Overmagten, ventende paa Sol-
opgangen i Morgen ... og atter i Morgen.
845
Marck sang Kjerulf med dyb Inderlighed,
og i den vemodige Vaarskumring steg mine
Tanker til Sæters med Bjældeklang og Lokke-
sang . . . men egentlig beklemte og tung-
sindige.
De andre havde heller ikke den rette
Kaffestemning efter en god Middag. De
stirrede ogsaa ud over Esplanaden, og ingen
Vits afbrød Marck, som han ellers var
vant til.
Da Sangen var forbi, hørte jeg hans slæ-
bende Skridt bag ved mig, og han slog sig
ned hos os ved Vinduet. Det var ikke Skik
hos os at takke for en Nydelse, mindst naar
den var noget værd. I Almindelighed sky-
ede vi Følelses- Ytringer, maaske kun fordi
vi havde virkelige Følelser, som let strøm-
mede over. Derfor saa vi blot op paa Marck,
og han nikkede med det venligste og vakreste
Smil, som nogensinde havde listet sig frem
af hans Skæg, naar han var i Søndagsstem-
ning.
— Naa, — var der en som spurgte, da
Stilheden blev ved, — naar rejser du?
— I Morgen, svarede han.
— Og hvorhen saa?
— Først ud paa Landet efter min Fader
og siden over St. Petersborg til Wien og
Tyrol.
— Hvem der kunde være med der?
— Hm — !
— Du er just ikke videre glad for at
komme ud at rejse?
— Aa — jo, — i det Hele taget er
jeg det.
— Og naar kommer du tilbage?
I Stedet for at svare smækkede Marck
med Tungen, efterlignede en Raket som steg
til Vejrs, snurrede sin Stol hen til Bordet
med Likør og raabte:
— Naada Drenge! Hvad er det for en
Stemning ved min Afskedsmiddag, eller tror
I maaske, I er til Begravelse!
I det samme hørtes nogle dumpe, tunge
Klokkeklemt, som bragte en Rude i Side-
57*
Impressionisten
værelset til at klirre. Det gav et Ryk i
Marck, og han spildte af sit Glas, men i
næste Øjeblik extemporerede han:
— Det er ikke mig, som har bestilt den
Musik !
Klokkeringningen i Nikolajkirken blev ved
som en fjærn Metaltorden, og Marck takkede
os alle, fordi vi havde villet gøre ham den
Glæde at spise hans Afskedsmiddag, i Ste-
det for at vi skulde have takket ham. Han
takkede os i sin hjerteligste Tone, følelses-
fuldt og muntert, med en lille Dirren i Stem-
men, men vi to, som sad nærmest, mærkede,
at han daarligt nok kunde holde sit Glas,
ligesom han strax derefter tilfældigvis for
med Lommetørklædet hen over Ansigtet. Men
det var naturligvis umuligt, at Marck kunde
have grædt, ti under hele sin stærkt bevægede
Ungdomstid havde han aldrig fældet en Taare
i Kammeraternes Paasyn.
Der blev endnu en liden Gennemgang af
de mange glade Minder, vi havde sammen
med Marck. En kom et i Hu, de andre
et andet. Og over dem alle hvilede Sorg-
løshedens Poesi med mange noble, behjertede,
overmodige og glade Træk. Men det faldt
egentlig ingen ind, at det Hele formede sig
som et Resumé, et Slutningskapitel paa alle
de Glæder og Daarskaber, som Livet øser
ud af sit Overflødigshorn, naar man tæller
mellem de tyve og femogtyve Aar. Det var
Ungdomsvenskabet, som begyndte at blive
ældre og se tilbage paa sine barnlige Indfald.
En Stund efter trykkede vi Marsks Haand
til Afsked og til Tak. Han havde staaet
ved sit Maadeholdsløfte og gjorde derfor in-
gen Vanskeligheder, men skyndte sig selv at
komme bort fra Selskabet, inden det splitte-
des en for en.
Jeg fulgte Marck hjem og fandt der hans
Madam i Færd med at pakke. Da vi var
kommen ind i Værelset, faldt Marck ned i
sin store Stol, aldeles sønderbrudt og lukkede
Øjnene. I hans Ansigt fandtes noget af en
stum Fortvivlelse, som aldeles ikke svarede
til dets sædvanlige Udtryk, og jeg tog ham
stille i Haanden som for at trøste ham.
— Skal du allerede gaa, spurgte han og
saa op, medens hans Ansigtsmuskler ar-
bejde for at komme i Orden.
Det var ikke min Mening, men jeg tog
det som en Antydning af, at jeg helst maatte
gøre det, og svarede ja.
Marck saa op med et halvt Smil og nik-
kede uden et Ord. Det Afskedsnik fulgte
mig siden i lange Tider som en smertelig
Medviden. Jeg kan endnu i Dag se for
mig hans hemmelighedsfulde Smaasmilen, og
halvaabne Blik, medens han nikkede som i
en uendelig Afstand, stedse længere og læn-
gere borte, vemodigt og venligt, bedende om
Tilgivelse fordi han ingenting sagde, ti han
han havde en saa uovervindelig Modvilje
mod at vise sig rørt. . .
Fem Dage efter fik hans Venner Telegram
om, at han var død i St. Petersborg paa
Vej udenlands.
VI.
Om Somren blev Mareks Breve og Pa-
pirer mig tilsendte, for at jeg skulde gen-
nemgaa dem. Han havde skrevet en Del
Vers og forskellige skønliterære Ting, som
muligvis havde Værd for flere end de nær-
meste Venner.
Hans lille skønliterære Produktion kendte
jeg for største Delen i Forvejen; derimellem
fandtes flere Stykker duftende Naturpoesi,
men slet intet som nærmere kunde have an-
tydet hans Sjælstilstand i de senere Tider,
som interesserede mig dybere end noget an-
det, nu da det var for sent at staa ham bi.
Endelig fandt jeg frem et temmelig langt,
ufuldendt Brev til en eller anden af Ven-
nerne, umuligt at afgøre hvem, da det ude-
lukkende drejede sig om ham selv og kun
havde til Overskrift: Kære Ven. Det var
dateret Marts, omtrent en Uge før hans Død.
Da jeg tænkte efter, fandt jeg, at det var
846
Impressionisten
skreven Dagen før Mareks mærkelige Af-
skedsmiddag.
Brevet lyder saaledes:
Kære Ven.
Det kunde egentlig være morsomt at have
en fortrolig, men jeg har kun haft Venner
hidtil, og mellem dem er du maaske den
bedste. Tyd ikke mit Ønske, som om jeg
derfor skulde være utilfreds med Venskabet.
Vennerne har jo endda siden Skolen været
min store og eneste Passion, naar netop und-
tages gode Cigarer, men selv dem har jeg
kun kunnet nyde sammen med andre, aldrig
ene. Og for det meste har jeg hidtil været
saa opfyldt af selve den Glæde, som jeg
fandt mellem Vennerne, at jeg sjælden be-
høvede mere end det blotte Samvær med
dem.
I den senere Tid har jeg dog ofte følt
Lyst til at indvi en eller anden i det, der
tungt ligger mig paa Sinde, men dels falder
det mig urimeligt at gøre saa megen Væsen
af mine Bekymringer, som I desuden sikkert
vilde ånde barokke, dels er det mig mod-
bydeligt at krænge ud og ind paa mig selv
for En anden, han være sig aldrig saa god
en Ven. Ti der findes Egenheder hos det
ene Menneske, som det andet aldrig fuldt ud
kan begribe, selv om han lytter til med det
mest deltagende Venskab.
Jeg er saadan det ene Menneske og du
det andet. Ligefuldt skriver jeg til dig, men
befrygter, at dette Brev som saa mange an-
dre, jeg har skrevet af samme Slags, hav-
ner i Kakkelovnen, og glæder mig stille til
at se det flamme op i Lue og strø mine
Bekymringer ud for Vinden, der vil splitte
dem som de maaske fortjener.
I Dag har jeg faaet en særlig Tilskyndelse
til at udtale mig, idet jeg fra sikker Kilde
har hørt, at Kumlingebestyreren er bleven
arresteret for Bedrageri, hvad jeg forudsaa
allerede i Sommer. Min Teori og mine Ind-
tryk er ikke at spotte med; jeg vidste, at
det vilde gaa saaledes, og det undrer mig
ikke synderlig, at jeg har faaet Ret.
Nu er det det ulykkelige med mig, at jeg
ikke blot anvender min Teori paa andre,
men ogsaa paa mig selv. Og naar den saa
sikkert slaar til overfor andre, vil den ogsaa
nok slaa til overfor mig selv, — ret snart.
Du ved, jeg har plejet at spøge med Dar-
wins Teori og paastaa, at en af mine For-
fædre har været Sporhund en eller anden
Gang i Kridtperioden. Dermed faar det nu
være, som det vil, sikkert er det, at jeg har
en Del af Sporhundens Instinkter, maaske
ogsaa af dens Dyder, og at jeg ligner en
bedre Racehund kan ingen nægte. Der fin-
des ingen Dyr, jeg nærer en saadan Sym-
pati for som Hundene, og de besvarer den.
Jeg kan tale med dem og være sammen med
dem som med Mennesker. Og rindes der en
Sjælevandring, ved jeg nok, hvad jeg bliver
efter Døden.
Jeg havde i mine sidste Skoleaar, inden
vi gjorde hinandens Selskab, paa Landet en
prægtig Støver, som hed Pan. Da jeg fik den,
var den en lige udvokset Hvalp, og jeg havde
den stadig hos mig Somren igennem for at
opfostre den til Mønsterjagthund. Det blev
den ogsaa, og efter et Par Jagter sammen
med mine ældre Hunde var den paa Højde
med hvilken som helst af vore sædvanlige
Støvere.
Jeg knyttede mig til Hunden som til en
Ven, og vi delte baade Værelse og Seng.
Men det mærkeligste af det altsammen var,
at Pan begyndte at ligne mig. Den efter-
lignede mit Væsen, den var overgiven som
Jeg» °g fremfor alt, den havde aldeles de
samme Øjne. Ikke blot i Farve, men ogsaa
i Udtryk. Det lagde de derhjemme ogsaa
Mærke til.
En skønne Dag i September, da jeg lykke-
lig og vel havde faaet fri fra Skolen og
skyndte mig hjem for at gaa paa Jagt, var
Pan syg. Der blev intet af Jagten den
Gang; jeg slog mig paa Sygepleje. Der
847
Impressionisten
var slet ikke Tale om tage til Skolen igen,
saa længe Pans Liv var i Fare. Han laa i
min Seng og saa ikke videre daarlig ud,
medens jeg madede ham og puslede om ham.
Jeg mindes nu, hvoriedes hans Udseende og
Blik forandrede sig Dag for Dag, og hvor-
ledes der kom noget mystisk og sjælfuldt i
hans graa Øjne. Men han var munter midt
under Sygdommen og glammede fornøjet som
før, naar jeg kom ind til ham. Tilsidst en
Dag strakte han Benene fra sig, kradsede
med Poten paa min Haand, slikkede den og
døde.
Siden den Tid har jeg aldrig haft nogen
Yndlingshund blandt mine Jagthunde. Jeg
har lige til nu været Pan tro.
Nu kan du naturligvis ikke lade være
med at smaasmile, naar jeg siger, at Pan
har udøvet en formelig Indflydelse paa mig.
Det er barokt, selvfølgelig. Hvad vil du saa
sige om, at jeg en Dag sidste Høst, da jeg
var temmelig daarlig, og mit Hjerte slog Re-
veille i Stedet for at dunke jævnt, hvad vil
du tro om det, at jeg, da jeg saa mig i
Spejlet, var lige ved at tabe det, fordi jeg
genkendte Pans ejendommelige, mystiske Blik
fra hans Dødsleje, skønt det næsten er otte
Aar siden — — — ??
Nu har jeg i snart et halvt Aar opdaget
den syge Pan i mit Ansigt saa mange Gange,
at jeg ganske har vænnet mig til Tanken
om at forlade jer, længe før I tror det. Jeg
Jeg har i mit Ansigt set alle Dødens Symp-
tomer, et for et, og efterhaanden føler jeg
næsten Glæde ved at give Agt paa, hvor-
ledes de udvikler sig. Jeg genkender det
dunkle og mørke inderst i mit Blik fra Pans
Blik: det samme findes som Spire hos alle
Mennesker; selv om det er mere udviklet
hos dem, som staar deres Ende nær. Jeg
har tidligere mere anet end iagttaget det hos
andre, men nu er jeg paa det rene med det
hos mig selv. Dette mørke noget skræmte
mig i Begyndelsen, naar jeg saa mig selv
ind i Øjnene, og jeg kunde ikke uden
Skælven udholde mit eget Blik i Spejlet.
Men jo mere jeg fik Interesse for den Frem-
mede i mig selv, desto mere er jeg bleven
Ven med ham. Og jeg tror nu, jeg ved,
hvem han er, og hvorfor han stedse tyde-
ligere stiger frem hos mig.
Vil du under Indtrykket af mit Ord tage
tage et Spejl frem og se dig en Stund ind
i Pupillerne, da vil du sikkert dybt inde i
dem fornemme et vist dunkelt noget, som er
dig overlegent, som er noget stort, dunkelt
og frygteligt, du føler, at du ikke er det
mægtig, men at det behersker dig og din
Skæbne inde fra som et andet, mægtigere
Væsen end dig selv, hvilket du har baaret i
dig hele dit Liv, uden at have haft Blik for
det før nu, skønt du altid har anet og ofte
tydelig følt dets Existens.
Denne ubekendte, mystiske Nogen i dig,
som er stærkere end dig, som du kan for-
sømme og glemme, men som du aldrig kan
gøre dig fri for, det er Døden — eller maa-
ske snarere dit eget evige, egentlige, skøndt
ubevidste og dunkle Jeg, som tager Magten
over dig i Døden og lever videre efter den.
Hvis du kan føle dette, saa forstaar du
mig, og saa forstaar du ogsaa, at jeg ikke
er bange for dette mit andet, større Jegs
Fremtræden og begyndende Herskermagt, ti
han er bedre og mægtigere end det vaagne
lille Jeg, som gaar i Middagsselskab og gør
Kur, som sover og vegeterer, morer sig selv
og morer andre . . .
Og jeg føler allerede tydelig den store
Fremmede tage Magten i mig, og snart
sprænger han de sidste Baand, som holder
mig fast til Livet . . .a
Her var Brevet afbrudt.
848
T Huis ten Bosch.
FREDSKONFERENCERNE I HAAG.
Af Dr. phil. R. Besthorn.
DEN 18. Maj 1899 om Eftermiddagen
henad Totiden herskede der et ual-
mindeligt Liv i Haags Tiergarten, Het
Bosch, der ikke saa lidt minder om Fre-
deriksberg Have. Elegante Ekvipager med
dekorerede og uniformerede Herrer, Drosker
og Skarer af Fodgængere og Cyclister fyldte
de skyggefulde Alleer, og de havde aaben-
bart alle eet Maal. Maalet var Dronning
Wilhelminas Sommerslot *t Huis ten Bosch,
i hvis ottekantede Oranjesal med de vældige
Malerier fra den Rubens'ske Skole Repræsen-
tanterne for 26 Stater Kl. 2 skulde træde
sammen til den første Fredskonference.
Der var mange, som med Nysgerrighed
betragtede Diplomaterne og deres martialske
eller dog som Marssønner uniformerede Led-
sagere, da de kørte over den lille Bro, der
fører ind til Slottet, og fulgte dem med væbnet
eller uvæbnet Øje, til de forsvandt for de
profane Blikke oppe paa den med Lakajer
smykkede Slotstrappe; men den største Del
af de Nysgerrige var ankomne med de tal-
rige Jernbanetog. Beboerne af „Europas
største Landsby" viste kun ringe Interesse
for den interessante Skare, der i Fredstankens
Navn havde taget Bolig i de for deres Kost-
barhed berømte Haagske Nabob-Hoteller og
bragte usædvanligt Liv i Mauritshuis' herlige
Rembrandt- og Potter-Sale. Haagensernc var
ikke ene om at vise denne Ligegyldighed for
Fredskonferencen og Fredsapostlene, hvis
mest energiske Fører, Baronesse Suttner
havde opslaaet sin Residens nede ved Vijver-
berg og her holdt aaben Salon baade for
dem, der troede, og for dem, der ikke troede
paa hendes og Fredskorstogs-Impresarioen
Mr. Steads Evangelium. Haags Ligegyldig-
hed deltes af hele den civiliserede Verden,
og sjældent har en mægtig Potentat havt en
saa daarlig Presse, som Czaren over alle
Ruslande, Kejser Nicolaus II, da han
kaldte Verden til det store Fredsstævrie i
Haag.
Tanken om at gøre Ende paa denne Ver-
dens Krigsdaarskab og paa Krigen med dens
frygtelige Ulykker var ikke ny. De moderne
Fredsvenners Penneførere plejer med en vis Høj-
tidelighed at henvise til Forkyndelsen af Treuga
dei paa Kirkeforsamlingen i Clermont 1095 ;
de kunde for den Sags Skyld gerne gaa adskillige
Aarhundreder længer tilbage og henvise til de
hellige Freds-Maaneder, som de gamle Arabere
havde indført for dog at yde deres Karavan-
handel nogen Dækning mod deres egne røveriske
Tendenser. Men den store Profet fra Mekka
849
Fredskonferencerne i Haag
viste ikke stor Respekt for de hellige Maa-
neder, Krigshaandværket florerede storartet
trods den Clermontske „Gudsfred", og den
lange Række Freds-Diplomatmøder, der anføres
paa Fredsvennernes Liste lige fra 1648 til
1906, var alle sammenkaldte for at gøre
Ende paa Krige eller for at hindre Krige,
alene med Undtagelse af Haag-Konferencen.
Fredstanken havde ganske vist siden Elihu
Barrits Ankomst til Europa for 60 Aar siden
vundet Terræn, ganske særligt efter det
frygtelige Aar 1870— 71, og Mr. Stead og
hans Venner havde ikke talt og skrevet helt
forgæves paa og om de mange Fredsmøder
og Fredskongresser, der afholdtes rundt om
i Verden. Mr. Stead havde endog betroet
Verden, at selve Kejser Wilhelm II i 1889
var bleven stærkt bevæget ved en fortrolig
Skrivelse fra Marquis Salisbury, der paaviste,
at Frankrig, Tyskland, Østerrig-Ungarn, Eng-
land, Rusland, Spanien og Italien i Aarene
1881—^88 havde anvendt 19 Milliarder Mark
alene til Hær og Flaade, og at Kejseren
allerede den Gang havde talt om at sam-
menkalde en europæisk Kongres „for at
træffe praktiske Forholdsregler til at sikre
Freden." Sikkert er det, at mange havde
ventet, at Kejseren under sit Besøg i Palæ-
stina i Efteraaret 1898 vilde proklamere
Verdensfreden paa selve Oliebjerget. Men
hvor megen Fremgang end Fredstanken
havde vakt, slog de fleste sig til Ro med
den dog lidt vel flotte, om end i sin Op-
havsmands Mund ret forstaaelige Moltkeske
Erklæring: „Den evige Fred er kun en Drøm
og ikke en Gang en skøn Drøm". Den of-
fentlige Mening viste udpræget Ligegyldighed
overfor den Haag'ske Fredskonference. Den
ledende europæiske Presse havde modtaget
Czarens Fredskonference ikke blot med
Kulde og Ligegyldighed, men endog med
fjendtlige Følelser, der tildels havde deres
Grund i ikke helt umotiverede Bekymringer
for, at Fredskonferencen skulde føre til en
stor Krig!
Disse Følelser og Bekymringer kom strax
til Orde, da Kejser Nicolaus overraskede sin
Samtid — ogsaa den franske Regering — med
den Note, som den russiske Udenrigsminister,
Grev Murawjeff den 24. August 1898 over-
rakte de fremmede Magters Repræsentanter i
St. Petersborg, og som lød saaledes:
„Opretholdelsen af Verdensfreden og en
mulig Formindskelse af de overdrevne Rust-
ninger, som tynger alle Nationer, er under
den for Tiden i hele Verden herskende Si-
tuation et Ideal, mod hvilket alle Regeringers
Anstrengelser burde være rettede.
„Min ophøjede Herre, Hs. Majestæt Kej-
serens menneskekærlige og højhjertede Stræ-
ben er ganske helliget denne Opgave. I
Overbevisningen om, at dette ophøjede Maal
stemmer med alle Magters væsentligste In-
teresser og berettigede Ønsker, mener den
kejserlige Regering, at det nuværende Øjeblik
vilde være meget gunstigt til, ved en inter-
national Drøftelse, at søge de virksomste
Midler til at sikre alle Nationer en virkelig
og varig Freds Velgerninger og fremfor Alt
at sætte en Gratist for de nuværende Rust-
ningers vedvarende Udvikling.
„I Løbet af de sidste tyve Aar har Øn-
skerne om en almindelig Beroligelse særlig
vundet Fodfæste i de civiliserede Nationers
Bevidsthed. Fredens Bevarelse er bleven op-
stillet som Maalet for den internationale Po-
litik; i dens Navn har flere Stater sluttet
mægtige Alliancer med hinanden; for bedre
at sikre Freden har de efter hidtil ukendt
Maalestok udviklet deres militære Kræfter og
vedbliver stadig at forøge dem uden at vige
tilbage for noget Offer.
„Alle disse Anstrengelser har dog endnu
ikke kunnet hidføre den attraaede Pacifika-
tion. De stadig stigende finansielle Byrder
angriber selve den almindelige Velfærds Rød-
der; Nationernes intellektuelle og fysiske
Kræfter bliver for en stor Del unddragne
deres naturlige Bestemmelse og opbrugte paa
uproduktiv Maade. Hundreder af Millioner
850
Fredskonferencerne i Haag
Den lerste Fredskonference.
anvendes til at anskaffe frygtelige Ødelæg-
gelsesmaskiner, der idag betragtes som Vi-
denskabens sidste Ord, men er bestemte til
imorgen at miste deres Værdi som Felge af
en eller anden ny Opfindelse paa dette Om-
raade. Den nationale Kultur, det økono-
miske Fremskridt, Frembringelsen af Rig-
domme lammes eller føres paa Afveje i deres
Udvikling.
„Som Følge heraf svarer enhver Magts
Rustninger, efterhaanden som de vokser,
mindre og mindre til det Haab, som Rege-
ringerne havde stillet sig. De økonomiske
Kriser, der for en stor Del skyldes de yder-
liggaaende Rustninger, og den stadige Fare,
der ligger i denne Ophobning af Krigs-
materiel, forvandler vor Tids væbnede Fred
til en truende Byrde, som det bliver stadig
vanskeligere for Nationerne at bære. Det
synes at være indlysende, at denne Situation,
naar den vedvarer, med skæbnesvanger Nød-
vendighed maa føre til selve den Katastrofe,
som man søger at undgaa, og hvis Rædsler
paa Forhaand maa faa ethvert tænkende
Menneske til at gyse.
„At sætte en Grænse for disse uophørlige
Rustninger og søge Midlerne til at hindre
de Ulykker, der truer hele Verden — det er
den højeste Pligt, der nu paatvinger sig alle
Stater. Gennemtrængt af denne Følelse har
Hs. Majestæt Kejseren behaget at befale mig
at foreslaa alle de Magter, der har Re-
præsentanter ved det kejserlige Hof, en Kon-
ference, som skulde have den Opgave, at
beskæftige sig med dette alvorlige Spørgs-
maal.
„Denne Konference skulde, med Guds
Hjælp, være et lykkeligt Varsel for det Aar-
hundrede, der snart vil begynde. Den skulde
i en mægtig Forening samle Bestræbelserne
fra alle de Stater, der oprigtig søger at sikre
den store Tanke om den almindelige Fred
Sejren over Ufredens og Tvedragtens Ele-
menter. Den vilde desuden besegle deres
Enighed ved en fælles Indvielse af de Billig-
hedens og Rettens Principer, paa hvilke
Staternes Sikkerhed og Nationernes Velvære
beror. Grev Murawjeflf."
Siden Alexander III afviste sin Udenrigs-
minister Giers' Afskedsbegæring med de
851
: Fredskonferencerne i Haag
udprægede Selvhersker-Ord: „Man er min
Minister saa længe, jeg vil," var russiske
Udenrigsministre, lige som deres Kolleger og
hele den øvrige Verden, paa det rene med,
at Czaren var den russiske Regerings eneste
virkelige Leder, og dette Forhold har ikke
forandret sig under Nicolaus II, hvor lidt
han end ligner sin selvbevidste, ikke-nervøse
Fader. Grev Murawjeff var desuden en alt-
for stor Skeptiker til ikke at overlade sin
Hersker hele „Æren" for en Aktion, der
efter den almindelige Mening ikke kunde føre
til noget Resultat, og han sørgede i sin Note
med al Omhu for at fastslaa, at Ideen til
Fredskonferencen skyldtes ikke ham selv,
men Kejser Nicolaus.
Hvorledes havde da Czaren faaet den Ide,
at sammenkalde en Fredskonference, tilmed
paa en Tid, da Rusland vitterligt foretog
store, om end, som Tiden viste, ikke til-
strækkeligt store Rustninger i Asien? En
østerrigsk Fredsven med det saare passende Navn
Alfred Fried paastaar i sin nyligt udkomne,
meget lærerige Bog: „Die moderne Friedens-
bewegung", at Kejser Nicolaus havde læst Ba-
ronesse Suttners Romaa.„Die Waffen nieder"
og den russiske Forretningsmand, Millionær
og Statsraad Johann von Blochs bindstærke
Værk om Krigen, at Czaren i lange Audienser
havde drøftet Fredsspørgmaalet med „Krigens"
Forfatter, og at han derefter havde fattet
Ideen til det historiske Manifest af 24. Au-
gust 1898. Det er meget muligt, at Fried
har Ret. Det er sikkert, at Murawjeffs
Note var en stor Overraskelse for alle, ikke
mindst for de russiske Autoriteter, der først
efter Offentliggørelsen af August-Manifestet
begyndte at beskæftige sig med Spørgs-
maalene om, hvorledes Selvherskerens Tanker
skulde omsættes i praktiske Forslag. Men
de maatte søge at løse Opgaven, og Grev
Murawjeff selv udfoldede de største Anstræn-
gelser for at hindre, at der udbrød Krig
om Fashoda-Spørgsmaalet mellem Frankrig
og England og om de kinesiske Forhold
mellem selve Rusksdi og England, før Freds-
konferencea traadte sammen. Det lykkedes
at fremkalde en i det mindste nogenlunde
fredelig Situation, og endelig den 11. Ja-
nuar 1899 kunde den russiske Udenrigs-
minister udsende en ny Rundskrivelse, hvori
han foreslog Magterne, at Fredskonferencen
skulde afholdes i Haag med følgende Program:
1. Forstaaelse om ikke at forøge Land- og
Søstridskræfternes nuværende Effektivstyrke og
Fastsættelse af Krigsbudgetterne for et Tidsrum,
der narmere skal bestemmes, samt en foreløbig
Undersøgelse af Midlerne til for Fremtiden at
gennemføre en Nedsættelse i Effektivstyrken og
af de nævnte Budgetter.
2. Forbud mod saavel i Hæren som i
Flaaden at indføre nye Skydevaaben og nye
eksploderende Stoffer.
3. Indskrænkning i Anvendelsen af de
allerede brugelige eksploderende Stoffer med
frygtelig Virkning i Landkrige og Forbud
mod at anvende Projektiler eller exploderende
Stoffer af hvilken som helst Art fra en Bal-
lon eller paa lignende Maade.
4. Forbud mod i Søkrige at anvende
undersøiske Torpedobaade, Dykkere eller
lignende Ødelæggelsesmaskiner og Forplig-
telse til for Fremtiden ikke mere at bygge
Vædderskibe. .
5. Passende Anvendelse af Bestemmelserne
i Genfkonventionen af Aaret 1864 paa Sø-
krige paa Grundlag af Tillægsartiklen af
Aaret 1868.
6. Erklæring om, at de Skibe og Cha-
lupper, der under eller efter Søslagene be-
skæftiger sig med at bjerge de Skibbrudne,
skulde være neutrale.
7. Revision af den paa Brysselkonferencen
1874 udarbejdede, men hidtil ikke ratifice-
rede Erklæring angaaende Love og Sædvaner
i Krig.
8. Principiel Antagelse af Anvendelsen af
Bona officia til Mægling saa vel som Op-
rettelse af en fakultativ Voldgiftsret i de der-
til skikkede Tilfælde foi at forebygge
^= 852
Fredskonferencerne i Haag
væbnede Konflikter mellem Nationerne;
Forstaaelse om Anvendelsen og Fastsættelse
af en ensartet Praksis i den Henseende.
28 Magter — af hvilke Montenegro lod
sig repræsentere af Rusland — akcepterede
dette Program, men Czaren maatte for ikke
at fornærme Italien og England afvise Pavens
og Transvaals Fordringer om at deltage i
Kongressen, og der blev af Hensyn til Sul-
tanen truffet en særlig Ordning med Hensyn
til Bulgarien. Derefter udsendte den hol-
landske Regering den 6. April 1899 Ind-
bydelse til Fredskonferencen, der traadte
sammen den 18. Maj Kl. 2 Eftermiddag.
Det af den russiske Regering opstillede
Program viste tydeligt nok, hvor lidt den
troede paa „evig Fred". Den største Del
af dette Program gik ud paa at mildne
Krigens Rædsler.
Hovedspørgsmaalet var: Hvorledes vil det
vaabenvældige tyske Rige stille sig paa Freds-
konferencen ?
Den tyske Kejsers og den tyske Regerings
officielle Holdning var meget uklar. Det
officiøse berlinske Organ „Norddeutsche All-
gemeine Zeitung" roste, i udpræget Modsæt-
ning til næsten hele den øvrige tyske Presse,
i stærke Udtryk Kejser Nicolaus ITs Plan,
og der gik i indviede tyske Kredse Rygter
om, at denne Plan var fremkommet efter en
livlig Meningsudveksling mellem Nicolaus II
og Wilhelm II. Den tyske Kejser holdt paa
Fredskonferencens Aabningsdag i Wiesbaden
en Tale for Czaren, der samme Dag fejrede
sin Fødselsdag. Wilhelm II erklærede, at
han og Nicolaus II havde sendt deres to
prøvede Statsmænd, Grev Miinster og Baron
Staal enslydende Befalinger, og udtalte
Haabet om, at Resultatet af Konferencen
maatte svare til Czarens Ønsker. Men
senere erfarede man, at der ogsaa var blevet
udvekslet Telegrammer mellem de to Herskere
straks efter Offentliggørelsen af Murawjeffs
Note. Kejser Wilhelm havde telegraferet til
Czaren: „Er det Meningen, at vi skal pen-
sionere vore Officerer og Underofficerer og
sælge vore Kanoner som gammelt Metal?"
Czaren havde svaret: „Nej, men der maa
kunne findes Midler til at indskrænke Rust-
ningerne." Den tyske Kejsers Telegram
tydede ikke paa nogen stor Begejstring for
Czarens Plan, og i samme Retning pegede
Valget af en af den tyske Repræsentant,
Grev Munsters Medhjælpere paa Fredskon-
ferencen, den munchenske Professor i Statsret,
Friherre v. Stengel. Stengel havde umiddel-
bart før Konferencen udgivet en Afhandling:
„Der ewige Friede", hvori han betegnede
Tanken om Afskaffelse af Krig som forfejlet
og uberettiget — og som en national Fare
for Tyskland. Der er Grund til at tro, at
de tyske Delegeredes Instruktioner svarede
til denne Opfattelse, og at de Delegerede
blev overraskede ved Kejserens Tale i Wies-
baden den 18. Maj. Det hed sig da ogsaa,
at den gamle Grev Miinster vilde nedlægge
sit Mandat, men disse Rygter blev ikke be-
kræftede. Grev Miinster har vistnok faaet
Underretning om, at Kejserens Tale ikke
vilde fremkalde nogen Forandring i Tysklands
Holdning paa Konferencen, og de tyske De-
legerede afviste da ogsaa bestemt Afrust-
ningsforslaget. Resultatet blev, at Konferencen
vedtog følgende ganske intetsigende Resolu-
tion: „Konferencen mener, at det af Hensyn
til Menneskehedens materielle og moralske
Fremskridt vilde være højst ønskeligt at for-
mindske Militærbudgetterne, der hviler saa
trykkende paa Verden."
Fredskonferencens egentlige Hovedopgave
blev ikke løst, men Konferencen fik alligevel
større Betydning, end man havde ventet.
Den første Haag-Konference indviede en
ny og ikke ufrugtbar Ære paa de inter-
nationale Voldgiftskendelsers Omraade ved
følgende Beslutninger:
1. I den Hensigt saa meget som muligt
at forebygge Anvendelse af Magt i Staternes
indbyrdes Forhold er Magterne blevne enige
om at opbyde alle deres Anstrængelser for
853
Fredskonferencerne i Haag
at sikre fredelig Bilæggelse af internationale
Stridigheder.
2. I Tilfælde af alvorlig Uenighed eller
Strid vil Magterne, før de griber til Vaaben,
anmode om en venskabelig Magts Bona officia
eller Mægling.
3. Magterne erkender, at Mæglingstilbud
er nyttigt, „saa vidt det passer til Forholdene/
og fastslaar, at neutrale Stater ogsaa under
Fjendtlighederne har Ret til at tilbyde deres
Bona officia og Mægling, uden at Udøvelsen
af denne Ret kan betragtes som en uvenlig
Handling af nogen af de stridende Parter.
Konferencen „ anbefalede" en af den ameri-
kanske Delegerede Holls foreslaaet Mægling
efter Duel-Mønster. Ifølge dette Forslag
skulde i Tilfælde af en for Freden truende
Strid vedkommende Magter vælge en neu-
tral Magt, der skulde have det Hverv, at
sætte sig i Forbindelse med en af Modparten
valgt Magt for at hindre Fjendtligheder.
Konferencen „anbefalede" ligeledes, at
Magter, mellem hvilke der var opstaaet Stri-
digheder, som hverken berørte disse Magters
Ære eller væsentlige Interesser, men kun hid-
rørte fra forskellig Opfattelse af en bestemt
Handling, naar de ikke kunde opnaa For-
staaelse ad Diplomatiets Vej, „for saa vidt
Omstændighederne tillod det", skulde ned-
sætte en international Undersøgelseskommis-
sion.
Endelig blev der paa den første Haag-
konference taget Bestemmelse om Nedsættelsen
af en permant Voldgiftsret, men paa Grund
af Tysklands Modstand blev dens Benyttelse
ikke obligatorisk. Magterne forbeholdt sig
kun Ret til at affatte særlige Overenskomster
om obligatorisk Anvendelse af Voldgifts-
bestemmelser, løvrigt erkendte Magterne, at
det var deres Pligt, hvis der udbrød Strid
mellem to eller flere af dem, at minde disse
om, at de kunde henvende sig til den per-
manente Voldgiftsret, hvis Medlemmer vælges
paa sex Aar — indtil fire af hver Stat.
Den 29. Juli 1899 sluttedes den første
Haag-Konference; den 4. September ratifice-
rede, med Undtagelse af Tyrkiet og Kina,
alle paa Konferencen repræsenterede Stater —
dog med nogle Forbehold — Haag-Konventionen.
Skæbnen vilde, at den første Fredskon-
ference kom til at danne Indledningen til to
blodige Krige, Boer-Krigen og den japansk-
russiske Krig. Til Gengæld gav netop en
Episode i denne sidste Krig, Hull-Affæren,
Anledning til at benytte Bestemmelsen om
internationale Undersøgelseskommissioner, og
det lykkedes derved i det mindste at løse
een meget betænkelig international Konflikt
uden Krig. Og Voldgiftsret -Principet har
efter Konferencen i Haag faaet en ganske
uventet Betydning. Der er siden 1899 af-
sluttet over 60 Voldgifts-Traktater mellem
forskellige Magter. Danmark indtager her
en fremtrædende Plads. Det har afsluttet to
Traktater— med Holland der. 12. Februar 1904
og med Italien den 16. December 1906 —
der anerkender Haag- Voldgiftsrettens Kom-
petence i alle Tilfælde.
Trods al Modgang kunde Resultatet af
den første Haag-Konference saaledes vel op-
muntre Fredsvennerne til at arbejde paa en
ny Konference. Præsident Roosevelt kom dem
til Hjælp. Allerede i Aaret 1904 fremsatte
han Tanken om den 2. Fredskonference.
Efter Portsmouth-Freden anmodede Kejser
Nicolaus II de forenede Staters Præstdent
om at overlade ham Initiativet, og i April
1906 udsendte det russiske Udenrigsmini-
sterium Indbydelser til et nyt internationalt
Fredsstævne.
Den russiske Indbydelse til den anden
Fredskonference indeholdt Forslag til et Pro-
gram for Forhandlingerne; men dette Forslag
var holdt i meget svævende Udtryk, og
Hovedpunktet paa Programmet fra den første
Fredskonference var ikke medtaget i den
russiske Note af 1906. Selvfølgelig foreslog
Czaren Magterne at drøfte Voldgiftsret-Spørgs-
maalene, og lige saa selvfølgeligt foreslog
han en indgaaende Drøftelse af nye Søkrigs-
854
Fredskonferencerne i Haag
regler. Den russisk-japanske Krig havde atter
vist, hvor haardt man savnede nøjere Be-
stemmelser til Beskyttelse af de neutrale
Magters Søfart og navnlig faste Bestemmelser
om Krigskontrabande, og Spørgsmaalet om
Udligning af svømmende Miner var blevet
i højeste Grad aktuelt. Man kunde ogsaa
med Grund have ventet, at Czaren paany
havde sat Afrustningsspørgsmaalet paa Dags-
ordenen, men det fandtes der ikke et Ord
om i den russiske Note. Man kunde saa
meget mere have ventet et russisk Forslag i
den Retning, fordi Czarens Afrustningsplaner
nylig havde fundet en mægtig Støtte hos
det nye liberale engelske Kabinet, ganske
særlig hos dets Chef, Premierminister Camp-
bell-Bannerman ; paa den anden Side forelaa
der ganske vist overmaade gode Grunde for
Rusland til at stryge Afrustningsspørgsmaalet
af sit Program.
Den russiske Indbydelse til en ny Freds-
konference blev udsendt paa et saare kritisk
Tidspunkt. Efter lange og farlige Kriser,
der var fremkaldte ved den fransk-engelske
Forstaaelse af 8. April 1904 og Tysklands
Forsøg paa at hindre Kong Edwards Forsøg
paa at isolere Tyskland, havde Magterne
gjort et Forsøg paa at hindre en stor Krig
og løse Marokko-Spørgsmaalet, der truede
med at fremkalde Krigen, ved Hjælp af en
Konference, som var traadt sammen i den
lille spanske By med det arabiske Navn Al-
geciras. Konferencen var traadt sammen den
16. Januar 1906, men endnu i Midten af
Marts havde den ikke ført til noget Re-
sultat; der var Fare for, at den vilde blive
sprængt, og der herskede i Tyskland stor
Forbitrelse mod England. Denne Forbitrelse
gav sig ogsaa Udslag i stærke Udfald mod
den engelske Regerings Planer om at sætte
Afrustningsspørgsmaalet paa Dagsordenen.
Man gjorde i Tyskland gældende, at denne
Plan kun gik ud paa at sikre England dets
Overmagt paa Søen for en billigere Pris og
hindre den tyske Marines Udvikling. Det
var aabenbart disse Forhold, der havde be-
væget Rusland til at fjerne Afrustnings-
spørgsmaalet fra sit Program; men man
kunde hertil i England med Grund gøre
gældende, at Rusland ikke havde vist den
samme Hensynsfuldhed overfor England, der
paa den første Fredskonference bestemt havde
modsat sig nye Bestemmelser, som kunde
hindre dets Krigsførelse til Søs.
I Slutningen af Marts lykkedes det ganske
vist Konferencen i Algeciras at opnaa en
fredelig Løsning paa Marokko-Krisen, men
Spændingen mellem Tyskland og England-
Frankrig vedvarede, og Europa levede stadig
i Mars' Tegn. Man havde under disse For-
hold udenfor Fredsapostlene Steads og
Suttners Kredse næsten glemt den bebudede
anden Fredskonference, da St. Petersborgs
Telegram-Bureau den 3. April 1907 meddelte
Verden, at Ruslands Gesandter var blevet
anmodede om at overrække Magterne et
Cirkulære angaaende den anden Fredskon-
ference, og gav en kort Oversigt over dets
Indhold. Denne Meddelelse vakte stor Op-
sigt, og man udtalte fra alle Sider Ønsket
om at lære Ordlyden af det russiske Cirku-
lære at kende. Dette Ønske blev hurtigt
opfyldt. Den 6. April om Morgenen offent-
liggjorde „Neue Freie Presse" den russiske
Note, der er dateret 21. Marts — 3. April —
og lyder saaledes:
„Hr. Minister!
„Før Indkaldelsen af den anden Freds-
konference anser den kejserlige Regering det
for sin Pligt, at fremstille den nuværende
Situation for de Magter, der har modtaget
dens Indbydelse. Alle Magter, hvem den
kejserlige Regering i April 1906 har fore-
lagt sit Program- Udkast for den nye Kon-
ferences Arbejder, har tiltraadt dette; men
der er dog med Hensyn til dette Program
fremsat følgende Bemærkninger:
nDe forenede Staters Regering har forbe-
holdt sig Frihed til at forelægge den anden
855
Fredskonferencerne i Haag
Konference to supplerende Spørgsmaal: an-
gaaende Indskrænkning eller Begrænsning af
Armeerne og angaaende en Forpligtelse til at
holde Anvendelse af Magt til at. inddrive
almindelige, offentlige Gældskrav, der stammer
fra Traktater, indenfor visse Grænser. (Den
saakaldte Drago- Doktrin, der gaar ud paa at
hindre europæiske Stater i med Vaabenmagt
at inddrive Gældskrav hos de smaa ameri-
kanske Republiker).
„Den spanske Regering har udtalt Ønsket
om at drøfte Spørgsmaalet angaaende Rust-
ningernes Begrænsning, idet den har forbe-
holdt sig at behandle dette Spørgsmaal paa
det næste Møde i Haag.
„Den britiske Regering har givet Meddelelse
om, at den lægger stor Vægt paa, at Spørgs-
maalet om \Rustningsudgifter bliver drøftet paa
Konferencen, og den har forbeholdt sig at
fremsætte dette Spørgsmaal; den har lige-
ledes forbeholdt sig ikke at deltage i Drøf-
telsen af alle i det russiske Program angivne
Punkter, som efter dens Mening ikke vilde
føre til et nyttigt Resultat,
Japan mener, at visse Spørgsmaal, der
ikke særligt er anførte i Programmet, med
Nytte vilde kunne medtages blandt de Gen-
stande, der skal undersøges, og Japan kar
forbeholdt sig at afholde sig fra eller trakke
sig tilbage fra enhver Drøftelse, der maatte
tage eller give Udsigt til eti Vending, som
efter Japans Skøn ikke vilde bidrage til at give
et nyttigt Resultat.
» Bolivias, Danmarks, Grækenlands og Hol-
lands Regeringer har ligeledes i al Alminde-
lighed forbeholdt sig at henstille til Konfe-
rencens Bedømmelse andre Genstande, som
frembyder en Analogi med de Genstande,
der udtrykkeligt er opførte paa det russiske
Program.
„Den kejserlige Regering anser det for sin
Pligt at erklære, at Rusland for sit Vedkom-
mende opretholder sit Program af April 1906
som Basis for Kotiferencens Raadslagninger,
og at Rusland paa sin Side forbeholder sig
Ret til, hvis Konferencen skulde indlade sig
paa en Diskussion, der ikke forekommer det at
føre til et praktisk Resultat, at afholde sig fra
en saadan Diskussion.
„Lignende Bemærkninger er fremsatte af
den tyske og af den østerrigskungarske Rege-
gering, der ligeledes har forbeholdt sig Ret til
paa Konferencen at afholde sig fra Drøftelsen
af ethvert Spørgsmaal, som ikke forekommer
dem at føre til et praktisk Resultat.
„Idet den kejserlige Regering bringer disse
Forbehold til Magternes Kundskab og udtaler
Haabet om, at den anden Fredskonferences
Arbejder vil skabe nye Garantier for god
Forstaaelse mellem den civiliserede Verdens
Nationer, har den samtidig bedt den hol-
landske Regering om at sammenkalde Kon-
ferencen til de første Dage i Juni.u
Hr. d'Iswolskys Note er et sandt diplo-
matisk Mesterstykke i Retning af politisk-
alvorsfuld Ironi, og dens Ophavsmand har
sikkert med et fint Smil skrevet den for-
haabningsfulde Sætning, der staar i en saa
skærende Modsætning til Meddelelserne an-
gaaende Magternes Forbehold om ikke at
ville drøfte Hovedspørgsmaalene. Thi ingen
kunde være i Tvivl om, at Englands For-
behold galdt Drøftelsen af Søkrigsret-Spørgs-
maalene, og at Tyskland, Østerrig-Ungarn
og Rusland forbeholdt sig Ret til at afholde
sig fra Drøftelser angaaende det engelske
Afrustningsforslag. Man kunde efter denne
endelige Indbydelse til den anden Fredskonfe-
rence med god Grund vente, at den vilde
blive en Freds-Fiasko af allerførste Rang
— hvis den nogensinde traadte sammen.
Foreløbigt var Udsigterne for en ny
Fredskonferences Sammentræden ikke lyse,
og de blev i Løbet af April meget mørke.
Offentliggørelsen af den russiske Note
henledte atter Opmærksomheden paa det
Besøg, som den italienske Udenrigsminister
Tittoni havde aflagt den tyske Rigskansler,
Fyrst v. Bulow i Rapallo den 30. Marts.
Det var bebudet, at Besøget vilde finde Sted
856
Fredskonferencerne i Haag
den 27. Marts. Hvorfor var Tittoni da ikke
kommet til den bestemte Tid ? Svaret maatte
aabenbart serges i det engelske Afrustnings-
forslag. Tittoni havde i en Tale i det ita-
lienske Deputeretkammer den 14. Juni 1906
udtalt sin Sympati med det bebudede en-
gelske Afrustningsforslag, og denne Tale
havde vakt megen Forbitrelse i Tyskland.
Det maatte være Tyskland magtpaaliggende
at sikre sig mod en lignende italiensk „Ex-
tratur", som den, Italien paa Algeciras-Kon-
ferencen havde opført til saa stor Ærgrelse
for sin „Allierede", og der var al god Grund
til at tro, at Biilow ønskede at faa Klarhed
over Italiens Holdning overfor Afrustnings-
spørgsmaalet paa Haag-Konferencen. Italien
vil nødigt sprænge Triplealliancen, der sikrer
det mod et østerrigsk Angreb og forøger dets
storpolitiske Prestige; men paa den anden
Side er Italien nødt til at tage afgørende
Hensyn til England, der i Krigstilfælde vilde
kunne dække eller beherske Italiens Kyster.
Da man erfarede, at den engelske Gesandt
i St. Petersborg den 26. Marts havde givet
den russiske Udenrigsminister Meddelelse om,
at England fastholdt sin Plan om at bringe
Afrustnings-Spørgsmaalet frem paa Haag-
konferencen, forstod man, at Tittoni havde
maattet udsætte sit Besøg i Rapallo for først
at konferere med Sir Edward Grey.
Det fremgik af de om Rapallo-Mødet ud-
sendte officiøse Meddelelser og af andre
Tegn, at det var lykkedes Tittoni og Biilow
og altsaa ogsaa Tittoni og Sir Edward Grey
at komme til en Forstaaelse; Italien skal
have forbeholdt sig en mæglende Rolle i
Afrustnings-Spørgsmaalet. Men derefter kom
der nye Farer for Freden og Fredskonfe-
rencen. Kong Edwards Sammenkomster med
Kong Alfons XIII i Kartagena (8—10
April) og med Kong Vittorio Emanuele III
i Gaéta (18. April) vakte stor Bestyrtelse i
Tyskland, og man talte endog om, at Kong
Edward havde dannet en engelsk-fransk-ita-
liensk- spansk Quadruple- Alliance mod Tyskland .
Krigsgudens Damoklessværd svævede atter
over Europa. Men Kejser Wilhelm II vilde
for enhver Pris undgaa en Krig, der selv i
det for Tyskland heldigste Tilfælde vilde
gøre Ende paa Kejserens Flaadeplaner og
Verdenspolitik, cg hans Holdning fremkaldte
en beroligende Vending i den europæiske
Storpolitik. Den 25. April dementerede
den engelske Regering Efterretningerne
om „Quadruple-Ententerne", og den 30.
Maj holdt Fyrst v. Buloiu i den tyske
Rigsdag en Fredstale, der ogsaa beroligede
de tyske Rustningsvenner. Den tyske Rigs-
kansler erklærede, „at man hidtil ikke havde
fundet nogen Formel, der var i Stand til
at føre Indskrænkning i Rustningerne ud i
Livet", at allerede Udsigten til, at Afrust-
ningsspørgsmaalet vilde blive drøftet i Haag,
havde 'øvet en foruroligende Indflydelse paa
den internationale Situation, og at Tyskland
ikke vilde lade sig tvinge til at deltage i en
upraktisk Diskussion, men lade de Magter,
der ventede sig nogen Udbytte af en Dis-
kussion, føre denne Diskussion alene." Men
derefter gjorde Biilow et diplomatisk Buk
for England ved at tilføje: „Skulde der
komme noget praktisk Udbytte af Diskussion,
vil vi underkaste det en samvittighedsfuld
Prøvelse.1*
Det tyske Buk blev besvaret fra engelsk
Side i flere Ministres Taler. Drøftelserne af
de faretruende Ententer var blevet afløst af
en Detente, den europæiske Politik bevægede
sig ikke mere i Mars', men i Wilhelm
den Fredsæles Tegn, og 47 Magter akcep-
terede den hollandske Regerings Indbydelse
til at sende Repræsentanter til den anden
Fredskonference, der skulde aabnes i Haag
den 15. Juni 1907 KL 3 Eftermiddag. Før
Konferencens Aabning skulde Repræsentanter
fra de Stater, der ikke havde deltaget i den
første Konference, underskrive Konventionen
af 1899.
Det skete, og den anden Fredskonference
blev aabnet til den bestemte Tid, denne
857
Fredskonferencerne i Haag
Gang ikke i det afsides liggende Sommer-
slot t' Huis ten Bosch, men i den historiske
Riddersal i den ældgamle „Binnenhof ved
Vijver. Salen er bleven restaureret i Anledning
af Konferencen, og den er navnlig bleven for-
synet med Buffeter. Skulde Diplomaterne ellers
trænge til noget, kan de ty til de store Re-
staurationer i Nærheden, først og fremmest
til „Hotel des Indes", der for mange og
gode Gylden stiller alt, hvad selv den
mest forvænte Gane kan ønske, til Raadig-
hed.
Man venter, at der vil blive ført mange
og lange Forhandlinger om ikke just i Kon-
ferencens Plenarmøder, saa dog i Udvalgs-
salene, og Konferencen ventes ikke sluttet
før September. Haags Hoteller, der er fuldt
optagne for hele Sommeren, og Scheveningen,
hvor der træffes storartede Forberedelser til
at underholde det forvænte internationale
Selskab, er sikre paa at gøre glimrende For-
retninger. For Mr. Stead og Baronesse
Suttner, der allerede før Konferencen havde
opslaaet deres Residens i den prægtigt ud-
styrede „Cercle internationale1* ved Prinsesse-
grachten, og de andre troende Fredsvenner
er Udsigterne ikke saa lyse. De maa for
en væsenlig Del trøste sig med Nedlæggelsen
af Grundstenen til det nye „Fredspalads*,
der skal rejses i Haag. Man tør dog
nu haabe, at Fredskonferencen ikke vil blive
sprængt, at Voldgiftsrets-Sagen vil blive yder-
ligere fremmet, og maaske endog, at Dan-
marks og andre Staters Bestræbelser for at
faa de neutrale Magters Stilling under en
Krig ordnet paa en mere betryggende Maade
vil berige Folkeretten med et Par nye Be-
stemmelser.
1 i «i P
f
ii)r ?J 'MT
Fredspaladset efter Cordonniers Udkast.
858
»OM BIBELEN AT LÆSE OG LÆRE«
I Anledning af Dr. Edv. Lehmanns Skrift.
Af N. Zahle.
Jeg troede, da jeg var lille,
det Onde var ikke til,
det var kun gamle Dages
truende Skyggespil:
Kain var ond og Judas ond
og alle Hedninghunde —
men lukked jeg blot min Bibel i,
saa lukked jeg for det Onde.
Nu véd jeg, nu jeg er gammel
og ikke saa merkeræd,
ser jeg mig selv i Spejlet,
saa ser jeg det Onde med.
Kain er jeg og Judas jeg
i Sjælens dybe Grunde —
bedst at lukke min Bibel op,
det hjælper mod det Onde.
Ckr. Richardt.
Hvad Dr. Edv. Lehmann i sit Skrift
med ovenstaaende Titel har udtalt,
er et Ord i rette Tid til os Danske, som
vi maa være ham oprigtig taknemmelige
for. Men den Slutning, som han kom-
mer til for at bøde paa Manglen, kan jeg ikke
være enig med ham i. Det vil gøre mig
ondt, om Hjem og Skoler vil lade sig nøje
med et, om end temmelig rigt, Udvalg af
Bibelen. Det er den hele store, gamle Bibel,
som vi skal vænnes til at læse, som vi skal
blive fortrolige med. Øjet skal netop have
den for sig og intet andet. Sørgeligt er
det, at Danmark er et af de Lande, om ikke
det Land, hvor Biblen læses mindst og
kendes mindst. Men den Omstændighed vil
ikke afhjælpes paa en virkelig indgaaende
Maade ved, at der udkommer et Udvalg,
som man saapas kan nøjes med. At det
vilde give Anledning til Overgang til den
hele, fulde Bibel, tror jeg i al Almindelighed
ikke. Meget mere vilde det berolige Sin-
dene. „Man har dog altid dette, dette over-
kommelige, dette forstaaelige. Det Mere er
ikke for os. Vi kan godt nøjes med dette.1*
Saaledes vil der let komme til at ræsonneres.
859
Jeg kender ikke til de smaa engelske for
de forskellige Børnealdre afpassede Bibeler,
har ikke kunnet faa fat paa dem, men tror
heller ikke, at jeg vilde kunne glæde mig
over dem.
Men hvorledes da bøde paa den sørgelige
Kendsgerning ?
Lad os først se paa 5/fokvejledningen.
Den begynder med Fortælling — senere hen
med smaa Bibelhistorier og større — netop
affattede efter Børnenes Evner. De mange
forskellige Angreb, der i senere Aar er rejste
mod deres Sprog, kan jeg ikke rigtig forstaa.
Brandts og Bredsdorffs meget smaa, for at
nævne et Par Stykker, er barnligt og jævnt
fortalte. Men — vil man overhovedet bruge
disse „smaa" Bibelhistorier? Er ikke For-
tællingen til et endog temmelig højt Stade —
det Ilte, ja 12te Aar — det allerbedste?
Og saa senere kommer de i mine Tanker
fortræffeligt fortalte Bibelhistorier af L. Chr.
Muller m. fl.
Men Fortællingen og Bibelhistorierne, valgte
efter hver Skoles eller Lærers Smag, er kun
Stedfortrædere for selve Bibelen og bør kun
benyttes som saadanne. Hvert Barn, ogsaa
af en hel Søskendekreds, bør eje sin egen
Bibel og have denne liggende i sit Pultrum.
Meget tidligt kan et lille Barn vænnes
til at slaa op i og læse i sin Bibel. Tidligt
skal Skrifternes Rækkefølge være det saa
naturligt som Bogstavernes Rækkefølge. Naar
saa det fortalte eller senere det læste er
blevet det kært, slaas der op i Bibelen, og
det bliver fortroligt med flere og store Dele,
som yderligere fæstnes ved Understregninger
Det givne Stykke eller Kapitel læses op af
forskellige Elever — maaske først af Lært-
ren selv — og Bibelen henlægges efter Timen,
tages ikke hjem med. Sker dette stadigt,
tvinges ingen Genfortællen frem, og fordres
58
*0m Bibelen at læse og lære*
der ingen Hjemme- Udenadslæsning, bliver det
en fri Sag, hvorvidt et Barn har Lyst til
selv at fortælle, lære noget udenad eller
ikke — , skal det nok vise sig, at Bibelen
bliver kendt og Barnet fortrolig, og Lysten
til at læse paa egen Haand ægges mer og
mere. Og har Barnet saa frit Lov til at
spørge — og her vilde det jo gælde ikke at
afvise noget alvorligt Spørgsmaal, det være
nok saa „ dristigt u eller indgaaende eller
„ anstødeligt * — baade om, hvad det er
blevet henvist til af Læreren, og om, hvad
det paa egen Haand har opsøgt eller til-
fældigt er faldet over, skal det befrugtende
ved slig Læsning nok vise sig.
Men det skal være den store Bog. Det
skal være den, som Barnet mer og mere
kommer til at kende — stykkevis — men
med sit store mægtige Indhold in mente.
Bibelen bliver kær, bliver indholdsrig, bliver
betydningsfuld. Et Uddrag, bliver aldrig
det samme og ansporer næppe til at søge
den store Bog.
Jeg tror og véd, at en saadan Bibellæsning
i Skolen kan føre en virkelig Udvikling
med sig straks og ud i Livet. Og naar Præ-
sten saa ved Konfirmationsforberedelsen min-
dre vilde stille sig som prøvende, som eksami-
nerende, men mere som den opmærksomme
Iagttager af de forskellige Børns Modtage-
lighed for hans egen videregaaende Under-
visning og for den Modenhed, de viste ved
Svar og Spørgsmaal, vilde en saadan fore-
gaaende Vejledning sikkert lidt efter lidt
blive mer og mer almindelig.
At Religionstimerne skulde være ledsagede
af, for ej at sige fyldte med, aandelige Sange,
afpassede efter Alderen, og af Læsning og
Syngen af Grundtvigs skønne Bibeldigtning,
behøver vel næppe at nævnes.
Gaar vi saa til Hjemmets Bibellæsning, da
er der jo intet Spørgsmaal om, at denne for
Barnet vilde være den allerbetydningsfuldeste,
naar den blev ledet ret. Her kunde der (til
en Begyndelse) snarere være Tale om „Ud-
drag" i de Hjem, der uden Forberedelse eller
Uddannelse modigt gik til det. Men hvor
mange „Uddrag" vilde der ikke snart blive
at vælge imellem! og saa Barnet — hvor-
ledes skulde der egentlig gaas frem lige over
for det, hvis det havde Skolens gode oven-
antydede Vejledning som Forudsætning?
Andagt, Opbyggelse rinder vel Sted i
mange Hjem for Øjeblikket. Og hist og her
knytter der sig vel ogsaa nogen Bibellæs-
ning dertil — men i en forsvindende Grad.
Det er vist sandt, at Grundtvigianerne i dette
Stykke har deres Skyld.
Englændernes og Skotternes Maade at
læse Bibelen paa fra Ende til anden ved
daglig Læsning efter hvert Hjems Husorden,
virker ved første Øjekast, ved første Beret-
ning og de første Gange, man som fremmed
kommer til at deltageren, baade usmagelig
og ensformig, trættende, ja aandløs, snarere
nedbrydende end opbyggende. Men i Tidens
Løb, og naar man hører en alvorlig Hus-
fader eller Husmoder*) tale derom, stiller det
sig noget anderledes. Jeg har paa en Rejse
haft nogle for mig meget betydningsfulde Sam-
taler med en højkirkelig, højtstillet Englænder.
Han mente, der hang mere ved, end man i
Almindelighed troede, og naar man, som han
sagde, ikke blot holdt sig til visse foreskrevne
Bønner, men lod disse tage Sigte paa det i
det gamle og nye Testamente læste, drev det
Tanker frem og bragte Medlemmerne, voksne,
Børn og Tjenestefolk, til at gøre Spørgsmaal
bagefter og banede Vej til Samtaler, som ofte
kunde have Velsignelse med sig. Han for-
talte mig saaledes eksempelvis, at han en
Gang efter Læsningen af 1. Moseb. 38. Kap.
havde faaet Spørgsmaal og var kommen ind
i en Samtale med en 14—15 Aars Søn, og
*) Muligt er det, som Tiden er nu, netop hende,
der maa kaldes paa, hun, som er tilbage, naar
Husfaderen tvinges til for sine Forretningers Skyld
tidligt at forlade Hjemmet; hun kan bedst vælge
og afpasse Tiden.
860
-*0m Bibelen at læse og lære*-
denne Samtale havde ligefrem, saa vidt han
kunde se, hjulpet Sønnen ej alene til større
Klarhed, men hjulpet ham ud „over det
Onde". Noget lignende havde han oplevet
med Børn og Tjenestefolk efter Læsning af
forskellige af det gamle Testamentes historiske
Bøger eller af Pauli Breve m. m. „Men,a
sagde han, »det forudsætter jo et vist Liv
med Bibelen Dagen igennem; men dette Liv
har igen for en Del sin Forudsætning i Bibel-
læsningen. u
Det gamle Testamente vil paa denne Maade,
naar man regelmæssig og daglig læser Ka-
pitel efter Kapitel baade i det og det nye
Testamente, naturligvis ikke blive læst saa
meget og saa tidt som det nye; men det er
i sin Orden. Dr. Lehmann fortæller om
Byron, at han har sagt: det gamle Testa-
mente var ham en Gave, det nye en Op-
gave. Saaledes skulde det blive for os alle.
At man paa Helligdage, Søndage eller andre
for den enkelte Familie betydningsfuldere
Dage kunde tilføje noget eller foi andre ved
den sædvanlige Orden, behøver kun at an-
tydes.
En saadan daglig Indøvelse i Kendskab til
Bibelen vilde ogsaa finde sin Mand — eller
Kvinde — rustet til at tage imod de videre
og videre gaaende bibelske Kritiker. Man
vilde være modnere til at møde dem, veje,
fastslaa eller afvise dem. Man vilde føle det
naturligt selv at tage Bibelen i Haand og
sammenligne, vælge og vrage. Og under al
denne Syslen, den selvstændige og personlige,
med Bibelen og bibelske Skrifter kunde det
hænde, at den i sin Enfoldighed kom til at
tale et vægtigere Sprog til os end de viden-
skabelige Undersøgelser, eller at den bragte
os til at se disse i deres rette Lys, bragte os
til at forstaa, hvilke virkelige, værdifulde
Oplysninger Forskningen kan bringe, men
ogsaa Grænsen for al menneskelig Forsk-
ning.
Men til alt det behøves hele den store
Bog selv — og til den fører kun en Ind-
861
øven fra Barndommen af i Hjemmet og i
Skolen, hvert Sted paa sin Maade. Men
hvor vilde noget saadan; ikke efterhaanden
blive af Betydning for Hjemmet, for Sam-
fundet, og i det hele store!
Man kommer bestandig til at høre om
det umulige i at læse det gebrokne Dansk,
det for os ulærde malabariske Sprog, som
Bibelen er oversat paa. Jeg véd ikke, om
det virkelig er saa slemt. Under alle Om-
stændigheder er det min Erfaring om mig
selv og andre, unge og gamle, at naar der
først læses med Glæde og Begærlighed, saa
gør dette gammeldags Sprog med sine kede-
lige tyske Gloser og Vendinger ikke saa
meget Det er dog Aanden deri, hvorpaa
det kommer an, og den skal nok rindes,
naar der læses med ærlig Hu. Men vist er
det, at Sproget kunde forbedres, kunde gøres
lettere tilgængeligt, kunde være naturligere.
Nu velan — saa arbejd da med Flid paa
4enne Forbedring! Lad der fremkomme
lettere og lettere læselige Stykker ! Tag, hvad
der findes enkeltvis oversat, saml det bedste
og udgiv stedse bedre og bedre Bibler! Men
imens — lad os ikke vrage, hvad vi har. Rør-
dams og den sidste af Videnskabsmænd fore-
tagne Prøveoversættelse af det nye Testamente
er dog ikke at forsmaa! og Lindbergs gamle
Testamente er — med eller trods sine en-
kelte Pletter eller Snurrigheder — dog ikke
at kimse ad, tværtimod! Men, som sagt:
lad os nu straks tage, hvad vi har, om det
er lykkedes Dr. Lehmann rigtig at ruske op
i os og gøre os vaagne paa dette vigtige
Punkt! Og lad os saa bruge, hvad vi har,
paa bedste Maade! Jeg har med Lethed
faaet Børn til at tage efter, naar jeg under
Oplæsningen har forandret paa noget af det
mest underlige eller tyskagtige, og denne
Læsning har fæstnet sig i deres Tanker; de
læste, uden selv at vide det, op paa samme
Maade. Derfor — intet Uddrag/ men flit-
tigt Arbejde paa billigere og billigere fulde
Bibeludgaver. Det er Sagen!
58*
*0m Bibelen at læse og lære«-
Jeg er glad ved, at Dr. Lehmann ikke
ganske har kastet Vrag paa Katekismen eller
Lærebogen. Jeg tror, den maa helst ved-
blive at have sin Plads under Vejledningen
af de unge — men hvor? Maaske vilde
det være det naturligste, saa længe vi har
Konfirmationen, at denne Vejledning var
Præstens. Men heller ikke i Barneskolen
mener jeg dog, den ganske skulde slettes.
Bliver Lærebogen brugt mere som Lasebog,
ikke som Lærebog, som Grundlag for almen-
nyttige Samtaler, saa vil Skriftstederne idelig
gøre Brugen af Bibelen nødvendig. Skrift-
stedet skal ses i sin Sammenhæng — og
det er til stor Glæde for Børnene saaledes
at søge nyt og gammelt frem. „ Kærlig-
hedens Lovsang* i Korintherbrevet vil blandt
andet dukke op paa ny og paa ny, til den
aldeles ubevidst ligger Ynglingen og den
unge Pige som en Skat i fjertet.
Jeg skriver ikke dette uden med den
Frygt, at disse mine Ord vil blive som en
Røst i Ørkenen; men de skal dog siges,
Dr. Lehmanns Forslag er i første Øjeblik
saa „slaaende*, saa bedaarende, saa forjæt-
tende, og jeg kender mange, som imødeser
hans „Uddrag eller Udvalg* med Forvent-
ning og Glæde. Men — holder dette Stik
for en længere Overvejelse, en dybere Be-
tragtning? og vil dets Virkeliggørelse blive
til Udbytte for de enkelte paa „Kulturens
og Saliggørelsens Vej"?
Dr. Lehmann er bange for „denne store
tykke Bog med dens besværlige fremmede
Sprog, med dens vanskelige Tanker og med
de mærkelige, tidt anstødelige Ting, den
taler om". Jeg elsker denne store tykke
Bog med alt dens Indhold. Elsker den med
alle dens tilsyneladende Modsigelser og Sørge-
ligheder, med dens „Hævndrab* og Blods-
udgydelser, dens Grusomheder — — af
Herren! Netop som den er, giver den
hver alvorlig Læser og den alvorlige Hus-
fader eller Husmoder Anledning til de dybe-
ste Overvejeiser og bedste Samtaler i Ver-
den. Han (hun) vil efter som han har
nemmet og nu tænker og tror — efter sin
Kundskabs Søgen og sit Kendskab til Viden-
skabens Kritik og Indsigelser — give sine
Forklaringer om denne „Folkenes enestaaende
Folkebog* til dem, der søger hans Raad.
Eller, om han (hun) mest har „forstaaet
med Hjertet*, ud af hvad han har skønnet
og skimtet af „den dybe Sammenhæng* og
den „bundløse Kærlighed*, bringe sit stille
Vidnesbyrd. Og Bogen vil svulme op i
Storhed for de unge, som Hjerter kan svulme
under hvert Glimt af det største.
Mange, mange Ting vil Børnene, de smaa
og større, ikke lægge Mærke til ved første,
anden eller tredie Gennemlæsning. Som det
drives i England og Skotland er selv ganske
smaa Børn — i 6, 7 Aars Alderen — til
Stede ved disse Bibellæsninger. Falder de i
Søvn derunder, er det ikke værre; de væn-
nes dog til at have Agt og Agtelse for
denne Dagens stille halve Time. Men efter-
haanden og paa sine Punkter kommer de
mer og mere med. Og véd Dr. Lehmann
noget om, hvor tidligt selv den mest anstøde-
lige Synd kommer ind over vore Drengebørns
— og Pigebørns Liv, saa vil han forstaa,
at jeg ingen Frygt nærer for, at Synden
bliver nævnet og omtalt, giver Anledning
til Spørgsmaal og Drøftelser. Saa mange
Forældre kan man høre sige i disse Tider,
da Spørgsmaalene er saa stærkt oppe om
Forældres og Læreres Oplysningspligt paa
det kønslige Omraade: „Hvor skal vi faa
Anledningen?* Nu vel, her er Lejlighed til
Anledning — og Held den, som ikke gaar
uden om den, men modigt tager fat paa
den og benytter den i Herrens Tjeneste!
Pet skal nok vise sig, at det „hjælper mod
det Onde*.
15. April 1907.
862
Henrik VIII.
Katharina af Aragonien.
HENRIK VIII OG ANNE BOLEYN
Af cand. theol. & mag. Niels Hansen.
HENRIK VIII hører til de mest udprægede
Skikkelser i Historien. Det er ikke
med Sympathi, man tænker paa ham og paa
den Række af Voldsgerninger, der er knyttet
til hans Navn. Dog gælder det jo ham
som vel ethvert Menneske, at han ikke kan
skildres fuldt ud med et Par skarpe og kraf-
tige Ord, og man maa paa Forhaand antage,
at han ved Siden af det, der med Rette er
saa oprørende for den almindelige Bevidst-
hed, dog ogsaa maa have besiddet en Del
Egenskaber, der kan forklare den Indflydelse,
han udøvede, og den fremragende Plads, han
indtager blandt de engelske Regenter. — Me-
ningen med de sidste Ord er dog paa ingen
Maade at ville forsøge paa at rense Mindet
om Henrik, den overleverede Bedømmelse af
ham er i alt Fald væsentlig rigtig, og Hi-
storikeren Froude's Forsøg herpaa saa vel
som paa at retfærdiggøre eller i hvert FaJd
undskylde endog hans mest oprørende Hand-
linger maa betragtes som fuldstændig mis-
lykket. Alle de mange Statsdokumenter,
Breve og Aktstykker, der i Aarhundreder
har ligget hen, uordnede og vanskelige at
komme til i de engelske Arkiver, er blevet
katalogiseret, saa vidt mulig dateret og ud-
givet i store, fortløbende Bind, og intet er
fremkommet, uden at det bekræfter den tra-
ditionelle Dom om Henrik VIII. Noget andet
er, at Henrik jo hverken fra sin Fødsel eller
sin Tronbestigelse af straks er den fuld-
modne Hykler og udprægede Tyran, han se-
nere viste sig at være, og det vil derfor
sikkert være heldigt, om vi begynder med
en Skildring af Henrik VIITs Udvikling og
Personlighed.
Hans Fader, Henrik VII, havde været
baade frygtet og hadet af sine Undersaatter,
og der gik et Befrielsens Pust hen over Eng-
land, da han døde, og det var med store
Forventninger, man saa Henrik VIII bestige
sin Faders Trone og aabne det Skatkammer,
som dennes Gerrighed havde fyldt med store
Rigdomme. Det er næsten umuligt at over-
drive den Popularitet, Henrik VIII var i Be-
siddelse af paa den Tid, han besteg Tronen,
og den Fortryllelse, han udøvede over sine
Undersaatter. Han var, hvad man døjer
med at tro, naar man ser Billeder af ham
863
Henrik VIII og Anne Boleyn
paa hans ældre Dage, da han var bleven
saa overordentlig svær, en smuk Mand, stærk
og modig, udmærket begavet og vel oplært;
han talte foruden sit Modersmaal baade
Fransk og Spansk og var ogsaa vel hjemme
i Latin; desuden var han musikalsk og
kendte endog Musiktheorien. Hans Opfat-
telse af Pligt og Ære var ridderlig og ideel.
Han var ogsaa meget flittig, og, naar Kardi-
nal Wolsey undtages, var han den af alle,
der — i alt Fald i de første Regeringsaar —
tog sig mest af Statens Sager. Han yndede
i hej Grad Pragt, store Fester og Fornøjel-
ser, Ting, det altid glæder det brede Lag
endog blot paa Frastand at være Vidne til,
naar ellers Forholdene i Landet er nogen-
lunde fredelige og lykkelige. Rent personligt
kunde Henrik VIII udvise en saare vindende
Elskværdighed. Thomas More beskriver hans
Maade at være paa i et Brev til Biskoppen
af Rochester, den senere Kardinal Fisher,
paa følgende karakteristiske Maade: „Han er
saa venlig og elskværdig mod alle Menne-
sker, saa enhver tror, han er hans særlige
Yndling, ganske ligesom Konerne tror, at
vor Frues Billede smiler til dem, naar de
beder foran det.a Og da Henrik VIII gav
samme Thomas More hans første Ansættelse,
paalagde han denne først at se hen til, hvad
der var Guds Vilje, og derefter til, hvad der
var Kongens, en Formaning, Thomas More
jo som bekendt lagde sig paa Hjerte som
kun de færreste. Og denne Evne til at vinde
og fortrylle sine Omgivelser mistede Henrik
VIII — trods alt — aldrig ganske. Sjæl-
den har nogen Hersker havt Ministre, der
saaledes med Legeme og Sjæl, uforbeholdent
og med alle Kræfter gav sig hen i hans Tje-
neste, som f. Ex. Wolsey, Thomas More,
Thomas Cromwell, Gardiner o. s. v. Naar
hans Lidenskaber ikke var i Bevægelse, var
han upartisk, han hørte med stor Opmærk-
somhed paa sine Raadgivere og paaskønnede
deres Iver. Han havde stor Intelligens, var
energisk og kraftig, og derfor satte man stor
Pris paa hans Ros, som han tildelte med
skarp Bedømmelse af de enkeltes Egenska-
ber. — Fra den Tid af, da Frants I af Frank-
rig ikke mere var Henrik en farlig Mod-
stander, og han saaledes ikke havde Krigene
mod Frankrig at anvende sin overstrømmende
Energi paa, begynder hans Nedgangsperiode.
Omtrent fra 1525, da Henrik var 36 Aar
gammel, begyndte Statens Anliggender at
interessere ham mindre. Han trak sig stedse
mere tilbage fra Hovedstaden og tilbragte sin
meste Tid med at gaa paa Jagt. Han fjer-
nedes derved mere end nogensinde fra Kar-
dinal Wolsey *s personlige Paavirkning og
omgaves i Stedet for af Yndlinge, som delte
hans Adspredelser og Udskejelser og nærede
hans Lyst til Ødselhed, som jagede med ham
om Dagene og spillede med ham om Næt-
terne, og det var somme Tider store Sum-
mer, Henrik tabte. Og den Sanselighed, som
altid havde ligget til Henrik og allerede før
givet sig adskillige Udslag, begyndte nu at
blive en alt beherskende Lidenskab, den tog
Magten baade fra hans Forstand og hans
Dømmekraft og gjorde ham alle Midler lige
gode, naar han kun derved kunde naa sit
Maal. Vovede nogen at krydse hans Planer,
var han hævngerrig uden Hensyn, og Tak-
nemmelighed var en Egenskab, han ikke
kendte, hvad saa mange fremragende og ud-
mærkede Mænd under hans Regering afgiver
den mest levende Illustration til. Hans Egen-
kærlighed, Gerrighed og Grusomhed voksede
stærkt med Aarene, især fra den Tid af, da
hans mangeaarige Ven og Englands bedste
Mand Thomas More samt hans faderlige Raad-
giver Kardinal Fisher faldt som Ofre for hans
Lidenskab og deres egen Trofasthed mod
deres Overbevisning. Og til den Hensynsløs-
hed og Grusomhed, hvormed han behandlede
enhver, som stod ham i Vejen, f. Ex* sine
Hustruer, skal man lede længe for at linde
Magen. Og rent ud forbløffende er den Fær-
dighed i Hykleri, han er i Besiddelse af, naar
det gælder om at besmykke endog sine smud-
864
Henrik VIII og Anne Boleyn
sigste Handlinger. — Dog selv til det sidste
kunde der glimtvis komme Træk frem, der
røbede, at han en Gang havde været en dyg-
tig Theolog og betydelig Statsmand, og Rester
vise sig af en Fromhed, som sikkert en Gang
havde været oprigtig ment. Saaledes omtrent
tog den Mand sig ud, der kom til at spille
saa stor en Rolle i Englands saavel politiske
som kirkelige Historie.
Kort efter, at Henrik VIII i 1509 havde
besteget Tronen, blev han endnu samme Aar
gift med Catherine af Aragonien, en Datter
af Ferdinand den Katholske og Isabella.
Hun havde tidligere været gift med Henriks
Broder Arthur, men denne var syg lige fra
før Brylluppet, og der blev aldrig noget
ægteskabeligt Samliv mellem dem. Da Kir-
ken forbyder en Mand at ægte sin Broders
Enke, kunde Henrik ikke uden pavelig Dis-
pens indgaa Ægteskab med Catherine, en
Dispens, det i foreliggende Tilfælde ikke var
vanskeligt at opnaa, hvor Bruden, skønt Enke,
indgik som Jomfru i Ægteskabet. Pave Julius
II udstedte baade en Bulle og for større Sik-
kerheds Skyld noget efter et Breve, hvorved
alle kirkelige Forbud, der paa nogen Maade
kunde træde hindrende i Vejen for Henriks
Ægteskab med Catherine, blev kendt ganske
døde og magtesløse. Som alt nævnt, var de
første Aar af Henriks Regering en lykkelig
Tid, — baade ved Hoffet og Landet over
var der Liv og Munterhed, og Henrik og
Catherine levede ogsaa i lang Tid i skøn
Harmoni ved hinandens Side. Vel var hun
halvsjette Aar ældre end han, men det gjorde
intet Skaar i det gode Forhold mellem dem,
han elskede hende, og hun tilbad ham. Cathe-
rine viste sig sin høje Stilling fuldkommen
voksen, og hun lagde ved flere Lejligheder
stor Regeringsdygtighed og Raadsnarhed for
Dagen. Hun var from og rettænkende, af
strenge og solide Principer. Den eneste Sorg
i disse Aar var en nyfødt Prinses Død, hvad
der i og for sig ogsaa maatte kaldes en
Ulykke af Hensyn til Successionen, da der
ellers kun var født en- Datter i Ægteskabet,
den senere Dronning Mary. Ved Siden af
disse fortræffelige Egenskaber havde Cathe-
rine visse — ikke Fejl, men Mangler, som
ofte gjorde hendes svære Stilling endnu van-
skeligere, da Henriks Tilbøjelighed for hende
begyndte at formindskes. Naar hun var mis-
fornøjet med noget, lagde hun ikke Dølgs-
maal herpaa, men sagde det lige ud; hun
forstod slet ikke at smigre for Henrik, at be-
nytte hans svage Sider til derigennem at ud-
øve heldig Indflydelse, hvor det kunde gøres
Behov, og paa den Maade lede ham ind paa
heldigere Veje, og kunde daarligt se en Sag
fra mer end een Side eller fra et andet Syns-
punkt end hendes eget, der maaske nok un-
dertiden var noget snævert.
Det var i Aaret 1522, at den unge og
indtagende, 20-aarige Anne Boleyn vendte til-
bage til England efter et seksaarigt Ophold
ved det franske Hof og begyndte sin Op-
træden ved det engelske Hof. At Henrik,
før han havde lært Anne Boleyn at kende,
havde været en mønsterværdig Ægtemand,
kan ingen paastaa, tværtimod havde han
indladt sig i flere ulovlige Forbindelser, bl.
a. med Anne Boleyns yngre Søster Mary.
Anne Boleyn bliver derved paa en Maade
langt mere Henriks Svigerinde, end Catherine
nogensinde havde været det. At Anne der-
imod var selve Henrik VIlTs Datter, som
man undertiden kan høre det paastaaet, er
dog ikke sandt. Anne var ikke nogen egentlig
Skønhed, men elegant og yndefuld, med sorte
Øjne, sort Haar og velskabte Hænder. Hun
var vittig, livlig og underholdende og havde
jo forøvrigt i den Henseende gaaet i en god
Skole i Frankrig. Desuden var hun meget
forlystelsessyg og satte i høj Grad Pris paa
at blive beundret. Det maa være omtrent
midt i Tyverne, at Henrik begyndte at in-
teressere sig for Anne. Hun var den Gang
nogle og tyve Aar gammel og ivrig optaget
af at gøre et godt Parti. Men hun var og-
saa en klog Kvinde og fast bestemt paa ikke
= 865 =
Henrik VIII og Anne Boleyn
uden videre at give efter for Henriks Ønsker
og blive hans Elskerinde, som hendes Søster
havde været. Det var ikke uden god Grund,
thi overfor sine Elskerinder viste Henrik det
samme simple Sindelag som overfor snart
sagt alle andre, som han kunde synes at
staa i en eller anden Taknemmelighedsgæld
til. I den Henseende var hans Samtidige,
Frants I af Frankrig, en Modsætning til ham,
han sørgede kongeligt for sine mange Elsker-
inder, medens derimod Henrik ingen Erkendt-
lighed viste, naar hans sanselige Lyst var
tilfredsstillede. Heller ikke Anne's Søster
Mary eller dennes Mand havde havt nogen
Fordel af Forholdet til Henrik VIII; derimod
havde Marys og Annes Fader, Sir Thomas
Boleyn, faaet store Embeder og rige Indtæg-
ter og var bleven udnævnt til Lord Roch-
ford.
Derfor kan man vist næppe betragte det
som en Dyd fra Anne Boleyns Side, at
hun saa længe nølede med at imødekomme
Henriks Ønsker. Desuden var paa den Tid
det Rygte ved at udbrede sig, at Henrik var
ked af Catherine, især fordi hun intet mand-
ligt Afkom havde og i Følge sin Alder heller
ikke kunde vente at faa noget, og at han
derfor saa sig om efter en yngre Brud. De
sædelige Forhold stod da som saa ofte se-
nere ikke videre højt i fornemme Kredse, og
Anne havde sikkert mere end een Gang været
Vidne til, at en højbaaren Mand, som var
bleven ked af sin Hustru, under et eller an-
det Paaskud fik sit Ægteskab erklæret ugyl-
digt for at kunne indgaa et nyt. Da Ud-
sigten til at blive Dronning først havde frem-
stillet sig for Anne, besluttede hun at sætte
alt ind paa at naa dette store Maal, og det
var med mesterlig Dygtighed, hun adskillige
Aar igennem spillede det vanskelige Spil,
stadig at holde Henrik i Aande, saaledes at
hun hverken føjede sig efter hans Lidenskab
og ej heller stødte ham saa meget fra sig,
at han blev ked af hende og træt af at bryde
Vej gennem de utallige Vanskeligheder, der
optaarnede sig for hende paa hendes Vej til
den engelske Dronningetrone.
Omkring 7 Aar varede det, inden Anne
Boleyn naaede sine Ønskers Maal. Om alle
de Stridigheder, der opstod, Intriger, der
spandtes, Gesandtskaber, der afsendtes og
Forhandlinger, der førtes o. s. v. i disse Aar,
er der skrevet mange Bøger, og stadig væk
dukker der snart et, snart et andet op, som
kaster nyt Lys over gamle Sager eller frem-
drager nye Synspunkter. At give en endog
blot kortfattet, sammenhængende Skildring af
disse Aars Begivenheder, er paa dette Sted
ikke gørligt, jeg skal blot kortelig dvæle ved
særlig interessante eller gribende Træk af de
mange Aars forøvrigt meget underholdende
Historie. Det var i Foraaret 1527, da Hen-
rik allerede længe havde sukket for Annes
Fødder, at han sammenkaldte sine paalide-
ligste Raadgivere og betroede dem, i hvilken
Samvittighedsnød han befandt sig. Den Til-
ladelse, han for mange Aar siden havde faaet
af Paven til at ægte sin Broders Enke, fryg-
tede han for var ganske ugyldig, og han
havde altsaa i mange Aar levet i Dødssynd.
Hans Raadgivere forstod straks, hvad Vej
Vinden blæste, og følte ogsaa alvorlige Be-
tænkeligheder. Kardinal Wolsey, en af Eng-
lands største Statsmænd, men ofte afmalet
med langt sortere Farver, end han fortjener,
var straks rede til at tjene Kongen i denne
Sag som i saa mange andre, tilmed da den
Tanke ikke faldt ham ind, at der kunde være
Tale om, at Anne kunde blive Dronning;
han troede, at hun allerede var Henriks El-
skerinde, og han vidste da af Erfaring, at
denne sandsynligvis efter nogle Maaneders
Forløb vilde være ked af hende, længe før
der vilde kunne være Tale om, at nogen Skils-
misse kunde komme i Stand. I Følge Aftale
med Kongen blev denne selv stævnet til at
møde for sit Riges to Ærkebiskopper, af hvilke
Wolsey, der beklædte Yorks Ærkebispesæde,
var den ene, og disse bebrejdede Kongen, at
han havde levet 18 Aar i Ukyskhed, medens
866
Henrik VIII og Anne Boleyn
denne forsvarede sig og forlangte en Theolog
beskikket som sin Defensor. For at faa starre
Sikkerhed foreslog Wolsey, at man skulde
stille den Forespørgsel til alle Rigets Biskop-
per, om det
var en Mand
tilladt at ægte
sin Broders
Enke. Man
havde ventet,
at Biskopperne
skulde have
forstaaet, hvad
Svar man øn-
skede, men
enten forstod
de det ikke
eller var for
ærlige Mænd;
de fleste er-
klærede nem-
lig, at med
pavelig Dis-
pens vilde
et saadant
Ægteskab være
fuldgyldigt.
Des værre
for Henrik fik
Catherine hur-
tigt Nys om
Sagen, hvor-
for han prø-
vede paa at
gøre Indtryk
paa hende. Han
bad hende ind-
trængende om
at flytte bort
fra Hoffet, da de levede i Dødssynd med
hinanden, men hun svarede med at udbryde
i Taarer og erklære, at hun ikke vilde rejse
bort eller opgive det mindste af sin Ret, og
derefter lod Henrik hende foreløbig i Fred.
Paven, Klemens VII, var den Gang i stor
Nød. Kejser Karls Tropper hærgede og plyn-
drede Rom paa den utroligste Maade, (værre
end Hedningene nogensinde havde gjort det)
og han var selv i Fangenskab. Uden Wol-
seys Vidende
blev der sendt
en Gesandt til
Rom, Henriks
Sekretær
Knight, som
ogsaa efter ad-
skillige Van-
skeligheder fik
Paven i Tale;
han skulde
stille flere An-
modninger til
Paven, alle
højst urime-
lige, f. Eks.
om Tilladelse
for Henrik til
at leve i Bi-
gami, om Over-
dragelsen af al
Pavens aande-
lige Myndig-
hed til Wol-
sey, saa længe
Paven var i
Fangenskab,
o. s. v., men
han skilte sig
yderst uhel-
digt fra sit
Hverv ; han,
der skulde
have optraadt
yderst diskret,
især hvad Anne Boleyn angik, snakkede løst
og fast til alle Sider, saa alle ved Pavens Hof
blev sat grundig ind i hele Skandalehistorien.
Knight lod sig fuldstændig bedaare af Paven,
der altid forhandlede med ham i den største
Venskabelighed, og det var med Stolthed, han
Henrik VIII.
- 867 —
Henrik VIII og Anne Boleyn
vendte hjem til England med to pavelige Doku-
menter, der indeholdt store Løfter og Tilladel-
ser. Henrik blev ogsaa meget glad, da han læste
Skrivelserne, og viste dem med stor Selvfø-
lelse til Wolsey, som straks i Slutningen af
det hele opdagede en tilsyneladende ligegyldig
Sætning, som dog for hans snedige Diplo-
matblik straks viste sig fuldstændig at op-
hæve alle de gjorte Indrømmelser, og saaledes
var man ved Begyndelsen af Aaret 1528
endnu ikke naaet et eneste Skridt videre,
medens Paven havde naaet, hvad han vilde,
en Udsættelse af denne ubehagelige Sag, som
han vilde give meget til kunde dø hen ganske
af sig selv, uden at han skulde fælde nogen
afgørende Dom.
Kort efter sendte Henrik og Wolsey to
Gesandter til Rom igen, og de var for saa
vidt heldigere end den første, som Klemens
tillod Nedsættelsen af en Kommission i Eng-
land til at behandle Skilsmissesagen, nemlig
de to Kardinaler Campeggio og Wolsey, ihvor-
vel Paven forbeholdt sig selv den endelige
Afgørelse af Sagen. Rigtignok medgav Paven,
— og det var ved denne Lejlighed, han gav
efter mere end nogensinde baade før og siden,
— Kardinal Campeggio en Skrivelse, der i
Grunden erklærede Henriks Ægteskab ugyl-
digt, men han maatte blot vise den til Hen-
rik og Wolsey og under ingen Betingelser
lade den komme sig af Hænde, og senere
fik han endog streng Befaling til at brænde
den, en Befaling, han syned -øjeblikkelig at
have fulgt. Desuden fandt man — til Hen-
riks usigelige Ærgrelse — i Spanien det Breve,
som Julius II havde udstedt for yderligere at
bekræfte den Bulle, ved hvilken han havde
tilladt Henriks og Catherines Ægteskab, om
et eller andet Udtryk i denne ikke skulde
være klart eller utvetydigt nok. Dette sidste
Fund gjorde Henriks Sag endnu vanskeligere,
og det var ikke med lyse Forhaabninger for
denne, at Forhandlingerne for de to Kardi-
nalers Tribunal begyndte i Maj Maaned 1529.
Campeggio havde lige fra først et Formaal
fremfor alle andre, nemlig at trække Sa-
gen i Langdrag, men det synes for øvrigt,
som om han mere og mere fik Øjnene aabnet
for den store Uretfærdighed i Kravet fra Hen-
riks Side. Hertil kan maaske ogsaa et Par
Begivenheder have bidraget, der forefaldt
under selve Sagens Behandling. I et af de
første Møder kommer Catherine ind, kaster
sig paa Knæ for Henrik og besværger ham
med gribende Ord ikke at forstøde hende,
men vise hende Barmhjertighed for hendes
Kærligheds Skyld, og indskyder sig og hele
sin Sag for Pavens Domstol. Og dette var
den eneste Gang, Catherine viste sig for Kar-
dinalerne. Et andet Møde, d. 28. Juni, er
bleven berømt ved Fishers, Biskoppen af Ro-
chesters Optræden. Denne overgiver et lille
Skrift, han har forfattet om Sagen, i Kardi-
nalernes Hænder, og holder en flammende
Tale til disse, hvori han siger om sig selv,
at han ligesom Johannes den Døber har Kald
fra Gud til at værne om Ægteskabets Hellig-
hed, og at kun Gud ved Døden kan løse
Henriks og Catherines Forbindelse. Cam-
peggio blev mere og mere ilde tilpas ved
at have noget med Sagen at gøre, han led
meget af Sygdom, og i Juli udsætter han
hele Sagens videre Behandling til den 1.
Oktober. Dog allerede længe forinden havde
Pave. Klemens taget sine Legaters Myndighed
tilbage, og Campeggio forlod da England
Oktober Maaned 1529. I Dover blev han
overfaldet af Røvere, som gennemrodede alle
hans Sager, vistnok udsendte af Henrik VIII
for at finde den før omtalte Skrivelse fra
Paven, hvilken dog, som vi hørte, forlængst
var bleven tilintetgjort af Campeggio.
Paa samme Tid bliver al Magt og Myn-
dighed taget fra Kardinal Wolsey, og Eng-
lands store Segl gaar fra hans Hænder over
i Sir Thomas Mores, som i over to Aar var
Englands Storkansler. Man har ofte undret
sig over, at en Mand 'som han vilde mod-
tage denne Stilling under slige Omstændig-
heder. At det ikke var nogen Form af
868
Henrik VIII og Anne Boleyn
Forfængelighed, der drev Thomas More ind
i denne høje Stilling, er hævet over al Tvivl;
at adskillige Grunde har bevæget ham, er
rimeligt, blandt andet haabede han sikkert,
at Kongen vilde opgive sine Skilsmisseplaner,
da han udtrykkelig havde tilkendegivet denne,
at deri kunde han ikke tjene ham, ligesom
han med god Grund maatte antage, at skulde
nogen af Kon-
gens Raad-
givere kunne
lede Udvik-
lingen ind i
et heldigere
Spor, vilde
det alene væ-
re ham. Men
alt skulde gaa
helt anderle-
des, end Tho-
mas More
havde — vel
ikke ventet,
mendogmaa-
ske havt et
svagt Haab
om. Wolseys
Indflydelse
var, som
sagt, ganske
forbi, og han
døde paa Vej-
en til Fæng-
slet 27. Novb.
1530, me-
dens Anne
Boleyn og hendes Venner triumferede;
Thomas More.
Efter Holbeins Maleri.
thi
skøndt han efter Henriks udtrykkelige Ønske
trolig havde arbejdet for Skilsmisseplanen,
holdt de ham — og med Rette for deres
dygtigste Modstander. Medens Kardinalerne
sad til Doms, havde Anne opført sig med
lidt mere Beskedenhed end ellers og af
og til fjernet sig fra Hoffet, men nu be-
gyndte hun igen at lægge større Frækhed
for Dagen og aabent lade sig forlyde med,
at hun ansaa Catherine hverken for Dron-
ning eller Henriks Hustru. Dog var hendes
Sag langt fra vunden endnu, af Venner
havde hun udenfor sin egen Families Kreds
saa godt som ingen, da hendes tidligere
Venner var bleven spredt, efterat den fælles
Fjende Wolsey var død. Henrik var endogsaa
selv, i Be-
gyndelsen af
Aaret 1531,
ved at være
led og ked
af hele Sa-
gen, han ind-
saa, at Paven
aldrig vilde
give efter for
hans Forlan-
gende, og
Annes Hef-
tighed og
komman-
derende Op-
træden havde
undertiden
været ham
ubehagelig.
Da optræ-
der der en
ny Person
paa Skue-
pladsen, en
af de mest
fordærvelige
Skikkelser
og energiske
bliver snart
under Henrik VIII, den snu
Thomas Cromwell, og han
Annes gode Ven og trofaste allierede. Siden
blev han Henriks ypperste Haandlanger ved
de bekendte Klosterplyndringer; — han endte
som saa mange af Henriks trofaste Tjenere
med at miste Hovedet paa Skafottet.
Det, som nu først var at gøre i Annes
Sag, var at faa Catherine fjernet fra Hoffet.
869
Henrik VIII og Anne Boleyn
Skønt Anne gjorde, hvad hun evnede, for at
drage Henrik fra hans Hustru, ved at for-
anstalte Fester, Jagter, Rejser o. desl., kunde
det dog ikke undgaas, at Henrik og Ca-
therine af og til traf sammen; vel skændtes
de ofte om, hvor vidt Catherine var Dron-
ning, men Henrik trak gerne det korteste
Straa i disse Stridigheder, til Annes store
Forbitrelse, I Maj 1531 kom der til Ca-
therine en stor Deputation fra Henrik, be-
staaende af Hertuger og Biskopper, for at
overtale hende til at opgive al videre Mod-
stand, men hun svarede dem saa energisk,
at de vendte om med uforrettet Sag. Da
saaledes Forestillinger viste sig ganske over-
flødige, brugte Henrik sin kongelige Myn-
dighed og befalede August 1531 Catherine
at forlade Hoffet og tage Ophold et nærmere
betegnet Sted, hvorefter Anne nu ganske
aabenlyst optraadte som den tilkommende
Dronning.
Det følgende Aar, 1532, hengik med en
Del frugtesløse Forhandlinger, de Mænd,
Anne fik anbragt paa Bispestolene, viste sig
gerne mindre servile, naar de skulde bedømme
Sagen fra deres nye Embedes Standpunkt,
end de før havde syntes at være, og heller
ikke de verdslige Herrer var føjelige, de
vilde intet have at gøre med Ægteskabs-
sager, og Rom stod stadig paa samme uvil-
lige, undersøgende Standpunkt. Thomas
Mores Modstand var ganske forgæves, han
blev i stedse højere Grad Genstand for
Kongens Mistanke, og ethvert af hans Skridt
blev nøje bevogtet. Han forsøgte saa længe
som muligt at hævde Biskoppernes Frihed
og Rettigheder, men da tilsidst al Modstand
var unyttig, nedlagde han sit Embede som
Storkansler 16. Maj 1532, og en paalidelig
Ven af Cromwell blev hans Efterfølger.
Et Aar efter Catherines Fjernelse fra
Hoffet, August 1532, døde den gamle Ærke-
biskop af Canterbury. Han havde ikke
været nogen principfast Mand, men paa sine
gamle Dage, med Døden for Øje, havde han
dog optraadt som en bestemt Modstander af
Skilsmissen. Men nu, da han var borte,
kunde Anne haabe at faa en føjeligere Mand
paa Ærkebispestolen i Canterbury. En saadan
fandt hun i Thomas Cranmer, forhenværende
Huskapellan hos hendes Fader, der hurtigt
var stegen i Værdighed, da han viste sig
som et brugbart Redskab for Kongen og
Cromwell. Han var ret lærd, begavet og
vittig og en dygtig Kontroversialist, med en
enestaaende Evne til at belægge de afskye-
ligste Ting med de skønneste Ord. Han var
en Mester i Hykleriets og Bedragets Kunst,
og Paven anede ikke hans sande Karakter,
da han blev udnævnt til Ærkebiskop i Can-
terbury. Før han svor Lydighedseden til
Paven, havde han hemmeligt erklæret, at
den Ed, han kort efter vilde sværge til
Paven, ingen Betydning skulde have — en
ejendommelig Maade at berolige, sin Sam-
vittighed paa. Henrik havde en speciel Grund
til gerne at ville have Cranmer. Denne
havde nemlig i Tyskland indgaaet et hem-
meligt Ægteskab, og ved at true med Of-
fentliggørelse heraf vilde han have et stadigt
Middel til at tvinge ham til at gøre sin
Vilje. Januar 1533 blev han indsat i sin
nye Værdighed.
Men Anne havde heller ikke i andre Hen-
seender været ledig. Ved en stor Hofcere-
moni blev hun højtidelig udnævnt til Mar-
kise af Pembroke med samme Rang for alle
sine mandlige Efterkommere. Der blev ikke
nævnet, som ellers Regelen var, at disse
skulde være ægtefødte. Samtidig fik hun
Gavebrev paa flere Godser og erholdt ad-
skillige af Dronningens Juveler udleveret.
Grunden til alt dette var, at Anne havde
forandret sin hidtil fulgte Politik overfor
Kongen. Tidligere havde hun, som alt nævnt,
til en vis Grad været tilbageholdende over-
for Henrik, men nu, da hun haabede at faa
en Ærkebiskop, der vilde være villig til at
arbejde paa den kongelige Skilsmisse, gav
hun efter for Henriks Krav og blev, som
870
== Henrik VIII og Anne Boleyn
han længe havde villet det, virkelig hans
Elskerinde. Men, forsigtig som hun var,
belavede hun sig paa alle Eventualiteter, og
selv om hun end ikke skulde naa sine Ønskers
høje Maal, var hun og eventuelle Børn i
hvert Fald nu godt forsørget,
Hun har uden Tvivl i sit stille Sind glædet
sig over sin Forsigtighed, da hun i Januar
1533, samme Aar Cranmer blev Ærkebiskop,
meddelte Kongen, at hun var med Barn.
Stor var Henriks Glæde, det vilde naturlig-
vis blive en Søn, mente han, men — vilde
det ogsaa blive den saa længselsfuldt ventede
Prins af Wales, hvis han og Anne ikke var
ægteviet ved Barnets Fødsel? Offentlig ægte
hende turde han endnu ikke, saa vilde Paven
ikke bekræfte Cranmer som Ærkebiskop, og
derfor var der ingen anden Udvej end et
hemmeligt Ægteskab, hvilket blev indgaaet
den 25. Januar 1533, i Overværelse af
nogle ganske faa fortrolige.
Nogle faa Uger blev Hemmeligheden ud-
mærket bevaret, selv den pavelige Nuntius i
England, med hvem Henrik stod paa den
venligste Fod, anede ikke, hvad der var
sket. Men lidt efter lidt begyndte Sagen
dog at blive bekendt, og Henrik bestemte,
at nu skulde alt klart frem for Dagen.
Cranmer skrev derfor efter Henriks Befaling
April 1533 et ydmygt Brev til denne, hvori
han bad om Tilladelse til at lade en Dom-
stol nedsætte til Undersøgelse af Sagen mel-
lem ham og Cather<ne. Maaneder i For-
vejen var der bleven presset en Lov igennem
i Parlamentet, som gik ud paa, at øverste
Domstol i Ægteskabssager skulde ikke længere
Paven være, men Ærkebiskoppen af Canter-
bury og Biskoppernes Forsamling Saaledes
var alt lagt til Rette med omhyggelig Be-
tænksomhed. Catherine blev stævnet til at
møde for Cranmer, men hun svarede blot,
at hun stod ikke under Jurisdiktion af Annes
Faders gamle Tjener, og at det ikke kunde
falde hende ind at give Møde. Cranmer er-
klærede da, at Catherine viste en „forkastelig
Opsætsighed," og at hendes og Henriks
Ægteskab havde været ugyldigt fra dets
første Begyndelse af. Nogle Dage efter af-
holdt han et nyt Retsmøde, i hvilket han
erklærede Henriks og Annes Ægteskab for
godt og fuldgyldigt. Og nu stod Anne da
ved sine Ønskers Maal, nu kunde hun blive
Englands Dronning, og som saadan blev hun
kronet den 1. Juni 1533 under stor Pragt
og Herlighed. To Personer manglede ved
denne Lejlighed, Biskop Fisher, som sad i
Fængsel, og Sir Thomas More, som ingen
trods de største Anstrengelser havde kunnet
bevæge til at gaa med til Festen.
Nu stod Anne paa sit Livs Højdepunkt,
med det gode eller det onde havde alle
Landets mægtigste Mænd, paa enkelte Und-
tagelser nær, hyldet hende som Dronning,
og Henrik var saare omhyggelig for hende,
hun var jo Moder til Prinsen af Wales,
hvis Fødsel der nu kun var nogle faa
Maaneder til. Henrik var paa den Tid i
udmærket Humør, baade Læger, Astrologer,
Troldmænd og Hekse, som han havde raad-
spurgt, havde alle sammen erklæret, at det
vilde blive en Dreng, men det havde heller
ikke været raadeligt at spaa andet. Endelig,
den 7. Septbr. 1533, indtraf den store Be-
givenhed, Anne fødte en — Datter. Havde
Henrik kunnet se England under den store
Elisabeth, havde han maaske slaaet sig til
Taals med Datteren, men nu var han na-
turligvis rasende. Jubelen om ham var stor,
Fyrværkeri og Illumination saas alle Vegne,
men Henrik forstod godt, at Skadefryd var
en ikke uvæsentlig Part af manges Glæde.
Sagen var i og for sig alvorlig nok for
Henrik, thi skulde noget have forsonet det
engelske Folk med Anne som Dronning,
skulde det have været, om hun havde skænket
Landet en Tronarving. Saa forbitret Henrik
end var, lykkedes det dog Anne at faa ham
formildet, Barnet, hun havde født, var sundt
og trivedes godt, og det var meget vel
muligt, at der endnu kunde komme en Søn.
871
-Henrik VIII og Anne Boleyn-
Trods alle hemmelige Intriger lykkedes det
hende igen - at vinde Henriks Hjerte og be-
vare sin Indflydelse og Magt.
Trods alt, hvad der havde tildraget sig i
England, havde Henrik endnu ikke officielt
brudt med Paven, og det var derfor med
stor Forbitrelse, Pave Klemens hørte om,
hvad der var sket. Selve Skilsmissesagen
verserede endnu for Pavens Domstol, saa
der maatte nu, efter Cranmers egenmægtige
Afgørelse, gribes alvorligt ind. Efter lange,
intrigante Forhandlinger mellem Konger, Kar-
dinaler og Kejseren erklærede Paven endelig
den 11. Juli 1533 i et offentligt Konsisto-
rium, at han annullerede alt, hvad Cranmer
havde gjort, og . erklærede, at hvis ikke
Henrik, Anne og Cranmer inden 6 Uger
havde . ladet talt, hvad der var sket, gaa til-
bage, skulde de alle være ekskommunicerede.
De Forhandlinger, som fulgte herefter, er det
umuligt at dvæle nøjere ved, de ere over-
ordentlig interessante, ikke mindst paa Grand
af den Mængde Rænker og diplomatiske
Kunstgreb, de aabner os Indblik i, men
alene Hensynet til Pladsen forbyder os mere
end at berøre dem. I Slutningen af Aaret
1533 sendte Henrik Paven den afgørende
Besked, at hvis han vilde tilbagekalde sin
Erklæring fra samme Aars Sommer, erklære
hans Ægteskab med Catherine for ugyldigt
og med Anne for godt og gyldigt, saa vilde
England ikke, trods alt, hvad der var sket,
forlade hans Jurisdiktion, i modsat Fald
vilde der indenfor et nærmere betegnet Tids-
punkt komme et Skisma. Hvad Resultatet
vilde og maatte blive, var ikke svært at
forudsige. Den 23. Marts 1534 samledes
Pave Klemens VII med nogle og tyve Kar-
dinaler i et hemmeligt Konsistorium, hvilke
efter 7 Timers Forløb kom til det samme
Resultat, at Henriks Ægteskab med Catherine
var gyldigt og uopløseligt. Ved et underligt
Træf blev der samme 23. Marts 1534 i
Overhuset vedtaget en Lov, der erklærede
Henriks og Annes Ægteskab for gyldigt.
At det har været tunge Aar for Catherine
og hendes Datter Mary, de Aar, vi her har
betragtet, er det overflødigt at gøre op-
mærksom paa. Dog bøjede de aldrig i For-
sagthed Nakken, hvad de saa end maatte
lide, Catherine hævdede til det sidste, at
hun og ingen anden var Henriks Dronning,
og Mary lod sig aldrig, hverken ved Trusler
eller ved fagre Løfter, bevæge til at erkende
Anne som Dronning eller opgive sin Ret
som Kongens ældste, ægtefødte Datter. Som
Tiden gik, blev Anne derfor mere og mere
forbitret paa dem, og Henrik udstødte ogsaa
alvorlige Trusler mod dem, saa deres Venner
begyndte at frygte for deres Liv, hvad enten
de skulde hemmeligt ryddes af Vejen eller
stævnes for en kongelig Domstol. I Vinteren
i535 — 1536 blev Catherine temmelig syg,
havde stærke Mavesmerter og Opkastninger,
hvorfor hun, der havde været afspærret fra
Omverdenen i et Aars Tid, fik Lov til at
modtage Besøg af Kejser Karls Gesandt,
som var hende meget hengiven, og af en af
sine gamle Veninder. Hun syntes i Begyndelsen
af Januar at komme til Kræfter igen, men
Natten før den 7. Januar blev hun hæftig
syg, og tidlig om Morgenen blev en Biskop
hentet, der gav hende Sakramenterne. Hun
skrev om Morgenen et Brev til Henrik,
undertegnet: „Catherine, Dronning af Eng-
land/ Kl. 10 forlangte hun den sidste
Salvelse, som hun modtog i sine Tjeneres
Nærværelse, medens hun havde Kraft nok
til selv at give de foreskrevne Svar paa de
liturgiske Bønner. Kl. 2 samme Dag ud-
aandede hun, modig til det sidste, med
fromme Bønner paa sine Læber. Da Bud-
skabet kom til Henrik og Anne, blev det
modtaget med ufordulgt Glæde. Næste Dag
viste Henrik sig ved Hoffet i hel gul Dragt,
med en hvid Fjer i Hatten. Om Aftenen
var der Bal, hvori Henrik deltog i det mest
straalende Humør, og han bar den lille
Elizabeth rundt i sine Arme. I de følgende
14 Dage afløste Baller og Fester hinanden.
872
Henrik VIII og Anne Boleyn^
Hvor vidt Catherine døde en naturlig Død,
kan ikke bestemt afgøres, dog synes meget
at pege hen paa, at hun blev forgivet, saa-
ledes hendes Sygdoms Art, den Omstændig-
hed, at hendes Lig straks blev balsameret,
uden at hendes trofaste Læge maatte se det
o. s. v. At det siden var et af Anklage-
punkterne mod Anne Boleyn, at hun havde
forgivet hende, siger kun lidet, thi det gjaldt
jo om at faa hende skyldt for saa meget
som muligt; har hun havt Skyld heri, har
dog Henrik havt det endnu mere.
Henriks Glæde over Anne varede ikke
længe. Hun havde født ham en Datter i
Stedet for en Søn, det var slemt, men han
havde dog tilgivet hende det; men at hun
aborterede, da hun for anden Gang var
frugtsommelig, det var mere, end han kunde
finde sig i. Forresten skete det — ved et
underligt Træf — samme Dag, som hendes
ulykkelige Offer Catherine blev begravet. Da
hun laa syg og svag i Sengen efter sin
Ulykke, kom Henrik til hende og sagde, at
han saa grant, at Gud ikke vilde skænke
ham nogen Søn, og at han vilde tale
nærmere med hende, naar hun blev rask
igen. Hvad der ogsaa medvirkede stærkt
til Annes Fald var, at hun ikke formaaede
at beherske sig overfor Kongen, at hun lod
ham føle sit daarlige Lune og hidsige Vrede,
og fik hun end mangen Gang Henrik god
igen, naar hun havde opbragt ham, var han
dog ikke en Karakter, der glemte, naar
nogen ikke havde vist ham den skyldige
Ærbødighed. Dog allerværst for Anne var,
at hun ikke roligt kunde finde sig i, at
Henrik havde fattet en ny og brændende
Kærlighed til en ung Dame ved Hoffet, Jane
Seymour. Hun, der understøttedes af Annes
mange og mægtige Fjender, bar sig lige saa
klogt ad, som Anne i sin Tid havde gjort.
Hun lagde høje Principer om Dyd og Ær-
barhed for Dagen, hvad Henrik satte stor
Pris paa, man instruerede hende nøje om,
hvad hun skulde gøre, og lærte hende Taler
udenad, hun skulde holde for Kongen, og
da denne en Gang tilbød hende en Pung
med Guldstykker, afviste hun den til hans
store Opbyggelse.
Endnu stod Anne vel som Dronning, men
alle ved Hoffet mærkede, hvorledes Vinden
havde drejet sig. Allerede nogle faa Dage
efter Catherines Død sagde Henrik i stor
Fortrolighed til en af sine nærmeste Venner,
at han ved Trolddom var bleven bevæget
til at ægte Anne, og at han ikke troede, at
sligt Ægteskab kunde være gyldigt, hvad
Gud ogsaa tydeligt viste ved ikke at give
ham noget mandligt Afkom. Og Annes
gamle Venner, selv Cromwell, begyndte ogsaa
at ønske, at Kongen var fri for hende.
Cranmer er det ikke værd at omtale, han
stod altid paa dens Side, der havde Magten,
og da det var Kongen, gjorde han altid,
hvad denne vilde. I denne Sag,, der rummer
saa meget modbydeligt, er det næsten mest
stødende at bemærke den Samvittighedsløs-
hed, hvormed Annes Venner "falder fra hende,
da Vinden vender sig: ikke et advarende
Ord havde de havt til hende paa hendes
farlige Bane, da hun besad sin store Magt,
ikke et medlidende Ord har de tilovers for
hende, da hun styrtes saa dybt.
I April 1536 nedsættes der en stor Kom-
mission til at opspore og straffe Højforræderi
mod Kongens Person. Dens Hovedopgave
var at styrte Anne, men derom var der
ikke vekslet et Ord mellem Henrik og Tho-
mas Cromwell, paa den Maade led Henrik
bedst, at man gik frem. Paa alle Kanter
satte man Spioner ud paa Anne, og det var
ikke svært at finde saarbare Punkter hos
hende. Som sin Datter, den senere Dron-
ning Elizabeth, var hun uendelig forfængelig
og satte megen Pris paa at opvække Be-
undring og Kærlighed hos Mænd. Dagen
efter at Kongen og Anne havde vist sig
offentlig sammen ved en Turnering og skiltes
ad i stor Venlighed, blev Anne arresteret
og ført til Tower, beskyldt for Ægteskabs-
873
Henrik VIII og Anne Boleyn
brud med tre Mænd, af hvilke de to allerede
havde tilstaaet. Hvor vidt hun var uskyldig
eller ej, er ikke let at afgøre, dog synes det
snarest, som hun blot har været uforsigtig
og rask i sin Mund. At drage Paralleler
mellem hendes og Henriks Opførsel faldt
ikke nogen ind, hvor nær det end synes at
ligge for os, i hvert Fald var det, som
rimeligt er, ikke Tanker, man vovede sig
frem med. Forhøret over Anne frembyder
ikke meget af Interesse, thi hendes Skæbne
var jo paa Forhaand afgjort, hun skulde
dø, nogle af hendes Venner ogsaa, og ikke
en eneste af de mange gamle, falske Venner
løftede en Haand for at hjælpe hende. Naar
undtages den første Forskrækkelse, var Anne
rolig og fortrøstningsfuld, hun mente i sin
Blindhed, at # hun var godt lidt af Folket, og
havde ikke hørt noget om Cranmers for-
agtelige Fejghed. Først da hun kom i For-
hør den 15. Maj, forstod hun, hvilken Fare
hun svævede i. Til de nævnte Beskyldninger
føjedes der nye, hun skulde have arbejdet
paa Kongens Død, have forgivet Catherine
og prøvet paa det samme overfor Mary og
andet mere, hvortil Anne rolig svarede, at
hun var ganske uskyldig i alle disse Ting.
Skøndt hun ikke kunde overbevises om Skyld,
var hendes Undergang dog uundgaaelig, og
hun blev dømt til Døden tilligemed tre — fire
Herrer fra Hoffet, deriblandt hendes Broder.
Allerede den 17. Maj blev disse henrettede,
maaske helt uskyldige, men i hvert Fald
ikke saa skyldige, at de fortjente saa streng
en Straf som den, der kom over dem.
Ogsaa Annes Time skulde slaa ganske
kort efter deres, dog først var der en lille
Ceremoni, som maatte foretages: hendes
Ægteskab med Henrik skulde erklæres ugyl-
digt, for at Elisabeth derved kunde blive et
uægte Barn og ikke staa i Vejen for en
tilkommende Prins. Det simpleste havde
været at erklære Henriks Ægteskab med
Catherine for gyldigt, men det gik jo af
mange Grunde ikke an, det vilde saare
Kongens Stolthed for meget, og saa vilde
Prinsesse Mary blive ægtefødt. Man forsøgte
at bevæge en Adelsmand til at erklære, at
han havde været gift med Anne, da Kongen
ægtede hende, men vedkommende protesterede
paa det kraftigste herimod. Der var saa
ingen anden Udvej end at bygge Ugyldig-
heden paa for nært Slægtskab, idet jo, som
tidligere nævnt, Henrik havde staaet i et
utugtigt Forhold til Annes yngre Søster
Mary, og da selv en illegitim Forbindeise
medfører den saakaldte Svogerskabshindring
for Ægteskab, erklærede Cranmer Henriks
Ægteskab med Anne ugyldigt fra dets første
Begyndelse af.
Nu kunde Anne faa Lov til at dø. De
Forhaabninger, Cranmer tidligere ved et Be-
søg hos hende i Fængslet havde vakt, at
hun nok skulde slippe derfra med Livet,
viste sig at være falske, og hun maatte nu
efter ringe Evne forberede sig til Døden.
Man meldte hende, at hun skulde dø den
18. Maj, og hun sov kun lidt den Nat. Fra
Kl. 2 om Morgenen bad hun med en Præst,
og da hun modtog Alterets Sakramente,
erklærede hun højtidelig, at hun aldrig havde
været Kongen utro. Derefter ventede hun
rolig nogen Tid, men saa blev hun utaal-
modig og spurgte, om de ikke snart kom
og hentede hende. Man svarede hende, at
hun skulde ikke dø før Middag, skønt hendes
Henrettelse i Virkeligheden var bleven opsat
til den næste Dag, vistnok for at faa de
mange Tilskuere, der den Dag havde samlet
sig i Tower, dreven af Vejen. Hun klagede
til Kommandanten over, at hun skulde vente
saa længe, og talte om Skarpretterens Dyg-
tighed og sin lille, smalle Nakke. Nogle
Gange havde hun stærke Anfald af hysterisk
Latter, hvilket gjorde et meget uhyggeligt
Indtryk paa de tilstedeværende. Hvad Resten
af Dagen angaar, saa bad hun en Del, til
andre Tider pjankede hun med dem, der
passede hende, talte om sit forbigangne Liv
og tilkommende Ry i Verden. Hun udbrød
874
Henrik VIII og Anne Boleyn^
med stærk Latter, at hun vilde nok komme
til at hedde Dronning Hovedløs. Der var
kun eet, hun angrede, sin Opførsel mod
Prinsesse Mary, og hun troede, hun fik
denne sørgelige Død, fordi hun havde været
saa ond imod hende og prøvet paa at dræbe
hende. Om Natten kunde hun heller ikke
sove, men talte og bad mest med Præsten.
Den næste Dag blev hun ført ned til det
lave Skaffot, som var rejst i Towers Gaard.
Der var ikke saa faa til Stede, bl. a. hendes
gamle Ven Thomas Cromwell. Efterat have
sagt nogle faa Ord til de tilstedeværende og
rost Kongens store Godhed og Naade knælede
hun ned, idet hun tilsidst udbrød: „Gud,
forbarm dig over min Sjæl!" Saa susede
det tveæggede, brede Sværd gennem Luften,
og Annes lille, fine Hoved rullede hen ad
Jorden i Savsmulet. Krop og Hovede blev
straks begravet, og først i vore Dage har
man fundet Stedet. Men Henrik, hvor var
han i disse Dage? I Lystighed og Fester,
stadig kredsende om sin nye Kærlighed. Og
da han den 19. Maj fik Budskab om Annes
Død, lod han allerede næste Dag, den 20.
Maj 1536, Kl. 6 om Morgenen, sig hem-
meligt trolove med Jane Seymour i Hampton
Court, Kardinal Wolseys dejlige Slot og konge-
lige Gave til sin troløse Herre. Og allerede
10 Dage efter holdt han og Jane Bryllup.
Henrik Vin.
Anne Boleyn.
875
59
OM DANSK SKUESPILKUNST
Et Par Betragtninger af Herman Bang.
En omdragende Kunstner kommer under-
tiden paa sin slyngede Vej gennem
Lande og Samfund til en lille eller halvlille
By, som overrasker ham. Dens Mennesker
har Holdning og Pli. Dens Former er baade
mere tvangfri og mere fornemme. Deres
Forstaaelse er fintmærkende. Deres hele
Præg af Overlevering og Kultur er sikkert og
umiskendeligt. Det kan hænde den dragende
Kunstner, at han bliver saa indtagen af denne
sælsomme Krog, at han vender tilbage til
den for en Tid lang at slaa sig ned der.
Han burde dog næppe nogensinde gøre det.
Thi fæster han Bo i den rare By en længere
Stund, vil han ufravigeligt opdage, at den
dog er en Krog — en kultiveret Krog, en
dannet Krog, en net Krog, men dog en Krog,
hvor Interesserne er uden Vingefang; hvor
Øjnene maaler med smaa Maal og ser gen-
nem smaa Vaners Glas; hvor den aandelige
Tilførsel sker ad en Sidebane; hvor Frem-
driften tager smaa Skridt og Ordene er
mange, thi der er jo god Tid; og Handlin-
gerne er faa, ti der er ligesom ikke Plads
til at handle.
Den kønne, den kultiverede, den formrige
Stad er og bliver Krogen og minder om hele
vort eget Samfund, som ligner Staden totalt.
Ogsaa i den lille fine Bys Selvglæde, om
hvilken man, om man bliver i Byen, opdager,
at den er ren tud eventyrlig.
Saa fantastisk denne Smaabyens Selvglæde
end er, kan den i og for sig forklares. Det
lille Stadsamfund har i Virkeligheden Grund
til at være stolt. Dets Institutioner er vel-
ordnede. Dets kommunale Maskineri virker
ganske vist noget langsomt, men til Gengæld
ret paalideligt. Dets Skoler er muligvis en
Smule forældede og ikke uden Ensidighed,
men de spreder nogenlunde en ligelig Op-
lysning blandt Byens Børn. Staden har haft
offervillige Mænd, som har skænket den
Samlinger, der gør den Ære efter Forholdene.
Den har i A århundredernes Løb fostret frem
eller set Mænd, hvis Navn tæller med i den
ganske Verden. Den ene kiggede Stjerner
og blev vist udenfor Byvolden. Den har
Sværme af Lokaldigtere, hvis Vers ikke er
mere ilde end andre Versmageres, selv om
deres Emner — det kommer af »Pladsens*
Lidenhed — unægtelig er spinklere. Alle Byens
Bladskrivere kan skrive smidigt om hvad de
ved, maaske. Skade kun, at en og anden
ved lidt lidt. Befolkningens Karakter er god-
modig, og hvis den ene til Tider pletter den
anden med en Smule Sladder, glemmes det
hurtigt eller allerede den næste Dag for ny
Sladder. Bymarkerne drives efter de bedste
Metoder og deres Mejerier afhænder Mælk
pr. Jernbane og usaltet Smør til Hovedstæ-
der.
Der er da al Grund til, at Stadens Ind-
vaanere er glade ved sig selv.
Men denne naturlige eller forklarlige Følelse
vokser ud over sit rimelige Maal, fordi Sta-
den er en Krog, og fordi den i det lange
Løb hindrer Indbyggerne i at søge ud fra
Krogen og udvikle sig videre. Staden ligger
afsides, og den store Verden er den fjern.
Allerede Fjernheden isolerer Lyden, Bevægel-
sen. Udviklingens Dønninger naar kun her-
hen som Sus fra langt borte. Og naar Selv-
glæden træder til, bliver det fjerne Brus til-
lige til Bruset af det Ligegyldige og det, hvor-
om vor Stads Beboere kun lidet bekymrer sig.
Under den højt opdrevne selvglade Bypatri-
otisme bliver alt det der udenfor og Paavirk-
ning udefra endogsaa fra noget Uvedkom-
mende til noget næsten fjendtligt. Fra noget,
man ikke behøver, bliver det til noget, fra
hvilket man vil holde sig fri eller saagar vil
væbne sig imod. Der, hvor allerede Fjern-
heden spærrer, fordobler Selvglædens Patri-
otisme Afspærringen, der atter, i Aarenes
876
Om dansk Skuespilkunst
Løb — fordi man bliver uden Sammenlig-
ningspunkter og uden frisk tilstrømmende
Nyviden — fordobler Selvglæden, der lader
stivne, forstørre og staa stille — alt i den
ganske By.
Ligesom i vort Samfund.
I hele vort aandelige Liv lider vi af Selv-
glæde og Afspærring.
Hvorhen vi sér over Kunstens forskellige
Marker, møder vi en hjemmevævet Ensighed,
der holder sig fjern fra alle fremmede Impul-
ser, og som endog er uvidende om de Ny-
baner, der brydes andetsteds. Først i det
allersidste Aar har vort største Forlag gjort
et energisk Forsøg paa at forny det Kend-
skab til Fremmedliteratur, vi i altfor lange
Tider har ladet sove. Vore Malere borer sig
Foraar efter Foraar med enøjet Stædighed
ind i de samme Motiver, som de uden at
aflade har penslet kedsommelige for et Tiaar
siden. Men paa intet Punkt er dog Afspær-
ringen og Ensidigheden saa komplet som paa
vort Teater. Ikke blot selve Scenens Kunst,
men alt dens Tilbehør, dens Dekorationer,
dens Udstyr — dens Alt er saa upaavirket
af Fremmedlands sidste Erfaringer, Forsøg,
Stilbestræbelser, at vort Teater for Øjeblik-
ket virker som selve Torneroses Slot.
Vi behøver kun at komme i den korteste
Berøring med et andet Lands Kunst, for at
alle skal sé det eller i det meste fornemme
det.
II.
Blot saa meget behøvedes som „det Fahl-
strømske Gæstespil", der varede fire Dage og
som ovenikøbet kun delvis bragte færdig norsk
Kunst.
Men alligevel, til hvor mange Betragtninger
kunde det ikke give os Anledning, og hvor
stærkt Lys kastede det ikke over vor egen
Scenekunst og over de Farer, som vil
kunne true den, hvis vi ikke gør os klart, at
de Strenge, paa hvilke vi alle — Scenein-
struktører, ogsaa og først og fremmest jeg
877
selv, og Fremstillere — spiller, ikke er de
eneste.
Det Fahlstrømske Gæstespil begyndte med
„Et Dukkehjem".
Mod Slutningen af anden Akt begyndte
jeg at spidse Øren og sé med alle ti Øjne.
Oprigtigt sagt, der skal noget til, naar det
gælder „Dukkehjemmet", som man har set
paa alle Kultursprog og med alle en Ver-
densdels rejsende Førstekunstnerinder. Men
der, hvor Nora-Ragna Wettergreen skulde til
at danse, løftede jeg paa én Gang Øjnene
og anspændte mine Øren. Ti meget pludse-
lig fik Spillet en anden, en stærkere Farve
end mine Synsnerver var vant til; der brød
ind over Scenen en mere ru, en mere vold-
som Tone end den, der plejede at ramme
mine Øren. Brattere, ogsaa raaere, om
man vil, kom Ordene, kom Bevægelserne;
hvassere var Blikkene. Stejlt blev det Hele —
stejlt som Fjeld mod Fjeld.
Og denne nye Tone blev fastholdt i alt
følgende Nora og Helmer imellem.
Bankchefen blev spillet af en helt • ung
Skuespiller. Hvis han en Gang skulde naa
til det Betydelige, maa man for Øjeblikket
i alle Fald have Lov til at sige, at han
endnu var meget kunstnerisk ufærdig. Allige-
vel virkede han, fdrdi Helmers Harm mod
Nora i hans Spil blev en Mands Raseri.
Sanseløst brød hans Person, dirrende, som
en Eksplosion, frem og skyllede, sydende,
hensynsløst, mandfolkebrutalt ned over den
skrækslagne, stivnede, tilsidst til Sten frosne
Hustru. Helmers Hænder skjalv, hans Skridt
blev smaa, trippende næsten — hvad ægte er —
mens han skreg, iaug, skreg igen, helt i
Vold paa sit eget „Sind" og Sinne — helt
en Mand, der helt har tabt Fornuften . . .
Othello paa vore Scener er ikke saa „stærk"
der, hvor han kvæler Desdemona, som Hel-
mer her var, mens han skridtede op og ned
foran Nora og hendes Klaver.
Men ogsaa Stemningens og Spillets mod-
satte Pol, der snart naaedes, virkede paa
59*
Om dansk Skuespilkunst
vore spagfærdigere Sind som en halv Vold-
tægt. Noras Opgør var stemt ind til en
dump Højtidelighed, bag hvilken alle Livets
Pulse bankede. Kraterets Udbrud var forbi.
Men Lavaen, paa hvilken man færdedes, var
endnu næppe størknet, og denne Talens Ro
brændte Ens Nerver som den hede Sten
Fødderne. Dette var kun Voldsomheden
stivnet og blev af et aandeløst Hus fornum-
met saadan. .
Og der, hvor Gæstespillet talte tydeligst,
modtog man overalt det samme Indtryk.
Disse Skuespillere vég ikke ud. De følte
stærkt og gav stærkt. Man saa det selv
hos de Yngste. En ganske ung Mand spil-
lede i Slutningsoptrinet af „Claudes Hustru"
ud med en magtfuld, rent fysisk Energi, der
minder om Jern og Staal og Malm.
Og Fru Wettergren
Det er mig umuligt at sige, at denne Pri-
madonna, som i sit Hjemland nyder et stort
Ry, synes mig at være nogen overordentlig
Fremstillerinde. Det yderste, som siges kan,
turde være, at Fruen raader over en næsten
ubegrænset Teknik. Desværre anvender hun
den ikke altid i den bedste Kunsts Tjeneste.
Boltret rundt i et fremmed Primadonna -Re-
pertoire har hun desuden været alt for udsat
for at følge store Forbilleder, hvilke hun til
Tider nærmer sig lige indtil den værdiløse
Efterligning. Et Publikum, der ikke netop
synes at ønske Kunsten ind med Theskéer,
har yderligere skærpet Fru Wettergrens Hang
til de gloende Virkninger.
Alligevel — i sine bedste Øjeblikke greb
hun. Hendes Spil var som Brandgult og
Sort. Men trods alt „tog" det, fordi det til
Tider gik tilbunds. Det rodede helt op i
Sjælen. Fru Wettergren vovede at mindes
ogsaa det Afskyelige og de Øjeblikke i os,
hvor alt er glemt. Ligesom sine Kunstfæller
førte hun os til det brændende Land, hvor
Formerne brænder op og Selvbeherskelsen
brænder op og Pligterne brænder op og
Høfligheden og Hensynene brænder op —
derhen, hvor vor Fremstillingskunst saa saare
sjældent fører os.
Men, vil man sige, naar vor Kunst blot
saa sparsomt leder os ind i dette luende
Land, da er det, fordi denne Følelsernes
Voldsomhed er selve vort Temperament og
vor Karakter fremmed.
Dette siger man.
Og netop her er det, jeg vil fæste Fing-
ren og prænte et „Mon"?
Mon nemlig dette saa ofte sagte er
sandt?
Mon den voldsomme, den hensynsløse,
den skrankebrydende , den nedtrampende
Voldsomhed virkelig skulde være vort Liv
saa fremmed?
Den, der sér og tænker og læser, skulde
nu egentlig ikke tro det.
Eller antager man, at alle vore Skilsmisser
gaar af i lutter Lempelighed? At slet ingen
„stærke" Optrin er deres Forløber? At der
aldrig fra Ægtefællernes danske og dannede
Læber falder skingre og ret „oprigtige" Ord,
inden de skilles for Livet? Eller vore Mord ?
De sidste Aar har bragt Mord i vort Sam-
fund saa grufulde, at vi stivnede ved In-
stinktets forfærdende og af al vor „Opdra-
gelse" ukuede Vælde. Eller Selvmordene,
for hvilke vi er sørgeligen berømte? Næppe
er de vel alle Udslag af en vag Selvopgiven.
Der er sikkert dem, som kun tager deres
eget Liv efter stormfyldte Rystelser, hvor
de vildt har gennemilet alle Fortvivlelsens
Stier.
De har vel talt højt, nogle af disse Menne-
sker, inden de naaede til det grumme Vand
eller den graa Strikke eller de hvide Pul-
vere.
Men vor Fremstillingskunst taler sjældent
højt.
Ikke fordi vort Liv ikke ejer det, men
fordi vor Kunst arbejder i en Stil, som ikke
tillader det.
Her er vi ved det og her er Rhodos.
Vi har gennem mange Aar paa Scenen
878
Om dansk Skuespilkunst
opdrevet en Stil, der bilder os ind, at vi
meget Dannede altid er lige dannede og
„dannede". Vi ejer en Sky for Overdrivel-
sen, der efterhaanden har ladet os glemme,
at Tilværelsens største Øjeblikke er Over
maalets og Overdrivelsens Øjeblikke. Gen-
givelsen af Overdrivelsernes Valg er derfor
Kunstens sidste Maal, som den ikke maa
lade i Stikken.
Og til denne Gengivelse slaar Afdæmpet-
hed og Afdæmpning og Stilfærdighed ikke
til.
De Største blandt vore Fremstillere — som
er blandt Samtidens Store — virker indenfor
denne Stil ved at inderliggøre. De fyldes
med Sjæl, der sitrer paa deres Ansigt og i
deres Ord.
Men kan det nægtes, at vor Skuespilkunst
under denne Udvikling alt mer og mer tvin-
ger alting ind efter, der, hvor dog selve
Skuespilkunstens Væsen er den mangfoldige
ydre Tilkendegivelse. Ikke, hvad vi tvinger
tilbage og ind i os, men hvad vi lader
strømme stærkt ud fra vort Væsen i levende
Udtryk — giver Fremstillingskunsten Vælde
og Magt.
Den Dæmpethed, der er blevet vor Stil,
snører Halsen om paa Styrken og paa selve
Sandheden. Som al „Stil" er den bleven
glemsom overfor Livet, og den forvansker de
Værdier, som Kunsten skal forvalte.
De Største forbliver rige trods denne Stil.
Men deres Rigdom vil øges den Dag, de
bryder den.
Allerede de Næststørste forarmes i denne
Kunstskole, som vi alle har været med til
at gøre netop til en Skole, og som vi alle
nu maa anspænde os for at — bryde og
forlade.
Det Fahlstromske Gæstespil, saa ufuld-
komment det paa mange Kanter var, viste
os den nye Vej, vi maa opsøge. Vi maa i
vor Kunst erindre ogsaa de Dage, hvor vi
er en Kende, ogsaa vi er en Kende mindre
velopdragne og mere oprindelige.
III
Ogsaa paa selve Sceneledelsens Omraade
var der mærkelige Ting at se ved de Fahl-
stromske Forestillinger.
Siden jeg har foresat mig at være fuldt
oprigtig, vil jeg ikke skjule, at Fru Fahl-
stroms kloge og klare Sceneførelse unægteligt
ogsaa dyrkede Ejendommeligheder, der paa-
virkede mig med noget Ubehag. Med
haarde Hænder førtes alt Spil og alle Virk-
ninger ned mod Rampen. Scenen fik kun
ét Plan, Forgrundens. Man syntes at ar-
bejde kun under ét Pres: Angsten for, at
nogetsomhelst skulde undgaa os, ikke blive
tydeligt nok, ikke komme os nær nok. Man
førte alle Scener lige under vor Næse. Over-
for vort Publikum er dette ikke nødvendigt.
Og hvis en saadan Sceneledelse er en Nød-
vendighed i Norge, maa det være mig tilladt
at sige, at Scenebilledet under denne Pla-
cering mister malerisk Perspektiv. Ved kun
at benytte et Plan paa Scenen, Forgrunden,
og lade Mellemgrund og Baggrund saa godt
som ude af Brug, forringer man desuden
selve Rummets Evne til at skabe Virk-
ninger.
Men saadanne kunstfærdige Virkninger
synes Fru Fahlstrom iøvrigt bevidst at ville
undgaa.
Det var tydeligt, at Bestræbelsen i Virke-
ligheden var: saa godt som med ét Slag at
føre Sceneledelsen næsten tilbage til dens
Urform.
Det Hele tilbage til sin Urform. Ikke én
Stol paa Scenen udover dem, paa hvilke der
skulde siddes. Ikke ét Rekvisit udover dem,
for hvilke der var paabudt Brug. Dette var
Mise-en-scénens Sparta. Og i dette Sparta
to, tre fire Mennesker, som stod eller sad ti
Minutter ad Gangen, overfor hinanden paa
samme Plet, i samme Stol. Af Pladsforan-
dring lidet, af Rekvisitspil intet.
Dette var øjensynlig selve Sceneledelsens
Idé, og denne afgjorte Venden tilbage til For-
tiden er paa norsk Grund maaske opstaaet
879
Om dansk Skuespilkunst
som en Reaktfon mod den moderne Iscene-
sættelses Overdrivelser. Bjørn Bjørnson er
en Iscenesættelsens Virtuos, og intet Middel
og intet Rekvisit og intet Lys og ingen
Pladsforandring lader han ubenyttet. Han
er en Salondramaets Meininger.
Fru Fahlstroms Iscenesættelse føles som
en Opposition imod Bjørn Bjørnson og —
os andre.
Oppositionen er rejst i Norge. Men, op-
rigtigt talt, forudser jeg den Aften, hvor den
vil melde sig ogsaa hos os. Den vil maaske
ikhe sejre, men den vil melde sig. Og det
er forstaaeligt. Ti vore Sceneinstruktører er
naaet langt i Raffinement. Vi er snart
blevet uopnaaelige i snedige Pladsforandrin-
ger mellem overraskende Møbelopstillinger.
Vi lader intet Optrin gaa til Ende, uden at
de Spillende har leget med en halv Snes
Rekvisiter. Vi udnytter Pauser og Tempi.
Vi inddeler i et Konversationsstykke Scenen
i to Etager. Vi anbringer Skuespillerne i
Baggrund, Forgrund, Mellemgrund og paa
Trapper, og vi blænder ved en virtuosmæs-
sig Livagtighed.
Jeg tvivler om, at vi ad denne glorvær-
dige Vej, hvor vi alle har kappedes, kommer
meget videre, med mindre vi vil ophænge
Elskerparret i en Trapez.
Og det er maaske heller ikke værdt at
gaa videre.
Ti undertiden spørger jeg mig selv, om
den rentud bravourmæssige Livagtighed, vi
under alle disse Anstrengelser naar, ikke
købes — paa Livets Bekostning.
Pladsforandring, Rekvisit, flatterende Op-
stilling understøtter Begynderne og de Mid-
delmaadige, saa de „gaar igennem a. Hvis
en Skuespiller er uden Mimik, lader man i
et afgørende Nu Manden tale bortvendt fra
Publikum. Hvis han ikke magter at sige en
Sætning, hjælper man ham ved en brat
Pladsforandring. Men Spørgsmaalet bliver,
om al den ydre Hjælp — som fører Publi-
kum bag Lyset og redder Forestillingen —
ikke er altfor farlig, i det den altfor ofte
fritager Skuespilleren, selv den betydeligste,
for at gøre det sidste indre Greb i sig selv
— det Greb, som ene skaber Kunst, fordi
det aabenbarer Sjælen. Vi danske Scene-
instruktører gør maaske selv de sande Frem-
stillere deres Hverv saa let, at de sløves, og,
gaaende i den Faldkurv, som vi skaber dem,
udsætter de sig ikke for den yderste og
smærtefyldte Anstrængelse som det er at
føle og forme helt selvstændigt . . .
Fru Alma Fahlstroms Iscenesættelse ud-
satte ikke hendes Skuespillere for denne Fri-
stelse. Disse Skuespillere forsvinder ikke i
Paillet-Trikot. Iscenesættelsen henstillede dem
i deres Nøgenhed.
De maatte udtrykke deres Sjæls Bevægel-
ser blot ved Stemme, Blik, Tale — hvis
de havde nogen Sjæl . . .
Ikke, at jeg anser denne Sceneledejse for
ideal. Den gyldne Middelvej er gylden —
ogsaa her. Men alligevel tror jeg, at den
strenge Puritanisme, som i Sceneførelsen her-
sker paa det Fahlstromske Teater, havde
Bud til danske Scanelecjere.
Det brede Publikum, der ikke anstiller
Fagovervejelser, vil af Gæstespillet længst
mindes selve Hr. Fahlstrom. Han er som
Kunstner ejendommelig, hel og stærk. Hans
Skikkelser er af Tømmer og af ét Tømmer.
Hans Krogstad — og hans Hustrus Fru Lind
— blev næsten til en Retfærdiggørelse for
Henrik Ibsen. Ti vi saa for første Gang,
at der er intet Melodrama i de Skikkelser,
kun Drama og Liv . . .
De, som vil lære, kunde da allerede paa
disse Par Aftner lære meget.
Og fremfor alt dette kunde vi sé, at en
hyppig, en bestandig Berøring med Fremmed-
kunst er os nødvendig, hvis vi ikke skal
stivne og tørres ud i vort evige og upaa-
virkede Eget.
880
JORDREFORMEN
Af J. L. Bj&RNER, Formand for Henry Georgeforeningen.
LIBERALISMENS Dage var tilsyneladende
talte. Manchesterskolen havde udspillet
sin Rolle. Fysiokraternes høje Frihedsmaal
var fladet ud i Liberalismens beregnende
Kapløb. Quesnays stolte Frihedskrav var
ombyttet med Cobdenmændenes beskedne
Frihandelsønsker, som kun betød Frihandel
og Frikonkurrence for dem, der havde noget
at konkurrere med. Laissez faire, laissez alkr!
Det var en god Lov for dem der kunde trække
sig ud af Kampen med et godt Udbytte,
men det var en brutal Lov for de Tusinder,
som Loven kun levnede Ret til at underbyde
hinanden i indbyrdes Konkurrence om Sulte-
løn. Fysiokraternes Krav om Frihed ind-
skrænkedes af Liberalismen til kun at være
et Krav om Frihed for Teknikens Udvikling
og 4ov Varernes Udveksling. Haandværks-
og Handelsmonopolerne blev stormet; de
gamle Lavsskranker og Toldmure faldt, men
det frygteligste af alle Monopoler — Jord-
monopolet — det som Fysiokraterne først og
fremmest havde vendt sig* imod, det oversaa
den liberale Skole fuldstændigt; det Monopol
lod man staa. Blændet af Industriens op-
gaaende Sol, saa Liberalismen ikke, at Fri-
handel paa en monopoliseret Jord ikke er
det samme som Handlefrihed.
Men med Friheden gaar man ikke ustraffet
paa Akkord. En social Elendighed, som
Historien ikke kender Mage til, fulgte i Fri-
konkurrencens Spor. For Arbejderne under
Jordmonopolets Aag betød Frikonkurrence
intet andet end Frihed til at konkurrere
indbyrdes, om hvem der kunde nøjes med
mindst. Korntoldens Ophævelse betød ganske
vist billigere Brød, men samtidigt ogsaa
større Konkurrencedygtighed blandt Masserne
indbyrdes — og Lønnen sank. Man havde,
ved at bevare Jordmonopolet, afskaaret fjerde
Stand fra Adgangen til Jorden, og Adgangen
til Frikonkurrence om Arbejde paa Jorden,
= 881
maatte da for Arbejderen faa det Udfald,
den fik. Kvinder og Børn, der kunde nøjes
med mindre end voksne Mænd, fortrængte
Mændene. I England gav Konkurrencen om
Arbejde sig Udslag i, at Børn ligefrem
solgtes til Fabrikerne. De voksne sultede,
medens Lagrene bugnede af Levnedsmidler.
— Laissez faire, laissez aller!
Faa Fastlandet fejrede Liberalismen lignende
Triumfer. Arbejderne, der i Teknikens ra-
sende Udvikling saa Aarsagen til Ondet,
rottede sig sammen; stormede Fabrikerne
og sønderslog Maskinerne. Bevægelsen var
paa en Gang baade revolutionær og reak-
tionær. I en saadan Jordbund maatte So-
cialismen spire frem. Julirevolutionen, Char-
tistbevægelsen og den væbnede Arbejder-
opstand i Tyskland var Stormvarslerne om
den nye Tid; og paa den anden Side var
Industriens voksende Krav om Toldbeskyttelse
en Falliterklæring for Liberalismen. Protek-
tionismen og Socialismen var om ikke af
samme Kød og Blod saa dog stærkt aands-
beslægtede.
— Og dog — selv Liberalismens halvt
løftede Frihedsfane — Frihed for Handel —
Frihed for Industrien, hvilken vældig Udvik-
ling for Produktionen kunde den ikke vise
tilbage paa. Liberalismens praktiske, tek-
niske Sejrsgang havde overvundet Malthu-
sianismens trøstesløse Overbefolkningsteori. Pro-
duktionsspørgsmaalet blev løst af Frihed. For
hver Mund, der fødtes til Verden, fødtes
ikke alene nu to Arme, men to Arme, der
ved Teknikens Hjælp kunde frembringe det
ti, ja hundreddobbelte af, hvad Munden
krævede — selv om Armene var et Barns.
Dog hvad hjalp det hele for Underklasserne.
Hvad nyttede det, at de frembragte ud over
alle Grænser, naar Fordelingen foregik efter
omvendt Proportion. Jo mere de tilvirkede,
desto mindre fik de selv. Lagrene var til-
= Jordreformen
stoppede. Fabrikerne blev overfyldte; saa
standsedes Maskinerne og Arbejderne joges
ud i en Sultetilværelse, fordi der var Overflod
paa alt. En saadan Meningsløshed maatte af-
føde Socialismen. Tilvirkningsspørgsmaalet var
løst, nu kom Turen til Fordelingsspørgsmaalet.
Ud af Saint Simons, Fouriers, Owens og
Weitlings teoretiske Taager kærnede sig saa
den praktiske Socialisme. Man ræsonnerede,
at havde Friheden, Frikonkurrencen, kun ført
til saadanne Meningsløsheder, at Folket
sultede midt i Overfloden, saa var det galt
bevendt med Friheden. Men istedetfor at
undersøge, om Aarsagen ikke var den, at
Friheden kun var halvt gennemført, saa gik
man ud fra som noget givet, at Udviklingen
havde faaet for frie Tøjler; man maatte igen
vende tilbage til Staten som den store Ordner.
Der skulde igen rejses Skranker for den re-
belske Frihed. Maalet blev at Staten skulde
overtage Produktionen og lede Fordelingen.
Til at begynde med var Socialismen, i
Handlingen nærmest revolutionær. Spændingen
havde været for høj : Udslaget maatte blive der-
efter. Men det varede ikke ret længe før So-
cialismen blev „praktisk". Kravet om Statens
Overtagelse af Produktionsmidlerne blev skudt
længere og længere ud i Fremtiden, og sam-
tidig udpindedes Socialismens, i sig selv
ophøjede Ide, i en Række smaa Reformkrav.
Mange af dem var alt andet end radikale,
og de, der var radikalest, var som Regel alt
andet end socialistiske. Socialdemokratiet
blev et godt og stærkt borgerligt Parti, hvis
store Opgave det blev at ruske op i Sam-
vittighederne og ved en sønderlemmende
Kritik at blotlægge det kapitalistiske Sam-
funds Skavanker. Det store Maal blev aldrig
opgivet, men det tages nu kun frem til
Beskuelse ved højtidelige Lejligheder. Den
socialistiske Flodbølge ebbede ud i co-opera-
tive Foretagender og i Fagforeningsbevægelsen.
Som selvopdragende Middel skal disse Fore-
tagender heller ikke underkendes, men rent
økonomisk set betød de lidet eller intet.
Ved de co-operative Foretagender opnaaede
man, ligesom i sin Tid med Korntoldens
Ophævelse, at gøre Lhrsfornødenhedeme bil-
ligere, men det førte kun til, at Arbejds-
lønnen ogsaa faldt. Paa den anden Side
formaaede Fagforeningerne ganske vist at
sætte den nominelle Løn op, men kunde ikke
hindre, at Prisen paa Livsfornødenhederne
samtidig steg. Og hvor Fagforeninger og
Andelsselskaber har arbejdet Haand i Haand,
hvad dog sjældent har været Tilfældet, der
er dette Samarbejdets Kulturgode opslugt af
Jordmonopolet, i Form af stigende Jordværdi
d. v. s. højere Pris paa Jord og Husleje.
Gennem Pengelønkampen, ofte ført med
mageløs Enighed og personlig Opofrelse, er
man naaet tilbage til sit Udgangspunkt.
Ringen er sluttet, og Fremtiden vil sikkert
give Nyfysiokraten Ernst Frankfurt Ret,
naar han siger: at de Streiker, Arbejderne
har vundet mest ved, er dem de har tabt!
Den socialistiske Bevægelse havde dog
endnu den politiske Face at gennemløbe.
Der gik Døgnpolitik i Socialismen. „Lad os
tilkæmpe os politisk Frihed* blev Parolen
„Vi lever i Stemmesedlens Tegn." Og de
socialdemokratiske Førere gav sig til at
mundhugges med de andre borgerlige Parti-
førere i Parlamenterne om en smaatskaaren
Hjælpe- og Understøttelsespolitik. Ideernes
lysende Fakkel brændte ned til en osende
Brand. Friheden blev til Partidisciplin.
Menneskerettighedernes Løsen: Frihed! Lig-
hed! Broderskab! ombyttedes med Kamp-
organisationernes: Tavshed, Trit og Retning!
— Hvem tror nu ærligt talt mere paa den
lige og almindelige Valgrets Stemmeseddel?
Ak, kun de, der endnu ikke har opdaget,
at den blot er den Slavekontrakt, hvormed
man udleverer sig til en anden. Valgret er
alt andet end Medbestemmelsesret. Valgret
er ikke Styreret*).
*) Det skulde blive vor Tid forbeholdt at tage
Selvstyrespergsmaalet op til fornyet Undersøgelse,
= 882
= Jordreformen
Men Friheden kalder paa ny! Medens
Liberalismen og senere Socialismen — Syg-
domssymptomerne paa Samfundsorganet søger
at drage Frihedsbevægelsen, den naturlige
frie Udvikling, ud af sit Spor, saa vedlige-
holdes og næres Tanken om den absolute
Frihedstilværelse, fra den første Frihedsskoles,
Fysiokraternes, Dage op til vor Tid, af en
Række ædle Tænkere. Mænd som Spencer,
Proudhon, Colins og Wallach ere Banner-
førerne for den kommende Tids Friheds-
bevægelse. Henry George skriver Forspillet
til den gryende Frihedstid i sit Hovedværk:
„Fremskridt og Fattigdom". Han og hans
Skole er det første absolute Brud med den
socialistiske Tænkning og den gamle social-
økonomiske Lære. — Kun hvor den absolute
Frihed hævdes, gaar Vejen til en højere
Samfundsordning, siger Henry George. Det
er rigtigt, at vi skal have løst det sociale
Brødspørgsmaal og have løst det først, men
kan vi ikke løse Fordelingsspørgsmaalet uden
samtidigt at binde Individet i den socialistiske
Stats Spændetrøje, saa er Spørgsmaalet kun
halvt løst. Opgaven maa være: baade at
ordne Fordelingen, saa enhver faar det fulde
Udbytte af sit Arbejde, og samtidigt at be-
vare den personlige Frihed. For at løse
dette Spørgsmaal behøver vi ikke at gaa
Socialismens Veje. Frihedens Veje er far-
bare nok. Lad kun den individuelle Frihed
bestaa, lad den enkelte kun, om han har Lyst,
hobe sig Liggendefæ op; vi skal blot sørge
for, at han ikke gør det paa andres Be-
kostning, og at Kapitalen ikke bruges til
at udbytte andre med. Kan vi naa en Sam-
fundsordning, hvori det er umuliggjort den
ene at tilegne sig Frugten af den andens
Arbejde, samtidigt med at enhver bevare sin
personlige Frihed, da er det sociale Brød-
spørgsmaal løst. — Men hvorledes opnaa
det? Jo, siger Henry George, ved igen at
og paavise at „lige og almindelig Valgret" ikke
er nok. — Se Dansk Tidsskrift 1905 Side 295.
optage den fysiokratiske Tanke, at gennem-
føre den fuldeste Frihed, ved at ophæve
Jordmonopolet og dermed alle Monopoler,
thi den private Ejendomsret til Jorden er
Grundaarsagen til den sociale Nød.
Saalænge Fællesretten til Jorden eksiste-
rede var den Mulighed udelukket, at det
ene Menneske kunde udbytte det andet.
Hvor Jorden er Hvermands Eje, kan der
kun eksistere Trællekaar under den primitive
Form for Slaveri, d. v. s. at det ene Men-
neske ejer det andet. Der har ganske vist
kunnet opstaa Nød og Elendighed i Sam-
fund, hvor Mennesket var frit, og Jorden
var fælles Ejendom, men Åarsagen var da
en ydre, f. Ex. fejlslagen Høst, og Ulykken
ramte da hele Samfundet. Åarsagen stam-
mede fra Tilvirkningen, ikke fra Fordelingen.
Med andre Ord, Ondet var ikke socialt.
Men efter Haanden som den private Ejen-
domsret til Jorden udviklede sig, flpaitedes
Samfundet i en besiddende og en besiddelses-
løs Klasse. Den Klasse, der tiltog sig Ejen-
domsretten til Jorden, fik ogsaa faktisk Ejen-
domsret til de Mennesker, der opholdt sig
paa den, thi Mennesket er jordbundet.
Hvis derfor den ene Part af Menneskeheden
udelukkes fra sin naturlige Ejendomsret til
Jorden, saa har samtidigt den anden Part
faaet det i sin Magt at diktere de besid-
delsesløse Betingelsen for at opholde sig
paa denne Jord. Eller som Schopenhauer
siger: „Om jeg ejer Fuglen eller dens Føde,
kommer væsentligt ud paa et — jeg er da
altid Herre over dens Liv.*
Man forstaar bedst det sagte ved at tænke
sig en lille 0, hvorpaa der opholder sig fem
Mennesker. For de fire Menneskers Ved-
kommende bliver nu Resultatet det samme,
enten den femte ejer deres Person, eller han
ejer Øen. Ejer han deres Personer, kan
han befale dem at bearbejde Øens Jord for
sig. Dette er den primitive Form for Sla-
veri. Ejer han derimod Øen, kan han ud-
leje den til de fire, men bestemmer selv
883
Jordreformen
Jordlejen. Derved bevarer de fire, tilsyne-
ladende, deres Stilling som frie Mænd, men
er lige fuldt afhængige af den femte. —
Dette er den moderne Form for Slaveri.
Man kunde nu fortsætte Tankegangen og
forestille sig et sjette, et syvende, et ottende
Menneske komme til. For hver ny, der kom
til og fandt Jorden optaget, vilde Konkur-
rencen blandt de jordsøgende blive haardere.
For at faa Lov til at arbejde, vilde de af
sig selv drive Jordlejen op, og derved,
samtidigt med at de selv maatte nøjes med
mindre og mindre, berige Øens Ejer mere
og mere. Selv Opfindelsen af et arbejds-
besparende Redskab vilde i det lange Løb
kun berige Jordejeren, thi det arbejdsbespa-
rende Redskab vilde kun forøge de arbejds-
søgendes indbyrdes Konkurrencedygtighed.
Ethvert Kulturgode bundfælder sig i Jorden,
og driver dens Pris i Vejret. Derfor er det,
at. Jorden i vort moderne Samfund er dyrest
inde under de store Byer og billigst ude
i det aabne Land. Ude paa Dyrknings-
grænsen er Jordens Handelsværdi altid lig
Nul. Det er kun Efterspørgslen efter Jord,
der giver denne en Handelsværdi. Jo stærkere
Befolkningen tiltager, desto stærkere stiger
Jordværdien. Arbejderne, der er berøvet den
direkte Adgang til Jorden, flokkes saa i
indbyrdes Konkurrence om Fabriksportene,
og gør det derved muligt for Arbejdskøberne
at faa Arbejde udført for mindre end det
er værd, thi „hvor to Arbejdere løber
efter en Arbejdsgiver, der synker Arbejds-
lønnen."
Arbejdslønnens Højde afhænger altsaa af
hvad Arbejderen kan tjene ved at arbejde
for sig selv, d. v. s. til hvilken Pris han
kan faa Jord. Jo højere Jordlejen (Grund-
renten) derfor er, desto lavere bliver Arbejds-
lønnen.
Naar den socialistiske Skole angriber „ Ka-
pitalen", og forlanger at Staten skal over-
tage Jorden og Produktionsmidlerne, beror
dette paa en Begrebsforvirring om „Kapi-
talens" Natur*). Man. -skelner ikke mellem
de to Former for „Kapital". Den Kapital,
der fremtræder i Form af Produktionsmidler
(Redskaber, Maskiner etc.) er synlig den er
Arbejde, der er udført i Fortiden; den for-
gaar hurtig og maa stadig fornyes, og kan
derfor, hvor Jorden ikke er monopoliseret,
ikke fremkalde nogen Udbytningsproces.
Modsat er den Del af Kapitalen, vi kun for-
nemmer som Værdi paa den nøgne Jord,
usynlig (imaginær), den er ikke arbejdsskabt,
men skal først skabes i Fremtiden. Den er
altsaa kun kapitaliserede Fremtidsmuligheder,
men er i Forhold til den synlige Kapital,
langt den største, og faar stadig mere og
mere Monopolets Karakter. Hvor Adgangen
til Raastoffet er frit, kan derfor Produktions-
midlet aldrig blive et Monopol; det kan
først ske, naar selve Raastoffet, Jorden, er
monopoliseret, d. v. s. er blevet privat Ejen-
dom.
Vil vi derfor løse det sociale Spørgsmaal,
maa vi ophæve Jordmonopolet. Jorden er
jo heller ikke skabt for nogle enkelte, men
for alle. Det ene Menneske har ikke mere
naturlig Ejendomsret til Jordens Overflade
end det andet. Det eneste, et Menneske har
Ret til, er det fulde Udbytte af sit Arbejde.
Men derfor behøver vi ikke at dele Jorden
imellem os. Det vilde ogsaa være en Me-
ningsløshed i vort moderne Samfund med
sin stærkt fremskredne Arbejdsdeling. Vi
*) Her ses i denne Forbindelse bort fra at
vort forældede Pengesystem med en Møntfod,
der selv er en Vare lige saa fuldt som de Varer
den skal tjene som Byttemiddel for, drager Pen-
gene ud af Omsætningen, naar der er mest Brug
for dem, og derved fremskynder Kriserne. —
Nyfysiokraten Silvio Geseli siger ret træffende:
„Vi har en Guldmønt/bi, og dog har Varepriserne
ikke noget at staa paa*!
Mangel paa Byttemiddel (Pengeknaphed!!)
kan derfor fremkalde en Slags „Kapitalrente*,
men denne har en helt anden Oprindelse end den
de ældre Socialøkonomer (f. Ex. Marx) tillægger
den, og den kan let fjernes.
884
Jordreformen —
behøver kun at . sikne enhver sin medfødte
Ejendomsret til den nøgne : Jords Værdi,
d. v. s. den Del af Jordens Værdi, som
ikke den enkelte ved sit Arbejde har skabt,
men den Værdi, som Samfundet har skabt
og vedligeholder ved sin stadige Udvikling.
Og dette kan gøres ved at gennemføre en
ganske simpel Skattereform.
Staten maa for at kunne bestride 'sine
Udgifter ogsaa have visse Indtægter. For
Tiden skaffer Staten sig disse Indtægter ved
direkte at beskatte Indbyggerne i Forhold
til deres Formue eller Indtægter eller ved
indirekte at beskatte deres Forbrugsartikler.
Men dette er en Rovbeskatning og hviler
ikke paa nogen som helst moralsk Ret.
Staten beskatter i Flæng. Ved Fastsættelsen
af Formue- og Indkomstskatten tager Staten
ikke Hensyn til, om det beskattede Beløb
er tjent ved eget, ærligt Arbejde, eller det
er fremkommet ved at udbytte andre. Med
de indirekte Skatter — Toldskatterne ram-
mer den altid haardest nedefter. Skønt
Staten er interesseret i at Befolkningsmæng-
den vedligeholdes, saa hæmmer den dog
Børnefødslerne og Børneopdragelsen ved at
fordyre Livsfornødenhederne. Jo flere Børn
en Familieforsørger har, desto haardere be-
skattes, d. v. s. straffes han af Staten ved
den indirekte Beskatning.
Henry George foreslaar nu at ophave alle
disse Skatter og lægge hele Skatten over paa
den nøgne Jords Værdi. Dermed er vor Tids
vanskelige Skattespørgsmaal løst, og sam-
tidigt er det sociale Brødspørgsmaal ude af
Verden, thi Skat paa Jorden gør Jorden
billigere i Modsætning til Skat paa Varer,
der altid gør Varen dyrere. Jorden kan
jo ikke som disse fjernes, øges eller for-
mindskes. Efterhaanden som man da lader
Grundværdiskatten stige, til den opsluger hele
Grundrenten, synker Jordens Handelsværdi.
Ingen vil da have Raad til at ligge inde
med mere Jord, end han selv kan udnytte.
Spekulationsjorden, de nøgne Byggegrunde i
og omkring Byerne, vil blive kastet ud paa
Markedet til vigende Priser. Byerne, som
nu, takket være de >kostbare Byggegrunde,
er klemt op i høje lysfattige Karreer, vil
flade sig ud over det aabne Land. De
store Godser og lidet udnyttede Herre-
gaardsjorder vil blive taget ind til inten-
siv Drift. De arbejdsløse Skarer vil vende
sig mod den genaabnede Jord. Konkur-
rencen mellem Arbejderne indbyrdes om Ar-
bejde vil ophøre og forvandle sig til ædel
Kappestrid om hvem der kan frembringe
det bedste. Lønnen vil stige i samme For-
hold som Renten vil synke. Huslejen i
Byerne, der for mindst den halve Lejes
Vedkommende er Jordleje, vil fra at være
en Udgift til Jordejerne (mest udenlandske
Prioritetshavere) blive en Indtægt for Sam-
fundets Fælleskasse. For Landbrugets Ved-
kommende vil Grundværdiskatten omdanne
den private Prioritetsgæld til en Statsprioritet,
hvis Rente igen vil komme det arbejdende
Landbrug til Gode. Og da vil man ikke
mere støde paa saadanne Urimeligheder, som
den, at naar Staten anlægger en Jernbane
ind over Landet, saa høster de tilfældige
Ejere af Jorden ved Stationerne hele Fordelen
ved Anlæget i Form af stigende Værdi paa
deres Jord.
Uforstaaende Modstandere af Jordreformen
har fremført mod den, at Grundværdiskatten
lod sig vælte over paa Brugerne. Men det
lader sig selvfølgelig ikke gøre, thi Grund-
ejerne tager altid saa megen Rente af Jor-
den, de kan faa, og da Jorden jo ikke faar
større Værdi, fordi den bliver beskattet, saa
bliver det Grundejeren, der kommer til at
betale Skatten, d. v. s. han kommer nu til
at aflevere til Staten, den Del af Lejen, som
ikke er Leje af Hus eller Forbedringer. — Det
er egentlig den samme Indvending, der kom-
mer frem, naar man har sagt, at man aldrig
fik Landboerne med til Jordreformen. Thi
885
Jordreformen
Landboerne er jo for Størstedelen ikke Jord-
ejere, men kun Jordbrugere. De maa hvert
Aar aflevere Førstegrøden til de faktiske
Jordejere — Prioritetshaverne. Grundværdi-
skatten er derfor en Afgift, som de under
ingen Omstændigheder selv faar Lov til at
beholde.
Jordreformen giver altsaa enhver sit: Sam-
fundet hvad Samfundet er, nemlig den sam-
fundsskabte Jordværdi, og den giver den
enkelte hvad hans er; nemlig det fulde Ud-
bytte af hans Arbejde. Jordreformen er den
videnskabelige Anarkisme, praktisk gennem-
ført. Den personlige Frihed er bevaret sam-
tidig med at det er umuliggjort den ene at
udbytte den anden.
Dette er Maalet, og Midlet er først og
fremmest en delt Vurdering af alle faste Ejen-
domme, saaledes at den nøgne Jords Værdi,
fremtræder for sig. Dette er let at gennem-
føre og »foretages i det daglige Liv praktisk
ved enhver Ejendomsoverdragelse. Dernæst
behøves en Lov, der bestemmer at inden-
for en vis Aarrække skal alle nuværende
Skatter gradvis ophæves — de værste først
og hele Skatten, ligeledes gradvis, lægges
over paa den nøgne Jords Værdi, indtil den
ved en 3 å 4 Procent p. A. har inddraget
hele Grundrenten. Ved at omvurdere Jorden,
f. Ex. hvert femte Aar, kan man dernæst
sikre sig Værdistigningen, og ligeledes kan
de Grunde blive sat ned i Skat, som mulig-
vis er faldet i Værdi. Skatten vil da nøj-
agtigt stige og falde med de Værdier, som
Samfundet tilfører Jorden. Den vil give
enhver sit, og derved forædle Sindene, og
højne Moralen. Den private Grundrentes Af-
skaffelse vil gøre Politiken til en Videnskab
— den Politik, der nu faktisk kun er en
Kastebold i de private Grundrenteejeres
Hænder. Gennem økonomisk Frihed gaar
Vejen til aandelig Frihed.
Den nærmeste Tid vil sikkert bringe denne
Sag stærkt i Forgrunden. I Udlandet vokser
Bevægelsen Dag for Dag. Paa Ny Zeeland
har man, saa smaat, begyndt at prøve sig
frem med Grundværdibeskatningen. Og den
har straks vist sin gode Virkning i dalende
Jordpriser, stigende Arbejdsløn og aflagende
Udvandring. I England staar Jordreformen
paa det nuværende Ministeriums Program. I
Norge, Sverrig og Tyskland har Bevægelsen
slaaet dybe Rødder. For Danmarks Ved-
kommende faar man et Begreb om Bevæ-
gelsens Omfang, naar man hører, at der
alene det sidste Aar er afholdt op mod 300
Møder og Foredrag om denne Sag.
Muligheden for at faa Jordreformen gen-
nemført stiller sig saa gunstigt som vel
muligt: Fagpolitikerne af alle Farver — ere
kørt uhjælpelig fast i Skatteuføret — baade
her og andetsteds.
Men det bedste Varsel for Jordreformen
er dog, at den er i nøjeste Forbindelse med
selve Udviklingen. Vor Nutidsbevægelse er
en udpræget Natur- og Frihedsbevægelse. Vi
ser og fornemmer det i og om os. Frilufts-
sporten er paa Mode. Klædedragten forenkles.
Ernæringsspørgsmaalet staar paa Dagsordenen.
Opfinderne af naturlige „Systemer" gør Lykke,
Kunsten og Litteraturen følger med Kort
sagt, Udviklingen gaar fra det kunstige og
sammensatte, hen mod den enkle og natur-
lige — mod Friheden — mod Fysiokratiet.
886
1 DAGEN OG VSJEN
STUDENTER
Ret stille er noget Nyt forsagt: Studen-
ter paa Høstarbejde. Efter Gymnastik-
direktør Rasmussens Paafund og under kraf-
tig Medvirkning af Studenterforeningens da-
værende Leder, Læge E. Bacher, begyndte
et Udvalg i Fjor at sende Studenter ud paa
Landet: de skulde hjælpe med ved Ar-
bejdet og til Gengjæld have Opholdet frit.
Nu foreligger en lille Bog om Sagen, der
har sin Interesse. Nogle har fundet det hele
højst rørende: blegnæbbede Studenter, der
faar røde Kinder under Landets friske Sol
— Samfølelsen mellem By og Land osv.
Andre har trukket paa Skuldrene: Usmage-
lig Studenter -Vaudeville! Bogen giver det
Indtryk, at ingen af Parterne har Uret.
Disse Studenter - Høstarbejdere virker her
som en ældre og finere Klasse af køben-
havnske Feriebørn. De fleste Steder har
Studenten nok haft den Opgave at være en
mandlig Frilufts • Udgave af Begrebet: ung
Pige i Huset. (Derfor har det ogsaa i et
enkelt Tilfælde gjort et pinligt Indtryk, at
Studenterne var saa „slemme til at bandea).
En ønskede en Studentmagersvend til at
„diskutere Politik, Literatur osv. til lidt Af-
vexling". En anden forlangte en Klint „mu-
sikalsk og af godt Humør". En tredje ud-
vexlede Tanker med sin Sommergæst. Alt
dette minder temmelig fjærnt om Høst-
arbejde. Et Stykke Vej fra dettes egentlige
Begreb er det jo endnu, naar en elskværdig
Vært ser Hovedsagen i, at Studenterne skal
„adle Arbejdet og ved deres Lune og Vid
ligesom aabne en ny Verden for Folkene".
Uden Omsvøb sættes da ogsaa i et af de
gengivne Breve en Students Arbejde „næppe
lig Udgiften til Føde osv.", og en anden
Brevskriver erklærer aabenhjertigt, at hans
egentlige Hensigt er „at gøre lidt godt mod
Vedkommende". Det er herefter saa logisk
som rigtigt, naar en Tredje foreslaar Titlen
forandret til „Studenter paa Sommerophold
•eller Høstferie".
Nu kan det tilsyneladende være ligegyl-
digt, naar blot begge Parter har moret sig
godt ved Forsøget. Og det har de. Dette
med Studenternes Banden er kun en enkelt
Mislyd. Ellers er der bleven diskuteret Po-
litik, Literatur osv., udvexlet Tanker, luftet
blegnæbbede Studenter og adlet Arbejde med
Velbehag saa godt som over hele Linjen.
Den Rolle, Musiken og det gode Humør har
spillet — især ved Fyraften og hvor der
var unge, helst giftefærdige Damer i Huset
— paavises ikke indgaaende. Men for at
det ikke skal glemmes, faar vi Beretningen
om en Høstfest siden i Studenterforeningen,
hvorom Bogen oplyser, at der blev sunget
herlige svenske Bondeviser, Hr. Maglekilde
Petersen fik Gang paa Gang Lattermusklerne
hos Publikum i livlig Bevægelse, og en
„Høstspøg" opførtes: „Denne ganske impro-
viserede ,Komedie i en Akt' — dej foregik
i et københavnsk Pensionat, hvis Bestyrer-
inde havde gjort sig store Forhaabninger om
at se sin Datter som Ægteviv for den i
Pensionatet værende Student, men som, efter
at denne, forlovet med Gaardmandens Dat-
ter, vendte hjem fra Høstferien, lider en stor
Skuffelse — gjorde megen Lykke ..."
Velbekomme!
Nu vil man maaske, med større eller
mindre Velvilje, sige: Hostrupske Toner!
Men det er ganske forkert. For den friske
og oprindelige Ungdom hos Hostrup faar vi
her de allermest udvandede Studenterløjer.
Det klinger saa sandt ikke efter Klint,, men
kan pæticer minde om Fru Heibergs Abehatten.
Dog dertil var Ideen meget for god. Der
er nemlig noget sandt og sundt i Tanken
om at lære vore Studenter det legemlige Ar
bejdes Værdi. Deres Muskler og Lunger
kan have saa udmærket af det, og deres
hele Bevidsthedsliv mindst lige saa godt.
Maaske vil det ogsaa være nogen Nytte til,
at Landbefolkningen gør nærmere Bekendt-
skab med disse unge Mennesker inde fra
Hovedstaden. Stor Vægt ligger der dog ikke
paa denne Side af Sagen. Er Studenterne
friske og flinke, vil deres Værter næppe føle
dem som rette Repræsentanter for det Køben-
havneri, de lider ilde. Og de er jo heller
ikke Repræsentanter for det — ganske afset
fra, at Flertallet af dem slet ikke er Køben-
havnere.
Men for at den ene Side som den anden
skal have nogen Værdi, maa der paa en
ganske anden Maade end hidtil sættes en
Streg under Arbejdet. Studenterne skal ikke
887
=Dagen og Vejen-
synge Sange, politisere og diskutere. De
skal gøre Høstarbejde.
Nu kommer imidlertid hin Mand og siger:
de kan saamænd ikke gøre Nytte for Føden,
Men dette er ganske falsk. Husk nu først
paa alle dem, der kommer ude fra Landet
selv. En Del af dem vender maaske i Fe-
rierne tilbage til den hjemlige Gaard; der er
andre, som ikke kan eller ikke vil. Saa har
vi de mange, der har faaet deres Legemer
uddannede og udviklede ved Roning og Fod-
bold, ved Marschture og Gymnastik. Skulde
de ikke snart faa lært at haandtere en Greb
eller en Le, muge en Stald eller køre en
Vogn ? Her er jo dog Tale om unge Menne-
sker paa en Snes Aar eller der omkring.
Tilbage bliver naturligvis en Del, der ikke
dur meget. Selv de vil dog med lidt god
Vilje kunne anvendes til den lettere Gerning
— maaske kan de ogsaa læse et Par Timer
med Børnene — eller de maa overgaa til de
almindelige Feriebørn, som gode Mennesker
tager sig af.
Nuvel — ingen vil jo forlange af Vore
Studenter en udlært Høstarbejders Dagsslid.
Alligevel er de mere end Føden værd, hvis
de selv for Alvor vil. (Saa dyr er Føden
jo dog heller ikke og ikke saa billigt Arbej-
det.) Derfor skulde Forsøget gøres i Alvor.
Helst saadan, at der betaltes noget for deres
Arbejde, om ikke andet saa Jærnbanebil-
letten.
Først paa denne Maade bliver dette Nye
helt sundt og nyttigt. Her skulde nemlig
nødig skabes nogen yderligere Pengeindsam-
ling og gode Menneskers Velvilje og Fattig-
hjælp. Der skulde gøres en Gerning for at
forøge nogle unge Menneskers Sikkerhed og
Selvbevidsthed. Det er ikke blot de spænd-
stige Muskler det gælder — men meget
mere de ranke Rygge.
Vor Studenterverden lider fra ældgammel
Tid af Fattigdom og Velgørenhed, Største-
parten af vore unge Herrer i Aandernes Rige
maa i Realiteten bukke sig tit og dybt for
at faa Lov til at sulte sig igennem. Sulten
er saa sikkert ikke det værste, ikke heller
de slidte Albuer. Men den uomgængelige
Ydmyghed. Tigge sig frem gennem Stipen-
dier og usselt betalte Timer, gennem Gratis-
spisning rundt i Familierne, lidt Hjælp hist
og lidt Almisse her — det er de mange
danske Studenters Skæbne.
De føler det sikkert langtfra allesammen.
Der findes rene Sind og selvbevidste Karak-
terer, som af et godt Hjerte tager, hvad der
bydes dem i en god Mening, eller lader sig
give, hvad de føler er deres Ret. Men hvor
megen stille Bitterhed og underdanig Fejg-
hed der fødes under disse Kaar, det ved
saa mange af os, og det er jo ikke vanske-
ligt heller at begribe. Nu ja. Saaledes op-
voxer i den vigtigste og farligste Udviklings-
alder Landets Ledere og Lærere, dets Dom-
mere og Videnskabsdyrkere. Er det saa at
undres over, at den danske Embedsstand
til Tider har vist vege Sind og slappe
Viljer?
Derfor skylder vi saa megen Tak for det
nye og storsindede Forsøg, som Direktør
Hagemann har gjort med sit Studenterkol-
legium, der giver rundhaandet i Æres-Laan.
Hvem der kan, betaler det siden tilbage.
Og derfor skal vi ikke saa gærne have en
Studenter - Sommervelgørenhed : den har vi
snarest for meget (omend for mager) af om
Vinteren. Men kunde der skabes raske Stu-
denter Lejlighed til, om de selv vil, ved Høst-
arbejde at tjene lidt Penge til Hjælp: saa
bravo! Der er intet saa sundt og sikkert
som det selverhvervede. Nogen skadelig Kon-
kurrence til vore egne for faa og under-
tiden vanskelige Landarbejdere bliver de saa-
mænd aldrig. Ikke en Gang til Polakkerne.
„Genboerne" er et meget indtagende Lyst-
spil og „Æventyr paa Fodrejsen" er det.
De hører hjemme nu paa Teatret. De Ho-
strupske Studenter kunde drive med saa
godt Humør, fordi de var uskyldige nok til
ikke at vide, de gjorde det. Uskyldigheds-
tilstanden er forbi: nyere Tider har for-
længst opdaget, at Klints magelige Kultur-
rolle er udspillet. Men han vil gøre en god
Figur i Arbejdstøjet — om end ikke netop
strax til at digte om eller fotografere yndigt
som her i Bogen.
Den moderne danske Student vil gøre
mange værdifulde Erfaringer, naar han i
sin Ferietid prøver det suade, sejge Ar-
bejde. Det skulde kun ikke være en Høst-
Spøg — ingen ny Salgs Abekat.
Jensen.
888
tiiikl*le*i*iVé*
Haven i Juli.
I Begyndelsen af Juli Calder nogle af den
private Haveejers store Dage, nemlig Jord-
bærtiden, hvor han i allerbogstaveligste For-
stand høster Frugten af Arbejde og Ud-
gifter; han kan i denne Tid glæde sig ved
at konstatere Forskellen mellem sine egne
friske, aromatiske Bær og de matte, sammen-
rystede Jordbær, der efter en omtumlet Til-
værelse som letfordærvelig Handelsvare ender
paa Tallerkenen hos Folk, det ikke er be-
skaaret selv at holde Have. Mange Steder har
de tidligste Jordbærblomster, der allerede vare
udviklede i Begyndelsen af Juni, taget Skade
af den stærke Nattefrost, vi da havde, og
der er derfor Sandsynlighed for, at Høsten
iaar mange Steder bliver baade sparsom og
vist ogsaa ret sildig. I Slutningen af Juli
vil det være en passende Tid at formere
Jordbær; det foregaar, som almindelig be-
kendt, paa den Maade, at man prikler de
unge, rodfæstede Planter, der have dannet
sig paa Udløberne fra de gamle Rækker,
hen paa et Bed for saa senere, f. Eks. det
følgende Foraar, at plante dem paa Plads.
Denne Formering bringer naturligt Spørgs-
maalet om de forskellige Jordbærsorter paa
Bane. Det er lidt vanskeligt at give Raad
med Hensyn til Valget af disse, for det før-
ste, fordi det delvis er en Smagssag og en
Skønssag, og for det andet, fordi de for-
skellige Sorter paavirkes saa højst forskelligt
af de samme ydre Forhold, d. v. s. Jord-
bund, Fugtighed o. s. v. Der er i Tidernes
Løb bragt en fast utrolig Mængde Sorter i
Handelen, overdaadigt rigtbærende, storfrug-
tede eller smukke, men hvad egentlig ren
Jordbærsmag og Aroma angaar, staar stadig.
„Vicomtesse Héricart de Thury" højst, sam-
tidig med, at Sorten maa kaldes god i alle
andre Retninger. I omtrent i et halvt Aar-
hundrede har denne Sort, der her i Landet
almindeligvis gaar under Navnet „Vicom-
tesse" (i Udlandet og navnlig i Sortens
Hjem, Frankrig, hvor den nyder særlig Yn-
dest, kaldes den „Ricart"), holdt sig højst i
Gunst hos Folk, for hvem Bærrets Kvalitet
er Hovedsagen. Hvis man anskaffer sig unge
Planter af den, maa man, saa vidt gørligt,
sikre sig, at de ere „sortsrene*, d. v. s.
ægte. Det er kun en meget ringe Part af
de Bær, der forhandles, der ere „Vicom-
tesse", idet andre Sorter og da navnlig
„Abondance" give et ganske anderledes
kvantitativt Udbytte. Dersom man altsaa
ønsker at have to Sorter i sin Have, et tint
Bær og et rigtbærende, gør man bedst i at
vælge de to nævnte. Den sidste Sort, der
er den, der almindeligst sælges navnlig i
København, tilfredsstiller dog ikke, hvem der
rigtigt har faaet Smag paa andre Bær, og
kan egentlig kun spises med rigeligt Sukker,
men Sorten er, som tidligere anført, ganske
utroligt rigtbærende, og det har vist sig, at
den ved god Kultur, d. v. s. med' rigelig
Næring og Fugtighed, kan forbedres betyde-
ligt. Hvem der har Plads og Lejlighed, kan
endvidere dyrke et Par andre Sorter, en
særlig tidlig Sort og en af de saakaldte re-
monterende Sorter, og derved udstrække
Jordbærsæsonen ikke saa lidt. Som et godt
tidligt Bær kan nævnes „Laxtons Noble" og
som det bedste remonterende „Saint- Antoine
de Padue", der, naar ellers Vejret er nogen-
lunde tørt og solrigt, giver gode Bær, lige
til Frosten kommer.
Paa denne Tid af Aaret viser der sig hyp-
pigt, særlig under lidt fugtige Forhold, Syg-
dom paa Kartoflerne. Lige siden 1843 har
denne Sygdom raset overalt i Europa, hvor
der drives Kartoffelavl. Det er et Svampe-
angreb, der almindeligvis begynder paa Bla-
dene; for at hindre Sygdommen i ogsaa at
angribe Knoldene foretager man saa den saa-
kaldte Sikkerhedshypning. Det vil sige, man
hypper Jorden særlig højt op ad Planten.
Det har nemlig vist sig ved Forsøg, at
Svampen vanskeligt trænger ned til Kar-
toflerne, naar disse ere dækkede af et tykt
Jordlag.
Haven kræver ud over Renholdelse og
mulig Vanding ikke særligt meget Arbejde i
denne Maaned. Man bør klippe sine Hække,
og hvis man finder f. Eks. Roserne angrebne
af Meldug, et let kendelig Svampeangreb,
bør man bestrø dem med fint, pulveriseret
Svovl. Larver, der tit sidder i Rosernes
sammenrullede Blade, maa man se at fjerne.
Græsset skal slaas, efter som det gror til,
og Blomsterløg, der ikke skal blive paa
^Hus og Haoe^
samme Sted til næste Aar, maa nu opgraves
og lægges et Sted, hvor de tørrer jævnt og
godt for at kunne modnes. Man kan, hvis
man har tomme Stykker i sin Køkkenhave,
endnu faa en Høst af Radiser, Salat, Spinat
og andre hurtige Kulturer.
Handelsgartner G. N. Brandt.
Hønsegaarden.
Da Juli Maaned ikke bringer særligt nyt
Arbejde, der skal udføres i Hønsegaarden,
men væsentlig en Gentagelse af det, som
fandtes anført for forrige Maaned, vil der
være Anledning til, naar Tid og Lejlighed
gives, da Rugningen nu er overstaaet, at
give det til Rugning anvendte Materiale,
Kurve, Kasser o. 1., en grundig Rensning.
Alt Træværket burde rettest i Krogene vaskes
med Sæbelud, og derefter tages fat paa
Hvidtningen, for at alt Rugematerialet kan
være i Orden til næste Rugesæson, ikke alene
rent, men ogsaa fuldstændig renset for Utøj.
Indtræffer der en tør Periode, vil der blive
fortrinlig Anledning til at bjerge et større
Kvantum tørt Vejstøv, som anbringes paa
et absolut tørt Sted. Denne Forsyning af
Landevejsstøv er det Meningen at anvende
i Løbet af Vinteren, dels til at anbringe i
Læskuret navnlig til Askebad, og dels som
Strøelse i Soverummet. Tiden er ligeledes
inde for Forsyningen af Brændenælder, der
efter Slaaningen vejres i Skyggen for senere
at anbringes paa et tørt Loft. I Løbet af
Vinteren anvendes dette Foder, der praktisk
talt intet koster uden Ulejligheden med at
bjerge det, i hakket Tilstand som en værdi-
fuld Tilsætning til Blødfoderet. Luzernen og
Kløveren afgiver ligeledes, behandlet paa lig-
nende Vis, et fortrinligt, vegetabilsk Foder i
Vintertiden, der efter gradvis Forsøg kan
naa op til at udgøre indtil en Tredjedel af
den samlede Blød fodermasse, mer eller min-
dre, alt efter som Hønsene ere vel fede eller
det modsatte; man staar saaledes paa en
Maade overfor et Reguleringsfoder, der burde
anvendes i ethvert økonomisk Fjerkræhold.
I denne og næste Maaned er der særlig
Anledning til at være paa Post overfor den
saakaldte røde Midde, der navnlig i den
varme Tid formerer sig stærkt. I mindre
propre holdte Hønsehuse kan denne Midde
træffes i store Mængder, navnlig i Falserne,
der holde Siddestængerne. Om Natten ere
disse Midder til stor Plage for Hønsene, det
gælder derfor om at træffe sine Forholds-
regler i Tide og ved en grundig Overhæld-
ning med Petroleum eller Indgnidning med
Karbolinium at gøre det af med disse højst
ubehagelige Gæster.
En anden Plage for Hønsene i den varme
Tid er den almindelige Hønseloppe, der særlig
holder til i Bunden af Rederne, navnlig naar
disse er snavsede, og Redehalmen sjældent
fornyes. Ogsaa her er en Overhældning med
Petroleum et godt Middel. Insektpulveret
kan som Regel ikke gøre det af med disse
Skadedyr. Karbolinium og Kamfer vil være
for stærkt og let have til Følge, at Æggene
vil faa Afsmag; derimod kan det anbefales
at komme Tobaksstøv i Rederne nogle Gange
i Løbet af Sommeren.
Skal man have noget ud af sit Fjerkræ-
hold, maa og bør man til Stadighed have
sin Opmærksomhed henvendt paa Utøjet saa
vel i Hus som paa Hønsene og Kyllingerne,
og da navnlig i de varme Sommermaaneder.
W. A. Kock, Konsulent.
Om Vask af Sommerkjoler. (Suttet)
Vask af hvidt uldne Kjoler.
Hvide Uldstoffer behandles ganske ens i
Vask, hvad enten det kaldes Flonel, Serge,
Cheviot, Uldmousselin eller andet, og for-
udsat at det er heluldent holder det sig altid
smukt, naar det er vasket.
Det væsentlige ved Vask af Uldstoffer be-
staar i, at de forskellige Hold Vand, hvori
Tøjet behandles, har den samme Varmegrad.
Sædvanligvis benyttes Vand paa 25 a 28
Grader Reamur. Men hvis Vandet er lidt
koldere, gør det ingen Fortræd, naar blot de
forskellige Hold Vand har ens Temperatur.
En anden Regel er, at Uldtøj aldrig som
Linnedstoffer maa koges. Af den Grund er
det upraktisk at gaa med en hvid ulden
Kjole saa længe, at den bliver altfor snavset,
da det derved bliver vanskeligt at faa den
ren i det lunkne Vand.
„Salmiaksæbe" skrabes fint og smeltes
fuldstændigt i kogende Vand. Man lader
denne Opløsning staa, indtil den er kold og
og danner en geléagtig Masse. Heraf piskes
saa meget i en Balle lunkent Vand (26 a
28 Grader), som man antager vil være nok
til Kjolen. I dette Vand lægges den i 12
Timer. Næste Dag tillaves 2 Baller Vand
paa 26 — 28 Grader, og heri piskes saa
ru : : in
FE riFB
KJØBENHAVNS
LAANEOG
DISKONTOBANK
AKTIESELSKAB
Aktiekapital Kr. 16.000.000
Reserver Kr. 2.560.000
HOVEDSÆDE: Amagertorv 24. — 10-4. Telf. 6900.
NØRREBRO AFD.: Nørrebrogade 26. — 9-3 og 6V*-8. Telf. 4951.
ØSTRE AFD.: Bredgade 77. — 9-2 og 5-7. Telf. H 583.
HELLERUP AFD.: Strandvej 96. — 10-2 og 6-7. Telf. Heil. 119.
Foretager alle Køber og sælger
Bankforretninger. Obligationer og Aktier.
Modtager Indlaan og Indskud paa Folio og Bankbog.
3 Mdrs. Indlaan = 5 pCt.
Rente paa Bankbog = 3*la pCt + Bonus.
Boxer udlejes i Hovedsædet og Hellerup Afdeling:
15—25—40 Kr. aarlig.
Værdipapirer og Værdigenstande opbevares mod 1/2 °/oo
aarlig Afgift.
Rejse-Akkreditiver udstedes. Fremmed Mønt købes og sælges.
u
L
p n_e
inL_ jrtr
60
♦♦♦♦ ♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦+"»♦♦♦♦♦♦♦+♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦ ♦ ♦♦♦ ♦ ♦ ♦♦♦♦»♦♦♦♦
TURISTFORENINGENS REJSEHAANDBOG
DANMARK
TREDJE OMARBEJDEDE UDGAVE
Med 30 Kort. Indb. 4 Kr. 50 Øre.
Særskilt faas
SJÆLLAND
med omliggende Øer og
BORNHOLM
Med 13 Kort.
Indb. 1 Kr. 50 Øre.
FYN
og
JYLLAND
Med 18 Kort.
Indb. 2 Kr. 50 Øre.
Faas i alle Boglader.
TlÉI
i *»--*i— Enul^wi-^Bff? F^F
1 *> .» ' ■ ■ ~=*"^^^^M
Det gjensidige Forsikringsselskab
„DAN.UA i( \"
Hovedkontor: Selskabets Ejendom,
V. Boulevard 34, Filialkontor: Amagertorv 3.
Desuden har Braiiriforsikriugsufdelingen
Agenturer over hele Lan let -g Livsforsiki ings-
afdelingen hat* General Agentur i Aarhus:
Prip, Clemensborg, og i Odense: Schreiner.
Kongensgade 31.
Brandfos Llvsfors.
Forsikringssum
Formue. .....
i. .»() Mil.
c. 10
^Hck&milien har Øtøde
af en agle
Grammophon
med Sange af
— Herold — Cornelius - Nissen —
Simonsen f og mange andre.
Musikstvkker af den kgl. Livgardes og
Husar Regim. Orkestre.
Ægte Grammophon Apparater lige-
fra Kr. 30.00
Ægte Grammophon Plader Kr. 2,30 og Kr. 5
Nye Zonophon Plader, euestaa
ende rene og kraftige, enkelt bespillede Kr.
1,00 og Kr. 2,00, dobbelt bespillede, 2 Melo-
dier paa en Plade, Kr. 1,50 og Kr. 3,00.
Skandinavisk Grammophon Aktieselskab
Frederiksberggade 27, i-Sii. København.
J. Sonne : Syge ved Helenes Grav St. Hans Nat.
HELENE-KILDE OG HELENES GRAV
Af Hans Olrik.
Da Adam af Bremen i Kong Sven
Estridsøns Dage gæstede Danmark,
forekom Nordsjælland ham at være et
næsten ugennemtrængeligt Skovede.
Dette Indtryk har han faaet ved at lære
Strækningen langs Øresund at kende.
Her har været tætte, sammenhængende
Skove, og forst sent ryddedes Træerne
hist og her for at give Plads til Smaa-
byer. Fra Hulerød og Horserød oppe i
Helsingørs-Egnen og ned til øverød og
Søllerød hen imod København er der en
Vrimmel af Byer, der ender paa -rød og
bekræfter den gamle Beretning om de
store Skovstrækninger, der voldte, at
Landet endnu i Middelalderens Begyn-
delse var næsten ubebygget. Men læn-
gere vest paa har Nordsjælland endog
meget tidlig været befolket og opdyrket.
Og det gælder ikke mindst Tisvildeegnen,
hvor Sandflugten først langt senere lagde
store Strækninger .af Kulturland øde. I
Egnen mellem Helsinge og Tisvilde er
der optalt saa stort et Tal af Oldtids-
grave som næppe noget andet Sted i
Landet. Her er der heller ingen Lands-
byer paa -rød, der vidner om sen Ryd-
ning af Skovene, men store Landsbyer,
der ender paa -um (Maarum, egl. Maar-
hjem), -inge, -løse og -by og dermed
har Navne, der fører os tilbage til den
graa Oldtid. For mere end 3000 Aar
siden har Bebyggelsen gjort lyst og ven-
ligt imellem denne Egns Skove.
Det mærkeligste Oldtidsminde, som
Stedsnavnene giver os, er dog Tisvilde
og Tibirke, der vidner om Dyrkelsen af
Guden Ti eller Tyr, paa lignende Maade
som Tisbæk, Tislund og Tisved (nu
Tiset) andensteds i Danmark. Den mær-
kelige Kilde i Klinten ud mod Kattegat
har været Guden helliget (Tis Væld), og
r_- 889
Helene-Kilde og Helenes Grao
ikke langt derfra var Tis Birkelund (Ti-
birke).
Det er en underlig krank Skæbne,
Guden Tyr har haft. Fra vor Børne-
lærdom kender vi ham som en meget
underordnet Gud, der oven i Købet maa
sætte sin højre Arm til i Fenrisulvens
Gab, som Bod for Asernes Troløshed
overfor Udyret. Men der har været den
Tid, hvor han indtog Førstepladsen blandt
Guderne. Nordboernes Ti, Germanernes
Tiu eller Ziu, er nemlig sproglig beslæg-
tet med de gamle Inders Diåus, Helle-
nernes Zeus og Romernes Ju-piter (pater
= Fader), den straalende Himmelgud.
Og vel gjorde de germanske Folk ham
i Kraft af deres hele krigerske Tankesæt
tidlig til Krigsgud; men endnu beholdt
han længe sin Forrang. Hos Goterne
var han den øverste Guddom, og man
bragte ham Menneskeofre. Schwaberne
kaldtes ligefrem Tiu-Tilbederne. Sværdet
var hans Symbol, og de germanske
Sværddanse opførtes til hans Ære. Og
Prokopios vidner i 6. Aarhundred, at
Nordboerne dyrkede ham som øverste
Gud og ofrede Mennesker til hans Ære.
Saa har der altsaa været den Tid, hvor
den hellige Kilde i Strandklinten var et
højt anset Kultussted, og i Tis Birkelund
har mange Mennesker maattet bløde, el-
ler de er bleven hængte som Offer til
Guden.
4 — 5 Aarhundreder efter den Tid, da
Prokopios skrev om Germanerne, blev
Kristendommen raadende i Danmark, og
den blodige Gru i Tibirkes Offerlund
hørte op for stedse. Men rundt omkring,
hvor Kristendommen trængte frem, ved-
blev Folket dog at vise Ærefrygt for
Hedendommens hellige Steder og slap
ikke i Aarhundreder sin Overtro. Det
fejler da heller ikke, at mangt et kristnet
Menneske har sneget sig til Tis gamle
Væld og har ofret et Smykke, en Pen-
ning eller hvad han nu havde til den
hellige Kilde. Saaledes holdt den gamle
hedenske Helligdom sig gennem Aarhun-
dreder. Indtil det umærkelig skete, at
den forvandledes til en kristen Helligdom:
Tis Væld blev til Helenes Kilde. Og en
Stenalders eller Broncealders Gravhøj der
i Nærheden blev til Helenes Grav.
Den Helene, der her er opkaldt, er en
historisk Person, men mærkeligt nok ikke
i mindste Maade dansk, derimod svensk.
Helene levede i Vestergøtland i 1ste
Halvdel af 12. Aarhundred, paa en Tid,
da Kristendommen endnu var lidet be-
fæstet i Sverige. Som Enke skal hun
have været ivrig for Opførelsen af en
Kirke i Skofde — hun kaldes derfor og-
saa som Helgeninde „Helene fra Skof-
de" — , men en Søndag, da hun var
paa Vej til Gothene Kirke, blev hun
slaaet ihjel af sine egne Folk, og tæt ved
hendes Grav i Gothene Kirke fremsprang
en hellig Kilde, hvortil der valfartedes.
Til Forklaring af hendes Martyrdød for-
taltes det, at hun mistænktes for at have
Del i Drabet paa sin Svigersøn, som var
ond mod hendes Datter. Maaske var
hun en ublid Frue; men det var i alt
Fald paa Kirkevej, at hun var bleven
dræbt, og dermed var hun Martyr. Fol-
ket kaarede hende til Helgen, og Paven
stadfæstede det (1164).
Det er denne svenske Helgeninde som
paa gaadefuld Maade er bleven omplan-
tet til Tisvilde. Folkesagnet har grebet
og anvendt forskellige vel kendte Sagn-
motiver, hvoraf det vigtigste er Stenenr
der bærer den forfulgte Kvinde over Ha-
vet, og Kilden, som fremvælder dér, hvor
den lander. Men for øvrigt antager Sag-
net vidt forskellige Former. Nogle har
fortalt, at Helene var en ung Pige, hvem
hendes Fader vilde tvinge til Giftermaal
med en forhadt Mand; hun kastede sig
da i Havet, men en Sten hævede sig fra
890 ■=-.
Helene-Kilde og Helenes Grau
Bunden og bar hende til Tisvilde Strand.
Hvor hun gik i Land, fremsprang Kilden,
og hun levede længe dér paa Stedet,
godgørende og from. Mere Hævd fik
dog en anden Form for Sagnet: Den
fromme Helene forfølges og kastes i Ha-
vet; en stor Sten bærer da hendes af-
sjælede Legeme til Tisvilde, hvor man
finder Liget og bærer det hen imod Ti-
birke Kirke for at jorde det. Klinten
spaltedes,
-J
hvor Liget
skulde føres
op — der er
paa Stedet en
skarpt skaa-
ren Strand-
kløft — , og
det første
Sted, man
satte Baaren,
fremsprang
Helenes Kil-
de. Nu gik
Vejen hen ad
Kirken til ;
men da Bæ-
rerne talte
uhøviske
Ord, sank
Liget dybt i
Mulde. Det
var „Helenes
Grav". Nede ved Stranden ligger en
stor Sten, synlig ved Lavvande; det er
den, paa hvilken Helle-Lene (o: den hel-
lige Helene) er sejlet over Kattegat, og
endnu ser man paa den Aftryk af Hel-
genindens Hænder, Fødder og Hoved-
haar. Og Gravhøjen angiver Stedet,
hvor Liget sank i Jorden.
En mærkelig Lighed er der mellem
dette Folkesagn og Sagnet fra Arildsleje
ved Kullen. Helene (Ellen) er her Mo-
deren, Arild er hendes Søn af første
*&$$&
.*.l*i*
/»*«!
Helenes Grav. Efter en Tegning af Lundbye 1843.
Ægteskab. Hun gifter sig med David,
der hader Arild og lader ham gaa til
Bunds med et Skib, som der sættes Ild
paa. En stor Sten hæver sig og fører
Arilds Lig ind til Stranden, hvor Mo-
deren finder det og bygger et Kapel til
„Sankt Arilds" Minde. Og dér findes
ogsaa et Væld, der bærer hans Navn.
Denne Strandkilde tæt ved Bølgerne har
her som dér været afgørende for Sagn-
dannelsen.
Ved Havet
nedenfor
Klipperne
ved Rø paa
Bornholm er
der ogsaa en
Vandsam-
ling, der fra
gammel Tid
er betegnet
som „Hellig-
dommen".
Hvorledes
er det nu gaa-
et til, at den
svenske He-
lene af Folke-
sagnet er
stedfæstet
til Tisvilde
Klint?
Nutildags
er det sket, at Linnæa bortalis og for-
skellige Pyrø/ø-Arter ligesom ogsaa et
Par Træbukke-Arter og andre Insekter,
der ellers hører hjemme i Sverige, har
bredt sig i Tisvilde Hegn. Men her har
man dog den Forklaring, at Frem-
komsten af den tætte Naaleskov til-
vejebragte saadanne Livsbetingelser for
den skandinaviske Halvøs Naaleskovs-
planter og -insekter, saa de kunde trives
her. Ulige vanskeligere er det at forklare
en svensk Helgenindes Omplantning.
891
Helene-Kilde og Helenes Grav
Men Gaaden maa løses.
Det ligger nær først at minde om den
Indflydelse, som Klostrene har haft i denne
Egn; thi Munkene fremmede Helgen-
paakaldelsen overalt, hvor de kom. Fra
gammel Tid er da ogsaa netop Kloster-
bredrenes Færden taget som Forklaring.
I Nærheden laa Asserbo, som en kort
Tid var Kartojserkloster, dernæst Lade-
gaard for Cistercienserne i Sorø. En
Overlevering vil da ogsaa vide, at Munke,
som kom dertil fra Sverige, havde for-
anstaltet et fromt Bedrag og derved ind-
ført Paakaldelsen af Hel le- Lene, og hvor-
dan det saa gik til, vidste man at hen-
føre Begivenheden til et bestemt Aar
(1251). For de rationalistiske Tider var
denne Forklaring god nok, og Suhm ind-
førte den da ogsaa mellem de historiske
Kendsgerninger. Men med fuld Føje
vrager vor Tid denne Mistanke om et
haandgribeligt og plumpt Bedrag. Ikke
des mindre kan det vel være Munke,
der har befordret Paakaldelsen af den
svenske Helgeninde. Og her maa da
det især fremhæves, at ikke blot hele
Tisvilde, men ogsaa Nabobyerne Holløse
og Vejby tilligemed saa meget andet
Jordegods i disse Egne kom under Es-
rom Kloster og stadig gæstedes af Ci-
stercienserne i deres hvidgraa Kutter.
Dernæst maa der mindes om, at disse
Egne havde udstrakt Forbindelse med
Skaane og Halland, der atter modtog
Paavirkning fra Sverige. Vejby og Valby
Kirker (foruden et Par af de fjernere
Landsbykirker) er helt eller delvis byg-
gede af skaanske Sandsten, og baade
Esrom og Æbelholt Klostre havde Gods
i Skaane og Halland. Og hvor tidlig
den svenske Helene var æret paa skaansk
Grund, ser man deraf, at da Absalon i
1191 indviede Gumløse Kirke, nedlag-
des der ikke blot Helgenlevninger af
den berømte Helene, Kejser Constan-
tins Moder, men ogsaa af Helene fra
Skofde.
Hermed er dog endnu kun givet Støtte-
punkter for Muligheden af Folkesagnets
Opstaaen. Det er antydet, hvorfra man
overhovedet havde Kundskab om den
svenske Helgeninde, men selve Omplant-
ningen er ikke forklaret. For at naa til
Forstaaelse af selve denne paafaldende
Kendsgerning maa vi ty til et rent sprog-
ligt Forhold og forudsætte en sproglig
Misforstaaelse. Naar Ords oprindelige
Betydning glemmes, bliver der altid et
Spillerum for urigtige Tydninger eller
Omdannelser. Der er som bekendt en
lille Gade i København, der hedder Skou-
bogade. Den hed oprindelig Skoboderne,
men Navnet forvanskedes, og dernæst
brød man sin Hjerne med, hvad det var
for en Skoubo, der var opkaldt. Noget
lignende er sket med Helle-Lenes Kilde.
Som flere andre hellige Kilder er Tis
gamle Væld bleven betegnet svm Helle-
Kilde. Folk glemte, at dette Navn blot
betegnede „Hellig-Kilden1*, og opfattede
det som sammensat med Kvindenavnet
Helle. Men denne Helle kendte ingen.
Alle kendte derimod Helle-Lene. Og fra
Helle til Helle-Lene var der ikke langt.
Saa opstod da Sagnet. Strandkilden var
helliget den svenske Helgeninde, og en
Oldtidsgrav tæt derved blev til „Helenes
Grav".
Saa tog Valfarterne deres Begyndelse.
Om vi end først fra nyere Tid har Be-
retning om det ejendommelige Kildeliv,
som udfoldede sig, saa tør vi dog med
Sikkerhed sige, at det allerede har ud-
viklet sig i Middelalderen, hvor det efter
sin Art hører hjemme. Kun de rige Ga-
ver, som Kildegæsterne nedlagde i Blok-
ken, gør os det forklarligt, at den lille
Tibirke Kirke Gang paa Gang udvidedes
og fik sit uforholdsmæssig store Kor og
sin kostbare udskaaren Altertavle (nu i
— — 892 =.- =
Helene-Kilde og Helenes Grau
J. Sonne: Kildemarked i Tisvilde St. Hans Dag.
Nationalmusæet), og at Vejby Kirke mod-
tog de Forlængelser, der gør den til en
af de anseligste af vore Landsbykirker,
og opførtes af de dyre skaanske Sand-
sten. Det er nemlig sikkert, at den rige
Kildeskat fra gammel Tid kom de nær-
meste Kirker til gode. Allerede i Middel-
alderen kan Tusinde Mennesker aarlig
have gæstet Kilden St. Hans Aften eller
selve Helle-Lenes Dag, 31. Juli. Allerede
da har der udviklet sig bestemte Skikke,
som at man skulde kaste en Slat Kilde-
vand bagover sit Hoved, før man drak
af Kruset, og at den syge skulde til-
bringe Natten ved „Graven". Kors og
Krykker ved Kilden og Graven har vid-
net om syges Taknemmelighed for un-
derfuld Helbredelse, og ved Graven har
der været rejst et større Trækrucifiks
som det paa Hellig Anders' „ Hvilehøj u
ved Slagelse.
Reformationen holdt sit Indtog i Dan-
mark og afskaffede al Helgenpaakaldelse;
men Valfarterne til Helenes Kilde og Grav
tog ikke af, og der holdtes hele Kilde-
markeder. Hvad sagde da Præstestanden
til hele dette Liv, der smagte af Katoli-
cisme? Ja, det kunde ganske vist ske,
at Landemoderne (saaledes 1617 og 1639)
udtalte sig skarpt mod den gamle Over-
tro, og ved samme Tid anklagedes en
Mand for at have sat en papistisk Ind-
skrift paa et Kors ved Helenes Grav.
Men konsekvente var de lutherske Præ-
ster dog ikke. Ved samme Tid sad Hr.
Erich Hansen som Sognepræst for de
nærliggende Sogne Maarum og Græsted.
Han udgav i 1650 et lille Skrift, Fon-
tinalia sacra, der vel hævder, at man skal
give Gud Æren for Vandets underfulde
Kraft, men tillige opregner en Række af
Sygdomstilfælde, for hvilke Kilden kunde
helbrede, og hans Kaldsfæller paa Egnen
forsynede Bogen med Vers til Lægekil-
dens Ære.
Man overhørte derfor Landemodernes
— -= 893 =.
Helene-Kilde og Helenes Grau
Bud og valfartede til Kilden som fordum.
Og det var ikke alene Almuen. Ogsaa
Kong Kristian IV gæstede de mærkelige
Steder og lod indrette en Badstue dér i
Nærheden. Kongen lod ogsaa det me-
dicinske Fakultet afgive en Erklæring om
Kildevandet, og den blev det berømte
Væld gunstig. Bartholinerne og andre
store Læger har troet paa dets Kraft.
Ole Worm siger forsigtigere, at han ikke
med Sikkerhed tør pege paa noget Til-
fælde, hvor Kildevandet har skaffet Hel-
bredelse. Men selve Kildens uformind-
skede Ry og de mange Kors og Krykker
ved „Graven" vidnede noksom om, at
Helbredelser virkelig fandt Sted. Har
Vandet ikke magtet at udrette saa store
Ting, saa har Troen her som ellers kun-
net gøre Undere.
Saaledes holdt Kildelivet sig til midt i
19. Aarhundred. Endnu da kunde man
i Københavns Adresseavis se Avertisse-
menter om Selskab til Kilderejser til Tis-
vilde. Og fra samme Tid er Sonnes
bekendte Malerier: det stille, stemnings-
fulde Sommernatsbilledé med de syge,
der overnatter ved Graven, og det myl-
rende og glade Solskinsbillede med de
unge Bondepiger, der holder hinanden i
Hænderne og gantes med Karlene. For-
uden deres kunstneriske Værdi har disse
Billeder en stor kulturhistorisk Værdi, der
vokser alt som Aarene gaar og vi kom-
mer længere bort
fra det tusindaarige
KildelivsTraditioner.
I sidste Halvdel af
1 9. Aarhundred er
Valfarterne nemlig
omsider svundne
hen. For knap en
Menneskealder siden
kunde en enkelt
Krykke eller et pri-
mitivt Trækors ved
Helenes Grav i vore Dage.
Graven endnu minde om den gamle
Folketro. Nu ses den Slags Minder al-
drig mere. Men en og anden henter
endnu en Krukke Kildevand og bringer
det hjem til en syg.
I det ydre er det kun uanselige Steder,
der er knyttede til Helenes berømte Navn.
Ude paa Klinten er der ikke noget sprud-
lende Kildevæld, men et stensat, firkan-
tet Hul med tilsyneladende stillestaaende
Vand, der just ikke holdes rent, og paa
Marken indenfor er der en forstyrret
Oldtidsgrav, hvor nogle Stene endnu an-
giver Resterne af et Gravkammer, som
for 60 Aar siden, da Professor Magnus
Petersen første Gang gæstede Graven og
tegnede den, var ret vel bevaret, og
hvor en Halvkreds af vindhærgede Bjerg-
fyr giver lidt Læ mod Stormen. Begge
Steder er nu ved at blive fredlyste; men
de bliver ikke anseligere Mindesmærker
for det og bør heller ikke blive det.
Hvad der giver de gamle Valfarts-
steder Betydning, det er de usynlige
Minder, der svæver om Stedet. I Hun-
dreder af Aar har de syge tilbragt Som-
mernatten ved Graven for at blive ai
med den Sot, som der ellers ikke var
Raad for; den gamle Oldtidshøj er ble-
ven Vidne til deres angstfyldte Haab og
til manges Glæde over Helbredelsen. Og
her og ved Kilden har de unge og sunde
Mennesker leget og sværmet og forelsket
sig i den berusende
Sommernat, naar
Aftenrøde og Mor-
genrøde gaar i eet
ud over Havet, mens
St. Hans Blussene
lyser og Bølgeskvul-
pet nynner sine Me-
lodier. Faa Steder
har man som her
kunnet mærke Li-
vets Pulsslag.
894
VOR AANDELIGE BESPISNING FØR OG NU
En gammel Nisses Nyaarsbetragtninger over Honning og Salt, Smer og Margarine m. m.
Af Einar Munk.
I.
SOM Nisse med historisk Interesse har jeg
sat mig for, nu da Sagen oven i Købet
er aktuel, at give et Par Bidrag til vor Be-
spisnings Historie og omtale nogle af Na-
turens og Kulturens Næringsprodukter i For-
tid og Nutid. —
I de ældste Tider, i Menneskehedens Barn-
dom :
„Da dryppede den gule Honning fra den
grønne Steneg*. (Ovid: Menneskealdrene).
Det var Guldalderens lykkelige Mennesker,
der nød denne fast guddommelige Spise, Na-
turens fineste Blomsteressens, der af Bierne
blev omsat til Menneskeføde — vel den
fineste, der findes. —
Men efterhaanden som Menneskene blev
mange og fandt paa at klumpe sig sammen
i -de kunstige Byer, saa søgte de ogsaa,
naar det gjaldt at tilfredsstille deres legem-
lige Behov, bort fra den enkle Natur og
tyede til Kunstens Bistand, og de gik bort
fra Honningen og efterhaanden over til alskens
indviklede og raffinerede Madsammensætnin-
ger, hvorom jeg kun skal bemærke, at man
i Saltet fandt en Ingrediens, . der var nødven-
dig for at holde disse Retter friske og mod-
virke Vammelheden ved alt det raffinerede.
Dog var det kun hos det højere Borgerskab,
at disse Retter med deres udsøgte Sammen-
sætning naaede en høj Udvikling. Flertallet,
de fattige, maatte suge paa Labben.
Men i vor Tid, med dens Forkærlighed for
det naturlige og det demokratiske, har sær-
lig vi Danske taget os for at opdyrke og
producere et Næringsprodukt, som baade med
Hensyn til sin Natur og sin Anvendelse kan
sidestilles med Guldalderens Honning — jeg
mener det gule Smør, der ikke drypper fra
den grønne Steneg, men driver fra den
danske Ko. Med Hensyn til Natur; thi Smør-
ret er dog som Honningen et Naturprodukt —
det er Markens Vækster, der er forarbejdet
i Koens Mave; dog saaledes at forstaa, at
Mennesket er traadt til med sin hjælpende
Kunst og sin Tilsætning af Salt. Smørret er
altsaa bearbejdet, kultiveret Natur, og det
skal jo være det allerfineste og særlig dansk ;
thi Naturen, forædlet ved Kunst, det er „Græn-
sen mellem Stad og Land", hvor alt det
bedste i Danmark hører hjemme, den yndige
Grænseegn, hvorom Øhlenschlæger siger:
„Den blomstrer mig skønnest". — Og som
Smørret saa Koen, den danske Ko — et
Naturbarn, men forædlet ved Kunst. Det er
tillige en køn Tanke, at paa den samme
Mark, hvor Guldalderens Bier hentede deres
Blomsterhonning, der staar Nutidens Køer i
Græs til Knæerne og omsætter Markens Urter
til kvægende Smør. — Og nu dets Anven-
delse. Kan der tænkes en ædlere? Thi det
er jo Smørret, der liver op i vort jævne
danske Rim : Brød og Grød. Brød og Grød
udgør Folkets daglige Brød; Smørret har
altsaa den Gerning, den skønneste af alle, at
sætte Smag paa Folkets daglige Brød, saa vi
kan nyde det med Velbehag, alt mens det
selv nærer os med sin Fedme. — I hin
skønne Grænseegn, mellem Stad og Land,
finder vi derimod ikke Margarinen; den til-
hører ganske Staden og „Kunsten" — deraf
Navnet Kunstsmør. Det mangler Smørrets
Naturaroma. Men i Folkeernæringens Tjeneste
spiller det fuldt saa stor en Rolle som Smør-
ret, fordi det er billigt; det har fuldt ud
Smørrets Næringsværdi og har den samme
lykkelige Indvirkning paa Fattigmands dag-
lige Brød som Smørret paa de velhavendes.
II.
Inden jeg nu gaar over til „Udlægningen",
vil jeg først bemærke, at jeg meget vel ved,
r- = 895 .- --.-=
Vor aandelige Bespisning før og nu
at Madlignelser er ilde estimerte, og jeg vil
ikke gribe til den tarvelige Udflugt, at „ Smørre-
brød er ikke Mad", men derimod bede den
velvillige Læser godhedsfuldt huske paa, at
jeg kun er en gammel Nisse og derfor maa
betragte den store Verden, ogsaa Aandens,
ud fra min egen lille Verden, som er Ko-
stalden og Spækhøkerbutiken. Og saa haaber
jeg ved denne Forbemærkning at tage den
ubehagelige Madlugt fra Læserne — som den
kloge Husmoder lukker Munden paa Bord-
fællerne ved straks selv at beklage, at Maden
er sveden.
Saa gaar jeg da over til at give disse
Madbilleder Anvendelse paa den forbigangne
og nærværende Tids aandelige Vilkaar.
I vort lille Land, der er og i lange Tider
har været saa vel indrettet for Køer og Menne-
sker, men derfor mindre vel indrettet for
Stenege og vild Honning, her kender vi kun
lidt til den Aandsføde, der kan finde sit Ud-
tryk ved, at den gule Honning dryppede fra
den grønne Steneg. Ja maaske i Oldtidens
og Folkevisens Dage; men i de følgende alt
mere og mere kultiverede Tider har denne
Vare været lidet efterspurgt og sparsomt pro-
duceret— indtil saa for godt hundrede Aar
siden det vidunderlige skete, at Guldalderen
kom til os igen, den literære da. Steffens
forvandlede jo virkelig for en lille Tid Øhlen-
schlæger til det forunderlige vingede Væsen,
man kalder den vilde Bi, der overalt i disse
Aar — paa sin Flugt til Langeland og med
Jesus i Naturen gennem Aarets Gang, til Høj-
norden og til Østerland — forelskede sig i
alle Jordens vilde Blomster, sugede deres
Sødme og afsatte sin Honning rundt omkring
i den frie Natur. Saa sælsom ny, saa fin
og dog stærk var denne blomsterduftende
Honning, at den kun „blev nydt af faa og
yndet af færre". — Men snart blev Øhlen-
schlæger med sin Forkærlighed for Grænsen
mellem Stad og Land til den „tamme" Bi,
der hentede sin Honning og bragte den i Ly
i sin lunt indrettede Kube i hin Grænseegn,
der blomstrer ham skønnest. Og her staar
ikke alene hans men saa godt som alle vor
literære Guldalders Bistader Rad ved Rad,
lige ned til Sildefødningen Kaalunds, der som
den sidste har givet os Egnens Geografi med
sit „paa Grænsen mellem Stad og Land" (Kaa-
lund staar forresten, ligesom Hostrup og Ri-
chardt, ogsaa som Naturvæsen paa Grænsen
mellem to Verdener, hvorom senere). Og at
al denne Honning findes her og i disse pynte-
lige Stader, er i sin Orden. Det var saa
Biernes Natur, disse Præstegaardshavens Børn,
og længere bort fra Staden kunde man heller
ikke faa de adstadige Borgere ud paa deres
Søndagsture efter Honning. Blichers Skæbne
viser os det. Tak faa da baade Øhlenschlæger,
Ingemann, Chr. Winther og alle de andre
Bier, der i vor Guldalder sugede alle Rosers
og Liliers og Kløverblomsters Sødme og
bragte Honning i Kube — den Honning,
hvis Sødme endnu fryder enkelte af os!
Naar vi skal undersøge Fortidens aande-
lige Bespisning herhjemme, maa vi imidlertid
huske paa, at det Publikum, den blev budt,
var den højere Borgerstand, vel især Embeds-
borgerstanden. Bidragsyderne til denne borger-
lige Madlavning var ikke væsentlig Bierne —
Honning er jo noget for sig, for Liebhavere,
og hører daarligt nok med til et borgerligt
Maaltid — men andre. Deres første Mand
er Holberg, der baade bragte det meste, og
tillige det vigtigste, nemlig Saltet. Thi den
Saltvandsbølge, han sendte ind over Landet,
var vel ikke Mad, derimod et forfriskende
og styrkende Bad; men salt som den var
efterlod den det Salt, der indgik som en
nødvendig Bestanddel i al vor aandelige Føde
her hjemme, baade i den, Holberg selv ydede,
og i de andres, der kom efter, Snedorff og
Rahbek, Wessel og Baggesen, den gamle
Heiberg, og hvad de alle hedder lige ned til
den unge Heiberg. Denne ydede vel ikke
selv særlig værdifulde Bidrag (lidt Salt, ikke
grovkornet som Holbergs, men fineste Taffel-
salt, nogle franske Saucer, lidt Honning,
896
Vor aandelige Bespisning før og nu
rigelig kultiveret med Tilsætning af Sukker),
men han faar sin store Betydning derved, at
han som den sidste har de andres Ydelser
til sin Raadighed — han bliver da den store
Kekkenmester, der smager til Pas paa Maden,
Embedsborgerstandens Overkok, der baade
tilbereder og sammensætter Festmaaltidet og
ordner hele Festarrangementet; han bestemmer,
hvad der maa komme paa Bordet og hvem
der skal inviteres — Manden med den fine
Næse og den sikre Smag, og med den kjole-
klædte Festarrangørs hele Vigtighed og Over-
legenhed (han kunde ikke lide mig simple
Nisse, derfor kan jeg ikke lide ham). Hans
gamle Mor, hun gav — i sine Noveller —
Deserten, disse herlige Æbler, Poul Møller
priser i sin Anmeldelse af Extremerne. Disse
soldrukne Æbler fra den gamle, næsten af-
løvede Abild, de er Deserten til det Aandens
Festmaaltid, som Holberg skænkede sit Salt
til og J. L. Heiberg arrangerede. — Men
med Deserten er man jo færdig, og med De-
serten er ogsaa dette Embedsborgerstandens
Festmaaltid forbi. Nu lever den af Minderne,
der den Dag i Dag staar som en Lavendelduft
ud fra Mahogniskabene i de gode gamle
Embedsmandshjems stille Stuer. Lavendel-
duft er det egentlig ikke, det er den sidste
Duft fra Fru Heibergs sidste Vinteræbler.
Hvor er 'disse gamle Stuer nu stille, næsten
som uddøde; en egen Seneftermiddagsfred
hviler over dem; men netop derfor taler
Minderne, Mindelserne i Lavendelduften, saa
hørligt ud fra dem.
III.
Men hin Tid er forbi. Vi Nutidsmennesker
lever fuldtud i den Tid, hvis første Mærken
paa sig berørte Heibergs fine Smagsnerver
saa pinligt, den Tid, hvori man „paa del
reale tror" og ikke bryder sig om den
Benrad, man kalder Ide (o: Ideen som en
hegelsk Benrad uden Kød og Blod), men
spiser sig mæt som en tyk Forpagter i Rea-
litet, indtil man revner („En Sjæl efter Døden").
Vi lever i Realismens og Demokratiets, i
Folkelighedens og Bondestandens — og i
Smørrets Tid. Thi vi vil virkelig spise os
mætte, og vi er Folket ; men Folkets daglige
Føde er Brød og Grød, og til at sætte Smag
paa det bruger man ikke Honning eller heiberg-
ske Finesser, men Smør; Leverandøren til vort
folkelige Bord er da ikke Bien eller den
gamle Abild, men den danske Ko.
Det daglige Brød er jo her at forstaa i den
udvidede Betydning, Luther har lært os:
Mad og Klæder, Hus og Hjem, Naboer og
Paarørende, kort alt det, vi til daglig gaar i
og med; og Smørret dertil er altsaa det,
der faar dette daglige Brød til at glide vil-
ligt ned.
Hvad er da Smørret i Aandens Verden?
Det er Foredraget. Foredraget og Talen er
vor' Tids Aandsnydelse. Thi alle disse til-
syneladende forskellige Aandsfrembringelser,
ikke alene det egentlige Foredrag, men ogsaa
Et-Bindsbogen og Tre-Bindsbogen, Afhand-
lingen og Indledningen, ja tit Romanen og
Digtet — og Prædikenen med, det er dog
altsammen Foredraget og Festtalen — og
Smørret paa Folkets daglige Brød.
Vel har vi jo Aandsydere af den gamle Slags,
de saakaldte Digtere, men — hvem bryder sig
om dem? Nogle af dem er Saltydere, men
deres Salt er saa ramt, at det baade i Smag
og Virkning minder levende om det, vi ind-
forskriver fra Carlsbad (helt uden Betydning
er denne Ingrediens vel endelig ikke i vor
næsten overernærede Tid). — Andre er Hon-
ningydere, men de flestes Honning er ufrisk
i Smagen; ikke at den er sukkerblandet,
men den mangler den gammeldags Honnings
Duft og har i Stedet en vis fremmedartet
Odeur — den gør ikke Indtryk af at være
hentet fra de gamle pæne danske Roser og
Lilier, men fra Absinthen og hvad nu alle
de usunde franske Kunstblomster hedder.
Og ærlig talt — der er neppe ret mange af
os sunde Medborgere, der faar deres Maver
ødelagt af disse Lækkerier. — Endelig har
=— _= 897 --^=
Vor aandelige Bespisning før og nu-
vi ogsaa nogle faa af dem, der indfanger
deres gamle Stuers Lavendelduft og fæstner
den paa Bogens Blade. Denne Duft — fra
en gammel Filologstue i Aarhus eller fra en
theologisk Professorstue i København eller en
Skoledirektørstue sammesteds — passer godt
ind i Julens Hygge. Disse harmløse Menne-
sker nænner ingen at sige et ondt Ord om.
(Hvad de siger om vore Stuer kan man vist
godt springe over).
Nu maa man ikke i denne Oversigt savne
visse nutidssvarende , folkenærende Digtere.
Trods den digteriske Form — enten det nu
er Digtets eller Romanens — tilhører de dog
de smørydendes Kreds. Vel findes der og
fandtes der især i Begyndelsen Honning rundt
omkring i deres Værker; men under Tidens
mægtige Tryk — „for Livets Skyld " — er
der gaaet Smør i dem, saa de nu driver af
Smør, Afhandlingssmør eller stærkt farvet
Patriotsmør. Men derfor bør man ikke fra-
kende disse Smørydere Digternavnet. Ganske
vist hedder det hos en gammel Honningbi af
en Digter: „ Vi Skjalde er af Fugleart"; men
der er ogsaa et gammelt Ord, der taler om
„den Fugl man kalder Koen*. Efter Natur-
historien staar Koen jo ogsaa Fuglen nær-
mere, end Bien gør det; det er bare den
enfoldige Digter der (ligesom Børnene) mener,
at Vingerne og Flyveevnen er det afgørende.
Endnu kun den Bemærkning om disse sidste
Ydelser, at hvad de ikke er Smør i sig selv,
bliver de gjort til det af de fuldblods Smør-
ydere („Foredragsholderne").
IV.
Vor Tids folkelige Aandsnydelse er da
Foredraget, det frie Foredrag, vor nuværende
literære Kulturs mægtigste, alt overskyggende
Blomst.
Dette frie Foredrag skal første Gang have
lydt fra Steffens Læber i 1802. Men dog
har vist hverken hans de vilde tyske Syner,
eller Grundtvigs de mægtige danske (først i
Foredragene 1838) rigtig været Smør til det
daglige Brød, skønt de havde en Fælles-
egenskab, der er gaaet over paa vor Tids
Foredrag, det frie o: det frie Forhold til
Stoffet : enten der paa Spisesedlen stod Apollon
og Laokoon eller Thor og Stavnsbaandets
Løsning, var Maden omtrent den samme:
Tysk Romantik og Grundtvigs folkelige An-
skuelse. Men Smør var dette dog ikke, og
Yderne heller ikke Køer, dertil var der for
megen Flugt over dem og for mange Spring.
Men ellers strækker Smørbespisningen i det
danske Foredrag sig over længere Tid og et
større Omraade, end de fleste tænker sig.
I mange af Hostrups, Richardts og Kaalunds
Sange skænkes os det folkelige Foredrags
eller Festtalens Smør. Hostrups „Julebudet
til dem der bygge" og Richardts Høstsang
er kristelig- folkelige Foredrag, Risbøgen f. Eks.
(af Hostrup) et patriotisk-folkeligt Foredrag
(ligesom „Bøgen", der tillige har Foredragets
Form). „Paa det jævne", „Til Virkeligheden*
o. m. a. er almen-folkelige Foredrag. I disse
Sange findes ikke hin Blomsterduft, der hører
Honningen til, men fint, kvægende Smør til
det daglige Brød. Tag f. Eks. Richardts
„Lær mig Nattens Stjerne". Over denne
Nattens Stjerne er der ikke hin Duft af den
anden Verden, der er over den virkelige Nat-
tens Stjerne, ej heller over den golde Hede,
Solen i Aftensvale, Havets Bølgehære, de
grønne Lunde og Markens Blommer — fordi
de skal lære mig at lyde, at spire under
Vintersne, at huse Sangen, bære mit Aag.
og dale o: jde laves om og til efter Menne-
skenes Behov, de skal give det daglige Livs
lidt tørre Brød og Grød Velsmag: de bliver
til Smørret paa det daglige Brød. Ja, disse
Markens Blommer har tabt den Honningens
Blomsterduft, der er over de virkelige Mark-
blomster, som f. Eks. dem Skjalden fører sin
Morgenpassiar med i Morgenvandring: „Vel-
kommen atter igen i Aar — paa lunen Jord !
— Hvor lifligt I op i den unge Vaar —
i Kornet gror! — Som Stjerner I bunker,
blaat og rødt — blandt gule Lyn — O, hvor
898
Vor aandelige Bespisning før og nu^
fortryller mig barnligsødt — Jert Sommer-
syn! Øhlenschlægers Digt er Honning med
Blomsterduft i, — fordi hans Blomster ikke
skal laves om til Smør; ja de er saa langt
fra det, at de s'taar og beskadiger det Korn,
der engang skal bruges til Brød og Grød,
og er derfor Bonden en Forargelse. I Ho-
strups kønne Sang „Lærken* („Hvad synger
Du om") daler denne ogsaa i de sidste Vers,
mens den foregiver at stige, ved at synge
vel direkte om vore egne lokale Forhold (vort
Forhold til Tyskerne og vor Fremtidsskole),
dens Sang bliver menneskelig, bliver til det
fineste kvægende Smør. Sml. hermed Chr.
Winthers: Den sommerglade Lærke, hun
kvidrer højt i Sky*, „og højt i Luften hang
den usynlige Lærke som en Klokke og klang" .
Her mærker vi hin Duft af den anden Ver-
den. (Hostrups Lærke kommer i Virkelig-
heden Jorden nærmere end de fattige graa
Spurve, der kvidrede for Grundtvig saa sent
i Kongens Have (Nyaarsaften 1838), maaske
fordi disse kun talte til ham, der selv var
af Fugleart). — I disse folkelige Sange gen-
finder vi ogsaa stadig Foredragets faste,
regelrette Disposition ; vi har for os et Væsen
i en rolig, retliniet Pasgang, som vi lidt
tunge Mennesker uden Vanskelighed kan følge,
og det er maaske mest denne Gangart der
gør, at Grundtvig ikke kan indordnes blandt
disse Væsener. I hans Ydelser, baade i San-
gen og Foredraget, er der denne urolige,
regelløse Fart og Flugt — snart er han nede
hos os og snart saa højt oppe, at vi knap
kan øjne ham, endsige følge ham. Det er
i den Henseende lærerigt med den førnævnte :
„Lær mig Nattens Stjerne", at sammenligne:
„Som Dug paa slagne Enge". For den
uskønsomme Nyder ligner de maaske hin-
anden — nogle Naturbilleder, der sættes i
Forbindelse med Menneskelivet. Men for det
første : Hvilken Honningens Blomsterduft,
hin Duft af den anden Verden, er der ikke
over Grundtvigs: „(Som) Dug paa slagne
Enge, og over den Sol, der gaar ned bag
Lunden i Havet lyseblaat„. Men dernæst —
og det er det afgørende i denne Forbindelse :
mens Grundtvig dog her ligesom er nede
blandt os andre, i det han anskuer den
kristnes Livsaften ved to Aftenbilleder, hvor
er han saa ikke kommen uendelig langt bort
og uendelig højt op i det følgende Morgen-
billede: „Som let vort Legem gyser i Sommer-
morgengry . . ., saa er med Livets Lys vort
sidste Kuldegys". Der gaar som en skæl-
vende, næsten svimlende Fornemmelse gennem
os — ja han er af Fugleart; det er den
vingede Sjæl, der af By over Stjernerne for. —
Det var det versificerede Foredrag paa
Hostrups Tid; men ogsaa Festtalen; et
Eksempel herpaa er „En Skaal for det blin-
kende Søernes Baand". Det er baade lære-
rigt og fornøjeligt at sammenligne denne
Sang af Chr. Richardt, en Skaaltale ved et
skandinavisk Studentergilde i 1860, med
Vilh. Andersens Festtale i Sommeren 1906
ved et Slags skandinavisk Politiker- og
Landmandsgilde (Afskedsgildet for Islæn-
derne). Chr. Richardt er lettere, finere; men
selv den, der maatte sidde hjemme og nyde
Vilh. Andersen ganske nøgtern i sin fattige
Stue, fik dog en Anelse om en Præstation
af en mægtig komisk Virkning. Det var
ikke blot Smør, det var Præmiedyret selv,
der — festberust — gjorde de kosteligste
Honnørspring for den fremmedartede islandske
Klipfisk, en Skikkelse af en egen hornmægtig
Ynde; og saa for et Publikum, der, efter de
sidste Dage ligefrem at have vadet i Smør,
maa have nydt dette Festskue, henrykket til
den tredje Himmel. Ja, Vilh. Andersen er
vægtigere end Chr. Richardt, somAlberti og
J. C. Christensen er vægtigere end de gamle
Studenterførere, de danske og islandske Po-
litikere end de skandinaviske Studenter, Land-
mandsgreben end Studenternes Gaffel — vi
er næsten naaet den lange Vej fra Ungdom-
mens Bord til Fyrsternes kongelige Taffel. —
Og her samme Slutningsbemærkning som en-
Gang før : Hvad disse Ydelser af Richardt og
899
Vor aandelige Bespisning før og n«=
de andre ikke er Smør i sig selv, bliver de
gjort til det af de fuldblods Smørydere (eller
anvendt af Margarinefabrikanterne til Smør-
blanding i Margarinen).
V.
Mens vi saaledes tidligt sporer Smørret
baade i Prosa- og i Versfored raget , er det
først i vor Tid, at det har bredt sig over al
Landet, at der ligesom er gaaet Smør i
næsten alt, hvad der duer her hjemme.
Alt hvad Midas rørte ved blev til Guld —
alt hvad vore moderne Aandsydere rører ved
bliver til Smør: Kirkeklokken og Aftenluften,
Morgiane og Chr. Winther, Virkeligheden og
Arveligheden, „Kongedatteren" og Cromwell,
Alma og Øhlenschlæger, Smilet og Troldene,
Aladdin og Sokrates. Det forvandles alt-
sammen — under Foredragsholderens Bear-
bejdelse — til Smør, det gaar nemlig over
fra at være det, det er i sig selv, Tingene
maa opgive deres Natur, den Tingene („Blom-
sterne") iboende Blomsterhonning laves om til
at være Smørret paa „vort daglige Brød"
(i Luthers Betydning) — det bliver til Smør.
Ja alt det, disse Køer i Aandens Verden
fylder i deres Mave, Blomsterne med deres
Honning og de andre Markens Vækster,
Roerne og Kagerne, det indgaar en Forbin-
delse og forvandles — idet Kunsten træder
hjælpende og forædlende til — forvandles til
Smør. Honningbierne derimod gjorde ikke
andet end optage i sig Blomsternes Honning
og omsætte den til en Slags Honning, der
var til at nyde for Mennesker, Bihonning.
I deres Honning nød man derfor — tilberedt
til menneskelig Brug — Naturens virkelige
o: Tingenes egen Blomsterhonning; saaledes
som f. Eks. Skjaldebien i „Morgen vandring"
indsuger Mark blomsternes Honning, der er
vanskelig at faa fat i tor almindelige Menne-
sker, og (i Ordene: som Stjerner I blinke
o. s. v.) omsætter den til en Honning vi kan
nyde, Bihonningen. Ligeledes Chr. Winther
med Hensyn til Lærken. Denne Forskel mellem
Fortidens og Nutidens Ydelser genfinder vi
ogsaa i Forskellen mellem gammeldags spinkle
Prækeners Himmelhonning og mange af de
moderne »dygtige** Prækeners rige Foredrags-
smør; i hine kan man, i det Prædikanten
stiller sig tjenende overfor Evangeliet, faa et
Glimt at se af Vorherre selv; i disse lader
Prædikanten Evangeliet tjene sig som Tekst
til hans befrugtende Tanker om Kristendom-
mens Forhold til og Betydning for Tidens
forskellige „Spørgsmaai". — Det er Digter-
nes vidunderlige Gave at kunne omsætte
Blomsterhonning til Bihonning. Men hvad
vejer dog den Smule Honning med al dens
Himmelduft, naar det gælder den folkelige
Bespisning, mod Smørrets Mængde og dets
mageløse Gave: at give vort daglige Brød
Velsmag, saa vi nyder det med Glæde. —
VI.
Vor Tids aandelige Bespisning naar sit
Højdepunkt i FæUtsmaaltidet. Dette betegner
et stort Fremskridt i folkelig Henseende.
Honningen, der synes saa tilgængelig, er kun
for de faa, og der skal Stilhed og Andagt
til, mens man lader den smelte paa Tungen
— ellers gaar man Glip af Blomsterduften —
en Stilhed og Andagt, som kun faa raader over
og som neppe kommer over en, hvor mange
er forsamlede. Og til de heibergske Middags-
selskaber var det jo kun en meget lille ud-
søgt Kreds der Mk Indbydelse, han var en
sand Mester i at holde Dørene lukkede for
Mængden, ikke ringere end hans himmelske
Dørvogtere, Set. Peder og Aristofanes. —
Vejen til det folkelige Fællesmaaltid er der-
imod bred, og Salen staar aaben for enhver,
der vil betale den moderate Indgangspris —
især efter at vor Tids store Tanke, den af
Heiberg haanede Foreningstanke, ogsaa har
faaet Anvendelse her. Thi vel er Smør-
bespisningen begyndt længe før, men det er
dog først i Firserne, at der ret er kommen
Skub i den, ved de dengang stiftede Andels-
indkøbsforeninger af aandeligt Smør, de saa-
900
Vor aandelige Bespisning før og nu
kaldte Foredragsforeninger og — betegnende
for vor, Bondestandens Tid — først paa Lan-
det, efterhaanden dog ogsaa i Byerne.
— Hvor flokker Folket sig tykt og tæt til
dette folkelige Fællesmaaltid. Man møder selv
med det daglige Brød (i Luthers Betydning)
og faar det belagt med glinsende Smør. Den
Sang, der hyppigt synges til Indledning —
for at man ikke skal fare i Maden som Svin
— er sandelig ikke taget af Aristokraternes
Katekismus, men af den folkelige Sangbog.
Enhver kan synge med, og enhver der har
normale Smagsnerver, kan nyde og tage rige-
ligt til sig af Smørret. Hvilken festlig, og
dog hyggelig, ægte dansk Stemning hersker
der ikke her, hvilket fortroligt Sammenspil
mellem Yder og Nydere ! Og hvilken Frejdig-
hed og Tryghedsfølelse — her er godt at
være og ingen Fare for at Maden skal slippe
op. — Hersker der et Øjeblik fugtig, taare-
vædet Rørelse, betyder det ikke noget slemt,
men hidrører blot fra Smørrets vel rigelige
Paa-smørelse. Og det er snart ovre, om et
Øjeblik genlyder Salen af den friskeste Latter.
— Ikke sandt, en frejdig og tryg Stemning
— og det skønt det ikke kan nægtes, at her
foregaar et lille n fromt Bedrag" , men saa
meget mere undskyldeligt, som ogsaa Yderne
er det underkastet. Sagen er den: anset og
godt som Smørret er, kaldes det dog her
noget andet. Af en eller anden Grund har
Folket nemlig den Forestilling, at Honning
og Havbølgens Salt (i Aandens Verden) er
finere end Smør, og saa gør disse Smørrets
Ydere følgende Kunststykke, eller rettere, der
sker et helt lille Mirakkel : mens Folk sidder
ved dette solide Maaltid, bilder de sig ind,
snart at de skyller sig i de havsalte Bølger
(naar der f. Eks. paa Spisesedlen staar : Hol-
berg) og snart at de nyder den fineste Hon-
ning (naar Maden f. Eks. hedder Aladdin),
ja de sidder ligefrem og smækker med Tun-
gen efter denne indbildte Honning — og saa
behøvedes der dog bare H. C. Andersens lille
Barn (eller en gammel Nisse) for at sige:
„Men det er jo Smør alt sammen*. Men
ingen aner noget Bedrag, Helhedsbilledet er
derfor en egen hyggelig, velnæret Munterhed.
— Og nu kan vi definere det folkelige Fore-
drag: det er det Fællesmaaltid, hvor danske
Mænd og Kvinder faar det daglige Brød be-
lagt med rigeligt Smør. —
Foruden denne øjeblikkelige Nydelse, „tager
de noget med sig hjem", til den daglige Mad,
og de faar daglig deraf ind ad Døren, i Avis-
papir, i Uge- og Maanedsskriftspapir og i
Bogpakker, herligt gult Smør til det daglige
Brød, til „Dagen og Aaret".
Denne Smørbespisning er saa meget mere
demokratisk end den gamle, som et moderat
Pengearistokrati er mere demokratisk end et
eksklusivt Aandsaristokrati ; thi her kan hele
den jævnt velstillede Middelstand være med.
Og saa har vi endda for de fattige, der
ikke har Raad til det fine Natursmør, et Surro-
gat som er ganske antageligt, nemlig Marga-
rinen (Kunstsmørret). Og den har alle Raad
at faa, ved Margarinebordet kan selv den
fattigste være med. Den naar vel aldrig
Græssmørrets linde — skære Substans, og
Naturaromaen mangler, i dens Sted kan den
finere Gane mærke en tællet Smag ; men var
der ingen Forskel, var det jo Smør, som nu
en Gang er for dyrt for Fattigfolk. — Mens
Smørret som Regel serveres under Byernes
mere velhavende Forhold i de flot oplyste
Sale, indtages Margarinemaaltidet under de
mere beskedne Forhold i Landsbyernes For-
samlingshuse; men bortset fra at her ogsaa
ofte serveres Natursmør (til Margarinepris),
nydes Fællesmaaltidet her ude sikkert med
samme Velbehag og fordøjes endda bedre af
de misundelsesværdige Fordøjelsesorganer, Folk
paa Landet raader over. Sangen før og efter
vidner om Kraft og Sundhed. Ogsaa her
sker det lille Mirakkel. Ogsaa her tager man
meget med hjem og faar daglig tilsendt mere
— omtrent i samme Indpakning som By-
folkene, til den daglige Grød og det daglige
Brød, til Dagen og Aaret.
901
Vor aandelige Bespisning før og na=
Margarinefabrikanterne fortjener da mindst
samme Ros som Smørrets Ydere — det er
dog en ædel Gerning at bespise de fattige
for en billig Penge. Ganske vist faar de
selv en forholdsvis stor Fortjeneste, fordi jo
Margarinen, efter sin fabriksmæssige Tillav-
ning, kan fremstilles billigere og i langt
større Mængde — men hvad kommer det
egentlig os ved. — Margarinen leveres for
øvrigt i forskellige Kvaliteter, mer eller mindre
smørblandede — ja de allertarveligste er der
maaske slet ikke Smør i, men saa er de og-
saa billige, og ved større Indkøb faar man
Rabat, de saakaldte „Rabatmærker", hvilket
System her i Aandens Verden man faar et
levende Billede af ved Avertissementer som
følgende: „N. N. tilbyder sig med Foredrag
i Ungdomsforeninger. Prisen er 10 Kr. pr.
Foredrag, men naar flere Foreninger slaar sig
sammen og sørger for Befordring, 7*^ Kr.a
(altsaa: naar Køberne paatager sig Trans-
porten, et Rabatmærke paa 21/2 Kr.); og saa
kan der maaske endda være en lille diskret
Smørblanding i den Margarine ogsaa.
Saa rigelig og rundelig er da vort lille
aandssultne Folks aandelige Bespisning — i
Sandhed et lyst Billede. Og for at man
ikke skal tro, jeg taler ironisk — , skønt
hvem kan tvivle om, at en gammel Nisse
taler alvorligt, naar han priser Smørret —
skal jeg ikke undlade at bemærke, at ikke
alt, hvad der smykker sig med Foredragets
Navn, er nærende Smør og Margarine. Bort-
set fra en Aandsføde, der gives os af lidt
mere gammeldags Foredragsholdere, Folk som
Rosendal, Høffding og Schrøder — jeg kan
ikke bestemme den nøjere end ved at sige,
det er en kraftig Kendsgærningernes Kødret,
hvori der dog (som altid i de uforfalskede
Kendsgærninger) ogsaa er Ben at gnave, af
hvilken Grund nogle — nemlig de mageligt
anlagte — daarlig nok gider ha* den (Smør
og Margarine er der jo ingen Ben i), bortset
fra denne sunde og kraftige Kost, serveres
der ogsaa, baade i By og paa Land, mindre
nærende og delvis skadelige Sager, der kan
ødelægge Fordøjelsen og give Afsmag for det
daglige Brød (i Luthers Betydning). Der er
saaledes den Begtrupske Sødsuppe eller, for
ikke at være tvetydig, den af Begtrup be-
nævnte Sødsuppe.
Meget værre er dog den danske Fusel, thi
naar vi — som jeg mener, det er vor Pligt
— med Indignation vil tilbagevise Brandes'
haanlige Sammenstilling af Alkoholens og
Troens Virkninger i os Mennesker, saa gør
vi dog bedst i at indrømme, at der virkelig
kan lyde en Slags folkelig Tale, der nærmest
er Fusel, vel dog hyppigere patriotisk Fusel
end kristelig Fusel. Og hører disse Produk-
ter nærmest Landet til, da serveres der sik-
kert tit i Byerne Varer, der ikke er bedre;
maaske ikke ligefrem den vandfarvede Fusel,
men et dermed nær beslægtet Fluidum, der
minder mig om, hvad jeg har hørt fortælle
om vort meste Cognak : at det er dansk Fusel,
der sendes til Frankrig og fortoldes samt til-
sættes en gul Farve og lidt Parfume, og der-
næst sendes til Danmark igen, fortoldes og
sælges som fin fransk Cognak. Men under
disse Omskiftelser er denne Fusel i Aandens
Verden fra kristelig bleven antikristelig.
Og saa den forbistrede Løvetandskaffe med
Bagerbrød til, der ødelægger Maven paa saa
mange fattige Storstadsbørn og giver dem
Afsmag for den ærlige danske Mad : Grød og
Brød. Naar man læser G. Bangs Kultur-
historie for Folket, eller C. C. Clausen: „ Store
Mænd udgaaede fra smaa Hjem" (der er tænkt
som Foredrag for Arbejdere), da faar man et
stærkt Indtryk af, at en af Farerne for de
fremtidige store Mænd fra smaa Hjem er
Løvetandskaffen med Bagerbrød. (Baade
C. C. Clausen og især G. Bang har leveret
andre meget solide Produkter, men neppe be-
regnet paa „Folket").
Men alligevel — trods disse mindre hel-
dige Sager — hvilket lyst Helhedsbillede l
Og lad os saa ikke glemme, at alt dette
902
Vor aandelige Bespisning før og nu-
aandelige Velvære skylder vi Margarinefabri-
kanterne og vore Smørydere, de ædle Køer.
VIL
Hvem er da den danske Præmieko i Aan-
dens Verden? Det er baade én og mange,
vel mange, men især én, det er: Dr. phil.
Vilh. Andersen. Han er Nr. 1 og, som
Førstepræmiedyret bør være, tillige Type.
Han giver os det fineste Smør — thi alle
disse Literaturbilleder, baade de smaa og de
bindstærke, disse Billedtexter og aandfulde
Foredrag, disse straalende eller rettere skin-
nende Festtaler — thi de skinner og glinser
med Smørrets fede men dog friske Glans — ,
det er altsammen Smør til den danske Mands
Brød og Grød, til Dagen og Aaret. Og til-
lige serveret under en saa skuffende Form —
thi ogsaa i det Stykke er han Nr. 1 — at
enhver maa tro, det er den gule Honning,
der drypper fra den grønne Steneg, mens det
dog er det gule Smør, der driver fra den
danske Præmieko.
Hvilke enestaaende Forudsætninger har
denne Ko ikke for at udføre dette „fromme
Bedrag14. Er den ikke født i Præstegaardens
Stald, er det ikke den samme Luft de har
indaandet og omtrent den samme Føde, der
har næret dem, Præstegaardshavens Bier og
Koen, der har leget sin Barndom hen i den
til Haven stødende Toft og tilbragt sin Ung-
dom i Engene og ude ved Skoven, og nu i
Manddomstiden staar i Græs til Knæerne i
den samme Kløvermark, hvor Guldalderens
Bier hentede deres Honning.
Og saa vil vi da samle os om det dejlige,
det danske Nutidsbillede af Præmiekoen og de
andre Køer derude paa Præstens Mark. Se
engang rigtig paa disse stolte Dyr, eller bedre :
med de rette Øjne — for det gør Folk ikke.
Det har tidt undret mig, saa lidt Syn vore
Digtere har for Koens Skønhed ; Bierne priser
de alle fra de ældste til de yngste, men Koen
faar Lov at gaa i Fred, maaske fordi den er
saa nyttig. Det er en Skam, saadan et skønt
903
og ædelt Dyr Koen er, og vil vore Digtere
ikke prise den i Sang, saa vil jeg rose den
paa min netteste Prosa; men idet jeg føler
min ringe Evne, vil jeg støtte mig til en
Autoritet, Folk antagelig vil bøje sig for,
den gamle Homer. Han elsker Koen, og
hvilket Blik har han ikke for dens Adel og
Skønhed; atter og atter tager han Træk fra
Koens Liv for at fremstille de sublimeste
menneskelige Optrin. Hvor tidt fremfører han
ikke for os de bøvede, fodslæbende, krum-
hornede Køer, der skrider hjem fra Marken.
Naar han vil anskue Himmeldronningen Hera
for os gennem Øjets Majestæt, siger han:
den ko-øjede Hera; ja Zevs selv undser sig
ikke for at omskabe sig til Koens Lige, en
mægtig Tyr, med gyldne Horn for at markere
det olympiske. Efter at du nu har hørt disse
Lovtaler over de gamle, græske Køer, se saa
engang paa vort det stolte Præmiedyr. Hvil-
ken sommerfrodig Skønhed er der ikke over
det — det karakteristiske, hornmægtige Hoved
med de dunkle Øjne, den korte, muskelfaste
Hals, den blanke, bøvede Krop, og alt dette
hvilende paa de korte, stærke Ben, der træder
fast i den fædrene Jord derude paa Præstens
Mark. — Og hvilket rigt Gemytsliv rører der
sig ikke i dette Dyr, lige fra den første Op-
vaagnen i Stalden tidlig om Morgenen, som
den forkynder ved et eget knurrende Brøl,
og, naar den er ført ud af Stalden: den
muntre, næsten kaade Vejren af Morgenluftens
Friskhed, der faar den til at løfie Hovedet
og slikke med den mægtige Tunge op mod
de udspilede Næsebor; saa den vidunderlige,
næsten elektriske Kilder, der gaar igennem
hele dens Krop ved de første Mundfulde af
det dugvaade Græs ; . — til den indadvendte,
i sig selv hvilende Melankoli, naar den ligger
under Middagssolens Glød og tygger Drøv,
med hint uudgrundelige Blink i Øjet, — og
til den ved Aftenstid skrider hjem, bøvet og
fodslæbende, græsmættet og fyldt af Aftenens
stille Vemod. Og til dette — Hverdagens
Gemytsliv — kommer saa dets rigeste Ud-
61
Vor aandelige Bespisning før og nu-
foldelse under Dyrskuernes Festberusning og
dets dybeste Rørelser ved den aarlige Kalve-
fødsel. — Og hvilket dansk, sjællandsk Lune
raader den ikke over, hvad enten den smiler
stille forstaaende ad de unges, Kalvenes og
Kviernes muntre, men unyttige Spring, eller
den ler smørret til den gamle Røgter, der vil
kaste Løkken over den for at føre den til-
bage til de andre Køers Række. Dette
„ejegode Gemyt" og det Lune, som vi alle-
rede træffer glimtvis hos den forhutlede Jeppe,
der levede paa saa kammeratlig Fod med
dette Pragtdyrs skindmagre, maveslunkne For-
fædre. — Flyve kan Koen ganske vist ikke,
og det vilde næppe klæde den; lige saa lidt
som det klæ'r den at sætte i Galop, naar den
om Efteraaret stikker fra de magre Stubmar-
ker hen til Roerne, eller naar Bremserne er
efter den i Sommerheden. En Hest i fuld
Karriere er skøn, ligesom en Rovfugl i pilsnar
Flugt; thi deres Natur er at være i Fart.
Men en Ko i Galop er uskøn, ja en natur-
stridig Ting, for den smider jo Mælken og
dermed Smørret. Den er bragt ud over sig
selv. Thi Koens Natur er at udfolde et rigt
Gemytsliv, og dette udfolder sig i adstadig
Ro, mens Karakteren dannes i Livets Storme
og ved at være i Fart. Men Stof til Karak-
ter og Handlevilje findes ikke hos Koen ; thi
jo rigere Gemyt des mindre Handling. (Koens
Smør taler jo ogsaa udelukkende til vort
Gemytsliv: det optør det frosne, linder det
stramme, blødgør det haarde og smelter det
stivnede, med et Ord : det kvæger Gemyttet).
Og dette rige Gemytsliv og Lune er det,
der indgaar Forbindelse med alle Markvæksters
Saft og Kraft og danner den Bouquet og den
Fedme, vi kvæges af i Smørret.
Skulde jeg unge Medlem af Lauget — jeg
driver en lille beskeden Forretning med Varer,
der just ikke gaar strygende af, men dog
ogsaa uden at gribe til Rabatmærkerne —
skulde jeg vove at fremhæve din skønneste
Pynt, Du Skabningens ypperste, da er det
dit olympiske Mærke, de gyldne Horn, der
vinkede dig i Møde fra vor Guldalders
Adams første Paradisdag („Guldhornene*),
og som du kastede ny Glans over i det
Værk. der bragte dig det autoriserede Stem-
pel. Der fandt du og der vandt du dine
egne gyldne Horn. Kun hin Opponent saa
dem ikke, han der vilde gøre sig vittig ved
at bemærke: „I mine Øjne har den ærede
Doktorand just ikke fundet nye Guldhorn,
om end nok nogle Guldkorn". Jo, den ærede
Doktorand fandt der nye Guldhorn, nemlig
sine egne.
At du har disse gyldne Horn, er sikkert,
jeg har jo selv set dem. Men desuden har
jeg ogsaa set, hvor de har skaaret de andre
gode Køer i Øjnene, naar Solen har kastet
sine Straaler paa dem. For Solens Glans
over anden Mands Guld, det skær* .Folk (og
Køer) i Øjnene, ja sætter sig ligefrem fast i
dem og bliver til den gule Misundelse, og
den har jeg ærlig talt set i flere gode Smør-
yderes Øjne, Misundelsen over dit rige Gemyt
og din Sommerfrodighed, men især over dine
gyldne Horn. —
En og anden kunde maaske undres over,
at Georg Brandes ikke optræder blandt Præmie-
køerne, endda med særlig Udmærkelse ; men
han er i Virkeligheden for gammeldags til at
træffes her. Selv en stor Elsker af de gammel-
dags Nydelser, Honning og holbergsk Salt,
har han lært os andre at nyde dem, ja han
har selv meget baade af Saltbølgens og Hon-
ningbiens Natur i sig. Men foruden meget
andet, der efter min Mening kan indvendes
imod ham — især hans Forkærlighed for de
franske Produkter, baade den franske Honning
og den franske (E)sprit, og i Forbindelse
hermed hans Afsmag og Ringeagt for meget
af den bedste danske Honning — bortset fra
dette saa takker i hvert Fald vi Danske ikke
for et ufrivilligt Saltvandsbad lige straks
efter ; og sin Binatur har han jo, især i sine
unge Dage, lagt vel meget for Dagen ved at
give os Brodden. Og dog synes jeg næsten
bedre om denne ungdommelige Brandes end
904
Vor aandelige Bespisning før og nu
om den gamle Brandes, der nu — skal jeg
sige: maa skatte til, eller: vil profitere af
Folkelighedens Tid ved at lade sig trække
rundt som en anden Ko og lade sig be-
klappe af et festklædt Publikum. Naar Fol-
ket nu sidder der i andagtsfuld Stilhed og
bilder sig ind at nyde det allerfineste, da be-
høvedes blot H. C. Andersens lille Barn igen
for at sige: „Ja, men vi faar jo ingenting
paa" — Smør nemlig paa Brødet ; for Smør
kan det Dyr ikke præstere. —
Og nu, 1 elskte Køer, god rolig Nat!
VIII.
Endnu kun et Blik paa Fremtiden. Ikke
saa meget for Margarinefabrikanterne, thi gaar
det ikke længer med Margarinen, kan de jo
fremstille et andet Surrogat. Heller ikke for
Køerne, thi jeg har af en kyndig Landmand
faaet min Bekymring for Koens Fremtid helt
fjernet. Men Folkets Fremtid! For at faa
Klarhed over denne vigtige Sag spurgte jeg
for nylig nogle af mine Medborgere, hvad de
mente om os og Smørret, d. v. s. Smørret og
dets Virkning i vore Maver. Og de var
næsten alle enige med mig i, at Smørret var
noget af det herligste paa Jorden, idet det
hjalp os til at nyde vort daglige Brød med
Glæde og Velbehag. Men derhos bemærkede
dog en af de unge — han var endnu saa
mager som næsten ingen af os lidt ældre her i
Landet — denne unge bemærkede, at han ikke
rigtig fandt Smag i Smørret, eller rettere:
han var. bange for det rigelige Smør, at der
boede en Mave-Djævel i det, som vilde be-
røve ham hans letbenede Magerhed. (Idet
han sagde dette, saa han vist paa os, som
om han dermed vilde sige, at han saa denne
Smørrets Virkning i vore Legemers Svulmen).
Nej, hvad han især holdt af, var Saltvands-
bade, de gav ikke Svulmen, men snærpede
Legemet ind. Og saa længtes han efter noget,
han ikke vidste hvad var, men dog drømte
om, noget let og fint og duftende og sødt;
det vilde han godt løbe Landet rundt for at
finde. Ved disse Ord kom jeg et Øjeblik til
at tænke paa den gule Honning, der engang
dryppede fra den grønne Steneg, men jeg
sagde intet derom; hvorimod vi ældre Med-
borgere priste Smørret, den Glans, det kaster
over vort Bord, og den adle Svulmen, det
bevirker i vore Legemer — for den danske
Mands Skønhedslinie er sikkert Mavens blide
Bølgelinie — ja adle Svulmen, thi den er
det mere end noget andet, der faar os til at
se mildt paa os selv og overbærende paa vor
Nabo. Men da jeg saa havde fjernet mig
fra disse Medborgere, mærkede jeg, at Ordet
„Mave-Djævel" havde bidt sig fast i mit
Sind lig en nagende Orm, og jeg har siden
ikke helt kunnet frigøre mig for den Tanke,
om ikke alligevel denne ædle Svulmen kan
blive betænkelig; thi det svulmende søger
stadig det kvægende og bliver derved endnu
mere svulmende; og mon der ikke langt ude
i Fremtiden dæmrer en Fare for, at denne
Mavedjævel kan vokse saadan, at det ædle
danske Smør snarere skal tynge Nyderne end
Yderne til Jorden. Og det vilde dog være
en skammelig Ulykke, da Køerne jo netop
skulde være til for at holde os menneskeligt
paa Benene.
Og saa tænkte jeg igen med Medlidenhed
paa det „unge Menneske* — som Vilh.
Andersen har givet mig saadan Forstaaelse
af — ham med de sære Passioner og de
underlige Honninglængsler. Og jeg tænkte
saa videre: Er vort Land ikke ved at blive
for kultiveret, og dyrkes det ikke for meget
med udelukkende Hensyn paa den danske
Ko? Burde der ikke bevares et lille Fristed,
hvor de vilde Bier kunde suge Honning i
Lyngens Blomster? Der er jo dog, før bleven
yndig Honning til derovre i Lyngens Land.
Tanken er vel for gammeldags. Den vilde
Honnings Liebhavere er jo kun faa og bliver
maaske stadig færre — men hvad, om der
saa kun var 50 eller 10, eller endog blot 5 ? —
Hvis ikke det, vilde jeg lægge et godt Ord
r^r 905 — ==r
Vor aandeligé Bespisning før og nu
ind for en livligere Samfærdsel med vore
nordlige Nabolande. Deroppe i de ukultiverede
Egne kunde de vist endnu have meget at
lære af os, hvordan man kultiverer sit Land,
sine Husdyr og sine Naturprodukter; men
saa skulde de enkelte unge Liebhavere her-
nede fra have Lov at slippe med derop og
gaa paa Honningjagt. Thi deroppe, i Ibsens
og Garborgs, i Frødings og Selma Lagerløfs
barbariske Lande, der kan man vist endnu
faa at se det, som dog — trods min Nisse-
smag og alle danske Foredrags drivende Smør
og nærende Margarine — er et forunderlig
kønt Billede fra Skabningens Morgen'
„Da dryppede den gule Honning fra den
grønne Steneg".
Men hvem er da jeg, der har dristet mig
til denne Færd ind i Literaturens Have. Jeg
er Nissen — den lille skikkelige Nisse, der
kun lever og virker Jule- og Nytaarsaften — ;
den hyggelige Gaardnisse, der selv prosaisk
og materialistisk dog hører Poesien til. Jeg
er Gaardnissen, der Nytaarsaften er kom-
men i Humør af Nytaarsgrøden med den
frydelige Smørklat i Midten, og som saa til
Tak for Mad har sat mig op paa Ryggen
af Staldens bedste Ko og reden den en mode-
rat Motionstur Gaarden rundt, holdende mig
fast i dens gyldne Horn. Og derfor kan
ingen faa fat i mig ; thi det er kun Jule- og
Nytaarsaften jeg er Nisse. Til daglig er jeg
— bortset fra den lille Forretning jeg driver —
en agtet Borger i Samfundet, nemlig Seminarie-
lærer her i Vordingborg, og hans Navn er
Einar Munk.
E. S. (af Seminarielæreren): Paa Nissens
Opfordring har jeg taget mig af dette Manu-
skript, hvis Indhold og Form selvfølgelig
maa staa for Nissens Regning. Kun beklager
jeg, at den flere Gange skriver „jeg* og
„mig", hvor den faktisk ikke mener sig selv
(Nissen), men mig, Seminarielæreren.
906
G. Munthe: Tegning til Snorres Kongesagaer.
DE NORSKE VIKINGESKIBE
Af OSCAR NANDRUP. Kristiania, Juli 1907.
Kjender du ei Kongen,
som altid har Ber,
Nordmændenes Drot?
Han raader over dybe Kjole,
redfarvede Rande,
rede Skjolde,
tjærede Aarer,
skumspreitede Telte.
Ude vil Jul drikke,
om han skal ene raade,
den fremdjerve Fyrste,
og friste Freis Leg.
Ung blev alt af Uden han kjed
og af inde at sidde,
af varme Stuer
og dunforede Votter.
SAA kvæder i Edda Thorbjørn Hornklove
sit Seierskvad til Harald Haarfagers
Pris, — den Norges Konge og Samler, som
vel er en af de mest lysende Skikkelser fra
den gamle Vikingetid: Høvdingen, som i
kampglad, udfærdslysten- Ungdom gaar i Le-
ding, herjer og plyndrer, men siden bliver
den kloge Hersker, der søger at bygge
sit Rige med gode Love.
Og som Skalden hyl-
der den store Type fra
hine Aarhundreder, da
de nordiske Folk fra
Forhistoriens Dunkel-
hed træder frem i Hi-
storiens Lys, saa giver
han i malende Ord
Vikingehøvdingens Vaa- Helleristning: Skib
benkjærhed, hans Lyst og Glæde paa den
tidlige Vaardag, da han kan sætte sine
Langskibe og Drager paa Vandet og fare
ud paa det friske Hav til de fjerne Lande,
der lokker med rigt Bytte og fagre Kvin-
der. „Han raader over dybe Kjølea — som
et Eventyr var Sagaens Fortælling om
disse store aabne Skibe med høireiste guld-
lysende Dragestevne, brogede Skjolde, der
kransede Æsingen, og brede Seil i røde,
blaa og grønne Striber. Hvor stolt og skønt
et Syn maatte det ikke være, naar Seilene
sattes, og en Flaade af disse Skibe stod ud
den fagre norske Fjord for at pløje det blaa
Hav derude.
Men saa hænder det en Dag, at Høvdinge-
skibet glider ind den samme Fjord. Bud-
skabet er gaaet forud, og paa Stranden staar
mange Kvinder og Mænd med Sorgens Præg
over Miner og over Dragt. Vikingen har
fundet sin Bane: hans Lig føres hjem
for at haugsættes efter gammel Sæd. Der er
stor Sorg over Tabet, men Døden har været
hæderfuld,og enhver ved,
at det sømmer sig ikke
en Viking fra Sotteseng
at fare over de sorte
Vande til Hels Bolig.
Medens Kvinderne steller
over Liget og ifører det
prægtige Klædebon ,træk-
fra Jæmaideren. ker Mændene Høvdin-
907 _-
=De norske Vikingeskibe^
gens stolte Skib paa Land det Sted, hvor
hans Haug skal reises. Langskibet staar paa
sin dybe Kjøi, og midt i Skibet reises Grav-
kammeret. Over en Tagbjelke i Fartøjets
Længderetning lægges tæt med Stokker fra
Æsingen, saa der dannes et teltformet Hus.
Og i Huset bringes ind Høvdingens Vaaben
og kostbare Klæder og mange kunstfærdig
smedede Ting, Sølv og Guld, Kobber og
Jern. Naar saa Høvdingens Lig er bragt til
Hvile derinde i sit Kammer, sker det store
Blot. Hans Heste og hans Hunde ofres un-
der Gravøllet, og de maa følge sin Herre i
Graven, som nu bliver lukket. Jord, Sten og
Lere kastes ind over Ski-
bet, det lægger sig Lag
for Lag, dækker det til-
slut fuldstændig, og over
det stolte Skib hvælver
sig den store Haug, som
skal fortælle Efterslægten
om, at her var en Høv-
ding jordet .
Der ligger mange Grav-
hauger fra hine Tider rundt
i Norges Land, og mangt
og meget har de vist sig
at indeholde, som kan tyde
Sagas Mening og Ord. Men
ingen Jordfund har havt større Værdi end de,
som det sagnrige Vestfold har givet i sit
Skød. Fra Kongsnaugen ved Gokstad og
fra Dronninggraven ved Oseberg kommer
Vikingernes Skibe seilende lige ud af Sagas
fjerne Aarhundreder ind i Norges Nytid.
Fuldlastet er disse Skibe med Minder og
Frasagn fra Hedenold. En stoltere Bekræf-
telse kunde ikke gives paa Sagnene om
Fædrenes Udfærd og Daad end disse Far-
tøjer, saa skjønne i Form og Linjespil,
saa dygtige til at pløie Hav og Bølge. Disse
Skibe bar de Gamle til Austerled, hvor
Svearne grundede Gardarike, de fløi som
Ørne mod Vesterled, til Englands, Irlands og
Frankriges Kyster, hvor Daner og Nordmænd
erobrede Lande og grundede Kongeriger.
De bar vore Fædre til Island og Grønland r
og med dem gjorde Amerikas første Opdager,
Leif Eriksøn, sin Vinlandsfærd. Og med en
Flaade af de samme Skibe drog Kong Sigurd
til J or sal, saa eventyrlig og glansfuld en
Færd som noget Folks Historie melder om.
Og til Langskibe og Drager af Vikingetidens
fuldkomne Form er knyttet Frasagn om saa
mangen vældig Kamp inden Nordens Lande.
Men Vikingeskibene fortæller ikke bare
om Kampe og Ledingsfærd. Naar de vendte
hjem fra de fremmede Kyster, var de ladet
med frodigt Smaakorn, som i Hjemlandet
Gokstadskibet, fra Stevnen.
skulde bære herlig Frugt: Vesterlandenes
Kultur, som fandt villig Gromuld hos de
evnerige Nordens Folk, og senere Kristen-
dommens nye revolterende Tanker.
Sammen med de prægtige Skibsskrog fra
Gokstad og Oseberg Kunde de norske Ar-
kæologer hæve af Jordens Skjød en rig Skat
af daglige Brugsgenstande fra hine Tider,
skjønne Smykker og kunstfærdige Udskærin-
ger. Med merkelig receptiv Evne tog Vi-
kingerne med sig hjem, hvad de oplevede,
saa og hørte derude i det Fremmede, og
deres Fantasi og digtende Trang gav det
altsammen ud igjen i ny ejendommelig Form,
i formsterke Kvad og kunstfærdigt Virke.
De fundne Vikingeskibe, hvis Alder sættes
908 —
=De norske Vikingeskibe^
til 1000 og 1100 Aar, er ikke de ældste
Vidnesbyrd, som er levnet om Forfædrenes
Skibsbygningskunst. Den ældste Forestilling
om Farkosternes Form og Indretning i Norge
giver de saakaldte Helleristninger fra Nordens
Broncealder, det Aartusen, som ligger nær-
mest foran Kristi Fødsel. Ristningerne er for
det meste udført i fast Fjeld, undertiden
paa større Stene. Især er Smaalenenes Amt
rigt paa disse urgamle Tegninger i Fjeldet.
De gengiver Menneskeskikkelser og forskel-
lig formede Figurer, og som oftest ser man
Gokstadskibet, Agterstævnen.
Tegninger af Skibe. Disse kan være lige
til et Par Meter lange. Skibsstevnerne er
noget krumme og løfter sig højt som paa
Vikingeskibene. Langs efter Æsingen sees
gjerne Rækker af lodrette Streger, som an-
tagelig skal vise Mandskabet. Helleristnin-
gerne med sine Fremstillinger maa antages
at have havt sin Sammenhæng med Tidens
religiøse Kultus.
Fra den ældre Jernalder, de syv første
Aarhundreder af vor Tidsregning, kjendes
derimod ingen billedlige Fremstillinger af
Skibe eller Baade i Norge. Om Fartøier
fra denne Tid faar vi derimod Besked gjen-
nem de Baade, som i 1863 blev fundet i
Nydam Mose i Slesvig, og som har adskillig
= _— 909
Lighed med Nutidens Baade i Bergens Stift,
særlig i Nordfjord. Men fra Vikingetiden
eier Norge en Mængde Vidnesbyrd om Skibs-
bygningskunsten, hvilket skyldes den Skik,
som i den yngre Jernalders Aarhundreder,
700—1000 e. Kr., var udbredt over det
hele Land, at lade Skib eller Baad følge den
Døde i Graven. I de nordlige Landsdele
var det meget almindeligt at hvælve Baaden
over det døde Legeme, men ellers dannede
Fartøiet gjerne den Dødes Leie. De fleste
Skibsbegravelser fandt Sted i Forbindelse
med Ligbrænding, Fartøiet
selv dannede Brændemate-
rialet. Efter saadanne
brændte Baade er der
fundet Spor i mange Grav-
hauge. I Regelen er det
kun Bordgangenes Klink-
nagler, som ligger tilbage.
Men i Graven tegner Jern-
naglerne undertiden Far-
tøjets Linjer saa nøie, at
man kan danne sig Fore-
stillinger om Størrelse og
Form. Men saa er der
de andre Gravhauge, hvor
der ingen Brænding er fore-
gaaet. Haug er bygget over
saaledes som det er truk-
det uskadte Skib,
ket op af Fjorden og fyldt med den Dødes
Vaaben, Pragtklæder, Smykker og Brugsting.
Det første mere fuldstændige Minde om
Vikingetidens Fartøisbygning kom for Dagens
Lys i 1867, da Tunebaaden under Professor
Rygh's Tilsyn i 1867 hentedes frem af en
Gravhaug paa Gaarden Haugen i Tune,
Smaalenene. Som det synes at have været
Sædvane, laa Baaden i Haugen nær Vandet
og med Forstevnen mod dette, ligesom fær-
dig til at føres ud paa det Element, hvor
den egentlig hørte hjemme. Fra gammel
Tid tænkte vore Forfædre sig — ligesom
Grækerne — Dødsriget omgivet af kolde
mørke Vande: For at naa did maatte man
-De norske Vikingeskibe^
Osebergskibet udgraves.
ride over Helbroen, ro eller seile. Begra-
velsen i Skib eller Baad betegner derfor ikke
altid nogen særlig Hædersbevisning, som ude-
lukkende blev Høvdinger til Del; ogsaa Folk
af smaa Kaar og Kvinder er blevet udstyret
med Fartøi til at sætte over Dødsrigets
Vande.
Tunebaadens Kjøl er 13,65 Meter lang
eller 1 ,70 M. kortere end i Nydamsbaaden, men
Tunebaaden er højere og bredere end denne,
og den er udstyret med Seilmast.
I 1880 var det saa, at Gokstadshibet blev
fundet og gravet frem af Jordens Skjød, og
med det fik vi det sikreste Vidnesbyrd om
Vikingernes Mesterskab i Skibsbygning. Ved
Gaarden Gokstad nær Sandefjord laa en
gammel Gravhaug. I Aarhundreder havde
den hedt „Kongshaugen", fordi, som det for-
taltes, en Konge med alle sine Skatte var
begravet der. Sønnerne af Stedets Ejer be-
gyndte ved Nytaar 1880 at grave i Haugen,
men Mindesmærkeforeningen tog sig af Sagen,
og det lykkedes Antikvar Nicolaysen at ud-
føre det eventyrlige Kunststykke at tage det
24 Meter lange Skib op af Jorden og bringe
det i sin Helhed til Kristiania. I Skibets
Midte, fra Masten og agterover, var der
for den døde Høvding bygget et særligt Grav-
kammer med højt Skraatag af Stokker. Des-
værre havde Haugen i gammel Tid været
plyndret, saa Gravkammerets Anordning var
stærkt forstyrret. Der laa alene Benrester af
den Døde og en Del smukke Beslag. Men
rundt omkring i Skibet var der en Mængde
Sager af stor Interesse og Værdi: mange
Aarer, Landgangsplanker, Vindskier med
smukt udskaarne og malede Dyrehoveder til
Skibsteltene, Skjolde i sorte og gule Farver,
nogle lave, grovt arbeidede Senge, en stor
Kobberkjedel med Runeindskrift, Bøtter og
vakre Drikkekar af Træ, Tallerkener, en
Slæde, et Spillebret og meget andet. En hel
Del Dyr, mindst 12 Heste og 6 Hunde, var
blevet ofret ved Gravlæggelsen, og under
Tiljerne fandtes Rester af en Paafugl. En
mærkelig Del af Fundet var ogsaa Levnin-
gerne af tre mindre Robaade. Gokstadskibet
er, hvad de Gamle forstod ved et Lang-
skib, et Krigsskib. Det roedes med sexten
Par Aarer og kunde selvfølgelig ogsaa
= — 910
-De norske Vikingeskibe^
Osebergskibets Stevn.
sejle. Besætningen har været omkring 70 Oldsagssamling. Historien om Skibets Op-
Mand. dagelse er en hel Novelle. Allerede omkring
Den skjønneste Fuldstændiggjørelse af de 1860 fortaltes det med Bestemthed, at Ose-
kostelige Gravfund fra Vikingetiden danner berghaugen mellem Tønsberg og Sandefjord
Osebergskibet, som nu staar reist af Mulde skulde indeholde værdifulde Oldtidslevninger,
og er indlemmet i Kristiania Universitetets Men der blev endnu ikke gravet. Aar efter
= 911 =
=De norske Vikingeskibe^
Aar kjørtes Plogen over Haugen, som stadig
blev lavere og ubetydeligere. Saa begyndte
der i Jordskorpen at vise sig blaaagtige Ege-
stykker af en raerkelig Seighed. Eieren be-
gyndte nu at grave, men opgav det snart
igjen. Stedets næste Eier var sikker paa,
at Haugen rummede Skatte. Han var meget
optaget af dette, og da han i Aaret 1900 kom
hjem fra en Amerikareise, paastod han, at
Haugen bygget af Tørv, som dannede et
næsten hermetisk Lag over det Hele, var
alle Oldsager af Træ og andet forgjængeligt
Materiale godt bevaret. Allerede de første
Dages Udgravningsarbeide bragte den Over-
raskelse, at Skibets Stevner var udstyret med
pragtfulde Udskjæringer, og hver Dag bragte
glædelige Fund i Form af interessante og
smukke Oldsager, tildels af hidtil ukjendt Slags
Osebergskibet, restaureret af Prof. Gustafson.
han af en Taterkvinde derovre var bleven
varslet om Haugens kostelige Hemmelighed.
Han gravede nu saavel i denne Gravhaug
som et Sted i Nærheden, men uden at
komme Sagen nærmere. I 1903 kjøbte en
Nabo Oseberg og begyndte en mere syste-
matisk Gravning. Der blev snart opdaget
Stokker og andet svært Tømmer. Bestyreren
af Oldsagssamlingen , Professor Gustafson,
som fik Melding herom, foretog nu Under-
søgelser, og det kunde snart fastslaaes, at
man havde paatruffet et Skib. Det vil føre
for vidt her nøiere at beskrive det saare
vanskelige Udgravningsarbeide, som blev ud-
ført med beundringsværdig Omhu og Dygtig-
hed. Da Skibet var nedsat i Blaalere og
og med uventet pragtfuldt Udstyr. I det hele
gav Oseberghaugen et enestaaende rigt Fund.
Et Gravkammer var ligesom paa Gokstads-
skibet bygget fra Masten og agterover, men
ogsaa her var Kammeret plyndret i gammel
Tid, og meget var forstyrret. Røverne har
brudt sig ind over Skibets Forstevn, hvis
Overkant bærer Spor af deres Øksehug. I
Gravkammeret blev fundet Skeletdele af to
Kvinder, — den rige fornemme Kvinde, over
hvem Graven er lagt, og sandsynligvis en
Trælkvinde, som har maattet følge sin Her-
skerinde i Døden. Som hos de fleste ger-
manske Stammer, har det ogsaa hos Nord-
mænd, Dansker og Svensker fra urgammel
Tid været Sædvane at søge Gudernes Gunst
== 912
=De norske Vikingeskibe^
ved Menneskeofringer, og lige ind i Vi-
kingetiden har Nordboerne ofret Mennesker
ved sine Høvdingers Ligfærd. Den Afdødes
Kvinder eller hans Trælle maatte følge ham
i Graven. Eddakvadet fortæller om Brynhild,
som følger sin elskede Sigurd paa Baalet,
og som det sømmer sig en Kongedatter led-
sages hun paa Baalet af sine Træller og
Trælkvinder. Med Sigurd selv følger
„fem Trælkvinder,
otte Tjenere
af god Æt
og min Fostertræl
og Fædrenearv,
hvem Budle gav
til sit Barn".
Blandt Gravgodset
fra Oseberg er der
ogsaa en hel Del
kvindelige Redskaber,
ligefraVæve- og Spinde-
redskaber til Traad-
nøster og Voks. Der
er en firhjulet Vogn,
fire prægtig smykkede Slæder, Senge, en
Møllesten, Kjøkkenredskaber, Egekister, Tøi-
rester, en Stang med indsnittede Runer, meget
Skibsinventar, og en hel Del Skeletter af
Heste, Okser og Hunde. Der var en Rig-
dom paa ornamenterede Ting, flere Pragt-
stykker med den rigeste Dyreornamentik i Relief -
skjæring. Medens Vikingeskibene helt er byg-
get af Eg, er Mesteparten af de mindre Sager
arbeidet af Bøgetræ og andre blødere Træsorter.
Osebergskibet har ikke været et Kampskib,
langt snarere en fornem Høvdinghustrus Lyst-
fartøj, hvormed hun seilede med sine Gjæster
og Tjenere inde paa Fjorden, som nu Lyst-
yachterne spænder sin hvide Dug og som
Maager flyver over Søen i den friske Bris. Ski-
bets største Længde er 2 1 */» Meter og største
Bredde 5 Meter. Det har været roet med
15 Par Aarer. Efter Ornamenternes Form
er Skibets Alder sat til 1100 Aar — 100
Aar ældre end Gokstadskibet.
Osebergskibet staar nu reist af Mulde. Af
flere Tusind smaa Stykker er Skibet sat
sammen. Fra Kjølen af er det bygget op
fra Nyt, Bord for Bord og Spant for Spant.
Alle de Tusind Stykker er føiet sammen til
et Hele, der kun mangler de øverste Stevne.
Ved dette Skib er Norge blevet en ene-
staaende Skat rigere, og vor Tids arkæolo-
giske Forskning er bleven tilført et Materiale,
som ingen moderne
Arkæolog vil kunne
gaa forbi. End mere
vil dette være Tilfæl-
det, naar den rige Sam-
ling afløse Gjenstande,
som Oseberghaugen
gjemte, om et Aars
Tid fylder sin egen
Sal i Kristianias hi-
storiske Museum. Fo-
reløbig staar Oseberg-
skibet i et prunkløst
Skur og fortæller sit
eget nye og prægtige
Kapitel i den rige Saga om vore Forfædres
Liv.
I denne Omtale af de norske Vikingeskibe
og de gamle Vikingers Skibsbygningskunst
fortjener at nævnes den Færd, som en Flok
dristige Nordmænd i 1893 foretog fra Kri-
stiania til Chicago med „Viking44, en nøj-
agtig Rekonstruktion af Gokstadskibet. I det
aabne Fartøj gjordes Reisen over Atlanter-
havet. Skibets fortrinlige Sjødygtighed blev
fuldt ud fastslaaet, og den dristige Reise lyk-
kedes fuldstændig.
For Norge danner Vikingeskibene en ene-
staaende Nationalskat af ganske uerstatteligt
Værd. Desværre kan det ikke siges, at dette
kostelige Eie har faaet den bedste Behand-
ling. I snart en Menneskealder har nu Tune-
Den sidste „Viking-.
= 913 =
-De norske Vikingeskibe^
baaden og Gokstadskibet været bortgjemt i
nogle smaa Træskure bag Universitetets Byg-
ninger. Det var først, da en Kristianiaavis
for et Par Aar siden gjennem en Skildring
af Skibenes Brand, vækkede Samvittighederne
at der blev ofret paa Skurene en Overdrag-
ning med Asbest, for at ikke hvilkensom-
helst ondskabsfuld Skøier skal kunne sætte
(fhJÅ h
En Gravhal for Vikingeskibene.
Ud paa det Hele med en Fyrstik. Men
fremdeles staar de to Skibe i sine Skur, og
nu er Osebergskibet udstillet i et lignende
Hus. Der er for Tiden forskjellige Planer
oppe om Bygning af et Hus, som kan danne
et værdigere, et for den besøgende Almen-
hed mere tilfredsstillende og fremforalt et
sikrere Opbevaringssted. Den bedste Plan,
den som træffer alle disse Hensyn, og som
tillige vil give det eiendommeligste, med de
jordfundne Oldtidsskibe mest forbundne Hus,
skyldes den unge Arkitekt Holland. Han
foreslaar, at der i den bratte Høi i Slots-
parken ved Universitetet skal indbygges en
stor hvælvet Gravhal for Vikingeskibene.
Der hidsættes to af Arkitektens Tegninger til
denne Plan. Den ene viser Indgangen fra
den forbiløbende Gade, den anden gjengiver
Interiøret, hvor man ser et af Skibene op-
stillet. Hallen henter sin Belysning gjennem
Overlysschakter. Det Hele vil paa en slaa-
ende Maade træffe den sagnfulde Stemning,
som lever omkring disse Skibsfund. Tek-
niske Autoriteter har erklæret Planen for let
gjennemførlig. Den vil ikke falde kostbar
— vil ikke kræve flere Penge end et andet
værdigt Hus for Vikingeskibene. Og man
sparer en kostbar Tomt i Byens værdi-
fuldeste Strøg. Thi Vikingehallen bruger
ingen Tomt — den ligger under Bakken,
og Parkens Plæner og Bed vil gruppere sig
om de enkle Lysaabninger.
Og hvorfor ikke tage en saa praktisk
Side med: Hvilket fortrinligt Tiltræknings-
punkt for alle Fremmede, som besøger Kri-
Vikingehallens Indre.
stiania, vil ikke denne Vikingebaad være!
Bedre og interessantere end ethvert Foredrag
og enhver „Fører" vil her selve Skibenes
Anbringelse i Jordens Skød fortælle.
914
LOVEN PA ZEA
Af C. M. Norman-Hansen.
DE stenede Hqje, der lukker om Vigen
og klædes med blødt Gronsvær, alt som
de stiger opefter mod Bjergskrænterne — de
vanddrukne Klipper i Strandkanten, der også
er gronne, men sådan, at de mest af alt ser
ud som Slagger fra et Glasværk — alt det
minder saa slaaende i den kolde friske Mor-
genbrise om en Våg et Steds på Færøerne;
hvis ikke Fyret der yderst mod Havet var
muret ind i Ruinerne af et gammelt vene-
tiansk Kastel, og Vandet i Havvigen under
de gronne Klipper ikke var saa dybt, dybt
blåt, og om ikke just nu Morgenstilheden
blev sønderreven af Mulæslernes hjerte-
skærende Klageskryden mod Solen, hvis før-
ste Stråler nu skinner ind mellem Højene og be-
buder en ny Dags Arbejde.
Vor Damper er gået ind for at tage Kul
på den lille græske 0 Zea.
Om jeg lader Båden sætte mig i Land på
Stranden et Stenkast borte og kravler op ad
Stien til Fyrtårns-Kastellet, da ligger det
aabne Hav foran mig og på den anden Side
Euboeas høje rødligfarvede Fjeldkyst. Det
blæser frisk derude, men inde i den luk-
kede Havn mærkes det næppe ; og ved Bred-
den i Vigens inderste Krog spejler en lille
By sine hvide og gule Huse i det dybblå
Vand — San Nicolo hedder den — natur-
ligvis San Nicolo, opkaldt efter den Helgen,
som er bleven den afmægtige Hersker over
Neptuns Element. Her fra Kastellet kan jeg
følge Højenes Linjer længere ind over Land
— deroppe på Bjergskrænten, højt tilvejrs,
sådan som alle Byer på disse Øer blev byg-
gede til Værn mod Soroverne, ser jeg Ho-
vedstaden på Zea skinne i Morgensolen, ly-
sende hvid mod de gronne Hoje.
Endnu for tre Dage siden kendte næppe
nogen af os Zeas Navn, først igår ved vort
Besøg oppe i den lille By mellem Bjergene
fik vi at vide, hvad historisk Grund vi træ-
der på og ser ud over: i denne Vig har
græske Helte søgt ind på deres Vej hjem
fra Troja, og i Grækenlands Stortid var der
bygget fire Byer på denne lille 0 — her i
denne sikre Havn har Pompejus ligget med
sine Skibe, og da var allerede de Byer
sunkne i Grus — mer end tusind Åar se-
nere har disse Høje genlydt af Bulderet fra-
tyrkiske og venetianske Flåders grove Ka-
noner. —
Og uvilkårlig lægger de gamle Tiders Sagn
deres eget underlige Slor over den stenede
Muldyrsvej, vi red igår op over Højderne,,
til vi nåede op mellem frisklovet Egepur og
Mandeltræer i Blomst og graa Oliventræer,,
der ser ud, som om de aldrig blev helt på-
klædte, og -små Stykker Bygmark og små
Vinhaver, hvert Stykke bygget op med en
Kant af hugne Sten — til Randen af en
Bjergkløft, hvor Bygstråene stod solbelyste
mod den blånende Skygge over Svælget, og
på den modsatte Bjergkam hang Byen ud
over den stejle Skrænt.
Vore Muldyr havde skubbet sig ind gen-
nem den smalle Byport og videre gennem
Smøger og Porte til vi nåede en åben Plads,
hvor vi med ét havde alle Byens gule og
hvide Huse i en Halvring om os. Ud mod
den dybe Kløft var Ringen åben, og der var
Udsigten fri ud over Havet — den smalle
Vig var skjult, og kun Kastellet lå som et
Legetøj ved Højenes Fod ude i det blå Hav.
Her ved det gamle Vagttårn, der staar med
Oldtids Marmor i sit Murværk, her var det,
Byens høje Øvrighed forlod sit Regerings-
sæde og kom ud til os.
Og her i dette Centrum for en lille Af-
krogs-Verden, i det klare varme Solskin,
med Zeas tykflydende vammelsøde Vin foran
os, her sad vi og talte om de fjerne Tider,
da denne lille Verden var en Midtpunkts-
verden, om de fire Byers Tid på Zea — og
=--^z 915
Loven på Zea
om Zeas Love, der endnu ligger ude på
den åbne Mark, som det eneste Vidnesbyrd
om, at disse fjerne Tiders Storhed virkelig
var til.
Og Zeas høje Øvrighed rejser sig og by-
der os indenfor — han vil vise os en Bog,
her vares om som et kosteligt Klenodie —
Bogen om Zea, skreven af en fremmed Che-
valier, en vidtberømt Chevalier, som for
snart hundrede Åar siden bragte al Zeas stangen over et af de gule Huse inde i San
Vi vendte Bladene i Folianten og så Bil-
ledet af Zeas Løve — et velment, grovt
skåret Træsnit: der ligger Loven, bredflabet,
med Hovedet halvt rejst som en glubsk Port-
hund — nu, på Rejser bliver man så respekt-
løs — vi smilede ad det — vi syntes, det
var en Løve i Frederik den Sjettes Stil. —
Nu bliver der hejst en Vimpel på Flag-
Herlighed frem af Tidernes Glemsel — som
fandt, hvor de gamle Byers Rester lå og
smulrede under vildt Egepur mellem de
grønne Klipper — og Zeas Lflve på den
vilde Mark henne hvor nu den hellige Chri-
stophoros' nye Kapel står.
Le Chevalier Bronstedt! Det var Bron-
steds Rejse i Grækenland, tilegnet H. M.
Frederik den Sjette — den indtog Hæders-
pladsen inde i den lille Stads Rådhus. Med
Andagt slog den høje Øvrighed op i den
store Foliant og lod os læse om Zeas Løve :
„Helt udenfor de Steder, hvor nogen Bys
Tilværelse har kunnet påvises, på et isoleret
Sted i en. Mark under Bjergskrænten nord-
vest for Indlandsbyen, findes en uhyre Love
udhuggen i Sten, liggende på venstre Side
med Hovedet hævet. Det er indlysende, at
denne enorme Sten ikke kan have været
flyttet andet Steds fra til det Sted, hvor
den nu findes, også det, at den er udhuggen
i den samme grå Gnejs, hvoraf det omlig-
gende Fjeld består, viser sikkert, at den har
været udhugget i Sten på selve Stedet. Vær-
ket er udført med stor Kraft og såvel Lo-
vens Hvilestilling som alle dens Proportioner
vidner om stor Kunst og Naturtroskab. Må-
let fra Gabet over Manken til Haleroden er
28 Fod og det er åbenbart, at denne mæg-
tige Love har været bestemt til at ses fra
betydelig Afstand.
Om dette Kunstværks Historie findes in-
gensomhelst Kilde til Oplysning, kun dette
ved man, at i Oldtiden kaldtes Øens For-
bjerg mod Nordvest Lovebjerget — u
Nicolo til Tegn på, at vore Muldyr er sad-
lede. Idag gælder Turen Zeas Love. Ja,
ja, lad os tage os Tid at spise Frokost først
Så rider vi da atter op ad Muldyrsstien,
vi møder de samme Piger ved Kilden nede
i Dalen og de samme gamle Mænd oppe i
de små Vinhaver, vi holder igen Siesta på
Byens Torv og lader siden vore Muldyr en-
tre op ad den stejle, stenede Vej Nord ud
over Bygrænsen.
Langt henne skinner den hellige Chri-
stophoros' ny Kapel hvidkalket i Bakke-
hældet, nedenfor Kapellet brede Bygmarker
ned mod de stejle Skrænter, og i Eftermid-
dagens klare Lys ligger det blå Hav dybt
nede, mange Mil bredt over, mod Euboeas
røde Fjeldkyst. Der ligger et spraglet Fir-
ben med knust Hoved på den stenede Sti.
Den fromme Gedehyrde, som lige har slået
det ihjel, står med sine Geder henne foran
Kapellet og slår Kors for sig. Og den hel-
lige Christophoros' hvidskæggede Billede ser
mildt på ham i Eftermiddagens milde Solskin.
Men lige nedenfor det hvidkalkede Kapel,
i den brede Bygmark, under nogle sparsomt
lovede Oliventræers karrige Skygge, bryder
den nogne Klippe frem af Marken. Og alt
som vi kommer den nærmere, får den Skik-
kelse og Form — vældig, hugget ud i selve
Klippegrunden, ligger Zeas Love højt over
det tyrdstråede Korn, dens Hoved er bøjet
over dens uhyre Forlabber, som rager ud
over Stenkanten, dens Øjne er udslukte og
det mægtige Gabs Fuger er halvt slettede ud
af Mos og graat Lav, som gror ud af alle
916
= Loven på Zea
Rifter i den forvitrede Sten. Men ældgamle
Tiders Storhed er over den, dens udslukte
Blik bærer Vidne om de Slægtleds Kræfter,
der er nedlagt i dens Vælde — et Oldtids
Vidunder i Bygmarken — alt andet end
Frederik den Sjettes Stil!
Nu synker Solen lavere ned mod Euboeas
Bjerglinje, Skyggerne flytter sig hen over
den hellige Christophoros, Kapel, men Lovens
ludende Hoved ligger i Lys. Og medens jeg
langsomt rider Vejen tilbage og lader mit
Muldyr gå sin rolige Pasgang, føler jeg Sten-
løvens udslukte Blik følge mig uafbrudt.
Da jeg red fremefter, fik jeg ikke Øje på
den, før længe efter at jeg. havde taget Pej-
ling af San Christophoros Kapel — nu, i Af-
tensolens Lys, ser jeg kun den alene, som
den ligger på Vagt, uforgængeligere end alt
andet Menneskeværk, i ensom Storhed på
Bjergskrænten over Havet.
Oppe fra det lille Kapel ringer Aftenklok-
ken, med en noget sprukken Lyd, som det
sømmer sig en Klokke, der er indviet til en
gammel from Hvidskæg som den hellige
Christophoros. Al Ære være den hellige Chri-
stophoros — han var den, som vilde tjene
den største. Og de, som nu og alle andre
Aftener korser sig foran hans Billede, også
de tror fuldt og fast, at de tjener den stør-
ste. Og smulrer hans Helligdom og falder
det gamle Kapel sammen af Ælde, så byg-
ger de det op påny og hvidter det med ny
Kalk, og forgylder påny ' Glorien om den
gamle Hvidskægs Hoved.
Tre Gange er den hellige Christophoro's
Kapel smulret hen og faldet ned og bygget
op igen. Og mange Gange endnu vil det
samme hænde, medens Zeas Love ligger ufor-
gængeligere end andet Menneskeværk på
Bjergskrænten.
Zeas Love ligger i evig Tavshed, med
udslukte Øjne. Men den, som en Gang har
set den ind i dens usdlukte Øjne, hører den tale:
„Jeg, Zeas Love, blev til for at lære Men-
neskene at ære det største. Jeg, Zeas Love,
blev til for at ære Livets Skonhed og lære
Menneskene at tjene den Magt, som evig
bliver den største.0
Hallo — mit Muldyr sporer, at Vejen
gaar hjemad — da gælder det at holde fast
og ikke drømme om Ting, som ikke er —
nu falder Skumringen ned over Skrænterne,
og Dalen dybt nede genlyder af de andre
Muldyrs hjerteskærende Klageskryden over
den endte Dags Møje og Besvær.
917 —
UROLIGHEDERNE I INDIEN
Af Joh. Bittmann.
Madras, Foraaret 1907.
N'
En indisk Taler.
land
FÆPPE har
England
faaet ordnet In-
diens ydre poli-
tiske Forhold,
før det staar
overfor alvor-
lige politiske
Uroligheder her-
ude. Fjenden
mod Nord, Rus-
land, vil vel for
lange Tider have
nok i sig selv
og vil ikke
strække Armene
ud efter Indien.
Tilmed har Eng-
jo nu knyttet Emiren af Afghanistan
nærmere til sig ved den Triumphtur, han i
Fjor foretog sig gennem Indien, og ved at
anerkende ham som selvstændig Konge med
Titelen „Majestæt" — tidligere var han kun
„kongelig Højhed". Han har vist indset,
at han staar sig bedst ved at holde sig til
sin sydlige Nabo, hellere end til den rus-
siske Bjørn imod Nord. Tibet, det andet
Sted, hvorfra der kunde ventes Ubehagelig-
heder, idet Rusland ogsaa her havde sine
diplomatiske Garn ude, er ogsaa bleven knyttet
fastere til Indien. Saa udadtil ser det lysere
ud end nogensinde før. Nu og da vil der
vel nok som hidtil blive Uroligheder ved den
nordlige Grænse, da de derboende halvvilde
krigerske Stammer ikke godt kan holde sig
i Ro ; men saadanne Uroligheder undertrykkes
forholdsvis let.
Anderledes er det med de indre Urolig-
heder.
Det nytter ikke at nægte, at det for Tiden
ser uroligt ud. Selv om det er for meget
sagt, at vi staar overfor et nyt Oprør som
det i 57, saa nytter det dog heller ikke —
som nogle Englændere gør — at trække paa
Skuldrene og erklære det hele for en Storm
i et Glas Vand.
Sikkert er det, at der er en voldsom Bevæ-
gelse iblandt de dannede Klasser herude fra
Kap Komorin til Himalaya. Værst er det
oppe i Nordindien ; men ogsaa hernede i Syden
er Sindene i lidenskabelig Bevægelse.
Sagen er jo den, at Inderne . intet har at
sige i Styrelsen af deres eget Land. De har
vel hidtil heller ikke været modne dertil. De
fleste herude vil dog vistnok indrømme, at
hvad de end ellers maatte have at indvende
imod den engelske Regering, et Gode har
Englænderne bragt, nemlig Ro og ordnede
Forhold. Naar der raabes saa højt om de
mange (ofte kun tænkte) Uretfærdigheder,
der begaas i Styrelsen af Landet, da glem-
mer man tit, at aldrig før har der hersket
den Fred og Sikkerhed herude som nu under
engelsk Herredømme. Man husker ikke paa
de evindelige Krige den Gang, da Landet
var splittet ad i forskellige Kongeriger, og
man glemmer de muhamedanske og hindu-
iske Kongers Despotisme og Undertrykkelser.
Men paa den anden Side kan man jo
ikke undres over, at Folket begynder at
kræve som sin Ret at faa mere Del i Lan-
dets Administration. Hvor kunde man vente
andet? Aarligt udgaar der fra Universiteterne
herude Tusinder af dannede Mænd, der i
Intelligens og Dygtighed i mange Henseen-
der staar paa Højde med Englænderne. Det
er jo da saa kun naturligt, om disse fordrer
at have en Stemme med i Regeringen.
Der har i mange Aar existeret herude en
Slags uofficiel Folkeforsamling ejler Rigsdag
kaldet „The National Congress*. Delegerede
fra hele Landet mødes en Gang aarlig efter
Tur i de forskellige større Byer for at dis-
kutere Landets Styrelse og andre Anliggender
=^__r 918 =
Urolighederne i Indien
Indien vedrørende. Men de ved disse Møder
vedtagne Resolutioner har ingen officiel Be-
tydning — ikke en Gang en raadgivende,
da Regeringen aldeles ikke behøver at tage
Hensyn til dem. En anden Sag er natur-
ligvis, at Regeringen herigennem ligesom kan
føle Folkets politiske Puls. Og man maa
lade den engelske Regering, at ogsaa her
kommer dens Frisind frem, idet den har gi-
vet Folkets Repræsentanter Lov til frit at
udtale sig — saa frit, at vistnok intet andet
Land vilde have tilladt det.
Men med alt dette har der jo dog hidtil
været Ro og Fred; der var nok Misfornøjel-
ser; men det gik alt af i Stilhed.
Saa kom Delingen af Bengalen i to Pro-
vinser. Populær var Lord Curzon, den da-
værende Vicekonge, ikke. Og jeg fortænker
ikke Inderne i, at de ikke syntes om, at
han offentligt udtalte om dem i al Alminde-
lighed, at de var et Folk af Løgnere —
dette var i alt Fald Meningen af en af hans
Udtalelser. Men da Lord Curzon til Trods
for alle Protesterne fra Bengalernes Side ved
et Magtsprog fik sat igennem, at Provinsen
skulde deles, rejste der sig en mægtig Storm
imod ham og Regeringen. Hvorvidt denne
Deling var politisk set rigtig og klog, skal
jeg ikke udtale mig om. Et er klart — det
var imod Folkets Ønske, og hele Bengalen
vendte sig enstemmig imod Regeringen. De-
lingen fandt imidlertid Sted, og Ministeren i
England for Indien, Mr. Morley har i Under-
huset erklæret den for „a settled facta.
Hele den nuværende Rejsning herude stam-
mer herfra.
Da man ikke kunde faa, hvad man mente
kun var simpel Retfærdighed, ved Ansøgnin-
ger og Protester, greb man til andre Midler.
„Swadésia og „Boycot" blev nu Løsenet.
„Swadési" betyder ordret „eget Land", og
Inderne udtrykker med dette Ord Begejst-
ringen og Kærligheden til deres gamle Moder-
land. Hidtil har de set til Europa som det
forjættede Land. Herfra hentede og indførte
=-r= 919
de alt det nye, som de saa, de ikke selv
havde. Nu skal det være anderledes. In-
dien ejer alt, hvad Inderne trænger til, baade
aandeligt og materielt, hvorfor saa hente det
fra England og derved berige det Folk, der
ikke vil tage de skyldige Hensyn til dem?
Saaledes ræsonnerer Lederne, og et fuldstæn-
digt Boycotsystem er sat i Gang i mange
af de større Byer særligt oppe imod Nord.
Samtidig blev der i alle Bengalens vigtigste
Byer afholdt det ene Møde efter det andet,
hvor man, ofte i de voldsomste Udtryk, for-
dømte Regeringens Fremgangsmaade. Felt-
raabet, der for Tiden lyder over hele Indien
er „Bande Måtaram". Det er to Sanskrit
Ord, der betyder: „Hil Dig Moder Jord".
Ved alle politiske Møder hilses Foredrags-
holderen med Raabet „Bande Måtaram" fra
Forsamlingen.
Men saa kom der Splittelse indenfor Ræk-
kerne. Dette viste sig klart ved sidste Aars
„National Congress*. Flere af de mere be-
sindige kunde ikke gaa med til de vold-
somme Udtalelser og Forholdsregler, som
flere af Lederne kom med eller anbefalede,
da det stod dem klart, at paa den Maade
opnaaedes intet. Der skete saa en Splittelse
i to Partier — de moderate og det extreme
Parti. Medens „Extremisternea bliver mere
og mere voldsomme og prædiker aabenbart
Oprør, prøver de Moderate paa kun at gaa
ad tilladte Veje. De forstaar ogsaa godt til
Trods for Extremisternes Paastand om det
modsatte, — at Indien endnu ikke kan und-
være England, ja, at der vil gaa lang Tid,
før det vil blive Tilfældet.
Det siger sig selv, at denne Splittelse har
ikke styrket selve Sagen. Hertil kom-
mer en Ting endnu, og det er, at Muha-
medanerne og Hinduerne ikke staar sam-
men.
Muhamedanerne — eller i alt Fald de
fleste af dem — er meget loyale mod den
engelske Regering. Der er paa mange Steder
herude et spændt Forhold imellem dem og
62
Urolighederne i Indien^
Hinduerne, og nu benytter man Lejligheden
til at udjævne gamle Stridigheder. Muha-
medanerne klager desuden over, at Boycot-
Systemet skader deres Handel, og paa den
anden Side lider de ofte Overlast fra Hin-
duerne, hvis de ikke gaar med til at boy-
cotte engelske Varer.
Som Aviserne alt har meldt, har der i den
sidste Tid været ret alvorlige Uroligheder
imellem Muhamedanerne og Hinduerne i flere
af Byerne i Nord-Indien, som Raivalpendi,
Comilla, Jamalpeer og Mymensingh. Stridig-
hederne er dog blevne kvalte i Fødselen,
idet Regeringen har taget med forholdsvis
fast Haand paa dem; men det ligger stadigt
og ulmer, og ingen kan sige, naar det vil
bryde ud igjen.
Regeringen har i al Almindelighed i lang
Tid forholdt sig rolig overfor de oprørske
Agitatorer — for rolig efter de engelske
Avisers Mening herude. Men saa for ca. 3
Uger siden foretog den et Skridt, der har
vakt stort Røre overalt. Blandt Agitatorerne
oppe i Nord-Indien havde særligt fire Mænd
gjort sig bemærkede ved deres voldsomme
Optræden. Pludselig kom der Ordre fra Re-
geringen — efter forudgaaet Forhandling med
Sekretæren for Indien, Mr. Morley — til at
disse fire Mænd skulde arresteres. Der fin-
des en gammel Bestemmelse, der giver Re-
geringen Lov til, naar den anser det for
nødvendigt, at deportere politiske Oprørere
uden forudgaaende Undersøgelse og Dom-
fældelse. Denne gamle Bestemmelse har ligget
hen i mange Aar; men nu blev den plud-
selig draget frem. De tre af Agitatorerne
lugtede imidlertid Lunten og forsvandt, men
den fjerde, Mr. Lala Lajpat Rai, en meget
anset Sagfører blev arresteret og deporteret
til Birma, hvor han nu sidder som Statsfange.
At Regeringen har Ret til at foretage et
saadant Skridt, er vist; en anJen Sa^ er det,
om det var klogt. Telegrafen f>r i^te snart Bud-
skabet om Deportatio ien uJ o/e- iule Indien.
og hvad Sindene ikke var ophidsede i For-
vejen, blev de det nu. De Moderate og
Extremisterne stod sammen i at fordømme
dette Skridt som uværdigt for en Nation
som England. „Vi er nu kommet ind under
russiske Forhold og kan risikere at blive
deporterede uden Lov og Dom", lød det
atter og atter paa de Hundreder af Protest-
møder, der blev afholdt Indien over. Ex-
tremisterne mener, at nu er Maalet fuldt, og
at der nu maa gribes til andre Forholds-
regler. De spørger haanligt de Moderate,
om de endnu mener, at det kan nytte at
komme med Ansøgninger og Protester. „Nej,
lad os vise Englænderne, at selv om vi ikke
har Skydevaaben (de Indfødte maa ikke eje
Skydevaaben uden særlig Tilladelse), saa har
vi Knipler, og den bengalske Havbugt er stor
nok til at drukne alle Englændere i", sagde
en af dem forleden Dag i en Samtale.
For en Maanedstid siden kom Mr. Bipin
Chandra Pal, en af Extremisternes Ledere,
eller rettere Lederen herned til Madras fra
Calcutta for at opflamme de mere rolige
Madrasfolk. Bipin Chandra Pal har været
hernede før; men det var, inden han var
bleven politisk Agitator. Han kom den Gang
som Afholdstaler og Bramo Samaj Prædi-
kant. Der var stort Røre særligt iblandt
Studenterne, nu da det rygtedes, at selve
Sjælen i hele den nuværende politiske Agita-
tion vilde komme. Hernede i Madras er det
særligt Studenterne, der er grebet af de nye
Ideer, og i Dagene før Mr. Pal skulde komme
kunde man høre deres „Bande MålarenT
rundt om fra Husene, hvor de boede.
Han kom saa og blev modtaget med stor
Begejstring. Han blev ført i Triumftog fra
Jærnbanestationen til Huset, hvor han skulde
bo. Jeg stod oppe i K. F. U. M.s store
Bygning og saa Toget passere forbi. Da
Studenterne saa os deroppe, hilste de os med
øredøvende Raab af n Bande Måtaram".
Bipin Chandra Pal holdt Foredrag hver
Aften nede i Sandet ved Strandbredden. Det
var imponerende at se den Skare, der sam-
r^^= 9 20
Urolighederne i Indien -
En Gruppe af indiske Lærere.
ledes Aften efter Aften for at høre ham.
Der var imellem 10 og 15 Tusinde Menne-
sker hver Aften. Men det maa jo indrøm-
mes, at den største Del bestod af Studenter
og unge Mennesker; meget faa af de ældre,
dannede Hinduer og saa godt som ingen af
Lederne her i Madras var til Stede.
Man kunde ikke klage over, at Mr. Pal
ikke sagde sin Mening med tilstrækkelig
Tydelighed. Jeg tror ikke, at Udtalelser,
som dem, han kom med, vilde være bleven
taalt af nogen anden Regering.
„Da jeg var her i 97, sagde jeg, at jeg
var loyal mod den engelske Regering, og det
var jeg — men det var i 97!"
„Jeg siger Gud velsigne Lord Curzon!
(Raab fra Forsamlingen af indignerede shame,
shame). Nej raab ikke „shame" ; thi han
er den bedste Vicekonge, vi har haft. Vi
taler om Lord Ripon som den bedste. Ja
han var en god Mand; men han var som
Barnepigen, der værner om Smaabørnene.
Lord Curzon derimod har ved hele sin Po-
litik vækket os op, saa vi er kommen til at
921
kende os selv og vor egen Magt. Og der-
for siger jeg: Gud lade ham leve længe nok
til at blive Englands Førsteminister, indtil den
Dag, da vi præsenterer England vort Ulti-
matum!"
Alle disse Udtalelser, der blev udslynget
med en forbavsende Veltalenhed, blev jo mod-
taget med vældig Begejstring og „Bande
Måtaram" Raab.
Bipin Chandra Pal erklærede rent ud, at
det de ønskede var „Swaraj" o: Selvstyre.
„Vi bryder os ikke om nye Privilegier eller
om at faa lidt Del i Landets Styrelse —
nej, Englænderne maa gaa, vi kan og vil selv
styre vor Land."
Det var i de Aftener ikke helt behageligt
for en Europæer at være ude efter Solned-
gang. Jeg er i mit Arbejde kommen i For-
bindelse med en Del af Studenterne og er
gode Venner med mange af dem, saa de var
yderst elskværdige imod mig, da jeg stod
nede i Sandet og hørte paa Foredragene.
Tilmed er jeg jo Dansker og ikke Englæn-
der, det hjalp ogsaa, men en Aften trak
62*
Urolighederne i Indien
Foredraget længere ud end sædvanlig, og det
var bleven mørkt, fer vi kom af Sted. Da
jeg cyclede hjem, kom jeg forbi Smaaflokke
af Studenter. De vidste ikke, hvem det var,
men kunde se, at det var en Europæer. Det
var nok til for dem at se en Fjende i mig,
og de hylede deres „Bande Måtaram" efter
mig. En anden Flok raabte: „Hvad er det
for en evropæisk Slubbert, hug ham ned!*
Men da jeg saa tilraabte dem et venligt:
„God Aften," svarede de strax tilbage med
den Inderne medfødte Høflighed.
En anden Aften stod jeg dernede med en
engelsk Missionær. Flere af de yngre Med-
lemmer af Forsamlingen var ret nærgaaende
og smed Sand og Smaasten paa os. Nogle
af de ældre, som saa det, skammede dem ud
og sagde bl. a. : „Det er Mr. Bittmann,
han er Dansker, ham maa I ikke for-
ulempe."
Midt under Møderne kom Budskabet om
Deportationen, og da Politiet i de sidste
Dage havde udvist en livlig Interesse for Bipin
Chandra Pals Person og Bevægelser, opgav
han pludselig Møderne og den paatænkte
Tur til de sydlige ByCr og rejste tilbage til
Calcutta.
Spørger man, om Regeringen er uden Skyld
i alt dette, da synes det mig, at man kan
ikke fralægge den al Skyld. England har
ofte glemt, at der raader andre Forhold nu
end i 57. Det er England selv, der ved
Skolerne og Universiteterne har opdraget og
uddannet Hinduerne til tænkende og dygtige
Mennesker; men saa burde de sikkert ogsaa
samtidig gradvis have givet dem mere
Del i Landets Styrelse. Men mere end selve
Regeringen er det sikkert den overlegne Be-
handling, flere af de engelske Embedsmænd
giver Hinduerne, der er Skyld i det daar-
lige Forhold mellem Hinduerne og dem.
Det kan vist ikke nægtes, at her er en af
de store Skavanker ved den engelske Admi-
nistration. Og det er paa dette Punkt, at
der er stor Misfornøjelse. Atter og atter
hører man de dannede Hinduer tale om den
Overlegenhed og Foragt, de til Tider be-
handles med. Jeg rejste en Dag i Toget
sammen med en af Madras' mest ansete
Højesteretssagførere. Vi kom til at tale om
de nuværende politiske Forhold, og da han
rigtig fik udtalt sig, mærkede man den Bit-
terhed, der laa paa Bunden af hans Hjærte
imod det, han kaldte Englændernes „haughti-
ness". Og som det var med ham, saa er
det med utallige andre af de dannede Hin-
duer. Man anerkender paa den ene Side alt
det gode England har gjort imod Indien,
medens man samtidig føler sig saaret over
den Maade, hvorpaa flere af de engelske
behandler de dannede Indfødte.
Men skal der dømmes retfærdigt, maa det
dog ikke glemmes, at Hinduerne ikke har
meget at lade Englænderne høre paa dette
Punkt. Saa længe store Dele af Folket (Pa-
riaerne) endnu holdes nede i, hvad praktisk
er Slaveri, og anses for mere urene end Dyr,
saalænge maa Hinduerne helst tale saa sagte
om Englænderne. Og Hinduerne er heller
ikke for venlige i deres Behandling af deres
undergivne. • Og det er et Factum, at de
fleste Indfødte hellere vil tjene under en Eu-
ropæer end under en af deres egne, da de
ved, at Europæeren altid vil behandle dem
retfærdigt.
Hvorledes Forholdene vil udvikle sig i den
nærmeste Fremtid er ikke let at sige. En
Gang i Tiden vil Indien vel nok opnaa sine
Længslers Maal — Swaraj ; men det vil tage
lang Tid. Alle besindige Hinduer er enige
om, at Indien langtfra er moden hertil endnu.
Og man ser ogsaa klart, at under ingen an-
den Magt vil de faa det saa godt som under
England.
Men et er vist — skal Oprøret ikke bryde
ud, da maa Englænderne herude erindre og
efterfølge Prinsen af Wales's Ord, da han var
herude i Fjor, om at komme Folket i Møde
med Sympathi og Forstaaelse. Og det bliver
vist ogsaa nødvendigt i den nærmeste Frem-
922
-Urolighederne i Indien
tid at give Folket mere Del i Styrelsen.
Dette sidste er, saavidt jeg ved, ogsaa under
Overvejelse baade i England og herude.
De Moderate har opfordret Regeringen i
England til at sende en uafhængig Commis-
sion herud for at undersøge Forholdene og
indgive Beretning til Parlamentet. Om Mr.
Morley vil gaa ind herpaa, er vist usikkert;
det vilde dog vist være klogt, om han
gjorde det.
Et nyt 1857 faar vi sikkert ikke; men al-
vorligt ser det ud, og der maa staa en dygtig
Styrmand ved Roret, hvis Indien skal ledes
sikkert gennem Skærene.
Gamle Templer ved Floden ved Kalkutta.
=._-= 923
DE MEZA I 64
Nogle Bemærkninger til Fremstillingen af Krigen 1864 i Danmarks Riges Historie.
Af Axel Liuefalk
De sidste, afsluttende Hefter af Danmarks
Riges Historie bringer Fremstillingen af
Tildragelserne i Krigen 1864. Det er en
selvfølgelig Sag, at jo nærmere vi kommer
vor egen Tid, desto vanskeligere bliver det
at skrive Historie; men desto forsigtigere bør
ogsaa Fremstillingen og Dommene være.
Dette har Forfatteren ikke altid haft til-
strækkeligt for Øje, og det forekommer der-
for stundom, at Meninger og Anskuelser
fremstilles som Historiens endelige Dom,
medens de i Virkeligheden endnu hører til
de omtvistede Spørgsmaal.
Allerede i Indledningen burde den ufor-
svarlige Behandling af Rigets Værn i Tiden
efter Treaarskrigen være stærkere fremdraget,
de dyre Lærepenge, vi den Gang maatte
betale, bør ikke være spildt; men det er
dog særlig Tildragelserne ved Danevirke
og Omtalen af de der ledende Person-
ligheder, som giver Anledning til Mod-
sigelse. General de Meza karakteriseres Side
224 saaledes: „Han var den eneste, som
var tilbage af Treaarskrigens fremragende
Førere, og den koldblodige Energi og per-
sonlige Tapperhed, han under farefulde Situa-
tioner havde vist, og den væsentlige Andel,
han havde haft i Sejrene ved Fredericia og
Isted, havde skabt ham et stort Navn i
Folket og Hæren.* De Mezas Koldblodighed
og personlige Tapperhed er vel hævet over
al Tvivl, men nogen særlig Energi havde
han selv i yngre Dage ikke haft Lejlighed
til at vise, og han havde ingen væsentlig
Andel hverken i Sejren ved Fredericia eller
Isted. Ved Fredericia vilde Biilow helst
have været fri for ham; det var efter Krigs-
minister Hansens særlige Ønske, han deltog
i Slaget som Kommandør for Avantgarden;
men denne ^bestod kun af sjette Brigade
under Oberst Ræder, saa nogen egentlig di-
rekte Kommando og derved Lejlighed til at
øve Indflydelse paa Slagets Gang havde de
Meza ikke; Æren for Slagets Ledelse til-
kommer ene Biilow. De Mezas nedslaaende
Meldinger fra Vejgrøften Nord for Isted den
25de Juli 1850 bidrog ikke til at berolige
Overkommandoen efter de rystende Bud-
skaber om Schleppegrells Fald og Over-
rumplingen i Øvre Stolk, da de Meza naaede
frem til Stillingen bag Passet mellem Søerne,
havde Henckel alt jaget Slesvigholstenerne
ud åf Øvre Stolk, og fuldstændig genoprettet
Ordenen ved 2den Division, det besværligste
Arbejde var saaledes gjort, og de Mezas
Betydning var væsentlig den, at hans urokke-
lige Koldblodighed og Sindsro i Kugleregnen
bidrog meget til at berolige de af den stærkt
skiftende Kamp lidt nervøse Soldater; men
en væsentlig Andel i Sejren havde han ikke.
Slagets Slutning havde formet sig paa samme
Maade ogsaa uden ham. Den senere Om-
tale af de Mezas personlige Egenskaber er
træffende, men det er næppe rigtigt, at han
nød en betydelig Anseelse i Hæren, særlig
blandt dennes overordnede Førere. Hans
Anseelse var ved Krigens Begyndelse sikkert
størst nedefter blandt Mandskabet, for hvem
han næsten var bleven en Sagnhelt fra Tre-
aarskrigen; de højere Førere, som havde
Lejlighed til at se ham paa nært Hold,
delte ikke i nær saa høj Grad denne An-
skuelse. Johannes Helms fortæller saaledes,
at Oberst W. Neergaard, Kommandøren for
9de Brigade, som laa i Kvarter hos ham i
Slesvig By, en Dag ved sin Hjemkomst fra
et Ridt fortalte, at hans ellers saa fromme
og rolige Hest paa engang var bleven sky
og uregerlig, og da han saa sig om for at
opdage Grunden hertil, fik han Øje paa de
924
De Meza i 64
Meza, som kom gaaende imod ham. Der-
med var Aarsagen til Hestens Uro forklaret,
men nogen særlig Agtelse for de Meza fra
Oberst Neergaards Side udtrykkes just ikke
ved denne lille Historie.
Stabschefen, Oberst Kauffmann, var fra
første Begyndelse af kun lidet tilfreds med
Valget af Overgeneralen. Efter at han var
bleven kaldet til København fra Frankfurt,
hvor han var Militærbefuldmægtiget ved For-
bundsdagen, fortæller han selv (Kaptajn Daniel
Bruun, „ Fyrretyve Aar efter", Pag. 10) saa-
ledes om sin første Samtale med Krigs-
ministeren. „Strax efter min Ankomst
meldte jeg mig hos Krigsminister Lundbye
og fik af ham at vide, at han havde udset
mig til Stabschef hos General de Meza,
som skulde have Overbefalingen over en sig
i Slesvig samlende Armé. I min Krigstjene-
ste, som havde ført mig i nærmere Berøring
med alle andre Generaler, havde jeg ikke
staaet de Meza nær. Han var mig dog
som min Lærer fra Højskolen og fra en
senere Tid, da jeg kom i hans og hans
elskværdige Hustrus Hus, velbekendt med
alle sine Fortrin og Særheder, men jeg turde
ikke love mig at finde en Feltherres Egen-
skaber hos ham. Jeg drøftede derfor, i
Haab om at finde Gehør for mine Indven-
dinger, Spørgsmaalet mdgaaende med Mi-
nisteren, men utvivlsomt en stærkere Villie
end hans havde sat dette Punkt udenfor et-
hvert Angreb, og de mere for den Højst-
befalende fornødne Sider, jeg fremhævede
hos du Plat og Hegermann-Lindencrone, op-
vejede ikke de Mezas formentlige Kvalifika-
tioner, om hvilke jeg med Sikkerhed kun
kendte hans yderst stærke Nationalitetsfølelse
og det personlige Mod, han i 1848 — 50
havde vist i den fjendtlige Ild. Jeg fryg-
tede stærkt for, at hans Prestige hos Trop-
perne vilde gaa under i hans utvivlsomt til
det Ridicule grænsende Væsen og Paaklæd-
ning og hans med et Vinterfelttog uforenelige
Sensibilitet for Træk og Kulde. Naar jeg
saa mig nødsaget til at acceptere Over-
generalen u
Det fremgaar heraf, at Oberst Kauffmann
ikke vurderede de Meza synderlig højt som
Hærfører, en anden Gang ytrer han dog
mere rosende om ham „Meza var med en
vis Grad af Maniert hed, som kunde grænse
til det Ridicule, altid en distingveret Person-
lighed ved sin sikre Optræden og de frem-
mede Sprog, han var Herre over".
Til Fremstillingen i Danmarks Riges Hi-
storie af Kampene foran Danevirke er intet
væsentligt at bemærke; dog kan Kampen
ved Mysunde den 2den Februar ikke karak-
teriseres som en blot og bar Artillerikamp,
næsten alle vore 141 døde og saarede var
ramt af Riffelkugler, og det samme var Til-
fældet hos Preusserne; derimod kan der
indvendes en Del mod Skildringen af Til
bagetogets Historie. Det siges herom (Side
228) „Da General de Meza, som hidtil
væsentlig havde truffet sine Anordninger paa
Grundlag af Divisionsgeneralernes og sin Stabs-
chef, Oberst Kauffmanns, Rapporter, om
Formiddagen den 4de Februar foretog sin
første egentlige Inspektion af Centrumsstillin-
gen, fandt han Forholdene saaledes, at han
ikke mente at kunne forsvare længere at
fortsætte Kampen ved Danevirke, hvor
meget end Tanken om et Tilbagetog person-
lig var ham imod". Om disse Stabschefs-
Rapporter og det paafølgende Inspektionsridt
ytrer Oberst Kauffmann sig saaledes (Fyrre-
tyve Aar efter Pag. 180):
„Da vi nu var mødtes i Slesvig, genfandt
jeg de Meza med alle ydre Særheder i Vane
og Paaklædning, der bekræftede, at hans
Frygt for Træk og Afkøling var den samme.
Han bar i Stuen den mig alt tidligere anbe-
falede „Modeste", som han efter de Skiftende
Omstændigheder bar om Hoften eller Skulde-
ren. Han sad tit, naar jeg kom til Referat,
ved Klaveret. Den Dag de fjendtlige Gra-
nater begyndte at falde i Slien (den 3die),
var han ifærd med at komponere, vendte
-= 925
De Meza i 64
sig halvt om til mig og sagde: „hør nu efter
— Folk taler saa meget om Beethoven. —
Dette er ligesaa kønt som hans Musik. u Jeg
erklærede, at jeg var inkompetent til at
dømme, men at jeg trængte til at forelægge
ham Dagens Spørgsmaal. Da jeg senere
foreslog Generalen at ride med ud i Stillin-
gen-, bifaldt han det og mødte til den fast-
satte Tid (den 4de om Formiddagen), men
under hele Ridtet langs Stillingen i Centrum,
hvor Steinmann red ved hans Side og talte,
aabnede Meza ikke Munden paa Grund af
Blæsten og Kulden. Vi kom saaledes til
General du Plats Opstilling ved Store Dane-
virke. Medens denne General talte, vendte
Meza pludselig sin Hest og red ene afsted
ad Slesvig til. Den Officeer jeg sendte efter
ham for at sige ham, at Inspiceringen ikke
var endt, kom tilbage med uforrettet Sag.
Det var derefter øjensynligt, at Kulde og
Blæst ganske havde udtømt Mezas Mod-
standskraft, og jeg maatte fortsætte Inspice-
ceringen — — "
Det var efter Krigsraadsprotokollen an-
gaaende Tilbagetoget netop Forholdene paa
Fløjene, der fandtes saa lidet tilfredsstillende,
det siges derom i Protokollens Punkt 1 : I
Betragtning af at Dåne virkestil Ungens Hold-
barhed er bygget paa den Hindring, Slien
Eideren og Inondationen frembyder, at denne
Hindring bestaar i, hvad Slien angaar, en
Rende, som ved indtrædende Frost kan til-
fryse i 2 X 24 Timer, og hvad Reidedalen
angaar i 12 Timer, og at Isning, som hid-
til er anvendt, i Fjendens umiddelbare Nær-
hed ikke længer kan udføres.
Men netop Fløjene bag Slien og Reide-
dalen havde General de Meza aldrig under-
søgt ved Selvsyn. Det var ogsaa kun Cen-
trums østlige Del, 3 die Divisions Omraade,
som Overgeneralen gennemred, og der var
Forholdene bedst, da Afdelingerne var under-
bragt i Slesvig By. Det var 2den Division,
du Plat, som mest savnede de Barakker,
der burde have været byggede snarest muligt
og navnlig forud for Barakkestaldene til
Rytteriet; men saalangt naaede Overgene-
ralens Inspektion ikke.
Det var ikke i Kraft af en ved Selvsyn
vundet Overbevisning, men i Henhold til de
af Stabschefen fremsatte Grund at Tilbage-
toget blev besluttet. n General de Meza gik
strax ind derpaa, da jeg foreslog del,B ud-
talte Oberst Kauffmann senere, „og han tog
det fulde Ansvar derfor paa sig. Havde
jeg foreslaaet ham at blive staaende ved
Dannevirke og kæmpe til sidste Mand, var
han ogsaa gaaet ind derpaa, og havde taget '
Ansvaret derfor paa sig."
Da hver af de højere Førere kun kendte
Forholdene indenfor sit Omraade, var det
naturligvis vanskeligt for dem at imødegaa
de af Stabschefen fremsatte Grunde; men
dermed er ingenlunde bevist det rigtige i
den Beslutning, som den Gang blev fattet
Var Hæren bleven staaende ved Dannevirke,
var Overgangen over Slien ved Arnæs uden
al Tvivl mislykket for Prins Friedrich Karls
Korps; selv da den nordlige Bred var fuld-
stændig blottet for Forsvarere og Indbyg-
gerne dér efter Evne hjalp til ved Over-
gangen, var denne saa vanskelig og besværlig,
at den sikkert ikke havde været udførlig,
naar den havde mødt Modstand. Var For-
søget paa at komme over Slien ved Arnæs
den 6te Februar mislykket, havde Prins
Friedrich Karls Korps maattet søge roligere
Kvarterer længere tilbage tor at komme til
Kræfter efter de dermed forbundne Anstren-
strengelser. Fjenden var da efter de ved
Krigsraadet i Hahnenkrug udtalte Anskuelser
gaaet over til en formelig Belejring og
havde udsat alt videre Angreb til der var
fremskaffet Belejringsskyts fra Magdeburg.
Hvilke Følger dette havde haft for os, kan
der vel være forskellige Meninger om; men
Tid var der ihvert Fald vunden, og Stem-
ningen i Hæren havde ikke faaet det frygte-
lige Knæk, som det uventede Tilbagetog
voldte.
926
De Meza i 64
De Meza kan som Overgeneral 1864 kun
betegnes som en Olding, der havde overlevet
sig selv og var ude af Stand til at røgte
det ansvarsfulde Kald, der var lagt paa ham ;
hans endnu ældre Modstander gamle Wran-
gel, var vel ogsaa kun til Ulejlighed for sin
Stab ved Ledelsen, men han kunde dog
færdes til Hest mellem sine Soldater og op-
muntre dem ved kraftig Tiltale; dertil var
de Meza fuldstændig uskikket.
Oberst Kauffmann og Kaptajn Rosen, paa
hvem det egentlige Ansvar for Beslutningen
om Rømningen kommer til at hvile, var
højtbegavede Mænd, fuldtud tro mod den
Sag de tjente og Mænd, hvis personlige
Tapperhed vår hævet over enhver Tvivl;
men Kauffmann kendte lidet til Dannevirke-
stillingen og til Tilstande og Stemninger i
den Hær, der havde besat den. Han var
ligesom Rosen, du Plat og adskillige andre
af Hærens højere Officerer Helstatsmand,
Dannevirkestillingen var for dem Udtrykket
i Marken for den efter deres Mening for-
kastelige Tanke, Ejderdanskheden. Dermed
være ikke sagt, at denne politiske Mening
bevidst har øvet Indflydelse paa Beslutningen
om Stillingens Rømning ; men efter det gamle
Ord „Den har aldrig levet, som klog paa
det er blevet, han først ej havde kjæra,
manglede der en væsentlig Betingelse til ret
at forstaa, hvad Stillingens Forsvar betød for
det danske Folk.
Kauffmann veg ikke tilbage for det fulde
klare Ansvar for Handlingen, ogsaa i den
Henseende stod han som en helstøbt Mand,
og han vidste, at de Meza ikke svigtede sit
Ord; men ingen kan fortænke Krigsministe-
ren i, at han blev meget forbitret over
Maaden, hvorpaa Beslutningen om Rømnin-
gen blev fattet og bragt til Udførelse, og
ogsaa ligeoverfor Hans Majestæt Kongen var
den mindre hensynsfuld. Efter Overkom-
mandoens Ønske og efter dennes, det vil sige
Kauffmanns, Foranledning forlader Kongen
og Ministeren Slesvigby den 4de Februar
om Morgenen, uden fjerneste Anelse om, at
en i militær og politisk Henseende saa vidt
rækkende Handling, som Stillingens fuld-
stændige, frivillige Rømning vilde blive ved-
taget ikke 12 Timer efter. Havde For-
holdene ikke i saa mange Henseender været
vanskelige for Hans Majestæt ved Regerings-
tiltrædelsen havde han heller næppe .ladet
dette gaa upaatalt hen. Der er vel næppe
nogen Minister med nogen Agtelse for sin
Stillings Betydning, som vilde finde sig i en
saadan Behandling.
Som yderligere Bevis paa de Mezas bri-
stende Evne til at udfylde sin Plads, skal
nævnes hans Adfærd efter Ankomsten til
Flensborg; herom fortæller Oberst Kauffmann
saaledes (Fyrretyve Aar efter, Pag. 245):
„Da jeg meldte mig hos ham (de Meza) om
Formiddagen i Flensborg den 6te i Rasch
Hotel, hvor han efter mit Skøn var godt
installeret, udtalte han sin yderste Utilfreds-
hed med Opholdet der og erklærede, „at
han altid havde hadet dette Hotel", og at
han agtede strax at køre videre. Mod
denne Hensigt protesterede jeg paa det be-
stemteste, og med Muligheden for Øje, at
vi her kom til at bestaa en Hovedkamp, be-
vægede jeg ham til at opsætte sin Beslut-
ning. Der gik dog ikke mange Timer, og
Middagstimen var næppe passeret, da hans
personlige Adjutant, Giese, kom til mig med
den Melding, at nu var Generalen kørt.
Jeg sendte en Opfordring til ham, hvori jeg
motiverede Nødvendigheden af, at Armeens
Højstbefalende ikke var fraværende. Den
med Skrivelsen afsendte Ordonnants kom til-
bage med en Billet, dateret Graasten, af
hvilken jeg tilligemed et Afslag erfarede, at
ogsaa Artilleriets Højstbefalende allerede var
ankommen dertil. Under disse Omstændig-
heder maatte jeg paatage mig det Ansvar,
at handle som om Generalen var nærværende
og kom heldigvis ikke til at lide under
Følgerne af denne Abnormitet — .u
En Overgeneral, som simpelthen forlader
927 =.-- -
De Meza i 64 —
den Hær, han er sat til at føre, og som
staar ligeoverfor Fjenden, og kører bort,
fordi han ikke er tilfreds med Opholdet paa
Hotellet, i Stedet for til Hest at færdes mel-
lem sine Soldater, gøre sig bekendt med
Forholdene blandt dem og opmuntre dem
til at bære de store Anstrængelser og Savn
som trofaste Krigsmænd, en saadan Over-
general er for at bruge et mildt Udtryk ikke
sin Plads voxen. For de Mezas egen Skyld
var det at ønske, at han havde faaet Lov
til at hvile paa sine Lavrbær fra Treaars-
krigen, hans Færd under Krigen 1864 var
præget af Alderen og Alderdommens Sær-
heder, den fortjener ingen Ros og allermindst
en Lovsang, som den Valdemar Rørdam
synger ham i „Den gamle Kaptajn".
Ved Fremstillingen af Dybbøls Forsvar
ydes der det sejge passive Mod al mulig
Anerkendelse, og Kampen den 18de April
skildres som den er, en Hædersdag for de
danske Soldater. Kun ligger der i den
første Omtale af Dybbølstillingen en indirekte
Bebrejdelse for, at Broagerland ikke var ind-
draget under Forsvaret. Hvor ønskeligt
dette end var, saa var Stillingen dog derved
bleven for udstrakt og paa mange Maader
vanskelig at forsvare. Betegnende i den
Henseende er det, at da Preusserne senere be-
fæstede Dybbølstillingen paany, inddrog de
heller ikke Broagerland i Forsvaret, skønt
ingen bedre end de maatte kende Halvøens
Betydning.
Det er mindre heldigt, naar det Side 243
siges, at „de preussiske Kanonbaades større
Hurtighed havde tilladt dem at slippe uskadt
fra en lille Træfning, som i Marts havde
fundet Sted under Rugen". I Træfningen
ved Rugen den 17 de Marts deltog nemlig
ikke en eneste preussisk Kanonbaad, men
den lukkede Korvet „Arcona" paa 28 Ka-
noner, den aabne Korvet „Nymphe" paa 17
Kanoner og Dampskibet „Loreley". Kanon-
baadene holdt sig under Land udenfor Skud-
vidde.
De sørgelige Tildragelser paa Als efter
Vaabenhvilens Slutning er skildrede med den
forstaaende Sympathi, som de der stred hin
Ulykkesdag fortjener. Hr. Neergaard har i
det hele ved sin Fremstilling vist sikker
Forstaaelse og kritisk Klarhed parret med
Kjærlighed til den Sag, hvis Udvikling
skildres, kun forekommer det mig, at han
med Hensyn til Dommen over Tildragelserne
ved Dannevirke for ensidigt har holdt sig
til en kun 'i visse Kredse godkendt Dom,
om hvilken Historien endnu ikke har sagt
sit sidste Ord.
928
ISLAND
I stigende Grad fængsler Spørgsmaalet:
Islands Stilling i Staten den offentlige
Opmærksomhed her som paa Island. Øjen-
synlig er Sagen heller ikke afklaret i den
offentlige Mening herhjemme: de mest mod-
stridende Opfattelser gør sig gældende Mand
og Mand imellem. Som udprægede Repræ-
sentanter for modsatte Opfattelser vil føl-
gende to Artikler have Krav paa Inter-
esse — ogsaa efter Dr. Knud Berlins in-
struktive Artikel i vort Juli-Hefte.
ISLANDS STILLING I RIGET
Af cand. "mag. Fr. Orluf.
Siden Altingets Danmarksbesøg ifjor Som-
mer har Spørgsmaalet om Islands Stil-
ling i Riget beskæftiget ikke faa baade Is-
lændere og Danske, især fordi der forestaar
Kommissionsforhand linger om Forandringer i
denne Stilling. Af de Betragtninger, Forslag
og saglige Fremstillinger, der i denne An-
ledning er fremkomne, har adskilligt nød-
vendigvis været ensidigt, selv om Objektivitet
var tilsigtet, og hvis man fra begge Sider
havde i samme Grad ombæltet sig med En-
sidighedens Styrke, vilde et objektivt Indlæg
nu være mindre nødvendigt. Men Almen-
heden har vistnok modtaget et stærkere Ind-
tryk af Islænderes Oprømthed i at kræve
end af dansk Vilje til at undgaa overdreven
Selvfornægtelse. Muligvis vil det vise sig
paa et senere og afgørende Trin, at For-
varslerne har skuffet; men noget kan tyde
paa, at der er virkelig Trang til en orien-
terende Fremstilling fra dansk Side. Det
ligger i denne Situation, at en saadan Frem-
stilling maa have en defensiv Karakter og
altsaa holde sig til de Paastande, der er
gjort offentlig gældende af den anden Part.
Ved denne anden Part forstaas intetsteds
i denne Artikel Islænderne under ét eller
noget ansvarligt islandsk Organ som saadant*
men alene de Islændere, der søger at paa-
virke den offentlige Mening paa Island og i
Danmark paa den Maade, der hvert Sted
omtales. Det er et Hovedpunkt i Forholdet
mellem Island og Danmark, at de videst
krævende Islændere har færrest Menings-
fæller; men den barnlige Ærbødighed for
yderliggaaende Fordringer, som mange blandt
os Danske hengiver sig i, kunde maaske be-
virke Villighed hos Danske til at gaa ind paa
saadanne islandske Fordringer, hvis man ikke
huskede noget at indvende mod deres saglige
Begrundelse.
I
En historisk Adkomst for Island til fuld
statlig Selvstændighed søger islandske Sepa-
ratister i de Omstændigheder, hvorunder Is-
lands oprindelige Frihed opgaves i det 13de
Aarhundrede. De gør nemlig gældende, at
Islænderne ved frivillig at give sig ind under
Norges Konge etablerede Island som særligt,
uafhængigt Kongerige. Men det Dokument,
der opsattes ved denne Lejlighed, støtter ikke
denne Paastand. Dokumentet forudsætter
nemlig overalt, at Kongen hersker over Is-
land som Norges Konge, ikke som Indehaver
af en særlig islandsk Kongemagt; bl. a. be-
stemmes, at Island skal styres af en Jarl,
men at denne skal have sin Stilling forbrudt,
naar han bryder Troskaben mod Norges
Konge; herved etableres ikke nogen særlig
islandsk Kongemagt. Naar det da hedder i
samme Dokument: nVi vil betale Kongen
Skat", haves her en Tilkendegivelse af Is-
lands Underkastelse under Norge i aldeles
utvivlsom Form, ja i saadan bedste Form,
— 929
Island
som er sjælden at træffe i Historien, thi det
er den Slags Ting, som et Folk længst
undgaar at sige med rene Ord. Paa-
standen om Islands politiske Uafhængighed
af Norge har altsaa ingen Hjemmel.
Heller ikke er det rigtigt at paastaa, at
Island i den følgende Tid stod økonomisk
paa egne Ben uden nævneværdig Støtte fra
Norge, thi det blev fastsat i Underkastelses-
brevet, at Kongen skulde lade Island besejle
af mindst seks Skibe aarlig, og denne Be-
stemmelse maa man idetmindste fra islandsk
Side have tillagt væsentlig Betydning, thi
det var den eneste Opnaaelse, Islænderne fik
til Gengæld for deres Underkastelse. Men
selv i denne Opnaaelse ligger en ny Under-
kastelse. Her haves nemlig Spiren til det
meget omtalte Handelsmonopol, hvis Nerve
var Monopolhaverens Forpligtelse til at for-
syne Landet, men som til Gengæld med-
førte en Tvang, der i senere Tid føltes af
Islænderne som et stort Ufrihedsmoment.
Underkastelsesbrevet betyder altsaa Opgi-
velsen af Islands Selvstændighed baade i po-
litisk og i økonomisk Henseende. Saaledes
endte Fristatstiden, og saaledes maatte den
ende. At denne Periode nutildags hæves til
Skyerne, strider i høj Grad imod Tidens al-
mindelige Aand. Det er som om de Tidsrum
af de sydevropæiske Oldtidsstaters Historie,
der sædvanlig anses for de mørkeste, de
hvor Landene hensygnede under et brutalt
og splidagtigt Oligarki, pludselig skulde
gælde for lykkelige Epoker. Lad os se paa
den islandske Friheds Magtforhold. Hvorledes
skulde Rigsdagen omordnes for at ligne Fri-
hedstidens Lovgivningsmagt? Først maatte hele
Folketinget falde bort, dernæst den Del af
Landstinget, der er udgaaet af den almindelige
Valgret, dernæst den Del, der er valgt af de
højstbeskattede, og endelig forsvinder ogsaa
den Del, der vælges af de umiddelbare Væl-
gere; derimod indtræder disse selv, eller
rettest den Brøkdel blandt dem, der er Lens-
grever eller Lensbaroner, i Tinget uden Valg,
i Kraft af deres Stilling og i Reglen Søn
efter Fader. Det eneste i Rigsdagen, der har
Sidestykke i det gamle Altings Lovgivnings-
organ „Lovretten", er de udnævnte Med-
lemmer, men medens disse hos os kan re-
præsentere et Princip, der er Tingets Hoved-
bestanddel modsat, blev de paa Island udmeldte
af Lovrettens eneste anden Bestanddel, de før-
nævnte umiddelbare Stormænd, og indskrænke-
des desuden meget snart til kun at være raad-
givende. Den lovgivende Myndighed blev
saaledes i den Grad ensartet sammensat og
de Bestemmendes Antal saa ringe, at Viljes-
brydningerne altfor let blev rent personlige.
Det var netop ogsaa dette Faatals Splidag-
tighed, der skilte Islænderne ved Friheden.
Der kom den Tid, da det blev Politik for
den ene af de stridende Parter at bringe Is-
land ind under Norge, og derfor blev det
gjort tilgavns. Underkastelsesbrevet med dets
afgørende Udtryk staar i Historien som denne
Politiks Sejrsmonument. Dette Aktstykke
egner sig altsaa ikke til Støtte for den mod-
satte Bestræbelse, den separatistiske.
Underkastelsesakten af 1262 havde den
vigtige Følge, at selve Organet for Islands
Selvstyre bortfaldt, idet Altingets politiske
Funktion ophørte. Om end dette først skete
nogle Aar senere, ses det at være forudsat
i Underkastelsesbrevet derved, at der ikke er
taget Forbehold om, at Altingets politiske
Myndighed skulde vedblive at bestaa indenfoi
visse Grænser, thi uden Begrænsning kunde
Altinget naturligvis ikke bevare sin Stilling
som Landets øverste Myndighed, naar Landet
kom under fremmed Overhøjhed. Da nu
denne sidstes Begreb er klart udtrykt i Under-
kastelsesbrevet, bl. a. derved at der gives
Norges Konge Ret til at gøre 9alU under-
saatlige Pligter* gældende overfor Islænderne,
bliver det af væsentlig Betydning, at Altinget
kun nævnes i Underkastelsesbrevet som døm-
mende Oigan, og at Lovretten slet ikke
nævnes. At denne Undladelse ikke kan være
uforsætlig, ses deraf, at Benævnelserne „Lag-
930
Island ■■
mandtf og „Sysselmand", der hidtil var
ukendte paa Island, men hørte til den ny
Ordning, der i 1271 — 73 endelig gennem-
førtes, allerede findes i Underkastelsesakten
af 1262, saa at Omordningen — ogsaa af
Lovretten (o : dennes faktiske Ophør) — alt-
saa ved denne Akt er forudsat og i Prin-
cipet vedtaget
Separatistiske Islændere overspringer gerne
dette og paastaar, at Lovretten ogsaa i den
følgende Tid beholdt sin Lovgivningsmyn-
dighed. Men Lovretten, hvis Sammensætning
ganske forandredes ved Omordningen, var i
hele den følgende Tid ikke Lovgivningsorgan,
men Domstol; Medlemmerne udnævnedes alle
af Lagmanden og Sysselmændene, der alle
var Kongens Embedsmænd, og havde med
Hensyn til Lovgivningen kun en vis formel,
af Kongen overdragen Funktion med Over-
sættelse og Tilpasning efter Stedforholdene
af de Love, Kongen oversendte (samme
Funktion med Tilpasning af Lovene — ikke
Lovforslag, men de for Riget udfærdigede
Love — havde paa Færøerne Underdommeren
i Forbindelse med de andre Embedsmænd);
saaledes allerede ved Jonsbogen, der en Snes
Aar efter Underkastelsen indførte norsk Lov-
codex paa Island, og senest udøvedes denne
Funktion efter Altingets Ophævelse 1800 af
den nyoprettede Landsoverret for Island. Et
Lovgivningsorgan maatte have haft en ganske
anden Indretning, foruden at selve Tanken
om et Lovgivningsorgan paa Island under
Enevælden jo er kaotisk. At Altingsdomme
var lige saa gode som Love, som nogle ud-
trykker sig, betyder intet andet, end at
Højesterets Lovfortolkninger er inappellable;
Altinget fungerede en Tidlang som Højesteret
for Island, idet først Lovretten, senere en
indenfor Altinget oprettet Overret havde denne
Funktion. En autonomisk Virksomhed lige-
som Købstædernes i Middelalderen, som Al-
tinget udøvede i Sager, der ikke betragtedes
som Statssager, kan saa meget mindre gælde
som Udtryk for islandsk Selvhævdelse over-
for den fremmede Konge, som dennes Sam-
tykke indhentedes i de vigtigere Tilfælde.
Formen for Enevældens Indførelse oplyses
af Altingsprotokollen 1662: „Lagmænd,
Sysselmænd og Lovrettesmænd, tillige med
de valgte Bønder, vare samlede paa Øxaraa-
Thing, for at fuldbyrde kgl. Majts- Bud og
Befalinger om Arvehyldingsed , efter Hans
Mai*8- Brev;4* paa Grund af Lensmandens
forsinkede Ankomst til Øen foregik Hyl-
dingen og Underskriften af Suverænitetsakten
paa et i s Nærheden af hans Residens Besse-
stad liggende gammelt Tingsted Kopavog,
ved at de i Protokollen nævnte Mænd, der
var dragne hjem, paany samledes dér.
Nogen historisk Adkomst for Island til
statlig Selvstændighed lader sig altsaa ikke
begrunde. Island har ikke haft statlig Selv-
stændighed siden den triste Fristatstid og
opgav den dengang frivillig, af gode Grunde
og med fuld Konsekvens.
II
En retlig Adkomst til at kræve ubegrænset
Selvstyre mener alle separatistiske Islændere at
have vundet i det 19de Aarhundrede ved et
kongeligt Tilsagn, der afgaves forinden Grund-
lovens Givelse; støttende sig til dette Til-
sagn, som de betragter som uopfyldt, be-
nægter de Junigrundlovens Gyldighed for Is-
land, ligeledes den reviderede Grundlovs —
„ siden den ikke er revideret hera, som en
Altingsmand sagde i- 1869 — og benægter
overhovedet, at nogensomhelst Lovgivning om
nogetsomhelst Anliggende, der særligt eller
implicite angaar Island, kan finde Sted i
Rigsdagen.
Til Oplysning om dette Spørgsmaals reelle
Betydning hidsættes nogle Eksempler paa
Sager angaaende Island, der ifølge den fak-
tisk bestaaende Tilstand behandles af Rigs-
dagen. Som Sager, der særligt angaar Is-
land, kan nævnes Bevillingssager vedrørende
Fiskeritilsynet ved Island, Opmaalingsarbejder
paa Land og Sø, Understøttelser til Islænderes
931
Island
literære Arbejder o. desl. ; Love, der implicite
angaar Island — d. e. som angaar Island
derved at Island er indbefattet i et større
Hele, som Loven angaar — er Tronfølgeloven
af 1853, hvorved Tronfølgen overgik til det
gliicksborgske Hus, Loven af 1873 om
Kronemønt, Indfødsretsloven af l9/3 1898
o. s. v.
Separatisterne paastaar altsaa, at hele denne
Lovgivning savner Retsgrund, forsaavidt den
angaar Island, idet de nemlig opfatter den
kongelige Udtalelse som et Tilsagn om, at
Kongen ved Opgivelsen af Enevælden vilde
nedlægge sin Magt for Islands Vedkommende
i Islændernes egne Hænder og derfor, skønt
der i den grundlovgivende Rigsdag sad 5
Repræsentanter for Island, ikke vilde lade
den af denne Forsamling vedtagne Grundlov
gælde ogsaa for Island, medmindre en islandsk
Forsamling paa Island selv vedtog den for
Islands Vedkommende, hvori jo maatte inde-
holdes, at denne Forsamling havde Beføjelse
til ogsaa, hvis den foretrak dette, selv at
skrive sig en islandsk Statsforfatning efter
sit eget Tykke, og at søge denne stadfæstet
af Kongen uden nogen dansk Mands Med-
virkning. Med andre Ord: der skulde ved
hint Tilsagn være givet Islænderne frit Valg
mellem den hidtidige Slatstnheds Bevarelse
under falles Parlament eller dens Opløsning i
to adskilte Stater hver med sit Parlament og
kun med falles Konge.
Disse Paastandes aktuelle Betydning som
Grundlag for islandsk Partiopfattelse vil man
kunne forestille sig ved f. Eks. at erindre,
med hvilken Autoritet det Krav er opstillet fra
islandsk Side, at den islandske Ministers Ud-
nævnelse ikke skal kontrasigneres af Kon-
sejlspræsidenten, men af den foregaaende is-
landske Minister, altsaa at ingen dansk Mand
maa staa imellem den islandske Regering og
Kongens Person.
Vi skal nu se, om disse Paastande er be-
grundede. I Forhold til Sagens Vigtighed
maa vi her gaa i større Detail.
Forud for Rigsdagen, der indstiftedes ved
Junigrundloven,eksisteredeProvinsialstænderne,
der havde raadgivende Kompetence i visse
Sager. Der var i Monarkiet ialt 5 Stænder-
forsamlinger, deraf én for Island (oprettet
ved Forordn. 8/3 1843 under Navnet 9 AI-
tinget"). Chr. VIII paatænkte at overbygge
disse med et besluttende Fællesparlament, til
hvilket en Del Sager, de »falks1* Anliggender,
skulde overføres dels fra Stænderne, forsaa-
vidt disse hidtil havde haft dem (f. Eks. Be-
villing af nye Skatter), dels fra Kollegierne
(f. Eks. Budgettet), medens andre Sager, de
nsaregneu Anliggender, skulde vedblive at
være hos Stænderne og efter disses raad-
givende Behandling afgøres suverænt af Kol-
legierne. Denne Ordning bebudedes ved For-
fatningsreskriptet 28/1 1848, hvori de ud-
hævede Udtryk bruges (jfr. „Hertugdømmet
Slesvigs saregne Anliggender* i Forfatnings-
udkast for Slesvig af 80/4 1849, Thorsee
„Fr. VIFs Regering* I 474); at henlægge
alle Sager under Fællesparlamentet var en
politisk Umulighed paa Grund af Hertugdøm-
mernes partikularistiske Krav, som de danske
Slesvigere dengang istemte lige saa vel som
de tysksindede. Principet i denne Ordning
kunde Ministeriet derfor ikke tænke paa at
rokke ved; derimod ønskede det at give
ogsaa de „særegne* Organer besluttende
Myndighed. Opgaven for den Rigsdag,
Martsministeriet straks efter sin Tiltrædelse
besluttede at indkalde, maatte altsaa endnu
paa dette Tidspunkt antages at være den
at tilvejebringe dels et Fællesparlament, dds en
Omordning af Provinsialstander-lnstilutionen,
og saaledes betegnedes dens Opgave i det
kgl. Patent af 4. April, hvorved Provinsial-
stænderne indkaldtes for at afgive Betænk-
ning over Sammenkaldelsen af denne Rigsdag
og over Udkastet til Valglov for den*).
*) Da Stænderspergsmaalets Stilling paa den
grundlovgivende Rigsdag i Almindelighed er lidet
paaagtet og navnlig saa godt som ganske forbi«
gaaet i Thorsees og Neergaards Specialværker.
932
Island
Under denne Situation fremkom fra Island
en privat Petition om, at en lignende For-
samling som denne Rigsdag maatte blive
sammenkaldt paa Island for at drøfte For-
fatningsspørgsmaalet for Islands Vedkommende.
Regeringen svarede da — og det er dette
Svar, indeholdt i Reskript af 23. Sept. 1848
til Stiftamtmanden over Island, som de is-
landske Separatister opfatter som et Tilsagn
om, at Rigsgrundloven med Bestemmelserne
om Fallesparlamentet skulde forelægges den
islandske Forsamling til Vedtagelse for Islands
Vedkommende — :
„at de Grundbestemmelser, der med Hensyn
„til Islands saregne Stilling maatte være
„nødvendige for at ordne denne Landsdels
„forfatningsmæssige Stilling i Riget, ikke
„skulle vedtages, førend efter at Islænderne
„i en egen Forsamling i Landet derom
„ere hørte" ,
og dette præciseredes yderligere ved den
grundlovgivende Rigsdags Aabning, idet Pre-
mierministeren efter at have bebudet Fore-
læggelsen af Fællesgrundloven tilføjede bl. a. :
„De til Islands ejendommelige Forhold
„svarende, for samme saregne, Indretninger
„kunne først ordnes, efterat en islandsk
„Forsamling derom er bleven hørt".
Det kan ikke med Fornuft bestrides, at
der her er skelnet mellem det fælles og det
„ særegne u i samme Betydning, hvori disse
Ord ellers anvendtes i Datidens politiske
Talebrug. Særlig klart fremtræder Forholdet,
hvor Premierministeren forelægger den af
ligesom Registret til Tidenden for den grundlov-
givende Rigsdag ikke har de to vigtigste Henvis-
ninger, skal her tilfejes, at Krieger nævnte dette
Punkt i Motiveringen af sit bekendte Udsættelses-
forslag, og at A. W. Moltke, efter at Martsmini-
steriet var faldet paa Spergsmaalet om Slesvigs
Deling, paany optog Stænderspørgsmaalet i sin
Programtale som Novemberministeriets Premier-
minister. Der blev dog ikke udarbejdet Forslag
herom ; at saadanne Forslag ikke var udarbejdede
tidligere, skyldes den indgribende Betydning af
Spergsmaalet om Slesvigs Deling.
Danske og Islændere bestaaende Rigsdag Ud-
kastet til en Rigsgrundlov med Bestemmel-
serne om det nye Fællesparlament, tilføjende,
at Rigsdagen ikke kan faa Udkastet til Ord-
ningen af Islands saregne Lovgivningsorgan til
Behandling, forinden en paa Island sammen-
kaldt Forsamlings raadgivende Behandling af
dette Udkast har fundet Sted. Her haves
den legale Betydning af det kgl. Tiisagn af
*s/9 1848. Det ses, at den separatistiske
Fortolkning fjærner sig overordentlig vidt
fra det virkelige Forhold. Der er ikke tillagt
den paatænkte islandske Forsamling nogen-
somhelst Stemme om Statsenhedens Bevarelse
eller Opløsning, og selv med Hensyn til Or-
ganet for de særegne Anliggender er der kun
tillagt Forsamlingen raadgivende Stemme*)!
Tilsagnet blev, efter denne sin virkelige
Betydning, ogsaa fuldtud opfyldt. Den lovede
islandske Forsamling valgtes (paa bredere
Valgretsgrundlag end Altinget) 1850 og sam-
mentraadte 1851; til Betænkning forelagdes
det bebudede Udkast til Ordningen af Or-
ganet for Islands særegne Anliggender; til-
lige indeholdt Udkastet Forslag til Valgkreds-
ordningen ved de islandske Rigsdagsvalg.
Grundloven medfulgte dette Udkast som Bilag
til Efterretning for Forsamlingen, og i Ud-
kastets Motiver udtaltes det udtrykkeligt, at
Islands Stilling i Riget ikke kunde gøres til
Genstand for Forhandling i denne Forsamling.
Dermed var Tilsagnet af 23/9 1848 fuld-
stændigt opfyldt. Det lovede, hvad man
mente at kunne love et Biland, og hvad det
lovede, blev holdt. At Forhandlingerne i
Forsamlingen 1851 ikke gav Resultat, skyl-
des Obstruktion fra Forsamlingens Side under
Indflydelse af en enkelt Mand, fon Sigurds-
son, som formodentlig fandt Tiden ugunstig
for denne Sags Afgørelse efter hans Ønsker.
*) Denne islandske Forsamling kunde naturlig-
vis ikke have sterre Myndighed end selve den
grundlovgivende Rigsdag; det var Samtidens Op-
fattelse, at denne ikke havde besluttende Myn-
dighed.
— 933
Island
in
En moralsk Adkomst til større Isolation,
end Island allerede har opnaaet ved Loven
af 8/1 1871 om Islands forfatningsmæssige
Stilling i Riget, søger Separatisterne at be-
grunde paa forskellig Maade, mest naturlig-
ligvis med rent subjektive Betragtninger, der
ikke med Nytte kan diskuteres. Selve Viljes-
indsatsen i de separatistiske Bestræbelser
lader sig ikke bestemme som moralsk Værdi,
før man véd, hvormeget deri er Idé, hvor-
meget Kruditet af den velkendte provinsielle
Art, og hvormeget Spekulation. Den Om-
stændighed, at de separatistiske Ordførere
overvejende er Mænd af akademisk Dannelse,
kan let bestemme danske Akademikere til
fortrinsvis at spørge efter Separatismens aande-
lige Side, men Mænd af praktisk Blik vil
tillige være opmærksomme paa, at ethvert
islandsk Krav om separatistisk Fremgang er
bilagt med Forslag til Udvidelse opefter af
Embedsetaten paa Island. Saadanne Krav
kan forfægtes med megen Viljestyrke uden
at udspringe af den omfattende Velfærdssans,
der er Moralens Rettesnor.
Henviser man til det islandske Sprogs
selvstændige Stilling overfor de andre nordi-
ske Sprog, og vil man herpaa begrunde Krav
om politisk Isolation, maa det bevises, at
den islandske literære Republik vil faa bedre
Livsbetingelser, naar den udelukkes fra Kom-
munitetet og danske Statsembeder, fra Dan-
marks Finanslov og danske Fonds ad usus
publicos. Men ingen islandsk Separatist synes
at tænke saa langt; og dog vilde disse Føl-
ger være uundgaaelige. Islandsk Kultur
taaler dem næppe. Det nyislandske Sprogs
Stilling som Kulturbærer er allerede nu,
trods Danmarks mangesidige Støtte, ringe
nok; dette Sprog, hvori der ikke engang
rindes en islandsk-dansk Ordbog, har vistnok
allerede faaet sin fulde Ret, naar det er offi-
cielt Lovsprog for hele Altingets Lovgivning,
saa at Danske i Retstvist med Islændere
skal dømmes ved alle islandske Retter og
Højesteret efter Love i et Sprog, de ikke
forstaar og ikke har noget Middel til at for-
staa uden at spørge en islandskfødt Mand
eller opsøge en danskfødt, der forstaar Islandsk.
Separatisterne paastaar, at Isolationen har
været gavnlig for Islands Udvikling og maa
antages i Fremtiden at ville fremme Islands
Udvikling endog mere end Danmarks. Men
Statistiken tyder i modsat Retning.
Ved Althingets Oprettelse 1843 var Tal-
forholdet mellem Islændere og Danske som
1 til 22, nu er det som 1 til 33. Islæn-
derne er altsaa gaaet relativt tilbage, endda
meget stærkt, og stærkest efter Isolationen
1871. Fra 1840 til 1870 steg Islands Be-
folkning med 13,000 Mennesker, Danmarks
med 500,000; fra 1870 til 1901 steg Is-
lands Folketal kun med 8000 Mennesker,
Danmarks derimod med 670,000.
Undersøger vi Handelsomsætningen i om-
trent den samme Periode, kommer vi til det
bemærkelsesværdige Resultat, at medens Vær-
dien af Islands Handelsomsætning før Han-
delsfrihedens Indførelse (1855) og Isola-
tionen var endog større pr. Hoved end Dan-
marks, staar Island nu langt tilbage fer
Danmark i denne Henseende. I 1849 ud-
gjorde Værdien af Islands Handelsomsætning
3,340,000 Kr., 57 Kr. pr. Hoved af Be-
folkningen ved sidste Folketælling (1845:
58,500 Mennesker), medens Danmarks Han-
delsomsætning i 1847 (sidste Normalaar før
Krigen) udgjorde 74 MUL Kr., kun jj Kr
pr. Hoved af Befolkningen (1845: 1,350,000
Mennesker). I 1905 derimod var Danmarks
Handelsomsætning steget til 1156 Mill. Kr.,
446 Kr. pr. Hoved (1905: 2,588,000 Men-
nesker) medens Islands kun var naaet til
22 MiU. Kr., 275 Kr. pr. Hoved (1905:
ca. 80,000 Mennesker). Islands relative
Velstand i Forhold til Danmarks er altsaa,
maalt paa Handelsomsætningen, sunket under
det nye Handelssystem og den politiske Isola-
tion fra 104 pCt. til kun 62 pCt., en Til-
bagegang paa 42 pCt.
934
Island
Islands Udbytte af Jon Sigurdssons Ar-
bejde paa Islands politiske Isolation er altsaa
blevet Tilbagegang i Folketilvækst og i rela-
tiv Velstand. Der synes ikke at være Grund
til at antage, at fortsat eller forøget Isolation
vil have den modsatte Følge. Naar imidler-
tid Separatisterne antager dette, kan de ikke
have Grund til netop i Forbindelse med Kravet
om politisk Udsondring at fremsætte Fordring
om Udbetaling af 1V2 Mill. Kroner af Stats-
kassen som Kapitalisering af det Tilskud paa
60,000 Kr. aarlig, som Statskassen siden
1871 betaler Islands Landskasse. Ogsaa i
sig selv synes denne Fordring højst mærkelig;
thi det maatte dog være den første Virk-
ning af Statsforbindelsens Ophør, at Dan-
marks pekuniære Ydelser til Island bortfaldt.
Men dette Tilskud har en Forhistorie.
Skatter har Island aldrig haft mange af,
og jo længere Tiden skred frem op mod vor
Tid med dens mange Krav, der maatte til-
fredsstilles, des daarligere forslog de island-
ske Indtægter. Men Regeringen greb aldrig
til nye Skattepaalæg. Selv paa den Tid, da
Islands Handelsomsætning var endog større
end Danmarks, lykkedes det Islændere i dansk
Statstjeneste at fremstille Island overfor Re-
geringen som saa fattigt og hjælpeløst, at
det ikke kunde bære den ringeste Forhøjelse
af de bestaaende ubetydelige og ældgamle
Skatter, saa at de endog under Krigene, da
vi dog havde extraordinære Udgifter nok,
krævede Penge til Islands ordinære Budget-
udgifter. Først efter 1864, da det var nød-
vendigt at bringe Finanserne paa Fode,
mente Regeringen at maatte fordre, at Is-
lænderne ved en Forhøjelse af nogle be-
staaende Skatter tilvejebragte tilstrækkeligt
til at dække Islands ordinære Udgifter, der
paa den Tid var i stærk Stigen paa Grund
af indførte Reformer. Men Jon Sigurdsson,
der beherskede Altinget, vilde ikke komme
os til Hjælp i vore Vanskeligheder; han lod
Altinget nægte de foreslaaede Skatter. Her-
ved steg Budgetunderskudet — og altsaa
Statskassens Tilskud — til en saadan Højde,
at Rigsdagen tilsidst bad sig fritaget for at
have med de islandske Finanser at gøre,
hvilket netop var, hvad Jon Sigurdsson havde
tilsigtet. Det var efter den Størrelse, Tilskudet
af denne Aarsag havde i disse sidste Aar,
at Rigsdagen ved Finansadskillelsen (der skete
ved Loven af %jx 1871) beregnede Tilskudet
til 6o,ooo Kr. aarlig; men skønt Tilskudet
kun var fremkommet paa denne Maade, der
ikke kunde statuere nogen vedvarende Ret
for Island til disse Penge, forlangte Jon
Sigurdsson det ovenikøbet kapitaliseret, uden
at lægge synderlig Skjul paa, at dette ønske-
des, for at Islænderne i Fremtiden kunde staa
frit overfor Danmark.
Her ligger Forklaringen til Separatisternes
Kapitaliseringsfordring. Det er, saa at sige,
separatistisk Tradition at yde Jon Sigurdssons
Minde den Dyrkelse at holde hans dristige
Kapitaliseringsidé i Live.
Men moralsk lader dette Krav sig næppe
begrunde.
DET ISLANDSKE SPØRGSMAAL
Af Mag. art. HOLGER WiEHE.
MÅ det være mig tilladt at knytte nogle
bemærkninger til dr. Knud Berlins
artikkei „Island og Danmark" i julihæftet.
Det vilde, hvad også mange på Island
har ment, sikkert have været klogt af Is-
lænderne foreløbig at arbejde, arbejde på at
935
bygge det ny Island, istedet for påny at
kaste sig ud i storpolitiske kampe. Det er
rigtigt nok, at Islænderne er tilbojelige til at
hænge sig i formen, og at de gærne kunde
fæste mere lid til „tro og love* fra vor
side. Imidlertid turde vi dog selv bære en
63
Island
del af skylden for denne islandske mistænk-
somhed.
Sikkert er det i alt fald, at landeværns-
partiet, det eneste parti på Island, der stemte
imod, at den islandske minister skulde forelægge
de islandske love i statsrådet, synes at vinde
mere og mere terræn, i det mindste blandt
ungdommen. Og ungdommen er jo frem-
tiden, som man virkelig må regne med. Des-
uden har den meget omtalte „kontrasignatur"
sammen med visse udtalelser fra dansk side
virket så opskræmmende, at der næppe er
nogen på Island, som er henrykt for denne
bestemmelse om statsrådet, som man
kun er gået ind på af opportunistiske
grunde. løvrigt hævdes det fra den side,
som ikke i ojeblikket ønsker, at der skal
røres ved denne bestemmelse, at den ,kan
ændres af Altinget og kongen alene uden
indblanding fra rigsdagens side; medens
oppositionspartierne mener, at det er en sag,
som angår hele grundlaget, det statsretlige
forhold imellem Danmark og Island, og dær-
for må afgores nu af kommissionen sammen
med ordningen af forholdet mellem Danmark
og Island. — Man vil også have ondt ved
at forstå, hvorfor konseilspræsident Deuntzer
absolut, imod Islændernes bestemte ønske,
skulde kontrasignere hr. Hannes Hafsteins
ministerudnævnelse, når denne underskrift
har så lidt at sige, som det påstås. Man
kan heller ikke benægte muligheden af, at
denne underskrift kunde misbruges. „Tro
og lovea kan nemlig brydes. Blev ikke lo-
ven af 1871 påtvunget Island trods givne
udsagn? En traktat vilde et lille land som
Danmark dærimod nok vogte sig for at
bryde.
Man kan dærfor ikke uden videre slå den
islandske misfornøjelse hen ved at sige, at
Islænderne aldrig blir tilfredse, eller skubbe
hele skylden over på indrepolitiske isl. stri-
digheder.
Hvad nu retsspørgsmålet vedrører, synes
jeg, at den danske opfattelse, at Island
under enevælden skulde være indlemmet i
det danske rige, hviler på meget svage fød-
der. Hvor kan det da være, at opfattelsen
af Islands stilling er så vaklende og uklar?
At Island uden videre betragtes som provins,
modbevises bl. a. af et dokument af 7. Marts
1787, der ligefrem kalder Island en stat
(„Island elier vore andre Stater i Europa* ).
Danske love gjaldt heller ikke på Island, for
de var offentlig bekendtgjorte der. Således
blev den danske grundlov ikke kundgjort
på Island og kom ikke til at gælde dær,
skont man søgte at „udstrække* den også
til Island. Hvis Island havde været blot en
provins af Danmark, havde man ikke be-
høvet at „indføre* den, den havde da eo
ipso gældt der.
Men den nationale side af sporgsmålet er
den vigtigste. Islænderne føler sig ikke blot
som en befolkning, der taler et andet språg
end Dansk, de føler sig som en nation, der
har samme ret som Svenske, Nordmænd og
Danske. Desuden går der for tiden en stærk
national vækkelse gennem det islandske folk,
og denne vækkelse vil kræve de nationale
rettigheder respekterede også i det ydre.
Islænderne vil næppe gå med til blot at ved-
tage loven af 1871 med nogle få ændringer,
de vil kræve en Ordning, der også udadtil
tydelig fremhæver Island som „et frit for-
bundsland*. Dette mål er i virkeligheden
alle Islænderes, selvom ikke alle fremsætter
det lige skarpt eller lige utålmodigt. Bladet
„Reykjavik* , der på Island anses for
meget Danskervenligt har engang sagt, at
det endelige mål måtte være Islands fulde
selvstændighed, enten i personalunion med
Danmark eller helt alene, men at det
gjorde mindre til sagen, om det tog nogen
tid, blot man holdt sig på den rette vej.
Fra anden side kræves det imidlertid, at
Island allerede nu anerkendes som frit for
bundsland. „Frit forbundsland. Det er intet
forhandlingspunkt længer. Det er grundlaget
for alle forhandlinger*, hedder det. På ad-
936
Island
skillige vælgermøder landet over er der i den
sidste tid vedtaget resolutioner, hvis ord-
lyd er omtrent den samme som ovennævntes.
Dærfor behøver vi ikke at blive hysteriske.
Resolutioner kan se meget drabelige ud, uden
at de dærfor behøver af betyde saa meget.
Lad os blot være rolige og lad os høre,
hvad Islænderne har paa hjærte. Det kan
jo være, at de når det kommer til styk-
ket, vil nojes med "mindre ændringer — i"
ojebiikket. Ti jeg er overbevist om, at
kravet frit forbundsland vil komme igen ad
åre, hvis det ikke opfyldes nu.
Jeg tror dærfor, at det vil være kortsynet
politik at skubbe sagen fud. Lad os for
bægge parters skyld få en klar og helt til-
fredsstillende ordning lige så godt forst som
sidst.
Dærfor bor ikke alt, hvad der indtil nu
er bygget op, kasseres. Loven af 1903 er
i det væsentlige god nok og for Islands ved-
kommende langt at foretrække for et jarle-
styre, der både er for dyrt og vilde give
Islænderne langt mindre frihed, som dr. Berlin
rigtig nok påpeger. Når man fra dansk side
opgav kontrasignaturen, og bestemmelsen om
forelæggelsen af de islandske love i stats-
rådet fjærnedes, eller der i den ny forbunds-
lov optoges en bestemmelse, der fjærnede
alle tvivl om den islandske ministers uaf-
hængighed af rigsdagen, vilde denne lov
kunne virke fuldtud tilfredsstillende.
Endnu dyrere end jarlestyret vilde en
personalunion blive for Island i ojebiikket.
Men der vil jo nok komme den tid, da den
blir nødvendig, og det vilde dærfor være hel-
digt, om den ny forbundslov blev således
indrettet, at personalunionen kunde vokse
naturligt ud af den, så at der ikke behøvedes
kævl og lange forhandlinger, når tiden dær-
til engang er moden.
Men en ny forbundslov må der til eller
i alt fald en væsentlig ændring af loven af
1871. Kongen må optage Island i sin titel,
og Island helst selv have en titel, der stem-
mer bedre med den islaridske nationalfølelse
end „biland" og „uadskillelig del*. Lige-
ledes maa der ikke lægges Islænderne hin-
dringer i vejen for at få et eget flag, 'som
et symbol såvel på den islandske nation -som
den islandske stat*). Dærfor kan Dannebrog
godt vedblive at være r/^flaget, som island-
ske skibe vedblivende må søge beskyttelse
under, i det mindste, sålænge Islænderne ikke
selv har noget værn. Det samme gælder
kongeflaget. Kapitaliseringen af „tilskuddet"
dærnæst er vel omtrent en given "sag. Og
Islændernes .indflydelse på de fælles anlig-
gender kunde jo også komme lidt efter lidt,
alt efter tid og lejlighed, når ævnerne var
dærtil.
Jeg tror, som sagt ikke, det vil være
Danmarks interesse at søge at slippe med
mindre. Lad os kaste alle dogmer om „ri-
gets enhed" og alle „stordanske" drømme
overbord. Hvad nytter en rigsenhed, som
er den ene af de to parter forhadt? Hvad
glæde kan vi have at svejse så uensartede
landsdele sammen. Lad os mindes den
norsk-svenske unionskrise og høste gavnlig
lære dæraf. Det var jo ikke konsulatsagen,
der var den egentlige årsag til bruddet; det
var den norske selvstændighedsfølelse, der
måtte skaffe sig luft. Derfor opfattede vi
Danske unionsopløsningen som et mindre
onde, som betingelsen for fremtidige fredelige
forhold i Skandinavien. Og nu hører man
lignende udtalelser fra svensk og norsk side
angående det dansk-islandske mellemværende.
Det islandske sporgsmål må ses langt
mere fra et nordisk end et dansk synspunkt ;
det bor ikke være et sporgsmål om dansk
rigsenhed eller danske økonomiske interesser.
Danmarks sande interesse i denne sag er
Islands bevarelse for nordisk kultur. For-
937
*) Det vilde være heldigt, om man vilde bruge
udtrykket rige i den omfattende betydning og stat
i den snævrere. Riget består alså af staterne
kongeriget Danmark (med Færøerne) og Island,
samt kolonierne Grenland og Vestindiske øer.
63*
Island -
håbentlig vågner skandinavismen igen i en
ny og bedre skikkelse, og så må vi ikke
glemme Island. Og Island med sine rige
fremtidsmuligheder vil vi ikke kunne undvære
i den nordiske sammenslutning, hvad art
denne så får. Men skal Island vedblivende
være et arnested for nordisk kultur, må is-
landsk språg og sæd få lov til at udfolde
sig i fuld frihed. Danmark må ikke give
slip på Island, dertil er Island endnu for
svagt — om det nogen sinde vilde være tjænt med
helt at stå på egne ben. Nu vilde det i alt
fald straks blive et bytte for stormagterne.
På den anden side må vi ikke knytte Island
til os med bånd, som føles snærende; vi
må ikke pukke på vore rettigheder på Island.
Det er jo ikke os, der i århundreder har
kæmpet og stridt i dette land. Sandt nok,
der er god plads på Island, så god plads,
at dtt vilde være kortsynet af Islænderne at
holde deres land afspærret for indvandring.
Og den århundreder gamle forbindelse med
Danmark og frændskabet mellem de to folk
gor det billigt, at vi Danske fik en mest-
begunstigelsesret — efter landets egne bom.
Men de Danske, som kunde ønske at slå
sig ned på Island, må se at blive Islændere
eller i det mindste lade deres bom blive det.
Island må ikke blive en slags Ny-Danmark.
Og vi maa heller ikke tillade, at dansk ka-
pitalisme åbenlyst eller i det skjulte tilriver
sig magten på Island.
Kun landets egne bom kan bære Island
frem til ny storhed og ære.
= 938
DE DANSKE STATSBANERS NYE ILTOGSLOKOMOTIV,
Litra P.
Af Ingeniør, cand. polyt. J. Falck.
Medens et fireakslet Lokomotiv under de nu-
værende Trafikforhold ger udmærket Nytte
ved Fremførelsen af almindelige Persontog, stiller
de hurtigtlebende Iltog for store Fordringer til
dets Ydeævne. Det gælder jo ikke blot om at
føre Togene igennem med de i Køreplanen fore-
skrevne Hastigheder, men eventuelle Forsinkelser
skal kunne indvindes. Og da Exprestogene ikke
standser ved Stationerne, eller kun ved meget
faa, kan det udelukkende ved en forøget An-
spændelse af Maskinen naas at bringe Toget ret-
tidigt ind.
I et Øland som Danmark, hvor Togforbindelser
for en væsentlig Del opnaas ved Færgeoverfar-
terne, kan saadanne Forsinkelser let opstaa, naar
stærk Modvind, Taage, Drivis o. 1. har vanskelig-
gjort Sejladsen.
Tilmed vokser Togvægten stadigt Efterhaan-
den som de moderne bekvemme Boggievogne af-
løser de gamle, toakslede Personvogne, forøges
den døde Vægt ganske betydeligt. Dertil kommer,
at der navnlig paa de enkeltsporede Baner køres
med ret lange Tog, bl. a. fordi en Togdeling vilde
skabe tættere Toggang og dermed vanskeligere,
undertiden umulige, Forhold for Ledelsen.
Man har da været henvist til at lade Togene
fremføre ved to Maskiner. Den særligt lange
Berlinerexpres føres saaledes gennem Sjælland
med Forspand. At opretholde den fartplanmæs-
sige Forbindelse vilde ellers være en Umulighed;
nu kan der under Kørslen vindes 25 — 30 Mi-
nutter.
Da en saadan Samarbejden af to Maskiner er
uheldig, idet der tabes omtrent 1IA af den samlede
Arbejdsevne og tilmed maa anvendes dobbelt
Mandskab, har det længe været ønsket at indføre
en sværere Lokomotivtype som Udlandets nyere.
Hidtil har det været en Hindring, at Akseltrykket
af Hensyn til Sporet ikke maatte overskride 13
is. hvilende Vægt. Men samtidigt med Indlæg-
ningen af nye Skinner paa Fyen har man forøget
Skinnevægten med omtrent 40.7 °/0 og derved
skabt Mulighed for Indførelsen af sværere Ma-
teriel. — Den enorme Tiltagen af Trafikken maales
maaske bedst ved de i de senere Aar foretagne
Forstærkninger af Baneoverbygningen paa Hoved-
linierne. I 1899 — 1900 udveksledes paa Vest-
banen de tidligere 32 kg. Skinner (o: Vægt pr.
m.: 32 kg.) med 37 kg.'s samtidigt med Anlæget
af Dobbeltsporet Roskilde — Korsør. I Aarene
1899—1904 indlagdes 37 kg. Skinner paa Syd-
banen og over Falster (Berlinerruten), da Færge-
farten Gedser-Warnemunde oprettedes. Og den
Tid er vel ikke saa fjærn, da det fynske 45 kg,s
Spor indføres paa de sjællandske Hovedbaner.
Hvor stor en Ydeevne de nye Lokomotiver —
Litra P — har i Forhold til de sidst anskaffede,
C-Lokomotiver af 1903, der dog blot viser en
mindre Omændring af den ældre Type, K- Maski-
nerne, kan ses af hosstaaende tabellariske Sam-
menligning, hvor de vigtigste Tal er opgivne.
Det vil ses, at for de mest betydende Størrelsers
Vedkommende, saaledes f. Eks. Vandfordampning
pr. Time, er Tallene omtrent dobbelt saa store
som ved de ældre Lokomotiver.
De Krav, der stilles til det nye Lokomotiv,
gjorde det umuligt at blive ved den gamle 8-
hjulede Type. Den valgte nye Type — Atlantic
— stammer fra Amerika og er derfra indført paa
de europæiske Baner. Den har forrest to Løbe-
hjulsaksler, lejrede i en Truckramme, mod hvis
Midte Kedlens Forpart støtter med en Bæretap.
Bagved kommer de to Drivhjulsaksler, og endelig
under Maskinens bageste Del atter et Løbe-
hjulssæt
Typen har udviklet sig af en ældre, der kun
havde 8 Hjul, nemlig to midterste Drivhjulsaksler
og en forreste og en bageste Løbehjulsaksel. Men
medens denne Ordning, hvad Kedelkonstruktionen
angaar, frembyder flere Fordele, har den den
— 939
De danske Statsbaners nye Iltogs-Lokomotiver^
Mangel, at den ikke giver nogen sikker Faring af
Lokomotivet i Sporet. Af Hensyn til Kurverne
kan nemlig saa langt et Lokomotiv ikke have
alle Aksler faste; der maa skaffes en vis Bevæge-
lighed, og denne lægges mest hensigtsmæssigt
ved det forreste Lebehjulssæt. Men hvad enten
man ger dette frit bevægeligt eller lader det
tvangmæssigt indstilles af Maskinen, bliver Resul-
tatet lige uheldigt. I ferste Tilfælde vil Hjulparret
F Fyrkassen, / Fyrhullet, J Rogrerene, R Reg-
kammeret, S Skorstenen.
følge alle Uregelmæssigheder i Sporet og derved
indvirke forstyrrende paa Maskinens Lab, i andet
Tilfælde vil de navnlig i Kurverne uundgaaelige
Svingninger af Lokomotivets Forpart forandre
Løbehjulenes Stilling og dermed gere Feringen
usikker. Disse Ulæmper undgaas ved at samle
de to Lebehjulsaksler i en Lebevogn — Trucken
— , som lægges under Lokomotivets Forpart, og
som kan dreje frit i Sporets Kurver og yderligere
kan modtage en vis Sideforskydning i Forhold til
Lokomotivets faste Del. Den her anvendte Form
stammer fra Amerika og har hurtigt vundet Indpas
overalt,- paa de danske Statsbaner saaledes ved
de allerede omtalte C- og K- Maskiner, der endnu
anvendes ved alle Iltog. Fordelen ved Lebevognen
ligger i, at den har tilstrækkelig Stivhed til uaf-
hængigt af Lokomotivets evrige Del at indtage en
bestemt Stilling i Sporet og saaledes give sikker
Faring og dog samtidigt er bevægelig nok til at
foretage de uundgaaelige Smaaslingringer uden at
overfere dem til Hoveddelene. I Trucken er an-
bragt en Skaal, hvori Lokomotivets Bæretap hviler.
Skaalen findes over Midten, skent det efter ud-
ferte Beregninger vilde give lettere Leb, om Tap-
pen lagdes længere tilbage. Denne Ordning vilde
dog skabe visse konstruktive Vanskeligheder og
er kun undtagelsesvis bragt til Udførelse.
Anvendelsen af et bageste Lebehjulssæt giver
store Fordele ved Ordningen af Kedlens Hoved-
dele. En Lokomotivkedel er skematisk vist i
hosstaaende Figur. At mærke er: Fyrkassen i
Kedlens Bagende, hvor Indfyringen sker gennem
Fyrhullet, Røgrørene — Ildkanalerne — , der ferer
Forbrændingsprodukterne til Skorstenen og samti-
digt overferer den i dem indeholdte Varme til Kedel-
S*
H »
Vægt i
tjenstfær-
dig Stand
2 1
•- bO
CO «}
•o
<
III
3 «
I
•S 2
I-
il5
S o -S i
I
£ J s.
15
"C IS
Q ■o
1
11
2 c
1
.a
es
8
!
8
c
03
00 o
es
J2 1
CO o
å
8
2
o
s
S I
c« »o
é I
& 8
I
s*
-== 940
De danske Statsbaners nye Iltogs-Lokomotiver
vandet, endelig forrest Røgkammeret med Skor-
stenen og en Indretning til at frembringe kunstigt
Træk ved Hjælp af Spildedampen.
Det volder allid Vanskelighed at skaffe
Plads for en tilstrækkelig rummelig Fyrkasse og
dermed tilstrækkeligt stort Ristareal, hvoraf igen
Fordampningsevnen afhænger. Ildkassen kommer
nemlig til at ligge ved de bageste Drivhjul, og
Drivhjulsakslen indskrænker Konstruktionshejden.
Ferst ved Anbringelse af en bageste Lebehjuls-
aksel skabes Mulighed for en stor, bred Fyr-
kasse. En saadan herer med til Atlantic-Typens
Ejendommeligheder, og da den kan indferes med
Bibeholdelse af den forreste Løbevogn, giver det
denne Type en næsten ideal Konstruktion. —
Udefra set viser Fyrkassen sig i Lokomotivets
store Bredde over Baghjulene.
En ligeledes fra Amerika hentet Ejendommelig-
hed frembyder den saakaldte Stangramme. Ram-
men er den Konstruktionsdel, hvorpaa Kedlen
hviler, og hvortil Maskindelene er fastgjorte. Fra
Rammen overferes Vægtmassernes Tryk gennem
Fjederophængningen til Hjulene og Skinnerne.
Medens Rammen 1 Europa med en vis traditions-
bunden Konservatisme fremstilles som en sammen-
nittet Pladejærnskonstruktion, der skjuler de in-
denfor liggende Dele, har den nye Verdens Kon-
struktører vist deres oprindelige Syn paa Sagen
ved at omdanne den til en luftig Stangkonstruk-
tion, der letter Eftersyn og Reparation af Lokomotivet.
Vore Dages sterre Fordringer til Lokomoti-
vets Trækkekraft har paa det europæiske Fast-
land og i Amerika haft forskellige Felger. Ame-
rikanerne har med deres dristige Tilbejelighed for
det kolossale oprindelig stadigt foreget Vægten og
naar derfor ellers ganske uherte Skinnetryk. I Eu-
ropa har Teknikerne forsegt sig frem med Forbed-
ringer af Konstruktionen. Senere har ogsaa Arne-
kanerne indfert Forbedringerne. Det største Frem-
skridt er gjort med Overferelse af Hej- og Lav-
tryksprincipet paa Lokomotivets Maskine.
Som bekendt virker Dampen i Cylindrene ved,
at et vist tilfort Maal udvider sig og presser
Stemplet frem. Ved de oprindelige Hejtryks-
maskiner — nu kaldet Tvillingsmaskiner — sker
denne Udvidelse — Expansionen [ — i Stemplet i
eet Slag, men hvor Hej- og Lavtryksprincipet er
indfert, deles Expansionen, saaledes at den drives
til en vis Grad af Udvidelse i eet Stempel, og
Dampen derefter ledes over i et andet Stempel,
hvor Expausionen fuldferes. At der paa denne
Maade teoretisk set ikke kan udvindes mere Ar-
bejde af Dampen end ved en enkelt Expansion,
er indlysende, men praktisk viser det sig ander-
ledes, idet nemlig de uundgaaelige Kraftspild i
Maskinen, fornemlig ved Dampens Berøring med
de koldere Cylindervægge, formindskes paa denne
Maade. For samme Arbejdsydelse kommer der i
Virkeligheden ca. 18 pCt. Kulbesparelse. Dog
kræver Princippet en ikke altfor varierende An-
strængelse af Maskinen. Medens det altsaa ikke
kan anvendes ved Rangerlokomotiver, er det i hej
Grad paa sin Plads ved Utogsmaskiner.
Med de nye P-Maskiner indferes dette Princip
paa de danske Statsbaner, og Lokomotivtypens
Fremkomst danner derfor et betydningsfuldt
Mærkepunkt for Udviklingen. — Kedelspændingen
er efter Udlandets Erfaringer sat til 15 kg./cm.*
(o: 15 Atmosfæres Tryk). Der anvendes fire
Cylindre, hvorved det bliver muligt at bygge
Lokomotivet symetrisk om Spormidten, en Om-
stændighed, der er af Vigtighed for den rolige
Gang. For ikke at være nedt til at løfte Kedlen
for hejt ligger de% mindre Hejtrykscylindre inden«,
for Rammen og de sterre Lavtrykscylmdre uden-
for Rammen, en paa hver Side af Maskinen.
Dampfordelingen sker for hvert Cylinderpar ved en
enkelt Stempelglider af amerikansk Konstruktion.
I Europa har Hej- og Lavtryksprincipet fundet An-
vendelse paa Lokomotiver af denne Type siden 1900
(Pariserudstillingen). Det ferste europæiske Lokomo-
tiv af Atlantictypen er en Tvillingsmaskine (1898).
Ved en særlig Indretning er det muligt fra
Fererhuset at sætte Lavtrykscylinderen i direkte
Forbindelse med det heje Kedeltryk og dermed
lette Igangsættelsen af Toget.
Som det ses af Tabellen kan der ved en Hastig-
hed paa 90 km. i Timen udvikles 1040 Heste-
kræfter. Den sterste Fordampning i Timen er
9.890 ts. Vand (1182 Cbm. Damp ved 15 Atsm.'s
Tryk). Kedlen rummer 6.700 ts. Vand ved normal
Vandstand, Tenderen 2 1 .00 ts. Kersclen over Fyen
varer ca. 2 Timer, Opholdene ved Stationerne ibe-
regnet, Gennemsnitshastigheden ligger betydeligt
under de 90 km.
Det nye Lokomotivs Anskaffelse betyder ikke
nogen Foregelse af Togenes maximale Hastighed,
der for Tiden her som i Tyskland er 100 km.
Men ved sin store Ydeevne vil det blive en ud-
mærket Hjælp for Ledelsen af Driften.
Lokomotivet er konstrueret under Ledelse af
Direkteren for Statsbanernes Maskinafdeling, O.
Busse, der bl. a. ved en Studierejse i Amerika
har skaffet sig personlige Erfaringer angaaende
de forskellige Typers Fordele og Mangler. — Paa
Hannoversche Maschinenbau's Værksteder
bygges for Tiden 5 Lokomotiver af den nye Type
for de danske Statsbaner.
941 r=
HAJER
Af Læge Chr. Schierbeck, Reykjavik.
Med Billeder af E. Krause.
,T Tajer!" — sagde Skipperen paa „Gey-
JLJL sira, en Fiskeskonnert, der laa inde
i en af de snævre islandske Fjorde paa Øst-
landet mellem de høje stejle Trapfjælde. —
„Hajer!" sagde han, „ja lad os faa os en
lille Sludder om dem!a Hans Ar.sigt smi-
lede som en rødmusset Eidammerost.
„Værs'go', sid ned! Nu skal jeg hente lidt
Whisky. Der er jo ikke saa stor Plads
her!a — Hele Kahytten var ikke meget
større end en Sukkerfustage; den var saa
lav, at vi ikke kunde staa oprejst i den; en
skævbenet, rusten Kakkelovn og et Par grøn-
malede Kister optog al den Plads der ikke
var Køjer. — „Men et Glas kan De da
altid drikke med mig. Det koster ikke Spor
af det alier fjærneste!" — Vi blandede os
noget Whisky og Vand i et Par hankeløse
Kopper; Skipperen satte Albuerne i det lille
Bord, strøg Sydvesten lidt mere bag i Nak-
ken, sparkede til 3 langskaftede Træsko-
Fedtlædersstøvler, tog sig en ringertyk Skraa,
og sagde med dyb Bas: „ Hajer lu
„Se nu!a — begyndte han — „jeg saa
forleden ham Sigurd fra Øfjord ligge og ro
omkring her med sin Oldefaders gamle For-
lader ude ved Skærene. I hvert andet Skud
— og det rullede for hvert Skud, ligesom
naar Kongen havde faaet en Sen derhjemme
— traf han en Fugl saa stor som min
-_^- 942
Hajer
knyttede Nævea — Skipperen viste nu en
Næve, der mere udmærkede sig ved sin
Mandighed end ved sin Lidenhed. — „Se,
det skulde jeg aldrig være med til! Det
ligner ingen Ting, at en rask ung Mand
under de 50 ligger og skyder Spurve med
en Kanon. — Saadan er det ogsaa med
en anden Fisker: sidde og pilke Aborrer med
en Orm, det skulde ingen Fa'en faa mig
til! — men, fiske Hajer fem Gange saa
lange som en selv og meget tykkere, en
raakold Foraarsnat 100 Mile fra Land paa
en raadden Skude: se, det skal der Salt-
vandsmatroser til!"
Han tog en Slurk af sin Kop og erklæ-
rede med dyb og langsom Stemme: „Der er
ingen vildere Bæster til i hele Verdens-
rummet end som en islandsk 20-Fods-Haj!a
Saa kom Skibsdrengen ned med en Be-
sked; og lidt efter begyndte han igen.
„Saadan laa vi en Aprilsnat i 70-erne
med „Olga" for Dræganker en halvhundrede
Mile nord for Langenæs her paa Island. Det
var saa bælgmørkt, at vi knap kunde se
Ilden i vore egne Piber; og vi slingrede
noget ganske forskrækkeligt, saa Sejlene kla-
skede mod Bommene, skønt der ikke var saa
megen Vind som her i dette Hundehus; —
bare sorte, langsomme Dønninger om os. —
Saa satte vi 2 Lanterner ude paa Siden af
„Olga", for Lysskæret lokker jo Bæsterne
til. Vi havde to Snører ude; og Ole holdt
i det ene. Henimod Kl. 1 mærkede han,
at det nappede; og saa begyndte Ole jo at
hale ind og fire — fire, hver Gang Fyren
gjorde sig krasbørstig, og hale, naar den
ikke slog Skæve. Tilsidst fik han den op i
Vandskorpen; og vi saa' ved Skæret fra
Lanternerne, at det var et vældigt Dyr.
Rundt om den skjød lange, sorte Djævle
gennem Søen og kastede sig paa Ryggen
for at faa Tænderne i Maven paa Oles. Det
var ligefrem væmmeligt at se paa, siger jeg
Dem: hver Gang de vendte sig, glimtede
det i Vandet, som naar en Spaniol vender
sin Kniv. — Saa harpunerede vi to af
„Vennerne*, satte en Harpun i Oles og ha-
lede dem alle 3 lidt over Vandet paa Bag-
bordssiden, hvor begge Lanternerne hang. —
Jeg kom med „Dræberen" — De kender
nok den: det er saadan en bred tveægget
Kniv paa et langt Træskaft — og huggede
den i Nakken paa Dyret, saa Rygmarven
drev ud. Den skabede sig jo helt grueligt
i Bølgerne, smadrede den ene Lanterne med
sin skæve Hale og hvæsede, saa det var
forskrækkeligt at høre paa. Saa skar Ole
Underlivet op paa dem, lige fra Flaben til
til Gattet; og vi øsede Leveren ind. Der
var 3 Tønder Lever i den ; og det var i de
Tider, vi fik 50 Kroner for Tønden hos Køb-
mændene her i Landet. — Da Bæstet var
saa umanerligt stort, halede vi den helt om-
bord for at se paa den. Den var 25 Fod
lang. Da den laa paa Dækket, mente Ole,
den var død; han tog Lanternen og stillede
ved Siden af den og vilde til at skære Krog
og Kætting ud af den. — De ved nok" —
afbrød Skipperen sig selv — „man kan
ikke have Line nærmest Krogen, for selv det
tykkeste Tov „klipper* Hajen over, lige saa
nydeligt som om det havde været med den skar-
peste Sax. Ja her kan De for Resten se Snøret !"
Og han viste mig en stor Jernkrog, der
var fastgjort til en 3 Alen lang tynd Jern-
kæde. I den anden Ende af Kæden var der
et kort Tov, som var splejset om et 10® 's
Blylod. Tovet endte i en Jernring, og deri
bandtes Linen, der ofte kan være ca. 200
Favne lang, for Hajerne fanges paa store Dybder.
— „Men, det var det, jeg vilde sagta —
fortsatte Skipperen paa „Geysir" — „Ole
kommer jo hen og vil skære Krogen og
Kættingen ud af Bæstet. — Svnp! — der
laa Ole, lige saa nydeligt paa Dækket. Hans
højre Haand var i Hajens Gab, klippet fra
Armen, ligesom en Læge kunde have gjort
det. Hajen plirrede til ham med sine grønne
Øjne; og Ole laa besvimet med den blodige
Armstump i Hajtranen. — Den Haj havde
=--- 943
Hajer
vi skaaret Rygmarven over paa, sprættet
Bugen op paa og taget 3 Tønder Lever ud
af! — Saa hev vi den overbord; og Gud
hjælpe mig, om den ikke strax vendte Snu-,
den ned mod Bunden og svømmede med
Oles Haand, akkurat som om den havde
været inde paa en Kro og bare [faaet sig
en lille Forfriskning a. —
— „Ole?! — ja, han døde begribeligvis !
Jeg skal sige Dem ; vi Mennesker er nu ikke
saa sejglivede som saadan en Herre. Jeg
forbandt hans Armstump med en hel Rulle
af den bedste Skraatobak — men, der gik
Raaddenskab i ham. To Uger efter begra-
vede vi ham i Land". —
„Om Hajerne æder hinanden?" sagde Skip-
peren efter en lille Pavse, der udfyldtes af
et langt Suk til Minde over Ole — „ja,
kom De bare ud paa Sæley; De véd Øen
her, lige ud for Reg5arfjord! Der fisker de
Hajer paa faste Snører, som de kun efterser
en Gang i Døgnet. Saa skal De se: mange
Gange sidder der kun Hovederne af dem
paa Krogene — Kroppene har deres Kam-
merater ædt levende op. — Og saa er de
kræsne! Det første, de andre bider efter,
naar en Kammerat er gaaet paa Krogen, det
er jo Leveren, det eneste, der har nogen
Pengeværd paa hele Dyret. Og de ved saa
nøjagtigt, hvor den sidder. — Jeg har selv
fisket Hajer, som foruden deres egen Lever
havde en Tønde Vennelever i Kroppen. De
er meget værre end som Menneskeæderne
nede ved Kongofloden. — Sjælden haler vi
en Haj op, uden der følger en 3 å 4 Kam-
merater med for at faa sig lidt Leverpostej.
Dem kan vi ofte harpunere. Saa kommer
der flere endnu — og tit bliver der helt
sort og tykt med Hajer rundt om Skuden.
Vi lader jo strax Hajerne gaa, naar vi har
taget Leveren af dem; og det svækker dem
jo lidt forstaar sig. Resten æder saa Vennerne11.
„Nej, det er nogle forbandede Bæster, og
det er vores Pligt at sprætte dem levende
op og udrydde dem paa det grusomste!1*
sagde Skipperen, medens han sad og legede
med Hajkrogen.
Jeg spurgte ham, hvorledes Maddingen
sartes paa Krogen. Han forklarede mig, at
man afvexlende sætter et Stykke Hestekød
og et Stykke Hvalspæk, til den hele er
dækket. Yderst paa Spidsen sættes Spæk
— dette mistes hver Gang, der er „Bid";
de andre Stykker er bundne saaledes, at de
kan sidde til flere Gange. Bedre end det al-
mindeligt brugte Hestekød er dog Sælhundekød.
„Hør nu!" — sagde han saa — „en
Gang for 20 Aar siden, fiskede jeg hernede
i Medalandsbugten paa Sydsiden af Island,
hvor der som Regel er de største Hajer.
Henad Morgenstunden fik vi én med en hel
Sælhund i Maven. Sælhunden var saa stor
som deres Hund dera. — han pegede paa
min islandske Hund — „Den skar vi op,
og satte den paa Kroge — */* Sælhnnd paa
hver — og da kan De bande paa vi fik
Hajer ! — Da Klokken var saadan henad 8,
. havde vi hele Skuden fuld af den dejligste
Hajlevertran. Men de vrimlede omkring
Skibet og jeg kunde ikke faa det over mit
Hjærte at holde op. — Saa flyttede vi Køje-
tøj og Pakkenelliker ud af Kahytten og
fyldte ogsaa den med Tran; og Kl. 12 sej-
lede vi Øst om Landet til Berufjord med
hele Skuden fyldt, fra Køl til Dæk, og lidt
til paa Dækket". —
— „Om det ikke var noget forbandet
Svineri med det Tran i Kahytten?! siger De.
— Tværtimod, unge Mand ! Da vi kom
ind til Handelsstedet i Berufjord og havde
losset Tranen, saa fik vi jo grøn Sæbe, Soda,
varmt Vand, Skurekoner og saadan noget
Pilleri ombord. Og saa blev Kahytten saa
ren, som den aldrig havde været før. For-
staar sig, det var første Gang i Skudens
Levetid, den var blevet lidt vadsket ind-
vendigt ; og den var ingen Aarsunge, kan
De forlade Dem paa!"
Saa skænkede Skipperen atter lidt Whisky
og Vand op i de hankeløse, tændte den
944
Hajer
dinglende Lampe og begyndte at fortælle om
noget andet. Men jeg vilde holde ham til
Ilden; for Hajerne — eller nHavkarkne",
som de almindeligt kaldes heroppe — var
begyndt at interessere mig. Jeg gav ham
saa den gamle Historie om Skibsdrengen,
der gik udenbords i den spanske Sø og blev
slugt af en Haj, som en af Matroserne paa
samme Skib fangede Dagen efter, da de fik
Vindstille ; det hele, de fandt af Skibsdrengen
i Maven paa Dyret, var hans Konfirmations-
uhr, og det gik endnu. —
„Det er det, jeg sagde før" — bemær-
kede Skipperen, da han havde faaet tændt
sin brækkede Kridtpibe — „det er graadige
Bæster. Har De aldrig hørt Historien om
ham Franskmanden i Faskrudsfjord ? Naa,
ikke det! — Jo — ser De, der laa jo en
af disse Dunkerque-Mænd fuldt lastet med
den yndigste Torsk derinde i Fjorden. De
ved jo nok, at naar disse For-and-after-
Skonnerter ligger for Anker i tørt Vejr, har
de franske Fiskere altid saa travlt med at
vadske og tørre deres røde Flonelskjoler. —
Naa, de bandt saa Skjorterne op til en af
Bardunerne, og da de hev dem op, dinglede
en af Mændene i Søen. — Det var nu en
stille lun Sommersøndag, og Vandet var jo
forholdsvis lunkent, saa de andre stod bare
og kiggede over Rælingen og grinede af
Fyren, der laa og pladskede; for de vidste
begribeligvis, at han kunde svømme; — jo
mere han i Søen vrælede, jo mere grinede
alle Rødhuerne paa Dunkerque-Manden. —
Tilsidst tog de og hev en Trosse ud til ham ;
og de syntes jo nok, han famlede saa be-
synderligt efter den. Han fik dog fat; og
de andre halede til. Men, da de fik ham
ind til Skibssiden, slap han, og sagde (paa
Fransk forstaar sig): „Nu kan den s'gu
gerne beholde Resten med"- Og saa lod
han sig gaa bag over i Vandet. — Saa op-
dagede de jo, at der løb en 20 Fods Haj
og legede med ham. Begge hans Ben var
allerede „klippede afa midt paa Laarene ; og
i det blodige Vand under ham for Hajen
frem og tilbage, og vendte sig hver Gang
den „klippede* i ham igen. De saa' aldrig
mere en Trævl af hama. —
Lidt efter fortsatte han: „I gamle Dage
fik vi 50, ja endda 80 Kroner for en Tønde
Hajtran. Nu er Prisen kun 26 Kr. pr.
Tønde. — Tranen er jo det eneste, vi tager
af Hajen. Leveren i en Haj er næsten kun
Tran. Og det er en stor Lever, de har:
den gaar lige fra Hovedet til Halen. Mange
Gange har de ikke stort andet end Lever i
sig. Resten af Dyret lader vi gaa igen*.
„Hvad den Tran bruges til? — Jo, i
gamle Dage brugte de den til Gadelygter.
Nu, siden, de skyder Hvalerne med explo-
derende Granater, og siden de har fundet
paa Gas, Elektricitet og al den Djævelskab,
saa bruger de den næsten kun i Garverierne".
— Han tog et Par lange Drag af Kridt-
piben. — »Og*, sagde Skipperen, „saa er
der ingen bedre Bølgedæmper i hele Verdens-
rummet end som Hajievertran, det siger jeg.
— Kender de den gamle Jon Jonsson fra
Seydisfjord? — Naa, ikke det; han er nu
ellers ogsaa et Fjols; men hans Rheder,
Peter Hansen, han er en Gut, kan De stole
paa! — Se, Jon førte en Skonnert, der hed
„Ger8aa ; og den var netop, paa den Tur,
jeg sidder her og taler om, paa Rejse fra
Eskifjord til Norge med Hajtran i Lasten og
Peter Hansen med ombord. De havde
daarlig Rejse; — bare Storm og Taage —
og da de er tæt inde under Norges Kyst,
render „Geroa" mod et Undervandsskær og
faar en urimelig stor Læk midtskibs. Jon
bliver jo helt perplex; for jo mere de pum-
pede, jo værre rendte Søen ind i hende.
Forude i Land var bare kogende Brænding,
og det var ikke til at tænke paa at sætte
hende gennem den. Redningsbaaden ? siger
De — ja se, der var jo nok en gammel
fladbundet raadden Baad, men den var fuld
af Stykgods, og der var ingen Aarer i den.
— Naa „Ger8a* sank og sank, og Jon
rr= 945 ---=
Hajer
græd og bad. Saå hikkede Peter Hansen
ham inde i Kahytten, tog hans Pistol fra
ham og sagde til ham, at han vilde skyde
ham, Jon, saa død som en 3-Aars-gammel-
Klipfisk, hvis han satte sine smaa Fødder
paa hans, Peter Hansens Dæk, før han fik
Lov. Saa gik Hansen op paa Dækket og
kommanderede 4 Tønder Tran op, af den
bedste, — to ved hver Side forude; og dem
lod han Bunden slaa ud paa. Saa satte
han en Mand ved hver Tønde og sagde, at
de skulde sparke dem udenbords lige i
samme Nu, han brølede „Ud!" — men ikke
et Suk før. Da det var i Orden, satte han
alle Klude til paa „Ger8aa, tog selv Roret
og satte Kursen ret mod den vældige Bræn-
ding. Skuden krængede og for som en Pil
mod gamle Norges haarde Kyst — „Ud!a
brølede Peter
Hansen ; ud
fløj Tønder-
ne, væk var
Brændingen om „Gerda44 : og hun fløj med
10 Mils Fart gennem de blanke Vover,
helt op paa tørt Land, uden at nogen
mærkede noget. Bunden var rigtignok
slaaet ind i hende, saa voldsomt hun stødte
mod Land — men dér laa den, paa fast
Grund; og nu kunde Jon og hans Folk
gaa i Land, lige saa galt de vilde. — Ja,
det er helt mærkværdigt, saa Hajtran kan
sætte den værste Brænding!" —
„Ved De for Resten, naar vi ligger paa
Hajfiskeri 100 Mile fra Island i Storm?44 —
Nej, det vidste jeg jo ikke. — „Ja, jeg
946 =
Hajer
mener, naar nu Bølgerne bliver ved at splintre
ind over Dækket fra Styrbordssiden, og der
er godt med Hajer om os?! — Saa vilde
der jo ikke være nogensomhelst rimelig Me-
ning i at lette Anker og sejle fra Bæsterne.
Nej, saa tager vi ganske roligt og gelinde
og hænger et Par rigtig fede Sælhundesider
ud paa Styrbordssiden. Naar Søerne brækker
mod dem, vadsker de Spækket ud; og saa
bliver der lige saa stille om os, som om vi
laa i Limfjorden en Sommersøndag ved
Kirketid. Saa fisker vi videre — og naar
Søen er størst er Hajerne flest, hedder det joa. —
— Saa skulde Skipperen op og kigge
lidt paa Vejret. Da han kom ned igen,
sagde han;
„De spurgte før om, hvad man brugte
af Hajerne? — jo, Leveren har jeg jo for-
talt Dem, er det værdifuldeste. Men her-
oppe paa Island spiser de jo ogsaa Kødet.
Det er giftigt, naar det er friskt, derfor er
det jo, at de graver det ned i Sandjord, til
det er gennemraaddent ; saa vadsker de det
ud og tørrer det; og saa er det slet ikke
saa tosset til en Aalborgakvavit.
— Sikken et Ansigt, De sidder der og
laver ; ligesom de ikke har spist raadne Raa-
dyr og raadne islandske Ryper hjemme: dem
spiser de da friske her paa Øen!" — „De
smaa Hajer flaar de Skindet af, det er
meget bedre end som Sandpapir".
Da jeg vilde til at gaa, fortalte han mig
en Historie fra sin Ungdomstid, da han var
Skibsdreng paa en engelsk Bark. Det var
om en Nordmand, der havde sprunget fra
Barken i Søen med sin Tollekniv i Haanden
en Maaneskinsnat udfor Portugals Kyst, for
at myrde den Haj, der havde ædt hans
bedste Kammerat og Ven. — Og kort efter
den anden Historie om en Engelskmand,
der badede i det røde Hav og nær var
bleven ædt af en 40-Fods-Haj, der skød
op af Vandet efter ham : men hans Ven, en
anden Englænder, sprang fra Rælingen af
Skibet, med tunge Fedtlædersstøvler paa lige
ned paa Hajen, hvad der imponerede den,
saa de begge slap op ad Faldrebsstigen. —
Og han, der sprang i Hovedet paa Hajen,
fik Redningsmedaille af Dronning Victoria.
Saa kravlede jeg op ad Stigen fra Kahytten
og lovede Skipperen at komme igen, for
naar Skipperen først begynder at fortælle de
Historier, han har hørt af andre, skal der
Haj- Appetit til at sluge dem.
SKYTTESAGENS BETYDNING FOR DANMARKS FORSVAR
Af Kommunelærer, Mag. art. P. Lundbye.
FRA ældgammel Tid har Nordboerne med
Lyst drevet alskens Idræt saa vel hen-
hørende til Krigens som til Fredens Sysler.
Det kan derfor siges at være i god Over-
ensstemmelse med det fra Fædrene nedar-
vede, at Skyttebevægelsen i Nutiden har bredt
sig ud over Landets fjerneste Egne. Denne
Bevægelse, under hvis Faner Ungdommen
flokkes i Skarer, giver grundet Haab om, at
det danske Folk ikke har opgivet Troen paa
sig selv og sin Fremtid. Fik de ledende
Mænd i vort Samfund Syn for, hvilken Be-
tydning Skytteforeningerne allerede paa deres
nuværende Udviklingstrin har som Arnested
for en folkelig Vækkelse, vilde de vist yde
dem deres mægtige Støtte i langt højere Grad,
end de hidtil har gjort. Her er nemlig Be-
tingelser til Stede, som er gunstige for Frem-
væksten af en bevidst, offervillig Fædrelands-
kærlighed.
Der klages hyppigt over, at vi Danske
kun er lunkne Fædrelandsvenner. For en
overfladisk Iagttager kommer det let til at
se ud, som om vort Folk savner Evnen til
at ofre, lide og taale for Fædrelandet. Den
Begejstring, der kan gribe Repræsentanter for
fremmede Nationer, naar deres nationale Fø-
lelser kommer i Bevægelse, er saa godt som
ukendt her hjemme. Det synes, som om vi
er for koldblodede til at komme i Glød. Vort
Hjerte har kun Plads for os selv, vore Børn,
vor Familie og vore nærmeste Venner. Over-
for det øvrige staar vi udeltagende. Naar
det gaar vore godt, er alt vel; Land og Rige
faar de andre tage sig af!
Man anstiller Sammenligninger, der ikke
falder ud til vor Fordel, mellem de Byrder,
der bæres for Fædrelandet af os og af andre
Nationer, hvis Borgere yder langt større Ofre.
Kritikken er undertiden ret skarp. Det kan
imidlertid ikke nægtes, at den indeholder
megen Sandhed. Det danske Folk har i den
nyere Tid været saa stærkt optaget af sine
økonomiske Interesser, at Tanken om Lan-
dets Forsvar er blevet skubbet til Side, Det
vil imidlertid være at gaa for vidt, hvis man
paastaar, at Fædrelandskærligheden er ud-
slukt. Følelsen for vort Hjem, vor Føde-
egn, vore Landsmænd, for gamle Danmark
med dets gule, bølgende Kornmarker og
grønne Skove, hele det herlige Landskab,
hvor vort Sprog tales, og hvor vi føler os
som Herrer, — denne Følelse findes i en-
hver Dansk, — i Mænd og Kvinder, i Stor-
borger og Socialdemokrat — , den dør aldrig.
Den slaar ud i lyse Flammer i kritiske Øje-
blikke, hvor Nationens Tilværelse staar paa
Spil. Men det er sjældent, den kommer for
Dagen. For Tiden synes den unægtelig at
slumre under et Tæppe, vævet af Modig-
hed, Velvære, Tankeløshed og Letsindighed,
dysset i Søvn af Materialismens sødt klin-
gende Sirenesang.
Det gælder imidlertid om, at Søvnen ikke
varer for længe. Det er af største Betyd-
ning for Danmarks Fremtid som selvstændig
Stat, at Folket vækkes af sin Ligegyldighed.
Hertil udkræves en Røst, der formaar at
bringe Hjerterne til at slaa i Takt. Indtil
en Folkevækker, som er i Besiddelse af
denne Gave, kommer, maa vi nøjes med at
søge Harmonien, hvor den opstaar af sig selv.
At Skytteforeningerne er et Arnested for
spirende Fædrelandsfølelse, ved enhver, som
har været med som Deltager. Det er hævet
over enhver Tvivl, at Ungdommen i disse
Foreninger paavirkes paa den sundeste Maade.
Det er lige saa sikkert, at Skytterne selv om-
fatter deres Øvelser med Kærlighed. Ud-
førelsen af disse staar i en behagelig, for
Legeme og Sjæl lige velgørende Modsætning
til det daglige, sløvende og ensformige Liv.
Marchen til Skydepladsen gaar for sig under
Skæmt og lystig Sang. Selve Skydningen
948
Skyttesagens Betydning for Danmarks Forsvar
tager alles Interesse fangen, giver sikkert Blik,
rolig Haand og fast Villie. Kappelysten væk-
ker de sløve og træge til Anspændelse af
Kræfterne. Skyttens Glæde over at ramme
Centrum med sit Skud kan staa Maal med
Matematikerens, naar denne har fundet Løs-
ningen paa en vanskelig Opgave. Bortgan-
gen fra Skydepladsen foregaar i sluttet
Række til Takten af Fædrelandssange. Saa-
ledes gik det i hvert Fald for sig, da jeg
var med, og jeg er sikker paa, at vi paa
disse Udflugter alle følte os paa Tilværelsens
Solside og glødede af Glæde over gamle
Danmark.
Der kunde vel derfor være Grund til at
lægge alle Danske paa Sinde: Ønsker 1, at
Fædrelandskærligheden skal udfolde sig friere
og videre i Folket, tænk da paa Skyttefor-
eningerne! Der er Jordbunden gunstig for
dens Vækst. Der vil man finde Lyst til
Daad, og denne Lyst vil kunne blive til Of-
fervillighed. Det vanskelige Spørgsmaal om,
paa hvilken Maade Landets Forsvar bedst
skal indrettes, vilde bringes betydelig nær-
mere til sin Løsning, hvis Skytterne en skønne
Dag kommer i Tanker om, at de er talrige
nok til at tage Kampen op med Fjenden.
Her kommer vi til det ømme Punkt under
den hele Forsvarsbevægelse. En Hovedgrund
til, at Folkets store Flertal hidtil har staaet
enten lunkne eller ligefrem fjendtlige overfor
Arbejdet paa en ny Forsvarsordning, er en
overvældende Følelse af vor Lidenhed. Over-
for Stormagternes Millionhære er der intet at
stille op for en Lilleputstat som Danmark, —
ræsonnerer man. Vi kan kun møde med 1
Mand, hver Gang Fjenden mobiliserer 100.
Det er derfor haabløst at kæmpe. Det er
altsaa i Grunden ligegyldigt, hvorledes For-
svaret er indrettet. Resultatet bliver dog i
det lange Løb det samme : vort Nederlag. —
Imod hele denne Betragtningsmaade kan der
med Grund rejses vægtige Indvendinger; men
det vil sjælden lykkes at opmande de klein-
modige. Argumenter mødes som oftest til
Slutning med det spagfærdige: vi er saa
faa!
Kunde det lykkes at overvinde denne over-
4pvne Svaghedsfølelse, var meget vundet.
Et stort [Skridt i denne Retning var gjort,
om Skytterne saa, at de var mange. Kan
Skytternes Antal blive saa stort, at denne
Følelse nogen Sinde vil besjæle dem? Kaster
vi Blikket ud i Verden og betragter, hvad
der er foregaaet om os, maavi sige, at den
Dag vel kunde komme. Svaret kan hentes
fra Boernes heltemodige Kamp. Dette Folk,
der med Kvinder og Børn næppe udgør stort
over 100,000 Sjæle, stillede 30,000 Krigere
i Marken mod Englændernes Hærskarer. Det
danske Folk tæller 2x/2 Million. Vi behøver
ikke at anstrenge os halvt saa meget som
Boerne for at rejse mere end det tidobbelte
Antal. En Hær paa 3 — 400,000 Mand!
Det er en imponerende Styrke. Kom en saa-
dan Hær paa Benene, vilde det ikke falde
den, der gaar i Rækken, ind, at vi er for faa.
Boerne tog alt med i Kampen lige fra 15
Aars Drenge til 70 Aars Mænd. Saa langt
behøver vi ikke at gaa; vi kan blive nok
endda. Der vil blive Mænd i tilstrækkeligt
Antal mellem 18 og 50 Aar.
Ja, det er en smuk Drøm om denne impo-
nerende Folkehær, men er dog kun en Drøm !
— vil Skeptikerne indvende. Tanken lader
sig jo aldrig udføre i Praksis; der vil rejse
sig alt for mange Hindringer. Vi kan f.
Eks. ikke tvinge de unge til at melde sig
ind i Skytteforeningerne; vi kan endnu min-
dre kræve, at de gamle skal give Møde.
Maaske vil det dog ikke være saa umu-
ligt, som det synes. Tvang lyder ikke godt
i denne Forbindelse; men kunde vi ikke om-
bytte Ordet med Mødepligt. Det har i for-
dums Tider været lovlig Skik hos os, at
hver voksen Mand skulde tage sine Vaaben
og gaa i Leding for at forsvare Landet, naar
Fjenden faldt ind over Grænsen. Ingen tog
i sin Tid Forargelse af denne Ordning, der
forekom enhver ganske naturlig, fordi den
949
Skyttesagens Betydning for Danmarks Forsvar^
var opstaaet af Folkets frie Villie. Man
skulde tro, at den samme Pligt ikke kunde
tynge haardere i Nutiden. Lysten til Vaaben-
øvelser er vel nok mindre nu end i gamle
Dage; men man kunde vel linde Midler,
hvorved Lysten kunde stige. Hvad om det
blev gjort til Lov, at Opnaaelsen af et vist
Antal Points i Skydning fritog Skytten for
en forholdsmæssig Del af hans Tjenestetid i
den staaende Hær? En Afkortning af f. Eks.
1/3 vilde betyde særdeles meget for den værne-
pligtige. Jeg tvivler ikke om, at Skyttefor-
eningernes Medlemstal vilde stige stærkt, hvis
en saa betydelig Lettelse i Forsvarspligten
kunde opnaas ved Deltagelse. I samme Ret-
ning vilde det sikkert virke, om Foreningerne
kom til at raade over større Midler til Ud-
deling af Vaaben som Præmier. Udmærkel-
sestegn for fremragende Skydning vilde vist
ogsaa virke kraftigt. Afholdelse af større
Skyttestævner med Kapskydning mellem Skyt-
telag fra forskellige Egne af Landet lige saa.
Ved Anvendelsen af slige opmuntrende Mid-
ler vilde maaske Antallet af aktive Skytter
stige saa stærkt, at yderligere Foranstaltnin-
ger for at opnaa en tilstrækkelig Tilgang blev
overflødige. Men skulde det blive nødven-
digt at ty til den lovgivende Magts Hjælp
for at faa Antallet bragt op, kan jeg ikke
se nogen Ulykke deri. Det er ikke min Me-
ning, at samtlige Mænd i Alderen fra 18 til
50 skulde møde paa Skydepladsen Aar efter
Aar. Det forbyder sig af sig selv af mange
Grunde. Men jeg kan ikke se noget for-
kasteligt i, at Rigsdagen vedtog en Lov,
ifølge enhver vaabenfør Ungersvend, der har
fyldt 18 Aar, skal være Medlem af Sognets
Skytteforening og være pligtig til at møde
og afgive et vist Antal Skud hver Gang,
medmindre han har lovlig Forfald. Møde-
pligten kunde være obligatorisk nogle Aar.
— Ordnedes Sagen saaledes, vilde hvert Aar
foruden de ældre Skytter 40 — 50,000 unge
Mænd møde frem paa Skydepladsen. I Lø-
bet af en halv Snes Aar vilde de i Skydning
uddannede Mænd beløbe sig til o. 400,000.
Det har i denne Forbindelse sin Interesse for
os, at Nordmændene er i Færd med i Sko-
lerne at indføre Øvelse i Skydning.
Men en Mand er ikke Soldat, fordi han
kan skyde!
Ganske sandt, men det maa dog hævdes,
at Færdighed i Skydning er noget af det vig-
tigste, der maa kræves af en Nutidssoldat,
eftersom Kampen jo i Reglen føres paa lang
Afctand. Det var Boernes store Øvelse heri,
der bragte dem Sejren over Englænderne ved
Tugela og Modder River. Naturligvis har
det sine betænkelige Sider at bygge Forsva-
ret paa en Folkehær, en Milits uden syn-
derlig militær Uddannelse. Disciplinen vil
ikke kunne blive synderlig stram; den rent
militære Uddannelse vil ogsaa blive mangel-
fuld i flere Henseender, det kan ikke nægtes.
Der kan sikkert fra de sagkyndiges Side
fremføres mange Indvendinger mod at gaa
over til en Folkevæbning. Ikke des mindre
er Tanken om en saadan af forskellige Grunde
meget tiltrækkende for mig. Af afgørende
Betydning for vort Standpunkt hertil bliver
dog til syvende og sidst Folkets Villie. Viser
det sig, at der i Befolkningen er overvejende
Stemning for at vælge den almindelige, mand-
stærke Folkevæbning fremfor den faatallige
Hær med længere Uddannelse, vil det vist
være uklogt at ordne Sagen paa anden Maade.
Det maa nemlig tages nøje i Betragtning,
at en væsentlig medvirkende Grund til den
ringe Interesse, der af Folket og dets Re-
præsentanter i Rigsdagen vises Hæren, er en
dybt indgroet Tvivl om, at den i paakom-
mende Tilfælde med Udsigt til Sejr formaar
at tage Kampen op med Angriberen. Menig-
mand nærer i Almindelighed den Anskuelse,
at Kampen i en Haandevending vil være endt
med vort Nederlag, hvorpaa Landets Erob-
ring vil følge umiddelbart efter. Spørger
vi om Grunden til denne Pessimisme, hen-
vises til Erfaringerne, indhøstede i vore Krige
i det 19. Aarhundrede. Ingen tvivler om,
-=. = 950
Skyttesagens Betydning for Danmarks Forsuar-
at vor Hær i et kommende Slag vil kæmpe
tappert ; man er tværtimod overbevist om, at
alle, lige fra den højeste Befalingsmand til
den simpleste Kriger, vil gere sin Pligt til
det yderste og kæmpe som Helte; men man
fastholder, at Resultatet er paaForhaand givet:
vi maa ligge under, fordi vi er for faa. Man
hævder med nogen Ret, at dette jo i Grun-
den ogsaa indrømmes af cte sagkyndige, naar
de opstiller Forsvaret af Sjælland og Køben-
havn som Grundlaget for vor Forsvarsord-
ning. Jylland og Fyn skal altsaa uden al-
vorlig Kamp overlades Fjenden, saa snart
han kommer.
Det kan forklares og til en vis Grad und-
skyldes, at særlig Jyderne ikke føler synderlig
Begejstring for en Forsvarsordning, ved hvil-
ken deres Land bliver liggende som et vær-
geløst Bytte for Fjenden. Af egen bitter
Erfaring ved de, hvad der venter dem under
en fjendtlig Okkupation, medens Modstanden
fortsættes paa Øerne. Overfor Kampen paa
Sjælland maa de nødtvungne staa som ørkes-
løse Tilskuere. Spørgsmaalet — om Danmark
skal gaa ud af Kampen som selvstændig Stat
eller opsluges af een eller to Stormagter — bli-
ver løst uden deres Medvirkning. Der er
ikke alene for Jyderne men for enhver anden
dansk Mand noget i høj Grad nedtrykkende
i den Tanke, at Bevarelsen af Rigets Eksi-
stens udelukkende kommer til at bero paa
Modstandskraften hos den østlige Halvdel af
Nationen, hvorimod den vestlige Halvdel ikke
spiller med, skønt Spillet gælder lige meget
for begge Dele. Vi kar. ikke undre os over,
at Jyderne viser kølig Tilbageholdenhed over-
for Udsigten til denne Ordning. Der maa
nødvendigvis være noget langt mere tiltalende
for Jyderne i en Forsvarsplan, som ikke op-
giver Jylland.
En nødvendig Betingelse for at tage Jyl-
land med i Forsvaret er imidlertid en meget
stærk Forøgelse af Troppernes Antal. En
Fordobling at dette vilde vel knap nok slaa
til. Og hvorfra skal vi skaffe Penge til en
=.-= 951
Fordobling af Militærudgifterne? De kunde vel
nok skaffes til Veje. Sverige anvender for
Tiden ca. 100 Mill. Kr. o: 50 °/0 af Sta-
tens Indtægter til sit Forsvar; efter samme
Forhold kunde Danmark forsvare at anvende
ca. 50 Mill. Kr. til dette Formaal. Men vil
Folket og Rigsdagen strække sig saa vidt?
Ganske sikkert ikke, — i hvert Fald ikke
saa længe Udsigterne til et heldigt Forsvar
forekommer Lægmanden saa ringe. Men kom-
mer den Dag engang, da Stemningen i saa
Henseende slaar om, tror jeg fuldt og fast,
at Folket villigt paatager sig den forøgede
økonomiske Byrde. Et saadant Omslag i et
Folks Sindelag kan komme; vi har Tor faa
Aar siden set det foregaa i Norge. Er der
nogen Sandsynlighed for, at noget lignende
vil ske hos os? Det kommer an paa, om
Forsvarsplanen vinder Folkets Tillid.
Det turde være den almindelige Mening
— i alt Fald blandt Lægfolk — , at i en
kommende Krig vil det være absolut haab-
løst for vor Hær at optage en Kamp med
Fjenden i aaben Mark. Vi maa nøjes med
at føre en Forsvarskamp i dertil indrettede
faste Stillinger. Under denne Forudsætning
skulde man synes, at Hærens Sammensæt-
ning og Uddannelse kunde undergaa For-
andringer; Rytteriet blev i saa Fald ret over-
flødigt, og Fodfolkets Uddannelsestid lod sig
maaske nedsætte betydeligt f. Eks til 3 Maa-
neder. Anvendte man de Penge, der spa-
redes ved disse Reduktioner, til Skyttesagens
Udvikling, naaede vi et stort Skridt fremad
i Retning af at skabe den store Folkehær,
der kunde tage Kampen op med den ind-
trængende Fjende. Officerer og Underoffice-
rer blev selvfølgelig ikke overflødige; deres
Antal maatte vel endogsaa forøges; men de
kunde beskæftiges paa anden Maade i Freds-
tid end under den nugældende Hærordning.
Gik man over til at bygge Forsvaret paa
den talrige Folkehær, maatte Uddannelsen
blive mere kortvarig. Jeg kunde tænke mig
den iværksat under følgende Form: I Skoler
64
^Skyttesagens Betydning for Danmarks Forsvar ■ =
og Skytteforeninger gøres det til Pligt for
samtlige normale Elever og unge Mennesker
at tilegne sig den størst mulige Øvelse i at
bruge Hærens Skydevaaben. Aarets fulde
Kontingent af værnepligtige indkaldes til Tje-
neste i 4 lige store Hold, af hvilke hvert
fuldender sin Uddannelse i 3 Maaneder. De
Befalingsmænd, der ikke har Mandskab inde
til Uddannelse ved deres Afdelinger, sendes
ud i Landet som Instruktører og Ledere af
Øvelserne i Skytteforeningerne. Herved op-
naas at give samtlige vaabenføre Mænd en
nogenlunde soldatermæssig Uddannelse, der
vil sætte dem i Stand til at gøre Fyldest,
hvor det drejer sig om at føre en Forsvars-
kamp i dækkede Stillinger.
Udtales der Tvivl om, at 3 Maaneders
Uddannelse vil være tilstrækkelig til dette
Formaal, skal jeg tillade mig at minde ved-
kommende om Boerne. Deres egentlige mi-
litære Uddannelse var næppe saa lang; en
stor Del af dem havde overhovedet ingen
som helst modtaget; og dog forbavsede de
Verden ved deres heltemodige og haardnak-
kede Modstand mod den knusende Overmagt.
Fra selve Prøjsens egen Historie kan vi for-
øvrigt finde Beviser for, at Nedsættelse af
Uddannelsestiden ikke ødelægger Hærens mi-
litære Kraft. Efter Tilsitfreden gik man som
bekendt ned til 6 Maaneders Tjeneste; allige-
vel formaaede denne Hær 7 Aar senere at
kæmpe og besejre Europas bedste Soldater i
aaben Mark.
En Indvending mod den foreslaaede Kom-
bination af staaende Hær og Folkevæbning,
som jeg tænker mig muliggjort gennem Skytte-
sagens kraftige Udvikling, maa ikke forbi-
gaas i Tavshed: Det vil blive umuligt for os
at skaffe Befalingsmænd til en Styrke paa
o. 400.000- Mand! Maaske Vanskeligheden
paa dette Punkt dog ikke er større, end at
den kan overvindes. Erfaringerne fra Kri-
gen mellem Rusland og Japan taler i hvert
Fald for det. Det var jo før denne Krigs
Udbrud almindelig bekendt, at den japanske
Hærs Rammer (o: Befalingsmændene) ikke
tillod Opstillingen af en Hær paa mere end
120—130.000 Mand. Til almindelig For-
bavselse for alle mødte Japanerne imidkrtii
paa Krigsskuepladsen med op imod 1/9 Mil-
lion Soldater. Dette kan kun være blevet dem
muligt ved, at Soldater fra Geledet er blevet
tagne til Befalingsmænd. Hvad man med
saa fortrinligt et Resultat vovede i Japan,
kan vi vel ogsaa driste os til, saafiremt det
skulde blive nødvendigt.
Lad os antage, at Krigen først kommer
over os en halv Snes Aar efter, at den i
det foregaaende antydede Nyordning er ført
ud i Livet. Hvorledes vil denne da virke?
Faa Timer efter Mobiliseringsordrens Udste-
delse bryder de indkaldte Krigsmænd op fra
Hjemmet og iler ad alle Veje til de Steder,
der i Fredens Dage er indrettede til For-
svaret. Jydernes Skarer samles i deres Stil-
ling i Midtjylland, Fynboerne besætter deres
Volde og Skyttegrave, Sjællænderne søger
indenfor Københavns Forter. I hver af Lan-
dets tre Hoveddele staar i Løbet af et Døgn
en anselig Hær rede til at kæmpe for Fædre-
landet; ingen Del af Danmark vil Angriberen
kunne bemægtige sig i en Hast uden Kamp.
Hvor skal Forsvarsstillingerne indrettes?
De sagkyndige maa anvise os dertil egnede
Pladser paa Fyn og i Jylland. Paa Sjælland
er Kamppladsen forud givet; det vil blive
Egnen omkring Hovedstaden, som det har
været saa ofte tidligere. Det er jo en be-
kendt Sag, at Besiddelsen af København
spiller en Rolle i den tyske Generalstabs
Dispositioner for en fremtidig Krig. Det si-
ges aabenlyst, at kan vi selv hævde Besid-
delsen af vor Hovedstad, vil Tyskland lade
os i Ro. Træffer vi derimod ikke de dertil
fornødne Foranstaltninger, sender Tyskerne
øjeblikkelig ved Krigens Udbrud et Hærkorps
til København, besætter Byen ug tager straks
fat paa at anlægge de Forter og Forsvars-
værker omkring den, som vi ikke har skabt
Det vil være meget naivt at tro, at General-
952
Skyttesagens Betydning for Danmarks Forsvar =
stabschefen over den tyske Hær lader sine
Hænder binde af Traktater, Neutralitetser-
klæringer og lignende. Krigens Udbrud sæt-
ter med eet Slag alle den Slags skrøbelige
Sikringsmidler ud af Kraft. Københavns Be-
liggenhed, Størrelse og Hjælpekilder har nu
engang henledet Magternes Opmærksomhed
paa Byen, hvor besynderligt og ufatteligt det
end kan forekomme enkelte iblandt os. Og
denne Opmærksomhed er saa stor, at vi ikke
kan slippe for Invitation til at deltage i Dan-
sen, medmindre vi laaser vor Port saa for-
svarligt, at det kan ses af alle.
En Supplering af Hovedstadens Befæstning
ved nogle nye Forter vil vel ikke være os
uoverkommelig, men hvorledes skal det gaa
med Stillingerne i Jylland og Fyn? Her fin-
des intet brugbart Grundlag at bygge videre
paa; her maa alt opføres paa bar Bund.
Har vi Raad til det? Kan Landet virkelig
udrede Midler til et Par nye Fæstninger ?
Næppe! Vi faar lade os nøje med mindre.
Vi maa komme i Hu, at liggende bag Dyb-
bøls skrøbelige Jordvolde standsede vor Hær
Tyskernes Fremmarch i næsten 3 Maaneder.
Den allernyeste Krigshistorie viser os andre
Eksempler paa Feltbefæstningers Modstands-
kraft: Boerne holdt ved simple Løbegrave
Englændernes overlegne Hær i Skak gennem
Maaneder. I Manchuriet gjorde Japanerne
og Russerne dyrekøbte Erfaringer angaaende
i Hast opførte Forsvarsværkers Styrke. Disse
Erfaringer maa vi benytte os af. Det kan
ikke udkræve store Summer at indrette felt-
befæstede Lejre, omgivne af slige Værker.
Men selv om vi ogsaa — tvungne af
Nødvendigheden — maa undlade at gøre
Støttepunkterne i Jylland og Fyn saa faste,
som det var muligt, ifald tilstrækkelige Penge-
summer var til Stede, er der eet Punkt, paa
hvilket der ikke kan spares: Anskaffelsen af
Vaaben. Det vilde være aldeles uforsvarligt
ikke at anskaffe, de allerbedste Kanoner og
Geværer. Dertil udkræves imidlertid Penge
og atter Penge. Det er vel højst tvivlsomt,
om Opstillingen af en Folkehær, som her
tænkt, vil kunne gøres for de Midler, der
nu gaar med til Forsvaret Det er imidler-
tid et stort Spørgsmaal, om det ikke i Læng-
den bliver os dyrere, hvis vi lader Forsvaret
blive, som det er, — saaledes som mange
vil — , eller endog helt afvæbner, — som
Forsvarsnihilisterne vil.
De, der kræver Forsvaret opgivet, begrun-
der denne Fordring med den besynderlige
Paastand, at ingen af Magterne har Interesse
af at tage København, saafremt Byens Fæst-
ningsværker sløjfes. Faren for Angrebet skal
netop ligge i, at Byen har Fæstningsværker,
thi dem ønsker Magterne at faa Fingre i.
Det er i allerhøjeste Grad mærkværdigt, at
denne Anskuelse nogen Sinde er kommet
frem, og det er aldeles ubegribeligt, at den
fra en vis Side endnu kan fremsættes i god
Tro. For almindelig menneskelig Forstand
staar det ellers som selvindlysende, at værdi-
fulde Ting opbevares mere sikkert bag Laas
og Lukke end henlagt ved alfar Vej. Dette
vil man vel heller ikke nægte, men man
skyder dog Fæstningsværkerne i Forgrunden,
som det særlig attraaværdige for Fjenden.
Enhver, der vil se uhildet paa Sagen, vil
imidlertid være paa det rene med, at en
saadan Betragtningsmaade stiller Sagen paa
Hovedet. Fæstningsværkernes Besiddelse har
i sig selv ingen Betydning for Sømagterne,
der ene og alene fristes af Hovedstadens
mangfoldige Forraad og Hjælpekilder; ved
disse faar København Betydning som Støtte-
punkt for den Magt, der vil gøre sig til
Herre over Østersøen. Er Kbh. ikke be-
fæstet, kan Byen øjeblikkelig besættes og
hurtigt feltbefæstes af den Sømagt, der kom
mer først. Er Byen derimod befæstet paa
tidssvarende Maade, tager det Tid at indtage
den, og Belejrerne udsætter sig for et An-
greb i Ryggen; der er derfor god Udsigt
til, at han lader os i Ro, saafremt Forsvars-
værkerne er i Orden.
Den Tro, at vi, naar alt kommer til alt,
_= 953 - -=
Skyttesagens Betydning for Danmarks Forsvar
dog intet kan udrette mod Fjendens Over-
magt og derfor lige saa godt straks kan op-
give Ævret, oplese Hæren, aftakle Skibene,
nedlægge Fæstningsværkerne og med Hæn-
-derne i Skødet afvente, hvad der vil ske,
har desværre mange Tilhængere i Folket.
Uaar vi højt og tydeligt erklærer os neutrale
under alle fremtidige Krige, faar vi nok Lov
1il at være i Fred, mener man. Ja, var det
saa vel! men kun Daarer tør slaa sig til Ro
med den Tanke. Fra Historien kan intet
Bevis føres for Rigtigheden at denne An-
skuelse men derimod for det modsatte. Der
er noget højst besynderligt i den Tanke, at
vi Danske paa dette Omraade skulde være
klogere end alle andre Nationer. Hvor vi
ser hen i Verden, møder vort Øje stadig
voksende Skarer af Soldater og stedse mæg-
tigere og talrigere Forsvarsværker. Den, der
paastaar, at alle disse Folkeslag bærer sig
taabeligt ad, er selv en Taabe.
Fra Jyderne maa vi vente den største
Uvilje mod Københavns Befæstning. Men
Jyderne bør betænke, at Danmarks Rige staar
eller falder med København. Er København
først i Fjendehaand, saa er Danmarks Saga
ude, og der bliver ingen Plads for et selv-
stændigt Jylland. Kommer Krigen over os,
før vi har forberedt os paa dens Udbrud,
vil Sjælland efter alle Solemærker at dømme
komme under engelsk Herredømme og faar
som alle engelske Kolonier en ret fri Stilling.
Jylland derimod gaar under Prøjsens Aag og
vil til Gavns faa Kærligheden at føle: tysk
Værnepligt, høje tyske Skatter, tysk Embeds-
mandsvælde, Militarisme i dens ægte Skik-
kelse, tysk Sprog i Kirke, Skole og Forvalt-
ning m. m. Gaar det saaledes, hvad Gud
forbyde, vil den Dag komme, da Jyderne
græder Blod over, at de ikke stod Last og
Brast med Øboerne, mens det var Tid. Der
er overordentlig stor Udsigt til, at Udgiften
til og Trykket af Forsvaret vil tynge langt
haardere, hvis vi kommer under Prøjsen, end
hvis vi vedbliver at være selvstændige, selv
om en ny Forsvarsordning ogsaa skulde
bringe Udgifterne til at stige betydeligt
Danmarks Uafhængighed kan ikke sikres
ved Udstedelse af en Neutralitetserklæring.
Vi faar ikke Lov til at blive udenfor en eu-
ropæisk Krig, dersom vi ikke forbereder os
paa at gøre kraftig Modstand mod Volds-
daad. Jo flere Soldater vi kan møde med,
og jo flere Kanonmundinger vi kan vende
mod Angriberen, des større Udsigt er der
til, at man lader os være i Fred. En Folke-
hær paa 400,000 Mand, med 400 Kanoner,
støttet til det permanent befæstede København
og feltbefæstede Lejre i Jylland og Fyn, yder
os større Garanti for Bevarelsen af Fred og
fri Fremtid end en hvilken som helst Er-
klæring om Neutralitet.
954
RELIGIØSITET OG VIDENSKABELIGHED
Af Docent J. P. Bang.
UNDER Titlen „Religiøse Erfaringer" er
der nylig udkommen en Oversættelse
af en amerikansk Bog: The varieties of reli-
gions experience af W. James, Professor i Filo-
sofi ved Harvard Universitet. Den er et af
de vigtigste Arbejder paa et ret nyt Omraade,
den Videnskab nemlig, der betegnes som
Religionspsykologi. Ja, adskillige betragter
den som et epokegørende Værk, som en Pa-
rallel til Schleiermachers berømte Taler om
Religionen til de dannede blandt dens For-
agtere. Hvorfor blev Schleiermachers Bog til
saa stor en Bedrift? Blandt andet, fordi han
ikke talte om Teologi, ja ikke en Gang om
Kristendom, men kun om Religion. Tiden
var blevet træt, religiøst træt og ligegyldig;
teologiske og filosofiske Dogmer havde svæk-
ket dens Sands for, hvad ægte Fromhed er,
og den var løben tør i en tarvelig og gold
Rationalisme. Da kom Schleiermacher, ikke
med den stærke, vækkende, profetiske Tale
— der kom andre efter ham, der slog de
Toner an — det eneste, han gjorde, var at
kalde til Stilhed og lade Folk lytte, og saa
hørte de atter gennem hans Bogs Blade en
Rislen af levende Kildevæld. Hvad sagde
Schleiermachers Bog til det svindende 18de
Aarhundrede? Den sagde: det værste er
ikke dette, at du faar en uren, en mangel-
fuld Religion, men det værste er dette, at
du, maaske af Frygt herfor, dræber den Side
af dit Væsen, som vender mod Religionen.
Du aner ikke selv, hvilke fine Hjærtestrænge
du her ødelægger. Hør en Gang, lyt rigtig
efter, saa skal du fornemme, hvilke herlige
Toner der kan spilles paa disse Strenge. —
Og saa spillede han, som den Mester han
var, paa disse fine skjulte Strenge, og det
gav sitrende Genlyd i mange Sjæle, som naar
Vinden i en mørk Nat faar Æolusharper til
at klinge.
Hundrede Aar efter Schkiermacker kommer
altsaa William James. Stillingen er nu ganske
forandret. Schleiermacher stod i en religiøst
set vissen og indskrumpet Tid. Nu er der
den stærkeste Bevægelse, og Modsætningen
mellem religiøs og ikke-reiigiøs er skærpet
indtil Fanatisme. Schleiermacher var den store
Tænker, men tillige den idealistiske Drømmer,
hørte til den store filosofiske Digter-Skole,
som konstruerede Virkeligheden mere end de
kritisk undersøgte den. Men nu kommer
den eksakte, i empirisk Forskning opøvede
Videnskabsmand, Psykolog af Fag, og giver
sig til at undersøge alt det, der med et Ord
kan betegnes som religiøse Erfaringer. Han
samler sammen alle de Meddelelser om saa-
danne Oplevelser, han kan faa fat paa, ja,
han skaffer sig saadanne ved at udsende
Spørgeskemaer, bearbejder Materialet statistisk
og undersøger det ud fra sit Kendskab til
Sjælelivets Love. Men hermed nøjes James
ikke. Han spørger tillige dybt interesseret:
Hvad betyder alt dette, ligger der nogen
Virkelighed bag dette forunderlig brogede
Virvar af sjælelige Oplevelser, eller er det
kun forvirrede Drømme, som man i al ægte
Videnskabs Navn maa ud over og som Men-
neskeslægten efterhaanden maa renses for?
Det er dette Spørgsmaal, som dirrer gennem
hele Bogen, og det er netop dette, at der
bag ved al den eksakte videnskabelige For-
sken, som Bogen bærer Vidne om, ligger
dette dybt alvorlige Spørgsmaal — det er
dette, der giver Bogen dens store Interesse
og høje Værd. Og det Svar, han giver, er
af samme Art som Schleiermachers: der er en
Virkelighed i Religionen. Der strømmer gen-
nem den religiøse Oplevelse virkelig Kræfter
ind i Menneskelivet fra en Verden, der er
af en anden Orden end denne. Saaledes
siger James det samme som Schleiermacher:
955
Religiøsitet og Videnskabelig hed=
gaa ikke foragtelig Religionen forbi. Her
gemmer sig store Værdier, men de hører
ganske vist til en Verden, som ikke kan
sanses ; udslet dem ikke ved brutal Uforstand,
fordærv dem ikke ved Hykleri og Formalisme
— han siger det samme som Schleier macher,
men paa en anden Maade, med andre Midler
og til en anden Slægt.
Hos den store tyske Tænker er det i
Grunden kun en eneste Tone, man hører:
den fromme Følelse, som frigjort fra alle
denne Verden9 enkelte, skiftende Skikkelser,
smælter sammen med det store, uendelige
Univers. Men hos J. hører vi et mange-
stemmigt, brusende Kor. Fra alle Verdens
Hjørner kommer de fromme og taler til os
om deres lønligste Sjæleliv, om deres dybe-
ste Oplevelser. Men de føres ikke frem for
at overvælde os. Bagved det altsammen
staar den prøvende Videnskabsmand. Sam-
tidig med, at de aabner deres inderste Hjærte
for os, er de Forskerens Forsøgsobjekter.
Men det er skønt at se, hvorledes Forskerens
nøgterne Undersøgelse kan være forenet med
den dybeste Interesse for det Livsindhold,
som her aabenbarer sig, for de Livsskæbner,
som her kommer til Afgørelse. Her arbejdes
med psykologiske Bestemmelser, her opstilles
fysiologiske Formler for de religiøse Sjæle-
processers Forløb. Men med Opstillingen af
saadanne Teorier og Formler er Sagen ikke
klaret. Deri bestaar netop Overfladiskheden
i den sædvanlige materialistisk-videnskabelige
Tankegang, at naar man har klaret den psy-
kologiske og fysiologiske Side af de religiøse
Bevidsthedstilstande, saa mener man, at der-
med er Sagen selv fuldstændig færdig; at
Mennesket i sine religiøse Erfaringer virkelig
skulde opleve noget, skulde komme i For-
bindelse med objektive, eksisterende Magter,
det kan der slet ikke være Tale om. Denne
Overfladiskhed har J. grundig gennemskuet.
Bagved alle hans Bestræbelser for at paavise
disse Tilstandes sjælelige Forløb og deres
Forbindelse med Menneskets Nerveliv mælder
sig for ham stadig det Spørgsmaal som uaf-
gjort: er der nu Virkelighed deri eller er
det blot Illusion?
Hvad har vi ikke herhjemme maattet døje
af letfærdige Religionsforklaringer ! Lutter
Sygelighed, har man sagt. Jesus og Paulus
var Epileptikere, dermed er den Sag klaret
Alle disse skandaløse Sensationsprodukter
burde være taget ganske anderledes under
Behandling ogsaa fra filosofisk Side her-
hjemme, thi de var forældede, før de blev
fremsatte. J. har et samlende Udtryk for
alle disse Forklaringsforsøg ; han kalder dem
for „Læge-Materialismen", og han er ikke
naadig mod dem. Lægematerialismen er den
Tankegang, der affærdiger Apostelen Paulus
ved at kalde hans Syn paa Vejen til Da-
maskus en befriende Læsion af Hjærnebarken,
da han nemlig var Epileptiker. Den gør det
af med St. Teresa ved at erklære hende for
hysterisk og med Frants af Assisi ved at
kalde ham arvelig degenereret. George Fox's
Lede ved Tidsalderens Skinvæsen1) og hans
Hunger og Tørst efter aandelig Sandhed be-
handler man som Symptomer paa en For-
styrrelse i Tyktarmens Virksomhed. CarlyUs
orgeltonende Klageraab bliver rask væk
skrevne paa Tarmkatarrhens Regning. Alle
saadanne Former af aandelig Overspænding
er simpelthen Tilfælde af Diatese (rimeligvis
fremkaldte ved Selvforgiftning), der skyldes
en forstyrret Virksomhed af forskellige Kirt-
ler, som Fysiologien ikke har opdaget. Og
dermed mener Lægematerialismen, at det er
lykkedes at undergrave alle saadanne Menne-
skers aandelige Autoritet!"
Ja, men er disse Prøver ikke forfærdelige
Vidnesbyrd om Tankeløshed? Det er jo en
Selvfølge, at hele vort aandelige Liv staar i
Forbindelse med den fysiologiske Side af vor
Natur. Men netop derfor kan man af den
Omstændighed intet slutte med Hensyn til
*) Ikke dens „ Skændsler", som Oversætterne
ganske forkert siger.
956 =.=
^Religiøsitet og Videnskabelighed^
Værdien af de enkelte aandelige Fænomener.
Saa kan en udpræget Ateisme, et kraftigt
Religionshad, som vi jo ser det blusse hos
adskillige ærede samtidige, lige saa godt for-
klares som et Udslag af Leversyge eller an-
den Daarlighed. Ja i Grunden har allerede
Paludan Muller i Adam Homo grundig per-
siffleret denne Betragtning, naar han lader de
medicinske Autoriteter betegne Bogens Helt,
der har spildt sit Liv og sat sin Sjæl til,
som „en Mand i hver Henseende normal".
Særlig vender /. sig mod dem, der har den
fikse Ide — vi kender ogsaa dem herhjemme-
fra — at Religionen skulde være et Udslag
af forvildet Kønsdrift. I en herlig Note, som
desværre ikke er bleven oversat, gør han
det grundig af med denne Teori. Den min-
der ham om den katolske Forklaring af Re-
formationen: at Luther blev forelsket i en
Nonne. Naturligvis er der ogsaa de religiøse
Fænomener, hvor Menneskets Elskovstrang
blander sig ind, naturligvis henter det reli-
giøse Billedsprog ogsaa Billeder herfra som
fra Livets andre Omraader. Men man kunde
akkurat lige saa godt bevise, at Religionen
beroede paa en Forvildelse af Fordøjelses-
funktionerne. Dyrkes ikke Baccjius og Ceres}
nydes ikke den hellige Nadver, tales der ikke
om at „hungre og tørste efter Retfærdighed",
om at „smage og se, at Herren er god".
Der naas aldeles ingen Forklaring med alle
disse fysiologiske Fantasier.
Men — selv om det er bornert og fana-
tisk at ville gøre et Fænomen som Religionen
til et sygeligt Udslag af en forvildet Køns-
drift, saa skal det ikke nægtes, at hele denne
Bestræbelse efter saa at sige at efterspore
og aftegne det indre Maskineri, som virker
i de religiøse Erfaringer, kan virke nedslaa-
ende og foruroligende paa den, der i sin
Religion mener at eje en uvurderlig Virkelig-
hed. Alt dette med Hjærnecentrer, som
trættes i de frugtesløse Omvendelseskampe,
indtil Omslaget sker og man overgiver sig
til Gud og faar den Fred, man forgæves
vilde tilkæmpe sig, som en Gave — o : gen-
nem en Reaktion af Nervesystemet; eller at
Kræfter, der er holdte tilbage under Bevidst-
hedens Tærskel, naar det Punkt, da de over-
mægtigt bryder ind — eller hvorledes man
nu vil formulere den psykologisk-fysiologiske
Proces. Er det Nerver og Hjærnecentrer og
det hele sjælelig-legemlige Maskineri, der
virker saaledes rent mekanisk, saa er det jo
hverken mig eller Gud. Er det ikke mig,
der omvender mig, og Gud, der udfrier mig,
men er det hele et bestemt Forløb af sjælelig-
legemlige Processer, der afvikler sig paa en
bestemt Maade, saa er det jo ikke det, jeg
tror det er; saa er det, jeg kalder Sjæl, og
det, jeg kalder Gud, kun Navne, hvormed
jeg misforstaar, hvad der virkelig sker. Men
det er klart, at den, der kommer paa de
Tanker og sætter sig fast i dem, han vil
ikke mere ulejlige sig med at sætte det Ma-
skineri i Bevægelse. Det er jo nemlig det
mærkelige ved Sagen, at hele det religiøst-
psykologiske Maskineri kun kan komme i
Bevægelse, naar man virkelig tror, at Sjælen
og Gud (eller hvorledes man nu vil betegne
den oversanselige Magt) er ret betydnings-
fulde Virkeligheder. Man har som Barnet
ganske vist set, hvordan Legetøjet var lavet,
men det er saa ogsaa gaaet i Stykker med
det samme og kan ikke bruges mere. Hvem
vil vel trække i Snoren, naar Sprællemanden
ikke mer vil sprælle? Man har faaet en
Kundskab — men en saadan, der myrdede
det Liv, man derved lærte at kende.
Mangfoldige er de Mennesker, hvem det
er gaaet saaledes. Videnskaben har dræbt
deres religiøse Liv. Naar de har faaet de
religiøse Erfaringer videnskabeligt forklarede,
saa kan de ikke gøre dem mere. Naar det
gaar op for dem, at Omvendelsen kun er
Ydersiden af et indviklet sjælelig-legemligt
Maskineri, saa kan de ikke mere omvende
sig. Hvorfor skulde man dog ulejlige sig
med gennem Anger og Sjælekamp at gøre
visse Nervecentrer saa trætte, at der maa
957
^Religiøsitet og Videnskabelig hed=
komme et Tilbageslag, som saa opfattes som
Sejr og virker en Tilstand, som kaldes Fred !
Ja det er jo ikke blot unødvendigt, men det
er ganske simpelt moralsk umuligt. Saaledes
gaar hele deres religiøse Liv i Stykker. En
Maskine kan være god og nyttig, men den
kan ikke være from. Jeg er ganske vis paa,
at det maa bero paa et Selvbedrag, naar
Mennesker saaledes af videnskabelige Grunde
mener at maatte fornægte det bedste i sig
som beroende paa smukke Illusioner. Men
der er næppe noget vigtigere i vore Dage
end at føre Mennesker ud over dette døde
Punkt. J. har ogsaa skarpt Blik herfor.
Han taler om Mennesker, hvis- religiøse Evner
er bleven stansede i deres naturlige Vækst
af Livsanskuelser, der har haft en dødbrin-
gende Virkning, saasom den pessimistiske
eller materialistiske, under hvis Indflydelse
saa mange ærlige Sjæle i vore Dage har
maattet fryse ihjel, som i ældre Tider vilde
have givet deres religiøse Hang frit Løb. I
England og Amerika er det aabenbart særlig
den saakaldte Agnosticisme (den Opfattelse,
der sætter en forsvarlig Slaa for hele det
religiøse Omraade, som noget vi aldrig kan
vide det mindste om), der stænger. Mennesker
ude fra al Religion. Troen betragtes som
en Svaghed, man bør skamme sig over, og
— siger J. — mange blandt os tør ikke
tage denne Dom paa sig og vover ikke at
bruge deres Instinkter. Der gives Mennesker,
som aldrig kommer ud over disse Hindringer.
Til deres Dødsdag fornægter de Troen; deres
personlige Energi naar aldrig ind i sit reli-
giøse Centrum, og dette bliver ved at ligge
ledigt.
Hvorfor gaar det saa ofte Videnskabs-
manden saaledes? Det maa paa en eller
anden Maade hænge sammen med Viden-
skabeligheden som saadan. Mange Aarsager
kan naturligvis her medvirke; ofte kan det
for Eks. gaa saaledes, at han i sin Forsken
kommer til Resultater, som ikke kan forliges
med gængse religiøse Meninger, og saa bryder
han, altfor hurtigt, Staven over det hele.
Men det er ikke saadanne Tilfælde, der in-
teresserer os her. Her spørger vi ikke om
de Konflikter, der opstaar, naar formentlig
videnskabelige Resultater kommer i Strid med
religiøse Fordomme. Her spørger vi ikke
om Resultater, men om Metoden, om der
virkelig i selve den videnskabelige Metode
ligger en Hindring for Udvikling af religiøst
Liv hos Videnskabsdyrkeren. Det synes ofte
at være saa. Og det er heller ikke svært
at vinde en psykologisk Forstaaelse af, at
det kan gaa saaledes.
Thi den egentlige, den forudsætningsløse
Videnskab, den som gennem nøjagtige Un-
dersøgelser og Eksperimenter forvisser sig om
Faktum og påaviser den faste aarsagsmæs-
sige Sammenhæng mellem Fænomenerne, den
har jo ikke Brug for nogen Gud. Gud er
ikke nogen videnskabelig Hypotese. Han
lader sig ikke finde med nogen Kikkert, lige
saa lidt som man ved at dissekere Legemet
finder Sjælen. Der ér ingen Overgang fra
den enkelte videnskabelige Undersøgelse til
Gud. Og derfor : jo mere Videnskabsmanden
med Liv og Sjæl gaar op i sin Videnskab,
desto mere vil han fristes til at lukke sig
ude fra det religiøse Liv. Han har ingen
Brug for Gud i sin Videnskab, og det er
hans Stolthed; derfor tror han, at han ogsaa
maa undvære Gud i sit Liv, ja sætter sin
Stolthed deri. Man kan forstaa den Tanke-
gang — om end jeg tror, at den oftest gør
sig halvt ubevidst gældende, thi i sig selv
er den her foreliggende Slutning dog altfor
ulogisk til at kunne fastholdes med klar Be-
vidsthed. Den kan jo dog kun gælde for
den, der gør sig selv til en Slags levende
Inkarnation af Aarsagssætningen. Eller kunde
det da slet ikke tænkes, at hele den Ordning
af Tilværelsen, der gør en sammenhængende
videnskabelig Forskning mulig, netop var
villet af Gud selv? Har man virkelig Ret
til at slutte, at fordi Gud er Ordenens Gud,
derfor er han ikke til? Eller gaar hele Men-
958
^Religiøsitet og Videnskabelig hed=
neskets Aandsliv op i videnskabelig Forsken?
Kunde der ikke indenfor Aandslivet tænkes
andre Veje, der ikke — som den videnskabe-
lige — var lukkede, religiøst set, men som
kunde føre til Gud? Den, der har gjort
religiøse Erfaringer, han vil ogsaa kunne
indse, hvorfor den videnskabelige Vej er
udelukket. Grunden er simpelthen den, at
al eksakt videnskabelig Undersøgelse bevæger
sig fra den ene enkelte Ting til den anden.
Men paa den Linje ligger Gud ikke. Han
er ganske vist ingen Ting, men derfor er
han ikke ingenting. Hvis Videnskabsmanden
ikke vil ophøre med at være Menneske, er
der intet i selve hans Videnskabelighed, der
behøver at stænge ham ude fra Religionens
Verden.
Men naar nu Videnskaben nærmer sig
selve Religionen og søger ligesom at om-
klamre de religiøse Erfaringer med sine psy-
kologiske og fysiologiske Arme, vil den saa
dog ikke ende med at kvæle den? Jeg tror
ganske vist, at det gaar saadan i mange
enkelte Tilfælde, men det behøver ikke at
gaa saadan. Kun hvis man lader sig synke
ned i den materialistiske Livsanskuelse, den,
der gaar ud paa, at det sjælelige Liv blot
er en uvirkelig Skyggeside af det legemlige,
blot en foreløbig og forgængelig Ytringsform
af Stoffet, kun da maa Religionen nødven-
digvis forsvinde. Da kan kun det fastholdes,
som selv blot er Skygge, eller som i al Fald
kan friste en Skyggetilværelse, — jeg tænker
særlig paa Kunsten — men Religionen kan
ikke trives mellem Skygger; den vil gælde
for Virkelighed. Hvis Sjælen stadig skal
stirre paa det døde Stof som det, der er
Livsgaadens Løsning, saa forstenes den. Re-
ligion kan kun fødes der, hvor Sjælen kan
vende Ryggen til Stoffet og skue ind i en
Verden, hvorom den — selv om dens Syn
maaske er dunkelt nok — dog kan sige, at
den er virkelig, og af en anden Art end
Stoffets.
Og vender vi tilbage til Eksemplet med
Omvendelsen, saa bør den Omstændighed, at
Videnskaben søger at finde de psykologiske
og fysiologiske Formler for dens Tilblivelse,
ikke forlede os til sygelige Tvivl om dens
Virkelighed. Vi véd jo dog godt i al Al-
mindelighed, at vort hele Sjæleliv hænger
nøje sammen med legemlige Funktioner, sær-
lig i Nerver og Hjærne. Men deraf følger
dog ikke, at Sjælelivet ikke er andet end
Bevægelser i Nerve og Hjærne. Derfor bør
det heller ikke forstyrre os, at den sjælelige
Proces, som kaldes Omvendelse, staar i For-
bindelse med bestemte psykologiske Love og
fysiologiske Foreteelser, der til en vis Grad
kan bringes til bestemt Formulering. Der-
med er der aldeles intet sagt, som kunde
rokke ved den Tro, at jeg i Omvendelsen
kommer i Berøring med en oversanselig
Virkelighed. Jeg kan jo dog ikke bringe
en Omvendelse i Stand ved at beslutte at
hidse mine Nerver op til et saadant Højde-
punkt af Spænding, at en Reaktion maa ind-
træde. Kun naar det er aandelige Faktorer,
der griber ind i Sjælelivet, kommer den
Nerveproces i Stand, som er knyttet til disse
aandelige Faktorer og bestemt af deres Art.
Kun hvis man blander det aandelige og det
fysiologiske sammen til et haabløst Kaos, vil
den Skepsis indtræde, som betyder det reli-
giøse Sjælelivs Død.
Derfor er det ogsaa saa velgørende at se,
hvorledes Videnskabsmanden James, der selv
tumler med den videnskabelige Behandling
af det religiøse Sjæleliv, ikke lader sig im-
ponere det bitterste af den suveræne Ringe-
agt, hvormed Flertallet af Nutidens Viden-
skabsmænd ser ned paa Religionen. Fordi
Videnskaben ganske vist maa gaa ganske
upersonligt frem, er han ikke til Sinds at
lade sig berøve Retten til at udfolde og ud-
dybe sit personlige Liv. Det kan han ganske
vist ikke gøre uden paa flere Punkter at
danne sig Overbevisninger, som han ikke
kan bevise med upersonlige Grunde. Men,
som han siger, det interessante og værdi-
- — - 959 —■--—
^Religiøsitet og Videnskabelig hed=
fulde ved et Menneske er dog ikke det, som
han deler med alle andre fornuftige Menne-
sker, fordi det lader sig bevise med udvortes
tvingende Grunde, men det er hans „Over-
Tro* o: det som hans eget personlige Livs
Udfoldelse driver ham til at gribe som Sand-
hed, selv om det ikke kan godtgøres strin-
gent. Thi her nødes han til at sætte sig
selv ind. Og deri bestaar Livets Rigdom.
Men dette: at forvandle den videnskabelige
Forskningsmetode til et Slags upersonligt
Livssyn, det er overfladisk, hult og uvirke-
ligt. James har følt Sandheden i det Ord
af Herren: Hvad gavnede det, om du vandt
(o: i dette Tilfælde: med den videnskabelige
Tanke trængte ind i og vandt Indsigt i) den
ganske Verden, naar du maatte bøde med
din Sjæl, med dig selv, med dit bankende
Hjærte, som dog er dig en langt nærmere
og langt umiskendeligere Virkelighed end alt
det, du kan sanse, alle de Billeder af en Om-
verden, om hvis Virkelighed du i Grunden,
naar det kommer til Stykket, intet sikkert ved.
Derfor er det en Fryd, ogsaa for den po-
sitivt troende, at følge J.s Undersøgelser,
selv om man i mange Maader aldeles ikke
deler hans Syn. Der er saamænd Religions-
filosoffer nok, ogsaa herhjemme, som stiller
sig højt op paa den skeptiske Piedestal og
derfra ser ned paa Religionens Verden med
et umaadelig overlegent og blaseret Smil.
James har en ubændig Lyst til at pirre saa-
danne Personer ned fra deres indbildte Høj-
der. Han har Respekt for Religionen, trods
alle dens Forvildelser og al den Misbrug,
den har været Genstand for. Derfor kan
ogsaa den kristne glæde sig over hans Bog,
selv om den aldeles ikke prædiker Kristen-
dom, men tværtimod principielt stiller alle
andre Religioner paa lige Fod med Kristen-
dommen. Schleiermachtr talte jo heller ikke
om Kristendom, kun om Religion — og dog
blev hans Bog en Banebryder for Kristendom.
Paa samme Maade kan det gaa med James.
Thi Sagen er jo den, at Kristendommen kan
ikke blive Virkelighed for den, for hvem
Religionen overhovedet ikke er en Mulighed.
Mange er de, der i vore Dage har ladet sig
hypnotisere bort fra al Religion af en vis
ubestemt Frygt for „Videnskaben*. Men at
løse denne Fortryllelse, det er den største
Tjeneste, som Videnskaben kan gøre Reli-
gionen. Og den tjener sig selv dermed.
Thi det var dog altfor komisk, om Viden-
skaben skulde drage i Leding mod al Reli-
gion for saa til sidst at opdage, at den
imidlertid selv var bleven Genstand for —
Afgudsdyrkelse.
= 960
iJMidllililA+iiOaKMi+ire
Ædelsten.
I Virkeligheden bunder overordentlig meget
— langt mere end man til dagligt Brug
tænker sig — i Menneskenes rent ydre For-
fængelighed ; denne Egenskab kan ikke siges
kun at have uheldige Virkninger, tværtimod
udvikler den tildels baade Skønhedssans og
Hygiejne, men mange af dens Udslag er
latterlige.
Naar vi ser Indianernes Tatovering og de
avstralske Kannibalers Benpind gennem Næsen,
smiler vi medlidende, men der er mange
meget nærmere liggende Forfængelighedsud-
slag, som i mindst ligesaa høj Grad burde
frastøde os, men som ikke gør det. For nu
ikke at tale om noget saa meningsløst som
den stærkt snørte Taille, der næsten er værre
end Kinesernes Fodklemmer, er det mon saa
ikke yderst sjældent, at der opstaar Med-
lidenhed, naar et „ civiliseret a , maskulint
Eksemplar af homo sapiens betragter en
mørkøjet Skønhed, i hvis Øren der hænger
Ringe med Brillanter (af Størrelse som Hassel-
nødder), som lyner omkap med Damens
Øjne; og hvis der undtagelsesvis i saadanne
Tilfælde fremkommer nogensomhelst Med-
lidenhed, mon det saa ikke i de 99 af 100
Gange er hos Damen? —
Ædelstens høje Værdi er udelukkende
baseret paa Forfængeligheden, som stadig
bevirker, at Efterspørgslen efter disse spar-
somt forekommende Mineraler er stor i For-
hold til Tilbudet; vel at mærke kun naar
der er Tale om ægte Ædelsten, thi Forfalsk-
ninger og Efterligninger er altid livligt ud-
budt („før 6 Kr. nu kun 25 Øre").
Amerikanerne er de største Forbrugere af
Smykkesten; der indføres i Nordamerika hvert
Aar for kolossale Summer navnlig af Dia-
manter; men dette Land producerer jo ogsaa
et stort Antal Parvenuer, hvis Pralesyge ofte
stiger til det fabelagtige. —
At en saadan lille Sten som f. Ex. en
Brillant er saa værdifuld, har naturligt nok
bevirket, at der er gjort mange Forsøg paa
ad kunstig Vej at fremstille „ægte" Diaman-
ter; med ægte menes, at Stenene med Hensyn
til kemiske og fysiske Egenskaber skal være
identiske med de i Naturen forekommende.
Diamant er en krystallinsk Form af rent
Kulstof; den udmærker sig ved at være
gennemsigtig, stærkt lysbrydende og ganske
overordentlig haard, det haardeste Legeme,
man kender; i stærk Modsætning til Kul-
stoffets anden Krystalform, Grafit, feom er
uigennemsigtig og blød. Smeltet Jern kan
opløse ikke saa lidt Kulstof; det ligger nær
at forsøge, om man ikke kan faa en Del af
dette Kulstof adskilt i Diamantform, naar
det smeltede Jern størkner. Efter det store
Antal Fremgangsmaader, der i denne Hen-
seende var forsøgt, men som altid højst
havde givet Grafit som Resultat, havde man
næsten Lov til at tro, at Sagen var haabløs ;
det var den imidlertid ikke, thi det lykkedes
for den berømte franske Kemiker Moissan
(død Februar 1907) at faa lidt af Jernets
Kulstof udskilt som Diamanter; disse var
rigtignok ganske smaa, højst maalte de */a
Millimeter i deres største Udstrækning; an-
vendes til Fremstilling af Smykkesten kan
Moissan's Metode saaledes ikke, men det er
alligevel meget interessant at se, hvorledes
han fik Diamanterne.
I det Jern, som Meteorsten indeholder,
har man ofte fundet ganske smaa, tildels
mikroskopiske Diamanter; ved Spekulation^
over, hvorfor Kullet i disse Tilfælde var*
udkrystalliseret som Diamant, kom Moissan
til det Resultat, at det kunde være, fordi
Jernet under Kullets Krystallisation havde
været udsat for et overordentlig kraftigt
Tryk hidrørende fra Luften, der sammen-
pressedes meget stærkt foran Meteoret under
dettes rasende Fart gennem Jordens Atmo-
sfære. Moissan forsøgte derefter kunstigt at
bringe kulstofholdigt Jern under lignende Be-
tingelser, og dette opnaaede han paa en
meget sindrig og genial Maade. 1 den af
Moissan selv konstruerede elektriske Ovn op-
hedede han i en Digel smeltet kulstofholdigt
Jern til saa høj en Temperatur som muligt;
Diglen med Jernet udtoges, og ved Dyk-
ning i Kviksølv afkøledes Diglen og en Del
af Jernet meget hurtigt; en ydre Skal stiv-
nede derved, medens den indre Kerne endnu
var flydende; under den fortsatte Afkøling
stivnede ogsaa Kernen, men da Jernet ud-
vider sig en lille Smule ved Størkningen,
opstod der indenfor Skallen et enormt Tryk,
fordi denne Udvidelse forhindredes af den
faste Skal; det Kul, der udkrystalliserede
961 =
Natur og Videnskab
under Kernens Størkning paavirkedes derfor
af et meget højt Tryk, og det viste sig og-
saa, at der var dannet smaa Diamanter. —
Medens det saaledes hidtil har været umu-
ligt at fabrikere Smykkediamanter , er For-
holdet ganske anderledes for Rubinernes Ved-
kommende. Disse kostbare Ædelsten har i
Virkeligheden gennem flere Aar været Gen-
stand for en heldig og meget indbringende
Fabrikation, der foregaar i Paris. Først for
nylig har den franske Kemiker Verneuil
offentliggjort, baade at han er Opfinder af
Fabrikationsmaaden , og hvorledes denne er
i alle Enkelthederne.
I Hovedsagen er VerneuiTs Metode meget
simpel, den bestaar i at smelte de Bestand-
dele, Rubinerne er sammensat af — nemlig
Aluminiumilte blandet med c. 2 °/0 Kromilte —
og dernæst lade denne smeltede Masse kry-
stallisere; det er rigtignok i Princippet den
samme Fremgangsmaade , man stadig for-
gæves har forsøgt; det er ikke tidligere
lykkedes at faa Massen klar krystallinsk.
Verneuil fandt ud af, at Krystallisationen
skal foregaa langsomt og ved en bestemt
høj Temperatur, som nøje maa overholdes,
hvis man vil være sikker paa at faa klare,
gennemsigtige Rubiner; denne Temperatur
opnaar Verneuil paa en meget snild og ejen-
dommelig Maade. Han har konstrueret en
lille Knaldgasovn (Knaldgas-Brint og Ilt) med
vandret Flamme; op i Flammen rager neden-
fra en Stift, som bestaar af ren Aluminium-
ilte ; Stiftens Spids smelter i den hede Flamme,
og Stiften maa efterhaanden skydes lidt til-
vejrs for stadig at holde sig paa samme
Sted i Flammen ; nu lader Verneuil en Blan-
ding af fint pulveriseret Rubinmasse drysse
ovenfra lige ned imod Stiftens smeltende
Spids; det fine Pulver ophedes saa stærkt
i Flammen, at det smelter sammen paa
Stiftens Spids til en langsomt voksende
Kugle; den smeltende Spids har netop den
rigtige Temperatur til Rubinmassens klare
Krystallisation, og naar den voksende Rubin-
kugle har naaet en passende Størrelse, tages
den ud, afkøles forsigtig og er færdig til
Slibning.
Det angives, at disse fabrikerede Rubiner
i ingen Henseende staar tilbage for de natur-
lige; de er ligesaa klare, har en overordent-
lig smuk Farve, samme Haardhed, lader sig
ligesaa godt slibe, lyser i Mørke, kort sagt
er i enhver Retning „ægte*.
Nu er det foreløbig saaledes med Rubiner,
men det er rimeligvis kun et Tidsspørgsmaal,
naar det bliver paa samme Maade med Sa-
firer, Smaragder og andre Ædelsten, at de
kan fremstilles kunstigt, saa at de umuligt
kan skelnes fra de naturlige Sten. Man skal
nu være forsigtig med at sige: umuligt, thi
der er en lille Chance for, at man maaske
alligevel kan komme til at afgøre, om en
foreliggende Sten er naturlig eller ej. Den
Chance er opstaaet ved Resultaterne af nogle
meget interessante Undersøgelser af A. Miethe
over Radiumsstraalernes Indvirkning paa Ædel-
sten. Det har ved disse ganske nye Under-
søgelser vist sig, at en ikke for kortvarig
Paavirkning med disse mærkelige Straaler næsten
altid foraarsager en Forandring i Stenenes
Farve og Evne til at lyse i Mørke; og
Karakteren af denne Forandring veksler med
Stenenes Findested. Det vilde blive for
vidtløftigt at gaa i Detailler, .men eksempel-
vis skal nævnes, at 14 Dages Bestraaling
fik en farveløs Borneodiamant til at antage
en lysende, citrongul Farve, medens en lige-
ledes farveløs, brasiliansk Diamant ikke viste
nogen Forandring efter 4 Ugers Bestraaling;
Safirer fra Ceylon blev efter 2 Timers Be-
straaling først grønlige saa gule, tilsidst
guldgule, medens Safirer fra Siam ikke for-
andredes kendeligt.
Der er saaledes noget, der taler for, at,
hvis man absolut vil være sikkert paa, at
en Ædelsten er naturlig, kan man maaske
ogsaa blive det, naar disse Bestraalingsfor-
søgs Fortsættelse har givet tilstrækkelig stor
Resultattabel. En ganske anden Ting er, at
Radiumsstraalernes Indvirkning maaske kan
give Anledning til endnu yderligere Efter-
spørgsel efter Ædelsten, fordi der stilles
Variationer i Udsigt, hvorom man hidtil
ingen Anelse har haft; hvis man bliver ked
af sin Safir, kan den i en Fart blive af
Farve som en Smaragd, derefter som Topas
o. s. v. ; ja, der er maaske slet ingen Grænse
for Variationernes Antal, thi man kender jo
flere straalegivende Stoffer end Radium, og
de giver nok alle forskellige Virkninger.
h. c. £?.
Stjernernes Punklen.
At visse Stjerner „ funkler", ved vistnok
alle. Seer man op til den stjernefyldte
Himmel, lægger man Mærke til, at nogle
Stjerner lyser En i Møde med roligt Lys,
962
Natur og Videnskab -
medens andre pludselig synes at være paa
Veje til at slukkes eller virkelig helt slukkes
for derefter i næste Øjeblik at blusse kraf-
tigt op igen. Disse er det, man kalder Fix-
stjerner, og fra de ældste Tider har man
søgt at forklare sig Grunden til deres uro*
lige Funklen, uden at man til Dato har
fundet en absolut tilfredsstillende Forklaring.
Visse Forhold kan man imidlertid nok opnaa
Enighed om.
Afgjort er det saaledes, at før en Regn-
periodes Indtræden funkler Stjærnerne liv-
ligere end ellers, noget man iøvrigt ikke her-
hjemme kan iagttage nær saa tydeligt som
i de Egne, hvis Aarstider deles i en Tørtid
og en Regntid.
Ligeledes synes det ubestrideligt, at de
Sy ærner, som har hvidt Lys, funkler stær-
kere end de, der har rødt; men iøvrig er
der tydelige Farvenuancer i de funklende
Stjerner.
Rimeligt er det at antage, at Professor
Carl Exner i Wien har Ret, naar han gør
gældende, at Fænomenet har sin Grund i,
at varme og kolde, fugtige og tørre Luft-
strømme vexler med hverandre, og at de paa
forshjellige Maader bryder Lysstraalerne, som
derved, naar de i de paa hinanden følgende
Øjeblikke naar ned til os med forskellig
Virkning, fremkalder en Fornemmelse af
større eller mindre Opblussen og øjebliksvis
Slukning.
Radium.
Det synes som om hele Jordkuglens faste
Skorpe indeholder Radium, hvilket Stof man
vil have fundet i den overalt, hvor det er
eftersøgt. Man tør mene, at der i et Gram
Substans gennemsnitlig er 7 Billiontedele Ra-
dium. Da den faste Jordskorpe tør antages
at være 12 Kilometer tyk, og da Radium er
varmeudviklende, bliver Radiummassen saa
stor, at den Varme, den udvikler, kan dække
hele Jordkuglens Varmeudstraaling. Maanen
maa, idet den er en fra Jordkloden løsreven
Masse, have samme Stofindhold som Jorden,
følgelig indeholder den procentvis en lignende
Radiummængde.
Fortidsdyr.
Enhver har hørt Tale om uddøde Dyr og
tænkt paa hvor mærkeligt det i Grunden er,
at en skønne Dag dør et Dyr som det sid-
ste i sin Art. Den ene Menneskeslægt efter
den anden henlever sit hele Liv, uden at
nogen aner det mindste om, at paa det
Sted, han nu gaar, færdedes forhen Væsener,
om hvis Skikkelse ingen nu har den fjer-
neste Forestilling. Saa finder man engang
tilfældigvis Dyret eller en Del af det f. Ex.
i Form af en Forstening, man undres over
dets Udseende, men, bunden som man er af
det daglige Arbejdes Krav, vinder man ikke
derved nogen nævneværdig Forstaaelse af de
Forhold, der var herskende paa det uddøde
Dyrs Tid. Mange af de Mennesker, som
det gaar saaledes, bevarer ikke desmindre
stor Interesse for de forbigangne Jordperioder,
men hvor skralt det staar til med Forstaael-
sen, ser man f. Ex. ofte hos Folk, der med
en vis Ærefrygt opbevarer Stene, der kun
tilfældigvis ligner Dyr, men hvis Værdi san-
delig ikke staar i Forhold til Eiermandens
Begeistring for dem. For en Del Aar siden
levede der herhjemme en Mand, som havde
samlet sig en Mængde Stene, om hvilke han
troede, at de var Dele af menneskelige Le-
gemer, blot fordi de tilfældigvis kunde siges
at have Lighed dermed, ganske som f. Ex.
Skyer nu og da kan have en Skikkelse, som
minder om Mennesker eller Dyr.
Som en Modsætning til en saadan Mands
for al Værdi blottede Syslen med Forstenin-
ger staar Videnskabsmændenes Bestræbelser
efter at sammenstille, hvad man finder af
utvivlsomme Dyrelevninger. Vort zoologiske
Musæum i København har, ligesaavel som
ogsaa flere Provinsmusæer, gode Prøver paa,
hvad man saaledes kan finde, og alt i alt
er det ikke saa ganske ringe, hvad man paa
Grundlag heraf efterhaanden kan slutte sig
til angaaende Jordens Udseende i fjernt-
liggende, henrundne Tider. Danskeren P. W.
Lund, der i mange Aar opholdt sig i Syd-
amerika, er en af dem, der har gjort de
rigeste og bedste Fund af Fortidens Dyre-
levninger, og Fundenes Resultater, fremstil-
lede af Herluf Winge, har stor Interesse;
men naturligvis arbeides der ogsaa i andre
Lande paa at kaste nyt Lys hen over de
gamle Tiders Historie. Saaledes udsendte
Naturhistoriemuseet i New York ifjor hele
tre store Expeditioner, hvis Formaal det var
at eftersøge Levninger af Fortidsdyr, og de
har alle tre saare ejendommelige Resultater
at opvise. Man fandt saaledes fuldstændige
Skeletter af nogle mærkværdige Kæmpedyr;
det ene lignende et vældigt Firben , men var
963 z
Natur og Videnskab
udstyret med et Hoved, der ligner en Ands.
Af Lemmernes Bygning kan man se, at Dy-
ret har brugt Bagbenene som Gangredskaber,
medens det med Forbenene har plukket
Blade og Frugter, der sad mange Alen oppe
i Træerne. De Lærde regner med store Tal,
naar man spørger dem, hvor længe det kan
være siden, at saadanne Dyr levede. For
tre Millioner Aar siden, siger de, løb den
Slags Firben endnu om i Skovene,- men i
de sidste to Miilioner Aar har der ikke levet
nogen af dem.
Ogsaa et elefantagtigt Dyr med 6 Horn
har man nu efter Expeditionen bedre Lev-
ninger af end forhen. Det har ikke været
morsomt at komme paa Kant med saadan
en Fyr, thi foruden de 6 Horn havde han
to vældige Stødtænder. I det hele har Ex-
peditionerne Interesse derved, at de har
fuldstændiggjort talrige Iagttagelser, og i New
York venter man nu med Spænding paa,
hvilke Resultater Undersøgelsen af de her
nævnede og mange andre Skeletter vil bringe
for Dagen.
Husholdningsundervisningen.
Husholdningsundervisningen har vundet en
stor Seir: Fru Berg Nielsen er bleven ansat
som Statskonsulent i Husholdningsundervis-
ningssager. Det var i 1885, at hun paa et
af „Dansk K vindesamfund " s Møder udtalte,
at Tjenestepigeforholdene maatte kunne brin-
ges et stort Skridt fremad, ja vel helt refor-
meres, hvis der blev oprettet Husholdnings-
skoler, i hvilke saavel Fruer som Tyende
kunde oplæres. Siden den Tid har man be-
standig hørt fra hende; det syntes at ligge
klart for Dagen, at hun i Løsningen af
Spørgsmaalet om Husholdningsundervisningen
saa sit offentlige Livs Hovedopgave, og med
en sjælden Energi har hun ført Kampen for
en lykkelig Tilendebringelse af sin Sag.
Exempelvis skal det nævnes, at hun, hvis
Tanke det var, at Husholdningslærerinde-Ud-
dannelsen burde knyttes til Landbohøjskolen,
resolut lod sig optage som Elev paa denne
Skole, hvor hun 1903 — 06 gennemgik et
Kursus i Chemi, Fysik, Botanik, Plantefysio-
logi og Pattedyrenes Anatomi. I Efteraaret
1905 aabnede hun i Forhaabningsholms
Allé sin „Fagskole for Husholdning", og her
har hun siden uddannet saavel Husmødre
som Lærerinder, hvorved dog er at bemærke,
at hun ikke opererer aldeles selvstændigt,
men lader Elever modtage en Del af Under-
visningen paa Landbohøjskolen. Har man
overværet Afgangsexamen og derved dannet
sig et Begreb om, hvor energisk Eleverne
har arbeidet og hvor praktisk tilrettelagt
Undervisningen har væiet, føler man sig
overbevist om, at Examinanderne gaar ud i
Livet med de bedste Forudsætninger for at
kunne reformere paa Husholdningsvæsenets
Omraade. At de herhen hørende Skoler nu
i Fru Berg Nielsen har faaet en Tilsyns-
havende, der staar som Ministeriets Konsu-
lent, er en Faktor af vidtrækkende Betyd-
ning. Da jeg engang for 27 Aar siden
havde god Grund til at korse mig over en
Dames grufulde Madlavningstheorier udbrød
jeg: Den Tid kommer nok, da Ingen faar
Lov til at lave Mad, medmindre hun er noget
lignende som nu de polytekniske eller phar-
maceutiske Candidater! Det var en bevidst
noget tilspidset Udtalelse, men at den havde
et Gran af Berettigelse mener jeg den Dag
i Dag. Jeg havde den Gang ved at passere
hen ad 3 Veie faaet en Mening derom;
Dels havde jeg seet de mest haarreisende
Resultater af Madlavnings- „ Kunsten ", dels
havde jeg gennem „Postel: Kleine Chemie
insbesondere fur Seminaristen" faaet den
Mening, at der paa de danske Seminarier
burde undervises i Chemi, og endelig havde
„Asbjørnsen: Fornuftig Madlavning" vist mig,
at der ogsaa for Husmødre maatte kunne
gives en speciel Undervisning.
Lidet anede jeg den Gang, hvilken Fart
der skulde komme i Husholdningsundervis-
ningen, at Chemien virkelig skulde blive Fag
paa Husmoderskoler, og at der paa Almue-
skolerne — saavelsom i andre Skoler —
skulde blive givet rationel Køkkenundervis-
ning. Mange har staaet betænkelige overfor
denne Under visningsgren, men der er ingen
Tvivl om, at den allerede nu har gjort stor
Nytte trindtomkring, ikke mindst i de køben-
havnske Skoler, hvor mange af de højere
Samfundsklassers Børn lige saavel som de
lavest stilledes trænger til at faa deres Be-
greber om Husmoderens Nytte og hendes store
Samfundsrolle klarede. *. C Af.
964
^i'id
Haven i August.
For Haveejere er August er i flere Ret-
ninger en udmærket Tid. Planterne gengæl-
der i rigeligt Maal den Pleje Qg Omhu, der er
anvendt paa dem i de foregaaende Maaneder
og Haven kræver kun lidet Arbejde for at
holdes vedlige; Ukrudtet gror nu ikke stærkt
og Blomsterfloret er paa sit højeste, navn-
lig naar de mange eetaarige Sommervækster,
som Asters og lignende, deres højeste Ud-
vikling og største Parten af Stauder og
Knold vækster blomstrer ogsaa nu. De store
og besværlige Arbejder hører ikke denne Maa-
ned til, derimod er der en Del Smaaarbejder,
saaledes bør man stadig pille de visne Blom-
ster af, ikke [mindst af de remonterede Ro-
ser, dels ser de visne Blomster ikke godt
ud og dels vil det svække Planterne, at lade
dem sidde. I Slutningen af Maaneden kan
man indplante Gyldenlak i Potte og ligeledes
Calla, som . har været udplantede. Det er
gavnligt for dem at faa lidt fat med Rød-
derne, inden de skal flyttes ind i Stuen. De
Stauder, der har blomstret i Forsommeren,
kan udmærket deles og omplantes paa denne
A årstid, ligeledes kan man lægge Kejser-
kroner og foraarsblomstrende Lilier om. I
Begyndelsen af Maaneden er det Tid at af-
aflægge Nellikerne. Denne Formerigsmaade
er længst gaaet af Brug i Gartnerierne, men
er stadig for Amatøren, der kun har Brug
for faa Planter, den bedste, og er ogsaa den
Maade, som har været anvendt i Aarhundreder.
Nelliken, d. v. s. Havenelliken er nemlig en
af de Blomsterplanter, der tidligst har været
dyrket; den har fulgt vor Kultur lige saa
længe som Rosen, og den har i den Grad
været knyttet til Menneskene, at man slet
ikke kender dens vilde Form eller dens
egentlige Hjemstavn, og naar Botanikerne
søger et ægte uforfalsket Eksemplar af Di-
anthus caryophyllus, som dens botaniske Navn
er, søger de det fortrinsvis ved gamle Borg-
ruiner eller lignende Steder f. Eks. i Pro-
vence. Nellikens Farve var oprindelig kun blod-
rød — FalstafT kunde ikke lide Nelliker, de
mindede ham om Blod — men nu findes
de i alle Farver og Nuancer, undtagen rent
blaat. Der findes Fortegnelser, hvori over
to Tusind Sorter Nelliker er beskrevne og
klassificerede, og man har opfundet flere
sindrige Systemer, ved hvis Hjælp det er
muligt at holde Rede paa en saadan Over-
flod af Former og Farver. Nelliken har altid
været blandt de mest dyrkede Haveplanter,
dog var der en Periode omkring Midten af
forrige Aarhundrede, hvor den blev delvis for-
trængt af de mange nye Blomsterplanter, som
Georginer, Fuchsier, Pelargonier o. s. v., der
da kom frem. Kulturen gik noget af Mode,
og mange af de bedste Sorter fra det fore-
gaaende Aarhundrede forsvandt. Nu har
den igen indtaget sin gamle Hædersplads,
ved dens Dyrkning er nu anbragt mere Ka-
pital end ved nogen anden Blomsterkultur,
Den rige dyrker hele Drivhuse fulde af den,
og et Par Nelliker hører navnlig i Vesteuropa
næsten uundværligt med til et Hjem — om
ikke andet saa som Potteplante i Vindues-
karmen. Aflægningen — der tænkes stadig
kun paa den almindelige Havenellike, der
bedst overvintrer i Potte j Stuen — gaar
for sig paa den Maade, at der uden om den
frit udplantede Moderplante lægges lidt fin
Jord, hvori anbringes et eller flere af Plan-
tens Skud, saaledes at en Del af Skuddet
er dækket af Jorden, medens dets Top rager
op. Det er hensigtsmæssigt at fæste Skuddet
ved en lille Trækrog og at skære et Snit
halvt ind og paa langs gennem et af de Led,
der dækkes af Jorden. Aflæggerne passes
med Vand, hvis det gøres nødigt, og efter
en fem å seks Ugers Forløb, vil man kunne
overskære Forbindelsen med Moderplanten og
kunne sætte den unge Plante i Potte. Nel-
likerne er egentlig fleraarige, men det er en
gammel Erfaring, at de bør fornyes hvert
Hus og Have
andet Aar — „alle slags Neglicker holder
sig vel de to første Aar, mens icke længere"
skriver Christian Gartner i sin i 1634 ud-
givne Havebog.
Det er ret taknemligt at formere Pelar-
gonier. Stiklingerne bør tages i denne Maa-
ned og bør være to å tre Tommer lange.
De skæres med en skarp Kniv glat af umid-
delbart under et Led, og dersom de er saft-
fulde bør de ligge en halv Dagstid inden de
stikkes fast ned 1 sandblandet Jord i en
Potte, de skygges og overbruses, men ellers
holdes de temmelig tørre.
Køkken- og Frugthaven kræver i Reglen
kun almindelig Renholdelse. Dersom Blom-
kaalen er saa aaben, at Solen kan skinne
ned i det unge Hoved, bør man knække et
Blad indad saaledes at det ligger og skygger
lidt. Det vil være heldigt allerede i denne
Mnaned at afskære de afbaarne Grene paa
Hindbær- og Brombærbuskene.
Handelsgartner G. N. Brandt.
Hønsegaarden.
Allerede i Løbet af denne Maaned vil en-
kelte Høns paabegynde Fældning, og der vil
da være Anledning til at skænke Besætningen
særlig Opmærksomhed i den Tid, Fjerskiftet
staar paa. Nogle Høns særlig blandt de
unge fælde regelmæssig og tabe nu og da
en Fjer, andre, navnlig de ældre Høns, kan
gaa i meget lang Tid og være omtrent halv-
nøgne, et ret uheldigt Forhold, naar Vejret
falder ind med Kulde og Regn. Hovedsagen
er, at Fældningen fremskyndes saa meget
som mulig, inden det ublide Vejr indtræffer,
dette sker sikkert bedst ved at tilbageholde
ægdrivende Foder eller indføre en sparsom
Fodring hermed, men fremfor alt bør Foder-
sammensætningen være saaledes, at denne
bidrager til at styrke Dyrene og fremme
Fjerenes Dannelse. Særlig uundværlig i den
Tid er friske knuste Ben, Blod, Slagteri-
affald, Mælk o. s. v., animalsk Føde kan
og maa ikke undværes under Fældningen.
Kvælstofholdige Stoffer er, hvad der særlig
tiltrænges ved Frembringelsen af de nye
Fjer, ligeledes forskellige mineralske Bestand-
dele og Salte: For Høns, der ere i Fjertab,
kan ligeledes nævnes saa værdifulde Stoffer
som Hør og Hampefrø samt Solsikkekager,
der i opblødt Stand blandes i Blødfoderet,
ikke at glemme vegetabilske Stoffer som tør-
rede Brændenælder og Kløverhø. Endelig
vil lidt Jernvitriol i Drikkevandet samt Svovl-
blomme i Blødfoderet være i højeste Grad
gavnligt, og hvad det særlig drejer sig om
er, at Fjerkræet og da særlig i Fældetiden
faar et rigeligt Foder, for at de kan have
saa meget som mulig at staa imod med.
At Hønsene i Fældetiden og da navnlig,
naar denne indtræffer sent paa Aaret, maa
være beskyttede saa meget som muligt mod
Søle og Sjap samt Blæst og Regn er en
Selvfølge og i saa Tilfælde er et lyst og
luftigt Læskur med et rigeligt Lag tørre
Avner og Blade paa sin Plads.
For mange, og da især, naar Talen gælder
større Hold, vil det sikkert kunne betale sig
at paabegynde Udsættertiden i Hønsebesæt-
ningen allerede i Slutningen af Maaneden,
idet en Del Individer alt ere ophørte med
Lægningen og skal paabegynde Fældningen,
ligesom Priserne endnu ere temmelig gode,
da Vildtet ikke er begyndt at oversvømme
Markedet og trykke Priserne.
Som Tilfældet nu er, paabegyndes Udran-
geringen for en stor Del alt for sent paa
Aaret; flere af Hønsene have maaske alt
overstaaet Fældningen, forinden denne finder
Sted. I større Hold vilde det sikkert være
den mest praktiske Fremgangsmaade hen paa
Efteraaret at gaa Besætningen igennem en
Gang om Ugen og da fjerne eller udtage
de Individer indenfor Flokken, som have
paabegyndt Fældningen. Ved en saadan
Fremgangsmaade sparer man de Individer,
der ere i Lægning, ligesom en eventuel
tidlig Udlægning har til Følge, at der bliver
saa meget desto bedre Plads til Ungdyrene,
saaledes at disse kan blive saa veludviklede
som mulig.
Resten af Besætningen, der skal finde An-
vendelse til Avl det næste Aar, bør da i
Løbet af Efteraaret og Vinteren skænkes en
ikke ringe Opmærksomhed, for at de kan
være i saa god en Kondition som mulig,
naar Avisperioden indtræffer.
Saafremt Udsætterhønsene skal bringes
paa Markedet i slagtet Tilstand, da gælder
det om, at disse komme til at præsentere
sig i saa smuk en Stand som mulig i Kø-
bernes Øjne. En velbehandlet smukt op-
bunden, men mager Fjerkrækrop vil sikkert
bringe lige saa meget ja maaske mere hjem
end en kødfuld Høne, der er slet og util-
talende behandlet. Ved Slagtningen bør
Hovedet være vedhængende Kroppen; sidst-
nævnte bør være fri for Rifter, og endelig
-Hus og Haue=
maa Benene være opbundne eller pressede
tæt ind til Kroppen. De grimme strittende
og snavsede Ben maa fremfor alt undgaas;
det bidrager til at gøre Varen langt mere
tiltalende. Saafremt Dyrene bleve anbragte
i Presser (Vformede), vilde disse faa en langt
mere kompakt Udseende.
Først naar Dyrene ere blevne kolde, bør
Forsendelsen finde Sted. I dette Øjemed er
særlig Tremmekasser og Kurve at anbefale.
Hønsene indpakkes i rent Papir og lægges i
Rækker med Papir mellem hvert Lag, og er
da klar til at afsendes.
Sluttelig er der en Sag, der fortjener Op-
mærksomhed, nemlig Anbringelsen af trans-
portable Hønsehuse rundt paa Stubmarkerne.
Hønsene vil kunne opsamle det tiloversblevne
Korn og samtidig gøre sig tilgode med
Larver og] Insekter, saa Foderudgifterne vil,
grundet herpaa, kunne indskrænkes en Del.
A. V. Kock, Konsulent.
Børnesengklæders Vedligeholdelse.
Ligesaalidt som Bohave og Linned maa
forfalde, gaar det an at lade Sengetøjet
forfalde. Ganske vist er det i mange Hjem
i Byerne vanskeiigt at foretage Reparation
og Omstopning af Sengetøjet, fordi man ikke
har Plads, men forsaavidt som man har
Plads, kan det betale sig selv at udføre
dette Arbejde, i alt Fald for Vugge- og
Børnesengklædernes Vedkommende.
Krølhaarsmadratser.
Først udbankes Madratsen nede i Gaarden
eller foran de aabne Vinduer, eller man
spenderer at lade den støvsuge. Den lægges
derefter paa et stort Bord — kan man sidde
paa et Kvistkammer med dette Arbejde,
sidder man jo mest i Fred — og de fast-
stukne Næst paa Madratsen løsnes. Naar
dette er gjort, aabnes den i Sømmen paa
den ene af de lange Sider. Aabningen maa
være ca. */2 Alen bred eller netop saa stor,
at man med Lethed kan tage. Krølhaarene
ud. De lægges i en tom Balle. Vaaret
vendes og børstes, efterses og lappes, hvor-
efter det vaskes og rulles. — Krølhaarene
lægges i Vaskerkedlen i rent Vand, der
bringes i Kog. Mens Vandet ophedes, rører
man rundt i Krølhaarene med Vaskestangen.
Naar det akkurat koger, trækkes Krølhaarene
op. Rent Vand hældes i Kedlen, og Krøl-
haarene faar atter et Opkog, hvorefter de
trækkes op og skylles i en Balle koldt Vand,
tages op og spredes paa et Klæde enten
paa en Plæne, hvor Sol og Luft kan gennem-
tørre dem eller paa et Loft, hvor der er
Gennemtræk. Krølhaarene vendes et Par
Gange om Dagen, indtil de er fuldstændig
tørre. Da pilles de omhyggeligt fra hin-
anden, saaledes at der ingen Klumper findes.
Jo bedre Sort Krølhaar der er i Madratsen,
jo lettere er de at rense og pille samt stoppe
med. — Efter at Krølhaarene er pillede,
tager man fat paa at stoppe Madratsen,
hvortil der udfordres megen Akkuratesse.
(At kantstikke Madratser, saaledes som Saddel-
mageren gør det, er ikke nødvendigt til
Børnemadratser, og da det tillige er meget
vanskeligt for uøvede, er det ikke værd at
forsøge paa det). Man lægger Vaaret paa
et Bord med Vrangen vendt ud. I hver af
Vaarets fire hjørner næster man en god
Haandfuld Krølhaar fast. Nu vender man
Vaaret og begynder at stoppe i, men kun
lidt ad Gangen. Først fylder man de fire
Hjørner, dernæst de to smalle Ender af
Madratsen. Ved Sting, der er ca. 6 Tom-
mer fra hinanden, stikker man ved Hjælp
af en lang Sadelmagernaal tvert igennem
Madratsen Krølhaarene fast ca. 4 Tommer
fra Kanten af Vaaret. Disse Næst gennem
Krølhaarene udføres saaledes: Træd Naalen
med den sværeste ublegede Saddelmagertraad.
Slaa en Knude paa Enden af Garnet. Træk
en lillebitte firkantet Klædeslap eller en lille
Ulddusk paa Traaden. Stik Naalen gennem
Madratsen, etik atter en lille Lap paa Naa-
len. Træk Naalen igennem og stik den til-
bage igennem Lapperne paa begge Sider.
Stram Garnet til og bind det fast med den
knyttede Ende, saa fast at Næstet og Lap-
perne paa hver Side af Madratsen kommer
til at sidde i en lille Fordybning. Lapperne
anbringes, for at ikke Næstet skal rive Hul
i Bolstret. — Nu stopper man den lange
Side modsat Hullet færdig, og næster for
Krølhaarene som før beskrevet. Tilsidst
stopper man Midten af Madratsen, og fra
Midten efterhaanden ud mod Hullet. Man
sørger for, at Krølhaarene kommer til at
ligge jævnt over hele Madratsen, og man
stopper, saa den bliver meget fast og tyk,
da den ellers snart mister Faconen og bliver
nedligget i Midten. Naar man synes, at Stop-
ningen er jævn, sørger man for, at Krøl-
haarene kan ligge fast, ved over hele Madrat-
Hus og Have-
sen at anbringe de før beskrevne Næst med
ca. 6 Tommers Mellemrum. Naar Madratsen
er færdig stoppet, kastes Hullet til.
Hvad man vil give mere af Anvisning
paa dette Arbejde, vil let kunne forvirre den
Husmoder, som ikke har set det blive ud-
fort. Kun én Ting kan yderligere tilføjes:
man maa give sig god Tid til Arbejdet.
Det er ikke noget, der er gjort i en Haande-
vending. Ej heller maa man tabe Modet,
hvis det ikke straks lykkes, og hellere tage
Krølhaarene ud og stoppe om igen end
nøjes med at de ligger mindre godt. Har
man først én Gang stoppet en Madrats, saa
er det ikke svært næste Gang at gøre del
tilfredsstillende.
Dyner og Puder.
Naar disse trænger til at stoppes om, er
det fordi Fjerene eller Dunene efterhaanden
har klumpet sig. — Vaaret sprættes op i en
af Sidesømmene. Fjerene eller Dunene tages
ud (Edderdun omtales ikke her, da de er
meget vanskelige at behandle, og man yderst
sjældent anvender dem i Børnesengklæder; ved
at hældes lige fra Puden over i en stor
Pose af tyndt og let Tøj. Vaaret lappes
og vaskes. — Posen med Dunene anbringes
i Solen paa et Kvistkammer eller paa et
Loft, hvor der ingen Gennemtræk er. Her
ligger den nogle Dage, indtil Solen har
gennembagt den. Man kan ogsaa gennem-
bage Dunene i en halvvarm Ovn, eller man
kan sende dem til et Fjerrenseri. Men da
der i en almindelig Ovn kun kan være faa Fjer
eller Dun ad Gangen, er det nemmere at
nøjes med Solvarmen. Dunene vil ved Var-
men svulme op og blive ligesom mere levende
igen. Man maa af og til vende og ryste
Posen med Dunene. — Er det Halvdun eller
Fjer, man har med M gøre, maa man for-
sigtigt pille de Ribber bort, hvor Fanen er
slidt af. Forinden man tager fat paa Om-
fyldning af Fjer, maa man klæde sig i Bom-
uldskjole og binde sit Hoved ind i et linned
Klæde, da man ellers næppe kan faa Dunene
af igen.
Naar Dunene er godt solede — det tager
gerne et Par Dages Tid — fylder man dem
atter i Vaaret, og syer til for Hullet med
meget tætte Sting.
Stukne Tapper
med Sirtses Betræk. Tæppet lægges et Øje-
blik i koldt Vand, trækkes derefter op og
lægges paa et stort Bord eller en Bænk.
Man gennembørster Tæppet paa begge Sider
med tyndt Sæbevand ved Hjælp af en blød
Børste. Derefter skylles det i koldt Vand
og hænges til Tørring i Solen. Der med-
gaar flere Dage før Tæppet er tørt. Naar
det er godt tørt bankes og trækkes det, for
at Vattet saa vidt muligt kan rejse sig igen.
Stukne Tæpper
med uldent eller Silkebetræk maa kun ud-
bankes eller børstes godt. Man kan ogsaa
lade dem støvsuge.
— Unge
— Tak -
Mand, De har reddet min Datters Liv. Jeg vil give Dem hendes Haand.
- roen undskyld, kunde jeg ikke faa det kontant . . .?
FERRIN
mod Blodmangel
er en kemisk Forbindelse nf Mælkens
Æggehvidestoffer med Jern.
Denne Forbindelse afgiver den bed-
ste Form for et styrkende organisk
Jornpræparat. Faas paa Apothekerne.
Pris 1 Kr. 50 Øre.
Kbhm.i Ltreapotneks kemiske Fabirk.
?\axvo\aexv
mest fuldkomne Klaverspilleapparat hvorpå«
enhver — med eget Foredrag — kan udføre
alle Musikens Mesterværker. Planolaen. hvis
Pris er IOOO Kr.. forevises beredvilligt dagligt
Petersen & Steenstrup's
Harmoniums-Magasin,
St. Kirkestræde 1,1. Sal.
Hus og Have
Krølhaar.
De bedste Krølhaar er sorte eller graa Heste-
haar, hvor hvert enkelt Haar ved Pilningen
ses at være langt og reelt. Men der gives
ogsaa mindre fine Sorter, som er blandede
med tyndere og kortere Haar, samt den
tarveligste Sort, hvori der er blandet Fæhaar-
eller andre Surrogater for Krølhaar og hvor
imellem man undertiden kan finde Totter, som
minder om Enden af en Kohale. Den fine
Krølhaar er dyr, 3 å 4 Kr. Pundet, men
det betaler sig i Længden at anskaffe den
til sine Sengklæder, da den i Aaringer kan
udholde at pilles og stoppes om. Dog maa
man ved Omstopningen altid regne, at Krøl-
haarene er svundet noget ved Rensning og
Pilning, og at ny maa lægges til. De tarve-
ligere Sorter Krølhaar svinder stærkest.
Kapok
er et Plantestof, som saavel kan anvendes
til at stoppe Børnemadratser som Puder og
Vuggedyner med. Men skøndt Kapok kun
koster omkring 1 Kr. 10 Øre Pundet, saa
er det ikke billigt at anvende til Børneseng-
klæder, thi Kapok kan ikke stoppes om,
men maa kastes bort, saasnart den er klum-
pet sammen eller nedligget. — Navnlig til
Stopning af Madratser kan det ikke i Læng-
den svare Regning at bruge Kapok. Til
Puder og Dyner kan det bedre anvendes. —
Til en Vugge- Overdyne medgaar der 3 Alen
engelsk Dunlærred, som deles i to Bredder.
Til Fyld bruges knap l1/* <& af de fineste
hvide Dun. Disse koster c. 5 Kr. f ; man
kan ogsaa nøjes med Halvdun, der er
betydeligt billigere men ikke gør Dynen nær
saa blød og let.
Fylder man med Kapok regner man ls/4
18 til Fyld; man behøver dertil da ikke at
bruge Dunlærred, men kan nøjes med Shir-
ting. Hvad enten man har en Dun- eller
Kapokdyne til Vuggen, sætter man et hvidt
eller kulørt Betræk udenom.
Til en Vuggemadrats med rundede Hjørner
medgaar 1 1 Kvarter Bolster å 28 Tommers
Bredde. Til Stopningen 21/* & Krølhaar.
Anvender man Kapok, da 3 fø. Den under-
ste Madrats er som Regel en Hømadrats
med Sækkelærred, som man køber færdig
med Vuggen.
Til Hovedpude laver man enten en flad,
blødt stoppet Krølhaars- eller Kapokpude,
eller man giver Barnet en almindelig firkantet
Dunpude under Hovedet. Til den første
laver man et Vaar af Bolster ca. 20 Tom-
mer paa den ene og ca. 14 Tommer paa
den anden Led. Foretrækker man at give
Barnet en Dunpude, da syes Vaaret i samme
Størrelse af fjertæt Nanking og fyldes med
Vi Pund Dun. ViMe s*iu*t\.
Nyt
Lommekort
over
København
i Kr.
Faas i alle Boglader
G. E. C. GAD.
Kgl. Hof
Instrument-
mager
CORNELIUS KNUDSEN
18 Købmagergade 18
Med Ennas
Fotografi-
Apparater
kan enhver strax foto-
grafere overalt.
Forlang Katalog.
„Amatør-Fotografen"
Vimmelskaftet 47.
HOVEDKONTOR FOR DANMARK:
AMALIEGADE 3.
TELBFON Nr. 7607.
Speoial- Atelier for alt
moderne Haararbejde
•for Damer og Herrer.
Triasformations. Toapots*
Parykfabrik og Lager.
F. Platan a
Hovedvagtsgade O
Ordres pr. Port ekspederes prompte
I alle Boglader faas:
„Stjernehimlen"
Stjernekort med Drejeskive.
2 Kr. G. E. C. GAD.
cflJ ~m
rro did
KJØBENHAVNS
LAANEOG
DISKONTOBANK
AKTIESELSKAB
Aktiekapital Kr. 16.000.000
Reserver Kr. 2.560.000
HOVEDSÆDE: Amagertorv 24. — 10-4. Telf. 6900.
NØRREBRO AFD.: Nørrebrogade 26. — 9-3 og 6V8. Telf. 4951.
ØSTRE AFD.: Bredgade 77. — 9-2 og 5-7. Telf. H 583.
HELLERUP AFD.: Strandvej 96. — 10-2 og 6-7. Telf. Heil. 119.
Foretager alle Køber og sælger
Bankforretninger. Obligationer og Aktier.
Modtager Indlaan og Indskud paa Folio og Bankbog.
3 Mdrs. Indlaan = 5 pCt.
Rente paa Bankbog = 3*/9 pCt + Bonus.
Boxer udlejes i Hovedsædet og Hellerup Afdeling:
15—25—40 Kr. aarlig.
Værdipapirer og Værdigenstande opbevares mod Va %o
aarlig Afgift.
□
Rejse-Akkreditiver udstedes. Fremmed Mønt købes og sælges.
n :cl
rb
65
D
♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦
TURISTFORENINGENS REJSEHAANDBOG
DANMARK
TREDJE OMARBEJDEDE UDGAVE
Med 30 Kort. Indb. 4 Kr. 50 Øre.
Særskilt faas
SJÆLLAND
med omliggende Øer og
BORNHOLM
FYN
og
JYLLAND
Med 13 Kort.
Indb. 2 Kr. 50 Øre.
Med 18 Kort
Indb. 2 Kr. 50 Øre.
Faas i alle Boglader.
♦"»♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦♦+"»+"»♦♦
Det gjensidige Forsikringsselskab
„DANMARK"
Hovedkontor: Selskabets Ejendom,
V. Boulevard 34, Filialkontor: Amagertorv 3.
Desuden har Brandforsikringsafdelingen
Agenturer over hele Landet og Livsforsikrings-
afdelingen har General- Agentur i Aarhus:
Prip, Clemensborg, og i Odense: Schreiner,
Kongensgade 31.
Brandfors Livsfars.
Forsikringssum ..... c. 877 Mill. c. 50 Mill.
Formue - 3i|4 — c. 10 —
I
-Hcle&milienharGkeJc
pfVr? &a\e
Grørnrropbon
med Sange af
— Herold — Cornelius — Nissen —
Simonsen f og mange andre.
Musikstykker af den kgl. Livgardes og
Husar Regim. Orkestre.
Ægte Grammophion Apparater lige-
fra Kr. 30.00
Ægte Grammophon Plader Kr. 2,50 og Kr. 5.
Nye Zonophon Plader, enestaa-
ende rene og kraftige, enkelt bespillede Kr.
1,00 og Kr. 2,00, dobbelt bespillede, 2 Melo-
dier paa en Plade, Kr. 1,50 og Kr. 3,00.
Skandinavisk Grammophon Aktieselskab
Frederiksberggade 27, i.w. København.
KUNSTINDTRYK 1907
I LONDON— PARIS — KØBENHAVN
Af Kunstmaler Johannes Kragh
Den, der
Livet
gennem arbej-
der med Kunst,
vil mere end
en Gang have
spurgt sig selv:
Hvad er Menin-
gen? Hvad be-
tyder Kunst for
Nutidsmenne-
sker?
Den var for
Oldtidens Græ-
kere som for
Renæssancens
Italienere en
Livsbetingelse;
er den det for
os ? Har Kun-
sten Del i vort
Liv, eller er det
er Luksus, en
Overklasse-
behagelighed ?
Er vi i Stand
til at modtage,
er vi i Stand
tilatfrembringe
Kunst?
Det kunde
godt se ud,
som Slægten
var bleven
gammel og
uformuende
paa dette
Punkt. Som det
enkelte Menne-
ske normalt
sætter sine
Børn i Verden
i sine unge
Aar, saaledes
gaar det ogsaa
Folkene — og
Kunsten er som
Barnet et Over-
skud af Livs-
kraft; er den
ikke det, er
den heller ikke
Navnet værd.
Tager vi nu
Folkene, de
gamle Kultur-
folk, ja, da er
det jo ganske
vist hverken
Grækere eller
Italienere, der
vejer til i Nu-
tidens Kunst;
men de Folk,
der er kultur-
historisk yng-
re, synes at
have Mulighe-
der for at frem-
bringe noget
paa Kunstens
Omraade ; det
er de enkelte
Folkestammer,
der ældes, ikke
Menneskeslæg-
ten.
Watts: Kærlighed og Dod.
=r--= 965 =____
Den, der dra-
ger ud for at
faa et Indtryk
af, hvad Nu-
tidskunst duer
til, og som —
Kunstindtryk 1907
naturligt nok — først
vil vende sig til Paris,
hvor Kunstnere fra
alle Egne af Jorden
udstiller, vil faa det
paafaldende Indtryk :
det er de fremmede,
der — kvalitativt —
dominerer Salonerne.
Den franske Kunst gør,
paa disse officielle Ud-
stillinger, et selvover-
levet, stillestaaende Ind-
tryk — til Trods for
de mange udspilede
Fingre, de sprællende
Arme og Ben. Ære for
Undtagelserne! De er
gode nok til — navn-
lig rent artistisk — at
betegne Højdepunkter-
ne i moderne Kunst.
Men det er allige- Rodin: *°rtræt af
vel mest de fremmede, man ser paa, navnlig
Englændere og Amerikanere — ogsaa Spa-
niere, de har mere Friskhed, mere Blod, de
er ved at erobre de Saloner, som kaldes
henholdsvis „Société des artistes francais "
og „Société nationale tt.
Hvad der ganske vist gør Sammenligningen
noget ulige, er den Omstændighed, at flere
betydelige franske Kunstnere slet ikke ud-
stiller, Degas f. Eks., eller i alt Fald kun paa
smaa Privatsaloner, f. Ex. Roussel, Vuillard,
der ligefrem er engagerede af en Kunst-
handler.
I London er Forholdene ret lignende, ikke
mindst for de yngre Kunstneres Vedkom-
mende. En begavet Kunstner som Nicholson
f. Eks. vil man finde i en lille bitte Kunst-
handel ude i Chelsea, hvor de to smaa Rum
dog ofte er fyldte af de eleganteste Damer.
I København er noget af det samme Til-
fældet, om end de smaa Forhold vel nok ger
Oversigten lettere. En af de for Tiden mest
kendte danske Kunst-
nere, Vilh. Hammers-
høj, vil man vanske-
lig kunne faa noget
Indtryk af paa Udstil-
lingen ; han sender
intet selv, og det vil
i Regelen være Udstil-
lingsstyrelsen, der maa
forsøge at skaffe et
eller andet Billede til-
veje som Laan fra
Ejeren.
Dette Træk — Ulyst
til at udstille — vil
man genfii ide overalt —
mest hos de fornemste
Kunstnere — de fore-
trækker at indbyde
nogle faa til et „pri-
vate showa, eller at
lade ordne en lille Se-
Jean Paul Laurens. paratudstilling. Fælles
er Afsmag ved de store officielle Udstillinger.
Mest frugtbart var det maaske at holde sig
til de smaa og saa engang imellem deltage
i Verdensudstillinger, hvor hvert Land har
sin egen lille Samling. Dette kan være meget
instruktivt paa Grund af de rige Muligheder
for Sammenligning. Man ser, hvad Hjem-
landets Kunst savner, og kan ogsaa blive
stolt over en virkelig Værdi, som mindre
føles paa hjemlig Grund end i det fremmede.
Ved en Undersøgelse af, hvad Kunst be-
tyder for moderne Mennesker, for vor Tid,
vil det falde naturligt at mærke sig: hvad
bliver mest set; hvilke Ting sés mest?
hvilke Ting sælges mest? Det maa være
muligt at drage nogle Slutninger herfra, idet
Sensationskunst naturligvis maa fradrages —
som ofte vil faa sit Tilløb, sin Berømmelse
fra andre Værdier end de kunstneriske eller
naturligt menneskelige.
966
Kunstindtryk 1907
En Kunstart, som baade ses og købes, er
Portrætkunsten. Dens Udøvere — de berømte
naturligvis i Særdeleshed — er i Sandhed
Lykkens og Publikums Skødebørn. Deres
Ting bliver set, diskuterede og — godt be-
talte: alt i stor Maalestok i Verdensstæderne,
en miniature hos os.
Da Kunsten altid vokser i Forhold til de
Krav, der udefra stilles til den, de Opgaver,
der bydes den, saa er det kun naturligt, at
Portrættet er det Omraade, hvori moderne
Kunst naar videst. Hertil kommer desuden
det moderne Menneskes lidt nøgterne For-
stand paa og Sans for Realiteter. Det gamle
Roms eneste Kunst var Portrætbilleder ; netop
ud fra samme Egenskaber skabtes dengang
og øves nu en præcis, virkelighedstro Por-
trætkunst.
Paa Udstillingerne i Paris og navnlig i Lon-
don findes for-
bløffende Prø-
ver paa, hvad
for Tiden kan
naas af Over-
legenhed —
ægte og for-
loren — over-
for Opgaven.
Nævnes maa
den i Florens
fødte, i Lon-
don bosatte
Amerikaner
(med fransk
Uddannelse)
John S.Sargent.
I Retning af
sikker, hastig
og dog for-
mende Pensel-
føring er han
vel endnu
uovertruffet.
Hans egne
Landsmænd r0U: Frihed.
haler ganske vist godt ind paa ham, Englæn-
derne med for den Sags Skyld, og Kapløbet
bliver for Konkurrenterne lettet derved, at
han — som saa mange andre Portrætister —
bliver overbenyttet. Han udstillede i Aar syv
Portrætter, alle i Legemsstørrelse og et Par af
dem meget store. De seks var Dameportrætter
og flere af dem var unægtelig noget afjaskede;
det bedste af dem, Lady Sarsoon, var et Vid-
under af Elegance. Denne smukke, ikke helt
unge Dame. selv udøvende Malerinde, synes
med sine subtilt elegante Haandbevægelser
at have inspireret ham til en veritabel tour
de force.
Engelsk Skulptur er gennemgaaende ret
ubetydelig. „Skulptur maa De rejse over
Kanalen for at se", sagde en Englænder til
mig. Som et af de smukkeste Eksempler paa
engelsk Portrætskulptur, jeg fandt, gengives
her — ved
Kunstnerens
Elskværdighed
— Harold Par-
kers meget le-
vende Marmor-
buste af Mrs.
Stirling.
Som Portræ-
tister i Skulp-
tur hævder
Franskmæn-
dene endnu af-
gjort deres
Overlegenhed.
De er nu en-
gang fødte med
plastisk Sans.
Vender vi os
- til de danske
Udstillinger,
kan det ikke
siges, at Por-
trættet domi-
nerede ved sin
Mængde, ej
— 967
Kunstindtryk 1907
heller ved sin Værdi. — Det saa — sandt
at sige — temmelig tyndt ud i Aar. Jern-
dorff savnes. Han har haft en ganske særlig
Stilling i dansk Kunst, mest Portrætkunst;
et betydeligt, fint Menneske og en betyde-
lig, fin Kunstner var her forenet i sjalden
Grad.
Og det maa slaas fast som en Hoved-
egenskab hos en Portrætmaler: at han bør
være en udviklet, be-
tydelig Person, som
med Ligemandens Ret
forstaar og værdsætter
sin Samtids storeMænd,
om der gives ham Lej-
lighed til at skildre
dem; dernæst som en
ikke meget mindre vig-
tig Ejendommelighed,
et bevægeligt, smidigt
Naturel, som let faar
Interesse for Menne-
sker, kan sætte sig ind
i deres Tankegang, se,
hvad der er betegnende
for dem af Holdning
og Bevægelser.
Den Kunstner, som
ejer disse Egenskaber,
og til hvem Opgaver
af Betydning bliver be-
troet, har virkelig en
Særstilling i Samtidens Kunst: han vil komme
i Berøring med meget af, hvad der har Be-
tydning, baade af mandlig Begavelse og
kvindelig Skønhed.
God Portrætkunst er en Form for Historie-
skrivning, som, ikke mindst for Efterslægten,
vil have Værdi. Det er — ubevidst i Rege-
len — ogsaa denne Omstændighed, der gør
det naturligt, at Portrætkunstnere kommer til
at indtage fremskudte Stillinger i Samfundet
rent socialt set.
Desværre er det jo ingenlunde givet, at
den Portrætist, som er meget søgt og be-
undret, netop er den bedste; man kunde
næsten sige, at det er farligt for hans Værdi
som Kunstner at være alt for meget paa
Mode. Hvor er det næsten muligt, at en
Mand skulde kunne holde en virkelig frisk,
vaagen Interesse vedlige, naar han bogstave-
ligt skal styrte fra den ene Seance til den
anden. Vi har allerede nævnt John Sargent
som et Eksempel paa, hvorledes en Mand
kan blive overbenyttet.
Vi finder hos os selv
Julius Paulsen som et
tilsvarende Eksempel.
Det ses paa disse højt-
begavede Kunstneres
senere Arbejde, at de
slet ikke faar Tid til
at beskæftige sig ind-
gaaende med deres
Arbejdes Genstand, der
kommer noget profes-
sionelt, overfladisk i
det A rbejde, som skulde
være noget indtrængen-
de, specielt.
Som et i sin Tyde-
lighed oplysende Eks-
empel fra Jul. Paulsens
Portrætter kan nævnes :
en ung, elegant Dame
af en sart og meget
Harold Parker : Portræt. Mrs. Stirling. forfinet Type, anbrag
i Selskab med et tungt og klodset og udfly-
dende malt Egebord, vist af hollandsk Oprin-
delse. Det modvirkede paafaldende Karakter-
givningen og subtraherede en Del af den
Skikkelsens skrøbelige Elegance som et fint,
moderne engelsk Møbel vilde have forhøjet.
Dette som et rent udvendigt Eksempel.
Værre endnu er det, hvis Portrætmalerne
forfalder til at gøre Grin med Modellen, idet
de betragter Belysningen som Opgaven i
Stedet for Personen ; det er — synes mig —
at fornærme sin Model paa en ret raffineret
Maade. Det kan ikke nægtes, at flere af
-— - 968 -— — :
Kunstindtryk 1907
vore bekendteste Portrætmalere har Synder
paa denne Konto.
Opgaven er i Virkeligheden netop saa be-
daarende en-
kel : at skil-
dre dette ene
Menneske ;at
fremhæve og
medtage alt,
hvad der kan
forklare Per-
sonen, Per-
sonligheden :
ved at ude-
lade — eller
underordne
— alt, hvad
der er betyd-
ningsløst for
Hovedsa-
gen : Menne-
sket.
Vi kom-
mer her til
at røre ved
noget væsen-
ligt i vort
Forhold til
Kunst: For-
holdet til
Kunstvær-
kets rent
menneske-
lige Indhold
og til dets
kunstneri-
ske, artisti-
ske Side.
Det før-
ste, som ger-
ne maa blive
Carnére : Christus paa Korset.
et bevidst Forhold, angaar alle, der har
Øje for Kunst; det andet maa for Læg-
folk gerne være ubevidst, og skulde for
de første som for de sidste være i andet
Plan.
Af Englænderne kan vi lære meget af deres
Krav til vir-
keligt Ind-
hold — i
Kunst som i
alt andet. En
Englænder
forlanger, at
alt skal kun-
ne frembrin-
ge et Resul-
tat, ellers er
det betyd-
ningsløst for
ham. — Der
er heri no-
get, der er
vor Op-
mærksom-
hed værd,
selv om det
ikke er øn-
skeligt at
tage det alt
for konse-
kvent. —
Han spørger
ikke først —
eller udeluk-
kende — ,
hvor godt,
hvor kunst-
nerisk er det
udført, men :
Hvad siget
det til mig?
Kan det be-
rige mig, ud-
vikle noget
hos mig?
Vi har som Modsætning hertil den mere
artistiske — snarest franske — Opfattelse :
det kommer ikke an paa, hvad man siger,
960 =
Kunstindtryk 1907
men hvorledes
det er sagt.
De bedste mo-
derne franske
Kunstnere er
for længst bor-
te fra denne
Grundsætning,
men det kan
ikke nægtes,
at den endnu
er godt Latin
her paa Bjer-
get.
I Læ af
denne Betragt-
ningsmaade er
der i Danmark
opblomstret en
ny Slags Hus-
flid : Interiør-
maleriet, ofte
en ganske
aandløs Ud-
stillen af større
eller mindre
Evner til male- Haloa: Drengebuste.
risk Fremstilling, som kulminerer i vel an- Kunst, selv
bragte Glanslys. — Det hele er en Smaa-
haandværkets Kultur, for ikke at sige Kultus,
som har trukket Maleriets Niveau usigelig
langt ned her i Landet: dette tør vel nok
siges nu, da der sikkert er en Opgang mod
noget bedre.
Det er, som sagt, hos Englænderne vi kan
lære mest i modsat Retning: den absolute
Fordring til Indhold i Kunsten. Vi maa da
først og fremmest vende os mod den for faa
Aar siden afdøde George Frederick Watts ', en
af de ædleste Skikkelser i de senere Tiders
Kunst.
For Watts var Indholdet saa godt som
alt: Udtryksmaaden, det formelle var for ham
kun til for at tjene.
Dette kan vanskeligt fremhæves for stærkt
i en Tid som
vor, i hvilken
det formelle
har været —
og endnu for
adskillige —
er alt.
For den, der
egentlig intet
har at udtryk-
ke, falder dette
jo ganske na-
turligt : hele
den disponible
Kapital anbrin-
ges i Udførel-
sen, og selv-
følgelig kan
denne Bestræ-
belse — som
enhver anden
gennemført
Anstrengelse
— føre til et
relativt smukt
Resultat, kun
er det ikke
om det ganske vist gavner
denne indirekte, ved at højne dens tekniske
Niveau. Dog er der noget næsten tragisk
i at se Mennesker arbejde Livet igen-
nem for at fuldkommengøre en Form, uden
nogensinde at besinde sig paa, hvad den i
Grunden skal bruges til — derfor ogsaa uden
at opnaa noget virkeligt Maal. Det er som
Officeren, der arbejder paa at dygtiggøre sig
selv og Mandskab til Krigen — og som gaar
i Graven uden at have set Fjenden.
En talentfuld fransk Skribent, Robert de
la Sizeranne, lader Watts sige til en Ven:
„Jeg maler ikke Genstandene, men Ideerne1*.
Man kan godt regne dette for en Definition
paa hans Livsværk.
Hans allerførste, ret ubehjælpsomt gjorte
Ting, er saadanne som : Hungersnød i Irland ;
970
Kunstindtryk 1907
den druknede under Brobuen ved Flodens
Rand; den fattige Kvinde, der søger sit
Natteskjul — Leje kan man ikke kalde det —
under en anden Brobue; altsammen meget
daarligt gjort, men tydelig nok udsprunget
af Forfærdelse over, Medlidenhed med al
denne usigelige Nød. — Han indsaa forøvrigt
hurtigt og praktisk, at han maatte skaffe sig
Penge for uafhængigt, paa en værdig Maade
at udtrykke, hvad der brændte i ham; ka-
stede sig saa resolut over Portrætmaleriet —
blev en søgt Portrætmaler, tjente Penge, for
saa, saa snart han kunde, at sige: Stop!
Nu til Hovedsagen!
Og nu er det forbi med de bestilte Por-
trætter; han kaster sig over de store ideelle
Opgaver, som giver ham en enestaaende Stil-
ling i engelsk som europæisk moderne Kunst.
Karlighed og Død. Karlighed og Liv. Tidm,
Døden og Dommen. Karligheden styrer Men-
neskehedens Baad. Sic transit gloria mundi.
Af den Art er Klangen i Opgaverne, han
stiller sig. Det er de størst mulige, og han
kaster sig over dem i sit lange, rastløse Liv ;
aldrig tænker han paa at vise sin Færdighed
i Kunsten, altid paa at fremstille for Menne-
skene noget frygtelig sandt, noget ophøjet
skønt. Paavirke dem, tale til dem, løfte
dem, løfte deres Øjne fra den Jord, de krav-
ler paa, skaffe dem Luft under de hængende
Vinger, det var, hvad han vilde; denne Mand,
som afslog enhver Æresbevisning af den Art,
som den engelske Stat byder sine betydelige
Mænd med en Storsindethed, som dog blev
overgaaet af Watts endnu mere stortslagne
Valgsprog: Intet for mig selv, alt for Folket.
Som for at give disse Ord Vægt, malede
han efterhaanden en lang Række Portrætter
Carriére : Moderkærlighed.
■——. 971 -=_.
Kunstindtryk 1907
af snart sagt alle Englands store Mænd paa
den Tid*). Af disse skænkede han de aller-
fleste, omkring et halvt Hundrede, til det
offentlige. De opbevares i „National Portrait
Gallery". — Hans Atelier i Kensington stod
aabent for alle og enhver Søndag Eftermid-
dag. Han opbevarede nemlig mange af sine
Billeder selv, netop af dem, som han fandt
havde Bud til de mange; da han i de sidste
Aar af sit Liv flyttede ud paa Landet, be-
gyndte han at bygge et Slags Musæum, som
var tilgængeligt for alle, og hvori han op-
hængte sine Prædikener. — Hans Enke har
efter hans Død fortsat Værket, bygget videre,
og det er nu en anselig Bygning af en sim-
pel, landlig Skønhed, som den ligger der,
omgivet af grønne Træer og Skov, tæt ved
det Teglværk, som Fru Watts selv driver,
og som har leveret
Husets Materialier, saa
vel som de kunstfær-
dige Kakler, hvoraf hun
udførte det lille Kapel,
paa Compton Kirke-
gaard, en ottekantet
Bygning med Lys højt
oppe fra, som minder
svagt om et byzantinsk
Baptisterium, over det
lille Alter et smukt
Billed af Watts: The
dweller in the Inner-
most. Tæt ved dette,
paa en grøn Skrænt,
er Watts begravet un-
der en simpel, flad
Sten, hvorpaa Ordet:
Wellbeloved.
Paa en smuk Søn-
dag i Juni tog jeg til
Guilford Station og
havde derfra en smuk
*) Halvtredserne
Tredserne.
og
Spadseretur ad Landevejen højt over et grønt
engelsk Landskab, indtil en Bivej, som skraa-
nede stærkt nedad, førte til den lille fredelige
Plet, hvor denne Watts Mindebygning laa til
venstre, Fru Watts Villa til højre for Vejen.
Det gjorde straks et morsomt engelsk Ind-
tryk, at man ingen Kataloger kunde faa til
Købs, fordi det var Helligdag. Derimod stil-
lede den gamle, hvidskæggede Bonde, der
fungerede som Opsynsmand, straks et til vor
Raadighed som Laan.
Hvad der giver Samlingen sin særlige Til-
trækning var ganske vist tildels dens Indhold,
ved Siden af en Del Hovedværker, Paolo og
Francisca*), f. Eks. en Del Skitser til de
kendte store Billeder i Tate gallery — men
det er ogsaa i meget høj Grad de fortryllende
landlige Omgivelser, der helt anderledes stem-
mer Sindet, end By-
forholdene, som sna-
rest forstemmer. For-
uden hans tidligste Ar-
bejder — de før om-
talte — findes der en-
del Portrætter af kendte
Personer : Billedet af
Swinburne er et Me-
sterværk i malerisk
Henseende. Desuden
Gibsmodeller til de ko-
lossale Skulpturværker,
som Watts fik Lejlighed
til at gøre : Mindesmær-
ket for Tennyson, dob-
belt naturlig Størrelse,
og Rytterbilledet kal-
det „Physical energy".
Begge Dele er model-
lerede helt og holdent
i Gibs, har forøvrigt
Viggo Jarl: La pensee raauvaise.
*) Indholdet af dette
Billede : Kærligheden va-
rer ud over Deden, er
betegnende for hele
Watts' Tankegang.
Kunstindtryk 1907
lige saa mange
Fejl som bety-
delige Egen-
skaber.
Den unge Ma-
ler, der er Kon-
servator ved
Musæet, var saa
elskværdig at
skaffe mig Til-
ladelse hos Mrs.
Watts til at se
en Del af hen-
des afdøde
Mands Skitse-
bøger. For den,
der kun kendte
denne som Ma-
ler og fra Bil-
lederne havde i
Erindring den
noget vage Form
med de uldne,
løse Omrids, var watts : Paoio
det meget mærkeligt at se disse Blyantsskit-
ser, gjorte med den størst tænkelige Finhed
og Akkuratesse i Linieføringen.
Dette beviser, at den ligesom tilslørede
Form — som hos Millet — blev behandlet
saaledes, for at den ikke skulde tiltage en
Opmærksomhed, som den ikke havde fortjent.
I et Land som Danmark, hvor den vig-
tigste Regel for en Kunstner er, at han skal
vælge sit Motiv saa dagligdags og ubetyde-
ligt som muligt, for saa — med Redelighed,
Troskab og de andre Nationaldyder, hvortil
først og sidst, og sidst og først hører Be-
skedenhed — at gengive dette Emne !saa
iagttaget som muligt : i dette vort kære, lille
i al Beskedenhed selvglade Land, er det for-
underligt at tænke paa en Kunstner som
Watts, der hellere vilde knække sin kunst-
neriske Hals paa de største Opgaver, som
gerne risikerede, at artistiske Feinschmeckere
sagde — og siger — , at han slet ikke var
Kunstner, end
at indlade sig
paa hensigtsløst
at kopiere Na-
turen.
De store en-
gelske Kunstne-
re har sigtet
mod saa høje
Maal, at de faar
os til at glemme
deres kunstneri-
ske Mangler.
Kommer man i
Lag med de
mindre betyde-
lige, falder det
vanskeligere at
glemme de ret
iøjnespringende
Fejl som den
engelske Skole
og Francisca. har. De tegner
gennemgaaende godt — det er jo ogsaa en
kunstnerisk Virksomhed, der ligger praktiske
Folk nær — det er navnlig paa Farve,
det skorter dem — til Trods for de mange
Kulører — og som sætter de engelske
Malere saa langt efter deres franske Kolleger.
Det var næsten lidt flovt at se, hvilken
Ravage Billeder af den i London bosatte
franske Kunstner Blanche — en rutineret,
ikke videre fin Kunstner, som kan alle de
store Mestres Stil — gjorde mellem sine
engelske Omgivelser. Men al den medfødte
kunstneriske Evne, som findes hos næsten
alle franske Kunstnere, forhindrer ikke, at
det nærmest var et Slags Ørkenvandring at
slæbe sig gennem Parisersalonerne. De faa
Oaser, man støder paa, viser sig næsten altid
at være signerede med angelsachsiske Navne.
Her skal dog nævnes et Stykke Friskhed,
som for en Gangs Skyld er fransk, det her
gengivne Billede „Liberté". Det er forøvrigt
973
Kunstindtryk 1907
i Frankrig som i England, som om de store
Kunstneres Tid var forbi. — En Mand som
Rodin rager i Virkeligheden op over de alier
fleste af hans samtidige. Han udstillede i
Aar — efter sin Vane — nogle ufærdige
Ting, hvoraf tre Kvindebilleder i Busteform,
uden Titel, uden Katalognummer særlig frem-
hævede sig. Alle tre var ens anlagte: et
ungdommeligt Hoved med en stor brusende
Haarsætning hæver sig op af Marmorblokken,
hvis firkantede Form i det nederste Parti slet
ikke er brudt. Drømmefine, lidende, extatisk
fjærntskuende, som de var, disse tre Bille-
der — denne ene Kvinde — syntes de Bud-
skab fra et Skønhedens lukkede Land, hvortil
deres Mester snart er ene om at kende Vejen.
En Kunstner, som det dog falder naturligt
at nævne sammen med Rodin, er den for
ikke mange Maaneder siden afdøde Eughne
Viggo Jarl: Afgrunden.
Catriére. Ikke blot stod de hinanden per-
sonligt nær, men der er megen Lighed mel-
lem deres Værker, til Trods for store For-
skelligheder.
Carriére vil være kendt af mange, der har
besøgt Paris i de senere Aar. Luxembourg
har tre Billeder, Kommunens Samling i „Petit
Palais" ligeledes tre store, halvfærdige Bille-
der bestemte til Ophængning i en kommunal
Bygning.
Han er en af de Malere, der mest foragter
Farver — Kulører, og man forstaar det,
efterhaanden som man forstaar hans Kunst.
Den er som Strygemusik, endda uden Violi-
ner, Bratchen som Overstemme, oftest spilles
der con sordino : Livets Korthed, Livets Sorg,
den Kærlighed, der bærer det oppe, — om
disse store, simple Ting kunde han kun tale
i dette dæmpede Farvesprog. Alt er tyst i
hans Verden, Menneskene er mest som Skyg-
ger i et dunkelt Hades. Men hvilken Ømhed,
hvilken Kærlighed er der ikke i denne Moder,
disse Mødre, der kysser Barnet, som vilde
de suge det til sig, atter blive til et med
det. — Dette Motiv: Moderen med Barnet,
har han behandlet atter og atter; oftest var
det sine egne, han malede, og den Ømhed, der
binder Sjælene sammen, er ligesom Under-
strømmen i hans skønne Kunst.
Det er lærerigt at sammenligne Carriére
med en Maler som Vilh. Hammershøj.
Ligheden — den næsten absolute Afhol-
denhed fra „Kulører" er let at se — Carriére
var endnu mere sober i den Henseende end
den danske Kunstner. Men — der er den
store Forskel imellem dem, at den ene har
søgt en Form, som egnede sig til at udtrykke,
hvad han havde paa Hjerte, saa den søgte
Form efterhaanden ganske glemmes over det
Væld af dyb Følelse, som den udtrykker,
medens den anden synes ligesom stivnet i
en smuk Form, som — fordi den egentlig
ikke tjener til Udtryk for noget — bliver
overkultiveret og — i enkelte af de seneste
Arbejder — tom.
974
Kunstindtryk 1907
En anden af de virkelig store, som endnu
er tilbage i Frankrig, er den sære og men-
neskesky, aldrig udstillende Degas, Danser-
indernes Maler og Forsvarer. Jeg havde den
Lykke at se et Hovedværk af ham hos den
elskværdige Kunsthandler og Kunstmæcen
Durand-Ruel. Billedet — le viol — var fyldt
med en gribende tragisk Uhyggestemning, som
gjorde Synet af det til en Begivenhed, der
for mig revolutionerede Begreberne om, hvad
stor Kunst vil sige: Med tilsyneladende dag-
ligdags Midler var her udtrykt en Modsæt-
ning af Brutalitet og lidelsesfuld, hjælpeløs
Angst: Menneskelivets dybeste Tragedie var
her givet i muligst fortættet Form: i et
Mesterværk. Et andet udmærket Arbejde:
en Balletscene af „Orfeus", lange lysegraa-
grønne Gevandter over det sortklædte Orke-
ster, findes i den nyligt i Kensington Musæet
indlemmede lonides Samling.
Skulpturen er jo ubetinget den af de bil-
dende Kunstner, der staar højest i Frankrig.
Ellers kan det ikke nægtes, at ogsaa paa
dette Omraade begynder de fremmede Bar-
barer at lægge Beslag paa Opmærksomheden.
Midt i den uhyre Skulpturhals talløse Hær
af Rutinearbejder — „machines de salon",
som de træffende kaldes — kan de fremme-
des større Alvor gøre sig gældende, skønt
de naturligvis er meget færre i Tal.
En Amerikaner, WConnor, vækker Op-
mærksomheden ved en stor, tungt draperet
Kvindeskikkelse; Statuen kalder han — med
et Ord, der udsiger, hvad vor Tid trænger
til: Reuuillement -= det samlede Sind. Der
var noget i denne store, tungt alvorlige,
mandige Kvindes svagt ludende Grublen, som
huskes.
Den danske Billedhugger Viggo Jarl udstil-
lede en meget ejendommelig, meget instinkt
gennemført Figur „la pensée mauvaise": En
ung Mand — næsten lidt uudviklet — har
faaet fat i nogle Giftslanger — symbolsk
mente naturligvis — de truer med at krybe
Siegfried Wagner: Marmorhoved.
op ad hans Arme for at naa hans Hjerte,
endnu tvinger han dem ved en energisk
Sammentrækning af Hænderne, men — en
vis Nølen i hans halvt fremadskridende Stil-
ling og noget opsuget i hans Blik lader ane,
at han ikke længe vil beholde Herredømmet
over de giftfyldte Væsner, som ringler sig
om hans krampagtigt knyttede Hænder.
Det tragiske — en af Hovednerverne i al
Kunst — er ved at faa et smukt Udtryk i
Viggo Jarl Kunst. — Han udstillede samti-
digt paa „den frie Udstilling" i København
en Gruppe — „Afgrunden" — , hvor en be-
slægtet Side af Menneskesindets Dybder har
fundet Udtryk: Manden og Kvinden, der
begge har set ned i den Afgrund deres egen
Lidenskab aabner for deres Fod. Han er
ved at frigøre sig og har i Grunden over-
vundet sig selv; hun lukker Øjnene i søvn-
gængeragtig Fortvivlelse: hun vil aldrig mere
kunne drage ham tilbage til sig, — Afgrunden
skiller dem allerede.
975 =_ =
Kunstindtryk 1907
Jarl har den virkelige plastiske Evne, der
udtrykker ved Bevægelsen. Hans Hoveder er
ofte ret udtryksløse. Vi kan i hvert Fald
med nogen Tilfredshed konstatere, at vi er
ved at faa en betydelig dansk Billedhugger;
med noget mindre Tilfredshed, at han kun
finder det muligt at arbejde udenfor Danmark.
Deri stemmer han jo forøvrigt overens
med de bedste Forbilleder: Thorvaldsen og
Freund følte det samme.
En anden virkelig plastisk Kunstner, som
oven i Købet kan arbejde i Danmark, er
Siegfried Wagner. Bevægelsen er ikke hans
Sag; han forstaar den gaadefuldt, hvilende
Skønhed, som dølger sig i det haarde Stof,
i de mægtige, rolige Former. Han har lært
det hos Ægyptere og Assyrere — der er
noget orientalsk i Wagners Kunst, men hans
bedste Ting er ægte nok. Det er usigelig
opmuntrende — fortvivlende, at se en ung
Kraft saaledes løbe Storm mod et Ugegyldigt
Publikum, som ledes af en uforstaaende
Kunstforstand. At Arbejde som det i Aar
udstillede kolossale Ungpigehoved, udført i
Løbet af en lille halv Snes Aar, vilde om-
trent alle andre Steder end Danmark gøre
Opsigt, blive opstillet i en Park over en stor
monumental Siddeplads — men her: i Dan-
mark!
Skulptur, det er noget, man gaar langt
uden om, højst fremviser for tilrejsende Be-
kendte i det dertil særlig indrettede Thor-
valdsens Musæum.
Guderne — de gamle græske — véd, at
det ikke er for kønt, det meste af, hvad der
her skal gælde for Skulptur, men hvordan
skulde det blive meget anderledes. Intet
Under, at de, der kan, foretrækker at leve i
et Land, hvor der maaske udføres megen
Daarligdom, men hvor man dog ved, hvad
god Kunst — ikke mindst, hvad god Skulp-
tur — vil sige. Overfor Billedhuggerkunst
er vi decideret endnu et Folk af Bønder og
halvdannede: Kør Parthenonskulpturerne ud
paa Bondelandet; de vil kun have en betin-
get Succes (det vil maaske gaa dem som
Rembrandts Tegning, der blev kasseret paa
en dansk Foraarsudstilling).
Den, der skal dyrke Billedhuggerkunsten
i Danmark, maa være gjort af et mindst lige
saa godt Materiale som det Mannor og den
Bronce, han helst vilde arbejde med, men
sjældent ser, uden i nogle faa — af Bestil-
linger struttende — Kollegers Buksemænd og
bovlamme Heste, nej, om Forladelse, Rytter-
billeder. Er han haard som Marmor og sejg
som Bronce kan det maaske lykkes ham at
holde ud — ellers var det vist bedre at søge
„lysere Kyster".
Nej, nej, i Danmark véd vi bedre, hvad
Kunst er end som saa. Det er smaa, fine
Ting, det gælder. Ingen Opblæsthed, om
jeg maa bede, ingen Vigtighed i Retning af
store Emner. Nej, ned paa Knæene foran
et lille Stykke Lærred, og mal saa derpaa
med Troskab o. s. v., saaledes som de gamle
har gjort, se flittigt paa Naturen, endnu flit-
tigere paa de gamle Hollændere, 'vær saa be-
skeden engang endnu, og fuldend saa de smaa
maleriske Mesterværker, som slet intet fore-
stiller — eller i alt Fald saa lidt som mu-
ligt — som derfor er Caviar for Hoben, men
desto mere uforstyrret Nydelse for de faa,
der forstaar at bevare Illusionen: »at Kejse-
ren alligevel har noget paa". Men forhaaben-
lig vil det ske inden alt for længe, at Bar-
net i Folket, det barnlige, friske Sind, ud
fra hvilket al Kunst opstaar, og som ogsaa
er det eneste, der kan modtage Kunst, at
det tager Mod til sig og siger: Han har jo
ingen Ting paa.
Dette vilde vel forøvrigt komme til at
lyde: „Der er jo ingen Ting inden i.*
Alle disse maleriske Øvelser kan være
gode — de har, som sagt, deres overordent-
lig store Betydning — blot der var en Hen-
sigt deri, et Formaal dermed. Uden dette,
uden nogen Higen efter et Maal, er og bliver
det altsammen uhjælpelig Bjældedingel, hvor
der skulde være Klokkeklang.
= 976
Kunstindtryk 1907
I Danmark stykkes al Ting ud: Jorden i
Husmandslodder og Kunsten i Smaabidder,
Smaating, smaa Opgaver, passende for dette
magelige lille Folk, hvor alle kender hinan-
den og en Kunstner let bliver — saadan til
en vis Grad — kendt og saa nogenlunde
kan hugge sig igennem paa Basis af sin Be-
kendtskabskreds. Her er saa lidt, der inspi-
rerer til de store Anstrengelser, fordi det er
relativt let at opnaa en nogenlunde Position;
den Fordel er der i alt Fald ved Udlandets
store Forhold, at det gælder store Anspæn-
delser for overhovedet at komme med, end-
sige da at blive set. Derfor er det Lavmaal
af Dygtighed, som der er den selvfølgelige
Forudsætning, saa særdeles meget højere end
hos os; vi har i saa lang Tid kultiveret det
maleriske i Kunsten, saa det staar temmelig
sløjt til med Tegningen — Retskaffenheden i
Kunsten : Ingres — og Formgivningen i det hele.
Men hvad det dog først og sidst skorter
paa er det store Syn paa Kunsten, Forstaael-
sen af, at det er Sejlads paa dybt Vand,
det gælder, ikke en Smule Listen-rundt langs
Kysterne, for saa at vende Næsen hjemad
ved den første Byge, hvor Fartøjet skal
vise, hvad det duer.
den for vor Fod, give hurtigere Takt i Pul-
sen, forhøje og højne Livet. Kan den noget
af dette, fører den menneskelig Tale, da er
den noget for os, da er den ikke overflødig,
men en Livsværdi,
Kunstens Indhold, dens Betydning for os
Mennesker ligger i dette: kan den aabne
Udsigter for os, gøre Himmelen højere over
os, Horizonten videre, lade os ane Afgrun-
Watts, Rodin, Carriére: disse tre har hver
paa sin meget særlige Maade følt det samme :
i Kunsten som i Livet ligger Spændingen
mellem de to Poler: Kærlighed — Død. Og
naar Spændingen udløses, da er en af de
skønneste elektriske Gnister — Lyn, som
kan oplyse Verdensrummet — netop den
store Kunst.
Se Watts lille Kærlighedsgud, der fortviv-
let kæmper med Døden ; se Rodins to elskende
anelsesfuldt omslyngende; se Carriéres Moder,
der kysser sit Barn, medens Mørket vælder
ind paa dem: hos dem alle føles den om-
givende Død; den lurer ude i Mørket, og
Kærlighedens Flamme slaar spragende til Vejrs,
stænket, som den er, af Graad. — Carriéres
sidste Ord til sine kære, faa Øjeblikke før
Døden: Aimez-vous avec frénésie! var det
samme som han — ikke i Ord — men i Far-
ver — Livet igennem havde udtrykt i sin
Kunst. Grundtvig — eller Kaalund — er
det vist, der et Sted i et Digt taler om at
illade Døden, elske Livet*. Den Kunst, hvori
der føles noget af dette Pulsslag, vil altid
være god Kunst.
Ogsaa naar den er beskeden.
Watts. Sic transit gloria mundi.
MÆND OG KVINDER
Af Harald Kidde.
Fjærnt borte kørte der en Vogn, dens
Hjuls Hvæsen i Stenene ømmede sig
herover. Og, gentagende, en Vibes unøj-
somme Skrigen. Solen luede dybt i Vest,
og Skyggerne fra Tørvestakkenes Flokke
mørknede langt. Sivgræsset blinkede som
Rim, men Mosejorden glødede dunkelbrun.
Ellelundene bag Sumpvidderne tegnede
sig violette langs den blegblaa Himmel.
Han sad foran det milevide Aften-
solskin og ødets klare Blikstilhed, paa
Lyngkanten ved Vejen, med Stokken
mellem Hænderne.
De mumiebrune Tørvefolkeslag der-
ude stirrede med Ryggen mod ham tavse
ud mod Skovene.
Ja, et Folkeslag var de, længst skjult
under Grønsværsdækket, nu atter, i denne
Aften, dukkede frem paa Jorden, her
hvor deres Levetids Stenhjem stod.
Han vendte Hovedet.
Ni i Række ludede Husene dér, Gavl
ved Gavl, mod Mosen, sunkne under de-
res græsduskede Tage, stirrende ensomt
og urokkeligt mod Horizonten.
Lig en Rest af en Oldtidens Landsby
paa Heden, et tungt og kummerligt Skjul
for de længst forsvundne Slægter, truede de
endnu dér ved Sandvejen med sorte og
harmfulde øjne mod Kimmingen, hvor
aldrig noget nyt viste sig. Ved det sid-
stes Gavl taarnede sig et Bjærg af graa
Blokke, en Kegle af Sten, som en sam-
menstablet Dynge af Dødningehoveder.
Og lig Husene stirrede bestandig Tør-
venes Mumieflokke derude mod Elle-
skovene, som anede de bag dem, under
Solens gyldne Dalen, fjærnt borte, grønne
og frodige Kaar.
Han rejste sig og gik hen ad Sand-
vejen, frem foran det første Tørvehus'es
stenknudrede, blinde Ansigt — de andres
itufrønnede eller halvlukte Lemmeøjne
stirrede ved Siden af det ret frem for sig,
forbi ham.
En muggen og kold Lugt af Tørve-
smuld og Stenkulde stivnede om ham.
Han standsede, som fæstnet i det døde
Sand.
Hvad betød han her, ung og ledig,
foran disse Arbejdets og Alderdommens
Ansigter? Intet mer end den Koleraflue,
der krøb i den sortgrønne Lyng . . .
Ja Arbejde — hvilket Slægternes Ar-
bejde denne opbrudte, gennemgravede
Hedemose, disse Ligkamre af Huse, lang-
sommeligt opstablede af Kampesten,
denne Stendynge, hvor alle den ynke-
lige, gustne Agers Stene dér bag det
sidste Hus'es Hjørne var dynget over
hverandre i Et, op til et Alter !
Alle disse graa, ubevægelige og stumme
Stene — de Mænd, som havde slæbt dem
sammen til Værn for deres Kvinder og
Børn, sat Hjem her midt i det ubarm-
hjærtige Øde, ene med tomme Hænder,
Landets Fattigste, havde brudt Tørven
løs derude og drættet den gustne Rug
op, dér hvor før Stendyngernes Vam-
pyrer laa — de Mænd, for dem var Al-
tret rejst, tungt og graat over Heden —
men hvo kom vel og knælede for det?
Han gik langsomt hen til det, forbi de
ni Huses barske Ansigter, gennem den
mugne og kolde Lugt af Tørvesmuld og
Stenkulde.
Ja, som Dødningehoveder knejste det,
Blok over Blok og Blok ved Blok. Det
røde Aftenskær laa i et Bælte over Bjær-
gets Top, Stenene deroppe saa ud som
øjne, sørgmodige, ensomme øjne. Tæt,
højt var Bjærget stablet, at dets Fod
ikke skulde røve én Tomme af den Jord,
hvori et halvtomt Ax kunde gro.
978
Mænd og Kvinder •--=
Han støttede Haanden ind mod de
raa, kantede Kugler — hvilke Suk, hvilke
Gigtsmærter, hvilken tidlig Alderdom laa
der ikke i dem, i hver og en — hvilket
Alter over disse Mænd, rejst over dem
ikke af andre, men af dem selv.
Med Haanden støttet mod Stenene saa
han ud over Hedemosen. De stumme
Mumieflokke derude stirrede mod Solen
som efter Løn.
Pludselig mærkede han det uldent,
strygende over sin Haand, et blødt, lod-
dent Kærtegn.
Han saa ned.
En hæklet Krave, halvfærdig, i graat
Grovgarn flagrede frem over Stenene,
bundet ved sin Bennaal i en Kløft.
Han blev staaende ubevægelig.
Hækletøjet fløj op i det sagte Aften-
træk, en lille, graa Fane, daskede saa
ned i ny Læ og svøbte sig ulden, blød
om Blokkene.
En Kvindekrave, en lille, forfængelig
Pynt her paa Mændenes Arbejdsalter . . .
Ja, en Kvindeprydelse her i Sten-
husene, paabegyndt i Hast, i et Ledig-
hedens øjeblik og hastigt stukket ind
her, da Arbejdet i Moserne paany kaldte
eller Børnenes Graad fra den nye Gaard
deromme bag Agren.
Hans Haand famlede langsomt hen-
over det tykke, graa Garn.
Derfor altsaa, I Mænd, derfor kunde
I arbejde, som jeg ser, bryde Moser og
slæbe Stenene af Marken og rejse Hu-
sene og endelig hobe dette Bjærg, fordi
Eders Kvinder ikke glemte i Ledighedens
eneste øjeblik at hækle deres fattige
Krave, fordi de her blandt Sten- og
Børneflokke ikke glemte at være Kvin-
der.
Han strøg klappende henover den vif-
tende, uldne Klud, Stenen føltes ikke saa
haard igennem den. Solnedgangens og
ødemarkens uendelige Tien laa i hans
øren, han mærkede den mugne og kolde
Lugt om sig af Tørvesmuld og Sten-
kulde, men han vidste det ikke mere,
mens hans Haand som i Tanker ved-
blev at klappe dette Alter, for hvem det
egentlig var rejst — for disse Mænd
eller for disse Kvinder.
979
66
ENGLAND— DANMARK I 1807
Af cand. theol. & mag. Jakob Alsted.
Det er i Aar Hundredaaret for det eng-
elske Angreb paa Danmark, som havde
til Følge den danske Flaades Bortførelse,
hovedstadens delvise Ødelæggelse, flere Hun-
drede danske Handelsskibes Opbringeise, en
syvaarig Krig, en syvaarig Standsning af
hele den danske Kolonialhandel og Fragtfart,
og endelig Norges Tab. Naar man nu i
Samtiden var sikker paa, at Danmark i sin
Udenrigspolitik havde fulgt en ret og klar
Linje, den strenge Neutralitet, havde den be-
stemteste Vilje til at fortsætte denne Politik
og, hvis dette i Længden viste sig ugørligt,
da at slutte sig til dem, der nu fik hele
Herligheden til at ramle sammen — ja, saa
kan man ikke undre sig over, at der rejste
sig en Bølge af Harme mod dette Folk,
denne Regering, som paa Trods af de fakti-
ske Forhold og paa Trods af vor Regerings
Forsikringer tvang os ud i al denne Ulykke.
Og det er heller ikke underligt, at denne
Harme blev til en indestængt Bitterhed, som
ved given Lejlighed stiger frem i Sindene og
farver Opfattelsen af Englænderne og engelsk
Politik. Naturligvis er det urigtigt nu efter
hundrede Aars Forløb at lade vore Følelser
overfor Nutidens Englændere paavirke af
denne Begivenhed ; men nogen sjælelig Mærk-
værdighed er denne Gemmen paa gammelt
Nag jo ingenlunde, og der var — psykolo-
gisk set — god Mening i, hvad en Eng-
lænder under en Parlamentsdebat i Anledning
af disse Begivender udtalte: „Vi har vundet
en Flaade, men vi har tabt en Nation. Al-
drig mere kan vi vente os andet hos de
danske end det dybest rodfæstede Nag, det
hidsigste og bitreste Fjendskab."
Spørger vi nu om deres Mening, som har
undersøgt Sagen grundigere og ikke lader
deres Bedømmelse paavirke af det sørgelige i
Begivenhedernes Følger, træffer vi — ogsaa
hos Udlandets Forfattere — meget skarpe
Domme over Englændernes Færd. De to
Historikere, som herhjemme har behandlet
den politiske Krise i 1807 grundigst, er sik-
kert Prof. E. Holm (i sin Danmarks-Norges
Udenrigske Historie 1791— 1807 en ved sin
Grundighed, Ædruelighed og Klarhed lige
fortrinlig Behandling) og Kaptajn C. Th. Sø-
rensen (i Hist. Tidsskr. 6 R. 1 B.). Af
dem gentager og præciserer den første sin
Dom i 5te Bd. af „Danmarks Riges Histo-
rie" (S. 590): „Deres Tog var . . . —
det kan der ingen Tvivl være om — ikke
blot en Forbrydelse, men ogsaa en grov po-
litisk Fejl, og det var ikke uden Grund,
naar Schimmelmann udtalte, at man aldrig
havde set noget paa een Gang nederdrægti-
gere og dummere. Intet har været taabeli-
gere, end naar det baade dengang og senere
er blevet sagt — ja vistnok siges den Dag
i Dag — at det var et nødvendigt Skridt*
Et andet Sted siger han, at Toryministeriet
tog denne Sag ganske „letfærdigt". Kaptajn
C. Th. Sørensen kalder det „et kolossalt
Misgreb", „den brutaleste og hensynsløseste
Voldshandling, Historien kender". I sin se-
nere Bog „Bernadotte i Norden", hvor disse
Begivenheder omtales i Forbigaaende, synes
Kaptajn S. at se mildere paa den engelske
Politiks Mening overfor Danmark, om end
ikke paa Udførelsen af den.
Som et kuriøst Modstykke til disse Be-
dømmelser kan anføres et Citat fra en engelsk
Forfatter (R. Bell: Life of Canning): „Be-
mægtigelsen af den danske Flaade var en
Handling, dikteret af den bydende Nødven-
dighed, et af disse politiske Mester-Træk,
som ikke bør forsvares — thi derved anty-
des Muligheden af Tvivl — men foreviges
ved Æresstøtter og Statuer".
Imellem de ovenanførte Domme ligger saa
naturligvis en Række forskellige Bedømmelser,
mer eller mindre undskyldende, forsvarende
- .: 980 ■--=-
-England — Danmark i 1807=
eller fordømmende. Undertegnede har ved
at sysle med disse Begivenheder faaet
den Opfattelse, at den engelske Regerings
Optræden overfor Danmark er forstaaelig og
forsvarlig ud fra de Forestillinger, den maatte
danne sig om Situationen; at dens Aktion
overfor Danmark fik et andet Forløb og et
andet Udfald end paatænkt — og det ikke
udelukkende ved Danmarks Skyld — bliver
en Sag for sig. Der findes (omtalt i den
anførte Bog af Prof. £. Holm) ogsaa tidligere
Danske, som uden at savne Følelse for deres
Fædreland har undskyldt eller forsvaret Eng-
lænderne, bl. a. Grundtvig og Sibbern.
I.
I Aaret 1805 samlede England et vældigt
Forbund mod Kejser Napoleon, bestaaende af
Østrig, Rusland, Sverig og England. Men
inden Aaret var omme, var Østrig tvunget
til Fred. Preussen traadte derefter ind i For-
bundet i 1806, men gik snart ud af Spillet
efter et Par store Nederlag og dets Fæst-
ningers Fald. Den 8de Februar 1807 stod
der et stort Slag mellem Russere og Fransk-
mænd ved Eylau ; det blev ikke nogen egent-
lig Sejr for Napoleon, og i den følgende
Tid søgte de forenede Magter ivrigt at til-
føre Forbundet ny Kraft ved at drage Østrig
og Danmark-Norge ind i Koalitionen; et
samtidigt Angreb syd fra og fra den jyske
Halvø vilde uden Tvivl have kunnet genere
Napoleon stærkt. Men forgæves; ingen af
de to Stater gik med, et Flankeangreb af
Englænderne og Svenskerne fra Rygen blev
heller ikke til noget, før det var for sent,
og d. 14. Juni 1807 slog Napoleon Russerne
afgørende ved Friedland. D. 25de Juni
mødtes de to Kejsere ved Tilsit, og Alexan-
der d. 1ste, som hidtil ikke havde haft onde
Ord nok om Napoleon, blev straks ved den
første Sammenkomst bedaaret af sin ældre,
erfarnere, klogere, klarere og mere energiske
Modstander. D. 7de Juli sluttedes saa Fre-
den i Tilsit, ved hvilken Alexander, inden
Krigen endnu havde naaet hans Lands
Grænser, gik med til at halvere sin ene
Forbundsfælle, Preussen, opgav at støtte sin
anden Forbundsfælle, Sverig (der var endog
straks Planer fremme om at rive Finland fra
Sverig), og slog sig sammen med Napoleon
mod sin tredje Forbundsfælle, England!
Hvad der forøvrigt blev aftalt og bestemt i
Tilsit, fik ingen uvedkommende at vide; de
„hemmelige Artikler" er først i den nyeste
Tid blevne bekendte i deres fulde Ordlyd
(aftrykt i Vandal: Napoleon et Alexandre).
Men det var heller ikke paa Grundlag af
disse Artikler, at den engelske Regering tog
sin Beslutning, men paa Grundlag af hele
den politiske Situation, saaledes som den
syntes at ville udvikle sig*).
Der findes i det engelske Udenrigsministe-
riums Archiv et Udtog af et Brev fra Memel,
dateret d. 26. Juni, altsaa allerede Dagen
efter det første Møde mellem de to Kejsere,
paa et Tidspunkt, da der kun kan have været
gjort de allerførste Begyndelser til Forhand-
lingerne: det meddeler kun, at de to Kejsere
efter Mødet Dagen før „skiltes paa den ven-
skabeligste Maade*. Dette Brev ankom til
London d. 16. Juli, og sammen med det
kom der et Brev fra en engelsk Agent,
Mackenzie, dateret 23de Juni, altsaa to Dage
før Sammenkomsten, hvori han fortæller, at
man i det russiske Hovedkvarter ønskede
Fred. Disse to Breve dannede — sammen-
holdt med Napoleons hele hidtidige Politik
overfor England — efter alt hidtil fore-
liggende det Grundlag, ud fra hvilket den
engelske Udenrigsminister Canning og hans
Kolleger sluttede sig til, at der nu vilde
blive sluttet et Forbund mellem Napoleon og
Alexander med det Formaal at tvinge Eng-
*) Den følgende Fremstilling er for en stor
Del grundet* paa de nye Oplysninger, som er
fremkomne dels i en Artikel i Edinburgh Review,
Apr. 1906 (gengivet ret udferligt af Generalmajor
Arendrup i hans Piece „Forsvarssagen-) dels i
J. H. Rose: Napoleonic Studies. Lond. 1904.
981 =:
England— Danmark i 1807
land til Fred (der var allerede nogen Mis-
stemning til Stede mellem England og Rus-
land) og som et af Midlerne hertil at tvinge
de neutrale Stater (Danmark-Norge og Por-
tugal) samt Sverig til at slutte sig til Fast-
landsspæringen, lukke Østersøen for Englænd-
erne og erklære England Krig. Det er ikke
uden Berettigelse, at Forfatteren af Artiklen
i Edinb. Rev. siger, at den Viden, paa hvil-
ken Canning fra først af grundede sin Be-
slutning om at sende Flaaden til Kjøbenhavn,
var „overordentlig mager". Men sikkert er
det paa den anden Side, at Canning og hans
Kolleger gættede rigtigt, hvad Resultatet af For-
handlingerne i Tilsit angik, saa rigtigt, som
om de havde haft den endelige Fredstraktat
liggende renskreven foran' sig. Desværre for
Danmark-Norge gættede de galt med Hensyn
til denne Stats virkelige Stilling overfor den
nye politiske Situation.
.11.
I Aarene efter 1801 havde den dansk-
norske Regering holdt sig neutral og derved
skaffet Rigernes Handelsstand en fortræffelig
Forretningsperiode. Der tjentes gode Penge,
selv om der ofte ledes Tab, og selv om de
Undersøgelser efter Krigsfornødenheder og
fjendtlig Ejendom, som Englænderne foretog
om Bord paa de danske Skibe, var til stort
Besvær; ofte indbragtes der til engelske
Havne danske eller norske Skibe, som ansaas
for mistænkelige, og selv naar Priserettens
Kendelse faldt ud til saadanne Skibes Fordel,
saa de frigaves, medførte en saadan Ind-
bringelse som Regel stort Tidsspild og bety-
delige Udgifter. Ikke desto mindre var For-
tjenesten saa god og Handelen saa livlig, at
der i Sommeren 1807 menes at have været
alene paa engelsk Søterritorium ikke mindre
end 300 danske og norske Skibe med Lad-
ninger til Værdi af ca. 36 Mill. Kr.; og paa
dette Tidspunkt havde endda Handelsvanske-
lighederne i nogen Tid været større end forhen.
Den 21de Nov. 1806 havde Napoleon
nemlig udstedt sit berygtede Berlinerdekret,
som forbød al Handel med England, erklæ-
rede al engelsk Ejendom for god Prise og
forbød ethvert Skib, som kom fra en engelsk
Havn, at løbe ind i en fransk eller af Frank-
rig afhængig Havn. Foreløbig blev denne
„Fastlandsspærring" kun udstrakt til Frankrig
og dets Forbundsfæller; men man meddelte
f. Ex. Danmark-Norge Dekretet med en in-
direkte, men ret tydelig Opfordring til denne
Stat om at give det sin Tilslutning. Dette
skete dog ikke; den dansk-norske Regering
protesterede principielt mod en Fastlands-
spærring og udtalte overfor England, at hel-
lere end at gaa med til en saadan vilde man
slutte sig til dette Land. Hoved formaalet
var dog at bevare Neutraliteten.
Det kan ikke forundre, at der kom et
Modtræk fra engelsk Side i Anledning af
Frankrigs Forholdsregler. Ved den engelske
Kabinetsordre af 4de Jan. 1807 befales det,
„at intet Skib maa handle fra en Havn til
anden, saafremt bemeldte to Havne tilhører
eller beherskes af Frankrig eller dettes For-
bundsfæller eller er saa vidt under deres Ind-
flydelse, at britiske Skibe ikke frit maa
handle i samme". Det forbydes ikke herved
at handle med Frankrig og dets Forbunds-
fæller, og den Import, der kunde foregaa til
disse Lande fra Nord Amerika og de neu-
trale europæiske Stater, og som dog i nogen
Maade maatte kunne erstatte den engelske
Import, forbydes ikke; derimod standses den
vistnok ganske livlige Kystfart, som for en
stor Del førtes af de neutrale, bl. a. danske,
Skibe. En af Grundene hertil var den Om-
stændighed, at disse Skibe i Virkeligheden
undertiden — den engelske Regering sagde
„i talløse Tilfælde* — var franske eller
hollandske, o : tilhørte fremmede Redere, men
sejlede under det danske Flag, og dette For-
hold kunde maaske nok give den omtalte
Kabinetsordre en vis Berettigelse; men den
stred mod udtrykkelige Bestemmelser i Peters-
982
== England— Danmark i 1807
borgtraktaten af 1801, som netop tillod de
neutrales Kystfart i fuld Udstrækning.
Den dansk-norske Regering protesterede da
ogsaa mod denne „ Order in Council" (som
den for øvrigt synes delvis at have fortolket
galt); i den Note af 9. Marts 1807, hvori
dette sker, findes der en Bemærkning, som
synes mig at fortjene nogen mere Opmærk-
somhed, end der, mig bevidst, hidtil er bleven
den til Del: „Den danske Regering kan ikke
skjule, at den frygter, at den franske Rege-
ring vil regne det blandt sine Triumfer at
have faaet England til at tage Forholdsregler,
som, samtidig med at de retfærdiggør dens
egen Optræden, nødvendigvis maa svække de
Venskabsbaand, som har knyttet de neutrale
Stater til Storbritannien". Disse Ord kan
næppe forstaas anderledes end som en An-
tydning af, at den danske Regering ikke vil
være utilbøjelig til at nærme sig Englands
Fjender, dersom Kabinetsordren opretholdes.
I den engelske Regerings rolige, men meget
bestemte Svar paa denne danske Note gøres
der opmærksom paa, hvorledes Kabinetsordren
af 4/i 07 delvis er fejlagtigt opfattet af den
dansk-norske Regering, og hvorledes den efter
den engelske Regerings Opfattelse vil kunne
blive til Gavn for den danske „bona flde"
Handel — desværre forhindrer den følgende
Tidsudvikling os fra at afgøre, om den en-
gelske Regering havde Ret i sin Opfattelse —
og ender med, at hvis Danmark virkelig vil
holde sig neutralt, er der ikke noget i Vejen
fra Englands Side; hvis derimod Danmarks
Neutralitet skal bestaa i blotte Paastande („is
mere assertion"), vil England tage sine For-
holdsregler.
Det trak, som man ser, op til en ret alvorlig
Konflikt, og efter den daværende danske Ge-
sandt i London Rists Mening vilde Afgørelsen
maaske allerede være kommen tidligere, end
den gjorde, hvis ikke det engelske Ministe-
rium i Marts 1807 var bleven styrtet og
afløst af det mere energiske Toryministerium
Perceval-Portland, i hvilket den unge, handle-
lystne Canning blev Udenrigsminister. Det
vilde have givet Krisen en anden Karakter,
om den var kommet i Foraaret 1807; det
vilde da have drejet sig om Danmarks kom-
mercielle Optræden ud fra Neutraliteten som
Grundlag, og det Moment vilde ikke have
været med, som senere gjorde Krisen saa
akut og saa hurtig i sit Forløb: Muligheden
for Danmark-Norges Tilslutning til Englands
paa dette Tidspunkt helt sejrrige Fjende med
et Angreb paa England - Sverig og Øster-
søens Lukning som Formaal.
III.
Som ovenfor anført, kom de første Med-
delelser om Mødet i Tilsit til England d. 16.
Juli, og det synes fra dette Øjeblik at have
staaet den engelske Regering klart, at Frank-
rig og Rusland vilde lægge Pres paa Sverig
og Danmark-Norge for at drage disse Lande
ind i Forbundet mod England. Den 18de
Juli blev den første Befaling til Udrustningen
af Expeditionen til København givet, og de
tre Spørgsmaal, der i .disse 2 Dage maa an-
tages at være bleven stillede og besvarede
af den engelske Regering — desværre har
man ingen Meddelelser om Kabinettets For-
handlinger og maa nøjes med Gisninger —
er følgende: 1) Har Danmarks Tilslutning
eller Ikke-Tilslutning til Napoleon nogen større
Interesse for England? 2) Kan Danmark
værge sig imod et fransk Angreb? 3) Vil
Danmark værge sig mod Napoleon eller fri-
villig slutte sig til ham? Hvad det første
Spørgsmaal angaar, er der ingen Tvivl om,
at det havde noget at sige for England, om
Danmark var med det eller imod det; at
Neutraliteten ikke kunde opretholdes, var
klart for Canning. Det var saaledes ikke
ligegyldigt, om den dansk-norske Flaade var
fjendtlig Flaade eller ej. Ganske vist var
England overordentlig overlegent til Søs;
men dersom den dansk-norske, den svenske
og den russiske Flaade forenede sig, vilde
983 —
England — Danmark i 1807
det dog blive til ca. 40 Linjeskibe, til Dels
bemandede med øvede Folk, og denne Flaade
vilde i det mindste kunne binde en betydelig
Del af den engelske Flaade, ligesom den
dannede i hvert Fald Begyndelsen til en
Flaade, der med Tiden kunde blive farlig for
England.*) Ganske vist var i Øjeblikket
Sverig Englands Forbundsfælle og kunde ikke
mistænkes for Tilbøjelighed til at falde fra;
men dersom Danmark-Norge blev Sverigs
Fjende, var dette Land udsat for Angreb fra
alle Sider, og det skulde da være sært, om
det ikke kunde lokkes, trues eller tvinges ind
i det franske Forbund; saa vilde det blive
svært for England at hindre Østersøens Luk-
ning, og i hvert Fald vilde Fastlandsspærrin-
gens Omraade blive stærkt udvidet. Var
Danmark-Norge og Sverig Englands Forbunds-
fæller, holdtes [i alt Fald det nordiske
Marked aabent for Englænderne, og Angre-
bet paa Sverig kunde kun foregaa gennem
Finland og vilde derved blive mindre farligt.
Allerede den Ting maatte anbefale at søge op-
naaet et Forbund med Danmark-Norge, at
Sverigs og Danmark-Norges Tilslutning til
Frankrig vilde kunne have en stærkt ned-
trykkende Virkning paa det engelske Folk,
som hidtil ikke havde haft Grund til Glæde
i Anledning af Krigen 1805-1807.
Om Danmarks Evne til at modstaa det
forudsete Tryk fra Frankrig var Meningerne
paa den Tid meget delte. At Halvøen ikke
kunde forsvares, var en Selvfølge ; her kunde
der kun være Tale om at „konstatere Neu-
traliteten". Men hvis man saa forudsatte,
at Danmark foreløbig overlod Halvøen til sin
Skæbne og koncentrerede Forsvaret om Øerne,
særligt om Sjælland med Hovedstaden og
*) I det berømte Slag ved Trafalgar i 1805 var
der 27 engelske Linjeskibe mod 33 fransk-spanske;
naar man betænker, hvor vigtig en Sejr for Eng-
lænderne denne Kamp ansaas for at være, kan
man vel tænke sig, at de ca. 20 danske Linjeskibe
ikke kan have været anset for ganske betydnings-
løse.
Flaadens Leje? — Der blev talt en hel Del
om den Ting i de berømmelige Parlaments-
møder i Vinteren 1808, da Oppositionen med
stor Kraft og Klogskab angreb Regeringen
for dens Politik overfor Danmark.
Dersom Bælterne frøs til som i Karl
Gustavs Tid, vilde det hele atter være
blevet en Landkrig, og saa havde Forsvarets
Umulighed atter været indlysende. Muligheden
for en saadan Tilfrysning existerede unægte-
lig, og Tanken om den har faktisk spillet
en Rolle baade hos adskillige Englændere
(andre trøstede sig med, at det ikke skulde
være sket i de sidste 150 Aar) og hos Na-
poleon, som ikke havde megen Forstand paa
det danske Klima, samt tilsyneladende mærk-
værdigt nok hos Kronprins Frederik.
En anden Sag var det, naar Bælterne var
nogenlunde aabne, saa Flaaden kunde for-
svare Sjælland; i saa Tilfælde mente Jarlen
af St. Vincent, Datidens højeste Autoritet i
England paa Søkrigens Omraade, at det var
lettere at gøre Landgang i England fra
Boulogne end paa Sjælland fra Holsten,
medens Lord Gambier, den øverstbefalende
paa de Krigsskibe, der sendtes til Kjøben-
havn, i en Rapport af 15. Oktober 1807
erklærer, at det med de Midler, der stod til
hans og Lord Cathcarts Raadighed (ca.
30,000 Mand og ca. 65 Krigsskibe) var
vanskeligt, om ikke umuligt, at holde Sjæl-
land mod et fransk Angreb (man erindre,
at Frankrig var blottet for Flaade), og i
Parlamentet f. Ex. Lord Wellesley (ældre
Broder til den berømte Lord Wellington)
hyldede samme Anskuelse, Uden at ville
dømme saa fremragende sagkyndige imellem
skal jeg henlede Opmærksomheden paa, at
der faktisk, medens Englænderne endnu be-
fandt sig paa Sjælland og vogtede Bælt og
Kyster, overførtes ca. 9000 Mand danske
Tropper til Sjælland. Spørgsmaalet er aaben-
bart meget svært at afgøre, og at den en-
gelske Regering i sine Overvejelser gik ud
fra, at det i det mindste var tvivlsomt, om
984
England— Danmark i 1807
Sjælland kunde forsvares, forekommer mig
ret forstaaeligt.
Endelig var der Spørgsmaalet om Dan-
marks Vilje til at holde sig udenfor det
franske Forbund og gaa ind i et engelsk-
svensk Forbund. Hvad den dansk-norske
Stat kunde miste ved en Krig med Frankrig
var først og fremmest Hertugdømmerne og
Nørrejylland; ved en Krig med England
kunde man forudse, at det vilde miste alt,
hvad det senere faktisk mistede. Dette gjaldt
imidlertid vel at mærke kun under den Forud-
sætning, at England sejrede i det lange Løb.
Hvis derimod Napoleon, som havde betvunget
hele Fastlandet, sejrrigt kunde gennemføre sin
Fastlandsspærring, kunde udvide sit For-
bundsomraade til de nordiske Stater og til
Amerika, kunde bygge Flaader og øve Sø-
mænd i den med de nordiske Staters Hjælp
lukkede Østersø, kunde bemande sine Flaader
med danske, norske og hollandske Sømænd,
saa var der dog vel nogen Udsigt til, at
England til sidst maatte bøje sig og da
ogsaa give tilbage, hvad det indtil da maatte
have taget fra Danmark. Det maa huskes,
at hidtil var Napoleon den sejrende, England
den tabende, og man kan næppe paastaa,
at man paa Forhaand kunde vide, hvem der
tilsidst vilde vinde. Danmark havde hele Tiden
holdt sig saa vidt muligt lige langt fra de
stridende Parter; utænkeligt var det ikke,
rent objektivt set, at Danmark kunde se det
som sin Fordel at gaa med Frankrig for at
hjælpe med til at knække det engelske Herre-
dømme paa Havet, som havde været Dan-
mark saa ubehageligt i de sidste 25 Aar.
En anden Ting var det naturligvis, hvad
den dansk-norske Regering mente om Sagen.
Den Kilde, hvorfra den engelske Regering
først og fremmest maatte øse sin Viden om
Stemningen i Danmark og hos den dansk-
norske Regering, var Gesandten i Kjøben-
havn, Mr. Garlike. Han var en hæderlig
og velsindet Mand, saa omhyggelig for at
lade dansk Politik vederfares Retfærdighed,
at man — efter Rists Beretning — allerede
før Cannings Tid havde tabt noget af Til-
liden til ham som upartisk Dommer; da
Canning blev Minister „gad man knapt læse
hans Indberetninger, saa partiske ansaa man
dem for at være." Denne Mand skriver
hjem til sin Regering i November 1806:
„Flere af de vigtigste Kontorer („departments")
— jeg undtager Statsraadet og Udenrigs-
ministeriet — samt mange af de lavere og
laveste er besatte med Personer, som befinder
sig i en Tilstand af Forblændelse og blind
Hengivenhed for Frankrigs Interesser. Det
eneste, der hindrer, at disse Følelser lægges
mere aabent for Dagen, er Kronprinsens
Karakter. N. N., som i meget stærke Ud-
tryk erklærer, at han stoler paa hans kon-
gelige Højheds Fasthed, sagde igaar til mig,
at man kunde have den mest ubetingede
Tillid til, at han ikke vilde give efter for
de Forslag, som Frankrig kan antages
at ville gøre. Men der kan neppe tages
for mange Forsigtighedsregler mod for-
blændede eller ildesindede Personers For-
søg paa at forvirre eller vildlede Rege-
ringen under eventuelle kritiske Forhold ". I
en anden Depesche af samme Maaned siger
han, at denne engelskfjendtlige og fransk-
venlige Følelse findes hos „Personer i høje,
om end ikke de højeste, Stillinger, Personer
som man i Farens Stund vil have megen
Tillid til." Disse „kritiske Forhold", denne
„Farens Stund" indtraadte netop i Juli 1807.
Naar man med disse advarende Udtalelser
sammenholder den maaske ikke meget al-
vorligt mente, men derfor ikke mindre uhel-
dige Trusel i den ovenanførte danske Note
af 9/3 07, kan man tænke sig, hvilket Ind-
tryk det maa have gjort paa den engelske
Regering, da den d. 16de Juli — samme
Dag som den fik de foruroligende Meddelelser
om Mødet i Tilsit — fik en Depesche fra
Mr. Garlike, i hvilken denne beretter, at han
har gjort Forespørgsler hos det danske
Udenrigsministeriums Repræsentant i Kjøben-
985
-England— Danmark i 1807-
havn*), Grev J. Bernstorff, i Anledning af
nogle Rygter om, at Frankrig forlangte Ret
til at besætte den danske By Altona. Paa
denne Forespørgsel havde Bernstorff givet et
utilfredsstillende, ikke officiøst Svar. I samme
Depesche meddeler Garlike, at man i Dan-
mark nærede stor Frygt for Frankrigs Ind-
blanding („intervention"), og anbefaler at
træffe Forsigtighedsregler i den Anledning.
Og en Ugestid i Forvejen havde Canning
faaet et Brev fra Jarlen af Pembroke, der
paa Vejen til Wien, hvor han skulde være
Gesandt, havde passeret Kjøbenhavn og her
havde hørt Rygter om Travlhed paa Skibs-
værfterne, hvilke Rygter han straks meddelte
Canning**),
Jeg ser ikke rettere, end at alt det an-
førte maatte vække en Formodning hos den
engelske Regering om, at Danmark-Norges Stil-
ling trods alle Erklæringer om det modsatte var
i det mindste tvivlsom, og at der kunde
være al Grund til saa hurtigt som muligt
at tvinge det til at bekende Kulør; skulde
det saa ville slutte sig til Frankrig, var det
naturligvis rigtigst at gøre Staten saa vidt
muligt uskadelig ved at rette Slaget imod
den, inden der kom Hjælp fra Rusland og
Frankrig; hvor hurtigt disse to Stater vilde
tage Affære, kunde man intet ane om, og
Napoleon plejede ikke at spilde Tiden. En
ligefrem Forespørgsel til den danske Regering
var ikke tilstrækkelig betryggende; Danmark
kunde svare undvigende og trække Tiden ud,
og selv om det svarede klart, vilde det tage
Tid, inden Svaret kunde komme tilbage til
*) Selve Udenrigsministeren, Kr. Bernstorff,
opholdt sig hos Kronprinsen i Kiel, hvorhen denne
var rejst for at være nær ved Hæren i Holsten;
det var herovre, man nærmest ventede udenrigs-
politiske Vanskeligheder.
**) Rygtet var fuldstændig falsk, men dette faar
den engelske Regering ferst Besked om fra Gar-
like d. 10 Aug. som Svar paa et skarpt Brev,
som Canning havde sendt Garlike, fordi han
mentes at have forsømt sin Pligt ved ikke at give
Indberetning om disse Krigsforberedelser.
England, og inden England — hvis Svaret
blev utilfredsstillende — kunde faa Fiaaden
til Kjøbenhavn; der vilde gaa i alt mindst
3 Uger af den maaske meget kostbare Tid.
IV.
Den engelske Regering handlede hurtigt.
D. 18de Juli gives der Ordre til Admirali-
tetet om at udruste 51 Krigsskibe under
Lord Gambiers Kommando, og samme Dag
sendtes der Bud efter en engelsk Diplomat,
Jackson, som skulde sendes til Kronprinsen
i Kiel. D. 19de Juli afrejser den Diplomat,
Mr. Brook-Tailor, som i Kjøbenhavn skal
afløse Mr. Garlike paa Grund af dennes for-
modede Forsømmelighed; han ankom til
Kjøbenhavn d. 1ste Aug., endnu inden de
første Skibe af Expeditionen kom der, og
fordrer d. 2den Besked af J. Bernstorff, om
Danmark, som det sagdes, var traadt i For-
bund med Frankrig og Rusland mod Eng-
land. Forespørgselen fremsattes paa en
noget stødende Maade, og Bernstorff af-
viste den som krænkende og ganske uberet-
tiget. Den 3de Aug. ankom de første
engelske Skibe til Sundet, og d. 8de var
der til de danske Farvande ankommet 65
Krigsskibe og 377 Førselsskibe med Tropper
om Bord.
D. 8. Aug. landede Jackson i Kiel, og
han skulde ikke blot — som Brook-Tailor
havde gjort — fordre ren Besked om Stil-
lingen, men opfordre Danmark til Forbund
og forlange Fiaaden deponeret hos Englæn-
derne som Pant paa dette Forbunds Paa-
lideiighed.
Det har sin Interesse at se den Instrux,
som Canning gav Jackson efter d. 23de Juli
at have faaet nye Efterretninger fra Rusland,
som bestyrkede Indtrykket af de Meddelelser
fra Tilsit, som han havde faaetd. 16de Juli. Der
findes to Instruxer, fra 28de og 29de Juli*;
*) Delvis aftrykt i J. H. Rose: Napoleonic
Studies.
986
=England — Danmark i 1807=
den første, som for Resten ikke er videre
klart og overskueligt affattet, indeholder
bl. a. to forskellige Forbundsudkast, efter
hvilke England vilde støtte Danmark med
Penge og Skibe; den anden Instrux slutter
sig nøje til den første og synes at skyldes
en Frygt hos Canning for, at Jackson skal
fortabe sig i Forbunds forhandlinger og til-
lade, at Tiden trækkes ud. Det hedder i
denne sidste: „De maa endelig erindre, at
Besiddelsen af den danske Flaade er det
vigtigste og uomgængelige Maal (,the one
main and indispensable object") mod hvilket
alle Deres Forhandlinger maa rettes, og uden
hvilket ingen anden Aftale eller Indrømmelse
kan anses for at have nogen som helst
Værdi eller Vigtighed. Selv om derfor den
danske Regering endog samtykker i at gaa
ind paa Forbunds traktaten, saaledes som den
er foreslaaet i det Udkast, hvormed De er
forsynet, vil det være nødvendigt, at der til
denne Traktat føjes en hemmelig Artikel, i
hvilken Overgivelsen af den danske Flaade
stipuleres at finde Sted straks og uden at
oppebie Formaliteterne ved Traktatens Rati-
fikation".
At skildre, hvorledes Forhandlingerne i
Kiel og Kjøbenhavn forløb *), ligger udenfor
denne lille Skildrings Ramme; Hensigten er
her kun at søge at vise, hvad den engelske
Regering har villet, og hvorfor den har villet
det. Resultatet af disse Forhandlinger blev
som bekendt ikke noget Forbund, og det
maa siges, at Jackson under Forhandlingerne
synes at være gaaet ud fra, at .Forbundet
med Danmark-Norge var af underordnet Be-
tydning i Forhold til Statens Uskadeliggørelse
ved Bemægtigelsen af dens Flaade. At
Canning selv paa dette Punkt kan have
nogen Skyld ved i sine mundtlige Udtalelser
*) Angaaende disse Forhandlinger skal jeg
henvise dels til 5te Bd. af „Danmarks Riges Hi-
storie", dels — for dem der ønsker udførlig Be-
sked — til Kapt. Sørensens ovennævnte Afhand-
ling i Hist. Tidsskr.
til Jackson ligesom i sin skriftlige Instrux
stærkt at fremhæve Betydningen af Flaadens
Overlevering, er ikke umuligt, men kan
neppe afgøres ud fra det hidtil foreliggende.
At Canning har ventet at faa et Forbund
med Danmark-Norge i Stand med det gode
eller med det onde, synes bl. a. at fremgaa
af, at der aabenbart ikke er givet Gambier
eller Jackson Instruxer med Hensyn til at
holde Sjælland besat og at ødelægge Fæst-
ningsværker og Værfter ved Kjøbenhavn. Der
gøres med Rette gældende fra Oppositionens
Side, at Arbejdet ved Kjøbenhavn kun var
halvgjort, og Canning indrømmer egentlig
selv dette, ganske vist ikke i Parlaments-
debatten, men paa anden Maade. Dels gør
han sig senere Anstrengelser for trods alt at
faa et Forbund med Danmark-Norge i -Stand
eller dog i det mindste at faa ophævet den
Bestemmelse, at Englænderne skulde rømme
Sjælland inden 6 Uger efter Kjøbenhavns
Kapitulation, dels findes der en Opsats fra
hans Haand fra Efteraaret („about Septem-
ber") 1807, i hvilken han klager over, at
man ved alene at berøve Danmark dets Flaade
og derved fratage det enhver Mulighed for
et eventuelt Forsvar overfor Napoleon snarest
har gjort Stillingen værre; saa snart den
engelske Hær har forladt Sjælland, vil denne
0 utvivlsomt „blive besat af hele den danske
Hær og sandsynligvis af de franske Hære,
og Kongeriget Sverig, truet af Frankrig paa
den ene Side og angrebet af Rusland paa
den anden, vil enten blive undertvunget og
nødsaget til at slutte sig til det hele System
af Forholdsregler mod England, eller vil blive
skræmmet eller lokket dertil.11 Det er heraf
tydeligt, at Canning forudser højst ubehage-
lige Følger af den nu udbrudte Krig for
Sverig og derigennem for England — han
omtaler som overordentlig sandsynligt, at
England til Foraaret vil blive nødt til at
sende en ny Expedition til Sjælland under
meget ugunstige Vilkaar — og der er ikke
Grund til at tro, at den Mand, som havde
987
-England— Danmark i 1807^
bedømt den fransk-russiske Tilnærmelses Be-
tydning saa rigtigt og forudseende, ikke i
Tide skulde have betænkt Følgerne af en
Krig med Danmark-Norge.
At det var Meningen at tilbyde Danmark-
Norge et Forsvarsforbund, staar fast, og det
synes, som om Canning slet ikke havde tænkt
sig Muligheden af, at Danmark-Norges Rege-
ring overfor en saadan Magtudfoldelse som
den engelske og med en saa ødelæggende
Krig for Øje som den, der paafulgte, skulde
ville vægre sig ved at gaa ind paa de en-
gelske Fordringer.
Selve Fordringen om Overleveringen af den
danske Flaade som Depositum samtidig med
Afsluttelsen af et Forsvarsforbund var ganske
vist ikke nogen Tillidserklæring overfor Dan-
mark; men noget rent enestaaende er det
dog ikke; da Napoleon i 1812 faldt ind i
Rusland, deponerede Rusland sin Flaade hos
Englænderne paa denne Maade.*)
For kort at sammenfatte det hele: Eng-
land ønskede et Forbund med Danmark-
Norge med Deponering af den dansk-norske
Flaade som Pant; Danmark havde overfor
England klart og utvetydigt erklæret, at det,
hvis Neutraliteten ikke kunde bevares, ønskede
et Forbund med England og Krig med Frank-
rig fremfor et Forbund med Frankrig og
Krig med England, og disse Erklæringer
stemmede fuldt ud med de faktiske Forhold.
Man skulde synes, at her var et godt, reelt
Grundlag for en Forhandling. Og dog blev
det til Krig, tilsyneladende blot fordi det Par
Mennesker, som skulde forhandle med hin-
anden, gjorde deres Sager daarligt: gu te
Leute, aber schlechte Musikanten.
Opklaringen af disse Forhold har natur-
ligvis først og fremst Værdi for den, der
har Interesse for Historien. Men foruden en
vis teoretisk, historisk Interesse har Spørgs-
maalet ogsaa i Virkelighed nogen Betydning
for dem, for hvem det er ligegyldigt, om
Canning var slet eller dum eller begge Dele
eller ingen af Delene. Hvis han nemlig var
optraadt som en gemen Røver, der blot
ønskede at benytte en gunstig Lejlighed til
at røve en lille Stats rare .Flaade og ede;
lægge dens blomstrende Handel*), dens Hoved-
stad og dens økonomiske Stilling, saa kunde
Folk maaske trøste sig med, at nu til Dags
var Civilisationen bleven saa stor, at sligt
ikke kunde tænkes. Har han derimod alt i
alt været en hæderlig og velsindet Politiker,
hvis Handlingers Hensigt der ikke er væsent-
ligt at indvende imod, saa faar man en gan-
ske anderledes utryg Følelse af, at det samme
maaske kunde ske igen. Det er i det hele
*) jrf. C. Th. Sørensen: Bernadotte i Norden.
*) Undertiden meder man den Opfattelse, at
England iværksatte Expeditionen for at faa Krig
med Danmark-Norge og derigennem faa Lejlighed
til at edelægge den dansk-norske Sehandel og
Handelsflaade. Det forekommer mig ikke klart,
hvorfor England skulde ønske at edelægge den
dansk-norske Sehandel, da England dels ikke selv
kunde overtage denne Handel, saa længe der var
Krig, dels vilde formindske sit eget Marked ved
at drive Danmark-Norge over i Fjendens Rækker.
Men i hvert Fald synes felgende afgerende med
Hensyn til dette Synspunkt: i de store Parlaments-
debatter, som fulgte efter Expeditionen, angriber
Oppositionen ikke Regeringen, fordi den under
falsk Paaskud skulde have edelagt en fredelig
Stats Handel, og Regeringen forsvarer ikke Expe-
ditionen med, at den har edelagt en Konkurrent
og derved eget den engelske Handel; og dog feres
baade Angreb og Forsvar i Parlamentet paa den
skarpsindigste og hensynsleseste Maade, og ingen
af Parterne undser sig ved at paadutte Modparten
de simpleste Motiver. Det er ganske vist, at
naar nu til Dags Englands Handelsflaade 'næsten
er lige saa stor som hele den øvrige Verdens
(Forholdet er omtrent som 9 til 10) skyldes det
blandt meget andet ogsaa for en Del Englands
Kampe i det 19de Aarhundredes Begyndelse, og
det er ogsaa ganske vist, at Danmarks Sehandel
netop under disse Kampe blev knækket for først sent
at rejse sig igen; men fra disse Krigens Virknin-
ger har man ikke uden videre Lov at slutte, at
Krigens Formaal har været netop at fremkalde dem.
988 —
^England — Danmark i 1807=
mere lærerigt end egentlig opløftende at se,
hvorledes Krige kan komme i Gang selv i
den nyeste Tid. Krigen i 1807 var ganske
meningsløs, men kom dog. Krigen i 1870 — 7 1
mellem Frankrig og Tyskland var i og for
sig dybere begrundet, hvad Følelser angaar;
men Anledningen? Et Spørgsmaal om et
Kongevalg i Spanien, som allerede havde
fundet sin Løsning.
Danmark vilde Fred og Neutralitet i 1807
og fik Krig; Danmark vilde særlig gerne
have Fred med England (som særlig gerne
vilde have Forbund med Danmark) og fik
Krig med England ; Danmark havde en Flaade,
som laa roligt i Havnen men eventuelt kunde
gøres klar og blive af Betydning, og vi
mistede den; Danmark havde en svagt be-
fæstet Hovedstad og Flaadehavn, og den
blev delvis ødelagt og maatte kapitulere —
altsammen tilsyneladende ikke, fordi der egent-
lig var nogen reel Grund til det, men fordi
Canning og hans Kolleger var mere ener-
giske end hensynsfulde, Kronprinsen hæderlig,
men hidsig og stivsindet, Bernstorfferne ud-
mærket dannede, men doktrinære, og den
engelske Afsending, Jackson, som kom til
at føre de afgørende Forhandlinger, ubehæn-
dig. At saa store Ulykker virkelig kan skyl-
des een eller enkelte Personers Fejl — det
er harmeligt, men lærerigt i en Tid, hvor man
regner Sagerne, de „faktiske Forhold", for saa
meget og Personerne sikkert for altfor lidt.
989 i-:-=
KURVEMAGERNE I BELGIEN
Af Erik Givskov.
AF alle de mange Husindustrier, der ud-
Løves i Belgien er der kun faa, som
egner sig saa vel til at finde Sted under
Husmandstaget som Kurvefletningen. Smaa-
brugeren kan paa sin egen Jord avle de for-
nødne Vidjer, som hans Hustru og Børn i
deres ledige Timer kan afbarke og blege,
hvorpaa de af Husfaderen og de voksne Børn
flettes til Kurve, Vugger, Stole og Borde.
Hele Produktionen — fra den første Udplant-
ning af de spæde Pilekviste til Afleveringen
af de færdige Varer til Mellemhandleren —
kan saaledes foregaa paa Smaabrugernes eget
Sted og kan give ham og hans Fami-
lie et lønnende Arbejde. Ved en saadan
naturlig Forlængelse af Landbrugsproduktio-
nen er Smaabrugeren bleven sat i Stand til
at beskæftige alle de til hans Husstand hø-
rende Personer i Hjemmet; — Trangen til
at søge Arbejde i Byen eller i anden Pro-
duktion end Landbruget er ophævet.
Saadan burde det være overalt, og saa-
dan er det endnu i visse Egne af Belgien;
men det er ingenlunde den almindelige Regel.
Ti Jordbesiddelsesforholdene, særlig i det tæt-
befolkede Flandern er saa uheldige, at de
forlængst har forhindret en saadan naturlig
Forlængelse af Produktionen. —
Det er oppe i det nordvestligste Hjørne
af Flandern, i den lille By Tamise i Aron-
dissementet Termonde, at de flemiske Kurve-
magere findes. Jorden er af den ringest
mulige Beskaffenhed; det meste af den be-
staar af det strideste Sand, hvorfra det for
Planterødder uigennemtrængelige Al-Underlag
er blevet fjærnet. Men Arrondissementet
hører til de tættest befolkede i hele Belgien,
— det har 379 Indbyggere pr. Kvadratkilo-
meter imod 287 for hele Kongeriget — og
Indbyggernes Talrighed og Flid har forvand-
let denne Alhede til en Have. Op af Jor-
den vælder i broget Yppighed Ærter og
Asparges, Kaal og Kartofler, Bønner og
Suppeurter; og grønne Enge, rislende Bække
og skyggefulde Smaaplantninger giver Land-
skabet fjærnt og nær et Præg af Velvære,
der er langt fra at svare til de arbejdende
Klassers virkelige Tilstand.
Ti Befolkningens store Tæthed har drevet
Jordpriserne i Vejret i en saadan Grad, at
det er blevet umuligt for de fattige Bønder
at eje Jord. Allerede i 1895 — og Jord-
priserne ere stegne stærkt siden da — kostede
en Hektar Agerland i Arrondiss. Termonde
i Gennemsnit 3,837 Fr. og en Ha. Eng 4700
Fr. ; men da dette er en Gennemsnitspris for
alle Jordbrug i Arrondissementet, siger det
sig selv, at Smaabrugeren maatte betale endnu
mere. Samtidig var Gennemsnitslejen for
Ager og Eng pr. Ha. henholdsvis 123 Fr.
og 154 Fr.
Naar Prisen paa Jord stiger til en saadan
Højde, vil som sagt Smaabrugeren ikke læn-
gere finde Midler til at købe den. Jorden ejes
saa ikke mere af dem, der dyrker den, men
af Rigmænd, der har anbragt deres Midler i
den for at leve af andres Arbejde. Derfor
er i hele Provinsen Østflandern i Henhold til
„Le Recensement general* af 1895 ikke
mindre end 84,68 °/0 af Jorden dyrket af
Forpagtere, og næsten alt i Smaabrug. I
Arondissementet Termonde er f. Eks. hele
84,52 °/0 af Jorden udstykket i Smaabrug
af under 5 Ha.
Men naar en Smaabonde maa betale en
Forpagtningsafgift af fra 123 til 154 Fr. pr.
Ha. — og i Dag vil han tilmed ikke finde
megen Jord i Arrondissementet, som han kan
faa saa billigt, saa er det indlysende, at
selv en intensiv Kultur kan ikke yde ham
et tilstrækkeligt Udbytte af hans Arbejde,
efter at han har betalt sine Afgifter. Thi
det er jo ikke alene saa, at saadanne Af-
gifter i sig selv sluger Størstedelen af Netto-
990 - -
Kurvemagerne i Belgien
udbyttet ; men, hvad der er endnu værre, de
holder Jordbrugeren i en Tilstand af perma-
nent Armod og forhindrer ham saaledes fra
at benytte den moderne Kulturs Hjælpemidler,
ved hvis Hjælp han kunde have forøget Ud-
byttet af sit Arbejde. I alt for mange Til-
fælde arbejder Bonden derfor den Dag i Dag,
som hans Forfædre gjorde det for Hundrede
Aar siden, uden Samvirken med sine Fæller,
uden Anvendelse af Kunstgødning, udsøgt
Saasæd eller Maskiner. Smaabonden i Flan-
dern er en jordløs Proletar fuldt saa godt
som nogen Storbys Slumbeboer, og som
denne maa han bestandig leve i en Kamp
paa Liv og Død om Adgang til Arbejde.
Det var i et Distrikt en Smule sønden for
Arrondissementet Termonde, at jeg en Dag
spurgte en Bonde, der drev ca. 3 Hektar Land
om, hvad han betalte i Afgift. 300 Fr. pr.
Hekt. svarede han. Senere hen, da jeg var
bleven bedre bekendt med Manden, spurgte
jeg igen for at faa korrigeret denne lidt
usandsynlige Angivelse. „Ah, jeg betaler
kun 150 Fr. ; men det er jo billigt, og jeg
var bange for, at De skulde gaa til Ejeren
af Jorden og byde mig over".
Dette er de Vilkaar, hvorpaa Bondebefolk-
ningen i Flandern kan faa Adgang til den
Jord, som de i Ordets aller egentligste For-
stand har frugtbargjort ved deres Sved. Og
der er ikke Tale om Forpagtning paa langt
Aaremaal ; næsten uden Undtagelse sidder de
Aars Forpagtning og kan jages bort, naar Aaret
er omme, uden at de kan forlange Erstat-
ning for udførte Forbedringer. Følgelig ud-
fører de ingen, og Dræning, Mærgling og
lignende Arbejder, der ikke straks giver et
fuldt Vederlag for Arbejde og Udgift, fore-
tages naturligvis yderligt sjældent. Men alt
dette bidrager til at formindske Bondens
Nettoudbytte, og naar Aaret er omme, er
det maaske lykkedes ham at leve, for-
udsat at hele Familien hjælper til — enten
i Landbruget eller i en eller anden Hjem-
meindustri; — men han er lige saa fattig,
som da Aaret begyndte, og, naar lidt senere
hen hans Ernæring er beskrevet, turde det
være ret tvivlsomt, om ret mange vil finde,
at han i det hele taget har levet. — Halv-
sultet sig gennem Livet vil maaske forment-
lig forekomme de fleste en mere træffende
Betegnelse.
Men naar Bonden ikke kan vinde et an-
stændigt Udbytte ved at arbejde paa Jorden
for sig selv, saa kan han heller ikke opnaa
dette ved Landarbejde for andre. Det er jo
kun, hvor Landarbejderen har Adgang til
fri eller i hvert Fald billig Jord, at han kan
haabe at opnaa nogenlunde, hvad hans Ar-
bejde er værd. Skal han betale saadanne
Afgifter for Adgangen til Jord som den fle-
miske Bonde, saa kan han kun tjene en
Sulteløn ved at arbejde for sig selv, og saa
kan han lige saa godt arbejde for andre for
en tilsvarende Løn. Saa løber han i hvert
Fald ingen Risiko for fejlslagen Høst eller
Uheld med Besætning. Følgelig er Lønnen
for Landarbejde rent ud forfærdende lav i
Flandern, og jo tættere befolket og bedre
dyrket et Distrikt er, des lavere er Lønnen;
thi jo skarpere er Konkurrencen mellem
de landløse om Adgang til Arbejde. Vi
finder derfor, at i Arrondiss. Termonde faar
— i henh. til det ovennævnte Recensement.
general — en mandlig Landarbejder en Dag-
løn af Fr. 1,61 paa egen Kost og Fr. 1,03
paa Husbondens Kost, medens en Kvinde
maa nøjes med henholdsvis Fr. 0,84 og Fr.
0,53 pr. Dag.
Men nu er det jo saaledes, at det er den
Løn, som Landarbejderen faar, der bestem-
mer Lønnen i alle andre Produktionsgrene
og da ganske særligt i saadanne Hjemme-
industrier, der drives under Husmandstaget.
Thi dersom Lønnen i en saadan Industri i
nogen væsentlig Grad overstiger, hvad Land-
arbejderne kan fortjene, vil disse vende sig
bort fra Landbruget og i Skarer strømme til
Hjemmeindustrien, i hvilken deres Konkur-
rence hurtigt vil nedtrykke Lønnen til det
991 .-
Kurvemagerne i Belgien
almindelige lave Niveau. Vi maa derfor
ikke gøre os store Forestillinger om, hvad
de flanderske Kurvemagere fortjener.
Det er en Sjældenhed at finde nogen imel-
lem dem, der selv dyrker sine Pile; de er
altfor fattige til at have Jordbrug; en Stump
Jord til Kartofler, det er omtrent det højeste,
de kan haabe at naa. Rundt omkring er
Jorden bevokset med frodige Pileplantager;
men Jorden tilhører en eller anden Penge-
mand i Antwerpen, Bryssel eller Gent, og
Plantagen er dyrket af en eller anden Smaa-
bonde, som be-
taler fra 150
til 200 Fr. i
Leje pr. Ha.
Kurvemagerne
har intet der-
med at gøre:
de maa have
deres Materiale
leveret dem af
Fabrikanterne
eller disses
Stedfortræ-
dere, de uund-
gaaelige Mellemmænd, der udsuger de under-
trykte forsvarsløse Arbejdere.
I et Antal af 3 — 400 bor disse r Tamise
og lige saa mange rundt om Byen. Hvis
man tør tro Socialisterne, saa har disse i
ret høj Grad bidraget til at forbedre deres
Kaar. I saa Tilfælde skyldes Forbedringen
rigtignok ikke Oprettelse af Fagforeninger
med de dertil hørende Striker; men det me-
get bedre Middel, at Socialisterne gennem
Dannelsen af et Par Andelsselskaber har be-
tydelig hævet den Løn, Arbejderne kan op-
naa indenfor disse, og saa er Lønnen i de
privatledede Forretninger i nogen Grad fulgt
med i den opadgaaende Bevægelse.
Dette kunde ogsaa nok gøres nødigt. Tid-
ligere var 2 Fr. pr. Dag et næsten uopnaae-
ligt Maksimum, for hvilket der skulde arbej-
des haardt og længe. Ugens Arbejde be-
Kooperative Kurvemagere i Tamise.
gyndte — og begynder endnu — med Tirs-
dag. Saa sættes der i med fuld Kraft om
Onsdagen, en 14 — 16 Timer og fortsættes
med denne Arbejdstid til Fredag. Men til
at overkomme det udleverede Arbejde er
denne Arbejdstid utilstrækkelig; Kurvemage-
ren maa arbejde næsten hele Fredag Nat og
hele Lørdag Nat for Søndag Morgen at kunne
aflevere sit Gods til Fabrikanten eller til Mel-
lemmanden, om Fabrikanten ikke staar i di-
rekte Forbindelse med sine Arbejdere. Saa
faar Arbejderen opgjort sit Regnskab, og det
vil vise sig, at
han har for-
tjent en 13 —
1 5 Fr. imod
de 2 Fr. pr.
Dag fra før
Andelsselska-
bernes Stiftel-
se. Men man
maa ikke tro,
at denne Sum
udbetales ham
i Kontanter.
Som Regel ser
kan kun den ringeste Del af den. Thi
baade Fabrikanter og Mellemmænd holder
Butiker, hvorfra de forventer, at deres Ar-
bejdere skal forsyne sig med deres fattige
Livsfornødenheder, og, hvad der er endnu
værre, de holder ogsaa en „Estaminet" (Kro).
De Arbejdere, som er de flittigste Gaster i Esta-
mineten faar naturligvis det bedste Arbejde,
og den er jo let at lokke, som efter vil
hoppe, saa Søndag Eftermiddag ser Kurve-
magerne flokkes til Kroen, hvor de hos
deres altfor patroniserende „ Patron * tager
saa rigeligt til sig af de vaade Varer, at
det er absolut nødvendigt at holde „Blaa
Mandag". Tirsdag Formiddag ligger man i
Sengen for at komme til Kræfter, og saa
begynder atter Ugens Slid kun afbrudt af
Indtagelsen af de fornødne Maaltider. De
fornødne Maaltider! nej: dette er en blasfe-
^= 992
Kurvemagerne i Belgien
misk Betegnelse for den Næring, som Kurve-
magerne maa lade sig nøje med. Faar de
end Maaltiderne, saa faar de i hvert Fald
ikke, hvad der er nødvendigt til en forsvar-
lig Ernæring; Kartofler faar de, Kartofler til
Morgen, Middag og Aften. Gaa gennem
Gaderne i Tamise. Lige udenfor Byen ligger
der en større Fabrik, hvor De vil se Arbej-
derne staa og læsse alle de færdige Læne-
stole paa Vognene, der skal tage dem til
Stationen. Paa Afstand vil De maaske tro,
at disse Arbejdere er vel nærede, saa tykke
og trivelige de ser ud. Men kom nærmere
og betragt dem ret. De er saa hvide i
Ansigtet som de mest omhyggeligt blegede
Vidier og saa oppustede som Svampe af al
denne Kartoffelspisning. Den eneste Farve-
nuance, man kan opdage, er i deres Tænder;
de er sorte og ormædte som Følge af den
usunde og utilstrækkelige Ernæring.
I Sammenligning med dem lever de soci-
alistiske Andelskurvemagere som smaa Herre-
mænd. Ikke at deres Liv er paa nogen Maade
misundels vær digt; men alt i denne Verden
er jo relativt. Selvfølgelig er deres Arbejds-
fortjeneste ikke saa ret meget højere, end
hvad der kan tjenes hos en privat Arbejds-
giver; men de er alle mellem de dygtigste
og intelligenteste af Kurvemagerne, og] de
kan derfor gennemsnitligt drive det til en
18 — 20 Fr. pr. Uge. En ligesaa dygtig
Arbejder kan tjene omtrent det samme uden-
for Andelsselskaberne; men der er kun faa
saadanne Arbejdere, og hertil kommer, at i
Andelsselskaberne er der ingen „ Patron* til
at stikke Arbejdernes surt fortjente Penge i
sin Lomme som Afdrag paa den evige Gæld
i Butiken og Estaminet'en. Yderligere er
det vel værd at fremhæve, at for at fortjene
denne relativt høje Løn maa Andelskurve-
magerne kun arbejde 11 Timer pr. Dag.
Det er ikke saa daarligt for Flandern endda,
og Andelsbevægelsen har her vist, hvor stort
et Fremskridt den betyder for Arbejderne.
Men disse er ikke i Stand til i Længden at
hævde for sig selv Nydelsen af de Fordele,
som noget som helst Produktionsfremskridt
medfører, saa længe Besiddelsesforholdet til
Jorden tillader Grundejerne at forøge Lejeaf-
gifterne med hvert saadan Fremskridt. Ikke
alene stiger saa den Leje, Arbejderne maa
betale for deres Bolig og deres Stump Kar-
toffeljord, men med den forøgede Løn i en
saadan speciel Industri vil ogsaa Tilløbet til
Industrien af sletlønnede Landarbejdere stige,
og Lønnen vil igen synke. En saadan Til-
strømning af Arbejdere er allerede begyndt,
og, skønt Produktionen er stærkt stigende,
er der en umiskendelig Tendens hos Lønnen
til at falde. Thi Arbejderne staar jo gan-
ske forsvarsløse overfor Arbejdsgiverne, naar
de arbejdsløses Skarer kommer til disse og
tilbyder sig til en lavere Løn. De af Soci-
alisterne for saadanne Tilfælde foreskrevne
Lægemidler: Striker og Indskrænkning af
Arbejdstiden er altid selvmorderiske og over-
for en Industri som Kurvemageri, hvor liden
eller ingen Fordannelse er udkrævet, er de
tilmed ganske virkningsløse. Det eneste
sande Forsvar for Arbejderens Ret til sit Ar-
bejdes Udbytte findes i hans Adgang til Jor-
den. Kan han ved at arbejde paa egen Jord
erhverve sig et anstændigt Livsophold, saa
vil ingen Magt i Verden kunne faa ham til
at arbejde for andre for en ringere Løn end
den, han saaledes kan fortjene ved at ar-
bejde for sig selv. Har han ingen saadan
Adgang til Jorden, saa kan paa den anden
Side ingen Love skabte af Menneskeaand,
saa kan ingen Sammenslutninger, ingen Strejker
beskytte ham imod Eksploitering. Og i Flan-
dern har han forlængst tabt sin Adgang til
Jorden. Derfor sulter de flanderske Arbej-
dere, til Trods for deres Flid i Evropas ri-
geste Egne, i et Land, hvor Befolkningens
Talrighed og Arbejdsomhed har skabt en
Produktion — trods alle lovskabte Hindringer
rigere end noget Sted.
993
Kurvemagerne i Belgien
Hvor ganske anderledes er Arbejderen ikke
stillet i det andet Distrikt i Belgien, hvor
Kurvemageriet blomstrer, i St. Mard i Arron-
dissementet Virton. Vi befinder os her paa
det sydlige 'Affald af Ardennerne, som skraa-
ner jævnt ned i den lothringske Slette. Men
Klimat og Natur synes ikke desto mindre at
have sammensvoret sig om at tilintetgøre
Resultatet af Menneskets Arbejde. Vinteren
kommer tidligt, og endnu ind i Maj ligger
Sneen paa Skrænterne. Sommeren er kort
og varm, og Solens hede Straaler lokker
Sæden frem af
Jorden, som
var det In-
diens Fakirer,
der havde
fremtryllet
den. Men op
af de uhyre,
udrænede
Sumpe sniger
Taagen sig ved
Nat, isnende
og vaad, og
Nattefrosten
følger den paa
dens lumske
Stimandsfærd.
Naar Bonden
om Morgenen træder ud af sin Stue, ser
han Sæden visnet og sine Haab lagt øde,
Der er langt fra Landsby til Landsby, og
udenfor disse ses saa at sige aldrig et Hus.
Alt er saare gammeldags i denne vel bort-
gemte Afkrog af Verden; Andelsmejerier,
Landbrugsmaskiner og Kunstgødning er
først i de allerseneste Aar begyndt at
vinde en Smule Fodfæste i Egnen, og i
isoleret Kamp mod en umild Natur søger
Bonden at bjærge Føden under Forhold,
der i ingen Henseende yder ham nogen af
de Fordele, som Bonden i Flandern besidder
i sin veldrevne Jord og i sin Talrighed.
Men Bonden i Ardennerne har et — det
Kommunal Skov fældet til Brændsel.
Skoven inddeles som Regel i 21 Parceller, af hvilke én fældes hvert Aar.
Nogle faa Trær lades tilbage til Frekastning.
eneste fornødne — han har- Adgang til Jorden.
Det er kun lidt han producerer; hans Kør
er magre og lidet mælkegivende, hans Svin
er ikke egnede til Fedning, hans Høns og
Ænder og Gæs er heller ikke af nogen god
Race og giver ikke mange Æg, hans Marker
giver ham kun faa Fold til Løn for hans
Møje. Men, hvad han producerer, er for
Størstedelen hans eget Jorden har kun
ringe Værdi, saa han kan komme i Besid-
delse af den uden at betale alt, hvad han
kan skrabe sammen i Leje af den og uden
at blive gæld-
bunden for
Livstid ved
Købet af den.
I Henhold til
den oven-
nævnte Recen-
sement general
var Gennem-
snitsprisen for
Agerland i Ar-
rondissementet
Virton i 1895
kun 1070 Fr.
og for Eng
1974 Fr. pr.
Ha. medens
Forpagtnings-
afgifterne var henholds vist 40 Fr. og 66
Fr. pr. Ha. Arbejderen har her endnu en
nogenlunde fri Adgang til Jorden, og skøndt
som sagt Produktionen er lige saa fattig
i dette tyndt befolkede Land — (der er
kun 80 Mennesker pr. Kvadratkilometer
i Kanton Virton) — , som den er rig i
Flandern, saa faar paa Grund af denne
Adgang til Jorden Arbejderen Lov til at
beholde en langt større Del af sit Ar-
bejdsudbytte end dér. I Flandern pro-
ducerer Arbejderen i myldrende Mængde al
Aarets Førstegrøde af dyre Grøntsager, som
udføres til England og indbringer Strømme
af gyldne Sovereigns, og — alt, han faar
994 =- =
Kurvemagerne i Belgien
for det er Fr. 1,61 pr. Dag. — I Luxem-
bourg er Udbyttet af hans Arbejde uendeligt
meget ringere; men her kan han faa Jord
saa billigt, at han trods sin gammeldags og
fattige Produktion kan tjene et anstændigt
Udkomme som Smaabruger. Følgelig vil han
ikke arbejde for andre, just for hvad de
finder paa at byde ham, og Le Recensement
general giver derfor Lønnen paa Landet til
Fr. 2,41 paa egen Kost og 1,58 paa Hus-
bondens Kost for Mænd og Fr. 1,58 og 0,97
henholdsvist for Kvinder, hvilken Løn maa
forøges med omtrent en Fr. Penge, hvis man
vil angive hvad Landarbejderen tjener i Dag
i Arrondiss. .
Virton.
Naar Jorden
er saa billig i
dette Arron-
dissement, saa
skyldes det
imidlertid ikke
alene det, at
dens Produkti-
vitet er saa
langt mindre
end den flan-
derske. Der «r
et andet Mo-
ment, som i
ganske overordentlig Grad bidrager hertil.
Det er de udstrakte kommunale Besiddel-
ser, som under de forældede Produktions-
forhold er blevne bevarede til Gavn og
Glæde for den fattige Del af Befolkningen.
Medens i Flandern Fællesjordeme forlængst
er overgaaede i privat Besiddelse under
den almindelige Landhunger, saa er i Ar-
dennerne endnu meget betydelige Arealer
ialt c. 160,000 Ha. Skov og c. 60,000 Ha.
udyrket Jord — i kommunal Besiddelse. Ikke
alene faar Smaabonden tildelt en Jordlod
til Dyrkning, som Regel nok til at forsyne
ham med Brødkorn og Føde til en Ko og
et Par Grise, men han har i de udstrakte
Brændehuggere i Skoven. I disse Hytter opferte af Kviste og Ris og tæk-
kede med Græstorv lever Brændehuggeren hyppigt hele Aaret rundt.
Stats- og Kommuneskove Adgang til stadigt
og nogenlunde vellønnet Arbejde — 4 Fr.
pr. Dag — netop i den Tid, hvor han intet
Arbejde kan finde ved Landbruget, om Vin-
teren. Og hver Sommer faar han sin Andel
af Kommunens Brænde; trænger han til
Penge, kan han sælge dette og saa sende
sine Børn ud i Skoven om Vinteren for at
samle vindfældet Træ til Brændsel og Løv
til Strøelse for Koen. Langs alle Vejkanter
vokser Græsset frodigt og yder fri Græsning
for Arbejderens Ko og Geder, medens han
sender sine Grise til Skovs for at æde Olden.
Og Bjergstrømmene byder ham deres rige
Overflod af
Foreller gan-
ske gratis, hvis
han kan fange
dem, og Ma-
dame paa Ho-
tellet er altid
villig til at
betale ham en
god Pris for
dem, saa han
behøver ikke
at mangle kon-
tante Penge
mere end Mad
og Drikke.
Kom med mig til den diminutive Købstad
Virton, som ligger gemt bort i Ly af de
mørke Skove i det sydøstligste Hjørne af
Landet, kom med og se, hvorledes Befolk-
ningen lever der paa Egnen.
Medens der i Arrondissementet findes 4406
Hekt. Land Skov tilhørende Staten, har Kom-
munerne et Areal af 15261 Ha. Skov og
484 ha. udyrket Jord. Og medens i Hen-
hold til le Recensement general, Tom IV,
Statens Indtægt af dens Skov i Arrondisse-
mentet var c. 140,000, saa havde Kommu-
nerne af deres ikke mindre end Fr. 700,000.
Den udyrkede Jord udloddes til Fattigfolk,
som saaledes faar fri Jord, undtagen i de
-.= 995 _ =
67
Kurvemagerne i Belgien —
faa Tilfælde, hvor Kommunerne beregner sig
en vis ringe Lejeafgift. De 700,000 Fr., som
disse Kommuner har ind fra deres Skove,
betyder naturligvis i første Række, at Skat-
terne er saa meget des lavere, og der er da
heller næppe noget Land i Europa, hvor
Skatterne tynger Befolkningen saa lidt som
i de belgiske Provinser i Ardennerne. Men
de kommunale Jorder har en anden og
større Betydning i Samfundets Liv, — den
nemlig at højne Løn-Linjen. Ti naar en
Mand kan tjene 4 Fr. om Dagen i Kom-
munens Skove, saa er det ikke sandsynligt,
at han vil modtage synderligt mindre for
Landarbejde, om end dette maaske er lidt
mindre haardt,
og naar han
kan erholde fri
Jord af Kom-
munen eller leje
det af Kom-
munen for en
Ubetydelighed,
samtidigt med
at frit Brænd-
sel og Strøelse,
frit Fiskeri og
til en vis Grad
fri Jagt giver ham nogen Stivelse i Ryg-
raden, saa kan man være ganske for-
visset om, at han ikke modtager en halv-
anden Frank for en hel lang Dags Slid
i Marken. Vil Bønderne i Ardennerne have
hans Arbejde, saa maa de ogsaa smukt
betale ham lige saa meget, som han kunde
tjene ved Arbejde for sig selv. Dette er paa
Grund af Agerbrugets forældede Tilstand
ikke saa forfærdeligt meget; men det er
under alle Omstændigheder tilstrækkeligt til
at sikre Arbejderen mod Nød og Sult, i
Modsætning til hvad Tilfældet er i Flandern.
For Næringsmidler er billige, og, som vi har
set, det meste producerer de jo selv.
Kom med til Virton! Eller bedre endnu,
kom med til St. Mard, hvor Kurvemagerne
Udenfor St. Mard.
bor. Og lad os paa Vejen gennem Virton
kaste et Blik ind i Arbejdernes Hjem. Tro
ikke, at De finder ideale Tilstande, langt fra
det; thi de smaa daarligt byggede Huse er
baade smudsige og mørke og fugtige, og
udenfor Stuens eneste Vindue ligger midt
paa Fortovet Stedets Mødding opvarmet til
en for alle Baciller højst tiltrækkende Tem-
peratur af Junisolens Straaler. Og ned ad
Gaden flyder i Strømme Ajlen fra alle disse
Møddinger — altsammen saare vellugtende
og appetitligt. Men bag ved Møddingen
staar Brændet opstablet i favnevis, og Hus-
moderen og maaske Fader selv er i travl
Beskæftigelse med at save og kløve det.
Kig saa ind
ad den aaben-
staaende Dør,
ind i Stuen,
hvor Børn og
Svin og Høns
roder i skøn
Endrægtighed.
Smudsigt og
sodet og fattigt
er det hele; men
under Loftet
hænger Skin-
ker og dejlig fede Flæskesider i Overflødig-
hed, og paa Hylden over Sengen ligger
de runde Hvedebrød saa store som Slibe-
sten. Vinteren er lang og kold, Somme-
ren kort i Ardennerne, arbejdes maa der
for at erhverve det daglige Brød fra en
gerrig Natur. Livet er trangt og fattigt;
men alle har nok baade at bide og at
brænde.
Vi kommer ud paa Landevejen, der følger
Dalen, i hvilken Bækken slynger sig mellem
saftiggrønne Enge. Langs begge Bredder
gaar Arbejdere med Fiskestænger og fanger
de lækre Foreller, og i Pileplantagerne, som
her tilhører Smaabrugeren selv, er man
travlt beskæftiget med at bortføre Græsset.
Vi nærmer os St. Mard, og saa snart vi
996
Kurvemagerne i Belgien
har passeret et Par af de i Belgien uund-
gaaelige talløse Klostre, møder os igen det
samme Syn som i Virton. Overalt Møddinger
med Smaafloder af Ajle, overalt hushøje
Opstablinger af Brænde. Men der er et nyt
Moment i Billedet; ti overalt ser vi de af-
barkede Pilekviste udlagte til Blegning, paa
Møddinger og Brændestabler og op ad Hus-
væggen ser vi dem, og udenfor Huset sidder
paa Fortovet Husmoderen med en tre fire
Rollinger, alle travlt beskæftigede med at
afbarke de nys skaarne Vidjer. Det er jo
ikke saa forskrækkeligt, det de kan tjene
ved dette Arbejde, kun en c. 15 Centimes
pr. Time, men
man er flittig
i St. Mard,
og naar man
slider i det for
tolv lange Ti-
mer, kan man
dog alligevel
have sine Fr.
1,80. Og selv
en lille Unge
paa en halv
Snes Aar kan
tjene dette, alt
medens den
sidder i Moders trygge Varetægt i frisk
sund Luft, og naar alt kommer til alt er
det jo rene Herrekaar i Sammenligning med
de stakkels 84 Centimes, en voksen Kvinde
tjener i Flandern. Og ofte kommer Fader
selv ud og sætter sig til at binde Kurve
ved Siden af de andre. Det er ikke fine
Sager, han laver, almindelige Klædekurve og
lignende ; men han bor ikke i Flandern, han
har selv sit lille Sted og en lille Lod af
Kommunens Jord oven i Købet. Som Regel
skylder han intet paa sit Sted ; ti vi lever her
endnu i de paradisiske Tilstande, hvorunder
Pantegæld er saa at sige ukendt, og alt
i alt er han en Mand, hvis Ryg er lige
saa rank som Fabrikantens. Det er jo rigtig-
Kurveraagere ved Arbejdet i St. Mard.
nok sandt, at ogsaa her holder Fabrikanten
eller rettere Mellemmanden en Kro, at
ogsaa her ses det gerne, at Arbejderen
lægger noget af sin Fortjeneste paa Værts-
husets Bord. Men her er ingen Tvang til
at gøre det; vil Arbejderen ikke, saa kan
han være fri; ti Mellemmanden kan daarligere
undvære Arbejderen, end denne kan undvære
hin. Arbejderen har jo altid sin lille Bedrift
at falde tilbage paa. Han har Rug og Kar-
tofler, han har Grise og Geder, Høns og
Ænder, han har Forellerne i Bækken, og
han har altid Skovarbejdet at kunne tage
sin Tilflugt til. Derfor kan Mellemmanden
ikke heller
skambyde sine
Folk ; han maa
betale det sam-
me, som de
x kan tjene ved
alle disse andre
Midler, og der-
for er det en
daarlig Kurve-
mager, som
ikke tjener sine
tre en halv
Frank pr. Dag,
medens fire
Frank forekommer ret hyppigt. — Livet er
haardt i Ardennerne. Civilisationen farer det
forbi pr. Jernbane fra Bruxeles til Luxembourg,
og Tyskland og Turisthotellerne i de schwejzi-
ske Bjærge; men den kommer kun langsomt
til denne afsides Afkrog af Verden. Her lever
man endnu i simple Sæder det simple Liv
fra vore Bedsteforældres Ungdom; ældes
man end tidligt af det haarde Arbejde i en
umild Natur, saa dør man i hvert Fald ikke
af Sult. Og kommer der smitsomme Syg-
domme, saa slaar man Kors for sig og dør
med rolig Samvittighed uden smaaligt at give
Sumpene og Møddingerne og Stuens Grise
og Høns Skyld for, hvad der saa øjensynlig
er vor Herres Tilskikkelse.
997
Kurvemagerne i Belgien
Naar de sociale Forhold i de ufrugtbare
folketomme Ardenner staar saa uendelig højt
over Forholdene i Flandern, saa skyldes
dette, at der her endnu er nogen Adgang
til Jorden. Og naar disse samme sociale
Forhold i mange Maader lader saa saare
meget tilbage at ønske, da er Grunden
hovedsagentlig den, at man for at opnaa
denne Adgang til Jorden har fastholdt et
saa forældet Middel som kommunal Fælles-
besiddelse med Udlodning af Fællesjorden
til de fattigere Familier paa kort Aaremaal.
Det er jo klart, at naar en Smaabruger har
et Stykke Land i privat Besiddelse og et
andet Stykke udlaant til sig af Kommunen,
saa maa han være mere end et Menneske,
om han ikke søger ved Rovdrift at bringe
det mest mulige ud af Kommunejorden til
Fordel for sin egen Jord, der faar al Gød-
ningen. Yderligere er jo næsten al den
dyrkelige Jord optaget om end langt fra
dyrket. Der findes imidlertid et Middel —
langt simplere end kommunal Besiddelse af
Jorden med den deraf følgende daarlige Ud-
nyttelse — og tillige langt mere virknings-
fuldt, ved hvilket fri Adgang til Jorden kan
hævdes, uden at Brugeren i mindste Maade
anspores til slet Dyrkning, saaledes som
Tilfældet er ved Udlodning af Kommune-
jorden. Dette Middel findes i Beskatning af
Grundværdierne. Herved hævdes alle Sam-
fundsborgernes lige Ret — ikke til nogle
faa Stumper af den mest afsides beliggende
og daarligste Jord — men til al Jord,
hvilken lige Ret finder sit Udtryk gennem
Opkrævelse af en Skat, hvis Størrelse staar
i nøjagtigt Forhold til de Fordele, hver
enkelt Borger nyder gennem Besiddelse af
Jord. Da saaledes ingen kan besidde
Jord uden at bruge den paa bedst mulige
Maade, vil der altid være et tilstrækkeligt
Tilbud af god Jord til en Pris, som selv
den fattigste kan betate; ti alle de, som ikke
selv kan bringe tilstrækkeligt ud af Jorden,
maa da enten sælge den eller bortforpagte
den til dens sande Værdi, d. v. s. til den
Værdi, som den har, naar al den af Speku-
lanter optagne, men ubrugte Jord kastes
paa Markedet. Og netop fordi ingen kan
besidde Jord uden at bruge den saa godt,
som det er muligt, vil alle de til det nu-
værende System af kommunal Besiddelse af
Jorden knyttede Ulemper i Henseende til
daarlig Udnyttelse bortfalde.
Selv den fattigste maa dyrke sin Jord
saaledes, at han med Fordel kan betale
Skatten.
Men der vil ikke blive ret mange fattige
tilbage, naar først Grundværdibeskatningen
har aabnet Adgang til Jorden. Ti Adgang
til Jord betyder som foran udviklet, at
enhver kan med Fordel arbejde for sig selv,
dersom han ikke kan opnaa tilfredsstillende
Betingelser ved at arbejde for andre. Saa vil
Lønnen stige, ikke som i Ardennerne med
deres forældede System af Fællesbesiddelse
af Jorden til en stakkels tre fire Frank, og
ikke engang som paa New Zealand, hvor
Indførelse af en meget lav Grund værdibeskat-
ning øjeblikkeligt medførte en Stigning fra
c. 4 Shilling til 10—14 Shilling pr. Dag,
men til den fulde Værdi af det ydede Ar-
bejde. Og i et økonomisk frit og lykkeligt
Samfund vil Sygdom og Nød, Drukkenskab
og Forbrydelser blive lige saa sjældne, som
de nu er almindelige. Ti som den gamle
kinesiske Vismand sagde: Forbrydelser be-
gynder i Armod; Armod er utilstrækkelige
Levnetsmidler; utilstrækkelige Levnetsmidler
er Forsømmelse af Landbruget. Den gamle
Kineser har Ret endnu; men vi af den højt
priste moderne Civilisation er blot endnu
ikke naaede saa vidt, at vi praktiserer hans
Visdom.
998
GENERAL DE MEZA I 1864
Af Oberst N. P. Jensen.
I augustheftet af „Dansk Tidsskrift" har
Oberst. Liljefalk fremsat nogle Bemærk-
ninger mod den Maade, hvorpaa Krigstil-
dragelserne i 1864 er skildrede i Slutnings-
hefterne af „Danmarks Riges Historie". Disse
Bemærkninger former sig som et meget stærkt
Angreb paa General de Meza. Forfatteren
til de nævnte Hefter omtaler de Grunde, der
i 1864 foranledigede, at de Meza blev ud-
nævnt til Overgeneral, og derved henviser han
tillige til de Mezas Virksomhed ved Fredericia
og Isted. Hvad deri er sagt, er fuldstæn-
dig rigtigt. Saaledes stod de Meza den Gang
for den almindelige Bevidsthed, og saaledes
vil han ogsaa komme til at staa for Efter-
verdenen. Naar Oberst Liljefalk desuagtet
vilde søge at gøre en anden Opfattelse gæl-
dende gennem sit Angreb, saa maatte dette
støttes paa en afgørende Maade. Men det
er ikke sket. Man faar enten Oberstens egen
subjektive Opfattelse, der jo ikke har objektiv
Gyldighed for andre, eller Beviser, der er
støttede til et Materiale af megen tvivlsom
Værdi.
En Officers virkelige Dygtighed viser sig
først under en Krig. De Meza havde faaet
Lejlighed til at vise den i 1848 som højst-
kommanderende Årtilleriofficer, i Begyndelsen
af Felttoget 1849 som Kommandør for 6. In-
fanteribrigade og fra midt i April s. A. som
Højstkommanderende over Kommandoen paa
Als. Det var herfra, at han af Krigsmini-
steren blev beordret til at tage Kommandoen
over en Del af den Styrke, der skulde gøre
Udfaldet ved Fredericia den 6. Juli 1849.
Oberst Liljefalk siger derom: „Ved Fre-
dericia vilde Bulow helst være fri for ham;
det var efter Krigsminister Hansens særlige
Ønske, han deltog i Slaget som Kommandør
for Avantgarden, men denne bestod kun af
6. Brigade under Oberst Ræder, saa nogen
egentlig Kommando og derved Lejlighed til
at øve Indflydelse paa Slagets Gang havde
de Meza ikke. Æren for Ledelsen tilkommer
ene Bulow."
Man vil sikkert indrømme, at det ikke er
muligt at fremsætte en mere affejende Dom
med større Selvsikkerhed. Men er den rigtig?
De Meza havde gentagne Gange indstæn-
digt anmodet Krigsministeren om ikke at
komme til at deltage i Slaget Hvad der
har været Grunden til, at han kom med,
skal ikke gøres til Genstand for nærmere
Undersøgelse her, hvor Hovedspørgsmaalet
drejer sig om, hvorvidt de Meza har øvet
nogen Indflydelse paa Slagets Gang.
Ved et natligt Angreb kommer alt an paa,
at det sættes rigtigt an. Dette var ved denne
Lejlighed en saa meget større Nødvendighed,
som 6. Brigade kom fra* Als, Ryes Brigade
— 1. Reservejægerkorps undtaget — fra Jyl-
land, og disse Tropper overførtes først fra
Fyn til Fredericia den 5. Juli sent paa Af-
tenen. De manglede saaledes fuldstændigt
Kendskab til Terrænforholdene og de fjendt-
lige Værkers Beliggenhed. Den eneste Hjælp,
der blev ydet General de Meza, var, at Pre-
mierløjtnant F. V. Lund, der var Adjutant
ved Overkommandoen, blev attacheret hans
Stab.
Avantgarden og Ryes Brigade skulde danne
Teten, efterfulgte henholdsvis af Schleppegrells
og Moltkes Brigader, og for dem lød Befa-
lingen.
„Kl. 1 deboucherer Avantgarden igennem
Kongens Port og Poternen (Udfaldsporten)
ved Dronningens Bastion. Samtidig rykker
Ryes Brigade med sit Batteri forbi Forhuget
ved Stranden ud af Fæstningen. Medens
Avantgarden rykker frem og omgaar Løbe-
gravene N.V. for Fæstningen (ved Igumvejen)
samt søger at bemægtige sig Fjendens Vær-
ker her, bevæger Ryes Brigade sig saa hur-
tigt som muligt imod Kristinebjerg (en Gaard,
r.-, 999
General de Meza i 1864
der ligger 1/a Mil N. for Fæstningen) ad
Vejen nærmest Stranden/
Da Fjendens Forposter stod tæt foran Fæst-
ningen, maatte Fremrykningen strax blive op-
daget, og den slesvigholstenske Hær alarme-
ret. Vore Tropper kunde derfor ikke foretage
nogen Opmarch forinden Fremrykningen, men
maatte søge at naa fremad saa hurtigt som
muligt.
Det var dette, Overkommandoen vilde; men
Befalingen var affattet højst uheldigt. Fulgte
Avantgarden Ordlyden ved at „omgaa", kom
dens og Ryes Bevægelser til at divergere,
medens Hensigten var, at de skulde rykke
samlet frem i samme Retning. Fejlen laa
hos Befalingens Koncipist, der havde skrevet
„omgaa", medens Meningen netop var, at
Avantgarden skulde „gaa forbi" Løbegravene.
Men der var en anden Fejl, der var endnu
værre. Hvis Rye stødte paa Hindringer i
Form af Værker, kunde Avantgarden ikke
hjælpe ham frem, men hele Fremrykningen
maatte gaa istaa. Befalingen talte ikke om
Hindringer, og en n tilfældig" Meddelelse, Rye
fik, noget før Udfaldet skulde finde Sted, til-
lagde han ingen alvorligere Betydning, fordi
Befalingen end ikke indeholdt Antydninger af,
at der paa hans Vej var Skanser og Løbegrave.
Disse 2 Fejl i Befalingen maatte Tropperne
betale med deres Blod, og det saa meget
mere som Oberst Ræder misforstod den vir-
kelige Opgave. Han siger nemlig i sin Rap-
port, at „den specielle Disposition for Bri-
gaden, baseret paa den almindelige Disposi-
tion (o: en Omgaaen af Løbegravene) blev
aftalt med samtlige Bataillonskommandører."
Fremrykningen fandt Sted som befalet
Kl. 1.
Avantgardens højre Fløjbataillon, 1ste lette,
rykkede gennem Kongens Port. Her havde
de Meza posteret Premierløjtnant F.V. Lund,
og det er hans Fortjeneste, at 1ste lette blev
dirigeret i den rigtige Retning med nøjre Fløj
paa Treldevejen. Det kom strax til Kamp
med Fjendens Forposter, der blev kastede,
og idet Bataillonen under uafbrudt Bevægelse
udviklede sig til Venstre, forfulgte den Fjen-
den, indtil den naaede frem c. 1600 Alen
foran Kongens Port. General de Meza med
Stab var fulgt umiddelbart efter Bataillonen.
Her var det vigtigste Punkt, thi her skulde
Forbindelsen holdes med Ryes Brigade, og
derfor vilde Generalen lede sine Tropper her-
fra. Men det varede ikke længe, før der
udspandt sig en heftig Kamp bagud til Ven-
stre; det var Ryes Brigade, der var bleven
standset af Løbegravene og Treldeskansen.
Aarsagen vidste de Meza ikke, men foreløbig
var hele Fremrykningen gaaet istaa. Da
2. lette Bataillon, der var gaaet gennem Po-
ternen, endnu ikke var kommen op paa ven-
stre Fløj af 1 . lette, sendte de Meza sin Or-
donnansofficer, svensk Løjtnant Grev Lovven,
til den med Ordre til at rykke hurtigt frem.
Det skete, men Bataillonskommandøren holdt
sig til Brigadens Instrux og Overkomman-
doens Disposition og omgik Løbegravene.
2. Jægerkorps, som fulgte umiddelbart efter
2. lette, og som efter Ordren skulde blive
bag denne i 2. Træfning, gik, ved en aldrig
opklaret Misforstaaelse, strax frem paa 2. let-
tes venstre Fløj og kom derved til at gaa
lige imod Løbegravene og Skanserne ved
Igumvejen, om hvilke der udspandt sig en
heftig og blodig Kamp.
Da Mørket kun tillod at se 20—30 Skridt
foran sig, og alle Bevægelser skete i uafbrudt
Løb, havde det ikke været de Meza muligt
at forhindre det Skete. Han stod nu saa-
ledes, at Rye førte en heftig Kamp bagud
til Højre, og en ligesaa heftig Kamp førtes
af de Mezas venstre Fløj, bagud til Venstre.
Desuagtet blev Generalen staaende og afven-
tede sine øvrige Tropper. De kom efterhaan-
den. 1. Forstærkningsjægerkorps stilledes bag
Midten og 3. Forstærkningsbataillon bag ud
til Venstre af 1. lette, saa at den dækkede
Aabningen mellem 1. og 2. lette. Batteriet
Wegener og */« Espingolbatteri stod bag
Fodfolket.
1000
General de Meza i 1866
Fjenden sendte fra Kristinebjerg Tropper
frem til Undsætning for Treldeskansen og
placerede 2 Kanoner, der fra deres Stilling
enfilerede 1. lette. For at dække dennes højre
Flanke sendte de Meza Kompagniet Klingsey
og det halve Espingolbatteri frem paa højre
Fløj.
Paa venstre Fløj lykkedes det 2. Jæger-
korps at erobre Redoute Nr. IV, og det ryk-
kede derpaa frem mod Redoute Nr. III, der
blev angreben i Forening med Kompagniet
Schøning af 2. lette. Men Skansen blev
tappert forsvaret, saa at alle Stormforsøg
splintrede og derfor maatte ogsaa 2. lette
standse sin Fremrykning.
Nu rykkede den slesvigholstenske Brigade
Zastrow frem tillige med et Batteri. Den
Styrke, vi havde omkring Redoute 'Nr. III,
blev sprængt og maatte søge Frelse ved at
gaa tilbage over Kløften. 2. lette Bataillon,
der ogsaa blev angreben, blev ligeledes tvun-
gen til at gaa tilbage.
Hvis de Meza under disse Forhold havde
trukket sig tilbage for at samle sin slagne
venstre Fløj, vilde han have handlet fuldt
forsvarligt. Men netop derfor er det hans
store Fortjeneste, at han blev staaende, og
det uagtet 1. lette nu ogsaa blev angreben i
venstre Flanke af den Bataillon, der havde
kastet 2. lette. 1. lette havde ladet sit ven-
stre Fløjkompagni bøje tilbage, men det
kunde ikke standse Fjenden. De Meza be-
falede derfor 3. Forstærkningsbataillon at gaa
frem, og nu maatte Fjenden vige. Kort
efter belønnedes de Mezas Udholdenhed.
Schleppegrells Brigade var deboucheret. Da
Schleppegrell saa den Fare, hvori de Meza
var, thi nu var det bleven lyst, lod han sine
forreste Afdelinger gaa frem mod Kløften.
Men her blev de standsede af Fjendens Ar-
tilleri. Først, da Schleppegrell fik sit Batteri
frem, og dettes Ild havde virket, gik han
frem paany. Naar Fjenden nu gik tilbage,
var det ikke alene paa Grund af Angrebet,
men tillige fordi den slesvigholstenske Over-
general, Bonin, havde givet Befaling til al-
mindelig Tilbagegang blandt andet, fordi han
slet ikke vidste, hvad der foregik paa hans
venstre Fløj, altsaa overfor Rye. Schleppe-
grells Brigade forfulgte saa under uafbrudt
Kamp i Forbindelse med 3. Forstærknings-
bataillon og de Mezas venstre Fløj. Klokken
var den Gang 3x/a.
De Meza var bleven staaende. Hidtil
havde 1. lette kun tirailleret let i Fronten
mod de tilbagekastede Forposter; men nu
forandredes Forholdene.
En Del af Ryes Tropper var langs Stranden
naaede op til Kristinebjerg. De Undsætnings-
forsøg, den slesvigholstenske Brigade Stuckradt,
der kæmpede overfor Rye, havde gjort, var stran-
dede, og begge disse Omstændigheder havde
i Forening bragt Stuckradt til at trække sig
tilbage mod Ryttergrøften. Her fik han Be-
falingen om den almindelige Tilbagegang. For
at faa større Frihed under Tilbagegangen vilde
han indlede denne med et Angreb mod 1. lette
Bataillon, der maatte blive ham farligst. Han
tog derfor Stilling ved Ryttergrøften, dæk-
kende sin venstre Flanke mod Kristinebjerg
og befalede derpaa, at 1 Eskadron skulde
attakere 1. lettes højre Fløj, 1 Eskadron og
en Bataillon skulde omgaa dens venstre Fløj,
og, naar den omgaaende Bevægelse var ud-
ført, skulde en Bataillon ryKke frem i Fronten.
Kampen indlededes med en heftig Infanteri-
ild, og samtidigt blev 1. lette overdænget med
Kardætsker fra 4 Kanoner.
Forholdene tvang 1. lette til at trække Re-
serverne ind i Skyttelinjen. Saa kom An-
grebet. Fjendens Rytterattaker paa Fløjene
blev afslaaede ved Skytteild ; men den fjendt-
lige Bataillon, der omgik venstre Fløj, havde
Fremgang, saa at Fløjen maatte trækkes til-
bage. Da skred de Meza ind. Han sendte
Batteriet Wegener frem bag Bataillonens højre
Fløj, hvor det aabnede Ilden paa 900 Alen,
og lod de 3 Kompagnier af 1 . Forstærknings-
jægerkorps rykke frem og flankere Bataillonen,
der omgik. Da denne Bevægelse var tykke-
re 1001
General de Meza i 1864
des, lod de Meza Korpset forlænge 1. lettes
Fægtningslinje til Venstre, og derpaa gav han
Befaling til at gaa frem med Bajonetten.
Ryttergrøfterne blev stormet under Hurra, og
Fjenden maatte vige i den største Uorden.
De Tropper, der af Ryes Brigade var naaede
frem til Kristinebjerg, og Skytter, der var
naaede op i Højde med 1. lette, deltog i
dette Angreb.
Klokken var omtrent S1^. Hovedkampen
var endt, og om det end under Forfølgelsen
paa flere Steder kom til meget alvorlige Sam-
menstød, saa har dette ingen Betydning for
det foreliggende Spørgsmaal.
Slaget ved Fredericia er den Kamp, hvori
alle de Mezas fremragende Egenskaber træder
frem i det fulde Lys, og i ingen Kamp har
han indlagt sig større Fortjeneste. Men in-
gen er villigere til i sin Rapport at erkende,
hvor megen Tak han skylder sine brave Trop-
pers og ikke mindst 1. lette Bataillons Mod
og Pligtopfyldelse end han.
Jeg har hermed vist, at det var de Meza,
der førte Kommandoen over Avantgarden og
den store Indflydelse, han havde paa Slagets
Gang. Men Oberst Liljefalk har tillige paa-
staaet: „Æren for Ledelsen tilkommer ene
Biilow«.
Jeg skal være den Sidste, der vil rokke
ved den Ære, der med Rette tilkommer Ge-
neral Bulow. Det var ham, der havde Mod
til at paatage sig det store Ansvar for det
meget vovelige Foretagende. Hvis det var
mislykkedes, havde han maattet bære Skam-
men og Følgerne deraf. Det lykkedes, og
derfor skal ogsaa han have Æren. Men det
forhindrer jo ikke, at andre ogsaa kan have
en større eller mindre Andel deri. Jeg har
paa vist de store Fortjenester, de Meza havde
under Kampen, men han øvede ogsaa Ind-
flydelse paa Ledelsen under denne.
Da Overkommandoen slet ikke underrettede
de Meza om Aarsagerne til Ryes Standsning,
sendte han sin Stabschef, Major Worishoffer,
over for at undersøge Forholdene, og da Ma-
joren kom tilbage, sendte de Meza Premier-
løjtnant F. V. Lund til Overkommandoen for
at henlede Opmærksomheden paa, at Ryes
Brigade trængte til Hjælp. Klokken har den
Gang været mellem 3 og 31/*- Nu fik Bri-
gaden Moltke Befaling til at understøtte
Rye. Moltke sendte 8. Bataillon frem, og
den stormede i Forening med Ryes efterladte
Afdelinger Treldeskansen, som blev erobret.
Klokken var den Gang 4. Her var det alt-
saa de Mezas Initiativ, der fremkaldte en
Befaling, som Overkommandoen forlængst
burde have givet af sig selv. Noget Lignende
skete under Forfølgelsen. Da de Meza naaede
frem mod Elboafsnittet, rettede han en skrift-
lig Forespørgsel til Overkommandoen om, hvor
langt Forfølgelsen maatte fortsættes. Sam-
tidigt tilføjede han, at han ansaa det rettest
at standse ved det nævnte Afsnit, for at ikke
de tyske Rigstropper, der var under Frem-
rykning, skulde berøve Hæren de vundne
Palmer. Bulow fandt sig heraf foranlediget
til at befale, at Hæren ikke maatte rykke ud
over Elboafsnittet.
Hvad angaar Oberst Liljefalks Omtale af
de Mezas Optræden i Slaget ved Isted den
25. Juli 1850, vil det heldigvis ikke være
nødvendigt at fremsætte et saa udførligt Be-
vis. At Obersten ikke kan se de Mezas For-
tjenester ved denne Lejlighed, ligger i, at
han ikke søger dem dér, hvor de findes.
Som bekendt var det Oberst Baggesens
forstyrrede Meldinger om, hvad der var sket
ved Stolk, og' at General Schleppegrell var
falden, der var Aarsag i, at de Meza fik
Befaling til at overtage Schleppegrells Divi-
sion og samle den ved Isted. Overkomman-
doen afsendte kort efter den Befaling, hvor-
ved Oberst Schepelern fik Ordre til med
sin Brigade „som snarest at søge at forene
sig bag om med Hovedstyrken over Egge-
bæk". Vel hedder det i den officielle Rap-
port, at Overkommandoen den Gang var fast
besluttet paa at forny Angrebet, men Kends-
gerningerne vidner derimod. Overkomman-
1002
General de Meza i 1866
doen vilde gaa tilbage. Men den maatte
vente; thi der maatte gives Oberst Schepe-
lern, der samme Morgen var gaaet frem over
Solbro, Tid til at repassere dette Defilé, for-
inden den almindelige Tilbagegang blev til-
traadt, thi ellers var hans Brigade afskaaret.
Havde det, som det hedder i Rapporten,
været Hensigten at angribe, saa maatte Or-
dren til Schepelern have lydt paa, at han
hurtigt skulde fortsætte Fremrykningen for
ved energisk at angribe Fjenden i venstre
Flanke og Ryg at støtte Hærens Hovedangreb.
Dette er taktiske Principer, som ikke lader
sig bortræsonnere.
De Meza var bleven sendt frem kun led-
saget af 6 Ordonnanser, og de kunde kun
bruges til Meldingstjeneste. Han red derfor
frem til et Sted paa Vejen, der fra Isted
fører mod Nord over Rømek, og som alle
Adjutanter og Ordonnantser, der vilde til
Hovedkvarteret, maatte passere, for hos dem
at søge Oplysninger. I Isteds nordlige Del
stod et meget svækket Jægerkorps, og der
manglede Orden og Kommando. Oberst The-
strup, der af Overkommandoen var sendt
frem til Isted med 3 Batailloner, passerede
Generalen. Men om Brigaden Krabbe kunde
han intet faa at vide; om Baggesen hed det,
at han var i Nærheden, men skilt fra sin
Brigade, og om Brigaden Ræder, at den var
i Nærheden. Det var disse 3 Brigader, Krabbe,
Baggesen og Ræder, de Meza havde faaet
Kommandoen over. Som Følge af disse For-
hold afsendte han Kl. 81/* en Melding, hvori
han, efter at have fortalt, hvad ovenfor er
nævnt, tilføjede: „At overtage Kommandoen
over den 2. Division tror jeg saaledes, der
ingen Kvæstion kan være om. Mit Raad er,
at 1 . Division og Reserven rykker strax frem
og forcerer Passet. Ellers er vi blamerede."
Med andre Ord, han tilraadede Overkomman-
doen at samle, hvad den kunde, for at an-
gribe. Denne Melding foranledigede, at Over-
kommandoen Kl. 9 befalede, at det nævnte
Angreb skulde finde Sted Kl. 101/*- I en
ny Melding af Kl. 91/*, gentog de Meza det
samme Raad, og kort efter Afsendelsen af
denne Melding fik han Overkommandoens
Befaling om Angrebet. At dette senere blev
opsat til Kl. 121/!* vedkommer ikke Sagen.
De Mezas Fortjeneste under Slaget ved Isted
bestod derfor i, at han i et Øjeblik, da Over-
kommandoen, stod modløs, gav den det ene-
ste Raad, der kunde føre til Frelse. Derfor
udtaler han ogsaa med fuld Føje i sin Rap-
port, efterat have beskrevet hvorledes For-
holdene var, da han kom frem mod Isted:
„Jeg bad derfor meget mere indstændigt i
en strax indsendt Meldeseddel Overkomman-
doen om ej at regne paa nogen saadan (o:
Hjælp fra 2. Division) men snarest muligt
med hele Hovedreservens Styrke at gaa lige
løs paa en Stilling, af hvis Indtagelse Ar-
meens Ære og Krigens Fremgang efter min
Mening var afhængig. Ogsaa blev denne
Nødvendighed indrømmet i et snart paaføl-
gende Svar, hvori af Overkommandoen et
almindeligt Angreb, mest med Bajonetten,
fastsattes til Kl. lO1/*." Det er alt, hvad
de Meza siger om sig selv, og ingen har
været villigere end han til at fremhæve Oberst-
løjtnant Henckells store Fortjenester. De Meza
var overhovedet for stolt til at pryde sig med
laante Fjer, og jeg er tilbøjelig til at tro, at
hos ham var [Følelsen af den Lykke at have
udrettet noget større end Forfængeligheden
over det Udrettede.
Oberst Liljefalk benegter, at de Meza nød
en betydelig Anseelse i Hæren og mener, at
Hærens højere Officerer ikke delte denne An-
skuelse i saa høj Grad som Underklasserne.
Da han personlig slet ikke kan vide noget
herom, har han anset det nødvendigt at føre
et Bevis. Han anfører, at Brigadekomman-
døren, Oberst Neergaard, har fortalt, at hans
ellers rolige Hest en Dag blev sky ved at
se Generalen. Naar man har set det Uhyre
af en Felthue, de Meza bar, og den Masse
af Klædningsstykker af særligt Snit, hvori
han indsvøbte sig for at værne sig mod
— = 1003 =_- _=
General de Meza i 186k
Vinterens Kulde, saa undres man ikke over,
at en Hest kunde blive sky for ham. Men
naar Oberst Liljefalk tilføjer, at „nogen sær-
lig Agtelse for de Meza fra Oberst Neergaards
Side udtrykkes just ikke ved denne Historie",
saa skal jeg ikke forsøge paa at karakterisere
en saadan Bevisførelse.
Da de Meza i December 1863. blev udnævnt
til kommanderende General, betragtedes han
fra alle Sider som selvskreven til denne Post,
dels paa Grund af den store Anseelse, han
nød for sin Virksomhed under den første Krig,
men tillige fordi man troede, at han havde
Lykken med sig, og en saadan Mand kunde
behøves under de vanskelige Forhold. At
hans Særheder ikke var blevne mindre, og
at hans Svagelighed var bleven forøget med
hans 72 Aar, blev der ikke taget noget Hen-
syn til. Havde han faaet Lov til at beholde
sin Post, er der ingen Tvivl om, at han ved
Forsvaret af Dybbølstillingen vilde have for-
staaet at anvende Offensiven i Defensiven,
thi det laa i hans Natur.
Der er talt og skrevet saa meget om Krigs-
begivenhederne i 1864, at man skulde tro,
at Dommen over disse og Personerne havde
fæstnet sig. General de Meza stod som en
Personlighed, der med Værdighed havde svaret
Wrangel paa hans Forlangende om, at vi
skulde rømme Slesvig, som havde paataget
sig Ansvaret for og havde Fortjenesten af
at have rømmet Dannevirkestillingen, medens
det endnu var Tid, og som uretfærdigt og
mod Hærens Ønske var bleven afsat fra sin
Post som Overgeneral. Men nu træder Oberst
Liljefalk op og fortæller, at det er ikke den
endelige Dom; han kan oplyse om, at General
de Meza maa ses paa en helt anden Maade.
Som Bevis anfører han Brudstykker af en
Memoire, som de Mezas Stabschef, den senere
Generalløjtnant Kauffmann, har affattet, og
som findes gengivne i „Fyrretyve Aar efter",
der udkom i 1904.
Da disse Afsløringer fremkom, vakte de
en almindelig Misbilligelse. At en Stabschef
skriver Memoirer, hvori han omtaler sin kom-
manderende General, er ikke noget nyt. Men
netop, fordi Forholdet imellem dem er af
diskret Natur, maa Memoirerne være prægede
af Diskretion. Der ligger Grænsen, som ikke
maa overskrides. Men General Kauffmann
havde overskredet den i utilbørlig Grad, og
det bevirkede, at den Veneration, som hans
ældre og yngre Kammerater havde overfor
ham, led et meget alvorligt Knæk. Naar
der ikke blev tagen til Genmæle, var det,
fordi man ikke gennem Omtale vilde skaffe Af-
sløringerne Udbredelse. Men man havde gjort
Regning uden Oberst Liljefalk ; han har draget
dem frem paany, og derfor maa de iraødegaas.
Gengivelsen af Kauffmanns Samtale med
Krigsministeren om Valget af de Meza slutter
med, at Kauffmann udtaler, at „han saa sig
nødsaget til at akceptere Overgeneralen".
Kauffmann synes her at ville give det Ud-
seende af, at man stod overfor en Gentagelse
af, hvad der skete med Læssøe i 1848; men
det er en Misforstaaelse. Kauffmann var
ingen Læssøe, og General de Meza mindst
af alt en Straamand. Det erkender Kauff-
mann ogsaa paa et andet Sted, thi trods alle
sine Angreb maa han dog indrømme, at de
Meza var „en destingeret Personlighed ved
sin Optræden".
At Kauffmann, naar han søgte Generalen,
traf ham ved Klaveret, var ligesaa naturligt
for de Meza, som det vilde have været, om
Kau fimann havde truffet en anden Overgeneral
læsende i en Bog. Selvfølgelig maatte Gene-
ralen i det ene Tilfælde holde op med at
spille, i det andet lægge Bogen fra sig. At
Generalens Beskæftigelse fandt Sted under
Akkompagnement af Granater var uden Be-
tydning for de Meza, fordi han var Artillerist.
Havde han hørt Geværild, vilde han af samme
Grund straks være sprunget op.
Til Trods for Afsløringerne vil jeg paa-
staa, at da de Meza og Kauffmann den
4. Februar om Morgenen red ud i Stil-
lingen, var der ingen af dem, der tænkte
1004
General de Meza i 186b
paa, at der samme Aften vilde blive holdt
Krigsraad om at forlade Dannevirkestillingen.
Det var de bestemte Erklæringer, Kauffmann
fik af General du Plat og Kommandøren for
Infanterireserven, General Caroc, om det Umu-
lige for Tropperne i at udholde de Anstræn-
gelser, der blev forlangte af dem, den affødte
Tanken om Tilbagetoget hos Kauffmann. Beviset
ligger i Befalinger, der blev givne Infanterireser-
ven, ved hvilken jeg var Kompagnikommandør.
Da Kauffmann foreslog de Meza at gaa
tilbage, gik Generalen ind derpaa og paatog
sig det fulde Ansvar. Saaledes fortæller
Kauffmann, men han tilføjer, at havde han
foreslaaet at blive staaende og slaas til sidste
Mand, var de Meza ogsaa gaaet ind derpaa
under sit Ansvar. Her foreligger en Insinua-
tion af den utilladeligste Art, thi det er at re-
ducere de Meza til Manden uden Mening, en
Pjalt, og det vil enhver protestere imod, der
har kendt Generalen. Han var sig fuldt be-
vidst, da han gik ind paa Tilbagegangen, og
at han og alene han vilde have det fulde An-
svar, fremgaar af hans værdige og selvbevidste
Skrivelse til Krigsministeren efter Tilbage-
kaldelsen til Kjøbenhavn. Disse Skrivelser
har Kauffmann ikke sat i Pennen.
Som et Bevis paa de Mezas „bristende
Evne" til at udfylde sin Plads, anfører Oberst
Liljefalk en Fortælling af Kauffmann om de
Mezas Adfærd i Flensborg. Generalen vilde
ikke blive boende paa Raschs Hotel, men
straks køre videre. Naar man ved, at stærk
Støj og Spektakkel var Generalen imod, og
selv har været Vidne til det Rykind, der
den Dag var paa Hotellet, saa finder man
Generalens Adfærd ganske naturlig. Og, hvad
skulde han blive efter? Kauffmann sagde til
de Meza, „at vi rimeligvis her o: i Flensborg
vilde komme til at bestaa en Hovedkamp".
Havde da Kauffmann intet selv lært af 1848.
Da Hæren gik tilbage fra Slesvig, vilde Læs-
søe lade den kantonnere V. for Flensborg.
Et Brev, han modtog i Oversø fra Krigs-
ministeren om, at Fjenden, selv om han
havde angrebet, vilde enten gaa tilbage eller
ikke forfølge, fik Læssøe til at lade Hæren
gaa til Flensborg og udstille Forposter ved
Oversø. Fjenden forfulgte, og det gik ud
over Forposterne; men den ridderlige Læssøe
paatog sig hele Ansvaret for de begaaede
Fejl. Da Hæren gik tilbage i 1864, maatte
den gøre sikker Regning paa at blive for-
fulgt. Derfor burde der ikke have været sendt en
eneste Mand til Flensborg, og endnu mindre
burde der være udstillet Forposter ved Oversø.
Men alle de Fejl, der blev begaaet af Over-
kommandoen i 1864, søgte den at vælte over
paa Tropperne. At slaas ved Flensborg vilde
have haft Hærens Ødelæggelse til Følge, fordi
Vejen til Als fører langs Stranden. De Meza
handlede rigtigt ved at begive sig til Graa-
sten, og havde Stabschefen handlet i Over-
ensstemmelse hermed, vilde Kampen ved San-
kelmark være blevet undgaaet.
Til Oberst Liljefalks Bemærkninger om, at
vi skulde være blevet staaende i Dannevirke-
stillingen under Henvisning til de Vanskelig-
heder, som Prins Friedrich Carl traf paa, da
han den 6. om Morgenen vilde gaa over
Slien, skal jeg nøjes med at svare: En Over-
kommando kan kun handle paa Grundlag af,
hvad den véd, og hvad den med Sikkerhed
kan forudse. Men det er for meget forlangt,
at Overkommandoen, da den den 4. om Af-
tenen tog Beslutningen om Tilbagetoget, skulde
kunne have nogen Mening om Isforholdene
paa Slien den 6 om Morgenen.
Overfor Oberst Liljefalks Opfattelse skal jeg i
øvrigt minde om, at Generalen Moltke, der
kunde tale med om Krig, fordi han kendte
Krig, har udtalt: „Det maa i høj Grad
billiges, at den tapre General de Meza
har valgt det Rette, uden at bryde sig
om Ramaskriget fra den offentlige Mening,
hvis Offer han forøvrigt snart skulde blive".
Er det lykkedes mig at overbevise om,
at General de Meza hører til de fremragende
Mænd, som Fædrelandet skylder Tak, og hvis
Minde skal holdes i Ære, er min Hensigt naaet.
i= 1005
Den danske Handelsstands Skoleskib „Viking".
SEJLSKIBE
APROPOS „VIKING"
Af H. BOESGAARD.
En fin og varm Morgen laa den der ude
paa Strømmen mellem Prikkerne, der
havde Hovederne fulde af Tang og nejede
sig for det stærkt udgaaende Vande — den
lille Fregat „Georg Stage ", hvis Ankomst Avi-
sen den foregaaende Aften havde bebudet.
Saadan et lille Skidt. Den var ikke en-
gang saa stor som Bark „Alida", der i
Fjor var kommen herind og havde imponeret
hele Havnen ved Haj fiskehalen paa Kly ver-
bommen. Sagtens heller ikke saa velsejlende.
Det var Religion i Byen, at „Alida" for-
gangent Aar havde mødt den hjemgaaende
Postdamper udfor Montevideos „Revier" og
havde givet den sin Post og sine Papirer
ombord, for at de skulde komme hurtigere
hjem.
Men da Damperen kom ind til Baumvall
paa Elben, da laa „Alida" der.
— Heller ikke videre køn eller elegant.
Det kunde da enhver se, at Tremastskonnert
„Ceres" — den, der var strandet sidste
Vinter ovre paa Vestkysten, men i Kraft af
det gode Taasing-Tømmer og det solide
Haandværk, der var sat i den, var kommen
hel af Stranden igen — at den maatte være
en anderledes Hartloper.
Men naturligvis var der noget orlogs-
mæssigt over den, de tre fuldriggede Rejs-
ninger, Tøjet, der var hængt op til Tørring,
Giggen, der blev roet ind af 8 Lærlinge i
Uniform — og saa det Skær af Tragedie,
af Minder om Rædsel, bitter Sorg og lysende
Heltemod, der laa over den fra hin Nat, da
den blev sejlet ned af en morderisk skødes-
løs Tramp. Det blev alligevel en Begiven-
hed, at det lille Øvelsesskib kom paa Rheden ;
de to lokale „Forenagtere" var ikke meget
bevendt i Dagene derefter, men Marryat og
P. P. blev efterspurgt paa Lejebibliotheket.
Selv Jonas Lie blev taget for god, efter at
man i Salve Christiansens Breve til For-
ældrene og i Beretningen om Reier Jansen
Juhls første Dage ombord paa „Alert" havde
fundet et og andet, der virkelig smagte af
Sømandsskab.
Resultatet — det direkte paavisdige — af
det lille Øvelsesskibs Besøg i Fjordby blev
to Indmeldelser til Skoleskibet „Viking"s
Rederi, og det er maaske gaaet ligedan paa
andre Kanter. Den bedste Samvirken op-
naaes undertiden uden Hensigt.
Saa, en stormende Foraarsdag, væltede
— _= 1006 = =
Sejlskibe -
det stolte Skoleskib, Danmarks største og
mest moderne Sejlskib, dygtige og offervillige
Mænds Haab, et nyt Led i det danske
Landvindings-Arbejde — det 20de Aar-
h undrede er jo Realiteternes, Arbejdets og
Naturalismens Tidsalder, ved vi allesammen —
Midtpunktet for 80 Drenges Længsler og
Drømme og mange Mødres hemmelige Gru.
Hvorfor det væltede, kommer ikke denne
Historie ved. Saa meget er vist: Det var
paa én Gang et harmeligt, sørgeligt og lat-
lerligt Syn at se denne Firemastbark paa
henved 4000 Tons Lasteevne ligge væltet
dér som et Barns Legetøjsskib. Det var en
skidt Annonce. Det var ingen Blamage for
Rhederi, Konstruktør, endsige for Planen,
Tanken. Den var god nok, som Skibet var
godt nok. Men i et Land, hvor vi bare
allesammen lever paa at være solide, hæder-
lige, grundige o. s. v. og alt andet til mg-f ,
skulde man undgaa den Slags Ting. I an-
dre Lande, hvor man har Hastværk, Bestik-
kelser, Fordærvelse, Humbug og meget andet
stort, gør det mindre.
Fornuftigvis kom ^.
den Vælterejse ikke til
at gøre Skade, sund
Sans sejrer undertiden
i Livet, selv om Snus-
fornuft og Taabelighed
(ak hint officielle „De-
menti4* af Væltningen !)
gør hvad de kan for
at slaa den for Pan-
den. En Julidag var
„Viking" sejlklar, de
fire Snese Drenge om-
bord og „Blaa Peter"
— det mest stemnings-
vækkende Flag i den
hele Codex — hejst
til Tegn paa, at nu
skulde det være Alvor.
Søhelte — ja, det
— Bog lov mig saa at skrive .
var de da allesammen endnu, alle 80, af
hvilke de, der allerede havde været ude
at sejle og smagt et og andet, der ikke
faldt saa sødt paa Tungen, ikke helt ube-
tinget var de største. Naturligvis var det
et Plus at kunne ryge Shagpiben helt
ud, at kunne gaa .til Vejrs uden at blive
svimmel og sige Storestængstagsejl uden
at faa det galt i Halsen: Men Minderne
om den kvalme Luft i Lukafet, om Sjo-
vet med den haarde, stive Sejldug, der
skulde rives i og kæmpes med, mens Søen
laa dernede som en mørkegraa, grønlig Af-
grund, der kørte rundt og rundt og trak
nedad — Minderne ogsaa om lange, sure
Vagter ved Rattet og Opvadsk, mens de
fede brune Bønner kom stedse højere op i
Halsen, alt det meldte sig jo alligevel som
Erfaringer, der ikke alene paabød, men og-
saa gav Raad til at slaa lidt af paa Stor-
heden. Saa var Peter, der kun havde lært
sit Pælestik paa Sejlmagerens Loft, i Grun-
den anderledes sikker i sin Positur.
Bestemmelsen, Tog-
tet, der havde ligget
og blinket langt ude
i det fjærne, var efter
haanden kommen nær-
mere og havde opløst
sig i en Bredde af En-
keltheder med Ud-
rustning, Uniform, Olie-
tøj, Køjeklæder og til-
sidst med en ubestemt
Følelse af Hjærteklem-
sel og Utryghed. Men
Forhalingen, Opholdet
ombord de første Dage
ved Kajen havde maa-
ske nok igen forfly g -
tigetdette lidt. — Hvad,
det hele var jo i Grun-
den ikke andet end „fri-
villigt Drengeforbund
til Søs" — end ikke
-: 1007
Sejlskibe -
John Weitzraanp, fot. Gruppe ved Rattet.
Afskedsgudstjenesten ombord med de lige-
fremme Ord og de gamle Salmer var andet end,
hvad man havde været ude for før ; — det er
baade mere sammensat og nemmere at være
Dreng i vor Tid, end dengang vi gamle var
det! Og nu kom det jo — nu havde man jo
faaet sagt Farvel, Klumpen var sunken ned
fra Halsen igen, om et Øjeblik var man
midt ude i det, — det var kun som et
Spring fra Vippen, og Søhelt var man, den
Sag var da sikker: „Callao, Drenge — det
er dog noget af et tripa !
Op igennem Sundet, hvor Sejlskibenes
Træk dog gaar endnu. Ikke blot de usym-
metriske Husflids-Finlapper, der er byggede
pr. Alen og kappede af, de kølsprængte
Brigger og de ludfattige tyske Barker, men
rigtige Langvejstradere med malet Kanon-
gang, Klyds, hvis Rust har været uforstyrret
i Maaneder, og Røjler paa alle Toppe. Op
forbi de vigende Kyster — Sundet ud!
Det er slet ikke andet end Marschturene
eller Skolen paa en anden Maade endnu.
Der er Hurra for Kagerne til Kaffen, Hurra
for Kaptajnen og morderlig med Søhelt i
paa Kommandoen at løbe op ad de mage-
lige Vanter, ud paa de brede Merseræer og
bakse med Dugen, som er særdeles med-
gørlig, fordi den er tør,
og fordi de befarne Folk
og Styrmændenes kyndige
* Hænder tager det afgø-
rende Tag med i. Der
er Grinebideri paa Ban-
jerne, og alle Sagerne med
hjemmefra de maa efter-
ses, og dem maa der pra-
les lidt med. Shagpiben —
„ægte Kærnespids"! En
Bid Chokolade, Minna
Hansens Billede, der er
gemt nede under Salme-
bogen ; Tante Bines Fem-
kroneseddel, som vel alle-
rede maa springe i Hamborg. Og Olietøjet.
Man burde da egentlig være fotograferet og-
saa i den Mundering!
Men Aftenen falder paa, der piber en lille
sørgelig Vind i Vant og Stag, og Officerer-
nes Kommandoer og Paalæg, som man har
taget med et glad Sind Dagen igennem, for-
nemmes nu barske og uvenlige. En rødlig
Røgdis ligger over Vandet i Vest, hvor So-
len er sunket; Sverigs Kyst ligger kold og
barsk til den anden Side, og Dækket er
blevet saa underlig løst og vaklevornt at
gaa paa. nVar det mon ikke et lidt for
kort Farvel, Mo'r fik — og sikken væmme-
lig haard og kold Hængekøje, man skal
ligge Uu
Naar saa endda Køjerne snart blev givet
ud! Men der er en Tand, der gør ondt,
og det værker i Hovedet. — Det var da
ogsaa noget af Skoleofficeren at give ondt
af sig over, at man gik med Dobbeltkikkerten
i Rem over Skulderen! Som om ikke en
Kikkert var sømandsmæssigt Udstyr — og
det er da vel heller ikke noget Slaveskib,
man er ombord i!
Styrmanden, der har et aabent Øje for
alle Sølivets Foreteelser og et meddelsomt
1008
= Sejlskibe
Sind, fortæller mig om Hajerne paa Land-
jorden, Tøjhajerne, der tager 30 Dollars for
et Sæt Tøj, som ikke er 30 Kroner værd i
Gammellandspenge, og Forhyringshajerne, Bo-
ardingshushajerne og andre Hajer:
„There's pirates on the ocean — there's ladies
on the land,
Who like to meet poor sailors and take them by
the hånd ;
With the dollars in your pocket you' re welcome
on the quay,
But when once your purse is empty then off you
go to sea . . . .a
Han har ogsaa et vaagent Øje for Dren-
gene: Gutten med Tandpinen derhenne har
været hos Doktoren, men turde ikke lade
ham hale Tanden ud. Nu sidder han henne
i Læ af et af Dækshusene og piller nervøst
i en Stump Skibmandsgarn og ligner meget
mere en lille syg og forpjusket Kylling end
en saaret Søhelt. „Ja det er sg'utte saa
nemt", siger Styrmanden paa venligt Øbo-
maal: „man har Tandpine, og man har lidt
Søsyge og lidt Hjemve, og det er saamænd
en slem cocktail — en anden En har jo
været ude for noget af det samme i sin Tid.
Og naar saa Kærligheden kommer til — ja,
det vil sige, saa er man jo da i Reglen fær-
dig med Søsygen. Men naar den ellers
spiller denne her i Takkel og Tov, som man
siger: „Night comes, I long for my dearie ..."
ved De hvad, saa er den ikke gunstig."
Vinden har frisket, men er endnu saa
forlig, at kun Skraasejlene kan trække. For-
ude svulmer Jagerens brede Vinge og rusker
i Kly verbommen ; mellem Masterne hæver
sig Stagsejl over Stagsejl, og agter støtter
Mesan og Gaffeltopsejl for Styringen. Det
er kun god og magelig Sejlads; og det er
slet ikke saa galt at ligge nede i „Drone-
hullet" mellem Bak og Overbygning og lege
Storvadsk, selv om Skoleofficeren, der inspi-
cerer Arbejdet oppe fra Kobryggen, sætter
Stikpillerne sikkert og ikke helt blidt ind i
Flokken. Drengehænder er ikke saa følsomme
for grøn Sæbe og Skrubbørste, og Drenge-
sind kan — i al Fald om Morgenen og
inden Hjemve og Søsyge endnu har banket
paa Døren — helt godt staa for lidt „Skæld-
ud".
Men nede om Læ i Skolestuen er det lidt
anderledes.
Drengene er klumpede sammen paa de
forreste Bænke; foran den sorte Tavle staar
en af de unge Styrmænd og forsøger — støt-
tende sit Foredrag til prunkløse Tegninger —
at indgive Holdet Begyndelsesgrundene i
Sømandsskab og Styrmandskunst :
„En Raasejler ligger omtrent 6 Streger fra
Vinden, naar Skibet ligger bidevind — alt-
saa Skibets Midterlinje danner en Vinkel med
Vindens Retning af . . . af . . . ?"
Fnisen i de bagerste Rækker og et under-
trykt Smærtenshyl: — „lad være at stikke
med Stoppenaale for S — " !
„Jeg troede, vi var voksne Mennesker *
siger Styrmanden og forsøger at se bistert
med sit skikkelige Hundeblik. „Hvørmange
Streger var det saa Lindgren?"
Fra „Viking's Agterdæk.
1009 =-■
Sejlskibe
Ak, Lindgren er langt ude over alle Kom-
passets Streger. Han har allerede i Morges
tidlig ydet den lidet paaskønnede Præstation
at brække sig lige ned i Hovedet paa en
Kammerat, der stod paa det underste Trin
af Trappen ned til Banjerne, og nu udtøm-
mer han hele sin Sjæls og sin Mavesæks
Indhold over sin Formands Drejlsryg. Disci-
plinen er afgjort i Opløsning, og de unge
Heltesjæle afgiver i Øjeblikket kun en gold
Jordbund for Navigationens gyldne Sædekorn.
Bag Lindgrens Gisp
opfattes denne Be-
mærkning fra nederste
Bænk : „Hvor nær kan
man ligge til Vinden
med en firemastet Hø-
stak"?
Heller ikke i andre
af Skibets Regioner
fejrer Uddannelsen i
dette Øjeblik Triumfer
— ingen direkte vel
at mærke. Vilhelm
Borch, der er Hovme-
sterens Math efter Tur,
ligger paa Fajancegul-
vet og sukker, medens
han med et ikke helt
ulasteligt Viskestykke
tørrer Angstens Sved
af sin Pande. Og han
har endda været med „ Georg Stage". Gaar
det saaledes med det tørre Træ, hvorledes
da med det grønne!
Blandt Holdet, der har Tjenesle paa Dæk-
ket, har der været Mandefald paa anden Vis:
Ved Bjærgningen af Mesanen tog Skødet
Rous, og medens 19 af Eleverne, der var
kommanderet til Skødet, gav Slip, holdt den
20de ved som en lille Igle og blev revet
med ned i Læ, hvor han fik nogle Knubs
mod det opstaaende. Det var ham med
Tandpinen i Aftes.
En kort Besvimelse, en opbunden Arm —
„Hal væk!"
og en kraftigt spirende Følelse af at være
Sømand.
Efterhaanden vil vi se denne Følelse spire
„Helte "-Fornemmelserne helt over Hovedet,
og samtidig kan Skoleskibet begynde at hejse
sine Præmieflag. Det er Sømænd, vi skal
have frem, fordi der endnu er Brug for Sø-
mænd. Som for Mandfolk i det hele taget.
Stadig har Vinden øget, samtidig med at
den har rummet, og det blæser en lille halv
Storm nu. Over- og Undermerssejl er sat,
og Skibet har lagt sin
lange Side til, mens
den lille Klokkestemme
i Patentloggen med
stedse kortere Mellem-
rum forkynder, at end-
nu en Mil er lagt til
de allerede udsejlede.
Nordsøen viser atter
sit sædvanlige gnavne
Ansigt med korte, uro-
lige, hvidtoppede Seer
under den mørke Byge-
vej rshimmel, som kun
i Ny og Næ oplives
af et blegt og sygt
Solsmil. Med Vinden
omtrent tværs lægger
Skuden Øret godt i,
men kun til et vist
Punkt, saa bliver den
liggende støt og bærer sine Sejl godt. Stær-
kere og dybere lyder Bruset fra Rigningen og
de trækkende Sejl, denne Tusinder Kvadratfods
spændte Sejldugsflade, et Brus som fra de øde
Skove eller fra et Vandfald ; man kan næppe
tale sammen paa Dækket. Fartøjet styrer —
det styrer villigt og godt, og de fire Mand
ved Rattet har ikke mere at gøre, end de
vel kan overkomme. Men man har alligevel
Følelsen af, at nu har Bæstet taget Bidslet
mellem Tænderne, og at her maa helst alting
holde, om det skal gaa godt, for det er et
mægtigt, et uhyre Apparat, der er sat i
= 1010
Sejlskibe
Gang — det er en Masse paa Tusinder af
Tons Vægt og Drøn, der bevæges.
„Det er Sejlads, hva,a, raaber Styrmanden
ind i Øret paa mig, idet han gaar forbi.
„Djisos Chreist", siger han med Yankee-
Snøvl, det er dog noget for Mandfolk, saa
glemmer man Pigerne i Land" !
Og Baadsmanden, som ogsaa er halvt
Yankee, fordi han har sejlet med en gloende
hed, blue-nosed son-ofa-bitch fra Portland,
Maine i to Aar, griner bistert i sit unge
skarpe Ansigt, mens han lægger en Kvejl
Tov op over
en Kofilnagle.
Saa spytter han
sin „Plug44 ud
o ver Røstet ned
i den sydende
hvide Mal-
strøm langs
Siden og føler
efter Kæden
til Baads-
mandspiben,
som han paa
denne Tur bæ-
rer for første
Gang. — Dette
Ansigt fortæl-
ler om noget
af hvert fra
disse svømmende Idyller, hvor det hjærte-
lige Forhold mellem „the afterguard44 og dem
forude ofte hviler paa de nemme smaa Brow-
ning-Pistoler.
Jo vist kan Søen lave Folk om til Mand-
folk!
Men nu, mens mine Øren og min Sjæl er
fyldt af Vindbruset i de trækkende Sejl, maa
jeg ud med den Kærlighedserklæring, der vil frem,
og det Hjærtesuk, der maa have Luft — Hym-
nen til „de hvide Vinger44, til den Form for
Søfart, der øves og opelskes med „Opdra-
gelsesmateriel" netop som „Viking44.
Storsejlet beslaas.
1011
Jeg forudsætter, at hele Planen og Sy-
stemet er rigtigt og uangribeligt — jeg har
kun sét det, der. tyder derpaa — men det,
der mest optager mig, er selve Skibet, Sejl-
skibet, det, der desværre truer med at blive
„a thing of the past."
Forbi er Niels Juels, Ruyters og Nelsons
Dage, forbi ogsaa den Tid, der frembød ikke
meget ringere „Idræt" og Opvisning af
Mandsmod, Clippernes, de med vild Energi
gennemførte Ocean Kapsejladsers Æra. Det
var dengang „Sir Lancelot44, „Thermopylæ",
„Taitsing" el-
ler hvad de alle
hed, uhyre Sejl-
yachter an-
vendte i en
voldsom Kon-
kurrences Tje-
neste for fra
Verdensdel til
Verdensdel un-
der Pres af Sejl,
fuldførende
Rejserne mel-
lem Kolonierne
og England el-
ler rundt Kap
Horn med sam-
me Hurtighed
og næsten med
samme Nøjagtighed som en moderne Fragt-
damper. Ja, lad os blot tage vore egne
smaa Frugt-Clippere med. Her blev pran-
get med Sejl og spillet højt med Liv og
Gods. Nytten heraf — ja, Nytte er altid
et skrøbeligt Ord at haandtere. Det var
i al Fald Gærning for Mænd, og den skabte
Mænd og Sømænd. Det var Digte af den
højeste Pathos, — her kommer ingen nok
saa hæsblæsende Kilometeræder af en Auto-
mobilmand med!
Det kan se ud nu, som om de hvide
Vingers Tid er ude, som om „de ranke
Sejl44 et efter et skal forsvinde over Havet.
68
Sejlskibe =
Dog ikke helt, —
der er ogsaa
Tegn, der kan
udlægges, som
om der gryer
en „Sejlskibe-
ne" s Renæs-
sance. Tysker-
ne har her væ-
ret Banebry-
derne, idet de
med deres
pragtfulde
8000 Tons
Femmastere Let og simPelt» naar man ferst
har sat Rekorderne for den groveste Stump
Sejlads, der findes, Rejsen rundt Kap Horn.
Franskmændene har fulgt efter; Englænderne —
„ Verdens største Søfartsnation" , som nu
mangler Søfolk mere end nogen anden Na-
tion — maa vel følge med. Amerikanerne,
som synes at have faaet udryddet deres Sø-
folk næsten lige saa grundigt som Rødhu-
derne, driver en Kystfart med Fore-and-afters,
som teknisk set er interessant men forholds-
vis lidet betydende for Nationen, økonomisk
eller moralsk set. Normændene er endnu
en Nation af Søfolk, og de naturlige For-
hold vil her endnu i lange Tider bevare en
Stamme af Søfarere, selv om Motoren mere
og mere vil omskabe Fiskerbefolkningen.
Nu har vi, paa et Tidspunkt da % vor
indenrigske og udenrigske Sejlskibsfart ganske
afgjort er i Hensygning, medens ellers vor
5/or-Handel gaar frem, taget fat med „Vi-
king", hvis Mission helst ikke alene skulde
være at uddanne unge Søfolk, men ogsaa
at være Banebryder for Søhandel ved Hjælp
af store Sejlskibe, vi kan godt sige af „Vi-
king"-Typen, for Typen er god nok.
Gid dette maatte ske!
Kyndige Folk siger, at de erhvervsmæssige
Betingelser er der, de moralske, de menne-
skelige kan dog vel næppe heller savnes?
Vi maa dog i dette havomflydte Land være
mange, der el-
sker Havet, alle
vi, der har le-
vet vor Barn-
dom sammen
med Sø og Sø-
folk og Skibe
og herigennem
sanket en Kær-
lighed, som
ikke kan glem-
mes, netop for-
di den er et at
Barndomsind-
forataar det - Moderne Grejer. trykkene. Som
Landmanden bindes af sit Boel, af Mulden,
af de bølgende Agre, bindes vi af Søen og
Skibene, af den Duft af Træ og Tjære, vi
inddrak som Børn, af vor Leg paa Takkel-
lofter og Værfter, af Fortællingerne om „Thetisfc,
„Alida"s og „Karen Elisabeth"s Rejser og
Bedrifter.
Vi er de „fødte" Tilbedere af Hav og
Sejlads — i de store Sejlskibes Inkarnation,
lad os blot fremdeles sige „Viking "-Typen
— som de Drenge, der ved Fjordbys Havn
gennem alle Barndomsoplevelser, sidst gen-
nem den lille Lærlinge-Fregats Besøg, droges
til Søen, maa blive den rigtige „Vikinge-
stamme".
Udtalt eller uudtalt bliver Kærligheden til
og Interessen for Skibe altid af sværmerisk
Art.
Den gamle højt kultiverede Søofficer, der
i Dagene før „Viking" s Afrejse frydede sit
Øje ved denne Konstellation: Den store,
helt moderne Langvejsfarer med den lidt
ensformige, rationelt konstruerede Rig — det
fremmede Orlogsfartøj „Charlotte" med det
19 de A århundredes slanke, højst male-
riske Fregatrejsning — og, endelig, den
100-aarige Grønlandsfarer „Hvalfisken* s
klodsede Skrog med den karakteristiske,
ligesom naive Brigrigning.
1012 --
Sejlskibe ■-
Denne Mand saa vel som den benede
„wind jammer" fra Nova Scotia, som kun
synes at vejre Fragter og Kaplak, og Jagt-
skipperen „fra Svendborg av", der i vege-
tativ Tilfredshed klemmer sin Harmonika paa
Lønningen en blank Sommeraften ved Køb-
stadens Bolværk — de er alle ubevidst, helt
bagomme i Sjælens gemte Lomme, tagne af
Havet og af Sejlskibenes Poesi.
Det er muligt, at Sejlskibenes Tid engang
vil være omme, det er sandsynligt, selv om
Antwerpens, Liverpools, Hamborgs mægtige
Havne, hvor Fuldskibe, Firemastere, Fem-
mastere ligger i Rad og Række, vidner, at
Sejlskibet ingenlunde endnu er slaaet af Mar-
ken af „Trampen" med de røgsværtede, kul-
lede Lossemaster, og at Passat og Monsun
fremdeles, Slægtled efter Slægtled, vil bære
„de hvide Vinger" over Oceanerne.
Men kommer det da engang, det Tids-
punkt, da Sejlene, som prydede Havene, som
førte Columbus mod den ny Verden, og som
bar Niels Juels og Nelsons Navne „mod
Stjærnerne", kun er overflødigt og unyttigt
Skrammel, da sér jeg det — som et Drømme-
syn, hvis Tynge man ikke kan ryste af sig —
saaledes:
En Gang, naar vi, der læser dette, længst
er tørnede ind for den store Frivagt — en
Aften, naar Havet ligger, stort og tavst
med lange Dønninger rullende ind fra det
Fjærne, vil en Mand staa oppe paa et eller
andet Forlands Brink fortabt i Tanker om
det, der var, og det, der aldrig kommer
tilbage.
Med Et vil da hans Blik, medens det van-
drer ud over Havfladen, blive fanget af et
lille hvidt Punkt helt ude i Kimmingen —
et Skib, der stævner udad, og som langsomt
synker under den Linje, der skiller Himmel
fra Hav.
Det sidste Sejl — det sidste af den Flaade,
der gennem Tusinder af Aar har taget de
fire Vinde i sin Tjeneste, som har pløjet alle
Have, gæstet hver Bugt og Fjord, brudt hvert
Vandspejl med Billedet af slanke Master og
svulmende Sejldug.
Mens han stirrer ud mod denne lille hvide
Plet, vil den blive stedse svagere, mere aande-
agtig, og tilsidst vil den kun findes paa hans
Øjes Nethinde og som et smærtende Minde
i hans Sjæl. For stedse vil der være taget
bort fra Verden og fra Menneskenes Børn,
som har saa daarligt Raad til at miste noget,
en Del af det skønne, af det, der „løfter og
bærer".
Det sidste Sejlskib. Aldrig mere!
— Men ingen af os vil komme til at op-
leve det.
— - ■ 1013
VEJEN TIL CASTELLAR
Af Henning Berger.
EN Aften sagde den knipsende Englænder
i Café Posada ved Avenue Felix Faure
i Menton:
„Hvor er Monsieur Schmied? Han maa
være gaaet til Castellar — og saa kommer
han ikke mer tilbage."
Det var et underligt Selskab, der hver
Aften, Vorherre lod skabe, samledes i den
store Sal i Café Posada. Ikke saadan at
forstaa, at det ikke paa sin Vis var et meget
repræsentativt Selskab — paa ingen Maade;
alle Herrerne mødte efter Klokken fem i Smo-
king, som det sig en Herre hør og bør, og
Damernes Juveler var baade kostbare og
diskrete. Der var tilsyneladende ingen, der
havde det smaat med den smukke Mynt,
der har faaet Kælenavnet Louisdorer — uaf-
hængigt af, hvordan Lykkens Hjul rullede i
Monte Carlo. Nej, det var noget andet, og
det er lidt svært at sige, hvad det egentlig
var. Men jeg kan maaske udtrykke det saa-
dan, at hver enkelt af Selskabet i Posada
hver paa sin Maade var kommen lidt paa
Kant med Livet, lidt paa Siden af det. Stod
lidt udenfor og lod sig nøje med at se til
— tog ikke videre Del i det længer. Men
som sagt, ikke økonomisk — kun aandeligt.
Mere sjæleligt, forstaar De. Det var maaske
en Hjertesag eller en Hjernesag eller endog
en Samvittighedssag — ja, maaske begge
Dele eller dem alle tre, men det økonomiske
var i Orden og alt det udvortes altsaa sundt
og korrekt. Blikkene kunde stundom blive
trætte 'og angstfulde og hjælpeløst søgende
eller bedende, bønfaldende, fortvivlede. Men
Ordene aldrig. Aldrig!
Den knipsende Englænder sagde altsaa —
men det er sandt. Hvem var den knipsende
Englænder? De kaldte ham saadan, fordi
han havde den Vane at knipse med Fingrene
som Kastagnetter i Takt med Musiken. Høj,
statelig, med kridhvidt Haar i en Krans om
Issens skaldede, skinnende Runding, med
Pibe i Munden, ulastelig Aftendragt, sad han
der og knipsede La Mattchiche og La Cro-
quette. Ligeoverfor ham sad hans Hustru,
graahaaret, i stort Toilette, med et Halsbaand
til fyrretyvetusend Francs om den gamle
Hals, og hun var stokdøv og havde en Gang
været meget smuk. Hun kunde ikke høre
Musiken, men paa Mandens Knipsen kunde
hun se, hvad der blev spillet og slog rigtig
Takt til det med Viften. Selv naar den
amerikanske Gesandt fra Wien blev vild,
naar han havde drukket et Glas, og i Spid-
sen for Orkestret stormede gennem Lokalerne
i en Slags cake-walk, fortrak hun ikke en
Mine, ligesaalidt som han holdt inde med
sin Knipsen. Først ved det sidste Buestrøg
stoppede han sig en ny Pibe og begyndte
igen en Konversation. Stedets Stamgæster,
Udlændinge allesammen, holdt til i det Hjørne,
og man talte om alt muligt undtagen per-
sonlige Emner.
„Hvor er Monsieur Schmied ?a og saa
videre.
Schmied var Posadas Vært, en Østerriger.
Han ejede Hoteller og Kaféer langs hele
Rivieraen og var snart her snart der ligefra
Nizza til San Remo.
„Ja, hvor er Schmied?" sagde Gesandten.
„Maaske han har givet sig til at spille.*
„Ikke Tale om det," sagde en.
En anden spurgte:
„Hvad er Castellar?"
Oplysninger kom strømmende fra alle Sider:
„Castellar er en Bjergby nærved den ita-
lienske Grænse. — Gammel, romantisk, ma-
lerisk — vidunderlig Udsigt — man kan
køre derop — at gaa er smukkere — for-
færdelig højt — flere Timer — Værtshus
med Terrasse ..."
1014 =
Vejen til Castellar =-
„De sagde — ?"
„Aa, det er en Slags Talemaade her,
imellem Turister: Han er gaaet til Castellar
— saa kommer han aldrig tilbage. Den er
opstaaet for at betegne, hvor lang den an-
strengende Vej er ved det første Forsøg.
Men det er egentlig uegentlig. Tredje Gang
gaar De uden Anstrengelse derop paa noget
over en Time."
Og Gæsterne beskrev detailleret den spør-
gende Vejen til Castellar.
„Man gaar saa langt som til Posthuset —
og saa trl højre til Rue Castellar. "
Saa kom der et Selskab Tyskere med det
sidste Monte Carlotog. Og Samtalen sprang
som Roulettens Elfenbenskugle om imellem
røde og sorte Numre, lige og ulige Tal.
Senere, da Damerne var gaaet, og Herrerne
sad udenfor Huset i Automobilpelse og saa
paa Maanen over Alperne, fortalte en Frem-
med en Historie. Egentlig var det Mister
Pollard fra Skadereden, der gav Anledning til
det. Han sagde nemlig til den knipsende
Englænder :
„Schmied kan ikke forsvinde. Naaer han
op til Castellar, bygger han straks et Hotel
der med Elevator ned til Menton."
Da sagde en Stemme:
„Jeg har kendt et Menneske, der forsvandt
paa Vejen til Castellar."
Og efter den sædvanlige Snakken frem og
tilbage forklarede den Fremmede sig. Det
havde ikke været hans Mening at fortælle
noget. Han var meget træt — var de andre
Herrer ikke trætte? Naa - de var alle
trætte, men ikke søvnige. Nej, det er rigtigt,
Trætheden kommer med Aarene, altsom Søvnen
gaar.
Maanen skinnede paa de hvide Huse, der
laa strøet som Snefnug paa Bjærgkædernes
Sider. Bruset fra Middelhavet steg og faldt
som dybe Sukke. Den Fremmedes Stemme
var dæmpet og lidenskabsløs — Stemmen
hos et Menneske, der har resigneret.
„I fjorten Dage havde Gæsterne i vor
Villa ikke talt om andet end hende. Det
var ikke saa underligt, for hele Strandpro-
menaden gjorde ligesaa.
En Dag sagde min bedste Ven: „Nu har
jeg talt med hende i fjorten Dage, snakket,
leet. Otte Dage til, og jeg er fortabt."
Jeg sagde:
„Hvad mener du? Hvad har du at tabe?"
Saadan talte jeg tit til min bedste Ven.
Jeg mente ikke, hvad jeg sagde, men der
var som et hemmeligt Ønske om — at
bringe ham i Fortabelse.
„Det er sandt," svarede han, „hvad har
jeg at tabe!"
Og endnu i otte Dage var han hendes
stadige Ledsager.
Da kom der et Telegram, og hun skulde
rejse. Der er langt til Australien, men nu
til Dags overvindes Afstanden, formindskes,
skydes sammen ligesom Kikkerten, hvis Cy-
lindrer skydes ind i hinanden, saa Haanden
med Lethed spænder over de to Glas, mellem
hvilke den umaadelige Afstand dog ligger.
Næste Vinter vilde hun igen komme til Ri-
vieraen.
Den sidste Dag besluttede de at gaa op
til Castellar.
Det var en straalende Februardag. Træerne
i Citronhaverne bugnede under de gyldne
Frugter, og Roser i tre Farver slyngede sig
opad Murene. Mimosaens svaje Grene hang
ned over deres Hoveder, og Palmernes lange
Blade snoede sig om Fødderne paa dem, da
de gik op ad de nederste Terrasser. Gen-
nem en sølvgraa Olivenlund kom de ind paa
den kalkhvide Vej, der fører til Castellar.
Langt nede i Dalen saa de de smaa Æsler
med Kurve og Turister paa Ryggen klatre
op til Udsigtspunkterne ved Kirkegaarden.
1015 .-— .
Vejen til Castellar -
I Havnen flagede Lystjagterne, og udenfor
stod Havet som en skinnende Mur, højere
og mere blaa, jo højere de selv steg. De
tilbagelagde den ene Terrasse efter den anden,
og snart kunde de ikke skelne Strandkaktusen
fra de nedblæste Kastanier, og Aloens tynde
Grene forsvandt ved Siden af Brændingens
Skumstriber. Den bugtede Vej førte stadig
videre, opad mod Højderne, Solen og den
renere Luft.
De ved, hvordan Belysningerne er i Alpe-
landskaber. Skønnere gives der ikke, for
om end Lys og Skygge stadig skifter, for-
svinder Solen aldrig, som naar vi gaar nede
paa Jorden. Nu laa den anden Side af
Dalen, det vil sige Bjergskraaningerne paa
den italienske Side, i Halvskygge, mens den
øverste Del var blændende Lys, og paa Vejen,
hvor de gik, faldt Skyggerne som blaa Drue-
klaser. Ved en Bugtning af Vejen oven over
en Kløft stod en Bænk under et Krucifix.
En rusten Gitterport mellem to forvitrede
Stensøjler førte ind til en foraarsgrøn Vin-
have. Stenformationerne rundt om lignede
stivnede Bølger.
„Kom, lad os sidde ned,a sagde hun.
De satte sig. Hun lagde sin Arm paa
hans Skulder for at støtte sig, og saa sad
de stille og stirrede lige ud over Havet. I
et Kloster nedenunder begyndte Klokkerne at
ringe.
„Hør," sagde hun, „det er Afskedsklok-
ken.a
Og i det samme saa han, at hun græd.
Han tænkte:
„Hvorfor græder hun? Hun ved, at jeg
elsker hende, og jeg føler, at jeg er mere
for hende end nogen anden Mand. Men
noget er der i Vejen. Hvad kan det være?
Ikke hendes Vilje, for hun er saa fri, som
kun det Lands Døtre kan være. Hendes
gamle Rejsetante nede i Villaen vilde velsigne
os med et saligt Smil, saasnart vi Haand i
Haand traadte frem for hende, for saa var
hun for Fremtiden fri for at rejse til Europas
berømte Hjørne, som hun har kendt i fyrre-
tyve Aar. Og Kvægkongen — eller hvad
han nu er — derovre vilde sandsynlig-
vis være taknemlig for at der ingen stor
adelig Gæld var at dække. — Hvad a
det?"
Han lod, som om han ikke lagde Mærke
til, at hun vendte sig bort. I Dalen var der
atter stille. Fra de uregelmæssige Tage i
den tætte Husklynge paa Bugtens højre Bred
hævede blaa Røgskyer sig op om den højt
liggende Kirke. Det var som et Offeralter,
og Cypresserne paa Gravhøjene forstærkede
dette Indtryk.
Pludselig lød hendes Stemme, klar, . ren,
munter :
„Paa den Maner kummer vi aldrig til Ca-
stellar — op, op!"
Og hun fløj op som en hvid Fugl, der
løfter Vingerne, og ilede videre forbi Vinha-
ven og den gamle Port. Saa gav hun sig
til at løbe. Ved en Omdrejning, hvor der
laa nogle store Klippeblokke, vendte hun sig
om. Han stod endnu ved Korset med Ma-
riabilledet.
Hun satte Haanden for Munden som en
Raaber og raabte:
»Jeg løber til Castellar. — Kom! — Den,
der kommer først, faar hvad han ønsker.*
Han raabte derop:
„Nej! Naaer jeg Dem i Castellar, faar
jeg, hvad jeg ønsker."
Solen skinnede paa hendes Ansigt, saa
man ikke kunde skelne de enkelte Træk.
Haaret stod om hendes Hoved som en rød
Glorie. Fra denne gyldne Prik i Stenland-
skabet kom Svaret:
„Ja. Træffer De mig i Værtshuset ved
Castellar, faar De, hvad De ønsker.«
Hun kastede et Fingerkys til ham ud over
Vejens murede Terrasser, med deres vilde
Vin. Og var forsvunden. Saadan forsvin-
der Solstraaler. De trækker sig pludselig til-
bage fra den fattige Flade, de nylig har
skinnet paa, og man kan ikke forstaa, hvor
=-_= 1016
Vejen til Castellar -
de er blevet af, og tror tilsidst, at de aldrig
har været der.
Han ventede nogle Minutter paa Terrassen
ved Kløften. Det var, som om Cypresserne,
hvis Toppe bevægedes af en blid Vind, til-
vinkede ham en lokkende Hilsen.
Men saa gik han videre ad Vejen op til
Castellar.
Den steg i aflange, svagt skraanende Ter-
rasser. Snart gik den langsmed en Mur eller
klemtes ind mellem tunnellignende Bjervægge,
snart gik den over en stenet, mosgroet Flade
eller gennem en lysomflydt Olivenskov, hvor
Lyset sivede ned som i et Akvarium. Men
for det meste gik den stejlt opad — en
smal Bjergsti, hvor Kiselsten i tusendvis med
grænseløs Taalmodighed var hamret ind, for
at de vejfarende kunde finde Fodfæste. Og
som brede Trappetrin førte Terrasserne op til
Højderne.
Det blev køligere. Luften var let, ren og
vandigklar.
Men han saa ikke den hvide Skikkelse.
En Gang saa han et Glimt af den imod en
gul Brudflade ved en Viadukt. Ved Siden
af laa der en Bygning med en lav Loggia,
et Tempel, der egentlig var en Vandcisterne
af Granit. — Han gik hurtig forbi. Lidt
efter mundede Stien ud paa den brede Køre-
vej til Castellar.
Og omsider naaede han den lille Bjergby.
Tillige med tre Munke og fem tærnede Eng-
lændere traadte han ind i det sorte og snav-
sede Hul, der var Byens Café og Udsigts-
taarn.
Udenfor laa det lille Haveanlæg med Borde
og Løvhytter. Nedenunder styrtede Bjergets
lodrette Væg ned mod den grønne Dal og
det blinkende Hav.
Men den hvide Pige var der ikke.
Han ventede i to Timer. Skønt han straks
forstod alt, ventede han. Det blev koldt,
altsom Solen sank. Men han frøs mere ind-
vendig.
Det var, som om noget frøs væk. Det
var, som om noget stivnede og blev til Is>
og som om det længe havde ventet, og for-
beredt sig paa, at stivne saadan. I denne
Kulde, midt i den nedgaaende Sol, blev min
bedste Ven ganske rolig og vidste bestemt,
hvad han havde at gøre.
Han rejste sig derfor og gik ned imod
Byen ved Havet.
Da han kom til Korset ved Gitterporten,
blev han staaende og saa op imod Klippe-
blokkene, der hvor Vejen drejede op til Ca-
stellar. De laa i Skygge, som om der aldrig
havde været nogen Sol til. — „Jeg har ikke
mere at tabe," sagde han.
Og han gik hen til Kløftens Rand.
„Og — og saa styrtede jeg mig ned i
Afgrunden." —
Her afbrød Mister Poltard:
„Undskyld — men — ja, jeg har hele
Tiden spekuleret paa, om De var med paa
den Tur — De fortæller saa personligt . . .
Og naar nu Deres stakkels Ven styrtede sig
ned, soti De siger — ? For Resten sagde
De fejl i Skyndingen: De sagde: jeg styr-
tede mig!a
Den Fremmede fortsatte.
„Han kastede sig ned. Ja, han kastede
et helt Menneske bort. Han var helt gen-
nemfrossen, der var ikke andet tilbage end
noget frosset. Det lyder lidt forvirret, men
saadan var det. Det er et Faktum, at min
bedste Ven forsvandt paa Vejen til Castellar.
Ingen har set ham siden. Han er ikke mere
til. Han blev borte.
Jeg har selv undret mig over, hvorfor
han maatte bort. Jeg tror, det var en lang-
som Proces, der fandt sin Afslutning i et
givet Øjeblik, ikke saa meget foraarsaget af
Øjeblikkets Motiv som af svundne Dages
1017 =.—.
Oplevelser. Naar Æblet er. modent ... En
Draabe bringer det fulde Glas ... Og saa
videre, ved De."
„Hvad var det, Mister Pollard sagde? —
Rig? Nej tværtimod. Han ejede ikke det
mindste. Maaske, maaske! Jeg tror ikke,
han selv vilde troet det — at det var Grun-
den, men jeg tror alligevel, han troede det
tilsidst."
Et juvelbesat Cigaretetui blinkede i Maane-
skinnet, og Røgen af en Morris duftede i
Natteluften. Den knipsende Englænder ban-
kede sin Pibe ud.
Vejen Hl Castellar^
„hvem er ikke gaaet
Og aldrig kommet
„Bah," sagde han,
Vejen til Castellar. —
tilbage."
„Mister Pollard, der engang havde været
Spillehusvært i Khartum og nu boede højt
oppe i Bjergene i en lille hvid Villa, der hed
Skadereden, sagde:
„Det er underligt i denne Verden. Men-
nesker forsvinder ligesom Penge."
Og for nærmere at forklare Lignelsen, der
maaske forekom ham selv dristig, tilføjede
han:
„De bliver byttede — givet ud. Forsvin-
der."
„Det er Sengetid,14 sagde den knipsende
Englænder og rejste sig.
1018 -
DE SMAA NATIONER
Af L. Moltesen.
•N
aar de store først begynder at æde de
smaa, er der ingen, der véd, hvor
den Leg ender", siger Moser i Zolas „ Penge"
i Anledning af Krigen om Sønderjylland i
1864, og det har han saa inderlig Ret i.
Naar man kender lidt til Stemningen i Prøjsen-
Tyskland, ogsaa udenfor de „altyske" Krese,
undres man ikke over den Tysker, der i
Turistbogen paa Himmelbjerget lige saa takt-
fuldt som aandrigt skrev: „Deutschland muss
immer grosser sein, Himmelberg muss auch
da hinein", og i tyske Skoler læres der støt-
tet til tysk Videnskab, at Jylland er et »ur-
gammelt" tysk Land. Naar „den tyske For-
ening" i Sønderjylland vil forsvare sin Frem-
færd ogsaa med, at den vil aandeligt gen-
erobre tysk Land, saa kan den med samme
Ret gaa til Skagen og videre ud i Kattegatet.
Hvis Prøjsen-Tyskland engang skulde finde
det opportunt at udvide sine Grænser mod
Nord, vil det have den af Skolen og Lit-
teraturen skabte Folkestemning med sig
ligesom i 1864, og den Folkestemning, der
gaar i Retning af politisk-national Udvidelse
har meget mere at sige i Prøjsen end den,
der gaar i Retning af social-national Retfær-
dighed, hvad vi jo har faaet et klart Bevis
paa i Nordslesvig i denne Sommer. Det er
ikke Danmarks Erobring, man hører Tale om
i de „altyske" Krese, det er kun Jylland
maaske med Fyen i Tilgift, det gælder, og
Grænsen sættes ved Store Belt. Det, der
ligger øst derfor, kan blive en tysk Admiral-
stat eller en svensk Provins, eller hvad man
nu behager at bestemme.
Politiske Kandestøberier, ja vel, men saa-
dant tales og skrives aabenlyst, og dumt er
det at lukke Øjnene for det. Fremtidsf an-
taster kalder man Kandestøberier, indtil de er
blevne til Virkelighed, saa kalder man dem
for Fremsyn, og vi danske kan ikke roligt
se paa, hvordan vor Nabos Børn leger med
Ilden lige opad vor Hølade. Det er paa Tide,
at der ude blandt Befolkningen vaagner en For-
staaelse for, at vi har en Udenrigspolitik, som
den ogsaa er ansvarlig for. Vi har ikke haft
en indfødt dansk Statsmand af virkelig Vægt
siden Absalons, Valdemar Atterdags og Dron-
ning Margretes Dage. Nu er vor udeprigs-
politiske Stilling en anden end den har været
i Hundreder af Aar. Danmarks Rige er udeluk-
kende af dansk og islandsk Nationalitet, og
vi har ikke paa Slæbetov det tyske Hertug-
dømme Holstein, der gjorde vort Kongehus
og vor Politik mere tysk end dansk; vi kan
nu afgøre vore Sager i eget Raad, som er
sammensat efter en dansk Konges og et
dansk Folks Vilje, og det vil altid mindes
og med Eftertryk gentage vor største Mands
Hilsen til den tyske Kejsers Sendebud: „Sig
Deres Kejser, at min Konge er lige saa godt
Herre i sit Land som han i sit." Et mandigt
Svar vil altid forstaaes og paaskønnes af en
mandig Kejser og et mandigt Folk.*)
Vi maa imidlertid som de normanniske
Fiskere bede: „Gud bevar min Baad — den
er saa lille og Havet er saa stort", samtidig
med at vi sætter den i bedst mulig Stand,
styrer og ror med Takt og Fasthed, og slaar
os i Lag med andre smaa Baade, ti at hænge
os ved de moderne Hav- eller Landuhyrer,
hvad enten de hedder „Dreadnought" eller
„Furchte Gott", er Dødssejlads. I-ænge har
vi arbejdet for, haabet og troet det muligt
at slaa Følge med den norske og svenske
Baad, men i Stormen hytter enhver sig. Af-
*) Den store Kurfyrste skrev i sit „Politiske
Testamente" 1667: „Durch gar z\x grosse hoflich-
keit vndt belebtigkcit kan otters auch einer Sein
hahendes Recht verliehren; wie dan solcher exem-
pell genugsamb vorhanden sein . . . Stehet alzeitt in
gutter postur, damit Ihr nachdruck håbet. Solches
håbe Ich alzeitt gethan, vndt durch Gottes gnade
viell Vngliicks damit abgewandt
1019
■- De smaa Nationer=
døde Redaktør J. Jessen havde en meget fin
national Lugtesans. Han advarede i gode
Dage for den Stemning, som nu har rejst
sig i Sverige mod Danmark. Det er en saa
uhyggelig Stemning, uhyggelig fordi vi slet
ikke fatter den. Vi troede, den hurtigt skulde
gaa over, men i Steden for vokser den. Man
tilgiver Norge, men raser mod Danmark, og
der er svenske glade, der fører et lignende
Sprog, som man i sin Tid traf i den prøj-
siske Reptiliepresse.
Man begynder hernede at sunde sig. Man
spørger om Sveriges Stilling under en euro-
pæisk Krig, man følger dets Rustninger, og
man begynder saa smaat at gaa i den gamle
Marchtakt: Højre — venster, Tysker — Sven-
sker. Uden helt at opgive Tanken om bedre
Tider ogsaa for Skandinavismen indretter vi'
vore Sager paa vor egen Vis, rede til at for-
svare vort Riges Selvstændighed og Sam-
hørighed under alle Forhold; de aandelige
og økonomiske Baand, som de nordiske Riger
hver for sig har Gavn af at fastholde og
knytte, de brister ikke og dem knytter vi
videre, men vor Udenrigspolitik og vort For-
svarsvæsen maa vi indrette med Blikket ene
fæstet paa os selv. Det hindrer ikke, ja op-
fordrer meget mere til at lære af dem, som
trods alt er vore Brødrefolk, lære national
Stolthed og Selvhævdelse.
I flere Højskolekredse samler man sig om
tre Flag i Steden for om ét og man afsliber i
den Grad Kanterne paa det danske for at passe
det ind i Skandinavismen, saa baade norske
og svenske faar Kvalme derved. Danske
Højskolefolk har i denne Maaned gjort ny
Erfaringer. De finske Højskoler indbød til
et nordisk Højskolemøde i Finland i August
Maaned. Der mødte 140 danske, 100 finske,
2 norske og — ingen svensk. Danskerne maa
saaledes holde Møde med deres finske Fæller,
det bliver ikke et skandinavisk Møde, men
et finsk- dansk, et Møde mellem to Folk, der
racemæssig set er hinanden saa forskellig
som muligt. Det er ikke Blodet, der her
binder sammen, men det er den fælles Fare,
den fælles Kamp og det fælles Haab.
Det er den fælles Fare, der sammenbinder
de smaa Nationer, langt mere end Raceslægt-
skabet. Det er den fælles Kamp for national
Retfærdighed, der binder de smaa Folk sam-
men, ligesom det er den fælles Kamp for social
Retfærdighed, der binder Proletariatet i alle
Lande sammen. Derfor har den bøhmiske
Professor, Dr. Ernst Kraus, ogsaa Ret, naar
han efter en Omtale af Bjørnstjerne Bjørn-
sons Tale paa Skamlingsbanken i Forfjor om
Pangermanismen udbryder: Det store Barn!
Professor Kraus fremsætter et Forslag til de
smaa Nationers Sammenslutning i „Cechische
Revueas Julihæfte, et Forslag, som han haaber,
at alle de smaa Folks Tidsskrifter vil drøfte.
Han skriver: „De smaa Folk har saare faa
Interesser fælles. Den kolonistyrende Hollæn-
der, den smørlavende Dansker, den industridri-
vende Svensker, den underkuede Letter, den
agerdyrkende Rumæner, Kroateren, Ladineren
og Portugiseren, de har hver deres ganske
særegne Kummer, hver har sit store Folk,
der vil opbygge sig paa det — men ét er
fælles for alle: at de er smaa Folk, at deres
Sprog kun tales af faa, og at denne Ind-
skrænkning i Hundreder af Tilfælde er til
Hinder for dem, men at de alligevel ikke
har noget inderligere Ønske end at turde
tale dette deres Sprog og efterlade det til
deres Efterkommere, at de ikke, selv om de
kunde tilhøre det mægtigste Rige, vilde op-
give deres Selvstændighed, og om de har
mistet den, vil de tilkæmpe sig den paany . . .
og netop dette, det fælles, tør de aldrig regne
paa vil blive forstaaet af de store Folk!
Masaryk har i „Frankfurter Zeitung" sam-
menlignet Stræbet for at faa en Tysker —
men det gælder alle store Folk — til at for-
staa denne Kamp med den Præsts, der for-
klarede sin Menighed et Lokomotiv : „ Ja, det
er altsammen meget rigtigt og kønt, Hr.
Pastor, men hvor er Hesten?*
I det berlinske Blad „Tag" for 7. Juni
- 1020 ---=
-Dt smaa Nationer^
1907 paaduttes det Franskmændene, at de
undertrykker Bretagnerne, men kun — for
at frabede sig enhver Indblanding af Fransk-
mændene i det polske Spørgsmaal! De hol-
der sig selv til Bedste uden at vide det.
Hvilket stort Folk har overhovedet Ret til
at bebrejde de andre noget? Kun de smaa,
som ikke kan beraabe sig paa den Stærkes
gruelige Ret, er Menneskelighedens kaldede
Fortalere og heller ikke alle de: der er smaa
Folk, som tænker og handler som de store,
men de er drukne, de vil engang vaagne af
deres Rus med frygtelige Tømmermænd, og
saa vil de med Tak modtage den naturlige
Plads i de smaa Folks kulturelle Sammen-
slutning.
Netop for de egenlige Smaafolksspørgsmaal
vil vi altsaa kun kunne finde Interesse hos
de andre smaa Folk. Men er en Deltagelse
nok, der i det højeste mander sig op til
Læsning af Artikler paa et Verdenssprog?
Jeg tror det ikke; vi maa da altid nøjes
med, hvad der falder fra Verdenssprogenes
Bord, vi hører om, hvad der sker hos de
smaa Folk kun saa meget som interesserer
de store, og vor Interesse gaar dog langt
dybere. Finnernes Frihedskamp har grebet
hele Europa, men hvor langt dybere Strenge
maa den ikke røre i et Folk, der ser sig
selv som en lille David mod en stor Goliath!
Optantspørgsmaalets Løsning — hvad er det
for Franskmænd og Englændere! Men Smaa-
staternes Borgere ser med helt anden Inter-
esse Retfærdigheden vinde en Sejr, naar det
kun er en lille Stats Diplomati, der staar
bag den! Spørgsmaalet om ^Maalstrævet",
om Dannelsen af nye Skriftsprog, om Ord-
ningen af videnskabeligt Arbejde, om økono-
misk Sammenslutning udenfor de store Stats-
forbund, selv Sædeligheds- og Kvindespørgs-
maalet, hvor mange Synspunkter frembyder
ikke de, som kun er fælles for dem, der
hører til de smaa Folk.14
Efter at have omtalt B. Bjørnsons Tale
paa Skamlingsbanke fortsætter Professor Kraus:
„Naar et saa barnligt Indfald kunde frem-
føres, er det kun et Tegn paa, at Hjælp til-
trænges, og derfor haaber jeg, at ogsaa det
følgende Forslag maa finde en velvillig Mod-
tagelse : Jeg stemmer ligeledes for smaa Grup-
per af Venner, spredt udover Land og By,
som skal gøre et stort forberedende Arbejde —
ikke for at forsone de store Folk, af hvem
der nu engang intet er at haabe og vente,
men for at bringe de smaa Folk nærmere til
hverandre.
Ethvert Folk, selv det mindste, har nu til
Dags et saa stort Overskud i Intelligens, at
det godt kan ofre et Hundrede oplyste Mænds
og Kvinders ' Fritid til at sætte sig ind i
andre Folks Liv uden at den almindelige
kulturelle Stræben og Studiet af Verdensspro-
gene tager Skade. Denne Garde burde dele Jor-
dens Sprog imellem sig. En fem til seks Styk-
ker burde grundigt studere et Sprog og — i
Forhold til deres Kald og Dannelse — : alle
Kulturytringer i et af Europas smaa Folk.
Dette Studium vil visselig i mange Fald synes
helt kulturelt ufrugtbart, men maa alligevel
gøres. Forøvrigt er det paa Forhaand slet
ikke sikkert. For et Aarti siden syntes det
at lære Dansk den brødløseste af alle Kun-
ster; nu véd enhver intelligent Landmand,
at en Smule Dansk er ham langt nyttigere
end hele Esperanto- og Volapuklitteraturen
tilsammen. Et af Folkene gentager jeg, ti
den vanlige Sammenfatning i slavisk, skan-
dinavisk, romansk osv. er helt utilstedelig.0
Disse hundrede Mennesker vil Dr. Kraus
skal meddele deres Erfaringer til et Tids-
skrift i deres eget Sprog, og dette Tidsskrift
vil da læses i de interesserede Krese bland
de andre smaa Folk. Fremfor alt vil man
holde Øje med det videnskabelige, økono-
miske og politiske Arbejde, vække Interesse
for vedkommende Landes Historie og Natur,
knytte Forretningsforbindelser og hjælpe til
ved Rejser osv. Tidsskrifter i Verdensspro-
gene skal da udnytte disse Tidsskrifters Re-
sultater, saaledes kunde de skandinavisk-
.= 1021 — ---
-JDe smaa Nationer^
nederlandske Folk have et Tidsskrift paa En-
gelsk, de polske et paa Fransk, Cecherne et paa
Tysk, Finnerne, Serberne, Portugiserne paa Rus-
sisk, Italiensk, Spansk eller i et andet Sprog.
Prof. Kraus har allerede virkeliggjort denne
sin Tanke for Cechernes Vedkommende. Det
af ham paa Tysk redigerede Tidsskrift „Cechi-
sche Revuea, der begyndte at udkomme sidste
Nytaar, fortæller derom, og enhver der har
nogen Interesse for sit Lands og de smaa
Nationers Kamp bør gøre sig kendt med
det. At oprette et nyt dansk Tidsskrift, der
udelukkende skulde følge med de smaa
Nationers Færd er umuligt, men nærværende
Tidsskrift har altid med Forkærlighed fulgt
den, og hvis en Kres af Mænd og Kvinder
vilde slutte sig sammen i en „Hundredfor-
ening" med det af Prof. Kraus stillede For-
maal, vil den kunne gøre Regning paa hjærtelig
Sympati hos Redaktionen af dette Tidsskrift.
Der er her i Danmark flere, som har arbej-
det saaledes som den bøhmiske Professor og
Danmarks varme Ven ønsker, og deres Ar-
bejde har sat Spor baade i Bøger og i
Blade og i Foredragssale. Der er ogsaa
kommen nærmere Forbindelse mellem de nor-
diske Folk og Nederlænderne, og denne For-
bindelse er sket over England. Et fælles Tids-
skrift paa Engelsk for disse Folk har ogsaa
været under Overvejelse, saa det kan maaske
komme; men foreløbig er et Fællestag af
den Art ikke muligt. Sverige synes ikke
om at jævnstilles med Danmark, naar Talen
er om smaa Nationer. Det er jo meget større
end Danmark, og det har i Norrland Mulighed
for at blive endnu større. Danmark har kun
sine Heder, ja og sine Husmandslodder, men
et „Husmandsland" aflokker ikke mange i
Sverige Beundring.
Ja vist er der kvantitativt stor Forskel
paa Sverige og Danmark, og det er ikke saa
længe siden, at Sverige var en europæisk
Stormagt, at det er glemt, og det er endnu
kortere Tid siden, at Stamfaderen til dets
Kongehus var med til at kaste Tærninger
om Europas Skæbne. I Sverige er den uden-
rigspolitiske Sans i en hel anden Grad levende
end i Danmark, hvor den Frase har daaret
mange, at vor Udenrigspolitik er den, ingen
Udenrigspolitik at have, hvilket svarer „til at
ligge død" paa det militære Forsvars Omraade,
og hvor der er en almindelig Stemning for
at omdanne vore Gesandtskaber til Konsulater.
Om noget Land har Trang til Udenrigspolitikere
baade hjemme og ude, er det Danmark, og
om noget Land trænger til udenrigspolitisk
Forstaaelse, er det Danmark. Det maa ikke
afskrække os, at vi hidtil har været ringe
betjent i den Henseende, det maa ægge os saa
meget desto mere.
For at raade Bod paa den indenrigspoli-
tiske Uvidenhed er Samfundslære indført som
et Fag i Skolen. Samtidig hermed er Historie-
undervisningen bleven til en Undervisning i
Kulturhistorie, saa man faar Besked om
hvordan Adelsborgene og Borgerhusene var
indrettede, Bønderne var klædte og Kornet
blev saaet, mens Statskunst og Krigskunst
kun nævnes i Forbigaaende ; man faar en
Række kulturhistoriske Billeder, hvori de hand-
lende Personligheder knap skimtes. Det er
en daarlig Forskole til Forstaaelse af vore mel-
lemfolkelige Stilling. Og nu vore Aviser. De
er let talte, som giver os nogen nævneværdig
Vejledning her. Uddrag af udenlandske Blade>
„Exprestelegrammer" af tvivlsom Værdi, med
det maa vi nøjes. Hellere giver de store
Summer ud til en Medarbejder, der kan
skrive pikante Kauserier, end til en Mand,
der er Udenrigspolitiker af Fag, og som har
baade Hoved og Hjærte til at vejlede Folket,
saa det faar Evne til nøgtern Vurdering af
enhver foreliggende Situation.
-__= 1022 =
En gammel islandsk Bondegaard.
ISLANDSREJSEN
Af Kristian Dahl.
(Billederne efter Forfatterens Araaterfotografier.)
Vistnok gaar det de fleste af dem, der
har deltaget i den nu afsluttede minde-
rige Islandsrejse saadan, at naar de efter
Hjemkomsten sidder i deres stille Stuer og
vil forsøge at samle og fæstne alt det, de
har set og oplevet og erkendt, føler de sig'
som under et Fossefald af skiftende Indtryk
og Stemninger.
Og hvert af disse Indtryk, hvad enten
det skyldes Naturen eller Menneskene, deres
Levevilkaar og Synsmaader, har virket paa
ens Sanser og Nerver med al den Vælde,
det helt nye og ejendommelige besidder;
her er ikke Spørgsmaal om at huske dette
eller hint, Indtrykkene ristede sig ind i Ens
Sind som Runer, der hugges i Sten. Men
den i sin Voldsomhed paa samme Tid pir-
rende og næsten smertelige Paavirkning
skyldtes vel i første Række den undrende
Følelse af Hjemlighed i dette saa ganske
fremmede Land — Synet af danske Flag,
Lyden af dansk Tale blandt dem, der lever
i denne Lavaørken, hvor de kogende Kilders
Damp lejrer sig under Bjergene, hvis Tinder
skinner under den evige Sne.
Island er Modsætningernes Land.
Man skønner det faa Timer efter, at man
har sat Foden paa islandsk Grund* og efter-
haanden, som man ser og forstaar mere af
Landet, styrkes Indtrykket heraf.
Reykjavik er af Størrelse som en middel-
stor dansk Købstad. Men intet kan være
en Provinsby i Danmark mere uligt end Is-
lands Hovedstad. Reykjavik staar langt til-
bage for Ringsted og den er langt forud for
den. De lave Bølgeblikhuse er uanselige,
men de bedste af dem kan i Linjer og Far-
ver eje en fin og fornem Ynde. Der hersker
en forunderlig Stilhed i de ubrolagte Gader
med de skarptskaarne R endes ten sgreft er, in-
gen Vognrullen høres, ingen Klapren og
Snurren af Maskiner, intet Dampfløjt, man
kan synes, at Livet er gaaet i Staa i denne
By eller endnu ikke er kommen i Gang; og
dog opdager man hurtigt, at i Arbejdets
Centra arbejdes der med en sikrere Sansning
af moderne Liv end i de fleste danske Køb-
stæder. Byen ligger afsondret som faa ci-
viliserede Byer i Verden, men i dens Han-
delsliv spores der Pust fra den store Verden,
og dens Købmænd taler tre — fire Sprog.
Aviserne er ikke Dagblade, de giver sig god
Tid og kommer kun et Par Gange om
Ugen; alligevel er det gennem dem, at de
nye og stærke Tanker baner sig Vej ud i
Folket.
-= 1023
Islandsrejsen
Jeg læste i en dansk Avis, at Dagen før
Kongen skulde komme til Reykjavik, her-
skede der Febertravlhed i Byen. Det er saa-
dan en fast Reportervending fra kjøbenhavn-
ske Festforberedelsesreferater; her passede
den saa ilde som vel muligt. Nej, paa Is-
land har man ikke travlt, end ikke i Lan-
dets Hovedstad, selv om den laver til Konge-
modtagelse. Alting glider saa sindigt, den
elektriske Gnist har endnu ikke fænget i
disse Egne, det hastigste, man hører og ser
i Reykjavik, er de smaa Hestes trippende
Hove. Her, hvor man maa vente to — tre
Uger paa sin Post, og hvor et Brev kommer
lige tidlig til sit Bestemmelsessted, om man
skriver det den 1ste eller den 15 de i Maa-
neden, her vænner man sig nok til at tage
Begivenhederne med Ro.
De kronede Æreporte var rejste, og de
spraglede og raslende Papirguirlander (Rosen
blusser ej i Islands Have) var hængte paa
Husene, Dage før Kongen ventedes, saaledes
at Byens Folk kunde give sig gode Stunder
til forud at bedømme Stadsen. De gjorde
det langsomt vandrende og uden Tegn paa
Overraskelse eller spændt Forventning. Men
da saa endelig det store Øjeblik kom, og
Kongen under Kanontorden steg i Land —
ja, da hvilede der den samme beherskede
Ro over Byen. De, der skulde tage imod,
var, hvor de skulde være, alle de andre
holdt sig i værdig Beskedenhed tilbage.
Byens ganske faa Politibetjente havde ikke
mindste Besvær ved at holde Orden.
Billedet af Kongens Modtagelse blev der-
ved nyt og ejendommeligt. Og hurtigt for-
stod man, at saadan som Islænderne er,
kunde det ikke forme sig anderledes. Denne
Tilbageholdenhed, der i første Øjeblik kunde
se ud som Ligegyldighed eller Kulde, hæn-
ger nøje sammen med et fremtrædende Træk
i Islændernes Nationalkarakter.
Atter og atter mærkede man, navnlig i
Folkets brede Lag, denne Ulyst til at trænge
sig paa, en Frygt for at blive betragtet som
ubuden Gæst, der vistnok bunder mere i en
naturlig og umiddelbar Stolthedsfølelse end i
en vis Skyhed, der mest spores blandt Al-
muen ude paa Landet, og som er saare for-
staaelig hos Mennesker, der lever saa stærkt
isolerede.
Sikkert har dog det islandske Folks Hold-
ning — her tales ikke om Altings- og Em-
bedsmænd — i første Øjeblik forbavset
Kongen. Da han en Time efter sin Ankomst
ganske alene spaserede en Tur gennem Ga-
derne, var der mange, der, skøndt de øjen-
synlig kendte Kongen, undlod at hilse. Og
senere under Ridtet ind gennem Landet
kunde man se Bønderne staa stive og tavse
udenfor deres Gaarde i en 100 Alens Af-
stand fra Vejen og betragte Toget. De ilede
ikke frem for at se Konungar vor og den
hele Stads, end ikke Børnene fik Lov at
løbe frem til Vejen. Bonden og hans Slægt
blev paa sit eget. Hellere end at nogen
skulde kunne sige om ham, at han trængte
sig paa og var utidig nysgerrig, vilde han
undvære at se paa nært Hold dette konge-
lige Optog, om hvilket man i Uger og Maa-
neder havde talt i alle Islands Egne.
Men vi lærte paa denne Rejse ogsaa an-
dre Sider af Islænderens Væsen at kende end
den, der giver sig Udtryk i stolt og selv-
følende Tilbageholdenhed. Vi opdagede hos
den islandske Bonde en stærkt udviklet Lyst
til at lære og forstaa det nye, som kan
give Fremgang i hans Bedrift, samtidig med
at han aabenbarede en Viden og en Intelli-
gens, som maa forbavse, naar man ved, at
han paa sin lille Oase i den milevide Sten-
ørken er saa godt som uden Samkvem med
andre Mennesker. Han kender Lov og Ret
og følger den — der forefalder yderst faa
Forbrydelser paa Island — , men han kræver
ogsaa sin Ret haardnakket. Her spejler
Fjeldnaturen sig i hans stejle Holdning, og
dette Karaktertræk forklarer maaske et og
andet i den nye islandske Politik.
Islænderen er stolt af sit Land, og han
~ 1024
.--= Isldndsrejsen
elsker det med en Patriotisme, der bæres af
en egen højtidsfuld Stemning, uendelig for-
skellig fra den bløde, noget lade Fædrelands-
kærlighedj der finder sit rammende Udtryk
i Melodien til „Der er et yndigt Land".
Da Kongen holdt sit Indtog paa Tingvold,
og de hundrede danske og islandske Ting-
mænd sad til Hest i Række og Geled langs
Vejen under den stejle Klippevæg, da var
det paafaldende saa ranke Islænderne blev i
Ryggen, og saa de løftede Hovedet højt.
Dagen efter omsatte en af deres bedste Mænd
i sin Tale paa Lovbjærget deres Holdning i
veltalende Ord: Her er vore Fædres old-
hellige Tinghal. Saa
mægtig og stolt er
den, at Gud og Ild
og intet andet evned
sligt et Mesterværk.
Hallens Gulv udgør
den ældgamle stivnede
Lavastrøm, dens Søj-
ler er snehvide Jøkler,
dens Høienloftssvale
de knejsende Klippe-
rande, dens Tag det
blaanende Himmel-
hvælv. Højt er der til
Loftet og Luften er sund. Her aander is-
landsk Bjærgvind om alles Kinder, og her
har Islænderne mangen en Gang lært at rette
Ryggen- Her gaves og vedtoges de Love,
som gjorde vore Fædre til et frit og navn-
kundigt Folk. Her groede det islandske
Folks Livsurter.
I saa højtstemte Ord taler Islænderne om
deres Land, og man ser paa dem, at det
for dem ikke er Ordbulder og Ordpragt.
Den ringeste Bonde synes at kende sit Lands
Historie og dets Sagadigtning, og hans Sans
for Skønheden i den Natur, hvori han altid
har levet, er forbleven mærkelig vaagen.
Naar han rider gennem de brusende Elve,
naar Langjøklens milelange hvide Ryg skin-
ner i det Fjærne, naar Hekla løfter sin Kegle
Fra Geysirsietten : „Fate"
staar i boblende
over de sorte Bjerge i Horisonten, saa søger
Bondens lysende Blik den Fremmede for at
paakalde hans Beundring; og under Ridtet
til Geysir mærker man, at han glæder sig
som et Barn til at høre, hvad nu de Dan-
ske vil sige om alle disse kogende og sprin-
gende Kilder.
Maaske blev han skuffet. For det var
mest Vittigheder, der blev sagt, og han
forstod dem ikke — hvilket maaske ikke
gjorde saa meget. Skulde en Kjøbenhavner
eller en dansk Rigsdagsmand lade sig im-
ponere af en Smule Geysir! Hellere be-
handle den som et muntert Naturens Legetøj.
Dog, det rene Lege-
værk var det jo ikke.
Det kunde være fornøje-
ligt nok at se Spanden
koge og boble og skum-
me som rasende over
ikke at kunne slynge
sit sydende Indhold
op mod Skyerne, eller
faa det snavsede Øje
til at lege Himmelspræt
med alt, hvad man
eller »Spanden", der altid
Kog til Randen. proppede i det, eller
gaa omkring og lytte
til den underjordiske Snorken her og dér,
hvor kun et rustenrødt Næsebor var stukket
op i Jordens Overflade, ligesom for at Trol-
den dernede kunde faa Luft. Men da den
store Geysir majestætisk steg op og hilste
paa Solen, gik alligevel den danske Rigsdag
en Smule baglæns. Og underligt var det
jo ogsaa, at man ikke kunde gaa sig en
Aftentur, fordi man risikerede at træde igen-
nem Jordskorpen og tage Bad i en kogende
Gryde uden Bund
Ved Tingvold var det Historien, som tog
Sindene fangen; ved Geysir og foran Gullfos'
vældige Vande tvang den overmægtige Natur
alle andre Indtryk til Side. Men under Ridtet
videre frem i Landet og tilbage mod Reykjavik
fængsledes man af det arbejdende Nutidsisland.
1025 =
Islandsrejsen
Vi havde redet gennem svuppende Sumpe
og Skove af knapt mandshøje Birkeris, over
haarde Lavamarker og ud gennem et Vildnis
af de forunderlig smalle og dybe Ridestier,
banede og uddybede i en graa Fortid —
Islænderne kalder dem uden at smile Gader
nu — blev de grønne, frodige Enge hyppigere,
i Stedet for de store Faarehjorder saa' man
Køer græsse, og hist og her blev Høet sat
i Stak. Der præsenteredes et Dyrskue, og
Luft fra et lille Hul i Græstørvtaget. Men
ved Siden af disse yderst fattige Rum rindes
der nu i de fleste Bøndergaarde et, som er
lysere og renere, og her staar Haandcentri-
fugen paa det renskurede Bord ved Siden
af Fadene med den fede Fløde og Oste-
pressen.
Islandske Bønder er godt i Færd med at
komme ind paa en rationel Mejeridrift. Flere
Steder er der oprettet Andelsmejerier. Men
Kongen med den islandske Ridepisk i Haanden foran Gullfos.
vi høstede Kundskab om det islandske
Landbrug.
Naturligvis staar det, sammenlignet med
det danske, paa et lavt Trin. Men det er
i stærk Fremgang. Den islandske Bonde er
uendelig nøjsom med Hensyn til alt, hvad
der angaar hans egen Person og den daglige
Levevis. Ofte er hans Bolig en Jordhytte
med en Stump Trægavl, vanskelig at skelne
fra de græsklædte Jordhøje, der er Faarene
forbeholdte. Der bor han med sin Familie
og sine Tjenestefolk, alle sovende i ét Rum ;
mange Steder er Væggene dannede af raa
Lavablokke, og Lyset trænger sparsomt ind
fra en enkelt Rude i Gavlen; i Køkkenet,
hvor et Komfur er en ukendt Luksus, staar
Røgen tyk og tæt fra Ildstedet, der kun faar
Vanskelighederne er store. Kun nogle faa
Sommermaaneder kan Mejerierne holdes i
Gang, og det koster uhyre Besvær at faa
Fløden transporteret de milelange Veje paa
Hesteryg, efter at Bonden hjemme i sin
Gaard har centrifiguret Mælken. Dog er
Smørproduktionen paa Island siden 1900
vokset fra 3000 til 300,000 Pund.
Husdyrbestanden anses af danske Sag-
kyndige for at være mindre god, og som
en af de nærmestliggende Opgaver, de is-
landske Bønder maa tage fat paa, nævnes
Oprettelsen af Avlsforeninger. Men selve
Jorden trænger jo næsten overalt til en
bedre Opdyrkning. Der er Planer fremme
om Overrisling og Vandafledning i Egne
paa Sydlandet, men dette som saa meget
1026
Islandsrejsen
andet synes foreløbig at skulle strande paa
manglende Arbejdskraft og manglende Trans-
portmidler. Islands Befolkning øges kun
smaat, om end tidligere Aars Udvandring er
noget i Aftagen ; og et meget omtalt Projekt
om den første Jernbane, der skulde gaa fra
Reykjavik ned forbi Thingvallavandet og
videre ind over opdyrkede Egne, vil des-
værre vistnok endnu en Tidlang kun være
at finde paa Papiret.
Færd med at hjælpe de islandske Fiskere
frem paa dette Omraade.
Der er næppe Tvivl om, at i Henseende
til Ophjælpning af Islands Næringsveje vil
den afsluttede Rejse blive af Betydning. Men
spørger man, hvorledes den vil virke politisk,
bliver Svaret vanskeligere.
Vil man dømme efter de Taler, der holdtes
af Islændere som af Danske, kommer man
naturligvis til et ganske fejlagtigt Resultat.
Rigsdagsmænd omkring Vaskeriet ved de varme Kilder udenfor Reykjavik.
Er der saaledes store Hindringer for en
hurtig Fremgang i Landbruget, maa det
ogsaa siges, at Islands anden Hovednærings-
vej, Fiskeriet, arbejder under haarde Vil-
kaar.
Fiskerne, der bor ved Kysterne, er be-
gyndt at slutte sig sammen og anskaffe
Motorbaade til Afløsning af de aabne Ro-
både* men mange Steder er de afskaarne
herfra, fordi der savnes Havne, hvor de kan
gaa ind med deres Fangst. Heller ikke er
deres Fiskeredskaber endnu af den Beskaffen-
hed, at de kan have Udsigt til det rige
Bytte, som Havet vilde kunne yde dem.
Dog er man jo nu fra dansk Side stærkt i
1027
Altingets og Rigsdagens Mænd mødtes i
festlig Stemning, og Kongen var altid nær-
værende. Det siger da sig selv, at der blev
ikke talt frit ud fra Islændernes Side. De
var Værter og udmærkede Værter, der vidste,
hvad Værtskabet krævede aandeligt som
materielt.
Men talte man paa Tomandshaand med dem
— og det var der rig Lejlighed til paa
de daglange Rideture — , modtog man et
stærkt Indtryk af, at Selvstændighedstrangen
bunder dybt i det islandske Folk. Det tør
vistnok uden Overdrivelse siges, at der findes
ikke en Islænder, som ikke ønsker en i alt
Fald noget større Uafhængighed af Dan-
69
Islandsrejsen
mark end den nu gældende. Uenigheden begyn-
der først ved Spørgsmaalet : hvor megen?
Ingen véd i dette Øjeblik, hvor stærk
Tilslutning Kravet om Island som frit For-
bundsland har ude i Befolkningen; det vil
først vise sig ved Valgene næste Aar. Taler
man med Mænd af den yderste Opposition,
modtager man Forsikringen om, at den langt
overvejende Del af det islandske Folk er
besluttet paa at rejse dette Krav. Regerings-
partiets Mænd udtaler sig stærkt tvivlende
derom, men synes dog ikke helt trygge.
Noget egentligt Løsrivningsparti findes der
næppe paa Island, hvis man ved et Parti
forstaar en Kres af Mænd, der har organi-
seret sig, og som har Talsmænd — eller
blot en enkelt Talsmand — paa Tinge.
Ogsaa Flagsagen er maaske bleven pustet
noget større op, end den i Virkeligheden
er. Oppositionens ansvarlige Ledere tillægger
den ikke saa overvættes megen Vægt. Men
at Islændernes Kærlighed til de blaa og
hvide Farver gennemgaaende er stærkere
end til de røde og hvide, kunde man selv
paa Kongerejsen, hvor Dannebrog vajede fra
alle Stænger, ikke undgaa at lægge Mærke
til. I Drapperier og Blomsterudsmykning, i
Menuer og Balkort, overalt hvor der ikke
netop skulde hejses et Flag, mødte man
Sneens og Havets Farver.
De islandske Dage var Festdage, og man
havde Indtrykket af, at mange Alvorsord
blev der . ikke talt mellem Islændere og
Danske. Men de lærte hinanden at kende,
maaske fik de ogsaa i Ny og Næ Lejlighed
til at lade et lille fornuftigt Ord falde, og i
alt Fald har de danske Gæster, som er
nogenlunde fintmærkende, baaret med sig
hjem et Indtryk af visse Stemninger, der
vel ikke kan være afgørende, men som bør
paaagtes til Vejledning.
Allerede dette er et Resultat.
Hertil ,kommer saa, at Kongen ved sir*
kloge og hjærtevindende Optræden sikkert
har gjort det bedste Indtryk paa Alle, han
kom i Berøring med — noget, man overfor
et saa stemningsbevæget Folk som det is-
landske vel tør regne med som en Gevinst
af virkelig Værdi.
Vadestedet over Dalen med de varme Kilder,
paa Vej til Geysir.
I Forgrunden Landstingsmand Nordby til Hest.
1028.=
JULIE MØLLER
Af Herman Bang.
Julie Møller er død.
Budskabet derom kommer til mig saa
brat, uanet, i en fremmed By. Og jeg føler
endnu en Gang en dyb Medfølelse (ikke
Smerte over hendes Død — hvem vil vel
overhovedet have Mod til at beklage dem,
der endelig er døde) men Medfølelse med
hendes Liv, der levedes i de ensomme og
forborgne Lidelser. Og jeg ser endnu en
Gang den hele Række af gennemskuede og
aabenbarede, levende Mennesker, der skabtes
gennem og skyldtes disse Lidelser.
Ti saaledes var det.
Som Julie Møllers Liv var det allerstilfærdig*
ste, saaledes var hendes Kunst den stilfærdigste.
Med de allermindste Midler virkede hun og
skabte hun, med en Troskab, der var urokkelig.
Sé, der gaaer mange Tider og mange Slags
Veje hen over saadant et Teater. Der er
ogsaa Dage, hvor det bliver Skik, at der
brøles højt og males med Kridt og Klow-
nerne komme i Højsæde eller endogsaa Knock-
about'erne. Og den Slags smitter: hvor En
begynder at brøle, brøler en skøn Aften ogsaa
alle de andre omkaps. Men Julie Møller lod
sig aldrig smitte. Hvorhen og hvorfra end
Vinden blæste, hun forblev den samme og
talte det samme Sprog. Og hvor sagte hun
end talte, man hørte hende; ti hun talte
tydeligt.
Hendes Kunsts Mærke var netop Tydelig-
heden, med hvilken hun tvang sig til at sé,
saa vi atter saå .... for ikke mere at
glemme.
Foretag en Prøve. Tænk paa nogle af
Julie Møllers Skikkelser. Og de vil træde
Dem i Møde som Portrætter, der skrider ned
fra deres Ramme og bevæger sig med deres
egne Bevægelser og taler som den Ene taler
og færdes ved Siden af Dem — som et
andet Menneske. Saa tydeligt sér De endnu
alle disse Skikkelser fra for Aar tilbage, at
De uvilkaarligt rækker dem Haanden.
Og tænk saa paa andres, selv de Betyde-
liges Skuespillerydelser. Hvor blege de er
blevet, hvor deres Omrids glider ud for Dem
og De kan ikke holde dem fast. De piner
Deres Erindring for at genkalde Dem noget
Helt og Sammenhængende, og De faar kun
fat i noget, der løber bort og fra Dem. De
sér maaske et Ansigt, men Kroppen er blevet
væk for Dem. De hører maaske en Stemme,
men de ser ikke mere den, der talte.
Hvorpaa beror da denne Forskel mellem
de Skikkelser, Julie Møller skabte og som vi
nu aldrig mere skal sé — og saa de andres.
De andres Rids var, fra Begyndelsen, over-
fladiske og flygtige. Hun saå og skabte med
den Tydelighed, der lader forblive.
Men den Tydelighed koster for den, som
vil naa den.
Dage, Timer ad Gangen, Maaneder maa
den Romanforfatter eller den Fremstiller, der
efterstræber den — være sammen med sine
Mennesker. Han maa tale med dem, høre
paa dem, sé dem, belure dem, give dem
Haanden og bede dem tage Plads som virke-
lige Mennesker — disse uvirkelige.
Men dette strenge Spil, der gør det Uvirke-
lige virkeligt, er farligt. Det overanstrenger
og kan forvirre Hjernen.
Det gør det saa meget lettere, som den,
der driver Spillet, altid bliver en Ensom.
For kun i en lang og bestandig Ensomhed
er det nøje og uafbrudte Samvær med Tan-
kens Skikkelser muligt. Men Ensomheden
er farlig. Den føder let Vrangforestillinger,
der yderligere udvidsker det glidende Skjel
mellem Virkeligt og Uvirkeligt. Og naar den
fortsættes og bliver Livsvane, gør den sky
og uskikket til Menneskers Selskab og angst
for Virkeligheden og mistroisk. — —
:_-=^ 1029 ==:
=Julie Møller^
Den fører ind i den Tilstand, hvori Julie
Møller, under forborgne Lidelser, tilbragte,
lange Aar af sit Liv.
De kostede hende, alle disse levende, alle
disse tydelige Skikkelser. Behøver jeg at
nævne dem? De lever omkring hendes Navn,
og mer end nogensinde lever de nu, hun
selv er død. Hvem mindes ikke det giftigt
grønne Billede af Ondskab og Sladder i „ El-
sk o vsleg"? Eller Moderen i „Jægerne", saa
husmoderlig, saa hjerteforstandig, saa helt den
gode Hustru, Madmoder, Husets stille Magt,
Mandens Dæmper og Grydens Vogter, den
Eftergivende og den Stærkeste. Saa helt og
med saa uendelige Fibrer indsugede Julie
Møller sin Rolle, at hun i det tyske Stykke,
hun og hun alene af alle de udmærkede
Spillende, endogsaa blev helt tysk, Paa tyske
Malerisamlinger stanser man foran gamle
Portrætter og siger til sig selv: at dette er
Forstmesterens Hustru. Eller Stine i „Første
Violin". Vi havde i min Barndom en gammel
Kokkepige, der fulgte os fra Als til Horsens.
Mandfolke-Marie blev hun kaldt og Navnet
passede. Naar jeg saa Julie Møller som
Stine, sagde jeg til mig selv, at Fru Møller
matte havde kendt Marie. Ti netop saa
knoklet og benet, saa lidet Kvinde og dog
i Seng med Niels, saa bittert vidende og saa
let at lokke som Mandfolkemarie var Stine.
Det var min Barndoms ruhændede Veninde,
der gik igen.
Eller hendes bratte Modsætning den gamle
Frøken i „De Gamles Juleaften" ? Hvem, der
saa hende, sér hende ikke nu ? Som et gammelt
Familjebillede fra Stiftsgaarden i Chris tianssand,
der var steget ned fra en Væg for at leve
nogle Timer og dø en Gang endnu — saadan
virkede hun, og en hel Tid, der er forsvunden,
levede om hende og ved hende.
Kun Hr. Orlamundt kommer, i „Karakter-
faget", paa vore Scener sine Skikkelser saa
nær, at de kan virke med samme nøje
Magt.
Ja, og En til, naturligvis : Hr. Olaf Poulsen.
Man vil i allerførste Øjeblik smile ved, at
Julie Møller og Olaf Poulsen skulde nævnes
i samme Aandedrag. Ti de er vel vor Kunsts
største Modsætninger. Men prøv dem paa
Erindringsvægten, og De vil undres over, at
De erindrer begges Skikkelser lige tydeligt
fordi disse Skikkelser levede lige
tydeligt.
Kun hos den ene springer frem, brede og
svulmende, af Geniets sejrrige Uvilkaarlighed.
Hos den anden tvungen til Verden, spidse
og klare, under det overordentlige og slidende
Talents smerterige Anstrengelser.
Ja, ja, det kostede Julie Møller, det kostede
hende Helsen og Lykken og selv Glæden
ved, hvad hun gav.
Men hvis det kostede, naaede hun ogsaa
det Ypperlige.
Saasnart ikke Rollen var hende for stor
og vid. Her var hendes Begrænsning. Ti
da overkom hendes Hjerne ikke Arbejdet.
Netop overkom det ikke. Hun omfattede
ikke længere og „gik istaa".
Maaske har det været et sorgrigt Livs
bitreste Sorg.
Nu er hun død, og al hendes Sorg er
endt. Hendes angstfulde øjne stirrer ikke
mere, men er lukkede.
Paa hendes Grav vil vi lægge en Krands
af Kristtorn. Men mellem den haarde Blade
er Laurbær fæstet.
%^t
1030
AHMED MIDHAT
Ahmed Midhat.
I den moderne tyrkiske Litteratur er Ahmed
Midhat Efendi en af de betydeligste. Han
er Repræsentant for noget det bedste i den
osmaniske Nation, for dens djærve Nøgtern-
hed i Forbindelse med et klart Blik for
Virkelighedslivets Smaatræk og aaben Sans
for det humoristiske, men han har tillige den
ægte Tyrks Hovedmangler, Bristen paa selv-
stændig Opfindsomhed og paa Evnen til
kunstnerisk at begrænse sig.
Ahmed Midhat er født 1841. I sin Ung-
dom sluttede han sig til den ungtyrkiske
Bevægelse, men hans tidlig vaagne Virkelig-
hedssans lod ham hurtig se tværs igennem
dennes Fraserigdom og Mangel paa Forbin-
delse med de faktiske Forhold. Han blev
efter at være vendt hjem fra Landflygtighed
en loyal Embedsmand i det bestaaende Sy-
stems Tjeneste, og idet han tillige traadte i
personligt Venskabsforhold til den nu regerende
Sultan, er han steget til de højeste Æres-
poster som Excellence, Storkors af Osmanie-
ordenen osv. osv.
I litterær Henseende har Ahmed Midhat
virket baade som Bladudgiver, som Lærer og
Vejleder for den yngre Slægt og som selv-
stændig Forfatter. I denne sidste Egenskab
har han udfoldet en rent ud forbausende
Frugtbarhed. Hans Formaal har været at
aabne sine Landsmænd Adgang til at tilegne
sig Hovedresultaterne af den europæiske Dan-
nelse paa alle Omraader, og han har søgt
at opnaa dette gennem en Række populære
Fremstillinger af alle mulige Æmner, histo-
riske% naturvidenskabelige og litteraturhisto-
riske. Han har her ikke altid været lige
heldig i Valget af sine Kilder, men ved sin
Evne til klar og fyldig Fremstilling i For-
bindelse med Bestræbelsen for at skabe et
ukunstlet og for alle tilgængeligt Skriftsprog
har han alligevel for sine Landsmænd haft
umiskendelig Betydning.
Ogsaa som original Skribent har Ahmed
Midhat arbejdet paa alle mulige Felter.
Videst er han naaet i Romanen eller snarere
i dennes kortere Sideform, Novellen. Idet
han her i sin Form støtter sig til de folke-
lige Eventyrfortællere, giver han med meget
Lune virkelighedstro Skildringer af det mo-
derne daglige Liv, navnlig som det leves eller
for en Menneskealder levedes i de øvre Be-
folkningslag i Konstantinopel, og hans Ar-
bejder har derfor ikke mindst Værdi som
kulturhistoriske Kildeskrifter. Oprivende Scener
eller indviklede Intriger vil man derimod lede
efter forgæves.
Typisk i den her fremhævede Retning er
den Novelle, som her gengives i delvis for-
kortet Oversættelse; den stammer fra 1887
og bærer Titlen „Gendjliku (Ungdom).
/. ø.
^=4ø^
1031
UNGDOM
Tyrkisk Novelle af Ahmed Midhat.
Oversat af*J. Østbup.
Følgende Historie har jeg hørt af Hoved-
personens egen Mund. Den lyder saa-
ledes:
Jeg er Søn af en Mand, der havde en
ret bevæget Fortid bagved sig og som havde
forstaaet at indrette sig under alle Livets
Forhold. I min Opdragelse lagde min Fader
ikke saa meget Vind paa Undervisningen i
Skolefag som paa, at jeg ikke modnedes for
tidlig, og at jeg ikke skulde faa Lyst til at
smøge Buxeme op, førend jeg virkelig stod
ved Bækkens Bred. Derfor fik jeg .aldrig
Lov til at gaa ud alene, ja, knap nok kaste
et Blik udenfor vor Dør. Saa' vidt gik min
Faders Ængstelighed, at han hverken vilde
sende mig i Skole eller holde Huslærer til
mig, men selv hver Morgen og Aften gav
mig mine Lektioner.
Paa denne Maade hengik min Barndom.
Men derefter kom der en Tid, hvor det nye
Skud begyndte at strække sig og stræbe
opad mod Lyset. Foraaret sendte sine Safter
gennem Grenene og udspredte sin blom-
strende Duft. Men mine Forældre var bange
for, at jeg skulde sætte min Ungdomskraft
over Styr, og de begyndte derfor allerede
at tale om, at jeg skulde gifte mig. Jeg
havde imidlertid allerede lært at stille For-
dringer til Livet, og var først for nylig
bleven ansat som Assistent i et Kontor med
en meget beskeden Gage. De Lommepenge,
min Fader gav mig, tog jeg kun saare
uvillig imod. Jeg ønskede først og fremmest
at være selvstændig, men vilde det med et
saadant Ønske have været fornuftig at gifte
sig og stifte Familje og derved blive yder-
ligere afhængig af min Fader?
Jeg fulgte derfor ikke mine Forældres
Henstilling, men min egen Drift og giftede
mig ikke. Til Gengæld blev jeg en sikker
Gæst ved alle Forlystelser om Fredagen og
Søndagen, og hver Aften, naar der var il-
lumineret, var jeg paa Torvet ved Sultan
Bajesids Moske. Paa denne Maade holdt jeg
det gaaende til mit 23de Aar, og det med
en Stadighed, der havde været en bedre
Opgave værdig. '
Men saa var det, at en Onsdag Aften i
en af Gaderne i den store Bazar mit Øje
faldt paa en lysegraa Ekvipage. Dens Farve
og smukke Udstyrelse, saa vel som den fine
Hest og Kusk tiltrak sig min Opmærksom-
hed, og jeg tænkte ved mig selv, at til en
saa smuk Vogn maatte der svare et lignende
Indhold. Og dermed tog jeg Plads paa
Bænken foran den Butik, hvor Vognen holdt,
for at anstille nøjere Iagttagelser. Jeg havde
da heller ikke taget Fejl, og blev helt stolt
af min Gætteevne. I Vognen sad, indhyllet
i et tæt Slør og en mørk Overklædning, en
Dame, og paa Forsædet to unge kvindelige
Væsner, rimeligvis Slavinder; de var ogsaa
tæt tilslørede, men deres lyse Overklædninger
lod formode, at det ikke var lutter Utilgæn-
gelighed, der skjultes under Sløret.
Nu ved man. jo nok, hvorledes unge Men-
nesker af min Slags plejer at te sig ved en
saadan Lejlighed. Jeg begyndte altsaa at
smile hen til Vognen, medens jeg sad og
snoede mit Overskæg. Jeg saa jo nok, at
mine Smil besvaredes af de to unge Slav-
inder, men da der ikke fulgte nogen videre
Tilnærmelse, begyndte det at blive noget
trættende; da bemærkede jeg, at de bøjede
sig over imod Damen og hviskede noget til
hende. Utvivlsomt var det mig, de henledte
hendes Opmærksomhed paa, thi Damen, der
havde siddet dækket bagved Vinduesper-
siennen, lettede denne lidt i Vejret og be-
gyndte at betragte mig med stor Opmærk-
somhed.
bkønt det tætte Slør gjorde det umuligt
1032
- Ungdom •
at skaffe sig Vished for, hvem Damen var,
kunde. man dog af hendes Skikkelses Omrids
skønne, at hun var ung og vel ogsaa smuk.
Jeg blev mere og mere ivrig og prøvede
med alle Slags Tilnærmelser, men forgæves;
der fulgte intet Svar, kun vedblev hun at
stirre paa mig. Paa en Gang satte Vognen sig
i Gang. Nu først gjorde hun en Bevægelse,
som om hun vilde nikke Farvel til mig,
men var dette nu virkelig ment, eller blot
en vilkaarlig Følge af Rykket i Vognen?
Det var ikke let at afgøre, og jeg tænkte
derfor ved mig selv: „Hvis Vognen holder
igen et Stykke længere, saa kan jeg jo
endnu en Gang vise mig for Damen. * Jeg
løb derfor bag efter Vognen, som drejede
ud paa Torvet ved Sultan Bajesids Moske
og derfra hen til Papirhandlernes Bazar,
hvor den gjorde Holdt. Kusken bandt Hestene
til en Lygtepæl og gik ind i en af Butikerne,
vel for at udrette et eller andet Indkøb.
Imidlertid gik jeg then ved den højre Side
af Vognen og søgte for anden Gang at gøre
mig bemærket, og, da Damen fik Øje paa
mig, brød hun ud i en høj Latter. Lidt
efter saa jeg, at hun tog en Sølvstift frem
og jeg tænkte, at hun vilde forære mig den
til Erindring, men jeg blev meget forbavset,
da hun rev noget af Indpakningspapiret paa
en af sine Pakker af og begyndte at skrive:
„Tænk, hun kan ogsaa skrive!" Da hun
var færdig hermed, kom Kusken ud af Bu-
tiken med en Pakke Varer, og da hun gav
ham den lille Lap og pegede paa mig, blev
jeg først næsten vanvittig af Glæde, men
samtidig begyndte jeg at ryste af Angst.
Det kunde jo være en venlig Opmuntring,
men det kunde lige saa godt være en dad-
lende Afvisning. Vognen kørte bort, og
ivrig gav jeg mig i Færd med Billetten,
som indeholdt følgende: „Du kender ikke
mig, men jeg har allerede tidligere gjort dit
Bekendtskab. Søg foreløbig ikke at mødes
med mig, jeg skal nok vide at finde dig.*
Jeg var jo holdt op med at følge efter
Vognen, og for saa vidt var Sagen i Orden,
saaledes som Damen ønskede det. Men
skulde jeg nu opfatte dette Ønske som et
gunstigt Tegn eller som en Tilbagevisning:
Hun siger, at hun har gjort mit Bekendt-
skab! hvor kan hun vel have set mig? det
er højst gaadefuldt. Og saa dette Udtryk:
„Søg foreløbig ikke at mødes med mig."
Hvad skal det nu betyde? er det en Kurv?
nej, det kan det ikke være. „Jeg skal nok
vide at finde dig", siger hun tilsidst. Ja,
men hvordan vil hun bære sig ad dermed?
Nej, nu forstaar jeg det; det er en Tilrette-
visning, hun giver mig, en ordenlig Røffel!
Og det med god Grund; thi havde hun ikke
gjort det, vilde jeg have fulgt efter hende
lige til hendes Bolig, og det havde været
meget ubehageligt for hende. Jeg vilde
heller ikke have holdt af det selv; thi jeg
hader Folk, som lægger deres Kærlighed for
Dagen paa den Maade. Efter min Mening
skal en Kærlighedserklæring kun bestaa af
et Blink med Øjet, en diskret Hilsen, en
Drej paa Overskæget, en bønlig Hvisken.
Det havde jo været en ren Skandale at ville
kompromittere en Dame saaledes, ja, en Raa-
hed kunde man kalde det. Men hvorledes
skal jeg da nu gaa videre med mine Er-
klæringer? Hvis jeg skriver et Brev, har
hun maaske ikke Lejlighed til at læse det,
og selv om hun faar det læst, kan hun
maaske ikke faa sendt Svar derpaa. Ved
Hjælp af en af de sædvanlige Bissekræm-
mersker kunde jeg maaske gøre nogle Frem-
skridt; men selv det vilde ikke blive let.
Men frisk Mod! det ordner sig nok alt-
sammen; hun maa dog have ment noget
med dette: „Jeg skal nok vide at finde dig!tf
Under disse Betragtninger naaede jeg hjem,
og Damen kom ikke ud af mine Tanker, til
jeg gik til Sengs. Det var en afgjort Sag,
at hun var henrivende. Naar hendes Skøn-
hed kunde skinne saaledes gennem det tykke
Slør, hvorledes maatte hun saa ikke være
uden dette. Saa optaget var jeg af, hvad jeg
1033
Ungdom-
havde oplevet, at det forfulgte mig ogsaa i
Søvnen. Jeg drømte, at jeg var i Kiathane*),
men det var ikke det rigtige Kiathane, men
en vild Skovtykning. Medens jeg gik her
mellem Træerne, kom den. samme Kusk hen
til mig og overbragte mig en Hilsen og et
Brev fra sin Frue. Hun befalede mig deri
at opsøge hende, idet jeg fulgte Kusken i
tn Snes Skridts. Afstand. Det gjorde jeg
og naaede tilsidst hen til et af Træer om-
givet Sted, hvor jeg fik Øje ^ paa den be-
kendte lysegraa Vogn og de to Slavinder.
Stedet var ganske ensomt og Lejligheden
gunstig, og jeg nærmede mig derfor Vognen
og begyndte en Samtale med Damen. Men
hvad jeg sagde og hvad hun svarede, det
har jeg fuldstændig glemt. Kun saa meget
kan jeg huske, at da jeg fortalte hende,
hvorledes jeg havde fortolket den modtagne
Billet og hvilke Drømmerier den havde givet
Anledning til, svarede hun smilende: „Aa,
det er lige meget! Jeg er meget glad, som
det er; thi jeg ser klart, at vor Møde har
gjort et stærkt Indtryk paa dig." Og sam-
tidig med disse Ord gav hun mig ogsaa
andre Beviser paa sin Tilbøjelighed.
Men dermed vaagnede jeg — • det var en
Drøm. Men allerede den gjorde mig lykkelig.
Blot jeg dog havde kunnet drømme saaledes
hver Nat! Men deraf blev der intet. Fra
hint Øjeblik af saa jeg hende hverken om
Dagen eller i Drømme. Derover blev jeg
meget bedrøvet og bestandig tænkte jeg paa
hende. Jeg var jo forelsket — men i hvem ?
det vidste jeg ikke selv. Jeg ønskede at
vinde hende. Men jeg forstod jo godt, at
hvis hun var gift, vilde al Elskov være for-
gæves, og hvis det ogsaa lykkedes mig at
forføre hende, saa kunde det blive en meget
betænkelig Sag. Jeg søgte derfor at bilde
mig selv ind^ at mit Hjærtes Udkaarede
endnu var ung Pige. Men om saa var, og
om det ogsaa lykkedes mig at kaste en
*) Et yndet Udflugtssted udenfor Konstantinopel.
Gnist fra Flammen i mit Bryst over i hendes
Hjærte, saa at hun ogsaa blev forelsket i
mig, hvad kunde det saa føre til? Hos os
faar Pigerne ikke den Mand, de vil have,
men deres Fædre vælger sig Svigersønner,
som de selv synes, og ve det Pigebarn, som
har givet en ung Mand sin Kærlighed til
Kende.
Saaledes dømmer Folk, og saaledes kan
jeg ogsaa selv tale paa mit nuværende
Standpunkt, men. den Gang tænkte jeg i min
Ungdommelighed ikke paa sligt. Det maatte
gaa, som det kunde — jeg havde kun en
Attraa, at faa Damen at se og gøre mig
behagelig for hende, og hver Morgen og
Aften, ja, ofte tre Gange om Dagen var jeg
derfor i den Gade, hvor jeg først havde
truffet hende, og hver Gang, naar jeg igen
var gaaet forgæves, vendte jeg fortvivlet
hjem. Det mærkelige var, at denne For-
elskelse ligefrem gjorde mig til et bedre
Menneske. Medens jeg tidligere ved hvert
Skørt jeg saa, strax var der med Øjnene
og med Fingeren ved Overskæget, saa gik
jeg nu altid i den Frygt, at hvis jeg blin-
kede forelsket til en Vogn, saa skulde min
Udkaarede sidde i den næste og tage An-
stød af min Flygtighed. Og hun var dog
den dejligste af alle. Hendes Skønhed var
i min Indbildning blevet noget, der overgik
alt, saa at jeg ikke kunde finde Behag i
nogen som helst anden.
Imidlertid gik der omtrent otte Uger, og
da Damen ikke lod høre det mindste fra
sig, begyndte jeg at fatte Mistanke om, at
hendes Løfte om at ville opsøge mig
kun var bleven givet for at komme af med
mig paa en pæn Maade. Alligevel kunde
jeg ikke rigtig tro dette, og jeg søgte med
tusinde Grunde at gendrive min Mistanke.
Hvorfor havde hun behøvet at lade Vognen
holde og skrive til mig, • naar hun havde
villet afvise mig? Det kunde hun jo efter-
trykkelig nok have gjort med det samme.
Nej, det maatte hænge saaledes sammen, at
1034
Ungdom
hun nok havde set mig og lært mig at
kende et eller andet Sted, men ikke vidste,
hvor jeg boede, eller hvem der var min
Familje. Ellers vilde hun sikkert for længe
siden have holdt sit Løfte.
Paa den Maade forløb ialt et Fjerdingaar,
og jeg hørte stadig ingen Ting. Hver Dag
færdedes jeg paa det omtalte Sted i Bazaren
og hver Dag gik jeg fortvivlet derfra. Da,
en skønne Dag, saa jeg paa en Gang den
kendte lysegraa Vogn — eller rettere sagt,
jeg havde slet ikke Øje for den, thi jeg
mente strax at kunne se Damen, der sad
derinde. Beruset af Glæde, skyndte jeg mig
hen til den Butik, udenfor hvilken den holdt,
og tog Plads der. Men — der var ingen
Dame. I Stedet for de to Slavinder var
der kun en i Følge med en gammel Kone.
Jeg var lige ved at græde over mit bristede
Haab, men da Pigebarnet fik Øje paa mig,
smilte hun og hviskede noget til den gamle,
som ogsaa begyndte at betragte mig ved-
holdende. Glad blev jeg; thi Slavinden
kunde jo kun have hvisket noget om, at
det var den unge Herre, som tavde set og
forelsket sig i deres Frue. Pigen blev ved
at smile til mig, men jeg svarede ikke, for
at vise, at min Kærlighed kun tilhørte hendes
Frue. Under andre Forhold vilde jeg næppe
have ladet Lejligheden gaa fra mig, men
nu bad jeg Butikens Ejer om Pen og Papir,
og i en Fart skrev jeg følgende Brev:
Højtærede, naadige Frue!*)
Det er mig umuligt at beskrive, i hvilken
Tilstand jeg befinder mig, siden jeg første
Gang saa Dem i Bazaren og navnlig siden
De sendte mig et skriftligt Tilsagn. Verden
er siden da bleven mig et Fængsel, en
Ørken, og da jeg ved, at Deres Barmhjær-
tighed og Højmod ikke vil lade mig forblive
i den Tilstand, er det mit Haab, at De vil
*) Paa Tyrkisk er Tiltalen Frue og Freken
enslydende.
indfri Deres Løfte. Jeg er overbevist om,
at naar dette ikke alt er sket, er Grunden
kun den, at min Adresse har været Dem
ubekendt. Den er Nr. 12 i Gaden ved
Sultan Ahmeds Moske. Et Brev under denne
Adresse vil sikkert naa Deres ærbødige
Tjener. Jeg gentager, at jeg næppe vil
kunne udholderen længere Ventetid og an-
raaber Dem om ikke at tøve med Beviset
paa Deres Barmhjærtighed.
Dette Brev lagde jeg i en Konvolut, for-
seglede det og gav det til Kræmmeren, som
bar det ud til Vognen sammen med en
Pakke og tog det Løfte af Slavinden, at
levere det til hendes Frue. Og nu begyndte
min Fantasi at tage Fart: Nu er Brevet
gaaet af, om et Par Timer har hun det,
svarer hun strax, kan jeg faa Svar inden
Aften. Nej, i Aften, det gaar dog ikke.
Jeg maa først ordentlig pynte mig. Ja, saa
maa vi vente til i Morgen. Men kan jeg
holde ud at vente saa længe. Nej — ja,
men — nej — dog — "
Under disse modstridende Betragtninger
naaede jeg hjem. Hjemme hang mit Øre
ved Dørhammeren. Smæk! sagde det; ha,
der er Posten! Men for Guds Skyld, lad
Brevet dog ikke komme i forkerte Hænder!
tænkte jeg og styrtede selv ned for at lukke
op. — Det var Mælkemanden! Jeg bandede
og tordnede indvendig, men hvad hjalp det?
Jeg turde jo ikke røbe mig, og altsaa tog
jeg mod Mælken og bar den ind. Min
Moder lagde Mærke dertil og tænkte, Gud
maa vide hvad, om den Maade, hvorpaa jeg
stadig vimsede om ved Døren. Det blev
jeg ved med til omtrent en Time efter Sol-
nedgang. Saa maatte jeg opgive Haabet om,
at der kom noget Brev den Aften, og holdt
op med at staa Vagt ved Døren. Og Timerne
gik. Jeg gik til Ro, og hvor herlige var ikke
de Fantasiforestillinger, der opfyldte mig!
havde blot den mindste Del deraf været
Virkelighed, vilde der aldrig have været
større Lyksalighed til. Saaledes laa jeg til
1035 =====
Ungdom-
henad Morgenstunden uden at faa Søvn i
mine Øjne. Jeg stod op og tændte en Ci-
garet; jeg fik Lyst til at sætte mig ved det
aabne Vindu, men hvordan kan det lade sig
gøre i Stambul, hvor Gaderne kun er fire
Alen brede, og Balkonerne rager frem i
Gadens halve Bredde? en Mand, der saa-
ledes midt om Natten sad ved Vinduet, vilde
man vistnok faa kønne Tanker om.
Den næste Morgen gik jeg til sædvanlig
Tid paa Kontoret. Jeg havde ikke mindste
Sans for Arbejdet, men sad min sædvanlige
Tid til Klokken halvni*). Derefter gik jeg
min Vej, og da Vejret var daarligt, og jeg
vidste, at jeg ikke vilde træffe en levende
Sjæl i den bekendte Gade, gik jeg lige hjem.
Netop som jeg skulde løfte Dørhammeren,
var der en, der sagde bagved mig: Er dette
Brev til Dem, min Herre? Da jeg jo ikke
tænkte paa andet end Brev, vendte jeg mig
lynsnart om, og saa ogsaa mit Navn paa
Udskriften: „Ja, det er til mig.a „Afsen-
deren venter Dem histhenne.** Det svimlede
for mig: „Hvor?"
„Hist.44 — „Naa, i
Vognen?" — „Nej, der er ingen Vogn.*
Jeg ilede af Sted og medens jeg løb forsøgte
jeg at læse Brevet, men lod det være; jeg
vidste jo, at der ikke stod andet, end at
hun ventede paa mig. Jeg løb alt hvad jeg
kunde, idet jeg tænkte: „Se, det er Trofast-
hed! Paa sine egne smaa Fødder er hun
kommet herhen. Nu kan* jeg da en Stund
glæde mig over hendes søde Ansigt og fore-
bringe hende mine Ønsker og Bønner."
Knøsen, der ikke begreb min Ophidselse,
sagde: „Undskyld, kære Herre, men jeg kan
ikke følge med; hvad løber De ogsaa saa-
dan for?*4 „Det forstaar Du ikke, min
Ven," svarede jeg, og ved mig selv tænkte
jeg: „Aa, din Stakkel! har nogen maaske
*) I Tyrkiet beregnes Klokkeslettet fra Solned-
gang til Solnedgang med to Gange tolv Timer;
Klokken halvni kommer altså a ved Jævndegn til
at svare til europæisk Klokken halvtre.
nogen Sinde ventet i tre Maaneder paa dig!8
Tilsidst naaede vi hen til „den brændte
Søjle*4,*) og jeg spurgte: „Hvor er det da?44
. — Der i Kaffehuset.** I samme Øjeblik kom
en Person ud herfra, og hvem var det —
min Skrædder ! Jeg stod som ramt af Lynet.
Nu lukkede jeg Brevet op — det var et
Rykkerbrev.
Jeg blev saa rasende, at jeg blev helt
blaa i Ansigtet. „Kunde Du ikke finde et
andet Tidspunkt til den Slags end netop
nu?*4 og dermed lod jeg en ordenlig Skylle
af Skældsord regne ned over ham, inden
jeg atter begav mig paa Hjemvejen. Jeg
følte mig helt elendig, thi min Ophidselse
havde været saa stor, at jeg var bleven
næsten syg deraf.
Saaledes gik atter nogle Dage, indtil en
Dag min gamle Amme Fedaji kom ind til
mig. „Her, kære Herre, er et Brev til dig.*
Jeg saa, at Konvoluten var rosenrød: „Gud
ske Lov, det er fra hende.*4 Jeg behøvede
slet ikke at spørge Slavinden, thi ved at
føle paa Brevet kunde jeg mærke, at der
laa et Fotografi indeni. Og Brevets Indhold
var følgende:
Højtærede Herre!
Deres Brev er kommen mig rigtig i
Hænde. Jeg er helt forbauset over Deres
Gætteevne, Min hidtidige Sendrægtighed i
Besvarelsen skyldes ganske rigtig den Om-
stændighed, at jeg ikke kunde huske Deres
Adresse. Nu ved jeg den. Da jeg imidlertid
er meget optaget og omgivet af forskellige
Hindringer, maa jeg bede Dem have Taal-
modighed endnu en lille Tid. Jeg sender
Dem i Dag et Billede af mig, i det Haab,
at gøre Dem en lille Fornøjelse hermed.
Den bekendte.
Naa, ser man det! Saa var det dog ikke
helt hen i Vejret, hvad hun den Gang havde
*) Et af Lynet halvt edelagt byzantinskM in-
desmærke midt paa Hovedgaden i Stambul.
1036
Ungdom =
skrevet Havde jeg lige strax ladet hende
vide min Adresse, saa kunde mange Sorger
været sparte. Men hvad gør det? Den
Slags er kun til for at gyde Olje i Kærlig-
hedens Ild. Og hvor forsigtig er ikke hendes
Underskrift for det Tilfælde, at Brevet kom
i urette Hænder ! Og Billedet — ja, det
forekommer mig rigtig nok, at Damen ikke
var saa slank. Smuk er hun jo, og An-
sigtet meget ungdommeligt, men — naa,
ja, den Gang sad hun i Vognen, indhyllet
i den side Overkjole, og maaske havde hun
Pelsværk eller lignende under. Det tykke
Slør og Halvmørket inde i Bazaren, der
kunde hendes slanke Former ikke gøre sig
gældende. Ganske ung er hun jo ogsaa,
ung af Aar, men gammel af Forstand! Og
hvor smuk er hun ikke ! det er vel værd at
agte paa, at hun ikke som saa mange taa-
belige Kvinder smører Ansigt og Øjne over
med Sminke. Ja, hun er rigtig nok en
sjælden Fangst, et Bytte af den Slags, som
man sjælden faar i sin Fælde! Og med
disse Betragtninger satte jeg mig hen og
skrev følgende Svar:
Højtærede, naadige Frue!
Deres ærede Skrivelse saa vel som det
henrivende Billede har jeg rigtig modtaget.
Brevet har jeg læst med skyldig Ærefrygt,
og Billedet har i den Grad betaget mig, at
der i en fuldstændig Billeddyrkelse kun
manglede, at jeg skulde knæle. Men jo
større Længsel der herved er vakt hos mig,
desto mere trænger den til at stilles, og jeg
paakalder derfor Deres Godhed. Vidste De,
hvorledes jeg Dag og Nat græder af Længsel,
vilde De ikke tøve med at forunde mig et
Møde. Mere har jeg ikke at sige ; af Deres
Barmhjærtighed afhænger alt. Deres ærbødige
Tjener vedlægger et Billede af sig, som De
maaske vil værdige et' Blik.
Dette Brev gav jeg næste Morgen Fedaji
til videre Besørgelse og gik dermed paa
Kontoret. Men da jeg havde Fotografiet
hos mig, maatte jeg hvert Øjeblik ud i Af-
trædelsesværelset for at se paa det. Det
stemmede jo slet ikke overens med det Bil-
lede, jeg selv havde dannet mig i min Fan-
tasi, og det kunde jo heller ikke være ander-
ledes. Jeg samlede alle mine Tanker om
det rigtige Billede og lærte det .saa at sige
udenad, saa at jeg tilsidst var sikker paa
at kunne finde Originalen blandt en hel
Million Mennesker.
Imidlertid gik der igen en Uges Tid, uden
at jeg hørte noget, og jeg begyndte atter at
blive urolig. Fotografiet havde jeg altid hos
mig, men det kunde jo ikke dæmpe min
Uro. Jeg var imidlertid ganske raadvild,
hvad jeg skulde gribe til, og besluttede at
lade Tingene gaa sin Gang. Endelig den
tyvende Dag bragte Fedaji mig om Aftenen
et Brev. Damen bad mig samme Aften møde
ved den brændte Søjle, der skulde en Mand
afhente mig og føre mig til hende. Hvilket
Lykketræf, at min Moder og øvrige Familje
netop var bortrejste og ikke kom tilbage før
om nogle Dage. Henrykt skyndte jeg mig
at tage al min Stads paa; heldigvis var jeg
netop bleven barberet samme Morgen, ellers
havde jeg maattet løbe med Stubbene. I en
Fart slugte jeg noget Mad, og da det var
raakoldt og fugtigt, tog jeg for alle Tilfældes
Skyld min tykke Overfrakke med, idet jeg
paa europæisk Maner bar den over Armen;
i den anden Haand havde jeg en Paraply
og desuden havde jeg et Par store Vand-
støvler paa, som jeg lige havde købt mig.
Dermed stormede jeg af Sted til den brændte
Søjle ; det var silde, og der var næsten ingen
Mennesker paa Gaden. Trods Kulden svedte
jeg af Ophidselse, og min tynde Frakke tog
jeg derfor ogsaa af og lagde paa Armen.
Der gik en Time, halvanden, syv Kvarter,
endnu lod ingen sig se. Mine to Øjne spej-
dede for fire i alle Retninger, men der var
stadig ingen. „Du milde Gud, skulde man
drive Gæk med mig. Nej, det er umuligt.
1037
Ungdom =
Ja, noget maa der være, et eller andet maa
være kommen i Vejen. <
Under denne Enetale dukkede en Lygte
frem og kom hen til mig. Det var en Tje-
ner, jeg ikke kendte. Men han kendte mig
og sagde: „Hvis det behager Herren, lad os
saa komme af Sted." — „Hvorfor er Du
kommen saa sent?a — „Herren maa und-
skylde, men der kom noget i Vejen. " —
„Hvem er der hjemme?" — „Alt er parat,
Herre."
Bravo, tænkte jeg, hvis Damen ikke havde
været hjemme, saa vilde Fyren have sagt det ;
naar han siger, at alt er parat, saa betyder
det, at hun er der. Det kan ogsaa betyde,
at der venter et godt Glas eller maaske nogen
uiusikalsk Underholdning. Skønt, det vilde
være for farligt. Men lige meget, alt er i
Orden, og derfor af Sted. Men det er dog
en farlig Vej! — Allerede var vi komne
bort fra Hovedgaden og ind i nogle Side-
gader, og langt om længe gjorde vi Holdt
foran en Dør i en lille Gyde. Uden at jeg
rørte Dørhammeren, gik Døren op. Naa,
saadan hører det sig jo ogsaa til ved den
Slags Lejligheder. Jeg gik ind, og Lygte-
bæreren blev tilbage. Oppe paa Trappen
kom en gammel Kone mig i Møde. Jeg var
gennemsvedt og helt udgaaet; med mine to
Overfrakker, hvoraf den ene var pelsforet,
med min store Paraply og vældige Vand-
støvler var jeg stormet af Sted i Ilmarsch
og var nu fuldstændig udmattet. Dog det
kunde snart genoprettes, bare dristig fremad !
Den gamle Kone, der kom med et Lys i
Haanden, sagde: „Nej, Sønneke, tag dog
Støvlerne af, de er saa snavsede." — „Ja,
det kan jeg nok se," brummede jeg og
tænkte: Lade Støvlerne blive staaende her
ved Foden af Trappen, da jeg dog lige har
givet halvtredje Pund for dem, Vor Herre
bevares ! tilmed paa saadan et Nattetogt, hvor
man aldrig ved, hvad der kan hænde. Saa
tog jeg da begge Overfrakkerne paa Armene
og Paraplyen i den ene Haand og Støvlerne
i den anden. „Det er det Værelse der!4*
hviskede den gamle« Naa, tænkte jeg, da
jeg saa, at der brændte Lys derinde, Forbe-
redelserne er nok trufne. Den gamle bad
mig være ganske stille, og jeg listede saa
sagte af Sted, at jeg havde kunnet træde
paa en Myre uden at gøre den noget.
Sagte gik Døren op. Bagved hang et
Forhæng, som jeg løftede op og traadte ind.
— Men Gud, hvor var jeg dog kommet hen!
Jeg stod saa stiv som en Støtte, medens det
sortnede for mine Øjne og Knæerne begyndte
at vakle under mig. Det var, som om jeg
skulde synke i Jorden, ja, jeg kunde ønske,
at det virkelig var sket. Thi her var rigtig
nok „alt parat" ! Her sad min Moder, mine
Søstre, min Tante og hendes Svigermoder!
Min Moder tog først Ordene: „Hvor kom-
mer du her, min Søn?" — Jeg svarede ikke.
„Og i dette Optog? ligesom en Sjakkerjede!
hvorfor har Du i det mindste ikke ladet
dine Støvler blive staaende udenfor?" —
Mine Søstre og de andre Damer begyndte
at le, og min Tante sagde ligesom for at
hjælpe mig: „Kære, det er mig, der har
sendt Bud efter ham, fordi han har skrevet
dette Brev til mig?" Og tog hun ikke med
det samme mit Brev frem og gav mig til
Pris: Det forekom mig, at mine Søstre be-
gyndte at læse det højt, men jeg ved det
ikke rigtig, thi i samme Øjeblik besvimede
jeg.
Nu saa de, at de havde drevet Spøgen
vel vidt, og forskrækkede sprang de op.
Den ene hældte Vand paa mig, den anden
holdt mig en brændt Uldtot under Næsen,
og derpaa løftede de mig op og bar mig
ind paa en Seng i et tilstødende Værelse.
Lidt efter slog jeg Øjnene op ; ved min Side
sad alene min Tante, men jeg turde ikke se
paa hende. Heldigvis er hun en meget for-
standig Kone, og hun begyndte ogsaa strax
at trøste mig: „Naa min Dreng, det var jo
kun Ungdomsstreger; saadan er jo de unge
Mennesker, og der er saamænd ingen, der
1038
Ungdom
vil sige dig et ondt Ord for det." Efter-
haanden som hun talte og søgte at slaa Sa-
gen hen, blev jeg ogsaa selv roligere, saa
at jeg kunde tale med hende:
„Ja, men kære Tante, hvordan er det
hele egentlig gaaet til?*
„Ja, det var jo kun en Spøg, min Dreng."
„En Spøg? hvem har da været Mester
for den?"
„Ja, det var jo mig!"
„Hvordan bar Du dig ad med det?"
„Hvordan jeg bar mig ad? ganske sim-
pelt. Damen, som Du saa i den lysegraa
Vogn, det var mig, og det var mig, der
skrev den lille Billet ved Papirhandlerens
Butik. Du kendte mig ikke paa Grund af
det tykke Slør, og jeg fordrejede min Skrift,
for at Du heller ikke skulde kende den."
„Ja, men hvis var da Vognen?"
„Den tilhører Vognmanden Christo; ham
under jeg altid min Søgning for hans smukke
Køretøjers Skyld."
„Men hvor har Du da Slavinderne og
navnlig det Pigebarn, som den Gang bragte
dig Brevet."
„Det var ingen Slavinder. Hvem de var,
skal Du nok faa at vide bagefter. Det var
ogsaa mig, som besvarede Brevet; ja, jeg
besørgede det selv og gav Fedaji de fornødne
Anvisninger. Saa var det — "
„Ja, men hvad var Meningen med alt det" ?
„Ser Du, saadan er de unge Mennesker!
De kender ikke deres egen Tante og gør
hende Kærlighedserklæringer oven i Købet.
Jeg vilde nu benytte Lejligheden til at vise
dig, at det gaar ikke paa den Maner,
og at man ikke kan leve Livet i lutter Ung-
dommelighed, men maa bruge sin sunde For-
nuft. Der gives Gud ske Lov unge Menne-
sker, som trods deres Ungdom har Forstand
nok til at handle modent og med Overlæg,
6g kaare sig en ung Pige, som kan passe
for dem. Men saa vidt er Du ikke kommen.
Tror Du, at naar Du bestandig paa Gade-
drengevis driver om paa Bazaren og snor
dit Overskæg og gør Øjne til enhver Dame,
Du møder, og ikke en Gang lader din egen
Familie gaa i Fred, tror Du saa, siger jeg,
at Damerne virkelig føler sig tiltalte af en
saadan Opførsel? De, der gør det, er sikkert
ikke meget værd".
„Ja det er meget rigtigt altsammen. Men
hvorfor sendte Du mig det Billede. Alt det
andet vil jeg lade gaa for en Spøg, men
Billedet, hørte det med til Spøgen? Det har
Du gjort mig meget ulykkelig med".
„Hvordan det da"?
^Jo det skal jeg forklare dig. Damen i
den graa Vogn, hun var ikke voxet saa fast
i mit Hjærte, at hun havde kunnet faa mig
herhen. Nej, det som har draget mig hid
og bragt mig denne Skandale, det er Billedet".
„Ja, det kan godt være, at jeg skulde have
ladet det være. Det tænkte jeg ikke rigtig
paa. Men hvad gør det? Slaa det af dine
Tanker og glem det".
„Den Slags kan man dog ikke glemme;
før kunde jeg glemme mig selv, før jeg vil
glemme det".
„Ja, hvad skal vi gøre? Billedet saa jeg
i Bazaren og købte det. Gud maa vide,
hvem det forestiller. Ser det virkelig ud som
en, der vilde aftale Stævnemøde med dig
gennem Trediemand! Se en Gang nøje paa
det".
„Netop fordi jeg har set saa meget paa
det, er det, at jeg er kommen i denne
Suppedas".
„For Resten vilde Du heller ikke fortjene
en saadan Lykke; Du er jo en Fjende af
Ægteskabet og foretrækker det løse Liv".
„Hvis jeg bare vidste, Tante" — sagde
jeg efter en Pause, „hvor Originalen til dette
Billede findes — "
„Naa ja, hvad vilde Du saa?"
„Ja", svarede jeg lidt forlegen, „saa vilJe
jeg gifte mig med hende".
Min Tante smilede. „Hvorfor smiler Du,
Tante" ?
„Jeg smiler over dig. Nu har dine For-
1039
Ungdom ■■
ældre i Aarevis plaget dig/, for at Du skulde
gifte cflg; hvorfor har Du ikke gjort det*:
„Jeg vilde ikke vælge i Blinde".
„Ja, hvordan vil Du da gøre nu"?
„Jo, nu har jeg jo Billedet her".
„Det vil altsaa sige saa meget som, at
Du kun gaar efter et kønt Ydre".
„Maa jeg spørge, Tante, er hun her da
alene smuk* ?
„Ja, ved Du noget om, hvordan hun er,
hvorledes hendes Opdragelse er, og om hendes
Karakter passer med din".
„Aa, alt det bryder jeg mig ikke om".
„Naa ja, det vil altsaa sige, at Du slet
ikke har sluppet dine gamle Meninger".
„Jeg ved, ved Gud, hverken ud eller ind.
Her er dog forfærdeligt varmt. Kan Du ikke
skaffe mig lidt Vand"?
„Nu, skal Du faa, min Dreng. Giil-peiker*),
bring os lidt Vand".
Pigen kom med Vand, og jeg drak det.
Men saa genert var jeg, at jeg ikke vovede
at se paa hende. Jeg turde jo næppe se paa
nogen som helst. Tante lod ogsaa hente
Vand til sig, og paa en Gang opdagede jeg
at denne Giil-peiker jo var den samme som
det Feansigt, jeg bar hos mig. „Hør, Tante" —
men mere kunde jeg ikke faa sagt.
„Ja, hvad er der, min Dreng"?
„Hvem er hun her" ? Pigebarnet var imid-
lertid forsvundet igen.
„Ja, det ved jeg ikke".
„Ved Du det ikke? Det er jo netop Ori-
ginalen til Fotografiet".
„Jeg er bange, Du tager Fejl".
„Aa, lad dog være med saadant noget,
Tante, løs mig nu af min Fortryllelse".
»Nej, jeg tør ikke stole paa dig. Du er
for flygtig og Du vil ikke indlade dig paa
Ægteskab".
Jeg for op og greb hendes Haand; nu
var al Ængsteligheden veget ira mig, og jeg
bad og besvor hende om at sige mig, hvem
Pigen var og om hun virkelig var en Slav-
inde. „Ja, hun er; hun var den ene af de
to, som du den Gang saa i min Vogn. Det
var ogsaa hende, som Du den Gang gav
Brevet". Jeg bad nu min Tante om at lade
hende komme ind en Gang til med en Cigaret
til mig, men jeg var saa forvildet, at den
faldt ud af Fingrene paa mig. Pigebarnet
*) Rosen-ansigt (persisk Navn). Blomstrende
Navne var i ældre Tid hyppige for Slavinderne i
fornemme Familier.
smilede. Jeg var ude af mig selv af Hen*
rykkelse.
Næste Dag tog vi hjem. Jeg forelagde
Sagen for min Moder, der aabenbart var
meget henrykt over, at jeg saaledes havde
ladet mig fange; sandsynligvis havde hun
nok vidst lidt Besked med hele Historien i
Forvejen. Vi lod Tante ordne hele Sagen,
og hun kom da den følgende Dag og er-
klærede, at hun var villig til at overlade os
Slavinden, dog kun paa en Betingelse. I et
halvt Aar maatte Pigen ikke betræde mit
Værelse, hvis jeg inden den Tid ikke op-
dagede nogen Fejl i hendes Karakter, hendes
Opførsel og Opdragelse, saa skulde hun være
min, og saa maatte jeg sværge, at jeg aldrig
vilde forlade hende eller se mig om efter andre.
„Det er haarde Betingelser, Tante. Men
lad gaa med det, men kan vi ikke slaa lidt
af paa Prøvetiden"? Ved mine indstændige
Bønner fik jeg denne nedsat til fire Maaneder.
Min Tantes Betingelser var i øvrigt kloge
nok, thi kun derved foranledigedes jeg til at
anstille en saa nøje Prøvelse. Det var jo
ingen Bagatel, at jeg skulde love aldrig at
forlade Pigebarnet, naar jeg først en Gang
havde ægtet hende. Loven er ærlig, men
Holden besværlig!
Men Pigen viste sig i alle Maader fuld-
kommen, og endelig var da de fire Maaneder
forbi. En Dag kom min Fader, Moder og
Tante og min Tantes Svigermoder sammen,
og Giil-peiker blev kaldt ind. Min Fader
overrakte hende et Frigivelsesdokument og
min Tante holdt følgende lille Tale: „Mit
kære Barn, fra første Gang Du kom i mit
Hus, havde jeg bestemt at frigive dig, men
for ikke at bringe Uro i din Udvikling, sagde
jeg ikke noget derom. Nu er din Opdragelse
fuldendt, og vi vil nu gøre dig til vor Sviger-
datter og Svigerinde. Derfor skal Du nu
være i fuld Besiddelse af alle Rettigheder
overfor din Ægtemand og Familie".
Ved Middagstid blev en Imam tilkaldt
samt et Par af Naboerne som Vidne, og vi
sluttede et fuldgyldigt Ægteskab. Siden da
gik jeg i mig selv og blev et korrekt og
dygtig* Menneske.
Ja, saaledes gaar det; løber en Mand først
en Gang mod en Anstødssten, saa søger han
af sig selv Tilflugt i Ægteskabet. Jeg kan
kun ønske enhver, at hans Anstødssten ikke
maa være haardere end den, som jeg kom i
Berøring med.
1040
ÉMi<«qil:IiIfl»JiOaKtti*tll
Flydende Luft.
Sammenpresses en Luftart meget stærkt,
kan den lige med Eet skifte Form, idet den
bliver et flydende Stof, der ved meget lav
Temperatur kan bevares som saadant. Mange
har brudt deres Hoved med at udfinde, hvor-
ledes man skulde kunne opbevare og benytte
de flydende Luftarter, hvilket i flere Hen-
seender kan frembyde Vanskeligheder; blandt
andet vil en Temperaturstigning let blive
skæbnesvanger. Man har da konstrueret Glas-
beholdere med hule Vægge og saaledés ind-
rettede, at Hulhederne er lufttomme. Væggene
garderes udadtil af et Staaltraadsnet og
Polstre, desuden af et Filtovertræk med
mere og endelig anbringes Beholderen inde
i en Blikbeholder. Ved alle disse Forholds-
regler opnaar man, at Stoffet omgives af de
slettest mulige Varmeledere, altsaa saadanne,
som den atmosfæriske Lufts Temperatur saa
at sige ikke kan gennemtrænge, men som
yder Garanti for, at Stoffets lave Temperatur
bibeholdes.
Den flydende Luft er et letbevægeligt Stof
af en svagt blaa Farve og har højst mærke-
lige Egenskaber. Dypper man f. Ex. Kvæg-
sølv derned i, forvandler den Kvægsølvet til
et fast Stof, saa fast, at man kan bruge det
som en Hammer; det er jo ganske og alde-
les som Trolderi, og lige saa vidunderligt er
det, at hvis man fugter en Metalfjeder med
flydende Luft, kan Fjederen bære dobbelt
saa stor en Vægt som før; men allermærke-
ligst tager det sig ud, som man kan præstere
ved at dyppe Blomster ned i flydende Luft:
Øjeblikkelig forvandler de sig og ser ud,
som om de var lavede af det klareste Por-
celæn, men berører man dem blot fjerlet med
Fingerspidsen, knækker de over, og slaar
man paa dem med en Hammer, bliver de til
Støv med det samme. Næsten lige saa skør
bliver en Hat, naar man har udsat den for
Stoffets Paavirkning.
Alt Sligt har i længere Tid været Lækker-
biskener for Taskenspillere; men Andre har
grundet over, hvorvidt man skulde kunne
gøre den flydende Luft til en nyttig og lydig
Tjener for Menneskeheden. Et og andet Re-
sultat har man da ogsaa naaet, dels i Læge-
videnskabens, dels i Ingeniørvidenskabens Tje-
neste, men i det Store og Hele maa man
sige, at vi endnu ikke har formaaet at ud-
nytte den flydende Lufts mærkværdige Egen-
skaber.
Banestrækningen Kap-Kairo.
Planen om at etablere en Jernbaneforbin-
delse fra Kap til Kairo forekom i Begyndel-
sen mange som uigennemførlig; ikke des-
mindre skrider Arbeiderne Aar for Aar deres
Fuldendelse i Møde. Nylig har Banelegemet
overskredet Zambesifloden, og der har dér
dannet sig en ny By, som man har givet
Navnet Livingstone. Det vil ikke vare mere
end et Par Aar, før man pr. Jernbane kan
bese Egnene om Tanganjika-Søen.
Vasketei.
Mange har haft Anledning til at harmes-
over Vaskeriernes Brug af Chlor, hvilket
Stof med forbavsende Hurtighed ødelægger
Linnedet. Det var værd at prøve, om det
har noget paa sig, hvad man flere Steder
mener, at Petroleum er et ypperligt Rens-
ningsmiddel, naar det bruges paa følgende
Maade: Naar man skal koge Tøiet, kommer
man foruden Sæbe og Soda saa mange
Gram Petroleum i, som man i Gryden har
Liter Vand, altsaa til f. Ex. 100 Liter Vand
svarer 100 Gram Petroleum. Derved opnaar
man ikke alene, at man sparer Tøiet for
meget Slid, men ogsaa, at man faar det
særdeles rent og smukt; desuden kan maa
nøies med ikke saa lidt mindre Sæbe end
ellers. Lagener vil man have faaet over-
ordentlig smukt hvide ved den her angivne
Fremgangsmaade ; hvorledes det forholder sig
med finere Ting maa vi overlade til Forsøg
at afgøre.
Varmt Hønsehus eller koldt.
Landvæsensforsøgsstationen i Vestvirginien
har gjort et ganske interessant Forsøg. Det
forrykker ikke forud indvundne Resultaters
Gyldighed, men det bekræfter dem med gode
Tal. Man byggede to lige store Hønsehuse
tæt ved hinanden og lod alle Forhold, ogsaa
dem, der angik Hønsenes Fodring, være ens,
men dét ene Hus gjorde man varmere end
det andet, idet Væggene fik en indvendig
Beklædning af Pap og derover igen en For-
skalning af sammenpløjede Brædder. I hvert
1041
Natur og Videnskab
Hus holdt mån 1 2 unge Høner, og efter 5
Maaneders Forløb havde de, der boede i det
varmest byggede Hus lagt 629 Æg, medens
de andre 12 havde lagt 486. Forskellen
var altsaa 143 Æg. Nogen- overvældende
Overvægt er der ganske vist ikke, men godt
og vel 7 Snese er jo dog alligevel værd at
tage med, og i det lange Løb vil det lune
Hus derfor betale sig bedst. *. c. m.
Amerikansk Jærnbanefart.
Naar man lejlighedsvis hører om de enorme
Toghastigheder, der naaes i Amerika, faar
man let det Indtryk, at Trafikken dér er af
en langt voldsommere Art end den, der ken-
des fra de europæiske Baner. Skønt Amerika
for Øjeblikket fører Verdens hurtigste Tog,
er dette alligevel ikke Tilfældet, idet den
gennemsnitlige Rejsehastighed er ret ens for
alle Stater paa denne og hin Side Atlanter-
havet. Og den franske Sydexpres gennem- ,
førtes en Sommer efter en Køreplan med Normal-
hastigheder, der endnu ikke er naaet af noget
andet regelmæssigt løbende Tog. Men den
store Ulykke i 1900 viste dog ogsaa, at
Banedriften havde paataget sig en større Op-
gave, end den kunde magte, og Kørchastig-
heden blev derfor igen nedsat.
Den amerikanske Sans for det dristige har
naturligvis ikke fornægtet sig paa et saa be-
tydende Felt som dette, og de store konkur-
rerende private Jærnbaneselskaber har ogsaa
vidst at forstaa et Hurtigtogs Reklameværdi.
De store Hastigheder naaes dog kun af gan-
ske enkelte Tog. I det følgende skal The
empire state express anføres som Exempel.
Det gennemløber en Strækning paa 703 km
med en Rejsehastighed paa 85,22 km/Ti, det
vil sige, at Gennemsnitshastigheden, Ophol-
dene paa Stationerne iberegnet, er 85,21 km
i Timen. Køreplanens Tider var i 1964:
Station Afstand Ankomst Afgang
New- York 0 km — 880
Albany. . . . 229 —
Utica 380 —
Syrakuse ... 465 —
Rochester. . . 594 — -
Buffalo .... 703 —
Toget trækkes af et *
1110
»052
1113
12S5
2<>i
3"
»/.
}58
3*5
koblet Atlantic-
der har været For-
tatsbaners nye Iltogs-
erV Tenderen indbefattet,
itaar af en sammenbyg-
lygesalon, 3 1ste Klasses
Personvogne og l særlig Salonvogn med en
samlet Vægt paa 26 5, 8 ts og Plads for 248
rejsende.
Der skiftes Maskine to Gange urider Far-
ten, nemlig i Albany og Syrakuse. Og der
er paa Strækningen 11 Steder mellem Skin-
nerne anbragt Kanaler, hvorfra Lokomotiverne
kan tage Vand under Kørslen. Dog benyttes
ikke alle paa hver Tur. Et bestemt Tog i
1904 vides saaledes at have taget Vand 5
Gange. Saalænge Tenderen fyldes maa Hastig-
heden holdes nede paa 60 til 70 km/Ti.
Banen stiger sammenlagt 62 7, t m paa 294
km og falder 4 55, 7 m paa 221 km. Buffalo
ligger 171.4 m højere end New- York. Den
stejleste Stigning hæver sig l m for hver
65,6 der gennemløbes i vandret Retning, hvad
der i Europa er ganske ukendt paa en be-
tydende Hovedbane. — Her synker Hastig-
heden til 60 km.
Den skarpeste Kurve har 230 m's Radius
og passeres dristigt med 90 km Fart. I
Europa turde man her næppe køre med mere
end ca. 54 km, men da Expressen har løbet
dagligt i en Aarrække, kan man nok anse
Forsøgstiden for at være omme og anerkende
Resultatet.
Under normale Forhold naar Toget ikke
120 km/Ti, men naar en Forsinkelse skal
indvindes kan Hastigheden komme betydeligt
højere op. Saaledes tilbagelagdes Stræknin-
gen mellem Albany og Buffalo i 1903 med
en Rejsehastighed paa 96,5 km/Ti og en
største Hastighed paa 174,M km/Ti.
Hvormeget end disse store Resultater maa
beundres, saa er Fremskridtet i Amerika dog
fremtvunget saa voldsomt, at ikke alt har
kunnet følge med. En tysk Jærnbanemand
omtaler saaledes det latterlige Indtryk det
gør at se Indkørslen til Syrakuse foregaa ad
Hovedgaderne uden Hegn mod Færdslen og
derfor med langsom Fart som en Lokalbane
i Europa.
Det er ogsaa en amerikansk Besynderlig-
hed og Sparsommelighed, at man paa fler-
sporet Bane ikke bygger Broerne brede nok
til at føre alle Sporene over, men foran
Broen trækker Sporene sammen ved Skifter.
Selv om det er muligt at skaffe tilstrækkeligt
paaltdelige Sikringsanlæg, vil en saadan Ord-
ning være hæmmende tor Driften. Men desto
mere maa man unægtelig beundre det dyg-
tige Administrationsarbejde, der er Forudsæt-
ningen for, at Toget kan føres igennem.
1042
i
This book should be returned to
the Library on or before the last date
stamped below.
A fine of five cents a day is incurred
by retaining it beyond the spec^ed
time.
Please return promptly. »
3 2044 105 191 456
Live Music
Archive
Librivox
Free Audio
Metropolitan Museum
Cleveland
Museum of Art
Internet
Arcade
Console Living Room
Open Library
American
Libraries
TV News
Understanding
9/11